Ny Invitation til Schiller Instituttets Gratis Internationale Online-Konference den 7.-8. december 2024:
“I Schillers og Beethovens Ånd – Alle Mennesker Bliver Brødre!”

Tilmeld dig venligst her for at modtage talerlisten og linkene direkte til din e-mail.

Konferencen sendes også live her på siden og vil være tilgængeligt senere.

Mere information: +45 53 57 00 51

Program:

Lørdag den 7. december (alle tidspunkter er dansk tid)

Panel 1 (kl. 15.00-18.00): »Den strategiske krise: Ny og sidste verdenskrig eller et nyt paradigme for hele menneskeheden?« Talere fra BRIKS-landene, USA og Europa

Panel 2 (19.00-22.00): »De store projekter til at overvinde migrantkrisen; de nye, produktive kvalitetskræfter i verdensøkonomien.« Talere fra BRIKS-landene, USA og Europa


Søndag den 8. december

Panel 3 (kl. kl. 15.00-18.00): »De videnskabelige drivkræfter i den fysiske økonomi i dag«

Panel 4 (19.00-22.00): »Skønheden i verdens kulturer: En dialog mellem civilisationer«

Der vil være simultantolkning på tysk, spansk og fransk (via Zoom). 

Invitation:

»I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre!«

af Helga Zepp-LaRouche – skrevet den 18. november 2024

Forlydender om den udgående præsident Biden-regerings beslutning om at tillade Ukraine at bruge amerikanske ballistiske ATACMS-missiler til angreb på russisk territorium, begyndende med Kursk-regionen, bringer verden tæt på at være ganske få dage væk fra en strategisk, ustoppelig optrapning. Da disse missiler, ligesom de tyske Taurus- og de britiske Storm Shadow-missiler, teknisk set ikke kan betjenes af ukrainerne, men skal have hjælp af specialister fra NATO-landene, betyder det, at vi i det øjeblik, de bliver indsat, befinder os i en regulær NATO-krig mod Rusland.

Det var netop som svar på sådanne optrapninger, herunder det kollektive vestens nationers indsættelse af stadig kraftigere våben i Ukraine, at den russiske præsident Putin i september 2024 bekendtgjorde foreslåede ændringer i Moskvas »atomdoktrin« for at inkludere den eventuelle ibrugtagning af atomvåben som svar på et angreb, der udgør en kritisk trussel mod Ruslands suverænitet, herunder angreb fra en ikke-atomstat, når den støttes af en atomstat. Putin forklarede denne ændring på følgende, meget præcise måde:

»Den opdaterede version af dokumentet [Basic Principles] skal betragte en aggression mod Rusland fra en hvilken som helst ikke-atomstat, men som involverer eller støttes af en hvilken som helst atomstat, som deres fælles angreb mod Den Russiske Føderation. …

»Vi vil overveje en sådan mulighed, så snart vi modtager pålidelige oplysninger om en massiv affyring af luft- og rumangrebsvåben og deres overskridelse af vores statsgrænse.«

Han tilføjede: »Jeg mener strategiske og taktiske fly, krydsermissiler, UAV’er, hypersoniske og andre fly. Vi forbeholder os retten til at bruge atomvåben i tilfælde af aggression … Inklusive det tilfælde, hvor fjenden ved hjælp af konventionelle våben skaber en kritisk trussel mod vores suverænitet.«

Den meget omtalte meddelelse om Biden-regeringens ATACMS-beslutning overskrider klart denne røde linje. Ikke desto mindre bliver vestlige politikere og såkaldte militæreksperter ved med at ignorere den russiske advarsel og fortsætter med vedvarende at tale om, at »Rusland bluffer«, »at besejre Rusland militært« osv. På en illusorisk måde ignorerer de det faktum, at Rusland i øjeblikket er den stærkeste atommagt og derfor ikke kan besejres på slagmarken. Det, der meget vel kan ske på kort sigt, er i stedet, at alt liv på planeten kan blive udslettet i en global atomkrig.

Vi har samtidig optrapningen af krisen i Sydvestasien. Den israelske militæraktion i Gaza, som Den Internationale Domstol (ICJ) og Den Internationale Straffedomstol (ICC) har karakteriseret som et igangværende folkemord, har ført til en katastrofal sult, som truer 400.000 palæstinensere på livet. Det internationale samfund har stort set ikke gjort noget, mens det har set på. Libanon gennemlever nu en lignende skæbne. Hvis denne krig udvides til Iran og retter sig mod landets atomanlæg, vil den hurtigt tiltrække større magter. Så ville vi stå på tærsklen til en global atomkrig.

Den tidligere dominerende unipolære verden er smuldret, og bestræbelserne på at forhindre en multipolær verden i at etablere sig er nyttesløse. Det er hovedårsagen til den strategiske krise.

I oktober i år fandt det årlige topmøde i BRIKS sted i Kazan i Rusland med deltagelse af de 9 BRIKS-medlemmer og 13 nye partnerlande (samt yderligere gæster), der repræsenterer 4,7 milliarder mennesker eller 57 % af verdens befolkning. Disse lande er fast besluttet på at overvinde 500 års kolonialisme og etablere en ny retfærdig økonomisk verdensorden, nye udviklingsplatforme og et nyt kreditsystem og en ny handelsmekanisme for at ophøre med at være råvareeksporterende lande, udvikle hele værdikæden i deres egne lande og overvinde fattigdom og underudvikling for bestandigt.

Hvorfor jubler kræfterne i Vesten ikke over dette fantastiske perspektiv? Fordi Vesten oplever en dyb kulturel krise; Vesten er faret vild; og fordi det vestlige finanssystem arbejder under en dødbringende spekulationsboble på 2 billiarder dollars, som kræver globalt folkemord.

Hvis vi ikke overvinder geopolitikkens ondskab, som resulterede i to verdenskrige i det 20. århundrede, er der fare for, at verden deler sig i to separate blokke: et Globalt NATO på den ene side og en BRIKS-Plus Global Majoritet på den anden side. I så fald vil vi ikke kun stå over for økonomisk kaos, men også den umiddelbare fare for en global atomar ildkamp.

Den indlysende og nemme måde at overvinde faren for krig og konfrontation på er at overbevise landene i det kollektive Vesten – de europæiske nationer og tilmed USA – om at stoppe konfrontationen og indlede et samarbejde med denne voksende Globale Majoritet. Hvis Vesten ville gå sammen med BRIKS og hjælpe det Globale Syd med at industrialisere, kunne vi ikke kun stoppe den geopolitiske konkurrence, men vi kunne også begynde at overvinde migrantkrisen på den eneste menneskelige måde: nemlig ved at skabe forhold, hvor de mennesker, der nu er flygtninge, i stedet har et perspektiv om at blive involveret i opbygningen af deres egne hjemlande.

I stedet for at dømme millioner af mennesker til at gå på dødsmarcher gennem Sahara for derefter at drukne i massegrave i Middelhavet eller ende i flygtningelejre, som pave Frans har benævnt koncentrationslejre; eller til at krydse mange lande og møde sult, narkobander og terrorisme for derefter at blive skubbet tilbage ved den mexicansk-amerikanske grænse; må vi hjælpe dem med at industrialisere deres nationer.

Vi opfordrer FN eller BRIKS til at indlede en arbejdsdialog mellem BRIKS og landene i Vesten (eftersom G20 forsømmer denne påtrængende udfordring) og erklære deres hensigt om at skabe 1,5-2 milliarder nye produktive job i landene i det Globale Syd på kort sigt og at skabe i alt 3 milliarder nye produktive job inden 2050. En sådan udmelding efterfulgt af konkrete skridt til at sikre fuldstændig elektrificering af alle lande i Afrika, Asien og Latinamerika samt en øjeblikkelig start på realiseringen af banebrydende infrastruktur og andre udviklingsprojekter ville være et stærkt budskab om en æra af håb.

Bygningen af den største dybvandshavn i Latinamerika, Chancay-havnen i Peru, med udsigt til at bygge en bi-oceanisk jernbane, der forbinder Atlanterhavet og Stillehavet, er et sådant projekt. Ligeledes er bygningen af Grand Inga-dæmningen og Transaqua-projektet, som vil hjælpe med at overrisle og industrialisere flere lande i hjertet af Afrika, sådanne projekter.

For at overvinde faren for krig for altid er vi nødt til at etablere en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til interesserne i hvert eneste land på planeten. Dette bør ske i traditionen fra Den Westfalske Fred, som afsluttede 150 års religionskrige i Europa, fordi de stridende parter indså, at der ikke ville være nogen tilbage i live, hvis kampene fortsatte. Hvor meget mere er det ikke sandt i atomvåbnenes tidsalder!

For at lægge en sådan ny arkitektur frem for menneskeheden planlægger Schiller Instituttet at indkalde til en international online-konference den 7.-8. december med førende repræsentanter og eksperter

fra det kollektive Vesten og det Globale Syd, for at diskutere de principper som en sådan ny arkitektur må baseres på. Vi vil også give et eksempel på dialog mellem kulturer og civilisationer med smukke eksempler på stor kunst fra forskellige nationer for at vise vejen til etablering af en civilisation baseret på, ikke had, men kærlighed.




Zepp-LaRouche: ‘Vores historiske øjeblik er her’

af Marcia Merry Baker (EIRNS) –  4. november 2024

Schiller Instituttets grundlægger og leder, Helga Zepp-LaRouche, sagde i sin gennemgang af verdens strategiske situation i dag: »Vores historiske øjeblik er her!« Vi kan være sikre på, at hun ikke henviser til det amerikanske valg tirsdag! Hverken til afstemningsresultatet eller efterspillet. Zepp-LaRouche henviser snarere til det ubestridelige faktum, at »det gamle system er ved at smuldre«, og det betyder, at »dette er chancen for et nyt system«.

Det vestlige finansielle/økonomiske og neokolonialistiske kasinosystem har nået fasen for sin egen undergang, og det i en sådan grad, at de engang toneangivende nationer selv er ved at bryde sammen økonomisk og socialt. Deres egne eliter reagerer med global NATO-krigsførelse og brutalitet i deres forsøg på at fastholde deres dominans.

Men det menneskelige svar på det Globale Nords fornedrelse er i stedet, at det kollektive Vesten samarbejder om udviklingen af det Globale Syd. Det er den eneste måde at opnå en human løsning på krisen: Opbyg økonomier, skab milliarder af job, samarbejd med den Globale Majoritet, hvis ledelsesdynamik er stærk og stigende.

Diskussionen om dette vil være fokus for en international (online) konference, som Schiller Instituttet er vært for den 7.-8. december, med temaet »I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre!«

Et eksempel på, hvordan det gamle system er ved at smuldre, viser sig i dag på det sted, hvor Kamala Harris og Donald Trump begge fører valgkamp for at blive USA’s præsident: Pennsylvania. Denne stat var engang et verdenscenter for stål, energi, flodinfrastruktur og mejeridrift. Udover at have rigeligt med kul havde staten USA’s første kommercielle atomkraftværk i 1956. Pittsburgh, hvor begge kandidater holdt valgmøder i dag, er hovedkvarter for U.S. Steel, som nu er i så alvorlige økonomiske problemer, at det er sat til salg.

Den samlede årlige stålproduktion i USA er faldet dramatisk. Den er gået fra 112 mio. tons i 1973 til 80 mio. tons i 2023. Mælkebedrifter i Pennsylvania og andre steder bliver ruineret af, at landmændenes indkomst ligger langt under deres produktionsomkostninger. På energiområdet er statens elproduktion og transmissionskapacitet så utilstrækkelig, at tilmed de føderale myndigheder – som ikke er kendt for deres integritet – den 1. november greb ind for at forhindre et Amazon-datacenter i at indgå en favorabel specialkontrakt om elforsyning med atomkraftværket ved Susquehanna-floden, fordi det ville fratage offentligheden i det centrale Pennsylvania den strøm, de har brug for. Det er bemærkelsesværdigt, at Pennsylvanias hovedstad, Harrisburg, for ikke så længe siden var nødt til at erklære bystyret konkurs.

Med lokale variationer er det det samme billede over hele USA.

Zepp-LaRouche pegede i dag på det samme billede i Europa. For eksempel var Tyskland for ti år siden førende inden for industriproduktion, teknologi, eksport, sundhedspleje og anden produktion. Nu er det langt nede på stigen med afindustrialisering, konkurser, mangel på arbejdskraft og forarmelse. Sidste vinter arrangerede tyske landmænd masseprotester med traktorer mod EU’s og den tyske regerings politik, der lukkede dem ned. Desuden fortsætter »grøn« politik med at gøre alting værre.

Dette transatlantiske forfald går hånd i hånd med NATO’s udvidelse og krigsførelse. Sæt det i kontrast til de konkrete eksempler på støtte til udviklingsprincipperne blandt den Globale Majoritet, især Bælte- og Vej-Initiativet:

I denne måned vil Peru være vidne til den store åbning af den moderne, bemærkelsesværdige nye havn i Chancay. Kinas præsident Xi Jinping vil deltage. Han vil være i Peru i forbindelse med APEC-mødet (Asian-Pacific Economic Cooperation) den 10.-16. november. I efteråret blev det nye integrerede stålkompleks Mutun taget i brug i Bolivia, som er hjemsted for store jernmalmforekomster. I Afrika åbnede i år det enorme Dangote-raffinaderi i Nigeria, den nye Julius Nyerere-dæmning i Tanzania og Mvuma-jern- og stålværket i Zimbabwe. Der er også asiatiske eksempler.

Disse få, men vidunderlige eksempler antyder den grænseløse horisont for udvikling, når først ændringen i systemet er gennemført. Dette er den historiske opgave. Den er allerede i gang i det Globale Syd. Men det »mirakel«, der skal ske, er at mobilisere den potentielle velvilje, der stadig er tilbage blandt dem i det Globale Nord, for at fremtvinge et syn på samarbejde og på at arbejde sammen over hele verden for en fremtid til fælles gavn. Det må være indholdet af anti-krigsmobiliseringen.

Et lyspunkt i den amerikanske valgperiode kommer fra de amerikanere, der går forrest i kampen for et sådant skifte. På stemmesedlen i staten New York er de uafhængige Diane Sare til det amerikanske senat og Jose Vega til kongressen i Bronx, 15. kreds. I Ohio er Dennis Kucinich, tidligere medlem af Kongressen og borgmester i Cleveland, atter på stemmesedlen til Kongressen og gør det til en mærkesag at stoppe den farlige udvikling hen imod atomkrig.

I Connecticut skrev den uafhængige kandidat Ben Wesley til Kongressen (CD 4) “A Call for Sanity and Renewal « i et brev, der blev offentliggjort i Connecticut Examiner den 3. november. Wesley beskrev sin afindustrialiserede by Bridgeport: »Hver dag kører jeg forbi de store tomme produktionshaller…. Jeg mener, at det store problem, som vores distrikt og helt ærligt vores nation står over for, er, at vi ikke bygger mere. Vi skaber ikke mere med undtagelse af krigsmaskinerne.« Han opfordrede til at vende det om, til at stoppe finansieringen af krigen i Ukraine og Israels massedrab, og udsendte »en opfordring til fornuft og fornyelse i vores distrikt, vores stat, vores land og verden.«

Truslen om atomkrig forværres, efterhånden som det udviklingsfjendtlige kollektive Vesten optrapper krigsprovokationerne. Den seneste manøvre involverer udsigten til, at sydkoreanske militæreksperter skal tage til Ukraine, støttet af USA og Storbritannien. En sydkoreansk delegation var i Bruxelles og Kiev for at diskutere dette i løbet af weekenden. I dag er EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Josep Borrell, i Seoul. USA, Storbritannien, Japan og andre nationer opfordrede til et særligt møde i FN’s Sikkerhedsråd om Nordkorea, som blev afholdt i dag, og hvor USA understregede et undertema, der anklagede Rusland for at sende nordkoreanske soldater i kamp mod Ukraine. Det fremstød sker tilmed, mens de ukrainske militærstyrker bliver drevet tilbage og svækket.

I Sydvestasien udstedte Netanyahu-regimet i dag et dekret om, at det har til hensigt at kontrollere alt land i Libanon op til Litani-floden. Israel informerede den 3. november også FN om, at landet officielt trækker sig fra aftalen fra 1967, som anerkender FN’s Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten (UNRWA), og dermed ikke tillader den at fungere. De israelske forsvarsstyrker (IDF) fortsætter den ubeskrivelige beskydning og udsultning af palæstinenserne.

Den næste mulighed for at konferere om handling mod dette og for et nyt system er den Internationale Fredskoalitions 75. ugentlige møde i træk, fredag den 9. november. Hold også øje med arrangementer og aktioner med kort varsel.

Den 3. november blev der udgivet en ny video af den amerikanske ortopædkirurg Dr. Mark Perlmutters orientering: » Censurerede amerikanske læger rapporterer sandheden om Gaza«, som han gav i New York City den 1. november.




Vil Israel bombe Iran midt under BRIKS-topmødet i oktober?

af Dennis Small (EIRNS) – 17. oktober 2024

En nøgtern vurdering af den nuværende internationale strategiske situation får en til at konkludere, at London og Washington meget vel kan slippe Israel løs og bombe Iran – muligvis også dets atomanlæg – midt under BRIKS-topmødet i Kazan i Rusland den 22.-24. oktober.

Iran er et af de fire nye BRIKS-medlemmer, som kom med i sammenslutningen den 1. januar 2024. BRIKS-topmødet vil drøfte en yderligere forøgelse af deres antal og det væsentlige centrale spørgsmål om, hvordan man kan erstatte det nuværende bankerotte dollarbaserede system – der er oversvømmet ud over ethvert håb om genopretning med over 2 billioner dollars i derivater og andre spekulative aktiver – med en ny udviklingscentreret international finansiel arkitektur.

Læserne mindes om, at da Obama-administrationen invaderede Libyen og koldblodigt myrdede præsident Muammar Gaddafi i oktober 2011 – mens udenrigsminister Hillary Clinton grinede uhæmmet: »Vi kom, vi så, han døde« – erklærede Lyndon LaRouche straks, at det strategiske mål med denne krigsforbrydelse var at udløse ekspanderende krige mod Syrien og Iran, og derefter Rusland og Kina. Det virkelige, strategiske mål, forklarede han, var at ødelægge ethvert alternativ til det kollapsende City of London/Wall Street-system – hvilket netop er det, der nu er ved at blive skabt omkring BRIKS.

Det faktum at Israels konventionelle fly og bomber ikke kan ødelægge Irans atomanlæg, som efter sigende ligger dybt under jorden uden for rækkevidde af selv enorme bunkerbomber, udelukker ikke et sådant israelsk angreb. Det kan heller ikke udelukkes, at Netanyahu-regeringen vælger at bruge Israels atomvåben mod Irans atomanlæg, hvorefter alt er tabt; eller de kunne rette et konventionelt angreb mod dem i forventning om, at dette ville fremprovokere et passende iransk svar til derefter at trække USA ind i direkte involvering i den regionale krig, der hurtigt breder sig. Og Iran og Rusland er nået frem til en bred sikkerheds- og samarbejdsaftale, som forventes at blive underskrevet på BRIKS-topmødet.

Faktisk mente den russiske viceudenrigsminister Sergej Ryabkov, at det var nødvendigt at udsende en skarp offentlig advarsel til Israel den 17. oktober: »Vi har advaret mange gange og fortsætter med at advare mod blot hypotetisk at overveje muligheden for et angreb på atomare anlæg og atomar infrastruktur.« Han kaldte et sådant skridt for »en katastrofal udvikling og en fuldstændig tilsidesættelse af de grundlæggende principper for atomar sikkerhed.«

I mellemtiden rapporterer CNN, at »Israels plan for at reagere på Irans [gengældelses]angreb den 1. oktober er klar«, og at »amerikanske embedsmænd forventer, at Israel vil gøre gengæld mod denne måneds iranske angreb inden den 5. november.«

Samtidig fortalte den stadig mere febrilske og desperate Volodymyr Zelenskyj på et møde for NATO’s forsvarsministre i Bruxelles i dag, at enten skal Ukraine straks optages i NATO, eller også bliver Ukraine nødt til at have sine egne atomvåben.

Så faren for atomkrig lurer nu om hvert hjørne – og det vil den blive ved med, indtil det system, der har skabt denne fare, erstattes af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der er bygget på videnskab og klassisk kultur, som Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche har insisteret på.

Få en smagsprøve på, hvad det betyder ved Sare-Vega Indoor Peace Rally and Concert i New York City lørdag den 26. oktober kl. 14.00 ET (kl. 20 dansk tid), »Build a Peace Chorus Against the Ghouls of War«. Sørg for at få fat i dine billetter nu.

Israeli Air Force F-15 fighter jets escorted an American B-1B bomber. Credit: IDF X page




Invitation til Den Internationale Fredskoalition møde den 4. september 2024 kl. 17:
Slut med æraen af MAD-ness

Zoom linket er her.

Talerlisten: Col. Richard Black, Jonathan Kuttab, Imam Elahi og andre.

Invitation skrevet af Dennis Small

Ikke korrekturlæst

Den 2. oktober 2024.

Verden står nu på randen af en amerikansk-russisk atomkrig, der ikke kun udløses på det ukrainske område, men også i Sydvestasien.
Onsdag den 2. oktober mødtes det israelske kabinet for at diskutere, hvordan det vil gengælde Irans missilangreb den 1. oktober. Senere på dagen meddelte premierminister Benjamin Netanyahus kontor, at han sent onsdag ville tale med præsident Joe Biden for at koordinere de næste skridt, der skal tages. Tidligere havde USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan advaret om, at det ville få »alvorlige konsekvenser« for Iran, og at USA vil »arbejde sammen med Israel«. »Det lyder ildevarslende som en trussel om en fælles amerikansk-israelsk militæraktion mod Iran«, muligvis mod Teherans atomprogram, rapporterede Financial Times ‘ chefkommentator for udenrigsanliggender, Gideon Rachman, med tilfredshed.

Tilfredshed, fordi det i årevis har været Londons »Great Game«-politik at bruge Israel som en brik til at trække USA ind i en ildkamp mod Iran, som så ville sende hele Sydvestasien op i flammer. Den deraf følgende fare for optrapning til en fuldskala atomar konflikt mellem supermagterne burde ikke behøve nogen uddybning: Israel er selv en atomar magt, og Iran, som blev medlem af BRIKS i 2024, er også ved at underskrive en »omfattende strategisk partnerskabsaftale« med Rusland, som blev godkendt af præsident Putin personligt i midten af september i år.

Det britiske oligarki lægger ikke skjul på deres »prognose« for, hvad de forventer, der skal ske i Sydvestasien. Den 30. september rapporteredeThe Economist: “Efter halshugningen af Hizbollah kan Iran kappes om en atombombe…. Amerika og Israel har længe lovet, at Iran ikke vil få lov til at bygge en bombe. Især Israel ser ud til at have detaljerede efterretninger om udviklingen i Irans atomprogram. Hvis det opfangede tegn på, at Iran var ved at overskride en tærskel, kunne det meget vel angribe iranske atomanlæg.”

Den 1. oktober fortsatteThe Economist: »Det igangværende iranske angreb … giver Israel en begrundelse for at håndtere Irans atomare trussel.«

Og den anglofile Heritage Foundation udgav den 1. oktober en rapport med overskriften »Iran Is Inching Toward a Nuclear Weapons Breakout: What Does This Mean for the United States?«, som argumenterede for, at ›USA skal udstyre og styrke sine regionale partnere og allierede til at konfrontere Iran … og – om nødvendigt – udvikle og opretholde de kapaciteter, der er nødvendige for at ødelægge Irans atomare kapacitet.‹

Hvor fører sådanne scenarier hen? Til atomkrig.

En betydelig del af det officielle Washington er godt klar over, at den nuværende politiske kurs for Sydvestasien (for ikke at tale om Ukraine) hurtigt vil blive atomar, hvis man fortsætter. Nonproliferation Policy Education Center rapporterede om Iran-Israel-krigsspil, som de afholdt i slutningen af 2023 – med 35 deltagere fra republikanske og demokratiske kongresmedarbejdere, embedsmænd og analytikere fra den amerikanske regering, førende akademiske forskere, eksperter i national sikkerhed og mellemøstlige tænketanke samt amerikansk militærpersonale – som fandt, at alle scenarierne »hurtigt blev atomare«.

Og alligevel holder de kursen. Faktisk var det allerførste spørgsmål, der blev stillet ved vicepræsidentdebatten den 1. oktober, designet til at stille begge kandidater op bag Londons politik om at orkestrere et fælles amerikansk-israelsk angreb mod Irans atomprogram. Hverken Vance eller Walz bestred denne politik.

Det var dog ikke tilfældet for Helga Zepp-LaRouches Schiller Institut, som den 2. oktober afholdt en international onlinekonference med topeksperter fra begge sider af Atlanten for at diskutere emnet »Endnu et skridt tættere på atomart ragnarok – Tyskland er nødt til en ny sikkerhedsarkitektur.« Læserne opfordres til at se hele det ekstraordinære referat og studere Zepp-LaRouches politikker og underliggende principper for at eliminere krigsfaren, ikke ved en optrapning af en stadig mere skræmmende terrorbalance – som i Kissingers Mutually Assured Destruction (MAD)-doktrin – men med et nyt paradigme for universel udvikling.

I februar 1982 adresserede Lyndon LaRouche MAD-doktrinens vanvid i en kort artikel med titlen “An End to Mutually Assured Destruction:
»Så i et kvart århundrede har verdens befolkning levet under den evige terror af altid parat interkontinental atomar krigsførelse…. Det værste træk ved den kissingerske MADness-doktrin er den falske antagelse, at de forud kendte konsekvenser af atomar krigsførelse er tilstrækkelige til at forhindre enhver supermagt i rent faktisk at iværksætte et generelt atomart angreb. Denne besættelse af MADness er gået så vidt som til at fremme doktrinen om, at Moskva ville tolerere et begrænset, Europa-baseret atomart angreb på Rusland selv uden at udløse en generel atomar spærreild mod USA’s fastland.

»Konsekvenserne af atomar krigsførelse er en fantastisk afskrækkelse.

“Hvis USA’s regering fortsætter sin tilslutning til den økonomiske politik, der blev sat i gang i august 1971, eller endnu værre, den nuværende Volcker-monetaristiske politik, er det meste af verden allerede på vej ned i dybet af en ny generel depression, der er langt dybere, mere vedvarende og kvalitativt mere ødelæggende end den økonomiske depression, der gik forud for krigen i 1939-45….

“Medmindre USA drastisk ændrer sin nuværende penge- og militærpolitik, truer den atomare katastrofe, der er født af Kissingersk MADness, med at blive den form for krig, som ingen ønsker at tro på faktisk kan ske.

»Når vi nærmer os denne tidlige periode med akut krise, er det påtrængende, at USA’s regering er parat til at gå ud fra både pengepolitik og militærpolitik, der er fundamentalt anderledes end de politiske tendenser, der i stigende grad har domineret vores politiske beslutningstagning i de seneste 15 år.«

Foto: GPO




Helga Zepp-LaRouche hovedtale: ‘Endnu et skridt tættere på atomart ragnarok – Tyskland har brug for en ny sikkerhedsarkitektur’

Den 2. oktober 2024 (EIRNS) 

Her er hovedtalen fra Helga Zepp-LaRouche og talen fra den tidligere amerikanske ambassadør Jack Matlock:

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen til den ekstraordinære liste af talere, som jeg anser for at være enestående i stand til at diskutere, hvorfor vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvis vi vil undgå faren for Tredje Verdenskrig. Jack Matlock, fordi han er det vigtigste øjenvidne fra den periode, hvor det stadig ville have været meget let at etablere en ny global sikkerhedsarkitektur; Postol, som sandsynligvis er verdens førende ekspert i atomvåben; derefter Alain Corvez, som bringer et forfriskende syn på suverænister fra Frankrig, som vi desværre helt mangler i Tyskland; Mr. Effenberger, som er en meget robust historiker og forfatter til mange bøger; og Rainer Rupp, som har en biografi, der gav ham mulighed for på første hånd at opleve, hvor hurtigt man kan glide ind i en atomkrig, hvilket han vil berette om.

Så, vi har lige nu en kaskade af begivenheder, og de gør det klart, at hvis vi fortsætter, som tingene går lige nu, er chancen for, at situationen kommer ud af kontrol, ekstremt stor. Den varmeste situation lige nu er Sydvestasien, som hurtigt er ved at komme ud af kontrol.
Grundlæggende har det sidste års begivenheder, hvor Hamas angreb Israel og Israels uforholdsmæssige reaktion i Gaza, efterladt en situation, hvor der ifølge det britiske lægetidsskrift {The Lancet} er mere end 200.000 døde i Gaza. Gaza er næsten fuldstændig ødelagt. Nu, efter angrebet på Hizbollahs hovedkvarter, hvor der ifølge CNN blev brugt femten 1000 kg tunge “bunker buster”-bomber til at dræbe Nasrallah og et ukendt antal andre mennesker. Ifølge israelske Channel 12 var det 85 bunkerpenetrerende bomber på 1 ton hver, som skabte et gigantisk krater. For mig er dette krater en slags billede på stilen og politikken, at man bare bryder ind og dræber, uanset hvad konsekvenserne er.

Det førte naturligvis til, at Iran den 1. oktober sendte flere hundrede ballistiske missiler mod Israel med sigte på to luftvåbenbaser og Mossads hovedkvarter. Iran hævder, at 90 % af disse missiler ramte deres mål; Israel benægter naturligvis dette og siger, at det iranske angreb var fuldstændig ineffektivt. Under alle omstændigheder er vi nu i en situation, hvor, hvis Israel iværksætter et betydeligt modangreb, måske på olieraffinaderierne i Iran, at, hvis Iran gengælder det, så vil Israel optrappe måske mod de atomare anlæg i Iran.

Den amerikanske hangarskibsgruppe har ligget i regionen i et år sammen med mange krigsskibe. Vi har nu en situation, hvor alt er klar til at eksplodere mellem Iran, Hamas, Hizbollah og houthierne på den ene side og Israel og dets amerikanske støtter på den anden side. Dybest set, hvis det kommer til en optrapning, hvor Iran bliver ramt på en alvorlig måde, hvad vil de andre atomare magter så gøre? Rusland har en militæraftale med Iran; det er i Kinas grundlæggende interesse ikke at lade Iran blive ødelagt i betydelig grad. Så dette kunne være den udløsende faktor for tredje verdenskrig.

Den anden situation, omkring Ukraine-krigen, har nået et punkt, hvor Rusland som reaktion på en lang række begivenheder for nylig ændrede sin atomdoktrin, som hidtil havde været, at Rusland kun ville bruge atomvåben, hvis Ruslands og Den Russiske Føderations eksistens og territoriale integritet var i fare. Men nu har de ændret den til at sige, at hvis der er et betydeligt luftangreb på Rusland fra en ikke-atomar magt, og denne magt støttes af en atommagt, så vil Rusland måske bruge atomvåben først. Så situationen er stadig bagefter, at mange mennesker i Vesten stadig siger: »Åh, Rusland bluffer. Der er ingen røde linjer«, selv om vi er på nippet til, at sådanne røde linjer bliver overskredet hele tiden. Den 13. september tog den britiske premierminister Starmer til Det Hvide Hus og forsøgte at overbevise præsident Biden om at give tilladelse til, at langdistancemissiler kunne bruges til angreb dybt inde på Ruslands territorium, hvilket Biden ikke gik med til på det tidspunkt. Men mange mennesker i den strategiske diskussion – herunder naturligvis russerne – mener, at det kun er et spørgsmål om tid, før Biden vil gå med til det. Josep Borrell fra EU sagde netop i går: »Det er vigtigt at bruge sådanne langtrækkende missiler dybt ind i Ruslands territorium, for man skal ramme bueskytten, ikke kun pilene.«

Rusland havde allerede før ændringen i atomvåbendoktrinen gjort det meget klart, at hvis tingene optrappes, vil de ikke bare ramme F-16 og NATO-tropperne inde i Ukraine, men de vil ramme kommandocentralerne, hvor ordren gives til at indsætte disse våben. Jeg tror, vi vil høre fra Ted Postol, som har skrevet mange ekstremt vigtige artikler om forskellen mellem konventionel krig og atomkrig, og hvorfor det er logikken, at når man først begynder at bruge atomvåben, så er sandsynligheden for, at de alle bliver brugt, absolut størst.

Hvis det nu kommer til atomkrig globalt, kan det ende – og vil efter al sandsynlighed ende – alt liv på planeten; fordi det vil blive efterfulgt af en atomvinter. Der er en debat, hvor folk benægter, at det er tilfældet, og allerede Albert Einstein sagde, at han ikke ved, hvordan en tredje verdenskrig vil være, men han er sikker på, at en fjerde verdenskrig igen vil være med sten og pinde. Måske vil nogle mennesker overleve, men i en forfærdelig tilstand, og selv det er ikke sikkert.

Derfor er vi nødt til at gøre alt, hvad der står i vores magt, for at stoppe det. For at finde frem til det rigtige svar må vi spørge: »Hvad gik galt? Hvordan kom vi fra afslutningen af Den kolde Krig til en situation, hvor civilisationen er på spil?« I morgen er det den 3. oktober, hvor det er 34 år siden, at Tyskland blev genforenet. Som Matlock også har sagt, sluttede Den kolde Krig faktisk to år tidligere.

Vi har udgivet en bog om dette, kaldet {The Lost Chance of 1989-90}, hvor vi præsenterer historien om den afgørende periode, afslutningen på Den kolde Krig, den tyske genforening, vores forslag, som vi havde fremsat for at udnytte den historiske chance, som under de nuværende forhold tydeligvis ikke blev udnyttet. Udenrigsminister James Baker havde i februar 1990 lovet Gorbatjov, at NATO ikke ville flytte sig en tomme mod øst. Tyskland kunne også blive forenet, svarede Gorbatjov, og være med i NATO. Det var utroligt generøst i betragtning af, at det på det tidspunkt kun var 45 år siden, at Anden Verdenskrig sluttede. I betragtning af de enorme tab, som Rusland led – formentlig 27 millioner – og som Tyskland havde en stor del af skylden for, synes jeg, at Ruslands accept af den tyske genforening under disse betingelser var utrolig generøs. Det vender sig i min mave at se, hvordan det på kun 34 år er blevet fuldstændig glemt.

Vores indgriben i situationen på det tidspunkt, bare for at nævne det kort, skyldtes, at Lyndon LaRouche – min afdøde mand – allerede i 1984 havde lavet den prognose, at hvis Sovjetunionen ville fortsætte med den økonomiske politik, de havde på det tidspunkt, hvilket grundlæggende var en form for primitiv akkumulation mod deres egen økonomi, ville de kollapse om fem år. Derfor overraskede det os ikke, at Comecons økonomiske problemer voksede massivt i 1988, og derfor holdt Lyndon LaRouche og jeg en pressekonference på Kempinski Bristol Hotel, hvor han forudsagde, at Tyskland snart ville blive forenet, et år før det skete, og at det forenede Tyskland skulle have Berlin som hovedstad og derefter fortsætte med at udvikle Polen med vestlige teknologier som en model for alle Comecon-stater, der skulle moderniseres.

Berlinmuren faldt den 9. november 1989, og vi var slet ikke overraskede. Men den 7. juli 1998 offentliggjorde den tyske regering sine »Dokumenter vedrørende tysk politik«, et dokument på 1.667 sider, som normalt har været fortroligt og hemmeligt i 30 år, men Kohl besluttede at offentliggøre det af indlysende grunde. Der stod grundlæggende, at Tyskland ikke havde nogen forberedt plan for, hvad man skulle gøre, hvis muligheden for en tysk forening opstod. I dokumentet står der: “Overraskende nok er dagen X for åbningen af grænserne kommet, og regeringen har ikke et tilgængeligt, passende begreb om, hvad den skal gøre. Ingen forberedelser, ingen procedurer eller krisescenarier til denne lejlighed.«

Vi havde dog et koncept; jeg skrev en folder, som blev udgivet den 15. november 1989 med overskriften: “Det elskede Tyskland fortsættes”, hvor jeg tog LaRouches forslag op om at udvikle Polen med vestlige midler, modernisere det og gøre det til en model for transformationen af Comecon-staterne. Det var naturligvis kun en pjece, men et par dage senere, den 28. november, offentliggjorde kansler Kohl sit 10-punktsprogram, hvor han endnu ikke foreslog en genforening af Tyskland, men blot en konføderation af to stater. To dage senere blev Alfred Herrhausen, formand for Deutsche Bank, myrdet af en meget tvivlsom »tredje generation« af Baader-Meinhof-banden, en begivenhed, som af den tidligere Pentagon-embedsmand Fletcher Prouty blev karakteriseret som lige så afgørende for den tyske situation, som mordet på John F. Kennedy var for USA. Det var et signal til Kohl og hele den tyske elite om ikke at træde ud af nogen allieret konsensus, hvor 10-punktsprogrammet havde været et lille skridt i retning af suverænitet, hvilket dybest set ikke var tilladt.

Et par dage senere på EU-topmødet i Strasbourg faldt alle over Kohl som et ton mursten, og Kohl beskrev senere dette som den mørkeste time i sit liv. Thatcher startede kampagnen om det »Fjerde Rige«, og derefter krævede Mitterrand – ifølge erindringerne – at Tyskland skulle opgive D-marken til fordel for euroen som en forudsætning for genforeningen. Alle insisterede på, at Tyskland skulle gå med til Maastricht-traktaten, som dybest set var en underkastelse af det neoliberale nedskæringsdogme og en opgivelse af enhver økonomisk suverænitet fra Tysklands side.
For Ruslands vedkommende insisterede IMF på chokterapien, som reducerede Ruslands industrielle potentiale fra 1991-94 til kun 30 %. På det tidspunkt holdt jeg mange taler, som blev offentliggjort, hvor jeg sagde, at hvis Vesten begår den fejl at pålægge det bankerotte kommunistiske økonomiske system det lige så fallerede neoliberale system, så kan man måske udskyde sammenbruddet i nogle få år, men det vil i sidste ende blive et sammenbrud, der er meget, meget, meget alvorligere end selv kommunismens endeligt. Johannes Paul II, den daværende pave, advarede på samme måde om, at Vesten ikke skulle blive triumferende og hævde, at de havde vundet Den kolde Krig, fordi der var strukturer af synd i både Øst og Vest), og hvis folk ikke ville tro på det, skulle de se på udviklingslandenes tilstand for at se, at sådanne strukturer af synd også fandtes i Vesten.

I januar 1990 offentliggjorde vi vores Productive Triangle proposal, som var en idé om at integrere området mellem Paris, Berlin og Wien: Modernisere det – det var den højeste koncentration af industriel kapacitet i verden på det tidspunkt – modernisere det ved at tilføre magnetisk højhastighedstog-teknologi, atomkraft, og så bringe denne udvikling gennem udviklingskorridorer til Warszawa, Kiev, Moskva og Balkan.
Det blev naturligvis ikke vedtaget på grund af geopolitisk modstand fra de allierede magters side. Så derfor, i 1991, da Sovjetunionen kollapsede, udvidede vi denne produktive trekant til den Eurasiske Landbro, Eurasian Land-Bridge, som i bund og grund var ideen om at forbinde befolknings- og industricentrene i Europa og Asien gennem økonomiske udviklingskorridorer. Og vi mente det udtrykkeligt som det økonomiske fundament for en fredsorden for det 21. århundrede. Gorbatjov talte på det tidspunkt stadig om et fælles europæisk hus, andre talte om en fælles sikkerhedsarkitektur fra Lissabon til Vladivostok.

»Chokterapien« sendte Rusland ind i et årti med absolut folkemord, som den russiske økonom Sergei Glazyev skrev i en bog med titlen {Genocide} . Og det transatlantiske system gik med til at deregulere markederne endnu mere, fordi der ikke var flere fjender. Så dykket ned i et neoliberalt, neomalthusiansk økonomisk system med nulvækst fortsatte, og det samme gjorde regimeskift, farvede revolutioner og så videre.
Kina var det eneste land, der tog ideen om den eurasiske landbro op. Jeg siger ikke, at de tog vores forslag direkte. Nogle gange går disse ting mange forskellige veje: Vi havde mange konferencer og seminarer på fem kontinenter i verden. Men i 2013 annoncerede Xi Jinping den nye silkevejog fremkomsten af Bælte- og Vej-Initiativet, som fuldstændig har forvandlet verden i de følgende 11 år. Som et resultat af det har man nu en genoplivning af Den Alliancefrie Bevægelse, som på grund af samarbejdet med Kinas Bælte- og Vej-Initiativ for første gang har set chancen for at overvinde kolonialisme og fattigdom, mens den vestlige verden, det transatlantiske system, grundlæggende set forsømte investeringen i fysisk økonomi til fordel for profitmaksimering. Derfor er den virkelige årsag til krigsfaren, at det Globale Syd, som er blevet den Globale Majoritet – ifølge Chatham House udgør den 88 % af verdens befolkning – er i færd med at opbygge et nyt økonomisk system, som Vesten tåbeligt nok betragter som en fjende, der skal inddæmmes og undertrykkes.

Det er grunden til, at hvis vi ikke forlader den geopolitiske idé om, at der vil være to systemer – det ene er det globale NATO, som vil undertrykke eller skal undertrykke Rusland, Kina og det Globale Syd; og på den anden side har du BRIKS+, som holder en stor konference i Kazan i Rusland i denne måned, hvor i alt 40-50 lande har ansøgt om medlemskab; ikke alle kommer med denne gang, men der vil komme bølger af tilslutning – hvis den dynamik ikke overvindes, tror jeg Tredje Verdenskrig er udfaldet.

Det er derfor vi kræver, eller i hvert fald fra Schiller Instituttets side, at der straks etableres en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur med den Westfalske Fred som forbillede, hvor krigens parter kom til den konklusion, at en vedvarende krig ikke ville efterlade nogen i live til at nyde sejren. Og de satte sig ned ved forhandlingsbordet og kom frem til principper, som er kendt som principperne i Den Westfalske Fred, og som var grundlaget for etableringen af international lov.

Jeg tror, det er meget materiale, og det er ikke sikkert, at alle er enige i min udlægning af historien, men jeg vil gerne lægge op til diskussion.

OSSENKOPP: Tusind tak, Helga Zepp-LaRouche, for denne meget stærke analyse og kronologi – især for at nævne den skandaløse udvikling, at der ikke var nogen procedure for genforening, og at mordene på Herrhausen og Rohwedder aldrig er blevet efterforsket. Så der er meget at gøre.

Hvis du undrer dig, vil vi have en diskussionsperiode efter talernes udtalelser. Bagefter vil vi kunne diskutere. Du kan så række hånden op i Zoom-konferencen, eller du kan sende dit spørgsmål i chatten. Eller du kan i mellemtiden sende os en e-mail til questions@schillerinstitute.org.

Uden yderligere omsvøb vil jeg gerne give ordet til ambassadør Jack Matlock. Han er diplomat, historiker, tidligere direktør for Kommissionen for sovjetiske Anliggender i udenrigsministeriet, ambassadør i Tjekkoslovakiet og derefter, på afgørende vis, USA’s ambassadør i Sovjetunionen fra 1987-91. Han er også forfatter til bøger som {Autopsy of an Empire} fra 1995 og {Reagan and Gorbachev: How the Cold War Ended} fra 2004. Ambassadør, før jeg giver dig ordet, vil jeg gerne med forsinkelse ønske dig tillykke med fødselsdagen, for i går var det den 1. oktober, og du blev født den 1. oktober 1929. Så tillykke med de 95 år!

Ikke korrekturlæst

AMBASSADØR JACK MATLOCK: Mange tak. Helga har beskrevet situationen så grundigt og præcist, at jeg ikke kan gøre meget andet end at uddybe nogle af hendes pointer.

Først og fremmest vil jeg blot sige, at en af vores historikere har beskrevet Første Verdenskrig som et Europa, der gik i søvne ind i krigen i 1914. Den nuværende situation minder mig om det: For mens alle disse begivenheder udvikler sig – krigen i Ukraine, hvor de vestlige magter i realiteten fører krig mod Rusland; så volden i Vestasien med det, der kun kan beskrives som et folkemorderisk angreb på befolkningen i Gaza; og nu voksende fjendtligheder mellem Iran og Israel, og Israel, der invaderer Libanon. Og så har vi ikke så meget vold i Asien, bortset fra rapporter om, at højtstående amerikanske militærfolk taler om at forberede sig på en krig med Kina, hvis der skulle komme en kinesisk invasion af Taiwan.

Jeg synes, det er en utrolig farlig situation, og jeg tror, at når jeg ser tilbage som en, der var til stede under en af vores tidligere kriser, så var jeg på den amerikanske ambassade i Moskva under Cuba-krisen. Jeg hjalp med at oversætte nogle af de beskeder, som Khrusjtjov sendte til Kennedy, og når vi ser tilbage på det, indser vi, at vi kom meget tæt på en atomkrig på det tidspunkt. Der var visse beslutninger truffet af – vil jeg sige – nogle af de lavere rangerende militære embedsmænd, som forhindrede, at atomvåben blev brugt.

Jeg vil også sige, at det diplomati, vi brugte i slutningen af 1990’erne og frem til 1991 for at afslutte den kolde krig, i realiteten er blevet vendt om siden afslutningen af den kolde krig. Vi fulgte ikke læren fra Anden Verdenskrig, hvor USA insisterede på, at Tyskland og Frankrig skulle begrave stridsøksen og begynde at samarbejde i stedet for at starte nye krige. Ved afslutningen af den kolde krig burde vi have insisteret på, at der blev opbygget en europæisk struktur, som kunne garantere [sikkerhed for] alle de nyligt uafhængige lande, inklusive Rusland. I stedet begyndte vi blot at udvide NATO.

Nu blev NATO oprettet for at modstå et muligt sovjetisk angreb på Vesteuropa. Og hvis der havde været et sådant angreb, kunne det have været en katastrofe, fordi der allerede var udstationeret taktiske atomvåben i området. Det ville være umuligt at bruge dem uden at ødelægge netop de områder, vi skulle forsvare. Så gudskelov skete det aldrig. Når man ser på de historiske optegnelser, viser det sig, at Sovjet aldrig havde til hensigt at angribe Vesteuropa. De havde planer om, at hvis vi angreb dem, ville de svare igen. Men efter atomulykken i Tjernobyl i 1986 blev det klart, selv for de sovjetiske militærledere, at en atomkrig ville være en katastrofe for alle.

På deres første møde blev præsident Reagan og daværende generalsekretær Gorbatjov enige om, at en atomkrig ikke kan vindes, ikke må udkæmpes, og at der derfor ikke kan blive nogen krig mellem os. Og de fortsatte med at forhandle: De håbede, at de kunne eliminere atomvåben. Det viste sig ikke at være muligt.

Jeg kan huske, at vi i den periode, hvor vi forsøgte at give Europa bedre beskyttelse, besluttede, at fordi Sovjet havde deres SS-20-missiler rettet mod Vesteuropa, som kunne ramme vores NATO-hovedstæder i Vesteuropa på få minutter, og Vesteuropa ikke havde noget tilsvarende, så besluttede vi, at for at få dem til at fjerne de missiler, ville vi opstille mellemdistancemissiler i Tyskland. Det var meget kontroversielt i Tyskland. Jeg kan huske, at jeg på det tidspunkt arbejdede i Det Hvide Hus med disse sikkerhedsspørgsmål, og jeg var på besøg i München, da der var demonstrationer – store demonstrationer! »{Nie wieder! Nie wieder!}« De vil ikke have atomvåben igen, men grunden til at indsætte dem var at komme af med dem alle sammen. Og det gjorde vi. Vi opstillede dem endelig, vi indgik en aftale, og så fjernede begge sider dem alle sammen, og Sovjet fjernede mange flere end os, fordi vi aldrig opstillede så mange, som de havde.

Det piner mig virkelig i dag at se, at lederen af De Grønne – på det tidspunkt var De Grønne de mest højlydte til at argumentere imod disse udstationeringer – og nu har en udenrigsminister [Annalena Baerbock], som i realiteten truer Rusland med atomvåben. Jeg kan ikke forstå en beslutning om at udstationere mellemdistancemissiler i Tyskland. Det er helt ubegribeligt, at en tysk regering går med til det. Det er ikke sket endnu, og lad os håbe, at det ikke sker. Men jeg vil gerne påpege, at hvis europæerne tror, at en amerikansk præsident vil udsætte sit land for Ruslands interkontinentale missiler for at gøre gengæld på nogen direkte måde, hvis atomvåben bliver brugt mod dem – så kan jeg bare sige: »Det ville jeg ikke regne med.« Sagen er, at når disse ting først begynder, og hvis man begynder at optrappe, vil man få den slags atomkrig, der ødelægger civilisationen. For der er ingen kendt måde, hvis den ene side svarer igen med vold mod den anden side, frem og tilbage, der er ingen måde at stoppe det på. Og jeg tror, vi er på det stadie nu.

Lad mig også sige, at det var en stor fejl, at Vesten udvidede NATO på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen trussel fra øst. Jeg tror faktisk, at Helga har ret i, at ikke bare amerikanske, men også britiske og tyske topfolk, premierministre og udenrigsministre, forsikrede Gorbatjov om, at NATO ikke ville udvide mod øst, hvis den tyske genforening i det væsentlige blev besluttet på Vesttysklands betingelser. Det er simpelthen glemt, og udvidelsen fandt sted.

Og i dette århundrede begyndte USA at forlade alle de våbenkontrolaftaler, som vi havde underskrevet med Sovjetunionen, og som var afgørende for at afslutte den kolde krig. Vi startede i 1990’erne med at forlade ABM-traktaten [Anti-Ballistic Missile Treaty] og derefter andre traktater. Til sidst trak vi os under præsident Trumps regering ud af INF-traktaten [traktaten om mellemdistanceraketter] på et, vil jeg sige, meget usikkert grundlag og sagde blot, at der var russiske overtrædelser, men de definerede aldrig præcist, hvad de var.

Det blev aldrig debatteret. Og når jeg tænker tilbage på, hvordan alle disse ting under den kolde krig blev debatteret af vores offentlighed, af vores regeringer, og nu passerer de bare, og hele vores offentlighed koncentrerer sig om andre ting af meget mindre betydning.

Så jeg vil kun tilføje én ting i denne diskussion, og det er, at jeg føler, at mit land, USA, er meget overbebyrdet med de garantier, det har givet verden. Vi betaler for næsten hele vores militære indsats med gæld. Og vores gæld er nu oppe på omkring 33 billioner dollars, hvilket er langt mere end vores bruttonationalprodukt i et givet år. Desuden stiger gælden hvert år, og ingen af vores politiske partier har planer, der kan bringe budgettet i balance igen. Jeg tror, at det er uholdbart på lang sigt. Jeg mener, at vi skal finde en måde at opmuntre parterne til at handle fredeligt i stedet for at give næring til kampene. Der kunne have været en helt rimelig aftale mellem Rusland og Ukraine, hvis de to Minsk-aftaler – som faktisk også blev underskrevet af Tyskland og Frankrig – var blevet gennemført af Ukraine. Det blev de ikke! I stedet begynder de allierede simpelthen at levere militært udstyr til Ukraine for i realiteten at fortsætte kampene.

Så det synes jeg nu også er en forfærdelig ting: Krig overalt er en forfærdelig ting. Og krigen i Ukraine skader Ukraine meget mere end noget andet land.

Men en af de ting, vi hører nu, er jeg ikke enig i: Folk siger: »Hvis I ikke stopper Rusland nu, vil Rusland gå efter de baltiske lande eller Polen eller Østeuropa.« Det er noget vrøvl! Der er ingen beviser overhovedet. Og enhver, der virkelig kender områdets historie, ved, at Ruslands forhold til Ukraine og Hviderusland er meget specielt. Det er deres nabolag. Og enhver russisk regering vil betragte muligheden for en udenlandsk militæralliance og militærbaser i de to nabolande som fuldstændig uacceptabel. Vi amerikanere ville f.eks. ikke acceptere udenlandske militærbaser i Mexico. Vi ville sandsynligvis ikke engang acceptere dem i Sydamerika, og hvorfor vi ikke kan forstå det, ved jeg ikke.

Lad mig blot slutte af med at sige, at lige nu ser jeg ingen umiddelbar udsigt til, at disse ting vil vende. Men jeg har også i min levetid oplevet hurtige vendinger, som ikke var forventet, og lad os håbe, at der snart kommer nogle, der er mere opmuntrende.

OSSENKOPP: Mange tak, ambassadør Matlock. Du er virkelig et meget unikt vidne i historien og deltager i den historiske udvikling. Og du bringer de rigtige begreber ind i vores forum, så vi kan reflektere over, hvorfor vi er havnet i dette rod, og hvordan vi kommer ud af det. Så mange tak for din tid. Vi vil have dig med i diskussionerne senere.




Zoom-konference onsdag den 2. oktober 2024 kl. 17:
Endnu et skridt tættere på atomart ragnarok
Tyskland har brug for en ny sikkerhedsarkitektur

Tilmelding til mødet her.

– Ambassadør Jack Matlock, tidligere amerikansk ambassadør i Sovjetunionen, 1987-1991.

– Dr. Ted Postol, professor emeritus ved MIT, førende ekspert i atomvåben.

– Rainer Rupp, Military and Intelligence expert (Germany)

– Col. (ret,) Alain Corvez, International Strategy Consultant. Former International Relations Consultant of the Defense and Interior Ministries, Paris.

– Wolfgang Effenberger (Germany), Author, „Pax Americana“(2004) & „Die unterschätzte Macht Von Geo- bis Biopolitik Oligarchen transformieren die Welt“ (2022).

– Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet

Det virker, som om erindringen om de to verdenskriges ødelæggelser og lidelser er blevet slettet. Der leveres stadig kraftigere og mere vidtrækkende våben til krigen mod Rusland, som om der ikke var nogen røde linjer i kampen mod den russiske atommagt. Vladimir Putins tålmodighed bliver tolket som svaghed, hvilket er en potentielt fatal fejlberegning!

Hvis der gives tilladelse til at bruge amerikanske og britiske langdistancemissiler til at angribe dybt ind på russisk territorium, vil risikoen for optrapning til atomkrig være større end under Cuba-krisen. Præsident Putin har advaret om, at brugen af sådanne våben vil betyde, at NATO-landene er i krig med Rusland, og den russiske viceudenrigsminister Ryabkov har bebudet en revision af Ruslands atomdoktrin, som på nuværende tidspunkt kun foreskriver brug af russiske atomvåben i tilfælde af en trussel mod eksistensen af russisk territorium.

Den 26. august meddelte New York Times , at præsident Biden allerede havde ændret den amerikanske atomdoktrin tilbage i marts i år for at foregribe truslen om en trefrontskrig mod Rusland, Kina og Nordkorea. USA’s (!) beslutning om at placere amerikanske mellemdistancemissiler i Tyskland fra 2026, som den tyske kansler bekendtgjorde i juli, skal ses i denne strategiske sammenhæng. Der var ingen debat om spørgsmålet i Forbundsdagen eller i offentligheden. Nu rapporteres det, at Pentagon har bestilt en undersøgelse af virkningerne af radioaktivt nedfald på det globale landbrug, og især i Østeuropa.

Hvis det kommer til krig, vil Tyskland være det primære mål for angreb, og hvis der bruges atomvåben, vil der ikke være noget tilbage af Tyskland, ingen industri, ingen byer, ingen infrastruktur – og ingen mennesker. Med andre ord er vi fanget i en militær strategi, hvor der i værste fald ikke vil være nogen overlevelse. Er det i Tysklands interesse?

Ved afslutningen af Den kolde Krig og den tyske genforening var der en mulighed for at etablere en fredsorden for det 21. århundrede. Denne store mulighed for menneskeheden blev forpasset på grund af Vestens triumferen, uden sidestykke, alle løfterne til Mikhail Gorbatjov og Boris Jeltsin blev brudt, og i dag står vi på randen af en global atomkrig, der truer med at udslette alt liv på denne planet.

En atomkrig kan ikke vindes og må derfor aldrig føres. John F. Kennedy advarede verden efter Cuba-krisen om, at en atomar supermagt aldrig måtte bringes i en situation, hvor den skulle vælge mellem »enten et ydmygende nederlag eller atomkrig«. Aldrig har det været mere påtrængende at løse en konflikt gennem diplomati end i dag.

Disse spørgsmål vil blive diskuteret i et zoom-seminar af følgende vidner og forskere, hvis livsværk og ekspertise gør dem yderst kvalificerede til at indlede den påtrængende nødvendige offentlige diskussion, som nu er fraværende i Tyskland.

Onsdag den 2. oktober kl. 17:00 CET

Tilmelding til mødet her.

 




Opgør i FN, det Globale Syds udfordring af den unipolære orden
Webcast med Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche

Ikke korrekturlæst

Torsdag den 26. september 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Schiller Instituttets grundlægger og formand Helga Zepp-LaRouche. Det er torsdag den 26. september 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende spørgsmål og kommentarer via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.

Helga, en stor del af verdens opmærksomhed har de seneste dage været rettet mod FN’s generalforsamling i New York City. Spørgsmålet om krig og fred er et centralt emne, som tages op, da NATO’s krig mod Rusland truer med at udvikle sig til tredje verdenskrig, og da Netanyahu og Israel udvider deres krig til det sydlige Libanon med brutale følger. Zelenskyj holdt en sindsoprivende tale til FN’s Generalforsamling i går, hvor han krævede mere krigshjælp og frihed til at angribe Rusland. Biden er under ubarmhjertigt pres fra London for at give Ukraine grønt lys til at sende missiler dybt ind på russisk territorium, og i går udsendte præsident Putin en revideret doktrin omkring atomprogrammet. Hvilke ændringer foretog han, og hvad er konsekvenserne af disse ændringer?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at verden er ved at få øjnene op for, hvor vi står. De facto har Putin virkelig gjort den røde linje så klar, at alle kan se, at hvis der kommer et angreb fra et land, som kun har konventionelle våben, men som støttes af et land, med atomvåben, og hvis der kommer et massivt luftangreb, så har Rusland ifølge sin nye doktrin fri ret til at besvare det med atomvåben. Det refererer meget tydeligt til Ukraine, da forskellige russiske talsmænd fra Lavrov til Peskov og jeg tror, at Putin selv har gjort det meget klart, at alle disse ukrainske angreb ikke ville være mulige uden USA’s eller NATO’s vejledning, satellitstøtte, datastøtte, og så er NATO de facto allerede på randen af at være i krig med Rusland, og at hvis dette yderligere skridt tages, at Biden kapitulerer over for kravet om, at USA giver Ukraine grønt lys til at bruge langdistancemissiler til at ramme dybt ind i Rusland, så er den betingelse opfyldt. Så vi er på kanten, og jeg kan kun sige, at disse vestlige kommentatorer, som i Tyskland, der dybest set stadig siger, at Putin »bluffer«, disse mennesker er så fuldstændig ude af deres forstand, at man kun kan sige, at vi virkelig er i fare for at blive regeret af galninge, og medierne, som er fuldstændig i sådanne galninges tjeneste.

Så det eneste svar på nuværende tidspunkt er en bred offentlig diskussion. De demonstrationer, der er planlagt for den næste periode, både i USA og især i Tyskland, skal være en klar demonstration af, at masser af mennesker, i bedste fald hundredtusinder eller millioner af mennesker, mener, at de er absolut imod dette. Og der må endelig komme den længe tiltrængte diskussion om, hvor vi står, og hvorfor denne nuværende politik med at forsøge at opretholde »overherredømme«, når dette overherredømme tydeligvis allerede er fortid, det må vendes, og vi må sætte en helt anden tilgang på dagsordenen, som f.eks. det, vi har diskuteret i næsten tre år nu: En ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som virkelig skal have en helt anden tilgang, stoppe denne geopolitiske konfrontation og gå ind i et samarbejde med den Globale Majoritet af lande, der helt klart bevæger sig i en anden retning.
Men hvis folk ikke lytter til denne alarmklokke, kan det være for sent for hele menneskeheden.

SCHLANGER: Det andet land, som er i Vestens geopolitiske søgelys, og du er lige vendt tilbage fra en hurtig rejse dertil, hvad var din fornemmelse af at være i Kina? Jeg ved, at du ikke har været der i et stykke tid. Hvordan er situationen der?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har ikke været der i et år, og det interessante er, at hver gang man vender tilbage til Kina, selv om der kun er gået et år, bliver man fuldstændig chokeret over forandringerne til det bedre. Anledningen til, at jeg rejste dertil denne gang, var den internationale fredsdag den 21. september, og jeg deltog i vigtige festligheder i Shandong-provinsen, i Jinan og Weifang. Og det var en ret betydningsfuld konference med folk fra mange, mange lande, som grundlæggende fejrede Kinas bidrag til en helt anden tilgang.

Det bemærkelsesværdige er, at Kina helt klart har fået et gennembrud som det førende land inden for mange, mange fakulteter – jeg har ikke det nøjagtige tal nu, men det er noget i retning af 65 områder, hvor Kina nu er førende inden for ca. 55. Så det er for længst forbi det punkt, hvor intellektuel ejendom skal beskyttes mod Kina, for i mellemtiden er Kina førende! Så Kina var det første land, der landede et rumfartøj på Månens bagside, nu to gange. De har lige afsluttet en meget vellykket mission, hvor de bragte materialer tilbage fra Månens bagside – der har ikke været nogen andre før det. Og på samme måde besøgte vi under denne flere dage lange fejring nogle af de højteknologiske virksomheder, hvor Kina er på forkant med udviklingen inden for optik og forskellige nye teknologier, men også inden for robotteknologi, automatiserede fabrikker og højteknologiske landbrug.

Og jeg kan kun sige, at jeg besøgte Kina første gang i 1971, og jeg tog også ud på landet. Der var ingen mekanisering der; folk var virkelig, ekstremt fattige, praktisk talt på niveau med landene syd for Sahara. Og nu har de et landbrug, som er fuldstændig intelligent, det er integreret med alle former for digitalisering og intelligente teknologier. Der findes absolut intet af den slags i Europa eller USA. Og folk er generelt glade.

Så ideen om, at Kina kun laver propaganda eller sælger en fortælling – Kina {gør}, hvad de siger! De forbedrer livet for deres eget folk, og grunden til, at den kinesiske model er så meget mere attraktiv, er, at de forbedrer livet for folk i hele verden, især i Afrika og de asiatiske lande, og det kommer til udtryk i en helt anden attitude. Nu er det ikke sådan, at Vesten konkurrerer med fortællingen. Vesten tænker stadig, at det er et spørgsmål om fortællingen, mens Kina gør det i virkeligheden og forbedrer livet for så mange mennesker. Så kontrasten kunne ikke være større.
Denne fredsdag, som blev arrangeret af Chinese People’s Association for Peace and Development, var en absolut demonstration af, at en anden samarbejdsmodel er mulig, og at det er vejen til fred. Og idéen om fred gennem udvikling er en realitet, som denne nye model virkelig gør synlig for folk.

SCHLANGER: Vi har lige fået en besked fra Bob van Hee; jeg tror, han stadig er folkevalgt i Minnesota, som svar på det, du sagde om Putin. Han sagde: »Putins seneste udtalelser om USA’s involvering i leveringen af våben til Ukraine er for mig en perfekt timing til at ruske op i det såkaldte amerikanske lederskabs dumhed.« Han opfordrer til, at der udarbejdes et budskab til vores folkevalgte, så folk kan få deres stemme hørt for at stoppe dette vanvid, og han sagde, at hvis vi udarbejder et sådant budskab, »vil jeg og andre sende det til vores ledere i D.C. for at stoppe dumheden i at være medskyldige i Ukraines involvering i angrebet på Rusland.« Så det er fra en tilhænger i Minnesota.

Helga, du nævnte vigtigheden af den Globale Majoritet, som ses i FN, der går imod USA’s og NATO’s politik. Der er et spørgsmål her fra en person, der sagde: »Jeg hører dig tale om det Globale Syd, men det Globale Syd er ikke rigtig forenet. Det er ikke stærkt nok. Hvordan skal de kunne tage kampen op mod City of London og NATO?«

ZEPP-LAROUCHE: Det Globale Syd er en meget forskelligartet kombination af lande. De forsøger at skabe et nyt system. Der vil være det årlige topmøde i BRIKS i Kazan i Rusland den 22.-24. oktober. Og selv om jeg ikke har kendskab til planerne for det topmøde, tyder alt på, at der vil blive taget et stort skridt fremad i bestræbelserne på at skabe et andet betalingssystem, et andet kreditsystem, og at alle bestræbelserne på at øge den økonomiske magt i landene i det Globale Syd vil blive bragt et stort skridt fremad.

Nu kunne det være en overraskelse, det kunne være et nyt Bretton Woods, som der tales om i en artikel af Pepe Escobar. Jeg har ikke noget belæg for at tro, at det vil ske; det kunne ske. Under alle omstændigheder tror jeg, at nøglespørgsmålet er, at vi skal overbevise landene i det Globale Nord, i det kollektive Vesten, i det tidligere eller nuværende NATO, om, at de skal samarbejde: Vi kan ikke have en situation, hvor verden bliver delt i to nye blokke, hvor NATO bliver til »Globale NATO« med konfrontation; Mellemøsten på randen af en potentiel regional krig, der kan komme ud af kontrol; situationen i Ukraine absolut på randen af en katastrofe; så flere provokationer i Taiwanstrædet, i Det Sydkinesiske Hav. Vi er nødt til at komme væk fra denne konfrontationskurs, ellers vil en fejltagelse – situationen er så absolut anspændt, at en lille menneskelig fejl, en teknisk fejl, en række uheld, kan gøre en ende på civilisationen! Vi er nået til det punkt.
Så jeg tror ikke, det er et spørgsmål om det Globale Syd mod det Globale Nord.

Jeg tror, at vi er nødt til at nå til et punkt, hvor vi i Vesten er nødt til at sige, at vi vil samarbejde. BRIKS-landene bevæger sig i den rigtige retning. Kina har helt klart en helt anden tilgang: De tænker på en langsigtet, harmonisk udvikling af alle nationer. De forsøger ikke at opnå overherredømme. Jeg har virkelig studeret dette i et halvt århundrede, og der er absolut ingen måde, hvorpå Kina ønsker at erstatte USA’s hegemoni – det er ikke deres hensigt. Og det ville være meget, meget nemt for landene i det kollektive Vesten bare at sige: »Vi vil samarbejde med det nye system, der er ved at opstå«, for vi har problemer nok, som vi skal løse sammen: overvinde fattigdom, underudvikling, skabe et sundhedssystem for hele verden; sørge for, at alle børn har adgang til universel uddannelse. Der er så mange problemer, som bedst løses i fællesskab. Og jeg tror, at det er det absolutte skridt, vi skal tage, og vi har valget: Vil vi have tredje verdenskrig, hvis vi holder fast i denne konfrontation mod Kina, Rusland og dermed det Globale Syd? Eller skal vi gå i retning af at tro, at vi kan løse alle problemer sammen? Og jeg tror, at det er et spørgsmål, hvor alle personligt bliver udfordret til at være med til at skabe løsningen.

SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål om BRIKS-topmødet på vej fra en supporter, der arbejder med afrikanske regeringer og ikke-statslige organisationer. Han sagde, at han har to spørgsmål om BRIKS-topmødet, der finder sted den 22.-24. oktober: »Er det muligt, at de vil være klar til at indføre en ny valuta, for jeg er bange for, at hvis de venter for længe, vil USA og briterne sabotere deres initiativ?« Og for det andet spørger han: »Vil du være der, eller vil Schiller Instituttet have repræsentanter der? Jeg synes, det er vigtigt, at Schiller Instituttet er der for at hjælpe med at forme diskussionen.«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at der er bestræbelser på at bevæge sig i retning af en ny valuta, men det er ikke et let spørgsmål. Jeg mener, tænk bare på de fejl, der blev begået i forbindelse med oprettelsen af euroen: For man kan ikke samle økonomier og lande med helt forskellige økonomiske udviklingsniveauer i én integreret økonomisk og valutamæssig zone uden at skabe massive problemer for dem, der er mindre udviklede. Så det skal være meget omhyggeligt udformet, og jeg ved, at der er nogle fremragende økonomer både i Rusland og i Kina, som lægger en stor indsats i denne opgave.
Så jeg kan kun sige, at hvis man bevæger sig for hurtigt eller for langsomt, så tror jeg ikke, at der er nogen fare på færde. Den eneste fare er, at kræfter i Vesten, som briterne har demonstreret med Keir Starmers besøg i Washington, at de forsøger at gå efter den militære konfrontation for at kompensere for svagheden i deres økonomi; at indsatsen for at dæmpe det nye økonomiske system vil være på det militære område og bringe os ind i Tredje Verdenskrig: Det er faren…
Nu tror jeg, at Schiller Instituttet, {EIR}, helt sikkert vil dække begivenheden. Jeg tror ikke, at vores indsats for at forme, hvad der sker, vil være i Kazan, fordi det vil være et regeringsmøde. Men jeg tror, at vi helt sikkert vil komme med alle mulige løsninger, især ideen om det nye niveau af den nye udviklings- og sikkerhedsarkitektur, som er det, Schiller Instituttet promoverer. På samme måde går Kina i retning af det, Xi Jinping har foreslået som det Globale Sikkerhedsinitiativ, det Globale Udviklingsinitiativ og det Globale Civilisationsinitiativ, som går i samme retning. Der er en stor samhørighed. Men jeg tror, at vores unikke bidrag er at forsøge at uddanne folk i Vesten om det utrolige potentiale, der ville være, hvis de stoppede deres geopolitiske spektakel – fjernede det fra deres næse – og tænkte i samarbejde på et helt nyt niveau: Tænke på menneskeheden, som den burde være om 100 år, og så bruge den visdom fra fremtiden til at løse problemerne i nutiden.

SCHLANGER: Helga, jeg har to spørgsmål om det delstatsvalg, der fandt sted i søndags, den 22. september, i Tyskland. En skriver: »Efter at Scholz-koalitionen blev knust af vælgerne i tre tyske delstater, hvad så nu? Vente et år på det nationale valg [planlagt til september 2025], eller kan der gøres noget for at stoppe den skade, de forvolder?« Og det andet spørgsmål var: »Hvor stærk er den ekstreme højrefløj i Europa og Tyskland?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at valgresultaterne i disse tre delstater, Thüringen, Sachsen og Brandenburg, helt klart har ændret den politiske situation i Tyskland. Jeg tror, at det bedste resultat er De Grønnes forsvinden, deres pulverisering. Nogle har sagt, at dette er {Ibykus’ kraner}, med henvisning til Schillers digt, hvor de skyldige afslører sig selv og bliver stillet for retten på grund af deres egen manglende evne til at holde forbrydelsen skjult. Nu er den forbrydelse, De Grønne har begået, den fuldstændige ødelæggelse af den tyske økonomi: De fik præsenteret lovforslaget, ledelsen trådte tilbage, og den grønne ungdomsorganisation, ikke alene trådte hele ledelsen tilbage, men de forlod også partiet og antydede, at de vil skabe et nyt parti på venstrefløjen, hvilket betyder, at De Grønne i det mindste for tiden er færdige. Og det er en god ting, for den grønne politik er det, der har været det mest ødelæggende element i ødelæggelsen af den tyske økonomi, bortset fra de geopolitiske faktorer som sabotagen af Nord Stream 2, som i øvrigt også bliver et emne igen. For den russiske efterretningstjeneste har netop udsendt en erklæring om, at de er sikre på, at Nord Stream-rørledningen blev saboteret af briterne og amerikanerne.

Men jeg tror, at med hensyn til valget kan det meget vel være, at den nuværende koalitionsregering ikke holder et år mere. Jeg tror, der er mange faktorer, der spiller ind, og alle disse partier er i oprør. Socialdemokraterne, hvis de beholder Scholz – alternativet ville være forsvarsminister Boris Pistorius, hvilket er endnu værre, fordi han ønsker at gøre Tyskland »krigsparat«. Jeg tror, at Tyskland virkelig har brug for en klar afvisning af krigspolitikken: Denne afvisning er det, der forener AfD, i det mindste delvist, med Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW): Det er et positivt element.
Problemet er, at højrefløjen, det du sammenfatter med »højrefløjen«, er en meget blandet landhandel: Der er mange mennesker, som er ganske fornuftige, som er for alle de rigtige politikker, som afviser NATO’s krigspolitik, som er for atomkraft, som er for alle mulige ting, som man kan støtte; men jeg tror, at problemet er, at de har visse meget uhellige elementer i deres parti, som de burde smide ud, og så kunne man arbejde sammen med dem – men indtil videre har de ikke været villige til at gøre det.

Så jeg tror, vi ser en tektonisk forandring, og problemet er, at massemedierne forhindrer folk i at få en idé om alternativet. Hvis man for eksempel spørger almindelige mennesker i Tyskland, hvad de ved om BRIKS, så ved de næsten ingenting. De har ingen idé om, hvilken enorm chance for fremtiden, der opstår der. Tyskland er for eksempel en eksportnation, og det ville være det mest naturlige for Tyskland at samarbejde med voksende markeder. Hvis Tyskland ville deltage sammen med andre lande i BRIKS og forhåbentlig andre europæiske lande og endda USA for at skabe 2-3 milliarder nye produktive job i Afrika, Asien og Latinamerika, ville det være en måde at løse migrantproblemerne på, på en human måde. Afrika vil have 2,5 milliarder mennesker i 2050, og den eneste måde, hvorpå der vil være en positiv fremtid og ikke hundredtusinder af migranter, der kommer til Europa og drukner i Middelhavet eller bliver skubbet af EU’s grænsevagter i Frontex på en modbydelig måde, som det er sket indtil nu, ville være, hvis Europa vendte sig om og sagde: »Vi vil samarbejde med BRIKS om at skabe 2 milliarder nye produktive job inden 2050 og hjælpe Afrika med at modernisere sig.« Det ville kræve joint ventures mellem Kina og europæiske nationer og andre nationer rundt om i verden: Og det er den retning, vi skal skubbe det hele i, og så er der håb.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål fra en professor, som sagde: »Med Ukraines beslutning om at slå til dybt inde i Rusland, hvis det sker, og om at opstille atomare missiler i Tyskland, har vi så brug for, at folk i NATO-landene strømmer ud i gaderne, som de gjorde i kampagnen mod euro-missilerne i 1980’erne?«

ZEPP-LAROUCHE: Det er helt klart, hvad vi skal opnå, for situationen lige nu er, at alle tegn tyder på krigsforberedelser. Der tales om, at det tyske samfund skal være forberedt på snart at håndtere et meget stort antal sårede, der kommer tilbage fra alle mulige fronter i øst. Røde Kors får endda at vide, at de skal integreres i et sådant system. Det er meningen, at sundhedssystemet i Tyskland skal prioritere de sårede fra de kommende krige – jeg mener, det er sindssygt!

Og heldigvis er der nu flere mennesker, der vågner op til denne fare. Jeg tror, at den næste store demonstration bliver den 3. oktober i Berlin, og det er nødvendigt, at vi virkelig sørger for, at denne demonstration bliver meget, meget stor. Så hvis du har mulighed for det, så hjælp med at opbygge den. Den 28. september vil der være en stor demonstration i USA: Det skal absolut gøres så stort som muligt. Og jeg tror, vi er nødt til virkelig at vække folk: Hvis du kender dine naboer, dine kolleger, så tal med dem om det! Tal med dem, for folk har på en eller anden måde mistet erindringen om de sidste verdenskrige i det 20. århundrede, og de yngre generationer synes at være blevet så påvirket af computerkrigsspil, at de har mistet fornemmelsen af, hvad det betyder, når byer som Dresden bliver jævnet med jorden af massebombardementer, og den elendighed, der fulgte med. På et af de sidste møder i Den Internationale Fredskoalition havde vi besøg af en professor fra Tyskland, som havde boet i Dresden som ung dreng, da bombardementerne fandt sted, og han var meget følelsesladet, da han fortalte om det. Og jeg tror, at den virkelighed skal bringes hjem til folk i dag, for hvis det kommer til en tredje verdenskrig, tror jeg, at der er mange lande, som der ikke vil være noget tilbage af. Og hvis det bliver en global krig, hvilket er meget sandsynligt, når man begynder at bruge atomvåben, vil hele civilisationen forsvinde, da atomkrigen vil blive efterfulgt af ti års atomvinter.

Og sandsynligheden for, at de mennesker, der tror, at de kan overleve det i deres bunkere, hvilket er en meget lille procentdel af de privilegerede mennesker, tror jeg vil være et mareridt, som ikke vil fungere i virkeligheden: For tanken om, at man kan leve i flere år i en bunker og så komme ud og fortsætte sit liv, er ikke et særlig realistisk perspektiv. Men det er, hvad nogle mennesker diskuterer i disse dage!

SCHLANGER: Vi har to spørgsmål mere om mediespørgsmålet og også anmodninger til dig om at give folk en bedre fornemmelse af, hvordan de skal organisere sig omkring det. Det ene er fra Storbritannien, hvor en person skriver: »Medierne stempler alle, der er imod fortællingen, som ›det yderste højre‹. Men er der virkelig en ‘yderste højrefløj’ i Tyskland? Hvad er deres politik?«
Og det andet spørgsmål er fra Pat, som skriver: »Mainstream-medierne kontrollerer en stor del af befolkningen. Hvordan kan sandheden komme til at afsløre det kvælertag? Hvad skal vi gøre for at få sandheden ud til folk?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror først og fremmest, at der er en slags digt af Friedrich Schiller – det er mere som disse par eller {distichon} på tysk – hvor han siger: »Hvis du ikke kan være en helhed, så knyt dig til en.« [Og jeg tror, at det er sandt, for hvis man kun er et individ, føler man sig næsten hjælpeløs over for det, vi står over for. Derfor bør du i morgen deltage i mødet i Den Internationale Fredskoalition: Det er et forsøg på at forene den internationale fredsbevægelse, som vi har været i gang med i over et år nu – i morgen er det 69. møde i træk, hvor vi mødes hver fredag, og vi er vokset ganske støt. De sidste par møder har vi haft mere end 1.000 deltagere online, og så har tusindvis af andre set videoen bagefter. Og hver uge diskuterer vi, hvad vi skal gøre. Og jeg tror, at en af de tidligere spørgere spurgte: »Hvorfor sender I ikke et budskab ud?« Måske vil vi præsentere et kort budskab i morgen, så folk har noget at bevæbne sig med, så de kan ringe til de folkevalgte, bruge sociale møder, tale med alle deres slægtninge, kolleger og venner: Få dem mobiliseret, for vi befinder os virkelig i et utroligt farligt øjeblik, og jeg tror, at til sidst – jeg er ret sikker på, at kontrollen over medierne smuldrer. Det faktum, at vi i Tyskland havde disse valgresultater, hvor to partier, FDP Liberale og De Grønne, blev pulveriseret, og dybest set udtrykker befolkningen deres bekymring med en klar erklæring mod krigen.

Så det er ikke umuligt. Men jeg vil sige, at det mest umiddelbare, du kan gøre, er at slutte dig til Den Internationale Fredskoalition (IPC) i morgen; fortæl alle dine venner om det, vi vil igen have en ekstraordinær kombination af talere. Så vidt jeg ved, er der ingen platform, som mødes regelmæssigt med udveksling af synspunkter på så højt et niveau, altid om dagens emner. Og du kan være sikker på, at vi i morgen udførligt vil diskutere konsekvenserne af, at Rusland har ændret sin atomare doktrin som reaktion på NATO’s politik. Og jeg tror, at det er noget, der vil trænge igennem til befolkningen, fordi vi nu er ved at nå et punkt, hvor der næsten ikke er nogen vej tilbage – men ikke endnu: Så der er stadig tid til at gøre noget.

SCHLANGER: I den forbindelse har vi lige fået en besked fra en person, som sagde: »Min ven sagde til mig, at jeg skulle melde mig til Den Internationale Fredskoalition i sidste uge. Jeg var skeptisk. Jeg har altid troet, at LaRouche-bevægelsen var noget marginal, og at ideen om at tage den internationale kamp op var noget håbløs. Men jeg er glad for, at min veninde blev ved. Hun har bedt mig om at komme med i ugevis. Jeg kom med: Det var utroligt!« Og hun skriver: »Jeg opfordrer alle til at deltage i opkaldet og blive aktive.«
Opkaldet finder sted kl. 11 østkysttid i morgen. Og jeg tror, at det viser, at folk bliver berørt af det, vi gør. Situationen er under forandring, der er et vakuum for reel diskussion på grund af mediernes rolle, men det er det, vi gør – vi ændrer det.
Så, Helga, har du nogle afsluttende ord?

ZEPP-LAROUCHE: Nej, men dette er helt klart det farligste øjeblik i verdenshistorien nogensinde. Og i stedet for at gemme sig og tænke, »hvordan kan jeg bevare mit privatliv«, som under Anden Verdenskrig, hvor de mennesker, der forsøgte at undgå krigen, endte med at blive ramt, fordi det endte med, at der ikke var noget sted at gemme sig. Og faren for en tredje verdenskrig er helt sikkert, at der ikke er noget skjulested! Så mobiliser det positive billede, du har af menneskeheden, og handl ud fra kærlighed til menneskeheden. For det, der motiverer mig stærkest, er tanken om, at hvis vi ikke løser dette problem, så vil alle de smukke ting, der er blevet skabt af generationer før os, gå tabt: Beethovens og andre komponisters musik; poesien fra alle de smukke digtere rundt om i verden vil være blevet komponeret for ingenting. Og det ville være en skam!
Så det er virkelig noget, man skal mobilisere i sig selv for at have styrken til at være en del af løsningen og stoppe dette og skabe en bedre verdenssituation med en ny økonomisk verdensorden ved at samarbejde med BRIKS-landene, for det ville være den nemme udvej.

SCHLANGER: Nå, Helga, jeg ved, at du er træt af jetlag og lige er kommet tilbage fra din rejse. Men tak, fordi du er med os i dag. Og igen, alle bør være med i morgen kl. 11.00 østkysttid. Du kan registrere dig og få linket på Schiller Instituttets hjemmeside. Så indtil i morgen, Helga, vi ses senere.

ZEPP-LAROUCHE: Vi ses i morgen!




Zepp-LaRouche til Solidarité & Progrès’ partikongres: ‘Ideernes kraft kan ændre historien’

21. september 2024 (EIRNS) -{Solidarité & Progrès’ partikongres i Paris samlede i dag folk til præsentationer og drøftelser under ledelse af landsformand Jacques Cheminade. Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og leder af Schiller Instituttet, gav et forudindspillet videobudskab med titlen »Ideernes kraft kan ændre historien«. Den fulde udskrift er her:}

{Bonjour mes amis français} [smiler],
Mine damer og herrer,

Jeg vil gerne tale til jer i dag om idéers magt til at ændre historien. Der er ingen tvivl om, at vi sandsynligvis befinder os i den farligste periode i historien nogensinde. Lørdag den 14. september rapporterede {Le Monde}, at franske regeringsmedlemmer frygter tredje verdenskrig, fordi de er bange for, at konflikten mellem Ukraine og Rusland er ved at komme ud af kontrol.

Det kan være en god ting, for det er kun, hvis befolkningen vågner op – og forhåbentlig vågner regeringerne op – at vi forhåbentlig kan ændre dette i tide. De næste fem-seks uger er de farligste. For »inside the Beltway«, som man siger – det vil sige i etablissementet i Washington – taler folk om, at USA, og dermed NATO, snart bliver nødt til at udkæmpe en mulig trefrontskrig mod Rusland, Kina og Nordkorea, og for den sags skyld kan man tilføje Iran.

Se, hvad der ligger bag, er, at der blandt disse personer fra etablissementet er en frygt for, at USA er ved at miste sin dominerende position i verden, fordi Rusland, Kina – det er et synonym for BRIKS – vil holde deres årlige topmøde i oktober i Kazan i Rusland. Og på det tidspunkt vil det stå klart, at de allerede vil udgøre langt størstedelen af verdens befolkning, og at mange flere medlemmer vil komme til på det tidspunkt. Det er derfor, Dick Cheney, som vi alle mindes med gru, støttede Kamala Harris, fordi han sagde, at Trump repræsenterer “den største fare for det amerikanske demokrati”.

De frygter, at NATO vil tabe til den »Globale Majoritet«, som BRIKS repræsenterer, og derfor vil de have en krig for at ødelægge Rusland.

Det ville være tredje gang, det blev forsøgt. Napoleon var første gang. Jeg tror, at folk i Frankrig er smerteligt klar over, hvor det endte. Anden gang var Hitler, og Europa er endnu ikke kommet sig over konsekvenserne af det storhedsvanvid. Og nu er det tredje gang, at NATO, eller “Anglosfæren” med deres kontrol over NATO, vil gøre det samme. Anglosfæren ofrer allerede Europa uden nogen nævneværdige bekymringer. EU, som er det bureaukrati, der styrer de europæiske vasaller, er i færd med at ødelægge Europa indefra. »Godtroende fjolser« udkæmper anglosfærens krig, ukrainerne i Ukraine, men også lejesoldater, franske, britiske og andre soldater.

Der er dog stor forskel på fortællingen og den virkelige historie. Hvis man ser på det fra overfladen lige nu, ser det ud til, at NATO og EU har styr på det hele. Men når man ser på den virkelige historie, er {ideer}, selv om de måske ikke lykkes i øjeblikket, nødvendigvis succesfulde på mellemlang og lang sigt. Se på følgende eksempler.

I 1975 kom Lyndon LaRouche, min afdøde mand, tilbage fra en rejse til Irak, hvor han havde diskuteret med ledere af Den Alliancefrie Bevægelse og foreslået at erstatte IMF med Den Internationale Udviklingsbank (IDB) for at få en kreditfacilitet til udviklingslandene, som ville gøre det muligt at udvikle dem. Vi spredte den idé blandt alle de alliancefrie lande, og i 1976 meddelte de, at det var Den Alliancefrie Bevægelses hensigt at få en ny økonomisk verdensorden. På det tidspunkt lykkedes det ikke, fordi der var en utrolig modreaktion. Mange lande blev destabiliseret: Indira Gandhi (Indien), fru Sirimavo Bandaranaike (Sri Lanka). Zulfikar Ali Bhutto (Pakistan) blev endda myrdet.

Men hvis man ser på BRIKS i dag, i 2024, er de lige nu den mest magtfulde økonomiske blok, der opstår. De har begyndelsen på det, som Brasiliens præsident Lula kalder Sydens Store Bank, Den Nye Udviklingsbank (NDB), som er fuldstændig udformet efter Lyndon LaRouches IDB.

Se på en anden ting. Oligarkiet besluttede at påtvinge verden deres malthusianske ideologi i 1972 ved at udgive skriftet Grænser for vækst {Limits to Growth}. Det havde gjort stor skade, fordi det skabte en verdensomspændende »økologisk« bevægelse. Men Lyndon LaRouche skrev en bog, der hed Der er ingen grænser for vækst; og det tog ganske vist kun et par årtier, men ikke desto mindre opgav Kina til sidst sin »etbarnspolitik«, som havde været resultatet af Romklubbens idé om, at ressourcerne er begrænsede. De overtog filosofien fra den gamle kinesiske filosof Sun Bin (død 316 f.Kr.), som allerede på det tidspunkt havde erklæret, at der ikke findes noget mere værdifuldt i universet end mennesker. Kineserne opdagede, at hvert barn er et enormt bidrag i form af det kreative potentiale, det tilfører verdens befolkning.

Tag et andet eksempel. Mellem 1989 og 1991, da Den kolde Krig endelig sluttede, og den tyske genforening kunne finde sted, blev Vesten, på trods af advarsler fra pave Johannes Paul II om, at der var “syndens strukturer” i både øst og vest, de neokonservative i anglosfæren, dybest set triumferende og hævdede, at de havde vundet Den kolde Krig. Og de begyndte at fortsætte med etableringen af en unipolær verdensorden, “regimeskift”, “farvede revolutioner”, interventionskrige, op til den nuværende krise.

Men samtidig udviklede Lyndon LaRouche og vores internationale bevægelse allerede en modplan, “Productive Triangle“, som var ideen om at forbinde Paris-Berlin-Wien, et område på størrelse med Japan, gennem tilførsel af moderne teknologier, og derefter bringe “udviklingskorridorer” ind i Comecon, ind i Polen, Warszawa, Kiev, Moskva og Balkan. I 1991 udvidede vi det til at blive »Verdenslandbroen«. I den forbindelse arrangerede vi, vil jeg sige, hundrede seminarer og konferencer. I 2013 annoncerede præsident Xi Jinping Kinas politik for den Nye Silkevej i Kasakhstan.

Siden da er Bælte- og Vej-Initiativet (BVI), som afspejler disse ideer, blevet til det, der helt klart er i færd med at blive Verdenslandbroen. Derfor vandt de ideer, der går i retning af global udvikling, åbenlyst.

Endnu et eksempel. Den 3. januar 2001 kom Lyndon LaRouche med en profetisk forudsigelse, hvor han sagde, at den nye Bush-regering ville blive konfronteret med så mange problemer i finanssektoren, at de ville gå efter en »ny rigsdagsbrand«. Præcis ni måneder senere, den 11. september, fandt angrebet på World Trade Center og Pentagon sted. Det var begyndelsen på det, der skulle blive til en amerikansk politistat og bestræbelserne på at opnå global dominans og en unipolær verden.

Hvis man ser på det nu, 23 år senere, i Sydvestasien, hvor USA har foretaget mange interventioner – Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen osv – er USA’s indflydelse ved at smuldre.

Se på situationen i Afrika. I Frankrig tror jeg, at folk er meget bevidste om, at den kolonialistiske politik er ved at blive forkastet.

Så hvad er Europas muligheder i denne situation? Vi oplever »tektoniske«, jeg vil endda sige »intergalaktiske« forandringer, hvor de fleste mennesker ikke er klar over, hvad det betyder i form af forandringer!

Så for Frankrig er der helt klart en mulighed for en »gaullistisk« impuls. Jeg tror, at Frankrig i den næste periode kunne tage initiativ til at forlade NATO’s integrerede kommando, ligesom de Gaulle gjorde, og tilslutte sig BRIKS. Selv Tyskland, som ser ud til at være helt i lommen på Anglosfæren lige nu, kan ændre sig dramatisk. Den tyske økonomi er i frit fald. Det vigtigste bilfirma i Tyskland, VW, lukker fabrikker, selv i Tyskland! Det har resulteret i et fuldstændigt sammenbrud i støtten til den nuværende koalitionsregering. Fireogfirs procent af befolkningen i Tyskland er utilfredse med denne regering.

Nu er det ikke nok bare at blive medlem af BRIKS. Jeg tror, vi er nødt til at foretage et mentalt spring og tænke på et helt nyt paradigme i de internationale relationer. Vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager højde for alle landes sikkerhedsinteresser på planeten, præcis som det skete med den Westfalske Fred (1648).

Vi er nødt til at tænke over, hvilken rolle Europa, de europæiske suveræne nationer, vil spille i den kommende verdensorden, som vil blive styret af Asien, som meget tydeligt vil blive domineret af det “Globale Syd”, den “Globale Majoritet”. Så Europa vil ikke længere blive styret af arrogante mennesker, der sidder på en høj hest og tror, at »Europa er en have, og resten af verden er en jungle« [sagt af[EU’s udenrigsrepræsentant Josep Borrell, og vi skal bare sørge for, at junglen ikke kommer ind i vores smukke have.

Nej, vi er nødt til at tænke helt anderledes. Vi er nødt til at tænke, at Europas identitet skal være at hjælpe alle steder på planeten med at blive en have, det vil sige helt konkret: Vi skal bruge vores videnskabelige og industrielle potentiale til at hjælpe med at skabe 2 til 3 milliarder produktive job i det Globale Syd. Kan vi gøre det?

Sergei Glazyev, en meget vigtig, måske den vigtigste russiske økonom, sagde i et smukt budskab til Lyndon LaRouches 100-års fødselsdag, at de lande, der følger Lyns økonomiske, videnskabelige metode, har succes. Og de, der ikke gør det, fejler.

Måske vil de europæiske nationer på grund af den dybe degeneration af vores kultur være de sidste på planeten, der forstår det. Men jeg tror, at hvis vi griber modigt ind i denne situation og »følger Lyndon LaRouches kloge ord« [sagde den mexicanske præsident José López Portillo] og Jacques Cheminade, så kan vi gøre det.

Foto: SI




Palæstinas ambassadør til Danmark, H.E. Prof. Dr. Manuel Hassassian’s
tale til Schiller Instituttets online-konference den 15. juni 2024.
Video og afskrift.

You can read the English transcript under the Danish translation.

Forstå den historiske baggrund for den palæstinensisk-israelske konflikt: Aktuelle realiteter, udfordringer og en køreplan for bæredygtig fred og varig retfærdighed, inklusiv Oase-planen

Prof. Dr. Manuel Hassassian

Palæstinensisk ambassadør i Danmark

Tale til Schiller Instituttets konference den 15. juni 2024.

Her er den fuld forudindspillet video og afskrift. Under konferencen var et par afsnit skåret væk pga. tidsbegrænsning.

Jeg vil gerne starte min tale med at takke Schiller Instituttet for denne mulighed for at tale til jeres ansete konference. Jeg beklager meget. Jeg kan ikke være til stede, fordi jeg er ude at rejse.

Og jeg vil gerne starte min tale med at give et kort resumé af Oase-planen, for senere, vil min diskussion eller overvejelse handle om den palæstinensisk-israelske konflikt, og hvordan det vil være i forbindelse med en plan, der virkelig vil bringe fred, sikkerhed og retfærdighed gennem økonomisk udvikling og gennem bånd mellem nord og syd og så videre. Og lad mig starte med at kaste et kort lys over Oase-planen, der er sponsoreret af Schiller Instituttet under titlen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina og for hele Sydvestasien. Fred gennem økonomisk udvikling er det eneste succesfulde grundlag for varig og retfærdig fred i Mellemøsten.

Der er ikke noget rent militært grundlag for fred eller sikkerhed, og militære løsninger har aldrig været en løsning. Så der er ikke noget rent militært grundlag for fred eller sikkerhed. Kun udvikling er afgørende. Men den største hindring for udvikling i vores region, som er Mellemøsten og Sydvestasien, er manglen på ferskvand. Som alle er bekendt med. For hvis vi ikke løser dette problem, vil den næste krig i Mellemøsten komme til at handle om vandressourcer, og gennem opførelsen af et netværk af afsaltningsanlæg, ideelt set baseret på atomkraft, der kan omdanne havvand til ferskvand.

Disse anlæg kunne forbinde Det Røde Hav med Det Døde Hav og Det Døde Hav med Middelhavet, som det er skitseret i planen. Og det vil kun ske ved at afvise magtpolitik, afvise geopolitik og opbygge et nyt paradigmeskift i internationale relationer, der er baseret på et nyt koncept for økonomisk udvikling, dvs. at sikkerhed og udvikling vil være fremherskende som et overordnet princip. Som Helga Zepp-LaRouche engang sagde. Jeg citerer: “Man er nødt til at have håb og give de unge en anstændig fremtid, så de kan få et normalt liv med nyttige ting.” Denne plan bør gælde for Palæstina-Israel-konflikten, for dens endelige afslutning og for dens lange levetid, for fred og sikkerhed.

Og lad mig nu kaste lys over den nuværende situation i Palæstina. Jeg synes, det er vigtigt at kende omfanget af denne store konflikt, som har påvirket hele verden. Og som I kan se, har den bredt sig til hele verden, hvor den offentlige mening bliver mere og mere opmærksom på, hvad palæstinenserne går igennem i Gaza, på Vestbredden og i Østjerusalem. Israels igangværende apokalyptiske militærkampagne mod Gaza, Vestbredden og Østjerusalem kommer oven på 76 års forfølgelse, fordrivelse og folkemord. Det har resulteret i masseødelæggelse. Den har ført til fordrivelse af over 90 % af Gazas befolkning og til, at titusinder af uskyldige civile er blevet dræbt og lemlæstet, hvoraf de fleste, som I ved, er kvinder og børn. 

I de sidste 250 dage har Israel gennemført en vedvarende kampagne med luftangreb rettet mod civile i Gaza. I den seneste optrapning er omkring 210 palæstinensere blevet massakreret, og over 400 er blevet såret i Al-Nuseirat-flygtningelejren i det centrale Gaza. Dødstallet ligger på ca. 37.000, og halvdelen af ofrene er børn. Tragisk er det, at over 10.000 martyrer menes at være fanget under murbrokkerne af de ødelagte bygninger. Den forfærdelige situation forværres af tabet af 147 FN-ansatte og ødelæggelsen af 32 hospitaler, hvilket kun efterlader nogle få operationelle faciliteter med begrænsede ressourcer. Desuden er alle uddannelsesinstitutioner, herunder skoler og universiteter, blevet decimeret, og adskillige religiøse steder som kirker og moskeer er blevet fuldstændig ødelagt. Kontrollen med grænseovergangen i Rafah begrænser yderligere adgangen til vigtige forsyninger, herunder brændstof, og forhindrer vitale tjenester i at fungere. Resultatet er, at ca. 70 % af Gazas infrastruktur ligger i ruiner, hvilket intensiverer den humanitære krise i regionen.

Hvilken betegnelse beskriver bedst denne konflikt? Er det en forsvarskrig, hvor Israel beskytter sig selv, eller er det en kampagne for at undertrykke et folk, der stræber efter uafhængighed og frihed? Nogle gange synes jeg, det er ironisk, når jeg diskuterer med europæiske eller amerikanske embedsmænd, som jeg har gjort utallige gange i min diplomatiske karriere, og de hele tiden taler for en to-statsløsning, mens Palæstina står over for stigende ødelæggelse. På trods af denne virkelighed fortsætter retorikken. Hvis de virkelig støtter en to-statsløsning, hvorfor udøver de så vetoret i FN, især når næsten 140 lande har anerkendt Palæstina? Desuden følger Europa ofte USA’s eksempel i denne sag, hvilket rejser spørgsmål om balancen i deres tilgang til to-statsløsningen.

I dag går palæstinenserne ind for det grundlæggende menneskelige princip om selvbestemmelse. Spørgsmålet er, hvorfor verdenssamfundet universelt støtter selvbestemmelse, som formuleret i Woodrow Wilsons 16. artikel, men at dette princip ofte ignoreres i forbindelse med Palæstina. Det giver anledning til overvejelser om, hvorvidt palæstinenserne opfattes som værende mindre værd i deres søgen efter anerkendelse som en uafhængig nationalstat i det internationale samfund.

Da det zionistiske projekt blev indledt i Palæstina, var regionen allerede betydeligt udviklet sammenlignet med naboområderne. Infrastruktur som havne og lufthavne samt en blomstrende økonomi og landbrug var allerede etableret. I modsætning til påstande fra personer som premierminister Golda Meir, der sagde, at ørkenen først blomstrede efter zionisternes ankomst, tyder historiske beviser på det modsatte. Der findes dokumenterede optegnelser, som understøtter påstanden om, at regionen allerede var velstående, før den zionistiske bevægelse begyndte.

Denne vedvarende konflikt, som har varet i mange år, har ikke i tilstrækkelig grad pirret verdenssamfundets samvittighed. Den er ofte blevet betragtet som en regional strid eller en konflikt mellem to parter, der kæmper om det samme territorium. Palæstinenserne hævder dog, at de ikke bestrider landet, men snarere hævder deres retmæssige ejerskab. De ser zionisterne som indtrængere, der har forsøgt at kontrollere deres hjemland. Derfor er konflikten ikke blot et spørgsmål om konkurrerende krav på fælles land; den opfattes som en indtrængen fra Israels side. Den zionistiske bestræbelse fik opbakning fra det internationale samfund, som bærer hovedparten af ansvaret for at omgøre konsekvenserne af disse handlinger.

Diskussionen om den praksis, der er forbundet med denne omstridte besættelse, kunne vare i timevis, men sagens kerne er klar: Hvordan kan vi gøre en ende på denne konflikt? Og hvem er de primære interessenter, der forsøger at skabe en løsning? Det er frustrerende, at USA på trods af sin position som fredsprocessens leder i de sidste tre årtier har svigtet og tyet mere til krisestyring end til konfliktløsning. I øjeblikket er det tydeligt, at USA har fejlet fælt i sin rolle som ærlig fredsmægler, da det har støttet Israel, den dominerende part, uforholdsmæssigt meget i forhold til Palæstina, den marginaliserede modpart.

Desværre har vores tillid til amerikanerne været malplaceret. Jeg har ondt af de amerikanske borgere, som styres af et så ineffektivt lederskab i USA med en nærsynet vision om at fremme global sikkerhed og fred. En præsident, der går ind for humanitær adgang, sender paradoksalt nok tusindvis af bomber, som resulterer i uskyldige børns og palæstinenseres død i Gaza. Hvordan kan vi tolerere så senile udtalelser fra en præsident, som ikke har kontakt med virkeligheden? Desværre er alternativet ikke mere lovende.

I det nuværende globale landskab bliver tanken om at bruge enkeltpersoner eller lande som simple brikker i internationale konflikter i stigende grad anset for uholdbar. Mens sådanne konflikter har potentiale til at optrappe til regionale eller endog globale krige, kan de grundlæggende årsager ofte spores tilbage til grundlæggende problemer som ekstrem sult, dyb fattigdom, manglende økonomisk udvikling og nationale interesser. 

Derfor rejser der sig et spørgsmål: Hvilke konsekvenser vil en anerkendelse af Palæstina som stat have for det internationale samfund? Palæstina har tidligere vist sig villig til at gå på kompromis, hvilket fremgår af, at landet kun accepterede 22 % af det historiske Palæstina som stat i 1988. Dette område omfatter Vestbredden, Gaza og Østjerusalem, mens de resterende 78 % blev tildelt det zionistiske projekt. På trods af dette store kompromis er der stadig visse fraktioner i Israel, som søger efter yderligere territorial ekspansion, især på Vestbredden. Når det er sagt, er det vigtigt at bemærke, at Israels interesse i Gaza primært drejer sig om sikkerhedshensyn og adgang til olie snarere end territoriale ambitioner.

I løbet af de sidste to årtier har der været et bemærkelsesværdigt fravær af effektivt og karismatisk globalt lederskab, hvilket har bidraget til en følelse af stagnation eller tilbagegang midt i igangværende konflikter, sult og uretfærdighed. Det rejser spørgsmål om kvaliteten af den demokratiske repræsentation og de politiske partiers indflydelse på valg af ledere. På trods af de mange intellektuelle og institutionelle ressourcer i USA, eksemplificeret ved anerkendte tænketanke og akademiske institutioner som Harvard, Yale, Columbia osv., anses præsidentkandidater som Biden og Trump af nogle personer som impotente og ineffektive. Det understreger bekymringen for den politiske elites dominans over valgprocessen i stedet for ægte folkeligt lederskab.

Der sættes spørgsmålstegn ved USA’s effektivitet som tredjepartsmægler, der skal bygge bro over kløften og uligheden mellem to parter, der ikke er på lige fod. I forhandlingerne mellem Israel og Palæstina er ubalancen i magtdynamikken tydelig. USA, som har en dominerende position, udarbejder ofte resolutioner til fordel for Israel, og palæstinenserne har ikke meget andet valg end at rette sig efter dem. Denne mangel på ligeværdighed underminerer essensen af ægte forhandlinger, som ideelt set involverer symmetriske forhandlinger mellem to stridende magter, der stræber efter at løse uoverensstemmelser. Men i denne sammenhæng var forhandlingerne mere dikteret af magtpolitik end af oprigtig dialog. Palæstinenserne, som den undertippede part, bar konsekvent byrden af disse ubalancer.

Den aktuelle situation med demonstrationer i Israel kan virke misvisende, men det er vigtigt at forstå den bredere offentlige stemning. Der er sket et markant skift i den israelske offentlige mening siden den første intifada i 1987 med en overvejende støtte til højrefløjens lederskab. Indflydelsen fra venstreorienterede progressive elementer er mindsket, hvilket har ført til deres marginalisering i det politiske landskab. Fremkomsten af personer som Ben-Gvir, Smotrich og Netanyahu i magtpositioner afspejler denne højreorienterede tendens. Derfor er potentialet for en mere liberal regering, der går ind for fred, blevet forhindret af den fremherskende højreorienterede stemning i det israelske samfund.

Ordsproget “Velgørenhed starter hjemme” lyder sandt i denne sammenhæng. Stabiliteten i regionen afhænger af, at USA fører en upartisk politik, i stedet for den dobbeltmoral landet hidtil har udvist. På den ene side forsøger man at skabe fred med vores nabolandes regeringer; at Israel kun er kirurgisk, når det handler med Hamas, men man kan tydeligt se konsekvenserne af det. Der er en risiko for at opildne til større konflikter med Egypten, Libanon og Iran. USA’s manglende evne til at skabe en våbenhvile har kompromitteret dets troværdighed. 

Den nuværende situation i Israel er meget ustabil, og optrapningen af spændingerne tyder på en farlig vej. Nogle observatører mener, at Israels undergang er i gang, hvilket understreges af nylige begivenheder som f.eks. studenterprotester i USA. Disse protester afslører en bredere kritik af Biden-administrationens håndtering af internationale konflikter, herunder Gaza-krisen og krigen i Ukraine. Ifølge eksperter er det et tegn på et større mønster af fiasko, når det gælder om at hævde amerikansk dominans på den globale scene. 

I dag er drivkraften bag konflikter ofte forankret i nationale og økonomiske interesser snarere end i ren ideologi. Men det nidkære engagement hos enkeltpersoner, der er drevet af religion, giver stadig anledning til bekymring. Det er vigtigt at forhindre enhver potentiel optrapning til en religiøs konflikt, især mellem muslimer og jøder. Vores fokus er på at føre en national kamp, styret af den verdslige ideologi om etablering af en demokratisk enhed i Palæstina, hvilket er i overensstemmelse med vores lederes overbevisning. Men denne vision kræver en kollektiv indsats, herunder præsident- og parlamentsvalg i Palæstina samt en omfattende reform af vores politiske infrastruktur. Jeg siger ovenstående som selvkritik, fordi jeg er nødt til at være ærlig som akademiker for at kunne skitsere de store skridt, der er nødvendige for realistisk at opnå bæredygtig og varig fred.

Endelig kan en omfavnelse af LaRouches koncept om økonomisk udvikling, som Schiller Instituttet står for, spille en central rolle i at skabe global sikkerhed gennem regional sikkerhed og ved at løse langvarige konflikter som den palæstinensisk-israelske konflikt. Ved at prioritere økonomiske bånd frem for militære løsninger kan nationer fra nord til syd omfavne en win-win-tilgang, der fremmer global stabilitet og velstand.

Jeg ønsker konferencedeltagerne held og lykke med deres bestræbelser, og jeg håber, at mit budskab er højt og tydeligt: Lad os alle sammen arbejde for fred og stabilitet gennem økonomisk stabilitet, og gennem det vi kalder LaRouche-konceptet. Hvilket er Oase-planen. Mange tak, mine damer og herrer. 

———————–
English transcript:

Understanding the Historical Context of the Palestinian-Israeli Conflict: Current Realities, Challenges, and the Roadmap to Sustainable Peace and Lasting Justice, including the Oasis Plan

Prof. Dr. Manuel Hassassian

Palestinian Ambassador to the Kingdom of Denmark

Speech to the Schiller Institute conference on June 15, 2024.

Pre-recorded video on June 12, 2024 . This is the full speech in video and written form, and includes a couple of paragraphs that were cut during the conference presentation for time reasons.

I would like to start my address by thanking the Schiller Institute for this opportunity to address your esteemed conference. I’m sorry that I’m not going to be with you because I’ll be traveling. And I would like to start my speech by giving a brief synopsis about the Oasis plan, because later my discussion or deliberation will be about the Palestinian-Israeli conflict and how that will be in the context of a plan that will really bring peace, security and justice through economic development and through ties between North and South, and what have you.

 

And allow me to start by shedding a brief light on the Oasis Plan, sponsored by the Schiller Institute under the title LaRouche solution for peace Through Development between Israel and Palestine and for all Southwest Asia. Peace through economic development is the only successful basis for lasting just peace in the Middle East region. There is no purely military basis for peace or security, and military solution has never been a solution. So there is no purely military basis for peace or security. Only development is essential. However, the greatest impediment to development in our region, which is the Middle East region and Southwest Asia, is the shortage of fresh water, as everybody knows. Because if we don’t solve this problem, the next war in the Middle East is going to be over water resources.

 

And through the construction of network of desalination plants, ideally nuclear powered, that could turn the seawater into fresh water. These plants could connect the Red sea with the Dead Sea and the Dead Sea with the Mediterranean as it is outlined in the plan. And it will only come about by rejecting power politics, rejecting geopolitics, and building a new paradigm shift of international relations that is based on a new concept of economic development, i.e. security and development will prevail as a great design. As Helga Zepp-LaRouche once said. I’m quoting. “You have to have hope and give the youth a decent future to have a normal life of doing useful things.” This plan should be applicable to the Palestine-Israel conflict, for its finality and for its duration of longevity, for peace and security. And now let me shed light on the current situation in Palestine. I think it is important to know the magnanimity of this great conflict that has been affecting the entire world. And as you can see, it has swept all over the world with public opinion that is becoming more and more aware of what the Palestinians are going through in Gaza, the West Bank and East Jerusalem. Israel´s ongoing apocalyptic military campaign against Gaza and the West Bank and East Jerusalem comes on top of 76 years of persecution, displacement and genocide. It has resulted in mass destruction. It has resulted in displacement of over 90% of the Gazan population, and the deaths and maiming of tens of thousands of innocent civilians, most, as you know, are women and children.

 

For the past 250 days, Israel has conducted a sustained campaign of airstrikes targeting civilians in Gaza. In the latest escalation, around 210 Palestinians have been massacred, with over 400 wounded at Al-Nuseirat refugee camp in central Gaza. The death toll stands at

approximately more than 37,000, with half of the victims being children. Tragically, over 10,000 martyrs are believed to be trapped under the rubble of destroyed buildings. The dire situation is exacerbated by the loss of 147 UN personnel and the destruction of 32 hospitals, leaving only a few operational facilities with limited resources. Furthermore, all educational institutions, including schools and universities, have been decimated, and numerous religious sites such as churches and mosques, have been completely destroyed. Control of the Rafah border crossing further restricts access to essential supplies, including fuel, preventing the functioning of vital services. As a result, approximately 70% of Gaza’s infrastructure lies in ruins, intensifying the humanitarian crisis in the region.

 

What label best describes this conflict? Is it a defensive war, with Israel protecting itself, or is it a campaign to suppress a people striving for independence and freedom? Sometimes, I find it ironic when I discuss with European or American officials, as I’ve done countless times in my diplomatic career, and they continuously advocate for a two-state solution while Palestine faces increasing destruction. Despite this reality, the rhetoric persists. If they truly support a two-state solution, why do they wield veto power in the United Nations, especially when nearly 140 countries have recognized Palestine? Moreover, Europe often follows the lead of the United States in this matter, raising questions about the balance in their approach to the two-state solution.

 

Today, Palestinians are advocating for the fundamental human principle of self-determination. The question arises as to why the global community universally supports self-determination, as articulated in Woodrow Wilson’s 16th article, yet this principle is often disregarded in the context of Palestine. This prompts reflection on whether Palestinians are perceived as deserving less consideration in their quest for recognition as an independent nation-state within the international community.

 

During the inception of the Zionist project in Palestine, the region was already significantly developed compared to neighbouring areas. Infrastructure such as harbors and airports, as well as a thriving economy and agriculture, were already established. Contrary to claims made by figures like Prime Minister Golda Meir, who stated that the desert bloomed only after the arrival of Zionists, historical evidence suggests otherwise. There are documented records supporting the assertion that the region was already prosperous before the onset of the Zionist movement.

 

This enduring conflict, which has persisted for many years, has not adequately sti rred the conscience of the global community. It has often been regarded as a regional dispute or a conflict between two parties vying for the same territory. However, Palestinians assert that they are not contesting the land but rather asserting their rightful ownership. They view Zionists as intruders who have sought to control their homeland. Therefore, the conflict is not simply a matter of competing claims over shared land; it is perceived as an incursion by Israel. The Zionist endeavour received backing from the international community, which bears the brunt of the responsibility to reverse the consequences of these actions.

 

The discourse on the practices associated with this contentious occupation could extend for hours, yet the crux of the matter is clear: how can we bring about an end to this conflict? Moreover, who are the primary stakeholders endeavouring to forge a resolution? It’s frustrating that despite positioning itself as the gavel holder of the peace process for the last

three decades, the United States has faltered, resorting more to crisis management than conflict resolution. Presently, it’s evident that the U.S. has failed dismally in its role as an honest broker for peace, as it has disproportionately supported, unequitably, Israel, the dominant party, over Palestine, the marginalised counterpart.

 

Regrettably, our faith in the Americans has been misplaced. I feel sorry for the American citizens who are governed by such ineffective leadership in the United States, with a myopic vision to fostering global security and peace. A president advocating for humanitarian access is paradoxically sending thousands of bombs, resulting in the deaths of innocent children and Palestinians in Gaza. How can we tolerate such senile statements from a president who seems out of touch with reality? Sadly, the alternative isn’t any more promising.

 

In the current global landscape, the notion of using individuals or countries as mere pawns in international conflicts is increasingly deemed untenable. While such conflicts have the potential to escalate into regional or even global wars, the root causes often trace back to fundamental issues like extreme hunger, abject poverty, lack of economic development and national interests.

 

Therefore, a question arises: what implications would the recognition of Palestine as a state hold for the international community? Notably, Palestine has previously demonstrated willingness to compromise, as evidenced by its acceptance of only 22% of historic Palestine for statehood in 1988. This territory encompasses the West Bank, Gaza, and East Jerusalem, while the remaining 78% was accorded to the Zionist project. Despite this heavy compromise, the quest for further territorial expansion, particularly in the West Bank, persists among certain factions within Israel. That said, it is important to note that Israel’s interest in Gaza primarily revolves around security considerations, and access to oil, rather than territorial ambitions.

 

Over the past two decades, there’s been a notable absence of effective and charismatic global leadership, contributing to a sense of stagnation or decline amidst ongoing conflicts, hunger, and injustice. This raises questions about the quality of democratic representation and the influence of political parties in shaping leadership choices. Despite the abundance of intellectual and institutional resources in the United States, exemplified by renowned think tanks and academic institutions like Harvard, Yale, Columbia, etc. the presidential candidacy of figures like Biden and Trump is viewed by some as a impotence and ineffective. This highlights concerns about the dominance of political elites over the electoral process, rather than genuine grassroots leadership.

 

The effectiveness of the United States as a third party mediator to bridge the gap and inequity between two sides that are not on equal footing is called into question. In negotiations between Israel and Palestine, the imbalance in power dynamics is evident. The United States, holding a dominant position, often drafted resolutions favouring Israel, leaving the Palestinians with little choice but to comply. This lack of parity undermines the essence of genuine negotiations, which ideally involve symmetric negotiations between two contending powers striving to resolve differences. However, in this context, negotiations were dictated more by power politics than by sincere dialogue. The Palestinians, as the underdog party, consistently bore the brunt of these imbalances.

 

The current state of demonstrations in Israel may appear misleading; however, it’s crucial to understand the broader public sentiment. There has been a significant shift in Israeli public opinion since the first Intifada of 1987, with a predominant support for right-wing leadership. The influence of left progressive elements has diminished, leading to their marginalisation within the political landscape. The emergence of figures like Ben-Gvir, Smotrich, and Netanyahu in positions of power reflects this right-wing trend. Consequently, the potential for a more liberal government advocating for peace has been hindered by the prevailing right-wing sentiment in Israeli society.

 

The adage “Charity starts at home” rings true in this context. The stability of the region hinges on the United States adopting an impartial policy instead of the double standards it has demonstrated thus far. On the one hand, attempting to have peace with our neighbouring governments; that Israel is only surgical when it deals with Hamas, but one can plainly see the ramifications of that. There’s a risk of instigating wider conflicts with Egypt, Lebanon and Iran. The failure of the U.S. to bring a ceasefire has compromised its credibility.

 

 

The current situation in Israel is very volatile, with escalating tensions suggesting a perilous path. There are observers expressing the belief that the destruction of Israel is underway, highlighted by recent events such as student protests in America. These protests unveil a broader critique of the Biden administration’s handling of international conflicts, including the Gaza crisis and the Ukraine war. Pundits view this as indicative of a larger pattern of failure in asserting American dominance on the global stage.

 

 

Today, the impetus for conflict is often rooted in national and economic interests rather than pure ideology. However, the zealous commitment of individuals driven by religion remains a concern. It is important to prevent any potential escalation into a religious conflict, particularly between Muslims and Jews. Our focus is on the pursuit of a national struggle, guided by the secular ideology of establishing a democratic entity in Palestine, which aligns with the beliefs of our leadership. Yet, this vision necessitates collective efforts, including presidential and legislative elections in Palestine, as well as comprehensive reform in our political infrastructure. I say the above as self-criticism, because I have to be honest as an academic in order to outline the major steps required to realistically attain sustainable and lasting peace.

 

 

Finally, embracing the LaRouche concept of economic development as espoused by the Schiller Institute, could play a pivotal role in creating global security, through regional security, through resolving long-standing conflicts such as the Palestinian-Israeli conflice. By prioritising economic ties over military solutions, nations from the north to the south can embrace a win-win approach that promotes global stability and prosperity.

 

I wish the conferees all the good luck in their endeavors, and I hope my message is loud and clear, and let’s work all together for peace, stability, through economic stability and through the what we call the LaRouche concept. Which is the Oasis plan. Thank you very much, ladies and gentlemen.




Schiller Instituttets konference den 15.-16. juni:
Gør en ende på truslen om atomkrig; vær med i Den Globale Majoritet!

Ikke korrekturlæst

(EIRNS) – 15. juni 2024

Det internationale Schiller Instituts todages konference, ” Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!” blev indledt den 15. juni i en tid med ekstrem krise og fungerede som en platform for ikke blot en gennemgang af årsagerne til nødsituationen, men også for erklæringer om principper for løsninger. Den to dage lange begivenhed er organiseret i fire paneler med 23 talere fra 11 lande og med deltagelse i spørgsmål-og-svar-sessionerne fra mange nationer rundt om i verden. Det fulde program er lagt ud på Schiller Instituttets hjemmeside sammen med den arkiverede video af hele begivenheden.

Åbningspunktet i invitationen til konferencen blev behandlet direkte i det første panel: “Vestens kollektive forsøg på at hævde det neoliberale systems globale dominans efter afslutningen af den kolde krig har været en rungende fiasko.” Mange forskellige aspekter af dette blev diskuteret, især de vestlige lederes inkompetence, deres mangel på diplomati og det faktum, at sidste uges valg til Europa-Parlamentet var en rungende afvisning af de nuværende ledende embedsmænd i hele EU. Titlen på panel I var “Europa efter valget til Europa-Parlamentet”.

“Hvorfor er vi på randen af tredje verdenskrig?

Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche, som holdt hovedtalen, talte alvorligt om den nuværende fare og spurgte: “Hvorfor er vi på randen af tredje verdenskrig?” Hun nævnte tydelige beviser på det, fra de nylige Ukraine-baserede angreb på to af de russiske 10 faciliteter til tidlig varsling af atomare angreb og andre stærke begivenheder. Men faktisk, understregede hun, “er vi ved afslutningen af en epoke”, med henvisning til afslutningen af kolonialisme og neokolonialisme, som har bremset menneskeheden siden 1500, og vi bør komme videre. Vi har brug for et nyt system, og den gode nyhed – som de vestlige medier har fortiet – er, at “et nyt verdenssystem er i færd med at blive opbygget.” Hun henviste til tidligere fundamentale, positive skift, der blev fremmet af store personligheder, Tysklands Gottfried Leibniz (1646-1716) og Friedrich List (1789-1846) og Kinas Cai Yuanpei (1868-1940). Zepp-LaRouche afsluttede sin hovedtale med at sige: “Lad os slutte os til den Globale Majoritet.”

De øvrige paneldeltagere fra USA, Tyskland, Frankrig, Schweiz, Hviderusland og Rusland var alle enige om, at det haster med at handle på nutidens kriser, og de havde forskellige synspunkter og betoninger. Den tidligere amerikanske ambassadør Chas Freeman, der forsker i forholdet mellem USA og Kina, indledte sine betragtninger med at sige: “Nogen må tale for fred.”

To talsmænd fra Hviderusland tilføjede, hvad stemmer for fred har sagt i årevis fra Eurasien. Dr. Olga Lazorkina, formand for den udenrigspolitiske afdeling ved det hviderussiske institut for strategisk forskning (BISR), talte om, at nationer skal “finde fælles fodslag”, da vi lever på én planet. I 2023 vil der være omkring 183 regionale konflikter i verden, sagde hun. Vi må handle ud fra alternativer. På det store eurasiske kontinent er der “alternative mekanismer for global økonomisk” udvikling, som er aktive regionalt, såsom Den Eurasiske Økonomiske Union, der bygger på “venskab og kontinuitet”. Hendes hviderussiske kollega Vitaly Romanovsky, der er chefrådgiver i BISR’s udenrigspolitiske afdeling, gennemgik specifikt Hvideruslands rolle i de seneste års fredsbestræbelser i Ukraine.

De fire talere i panel 1 med militær baggrund og tilknytning var meget hårdtslående. Oberst Alain Corvez (ret.) fra Frankrig, tidligere rådgiver for det franske indenrigsministerium, citerede Nietzsche for at understrege sin pointe om, at ledende skikkelser i Vesten er demente. De befinder sig i nihilismens domæne og er ikke i stand til at tænke rationelt. USA er en hegemon, som ikke anerkender, at den har mistet sin dominans, så det at søge diplomatiske forbindelser med dem er det, der gør det så farligt. Corvez var enig i konferencens tema om at mobilisere bredt for en Westfalisk Fred-tilgang. Hans landsmand fra Frankrig, Caroline Galactéros, som er politolog og oberst i reserven, opfordrede Frankrig til at “frigøre sig” fra USA og dets krigsførelse og slå sig sammen med dem, der arbejder for stabilisering og sikkerhed. Vi bør “redde, hvad der er tilbage af Ukraine.”

Fra Schweiz redegjorde oberstløjtnant Robert Bosshard (pensioneret) for militære detaljer om, hvordan “vi befinder os i et globalt dødvande”, når det drejer sig om fastlåste, forfærdelige situationer som i Ukraine og Gaza. Dette kan og skal ændres.

Fra Tyskland gjorde Rainer Rupp, ekspert i militær efterretning, som arbejdede direkte i NATO fra 1977 til 1993 i forbindelse med deres periodiske simuleringer af atomare øvelser kaldet “Wintex” (vinterøvelser), det meget klart, hvilken tankegang han så på første hånd, hvor amerikanske, britiske og andre NATO-ledere slet ikke tog hensyn til de massedødsfald, der var på spil i det Europa, som de hævdede at beskytte.

“En falsk fred i Westfalen II?

Udsigten til en positiv udgang på dagens krise var et tema, der blev taget op af taleren fra Rusland, Georgy Toloraya, direktør for Centret for Asiatisk Strategi ved Det Russiske Videnskabsakademis Institut for Økonomi. Han gav en kort rapport om den store tale, som den russiske præsident Vladimir Putin holdt den 14. juni for de øverste ledere i udenrigsministeriet, om forslag til eurasisk og global sikkerhed. Dette involverer det “Globale Syd” og “Globale Øst” og nye konfigurationer i bevægelse såsom BRIKS. I sidste uge mødtes BRIKS-udenrigsministrene fra de oprindelige fem nationer og de fire nye medlemslande – Egypten, Iran, Etiopien, U.A.E. og Saudi-Arabien – for første gang i Nizhny Novgorod og så frem mod det, der kan blive “en ny handlingsfase” til gavn for hele verden.

Zepp-LaRouche anbefalede under paneldiskussionen, at vi opsøger forskellige miljøer og institutioner, hvor vi kan diskutere perspektiver og principper for at afslutte krisen. Hvad med tænketanke fra alle fem kontinenter? Eller på universitetsniveau? Der er en ekstrem mangel på dialog, og NATO’s fortælling er designet til at være kvælende og blokere for enhver tanke og handling.

Hun satte dette på et individuelt niveau. Hver person bør have en vision for sig selv om, hvordan verden bør være, og hvad vi hver især kan gøre for det og gøre ud af vores liv. “Krig er et resultat af en dyb kulturel krise” i Vesten. Zepp-LaRouche ser den nuværende periode på tre til seks måneder som den farligste tid i historien. Vi er nødt til at skabe en dialogproces, hvor det bedste af menneskeheden overalt bliver inspireret og engageret til at handle. Schiller Instituttet og den internationale fredsproces er dedikeret til det.

Den Globale Majoritet

Panel II med titlen “Den Globale Majoritets udviklingsaspirationer” havde seks talere, som repræsenterede Sydamerika, Europa og Palæstina i Sydvestasien. Scenen blev sat med et videouddrag fra Lyndon LaRouche, der talte for 20 år siden på en konference i Tyskland den 4. maj 2001 om økonomisk udvikling, hvor han fokuserede på “at se på muligheden for, hvad vi kan gøre i Eurasien, og på Afrikas behov”. Han præsenterede ideen om udviklingskorridorer “fra Atlanterhavet til Stillehavet”, der stråler i alle retninger, år før den kinesiske præsident Xi Jinping den 13. september 2013 lancerede Belt and Road Initiative.

Det første panel begyndte også med en video fra LaRouche i Virginia den 20. februar 2005, hvor han advarede om, at der skal organiseres en ny økonomisk og sikkerhedsmæssig ramme for verden. Han talte om “det amerikanske lederskabs tilbagegang og fald” fra 1971 til 2005 og nævnte George Shultz, Paul Volcker, Zbigniew Brzezinski og andre.

I Panel II fra Sydamerika gav Guyanas tidligere præsident Donald Ramotar både et billede af den økonomiske udnyttelse i årtier af hans og andre nationer. Se bare på fødevarer i Caribien. Landene dér skal bruge 4 milliarder dollars om året på fødevareimport. Alt dette skal ændres, og BRIKS-nationernes fremgang er afgørende for det. Henry Baldelomar, professor i internationale anliggender ved Nur University i Santa Cruz, Bolivia, sagde: “Vi står nu ved en korsvej for udvikling af en ny orden.” Den gamle ECLAC-model (FN’s økonomiske kommission for Latinamerika) er for begrænset til udfordringerne i forbindelse med reel udvikling. Baldelomar talte om projekter som den nye bi-oceaniske jernbanekorridor, der forbinder Stillehavet og Atlanterhavet.

I modsætning til vækstperspektivet præsenterede rapporter fra Europa et billede af unødvendige økonomiske og sociale sammenbrud som følge af destruktive politikker. Folker Hellmeyer, cheføkonom hos Netfonds AG i Tyskland, talte i et båndoptaget interview med Zepp-LaRouche med titlen “Quo Vadis, Tyskland?” om så grundlæggende problemer som manglen på energi, og at den er ubetalelig. Sanktionernes skade på import og eksport og meget mere. Den ungarske ekspert Prof. Dr. Laszlo Ungvari, præsident (emeritus) for Wildau University of Technology, talte om, hvor skuffet han er over Europa med dets degraderede politikere ved magten og tabte unge mennesker.

Den italienske økonom og Kina-ekspert Michele Geraci, tidligere statssekretær i det italienske ministerium for økonomisk udvikling, uddybede, hvad “win-win”-relationer mellem nationer ville betyde for deres gensidige økonomiske udvikling. Han sagde: “Jeres velstand og min velstand er en integreret del af hinanden.”

Fra København begyndte den palæstinensiske ambassadør i Danmark, professor Dr. Manuel Hassassian, sin præsentation om behovet for en palæstinensisk stat ved at fremlægge “LaRouche-konceptet” for udvikling i Oase-planen. Med et perspektiv om vand, strøm og al anden infrastruktur, der skal stilles til rådighed, er der et grundlag for fremtiden.

Rapporterne og dialogen i dette panel var et konkret udtryk for en kreativ reaktion på problemer, som opstod som en reaktion på den musik, der åbnede panelet. Der blev vist en video af den amerikanske basbaryton William Warfield (1920-2002), som sang “Die Beiden Grenadiere”, hvis tekst er af Heinrich Heine, og hvis musikalske ramme er af Robert Schumann. I stedet for den ynkelige scene med soldater, der slæbte sig hjem fra Napoleonskrigene og gik til deres grave for at søge et minde, er vi nu kaldet til at kaste imperialismen og krigsførelsen af os og skabe en verden med liv og håb.

Der er to paneler søndag den 16. juni:

Panel III søndag (14.00-17.00 CET; 8 am ET) har titlen “Implikationerne af den videnskabelige revolution, der er i gang.” Panel IV: Rigdommen i menneskehedens kulturer og den kommende gyldne renæssance (18.00-21.00 CET; 12.00 ET)




Panel 4: Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!
Online-konference 16. juni 2024 kl. 18 eller senere.

Panel IV: Menneskehedens rige kulturer og den kommende gyldne renæssance (18.00-21.00; 12:00 ET)

Ordstyrer, Megan Dobrodt

– Jacques Cheminade, formand for Solidarité et Progrès, tidligere fransk præsidentkandidat; »The Culture of Peace« (Frankrig)

– Harley Schlanger, næstformand for bestyrelsen, Schiller Instituttet – USA; »Hvordan den offentlige mening manipuleres« (Tyskland)

– Sophie Tanapura, Maestra-sopran, grundlægger af Metropolitan Opera of Bangkok (Thailand)

– Karel Vereycken, maler og gravør, kunsthistoriker, Schiller Instituttet-Frankrig; »Samarbejde om verdens kulturarv: en vigtig nøgle til verdensfred« (Frankrig)




Panel 3: Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!
Online-konference 16. juni 2024 kl. 18 eller senere.

Panel III: Konsekvenserne af den igangværende videnskabelige revolution (14:00-17:00; 08:00 ET)

Ordstyrer, Claudio Celani

 Francois Mellet, industrial engineer, Director of Operations at Stratek Global (Sydafrika)

– Prof. Sergey Pulinets, ledende forsker, Det russiske videnskabsakademis Rumforskningsinstitut (Rusland)

– Prof. Gennady Aksenov, S.I. Vavilov Institut for Videnskabs- og Teknologihistorie ved Det Russiske Videnskabsakademi, Afdeling for jordvidenskabernes Historie (Rusland)




Panel 2: Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!
Online-konference 15. juni 2024 kl 18 eller senere.

Panel II: Den Globale Majoritets forventninger til udvikling (18.00-21.00 CET; 12:00 ET)

Ordstyrer, Dennis Speed

– Jacques Cheminade, formand for Solidarité et Progrès, tidligere fransk præsidentkandidat (Frankrig)

– H.E. Donald Ramotar, tidligere præsident for Guyana (Guyana)

– Michele Geraci, tidligere statssekretær, det italienske ministerium for økonomisk udvikling (Italien)

– Folker Hellmeyer, cheføkonom i Netfonds AG (Tyskland)

– H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian, Den Palæstinensiske Myndigheds ambassadør i Danmark (Palæstina)

– Prof. Dr. László Ungvári, tidligere præsident for Wildau University of Technology (Ungarn)

– Tre repræsentanter fra det Globale Syd, som endnu ikke er annonceret




Panel 1: Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!
Online-konference 15. juni 2024 kl. 14 eller senere.

Foreløbigt program OPDATERET 14-06-2024

LØRDAG den 15. juni

Panel I: Europa efter valget til Europa-Parlamentet (14:00-17:00; 08:00 ET)

Ordstyrer, Dennis Speed

– Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet (Tyskland)

– Chas Freeman, forsker i USA og Kina og diplomat (pensioneret) fra USA’s udenrigstjeneste (USA)

– Dr. Olga Lazorkina, leder af udenrigspolitisk afdeling ved Belarusian Institute of Strategic Research (BISR), (Belarus)

– Prof. Georgy Toloraya, Direktør, Center for Asian Strategy, Institute of Economics of the Russian Academy of Sciences (Rusland)

– Caroline Galactéros, politolog (Frankrig)

– Oberstløjtnant (pensioneret) Ralph Bosshard, de schweiziske væbnede styrker; konsulent, militærstrategiske anliggender (Schweiz)

– Volker Tschapke, grundlægger og ærespræsident for det preussiske selskab Berlin-Brandenburg e.V. (Tyskland)

– Oberst (pens.) Alain Corvez, konsulent i internationale anliggender, tidligere rådgiver for det franske indenrigsministerium (Frankrig)

 




Hastearrangement i National Press Club: Faren for atomkrig er reel og skal stoppes.
Nu med hele afskriftet på engelsk.

EIR-NEWS, 12. juni 2024

Onsdag den 12. juni var Schiller Instituttet vært for en hasteindkaldt pressekonference med fire fremtrædende talere: Scott Ritter, tidligere FN-våbeninspektør og efterretningsofficer i den amerikanske marine; oberst Richard H. Black (pensioneret), tidligere chef for den amerikanske hærs strafferetlige afdeling i Pentagon og tidligere senator i staten Virginia; Helga Zepp-LaRouche: grundlægger og formand for Schiller Instituttet; og oberst Lawrence Wilkerson (pensioneret), tidligere stabschef for USA’s udenrigsminister Colin Powell. Ray McGovern, tidligere CIA-analytiker og medstifter af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS), skulle have medvirket, men måtte aflyse på grund af helbredsproblemer.

Stedet var National Press Club i Washington, D.C., og det personlige møde blev suppleret af journalister, der deltog via Zoom fra hele verden, med simultantolkning på spansk, tysk og fransk. Derudover deltog næsten 2.000 mennesker på et live-feed fra Schiller Instituttet, mens andre deltog via andre elektroniske kanaler.

Schiller Instituttets ordstyrer, Dennis Speed, bemærkede, at blandt andre Scott Ritter og Helga Zepp-LaRouche er blevet opført som mål af Ukraines USA-finansierede Center for Countering Disinformation (CCD). Ritter fik for nylig en chokerende behandling på foranledning af udenrigsministeriet, da han blev forhindret i at gå om bord på et fly for at deltage i St. Petersburg International Economic Forum i Rusland, og hans pas blev beslaglagt.

Ritter åbnede begivenheden med at sige, at hovedhistorien i alle amerikanske nyhedsudsendelser burde være den akutte fare for atomkrig. Folk siger med urette, at Cuba-krisen var det tætteste, vi nogensinde kom på en atomkrig, bemærkede han; på det tidspunkt foregik der diplomati. I dag sidder ambassadør Anatoly Antonov, en førende specialist i våbenkontrol, på den russiske ambassade på Wisconsin Avenue i Washington, D.C., “og hans telefon ringer ikke.” Efter Sovjetunionens fald besluttede USA at bevare en strategisk fordel og begyndte at trække sig ud af våbenkontrolaftaler. Gradvist gav afskrækkelse plads til en doktrin om krigsførelse med atomvåben. “Den største trussel mod os”, insisterede Ritter, “er den amerikanske politik med atomvåben”, og kun takket være den russiske ledelses tålmodighed har vi undgået en atomkrig.

Oberst Richard Black fortsatte temaet: “Vores atomdoktrin giver USA’s præsident fuld autoritet – uindskrænket autoritet” – til at starte en atomkrig uanset årsagen. Dette er forskelligt fra den russiske eller kinesiske doktrin; den russiske doktrin er defensiv, og atomvåben vil derfor kun blive brugt, hvis landet er under atomangreb, eller hvis nationens suveræne eksistens på anden måde er truet. “Ukraine var aldrig en vital amerikansk interesse”, sagde Black og tilføjede, at krigen begyndte over, hvorvidt Ukraine ville blive integreret i NATO, og atomvåben kunne stationeres der, tæt nok på til, at Rusland ikke ville have tid til at reagere på et førsteangreb. Efter at Rusland gik ind i Ukraine i februar 2022, begyndte fredsforhandlingerne inden for fire dage. Efter to måneder var de næsten nået frem til en aftale. Så blev den britiske premierminister Boris Johnson sendt til Kiev for at fortælle ukrainerne: “Hold op med de fredsforhandlinger, og kom tilbage til det vigtige arbejde med at kæmpe.”

Sammenfattende sagde Black: “Hele dette enorme hav af blodsudgydelser, som fulgte, har stort set været unødvendigt.” Han beskrev amerikanske og NATO-lancerede provokationer såsom sabotagen af Nord Stream-rørledningen, der kastede den tyske økonomi ud i recession; den franske præsident Macrons forslag om at sende tropper som “trænere”, som i Vietnam, hvilket uundgåeligt vil føre til kamp; og forsøgene på at blænde russiske varslingsradarer og angreb på den russiske Engels-2-luftbase, hvor dets atombevæbnede bombefly er stationeret.

Helga Zepp-LaRouche beskrev, hvordan Rusland reagerer på disse tiltagende provokationer fra NATO. Ud over at gennemføre manøvrer til taktisk brug af atomvåben er en russisk flotille ankommet til Cuba netop på dagen for pressekonferencen. Da hun skulle diskutere løsninger, foreslog hun, at “det mest oplagte referencepunkt er Den Westfalske Fred”, som afsluttede Trediveårskrigen, fordi en fortsættelse af den krig ville have dræbt alle i Europa. Vi har nu en global version af den situation. Hun bad deltagerne om at studere hendes ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur og roste den kinesiske præsident Xi Jinpings forslag og det brasiliansk/kinesiske initiativ til at afslutte krigen i Ukraine.

Oberst Lawrence Wilkerson begyndte med at citere en “stor mand, en patriot og en helt i dette land”, Daniel Ellsberg, som har sagt, at vi er tættere på atomkrig, end vi nogensinde har været. Wilkerson tilføjede: “Det er alt sammen vores skyld. Det er imperiets skyld…. Vi har ophævet alle de beskyttende traktater, som vi møjsommeligt har udformet.” Før USA’s stedfortræderkonfrontation med Rusland i Ukraine var det et etableret princip i diplomatiet, at to stater, der besidder atomvåben, aldrig må gå i krig. “Det amerikanske folk har glemt, hvad det vil sige at bygge et beskyttelsesrum i sin baghave,” sagde han. “Vi har i denne nation ikke længere nogen idé om, hvad atomvåben kan gøre.”

Spørgsmål fra seerne og pressen

Den første spørger spurgte, om hvis vores ledere vidste, at de ville dø, ville det afholde dem fra at angribe med atomvåben. Oberst Black svarede, at amerikanske ledere sandsynligvis ville overleve et første angreb. Men vi har ikke et centralt intellektuelt lederskab, som tager ansvar for politikken.

“Vesten har i bund og grund satset hele sin eksistens på Putins rationalitet.” Ritter tilføjede: “Jeg vil sige, at der i Vesten ikke er en eneste leder, der i dag forstår, hvad atomkrig er…. Vi er nødt til at finde en måde at gøre det amerikanske folk bange igen.” Wilkerson fortalte, hvordan USA og Rusland ved afslutningen af Den kolde Krig havde 30.000 atomvåben hver og begyndte at reducere deres lagre. En undersøgelse fra U.S. Air Force sagde, at vi kunne gå ned til 600 hver. “Det var gode dage!” sagde Wilkerson. Men nu diskuterer USA, hvordan vi kan ændre vores atomare politik, så den bliver mere aggressiv.

Den uafhængige senatskandidat Diane Sare spurgte Zepp-LaRouche om forholdet mellem det truende sammenbrud af det transatlantiske finanssystem og krigsfaren. Som svar erkendte fru Zepp-LaRouche, at “systemet kan eksplodere når som helst, mens vi sidder her”, og at det truende tab af magt driver amerikansk hensynsløshed. Zepp-LaRouche beskrev afslutningen på Den kolde Krig som en “Sternstunde der Menschheit”, en gylden mulighed for menneskeheden. Men desværre afviste de neokonservative denne mulighed og gik i stedet efter deres drøm om en “unipolær verden” og Francis Fukuyamas teori om “historiens afslutning”. Årtier med NATO-udvidelse fulgte, med farvede revolutioner og militære interventioner. Hun tilføjede, at i modsætning til de neokonservatives vrangforestillinger, for hvem BRIKS betragtes som “en stor trussel mod herredømmet”, er ingen af disse lande en trussel i virkeligheden.

Professor Steve Starr, som underviser i atomvåben på University of Missouri, spurgte, hvad formålet var med angrebene på de russiske radarer, og om USA leverede oplysninger til at ramme dem. Wilkerson svarede på sidstnævnte spørgsmål og sagde: “Det er velinformeret spekulation, men ja.” Til spørgsmålet om, hvorfor det blev gjort, sagde han: “Vi er sindssyge.” Vi gjorde det af samme grund, som vi sprængte Nord Stream-rørledningen i luften. Ritter tilføjede, at dronerne ikke kunne være trængt ind i Rusland uden amerikanske efterretninger i realtid.

Black tilføjede: “Hvis man bluffer, er der altid en chance for, at den anden person gennemskuer ens bluff…. Man satser faktisk hele menneskeheden … og vi er jetonerne.”

En spørger i Mexico spurgte til den manglende krigsforberedelse i Vesten, og om det kunne være med til at afskrække en beslutning om at starte en krig. Ritter svarede, at hverken USA eller NATO er i stand til at gå ind i en fuld konfrontation med Rusland. “Det er den gode nyhed … den dårlige nyhed er, at vi fører en aggressiv politik, og standarden er atomvåben.”

En reporter fra TASS spurgte om muligheden for, at USA eller allierede vil forsyne Ukraine med atomvåben. Ritter spurgte retorisk: “Hvorfor skulle vi overdrage de farligste våben i verden til den mest uansvarlige nation i verden?”

En spørger fra Patriot Action PAC spurgte, om en atomar konflikt kunne blive brugt som en valgtaktik af denne regering. Black sagde, at det er scenariet “wag the dog”, og tilføjede, at Bill Clinton havde brugt krig mod Serbien til at komme sig politisk efter en rigsretssag. Men det skal være noget uventet, modererede Black; folk er nu trætte af krig. Det har de gjort klart ved valget til Europa-Parlamentet den 9. juni. Wilkerson tilføjede, at Biden er som LBJ (Lyndon B. Johnson –red.) i 1965: Han optrappede en krig, der ikke kunne vindes, fordi det ville skade hans muligheder for at blive genvalgt, hvis han trak sig.

Zepp-LaRouche blev bedt om at kommentere valget til Europa-Parlamentet den 9. juni. Hun svarede, at det er godt, at der nu er to tyske partier i parlamentet, som er imod krigen, men Tyskland er blevet “til grin i hele verden, … den totale kolonislave for anglosfæren.” Ritter tilføjede, at amerikanerne ikke længere tror på, at deres stemme tæller, og at de ikke kan lide nogen af kandidaterne. Men, sagde han, “spørg Emmanuel Macron – din stemme betyder noget.”

Et spørgsmål kom fra Pressenza International Press Agency om, hvordan folk rundt om i verden kan bidrage til fred i Ukraine, som de gjorde for at afslutte apartheid i Sydafrika. Zepp-LaRouche svarede: “Det er eftertrykkeligt stemmernes og landene i det Globale Syds ret” at gribe ind, fordi faren for atomkrig påvirker alle. NATO er fokuseret på at kontrollere fortællingen og har skabt et helt apparat til at dæmonisere Rusland og Kina, så det Globale Syd ikke bliver hørt i Vesten. En mere selvsikker rolle for Syd er det vigtigste, der kan ske for at ændre på tingene.

En tidligere ambassadør fra Grækenland bemærkede, at der ikke er noget civilforsvar i USA eller Europa i tilfælde af et atomart angreb. Black foreslog, at der blev sat opslag op i New Yorks undergrundsbaner med besked om at købe kaliumjod-tabletter for at beskytte sig mod stråling: “Det ville måske få folk til at tænke sig om en ekstra gang.” Ritter sagde, at regeringens opfordring til et mere aggressivt atomart scenarie indebærer, at nogen faktisk er i gang med at planlægge. Men denne planlægning omfatter ikke foranstaltninger som lagre af vand, mad, beskyttelsesrum osv. for at beskytte det amerikanske folk, som burde spørge: Svigter I os?

Ritter blev spurgt, hvad han havde tænkt sig at sige i Sankt Petersborg, hvis han ikke var blevet forhindret i at tage af sted. Han fortalte, at han havde planlagt en 40-dages rejse gennem Rusland som fredsambassadør, og at han ville live-streame turen. Det “skræmte dem fra vid og sans”, så de inddrog hans pas.

Carl Osgood fra EIR mindede Wilkerson om, at Daniel Elsberg skrev, at USA altid har brugt atomvåben, som en kriminel bruger en pistol, for at få det, han vil have, uden at trykke på aftrækkeren. Wilkerson spøgede med senator Lindsey Graham (R-SC), som repræsenterer hans hjemstat, og sagde: “Lindsey har nået nye niveauer af sindssyge.” Han tilføjede, at USA har 30-35 lande under drakoniske sanktioner uden nogen egentlig grund. Vi er forhadte over hele verden, vi er ude af stand til at mobilisere til krig, så den eneste mulighed er truslen om atomkrig.

Der kom et spørgsmål fra The Grayzone-siden: Hvad er konsekvenserne af Bidens foreslåede aftale med saudierne om at hjælpe med uranberigelse for at få normaliseret forholdet til Israel? Wilkerson svarede, at USA er desperat efter at løse situationen i Gaza, og saudierne ønsker at kunne fremstille et atomvåben. Kina og Rusland vil ikke give dem den mulighed, men det vil vi!

En reporter fra Radio Mindanao i Filippinerne spurgte, om det filippinske militær bliver optrænet som stedfortræder for en krig mod Kina. Ritter svarede, at USA ikke er i stand til at bekæmpe en ligeværdig styrke og derfor bruger Filippinerne i stedet, ligesom i Ukraine. Black sagde: “Det er meget vigtigt for Filippinerne at være klar over, hvad der foregår.”

Sammenfattende bemærkninger

Wilkerson: Den stat med atomvåben i dag, som er mest tilbøjelig til at bruge disse våben, er USA. En forsigtig stat har aldrig flere fjender på et givet tidspunkt, end den kan håndtere, men vi har gjort det meste af verden til fjender. Han foreslog, at vi skulle lære at bruge det “behændige instrument for national magt, der hedder diplomati”.

Black: Det var en stor sejr for menneskeheden, at Den kolde Krig sluttede ublodigt. Vi formåede ikke at udnytte det, og vi flyttede grænsen mod øst. Da Warszawa-pagten forsvandt, gjorde NATO det ikke. Det var et frygteligt tab for menneskeheden, at vi forpassede muligheden for fred.

Ritter: “Jeg blev rådet til ikke at forsøge at skræmme folk,” men det råd ignorerer han. Alle amerikanere er nødt til at vågne op om morgenen med den frygt for at dø af atomkrig, for så vil folk handle. For at din stemme skal tælle, er kandidaterne nødt til at vide, hvad din stemme står for: “Hvis du ikke er imod atomkrig, vil du aldrig få vores stemme.”

Zepp-LaRouche: “Vi er på vej ind i den vigtigste og farligste periode i hele historien.” NATO står over for et enormt ansigtstab, og den måde, hvorpå de opgav deres stedfortrædere i Afghanistan, burde være en lærestreg for filippinerne og ukrainerne. Hun fordømte den idiotiske politik med at konfiskere russiske aktiver – selv IMF har advaret om, at det finansielle system vil kollapse, når Rusland gør gengæld. Generationen fra Anden Verdenskrig vidste, hvad krig var, men den nye generation er overfladisk tænkende og kender ikke historien. Hvordan kunne den store tyske civilisation synke til nazismens niveau?

Der må være en følelse af højere lovmæssighed, naturlov, konkluderede fru Zepp-LaRouche, men den blev opgivet af sejrherrerne. Det er nødvendigt for debatten. “Vi er nødt til at opløfte menneskeheden til et højere moralsk niveau, hvis vi vil overleve denne store fare.”

Foto: EIRNS/Stuart Lewis

Hele afskriftet på engelsk:

Emergency Press Conference: The Danger of Nuclear War Is Real, and Must Be Stopped
Schiller Institute with founder and Chairwoman Helga Zepp-LaRouche, Scott Ritter, Col. Richard H. Black (ret.), Larry Wilkerson, hosted by Dennis Speed
DENNIS SPEED: … National Press Club in Washington, D.C. and to today’s press availability, [“The Danger of Nuclear War Is Real, and Must Be Stopped”](https://schillerinstitute.com/blog/2024/06/07/emergency-press-conference-the-danger-of-nuclear-war-is-real/) Today’s event is sponsored by the Schiller Institute, an international human rights organization founded in 1984 by Helga Zepp-LaRouche, one of the speakers today.
Helga has the distinction, along with former UN weapons inspector and U.S. Marine intelligence officer Scott Ritter as well as Col. Richard Black (ret.), who is also a distinguished Vietnam veteran and former State Senator from Virginia, of having appeared on several hit lists that have been issued by the Ukrainian organization, the Center for Countering Disinformation; which has indirectly received funds from the United States. There are others in the room here today who share that same distinction. One of the questions that will be left with you today is, “Are American taxpayers funding foreign organizations that are directly threatening the lives, the livelihoods, and the freedom of thought as well as the freedom to travel, of American citizens? Is the United States State Department engaged in activities that are violations of the rights of American citizens?” 
I think we’re all aware of the recent involuntary detour that Scott Ritter was supposed to make from his appointment to speak at the recent St. Petersburg International Economic Forum, which was attended by 19,000 other people from 136 countries. It was hardly a secret meeting, and it’s hardly a secret that we have a problem in the United States. For example, this is hardly a secret meeting. It’s hardly a secret that American society is at a crossroads; and today’s topic defines it better than anything else. We are aware of the dangers that have occurred, particularly because highly irresponsible actions taken in the military sphere, including the bombing of early warning systems in the territory of Russia. Scott Ritter, who people are aware has gone out of his way in every way possible to call the attention to this, is here with us today. We’re going to begin with him, followed by Colonel Black.
SCOTT RITTER: Thank you very much for the introduction. It’s an honor and privilege to be here today to talk to you about a topic that sadly is being ignored. Pick up the morning newspaper, pick up the afternoon newspaper, pick up any newspaper, and I doubt you’re going to see on the headline “America at Imminent Risk of Nuclear Armageddon.” But that should be the headline of every newspaper; that should be the lead story of every newscast. Not because the goal is to frighten people. I’ve had many people accuse me of fear-mongering, saying that “It’s irresponsible what you’re doing, promoting fear.” I say, it’s irresponsible for the American public, for the American citizen to allow the government that works {for them} to engage in policies that will lead to the termination of all human life on the planet Earth as we know it. That’s the end result here.
We’re talking about a number of things. Today we can talk about a failure of diplomacy. I have said that we are at a period of time in our nation’s history that is far more dangerous than the Cuban Missile Crisis, and a lot of people take umbrage at that, especially people who didn’t live during the Cuban Missile Crisis and have no concept of what the Cuban Missile Crisis was. But the Cuban Missile Crisis, October 1962, people have said that’s the closest the United States and the Soviet Union came to nuclear war. In a way, they’re right, but let me talk about some differences at that time. While the Soviets were sending ships with missiles to Cuba, the danger was that they were going to run into a blockade that would lead to a direct military conflict that could expand into a nuclear conflict—while all that was happening, a man named John McCloy was speaking to a man named Valerian Zorin. Diplomacy was taking place. We, the United States, were actively engaging with the Soviet counterparts to prevent the very war everybody was afraid of! The reason why there was no war is because there was diplomacy: Because leaders were talking to leaders, if not directly, then indirectly. If not through official channels, then through the back channel. Diplomacy was alive and well. 
Today, Ladies and Gentlemen, right down the road on Wisconsin Avenue, is an embassy—the Russian Embassy. Seated in that embassy is a diplomat named Anatoly Antonov, one of the most distinguished American experts in the Russian Foreign Service: The lead arms control negotiator for the last remaining arms control treaty between Russia and the United States! He’s been sitting there for several years, and his phone is not ringing! We are not calling him! We are not talking to him! There is no diplomacy today—and yet, our two countries are on a collision course, that could very well lead to a nuclear conflict.
And when I say nuclear conflict, let’s be clear here: Now we’re going to talk about doctrine. There was a time when nuclear weapons existed for the purpose of deterring nuclear attack. That’s a sick thing, this concept of deterrence. Mutually Assured Destruction is sort of insanity encapsulated into a couple of words, but that’s the reality of it. The United States had nuclear weapons, the Soviet Union had nuclear weapons. We had to make sure that nobody felt competent enough to use these weapons preemptively to gain some sort of strategic advantage. The end result was Mutually Assured Destruction, nuclear deterrence. And this worked up until the end of the Soviet Union. 
It worked so well, I have to say, one of my first adult jobs was as a Marine Corps officer implementing arms control treaties in the former Soviet Union, part of the Intermediate Nuclear Forces Treaty, where we got rid of entire categories of nuclear weapons. The first time that we didn’t just limit the growth, but we actually reduced the arsenals. This could have led to even greater cuts in the nuclear arsenals, but no, not for the United States. When the Soviet Union went away, we decided that we needed to maintain a nuclear advantage over the Soviets, and we corrupted the concept of arms control. We withdrew from arms control treaties, like the Anti-Ballistic Missile Treaty, which gave Mutually Assured Destruction its teeth. See, without ballistic missile defense, the missiles would hit their target—which means that if you go to war, your missiles would the target they’re aimed at, and the missiles aimed at you will hit the target. Under George W. Bush we decided we didn’t want any missiles to hit America. Ostensibly a rational thought, except at the same time, we were seeking to gain nuclear supremacy over the Russians so that our missiles would hit Russia! This creates an imbalance. 
After 9/11, we went further. We saw a transition of nuclear deterrence doctrine into nuclear war-fighting doctrine, where we embraced a doctrine that said that we could use nuclear weapons preemptively against a non-nuclear threat. Our current President of the United States, the Commander-in-Chief, Joe Biden, campaigned on a promise to return America to the sanity of sole-use doctrine, meaning the sole purpose of America’s nuclear arsenal would be to deter others from attacking us. He didn’t do it. Why? I attended a reunion of Intermediate Nuclear Forces inspectors and negotiators a couple of years ago, and we asked that question to a senior Biden administration arms control official. The answer? {The inter-agency isn’t ready for this yet.} 
Now, I live in a nation that is ostensibly the greatest democracy in the world. I know that I go to vote. I know that I looked at the names on the ballot. I never saw “inter-agency” on the ballot. I don’t know what the hell they’re talking about, when it comes to democracy. The President is the Commander-in-Chief. He is the Executive. If he wants a policy direction, he directs it to happen. And the inter-agency needs to salute smartly and seek to implement it. But we’re being told that the inter-agency isn’t ready.” That means the Establishment isn’t ready; that means the Establishment seeks something else, and that, of course, is American nuclear supremacy. 
We live in a world where other nations will no longer tolerate this. Russia is one of them. And Russia, today, is a nation that is at the pointy end of the American nuclear spear. They’re seeing the United States promulgate policies that have American military capabilities thrust up to the very borders of Russia, indeed, crossing over into the borders of Russia. Threatening Russia’s strategic nuclear enterprise—early warning radars, command and control facilities, even nuclear weapons depots and nuclear launch systems. We have facilitated—“we,” being the United States—an attack against Engels Air Base where Russian strategic nuclear bombers are stationed. Under Russian doctrine, this {alone} justifies a nuclear response. We have been tickling the Russian nuclear bear for a long time, and only through the patience and wisdom of the Russian leadership have we avoided a nuclear war.
As an American, I take umbrage at that. I don’t want to be at the mercy of any foreign leader. I would rather that the American leadership takes a rational step towards de-confliction: That I be at the mercy of a government that I get to hold accountable at the polls—a government “of the people, by the people, for the people.” A Constitution that begins with, “We, the people of the United States of America,” and that’s the final thought I want to put out there. 
We have a duty and responsibility as citizens to wake up and recognize the threats that face us collectively as a nation, as a people. And the greatest threat to the continued survival of the United States of America today is {American nuclear policy, American nuclear weapons.} These weapons do not protect us, Ladies and Gentlemen. These weapons are literally a loaded gun at our head with an insane man’s finger on the trigger. We need to come together; we need to stop this. We have an election in November: Let us all do our job as citizens, and vote for somebody who places the survival of America above all else, which means they place nuclear non-proliferation, nuclear disarmament and arms control above all else. Thank you very much. 
SPEED: Before you say something, sir, I didn’t fully correctly introduce him. Col. Richard Black (ret.) is a combat veteran who has seen the face of war. He always talks about how he shed a bucket of blood for his country, he talks about seeing people killed next to him, as a pilot. He’s a former head of the U.S. Army’s Criminal Law Division of the Pentagon, a former Virginia State Senator. But most importantly, as Scott was just referencing, I decided I should say something, he has {seen} the face of war, and he intends to stop it. Colonel Black.
COL. RICHARD BLACK (ret.): Thank you much for the kind introduction. I’m Senator Dick Black. The purpose of our press conference today is to alert the world to the great risk of nuclear action occurring. We’re growing very close to that. 
It’s important to understand the nature of American military doctrine regarding nuclear weapons. Our nuclear doctrine grants the President of the United States plenary authority, unfettered authority to launch a nuclear strike for any reason, or for no reason at all. It is an offensive doctrine. It is not a defensive doctrine: It is a doctrine that allows the President to wake up and decide that he is going to carry out a nuclear Pearl Harbor against an enemy of his choice. 
Now, obviously there are political considerations, but if you’re talking about a nuclear war, you’re talking about a situation where there is going to be such vast destruction that political considerations are going to dim into the background. 
There was a comment made just this last Friday by a fellow, Pranay Vaddi, who is with the National Security Council, he’s the senior arms control official. He was commenting on why more nuclear weapons might be required. Now, both the United States and Russia have over 5,000 nuclear weapons currently, China has 600. Here’s something Mr. Vaddi said as a representative from the White House—the National Security Council is in the White House. He said, “We need to be fully prepared to execute {if} the President makes that decision.” [Emphasis in original] What does he mean by “execute”? He means we need to be prepared to launch a nuclear strike if the President decides we’re going to do so. This is a great deal different from Russian or Chinese doctrine. The Russian doctrine is based on the defensive use of nuclear weapons. They can use them if they are imminently about to be attacked, if they are attacked, or if the cohesion of Russia as a nation is about to be destroyed by the attack of an enemy. So, it should greatly distress us and concern us that we have a White House official saying, “we need to be prepared to execute if the President makes that decision.” In a responsible government, we should never be talking about the President ordering a nuclear strike.
Now, to go back with the war in Ukraine, which has gotten us to this point, Ukraine was never a vital United States interest. The war has been fought principally over the idea of whether Ukraine would be integrated into NATO, which would then allow nuclear missiles to be stationed right up to the Russian border. In other words, Russia would be in a posture where they could be attacked suddenly, unexpectedly, and have absolutely no time to respond. That really is the essence of what you get to with this enormous deadly war in Ukraine. 
A war is being fought at the doorstep of a giant nuclear superpower. You go back to the Cuban Missile Crisis—and I lived through that. I lived in Miami, and I was in Havana before the Revolution, I was there after the Revolution. I watched the whole thing unfold. I literally discovered a vast military convoy that was moved secretly through the city of Miami at night in preparation to invade Cuba. Now, they never did, but it sure made my eyes bulge out, while I was driving up Route 27 and this endless convoy came the other way. But at that time, there was such a dramatic difference, because Russia was a weak nuclear power. As a nuclear force, it was not a very big nuclear force. Today, it actually has more nuclear weapons than the United States. Both have roughly 5,000, they have a little more.
But in any event, where we have gotten to, this terrible war—the biggest war in Europe since the Second World War—is being fought on the doorstep of Russia. And the Russians entered the war in February of 2022. Four days after they crossed the border, peace negotiations with Ukraine began—after four days. After two months, a peace agreement had been pretty well hammered out, to the point where the First Deputy Foreign Minister of Ukraine announced that they were virtually on the edge of an agreement. It was at that point that the Prime Minister of Britain, Boris Johnson, was sent to basically tell them to knock off the peace talks, get back to the important work of fighting. When the peace agreement was about to be finalized, there were very few casualties, relatively; there was very little property destruction. The parties both were fairly pleased with the peace agreement; it was something they both could live with. So, all of this vast sea of bloodshed that has been followed, has been largely unnecessary.
Now, what’s happened is that Ukraine is running out of manpower. They’re much smaller in population than Russia, and the casualties have worn them down. As they have become weaker and weaker in terms of manpower, you have the United States and NATO becoming increasingly restless and anxious to sort of pull this thing off; to bring them to snatch victory from the jaws of defeat. We’ve seen them with the United States working together with Ukraine and NATO. They sank the flagship of the Russian fleet, the cruiser {Moskva}. In a very, very dramatic action, the United States orchestrated the sabotage of the Nord Stream pipeline, which has permanently damaged the European economy, particularly the economy of Germany which was thrown into a recession because of the destruction of Nord Stream. 
More recently, we’ve had Emmanuel Macron, the French President, and he has been the lead man in a trial balloon to see whether Western countries could be incentivized to go ahead and send their own troops as trainers—just like in Vietnam—trainers into Ukraine, which inevitably would lead to their engagement in battle. Everybody understands that. 
All of this has built up to the point where we just had the European Union elections, and the elections were a devastating loss for the powers that be in NATO. A tremendous conservative victory, and I think among other things it has reflected the fact that Europeans are sick and tired of war. They never wanted this war; it was imposed on them, and they would like to be away from it. But nonetheless, we continue, as has been mentioned, with the attacks to blind the radars that defend Moscow from an unprovoked attack by missiles coming in. We have helped Ukraine to launch the attacks on the Engels Air Base, where the Russians have their nuclear bombers stationed. It goes on and on. Most recently, we are now talking about making our nuclear doctrine even more aggressive. 
I don’t honestly know, if I had the assignment, how do you make the nuclear doctrine of the United States more aggressive than giving the President carte blanche authority to attack anybody at any time? I would have to ask a lot of questions if someone assigned me that task. But in any event, as we get closer to the election, as things become more desperate on the Ukrainian front lines, we have an anxious White House that is willing to attempt more and more reckless actions, and there’s a very high risk that this nuclear gambit that is underway right now may not succeed. And an accident could occur, and we won’t be holding another press conference to announce the results of it when that’s finished.
So, in any event, we’ll continue, but thank you, and thank you, Scott, for your comments.
SPEED: Our next speaker, coming to us from Germany, is the author of [“Ten Principles of a New International Security and Development Architecture”](https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/). She issued these Ten Principles on November 22, 2022, at a conference which was called [“On Stopping the Danger of Thermonuclear War”](https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/21/conference-stop-the-danger-of-nuclear-war-now/) then. The first of those points stated that “The new International Security and Development Architecture must be a partnership of perfectly sovereign nation states, which is based on the Five Principles of Peaceful Coexistence and the UN Charter.” The second principle was “The absolute priority must be to alleviate poverty in every nation on the planet, which is easily possible, if the existing technologies are being used for the benefit of the common good.”
Helga Zepp-LaRouche was also the inspiration for the creation of an organization called the International Peace Coalition, which has held 53 consecutive meetings, and will be holding its 54th meeting this coming Friday. It’s always my honor to introduce her; welcome, Helga.
HELGA ZEPP-LAROUCHE: Thank you, Dennis. Right now we have the second maneuver [rehearsing the deployment of tactical nuclear weapons](http://en.kremlin.ru/events/president/news/74108). This is not a routine maneuver, but explicitly in response to Western provocations such as Macron’s announcement of sending troops to Ukraine, Cameron’s permission that the Ukrainians can use all weapons for strikes into Russian territory, and naturally the attack on the early warning radar system. This is now happening. Also today actually, a Russian flotilla of ships has arrived in Cuba, a frigate, and a nuclear submarine, and two other ships. There is no question that we are right now at a reverse Cuban Missile Crisis, except it is, for the reasons in part already mentioned, much more dangerous than the first Cuban Missile Crisis.
The worst problem is that the Western Establishments have talked themselves into the belief that whatever Russia is doing just bluffing. And this is while the population is not being told that what is happening from the side of NATO is actually a nuclear chicken game which is taking the limits further and further and further, crossing red lines all the time, and we are indeed on the verge of a potential catastrophe.
I want to reference a solution which was mentioned by Dennis. We absolutely have to change the entire outlook. We have to go to a New Paradigm, and the most obvious reference point is the Peace of Westphalia, which ended 150 years of religious warfare in Europe. It occurred, because the participants of the war realized that if they would continue, there would absolutely nobody left to survive to enjoy the victory, because at that point, already, one-third of all of villages, people, animals, were all destroyed, and a continuation would have destroyed everybody else. 
So now, in the time of nuclear weapons, it is also clear that if it ever would come to a nuclear war, there would be absolutely nobody left to survive, to enjoy the victory.
Now, there is a debate that this is not going to be fatal, that you can have a tactical nuclear war, but I think people should study the writings of Ted Postol, who very clearly developed the idea of what is the fundamental difference between a conventional war and a nuclear war. The likelihood is that it would end up with a total global war where all nuclear weapons would be used, followed by probably ten years of a nuclear winter, where all life on the planet would be extinct, so that not even an historian would be left to investigate the reasons how this happened, is very likely.
Therefore, we have to draw the lesson from the Peace of Westphalia. We should have an immediate new security and development architecture, which takes account the interests of every single country on the planet. Because that’s the lesson from the Peace of Westphalia: That if you do not take into account the interests of the other—and that means {all} others—peace is not possible. Whenever that principle was applied, it led to peace. When it was not applied, like in the Versailles Treaty, it was just a stepping stone to the next war, which in that case was World War II. So, the Peace of Westphalia as a model for such a conference, which I volunteered to write Ten Principles to give people an idea what such a new security and development architecture must absolutely take into account. I would ask people to get these Ten Principles and look at them. And I think it is eminently possible.
Now, what would be the institution which could implement such an idea? Well, if nothing else helps, it has to be put to the UN General Assembly, because it concerns all people on the planet if we are going to live or die. The Chinese government already has made several proposals: Xi Jinping proposed the Global Security Initiative, the Global Development Initiative, and the Global Civilizational Initiative, which has exactly such an approach of an all-inclusive idea that all nations must be part of it. Also, the recent [Brazil-China proposal](https://www.fmprc.gov.cn/mfa_eng/zxxx_662805/202405/t20240523_11310698.html) for a Ukraine peace conference is all-inclusive, unlike the Swiss Bürgenstock conference, which is doomed to fail simply because it does not invite Russia to be a participant and it is based on a premise which cannot lead to a result in any case.
So, I think we are at a point where the peoples of the world are called upon to bring in their voice, because already in the Bandung Conference in 1955, Presidents Sukarno and Prime Minister Nehru said that if it ever comes to global war, maybe the countries the Global South will die a few weeks later, but they will die anyhow. That is why the issue of war and peace is not a matter of just NATO or some military-industrial complex or whatever. It is a question of every citizen in the world, which by the very nature of a global war, must act as a world citizen.
Therefore, I think we need to have a public debate about such an idea, because if we continue with the geopolitical confrontation, it is just a question of time when it will be too late. But we are the intelligent species, we are the creative species, and therefore we should have confidence that we can find a solution to such an absolutely existential problem like the mortal threat to our existence.
SPEED: We’re beginning a transition in our discussion now. As we begin to go to various matters, we want to first ask that Col. Lawrence Wilkerson will speak to us. Ray McGovern, as some people know, was hoping to be with us today. He was unable to do so, because of medical circumstances. 
Larry is currently a senior fellow at what’s called the Eisenhower Media Network. This is a group of former military intelligence and civilian national security officials who are concerned to counter Washington’s Establishment narrative on most national security issues of the day. Some of us remember, not fondly, and Larry has no problem with this, 21 years ago when he was sitting next to Colin Powell, when Colin Powell did his thing at the United Nations. Larry has been very, very clear about the nature of that disaster. He’s been very clear about his role. He’s been very clear about reversing that role. Why this is important is that something like that kind of Damascus Road is what we’re going to need coming from various members of the American military and intelligence very rapidly if we’re going to survive what we’re now in. So, it’s my first honor—it’s the first time I’ve done this—to welcome Larry. You have the floor, go ahead.
COL. LARRY WILKERSON (ret.): Thank you. Thank you for having me here, and I thank Ray for letting me fill in for him. I’m going to speak very briefly, but I hope the points I make will resonate along with those that Scott gave, and the others, because they’re all very important points.
A few years ago, I had the opportunity to sit down with a great man, a patriot, a hero of this country. And the question we were dealing with was posed by him. This was Dan Ellsberg of the Pentagon Papers fame. Dan said, “The question is, are we closer today than we were since August 29, 1949, when the Soviets exploded their first atomic bomb, and there was nuclear competition?” And before I could answer, he said, “We are; absolutely we are closer than we have ever been before. The {Bulletin of the Atomic Scientists} is right: The hand is moving so close to midnight that you can hardly decipher the clock. We are that close to nuclear conflict.” This is Dan Ellsberg, who was one of the premier, if not {the} premier nuclear planner for RAND and then for the Pentagon, at the time when he was working for the United States government. This is the man also who drove a Jeep through the wire out in Nevada to get to Ground Zero to make sure that Ronald Reagan couldn’t conduct that last nuclear test. And he was successful. He drove a Jeep to Ground Zero so they couldn’t shoot. A very brave man; a hero. He thought that we were at that point that we had never been at before; a few seconds from nuclear war. 
And we talked about the reasons. And the first reason Scott has already talked about, but I want to reiterate it because it’s so important, because it is all our fault. It is the empire’s fault: It is the United States of America’s fault. We have abrogated every treaty regime pertinent to nuclear weapons. {We did it}. We even caused the last and ultimate one, the New START Treaty, to not be looked on favorably for renewal by Moscow because of our actions in Ukraine. So, we have abrogated {every single protective treaty environment that we painstakingly crafted} over the many years of the Cold War. Nuclear weapons are free to roam.
The second point is, we now have nine countries that are nuclear weapon states, and I include Israel, of course, in there—and one of the most dangerous nuclear weapons states in my view. We have two or three aspirants—frankly, I think the Saudis have contracted with the Pakistanis to buy 30 or 40 warheads if Iran develops one—so we could have two nuclear weapons states within a moment or two if Iran suddenly decided to take the enriched uranium they have now, which the IAEA has even said is enough for three bombs, and pretty shortly if they made that decision. So, we have a proliferation of nuclear weapons states, and no treaty regimes whatsoever.
The third point—and this is as important as the first two, and I’ve discovered this in travelling all across America and speaking on university campuses, to Rotaries, to all manner of different organizations in all 50 states. The American people have forgotten. The American people do not understand what it was to build a bomb shelter in your backyard and stock it with food and water. I used to hand out pamphlet, a pamphlet from the United States government signed by Lyndon Baines Johnson, that told you with photographs and pictures and other paraphernalia in the pamphlet how to build a bomb shelter in your backyard. I used to go in the basement of my school when I was youngster, and sit there with my head in my lap, as the teacher instructed us how to perform, because we were doing a nuclear drill. We don’t have any idea in this nation anymore of what nuclear weapons can do.
Then the last point. We had a principle during the Cold War. It was absolutely fundamental to our philosophy about nuclear weapons, and it was pretty fundamental with the other nuclear weapon-owning states in the world as well, including Russia (the Soviet Union at that time). No weapon-owning state would ever go directly for war with another weapon-owning state. Think about that for a moment: That’s a pretty darn good principle. The only time that’s been violated is with India and Pakistan. And in both cases, we rushed off to Delhi and Islamabad as fast as we could get there. We sat down and in 2002—I know personally about this—with General Musharraf, and with the diplomats in New Delhi, and we told them, “Stop now. Stop now.” And gave them no choice really, we even sort of rendered a threat. No two nuclear weapon-owning states should go to war with one another. 
Where are we in Ukraine? Where are we in Ukraine? We are a hair’s breadth from violating that principle! A hair’s breadth! And we’ve got leaders like Macron who thinks he’s a latter day Charles de Gaulle, who wants to make that threat real. He wants to actually introduce NATO troops on the ground in Ukraine. 
So, we are at a very dangerous period, and if Dan were still alive, Dan would be apoplectic at this point. I guarantee you he would. He spent his life trying to prevent this moment from coming, and it looks as if it’s more imminent than it has ever been since August 29, 1949. And the American people by and large are utterly ignorant as to this fact. Thanks.
{{Open Discussion}}
SPEED: I first want to just ask if any of the speakers has anything they would like to either say or respond to anything that has been heard. So, first I’ll just ask Scott, anything at this point.
Colonel Black?
BLACK: I think I’m good.
SPEED: And Helga.  You’re OK. All right.
So, let’s do the following. We have people who are present in the room, and then we have people who are on the internet. So, I want to ask for the first two questions or comments to come from the room here, and then the next two will come from the internet. Please raise your hand to get in line in the queue for the virtual side, so we can list the names and know who you’re with. We’re going to start here in the room. Please identify yourself when you speak.
KEN MEYERCORD [ph]: If the leaders of every nuclear power knew that they were going to die if they initiate a nuclear attack, do you think that would deter them from doing so?
SPEED: To whom are you directing that?
MEYERCORD [ph]: Anybody.
BLACK: I’m not sure whether it would or not, but we do know that the leadership of the United States has ways—they will go underground, they will not be killed by the first strike. My guess is there probably are a number of the global elite who will be protected. Whether that makes a difference, I don’t know. It’s almost as though, we don’t have a central organizing intellect to our war policy. We’ve got all the various countries of NATO, we have all these various departments of the government. It’s as though there’s always somebody in every department who wants to have the latest little foot forward, so there’s somebody who says, “Why don’t we give them M-1 tanks? Why don’t we give them HIMARS missiles? Why don’t we do the ATACMS, even though they can reach way out into Russia with those? How about F-16 jets? Shouldn’t we be talking about tactical nuclear bombs?” It’s as those we’re just sort of meandering.
Early in the war, I’m sure Scott will recall, there was a, he may have been an Italian general—but there was someone who made the comment that it seems as though we’re sleepwalking into World War III, and that got my attention. It’s not as though there’s some central scheme and plan, but it’s sort of this unfolding amorphous thing. And fortunately, I think, on the other side, there is a central organizing intellect. There is a central disciplining individual. I think President Putin has firm control of the direction and the limits. While they’d love to try to get people to start calling him “Mad Vlad,” the West has essentially backed its entire existence on his rationality and the fact that he will not do something that is rash and unpredictable.
RITTER: A., I support everything Colonel Black just said, not just because he outranks me, but because he’s right. 
I’m going to build upon what Colonel Wilkerson said. The question was, do you think the leaders understand that if we go to nuclear war, they’re going to die? I will say today that there is not a single leader who understands what nuclear war is. And because you don’t understand what nuclear war is, you don’t understand the consequences thereof. In the Cold War, we had a plan: It was the Single Integrated Operations Plan, it was the nuclear plan. And when John F. Kennedy was first briefed on it when he became President, he got sick to his stomach, and turned to his advisors and said, “And we call ourselves a human race.” He chastised the Pentagon: He said, “You can’t ask me to push a button and destroy the world. You have to give me options.” So, the Pentagon gave him options, which were that no matter what he did, he pushed a button and it ended the world. Lyndon Johnson was faced with the same insanity. Every American President during the Cold War understood the consequences of his actions: That if we initiated a nuclear strike, we would all die, he would die, there’s no surviving this at all.
Then, the Cold War ended, and we went into this period when people forgot what nuclear war was. In fact, it was a good thing. I like it that we forgot what nuclear war was, because it meant that we were doing things like de-targetting our missiles, so that the missiles in our silos weren’t on a hair-trigger to be fired up. They had taken the target out of the missiles. In order to use these missiles, you had to make a deliberate decision to {re}-target them, to {rebuild} the plan, and this created time for sanity to sink in!
And then George W. Bush came along, and decided that America’s nuclear arsenal had to be a usable nuclear arsenal. But we operated under the notion that we were the supreme nuclear power, and that we could intimidate anybody into submission; that nobody had the guts to stand up to us, especially the Russians or the Chinese, because we made it clear that they would be destroyed, that they would die. And we operated on the premise that we wouldn’t die—and so, it all became a big game of bluff, of bluster, of bullying. Well, the Russians haven’t put up with that, and neither have the Chinese. Today Russia has the superior nuclear power; it’s the superior nuclear power in the world, with a modernized nuclear force that can destroy every target in the United States, anyplace in the world that it wants to. Fortunately, it’s tied to a doctrine that has some sort of sanity built into it. 
You talked about, Colonel Black, somebody saying we need to become more aggressive with our nuclear doctrine. What it means is we need to become more aggressive with our bluff. See, somebody might not be afraid of America if they know all we have are Minuteman 3 or Tridents with city-killing capability. But my God, if we make the W-76-2 low-yield nuclear weapon and we put it on a Trident missile in an Ohio-class submarine, we now have the capability to launch a {small nuclear war}. And then we can “escalate to de-escalate.” How do we prove to the Russians that we can beat them, if they don’t think we’re going to fire our missile? By firing a missile with a nuclear warhead that just goes boom instead of {boom}. We think that the Russians will go, “Oh, gosh! Thanks for nuking us. We’re done.” But what we honestly believe is that now the Russians think that because we have this usable nuclear weapon, that we may in fact use it. So, to prevent us from using it, Russia will alter its patterns of behavior. But Russia won’t alter its patterns of behavior, when it comes to issues of existential survival. The United States—talk about backing ourselves into a corner—in this case the United States is {advancing} ourselves into a corner of no return. We are creating a nuclear doctrine {backed by capacity}, backed by doctrine, backed by aggressive leadership that doesn’t understand the consequences of their actions!
We will go to nuclear war, and we will meet our nuclear demise not because somebody intended for this to happen, but because it was an accident. They said, “they will never call our bluff,” they will never react in a way because—oh, they just nuked us; it’s all over. That’s the future of this world, Ladies and Gentlemen, unless we find a way to reverse course. 
And the first thing—and I agree with Colonel Wilkerson on this so much: Sir, we have to find a way to make the American people afraid again. That’s a horrible thing to say, but if the American people don’t do what you and I did—. When I was a kid, I grew up in Germany next to a nuclear weapons storage facility. And when my dad went into the bunker, which meant that we might be going to war, that meant the world was going to end. And I grew up as a child, fearful. I would go to school in the morning not knowing if I would come home at night, or there would be a world. That’s no childhood for anybody! But it made me scared to death of nuclear weapons, which made the joy I felt when I participated in getting rid of nuclear weapons as a weapons inspector, that much more. We need to recapture that joy, Colonel, but we have to do it by making Americans afraid again.
SPEED: Two things. Helga, anything to add? 
ZEPP-LAROUCHE: We pass.
SPEED: OK, and Colonel Wilkerson?
WILKERSON: Well, I would just say that I agree with Scott. I think we do need to scare people again. And I would reiterate the euphoria that existed just after the end of the Cold War when {we}—{we} were in Russia, destroying warheads! We were destroying them so fast, the lawyers got involved and stopped us on liability issues. But we were actually destroying warheads. You talked about us being at around 5,000-6000 today. We had 30,000 each then. We destroyed all those warheads. That, in and of itself, shows what’s possible. We were planning, on the joint staff—this is not joke—we were planning to go down to somewhere around 1,200 warheads—total warheads of all types. We thought about, and had a study from, of all places, the U.S. Air Force, who said we could go down to 600. All we had to do was talk our other antagonists in the world, and they didn’t look much like antagonists at that time, into doing the same thing. And maybe even we could make the Non-Proliferation Treaty have some real robust meaning. Those were good days!
How did we lose them? We polluted them.
SPEED: Hmm! Let me say while we’re going to this question, the first question was perfect in length, because of the answers you’re going to get. So, we like to ask that when people speak, please be concise and think clearly about what it is you want to ask. If you have a particular person you want to have answer, please indicate that as well.
DIANE SARE: I’m Diane Sare. I happen to also be an independent candidate for U.S. Senate in New York. This question of how we wake up the American people looms large. I would like particularly ask Helga her thoughts on, one, the relationship between the looming blow-out of the trans-Atlantic financial system and the war drive. I think we clearly see the elections are a factor in keeping up a delusion of some kind of military victory against Russia. But what happened when the Berlin Wall came down, because really the only thing I can think of is that there has to be some kind of revolution in the West. And the last thing that I can think about, is the shift that was huge—I think it’s not much on people’s mindsit was a missed opportunity, is: are there parallels in this situation? One thing that comes to mind is the movement on the campuses against the genocide in Gaza. But I’d really like your thoughts on how we break this, and the connection between the financial situation and the war drive.
ZEPP-LAROUCHE: Well, retrospectively, the end of the Soviet Union and the German unification was an historical chance. In German you call it “{Sternstunden der Menschheit},” a stellar hour of humanity. Because there was the possibility to have a peace order for the 21st century. At that time—even some years before—the Soviet Union was not regarded as a threat anymore, the hope of Gorbachev, and even Putin later until 2001, was that Russia could maybe join NATO, which he mentioned it to Clinton when Clinton visited Moscow in 2001. We proposed at that time the Eurasian Land-Bridge as the economic basis for such a peace order. 
That chance was thoroughly missed: It’s one of the great tragedies at all, and that we are today at the verge of World War III is that the neo-cons in Great Britain and the United States decided to use the unipolar world conception, running the world as an empire based on the Anglo-American special relationship and declare the end of history—Fukuyama—meaning that everybody would adopt the neo-liberal model of Western democracy. What followed was decades of NATO expansion to the East, color revolution, regime change, interventionist wars. And this has all brought us to the point where we are today. It has caused a tremendous backlash, a blowback of incredible proportions. Almost everything that is happening in the world is the result of these wrong policies by the West from that moment on. 
The fact that we have now the BRICS countries becoming probably the BRICS+50, maybe not this year, but soon. The fact that the Global South is deciding to form their own economic system is regarded as a big threat to the hegemon. But what I am suggesting is a completely different approach. None of these countries—not China, not Russia, not Brazil, not India, not South Africa, nor any of the new Global South countries which are forming this new economic alliance—is an enemy of the United States or Europe. If the United States and Europe would say, “OK, we stop geopolitics, and we go for a new system where we cooperate instead of confrontation.” You know the problems of the world are so massive: We have world hunger, we have the migration problem, we have unbelievable misery of so many people, and if all the nations would decide to cooperate to uplift the human species, it could be done (maybe not as Trump was saying in a day), but it could be done in a very, very quick period of time. I personally think, it’s the only hope. The idea of a new security and development architecture is not an illusion: I think it’s the only realistic approach. 
And it includes emphatically a reorganization of the bankrupt financial system, because as you correctly say, Diane, the real motor of the war drive is the fact that the trans-Atlantic neo-liberal system is hopelessly bankrupt. We are sitting on a debt of $2 quadrillion in outstanding derivatives. There is no way how this can be remedied under normal conditions: The central banks are always moving between quantitative easing, quantitative tightening because there is no way out of it. The system could blow out {at any moment}, as we are sitting here. And the only orderly approach is to do exactly what Franklin D. Roosevelt did in 1933: Banking separation exactly like the Glass-Steagall Act prescribed, and then basically move to have a new credit system which provides credit for development. This is why we have said that the “new name for peace is development.” 
One very important aspect of this new security and development architecture I mentioned is our proposal for how to remedy the crisis with Gaza, Israel, and Southwest Asia. We have actualized an old proposal of my late husband, Lyndon LaRouche, [“The Oasis Plan”](https://laroucheorganization.com/larouche-plan-southwest-asia): which is the idea to have massive development of new fresh water through desalination of ocean water, through the use of peaceful nuclear energy, and to have a massive economic development of all of Southwest Asia, because that is the only way how you can overcome this conflict. 
So, there are constructive proposals which all could go into this new security and development architecture. I really urge people to think about it. I do not think that anything short of that will solve the problem.
SPEED: I have a list of four people so far on YouTube. It’s probably larger since I’ve been standing here. I’m going to announce the first two, and then we’ll return to the live audience here. So, it’s Steve Starr first, and then Antonio Váldez from {El Mercurio}. I think we have audio on them only.
STEVEN STARR: My name is Steven Starr, I’m a professor at the University of Missouri. I teach a class here on nuclear weapons, and I also recently published a [book on nuclear high-altitude electromagnetic pulse](https://www.google.com/books/edition/Nuclear_High_Altitude_Electromagnetic_Pu/tSUo0AEACAAJ?hl=en).
My question is for Colonel Wilkerson and Scott Ritter. As was mentioned, three of Russia’s ten nuclear early warning system radar sites were recently attacked by Ukrainian drones. Considering that these Russian radars are specifically designed to observe incoming nuclear-armed U.S. ICBMs and could not play any role in the Ukraine war, what do you think was the purpose of these attacks? And did the U.S. provide the targetting data for the drones that were used in the attacks?
RITTER: Colonel, you outrank me. [laughter]
WILKERSON: The answer to your question, I think—and this is somewhat speculation, but it’s informed speculation—is, yes. We knew all about it; we even provided targetting data. And why we did it, I have to answer by saying, we’re insane! The Russians do not have the kind of sophisticated array of warning that we have in space, so this is very important to them. This is like our old distant early warning line which never worked, but theirs works. And it has absolutely no capability of surveilling the battlefield in Ukraine, so what was the purpose of hitting it? I suspect that the purpose of hitting it, was something akin to the purpose of taking out Nord Stream 2. It’s absurd, it’s insane! But this is the kind of thing we do today.
RITTER: I would back up the Colonel by noting that the United States and NATO employ what we call today intelligence, surveillance, and reconnaissance [ISR] assets over Ukraine and around Ukraine. These drone attacks, I don’t believe, could have penetrated Russian air defenses without access to real-time intelligence about where these air defenses are deployed, what the radar envelopes are, what the terrain features are, how you can use terrain masking, timing of attack, the specific route of attack. It’s a very sophisticated plot that is beyond the capability of Ukraine to do of its own volition. So, I agree with the Colonel, that the United States was directly involved in the targetting of this. 
Now the question is, why would the United States do this? I come back to one my built-in assumptions, is that we think the Russians are bluffing. We believe that if we can put enough pressure on Russia, that we will cause the Russians to quickly seek the negotiating table to bring an end to this conflict. A lot of what we have been doing against the Russians, using the Ukrainians as proxies, is tying to something that’s scheduled to take place next week—the Swiss peace conference. But the purpose of the Swiss peace conference isn’t to seek peace: It’s to create a global coalition which can put political pressure on Russia. So, there’s a sequencing of trying to build this global coalition to put pressure on Russia, and putting Russia in a state where it will respond to that pressure. 
So, these attacks that have been made against Russia’s critical infrastructure, attacks made against Russian civilian targets, are all designed to wear down the resolve of the Russian government, so they would respond to this pressure. This is lunacy in the extreme. Russia has a nuclear posture which clearly states that when its critical nuclear infrastructure is placed under threat—to include nuclear threat or conventional threat—this warrants a threat of existential nature that can legitimately give Russia the green light to use their nuclear weapons in response.
Russians aren’t bluffing. They don’t bluff. The Russians are highly responsible. They have a very mature posture and very mature leadership. Vladimir Putin has been in power for 25 years. You get to know the lay of the land during that time. He is comfortable with where Russia is. He is comfortable with who Russia is. And he is comfortable with Russia’s place in the world. He is not going to throw away a quarter-century’s work on a whim, on an urge, on a miscalculation. But at the end of the day, when he is confronted with an existential threat, he will respond in accordance with Russian doctrine—and that means nuclear weapons. This is a gross miscalculation on the part of the Ukrainians, on the part of the United States, and on the part of all the allies, that we have tried to bring together to put this pressure on Russia. 
We don’t understand Russia. Which is why I believe the best thing we can do as Americans, is to begin talking to the Russians, begin listening to the Russians, begin learning about the Russians so that we better understand who they are, what they are, what they want. And we can make responsible policies based upon that.
SPEED: Colonel Wilkerson?
WILKERSON: I agree with what Scott just said. I’m told, and I believe it, that Antony Blinken and Jake Sullivan cannot talk to Sergey Lavrov. They cannot pick up the telephone and talk to one of the most accomplished diplomats on the face of the Earth, Sergey Lavrov. That’s absurd. What do you do diplomacy for? Whom do you talk to most urgently with diplomacy? Your enemies, not your friends! You talk to your friends on a cell phone any time you want to. You talk to your enemies, or your would-be enemies, or your {pretend} enemies, but you {definitely don’t forbid} your top diplomat from talking to the top diplomat of the country you’re most embroiled with, and most dangerously embroiled with.
SPEED: Colonel Black, did you have something you wanted to add?
BLACK: I thought I would just add the fact that when it comes to the drone attacks on the radar sites that defend Moscow, this was a coordinated thing. This was not simply somebody from Ukraine maybe with some permission from some Americans to go ahead and do this. It was orchestrated, because you had the attack on the early warning system; you had the attack on the nuclear bombers; you had the integration and adjustment of the F-16 jets to make them nuclear-capable and nuclear ready—all of these things coming together. Maybe it was an effort to bluff, to raise the stakes on the Russians. Or, maybe it was simply the way that the Pentagon does, to make sure that if they anticipate that the Commander-in-Chief might take a certain action, that they’ve put things in place to make sure that they’re ready for it. 
In either event, it is a {very dangerous thing}, because it just ratchets up, if you’re bluffing, there’s always a chance that the other person calls your bluff. And if he calls the bluff, it is Russia’s general position that they don’t fight a limited nuclear war. Their idea is that nuclear war is an all-out war. We have this idea, “well, maybe you can tinker around, maybe you can have a little nuclear war, and that’ll work out and everybody will back down.” Sometimes people don’t back down. And to gamble the existence of humanity on whether somebody will back down—it’s one thing if you’ve got $50 bucks on a card table in a poker game, but you’re actually putting all of humanity on the table. We’re the chips, and we’ve got reckless people gambling our lives with this.
SPEED: OK, Antonio Váldez?
ANTONIO VÁLDEZ [via interpreter]: I am in Mexico. I would like to Scott Ritter, and anyone else who would like to add their opinion, we have been reading reports for some time over these last three years, like the one from the International Security Program and other similar reports that conclude that the current pace of U.S. operations is adequate for peacetime operations, but not for major conflicts. If there were a major regional conflict, such as a war with China, the medium- and long-range weapons would quickly be exhausted, and there is no capacity to increase for a major war. And we recently heard the German Defense Ministry speak of preparing for war in 2029. My question is: Can we interpret this as, at least, perhaps good news in the short term, that the President will not launch into a global conflict, because the conditions are not adequate? Or that perhaps delay a possible nuclear response? Thank you.
RITTER: The good news is, you’re correct. That neither the United States nor NATO is in a position to engage in a large-scale conflict with Russia. Russia has done something in the two-plus years that the special military operation has been ongoing, that I think has shocked the West. You could hear it in the words of Gen. Christopher Cavoli—he’s the commander of American forces in Europe. He said, the Russians got their defense industry up and running; they’ve rebuilt their military, they have a very large military, well-trained, well-led, well-equipped, and we got nothing like that, and we’re not going to have anything like that anytime soon.
The West has shown an inability to gear up for this kind of large-scale war, because there’s a political cost to be played. As we saw recently in Europe with the recent European elections, there is a political price to pay for bad policy. And some European political parties have paid a heavy price. Emmanuel Macron has paid a heavy price for bad policy. The idea of going on a war footing where you haven’t adequately explained the necessity of conflict to your people is bad policy.
So, neither the United States nor Europe is in a position to confront Russia in a sustained, high-intensity fashion. That’s the good news.
The bad news is, we still have a policy that’s very aggressive against Russia, which means that the default in lieu of adequate conventional capacity is nuclear posture. So, rather than making us safer, this actually makes the world a much more dangerous place to live, because we aren’t altering our policies to meet conventional realities, conventional capabilities: We are insisting on moving forward aggressively on policies that can only be backed up by nuclear weapons, which makes the likelihood of these weapons being used that much higher.
SPEED: We’re going to come back to the live audience, but let me announce that we have a David Anderson with Pressenza and Leonidas Chrysanthopoulos, who will be the next two people on the social media. 
This individual in the front, you had your hand up?
TASS: I’m Ivan Tulchik[ph] of TASS news agency. I’ve got a follow-up question on the issue that Colonel Black has already touched upon. What are the chances that the U.S. or its allies, in one form or another, will provide Ukraine with nuclear arms? Thank you so much.
BLACK: I would say I don’t envision the U. S. providing nuclear weapons to Ukraine unless it is as part of a scheme where we would control the nuclear weapons. But it would give us some degree of plausible deniability, some sort of a buffer between us and the actual employment. I think we would be careful about doing that. But Scott, what are your thoughts?
RITTER: I’ll just quickly say that I think there is zero chance we would ever give Ukraine nuclear weapons. One, it’s insane. Why would we turn over the dangerous weapons in the world to the most irresponsible nation in the world? We have leaders in America who speak highly of Zelenskyy, but we know the truth. He is not a good leader. We have leaders who talk about Ukrainian democracy, but we know the truth: It’s not a democracy. We know it’s the most corrupt place in Europe; maybe one of the most corrupt places in the world, led by people who are totally inadequate to the task. We would {never} in a million years give Ukraine a nuclear weapon. 
I’ll just throw in another reason why. NATO has a nuclear doctrine. We talked about how we employ nuclear weapons as part of a NATO nuclear strategy. Key to that is that it’s kept within NATO, and that it’s done consensually. If the United States were to give nuclear weapons to Ukraine, we would be undercutting our own posture when it comes to the validity and viability of a unified NATO nuclear response. So, it’s counterproductive across the board. I don’t see the United States ever giving Ukraine weapons, nor do I see the United States every standing by while Ukraine seeks to acquire nuclear weapons. We will never let the irresponsible entity known as Ukraine have nuclear weapons—that’s my personal belief.
SUZANNE MONK: Hi, my name is Suzanne Monk; I’m with Patriot Action PAC. I wanted to ask a question with regards to the election. You said that, of course, bad policies, you spoke about that. We seem to have a President running for office right now who is intent on issuing bad policies. In any other election year, downplaying war would be a good voter call. But he seems to be doing the opposite. Do you think there’s a possibility that nuclear conflict or escalation of the existing conflict would be used as an election tool by this administration?
BLACK: Well, you’ve got the wag the dog scenario. The idea that, sort of, as a last-minute ploy you go to war, because wars mobilize people and excite them, and all of a sudden, everything is forgotten. We’ve seen this happen before. This is how the war against Serbia originated. The United States was going to stay out of the war in Serbia, and then there was an impeachment underway with President Clinton, and all of a sudden, we changed our policy and went to war.
It seems to me difficult to pull that off this time, because people have seen, sort of, the unfolding of the war. Politically, I don’t sense that it works. The wag-the-dog thing works best when there’s something that’s rather unexpected, where you can suddenly deploy troops, and there’s this sudden shock of excitement. I think people are very tired of war. They’re obviously tired in Europe, they’ve made that clear. And they rejected war in Europe. And I think there is the same feeling in this country. It was very exciting at the beginning, and now it’s become a grind. People are getting very tired of it. I think if the President were to do something very dramatic; you know of course, they’re becoming desperate in some ways. It depends on how desperate, but I think it would be difficult to pull off that scenario.
RITTER: I want to hear what Colonel Wilkerson thinks about this, because he actually was in an administration that took the country to war for political purposes. So, I think his insights into this particular question would be invaluable. If you don’t mind, Colonel?
WILKERSON: No, there’s no question that George W. Bush had as a principal incentive, with the war in Iraq, the one that started in 2003, doing the same thing for him that the first Iraq War did for his father. Too early, his father wasn’t re-elected, but Bush timed it so that he thought, “Now the American people will vote for me, and I’ll be re-elected in 2004 because I’m at war.” It very much was an incentive—not the principal one, but it was an incentive. 
Here’s where I’m worried about this conversation in a very different way. I think one of the reasons Joe Biden, in particular, is not seeking a ceasefire and a peace agreement, or at least peace negotiations leading to an agreement, and all that that would mean, is because he’s like LBJ in 1965. LBJ said, quote, “Old Ho ain’t going to be moved by no bombs,” when the Air Force briefed him on all the things they were going to do to North Vietnam and so forth. LBJ knew that we could not win that war, and yet went on and escalated it to over half a million troops. Why did he do that? He did that because he wanted the Great Society to come about, and he knew that if he were perceived as cutting and running from a war, that he in essence had inherited, but nonetheless had taken charge of, he would be punished by the American people. I think Biden is thinking the same way. He cannot cut and run from Ukraine until the election is over, and he’s won. 
That’s insidious; it’s just incredible, but it is true that domestic politics, often more powerful than even foreign politics, influences a President’s decision-making, particularly on war. That’s how I think it’s influencing Biden right now, and it’s keeping him from going to the peace table. That, plus the fact that as Dean Acheson said, so powerfully, “Prestige is often more important than actual winning or losing,” and prestige is involved now. It’s involved for Jake Sullivan, Tony Blinken, Joe Biden, Lindsey Graham, and a whole bunch of other idiots in the Senate and the Congress in general. It’s prestige that we’re fighting for now, and we’re losing. {And we know we are losing,} and we know we’re losing badly. And we know we should go to the peace table, get a ceasefire, go to the peace table and seek a negotiation and get the best deal we can. But, we won’t do it, because of prestige, and we’re fearful about what it would do to our prospects of being re-elected.
SPEED: Let me just say at this point that there are a whole lot of questions coming in. We want to make sure that we acknowledge this to people, and there’s something important I want to say about that, which is: We’re not going to be able to get to all of them. But, the good folks at {Executive Intelligence Review} have authorized me to say that all questions which are written we will certainly make available to the speakers, and perhaps those that are obviously most pertinent, we’ll ask that the speakers respond in writing. And we’ll be able to make those available for purposes of an exchange among people. That’s only said because of the following: We have 1,600 people on just on our Schiller feed—that’s only one feed—right now watching live. And in addition to that, there are other people who are writing me frantically in my private text messages also about questions they want to have asked. 
One of them, which was triggered by the discussion on elections, actually it’s not one, I got {five}, about the European elections which have just occurred. This was sort of what people think of that. I want to go to Helga about that, because she’s in Germany, and of course she’s been more than following this. But then, if anyone on the panel has any comment as to whether—the question that was being asked is: What has been the impact we’ve seen in the recent European elections, and do we think that that has some importance for the direction of war? So, Helga, I’m ask you that first, and then see if any of the panel have a response to that.
ZEPP-LAROUCHE: I think it is important, because for the first time in Germany, for example, you have now two parties of the size of parliament parties, that are explicitly against the war. This is not enough to stop the coalition government from pursuing the policies. It’s a shame, because Germany has become the laughingstock in the whole world for being completely devoid of any sovereignty, of having become the total colonial slave of the Anglosphere, disregarding the interests of the German people. So I think given the enormity of what is happening, the election result is not adequate, but it is a major step forward. Macron got smashed. I think he may be out soon. He’s maneuvering back and forth, which is probably not succeeding. But you have five European heads of state who have come out extremely strongly warning of the danger of nuclear war. That is very emphatically Vučić of Serbia, it’s naturally Viktor Orbán of Hungary, it’s Irakli Kobakhidze of Georgia, and the Bulgarian President Ruman Radev who is very alarmed. He says “the train to war has left the station already.” {And] we should not forget Prime Minister Robert Fico of Slovakia, who came out very, very strongly against the danger of war, and he was the victim of an assassination attempt which fortunately did not function. Even his speeches afterwards are basically repeating the same thing. So, I would not underestimate the cohesion of the European Union—Serbia naturally is not part of it—but the cohesion of the European Union is faltering. In my view, this is a good thing, because what do you need a European Union bureaucracy for, which does not represent the interests of its member states and the people?
So, I think Europe is in a convulsion, and since there are more elections coming this year, state elections, I think the earthquake which we start to see—you know the Alternative for Germany (AfD) is now the strongest party in all the East German states—that means soon we will have a wall again between East and West Germany. No, I don’t think that will happen, but the division between Germany East and West is absolutely incredible. 
I think it’s a work in process, but to just observe it not good enough. I have maintained for a long time that we have to build the bridge to this new system which is emerging. Because we really have the same interests, and Europe should work with the countries of the Global South to build a new world economic order. And the United States should go back to its tradition of the American Revolution, of the Founding Fathers, of John Quincy Adams’ foreign policy, of Lincoln, of Franklin Roosevelt, of Kennedy. Then, I think all problems could be solved.
SPEED: OK Scott?
RITTER: Real quick: There’s a lot of people out—we’re in an election year, and I can say first-hand,  and I’m sure everybody has similar stories, there’s just people that  don’t believe their vote counts any more. Or, when they look at the candidates that are likely to be one ballot, they just say—“We don’t like any of ‘em.” And this is all legitimate. But for the people that say, “What power is democracy? What power is the vote?” Ask Emmanuel Macron! The vote matters! Your vote matters! Everbody’s vote matters! We’re here today, to talk about the dangers of nuclear war. As Colonel Wilkerson said, Joe Biden and his administration may be formulating policy that promotes the potential of nuclear conflict, because that’s the only way out for Joe. He’s desperate! He can’t be seen as being weak! Why don’t we, the people, tell Joe that it ain’t weak to walk away from nuclear war! And if Joe doesn’t want to listen, why don’t we tell Donald Trump, “You’re not weak, by not promoting nuclear war!” Why don’t we get enough Americans in the street, before the election, to say, “We are the swing vote! The people that don’t want nuclear war! And if you don’t win us over, we’re not voting for you, and you could lose the election!”
You see, we live in an evenly divided nation right now. And if we can get enough people together, united in the notion that America needs to be walking away from nuclear war, not sleepwalking towards nuclear war, our vote will matter! Our vote will matter. 
So, we need to find a way to capture this. I’m not sleepwalking—but I’ll tell you this, on September 28th, we’re putting together a rally in Kingston. If we get enough people in the streets, shut down the throughway like we did in Woodstock. And if we have similar rallies in every swing state in America, where people just got up, just one day—Saturday, September 28th—stood up and said, “I’m angry as hell, and I’m not going to take it any more! Listen to me, or lose the election!” They will listen. 
And we know this is true: Because in June of 1982, a million people went into the streets of Central Park, New York, and they protested against nuclear war. They protested in favor of arms control. The President of the United States at that time, was a {crazy}, red-hatin’ man named Ronald Reagan! “Evil Empire!” Five years later, he signed the Intermediate Nuclear Forces Treaty, beginning a process, as Colonel Wilkerson said, that led to not only getting rid of nuclear warheads, but getting rid of nuclear weapons.
We can do it! We, the people of the United States: government of the people, by the people, and for the people! But the people have to make themselves matter. Ask Emmanuel Macron what happens when the people decide that you don’t matter any more. Ask Joe Biden, ask Donald Trump, what happens, when we decide, {they} don’t matter any more.  
Our vote does count: Let’s make it count.
SPEED: OK, what we’re going to do is, we’re going to go back to social media, and I’m going to ask that the questioners, because there are so many people, and we all have scheduling issues—I ask that people will direct their question to an individual speaker, and we’ll get one question and one response. If someone has something that’s urgent, that’s going to be other speakers, to put that in. 
I want to go David Anderson with Pressenza.
DAVID ANDERSON: Can you hear me, now? Thank you so much, I am David Anderson with Pressenza international press agency, and my question is concerning the international committee, how people in different parts of the world, in South America, in Africa, in Asia can contribute to fight that situation, and a little bit, how the power has been done before with the South African campaign against apartheid? Can something like this be done, concerning nuclear war?
SPEED: Helga raised her hand, so she fairly got it.  Go ahead.
ZEPP-LAROUCHE: I think what I said earlier, that since global war affects the entire human community, it is emphatically the right of countries and voices from the Global South, which is the global majority. They represent 85% of the human population, and I think the more people, the more newspapers, social media, politicians, institutions, students, universities, think tanks, papers, would call for world peace and renounce this present confrontation, the better. Because the problem is that, while we are on the verge of World War III, which could happen by an accident, or by miscalculation, the general population is not aware of it, because the NATO policy is so much focussed on controlling the narrative, that they have launched now a whole apparatus of fact-checkers, of so-called “fight against disinformation,” there is an entire apparatus which is out to manipulate the public opinion, to demonize Russia, to demonize China, and to basically create an image that NATO has committed no fault, it’s all these other evil countries—and that’s not true! You saw at the St. Petersburg International Economic Forum, there were 139 countries, 21,000 people representing the vast majority of the world who thinking differently. But they are not heard in the West. So, I think the louder the voice from the Global South comes, so that the people who are listening only to the very, very controlled mass media, that those people wake up and hear what the Global South has to say.  I think that’s the most important thing which could happen right now, as a new element in the situation, to shift the world in a more safe direction.
SPEED: OK, I just want to announce, we’re going to take another 26 minutes here, until 3 o’clock, and I see some people now are writing questions, which is very good. I was corrected: We are now up to 1,700 people watching simultaneously.
So we want to go now to Leonidas Chrysanthopoulos. And you also want to say who you are.
LEONIDAS CHRYSANTHOPOULOS: My question is to Larry Wilkerson on the issue of civil protection, in the case of a nuclear attack. I had also, when I was a kid during the Cold War, I had also lived in Washington, D.C., where we were also going through all these nuclear alerts in school: I remember the sirens going off in Washington.
Now, nothing is happening in the United States, to inform the people of what to do in case of emergency. Nothing is happening in Europe. I wrote an article about the necessity of doing something in Greece about that, and two days after that, Germany woke up: Somebody took that article and started saying something must be done. The authorities here, in Greece, they don’t give a damn. They tell me that if we raise the issue, there’ll be panic. I tell them, that you should make modifications in the subways so that they could accommodate the population of Athens and other practical things. But I have the impression that their point of view is that after we have a nuclear attack, we don’t give a damn what happens to the people, we have some holes for ourselves to save ourselves. Is this what’s happening in the other Western countries? And in the U.S.? I mean, the people of the West are going to be sacrificed like that? That’s my question.
WILKERSON: Interesting question, actually. I went through the experience of the enhancement—I guess that’s the right term—of our Continuation of Government, COG, capability, immediately after 9/11, as you might expect. I even got flown away to an alternate command post, blindfolded and in full MOPP gear—that is, a mask, protective clothing, and everything else, on the Black Hawk helicopter, and landed, and sworn in as President of the United States when I got there. My first act was to fire Donald Rumsfeld. [laughter]
We have places all over, now, largely as a result of that. And the intelligentsia, as it were, the {nomenklatura}, the people who make the decisions and are the political leaders in this country, will survive—for a brief time, anyway: If we have an all-out nuclear war, no one’s going to survive, period. But it is kind of comfortable for those who are  in the leadership positions to know they have these alternative command posts, and that they’ll be whisked away to them, and they’ll be saved, at least for an interim period.
And you’re right: There’s nothing else that I can detect, across the country, certainly nothing like we had during the height of the Cold War, and that’s one of the reasons why I tried to emphasize before in my initial comments, that’s one of the reasons I think the American people are ignorant.  And I don’t mean that in a derisive sense. I simply mean it in a descriptive sense: They don’t know! They haven’t a clue! And politicians {have no interest whatsoever} in giving them a clue.
BLACK: I’d just like to add one quick thing, if I could?
You know, I think it would make very good sense, I happen to believe there would be some survivability after a nuclear war. I think most of the Western world would be annihilated, New York City would be turned to glass. The Pentagon, Northern Virginia would be turned to glass. But, I think there would be some survivability. And one thing I think might wake people up a little bit, would be notices, for example, on the New York subway, telling people to get their potassium iodide tablets, which you take—you take them immediately after the outbreak, and you load up your thyroid with iodine so that it doesn’t take in the iodine from the fallout. I think if people began to put things in a concrete way, where they began to envision what it would be like, and actually, sort of like we did when we were growing up as kids, you learned—I can still remember: You covered your eyes, because the flash blinded people; you put your hand behind your back to protect your neck from the roof falling in, and you got under your little wooden desk. We did it all the time: I remember it to this day! We don’t have anything like that, but I think—I have potassium iodide tablets, not because I’m overly reactive. I’ve been in a lot of combat and so forth, but I just think the family should be protected.
So I think if we took some concrete measures and we notified people, “here are protective actions you could take, you may not survive, but it’s worth at least doing something.” It might make people think twice. I don’t know: What you think, Scott?
RITTER: Just real quick on this one. You mentioned in your outstanding remarks about a statement made by a National Security Council official, talking about how we’re going to be aggressively pursuing a potential nuclear scenario. And that’s sort of interesting, because that implies that the government is doing planning for a potential nuclear conflict: Prepared to execute, if the President makes the decision. That’s fair.
But then, now, we have an election season. Why doesn’t somebody ask Joe Biden, “If you’re ordering the military to be prepared to execute a nuclear operation, what are you telling the American people? What’re we prepared to execute? Where’s our survivability? Are you abandoning us?” And the answer is: “Yes!” 
So once again, to reiterate everything we’ve been trying to say here, to the people of the United States: Be afraid! Be very afraid. They are planning a nuclear war, and your survivability does not factor into it {one thing}. The only choice you have right now, is to turn yourself into a weapon, a weapon of democracy: Make your vote count. And there’s no more important issue today than stopping the nuclear war that our government is planning, and they’re leaving you out of it. Because if they cared about you, they’d be handing out the pills, they’d be talking about nuclear drills, they’d be reopening the subways and the gymnasium basements, and everything else. They’d be stockpiling water, stockpiling food, but they’re not doing that, because {you don’t matter}. 
Make yourselves matter.
SPEED: I’m going to make one exception, on the internet. If Dimitri Lascaris is still there. He’s an independent journalist, that was going to be going to give an interview. So if he is able to be brought up, let’s bring him up right now. If not, let’s continue.
I was passed one note that you may or may not be aware of, Scott, and others: The Biden administration just announced that the United States will provide arms and training to the Azov Brigade. That’s something that we may want to comment about a little bit. 
Let’s some back here, now, to the floor—in the back. 
ALIM MUHAMMAD: I have a question for Scott Ritter: You were pulled off a plane. You were on your way to St. Petersburg, to attend the International Economic Forum. What were you going to say, that got everybody so upset? [laughter] 
RITTER: It’s no secret what I was going to say. 
The passport that was taken from me and revoked by the State Department, there’s been no explanation provided as to why they did this, and on what authority they did this. But they did it. It’s a passport that was issued to me in 2021, it was a valid passport. It’s a passport that I’ve used to travel internationally several times, to include two prior trips to Russia. It’s a passport that the U.S. government is intimately familiar with, because they seize it from me, every time I return from Russia, as they hold me in a pen awaiting detailed questioning about what I was about to do, or what I had done in Russia. 
What I’ve been doing since May of 2023 is traveling to Russia on a mission of peace, a mission designed to learn about the Russian people, to learn about their culture, to learn about their history, to learn about their soul, and to capture this and bring it back to America as the antidote to the disease, the poison of Russophobia that has gripped the American people. 
Maybe they weren’t afraid in May, because it was the initial go around.  I was very well received in Russia, but it didn’t resonate so well in the United States. But I went back in December and January, December of last year, January of this year, again on an extended trip; this one took me to the new territories, took me to Crimea, took me to Chechnya (of all places). Anybody who speaks Russia, please don’t watch my speech to the Chechen soldiers, because it’s the worst Russian-language performance in modern history. But, the point is, I was starting to gain traction. My message was starting to resonate, not only inside Russia, but here in the United States, and around the world. 
The trip that I was going on, started at the St. Petersburg International Economic Forum, but it didn’t stop there: There was going to be a 40-day journey throughout Russia, from the Pacific Ocean to the Baltic Sea, and everything in between, where I would take this message, of speaking to the Russians of peace, of hope, of trying to find an alternative to the policy paths that we’re currently on, that lead to the potential of nuclear war: 40 days. And we had set up the mechanism, where we would be live-streaming this event back to an American audience that is growing exponentially, as we speak. This scared (excuse my French) the {crap} out of the Biden administration! Scared them to death! Which is why they took the extraordinary measure of pulling me out of the line and preventing me from flying: a violation of my Fifth Amendment rights of freedom of travel; a violation of my Fourth Amendment rights against illegal search and seizure. They have provided no reason why they did this, and ultimately, because they knew what I was doing, and they knew what they were stopping by stopping me, a violation of my First Amendment rights. I know my Constitution: Apparently the Biden administration {doesn’t}.
SPEED: Any other questions here? 
CARL OSGOOD: Carl Osgood with {EIR}. I was happy that Colonel Wilkerson mentioned Daniel Ellsberg, because another thing that Daniel Ellsberg said, and I read this in his book—I never had the pleasure of meeting him in person—was that contrary to popular myth, the popular view, the U.S. has always used nuclear weapons in the way that a criminal uses a gun, in order to get what he wants, even if he doesn’t pull the trigger. So my question for Scott Ritter and Colonel Wilkerson is, how is the U.S. using nuclear weapons now?
RITTER: The good Colonel, I yield to you.
WILKERSON: I’d say, it’s been some time since I was in government and associated with nuclear weapons in any direct way, but I would surmise that we’re using them the way we have used them throughout the time of our possession of them, including having them first, as the film “Oppenheimer” made sort of a graphic presentation of, and Lindsey Graham has given new resonance to, with his allusion to Hiroshima and Nagasaki with respect to Gaza.  Lindsey has reached new crescendos of insanity in my view, and I’m from the same state he is, South Carolina. 
We use nuclear weapons as a backdrop for threatening whenever we need to use them. We talked about, earlier, the situation in the Global South. Well, let’s just look at what’s happening with the rest of the world, is what I like to call it: Right now, according to the office of financial assets control, we have probably somewhere between 30 and 35 countries under draconian sanctions. We have a lot of individuals, in addition to the countries, under draconian sanctions. We are detested by 3.6 billion people in the world, is my guess, given the countries under sanction, given their nature, and given, in any cases, the absolute lack of any real reason to have them, and the fact that they might be pointed at the leadership of a state or country, but they in fact are impacting the people more than the leadership, if the leadership at all! So, we have built up a body of people in the world, that I estimate to be somewhere between a quarter and a third that hate our guts. Well, behind all of that, of course, is nuclear weapons.
And we talked about this earlier, and Scott alluded to it: I’m a member of something called the All Volunteer Force Forum. As a matter of fact, I and Gen. Dennis Laich founded it several years ago. And one of the things we have been doing, is taking a good, hard look at the American military today. And what Scott said, I can amplify a thousand times over: We are so broken within the American military, that we couldn’t mobilize for war if we tried. Not only that, in the polling that we do, very sophisticated polling every year, and have done for almost three decades, the propensity to serve of American youth in the draft age quadrant, roughly 18-24, is down to 9%, the lowest it’s ever been.  It’s General Laich’s and my conclusion, if we had a real war, most American youth would go to Canada or Mexico in the first 48 hours.
So it would be impossible to mobilize this country. Well, what do we do when we realize this? We threaten with nuclear weapons. We leave the nuclear weapons in the background, we hold the nuclear weapons up, we let people know—we don’t have to tell too many, they know it. That’s what scares me more than anything else about the bellicosity coming out of the White House, with regard to China, with regard to Russia, with regard to Iran, because we can’t back it up! We cannot back it up—except, with nuclear weapons. 
So, you asked the frightening question, who will be the first in the world to use nuclear weapons? The same people who were the first in the world to use them in 1945. {That} is another thing Dan and I talked about, and we both agreed, it is probably one of the most dangerous aspects of the current situation.
SPEED: OK, we’re going to take one final question, which is from The Grayzone. 
HEKMAT ABOUKHATER: Hi, this is Hekmat Aboukhater from The Grayzone, and I sent two questions, but I’ll just go for the first one: What are the implications if Biden’s potential deal with the authoritarian monarchy of Saudi Arabia, in which he is offering U.S. support to develop Saudi civilian nuclear program, with uranium enrichment, in exchange for a Saudi normalization with Israel? 
SPEED: Who wants to take it? 
WILKERSON: I’ll give you a first impression, and it’s more than a first impression, because I was there when we were talking about this, in 04 and ‘05. What we are is desperate: We’re desperate to get a situation in Gaza under some kind of control, and the only way we do that with the Arab states, led by Riyadh, is to guarantee, this time, guarantee that there will be a Palestinian state, and that means you’ve got to show some concrete on the ground. There’s got to be a prospect of a state.
The other thing the Saudis are holding over our head, is, they want a nuclear weapon, or, they want a latent capacity for a nuclear weapon, so that when Iran gets one, and they have enough uranium right now in enriched, this is IAEA, to make a bomb—to make three bombs, as a matter of fact. So they’re very close. The Saudis want to be able to make one, at the moment that the Iranians do. So that’s what they want this for, and we are {stupid} enough and desperate enough with regard to Gaza, to give it to them. 
Now, who won’t give it to them? The bad people in the world: Xi Jinping and Vladimir Putin. They will not give the Saudis nuclear weapons capability; but we will. 
BLACK: Yeah, I would tend to agree with Colonel Wilkerson. Everything revolves around November, the elections in November. It is absolutely vital that we keep the Ukraine war going through November, and also the Democratic Party right now is faced with an enormous, intractable dilemma, because two voting blocs of their own party are at war with one another, and the only way that they can defuse it, is if they can, at this point, if they can slow down or stop the war in Gaza. It’s become enormously unpopular; it has brought to light a lot of things about the history of Israel and so forth, that they would prefer to stay in the past, and that people not become aware of. But it is very possible that the war in Gaza may be the deciding issue in who wins the election in November.
So it’s very critical. We never would have thought of giving this nuclear assistance to Saudi Arabia, but at this point, they’ve got the leverage, we don’t have the leverage; Biden must take steps to defuse this situation, and he’s willing to do anything to do it. 
So, again, it’s another situation where the use of nuclear weapons, or at least the technology to create nuclear weapons, is on the table. And, of course, we’re the ones who suffer the cost for this.
SPEED: OK. We’re going to take one final question, which is from the Philippines, and then we’re going to have summaries. Let me also indicate to people who I think will probably be more than interested after this discussion, that there is an organization called the International Peace Coalition. The person who convenes that each week is Anastasia Battle, who’s here to my left, and I’m going to have her say something about that at the very conclusion. I think there’s still 1,700 people with us. All of you are invited, if you are people of good will, which we presume many of you to be, to seek us out and become part of that action.
So we’ll go to the final question, which I mentioned is from the Philippines, and it is from Maria Catherine Suba from Radio Mindanao Network.
MARIA CATHERINE SUBA: Yes, good afternoon, everyone. It’s already 2.57 a.m. here in the Philippines. I am Maria Catherine Suba, a fill-in broadcaster. I am a co-host of the late “Butch” Valdes with the [inaud 1:56:57] 
My question goes to Mr. Scott Ritter. As a former UN weapons inspector and U.S. Marines intelligence officer, and actually, to anyone else who wants to answer it: A proxy war is being orchestrated in this part of the world, our country the Philippines. Our country is actually being used by the U.S. in its intent of war against China, and according to geopolitical analysts the Philippines will be the next Ukraine. The Philippine President Ferdinand Marcos Jr. has allowed an additional nine EDCA sites, or more appropriately, nine U.S. military bases all over the country. The armed forces of the Philippines seem to be following orders from their U.S. counterpart: Drum-beats of war are being heard almost every day. Sinophobia is being propagated on mainstream media. Almost every week, there’s an incident of Chinese coast guard with water cannons, a fishing vessel at the South China Sea. Do you think a false-flag operation can happen here, as sanctions are getting worse? What do you propose for these to stop? Thank you.
RITTER: Thank you very much for the question. Just so you know, I have a little bit of background in the Philippines. In 1986, I was deployed there as a platoon commander, to reinforce the Subic garrison after the fall of the Marcos regime; there was concern about New People’s Army. So I have a warm spot in my heart for the Philippines.
Let’s build upon what Colonel Wilkerson had said, earlier. The United States is incapable of fighting a sustained conflict against a peer level force. The United States cannot fight and engage China and win. We {will} not beat the Chinese; we {cannot} beat the Chinese, and we {know} this, and yet we’re using the Philippines to create the conditions of potential conflict with the Chinese. Please understand that for the Filipino people, this is a recipe for disaster.  
You think America is your friend. So, too, did the Ukrainian people, and they are dying by the hundreds of thousands. Friends don’t let friends die in those quantities! The Ukrainians have been displaced by the tens of millions; friends don’t let friends have their cities destroyed in this manner! Friends don’t let friends have families separated, have mothers and children destined to a life of refugee status, and perpetual poverty. That’s not how friends behave. America has never been the friends of the Ukrainians, and we are not the friends of the Filipinos! {We don’t like you!} If we did like you, we wouldn’t be doing this to you! We are using you! You are a tool, nothing but a tool, and when the tool ceases to be useful, we will discard you—and discard you means usually, after a war that devastates you. We are using you to gain some sort of momentary leverage over the Chinese. We will fail! The Chinese will win, and you will be destroyed! {End of story!}
It’s high time the Filipino people pressure their government to start sitting down and engaging the Chinese government, responsibly. China is {not} your enemy: China is your neighbor! China is your friend. China doesn’t want war, and if you would engage China in {diplomacy}, and as we’ve all indicated here, America has long since lost the skill-set necessary to carry out diplomacy, but the Filipinos, the Philippine people can reignite this to relearn it, to use this skill to prevent a war. But if you continue to behave as colonial subjects—and I know that’s a sore subject to the Filipinos, because you were the colonial subjects of America; we still view you as our colonial subjects. We don’t like you, we don’t care about you, we just want to use you! Grow up! 
Grow up, and act responsibly: Take control of your own future. America’s not here to help you, America’s here only to use you until there’s nothing left, and then we will discard you on the trash heap of history.
BLACK: I spent a lot of time in the Philippines, and came in off the carrier Iwo Jima, the Valley Forge, the Guadalcanal. And Scott would agree with me: Americans have a tremendous love for the Filipino people. I would say, two of my very, very closest friends are from the Philippines. And we really wish, very much, that you were not in this posture, but I think it’s very important for the Philippines to be clear-eyed in what’s going on, and not to be led down the path by bellicose military people from the United States. 
You’re talking about small islands. I wish China were not engaged in that particular policy. I tend to be sympathetic toward them on many things, but less so on that one. But at the same time, I think, you’ve got to make sort of a cold, clear-eyed assessment, and say, look, it’s not worth a war with a great power for the Philippines to engage in combat over those small islands. But I do agree it is time to use diplomacy and to attempt to resolve the issue. Whatever you do, do not simply become a tool of the United States, and be led into an armed conflict that ends up in disaster for the Filipino people. Because if you do, you will break the heart of a whole lot of us who just dearly love the Philippines and the people of the islands. 
SPEED: OK. So, we’re at the point of summary remarks. I want to start with Larry Wilkerson. Of course, if there’s anything you wish to address that hasn’t been addressed already, please feel free to do so. And we’ll then proceed.
WILKERSON: I’ll just add to what was just said: I thought when Teddy Allen brought Ferdinand Marcos and Imelda Marcos to Pearl, and we escorted them up to Camp Smith, that the Philippines had finally awakened and thrown us out. And we would never be back. And then I saw Donald Rumsfeld take advantage of 9/11 and start infiltrating special forces back into the Philippines and I knew the game was back on, again. So, I agree with what both Scott and Colonel Black said. There’s a lot of affection on my part for the Philippines, too. But you should grow up and not need the United States, and not put the United States and China at loggerheads over your dead body, because that’s what it’ll be about. 
The topic here, today, was nuclear weapons, and I’ll just say this, again: The most likely state owning nuclear weapons today, to use those nuclear weapons, again, is the United States. And we have put ourselves in that position, and in that posture, by our incompetence at the other skill-sets, most prominently diplomacy, necessary for the relations of nations. We are not a very competent, in any vein, of diplomacy entity any more. There’s an old principle of the relations of nations, called conservation of enemies. Simply stated, it says, that a prudent state never has any more enemies at any one time, than it can handle. We have, 3.6 billion and growing every day, probably by a hundred million a week, people who hate our guts; who detest us; who are fed up with us; who think the “rules-based order” is our rules and orders to them. That’s not going to last, it’s not going to preserve us; it’s not going to preserve our empire in any way, fashion or form, so if we don’t change very quickly, we’re going down. And what I would advise people like the Philippines, and Australia, and other of our good allies over this last 50, 60, 70 years, is to “check your six,” really closely and see what you can do to make accommodations with the other powers in the world, most prominently Russia and China, but India is bigtime in there, too; India will be a replacement for China if she just keeps her act together for the next 20 years, and then we’ll have those two countries at loggerheads.  
But you’re look at a dying empire. You’re looking at a dying empire, and if we don’t do something about it, we’re going to have a really bad death, rather than a death, say, like Britain had, where she is still around, stupidly led by Rishi Sunak, but soon to be gotten rid of, probably. 
So, it’s a different world. It’s a totally different world. It’s no longer unipolar, it’s multipolar, and it’s going to act that way: It’s going to have a new financial system, a new monetary exchange system, a new banking system, everything’s going to be new. And we’re going to be on the outside, unless we learn to accommodate. And you learn to accommodate with that deft instrument of national power called “diplomacy.”  So we’d better grow some diplomats, and fast. 
SPEED: OK, thank you. Colonel Black.
BLACK: I would just like to add one thing: In 1991, the Soviet empire simply dissolved. It was one of the great victories of mankind, that we had been engaged in this tense standoff, and it ended bloodlessly. At that point, we had a thousand-mile buffer between Germany and the Russian border, and it was an opportunity, an historic opportunity to draw back from this nuclear brinkmanship, where we were just literally toe-to-toe at the Wall between East and West. But we failed to take advantage of it, and under various presidents, George Bush was one of them, and just sort of the whole sequence of fellows, we moved the border.  We kept moving Eastward, until finally, we reached the point where, now we are virtually up to the Russian border.
This whole thing, you know, when the Wall fell, you know, the Warsaw Pact dissolved; it just simply disappeared—but NATO didn’t. And I can recall, as a senior officer at the time, thinking, “just hold a parade, and tell ‘em, ‘We won! Go home.’” But we didn’t, we kept it alive. In order for NATO to survive the collapse of the Soviet Union, we had to create an illusion, we had to have an enemy. Russia was not an enemy! Russia was desperate to integrate with the rest of Europe, and to become part of all Western civilization. And it just was a terrible loss for humanity that we gave up that buffer, we gave up the opportunity to integrate Russia, and now we have perpetuated this illusion of them as this threatening enemy which they are not.
SPEED: Scott.
RITTER: First of all, I want to thank you, Dennis, and I want to thank Helga. I want to thank Colonel Wilkerson and Colonel Black, and everybody who is attending in person and online, for coming. This is one of the most important topics that can be discussed in the world today. And so, the fact that you are listening implies that you understand this.
Now, the question is, what do we do about this? How do we go forth from here? How do we take this message out, and turn it into something discernable, something that can prevent the wars that we acknowledge should never be fought: nuclear conflict. 
I was advised—and I’m one of these stupid Marines that gets lots of advice, and then I ignore it—I was advised to do not try to scare people. 
No! Y’all need to be scared, every single one of you. You need to have the kind of fear—you know, there’s people who live in the Southwest, who have been told over and over again about the danger of wildfire. “Nah, it’ll happen to them, not me.” Until they’re in their car, with their dogs, with no escape route, the flames have closed in, and they’re feeling the heat, and at that moment, they get that ugly feeling in the pit of their stomach, and they get the cold sweat: They know they’re going to die! They know they’re going to die, because it’s there in front of them, it’s unavoidable. 
That fear, every American needs to feel. The same fear people have who live in hurricane zones. They say, “well, don’t worry about it, hurricanes happen to other people, but not me”—but then the water’s coming in. It’s swept away everything, you’re holding on for dear life, and suddenly, that feeling in your stomach: “I’m going to die!” 
Every American needs to wake up every morning with that fear in your stomach, because {you’re going to die}! It’s a {certainty}, unless we change the policy direction that we’re on! I don’t know what you think anybody’s been saying up here, but what I heard, is, we’re headed toward a nuclear conflict that the United States is going to start!
How do we stop it? The first thing, the realization that this threat is real. 
You need to be afraid. You need to be {very} afraid. And then, and only then, will you take the action necessary to stop this. And we know what the action is—ask Emmanuel Macron.  {Go to the voting booth in November}—if we’re still alive—and make sure that your vote counts! But in order for it to count, the people running for office have to know what your vote stands for! And you need to come together collectively and we need to tell them, that there is a consensus that we don’t want to die in a nuclear Armageddon! And that if you are a politician, running for national office, and you don’t {oppose} nuclear war, {you will never get our vote}! Regardless of party, regardless of personality, regardless of anything. We must empower ourselves by making this issue the dominant issue, and they have to wake up for it: So, I’ll just leave you with September 28, Ladies and Gentlemen. Let’s make that day, that Saturday in September, the day that the American people put the nuclear issue on the table, on the ballot, and tell our elected officials, or those who want to become our elected officials, unless they convince us that they don’t want a nuclear war, and they will enact policies to avoid nuclear conflict.
Thank you very much.
SPEED: Thank you. Helga.
ZEPP-LAROUCHE: Well, first of all, let me thank all the speakers for the very important warning you are giving to the world, and also the participants who are listening online, sitting in the room, or in other forms. But I would like you to get active immediately, not just wait for the U.S. election, and I want you to join the International Peace Coalition. The next meeting is 5 o’clock European time, 11 a.m. Eastern Time. 
The reason why this is so urgent, is because we are going in my view, in the most important and dangerous period, probably, in all of history. The reasons for this is the following: We have at the beginning of July, the NATO annual summit, and I think that given the fact that the Ukrainian war is really running into trouble, but for the new weapons systems, it would have ended already. Because the people are not there, the soldiers are not there, and this will be an incredible moment, because NATO has {immense} reputation problem, an image loss in the eyes of the world. NATO already lost shamefully against 65,000 Taliban fighters in Afghanistan, and left Kabul in August 2021; you all remember the images of people hanging onto the airplanes trying to get out. They were abandoned by the way, by NATO, the locals who had worked with NATO for 20 years were left behind. That should be a lesson, also, for the Philippines and the Ukrainians. And now, the war in Ukraine is lost by NATO. What does it mean, if the entire force of NATO, with all the weapons and all the incredible money which was spent, was not able to defeat the Russian army which has a military budget which is about 10% of that of the United States? And image loss which is incredible. And that increases for the time being, the danger that a nuclear escalation could happen out of this dynamic.
Then, we have another problem: We have the idiotic policy that some people, Janet Yellen, the EU, they want to confiscate the Russian assets, which they confiscated already, but to spend them for Ukraine! Now, even the IMF has warned that they should not do that, because that would put at risk the entire financial system, because Russia has already announced that they will retaliate, and confiscate U.S. and European assets. And that could trigger a whole chain reaction of such developments, because that will be read by the Global South as one more reason to de-dollarize, because it’s not safe to be in the dollar. 
Then, you have the BRICS summit in October: That will be in all likelihood, a very spectacular event, where many, many more countries—up to now there were 59 countries that announced that they want to be part of this new system. That will be also a point when the West has to reflect what to do.
And then, naturally comes the November election. 
Now, I think we need to think not only of mobilizing in this entire period, between now and the U.S. election, because I think this is an extremely dangerous period; but also, because if we do not introduce another component into our thinking, a new way of approaching the whole idea of humanity, of are we the creative species or not? And I would like you to remember, actually, what happened in 1945, when Germany was completely a rubble-field. You remember the pictures of Dresden after the bombardment. Many other cities were looking almost like that. And, that is, by the way, one of the reasons—responding to the earlier question, would the Western leaders today not do what they do if they would understand nuclear war?—I think the problem is a generational and a cultural problem. Because I remember very well in Europe, the World War II generation, they knew what war was, and they told our generation, who didn’t experience it, but all the stories told by my grandparents, by my parents and relatives about the horrors of war, and that is also in my genes; and the new generation, which is completely shallow-minded, and they don’t know history, they don’t know culture, they don’t know what the Classical culture is—so they are being brainwashed by all these manipulations, and they just don’t get it. And I think the older people and the younger people have to get together. 
Now, what happened in ’45 was that the shock about how could Germany, this beautiful pearl among nations and countries, which it was during the time of Bach, or Mozart, Beethoven, of Schiller, Goethe, how could such a nation which produced so many inventors and so many creative individuals, sink so deeply to the level of Nazism, and the 12 years of the horror show of what Nazism meant? Well, I think people were so shocked that there was a soul-searching, and people said, we have to give ourselves a higher lawfulness, that this can never happen again. And there was a big debate about natural law, that we have to have something which is more fundamental than positive law, or whatever people do and say; and that this natural law in European history was the idea that there is a higher lawfulness which is built in creation, which we have to access, and which is valid, and which is functioning in the real world. 
Now, unfortunately, that debate about the use of natural law, as a very practical aspect in legislation, in lawfulness, was abandoned. It was abandoned by the occupying powers. It was extinguished by the Frankfurt School, it was eliminated by the Congress for Cultural Freedom, which started the reeducation to eliminate any such profound ideas: And that is part of the tragedy why people don’t remember this period, which was a very important moment of recollection, how could this tragedy have happened? And that is why, in the [new security and development architecture](https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/) which I have proposed, the last three principles refer to these epistemological foundations on which the New Paradigm has to be built. So, I would urge you to look at that, study it, and let us bring this into the debate, because I think we need this higher lawfulness. In Europe, it was called “natural law.” In India, it is called “cosmology.” In China it was call the “Mandate of Heaven.” And in every great culture and nation, you have this idea that there is such a higher lawfulness on which we have to agree, because we are human beings.  And I think that has to be part of the discussion, because we have to have to uplift humanity, very, very rapidly, to a higher level of morality if we want to survive this great danger.
SPEED: Thank you, Helga. 
Anastasia Battle, who is the convenor of the International Peace Coalition will make an announcement, and then we will conclude.
ANASTASIA BATTLE: Thank you, Dennis, and thank you, Scott Ritter and Col. Richard Black. Helga and myself, we co-founded the International Peace Coalition with the idea of bringing people together, above their ideologies, across the world from many different countries, to say, “We must have peace {now}!” How many times have you seen the peace movement be completely destroyed and divided, from gossip, just complete nonsense. We have to bring people together, now, to say, “No nuclear war, we must bring humanity to a higher level, now.” 
And I’m very honored that we’ve had both Scott Ritter and Col. Richard Black on the International Peace Coalition. I want to invite you, here, in the audience, but also the people who were online, which I can only imagine is thousands at this point. You can email in to questions@schillerinstitute.org, and we’d be happy to get back to you and bring you into the fold. We need as many people onboard, right now, as you can hear from our veteran heroic warriors for peace, that they’re not going to stop, and we need to have that same courage within all of you. 
So, thank you so much for joining us in this process, and we look forward to your collaboration. [applause]
SPEED: Col. Lawrence Wilkerson, Col. Richard Black, Scott Ritter, Helga Zepp-LaRouche, we want to thank you for being here and joining us. And I want all of you here to join me in thanking them for what they’ve done today. [applause]
That officially concludes our event. Thank you. 

 




Alle videoer: Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!
Online-konference 15.-16. juni 2024 eller senere.
Nu med talerlisten.

Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!

Online-konference på www.schillerinstitute.com

15.-16. juni 2024 – Panel 1, kl. 14 dansk tid; Panel 2, kl. 18 dansk tid 
eller senere

Se alle videoer nedenunder.

Tilmeld dig her for at modtage linkene, opdateringer og talerlisten.

Du kan også se konferencen her: The World on the Brink: For a New Peace of Westphalia!

Schiller Instituttets foreløbige program for den internationale konference den 15.-16. juni

Den 11. juni 2024 (EIRNS) – Schiller Instituttet offentliggjorde i dag det foreløbige program for sin internationale online-konference den 15.-16. juni, »Verden på afgrundens rand: For en ny westfalsk fred!”

Foreløbigt program OPDATERET 14-06-2024

LØRDAG den 15. juni

Panel I: Europa efter valget til Europa-Parlamentet (14:00-17:00; 08:00 ET)

Ordstyrer, Dennis Speed

– Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet (Tyskland)

– Chas Freeman, forsker i USA og Kina og diplomat (pensioneret) fra USA’s udenrigstjeneste (USA)

– Dr. Olga Lazorkina, leder af udenrigspolitisk afdeling ved Belarusian Institute of Strategic Research (BISR), (Belarus)

– Prof. Georgy Toloraya, Direktør, Center for Asian Strategy, Institute of Economics of the Russian Academy of Sciences (Rusland)

– Caroline Galactéros, politolog (Frankrig)

– Oberstløjtnant (pensioneret) Ralph Bosshard, de schweiziske væbnede styrker; konsulent, militærstrategiske anliggender (Schweiz)

– Volker Tschapke, grundlægger og ærespræsident for det preussiske selskab Berlin-Brandenburg e.V. (Tyskland)

– Oberst (pens.) Alain Corvez, konsulent i internationale anliggender, tidligere rådgiver for det franske indenrigsministerium (Frankrig)

 


Panel II: Den Globale Majoritets forventninger til udvikling (18.00-21.00 CET; 12:00 ET)

Ordstyrer, Dennis Speed

– Jacques Cheminade, formand for Solidarité et Progrès, tidligere fransk præsidentkandidat (Frankrig)

– H.E. Donald Ramotar, tidligere præsident for Guyana (Guyana)

– Michele Geraci, tidligere statssekretær, det italienske ministerium for økonomisk udvikling (Italien)

– Folker Hellmeyer, cheføkonom i Netfonds AG (Tyskland)

– H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian, Den Palæstinensiske Myndigheds ambassadør i Danmark (Palæstina)

– Prof. Dr. László Ungvári, tidligere præsident for Wildau University of Technology (Ungarn)

– Tre repræsentanter fra det Globale Syd, som endnu ikke er annonceret

 

SØNDAG den 16. juni


Panel III: Konsekvenserne af den igangværende videnskabelige revolution (14:00-17:00; 08:00 ET)

Ordstyrer, Claudio Celani

Francois Mellet, industrial engineer, Director of Operations at Stratek Global (Sydafrika)

– Prof. Sergey Pulinets, ledende forsker, Det russiske videnskabsakademis Rumforskningsinstitut (Rusland)

– Prof. Gennady Aksenov, S.I. Vavilov Institut for Videnskabs- og Teknologihistorie ved Det Russiske Videnskabsakademi, Afdeling for jordvidenskabernes Historie (Rusland)

 


Panel IV: Menneskehedens rige kulturer og den kommende gyldne renæssance (18.00-21.00; 12:00 ET)

Ordstyrer, Megan Dobrodt

– Jacques Cheminade, formand for Solidarité et Progrès, tidligere fransk præsidentkandidat; »The Culture of Peace« (Frankrig)

– Harley Schlanger, næstformand for bestyrelsen, Schiller Instituttet – USA; »Hvordan den offentlige mening manipuleres« (Tyskland)

– Sophie Tanapura, Maestra-sopran, grundlægger af Metropolitan Opera of Bangkok (Thailand)

– Karel Vereycken, maler og gravør, kunsthistoriker, Schiller Instituttet-Frankrig; »Samarbejde om verdens kulturarv: en vigtig nøgle til verdensfred« (Frankrig)

Man kan også se den på denne side.

Alle tegn peger på en storm! Vestens kollektive forsøg på at forfægte det neoliberale systems globale dominans efter afslutningen af Den kolde Krig har været en rungende fiasko. Størstedelen af nationerne var på ingen måde parate til at acceptere den »historiens afslutning«, som Francis Fukuyama havde annonceret for tidligt, og som landene i det Globale Syd blot opfattede som en fortsættelse af den kolonialistiske politik. De måder, hvorpå man forsøgte at cementere den unipolære verdensorden, fra farvede revolutioner, interventionskrige eller ensidige sanktioner med henblik på regimeskift, til brug af dollaren som våben, havde en enorm boomerang-effekt. I stedet for at acceptere vestlige neoliberale værdier vendte nationerne i Asien, Afrika og Latinamerika sig mod deres egne kulturelle traditioner og er nu, hjulpet af Kinas økonomiske fremgang, i gang med at opbygge deres egne økonomiske systemer baseret på suverænitet og lighed.

Men i stedet for at støtte det Globale Syds bestræbelser, som for længst er blevet den Globale Majoritet, på at overvinde fattigdom og underudvikling gennem industriel udvikling (hvilket også ville løse flygtningekrisen på den eneste humane måde), insisterer det såkaldte kollektive Vesten på »fortællingen« om, at det er en kamp mellem »demokratierne« og de »autoritære diktaturer«, at Rusland fører en »uprovokeret angrebskrig« mod Ukraine, og at Israel blot udøver sin »ret til selvforsvar« i Gaza. For at forsvare disse »fortællinger« undermineres forfatningsmæssige rettigheder som retten til ytringsfrihed, forbuddet mod censur og retten til forsamlingsfrihed.

Det er forbløffende at se, hvor fuldstændig ude af stand etablissementet i det kollektive Vesten er til at erkende fiaskoen i deres politik og foretage de nødvendige korrektioner! Efter mere end et dusin sanktionspakker er Rusland ikke »ruineret«, men den europæiske økonomi er ved at kollapse, især Tyskland! Efter stadig mere omfattende våbenleverancer, som for længst har bragt Vesten op på eller forbi det punkt, hvor de er en del af krigen, står det klart, at Ukraine ikke kan vinde. Rusland har nu gennemført sin første militærøvelse med sine taktiske atomvåben som en reaktion på den franske præsident Emmanuel Macrons trussel om at sende NATO-tropper til Ukraine og på den britiske udenrigsminister David Camerons og den amerikanske udenrigsminister Antony Blinkens anbefaling om, at Ukraine skal bruge vestligt leverede missiler til at angribe Rusland. Efter at Vesten i otte måneder har set på krigsforbrydelserne i Gaza, har ICJ og ICC nu grebet ind for at stoppe det igangværende folkemord, fordi det synes at være blevet klart for nogle kræfter, at de dobbeltstandarder, der hidtil er blevet tolereret, ødelægger hele den internationale ordens legitimitet.

I dag står vi på randen af den potentielt største katastrofe i menneskehedens historie. Hvis vi ikke overvinder den geopolitiske konfrontation mellem Vesten og Rusland og Kina, er der en meget kort afstand til optrapning til en ny verdenskrig, hvor den sikre brug af atomvåben vil resultere i en atomvinter og udryddelse af den menneskelige art.

Det tektoniske skift, der er forårsaget af den absolutte beslutsomhed hos nationerne i det Globale Syd om at forfægte deres ret til suveræn udvikling, repræsenterer også en monumental mulighed for at overvinde krisen. Først må vi sikre, at folk i Europa og USA lærer om den nye »Bandung-ånd«, der inspirerer nationerne i det Globale Syd, og derefter må vi påvise de enorme muligheder, der byder sig til, hvis vi samarbejder med disse stater om deres udvikling.

De næste seks måneder vil være af allerstørste betydning for menneskehedens fortsatte eksistens: NATO- og SCO-topmøderne i juli, BRIKS-topmødet i Rusland i oktober, det amerikanske præsidentvalg i november. I løbet af denne tid må det lykkes os at sætte idéen om en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur på den internationale dagsorden, som tager hensyn til alle planetens nationers interesser, hvis vi skal forhindre den ekstreme polarisering af verdensordenen i to adskilte og urokkelige blokke, så den bryder helt sammen.

Schiller Instituttets kommende konference vil derfor samle talere og kræfter, der er forenet i intentionen om at finde en vej ud af krisen ved at præsentere et nyt paradigme for den næste æra i den menneskelige udvikling.

Panel 1: Den største forandring i verdenshistorien

Panel 2: Den Globale Majoritets forventninger til udvikling

Panel 3: Betydningen af den igangværende videnskabelige revolution 

Panel 4: Rigdommen i menneskehedens kulturer og den kommende gyldne renæssance

Tilmeld dig her for at modtage linkene, opdateringer og talerlisten.




Stop drabene, start genopbygningen:
Den palæstinensiske ambassadør i Danmark H.E. Prof. Dr. Hassassian
inkl. udskriftet af talen og diskussionen

10. maj 2024. 52 minutters indhold (resten er tomt).
Del 2 fra Schiller Instituttets seminar i Danmark:
Stop drabene og begynd at genopbygge Gaza og regionen med Oase-planen:
LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling.

H.E. Prof. Dr. Manuel Hassassian er Den Palæstinensiske Myndigheds ambassadør i Danmark.
Tidligere ambassadør i Storbritannien og Ungarn. Kandidatgrad i internationale relationer fra University of Toledo, Ohio, og ph.d. i statskundskab fra University of Cincinnati. Var Executive Vice President for Bethlehem University på Vestbredden og professor ved University of Maryland, hvor han udviklede et kursus i konfliktløsning mellem Israel og Palæstina. Han var PLO’s chefrådgiver i spørgsmålet om Jerusalems status.

Ambassadøren holdt en meget polemisk tale om det palæstinensiske folks igangværende tragedie, konfliktens historie, og hvad der er nødvendigt for at stoppe folkemordet. Ambassadøren opfordrede de 12 lande, der var repræsenteret på seminaret, og det internationale samfund til at handle for at stoppe drabene og anerkende et suverænt Palæstina. Han understregede behovet for en politisk løsning baseret på palæstinensisk suverænitet, støttet af økonomisk udvikling. Oase-planen (oprindeligt foreslået af Lyndon LaRouche i 1975) vil være en vigtig katalysator for økonomisk udvikling, fastslog han.

Tolv ambassader fra Sydvestasien og Nordafrika, nationer andre steder i Asien og Afrika og fra Vesteuropa deltog i seminaret, foruden medlemmer og venner af Schiller Instituttet.

Stop drabene og begynd genopbygningen:

Dansk oversættelse af talen af H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassians, Den Palæstinensiske Myndigheds ambassadør i Danmark, ved Schiller Instituttets konference i København, onsdag den 8. maj 2024

Det er en stor fornøjelse at mødes med jer her til morgen. Jeg takker Schiller Instituttet for at have inviteret mig til at tale om et emne, der i bedste fald er usikkert, om man så må sige. Vi takker Helga for hendes omfattende introduktion af Oase-planen, og hvordan den kan føre til stabilitet og til regional og global sikkerhed. Selvfølgelig fortsætter debatten med sådanne teorier, så længe de ikke er gennemført fuldt ud, men ideer bør altid udbredes for i sidste ende at finde en sandsynlig løsning på at skabe en mere sikker verden.

Vi husker, at vi bortset fra Den kolde Krig i 60’erne og 70’erne følte os mere sikre, og at verden var meget mere stabil, da vi havde udbredt polaritet i stedet for unipolaritet, men da Sovjetunionen brød sammen i 1988, blev vi vidne til en unipolær magt, hvis konsekvenser vi ser i dag med regionale krige, ustabilitet og det, jeg kalder ny imperialisme.

Nu har vi hørt så meget om regionale konflikter og om den palæstinensisk-israelske konflikt: Jeg kunne starte med at sige, at denne konflikt ikke startede den 7. oktober, og jeg vil ikke gå ind i en forklaring på, hvorfor den 7. oktober fandt sted, men det er en naturlig reaktion for mennesker under 13-14 års belejring at handle på den måde, de har gjort.

Spørgsmålet er, om palæstinenserne blev angrebet den 8. oktober: Overalt blev palæstinenserne og deres ledere angrebet som terrorister, som om de ikke er mennesker, der har lidt under besættelse i de sidste 75 år. Men efterhånden som krigen udviklede sig, efterhånden som aggressionen mod vores folk i Gaza udviklede sig, begyndte den internationale samvittighed at vågne op for at se, om denne uforholdsmæssige reaktion på det, der skete den 7. oktober og i de sidste 75 år, kan retfærdiggøres eller ej? Det var det udfordrende spørgsmål, som blev stillet til det internationale samfund. Og vi begyndte dag for dag at opleve mere sympati og empati med det palæstinensiske folk, fordi de sociale medier og mediedækningen for første gang i historien har vist besættelsens grimme ansigt, og hvad besættelse kan gøre ved et folk i de sidste 75 år.

Det er så ironisk, og jeg betragter det som et modsætningsforhold, når man ser staten Israel, som hævder at være jødisk, lide et Holocaust, skabe et offer ud af ofrene, og lade palæstinenserne betale prisen for det Vesteuropa gjorde mod jøderne, da de levede i deres samfund. Så palæstinenserne skal betale prisen. De er blevet fordrevet fra deres land, de er blevet dræbt, lemlæstet, og det, vi er vidne til i dag, er det rene folkemord. Etnisk udrensning, kollektiv afstraffelse og folkedrab er det bedste udtryk for det, vi i dag kalder en apartheidstat. Ingen kan benægte, at Israel i dag kaldes en apartheidstat, fordi det har kvalificeret sig til at få den betegnelse.

Dette er en krig eller en konflikt, der har stået på i de sidste 75 år mellem to erkendelsesmæssige samfund. Det ene forsøger at redde sit land, det andet forsøger at tage landet. Så det, vi kalder Israel i dag, er en kolonial bosætterbevægelse, fordi det jødiske område startede i 20’erne og 30’erne under Storbritanniens sponsorat under det britiske mandat i Palæstina, og vi har set omfattende optøjer mod briterne i Palæstina i 1920, 29 og 36 indtil krigen i 1948, hvor vi har set, at Storbritannien systematisk pressede på for at få jøder til at immigrere til Palæstina. Med andre ord tog det næsten 30 år at gennemføre Balfour-erklæringen fra 1917, som lovede jøderne et nationalt hjem. Da krigen brød ud i 1948, blev Israel betragtet og accepteret som uafhængigt og blev straks anerkendt af FN.

Udfordringen i dag er, at palæstinenserne er gået i gang med en besværlig, vil jeg sige, vej mod forsoning med Israel. Vi har accepteret Oslo-aftalen, vi har i 1988 accepteret at anerkende Israel, ikke kun i praksis, men også retligt, og vi har endda forsøgt at foregribe enhver form for afsluttende forhandlinger. Til gengæld har vi set, at Oslo-aftalen er blevet brugt af israelerne til at firedoble antallet af bosættere på den besatte Vestbred, både hvad angår demografi og geografi. Og vi har set, at Netanyahu, der kom til magten, havde som sit ultimative mål at ødelægge Oslo-aftalen. Og siden Oslo-aftalen blev indgået, sidder vi i dag fast mellem det historisk uundgåelige og det politisk umulige. Med en så højreorienteret og ekstrem regering i Israel er det umuligt at indlede nogen form for forhandlinger om fremtidig stabilitet og sikkerhed.

Nu har Israel i 210-211 dage systematisk bombet civile med angreb. Mellem i går og i dag er mere end 40 i Rafah allerede blevet gjort til martyrer. Vi har mere end 35.000 dræbte, 50% af dem er børn; vi har mindst 10.000 under murbrokkerne, mere end 147 læger er blevet dræbt, 52 hospitaler er blevet totalt ødelagt; der er ikke noget brændstof til at drive de resterende to eller tre hospitaler. Nu, hvor Rafah-grænseovergangen er kontrolleret, kommer der ikke noget brændstof ind i Gaza, og 70 % af infrastrukturen i Gaza er totalt ødelagt.

Så hvad skal vi kalde denne krig? Er det en forsvarskrig? Forsvarer Israel sig selv, eller er det en decimeringskrig mod et folk, hvis eneste skyld er deres stræben efter uafhængighed og frihed?

Nogle gange virker det så ironisk, når jeg siger til europæiske eller amerikanske embedsmænd, som jeg har gjort så mange gange i min karriere som diplomat, at de bliver ved med at bombardere os med deres retorik om en to-statsløsning, og jeg begynder at grine, når jeg hører denne sætning “to-statsløsning”. Ødelæggelsen af Palæstina er næsten i hus, og de taler stadig om en “to-statsløsning”. OKAY! Hvis I tror på en to-statsløsning, hvorfor bruger I så vetoretten i FN, når næsten 140 lande har anerkendt staten Palæstina, og I bruger vetoretten, mens hele Europa følger den amerikanske beslutning. Så hvor er balancen, når man taler om en “to-statsløsning”?

Hvad beder palæstinenserne om i dag? De beder om det samme menneskelige princip om selvbestemmelse. Hvorfor har hele verden ret til at praktisere selvbestemmelse, som det blev vedtaget i Woodrow Wilsons 16. artikel, mens det ikke er vigtigt, når det drejer sig om Palæstina? Er vi børn af en laverestående Gud, som ikke kan accepteres i det internationale samfund som en uafhængig nationalstat?

Da det zionistiske projekt startede i Palæstina, var vi langt fremme regionalt: Vi havde en havn, vi havde en lufthavn, vi havde en økonomi, vi havde et landbrug. Det var ikke, som Golda Meir sagde, at ørkenen blomstrede, da zionisterne kom til Palæstina. Det er en historisk fejlslutning. Det er ikke sandt, og vi har al den historiske dokumentation, der beviser det modsatte.

Så denne beskyttede konflikt, der har stået på i så mange år nu, har ikke rystet hele verdenssamfundets samvittighed. Det er som at behandle det som en regional konflikt, som en konflikt mellem to mennesker, som om de kæmper om det samme land. Palæstinenserne bestrider ikke landet: Det er vores land! Zionisterne er indtrængende. De kom for at kontrollere vores land. Så det er ikke et land, der er i konflikt. Det er ikke en konflikt mellem to mennesker om et land, der ejes af begge. Israel er en indtrængen. Det zionistiske projekt blev støttet af det internationale samfund, og derfor bør det internationale samfund påtage sig ansvaret for at vende udviklingen.

Jeg kan blive ved med at tale om denne grimme besættelsespraksis i timevis. Men alt, hvad jeg vil sige, er dybest set følgende: Hvordan får vi sat en stopper for denne konflikt? Og hvem er de vigtigste aktører i forsøget på at gennemtvinge en løsning på denne konflikt? Det er så frustrerende, at USA, som hævder at have stået i spidsen for fredsprocessen i de sidste 30 år, har vist sig at være en sørgelig fiasko, fordi de ikke praktiserede konfliktløsning, men krisestyring. Og i dag har amerikanerne vist sig at være en sørgelig fiasko som tredjepart, som en ærlig fredsmægler, af den simple grund, at de uretfærdigt har støttet den øverste part, Israel, frem for den nederste part, Palæstina!

Så vi har ikke tillid til amerikanerne. Jeg har ondt af det amerikanske folk, som har et så svagt lederskab i USA, der har en nærsynet vision om, hvordan man skaber sikkerhed og global sikkerhed og fred i verden. En præsident, der taler om at tillade humanitær adgang, er den samme præsident, som sender tusindvis af bomber for at dræbe uskyldige børn og palæstinensere i Gaza!

Hvordan kan vi acceptere senile kommentarer fra en præsident, som ikke ved, hvad han taler om? Og alternativet er ikke bedre.

Vi kan ikke længere bruges som kastebold i en global konflikt. Ja, en sådan konflikt kan føre til en regional krig, en sådan konflikt kan føre til en global krig, men når alt kommer til alt, er det så ikke sult og fattigdom, dyb fattigdom, der er den egentlige grund til krig? Er det ikke nationale interesser, som kommer før alt andet?

Så hvad taber det internationale samfund, hvis de anerkender staten Palæstina? Vi indgik vores historiske kompromis i 1988, da vi kun accepterede 22 % af det historiske Palæstina som en uafhængig stat, hvilket vil sige Vestbredden, Gaza og Østjerusalem; og vi har givet legitimitet til fødslen af et zionistisk projekt med over 78 % af det historiske Palæstina. Og stadig hungrer zionisterne efter mere land, efter at få Vestbredden. Israel er ikke interesseret i Gaza. Israel er kun interesseret i Gaza ud fra et sikkerhedsperspektiv, for at kontrollere det, og sådan er det.

Men når man taler om Vestbredden, så taler man om “Judæa og Samaria”. Det er hvad israelerne presser på for at få deres bosættelser, så de dybest set kan kontrollere og alligevel forene Vestbredden med det egentlige Israel. For det er den bibelske profeti: For jødernes vedkommende er dette det forjættede land. Som om Gud er en ejendomsmægler. Han sagde: “I er de udvalgte, og Palæstina er for jer.” At det er en Gud, der lover land og betragter jøderne som det udvalgte folk – jeg vil ikke tro på den Gud. Den Gud har ingen betydning for mig.

Og i dag er der en stor debat mellem den katolske kirke og Israel, især jøderne, om spørgsmålet om de bibelske profetier og det forjættede land. Nu kommer der stemmer, som udfordrer denne retorik om, at “dette land tilhører os, fordi Gud gav det til os.” To milliarder mennesker, der følger katolicismen i dag, er i total modstrid med det zionistiske perspektiv om, at “dette er det jødiske land, det forjættede land, som Gud har givet os.”

Nogle gange sidder jeg og tænker over, at der i de sidste 20 år har været mangel på legitimt lederskab, at der er mangel på karismatisk lederskab i verden, og at verden ikke bliver bedre. Den forværres af konflikter, sult og uretfærdighed. Og jeg undrer mig over, hvorfor vi ikke har et lederskab, der kan påtage sig ansvaret for at lede denne verden?

Jeg har kortvarigt studeret i USA i forbindelse med min ph.d. og min mastergrad, og jeg har udført masser af forskning med amerikanske institutter, herunder Harvard. Alle disse tænketanke, alle disse ressourcer, som I har i USA, og produktionen af to kandidater til præsidentposten, Biden og Trump, er en skændsel. Det viser, at disse politiske partier leder folket, og det er ikke folket, der leder dem. Og det er derfor, jeg udfordrer denne form for demokrati, for det er demokrati for de få; det er demokrati for de rige. Vi ser næppe nogen komme fra ghettoerne og blive USA’s præsident på baggrund af fortjeneste, intellektualitet og så videre. Det findes ikke hos os.

Og jeg kan fortælle jer, at der aldrig vil ske en ændring – og her henvender jeg mig til den kinesiske delegation – der vil aldrig ske en ændring i USA’s politik i Mellemøsten. Siden Truman og frem til i dag har den været baseret på fire hjørnesten: For det første, at inddæmme kommunismen, og da Sovjetunionen gik i opløsning, skabte de noget, de kaldte “islamisk fundamentalisme”, for at retfærdiggøre deres herredømme og nye imperialisme. For det andet, at kontrollere olieprodukterne i den arabiske verden, kontrollere den militært eller gennem prisen, de styrer den. For det tredje, at støtte et stedfortræderregime, som gør deres beskidte arbejde i Mellemøsten på en uretfærdig måde, nemlig Israel. Og for det fjerde, at forsøge at bremse enhver form for befrielsesbevægelse, der kommer ud af regionen.

Uanset om Demokraterne eller Republikanerne kommer til magten, har disse fire hjørnesten aldrig ændret sig som USA’s grundlæggende politik i Mellemøsten. Hvis Demokraterne eller Republikanerne er ved magten, er det Tweedle Dee og Tweedle Dum, mine venner. C’est la même chose, en français: Det er den samme historie.

Så hvordan kan vi stole på, at USA som en tredje part kan bygge bro over kløften og uligheden mellem to partnere, der ikke er på lige fod? Da vi sad og forhandlede fred med israelerne, var vi ikke på lige fod. Amerikanerne udarbejdede resolutionerne, og palæstinenserne blev tvunget til at acceptere dem med ren og skær magt! Så der var {aldrig} seriøse forhandlinger! Forhandlinger er baseret på symmetri mellem to stridende magter, der er på lige fod og forsøger at løse et problem. Det var ikke tilfældet med vores forhandlinger, mine damer og herrer! Det var altid et magtpolitisk diktat. Og palæstinenserne måtte som den underlegne part altid betale prisen.

Lad jer ikke narre af, hvad der foregår i Israel i dag, hvad angår demonstrationer. Den israelske befolkning står fuldstændig bag deres ledere. Lad jer ikke narre.

Der er sket et dramatisk skift fra den første intifada til i dag, hvad angår den offentlige mening i Israel. De er alle sammen ekstremt højreorienterede. Det, vi kalder de venstreorienterede progressive elementer i Israel, er ubetydelige, og de er fuldstændig marginaliserede.

Hvis Israel ikke var ekstremt højreorienteret, hvem ville så have bragt Ben-Gvir og Smotrich og Netanyahu til magten? Er det ikke rigtigt? Vi kunne have forventet en meget mere liberal regering, som virkelig kunne presse på for fredsprocessen. Men desværre har vi været vidne til et ekstremt højreorienteret skift i den offentlige mening i Israel, som har bragt folk som Smotrich, Ben-Gvir og Netanyahu til magten.

Så vi siger altid: “Velgørenhed starter derhjemme.” Vi kan ikke forvente nogen form for stabilitet i regionen, hvis USA fortsætter med denne politik, som jeg anser for at være dobbeltmoralsk. På den ene side forsøger vi at skabe fred med vores nabolandes regeringer – at Israel kun er kirurgisk, når det handler med Hamas, men vi kan se konsekvenserne af det: Det kan opildne Egypten, det kan opildne Libanon til en regional krig. Indtil videre er det blevet kontrolleret.

Men jeg tror, at amerikanerne har mistet troværdighed, da de ikke kunne få en våbenhvile i stand, og jeg kan ikke se, at den vej er tvingende nødvendig for USA, og vi har indtil videre set modstridende politik fra USA, som ikke stabiliserer, men destabiliserer situationen yderligere.

Og vi har ikke set det internationale samfund stå frem og fordømme Rafah, hvad de anser for at være et inddæmmet angreb på Hamas’ sidste tilholdssted, som om de ved, hvor de militante Hamas-medlemmer er.

Så det er undskyldninger for at lægge pres på 1 million palæstinensere, så de begynder at flytte ind i Egypten. De vil skabe kaos og frygt, så folk forlader deres hjem og begynder at migrere mod Egypten. Og det ville skabe et stort problem for Egypten, fordi landets holdning er, at palæstinenserne ikke skal have lov til at forlade Gaza. Ved at gøre det giver de nemlig grønt lys for, at Israel kan fortsætte med at udrydde palæstinenserne og slippe af med dem “demografisk” fra Gaza.

Hvis Israel med sine folkemorderiske angreb havde formået at slippe af med Hamas, mine damer og herrer, så er Hamas nu en illusion. Det er ikke en person, der kæmper. Det er en ideologi. Selv hvis de dræber alle disse militante, vil der opstå andre militante. Når man taler om 35.000 martyrer, hvor mange af de børn, der overlever det her, vil så glemme det? Ikke sandt? Ingen vil glemme det.

Israel bør forstå, at de ikke kan, og at de ikke kommer af med det palæstinensiske folk. Israel bør forstå, at dets legitime fødselsattest til at være i Mellemøsten kun er givet af palæstinenserne og ikke af USA! Israel bør forstå, at uden Palæstinas uafhængighed vil landet være en garnisonsfæstning i Mellemøsten. Og det psykologiske problem med at være i en garnisonsstat vil skabe en masse psykologiske problemer i fremtiden for et land, der havde chancen for at skabe fred og bare lod den glide væk.

Tingene kommer ikke til at ligge stille. Palæstinenserne vil fortsætte deres kamp. Der er ingen militær løsning på denne konflikt: Alle ved, at selv Israel, med al sin tekniske magt, med al sin teknologi, ikke kunne få palæstinenserne til at knæle.

Og hvis man ser på livsmodet hos disse mennesker i Gaza, er det utroligt! De siger altid, at vi aldrig vil vende tilbage til Nakba (katastrofen) i 1948. Vi vil aldrig emigrere. Vi vil aldrig forlade vores land. Vi vil hellere dø end forlade det. Denne modstandskraft, denne beslutsomhed, dette engagement hos et folk bør vække det internationale samfunds samvittighed og sige, at disse mennesker fortjener at have deres egen stat, fortjener at have deres eget uafhængige land.

Israel leger med ilden. Og jeg tror, at ødelæggelsen af Israel er begyndt. Og det, vi er vidne til i USA med hensyn til studenterstrejkerne og alt det andet, er det bedste eksempel på Biden-administrationens fallit i håndteringen af konflikten i Gaza; det er også et eksempel på ineffektiviteten i håndteringen af krigen i Ukraine. Og dens ineffektivitet i forsøget på at sprede sit overherredømme over verden som en unipolær magt. Og hvis vi sammenligner det, der sker på universiteterne i USA nu, med Vietnam-krigen i 60’erne, så er dette begyndelsen til enden på en sådan æra.

Så begynder vi at se dramatiske forandringer i Mellemøsten. Vi har brug for nye regeringer. Vi har brug for nye regeringer: Vi har brug for regeringer, der vil fremme global sikkerhed og stabilitet gennem økonomisk udvikling, gennem Oase-planen.

Vi har brug for en ny regering i Israel! Den skal i det mindste være mindre zionistisk i sin tilgang til konfliktløsning i stedet for konflikthåndtering.

Vi er også nødt til at have et forenet lederskab mellem alle vores palæstinensiske fraktioner: For forenet står vi, splittet falder vi.

Hvis ikke disse tre betingelser er til stede, vil denne konflikt få yderligere forgreninger, som vil føre til ødelæggelse og, Gud forbyde det, til en global krig.

Mine damer og herrer: I dag er det ikke ideologi, der driver folk i krig. Det er national interesse. Det er økonomiske interesser. Men menneskers engagement gennem religion er skræmmende, og Gud forbyde, at vores konflikt en dag bliver en konflikt mellem muslimer og jøder. For det er ikke hensigten. Vi mener, at dette er en national kamp med en verdslig ideologi om at opbygge en demokratisk enhed i Palæstina. Det er det, min ledelse tror på.

Men vi kan ikke gøre det alene. Vi er nødt til at gøre det i fællesskab, og i fællesskab betyder præsidentvalg, parlamentsvalg og en total reform af vores politiske infrastruktur. Jeg siger dette som selvkritik, fordi jeg er nødt til at være ærlig som akademiker og fortælle jer præcis, hvad vi er nødt til at gøre for at opnå en bæredygtig og langvarig fred.

Fred er ikke at underskrive et dokument. Vi havde fred mellem Jordan og Israel. Vi havde fred mellem Egypten og Israel. Det er kold fred. Spørg enhver egypter i dag, og han vil fortælle dig: “Israel er ikke vores ven. Så længe de besætter Palæstina, vil vi ikke have et normalt forhold til israelerne. OK, mellem regeringer, ja.” Det samme i Jordan. Ægte fred vil blive opnået, når palæstinenserne har ret til selvbestemmelse. Så vil den arabiske verden være klar til at samarbejde og acceptere Israel som et legitimt land i Mellemøsten. Men nu er Israel udstødt. Israel er en zionistisk besættelsesmagt, det er ikke legitimt.

Og lad mig slutte, for min tid er forbi: Det er let at underskrive en fredsaftale, men det er meget svært at skabe fred, og den fredsopbygning kræver en indsats for at forsøge at skabe synergi mellem civilsamfundene på begge sider, mellem mennesker, og her kommer processen med at afslutte konflikter og udvikle demokratier, for vi tror på, at demokratier som udgangspunkt ikke bekæmper hinanden.

Og økonomisk udvikling, som den støttes af Schiller Instituttet, af LaRouches koncept for økonomisk udvikling, kunne spille en central rolle i processen med at forsøge at skabe global sikkerhed gennem regional sikkerhed og ved at afslutte den palæstinensisk-israelske konflikt.

Det ville være, vil jeg sige, begyndelsen på en æra, hvor lande i verden, nord og syd, ville begynde at indse, at krig ikke er svaret, men at opbygning af økonomiske bånd er svaret, fordi det ville være en win-win-situation.

Mange tak skal I have.

Diskussion:
Der var to spørgsmål. Det første var fra Ulla Sandbæk, bl.a. fhv. EU parlament- og Folketingsmedlem om ambassadørens holdning til 2-stats løsningen, hvor han understregede, at international støtte og pres er nødvendigt for at virkeliggøre den.
Det anden var fra Helga Zepp-LaRouche om strategier for at sætte Oase-planen på den internationale dagsorden, hvor de diskuterede at bringe den op på internationale sikkerhedskonferencer og i universiteter, og hvordan Oase-planen kan have en katalytisk effekt på økonomisk udvikling.

Spørgsmål fra Ulla Sandbæk, tidligere EU- og dansk parlamentariker, pensioneret præst, forhenværende Art of Living-lærer på Vestbredden: [Resume] Hvordan kan man forhindre Israel i at fjerne den palæstinensiske befolkning først fra Gaza til Egypten og derefter fra Vestbredden? I lyset af USA’s og Europas holdninger kan jeg ikke se nogen effektiv forebyggelse. En af dem ville være at begynde at kalde det en besættelse i stedet for en konflikt. Hvis du sagde, at to-statsløsningen fik dig til at grine, hvordan vil du så have en stat i Palæstina?

H.E. Ambassadør Prof. Dr. Hassassian: [udskrift] Ingen benægter, at Israel er en besættelsesmagt, og ingen benægter, at Israel blev oprettet i 1948 af de vestlige magter, og ingen benægter, at vi i dag har en kolonial bosætterbevægelse med en ekstrem fascistisk regering i Israel i dag. Jeg siger altid, at palæstinenserne er der for at blive, og at de vil fortsætte deres modstand mod en sådan besættelse, og jeg sagde, at USA kan bringe de to parter sammen. Og ja, jeg smilede og grinede og grinede over to-statsløsningen, for hvis man i dag tager til Vestbredden og ser på bosættelserne, så er de spredt som schweizerost. Der er ingen geografisk sammenhæng.

Men eftersom det internationale samfund går ind for det vi kalder to-statsløsningen, siger vi til dem: »OK. Hvis I vil have to-statsløsningen, så bring os staten Palæstina.«

Men vi er nødt til at tro på, at den koloniale bosættermentalitet aldrig frivilligt vil afvikle sin politik i Palæstina. De ønsker at besætte hele det historiske Palæstina.

Og vi sætter ikke vores lid til, at USA kan løse dette problem. Vi forsøger først og fremmest gennem vores modstand, vores standhaftighed og ved at forsøge at få det internationale samfund til at støtte os og ikke kun støtte os med ord, men ved at hjælpe os økonomisk, så vi kan forsørge os selv og blive på vores jord.

Ingen siger, at der findes en tryllestav til at løse dette problem. Dette er en besættelse. Men inden for statskundskab bruger vi ordet konflikt, men det her er besættelse. Det er et folks besættelse af et andet.

Så mit svar til dig er, at vi ikke har et resultat baseret på den amerikanske holdning, hvad angår at finde en troværdig løsning på denne konflikt. Desværre er Europa meget svagt og ineffektivt. Den arabiske verden er tilfreds med realiteterne. Den muslimske verden sover en dyb, dyb, dyb, dyb søvn. Og palæstinenserne er overladt til sig selv.

Og som jeg sagde, ud over moralsk sympati og empati fra verden, fik vi ikke noget. Vi fik ikke økonomisk hjælp. Vi fik ikke engang mad. Folk dør af sult i dag i Gaza, hvilket er et andet middel til kollektiv afstraffelse, som israelerne benytter sig af.

Så hvad gør disse lande i verden for at redde situationen og for at redde de uskyldige palæstinensere?

Som jeg sagde, går det ud over den 7. oktober nu. Nu taler vi om udslettelsen af et folk.

Så jeg har ikke det magiske svar på, hvordan vi kan slippe af med den zionistiske vold, men jeg tror, at løsningen ligger i hænderne på det internationale samfund.

Først skal man holde op med at sende våben til Israel: Europa, Amerika. Stop med at støtte Israel i FN ved at bruge vetoretten. Giv hjælp til palæstinenserne i stedet for at ødelægge deres statslige infrastruktur, også på Vestbredden, for at retfærdiggøre Netanyahus politik på Vestbredden. Der er mange ting, som man kan genoverveje og have som muligheder for at opnå fred og stabilitet, for slet ikke at tale om sikkerhed.

Nu indrømmer jeg ikke, at vi kan slippe af med det israelske folk fra Palæstina. Vi har nået et ydmygt, historisk kompromis, hvor vi har accepteret israelerne som vores naboer. Hvad mere kan palæstinenserne indrømme, når de har indrømmet 78% af det historiske Palæstina. Hvad er der tilbage? Hvad er der tilbage at give afkald på, de 20 %? OK, de er nødt til at tage det med magt. De er nødt til at begå og fortsætte med at begå folkemord, mens det internationale samfund ser på, hvad der sker, og ikke gør noget. Det internationale samfund ville være lige så skyldigt som Israel, og det vil vi aldrig glemme. Vi vil aldrig glemme det.

Spørgsmål fra Helga Zepp-LaRouche: Jeg vil gerne spørge ambassadør Hassassian: En idé til, hvordan vi kan kaste denne diskussion om Oase-planen op på den internationale dagsorden, ville være at få en af de eksisterende sikkerhedskonferencer til at diskutere det. Desværre plejede eksempelvis sikkerhedskonferencen i München at være et meget nyttigt dialogforum, men det har den ikke været i et stykke tid. Det er udelukkende våbenindustriens lobby, kan man sige. Den er ikke egnet lige nu, vil jeg mene.

Men der er andre dialoger, f.eks. Shangri-La-dialogen i Singapore, hvor man diskuterer vigtige sikkerhedsforanstaltninger.

I 2017 deltog jeg i Raisina-dialogen i New Delhi. Det var på det tidspunkt et nyt forum, hvor man diskuterede internationale sikkerheds- og udviklingsspørgsmål. Og jeg tror, at hvis man henvendte sig til sådanne institutioner, måske hvis du som repræsentant for det palæstinensiske folk sendte et brev eller en anmodning til disse fora, så kunne de organisere en international diskussionsgruppe om Oase-planen, og hvad den ville kræve. Hvis man kunne få flere af den slags initiativer, kunne man forhåbentlig kaste diskussionen op på den internationale dagsorden. Jeg vil gerne vide, hvad du synes om dette forslag eller andre tilsvarende ideer.

H.E. Ambassadør Prof. Dr. Hassassian: Mange tak for denne idé, som jeg synes er meget vigtig. Jeg har deltaget i mange internationale konferencer støttet af tænketanke relateret til de statslige afdelinger. En af dem er IFRI, Det franske institut for internationale Forhold, som er knyttet til Quai d’Orsay, det franske udenrigsministerium.

De har årlige konferencer om global sikkerhed, om regionale konflikter, om økonomisk udvikling og så videre.

Og jeg tror, at Schiller Instituttet gradvist kunne nå den position ved at starte med nogle seminarer, som dette, og forsøge at sprede det til højere læreanstalter og universiteter, fordi de fleste tænketanke er relateret til højere læreanstalter. Og jeg tror, det er en god idé, hvis vi starter en kæde af foredrag om Oase-planen, endsige tager den israelsk-palæstinensiske konflikt eller en hvilken som helst konflikt i Mellemøsten eller på verdensplan som et springbræt til at indse, i hvilket omfang Oase-planen kan tilføje en katalytisk effekt i forsøget på, mere eller mindre, at skabe et mere sikkert miljø for økonomisk udvikling.

Og jeg tror, jeg i min personlige kapacitet har visse kontakter, som virkelig kunne arbejde sammen med Schiller Instituttet om at mobilisere støtte til en sådan idé, som jeg tror er en international idé. Det er sandsynligt, at den kan bruges af selv avancerede lande. Det er ikke kun for at reducere regionale konflikter, og hvad ved jeg.

Så jeg tror, ja, det kan lade sig gøre. Vi må være gradvis stigende, mindre ambitiøse, men jeg tror, det er sådan, vi skal skabe momentum. Og jeg tror, du har en god vare til markedet, som jeg tror er sød musik i vores ører, men som jeg sagde, har den politiske konflikt altid været en prioritet i forhold til en så letflydende melodi om økonomisk udvikling.

Og derfor tror jeg, at vi psykologisk har forberedt verden på, at den endelige

 og stabile sikkerhed kommer gennem økonomisk udvikling og ved at slå ned på den dybeste fattigdom og sult i verden. Og så meget som vi kan forsøge at indsnævre kløften af ulighed, når det kommer til økonomiske potentialer og evner, jo mere sikker bliver vores verden.

Tro mig, hvis vi har økonomisk sikkerhed, vil der ikke komme trusler fra USA mod Kina eller Rusland eller Europa eller faktisk mod Mellemøsten. Vi kan se afspænding på højeste niveau, når sådanne ideer bliver mere autoritative og bliver mere accepteret af landene, så de indser, at deres eneste redning fra enhver form for konfrontation, militært, er gennem økonomisk stabilitet og sikkerhed.

Og jeg garanterer på jeres vegne, at man er nødt til at samarbejde og samarbejde med alle vores venligtsindede lande i Europa, Asien og Latinamerika, som lytter nøje til os, og til det vi taler om, ikke kun i forhold til det, der foregår i Israel, hvad israelerne gør mod os, men de hører også, i hvilken udstrækning dette begreb kan være, ved at bruge eller forværre på en positiv måde, afslutningen på konflikten, for at opretholde sig selv gennem fred og lang levetid, det må gå gennem processen med økonomisk beslutsomhed, altså økonomisk interaktion og fremme af nationale interesser.

Ordstyrer Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark: Efter pausen bevæger vi os ind i det forjættede land. Hvad er denne Oase-plan? Hvordan kan den fungere? Som Hussein Askary har kaldt sin præsentation, »Det umulige er selvpålagt: Fred gennem økonomisk udvikling er den eneste vej frem i Vestasien.« Og som vi blev beæret over af den meget smukke præsentation fra ambassadør Hassassian, er fred ikke fraværet af krig. Fred er noget, man opbygger. Hussein Askary vil føre os ind i det forjættede land, hvor vi rent faktisk opnår fred og velstand for hele verden.

Se også den første og tredje tale under seminaret.

Oase-planen: Fred kun gennem udvikling
Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets grundlægger og internationale leder, og den amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouches (1922-2019) årtier lange samarbejdspartner, som talte online.

Det umulige er selvpålagt: Fred gennem økonomisk udvikling er den eneste vej frem i Vestasien
Hussein Askary, Schiller Instituttets koordinator for Sydvestasien.
Medforfatter til: “Extending the New Silk Road to Southwest Asia and Africa”, arabisk oversætter af: “The New Silk Road Becomes the World Land Bridge”.

Kontaktpersoner:
Den Palæstinensiske Mission i Danmark: +45 33 93 22 39, info@palestine.dk
Schiller Instituttet i Danmark: +45 53 57 00 51; si@schillerinstitut.dk
Engelsk: www.schillerinstitute.com
Dansk: www.schillerinstitut.dk

Andre relaterede hjemmesider på engelsk:
www.laroucheorganization.com
www.larouchepub.com

Arabisk: https://t.me/larouchearabic

Uddrag af invitationen:
Schiller Instituttets seminar i København er tilrettelagt for at fremme den vigtige dialog, der blev ført under vores internationale online-konference den 13. april 2024 med titlen “Oase-planen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina og for hele Sydvestasien”, som er tilgængelig på YouTube.

H.E. Prof. Dr. Manuel Hassassian, Det Palæstinensiske Selvstyres ambassadør i Danmark, præsenterede den igangværende tragedie for det palæstinensiske folk og behovet for en politisk løsning baseret på palæstinensisk suverænitet og lige rettigheder, støttet af økonomisk udvikling. Der kan ikke være nogen militær løsning, fastslog han.

Helga Zepp-LaRouche indledte sin tale med at fremhæve det påtrængende behov for at tilføre et perspektiv af håb for at vise vejen ud af den katastrofale situation i Sydvestasien, og advarede om potentialet for en fuldstændig regional og endog global krig. Hun understregede behovet for en helt ny tilgang, der tager højde for palæstinensernes, israelernes og alle regionens landes kombinerede økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser.

Nu må drabene stoppe, og genopbygningen må begynde.

Massiv humanitær hjælp må strømme ind.

Der skal indkaldes til en international konference for at finde en politisk løsning, herunder fuld international anerkendelse af en suveræn palæstinensisk stat.

Men hvor kan lyset komme fra midt i det nuværende mørke? Schiller Instituttet er overbevist om, at en fremtidig vision om økonomisk udvikling for hele regionen, som nu inkluderer et genopbygget Gaza som det første skridt, er nødvendig for at lyse op på vejen til fred.

Denne vision er Oase-planen, som først blev foreslået af den amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche (1922-2019) i 1975 efter en rejse til regionen. Oase-planen tager fat på den største barriere for udvikling i regionen – manglen på ferskvand – gennem opførelsen af et netværk af afsaltningsanlæg, ideelt set atomdrevne, langs Middelhavskysten og langs to nye kanaler: en kanal mellem Det Røde Hav og Det Døde Hav og en kanal mellem Det Døde Hav og Middelhavet. En oversigt kan ses i LaRouche-organisationens 14 minutter lange video, Oase-planen: LaRouches løsning for Mellemøsten….

Død, ødelæggelse og sult er blevet brugt som krigsvåben; økonomisk udvikling skal bruges som et fredsvåben: til at forvandle sværd til plovskær. Vi må alle handle nu for at stoppe drabene og starte genopbygningen.

 




Politisk orientering den 17. maj 2024 med formand Tom Gillesberg
Verden efter vores diplomatseminar i KBH:
Stop drabene og genopbyg Gaza og regionen med Oase-planen

Se videoerne fra Schiller Instituttets diplomatiske seminar:
Se de tre videoer: Schiller Instituttets diplomatseminar i København den 8. maj 2024:
Stop drabene og begynd at genopbygge Gaza og regionen med Oase-planen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling:
https://schillerinstitut.dk/si/?p=37038

Uddrag fra rapporten om seminaret:
Helga Zepp-LaRouche, via videolink fra Tyskland, grundlægger og leder af Schiller Instituttet og har i årtier samarbejdet med sin mand, Lyndon LaRouche (1922-2019), om udviklingsdiplomati.

H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian, Den Palæstinensiske Myndigheds ambassadør i Danmark. Disse to fortsatte i dialog deres udvekslinger, der blev indledt på den tidligere internationale Schiller Institut-konference den 13. april, herunder om det presserende spørgsmål om, hvorvidt “politiske” forskelle skal løses, før “økonomisk” udvikling kan gennemføres.

Hussein Askary, Schiller Instituttets koordinator for Sydvestasien, som er medforfatter til Schiller Instituttets bog fra 2017: Extending the New Silk Road to Southwest Asia and Africa, og har lavet den arabiske oversættelse af EIR-bogen: The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge.

Helga begyndte sin præsentation med titlen: “Oase-planen: Fred kan kun opnås gennem udvikling” med de forfærdelige nyheder om starten på det israelske angreb på Rafah. Hun gav en global strategisk analyse af faren for regional og global krigsførelse og beskrev truslen om endog atomkrig fra optrapningen i Sydvestasien og som en udløber af NATO-Ukraine-Rusland-konflikten.

Hun opfordrede diplomaterne til at samarbejde om at fremme ” Oase-planen” som en løftestang for at nå frem til et nyt paradigme og en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, den eneste vej ud af den eksistentielle krise, som verden gennemgår. Hun beskrev sine ti principper for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som hun udsendte til international diskussion i 2022. Udskriften af hendes bemærkninger i deres helhed er tilgængelig i dette nummer af EIR.

Stop drabene, begynd genopbygningen
H.E. Amb. Prof. Dr. Hassassian talte om temaet “Stop drabene og start genopbygningen”. Han holdt en meget skarp tale om den igangværende tragedie for det palæstinensiske folk, konfliktens historie og hvad der er nødvendigt for at stoppe folkedrabet. Ambassadøren opfordrede de 12 lande, der var repræsenteret på seminaret, og det internationale samfund til at handle for at stoppe drabene, og han understregede behovet for en politisk løsning baseret på palæstinensisk suverænitet og understøttet af økonomisk udvikling. Diskussionen omfattede spørgsmålet om en to-statsløsning for Israel og Palæstina.

Ambassadør Hassassian taler ud fra lang erfaring og engagement. Han er tidligere ambassadør i Storbritannien og Ungarn. Han var vicepræsident for Bethlehem University på Vestbredden og professor ved University of Maryland, hvor han udviklede et kursus i konfliktløsning mellem Israel og Palæstina. Han var PLO’s chefrådgiver i spørgsmålet om Jerusalems status. Han har en kandidatgrad i internationale relationer fra University of Toledo, Ohio, og en ph.d. i statskundskab fra University of Cincinnati, Ohio.
Se hans interview 15. marts 2024 med Schiller Instituttet.

LaRouches Oase-plan
Hussein Askary præsenterede konkrete områder af den økonomiske geografi og udviklingsprincipperne i Oase-planens tilgang under emnet “Det umulige er selvpålagt: Fred gennem økonomisk udvikling er den eneste vej frem i Vestasien.” Han udfordrede især aksiomerne bag nulvækstbevægelsen og dens politiske udtryk. Han forklarede, at udviklingsprincipper er baseret på den virkelighed, at menneskehedens kreativitet forvandler naturen.

Askary brugte eksempler fra sin nylige rejse til Xinjiang for at vise den kinesiske udviklingspolitik for at gøre ørkenen grøn. Diskussionen inkl. om verden er overbefolkede, og om terrorisme i Vestafrika, hvor han understregede behovet for økon. udvikling..

Et konkret forslag blandt debattørerne er, at Oase-planen skal være på dagsordenen på nogle af de symposier om sikkerhed, der hvert år afholdes af fonde og nationer. Palæstinensiske stemmer kunne formelt anmode om dette. H.E. Ambassadør Prof. Dr. Hassassian tilføjede at få diskussionen i gang på universiteterne og understregede vigtigheden af Oase-planen som en katalysator for økonomisk udvikling og Schiller Instituttets og LaRouche-bevægelsens arbejde med at fremme den….

Helga sagde efter mødet: “Det var et ekstremt vigtigt opfølgningsmøde på diplomat- og ambassadørniveau, og ud af dette møde kom en fuldstændig forpligtelse til at fortsætte organiseringen, løfte den op på et højere niveau ved at forsøge at få en stor international konference med deltagelse af stater om behovet for alvor at sætte Oase-planen, udviklingsplanen for hele regionen Sydvestasien, på dagsordenen.”

Kontakt os: +4 53 57 00 51 si@schillerinstitut.dk
Dansk: www.schillerinstitut.dk




Schiller Instituttets diplomatiske seminar i København
Stop drabene, genopbyg Gaza og regionen med ‘Oase-planen’

9. maj – Schiller Instituttet i Danmark afholdt den 8. maj et seminar i København for det diplomatiske samfund og andre gæster med temaet “Stop drabene og begynd at genopbygge Gaza og regionen med Oase-planen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling.” Fire ambassadører og mange andre diplomater kom personligt fra tolv ambassader, som repræsenterede Sydvestasien og Nordafrika, nationer andre steder i Asien og Afrika samt Vesteuropa.

Publikum var intenst engageret i løbet af de tre timer, hvor de hørte de spændende præsentationer og deltog i dialogen, hvis fokus både var at bidrage til en øjeblikkelig afslutning på død og ødelæggelse i Gaza og at skitsere en udviklingsvej.

Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, var ordstyrer og fremhævede Schiller Instituttets aktuelle indsats i mange lande for at fremme dialogen om begrebet “fred gennem udvikling” i Palæstina, Israel og globalt for at bidrage til en ny økonomisk og sikkerhedsmæssig verdensarkitektur.

Den 13. april afholdt Schiller Instituttet internationalt en daglang online-konference, som nu er tilgængelig i video-arkiv, med titlen “[Oase]-planen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina og for hele Sydvestasien.” Siden februar har en 14-minutters video cirkuleret om  “Oase-planen”.

Kort fortalt går konceptet ud på, at udvikling af infrastruktur til at levere pålideligt vand, strøm, transport, sundhedspleje, boliger og andre basale ting til støtte for moderne agroindustriel aktivitet er grundlaget for sikkerhed af gensidig interesse. I Trans-Jordan indebærer det opførelse af nye vandledninger og nuklear afsaltning, nye højhastigheds-jernbanelinjer, der forbinder Afrika, Asien og Europa, rigelig elektricitet og meget mere.

I 1975 præsenterede statsmanden og økonomen Lyndon LaRouche (1922-2019) denne tilgang som ” Oase-planen” for Sydvestasien, da han besøgte regionen, og samme år udsendte han også sit forslag til finansiering af “Den Internationale Udviklingsbank”.

Schiller Instituttets invitation til hele det diplomatiske samfund i København opfordrede til diskussion af et nyt paradigme i denne ånd:

“Død, ødelæggelse og sult er blevet brugt som krigsvåben; økonomisk udvikling skal bruges som et fredsvåben: til at forvandle sværd til plovskær. Vi må alle handle nu for at stoppe drabene og starte genopbygningen.

Schiller Instituttets seminar i København vil være et vigtigt bidrag til dialogen om, hvordan vi kan bringe fred og velstand til denne længe lidende del af verden og indlede et nyt paradigme for internationale relationer.”

Et videoarkiv på engelsk fra arrangementet den 8. maj i København er tilgængeligt her.


Talere: Fred gennem udvikling

De tre hovedpræsentationer begyndte med Helga Zepp-LaRouche, via videolink fra Tyskland. Hun er grundlægger og leder af Schiller Instituttet og har i årtier samarbejdet med sin mand, Lyndon LaRouche (1922-2019), om udviklingsdiplomati.

Den anden var H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian, Den Palæstinensiske Myndigheds ambassadør i Danmark. Disse to fortsatte i dialog deres udvekslinger, der blev indledt på den tidligere internationale Schiller Institut-konference den 13. april, herunder om det presserende spørgsmål om, hvorvidt “politiske” forskelle skal løses, før “økonomisk” udvikling kan gennemføres.

Den tredje taler var Hussein Askary, Schiller Instituttets koordinator for Sydvestasien, som er medforfatter til Schiller Instituttets bog fra 2017: Extending the New Silk Road to Southwest Asia and Africa, og har lavet den arabiske oversættelse af EIR-bogen: The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge.

Helga Zepp-LaRouche begyndte sin præsentation med titlen: “Oase-planen: Fred kan kun opnås gennem udvikling” med de forfærdelige nyheder om starten på det israelske angreb på Rafah. Hun gav en global strategisk analyse af faren for regional og global krigsførelse og beskrev truslen om endog atomkrig fra optrapningen i Sydvestasien og som en udløber af NATO-Ukraine-Rusland-konflikten.

Zepp-LaRouche opfordrede diplomaterne til at samarbejde om at fremme ” Oase-planen” som en løftestang for at nå frem til et nyt paradigme og en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, den eneste vej ud af den eksistentielle krise, som verden gennemgår. Hun beskrev sine ti principper for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som hun udsendte til international diskussion i 2022. Udskriften af hendes bemærkninger i deres helhed er tilgængelig i dette nummer af EIR.

Stop drabene, begynd genopbygningen
H.E. Amb. Prof. Dr. Hassassian talte om temaet “Stop drabene og start genopbygningen”. Han holdt en meget skarp tale om den igangværende tragedie for det palæstinensiske folk, konfliktens historie og hvad der er nødvendigt for at stoppe folkedrabet. Ambassadøren opfordrede de 12 lande, der var repræsenteret på seminaret, og det internationale samfund til at handle for at stoppe drabene, og han understregede behovet for en politisk løsning baseret på palæstinensisk suverænitet og understøttet af økonomisk udvikling. Diskussionen omfattede spørgsmålet om en to-statsløsning for Israel og Palæstina.

Ambassadør Hassassian taler ud fra lang erfaring og engagement. Han er tidligere ambassadør i Storbritannien og Ungarn. Han var vicepræsident for Bethlehem University på Vestbredden og professor ved University of Maryland, hvor han udviklede et kursus i konfliktløsning mellem Israel og Palæstina. Han var PLO’s chefrådgiver i spørgsmålet om Jerusalems status. Han har en kandidatgrad i internationale relationer fra University of Toledo, Ohio, og en ph.d. i statskundskab fra University of Cincinnati, Ohio.
Se hans interview 15. marts 2024 med Schiller Instituttet.

LaRouches Oase-plan
Hussein Askary præsenterede konkrete områder af den økonomiske geografi og udviklingsprincipperne i Oase-planens tilgang under emnet “Det umulige er selvpålagt: Fred gennem økonomisk udvikling er den eneste vej frem i Vestasien.” Han udfordrede især aksiomerne bag nulvækstbevægelsen og dens politiske udtryk. Han forklarede, at udviklingsprincipper er baseret på den virkelighed, at menneskehedens kreativitet forvandler naturen.

Askary brugte eksempler fra sin nylige rejse til Xinjiang for at vise den kinesiske udviklingspolitik for at gøre ørkenen grøn. I diskussionsperioderne kom der mange forskellige spørgsmål op, bl.a. om der er for mange mennesker i verden, og hvad man skal gøre ved terrorisme i Vestafrika, hvor han understregede behovet for økonomisk udvikling som en modgift.

Diskussion om at fremme en global oase-plan
I løbet af diskussionsperioden besvarede Helga Zepp-LaRouche et spørgsmål, der kom op ved at appellere til det Globale Syd om at lade deres stemmer blive hørt.

Et konkret forslag blandt debattørerne er, at Oase-planen skal være på dagsordenen på nogle af de symposier om sikkerhed, der hvert år afholdes af fonde og nationer. Palæstinensiske stemmer kunne formelt anmode om dette. H.E. Ambassadør Prof. Dr. Hassassian tilføjede at få diskussionen i gang på universiteterne og understregede vigtigheden af Oase-planen som en katalysator for økonomisk udvikling og Schiller Instituttets og LaRouche-bevægelsens arbejde med at fremme den.

Den umiddelbare mulighed for at udtale sig på en formel international platform kommer kun to dage efter mødet i København, hvor FN’s Generalforsamling den 10. maj har spørgsmålet om en palæstinensisk stat på dagsordenen til debat og formodentlig afstemning.
Den generelle reaktion på selve seminaret fra diplomaterne var, at de var taknemmelige for ideerne, som er meget forskellige fra det, der rutinemæssigt præsenteres. Som en asiatisk diplomat sagde: “Jeg er helt overvældet. Det vil tage mig dage at tænke over alle de nye ideer, der blev præsenteret.”

Helga Zepp-LaRouche rapporterede til Den Internationale Fredskoalition: “Det var et ekstremt vigtigt opfølgningsmøde på diplomat- og ambassadørniveau, og ud af dette møde kom en fuldstændig forpligtelse til at fortsætte organiseringen, løfte den op på et højere niveau ved at forsøge at få en stor international konference med deltagelse af stater om behovet for alvor at sætte Oase-planen, udviklingsplanen for hele regionen Sydvestasien, på dagsordenen.”

 




Hussein Askary fortæller om Danmarks “Oase-plan”-seminar:
Fred gennem økonomisk udvikling er den eneste vej frem

Ikke korrekturlæst
Hussein Askary brugte mange billeder og en video, som kan ses i videoen, eller her er Husseins diabilleder (flere end han faktisk brugte.)

9. maj 2024 
TOM GILLESBERG: Hussein Askary, som er Schiller Instituttets koordinator for Sydvestasien, vil nu føre os ind i det forjættede land med titlen: “Det umulige er selvforskyldt; fred gennem økonomisk udvikling er den eneste vej frem i Vestasien.”
HUSSEIN ASKARY: Mange tak. Deres Excellencer, mine damer og herrer, kære Helga, det er dejligt at være tilbage i København. Grunden til, at jeg kom til Schiller Instituttet, er faktisk, at jeg var i Oslo; jeg forlod Irak i 1991 efter den forfærdelige Kuwait-krig og oprøret. Jeg endte som politisk flygtning i Norge. I Oslo blev jeg uddannet som tolk og oversætter, så jeg lærte mig norsk og begyndte at arbejde som tolk og oversætter. Da Oslo-aftalerne var i gang, blev jeg tolk for en delegation af palæstinensiske børn, som kom sammen med Yasser Arafat, og Shimon Peres var der selvfølgelig også. Men samtidig kom Schiller Instituttet til byen, og de sagde, at der ikke ville blive nogen fred uden økonomisk udvikling. Så jeg tog til seminaret, og jeg var chokeret. For første gang var der nogen, der sagde, at økonomisk udvikling skulle komme før politiske løsninger. Da jeg kom fra Irak, havde jeg allerede indset, at problemet i Irak ikke var Saddam Hussein. Problemet i Irak er meget større. Derfor er selv den konflikt, vi nu ser i Palæstina og Gaza, en del af et globalt system.
I øvrigt var det ikke Gud, Jehova, der lovede den zionistiske bevægelse, det var en herre i Storbritannien ved navn Lord Alfred Balfour i 1917 efter ordre fra den britiske kejser. Men Oase-planen har tre udfordringer. Vi har den politiske udfordring, hvordan vi løser konflikten og opnår politisk enighed. Helga og Hans Excellence ambassadøren dækkede det. Vi har en teknisk udfordring, som handler om, hvordan man udvikler et område, hvor der f.eks. er mangel på vand. Det er nemt, som jeg vil vise. Derefter er den sværeste del det begrebsmæssige spørgsmål, som Helga sagde, at de sidste tre punkter i hendes ti principper for global fred og udvikling fokuserer på. For alle de konflikter, vi har i verden i dag, er skabt af den opfattelse, at mennesker for det første er egoistiske og onde; for det andet, at der er begrænsede naturressourcer til at brødføde alle og gøre alle velstående, og derfor bør de magtfulde tage kontrol over de begrænsede naturressourcer. Jeg kan fortælle jer, at der ikke er nogen begrænsede naturressourcer; hverken på planeten Jorden eller i universet, og det kan vi bevise. Så denne idé om et nulsumsspil, at nogen skal vinde, og nogen skal tabe, fordi der ikke er nok til alle. Det var f.eks. grundlaget for det britiske imperium og Thomas Malthus, som er velkendt, og som i det 18. århundrede sagde, at den menneskelige befolkning vokser hurtigere end de naturlige ressourcer, og derfor bør vi reducere befolkningen for at kunne blive ved med at leve.
Så har vi den såkaldte nazistiske lebensraum-idé, som siger, at den ariske race har brug for en masse jord i Ukraine for at kunne dyrke mad til arierne, fordi der ikke er plads nok til alle. Derfor er vi nødt til at eliminere befolkningen i Østeuropa og dyrke mad til den ariske race. Det er det samme med den zionistiske bevægelse, som siger, at der ikke er plads nok til både os og araberne i det historiske land Palæstina. Det er alt sammen noget vrøvl! Vi kan faktisk have mange flere mennesker på planeten Jorden, end vi har nu, som ville få en meget bedre, højere levestandard, bedre miljø og mere plads at leve på. De vil bo mindre overfyldt, hvis vi udvikler hele verden.
Så det er den største udfordring; at få folk til at forstå, at mennesker er gode, og at vi er skabt i Guds billede som kreative væsener, og at vi kan ændre verden til det bedre. Det er den sværeste del af den krise, vi har i dag, for de fleste mennesker tror ikke på, at det er sandt. Jeg kan fortælle jer, at hvis I læser vores publikationer i stedet for at lytte til BBC, CNN og Al-Jazeera, så er fattigdommen i verden ved at blive reduceret. Vi har færre fattige mennesker i verden nu. Planeten bliver grønnere, først og fremmest takket være Kina og Indien; det viser en undersøgelse, som NASA har foretaget i løbet af de sidste 20 år. Der er flere grønne områder i verden, end vi havde for 40 år siden. Men vi har områder, hvor vi har ørkendannelse, og det er der en politisk grund til.
Så vores løsning på disse problemer, vores optimisme, er ikke… Vi er ikke utopister. Vores optimisme, vores ideer er baseret på historiske fakta, videnskabelige fakta og fakta på jorden. Verden har ændret sig og ændrer sig stadig. Centrene for den produktive magt i verden har flyttet sig. Vi har Kinas fremgang, Indiens fremgang, Asien; selv i Afrika. Se for eksempel på Etiopien. Etiopien er ikke det Etiopien, som man forestillede sig for ti år siden; det er fuldstændig forandret nu. Ja, der er stadig fattigdom, men Etiopien er ved at udvikle sig til en moderne økonomi. Mange nationer i Afrika – vi har BRIKS-nationerne, der er på vej frem. Vi har hele Shanghai Cooperation Organization; der er den arabiske verden, Saudi-Arabien og Egypten. Man ved ikke rigtig, hvad der foregår der, for den økonomiske udvikling, der finder sted der, er betagende, men det bliver ikke dækket i rapporterne; alt, hvad man hører om Egypten, er, at de har en enorm gældskrise. Men det er bare penge, men hvad der sker i virkeligheden, den fysiske økonomiske virkelighed, er anderledes.
Så vores idé er en idé, som Lyndon LaRouche og Helga Zepp-LaRouche har udviklet siden Berlinmurens fald, om at integrere hele verden med økonomiske udviklingskorridorer. Det var før det kinesiske Bælte & Vej Initiativ; det er i overensstemmelse med det kinesiske Bælte & Vej Initiativ, og vi er meget taknemmelige for, at Kina lancerede det. Vi forsøgte at forklare, hvorfor denne idé er så vigtig. Så løsningen på krisen i Gaza og de andre kriser i verden skal have en global løsning, fordi de mennesker, der er involveret i selve konflikten, ikke er i stand til at løse problemet. Derfor må eksterne kræfter som stormagterne blive enige om en ændring af politikken, så alle overlever. For Israel er ved at ødelægge sig selv; USA er ved at ødelægge sig selv lige nu økonomisk, socialt og kulturelt. EU er ved at ødelægge sig selv ved at skabe disse geopolitiske nulsumsspil og ambitioner.
Den løsning, vi har foreslået, er mere global, fordi kilden til problemet er global. Oase-planen beskæftiger sig med et nøgleproblem, men det er ikke kun det. Det er problemet med manglen på vand. Faktisk havde Yitzhak Rabin allerede nævnt det før disse aftaler. Han sagde, at hvis vi ikke løser vandproblemet, vil vi ende i nye konflikter. Mange af de israelske besættelseskrige blev udkæmpet for at kontrollere vandressourcerne omkring dem – i Golanhøjderne, i det sydlige Libanon, på Vestbredden og så videre. Men problemet med ørkendannelse og tørke er et globalt problem; det er en del af et større globalt system. Dette er et overdrevet billede af ikke bare ørken, det er tørre områder, halvtørre områder og også ørkenområder, der strækker sig fra Atlanterhavet i Marokko og Mauretanien hele vejen til nær Beijing i Kina, i Gobi-ørkenen.
Vi ser på denne region; den plejede at blive kaldt den frugtbare halvmåne. Det var her, landbruget blev opfundet. Det er lidt af en myte, for landbruget blev opfundet i mange dele af verden efter istiden, samtidig. Men det var i dette område, landbruget startede. Men det er ikke længere en frugtbar halvmåne; det er plaget af ørken, af sandstorme og støvstorme som dette [billede] taget med satellit, der normalt starter i nærheden af Irak, og som starter i denne del af Syrien, hvor amerikanerne er nu. Men så vidt jeg ved, planter de ikke træer for at løse dette problem, fordi deres hænder er bundet til våbnene, så de er ikke i stand til at plante træer der. Det er et af problemerne. Disse ting er ikke nationale eller endda regionale, for de kan strække sig til mange områder. Jeg giver jer bare dette billede for at vise, at det ikke er et begrænset problem. Det strækker sig hele vejen til Kina og Beijing, sand- og ørkenstormene. Men der bliver gjort noget for at afbøde det. Kineserne gør ørkenerne grønnere. Det vil jeg snart give et eksempel på. Vi har andre problemer, som at Tchadsøen i Afrika er ved at tørre ud, og der er syv nationer involveret omkring den, og titusindvis af mennesker, som er afhængige af vandet til græsning og landbrug, og de bliver nødt til at flytte et andet sted hen. Vi, Schiller Instituttet, har faktisk fremmet en idé kaldet Trans Aqua om at bringe vand fra Congofloden til Tchadsøen.
Løsningerne på disse problemer findes. Jeg vil give eksempler fra f.eks. Kina, hvis vi får tid. Men vi går tilbage til denne idé, som Lyndon LaRouche [fremførte, som] var i Abu Dhabi i 2002 før invasionen af Irak. Han præsenterede sin idé om, hvordan denne region i Vestasien – jeg kan ikke lide udtrykket Mellemøsten, fordi det er et britisk kolonialt udtryk. Jeg bruger det ikke, og jeg anbefaler ikke, at folk bruger det. Det er Vestasien, Nordafrika, og hvordan udviklingen kan finde sted der. Med vægt på opbygning af infrastruktur, transport, vand, strøm og industrialisering af regionen. Olie og gas bør bruges som industrielt materiale i stedet for at blive brændt af som brændstof. Til brændstof og elektricitet bør man i stedet bygge atomkraft; det var hans anbefaling. Fem år senere startede De Forenede Arabiske Emirater deres atomkraftprogram, og nu har de fire atomkraftværker færdige i Abu Dhabi med 4400 MW strøm, som bruges til afsaltning, hvilket er et andet aspekt af denne plan. Men samtidig sagde Lyndon LaRouche, at der er et andet problem, som skal løses, nemlig spørgsmålet om, at det globale finans- og banksystem er ved at kollapse. Det var før krisen i 2008, men det er en systemisk krise; det kollapser stadig. Trykning af penge forhindrer det i at gå helt i opløsning, men de fysiske økonomiske realiteter i verden er anderledes. Så han anbefalede at etablere et nyt finansielt system for at støtte den økonomiske udvikling. Så vi har nu alternativer som Asian Infrastructure Investment Bank, den nye udviklingsbank for BRIKS-landene. Men han anbefalede også at opbygge en arabisk udviklingsbank ved at bruge de enorme ressourcer i Golflandenes formuefonde. Golflandene har finansielle ressourcer på omkring 4 billioner dollars. Traditionelt er de investeret i Europa, mest i Storbritannien, i USA og på finans- og bankmarkederne, i fast ejendom, men nu bruges en del af pengene til udvikling i Saudi-Arabien, i Emiraterne, men også til investeringer i Asien, i Kina, i Afrika. Så det er en vigtig kilde. Spørgsmålet om finansiering dukker altid op. Hvordan finansierer man disse ting? Men der er løsninger, som vi har præsenteret.
Under alle omstændigheder, hvis man ser på denne region, så er det her, kontinenterne og havene mødes. Det er det mest interessante geografiske område, og det har også enorme naturressourcer og menneskelige ressourcer. Hvis vi tager en cirkel rundt om hele regionen, inklusive Etiopien, har vi mere end 500 millioner mennesker, for det meste unge mennesker. Så det er en enorm ressource, der kan investeres i, hvis vi industrialiserer denne region.
Så ideen med alle de linjer, I ser på vores kort, er ikke bare en kamelkaravane eller en jernbane, der bringer varer fra Kina til Europa. Vi taler om udviklingskorridorer. En udviklingskorridor er ca. 100-150 km bred; et bælte. Det er derfor, kineserne er interessante; præsident Xi Jinping taler om et økonomisk bælte af Silkevejen. Det er ideen; at man har infrastruktur, man har en flod eller vandkanaler, man har motorveje, man har højhastighedstog, olie- og gasrørledninger, elektricitetsledninger. Og omkring dem bygger man nye by-, industri- og landbrugscentre, for i mange dele af Eurasien har man naturressourcer, men man har ikke vand. Man har vand, men man har ikke mineraler. Man har en befolkning og menneskelige ressourcer, men man har ikke energiressourcer. Så man er nødt til at bygge bro over disse kløfter og bringe udvikling til alle dele. Det er også en del af vores idé for udviklingen af Afrika – at bygge et stort antal udviklingskorridorer.
Men vand er afgørende. Så for at vende tilbage til denne Oase-plan, så præsenterede Lyndon LaRouche, som Helga nævnte, den allerede i 1975, før borgerkrigen i Libanon startede på opfordring af Henry Kissinger. Denne region blev holdt i oprør; den blev holdt i brand hele tiden af globale strategiske grunde. Det handler ikke om jøder og muslimer eller kristne og arabere; det er alt sammen skabt af store geopolitiske magter, som har denne kyniske idé om mennesker og natur. Idéen, især for Palæstina, Israel, Jordan, Libanon, Syrien og endda Egypten. Ideen var at skabe nye vandressourcer, fordi det ikke er nok at dele vandet i regionen. Der er ikke nok vand i regionen til at blive delt af befolkningen, som vokser. Så man er nødt til at skabe nye ressourcer. Det er min pointe. Vi mennesker er skabt i Guds, Skaberens, billede, fordi vi kan skabe nye ressourcer. Vi er ikke afhængige af naturen. For hvis vi lod naturen bestemme, ville ingen af os være her i dag; selv vores forfædre ville være forsvundet for længe siden. For mennesker tilpasser sig ikke naturen; vi tilpasser naturen til vores behov. Vi ændrer miljøet omkring os ved at bygge infrastruktur, både for at beskytte os selv, men også for at øge vores evne til at brødføde, klæde os på og skaffe boliger til flere og flere mennesker. Det betyder ikke, at vi skal ødelægge naturen, men vi skal have denne form for symbiose med naturen. Men det er os, der bestemmer, for ellers stopper denne ørken ikke nu. Disse ørkener og ørkendannelsen er faktisk et naturligt fænomen, som startede med istidens afslutning. Hele den region, jeg viste i Afrika, var søer og skove, og der var dyr og alle mulige ting, der skete der. Men hvis vi lader naturen gå sin gang, bliver den meget destruktiv. Så vi er nødt til at kontrollere naturens kræfter. Som for eksempel med vandet; vi har Jordanfloden. Jordanflodens årlige vandføring er 1,2 milliarder kubikmeter; en kubikmeter er 1.000 liter. Når Jordanfloden når Det Døde Hav, er den næsten udtørret. Sammenlign dette med Saudi-Arabiens afsaltning af havvand, som er på 2,2 milliarder kubikmeter; det er dobbelt så meget som Jordanfloden. Så Saudi-Arabien er faktisk allerede i gang med at skabe nye Jordanfloder, men de bruger olie og gas til at drive afsaltningen. Det er ikke en smart idé, hvis man kan bygge atomkraft, for det er renere, og desuden kan man bruge olien og gassen til industrielle formål af høj værdi. Så ideen med Oase-planen er at skabe nye vandressourcer.
Bare for at give dig et eksempel på naturen og mennesket, for folk siger: “Åh, man er nødt til at tilpasse sig naturen for at opfylde sine behov. Man kan ikke overgå, hvad der er i naturen.” Der er lande i regionen, f.eks. i Kuwait, som bruger 2500% mere, end kuwaiterne får fra naturen, fordi det næsten aldrig regner i Kuwait. Så hvordan gør de det? De overgår de naturlige ressourcer, de har, med 2500%, fordi de afsalter havvand; de er ikke afhængige af naturen, for hvis det ikke regner, dør man.
Dette er et billede, der er produceret for nylig, bare for at fokusere på Palæstina, Israel og Jordan. Disse ideer eksisterede faktisk i Oslo-aftalerne. For eksempel kanalen fra Det Røde Hav til Det Døde Hav. Der er også en idé om at bygge en kanal – disse kanaler er ikke til navigation; Netanyahu ved ikke, hvad han taler om, når han taler om Ben-Gurion-kanalen. At grave en kanal så stor som Suez-kanalen gennem denne region, det er en vanvittig idé. Det, vi taler om, er akvædukter; rørledninger eller vandløb til vandoverførsel. Ideen er at bruge højdeforskellen mellem Det Røde Hav, Middelhavet og Det Døde Hav, for Det Døde Hav er det laveste punkt på planeten, hvad angår land. Det ligger 400 meter under havets overflade. Når man bringer vand fra Middelhavet og Det Røde Hav til Det Døde Hav, kan man derfor bruge højdeforskellen til at generere vandkraft. Så kan man bruge en del af den kraft til elektricitet, og resten kan man bruge til afsaltning af vand, så man kan skabe flere vandressourcer. Så det fandtes faktisk i aftalerne med Jordan, for eksempel, men israelerne nægtede at finansiere dette projekt.
Nu tilføjer vi en anden dimension til dette og siger: “I er også nødt til at bygge atomkraftværker både ved Israels og Palæstinas kyst, selv i Gaza, og i Aqaba i Jordan.” Det er det andet problem. Det er sværere end at få en våbenhvile i Gaza. Folk siger: “Hvordan kan du tale om atomkraft? Det er farligt. Der er al den stråling.” Det er faktisk svært at overbevise folk i fredsbevægelsen, fordi de har den her grønne ideologi om, at atomkraft ikke er gavnligt. Så det er et meget vanskeligt koncept. Men uden atomkraft har vi ingen chance for at generere elektricitet og varme til afsaltning af vand.
Som jeg sagde, er der mange nationer i regionen – De Forenede Arabiske Emirater har atomkraft; Egypten bruger nu atomkraft, de har et russisk anlæg. I Abu Dhabi var det koreanerne. Rusland samarbejder også med Tyrkiet om at bygge et atomkraftværk. Mange nationer i Afrika er nu ved at få øjnene op for dette. Kina bygger atomkraftværker i Pakistan; de taler ikke så meget om det, fordi det er følsomt. Selv i Pakistan spurgte jeg mine forældre: “Er atomkraftværket i Karachi færdigt?” De sagde: “Tys! Lad være med at tale om det. Ja, det er færdigt nu; det producerer strøm. Men vi taler om solenergi, fordi europæerne og amerikanerne ville blive vrede på os.” Dette er fremtiden.
Nu kan vi, som Helga sagde, gå et skridt videre. I stedet for den nuværende fissionsreaktor kan vi gå over til fusionskraft. Det ville give menneskeheden en uendelig strømkilde i tusindvis af år; det er muligt. Så dette er en kombination af vand – vi har allerede, jeg vil ikke gå for meget op i de tekniske aspekter. Jeg vil bare gerne præsentere konceptet. For uden at øge ressourcerne er det meget svært at skabe fred i regionen. Hvordan løser man f.eks. problemet med bosætterne på Vestbredden? De kan tage til Negev, hvor israelerne er rigtig gode til at anlægge marker i ørkenen. Man kan faktisk bygge nye byer i Negev. Det er ganske levedygtigt. Man behøver ikke at dræbe bosætterne, man kan flytte dem. Ligesom man flytter dem fra Gaza, kan man flytte dem til Negev. De kan få et rigtig godt liv der, og israelerne er rigtig dygtige til ørkenlandbrug. Det er disse begrebsmæssige spørgsmål, som jeg tror, er de sværeste for folk at absorbere og afklare.
Vi vil selvfølgelig lave flere undersøgelser. Vi taler med ingeniører og økonomer i Israel, i de arabiske lande og i Frankrig. Vi samler alle de ideer, der er nødvendige for at skabe en levedygtig palæstinensisk stat med [de] økonomiske ressourcer til at eksistere.
Jeg vil gerne give et eksempel. Jeg sagde, at verden har ændret sig, men det bliver ikke dækket af BBC eller CNN. De giver dig et billede af, at verden bliver fattigere, at miljøet er mere ødelagt nu, at livet er umuligt, at der er for mange storme og orkaner. Men faktisk har verden ændret sig dramatisk, og meget få mennesker har bemærket det. Kina er det bedste eksempel. 800 millioner mennesker er kommet ud af fattigdom. Det er et mirakel. Og som Helga sagde, har Kina gjort et område, der er større end Tyskland, grønt i løbet af de sidste 20 år.
Så jeg var i Xinjiang, denne vestlige region i Kina, som alle har hørt meget forfærdelige historier om. Næsten alt er ubegrundet; de fleste arabiske og muslimske lande støtter den kinesiske politik i Xinjiang for at skabe sikkerhed. Fordi Xinjiang og [inaud; 27:09] blev rystet af forfærdelige terroraktioner fra islamiske terrorgrupper, men også separatistiske grupper. Dette rapporteres meget sjældent. Der var forfærdelige terrorangreb fra 1995 til 2016. Denne region er nabo til nogle af de mest ustabile områder – Jammu Kashmir, Pakistan, Afghanistan og også Tadsjikistan og disse lande, som er stabile nu, men de andre er ustabile. Så hvad gjorde kineserne for at løse dette politiske problem? De traf sikkerhedsforanstaltninger, men de bombede ikke landsbyer, bryllupper og begravelser, som NATO gjorde i Afghanistan og Pakistan. De samlede de ekstremistiske elementer og fokuserede derefter massivt på økonomisk og social udvikling. Det var vigtigere end de sikkerhedsforanstaltninger, der blev truffet. Og de ventede ikke på at stoppe terrorismen i 2016 for at starte den økonomiske udvikling. De startede allerede Go West-strategien i 2007-8. Så udviklingen af de vestlige regioner i Kina var en nødvendighed for ledelsen. Vi kan ikke have stabilitet, især ikke i Xinjiang, uden økonomisk udvikling. Derfor hælder den kinesiske regering enorme ressourcer i denne region for at udvikle den og give befolkningen – jeg har ikke tid til at vise jer alle filmene. Nogle af de byer, jeg så, som Urumtsi og Korla, som jeg vil vise, er de mest avancerede. De er på et europæisk niveau for byområder.
Jeg besøgte mange dele af Xinjiang – det var i april – men det mest forbløffende var at tage til Korla. Det ligger ved siden af den næststørste sandørken i verden. Selv jeg, som troede, at jeg vidste noget om Kina, troede, at jeg ville komme til en tør, støvet gammel by. Det var den mest overraskende oplevelse, jeg havde. Dette var en af de mest avancerede byer, jeg nogensinde har set. OK, den er udfordret af Xinjiang og andre, men miljøet der er ekstremt interessant. Under alle omstændigheder har man i denne region et af de største produktive områder for bomuldsproduktion og frugtproduktion. Man kan forestille sig, at det er meget tørt. Mængden af nedbør – regn og sne – i Xinjiang-regionen er 150 ml om året. Det svarer til Saudi-Arabien. Det er halvdelen af, hvad der f.eks. regner i Afghanistan. I Danmark er nedbøren 800 ml om året, så det er seks gange mere. Men på trods af det har de en enorm landbrugsudvikling i gang i denne region takket være brugen af moderne infrastruktur, moderne vandteknologi, herunder israelsk drypvanding og japansk gasningsteknologi, som de har lært og gennemfører.
Jeg vil gerne slutte af med at vise en video. Jeg er ved at lave en række videoer fra min rejse. Jeg har allerede skrevet en artikel om den økonomiske udvikling i regionen, men jeg vil lave artikler og videoer. Den er ikke redigeret, og derfor er den lidt lang, men jeg kan spole frem.
[VIDEO]: Jeg taler til jer fra den sydlige del af byen Korla i Xinjiang, hvor der ikke er så langt til verdens næststørste ørken, som er Takla-Makan-ørkenen. Men overraskende nok finder man her en enorm landbrugsaktivitet i Xinjiang. Det er meget interessant, at gården hedder Oasis Farm. Nye teknologier, maskiner og robotter revolutionerer landbrugsprocessen ved hjælp af droner og moderne sensorer til måling af jordtemperatur og jordfugtighed.
ASKARY: Dette er ørkenområdet; det grænser op til ørkenen i Yulin County. Det er den samme region, men man kan allerede fra vejsiden se disse mandehuller. Fordi der allerede er bygget veje, el-ledninger og vandrør, før der er landbrug og bycentre. Men infrastrukturen er der allerede til at skabe en ny civilisation der, til at bosætte folk der. Meget af jorden bliver indvundet til landbrug, især til bomuldsproduktion. Sådan ser det ud i dele af Irak eller dele af Afrika syd for Sahara. Men forskellen er, at man starter med at bygge den infrastruktur, jeg talte om – strøm, vand, transport. Så bringer man landmændene ind. Disse ting sker nu; de er allerede sket. Det er ikke noget, der ligger i fremtiden; fremtiden er her allerede. Det er det, folk skal tænke på. For hvis vi bare følger nyhederne hele tiden, de forfærdelige nyheder om verden, så glemmer vi, at tingene ændrer sig, og at forandring er mulig. Men min pointe er, at i Xinjiang, uden denne enorme økonomiske udvikling og sociale udvikling og endda kulturelle udvikling, som vil være et chok for mange mennesker. For den kinesiske regering forsøger at bevare uighurernes og andre etniske gruppers kulturer. Det vil jeg vise i en særlig video.
Men jeg vil lige slutte af med at vise denne by, som jeg troede bare lå på siden af ørkenen. Det her er Korla; jeg troede, det ville være et støvet sted i ørkenen. Men det er en af de mest moderne byer, og den er grøn. Desuden har de bygget en kunstig flod midt i byen, hvor folk tager sightseeing-færger, hvilket jeg også gjorde. Så man kan forvandle noget på en virkelig forbløffende måde ved hjælp af teknologi, kreativitet og de tilgængelige naturressourcer, som alle tror er umuligt. Så kan man forvandle det til – Korla er kendt for pæren; verdens største producent af pærer.
Jeg vil slutte af med disse billeder, men min pointe er, at det, der er udfordrende for folk, er at forstå, at vi faktisk kan ændre tingene. Vi er kreative, vi er gode. Vi kan gøre noget godt i verden, og det bør være princippet for at opnå fred i for eksempel Palæstina og Gaza. Ja, vi har politiske udfordringer, vi har tekniske udfordringer, alle disse ting. Men som jeg sagde, da jeg var i Oslo i 1994, var valget at bygge for fred i Palæstina, hvis man ikke gør… En ting, som Rabin sagde, og som jeg tror tog livet af ham, var, at vi er nødt til at ændre vores aksiomer. Det betyder, at vi skal ændre den måde, vi tænker om os selv, om andre og om naturen. Jeg tror, det var det farligste, Rabin sagde, for uden at ændre de aksiomer, vi har, og som dominerer verdens geopolitiske system – at magt giver ret; de magtfulde tager det hele; der er kun vindere og tabere; der er begrænsede naturressourcer; vi bør ikke ændre naturen. Alle disse aksiomer, der bliver plantet i vores sind, bør fjernes, så vi rent faktisk kan skabe fred, sikkerhed og udvikling. Mange tak skal I have.

Se videoen for den spændende diskussion. Den begynder 38:28 minutter inde i videoen.




Helga Zepp-LaRouche hovedtale til Oase Plan-seminar i Danmark
Stop drabene og begynd at genopbygge Gaza og regionen med Oase-planen
– LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling

Onsdag den 8. maj 2024

TOM GILLESBERG: Velkommen, alle sammen. Jeg er Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark. Jeg har fornøjelsen af at være ordstyrer ved vores arrangement: “Stop drabene og begynd at genopbygge Gaza og regionen med Oase-planen – LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling.”

I disse tider vågner man op om morgenen og er glad for at være vågnet, og så tjekker man nyhederne for at se, om det er blevet værre i løbet af natten. Vi har allerede siden den 7. oktober set næsten 35.000 dødsfald i Gaza, og det er dem, der er registreret og ikke bare gemt under murbrokkerne. Næsten 80.000 er blevet alvorligt såret, og man skal huske, at 40 % af alle disse er børn og mange kvinder. Det er civile, der bliver slagtet: Det er et folkedrab. Det er ikke kun mig, der siger det – Den Internationale Domstol sagde allerede for over tre måneder siden, at det, vi ser i Gaza, er et sandsynliggjort folkemord på palæstinenserne. Desværre er det ikke blevet stoppet. Regeringer som min egen siger: “Nej, vi følger, hvad USA gør, og de siger, at vi ikke skal gøre noget. Så vi gør ikke noget.” Bomberne bliver stadig leveret i store mængder. Man spørger sig selv, hvordan det vil ende, for det, vi ser nu, hvor den israelske hær går ind i Rafah, ved vi selvfølgelig ikke, hvad der kommer ud af, men én ting ved vi, og det er, at den sidste livline af forsyninger til Gaza nu er blevet afbrudt.

Hvordan skal det hele ende, spørger man sig selv? Derfor synes jeg, at det er særdeles, særdeles belejligt med dette seminar. Vi har nogle meget bemærkelsesværdige talere. Først skal vi høre Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og international præsident for Schiller Instituttet. Hun var hustru til og samarbejdspartner gennem årtier med den afdøde amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche. Jeg vil ikke bruge en time på at fortælle jer om alt det, hun har været involveret i og er involveret i. Hun vil være på først, online fra Tyskland, og tale om “Oase-planen: Fred kun gennem udvikling.”

Derefter har vi Hans Excellence, Prof. Dr. Manuel Hassassian, den palæstinensiske ambassadør i Danmark, men også tidligere ambassadør i Storbritannien i ti år og ambassadør i Ungarn. Han har en mastergrad i internationale relationer fra University of Toledo, Ohio, og en ph.d. i statskundskab fra University of Cincinnati. Han var også vicepræsident for Bethlehem University på Vestbredden, professor ved University of Maryland, hvor han udviklede et kursus i israelsk-palæstinensisk konfliktløsning, og han var PLO’s chefrådgiver i spørgsmålet om Jerusalems status. Efter at Helga har talt, og vi har haft nogle spørgsmål og svar med hende, vil han tale om ” Stop drabene og start genopbygningen”.
Så holder vi en kort pause, og derefter kommer den tredje taler, Hussein Askary, Schiller Instituttets koordinator for Sydvestasien, som også er medforfatter til bogen: “Extending the New Silk Road to Southwest Asia and Africa”. Han kommer netop fra et besøg i Kina, hvor han fik stor indsigt, som han mener også vil være meget, meget nyttig for genopbygningen, ikke kun af Gaza, ikke kun af Palæstina, men af hele den Sydvestasiatiske region. Han vil tale om “Det umulige er selvpålagt: Fred gennem økonomisk udvikling er den eneste vej frem i Sydvestasien.”
Vi vil optage talerne, og vi ønsker også en fri og ærlig diskussion, så alt, hvad folk bidrager med i diskussionsprocessen, vil ikke blive offentliggjort, medmindre folk giver deres udtrykkelige samtykke. Da vi kun har et begrænset antal mennesker her af sikkerhedsmæssige årsager, vil vi gerne være i stand til at offentliggøre talerne og få disse meget, meget vigtige ideer ud til et meget bredere publikum.
Vi starter nu med Helga Zepp-LaRouche, der taler om “Oase-planen: Fred kan kun opnås gennem udvikling.”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg vil gerne hilse på jer alle sammen. Som Tom lige har sagt, kommer disse konferencer om Oase-planen på et dramatisk tidspunkt i historien. Hamas meddelte i en erklæring i går, at de accepterede aftalen om våbenhvile med Israel, herunder udveksling af gidsler og fanger, som blev foreslået af de egyptiske og qatarske mæglere. Men få timer efter, at Hamas havde meddelt, at forhandlingerne om en våbenhvile for gidsler var en succes, beskød israelske krigsfly mål i den palæstinensiske by Rafah. Israel sendte også landstyrker ind for at erobre den palæstinensiske side af den vigtige grænseovergang til Egypten, rapporterer Axios’ reporter Barak Ravid med henvisning til kilder med solidt kendskab til udviklingen. I går aftes omkring kl. 20 lokal tid (UTC+3) meddelte Netanyahus kontor, at krigskabinettet enstemmigt havde besluttet, at Israel vil fortsætte sin operation i Rafah for at lægge militært pres på Hamas for at fremme frigivelsen af gidslerne og andre af krigens mål. Omkring kl. 22 lokal tid udtalte Netanyahus kontor, at forslaget om våbenhvile er en del af Israels nødvendige krav, men at de alligevel vil sende en delegation af mæglere fra fagbevægelsen for at udtømme muligheden for at nå frem til en aftale på betingelser, der er acceptable for Israel.

Mens bomberne faldt over Rafah, forklarede talsmanden for det amerikanske udenrigsministerium, Matthew Miller, at USA ikke kan støtte et omfattende angreb på Rafah, da det vil føre til yderligere tab af menneskeliv og forstyrre leverancerne af humanitær hjælp. “Vi støtter ikke, at Israel iværksætter en omfattende militæroperation i Rafah, da det vil gøre det utroligt vanskeligt at opretholde den øgede humanitære bistand, som vi har leveret indtil nu.”

Det, der sker i Rafah, er begyndelsen på den offensiv, som truer med at føre til en katastrofe for mindst 1 million mennesker. De blev advaret med løbesedler og telefonopkald om at tage til Khan Younis, en by, som allerede er fuldstændig ødelagt, uden nogen form for hjælp! “‘Venner er lammet af frygt og ved ikke, om de skal blive i andre områder af Rafah indtil sidste øjeblik eller tage af sted nu. Dette er barbarisk psykologisk krigsførelse oven i de igangværende massakrer.” Det er helt uacceptabelt. Dette var den erklæring, der blev sendt med beskeden fra den uafhængige journalist Vanessa Beeley i går.

Netanyahu havde tidligere sagt, at han ville gennemføre offensiven, uanset om Hamas går med til aftalen eller ej, og den eneste magt, der kan stoppe dette, er naturligvis USA. Men præsident Biden nøjedes med ret ineffektive appeller. Dette hænger naturligvis sammen med den interne situation i USA. For årsagen til den meget voldsomme nedkæmpelse af amerikanske studerende, som havde protesteret på over 100 universiteter, og hvor over 2.000 blev arresteret, og mange blev smidt ud af universiteterne, afspejler etablissementets panik over at miste kontrollen over hele den israelske fortælling. For ifølge de seneste meningsmålinger mener 50 % af de unge mellem 18 og 29 år, at Israel begår folkedrab. Da det er valgår, frygter det vestlige etablissement og især USA for deres personlige politiske fremtid.

Det er helt klart, at de mennesker i Gaza, som lider under denne utrolige situation, og selv mange jøder over hele verden og mange andre, er fuldstændig forfærdede over det, der foregår. De siger: I kan ikke diskutere en Oase-plan lige nu, for vi er nødt til først at stoppe kampene, vi er nødt til at have en våbenhvile, vi er nødt til at have humanitær hjælp for at redde liv. Og andre mennesker siger: Nej, vi skal først have en politisk løsning; først derefter kan vi tænke på økonomisk udvikling.

Lad mig give jer grundene til, at vi mener, at Oase-planen skal sættes på dagsordenen på trods af alle de argumenter, der bliver fremført, eller endda på grund af dem: Fordi situationen i Gaza er en del af en strategisk situation, som lige nu, mens vi sidder her og taler, er på randen af en optrapning til en potentiel global atomkrig. Præsident Putin beordrede for et par dage siden manøvrering af træningen af indsættelsen af taktiske atomvåben i det sydlige militærdistrikt. Formålet er tydeligvis at garantere Ruslands territoriale uafhængighed som reaktion på en lang række meget provokerende udtalelser og trusler fra vestlige embedsmænd mod Den Russiske Føderation. Denne gentagelse af indsættelsen af taktiske atomvåben er en reaktion på følgende udviklinger i den seneste tid: For det første gentog Macron den 2. maj i The Economist, at Frankrig ville sende franske tropper til Ukraine, efter at han allerede havde sagt det for nogle uger siden. Han sagde også, at han ønsker at holde Frankrigs og NATO’s politik over for Rusland tvetydig med hensyn til den franske hensigt, så Rusland kan gisne. Derefter sagde den britiske udenrigsminister Cameron, at Ukraine har ret til at bruge britiske våben, herunder missiler med lang rækkevidde, til at angribe mål på russisk territorium. Fra USA sagde mindretalslederen i Repræsentanternes Hus, Hakeem Jeffries (D): “Vi kan ikke tillade, at Ukraine taber. Hvis det ser ud til, at de taber, så skal vi ikke bare sende penge, men også sende soldater ind i Ukraine.”

Nu har det russiske udenrigsministerium netop informeret alle NATO-lande om, at den russiske hær vil identificere enhver modifikation af F-16-jagerfly til Ukraine som en atomvåbenbærer. Hvis et F-16-fly udstationeres i Ukraine, antager Rusland, at NATO planlægger en provokation mod Rusland, fordi Rusland klassificerer flyet som et fly med dobbelt anvendelse: ikke-atomart og atomart. Disse fly har længe været det vigtigste våben for NATO’s fælles atommission. Ruslands udenrigsministerium oplyste i går, at den britiske ambassadør Nigel Casey var blevet indkaldt til det russiske udenrigsministerium for at modtage en kraftig protest over de seneste udtalelser fra den britiske udenrigsminister David Cameron. Han fik at vide, at Moskva betragter Camerons ord som et stærkt bevis på den alvorlige optrapning af Storbritanniens tiltagende involvering i militære aktioner mod Rusland. Casey blev advaret om, at Rusland kunne reagere på brugen af britiske våben til at angribe Rusland ved at angribe alle britiske militæranlæg og -udstyr på Ukraines territorium og andre steder. Den 4. maj bemærkede det russiske udenrigsministeriums talskvinde Maria Zakharova, at NATO’s omfattende Steadfast Defender-øvelser er en klar indikation af, at alliancen forbereder sig på en potentiel konflikt med Rusland. “Lige nu finder NATO’s største øvelse siden Den kolde Krig, Steadfast Defender, sted nær Ruslands grænser. Ifølge deres scenarie øves koalitionsaktioner mod Rusland ved hjælp af alle instrumenter, herunder hybride og konventionelle våben. Vi er nødt til at se i øjnene, at NATO seriøst forbereder sig på en ‘potentiel konflikt’ med os, som højtstående NATO-repræsentanter i øvrigt taler åbent om,” siger hun.

Forskellige militæreksperter i Europa og andre steder er enige om, at den ukrainske hær lige nu er ved at gå i opløsning. De forventer store russiske sejre i løbet af de næste uger, måske endda i denne måned, og at krigen vil være slut ved udgangen af sommeren. Som følge heraf er NATO i panik, fordi det ville betyde et fuldstændigt tab af militær status efter Afghanistan – og andre krige, der ender på samme måde – og det er derfor, de er involveret i disse provokationer. De siger alle sammen: “Åh, vi behøver ikke at bekymre os, for Putin bluffer bare.” Men NATO-tropper i Ukraine, britiske våben i Rusland, udstationering af atomvåben i Ukraine – hvad F-16 ville være – udgør en eksistentiel trussel for Rusland. Scott Ritter, den tidligere FN-våbeninspektør i Irak, sagde, at hvis dette sker, vil disse tropper – franske tropper og andre tropper – blive dræbt med det samme, og taktiske atomvåben vil blive affyret mod beslutningscentrene, de amerikanske baser i Rumænien, Polen, Frankrig og Tyskland.

Det amerikanske etablissement er på dette tidspunkt tydeligvis overbevist om, at de ikke kan trække sig tilbage, eftersom hele NATO så ikke længere ville være levedygtigt. Men den russiske militærdoktrin er meget klar: Når de røde linjer, set fra deres synspunkt, overskrides, vil det resultere i en global atomkrig.

Jeg må tilføje til denne optrapning i Ukraine, at krigen i Gaza har potentiale til at udvikle sig til en regional krig, der involverer Israel og Iran, som helt klart også kan udvikle sig til en global atomkrig, da Rusland og Kina ikke vil kunne tolerere en krig mod Iran, der involverer USA, Storbritannien og inddragelse af NATO-medlemslande.

Derfor er vi nødt til at sætte Oase-planen på dagsordenen nu, da en vision er den absolut afgørende del af en indsats for at undgå Tredje Verdenskrig. Oase-planens udformning er en måde at forstå, hvorfor kun tænkningen i et helt nyt paradigme kan få menneskeheden væk fra afgrunden. Vi er nødt til at overvinde geopolitikken. Ideen om, at fremkomsten af det Globale Syd, BRIKS+, som allerede udgør den Globale Majoritet, der repræsenterer 70 % af verdens BNP og 80 % af verdens befolkning, disse majoriteter i verden er ikke det kollektive Vestens fjende! Vi må lære af den Westfalske Fred, at hvis krigen fortsætter, vil der ikke være nogen tilbage i live til at nyde sejren. Derfor må vi begynde at tænke på, at vi har brug for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager højde for sikkerheds- og udviklingsinteresserne i hvert eneste land på kloden. Jeg formulerede mine ti principper som grundlag for diskussionen om, hvad en sådan ny arkitektur ville indebære.

I den sammenhæng er Oase-planen det regionale udtryk for en sådan ny arkitektur. Hvis man kigger på kortet, vil man se, at en stor del af det Sydvestlige Asien er ørken, ørken, ørken. Nøglen til fred er derfor produktion af store mængder nyt, ferskvand. Min afdøde mand, Lyndon LaRouche, foreslog allerede i 1975 Oase-planen med ideen om at bygge kanaler mellem Middelhavet og Det Døde Hav og Det Røde Hav. Derefter, med hjælp fra atomenergi, at afsalte store mængder havvand, gøre det tilgængeligt til kunstvanding, gøre ørkenerne grønne, udvikle landbrug, skovrejsning, grundlæggende infrastruktur, nye byer og industrier. Vi er nødt til at betragte hele regionen mellem Indien og Middelhavet, Kaukasus og Golfen som én integreret region, som, hvis den udvikles, vil blive centrum for udviklingen mellem Asien, Afrika og Europa som en del af et World Land-Bridge program, som er en plan, vi allerede udviklede i 2014 som svar på Xi Jinpings annoncering af Den Nye Silkevej, hvor vi udviklede en plan for udvikling af infrastruktur for hele kloden.

I de sidste ti år er der sket mange fremskridt i realiseringen af dele af denne plan. For eksempel har Kina gjort store dele af sit territorium grønt – faktisk på størrelse med Tysklands territorium. De har næsten gjort en tredjedel af Hake-ørkenen i Indre Mongoliet grøn, som nu er ved at blive en økonomisk klynge af ørkenturisme, fødevarer og solceller. I Zhengxiangbai, ikke langt fra Beijing, er tusindvis af hektar skov blevet genoprettet på grænsen mellem Shaanxi og Indre Mongoliet i Mu Us Shadi-ørkenen. Tredive procent af ørkenen er nu dækket af vegetation, jorderosionen er ophørt, og den nyligt erstattede landbrugsjord er nået op på 700.000 ha., hvilket skaber enorme økonomiske fordele for de lokale landmænd, og Hake-ørkenmodellen giver en fremragende erfaring for andre lande og regioner, der står over for ørkendannelsesproblemer.

Med de mest avancerede atomenergisystemer, der nu er under udvikling i forskellige lande, vil det være muligt at afsalte store mængder vand svarende til at skabe helt nye floder. Så i stedet for at tro, at man skal kæmpe for smalle strimler land ved havet, kan man ved at generobre ørkenerne skabe smukke landskaber, som kan løse de tilsyneladende uløselige konflikter om territorier på et helt andet plan. Sydkoreanske virksomheder bygger nu, hvad der bliver de første operationelle s må modulære reaktorer i ny skala – såkaldte SMR’er – som led i Sydkoreas forsøg på at blive verdens førende konstruktør af SMR’er. Sydkorea er ingen nybegynder inden for atomkraft og bygger sine egne reaktorer, som f.eks. APR-1400-modellen, der udgør rygraden i landets 26 reaktorer, som snart bliver til 30. De er i færd med at færdiggøre atomkraftværket i De forenede arabiske Emirater, som består af fire APR-1400-reaktorer, hvoraf tre allerede er i kommerciel drift, mens den sidste vil være online ved udgangen af dette år.

Der er også konceptet med den europæiske hurtige reaktor med smeltet salt og forskellige reaktortyper med thoriumcyklus, som har betydelige sikkerhedsfunktioner og derfor ikke er omstridte.

Vi søsætter denne kampagne for Oase-planen for at få et internationalt kor af kræfter, af lande, af universiteter, af tænketanke, af enkeltpersoner, der kræver dens realisering. Menneskeheden er kommet til det vigtigste øjeblik, det som den tyske digter Friedrich Schiller kaldte {punctum saliens} i et stort klassisk drama: Det er det øjeblik, hvor en beslutning vil afgøre hele fremtiden for menneskehedens eksistens. En fortsættelse af det samme paradigme, som vi har set i den sidste periode, vil føre til en sikker udslettelse af hele den menneskelige art. Hvis vi derimod designer en helt ny arkitektur, vil vi forhåbentlig åbne en ny æra for menneskeheden. Så vi beder alle lyttere og seere om at deltage i denne kamp for vores alle sammens overlevelse. Mange tak skal I have.

{ Åben diskussion}

{H.E. ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian,} Det Palæstinensiske Selvstyres ambassadør i Danmark: Mange tak for din veloplagte tale. Vi forstår, at Oase-planen har været i gang i en periode nu, men jeg ved ikke, hvad reaktionerne er i konfliktområderne, når man introducerer en sådan plan for dem, mens de er i de indledende faser af forhandlinger eller konflikt, eller hvad ved jeg. Hvilken modtagelse tror du, at folk i krigszoner vil få, når de hører sådan en plan?

Jeg stiller dig bare dette udfordrende spørgsmål, for der, hvor jeg kommer fra, tror jeg, at det er vigtigere for os at finde politiske løsninger først og derefter tænke på økonomisk udvikling for at opretholde den lange levetid for enhver form for fred, der kan udvikle sig ud af konflikten. Så jeg ved ikke fra andre konfliktområder, om denne plan bliver værdsat som en optakt til en politisk eller en konfliktløsning.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg mener, de første reaktioner er ret interessante. Vi havde en tidligere Oase-plan-[seminar], som jeg mener, du deltog i, hvor ambassadørerne fra Rusland, Hviderusland og Sydafrika talte og var ekstremt positive over for dette perspektiv. Og i mange, mange hundrede, hvis ikke tusinder af diskussioner, som Schiller Instituttets repræsentanter har i forskellige lande, er der en voksende idé om, at man er nødt til at ændre tilgangen fuldstændigt. Så jeg ser det som en opbygningsproces. Det er en gigantisk forandring, og man kan ikke forvente, at det sker på én dag, men det er en organiseringsproces, hvor vi forsøger at organisere flere og flere lande og institutioner til at bakke op om denne plan.

Med hensyn til argumentet om, at der først skal findes en politisk løsning, så har vi hørt det i mange, mange årtier, og det blev faktisk altid sagt i FN-debatten: Man skal have en politisk løsning først, og så kan vi tænke på økonomisk udvikling.

Men det har vist sig at være forkert, for har det ført til fred? Har det ført til en politisk løsning? Nej, det har det ikke. Og argumentet på den anden side er, at hvis man er i en situation som det palæstinensiske folk lige nu, så er desperationen så enorm, at folk ikke kan falde til ro, fordi de prøver at overleve fra den ene dag til den anden.

Men hvis man har en idé om, hvordan hele denne region i Sydvestasien, fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Golfstaterne, kan udvikles – og vi vil i løbet af seminaret høre meget konkrete planer – så kan man inspirere unge menneskers fantasi, ikke kun i Palæstina, men også på amerikanske universiteter, i de pro-palæstinensiske demonstrationer, som ikke er antisemitiske, de er simpelthen en reaktion på den forfærdelige situation, der finder sted. Hvis man fremstiller en sådan vision, er de lande, der er naboer til Palæstina, til Israel, Jordan, Syrien, Golfstaterne, Tyrkiet, Egypten, selv Irak, Afghanistan – alle disse lande er ikke kun bekymrede over, hvad der foregår, men også over faren for en optrapning af krigen.  Det var efter min mening kun Irans yderste tilbageholdenhed, at Hizbollah ikke er involveret, at houthierne gør noget, men mere eller mindre på egen hånd (tror jeg); men [der er]faren for, at krigen kan optrappes til en total krig, der involverer Israel og Iran og dets forskellige venligtsindede organisationer. Hvis dette optrappes, er jeg overbevist om, ligesom mange andre observatører i lang tid, at hvis det kommer til en regulær krig mellem Israel og Iran, tror jeg, at vi er på vej mod Tredje Verdenskrig, fordi hverken Rusland eller Kina vil se passivt til, at deres allierede, Iran, bliver angrebet.

Og grunden til, at jeg nævnte situationen i Ukraine, er, at man ikke kan se isoleret på situationen. For grunden til, at denne krigsfare eksisterer, er, at den eksisterende verdensorden, som tidligere var en unipolær verden, det neoliberale system, det vestlige system, som troede, at de var vinderne af Den kolde Krig, at historien var slut, som Francis Fukuyama udtalte dengang, ønskede at bevare den unipolære verden, og denne politik har ført til en enorm modreaktion, som nu viser sig i form af fremkomsten af et helt nyt økonomisk system. Så længe NATO-landene betragter Rusland og Kina, et nyt system, der er ved at opstå, som en fjende, der skal bekæmpes og undertrykkes, er det den virkelige drivkraft bag denne optrapning af krigsfaren.

Så man er nødt til at tænke på, hvad man gør, hvis der sker et paradigmeskift i hele verdenssituationen – og som jeg sagde, skal det ses som en del af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for hele verden, i traditionen fra Den Westfalske Fred, fordi Den Westfalske Fred afsluttede 150 års krigsførelse, fordi alle de kæmpende parter kom til den konklusion, at hvis de fortsatte med at kæmpe, så ville der ikke være nogen tilbage til at overleve.

Så de satte sig ned ved forhandlingsbordet i fire år, og ud af det kom freden i Westfalen, som var begyndelsen på international lov.  Og i dag, hvor vi er truet af den umiddelbare fare for en global atomkrig, er vi nødt til at betragte helheden og sige, at hvis det kommer til en sådan global atomkrig, vil der helt sikkert ikke være nogen tilbage til at overleve og nyde sejren, fordi vi alle vil være døde! Idéen om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der er baseret på udvikling for alle og ikke udelukker noget land, er den eneste måde, vi kan løse den nuværende krise på. Det er min dybeste overbevisning, og derfor ved at fokusere på realiseringen af Oase-planen for Sydvestasien, hvor alle nabolandene har en grundlæggende interesse i at bringe fred til regionen. Det er samtidig vejen til at begynde at tage et større strategisk spørgsmål op, nemlig hvordan vi kan give os selv som menneskehed en orden, der gør det muligt for menneskeheden at overleve i et øjeblik, hvor selve dens eksistens i stigende grad er i fare?
 
Mrutyuanjai Mishra, journalist og lærer fra Indien: Mit spørgsmål er, om der er en rolle, som neutrale lande kan spille? Jeg kommer fra Indien, og Indien har insisteret på, at vi ikke vil være en del af det, og at folk bør sætte sig ned og tale sammen. Men kunne man danne en koalition af neutrale lande, kunne det også være en løsning? Det er mit spørgsmål til dig. Mange tak skal du have.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det er præcis den rigtige vej at gå, for hvis man ser på den strategiske situation mellem USA og Rusland, så er det den værste situation nogensinde. Mellem USA og Kina går det i virkeligheden også i retning af konfrontation. Xi Jinping har lige været i Frankrig, og nu er han i Serbien og Ungarn. Forholdet mellem Kina og Europa er lidt i midten.

Så hvor er den kraft, der kan skabe stabilitet? Hvor er forandring mulig? Og hvis man ser på situationen, mener jeg, at den eneste måde, hvorpå vi kan gribe ind og nedtrappe denne nuværende krigsfare, er, at det Globale Syd, som udgør størstedelen af verdens befolkning, må lade deres stemme lyde meget højere. Som premierminister Nehru og præsident Sukarno allerede sagde på Bandung-konferencen i 1955, at hvis det kommer til krig, vil landene i det Globale Syd måske blive ramt lidt senere, men de vil også dø som følge heraf: Og derfor er det Globale Syd en umiddelbar, berørt partner – lande i det Globale Syd har absolut ret til at tale som en ligeværdig stemme og lade deres stemme blive hørt!
 
Jeg er absolut overbevist om, at hvis BRIKS-Plus eller en koalition af neutrale lande, som du siger, ville indkalde til en særlig session i FN’s generalforsamling eller et andet forum og grundlæggende erklære, at der skal være en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur; der har været mange diskussioner om den nødvendige reform af FN, og det Globale Syd er slet ikke repræsenteret der på nogen effektiv og passende måde; Men hvis det Globale Syd ville tale med én stemme – man tager alle lande, selv de lande, der ikke umiddelbart er involveret i konflikten, som Brasilien, Indonesien, Indien, Egypten, Sydafrika, Nigeria og nogle andre lande – hvis de ville tale med én stemme, så tror jeg ikke, at USA eller Europa eller nogen anden kan modsætte sig det!

Det er bare den tankegang, at man er nødt til at træde ud af boksen, når situationen er så desperat, som den er lige nu, og derfor glæder jeg mig over din overvejelse og kan kun opfordre til, at disse såkaldt neutrale lande går i den retning, du foreslår.
 
{S.E. ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian:}} Et spørgsmål til dig: Eftersom du har været fortaler for Oase-planen, vil jeg gerne høre fra dig, hvilke forhindringer du støder på, når folk dybest set forsøger at udfordre dig på denne Oase-plan, som ikke er i den langsigtede strategi for at skabe magtbalance i verden eller for at opretholde fred, men på kort sigt. Hvad er det for spørgsmål, der ofte kommer til dig som en udfordring, når du præsenterer din plan?

 ZEPP-LAROUCHE: Argumenterne er dybest set, at man ikke kan ændre den nuværende orden, fordi det er USA’s magt, der bryder den op. Eller hvad med finansieringen? Eller et af de hyppigste argumenter er, at den politiske løsning skal findes først, og så kan vi tænke på den økonomiske udvikling.

Men min afdøde mand, Lyndon LaRouche, sagde, at da Oslo-aftalen blev underskrevet, var det et håbefuldt øjeblik, fordi der grundlæggende var mulighed for en fredsplan. Men min mand sagde, at man straks skulle sætte entreprenørmaskiner, vejbygningsmaskiner, ind på området, og skovle, og begynde at bygge ting, så folk på stedet oplevede fordelene ved den økonomiske forbedring.
 
Det var også det, premierminister Nehru gjorde, da han ville gennemføre Den grønne Revolution i Indien, og bønderne var ikke tilhængere af det, fordi de havde deres gamle mønstre og gamle måder. Og det Nehru gjorde var at tage de landmænd med, som kunne se fordelene ved de økonomiske ændringer i Den grønne Revolution – som var en rigtig grøn revolution, og ikke som økologerne i Tyskland. Han arbejdede sammen med landmændene, og pludselig fik de større høst, mere mad og flere penge, og de kunne købe moderne udstyr: Det eksempel påvirkede så de andre omkring dem, og de kunne få hans reformer igennem.  På samme måde, hvis man starter økonomisk udvikling et sted, selv hvis man siger, lad os starte med udviklingen af Jordan: Jordan er et land, som har en af de ringeste vandressourcer på planeten, og de kunne drage utrolig stor fordel af en sådan kernekraftbaseret afsaltning, og de andre lande omkring dem vil se det.

Hvis du tager til Dubai eller Abu Dhabi, var disse lande for flere år siden ørken! Efter at man opdagede olien, begyndte man at investere i kunstvanding, og når man nu kører langs kysterne i disse lande, er de frodige oaser. Der er en ø, som tidligere var fuldstændig ørken, og nu er der vegetation; noget af vegetationen er allerede 20-30 år gammel og derfor mere udviklet. Så er der nyere vegetation, men det er som en Edens Have! Selv fuglene har ændret deres trækruter, fordi de har opdaget denne ø som et sted, hvor de kan yngle og hvile sig undervejs.

Så ideen er, at man skal stimulere de unges fantasi. De unge skal overbevises om, at det er værd at udvikle sig, at blive videnskabsmand, at blive ingeniør, at få børn, at stifte familie, hvilket er utænkeligt lige nu under de nuværende forhold. Og Oase-planen er en måde, hvorpå folk kan begynde at tænke på et nyt paradigme. Og nabolandene, som nogle af Golfstaterne, de har enorme ressourcer, de har statslige investeringsfonde, de investerer i ting som fodboldklubber og andre ting, som måske er gode til underholdning, men de er ikke så eksistentielle som denne Oase-plan.

Vi er nødt til at overbevise disse lande om, at de skal hjælpe med at finansiere dette. Der er også modellen med Egypten: Egypten har involveret mange af sine egne borgere i at hjælpe med at bygge den anden Suez-kanal, og Egypten har en utrolig tilgang baseret på udvikling af atomkraft og nye byer: Og jeg tror det er denne idé, at man er nødt til at ændre hele forventningen til, hvad fremtiden kan bringe.
 
For Israel er spørgsmålet også, om man er nødt til at bryde terrorismens cyklus, for tanken om, at man kan gøre det af med Hamas, er ifølge mange eksperter en fuldstændig illusion. Selv hvis man dræber den nuværende Hamas-ledelse ved at gøre hvad der sker lige nu, er det grundlaget for en ny generation af terrorisme.

Så der er en grundlæggende interesse for alle i at gå i retning af Oase-planen. Og efter min mening er det bedste, vi kan gøre, at afholde mange konferencer som denne, men også at organisere universiteter, tænketanke og andre for at diskutere detaljerne i denne plan, så ideen om denne vision bliver almindeligt kendt.
 
Michelle Rasmussen, Vicepræsident, Schiller Instituttet i Danmark: Jeg har et sidste spørgsmål: Kan du forklare folk her din idé om, hvad der er den nye internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur?

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Som jeg sagde, er den inspireret af Den Westfalske Fred, som afsluttede 150 års religiøs krigsførelse. Trediveårskrigen var bare den sidste fase af den. Og på det tidspunkt var en tredjedel af alt i Europa ødelagt, landsbyer, kvæg og mennesker døde, så man erkendte, at man var nødt til at sætte sig til bords for at finde en løsning. De fandt frem til flere principper, og det første var, at man for fredens skyld skal tage hensyn til den andens interesser. Det var et ekstremt vigtigt princip, for hvis man ser på fredsaftalernes historie, har der aldrig været en fred mulig, som ikke anvendte dette princip. Det er grunden til, at Versailles-traktaten, som ikke tog hensyn til Tysklands eller Kinas interesser, kun var et springbræt til Anden Verdenskrig.

Det næste princip i Den Westfalske Fred var, at man for fredens skyld skal holde op med at tænke på, hvad den ene eller den anden side har gjort mod hinanden, for i krig begår begge sider forbrydelser. Hvis man bliver ved med at sige: “Du gjorde det her mod mig, og du gjorde det her mod mig”, vil det aldrig stoppe. Man må lægge det til side og erstatte hadet med kærlighed. Det ser ud til at være en stor opgave, men jeg tror, at hele læren fra Mahatma Gandhi, Martin Luther King og Nelson Mandela om, hvordan man overvinder apartheid i Sydafrika, er, at der kun er den ene vej. Man skal holde op med at hade, og man skal erstatte hadet med kærlighed.

Det tredje princip, som var vigtigt, var, at statens rolle i genopbygningen af et krigshærget område er ekstremt vigtig, fordi man ikke kan regne med, at private interesser gør det. Det var det, der førte til kameralisme indenfor økonomisk teori.
 
Så med det udgangspunkt er vi nødt til at have en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle verdens landes interesser.  Den skal omfatte Rusland, Kina, Iran, Nordkorea, men også USA, Europa og naturligvis alle landene i det Globale Syd. Det betyder, at vi er nødt til at have en tilgang til menneskehedens eksistentielle problem.

Jeg har fremsat ti principper, som jeg foreslår, at I kigger på bagefter: Jeg kan kun opsummere dem meget hurtigt.
Det første princip må være absolut national suverænitet for hvert land, for den eneste måde, hvorpå individet kan deltage i regeringen, er ved et suverænt land, som har en eller anden form for repræsentativt system. Hvis man har overnationale institutioner, er individet udelukket fra deltagelse, og det betyder, at det ikke kan fungere. Så national suverænitet er den absolutte forudsætning.

For det andet skal man udrydde sult i verden. I øjeblikket er der halvdelen af verden, 4 milliarder mennesker, som ikke får nok mad at spise; 2 milliarder har ikke adgang til rent vand. Mange milliarder har ikke nok energi eller infrastruktur: Så at overvinde fattigdom og underudvikling er et første princip, som er meget nemt, fordi vi har alle teknologierne. Det er bare sådan, at systemet er struktureret på en sådan måde, at det ikke fungerer; men teoretisk set ville det være meget nemt at udrydde sult på et år!

Så det andet punkt er, at vi har brug for et universelt sundhedssystem i alle lande, fordi den nyligt overståede coronavirus-pandemi viste, at de lande, der ikke har et sundhedsvæsen, er på spanden og har utrolige, unødvendige tab. Et moderne sundhedssystem i alle lande.
For det tredje har man brug for et universelt uddannelsessystem i alle lande, fordi videnskab og teknologi og kreativ fornuft er de eneste kilder til velstand. Det er universel uddannelse for alle børn, alle unge og alle voksne, der er kilden til rigdom, og derfor er det absolut nødvendigt, at alle børn får adgang til universel uddannelse.

For det fjerde har man brug for tilstrækkelig energi fra ressourcer med høj energigennemstrømningstæthed, fordi der er en sammenhæng mellem antallet af mennesker, der kan forsørges, og energigennemstrømningstætheden i den energikilde, der bruges i produktionen, og derfor fungerer det ikke med kun solenergi og vindkraft, fordi man kun kan forsørge måske 1 milliard mennesker på planeten, og derfor har man indtil videre brug for fossile energiressourcer, som er alt for dyrebare til at blive brændt af for evigt, fordi de skal bruges til kemisk produktion og lignende ting. Derfor har man brug for atomenergi, fjerde generations atomenergi, og også et lynprogram for termonuklear fusionsteknologi, som vil bringe os en størrelsesorden højere op, og det er helt afgørende.

Dernæst er der brug for udvikling af infrastrukturen, fordi den infrastrukturelle åbning af  alle kontinenter er en forudsætning for industrialisering og tilmed for landbrug. For hvis man ikke har et infrastruktursystem, kan man ikke transportere sine landbrugsprodukter: Man har brug for veje, højhastighedstog til gods- og passagertrafik, havne, broer og integrerede vandveje. Derfor er tilgangen med Verdenslandbroen virkelig det, der er brug for.

Så de første to tredjedele af mine foreslåede principper handler alle om økonomi, meget konkrete tiltag, og de sidste tre principper har jeg tilføjet for at vise, at der er brug for et helt nyt paradigme i tankegangen. For hvis man ikke tager det intellektuelle spring til at tænke menneskeheden først, vil det hele ikke fungere. Hvis man bliver på det geopolitiske niveau, hvor man siger, at der er en interesse for et land mod et andet land; eller en gruppe lande mod en anden gruppe lande, vil det føre til nye krige og konflikter, som vi har set det før i tiden. Men hvis man tænker, at vi er én menneskehed, og at det er det vigtigste, og man så på en eller anden måde bringer sine nationale interesser i overensstemmelse med den ene menneskeheds interesser, så kan man løse alle problemer. Det er Nicholas af Cusas tankegang, som udviklede metoden med at tænke på “modsætningernes sammenfald”, at tænke sådan først, og så have et ordnet princip for at nærme sig problemerne.

Det sidste princip er, at man er nødt til at blive enige om menneskesynet, at mennesket er godt af natur. At alt ondt kommer fra manglende udvikling og derfor kan overvindes netop ved udvikling, økonomisk, personligt, empatisk, moralsk og på alle andre mulige måder. Så idéen om, at mennesket er godt, er virkelig den vigtigste, for hvis man ser på, hvilke traditioner og filosofier der antager, at mennesket er godt, så er det de tre abrahamske religioner; det er også hinduismen, humanismen i filosofisk forstand. Hvis man ser på, hvem der mener, at mennesket er ondt, er det imperier og oligarkier, som alle mener, at man har brug for en elite, der dominerer de onde masser, og at man er nødt til at have en Leviathan og en stærk stat med stærke foranstaltninger til at undertrykke folk.  Det er det, der skal overvindes.

Så jeg tror, at vi i historien er nået til et punkt, hvor jeg længe har ment, at vi ikke vil være i stand til at løse problemer på et delvist niveau, kun på et regionalt niveau, fordi man er nødt til at bringe hele verden i orden for at få den til at fungere. Så det er kernen i [den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur] (https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/), og jeg tror, at hvis man starter med de intellektuelle i alle lande, som kan starte en dialog om disse spørgsmål, så kan vi inspirere regeringerne til at gennemføre det.

GILLESBERG: Tak, Helga.




Det Globale Syds drivkraft for et nyt paradigme for én menneskehed

Den 4. maj 2024 

En vigtig international dialog fandt sted i dag i den påtrængende proces med at støtte et nyt paradigme for én menneskehed og gøre en ende på det krigsparadigme, der stadig eksisterer på mange dødbringende måder. Schiller Instituttet i Frankrig og Sammenslutningen af Kina-Afrika Venskabsforeninger, en multinational gruppe med hovedkvarter i Dakar, Senegal, sponsorerede i fællesskab en international videokonference, “Kina-Afrika Samarbejde i Strategi for Fattigdomsbekæmpelse”. Diplomater, industrifolk og andre deltog i en tre timer lang dialog om konkrete planer og udviklingsstrategi med indledende udtalelser fra Schiller Instituttets grundlægger og leder Helga Zepp-LaRouche. Uddrag er gengivet nedenfor.

Denne dialog fandt sted, mens stadig flere stemmer siger, at der må sættes en stopper for folkedrabet i Gaza, at der skal føres forhandlinger for at afslutte katastrofen i Ukraine, og at der skal ske andre afgørende brud med det nuværende finansielle kompleks, der styres af militæret. I går sagde Cindy McCain, direktør for Verdensfødevareprogrammet, om Gaza (i NBC’s “Meet the Press”): “Der er nu hungersnød – fuldstændig hungersnød – i nord, og den bevæger sig sydpå.”

Studenterprotester for en våbenhvile, omfattende humanitær hjælp og en palæstinensisk stat er nu internationale, fra Irland til Venezuela og Tyskland, hvor en demonstration i Berlin fandt sted på trods af regeringens faktiske forbud.

I denne weekend er der også et todages topmøde i Organisationen for islamisk Samarbejde, hvor de fleste af de 57 medlemslande er repræsenteret af topministre, som både deltager i formelle møder og holder bilaterale møder om verdens kriser, især om Gaza. Til stede ved OIC-topmødet i Gaza er udenrigsministre fra den nærmeste sydvestasiatiske region – Egypten, Iran, Tyrkiet og andre, såsom Indonesien, der har forpligtet sig til at handle på krisen. Delegationen fra Rusland, som nu har permanent observatørstatus, ledes af Rustram Minnnikhanov, leder af Republikken Tatarstan, hvis hovedstad Kazan er stedet for BRIKS-topmødet den 22.-24. oktober og senere på måneden stedet for det russisk-islamiske økonomiske Kazanforum, hvor 10.000 deltagere fra 79 nationer er registreret til at deltage i en uge med økonomiske og relaterede samtaler.

Verden er i bevægelse for udvikling, samtidig med behovet for at stoppe den umiddelbare fare for krig og massemord. Det kan ikke lade sig gøre uden en løsningsmodel, som kan ses i ” Oase-planens” tilgang til Sydvestasien og i det hele taget.

Dette billede blev gennemgået grundigt i dag af Zepp-LaRouche i hendes tale til Afrika-Kina-videokonferencen. Andre talere var bl.a: Assane Mbengue, præsident for FAACA; Hans Excellence Ibrahima Sory Sylla, senegalesisk ambassadør i Kina; Zhang Hangbao, førstesekretær for Hans Excellence Xiao Han, kinesisk ambassadør i Senegal; Zhang Yun, CEO for SOMETA SA (Senegals førende jern- og stålvirksomhed); Edmond Moukala N’Gouemo, UNESCO-repræsentant i Ghana.

Omkring 50 personer deltog i hele konferencen, som omfattede en livlig diskussion med Sébastian Périmony fra Schiller Instituttet i Frankrig som ordstyrer.

Her er uddrag af Zepp-LaRouches præsentation:

… Vi står helt klart ved en korsvej i historien, og det er endnu ikke afgjort, hvordan det vil ende. På den ene side har vi en optrapning af krigen i Ukraine, som faktisk er en stedfortræderkrig fra NATO mod Rusland. NATO bliver snart nødt til at træffe en beslutning, fordi det ikke går godt for ukrainerne, om de vil forhandle eller optrappe. Der er mange kræfter i den transatlantiske verden, som opfordrer til optrapning, hvilket på kort sigt risikerer at føre til en global atomkrig.

Desuden er der folkemordet på palæstinenserne i Gaza og de israelske forsvarsstyrkers forestående angreb på Rafah mod mennesker, som allerede er ved at dø af sult, tørst og mangel på alt. Hele den sydvestasiatiske region er en krudttønde, som, hvis den antændes, også kan føre til global krig.

Så er der udvidelsen af NATO, eller NATO’s bestræbelser på at blive et Globalt NATO ved at udvide sig til Indo-Stillehavet omkring Det Sydkinesiske Hav, Taiwan-krisen med Kina, som bliver styret udefra.

Alle disse tre kriser er drevet af det transatlantiske finanssystems kollaps. For det, der ligger bag al denne optrapning, er et desperat forsøg på at forhindre fremkomsten af et nyt økonomisk system.

Lad os kort se tilbage på afslutningen af Den kolde Krig, hvor vi havde chancen for at skabe en fredsorden for det 21. århundrede. Sammen med LaRouche-bevægelsen fremmede Schiller Instituttet faktisk [fred] ved at foreslå den Eurasiske Landbro som begyndelsen på Verdenslandbroen, der forbinder alle kontinenter gennem infrastruktur.

På det tidspunkt var der et løfte om ikke at udvide NATO en tomme mod øst, men det løfte blev brudt med det samme. De neokonservative etablerede Wolfowitz-doktrinen, som var ideen om, at USA skulle være leder af en unipolær verden og ikke tillade noget land eller nogen gruppe af lande at omgå USA økonomisk, militært eller politisk.

I stedet gik de efter at befæste denne unipolære verden ved at presse på for regimeskift, farvede revolutioner, intervention med krige. Alt dette har i de sidste 30 år ført til et gigantisk tilbageslag, fordi landene i det Globale Syd indså, hvad der foregik. De så effekten af sanktionerne mod Iran, mod Syrien, mod Yemen, mod Nicaragua, Venezuela og alle de andre lande, og de så, hvad det gjorde for at øge de fattiges armod.

Så hvad var konsekvenserne af de endeløse krige i Afghanistan, Irak, Syrien og Libyen? Millioner af mennesker døde. De så, hvordan dollaren blev gjort til et våben.

Men på den anden side er der Kinas fremgang, som først løftede 850 millioner af landets egne borgere ud af fattigdom, og da Xi Jinping i 2013 annoncerede Bælte- og Vejinitiativet, den Nye Silkevej – som faktisk var et ekko af vores oprindelige forslag om den Eurasiske Landbro fra 1991. Verden begyndte at ændre sig dramatisk.

I de ti år, der er gået siden da, eller næsten elleve år, har Bælte- og Vejinitiativet for første gang givet landene i det Globale Syd mulighed for at overvinde fattigdom og underudvikling. Fremkomsten af BRIKS, BRIKS+, som nu mere end 40 lande har ansøgt om, forårsager en tektonisk ændring i historien. Seks hundrede års kolonialisme er ved at være forbi, og vi oplever lige nu en genoplivning af Bandung-ånden …

Det Globale Syd, den Globale Majoritet, er efter min mening i dag nøglen til at overvinde den strategiske krise og faren for atomkrig. For forholdet mellem NATO og Rusland og NATO og Kina er allerede så forgiftet og bagvasket, at det helt sikkert kræver, at den Globale Majoritet træder frem med en meget stærk stemme….

For nylig afholdt Schiller Instituttet en konference om en Oase-plan for Sydvestasien. Det er idéen om, at eftersom meget af Sydvestasien er ørken, er vi nødt til at producere masser af ferskvand ved at bygge kanaler fra Middelhavet til Det Døde Hav, til Det Røde Hav og derefter bruge atomenergi til at afsalte store mængder havvand, faktisk skabe nye floder på denne måde og have vand til kunstvanding af landbrug, skove, nye byer og et egentligt integreret infrastrukturprojekt.

Nu kan det samme koncept anvendes i hele Afrika. Egypten er allerede i gang med at bygge mange projekter, men man kan bruge Oase-konceptet til Libyen, Tunesien, Algeriet, Marokko og genvinde en stor del af Sahel-zonen i Sahara ved at afsalte havvand. Tag for eksempel Sudan. De har den mest frugtbare jord på planeten, og med vand kunne de få tre til fire høstudbytter hvert år.

Alt dette er ikke nok; vi har også brug for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur i traditionen fra Den Westfalske Fred, som tager højde for sikkerheds- og udviklingsinteresserne i hvert eneste land på planeten, og som for første gang fremmer ideen om Én menneskehed i første række. Og med dette nye paradigme tror jeg, at vi vil gå en meget lys fremtid i møde. Jeg ønsker jer alt det bedste.

Foto: Conference advertisement. CC/nstitutschiller.




Panel I, Schiller Instituttets konference, Helga Zepp-LaRouches tale:
Skabelse af betingelserne for dialog, sikkerhed, fred og udvikling i Sydvestasien

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag. Velkommen til alle jer fra mange forskellige lande, uanset hvor I lytter nu. Vi arrangerer denne Oase-konference for at tilføre et perspektiv af håb og vise en vej ud af en ellers desperat, ekstremt farlig og faktisk katastrofal situation i Sydvestasien.

Hvis vi ikke erstatter den nuværende optrapning, som hurtigt kan udvikle sig til en fuldgyldig regional krig og blive til en global atomkrig, kan det betyde enden for den menneskelige art på denne planet. For at undgå denne fare på kort sigt er der brug for et kognitivt spring, for at begrebsliggøre en helt anden tilgang, nemlig at definere den økonomiske og sikkerhedsmæssige egeninteresse for palæstinenserne, araberne generelt, såvel som israelerne, og derefter nabolandene i den større region.

Hvorfor siger jeg dette?

Det, der er sket i de sidste seks måneder, er uden fortilfælde i hele historien. Et folkemord, som sker i realtid, transmitteres live fra slagmarken i Gaza til fjernsynsapparaterne i stuerne hos verdenspublikummet. Så i første omgang efter Hamas’ angreb den 7. oktober på israelske landsbyer med 1200 døde til følge, var sympatien i store dele af verden hos Israel. Det ændrede sig dag for dag, uge for uge, måned for måned, efterhånden som milliarder af mennesker kunne se det med deres egne øjne, ufiltreret af kommentatorer og berettende forfattere. Og det de så var ikke en velovervejet modreaktion fra et land under angreb, men en ubarmhjertig etnisk udrensning i et lille lukket område udført af en af de mest teknologisk avancerede militærstyrker i verden, som brugte kunstig intelligens til at ramme Hamas-krigere og samtidig nægtede en helt ubevæbnet befolkning vand, mad, lægehjælp, elektricitet, boliger, tøj, sanitet osv. Indtil videre er antallet af dræbte på den palæstinensiske side omkring 33.400, hvoraf 17.000 er børn. Det vil sige, at 44% af alle dræbte er børn! Og mere end 1 million sulter akut ihjel. Det er derfor, der har været hundredtusinder på gaden i islamiske lande, i amerikanske og europæiske byer og på universiteterne!

I kølvandet på det israelske angreb på det iranske konsulat i Damaskus besøger den amerikanske CENTCOM-kommandant, general Michael Kurilla, i øjeblikket Israel, hvor han mødtes med IDF’s stabschef, Herzi Halevi, og forsvarsminister Gallant og besøgte luftvåbnets kommandocentre samt luftbaser. Vestlige medier taler om et muligt iransk angreb på en række mål i Israel allerede i dag eller om to dage. Her til morgen lukkede Holland sin ambassade i Teheran, Lufthansa aflyste flyvninger til Iran indtil næste torsdag [18. april], og det tyske udenrigsministerium har opfordret alle tyske statsborgere til at forlade landet. Det er tydeligvis en nervepirrende situation, som i værste fald kan udvikle sig til en regional og tilmed global krig.

På trods af denne optrapning, og så meget desto mere på grund af den, er det derfor yderst påtrængende, at en helt anden tilgang introduceres, nemlig den såkaldte Oase-plan, som blev foreslået i 1975 af min afdøde mand, Lyndon LaRouche. Den er baseret på ideen om at skabe et incitament for både palæstinenserne og israelerne til at erstatte de nuværende følelser af dyb skade, smerte og fortvivlelse for nogle og had for andre, med et perspektiv om en fælles økonomisk udvikling for at skabe en bedre fremtid for alle kommende generationer. For palæstinenserne er det af vital betydning for selve deres eksistens, og for israelerne bør de lytte til dem, der advarer dem om ændringen i opfattelsen af verden, såsom Ami Ayalon, den tidligere direktør for Shin Bet under Oslo-aftalens tid. I en artikel i det aktuelle nummer af Foreign Affairs advarer han Israel om, at efter IDF’s angreb på madvogne den 29. februar, hvor 112 mennesker blev dræbt og 760 såret – som desperat forsøgte at få fat i den mad, der kunne redde dem fra sultedøden – og angrebet på de syv World Central Kitchen-arbejdere, har krigen mistet sin legitimitet i verdens øjne; at den ikke længere ses som en krig i selvforsvar, men som en ekspansionistisk aggression. Desuden skriver Ayalon, at Israel ikke kan vinde ved at eliminere Hamas’ ledelse, da det ikke vil få Hamas’ ideologi til at forsvinde.

Det er årets underdrivelse. Selv om den nuværende krise ikke vil føre til en global udslettelse af hele menneskeheden, hvor Israel naturligvis også vil forsvinde, vil fremtiden for alle blive et helvede, hvor den ene krig vil følge den næste, som vi har set det i de sidste 75 år, og som naturligvis altid fodrer de forskellige våbenproducenter i de voksende militærindustrielle komplekser, hvis ikke voldscyklussen bliver afbrudt en gang for alle.

Det, vi foreslår, er derfor den opdaterede version af Oase-planen, der først blev introduceret af Lyndon LaRouche i 1975, og som han foreslog efter at have deltaget i en fejring af Baath-partiet i Irak med deltagelse af mange ledere fra den Alliancefri Bevægelse. For enhver, der besøger Sydvestasien, er den mest slående oplevelse den overvældende tilstedeværelse af ørkenen og den åbenlyse mangel på vand, især ferskvand. Det er også klart, at kravene til vandforbrug for enhver befolkning, israelsk eller arabisk, for en moderne levestandard, ikke kan opfyldes fra de eksisterende “naturlige” vandressourcer. Desuden har manglen på vand og bestræbelserne på at kontrollere adgangen til vand spillet en afgørende rolle i alle de hidtidige militære konflikter.

De eksisterende grundvandsmagasiner i regionen giver ikke engang tilnærmelsesvis nok vand, så selv en fair delaftale ville ikke løse problemet. For at skabe store mængder nyt ferskvand må man tage en række forskellige metoder i brug. De mest oplagte til at begynde med er flere kanaler, der forbinder Middelhavet med Det Døde Hav og Det Døde Hav med Det Røde Hav. På grund af højdeforskellen ligger Det Døde Hav ca. 400 meter under Middelhavet, så det giver mulighed for vandkraftproduktion. Men hvis man skaber en ekstra kanal fra Aqaba-bugten til Det Døde Hav og derefter forbinder de to kanaler med en tværgående kanal, er noget andet muligt. Den grundlæggende idé er at øge kanalernes størrelse tilstrækkeligt til at muliggøre storstilede afsaltningsprojekter langs kanalernes bredder ved hjælp af et antal atomkraftværker. På grund af de seneste årtiers teknologiske gennembrud, tilgængeligheden af den fjerde generation af pebble-bed-reaktorer, højtemperaturreaktorer, som oprindeligt blev udviklet af professor Schulten i Jülich, Tyskland, og som nu produceres af Kina, er sikkerhedsproblemerne blevet løst. Der er også mulighed for at bruge reaktorer med thoriumcyklus, som er unikt anvendelige til civilt forbrug af kerneenergi. Man kunne bygge et stort antal 300-megawatt-elværker, det man tidligere kaldte “nuplexes” eller “duplexes” langs kanalerne, og skaffe ferskvand til kunstvanding i stor skala til genplantning af skov, landbrug, opbygning af transportinfrastruktur og nye byer.

Selv om omkostningerne ved at producere ferskvand fra afsaltning af saltvand med atomenergi er relativt høje, er den økonomiske fordel ved den enorme økonomiske aktivitet, der genereres på denne måde i områder, hvor der absolut ikke var nogen før, størrelsesordener højere end det beløb, der oprindeligt blev brugt. Det er den unikke kraft ved menneskeligt arbejde, at det ved hjælp af videnskab og teknologi tilføjer værdi til processen, så resultatet af arbejdet altid er højere i værdi end alle de elementer, der gik ind i det. Den energitæthed, der bruges i dette, bestemmer graden af merværdi. Så det betaler egentlig for sig selv.

Man bør derfor ikke kun se på de projekter, der er nævnt her indtil videre, men have en vision om, hvordan denne region kan se ud om en, to, tre, fire generationer. Tag for eksempel Kina, som i løbet af de sidste 30 år har gjort flere ørkenområder grønne med succes. Den kinesiske økonom Dr. Ding Yifan beskriver i sin nye bog, The New Dynamics of Development: The Crisis of Globalization and China’s Solutions, hvordan næsten en tredjedel af Hobq-ørkenen i Indre Mongoliet er blevet effektivt behandlet og er blevet en økonomisk klynge af ørkenturisme, fødevarer og solceller, og hvordan tusindvis af hektar skov er blevet genoprettet i Sekhangba ikke langt fra Beijing, og hvordan 30% af ørkenen på grænsen mellem Shaanxi og Indre Mongoliet i Mawusu-ørkenen nu er dækket af vegetation, jorderosionen er ophørt, og den nyligt genvundne landbrugsjord er nået op på 640.000 hektarer,  hvilket skaber enorme økonomiske fordele for de lokale landmænd. Dr. Ding Yifan fortæller, at Eric Solheim, FN’s undersekretær og UNEP’s administrerende direktør, roste Hobq-ørkenmodellen, som giver fremragende erfaringer til andre lande og regioner, der står over for ørkendannelsesproblemer, og at Kinas erfaringer med sandkontrol også kan spredes til Afrika, Mellemøsten og Latinamerika.

For at kunne forestille sig en udviklingsvision for hele regionen: fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Den Persiske Golf og Det Røde Hav, og hvordan dette område kan udvikle sig som et fremtidigt knudepunkt mellem Asien, Afrika og Europa, bør man forestille sig infrastrukturtætheden i for eksempel Tyskland, hvor man har et integreret system af motorveje, jernbaner og vandsystemer, som udgør forudsætningen for avanceret industriel udvikling og landbrug. Der er ingen objektiv grund til, at Sydvestasien ikke kan opnå et sammenligneligt niveau i fremtiden.

Hvis den truende krig kan undgås, kan den tektoniske forandring, som finder sted i verden i dag, hvor landene i det Globale Syd allerede arbejder på at skabe et nyt økonomisk system, skabe betingelserne for den fulde udvikling af Sydvestasien. Rusland, Kina, Indien, Iran, De forenede arabiske Emirater og Egypten er allerede medlemmer af BRIKS; Saudi-Arabien er kandidat, og andre lande som Tyrkiet har tilkendegivet, at de har til hensigt at blive medlem. Hvis alle disse lande ville acceptere Oase-Planens udviklingsperspektiv og indkalde til en omfattende hastekonference om Sydvestasien i traditionen fra Den Westfalske Fred, kunne den nuværende truende katastrofe undgås, og krisen kunne vendes til begyndelsen på en ny æra med fred og udvikling.

Henry Kissinger, som foregav at være ekspert i den westfalske orden, misforstod den faktisk groft ved at insistere på, at den krævede en “balancemagt” – nemlig en unipolær politimand. Han hævdede, at “det westfalske system aldrig har været fuldt anvendeligt i Mellemøsten,” da kun Tyrkiet, Egypten og Iran havde et historisk grundlag, mens grænserne for de andre stater ville afspejle sejrherrernes egenmægtighed under Første Verdenskrig.

Derfor må verden vende tilbage til den faktiske Westfalske Fred og etablere en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til interesserne i hvert eneste land på planeten. Den nye arkitektur skal helt klart inkludere Rusland, Kina, USA samt en to-statsløsning for Israel og Palæstina.

Ifølge projektet om krigsomkostninger fra Watson Institute på Brown University i Rhode Island var USA’s militære udgifter inklusive følgeomkostninger i de 20 år fra 11. september 2001 til 2021 på 8 billioner dollars, som blev brugt til militære og terrorbekæmpende foranstaltninger i 85 lande, ikke inklusive amerikanske specialoperationsstyrker, CIA-operationer, “militære informationsstøtteoperationer”, “psykologiske operationer” osv. I samme periode er mere end 940.000 mennesker blevet dræbt af direkte krigsvold i Irak, Afghanistan, Syrien, Yemen og Pakistan, og antallet af civile, der er døde som følge af indirekte årsager, er betydeligt højere. Hvis den sum penge – 8 billioner dollars – var blevet investeret i programmer til at overvinde fattigdom og underudvikling, ville verden i dag være en blomstrende have, og USA ville blive fejret som en ven af menneskeheden.

Jeg kan allerede høre kritikerne sige, at dette perspektiv med en Oase-plan som udgangspunkt for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur i ånden fra Pave Paul VI’s encyklika, rundskrivelse, Populorum Progessio ikke er realistisk, eller endnu værre, fuldstændig utopisk.

Da Friedrich Schiller skrev sin trilogi Wallenstein om den magtfulde krigsherre fra 30-årskrigen, portrætterede han ikke Wallenstein på den måde, som den overleverede historiske fortolkning karakteriserede ham, men som en mand, der virkelig ønskede at afslutte krigen og opnå fred. I stykket lægger Schiller visionen om den Westfalske Fred, som blev indgået 16 år senere, i munden på Max Piccolomini, der er forlovet med Wallensteins datter, Thekla. I en samtale med sin far og en repræsentant for hoffet i Wien, Questenberg, siger Max:

“Du gør ham [Wallenstein] til en indigneret mand og, Gud ved!

Til hvad endnu mere, fordi han skåner sakserne,

søger at indgyde fjenden fortrøstningsfuldhed.

Hvilket er den eneste vej til fred;

For hvis krig ikke ender i krig,

Hvor skal freden så komme fra?”

Det er hele ideen: “For hvis krig ikke ender i krig, hvor skal freden så komme fra?” At indgyde fjenden fortrøstningsfuldhed, det er den eneste vej til fred! Ved afgrunden til det, der kan blive enden på alt liv på planeten, er vi, menneskeheden, den kreative art; og kan vi definere en løsning ud af denne fare? Så lad os lægge Oase-planen på bordet hos alle verdens regeringer!

Tak skal I have.

 




Resumé af Panel 2 på Schiller Instituttets konference om Oase-Planen
Det videnskabelige og tekniske grundlag for en løsning

Konferencens andet panel, “Det fysiske fundament for den økonomiske udvikling i Sydvestasien”, viste tydeligt, hvordan en varig fred kunne opnås gennem anvendelse af den mest avancerede teknologi og ingeniørmetoder til at gøre ørkenerne i Sydvestasien grønne. Stephan Ossenkopp, Schiller Instituttet, Tyskland, var ordstyrer.

Hovedtaleren var Schiller Instituttets videnskabelige rådgiver Jason Ross, som indledte med et citat fra Albert Einstein: “Det evige mysterium i verden er dens begribelighed….” Han udviklede tre grundlæggende begreber, som var med til at sætte scenen for det, der udviklede sig til en medrivende paneldialog:

1) Mennesket, der er udstyret med evnen til at skabe, er grundlæggende godt. Og gennem menneskelig kreativitet har det magten til at forbedre naturen gennem videnskabelige opdagelser og udvikling af nye teknologier. Han citerede Lyndon LaRouches artikel fra 1995 “[[What Is God, that Man Is in His Image]]”[[ https://archive.schillerinstitute.com/fid_91-96/951_lar_what_is_god.html]], hvor LaRouche siger: “Hver person er givet det intellektuelle potentiale, som intet dyr besidder, magten til ikke blot at forestille sig naturtilstande, som aldrig før har eksisteret i universet, men, med visse begrænsninger, til effektivt at tillempe disse ideer i universet som helhed.”

2) Den “grønne” miljøideologi er grundlæggende ond, fordi den hævder, at alt, hvad mennesket gør for at forandre naturen, i sig selv er dårligt.

3) [[Oase-Planen]][[ https://laroucheorganization.com/larouche-plan-southwest-asia]], som grundlag for fred gennem økonomisk udvikling, er begrebsmæssigt forankret i den Westfalske Fred fra 1648, som bragte den blodige Trediveårskrig i Europa til en afslutning. Denne traktat blev udformet for at skabe en varig fred ved at fremme “den andens fordel” og give afkald på al hævn. Ross, som brugte mange illustrationer i sin tale, viste et kort over, hvordan grænsestridigheder i Europa i det 17. århundrede var langt mere komplicerede end i Palæstina og Israel i dag.

De andre eksperter i panelet var Dr. Pierre Berthelot, associeret forsker ved IPSE, direktør for tidsskriftet Orients Stratégiques og medlem af Académie de l’Eau i Frankrig; William DeOreo, hydrolog, præsident for AquaCraft og fortaler for nuklear afsaltning med base i Colorado i USA; og Dr. Kelvin Kemm, atomfysiker og tidligere formand for South African Nuclear Energy Corporation. Deres efterfølgende præsentationer afspejlede alle en optimisme med hensyn til, at problemerne i denne region kunne løses med videnskabens universelle sprog og kraft. Som Dr. Kemm sagde: “Gennem mange århundreder, hvis der er et emne, der har hævet sig over politiske konflikter, så har det været videnskab.”

Af særlig interesse var en diskussion om de avancerede atomreaktordesigns, der nu kommer online – små modulære reaktorer (SMR) og thoriumbaserede smeltesaltreaktorer – med den nødvendige energiproducerende kapacitet, omkostningseffektivitet og fleksibilitet til effektivt at afsalte havvand.

William DeOreo drøftede de spændende potentialer i storstilet afsaltning af vand til at løse den ekstreme vandmangel i regionen, forudsat at der er rigelige mængder energi til rådighed – en oplagt mulighed med atomkraft. Han fortalte om sit eget arbejde i Jordan, som involverede konstruktioner til at afsalte havvand fra Aqaba-bugten og bringe det nordpå. Han sagde, at han var frustreret over dem, der ville have ham til at lave designs til vandforsyningsløsninger, som kun ville være tilpasset en befolkning med vandmangel. Han svarede: “Nej, nej, nej! Det, vi virkelig er nødt til at gøre, er at øge forsyningen, og give Jordan det vand de har brug for, for at have et avanceret samfund.”

Samtlige deltagere var enige om, at alle disse problemer ikke må få lov til at være kimen til igangværende og fremtidige konflikter. Arrangementet sluttede med en ærlig diskussion om: “Hvor går vi hen herfra? Hvordan får vi gennemført disse ideer?”

Ross tog dette op, og bemærkede hvor mange mennesker der er rundt om i verden, som kræver våbenhvile, humanitær hjælp og bestræbelser på at finde grundlæggende løsninger. Et afgørende mål for succes vil være at få flere af disse mennesker til at begynde at kræve: “Vi behøver Oase-planen! Hvorfor kæmper vi? Dette burde være områdets fremtid!” Ved at bringe denne diskussion stadig mere ind i den offentlige debat, ved at tilføre denne form for fremtidsorientering, kan det politiske terræn ændres drastisk og gøre ellers umulige beslutninger mulige.

 




Indtrængende opfordring til fred gennem udvikling
Video Sammendrag (1 time 23 min,) af Schiller Instituttets konference om Oase planen

Som optakt til FN’s Sikkerhedsråds debat om Mellemøsten og det palæstinensiske spørgsmål den 18. april, kan du udforske ” Oase-planen”. Dette initiativ foreslår fred gennem økonomisk udvikling, herunder infrastrukturprojekter, der skal forvandle regionen fra konflikt og krig til et knudepunkt for forbindelser med økonomisk levedygtighed for fremtidige generationer.