Ikke korrekturlæst

Onsdag den 4. december 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche: Hun er grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Dette er onsdag den 4. december 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende dine spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail på questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.

Helga, din afdøde mand, Lyndon LaRouche, sagde engang, at virkeligheden er en hård læremester. Men der kan ikke findes nogen løsninger, medmindre folk ser virkeligheden i øjnene, hvilket ikke er let i den transatlantiske verden, hvor vi bombarderes med fortællinger, som præsenteres af de selvsamme mennesker, der skaber krige og depression. Så den » livets mobilisering«, som du opfordrede til i denne uge, indledes med at se virkeligheden i øjnene. Så derfor synes jeg, at vi skal begynde i dag med din opsummering af, hvor tingene står i en verden, der undergår dramatiske forandringer: Hvad er den virkelighed, vi skal se i øjnene?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Verden har aldrig været tættere på faren for atomar udslettelse. Det siger mange mennesker nu, senest Tucker Carlson, som er ankommet til Moskva til et interview, han skal have med udenrigsminister Sergey Lavrov. Og hans pointe er, at det amerikanske folk i allerhøjeste grad er nødt til at høre Ruslands perspektiv, for alt, hvad de får fra USA, er et meget ensidigt syn, og han sagde, at vi befinder os i en situation, der er farligere end under Cubakrisen. Og jeg kan ikke tilføje noget, for det er, hvad det er!

Det, vi er vidne til lige nu, i opløbet til den 20. januar 2025, hvor præsident Trump angiveligt vil træde ind i Det Hvide Hus og i det mindste ændre nogle politikker, som skaber en del hysteri i den atlantiske fraktions lejr, som er allieret med Biden, så det, vi ser lige nu, er en utrolig destabilisering af hele verdensarkitekturen. Hvis man læser nyhederne og prøver at få et overblik over, hvor vi er, har man en fornemmelse af, at hele verdens fundament, verdenssystemet, som vi har kendt det i endog i den seneste periode, ryster, det smuldrer. Og det seneste udtryk for det er forsøget på at indføre undtagelsestilstand i Sydkorea, som blev annulleret af parlamentet ved en hurtig afstemning. Nu mobiliserer den sydkoreanske fagforening en generalstrejke for at tvinge præsident Yoon Yuk Seol til at træde tilbage. Det er én situation, og præsident Yoon beskylder oppositionen for at være knyttet til Nordkorea. Det er en uklar situation, men parlamentet stemte enstemmigt for at ophæve undtagelsestilstanden. Det er en dramatisk situation lige dér.

Så er der forsøget på at lave et nyt »Maidan«-kup i Georgien, hvor pro-EU-demonstranter demonstrerede på vegne af præsident Salome Zourabichvili, som er en kvinde, der er født i Paris, og som har tilbragt flere årtier i Frankrigs diplomatiske tjeneste. Hun blev personligt uddannet af Zbigniew Brzezinski på Columbia University i New York og arbejdede derefter for NATO. Og i 2004 blev hun udenrigsminister i Georgien, så det er ikke ligefrem et udtryk for georgisk patriotisme, men snarere en af disse typisk installerede østeuropæiske personer, som er blevet oplært i Vesten i situationen efter den kolde krig, for derefter at blive installeret for at give troværdighed til ideen om, at de østeuropæiske lande ville have ønsket, at NATO skulle udvides, hvilket i mange tilfælde bare er en komplet iscenesættelse. Fordi disse mennesker blev promoveret af folk som Victoria Nuland, og Biden spillede også en stor rolle i alt dette. Så nu er der demonstrationer, og forfatningsdomstolen har lige afgjort, at præsidentens forsøg på at erklære parlamentsvalget ugyldigt – det blev afvist af forfatningsdomstolen med stemmerne 7-2 – og bekræftede premierminister Irakli Kobakhidze i hans nuværende kurs. Men det er en meget ustabil situation, og NGO’erne støttes naturligvis af Vesten.

Og så er der den absolut dramatiske situation i Syrien, hvor der ud af det blå – naturligvis ikke på stedet, men set fra en vestlig observatørs synspunkt ud af det blå – kom et massivt angreb fra nye terrororganisationer, de såkaldte Hayat Tahrir al-Sham’s, eller HTS, som er en forkortelse for et arabisk navn, der er en omdannelse af al-Qaeda/al-Nusra-organisationerne, og som ifølge senator Richard H. Black støttes af USA og endda af CIA. De er i gang med en massiv offensiv mod præsident Bashar al-Assads regeringsstyrker, som er blevet svækket af mange års Cæsar-sanktioner, der har forhindret den syriske økonomi i at komme på fode igen. Nu får han støtte fra både Rusland og Iran, men det er en forfærdelig situation, for det er klart, at et af målene er at afskære forsyningslinjen fra Syrien til Libanon i forbindelse med våbenhvilen mellem Israel og Hizbollah, som Israel har brudt flere gange. Og det er klart, at Iran lader til at være tilbageholdende over for hele situationen, fordi de er meget opmærksomme på, at når Iran officielt kommer mere ind i billedet, kan det udnyttes som et påskud til at bombe Irans atomanlæg.

Så hele regionen er en komplet krudttønde. Jeg kan ikke rigtig vurdere, hvor magtbalancen er, og hvordan det vil udspille sig, men det er endnu et område, hvor vi er på randen af tredje verdenskrig – som vi selvfølgelig er i Ukraine, hvor vi lige nu har den utrolige situation, at den tyske kansler Olaf Scholz, som har kapituleret over for alle aspekter af NATO’s politik, bortset fra at han nu modsætter sig at levere det tyske Taurus-langdistancemissil til Kiev, efter at det amerikanske ATAMCS, det britiske Storm Shadow og det franske SCALP-missil er blevet sendt af sted. Og Taurus, som har en lidt længere rækkevidde, siger Scholz ville være den snubletråd, som ville gøre Tyskland til en direkte krigspartner mod Rusland, så han er imod det. Men der er en stor kabale af dumme mennesker, som forsøger at slippe af med Scholz og erstatte ham med den kristendemokratiske leder Friedrich Merz, som går ind for øjeblikkelig levering af Taurus, og som også vil have de amerikanske mellemdistancemissiler placeret i Tyskland i 2026, hvilket virkelig vil gøre Tyskland til en krigspartner.

Så Tyskland er under et voldsomt angreb fra alle sider; den tyske økonomi er ved at kollapse. I dag, som måske allerede er sket, blev der stemt om at få den franske premierminister Michel Barnier ud, fordi de ikke kunne finde et kompromis om budgettet, så uanset hvad der sker, vil der være ustabilitet i flere måneder i det mindste i Frankrig, med den eksplosive situation i Tyskland, og situationen i USA er absolut anspændt i perioden op til den 20. januar.

Så jeg tror, vi må være forberedt på, at tingene kommer til at gå endog endnu mere skævt, og det er derfor, vi har indkaldt til det internationale Schiller Instituts konference i den kommende weekend, lørdag og søndag, som er et forsøg på at samle den slags kræfter af kvalificerede talere, der repræsenterer forskellige nationer og forskellig ekspertise, for at lægge løsningen på bordet for, hvordan vi kan komme ud af dette, og det er et nyt paradigme, hvor landene i det kollektive Vesten vil samarbejde med den Globale Majoritet i stedet for at gøre Rusland og Kina til fjenden og så optrappe og ende i Tredje Verdenskrig. Så det vigtigste, I seere kan gøre, når I har set alt dette, er at tilmelde jer konferencen i denne weekend. Det vil give adgang til simultantolkning til forskellige sprog, spansk, tysk og fransk, og man kan deltage i diskussionen. Så selvom du er engelsktalende, bør du registrere dig, selv om live-streamingen er tilgængelig andetsteds.

Det vil være stedet, hvor vi vil diskutere, hvilke muligheder der findes, for de eksisterer. Vi kan komme ud af denne krise, men det kræver en meget stor mobilisering af befolkningen, for vi har aldrig været i så stor livsfare som lige nu.

SCHLANGER: Konferencen finder sted lørdag og søndag og starter kl. 9.00 østlig tid i USA hver dag. Du kan tilmelde dig, det er en online-konference. Du kan finde tilmeldingssiden på Schiller Instituttets hjemmeside.

Det var bestemt et hårdtslående billede af virkeligheden. Vi har en række spørgsmål til dele af det, du lige har præsenteret. Lad mig starte med Mellemøsten. To personer skrev ind, den ene er en pensioneret skolelærer fra Skotland. Han siger: »Det, der sker i Syrien, er skræmmende. Det lyder, som om de samme terrorister, som dræbte kristne, drusere og shiamuslimer under borgerkrigen, der startede i 2011, er tilbage. Der går rygter om, at de bliver støttet af CIA, briterne, israelerne og endda Ukraine. Er der nogen sandhed i de rygter?«

Vi har en anden kommentar, som jeg synes er meget vigtig. Den er fra en blogger, som skriver om national sikkerhed. Han skrev om, hvad Bidens nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan sagde, da han blev spurgt om situationen der, og han sagde: »Vi græder ikke over, at Assad-regeringen, der støttes af Rusland, Iran og Hizbollah, er udsat for en vis form for pres.« Og denne blogger mindede os om, at Sullivan den 12. februar 2012 sendte en e-mail til daværende udenrigsminister Hillary Clinton, hvori han sagde, at »al-Qaeda er på vores side i Syrien.« Og han spørger: »Hvordan kan sådan en person få lov til at sidde i regeringen?«

ZEPP-LAROUCHE: [griner] Det er et godt spørgsmål! For det første var der ingen borgerkrig i 2011. Den var fuldstændig orkestreret og igangsat fra begyndelsen af de samme kræfter, som er i aktion nu, og det var et forsøg på at vælte Assads legitime regering, som så reagerede, og det blev udlagt som »Assad the monster« osv. Men i virkeligheden var det lige fra begyndelsen sådan, at al-Qaeda og al-Nusra og alle disse grupper blev støttet af USA. Det var det spørgsmål, som general Flynn forsøgte at gøre Obama opmærksom på i 2012, men han ville ikke høre på det. Jeg tror, at hvis man ser på kronologien i disse ting, så er det et meget grimt billede. Og det er sandt, at sandsynligheden for, at ukrainerne er i Aleppo og hjælper terroristerne, også blev nævnt af det russiske udenrigsministeriums talskvinde Maria Zakharova og forskellige andre kommentatorer, der sagde, at disse syriske terrorister ikke ved, hvordan de skal håndtere de avancerede teknologiske enheder i forbindelse med data og information, og at ukrainerne faktisk er der på stedet for at hjælpe dem med den nødvendige assistance.

Så det er utroligt, hvis man tænker over det, at Vesten støtter terrorister, de støtter folk, der af vestlige kilder og naturligvis også af russere karakteriseres som værende i traditionen fra Stepan Bandera [den ukrainske pro-nazistiske kollaboratør under Anden Verdenskrig]. Og uanset hvad der kommer ud af denne situation, hvis det er Tredje Verdenskrig, så er det et ligegyldigt spørgsmål. Men hvis støvet lægger sig, og historikerne ser tilbage på denne periode i historien, så mister Vesten lige nu absolut sin troværdighed ved at gøre dette! Hvad handler »demokrati« om? Hvad handler »menneskerettigheder« om? Hvad med den såkaldte »retsstat«? Alt det ryger ud af vinduet: Den vestlige politiks dobbeltmoral er et diskussionsemne i alle hjørner af kloden, og det ved jeg, fordi jeg har haft nok diskussioner i den seneste tid fra alle mulige lande, og de siger alle: »Hvad sker der med Vesten? Hvad sker der med de tidligere stolte lande i Europa, som havde en følelse af at være anstændige republikker eller demokratier? Og se nu, hvad de gør!« Og det er tegnet på det døende imperium: Jeg kan ikke give det en anden betegnelse. Og vi har én måde at redde os selv på, og det er ved at ændre denne politik og vende tilbage til vores bedste traditioner, som vi har. Vi har den italienske renæssance, vi har den tyske klassiske periode, vi har andre store traditioner i Europa, som vi opgiver lige nu ved at være kolonier i Anglosfæren, som føler, at de er i en sidste kamp mod den Globale Majoritet.

Vejen ud ville være meget let: Hvis du stopper konfrontationen og erklærer, at du vil samarbejde med den Globale Majoritet, kunne alle disse problemer forsvinde på en dag – og jeg mener det virkelig. Jeg mener det ikke på den måde, at Trump siger, at han kan redde situationen i Ukraine på en dag. Jeg mener virkelig, at hvis Vesten ville sende et stærkt signal om, at de reflekterer over, at de er kommet til den konklusion, at vi er på randen af tredje verdenskrig, og at det ikke er det værd at ofre hele menneskehedens eksistens for denne kamp, så ved jeg, at Kina og Rusland og alle de andre lande straks ville byde det velkommen og sætte sig til forhandlingsbordet. Og det hele kunne reddes.

SCHLANGER: Du lytter til Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet, som vil være vært for en international online-konference den 7.-8. december. Du kan tilmelde dig på Schiller Instituttets hjemmeside, hvor du også kan finde konferenceprogrammet og talerne.

Helga, du har lige nævnt Rusland, Kina og BRIKS. Der kom et spørgsmål ind fra en amerikansk podcaster, som sagde: »Jeg lyttede til, hvad du sagde i sidste uge om dit nylige besøg i Kina. Det lød spændende. Jeg kan se, at du støtter det, de gør, men jeg bliver ved med at høre, at Kina gør nogle dårlige ting. De står bag fentanyltrafikken, som kommer ind i USA, og de er stadig involveret i industrispionage for at stjæle amerikanske videnskabelige fremskridt. Hvad mener du om disse anklager, og er de legitime, eller er de en del af krigspolitikken?«

ZEPP-LAROUCHE: Det er en ubegrundet beskyldning. For det første rådede Alexander Hamilton alle sine diplomater til at spionere så meget som muligt i udlandet for at hjælpe med at opbygge den unge amerikanske republik. Alle lande i hele verden har udført spionage. Vesten er ikke så hellig, at de ikke ville forsøge at gøre det selv.

Når det er sagt, hvem spionerer så på hvem? Hvis man ser på Australian Strategic Policy Institute’s (ASPI) Critical Technology Tracker, og de har for nylig offentliggjort, at Kina er førende i 37 kategorier ud af 48: Det betyder, at de er langt foran Vesten på de fleste af disse områder, og derfor er det at skære i eget kød, når USA nu øger toldsatserne, og Trump sagde, at han endda ville kræve 100 % told. ASPI’s Critical Technology Tracker, så du kan selv tjekke den ud. Det er en anti-Kina australsk tænketank, og det har de sagt.

Under alle omstændigheder har Kina ændret sin økonomiske politik under Xi Jinpings ledelse ved at optrappe det, som Deng Xiaoping havde startet med reformen og åbningen, der begyndte i 1978. Og efter at Kina blev medlem af WTO, skete der et gigantisk spring fremad, igen ved ikke at vende sig mod den vestlige liberale model, som Vesten havde håbet, men ved at vende sig mod den 5.000 år gamle kinesiske tradition, den konfucianske lære. Og når alt kommer til alt, var Kina den førende nation indtil det 15. århundrede – det har folk glemt. Så det er ikke ukarakteristisk, at Kina har sådan en førende position, og især med Xi Jinpings vægt på videnskab og teknologi, på innovation som kilden til produktivitet i økonomien, har Kina lagt en enorm indsats i uddannelse, i videnskabelige gennembrud; De uddanner hvert år ti gange flere videnskabsfolk og ingeniører end USA, hvilket til dels skyldes befolkningens størrelse, men især deres politik, som går ud på at fremme banebrydende teknologier og sikre, at de anvendes i økonomien uden forsinkelse, og derfor bliver de hele tiden mere produktive. Og de gør det, som USA og Europa plejede at gøre, da vi stadig var fornuftige! Men Vesten vendte sig væk fra den model, som Friedrich List havde kaldt det amerikanske system for økonomisk udvikling, eller kameralisme, eller hvad traditionen nu var, og Vesten vendte sig mod spekulation i, at penge skaber penge. Det var den tåbelige beslutning, som min afdøde mand, Lyndon LaRouche, identificerede, da Nixon den 15. august 1971 erklærede, at man ville skifte fra faste valutakurser til flydende valutakurser, og Lyndon LaRouche sagde straks: Hvis du fortsætter ad den vej, vil det føre til en ny depression, en ny fascisme, en ny fare for krig, medmindre man laver et helt andet økonomisk system. Og det har vist sig, at han havde fuldstændig ret, for nu, mere end 50 år senere, er vi nået til det punkt, hvor det vestlige finanssystem er gået totalt i opløsning, og det er uløseligt. Det kan ikke afhjælpes, for i 2008, da vi allerede havde en systemisk krise, ville der have været en chance for virkelig at reformere det og reorganisere det. Men det gjorde de ikke, og i stedet gik de over til kvantitative lempelser, og nu vakler de mellem kvantitative stramninger og kvantitative lempelser.

Men de er nået til vejs ende, for det vestlige finanssystem sidder på 2 billioner dollars i udestående derivatkontrakter, jeg tror, det er 300 billioner dollars i udestående gæld i alt. Det kan ikke betales! Og da Vesten også har hengivet sig til den grønne fantasi, er de nødvendige avancerede teknologier ikke længere til stede, undtagen på meget selektive områder, men ikke i den fysiske produktion. Det er en af grundene til, at Vesten ikke kan følge med Rusland i den militære produktion.

Så derfor tror jeg, at vi er nået til et punkt, hvor vi er nødt til at stoppe Kina-bashingen, for den er ikke sandfærdig! Kina gør, hvad der er godt for Kina, og de har rakt hånden ud og hjulpet udviklingslandene med at overvinde underudviklingen, men de er langt, langt forbi det punkt, hvor de er nødt til at stjæle fra Vesten, fordi de er førende! Så Vesten kan stjæle fra Kina – hvis de kan. Det er virkelig vigtigt, at vi får styr på disse fakta.

SCHLANGER: En af de ting, vi gør i den retning, er, at Schiller Instituttet netop har udgivet en ny rapport, »Development Drive Means Billions of New Jobs, No Refugees, No War«. Og den gennemgår LaRouches plan for at bryde ud af denne depression, det globale kollaps, som er forårsaget af det vestlige etablissement.

Der er mange spørgsmål, og jeg vil prøve at opsummere nogle få. Bethany fra Spanien spørger: »Mener du, at stedfortræderkrige bør gøres ulovlige?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja! Svaret på det er helt klart ja. Det eneste spørgsmål er, hvordan man håndhæver det? Problemet er, at vi har bevæget os væk fra international lov, som den blev formuleret i FN-pagten, fordi nogle lande erstatter den med »magt giver ret«, og det kan man se på adfærden i FN’s Sikkerhedsråd. Og så kommer man til spørgsmålet, om FN’s Sikkerhedsråd i det hele taget kan træffe en beslutning under forhold, hvor en af de fem permanente medlemmer konstant nedlægger veto og derfor ikke kommer frem til nogen juridisk gyldig konklusion. Men man ser også spørgsmålet om håndhævelse i forbindelse med ICC.

Så jeg tror, at spørgsmålet om påtrængende behov for at reformere FN og FN’s Sikkerhedsråd er et af de spørgsmål, som helt klart kommer på dagsordenen. Jeg er helt enig i, at stedfortræderkrige ikke bør tillades og bør forbydes, men spørgsmålet er, hvordan man håndhæver det?

SCHLANGER: Vi havde også et spørgsmål om håndhævelsen af Den Internationale Straffedomstols anklager mod Netanyahu og Gallant og spurgte, hvorfor USA’s regering vedvarende modsætter sig, at disse anklager bliver afleveret, og om der er nogen chance for, at de vil blive håndhævet?

ZEPP-LAROUCHE: Under de nuværende omstændigheder ser jeg det ikke ske, fordi – jeg håber, at jeg tager fejl, men det ser ud til, at Trumps udnævnelser i forhold til Mellemøsten-politikken også meget tydeligt hælder i retning af at være ret ensidigt pro-israelske. Så medmindre der sker en fuldstændig ændring af den internationale orden i retning af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som virkelig skal sætte det hele på et brugbart grundlag, kan jeg ikke se det.

SCHLANGER: Og igen, med hensyn til spørgsmålet om dialog, som du har talt om, har vi et spørgsmål fra professor Larafy [ph]: »Tror du, det er muligt, at det internationale samfund kan indgå i en fornuftig dialog mellem nord og syd, når de store konflikter, som f.eks. i Ukraine, er løst?«

ZEPP-LAROUCHE: Det tror jeg, for vi er trods alt mennesker. Hvis jeg ikke troede på, at vores bestræbelser på at få en sådan dialog i gang på kort sigt, ville jeg give op og sandsynligvis fortvivle. Men jeg er ikke fortvivlet. Jeg tror, at den Globale Majoritet – præsident Putin sagde i Valdai Discussion Club – ikke tror, at det vil forblive, som det er. Stemmerne fra det Globale Syd lyder nogle gange som en kakofoni i stedet for en symfoni, fordi de endnu ikke har fastlagt deres retning, men han udtrykte tillid til, at det snart ville ændre sig, og at samarbejdet mellem disse nationer ville være som en polyfonisk symfoni. Og jeg tror absolut, at det er tilfældet: For nogen nævnte min nylige rejse til Guangzhou i Guangdong, og det bekræftede bare for 117. gang, hvad jeg altid har oplevet, når jeg var i Kina: De nationer, der sender deres repræsentanter til disse konferencer, de kommer fra en helt anden ånd; de er virkelig problemløsende, de er løsningsorienterede, de er konstruktive, de forsøger at etablere venskab – det er en helt anden atmosfære.

Når man kun er vant til tankegangen i Vesten, skulle man tro, at det ikke kunne lade sig gøre. Men jeg har set det mange, mange gange: Der er et flertal af verdens nationer, som forsøger at få en mere retfærdig orden, og jeg er overbevist om, at hvis vi kan overbevise nok mennesker i USA og de europæiske lande, så kan vi løse det. Vi er nødt til at løse det! Alternativet er ikke acceptabelt, for det er udryddelse af den menneskelige art.

SCHLANGER: Nu vi taler om store udviklingsprojekter, så er der et meget interessant spørgsmål fra Richard, som beskriver sig selv som en mangeårig iagttager af LaRouche-bevægelsens aktiviteter. Og titlen på hans e-mail var »Gør Amerika vådt igen«. Og han sagde: »Hvad synes du om en kampagne for at få præsident Trump til at gøre NAWAPA, North American Water and Power Alliance, til et centralt element i opgraderingen af USA’s infrastruktur?« Og han afslutter sine kommentarer med at sige: »Hvis tilhængere af Donald Trump virkelig ønsker at gøre Amerika stort igen, kan de vel ikke ignorere, at store dele af det vestlige USA allerede mangler vand, og at det bare vil blive værre.« Hvad synes du, Helga?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er en fremragende idé! Du ved, det ville være den slags politik, der ville blive ført, hvis USA besluttede at opgive ideen om told mod Kina og sanktioner mod det ene og det andet land og indtage en holdning, som vi har forsøgt at sige i lang tid, nemlig at USA bør samarbejde med BRIKS, med den Globale Majoritet, om udviklingsprojekter i Latinamerika, i Afrika og i Asien; men så skal USA også genopbygges! Omlæg det militærindustrielle kompleks. Brug den industrielle kapacitet, som i dag bruges til destruktiv våbenproduktion, omstil den, og byg maglev-tog eller andre hurtige togsystemer; USA har ikke noget hurtigt togsystem overhovedet, ikke en kilometer! Det ville være så let at forbinde større byer med sådanne hurtige togsystemer og derefter gå i gang med grundlæggende infrastruktursystemer som NAWAPA, der bringer vandet fra Alaska hele vejen til Mexico til kunstvanding og vandkraft. Og samtidig få flere mennesker ind i midten af USA, som er tyndt befolket: Man kunne bygge nye byer der. Man kunne bygge videnskabelige byer, man kunne udrette mirakler! Hvorfor forsøge at kæmpe om noget fjollet olie i Syrien, når USA kunne vende tilbage til sin egen store videnskabelige tradition og opbygge sit eget land og være et af de lande i verden, der respekterer og samarbejder med de andre. Og jeg tror, det er den vej, vi skal gå.

Så du bør virkelig ikke sidde på hegnet, men hjælpe os med denne kampagne, og hvis du har nogle ideer til, hvordan du kan gøre det i det miljø, du befinder dig i, skal du bare kontakte os, og jeg er sikker på, at vores forskellige repræsentanter i de forskellige lokalområder med glæde vil inddrage dig i denne kampagne.

SCHLANGER: Den person, der skrev spørgsmålet, spurgte desuden, om han, hvis han synes, det er en god idé, er parat til at hellige sig arbejdet med at få Trump-administrationen til at vedtage politikken, da han nu er pensioneret.

Helga, vi har vores Schiller Institute-konference i denne weekend den 7.-8. december. Kan du fortælle lidt om, hvad du forventer at få ud af den? For det er noget, som alle, der holder øje med os, bør organisere på fuld tid mellem nu og lørdag morgen.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er meget sikker på, at denne konference vil munde ud i nogle vigtige nye politiske ideer og initiativer, for hvis man ser på listen over talere, er den meget, meget imponerende: Vi har flere tidligere statsoverhoveder; tidligere ministre fra vigtige lande; vi har topfolk fra tænketanke fra flere lande og eksperter, økonomer og så videre; men kombinationen af mennesker, der er enige om, at man er nødt til at flytte verden ind i et nyt paradigme, er uden fortilfælde. Og jeg er meget stolt over den liste af talere, vi har samlet.

Så jeg kan kun sige: Hvis du vil høre en fornuftig stemme – virkelig mange fornuftige stemmer – som vil vise dig en anden retning for verden, som Harley lige sagde, så brug al den tid, du har, til at få dine venner, dine kolleger, din familie og de sociale medier til at fortælle om denne konference, og gør det til en stor succes, så folk kan få et håb om, at vi kan komme ud af denne utrolige krise. Det er, hvad du bør gøre.

SCHLANGER: Helga, jeg ser frem til konferencen, og jeg kender en masse mennesker. Så tak, fordi du har arrangeret den, og tak, fordi du kom i dag, og vi ses i løbet af de næste par dage.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, indtil lørdag!

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 02. december 2024

Det er en underdrivelse at hævde, at den menneskelige civilisation er i livsfare. Kredse i det »kollektive Vesten« udøver løgne, militær magt og provokationer tilmed til det punkt, hvor de udløser atomart holocaust, og samtidig fører de økonomisk krigsførelse og praksisser, der fremmer økonomisk sammenbrud, også for deres egne befolkninger.

Det er ikke underligt, at selve regeringsmagten vakler fra land til land i det transatlantiske område. Den 5. november stemte de amerikanske vælgere rungende imod det økonomiske kollaps og hønsehøgene, der fører krig overalt. Det samme synspunkt sås ved de seneste valg i de østlige lande Slovakiet, Ungarn og Rumænien, i de østlige delstater i Tyskland og for ikke så længe siden i Holland og andre steder. Men de forhenværende magthavere i Washington, London og Bruxelles afviser betydningen af afstemningerne og fortsætter deres onde vanvid.

Disse krigshøge-eliter fremmer krigsførelse i Syrien for at sprede konflikten i Sydvestasien. Den fælles fortælling fra Washington, London og Bruxelles er, at Syrien fik, hvad det fortjente ved at stole på Rusland og Iran.

»Vi har brug for alle tiders mobilisering,« lød kampråbet i dag fra Schiller Instituttets leder, Helga Zepp-LaRouche, der talte om borgeraktivering i Tyskland, hendes eget land, men som også gælder andre steder. Den globale NATO-krigsførelse må ophøre, samarbejdet mellem det Globale Nord og det Globale Syd må indledes.

Indtil videre har den tyske kansler Olaf Scholz, trods sine mangler, stået fast på ikke at godkende udstationeringen af Tysklands langtrækkende Taurus-missilsystem i Ukraine til langdistanceangreb inde i Rusland. Det er i modstrid med, hvad briterne og deres Storm Shadow og amerikanerne med deres ATACMS gjorde i sidste måned ved at stille deres missiler og støttekapacitet til rådighed for langtrækkende angreb i Rusland. Frankrig har godkendt sine SCALP-langdistancemissiler. Derfor får tillidsafstemningen den 16. december om at beholde Scholz som kansler og hans regering en særlig betydning som en fremtrædende mulighed for at stemme imod krigens momentum.

I Frankrig står Michel Barniers regering til at falde i morgen, og der er flere mulige scenarier for, hvad der så skal ske. Den kritiske faktor her er ligeledes at finde folk, »som vil løfte hovedet« for at se og handle imod det større billede af krigsfaren og tilslutte sig mobiliseringen for fornuft imod krig og for suverænitet, økonomisk opbyggende foranstaltninger og Nord-Syd-samarbejde.

I USA er den afgående »kollektive Biden«-administration gået amok. Ikke alene blev ATACMS godkendt og derefter brugt i november mod mål i Rusland, men de blev også brugt efter Ruslands svar, hvor man demonstrerede sit hypersoniske ballistiske Oreshkin-missil med mellemlang rækkevidde, og efter at Moskva havde gentaget, hvad der stod på spil.

Det samme gælder for finansiel/økonomisk krigsførelse. I dag bekendtgjorde Biden-administrationen f.eks. en tredje pakke med anti-kinesiske forbud mod visse amerikanske eksporter af komponenter til mikrochip-sektoren og forbød produkter til 140 kinesiske firmaer. Flere af de kommende kandidater til den kommende præsident Donald Trumps regering er af samme opfattelse.

En mobilisering af Kongressen for hurtigt at blive klogere på faren for atomkrig er sat i gang i denne uge af mange kredse i USA og LaRouche-organisationen. I dag i New York kom Schiller Instituttets nye rapport fra trykken i et oplag på 5.000 til massedistribution. Titel: »« Fremstød for global udvikling betyder milliarder af nye jobs, ingen flygtninge, ingen krig.”

Udsendelsen af dette diskussionsoplæg fra Schiller Instituttet er en del af forberedelserne til den internationale online-konference den 7.-8. december, »In the Spirit of Schiller and Beethoven: All Men Become Brethren!«, sponsoreret af Schiller Instituttet, hvor du, dine venner og din familie kan tilmelde jer.

I dag er tilfældigvis den dato i 2014, hvor Executive Intelligence Review udgav dets rapport i bogform, The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge, i Washington, D.C. Den præsenterer en plan for megaprojekter for integreret global udvikling. Helga Zepp-LaRouche talte på et EIR-seminar den 2. december 2014 for omkring 100 diplomater, politiske eksperter og borgere. Hendes hovedtale havde titlen »Verden ved en korsvej: BRIKS-paradigmet eller en udryddelseskrig«.

Zepp-LaRouches indledende ord for et årti siden lyder nu som en opfordring til handling: »Jeg tror man med rette kan fastslå, at menneskehedens fremtidige skæbne vil afhænge af, om USA og i mindre grad Europa vil tage imod det tilbud, som præsident Xi Jinping gav præsident Obama på pressekonferencen under APEC-konferencen [november 2014 i Beijing], hvor Xi inviterede USA og andre store nationer til at samarbejde med en hel række politikker, som Kina og også BRIKS-landene fremmer.«

Foto: CC/European People’s Party

Dennis Speed

Den 2. december 2024 – Schiller Instituttets internationale onlinekonference, »I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre«, lørdag den 7. og søndag den 8. december, finder sted i det farligste øjeblik i den hidtidige historie. Det er den mest faretruende tid nogensinde, fordi den destruktive kraft i de atomare og ikke-atomare våben, der nu er tilgængelige og begynder at blive indsat og tilmed brugt, er omvendt proportional med de erkendelsesmæssige evner hos de transatlantiske »universets mestre«, der har adgang til dem. Deres dødbringende vrangforestillinger er blevet tydeliggjort af anglosfærens klinisk vanvittige reaktion på Ruslands succesfulde opstilling af det ballistiske mellemdistancemissil »Oreshnik« den 21. november som svar på NATO’s missilangreb på russisk territorium.

NATO’s “politiske ledelse,” der ser bort fra indvendinger fra selv nogle få af deres egne militærkommandører, har, selv efter Oreshniks “advarselsskud,” fortsat deres ATACMS-angreb mod Rusland. Russerne svarede igen, og det har ifølge rapporter fra det russiske forsvarsministerium resulteret i amerikanske, franske og andre dødsfald på den ukrainske slagmark. Ungarns præsident, Viktor Orban, udtalte på Kossuth Radio, at »Ifølge russiske rapporter blev amerikanske og franske soldater dræbt i luftangreb, som russerne iværksatte på ukrainsk territorium, hvilket antyder, at disse soldater var til stede der.«

Hvor har man hørt det rapporteret i amerikanske medier? Hvilke journalister har spurgt om det i Udenrigsministeriet eller Pentagon? Hvis amerikanske og andre NATO-tropper er blevet dræbt – og rapporter indikerer, at antallet måske endda er så højt som flere hundrede – hvorfor er der intet blevet sagt af den amerikanske regering eller de “etablerede medier” til det amerikanske folk?

Dette illustrerer den unikke, strategiske betydning af denne weekends konference, af Executive Intelligence Review’s Alert Service og af dit energiske engagement i begge dele. Vi må handle for ikke blot at informere borgerne, men også inspirere dem til at få deres regeringer til at gå en anden vej. Truslen mod verdenscivilisationen er ikke, at »Rusland vil ødelægge Vesten«, som folk som Zelensky, Ursula Von der Leyen og Lindsey Graham råber. Truslen er, at »Vesten« måske allerede har ødelagt sig selv gennem en selvfornægtelse af den vestlige civilisation, som nu kan være uoprettelig. Atomkrig, hvis det sker, vil være resultatet af dette.

»Tænk som Beethoven og Schiller« vil være det højere løsningsbegreb, som vil blive præsenteret for deltagerne i den todages konference, der i sig selv er tænkt som fire satser i en enkelt komposition. Hvert af de foregående paneler – »Den strategiske krise: Ny og sidste verdenskrig eller et nyt paradigme for én menneskehed?«, »De store projekter til at overvinde migrantkrisen; verdensøkonomiens nye produktive kræfter«, og »De videnskabelige drivkræfter i nutidens fysiske økonomi« – fører til det afsluttende panel: »Skønheden i verdens kulturer: En dialog mellem civilisationer.« Selvom hvert panel kan værdsættes individuelt, vil de, der lytter til konferencen som helhed, opnå adgang til et højere og unikt organisatorisk princip. Denne tilgang kaldte digteren Friedrich Schiller “æstetisk opdragelse,” og kun fra dette synspunkt kan mennesker mobilisere de nødvendige følelsesmæssige såvel som intellektuelle ressourcer til at sikre, at den aktuelle historie bliver positivt transformeret.

Vi er i livsfare. Se på Ukraine; se på Sydvestasien. Ingen pragmatisk løsning og ingen pragmatisk leder vil kunne redde os. Medmindre vi nu kan inspirere til en forandring i den følelsesmæssige natur hos en ny generation af verdensledere, så de bliver i stand til at tænke på menneskeheden først og starte med det synspunkt, at der kun er én menneskehed, og at menneskeheden grundlæggende er god, vil det være umuligt at stoppe vores selvdestruktion fra at ske før eller siden. Der er kun én menneskehed, og alle vores handlinger inden for statskunst må  tage udgangspunkt i den. Denne konference er viet til at kæmpe for de smukke og bedre engle i menneskehedens natur midt i dens største krise. I sådanne tider er det digterne, der må føre an.

Ikke korrekturlæst

[HZL] [AMB] [DHS] [SSU]

ANASTASIA BATTLE: Hallo, alle sammen; velkommen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 78. møde i træk. Velkommen, alle sammen. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være jeres ordstyrer sammen med Dennis Speed og Dennis Small, som er mine medordstyrere.

Vi har tydeligvis en meget vigtig grund til at skabe denne Internationale Fredskoalition, nemlig at forene den internationale fredsbevægelse; som rent ud sagt har været dysfunktionel og har brug for at finde sammen. Vi ønskede at bringe folk sammen på tværs af deres ideologier og gennem mange forskellige nationer for at opnå ægte fred i verden.

Til at starte os i dag har vi grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, Helga Zepp-LaRouche. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig byde jer alle velkommen, uanset hvor I befinder jer. Desværre er den strategiske situation præget af en meget mærkelig uoverensstemmelse i opfattelsen af virkeligheden, som næsten virker, som om folk befinder sig i to forskellige universer, der næsten ikke har nogen forbindelse med hinanden. På russernes side havde vi efter indsættelsen af ATACMS- og Storm Shadow-missilerne fra USA og Storbritannien indsættelsen af det nye taktiske missil – som Putin beskrev det – Oreshnik i en ukrainsk våbenfabrik i Dnipropetrovsk. Og ifølge Gilbert Doctorow også reparationsværkstedet for den tyske Leopard-kampvogn, et produkt fra militærfirmaet Rheinmetall. Det havde dog ikke nogen reel betydning, for på trods af at Oreshnik-missilet, som Putin beskrev udførligt, blev opstillet. Det er et såkaldt taktisk missil med en hastighed på Mach 10, og det kan nå alle steder i Europa. Det burde have sendt et budskab om, at folk vågner op til faren for det atomare Damoklessværd, der hænger over vores hoveder. Men det var absolut ikke tilfældet, for umiddelbart efter skete der yderligere to angreb på Kursk og Brjansk, hvor der igen blev brugt ATACMS- og Storm Shadow-missiler.

Alt, hvad man kan konkludere ud fra dette, er, at magthaverne forsøger at optrappe situationen på en sådan måde, at man i januar har en situation, hvor krigen, tilmed hvis Trump kommer ind i Det Hvide Hus, er optrappet i en sådan grad, at det vil være umuligt for Trump at nedtone den og træde tilbage. Så vi er i den farligste situation i verdenshistorien nogensinde. Hvis Vesten vedvarende ignorerer, at vi er på randen af en atomar udveksling, så kan det ske meget let.

I går i Astana, Kasakhstan, på mødet i Collective Security Treaty Organization, CSTO, uddybede Putin igen i detaljer, hvad dette Oreshnik-missil er. Det er dybest set et våben, der er hypersonisk; det kan ikke opfanges. Han beskrev, at Rusland i alt har ti gange så mange missiler som alle NATO-landene tilsammen. Han gennemgik i detaljer hver enkelt kategori af missiler og beskrev dem som overlegne i forhold til, hvad Vesten har. Det bliver naturligvis affejet i Vesten; medierne siger stadig, at Oreshnik ikke vil få nogen større indflydelse, ingen stor effekt. Men ud fra alt, hvad vi kan forstå, er det slet ikke tilfældet. Hvad det betyder, vil jeg beskrive om lidt.

Hvad er forskellen mellem Sarmat-missilet, som Putin annoncerede i 2018, og som var den store forandring; den nye type våbensystemer, som på det tidspunkt var første gang, der var hypersoniske missiler, som kunne flyve med Mach 20. Og hvert missil havde 12 selvstændigt målrettede Avangard-missiler, så de var MIRV’ede. Forskellen er følgende: Sarmat-missilet bruger flydende brændstof og skal derfor være silobaseret, hvilket betyder, at placeringen naturligvis er kendt af enhver fjende. Naturligvis kræver det stadig en stor sprængkraft, fordi det er dybt under jorden i siloer. Men Sarmat-missilet, som normalt kaldes Satan, er så kraftigt, at et enkelt missil af denne type kan ødelægge næsten hele Storbritannien.

Oreshnik-missilet kan kun nå Mach 10, og i modsætning til Sarmat-missilet har det fast brændstof og kan derfor være på mobile affyringsramper. Så det kan skjules bag træer, det kan camoufleres på alle mulige måder. Så det er stort set umuligt at ramme alle disse missiler i et angreb. Det betyder i praksis, at selve ideen om, at Vesten kunne iværksætte et halshugningsangreb mod den russiske ledelse, er helt udelukket.

Det betyder, at vi er i en situation, hvor Vesten vedvarende leger med ilden og lader, som om dette ikke eksisterer. Der vil efter al sandsynlighed komme et modangreb fra Rusland; det er forventeligt mod denne vedvarende udstationering af ATACMS- og Storm Shadow-missiler for et par dage siden. Igen beskriver Gilbert Doctorow i et langt interview med Nima Alkhorshid, hvordan han tror, at det sandsynlige angrebsmål er, fordi Putin for et stykke tid siden sagde, at de ville ramme de kommandocentre, hvor beslutningerne om at affyre disse missiler bliver truffet. Han udelukkede Storbritannien, fordi de har atomvåben, og dette ville naturligvis straks optrappes til en atomkrig. Han mener, at Rumænien, som har den amerikanske base for mange af disse udstationeringer, Aegis-systemerne, heller ikke er særlig sandsynligt i betragtning af, at der nu er en relativt russiskvenlig regering på plads. Så han efterlader Polen som den mest sandsynlige mulighed. Dette er bare en hypotese, men jeg gentager den, så folk får en fornemmelse af, hvor tæt vi er på en optrapning, som kan komme helt ud af kontrol. Det kunne også være et angreb på kommandocentralerne i Kiev.

Så det er dybest set, hvor vi er. Vi er på randen af atomkrig, og befolkningen i Vesten er for størstedelens vedkommende absolut ikke klar over det. Der er nogle få eksperter, der taler om det, og nogle mennesker i fredsbevægelsen er begyndt at blive ret skræmte over faren. Men de vestlige medier og de fleste vestlige politikere – især de transatlantiske høge – leger med ilden; og de leger med den mulige udslettelse af civilisationen ved at ignorere disse klare tegn fra russisk side, som for dem helt sikkert betyder, at den røde linje er overskredet. Jeg tror, det gør det endnu mere påtrængende, at vi går over til et helt andet paradigme. Vi har indkaldt til en international Schiller-konference den 7. og 8. december. Det vil være et forsøg på at lægge et alternativ på bordet. Som vi sagde helt fra begyndelsen, er vi nødt til at overbevise de europæiske nationer og tilmed USA om at stoppe konfrontationen med det nye økonomiske system, der er ved at opstå i BRIKS; som er den Globale Majoritet. Hvis vi ikke tager springet fra konfrontation til samarbejde, står vi over for en afgrund af udslettelse af den menneskelige civilisation.

Vi har besluttet og diskuteret det allerede på det sidste IPC-møde: Hvor er de emner af fælles interesse, hvor vi kan forsøge at bygge broer, så vi kan se, at verdens problemer er af en sådan art, at de absolut kræver vores internationale samarbejde. Et af mange, ganske vist, men et meget påtrængende sådant problem er migrantspørgsmålet. Trump har gjort det klart, også gennem udnævnelsen af sit nye kabinet, at han har til hensigt at bygge en mur mellem Mexico og USA for at afværge migranterne fra Latinamerika og Mellemamerika. Det fungerer måske til en vis grad ved at holde migranterne ude og deportere de fleste af de illegale, men det løser slet ikke migranternes lidelser og situation. Det efterlader dem med en helt ufattelig krænkelse af deres menneskerettigheder. Det samme gælder de mennesker, der forsøger at komme fra Afrika og Sydvestasien til Europa, hvor EU kun har fundet et absolut modbydeligt svar, nemlig at opbygge Frontex, den paramilitære kystvagt, for at skubbe disse migranter tilbage og gøre det til et så forfærdeligt eksempel, at det forhåbentlig vil afskrække mange flere fra at komme. Og at lave aftaler med landene omkring Middelhavet om at opbygge flygtningelejre, som pave Frans med rette har kaldt koncentrationslejre, fordi de er omgivet af pigtråd, og folk kan generelt ikke forlade dem, når de først er i dem.

Vi har foreslået en radikalt anderledes tilgang til at sige, at Afrika har 600 millioner mennesker, som endnu ikke har elektricitet. Så hvorfor slår vi ikke vores kræfter sammen? Europæiske nationer og BRIKS-landene og USA, og gå i gang med et crash-program for at elektrificere Afrika, og samtidig starte opførelsen af visse banebrydende projekter som Inga-dæmningen i Republikken Congo og Transaqua-projektet, som ville levere elektricitet til industrialiseringen af 12 eller flere lande i hjertet af Afrika. Det ville virkelig skabe et incitament for de mennesker, som nu risikerer deres liv i forsøget på at komme til Europa og drukner i Middelhavet, til at blive hjemme og få et perspektiv til at opbygge deres egne lande og overvinde fattigdommen og underudviklingen ved at blive mellemindkomstlande på kort sigt. Og på samme måde kan man opbygge infrastruktur i Latinamerika, hvilket nu er muligt på grund af Chancay-havnen, den første dybvandshavn i Latinamerika, som skal forbindes med den bi-oceaniske jernbane. Det kan blive drivkraften for et helt nyt infrastrukturprogram for hele kontinentet. Det ville give flygtningene et incitament til at blive hjemme og opbygge deres lande i stedet.

Vi planlægger i mellemtiden at gengive en meget stærk pamflet i et crash-program, som vi snart vil høre noget om fra Dennis. Vi planlægger at bruge den – og jeg appellerer til alle jer, der deltager i denne IPC-konference. Download denne pjece og organiser jer, som I aldrig har gjort før, for at nå ud til folk, der er optaget af flygtningespørgsmål – kirker, alle slags sociale organisationer – for dette er vejen til fred. Denne form for samarbejde om at løse migrantspørgsmålet er blot en af de mange måder, hvorpå vi kan opbygge et nyt paradigme og opbygge en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skal have en tilgang, der rent faktisk adresserer alle de påtrængende problemer som sult, fattigdom og sundhedskriser. Alle disse ting ville være så lette at overvinde, hvis vi kunne få samarbejde mellem verdens nationer og virkelig bevæge os ind i det, jeg kalder menneskehedens voksenalder; hvor krig som middel til konfliktløsning er overvundet for evigt. For i en tid med atomvåben burde det være klart for enhver rationel person, at ideen om at løse problemer ved hjælp af krig – som har den medfølgende fare for at bruge atomvåben og dermed udrydde alt liv på planeten – bør udelukkes, hvis vi overhovedet har nogen fornemmelse af overlevelse.

Så jeg tror, det er det umiddelbare perspektiv, der ligger foran os. Jeg tror, vi er nødt til at give folk det perspektiv, at der er en udvej; for lige nu ser man, at folk virkelig er ved at blive bange. Folk flipper ud. I Tyskland er der for eksempel noget, der hedder Operation Plan Deutschland, hvor alle niveauer i samfundet skal forberede sig på den kommende krig med Rusland. Industrien opfordres til at forberede sig; jernbanen forstærkes kun i retning fra vest mod øst, så store mængder tropper kan transporteres til østfronten. Det er fuldstændig sindssygt! Den nye EU-kommission med von der Leyen har nu opgivet spørgsmålet om klimaforandringer, som var hendes mærkesag i hendes første embedsperiode. Nu har hun tænkt sig at militarisere EU fuldstændigt. Det er en tabersag, og det vil føre til Europas undergang, hvis det ikke stoppes. Folk i Tyskland får at vide, at de skal gøre deres kældre og garager klar til krigstid – som om det ville hjælpe i tilfælde af atomkrig. Det er fuldstændig vanvittigt, men det har den effekt, at det skræmmer folk til døde og gør dem ekstremt kulturpessimistiske.

Så da Scott Ritter opfordrede til verdensomspændende demonstrationer den 7. december, blev det opfanget af RT Germany, og der vil være demonstrationer nogle steder. Vi bør naturligvis diskutere, hvad der kan gøres i denne henseende for at forstærke det, i tillæg til og absolut i forbindelse med vores ekstremt vigtige Schiller Institut-konference i weekenden. Vi vil have talere på meget højt niveau, især fra det Globale Syd. Så jeg tror, det var mit første overordnede overblik. Jeg synes virkelig, vi skal prøve at få et brud, for vi er i livsfare.

Kommentarer under diskussionen:
ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det er i tråd med, hvad vi har set fra mange af de østeuropæiske lande – Ungarn, Slovakiet, Serbien og nu Rumænien. Det er tydeligvis et meget omstridt område. Georgien har lige opgivet at forhandle med EU om et potentielt medlemskab, hvilket er blevet besvaret med demonstrationer i form af en farverevolution. Så du kan se, at alle disse lande – og det, Alexandra beskriver i Rumænien – er i tråd med det faktum, at de alle er mere eller mindre nabolande til Ukraine. De er ikke blinde for, at tidevandet er vendt; at den nuværende situation i Ukraine er ved at blive en komplet kødhakker. Hver dag denne krig vedvarende er på bekostning af det ukrainske folk, som ofres uden nogen god grund. Jeg tror, at hvis man sidder i Rumænien og ser på det, så vil man være med i enhver udvidet krig, eftersom der er en amerikansk base i Rumænien. Så jeg tror, at det, vi ser lige nu, er, at befolkningen i mange af disse lande klart siger, at de ikke ønsker at være en del af det. Det ville være min første indskydelse.

DENNIS SPEED: Ray, har du noget, du vil tilføje?

RAY MCGOVERN: Jeg vil bare gerne understrege, hvad Helga lige sagde. Mirakler sker; mirakler kan senere blive forhindret af kræfter, der vil fjerne denne meget populære politiker. Men lad os sige, at Rumænien spiller den traditionelle rolle med at være anderledes; de var tilmed anderledes, da de var en del af Warszawapagten.

Mit spørgsmål til Helga og andre ville være: Er der udsigt til, at det kan smitte? Med andre ord: Rumænien holder op med at levere til eller fungere som forsyningsdepot for Ukraine; holder op med at sende våben dertil. Måske tilmed beder USA om at fjerne sin offensive base der; sin base, der skulle være en base for antiballistiske missiler, men det kan ikke fastslås, at den er netop det. Den kunne skjule offensive missiler. Jeg tror, at alt dette ville være dynamit i Tyskland. Hvad tror du, Helga? Tror du, at den slags kan være smitsomt?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror absolut ja, for der er en kløft mellem befolkningen og de officielle myndigheder. Hvis man lytter til, hvad regeringen og mainstream-medierne siger, og hvad befolkningen tror på, og hvordan de taler sammen, er det som to helt forskellige universer. Så jeg vil sige, at selv om det ikke er garanteret, så tror jeg, at der er et potentiale for, at Europa, EU, kan bryde sammen. Jeg tror, at NATO kan bryde sammen. Jeg tror, det var en bekymring, som tilmed blev udtrykt af nogle af de NATO-embedsmænd, som tydeligvis holder øje med dette med falkeøjne. Så jeg tror, at svaret er et klart ja.

Lidt senere
ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at dobbeltmoral er årets eufemisme for det, der sker. Hvis man begynder at studere, hvad Putin udsender, hvad den faktiske effekt er af de russiske nye våbensystemer, så er de klart overlegne i forhold til NATO. Og samtidig har du NATO-generaler og folk fra vestlige tænketanke, der siger, at »NATO er så overlegen«. Jeg tror, at disse mennesker er fuldstændig desperate. Faktum er, at det vestlige system er ved at kollapse, og jeg tror, at det kollapser med en hastighed, der er betagende. Tag Tyskland som det mest grelle eksempel. Tyskland plejede at være nummer tre i verdensøkonomien; i BNP-tallene er det måske stadig tilfældet, men i virkeligheden er landet i frit fald. Industrien kollapser med en sådan hastighed, at Tyskland snart vil være et afindustrialiseret eller tidligere industrialiseret land. Intet fungerer længere. Togene er forsinkede, infrastrukturen kollapser. Der er en enorm kulturel krise. USA er i en forfærdelig tilstand. Hvis du ser på broerne, hullerne i motorvejene, den nedslidte kultur, den forfærdelige populærmusik. Alt er et symptom på et enormt kollaps.

Og hvad er virkeligheden for BRIKS-landene? Indonesien vil snart overhale Tyskland som verdens tredjestørste økonomi. Kina bevæger sig fremad med en hastighed, som er uden fortilfælde. Lige nu har de en økonomisk zone i det såkaldte Guangdong-Hong Kong-Macao Greater Bay Area, som ligger i det sydlige Kina; hele regionen mellem Hong Kong og Shenzhen, Guangzhou, Zhuhai. Det er en region med omkring 100 millioner mennesker, og det er motoren i verdensøkonomien. Det er, hvad den »produktive trekant Paris-Berlin-Wien« var for mere end 30 år siden. Den region i Europa er ved at kollapse, og Greater Bay Area i Kina er motoren i Bælte- og Vej-Initiativet, men også i verdensøkonomien. Kina har mere end 40.000 km højhastighedstog. USA har nul, intet, nul, nada. Jeg kunne blive ved og ved.

Jeg tror, at det, der motiverer denne dobbeltmoral, er desperation. Det er fuldstændig desperation, og flere og flere mennesker vågner op og ser det. Jeg tror, at krigsfaren kommer fra det faktum, at de vestlige eliter – og det er det, jeg virkelig prøver at forstå, hvordan det tilmed er muligt – de vestlige eliter viser sig ikke i stand til overhovedet at reflektere over, at deres politik slår fejl. At alt, hvad der sker i det Globale Syd, er et enormt tilbageslag mod den politik, der kommer fra Vesten – sanktioner, ensidige foranstaltninger af enhver art, indførelse af uretfærdige handelspolitikker, brug af dollaren som våben. Nu går disse lande i gang med at skabe deres egne finansielle mekanismer. Det er en reaktion på det, der kommer fra Vesten. Men de vestlige eliter er ude af stand tilmed måske at tænke, at de har gjort noget forkert. Nej, de bliver ved med at holde fast i det, uanset hvad. Det er for mig det mest utrolige. Hvis man indser, at man har begået en fejl eller en række fejl, så erkender man det på et tidspunkt og siger: »Vent lidt. Måske skulle jeg ændre min adfærd.« I en vis forstand er disse mennesker tydeligvis i den grad gift med deres privilegier, at de løber den største risiko i stedet for at reflektere over, hvad de burde rette op på.

Jeg tror, det er derfor, vi er nødt til at gå på gaden. Det er derfor, folk skal demonstrere; det er derfor, folk skal aktivere sig selv. Og især derfor skal vi sørge for, at det Globale Syds stemme bliver hørt tydeligere; for I har den største revolution i gang, jeg kan komme i tanke om. Større end det, der skete, da Sovjetunionen gik i opløsning, fordi vi har det Globale Syd, som er den Globale Majoritet, som nu udgør 85 % af befolkningen. De bevæger sig i en helt anden retning. Og jeg tror, at etablissementets manglende reaktion bare er et rent hysteri over denne kendsgerning.

Slutbemærkning:
ZEPP-LAROUCHE: Som svar til Doubashis [ph] (jeg forstod ikke helt navnet), så tror jeg, at der er et betydeligt antal såkaldte eliter, som har planer om at gå i en bunker. Det ved jeg med sikkerhed, for allerede for mange år siden havde vi en slags privat diskussion i Frankfurt med nogle bankfolk og diplomater og så videre. Da Lyn, som stadig var med os på det tidspunkt, gav sit perspektiv på, hvor det hele ville ende, sagde flere af dem: »Åh, jeg har mit hus i Australien, som har en dyb kælder flere etager nede i jorden.« Andre sagde: »Jeg har min billet til Chile eller Argentina«, eller hvad ved jeg. Så jeg tror helt sikkert, at der foregår sådan noget. At de nu fortæller tyskerne, at de skal gøre deres kældre og garager klar til atomkrig, tror jeg naturligvis ikke vil gå så godt, for alle ved, at det er en joke. Det svarer til at lægge landkortet over hovedet i tilfælde af, at der kommer en atombombe; hvilket er, hvad vi lærte i skolen, at vi skulle gøre.

Men jeg tror alligevel, at fænomenet er der. Da jeg boede i Virginia, var der en meget velhavende familie, som boede i nærheden i en anden by – Middleburg, faktisk – og de havde en privat lufthavn til små jetfly, og de rejste til et sted i Mexico, og de landede aldrig på jorden, de landede altid på taget af disse huse. Så jeg tror, der er en betydelig illusion om, at nogle af disse mennesker har midlerne til at overleve dette. Det er min erfaring, som jeg ikke har fra bøger, men fra levende mennesker, der taler.

Når det er sagt, så tror jeg, at vi er nødt til at mobilisere millioner af mennesker til at gå på gaden. Det går jeg absolut ind for; det er nødvendigt. Hvis du husker, var det de fredelige demonstrationer i 1989, der gjorde en ende på regimet der [i Østtyskland]. I mellemtiden fortryder folk det, fordi de mener, at de fik det værre bagefter; at de blev koloniseret af Vesttyskland, men det er en anden sag. Gadens magt er helt sikkert et meget vigtigt redskab.

Men når det er sagt, så tror jeg, at den proces med Schiller Instituttets konferencer, som vi har haft, og som vi meget kraftfuldt vil fortsætte i næste weekend, er det sted, hvor der præsenteres begrebslige løsninger. Det er vigtigt at demonstrere og protestere mod noget, men det er langtfra nok. Man er nødt til at komme med løsninger som det, Dennis begyndte at tale om med planen om at industrialisere Afrika og Latinamerika for at løse migrantspørgsmålet. Men man er også nødt til at samle de netværk af mennesker, der rent faktisk repræsenterer dette nye paradigme. Det kan jeg love: Vi har denne gang et ekstraordinært antal talere, der repræsenterer det Globale Syd, men også lande fra USA, Europa og andre steder. Men I vil blive overrasket over kaliberen af de mennesker, der har valgt Schiller Instituttet som det forum, hvor sådanne ideer kan samles.

Så jeg tror, at begge ting har deres plads, og jeg vil bare opfordre til, at vi mangedobler hinandens indsats. At de mennesker, der arbejder på demonstrationen af Scott Ritter, alle deltager i konferencen, og at vi mobiliserer til demonstrationen. For hvis du ser på tidspunktet, så er vores konference på den amerikanske østkyst kl. 9-12 og derefter kl. 13-16. Vi var nødt til at vælge det tidspunkt, så vi har de mennesker i Europa, for hvem det vil vare til kl. 22, som er omtrent den tålmodighed, folk har om aftenen til at deltage. Og så starter Scott Ritter-arrangementet kl. 17.00 (ET). Så der er ingen konflikt. Og jeg synes, du skal have energi til at deltage hele dagen, og du vil komme ud af det her som en meget stærkere person; og du vil have gjort noget for at opretholde menneskehedens fortsatte eksistens. Så det er umagen værd at være stærk den dag, døgnet rundt.

af Dennis Speed (EIRNS) – 27. november 2024

Indtil videre har de galninge, der stadig styrer sindssygehospitalet i det amerikanske udenrigsministerium og dets åndelige hovedkvarter i Londons Chatham House, dumpet i »Reality 101« og skynder sig videre til Armageddons sletter. Mens Rusland med sin yderst effektive opstilling af det hypersoniske IRBM-missil »Oreshnik« den 21. november har advaret NATO mod yderligere optrapning på den klarest mulige måde, som den tidligere israelske diplomat og vicepremierminister Abba Eban engang sagde til den afdøde økonom og statsmand Lyndon LaRouche: »Undervurder aldrig vanviddets faktor i politik.«

I vores egen tænkning er det derfor vigtigt, især i disse dage, der er fyldt med større farer, end menneskeheden måske nogensinde har stået over for, at fokusere på det væsentlige. Der er brug for en højere slags idé i den globale diskussion, en »højere hypotese« som i den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776 – en idé, der overskrider den tid, sin tidsperiode, oprindelsesstedet og forfatterne. Helga Zepp-LaRouches Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur, betragtet som et samlet dokument og ikke »princip for princip«, må blive meget mere kendt i de kommende uger for at fremme denne højere grad af tænkning.

De sidste to ugers militærpolitiske landskab viser klart, at »kabinetskrig«, »irregulær krigsførelse«, »cyberkrig«, »sanktionskrig« og »psykologisk krigsførelse«, hvis de videreføres som en effektiv måde at føre relationer mellem nationer på, kun vil slå os alle ihjel, og sandsynligvis på kort sigt. Den arvelige fejl, som er uforanderlig og hjemsøger næsten alle versioner og variationer af moderne krigsstrategi og -praksis, kommer også til udtryk i det moralsk anløbne idésæt, der er kendt som »geopolitik«, »geoøkonomi« og »geostrategi«. Disse dødbringende spil bygger alle på den antagelse, at menneskeracen blot er en anden form for dyr. Og hvis vi tror på det, følger der uundgåeligt en eller anden form for kannibalisme – som vi ser det i krigsførelse eller i rovgrisk økonomisk politik – fordi der ikke findes nogen universel menneskelig målestok, hvormed vi præcist kan måle hverken vores individuelle betydning eller menneskehedens betydning som art.

Den mest omstridte del af dokumentet »Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur«, der er forfattet af Schiller Instituttets grundlægger og leder, Helga Zepp-LaRouche, er dets tiende princip. »Den grundlæggende antagelse for det nye paradigme er, at mennesket er fundamentalt godt og i stand til uendeligt at perfektionere sit sinds kreativitet og sin sjæls skønhed, og at det er den mest avancerede geologiske kraft i universet, hvilket beviser, at sindets lovmæssighed og det fysiske univers er i overensstemmelse og samhørighed, og at alt ondt er resultatet af en manglende udvikling og derfor kan overvindes.«

Det har vist sig at være både det mindst diskuterede og det mest kontroversielle og omstridte udsagn i dokumentet. Mange mener, som man for nylig har hørt fra visse embedsmænd i Israel og andre, at andre medlemmer af menneskeracen – f.eks. palæstinenserne – er »dyr«. Andre, der er ramt af den »grønne sociale sygdom«, mener, at der er for mange mennesker i live på planeten, som er ansvarlige for »klimaforandringerne«. Flere grønne partier i Europa har stået i spidsen for at støtte de befolkningsreducerende krige i Ukraine og Sydvestasien. Og det kan ikke være tilfældigt, at den primære »politiske« diskussion, der blev tilladt i USA under præsidentvalget, og som blev fremført af de nu miskrediterede og økonomisk nødlidende »forældede medier«, også var malthusiansk. Den handlede om abort og det hæslige »transkønnede« horrorshow med lemlæstelse af børn. Dette falder sammen med negative befolkningstilvækstrater minus indvandring, ikke kun i USA, men også i alle lande i den »befriede« anglosfære. Dette er et »dødsmærket« perspektiv, dømt til undergang.

Schiller Instituttets konference den 7.-8. december, »I Schillers og Beethovens ånd bliver alle mennesker brødre«, har som sit panel 4 »Skønheden i verdens kulturer: En dialog mellem civilisationer«. I løbet af den internationale dialog vil panelet også slå til lyd for, at uden en fordybelse i det, der engang blev bagtalt som »musikken fra døde, hvide europæiske mænd«, den klassiske kultur med Bach, Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert, Schumann, Brahms, Verdi, Dvorak og andre, vil det være umuligt for den transatlantiske verden at komme til fornuft igen. Vi må erstatte den gennemgribende grimhed med skønhed eller gå til grunde. Vores »dødskultur« er med andre ord et nationalt sikkerhedsspørgsmål. Se på lederne i de enkelte lande i Anglosfæren, se på deres musiksmag, og man kan få en idé om, hvorfor det vil være umuligt enten at redde eller udvikle vores nationer yderligere og dermed stoppe vores selvdestruktion, hvis vi ikke tager fat på dette problem.

»Klassisk musik« er ikke en form, selv om den har former. Klassisk musik bevæger sjælen med det, der appellerer til det guddommelige i mennesket. Guddommelighed er vores menneskelige natur. Det er vores evne til at vide – til at forudse – og til at opdage, hvordan vi på vores menneskelige måde kan erkende universets love. Vi kan også undersøge vores erkendelsesproces og ændre og forbedre den. I videnskaben om fysisk økonomi forsøger vi f.eks. gennem opdagelse og anvendelse af videnskabelige principper at gætte, hvordan vi kan transformere en uendelig lille del af universet til at skabe reel velstand på en universel og derfor lovmæssig måde – ikke kun for os selv, men også for andre levende og tilmed ikke-levende processer.

På den måde kommer vi til at »høre« – det vil sige forstå – hvad videnskabsmanden Johannes Kepler kaldte verdenernes harmoni. Det er menneskets evne til på den måde at forudse universet og menneskets glæde ved det guddommelige, der gør os både enestående og i overensstemmelse med den Skaber, der omtales i de indledende passager i den Amerikanske Uafhængighedserklæring. Erklæringen er ikke et religiøst dokument, men en erklæring om det ontologiske grundlag for selvstyre.

Og den henviser underforstået til en harmoni af interesser, også blandt nationer, som er i overensstemmelse med den naturlige orden i Keplers harmoni af verdener, en opfattelse, som den russiske præsident Vladimir Putin kort henviste til den 7. november i diskussionsklubben Valdai: »Det er min dybe overbevisning, at det eneste mulige nye internationale system er et, der omfatter polyfoni, hvor mange toner og mange musikalske temaer lyder sammen for at danne harmoni. Hvis du vil, bevæger vi os mod et verdenssystem, der bliver polyfonisk snarere end polycentrisk, et system, hvor alle stemmer bliver hørt og, vigtigst af alt, absolut skal høres. «

USA’s selvdestruktion har medført den ubehagelige, men sande ironi, at det er i erklæringerne for international fred fra [BRIKS-landene] Kina, i erklæringerne mod folkedrab fra Sydafrika, i erklæringerne om at afslutte kolonialismen fra Brasilien [og tilmed nogle erklæringer fra Rusland -red.], at stemmen fra den oprindelige Amerikanske Frihedskrig høres. Det kan være chokerende og tilmed uvelkomment for amerikanske ører, men det er sandt. (Var det gennem det »særlige forhold« til Storbritannien efter 1945, at Amerika ikke kun mistede sin stemme, men også blev ude af stand til at genkende sin egen stemme, der gav ekko tilbage til det i forhåbningerne om frihed og retfærdighed fra andre nationer, andre kulturer)?

Vi inviterer dig til at deltage i vores diskussion af dette væsentlige kulturelle element i en vellykket verdensstrategi for varig overlevelse og velstand, herunder vellykkede forhandlinger om afskaffelse af total krig, på Schiller Instituttets konference: »I Schillers og Beethovens ånd, alle mennesker bliver brødre« og dens panel 4, »Skønheden i verdens kulturer: En dialog mellem civilisationer«, den 7.-8. december.

Billede: En af Johannes Keplers modeller af planeternes baner. Kepler beviste endelig, at planeterne var afgrænset af en ordning etableret af de platoniske legemer og de harmoniske forhold, som den veltempererede musikalske skala er sammensat af. Han satte sig for at ”forstå Guds sind”.

Indhold:
Invitation til Schiller Instituttets gratis internationale online-konference den 7.-8. december 2024:
I Schillers og Beethovens Ånd –
Alle Mennesker Bliver Brødre!, 1

De næste 60 dage bliver de farligste i dit liv, 3

Schiller Instituttet udgiver nyt hæfte: ‘Udviklingsfremstød betyder milliarder af nye jobs, ingen flygtninge, ingen krig’, 4

BRIKS topmødet i Kazan, Rusland, 5

Helga Zepp-LaRouches tale til LaRouche-bevægelsens fredsmøde lige inden valget i USA, 5
Vil vi stoppe de rædsler, som foregår i Gaza?, 6

Efter valget it USA: Organisér NU for at skabe en ny sikkerheds og udviklingsarkitektur, 7

Fred gennem udvikling, bagsiden

Download (PDF, Unknown)

Invitation til Schiller Instituttets Gratis Internationale Online-Konference den 7.-8. december 2024:
“I Schillers og Beethovens Ånd – Alle Mennesker Bliver Brødre!”
Tilmelding og live-streamning info her.

Ny hæfte: Udviklingsfremstød betyder milliarder af nye job, ingen flygtninge, ingen krig. 

af Dennis Small (EIRNS) – 24. november 2024

Som en strategisk intervention, for at afværge verdens nuværende kurs mod et kortsigtet militært og økonomisk ragnarok mellem to uforsonlige blokke – på den ene side de bankerotte vestlige magter, der styrer Storbritannien, USA og NATO, og på den anden side den fremvoksende Globale Majoritet, herunder Rusland og Kina – bestilte grundlæggeren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, en undersøgelse, der blev udgivet i dag under titlen; »Development Drive Means Billions of New Jobs, No Refugees, No War« (Udviklingsfremstød betyder milliarder af nye job, ingen flygtninge, ingen krig). Læs den nedenunder.

Den argumenterer for, at en løsning på det nuværende opgør er indenfor rækkevidde, hvis nationerne i Vesten går sammen med BRIKS om at sikre en hurtig industrialisering af hele planeten. Det understreges, at denne tilgang også er den eneste mulige løsning på den migrantkrise, der ryster Amerika og Europa: At udvikle de forarmede lande i Syd, således at deres arbejdskraft kan anvendes produktivt derhjemme.

Det nye hæfte er også beregnet til at organisere og understrege de centrale temaer i Schiller Instituttets kommende internationale online-konference den 7.-8. december, »I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker, bliv brødre!« Her vil Lyndon LaRouches videnskabelige gennembrud blive brugt som rettesnor for politiske overvejelser om den nødvendige nye internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der må organiseres efter de linjer, som Helga Zepp-LaRouches Ti Principper foreslår.

Det er kun fire dage siden, at den russiske indsættelse af deres nye Oreshnik hypersoniske missilsystem skabte en chokbølge over hele verden, og konsekvenserne er stadig ved at blive fordøjet i de vestlige politiske beslutningskredse. De første antydninger tyder dog på, at disse kredse i det store og hele endnu ikke er blevet rystet tilbage til virkeligheden, og de fortsætter med at optrappe konfrontationen med Rusland. Frankrig har fordoblet politikken med at bruge deres SCALP-langdistancemissiler til at slå dybt ind i Rusland fra ukrainsk territorium. De baltiske lande slutter sig til Tyskland og gør sig »krigsklare« til en frontal konfrontation med Rusland. Og den afgående Biden-administration bliver brugt til at kaste politiske og økonomiske håndgranater i alle retninger, mens de bevæger sig mod udgangen, som man kan se i justitsministeriets »lawfare«-angreb på Modi-regeringen i Indien.

Heller ikke reaktionen fra den nye Trump-administration er særlig opmuntrende, som det fremgår af udnævnelsen af Scott Bessent til finansminister. Bessent er ikke kun en Soros-protegé, der går årtier tilbage, og som efter sigende spillede en ledende rolle i Soros’ berygtede spekulative operation i 1992, som »knækkede Bank of England«, men han bliver også dyrket af City of London og Wall Street som deres interne mand til at kontrollere Trump og sikre, at han ikke gør noget, som bankfolkene misbilliger. Londons The Economist skrev med glæde: »Ved til sidst at vælge Bessent har Trump taget parti for sit instinkt om at holde markederne tilfredse. Hans valg tyder på, at han virkelig kan blive begrænset af deres reaktion, i hvert fald når det drejer sig om økonomisk politik.”

Det er netop den »begrænsning«, der pålægges af de globale megaspekulanter, som må brydes og erstattes med Lyndon LaRouches videnskab om fysisk økonomi, hvis vi skal få menneskeheden væk fra kursen mod atomar udslettelse.

Læs det nye hæfte her:

Download (PDF, Unknown)

Ikke korrekturlæst

af Megan Dobrodt (EIRNS) – 23. november 2024

Vi befinder os uden tvivl i en fase med masseudryddelse. Spørgsmålet er, hvad der vil uddø? Stillet over for den eksistentielle trussel om krig, har krigsgalningene i Biden-administrationen i deres desperation godkendt brugen af USA’s og NATO’s langtrækkende våben i Rusland. Dette har bragt de to største atommagter på planeten i direkte konfrontation – en udsigtsløs og potentielt katastrofal situation. På den anden side, hvis USA’s borgere og regeringsinstitutioner afviser geopolitik, vågner op af deres årtier lange fornuftens søvn og genvinder vores nations antikoloniale raison d’être (eksistensberettigelse), kan det lykkes at tilintetgøre geopolitikkens og kolonialismens onde ideologi én gang for alle.

Denne beslutning har været længe undervejs, men den skal træffes inden for de næste dage, uger eller måske timer.

Efter den ukrainske affyring af amerikansk leverede og støttede ATACMS-missiler mod mål i Rusland den 19. november, indsatte Rusland et helt nyt våben mod mål i Ukraine – det hypersoniske Mach 10 Oreshnik-mellemdistancemissilsystem. Ingen nation på planeten, heller ikke de almægtige NATO-lande, har kapacitet til at afværge dette våben. Dette er blevet sagt klart og tydeligt af den russiske ledelse og bekræftet af eksperter i Vesten.

Efter opstillingen af missilerne sagde præsident Putin:
“Jeg vil gerne endnu en gang understrege, at det ikke var Rusland, men USA, der ødelagde det internationale sikkerhedssystem. Ved vedvarende at kæmpe og klamre sig til sit overherredømme skubber de hele verden ud i en global konflikt.”

Reaktionerne i Vesten på Ruslands handlinger har været forskellige. De, hvis rådne tankegang ikke tillader dem at bryde deres loyalitet over for en kolonial verdensorden, benægtede enten den åbenlyse betydning af Ruslands handlinger eller insisterede, med selektiv hukommelsestab, på, at det var Putin, der eskalerede konflikten.

Andre var dog mere direkte omkring faren. Den tidligere FN-våbeninspektør Scott Ritter advarede på et møde i Den Internationale Fredskoalition den 22. november:
“Putin har netop gjort det klart, at han har et konventionelt missilsystem, der er designet til at foregribe alt det, NATO planlægger mod Rusland. Ved at afsløre dette missil og vise, at han er villig til at bruge det, har Putin bogstaveligt talt givet Vesten to muligheder: Kapitulation eller atomkrig. Vi er nødt til at finde en måde at finde en tredje mulighed på.”

Flere i Vesten er begyndt at vågne op af deres dvale.

Texas’ kongresmedlem Keith Self sendte et brev til præsident Biden den 19. november, hvor han skrev:
“Da dine seneste handlinger ser ud til at presse verden tættere på randen af atomkrig, anmoder jeg hermed om en fortrolig orientering inden mandag den 25. november om alle detaljer i din regerings aftale om Ukraines regler for engagement med hensyn til de langtrækkende ATACMS.”
Self afslutter brevet med en advarsel:
“Hvis denne briefing ikke tilvejebringes, vil jeg straks anmode om yderligere tilsyn.”

Selfs brev føjer sig til et nervøst kor af stemmer, herunder kongresmedlem Thomas Massie og senator Josh Hawley, for hvem tanken om et USA, der krydser grænsen til krig med Rusland, endelig belyser den atomare fare, vi altid har stået over for.

Det, der kræves nu, er, at dette lille kor mod atomar udslettelse vokser – både i antal og volumen – og hurtigt.

Hvordan inspirerer man en sådan bevægelse for overlevelse? Man må give befolkningen en idé om, hvad de skal overleve for: Hvad er det nye system, den nye verdensorden, som allerede er ved at afløse det gamle?

Den nyligt indviede Chancay-havn i Peru, den netop påbegyndte normalsporede jernbane i Uganda og win-win-samarbejdsaftalerne, der kan bringe fattigdommen til ophør blandt BRIKS-Plus-nationerne, er alle eksempler på den nye verden, der spirer frem. Kan USA blive en del af denne nye æra? Kan vi overleve uden?

For dem, der ønsker at overleve masseudryddelse, er den eneste mulighed at ændre menneskehedens skæbne ved at ændre dens grundlæggende ideer. Dette er emnet for Schiller Instituttets kommende online-konference den 7.-8. december:
“I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre!”

Tilmeld dig nu!

Lad krigens troglodyter gå til grunde – organisér en opadgående udvikling af ideer.

Foto: Den russiske præsident Vladimir Putin mødes med forsvarsministeriets ledelse, repræsentanter for det militærindustrielle kompleks og udviklere af missilsystemer. Kredit: kremlin.ru

Ikke korrekturlæst

[DHS] [SR] [AMB] [ssu]

ANASTASIA BATTLE: Velkommen, alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 77. møde i træk. Tak til jer alle, fordi I er kommet. Mit navn er Anastasia Battle, jeg vil være jeres ordstyrer sammen med Dennis Small og Dennis Speed, som vil være mine medordstyrere.

Vi har skabt dette forum for at samle den internationale fredsbevægelse, fordi den helt ærligt har været dysfunktionel. Vi er nødt til at forene alle aspekter af fredsbevægelsen – uanset om den er venstreorienteret, højreorienteret eller noget midt imellem – folk er nødt til at hæve sig over deres ideologier og forskelle for at redde menneskeheden lige nu.

Jeg er sikker på, at mange af jer er klar over, at USA’s præsident – angiveligt; vi har ingen idé om, hvad der virkelig styrer USA på nuværende tidspunkt. Men han har givet Ukraine tilladelse til at bruge ATACMS-missiler. De missiler er nu blevet brugt, og vi ser en optrapning som reaktion på det. Vi ville gerne have en evaluerende diskussion i dag. Vi har en række eksperter, som er kommet for at gennemgå dette, og vi vil diskutere, hvad vi gør ved det i Den Internationale Fredskoalition.

Til at starte med har vi Dennis Speed. Desværre kan Helga Zepp-LaRouche ikke være med os i dag. Dennis Speed vil starte denne diskussion. Værsgo at gå i gang, Dennis.

DENNIS SPEED: Tak, Anastasia. Jeg vil gerne byde alle velkommen fra alle de nationer, der er til stede, og alle de mennesker, især i USA, der er til stede. Som alle ved, er dette måske det farligste præsidentskifte i USA’s historie, og det påvirker selvfølgelig hele verden. Det er i dag 61 år siden, at USA begyndte sin nedtur med mordet på præsident John F. Kennedy fredag den 22. november 1963. Et år tidligere havde præsidenten, hans bror Robert og den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov samarbejdet om at bringe verden tilbage fra randen af atomkrig. I dag, hvor vi er samlet her, bringes overgangen fra en amerikansk præsident til en anden i fare af en skyggestruktur, som meget vel kan have handlet i løbet af den uge, der er gået, siden vi sidst holdt møde, for at bringe verden på randen af Tredje Verdenskrig.

Det, vi diskuterer og beslutter at gøre her i dag, sker i den lange skygge af konsekvenserne af den dag i Dallas for 61 år siden. Men det er indvirkningen på dette øjeblik, vi skal bekymre os om. Det er ikke klart, hverken for verdens ledere eller for det amerikanske folk, hvem der har ansvaret for det amerikanske præsidentskab i dag. Dette blev tydeligt udstillet på G20-mødet for verdens ledere, som netop er afsluttet i Brasilien.

KVINDELIG REPORTER: Joe Biden deltog i G20-topmødet i Brasilien som en af sine sidste optrædener på verdensscenen, inden han forlader Det Hvide Hus om to måneder. Men i stedet for at styre rampelyset som leder af det mægtige og magtfulde USA blev Joe Biden stort set ignoreret af de andre verdensledere og tilmed hånet af pressen. Det sås tydeligst under gruppefotoet, hvor Joe Biden var fraværende. Men lederne gad ikke vente på, at han skulle dukke op, hvilket førte til en chokeret presseflok.

STEMMER [fra pressen]: Biden er her ikke. Hvor var han? De ringer til Biden; de siger, at de skal vente på Biden, gutter. Oh my God! Han er i nærheden af Joe Carlisle, til venstre for palmetræet. Åh, Gud! Han er bag palmetræet lige nu.
KVINDELIG REPORTER: Internettet eksploderede med denne kommentator, der fremhævede Kinas præsident Xi Jinping foran og i midten af billedet. Han [Robert Preston] sagde: »Det er ret tydeligt, hvilken supermagtsleder der tror, at han bestemmer over G20 – og ingen Biden i sigte.«

Og det var ikke kun verdens ledere, der kastede skygge over Biden. Verdens medier hånede ham også. Denne kommentator [End Wokeness] sagde: »Udenlandske medier håner Biden, da de filmer ham totalt strandet og fortabt ved G20. Alle gik fra ham.« [slut video]

SPEED: Hvad betød det for verdens ledere og deres regeringer at se USA’s påståede præsident ude af stand til at finde vej til sin plads i en fotosession? Er den hemmelige regering, som i en eller anden form har styret USA siden 22. november 1963, så arrogant og foragtelig, ikke kun over for de amerikanske borgere, men nu også over for hele verden, at den skilter med sit despotiske styre? Indtil nu har vi, så vidt jeg ved, ingen bekræftelse på, at den påståede præsident Biden faktisk overvejede og besluttede at sende amerikanske langdistancemissiler til angreb på Rusland; men han må formodes at være ansvarlig. Den demokratiske regering synes ikke at mene, at de er forpligtet til at fortælle os det. I lyset af disse ting, hvad skal ansvarlige regeringer så gøre økonomisk og militært for at forsvare sig selv og tilmed deres efterkommere? De ledere, der gik væk fra Bidens fotosession, viste noget med deres handlinger. Nemlig at kolonialismen er forbi. Den Globale Majoritet har forpligtet sig til det lige så stærkt, som USA’s grundlæggere engang forpligtede deres liv, formue og hellige ære; at gøre en ende på det britiske styre og kaste deres kolonistatus af sig.

Selv om den amerikanske præsident Franklin Delano Roosevelt døde, før han kunne indfri sit løfte om at befri verden for britisk, fransk, hollandsk og belgisk kolonistyre, forpligtede det afro-asiatiske topmøde i Bandung sig ti år efter hans død i april 1955 til at nå dette mål. Bemærk, at der på det tidspunkt kun var fire uafhængige lande på hele det afrikanske kontinent; et kontinent med 253 millioner mennesker på det tidspunkt. Nu er der 54 nationer, og i 2050, en generation fra nu af – om 25 år – vil der være 2,5 milliarder mennesker på det afrikanske kontinent. Det er det samme antal mennesker, som der var på hele planeten i 1950. Hvad betyder det for ledere i det Globale Syd at kæmpe, at være i stand til at bestemme over deres efterkommere, og hvad der sker med deres lande? Tænk på patrioter i Argentina som tidligere præsident Cristina Kirchner, der nu risikerer fængsel på grund af hendes og hendes mands nederlag til Den Internationale Valutafond og deres forsvar for atomkraft. Eller tænk på Brasiliens præsident Lula, som engang sad i fængsel, men nu er vendt tilbage til magten, og som er engageret i at skabe en vej fremad for det afrikanske kontinent og for Brasilien til velstand og udryddelse af fattigdom. Eller Lulas kollega – og også tidligere brasiliansk præsident – Dilma Rousseff, som engang blev tortureret i fængslet, og som nu er leder af den nye udviklingsbank. Eller Naledi Pandor fra Sydafrika, hvis veltalenhed i forsvaret af Palæstina gav genlyd af en Nelson Mandelas principielle moralske syn på trods af personlige trusler og misbilligelse fra hele den transatlantiske elite.

Desværre har galskaben, den demens, som altid griber dem, der tror, at de er universets herrer, grebet, fordrejet, korrumperet og ødelagt USA. Et USA, hvor alle løb i stedet for at se attentatmændene fra den 22. november 1963, den 4. april 1968, den 6. juni 1968 og andre senere datoer i øjnene. Resten af verden kan dog ikke vente på, at USA beslutter sig for at vende tilbage til de bedre sider af sin natur. Denne overgangsperiode er i sandhed den farligste i amerikansk historie, og en International Fredskoalitions rolle er derfor vigtigere end nogensinde.

Vi vil gerne påpege, at der er nogle mennesker i USA, som er i stand til at udøve statskunst. For eksempel har det tidligere kongresmedlem Dennis Kucinich udtalt: »Biden havde truffet en beslutning om at bringe USA ind i en utvetydig optrapningsfase ved at bruge Ukraines territorium til at angribe Rusland direkte med missiler, der kan nå 190 miles ned. Det er en ulovlig handling fra præsidentens side, som bringer vores nation på vej mod krig med Rusland. Det amerikanske folk stemte på Trump for at afslutte krigene. Biden ønsker tilsyneladende at gøre en ende på verden….

»Trump har sat USA’s interesser for fred og velstand først.

»Ingen præsident har ret til at bruge ensidig udøvende myndighed til at tillade et amerikansk missilangreb mod en anden nation…. Det er en lovovertrædelse, der kan stilles for en rigsret.«

Til sidst vil jeg bare påpege, at da den russiske præsident Vladimir Putin talte til det russiske folk umiddelbart efter brugen af det ballistiske mellemdistancemissilsystem, Oreshnik, sagde han noget meget vigtigt, som jeg tror, vi alle skal huske på. Han sagde: »Det siger sig selv:
»Det siger sig selv, at når vi om nødvendigt og som en gengældelsesforanstaltning vælger mål, der skal rammes af systemer som Oreshnik på ukrainsk territorium, vil vi på forhånd foreslå, at civile og borgere fra venligtsindede lande, der bor i disse områder, forlader farezonerne. Det vil vi gøre af humanitære grunde, åbent og offentligt, uden frygt for modtræk fra fjenden, som også vil modtage denne information.

»Hvorfor uden frygt? Fordi der ikke er nogen midler til at imødegå sådanne våben i dag. Missiler angriber mål med en hastighed på Mach 10, hvilket er 2,5 til 3 kilometer i sekundet. De luftforsvarssystemer, der findes i verden i dag, og de missilforsvarssystemer, som amerikanerne er ved at udvikle i Europa, kan ikke opfange sådanne missiler. Det er umuligt.
»Jeg vil gerne endnu en gang understrege, at det ikke var Rusland, men USA, der ødelagde det internationale sikkerhedssystem, og ved vedvarende at kæmpe og klamre sig til sit overherredømme skubber de hele verden ud i en global konflikt.«

Det vil være op til os og vores diskussioner og handlinger at skabe en vej ud af det helvede, vi er på vej til; i det mindste til et sted, hvor der er en form for dialog. Som jeg har sagt, er dette en {international} fredskoalition. Fredskoalition; den involverer nationer, normalt 40-50 nationer, der deltager i dette opkald. Og det er kun med det internationale input, at vi kan håbe på at få USA eller andre nationer i den transatlantiske verden til at komme til fornuft igen. Som John Kennedy sagde i sin tale på American University i 1963: »I sidste ende er vores mest grundlæggende fællesnævner, at vi alle bebor denne lille planet. Vi indånder alle den samme luft. Vi værner alle om vores børns fremtid. Og vi er alle dødelige.«

Vores opgave bliver – og mange af talerne vil henvise til dette – at sikre, at denne overgangsperiode er præget af den form for intervention, den form for statskunst, som det tidligere kongresmedlem Kucinich repræsenterede i USA, og som folk i Tyskland, Frankrig eller andre lande forhåbentlig også vil repræsentere; og at sikre, at de faktiske årsager til krigen – kampen mod kolonialisme – bliver gjort klart for det amerikanske folk, så der i vores tilgang til at afslutte dette er fokus på fremtiden og ikke blot på at stoppe en konflikt. Det er, hvad jeg gerne vil sige for at få os i gang.

BATTLE: Tak for det, Dennis. Jeg kan se, at vi har vores ven Scott Ritter, som lige har sluttet sig til os på linjen her. Jeg vil gerne tale med ham som den næste. Scott er tidligere FN-våbeninspektør og har været en utrolig stemme for ægte fred.
SCOTT RITTER: Jeg kom i dag, fordi jeg for det første tror på, hvad dette panel gør. Men endnu vigtigere er det, at jeg er nødt til at appellere til dette panel om at hjælpe os med at redde jeres liv, mit liv og alles liv. Vi er tættere på i dag, end vi nogensinde har været i atomartens historie, siden atomvåben blev brugt i Hiroshima og Nagasaki. Vi er tættere på i dag end nogensinde før, at atomvåben bliver brugt igen. Vi står bogstaveligt talt på tærsklen til en atomkrig. Dette er ikke en overdrivelse; jeg er her ikke for at skræmme dig. Jeg er ligeglad med, hvad du tænker. Du kommer til at dø, medmindre vi gør noget for at stoppe det. Det er sgu fuldautomatisk.

Rusland har sænket sin tærskel for brug af atomvåben, herunder betingelser, som de ved, at NATO og USA allerede har opfyldt. Hvis Rusland ihærdigt fulgte sin atomdoktrin, ville de være i stand til at bruge atomvåben i dag mod NATO. Det har de valgt ikke at gøre, men vi har allerede passeret den tærskel. Samtidig har vi en kontreadmiral Buchanan i USA’s Strategiske Kommando, som taler flot om, at USA er klar til en atomar udveksling med russerne. Ved du, hvad det betyder, en »atomar udveksling«? Det betyder en atomkrig. Vi er klar til at få en. Rusland har sænket sin atomartærskel, og Amerika er klar til at indgå i en atomar udveksling med Rusland; lige nu, lige her. Når som helst.

Lige nu forsøger USA og Europa at finde ud af, hvad de skal gøre, efter at Rusland har reageret på deres tåbelige beslutning om at lade Ukraine bruge ATACMS-missiler og Storm Shadow-missiler til at angribe Rusland. Rusland har reageret med et unikt missilsystem; et mellemdistancesystem, som vi ved meget lidt om. Men det, vi ved, eller det, vi kan gætte os til ud fra tidligere praksis og det, der foregår, er, at dette missil er specialbygget til at ramme mål, der giver anledning til bekymring i NATO, som er udstationeret i Europa. Jeg tror, at dette missil blev udviklet på ordre fra præsident Putin engang sidste sommer for at ødelægge USA’s Dark Eagle-missilkompleks. Det er et hypersonisk mellemdistancemissil, som USA planlægger at udstationere i Europa. Mark 41 Aegis-luftforsvarssystemet til lands, som angiveligt blev bygget til at håndtere Iran, men som vi alle ved blev bygget til at håndtere Rusland. I dag bruger NATO det som en grundpille i deres luftforsvar mod Rusland. Dette system er designet til at slå det ud; det er designet til at slå kommando- og kontrolfaciliteter ud, logistiske faciliteter fra top til bund, fra venstre til højre, i hele Europa. Det bruger ikke-atomare ladninger; men ikke desto mindre ville dette være et russisk angreb mod NATO.

Rusland har vist, at de lige nu er klar til at angribe ethvert mål i Europa, hvis Europa giver dem en undskyldning for at gøre det. Hvordan vil Europa reagere? Artikel V er ifølge Joe Biden en hellig forpligtelse. Mange NATO-lande har lænet sig frem og ventet på en mulighed for at anvende artikel V, fordi de troede, at Rusland bluffede. Men Rusland bluffer ikke; Rusland har lige bevist, at det ikke bluffer. Hvordan skal NATO nu reagere på dette? Trække sig tilbage? Der er investeret for meget politisk kapital. Der er stadig folk i Det Hvide Hus, i udenrigsministeriet og i NATO, som tror, at Putin bluffer; det er trods alt bare et eksperimentelt system. Det er ikke sådan, at Rusland virkelig har tænkt sig at bruge det.

Rusland bluffer ikke. Og hvis vi vedvarende kalder Putins bluff, kalder Ruslands bluff, vil der komme en atomkrig. Og jeg er meget bekymret over, at Biden-administrationen sammen med deres NATO-allierede indrømmer, at de forsøger at »Trump-sikre« NATO, »Trump-sikre« Ukraine, »Trump-sikre« denne politik om et strategisk nederlag for Rusland, så Donald Trump ikke vil kunne ændre noget af dette, når han bliver taget i ed som præsident den 20. januar. Det betyder, at der er en komprimeret tidslinje mellem nu og den 20. januar til at få alt dette på plads. De har ikke råd til forsinkelser, de har ikke råd til pauser, de har ikke råd til tvivl. Min bekymring er, at de vil gå aggressivt frem og tvinge Rusland til at gøre det.

Så vil vi få Admiral Buchanans lille atomudveksling; men der er ikke noget, der hedder en »lille atomudveksling«. Der er ikke noget, der hedder en begrænset atomkrig. Når atomvåbnene begynder at flyve – læs Annie Jacobsens bog {Nuclear War: A Scenario} – kommer det hurtigt ud af kontrol. 72 minutter efter den første atomart udløste bombe er vi alle døde. Det er der, vi er.

Hvad skal vi gøre ved det? Vi kan holde konferencer osv. Jeg tror, at vi kun har én chance for at stoppe atomkrigen. Det er at få den kommende præsident til at engagere sig aktivt i at råbe Biden-administrationen op og tale til det amerikanske folk. Uanset hvor du står i forhold til valget den 5. november, var der en vinder; den vinder er Donald Trump. Og Donald Trump har formuleret en politik, der søger at afslutte konflikten i Ukraine og forhindre en atomkrig med Rusland. Hvis du ikke tror mig, så læs artiklen i magasinet {The Hill}, som er skrevet af RFK, Jr. og Don Trump, Jr. to personer, som er inde i Trumps team. De ville ikke have udgivet denne artikel uden Donald Trumps tilladelse og samtykke. Vi ved, at det er Trumps holdning. Det amerikanske folk støttede denne holdning, da de gav ham mandat til at regere. Og alligevel opererer Biden-administrationen nu på en måde, der er i direkte modstrid med dette; søger at forstyrre det. Forsøger at gøre det umuligt; og på den måde skubber os til randen af et atomart ragnarok.

Hvordan kan vi involvere ham? Hvordan kan vi få vores stemme hørt? På den gammeldags måde; ved at råbe det højt i Washington, D.C.. Det, jeg beder om, er, at alle tager med mig til Washington D.C. den 7. december. Jeg har taget kontakt til Jose Vega; jeg har taget kontakt til andre. Jose har taget kontakt, og vi er begyndt at sammensætte et hold, der skal gøre det muligt. 7. december – to uger. Vi kan redde verden; redde vores liv; redde dit liv ved at lade vores stemmer blive hørt. Hvis vi når det, er der ingen garanti. Der er ingen garanti for, at vi når frem til den 7. december, og det er ikke for sjov. Én dum fejl, og det hele er forbi; krigen begynder, og vi dør alle sammen. Men i tilfælde af, at vi overlever Thanksgiving, i tilfælde af, at vi nyder kalkunmiddagen, kan vi samles i Washington D.C. ved Lincoln Memorial og marchere til Kongressen og derefter marchere til Det Hvide Hus og lade vores stemmer blive hørt. Vi vil sige »NEJ« til atomkrig. Det er et hashtag, som jeg gerne vil have, at alle begynder at trende – #SayNoToNuclearWar. Gå på de sociale medier og få det til at ske. Det er nu; jeg ved ikke, hvad I ellers skal gøre, for I kommer til at dø, hvis I ikke gør det.

Hvis vi ikke finder en måde at blive hørt på og lader Biden-administrationen vide, at dette ikke er acceptabelt; det er ikke sådan, vi driver forretning; det er ikke det, vi, folket, ønsker; så vil de vedvarende føre denne politik til skade for alle. Det var egentlig alt, hvad jeg ville sige. Hold øje med dette sted, mens vi udvikler denne mission. Dette er vores livs mission. Det er vores livs kamp. Hvis vi taber den, dør vi alle sammen; bogstaveligt talt, så dør vi alle sammen. Vi er så tæt på en atomar konflikt, at det ikke er sjovt. Når du har en højtstående officer i Strategic Command, som åbent siger, at vi er klar til en atomar udveksling med Rusland, forstår du så, hvad han siger? Forstår du, at en atomar udveksling betyder hundredvis af millioner af døde mennesker? Mindst 100 millioner døde amerikanere. Og de er klar til at gøre det lige nu.

Hvis du ikke er vred, hvis du ikke er bange, er du ikke et menneske. De er klar til at gå i atomkrig lige nu. Vi er nødt til at stoppe det. At stå sammen den 7. december giver os måske en chance. Mange tak for at lade mig komme her og tale. Det er, hvad jeg har at sige.

Afsluttende bemærkninger
SPEED: Lad os bare gøre et par ting. Jeg vil undskylde over for en masse mennesker, der er her. Jeg kan se, at Ray [McGovern] også er der, så jeg vil også give Ray lidt tid til at sige noget.

Nogle af os har arbejdet med organisering i et stykke tid, og for omkring 40 år siden, da det demokratiske parti befandt sig i den samme situation i en vis forstand ved det valg – faktisk værre, fordi Ronald Reagan løb med sejren tilbage i 1984. Mange mennesker sad efter valget og vidste ikke helt, hvad de skulle gøre. Vores organisation havde dengang lige grundlagt Schiller Instituttet, som var en meget specifik organisation, der er en del af IPC. Men det, vi gjorde, var, at vi bemærkede, at ingen var parat til at fejre den dengang netop erklærede Martin Luther King-helligdag. For det, der var sket, var, at Ronald Reagan havde overrasket alle og indstiftet Martin Luther King-dagen ved lov. Det Demokratiske Parti havde ikke meget lyst til at fejre det. Det, der skete, var, at vi trådte ind i det hul og organiserede en demonstration, som endte med at samle 10.000 mennesker den 15. januar 1985 midt på en meget kold vinterdag. Vi talte om en meget specifik form for politik, som vi havde, nemlig at brødføde Afrika og bygge strålevåben. Vi talte om det strategiske forsvarsinitiativ dengang. Folk sagde: »Hvordan kan folk gå ind for sådan en idé?« Men det gjorde de. Ikke alene kom de, men Southern Christian Leadership Conference – Martin Luther Kings organisation – flere af dens afdelinger skrev vores demonstration og deres deltagelse i den op som deres primære aktion det år. Vi vidste ikke, at de gjorde det; vi havde ingen idé om, at det var sket; vi vidste ikke engang, hvem de mennesker var, der kom.

Jeg siger det for at sige følgende: Vil du se på det lige nu? Kan vi f.eks. gøre noget mellem en rigsretssag, det 25. forfatningstillæg eller en massedemonstration, som Scott Ritter opfordrede til? Ja, absolut! Disse ting kan gøres. Men måden, de skal gøres på, er, at alle skal forpligte sig til at gøre så meget, som de kan gøre individuelt. Og så skal de af os, der er organisatorer, og som gør det her på fuld tid, gå ind i det. For eksempel en person som Garland Nixon. Han er ikke med os i dag, men han var med os den 26. oktober, da vi holdt møde i New York. Og Scott Ritter var der, Larry Wilkerson var der, og Ray McGovern sendte også en erklæring. Det var en begivenhed, hvor vi havde omkring 400-500 mennesker i lokalet, men et meget større publikum – faktisk var det i tusindvis – der fulgte med i begivenheden. Garland sagde følgende. Han sagde: »Det, vi kunne gøre,« det var i øvrigt et opfølgende arrangement, som dommer Napolitano og flere andre deltog i den næste dag. Han sagde, hvad hvis vi koordinerede mellem de forskellige sociale platforme, som folk som Garland eller andre styrer; for mange mennesker – alle ved, at man kan se Ray på Judge Napolitano hver uge. Så der er måder, hvorpå ordet kommer ud. Hvad ville der ske, hvis der var en koordineret indsats på det område?

Lad os tænke på, hvad der bliver sagt om den 7. december. Scott har foreslået noget, og han taler grundlæggende om en international fredsdemonstration. Nej, et amerikansk rally, men lad os antage, at vi allerede holder vores konference den dag; en international fredskonference og et rally. Kan de kombineres? Det ved vi ikke rigtig. Det, vi ved, er følgende: Øjeblikket er så presserende, at hvis vi kan sætte gang i handling – lad os tage det, der blev sagt om Thomas Massie, som eksempel. Hvad ville der ske, hvis nogen trak sig fra den amerikanske kongres lige nu, i dag, og sagde: »Jeg trækker mig, fordi verden er ved at gå i atomkrig, og USA er ved at indlede den. Jeg kan ikke med god samvittighed stå her og vide, at vi ikke kommer til at stille præsidenten for en rigsret, vi kommer ikke til at råbe op om det, vi kommer ikke til at fortælle det til det amerikanske folk. Derfor tager jeg det på mig at træde tilbage for at gøre opmærksom på det.« Hvad ville der ske, hvis det skete? Kunne nogen gøre det? Måske behøver du ikke at træde tilbage; måske kunne du faktisk bare beslutte dig for at have modet til at gå ind i kongressen og tale om det. Det kunne du også gøre.

Der blev sagt noget før; der var forskellige mennesker, som havde noget at sige. Jeg ville forresten gerne sige en ting til Tatjana [Ždanoka], før jeg glemmer det. Ann Reynolds talte om denne idé. Hun henviste til Bernie Sanders; hun henviste til RFK og andre. Alle disse mennesker har faktisk noget at sige om spørgsmålet om krig. Sanders havde lige sat forskellige resolutioner i spil om det. Så jeg vil bare gøre det klart, at der skal gøres noget. Jeg ville gerne sige noget til Tatjana, fordi hun nu er i Bruxelles i stedet for der, hvor hun gerne ville være, fordi hun bliver forfulgt for at have forsøgt at starte en egentlig dialog. Du har sluttet dig til et vigtigt panteon af mennesker som Cristina Kirchner og Lula fra Brasilien og Dilma Rousseff, [Naledi] Pandor, Nelson Mandela, vores gode ven og samarbejdspartner, afdøde Lyndon LaRouche, som kom i fængsel i fem år i USA for det, han gjorde. Dennis [Small] var med ham i fængsel på det tidspunkt. Det er noget, folk skal være parate til at gøre på grund af den situation, vi befinder os i i alt dette.

Så jeg ville bare gøre det klart, at vi har ting, vi kan gøre. Vi har en orientering, som vi bør tage. Anastasia, jeg vil bare bede om, at du til sidst læser panelerne for konferencen op, så folk ved, hvad vi planlægger at gøre den 7. og 8. december.
Jeg vil gerne sige en sidste ting, før jeg giver ordet til Ray for at spørge, om han har noget, han gerne vil sige. Dette er et citat fra John F. Kennedy. Det var en måned efter Cuba-krisen, og det er ham der taler i det nationale kulturcenter. Han ønskede at danne det, der senere blev kaldt Kennedy Center for the Performing Arts. Men dette er inden for en måned efter Cuba-krisen. Jeg vil gerne have, at du tænker over, hvorfor han sagde det, han sagde ved den lejlighed. Han sagde dette:
»Et geni kan tale når som helst, og hele verden vil høre det og lytte. Bag stormen af daglige konflikter og kriser, de dramatiske konfrontationer, den politiske kamps tumult, fortsætter digteren, kunstneren, musikeren århundreders stille arbejde med at bygge erfaringsbroer mellem folk, minde mennesket om universaliteten af dets følelser og ønsker og fortvivlelser og minde det om, at de kræfter, der forener, er dybere end dem, der splitter.

»Kunst og opmuntring til kunst er således politisk i den dybeste forstand, ikke som et våben i kampen, men som et instrument til at forstå det meningsløse i kamp mellem dem, der deler menneskets tro. Aischylos og Platon huskes i dag, længe efter at triumferne i det kejserlige Athen er forsvundet. Dante overlevede ambitionerne i Firenze i det 13. århundrede. Goethe står roligt over Tysklands politik, og jeg er sikker på, at når århundreders støv har lagt sig over vores byer, vil vi også blive husket, ikke for sejre eller nederlag i kamp eller i politik, men for vores bidrag til den menneskelige ånd.«

Det var Kennedy. Hvorfor skulle han have sagt det mindre end en måned efter Cubakrisen? Jeg tror, det er vigtigt for os alle at tænke over det, både på denne dag og i forbindelse med denne krise. Så det er, hvad jeg vil sige.

Ikke korrekturlæst

Af Marcia Merry Baker (EIRNS) — 21. november 2024

I dag holdt Ruslands præsident Vladimir Putin en skarp og klar strategisk vurdering i en videopræsentation, rettet mod “det russiske forsvars militærpersonel, vores lands borgere, vores venner over hele kloden og dem, der fortsat lever med illusionen om, at Rusland kan påføres et strategisk nederlag.” Denne meddelelse indeholder hele transskriptionen af hans otte minutter lange tale, baseret på oversættelsen fra den russiske præsidents officielle hjemmeside.

Putin indledte med at henvise til “angrebene med vestlige langtrækkende våben mod vores territorium.” Han rapporterede: “Den 19. november blev seks ATACMS-taktiske ballistiske missiler produceret i USA affyret, og den 21. november blev militære faciliteter i Bryansk- og Kursk-regionerne i Den Russiske Føderation angrebet under et kombineret missilangreb, herunder britiske Storm Shadow-systemer og HIMARS-systemer fra USA.”

Få timer før Putins tale gennemførte Rusland et angreb på Dnepropetrovsk (kaldet Dnipro af ukrainerne), som er en del af “Ukraines forsvarsindustrielle kompleks,” hvor missiler fremstilles. Putin beskrev Ruslands nye Oreshnik-missilsystem, der blev anvendt i angrebet, og sagde: “Vores beslutning om yderligere udsendelse af mellemdistancemissiler og kortdistancemissiler vil afhænge af handlingerne fra USA og dets satellitter.” Han advarede om, at i lyset af Vestens “optrapning af aggressive handlinger, vil vi svare beslutsomt og spejlbilledagtigt.”

Den 22. november vil International Peace Coalition afholde sit 77. ugentlige fredagsmøde, hvor eksperter blandt deltagerne vil evaluere denne uges skelsættende begivenheder og prioritere handlinger for at bryde Vestens kurs mod ødelæggelse.

USA er mere og mere isoleret på vigtige områder, men fortsætter med en vanvittig aggressions- og destruktionspolitik. Blandt de 15 medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd stemte 14 mod USA i går om en resolution om våbenhvile og relaterede tiltag i Gaza (selvom USA’s stemme nedlagde veto mod resolutionen). Selv Storbritannien og Frankrig stemte med flertallet. Resolutionen var sponsoreret af alle de 10 roterende medlemslande i Rådet.

Selv i det amerikanske senat har resolutioner om at stoppe leveringen af visse amerikanske våben til Israel fået flere stemmer, især fra Demokraterne, end tidligere på året. Resolutionen blev dog stadig forkastet, men flere senatorer ignorerede en direktiv fra Det Hvide Hus om, at våben til Israel ikke kan standses.

På tidspunktet for afstemningerne i FN og senatet offentliggjorde den erfarne journalist Seymour Hersh en artikel om den grusomme situation i Gaza og udsigten til Israels snarlige annektering af det nordlige Gaza og Vestbredden. Artiklen, der blev offentliggjort den 21. november, har overskriften: “Tvungen evakuering og ødelæggelse af lejrene, en rapport fra Gaza.”

For at gentage: deltag i mobiliseringen ledet af International Peace Coalition. Den kommende Schiller Instituts (online) konference den 7.-8. december er en kritisk mulighed for at bryde ud af krigsparadigmet. I de kommende dage vil en hasteskrivelse fra Schiller Instituttet blive offentliggjort, med en introduktion skrevet af Schiller Instituttets grundlægger og leder Helga Zepp-LaRouche med titlen: “Fremdrift i udviklingen betyder milliarder af nye job, ingen flygtninge, ingen krig.”

Foto: Den russiske præsident Vladimir Putin taler til russiske borgere. Kredit: kremlin.ru

En lille video invitation til deling:

Tilmeld dig venligst her for at modtage talerlisten og linkene direkte til din e-mail.

Mere information: +45 53 57 00 51

Program:

Lørdag den 7. december (alle tidspunkter er dansk tid)

Panel 1 (kl. 15.00-18.00): »Den strategiske krise: Ny og sidste verdenskrig eller et nyt paradigme for hele menneskeheden?« Talere fra BRIKS-landene, USA og Europa

Panel 2 (19.00-22.00): »De store projekter til at overvinde migrantkrisen; de nye, produktive kvalitetskræfter i verdensøkonomien.« Talere fra BRIKS-landene, USA og Europa

Søndag den 8. december

Panel 3 (kl. kl. 15.00-18.00): »De videnskabelige drivkræfter i den fysiske økonomi i dag«

Panel 4 (19.00-22.00): »Skønheden i verdens kulturer: En dialog mellem civilisationer«

Der vil være simultantolkning på tysk, spansk og fransk (via Zoom). 

Foreløbigt program for Schiller Instituttets konference

Den 1. december 2024 (EIRNS) – Schiller Instituttets internationale konference, 7.-8. december 2024,

»I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre!«

Fejring af Schiller Instituttets 40-års jubilæum

Lørdag den 7. december (alle tidspunkter er dansk tid)

Panel 1 (kl. 15.00-18.00): »Den strategiske krise: Ny og sidste verdenskrig eller et nyt paradigme for den ene menneskehed?«

Ordstyrer: Dennis Speed (USA), Schiller Instituttet: Velkomst og introduktion

1. Hovedtaler: Helga Zepp-LaRouche (Tyskland), grundlægger af Schiller Instituttet
2. Dmitri Trenin (Rusland), professor og akademisk vejleder ved Instituttet for Verdens Militærøkonomi og Strategi på Higher School of Economics University (Moskva)
3. H.E. Donald Ramotar (Guyana), tidligere præsident for Guyana
4. H.E. Ján Čarnogurský (Slovakiet), tidligere premierminister i Slovakiet
5. Prof. Zhang Weiwei (Kina), professor i internationale relationer ved Fudan Universitet, Kina
6. Ambassadør Chas W. Freeman, Jr. (USA), tidligere amerikansk assisterende forsvarsminister for internationale sikkerhedsforhold, 1993-1994
7. Scott Ritter (USA), tidligere FN-våbeninspektør i Irak
8. Oberst (pensioneret) Larry Wilkerson (USA), tidligere stabschef for den amerikanske udenrigsminister
9. Ambassadør Hossein Mousavian (Iran), tidligere iransk ambassadør til Tyskland

Spørgerunde

Panel 2 (19.00-22.00): »De store projekter for at overvinde migrantkrisen; de nye, produktive kvalitetskræfter; en ny retfærdig økonomisk verdensorden«

Ordstyrer: Stephan Ossenkopp (Tyskland), Schiller Instituttet: Velkomst og introduktion

1. Hovedtaler: Dennis Small (USA), leder af afdelingen for Latinamerika, Schiller Instituttet
2. Dr. Alexander K. Bobrov (Rusland), lektor ved Institut for Diplomati, MGIMO Universitet, Moskva
3. H.E. Prof. Dr. Manuel Hassassian (Palæstina), palæstinensisk ambassadør i Danmark
4. Chandra Muzaffar (Malaysia), grundlægger og præsident for den Internationale Bevægelse for en Retfærdig Verden (JUST)
5. Michael Limburg (Tyskland), civilingeniør og næstformand i EIKE (European Institute for Climate and Energy)
6. Prof. Glenn Diesen (Norge), professor og forfatter
7. Dr. Bedabrata Pain (Indien), filminstruktør; tidligere seniorforsker ved NASA, kendt for “Deja vu, Where Past Meets the Future”
8. Joe Maxwell (USA), medstifter af Farm Action, tidligere viceguvernør i Missouri
9. Mike Callicrate (USA), ejer af Ranch Foods Direct og Callicrate Cattle Co.
10. Robert Baker (USA), medlem af Schiller Instituttets Landbrugskommission

Spørgerunde

Søndag den 8. december (alle tidspunkter er amerikansk østtid)

Panel 3 (kl. 15.00-18.00): »De videnskabelige drivkræfter i den fysiske økonomi i dag«

Ordstyrer: Jason Ross (USA), videnskabelig rådgiver for Schiller Instituttet: Velkomst og introduktion

1. Hovedtaler: Jacques Cheminade (Frankrig), tidligere præsidentkandidat, præsident for Solidarité et Progrès
2. H.E. Naledi Pandor (Sydafrika), tidligere minister for internationale relationer og samarbejde, Sydafrika; “Hvordan bør Syd svare?”
3. Theodore Postol (USA), professor emeritus i videnskab, teknologi og national sikkerhed ved Massachusetts Institute of Technology
4. Michele Geraci (Italien), tidligere viceøkonomiminister
5. Sergey Pulinets (Rusland), ledende forsker ved Rumforskningsinstituttet, det Russiske Videnskabsakademi, Moskva
6. Jürgen Schöttle (Tyskland), civilingeniør, specialiseret i kraftværkskonstruktion
7. Brian Harvey (Irland), rumhistoriker

Spørgerunde

Panel 4 (19.00-22.00): »Skønheden i verdens kulturer: En dialog mellem civilisationer«

Ordstyrer: Harley Schlanger: Velkomst og introduktion

1. Hovedtaler: Diane Sare (USA), tidligere kandidat til det amerikanske senat fra New York, præsident for LaRouche-organisationen
2. Helga Zepp-LaRouche (Tyskland), grundlægger af Schiller Instituttet
3. William Ferguson (USA), Schiller Instituttet
4. Paul Gallagher (USA), Schiller Instituttet
5. John Sigerson (USA), musikalsk leder, Schiller Instituttet
6. Liliana Gorini (Italien), formand for Movisol, og Sebastiano Brusco (Italien), pianist
7. Nader Majd (Iran/USA), musiker, Center for Persisk Kultur

Spørgerunde

Invitation:

»I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre!«

af Helga Zepp-LaRouche – skrevet den 18. november 2024

Forlydender om den udgående præsident Biden-regerings beslutning om at tillade Ukraine at bruge amerikanske ballistiske ATACMS-missiler til angreb på russisk territorium, begyndende med Kursk-regionen, bringer verden tæt på at være ganske få dage væk fra en strategisk, ustoppelig optrapning. Da disse missiler, ligesom de tyske Taurus- og de britiske Storm Shadow-missiler, teknisk set ikke kan betjenes af ukrainerne, men skal have hjælp af specialister fra NATO-landene, betyder det, at vi i det øjeblik, de bliver indsat, befinder os i en regulær NATO-krig mod Rusland.

Det var netop som svar på sådanne optrapninger, herunder det kollektive vestens nationers indsættelse af stadig kraftigere våben i Ukraine, at den russiske præsident Putin i september 2024 bekendtgjorde foreslåede ændringer i Moskvas »atomdoktrin« for at inkludere den eventuelle ibrugtagning af atomvåben som svar på et angreb, der udgør en kritisk trussel mod Ruslands suverænitet, herunder angreb fra en ikke-atomstat, når den støttes af en atomstat. Putin forklarede denne ændring på følgende, meget præcise måde:

…

»Den opdaterede version af dokumentet [Basic Principles] skal betragte en aggression mod Rusland fra en hvilken som helst ikke-atomstat, men som involverer eller støttes af en hvilken som helst atomstat, som deres fælles angreb mod Den Russiske Føderation. …

»Vi vil overveje en sådan mulighed, så snart vi modtager pålidelige oplysninger om en massiv affyring af luft- og rumangrebsvåben og deres overskridelse af vores statsgrænse.«

Han tilføjede: »Jeg mener strategiske og taktiske fly, krydsermissiler, UAV’er, hypersoniske og andre fly. Vi forbeholder os retten til at bruge atomvåben i tilfælde af aggression … Inklusive det tilfælde, hvor fjenden ved hjælp af konventionelle våben skaber en kritisk trussel mod vores suverænitet.«

Den meget omtalte meddelelse om Biden-regeringens ATACMS-beslutning overskrider klart denne røde linje. Ikke desto mindre bliver vestlige politikere og såkaldte militæreksperter ved med at ignorere den russiske advarsel og fortsætter med vedvarende at tale om, at »Rusland bluffer«, »at besejre Rusland militært« osv. På en illusorisk måde ignorerer de det faktum, at Rusland i øjeblikket er den stærkeste atommagt og derfor ikke kan besejres på slagmarken. Det, der meget vel kan ske på kort sigt, er i stedet, at alt liv på planeten kan blive udslettet i en global atomkrig.

Vi har samtidig optrapningen af krisen i Sydvestasien. Den israelske militæraktion i Gaza, som Den Internationale Domstol (ICJ) og Den Internationale Straffedomstol (ICC) har karakteriseret som et igangværende folkemord, har ført til en katastrofal sult, som truer 400.000 palæstinensere på livet. Det internationale samfund har stort set ikke gjort noget, mens det har set på. Libanon gennemlever nu en lignende skæbne. Hvis denne krig udvides til Iran og retter sig mod landets atomanlæg, vil den hurtigt tiltrække større magter. Så ville vi stå på tærsklen til en global atomkrig.

Den tidligere dominerende unipolære verden er smuldret, og bestræbelserne på at forhindre en multipolær verden i at etablere sig er nyttesløse. Det er hovedårsagen til den strategiske krise.

I oktober i år fandt det årlige topmøde i BRIKS sted i Kazan i Rusland med deltagelse af de 9 BRIKS-medlemmer og 13 nye partnerlande (samt yderligere gæster), der repræsenterer 4,7 milliarder mennesker eller 57 % af verdens befolkning. Disse lande er fast besluttet på at overvinde 500 års kolonialisme og etablere en ny retfærdig økonomisk verdensorden, nye udviklingsplatforme og et nyt kreditsystem og en ny handelsmekanisme for at ophøre med at være råvareeksporterende lande, udvikle hele værdikæden i deres egne lande og overvinde fattigdom og underudvikling for bestandigt.

Hvorfor jubler kræfterne i Vesten ikke over dette fantastiske perspektiv? Fordi Vesten oplever en dyb kulturel krise; Vesten er faret vild; og fordi det vestlige finanssystem arbejder under en dødbringende spekulationsboble på 2 billiarder dollars, som kræver globalt folkemord.

Hvis vi ikke overvinder geopolitikkens ondskab, som resulterede i to verdenskrige i det 20. århundrede, er der fare for, at verden deler sig i to separate blokke: et Globalt NATO på den ene side og en BRIKS-Plus Global Majoritet på den anden side. I så fald vil vi ikke kun stå over for økonomisk kaos, men også den umiddelbare fare for en global atomar ildkamp.

Den indlysende og nemme måde at overvinde faren for krig og konfrontation på er at overbevise landene i det kollektive Vesten – de europæiske nationer og tilmed USA – om at stoppe konfrontationen og indlede et samarbejde med denne voksende Globale Majoritet. Hvis Vesten ville gå sammen med BRIKS og hjælpe det Globale Syd med at industrialisere, kunne vi ikke kun stoppe den geopolitiske konkurrence, men vi kunne også begynde at overvinde migrantkrisen på den eneste menneskelige måde: nemlig ved at skabe forhold, hvor de mennesker, der nu er flygtninge, i stedet har et perspektiv om at blive involveret i opbygningen af deres egne hjemlande.

I stedet for at dømme millioner af mennesker til at gå på dødsmarcher gennem Sahara for derefter at drukne i massegrave i Middelhavet eller ende i flygtningelejre, som pave Frans har benævnt koncentrationslejre; eller til at krydse mange lande og møde sult, narkobander og terrorisme for derefter at blive skubbet tilbage ved den mexicansk-amerikanske grænse; må vi hjælpe dem med at industrialisere deres nationer.

Vi opfordrer FN eller BRIKS til at indlede en arbejdsdialog mellem BRIKS og landene i Vesten (eftersom G20 forsømmer denne påtrængende udfordring) og erklære deres hensigt om at skabe 1,5-2 milliarder nye produktive job i landene i det Globale Syd på kort sigt og at skabe i alt 3 milliarder nye produktive job inden 2050. En sådan udmelding efterfulgt af konkrete skridt til at sikre fuldstændig elektrificering af alle lande i Afrika, Asien og Latinamerika samt en øjeblikkelig start på realiseringen af banebrydende infrastruktur og andre udviklingsprojekter ville være et stærkt budskab om en æra af håb.

Bygningen af den største dybvandshavn i Latinamerika, Chancay-havnen i Peru, med udsigt til at bygge en bi-oceanisk jernbane, der forbinder Atlanterhavet og Stillehavet, er et sådant projekt. Ligeledes er bygningen af Grand Inga-dæmningen og Transaqua-projektet, som vil hjælpe med at overrisle og industrialisere flere lande i hjertet af Afrika, sådanne projekter.

For at overvinde faren for krig for altid er vi nødt til at etablere en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til interesserne i hvert eneste land på planeten. Dette bør ske i traditionen fra Den Westfalske Fred, som afsluttede 150 års religionskrige i Europa, fordi de stridende parter indså, at der ikke ville være nogen tilbage i live, hvis kampene fortsatte. Hvor meget mere er det ikke sandt i atomvåbnenes tidsalder!

For at lægge en sådan ny arkitektur frem for menneskeheden planlægger Schiller Instituttet at indkalde til en international online-konference den 7.-8. december med førende repræsentanter og eksperter

fra det kollektive Vesten og det Globale Syd, for at diskutere de principper som en sådan ny arkitektur må baseres på. Vi vil også give et eksempel på dialog mellem kulturer og civilisationer med smukke eksempler på stor kunst fra forskellige nationer for at vise vejen til etablering af en civilisation baseret på, ikke had, men kærlighed.

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 11. november 2024

I går afsluttedes det første ministermøde i Rusland-Afrika Partnerskabsforum i Sochi, hvis deltagertal og politiske overvejelser manifesterer den voksende drivkraft for lederskab i den Globale Majoritet, som på dramatisk vis kom til udtryk på BRIKS-Plus topmødet i Kazan, Rusland, den 22.-24. oktober. I dag accepterede Hvideruslands regering officielt BRIKS’ invitation til at blive en »partnernation«.

Blandt de 1500 deltagere i den tre dage lange begivenhed mellem Rusland og Afrika var der delegationer fra 54 nationer, herunder 45 ministre. Fælleserklæringen blev udgivet den 10. november, hvor samarbejdsområderne blev beskrevet.

Præsident Vladimir Putins bemærkninger til Russia-Africa Forum, som blev læst op af udenrigsminister Sergej Lavrov på plenarmødet, formidler ånden i samtalerne og erklæringen. Putin sagde: »Afrikanske lande nyder stigende autoritet på verdensscenen. De fører en konstruktiv, fredsorienteret udenrigspolitik og spiller en stadig vigtigere rolle i løsningen af vigtige spørgsmål på den internationale dagsorden.«

Sochi-begivenheden er blot det seneste udtryk for den nye ledelsesdynamik, der er i dyb opposition til det vestlige neokolonialistiske system, som nu er ved at ophøre efter at have gjort skade i årtier. Men der er mange faktorer i spil, og nogle af dem er ekstremt farlige. De dødelige konflikter kan optrappes til total atomar udslettelse.

I den forgangne weekend fortsatte de israelske forsvarsstyrker med at bombe det sydlige Libanon, angribe Syrien og begå folkemord i Gaza. Israels fungerende præsident, Netanyahu, hvis korruptionssag efter planen starter den 2. december, proklamerede i går, at han har talt tre gange med den kommende præsident Trump siden valget den 6. november og insisterer på, at de er »enige«.

I Ukraine blev der i går opsendt et stort – måske det hidtil største – antal angrebsdroner, mest mod Moskva, men også mod andre distrikter, herunder Bryansk, Belgorod og Kursk.

I stedet for et alternativ til disse tendenser fremsættes de vildeste erklæringer fortsat fra de elitære fortidslevn, der stadig har regeringsmagten i Vesten, på trods af de igangværende regeringsskift, som i USA den 6. november, da vælgerne gjorde oprør, og i Tyskland samme dag, da »trafiklys«-regeringen i Berlin faldt:

– Den tyske forsvarsminister Boris Pistorius presser vedvarende på med sin løsning på det tyske økonomiske sammenbrud og opfordrer til at gøre Tyskland »krigsklart«.

– Amerikanske politikere, der lobbyer for at få en plads i den nye Trump-regering, fremmer deres løsning på USA’s økonomiske sammenbrud ved at kræve lavere skatter og højere importtold, udelukkelse af migranter samt forbud og sanktioner. De afgående politikere gør det samme. Det amerikanske handelsministerium udstedte i sidste uge en imperial »ordre« til den Taiwan-baserede TSMC, verdens største chipproducent, om at ophøre med at sælge visse avancerede designs til det kinesiske fastland.

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og leder af Schiller Instituttet, opfordrede til at se hele denne verdenssituation – god og dårlig – som en »helhed« og tage den som »et unikt øjeblik«, hvor man kan gribe ind. Med henvisning til mange forskellige aspekter af den strategiske situation understregede hun, at der er »et enormt vakuum« af lederskab. Dette beskriver dem, der stadig er ved magten, forventer at komme til magten eller bliver kasseret i Vesten. Men generelt er der også en manglende forståelse for, hvordan en økonomi fungerer.

Schiller Instituttet sætter alt ind på at afholde den mest gennemgribende internationale konference (online) den 7. og 8. december for at få personer og kræfter til at drøfte og tage stilling til, hvad der bør gøres. Zepp-LaRouche har bestilt en hasteundersøgelse til diskussion forud for konferencen for at fremhæve et eller to af de prioriterede infrastrukturprojekter for hvert kontinent. Disse definerer dagsordenen for, hvad der løser migrantkrisen og opbygger det Globale Syd, samtidig med at det Globale Nords agro-industrielle sammenbrud og kulturelle og videnskabelige forfald vendes. Tænk på 2 til 3 milliarder nye job.

I denne uge kan vi forestille os, hvordan det kunne se ud på den vestlige halvkugle. Torsdag den 14. november er der officiel åbning af Chancay-havnen i Peru. Kinas præsident Xi Jinping vil være til stede ved ceremonien. Han og andre statsoverhoveder vil derefter deltage i forhandlingerne på topmødet i Asian Pacific Economic Community (APEC), som Peru er vært for. Et af de foretrukne ordsprog om havnen er »Fra Chancay til Shanghai!« Den dybe havn kan rumme de største af nutidens mega-fragtskibe. Det bliver et hemisfærisk knudepunkt.

Chancay-havnen udgør derefter det forbundne prioriterede projekt: krydsning af kontinentet med en biocean-korridor, der forbinder Atlanterhavet og Stillehavet. En sådan transport- og udviklingskorridor har man drømt om i næsten to århundreder. Den nordamerikanske biocean- korridor – den transkontinentale jernbane – blev startet i 1862 af præsident Abraham Lincoln.

Schiller Instituttets undersøgelse vil skitsere mængden af vigtige input, der kræves til det sydamerikanske projekt, fra stål, til beton, til jernbaner, til tunge byggemaskiner, til logistik for arbejdsstyrken og alt, hvad der følger med. Denne materialeliste sætter derefter fokus på de steder og virksomheder, der leverer disse input, herunder fra det afindustrialiserede Globale Nord, som skal planlægge at opgradere og omstille sig.

Planlæg at deltage og organisér på forhånd for Schiller Instituttets konference i december. »Samarbejde, ikke konfrontation«, som Helga Zepp-LaRouche opfordrer til, er den eneste realistiske dagsorden for verden.

Foto: GGTN

Her er en bedre kvalitet lydfil:

Organisér for Schiller Instituttets kommende gratis internationale videokonference lørdag-søndag den 7.-8. december 2024:

I Schillers og Beethovens Ånd – Alle Mennesker Bliver Brødre!

Forløbig invitation here.

Tilmeld dig her.

Kontakt os: 53 57 00 51; si@schillerinstitut.dk

af Dennis Speed (EIRNS) – 10. november 2024

»På Flanderns marker blæser valmuerne/ mellem korsene, række på række,/ der markerer vores plads; og på himlen/ flyver lærkerne, der stadig synger tappert,/ knap nok hørt blandt kanonerne nedenfor …« Et uendeligt hav af blomster, en for hver dræbt på alle verdens slagmarker, i krige, der aldrig havde behøvet at blive udkæmpet. Denne mindedag, som i dag er kendt over hele verden, også kaldet veterandag i nogle lande den 11. november, er det bedste tidspunkt at forpligte os selv og vores nationer til øjeblikkeligt at afslutte de konflikter, der i en atomar tidsalder holder hele verden som gidsel – startende med NATO mod Rusland og Israel mod »verden«, dvs. Palæstina/Libanon/Syrien/Iran og andre.

Især synes der at være en reel bekymring, i det mindste blandt krigens spøgelser, for at krig er ved at blive nedprioriteret. »Har du nogensinde set en person, som er bange for at krigen vil slutte? Jeg så ham, og hans navn er Volodymyr Zelenskyj,« sagde Slovakiets premierminister og overlevende fra et mordforsøg, Robert Fico, i et radiointerview. Det var hans øjenvidne-vurdering af Zelenskyjs sindstilstand ved EU-topmødet i Budapest den 7. november, som Fico deltog i.

Vil krigens spøgelser og krigspartiet fortsætte med at regere USA? I går skrev den kommende præsident Donald Trump på sine sociale medier: »Jeg vil ikke invitere den tidligere ambassadør Nikki Haley eller den tidligere udenrigsminister Mike Pompeo til at blive en del af Trump-administrationen, som i øjeblikket er ved at blive dannet. Jeg har nydt og værdsat at arbejde sammen med dem tidligere, og jeg vil gerne takke dem for deres tjeneste for vores land. GØR AMERIKA STORT IGEN!«

Med hensyn til krigen i Ukraine lykønsker Rusland Trump med hans valgsejr, men fastholder vedvarende sine krav. I en RT-artikel med den ildevarslende titel »Moscow Reiterates Threat To Sever Diplomatic Ties with U.S.« blev Ruslands viceudenrigsminister Sergei Ryabkov citeret for at gentage sine tidligere bemærkninger. »I juni sidste år advarede Ryabkov om, at Washingtons stadig mere høgeagtige holdning til Rusland gjorde enhver diplomatisk kontakt praktisk talt ‘umulig’. Da han blev bedt om at præcisere denne holdning, sagde han til Izvestia, at der ikke var noget scenarie, der ville få Rusland til ‘automatisk’ at kappe båndene til Vesten, men at denne mulighed ‘utvivlsomt’ er på bordet…. På spørgsmålet om hvilke amerikanske handlinger der kunne få Rusland til at nedgradere båndene yderligere, nævnte han USA’s forsøg på at konfiskere Ruslands indefrosne aktiver samt »dramatiske og yderligere optrappende handlinger, der fører til en forværring af situationen på kontaktlinjen« i Ukraine. Ryabkov bemærkede, at der er en ‘række planer, som Vesten fortsætter med at diskutere’, der kan føre til en optrapning af konflikten. For eksempel har Kiev i månedsvis presset USA og dets allierede til at ophæve forbuddet mod at angribe dybt inde i Rusland med vestligt leverede langtrækkende våben.«

Det vil være afgørende, at vores organisatoriske stemme bliver hævet og sat ind i den internationale diskussion på daglig basis, offentligt og privat, om hvem der ikke bør være, og hvilken politik der ikke vedvarende skal følges, i Trump-administrationen 2025-29. Men derudover kræver vi, at der straks udsendes en klar og vidt udbredt erklæring om, hvad der skal gøres for at »redde den vestlige alliance« – minus NATO, altså. I dag, på digteren Friedrich Schillers fødselsdag, demonstrerede Schiller Instituttets grundlægger og leder Helga Zepp-LaRouche, hvorfor Martin Luther Kings »bjergtop«-tilgang i hendes Ti principper for en ny sikkerheds- og Udviklingsarkitektur giver det nødvendige udgangspunkt for at se og derefter foreslå en strategisk flanke uden for geopolitikkens blindgyde. I en diskussion med sine medarbejdere foreslog Zepp-LaRouche en specifik taktisk-strategisk flanke, der gælder for både NATO-lande og det Globale Syd, for både USA og Europa, og som ikke kun ville afslutte krig og redde utallige liv, men også ville danne grundlag for ægte diplomati ved at bruge det tilsyneladende sværeste problem, som den transatlantiske verden står over for i øjeblikket, som selve motoren i forslaget.

Zepp-LaRouche startede med at beskrive situationen i Tyskland, som, hævdede hun, nu er ved at komme af med den værste regering, landet har haft siden 1945. Hun sagde, at det er meget godt, at denne regering er ude, men problemet er, hvad der kan komme bagefter? CDU, som er det eneste parti, der har mere end 30 % opbakning, ville, hvis de vandt, få den nye kansler Friedrich Merz, som var tidligere europæisk chef for BlackRock, til magten. Han og Christian Lindner fra det Frie Demokratiske Parti, finansministeren, som Scholz netop har fyret, siger begge, at Tysklands Taurus-missiler straks skal sendes til Ukraine! Og det falder sammen med briternes bestræbelser og visse fraktioner i USA omkring Biden, der ønsker at gøre det samme. De ønsker at levere alle de våbensystemer de kan til Ukraine på kortest mulig tid, før Trump kommer til. Så tilmed hvis man fik en ny regering, ville det være CDU plus FDP eller CDU plus De Grønne, som ville være endnu mere krigsvenlige og derfor værre end den siddende regering.

Der er andre kræfter, herunder vælgerkræfter, i Tyskland lige nu, som er imod dette, men der er ikke noget reelt forslag til, hvad man skal gøre. Der er et vidt åbent felt lige nu; der er mange mennesker, som er helt oppe at køre, og med rette, og som advarer om, at hvis Trump kommer til, vil han måske afslutte krigen i Ukraine, men han kan også vælte alle omkostningerne ved genopbygningen af Ukraine over på Tyskland. Læg så dette sammen med andre faktorer som f.eks. toldsatser. Mange mennesker har mistanke om, at Trumps politik om at gøre Amerika stort igen kan blive meget dyr, tilmed ødelæggende, for de europæiske økonomier. Stål-, kemi- og bilindustrien går alle konkurs.

Derfor vil vi i den sammenhæng lave en undersøgelse med den idé, at vi skal se på, hvad BRIKS-nationerne gør. Hvis Europa lige nu ville samarbejde med BRIKS og hjælpe med at skabe 2 til 3 milliarder nye produktive job i Asien, Afrika og Sydamerika, ville det på den ene side skabe et enormt incitament for potentielle flygtninge til at blive hjemme og genopbygge deres lande, og på den anden side stabilisere og genoplive de europæiske økonomier og for den sags skyld også den amerikanske økonomi. Vi er nødt til at sammensætte en sådan pakke ekstremt hurtigt; vi bliver måske nødt til at opgradere og opdatere tidligere projekter og forslag, som vi har diskuteret, men vi er nødt til at bruge dette til det mest massive outreach nogensinde ved at opbygge vores Schiller-konference den 7.-8. december. Alle taler lige nu om BRIKS, men vi er uden tvivl dem, der har den bedste historiske fornemmelse af, hvad det betyder, og vi har kontakterne til at sammensætte et nyt system.

I USA vil det kræve, at undertrykkelsen af Lyndon LaRouches rolle, både på den nationale sikkerhedsside og den økonomiske udviklingsside, endelig ophæves. Der kan være grundlag for at gøre dette i det nye miljø i USA: I marts 2023, da den daværende præsidentkandidat Donald Trump kom med en ti-punkts erklæring, der skitserede hans forslag til, hvordan man kunne »afvikle den dybe stat«, var punkt fire i hans forslag: »For det fjerde vil vi etablere en sandheds- og forsoningskommission, der skal frigive og offentliggøre alle dokumenter om den dybe stat, spionage, censur og korruption for at afsløre de fupnumre og magtmisbrug, der har revet vores land fra hinanden, og der er masser af dem….«

I dag, på denne mindedag, hvor alle krigsveteraner og deres ofre mindes, lover vi, at Lyndon LaRouche, veteran fra Anden Verdenskrig og fra mange kampe derefter, og det Amerika, han var et eksempel på, skal genindkaldes til præsidentembedet, som han opfattede det, og som verden kræver.

Foto: CC/Daniel Jolivet

af Megan Dobrodt (EIRNS) – 9. november 2024

Hvad har magt til at skabe menneskehedens skæbne? På trods af synspunkterne hos den gamle ordens gespenster, som hellere vil rive sig selv i stykker end at acceptere et nyt paradigme, er det eneste gyldige svar på dette spørgsmål sande ideer. Det fysiske univers adlyder sande ideer, ikke diktaterne fra et NATO-centreret imperialistisk regime.

Den russisk-ukrainske videnskabsmand Vladimir I. Vernadsky forstod dette ganske godt; han konkluderede på baggrund af årtiers grundigt arbejde, at det tænkende menneskes sind gennem dets indvirkning på menneskets sociale organisation og adfærd er den stærkeste geologiske kraft.

Vernadsky skrev i december 1943:

»Den historiske proces er ved at ændre sig radikalt for øjnene af os. For første gang i menneskehedens historie bestemmer massernes interesser på den ene side og individernes frie tanke på den anden side menneskehedens livsforløb og sætter standarder for rene ideer om retfærdighed. Menneskeheden som helhed er ved at blive en mægtig geologisk kraft. Der opstår et problem med genopbygningen af biosfæren i den frit tænkende menneskeheds interesse som en enkelt helhed. Denne nye tilstand i biosfæren, som vi nærmer os, uden at vi lægger mærke til det, er noösfæren.« [Understregning i original].

Disse ord, der blev skrevet midt under Anden Verdenskrig, definerer det princip, som ethvert vellykket system må etableres på.

I sit webcast onsdag den 6. november gentog Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche sin opfordring til, at det nu er tid til at presse på for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til hvert enkelt lands interesser. I overensstemmelse med det samme udødelige princip om »én menneskehed« hævdede Vladimir Putin i sin hovedtale den 7. november i Valdai International Discussion Club, at »nøgleprincippet for sikkerhed for alle uden undtagelse er, at én nations sikkerhed ikke kan sikres på bekostning af andres sikkerhed….«. I dag er sikkerhed et komplekst begreb, som omfatter mere end blot militære og politiske dimensioner; det kan ikke opnås uden socioøkonomisk udvikling og staters modstandsdygtighed over for en række udfordringer, fra naturlige til menneskeskabte.«

Ikke alle er enige med Vernadsky, Zepp-LaRouche og Putin. Ledere i Europa kæmper for at bevare evnen til at holde NATO-krigen i Ukraine i gang efter et sandsynligt stop for amerikansk hjælp under en Trump-administration. NATO gennemfører krigsøvelser i Finland, som deler en 800 kilometer lang grænse med Rusland. Israels folkemord i Gaza fortsætter, hvor kvinder og børn skønnes at udgøre 70 % af de dræbte, og Netanyahu-regeringen er i fuld gang med at fjerne enhver modstand mod dens vaklende position.

Mod denne dynamik, som om han var tilskyndet af en dybere tendens, talte Italiens præsident Sergio Mattarella om styrken i den interkulturelle dialog, da han stod ved siden af sin vært, præsident Xi Jinping, i Beijing ved China-Italy Cultural Forum: »Kultur styrker den enkeltes værdighed. Det er ikke et naivt ønske. Det er ikke en udveksling, der ikke tager hensyn til forskellene. Tværtimod: Værdien af øvelsen består i at antage og analysere dem med åbenhed, uden at dette hindrer sammenligning og samarbejde. Denne måde at nærme sig hinanden på er produktiv, da den fører til opbygning af en fælles arv. Det er en refleksion, en holdning, der ansporer os til at undgå fristelsen til at vende tilbage til fortidige standpunkter i en verden med modsatrettede blokke.”

Påtag opgaven: Kan vi få USA og de europæiske nationer til at slutte sig til noösfæren, til at overvinde geopolitikkens ondskab – til at stoppe denne konfrontation? I perioden mellem nu og indsættelsen af præsident Trump står vi over for en meget stor sandsynlighed for, at krigens spøgelser vil gøre noget desperat for at bevare overherredømmet – måske placere langtrækkende missilsystemer i Ukraine eller, Gud forbyde det, indsætte dem med amerikansk opbakning dybt inde på russisk territorium.

I sine »Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur«, diskussionsoplægget til den kommende konference den 7.-8. december i Schiller Instituttet, hævder Helga Zepp-LaRouche: »Den grundlæggende antagelse for det nye paradigme er, at mennesket er fundamentalt godt og i stand til uendeligt at perfektionere sit sinds kreativitet og sin sjæls skønhed, og at det er den mest avancerede geologiske kraft i universet, hvilket beviser, at sindets lovmæssighed og det fysiske univers er i overensstemmelse og samhørighed, og at alt ondt er resultatet af en manglende udvikling og derfor kan overvindes.«

Sande ideer bevæger naturen. Sande ideer bevæger menneskeheden til at opnå det, som den ikke troede var muligt. Denne glædelige proces er det, der giver vores liv mening og giver os mulighed for at gøre det størst mulige gode ved at omforme vores sociale organisation, så den mere perfekt afspejler menneskets kreative natur: at øge potentialet for kreativt arbejde hos de milliarder og billioner af mennesker, der kommer.

Foto:  Office of the President of Italy

Ikke korrekturlæst

Fredag den 8. november 2024

DENNIS SPEED: Vi vil gerne byde alle velkommen til det 75. møde i træk i Den Internationale Fredskoalition. Mit navn er Dennis Speed, og jeg afløser Anastasia Battle, som normalt indleder vores møder.

Det er klart, at denne uge er særlig bemærkelsesværdig på grund af det, der er sket ved det amerikanske valg. Den er også bemærkelsesværdig, fordi den nyvalgte amerikanske præsident siger, at han har talt med omkring 70 verdensledere siden tirsdag. Men endnu vigtigere er det, at en af disse ledere – Vladimir Putin – har talt om, hvordan han og USA’s kommende præsident har tænkt sig at tale sammen. Og han lagde især mærke til den kommende præsidents forslag omkring Ukraine og sagde blot, at disse forslag fortjener opmærksomhed. Jeg tror, det er vigtigt, at Den Internationale Fredskoalition vedvarende har forsøgt at understrege, mens vi har afholdt disse møder, at ingen begivenhed, heller ikke valget af USA’s præsident, er den dominerende begivenhed; for det er spørgsmålet om krig og fred, der er det dominerende. Det er grunden til, at vi begyndte dette for omkring 75 uger siden. Pointen var at forsøge at forene verdens fredsbevægelser eller at skabe en verdensomspændende fredsbevægelse, som ville hæve sig over ideologi eller særlige valgfordele eller økonomiske overvejelser for at forsøge at forhindre verden i at sprænge sig selv i luften. Jeg tror, at der vil være masser at diskutere, efterhånden som præsentationerne udvikler sig her i dag.

Det, vi vil gøre, er at starte med en præsentation af den person, der inspirerede og opfordrede til oprettelsen af Den Internationale Fredskoalition. Hun er også formand for og grundlægger af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche. Helga, du har nu ordet.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen til jer alle sammen. De seneste dage har været ret begivenhedsrige, og jeg tror, at især den 6. november vil gå over i historien som en milepæl, for det var ikke kun dagen, hvor Trump blev genvalgt som USA’s præsident, men det var også dagen, hvor den såkaldte »gadelygtekoalition« i Tyskland faldt. Begge disse begivenheder har naturligvis meget at gøre med spørgsmålet om fred eller krig.

Det, Trump har lovet, er at sige, at han vil afslutte krige og ikke starte nye. Det er i hvert fald indtil videre en betydelig forstyrrelse i krigsmaskinen, og man kan se, hvem der er hvem internationalt. Briterne er helt ude af den og forsøger at skabe “Trump-sikre forhold” både i relation til Ukraine og Mellemøsten, inden Trump tiltræder. Om Trump rent faktisk vil indfri sit løfte, vil naturligvis i høj grad afhænge af, hvilket kabinet han sammensætter; om det bliver folk, der vil forsøge at støtte hans dagsorden om at afslutte krige eller ej. Vi ved fra den tidligere Trump-administration, at han havde sådanne folk, som faktisk også tilhørte neo-con-lejren. Men som Dennis lige har sagt, afhænger det ikke kun af den hjemlige situation i USA, for vi befinder os i en periode med absolut tektoniske ændringer i det strategiske billede.

Før jeg siger et par ord om det, så lad mig sige, at den tyske regerings fald er en meget positiv udvikling. Den er endnu ikke helt ude, for Scholz har sagt, at han vil udskyde en mistillidsafstemning til den 15. januar. Der er meget modstand, som presser ham til at stille spørgsmålet i begyndelsen af næste uge. Men det er helt sikkert meget positivt, for det var den værste regering, vi har haft i hele efterkrigstiden. Scholz smed finansminister Lindner ud, og det formodede problem var, at Scholz krævede, at Lindner skulle ophæve gældsbremsen for at kunne sende et sted mellem 3 og 10-15 milliarder euro mere til Ukraine. Der er en masse intern dynamik, som tiden er for kort til at gå ind i. Lindner er ikke nogen fredsengel, for han gik ind for at sende Taurus-missiler i stedet for at ophæve gældsbremsen. Men tonen mellem de to mænd, der skændtes, var lige så skinger, som hvis det var to fiskekoner eller to sladderhanke, der skændtes på markedspladsen. Niveauet var så utroligt lavt, at det var ufatteligt.

Grunden til, at jeg siger, at dette var den værste regering, Tyskland har haft siden Anden Verdenskrig, er, at den tyske økonomi lige nu er i frit fald på grund af Scholz-regeringen. Scholz undlod helt klart at beskytte den tyske befolkning mod sabotagen af Nord Stream-rørledningerne, som leverede forholdsvis billig gas fra Rusland til den tyske økonomi, hvilket virkelig var hovedårsagen til, at den tyske økonomi klarede sig relativt godt. Som følge af mørklægningen – og man kan kun kalde det en mørklægning, fordi Seymour Hersh fremlagde en meget troværdig hypotese om, hvem der stod bag – skal Tyskland nu betale energipriser, der er tre gange så høje som i USA, og de er tvunget til at købe meget dyr flydende naturgas, der kommer fra Shell Gas i USA. Det får naturligvis den tyske økonomi til at styrtdykke i frit fald. Så legaliserede de cannabis. Vi ser både fra Holland og USA, hvad en legalisering af narkotikapolitikken gør med hensyn til stigningen i kriminalitetsraten, den erkendelsesmæssige effekt på især unge mennesker. Og naturligvis indførte de også den såkaldte selvbestemmelseslov. Det betyder, at alle 14-årige børn fra nu af kan skifte køn én gang om året bare ved at udtrykke et ønske om det, hvilket naturligvis er fuldstændig skadeligt for deres velbefindende. Jeg kunne lave en lang liste, men bare for at give et eksempel, så er det her en regering, hvor Scholz’ eneste fortjeneste er, at han indtil nu har forhindret, at Taurus-missilerne blev sendt til Ukraine.

Den alternative kanslerkandidat fra CDU-oppositionen, Friedrich Merz, holdt den 11. oktober en tale i parlamentet, hvor han sagde, at han går ind for at give Rusland et 24-timers ultimatum om at stoppe med at bombe infrastruktur i Ukraine, ellers vil Taurus blive sendt for at ødelægge alle Ruslands forsyningslinjer til Ukraine. Naturligvis er der sådanne uhellige skabninger i det parti som Roderich Kiesewetter, der mange gange har sagt: »Man er nødt til at føre krigen dybt ind i Rusland. Man er nødt til at ødelægge ministerierne og flyvepladserne,« og så videre og så videre. Derfor er Tyskland endnu ikke ude af problemerne, selv hvis denne regering falder, for alt vil afhænge af, hvad der kommer til at erstatte den; og hvad afstemningen bliver ved det kommende valg, som sandsynligvis bliver et eller andet sted i begyndelsen af det nye år.
Krigsmagerne på den atlantiske side, der ser på Biden-administrationen, Baerbock fra den tyske regering, den britiske regering, tænketankene, kræver alle nu at sende alle mulige våben, før Trump tiltræder. De står i så total kontrast til, hvor størstedelen af verden faktisk bevæger sig hen, og vi diskuterede sidste gang mødet mellem BRIKS-landene i Kazan. Der var 4,7 milliarder mennesker repræsenteret, som udgør 57 % af verdens befolkning, og de går alle i en helt anden retning. Fordi alle disse lande i det Globale Syd ønsker at opbygge en ny verdensorden baseret på lighed, på suverænitet, på de fem principper om ikke-indblanding. Det skaber naturligvis en helt anden dynamik.

Nu vil jeg gerne pege på den tale, som præsident Putin netop har holdt på deres årlige Valdai Discussion Club, hvor de altid har diskussioner om sikkerhedsordenen, arkitekturen. Putin holdt en virkelig bemærkelsesværdig tale, og jeg vil gerne give jer nogle citater med kun ét formål – nemlig at opfordre jer til at få hele talen senere efter mødet, for det er en bemærkelsesværdig tale. Det, Putin startede med, var, at han sagde

»Vi er vidne til dannelsen af en helt ny verdensorden, ikke noget som vi havde tidligere, såsom det westfalske eller Jalta-systemet.

»Nye magter rejser sig. Nationer bliver mere og mere bevidste om deres interesser, deres værdi, egenart og identitet, og de insisterer i stigende grad på at forfølge målene om udvikling og retfærdighed. Samtidig konfronteres samfundene med en lang række nye udfordringer, fra spændende teknologiske forandringer til katastrofale naturkatastrofer, fra uhyrlig social splittelse til massive migrationsbølger og akutte økonomiske kriser….

»Der kommer på en måde et sandhedens øjeblik. Den tidligere verdensorden er uigenkaldeligt ved at forsvinde, faktisk er den allerede forsvundet, og der udspiller sig en alvorlig, uforsonlig kamp for udviklingen af en ny verdensorden. Den er først og fremmest uforsonlig, fordi det ikke engang er en kamp om magt eller geopolitisk indflydelse. Det er et sammenstød mellem selve de principper, der vil ligge til grund for landenes og folkenes forhold i den næste historiske fase. Udfaldet vil afgøre, om vi gennem en fælles indsats vil være i stand til at opbygge en verden, der giver alle nationer mulighed for at udvikle sig og løse nye modsætninger baseret på gensidig respekt for kulturer og civilisationer uden tvang og magtanvendelse. Og endelig, om det menneskelige samfund vil være i stand til at bevare sine etiske humanistiske principper, og om et individ vil være i stand til at forblive menneskeligt.

»Ved første øjekast kan det se ud, som om der ikke er noget alternativ. Men det er der desværre. Det er menneskehedens dyk ned i aggressivt anarki, intern og ekstern splittelse, erosion af traditionelle værdier, fremkomsten af nye former for tyranni og den faktiske afståelse fra de klassiske demokratiske principper sammen med grundlæggende rettigheder og friheder….

»Jeg har tidligere sagt, at vi har nået de røde linjer. Vestens opfordringer til at påføre Rusland et strategisk nederlag, en nation med det største arsenal af atomvåben, afslører visse vestlige politikeres hensynsløse eventyrlyst. En sådan blind tro på deres egen straffrihed og exceptionalisme kan føre til en global katastrofe….«

Jeg giver dig kun de vigtigste citater, så jeg springer nu til det punkt, hvor han siger:
»I denne sammenhæng vil jeg gerne understrege endnu en gang: I modsætning til vores modparter ser Rusland ikke den vestlige civilisation som en modstander, og det stiller heller ikke spørgsmålet om ‘os eller dem’. Jeg gentager: »I er enten med os eller imod os« er ikke en del af vores ordforråd. Vi har intet ønske om at undervise nogen eller påtvinge nogen vores verdensbillede. Vores holdning er åben….«

Og så gentager han, hvilke principper Rusland støtter med hensyn til den nye arkitektur. Så slutter han med følgende:
“Fremkomsten af nationer og kulturer, som tidligere har holdt sig i periferien af den globale politik af den ene eller anden grund, betyder, at deres egne særegne ideer om lov og retfærdighed spiller en stadig vigtigere rolle. De er forskellige. Det kan give indtryk af uenighed og måske kakofoni, men det er kun den første fase. Det er min dybe overbevisning, at det eneste mulige nye internationale system er et, der omfatter polyfoni, hvor mange toner og mange musikalske temaer klinger sammen og danner harmoni. Hvis du vil, bevæger vi os mod et verdenssystem, der bliver polyfonisk snarere end polycentrisk, et system, hvor alle stemmer bliver hørt og, vigtigst af alt, absolut skal høres. De, der er vant til at spille solo og gerne vil beholde det sådan, må vænne sig til de nye ‘partiturer’ nu.«

Det synes jeg er en meget smuk metafor for den slags verdenssystem, som er ved at blive formet. Jeg har tidligere sagt, og vi har også diskuteret det i dette forum, at spørgsmålet om fred ikke bare er et spørgsmål om ikke at have krig. Men vi er nødt til at arbejde på at fjerne de underliggende årsager, som er den geopolitiske konfrontation og nogle nationers påstand om, at de har en legitim ret til at påtvinge andre nationer deres verdenssyn. Geopolitik var årsagen til to verdenskrige i det 20. århundrede, og vi er nødt til at tage et gigantisk spring i menneskehedens historiske udvikling, nemlig at gå over til et nyt paradigme, hvor den ene menneskehed sættes først, og alle nationale interesser kun er legitime i det omfang, de er i overensstemmelse med menneskehedens interesser som helhed.

Det er den eneste måde at løse migrantkrisen på, den ulighed, som får millioner af mennesker til at forsøge at forlade deres land og tage til andre lande, hvor de håber at få et bedre liv eller overleve. Det er grunden til, at Middelhavet er blevet en kirkegård, hvor folk drukner i tusindvis, og hvorfor den mexicansk-amerikanske grænse er blevet et sted, hvor mange mennesker også er døde, eller på vej til at nå det mål. Sådan kan situationen ikke være, for man kan ikke opretholde en status quo, hvor kun nogle få mennesker forbliver rige og velhavende – nogle ekstremt rige – og den Globale Majoritet forbliver fattig. Man er nødt til at skifte til et system, hvor alle nationer på planeten har ret til deres egen udvikling. Den eneste måde, vi kan forhindre tredje verdenskrig i at bryde ud, er ved at få landene i det kollektive Vesten til at arbejde sammen med BRIKS om udviklingen af det Globale Syd. På den måde skaber vi en verden, hvor alle nationer kan trives. Jeg tror, det er meget tættere på, end folk tror. Vi har lige fået at vide, at den italienske præsident Sergio Mattarella under sit statsbesøg i Kina udtrykte stor interesse for at slutte sig til dette nye system, som er fri for oligarki og imperialisme.
Lige nu mødes EU’s [stats- og regeringschefer] i Budapest. Der er flere europæiske lande – Slovakiet, Ungarn – som støtter dette nye system fuldt ud. Et land, som ikke er en del af EU, Serbien, er også helt på det nye systems side. Som du lige har hørt, er Italiens præsident Mattarella i gang med at udforske sådanne potentialer. Og i alle europæiske lande er der partier og institutioner, som også går ind for det.

Om Trump-administrationen virkelig bliver en fredskraft, afhænger efter min mening næsten udelukkende af, hvilken holdning Trump-administrationen vil have til denne nye fremvoksende Globale Majoritet. For da Trump forlod Det Hvide Hus for fire år siden, eksisterede det ikke, så verden har ændret sig dramatisk, siden han sidst var i Det Hvide Hus. Hvis vi kan få verden til at nå dette nye niveau af et nyt paradigme, af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur i alle verdens landes interesse, så kan vi være meget håbefulde om, at der kan skabes fred.

Jeg vil lade det blive ved det.

Bemærkninger under diskussionen som svar på et spørgsmål fra en person fra American Friends Service Committee:
Hele den grundlæggende idé med Den Internationale Fredskoalition var at gøre netop det, for efterhånden som krigsfaren både i Ukraine og i Mellemøsten bliver mere forfærdelig, er mange grupper og enkeltpersoner og mennesker virkelig bekymrede over faren for, at det hele faktisk kan ende i atomkrig, hvilket ville afslutte livet på jorden. Det kunne være enden på hele den menneskelige civilisation. Så i betragtning af, at en sådan krig truer med at udslette den menneskelige arts eksistens, gør det alle på planeten – uanset hvilket land du befinder dig i – grundlæggende bekymrede, fordi det berører alle. Derfor er vi alle nødt til at tænke som verdensborgere, og vi er nødt til at tage ansvar for, hvordan denne periode i historien ender, enten med et nyt paradigme, hvor faren for krig virkelig er elimineret, for jeg tror ikke, at krig er noget, der er medfødt i den menneskelige karakter, men jeg tror, at det er et levn fra en børnesygdom. Jeg er helt overbevist om, at når menneskeheden har nået en vis grad af modenhed, vil det være indlysende, at enhver konflikt i atomvåbnenes tid kan og skal løses gennem forhandling, gennem diplomati, gennem dialog. Dette er et så indlysende øjeblik i historien, hvor den overgang skal ske. Så det er derfor, IPC faktisk forsøger at forene hele den internationale fredsbevægelse.

Jeg vil bare bede dig, hvis du kender disse grupper, om at introducere dem. Eller, hvis du ikke kender disse grupper så godt, så send os oplysningerne. Vi vil invitere dem og invitere dem som talere til vores næste arrangement.

Afsluttende bemærkninger
Jeg vil faktisk gerne vende tilbage til det allerførste spørgsmål, du stillede, om det kunne være, at Biden-administrationen skaber så meget ravage, at den erklærer en nødsituation, så overførslen til Trump-administrationen bliver blokeret. Jeg ved ikke, om det vil ske præcis på den måde, men hvis du ser på alle medierne på begge sider af Atlanten, der kommenterer det kommende valg, siger de alle, at det bliver et absolut tæt løb; det vil være et spørgsmål om meget få stemmer. Og hvis Trump taber, vil der være vold som den 6. januar 2021. Der var masser af sådanne artikler og tv-kommentarer. Hvis man ser på virkeligheden, tror jeg, det var helt ved siden af. Trump vandt faktisk et overvældende flertal af 312 valgmænd mod 226 eller sådan noget. Jeg kan tage lidt fejl, men generelt er det et rigtigt jordskred. Næsten 50 % flere valgmænd til Trump end Harris, og også det største antal stemmer, og begge kongressens kamre er stort set republikanske, eller i hvert fald en stor del af dem. Så derfor tror jeg, at det vil være meget vanskeligt for et hvilket som helst scenarie at gå videre med det, som spørgeren foreslår.

Jeg tror dog, at vi stadig befinder os i den farligste periode i historien, simpelthen fordi der på begge sider af Atlanten tydeligvis er folk, som ikke er enige i, at verden bevæger sig væk fra en unipolær verden og ind i, som Putin sagde, en polyfonisk verden. Jeg tror, at vi må være – og især Trump må være meget på vagt for sin sikkerhed. Efter tre mordforsøg tror jeg, at han uden tvivl tager det meget alvorligt.

Jeg vil virkelig gerne sige, at vi i stedet for at sidde og se på og vente på, hvad der sker, bør indtage en meget aktiv holdning. Dette er en pause, ikke kun i situationen i USA, det er en pause i Tyskland. Men vigtigst af alt er det en tektonisk ændring, hvor 500 års kolonialisme er ved at være slut. Der er allerede et flertal i verden, som forsøger at skabe et nyt system baseret på win-win-samarbejde, på respekt for den andens suverænitet, de fem principper for fredelig sameksistens. Så jeg har sagt det i flere år, men det er ved at blive helt klart, at spørgsmålet om krig og fred afhænger af, om vi kan få befolkningerne i USA og de vesteuropæiske lande til at reagere positivt på denne nye økonomiske orden i stedet for at se den som en fjende.

Jeg tror, vi er nødt til at bekæmpe – alle i deres omgivelser, i deres daglige liv – for absolut at bekæmpe ideen om, at en person, der er kineser eller russer eller afrikaner eller en hvilken som helst anden nationalitet, per definition allerede er en fremmed, en fjende, som skal hades eller holdes øje med. Jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor vi er nødt til at ændre forholdet mellem nationer, kulturer og civilisationer for at udvikle venskab, tillid og kærlighed. Den bedste måde at gøre det på er at studere den anden kultur og finde ud af, hvilke skønheder man kan opdage, når man åbner sit hjerte og sit sind for nye kulturer. Derfor har vi indkaldt til internet Schiller-konferencen den 7.-8. december med den idé ikke at holde en konference på det tidspunkt, men at bruge hver eneste dag mellem nu og da – cirka 4,5 uger – til at sammensætte en international kombination af kræfter, der siger, at vi er nødt til at have et nyt paradigme i forholdet mellem nationer. Derfor er titlen på konferencen »I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre!« Schillers {Ode til glæden}, som blev sat i musik af Beethoven i {Niende symfoni}. Vi kunne sige, at alle mænd og kvinder bliver brødre og søstre, hvilket Lyndon LaRouche faktisk ville have sagt, og sagde mange gange, da han stadig var blandt os.Men i dag bliver man mistænkt for at være kønsdiskriminerende, hvis man siger det. Lyndon LaRouche sagde det for årtier siden, fordi han altid har ment, at mænd og kvinder er lige begavede som kreative mennesker, og at der ikke er nogen forskel på dem.

Under alle omstændigheder er dette konferencens emne. Vi ønsker at gøre den konference til en meget kraftfuld demonstration af, at vi er ved at nå en ny tidsalder for menneskeheden, en ny æra – og at vi samler den mest kraftfulde kombination af talere, vi nogensinde har haft på en konference, fra det Globale Syd, fra det kollektive Vesten, men mennesker, som gennem deres livsværk repræsenterer denne idé. Organiseringstiden før det er faktisk tiden for maksimal outreach. Jeg vil derfor appellere til jer alle om at forpligte jer til ikke kun at tage én person med til konferencen ud over jer selv, men at I virkelig slutter jer til vores organisationsteam. Kontakt Anastasia: Hun vil sætte dig i kontakt, eller vi har andre arrangører i Tyskland, i Frankrig, i Skandinavien, i Italien, i Latinamerika.Uanset hvor du er, så kontakt vores lokale folk og følg med, så vi kan gøre konferencen til et absolut tordnende gennembrud, som hele verden kan lytte til.

Det er det, jeg tror, vi bedst kan gøre for at forme denne periode i stedet for bare at vente og se, hvad der sker. Fordi Tyskland er i fuldstændig forandring, er situationen i Frankrig lige så dramatisk med en regering, der kan falde lige så let, som den tyske regering lige har gjort. Jeg tror, at vi har et åbent felt til at sætte en ny dagsorden på bordet. Jeg vil virkelig opfordre dig: Giv os noget af din tid, og hjælp og deltag i denne organiseringsproces for at nå frem til en ny æra af civilisation.

David Shavin

Den 7. november 2024

Var det så let? Ruslands præsident Vladimir Putin svarede i dag på et spørgsmål om, hvorvidt han ville tale med USA’s kommende præsident Donald Trump; og han siger, at det ville han. Så tilføjer han, at han ikke er bleg for at tage kontakt til Trump først. Og en time senere siger Trump, at han tror, at de to vil tale sammen.

Det viser sig, at Putin, da han svarede på spørgsmål i Valdai Discussion Club, mente, at i Trumps første præsidentperiode »blev han chikaneret af alle på kryds og tværs, han blev tyranniseret, han var bange for at tage et skridt til venstre eller til højre og sige det forkerte« – og han endte med ikke at have kontrol over begivenhederne. Og Putin tilføjede: »Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske nu under hans nye præsidentskab. Uanset hvad han gør, er det op til ham.«

Han sagde dog, at han lærte noget om Trump, da en attentatmand forsøgte at dræbe ham i Pennsylvania: »«Jeg kan fortælle dig, at hans opførsel på tidspunktet for attentatet … gjorde indtryk på mig. Han viste sig at være en modig mand. … En person viser sig selv under ekstraordinære forhold – det er der, en person viser sig selv. Og han viste sig efter min mening på en meget passende måde: modigt, som en mand.” På trods af forskelle i stil og indhold i forhold til Trump vurderer Putin åbenbart, at der er noget i ham, som kan modstå chikanen denne gang.

Man kunne tilføje, at Trumps afvisning af at give efter for rigsretssagerne og de frontale juridiske angreb på ham kan sammenlignes med Lyndon LaRouches principfaste modstand mod den hysteriske og ondskabsfulde operation, der blev ført mod ham – især når man sammenligner med det, der kaldes politisk lederskab nu om dage.

Trumps begrænsninger er kendte. Der er ingen garanti for, at han ikke vil gentage de jammerlige politiske aftaler og udnævnelser fra sin første periode. Det er i høj grad et åbent slagsmål i de næste par måneder. Men tilmed en erfaring med at afklare et angiveligt uløseligt problem som Ukraine-konflikten kan få hans administration til at spille i en anden liga denne gang. Ville Trump i 2024-2025 f.eks. begå den samme fejl ved at fyre Michael Flynn som sin nationale sikkerhedsrådgiver i den tro, at »Russiagate«-agenterne ville lade ham være i fred?

Så hvad sker der, når freden “truer” med at bryde ud?

Den neokonservative bande for »permanent krig«- går amok. Før Trump overhovedet er blevet indsat, er der en alvorligt forøget risiko for krig. En britisk tænketank, »Council on Geostrategy«, organiserer »højtstående parlamentarikere, tidligere ambassadører og sikkerhedseksperter« til at skrive under på at »opbygge en massiv præcisionsangrebsstyrke til Ukraine uden eksterne begrænsninger på dens målretning….«. Politico rapporterer, baseret på to anonyme embedsmænd i Det Hvide Hus, at de ikke bare kan smide penge og våben efter Ukraine i de næste to måneder, for som Politico skriver: »Det tager normalt måneder for ammunition og udstyr at komme til Ukraine, efter at en hjælpepakke er blevet annonceret, så alt, hvad der rulles ud i de kommende uger, vil sandsynligvis ikke nå helt frem før et godt stykke inde i Trump-administrationen, og den næste øverstbefalende kan standse forsendelserne, før de er på jorden.« Så den eneste effektive mulighed er at gå videre og give Ukraine mulighed for at ramme dybt ind i Rusland – det vil sige at » ingen eksterne begrænsninger skal gælde for dets mål.«

Den tidligere NATO-ambassadør og særlige udsending til Ukraine, Kurt Volker, (som også var hovedvidne i sagen mod Trump) forklarede til Kyiv Independent: »Jeg tror, at Biden-administrationen ville gøre klogt i bare at droppe sine indvendinger. Bare lade Ukraine bruge de våben, vi har givet dem. Og det kan gøres stille og roligt, det behøver ikke at være en stor bekendtgørelse.« I Newsweeks dækning citerede de både forfatter/journalist David Patrikarakos: “Joe Biden bør gøre én ting, fremskynde al militær støtte til Ukraine og slippe ukrainerne fri – lade dem bruge amerikanske våben inde i Rusland” – og forfatter Aja Radan: “Jeg foreslår på det kraftigste, at præsident Biden i morgen ringer til Ukraine og fortæller dem, at de kan sprænge lige den del af Rusland i luften, som de vil.”

Og Israels premierminister er selvfølgelig en levende mulighed for at øge den regionale krigsførelse i Sydvestasien til en atomar konfrontation. At ramme Irans atomare forskningsfaciliteter har samme resultat som at sende missiler dybt ind i Rusland.

Intet af dette er uundgåeligt. Men det er en meget reel og håndgribelig fare. Så stormløbet for en retfærdig, fair, ikke-bankerot økonomisk orden, for en BRIKS-orienteret tilgang til den type gavnlige industri- og landbrugsprojekter, der giver lande lyst til at arbejde med hinanden, må fortsætte hurtigere, end geopolitikerne i London og Washington kan overskue. Trump-sejren, lussingen til den globale elite, med eller uden Trumps fulde forståelse af, hvad der er blevet sat i gang, kan blive til lussingen, der høres verden rundt. Det kan gøre gårsdagens umulighed til dagens halvmirakel og morgendagens virkelighed.

Og det er derfor, den amerikanske præsidentkampagne kun lige er begyndt.

Foto: Flickr/Trump White House Archive

Ikke korrekturlæst

Organisér NU for at skabe en ny sikkerheds og udviklingsarkitektur

Fredag den 8. november kl. 17 dansk tid

Klik venligst på nedenstående link og brug dit fulde navn, når du deltager i mødet:

https://us02web.zoom.us/j/83288789255

Deltag i Den Internationale Fredskoalition denne fredag på kl. 17 dansk tid sammen med ledere fra hele verden. Tag mindst 1 person mere med, og del med dine organisationer.

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition, kom med følgende indledende bemærkninger til sin ugentlige webcast, hvor hun evaluerede den strategiske verdenssituation i kølvandet på Trump-sejren i det amerikanske præsidentvalg.

»Jeg tror helt sikkert, at det er et øjeblik med en pause i en meget anspændt strategisk situation. Trump har lovet at stoppe krige. Vi må naturligvis se, om ordene bliver fulgt op af handling, men også hans vicepræsident Vance sagde noget lignende. Så jeg ville indtage den holdning, at han er en nyvalgt præsident, og lad os se, om han følger op på sine løfter.

»Det vigtigste spørgsmål er selvfølgelig ikke kun, hvad han gør i USA, men udenrigspolitikken er naturligvis afgørende. Jeg tror, han vil gøre noget for at afslutte krigen i Ukraine; jeg tror, der er et potentiale for det, tilmed selvom russerne er meget forsigtige, hvilket er forståeligt i betragtning af deres synspunkt. Men jeg tror, at potentialet eksisterer. Jeg er ikke så optimistisk med hensyn til Sydvestasien.

»Men jeg tror, at det virkelig afgørende spørgsmål er, hvad Trump-administrationens holdning vil være til den Globale Majoritets bestræbelser på at opbygge et nyt økonomisk system? Jeg håber bare, at der er nok stemmer internationalt, som viser potentialet. Den første reaktion fra kineserne, fra Mao Ning, talskvinde for udenrigsministeriet, var, at den kinesiske holdning grundlæggende er at tilbyde et win-win-samarbejde. I betragtning af at Xi Jinping allerede for flere år siden havde tilbudt Obama, at Obama-administrationen skulle samarbejde med BRIKS og Bælte- og Vej-Initiativet – hvilket Obama reagerede meget negativt på ved at fremsætte Pivot to Asia i stedet. Men det tilbud eksisterer tydeligvis stadig, og i betragtning af at landene Ungarn og Slovakiet – som er meget interesserede i at afslutte krigen i Ukraine, fordi det er et naboland, og det er en forfærdelig ting at have sådan en krig i deres nabolag – også er på en meget positiv kurs med Kina. Jeg tror, der er et potentiale for at afslutte krigen i Ukraine og bygge broer.

»Jeg tror, at landene i det Globale Syd, som i Kazan har bevist, at de bestemt er fast besluttet på at bevæge sig i retning af en mere retfærdig og rimelig ny økonomisk verdensorden, jeg tror også, at de vil se muligheden. Jeg kunne godt forestille mig, at mange af dem rækker hånden ud til den nye Trump-regering for at se, om der kan arrangeres en positiv holdning. Det kan så være, som det er.

»Jeg kan kun sige, at vores opgave – LaRouche-organisationens og Schiller Instituttets – grundlæggende er, at vi skal bruge øjeblikket til virkelig at katapultere verdenssituationen ind i et nyt paradigme; en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Jeg har sagt det gentagne gange, og det er mere sandt nu end nogensinde før, at hvis vi ikke overvinder geopolitik – som er Wolfowitz-doktrinen, som er den idé, der tilmed kræver, at USA skal forblive verdens hersker for evigt. Men også geopolitik, som er ideen om, at en nation eller en gruppe af nationer har ret til at påtvinge andre nationer deres interesser. Den tankegang skal væk, især i en tid med atomvåben. Jeg tror, at vi virkelig skal bruge den nuværende situation til at forsøge at bevæge os ud af denne ekstremt farlige zone.

“Hvor farligt det er, understreges af, at USA kun få timer før valgresultatet blev kendt, affyrede en Minuteman ICBM-missiltest, som er atombærende, for at demonstrere USA’s atomare beredskab. Jeg synes bare, det viser, at den nuværende regerings tankegang stadig er i det gamle paradigme, og det er præcis dér, problemet ligger.

»Så jeg tror, at den næste periode bliver ekstremt farlig. Jeg tror, at perioden frem til Trumps indsættelse er yderst spændende og farlig, og naturligvis også tilmed efterfølgende. Men jeg tror, at hvis man kan håbe på, at Trump vil gøre det, han har sagt – så skal man naturligvis holde meget nøje øje med, hvilket kabinet han sammensætter. Hvis det er folk, der vil insistere på, som Trump selv sagde under valgkampen, at han vil splitte forholdet mellem Rusland og Kina – hvilket jeg tror, der ikke er nogen chance for sker, da grunden til, at disse to lande er rykket så tæt sammen, har alt at gøre med de strategiske farer. Så jeg tror ikke, der er nogen chance for at splitte de to lande; men det ville være meget uheldigt, hvis budskabet fra den nye Trump-administration var, at han faktisk ønsker at gå i den retning.

»Hvis der på den anden side er en fælles indsats for at forsøge at flytte verden til et bedre sted – og det er, hvad vores kommende Schiller-konference handler om; at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til hvert enkelt lands interesser i traditionen fra Den Westfalske Fred – står vi muligvis på tærsklen til en helt ny æra. Men det kræver en stor indsats fra mange mennesker med god vilje.

“Så på den ene side er jeg optimistisk med hensyn til, at der kan ske noget stort, men på den anden side ville det være en fatal fejltagelse at slukke for alarmerne, for vi er slet ikke ude af farezonen. Derfor tror jeg, at det stadig kræver en maksimal mobilisering af mennesker, der kæmper for fred.«

Deltag i Den Internationale Fredskoalition på fredag kl. 17 dansk tid med ledere fra hele verden. Tag mindst én person med, og del det med dine organisationer.

Ikke korrekturlæst

[HZL] [HCS]
6. november 2024 (EIRNS)–Strategisk webcast med Schiller Instituttets grundlægger og formand Helga Zepp-LaRouche
Onsdag den 6. november 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Det er onsdag den 6. november 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende spørgsmål og kommentarer via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.

Helga, i går blev tidligere præsident Donald Trump atter valgt til USA’s præsident. Han havde besejret vicepræsident Kamala Harris, som var blevet valgt af partiets etablissement, efter at de havde besluttet at sende Joe Biden på førtidspension gennem det, som mange kaldte et »blødt kup«. Med andre ord skulle Biden ofres for at redde politikken. Det ser ud til, at det ikke virkede: Caitlin Johnstone kommenterede: »Det viser sig, at det ikke er en god måde at få progressive til at stemme på sig selv, når man fører valgkamp på løftet om at fortsætte et folkemord, mens man bejler til støtte fra krigsforbrydere som Dick Cheney.«

Helga, da du så på udviklingen i de seneste dage, sagde du: »Vores historiske øjeblik oprinder, fordi det er meget tydeligt, at det gamle system er ved at smuldre, og chancerne for at indføre et helt nyt system er absolut til stede.« Så hvordan skal vores seere tænke om udviklingen i den sidste uge, herunder valget af Donald Trump?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror helt sikkert, at det er et øjeblik med en pause i en meget anspændt strategisk situation. Trump har lovet at stoppe krige. Nu må vi naturligvis se, om ordene bliver fulgt op af handling, men også begivenheder – vicepræsidenten sagde noget lignende. Så jeg ville indtage den holdning, at han er en nyvalgt præsident, og lad os se, om han holder sine løfter.

Nu er nøglespørgsmålet selvfølgelig ikke kun, hvad han gør i USA, men naturligvis er udenrigspolitikken afgørende: Jeg tror, han vil gøre noget for at afslutte krigen i Ukraine. Jeg tror, der er et potentiale for det, tilmed hvis russerne er meget forsigtige, hvilket er forståeligt i betragtning af deres synspunkt. Men jeg tror, at det synspunkt eksisterer. Jeg er ikke så optimistisk med hensyn til Sydvestasien. Men jeg tror, at det virkelig afgørende spørgsmål er, hvad Trump-administrationens holdning vil være til den Globale Majoritets bestræbelser på at opbygge det nye økonomiske system. Og jeg håber bare, at der er nok stemmer internationalt, som viser potentialet: Den første reaktion fra kineserne, fra udenrigsministeriets talskvinde Mao Ning, var, at den kinesiske holdning grundlæggende er at tilbyde et win-win-samarbejde. Og i betragtning af, at Xi Jinping allerede for flere år siden tilbød Obama, at Obama-administrationen skulle samarbejde med BRIKS og Bælte- og Vej-Initiativet, hvilket Obama reagerede meget negativt på ved at fremsætte »Pivot Asia« i stedet. Men det tilbud eksisterer tydeligvis stadig, og i betragtning af at landene Ungarn og Slovakiet, som er meget interesserede i at afslutte krigen i Ukraine, fordi det er et naboland, og det er en forfærdelig ting at have sådan en krig i deres nabolag, også er på en meget positiv kurs med Kina, tror jeg, der er et potentiale for at afslutte krigen i Ukraine og for at bygge broer!

Altså, jeg tror, at landene i det Globale Syd, som har bevist i Kazan, at de bestemt er fast besluttet på at bevæge sig i retning af en mere retfærdig og rimelig, ny økonomisk verdensorden, jeg tror også, at de vil se muligheden, og jeg kunne godt forestille mig, at mange af dem rækker hånden ud til Trumps nye regering for at se, om der kan arrangeres en ny, positiv holdning.

Det må blive, hvad det bliver. Jeg kan kun sige, at vores opgave, LaRouche-organisationen, Schiller Instituttet, dybest set er, at vi skal bruge øjeblikket til virkelig at katapultere verdenssituationen ind i et nyt paradigme, en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, for jeg har sagt det gentagne gange, og det er mere sandt end nogensinde før: Hvis vi ikke overvinder geopolitik, som er Wolfowitz-doktrinen, som er ideen, Wolfowitz-doktrinen, der tilmed kræver, at USA skal forblive verdens hersker for evigt, men også geopolitik, som er ideen om, at en nation eller en gruppe af nationer har ret til at påtvinge andre nationer deres interesser, må den tankegang forsvinde, især i en tid med atomvåben; og vi er virkelig nødt til at bruge den nuværende situation til at forsøge at bevæge os ud af denne ekstremt farlige zone. Hvor farligt det er, understreges af, at USA, kun få timer før valgresultatet blev kendt, affyrede en Minuteman ICBM-missiltest, som er atomart, for at demonstrere USA’s atomare beredskab. Jeg tror bare, det viser, at den nuværende regerings tankegang stadig er i det gamle paradigme, og det er præcis dér, problemet ligger.

Så jeg tror, at den næste periode bliver ekstremt farlig. Jeg tror, at perioden frem til Trumps indsættelse er yderst spændende og farlig, og naturligvis også tilmed derefter. Men jeg tror, at hvis man kan håbe på, at Trump vil gøre det, han har sagt, så skal man naturligvis holde meget nøje øje med, hvilket kabinet han sammensætter: Hvis det er folk, der vil insistere på, som Trump selv sagde under valgkampen, at han vil splitte forholdet mellem Rusland og Kina, hvilket jeg tror har nul chancer i betragtning af, at grunden til, at disse to lande har bevæget sig så tæt sammen, har alt at gøre med den strategiske fare. Så jeg tror ikke, der er nogen chance for at splitte disse to lande, men jeg tror, det ville være meget uheldigt, hvis budskabet fra den nye Trump-administration ville være, at han ønsker at gå i den retning.

Hvis der på den anden side er en fælles indsats for at forsøge at flytte verden til et bedre sted, og det er, hvad vores kommende Schiller-konference handler om, at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til hvert enkelt lands interesser, i traditionen fra Den Westfalske Fred, er vi muligvis på vej ind i en helt ny æra: Men det kræver en stor indsats fra mange mennesker med god vilje.

Så jeg er på den ene side optimistisk med hensyn til, at der kan ske noget stort, men på den anden side ville det være en fatal fejltagelse at slukke for alarmerne, for vi er ikke det mindste ude af farezonen, og derfor tror jeg, at det stadig kræver en maksimal mobilisering af mennesker, der kæmper for fred.

SCHLANGER: Du nævnte Schiller Instituttets kommende konference, som finder sted den 7.-8. december. Folk bør kigge efter annonceringen for den på Schiller Instituttets hjemmeside. Vi skulle gerne have mere ud snarest.

Helga, jeg talte med en valgt embedsmand i Tyskland i dag, som sagde, at han ser Trump-sejren som en god nyhed, men med nogle problemer, og det var det, du henviste til. Men det, han især sagde, var de to store problemer: For det første præsident Trumps potentielle modstand mod BRIKS, og for det andet støtten til Netanyahus folkemord på palæstinenserne. Og han spurgte: »Hvad tror du, der kan gøres for at ændre retningen på disse to spørgsmål?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg mener, at landene i det Globale Syd ikke er passive aktører eller partnere eller enheder. De er i bevægelse. De lande, der mødtes i Kazan, repræsenterede 4,7 milliarder mennesker og 57 % af den Globale Majoritet, og der er omkring 30 lande mere, der har udtrykt interesse for at blive medlem af BRIKS. Så jeg tror ikke, at disse lande bare vil vente og se, hvad Trump gør. Jeg tror også, at de vil række ud og gøre det klart, hvad deres interesse er.

Og jeg tror, at Vesten virkelig er nået til et punkt, hvor der er påtrængende behov for nytænkning. Først og fremmest vil Trump sandsynligvis gå i retning af told mod Kina, told mod EU: Jeg tror ikke, det vil gå uden gnidninger. Hvis han forbliver på det niveau, f.eks. i Europa, var medierne i morges ganske forbløffende: Der var kommentatorer, som sagde, at »dette er enden på demokratiet!« Trump er jo lige blevet valgt på demokratisk vis, og to af Kongressens huse er nu republikanske, hvilket ikke ligefrem er et tegn på, at demokratiet ikke fungerer – det er en demokratisk afstemning! Så hvorfor er demokratiet ved vejs ende? Jeg mener, der var selvfølgelig nogle problemer i valget, som at vores uafhængige kandidat til det amerikanske senat i New York, Diane Sare, kun fik halvt så mange stemmer som det antal mennesker, der skrev under på at sætte hende på stemmesedlen, og hendes stemmetal var 0,35 % uden nogen form for udsving i løbet af hele valgdagen, hvilket er statistisk umuligt, fordi disse resultater normalt går op og ned, afhængigt af hvor afstemningen finder sted. Så jeg siger ikke, at der ikke er problemer med det resultat.

Men jeg tror, at landene i det Globale Syd er i bevægelse: De vil have et nyt, retfærdigt verdensøkonomisk system, som gør det muligt for dem at overvinde underudviklingen. Og jeg kunne godt forestille mig, at eftersom der er mange ledere, som har meget klare ideer om fremtiden, såsom præsidenterne i Brasilien og Indonesien, premierministeren i Indien, Kina, Nigeria, Sydafrika og mange andre, så kunne jeg godt forestille mig, at de også kan gribe ind i situationen og lægge deres ønsker på bordet: Og så må USA tænke: Vil de afbryde forbindelserne til den Globale Majoritet, eller vil de have et positivt forhold? Biden-administrationen gik helt sikkert ind for afkobling, for et globalt NATO, hvilket ville betyde økonomisk, politisk og militær afkobling, og at verden ville blive splittet i to separate blokke – hvilket ville være ødelæggende for verdensøkonomien. Og jeg tror ikke, det ville være godt for USA; det ville heller ikke være godt for Europa.

Så jeg tror, at denne periode på de næste tre måneder vil blive brugt af praktisk talt alle sider til at forsøge at lægge deres system på bordet, men den Globale Majoritet, er den Globale Majoritet. Og for det samlede Vesten gælder det, at hvis de afbryder forbindelserne med det eneste område i verdensøkonomien, som virkelig vokser, nemlig Kina, og med hensyn til demografisk vækst er det Afrika, så vil de virkelig skyde sig selv i knæet.

Dette er en periode, hvor historien kan formes, og derfor tror jeg ikke, det er det sidste ord at lytte til de mennesker, der forsøger at læse bladene i et tidligere kapitel af historien.

SCHLANGER: Vi har nogle meget interessante spørgsmål til dig, Helga. Her er et fra Takis Ioannides, som skriver: »Der er blevet valgt en ny præsident i USA. Europa er blevet ødelagt af krigen i Ukraine. Borgerne i alle lande lider, livskvaliteten er lav. EU’s planer for immigranter har slået fejl på det groveste.« Og han siger: »Tyskland er hovedansvarlig for fiaskoen.« Så spørger han: »Er der nu en chance for, at Europa kan samarbejde ordentligt med USA om at afslutte krigen og genoprette vores liv, og hvordan kan det opnås?« Det er spørgsmålet til dig.

ZEPP-LAROUCHE: Lad os se, hvad der sker: Hvis man ser på de første reaktioner fra tilmed von der Leyen, der varmt bød præsident Trump velkommen med hans sejr, så lad os nu se, om den varme atmosfære forbliver. Men jeg tror, at premierminister Orbán fra Ungarn allerede har udtrykt store forventninger; jeg tror, at der er mange andre, der har udtrykt det samme, eller tilmed bare formelle, høflige velkomster. Og dette er et øjeblik, hvor man kan lægge en ny politik på bordet.

Og jeg tror, at alle ville gøre klogt i at se på, hvorfor verden kom til dette krisepunkt? Alle de politikker, som USA og de europæiske lande har klaget over, var tilbageslag for deres egen politik! Den neoliberale model fungerede bare ikke. I en vis forstand har denne afstemning om præsident Trump virkelig visse ekkoer af, at han blev valgt i 2016, som på det tidspunkt var en verdensomspændende afvisning af det neoliberale paradigme: Brexit [Storbritanniens brud med EU] var en del af det; afstemningen mod forfatningsændringen i Italien var en anden verdensomspændende demonstration. Så i en vis forstand var denne Trump-afstemning igen resultatet af, at folk afviser krigspolitikken, de afviser »«woke»«-politikker, og i en vis forstand er det et øjeblik, hvor man med magt kan lægge en anden dagsorden på bordet. Så jeg ser det ikke som noget passivt, men hvis folk i Europa, der kan lide Trump-valget, bør de række ud til Trump-administrationen eller den kommende Trump-administration, og det er et tidspunkt, hvor man virkelig kan forsøge at lægge en bedre politik på bordet.

Hvis Vesten vil have et godt forhold til det Globale Syd, er det meget nemt: De bør stoppe en konfrontationspolitik, de bør tilbyde samarbejde og dybest set sige: »Europa har stadig en masse videnskabelig og teknologisk kapacitet« – »stadig« må man sige – det har USA også til en vis grad, fordi det meste af deres kapacitet desværre ligger i den militære sektor, som er nødt til at blive omstillet. Men hvis der var en fælles politik om at sige, lad os opbygge Afrika og Latinamerika og asiatiske lande, som ikke er så udviklede, og hjælpe dem med at blive mellemindkomstlande på kort sigt ved at opbygge infrastruktur, udvikle landbrug, industriparker, hurtigtog, energinet, energidistribution, bekæmpe ørkenerne ved at levere nyt, ferskvand gennem afsaltning via atomkraftværker: Alle disse projekter, og på dén måde skabe en situation, hvor migranterne ikke ønsker at migrere mere, fordi de ville have god grund til at blive hjemme og opbygge deres eget land! Ville det ikke være måden at løse migrantspørgsmålet på? Er det ikke noget, Trump-administrationen kunne tage op, og i stedet for at forsøge at undertrykke kinesiske investeringer, som Chancay-havnen i Peru, kunne de sige: »Lad os samarbejde om at bygge den bi-oceaniske jernbane og andre vigtige infrastrukturprojekter i Latinamerika«, og på den måde ville migranterne blive hjemme!

Ville det ikke være bedre end at bygge en mur, hvor mange mennesker dør på vej til en mur, for så bare at være – desværre vil Trumps impuls nok være at være meget hård ved migranterne. Men jeg tror, at hvis alle de latinamerikanske lande og afrikanske lande og andre grundlæggende ville henvende sig til Trump-administrationen og sige: Hør her, vi vil gerne løse migrantproblemerne, men ikke ved at bygge en mur og så lade folk hænge der imellem og dø og have det elendigt og blive nægtet deres grundlæggende menneskerettigheder – men ved at ændre politikken! Samarbejde! Hvorfor kan USA og Kina ikke samarbejde om at opbygge den latinamerikanske økonomi? Og gøre det samme med europæerne i Afrika?
Det ville være så nemt. Og jeg er ikke naiv eller blåøjet, men jeg ved med sikkerhed, og jeg vil virkelig satse hele min eksistens på, at hvis der kom en gestus fra det kollektive Vesten i den retning, jeg siger nu, ville de afrikanske lande, de asiatiske lande, de latinamerikanske lande, BRIKS-landene straks være enige: Så hvorfor arbejder vi ikke alle sammen hen imod det mål, for det er den eneste måde at løse denne krise på.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en kontakt i Ohio. Han skrev: »Medierne forstår det bare ikke. I alle de artikler og kommentarer, jeg har hørt i dag om valget, er der ingen, der identificerer støtten til endeløse krige som en medvirkende årsag til Trumps valgsejr. Jeg betragter det som psykologisk krigsførelse.« Og han beder om dine kommentarer til dette.
ZEPP-LAROUCHE: Det er selvfølgelig psykologisk krigsførelse, men det afspejler også – jeg har spurgt mig selv mange gange, hvorfor Vestens etablissementer ikke er i stand til at erkende, at deres politik har slået fejl? Jeg mener, normalt, når man ser, at man forsøger at gøre noget, og det ikke virker, for eksempel, i anførselstegn, »humanitære interventioner«, der forsøger at eksportere den liberale vestlige model for demokrati, i Irak, i Afghanistan, i Libyen, hvor som helst, og det fungerede ikke nogen steder! Resultatet er, at USA’s indflydelse i Sydvestasien som følge af disse interventionskrige er skrumpet ind til det laveste niveau i hele perioden! Og man skulle tro, at de for eksempel i Tyskland deltog i krigen i Afghanistan, for vi havde engang en forsvarsminister, der sagde, at »den tyske frihed forsvares ved Hindu Kush.« Kan du huske, hvor skammelig NATO’s tilbagetrækning fra Kabul var i 2021? Man skulle tro, at de ville reflektere over, hvorfor det ikke fungerede! Og måske er der folk her og der, som har indset, at det var en forkert politik, for man kan ikke gå ind i en kultur med en helt anden baggrund, en helt anden civilisation, som nogle gange er flere tusinde år gammel, og så forsøge at indføre »demokrati« med nogle få soldater, som næsten ikke forlader deres lejr – det er dømt til at mislykkes lige fra begyndelsen!

Og jeg tror, at grunden til, at disse etablissementer ikke er villige til at reflektere over det, er, at de tror, at hele deres position, privilegier, penge, indkomst, alt det afhænger af den fortælling, de alle har vedtaget som en klub, og derfor holder de fast i den, tilmed selvom den ikke fungerer mere. Men jeg har kun billedet af [den østtyske kommunistleder] Erich Honecker, som ved fejringen af DDR’s 40-års jubilæum dybest set sagde: »Socialismen vil bestå i tusind år, og hverken okser eller æsler kan stoppe den.« Der gik mindre end to uger eller 12 dage, tror jeg, før Honecker trådte tilbage, og på tre uger faldt Berlinmuren.

Hvis en etablering ikke er villig til at indse, at deres politik ikke fungerer, så tror jeg, at principperne i det, der er skrevet i Uafhængighedserklæringen, træder i kraft, nemlig at hvis et folk udholder en dårlig regering i meget lang tid, så har de pligt til at skifte regeringen ud, når der ikke er andre midler til rådighed! Nu har vi lige set en sådan afspejling af denne politik med Trump-valget, og derfor tror jeg, at det ville være et øjeblik for andre mennesker, som ikke er i en af de to lejre, men som er i institutionerne, som er i det permanente bureaukrati, til virkelig at tænke »ville det ikke være øjeblikket til at vende tilbage til de bedre traditioner i alle lande, både i USA og i Europa? For vi er faret vild, og det er påtrængende tid at genoprette en bedre politik i de bedste traditioner, vi hver især har.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra Israel: »Netanyahu fyrede sin forsvarsminister Yoav Gallant og sagde, at han havde mistet tilliden til ham. Gallant nævnte Netanyahus manglende fremlæggelse af en efterkrigsplan og hans manglende vilje til at nedsætte en undersøgelseskommission om 7. oktober [2023] som to hovedårsager til spændingerne mellem dem.« Så han skriver: »Nogle i Israel spekulerer i, at Netanyahu handlede for at komme et træk fra nogle i de israelske forsvarsstyrker (IDF) i forkøbet i samarbejde med amerikanske embedsmænd i Washington for at vælte hans regering. Hvad tror du?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har ikke adgang til sådanne oplysninger, men timingen, da Netanyahu fyrede Gallant, er indlysende. Midt under det amerikanske valg troede eller håbede han tydeligvis, at USA ville være opmærksom på andre ting.

Jeg synes, at Israels situation er forfærdelig. Og mange kommentatorer siger, at det, der sker, er en alvorlig trussel mod Israels eksistens. Jeg kan kun håbe, at fornuftens stemmer i Israel bliver stærkere og manifesterer sig.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra professor L., som spørger: »Tror du, at USA og Rusland kan bevæge sig i retning af et tøbrud, som kunne omfatte opbygning af en ny våbenkontrol- og nedrustningspolitik, som ville stabilisere de internationale relationer?«

ZEPP-LAROUCHE: I betragtning af, at Trump selv var den, der annullerede mange af disse aftaler, kan man kun håbe, at der sker en genovervejelse. Jeg tror, at det haster mere end nogensinde før med at få lavet sådanne nye aftaler. Men som sagt afhænger alt af, hvilken slags regering han sammensætter, og jeg kan kun sige: Jo flere mennesker, der siger deres mening og forsøger at blive hørt i denne konsolideringsperiode, jo større indflydelse kan de få.

SCHLANGER: Og her er et spørgsmål fra Christopher C. fra Filippinerne: »Er det muligt, at BRIKS kan skabe et finansielt system, der er inspireret af Lyndon LaRouches idé om et nyt Bretton Woods?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja, selvfølgelig. På Kazan-mødet var der et forsøg på at bevæge sig i den retning, men de gik ikke hele vejen. Og den grundlæggende årsag er, at flere af BRIKS-medlemmerne har deres egne formodede interesser og ønsker at have en fod i hver lejr. Så de gik kun efter, hvad jeg tror er en flankerende operation, ved grundlæggende at opfordre til en
BRIKS investeringsfondsplatform, en kornplatform og lignende ting, men i betragtning af at det var Paulo Nogueira Batista, den tidligere vicepræsident for Den Nye Udviklingsbank, der sagde, at IMF ikke kan reformeres, mens flere lande sagde, at de ønsker at reformere IMF, Verdensbanken osv. nemlig at man er nødt til at slippe af med den udestående derivatgæld på 4 billioner dollars, de flere hundrede billioner i offentlig gæld og offentlig og privat gæld, og at så længe man forbliver i dette gældsplagede system, er der ingen måde, hvorpå Vesten kan tilslutte sig en ny finansiel arkitektur. Så jeg tror, at Lyndon LaRouches fire love: at man skal have en Glass-Steagall-bankopdeling, at investeringsbankerne selv skal tage sig af deres regnskaber uden redningspakker af forskellig art; og at man derefter skal beskytte forretningsbankerne; at man skal oprette nationalbanker, at man skal forbinde disse nationalbanker med clearinghuse for at oprette et nyt kreditsystem: Alle disse trin er relativt nemme. Og jeg tror, at det ville være måden at skabe forudsætningen for, at det samlede Vesten kunne slutte sig fuldt ud til BRIKS i et nyt økonomisk system.

Hvis landene i Vesten har visdom nok til at bevæge sig i denne retning, tror jeg, det afhænger meget af et intelligent vælgerkorps og statslige borgere, som træder frem eller skifter regeringerne ud, som de er, hvilket lige nu har været tilfældet ved de seneste valg; også i Tyskland, Frankrig og andre steder.

Så jeg tror, det stadig er en organisatorisk opgave, og det er igen grunden til, at vi har arrangeret den nye konference på Schiller Instituttet den 7.-8. december, hvor denne nye udviklings- og sikkerhedsarkitektur er et af hovedfokuspunkterne. Og de ti principper som jeg har foreslået, og som bør indgå i en sådan sikkerhedsarkitektur, er virkelig grundlaget for en sådan diskussion. Så læs dem, deltag i vores konference og hjælp os med at organisere den, så den bliver en enestående begivenhed. For vi har fastsat datoen på en sådan måde, at den skal gribe ind i den nuværende situation i så mange lande i verden som muligt. Fordi vi er nødt til at få det bedste frem i alle mennesker for at løse denne krise.

SCHLANGER: Madeleine, som overvåger chatsiden, rapporterer, at mange mennesker siger, at de er glade for, at Trump vandt. Et eksempel er Diana S. fra Canada, som skriver: »Godmorgen Helga og Harley. Tillykke til det amerikanske folk og præsident Trump: Sikke en fantastisk sejr for friheden. Folket har talt. Jeg er så glad i dag, og jeg er ikke engang amerikaner. Dette var en sejr for verden.«

En anden kvinde skrev ind, som er fast deltager i Den Internationale Fredskoalitions opkald, og hun sagde: »Når jeg lytter til, hvad I siger, har jeg kun ét budskab: Tag telefonen og få folk til at deltage i denne uges [IPC]-zoomopkald. IPC har været afgørende for den forandring, der har været i gang.«

Så med det, Helga, hvad er der på tapetet til fredagens IPC Zoom-møde?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg kan fortælle dig, at vi er ved at organisere fredagens opkald, men også allerede til Schiller Instituttets konference den 7.-8. december, og vi har en enorm interesse fra top, top, topfolk! Så jeg beder jer! Forstå, at dette er en ekstraordinær mulighed for at sammensætte en international koalition: IPC-mødet på fredag vil helt sikkert diskutere konsekvenserne af udfaldet af Trump-sejren i USA, og hvad der skal gøres af internationale kræfter for at hjælpe. Så tag telefonen, og jeg kan kun fuldt ud tilslutte mig det, du lige har sagt: Tag telefonen, organiser alle dine venner, alle dine kolleger. Dette er øjeblikket, hvor vi faktisk kan forme historien, så det er det, vi skal gøre.

SCHLANGER: Jeg tror, at da hun stillede spørgsmålet, forventede hun, at det ville være dit svar. Så Helga, tak fordi du ville være med i dag. Undskyld min stemme, men jeg synes,det er vigtigt, at folk får disse opdateringer {hver eneste uge}. Vi ses på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, og god bedring!

af Stewart Battle (EIRNS) – 05. november 2024

Når denne briefing skrives, er resultatet af præsidentvalget den 5. november stadig usikkert. Men uanset hvad resultatet bliver, vil ingen af kandidaternes sejr i sig selv kunne skabe de afgørende ændringer, der er nødvendige for at løse de grundlæggende kriser, som USA og verden står over for. Nu, mere end nogensinde, vil den vigtigste faktor, som vil afgøre fremtidige begivenheder, være den rolle, som et engageret mindretal spiller i at skabe en ny dynamik i den bankerotte og imperialistiske vestlige verden – et potentiale, som bliver mere og mere tydeligt for dem, der har øjne at se med, selv om det ikke afspejles i præsidentkampagnerne.

Selv hvis Harris og hendes krigs- og folkemordsparti bliver besejret, og tilmed hvis Trump rent faktisk får lov til at tiltræde i januar 2025, bør hans erklærede modstand mod nogle dele af denne politik på ingen måde få nogen til at tro, at han repræsenterer en grundlæggende ændring i forhold til korruptionen og fordærvelsen i det vestlige etablissement. Også i dette tilfælde er en styrke af passionerede organisatorer, der er i stand til at kommunikere og formidle sandfærdige, dybe ideer til deres medborgere, det eneste der kan flytte den legendariske jord under fødderne på et samfund, som har mistet sin fortøjning og er på vej mod atomar udslettelse. Når det er sagt, så overvej hvad vi ved i dag:

NATO’s stedfortræderkrig i Ukraine fortsætter med at kollapse, og det bliver sværere og sværere for selv de mest fasttømrede vestlige analytikere at ignorere det. Det seneste eksempel på dette er en artikel af den tidligere præsident for Council on Foreign Relations Richard Haass i Foreign Affairs, som indrømmer, at der er behov for en »fornyet strategi« for Ukraine. »Washington må forholde sig til krigens dystre virkelighed og acceptere et mere sandsynligt resultat,« skriver Haass og bemærker, at Ukraine er nødt til at acceptere territoriale tab. Haass kommer stadig med graverende forslag, som Rusland aldrig vil acceptere, såsom at Ukraine i sidste ende bliver medlem af NATO og modtager tunge våben fra Vesten, mens konflikten er fastfrosset; men det er i det mindste en lille anerkendelse af virkeligheden.

På trods af indrømmelser som denne insisterer de ansvarlige stadig nidkært på en endeløs konfrontation med Rusland. NATO’s generalsekretær Mark Rutte mødtes med den tyske kansler Olaf Schulz den 4. november og erklærede, at Rusland allerede fører en »kampagne af hybride angreb« mod europæiske lande – langt ud over Ukraines grænser – og at NATO forbereder sig på en global konfrontation med Rusland i det lange løb. I samme ånd planlægger NATO også at optrappe sine aktiviteter i Rumænien i de kommende år og har for nylig afholdt store militærøvelser der.

Frankrig, Italien og Storbritannien har alle planer om at udvide deres militærpatruljer til Asien og foretage havneanløb og fælles øvelser med Japan og Filippinerne i en åbenlys provokation over for Kina. Strategien bag dette er at forberede sig på en større konfrontation med Kina i Asien, især når Rusland, Kina og BRIKS styrker deres samarbejde om et alternativ til Vestens faldefærdige system. Som Politico Europes Matthew Kaminski skrev: »Den næste verdenskrig starter her [i Østasien].«

I stedet for at acceptere, at der opstår en ny dynamik blandt det Globale Syd eller den Globale Majoritet, som ikke er engageret i at være »anti-vestlig«, men i økonomisk udvikling og muligheder for resten af verden, erklærer ideologerne i de vestlige ekkokamre krig mod den og lover evigt herredømme for deres unipolære system.

Den samme politik skaber også forfærdelige konsekvenser for befolkningerne i Palæstina, Libanon og resten af Sydvestasien. Israel fortsætter sine morderiske handlinger, eksemplificeret ved dets angreb på hospitaler og humanitære hjælpeorganisationer som UNRWA. USA har givet Israel en 30-dages advarsel om at forbedre disse forhold, men gør intet, mens Israel fortsætter uhindret. Faktisk holdes de amerikanske politiske spin-tryllekunstnere som gidsler af deres egen fortælling om, at vestligt overherredømme skal styre Mellemøsten. Det er for tidligt at vide, hvad der ligger bag den pludselige fyring af den israelske forsvarsminister Yoav Gallant, men Israels nuværende politik for krig og etnisk udrensning er også ødelæggende for landet selv og skaber alle mulige interne stridigheder. Hvis denne politik ikke stoppes, vil den i sidste ende føre til landets egen undergang – eller en atomkrig.

Dette er grundene til ikke at blive alt for besat af præsidentvalget – der skal gøres et større arbejde. Vi befinder os ved afslutningen af en æra, og vedvarende gammel geopolitisk tænkning vil føre menneskeheden til sin egen selvdestruktion. Nutidens lederes opgave er at gribe ind og skabe en politisk forandring, hvilket der ikke er forudsætninger for i øjeblikket, men som der er potentiale for. Så, organiser for at skabe en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, og gør endeligt op med det Britiske Imperiums geopolitik.

Foto: NATO

af Marcia Merry Baker (EIRNS) –  4. november 2024

Schiller Instituttets grundlægger og leder, Helga Zepp-LaRouche, sagde i sin gennemgang af verdens strategiske situation i dag: »Vores historiske øjeblik er her!« Vi kan være sikre på, at hun ikke henviser til det amerikanske valg tirsdag! Hverken til afstemningsresultatet eller efterspillet. Zepp-LaRouche henviser snarere til det ubestridelige faktum, at »det gamle system er ved at smuldre«, og det betyder, at »dette er chancen for et nyt system«.

Det vestlige finansielle/økonomiske og neokolonialistiske kasinosystem har nået fasen for sin egen undergang, og det i en sådan grad, at de engang toneangivende nationer selv er ved at bryde sammen økonomisk og socialt. Deres egne eliter reagerer med global NATO-krigsførelse og brutalitet i deres forsøg på at fastholde deres dominans.

Men det menneskelige svar på det Globale Nords fornedrelse er i stedet, at det kollektive Vesten samarbejder om udviklingen af det Globale Syd. Det er den eneste måde at opnå en human løsning på krisen: Opbyg økonomier, skab milliarder af job, samarbejd med den Globale Majoritet, hvis ledelsesdynamik er stærk og stigende.

Diskussionen om dette vil være fokus for en international (online) konference, som Schiller Instituttet er vært for den 7.-8. december, med temaet »I Schillers og Beethovens ånd: Alle mennesker bliver brødre!«

Et eksempel på, hvordan det gamle system er ved at smuldre, viser sig i dag på det sted, hvor Kamala Harris og Donald Trump begge fører valgkamp for at blive USA’s præsident: Pennsylvania. Denne stat var engang et verdenscenter for stål, energi, flodinfrastruktur og mejeridrift. Udover at have rigeligt med kul havde staten USA’s første kommercielle atomkraftværk i 1956. Pittsburgh, hvor begge kandidater holdt valgmøder i dag, er hovedkvarter for U.S. Steel, som nu er i så alvorlige økonomiske problemer, at det er sat til salg.

Den samlede årlige stålproduktion i USA er faldet dramatisk. Den er gået fra 112 mio. tons i 1973 til 80 mio. tons i 2023. Mælkebedrifter i Pennsylvania og andre steder bliver ruineret af, at landmændenes indkomst ligger langt under deres produktionsomkostninger. På energiområdet er statens elproduktion og transmissionskapacitet så utilstrækkelig, at tilmed de føderale myndigheder – som ikke er kendt for deres integritet – den 1. november greb ind for at forhindre et Amazon-datacenter i at indgå en favorabel specialkontrakt om elforsyning med atomkraftværket ved Susquehanna-floden, fordi det ville fratage offentligheden i det centrale Pennsylvania den strøm, de har brug for. Det er bemærkelsesværdigt, at Pennsylvanias hovedstad, Harrisburg, for ikke så længe siden var nødt til at erklære bystyret konkurs.

Med lokale variationer er det det samme billede over hele USA.

Zepp-LaRouche pegede i dag på det samme billede i Europa. For eksempel var Tyskland for ti år siden førende inden for industriproduktion, teknologi, eksport, sundhedspleje og anden produktion. Nu er det langt nede på stigen med afindustrialisering, konkurser, mangel på arbejdskraft og forarmelse. Sidste vinter arrangerede tyske landmænd masseprotester med traktorer mod EU’s og den tyske regerings politik, der lukkede dem ned. Desuden fortsætter »grøn« politik med at gøre alting værre.

Dette transatlantiske forfald går hånd i hånd med NATO’s udvidelse og krigsførelse. Sæt det i kontrast til de konkrete eksempler på støtte til udviklingsprincipperne blandt den Globale Majoritet, især Bælte- og Vej-Initiativet:

I denne måned vil Peru være vidne til den store åbning af den moderne, bemærkelsesværdige nye havn i Chancay. Kinas præsident Xi Jinping vil deltage. Han vil være i Peru i forbindelse med APEC-mødet (Asian-Pacific Economic Cooperation) den 10.-16. november. I efteråret blev det nye integrerede stålkompleks Mutun taget i brug i Bolivia, som er hjemsted for store jernmalmforekomster. I Afrika åbnede i år det enorme Dangote-raffinaderi i Nigeria, den nye Julius Nyerere-dæmning i Tanzania og Mvuma-jern- og stålværket i Zimbabwe. Der er også asiatiske eksempler.

Disse få, men vidunderlige eksempler antyder den grænseløse horisont for udvikling, når først ændringen i systemet er gennemført. Dette er den historiske opgave. Den er allerede i gang i det Globale Syd. Men det »mirakel«, der skal ske, er at mobilisere den potentielle velvilje, der stadig er tilbage blandt dem i det Globale Nord, for at fremtvinge et syn på samarbejde og på at arbejde sammen over hele verden for en fremtid til fælles gavn. Det må være indholdet af anti-krigsmobiliseringen.

Et lyspunkt i den amerikanske valgperiode kommer fra de amerikanere, der går forrest i kampen for et sådant skifte. På stemmesedlen i staten New York er de uafhængige Diane Sare til det amerikanske senat og Jose Vega til kongressen i Bronx, 15. kreds. I Ohio er Dennis Kucinich, tidligere medlem af Kongressen og borgmester i Cleveland, atter på stemmesedlen til Kongressen og gør det til en mærkesag at stoppe den farlige udvikling hen imod atomkrig.

I Connecticut skrev den uafhængige kandidat Ben Wesley til Kongressen (CD 4) “A Call for Sanity and Renewal « i et brev, der blev offentliggjort i Connecticut Examiner den 3. november. Wesley beskrev sin afindustrialiserede by Bridgeport: »Hver dag kører jeg forbi de store tomme produktionshaller…. Jeg mener, at det store problem, som vores distrikt og helt ærligt vores nation står over for, er, at vi ikke bygger mere. Vi skaber ikke mere med undtagelse af krigsmaskinerne.« Han opfordrede til at vende det om, til at stoppe finansieringen af krigen i Ukraine og Israels massedrab, og udsendte »en opfordring til fornuft og fornyelse i vores distrikt, vores stat, vores land og verden.«

Truslen om atomkrig forværres, efterhånden som det udviklingsfjendtlige kollektive Vesten optrapper krigsprovokationerne. Den seneste manøvre involverer udsigten til, at sydkoreanske militæreksperter skal tage til Ukraine, støttet af USA og Storbritannien. En sydkoreansk delegation var i Bruxelles og Kiev for at diskutere dette i løbet af weekenden. I dag er EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, Josep Borrell, i Seoul. USA, Storbritannien, Japan og andre nationer opfordrede til et særligt møde i FN’s Sikkerhedsråd om Nordkorea, som blev afholdt i dag, og hvor USA understregede et undertema, der anklagede Rusland for at sende nordkoreanske soldater i kamp mod Ukraine. Det fremstød sker tilmed, mens de ukrainske militærstyrker bliver drevet tilbage og svækket.

I Sydvestasien udstedte Netanyahu-regimet i dag et dekret om, at det har til hensigt at kontrollere alt land i Libanon op til Litani-floden. Israel informerede den 3. november også FN om, at landet officielt trækker sig fra aftalen fra 1967, som anerkender FN’s Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten (UNRWA), og dermed ikke tillader den at fungere. De israelske forsvarsstyrker (IDF) fortsætter den ubeskrivelige beskydning og udsultning af palæstinenserne.

Den næste mulighed for at konferere om handling mod dette og for et nyt system er den Internationale Fredskoalitions 75. ugentlige møde i træk, fredag den 9. november. Hold også øje med arrangementer og aktioner med kort varsel.

Den 3. november blev der udgivet en ny video af den amerikanske ortopædkirurg Dr. Mark Perlmutters orientering: » Censurerede amerikanske læger rapporterer sandheden om Gaza«, som han gav i New York City den 1. november.

Megan Dobrodt

Den 2. november 2024 EIRNS

Fredag den 1. november stod præsidenten for organisationen Verdens Kirurgiske Stiftelse, Dr. Mark Perlmutter, som vidne foran et publikum i New York City og leverede en rystende førstehåndsberetning, krydret med rå fotos af det han oplevede om rædslerne i situationen i Gaza. For nogle af de tilstedeværende var beretningerne om en bevidst udryddelse af en indespærret befolkning, som blev illustreret ved det målrettede drab på dens børn, næsten for meget at bære. Perlmutter, som oprindeligt var planlagt til at tale på Mount Sinai Hospital, men som blev drevet væk af feje beskyldninger om antisemitisme, opfordrede tilhørerne til at handle – til at gøre alt hvad der skal til for at fremtvinge en ændring i USA’s politik, som støtter et åbenlyst folkemord.

Vil vi se den hjerteskærende virkelighed i øjnene, nemlig at Holocaust som våben bliver brugt til at retfærdiggøre et nyt Holocaust – der udfolder sig åbenlyst for øjnene af hele verden? Vil vi se på og alligevel hævde, at vi ikke vidste det? Eller vil vi, som Perlmutter krævede, handle? Det er vi nødt til. Som UNRWA’s generalkommissær Philippe Lazzarini sagde: »I dag, tilmed mens vi ser ind i ansigterne på børn i Gaza, hvoraf vi ved, at nogle vil dø i morgen, smuldrer den regelbaserede internationale orden i en gentagelse af de rædsler, der førte til etableringen af FN, og i strid med forpligtelserne til at forhindre, at de gentager sig.« Verdenssamfundets hidtidige manglende evne til at reagere på det, der har udspillet sig for øjnene af os i mere end et år, betyder, at denne verdensorden er færdig – både moralsk og i anden henseende.

Den voksende brand i Sydvestasien bliver måske mere eksplosiv og farligere for menneskeheden, end den nogensinde har været, men den kan ikke fortsætte meget længere, da den snart vil fortære sine ophavsmænd. Dette er modigt blevet bemærket af tusindvis af israelere , som har underskrevet et åbent brev, hvor de opfordrer det internationale samfund og dets institutioner til »straks at gribe ind og gennemføre alle mulige sanktioner for at opnå en øjeblikkelig våbenhvile mellem Israel og dets naboer, for fremtiden for begge folk i Israel og Palæstina og folkene i regionen og for deres ret til sikkerhed og liv…. Staten Israel er på selvmordskurs og sår ødelæggelse og fortabelse, som øges dag for dag.« Sagen er nøjagtig den samme med NATO’s stedfortræderkrig i Ukraine – fordi dens leverandører, den geopolitiske verdensordens spøgelser, er de samme.

Og hvad med det forestående amerikanske præsidentvalg? Meget ser ud til at afhænge af dets udfald – i hvert fald må man komme til den konklusion, når man ser, hvor langt det britiske etablissement og dets partnere i det amerikanske etablissement er gået for at forsøge at manipulere resultatet, brutalt eller på anden vis. Mens mange har forudsigelser om, hvad der vil eller ikke vil ske, når stemmerne er talt op (eller ikke talt op eller talt forkert, alt efter hvad der er tilfældet) i verdens fineste eksempel på »demokrati«, så ved vi, at resultatet ikke vil løse det grundlæggende problem, vi alle står over for: Menneskehedens skæbne hænger i en meget tynd, atomar tråd, og medmindre vi vælger at gøre en ende på geopolitikken, fordi den er ond, forkert, destruktiv og selvmorderisk, er der ingen løsning på det nuværende tiltagende opgør.

Vi må tænke anderledes; det er det privilegium, det er at være menneske. Vi overlever som art ved at tilpasse vores opfattelser, og dermed vores adfærd, så de bliver mere og mere i overensstemmelse med sande og kendte universelle principper. Det er en kraft, der er utilgængelig for den rent biotiske verden, inklusive vores egne biologiske evner. Det menneskelige sind kan hæve sig til et højere niveau end det, hvor et paradoks, en umulig konflikt, først viser sig. Renæssancens fader og, underforstået, den amerikanske republiks, Nicholas af Cusa, tilbageviste bæstet Aristoteles ved at bevise, at det menneskelige sind kan ophøje sig selv til at forestille sig et højere »Ene«, som ligger over det niveau, hvor konflikten eksisterer.

De fleste mennesker i dag, som er produkter af en falden og forfalden kultur, er ikke vant til en sådan tankegang – de fanger sig selv i at vælge side eller forblive »neutrale«, ubevægelige. Helga Zepp-LaRouche har sagt, at hvis vi tager udgangspunkt i den ene menneskehed som det primære, vil vi finde det niveau af fornuft, der er nødvendigt for at løse ethvert af de problemer, som civilisationen står over for i dag.

Den afgørende opgave i dag for dem, der er modige nok og kærlige nok, er at overbevise landene i det kollektive Vesten om, at de skal samarbejde med den Globale Majoritet – BRIKS-nationerne og det Globale Syd – som allerede tager skridt til at danne nye relationer og nye institutioner for et postkolonialt og pro-menneskeligt system for udvikling.

For at dette skal blive muligt, må verden etablere en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som Helga Zepp-LaRouche efterlyser, i traditionen fra Den Westfalske Fred. For at fremlægge dette vil Schiller Instituttet afholde en internetkonference den 7.-8. december for at diskutere de principper, som den må baseres på.

Dette er vores opgave. Er det umuligt? Vælger du så, i din stædighed, atomar udslettelse?

Foto: Dr. Mark Perlmutter. Credit: Sare/Vega Campaign Webcast

Ikke korrekturlæst.

Uanset det amerikanske valg står verden over for atomkrig – Den Internationale Fredskoalitions møde nr. 74, 1. november 2024; udskrift af bemærkninger fra Helga Zepp-LaRouche
[HZL] [AMB] [SSU]

1. november 2024 (EIRNS)–ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition; dette er det 74. møde i træk, vi afholder. Mit navn er Anastasia Battle; jeg er jeres ordstyrer, og det samme er mine medordstyrere Dennis Small og Dennis Speed. Tak, fordi I er kommet i dag på dette meget turbulente tidspunkt. Vi skabte dette forum for 74 uger siden for at forene fredsbevægelsen i hele verden. Samle folk fra alle ideologier, der ønsker ægte fred, og fra alle nationer. Hvis vi rent faktisk skal stoppe tredje atomkrig, er det, hvad vi er nødt til at gøre. Det er præcis det, vi står over for, og det vil I høre om i dag. Jeg lægger dagsordenen ud i chatten.

Vi gør det lidt anderledes i dag. Scott Ritter vil holde den første præsentation, og så vil vi have nogle flere talere efterfølgende.

For at fortsætte har vi som den næste Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først sige »velkommen« til jer alle. Jeg vil gerne fremhæve den aktuelle situation i Gaza og Libanon, hvor den israelske regering har forbudt FN’s palæstinensiske hjælpeorganisation UNRWA. Det har naturligvis forværret situationen totalt, så Philippe Lazzarini, som er kommissær for den organisation, sagde, at FN blev etableret for at gøre en ende på den slags rædsler, som førte til Anden Verdenskrig, og at vi nu står over for den samme slags kaos, som førte til den situation, hvilket er en ret skarp sammenligning af det, der foregår nu, med perioden under nazisterne. Men jeg tror, at hvis man ser på, hvad der foregår i Gaza, så kan man ikke undgå den slags sammenligninger. Lazzarini sagde også, at hvis man i dag ser på børnene i Gaza, så ved vi, at mange af dem vil dø i morgen, og at der faktisk er 650.000 piger og drenge under 18 år, som befinder sig i den situation. Så han sagde, at det betyder, at den såkaldte »regelbaserede orden« er ved at smuldre. Jeg tror, det er den overvældende situation, at den orden er ved at gå i opløsning. Det er det, der udgør den overordnede fare for en global krig.

Den sydafrikanske regering har netop afleveret endnu en rapport til Den Internationale Domstol, hvor de fremhæver intensiveringen af israelernes drab på palæstinensere. Det er et dokument på 750 sider med yderligere 4000 sider med bilag og yderligere materiale. De beskriver tydeligvis meget detaljeret brugen af sult som et krigsvåben og hensigten om at fordrive alle palæstinensere fra dele af Gaza. Det burde være en øjenåbner, men der er stadig regeringer, som leverer våben til Israel. Sådan er situationen i Sydvestasien.

Der er rapporter, som jeg ikke kan bekræfte; jeg kan kun nævne, at de eksisterer, og at der kunne komme et modangreb fra Iran allerede før det amerikanske valg. Der citeres udtalelser fra iranske embedsmænd om, at det, der vil ske, vil være anderledes end noget scenarie, Israel kunne forestille sig, og at Irans reaktion vil være endelig og smertefuld. Hvis det sker, kan det endda ske på valgdagen. Det viser, hvor tæt vi er på en atomkrig, for hvis det udvikler sig til en aktion/modaktion, og der til sidst bliver brugt atomvåben, så er alting forbi.

En lignende krise er ved at blive opbygget i forbindelse med en mulig NATO-intervention i Rusland på grund af rapporter om de 10.000 nordkoreanske soldater, der angiveligt er i Rusland for at blive trænet. Det er der ingen beviser for. Så var der mødet mellem Austin og den sydkoreanske forsvarsminister, og i samme periode affyrede Nordkorea et ICBM-våben, som havde en længere rækkevidde og fløj højere end noget andet våben, der var blevet testet hidtil. Det er naturligvis for at demonstrere, at Nordkorea har evnen til at nå amerikansk territorium, hvis det bliver nødvendigt.

Så vi har faktisk en ekstremt anspændt situation. På den anden side er alternativet, som vi tidligere har sagt, også synligt. Alternativet var synligt i Kazan, hvor BRIKS-mødet fandt sted. Nu er i alt 22 nationer medlemmer af BRIKS, i hvert fald pr. 1. januar. Der er i alt 50 nationer, som ønsker at være en del af BRIKS. I går og i dag er der en sikkerhedskonference i Minsk, hvor 600 deltagere fra 40 lande diskuterer en skitse til en eurasisk sikkerhedsarkitektur; naturligvis i overensstemmelse med det, Putin nævnte den 14. juni om behovet for en ny eurasisk sikkerhedsarkitektur.

Situationen er så meget i bevægelse, at selv EU kan regnes med i det smuldrende system, for det er meget tydeligt, at EU-Kommissionen er på krigsstien mod flere af sine medlemmer, så premierminister Orbán fra Ungarn beskyldte EU-Kommissionen for at fremme et aktivt regimeskifte mod regeringen i Ungarn, et EU-medlem. The {Financial Times} har en giftig bagvaskelse mod Slovakiets premierminister Fico, som går i samme retning. Og så er der den løbende mulighed for en gentagelse af Maidan-kuppet mod Georgien. Det viser, at situationen virkelig er tilspidset, og vi er absolut nødt til at optrappe vores kampagne for at få et helt nyt paradigme. Vi er nødt til at forlade det geopolitiske felt. Geopolitik var ansvarlig for to verdenskrige i det 20. århundrede; og nu i atomvåbnenes tidsalder, hvis det kommer til endnu en optrapning – hvad enten det er omkring Ukraine eller Mellemøsten – ville vi være i umiddelbar fare for en global krig, som ville omfatte atomvåben og derfor meget let kunne betyde afslutningen på al civilisation på planeten; den menneskelige civilisation, men også alt andet liv på planeten.

Det er vi meget tæt på i Ukraine, for alle rapporter viser, at ukrainerne taber terræn dag for dag; at situationen bliver militært mere desperat for hver dag, der går. Som Lukashenko sagde på sikkerhedskonferencen i Minsk, er det nu tid til at forhandle. Men Zelenskyj kræver et øjeblikkeligt medlemskab af NATO for Ukraine og adgang til atomvåben for Ukraine; hvilket ifølge general Kujat, den tidligere stabschef for Bundeswehr og tidligere formand for NATO’s militærkomité, ville betyde, at NATO øjeblikkeligt ville gå i krig med Rusland. For det vil naturligvis betyde, at NATO får adgang til alle offensive våbensystemer på Ukraines territorium, hvilket var den røde linje for Rusland lige fra begyndelsen.

Så jeg mener ikke, at det er den eneste krise, for en effekt af den smuldrende orden er afspejlingen af optrapningen af såkaldte »hunger spots« i udviklingslandene. Der er fem lande lige nu, som befinder sig i en umiddelbar katastrofe – Haiti, Mali, de besatte palæstinensiske områder, Sydsudan og Sudan. Men der er 22 andre såkaldte “hunger spots”, hvor folk dør uden nogen egentlig grund, for det ville være meget nemt at afhjælpe. Behovet for virkelig at ændre verdensarkitekturen, så alle nationer på denne planet kan overleve, og for at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til hvert eneste lands interesser på planeten, er mere påtrængende end nogensinde før. Da vi tror – i hvert fald tror jeg, og jeg ved, at mange af mine kolleger her også tror det – at intet af dette virkelig vil blive afgjort endeligt gennem det amerikanske valg. Der vil ske nogle ændringer afhængigt af, hvem der vinder, men jeg er ikke optimistisk med hensyn til, at det amerikanske valg vil løse de underliggende aksiomatiske årsager til, at vi befinder os i denne krise. Denne geopolitiske idé om, at en gruppe nationer har en interesse mod en anden gruppe nationer, hvor de har ret til at forsvare den med alle midler, herunder militære midler. Vi er nødt til at komme ud af den logik og etablere et nyt system, en ny arkitektur, som hæver os over geopolitikken.

For at sætte det på dagsordenen foreslår vi, at vi snart afholder en internet-Schiller-konference i to dage, hvor vi vil diskutere, hvordan en sådan ny sikkerhedsarkitektur kunne se ud; hvordan vi kommer dertil, og hvilke økonomiske og kulturelle programmer, der er nødvendige for at nå dertil. Lige nu foreslår vi at indkalde til en sådan konference i begyndelsen af december. Jeg har skrevet en meget foreløbig invitation, som vi vil lægge ud i chatten. Den er naturligvis meget foreløbig, for vi vil opdatere den efter det amerikanske valg, for så vil vi vide, hvilken slags geometri vi befinder os i, hvis valgresultatet bliver kendt, som det burde forventes. Men under alle omstændigheder vil vi opdatere invitationen. Jeg vil gerne opfordre alle jer, der deltager i dette IPC-møde, til at hjælpe os med at opbygge denne konference som en meget kraftfuld måde, hvorpå en helt anden udformning af verdenspolitikken er mulig.

Jeg vil slutte med det og give ordet tilbage til jer.

Bemærkninger under diskussionen:
Der blev rejst en masse ting, som fortjener en kommentar. En af dem er, at grunden til, at jeg i begyndelsen nævnte, at Schiller Instituttet har planer om at afholde en todages konference i begyndelsen af december, er, at jeg forventer, at det amerikanske valgresultat ikke rigtig vil løse nogen af de spørgsmål, vi har nævnt. Forhåbentlig vil der komme en løsning omkring Ukraine, men jeg synes, at situationen i Mellemøsten ser meget mere bekymrende ud, hvad det angår. Så jeg mener, at valg er vigtige, fordi de bør udtrykke suverænens vilje – nemlig folkets – men vi er lige nu i en situation, hvor intet valg i et enkelt land vil afhjælpe dette; hvilket jeg mener er den værste krise, menneskeheden nogensinde har befundet sig i. For hvis en regional konflikt optrappes og fører til en global atomkrig og dermed udslettelse af hele menneskeheden, tror jeg aldrig, vi har haft sådan en situation. De to verdenskrige var forfærdelige og havde utroligt mange ofre; men denne gang ser vi virkelig på den mulige udslettelse af civilisationen.

Jeg tror, det er vigtigt, at Den Internationale Fredskoalition og andre fredsbevægelser ikke mister det af syne, for der vil altid være forskelle på, hvordan man ser på det ene og det andet aspekt. Men jeg tror, at det, der bør forene os alle, er, at vi absolut er nødt til at kæmpe til det yderste for at forhindre, at civilisationen bliver udslettet. Der er en særlig rædsel ved tanken om atomvåben, fordi vi havde flere eksperter – Ted Postol, Steven Starr og andre – som gennemgik forskellen mellem atomkrig og almindelig krig. Så jeg tror, vi er nødt til at vende tilbage til spørgsmålet om, at dette skal forhindres. Jeg har ikke fundet noget bedre svar end at sige, at vi er nødt til at ændre hele paradigmet. Det er ikke nok at løse … selv hvis man løser ét aspekt; lad os sige, at man afslutter krigen i Ukraine. Men så er der stadig den vedvarende eksplosion i Mellemøsten, eller du har det forestående kollaps af det finansielle system. Det, Chandra Muzaffar nævnte, var, at hegemonen ønsker at bevare sin magt. Så vi er nødt til at løse alle disse spørgsmål på samme tid. Derfor skal løsningen findes på et niveau af en højere orden og en højere natur end det niveau, hvor alle disse konflikter opstod. Det er et nyt paradigme, som sætter menneskeheden først.

Det er mit svar på et af de tidligere spørgsmål om, hvad vi skal gøre for at uddanne de evangeliske (kristne). Se tilbage i historien: Hver gang en nation eller en kultur troede, at de var det udvalgte folk, gik det helt galt. Jeg er ked af at sige det, men det var ideen hos nationalsocialisterne i Tyskland, som mente, at den ariske race var andre racer overlegen, og at det derfor gav dem ret til at udrydde jøder og sigøjnere og andre mennesker. Jeg synes, at idéen om, at man skal sætte en nation først, er en ødelæggende idé; vi bør ikke tænke på den et eneste minut. Det er umenneskeligt; det fører til katastrofe. Det er derfor, jeg eftertrykkeligt siger, at vi alle må blive enige om at sætte menneskeheden først. Der er kun én menneskerace, og det er menneskeheden som helhed. Hvad din hudfarve er, eller hvilken religion du har, er noget personligt, du kan vælge eller lade være – hudfarve naturligvis ikke. Men det er irrelevant. Det eneste, vi skal koncentrere os om, er, at vi er en del af den ene menneskeart, som er meget speciel. Jeg mener, jeg elsker dyr, og jeg er enig i, at vi med artsdiversiteten bør forsøge at bevare så mange som muligt. Men der er en grundlæggende forskel mellem de bedste dyr og mennesker. For mennesker er, hvis man vil sige det i religiøse termer, Guds, Skaberens, levende billede. Det er derfor, vi har {vis creative}, den kreative kraft. På samme måde som Gud skabte verden og universet, kan vi også skabe ting i universet, hvis man vil tale om det i religiøse termer. Vores kreativitet er en del af det udviklende univers. Det kan ingen andre arter sige om sig selv.

Jeg kan selvfølgelig godt lide alle slags dyr – katte, hunde, æsler og andre. Men ingen af disse arter kan gøre, hvad vi kan. De kan ikke dyrke bedre afgrøder for at få bedre måltider; de kan ikke bygge bedre højhuse for at få mere vandkraftdrevet landbrug i skyskrabere; de kan ikke dyrke planter på den anden side af månen (hvilket kineserne har vist, at vi kan). Så jeg tror, vi er nødt til at respektere det faktum, at det, der gør os til mennesker, er vores fælles væren i Guds, Skaberens, billede. Det mener jeg, at enhver evangelisk bør forstå. Og jeg tror ikke, at der er noget i Skriften – og jeg er ikke ekspert i Skriften, det må jeg indrømme. Men der er intet, der siger, at den ene race er den anden overlegen. Jeg synes, det er en frygtelig tankefejl, og jeg kan kun sige, at det er ødelæggende set fra et kristent synspunkt. Jeg er katolsk opdraget, og jeg kender ikke noget i den kristne religion, som giver os ret til at udslette andre mennesker, eller som siger, at vi kan forfølge vores interesser med alle midler – inklusive militære midler, inklusive brug af masseødelæggelsesvåben. Det er satanisk; det er en synd. Og jeg kan ikke forestille mig, at det er Guds vilje, at vi skal gå satanismens ærinde. Jeg ved ikke, om jeg siger det på den rigtige måde, men jeg vil virkelig gerne understrege, at vi er den kreative art.

Til Chandra vil jeg bare sige, at det er sandt, at det er den uforholdsmæssigt store individualitet, der har bragt os til det punkt, hvor folk støtter disse politikker. Men jeg tror, at problemet kommer af, at vi har forladt vores bedste traditioner. Hvis vi stadig holdt fast i humanismens principper – og jeg er klar over, at ordet humanisme bruges anderledes i USA end i Europa. I Europa betyder det den bedste periode i den klassiske periode i renæssancen, i den klassiske periode i Tyskland, den gyldne renæssance i Italien. Grundlæggende er det ideen om, at vi som mennesker har talenter, når vi bliver født, og at det er vores glæde og frihed, men også moralske forpligtelse, at vi udvikler alle disse talenter til at blive smukke sjæle. At vi udvikler en smuk karakter; at vi udvikler vores potentiale til at blive genier så meget, vi kan, og på den måde deltager og bidrager til det fælles bedste.

I den asiatiske kultur var vægten altid en smule omvendt; man sagde, at vi først og fremmest har brug for statens og fællesskabets velfærd, og kun hvis man har en velfungerende stat, kan individet trives og udvikle sig. Mens man i Europa lagde lidt mere vægt på, at individet skal perfektionere sig selv, for at staten kan udvikle sig bedst muligt. Jeg tror, at løsningen er det, man finder i Schillers fjerde brev [i de æstetiske breve]. Der er et smukt citat, som jeg ikke har med mig, og jeg kan det ikke udenad; måske kan vi lægge det ind i chatten. Det siger grundlæggende, at ethvert menneske har som den store opgave i sin eksistens behovet for at perfektionere sig selv og være i enhed med staten. Jeg yder det ikke fuld retfærdighed, for Schiller har et meget smukt sprog, og mit engelsk er nogle gange ikke tilstrækkeligt til at udtrykke det på den rigtige måde. Se venligst på dette citat, for jeg tror, at hvis man både perfektionerer staten for individernes velbefindende, og man på den anden side har den idé, at alle individer har behov for og nødvendighed af at perfektionere sig selv, så ender man i samme tilstand – den bedst mulige frihed for individet og den bedst mulige udvikling af staten. Og det er det, vi bør sigte efter. Jeg tror ikke, det er en selvmodsigelse, som ikke kan løses.

Problemet er, at Vesten, som lagde lidt mere vægt på individualitet end Asien, da det neoliberale paradigme tog over, og vi blev det, som den russiske udenrigsminister Lavrov engang kaldte »de post-kristne værdier«, så kom man virkelig i den situation, vi har nu. Alt er frit; alt er tilladt. Så ender man i det hul af umoral, hvor vi befinder os i Vesten lige nu. Så jeg tror, at den rigtige måde at komme tilbage på sporet på er, at vi vender tilbage til vores bedste traditioner inden for humanisme, til de principper, som grundlæggerne af den amerikanske revolution havde. Jeg tror, at hvis vi gør det, så vil en dialog mellem civilisationer være absolut mulig.

Så jeg ville bare komme med den kommentar. For det er op til os; vi er nødt til at forbedre os. Jeg er enig med Friedrich Schiller i, at der ikke vil ske nogen forbedring af den politiske situation, medmindre vi forædler os selv. Det må alle gøre individuelt, for staten eller nogen anden institution kan på ingen måde befri os fra det behov, vi har for at udvikle os. Vi er nødt til at vie vores liv til et højere formål, som er udviklingen af menneskeheden som helhed.
Afsluttende bemærkninger:

Jeg kan kun sige, at jeg vil opfordre folk til, hvis de har et bestemt synspunkt, og de mener, at det, vi diskuterer her, ikke dækker det, at de nogle gange er nødt til at revidere deres tankegang. Jeg synes, det er meget tydeligt, at menneskeheden for første gang sidder i samme båd. Eksistensen af atomvåben, som kan udslette livet på planeten; internettet, som gør, at man kan nå det fjerneste hjørne af kloden for at holde konferencer og alle mulige ting, gør det berømte ordsprog om, at verden er blevet en landsby; det faktum, at man har pandemier, som på grund af flyrejser kan spredes på en dag over hele kloden. Jeg kunne sikkert komme med en hel masse andre grunde til, at menneskeheden virkelig sidder i samme båd. Før i tiden var det ikke tilfældet. Da Romerriget kollapsede, oplevede man i samme periode en renæssance i Indien kaldet Gupta-perioden, hvor de havde de smukkeste dramaer og poesi osv. Men folk blev ikke påvirket; Romerriget kunne bryde sammen, og andre steder oplevede man en renæssance. Det tog måneder at rejse, så selv nyhederne om disse udviklinger ville nogle gange ikke komme tilbage i løbet af et helt liv. Denne gang er det anderledes. Alt er øjeblikkeligt, alt er forbundet. Med AI og digitalisering vil det hele bare gå hurtigere. Hvis vi i denne sammenkoblede verden ikke finder en løsning, som tager hensyn til hver enkelt nations, hver enkelt civilisations interesser, vil vi ikke kunne klare det sammen.

Enten vinder vi sammen, eller også dør vi sammen; det er et berømt gammelt ordsprog. Jeg tror, det kræver, at vi virkelig tænker over, hvordan vi kan definere en verdensorden, som tager hensyn til alle nationers interesser – USA’s, de europæiske nationers, de afrikanske nationers, Ruslands, Kinas, Irans, Nordkoreas, Israels og Palæstinas. Hvordan definerer man en sikkerhedsarkitektur, som alle kan acceptere, fordi de føler, at den ikke går imod deres interesser? Jeg tror, at det er muligt. Jeg tror, at det magiske ord for det er udvikling, for hvis man bare sætter alt ind i ligningen og forbliver statisk – status quo – så ser disse konflikter ud til at være uoverkommelige. Men når man siger, at alle nationer fra nu af ser det som deres egen interesse at fremme alle andres interesser og vice versa, så er det nemt. Harmoni kan kun opstå, hvis alle nationer og alle underafdelinger udvikler sig til deres bedst mulige.

Det er dybe filosofiske spørgsmål, som tidligere er blevet tacklet af tænkere som Nicholas af Cusa, Leibniz og Confucius. Det kræver en filosofisk tilgang, for hvis man bare siger: »Men de nøgne fakta er sådan, og mine materielle interesser er sådan«, så kommer man ikke frem til en løsning. Man er nødt til at gå ind i filosofiens, metafysikkens, videnskabens, den store kunsts og især et ekstremt ophøjet menneskebillede, som man er nødt til at anerkende enten i virkeligheden eller som et potentiale i alle andre væsener. I ved alle, at hvis man taler med sin nabo og siger til ham: »Du er bare et modbydeligt eksemplar af menneskearten, og du er grim og dum,« så er det meget let at få problemer med sin nabo. Hvis du er afhængig af dit temperament, ender du i slagsmål eller det, der er værre. Men hvis du siger: »Jeg så, at du talte så pænt til børnene i nabolaget. Du har et utroligt pædagogisk talent. Hvorfor udforsker du ikke denne bog, som jeg lige har læst, fordi den indeholder følgende indsigter i, hvordan man kan gøre pædagogik bedre?« Det hele afhænger virkelig af, hvordan du forholder dig til den anden person, hvordan du forholder dig til den anden nation, om du får krig eller fred. Jeg tror, det er den raffinerede personlighed, der gør forskellen. Jeg tror ikke, at den profit, som lige nu ser ud til at styre verden, vil være det eneste motiv. Jeg har en grundlæggende tro på menneskets godhed. Når man giver dem den rette opmuntring, eller nogle gange skal de bare konfronteres og slippes løs, så de gør ting ud over deres såkaldte grænser, så frigør man et kreativt potentiale i den anden person.

Jeg tror, vi er nødt til at have den kærlighed til menneskeheden, hvis vi vil ud af det her. Jeg kan ikke se, hvordan vi skal redde denne verden, hvis vi ikke alle individuelt, startende med os selv, forpligter os til at blive bedre mennesker; at vi vil være mere kærlige; at vi vil have en mere generøs holdning til alle andre mennesker. Hvis vi kan starte en bevægelse af mennesker, der elsker menneskeheden, er jeg helt sikker på, at de milliarder af mennesker, der findes, vil bringe denne godhed og disse syndens strukturer frem, som lige nu klart dominerer verden – det var, hvad pave Johannes Paul II sagde ved afslutningen af den kolde krig; at syndens strukturer findes i øst og vest. På det tidspunkt var det den kollapsende Sovjetunion. Han advarede mod de neokonservatives eufori og sagde: »Nej, I har ikke vundet den kolde krig, for disse syndens strukturer findes også i Vesten.«

Jeg tror, vi er nødt til at tænke på disse spørgsmål på en anden måde. Men jeg tror ikke, vi kommer uden om at organisere, organisere og organisere. Få mange flere mennesker ind i denne IPC-proces. Organiser, at Schiller-konferencen, som nu er fem uger væk, kan blive en rigtig massebegivenhed, der involverer tusinder og atter tusinder af mennesker på alle kontinenter. Og sætte gang i ideen om en ny økonomisk verdensorden, som gør det muligt for alle mennesker på planeten at overleve og have det godt.

Så jeg vil bare slutte af med at sige, at vi befinder os i det farligste øjeblik i verdenshistorien nogensinde; men jeg kan også se, at vi potentielt står ved begyndelsen af en smuk ny renæssance, hvor vi overvinder disse syndens strukturer, fordi vi endelig bliver mennesker og bliver kreative og lever sammen og fejrer denne unikke karakter hos hele menneskearten. Så selv om vi bør være på vagt, årvågne og alarmerede, bør vi også være optimistiske. For hvis vi gør, hvad vi skal, kan vi vinde denne kamp.