Kære Vælger,

Mener du, at ideer er vigtige? Så er BüSo det rigtige parti for dig! For BüSo adskiller sig frem for alt fra andre partier derved, at vi forandrer verdenshistorien ved hjælp af ideer og ikke, gennem ’de små skridts politik’, pragmatisk forsøger at opretholde en verdensorden, der muliggør en udvidelse af privilegier for en lille elite og til gengæld berøver flertallet af menneskeheden et fremtidsperspektiv. Det program, som vi i 1991 foreslog som respons på Sovjetunionens opløsning, nemlig den økonomiske integration af Eurasien gennem den Eurasiske Landbro – en Ny Silkevej – som kernen i en ny, retfærdig, økonomisk verdensorden, er nu i færd med at blive virkeliggjort af Kina og yderligere 110 nationer, altså flertallet af menneskeheden. Det, vi dengang udviklede som et udkast til en fredsorden for det 21. århundrede, og som vi i de 26. år, der er gået siden da, har præsenteret på hundreder af konferencer og seminarer i hele verden, er nu, i de seneste fire år, siden den kinesiske præsident Xi Jinping i september 2013 satte den Nye Silkevej på dagsordenen, med en fantastisk dynamik vokset til at blive en helt ny model for verdensøkonomien.

Download (PDF, Unknown)

EIR deltog i et møde på premierministerens kontor, hvor repræsentanter for mange af den gamle Silkevejs nationer fornyede deres forpligtende engagement til at samarbejde med Syrien – et virkelig historisk øjeblik. Den syriske premierminister Imad Khamis modtog med et stort smil sin personlige kopi af EIR’s specialrapport. Efterfølgende mødtes Sandmark med ministeren for turisme, ingeniør Besher Yazji, og med generaldirektør for Syrian Investment Agency, dr. Inas al-Omawi, samt med andre højtplacerede regeringsfolk. En særlig donation fra en meget fremtrædende, svensk EIR-abonnent, bestående af 15 kopier af Verdenslandbro-rapporten på arabisk til universiteterne i Damaskus og Aleppo, blev overgivet til præsident for Damaskus Universitet, prof. dr. M. Hassan al-Kurdi. I alt blev 40 kopier bragt til Syrien.

Download (PDF, Unknown)

Foto: Alle ødelagte boligblokke, der sås i krigszoner i Damaskus, som tidligere var besat af væbnede oprørere, var ved at blive repareret.

Døden og ødelæggelserne i Yemen i dag finder sted udelukkende for Saudi-Arabiens hånd. Den seneste FN-rapport (fra 5. sept.) skønner antallet af dræbte civile til at være mindst 5.500 i de forgangne to et halvt år; og med endnu mange tusinde sårede. Tilfælde af kolera har oversteget 600.000, med mindst 2.000 dødsfald, iflg. Verdenssundhedsorganisationen. Faciliteter for rent vand og kloakering er blevet ødelagt. Millioner af mennesker er fordrevne. Der er mindst 19 millioner mennesker, der har behov for humanitærhjælp, og over 7 millioner mennesker har desperat behov for mad. Men saudierne blokerer nødhjælpsleverancer. Saudierne har bombet mange hospitaler, skoler og sociale sammenkomster. Storbritannien og Amerika leverer våben; USA yder genpåfyldning af brændstof og overvågning. Med udgivelsen af detaljerne sagde selv FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra’ad Al Hussein, den 5. sept., at yemenitterne lider under »en helt igennem menneskeskabt katastrofe«. Han krævede en undersøgelse af overtrædelser af internationale humanitære love.

Download (PDF, Unknown)

12. sept., 2017 – Med denne provokerende titel midt i den aktuelle debat om Kinas Nye Silkevej i den tyske valgkampagne, udgiver avisen Junge Welt i sin udgave af 13. sept. et interview med BüSo-lederen Helga Zepp-LaRouche (der opstiller til kanslerposten i Berlin-kredsen).

»Bürgerrechtsbewegung Solidarität definerer sin rolle anderledes end andre små partier«, lyder avisens headline-kicker.

På spørgsmålet om, hvad BüSo står for, svarer Zepp-LaRouche:

»Vi ønsker et nyt paradigme i politik – væk fra geopolitik, og frem til menneskehedens fælles mål. Vi mener, at en fortsættelse af geopolitik i sig bærer faren for en konfrontation med Rusland og Kina. Det er én af grundene til, at vi støtter præsident Xi Jinpings initiativ for skabelse af en Ny Silkevej på basis af win-win-samarbejde blandt alle verdens nationer.«

»Men ’atlanticister’ ville opponere, at dette lyder som en Eurasisk Union!«, indskyder intervieweren, idet han her citerer denne, den mest kontroversielle »russiske« idé.

»Det går langt ud over dette«, svarer hun. »Denne nye model for økonomisk samarbejde er blevet vedtaget i Latinamerika, og frem for alt, i Afrika. Det sprænger selvsagt grænserne for en Eurasisk Union. I denne udvikling af Afrika ser vi en enestående chance for at løse flygtningekrisen på et humant grundlag: Vi besejrer langt om længe konsekvenserne af kolonialisme og IMF’s betingelsespolitik, der er vedhæftet tildeling af kredit, og som fulgte efter kolonialismen. Udelukkende kun udvikling af infrastruktur vil skabe forudsætningerne for en reel udvikling af hele kontinentet.«

Efter flere spørgsmål med relation til den tyske debat i valgkampen – flygtningekrisen, spørgsmål om skatter og beskæftigelsessituationen, samt uddannelse – stiller Junge Welt spørgsmålet, »Hvor realistisk mener du, det er, at dine ideer vil blive vedtaget?«

»Visionen om den Nye Silkevej var vores idé, en plan for en fredelig verden i det 21. århundrede. Vi har arbejdet på det i 26 år, og den kinesiske regering anerkender fuldt ud vores andel i dette perspektiv. Vi fremstilles på en meget mere fair måde i pressen dér, end i mainstreampressen her. Vi er således et parti, der opererer på et fuldstændig andet plan end andre såkaldte ’små partier’. Og jeg håber, at dette også vil give sig udslag i stemmer.«

»Er du opdraget som socialist?«, forsøger intervieweren.

»Jeg er opdraget som humanist, som en verdensborger«, konkluderer Helga Zepp-LaRouche.

(Redaktionens bemærkning: Jeg har ikke kunnet se ovenstående artikel udgivet i Junge Welts online-udgave af 13. sept. Søg de følgende dage: https://www.jungewelt.de/aktuell/)

15/9:

Ovenstående interview, vi har rapporteret om, blev alligevel ikke fjernet fra ’Junge Welts’ trykte udgave, se pdf. Den er dog fortsat ikke opslået på deres online-udgave. (Red.)

Download (PDF, Unknown)

Foto: Helga Zepp-LaRouche i BüSo’s valgspot. Se den her (dansk tekst). 

Will Wertz: For mange år siden, faktisk for 2.500 år siden, skrev Platon to dialoger, blandt andre; Timaios og Kritias. Det, han diskuterede i begge disse dialoger, er en oversvømmelse, der udslettede en hel civilisation. I Timaios beretter Platon, at en præst sagde til Solon,

»I hellenere er ikke andet end børn. Der er ikke én eneste gammel mand iblandt jer. Der har været, og vil igen komme, mange ødelæggelser af menneskeheden, der fremkommer af mange årsager. De største er blevet frembragt gennem ild og vand.«

Han påpeger, at grunden til, at disse civilisationer ikke kunne håndtere sådanne naturkatastrofer, er, at

»Gudernes overbærenhed begyndte at svækkes, og de begyndte at opføre sig upassende. De blev inficeret af ondt begær og magtens arrogance«.

Vi har nu heldigvis i USA nogle ’gamle mænd’ – i særdeleshed Lyndon LaRouche; som faktisk er yngre end de fleste mennesker mht. til hans intellekt.

Jeg vil fremlægge præcis, hvad det er, Lyndon LaRouche har kæmpet for, i en kort gennemgang, for jeg har ikke tid nok til at gå i dybden. Men Lyndon LaRouche har, som Dennis antydede, kæmpet imod Det britiske Imperium, en kamp, der mindst går tilbage til hans tid i Anden Verdenskrig på det indiske subkontinent i Burma – som det hed dengang – og Indien. Han så på første hånd briternes folkemordspolitik mod den indiske befolkning. På dette tidspunkt udviklede han et livslangt forpligtende engagement for at besejre Det britiske Imperium, og til at gøre det, Franklin Roosevelt under krigen sagde til Winston Churchill, at han var forpligtet over for at gøre. Roosevelt sagde, vi udkæmper ikke Anden Verdenskrig for at bevare Det britiske Imperium. Efter Anden Verdenskrig vil vi bruge det Amerikanske Systems metoder for økonomisk udvikling til at udvikle resten af verden. Desværre blev denne Roosevelts mission saboteret efter hans død af Winston Churchill og af Harry S. Truman; sidstnævnte var en meget smålig mand. Man fik den første mobilisering mod Rusland, og mere specifikt mod den alliance, som Roosevelt var forpligtet overfor; og som var en alliance mellem USA, Rusland, Kina og andre nationer for at udvikle planeten ved hjælp af det Amerikanske Systems metoder.

Download (PDF, Unknown)

Se hele konferencevideoen her: https://www.youtube.com/watch?v=hzJCl1xnvvU

Foto: Den britiske geopolitiker, Harold Mackinders kort. Den grundlæggende idé er, at man ser på Europa, Afrika og Asien, og det er verdens-øen. Den britiske politik var at omringe det, de kaldte omdrejnings-området eller hjertelandet, som er Rusland, med en intern halvmåne. Mackinders grundtema var, at »den, der hersker over Østeuropa, kontrollerer hjertelandet. Den, der hersker over hjertelandet, kontrollerer verdens-øen. Den, der hersker over verdens-øen, kontrollerer verden«. Grundelementet i Det britiske Imperiums geopolitik, og i deres to ‘Verdenskrige’.

3. sept., 2017 – Hovedbegivenheden i BüSo’s, Bürgerrechtsbewegung Solidaritäts, valgkampagne i delstaten Hessen fandt sted i Frankfurt lørdag eftermiddag, den 2. sept., hvor partiets landsformand Helga Zepp-LaRouche holdt hovedtalen. Hun sagde til publikum, at, i betragtning af de særdeles dramatiske udviklinger på det globale, strategiske niveau, har etablissements partier, med den valgkampagne, de fører, gjort sig selv totalt irrelevante. De ignorerer, at det haster med det nye paradigme med Kinas Bælte & Vej; de ignorerer det almene vel, og de anser disse begivenheder for at være en trussel mod deres eget globaliseringssystem, der er dømt til undergang, fordi det er ondt, afskyeligt og endda farligt.

Zepp-LaRouche beskrev den sammensværgelse, der oprindeligt kom fra britiske imperiekredse allerede i 2015, for at sikre, at Hillary Clinton blev valgt som USA’s nye præsident i november 2016 – dette mislykkedes, og Donald Trump vandt på trods af den udbredte smædekampagne, der blev iscenesat imod ham, en kampagne, der endda er eskaleret siden hans valgsejr.

»Russia-gate«-narrativen er en fabrikeret historie, hvilket blev tilstrækkeligt dokumenteret i Veteran Intelligence for Sanity’s (VIPS’) memorandum til præsidenten. Det, som kredsene bag anti-Trump-kampagnen frygter, er, at han skal genindføre Glass-Steagall og stoppe finansspekulationen; at han måske ville lancere det største, amerikanske infrastrukturprogram nogensinde, med de nødvendige investeringer, der langt overstiger $1 billion. De frygter, at Trump kunne få USA til at samarbejde med den Nye Silkevej – et koncept med LaRouche-bevægelsen som en vigtig medforfatter: Fra 1988-forslaget om den Produktive Trekant, til 1989-forslaget om den Eurasiske Landbro og den Nye Silkevej, som for første gang blev adresseret i 1996 i Beijing af Helga Zepp-LaRouche. Hun er siden dengang kendt som »Silkevejs-ladyen«.

EU-bureaukratiets massive sabotage af infrastrukturudvikling i Øst- og Sydeuropa har sit sidestykke i Tyskland med sabotage af byggeri af jernbaner ved alle de afgørende forbindelser over grænserne, til Tysklands nabolande. Denne økonomiske degeneration står i modsætning til Kinas koncept med Bælte & Vej Initiativet, med gensidigt win-win-samarbejde med andre stater og et nyt paradigme med en ny og retfærdig, økonomisk verdensorden. Kampen for også at gøre dette til en realitet i tysk politik er på BüSo-partiets dagsorden, som fortsætter ud over valgdagen, den 24. september, sagde den tyske statskvinde. Den offentlige diskussion, der i disse dage er blevet genoptaget vedr. Transaqua-projektet for at genopfylde Tchadsøen, og vedr. Kra-kanalprojektet i Thailand, udgør to af de store projekter, som har haft en fremtrædende plads på LaRouche-bevægelsens dagsorden i flere årtier; hertil kunne man føje diskussionen om genopbygningen af Syrien som startskuddet til udviklingen af hele Mellemøsten, som også i årevis har været på LaRouche-bevægelsens dagsorden.

Zepp-LaRouche fortsatte med, at, ud over den økonomiske sfære, er en genoplivning af klassisk kultur, en ny, kulturel renæssance, lige så vigtig, idet det, der sluttelig vil gøre menneskeheden menneskelig, er en livslang opdragelsesproces, sammen med de idealer, som Konfucius, såvel som også Friedrich Schiller og Nicolaus Cusanus, formulerede. En harmonisk orden i naturen er afhængig af menneskets konstruktive, moralske impuls, sagde hun og fremførte, at kunst, som nu om dage er blevet grim, med computerspil og lignende modkulturer, atter må blive virkelig kunst, som tilskynder til skønhed og opløfter mennesket.

Hovedtalen, forud for hvilken Wiesbadens Schiller Institut-kor opførte Verleih uns Frieden (Giv os fred) af Mendelssohn, og Arirang (navn på et bjergpas), den uofficielle nationalsang af begge Korea’er, blev efterfulgt af to medlemmer af den amerikanske LaRouche-bevægelse, der opførte tre klassiske, tyske Lieder: Mainacht (Majnat) af Brahms, sunget af Ema Reuter; Nachtlied (Nattesang) af Mendelssohn, og Die Hoffnung (Håbet), sunget af Sarah Ciampini.

Efter Zepp-LaRouches hovedtale kom en tale om det afrikanske fremstød for udvikling, der understregede Kinas konstruktive rolle, og som blev holdt af Melaku Almau, en etiopier, der har boet i Tyskland i 26 år og har udviklet en god indsigt i tyske anliggender.

Følg BüSo’s valgkampagne på valgportalen

BüSo’s valgbrochure 

Jeg talte med nogle mennesker i Europa i de seneste par dage i forskellige lande, og de siger alle: »Jeres politik vinder. Det kommer. I ved, I var en meget vigtig indflydelse. Dette er jeres politik.« Så folk, der har kendt os længe, ved dette, og derfor skal I blot sikre jer, at mange folk kender til dette alternativ, for når folk først ved, at der er et helt andet system, begynder de at tænke på en helt anden måde, og de bliver vrede over, at man fortæller dem løgne, eller at sandheden holdes tilbage fra dem. I øjeblikket er det væsentlige, at være overbevist om, at, når folk først kender til dette, så forandrer de sig. Jeg mener, vi har et fantastisk moment, for det eneste, der behøves, er, at præsident Trump annoncerer noget stort, som Roosevelt gjorde med New Deal. Jeg ville ikke forsværge, at Trump ikke kan gøre det. Jeg mener, at Trump har karakteren til det, han har temperamentet til at overraske sine modstandere, og jeg mener, at vi skal skabe betingelserne i landet, der kan tilskynde ham til at gøre dette. Vi må øge presset på befolkningen for, at Trump skal satse på et overordnet design for USA, som er større end presset fra Wall Street på ham, for at blive inde i kassen. De ønsker at inddæmme ham. De truer ham; hvis han ikke kapitulerer, så vil de dræbe ham eller impeache ham.

Download (PDF, Unknown)

Leder fra LaRouche PAC, 31. august, 2017 – I dag udstedte LaRouche PAC en erklæring om, hvad der må gøres i betragtning af, at orkanen Harveys ødelæggelser ikke er en »naturlig« katastrofe, men er et resultat af kriminelle politikker. Erklæringen vil ligeledes udkomme på tryk i næste nummer af The Hamiltonian, LaRouche-bevægelsens plakat-avis, der uddeles i New York, sammen med hele Helga Zepp-LaRouches tale på konferencen den 26. august i New York City, om den amerikanske infrastruktur-nødsituation. Erklæringen kan læses på engelsk her.

Ikke flere Houston-katastrofer:

Lyndon LaRouche siger, hvad det er, der må ske ’lige med det samme’

Katastrofen i Texas er en menneskeskabt katastrofe, der skete som følge af denne nations valgte repræsentanters kriminelle neglekt; de valgte repræsentanter, der har fortsat med at støtte Wall Streets spekulationsøkonomi og imperieambitioner, alt imens de samtidig fremfører, at nationen ikke har råd til at genopbygge og erstatte sin forældede og nedbrudte, økonomiske infrastruktur. For tredje gang siden 2005 er store, amerikanske byer blevet oversvømmet og deres indbyggere bragt til fortvivlelse, fordi planerne for ny infrastruktur, der kræver investeringer for titals milliarder, til beskyttelse af befolkningen, er blevet ignoreret og afvist. Orkanen Harvey er nu den overhængende, værste, nationale katastrofe i nationens historie, og det er en katastrofe, som ikke behøvede indtræffe.

I 2005 dræbte orkanen Katrina næsten 2.000 mennesker og anrettede økonomiske skader for $130 mia. Først da, og langsomt, blev nye sikkerhedsforanstaltninger til oversvømmelseskontrol og barrierer mod havet langt om længe bygget for New Orleans, til en brøkdel af de menneskelige omkostninger og omkostningerne for skaderne, som stormen forårsagede. Hvor mange unødvendige dødsfald og lidelser kunne dette projekt have afværget?

Fire år senere mødtes det Amerikanske Civilingeniør-selskab i Manhattan for at diskutere flere muligheder for barrierer mod flodbølger i New York City-området. Det økonomiske overslag for den største af disse muligheder lød på $9 mia. Regeringen besluttede ingenting at gøre. Så dræbte superstormen Sandy i 2012 flere end 100 mennesker og forårsagede økonomiske tab for $65 mia. Netop nu gennemlever indbyggere i New York-området »Helvedessommeren«, med det 100 år gamle, regionale transportsystem, der for fem år siden blev oversvømmet og beskadiget, og som heller ikke blev repareret eller erstattet i det nødvendige tempo.

De svimlende økonomiske og menneskelige lidelser, forårsaget af orkanen Harvey i Texas’ og Louisianas golfområde, kendes endnu ikke, men vil vokse i størrelsesorden i takt med, at vandet trækker sig tilbage; men, hvad man i mange år har vidst, er, at Texas’ byer ved golfen er i fare for oversvømmelser, og gentagne gange er blevet oversvømmet. Alligevel er der ikke blevet bygget nogen sikkerhedsforanstaltninger mod oversvømmelser eller infrastruktur til beskyttelse mod orkaner, siden slutningen af Anden Verdenskrig. Man havde udarbejdet planer for et nyt system for Houston-området, men omkostningerne på $25 mia. blev vurderet til at være »for høj« en pris for vore Wall Street-dominerede regeringskontorer og valgte repræsentanter. Nu er hundrede af milliarder af dollars, og uvurderlige menneskeliv, gået tabt.

Alle disse katastrofer, samt andre i den seneste tid, kunne have været afværget for en brøkdel af de sluttelige omkostninger i tabt rigdom, for slet ikke at tale om tabte liv. Medierne insisterer over for amerikanerne, og katastrofen i den enkelte by skyldes byens særlige økonomiske vaner, dens beliggenhed, dens jurisdiktioners indbyrdes skænderier, dens ignorering af klimaforandring eller dens beliggenhed tæt på vand! Dette er nonsens. Wall Street, der gentagne gange er blevet reddet ved statslige midler (bail-out) til billioner af dollars uden, at det har medført noget som helst andet end øget forarmelse for det amerikanske folk, må ikke længere have lov at diktere USA’s økonomiske politik.

»Nationen kræver handling, og handling nu!«, med præsident Franklin Roosevelts ord. Under hans præsidentskab og op igennem 1940’erne blev ny infrastruktur – såsom Tennessee Valley Authority – til afværgelse af sådanne »naturkatastrofer« finansieret af statslig kredit, såsom via Reconstruction Finance Corporation og Works Progress Authority.

Orkanen Harvey, der drukner byer i det østlige Texas, bør være den alarmklokke, der afslutter 70 år, hvor landet har været uden sådanne statslige kreditinstitutioner.

Et kursskifte er nødvendigt

Den 30. august krævede Lyndon LaRouche et »kursskifte« i politikken »med det samme«. Han krævede den omgående skabelse af en national (dvs. statslig) kreditinstitution til ny, højteknologisk infrastruktur, ligesom det, Franklin Roosevelt anvendte, da langt størstedelen af vores nuværende infrastruktur blev bygget. Der er intet alternativ til skabelse af en statslig kreditinstitution som den, Alexander Hamilton brugte, og som er i overensstemmelse med vores Forfatning, til at finansiere de nødvendige billioner i nye infrastrukturinvesteringer.

Vi må ligeledes handle for at genindføre Glass/Steagall-bankopdeling med det samme, med endnu en overhængende finanskrise, og med Wall Street, der fortsætter med at forhindre reel, produktiv investering. At gøre det muligt for Wall Street at fjerne Glass/Steagall-loven i 1990’erne førte til et krak, der var årsag til tabt rigdom for $10 billioner, massearbejdsløshed og ufortalte tab og afkortning af menneskeliv.

LaRouche insisterer på, at hans »Fire Økonomiske Love til at redde nationen« omgående må gennemføres, hvis dette land skal komme sig over orkanen Harvey og forebygge lignende katastrofer, der stammer fra vores rådnende, fysiske økonomi, der er som en tikkende bombe:

• Genindfør Glass-Steagall: bryd Wall Street og dets magt op;
• Skab statslige kreditinstitutioner baseret på FDR’s Reconstruction Finance Corporation og Alexander Hamiltons nationalbanker;
• Investér kreditten i ny infrastruktur med frontlinje-teknologier, inklusive højhastighedsjernbaner, fjerde generations fission, samt teknologier til fusionskraft og moderne systemer til beskyttelse mod storme og til vandmanagement;
• Vedtag et »forceret program« for opnåelse af fusion, som økonomisk drivkraft: lad en stor udvidelse af NASA’s rumforskningsprogram forsyne os med drivkraften bag produktivitet og produktiv beskæftigelse.

Et Nyt Paradigme begynder at virke

Kinas Bælte & Vej Initiativ, et internationalt projekt for nye »jernbane-landbroer« og store projekter for infrastrukturudvikling, tilbyder omgående samarbejde om kreditten til og byggeriet af ny infrastruktur i USA. Dette initiativ iværksætter nu store projekter, som de længe har identificeret som værende absolut nødvendige, såsom Kra-kanalen i Sydøstasien og genoplivningen af Tchadsøen i Subsaharisk Afrika, projekter, som Lyndon LaRouche og hans hustru, Helga Zepp-LaRouche, længe har været fortalere for.

Helga og Lyndon LaRouche leder en national mobilisering, der fokuserer på at få præsident Trump til omgående at bringe Amerika ind i det af Kina initierede Bælte & Vej Initiativ for byggeri af ny infrastruktur i hele verden. Dette »win-win«-initiativ, og USA’s tilslutning til dets projekter i hele verden, samt ligeledes USA’s byggeri af sin egen, nye infrastruktur, betyder genoplivningen af USA som en industrimagt.

Den 26. august talte Helga Zepp-LaRouche på en konference i Manhattan om infrastruktur-nødsituationen i USA, hvor hun kom med følgende forslag:

»Tænk engang på det enorme potentiale, der åbner sig, hvis USA ville samarbejde med Bælte & Vej Initiativet«,

sagde Zepp-LaRouche til konferencen.

»Jeg mener, det er vigtigt, at man forestiller sig et helt andet system. Hvis USA i dag ville gøre, hvad Franklin D. Roosevelt gjorde – en New Deal, Glass-Steagall, samarbejde med Kina – kunne USA opleve en industriel revolution, større end på noget andet tidspunkt i sin historie. Folk må simpelthen forestille sig, at vi nu befinder os ved et systems afslutning, et system, der ikke kan reddes. Vi må erstatte det med et totalt andet system, og det har de fleste mennesker simpelthen svært ved at forestille sig, men der er eksempler på sådanne forandringer. Marshallplanen i Europa var f.eks. et sådant eksempel, og Meiji-restaurationen i Japan var et sådant eksempel – det, som Roosevelt gjorde med New Deal, så folk må simpelthen tænke, at en sådan dramatisk forandring absolut er mulig i dag.«[1]

LaRouche PAC har påtaget sig ansvaret for at få præsident Trump og Kongressen til at udføre denne handling. Men det er ligeledes alle amerikaneres ansvar, der tænker på sig selv som borgere: de, der aktivt har støttet præsidenten eller senator Bernie Sanders; de, der ikke støttede nogen, på grund af afsky for manipulationen, og den fortsatte manipulation, af valget, men som har ønsket en drastisk ændring i politikken med afindustrialisering og Wall Street-spekulation, der styrer landet; de, der kender mennesker, der blev dræbt eller gjort hjemløse og forarmede af de af Wall Street forårsagede »naturkatastrofer«. De må nu alle handle og lade deres stemmer blive hørt.

For, at se på, hvad der, nu igen, sker med store, amerikanske byer, fører alle ved deres fulde fem til den samme konklusion: Der er intet alternativ.

Foto: Oversvømmelser forårsaget af orkanen Harvey nær Houston Downtown. 27. august, 2017. (Youtube Screengrab / Evan Mallett)

[1] Citatet er fra ’Spørgsmål til Helga Zepp-LaRouche’, efter hendes indledende indlæg. (-red.)

Jeg er meget glad for at tale for jer, for dette giver mig lejlighed til understrege for mit eget perspektiv, hvorfor jeg mener, at dette er det mest dramatiske øjeblik i historien, i vores levetid. Hvis dette går den rigtige vej, kunne vi være i et fuldstændig nyt paradigme, i en ny form for relationer mellem nationer på meget kort tid. Og, hvis det går den forkerte vej, ville vi meget hurtigt være tilbage i en kurs for konfrontation med Rusland og Kina, som vi havde med den tidligere administration. Og, i betragtning af alle krisepunkterne og situationens drama, kunne det føre til Tredje Verdenskrig og civilisationens udslettelse.

Så imellem disse to muligheder kunne spændingen ikke være større, og det sted, hvor denne kamp udkæmpes, er selvfølgelig USA.

Download (PDF, Unknown)

Jeg har flere gange understreget det faktum, at den kinesiske model er meget nærmere ved det oprindelige amerikanske økonomiske system, end folk forestiller sig. Alle Kinas banksystemer er faktisk meget mere ligesom banksystemet efter Hamiltons principper, eller man kunne også sige, ligesom Friedrich Lists rammepolitik; Friedrich List, den tyske økonom, der i øvrigt er den mest berømte økonom i Kina i dag.

Download (PDF, Unknown)

Den 21. august kunne man læse en kronik i Berlingske Tidende, skrevet af Thomas Winkler, Danmarks ambassadør i Rusland, med overskriften: Truslen fra Rusland: realiteter og reaktioner, og tilføjelsen: Rusland og Putin er ikke mindre logisk end alle mulige andre, og der er intet belæg for, at Rusland vil anvende sin militære magt, bare fordi man har den. [Se: https://www.b.dk/kronikker/truslen-fra-rusland-realiteter-og-reaktioner?referrer=RSS]

Kronikken er et brud med den vedvarende skræmmekampagne, der har været i danske og vestlige medier, og som hævder, at vi står over for et farligt og irrationelt Rusland under Putin, der når som helst kan angribe Baltikum, Polen eller andre NATO-medlemmer. Efter at have talt den officielle doktrin efter munden med »Der er ingen tvivl om, at Rusland satser på at opbygge sin militære magt. De russiske væbnede styrker gennemgår en markant modernisering, der gennemføres omfattende øvelser, og russiske kampfly og flåde­fartøjer provokerer bevidst både her og der«, så sætter ambassadøren tingene i perspektiv gennem at lægge lidt tal på bordet: »Man skal dog passe på ikke at overdrive den russiske militære kapacitet. Rusland regner ganske vist med i 2017 at bruge 17 pct. af statsbudgettet på de væbnede styrker, men i købekraft ser det anderledes ud. Det samlede russiske forsvarsbudget for 2017 er således på ca. 48 mia. dollar, mens det samlede NATO-forsvarsbudget er på 915 mia. dollar og det amerikanske alene på 616 mia. dollar – ca. tre gange mere end det samlede russiske statsbudget på 280 mia. dollar.«

»For det andet er tilstedeværelsen af en militær kapacitet heller ikke det samme som viljen til at anvende den. Rusland, herunder præsident Putin, er ikke mindre logisk end alle mulige andre, og der er intet belæg for, at Rusland vil anvende sine militære kapaciteter, bare fordi de er der.« Derefter fremstiller ambassadør Winkler Putin og Rusland som en rationel faktor i den internationale situation, der først, når de ikke har andre muligheder for at forsvare deres vitale nationale interesser, kan finde på at agere militært, som vi så det i Georgien, Ukraine og Syrien, men som hellere vil samarbejde med Vesten end føre krig. Ambassadøren mener derfor, at vi burde have dialog og økonomisk samarbejde med Rusland i stedet for konfrontation.

Ambassadør Winklers kronik er et kærkomment realitetstjek på et tidspunkt, hvor vestlige politikere, med bl.a. den danske forsvarsminister i front, lader sig flyde med den internationale mediekampagne og forsøger at tale den russiske trussel op for at retfærdiggøre, at vi ikke normaliserer relationerne med Rusland og samarbejder om de store fælles udfordringer, men i stedet ruster til krig. En krig, hvor USA og Vesten måske har de største materielle ressourcer, men som ikke kan vindes, fordi vi alle blot ville gå til grunde i et mareridt af eksploderende brintbomber, der kunne udrydde menneskeheden for godt her på jorden.

I ambassadørens udmærkede kronik mangler der dog et realitetstjek på et afgørende punkt, i den nuværende fortælling om, hvorfor vi må ruste os til krig imod Rusland. Ambassadøren gør dog ikke op med den største af de løgne, der er det søm, som hele fortællingen om Ruslands onde intentioner nu hænges op på: Fortællingen om, at Rusland hackede sig ind i det amerikanske valg for at skade Hillary Clinton og fremme Donald Trump, og dermed gjorde sig skyldig i et angreb på selve det vestlige demokrati. Det bliver også brugt som ammunition i kampagnen for at få afsat præsident Trump og forhindre hans forsøg på at normalisere relationerne med Rusland.

Denne store løgn om, at Rusland hackede sig ind i det demokratiske partis servere, er der til gengæld en gruppe patriotiske, pensionerede, amerikanske efterretningsfolk, militærfolk og it-specialister fra organisationen Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS) i USA, der endegyldigt har modbevist. Som man kan læse i deres memorandum til den amerikanske præsident (se side 3), så kan det fysisk bevises, at tilvejebringelsen af kompromitterende e-mails fra Den Demokratiske Nationale Komité ikke kunne stamme fra et »hack«, men må skyldes, at en Whistleblower lækkede disse e-mails.

Denne dokumentation er indtil nu blevet mørklagt af størstedelen af den internationale presse og hele den danske, men som vi også skriver i det følgende, så er denne mørklægning ved at blive brudt med en stor artikel i USA’s ældste avis, og et liberalt ikon i kampen for de sortes rettigheder, The Nation, som er blevet efterfulgt af dækning i Bloomberg News og en lang række mindre aviser. Kan dette memorandum bringes til hele offentlighedens kendskab, så vil det korthus af løgne, som bruges til at fastholde verden på en kurs imod kaos og krig, kollapse. Så er vejen banet for en oprydning i den vestlige efterretningssump og den uhørte mediemanipulation, som vi har oplevet det seneste år.

Denne oprydning kræver dog også, at det bliver blotlagt, hvem det egentlig er, der har forsøgt at underminere USA og få afsat Donald Trump gennem »Russia-gate«. Som vi kan dokumentere i det følgende, så er kilden til denne kampagne ikke de amerikanske efterretningstjenester, selv om de har spillet en uhørt forfatningsstridig rolle i deres angreb på præsidenten, men de britiske efterretningsorganer, der har tilvejebragt størstedelen af den falske »dokumentation«, der i pressen er blevet fremstillet som »beviser« på Trumps uetiske relationer med Rusland.

Hvis denne information kommer til offentlighedens kendskab, så er vejen måske banet for, at USA og EU kan stoppe konfrontationen og krigsdansen og i stedet indgå i et direkte samarbejde med Rusland og Kina i det gigantiske Bælte & Vej-Initiativ, der er i gang med at revolutionere verdensøkonomien, gennem at give alle verdens nationer mulighed for økonomisk udvikling. Lad nu derfor også andre institutionelle personligheder med indsigt i de faktiske forhold i verdens brændpunkter hæve deres stemme i lighed med ambassadør Winkler og VIPS-folkene, og få fjernet det løgnens tæppe, der forsøger at forhindre menneskehedens fortsatte samarbejde og fremskridt.

Download (PDF, Unknown)

I vores tid, det 21. århundrede, bragte de nylige præsidentvalg de »glemte« mænd og kvinder i vores samfund, der var ladt i stikken af årtiers neoliberale politikker, som beroede på grådigheden hos et finansoligarki, og hvor Forfatningens grundlæggende tema om »det almene vel« næsten fuldstændigt forsvandt, frem i forgrunden. »Guds veje er uransagelige« og gav os en ny præsident, Donald Trump, der i sin sejrstale sidste november erklærede: »De glemte mænd og kvinder i vort land vil ikke længere blive glemt. Nu lytter alle til jer.« Han opfordrede dernæst til enhed, til, at både Demokrater og Republikanere gik sammen og reddede landet fra den nuværende krise.

Download (PDF, Unknown)

18. aug., 2017 – China Daily’s weekendudgave har en profil i fuld længde af Helga Zepp-LaRouche, af China Daily’s USA-korrespondent Chen Weihua, med titlen, »Identifying with China«  (Identificering med Kina) og med en indledning, der lyder, »Helga Zepp-LaRouche ser Bælte & Vej Initiativet som opfyldelsen af sin og sin mands, amerikanske politiske aktivist Lyndon LaRouches, livslange indsats«.

Helga under sit første besøg i Kina, i 1971.

Artiklen fortsætter dernæst med at diskutere Zepp-LaRouches første, lange besøg til Kina som ung journalist under perioden med Kulturrevolutionen. »Min generation var stadig nysgerrig over for verden«, siger Zepp-LaRouche. »I dag googler de unge mennesker blot om ting fra deres søgemaskine. Jeg ville se, hvordan verden ser ud.« I interviewet fortæller Zepp-LaRouche om nogle af sine indtryk fra dengang, inklusive, at nogle af de kinesere, hun mødte, talte tysk og beredvilligt talte om deres situation. »Hun fandt, at folk var ’venlige’, men sagde, ’Folk var slet ikke lykkelige’«, skriver Chen. På samme rejse, siger han, besøgte Zepp-LaRouche også Afrika og andre dele af Asien og så den enorme fattigdom. »Jeg kom tilbage fra denne rejse med den absolutte overbevisning, at verden måtte ændre sig, måtte blive forbedret«, sagde hun. Efter hjemkomsten søgte hun efter løsninger og stiftede bekendtskab med den amerikanske, politiske aktivist Lyndon LaRouches arbejde, skriver Chen, »som er bedre kendt som ophavsmanden til LaRouche-bevægelsen«.

»Bevægelsen, der har omfattet mange organisationer og selskaber i verden, promoverer en genoplivelse af klassisk kunst og større helligelse til videnskab; den er fortaler for udviklingen af store, økonomiske infrastrukturprojekter på global skala; og kræver en reform af det globale finanssystem, der tilskynder til investering i den fysiske økonomi og undertrykkelse af finansspekulation.«

»Helga fandt, at Lyndon var den eneste, der talte om behovet for udvikling og industrialisering af Afrika og den Tredje Verden, såvel som også etableringen af en internatonal udvikling, noget i lighed med Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB)«, skriver han. Helga Zepp og Lyndon LaRouche blev gift i 1977.

Helga Zepp-LaRouche var inviteret til at deltage på Bælte & Vej Forum i Beijing, 14.-15. maj, 2017, hvor hun deltog i flere diskussionspaneler.

Artiklen fortsætter med at diskutere Helgas og hendes mands arbejde med at forfølge disse mål sammen med den indiske premierminister Indira Gandhi og Mexicos præsident José López Portillo. Zepp-LaRouche roser Kinas arbejde med Bælte & Vej og AIIB og fortæller om nogle af sine aktiviteter om dette spørgsmål i løbet af de seneste tre år, inklusive hendes deltagelse på Bælte & Vej Forum i Beijing. »Jeg var meget glad for at deltage«, siger Zepp-LaRouche i interviewet, »for vi har kæmpet så længe for dette. Jeg identificerer mig på en måde med dette projekts succes.«

I interviewet taler hun også om betydningen af Trump-administrationens åbne holdning til Forummet, ved at sende en amerikansk delegation på højt niveau, og understreger, hvor fordelagtigt, samarbejde omkring Bælte & Vej ville være for genopbygningen af den amerikanske infrastruktur. Hun siger, at, under sine diskussioner med afrikanske delegerede på Beijing-forummet, var det tydeligt, at de nu har et håb for fremtiden, et håb, der var svært fraværende før det kinesiske initiativ. Chen fortsætter: »Helga siger, at det, Kina gør, har berettiget det, som hun og hendes kolleger har gjort i de seneste 40 år.« Vi er meget glade» for BVI, siger Zepp-LaRouche. »Det er én ting, at en lille organisation som vores producerer ideer, men det er en ganske anden ting, at verdens største land begyndte at gennemføre dem.« Hun beklager det faktum, at hendes mand, Lyndon LaRouche, der er 94 år, sandsynligvis ikke kommer til at besøge Kina. »Han elsker Kina«, siger Zepp-LaRouche, »og han er overbevist om, at det kinesiske initiativ (BVI) lige nu er den vigtigste ting på planeten.«

China Daily USA udkommer overalt i USA. Interviewet skal efter planen også udkomme i den europæiske udgave af China Daily i næste uge.

http://europe.chinadaily.com.cn/

Appel til præsident Donald Trump,

Det Hvide Hus,

1600 Pennsylvania Avenue, N.W.

Washington, DC 20500.

Lyndon LaRouche har, med hensyn til den igangværende svindelagtige skandale med Russia-gate, der er rettet mod præsident Trump, erklæret, at det amerikanske folk må kræve, at det igangværende, forræderiske britiske kup imod præsidentskabet, og nationen, stoppes, og at gerningsmændene retsforfølges og fængsles. Vi, underskriverne, erklærer os enige med erklæringen og det følgende:

1. Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS) har fremlagt beviser for præsident Trump for, at Rusland aldrig hackede Demokraternes Nationalkomite. De omtalte e-mails blev lækket af en insider, og ikke hacket, og blev efterfølgende manipuleret for at tilskrive Rusland ansvaret. En ny særlig anklager bør udpeges for at efterforske dem, der er ansvarlige for at begå det efterfølgende svindelnummer, der har skadet og delt hele vor nation så meget.
2. Der er rigelige registrerede beviser, der viser, at britiske institutioner og tjenester udførte et samordnet angreb på kandidat, og nu præsident, Donald Trump med det formål at øve indflydelse på, og dernæst omstøde, resultatet af det amerikanske valg. Handlingerne udført af tidligere MI6-agent Christopher Steele og hans firma Orbis Business Intelligence, der er involveret i at skabe falske og slibrige anklager mod præsidenten, efter at være blevet betalt over $1.000.000 af tilhængere af Hillary Clinton, er frugtbare mål for efterforskning, ligesom også handlinger, udført af GCHQ (det britiske NSA), er det. Hvis en ny, særlig anklagers efterforskning viser britisk indblanding, bør den særlige relation mellem USA og Storbritannien opgives i enhver henseende.

Med LaRouches ord, Opgiv det britiske system. Red folket.

Underskrift …

(Bemærk, at Appellen på LaRouchePAC’s webside også kan underskrives af udlændinge).     

Download (PDF, Unknown)

Den kamp, der netop nu udspilles i USA mellem på den ene side denne »u-hellige alliance« og de efterretningstjenester, der stammer tilbage fra Bush/Obama-perioden, og på den anden side, en patriotisk gruppering af ‘whistleblowers’ og Trumps vælgerskare, er ikke et internt, amerikansk anliggende – det er af højeste, strategiske betydning. Hvis de neokonservative får overtaget, er der redt op til en global krig mod Rusland og Kina. Men, hvis det på en anden side gennem efterforskning kan bevises, at hele narrativen om Trumps angivelige »aftalte spil« med Rusland er en »Brennan-operation« sådan, som den ansete journalist Seymour Hersh understreger, så står det amerikanske samfund foran en katarsis, en renselsesproces, der kan sammenlignes med den anden amerikanske revolution. For, det virkelige »aftalte spil« består nemlig ikke mellem Trump og Putin, men derimod i briternes og amerikanske efterretningstjenesters nøjagtigt verificerbare manipulationer i forsøget på at gennemføre et kup mod den valgte, amerikanske præsident.

Download (PDF, Unknown)

Det, jeg vil gøre her i dag, er at fremlægge den dokumentation, der viser, at det, vi i realiteten har her, ikke er en russisk indblanding i USA’s interne anliggender; men at det snarere er en særdeles dirigeret indblanding på vegne af Det britiske Imperium. Dette er, hvad man burde efterforske, i modsætning til det såkaldte »aftalte spil« mellem præsident Trumps valgkampagneteam og så russerne. Det er meget vigtigt at dokumentere dette, og det er absolut afgørende, at dette kup stoppes; for, på dette tidspunkt i verdenshistorien, befinder vi os på randen af et nyt finanssammenbrud, langt større end i 2008. Vi befinder os i en situation, hvor briterne, for at opretholde deres bankerotte finanssystem, der har hjemsted i City of London og på Wall Street, har helliget sig til at bringe den amerikanske præsident til fald for at forhindre, at alternativet til dette sammenbrud bliver realiseret. …

Lyndon LaRouches indtrængende budskab til USA’s præsident og befolkning: ’Opgiv det britiske system; red folket’

Vært Jason Ross: Det er den 11. aug., 2017 og dette er fredags-webcastet på at larouchepac.com. Jeg er Jason Ross og aftenens vært. Vi har en særlig gæst i dag; Will Wertz, medlem af EIR’s redaktion. Vi hører fra Will om et øjeblik.

I forbindelsen med aftenens show vil vi diskutere noget, vi har talt en hel del om på dette program og denne webside; og det er memorandaet fra VIPS, Veteran Intelligence Professionals for Sanity, der på en meget afgørende måde, baseret på computerteknisk efterforskning og Adam Carter, viser, at det russiske hack var et inside-job. Dette er forsiden af The Hamiltonian-avisen i denne uge, der kommer direkte til sagen; og denne historie udgives nu af store publikationer, inkl. The Nation ugemagasinet og Bloomberg News. Meget af den måde, dette er blevet præsenteret på, eller meget af den måde, hvorpå Russia-gate-kuppet mod Donald Trump opfattes af folk, der forstår, at det er et kup, er, at ’deep state’-apparatet kører en operation for at afsætte præsidenten og selv afgøre amerikansk politik.

Vi skal i dag høre fra Will Wertz, der vil dykke dybere ned i dette og hjælpe os til at forstå, at der ligger meget mere i dette end det, der kaldes ’deep state’. Roden til denne kup-operation går ud over USA’s grænser og går på fremtrædende vis til Storbritannien, til det endnu eksisterende Britiske Imperium. Lad os gå over til Will: Hvad kan du fortælle os om de dybere følgeslutninger, vi bør træffe ud fra dette kupforsøg mod præsidenten? Hvad betyder det; hvor kommer det fra?

Will Wertz: Lyndon LaRouche kom med følgende kommentar:

»Det amerikanske folk må kræve, at det igangværende, forræderiske, britiske kup mod det amerikanske præsidentskab og selve nationen må stoppes, og gerningsmændene retsforfølges og fængsles. Det britiske system må opgives, og præsidenten må intet middel sky for at redde dette lands befolkning, og resten af menneskeheden, fra yderligere britiskdirigerede afsavn mod deres liv. Opgiv det britiske system; red folket.«

Det, jeg vil gøre her i dag, er at fremlægge den dokumentation, der viser, at det, vi i realiteten har her, ikke er en russisk indblanding i USA’s interne anliggender; men at det snarere er en særdeles dirigeret indblanding på vegne af Det britiske Imperium. Dette er, hvad man burde efterforske, i modsætning til det såkaldte »aftalte spil« mellem præsident Trumps valgkampagneteam og så russerne. Det er meget vigtigt at dokumentere dette, og det er absolut afgørende, at dette kup stoppes; for, på dette tidspunkt i verdenshistorien, befinder vi os på randen af et nyt finanssammenbrud, langt større end i 2008. Vi befinder os i en situation, hvor briterne, for at opretholde deres bankerotte finanssystem, der har hjemsted i City of London og på Wall Street, har helliget sig til at bringe den amerikanske præsident til fald for at forhindre, at alternativet til dette sammenbrud bliver realiseret. Alternativet til dette sammenbrud er det, Lyndon LaRouche har kaldt Firemagts-konceptet; en alliance mellem USA, Rusland, Kina og potentielt Indien, og som repræsenterer den industrielle magt på denne planet og det overvældende flertal af verdens befolkning. Denne kombination kan løse bogstavelig talt ethvert problem, vi konfronteres med på planeten Jord, og hinsides. For eksempel kræver krisen over Koreahalvøen et samarbejde mellem USA, Kina og Rusland; hvor de to sidstnævnte er naboer til Nord- og Sydkorea. Kampen mod terrorisme i Mellemøsten og Nordafrika, som strækker sig endnu længere end dette, kræver et sådant samarbejde. Genopbygningen af verdensøkonomien kræver et sådant samarbejde – især gennem, at USA slutter sig til bestræbelserne, som Kina har initieret – den såkaldte Silkevej eller Bælte & Vej Initiativet, som Lyndon og Helga LaRouche i årtier har kæmpet for og refereret til som Verdenslandbroen.

Alle disse problemer kan løses med dette samarbejde; og dette samarbejde ville ødelægge Det britiske Imperium én gang for alle. Det er, hvad der i øjeblikket står på spil. Jeg vil også påpege, at Det britiske Imperium rent historisk har været helliget massiv befolkningsreduktion, folkemord, og en reducering af verdens befolkning fra de nuværende mere end 6 mia. og til 1 mia. mennesker. Dette imperium er villigt til at bringe verden til randen af atomkrig med sin geopolitiske strategi mod Rusland og Kina. Det er det underliggende spørgsmål, der ligger bag det aktuelle forsøg på at gennemføre et kup mod USA’s præsident.

Beviserne for den britiske involvering er gennemskuelige. Donald Trump annoncerede sin præsidentkampagne den 16. juni, 2015. Der var en artikel i The Guardian af 13. april, 2017. Her siger de, at »britisk efterretning blev først i slutningen af 2015« – dvs. få måneder efter, at Donald Trump annoncerede sin præsidentvalgkampagne – »opmærksom på det, det kaldte ’mistænkelige interaktioner’ mellem personer med tilknytning til Trump og kendte eller mistænkte russiske agenter«. Artiklens titel lyder, ’British Spies Were First to Spot Trump Team’s Links with Russia’. I artiklen siger de, at disse såkaldte ’interaktioner’ først blev afdækket af noget, der hedder Government Communications Headquarters – GCHQ, hvilket svarer til NSA. De gør meget ud af at pointere, at, »det er klart, at GCHQ på intet tidspunkt udførte en operation rettet mod Trump eller hans team, eller proaktivt søgte information. De angivelige samtaler blev opsnappet ved et tilfælde.«

De siger også, at GCHQ spillede en fremtrædende rolle på et tidligt tidspunkt, hvor de kickstartede FBI’s efterforskning af Trump-Rusland, og som begyndte i slutningen af juli, 2016. Husk, at det Republikanske Konvent, der nominerede Donald Trump, fandt sted fra 18.-21. juli, 2016. Så GCHQ følger Donald Trump få måneder efter hans annoncering af Republikanernes nominering til præsidentkandidat; og GCHQ kickstarter FBI’s efterforskning af Donald Trump, sandsynligvis få dage efter hans nominering i juli 2016. Artiklen siger, »FBI og CIA forstod kun langsomt arten af de angivelige kontakter mellem Trumps associerede folk og russere. Dette skyldtes til dels amerikansk lov, der forbyder amerikanske tjenester at undersøge amerikanske borgeres private kommunikationer uden en retskendelse. De var uddannede til ikke at gøre dette.« Den lov, de henviser til, er selvfølgelig USA’s Forfatning; som amerikanske efterretningstjenester desværre ikke har overholdt så nøje, som Edward Snowden afslørede.

De rapporterer dernæst, at Robert Hannigan, chef for GCHQ, i sommeren 2016 videregav materiale til CIA-chef John Brennan; og at Brennan brugte denne information til at lancere en stor efterforskning på tværs af tjenesterne, af et internt anliggende. Så det er et spørgsmål, om det er en overtrædelse af CIA’s charter, at en sådan efterforskning overhovedet lanceres; og dernæst at briefe lederskabet i de Demokratiske og Republikanske formandsskaber og højtplacerede medlemmer af Husets og Senatets Efterretningskomiteer om denne information, som endnu i dag ikke er blevet bekræftet.

Dette er altså britisk efterretnings indblanding i valgene. Føj hertil dossieret, der blev udarbejdet af den såkaldte »tidligere« MI6-agent Christopher Steele. Dette har fungeret som køreplanen for FBI’s efterforskning. Kopier af det blev givet direkte til FBI, hvis ikke af GCHQ, så af MI-6. Vi ved, at John McCain gav FBI en kopi, da han fik en sådan kopi. Hvad har vi så her mht. Christopher Steele? Han er en tidligere MI-6-agent; han arbejde under dække af det Britiske Udenrigsministerium i ambassaden i Moskva, men var en efterretningsagent. Tilbage i 2009 dannede han et selskab ved navn Orbis Business Executives. Fra mindst 2010 og frem havde han arbejdet med FBI’s Enhed for Eurasisk Organiseret Kriminalitet, med hjemsted i New York City. Samme år, som Orbis Business Executives blev lanceret – 2009 – blev et andet selskab lanceret i USA, ved navn Fusion GPS; samme år. Så tidligt som i 2010, iflg. retslige dokumenter, havde disse to såkaldte selskaber en fortrolighedsaftale. Så selv om den officielle historie er, at Fusion GPS hyrede Orbis Business Executives til at udføre efterforskning af politiske modstandere imod Donald Trump på vegne af Hillary Clinton, så er kendsgerningen den, at disse to selskaber har arbejdet sammen siden deres oprettelse i 2009; og deres fortrolighedsaftale går tilbage til året efter, 2010. Denne fortrolighedsaftale bruges af Fusion GPS som en grund til ikke at overgive information til Senatets Retsudvalg, som har krævet det i forbindelse med dette dossier.

Så hvad har vi her? Vi har GCHQ, der kickstarter en efterforskning gennem international overvågning; vi har tidligere MI-6-agent Christopher Steele, der får information fra russere, som i dette tilfælde ikke er særlig pålideligt; og bruger dette som en køreplan til at lancere en efterforskning af USA’s præsident efter, han var valgt. Det bør påpeges, at en af hovedpersonerne i FBI, der har været involveret i dette, er den tidligere, fungerende direktør for FBI. Han var fungerende direktør efter Comey gik, og han er nu erstattet af Christopher Wray. Men Andrew McCabe var i sin tidligere karriere chef for FBI’s Enhed for Eurasisk Organiseret Kriminalitet i New York City. Senator Grassley har sendt en hel række spørgsmål til vicejustitsminister Rod Rosenstein om Andrew McCabe; for mistanken går ud på, at Andrew McCabe var direkte involveret som Christopher Steeles manager. Det bør ligeledes påpeges, at, på et vist tidspunkt, havde FBI i tankerne at betale Christopher Steele for at fortsætte sin såkaldte efterforskning. Det spørgsmål, som Grassley stiller, er, var McCabe involveret specifikt i denne situation? Man må her forstå, at Andrew McCabe aktuelt er under efterforskning, fordi han var involveret i en beslutning om, at hans kone, Jill McCabe, skulle stille op til delstats-senator for staten Virginia mod senator Dick Black. Dette blev arrangeret gennem guvernør McAuliffe, en nær tilhænger af Hillary Clinton; som på det tidspunkt blev efterforsket af FBI. McCabe menes også at have været involveret i efterforskningen af Hillary Clintons e-mails. Der er her tale om en total interessekonflikt på vegne af McCabe; som måske var hovedpersonen, der arbejde hos FBI med Christopher Steele.

Dette er forbindelsesleddet til Det britiske Imperium, som er direkte involveret i operationen imod USA’s præsident. Dens formål er at ødelægge USA’s præsidentskab, så præsident Trump ikke kan udvikle samarbejdsrelationer med Rusland og Kina i særdeleshed, i kampen mod terrorisme; og ikke kan arbejde på at bringe USA ind i et samarbejde med Rusland og Kina omkring perspektivet for Bælte & Vej, som ville være afgørende for at udvikle USA’s økonomi ved hjælp af det amerikanske systems metoder.

Jeg tror, vi slutter her og hører, hvilke spørgsmål, I har.

Her følger resten af webcastet i engelsk udskrift:

ROSS:  I think you really pulled together the British origin
of the whole Russia story around Trump; and it’s sort of shocking
thing that this dossier of material that was compiled by Steele,
who as you note is a “former” MI-6 agent.  If it’s dirt on Trump
coming from Russians, apparently that’s fine to launch an
investigation about using the CIA and the FBI.  But the mere
suspicion that Donald Trump might have gotten dirt on Hillary
from Russians by any means — regardless of a hack or just
getting information — is considered to be proof of some
nefarious act.
Let me ask you; you had discussed the difference in
orientation between what the motivation would be behind a British
outlook versus what America might do.  Just as a reminder for our
viewers, we’re now four years into a process that was launched in
September 2013 when President Xi Jinping of China, in a speech in
Kazakhstan, announced the One Belt, One Road Initiative; which
has now come to encompass dozens of countries around the world
and hundreds of billions of dollars towards infrastructure and
other cooperative investments.  So there’s really a new game in
town taking shape on the planet.  Could you describe for us or
help us understand how the British view this; or understand the
difference in outlook between British geopolitics compared to
what the United States could adopt as a national policy
orientation?

WERTZ:  Yes.  May I have photo 1?  Now, the British policy
is a policy of geopolitics; and this is a longstanding policy.
In 1919, Halford Mackinder wrote a paper entitled “The
Geographical Pivot of History”.  What he wrote there in summary
is as follows:  Who rules East Europe commands the Heartland.
Who rules the Heartland commands the world island.  Who rules the
world island commands the world.  As you can see from this
graphic, Russia is the pivot area; the heartland.  Surrounding it
is an area which is called the Inner Crescent; which today would
be called the Arc of Crisis, as defined by another geopolitician,
Bernard Lewis.  Who was born in Britain, but later became an
American citizen.  That’s the policy that we’ve been carrying
out.  Who rules East Europe?  Think about the move eastward by
NATO to the very borders of Russia.  Think about the policy of
regime change in the entire Arc of Crisis area indicated here as
the Inner Crescent surrounding Russia.  This is the policy that
was also implemented under Zbigniew Brzezinski during the Carter
administration.  We see it today; it’s continuing today with the
regime change policies in Libya, in Egypt before it was reversed
by el-Sisi against Morsi.  We see it in Iraq beginning in 2003;
we see it today in the attempt in Syria.  Before that, we saw it
in Afghanistan, and that’s still a crisis today.  We see it in
Ukraine today.  This is the geopolitical policy of the British
which led to World War II by the way, because this was the policy
of Hitler.  The Mackinder policy was picked up Haushofer, who was
instrumental in defining Hitler’s policy of marching East to
Russia — the Soviet Union at that time.  So this is the
geopolitical policy which is operative today.
Contrast that now to the World Land-Bridge policy — photo
2, please.  This is the policy proposed by Lyndon and Helga
LaRouche.  As you see, the world island is essentially Asia,
Europe, and Africa.  This policy is not limited to the so-called
world island; this is a policy for all of humanity, extending
into the Western Hemisphere.  The policy is one of economic
development.  As the Chinese say, a “win-win” strategy; peace
based upon economic development.  That is the central conception,
so as to realize the actual potential of humanity for further
improvements in its standard of living, its quality of mentation,
and its ability not only to develop the planet Earth for man’s
benefit, but eventually to colonize outer space; which is man’s
fundamental mission.
So, these are the two contrasting views; and what Americans
and others throughout the world need to know is the British
Empire is alive, and it is carrying out the same policy which it
has carried out at least over the last 100 years, which has led
previously to world wars, and threatens to lead to world wars
today.  But there is an alternative, which is the World
Land-Bridge, the One Belt, One Road policy; the Silk Road, which
has been adopted by a vast majority of countries throughout the
world.

ROSS:  You talked about the British Empire and the
geopolitical objectives of Halford Mackinder.  This is sometime
in the past; you had mentioned its link to Adolf Hitler’s
orientation towards attacking to the East.  But today, I think
that most people believe that there is no British Empire; or that
the power of the British Empire has waned so dramatically from
its peak that it’s hardly a driving force in world affairs today.
Why do you speak about the importance of the British Empire?  How
important is it today?  What’s its power?  How does it exist?

WERTZ:  Please show photos 4 and 3.  Most people don’t
understand that the British Empire is really based upon the
Venetian system.  Venice was not big in terms of military forces,
or geography; it’s a city.  Yet, the Venetian system, as a
financial system, was an imperial system; and the British system
from its inception is modeled upon that financial imperial
system.  The goals of the British Empire are really totally
anti-human.  You could compare it to the Greek mythological
figure of Zeus, who did not want mankind to develop; did not want
mankind to have science; did not want mankind to have technology.
In opposition to that, you had Prometheus, who gave man fire;
science; the means of developing the human mind so as to further
the mission of humanity.  The British policy is fundamentally a
policy of financial imperialism, particularly after World War II;
and it is also a policy based upon a perspective of destroying
the notion of the sovereign nation-state; of reducing world
population from the current levels of over 6 billion to a level
of 1 billion or less, as I said earlier.
I want to just indicate two of the leading figures in
developing the British conception of empire.  One is H.G. Wells,
who wrote a piece called {The Open Conspiracy} in the year 1928.
What he said in that is the following:  “It lies within the power
of the Atlantic communities to impose a world state, a world
directorate upon the world.  The open conspiracy rests upon a
disrespect for national sovereignty.  Its main political idea,
its political strategy is to weaken, deface, incorporate, or
supersede existing governments.  It considers all existing
governments as entirely provisional in nature.”  At one point he
says, “There will be little need for a President.”  That’s the
policy of H.G. Wells.  As you can see, this is the policy of
so-called limited sovereignty; it’s the policy of super-national
institutions.  Like for instance, the European Union has become.
As you can see, the basic idea is to eliminate national
sovereignty, create super-national institutions in which you’d
have no need for a President.  Of course that’s the view that the
British take today.  They would just as soon there not be a
President who would assert the principle of national sovereignty
and develop the people through developing the economy of the
nation, and working with other nations to have the same effect in
respect to the world population.
Bertrand Russell.  Lyndon LaRouche at one point called
Bertrand Russell the most evil man of the 20th Century.  He’s
often known as an advocate of peace.  Well, H.G. Wells made the
same kind of argument for world peace; that was the justification
for dictatorial methods.  In the case of Bertrand Russell, after
World War II Bertrand Russell actually proposed — when he
thought the United States had a monopoly on nuclear weapons —
that the United States threaten to use nuclear weapons against
the then Soviet Union.  He was not able to act on that idea,
because as it turned out, the Soviet Union developed nuclear
weapons.  But let me just read an interchange with Bertrand
Russell on this subject.  He was asked, “Is it true or untrue
that in recent years you advocate that a preventive war might be
made against Communism, against Soviet Russia?”  Russell: “It’s
entirely true.  And I don’t repent of it now.  It was not
inconsistent with what I think now.  There was a time just after
the last war when the Americans had a monopoly of nuclear weapons
and offered to internationalize nuclear weapons by the Baruch
Proposal.  I thought this was an extremely generous proposal on
their part.  One which it would be very desirable that the world
should accept.  Not that I advocated a nuclear war; but I did
think that great pressure should be put upon Russia to accept the
Baruch Proposal, and I did think that if they continued to
refuse, it might be necessary actually to go to war.  At that
time, nuclear weapons existed only on one side, and therefore the
odds were, the Russians would have given way.  I thought they
would.”  Question: “Suppose they hadn’t given way?”  Russell: “I
thought and hoped that the Russians would give way.  But of
course, you can’t threaten unless you’re prepared to have your
bluff called.”
So, this is the policy of Bertrand Russell; to create a one
world directorate as in the case of H.G. Wells, and to threaten
preemptive nuclear war against the then-Soviet Union in order to
enforce such a perspective.  Now we are once again on the verge
of, in this case, thermonuclear war; and that is the policy of
the British Empire.  The British basically view war as one means
by which they can reduce world population.

ROSS:  In going after British policy, this seems to be
something that very clearly the U.S. has been opposed to since
its inception.  The American Revolution, the first of the
complaints in the Declaration of Independence wasn’t about
taxation without representation; it was that the King had refused
his assent to laws that were necessary for the common good.
I think the way that you posed things, in terms of Zeus and
Prometheus,
Between having power by preventing others from developing versus
causing and fostering development is a very good way to look at
the way at the relationship between the British Empire and the
U.S. over our history.
This must have shifted at some point given that there’s so
many factions in the U.S. now who are adopting policies that
sound very much like British policies — the “responsibility to
protect” doctrine, which was announced by Prime Minister Tony
Blair in Chicago a decade ago.  This has become sort of an
orthodoxy almost in Washington, D.C., where it’s considered
perfectly natural to intervene in nations that aren’t posing any
particular threat to the U.S., in order to prevent some internal
calamity, used as an excuse to cause the chaos that we’ve seen in
Libya, the mess that we’ve seen in Syria, etc.  So can you tell
us more about this shift?  Has this always been a fight inside
the United States, or when did the U.S. begin to adopt an almost
British outlook on foreign affairs?

WERTZ:  It’s important for people to maintain a perspective
involving a long arc of history.  People know in this country
that the United States fought, before it became officially the
United States and adopted a Constitution, fought a Revolution
against the British Empire.  In 1812, it was the British who
burned down the White House.  This has been an ongoing conflict
between the British and the United States.  And when I’m
referring to the British, I’m not referring to the British
people, that should be very clear;  I’m referring to the British
Monarchy, the British Empire as a system of government.  Now, the
British also supported the Confederacy in the Civil War.  And
Lincoln was assassinated at the end of that war by individuals
who it is believed were actually funded by the British,
specifically by one James Bulloch, the uncle of Theodore
Roosevelt, who was based in Great Britain during the entire Civil
War, and was essentially the foreign agent of Confederacy based
in Britain.
But the United States was able to proceed after the Civil
War, and I think it became clear to the British that they were
not going to be able to take over the United States by military
means, as in the Revolution, the War of 1812, or the Civil War,
but rather they had to use other means; although those other
means continued to involve assassination.  One of the key
breaking points in the whole process was the assassination of
President McKinley in 1901, and of course the person who became
President at that point was Theodore Roosevelt.  This is in the
period leading into World War I, and under McKinley, and prior to
his assassination, the United States had very close relations
with Germany under Bismarck, with Russia, with Japan.  And this
was reversed by Teddy Roosevelt, who established the so-called
U.S.-British “special relationship.”  And undoubtedly his uncle
and the influence of his uncle on Teddy Roosevelt played a
critical role in his perspective.
Now, Franklin Roosevelt had a completely different
perspective.  He traced his heritage back to Isaac Roosevelt, who
worked closely with Alexander Hamilton, and Roosevelt’s entire
policy was based on the American System of economy, the same kind
of American System of economy which President Trump has, in
recent speeches in Kentucky, Detroit, and elsewhere, advocated,
including Glass-Steagall.
Now, during World War II, the British who had backed Hitler,
had backed Mussolini, had backed Franco, realized when Hitler
turned westward into France and threatened Great Britain, that
they needed the United States to defeat Hitler at that point.
And what you have from that point on, is a situation where the
British operated in the United States to help bring the United
States into that war.  But when Roosevelt died, what happened, is
that the British took over, once again.  Not fully, but you had a
situation where the British began a process of trying to reverse
what Roosevelt had done.  And during World War II there was a
famous meeting between Roosevelt and Churchill.  Do you have
photo 5? [Stalin, FDR, Churchill at Tehran 1943]  There was a
famous meeting between Roosevelt and Churchill [April 1941]
reported by Roosevelt’s son, Elliot Roosevelt, in which Franklin
Roosevelt said, we’re not fighting World War II in order to
preserve the British Empire, but rather, after this war we’re
going to use American System methods of economic development to
develop the entire world and to end colonialism altogether.
When Roosevelt died, the British, through Churchill, through
their intelligence agencies, and through Harry Truman, moved to
begin the process of attempting to bring the United States into
this British Empire orbit, and that has been the ongoing conflict
that we’ve had over the last 70 years or more.  And it’s not
resolved to this day and it has to be resolved by defeating the
British Empire.
During World War II, the British set up intelligence
operations in the United States,  — can I have pictures, 6, 7,
and 8.  There was an individual by the name of Sir William S.
Stephenson, you see him there, Canadian born.  He set up
something called the British covert operations which operated
under the cover of the British Security Coordination, which was
located in Rockefeller Center.  And they ran covert operations in
the United States during this whole period, basically from 1939
through 1944, and he represented both MI6 and MI5; he worked
directly with Allen Dulles who had an office in the same
building, on the same floor as Stephenson.  Dulles, of course,
later became head of the CIA, until he was relieved of duty by
John F. Kennedy.  Stephenson also worked very closely with the
FBI, with J. Edgar Hoover.
So, in a certain sense, this apparatus, from that period,
consolidated after Roosevelt’s death, and for instance, in 1946,
there was something signed called the “U.K.-U.S.A. Agreement” and
it was an agreement to have intelligence collaboration between
the U.S. and the U.K. in respect to the Soviet Union and the East
bloc countries.  This later was transformed into the “Five Eyes,”
which was the United States, U.K., Australia, New Zealand, and
Canada.  So in a very real sense, the United States became a part
of the British Empire intelligence apparatus.  And what we see
today with GCHQ/MI6, their work with Brennan at the CIA, with
Comey and McCabe at the FBI, and Clapper [as DNI], is a
continuation of that U.S.-U.K. Agreement.  The surveillance was
done under the codename “Echelon” and it’s still being done under
that name; even after the Soviet Union collapsed, it’s directed
against the former Soviet Union and East bloc countries.  And
that is what we see today, as I said.  As Snowden, in describing
this relationship said, the Five Eyes are a “supranational
intelligence organization that doesn’t answer to the known laws
of its own countries.”  So that’s the picture I can give you.

ROSS:  This is a you might say chilling picture, a very
scary picture.  What is it that we ought to do?  This is much
bigger I think than people, even those who understand that a coup
is in process or that Russia-gate is a whole bunch of baloney,
this is a lot deeper than what most people believe they’re up
against.  I think you put out a very good picture of what we’re
up against, what the mission is; could you lay out for our
viewers what ought to be done:  How do we fight against this? and
what do we create in its stead?  What’s our objective here?

WERTZ:  Lyndon LaRouche yesterday said that we have to “pour
it on.”  We have to really escalate the mobilization to get a
breakthrough in respect to the VIPS memorandum which we discussed
at the very beginning.  The whole edifice of the lie that the
Russians interfered in the elections, that the Trump campaign
colluded with the Russians, is about to fall.  And we have to
make sure that it falls.  As you indicated in the beginning, the
VIPS memo was produced in July, it was sent to the President,
it’s been sent to the Justice Department, it’s been widely
circulated.  We, in our movement, got out something like 100
copies of the VIPS memo in offices in Washington, D.C. two weeks
ago, concentrating on the Intelligence Committees of both the
House and Senate, as well as the Judiciary Committee.  We also
got this out, this week, at the Old Executive Office Building in
Washington, D.C. and at the Justice Department.
And the story is beginning to break:  You mentioned the
article in {The Nation}.  This is a very powerful article that
just appeared, and what the author, Patrick Lawrence, says is the
following: “Under no circumstance can it be acceptable that the
relevant authoritiesthe National Security Agency, the Justice
Department (via the Federal Bureau of Investigation), and the
Central Intelligence Agencyleave these new findings without
reply.”
[https://www.thenation.com/article/unverified-russiagate-
allegations-promoted-by-an-irresponsible-congress-and-media-
have-become-a-grave-threat-to-american-national-security/]
Now, the company that the DNC hired, CrowdStrike, the one
that claimed that they had evidence that the Russians had hacked
the DNC computers, they just said, “we continue to stand by our
report,” arguing that by July 5th, all malware had been removed
from the DNC’s computers.  But as Patrick Lawrence points out,
“But the presence or absence of malware by that time is entirely
immaterial, because the event of July 5 is proven to have been a
leak and not a hack.”
The point here is, you have {The Nation} article, you have
Newsmax, which gave coverage to this; Bloomberg had an article
yesterday on the VIPS and their conclusions.  What’s required is
for the American people to take back their country and ensure
that the Constitution survives, that the republic of the United
States survives.  We have to mobilize to force a situation where,
instead of investigating Trump, what should be investigated is
the British role in all of this and the role of members of U.S.
intelligence in participating in this attempt at a coup against
the United States of America and against the President of the
United States of America. John Brennan recently argued that if
President Trump were to fire Mueller as Special Counsel, that
members of the Executive should refuse to obey his orders:
That’s a call for a coup by the ex-CIA director.
So as Lyndon LaRouche said at the beginning, we’ve got to
cancel the British system, we’ve got to save our people.  What’s
being run in this country is the equivalent of the British Opium
War against China, from 1800s in the opioid and more widespread
drug addiction that’s destroying this country.  We have to free
the President, to be able to carry out the policies which he at
least has indicated he has an intention to implement, to the
benefit of this country and the benefit of the world.  That’s the
issue that’s before us right now.
So what I would encourage every American citizen to do, is
to contact the President:  Tell him, that he has their support to
move on this issue.  It was not a hack, it was a leak.  A lie has
been used as a pretext for overthrowing the President of the
United States, and it’s being conducted by a foreign government,
in collusion with traitors in the United States like Brennan and
others.  So those people should be investigated; and here you
have a situation where a crime was allegedly committed at the
DNC.  The DNC hired its own private investigator; the private
investigator announced what the conclusion of its investigation
was.  The police were never invited to the scene.  They never
secured the crime scene, they never investigated the crime scene,
the computers have never been seen by the FBI.  This is
completely preposterous!
And the entire country has been put in jeopardy as a result
of something which is unheard of!  Have you ever heard of a crime
where the police were not allowed to secure the crime scene and
investigate the crime?  And the alleged victim of the crime,
who’s now carrying out a campaign against the President of the
United States, is allowed to determine how the investigation is
conducted and also what the conclusion of the investigation is.
So this is intolerable!  And as Patrick Lawrence said, it
cannot stand that there is not a reply.  The forensic evidence is
solid.  It is presented by experts from the NSA itself, who know
how this is done.
So we have to ensure that this lie collapses immediately,
that the people involved in this coup against the President are
investigated and imprisoned if found guilty.  That is what’s
required.  So contact the President, tell him that you support
him, and go in public with this.  Demand that the representatives
of the VIPS be allowed to testify before the various committees
of Congress, to get at the bottom of this crime which has been
committed against our President and against our country.
And if we do that, then we create the basis for
collaboration between the United States, Russia, China, and
India, which, as Lyndon LaRouche said in his four powers concept,
is the necessary means for dismantling the British Empire once
and for all.  What we need to do, is destroy Zeus and free
Prometheus.

ROSS:  Great.  Our viewers have got an opportunity to join
in on this. You’ve mentioned many of the ways that this can
occur, and there’s many things that supporters and activists are
doing — holding rallies at their town hall, going to
congressional meetings or on congressional teleconferences and
bringing up the VIPS memo, bringing up the Russia-gate fraud.
We’re urging people to take pictures of their activities about
this, take pictures of getting out the material about the
Russia-gate fraud, and mark it “#Russia-gate fraud”; let
everybody know and spread the word about this.
We have a petition to the President, where we’re asking
Donald Trump not to try to hope that this Russia thing goes away,
but to take it on directly, to “investigate this British
subversion of the United States.  And as you can see on the
bottom of your screen, you can sign that petition [President
Trump, Investigate British Subversion of the U.S.A.”] and spread
it to others at the link, http://lpac.co/yt17.  We’ll have that
link on the webpage for this week’s webcast as well.
[https://larouchepac.com/20170811/larouchepac-friday-webcast
-will-wertz].
So spread the word.  We’ve got to defeat this coup; it’s
absolutely urgent to free up the United States to have a
functioning Presidency, so we can take on matters that are
actually important to our future, like implementing
Glass-Steagall, putting in place the economic proposals of
LaRouche, the Four Laws, to make it possible to finance an
economic recovery and to do so in conjunction with China, with
Russia, to put the world on a path towards development and
progress.  Help make that happen: Please contribute to the
LaRouchePAC.
Will, I’d like to thank you for being on the show today, I
think you really put together a very comprehensive picture on
this, and we’ll see everybody again, next week.

Tyskland må, ligesom alle andre berørte stater, sætte sig til modværge mod USA’s fordring på amerikanske loves ekstraterritoriale gyldighed, hvilket strider mod Folkeretten. Det rette forum for dette ville være FN’s Generalforsamling, som begynder i september, og som er den indlysende forsamling til at vinde gehør for Folkerettens gyldighed.

Men det allervigtigste er imidlertid at etablere en fuldstændig ny og højere politisk platform for relationer mellem nationer. Den nuværende kurs for sanktioner, modsanktioner, handelskrig, optrapning af geopolitiske provokationer, stedfortræderkrige – hvor skal det ende? I en stor atomkrig?

Hvis vi tyskere har lært noget som helst af de to verdenskrige i det 20. århundrede, så bør vi nu energisk gribe initiativet og ikke alene sætte en ny ruslandspolitik på dagsordenen, men også tage imod Kinas tilbud om et win-win-samarbejde omkring byggeriet af den Nye Silkevej og sammen med Rusland, Kina og andre nationer genopbygge Mellemøsten og det øvrige Sydvestasien, der er blevet ødelagt af Blairs, Bush’ og Obamas krige, og ligeledes udvikle Afrika.

Download (PDF, Unknown)

Zepp-LaRouche: Jeg mener, at dette ikke blot er en vedtagelse i Senatet, eller i Kongressen; men dette handler om præsidenten i amerikansk historie lige fra USA’s grundlæggelse. For det, som denne vedtagelse gør, er, at den fuldstændig omstøder den Amerikanske Forfatning, der giver præsidenten beføjelserne til at bestemme udenrigspolitik. I henhold til den aktuelle situation, efter at Kongressen (Repræsentanternes Hus) og Senatet med dette overvældende flertal vedtog at indføre sanktioner, så, hvis præsident Trump ønskede at omstøde dette, skulle han sende et brev til Kongressen; og Kongressen er forpligtet til at svare inden 30 dage for enten at godkende eller afvise det. Det betyder, at Kongressen kaprer beføjelsen til at bestemme politikken fra præsidenten. Jeg tror, det amerikanske folk hellere må se at vågne op til den kendsgerning, at det, der her bliver fjernet, er den Amerikanske Forfatning.

Download (PDF, Unknown)

Jason Ross: Godaften. Det er fredag, 4. august, 2017. Jeg er aftenens vært, og vi er meget glade for at have med os i studiet som vores særlige gæst, Helga Zepp-LaRouche via video fra Tyskland. Godaften, Helga.

Helga Zepp-LaRouche: Godaften, hvordan går det?

Ross: Fint! Som en lille indledning til aftenens show, før vi hører fra Helga, så så vi i denne uge, at Donald Trump underskrev loven om sanktioner, der blev vedtaget af Huset og Senatet – HR 3364 – der indfører sanktioner mod Iran, Nordkorea og Rusland. En del af loven hævder som selvfølgeligt, at Rusland blandede sig i det amerikanske valg; en del af loven siger, at USA aldrig vil anerkende Krim som en del af Rusland; og loven binder præsidentens hænder på mange måder mht. sanktioner mod Rusland og mange diplomatiske prioriteringer, diplomatiske krav, der er vedtaget af Huset og Senatet snarere end gennem den udøvende gren (præsidenten). Donald Trump underskrev i denne uge loven og udstedte en erklæring i forbindelse med underskrivelsen, mht. de dele af loven, han finder forfatningsstridige. I går tweetede Trump, at »Vores relation med Rusland er på det laveste og farligste punkt nogensinde. Et meget farligt lavpunkt. Det kan I takke Kongressen for«, siger han.

Rusland responderede ved at kræve udvisning af et vist antal amerikanske diplomater ned til samme niveau som russiske diplomater i USA; noget lignende det, præsident Obama gjorde med russiske diplomater og russisk diplomatejendom, osv. Det betyder overordnet set, at det virkelig øger presset på de amerikansk-russiske relationer og gør det meget vanskeligt for Trump at gennemføre ét af sine kampagneløfter, som var en potentiel opnåelse af detente med Rusland. Med hans berømte ord, »Det er ikke dårligt at komme godt ud af det med Rusland; det er en god ting.«

Jeg vil gerne have Helga på nu for at tale om vores syn på dette. Jeg ved, din mand, Lyndon LaRouche, har sagt, at, hvis dette kup mod Trump lykkes, så vil det virkelig lægge truslen om atomkrig op på bordet. Hvad er din mening om situationen?

Zepp-LaRouche: Jeg mener, at dette ikke blot er en vedtagelse i Senatet, eller i Kongressen; men dette handler om præsidenten i amerikansk historie lige fra USA’s grundlæggelse. For det, som denne vedtagelse gør, er, at den fuldstændig omstøder den Amerikanske Forfatning, der giver præsidenten beføjelserne til at bestemme udenrigspolitik. I henhold til den aktuelle situation, efter at Kongressen (Repræsentanternes Hus) og Senatet med dette overvældende flertal vedtog at indføre sanktioner, så, hvis præsident Trump ønskede at omstøde dette, skulle han sende et brev til Kongressen; og Kongressen er forpligtet til at svare inden 30 dage for enten at godkende eller afvise det. Det betyder, at Kongressen kaprer beføjelsen til at bestemme politikken fra præsidenten. Jeg tror, det amerikanske folk hellere må se at vågne op til den kendsgerning, at det, der her bliver fjernet, er den Amerikanske Forfatning. Jeg vil tro, at alle amerikanske patrioter, der elsker Amerika – og jeg ved, at det amerikanske folk generelt er meget patriotisk – de må forstå dette moment. For, dette kan ikke være tilfældet, og forblive ignoreret. Dette har så mange implikationer.

Min mand, Lyndon LaRouche, sagde, at, hvis dette består, er vi tilbage til en umiddelbart overhængende konfrontation med Rusland – og også Kina – som vi var under Obama-administrationen og de neokonservatives kontrol; som har kontrolleret USA’s politik under to embedsperioder under George W. Bush, og to perioder under Obama. Det var disse neokonservative, der var fuldstændig oprørt over, at en systemisk ’outsider’, eller en person, der ikke tilhørte systemet – som Donald Trump – vandt valget. Jeg husker klart, at, den 21. januar, havde den britiske avis The Spectator allerede en overskrift, der lød, at det blot var et spørgsmål om tid, før man ville få Trump ud af embedet gennem impeachment (rigsretssag), gennem et kup, eller gennem politisk mord! Processen frem mod impeachment er helt i gang, som I ved. Det er netop blevet offentliggjort, at Robert Mueller, den særlige rådgiver, allerede har en ’grand jury’ (juridisk enhed, der kan undersøge og afgøre, om der er belæg for at anlægge en strafferetssag, -red.), der angiveligt skulle være hemmelig; men der har igen været et læk til The Guardian og andre medier. Så formålet med dette er tydeligvis at fremme en eller anden historie, der viser bånd fra Trump eller hans team til Rusland.

Lad mig understrege dette helt klart. Sandheden om dette her skal ud. Det er rent historisk af den allerstørste betydning, at VIPS-organisationen – Veteran Intelligence Professionals for Sanity – tidligere højtplacerede efterretningsfolk fra diverse amerikanske efterretningsorganisationer, for omkring en uge siden sendte et memorandum til præsident Trump; hvori de fastslog, baseret på deres indiskutable ekspertise og kriminaltekniske beviser, at der ikke fandt nogen russisk hacking sted. I stedet var der tale om et insider-læk; der var nogen, der simpelt hen downloadede data fra DNC-computerne, og som dernæst maskerede det hele, som om det var blevet udført af russerne. At efterforske dette og diskutere disse resultater fra VIPS-memoet, er den vigtigste måde, hvorpå dette kup kan køres af sporet. Heldigvis har ét af de kongresmedlemmer, der var modig nok til at stemme imod denne uhyrlighed – Dana Rohrbacher – allerede kommenteret VIPS-memoet. Jeg mener, at vi må mobilisere den amerikanske befolkning til at kræve, at Kongressen indbyder VIPS-repræsentanterne til at aflægge forklaring, til at fremlægge deres beviser, og ligeledes bestræbelserne fra sådanne personer som kongresmedlem Nunes, der efterforsker, hvem det var, der afslørede dette, hvem, der lækkede. Og ligeledes senator Grassleys bestræbelser for at gøre det samme; det må støttes. Derudover mener jeg generelt, at denne Kongres fuldstændig har bragt sig selv i miskredit. Kongressens anerkendelses-rate er lige nu, iflg. de seneste opinionsmålinger, kun 10 %; det er ligeledes et historisk lavpunkt, mener jeg.

Men jeg mener, det nu afhænger af det amerikanske folk; og man bør finde alle mulige organisationer og institutioner, der repræsenterer folket, og som støtter præsident Trump. Retfærdigheden må ske fyldest; de, der lækkede, må gøres til genstand for efterforskning; og sandheden må genoprettes. Dette er af den største, strategiske betydning. Dette er ikke blot en intern, amerikansk affære; jeg mener, at russernes karakteristik, at dette er en intern kamp, ikke er korrekt. Jeg mener, at dette er noget langt mere dystert. Den tidligere våbeninspektør i Irak, Scott Ritter, som var våbeninspektør under Irakkrigen, kom med en dybtgående karakteristik. Han sagde, den kendsgerning, at der var denne totale enstemmighed i de amerikanske medier, FBI, andre amerikanske efterretningstjenester og næsten enstemmighed i begge Kongreshuse; hvordan får man en sådan fuldstændig – i Tyskland ville man sige »Gleichschaltung«, ensretning – hvordan får man et sådant enstemmigt kor? Scott Ritter peger på spørgsmålet om, at dette peger på en langt mere generel sammensværgelse, der finder sted i det amerikanske samfund. Jeg ved, at folk normalt bliver meget enerverede, når man nævner ordet »sammensværgelse«, men jeg mener ikke, der findes andre ord, der kan karakterisere det, der foregår. Man har det, folk nu om dage kalder »deep state«, og som forsøger at omstøde valget af en amerikansk præsident; og så har man briternes rolle i alt dette her. Jeg mener, at der er en indsats fra Det britiske Imperiums side, efter en genetablering af kontrollen over amerikanske institutioner, for at gå tilbage til det, vi engang havde med de neokonservative i 1992 – Wolfowitz-doktrinen; og som var ideen om, at USA aldrig skulle give noget andet land eller nogen anden gruppe af lande lov til at overgå USA’s militærpolitiske eller militære magt. Det var et kup, udført af de neokonservative efter Sovjetunionens kollaps, og de gik frem for at forsøge at etablere en unipolær verden. Jeg mener, at dette præcist kommer til udtryk i det, Kongressen gjorde med disse sanktioner, og det betyder gennem implikation, at gå tilbage til konfrontationen med Rusland, og selvfølgelig en genoptagelse af spændingen i relationerne med Kina.

Dette er en krigssti. Dette har utrolige implikationer. Jeg vil blot nævne et par stykker af dem. For det første, så reagerede premierminister Medvedev meget skarpere end præsident Putin. Han sagde, at dette afslutter håbet om en forbedring mellem USA og Rusland. Så var der diverse kommentarer i kinesiske publikationer, der tilbød at hjælpe Rusland mod virkningerne af sanktionerne; og som ligeledes sagde, at dette blot vil betyde en meget tættere forhold mellem Rusland og Kina, og sammen har vi en afskrækkelse imod USA. Det var ikke det, kineserne ønskede; de har tilbudt USA at samarbejde omkring Bælte & Vej Initiativet; men det er, hvad det fører til.

Lad mig blot påpege to yderligere sidevirkninger af dette. Det er relationen med Europa, for sanktionerne har som deres primære mål leveringen af russisk naturgas og ideen om at bygge endnu en gasledning – Northstream II; som Tyskland har brug for, fordi olieforsyningerne fra Mellemøsten er meget lunefulde pga. den ustabile situation dér. Oliereserverne i Nordsøen er ved at være udtømt. Sanktionerne ville selvfølgelig, fordi USA fremfører, at de har ekstraterritorial bemyndigelse, ramme alle de firmaer, der producerer materialer og byggetjenester til projekter med russerne. Dette er fuldstændig umuligt. Det ville f.eks. også ramme europæiske investorer i USA, hvis de gør forretninger med Rusland; de kunne blive eksproprieret i USA, eller deres kapital indefrosset, og sådanne ting. Dette skaber ødelæggelse. Den Europæiske Union og den tyske regering har allerede sagt, at de vil overveje modforholdsregler; at dette kunne føre til en handelskrig. Forbløffende nok har en talsmand for en førende tænketank, der står den tyske regering nær, netop sagt, at dette vil give bagslag, for, hvorfor skulle lande, der rammes af sanktionerne, være med til at gennemføre dem? Så han forudsiger, at der kommer en boomerang-effekt for amerikanerne; men det er selvfølgelig en effekt, der er meget farlig. Forskellige tyske industrisammenslutninger er ligeledes kommet frem og har sagt, at dette er fuldstændig uacceptabelt.

På et mere fundamentalt plan bringer dette hele spørgsmålet om international lov (folkeretten) frem. Hvorfor tror USA, at deres amerikanske lov kan træde i kraft i hele verden? Dette er en krænkelse af international lov, og dette er derfor en krise uden fortilfælde. Den har, som jeg sagde, implikationer for den Amerikanske Forfatning, for international lov, for relationerne med Rusland og Kina; den kan, for første gang, bryde alliancen med Europa. Så jeg tror, folk virkelig forstår, at dette må omstødes.

Ross: Fantastisk! Dette sætter virkelig scenen. Kan jeg bede dig om at forklare et bestemt punkt? Du kom med ideen om, at folk har en »deep state« (omtr. ’staten i staten’,-red.), der kører USA. Hvor det altså ikke kun drejer sig om denne enkelte lov, men, at der igennem længere tid har været en voksende magt fra visse agenters side internt i USA. Lad mig stille dig et spørgsmål om måder, hvorpå folk fortolker disse ting. En måde er, at der simpelt hen er en koldkrigsmentalitet, der ikke er blevet overvundet; folk lever i fortiden og ser stadig Rusland som en trussel, hvor de i tankerne sammenligner Rusland med Sovjetunionen. En anden måde er ideen om »deep state«; at efterretningstjenesterne har udviklet et slags begær efter magt for sig selv. Tag f.eks. eksemplet med J. Edgar Hoover; og at disse tjenester ønsker at køre USA af en særlig grund. Du rejste et spørgsmål, som de fleste kommentatorer ikke rejser, og som er briterne; eller, at der er noget uden for amerikansk indenrigspolitik, der udformer denne opposition til samarbejde med Rusland. Og, med dine mange rejser til Kina og med dit arbejde med Verdenslandbroen – Bælte & Vej Initiativet – har du en meget dyb forståelse af et andet paradigme, der i stigende grad slår rod i verden.

Kunne du sige mere til vore lyttere om, hvad du ser som manglerne i ideen om »deep state« eller den Kolde Krig? Med andre ord, hvad er det, der virkelig promoverer denne opposition til samarbejde med Rusland? Hvad kan vi gøre ved det?

Zepp-LaRouche: Jeg mener, det er en reminiscens af geopolitik, og geopolitik er den idé, at man har en gruppe nationer eller en nation, der har en fundamental interesse imod en anden nation eller en anden gruppe nationer; og, om nødvendigt, så kan man kæmpe for dette i krige. Det var denne tankegang, der førte til to verdenskrige i det 20. århundrede, og det er indlysende, at, hvis vi ikke overvinder dette i atomvåbenalderen, så taler vi om faren for den menneskelige arts udslettelse, hvis det kommer til krig. Vi er meget nærmere ved dette, end de fleste mennesker bryder sig om at tænke på. Da Sovjetunionen gik i opløsning mellem 1989 og 1991, opstod der muligheden for at få en varig fredsorden. Kommunismen var blevet besejret, og vi foreslog på dette tidspunkt den Eurasiske Landbro; allerede dengang kaldte vi det, den Nye Silkevej. Det var ideen om at etablere et nyt paradigme med samarbejde i alle deltagende landes interesse. Det ville have været en politik, der i høj grad ville have ændret historiens kurs, men, på det tidspunkt havde man Margaret Thatcher, man havde Bush senior, man havde Mitterand; og de besluttede, at, for at forhindre Rusland i nogensinde igen at rejse sig, fra at reducere Sovjetunionen, der var en supermagt, og til at blive et Rusland, der blot skulle være et tredjeverdensland, der producerede råmaterialer. De besluttede, at, i stedet for at få en fredsorden, så lad os satse på den gamle, angloamerikanske politik med at styre verden som et imperium; og lad os gennemtvinge en unipolær verden. Det var politikken i 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne; dette var ideen om regimeskifte, dette var ideen om ’farvede revolutioner’. Dette har ligget til grund for krigene, der byggede på løgne, i Afghanistan, Irak, mordet på Gaddafi; disse politikker har ødelagt Mellemøsten. De har været årsag til flygtningekrisen; de har næsten udløst et sammenbrud af den Europæiske Union, for der er ikke tale om nogen Union, som det blev klart under flygtningekrisens forløb.

Denne politik står nu for at eksplodere. Alan Greenspan, af alle personer – den person, der igen og igen advarede mod overstrømmende irrationalitet – er netop trådt frem og har sagt, at der er en ny nedsmeltning af en gældsboble på vej, og at dette vil udløse et krak på aktiemarkedet. Dette imperium er i færd med at kollapse, og jeg mener, det er grunden til, der hersker en sådan desperation for at forhindre Kinas fremvækst; selv om Kina har tilbudt en totalt anden model, der ikke bygger på geopolitik, men derimod bygger på »win-win«-samarbejde; og hvori alle nationer, der samarbejder i Bælte & Vej Initiativet, ville få gavn af det.

Jeg mener, at det, som virkelig står på spil her, er: Går vi tilbage til Det britiske Imperium? Og folk, der kender amerikansk historie, ved meget vel, at Det britiske Imperium aldrig har opgivet ideen om at generobre USA. Kong George III mistede forstanden på tidpunktet for den Amerikanske Revolution, og de forsøgte at vinde Amerika tilbage; først i Krigen i 1812, og dernæst i Borgerkrigen, hvor Det britiske Imperium var allieret med Konføderationen (Sydstats-udbryderstaterne). De finansierede Konføderationen gennem Østkystbankerne. Efter dette indså de, at dette ikke kunne gøres militært, så dernæst forsøgte briterne at underminere det amerikanske establishment og overbevise dem om at styre verden som et imperium, der byggede på den angloamerikanske, særlige relation.

Ser man på hele operationen imod Trump, som i realiteten begyndte længe før Trump vandt valget; det var britisk efterretning, der initierede dossiererne, som fabrikerede efterretninger. Men, de blev så selvfølgelig hjulpet af amerikanske efterretningstjenester, hvor strukturen fra Obama-perioden stadig eksisterede. Så man har virkelig – »deep state« er for kort en formulering, for det inkluderer ikke den kendsgerning, at dette er et britisk kup. Det aftalte spil er ikke med Rusland; det aftalte spil er med Det britiske Imperium. Amerikanere må forstå, at hele deres revolution står på spil; Forfatningen – der stadig, med hensyn til forfatninger, er et af de mest fantastiske dokumenter i verden – den er totalt i fare. Det er allerede blevet overtaget, og dét må det amerikanske folk omstøde.

Ross: Stærke ord. Mange tak. Jeg tror, vores mission står temmelig klart på dette tidspunkt. Vi ser nogle muligheder for, hvad der kan ske, hvis vi skaffer os af med denne mentalitet om global konflikt. Blot et enkelt eksempel ville være, at præsident Trump stoppede Obama-programmet for at bevæbne de såkaldte syriske »oprørsgrupper«. Alene en sådan handling ville være en ændring af den retning, vi har gået i det seneste halvandet årti med de krige for regimeskifte, vi har haft. At sige, det gør vi ikke mere. Vi siger, OK, der kunne blive ting, som hvis vi opgiver dette fremstød for konflikt.

Jeg vil gerne afslutte vores show med nogle ideer til, hvad folk kan gøre, og nogle rapporter om, hvad folk har gjort. Én ting er dette VIPS-memo, som vi har diskuteret og dækket meget på vores webside. Der har været meget aktivitet i landet; vi kan vise jer nogle billeder herfra om et øjeblik, af den form for aktiviteter, vi har været engageret i – stævner på gaden her i New York City. Her er ét til. Det er meget vigtigt, at denne historie kommer ud, for det er absolut eksplosivt; og det virker, det kommer ud. Det er et spørgsmål, som, som vi nævnte, kongresmedlem Rohrbacher har rejst; dette er noget, som bliver rejst af mange af de nye, alternative kilder. Oliver Stone har for nylig igen rejst spørgsmålet, og folk i hele landet rejser det på steder som under møder, der afholdes af kongresmedlemmer. For eksempel havde Ted Lew for nylig et borgermøde i sit valgdistrikt, og han blev af en LaRouche PAC-aktivist spurgt, »Hej, hvis DNC-computerne blev hacket, hvorfor har FBI så aldrig efterforsket dem?« Bare pil denne historie fra hinanden. Der er kommet breve i et pænt antal til avisredaktioner, og som bliver publiceret i aviser i hele landet. Der har været folk, der har indsat annoncer i de lokale aviser, og som siger, at I skal kende til denne historie om, at den russiske hacking var et inside job. Læs VIPS-memoet; gå ind på LaRouche PAC websiden.

Vi har en tilhænger, der har holdt gårdudsalg for at rejse midler til LaRouche PAC. Vi har folk, de afholder stævner i deres hjemby. Et eksempel fra Connecticut, hvor en LaRouche-tilhænger sagde, »Jeg laver et stævne foran mit rådhus«. Det gjorde han, og vi havde et succesfuldt stævne dér, som blev dækket af lokalaviserne og det hele. Byråd, radiointerviews. Der foregår en masse aktivitet. Vi var f.eks. uden for Chuck Schumers kontor i New York; vi spurgte folk, hvor de syntes, vi skulle ’smide’ (chuck) Schumer hen, hvilket ville være en vidunderlig idé. Der er rigtig meget at gøre. Ordet om dette må absolut spredes i sammenhæng med, hvad alternativet kunne blive.

Jeg vil gerne takke Helga Zepp-LaRouche for at være med os her i dag. Jeg vil gerne spørge dig, om du har yderligere kommentarer som afslutning af showet?

Zepp-LaRouche: Jeg mener, at dette er et af de historiske øjeblikke, hvor det er det enkelte individ, der tæller. Jeg ved, mange mennesker er blevet deprimeret, fordi de ikke tror, man kan gøre noget alligevel; men jeg mener, at vi er lige så tæt på Tredje Verdenskrig lige nu, som vi er på et fuldstændig nyt paradigme. Forestil jer blot en fremtid, hvor Amerika igen vil være venner med andre lande. De fleste folk kan godt lide amerikanere; de kan ikke lide det aktuelle kup, og de kan ikke lide de britiske politikker, der er kommet fra den amerikanske regering i de seneste 16 år. Men, det amerikanske folk har givet udtryk for noget meget vigtigt med valget af præsident Trump. Hvis det amerikanske folk omgående ville gribe muligheden for at støtte denne præsident – Trump har indledt en forbedring af relationen med Xi Jinping; han har fundet et godt samtaleniveau med Putin på G20 i Hamborg. Kina har tilbudt at hjælpe med ved genopbygningen af USA’s infrastruktur og indbudt USA til at tilslutte sig Bælte & Vej Initiativet i hele verden. Hvorfor kan USA, Rusland og Kina, som de tre, mest betydningsfulde nationer, ikke arbejde sammen? Hvis dette kan opnås, kan I så forestille jer, at vi kan få en tryg fred i verden? At vi kan arbejde sammen om at fjerne fattigdom, ikke alene i USA, men overalt? Jeg mener, at dette er de spørgsmål, vi bør tale om, og jeg er enormt overbevist om, at der er noget meget godt i det amerikanske folk, der vil sejre.

Ross: Vidunderligt! Godt. Mange tak. Tak til alle for at være med os i dag. Vi beder om, at I bliver medlem af LaRouche PAC; at I følger denne YouTube-kanal og sørger for at modtage besked om alle vore videoer, alt det, vi udgiver. Og det materiale, vi har diskuteret – VIPS-memoet fra Veteran Intelligence Professionals for Sanity, og videoerne, vi har fremstillet om spørgsmålet – kan ses på din YouTube-kanal. I finder mere i videobeskrivelsen, og vi har her et link til en af disse videoer til jer. (dansk: http://schillerinstitut.dk/si/?p=20816)

Tak for at se med; lad os se at komme i gang!

Vælgerne gør klogt i at anskueliggøre den brutalitet, med hvilken pensionerne i det amerikanske midtvesten bliver halveret, og de italienske bankkunder bliver eksproprieret. Hvis det kommer til et stort krak – og der bliver flere og flere tegn på dette – bliver befolkningens livsopsparinger, såvel som dens levebrød, skruppelløst ofret.

Der findes kun ét middel mod dette: Det transatlantiske finanssystem må, i hvert eneste land, fuldstændig reorganiseres gennem en Glass/Steagall-bankopdeling, før det kommer til et kollaps. De tyske vælgere, der skal beslutte sig den 24. september, bør nøje tænke over, at BüSo (Bürgerrechtsbewegung Solidarität; Borgerrettighedsbevægelsen Solidaritet, det tyske, politiske parti, som Helga Zepp-LaRouche er formand for, -red.) er det eneste parti, der overhovedet advarer om denne krise og har en løsning på denne krise parat.

Download (PDF, Unknown)

21. juli, 2017 – Der er nye udviklinger i verden, som de fleste amerikanere virkelig ikke har den fjerneste anelse om, fordi de gængse medier ikke rapporterer om det. Det er, at der meget hurtigt er ved at vokse en ny geometri frem i verden, som præsident Trump relaterer positivt til. For næsten fire år siden indledte Kinas præsident Xi Jinping en politik, som han kaldte den Nye Silkevej. Det, som det rent faktisk er, er – i traditionen efter den asiatiske Silkevej – at opbygge infrastrukturen i planetens indlandsområder i Asien, i Eurasien, i Afrika, i Latinamerika. Denne politik har forandret verden til det bedre. Det er blevet en særdeles attraktiv model, fordi den tilbyder den form for udvikling, der ikke var der før. Derfor er folk i Latinamerika og Afrika meget glade, for de ser for første gang håb og muligheden for at overvinde fattigdom for altid.

Præsident Trump har etableret en meget god relation med præsident Xi Jinping. Lige siden mødet på Mar-a-Lago i Florida i april, er de to kommet virkelig godt ud af det med hinanden. Der er en meget god kemi mellem dem, og dette møde fungerer virkelig godt. Som et resultat sendte præsident Trump en repræsentation på meget højt niveau til Bælte & Vej Forum, som var et topmøde om dette nye initiativ, og som omfattede 110 nationer. USA blev repræsenteret af Matt Pottinger. I mellemtiden har de indgået mange positive aftaler – investeringsaftaler – især om eksport og import mellem USA og Kina.

Mødet mellem præsident Trump og præsident Putin fra Rusland i forbindelse med G20-topmødet i Hamborg var ligeledes meget positivt. På trods af forsøgene på at forhindre denne form for samarbejde, så indgik de en aftale om en våbenstilstand i Syrien og bragte håb om en afslutning på denne forfærdelige krig i dette land; og de-konfliktionen mellem de to militærstyrker fungerer.

På en anden front, nemlig Nordkorea, har den nye præsident Moon for Sydkorea ligeledes tilbudt direkte samarbejde mellem de to landes militær og diskussioner med Nordkorea. Dette støttes af Kina. Så med præsident Trumps nye, strategiske politik og forbedringen i relationerne mellem USA og Kina, og mellem USA og Rusland, befinder vi os potentielt i en helt ny geometri. Hvis præsidenterne for de tre mest magtfulde lande på denne planet – USA, Kina og Rusland – kan arbejde sammen om at løse problemerne i brændpunkterne, men også mere generelt etablere fuldstændig nye relationer og gå tilbage til en ny detente og afslutning af den Kolde Krig; så er dette så vigtigt for verdensfred og hele menneskehedens levebrød.

Der er dog et stort problem, en Akilleshæl. Det er, at, pga. den enorme kampagne imod Trump, Russia-gate, hele dæmoniseringen af Trump, har det endnu ikke været muligt for ham at opfylde sine valgløfter mht. økonomien. Og USA’s økonomi er virkelig i færd med at kollapse; tallene er absolut afslørende. Der er bankerotter, og vi står på randen af at få endnu et kollaps som i 2008; men denne gang langt, langt større, for alle tallene er langt værre. Infrastrukturen kollapser. I New York har man i øjeblikket »Helvedessommeren«, med brand i tog og folk i panik; dette er simpelt hen en fuldstændig uholdbar situation. Det er derfor ekstremt presserende nødvendigt, at præsident Trump bliver støttet i opfyldelsen af sine valgløfter om at investere mindst $1 billion i den amerikanske infrastruktur. Han har modtaget tilbud fra Kina, der tilbyder at investere $60 milliard i amerikaske statsobligationer, som Kina ejer, i infrastruktur i USA. Der er andre tilbud om sådanne investeringer.

Problemet er, at der netop nu foregår en stor kamp. Demokraterne, der står bag Russia-gate, vil ikke tage ansvaret for årsagerne til, at de tabte valget; men det var politikken med globalisering, der gjorde de rige rigere og flertallet af befolkningen fattigere, og så selvfølgelig disse interventionskrige, der skaber ødelæggelse over hele planeten. Og Demokraterne vil ikke tage ansvaret for dette, og de vil ikke slippe Russia-gate. Men også de neokonservative i det Republikanske Parti forsøger at forhindre Trump i at forbedre relationerne med Rusland og med Kina; og i særdeleshed i at gennemføre nye love for Wall Street.

Men, dette er den afgørende ting. Trump må opfylde sit valgløfte om at gennemføre Glass-Steagall og gå tilbage til det Amerikaske Økonomiske System, som han har nævnt i flere taler; at han ønsker at gå tilbage til Alexander Hamiltons, Henry Clays, Abraham Lincolns og Henry C. Careys politik og gennemføre Glass-Steagall. Men han kan ikke gøre det alene. Han er involveret i så mange kampe, at han har brug for jer. Jeg appellerer til jer; støt jeres præsident på dette tidspunkt i hans kamp. Vi befinder os på en enorm, historisk korsvej; vi kan rent faktisk bevæge verden ind i sikkerhed og forsøge at overvinde faren for termonuklear krig og civilisationens udslettelse, for altid. Jeg sagde for flere måneder siden, at, hvis præsident Trump lykkes med at forbedre relationerne med Rusland og Kina, kan han blive én af de største præsidenter i amerikansk historie. Det er fortsat min absolutte overbevisning; men han kan ikke gøre det alene.

Tillad mig derfor, fra udlandet, at appellere til jer som amerikanske patrioter. Hjælp præsident Trump med aktivt at opfylde sine løfter.

New York City er nu officielt gået ind i »Helvedessommeren«, skabt af reparationsarbejde, der for længst burde have været udført, omkring Penn Station. Dette arbejde vil reducere pendlernes adgang til dette afgørende omdrejningspunkt med 20 % af den halve million, daglige pendlere.  For et par uger siden efterlod en togafsporing af et A-tog i New York dusinvis af sårede og forstyrrede hundrede tusinder af togrejser. Om to år vil den planlagte nedlægning af L-toget forstyrre 200.000 daglige togrejser i halvandet år.  I dag er der 2,5 gange så mange forsinkelser i New Yorks undergrundsbane som for blot 5 år siden. Det er tydeligt, at transport i Amerikas førende by er på randen af sammenbrud. Og dette bør ikke komme som nogen overraskelse for dem, der har fulgt manglen på infrastrukturinvestering i løbet af de seneste årtier. Og slet ikke for Lyndon LaRouche, der kæmpede imod 1970’ernes ødelæggelse og under-investering i New York City, og Big Mac Kommunale Bistandsselskabs finansielle diktatur, der overtog det.

Mange af de umiddelbart nødvendige udbedringer er fuldstændigt åbenlyse for enhver, der kender til situationen. Erstat de 100 år gamle tunneller, der krydser Hudson- og East-floderne; opgrader koblingssystemet, som stammer tilbage fra Franklin Roosevelts præsidentskab, og forøg vedligeholdelse og reparationer, eftersyn af spor og udstyr; men det, der virkelig kræves, er et langsigtet perspektiv for det næste niveau af infrastruktur, det langsigtede perspektiv, hvis fravær forårsagede den krise, vi nu befinder os i. En krise, hvor New York City blot er et førende eksempel i USA. Uden at kæmpe for at vinde en forpligtelse over for et sådant langsigtet perspektiv for en ny platform, vil alle kortsigtede udbedringer, selv om de er nødvendige, blot være at ’sparke dåsen hen ad gaden’.

For at gøre dette langsigtede perspektiv klart, lad os se på, hvad vi kan lære af Afrika og Kina.

Med et par af de lidt mere udviklede nationer, såsom Egypten og Sydafrika, som undtagelse, befinder afrikansk infrastruktur sig på et ynkeligt underudviklet niveau. Overvej engang disse tal:

Den totale transport af fragt via jernbane er i Afrika mindre end 10 % af det, den er i USA, Kina eller Europa.

Energiforbrug pr. person i Afrika: Kun 10 % af USA’s, kun en tredjedel af Kinas. Det bliver tydeligere, når vi fokuserer på den højere form for energi, repræsenteret af elektricitet: Forbruget pr. person i Afrika er kun 6 % af det, det er i USA, og kun en fjerdedel af Kinas forbrug. Ja, faktisk har under halvdelen af afrikanere adgang til elektricitet overhovedet. Et typisk, amerikansk køleskab bruger mere end det dobbelte af det gennemsnitlige elektricitetsforbrug hos borgere i Nigeria eller Kenya.

Med en sådan utilstrækkelig infrastrukturplatform er udbredt økonomisk fremskridt simpelt hen umuligt. Og alligevel siger visse mennesker – og med ’visse mennesker’ mener jeg Afrikas tidligere koloniherrer, med briterne i spidsen – at udvikling i Afrika bør ske ved hjælp af ’tilpassede teknologier’; at man bør have en trinvis fremgangsmåde over for forbedringer; at vandpumper, betjent med fødderne, eller solpaneller på en hytte, ville være nyttige opgraderinger. Det er nonsens. For eksempel den ynkelige ’Power Africa’-plan, som præsident Obama foreslog; det ville knap nok efterlade et mærke i de uhyrligt lave udviklingsniveauer.

(Obama): ’Det bliver jeres generation, der kommer til at lide mest. Hvis man sluttelig tænker på alle de unge mennesker, som alle her i Afrika talte om; hvis alle får en forhøjet levestandard i en grad, hvor alle har en bil, og alle har aircondition, og alle har et stort hus, ja, så vil planeten koge over’.

Afrika må gå frem i store spring, ikke kravle fremad, og dette kan ske. Alene Congofloden vil kunne skabe skønsmæssigt 100.000 MW elektricitet; tilstrækkeligt til 100 millioner mennesker, eller flere. Med 40.000 MW alene fra den planlagte Grand Inga-dæmning. Transaqua for Vand-programmet, der ville bruge vand fra Congofloden og dens bifloder til at genopfylde, og sikre sejlads på, Tchadsøen, der nu er ved at tørre ud; dette ville være i en størrelsesorden, der ikke har sin lige nogetsteds i verden. Udvidelse af jernbanelinjer i Afrika indtager i dag en førende plads i verden. Det vokser; nye transportruter i hele Afrika vil forbinde oplandet omkring moderne udvikling, og dette vil ændre situationen for nogle af indlandsområdernes nuværende isolation. For at give et eksempel: de nuværende fragtomkostninger ved at bringe en container gødning fra Singapore til Rwanda eller Burundi, er mere end 2,5 gange omkostningerne, forbundet med at bringe det til havnebyen Alexandria i Egypten pga. den forfærdelige, utilstrækkelige kvalitet af transportinfrastrukturen over land på hele kontinentet. Så, ved at skabe adgang til effektiv transport, har regioner fordel af mulighederne for at bringe udstyr og forsyninger ind, for at eksportere deres produkter og ideer, og for indbyggerne til at rejse. Med elektricitet til rådighed, frigøres en højere evne til produktivitet, og værdien af landet, og befolkningen, stiger. Det er der nogle mennesker, der indser. Ulig synspunktet i den transatlantiske verden, ser Kina Afrika som, ikke simpelt hen en kilde til råmaterialer; som et kontinent, det er bedst at holde nede i en tilstand af underudvikling; men derimod som en mulighed for massiv, hurtig, intens, generel, økonomisk udvikling; som potentielle partnere og fælles fremgang; som nye markeder, nye samarbejdspartnere.

Så, alt imens amerikanske og europæiske investeringer i Afrika er tungt orienteret mod udvinding af mineraler og resurser, så går kinesiske investeringer primært til infrastruktur og små og mellemstore foretagender. I 2010 overhalede Kinas handel med Afrika USA’s handel med Afrika og er i øjeblikket mere end dobbelt så stor som USA’s handel med Afrika. Og Kina finansierer store projekter; den næsten 500 km (300 miles) lange jernbane med standardspor i Kenya, bygget på 3 år; den 750 km (500 miles) lange jernbane mellem Djibouti og Addis Abeba, som vil blive forlænget; den reducerer rejsetiden fra dage til timer, mens den farer forbi med 100 miles/timen. Sådanne store investeringer, sammen med den fremtidige færdiggørelse af Grand Inga-dæmningen, af Transaqua-vandsystemet; de vil fuldstændigt transformere Afrikas økonomi, og alle lokaliteterne i den, og bringe adgang til vand, energi og transport og gøre et højere niveau af industri, udvinding, landbrug, videnskabelige og kulturelle satsninger muligt; produktiviteten vil vokse.

Lad os nu vende tilbage til New York City. Hvad er det, der har manglet i New York City? Vedligeholdelse? Nej. Det, der har manglet, er en forpligtelse til at opdage og bygge den næste platform for infrastruktur for området. I sammenhæng med et statsligt kreditsystem, med højhastighedsjernbaner, udført af en statslig jernbanemyndighed, med opgraderede og pålidelige vandveje, med højteknologiske, nye designs af kernekraftværker, og alt dette bygget med et potentielt internationalt samarbejde. Og i denne sammenhæng, hvordan passer så New York City ind i dette større område, som det eksisterer i? Hvor vil den næste generation af transport- og udviklingsknudepunkter komme til at ligge? På hvilke teknologier vil de være baseret? Hvordan kan magnetisk svævetogs-teknologi ændre vores syn på transport? Hvordan vil kommerciel fusionskraft, der virkeliggøres inden for et årti gennem et gennemfinansieret forskningsprogram; hvordan kan dette ændre vores forhold til energi, til materialer, til produktion, til transport? Hvordan vil den udvidede adgang til vand, energi og transport åbne nye områder i landet for udvikling, og for højere former for udvikling? Hvordan vil Beringstræde-forbindelsen ændre verdens handelsruter? Vil New York City stadig være nationens førende metropol om hundrede år?

Så, jo, reparér L-toget; ja, byg de nye tunneller under Hudsonfloden; udbedr absolut katastrofen, kendt som Penn Station. Men gør det alt sammen i en national og international sammenhæng; en sammenhæng, der har et fremtidsorienteret, økonomisk standpunkt om at foretage spring til en højere infrastrukturplatform. I takt med, at vores fremtidige, nationale jernbanemyndighed bygger et togsystem, der kører 300 miles/timen, med start i hele det nordøstlige område; i takt med, at transit og byer opgraderes til at gøre det muligt for pendlertiden at være en halv time snarere end halvanden time; i takt med, at Verdenslandbroen bliver forbundet med Nordamerika og gør det muligt at rejse over land fra New York til Beijing, fra Nordamerika til Asien; i takt med, at alt dette sker, hvilke totalt nye projekter vil så ske i New York City? Hvad vil byens fremtid være, og hvad vil byens mission være? Fortidens fejltagelse var den, ikke at have en fremtid, og denne fejltagelse må slutte.

Offentliggjort den 14. jul. 2017

Som mange deltagere i og iagttagere af verdensbegivenhederne for længst har opdaget, så er størstedelen af de gængse nyheder »fake news«, der primært har til formål at aflede opmærksomheden fra de store problemer, som verden står overfor, og frem for alt de løsninger, der findes til dem: Det nye paradigme, som LaRouche-bevægelsen og Schiller Instituttet har kæmpet for i næsten et halvt århundrede, og som Kina med russisk og international opbakning har præsenteret som Bælte & Vej Initiativet. Med Trumps succesrige møde med Putin ved G20-topmødet i Hamborg er muligheden for en aktiv amerikansk deltagelse i dette russisk-kinesiske samarbejde for fred ved at blive en reel mulighed. Den manglende dækning af disse revolutionerende begivenheder kan dette nyhedsbrev forhåbentlig være med til at råde bod på – inklusiv nyheden om den danske støtte til Bælte & Vej Initiativet, som Karen Ellemann udtrykte på statsministerens vegne (se bagsiden) ved den historiske konference i Beijing den 14.- 15. maj, og som de danske medier har forbigået i tavshed.

Download (PDF, Unknown)

Det er bestemt sandt, at tiden for den unipolære verden er forbi, men multi-polaritet er stadig ikke løsningen, for det indbefatter stadig geopolitik, der var årsag til to verdenskrige i det 20. århundrede, og denne geopolitik er stadig i operation, i Nordkorea, i Syrien og i Ukraine.

Vi må derfor finde et højere niveau. Vi må få verden frem til at blive det, præsident Xi Jinping altid kalder »et samfund for menneskehedens fælles fremtid«. Et stort skridt i denne retning kunne være mødet mellem præsident Trump og præsident Putin, der mødes i dag for første gang som præsidenter. Dette er selvfølgelig et meget vigtigt skridt, for mellem præsident Trump og præsident Xi Jinping er der allerede etableret en meget positiv relation, så det er meget, meget afgørende, hvad der kommer ud af Trump-Putin-mødet. For de spørgsmål, vi må løse, er presserende og dramatiske.

Download (PDF, Unknown)

Videoklippet med Helgas tale kan ses her, start 15:45 min.: 

Fremragende! Og nu, fusionskraft og den Nye Silkevej.

Trump fortjener respekt og støtte for at kæmpe imod denne klimaforandrings-afskrækkelse, for dette er ikke bare et eller andet politisk spørgsmål; denne beslutning konfronterer en koordineret, global kampagne, kørt af de højeste niveauer af det anglo-hollandske oligarki. Vi har nu muligheden for at gøre en ende på dette program i Malthus’ tradition og vende tilbage til vækst og udvikling, hvis præsident Trump følger op på det ved at tilslutte sig det nye, globale paradigme for udvikling, som anføres af Kinas politik for udvikling, under den Nye Silkevej.

Download (PDF, Unknown)

Titelfoto: Rismarker i Vietnam.

Helga Zepp-LaRouche, stifter og formand for Schiller Instituttet, indspillede denne videotale den 16. juni til en Schiller Institut-konference i Detroit, USA, den 17. juni, 2017.

Vi befinder os stadigvæk i den menneskelige races udviklings barndom. Jeg mener, vi er meget heldige at leve og kunne forme fremtiden på dette tidspunkt; men jeg mener, at det mest afgørende aspekt for, at hele dette perspektiv skal lykkes, er: Få det amerikansk-kinesiske samarbejde om de Nye Silkevej til at fungere i den umiddelbart forestående periode.  

Download (PDF, Unknown)