Onsdag den 8. maj 2024

TOM GILLESBERG: Velkommen, alle sammen. Jeg er Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark. Jeg har fornøjelsen af at være ordstyrer ved vores arrangement: “Stop drabene og begynd at genopbygge Gaza og regionen med Oase-planen – LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling.”

I disse tider vågner man op om morgenen og er glad for at være vågnet, og så tjekker man nyhederne for at se, om det er blevet værre i løbet af natten. Vi har allerede siden den 7. oktober set næsten 35.000 dødsfald i Gaza, og det er dem, der er registreret og ikke bare gemt under murbrokkerne. Næsten 80.000 er blevet alvorligt såret, og man skal huske, at 40 % af alle disse er børn og mange kvinder. Det er civile, der bliver slagtet: Det er et folkedrab. Det er ikke kun mig, der siger det – Den Internationale Domstol sagde allerede for over tre måneder siden, at det, vi ser i Gaza, er et sandsynliggjort folkemord på palæstinenserne. Desværre er det ikke blevet stoppet. Regeringer som min egen siger: “Nej, vi følger, hvad USA gør, og de siger, at vi ikke skal gøre noget. Så vi gør ikke noget.” Bomberne bliver stadig leveret i store mængder. Man spørger sig selv, hvordan det vil ende, for det, vi ser nu, hvor den israelske hær går ind i Rafah, ved vi selvfølgelig ikke, hvad der kommer ud af, men én ting ved vi, og det er, at den sidste livline af forsyninger til Gaza nu er blevet afbrudt.

Hvordan skal det hele ende, spørger man sig selv? Derfor synes jeg, at det er særdeles, særdeles belejligt med dette seminar. Vi har nogle meget bemærkelsesværdige talere. Først skal vi høre Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og international præsident for Schiller Instituttet. Hun var hustru til og samarbejdspartner gennem årtier med den afdøde amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche. Jeg vil ikke bruge en time på at fortælle jer om alt det, hun har været involveret i og er involveret i. Hun vil være på først, online fra Tyskland, og tale om “Oase-planen: Fred kun gennem udvikling.”

Derefter har vi Hans Excellence, Prof. Dr. Manuel Hassassian, den palæstinensiske ambassadør i Danmark, men også tidligere ambassadør i Storbritannien i ti år og ambassadør i Ungarn. Han har en mastergrad i internationale relationer fra University of Toledo, Ohio, og en ph.d. i statskundskab fra University of Cincinnati. Han var også vicepræsident for Bethlehem University på Vestbredden, professor ved University of Maryland, hvor han udviklede et kursus i israelsk-palæstinensisk konfliktløsning, og han var PLO’s chefrådgiver i spørgsmålet om Jerusalems status. Efter at Helga har talt, og vi har haft nogle spørgsmål og svar med hende, vil han tale om ” Stop drabene og start genopbygningen”.
Så holder vi en kort pause, og derefter kommer den tredje taler, Hussein Askary, Schiller Instituttets koordinator for Sydvestasien, som også er medforfatter til bogen: “Extending the New Silk Road to Southwest Asia and Africa”. Han kommer netop fra et besøg i Kina, hvor han fik stor indsigt, som han mener også vil være meget, meget nyttig for genopbygningen, ikke kun af Gaza, ikke kun af Palæstina, men af hele den Sydvestasiatiske region. Han vil tale om “Det umulige er selvpålagt: Fred gennem økonomisk udvikling er den eneste vej frem i Sydvestasien.”
Vi vil optage talerne, og vi ønsker også en fri og ærlig diskussion, så alt, hvad folk bidrager med i diskussionsprocessen, vil ikke blive offentliggjort, medmindre folk giver deres udtrykkelige samtykke. Da vi kun har et begrænset antal mennesker her af sikkerhedsmæssige årsager, vil vi gerne være i stand til at offentliggøre talerne og få disse meget, meget vigtige ideer ud til et meget bredere publikum.
Vi starter nu med Helga Zepp-LaRouche, der taler om “Oase-planen: Fred kan kun opnås gennem udvikling.”

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg vil gerne hilse på jer alle sammen. Som Tom lige har sagt, kommer disse konferencer om Oase-planen på et dramatisk tidspunkt i historien. Hamas meddelte i en erklæring i går, at de accepterede aftalen om våbenhvile med Israel, herunder udveksling af gidsler og fanger, som blev foreslået af de egyptiske og qatarske mæglere. Men få timer efter, at Hamas havde meddelt, at forhandlingerne om en våbenhvile for gidsler var en succes, beskød israelske krigsfly mål i den palæstinensiske by Rafah. Israel sendte også landstyrker ind for at erobre den palæstinensiske side af den vigtige grænseovergang til Egypten, rapporterer Axios’ reporter Barak Ravid med henvisning til kilder med solidt kendskab til udviklingen. I går aftes omkring kl. 20 lokal tid (UTC+3) meddelte Netanyahus kontor, at krigskabinettet enstemmigt havde besluttet, at Israel vil fortsætte sin operation i Rafah for at lægge militært pres på Hamas for at fremme frigivelsen af gidslerne og andre af krigens mål. Omkring kl. 22 lokal tid udtalte Netanyahus kontor, at forslaget om våbenhvile er en del af Israels nødvendige krav, men at de alligevel vil sende en delegation af mæglere fra fagbevægelsen for at udtømme muligheden for at nå frem til en aftale på betingelser, der er acceptable for Israel.

Mens bomberne faldt over Rafah, forklarede talsmanden for det amerikanske udenrigsministerium, Matthew Miller, at USA ikke kan støtte et omfattende angreb på Rafah, da det vil føre til yderligere tab af menneskeliv og forstyrre leverancerne af humanitær hjælp. “Vi støtter ikke, at Israel iværksætter en omfattende militæroperation i Rafah, da det vil gøre det utroligt vanskeligt at opretholde den øgede humanitære bistand, som vi har leveret indtil nu.”

Det, der sker i Rafah, er begyndelsen på den offensiv, som truer med at føre til en katastrofe for mindst 1 million mennesker. De blev advaret med løbesedler og telefonopkald om at tage til Khan Younis, en by, som allerede er fuldstændig ødelagt, uden nogen form for hjælp! “‘Venner er lammet af frygt og ved ikke, om de skal blive i andre områder af Rafah indtil sidste øjeblik eller tage af sted nu. Dette er barbarisk psykologisk krigsførelse oven i de igangværende massakrer.” Det er helt uacceptabelt. Dette var den erklæring, der blev sendt med beskeden fra den uafhængige journalist Vanessa Beeley i går.

Netanyahu havde tidligere sagt, at han ville gennemføre offensiven, uanset om Hamas går med til aftalen eller ej, og den eneste magt, der kan stoppe dette, er naturligvis USA. Men præsident Biden nøjedes med ret ineffektive appeller. Dette hænger naturligvis sammen med den interne situation i USA. For årsagen til den meget voldsomme nedkæmpelse af amerikanske studerende, som havde protesteret på over 100 universiteter, og hvor over 2.000 blev arresteret, og mange blev smidt ud af universiteterne, afspejler etablissementets panik over at miste kontrollen over hele den israelske fortælling. For ifølge de seneste meningsmålinger mener 50 % af de unge mellem 18 og 29 år, at Israel begår folkedrab. Da det er valgår, frygter det vestlige etablissement og især USA for deres personlige politiske fremtid.

Det er helt klart, at de mennesker i Gaza, som lider under denne utrolige situation, og selv mange jøder over hele verden og mange andre, er fuldstændig forfærdede over det, der foregår. De siger: I kan ikke diskutere en Oase-plan lige nu, for vi er nødt til først at stoppe kampene, vi er nødt til at have en våbenhvile, vi er nødt til at have humanitær hjælp for at redde liv. Og andre mennesker siger: Nej, vi skal først have en politisk løsning; først derefter kan vi tænke på økonomisk udvikling.

Lad mig give jer grundene til, at vi mener, at Oase-planen skal sættes på dagsordenen på trods af alle de argumenter, der bliver fremført, eller endda på grund af dem: Fordi situationen i Gaza er en del af en strategisk situation, som lige nu, mens vi sidder her og taler, er på randen af en optrapning til en potentiel global atomkrig. Præsident Putin beordrede for et par dage siden manøvrering af træningen af indsættelsen af taktiske atomvåben i det sydlige militærdistrikt. Formålet er tydeligvis at garantere Ruslands territoriale uafhængighed som reaktion på en lang række meget provokerende udtalelser og trusler fra vestlige embedsmænd mod Den Russiske Føderation. Denne gentagelse af indsættelsen af taktiske atomvåben er en reaktion på følgende udviklinger i den seneste tid: For det første gentog Macron den 2. maj i The Economist, at Frankrig ville sende franske tropper til Ukraine, efter at han allerede havde sagt det for nogle uger siden. Han sagde også, at han ønsker at holde Frankrigs og NATO’s politik over for Rusland tvetydig med hensyn til den franske hensigt, så Rusland kan gisne. Derefter sagde den britiske udenrigsminister Cameron, at Ukraine har ret til at bruge britiske våben, herunder missiler med lang rækkevidde, til at angribe mål på russisk territorium. Fra USA sagde mindretalslederen i Repræsentanternes Hus, Hakeem Jeffries (D): “Vi kan ikke tillade, at Ukraine taber. Hvis det ser ud til, at de taber, så skal vi ikke bare sende penge, men også sende soldater ind i Ukraine.”

Nu har det russiske udenrigsministerium netop informeret alle NATO-lande om, at den russiske hær vil identificere enhver modifikation af F-16-jagerfly til Ukraine som en atomvåbenbærer. Hvis et F-16-fly udstationeres i Ukraine, antager Rusland, at NATO planlægger en provokation mod Rusland, fordi Rusland klassificerer flyet som et fly med dobbelt anvendelse: ikke-atomart og atomart. Disse fly har længe været det vigtigste våben for NATO’s fælles atommission. Ruslands udenrigsministerium oplyste i går, at den britiske ambassadør Nigel Casey var blevet indkaldt til det russiske udenrigsministerium for at modtage en kraftig protest over de seneste udtalelser fra den britiske udenrigsminister David Cameron. Han fik at vide, at Moskva betragter Camerons ord som et stærkt bevis på den alvorlige optrapning af Storbritanniens tiltagende involvering i militære aktioner mod Rusland. Casey blev advaret om, at Rusland kunne reagere på brugen af britiske våben til at angribe Rusland ved at angribe alle britiske militæranlæg og -udstyr på Ukraines territorium og andre steder. Den 4. maj bemærkede det russiske udenrigsministeriums talskvinde Maria Zakharova, at NATO’s omfattende Steadfast Defender-øvelser er en klar indikation af, at alliancen forbereder sig på en potentiel konflikt med Rusland. “Lige nu finder NATO’s største øvelse siden Den kolde Krig, Steadfast Defender, sted nær Ruslands grænser. Ifølge deres scenarie øves koalitionsaktioner mod Rusland ved hjælp af alle instrumenter, herunder hybride og konventionelle våben. Vi er nødt til at se i øjnene, at NATO seriøst forbereder sig på en ‘potentiel konflikt’ med os, som højtstående NATO-repræsentanter i øvrigt taler åbent om,” siger hun.

Forskellige militæreksperter i Europa og andre steder er enige om, at den ukrainske hær lige nu er ved at gå i opløsning. De forventer store russiske sejre i løbet af de næste uger, måske endda i denne måned, og at krigen vil være slut ved udgangen af sommeren. Som følge heraf er NATO i panik, fordi det ville betyde et fuldstændigt tab af militær status efter Afghanistan – og andre krige, der ender på samme måde – og det er derfor, de er involveret i disse provokationer. De siger alle sammen: “Åh, vi behøver ikke at bekymre os, for Putin bluffer bare.” Men NATO-tropper i Ukraine, britiske våben i Rusland, udstationering af atomvåben i Ukraine – hvad F-16 ville være – udgør en eksistentiel trussel for Rusland. Scott Ritter, den tidligere FN-våbeninspektør i Irak, sagde, at hvis dette sker, vil disse tropper – franske tropper og andre tropper – blive dræbt med det samme, og taktiske atomvåben vil blive affyret mod beslutningscentrene, de amerikanske baser i Rumænien, Polen, Frankrig og Tyskland.

Det amerikanske etablissement er på dette tidspunkt tydeligvis overbevist om, at de ikke kan trække sig tilbage, eftersom hele NATO så ikke længere ville være levedygtigt. Men den russiske militærdoktrin er meget klar: Når de røde linjer, set fra deres synspunkt, overskrides, vil det resultere i en global atomkrig.

Jeg må tilføje til denne optrapning i Ukraine, at krigen i Gaza har potentiale til at udvikle sig til en regional krig, der involverer Israel og Iran, som helt klart også kan udvikle sig til en global atomkrig, da Rusland og Kina ikke vil kunne tolerere en krig mod Iran, der involverer USA, Storbritannien og inddragelse af NATO-medlemslande.

Derfor er vi nødt til at sætte Oase-planen på dagsordenen nu, da en vision er den absolut afgørende del af en indsats for at undgå Tredje Verdenskrig. Oase-planens udformning er en måde at forstå, hvorfor kun tænkningen i et helt nyt paradigme kan få menneskeheden væk fra afgrunden. Vi er nødt til at overvinde geopolitikken. Ideen om, at fremkomsten af det Globale Syd, BRIKS+, som allerede udgør den Globale Majoritet, der repræsenterer 70 % af verdens BNP og 80 % af verdens befolkning, disse majoriteter i verden er ikke det kollektive Vestens fjende! Vi må lære af den Westfalske Fred, at hvis krigen fortsætter, vil der ikke være nogen tilbage i live til at nyde sejren. Derfor må vi begynde at tænke på, at vi har brug for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager højde for sikkerheds- og udviklingsinteresserne i hvert eneste land på kloden. Jeg formulerede mine ti principper som grundlag for diskussionen om, hvad en sådan ny arkitektur ville indebære.

I den sammenhæng er Oase-planen det regionale udtryk for en sådan ny arkitektur. Hvis man kigger på kortet, vil man se, at en stor del af det Sydvestlige Asien er ørken, ørken, ørken. Nøglen til fred er derfor produktion af store mængder nyt, ferskvand. Min afdøde mand, Lyndon LaRouche, foreslog allerede i 1975 Oase-planen med ideen om at bygge kanaler mellem Middelhavet og Det Døde Hav og Det Røde Hav. Derefter, med hjælp fra atomenergi, at afsalte store mængder havvand, gøre det tilgængeligt til kunstvanding, gøre ørkenerne grønne, udvikle landbrug, skovrejsning, grundlæggende infrastruktur, nye byer og industrier. Vi er nødt til at betragte hele regionen mellem Indien og Middelhavet, Kaukasus og Golfen som én integreret region, som, hvis den udvikles, vil blive centrum for udviklingen mellem Asien, Afrika og Europa som en del af et World Land-Bridge program, som er en plan, vi allerede udviklede i 2014 som svar på Xi Jinpings annoncering af Den Nye Silkevej, hvor vi udviklede en plan for udvikling af infrastruktur for hele kloden.

I de sidste ti år er der sket mange fremskridt i realiseringen af dele af denne plan. For eksempel har Kina gjort store dele af sit territorium grønt – faktisk på størrelse med Tysklands territorium. De har næsten gjort en tredjedel af Hake-ørkenen i Indre Mongoliet grøn, som nu er ved at blive en økonomisk klynge af ørkenturisme, fødevarer og solceller. I Zhengxiangbai, ikke langt fra Beijing, er tusindvis af hektar skov blevet genoprettet på grænsen mellem Shaanxi og Indre Mongoliet i Mu Us Shadi-ørkenen. Tredive procent af ørkenen er nu dækket af vegetation, jorderosionen er ophørt, og den nyligt erstattede landbrugsjord er nået op på 700.000 ha., hvilket skaber enorme økonomiske fordele for de lokale landmænd, og Hake-ørkenmodellen giver en fremragende erfaring for andre lande og regioner, der står over for ørkendannelsesproblemer.

Med de mest avancerede atomenergisystemer, der nu er under udvikling i forskellige lande, vil det være muligt at afsalte store mængder vand svarende til at skabe helt nye floder. Så i stedet for at tro, at man skal kæmpe for smalle strimler land ved havet, kan man ved at generobre ørkenerne skabe smukke landskaber, som kan løse de tilsyneladende uløselige konflikter om territorier på et helt andet plan. Sydkoreanske virksomheder bygger nu, hvad der bliver de første operationelle s må modulære reaktorer i ny skala – såkaldte SMR’er – som led i Sydkoreas forsøg på at blive verdens førende konstruktør af SMR’er. Sydkorea er ingen nybegynder inden for atomkraft og bygger sine egne reaktorer, som f.eks. APR-1400-modellen, der udgør rygraden i landets 26 reaktorer, som snart bliver til 30. De er i færd med at færdiggøre atomkraftværket i De forenede arabiske Emirater, som består af fire APR-1400-reaktorer, hvoraf tre allerede er i kommerciel drift, mens den sidste vil være online ved udgangen af dette år.

Der er også konceptet med den europæiske hurtige reaktor med smeltet salt og forskellige reaktortyper med thoriumcyklus, som har betydelige sikkerhedsfunktioner og derfor ikke er omstridte.

Vi søsætter denne kampagne for Oase-planen for at få et internationalt kor af kræfter, af lande, af universiteter, af tænketanke, af enkeltpersoner, der kræver dens realisering. Menneskeheden er kommet til det vigtigste øjeblik, det som den tyske digter Friedrich Schiller kaldte {punctum saliens} i et stort klassisk drama: Det er det øjeblik, hvor en beslutning vil afgøre hele fremtiden for menneskehedens eksistens. En fortsættelse af det samme paradigme, som vi har set i den sidste periode, vil føre til en sikker udslettelse af hele den menneskelige art. Hvis vi derimod designer en helt ny arkitektur, vil vi forhåbentlig åbne en ny æra for menneskeheden. Så vi beder alle lyttere og seere om at deltage i denne kamp for vores alle sammens overlevelse. Mange tak skal I have.

{ Åben diskussion}

{H.E. ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian,} Det Palæstinensiske Selvstyres ambassadør i Danmark: Mange tak for din veloplagte tale. Vi forstår, at Oase-planen har været i gang i en periode nu, men jeg ved ikke, hvad reaktionerne er i konfliktområderne, når man introducerer en sådan plan for dem, mens de er i de indledende faser af forhandlinger eller konflikt, eller hvad ved jeg. Hvilken modtagelse tror du, at folk i krigszoner vil få, når de hører sådan en plan?

Jeg stiller dig bare dette udfordrende spørgsmål, for der, hvor jeg kommer fra, tror jeg, at det er vigtigere for os at finde politiske løsninger først og derefter tænke på økonomisk udvikling for at opretholde den lange levetid for enhver form for fred, der kan udvikle sig ud af konflikten. Så jeg ved ikke fra andre konfliktområder, om denne plan bliver værdsat som en optakt til en politisk eller en konfliktløsning.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg mener, de første reaktioner er ret interessante. Vi havde en tidligere Oase-plan-[seminar], som jeg mener, du deltog i, hvor ambassadørerne fra Rusland, Hviderusland og Sydafrika talte og var ekstremt positive over for dette perspektiv. Og i mange, mange hundrede, hvis ikke tusinder af diskussioner, som Schiller Instituttets repræsentanter har i forskellige lande, er der en voksende idé om, at man er nødt til at ændre tilgangen fuldstændigt. Så jeg ser det som en opbygningsproces. Det er en gigantisk forandring, og man kan ikke forvente, at det sker på én dag, men det er en organiseringsproces, hvor vi forsøger at organisere flere og flere lande og institutioner til at bakke op om denne plan.

Med hensyn til argumentet om, at der først skal findes en politisk løsning, så har vi hørt det i mange, mange årtier, og det blev faktisk altid sagt i FN-debatten: Man skal have en politisk løsning først, og så kan vi tænke på økonomisk udvikling.

Men det har vist sig at være forkert, for har det ført til fred? Har det ført til en politisk løsning? Nej, det har det ikke. Og argumentet på den anden side er, at hvis man er i en situation som det palæstinensiske folk lige nu, så er desperationen så enorm, at folk ikke kan falde til ro, fordi de prøver at overleve fra den ene dag til den anden.

Men hvis man har en idé om, hvordan hele denne region i Sydvestasien, fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Golfstaterne, kan udvikles – og vi vil i løbet af seminaret høre meget konkrete planer – så kan man inspirere unge menneskers fantasi, ikke kun i Palæstina, men også på amerikanske universiteter, i de pro-palæstinensiske demonstrationer, som ikke er antisemitiske, de er simpelthen en reaktion på den forfærdelige situation, der finder sted. Hvis man fremstiller en sådan vision, er de lande, der er naboer til Palæstina, til Israel, Jordan, Syrien, Golfstaterne, Tyrkiet, Egypten, selv Irak, Afghanistan – alle disse lande er ikke kun bekymrede over, hvad der foregår, men også over faren for en optrapning af krigen.  Det var efter min mening kun Irans yderste tilbageholdenhed, at Hizbollah ikke er involveret, at houthierne gør noget, men mere eller mindre på egen hånd (tror jeg); men [der er]faren for, at krigen kan optrappes til en total krig, der involverer Israel og Iran og dets forskellige venligtsindede organisationer. Hvis dette optrappes, er jeg overbevist om, ligesom mange andre observatører i lang tid, at hvis det kommer til en regulær krig mellem Israel og Iran, tror jeg, at vi er på vej mod Tredje Verdenskrig, fordi hverken Rusland eller Kina vil se passivt til, at deres allierede, Iran, bliver angrebet.

Og grunden til, at jeg nævnte situationen i Ukraine, er, at man ikke kan se isoleret på situationen. For grunden til, at denne krigsfare eksisterer, er, at den eksisterende verdensorden, som tidligere var en unipolær verden, det neoliberale system, det vestlige system, som troede, at de var vinderne af Den kolde Krig, at historien var slut, som Francis Fukuyama udtalte dengang, ønskede at bevare den unipolære verden, og denne politik har ført til en enorm modreaktion, som nu viser sig i form af fremkomsten af et helt nyt økonomisk system. Så længe NATO-landene betragter Rusland og Kina, et nyt system, der er ved at opstå, som en fjende, der skal bekæmpes og undertrykkes, er det den virkelige drivkraft bag denne optrapning af krigsfaren.

Så man er nødt til at tænke på, hvad man gør, hvis der sker et paradigmeskift i hele verdenssituationen – og som jeg sagde, skal det ses som en del af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for hele verden, i traditionen fra Den Westfalske Fred, fordi Den Westfalske Fred afsluttede 150 års krigsførelse, fordi alle de kæmpende parter kom til den konklusion, at hvis de fortsatte med at kæmpe, så ville der ikke være nogen tilbage til at overleve.

Så de satte sig ned ved forhandlingsbordet i fire år, og ud af det kom freden i Westfalen, som var begyndelsen på international lov.  Og i dag, hvor vi er truet af den umiddelbare fare for en global atomkrig, er vi nødt til at betragte helheden og sige, at hvis det kommer til en sådan global atomkrig, vil der helt sikkert ikke være nogen tilbage til at overleve og nyde sejren, fordi vi alle vil være døde! Idéen om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der er baseret på udvikling for alle og ikke udelukker noget land, er den eneste måde, vi kan løse den nuværende krise på. Det er min dybeste overbevisning, og derfor ved at fokusere på realiseringen af Oase-planen for Sydvestasien, hvor alle nabolandene har en grundlæggende interesse i at bringe fred til regionen. Det er samtidig vejen til at begynde at tage et større strategisk spørgsmål op, nemlig hvordan vi kan give os selv som menneskehed en orden, der gør det muligt for menneskeheden at overleve i et øjeblik, hvor selve dens eksistens i stigende grad er i fare?
 
Mrutyuanjai Mishra, journalist og lærer fra Indien: Mit spørgsmål er, om der er en rolle, som neutrale lande kan spille? Jeg kommer fra Indien, og Indien har insisteret på, at vi ikke vil være en del af det, og at folk bør sætte sig ned og tale sammen. Men kunne man danne en koalition af neutrale lande, kunne det også være en løsning? Det er mit spørgsmål til dig. Mange tak skal du have.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det er præcis den rigtige vej at gå, for hvis man ser på den strategiske situation mellem USA og Rusland, så er det den værste situation nogensinde. Mellem USA og Kina går det i virkeligheden også i retning af konfrontation. Xi Jinping har lige været i Frankrig, og nu er han i Serbien og Ungarn. Forholdet mellem Kina og Europa er lidt i midten.

Så hvor er den kraft, der kan skabe stabilitet? Hvor er forandring mulig? Og hvis man ser på situationen, mener jeg, at den eneste måde, hvorpå vi kan gribe ind og nedtrappe denne nuværende krigsfare, er, at det Globale Syd, som udgør størstedelen af verdens befolkning, må lade deres stemme lyde meget højere. Som premierminister Nehru og præsident Sukarno allerede sagde på Bandung-konferencen i 1955, at hvis det kommer til krig, vil landene i det Globale Syd måske blive ramt lidt senere, men de vil også dø som følge heraf: Og derfor er det Globale Syd en umiddelbar, berørt partner – lande i det Globale Syd har absolut ret til at tale som en ligeværdig stemme og lade deres stemme blive hørt!
 
Jeg er absolut overbevist om, at hvis BRIKS-Plus eller en koalition af neutrale lande, som du siger, ville indkalde til en særlig session i FN’s generalforsamling eller et andet forum og grundlæggende erklære, at der skal være en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur; der har været mange diskussioner om den nødvendige reform af FN, og det Globale Syd er slet ikke repræsenteret der på nogen effektiv og passende måde; Men hvis det Globale Syd ville tale med én stemme – man tager alle lande, selv de lande, der ikke umiddelbart er involveret i konflikten, som Brasilien, Indonesien, Indien, Egypten, Sydafrika, Nigeria og nogle andre lande – hvis de ville tale med én stemme, så tror jeg ikke, at USA eller Europa eller nogen anden kan modsætte sig det!

Det er bare den tankegang, at man er nødt til at træde ud af boksen, når situationen er så desperat, som den er lige nu, og derfor glæder jeg mig over din overvejelse og kan kun opfordre til, at disse såkaldt neutrale lande går i den retning, du foreslår.
 
{S.E. ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian:}} Et spørgsmål til dig: Eftersom du har været fortaler for Oase-planen, vil jeg gerne høre fra dig, hvilke forhindringer du støder på, når folk dybest set forsøger at udfordre dig på denne Oase-plan, som ikke er i den langsigtede strategi for at skabe magtbalance i verden eller for at opretholde fred, men på kort sigt. Hvad er det for spørgsmål, der ofte kommer til dig som en udfordring, når du præsenterer din plan?

 ZEPP-LAROUCHE: Argumenterne er dybest set, at man ikke kan ændre den nuværende orden, fordi det er USA’s magt, der bryder den op. Eller hvad med finansieringen? Eller et af de hyppigste argumenter er, at den politiske løsning skal findes først, og så kan vi tænke på den økonomiske udvikling.

Men min afdøde mand, Lyndon LaRouche, sagde, at da Oslo-aftalen blev underskrevet, var det et håbefuldt øjeblik, fordi der grundlæggende var mulighed for en fredsplan. Men min mand sagde, at man straks skulle sætte entreprenørmaskiner, vejbygningsmaskiner, ind på området, og skovle, og begynde at bygge ting, så folk på stedet oplevede fordelene ved den økonomiske forbedring.
 
Det var også det, premierminister Nehru gjorde, da han ville gennemføre Den grønne Revolution i Indien, og bønderne var ikke tilhængere af det, fordi de havde deres gamle mønstre og gamle måder. Og det Nehru gjorde var at tage de landmænd med, som kunne se fordelene ved de økonomiske ændringer i Den grønne Revolution – som var en rigtig grøn revolution, og ikke som økologerne i Tyskland. Han arbejdede sammen med landmændene, og pludselig fik de større høst, mere mad og flere penge, og de kunne købe moderne udstyr: Det eksempel påvirkede så de andre omkring dem, og de kunne få hans reformer igennem.  På samme måde, hvis man starter økonomisk udvikling et sted, selv hvis man siger, lad os starte med udviklingen af Jordan: Jordan er et land, som har en af de ringeste vandressourcer på planeten, og de kunne drage utrolig stor fordel af en sådan kernekraftbaseret afsaltning, og de andre lande omkring dem vil se det.

Hvis du tager til Dubai eller Abu Dhabi, var disse lande for flere år siden ørken! Efter at man opdagede olien, begyndte man at investere i kunstvanding, og når man nu kører langs kysterne i disse lande, er de frodige oaser. Der er en ø, som tidligere var fuldstændig ørken, og nu er der vegetation; noget af vegetationen er allerede 20-30 år gammel og derfor mere udviklet. Så er der nyere vegetation, men det er som en Edens Have! Selv fuglene har ændret deres trækruter, fordi de har opdaget denne ø som et sted, hvor de kan yngle og hvile sig undervejs.

Så ideen er, at man skal stimulere de unges fantasi. De unge skal overbevises om, at det er værd at udvikle sig, at blive videnskabsmand, at blive ingeniør, at få børn, at stifte familie, hvilket er utænkeligt lige nu under de nuværende forhold. Og Oase-planen er en måde, hvorpå folk kan begynde at tænke på et nyt paradigme. Og nabolandene, som nogle af Golfstaterne, de har enorme ressourcer, de har statslige investeringsfonde, de investerer i ting som fodboldklubber og andre ting, som måske er gode til underholdning, men de er ikke så eksistentielle som denne Oase-plan.

Vi er nødt til at overbevise disse lande om, at de skal hjælpe med at finansiere dette. Der er også modellen med Egypten: Egypten har involveret mange af sine egne borgere i at hjælpe med at bygge den anden Suez-kanal, og Egypten har en utrolig tilgang baseret på udvikling af atomkraft og nye byer: Og jeg tror det er denne idé, at man er nødt til at ændre hele forventningen til, hvad fremtiden kan bringe.
 
For Israel er spørgsmålet også, om man er nødt til at bryde terrorismens cyklus, for tanken om, at man kan gøre det af med Hamas, er ifølge mange eksperter en fuldstændig illusion. Selv hvis man dræber den nuværende Hamas-ledelse ved at gøre hvad der sker lige nu, er det grundlaget for en ny generation af terrorisme.

Så der er en grundlæggende interesse for alle i at gå i retning af Oase-planen. Og efter min mening er det bedste, vi kan gøre, at afholde mange konferencer som denne, men også at organisere universiteter, tænketanke og andre for at diskutere detaljerne i denne plan, så ideen om denne vision bliver almindeligt kendt.
 
Michelle Rasmussen, Vicepræsident, Schiller Instituttet i Danmark: Jeg har et sidste spørgsmål: Kan du forklare folk her din idé om, hvad der er den nye internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur?

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Som jeg sagde, er den inspireret af Den Westfalske Fred, som afsluttede 150 års religiøs krigsførelse. Trediveårskrigen var bare den sidste fase af den. Og på det tidspunkt var en tredjedel af alt i Europa ødelagt, landsbyer, kvæg og mennesker døde, så man erkendte, at man var nødt til at sætte sig til bords for at finde en løsning. De fandt frem til flere principper, og det første var, at man for fredens skyld skal tage hensyn til den andens interesser. Det var et ekstremt vigtigt princip, for hvis man ser på fredsaftalernes historie, har der aldrig været en fred mulig, som ikke anvendte dette princip. Det er grunden til, at Versailles-traktaten, som ikke tog hensyn til Tysklands eller Kinas interesser, kun var et springbræt til Anden Verdenskrig.

Det næste princip i Den Westfalske Fred var, at man for fredens skyld skal holde op med at tænke på, hvad den ene eller den anden side har gjort mod hinanden, for i krig begår begge sider forbrydelser. Hvis man bliver ved med at sige: “Du gjorde det her mod mig, og du gjorde det her mod mig”, vil det aldrig stoppe. Man må lægge det til side og erstatte hadet med kærlighed. Det ser ud til at være en stor opgave, men jeg tror, at hele læren fra Mahatma Gandhi, Martin Luther King og Nelson Mandela om, hvordan man overvinder apartheid i Sydafrika, er, at der kun er den ene vej. Man skal holde op med at hade, og man skal erstatte hadet med kærlighed.

Det tredje princip, som var vigtigt, var, at statens rolle i genopbygningen af et krigshærget område er ekstremt vigtig, fordi man ikke kan regne med, at private interesser gør det. Det var det, der førte til kameralisme indenfor økonomisk teori.
 
Så med det udgangspunkt er vi nødt til at have en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle verdens landes interesser.  Den skal omfatte Rusland, Kina, Iran, Nordkorea, men også USA, Europa og naturligvis alle landene i det Globale Syd. Det betyder, at vi er nødt til at have en tilgang til menneskehedens eksistentielle problem.

Jeg har fremsat ti principper, som jeg foreslår, at I kigger på bagefter: Jeg kan kun opsummere dem meget hurtigt.
Det første princip må være absolut national suverænitet for hvert land, for den eneste måde, hvorpå individet kan deltage i regeringen, er ved et suverænt land, som har en eller anden form for repræsentativt system. Hvis man har overnationale institutioner, er individet udelukket fra deltagelse, og det betyder, at det ikke kan fungere. Så national suverænitet er den absolutte forudsætning.

For det andet skal man udrydde sult i verden. I øjeblikket er der halvdelen af verden, 4 milliarder mennesker, som ikke får nok mad at spise; 2 milliarder har ikke adgang til rent vand. Mange milliarder har ikke nok energi eller infrastruktur: Så at overvinde fattigdom og underudvikling er et første princip, som er meget nemt, fordi vi har alle teknologierne. Det er bare sådan, at systemet er struktureret på en sådan måde, at det ikke fungerer; men teoretisk set ville det være meget nemt at udrydde sult på et år!

Så det andet punkt er, at vi har brug for et universelt sundhedssystem i alle lande, fordi den nyligt overståede coronavirus-pandemi viste, at de lande, der ikke har et sundhedsvæsen, er på spanden og har utrolige, unødvendige tab. Et moderne sundhedssystem i alle lande.
For det tredje har man brug for et universelt uddannelsessystem i alle lande, fordi videnskab og teknologi og kreativ fornuft er de eneste kilder til velstand. Det er universel uddannelse for alle børn, alle unge og alle voksne, der er kilden til rigdom, og derfor er det absolut nødvendigt, at alle børn får adgang til universel uddannelse.

For det fjerde har man brug for tilstrækkelig energi fra ressourcer med høj energigennemstrømningstæthed, fordi der er en sammenhæng mellem antallet af mennesker, der kan forsørges, og energigennemstrømningstætheden i den energikilde, der bruges i produktionen, og derfor fungerer det ikke med kun solenergi og vindkraft, fordi man kun kan forsørge måske 1 milliard mennesker på planeten, og derfor har man indtil videre brug for fossile energiressourcer, som er alt for dyrebare til at blive brændt af for evigt, fordi de skal bruges til kemisk produktion og lignende ting. Derfor har man brug for atomenergi, fjerde generations atomenergi, og også et lynprogram for termonuklear fusionsteknologi, som vil bringe os en størrelsesorden højere op, og det er helt afgørende.

Dernæst er der brug for udvikling af infrastrukturen, fordi den infrastrukturelle åbning af  alle kontinenter er en forudsætning for industrialisering og tilmed for landbrug. For hvis man ikke har et infrastruktursystem, kan man ikke transportere sine landbrugsprodukter: Man har brug for veje, højhastighedstog til gods- og passagertrafik, havne, broer og integrerede vandveje. Derfor er tilgangen med Verdenslandbroen virkelig det, der er brug for.

Så de første to tredjedele af mine foreslåede principper handler alle om økonomi, meget konkrete tiltag, og de sidste tre principper har jeg tilføjet for at vise, at der er brug for et helt nyt paradigme i tankegangen. For hvis man ikke tager det intellektuelle spring til at tænke menneskeheden først, vil det hele ikke fungere. Hvis man bliver på det geopolitiske niveau, hvor man siger, at der er en interesse for et land mod et andet land; eller en gruppe lande mod en anden gruppe lande, vil det føre til nye krige og konflikter, som vi har set det før i tiden. Men hvis man tænker, at vi er én menneskehed, og at det er det vigtigste, og man så på en eller anden måde bringer sine nationale interesser i overensstemmelse med den ene menneskeheds interesser, så kan man løse alle problemer. Det er Nicholas af Cusas tankegang, som udviklede metoden med at tænke på “modsætningernes sammenfald”, at tænke sådan først, og så have et ordnet princip for at nærme sig problemerne.

Det sidste princip er, at man er nødt til at blive enige om menneskesynet, at mennesket er godt af natur. At alt ondt kommer fra manglende udvikling og derfor kan overvindes netop ved udvikling, økonomisk, personligt, empatisk, moralsk og på alle andre mulige måder. Så idéen om, at mennesket er godt, er virkelig den vigtigste, for hvis man ser på, hvilke traditioner og filosofier der antager, at mennesket er godt, så er det de tre abrahamske religioner; det er også hinduismen, humanismen i filosofisk forstand. Hvis man ser på, hvem der mener, at mennesket er ondt, er det imperier og oligarkier, som alle mener, at man har brug for en elite, der dominerer de onde masser, og at man er nødt til at have en Leviathan og en stærk stat med stærke foranstaltninger til at undertrykke folk.  Det er det, der skal overvindes.

Så jeg tror, at vi i historien er nået til et punkt, hvor jeg længe har ment, at vi ikke vil være i stand til at løse problemer på et delvist niveau, kun på et regionalt niveau, fordi man er nødt til at bringe hele verden i orden for at få den til at fungere. Så det er kernen i [den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur] (https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/), og jeg tror, at hvis man starter med de intellektuelle i alle lande, som kan starte en dialog om disse spørgsmål, så kan vi inspirere regeringerne til at gennemføre det.

GILLESBERG: Tak, Helga.

Den 4. maj 2024 

En vigtig international dialog fandt sted i dag i den påtrængende proces med at støtte et nyt paradigme for én menneskehed og gøre en ende på det krigsparadigme, der stadig eksisterer på mange dødbringende måder. Schiller Instituttet i Frankrig og Sammenslutningen af Kina-Afrika Venskabsforeninger, en multinational gruppe med hovedkvarter i Dakar, Senegal, sponsorerede i fællesskab en international videokonference, “Kina-Afrika Samarbejde i Strategi for Fattigdomsbekæmpelse”. Diplomater, industrifolk og andre deltog i en tre timer lang dialog om konkrete planer og udviklingsstrategi med indledende udtalelser fra Schiller Instituttets grundlægger og leder Helga Zepp-LaRouche. Uddrag er gengivet nedenfor.

Denne dialog fandt sted, mens stadig flere stemmer siger, at der må sættes en stopper for folkedrabet i Gaza, at der skal føres forhandlinger for at afslutte katastrofen i Ukraine, og at der skal ske andre afgørende brud med det nuværende finansielle kompleks, der styres af militæret. I går sagde Cindy McCain, direktør for Verdensfødevareprogrammet, om Gaza (i NBC’s “Meet the Press”): “Der er nu hungersnød – fuldstændig hungersnød – i nord, og den bevæger sig sydpå.”

Studenterprotester for en våbenhvile, omfattende humanitær hjælp og en palæstinensisk stat er nu internationale, fra Irland til Venezuela og Tyskland, hvor en demonstration i Berlin fandt sted på trods af regeringens faktiske forbud.

I denne weekend er der også et todages topmøde i Organisationen for islamisk Samarbejde, hvor de fleste af de 57 medlemslande er repræsenteret af topministre, som både deltager i formelle møder og holder bilaterale møder om verdens kriser, især om Gaza. Til stede ved OIC-topmødet i Gaza er udenrigsministre fra den nærmeste sydvestasiatiske region – Egypten, Iran, Tyrkiet og andre, såsom Indonesien, der har forpligtet sig til at handle på krisen. Delegationen fra Rusland, som nu har permanent observatørstatus, ledes af Rustram Minnnikhanov, leder af Republikken Tatarstan, hvis hovedstad Kazan er stedet for BRIKS-topmødet den 22.-24. oktober og senere på måneden stedet for det russisk-islamiske økonomiske Kazanforum, hvor 10.000 deltagere fra 79 nationer er registreret til at deltage i en uge med økonomiske og relaterede samtaler.

Verden er i bevægelse for udvikling, samtidig med behovet for at stoppe den umiddelbare fare for krig og massemord. Det kan ikke lade sig gøre uden en løsningsmodel, som kan ses i ” Oase-planens” tilgang til Sydvestasien og i det hele taget.

Dette billede blev gennemgået grundigt i dag af Zepp-LaRouche i hendes tale til Afrika-Kina-videokonferencen. Andre talere var bl.a: Assane Mbengue, præsident for FAACA; Hans Excellence Ibrahima Sory Sylla, senegalesisk ambassadør i Kina; Zhang Hangbao, førstesekretær for Hans Excellence Xiao Han, kinesisk ambassadør i Senegal; Zhang Yun, CEO for SOMETA SA (Senegals førende jern- og stålvirksomhed); Edmond Moukala N’Gouemo, UNESCO-repræsentant i Ghana.

Omkring 50 personer deltog i hele konferencen, som omfattede en livlig diskussion med Sébastian Périmony fra Schiller Instituttet i Frankrig som ordstyrer.

Her er uddrag af Zepp-LaRouches præsentation:

… Vi står helt klart ved en korsvej i historien, og det er endnu ikke afgjort, hvordan det vil ende. På den ene side har vi en optrapning af krigen i Ukraine, som faktisk er en stedfortræderkrig fra NATO mod Rusland. NATO bliver snart nødt til at træffe en beslutning, fordi det ikke går godt for ukrainerne, om de vil forhandle eller optrappe. Der er mange kræfter i den transatlantiske verden, som opfordrer til optrapning, hvilket på kort sigt risikerer at føre til en global atomkrig.

Desuden er der folkemordet på palæstinenserne i Gaza og de israelske forsvarsstyrkers forestående angreb på Rafah mod mennesker, som allerede er ved at dø af sult, tørst og mangel på alt. Hele den sydvestasiatiske region er en krudttønde, som, hvis den antændes, også kan føre til global krig.

Så er der udvidelsen af NATO, eller NATO’s bestræbelser på at blive et Globalt NATO ved at udvide sig til Indo-Stillehavet omkring Det Sydkinesiske Hav, Taiwan-krisen med Kina, som bliver styret udefra.

Alle disse tre kriser er drevet af det transatlantiske finanssystems kollaps. For det, der ligger bag al denne optrapning, er et desperat forsøg på at forhindre fremkomsten af et nyt økonomisk system.

Lad os kort se tilbage på afslutningen af Den kolde Krig, hvor vi havde chancen for at skabe en fredsorden for det 21. århundrede. Sammen med LaRouche-bevægelsen fremmede Schiller Instituttet faktisk [fred] ved at foreslå den Eurasiske Landbro som begyndelsen på Verdenslandbroen, der forbinder alle kontinenter gennem infrastruktur.

På det tidspunkt var der et løfte om ikke at udvide NATO en tomme mod øst, men det løfte blev brudt med det samme. De neokonservative etablerede Wolfowitz-doktrinen, som var ideen om, at USA skulle være leder af en unipolær verden og ikke tillade noget land eller nogen gruppe af lande at omgå USA økonomisk, militært eller politisk.

I stedet gik de efter at befæste denne unipolære verden ved at presse på for regimeskift, farvede revolutioner, intervention med krige. Alt dette har i de sidste 30 år ført til et gigantisk tilbageslag, fordi landene i det Globale Syd indså, hvad der foregik. De så effekten af sanktionerne mod Iran, mod Syrien, mod Yemen, mod Nicaragua, Venezuela og alle de andre lande, og de så, hvad det gjorde for at øge de fattiges armod.

Så hvad var konsekvenserne af de endeløse krige i Afghanistan, Irak, Syrien og Libyen? Millioner af mennesker døde. De så, hvordan dollaren blev gjort til et våben.

Men på den anden side er der Kinas fremgang, som først løftede 850 millioner af landets egne borgere ud af fattigdom, og da Xi Jinping i 2013 annoncerede Bælte- og Vejinitiativet, den Nye Silkevej – som faktisk var et ekko af vores oprindelige forslag om den Eurasiske Landbro fra 1991. Verden begyndte at ændre sig dramatisk.

I de ti år, der er gået siden da, eller næsten elleve år, har Bælte- og Vejinitiativet for første gang givet landene i det Globale Syd mulighed for at overvinde fattigdom og underudvikling. Fremkomsten af BRIKS, BRIKS+, som nu mere end 40 lande har ansøgt om, forårsager en tektonisk ændring i historien. Seks hundrede års kolonialisme er ved at være forbi, og vi oplever lige nu en genoplivning af Bandung-ånden …

Det Globale Syd, den Globale Majoritet, er efter min mening i dag nøglen til at overvinde den strategiske krise og faren for atomkrig. For forholdet mellem NATO og Rusland og NATO og Kina er allerede så forgiftet og bagvasket, at det helt sikkert kræver, at den Globale Majoritet træder frem med en meget stærk stemme….

For nylig afholdt Schiller Instituttet en konference om en Oase-plan for Sydvestasien. Det er idéen om, at eftersom meget af Sydvestasien er ørken, er vi nødt til at producere masser af ferskvand ved at bygge kanaler fra Middelhavet til Det Døde Hav, til Det Røde Hav og derefter bruge atomenergi til at afsalte store mængder havvand, faktisk skabe nye floder på denne måde og have vand til kunstvanding af landbrug, skove, nye byer og et egentligt integreret infrastrukturprojekt.

Nu kan det samme koncept anvendes i hele Afrika. Egypten er allerede i gang med at bygge mange projekter, men man kan bruge Oase-konceptet til Libyen, Tunesien, Algeriet, Marokko og genvinde en stor del af Sahel-zonen i Sahara ved at afsalte havvand. Tag for eksempel Sudan. De har den mest frugtbare jord på planeten, og med vand kunne de få tre til fire høstudbytter hvert år.

Alt dette er ikke nok; vi har også brug for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur i traditionen fra Den Westfalske Fred, som tager højde for sikkerheds- og udviklingsinteresserne i hvert eneste land på planeten, og som for første gang fremmer ideen om Én menneskehed i første række. Og med dette nye paradigme tror jeg, at vi vil gå en meget lys fremtid i møde. Jeg ønsker jer alt det bedste.

Foto: Conference advertisement. CC/nstitutschiller.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag. Velkommen til alle jer fra mange forskellige lande, uanset hvor I lytter nu. Vi arrangerer denne Oase-konference for at tilføre et perspektiv af håb og vise en vej ud af en ellers desperat, ekstremt farlig og faktisk katastrofal situation i Sydvestasien.

Hvis vi ikke erstatter den nuværende optrapning, som hurtigt kan udvikle sig til en fuldgyldig regional krig og blive til en global atomkrig, kan det betyde enden for den menneskelige art på denne planet. For at undgå denne fare på kort sigt er der brug for et kognitivt spring, for at begrebsliggøre en helt anden tilgang, nemlig at definere den økonomiske og sikkerhedsmæssige egeninteresse for palæstinenserne, araberne generelt, såvel som israelerne, og derefter nabolandene i den større region.

Hvorfor siger jeg dette?

Det, der er sket i de sidste seks måneder, er uden fortilfælde i hele historien. Et folkemord, som sker i realtid, transmitteres live fra slagmarken i Gaza til fjernsynsapparaterne i stuerne hos verdenspublikummet. Så i første omgang efter Hamas’ angreb den 7. oktober på israelske landsbyer med 1200 døde til følge, var sympatien i store dele af verden hos Israel. Det ændrede sig dag for dag, uge for uge, måned for måned, efterhånden som milliarder af mennesker kunne se det med deres egne øjne, ufiltreret af kommentatorer og berettende forfattere. Og det de så var ikke en velovervejet modreaktion fra et land under angreb, men en ubarmhjertig etnisk udrensning i et lille lukket område udført af en af de mest teknologisk avancerede militærstyrker i verden, som brugte kunstig intelligens til at ramme Hamas-krigere og samtidig nægtede en helt ubevæbnet befolkning vand, mad, lægehjælp, elektricitet, boliger, tøj, sanitet osv. Indtil videre er antallet af dræbte på den palæstinensiske side omkring 33.400, hvoraf 17.000 er børn. Det vil sige, at 44% af alle dræbte er børn! Og mere end 1 million sulter akut ihjel. Det er derfor, der har været hundredtusinder på gaden i islamiske lande, i amerikanske og europæiske byer og på universiteterne!

I kølvandet på det israelske angreb på det iranske konsulat i Damaskus besøger den amerikanske CENTCOM-kommandant, general Michael Kurilla, i øjeblikket Israel, hvor han mødtes med IDF’s stabschef, Herzi Halevi, og forsvarsminister Gallant og besøgte luftvåbnets kommandocentre samt luftbaser. Vestlige medier taler om et muligt iransk angreb på en række mål i Israel allerede i dag eller om to dage. Her til morgen lukkede Holland sin ambassade i Teheran, Lufthansa aflyste flyvninger til Iran indtil næste torsdag [18. april], og det tyske udenrigsministerium har opfordret alle tyske statsborgere til at forlade landet. Det er tydeligvis en nervepirrende situation, som i værste fald kan udvikle sig til en regional og tilmed global krig.

På trods af denne optrapning, og så meget desto mere på grund af den, er det derfor yderst påtrængende, at en helt anden tilgang introduceres, nemlig den såkaldte Oase-plan, som blev foreslået i 1975 af min afdøde mand, Lyndon LaRouche. Den er baseret på ideen om at skabe et incitament for både palæstinenserne og israelerne til at erstatte de nuværende følelser af dyb skade, smerte og fortvivlelse for nogle og had for andre, med et perspektiv om en fælles økonomisk udvikling for at skabe en bedre fremtid for alle kommende generationer. For palæstinenserne er det af vital betydning for selve deres eksistens, og for israelerne bør de lytte til dem, der advarer dem om ændringen i opfattelsen af verden, såsom Ami Ayalon, den tidligere direktør for Shin Bet under Oslo-aftalens tid. I en artikel i det aktuelle nummer af Foreign Affairs advarer han Israel om, at efter IDF’s angreb på madvogne den 29. februar, hvor 112 mennesker blev dræbt og 760 såret – som desperat forsøgte at få fat i den mad, der kunne redde dem fra sultedøden – og angrebet på de syv World Central Kitchen-arbejdere, har krigen mistet sin legitimitet i verdens øjne; at den ikke længere ses som en krig i selvforsvar, men som en ekspansionistisk aggression. Desuden skriver Ayalon, at Israel ikke kan vinde ved at eliminere Hamas’ ledelse, da det ikke vil få Hamas’ ideologi til at forsvinde.

Det er årets underdrivelse. Selv om den nuværende krise ikke vil føre til en global udslettelse af hele menneskeheden, hvor Israel naturligvis også vil forsvinde, vil fremtiden for alle blive et helvede, hvor den ene krig vil følge den næste, som vi har set det i de sidste 75 år, og som naturligvis altid fodrer de forskellige våbenproducenter i de voksende militærindustrielle komplekser, hvis ikke voldscyklussen bliver afbrudt en gang for alle.

Det, vi foreslår, er derfor den opdaterede version af Oase-planen, der først blev introduceret af Lyndon LaRouche i 1975, og som han foreslog efter at have deltaget i en fejring af Baath-partiet i Irak med deltagelse af mange ledere fra den Alliancefri Bevægelse. For enhver, der besøger Sydvestasien, er den mest slående oplevelse den overvældende tilstedeværelse af ørkenen og den åbenlyse mangel på vand, især ferskvand. Det er også klart, at kravene til vandforbrug for enhver befolkning, israelsk eller arabisk, for en moderne levestandard, ikke kan opfyldes fra de eksisterende “naturlige” vandressourcer. Desuden har manglen på vand og bestræbelserne på at kontrollere adgangen til vand spillet en afgørende rolle i alle de hidtidige militære konflikter.

De eksisterende grundvandsmagasiner i regionen giver ikke engang tilnærmelsesvis nok vand, så selv en fair delaftale ville ikke løse problemet. For at skabe store mængder nyt ferskvand må man tage en række forskellige metoder i brug. De mest oplagte til at begynde med er flere kanaler, der forbinder Middelhavet med Det Døde Hav og Det Døde Hav med Det Røde Hav. På grund af højdeforskellen ligger Det Døde Hav ca. 400 meter under Middelhavet, så det giver mulighed for vandkraftproduktion. Men hvis man skaber en ekstra kanal fra Aqaba-bugten til Det Døde Hav og derefter forbinder de to kanaler med en tværgående kanal, er noget andet muligt. Den grundlæggende idé er at øge kanalernes størrelse tilstrækkeligt til at muliggøre storstilede afsaltningsprojekter langs kanalernes bredder ved hjælp af et antal atomkraftværker. På grund af de seneste årtiers teknologiske gennembrud, tilgængeligheden af den fjerde generation af pebble-bed-reaktorer, højtemperaturreaktorer, som oprindeligt blev udviklet af professor Schulten i Jülich, Tyskland, og som nu produceres af Kina, er sikkerhedsproblemerne blevet løst. Der er også mulighed for at bruge reaktorer med thoriumcyklus, som er unikt anvendelige til civilt forbrug af kerneenergi. Man kunne bygge et stort antal 300-megawatt-elværker, det man tidligere kaldte “nuplexes” eller “duplexes” langs kanalerne, og skaffe ferskvand til kunstvanding i stor skala til genplantning af skov, landbrug, opbygning af transportinfrastruktur og nye byer.

Selv om omkostningerne ved at producere ferskvand fra afsaltning af saltvand med atomenergi er relativt høje, er den økonomiske fordel ved den enorme økonomiske aktivitet, der genereres på denne måde i områder, hvor der absolut ikke var nogen før, størrelsesordener højere end det beløb, der oprindeligt blev brugt. Det er den unikke kraft ved menneskeligt arbejde, at det ved hjælp af videnskab og teknologi tilføjer værdi til processen, så resultatet af arbejdet altid er højere i værdi end alle de elementer, der gik ind i det. Den energitæthed, der bruges i dette, bestemmer graden af merværdi. Så det betaler egentlig for sig selv.

Man bør derfor ikke kun se på de projekter, der er nævnt her indtil videre, men have en vision om, hvordan denne region kan se ud om en, to, tre, fire generationer. Tag for eksempel Kina, som i løbet af de sidste 30 år har gjort flere ørkenområder grønne med succes. Den kinesiske økonom Dr. Ding Yifan beskriver i sin nye bog, The New Dynamics of Development: The Crisis of Globalization and China’s Solutions, hvordan næsten en tredjedel af Hobq-ørkenen i Indre Mongoliet er blevet effektivt behandlet og er blevet en økonomisk klynge af ørkenturisme, fødevarer og solceller, og hvordan tusindvis af hektar skov er blevet genoprettet i Sekhangba ikke langt fra Beijing, og hvordan 30% af ørkenen på grænsen mellem Shaanxi og Indre Mongoliet i Mawusu-ørkenen nu er dækket af vegetation, jorderosionen er ophørt, og den nyligt genvundne landbrugsjord er nået op på 640.000 hektarer,  hvilket skaber enorme økonomiske fordele for de lokale landmænd. Dr. Ding Yifan fortæller, at Eric Solheim, FN’s undersekretær og UNEP’s administrerende direktør, roste Hobq-ørkenmodellen, som giver fremragende erfaringer til andre lande og regioner, der står over for ørkendannelsesproblemer, og at Kinas erfaringer med sandkontrol også kan spredes til Afrika, Mellemøsten og Latinamerika.

For at kunne forestille sig en udviklingsvision for hele regionen: fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Den Persiske Golf og Det Røde Hav, og hvordan dette område kan udvikle sig som et fremtidigt knudepunkt mellem Asien, Afrika og Europa, bør man forestille sig infrastrukturtætheden i for eksempel Tyskland, hvor man har et integreret system af motorveje, jernbaner og vandsystemer, som udgør forudsætningen for avanceret industriel udvikling og landbrug. Der er ingen objektiv grund til, at Sydvestasien ikke kan opnå et sammenligneligt niveau i fremtiden.

Hvis den truende krig kan undgås, kan den tektoniske forandring, som finder sted i verden i dag, hvor landene i det Globale Syd allerede arbejder på at skabe et nyt økonomisk system, skabe betingelserne for den fulde udvikling af Sydvestasien. Rusland, Kina, Indien, Iran, De forenede arabiske Emirater og Egypten er allerede medlemmer af BRIKS; Saudi-Arabien er kandidat, og andre lande som Tyrkiet har tilkendegivet, at de har til hensigt at blive medlem. Hvis alle disse lande ville acceptere Oase-Planens udviklingsperspektiv og indkalde til en omfattende hastekonference om Sydvestasien i traditionen fra Den Westfalske Fred, kunne den nuværende truende katastrofe undgås, og krisen kunne vendes til begyndelsen på en ny æra med fred og udvikling.

Henry Kissinger, som foregav at være ekspert i den westfalske orden, misforstod den faktisk groft ved at insistere på, at den krævede en “balancemagt” – nemlig en unipolær politimand. Han hævdede, at “det westfalske system aldrig har været fuldt anvendeligt i Mellemøsten,” da kun Tyrkiet, Egypten og Iran havde et historisk grundlag, mens grænserne for de andre stater ville afspejle sejrherrernes egenmægtighed under Første Verdenskrig.

Derfor må verden vende tilbage til den faktiske Westfalske Fred og etablere en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til interesserne i hvert eneste land på planeten. Den nye arkitektur skal helt klart inkludere Rusland, Kina, USA samt en to-statsløsning for Israel og Palæstina.

Ifølge projektet om krigsomkostninger fra Watson Institute på Brown University i Rhode Island var USA’s militære udgifter inklusive følgeomkostninger i de 20 år fra 11. september 2001 til 2021 på 8 billioner dollars, som blev brugt til militære og terrorbekæmpende foranstaltninger i 85 lande, ikke inklusive amerikanske specialoperationsstyrker, CIA-operationer, “militære informationsstøtteoperationer”, “psykologiske operationer” osv. I samme periode er mere end 940.000 mennesker blevet dræbt af direkte krigsvold i Irak, Afghanistan, Syrien, Yemen og Pakistan, og antallet af civile, der er døde som følge af indirekte årsager, er betydeligt højere. Hvis den sum penge – 8 billioner dollars – var blevet investeret i programmer til at overvinde fattigdom og underudvikling, ville verden i dag være en blomstrende have, og USA ville blive fejret som en ven af menneskeheden.

Jeg kan allerede høre kritikerne sige, at dette perspektiv med en Oase-plan som udgangspunkt for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur i ånden fra Pave Paul VI’s encyklika, rundskrivelse, Populorum Progessio ikke er realistisk, eller endnu værre, fuldstændig utopisk.

Da Friedrich Schiller skrev sin trilogi Wallenstein om den magtfulde krigsherre fra 30-årskrigen, portrætterede han ikke Wallenstein på den måde, som den overleverede historiske fortolkning karakteriserede ham, men som en mand, der virkelig ønskede at afslutte krigen og opnå fred. I stykket lægger Schiller visionen om den Westfalske Fred, som blev indgået 16 år senere, i munden på Max Piccolomini, der er forlovet med Wallensteins datter, Thekla. I en samtale med sin far og en repræsentant for hoffet i Wien, Questenberg, siger Max:

“Du gør ham [Wallenstein] til en indigneret mand og, Gud ved!

Til hvad endnu mere, fordi han skåner sakserne,

søger at indgyde fjenden fortrøstningsfuldhed.

Hvilket er den eneste vej til fred;

For hvis krig ikke ender i krig,

Hvor skal freden så komme fra?”

Det er hele ideen: “For hvis krig ikke ender i krig, hvor skal freden så komme fra?” At indgyde fjenden fortrøstningsfuldhed, det er den eneste vej til fred! Ved afgrunden til det, der kan blive enden på alt liv på planeten, er vi, menneskeheden, den kreative art; og kan vi definere en løsning ud af denne fare? Så lad os lægge Oase-planen på bordet hos alle verdens regeringer!

Tak skal I have.

Konferencens andet panel, “Det fysiske fundament for den økonomiske udvikling i Sydvestasien”, viste tydeligt, hvordan en varig fred kunne opnås gennem anvendelse af den mest avancerede teknologi og ingeniørmetoder til at gøre ørkenerne i Sydvestasien grønne. Stephan Ossenkopp, Schiller Instituttet, Tyskland, var ordstyrer.

Hovedtaleren var Schiller Instituttets videnskabelige rådgiver Jason Ross, som indledte med et citat fra Albert Einstein: “Det evige mysterium i verden er dens begribelighed….” Han udviklede tre grundlæggende begreber, som var med til at sætte scenen for det, der udviklede sig til en medrivende paneldialog:

1) Mennesket, der er udstyret med evnen til at skabe, er grundlæggende godt. Og gennem menneskelig kreativitet har det magten til at forbedre naturen gennem videnskabelige opdagelser og udvikling af nye teknologier. Han citerede Lyndon LaRouches artikel fra 1995 “[[What Is God, that Man Is in His Image]]”[[ https://archive.schillerinstitute.com/fid_91-96/951_lar_what_is_god.html]], hvor LaRouche siger: “Hver person er givet det intellektuelle potentiale, som intet dyr besidder, magten til ikke blot at forestille sig naturtilstande, som aldrig før har eksisteret i universet, men, med visse begrænsninger, til effektivt at tillempe disse ideer i universet som helhed.”

2) Den “grønne” miljøideologi er grundlæggende ond, fordi den hævder, at alt, hvad mennesket gør for at forandre naturen, i sig selv er dårligt.

3) [[Oase-Planen]][[ https://laroucheorganization.com/larouche-plan-southwest-asia]], som grundlag for fred gennem økonomisk udvikling, er begrebsmæssigt forankret i den Westfalske Fred fra 1648, som bragte den blodige Trediveårskrig i Europa til en afslutning. Denne traktat blev udformet for at skabe en varig fred ved at fremme “den andens fordel” og give afkald på al hævn. Ross, som brugte mange illustrationer i sin tale, viste et kort over, hvordan grænsestridigheder i Europa i det 17. århundrede var langt mere komplicerede end i Palæstina og Israel i dag.

De andre eksperter i panelet var Dr. Pierre Berthelot, associeret forsker ved IPSE, direktør for tidsskriftet Orients Stratégiques og medlem af Académie de l’Eau i Frankrig; William DeOreo, hydrolog, præsident for AquaCraft og fortaler for nuklear afsaltning med base i Colorado i USA; og Dr. Kelvin Kemm, atomfysiker og tidligere formand for South African Nuclear Energy Corporation. Deres efterfølgende præsentationer afspejlede alle en optimisme med hensyn til, at problemerne i denne region kunne løses med videnskabens universelle sprog og kraft. Som Dr. Kemm sagde: “Gennem mange århundreder, hvis der er et emne, der har hævet sig over politiske konflikter, så har det været videnskab.”

Af særlig interesse var en diskussion om de avancerede atomreaktordesigns, der nu kommer online – små modulære reaktorer (SMR) og thoriumbaserede smeltesaltreaktorer – med den nødvendige energiproducerende kapacitet, omkostningseffektivitet og fleksibilitet til effektivt at afsalte havvand.

William DeOreo drøftede de spændende potentialer i storstilet afsaltning af vand til at løse den ekstreme vandmangel i regionen, forudsat at der er rigelige mængder energi til rådighed – en oplagt mulighed med atomkraft. Han fortalte om sit eget arbejde i Jordan, som involverede konstruktioner til at afsalte havvand fra Aqaba-bugten og bringe det nordpå. Han sagde, at han var frustreret over dem, der ville have ham til at lave designs til vandforsyningsløsninger, som kun ville være tilpasset en befolkning med vandmangel. Han svarede: “Nej, nej, nej! Det, vi virkelig er nødt til at gøre, er at øge forsyningen, og give Jordan det vand de har brug for, for at have et avanceret samfund.”

Samtlige deltagere var enige om, at alle disse problemer ikke må få lov til at være kimen til igangværende og fremtidige konflikter. Arrangementet sluttede med en ærlig diskussion om: “Hvor går vi hen herfra? Hvordan får vi gennemført disse ideer?”

Ross tog dette op, og bemærkede hvor mange mennesker der er rundt om i verden, som kræver våbenhvile, humanitær hjælp og bestræbelser på at finde grundlæggende løsninger. Et afgørende mål for succes vil være at få flere af disse mennesker til at begynde at kræve: “Vi behøver Oase-planen! Hvorfor kæmper vi? Dette burde være områdets fremtid!” Ved at bringe denne diskussion stadig mere ind i den offentlige debat, ved at tilføre denne form for fremtidsorientering, kan det politiske terræn ændres drastisk og gøre ellers umulige beslutninger mulige.

Som optakt til FN’s Sikkerhedsråds debat om Mellemøsten og det palæstinensiske spørgsmål den 18. april, kan du udforske ” Oase-planen”. Dette initiativ foreslår fred gennem økonomisk udvikling, herunder infrastrukturprojekter, der skal forvandle regionen fra konflikt og krig til et knudepunkt for forbindelser med økonomisk levedygtighed for fremtidige generationer.

Den 14. april 2024 (EIRNS) – Her er paneldeltagernes indledende bemærkninger til Panel 1 på Schiller Instituttets online-konference om “Oasis-planen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina og for hele Sydvestasien”, efterfulgt af en timelang åben diskussion med spørgsmål og svar. Hovedafsnittet, som inkluderede ordstyrer Dennis Speeds introduktion, med et videoklip af Lyndon LaRouches tale den 2. juni 2002 til Zayed Center i Abu Dhabi, og hovedtalen af Helga Zepp-LaRouche, kan ses andetsteds.

DENNIS SPEED: Goddag og velkommen til dagens møde i det internationale Schiller Institut, “Oase-planen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina, og for hele Sydvestasien.” …

[Den første taler var Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets stifter og internationale præsident. Et afskrift af hendes tale findes i et andet indlæg.]

SPEED: Mange tak, Helga. Vi er nu beærede over tilstedeværelsen af, og vil gerne byde velkommen til vores næste taler, Hans Excellence Prof. Dr. Manuel Hassassian, palæstinensisk ambassadør i Danmark.

PROF. DR. MANUEL HASSASSIAN: Goddag, og tak for invitationen. Jeg er privilegeret over at sidde i dette panel med fornemme gæster. Dette er et internationalt panel, hvor globale budskaber bør adresseres til verden; især med Schiller Instituttets Oase-plan, der har stor resonans i forhold til økonomisk udvikling globalt. Men før vi taler lidt om Oase-planen, vil jeg gerne fremhæve højdepunktet i denne langvarige konflikt, der har stået på i de sidste 75 år mellem palæstinensere og israelere.

Vi, palæstinenserne, er blevet erobret mange gange i historien. Den seneste var det britiske mandat, som på et gyldent fad gennem Balfour-erklæringen blev givet til Israel efter krigen i 1948, da Israel erklærede sin uafhængighed, og i 1967 fortsatte de deres aggression ved at besætte Vestbredden, Gaza og Østjerusalem. Siden da har denne langvarige konflikt stået på, baseret på det vi kalder etnisk udrensning; baseret på den koloniale bosætterbevægelse, hvor zionisterne med deres projekt om at skabe et hjemland på bekostning af fordrivelsen af det palæstinensiske folk blev en realitet på landjorden indtil 1967, hvor de har fortsat deres zionistiske projekt med at besætte hele det historiske Palæstina.

Siden da har mange FN-resolutioner, erklæringer og hvad ved jeg, internationale resolutioner; de internationale resolutioner har været utallige, men de er blevet trodset af denne besættelse og af denne koloniale bosætterbevægelse, der utvetydigt er blevet støttet af USA, for slet ikke at tale om af de europæiske lande. Vi palæstinensere har betalt prisen for det, der kaldes Holocaust; hvad der kaldes den jødiske fordrivelse fra Europa. Vi har betalt prisen ved at blive fordrevet fra vores lande, blive rykket op med rode og leve under besættelse i de sidste mange årtier nu.

Jeg ønsker ikke at gå i dybden med historien om denne konflikt, men at fremhæve, hvad der foregår omkring os i dag. I dag har Israel erklæret krig mod hele det palæstinensiske folk med det formål at udrydde dem, med det formål at tvangsdiasporisere dem igen, med det formål at kontrollere Palæstinas geografi og afskaffe det palæstinensiske demokrati. Det, vi er vidne til i dag, er en krig med etnisk udrensning; et folkemord, et mord, en nedslagtning. Vi kan ikke engang finde flere ord eller flere begreber til at beskrive, hvad der foregår i Gaza i dag. Israel har licens til at dræbe, desværre med støtte og medvirken fra USA. For de våben, som Israel har brugt i de sidste seks årtier, har været amerikanske, såvel som britiske og europæiske. Men i dag betragter vi amerikanerne som medskyldige i denne krigsforbrydelse mod menneskeheden og mod det uskyldige palæstinensiske folk. Tusinder og atter tusinder af børn er blevet slagtet og massakreret med koldt blod.

Hvad kan vi sige om en regering, der praler af sit demokrati, og som støttes af den demokratiske feber, der angiveligt er demokratiets bastion i Mellemøsten? Hvad de sidste seks årtier grundlæggende har bevist for os, er, at Israel ikke er et demokrati; Israel er et teokrati; Israel er en bosætterkolonialist; Israel har taget palæstinensernes land; Israel bygger flere bosættelser; Israel skaber nye angreb på jorden; Israel ønsker at slippe af med det palæstinensiske folk. Undskyldningen fra den 7. oktober har tydeligt vist Israels intentioner. Det forfølger ikke kun Hamas, men ødelægger infrastrukturen i Gaza, ødelægger det palæstinensiske folk i Gaza, i Østjerusalem; for slet ikke at tale om Vestbredden.

Det stigende pres og konflikterne og drabene på Vestbredden bliver tydeligere end nogensinde. Hver dag bliver folk dræbt, der er så mange palæstinensere i fængsel. Hele tiden forfølgelse på Vestbredden. Bosættere har grebet til våben mod uskyldige palæstinensere. Hæren støtter bosætterne i deres angreb og mord på palæstinenserne. Vestens revolvermentalitet bliver flittigt udført af bosætterne i dag i de besatte områder på Vestbredden. Og jeg kan ikke blive ved med at beskrive de grusomme forbrydelser, som Israel begår med sine afskyelige hensigter om at udrydde det palæstinensiske folk.

Dette er et land, som på et tidspunkt fik os til at tro, at der ville være mulighed for en to-statsløsning. Da vi besluttede at indgå vores historiske kompromis i 1988 ved at anerkende staten Israel og acceptere to-statsløsningen, troede vi, at det vigtigste ved to-statsløsningen var Oslo-aftalerne, som til vores store skuffelse har legitimeret besættelsen, firedoblet bosættelserne i de besatte områder og skabt grobund for en intensivering af konflikten og udrense israelerne for palæstinenserne.

Nu ser vi på situationen i dag. Det internationale samfund har ikke gjort noget for at stoppe dette blodbad og Israels krigsmaskines angreb på vores folk i Gaza og på Vestbredden, ud over mere sympati og empati, ud over fordømmelse, hvad enten det er direkte eller indirekte. Det vi er vidne til er, at disse vestlige regeringer har vist deres dobbeltmoral, har vist deres hykleri, har vist, at deres begreber om menneskerettigheder er hule, ved ikke at lægge nogen form for pres på Israel for at stoppe disse massakrer, for at stoppe dette folkemord. Vi har set, at amerikanerne på den ene side taler om humanitær bistand og åbning af grænser, men samtidig sender militære våben – tonsvis af bomber – til Israel for at bekæmpe palæstinenserne; angiveligt truer Hamas deres sikkerhed, mens de dræber uskyldige palæstinensere.

Så amerikanerne er lige så ansvarlige som israelerne i denne afskyelige krig, jeg vil sige hensynsløshed mod uskyldige mennesker. Og alligevel ser vi samtidig, at verden ser på de daglige grusomme forbrydelser begået af Israel uden at gøre noget.

Alle disse resolutioner fra Den internationale Domstol, FN-resolutionerne, der fordømmer Israel, beder Israel om at trække sig tilbage, stoppe blodbadet og hvad ved jeg, har kun været ren og skær snak og intet konkret på stedet. Hver dag vågner vi op og ser mere ødelæggelse, flere drab på det palæstinensiske folk. Hvor skal vi hen herfra? Indtil videre har vi set, at Israel har fejlet; jeg siger, har fejlet på det skammeligste med at opfylde sine mål. Det kan ikke slippe af med Hamas; det kan ikke slippe af med 2 millioner palæstinensere, som nu sulter ihjel i Gaza. Det kan ikke slippe af med den palæstinensiske stræben efter uafhængighed og selvbestemmelse. For virkeligheden har vist, at palæstinenserne aldrig vil knæle ned og aldrig vil acceptere bosættelserne, som de gjorde i 1948.

Så israelerne står i et dilemma: De kan ikke slippe af med palæstinenserne, og de kan ikke virkelig bringe sikkerhed til staten Israel. De kan ikke leve legitimt lykkeligt til deres dages ende i Mellemøsten uden at løse det palæstinensiske spørgsmål. Og uden at løse omdrejningspunktet for krisen i Mellemøsten – dvs. det palæstinensiske spørgsmål – vil der aldrig være sikkerhed og stabilitet i Mellemøsten.

Når jeg siger dette, fordi tiden er meget begrænset, og jeg ikke ønsker at fortsætte med at beskrive, men jeg vil gerne forudsige, hvad der kan gøres for at få grundlæggende to lande, der er naboer til hinanden, til at leve i fred. Jeg vil sige, at det palæstinensiske folk, selv under besættelsen, har praktiseret den højeste form for demokrati. Vi har haft demokratiske valg – lovgivende, præsidentvalg, kommunalvalg og hvad ved jeg. Vi har opbygget vores civilsamfund. Vi har skabt forbindelser mellem vores civilsamfund og vores regering, og vi har grundlæggende opbygget tale- og ytringsfrihed. Vi forsøger også at opbygge vores økonomiske system, selv om vi i bund og grund er totalt underdanige over for den israelske økonomi. Men vi formår stadig at se på mulighederne og ressourcerne for, hvordan vi kan skabe en bæredygtig økonomisk vækst. Selvfølgelig er manglen på grundvandsmagasiner, manglen på vand på Vestbredden, fordi bosætterne bruger det meste af det. Deres kontrol over grundvandsmagasinerne begrænser grundlæggende produktionen af vores landbrugsprodukter, og det skaber visse forhindringer for vores fremskridt og udvikling, hvad angår økonomi.

Men vi kan ikke rigtig udvikle os økonomisk, når vi er totalt underlagt den israelske besættelse og deres økonomi og kontrol over vores naturressourcer, for slet ikke at tale om vores menneskelige ressourcer. Det er derfor, at når vi taler om fred, vil der aldrig blive fred uden en politisk løsning på denne konflikt. Der er ingen økonomisk løsning uden en politisk løsning på denne langvarige konflikt, der er blevet udkæmpet mellem to væsensforskellige samfund i de sidste otte årtier nu. Det er derfor, jeg er mere tilbøjelig til at tale om udsigterne til fred. Fred starter først som velgørenhed derhjemme. Først er vi nødt til at have vores forenede folk, sammen. Vi er nødt til at afslutte konflikten mellem Hamas og Fatah. Og vi er nødt til at have én regering, der styrer hele Palæstina; det er den palæstinensiske regering. Det er nummer et.

Nummer to, vi vil gerne se en afslutning på krigen i Gaza. Vi vil gerne have frigivet gidsler til gengæld. Vi vil gerne tilbage til forhandlingsbordet med konceptet om en to-statsløsning. Og for at gøre det, er vi grundlæggende nødt til at skabe de gunstige betingelser for at gennemføre det, jeg har sagt. Og for at gøre det, vil jeg lige komme ind på Oase-planen, som udførligt har belyst, hvordan vi kan opnå fred og velstand i regionen. Ja, jeg er enig i, at en politisk løsning kommer først; dernæst kommer Oase-planen, der skal redde og opretholde den økonomiske udvikling mellem de stridende parter og skabe fred og velstand for de nationer, der har været i konflikt, for at sikre freden. Den foreslåede Oase-plan er blevet taget alvorligt, tror jeg. Den har potentiale til at blive en succes i den palæstinensisk-israelske konflikt. Det er derfor, jeg accepterede at deltage i denne konference; ikke for at tale om konflikten, men for at tale om udsigterne til fred i denne sammenhæng. Jeg tror, at Oase-planen er en mulighed, som palæstinensere og israelere kan gribe for at skabe den slags fred, der vil have lang levetid og velstand, og som vil leve og sameksistere i mange år fremover. Mere kan jeg ikke sige i dag, for tiden tillader mig ikke at gå i dybden med denne konflikt og tale om de komplekse forhold, der kan betragtes som barrierer for at opnå fred og velstand i regionen. Tak for det.

SPEED: Mange tak. Som vores næste taler byder vi velkommen til Mounir Anastas, palæstinensisk ambassadør ved UNESCO; det er FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur. Velkommen.

MOUNIR ANASTAS (ikke korekturlæst –red.): Mange tak. Jeg tænkte, at jeg også kan tale på fransk; måske starter jeg på fransk, hvis det er muligt, og så fortsætter jeg på engelsk.

[via tolk] Jeg vil først takke Schiller Instituttet for at organisere denne begivenhed. Jeg vil især gerne takke Madame LaRouche for hendes meget omfattende tale, meget dybtgående. Der er visse ting, som hun bidrog med, som jeg fuldstændig deler og godkender. Jeg vil også gerne takke ambassadøren i Danmark; på den måde undgår jeg at gentage visse ting. Med hensyn til Oase-planen er jeg ikke ekspert i disse tekniske spørgsmål, men min interesse i denne plan er princippet og ånden og hensigten bag den, som er at få en ægte økonomisk og social udvikling. Vi kan opnå velstand og fred, ikke kun i Mellemøsten, men i hele Sydvestasien. For at vende tilbage til principperne i selve planen, vil jeg vende tilbage efterfølgende.

Dette projekt er direkte forbundet med spørgsmålet om vand. Jeg vil gerne tale om UNESCO’s program om vand. UNESCO har forsøgt at gøre flere ting, som ikke kun er uddannelse, videnskab og kultur – som er en del af UNESCO’s beføjelser – men også vandspørgsmålet. Jeg vil gerne sige et par ord om det. Måske vil jeg nu skifte til engelsk for at gøre det enklere for alle.

[Når jeg taler om vand og UNESCO, vil jeg gerne udtrykke én ting, fordi det altid står mellem linjerne. Som professor Hassassian nævnte, er det israelske regime et teokratisk regime. De forsøger at overbevise alle om, at konflikten mellem Israel og Palæstina er en religiøs konflikt, hvilket er helt forkert. Vores konflikt er ikke en religiøs konflikt; det er en politisk konflikt. Det er en juridisk konflikt, slet ikke religiøs.

Med dette vil jeg nu vende mig mod spørgsmålet om vand i UNESCO. I UNESCO har vi et program, der hedder “Intergovernmental Hydrological Program”, IHP. Det blev grundlagt i 1975, efter at hydrologien var gået i forfald fra 1965 til 1974. Så det mellemstatslige samarbejdsprogram er det eneste internationale og mellemstatslige samarbejdsprogram i FN-systemet. Det ligger hos UNESCO. Derudover har det et mellemstatsligt råd, der mødes hvert år. Formålet er samarbejde mellem medlemslandene inden for spørgsmålet om vandførende lag og alt muligt andet. Der er det, vi kalder World Water Forum; det kommende er det tiende World Water Forum; det finder sted på Bali i Indonesien i maj næste år. Så det betyder, at UNESCO også er ansvarlig for samarbejdet omkring vand, som er hovedprincippet i Oase-planen. Hvis vi relaterer spørgsmålet om vand til Israels igangværende folkedrabskrig mod Gaza, kan alle tydeligt se, at Israel bruger vand som et våben. Det er det, vi kalder at gøre vand til et våben. Det bør fordømmes af det internationale samfund. Desværre ser det internationale samfund passivt til i denne henseende, hvilket gør det medskyldigt. Det er blevet nævnt, at mange lande er medskyldige i denne konflikt, fordi de leverer våben ligesom USA; det er aktiv medskyldighed. Men der er også den passive medskyld fra dem, der ikke fordømmer og ikke lægger pres på Israel, besættelsesmagten, for at stoppe brugen af vand som våben i den igangværende konflikt.

Det vigtigste at huske på nu er, at UNESCO som en specialiseret organisation er ansvarlig for forskellige områder. Og alle UNESCO’s kompetenceområder er blevet angrebet eller ødelagt, selv af den igangværende israelske aggression. Jeg nævnte, at UNESCO også er ansvarlig for journalisters sikkerhed og ytringsfrihed. Du ved, at antallet af journalister, der er blevet dræbt i Gaza, nu er oppe på omkring 133 journalister. Dette tal er omkring 10% af det samlede antal journalister i Gaza, hvilket er uden fortilfælde i nogen konflikt i verden. Selv under Første og Anden Verdenskrig har ingen procentdel været så høj. Hvis man tager den nuværende konflikt mellem Rusland og Ukraine, overstiger antallet af dræbte journalister ikke 30. Når man ved, at der er tusindvis af journalister, betyder det, at procentdelen ikke engang når op på 1%. Så det betyder, at Israel går efter journalister. Vi har oplysninger om, at de angriber journalister ved hjælp af kunstig intelligens. De går ikke kun efter journalister, men de går også efter mediecentre. Hvorfor lige journalister og mediecentre? Fordi de ikke ønsker internationale vidner; de ønsker ikke at vise verden, hvad de begår af forbrydelser mod menneskeheden; dette er forbrydelser mod menneskeheden.

Så jeg vil give dig et andet eksempel med den igangværende konflikt. For eksempel når et europæisk land ændrer sin holdning eller sit sprog i forhold til den igangværende konflikt. Kan du huske, hvad fru Zepp-LaRouche nævnte om, at verden i begyndelsen havde så meget sympati med Israel efter den 7. oktober? Dag for dag, uge for uge, begyndte de at ændre holdning, mens de så de israelske grusomheder i Gaza. Så den israelske hær går efter ethvert vidne. Det er derfor, World Central Kitchen blev angrebet. For kulturcentrenes vedkommende gik de også efter det franske kulturcenter. Vi kan sandsynligvis forklare det, fordi det blev ramt en dag efter en erklæring fra præsident Macron, som fortalte Israel, at de overdrev. Den næste dag blev det franske kulturcenter ramt; fuldstændig ødelagt, og Agence France-Presses kontorer blev ramt i bygningen. De ødelagde ikke bygningen, kun Agence France-Presses kontorer. Så journalister og mediecentre er mål.

Nu er det kulturcentre, der er målet. I øjeblikket taler jeg om de strukturer, der ligger inden for UNESCO’s kompetenceområder. Så nu vender vi tilbage til et af UNESCO’s hovedområder, som er uddannelse og skoler. Mere end 204 skoler er blevet fuldstændig ødelagt eller næsten ødelagt. Universiteter; seks universiteter er blevet fuldstændig ødelagt, og samtlige er blevet delvist ødelagt. Verdensarven og de nationale kulturarvssteder blev også ødelagt. Vi taler om noget i retning af mere end 250, nogle kilder nævner 300. Uanset hvad det er, er det helt utroligt og uden fortilfælde. Det viser den israelske hensigt om at udrydde ikke bare det palæstinensiske folk, men også den palæstinensiske historie og den palæstinensiske hukommelse gennem disse ødelæggelser.

Når jeg taler om verdensarvssteder, omfatter det også moskeer og kirker. En af de ældste kirker i verden, San Porphyrius, er blevet angrebet og fuldstændig ødelagt. Den store Omari-moské i Gaza er også blevet fuldstændig ødelagt, vel vidende at denne moské tidligere var en byzantinsk kirke, og før det var det et romersk tempel. Hvilket betyder, at den er en del af menneskehedens arv; den er ikke kun for palæstinensere. Mange andre steder; al-Basha-paladset, som også er et historisk sted, hvor Napoleon tilbragte tre nætter, og Sibat[ph] og så videre. Det gamle fort i Gaza, Anthedon, er også blevet ødelagt. Listen er for lang; jeg vil ikke nævne alt, hvad der er blevet ødelagt. Teatrene og biograferne og museerne og musikstudierne osv.

Ud over alt dette er der de mennesker, der driver disse strukturer. Det er ikke dem, vi taler om. Vi taler om 33.400 dræbte, men 17.000 var børn, blev det nævnt. Alle nævner børn og kvinder, men ingen nævner studerende og lærere og universitetsprofessorer og dekaner og musikere og kunstnere. For eksempel blev professor Tayeh, som var UNESCO-formand i Gaza, dræbt i sit hus sammen med sin familie. Alt dette viser, at Israel har til hensigt at udrydde befolkningens hukommelse og historie; ikke kun befolkningens. Det er det vigtigste at holde sig for øje.

Hvis vi forsøger at undersøge, hvad der kan gøres, er det desværre den store udfordring. Efter denne enorme ødelæggelse af alt det, jeg nævnte – skoler, universiteter, verdensarvsteder, kulturcentre og så videre. Genopbygningen; og her kan vi vende tilbage til oase-planen. Ikke til selve planen, ikke til selve projektet, men til principperne bag dette projekt, som er økonomisk udvikling, der kan føre til fred og velstand. Men professor Hassassian nævnte noget; der er nogle forudsætninger for at anvende dette. Forudsætningen er først og fremmest politisk. Alle insisterer på tostatsløsningen, men i mellemtiden er dem, der nævner det regelmæssigt – som europæiske lande – Tyskland og Frankrig går ind for tostatsløsningen. Men i mellemtiden anerkender de ikke de to stater; de anerkender kun én stat frem for to. Så måske skulle vi starte med denne anerkendelse af de to stater. Så ville alt være muligt, jeg tror, det er forudsætning nummer et.

Nummer to, og det er relateret til nummer et, er lige rettigheder for alle. Det er også en forudsætning. Og nummer tre, at ingen er hævet over international lov. Desværre er Israel indtil videre hævet over alle love og international lov. Så for at kunne gennemføre en så stor plan som Oasis-planen, burde de europæiske lande og det internationale samfund måske starte med at anerkende den palæstinensiske stat, og dernæst lægge alvorligt pres på Israel for at få dem til at stoppe deres regelmæssige aggressioner, som professor Hassassian har nævnt, ikke kun i Gaza, men også på Vestbredden.

Jeg tror, at jeg med dette kan afslutte, og jeg tror, at det vil genoptage hele problemet. Der er ingen næste skridt uden en anerkendelse af staten Palæstina. Det er en forudsætning på nuværende tidspunkt; ellers vil vi vende tilbage til den status quo, der har været gældende siden Oslo-aftalerne for næsten 30 år siden. Det er derfor, jeg mener, at vi bør ændre paradigmet fuldstændigt, og vi bør starte med at anerkende staten Palæstina. Derefter vil alt være muligt, og implementeringen af Oase-planen vil være mulig. Mange tak skal I have.
—————————————–

Følgende dialog fandt sted midt i panel 1:

En af vores tidligere talere, Dr. Manuel Hassassian, er nødt til at gå, og fru Zepp-LaRouche vil gerne kort tale til ham, før vi fortsætter med vores præsentationer.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg vil faktisk gerne takke begge Palæstinas ambassadører for at dele deres dybtfølte erfaringer med os, som jeg tror, verden har brug for at kende. Jeg vil bare gerne understrege, at I nævnte behovet for først at finde en politisk løsning, og det er præcis, hvad Oase-planen forsøger at gøre på et andet niveau: Fordi alle debatterne i FN og andre fora, som krævede en politisk løsning først, ikke opnåede det, der var hensigten. Og det er vores opfattelse, at vi er nødt til at have en absolut, ufravigelig forpligtelse til en økonomisk udviklingsplan som forudsætning for at flytte den politiske situation.

Da Oslo-aftalen blev underskrevet, sagde Lyndon LaRouche, min mand, eftertrykkeligt, at den eneste måde, det kunne lykkes på, var at sætte skovle i jorden, straks at starte gravemaskiner, så folk på jorden kunne se, at der var en forbedring af deres umiddelbare livssituation, og det blev ikke gjort, for på det tidspunkt nægtede Verdensbanken den form for kredit, der ville have været nødvendig, og som vi alle ved, lykkedes Oslo-aftalen ikke.

Så eftersom hele formålet med denne konference er at sammensætte, især når vi hører de andre talere og det andet panel, ønsker vi at sammensætte en meget konkret slags buket af økonomiske blomster – I ved, blomster fra udviklingsprojekter. Og så tage resultatet af denne konference med til alle verdens regeringer og andre institutioner for at forsøge at få den slags støtte. For jeg tror personligt, at den eneste måde, hvorpå vi kan gennemføre dette, er, hvis vi får en hastekonference, en omfattende Mellemøst-konference, som det for eksempel blev nævnt tidligt af Kina. Så vidt jeg ved, har de desværre ikke konkretiseret det særlig meget siden. Men det er stadig tanken, at man må have en omfattende Mellemøst-konference, og jeg tror, at traditionen fra den Westfalske Fred er den mest passende præcedens; og så diskutere, hvad der ville være visionen for hele regionen.

For jeg tror, man er nødt til at bryde den onde cirkel af vold og fortvivlelse. Og hvis man har en vision om, hvordan Sydvestasien vil se ud om 20, 50, ja 100 år, som et fuldt udviklet, moderne område med grønne skove og landbrugsmarker, hvor der nu er ørken; nye byer, integreret infrastruktur, og så har en vision om, at alle unge mennesker skal blive forskere, ingeniører, lærere, landmænd, at de kan se en grund til, at det giver mening at studere, stifte familie, gøre karriere og leve et normalt liv, så mener jeg, at det næsten er en forudsætning for, at dette projekt kan lykkes, at man indgyder de unge mennesker den følelse af håb.

Så jeg tror, at visionen om økonomisk forbedring er en absolut vigtig ingrediens for at få fred og finde en politisk løsning. Jeg vil gerne takke jer mange gange for jeres deltagelse, og jeg håber, at I vil hjælpe os med at fortsætte organiseringen af dette projekt, også efter denne konference.

AMBASSADØR HASSASSIAN: Må jeg komme med et enkelt bidrag, før jeg går, bare som reaktion på fru LaRouches velformulerede præsentation og ideer:

Mange tak for din bekymring for vores konflikt, for som du ved, ligger omdrejningspunktet for ustabilitet i Mellemøsten i løsningen af det palæstinensiske problem.

Jeg kan udmærket forstå den økonomiske udvikling, hvordan den kan være katytisk i sin effekt på enhver forhandlingsproces mellem to lande, der er legitime, gensidigt respekterer hinanden og forsøger at finde en troværdig løsning for at opretholde fred, og at fredens levetid er baseret på økonomisk integration og udvikling. Det må ikke undervurderes. Men vi kan ikke tale om økonomisk udvikling med to forhandlere, hvor den ene er “overhunden”, og den anden er “underhunden”. Så vi kan ikke have forhandlinger mellem besætter og besat og tale om økonomisk udvikling. Økonomisk udvikling kan være en katalysator for at forbedre igangværende forhandlinger, der er baseret på gensidig anerkendelse og respekt. Men når der ikke er nogen værdig respekt mellem to stridende parter, så vil resultatet være en dyster fiasko.

Og selvfølgelig vil jeg gerne tilføje en enkel sætning, som jeg altid gør: Der vil aldrig være en militær løsning på vores konflikt. Israel har vundet så mange krige, men kunne ikke bringe fred og sikkerhed, hverken til Israel eller til Mellemøsten. Så jeg mener, at den eneste udvej er forhandlinger, gensidig respekt, inklusivitet, rummelighed, og ikke eksklusivitet, og ideen om at acceptere hinanden på lige fod er den eneste vej frem mod fred og sikkerhed.

Mange tak for invitationen. Igen vil jeg gerne slutte af med nogle positive bemærkninger om, at krig aldrig vil bringe fred. Fred vil bringe stabilitet og økonomisk velstand.

Jeg takker jer mange gange.

AMBASSADØR ANASTAS: Også mange tak. Tak, frue.

SPEED: Vi vil nu høre fra Hendes Excellence, Beryl Rose Sisulu, Sydafrikas ambassadør i Mexico.

BERYL ROSE SISULU (ikke korekturlæst –red.): Ærede delegerede, ærede gæster, når vi samles her i dag til den internationale konference arrangeret af Schiller Instituttet, er jeg beæret over at tale til jer på vegne af Den Sydafrikanske Republik. Denne lejlighed, som falder sammen med vigtige milepæle i vores nations historie, får os til at reflektere over den rejse, vi har tilbagelagt, de udfordringer, vi har overvundet, og den vej, vi ser for os i fremtiden.

For 30 år siden, den 27. april 1994, fejrede Sydafrika en betydningsfuld begivenhed – det første demokratiske valg. Dette afgørende øjeblik markerede kulminationen på en lang og hård kamp mod apartheid – en kamp, der var drevet af vores folks urokkelige engagement i retfærdighed, lighed og frihed. Mens vi fejrer tre årtier med demokrati, er det afgørende, at vi videregiver fortidens erfaringer til den yngre generation og inspirerer dem til at værne om vores hårdt tilkæmpede frihed og være på vagt over for enhver trussel mod vores demokratiske værdier.

Temaet for denne konference, “Udvikling som den nødvendige ramme for fred”, vækker dyb genklang i Sydafrikas rejse. Vores erfaring understreger den iboende forbindelse mellem udvikling og fred, idet vi anerkender, at bæredygtig fred kun kan blomstre i samfund, hvor udvikling næres og inklusiv vækst fremmes. Og når vi reflekterer over Nelson Mandelas ord, bliver vi mindet om de grundlæggende forhåbninger, som deles af hele menneskeheden: ønsket om sikkerhed, levebrød, sundhed og uddannelse. Det påhviler os, som globale borgere, at arbejde utrætteligt på at realisere disse forhåbninger for alle.

Når vi fejrer 30-årsdagen for de diplomatiske forbindelser mellem Mexico og Sydafrika, anerkender vi de fælles værdier og gensidige forpligtelser, der ligger til grund for vores partnerskab. Fra at fremme demokratiske principper til at fremme FN’s mål for bæredygtig udvikling (SDG’er) er vores samarbejde indbegrebet af den ånd af solidaritet og samarbejde, der er afgørende for at tackle de presserende udfordringer i vores tid. De robuste handelsrelationer mellem vores nationer understreger det enorme potentiale for yderligere samarbejde og økonomisk synergi, der baner vejen for fælles velstand og gensidig fordel.

Mens vi navigerer i den komplekse verden af i dag, der er præget af konflikter og kriser, bliver vi mindet om nødvendigheden af at forene os i jagten på fred. Fra Gaza til Ukraine og videre, jagten på fred kender ingen grænser og kræver kollektiv handling, der er forankret i dialog, empati og forståelse. Det påhviler os at kæmpe for fredens sag, at advokere for diplomati frem for uenighed og at bygge broer af samarbejde, der overskrider ideologiske skel.

Lad os genbekræfte vores engagement i de ædle idealer om fred, udvikling og global harmoni. Lad os lade os inspirere af vores forfædres modstandsdygtighed og de kommende generationers forhåbninger. Lad os sammen skabe en bedre verden – en verden, hvor retfærdighed hersker, velstand florerer, og fred hersker. I forlængelse af vores diskussion om den uomgængelige sammenhæng mellem udvikling og fred vil jeg nu dykke dybere ned i betydningen af fred i Sydafrika – en nation, der har gennemgået en tumultarisk vej mod demokrati og inklusivitet.

Nelson Mandelas ord vækker dyb genklang i vores forståelse af fred og udvikling. Han sagde, at sand udvikling afhænger af uddannelse – en holdning, der genfindes hos ledere verden over. Uddannelse styrker ikke kun den enkelte, men kultiverer også den kritiske tænkning, empati og sociale samhørighed, der er afgørende for at skabe fredelige samfund. Desuden understreger Mandelas påstand om, at rigtige ledere skal være villige til at ofre sig for deres folks frihed, det dybe engagement, der kræves for at skabe en vej mod fred og udvikling.

I den sydafrikanske kontekst er fred af afgørende betydning af flere tvingende grunde, som hver især er tæt forbundet med vores nations historiske arv og nutidige forhåbninger:

For det første understreger vores tumultariske fortid, præget af apartheid og vores voldelige kamp for frigørelse, fredens centrale betydning i vores rejse mod demokrati og udvikling. De fredelige forhandlinger, som Mandela og andre visionære ledere stod i spidsen for, er et eksempel på den transformerende kraft, som dialog og forsoning har, når det gælder om at overvinde indgroede splittelser og fremme national enhed.

For det andet fungerer fred som grundlaget for social samhørighed og enhed i vores kulturelt mangfoldige nation. Ved at omfavne vores forskelligheder og hylde vores fælles menneskelighed skaber vi en fælles identitet, der er forankret i gensidig respekt og forståelse.

For det tredje er fred uundværlig for at skabe økonomisk velstand. Et fredeligt miljø tiltrækker investeringer, stimulerer økonomisk vækst og skaber muligheder for, at alle borgere kan trives. Ved at investere i uddannelse, infrastruktur og innovation lægger vi fundamentet for bæredygtig udvikling og fælles velstand.

For det fjerde spiller fred en central rolle i udformningen af vores internationale relationer og fremme af regional, kontinental og global stabilitet. Et fredeligt Sydafrika tjener som et fyrtårn af håb og inspiration for det afrikanske kontinent og fremmer samarbejde og dialog mellem nationer.

For det femte fremmer fred heling og genopretning af traumer, så enkeltpersoner og samfund kan konfrontere arven fra vores fortid og omfavne en fremtid, der er defineret af forsoning og tilgivelse.

Fred er afgørende for at beskytte vores samfund mod vold og kriminalitet og sikre, at alle borgere kan leve i tryghed og sikkerhed, og lad mig gøre det klart, at fred i Sydafrika ikke blot er fraværet af konflikt; det er hjørnestenen i vores kollektive forhåbninger om fremskridt, velstand og social retfærdighed.

Ærede delegerede, Sydafrika har gjort betydelige fremskridt i forbedringen af borgernes velfærd siden overgangen til demokrati i midten af 1990’erne. Men det er bydende nødvendigt at anerkende de vedvarende udfordringer, der hindrer vores fremskridt. Den procentdel af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen for det øvre mellemindkomstland, har vist bekymrende tendenser og er steget fra 56% i 2010 til anslået 62,7% i 2023.

Disse tendenser forværres af strukturelle udfordringer og svag vækst, som yderligere forværres af konsekvenserne af COVID-19-pandemien. Stigende arbejdsløshedsprocenter, især blandt unge, udgør en alvorlig begrænsning for husholdningernes velfærd og økonomiske velstand. (Den officielle arbejdsløshedsprocent i fjerde kvartal af 2023 var 32,1%).

Høj ulighed fastholder en cyklus af eksklusion ved at begrænse potentialet for inklusiv vækst, der kommer alle borgere til gode. Denne cyklus opretholdes af en arv af eksklusion og den økonomiske væksts natur, som ikke prioriterer de fattiges behov og ikke skaber nok jobmuligheder. Desuden forværrer uligheden i velstand situationen, og den lave mobilitet mellem generationerne betyder, at ulighederne fortsætter på tværs af generationerne med minimale ændringer over tid.

På trods af disse udfordringer står Sydafrika fast på sit engagement i fred og udvikling, både inden for landets grænser og på hele det afrikanske kontinent. I overensstemmelse med den visionære Agenda 2063 fra Den Afrikanske Union (AU): The Africa We Want, er vores nation styret af principper, der prioriterer inklusiv vækst, sammenhold, god regeringsførelse, fred, sikkerhed og bevarelse af kulturarven. Ved at opretholde disse principper lægger vi fundamentet for en fremtid, der er defineret af fred, velstand og kollektiv velfærd.

Desuden anerkender Sydafrika betydningen af initiativer som Oase-planen, der har til formål at imødegå den globale opvarmning ved at genoprette og forbedre jordkvaliteten. Dette projekt, som er en fortsættelse af Emission Zero Global Initiative, forestiller sig skabelsen af en permanent regnskov i det nordlige Afrika, hvor nogle af de mest tørre områder i verden ligger. Gennem deltagelse i initiativer som Oase-planen kan Sydafrika bidrage til regional klimastabilitet og biodiversitet, hvilket er i overensstemmelse med vores forpligtelse til bæredygtig udvikling og miljøbeskyttelse. Halvvejs mod den globale udviklingsdagsorden for 2050 konfronteres vores land stadig med udfordringer som fattigdom, ulighed og arbejdsløshed samt de ødelæggende virkninger af klimaforandringer. SDG’erne er en plan, der giver genlyd med andre regionale, nationale, kontinentale og interkontinentale udviklingsdagsordener.

I løbet af de sidste fire år har verden oplevet adskillige kriser, herunder den ødelæggende COVID-19-pandemi, økonomiske nedture, stigende konsekvenser af klimaforandringer og politisk ustabilitet. Sydafrika har gjort positive fremskridt i retning af at forbedre levevilkårene, øge adgangen til basale tjenester og reducere CO₂-udledningen. På trods af udfordringer som mangel på elektricitet er Sydafrika fortsat engageret i bæredygtig udvikling og inklusiv vækst gennem samarbejde. “Udvikling er den nødvendige ramme for fred” giver dyb genklang i Sydafrikas rejse. Vores erfaring understreger den iboende forbindelse mellem udvikling og fred og anerkender, at bæredygtig fred kun kan blomstre i samfund, hvor udvikling næres og inklusiv vækst fremmes.

Afslutningsvis vil jeg sige, at Sydafrika, midt i prøvelserne i en post-pandemisk æra og det truende spøgelse af miljøkriser, står fast i sit engagement i at fremme fred og drive udvikling, ikke kun for sine egne borgere, men for hele Afrika og det globale samfund. Vi lover en urokkelig dedikation til en integreret udviklingsdagsorden og samarbejder med partnere på tværs af samfundet for at fremme den nationale udviklingsplan Agenda 2063 og FN’s mål for bæredygtig udvikling. Ved at gøre det stræber vi efter at tænde håb og realisere forhåbninger hos alle sydafrikanere og individer verden over. Jeg vil gerne takke jer.

SPEED: Mange tak. Vi er lidt bagud i forhold til tiden, men der vil være tid til at stille spørgsmål.

Vores næste taler er Hans Excellence Donald Ramotar, tidligere præsident i Guyana. Velkommen til.

DONALD RAMOTAR (ikke korekturlæst –red.): Mange tak, fordi I har inviteret mig til at deltage sammen med jeres fornemme panel om et meget vigtigt emne.

Vi mødes på et tidspunkt, hvor vores verden aldrig har været så tæt på en forfærdelig katastrofe med en atomkonflikt, der kan udslette hele verden. Samtidig tror jeg også, at vi mødes her, hvor der er konturerne af store muligheder, som har udviklet sig i den internationale horisont, og som kan føre vores folk ud af fattigdom og ind i en periode med udvikling og fred.

De farer, der findes i verden, er åbenlyse. De to vigtigste spørgsmål på vores dagsorden i dag er de israelske angreb på palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden og muligvis overalt. Og den anden fare er den stedfortræderkrig, der føres mod Rusland, hvor Ukraine bruges som stedfortræder. Det er en særlig farlig situation, da NATO har tre atommagter i sine rækker, og Rusland ligeledes er en stærk atommagt.

Denne fare har sin oprindelse i Sovjetunionens sammenbrud i begyndelsen af 1990’erne, hvor NATO på trods af de vestlige landes forsikringer om ikke at flytte sig en tomme fra det nuværende Tyskland, har bevæget sig mere end 1.000 miles. Og nu er den på grænsen til selve Rusland. I stedet for at se dette som en mulighed for fred, begyndte USA desværre at se det som en chance for konstant at basere sig selv som den eneste supermagt og den største magt i vores verden. Jeg vil lige minde nogle af jer, der ved det, om, at Paul Wolfowitz i midten af 1990’erne gav udtryk for det synspunkt, at USA ikke måtte gå glip af denne mulighed for at sikre sit herredømme over verden. Han sagde, at vores mål er at forhindre, at der opstår en ny rival, enten på det tidligere Sovjetunionens territorium eller andre steder. Dette er vores dominerende overvejelse i forbindelse med den nye årvågne forsvarsstrategi, og det kræver, at vi bestræber os på at forhindre enhver magt i at dominere vores region, hvis genopblussen ville være tilstrækkelig til at skabe global magt.

Så siden midten af 90’erne var det meget tydeligt, at denne idé om dominans var til stede i USA i særdeleshed, men også hos NATO-allierede. Det forklarer angrebet mod Jugoslavien, angrebet mod Irak, angrebet i Afghanistan og ødelæggelsen af Libyen og alt det der. Husk også på, at de har opgivet alle spørgsmål om fred, anstændighed og menneskerettigheder. I 1996 sagde Madeleine Albright i et interview, at de sanktioner, de havde indført mod Irak, og som dræbte mere end en halv million børn, var det hele værd. De har fuldstændig opgivet enhver form for menneskerettigheder og enhver form for anstændighed for hele tiden at have kontrol over verden som helhed. Det er en super form for kolonistatus, der opleves, hovedsageligt domineret af USA, men også i partnerskab med nogle NATO-lande, der spiller rollen som juniorpartner.

Provokationen mod Rusland er også lærerig at følge i den forstand, at de hele tiden havde forberedt de økonomiske sanktioner godt. De økonomiske sanktioner, der er blevet brugt mod Cuba i mere end 60 år, og som har forårsaget frygtelige lidelser for befolkningen der, og mod mange andre lande. Husk også, at lige før den særlige russiske militæroperation var der en situation, hvor vi kunne have haft fred, og denne krig var helt unødvendig. Men vi havde uanstændigheden i forræderiet mod Rusland; bedraget fra Tyskland og Frankrig, som havde garanteret Minsk-aftalen, men sagde, at de kun havde gjort det for at give NATO’s Ukraine tid til at opbygge sig selv som en NATO-magt. Husk også, at det var Jens Stoltenberg, der på tærsklen truede Rusland, og han sagde, at de var forberedt på invasionen. Han sagde, at vi i NATO har over 100 jetfly i højeste beredskab; 120 allierede skibe til søs fra Nordsøen til Middelhavet; 7 luftbårne divisioner i Europa. Desuden har USA sendt mere end 1.000 soldater til Østersøen. Alt dette blev gjort for at overbevise Zelenskyj om, at han ikke skulle have nogen aftale med Rusland, og at han i stedet skulle gå i krig og besejre russerne.

Denne form for mentalitet forklarer også USA’s holdning til Kina, for hvis man forfølger hver eneste politiske erklæring, linje eller handling fra den kinesiske regering, vil man se, at Kina aldrig har truet nogen, aldrig truet USA eller noget som helst. Men især siden slutningen af 2008, efter finanskrisen og Kinas fremkomst som en så magtfuld økonomisk aktør på den internationale scene, er Kina nu blevet identificeret som en fare for planen om total dominans.

Alt dette har også ført til en anden kendsgerning; lande er begyndt at tage andre skridt for at forsøge at imødegå nogle af disse foranstaltninger. De lande, der har en stærk respekt for deres suverænitet, har taget skridt til at forhindre deres dominans. Det er her, vores diskussioner i dag om Oase-planen, som var en plan med en masse fremsyn, der blev til på et tidspunkt længe før det kinesiske Bælte & Vej Initiativ. Men som havde store tanker bag sig. Nogle af elementerne i den plan findes nu i nogle af de planer, der fremlægges i dag som et alternativ til den unipolære verden. Det er sket, fordi BRIKS giver et vist håb, selvom der stadig er mange usikkerheder blandt BRIKS-landene, men der ser ud til at være en vis form for modstandsdygtighed i det, og de skaber muligheder for at skabe en mere multipolær verden, der også vil skabe mulighed for lande, der ønsker at gennemføre deres planer selv. I slutningen af 1950’erne, 60’erne og 70’erne voksede det, vi kaldte den Alliancefri Bevægelse. Det var den samme type forhåbning, der gav anledning til de ledere, der grundlagde denne bevægelse, som ønskede at have en mulighed for at udøve deres uafhængighed uden at blive domineret af nogen ydre magt. Men de faldt også med Sovjetunionens kollaps. Kun BRIKS har siden da tilbudt det som en mulighed. Denne mulighed opstår ved, at de har mulighed for at handle i deres egne valutaer og mulighed for at udvikle nye valutaer, kombineret med Bælte & Vej Initiativet, som jeg nævnte fra Kina, der begyndte at udvikle infrastrukturen i mange lande, både udviklingslande og udviklede lande, især vigtigt for Afrika, der har en så stor mangel på infrastrukturudvikling, og som kan hjælpe med at se fremskridt.

Fordi ideen, som blev nævnt her lige før af mange af de tidligere talere, at der er en direkte forbindelse mellem økonomisk og social fremgang og mellem verdensfred og udvikling. Fred generelt og udvikling. Men vi kan ikke have disse planer uden fred. Det er derfor, jeg siger, at fred nok er det vigtigste. Men for at opnå en vedvarende fred er vi nødt til at have sociale og økonomiske fremskridt, som BRIKS-landene har tilbudt os.

Succesen for det nye foretagende afhænger i høj grad af, hvordan vi formår at bevare freden og forsøger at holde hånden over dem, der ønsker at drive verden ud i krig, bare for at de kan kontrollere økonomien og folks liv alle andre steder. Det er indlysende, at Vestens regeringer mangler lederskab i dag. Hvis man ser på lederskabet i de vestlige magter, er det næsten patetisk at se nogle af de mest udviklede lande i verden, som har et lederskab, der tydeligvis er mangelfuldt. Der er mangel på visioner, og man arbejder ikke for fred og for menneskehedens interesser som helhed. Det håb kommer kun fra Kina og fra BRIKS-landene, som forsøger at skabe deres egne autoriteter.

Mens verden er i stor fare, ser vi også muligheden for varig fred gennem socioøkonomiske fremskridt. Denne holdning anerkendes af de fleste tænkere på området. De, der er imod det – imperialismen – repræsenterer et socioøkonomisk system, der efter min mening har overlevet sig selv. Det er vigtigt for os at anerkende det, og at anerkende, at der ikke er nogen genvej til at kæmpe imod det. Men at mobilisere masser af mennesker og involvere dem på alle måder for at forsøge at holde hænderne tilbage på disse mennesker, som synes at have mistet kontrollen over deres egne handlinger på grund af kapitalens profitlogik; på grund af hvem de repræsenterer. De repræsenterer det militærindustrielle kompleks, de virksomheder, der ødelægger vores miljø, såsom olieselskaber, mineselskaber og så videre. Det er de mennesker, der rent faktisk kontrollerer magtens håndtag. Den eneste måde, vi kan kæmpe imod det på, er ved at organisere masserne i gaderne til at hjælpe os. Tak for jeres opmærksomhed.

SPEED: Mange tak, præsident Ramotar. Det er præsident Donald Ramotar, tidligere præsident i Guyana.

Der også andre talere: 

Den 13. april 2024 (EIRNS) – Det første panel på Schiller Instituttets konference, “Oase-planen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina og for hele Sydvestasien”, blev åbnet med et uddrag fra en præsentation af Lyndon LaRouche ved en konference i Zayed Center i De forenede arabiske Emirater den 2. juni 2002. LaRouche placerede Mellemøsten som en historisk korsvej, der forbinder Eurasien og Afrika siden den mørke tidsalder. Han foreslog at se på regionen fra rummet, begyndende med afsmeltningen af gletsjerne, dannelsen af Middelhavet, og at bemærke, at det centrale problem i regionen ikke er eksistensen af olie, men manglen på vand.

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, leverede den indledende præsentation, som er offentliggjort i sin helhed andetsteds.

Hun blev efterfulgt af to ambassadører fra Palæstina: H.E. Prof. Dr. Manuel Hassassian, Palæstinas ambassadør i Danmark; og H.E. Mounir Anastas, Palæstinas ambassadør ved UNESCO.

Professor Hassassian sagde, at Palæstina var blevet erobret mange gange i historien, og pegede på Balfour-mandatet, der udløste et århundrede med aggression og etnisk udrensning i den påtvungne skabelse af et zionistisk “hjemland” gennem fordrivelse af palæstinenserne, så man kan hævde, at palæstinenserne betalte prisen for Holocaust i Europa. Nu har Israel en “licens til at dræbe” med fuld opbakning fra USA. Israel erklæres for at være “demokratiets bastion” i Mellemøsten, men det er tydeligvis ikke noget demokrati, men et teokrati. På trods af ord om sympati for det folkemord, der finder sted mod palæstinenserne, har Vesten intet gjort for at stoppe nedslagtningen, mens USA sender nødhjælp, samtidig med at de sender bomber.

Han og andre på konferencen roste LaRouches Oase-plan-koncept, men advarede om, at “der ikke kan blive fred uden en politisk løsning.” Alligevel, sagde han, er der potentiale, og Schiller Instituttets konference giver et ” vindue af muligheder.”

Ambassadør Anastas påpegede, at UNESCO har haft et vandprojekt siden 1965 og vil afholde en konference på Bali i Indonesien i maj. Israel har brugt vand som et våben, og verden har set passivt til, med “passiv medvirken” selv fra dem, der ikke bevæbner Israel. Han sagde, at UNESCO også har et program vedrørende journalister, og at Israel nu har dræbt 133 journalister, 10% af det samlede antal i Gaza, et tal, der aldrig er set i nogen anden krig noget sted, og tilføjede at der er blevet dræbt 30 i Ukraine på grund af det faktum, at Israel bevidst går efter journalister og mediecentre. På samme måde med uddannelse – 204 skoler er blevet ødelagt, og 6 universiteter.

Princippet i Oase-planen er korrekt, sagde han, men forudsætningen for planen er en politisk løsning med tre trin: 1) anerkendelse af Palæstina som stat; 2) lige rettigheder for alle mennesker i regionen; 3) ingen kan tillades at være hævet over loven, som den israelske regering er i øjeblikket.

H.E. Beryl Rose Sisulu, Sydafrikas ambassadør i Mexico, diskuterede Sydafrikas rolle i at etablere et princip for at løse racemæssige og etniske splittelser og had gennem forhandlinger og samarbejde, da hendes land havde overvundet mange års apartheid, der gik tilbage til den hollandske og britiske besættelse, der begyndte i det 17. århundrede. Det var en lang og voldelig kamp, men den blev løst gennem fredelige forhandlinger. Hun sagde, at Nelson Mandela lagde vægt på uddannelse og opofrelse hos ledere, som skal være villige til at “byde forskelle velkommen.” Hun mente, at Sydafrika var et “fyrtårn af håb” for kontinentet og verden, at samarbejde og dialog kan skabe forsoning. I sine afsluttende kommentarer takkede hun fru Zepp-LaRouche for hendes kommentarer, som udtrykte taknemmelighed for, at Sydafrika startede afsløringen og kampen mod folkemordet i Gaza gennem indsatsen ved Den Internationale Domstol.

Donald Ramotar, tidligere præsident for Guyana, understregede, at “verden aldrig har været så tæt på en atomkrig”, men at mulighederne for at undslippe global fattigdom og krig er til stede. Han gennemgik Wolfowitz-doktrinen, og de mange krige den har forårsaget. Han betonede sin støtte til Oase-planen, ikke kun i forhold til krisen i Sydvestasien, men at en sådan tankegang også er nødvendig for at løse den globale krise. Han understregede, at fred og udvikling begge er nødvendige: man kan ikke få det ene uden det andet.

Helga Zepp-LaRouche gik ind i diskussionen for at tale til de to ambassadører fra Palæstina om spørgsmålet om, at der er brug for en politisk løsning, før udvikling er mulig, og uddybede, at tankegangen bag Oase-planen er, at en udviklingspolitik for alle sider faktisk er en “forudsætning” for enhver levedygtig fredsplan. Hun noterede sig Lyndon LaRouches reaktion på Oslo-processen dengang, hvor han insisterede på, at spaderne skulle i jorden med det samme, at folk skulle se resultaterne og kunne overskue de langsigtede udsigter. Dette blev saboteret af Verdensbanken, som forhindrede den nødvendige finansiering. Vi må bruge denne konference og Oase-planen til at opbygge en bredere international konference med behovet for at udvikle midler til at bryde fortvivlelsens og fattigdommens cyklus for alle nationer.

Professor Hassassian svarede ved at takke fru Zepp-LaRouche, men tilføjede, at man ikke kan have udvikling, så længe den ene side er den “øverste hund”, og den anden er nedenunder. Udvikling, sagde han, kan være katalysatoren, men det er klart, at der ikke er nogen militær løsning.

Dr. Connie Rahakundini Bakrie, lektor og strategisk analytiker (Indonesien), beskrev de 500 år med muslimsk styre under Det Osmanniske Rige. Balfour-erklæringen indledte opløsningen af imperiet, hvor Harry Truman gav USA tilladelse til den zionistiske plan i 1948, og den etniske udrensning er fortsat siden da. Hun sagde, at briterne måtte tage det fulde ansvar og lade en ikke-regional magt sætte reglerne ved at fortælle araberne, at de ville befri dem fra Det Osmanniske Rige. De brugte udtrykket “nationalt hjem” uden at angive nogen definition. Indonesien har som en ledende islamisk nation en væsentlig rolle at spille, og tilføjede at briterne og franskmændene, som er skyld i problemet, må sætte sig sammen for at finde ud af, hvordan vi kommer ud af krisen.

H.E. Pavel Shidlovsky, Hvideruslands Chargé d’Affaires i USA, bemærkede, at fremkomsten af en multipolær verden var “uacceptabel for Vesten.” Han gennemgik Hvideruslands rolle i Ukraine-krisens opståen og understregede, at de altid har ønsket dialog med Vesten. Senere på konferencen svarede han på en opfordring til at gøre op med historierevisionismen og finde frem til sandheden ved at sige, at Vestens manglende evne til at fortælle den fulde historie om nazisternes grusomheder under Anden Verdenskrig var en af grundene til, at den nazistiske ideologi nu dukker op igen i hele regionen. Han kaldte Oase-planen “ambitiøs, en fordel for alle,” som “vokser, jo mere du studerer den,” og han håbede, at andre ville slutte sig til den.

Prof. Georgy Toloraya, direktør for Russian National Committee for BRICS Research, præsenterede en dristig plan for at løse katastrofen i Gaza. BRIKS, sagde han, kunne følge ideen fra Hong Kong og lade BRIKS “leje” et område, måske i 50-100 år, med Saudi-Arabien og Egypten (BRIKS-medlemmer) som forvaltere og BRIKS’ Nye Udviklingsbank til at organisere udviklingen af infrastrukturen. Israel ville ikke længere have nogen rolle, foreslog han. Han støttede kraftigt Schiller Instituttets opfattelse af, at udvikling er grundlaget for fred, uden hvilken der ikke vil være nogen permanent fred. Han udtrykte sin anerkendelse af BRIKS’ plan om at afskaffe dollaren som grundlag for verdenshandelen og for et nyt internationalt sikkerhedssystem.

Graham Fuller, den tidligere næstformand for U.S. National Intelligence Agency, med mange år i CIA i den islamiske verden, sendte en optaget besked. Han beskrev Oase-planen som “det mest spændende tiltag i Mellemøsten i lang tid”. Han henviste til den negative virkning af “årtiers hæslige geopolitik” med de koloniale operationer i regionen, der går tilbage til korstogene, “som aldrig rigtig ophørte.” Han var optimistisk med hensyn til Oase-planens succes og håbede, at afslutningen på Den kolde Krig kunne forhindre kolonimagternes indblanding i at sabotere den. Han bemærkede, at Rusland og Kina ikke var “ideologiske”, som begge sider var under Den kolde Krig, da ingen af dem nu har til hensigt at påtvinge verden kommunismen. (Fru Zepp-LaRouche svarede senere, at en sådan håbefuldhed ikke var berettiget, når de vestlige nationer var så ideologisk drevet til at fremstille verden som “den regelbaserede orden vs. autokratier”, og tilføjede, at de vestlige nationers karakter i dag, især Tyskland, faktisk var autokratisk).

Fuller sammenlignede Oase-planen med den grundlæggende karakter af Bælte- og Vej-Initiativet. BRIKS repræsenterer fremkomsten af en multipolær verden, hvor især Rusland dukker op som en ny magt med bred støtte fra det Globale Syd. Han konkluderede, at han håbede, at Schiller Instituttet kunne lykkes med at forene det eurasiske kontinent uden alle de dødsfald, som blev brugt af Djengis Khan, da han forenede Eurasien i det 13. århundrede.

En meget livlig diskussion fulgte, med spørgsmål fra hele verden. Der var fokus på ødelæggelsen af international lov, som udtrykt ved USA’s erklæring om, at våbenhvile-resolutionen vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd var “ikke-bindende”. Fru Zepp-LaRouche bemærkede, at når verden erklærer, at verdens formodet vigtigste institution, FN, ikke har nogen autoritet, så er vi på vej ind i en lovløs jungle.

Andre diskussioner drejede sig om historieforfalskning, som blev italesat af Amb. Sisulu om vigtigheden af at afsløre den faktiske historie om apartheid i Sydafrika, som var blevet dækket over under apartheid-styret, og at en lignende indsats må gøres for at genoprette den virkelige historie om apartheid i Palæstina under israelsk besættelse. Fru Zepp-LaRouche bemærkede, at dette er et universelt problem, som kommer af, at historien oftest skrives af vinderne.

Fru Zepp-LaRouche sluttede med at gentage sin opfordring til en ny international konference om en ny arkitektur for sikkerhed og udvikling for alle nationer, baseret på Den Westfalske Freds princip.

Ikke korrekturlæst

15. april 2024 (EIRNS)-Helga Zepp-LaRouche understregede i to diskussioner med kolleger mandag, at det i denne potentielt katastrofale verdenssituation er afgørende, at referatet fra Schiller Instituttets konference i lørdags, ” Oase-planen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina og for hele Sydvestasien”, bliver gjort tilgængelig i et komprimeret format inden for 48 timer. I FN vil der i de kommende dage være diskussioner, som kan vise sig at blive skelsættende. Schiller Instituttet præsenterede udførligt Lyndon LaRouches indsigt, som stadig er kontroversiel for mange, at en omfattende fysisk-økonomisk løsning enten må ledsage eller gå forud for ethvert effektivt forslag til løsning af befolkningskrigene i Ukraine og i Gaza/Vestbredden.

Denne “seismiske” begrebsændring skal indsættes i den kommende debat om krig eller fred, som nu finder sted, både i FN og i gaderne og hjemmene i den transatlantiske del af verden. Det kan gøres ved at bringe kraften i det budskab, som konferencens 15 oplægsholdere leverede, i form af et komprimeret format til islamiske nationer, BRIKS-Plus-nationer, til producenter af industrielt udstyr og til millioner af såkaldte “no future”-unge. Vi må fremkalde et hurtigt holdningsskift i USA og Europa, et skift, der har effekt som et politisk skift, og som det Globale Flertal kan reagere positivt på. Økonomisk udvikling som for eksempel i den fælles internationale genopbygning af Gaza, udført som en del af en nyligt anerkendt palæstinensisk stat, ville være en revolutionerende, men ikke helt uhørt handling. Genopbygning efter krig, inklusive det, der blev gjort i Tyskland og Japan efter den bittert udkæmpede Anden Verdenskrig, viser, at “mennesket kan være så stort, som det vil.”

Nogle militæreksperter [heriblandt Scott Ritter] har påpeget, at Irans svar på Israels angreb på deres ambassade i Syrien viste, at Iran rent faktisk kan trænge igennem det højt profilerede Iron Dome “skjold” – selv hvis USA, Storbritannien og andre nationer tilslutter sig Israels forsvar. Ifølge disse eksperter gav Iran Israel og USA 72 timers varsel, netop for at holde tabene på et minimum. Iran brugte derefter droner til at aktivere de israelske radarsystemer; krydsermissiler til at identificere de israelske affyringsrampers position (ved at tvinge Israel til at skyde på dem); og ballistiske missiler til rent faktisk at ramme flere steder – to luftbaser i Negev-ørkenen og israelske luftforsvarsanlæg….

Men Ritters artikel hedder ” Aprils missiler”, en omskrivning af titlen på Barbara Tuchmans berømte studie af Første Verdenskrig, Augusts kanoner. Den tåbelige, ubønhørlige glidebane ind i verdenskrigen i august 1914 var begyndt mere end to årtier tidligere og blev, som i dag, benægtet af de herskende eliter som værende “deres hensigt”. Men som økonomen og statsmanden Lyndon LaRouche sagde, da han beskrev oprindelsen til Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig (som i sig selv var en direkte følge af den forrige verdenskrig): “Briterne forregnede sig i deres uendelige visdom.”

Briterne lærte intet af deres fejltagelser. Den samme imperiale dårskab, som fik dem til at udløse Første Verdenskrig, blev endnu mere rodfæstet ved krigens afslutning, som det fremgik af Versailles-traktaten fra 1919, som den britiske John Maynard Keynes kaldte “en tyveårig våbenstilstand”. Resultatet var 100 millioner døde på verdensplan, selv uden brug af atomvåben helt til det sidste. Se Tony Blair, David Cameron, Boris Johnson eller Kong Charles i øjnene. Kan nogen seriøst tro, at en “fredsløsning” kan komme fra nogen af disse mennesker eller deres amerikanske håndlangere?

For kun en uge siden, i forbindelse med den totale solformørkelse, kiggede millioner af mennesker indirekte ind i solens “øje”. For dem, der befandt sig på de respektive ” nulpunktssteder”, fik det karakter af “en religiøs oplevelse”, som en læge udtrykte det, da han beskrev, hvad der var sket. “Jeg beskriver aldrig noget på den måde, men det er det eneste, jeg kan komme i tanke om, som indfanger den måde, det fik mig og min familie til at føle på.” Vores opgave er at gribe ind ved hjælp af Oase-planen på en sådan måde, at afgørende grupper af mennesker, og derefter måske hele nationer, udvikler evnen til at se menneskeheden fra det udsigtspunkt, som mange opdagede i sidste uge. Det var det udsigtspunkt, hvorfra økonomen Lyndon LaRouche formulerede sin Oase-plan.

“Zoom ind, som fra en rumstation i kredsløb, på fortidens og nutidens økologi i denne region af verdens biosfære. Lad os i vores fantasi se den langtrækkende historiske proces med afsmeltningen af den store eurasiske gletsjer i intervallet fra omkring 19.000 år siden, hvor havniveauet var cirka 400 fod under det nuværende. Se udviklingen i Middelhavsområdet i løbet af de følgende årtusinder. Følg den senere fase med stor udtørring af de engang så rige ørkenområder i Sahara, Golfen og Centralasien. Ud fra dette panorama over en længere periode bliver vi på den mest nyttige måde mindet om en kendsgerning, vi allerede kender: at den mest kritiske af de strategiske økonomiske faktorer i Mellemøsten som helhed i dag ikke er olie, men ferskvand.”

Det er den metode, som Diane Sare og Jose Vegas uafhængige kampagner har gjort sig til talsmænd for. Det er den metode, som Schiller Instituttets Oase-konference går ind for. Og det er den metode, der kan genskabe selvstyre, baseret på princippet om den almene velfærd, i de fejlslagne stater i den transatlantiske verden. Som LaRouche sagde: “Indholdet af politik er den metode, hvormed den bliver udformet.”

Photo by NASA / Unsplash

Ikke korrekturlæst

14. april 2024 (EIRNS) – Gennem hele sin kampagne for “”Oaseplanens” idé om fred gennem udvikling for at stoppe krigen i Sydvestasien, har Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche advaret om, at hvis krigen spreder sig til Iran, er faren for verdenskrig overhængende. Det er nu sket. Nu haster det med at få nationerne med på det udviklingsprincip, som Oase-planen repræsenterer, og med at mobilisere amerikanerne til at bryde med den krigspolitik, som USA’s politiske fraktioner fører.

USA bærer ansvaret for dette udbrud af krig mellem Iran og Israel. Ved at vælge konsekvent at smile sig igennem Israels ulovlige, provokerende og fatale bombning og ødelæggelse af Irans diplomatiske faciliteter i Damaskus den 1. april – og endda nægte at anerkende, at en iransk diplomatisk facilitet var blevet angrebet – gav Biden-administrationen og dens “allierede og partnere” ikke Iran nogen mulighed, intet “dække” for en nedtrapning; Iran kunne ikke pege på nogen modstand mod Israels ulovlige angreb, bortset fra et modangreb, som de selv måtte foretage. USA skyndte sig derefter med sine embedsmænd, styrker og våben for at støtte Israel og friste Bibi Netanyahu til at sprede sin krig og lægge pres på Kongressen for at give Ukraine 60 milliarder dollars til NATO’s krig mod Rusland.

Derfor er det et afgørende fremskridt i dette kapløb om menneskehedens overlevelse, at Schiller Instituttets internationale konference i weekenden mødte flere nationers respekt og påskønnelse af Oaseplanen. To palæstinensiske ambassadører blev engageret af Helga Zepp-LaRouche i en omfattende dialog om LaRouche-planen og gav den deres største respekt, mens de fastholdt deres forskellige synspunkter på det afgørende spørgsmål, om en sådan udvikling virkelig kan bringe varig fred snarere end kun at følge af fred. En russisk diplomatisk repræsentant ved FN støttede udtrykkeligt Oasis-planen i forberedte bemærkninger; ambassadøren fra Hviderusland kommenterede, at “jo mere man ser på den, jo mere vokser den på én.”

Repræsentanter for den private sektor inden for vandteknik og byggeri fra USA og europæiske lande debatterede principperne for Verdens landbroen eller BRIKS Bælte og vej-udvikling.

De allierede New York-kampagner for LaRouche-uafhængige Diane Sare til det amerikanske senat og Jose Vega til den amerikanske kongres fra Bronx, der begge er ved at blive kendt nationalt og endda internationalt som dristige intervenienter for fred og økonomisk fremgang, er nu i centrum for at tvinge USA’s politik til at ændre sig. Begge stiller op mod fortalere for en krigspolitik mod Rusland og Kina samt i Sydvestasien. Al støtte til dem er støtte til en amerikansk drejning mod et nyt paradigme: “store projekter” som Oase-planen; omlægning af militær produktion til økonomisk infrastruktur, udforskning af rummet, samarbejde om videnskabelige grænser.

Bemærk en klage, der blev offentliggjort søndag i Wall Street Journal med titlen “America’s Bonds Are Getting Harder To Sell”, og som fortæller historien om de seneste statslige auktioner over langfristede amerikanske obligationer – auktioner, der har varieret fra blot dårlige til forfærdelige.

Så længe USA fortsætter med at forfølge Londons imperiale opgave med at “ødelægge” BRIKS-gruppen af nationer med krig og økonomisk krigsførelse, ødelægger det i stedet sig selv og bliver en forhenværende stor supermagt, der står over for sammenbruddet af sin egen ubetalelige gæld. Amerikanerne er nødt til at gøre noget for at stoppe dette.

Diagram over Oasis-planen for Sydvestasien. Kredit: Schiller Instituttet

DENNIS SPEED: Goddag, og velkommen til dagens møde i det internationale Schiller Institut, ” Oase-planen: LaRouches løsning for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina, og for hele Sydvestasien.”

Min introduktion til Panel I på vores konference, “Skabelse af betingelserne for dialog, sikkerhed, fred og udvikling i Sydvestasien”, vil blive fremlagt af en særlig gæst – medstifteren af Schiller Instituttet, den afdøde økonom og statsmand, Lyndon LaRouche. Dette er taget fra en tale, som LaRouche holdt den 2. juni 2002 på Zayed Center for Coordination and Follow-up i Abu Dhabi, De Forenede Arabiske Emirater. Det er fra den første dag af en to-dages konference om oliens og gassens rolle i verdenspolitikken. Som man kan se, er det, som om han havde forberedt disse bemærkninger til denne dag; og det gjorde han faktisk også.

[video: https://larouchepub.com/pr_lar/2002/020602_zayed_speech.html]

LYNDON LAROUCHE: Verden er kommet til en korsvej i den moderne historie. Hvis verden fortsætter ad den vej, som min regering og nogle andre i øjeblikket har valgt, vil civilisationen i en generation eller mere blive kastet ud i en global mørk tidsalder, der kan sammenlignes med den, der ramte Europa for omkring 750 år siden. Vi må ikke foregive, at faren ikke eksisterer, men vi må også forpligte os til det håbefulde alternativ, som kloge regeringer vil foretrække. Derfor vil jeg tale ærligt, men også optimistisk, om en anden korsvej, Mellemøsten….

[Så langt tilbage som civilisationens historie rækker, længe, længe før opdagelsen af olie, har Mellemøsten været den strategiske korsvej for Eurasien og Afrika tilsammen, ligesom det er i dag. Med eller uden olie ville Mellemøstens historiske strategiske betydning for sig selv og for verden fortsætte….

[I betragtning af verdens desperate situation i dag kan vi ikke være så naive at antage, at magter, som måske er store eller endda blot magtfulde, derfor vil reagere fornuftigt på de relevante strategiske kendsgerninger i situationen.

Jeg fokuserer på emnet olie, men gør det inden for rammerne af de historisk bestemte strategiske muligheder for et Mellemøsten, der er defineret i sin gamle og fortsatte rolle som en afgørende strategisk korsvej i Eurasien….

[Z]oom in, som fra en rumstation i kredsløb, på den tidligere og nuværende økologi i denne region af verdens biosfære. Lad os i vores fantasi se den langtrækkende historiske proces med afsmeltningen af den store eurasiske gletsjer for omkring 19.000 år siden, da havniveauet var ca. 400 fod under det nuværende. Se udviklingen i Middelhavsområdet i løbet af de følgende årtusinder. Se den senere fase med stor udtørring af de engang så rige ørkenområder i Sahara, Golfen og Centralasien. Ud fra dette tilbageblik bliver vi på den mest nyttige måde mindet om en kendsgerning, vi allerede kender: at den mest kritiske af de strategiske økonomiske faktorer i Mellemøsten som helhed i dag ikke er olie, men ferskvand….

SPEED: Vi takker Lyndon LaRouche for denne vision. Vi håber, at denne konference vil tilvejebringe drivkraften og de intellektuelle midler til at bringe denne vision til udførelse.

Det er mig nu en ære og fornøjelse at præsentere arrangøren og hovedtaleren for dagens Panel I, grundlæggeren og lederen af det internationale Schiller Institut, Helga Zepp-LaRouche. Velkommen, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag. Velkommen til alle jer fra mange forskellige lande, uanset hvor I lytter nu. Vi arrangerer denne Oase-konference for at tilføre et perspektiv af håb og vise en vej ud af en ellers desperat, ekstremt farlig og faktisk katastrofal situation i Sydvestasien.

Hvis vi ikke erstatter den nuværende optrapning, som hurtigt kan udvikle sig til en fuldgyldig regional krig og blive til en global atomkrig, kan det betyde enden for den menneskelige art på denne planet. For at undgå denne fare på kort sigt er der brug for et kognitivt spring, for at begrebsliggøre en helt anden tilgang, nemlig at definere den økonomiske og sikkerhedsmæssige egeninteresse for palæstinenserne, araberne generelt, såvel som israelerne, og derefter nabolandene i den større region.

Hvorfor siger jeg dette?

Det, der er sket i de sidste seks måneder, er uden fortilfælde i hele historien. Et folkemord, som sker i realtid, transmitteres live fra slagmarken i Gaza til fjernsynsapparaterne i stuerne hos verdenspublikummet. Så i første omgang efter Hamas’ angreb den 7. oktober på israelske landsbyer med 1200 døde til følge, var sympatien i store dele af verden hos Israel. Det ændrede sig dag for dag, uge for uge, måned for måned, efterhånden som milliarder af mennesker kunne se det med deres egne øjne, ufiltreret af kommentatorer og berettende forfattere. Og det de så var ikke en velovervejet modreaktion fra et land under angreb, men en ubarmhjertig etnisk udrensning i et lille lukket område udført af en af de mest teknologisk avancerede militærstyrker i verden, som brugte kunstig intelligens til at ramme Hamas-krigere og samtidig nægtede en helt ubevæbnet befolkning vand, mad, lægehjælp, elektricitet, boliger, tøj, sanitet osv. Indtil videre er antallet af dræbte på den palæstinensiske side omkring 33.400, hvoraf 17.000 er børn. Det vil sige, at 44% af alle dræbte er børn! Og mere end 1 million sulter akut ihjel. Det er derfor, der har været hundredtusinder på gaden i islamiske lande, i amerikanske og europæiske byer og på universiteterne!

I kølvandet på det israelske angreb på det iranske konsulat i Damaskus besøger den amerikanske CENTCOM-kommandant, general Michael Kurilla, i øjeblikket Israel, hvor han mødtes med IDF’s stabschef, Herzi Halevi, og forsvarsminister Gallant og besøgte luftvåbnets kommandocentre samt luftbaser. Vestlige medier taler om et muligt iransk angreb på en række mål i Israel allerede i dag eller om to dage. Her til morgen lukkede Holland sin ambassade i Teheran, Lufthansa aflyste flyvninger til Iran indtil næste torsdag [18. april], og det tyske udenrigsministerium har opfordret alle tyske statsborgere til at forlade landet. Det er tydeligvis en nervepirrende situation, som i værste fald kan udvikle sig til en regional og tilmed global krig.

På trods af denne optrapning, og så meget desto mere på grund af den, er det derfor yderst påtrængende, at en helt anden tilgang introduceres, nemlig den såkaldte Oase-plan, som blev foreslået i 1975 af min afdøde mand, Lyndon LaRouche. Den er baseret på ideen om at skabe et incitament for både palæstinenserne og israelerne til at erstatte de nuværende følelser af dyb skade, smerte og fortvivlelse for nogle og had for andre, med et perspektiv om en fælles økonomisk udvikling for at skabe en bedre fremtid for alle kommende generationer. For palæstinenserne er det af vital betydning for selve deres eksistens, og for israelerne bør de lytte til dem, der advarer dem om ændringen i opfattelsen af verden, såsom Ami Ayalon, den tidligere direktør for Shin Bet under Oslo-aftalens tid. I en artikel i det aktuelle nummer af Foreign Affairs advarer han Israel om, at efter IDF’s angreb på madvogne den 29. februar, hvor 112 mennesker blev dræbt og 760 såret – som desperat forsøgte at få fat i den mad, der kunne redde dem fra sultedøden – og angrebet på de syv World Central Kitchen-arbejdere, har krigen mistet sin legitimitet i verdens øjne; at den ikke længere ses som en krig i selvforsvar, men som en ekspansionistisk aggression. Desuden skriver Ayalon, at Israel ikke kan vinde ved at eliminere Hamas’ ledelse, da det ikke vil få Hamas’ ideologi til at forsvinde.

Det er årets underdrivelse. Selv om den nuværende krise ikke vil føre til en global udslettelse af hele menneskeheden, hvor Israel naturligvis også vil forsvinde, vil fremtiden for alle blive et helvede, hvor den ene krig vil følge den næste, som vi har set det i de sidste 75 år, og som naturligvis altid fodrer de forskellige våbenproducenter i de voksende militærindustrielle komplekser, hvis ikke voldscyklussen bliver afbrudt en gang for alle.

Det, vi foreslår, er derfor den opdaterede version af Oase-planen, der først blev introduceret af Lyndon LaRouche i 1975, og som han foreslog efter at have deltaget i en fejring af Baath-partiet i Irak med deltagelse af mange ledere fra den Alliancefri Bevægelse. For enhver, der besøger Sydvestasien, er den mest slående oplevelse den overvældende tilstedeværelse af ørkenen og den åbenlyse mangel på vand, især ferskvand. Det er også klart, at kravene til vandforbrug for enhver befolkning, israelsk eller arabisk, for en moderne levestandard, ikke kan opfyldes fra de eksisterende “naturlige” vandressourcer. Desuden har manglen på vand og bestræbelserne på at kontrollere adgangen til vand spillet en afgørende rolle i alle de hidtidige militære konflikter.

De eksisterende grundvandsmagasiner i regionen giver ikke engang tilnærmelsesvis nok vand, så selv en fair delaftale ville ikke løse problemet. For at skabe store mængder nyt ferskvand må man tage en række forskellige metoder i brug. De mest oplagte til at begynde med er flere kanaler, der forbinder Middelhavet med Det Døde Hav og Det Døde Hav med Det Røde Hav. På grund af højdeforskellen ligger Det Døde Hav ca. 400 meter under Middelhavet, så det giver mulighed for vandkraftproduktion. Men hvis man skaber en ekstra kanal fra Aqaba-bugten til Det Døde Hav og derefter forbinder de to kanaler med en tværgående kanal, er noget andet muligt. Den grundlæggende idé er at øge kanalernes størrelse tilstrækkeligt til at muliggøre storstilede afsaltningsprojekter langs kanalernes bredder ved hjælp af et antal atomkraftværker. På grund af de seneste årtiers teknologiske gennembrud, tilgængeligheden af den fjerde generation af pebble-bed-reaktorer, højtemperaturreaktorer, som oprindeligt blev udviklet af professor Schulten i Jülich, Tyskland, og som nu produceres af Kina, er sikkerhedsproblemerne blevet løst. Der er også mulighed for at bruge reaktorer med thoriumcyklus, som er unikt anvendelige til civilt forbrug af kerneenergi. Man kunne bygge et stort antal 300-megawatt-elværker, det man tidligere kaldte “nuplexes” eller “duplexes” langs kanalerne, og skaffe ferskvand til kunstvanding i stor skala til genplantning af skov, landbrug, opbygning af transportinfrastruktur og nye byer.

Selv om omkostningerne ved at producere ferskvand fra afsaltning af saltvand med atomenergi er relativt høje, er den økonomiske fordel ved den enorme økonomiske aktivitet, der genereres på denne måde i områder, hvor der absolut ikke var nogen før, størrelsesordener højere end det beløb, der oprindeligt blev brugt. Det er den unikke kraft ved menneskeligt arbejde, at det ved hjælp af videnskab og teknologi tilføjer værdi til processen, så resultatet af arbejdet altid er højere i værdi end alle de elementer, der gik ind i det. Den energitæthed, der bruges i dette, bestemmer graden af merværdi. Så det betaler egentlig for sig selv.

Man bør derfor ikke kun se på de projekter, der er nævnt her indtil videre, men have en vision om, hvordan denne region kan se ud om en, to, tre, fire generationer. Tag for eksempel Kina, som i løbet af de sidste 30 år har gjort flere ørkenområder grønne med succes. Den kinesiske økonom Dr. Ding Yifan beskriver i sin nye bog, The New Dynamics of Development: The Crisis of Globalization and China’s Solutions, hvordan næsten en tredjedel af Hobq-ørkenen i Indre Mongoliet er blevet effektivt behandlet og er blevet en økonomisk klynge af ørkenturisme, fødevarer og solceller, og hvordan tusindvis af hektar skov er blevet genoprettet i Sekhangba ikke langt fra Beijing, og hvordan 30% af ørkenen på grænsen mellem Shaanxi og Indre Mongoliet i Mawusu-ørkenen nu er dækket af vegetation, jorderosionen er ophørt, og den nyligt genvundne landbrugsjord er nået op på 640.000 hektarer, hvilket skaber enorme økonomiske fordele for de lokale landmænd. Dr. Ding Yifan fortæller, at Eric Solheim, FN’s undersekretær og UNEP’s administrerende direktør, roste Hobq-ørkenmodellen, som giver fremragende erfaringer til andre lande og regioner, der står over for ørkendannelsesproblemer, og at Kinas erfaringer med sandkontrol også kan spredes til Afrika, Mellemøsten og Latinamerika.

For at kunne forestille sig en udviklingsvision for hele regionen: fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Den Persiske Golf og Det Røde Hav, og hvordan dette område kan udvikle sig som et fremtidigt knudepunkt mellem Asien, Afrika og Europa, bør man forestille sig infrastrukturtætheden i for eksempel Tyskland, hvor man har et integreret system af motorveje, jernbaner og vandsystemer, som udgør forudsætningen for avanceret industriel udvikling og landbrug. Der er ingen objektiv grund til, at Sydvestasien ikke kan opnå et sammenligneligt niveau i fremtiden.

Hvis den truende krig kan undgås, kan den tektoniske forandring, som finder sted i verden i dag, hvor landene i det Globale Syd allerede arbejder på at skabe et nyt økonomisk system, skabe betingelserne for den fulde udvikling af Sydvestasien. Rusland, Kina, Indien, Iran, De forenede arabiske Emirater og Egypten er allerede medlemmer af BRIKS; Saudi-Arabien er kandidat, og andre lande som Tyrkiet har tilkendegivet, at de har til hensigt at blive medlem. Hvis alle disse lande ville acceptere Oase-Planens udviklingsperspektiv og indkalde til en omfattende hastekonference om Sydvestasien i traditionen fra Den Westfalske Fred, kunne den nuværende truende katastrofe undgås, og krisen kunne vendes til begyndelsen på en ny æra med fred og udvikling.

Henry Kissinger, som foregav at være ekspert i den westfalske orden, misforstod den faktisk groft ved at insistere på, at den krævede en “balancemagt” – nemlig en unipolær politimand. Han hævdede, at “det westfalske system aldrig har været fuldt anvendeligt i Mellemøsten,” da kun Tyrkiet, Egypten og Iran havde et historisk grundlag, mens grænserne for de andre stater ville afspejle sejrherrernes egenmægtighed under Første Verdenskrig.

Derfor må verden vende tilbage til den faktiske Westfalske Fred og etablere en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til interesserne i hvert eneste land på planeten. Den nye arkitektur skal helt klart inkludere Rusland, Kina, USA samt en to-statsløsning for Israel og Palæstina.

Ifølge projektet om krigsomkostninger fra Watson Institute på Brown University i Rhode Island var USA’s militære udgifter inklusive følgeomkostninger i de 20 år fra 11. september 2001 til 2021 på 8 billioner dollars, som blev brugt til militære og terrorbekæmpende foranstaltninger i 85 lande, ikke inklusive amerikanske specialoperationsstyrker, CIA-operationer, “militære informationsstøtteoperationer”, “psykologiske operationer” osv. I samme periode er mere end 940.000 mennesker blevet dræbt af direkte krigsvold i Irak, Afghanistan, Syrien, Yemen og Pakistan, og antallet af civile, der er døde som følge af indirekte årsager, er betydeligt højere. Hvis den sum penge – 8 billioner dollars – var blevet investeret i programmer til at overvinde fattigdom og underudvikling, ville verden i dag være en blomstrende have, og USA ville blive fejret som en ven af menneskeheden.

Jeg kan allerede høre kritikerne sige, at dette perspektiv med en Oase-plan som udgangspunkt for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur i ånden fra Pave Paul VI’s encyklika, rundskrivelse, Populorum Progessio ikke er realistisk, eller endnu værre, fuldstændig utopisk.

Da Friedrich Schiller skrev sin trilogi Wallenstein om den magtfulde krigsherre fra 30-årskrigen, portrætterede han ikke Wallenstein på den måde, som den overleverede historiske fortolkning karakteriserede ham, men som en mand, der virkelig ønskede at afslutte krigen og opnå fred. I stykket lægger Schiller visionen om den Westfalske Fred, som blev indgået 16 år senere, i munden på Max Piccolomini, der er forlovet med Wallensteins datter, Thekla. I en samtale med sin far og en repræsentant for hoffet i Wien, Questenberg, siger Max:

“Du gør ham [Wallenstein] til en indigneret mand og, Gud ved!

Til hvad endnu mere, fordi han skåner sakserne,

søger at indgyde fjenden fortrøstningsfuldhed.

Hvilket er den eneste vej til fred;

For hvis krig ikke ender i krig,

Hvor skal freden så komme fra?”

Det er hele ideen: “For hvis krig ikke ender i krig, hvor skal freden så komme fra?” At indgyde fjenden fortrøstningsfuldhed, det er den eneste vej til fred! Ved afgrunden til det, der kan blive enden på alt liv på planeten, er vi, menneskeheden, den kreative art; og kan vi definere en løsning ud af denne fare? Så lad os lægge Oase-planen på bordet hos alle verdens regeringer!

Tak skal I have.

Download (PDF, Unknown)

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag, lad mig byde jer alle velkommen. Det er virkelig en stor glæde at tale med unge mennesker fra over 20 lande, fordi vi befinder os i det mest utrolige øjeblik i historien. Jeg ved, at man kan sige det om mange øjeblikke i historien, men jeg tror aldrig, vi har været i en tid, hvor farerne for menneskehedens eksistens på den ene side aldrig har været så store; men samtidig er det også et meget glædeligt og håbefuldt øjeblik, fordi vi befinder os i en transformation, hvor ét system – den gamle neoliberale orden, den såkaldte “regelbaserede orden” – tydeligvis fejler, og vi ser fremkomsten af et helt nyt paradigme, der lover at blive et meget, meget bedre grundlag for relationer mellem lande internationalt, mellem hinanden.

Lad mig indlede med at tale lidt om, hvad vi skal gøre ved denne krigstrussel: Faktum er, at fordi den neoliberale orden er brudt sammen, så fungerer de kræfter, der ønsker at opretholde en unipolær verden, eller i det mindste en verden, hvor det gamle system med den regelbaserede orden opretholder dominansen over resten af verden, tydeligvis ikke. Faktisk er der fare for, at de aktuelle kriser, som vi ser i Ukraine og meget tydeligt i Sydvestasien, begge desværre har potentiale til at komme ud af kontrol og i værste fald blive til en global atomkrig, som, hvis det kom dertil – og vi må gøre alt for at forhindre det – ville betyde civilisationens udslettelse. For når man først har udvekslet atomvåben – og jeg afviser fuldstændig tanken om, at noget som en taktisk, regional atomkrig er mulig, for det er atomkrigens logik, at når først et atomvåben er brugt, er sandsynligheden for, at hele arsenalet af alle atomstyrker vil blive sluppet løs, ekstremt høj. Det ville betyde, at der efter en sådan atomudveksling ville være en atomvinter på mindst ti år, hvor alt liv på Jorden ville dø på grund af mangel på sol og føde. Så jeg tror, at unge mennesker, jer, der forhåbentlig har hele livet foran jer, er nødt til at have en stærkere stemme for at gøre det klart, at magthaverne skal stoppe en kurs, der er så truende for selve menneskehedens eksistens.

Det er derfor, hvad Schiller Instituttet har forsøgt at gøre, siden faren for krig er blevet så absolut akut – især siden krigen i Ukraine begyndte – vi har understreget meget kraftigt, at vi er nødt til at lære folk i alle lande på denne planet at tænke på den ene menneskehed først, før de tænker på nogen bestemt national interesse. At tænke på den ene menneskehed er ikke i modstrid med at være en god patriot, for ifølge Friedrich Schiller, som Schiller Instituttet er opkaldt efter, den store tyske frihedsdigter, er der ingen modsætning mellem at være patriot for sit eget land og at tænke og handle som en verdensborger.

Nu har jeg udformet et slogan: “Verdensborgere fra alle lande, foren jer! Nogle af jer, der kender Karl Marx, husker måske, at han opfandt sætningen “Proletarer i alle lande, foren jer!”. Da jeg har det privilegium at være født i den samme by som Karl Marx, den ældste by i Tyskland, Trier, ændrede jeg det bare til “Verdensborgere i alle lande, foren jer!”. Og det er ikke blot et slogan, for jeg tror, at efterhånden som vi ser tendensen til, at den Globale Majoritet bliver mere og mere fremtrædende, så befinder vi os også i en æra, hvor suverænitet er ekstremt vigtigt og vil være vigtigt i lang tid fremover, men vi er allerede i en periode, hvor man kan se, at der vil komme et tidspunkt i historien, hvor nationer vil være mindre vigtige. De vil ikke forsvinde, for kultur, sprog, tradition og kunst vil altid spille en meget vigtig rolle. Men vi vil helt sikkert, som en menneskelig art, til sidst nå en identitet, hvor vi er meget mere bevidste om at være den ene menneskehed, og det vil jeg vende tilbage til senere.

Der er også et filosofisk grundlag for, hvorfor man kan tænke på den ene menneskehed: Det er en filosofisk metode udviklet af en af mine yndlingsfilosoffer, Nicolaus af Cusa, som var grundlæggeren af den moderne videnskab i Europa og grundlæggeren af den suveræne nationalstat. Han levede i det 15. århundrede. Han udviklede en måde at tænke på, som han kaldte Coincidentia Oppositorum, Modsætningernes Sammenfald. Den grundlæggende idé er, at det menneskelige sind, udstyret med kreativ fornuft, altid kan tænke på det større end det mange. Nicolaus af Cusa var naturligvis kardinal i den katolske kirke og Vatikanets udenrigsminister på det tidspunkt. Han kom med denne idé på grund af teologiske overvejelser om, at den ene Gud har mere magt end alle de mange, som han har skabt. Men det er noget, man kan få adgang til, selv om man ikke er religiøs, for i matematikken har man også den idé, at der altid kan være en matematisk kraft, der har mere magt end de mange. Jeg synes, det er meget nyttigt – og måske skulle vi diskutere det i diskussionsperioden – det er et meget nyttigt redskab, især i en verden, hvor der er nogle som siger: “Amerika først!”, og andre der siger: “Mit land først!”. Andre siger: “Mit land er det udvalgte land.” Og jeg, der kommer fra Tyskland, er nu ekstremt tilbageholdende ved at høre nogen sige: “Mit land er det bedste”, for i Tyskland har vi ikke haft så gode erfaringer med det.

Men det er af eksistentiel betydning at komme til denne form for tænkning, at tænke på menneskehedens interesser først, når det drejer sig om faren for atomkrig.

Lige nu er vi i en situation, hvor mange mennesker i Vesten taler om den kommende uundgåelige krig med Rusland, med Kina. Der er folk i Sverige, Finland og Tyskland, som siger, at krigen med Rusland vil komme om to år, om tre år, på svensk territorium. Så sent som i går sagde lederen af NATO’s militærkomité, admiral Rob Bauer, at vi i NATO skal være i rødt alarmberedskab på grund af den uundgåelige kommende krig med Rusland. Jeg mener, at det tydeligvis er propaganda, det er et narrativ, for der er ingen uundgåelig fare for krig med Rusland. Hvis man ser på årsagen til, at folk siger dette, har det intet at gøre med Ruslands eller Kinas faktiske adfærd. Det har i høj grad noget at gøre med geopolitik.

Hvis du spørger dig selv: “Hvordan er vi kommet i en situation, hvor faren for atomkrig bliver diskuteret seriøst, hvor chefen for NATO siger dette, eller en af cheferne for NATO siger sådan. Man er nødt til at gå tilbage – og man kunne gå meget længere tilbage – men jeg vil gerne gå tilbage til slutningen af den såkaldte kolde krig – det var 1989-91 – den periode med tysk genforening, hvor Sovjetunionen kollapsede. På det tidspunkt var vi allerede ekstremt aktive som LaRouche-bevægelsen, Schiller Instituttet, fordi vi havde et klart koncept om, at når Sovjetunionen gik i opløsning, foreslog vi den Eurasiske Landbro som grundlag for en fredsorden, der forenede Europa og Asien gennem udviklingskorridorer, som vi allerede kaldte den Nye Silkevej på det tidspunkt. Dette ville have været et absolut gennemførligt koncept, fordi der ikke længere var nogen “fjende”; Sovjetunionens kommunisme var netop blevet afskaffet. Det ville i det mindste have været muligt at skitsere et fælles europæisk hus, som Gorbatjov talte om på det tidspunkt. Jeg vil spare jer for de mange aspekter af det, men virkeligheden var, at vores forslag blev afvist, fordi der i USA og Storbritannien var de neokonservative, som sagde: “Åh, vidunderligt! Sovjetunionen er væk, nu har vi vundet Den kolde Krig, og vi kan skabe en unipolær verden, hvor kun vi er den dominerende magt.” Der var især én fyr, der udarbejdede dette, Paul Wolfowitz, en af USA’s forsvarseksperter. Han opfandt Wolfowitz-doktrinen, som var ideen om, at nu hvor Vesten angiveligt havde vundet Den kolde Krig, ville USA ikke tillade noget andet land eller gruppe af lande nogensinde at overgå USA økonomisk, socialt, militært eller på anden måde. Desværre blev denne politik ført ud i livet. På det tidspunkt var der en amerikansk historiker ved navn Francis Fukuyama, som sagde, at dette var “historiens afslutning”. Det de mente med det var, at eftersom kommunismen angiveligt havde fejlet, ville hele verden indføre den neoliberale økonomiske model og den liberale model for socialpolitik. De påstod dybest set, at det ville betyde, at der ikke længere ville være krig, at det ville være historiens afslutning.

Den katolske pave på det tidspunkt, Johannes Paul II, advarede og sagde: “Nej! Det er ikke sådan, at Vesten har vundet, for hele verden er stadig under dominans af syndens strukturer”. At syndens strukturer ikke kun eksisterede i Sovjetunionen, men også i Vesten. Paven sagde, at hvis man ikke tror på det, så se på forholdene i Den tredje Verden for at se underudviklingen, fattigdommen, at disse syndens strukturer stadig hersker.

I begyndelsen af 1990’erne var Rusland ikke en fjende, fordi præsident Jeltsin, som fuldt ud gennemførte den neoliberale politik, de liberale økonomiske reformer; han gjorde præcis, hvad det vestlige oligarki ønskede, at han skulle gøre, så fra deres synspunkt var der ikke noget problem med Rusland. Bortset fra at den demografiske kurve i Rusland kollapsede med 1 million om året, og den russiske økonom Sergei Glazyev kaldte det folkemord, fordi hensigten var at reducere den russiske befolkning, at ruinere Rusland allerede dengang, under dække af liberal politik. Og Kina var heller ikke en fjende, for Kina var stadig under udvikling; det havde allerede gjort utrolige fremskridt, men det var ikke engang i nærheden af at udfordre USA. Men så, efter at Kina blev medlem af WTO, inviterede de vestlige magter Kina til at blive medlem af Verdenshandelsorganisationen, fordi de troede, at når Kina først var en del af vores WTO, ville det også indføre den liberale model og blive en del af os.

Det hele begyndte at ændre sig, da Putin kom og erstattede Jeltsin, fordi Putin var fast besluttet på at omgøre de liberale reformer og genetablere Rusland som en global magt, der dybest set var kollapset under Jeltsin, og så begyndte de at sige, at Putin faktisk er en fjende.

Og da Kina blev medlem af WTO, betød det selvfølgelig, at Kina pludselig havde adgang til alle de avancerede teknologier, og det blev starten på et stort produktivitetsspring, der løftede i alt 850 millioner mennesker i Kina ud af fattigdom, hvilket var et utroligt civilisatorisk bidrag. Men i sidste ende indførte Kina ikke Vestens liberale model; tværtimod gik Kina tilbage til sin 5.000 år gamle kulturelle tradition. De kaldte det ”kinesisk socialisme med kinesiske karakteristika”. Derefter gjorde Kina utrolige fremskridt. Endelig, i 2013, følte Kina sig økonomisk stærkt nok – det havde forsøgt før, men uden held – til at tilbyde resten af verden at deltage i den kinesiske model. Det var dengang, præsident Xi Jinping annoncerede Bælte- og Vej-Initiativet i Kasakhstan. Så begyndte den økonomiske udvikling at sprede sig fra Kina. De tilbød mange økonomiske samarbejdsaftaler med lande i Afrika, Latinamerika og Asien.

Og omkring 2017 begyndte Vesten for alvor at behandle Kina som en modstander. Vi fulgte det meget nøje, fordi vi havde vores egen plan for en verdenslandbro, for en eurasisk landbro, der ville strække sig til alle kontinenter, som vi udgav tilbage i 2014 som en bog med titlen: Den nye silkevej bliver Verdenslandbroen. Vi var ret overraskede over, at der i de første fire år næsten ikke var nogen dækning af Den nye Silkevej i de vestlige medier. Men så, i slutningen af 2017, begyndte alle sikkerhedsdokumenter, først USA’s og derefter alle de europæiske allierede, at behandle Kina som en modstander, som en konkurrent, men også mere og mere som en trussel.

Bestræbelserne på at opretholde den unipolære verden kom blandt andet til udtryk i de første fem udvidelser af NATO mod øst. Efter Sovjetunionens sammenbrud havde NATO lovet ikke at bevæge sig en tomme mod øst, men de rykkede 1000 km mod øst, tættere og tættere på Ruslands grænser. I 2014 lavede de vestlige magterne Maidan-kuppet, som var et fascistisk kup finansieret af bl.a. det amerikanske udenrigsministerium med 5 milliarder dollars (det indrømmede Victoria Nuland), og tanken var, at NATO skulle ekspandere ind i Ukraine. Set ud fra Ruslands sikkerhedsinteresser var dette uacceptabelt, fordi det ville være ligesom Cuba-krisen, hvor Sovjetunionen bragte sine atombevæbnede missiler til Cuba, og der opstod en Cuba-krise. Nu burde det være indlysende for enhver, at hvis NATO forsøger at gøre det samme den anden vej rundt, ved at bringe offensive våbensystemer til Ruslands grænse, ville det være en omvendt Cuba-krise. Det var der, krigen i Ukraine virkelig startede: Den startede for alvor i 2014.

Derefter blev sanktionsregimet mod Rusland mere og mere brutalt. Til sidst førte det endda til en bevæbning af dollaren, efter at den særlige militære operation blev søsat den 24. februar 2022. På dette tidspunkt gik vi ind i den nuværende situations konfrontatoriske fase. For de vestlige demokratier – og jeg er næsten nødt til at sætte ordet “demokratier” i anførselstegn – forsøgte hele tiden at trække størstedelen af landene i det Globale Syd, i Afrika, Latinamerika og Asien, over i de såkaldte “demokratiers” lejr. Men landene i det Globale Syd så på hele denne situation, og da de havde været ofre for kolonialisme i næsten 600 år, købte de ikke den fortælling, som de amerikanske og europæiske medier bragte, og de nægtede at tage Vestens parti og insisterede dybest set på at forblive neutrale. Fra det tidspunkt skete der en fuldstændig eksplosiv udvikling af traditionen og erindringen om den Alliancefri Bevægelse: Ånden fra Bandung, den første afro-asiatiske konference i 1955, som kom gevaldigt tilbage kan man sige, og landene i det Globale Syd, der blev mere og mere opmuntret af Kina, fordi de for første gang havde et alternativ for udvikling, mens Vesten i alle årene før ikke havde givet dem kredit for at opbygge infrastruktur. Hvorfor gav europæerne dem ikke langsigtede, lavtforrentede lån til at opbygge infrastruktur – havne, jernbaner, industriparker – i årene efter Anden Verdenskrig? Det gjorde de ikke. I stedet havde de IMF’s betingelser, som betød, at de såkaldte tredjeverdenslande skulle bruge de penge, de tjente på at eksportere råmaterialer, ikke til at investere i sundhedsvæsener, ikke til at investere i infrastruktur, men først til at betale deres gæld til bankerne i Paris-klubben.

Så det der skete var, at det Globale Syd blev stærkere og stærkere. BRIKS-landene – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – blev mere aktive. I slutningen af sidste år, på BRIKS-topmødet i Johannesburg, besluttede de at blive til BRIKS Plus. Fra 1. januar i år er det BRIKS-10: Etiopien, Egypten, Saudi-Arabien (som er i færd med at blive medlem), Emiraterne og Iran er alle medlemmer af BRIKS. Og omkring 30-40 andre lande har allerede ansøgt om at blive en del af det nye økonomiske system, som også har til hensigt at skabe en ny reservevaluta, så de kan få deres eget økonomiske system. Efter at dollaren blev gjort til et våben, da de amerikanske og europæiske banker konfiskerede russiske aktiver for omkring 300 milliarder dollars og afghanske aktiver for 9,5 milliarder dollars, begyndte disse lande at sige: “Måske er det ikke så sikkert at have sine aktiver i dollars. Måske skulle vi handle i vores egne valutaer – reais, rubler, rupees, renminbi og rand, blandt andre.

Det er dybest set der, vi er lige nu, for i år har Rusland formandskabet for BRIKS Plus. Og jeg forventer absolut, at BRIKS i den nuværende situation vil tage et kæmpe skridt fremad og blive et nyt økonomisk system. Det er et system, der er meget forskelligt fra den såkaldte regelbaserede orden, fordi de ikke har et sekretariat, de har ikke en fælles politik, som de ønsker at påtvinge resten af verden. Men blandt dem respekterer de hinandens suverænitet, forskellige sociale systemer, og at hvert land kan vælge sin egen udviklingsvej.

Jeg mener, at der må være et andet punkt i billedet. Sydafrikas nylige sagsanlæg mod Israel for folkedrab i Gaza er en verdenshistorisk begivenhed, for som mange har sagt, hvordan kan man benægte, at der foregår folkedrab i Gaza, når tv-stationer i hele verden sender live om hvad der foregår i Gaza hver dag? Når man afspærrer en lillebitte stribe land og sørger for, at der ikke kommer mad, elektricitet, medicin eller vand ind i tre måneder eller mere, og når selv FN siger, at antallet af mennesker, der forventes at dø af sygdom som følge af dette, vil være meget højere end antallet af mennesker, der er døde af bombardementerne, så er hensigten meget, meget klar.

Så ved Den Internationale Domstol i Haag præsenterede den sydafrikanske regering denne sag med 84 siders dokumentation af, hvad der foregår i Gaza. Jeg så de første tre timer af præsentationen og en del af de sidste tre timer. Jeg har aldrig set et så vandtæt juridisk argument, der ikke kun viser omfanget af den humanitære krise, men også den klare hensigt. Når du har alle de øverste embedsmænd i Israel, der taler om Amalek, taler om dyr, at ingen skal overleve, og så ser du [IDF]-soldaterne danse, i en vanvittig tilstand.

Under alle omstændigheder mener jeg, at betydningen af dette er historisk, fordi det beviser, at landet Sydafrika, som gennemgik apartheid og overvandt et system med racisme af den værste slags, har taget føringen for hele verden. Når Vesten, disse lande med de såkaldte høje moralske standarder, taler om demokrati og menneskerettigheder, når de konfronteres med denne utrolige situation i Gaza, dækker de over det og bringer det ikke for Verdensdomstolen. Det var Sydafrika, der reddede menneskehedens ære. Det er symptomatisk for den slags forandring, vi ser i verden lige nu. Jeg tror, det vil give genlyd, fordi hele den Globale Majoritet er på Sydafrikas side. Og jeg er meget ked af at sige det, men Tyskland har valgt den forkerte side i denne kamp ved at stille sig på USA’s og Israels side med det falske argument, at fordi Tyskland begik folkemord for mere end 80 år siden, er vi nødt til at holde med Israel, uanset hvad de gør. Det er en forkert idé, og jeg er meget ked af det, og forhåbentlig kan vi rette op på det.

Jeg håber, at vi kan rette op på det, for der er noget positivt at rapportere fra Tyskland: For et par uger siden begyndte tyske landmænd næsten uventet at gå på gaden for at protestere mod nedskæringer i deres forskellige budgetter og brændstoftilskud, som truer med at få dem til at gå fallit. De er på gaden nu: De samlede mere end 100.000 traktorer på én dag. De har stort set blokeret alle de store motorveje. De har demonstreret i en hel uge, og de stopper ikke. De forener sig nu med lastbilchaufførerne, som også protesterer, og mange andre dele af befolkningen støtter dem, fordi deres eget levebrød er på spil: Bagerne, restauratørerne, andre faggrupper. Forhåbentlig vil industrialisterne indse, at de er i en lignende situation, for det nuværende neoliberale system truer med at køre Tyskland helt i sænk.

Lad mig nu komme med en anden pointe, og det er: Jeg tror, at det vi ser lige nu med de tyske landmænds kamp og kampen i det Globale Syd, faktisk er den samme kamp! Det er måske ikke indlysende for folk i Bayern eller i Somalia – de ser det måske ikke på den måde. Men hvis man virkelig forstår, hvad der foregår, er det faktisk den samme kamp. For hvad er det, landene i det Globale Syd kæmper imod? De kæmper mod et system, der kontrollerer handelsbetingelserne. De kræver nu, at alle lande i udviklingssektoren ikke kun har ret til at udvikle deres egne ressourcer, men også til at øge produktionskæden, værdikæden i deres eget land, ved at udvikle industri, landbrug, infrastruktur, bygge nye byer, gå ind i nye områder inden for videnskab og teknologi; med andre ord at blive et mellemindkomstland i den nærmeste fremtid. Hvem forsøger at blokere for det? Det er de finansielle institutioner, Wall Street, City of London, det er det militærindustrielle kompleks i Nord, NATO og fødevarekartellerne! Hvis man ser på oversigterne over, hvem der sidder på magten i Wall Street, i City of London og andre finanscentre, så er disse komplekser, det finansielle, det militær-industrielle, fødevarekartellerne, genforsikringsselskaberne, så sammenflettede, at man ikke kan adskille dem en tøddel.

Så bønderne, der kæmper mod de samme karteller, og udviklingslandene, der kæmper mod det samme, har meget mere til fælles, end man skulle tro. En af de ting, vi ønsker at gøre, er at bringe disse to stærke bevægelser sammen, så de bliver til én, for jeg tror, at den eneste måde at komme ud af denne krise på er at forene Europas og USA’s befolkninger med befolkningerne i det Globale Syd. Jeg kan ikke se nogen anden løsning, for det er det eneste nye paradigme, vi kan opnå. Vi skal opnå dette nye paradigme ved at gøre en ende på 600 års kolonistyre af det Globale Syd.

Lad mig kort introducere mine ti principper, eftersom jeg for omkring to år siden begyndte at foreslå en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skal erstatte den nuværende geopolitiske orden. Hvis nogle af jer allerede har tænkt over det, vil jeg gerne have, at vi diskuterer, hvordan vi rent faktisk får en sådan ny sikkerhedsorden på bordet. De ti principper, som jeg har foreslået: For det første skal hvert lands absolutte suverænitet respekteres. Der skal være en absolut afskaffelse af fattigdom på hele planeten. Universel sundhedspleje i alle lande; universel uddannelse for alle nyfødte børn og voksne. Et kreditsystem, der kan finansiere dette. En verdenslandbro til at bringe infrastruktur til alle hjørner af planeten. Og så tre filosofiske ideer – denne metode med sammenfald af modsætninger som en metode til at løse problemer, og diskussionen om, hvordan man finder frem til sandheden. Hvordan skelner man mellem meninger og fortællinger og den egentlige sandhed? Og der er en metode, som naturvidenskaben giver os lige nu som en måde til faktisk at finde sandheden og effekten af ideer i det fysiske univers. Og endelig diskussionen om billedet af mennesket, at mennesket i sig selv er godt. Det er ikke en alt for lang diskussion, men vi kan vende tilbage til den i spørgsmål og svar.

Jeg vil gerne introducere en anden tankegang. Det vil sige, at jeg gerne vil opmuntre jer alle sammen og faktisk gøre jer interesserede i at studere min afdøde mands, Lyndon LaRouches, ideer. For det faktum, at vores bevægelse overhovedet eksisterer, er et mirakel. Vi burde være knust og ikke eksistere, udslettet fra jordens overflade. Hvorfor? Fordi Lyndon LaRouche har udviklet en metodisk tankegang, der er vejen til at sætte folk fri, hvordan man frigør sin egen kreativitet og giver en nøglen til, at næsten alle faktisk kan blive et geni – men det kræver en vis mængde flid, det falder ikke ned som manna fra himlen, men det kræver arbejde.

Lad mig give jer nogle ideer om, hvorfor jeg siger dette. Vores bevægelse er baseret på Lyndon LaRouches ideer, som udviklede en tænkemåde, der er baseret på fysisk økonomi; den er baseret på en metode til at identificere tænkningens aksiomer, ikke bare gå ud fra hvad folk siger, men straks se analytisk på det, identificere de aksiomer og antagelser, der ligger til grund for visse udsagn, og på den måde finder man en umiskendelig nøgle til ethvert vidensområde. Denne måde at tænke på gjorde det muligt for ham at lave en prognose om den nuværende situation, hvor vi har et systemisk sammenbrud af den neoliberale orden. Han erkendte dette allerede i 1971, da præsident Nixon fjernede dollaren fra guldreservestandarden og indførte flydende valutakurser. Fordi han erkendte, at afviklingen af det gamle Bretton Woods-system – efterkrigstidens kreditsystem – og dets erstatning med et system, der er fuldstændig gearet til at maksimere profit og derfor tilsidesætter befolkningens fælles interesser, uundgåeligt ville føre til en ny depression, en ny fascisme og faren for en ny atomkrig, medmindre man erstatter dette system med en helt anden økonomisk orden.

Jeg kan kun opfordre jer til at kigge på de skrifter, vi har udgivet i løbet af de sidste 50 år, for at se hvor absolut præcis han var i at forudsige hver eneste vending til det værre i det nuværende finansielle system. Mange aviser og liberale økonomer har i dag insisteret på, at ingen økonom nogensinde kunne vide, at verdens finanssystem ville komme ud i den nuværende krise. Vi kan bevise, at det ikke er sandt, fordi han identificerede alle de trin, der skete, med absolut præcision: Grunden til, at USA’s økonomi er i så dårlig stand, bortset fra det militær-industrielle kompleks, er, at de har outsourcet deres produktion til billige arbejdsmarkeder; de har skiftet fra en orientering mod det fælles bedste til et samfund, hvor aktionærernes værdi er i højsædet; de har skiftet fra at have fuld kædeproduktion i deres eget land; De gik over til just-in-time; de gik mere og mere over til ideen om, at penge skaber penge, hvilket endte i derivathandelen, som nu beløber sig til 2 billiarder dollars i udestående derivatkontrakter, der ikke kan betales, og det er derfor, vi lige nu er i fare for et totalt sammenbrud af det finansielle system.

Denne måde at tænke på er i høj grad relateret til at forstå, hvad det er, der bevæger samfundet fremad; hvad er kilden til rigdom? Det er nemlig udelukkende individets kreative kræfter, der er i stand til at blive ved med at komme med nye ideer, at blive ved med at identificere kvalitative gennembrud i videnskab, i stor kunst; at identificere principper, der giver os ny indsigt i, hvordan det fysiske univers fungerer. Når vi anvender disse principper i produktionsprocessen, fører det til en stigning i menneskelig produktivitet, industriel kapacitet og produktivitet generelt, hvilket fører til en stigning i fysisk velstand, igen og igen og igen. Så det er ikke besiddelsen af råmaterialer. Det er ikke kontrollen over handelsbetingelserne – hvad markedsøkonomerne siger: Det er udelukkende det menneskelige sinds evne til at bruge sine kreative åndsevner til at opdage fysiske principper, kvalitativt nye principper. Og derefter at anvende dem i produktionen og på den måde øge menneskets magt over naturen og over universet. Og det er den ret, som udviklingslandene er blevet nægtet indtil den seneste strid, hvor det Globale Syd insisterer på, at man skal anvende sin medfødte ret til at tillempe dette princip på sine egne økonomier.

Dette er dybest set relateret til billedet af mennesket. Økologerne forsøger at overbevise folk om, at mennesket er en parasit, at mennesket er en byrde for naturen. Nogle går endda så langt som til at sige, at kvinder ikke bør få børn mere, fordi hvert nyfødt barn er en byrde for naturen – der er bøger af den slags i Tyskland og USA. Nogle andre siger, at mennesket kun er naturens forvalter, og at det ikke bør være anderledes end de andre arter; at selv planter har de samme rettigheder som mennesket. Jeg mener, at det er et fundamentalt forkert begreb, og Lyndon LaRouche erkendte det meget tidligt i sit kreative arbejde, som faktisk varede, vil jeg sige, otte årtier (ja, det er stort set rigtigt). Meget tidligt erkendte han vigtigheden af rumrejser. Det er meget, meget vigtigt for unge mennesker i dag, for vi har en enorm kulturel krise. Der er undersøgelser overalt, der konkluderer, at unge mennesker har en koncentrationsevne som en græshoppe; de er gift med deres elektroniske apparater; og de er i stigende grad ude af stand til at indgå i socialt samspil og tænke på en verden og deres eget liv, der ikke er her og nu.

Lyndon LaRouche har holdt mange taler om, hvorfor det er så vigtigt at løfte øjnene og sindet mod stjernerne og begynde at tænke på rumvidenskab og rumrejser. Det indlysende faktum, som alle, der begynder at undersøge det, er klar over, er, at vores planet, Jorden, ikke vil være beboelig for evigt, men at vores planet på grund af visse processer i galaksen og Mælkevejens cyklus engang om cirka 2 milliarder år ikke vil være så beboelig længere. Vi er nødt til at tænke på at udbrede os i universet i almindelighed.

Det bringer alle de rigtige udfordringer med sig. Og så sent som i går landede japanerne et objekt på månen – det fungerer måske ikke perfekt, men de er nu den femte nation, der har gjort det. Det er meget tydeligt, at vores nuværende fase af rumforskning er i begynderstadiet. Og hvis man tænker på to, tre, fire generationer frem i tiden, så vil tanken om, at når vi først har mestret forskellige brændstoffer til rumfart, som for eksempel fusion, så vil rejsetiden til Mars og andre planeter blive meget kortere, og derfor vil det blive meget mere realistisk, at vi udforsker det nære rum. I det øjeblik vi forlader Jorden, forlader vi Jordens gravitationszone, og derfor træder vi ind i et relativistisk rum og en relativistisk tid. Det ændrer fuldstændigt den type fysiske love, vi skal forholde os til, og som Einstein gjorde det muligt for os overhovedet at tænke på. Og selv før det havde Ibn Sina lignende ideer, men det er en anden diskussion.

Hvis man tænker på, at vi med vores liv ikke kun skal løse problemerne med den nuværende omstilling af en gammel orden, som stadig er kolonial, til et nyt paradigme, hvor den ene menneskehed vil være den første overvejelse. Især når vi tænker på rumfart, vil begrebet én menneskehed blive meget mere indlysende. Vi skal ikke tænke på, hvem der kontrollerer månen, eller andre fjollede overskrifter, man kan læse i disse dage, eller hvem der vil gøre rummet til genstand for våben for bedre at kunne føre krig mod Jorden fra rummet. Nej, det handler om selve identiteten af, hvem vi er i universet. Hvis man f.eks. ser på, hvad Hubble-teleskopet eller nu James Webb-teleskopet har fundet, er der mindst 2 billioner galakser. Det er for mig en af de mest overvældende ideer: Når man kigger op på stjernerne, tænker man, at der er så mange stjerner. Men det er kun toppen af isbjerget. To billioner galakser – vi er kun i begyndelsen af udforskningen af, hvad universet handler om, hvordan det fungerer, og hvordan vi kan opretholde den menneskelige arts eksistens på en udødelig måde.

Det er klart, at vi alle er dødelige. Vi bliver født, og vi dør. Og det korte tidsrum mellem disse to begivenheder bliver spildt af de fleste mennesker, for før de overhovedet får tanken om, at de kunne bidrage med noget varigt med deres liv, er de blevet gamle og senile og har forpasset muligheden for at gøre det. Men virkeligheden er, at når man først forstår, at vores identitet som mennesker ikke er begrænset til vores biologiske eksistens, men at hvis vi virkelig udvikler vores kreative potentiale og bidrager med noget viden til den eksisterende viden om menneskeheden som helhed, og på den måde øger menneskehedens evne til en varig eksistens, så vil dette eksistere, selv efter at vi er gået bort. Og på denne måde, ligesom vi skaber udødelige ideer inden for videnskab og kunst, bidrager vi til den menneskelige arts udødelighed som helhed, men deltager også i denne udødelighed, når vi skaber sådanne værdifulde ideer.

Jeg har et absolut optimistisk syn på menneskehedens fremtid, for jeg tror, at når først vi skaber en verden, hvor geopolitisk konfrontation overvindes af ideen om, at vi har nye relationer mellem nationer, hvor vi respekterer hinanden og bringer de bedste traditioner frem; at vi har en dialog mellem civilisationer og kulturer, hvor hver nation og hver civilisation virkeliggører det bedste, den nogensinde har produceret i form af kultur, poesi, videnskab; alle de smukke ting, som folk har produceret i tidligere generationer, og vi går i dialog med andre nationer og bringer det bedste frem, de nogensinde har produceret, så vil vi virkelig vokse op. Jeg tror, at den nuværende situation i verden, som jeg altid sammenligner med fireårige drenge – jeg har en skræk for disse fireårige drenge, fordi de har en tendens til at sparke hinanden – og vi som nationer bør ikke opføre os som fireårige drenge. Men hvis vi udvikler vores kreativitet på den måde, jeg prøvede at beskrive tidligere, i forhold til det kreative potentiale hos den anden person, den anden nation, og omvendt, så vil vi træde ind i den menneskelige voksenalder. Der er absolut ingen grænser for, hvad vi kan udrette som den eneste kreative art, der er kendt i universet indtil videre.

Jeg tror, at vi er ved at være der. Det er derfor, jeg siger, at dette er det mest spændende øjeblik i historien, for mens truslen om total udslettelse i en atomkrig aldrig har været så stor, som den er nu, på samme tid, hvis vi kan overvinde denne nuværende vanskelighed – for i historiens lange bue er det ikke mere end en vanskelighed – og faktisk virkelig indse, hvem vi er som en kreativ art, tror jeg, at vi går ind i en periode, en ny renæssance, der vil være meget mere human og meget smukkere end noget, vi har oplevet før. Og jeg vil gerne invitere jer til at være en del af det og se jer selv som en skaber af det, ikke bare sidde der og se det udfolde sig, men at blive en aktiv del af at gøre vores verden mere menneskelig, mere beboelig og smukkere. Tak skal I have.

Afsluttende bemærkninger

Jeg synes, vi skal finde en måde at holde kontakten med alle de mennesker, der har deltaget i denne dialog, og forhåbentlig mange flere, der vil deltage i fremtiden. Måske kan vi overveje en WhatsApp-gruppe eller en anden gruppe, så alle kan kommunikere med hinanden, så vi kan holde kontakten.

Så vil jeg gerne spørge deltagerne, om det er okay med jer, at jeg føler, at vi er nødt til at gøre noget for at støtte den sydafrikanske regering. Jeg vil gerne foreslå, hvis vi kan blive enige, at vi sender et budskab om støtte til den sydafrikanske regering – ikke for at gøre noget konkret, men bare som en erklæring fra de unge, der er repræsenteret i dette panel, om at vi støtter dem, og at vi ønsker at fortsætte med at opmuntre deres kamp.

Og jeg vil foreslå alle deltagerne, hvis I har sociale netværk eller venner eller grupper, at dele den sydafrikanske regerings argumenter ved domstolen i Haag. For jeg har ikke set en mere kortfattet og absolut lufttæt præsentation af sagen, der opsummerer alt det, jeg selv har set i de sidste tre måneder. Jeg tror, det er vigtigt, især i lyset af kontrollen med medierne, at hvis hele verden ved, hvad der blev sagt der, tror jeg, det vil have en meget stor indflydelse.

Så jeg vil gerne foreslå disse tre konkrete handlinger og takke jer for jeres deltagelse. Lad os forsøge at opbygge denne proces, for jeg tror virkelig, at kun hvis “verdens borgere forener sig”, har vi mulighed for at skabe en verden, som den burde være. Jeg ved, at BRIKS forsøger at gøre det, men jeg tror, at det virkelige problem vil være at få en form for samarbejde mellem velmenende mennesker i Nord, i Europa, i USA og menneskerne i det Globale Syd, og det er en bro, som kun vi kan bygge. Jeg er helt sikker på, at uden dette er faren for, at det ikke bliver løst fredeligt, fortsat meget, meget stor. Så jeg mener, at vores indsats, og jeres indsats for at slutte jer til os, er af verdenshistorisk betydning.

Ikke korrekturlæst

14. januar 2024 – Omkring 100 gæster deltog i det franske Schiller Instituts konference i Paris den 9. januar om spørgsmålet om vand og fred. Femoghalvfjerds personer var fysisk til stede på konferencen, og 25 andre fulgte med via Zoom. Tolv talere, herunder syv eksperter fra offentlige og private tænketanke og foreninger, kom alle ind på den nøglerolle, som vand spiller i mange konflikter, og det behov, som vand har som et gode for hele menneskeheden. Blandt deltagerne var flere ambassader og diplomatisk personale fra Kasakhstan, Mali og Republikken Cabo Verde, ligesom kinesiske og afrikanske foreninger og afghanske diasporamedlemmer, der havde hørt om vores konference i Kabul. Oplæggene fokuserede på den hæslige situation i Gaza, og hvordan Lyndon LaRouche forsøgte at løse den i 1975-76 via Oasis-planen; de undersøgte også, hvordan vores medmennesker har forholdt sig til dette spørgsmål siden tidernes morgen. Forløbet var tankevækkende for deltagerne, der engagerede sig i en meget livlig diskussion efter hver præsentation.

Indledende erklæring

“Vand er liv,” sagde Yves Paumier, præsident for Schiller Instituttet i Frankrig, i sin velkomst og mindede om, at 63% af et menneskes krop består af vand, at hver franskmand hver dag forbruger, hvad der svarer til to gange sin egen vægt af vand, og at staten bruger 3,7% af sit nationale budget på vand. Hvis udviklingsprojekter for vand og elektricitet er den korteste vej til fred, har fraværet af sådanne projekter også ført imperier i døden, hvilket khmererne, mayaerne og Babylons haver vidner om.

Odile Mojon, chefredaktør for Schiller Instituttets franske hjemmeside, holdt hovedtalen om temaet “Vand, nøglen til fred.”
I dag lider en tredjedel af verdens befolkning under en drastisk mangel på vandressourcer, og ifølge internationale sikkerhedsinstitutioner er : “Vand blevet den første kilde til konflikt i verden.”

Med hensyn til Israel-Palæstina-konflikten bemærkede Mojon, at Yitzhak Rabin i 1992 havde udtalt: “Hvis vi løser alle vores problemer i Mellemøsten, men ikke deler vandet, vil vores region eksplodere.” Derfor foreslog han i 1975, efter samtaler med lederne af det irakiske Ba’ath-parti og det israelske arbejderparti, sin ” Oase-plan for fred og udvikling i Mellemøsten.” Israelske kræfter, der var imod Oasis-planen, blokerede den gennem mordet på Yitzhak Rabin, afsættelsen af Shimon Peres og Yasser Arafats død.

Oasis-planen omfattede 3 hovedpunkter:
1) Israels afkald på sin enekontrol over vandressourcerne,
2) økonomisk udvikling af Gazastriben,
3) byggeriet af kanalerne Akababugten-Dødehavet og Dødehavet-Middelhavet, som gik videre end Peres’ plan, der kombinerede kanaler og tunneller for at lade vandet krydse bjergkæderne mellem Det Røde Hav og Det Døde Hav.

LaRouche forestillede sig brugen af atomenergi til at generere den elektricitet, der er nødvendig for økonomisk udvikling og omdanne havvand til ferskvand ved afsaltning.

LaRouche så ikke sit forslag som en plan, der var inspireret ovenfra af “eksperter”, men som en illustration af, hvad der kunne gøres med eksisterende teknologier, hvis fred gennem gensidig udvikling virkelig var målet. For ham kunne politiske forhandlinger kun lykkes på basis af en sådan dynamik, som stod i modsætning til geopolitiske overvejelser og religiøse fordomme.

I dag synes hans vision at være uundværlig for at omlægge det nuværende dominerende finansielle og monetære system, der ikke er i stand til at sikre gensidig udvikling, til en fysisk økonomi, der producerer fredens ressourcer, især gennem skabelse og forvaltning af vandressourcer. Den nuværende udvikling i Kina og Indien viser, at alt, hvad der bevæger sig i denne retning og bliver omsat til praksis, bliver en succesfaktor. Oaseplanen vil naturligvis ikke i sig selv kunne skabe fred i Mellemøsten, men den er et væsentligt perspektiv for dens fundament og inspiration.

Utopi? Nej, for hvis vi ikke ændrer vores politik, så alle mennesker får mulighed for at udfolde deres kreative evner, vil vi dømme menneskeheden til krig på grund af oligarkisk økonomisk uorden og vedvarende oprustning.

FN’s vandkonference i marts 2023 i New York anerkendte de voksende spændinger i vandsektoren og opfordrede til øget samarbejde mellem stater. Forvaltning af vandkredsløb (floder, kanaler osv.), forvaltning af grundvandsspejl og vandførende lag, kunstvandingsteknikker, afsaltning, behandling af spildevand, udnyttelse af gletsjerressourcer (isbjerge osv.), skydannelse: alt dette falder ind under begrebet vand på globalt plan. På mange måder er det netop emnet for denne aften.

Vandforvaltning er, som jeg har vist ved at bruge det afgørende eksempel fra Mellemøsten til at starte debatten, et politisk, økonomisk og socialt – og i sidste ende livsvigtigt – spørgsmål, der skal forvaltes til gavn for offentligheden og i almenhedens interesse, idet man anerkender alle landes ret til teknologisk fremskridt og udvikling. Det kollektive Syd kalder på det, og det er op til vores europæiske lande at reagere og genvinde deres {raison d’être}.

Karel Vereycken fra Schiller Instituttet talte om “Oasis Videnskab”, fra Indus-dalen til de persiske qanater.

De tidligste arkæologiske lokaliteter med tegn på landbrugsaktivitet findes i Indus-dalen og i den “frugtbare halvmåne”. De første kunstvandingsteknikker gik ud på at opsamle regnvand og forstærke det ved hjælp af kanaler for at føre vandet så langt som muligt. I Mehrgarh, hvor landbruget blev født 7000 f.Kr., mestrede de teknikkerne til et dræningssystem omkring landsbyen og dæmninger til at kontrollere vandmætning, såvel som kanaler og vandingssystemer.

I Indus Valley Civilization gjorde denne viden dem i stand til at skabe store moderne systemer, såsom Harappa og Mohenjo Daro, en by med 40.000 indbyggere, der blev anlagt med et badehus i centrum, ikke et palads. Der var 700 murstensbrønde, huse med badeværelser og individuelle og kollektive latriner. Mange af byens bygninger havde to eller flere etager. Vandet dryppede ned fra cisterner på tagene og blev ledt gennem lukkede lerrør eller åbne tagrender, der om nødvendigt blev tømt via toiletterne ned i de overdækkede kloakker under gaden.

Mesopotamien tilføjede teknologier til vandopsamling, såsom vandtårne, arkimediske skruer og persiske hjul. Senere kom den persiske qanat, en slags underjordisk akvædukt, som de fleste iranere og folk i andre tørre områder i Asien og Nordafrika blev afhængige af for at få vand. Selv i dag, i Iran, hvis vi regner med, at gennemsnitslængden af hver qanat er 6 km, er den samlede længde af de 30.000 qanats (der potentielt kan udnyttes i dag) omkring 310.800 km.

Denne hydrauliske og sanitære knowhow blev derefter givet videre til den minoiske civilisation og Grækenland, før den blev implementeret i stor skala af romerne. Det gik i glemmebogen med Romerrigets sammenbrud, før det fik et comeback under renæssancen.

Jean-Marc Deplaix, medlem af den internationale sammenslutning for navigation (AIPCN/PIANC) om “Vandveje for fred.”

“Vandnavigation kan kun eksistere, hvis der hersker fred, og hvis der er underskrevet en fredsaftale,” sagde han og gav som eksempel den aftale, der blev underskrevet i 1804 om oprettelse af Centralkommissionen for navigation på Rhinen.

Deplaix gav eksempler på, hvordan store investeringer i Kinas vandveje, herunder Three Gorges Dam, førte til en stigning i vandtrafikken og i den økonomiske vækst. Investeringerne gik fra 5,33 milliarder yuan i 1999 til 86,7 milliarder yuan i 2022. I samme periode voksede den samlede trafik fra 739 millioner tons i 1999 til 4,402 milliarder tons i 2022. Og i dag er Three Gorges-dæmningen, der blev indviet i 2003, så mættet, at der skal bygges nye, meget større sluser for at fordoble kapaciteten i flodbassinet inden 2030. Yangtze-bækkenet repræsenterer 40 % af Kinas befolkning, 46 % af landets BNP og 50 % af Kinas eksport.

Han gav også eksemplet med Qosh-Tepa-kanalen i Afghanistan. Selvom den oprindeligt var tænkt som en vandingskanal, er den næsten på størrelse med en flod og kan besejles af skibe på 3.000 tons. Det er i sandhed et kolossalt værk: En 285 km lang kanal, der krydser en halvørken, som den kan forvandle til et kornkammer for Afghanistan. De første 108 km er lige blevet færdige; kanalen er 100 m bred og 8 m dyb, med en nominel gennemstrømning på 668 kubikmeter.

Den tidligere franske miljøminister Brice Lalonde

Den tidligere franske miljøminister Brice Lalonde (1988-1992) gav en kort redegørelse for de udfordringer, han stod over for som minister. Den 1. november 1986 hærgede en enorm brand en kemisk fabrik i Basel i Schweiz. Branden blev slukket, men giftigt affald forurenede hele Rhindalen og dræbte næsten alle former for liv i floden. Spørgsmålet var: “Hvordan kan man bringe livet tilbage til Rhinen?” Lalonde studerede historien om Rhinens menneskeskabte forløb. Før menneskets indgriben var Rhindalen en række sumpområder, der skiftede efter årstid og gjorde navigation næsten umulig. En Johann Gottfried Tulla (1770-1828) påtog sig at forkorte Rhinen med 80 km og derved fjerne 120 kvadratkilometer oversvømmelsesområder. Men stik imod hans forventninger øgede udretningen af den øvre del af Rhinen strømmen og gjorde endda dele af floden ubrugelig. For at rette op på situationen byggede Frankrig, som havde ansvaret for Rhinen efter Første Verdenskrig, den 50 km lange “Grand Canal d’Alsace”, som er parallel med Tullas Rhinen, og som giver mulighed for både sejlads og elproduktion i de to landes industricentre.

Siden 1987 har medlemmerne af Den Internationale Kommission for Beskyttelse af Rhinen – Schweiz, Frankrig, Tyskland, Luxembourg, Holland og Europa-Kommissionen – samarbejdet med Østrig, Liechtenstein, den belgiske region Vallonien og Italien for at harmonisere de mange interesser i brug og beskyttelse af Rhinområdet. Så tingene er ikke altid så enkle, hverken for menneskets indgreb i naturen eller for De Grønne, som begik mange fejl og sagde mange dumme, uvidenskabelige ting.

Dæmninger for økonomisk udvikling

Emmanuel Grenier, ansvarlig for offentlige og institutionelle relationer hos Den Internationale Kommission for Store Dæmninger (CGIB), diskuterede den afgørende økonomiske og sociale rolle, som store dæmninger spiller på verdensplan.

Lad os blot nævne nogle få områder: sikring af en pålidelig vandforsyning til alle, billig elektricitet, oversvømmelseskontrol, udvikling af turisme og akvakultur og selvfølgelig sundhed. Som en graf fra Japan illustrerer, er der en direkte forbindelse mellem en pålidelig vandforsyning, der leveres af den offentlige sektor, og sundhed. Mellem 1870 og 1990 førte en kraftig stigning i mængden af vand, der blev leveret af offentlige forsyningsvirksomheder i Japan, til et drastisk fald i antallet af patienter, der led af infektionssygdomme, og i børnedødeligheden. CGIB fremmer også opførelsen af dæmninger i udviklingslandene.

Hvad repræsenterer dæmninger i verden i dag? Der er 60.000 store dæmninger og 1 million små dæmninger med en samlet kapacitet på 4.000 kubikkilometer. CGIB blev grundlagt i 1928 og er en professionel organisation med 106 medlemslande og 10.000 individuelle medlemmer, herunder designkontorer, bygherrer, operatører, videnskabsfolk, forskere, ingeniører, akademikere, regeringer, finansielle institutioner og foreninger.

Dens mål er at fremme verdens viden inden for design, konstruktion, drift og sikkerhed af dæmninger. CGIB støtter, validerer og udbreder innovationer inden for dæmninger. Den udgiver konstruktionsregler og standarder for at sikre, at dæmninger bygges med respekt for sikkerhed, miljø og andre sociale og økonomiske aspekter. Det er også et forum for udveksling af viden og erfaring med 26 tekniske komitéer og 500 eksperter.

Bai Yungang: Hemmelighederne bag Xinjiangs landbrugssucces

Den kinesiske vandekspert Bai Yungang, der er næstformand for Xinjiang Academy of Water Sciences, gav en detaljeret rapport om, hvordan Kina har gjort Xinjiangs landbrug til en succeshistorie.

Xinjiang-provinsen, som udgør en sjettedel af Kinas landareal, består af Tarim-bassinet, en såkaldt endorheisk ørkenregion, et indlandsområde, hvor vandet ikke kan flyde til havet, og som er et “tørt landbrugsområde”, der kun producerer fra naturlig nedbør og ikke har nogen chance for at overleve. Xinjiang er “en af de regioner med den mest alvorlige strukturelle og ressourcemæssige vandmangel. Derfor er udviklingen af effektive vandbesparelser i landbruget blevet et uundgåeligt valg.” Gennem flere årtier har Kina opgraderet vandingsteknikkerne. “I slutningen af 1970’erne introducerede og promoverede mange distrikter forbedrede overfladevandingsteknologier. … Samtidig blev der indført endnu mere effektive vandbesparende vandingsteknologier såsom “sprinklervanding” og mikrovanding (også kaldet “drypvanding”). Endelig, i slutningen af 1980’erne, foreslog lokale teknikere for første gang at lave “drypvanding” under plastikfilm, en teknik kaldet “membranvanding”, som var et stort gennembrud i forhold til den traditionelle overfladevandingsteknologi. Det er en ny vandingsteknologi, der kombinerer fordelene ved teknikken til at dække planter med drypvanding.”

Det gjorde det først muligt for Xinjiang at producere 30% af Kinas bomuldsproduktion med meget lidt vand. Derefter blev den samme teknik “udvidet fra nogle få afgrøder som bomuld, druer og frugttræer til næsten alle kulturer, økonomiske specialafgrøder som peberfrugter, tomater, kartofler, majs, sukkerroer og melon til frø, samt kornafgrøder som hvede og ris.” I dag er anvendelsesgraden for vandingsvand steget fra 0,506 i 2018 til 0,573 ved udgangen af 2022, hvilket yderligere forbedrer effektiviteten af vandressourceudnyttelsen og afhjælper de fremtrædende problemer med konflikter mellem vand- og jordressourcer i landbruget. Derefter blev gødning føjet til ligningen. Ved at integrere teknologier som dyrkning med høj tæthed og kobling af vand og gødning skabes der en teknologi til effektiv styring af vand og gødning.

“Sammenlignet med traditionelle teknologier har denne teknologi betydelige vandbesparende og udbytteforøgende effekter.”

Foto: Wikimedia Commons

Lørdag den 9. december 2023

TÉLLEZ CASTELLÓN: [via oversætter] Udmærket. Tak, Dennis. Nu giver vi ordet til vores hovedtaler, fru Helga Zepp-LaRouche. Hun vil indlede vores konference med emnet “Den nye internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur”. Velkommen, Helga, hilsner.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Mange tak. En hilsen til jer alle sammen. Vi var alle vidner til det forfærdelige resultat af mødet i FN’s Sikkerhedsråd i går, hvor en enkelt nation stemte nej til resolutionen, så det utrolige blodbad, der finder sted i Gaza, fortsætter. Lad mig hurtigt komme ind på udviklingen i dette. Da generalsekretær António Guterres skrev dette brev til formanden for FN’s Sikkerhedsråd, hvor han henviste til artikel 99 i FN-pagten og påpegede faren for en yderligere forværring af de eksisterende trusler mod opretholdelsen af international fred og sikkerhed, var det et påtrængende spørgsmål, men også et desperat forsøg på at appellere til FN’s Sikkerhedsråd om at gribe ind for at stoppe den etniske udrensning af Gaza, som nu finder sted for øjnene af hele verden, og som er på tv-skærmene hver eneste dag.

Angrebet den 7. oktober, hvor 1.200 mennesker blev dræbt, skal helt klart fordømmes. Men IDF’s fuldstændig uforholdsmæssige angreb siden da har dræbt mere end 16.000 palæstinensere, hvoraf 70% var kvinder, børn og ældre, og et ukendt antal er begravet under murbrokkerne fra ca. 60% af alle huse i Gaza, som er blevet ødelagt eller beskadiget. Der er ingen mad, vand, medicin, elektricitet eller husly. 2,3 millioner mennesker er blevet fordrevet fra nord til syd, hvorefter de bliver bombet, uanset hvor de flygter hen. Der er ikke noget sikkert sted i Gaza, og nu bliver et meget stort antal mennesker “koncentreret” i et lillebitte område nær grænsen til Egypten.

Der må omgående komme en våbenhvile, og der må indkaldes til en omfattende konference for Sydvestasien, som Kina har foreslået, for at gennemføre en to-statsløsning baseret på en generel økonomisk udviklingsplan, som Oase-planen, der blev foreslået af min afdøde mand, Lyndon LaRouche, allerede i 1975. Hvis dette ikke sker øjeblikkeligt, på trods af denne skammelige afstemning i FN’s Sikkerhedsråd, kan det meget vel være, at den forestående apokalypse i Gaza er dråben, der får bægeret til at flyde over. Det er ikke kun en forfærdelig oplevelse for alle muslimer rundt om i verden, men for hele det Globale Syds nationer at erfare, hvor meget værdi der tillægges en palæstinensers liv i den nuværende verdensorden.

FN’s Sikkerhedsråds manglende evne til at gøre noget for at stoppe dette barbari på grund af vetoet fra mindst ét permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd – USA – understreger, at det haster med at genoverveje grundlaget for den nuværende verdensorden. Ifølge Stockholm Peace Institute er der i øjeblikket, i 2023, 55 væbnede konflikter i gang i verden. To af dem – krigen i Ukraine og krigen i Gaza – har potentiale til at eskalere til en regional eller endog en global krig, som kan involvere brugen af atomvåben. Det kan føre til udslettelsen af den menneskelige art og enden på alt liv på jorden.

Det er derfor mere end presserende at definere en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager fat på de grundlæggende årsager til den nuværende krise, og som tager hensyn til sikkerhedsinteresserne i hvert enkelt land på planeten. Et relevant fortilfælde kan være Den Westfalske Fred, som afsluttede 150 års religionskrig i Europa. På det tidspunkt blev de stridende parter enige om at forhandle om en afslutning på krigen og den efterfølgende fredsorden, da de indså, at hvis krigen fortsatte, ville der snart ikke være nogen tilbage til at nyde sejren, da de alle ville være døde. Det kunne være en stærk motivation for os i dag til at skabe et nyt fundament for sameksistens på jorden og en erkendelse af, at krig må udelukkes som konfliktløsning i atomvåbnenes tidsalder.

I dagens verden af misinformation, fake news og propaganda er det imidlertid vigtigt, at vi sikrer os, at der fra begyndelsen er en klar forståelse af betydningen af de anvendte begreber. For mangel på klarhed i de anvendte begreber kan ødelægge bestræbelserne på at etablere en ny fungerende orden. Konfucius insisterede på dette ved at sige, at det første skridt må være at bringe orden i begreberne, hvis man ønsker at løse et problem.

Et godt eksempel på dette krav illustreres af det ofte gentagne mantra om behovet for at udvide den “regelbaserede orden” til resten af verden; eller at der var en formodet konfrontation mellem den gode regelbaserede orden og de onde autokratier; med henvisning til den tilsyneladende kontrovers mellem Vesten og det nu meget store flertal af resten af verden. Bortset fra, at det ingen steder står skrevet, hvad disse regler er, og på hvis autoritet de blev skrevet, har de en tendens til at være lige så solide som glat gelé. Når det er belejligt at udråbe dem som beskyttere af menneskerettighederne, finder man variationer af dem overalt. Men da NATO for eksempel forlod Afghanistan efter 20 års krig, i hvad der dengang blev kaldt den værste humanitære krise på planeten, havde de vestlige banker ingen skrupler med at stjæle afghanske aktiver til en værdi af 9 milliarder dollars, hvilket forværrede situationen for en befolkning, som var 97% fødevareusikre, og som er ved at sulte. For at dække over, hvad der foregår i Gaza lige nu, uddeler de toneangivende medier manualer til deres journalister om, hvordan de skal rapportere enhver rædsel som værende forårsaget af Hamas osv.

De ti principper, jeg har foreslået som diskussionsgrundlag for en sådan ny sikkerhedsarkitektur, forsøger derfor at være af en sådan art, at disse principper er forståelige, gennemsigtige og ikke kan fordrejes til deres modsætning af nutidens farisæere. Som det første princip definerede jeg partnerskabet mellem fuldstændigt suveræne nationalstater baseret på de fem principper for fredelig sameksistens og FN-pagten, fordi det vedrører det absolutte behov for selvbestemmelse og deltagelse i regeringen for den enkelte, hvilket er udelukket i alle former for overnationale institutioner. Betydningen af den suveræne nationalstat står ofte ikke klart for folk, fordi de forveksler den med chauvinistiske former for nationalisme, som ofte beskyldes for at være årsagen til krige. Men den suveræne nationalstat opstod tværtimod i en meget lang og vanskelig proces ud af imperiernes enetilværelse og deres oligarkiske styreform, hvor kun en lille magtelite havde alle privilegier, mens hovedparten af befolkningen var på niveau med slaver eller håndlangere, som blev holdt så tilbagestående som muligt, så de lettere kunne kontrolleres.

I Europa, efter mange århundreder med sådanne imperier, var selv fremkomsten af nationale monarkier et skridt opad mod gennembruddet for ideen om en nationalstat, der for første gang var helliget folkets fælles bedste. Det skete i det 15. århundrede med Ludvig XI’s Frankrig, hvis 20-årige regeringstid fordoblede befolkningens levestandard, og skrifterne af Nikolaus af Cusa, som for første gang definerede begrebet det repræsentative system mellem regeringen og de regerede. Fuldkommen national suverænitet skal i dag opretholdes mod indblanding i alle staters indre anliggender og retten til at definere sit eget sociale system og sin egen udviklingsvej baseret på sin egen kultur og tradition. Den eneste grænse for denne suverænitet er, at den aldrig kan være i modstrid med menneskehedens interesser som helhed, hvilket er tilfældet for patrioten, som samtidig er verdensborger, som Friedrich Schiller definerede det.

Det andet princip, behovet for at afskaffe fattigdom for alle mennesker på planeten, er baseret på det faktum, at det let kan lade sig gøre, hvis man bruger de eksisterende teknologier. Det er også nødvendigt, fordi fattigdom er en af de værste krænkelser af menneskerettighederne. En person, der skal bekymre sig om måltider, sundhedspleje, husly, uddannelse osv., vil ikke være i stand til at finde den nødvendige fritid til at udvikle alle sine kreative potentialer som menneske. Fattigdom er livsforkortende, og da det i høj grad er muligt at overvinde den, bør den ikke eksistere.

Vigtigheden af det tredje princip blev understreget af den nylige pandemi og forskellen på dødeligheden i de forskellige lande: Peru, for eksempel, havde 221.564 dødsfald; Kina, med en meget større befolkning, havde kun 121.877; USA havde 1.144.877. Kina har næsten 4,5 gange så mange indbyggere som USA.

Det fjerde princip, at gøre universel uddannelse tilgængelig for alle børn og voksne, er den absolutte nøgle til succesfuld og holdbar økonomisk vækst, da det er den kontinuerlige proces med opdagelse af nye principper inden for videnskab og kunstnerisk innovation, der er drivkraften bag økonomisk vækst. Men universel uddannelse er også den uerstattelige metode til at frigøre ens egen kreativitet og vokse fra ufuldkommenheder i sindet og sjælen ved at absorbere, hvad menneskeheden hidtil har opnået, og ved at bygge videre på denne arv med det ædle mål at tilføje noget vigtigt til gavn for fremtidige generationer.

Emnet for det femte princip vil efter al sandsynlighed tvinge sig selv på dagsordenen meget hurtigere, end det er den offentlige opfattelse. Det transatlantiske finanssystem oplevede allerede en systemisk krise i 2008, som blev dækket over med enorme mængder likviditet, den såkaldte kvantitative lempelse, der sprøjtede billioner og atter billioner ind i systemet, som nu sidder på 2 billiarder dollars i derivateksponering. USA bruger allerede næsten 20% af sit budget på gældsbetjening alene, og muligheden for at fordele underskud til hele verden ved blot at trykke penge med dollaren som verdens reservevaluta er tydeligvis snart slut.

Bevæbningen af dollaren ved at beslaglægge fremmede landes aktiver i amerikanske banker, indførelsen af ensidige sanktioner som et middel til regimeskifte, der især skader de fattige i de ramte lande, samt især erfaringerne fra interventionskrigene siden 9/11, der efterlod millioner af mennesker døde, disse og flere udviklinger har ført til et gigantisk tilbageslag. Nu er en proces med af-dollarisering i gang: Lande handler mere og mere i deres nationale valutaer. Der foregår dybtgående diskussioner mellem forskellige lande om at skabe en ny international reservevaluta, der ikke er baseret på pengeværdier, men på råstoffer og de involverede landes produktivitet. Det er en udvikling, som Lyndon LaRouche har forudsagt siden 1971 og begrebsliggjort i form af løsninger som hans forslag om en International Udviklingsbank i 1975. Det var ideen om at erstatte IMF, hvis funktion var og er at undertrykke udviklingen af den såkaldte udviklingssektor, med en kreditinstitution tilegnet den økonomiske udvikling af det Globale Syd.

Hele Lyndon LaRouches livsværk, det sjette princip, var helliget den konkrete realisering af en ny økonomisk verdensorden med Oase-planen fra 1975 for en grønnere ørken i Sydvestasien; Afrikas udviklingsplan, der først blev foreslået i 1976; Operation Juárez, som han formulerede i samarbejde med den mexicanske præsident López Portillo, for integration af infrastrukturen i hele Latinamerika i 1982; en 40-årig udviklingsplan for Indien i diskussion med Indira Gandhi; den 50-årige udviklingsplan for Stillehavsbækkenet. Og så i 1991 den Eurasiske Landbro, som blev udvidet til Verdenslandbroen i 2014. Disse programmer er for en stor dels vedkommende ved at blive realiseret på grund af Bælte- og Vej-Initiativet i dag.

Det syvende princip om en ny sikkerhedsarkitektur behandler spørgsmålet om en ny sikkerhedsarkitektur som sådan, som skal starte med ideen om udelelig sikkerhed. Det betyder, at mens alle nationers sikkerhedsinteresser må tages i betragtning, har ingen nation ret til at insistere på sine egne sikkerhedsinteresser, hvis det krænker en anden nations. Geopolitik skal afsluttes en gang for alle, da det har været kilden til to verdenskrige i det 20. århundrede og utallige krige i tiden derefter. Intet land eller gruppe af lande har ret til at insistere på sin ret over for et andet land eller gruppe af lande. Vejen til at overvinde denne tilsyneladende modsigelse er gennem fælles udvikling for alle. Hvis alle lande på planeten kan deltage i en retfærdig international orden, hvor en international arbejdsdeling er rettet mod at overvinde ulemper i et forløb med forbedring af forholdene for alle – med andre ord, hvis hver nation kan have sikkerhed for, at den på et tidspunkt i fremtiden kan realisere den fulde udvikling af sit eget potentiale som land og af sin befolkning, så kan en harmonisk udvikling af alle garanteres. Atomvåben skal forbydes og gøres teknologisk forældede gennem internationalt samarbejde om forskning og udvikling af nye fysiske principper. De militærindustrielle komplekser er selv drivkraften bag stadig flere krige, da deres profit afhænger af en kontinuerlig række af krige. Militærindustriens industrielle kapacitet må omstilles og bidrage til den produktive fysiske kapacitet, der er nødvendig for alle menneskers fælles bedste. Omdannelsen af det, der nu er et enormt spild af kapacitet, til produktion af midler til ernæring, sundhedspleje, uddannelse osv., vil være så fordelagtigt for folket, at de vil betragte det som deres egeninteresse, at der aldrig vil ske en tilbagevenden til produktionen til krigsmaskinen.

På dette tidspunkt kan man høre et kor rejse sig i baggrunden og protestere mod, at dette er et for optimistisk syn; at mennesket er motiveret af “interesse” og ikke af en hengivenhed til det fælles bedste. Og at en sådan vision derfor er utopisk og ikke vil gå i opfyldelse. Det er grunden til, at det tiende princip hører med til denne pakke. Jeg oplæser nu det tiende princip:

“Den grundlæggende antagelse for det nye paradigme er, at mennesket er fundamentalt godt og i stand til uendeligt at perfektionere sit sinds kreativitet og sin sjæls skønhed, og at det er den mest avancerede geologiske kraft i universet, hvilket beviser, at sindets og det fysiske univers’ lovmæssighed er i overensstemmelse og samhørighed, og at alt ondt er resultatet af manglende udvikling og derfor kan overvindes.”

Hvis man undersøger, hvilke kræfter der er enige i denne definition af menneskets natur, kan man se, at de tre mosaiske religioner er enige – det vil sige kristendom, islam og jødedom – derefter hinduisme og buddhisme, som tilsammen tegner sig for omkring 77% af verdens befolkning. Så kan man også tælle kommunisterne og nogle andre lande med, som også arbejder på at forbedre både den materielle og den kulturelle livskvalitet for deres befolkninger. Så det er helt klart det overvældende flertal af den menneskelige art, der har dette positive billede af mennesket.

På den anden side kan man se, at det kun er oligarkiske styreformer, der insisterer på, at menneskets grundlæggende karakter er beskrevet som i den britiske oplysningstid af Hobbes, Hume, Locke eller den hollandske Bernard Mandeville, der hævder, at mennesket er ondt af natur og derfor skal undertrykkes af en almægtig Leviathan – det er Hobbes’ idé – en verdenspolitimand i en unipolær verden. Det var helt klart den underliggende antagelse i Francis Fukuyamas fejlagtige forudsigelse af historiens afslutning efter Sovjetunionens opløsning i 1991. Det er også det aksiom, som ideen om et globalt NATO hviler på.

Men som allerede antydet, har disse påstande allerede haft et enormt tilbageslag, fordi de i virkeligheden ikke svarer til menneskets sande natur. De har ført til fremkomsten af det globale flertal af nationer, som i øjeblikket er i færd med at opbygge et nyt økonomisk og politisk verdenssystem, som svarer til den opfattelse, der kommer til udtryk i det tiende princip.

Den naturlige udvikling af biosfæren til noosfæren, som ifølge Vladimir Vernadsky er indbygget i lovmæssigheden i vores fysiske univers – eller Guds skaberværk, hvis man vil udtrykke det i religiøse termer – vil i stigende grad øge potentialet for godhed. Det er op til os at gennemføre denne nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur nu og ikke lade et levn fra et tidligere udviklingstrin, en form for huleboer, gribe ind fra stenalderen og ødelægge hele menneskeheden med en termonuklear håndøkse. Tak skal I have.

1. december 2023 (EIRNS) – Måske var selv Tony Blinken overrasket over Benjamin Netanyahus hurtige og trodsige reaktion på Blinkens tv-transmitterede tale i Israel torsdag aften den 30. november, hvor Blinken “opfordrede til øjeblikkelige foranstaltninger for at holde bosætterekstremister ansvarlige for vold mod palæstinensere på Vestbredden” og “gjorde det klart, at før nogen operationer går i gang i det sydlige Gaza, skal der være en klar plan på plads, der lægger vægt på at beskytte civile”, som han udtrykte det. Tolv timer senere gjorde Netanyahu det klart, hvad han mente om Blinkens ord, da han genoptog bombningen og massemordet på civile palæstinensere, også i områder i syd, som de var blevet bedt om at flygte til for at søge sikkerhed af de israelske militærstyrker.

Fredagens møde den 1. december i Den Internationale Fredskoalition, som blev udvidet betydeligt som følge af det hasteforum, der blev afholdt sidste søndag: “Ikke flere krigsforbrydelser! Økonomisk udvikling, ikke affolkning!”, havde en præsentation af Marcia Baker fra Executive Intelligence Review om Oase-planen, en økonomisk handlingsplan, der stammede fra den afdøde økonom og statsmand Lyndon LaRouche i 1970’erne, i kølvandet på en rejse LaRouche foretog til Baghdad i april 1975. (Lige efter LaRouches rejse begyndte den nyligt officielt afdøde Henry Kissinger i juni 1975 krigen i Libanon og sin kampagne for personligt at blokere LaRouches Oase-plan og andre politikker for Sydvestasien, idet han brugte Anti-Defamation League til at tilsmudse LaRouche og hans medarbejdere med “antisemitisme”-penslen).

Det er yderst vigtigt at forstå, at LaRouches Oase-plan er det manglende løsningskoncept og den strategiske flanke, der nu er tilgængelig for at mobilisere kræfter i USA såvel som internationalt. Det inkluderer dem, der er “på jorden” i Israel, i form af over en halv million amerikanere af både jødisk og ikke-jødisk baggrund, såvel som fredselskende israelere, der skal styrkes intellektuelt og inspireres til at forestille sig en sand og retfærdig afslutning på denne århundredlange tragedie. Oase-planen, eller en tilnærmelse, må gennemføres samtidig med vedtagelsen af en to-statsløsning i Palæstina, en løsning, som Benjamin Netanyahu for nylig har erklæret, at han agter at modsætte sig, uanset hvad verden mener.

Det faktum, at nogle nationer, som Spanien, overvejer at anerkende en uafhængig palæstinensisk stat, selv om EU ikke gør det, indikerer, at både et øjeblikkeligt og langsigtet fysisk-økonomisk perspektiv for overhovedet at tage fat på, endsige løse konflikten i Sydvestasien, straks skal lægges på bordet sammen med den pakke af handlinger, der foreslås i det netop udsendte positionspapir, som blev præsenteret af Kina ved afslutningen af dets formandskab for FN’s Sikkerhedsråd. Endnu vigtigere er det, at Kinas, Ruslands, Brasiliens og de andre BRIKS-landes fremadrettede bevægelse i deres “Kolonialismen er forbi!”-kampagne må fremmes, som i en militærkampagne, for at afværge de mange katastrofer, som verden faktisk står over for.

Helga Zepp-LaRouche sørgede for at orientere folk om den fremvoksende humanitære krise i Sudan, efter den igangværende borgerkrig dernede. Dette, bemærkede hun, bliver slet ikke rapporteret af de vestlige medier (ligesom det skete med oversvømmelseskatastroferne i Libyen i september, som dræbte tusinder, direkte forårsaget af nedbrydningen af landets infrastruktur efter halshugningen af Gaddafi og hans regering for over et årti siden). I Sudan er “10.000 mennesker døde; 6,3 millioner mennesker er blevet fordrevet; 7.600 børn flygter fra deres hjem hver eneste dag. Alene mellem oktober og 15. november er 350.000 børn blevet fordrevet; 3 millioner børn er flygtet fra deres hjem siden april” i år.

“Det er klart, at dette er en humanitær krise med tilsvarende dimensioner, for ifølge Dr. Arif Noor, fra Red Barnet i Sudan, er denne krise blevet fuldstændig ignoreret af det internationale samfund og medierne. Men der er i øjeblikket 25 millioner mennesker, der er fuldstændig desperate og har brug for mad, husly og det mest basale i livet.

“Jeg vil bare gerne henvise til det, for mens vi fokuserer på behovet for at få en ende på kampene i Gaza som det mest umiddelbare fokus, og mens vi stadig fokuserer på situationen i Ukraine, som heller ikke er en mindre fare for at udvide sig til en større krig, kan vi ikke overse en så utrolig situation i Sudan. Og det understreger netop den pointe, vi nu har fremført i et halvt år på disse ugentlige møder – at vi har brug for en fuldstændig ændring af systemet. Medmindre vi virkelig afhjælper årsagerne til alle disse kriser, er der fare for, at det spredes, og at verden for alvor falder dybere og dybere ned i en mørk tidsalder.”

Den 9.-10. december afholdes den første konference tilegnet en diskussion om Zepp-LaRouches “Ti principper”, “Konferencen om den nye internationale sikkerheds- og Udviklingsarkitektur”, sponsoreret af organisationen “Conference of Central American and Caribbean Critical Thought”. Deres invitation lyder bl.a.: “Som medlemmer af Central American and Caribbean Critical Thought opfordrer vi studerende, intellektuelle, fagfolk, sociale organisationer, fagforeninger, mænd og kvinder af god vilje samt folk i hele verden til at deltage i denne konference.” På denne måde, ved at skabe en ikke-voldelig vej til en løsning, begynder vi at opfylde det faktiske ansvar, der er blevet pålagt dem, der nægter at se til, mens verdenscivilisationen er dødeligt truet af sammenbruddet af tænkning og moral i den transatlantiske sektor. For omkring 150 år siden kunne menneskeheden måske formode at overleve et sådant civilisationskollaps et eller andet sted på planeten. I dag har menneskeheden ikke denne luksus.

I den livlige diskussion, der fandt sted efter Helga Zepp-LaRouches og især Marcia Bakers præsentationer, udtrykte en person dyb skepsis over for Oase-planen og kaldte den “endnu en imperialistisk plan” og foreslog i stedet, “at alle de fremmede bare forlader området og lader os regere os selv.” Selv hvis det var ønskeligt, ville det være en praktisk, militær og endda social umulighed. Som Dr. Martin Luther King sagde: “Vi er fanget i et uundgåeligt netværk af gensidighed, bundet sammen i en enkelt skæbne. Hvad der end påvirker én direkte, påvirker alle indirekte.” Kings udsagn har aldrig været mere sandt noget sted, end det er i den britiske koloniale konstruktion, som er blevet forledt til at betegne sig selv som “Mellemøsten”.

Mens Gaza måske er “et fængsel under åben himmel”, er det mentale fængsel, som geopolitikkens sygdom har påtvunget alle lande i Sydvestasien, langt mere indespærrende. Helga Zepp-LaRouche udtrykte sin dybe uenighed med taleren og svarede blandt andet: “Allerede nu er den økonomiske magt flyttet til Asien, til det Globale Syd, til lande og organisationer som BRIKS, BRIKS-Plus, Shanghai Cooperation Organization, ASEAN, den Eurasiske Økonomiske Union, den Afrikanske Union og så videre. Og det drejer sig om folk i Sydvestasien, som befinder sig midt i den kamp – for fire lande i Sydvestasien er trods alt ved at tilslutte sig BRIKS. Det er Egypten (det er ikke Sydvestasien, men det er en slags bro til Afrika), Saudi-Arabien, De forenede arabiske Emirater og Iran, og på grund af Kinas mægling er konflikten mellem Iran og Saudi-Arabien mere eller mindre blevet løst, ikke helt, men der er et grundlag for samarbejde lige nu.

“Så når vi siger, at vi nu er nødt til at placere Oase-planen midt i denne diskussion, sker det ikke i et vakuum, men det er den eneste måde, hvorpå vi kan håbe at løse denne krise ved at bruge det faktum, at momentum var til stede for det nye økonomiske system omkring BRIKS og BVI (Bælte- og Vej-Initiativet), der blev udvidet til Sydvestasien…. Det vi ønsker at gøre, ved at placere Oase-planen midt i det hele, er at få folk i alle landene i Sydvestasien til at kæmpe for en bedre fremtid, til at kæmpe for deres ret til at have en anstændig levestandard, til at have uddannelses- og sundhedssystemer og meget andet til deres børn og børnebørn. Så Oase-planen er i virkeligheden et våben til at besejre imperialismen, og det ville være en tragisk fejltagelse ikke at forstå det.”

Hvorfor være tragisk, når triumf over bæsterne, udyrene, er både mulig og internationalt genskabelig ved at kæmpe til fordel for fjenden, “den anden”? At kæmpe og vinde for hele menneskeheden er den eneste måde at sikre, at det internaliserede fjendebillede, som i sidste ende er én selv, går til grunde. Det er vejen til at bryde lænkerne i det “frivillige slaveri”, uden hvilket imperialismen vil forsvinde fra jordens overflade. Kærlighed til menneskeheden er den oase, der genopfylder fornuftens rensende vand, som må bringes til at flyde i Jordanflodens land igen.

Foto: EIR, Exchange of military fire. Public domain photo.

Ikke korrekturlæst: 

En artikel fra 5. november med titlen “[Israelsk minister] suspenderet efter at have udtalt, at atombombeangreb på Gaza er en mulighed” Politico rapporterede, at “Israels kulturminister Amichai Eliyahu blev suspenderet på ubestemt tid, efter at han i et interview sagde, at det at smide en atombombe på Gazastriben var ‘en af mulighederne’, meddelte regeringen søndag.”

Det ville være yderst uansvarligt {ikke} at tage denne trussel alvorligt. Allerede nu er mellem 25.000 og 30.000 tons bomber blevet detoneret af det israelske forsvar i Gaza siden den 7. oktober. Dette overstiger langt den bombetonnage, der blev smidt i de mest dødbringende luftangreb under Anden Verdenskrig, herunder Hamburg (4 angreb, 9.000 tons) Dresden (4 angreb, 3900 tons) og Tokyo (1.665 tons.) Krigsforbrydelser er under opsejling.

Türkiye’s Anadolou Agency rapporterede den 12. oktober, at “Det israelske luftvåben (IAF) sagde … at det har smidt ‘omkring 6.000 bomber mod Hamas-mål’ i Gaza siden lørdagens angreb, hvilket næsten svarer til det antal bomber, USA brugte i Afghanistan på et år. Washington Post, der citerer Marc Garlasco, militærrådgiver i den hollandske organisation PAX for Peace, rapporterede, at Israel “på mindre end en uge smider det, som USA smed i Afghanistan på et år, i et meget mindre, meget tættere befolket område, hvor fejl vil blive forstørret.” Krigsforbrydelser er på vej.

Er 1930’ernes æra med offentligt forsvarede og retfærdiggjorte krigsforbrydelser vendt tilbage? Har man besluttet at genindføre massemord i krigsførelse som en “legitim” praksis, i modstrid med ratificerede FN-resolutioner, Oslo-aftalen fra 1993, Genève-konventionerne og Nürnberg-kodeksen – såvel som med atomvåbnenes “gensidigt sikrede ødelæggelse”?

“Ifølge Gazas sundhedsministerium er 10.328 mennesker i Gazastriben blevet dræbt pr. 7. november 2023, herunder 4237 børn, 2719 kvinder og 631 ældre mennesker. Derudover er 25.956 mennesker blevet såret, og 2450 er savnet, herunder 1350 børn, for det meste dækket af nogle af de 262.000 beskadigede beboelsesenheder. Indtil videre er 192 læger blevet dræbt”, rapporterede det britiske lægetidsskrift The Lancet i sin udgave fra den 17. november. Disse dødsfald – virkelige mennesker med virkelige ambitioner, ikke ” utilsigtede skader” – kan ikke være hverken nødvendige, rigtige eller berettigede.

Tænk på et nyligt interview, som det højtstående britiske parlamentsmedlem og forsvarsminister Grant Shapps gav til BBC, da han blev spurgt, om han mener, at Israel handler uforholdsmæssigt i sine militære aktioner mod Gaza: “Jeg tror, man glemmer, at folk desværre mister livet i krig. Da Storbritannien bombede Dresden, mistede 35.000 mennesker tilsyneladende livet. Folk dør i krig.” Og husk så den berygtede udtalelse, som korrespondent Peter Arnett rapporterede den 7. februar 1968 om det amerikanske bombardement af den vietnamesiske landsby Ben Tre: “‘Det blev nødvendigt at ødelægge byen for at redde den,’ sagde en amerikansk major onsdag….uanset civile tab, måtte de bombe og beskyde den engang så fredelige flodby med 35.000 indbyggere for at drive Viet Cong-styrkerne på flugt.” Samme krigsforbrydelser, andet land, andet årti, andre mennesker, anden “uangribelig retfærdig sag”. Skal vi alle finde os i det igen?

Da USA’s præsident John F. Kennedy i 1962 blev presset af hårdkogte folk i sin egen administration til at indlede en militær invasion af Cuba “for at forsvare Amerika”, efter at Sovjetunionen havde placeret ballistiske missiler der – missiler, som amerikanerne på det tidspunkt ikke vidste var bevæbnet med atomsprænghoveder – nægtede han og reddede verden fra en atomkrig, måske på bekostning af sit eget liv. Ligesom Israels premierminister Yitzhak Rabin, der blev myrdet den 4. november 1995 af israelske ekstremister, som modsatte sig Rabins samarbejde med Yassir Arafat om fred i Gaza og på Vestbredden, havde JFK modet til at ændre USA’s aksiomer. I sin tale på American University den 10. juni 1963 foreslog han dette: “Lad os undersøge vores holdning til selve freden. Alt for mange af os tror, at det er umuligt. Alt for mange tror, det er uvirkeligt. Men det er en farlig, nederlagsagtig tro. Det fører til den konklusion, at krig er uundgåelig – at menneskeheden er dødsdømt – at vi er grebet af kræfter, vi ikke kan kontrollere. Vi behøver ikke at acceptere den opfattelse. Vores problemer er menneskeskabte – og derfor kan de løses af mennesket. Og mennesket kan være lige så stort, som det vil. Intet problem i menneskets skæbne ligger uden for menneskets rækkevidde.”

Den 19. november 2023 (EIRNS) – Det følgende er Schiller Instituttets invitation til konferencen den 9.-10. december om den nye internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur, sponsoreret af organisationen “Central American Critical Thought”. Tænketanke og universiteter i andre lande bør organiseres til at deltage aktivt i programmet og drøftelserne.

‘Central American Critical Thought’ annoncerer en international konference: “En ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur”

Den 9. og 10. december 2023, kl. 15,30 dansk tid)

Via Zoom, med tolkebistand kun om lørdagen på engelsk, fransk, tysk og spansk. På søndag konferencen foregår kun på spansk.

Tilmelding til Zoom linket her: https://schillerinstitute.nationbuilder.com/conference_20231209

Hvis man vil stoppe folkedrabet, må en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur opbygges

Mener du, at mennesket grundlæggende er godt og i stand til uendeligt at perfektionere sit sinds kreativitet og sin sjæls skønhed? Er du enig i, at al ondskab er et resultat af manglende udvikling og derfor kan overvindes?

Hvis du ikke deler dette filosofiske syn, så har du sandsynligvis ikke en anelse om, hvorfor menneskeheden synes at sidde fast i en evig cyklus af krige og økonomisk ødelæggelse, og heller ikke et rimeligt håb om, hvordan krisen kan løses.

Den forfærdelige krig i Ukraine, blodbadet og den stadig tydeligere etniske udrensning og umenneskeliggørelse i Palæstina, de fysisk økonomiske ødelæggelser som følge af dødbringende sanktioner og underkastelse til en spekulativ finansboble på 2 billioner dollars – det er alt sammen tegn på dødsrallen fra hele det neoliberale system, som opsluger nationerne i det såkaldte Vesten.

At afslutte krigene og fremme suveræn økonomisk udvikling i alle nationer vil kræve en helt ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Hvordan denne nye arkitektur skal se ud, og hvilke principper den skal bygge på, vil være det centrale emne for drøftelserne på den kommende konference den 9.-10. december, som er arrangeret af organisationen Central American and Caribbean Critical Thought. Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, som vil holde hovedtalen på konferencen, offentliggjorde i november 2022 et diskussionsoplæg om netop dette emne med titlen: “Ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur”. Siden da har hun understreget, at “disse ideer er ment som stof til eftertanke og en dialog mellem alle mennesker, der er interesserede i at finde et grundlag for en verdensorden, der garanterer den menneskelige arts varige eksistens.”

Invitationen fra konferencens arrangører lyder som følger:

Konference for kritisk tænkning i Centralamerika og Caribien (CPCCC)

“Den nye internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur set fra en multipolær verdens synspunkt”

Som medlemmer af Central American and Caribbean Critical Thought (CPCCC) opfordrer vi studerende, intellektuelle, fagfolk, sociale organisationer, fagforeninger, mænd og kvinder af god vilje og befolkninger i hele verden til at deltage i denne konference.

Målsætninger for den internationale konference:

1.- Internationalt, at fremme vigtigheden af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur for at sikre en stabil og varig fred, der er i overensstemmelse med fremkomsten af en multipolær verden med social retfærdighed.

2.- Gennem konferencens tematiske emner, at gennemføre overvejelser og kritiske analyser, der har til formål at koordinere de forskellige indhold for at opnå resultater og konkrete forslag.

Dato: 9. og 10. december 2023

Tid: 15.30 i Danmark

Platform: ZOOM

Lad os gå sammen om at bygge broer af menneskelig empati, solidaritet og broderskab mellem de beslægtede folk i det Globale Nord og Syd. Vi ser frem til din værdsatte deltagelse.

– Forslag udsendt af fru Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet.

Foreløbig dagsorden:

• Den nye internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur: Helga Zepp-LaRouche, grundlægger, Schiller Instituttet
• Kapitalisme og multipolaritet: Luis Guzmán og Rafael Paz Narváez (CPCCC)
• Økonomisk og finansiel krise og BRIKS-Plus’ rolle: Dennis Small, Schiller Instituttet
• Alternativer til USA’s system af unipolær dominans: Donald Ramotar, tidligere præsident i Guyana
• Kinas Nye Silkevej vs. Netanyahus “Silkevej”-forslag til FN: Ismael Cañas (CPCCC)
• Militære konflikter, nyfascisme og nynazisme: Fernando Vargas, Nora Vanegas, Jaime Jiménez (CPCCC)
• Hvorfor Central- og Sydamerika bør tilslutte sig BRIKS-Plus: Rubén Guzzetti, Argentinsk Institut for Geopolitiske Studier (IADEG)
• Betydningen af ”kunst mod overherredømme” i fødslen af en multipolær verden: José Campos og Jaime Jiménez (CPCCC)
• Den juridiske, politiske og diplomatiske ramme for en reorganisering eller reform af FN: José Enrique González, Bolívar Téllez (CPCCC)

Den 20. november 2023 (EIRNS) – Den 26. november kl. 11 EST (kl. 17 dansk tid) vil medlemmer af Den Internationale Fredskoalition (IPC), Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, og Ray McGovern, tidligere CIA-analytiker og grundlægger af Veteran Intelligence Professionals for Sanity, præsentere et alternativ til galskaben og opfordre verden – på randen af udslettelse – til at foretage et skridt i retning af fornuft. Efter deres præsentationer og diskussioner vil filmen “8:15 Hiroshima: From Father to Daughter”, instrueret af J.R. Heffelfinger og skrevet og produceret af Dr. Akiko Mikamo, blive vist. Det er en førstehåndsberetning om de amerikanske styrkers atombombning af byen Hiroshima. Dr. Mikamo vil være til rådighed for diskussion ved filmens afslutning.

Dette Zoom-møde er åbent for offentligheden. Tilmelding er nødvendig på forhånd for at kunne deltage og kan ske via dette link. 

I en artikel fra 5. november med titlen “Israel Minister Suspended after Calling Nuking Gaza an Option”, rapporterede Politico, at “Israels kulturminister Amichai Eliyahu blev suspenderet på ubestemt tid, efter at han i et interview sagde, at det at smide en atombombe over Gazastriben var ‘en af mulighederne’, meddelte regeringen søndag.”

Det ville være yderst uansvarligt ikke at tage denne trussel alvorligt. Det israelske forsvar har allerede detoneret mellem 25.000 og 30.000 tons bomber i Gaza siden den 7. oktober. Dette overstiger langt den bombetonnage, der blev kastet i de mest dødbringende luftangreb under Anden Verdenskrig, herunder Hamburg (4 angreb, 9.000 tons) Dresden (4 angreb, 3.900 tons) og Tokyo (1.665 tons). Krigsforbrydelser er under opsejling.

Türkiye’s Anadolu Agency rapporterede den 12. oktober: “Det israelske luftvåben (IAF) sagde … at det har nedkastet ‘omkring 6.000 bomber mod Hamas-mål’ i Gaza siden lørdagens angreb, hvilket næsten svarer til antallet af bomber, USA brugte i Afghanistan på et år. Washington Post, der citerer Marc Garlasco, en militær rådgiver ved den hollandske organisation Pax for Peace (PAX), rapporterede, at Israel “på mindre end en uge smider, hvad USA smed i Afghanistan på et år, i et meget mindre, meget tættere befolket område, hvor fejl vil blive forstørret.”” Krigsforbrydelser er i gang.

Er 1930’ernes æra med offentligt støttede og retfærdiggjorte krigsforbrydelser vendt tilbage? Har man besluttet at genindføre massemord i krigsførelse som en “legitim” praksis, i modstrid med ratificerede FN-resolutioner, Oslo-aftalen fra 1993, Genève-konventionerne og Nürnberg-kodeksen – såvel som med atomvåbnenes “gensidigt sikrede ødelæggelse”?

“Ifølge Gazas sundhedsministerium er 10.328 mennesker i Gazastriben blevet dræbt pr. 7. november 2023, herunder 4.237 børn, 2.719 kvinder og 631 ældre mennesker. Derudover er 25.956 mennesker blevet såret, og 2.450 er savnet, herunder 1.350 børn, for det meste dækket af nogle af de 262.000 beskadigede boligenheder. Indtil videre er 192 læger blevet dræbt,” rapporterede det britiske lægetidsskrift The Lancet i sin udgave fra den 17. november. Disse dødsfald – virkelige mennesker med virkelige forhåbninger, ikke “følgeskader” – kan hverken være nødvendige, rigtige eller retfærdiggjorte.

Tænk på et nyligt interview med den højtstående britiske parlamentariker og forsvarsminister, Grant Shapps, til BBC, da han blev spurgt, om han mener, at Israel handler uforholdsmæssigt i sine militære aktioner mod Gaza: “Jeg tror man glemmer, at folk desværre mister livet i krig. Da Storbritannien bombede Dresden, mistede 35.000 mennesker tilsyneladende livet. Folk dør i krig.”

Og husk så den berygtede udtalelse, som korrespondent Peter Arnett rapporterede den 7. februar 1968 om det amerikanske bombardement af den vietnamesiske landsby Ben Tre: “‘Det blev nødvendigt at ødelægge byen for at redde den,’ sagde en amerikansk major onsdag…. [Uanset de civile tab må de bombe og beskyde den engang så fredelige flodby med 35.000 indbyggere for at drive Viet Cong-styrkerne på flugt.” Samme krigsforbrydelser, et andet land, et andet årti, andre mennesker, en anden “uangribelig retfærdig sag”. Skal vi alle endnu en gang finde os i det ?

Da USA’s præsident John F. Kennedy i 1962 blev presset af yderliggående kræfter i sin egen administration til at iværksætte en militær invasion af Cuba “for at forsvare Amerika”, efter at Sovjetunionen havde placeret ballistiske missiler der – missiler, som amerikanerne på det tidspunkt ikke vidste var bevæbnet med atomsprænghoveder – nægtede han og reddede verden fra en atomkrig, muligvis på bekostning af sit eget liv.

Ligesom Israels premierminister Yitzhak Rabin, der blev myrdet den 4. november 1995 af israelske ekstremister, som modsatte sig Rabins samarbejde med Yasser Arafat om fred i Gaza og på Vestbredden, havde JFK modet til at ændre USA’s aksiomer. I sin tale på American University den 10. juni 1963 foreslog han dette: “Lad os undersøge vores holdning til freden i sig selv. Alt for mange af os tror, at det er umuligt. Alt for mange tror, det er uvirkeligt. Men det er en farlig, nederlagsagtig tro. Det fører til den konklusion, at krig er uundgåelig – at menneskeheden er dømt til undergang – at vi er grebet af kræfter, vi ikke kan kontrollere. Vi behøver ikke at acceptere den opfattelse. Vores problemer er menneskeskabte – derfor kan de løses af mennesker. Og mennesket kan være lige så stort, som det ønsker. Intet problem i menneskets skæbne ligger uden for menneskets rækkevidde.”

Zoom-mødet er åbent for offentligheden. For at deltage skal man registrere sig i forvejen via dette link.

Den 7. november 2023 (EIRNS) – Når der sker omfattende ondskab, som traumatiserer dem der gennemlever den, er der ingen lov der påbyder, at man begår mere ondskab til gengæld. Der er dog en lov, tragediens lov, som baner vejen for dødsmærkede civilisationer – civilisationer, som ikke formår at finde en menneskelig løsning på en ellers forudbestemt skæbne. Den løsning – den idé – er hvad der bydende nødvendigt må opdages, hvis verden skal overleve.

I øjeblikket er udsigterne dystre. Militære udstationeringer i og omkring Israel-Palæstina er stigende. Det amerikanske udenrigsministerie har meddelt, at en ubåd af Ohio-klassen er på vej til den amerikanske centralkommando, og den er sandsynligvis allerede på vej til det østlige Middelhav – sammen med sine 154 Tomahawk-krydsermissiler. Iran, Jordan, Tyrkiet og stort set alle andre nationer i regionen har advaret USA om ikke at risikere en yderligere optrapning, opfordringer, som indtil videre er blevet overhørt.

I selve konflikten ser det i stigende grad ud til, at en etnisk udrensning er på vej. Israel fortsætter med at optrappe sine operationer mod hovedsageligt civile mål uden det mindste tegn på at stoppe, samtidig med at civile opfordres til at flygte ind i Egypten. Netanyahu har nu indrømmet, at Israel ikke vil forlade Gaza efter krigen, men planlægger at blive der “på ubestemt tid”. En minister havde endda den frækhed at foreslå at smide en atombombe over Gaza som “en mulighed”, der var værd at overveje. Vil der være nogen mennesker tilbage i Gaza, når dette er overstået, eller er den fred, som Israel søger, “gravens fred”?

På samme tid vender USA det blinde øje til. Repræsentanter for regeringen fortsætter med at sno sig uden om de mest basale spørgsmål om en våbenhvile, så der kan leveres humanitær hjælp, og hyklerisk fortier de sandheden om de uforholdsmæssigt mange drab på civile i forhold til Hamas-krigere. I stedet giver udstationeringen af mere og mere militær magt i regionen, mens udenrigsminister Blinken og andre kører PR-kampagner for at dæmpe det voksende ramaskrig, blot Israel beskeden: I kan fortsætte, der bliver ikke stillet spørgsmål.

Er det de højt besungne “vestlige demokratiske værdier”, som ligger så berømte bag nutidens “frie” verden? Masken er fuldstændig røget af.

Det er tydeligt, at denne strategi ikke virker – folk stiller spørgsmål og kræver svar. En bevægelse er ved at vokse, som det kan ses i protester og andre aktioner, der bryder ud over hele verden, også i USA og Europa. Det rapporteres endda, at der er voksende uro inden for de styrende institutioner selv, såsom USA’s udenrigsministerie, hvor et notat er blevet lækket, som kraftigt fordømmer den blinde billigelse af Israels overtrædelser af international lov. Spændingerne er sandsynligvis mere omfattende, end der rapporteres om, og de vil kun øges, jo længere dette står på.

Ikke desto mindre er det indlysende spørgsmål: Hvorfor får dette lov til at ske? Og hvorfor er der ingen, der gør noget for at stoppe det, når der bliver begået så forfærdelige handlinger? Hvad gør man i sådan en situation, når alle veje synes lukkede, og de fleste ledere forekommer moralsk døde?

Når følelserne svulmer op, så stop op og overvej: Det er nemt at blive vred; det er nemt at stampe i gulvet og råbe slogans. Det er nemt, fordi det er planlagt, at man skal reagere på den måde – det er nemt, fordi det er tragisk.

Hvad der ikke er let er at ændre sig. Det, der ikke er let, er at tænke – men det er den eneste vej ud af dagens krise. Faktisk er det den eneste sande kraftfulde kilde i universet: At tænke og at udnytte evnen til at få andre til at tænke.

Tag den smukke metafor, som lige nu finder sted i Afghanistan. En tredages konference er i gang med titlen: “At skabe det afghanske økonomiske mirakel”, som har samlet et hold af eksperter med den mission at skabe “en omfattende plan for den økonomiske genopbygning af hele landet”. Der er blevet afholdt diskussioner og præsentationer om dette emne, herunder transport, energi, moderne landbrug, kredit og finansiering med mere. En deltager rapporterede, at der er en vældig optimisme blandt deltagerne og en stolthed over, at denne konference er afghansk finansieret, afghansk kontrolleret og til gavn for Afghanistan. Han understregede, at dette er et land, som har oplevet et halvt århundredes krige – og kolonialisme i endnu længere tid – og som nu beslutter sig for at tage sin fremtid i egne hænder. Det beslutter sig for at frigøre sig fra tragedien.

Hvad der kommer til at ske i Afghanistan, må tiden vise. Men tag det som en slags målestok, hvor man på trods af alt det, der er blevet gjort mod landet, har valgt en anden vej. Hvis denne nation kan finde en vej til en mere velstående fremtid, hvilken del af verden kan så ikke gøre det samme?

I en diskussion med samarbejdspartnere i dag understregede Helga Zepp-LaRouche, at hvis verden overlever den nuværende krise og ikke bryder ud i Tredje Verdenskrig, så vil Vesten have mistet al troværdighed på grund af det, den tillader at ske med Gaza. Derfor bør folk finde mod i, at denne beslutning fra Afghanistans ledelse peger i den retning, som flere nationer kan tage, når dette oligarkiske system kollapser omkring os. Situationen kan bryde sammen når som helst, når mere af denne troværdighed går tabt, og vi bør mobilisere alle for fred og en ny orden blandt de suveræne nationer i verden.

Så bliv ikke fortvivlet, og bliv ikke apatisk. Vie jer selv til at skabe den form for gode, som må bringes ind i verden for at sikre, at dette onde aldrig sker igen.

Ikke korrekturlæst

Nov. 6, 2023 (EIRNS) – En banebrydende konference finder sted i denne uge i Kabul, Afghanistan, med det formål at hjælpe Afghanistan med at blive en del af det nye paradigme af nationer, der søger en smuk fremtid med samarbejde og økonomisk udvikling. Konferencen, der har titlen “Creating the Afghan Economic Miracle”, løber fra den 6.-8. november og har tiltrukket forskere og gæster fra hele Afghanistan såvel som fra andre dele af verden. Den afholdes af Ibn Sina Research and Development Center. Konferencens erklærede mål er: “at præsentere en omfattende plan for den økonomiske genopbygning af hele landet, med det mål at gøre Afghanistan til et mellemindkomstland inden for en overskuelig fremtid.”

Rapporter fra konferencens første dag beretter, at omkring 500 gæster var til stede i auditoriet, mens yderligere 100 spredte sig ud på gangene. Xinhua rapporterer, at Afghanistans fungerende viceudenrigsminister for politiske anliggender, Sher Mohammad Abbas Stanekzai, indledte arrangementet og opfordrede afghanske og udenlandske virksomheder til at investere i det krigshærgede land og til, at afghanere, der bor i udlandet, “vender hjem og genopbygger deres land.”

En af toparrangørerne fortalte, at en almindelig kommentar, han fik fra deltagerne, var, at de nu havde en reel følelse af håb for landets fremtid og udvikling. Deltagelsen var på et højt niveau, inklusive adskillige regeringsembedsmænd, såsom viceministre og vicepremierministeren. En deltager beskrev de første dages arbejde således: “Det har været utroligt informativt at tale med alle. Man får virkelig en fornemmelse af, at Afghanistan tager hånd om sin egen fremtid. Ingen finansiering til denne konference stammer fra udlandet.”

En delegation fra Schiller Instituttet er blandt deltagerne, og de vil holde oplæg i løbet af tirsdag den 7. november med fokus på forskellige emner inden for den økonomiske genopbygning af landet.

Ibn Sina Research and Development Centre’s pressemeddelelse fra den 6. november beskriver dette:

“Det er klart, at afhjælpning og efterfølgende eliminering af den humanitære krise skal være en prioritet. Men det er kun bæredygtigt, hvis der er et landsdækkende program for grundlæggende infrastruktur som transport, energi, vandforvaltning, kommunikation, uddannelse og sundhedspleje. Kun hvis disse basale ting er bygget i hele landet, kan produktivt landbrug og industri udvikles.

“For at nå dette mål vil konferencen præsentere den økonomiske plan kaldet ‘Operation Ibn Sina: Det kommende økonomiske mirakel i Afghanistan,” som er blevet udarbejdet af Schiller Instituttets frivillige økonomer og givet til afghanske eksperter, der bor i udlandet og i Afghanistan, for at analysere og prioritere dens mål.

“Omdannelsen af Afghanistan til et stabilt, velstående land er også i alle landets naboers interesse, da Afghanistans geografiske placering gør det til et naturligt knudepunkt for en stor del af transporten og handelen mellem Centralasien, Sydasien og Sydvestasien. Integrationen af Afghanistan i Bælte & Vej Initiativets korridorer og infrastrukturprojekter er i hele Eurasiens interesse, såvel som i Afghanistans.

“Dette program og perspektiv er i traditionen fra en af Afghanistans største sønner, Ibn Sina, hvis far blev født i Balkh, i den nordlige del af landet, og som er en af de største læger og universelle tænkere nogensinde. Sikke en fremragende metafor for en rig og smuk fremtid for Afghanistan!”

9. september 2023 (EIRNS) – Den 9. september, dagen efter den 101. fødselsdag for den afdøde prominente amerikanske statsmand, filosof og økonom Lyndon H. LaRouche, Jr., indkaldte Schiller Instituttet til en international online-konference med titlen: “Lad os gå sammen med den Globale Majoritet” – en begivenhed, som Lyndon LaRouche ville have karakteriseret som en afgørende intervention i “rum-tidsspektret” for det hastigt fremadskridende tektoniske skift, der finder sted i verdenshistorien. Konferencen var organiseret i to paneler: det første med titlen: “Den strategiske situation efter det historiske BRIKS-topmøde”, og det andet: “Et nyt paradigme i menneskehedens historie er ved at tage form”. Der var et spændende udvalg af talere, som repræsenterede det Globale Syd, herunder tre af BRIKS-landene, religiøse ledere, pensionerede militær- og efterretningsveteraner og medlemmer af Den Internationale Fredskoalition (IPC), såvel som ledere fra Europa og USA.

Formålet med konferencen var todelt: For det første at oplyse folk over hele kloden om, at 85% af verdens befolkning – Den Globale Majoritet – gør oprør mod det rådne, onde, århundredgamle kolonisystem, nutidens “regelbaserede internationale orden”, som har gjort milliarder af mennesker til slaver og ødelagt deres liv, og kræver en retfærdig ny økonomisk orden baseret på udvikling af deres nationer til gavn for dem selv og fremtidige generationer. Dette afspejles i det nylige 15. BRIKS-topmøde i Johannesburg, Sydafrika, hvor seks nationer blev budt velkommen som nye medlemmer af BRIKS, med yderligere 40 nationer, der er ivrige efter at komme med. Det andet formål, som er endnu vigtigere end det første, er at rekruttere de borgere i det kollektive Vesten – som selv bliver mere og mere undertrykte og forarmede – til at deltage i dette oprør for at besejre den “regelbaserede orden”, ligesom det lykkedes de amerikanske grundlæggere at besejre det britiske imperium. Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og leder af Schiller Instituttet, har karakteriseret dette oprør som en “begivenhed, der kun sker én gang hvert tusinde år”.

Konferencen gjorde det klart, at det begrebsmæssige grundlag for dette tektoniske skift i verdens anliggender har rødder i Lyndon og Helga LaRouches 50-årige kamp for en retfærdig ny økonomisk orden – som fru LaRouche kalder en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur – imod det sataniske finansoligarki, centreret i City of London og Wall Street, der står bag den kollapsende “regelbaserede orden”. Dette omfatter talrige forslag gennem årtier til udvikling af nutidens lande i det Globale Syd, men også ideen om at bruge det amerikanske systems metoder fra Alexander Hamilton, Abraham Lincoln, Franklin Roosevelt og Lyndon LaRouche til at genopbygge de udmarvede økonomier i Europa og USA!

Vil det lykkes os at rekruttere borgerne i Vesten til denne revolution? I sin hovedtale til det første panel udtrykte Helga Zepp-LaRouche optimisme om, at det kan lykkes, men det vil kræve en revolutionær ændring i den måde, folk tænker på.

Schiller Instituttets konference, der blev afholdt én dag efter Lyndon LaRouches 101-års fødselsdag, samlede over et dusin tænkere fra hele verden til en stærk dialog om det nye paradigme, der er ved at tage form, i forbindelse med det historiske BRIKS-topmøde i sidste måned i Sydafrika.

Konferencen åbnede med et panel med Dennis Speed som ordstyrer, der startede med den smukke spirituelle “I Don’t Feel No-Ways Tired”, fremført af Schiller Instituttets New York City Community Chorus med solisten Reginald Bouknight. Den musikalske introduktion blev efterfulgt af et stærkt videoklip med Lyndon LaRouche fra 1978, hvor han krævede, at verden tænkte stort – ikke at eksportere udstyr for milliarder af dollars til det, der dengang blev kaldt Den tredje Verden, men at eksportere hundredvis af nye byer, drevet af atomteknologi, udstyret med modulær infrastruktur og designet til at holde i hundrede år. LaRouches kraftfulde krav gav genlyd under hele konferencen.

Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche gav derefter en tour d’horizon (gennemgang) over den aktuelle strategiske verdenssituation, den stigende krigsfare, opløsningen af de “vestlige” økonomier (især Tyskland, som er blevet ødelagt af vanvittige grøn energipolitik og ødelæggelsen af Nord Stream-gasledningen fra Rusland), og Lyndon LaRouches og LaRouche-bevægelsens historie med at fremsætte udviklingsforslag for regioner over hele verden: Afrika, Saudi-Arabien, Stillehavet, Operation Juárez for Mexico og Latinamerika, en indisk udviklingsplan over flere årtier, Oasis-planen for at bringe vand og fred til Sydvestasien samt, efter Sovjetunionens fald, Den eurasiske Landbro, der skal forbinde Eurasien og resten af verden.

Hvordan kan verden strukturere sig selv, så en sådan udvikling bliver mulig? Beslutningen på det igangværende G20-møde i Indien om at tilføje Den afrikanske Union som permanent medlem af gruppen er “god, men utilstrækkelig”, forklarede hun; det, der er brug for, er en ny sikkerhedsarkitektur, baseret på udvikling for alle. Schiller Instituttet udgav i 2014 et forslag om at udvikle den Nye Silkevej, som Kina annoncerede året før, til Verdenslandbroen.

Drivkraften for udvikling er videnskabeligt og teknologisk fremskridt. Kinas nylige præstation af EAST tokamak med en stabil strøm på 1 million ampere peger på det voksende potentiale for kernefusion som fremtidens energikilde.

“Der er grund til et kulturelt optimistisk syn på menneskehedens fremtid,” sagde hun, “forudsat at vi erstatter had, misundelse og vrede med kærlighed, generøsitet og nysgerrighed over for andre kulturers potentiale.” Hun konkluderede: “Vi har stadig tid til at nulstille aksiomerne i vores tænkning.”

Guyanas tidligere præsident Donald Ramotar talte om udsigterne og udfordringerne for verden efter BRIKS-topmødet i Johannesburg, Sydafrika, og satte de store bestræbelser på at skabe konflikt med BRIKS-nationerne og mellem dem i kontrast til begejstringen i verden for det nye paradigme, de tilbyder. Bestræbelserne på at ødelægge samarbejdet skal forpurres, så øjeblikkets enorme potentiale kan realiseres.

Næstformand for den russiske nationale komité for BRIKS-forskning, Georgy Toloraya, gav sin præsentation titlen “BRIKS: En medicin til forebyggelse af krig.” Han forklarede, at han længe har forventet, at den dag ville komme, hvor BRIKS ville blive en reel aktør i global politik. “Men jeg er virkelig forbløffet over, at denne dag er kommet så hurtigt,” sagde han. “Jeg vil sige, at det seneste topmøde i slutningen af august i Johannesburg virkelig var en historisk begivenhed,” inklusive beslutningen om at mere end fordoble BRIKS’ medlemskab. Den begejstring, som de 20 til 40 potentielle medlemmer repræsenterer, er en stor forandring i verdenssituationen. Faren for konflikt er meget stor. Vi kunne se et nyt system opstå efter en ny Trediveårskrig. Eller vi kunne opleve civilisationens undergang i en Tredive Minutters Krig. Eller Vesten kan afslutte sin isolation og acceptere BRIKS’ åbenhjertige invitation til at være med til at skabe et nyt paradigme. “Jeg har ventet i 13 år på at se BRIKS blive en reel kraft i internationale relationer,” konkluderede han. “Jeg håber, at det næste skridt, hvor Vesten vil blive inkluderet i denne proces, vil komme hurtigere end det.”

Rapporter om de andre taler kommer snart.

Søndag afholdt Schiller Instituttet sin årlige ” Glem aldrig: 11/9 Mindekoncert”. Koncerten, der blev opført af Schiller Instituttets NYC-kor sammen med Asiana Sinfonia og Bergens Symfoniorkester, var på en måde weekendens “tredje panel”. Hundredvis af mennesker var samlet i en stemning af mindehøjtidelighed og fejring.

JFK’s tale til FN’s generalforsamling i 1963 blev citeret i de bemærkninger, der åbnede konferencen – det afsnit hvor han foreslog, at de to dødelige, atomare modstandere, Sovjetunionen og USA, i fællesskab skulle tage til Månen: [https://www.jfklibrary.org/archives/other-resources/john-f-kennedy-speeches/united-nations-19630920].

“Rummet giver ingen problemer med suverænitet; ved resolution fra denne forsamling har medlemmerne af De Forenede Nationer givet afkald på ethvert krav om territoriale rettigheder i det ydre rum eller på himmellegemer og erklæret, at international lov og De Forenede Nationers charter vil gælde. Hvorfor skulle menneskets første flyvning til månen derfor være et spørgsmål om national konkurrence? Hvorfor skulle USA og Sovjetunionen, når de forbereder sådanne ekspeditioner, blive involveret i enorme overlapninger af forskning, konstruktion og udgifter? Vi bør helt sikkert undersøge, om videnskabsfolk og astronauter fra vores to lande – ja, fra hele verden – ikke kan arbejde sammen om erobringen af rummet og en dag i dette årti sende, ikke repræsentanter for en enkelt nation, men repræsentanter for alle vores lande til Månen.” Den foreslåede fælles BRIKS-komité for opdagelse af rummet og koordinering af missioner er et “første emne” for internationale overvejelser, imod tidevandet af atomkrig, hvor alle nationer, og individer i alle nationer, kan deltage, organisere symposier og styrke den dialog, som weekendens konferencen har indledt.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det er yderst nødvendigt, at vi gør de almindelige borgere i de europæiske lande og USA – som dagligt bombarderes med en spærreild af nyheder i de etablerede massemedier, som alle generelt har et spin på en sådan måde, at de skaber en næsten helt fiktiv parallel virkelighed – opmærksomme på den tektoniske forandring, der foregår i dette historiske øjeblik. For kun hvis de anerkender de valg, der klart ligger foran os, er der håb om en positiv vej ud af menneskehedens nuværende eksistentielle krise.

Det er på høje tid at gennemgå succesen og fiaskoen ved de officielle politikker i den seneste periode for at vurdere gyldigheden eller manglerne ved ens egne aksiomer for tænkning. Hvis der er noget, man kan lære af de to verdenskrige i det 20. århundrede, så er det antallet af fejlvurderinger fra deltagerne i disse krige. Med den parallel i baghovedet kan man kun råbe vagt i gevær på den mest skingre måde.

Den geopolitiske konfrontation mellem USA og NATO om Ukraine, som ikke startede “uprovokeret” den 23. februar 2022, men i virkeligheden allerede med den “orange revolution” finansieret af NED i 2004 og blev optrappet med Victoria Nulands Maidan-kup i 2014, fungerer tydeligvis ikke, som det var hensigten. Den hidtil usete række af sanktioner “ruinerede” ikke Rusland, som Annalena Baerbock havde ønsket, men forårsagede en vidtrækkende omdirigering af Rusland mod øst og syd. Men Ruslands forventning om, at den militære specialoperation skulle være kortvarig, blev heller ikke indfriet, da den russiske ledelse tydeligvis undervurderede effekten af NATO-operationerne i Ukraine efter Maidan-kuppet og befolkningens efterfølgende holdning, samt Vestens vidtrækkende vilje til militært engagement i Ukraine.

Nu er man nået til et militært dødvande, og fortsættelsen af de militære operationer kan på trods af alle nye våbenleverancer kun føre til en fuldstændig udmattelse af de menneskelige ressourcer i Ukraine, som allerede har lidt frygtelige tabstal, og faren for en optrapning til atomniveau, hvis enten Rusland ser sin territoriale sikkerhed truet, eller nogen mener, at en begrænset atomkrig er mulig.

Hvis europæerne troede, at deres eftergivenhed over for kravene om stadig “flere våben” til Ukraine ville føre til en sejr for Ukraine på slagmarken, gik det heller ikke. I stedet befinder de europæiske nationer sig fuldstændig afskåret fra ethvert bånd til deres nabo Rusland, “energiafhængigheden” er flyttet fra Rusland til den meget dyrere amerikanske energi, og i mellemtiden har Tyskland mistet selv skyggen af en rest af suverænitet og dermed respekten i hele verden. Tyskland, det tidligere økonomiske kraftcenter i Europa, gennemgår hurtigt en afindustrialiseringsproces forårsaget af urimelige energipriser fra den vidunderlige beskyttelsesmagt og allierede USA, som ikke tøver med at lokke de slagne tyske industrier til at bosætte sig i USA ved hjælp af Inflation Reduction Act – for slet ikke at tale om Nord Stream-rørledningerne, om hvilke der ikke er nogen, som tror på den for sent opfundne historie om sejlbåden Andromeda. Et populært ordsprog i disse dage er: Hvad skal man med fjender, når man har venner som disse?

Tyskland er blevet forvandlet til en dørmåtte, der trampes på af NATO-støvler, mens det nuværende politiske lederskab med sin grønne atlantiske ideologi, som det ville være en omskrivning at kalde “tysk”, spiller næsten alt væk, hvad alle generationer har bygget op af ruinerne efter Anden Verdenskrig. Halvdelen af den tyske middelstand, kilden til hele det sociale system i landet, er enten ved at gå fallit eller ved at forlade landet for at geninvestere i USA eller Kina. Den overvældende stemning i landet er desperation, restaurantejere, landmænd, håndværkere, butiksejere, sygeplejersker, alle former for serviceindustrier, føler alle, at bunden bliver trukket væk under dem, og de, der ikke ønsker at flytte til Alternativ für Deutschland, et højrefløjsparti med nogle gode pointer, men også uacceptable elementer i sig, føler, at de ikke har noget sted at vende sig hen. “Alt vil ramle mod muren,” er en af de mest hørte sætninger i mange private diskussioner. Folk føler sig fuldstændig forrådt. Vi skal huske på, at det var den totale følelse af forræderi efter Versailles-traktaten, som var dødsstødet for Weimar-republikken!

Men hvad de fleste borgere i Vesten ikke har nogen anelse om, er, at der foregår en meget større, meget mere betydningsfuld udvikling andre steder, i de dele af verden, som påvirkes af det, der foregår mellem NATO og Rusland, hvor “følgeskaderne”, såsom høje energi- og fødevarepriser i disse lande, blev betragtet som “ubetydelige”. Og nu viser det sig, at den forglemmelse var den største fejlvurdering af alle.

De ensidige (og derfor ulovlige) sanktioner mod Rusland og en lang række andre lande, konfiskeringen af statslige aktiver og bevæbningen af dollaren oven i den mangeårige erfaring med uretfærdige handels- og kreditvilkår har ført til et gigantisk tilbageslag i landene i det Globale Syd, som siden har udviklet sig til den Globale Majoritet, der repræsenterer mere end 85% af verdens befolkning. NATO-landenes massive forsøg på at presse lande i Latinamerika, Asien og Afrika til at tage parti for “demokratierne” i den “regelbaserede orden” mod de formodede “autokratier” og “diktaturer” i Ukraine-konflikten gav grundigt bagslag. Disse landes identitet som en del af Den alliancefri Bevægelse og “Bandung-ånden”, den store alliance mellem asiatiske og afrikanske lande fra konferencen i 1955, blev vakt til live igen og med den erindringen om, at det var Sovjetunionen, der havde hjulpet mange af udviklingslandene i deres kamp for uafhængighed mod kolonimagterne.

Da Lyndon LaRouche, min afdøde mand, i 1975 første gang foreslog et alternativ til IMF og dens betingelser med forslaget om IDB, der skulle udstede kreditlinjer på 400 mia. dollars om året til industrielle udviklingsprojekter, blev dette forslag helhjertet støttet af NAM, Den Alliancefri Bevægelse, der indarbejdede det i deres endelige resolution i Colombo, Sri Lanka, som allerede dengang repræsenterede 75% af verdens befolkning. Finansmagternes reaktion var brutal: Indira Gandhi og fru Sirimavo Bandaranaike blev fordrevet fra magten, premierminister Zulfikar Ali Bhutto og premierminister Indira Gandhi blev flere år senere myrdet. NAM spillede en afdæmpet rolle i mange år fremover som følge af disse angreb.

Lyndon LaRouche, hvis 101-års fødselsdag vi fejrede i går, og hans internationale bevægelse fortsatte ufortrødent med at skrive udviklingsplaner, en omfattende infrastrukturplan for hele det afrikanske kontinent, præsenteret i 1976 på en konference i Paris, Operation Juárez for Latinamerika i samarbejde med den mexicanske præsident López Portillo, en 50-årsplan for Stillehavsområdet i lyset af den forventede stigning i befolkningstætheden i den del af verden, en 40-årsplan for Indien, som Mrs. Gandhi begyndte at gennemføre, Oasis-planen for Sydvestasien, og i 1991, da Sovjetunionen gik i opløsning, den Eurasiske Landbro, den Nye Silkevej – alle disse programmer blev præsenteret på bogstaveligt talt hundredvis af konferencer og seminarer på fem kontinenter.

Efter at præsident Xi Jinping præsenterede konceptet for Den Nye Silkevej i Kasakhstan for præcis 10 år og 2 dage siden, ignorerede vestlige regeringer, tænketanke og medier på forbløffende vis dette program, som helt klart var det største infrastrukturprogram i historien nogensinde, endog i en størrelsesorden større end Marshall-planen for Europa efter Anden Verdenskrig.

Men for landene i det Globale Syd blev Bælte- og Vej-Initiativet (BVI) den afgørende faktor, der gjorde det muligt for mange af dem for første gang for alvor at igangsætte infrastrukturprogrammer, industriparker, avancerede videnskabsprojekter osv. Fra slutningen af 2017 skiftede holdningen i Vesten til BVI pludselig fra ligegyldighed til fjendtlighed, først i Pentagons sikkerhedspapirer og derefter synkroniseret i alle vestlige medier og tænketanke blev Kinas fremgang karakteriseret som “systemisk rival” og “modstander”, hvilket kulminerede i den nylige “afkobling” og “derisking”-vanvid. Med den nylige udvidelse af BRIKS til BRIKS-11 og den tilkendegivne interesse fra omkring 40 andre lande for at slutte sig til, er ideen om en fuldstændig afkobling fra Rusland og Kina mere end absurd: Den er selvmorderisk. Perspektivet med at skabe to mere eller mindre adskilte blokke er i realiteten ikke gennemførligt og kan kun ses som et nytteløst forsøg på at svække en modstander økonomisk før et planlagt militært angreb, som i betragtning af eksistensen af flere tusinde atommissiler ville betyde udslettelsen af den menneskelige art og dermed alt liv på jorden.

Det er tid til en grundlæggende strategisk genovervejelse. Er det ikke nu mere i USA’s og de europæiske nationers interesse at tage initiativ til at samarbejde med alle landene i det Globale Syd og opbygge en velstående verden for alle nationer, end at løbe risikoen for at føre en politik, der kan føre til “historiens afslutning”, om end på en anden måde end Francis Fukuyama, faderen til alle politiske fejlvurderinger, fantaserede om?

Her til morgen kom der nyheder om, at premierminister Modi på det igangværende G20-topmøde i New Delhi for længst havde bekendtgjort, at Den afrikanske Union er blevet optaget i G20 og dermed i G21. Det er positivt, men helt utilstrækkeligt. For at eliminere faren for en tredje, denne gang termonuklear krig, er vi nødt til at skabe en helt ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til sikkerheden og de økonomiske interesser for alle nationer på planeten. Og det er kun muligt, hvis det er baseret på alles udvikling, på næstens, den andens, interesse og skabelsen af en fælles fremtid, som er lovende og opløftende for hele menneskeheden.

Det omfattende studie, som Schiller Instituttet udgav i 2014 som respons på præsident Xis meddelelse fra 2013 i Kasakhstan, “Den Nye Silkevej bliver Verdenslandbroen”, kan være grundlaget for en sådan fredsorden for det 21. århundrede. Den giver en klar retning for den økonomiske opbygning af alle dele af planeten, konkrete planer for at overvinde underudviklingen i det Globale Syd, såvel som konkrete retningslinjer for genopbygningen af de forfaldne økonomier i det Globale Nord. Sammen med de ti principper, jeg foreslog for en sådan ny arkitektur, kunne disse forslag være grundlaget for ethvert seriøst forsøg på at finde en løsning på den nuværende krise. Hvorfor ikke afholde et særligt møde i FN’s Generalforsamling for at diskutere en sådan ny international arkitektur, når så mange mennesker verden over tydeligvis er bekymrede over truslen mod verdensfreden?

Ideen om en Verdenslandbro, der forbinder alle infrastrukturelt udviklede kontinenter gennem tunneller og broer, så man snart kan rejse med et maglev-tog (magnetisk svævebanetog) fra sydspidsen af Argentina eller Chile op nordpå gennem Amerika via Beringstrædet hele vejen langs Den transsibiriske Jernbane til Gibraltar og videre gennem Afrika til Kap det gode Håb. Dette vil være realiseringen af den tyske økonom Friedrich Lists vision og hans “rum- og tid-økonomi”, hvor han skitserede, hvordan et avanceret transport- og kommunikationssystem med høj hastighed, tæt regelmæssighed og omkostningseffektiv infrastruktur ville give mulighed for nye niveauer af de mentale og materielle produktive kræfter. Denne udvikling ville så føre til en “planetens republik”, som han kaldte det, baseret på “menneskehedens økonomi”, som ville gøre det muligt, at alle talenter ville udveksle deres ideer og arbejde sammen på alle områder inden for videnskab og kunst og alle vidensområder, hvilket igen ville øge effektiviteten af alle menneskehedens kræfter, det stik modsatte af “afkobling” og “derisking”, naturligvis.

En lignende idé om menneskehedens fremtidige udvikling til at blive et stort fællesskab for hele verden, en “datong shijie”, kan man også finde hos Cai Yuanpei, den første undervisningsminister i Republikken Kina og præsident for Peking Universitet, som introducerede Schillers begreb om æstetisk uddannelse i Kina. Det var tydeligvis den samme evolutionære medfødte idé, der styrede Nicholai af Kusas idé om harmoni i makrokosmos baseret på den bedste gensidige udvikling af alle mikrokosmos. Gottfried Wilhelm Leibniz’ idé om en forudbestemt harmoni i universet repræsenterer den samme idé; Vernadskys forestilling om noösfærens stigende dominans over biosfæren ligeså. Og jeg husker udmærket, hvordan Lyndon LaRouche forbløffede sine medarbejdere, da han talte om, at på trods af den nuværende betydning af nationalstatens suverænitet, så ville det ikke være det sidste stadie i menneskehedens evolutionære udvikling.

Se på det seneste gennembrud, som Kina gjorde inden for kontrollerbar kernefusionsteknologi til en ny generation af en “kunstig sol”, Huanliu-3, for en uge siden. Ifølge China National Nuclear Corporation (CNNC) realiserede de for første gang high-confinement mode-drift med en plasmastrøm på 1 million ampere. High-confinement-mode bruges også som standard-mode i International Thermonuclear Experimental Reactor (ITER) i Cadarache, Frankrig, som drives af syv medlemslande: Kina, EU, Indien, Japan, Rusland, Sydkorea og USA. Denne iboende sikre form for kerneenergi er, når den er fuldt realiseret, en af de teknologier, som vil fjerne grundlaget for geopolitisk rivalisering, fordi den vil gøre energi så rigelig og billig, at det vil være billigere end at fortsætte militære konflikter.

Perspektivet for et helt nyt paradigme i internationale relationer er i horisonten, og det kan komme meget hurtigere, end de fleste kan forestille sig. En ændring i USA ved det næste præsidentvalg kan bringe USA tilbage på vejen mod en republik. Som Sergej Glazyev antydede, vil en ny BRIKS-valuta sandsynligvis materialisere sig i 2024 under Ruslands formandskab for BRIKS, hvilket kan vise sig at være redningsbåden for det globale finansielle system.

Så der er al mulig grund til et kulturelt optimistisk syn på menneskehedens fremtid, forudsat at vi erstatter had, misundelse og vrede med kærlighed, generøsitet og nysgerrighed over for de andre kulturers potentiale. Vi har stadig tid til at nulstille aksiomerne i vores tænkning.

Download (PDF, Unknown)

Panel 1 findes ovenover.

Panel 2:

Panel 3:

Panel 4:
 

Panel 5:

Koncerten kommer forhåbentligt senere.

Download (PDF, Unknown)