Ikke korrekturlæst

[HZL] [HCS]

Onsdag den 5. marts 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Dette er onsdag den 5. marts 2025. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Du kan sende spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail til questions@schillerinstitute.org, eller du kan sende dem til chat-siden.

Nu, Helga, i går aftes under sin State of the Union-tale læste præsident Trump et brev fra Volodymyr Zelenskyj, hvor han skrev: »Ingen ønsker en endeløs krig. Ukraine er klar til at komme til forhandlingsbordet så hurtigt som muligt for at bringe varig fred tættere på.« Og så sagde han: »Jeg er klar til at arbejde under præsident Trumps stærke lederskab.« Det er noget af en kovending og tydeligvis en reaktion på den skideballe, han fik af Trump og Vance sidste fredag, da han blev smidt ud af Det Hvide Hus, det mislykkede Starmer-topmøde i London, Trumps pause med våben og økonomisk støtte til Ukraine og andre udviklinger. Så lad os begynde med din vurdering af disse begivenheder. Bringer disse begivenheder os tættere på en bæredygtig fred i Ukraine?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Det mener jeg, for jeg ved ikke, om du har nævnt, at USA har afbrudt informationsudvekslingen og de militære forsyninger, og det efterlader Ukraine med en meget kort periode, hvor de under alle omstændigheder kan opretholde militære aktiviteter. Så jeg synes, det er et meget, meget vigtigt øjeblik, og hvis man sammenligner med den hysteriske adfærd hos nogle mennesker i Europa, så tror jeg, at det nu bliver meget klart, hvem der er interesseret i at holde krigen i gang, og hvem der ønsker fred. Så jeg synes, det er et meget håbefuldt tegn, og det er endnu ikke den fulde løsning på problemet, men det viser, at der er en vilje, i hvert fald fra USA’s og Ruslands side, og at Trump også er fast besluttet på at sætte handling bag sine ord. Og det er et princip, som, hvis det anvendes til et godt formål, virkelig bringer verden væk fra kanten af Tredje Verdenskrig. Så jeg synes, at alle, der er fornuftige, bør være glade for det!

SCHLANGER: Flere mennesker skrev til os og spurgte til rygterne om, at Trump måske ville annoncere, at USA forlader NATO, som reaktion på Starmer-Macron-mødet, at de havde en decideret negativ reaktion på europæerne, fordi de kom ud og sagde, at de ikke vil have fred! De er indstillet på krig. Så vi har to spørgsmål om dette: »Hvad ville du mene om, at USA forlod NATO?« og «Kan NATO overleve uden USA?«

ZEPP-LAROUCHE: Det har længe været min opfattelse, at NATO burde have været opløst på samme tid, som Warszawapagten blev opløst i 1991; at NATO’s karakter i mellemtiden i stigende grad, skridt for skridt, har ændret sig fra en defensiv nordatlantisk alliance til en offensiv alliance med globale ambitioner i det indo-pacifiske område og klart har ændret karakter fra at være et defensivt instrument, der forsvarer USA’s og europæernes interesser, til at dæmme op for Rusland, Kina og nu potentielt hele BRIKS-udviklingen.

Så jeg synes, at NATO bør opløses: Jeg synes, det er en forældet opfattelse. Jeg synes, det ville være godt, hvis USA også tog den beslutning, og jeg tror ikke, at Europa alene kan opretholde noget, der ligner NATO. De kan måske udvikle et europæisk sikkerhedssystem, selvom jeg personligt mener, at det ville være en fuldstændig forpasset mulighed: For jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor vi er nødt til at gå ind i et nyt paradigme for internationale relationer, hvor geopolitik bliver erstattet af en samarbejdsorienteret tilgang. Og i betragtning af, at der nu er to store ledere, Xi Jinping og Vladimir Putin, der taler om et globalt sikkerhedssystem – Xi Jinping har sagt det i nogen tid med sine tre initiativer, Global Development, Global Security og Global Civilizational Initiative; og Putin sagde på et møde sidste lørdag med [FSB] (http://en.kremlin.ru/events/president/news/76338) grundlæggende, at han nu ser muligheden for at etablere et europæisk sikkerhedssystem og endda et globalt sikkerhedssystem.

Så jeg tror, at alle i Vesten, som ønsker et andet syn på tingene, straks bør tage det til sig og indlede seriøse forhandlinger i den retning, for selve idéen om, at man altid er nødt til at have en fjende, er bare en af disse {Ewiggestrige} idéer: Det betyder på tysk de tilbagestående ideer fra fortiden, som bør udryddes. Og I ved, menneskeheden bør tage et nyt spring ind i en æra af samarbejde, og jeg synes, at alle med god vilje bør hjælpe og arbejde i den retning.

SCHLANGER: Vi har lige fået et spørgsmål ind, Helga, fra John North, som spørger: »Er Zelenskyjs brev bare en finte, mens Ukraine vender tilbage til sine oprindelige, uacceptable krav?«
ZEPP-LAROUCHE: Det tror jeg ikke. Jeg tror, at krigens realiteter, som er forfærdelige – og se, nu er vi nødt til at få fred, det er det første og vigtigste. Men i sidste ende er man nødt til at se tilbage på, hvem der forhindrede fred i marts 2022? Jeg mener, der er selvfølgelig hele spørgsmålet om, hvordan det overhovedet kom til krig? Og der er især mange vigtige amerikanere, der har peget på hele udviklingen af NATO-udvidelsen, de brudte løfter, Jack Matlock, Jeffrey Sachs, Wertheimer, alle mulige relevante mennesker, har peget på dette. Og jeg tror, at hvis alt er under kontrol, hvilket forhåbentlig snart er tilfældet, så må man se tilbage og sige, hvem var ansvarlig for, at den aftale, der blev indgået i Tyrkiet, i Istanbul i marts 2022, hvor der var en aftale mellem Putin og Zelenskyj, hvem saboterede den? Og nu er der flere og flere, der står frem og siger, at det var Biden, og det var eftertrykkeligt Boris Johnson, der fløj til Kiev og sagde til Zelenskyj, at han skulle blive ved med at kæmpe, »vi støtter dig hele vejen.«

Så alle de mennesker, der er døde siden – det er hundredtusinder af mennesker; ingen ved præcis hvor mange, men sandsynligvis mere end en halv million med sikkerhed, og hele landet er ødelagt, infrastrukturen er ødelagt. Mange mennesker har forladt Ukraine. Landet er kun en skygge af, hvad det var før – og for hvad? For hvad? Og jeg tror, at man virkelig må komme til fornuft og dybest set sige, at i moderne tid er krig ikke en måde at løse konflikter på.
Så jeg tror, at dette er et øjeblik, hvor det vigtigste er at få fred, og så må historikere og måske journalister og andre – der er stadig nogle journalister, men der er vist ikke så mange nu om dage – virkelig besvare det spørgsmål. Men det vigtigste lige nu er at afslutte krigen.

SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål om talen om nationens tilstand. Nogen skrev ind og sagde: »Præsident Trump talte om et missilforsvarssystem, kaldte det en ‘Golden Dome’ til at beskytte USA og henviste til Reagans opfordring til missilforsvarssystemet som model.« Og denne person skriver ind: »Din mand, Lyndon LaRouche, arbejdede sammen med Reagan-administrationen om ideen om et missilforsvar i begyndelsen af 1980’erne og førte kampagne for det over hele verden. Er det, Trump foreslog i går aftes, baseret på Lyndons idé, eller er det anderledes?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, man kan udlede af det, Trump sagde i sin tale, hvad han præcist mener, for det var ikke særlig klart. Han henviste på den ene side til Reagans politik i 1980’erne, og det ville jo antyde noget i retning af SDI. Med hensyn til SDI er der så mange misforståelser mellem det, Lyndon LaRouche mente, som var en meget vidtrækkende vision om, hvordan man opløser blokkene, hvordan man opløser Warszawapagten og NATO, og hvordan man går fra gensidigt garanteret ødelæggelse til gensidigt garanteret overlevelse. Det var et samarbejde mellem Rusland og NATO, eller USA i særdeleshed, om at udvikle de teknologier, som ville gøre atomvåben forældede. Og så bruge anvendelsen af disse nye fysiske principper, som ville være opnået, til at anvende det i den civile sektor og derefter bruge det utrolige løft i produktiviteten til at foretage en teknologioverførsel til udviklingslandene for at overvinde deres underudvikling for godt, for at holde op med at behandle disse lande i stedfortræderkrige, men give dem chancen for fuldt ud at udvikle deres potentiale. Så dette var et Grand Design; det var ikke bare en »Iron Dome« eller »Golden Dome« efter israelsk forbillede.
Så jeg tror, det er for tidligt at kommentere på det, for Trumps bemærkninger var for sparsomme til, at man kan vide, om han mente SDI, som præsident Reagan overtog fra min afdøde mand, eller om han mente »Golden Dome« med henvisning til den israelske »Iron Dome«? Men jeg synes bestemt, at det er et meget interessant spørgsmål, som skal afklares. Og man kunne håbe, at det ville være Reagan-versionen, men vi må se.

SCHLANGER: Nu har vi et spørgsmål fra Debaschis [ph], som meget ofte sender spørgsmål af strategisk karakter ind, og han spørger: »Kan BRIKS, USA og andre skabe en global New Deal?« Og han sagde: »Det er måske mere realistisk end FN’s mål for bæredygtig udvikling. Hvad synes du?«

ZEPP-LAROUCHE: Det kommer helt an på det. Lige nu synes jeg, det er lovende, at Trump gentagne gange har sagt, at Rusland ikke er en fjende. Det er meget vigtigt, for hvis du taler med nogle af europæerne lige nu, så er de så absolut – de har skum om munden, når du nævner ordet »Rusland«, og det er utroligt, hvordan denne russofobi har taget overhånd.
Hvis Trump på den anden side går i retning af at indgå varige og vidtrækkende aftaler med Rusland, ja, så er der naturligvis en implikation af, at Rusland og Kina har et strategisk partnerskab, som jeg ikke tror, nogen nogensinde kan splitte igen. Jeg mener, der var Steven Bannon og Pompeo, som rendte rundt i Europa under Biden-administrationen og fortalte ledende europæere: »Vi vil splitte Rusland fra Kina, det er sådan, vi vil besejre det hele.« Jeg tror ikke, det vil ske, for jeg tror, at både Ruslands og Kinas regeringer udmærket ved, at hvis de er splittede, er de sårbare over for angreb. Så jeg tror, det er næsten 100 % sikkert, at ethvert forsøg på at adskille dem ikke vil lykkes. Desuden har du BRIKS som en ny dynamik, den Globale Majoritet, som er landene i Asien, Afrika og Latinamerika, der alle ønsker udvikling, og de vil ikke lade sig lokke over i de såkaldte »demokraters« lejr, som Biden havde forsøgt gentagne gange, helt forgæves, fordi disse lande har deres egen erfaring: De har oplevet kolonialisme. Vietnam har oplevet en krig og Agent Orange. Andre lande i Afrika har oplevet kup og mord på deres ledere. Jeg mener, det er alt sammen meget nærværende i deres hukommelse, og jeg tror ikke, de vil lade sig overbevise om at alliere sig med noget, der går imod hverken Rusland eller Kina, fordi disse lande har hjulpet dem.

Så derfor, hvis Trump vil håndtere alt det på en positiv måde, er han nødt til at tage Kina med i pakken, fordi Kina har givet mange af disse lande i det Globale Syd en reel udvikling, og de er blevet venner. Så derfor tror jeg, at det bedste, der ville ske, og det har jeg sagt i meget lang tid, er, at de europæiske lande og USA opgiver deres geopolitiske fantasier og dybest set siger: »Vi går fra konfrontation til samarbejde.« Og så ville en New Deal faktisk være let: Det ville være en smal sag! Det er derfor, jeg har skrevet disse ti principper , som vil være udgangspunktet for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur.

Så jeg tror, at det er ligegyldigt, om man kalder det en New Deal eller et New Paradigm; men idéen er at sætte en stopper for geopolitisk tænkning, som jeg mener er en mental sygdom, der bør udryddes for altid i fremtiden.

SCHLANGER: Nu har vi noget fra en journalist i Libanon, som skriver om det møde, der fandt sted i Egypten i går, om genopbygning af Gaza. Og hun sagde: »Jeg kiggede og så ikke noget om oase-planen. Var det noget, jeg overså, eller er det ikke en del af den egyptiske plan?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, det er med endnu. Jeg synes, at den egyptiske plan er et meget godt modforslag til det, præsident Trump har foreslået med sin »Riviera Gaza«-idé, som er ret skandaløs, især hvis man tænker på den AI-genererede video, som cirkulerer, og som han har lagt ud på sin egen kanal, hvilket er modbydeligt. Så den egyptiske plan er helt sikkert et skridt i den rigtige retning. Den siger en tostatsløsning; den siger, at palæstinenserne skal blive der, mens genopbygningen står på, hvilket ifølge planen vil tage omkring fem år; den har en detaljeret tilgang til at opdele Gaza i forskellige zoner til forskellige centre.

Så det ser alt sammen meget godt ud og meget realiserbart. Men det er langt fra oase-planen, for oase-planen har grundlæggende denne idé om vand, om at generere store, store mængder ferskvand fra havvand ved afsaltning, og kanalerne fra Middelhavet til Det Døde Hav og Det Røde Hav er kun begyndelsen. Hvis man tænker på oase-planen i forbindelse med Bælte- og Vej-Initiativet for hele Sydvestasien, skal man tænke på hele regionen, fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Den Persiske Golf: Dette er hovedsageligt ørken, næsten udelukkende ørken – fuldstændig mangel på vand. Og oase-planen er dybest set en opfattelse af, hvordan man kan forvandle denne ørken til land til landbrug, skovbrug, infrastruktur og bybyggeri. Så det er en meget større opfattelse.

Men jeg tror, at oase-planen i sidste ende vil komme ind i debatten, fordi vi fra Schiller Instituttet organiserer os ekstremt aktivt: Vi taler med ambassader, vi taler med diplomater, vi taler med alle mulige personer på alle sider, og vi oplever en stigende interesse, for når folk først får ideen – du ved, normalt tager det et stykke tid, før folk virkelig forstår, hvad vi foreslår der. Men når de først har forstået det, ser de, at det er en måde at overvinde voldsspiralen på for altid. Og selv om retfærdighed er et vigtigt element, hvis man kun ser på spørgsmålet om retfærdighed og ser på, hvem der gjorde hvad mod hvem og hvornår, så var det netop det, der var meningen med freden i Westfalen: At folk indså, at hvis de holdt sig til det, kunne man for altid regne med, hvad den ene side gjorde mod den ene, og den anden mod den anden; selvom det i dette tilfælde ikke er så jævnt fordelt. Ikke desto mindre er man nødt til at tage et skridt videre og nå frem til en fælles vision for fremtiden, at der stadig skal være juridisk arbejde, som f.eks. den internationale domstol, og det er helt sikkert tilfældet, og de arbejder. Så det skal også respekteres.

Men jeg tror, at ideen om oase-planen er meget levende, og jeg kan kun bede jer om at hjælpe os: Gør, hvad du kan. Kontakt os, så kan vi lave flere forslag sammen.

SCHLANGER: Vi har fået en e-mail fra Storbritannien fra en person, som siger, at Starmer mere og mere ligner en idiot. Det står nu klart for de fleste mennesker i Storbritannien, at han har et standpunkt.

Men han er bekymret over det, han læser i {The Economist}, {Financial Times}, {Daily Telegraph}, som har skrevet om, at Trump ser ud til at ride højt nu, men der er, som {The Economist} udtrykte det, »advarselstegn på økonomisk svaghed i horisonten.« Og han skriver: »Det forekommer mig, at dette er Trumps svage flanke. Er der noget, der tyder på, at han har en anden plan end europæerne, som kun handler om forsvarsudgifter og budgetnedskæringer?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg er desværre tilbøjelig til at være enig i, at det er Trumps akilleshæl, for først og fremmest er der hele hans snak om, at han elsker told. Jeg mener, det er bare ikke en god idé. Idéen om told er en meningsfuld ting, når man har en spirende økonomi, når man har et udviklingsland, eller i den førindustrielle tidsalder, da lande begyndte at industrialisere, så var det meget nyttigt at have beskyttelsestold for at give dem en fair chance mod andre lande, der var mere udviklede, og som dybest set kunne udslette de spirende industrier i det land. Men hvis du har ekstremt udviklede lande, er det fuldstændig kontraproduktivt. Og nu er der halvanden krig mellem Canada og USA, mellem Kina og USA, og landene reagerer med lignende toldsatser på andre produkter, hvilket i sidste ende vil skade produktionskæden, industrikæden, stabiliteten; det vil skade tilgængeligheden af varer; det vil dybest set betyde, at forbrugerne skal betale en højere pris, og det kaldes generelt inflation – så det er ikke godt.

Og så er hele idéen om at skabe en ny boble med kryptovalutaerne naturligvis en fuldstændig monetaristisk idé, og jeg forstår ikke, hvorfor præsident Trump ikke kigger på Argentina, og hvad der lige er sket med præsident Milei, som er involveret i en kæmpe skandale: Fordi han prøvede et lignende fupnummer, og det virkede ikke.

Så jeg synes, det er en meget vigtig pointe, og jeg kan kun sige, at vi på en eller anden måde må sørge for at finde nogle folk i Trumps team, som har forståelse for fysisk økonomi, og hvad det faktisk kræver at gøre USA stort igen, når det gælder økonomisk politik, hvilket helt klart er en total fornyelse af infrastrukturen i USA: At bygge nye byer, nye videnskabsbyer i de mindre befolkede områder – naturligvis rummet, fusionskraft – alle disse ting er ekstremt vigtige. Men jeg tror, at det transatlantiske finanssystems bankerot, hvis man forsøger at løse det ved at skabe nye bobler, enten i form af en ny militær aftale i Europa eller en aftale om kryptovaluta i USA, er en svaghed af enorme dimensioner.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en, der ofte skriver ind, og han skriver: »Med alt det, der sker med hensyn til Ukraine og Gaza, har jeg ikke hørt meget fra Kina med hensyn til fredsinitiativet. Jeg så [dit interview med det kinesiske tv-netværk] (http://en.chinadiplomacy.org.cn/2025-03/03/content_117742153.html) på din hjemmeside, og jeg var meget imponeret. Men hvilken rolle spiller Kina på nuværende tidspunkt for at fremme freden?«

ZEPP-LAROUCHE: Åh, jeg synes, de gør enormt mange ting! De har lige nu de såkaldte »to sessioner«. Det er de to bestyrelser, og de har et årligt møde, som kaldes »Two Sessions« – det er flere tusinde delegerede – og de diskuterer lige nu, hvad der skal være den næste femårsplan, og det er meget tydeligt, at Kina virkelig bevæger sig med en utrolig hastighed. De har et vækstperspektiv på 5 % for den næste femårsplan, især i det næste år. Men de ændringer, der sker lige nu – de ønsker at opbygge hjemmemarkedet. Kina har et hjemmemarked på 1,4 milliarder mennesker, og hvis man øger levestandarden for så stor en gruppe mennesker ved at hæve lønningerne, ved at lave en industriel revolution, ved at anvende AI, kunstig intelligens, digitalisering, kvantecomputere, så moderniserer man også den eksisterende økonomi på hjemmemarkedet og øger produktiviteten, så folk bliver mere velhavende. Og jeg tror, at det er den motor, der giver Kina mulighed for at spille en ledende rolle i enhver fredsindsats i verden, fordi Kina med en sådan motor af økonomisk magt kan være en faktor i genopbygningen af Ukraine. Hvis man går tilbage til Maidan-kuppet før 2014, var der potentiale for, at Ukraine kunne blive broen mellem Europa og Asien ved at være en absolut bro mellem Europa, de vestlige dele af Ukraine og de østlige dele af Ukraine, som hælder mere mod Rusland, men som ikke desto mindre er ét land. Og hvis man bygger Bælte- og Vej-Initiativet, dybest set fra Asien og hele vejen ind i Europa, ville Ukraine være i en unik position, og jeg tror, at det ville være den bedste fremtid for Ukraine, hvis man går tilbage til en sådan tilgang.

På samme måde har Kina også fremsat fredsforslag for Mellemøsten. De har sagt åbent på vores konferencer, at Kina kunne gennemføre oase-planen, fordi de har erfaring med at vende ørkendannelse, med at omdanne ørkener til landbrug og skovbrug. Og Kinas økonomiske kapacitet ville være yderst velkommen. Og man har brug for store spillere til at gøre alt dette.

Så jeg tror, at det kinesiske bidrag til fred især er ideen om fred gennem udvikling.

SCHLANGER: Jeg vil varmt anbefale alle vores seere at se det [interview] (https://schillerinstitute.com/blog/2025/03/04/helga-zepp-larouche-speaks-with-chinese-program-diplomacy-talk/), som du har lavet, og som nu er lagt ud på Schiller Instituttets hjemmeside, for det er meget interessant at få et indblik i.  Men du kan se, hvor langt fremme du var dengang, og dialogen er ret interessant

Her er et andet spørgsmål til dig, Helga, fra en af mine gamle venner, som identificerer sig selv som en jødisk aktivist, der har boet i Israel, og hun siger, at hun er blevet meget deprimeret af at se, hvad Netanyahu har gjort, og hans politik med etnisk udrensning. Men endnu mere deprimerende er det at se den israelske befolkning acceptere det. Men hun sagde: »Nu begynder jeg at se nogle ændringer i befolkningen i Israel,« og hun henviser til Shin Bet-rapporten, der udkom i dag, og som identificerede en efterretnings- og sikkerhedssvigt, der gjorde det muligt for den 7. oktober 2023 at ske; det faktum, at det nu står i pressen, at Netanyahu kanaliserede penge til Hamas gennem Qatar. Og nu er gidslernes familiemedlemmer stærkt kritiske over for Netanyahu for ikke at tage en kampagne for at befri gidslerne alvorligt.
Så hun sagde: »Mens de fleste stadig støtter ideen om at udslette Hamas, ser det ud til, at der er en forandring på vej. I betragtning af din optimisme, som jeg beundrer meget i forhold til den menneskelige natur, kan du så foreslå, hvad der kan ændre kulturen i Israel?« Der er et stort spørgsmål til dig, Helga.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, du ved, at Israel står foran den beslutning, at hvis de fortsætter med at gøre det, der er sket i de sidste – du ved, faktisk 76 år, men eftertrykkeligt mere det sidste år plus nogle få måneder, kan du fortsætte helvedescyklussen, hvor den ene massakre vil erstatte den næste, og vi har den ene krig efter den anden. Og det vil være et mareridt! Der er ingen sikkerhed. Det er ikke kun et problem for Israel: Det er også problemet for de arabiske naboer. De er også nødt til at tænke på stabilitet, for det her var – det, der foregik i Gaza, var ikke skjult. Det var i Al Jazeera: Hver dag kunne man se de detaljerede billeder på fjernsynet derhjemme. Og det har haft en varig indvirkning på befolkningen, og jeg tror, at det har ført til en mere politiseret tilgang. Så lande er nødt til at tænke på deres stabilitet, for hvis de tolererer for meget, holder de måske ikke for evigt. Jeg mener, det er en meget alvorlig overvejelse.

På den anden side, hvis du har en vision om, hvordan hele denne region kunne se ud: Jeg har altid et billede af Tyskland. Infrastrukturen i Tyskland er ganske vist ved at være nedslidt, men den er stadig blandt de bedste i verden. Man kan tage en container fra Rotterdam, man kan tage Rhinen, Mosel og andre floder, og man er forbundet via motorveje, jernbaner og havne; så infrastrukturens tæthed er det, der gjorde Tyskland så produktivt, da økonomien stadig fungerede, før de forskellige regeringers nylige dumheder. Men Tyskland er et højt udviklet land, hvad angår infrastruktur: Og tænk bare, at den tæthed kunne eksistere i hele Mellemøsten eller Sydvestasien, og man kunne til sidst få en sprudlende økonomisk udvikling: nye byer, ny videnskabelig udvikling, og det er ikke så fjernt. For husk, at for 2.000 år siden gik den gamle Silkevej gennem de fleste af disse steder – du havde Samarkand, du havde Bagdad, du havde Damaskus: Mange af disse byer var perler inden for kultur, videnskab og handel, og denne region var knudepunktet mellem Asien, Afrika og Europa! Og det kunne blive fremtiden for Sydvestasien igen.

Og man skal bare have fantasi til at forestille sig, hvordan forvandlingen af ørkenen ville se ud, og man kan lave en animation – måske skulle vi faktisk gøre det, det ville nok være en stor hjælp. Vi lavede en lille video, men jeg tror, at vi virkelig kunne udvikle denne idé meget mere, så folk faktisk kan begynde at få en idé om, at det her er inden for rækkevidde. Og jeg tror, at det ville ændre kulturen i Israel, for Israel befinder sig ikke i et vakuum, det er ikke en ø, det er en del af regionen. Så jeg tror, at den bedste måde at ændre Israel på er at ændre alle lande omkring det.

SCHLANGER: Helga, nogle af disse spørgsmål kommer fra folk, der har deltaget regelmæssigt i den Internationale Fredskoalitions ugentlige Zoom-opkald. Og jeg går ud fra, at vi har endnu et opkald på fredag. Hvad er planerne for fredagens opkald den 7. marts?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved, at de to emner vil være de katastrofale forandringer, et jordskælv om dagen, som vi oplever lige nu i den transatlantiske situation. Vi får sandsynligvis besøg af nogen fra VIPS, Veteran Intelligence Professionals for Sanity – jeg ved endnu ikke præcis hvem, men det bliver helt sikkert en eller to talere. Vi leder efter lignende korrespondance fra Europa, fra Frankrig, fra Tyskland, så det vil være ét emne, for det er her, folk vil få den nyeste vurdering af, hvordan folk, der er analytikere og eksperter, opfatter denne dramatiske ændring mellem USA og Europa?
Og det andet emne vil være evalueringen af, hvad der sker i Gaza og i Mellemøsten efter den egyptiske plan, og hvad er farerne, og hvad skal der gøres for at få hele oase-planen på bordet? Så folk bør virkelig være der, for vi forsøger at gøre den diskussion så aktuel som muligt og henvise til den seneste, dramatiske udvikling.

SCHLANGER: Og du kan være med kl 17.00 dansk tid, eller det vil blive gemt, men jeg tror, det er den bedste måde at holde sig opdateret på og være med. Så Helga, tak fordi du kom i dag, og jeg håber at se dig på fredag.
ZEPP-LAROUCHE: Ja. Og hav det godt og vær aktiv!

En smuk vision for menneskeheden i en tid med voldsom turbulens!

Tilmeld dig her

WDownload en PDF

Den strategiske situation gennemgår i øjeblikket ikke bare én, men flere tektoniske forandringer. Disse ændringer begraver effektivt den unipolære orden, som opstod efter Anden Verdenskrig og derefter igen i en ny form efter afslutningen af Den kolde Krig. Francis Fukuyamas tese om »historiens afslutning«, hvormed han mente den vestlige liberale demokratimodels verdensherredømme, viste sig at udgøre en af de mest kortlivede »epoker« i historien.

Efter præsident Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus krakelerede det transatlantiske forhold meget hurtigt med et øredøvende brag. »USA er nu Vestens fjende,« skreg Londons Financial Times i en forsideartikel, som konkluderede: »Vesten er død.« Det særlige forhold mellem USA og Storbritannien, som var grundpillen i den unipolære orden, er blevet brudt og vil aldrig blive genoprettet.

Det kommer nu frem, at pro-EU-kræfterne i Europa var allieret med den selvsamme »dybe stat«, også kaldet det »permanente bureaukrati«, som er under angreb fra Trump-administrationen. Vicepræsident J.D. Vances bemærkninger på sikkerhedskonferencen i München om den manglende demokratiske praksis i Europa ramte en rå nerve i det europæiske »permanente bureaukrati«.

Hvis det lykkes præsident Trump ikke kun at afslutte krigen i Ukraine, men også permanent at forbyde den artstruende brug af atomvåben gennem en proces med samarbejde og dialog med Rusland og Kina, vil han fortjene [ros]. Det ville betyde intet mindre end at erstatte praksis med geopolitisk konfrontation mod BRIKS-staterne og det Globale Syd med samarbejde til gensidig fordel for alle.

Den anden tektoniske ændring er præget af den proces, hvor nationerne i det Globale Syd i øjeblikket overvinder 500 års kolonialisme med hjælp fra Kina og bevæger sig mod at blive mellemindkomstlande på kort sigt. I stedet for at betragte denne udvikling som en trussel burde de europæiske nationer og USA glæde sig over, at milliarder af mennesker, som nu frigøres til at udnytte deres fulde potentiale, undgår den kværnende fattigdom. Den eneste måde, hvorpå faren for en global atomkrig og den efterfølgende udslettelse af menneskearten kan overvindes, er ved at samarbejde med den Globale Majoritet.

Konferencen vil også reflektere over Lyndon LaRouches livsværk. LaRouche Legacy Foundation (LLF) vil fremlægge rigelige beviser for, at Lyndon LaRouche allerede i 1960’erne forudsagde det liberale systems nuværende krise med forbløffende nøjagtighed. Hvis verden havde lyttet til LaRouches analyse og hans advarsel om Nixons ødelæggelse af det gamle Bretton Woods-system ved at indføre flydende valutakurser, ville verden aldrig være kommet ind i den nuværende eksistentielle krise – en krise, der er kendetegnet ved en blomstrende spekulativ finansboble, en kollapsende fysisk økonomi og en ubændig trang til krig og den schachtianske militarisering af økonomien, der er forbundet med den.

Den videnskabelige metode i LaRouches fysiske økonomi tillempes i dag tilnærmelsesvis mest i Kina, hvilket er grunden til, at dette land er så enormt succesfuldt, en succes, som kan kopieres af enhver nation, der vælger at gøre det.

Den store udfordring for verden som helhed er endelig at skabe en retfærdig, ny økonomisk verdensorden og at anvende opfattelsen af fred gennem udvikling. På konferencen vil der være en vigtig diskussion af Schiller Instituttets kampagne for at sætte Oase-planen, som LaRouche først foreslog i 1975, på dagsordenen for hele Sydvestasien. Der vil være et særligt fokus på en udviklingsplan for det afrikanske kontinent, i overensstemmelse med Den Afrikanske Unions Agenda 2063, som deler ånden i Oase-planen.

Vi er nødt til at slynge hele verden ud af den nuværende elendighed med geopolitisk konfrontation, ud af den barbariske opfattelse at alt er et nulsumsspil, og at man altid har brug for en fjende. Vi har nået et øjeblik i historien, hvor vi absolut må opnå et nyt paradigme, der først tager udgangspunkt i ideen om den ene menneskehed og derefter bringer alle nationers interesser i overensstemmelse med den ene menneskeheds interesser. Vi må skabe en ny æra i menneskehedens historie, baseret på helt nye aksiomer, ikke dem fra den gamle orden, som netop er imploderet. Til det har vi brug for en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til de eksistentielle interesser for hver eneste nation på planeten. Det er kvaliteten af en fornedret eller en ophøjet kultur, der bestemmer, hvordan vi tænker. Det nødvendige nye paradigme kræver, at vi erstatter den nuværende uvidenhed, ligegyldighed og direkte chauvinisme over for andre kulturer med nysgerrighed, interesse, viden og tilmed kærlighed til de forskellige kulturer på planeten. Schiller Instituttets konference vil byde på en dialog mellem kulturer og civilisationer, hvor det enestående såvel som de universelle principper, der forener kunsten, vil blive fremhævet.

Menneskeheden står ved sit vigtigste forgreningspunkt nogensinde. Hvis vi fortsætter som barbarer, vil vi lide samme skæbne som dinosaurerne og huleboerne. Men vi har også håb, fordi mennesket er i stand til en grænseløs perfektion af sin fornuft og karakterskønhed. Det bør præge vores syn på fremtiden.

Opdateret program for Schiller Instituttets konference

Den 16. marts 2025 (EIRNS) – Følgende er et opdateret program for Schiller Instituttets konference den 24.-25. maj, »En smuk vision for menneskeheden i en tid med stor turbulens!«

LØRDAG den 24. maj kl. 16.00 dansk tid

14:00 – Registrering

16:00-19:00 -Panel 1: Strategiske udfordringer og den fremvoksende nye orden

20:00-23:00 – Panel 2: Skønheden i kulturernes mangfoldighed

01:00-04:00 – Panel tre: LaRouche-programmet til at skabe 3 milliarder nye produktive jobs i løbet af en generation

SØNDAG, 25. maj, kl. 15.00 dansk tid

15:00-18:00 – Panel fire: LaRouche Legacy Foundation om realiteterne i LaRouches ideer

19.00-22.00 – Panel fem: Ungdommens rolle i udformningen af Jordens næste 50 år

22:00-00:30 – Debat og diskussion for de unge

00:30-03:30 -Panel seks: Den industrielle revolution 4.0: Rummet, fusion og kunstig intelligens

Tilmeld dig her

Selv om konferencen finder sted i USA, antager vi, at information om online-deltagelse vil være relevant.

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen, alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 91. møde i træk. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være jeres ordstyrer sammen med mine medordstyrere Dennis Small og Dennis Speed.

Jeg vil gerne minde folk om, at vi oprettede dette forum for 91 uger siden, fordi vi ønskede at samle den internationale fredsbevægelse i ét forum. Den har været ret dysfunktionel; der har været en masse operationer for at holde folk i kamp med hinanden. Vi ønskede at skabe mulighed for at arbejde sammen og have en åben dialog og koordinere vores aktiviteter rundt om i verden. Hvis vi vil opnå ægte fred på planeten, er vi nødt til at finde måder at kunne koordinere med hinanden rundt om i verden. Det har vi arbejdet meget med.

Vi vil have en række indledende talere til at starte os i dag, og så vil vi gå ind i en generel diskussion. For at åbne diskussionen i dag vil jeg gerne have Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition, til at starte. Helga, værsgo at gå i gang.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag og velkommen til jer alle sammen. Vi oplever en hidtil uset ændring i den strategiske situation, og man kan faktisk sige, at der sker tektoniske forskydninger, som efterlader nogle mennesker helt forbløffede, og de forstår ikke helt, hvad der sker. Det, man kan sige, er, at det såkaldte »kollektive Vesten«, som forsøgte at dominere verden gennem en unipolær verdensorden, især efter afslutningen af den kolde krig, ikke længere eksisterer. Med lidt mere end fire uger med Trump i Det Hvide Hus er der opstået en splittelse mellem USA og Europa, som er ganske bemærkelsesværdig, og som efter min mening aldrig vil blive rettet op igen.

Europæerne har ikke helt reflekteret over den fejlslagne politik. Krigen i Ukraine er så godt som tabt; Trump har sagt, at han ikke vil fortsætte med at levere våben eller penge til Ukraine, og europæerne siger nu, at de vil fortsætte med at puste til krigen ved potentielt at sende europæiske tropper ind i Ukraine. Trump har allerede nægtet at give en »amerikansk bagstopper« til dette. Så er europæerne i stand til at gøre dette? Hvis man ser på økonomiens tilstand i Storbritannien og Frankrig og især i Tyskland, som er i frit fald, er det helt usandsynligt. Tænketanke anslår, at det straks vil kræve 300.000 flere tropper fra Europa, 250 milliarder euro, og det er bare til at begynde med. Er Europa i stand til at opretholde det? Det er yderst tvivlsomt. Så europæerne er ikke i stand til at vurdere, hvad der sker, og oven i købet vil indsatsen for at forsøge at fortsætte krigen, når den allerede er tabt, kun øge antallet af mennesker, der dør forgæves. Der er tydeligvis en forbløffende mangel på realitetssans i europæernes tankegang. Jeg kan især godt lide et billede, som blev brugt af Patrick Lawrence, der citerede Tom Harrington, som brugte billedet af, at europæerne, som så at sige har stået i skyggen af den angloamerikanske dominans hele tiden og altid har foregivet at være stærke, men i virkeligheden har nul suverænitet på egen hånd, er som en chihuahua, der på tv har spillet rollen som dobermann i mange år, og som pludselig bliver bedt om at spille dobermann i det virkelige liv; og naturligvis er den stakkels chihuahua ikke i stand til at klare opgaven og bliver stående på scenen og bjæffer hjælpeløst. Jeg synes, det passer til billedet, hvis det ikke var så tragisk. Nogle gange synes jeg, at en vis mængde ironi er nødvendig.

Så på dette tidspunkt skifter europæerne dørhåndtaget i Washington: Først kom Macron, angiveligt som repræsentant for EU, men uden at have koordineret med de andre EU-medlemmer. Husk ramaskriget, da Orbán gjorde noget lignende i begyndelsen af det ungarske formandskab. Macron blev behandlet høfligt af Trump, men der blev ikke aftalt noget af betydning. Så kom den britiske premierminister Starmer, og han gjorde en stor indsats og afleverede en invitation fra kong Charles til et statsbesøg i håb om at reparere det særlige anglo-amerikanske forhold. Men da spørgsmålet kom op om, hvorvidt USA ville bakke op om en eventuel udstationering af europæiske tropper i Ukraine, var svaret »nej«. Så der var ingen substans i det besøg. Da Kaja Kallas, EU’s såkaldte udenrigsminister, ankom til Washington, var der ikke noget møde for hende – en total afvisning.

I dag er Zelenskyj der, angiveligt for at indgå denne gigantiske økonomiske aftale, hvor USA vil udforske og udnytte sjældne jordarters mineraler og ressourcer i Ukraine. Hvis man ser nærmere på den aftale, kan den meget vel vise sig at være en stor omgang ingenting, for ifølge en vestlig videnskabelig tænketank er de sjældne jordarter i Ukraine aldrig blevet undersøgt grundigt. Desuden befinder mange af dem sig lige nu i det område, der er besat af Rusland. Og da Starmer tog til Kiev for nogle måneder siden for at indgå en 100-årig traktat med Ukraine, indeholdt den også en aftale om, hvem der skulle udnytte disse sjældne jordarter. Så det ville ikke overraske mig, hvis det hele eksploderer som et ingenting. Under alle omstændigheder er det ikke ligefrem noget at være stolt af, og det kunne jeg sige meget mere om.

Så hvad sker der med europæerne? Hele verden klør sig i hovedet og siger: »Hvad er der sket med de europæere?« Jeg tror, jeg har en ret god forståelse; det er magtens arrogance. Husk, at der i 2005 var en folkeafstemning i Frankrig og Holland om en europæisk forfatning, som skulle skabe en slags europæisk stat. Den blev afvist med et overvældende flertal, både i Frankrig og i Holland. De ønskede ikke at fortsætte med det, så en gruppe mennesker – Amato og forskellige andre – gik sammen og omskrev praktisk talt den europæiske forfatning ved kun at ændre 5 % af den. Derefter blev den med et stort hurra omdøbt til Lissabontraktaten, fordi en traktat ikke kræver en folkeafstemning. Derefter foretog de i al hemmelighed disse kætterske ændringer i alle paragrafferne, men de offentliggjorde det aldrig. De offentliggjorde kun ændringerne, så af en gigantisk traktat på omkring 1.500 sider skulle parlamentarikerne, som skulle have stemt om den, have sat ændringerne ind i traktaten, hvilket gjorde den endda endnu mere uforståelig, fordi alt var i juridisk sprog. Så en person, der ikke har studeret jura i Europa, ville ikke være i stand til at forstå det, eller i hvert fald ikke uden en stor indsats. Og det var kun, fordi en studerende fra Dresden gjorde arbejdet og indførte disse ændringer og derefter offentliggjorde det hele, at parlamentarikerne kunne læse traktaten i dens ændrede form. Det viser, at det europæiske bureaukrati lige fra begyndelsen forsøgte at stoppe regeringerne og skjule, hvad de gjorde. Det blev klart senere, da von der Leyen og Stoltenberg afslørede, at de ville have et ekstremt tæt forhold mellem EU og NATO på et tidspunkt, hvor NATO var på vej til at blive et globalt NATO, så det betød virkelig, at det europæiske imperium, EU-imperiet, var bundet til denne globale NATO-ekspansion.

Hvis man læser Lissabontraktaten, forpligter den allerede nu alle medlemmer til at komme alle de andre til militær hjælp, hvis en af dem bliver angrebet. Så på grund af det overlappende medlemskab mellem EU og NATO er der de facto tale om en militarisering af EU. Den militarisering er i fuld gang. Der er bestræbelser på at øge budgetterne, ikke kun for at gøre Tyskland krigsparat. Der er en enorm propaganda om dette; i går havde den første kanal på tysk tv et 10 minutter langt klip om, hvor fantastiske arbejdsforholdene er i Rheinmetall, den største tyske våbenproducent; hvordan to nye medarbejdere tjener en masse penge og nu har råd til at bygge et hus: Total propaganda, som helt udelader, at grunden til, at Rheinmetall-aktierne nu er steget 1.000 % siden 2022, er, at de fodrer krigsmaskinen og får mennesker til at dø. Det blev naturligvis ikke fremhævet, så det tyske tv er blevet forvandlet til et propagandaværktøj for krigsindustrien – det er helt ulækkert.

Vil det virke? Det tror jeg ikke, for lige nu har præsident Putin på sit årlige møde med den føderale sikkerhedsstyrelses efterretningstjeneste sagt, at de første diskussioner med USA var meget lovende. Der var en pragmatisk holdning, og de forlod den tidligere regerings stereotyper om den regelbaserede orden og den slags klichéer og kom frem til en realistisk dialog. Meget vigtigt sagde Putin, at han mener, at der på grund af Ruslands militære sejre nu er potentiale til at skabe en europæisk og endda global permanent sikkerhedsarkitektur, hvor et lands sikkerhed ikke vil være på bekostning af et andet, men at der vil være en udelelig sikkerhedstilgang. Det er meget i tråd med det, vi har presset på, om end med et lidt andet sprog, i Schiller Instituttet og IPC siden udbruddet af krigen i Ukraine: nemlig behovet for at have en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Så på baggrund af de russiske drøftelser med USA taler Putin nu om muligheden for en sådan global arkitektur. Jeg tror, det er en stor forandring til det bedre og åbner vinduet for en løsning af alle andre konflikter rundt om på kloden, især forhåbentlig også den i Mellemøsten.

Apropos det, så fortsætter den såkaldte våbenhvile med afbrydelser her og der. I dag ankom en delegation fra Israel og Qatar til Cairo for at diskutere anden fase af våbenhvilen. Våbenhvilen holder mere eller mindre; ikke helt, men der var en udveksling af fire døde gidsler fra Hamas og mere end 600 palæstinensere fra israelerne. Situationen på Vestbredden er fortsat forfærdelig: Fire flygtningelejre blev tømt. Det er stadig i total uorden. Israelerne nægtede også at forlade Philadelphi-korridoren, vejen mellem Gaza og Egypten. IDF er begyndt at foretage en undersøgelse af den kolossale efterretningssvigt i forbindelse med angrebet den 7. oktober 2023. Den 4. marts er der arabisk topmøde i Cairo, hvor man vil diskutere den egyptiske plan om at genopbygge Gaza, mens palæstinenserne bliver der, som modtræk til Trumps forslag. Så der er endnu ingen tegn på, at oase-planen er en del af det; vi er derfor nødt til absolut at fortsætte vores mobilisering. Forhåbentlig, hvis denne større tilnærmelse mellem USA, Rusland og forhåbentlig Kina og Indien lykkes, og så i sidste ende alle andre lande, er der faktisk et tegn på håb i horisonten.

Men vi fra IPC-koalitionen skal endnu ikke gå på pension, før den brik er sikker, så jeg beder dig om at slutte dig til vores mobilisering og fortsætte kampen.

Bemærkninger under diskussionen:

[Svar til professor Ravenet] Tak, professor Ravenet, jeg synes, det var et ekstremt oplysende syn på sagen, og jeg er helt enig med dig i, at jeg personligt kom til den konklusion, at det kinesiske konsultative demokrati fungerer meget bedre end det såkaldte liberale demokrati af den grund, at kineserne gennemgår en meget kedelig proces med ansvarlighed. Før valget går det fra det lokale niveau til det regionale niveau til provinsniveauet til det nationale niveau, hvor beslutningerne bliver formuleret. Og efter cirka to sessioner går den samme konsultative proces hele vejen igen. Det står i skarp kontrast til det berømte citat af en tidligere socialdemokratisk politiker i Tyskland ved navn Franz Müntefering, som på et tidspunkt sagde, at det er helt urimeligt at minde en politiker om de løfter, han gav under valgkampen, bagefter [griner], hvilket jeg virkelig synes er at ramme hovedet på sømmet.

Ellers vil jeg bare sige, at det, europæerne gør lige nu, er, at de angriber såkaldte diktaturer i Kina og andre steder, men der er ingen beviser for, at kineserne vil lave regimeskift i Afrika eller Asien eller Latinamerika. Det gør de ikke; de blander sig ikke i andre landes indre anliggender. Tværtimod, hvis man ser på, hvad EU gør lige nu med sine medlemslande: Det er, fordi det europæiske etablissement er forbundet med den dybe stat i USA. Det er derfor, de føler sig så absolut destabiliserede, for med Trump i Det Hvide Hus, der går efter den dybe stat i USA, føler de, at de har mistet deres mest foretrukne trældom. Men hvis man ser på praksis, hvad gør de så f.eks. i Rumænien? Der blev valgt en præsident, og så kom interventionen; de annullerede valget. Befolkningen i Rumænien er i høj grad på denne kandidat Georgescus side, så de udskrev et nyt valg i maj. Og bare timer eller minutter før han kunne indgive sin deltagelse i valget i maj, blev han arresteret. Det er helt utroligt! Hvad er der sket med demokratiet i Europa? Det eksisterer ikke. I Slovakiet, Ungarn og Serbien er der ligeledes alvorlige klager fra befolkningen over, at der er Maidans i gang mod officielt valgte regeringer. Jeg synes virkelig, det er noget, vi skal se nærmere på: Europas forbindelse til den dybe stat i USA, for det ser ud til at være den mekanisme, der er på spil.

Siden du nævnte alle disse filosofiske stridigheder i den europæiske historie, tror jeg, at det, der styrer de vestlige eliter, er den samme tankegang som Joseph de Maistre, der i sit berømte brev til en russisk prinsesse skitserede præcis, hvorfor de mener, at et bestemt oligarki er folkets masser overlegent. Og selv om forudsætningerne har ændret sig – det er ikke længere kun monarkier, men et finansielt oligarki – mener de, at de er bedre end disse »deplorables«, som Hillary Clinton har kaldt dem. Jeg synes, at Hillary Clintons omtale af de såkaldte »deplorables« var en af de mest utrolige indrømmelser af deres tankegang og menneskebillede. Men jeg synes, at hele den diskussion, som du introducerede, er ekstremt værdifuld, og jeg er meget glad for den.

Svar på spørgsmål om Afrika] Jeg tror, der er mange ting. Til at begynde med er én ting eksemplet med Sydafrika. Den måde, hvorpå Sydafrika gennem sit samarbejde med Mahatma Gandhi var i stand til at overvinde apartheid. Sandheds- og forsoningskommissionen er stadig en model for, hvordan man overvinder konflikter i dag, som hele verden kan lære af. Det faktum, at Sydafrika gik forrest med at bringe palæstinensernes sag for Den Internationale Domstol, var et utroligt skridt, hvor Sydafrika tog lederskab, da hele det såkaldte Vesten svigtede. Jeg tror, at den slags moralsk lederskab er, hvad man kan forvente. Jeg vil på det kraftigste sige, at man bør tale meget mere om Agenda 2063-udviklingsplanen, for som Dr. Pandor sagde ved IPC’s arrangement den 14. februar, så passer det, vi forsøger at gøre med oase-planen for Sydvestasien, fuldstændig med principperne i Agenda 2063. I betragtning af at Afrikas befolkning vil være på 2,5 milliarder i 2050, mener jeg, at det er en god idé at gå meget stærkere i den retning nu og ikke kun invitere Kina, som allerede er meget engageret, men at tilbyde en model for fælles udvikling mellem de forskellige nationer af god vilje. Jeg ved for eksempel, at inderne allerede er involveret i Afrika, og Japan har gjort en indsats. Så at tilbyde en fælles økonomisk udviklingsmodel, der kunne være som en ny sandheds- og forsoningskommission for udviklingen af hele Afrika, men også være en model til at overvinde konflikter, racisme og så videre. Det er nogle ideer.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg tror, at farerne ved situationen stadig er meget store. Se på Mellemøsten; vi er meget langt fra at være i sikkert farvand. Situationen omkring Ukraine, Rusland og USA ser meget mere lovende ud. Men jeg tror, vi har brug for en mobilisering, for det værste, der kan ske, er selvtilfredshed. Efter det tyske valg har folk en tendens til at falde tilbage i business-as-usual-tilstand, og det ville være fatalt. Jeg tror, at det, vi skal gøre, er at mobilisere en international dialog om, hvad statskunst er. Er vi den intelligente art på planeten eller ej? Jeg ser både i Europa og mellem Europa og USA, at tonen er blevet så uhøflig og barbarisk. I al den tid er europæerne ikke kommet med ét eneste fredsinitiativ; de har saboteret to fredsinitiativer – Minsk II-forslaget og derefter Istanbul-forslaget fra marts 2022. Men de er ikke selv kommet med en eneste idé til, hvordan man kan løse situationen med diplomati og så videre og så videre. Jeg tror, at det, der tydeligvis mangler, er et niveau af statskunst. Schiller Instituttet blev udnævnt til et institut for statskunst, da det blev grundlagt, af den simple grund, at det er en kunst. Statskunst bør være som på tysk, »Staatskunst«, kunsten at skabe staten og kunsten at have internationale relationer.

Jeg synes, at diskussionen i dag viste, at der er en sult efter disse ideer, og jeg kan kun sige, at potentialet for at ændre verden til det bedre ikke har været så stort siden 1989: 1989 var den forspildte chance, hvor man havde potentialet til at skabe en fredsorden. Vi foreslog Den Eurasiske Landbro som grundlag for en sådan fredsorden i det 21. århundrede. Det blev ødelagt dengang, dybest set på grund af den samme slags geopolitiske idiotiske tankegang, som vi ser i dag. Kina tog den Eurasiske Landbro op, og nu er Bælte- og Vej-Initiativet det dominerende infrastrukturprojekt på kloden.

Men jeg tror, at vi lige nu er i en situation, hvor vi, hvis krigen i Ukraine slutter – og det sker forhåbentlig i løbet af de næste uger eller måneder – står over for endnu en chance. Og denne gang tror jeg ikke, vi må gå glip af den. Så jeg vil gerne invitere alle til at gå ind i en diskussionsproces med os. Ikke bare diskutere, men blive aktive sammen med os, så vi kan få lagt på bordet, hvad der skal være omridset af den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Jeg har skrevet ti principper som stof til eftertanke. Jeg tror, vi er nødt til at have sådan en diskussion. Vi er nødt til at have en ny Westfalisk Fred for at løse verdens problemer og samle op på det, Putin lige har sagt. Jeg synes, det har skabt en enorm åbning.

Så jeg vil gerne opfordre alle, der har ideer til, hvordan de næste IPC-møder kan organiseres. Vi vil afholde store konferencer på Schiller Instituttet i USA i maj og i Europa på et tidspunkt og et sted, der snart vil blive fastlagt. Men vi er allerede i gang med at organisere os frem mod den konference. Det bør blive en stor intervention for at få en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, en ny Westfalisk Fred, på bordet for alvor. Jeg beder jer alle om at være aktive i den forbindelse. [hzl/amb] [ssu]

Ikke korrekturlæst

Fredag den 28. februar kl. 17.00

Klik på linket nedenfor, og brug dit fulde navn, når du deltager i mødet:

https://us02web.zoom.us/j/83288789255

Mobiliser venligst dine organisationer.

Venner af Den Internationale Fredskoalition,

Vi kan være enige med Sir Keir Starmer om én ting: Dette er »en verden, hvor alt har ændret sig«.

Det var de ord, som den forvirrede britiske premierminister brugte i en tale til Underhuset den 25. februar, mens han nervøst forberedte sig på et møde i Det Hvide Hus med præsident Donald Trump den 27. februar. Som det britiske monarkis udsending er Starmers mission for enhver pris at redde det Churchillianske ” Britisk-Amerikanske Særlige Forhold”, hvorigennem City of London og Wall Street har opretholdt deres kontrol over en bankerot unipolær verdensorden lige siden FDR’s alt for tidlige død.

Starmers andet mål i Washington er at sikre, at der ikke bryder fred ud i Ukraine, at det ikke lykkes præsident Trump og præsident Putin at sætte en stopper for blodbadet.

Men Starmers problem er, at verden har ændret sig drastisk som følge af telefonsamtalen mellem Trump og Putin den 12. februar, efterfulgt af diplomatiske drøftelser på højt niveau mellem deres repræsentanter i Riyadh den 18. februar. Ikke alene er begge sider forpligtet til at normalisere deres forbindelser og til at udarbejde en fred, der tager fat på de underliggende årsager, der førte til krigen; de to nationer er endda begyndt at tale om et muligt fælles økonomisk samarbejde om projekter, der er til gavn for begge parter.

“USA er nu Vestens fjende”, udbrød Financial Times’ økonomiske chefkommentator, kommandør af det Britiske Imperium (CBE) Martin Wolf. Londons Economist Magazine var enig: »Stillet over for en kollapsende transatlantisk alliance begyndte forbløffede europæiske ledere i denne uge en diplomatisk indsats for at redde, hvad der er tilbage af den.«

Zepp-LaRouche opsummerede situationen: »Jeg har en fornemmelse af, at de europæiske eliter virkelig har mistet forbindelsen til virkeligheden i så lang tid, at de ikke kan tilpasse sig en skiftende strategisk situation….«

“Medmindre vi udvikler et højere niveau af statskunst,” advarede Zepp-LaRouche, “kommer vi ikke op af hullet.”

Det har aldrig været vigtigere at samle kræfterne for fred i verden end netop nu. Imperiets tydelige panik ved tanken om at miste deres geopolitiske greb om den Globale Majoritet samt USA er til at tage og føle på.

Deltag i Den Internationale Fredskoalition på fredag kl. 17.00 med fredsledere fra hele verden.

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 26. februar 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Dette er onsdag den 26. februar 2025. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg vil være jeres vært. Du kan sende spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.

Jeg tror, at den vigtigste historie, vi skal se på i dag, Helga, er bestræbelserne på at afslutte krigen i Ukraine. Det giver vilde udsving, modstridende resolutioner i FN, en gruppe europæiske ledere, der tager til Kiev, og en hel parade af dem, der skal mødes med Donald Trump, herunder Tusk fra Polen, Macron, Starmer og Zelenskyj. Der er flere mailere, som stiller spørgsmålet: Hvor står tingene nu? Hvilken vej går det efter din mening, og hvad vil bringe denne krig til ophør?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: I betragtning af, at der ser ud til at være en aftale mellem præsident Trump og præsident Putin, som det blev udtrykt i en telefonsamtale, de havde, mødet mellem udenrigsminister Lavrov og udenrigsminister Rubio i Riyadh og efterfølgende udvekslinger, ser det ud til, at der mellem USA og Rusland er en aftale om faktisk at afslutte krigen i Ukraine, hvilket naturligvis er en god ting, fordi alle eksperter bekræfter og er enige om, at krigen er tabt; at det at fortsætte denne krig blot er at knuse mennesker og dræbe mennesker uden nogen god grund. Så det er virkelig en meget vigtig udvikling, at denne krig slutter. Det er klart, at det skaber fuldstændig uro i Den Atlantiske Alliance, for det er næsten, som om situationen er fuldstændig omvendt, hvor USA søger fred, og europæerne ønsker at fortsætte krigen. Det er faktisk ret hysterisk.

Jeg tror, at det værste tilfælde er briterne: Som du siger, kommer premierminister Starmer til Washington i morgen for at mødes med præsident Trump, og de har allerede meddelt, at for briterne er alt på spil, det særlige britiske forhold til USA, NATO, AUKUS og forskellige andre aftaler. Og det er klart, at det britisk-amerikanske særlige forhold er kernen i alt, hvad der gik galt i perioden efter afslutningen af den kolde krig. Det var drivkraften til at skabe den unipolære verden med alle de hæslige aspekter, der fulgte med – interventioner i mere end 100 lande rundt om i verden med henblik på regimeskift, interventionskrige, alt sammen for at beskytte et imperium, der var baseret på dette særlige amerikansk-britiske forhold, og som brugte det Britiske Imperium som model for at styre verden.

Hvis det nu er ved at være slut, er det den bedste nyhed, man kan få. Præsident Trump er tydeligvis fast besluttet på at afslutte den krig. Og briterne er naturligvis helt ude af den: Starmer har lige meddelt, at han vil øge det britiske militærbudget til 3 %, og de ønsker virkelig at holde krigen i gang. Det er betydningen af alle disse mennesker – Ursula von der Leyen, António Costa fra Portugal – som alle kommer til Kiev og lover at blive ved med at forsyne Kiev med penge og våben. Jeg mener, det viser bare, at disse mennesker ikke er i den virkelige verden.

Jeg må sige, at jeg synes, at de europæiske etablissementer, som har forsvaret de angloamerikanske interesser i så lang tid, at de helt har glemt, hvad deres egne interesser er, nu pludselig begynder at skrige, at Europa skal forsvare sine egne interesser, at Europa skal blive uafhængigt, strategisk selvstændigt – det er Friedrich Merz, den nyvalgte kommende forbundskansler i Tyskland. Franskmændene har tilsyneladende, ifølge Daily Telegraph, fået en unavngiven embedsmand, som Telegraph citerer, til at sige, at nu skal den franske atomparaply udvides over Tyskland; Frankrig kunne nemt sætte et par atomare kampfly ind i Tyskland. Og det er et komplet hysteri, for hvis man ser på europæernes faktiske militære styrke uden NATO, dvs. uden USA, kan det ikke fungere, men det gør Tyskland og Frankrig og alle de andre lande, der er med på den, til meget attraktive mål, hvis konflikten med Rusland optrappes.

Så jeg synes, det er en forfærdelig situation, men jeg har en fornemmelse af, at de europæiske eliter virkelig har mistet forbindelsen til virkeligheden i så lang tid, at de ikke kan tilpasse sig og på en eller anden måde justere sig til en skiftende strategisk situation. Der findes et meget godt ord til at beskrive en sådan tilstand, når nogen har mistet al kontakt med virkeligheden, man kalder det normalt »sindssyg«. Men jeg synes, at det er en passende beskrivelse.

Jeg synes, det er meget farligt, og jeg er naturligvis især oprørt over den tyske situation, hvor valgresultatet ikke overraskende gav Tyskland den kommende kansler, efter al sandsynlighed (det er endnu ikke sikkert, men meget sandsynligt) Friedrich Merz, tidligere administrerende direktør for BlackRock Tyskland, og måske kan vi tale mere om det om lidt; men jeg tror, at vi har et virkeligt krisepunkt, fordi denne opsplitning af den transatlantiske alliance slet ikke er afklaret endnu, og hvis denne militaristiske tendens i Europa fortsætter, tror jeg, at det varsler en meget dårlig udvikling.

SCHLANGER: Jeg tror, at mange af lytterne håber, at du vil være i stand til at opklare nogle af komplikationerne og kompleksiteterne i situationen med NATO. For eksempel er der nogen, der spørger om dine tanker om udfaldet af det tyske valg: Kan Merz samle en stabil koalitionsregering? Vil han få støtte, hvis han går videre og suspenderer gældspausen for at bruge en massiv mængde midler til forsvarssektoren? Og hvad vil du sige er vejen ud for Tyskland?

ZEPP-LAROUCHE: Tja, Merz, på grund af valgresultatet, hvor AfD er det næststørste parti, nu med 20,8 % eller deromkring, er den eneste mulige koalition lige nu CDU-CSU og socialdemokraterne. Så sent som i dag tror jeg, at den nye fraktionsleder i SPD er Lars Klingbeil, og han erstatter Rolf Mützenich, som var mere for dialog, diplomati og fred, og Lars Klingbeil er en forfærdelig person – han er tredje generation i den transatlantiske skole: Han omskrev hele Socialdemokratiets historie og gav grundlæggende Willy Brandt og Egon Bahr skylden for krigen i Ukraine ved at være »bløde« over for russerne, bla, bla, bla. Det er virkelig utroligt, og jeg synes stadig, det er hårrejsende, at så mange socialdemokratiske medlemmer går med til det, for uden Willy Brandts Ostpolitik ville den fredelige genforening af Tyskland aldrig have fundet sted.

Nu er der mange mennesker, især i øst, som synes, at det var en meget dårlig udvikling, og set i bakspejlet må man virkelig sige, at hele den chance, som den tyske genforening repræsenterede, blev fuldstændig forspildt på grund af Vestens nærmest kolonialistiske overtagelse af det østlige Tyskland. Så folk har meget blandede følelser: Det er en af grundene til, at AfD er så stærkt. I øst er de praktisk talt det stærkeste parti i de fleste af de østtyske delstater.

Så jeg tror, at det nok skal lykkes dem at danne en regering. Men vil det være en stabil regering i dette dramatisk skiftende miljø? Hvis modsætningen mellem denne europæiske fraktion og Trump-administrationen består, tror jeg ikke, at nogen regering i Europa vil være særlig stabil: For hvis man skal forstå, hvad der virkelig foregår, er det, at de nuværende britiske, franske, tyske, skandinaviske og baltiske ledere har været helt bundet til Biden-administrationen, til den slags Amerika. Og nu, hvor Trump har skabt en fuldstændig omvæltning og ændret spillet fuldstændigt i USA, er disse pro-atlantiske europæere, der tidligere var knyttet til Biden-administrationen, efterladt i uvished, og de famler i blinde og er hysteriske over konsekvenserne af det. Men realistisk set tror jeg ikke, at de – hvis man ser på det tyske Bundeswehr, den britiske hær, den franske hær – overhovedet er i stand til, endda hvis de går ind for et hvidt oprustningsprogram, i tilfælde af at det kommer til en konflikt med Rusland, at blive smadret. Tyskland vil blive smadret, Frankrig, Storbritannien, alle disse lande vil blive udslettet. Derfor finder jeg det, de gør lige nu, ekstremt farligt og ekstremt urimeligt.

Og som spørgsmålet allerede lød, så er det, Merz forsøger at gøre nu, at han vil bruge det nuværende parlament, som lige er blevet stemt ud, til at ændre Grundloven, hvilket er nødvendigt, hvis man vil ændre gældspausen, for at løsne gældspausen, fordi gældspausen er skrevet ind i Grundloven, og til det er man nødt til at have to tredjedeles flertal. Så de vil bruge det faktum, at De Grønne stadig er i den nuværende styrke, hvorved de kan bruge den midlertidige regeringskombination til at få denne lempelse af gældspausen. Måske vil Merz gøre det på en anden måde, med et særligt, eksternt militærbudget – det diskuteres stadig. Men det er helt klart, at Merz taler om yderligere 200 milliarder euro, et separat budget, som skal oprettes på den ene eller anden måde til den militære opbygning, og det vil naturligvis ske i en tysk økonomi, som er i frit fald – jeg mener, det er vanvittigt! Det er fuldstændig vanvittigt. Så hvad vil det gøre? Det vil kun være muligt med massive nedskæringer på de sociale områder, og det vil helt sikkert møde stor modstand i befolkningen, og det er bare den forkerte vej.

Så hvad ville være vejen ud? Udvejen ville være, at Tyskland og andre fornuftige lande dybest set siger, at det er en god ting, hvis der er fred mellem USA og Rusland, som løser Ukraine-krisen, som var en stedfortræderkrig lige fra begyndelsen, og det støtter vi! Og vi vil finde en fredelig løsning på det her; men at holde krigen i gang med Rusland, når USA slutter fred med Rusland, er bare sindssygt. Og jeg kan kun håbe, at nok mennesker vil vågne op og indse, at det ikke kan ske.

Så hvad Tyskland bør gøre – jeg mener, den nuværende regering vil ikke gøre det, men hvis der er fornuftige mennesker, så ræk hånden ud til den Globale Majoritet, for det er fremtiden; det er også fremtiden for den tyske økonomi: Det er der, 85 % af verdens befolkning befinder sig, og de er fast besluttede på at gå i en helt anden retning. Men jeg tror, det kræver noget mere omfattende organisering for at opnå det.

SCHLANGER: Nå, Helga, det ser ud til, at mange af vores seere deler din fornemmelse af, at dette er på vej mod sindssyge. Julia, som er aktivist i Storbritannien, skrev: »Helga, det ser ud til, at du har fuldstændig ret i, at briterne er ved at blive vanvittige over udsigterne til fred. Nu har du dette forslag om en britisk-fransk atomar paraply for Europa. Er det ikke en fuldstændig vanvittig idé? Har det noget at gøre med Merz’ forslag om uafhængighed af USA?« Det svarede du på en måde på. Men hvis du vil sige noget om den anglo-franske atomparaply, der beskytter Europa, så tror jeg, det er det, hun spørger om.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, det kommer nu mere og mere ind i diskussionen. Det blev rejst på tidligere tidspunkter, hvor det ikke førte til noget, fordi Tyskland mente, at hvis der var nogle franske atomare kampfly, så skulle Tyskland have noget at skulle have sagt om indsættelsen. Og det nægtede franskmændene naturligvis, så det blev ikke til noget. Og man må også forstå, at Macron er i en ekstrem mindretalsposition; han kan ikke få et budget igennem. Så Europa er ikke i en god position. Og jeg kan kun håbe, at alle fredselskende mennesker bliver ved med at organisere og mobilisere, som om valgkampen var i den varme fase, for virkelig at øge befolkningens samvittighed, for det er hele Europas fremtid, der står på spil.

SCHLANGER: Vi har nogle flere spørgsmål til dig, Helga, og folk kan stadig sende deres spørgsmål ind til questions@schillerinstitute.org.

Dette er fra en amerikansk podcaster, som sagde: »Det ser ud til, at der snart kommer et Trump-Putin-topmøde. Men jeg bliver ved med at læse, at nogle analytikere fra etablissementet mener, at det er muligt at splitte Rusland fra Kina, og at Trump ønsker at gøre det. Hvad synes du om det?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg vil ikke lægge Trump til last, at han vil gøre det, for det var det, han gjorde eller forsøgte at gøre i den første regering, og det er det, Steven Bannon er berømt eller berygtet for. Men jeg tror ikke, det vil lykkes. For det, der er sket, siden Trump forlod Det Hvide Hus for fire år siden, er, at verden har ændret sig dramatisk. Det er ikke længere Rusland og Kina, men man har lige nu BRIKS. BRIKS består af 22 lande, og mange flere har ansøgt om medlemskab i fremtiden.

Nu betragter Trump tydeligvis BRIKS som en fjende, fordi Marco Rubio, tror jeg, på sin første rejse tog til Panama og lagde en masse vægt – amerikansk vægt – på dette lille land, at de ikke skulle forlænge MOU’en om samarbejde med Bælte- og Vej-Initiativet. Og der er rapporter om, at USA lægger pres på andre lande for, at de ikke skal samarbejde med Bælte- og Vej-Initiativet og BRIKS.

Men jeg tror, at det eneste, det kan gøre, er at skabe kaos og skade. Jeg tror ikke, at det kan forhindre det, for hvis man ser på dynamikken, så har det, der tidligere blev kaldt »den tredje verden« eller den Alliancefrie Bevægelse eller landene i det Globale Syd, en anden partner nu. De har Kina, som nu er langt den stærkeste økonomi. Hvis man sammenligner den utrolige økonomiske vækst, der finder sted i Kina, med 44 kritiske teknologier, så er Kina førende inden for 37. De gør enorme gennembrud inden for rumforskning og -rejser, inden for forskning i atomar fusion, inden for kunstig intelligens, inden for ethvert område, du kan forestille dig, og USA’s forsøg på at bremse, at Kina ville matche dem inden for chip- og halvlederindustrien, det fungerer ikke. De prøver meget hårdt, men det fungerer ikke, simpelthen fordi Kina er et meget stort land: De har en enorm tilgang af nye videnskabs- og ingeniørstuderende hvert år. Og den kinesiske regering har sat en absolut præmie på innovation, på nye produktive kræfter af høj kvalitet, som de kalder det, hvilket er den permanente indsprøjtning af nye teknologier i produktionen.

Så det er partneren nu for det Globale Syd, for lande fra Afrika, Asien, Latinamerika; og mange projekter, som jernbanen fra Kunming til Laos, som vil gå til Thailand; så andre projekter, som CPEC, den økonomiske korridor mellem Kina og Pakistan; højhastighedsbanen mellem Jakarta og Bandung i Indonesien; dybvandshavnen i Peru: Det, disse lande har oplevet, er, at når de arbejder sammen med Kina – og Rusland for den sags skyld – får de reelle økonomiske fordele, reel udvikling, infrastruktur og samarbejde om vigtige projekter. Og når de samarbejder med Vesten, har de indtil nu ikke fået noget af det, men de kunne få militærbaser, ligesom USA har mere end 800 militærbaser rundt om i verden; de kunne få sikkerhedstræning; de kunne udføre fælles missioner – men ikke en opbygning af deres land! Og derfor, ud fra hvad der er i disse landes interesse i det Globale Syd, vil de absolut ikke stille sig på USA’s eller Europas side mod Kina og Rusland.

Det afspejlede sig i øvrigt i de mange afstemninger i FN’s Generalforsamling, FN’s Sikkerhedsråd, hvor landene i det Globale Syd, med undtagelse af nogle dværgstater, som er helt i lommen på Vesten, ikke ønskede at tage parti i krigen i Ukraine, fordi de ikke ønskede at fordømme Rusland som aggressor, fordi de så på forhistorien, og de kom frem til den konklusion, at det ikke var det, der foregik.

Så jeg tror, at situationen er meget mere kompleks, og derfor tror jeg, at målet om at splitte Rusland og Kina er umuligt. For begge lande ledes af kompetente ledere, Putin og Xi Jinping, og jeg tror, at de meget tydeligt er klar over, at hvis de lader sig splitte, så vil det føre til, at de begge kommer i skudlinjen hver for sig, og det tror jeg slet ikke ligger i kortene.

Så Vesten bør virkelig tage et skridt til at overvinde denne idiotiske, geopolitiske tankegang – jeg mener, hvis man ser på landene i det Globale Syd, BRIKS, så lever de efter ideen om et »win-win«-samarbejde, til gensidig fordel for alle. Det er en normal, god udenrigspolitik! Vesten har dette utrolige levn fra imperiet og kolonitiden, hvor man er nødt til at have en fjende for at motivere sit militærindustrielle kompleks, man tjener penge på krig, og man tror altid, at verden er et nulsumsspil, hvor hvis den ene vinder, så taber den anden. Den tankegang er epistemologisk så forfejlet, at den næsten er som en børnesygdom, som voksne ikke bør få mere! Ideen om geopolitik – egentlig hader jeg ikke noget, men jeg kom til at hade geopolitik, for det er virkelig, det er virkelig næsten, som om du har et insekt i din hjerne, og dette insekt æder dig op og forhindrer dig i at tænke. Og jeg mener, at geopolitik er noget, der skal udryddes og erstattes med en meget højere opfattelse af udenrigspolitik, dybest set som den Westfalske Fred, hvor man tager hensyn til det andet lands interesser. Alt, hvad der ikke gør det, er dårligt og fører til krig og bør derfor elimineres.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en person, som siger, at hun har deltaget i en række af Den Internationale Fredskoalitions Zoom-opkald, som finder sted hver fredag, og der vil være endnu et på fredag, den 28. februar. Hun spørger: »Har du nogen opdatering på din og Schiller Instituttets kampagne for at vinde støtte til oase-planen? Har du præsenteret den for de egyptiske og saudiske ledere, som lige nu diskuterer, hvordan de skal genopbygge Gaza? Kunne de indarbejde den i deres planer?«

ZEPP-LAROUCHE: Ja, Schiller Instituttet har gennemført en enorm kampagne. Vi har ikke kun diskuteret det på Schiller Instituttets konferencer og IPC-møder; vi har haft separate, private diskussioner med diplomater fra mange lande, og vi har gjort det meget klart, at det er vores bidrag at tage op – jeg tror, at Mike Waltz sagde, at Trumps forslag om en Gaza-riviera ville være det bedste forslag på bordet, og hvis nogen havde et bedre forslag, skulle de bare komme op og præsentere det. Så vi gjorde en indsats for at gøre alle relevante steder opmærksomme på, at vi har et bedre forslag. Men indtil videre har jeg ikke fået nogen tilbagemelding om et gennembrud. Så den 4. marts finder der en stor konference sted i Kairo, arrangeret af araberne, hvor de vil fremlægge deres modforslag, som jeg kun ved vil indeholde ideen om, at Egypten vil tage ansvaret for genopbygningen af Gaza, men med palæstinenserne boende der. Og det har alle mulige underfunktioner.

Jeg har endnu ikke set, at oase-planen er blevet nævnt i nogen form: Derfor beder jeg dig, der ringer ind, og alle andre lyttere om at hjælpe os med denne kampagne. For situationen er fortsat helt utrolig: Døden af palæstinensere fortsætter, udskiftningen af palæstinensere på Vestbredden med bosættere fortsætter stadig, så der er ingen pause i situationen endnu. Våbenhvilen holder på en måde, men ikke rigtigt. I dag skal der være endnu fire gidsler fra Israel mod flere hundrede palæstinensere, hvilket forhåbentlig vil finde sted.

Men jeg tror, det kræver mere mobilisering af folk: Så hvis du er interesseret i, hvad der skal ske i regionen, og hvis du ønsker, at denne forfærdelige situation skal slutte, så deltag i vores kampagne. Jeg synes endnu ikke, at vi er i en god situation.

SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra Martin fra Oklahoma, som starter med at sige: »Tillykke med din rolle i at få Tulsi Gabbard og Kash Patel bekræftet. De lækager, der er kommet ud om USAID og de forskellige andre ikke-statslige organisationer, der er involveret i farvede revolutioner, virker virkelig vigtige. Forventer vi, at der kommer flere? Det er så vigtigt at afsløre den rolle, som den amerikanske regerings finansiering af regimeskift spiller.« Det er hans spørgsmål til dig.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg håber helt sikkert, at der kommer mere. Jeg ved, at der er en demonstration, jeg tror i Washington, jeg tror af fyrede folk fra USAID, som protesterer mod, at de blev smidt ud. Og det er det eneste, der er rapporteret i Europa. Men dette er et perfidt problem: Så sent som i dag vandt den rumænske præsidentkandidat Georgescu første valgrunde, og så blev valget omstødt af den rumænske højesteret; så var der så mange protester fra rumænere, som mente, at dette var en forfærdelig, ulovlig indblanding i det rumænske valg, så de måtte udskrive nyvalg i begyndelsen af maj, og det forventes, at Georgescu ville vinde det med en høj procentdel. Og så skete der det i dag, at han blev arresteret, kort før han ville medbringe sine præsidentpapirer for at ansøge om at deltage i kampagnen! Så det er helt utroligt. Og der er rapporter om, at EU nu overvejer at erstatte USAID-pengene, som ikke længere kommer, med EU-kanaler.

Så problemet vil helt sikkert ikke forsvinde. Og bare for at blive på sit område meddelte Friedrich Merz, tror jeg, i dag, at han vil have et svar fra den nuværende Scholz-regering, som finansierede de store demonstrationer i Tyskland mod højrefløjen. Husk, at allerede for et år siden, da landmændene organiserede sig, begyndte denne falske journalistorganisation pludselig at hype Potsdam-mødet, hvor AfD angiveligt havde et hemmeligt møde om re-migration, og inden for to dage demonstrerede hundredtusinder af mennesker på gaden mod højrefløjen. Så det samme apparat blev mobiliseret i de sidste uger af valgkampen mod Merz, der accepterede AfD’s stemmer i en resolution mod migration, hvilket i bund og grund er det samme som det, AfD blev beskyldt for. Nu beder Merz efter valget Scholz-regeringen om at afsløre, hvor finansieringen af de største demonstrationer kommer fra, og en foreløbig liste, som er blevet offentliggjort, viser, at de alle er organisationer som Greenpeace, BUND, alle NGO’er, som får meget store statslige midler. Så det er virkelig en skandale, for det betyder, at Scholz-regeringen brugte statslige penge – skatteydernes penge – til at blande sig i valget, i dette tilfælde Merz. Og nu kommer Merz ud med denne historie efter valget.

Det hele er så korrupt, at jeg tror, at hvis de bliver ved med at gøre disse ting, vil vælgernes afsky for det såkaldte »demokrati« og alle disse betydninger og tilbøjeligheder bare vokse, og AfD vil helt sikkert vinde flere stemmer, og sandsynligvis også på venstre side.

SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål mere til dig, en lang e-mail om din modstand mod geopolitik, og hvorfor han er enig med dig. Han siger, at han var så begejstret, da han så vicepræsident Vances tale i München, som for ham så ud til at være et virkeligt vendepunkt, men han kan bare ikke bakke op om Marco Rubio, i betragtning af hvad han er, og hvad han har set; og når Rubio taler om en ende på den unipolære verden, er han ikke helt sikker på, hvor det fører hen.

Men så nævner han, at der har været en masse snak om et muligt »nyt Jalta«, hvor Putin, Xi og Trump er de tre store. Og han siger: »Det ser ud til at være en opskrift på en ny orden baseret på supermagtskonkurrence, hvilket ville være en tilbagevenden til eller en vedvarende geopolitik. Har du nogen tanker om det?«

ZEPP-LAROUCHE: Det er stadig i en relativt tidlig formuleringsfase, og derfor betyder det for Schiller Instituttet, at vi vil fordoble og tredoble og firedoble vores indsats for at sætte den idé på dagsordenen, at vi har brug for en helt anden opfattelse af udenrigspolitik og statskunst. At vi skal bygge videre på den Westfalske Fred, og at enhver aftale altid skal tage hensyn til den andens – alle andres – interesser – det må være en af de vigtigste opfattelser. Og så er vi nødt til at definere den ene menneskeheds interesse først. Det har jeg forsøgt at foreslå i de ti principper, ligesom man skal have absolut suverænitet i alle nationalstater. For overnationale strukturer giver plads til den form for imperialistisk bureaukrati, som vi ser i EU lige nu. Og så må et af de første mål naturligvis være at udrydde fattigdom: Fattigdom blandt milliarder af mennesker, som stadig findes, er en så grov krænkelse af menneskerettighederne, at det især er fordi, det ville være så let at afskaffe den ved blot at øge landbrugsproduktionen, ikke af hensyn til kartellerne, men af hensyn til det fælles bedste, hvor hver nation producerer nok mad til at give alle sine borgere en sund kost; For det andet sundhedspleje, den mest avancerede sundhedspleje for alle lande og alle borgere; ideen om universel uddannelse for alle børn og voksne; ideen om udvikling af infrastruktur som forudsætning for industriel udvikling, så alt dette kan ske; et nyt kreditsystem til at finansiere alt dette; en sikkerhedsarkitektur, som tager hensyn til alle landes sikkerhedsinteresser.

Læs venligst disse ti principper, for jeg tror, at hvis vi ikke formår at katapultere hele diskussionen op på et højere plan, hvor vi starter med menneskehedens interesser først, så vil intet fungere, og vi vil ikke overvinde de geometrier, der førte til to verdenskrige i det 20. århundrede. På den anden side eksperimenterer landene i det Globale Syd allerede med at opbygge et andet system, baseret på FN-pagten, som fortsat vil være ekstremt vigtig; og på de fem principper for fredelig sameksistens, som i bund og grund udtrykker det, jeg lige har sagt før:

1. Gensidig respekt for hinandens territoriale integritet og suverænitet,
2. Gensidig ikke-aggression,
3. Gensidig ikke-indblanding,
4. Lighed og gensidig fordel og
5. Fredelig sameksistens.

Så jeg tror, at det er en debat, vi har brug for: Vi har brug for almindelige borgere, såvel som universiteter, tænketanke, folkevalgte, fagforeninger, erhvervsorganisationer, de bør alle deltage i en diskussion om, hvordan vi kan styre os selv som et menneskeligt fællesskab i verden på en måde, så vi stopper disse totale, ødsle, militære og undergravende aktiviteter, som har været imperiets teknik, især efter afslutningen af den kolde krig? Så jeg tror, at hvis der er et »nyt Jalta«, er det noget, vi alle må sørge for at definere med disse ideer på et meget højere niveau.

SCHLANGER: Nå, Helga, du gav lige en god introduktion til det sidste spørgsmål, jeg har til dig, som er, at jeg går ud fra, at vi har endnu et Zoom-opkald med Den Internationale Fredskoalition på fredag den 28. februar. Kan du fortælle os lidt om, hvad du har tænkt dig at gøre?

ZEPP-LAROUCHE: Vi vil forsøge at få talere til at kommentere den utrolige uro, der foregår i det transatlantiske samfund. Man kan ikke sige mere, for det bryder bare sammen. For det er sådan et jordskælv, at jeg tror, det vil være meget nyttigt at få et perspektiv, forhåbentlig fra nogen fra Europa, fra Frankrig, fra Tyskland, fra USA, for jeg forventer, at massemedierne vil forsøge at dække over det og dæmme op for det; og dæmonisere Trump og Putin. Men den sande historie er en helt anden, så vi vil forsøge at dække det emne, og vi vil naturligvis se meget skarpt på, hvor diskussionen om Gaza bevæger sig hen, og hvad implikationerne er.

Lavrov har lige været i Teheran, hvor han mødtes med den iranske udenrigsminister, og Iran har lige sagt, at de ikke vil acceptere at blive mobbet af USA. Så det er også et ekstremt vigtigt emne.

Så du bør helt sikkert deltage og tage nogle venner med og deltage i diskussionen.

SCHLANGER: Det bliver på fredag, den 28. februar, kl. 11 østlig tid, og linket er tilgængeligt på Schiller Instituttets hjemmeside. Helga, mange tak for din klarhed og din optimisme i dag. Dette er et øjeblik, hvor man er nødt til at have det niveau af tænkning, den kritiske tænkning, som du altid introducerer. Så vi ses på fredag.

ZEPP-LAROUCHE: Okay, stadig fredag. (hzl/hcs)

Den 25. februar 2025

I de sidste 48 timer har NATO’s fortællinger givet gnistrende bagslag i kredsene omkring Gruppen af 7, EU og de transatlantiske grupperinger. Selv om fremtiden stadig er udefineret, og der stadig er farer og lidelser, er det tydeligt, at vejen er ved at blive banet for et nyt paradigme med sikkerhed og økonomiske fordele for alle.

Den 24. februar var scenen sat af disse NATO-kredse til at slå på tromme for mere militarisering af økonomien, flere sanktioner, mere krigsførelse og blodsudgydelse i Ukraines forsvars navn, fordi det i går var treårsdagen for Ruslands særlige militære operation. Den centrale NATO-løgn er, at »Rusland ønsker at overtage Europa«, og at præsident Putin er en dæmonisk autokrat. Men i stedet for at formidle denne løgn eller et lignende budskab var dagen præget af vanvid og fodtramp, og der vil komme mere hele ugen.

Tolv transatlantiske regeringsledere tog personligt til Kiev i går for at holde taler, herunder Canadas premierminister Justin Trudeau, som var vært for et møde i G7 (på video og personligt), som dog ikke kunne nå frem til en fælles erklæring, end ikke her til morgen. Storbritanniens premierminister Keir Starmer holdt en voldsom tale, hvor han bekendtgjorde det største sæt britiske sanktioner mod Rusland nogensinde. Torsdag den 27. februar skal Starmer mødes med præsident Donald Trump i Washington.

I Bruxelles foregik det samme i går på mødet i EU’s udenrigsråd, hvor Ukraines udenrigsminister Andrii Sybiha gav en briefing om »russisk aggression«. Den 16. række af EU-sanktioner mod Rusland blev meddelt. Hvad kunne mødet ellers tilbyde? Kun en dato for et nyt møde. Den 6. marts skal Det Europæiske Råd mødes i Bruxelles for at drøfte »øget militær støtte« til Ukraine.

Kaja Kallas, EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, meddelte på mødet i Bruxelles, at hun ville tage til Washington den næste dag for at mødes med udenrigsminister Marco Rubio og andre embedsmænd midt på ugen for at sætte dem på plads. På spørgsmålet om, hvorvidt præsident Trump befinder sig i en »desinformationsboble«, når det gælder Rusland, var Kallas enig: »Hvis [vi] ser på de budskaber, der kommer fra USA, så er det tydeligt, at den russiske fortælling er meget stærkt repræsenteret.«

Dermed føjer Kallas sig til den europæiske pilgrimsfærd til Washington i denne uge, der begyndte med den franske præsident Emmanuel Macron i Det Hvide Hus i går,  hvor han pressede på for at få USA og Rusland til at mødes med det formål at afslutte striden i Ukraine.

I dramatisk opposition til den europæiske krigsgalskab talte russiske og kinesiske diplomater i FN til fordel for initiativer til at løse problemerne i Ukraine, uanset hvor foreløbige de måtte være. Efter at FN’s Sikkerhedsråd i går vedtog en amerikansk sponsoreret resolution, der opfordrede til en løsning af konflikten mellem Ukraine og Rusland (mens Frankrig og Storbritannien undlod at stemme), sagde Ruslands faste repræsentant ved FN, Vassily Nebenzia: »Den tekst, der er vedtaget nu, er ikke ideel, men det er faktisk det første forsøg på at vedtage et konstruktivt og fremtidsorienteret produkt fra Rådet – at tale om vejen til fred – i stedet for at optrappe konflikten….« Han kaldte teksten »et udgangspunkt« og opfordrede til »konstruktivt samarbejde« for at få den til at lykkes.

Den kinesiske FN-ambassadør Fu Cong forklarede, hvorfor Kina støttede den amerikanske resolution. Han sagde: »Kina støtter aftalen mellem USA og Rusland om at starte fredsforhandlinger. Kina forventer, at alle parter og interessenter deltager i fredsforhandlingerne på et passende tidspunkt….« Han påkaldte Europa og sagde: »Da kampene finder sted på europæisk jord, bør Europa spille sin rolle for fred og i fællesskab tage fat på de grundlæggende årsager til krisen….« Det er bemærkelsesværdigt, at Fu sagde, at Kina er blevet bedt om at hjælpe. »Kina er klar til at fortsætte med at spille en konstruktiv rolle i den politiske løsning af krisen efter anmodning fra de berørte parter, idet der tages hensyn til det internationale samfunds bekymringer, især i det Globale Syd.« I går havde præsident Vladimir Putin og præsident Xi Jinping en telefonsamtale.

Et særligt bidrag til at udvide denne »vej mod fred« kommer i USA i dag med udgivelsen af LaRouche-organisationens nye løbeseddel med titlen »For America’s 250th Birthday: Fejr amerikansk uafhængighed! Afslut det amerikansk-britiske særlige forhold!« Der vil være en demonstration med uddeling af den i morgen, onsdag, i Washington D.C., dagen før premierminister »Sir« Keir Starmer ankommer til Det Hvide Hus.

Foto: UN Photo/Eskinder Debebe

af Jason Ross, Dennis Speed (EIRNS) – 24. februar 2025

Hvorfor er det i amerikanernes nationale sikkerhedsinteresse, at præsident Donald Trump handler for at begrænse det »særlige forhold«, der i øjeblikket eksisterer mellem det britiske imperiums og Commonwealths efterretningstjenester og USA’s militær og militære efterretningstjeneste? Denne uges besøg af den britiske premierminister Keir Starmer i Washington, D.C., som blev gennemført i det forgæves håb om at hverve USA som finansiel og logistisk »bagstopper« for yderligere frugtesløs europæisk poseren  i en allerede tabt krig i Ukraine, er det rette tidspunkt til at stille det amerikanske folk dette spørgsmål: Præcis hvilken fordel har USA af sit såkaldte »særlige forhold« til Storbritannien? Bør der ske en hurtig og seriøs afslutning på det britisk-amerikanske »særlige forhold« som forberedelse til den kommende fejring af 250-årsdagen for USA’s Uafhængighedserklæring?

Det er på tide – på høje tid – at USA igen forpligter sig til det oprindelige formål med Den amerikanske Frihedskrig i 1776-1783. Det var, som præsident Franklin Roosevelt klart sagde til en rasende Winston Churchill under Anden Verdenskrig, at fjerne den portugisiske, hollandske, belgiske, franske og britiske imperialismes fod fra halsen på mennesker over hele verden. I stedet har USA, som blev grundlagt for at være det modsatte af det Britiske Imperium, især i den »unipolære æra« fra 1990 og frem til nu, handlet imod det amerikanske folks interesser og selve Den amerikanske Frihedskrig ved at deltage i krige, der ikke kan vindes, og ved at vælte regeringer, altid i demokratiets navn, men som i virkeligheden føres på vegne af en international finanselite, et transatlantisk »krigsparti«, der opererer under kodenavnet »NATO«. Storbritanniens Keir Starmer besøger Washington i denne uge på vegne af denne mission og intet andet.

Starmer har sit at se til:

De nylige møder mellem USA og Rusland i Riyadh, som bestod af delegationer ledet af den russiske udenrigsminister Lavrov og den amerikanske udenrigsminister Rubio, var de første seriøse samtaler mellem verdens to atomare giganter i mere end to år. Hvornår har et sådant sammenbrud i diplomatiet mellem Rusland og USA nogensinde været tilfældet, selv da Den kolde Krig var på sit højeste? Siden nedkastningen af to atombomber i 1945 har det været indlysende, at et sammenbrud i diplomatiet mellem eller blandt nationer med atomvåben er selvmorderisk. Det vil uundgåeligt resultere i atomkrig ved fejlberegning eller på anden måde, på et eller andet tidspunkt. Ønsker Europas galninge den krig? Uanset hvad de tænker, er det klart, at de ønsker, at USA skal gå forrest i en sådan krig og vedvarende betale regningen i form af penge, materiel og om nødvendigt også personale.

Men folk i USA og rundt omkring i verden hilste Berlin-murens fald og det efterfølgende sammenbrud af det sovjetiske system velkommen, fordi de troede, at det ville betyde enden på faren for en atomar verdenskrig. Hvorfor blev der fortsat arbejdet i NATO, når Rusland i sit fulde sammenbrud tydeligvis ikke længere var en trussel? Deres modsætning, Warszawa-pagtens militære alliance fra sovjettiden, blev afsluttet. Opdelingen af Øst- og Vesttyskland blev afsluttet. Hvorfor var NATO nødvendig?

NATO var nødvendig for at fortsætte det britiske »Great Game«.

Tanken – sandheden – om at USA’s involvering i krige i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien, Yemen, Nordvestpakistan og selv i Afrika (Somalia, Uganda, Niger) ikke har tjent det amerikanske folk, men det ”store spil”, som de neokonservative kræfter i det republikanske og det demokratiske parti har skabt ved at bruge 11. september som påskud, er meget bitter. Men den erkendelse må være katalysator for en fuldstændig udrensning og reorganisering af vores efterretningskapacitet, begyndende med at afslutte det særlige forhold til de britiske efterretningstjenester. De har ført en korrupt politik og korrumperet amerikanerne til at hjælpe dem med at gøre det, som er imod alt, hvad Den amerikanske Frihedskrig blev kæmpet for.

USA bør være involveret i et særligt forhold, men ikke med det Britiske Imperium!

I sin »Indtrængende appel fra borgere og institutioner fra hele verden, inklusive USA, til USA’s (næste) præsident!«, der blev udsendt i 2023, sagde Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche: »Eftersom Rusland og USA i øjeblikket har 90 % af alle atomvåben rettet mod hinanden, hvilket kunne ødelægge verden mange gange, er det et spørgsmål af yderst påtrængende betydning for alle mennesker på Jorden, at vi må finde en udvej. Løsningen skal være på et plan, som overvinder geopolitik og tager udgangspunkt i den samlede menneskeheds interesser. Vi … udtrykker derfor vores håb om, at USA’s (næste) præsident finder storheden i sig selv til at indtage det synspunkt, som JFK gav udtryk for i sin historiske tale.«

Hun henviste til Kennedys tale den 10. juni 1963 ved American Universitys dimissionsfest.

»I dag, hvis en total krig nogensinde skulle bryde ud igen – uanset hvordan – ville vores to lande blive de primære mål. Det er en ironisk, men præcis kendsgerning, at de to stærkeste magter er de to, der er i størst fare for ødelæggelse. Alt, hvad vi har opbygget, alt, hvad vi har arbejdet for, ville blive ødelagt i løbet af de første 24 timer…. Så lad os ikke være blinde for vores forskelle – men lad os også rette opmærksomheden mod vores fælles interesser og mod de løsninger, hvormed disse forskelle kan overvindes…. For i sidste ende er vores mest grundlæggende fællesnævner, at vi alle bebor denne lille planet. Vi indånder alle den samme luft. Vi værner alle om vores børns fremtid. Og vi er alle dødelige.«

Det er det »særlige forhold«, vi er nødt til at dyrke – ikke kun med Rusland, men med alle nationer. Rusland og USA har taget det første skridt. Lad os afvise alle og enhver, der forhindrer det næste skridt – skabelsen af en levedygtig international sikkerheds- og udviklingsarkitektur – i snart at blive taget.

Denne tekst er tilpasset fra et udkast til en kommende rapport, der vil blive udsendt af LaRouche-organisationen.

Foto: The U.S. will celebrate its 250th anniversary. Shown “Yankee Doodle by A. M. Willard

Helga Zepp-LaRouche

Den 23. februar 2025

Resultatet af forbundsdagsvalget den 23. februar 2025 afspejler fuldt ud det faktum, at denne valgkamp blev ført i en hidtil uset boble, som blev fremmet af de fleste partier og de etablerede medier i tråd med NATO-fortællingen. Hele verden griner nu af det tyske pro-atlantiske etablissements fuldstændige manglende evne til overhovedet at komme i nærheden af at forsvare tyske interesser. Både Merkel-regeringen og den såkaldte gadelysregering har på kriminel vis ladet Tyskland blive trukket ind i en NATO-krig mod Rusland, som stort set har ødelagt den tyske økonomi.

Mens Angela Merkel talte strengt imod en hurtig optagelse af Ukraine på NATO-topmødet i Bukarest i 2008, bidrog hendes tvetydige holdning til Minsk II-processen til krigen i Ukraine og til den varige ødelæggelse af tilliden mellem Rusland og Tyskland.

I modsætning til sine tidligere udtalelser om faren for verdenskrig har kansler Scholz bevidst underkastet sig NATO’s fortælling ved at fortsætte med at levere flere og flere våben til Ukraine, uden at der har været nogen offentlig debat om konsekvenserne for Tyskland. Koalitionen har ikke gjort noget for at afklare det største terrorangreb på Nord Stream-rørledningen den 26. september 2022, som er vigtig for Tysklands infrastruktur. Den tyske økonomi er i frit fald. Intet af dette var et tema i valgkampen.

Hvis det lykkes Friedrich Merz at danne en regering relativt hurtigt, skal han beslutte, om han vil forholde sig positivt til den nye diplomatiske proces mellem Trump-administrationen og præsident Putin, eller om han vil følge den britiske regerings og Bruxelles-bureaukratiets militarisme, som bringer Tyskland i fare.

I begge tilfælde vil den boble, som denne valgkamp har fundet sted i, snart briste, for i de tektoniske forandringer, der i øjeblikket finder sted i verden, er boblers halveringstid ekstremt kort. Hvis Merz ikke tager højde for dette, vil ingen koalition af nogen art holde længe.

Vejen ud for Tyskland ligger i samarbejdet med BRIKS-landene og dermed med den Globale Majoritet. Det er op til Merz at foretage en reel politisk ændring, men det kan være, at industrien bliver nødt til at tvinge ham til at gøre det.

De tyske borgere skal være parate til at blive meget mere aktive, hvis Tysklands fremtid skal sikres.

Foto: Schiller Instituttet

Ikke korrekturlæst

af Stewart Battle (EIRNS) – 21. februar 2025

I et interview, der blev offentliggjort den 20. februar, fortsatte udenrigsminister Marco Rubio tendensen med at smide den neokonservative doktrin om den eneste unipolære hegemon, der blev indført efter den kolde krig, på porten. Efter at have kritiseret Biden-regeringen for at have afbrudt næsten alle diplomatiske forbindelser med Rusland, sagde han: »[V]i er i sidste ende nødt til at kunne tale med en nation, der i nogle tilfælde har det største lager af taktiske atomvåben i verden og det næststørste, hvis ikke det største, lager af strategiske atomvåben i verden…. [Uanset om vi kan lide det eller ej, er Rusland en magt, en global magt.« På samme måde har USA afvist et sprog, der indeholder henvisninger til »russisk aggression«, både i en kommende erklæring til et virtuelt topmøde mellem G7-lederne og i en resolution i FN.

Dette følger efter de seneste dages begivenheder, som har været fyldt med handlinger fra Trump-administrationen, der vender op og ned på den nuværende verdensorden. Det er sigende, at det britiske etablissement – som længe har været arkitekten bag den aftagende neoliberale verden – er mere end hysterisk. Det »særlige forhold« mellem USA og Storbritannien er ved at »fordampe for øjnene af os«, skrev Jeremy Browne, tidligere britisk udenrigsminister og nu direktør for Canning House i Storbritannien. Og BBC skrev: »Vi lever i et amerikansk præsidentskab, som er baseret på stormagtsdiplomati. Hvis vi kan arbejde inden for det, er det fint. Hvis ikke, må Gud hjælpe os.« I de kommende dage vil både Storbritanniens Keir Starmer og Frankrigs Emmanuel Macron rejse til USA i et forsøg på at bejle til Trump.

Og så er der det rene vanvid, som f.eks. kommer til udtryk i The Economists hovedartikel i det aktuelle magasin, som kræver, at Storbritannien og Frankrig »bruger deres atomvåben til at beskytte kontinentet« i tilfælde af, at USA under Trump indgår en aftale med Rusland og »forlader« Europa. Dette synspunkt uddybes i en artikel i The Telegraph. Friedrich Merz, leder af Tysklands CDU og sandsynligvis den næste kansler efter søndagens valg, er citeret for at stille det samme spørgsmål, om den britiske og franske atomarparaply »også kunne gælde for os«. Andre »eksperter«, der er citeret i artiklen, konkluderer, at Europa hurtigt må udvide sin formåen inden for taktiske atomvåben for at bekæmpe den kommende atomkrig med Rusland.

Stop op et øjeblik, før du beslutter dig for, om disse udtalelser er hensynsløse og farlige, eller om de er latterlige og absurde i betragtning af Europas nuværende situation. Læg i stedet mærke til, at de er udtryk for et verdensbillede, som har spillet fallit. Som Helga Zepp-LaRouche sagde under mødet i Den Internationale Fredskoalition den 21. februar, antyder de forskellige reaktioner på det, præsident Trump gør, at der sker en »dybere aksiomatisk ændring«. Modstå fristelsen til at tro, at der er tale om fejl begået af enkeltpersoner eller lande eller i forståelsen af et bestemt »problem«, og se i stedet disse fejl som et udtryk for den underliggende tankeproces, som styrer og ofte dømmer et givet samfund.

Lyndon LaRouche skrev i januar 1997 i »Return to the Machine-Tool Principle«:

»Kort sagt fører anvendelsen af den sokratiske dialektiske metode på enhver indbyrdes ikke-inkonsistent række af udsagn i geometrien til, at man opstiller et underliggende sæt af definitioner, aksiomer og postulater. Alle mulige sætninger, som ikke er inkonsistente med hver og en af sættene af definitioner, aksiomer og postulater, udgør et teorem-gitter; sættet af definitioner, aksiomer og postulater, der anvendes på denne måde, udgør en hypotese. Der findes ikke noget system af matematisk eller anden tænkning, som ikke er bestemt af en effektivt bestemmende, underliggende hypotese.

»I økonomi, som i eksperimentel fysik generelt, udgør ethvert faktum i naturen, som ikke kan gøres effektivt konsistent med eksisterende generelt accepterede fysiske antagelser, et paradoks: Faktummet eksisterer på trods af den eksisterende menings mest hysteriske bestræbelser på at benægte selve muligheden for dets eksistens. Sådanne paradokser er det stof, som gyldig eksperimentel fysik og økonomi er lavet af.« LaRouche kunne også have tilføjet historie til denne liste. Årsagen er følgende.

Når man først har identificeret et paradoks i en underliggende aksiomatisk struktur, kan man ikke bare tilføje det til sit eksisterende gitterværk af antagelser, som om man blot opdaterer et regneark med nye oplysninger. I stedet skriver LaRouche: »[V]i må generere en helt ny hypotese under hensyntagen til den måde, hvorpå det nyopdagede princip påvirker hver eneste definition, aksiom og postulat i den erstattede hypotese.«

Således står verden på randen af en ny æra, et nyt paradigme, som venter på at blive skabt over asken af et døende og mislykket paradigme. At skabe en sådan ny hypotese må være den ledende mission for enhver seriøs politisk kraft i dag. Denne aktivitet skal ikke blot søge at løse de individuelle »problemer« eller konflikter, der griber verden, eller blot forvise dem, der er ansvarlige for at forårsage dem, men skal bruge de stadig mere åbenlyse paradokser i nutidens populærkultur til at knuse deres fejlslagne underliggende aksiomatiske overbevisninger og erstatte dem med en mere videnskabeligt sandfærdig. Denne proces, og ikke Donald Trump, vil være den drivende kraft i historien, hvis vi handler på den.

Et godt sted at starte en sådan undersøgelse er Helga Zepp-LaRouches Ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur.

Foto: Freddie Everett

Ikke korrekturlæst

af Dennis Speed (EIRNS) – 21. februar 2025

Undertitlen på City of Londons The Economist-artikel fra 20. februar »How Europe Must Respond as Trump and Putin Smash the Post-War Order« var endnu mere afslørende end overskriften: »Regionen har haft sin mest dystre uge siden jerntæppets fald. Konsekvenserne er endnu ikke slået igennem.«

Efter den netop afsluttede sikkerhedskonference i München den 14.-16. februar og det kolde slag fra den amerikanske vicepræsident J.D. Vances tale har Europas ledere ikke været i stand til at genvinde deres følelsesmæssige, endsige deres geopolitiske fodfæste. De, der håbede, at det, de så, ikke var for tidligt at fælde en så definitiv dom, som The Economists undertitel antyder, så kort tid efter telefonsamtalen mellem Putin og Trump den 12. februar og de efterfølgende møder mellem udenrigsminister Marc Rubio og udenrigsminister Sergej Lavrov, ville måske have troet, at det var for tidligt.

Briterne er dog stærkt uenige med deres stadig vildfarne kolleger. »Trump ser ud til at være klar til at forlade Ukraine, som han fejlagtigt giver skylden for krigen. Han kaldte landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, for en ‘diktator’ og advarede ham om, at han ‘hellere måtte handle hurtigt, ellers har han ikke noget land tilbage’. USA vil måske forsøge at påtvinge Ukraine en ustabil våbenhvile med svage sikkerhedsgarantier, der begrænser landets ret til at opruste.” Det vil sige, at Amerika har valgt at »stoppe skytset«, især efter at Zelenskyj indrømmede, at han ikke vidste, hvor 100 milliarder dollars af USA’s bidrag til krigsindsatsen var blevet af.

Rusland og USA mødtes som de mest magtfulde militære styrker på planeten i bestræbelserne på at genetablere de officielle forbindelser. Som USA’s præsident talte Joe Biden ikke kun ikke med Vladimir Putin i to år, men hans administration gav Ukraine tilladelse til at bruge amerikansk militært udstyr, efterretninger og muligvis også »rådgivende personale« til at angribe Ruslands territorium fra før 2014 med amerikanske langdistancemissiler, og uden at konsultere USA’s kommende præsident, i november sidste år. Da den valgte præsident, som ikke var blevet konsulteret, blev præsident ved lov, stoppede angrebene. Verden har i løbet af den sidste måned bevæget sig lidt væk fra atomkrigens afgrund.

Hvad angår Zelenskyj som diktator – han forbød 11 politiske partier i marts 2022 og undertrykte sin opposition, og han har ikke ophævet dette forbud. Han lukkede den ukrainske ortodokse kirke, som stadig er den største i landet, på trods af forbuddet. Den 8. juli 2022 meddelte National Public Radios reporter Emily Feng: »Præsident Zelenskyj har konsolideret alle tv-platforme i Ukraine til én statslig udsendelse og begrænset politiske rivaler. Den politiske opposition frygter, at sådanne indskrænkninger af den civile frihed kan fortsætte.« Den russisksprogede brug er blevet stærkt begrænset. Zelenskyj og hans regering gjorde det ulovligt for Ukraine at forhandle om fred med Rusland i juni 2023 – hvilket gør det svært at forstå, hvorfor han skulle være vred over ikke at blive inviteret til et møde i et tredjeland, hvor den amerikanske præsidents repræsentanter blandt mange andre ting skulle drøfte med russiske repræsentanter, hvordan drabene i Ukraine kunne stoppes.

Og hvad angår Den Europæiske Union: Suverænitet er ikke ligefrem den stærke side af en konføderation, der nægter at retsforfølge detonatorerne af Nord Stream-rørledningerne til 8 milliarder dollars, som forårsagede en af de største miljøkatastrofer i historien i deres industrielle sabotagehandling. Hvorfor bliver de miljøforbrydere, der sprængte Nord Stream i luften i september 2022, ikke stillet for retten? Måske fordi det er de samme mennesker, der nu fremmer krig og ødelæggelse over ligene af 1 million ukrainere eller mere. Krig og død er deres eneste virkelige engagement, ikke »økologien« og ikke menneskeheden.

Nationen Egypten har i en modsatrettet udøvelse af national suverænitet givet følgende meddelelse: »Fra et teknisk og ingeniørmæssigt perspektiv har vi den fulde kapacitet til at genoprette Gaza til en tilstand, som endda er bedre end tilstanden før ødelæggelsen, inden for tre år.« Dette er direkte tænkt som et svar på Trumps forslag om en »Gaza-riviera«. De har til hensigt at diskutere dette på det kommende arabiske krisemøde den 4. marts.

I et netop afsluttet interview med Executive Intelligence Review sagde Graham Fuller, 25-årig CIA-veteran, tidligere amerikansk diplomat og islamisk lærd, om LaRouches Oase-plan for Sydvestasien: »Den er nødt til at blive introduceret som en del af en bredere fredsplan. En af grundene er, at uanset hvor god en idé det har været, så er det en kendsgerning, at de lokale rivaliseringer, og især de rivaliseringer, som USA har skabt under den kolde krig, har gjort regionalt samarbejde næsten umuligt. Jeg mener, at Syrien f.eks. ville være nødt til at spille en ret stor rolle, eller Irak for den sags skyld, (på grund af) floderne Tigris og Eufrat.) Alle disse stater ville være nødt til at spille en meget stor rolle i enhver form for regional vandplan.

»Men det har været umuligt« – altså indtil nu. Som med Oase-planen vil det heller ikke fungere, medmindre alle nationerne i Sydvestasien på en eller anden måde er integreret i en sådan plan. Der skal skabes en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvis Palæstina og Sydvestasien skal overleve, vokse og udvikle sig. Helga Zepp-LaRouches ti principper er et effektivt kompas i denne malstrøm af hurtige forandringer.

De seneste otte dages begivenheder med Trump og Putin viser, hvor hurtigt en sådan ny arkitektur, befriet fra britisk indblanding, kan blive til. Vi må derfor ikke lade os fange under begivenhedernes overflade, men organisere os ovenfra og behandle hver af de nærmeste dage som en potentiel døråbner til, endog på den pågældende dag, at ændre den nuværende historie gennem kraften i ægte menneskelige ideer.

Ikke korrekturlæst

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag, god eftermiddag, godmorgen, alt efter hvor du er. Jeg er meget glad for at byde velkommen til den politiske analytiker Garland Nixon, som også er en meget populær radiovært i Washington. Og jeg er meget glad for, at du er her, Garland, for vi har en meget, meget fascinerende, forandret situation i verden, hvor den transatlantiske alliance ikke længere ser i samme retning, hvilket jeg synes er en meget god ting. Eller med andre ord, at telefonsamtalen mellem præsident Trump og Putin og det efterfølgende møde i Riyadh i Saudi-Arabien mellem udenrigsminister Marco Rubio og udenrigsminister Sergej Lavrov – og de havde også andre folk med i delegationen – har ført til en situation, hvor præsident Trump tydeligvis ønsker en afslutning på krigen i Ukraine på kort sigt, og europæerne er helt ude af den.

Personligt synes jeg, at dette er et længe ventet møde. Det kommer på et rigtig godt tidspunkt. Denne krig burde slet ikke have fundet sted, og det tog alt for lang tid, fordi en løsning var mulig allerede i marts 2022, som så blev saboteret af [den daværende britiske premierminister] Boris Johnson. Så jeg synes, det er en meget, meget, meget vigtig udvikling, og jeg er meget interesseret i, hvordan det ser ud fra dit perspektiv, da du er en meget skarp insider i amerikansk politik og international politik. Så hvad synes du?

GARLAND NIXON: Jeg tror, der er en række vinkler, man kan anlægge på det her, på det, der foregår nu. En af de ting, jeg finder interessant, er europæernes reaktion, især de vesteuropæiske magter og i særdeleshed Storbritannien, og jeg skal fortælle dig hvorfor: Det er min overbevisning, at efter Anden Verdenskrig, og da det Britiske Imperium begyndte at trække sig tilbage, og nogle vil måske hævde, at det kollapsede, knyttede det sig til det amerikanske imperium, og fra mit perspektiv var der en populær sang, og sangen lød sådan her: »Jeg har hjernen, du har musklerne, lad os tjene pengene« – ikke sandt? Og at briterne, dybest set, Storbritannien så sig selv – at USA er ret stærk, og de har nogle muskler; vi ved, hvordan man laver et imperium rigtig godt, og da vi ikke fysisk har imperiet længere, vil vi knytte os til det amerikanske imperium og til en vis grad guide dem til de imperiale ting, der skal gøres rundt omkring i verden, og effektivt stadig være et imperium.

Det, vi ser nu, tror jeg, er et meget vigtigt tidspunkt, hvor det Britiske Imperium vil blive tvunget til at indse, at det ikke længere er et imperium, det er ikke længere en imperialistisk magt. Briterne har det, der hører et imperium til, ikke? De har nogen, de kan tage en kappe på, de kan tage en krone på med stjålne juveler fra Afrika, og de kan have vagtskifte på Buckingham Palace – alle de ting, der ligner et imperium. adskiller sig fra dem, da USA ser dem som problematiske, som ikke længere et værdifuldt aktiv, må Storbritannien nu for første gang i mange, mange århundreder se i øjnene, at det ikke er et imperium, at de ikke styrer bølgerne, og at solen går ned over Storbritannien.

Jeg tror – lad mig også tilføje dette; jeg tror, det er vigtigt: Fra din organisations perspektiv, Schiller Instituttets organisation, tror jeg, at en af de ting, der er sket i fortiden, er, at den imperiale magt var nødt til at udstøde, angribe, isolere din organisation, fordi du var en af de få organisationer, der var klog på præcis, hvem de var, og du talte om, »dette er, hvem det Britiske Imperium er, og dette er, hvad de gør«, og når det Britiske Imperium begynder at forstå præcis den virkelighed, de har med at gøre nu, tror jeg, at nødvendigheden af at gå efter jeres organisation vil aftage, og jeg tror, at jeres organisation vil kunne blomstre og udføre noget af det virkelig gode arbejde, I gør, mere åbent og ikke blive skubbet så meget ud i skyggen, som I er blevet.

ZEPP-LAROUCHE: Det er meget gode nyheder! Jeg håber, du har ret. Faktisk er det ret forbløffende, at alle de problemer, vi har haft i vores næsten halve århundrede – mere end et halvt århundrede – med politisk arbejde, kom fra Anglosfæren. Det kom naturligvis fra Washington. Hvis jeg skulle give dig en liste over folk, der gennem årtier har fortalt os, at de var helt vilde med vores ideer, at de var totalt begejstrede og syntes, at det var en frisk og ny måde at gribe tingene an på – og så blev de kontaktet af embedsmænd på ambassaden, af repræsentanter for konsulater, og de fik at vide, at » hvis ikke du afbryder forbindelsen med disse mennesker, vil du miste din forretning, dit navn vil blive ødelagt”, og jeg tror, at det var det værste af det hele, nemlig retsforfølgelsen af min afdøde mand. Og jeg håber, du har ret, for som jeg sagde til det berømte tribunal, vi havde i 1995, sammen med en række sorte folkevalgte og Ramsey Clark blandt andre, så var den virkelige forbrydelse i alt dette ikke kun, hvad de gjorde mod os, og det var naturligvis ikke så rart, men at de forhindrede især det amerikanske folk i at få adgang til ideer, som ville have – alle disse problemer, du ved, de 20 års interventionistiske krige, de millioner af mennesker, der døde som følge af det i Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen, alle disse ting; og den nuværende situation i verden, som stadig er et meget forpint sted, alt dette ville ikke være sket, hvis folk havde haft uhindret adgang til min afdøde mands, Lyndon LaRouches, ideer i den organisation, som han har skabt. Så jeg kan kun håbe, at du har ret.

NIXON: Ja. For at være ærlig fik vi at vide, at jeg ikke vidste noget om LaRouche-organisationen. Det eneste, jeg fik at vide, var, at »de er bare en flok skøre mennesker. De er skøre mennesker.« Men jeg fik aldrig at vide hvorfor, eller hvad de sagde, der var så besynderligt. Og nu, da jeg begyndte at lære om Chatham House og Romklubben og nogle af disse forskellige organisationer, tænkte jeg: »Jamen, disse ting er alle virkelige! Og med de ting, de taler om, er det ikke så mærkeligt, at de bliver udstødt.«

Men i bund og grund tror jeg, at det, vi kommer frem til nu, er, at der er et nyt paradigme. Man kan argumentere for, at det er en anden slags imperialistisk paradigme, måske et mere korporativt imperialistisk paradigme fra USA, men ikke desto mindre et andet paradigme. Og jeg tror, at de traditionelle kolonimagter i Europa, Frankrig og Tyskland, er ved at blive skubbet i baggrunden. Og jeg tror faktisk, at der vil være – du ved, vi kan fejre det, jeg synes, der er ting at fejre lige nu. Risikoen for en atomkrig er ikke væk for øjeblikket mellem de store atommagter, men den ser i det mindste ud til at være blevet mindre. Så der er ting, vi kan, og det er vigtigt, at vi overlever. Der vil være udfordringer, men det er muligt, at der kan være muligheder, måske for at oplyse folk om at have internationale diskussioner, som ikke var tilgængelige før.

Men det bliver en svær tid i Europa, for jeg tror, at Europa kommer til at stå over for alvorlige økonomiske udfordringer. Det eneste, jeg tror, der kan være en mulighed for Europa, er dette: Europa havde ikke uafhængig suverænitet. Det var til en vis grad – man kan argumentere for, at der var et vasalforhold til det amerikanske imperium eller det Britiske Imperium eller hvem som helst, men det er klart, at de enkelte lande i Europa efter min mening ikke havde den suverænitet, de var nødt til at have for at kunne træffe beslutninger på egen hånd. Og hvis noget af det begynder at ske, tror jeg, at der vil være muligheder. En af de ting, som både præsident Putin og præsident Trump har sagt, er: »Vi er villige til at indgå individuelle aftaler med de enkelte lande i Europa i stedet for med EU eller disse overnationale organisationer.« Jeg tror, der er muligheder der. Hvis nogle af de enkelte lande kan begynde at komme til fornuft og sige: »Okay, vi laver nogle økonomiske aftaler, der fungerer«, og russerne har atomkraft, måske kan de komme ind og bygge et værk til os, eller hvad ved jeg, så kan der ske forskellige ting. Jeg tror, der er muligheder, hvis der kommer nyt lederskab, og måske kan den fattigdom og de forfærdelige ting, der forudsiges i Europa, afbødes, hvis folk får lov til at tage kontrollen. Og som du siger, hvis folk får lov til at blive eksponeret for forskellige ideer, tror jeg, der er nogle muligheder her.

Så der er altid plads til at være positiv og håbe og presse på for at få en bedre fremtid og en bedre nutid!

ZEPP-LAROUCHE: Da vicepræsident J.D. Vance holdt sin tale i München, syntes jeg virkelig, at det var et frisk pust, fordi han sagde – og publikum gispede, man kunne faktisk se, hvordan de prøvede at få luft. Men han sagde, at det ikke er Rusland og Kina, der er den største trussel mod Europa, men at den kommer fra EU selv, nemlig at der er en undertrykkelse af ideer og ytringsfrihed. Og jeg synes, at det er så sandt! For der er næsten tale om et diktatur med hensyn til, hvad der må siges, og hvad der ikke må siges, og jeg tror virkelig, at det ramte en nerve. Og ved et tilfælde var jeg dagen efter til en demonstration i München med Zoom sammen med Scott Ritter og Ray McGovern; de demonstrerede mod sikkerhedskonferencen i München, fordi den konference plejede at være et meget godt forum for eksperter, der diskuterede sikkerhedsforanstaltninger, da Ewald von Kleist og Horst Teltschik stadig stod i spidsen for den. Men lige siden Wolfgang Ischinger blev leder [2008-2022], er det gået ned ad bakke for den nuværende ledelse af Christoph Heusgen, som i øvrigt begyndte at græde, da han forlod stedet! Han var en rigtig tudeprins. Men det blev til en PR-organisation for det militærindustrielle kompleks.

Så der var en demonstration mod det, hvor man insisterede på at løse alle konflikter gennem dialog og forhandlinger, og jeg talte meget kort om det i Zoom, men jeg fik at vide af vores egne arrangører, som deltog i demonstrationen, at folk var helt vilde med Vances tale, og de sagde, at det var så vigtigt, at det blev sagt på et tidspunkt.

Så så langt, så godt. Jeg synes, det var meget, meget godt. Det eneste problem er, at jeg er meget glad for det, der sker med Ukraine, med Putin og med Trump: Jeg synes, de har foretaget en historisk ændring af spillet, som jeg synes er ekstremt værdifuld. Det eneste, der er tilbage, er, hvad der bliver Trumps politik i Mellemøsten: For der har vi Trumps ultimatum fra sidste lørdag om, at alle palæstinensere skulle acceptere at forlade Gazastriben, og det er naturligvis helt uacceptabelt. Det blev afvist af alle naboerne, og kravet om, at Hamas skulle udlevere alle gidsler med det samme: Det ultimatum blev overholdt, og der skete nogle fremskridt.

Så det ser ud til, at det går lidt frem og tilbage. Men grusomhederne på Vestbredden fortsætter; angrebene endda i Gaza fortsætter, og jeg er bekymret for, at eftersom Trumps mellemøstpolitik var meget påvirket af zionistiske elementer, der støtter enten Netanyahu – Netanyahu kommer i stigende grad under pres fra Israel selv, fra militæret der og andre. Men ikke desto mindre er der stadig lovgivning, tror jeg, i Kongressen, som forbyder studerende endda at vise empati for palæstinensernes situation, og der ser jeg en dobbeltmoral: For jeg tror, at hvis Trump virkelig ønsker at komme ind og fortælle europæerne, hvad de skal høre, så er det et svagt punkt, hvis han forfølger den samme undertrykkelse af diskussionen om, hvad der foregår i Mellemøsten i USA. Så hvad er din holdning til det?

NIXON: Der er et par ting, og det er noget, jeg har sagt i et stykke tid nu. Jeg har forsøgt at navigere i forhold til den nye Trump. Denne version af Trump er en meget anderledes version af Trump, end vi oplevede de første fire år, og jeg tror, det til dels skyldes, at der er – jeg kalder dem »bestyrelsen« – du ved, de meget, meget magtfulde teknologibrødre, som jeg kalder dem, der støtter Trump og tydeligvis har besluttet sig for at føre landet i en anden retning.

Men en af de ting, jeg virkelig er kommet frem til, er, at vi skal ignorere, hvad Trump siger. At Trump siger ting for effektens skyld, ikke? At han kommer med bombastiske, besynderlige kommentarer: »Hvis russerne ikke gør det, så fordobler vi indsatsen, og vi sender ekstra …« og alle blev virkelig oprørte, da Trump sagde: »Hvis russerne ikke laver en aftale, så fordobler vi indsatsen, vi sender mere, vi tredobler sanktionerne« og alt det der. Og på det tidspunkt tænkte jeg: »Ja, det får vi at se. Det siger Trump bare. Vi får se, hvad han siger.« Og når vi ser, hvad politikken i virkeligheden er, så er den 180 grader – eller som nogle ville sige »360 grader« – den er 180 grader fra det.

Jeg er kommet til den konklusion, at Trump er en person, der siger ting for at få en stærk effekt: »Hvis du ikke gør dette, vil jeg gøre noget virkelig, virkelig stort«, og så danser vi alle rundt som en kat på et varmt bliktag, og vi taler alle om det. Og mens vi taler om det, formulerer de en politik.

Så jeg vil ikke længere forbinde Trumps bombastiske tweets om Truth Social eller andet med hans faktiske politik. Jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor vi er nødt til at se, hvad Trump-administrationen gør, og bruge de handlinger, der sker fra dag til dag, til at forsøge at projicere den næste handling i modsætning til at bruge det seneste bombastiske tweet på Truth Social, eller hvad det nu er. Når det er sagt, så er det her min pointe: Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at møderne med russerne var i Saudi-Arabien, i Mellemøsten, at den saudiske leder blev betragtet som en mægler med en integreret del af det. Saudierne har sagt, at der er én ting, vi ved med sikkerhed om Trump, og det er, at han helt sikkert ønsker en normalisering med Saudi-Arabien. Jeg tror, saudierne ønsker det med Israel. Saudierne har gjort det klart, at der skal være en palæstinensisk stat, for at det kan ske. Der er meget stærke rygter på en række forskellige områder, som dybest set siger, at en del af diskussionen med det russiske hold var, hvordan USA kan arbejde sammen med russerne og bruge Ruslands diplomatiske styrke til at afbøde nogle af de problemer, som USA har med Iran og Nordkorea osv.

Jeg tror, at det, vi ser her, vil være et pres for at løse Ukraine-problemet og samtidig eller kort tid efter forsøge at løse problemet i Mellemøsten. Jeg tror, at Trump virkelig ønsker at løse det, og jeg siger det ikke, fordi han er en god eller en dårlig fyr, ikke ud fra et moralsk perspektiv, men ud fra den vision, han ser for USA’s fremtid. Jeg tror, at den diskussion, som Trump har haft for nylig om at reducere militærbudgettet, indebærer, at man bliver nødt til at rydde op i sit rod i Mellemøsten, hvis man skal have mindre militær og modtage; så jeg tror, at der vil være et skub – åh, den anden ting er, at det fremgår tydeligt af retorikken fra Trumps diplomatiske team, at de ønsker at vende tilbage til det diplomatiske verdenssamfund i modsætning til at forsøge at dominere det diplomatiske verdenssamfund. Og den eneste måde, de kan gøre det på – de kan have det moralske grundlag for at gøre det – er ved at rydde op, i mangel af et bedre udtryk, i problemet i Gaza, det besatte Palæstina, eller hvad man nu vil kalde det.

Så jeg tror, at de vil benytte lejligheden til at tale med russerne, forsøge at samarbejde med russerne og saudierne og forsøge (i mangel af bedre) at få styr på de elementer i Israel, som er ude af kontrol, og få en aftale i stand. Det håber jeg på. Det er trist, og igen må vi slå tilbage mod den vold, der foregår lige nu.

Men jeg prøver at gætte, og jeg ser det som en mulig, potentiel retning, som vi vil komme ud af forhandlingerne i Saudi-Arabien, og jeg siger, at jeg tror, at der vil komme meget ud af forhandlingerne i Saudi-Arabien, andet end bare Ukraine. Der foregår meget mere end bare Ukraine, og jeg tror helt sikkert, at det var i Saudi-Arabien, så de kan forsøge at få det israelske spørgsmål løst så hurtigt som muligt.

ZEPP-LAROUCHE: Som du ved, skubber vi på oase-planen: Det er ideen om at udvikle masser af nyt ferskvand, både fra et kanalsystem fra Middelhavet til Det Døde Hav, men også atomart til afsaltning og så videre. Min afdøde mand og jeg var i Abu Dhabi i 2001. Og hvis man tager derhen langs stranden, er det helt utroligt: Ved hjælp af vand har de forvandlet ørkenen til vidunderlige haver, til frodige plantager, og der er en ø, som tidligere var helt gold, og nu er der allerede gammel vegetation, 40 år gammel, som de fandt olien på. Og der er fugle, fugle, der migrerer om vinteren, de lander på denne ø, og man tror, det er et paradis.

Så den tilgang kunne man tage til hele Mellemøsten! For hele Mellemøsten er ørken. Jeg ved ikke, om du nogensinde har fløjet over den region: Det gjorde jeg engang, og jeg kiggede ud af flyvinduet og prøvede at se en oase, og der var ingen! Intet, intet grønt. Så hvis vi måske kunne overbevise Golfstaterne, Saudi-Arabien, Emiraterne, de er alle meget velhavende; og lige nu, i stedet for at bygge et sky-resort i ørkenen, som jeg tror, Saudi-Arabien gør, kunne de bruge nogle af disse penge på at gøre hele regionen beboelig for alle som grundlag for fred, for jeg tror, at »det nye navn for fred er udvikling«: Og man er nødt til at give unge mennesker et incitament, så de dybest set siger: OK, lad os stoppe voldsspiralen, lad os blive ingeniører, forskere eller forældre, for vi vil bygge en fremtid.

Og jeg tror, at det, der er mest brug for lige nu, er visionære ledere, hvad enten det er Trump eller folk fra regionen, som dybest set træder frem og siger: Lad os gå efter en helt anden politik.

Så mit håb er, at vi fra Schiller Instituttet laver en kæmpe international kampagne om det. Og i sidste uge havde vi møde i Den Internationale Fredskoalition, hvor vi havde æren af at have Dr. Naledi Pandor fra Sydafrika: Hun støttede oase-planen. Og vi har andre diplomater fra Palæstina og andre lande, som støtter den. Så jeg håber, at præsident Trump bliver opmærksom på dette, for han er en investor: Han ville inspirere folk til at investere i sådanne projekter, og så ville det flyve. Så hvad tror du? Er der en chance for, at han gør det?

NIXON: Jeg synes, ja, jeg synes, vi skal gøre ham opmærksom på det. Der bør presses på. Jeg synes, det er en god mulighed. Og en af de vinkler, der kunne bruges over for præsident Trump, er denne: Jeg er sikker på, at du er bekendt med Californien; en stor del af Californien er bare ørken, bygget på ørken, og de er nødt til at pumpe vand ind, og de har problemer med ikke at få nok regn. Du ved, det regner i Californien i fem eller seks år, og så regner det ikke i fem eller seks år! [Afsaltningsanlæg kunne være noget, der kunne bruges der. Så jeg tror, at man fra præsident Trumps side kunne skubbe afsaltning og den slags teknologier derhen og sige, at »se, det er noget, man kan bruge i USA«. Fordi han går meget op i »Make America Great Again«, America First, og hvad der er godt for USA, når man udvikler teknologierne, kan amerikanske virksomheder selvfølgelig også være involveret, og de kan være med til at tjene penge, og det kunne bruges i forskellige dele af USA.

Så det er noget, som præsident Trump kunne skubbe på og støtte. Jeg tror, der skal være en vinkel derinde, så præsident Trump kan se en måde, hvorpå denne type teknologi og denne slags ting kan gøres i USA for at hjælpe amerikanerne. Og hvis han ser det, kan det hjælpe ham til at se, at »hør, jeg ønsker fred og velstand i den region, men hey! Det her kan også hjælpe os, og måske kan vi få noget…« Du ved, hvad jeg mener.

Jeg plejede at arbejde med salg, og for mange år siden havde jeg en professor, som sagde: »Salg handler om at påvirke folk til at købe noget, du sælger, et produkt eller en service.« Og jeg havde en professor for mange år siden, som sagde til mig: »Hvordan påvirker man folk?« Han sagde: »Alle lytter til den samme radiostation, WIIFF, ›What’s in it for me?‹. Og hvis du vil overbevise nogen om noget, så lad være med at fortælle dem, at det ville være godt, hvis du gjorde det her … det ville være rart, det ville hjælpe folk. De vil falde i søvn. Du er nødt til at sige til folk: Det her er, hvad du får ud af det.« Og jeg tror, at ved at nærme sig præsident Trump fra vinklen »hvad er der i det for«, ikke bare ham, men hvad er der i det for det land, han repræsenterer, tror jeg, at det er en god idé her, at det ville være godt for verden, og jeg tror, at der fra den vinkel er en stor mulighed for at få præsident Trump til at bakke op om det. Og jeg tror, at hvis han bakker op om det, så tror jeg, at det kan lade sig gøre. Tilføj dette: Du har Kina, som bygger og konstruerer meget i Afrika og Mellemøsten, og som har en enorm kapacitet i den region. Og som også får en masse olie fra den region. Så det gavner Kina at have stabilitet, at have vækst i regionen, at have økonomisk vækst og ekspansion.

Så jeg tror, der er mange muligheder for at påvirke verdensmagterne, Kina, Rusland og USA, til at være med, til at investere og til at være en del af det: Jeg synes, det er en god idé.

ZEPP-LAROUCHE: Præsident Trump nævnte for nogle uger siden, da brandene i Los Angeles rasede, at »hvorfor henter I ikke vandet fra Canada?« og så videre. Og der er det berømte NAWAPA, det nordamerikanske vandforvaltningsprojekt, som vi promoverede allerede for nogle årtier siden: Det kunne straks sættes på dagsordenen, og man kunne virkelig eliminere faren for, at en sådan brand – ikke bryder ud – men får så enorme konsekvenser. Hvis USA bare ville se på Kina og ikke sige, »dette er en trussel«, som Vance i München sagde, »Kina og Rusland er ikke en trussel«, og det var jeg meget interesseret i at høre. Hvis præsident Trump og Trump-holdet bare ville se på, hvad Kina gjorde: Faktisk anvendte de det amerikanske økonomisystem, fordi det er nationalbankvæsen; suveræn kontrol over kreditten, hvilket er, hvad Alexander Hamilton promoverede; og hvis man går tilbage til det amerikanske økonomisystem i USA, som har været meget under det britiske system i den seneste periode, kunne man gøre præcis, hvad Kina gjorde, og endda bedre! Kina har bygget 45.000 km hurtigtog, og disse tog kører – det er en ren fornøjelse at køre med dem, for man flyver gennem landskabet, man ryster ikke, de kører jævnt med 350 km/t, og de er nu ved at bygge et til 400 km/t, og de tester allerede et til 600 km/t, og endda et loop på 1.000 km/t. Så USA kunne bare gå til det mest avancerede, springe over alle disse teknologier og gå til det mest avancerede. Bygge et helt moderne system, bygge nogle videnskabelige byer: USA er befolket ved kysterne, men det er fuldstændig underbefolket i de centrale områder. Og hvis man sagde: Lad os forbinde alle de store byer i USA med højhastighedstog. Og så bygge nogle nye byer langs disse knudepunkter, disse knudepunkter på dette togsystem.

Man kunne lave en ny videnskabsby, som ville være dedikeret til den mest avancerede videnskab og teknologi; man kunne have studerende der, man kunne have et kulturcenter. Jeg mener, hvis araberne kan bygge det største nye museum og alt muligt andet, hvorfor kan USA så ikke tage det bedste fra alle kulturer og gøre det til en slags museumsdemonstration, så alle børn og studerende, der vokser op, får kendskab til den universelle historie og virkelig får et helt andet syn på tingene.

For jeg tror, at ideen om »Make America Great Again« måske appellerer til de mennesker, som Hillary Clinton kalder »de beklagelige« – hvilket var det mest kyniske udtryk, man kunne få! Men USA er også berømt som en smeltedigel: Der er mange asiater, mange mennesker fra Latinamerika, mange mennesker fra alle steder i verden. Og USA kunne blive et sted, hvor en ny renæssance finder sted, hvor man udnytter det bedste, som alle traditioner i alle kulturer hidtil har frembragt! Og på den måde kunne præsident Trump blive en ægte visionær. Jeg ved godt, at jeg strækker den lidt, men jeg ved, at man er nødt til at komme med ideer nu, som fuldstændig bryder med de gamle geopolitiske skemaer. Selve idéen om, at nogle mennesker tror, at man absolut skal have en fjende for at kunne gøre det, man gerne vil, er efter min mening den værste idé! Det førte til to verdenskrige, og i en tid med atomvåben bør vi absolut betragte geopolitik som en psykisk sygdom: For jeg tror, det er det, det er.

NIXON: Jeg tror endda, at titlen på dette show, »The Emergence of a New Paradigm«, antyder, at vi er nødt til at tænke fremad, at vi er nødt til at komme med nye ideer, og at vi er nødt til at have et vist håb og en vis tro på, at vi måske kan indføre nogle af de – jeg siger »nye ideer« – som du ved, er mange af disse ideer ikke nye! Men ingen ville lytte til dem, der havde disse ideer, og en stor del af diskussionen nu handler om, at det militærindustrielle kompleks potentielt kan halveres, og jeg ved ikke, om det er realistisk. Men når det er sagt, så er vi oppe på omkring 850 milliarder dollars, men som du ved, når du lægger de hemmelige operationer, CIA-budgetterne, USAID og National Endowment for Democracy til, så er vi oppe på over en billion dollars.

Så hvis man nu har en halv billion dollars at starte med, kan man nu tale om højhastighedstog, som kan flytte folk, som kan flytte produkter og ting, der er nødt til at blive flyttet, uanset om det er mineraler, ting, der udvindes, og som flyttes og bruges; så virkeligheden er, at hvis der faktisk sker et betydeligt fald i militærbudgettet, bliver diskussionen om højhastighedstog, diskussionen om at bygge ny infrastruktur, en legitim diskussion. Hovedårsagen til, at disse ting ikke har været en legitim diskussion, er, at dette har været et militaristisk imperium, og det hele er blevet brugt til at bygge våben og sende våben, og alle pengene er gået til det militærindustrielle kompleks.

Og må jeg tilføje dette, og det er afgørende: Spørgsmålet om hjerneflugt, når folk kommer ud af skolen med ingeniørgrader og fysikgrader osv. hvad gør de? Hvor tager de hen for at tjene penge? De tager til Lockheed-Martin, de tager til Northrop Grumman, de tager et sted hen, hvor de kan bruge den viden til at lave det nyeste missil og bygge det nyeste målsøgningssystem, ikke? Den teknologiske sektor, ja, det bruges til målretning, og det bruges til, at vi skal opgradere vores atomvåben osv.

Når man ændrer paradigmet til et, hvor vi opgraderer vores infrastruktur, hvor vi finder ud af, om vi skal anlægge højhastighedstog osv. nu, så har vi ikke den hjerneflugt. Og når folk kommer ud af college med disse STEM-grader, kan den intellektuelle kapital – jeg hader at bruge den slags udtryk, som de neoliberale bruger, men I forstår, hvad jeg mener – vores unges intellektuelle kraft nu bruges til at målrette ting til forbedring af vores samfund, og det ændrer sig igen! Det er fremkomsten af et nyt paradigme, et paradigme, hvor vi faktisk ser det, der blev kaldt »fredsdividenden«, den fredsdividende, som vi aldrig havde. Og den fredsdividende blev omdirigeret til, i stedet for at være en fredsdividende, at fordoble krigsparadigmet.

Så jeg tror, at den idé, du taler om, er en stærk – jeg tror, at en af grundene til, at disse idéer blev afvist, du ved, idéer fra dine organisationer og andre organisationer, en af grundene til, at de blev bagatelliseret og afvist, var, at de ville have taget noget af den finansielle kapital, som krigsmagerne ønskede at bruge til det militærindustrielle kompleks. Og lad mig tilføje dette: Når det narrative kompleks af tænketanke og nyhedsvirksomheder rundt om i verden ikke længere dræner al den kapital, som de bruger til at fremme og forbedre vores samfund, tror jeg ikke, det vil være så vigtigt at lukke munden på folk som dig, der kommer med nye ideer. Og som jeg sagde, er nogle af disse ideer endda ikke nye! De er gode idéer, men de måtte simpelthen afvises, fordi de var en trussel mod de penge, der gik i krigsmagernes lommer.

ZEPP-LAROUCHE: Der kom faktisk et spørgsmål fra Alberto Portugheis, som er grundlægger og formand for en fredsorganisation, der hedder HUFUD. Han siger: »Hvordan kan vi gøre en ende på krigens svøbe i et system, hvor regeringerne i industrilandene har pligt til at fremme eksporten af det, deres krigsindustri producerer?« Du besvarede det delvist, og jeg besvarede det også delvist, men spørgsmålet står stadig tilbage – mange af disse mennesker bidrog til præsident Trumps valgkampagne, især fra Silicon Valley. Og hele området med kunstig intelligens og cyber og den slags ting vil spille en stadig større rolle.

Det vil kræve et enormt stykke arbejde at styre dem – jeg er ikke imod kunstig intelligens: Jeg tror, at digitalisering og alle disse ting, ligesom enhver teknologi, afhænger af, om den bruges til det fælles bedste, eller om den bruges til onde formål? Og det afhænger helt og holdent af kvaliteten af det menneske, der anvender disse teknologier.

Så hvordan tager vi springet til at vende et system, som indtil 20. januar var rettet i én retning, og med præsident Trumps tiltræden er der en ny begyndelse, men det er et gigantisk arbejde. Et problem er, at den europæiske ledelse, eller ikke alle, men dele af den, er bundet til det, man kalder »Deep State« i USA. Så den dynamik – briterne giver ikke op; NATO planlægger stadig at forberede sig på den kommende krig mod Rusland. Den danske militære efterretningstjeneste har udsendt en erklæring om, at de forventer en storkrig med Rusland om ca. fem år. Den tyske forsvarsminister Pistorius taler om at gøre hele landet »krigsklart«, hvilket er en vederstyggelighed! Hvem i Tyskland vil have endnu en krig? Jeg synes, det er så absolut modbydeligt: Først og fremmest burde den tyske historie have lært alle i Tyskland, at krig er det sidste i universet, man ønsker sig, og disse krigsmagere er i gang med det uden ophør!

Jeg har lige beskrevet nogle af vanskelighederne. Hvad skal der til for at håndtere disse problemer, for at Trump-administrationen kan gøre den håbefulde lysstråle, som vi så på Riyadh-mødet, til en stærk og stabil tendens?

NIXON: Et par ting. Jeg tror, at paradigmet med aggression og konfrontation fra medlemmer af den herskende elite i Europa lige nu vil blive ændret. Og jeg kan huske, at nogen sagde: »Nogle mennesker er født store, nogle mennesker bliver store, og nogle mennesker bliver påtvunget storhed.« Jeg tror, at paradigmet vil blive påtvunget de mennesker i Europa, som er klar til en konfrontation med Rusland, det vil blive påtvunget dem både af vælgerne i Europa og af USA, som vil trække sig tilbage fra Europa. Og de vil hverken have den økonomiske eller den politiske kapital, som de er nødt til for at fortsætte deres onde gerninger, der vil bringe os alle til en atomar konfrontation. Det synes jeg er en god ting.

Jeg tror, at en vigtig del af svaret på det store spørgsmål, som den herre havde, var hans første tre ord: »Hvordan kan vi…« Det er et godt spørgsmål, »hvordan gør vi det?« Og her er, hvordan vi gør det, efter min mening: Nummer 1: Man skal vedvarende bygge på og styrke antikrigsfællesskabet, man skal vedvarende bygge på dem af os, der er imod konfrontation. Men jeg tror, der er en anden del af det, som vi virkelig er nødt til at overveje nu, og det er: Jeg er her f.eks. Da Biden-administrationen var der, eller som jeg ofte har kaldt dem, »Blinken-Sullivan-administrationen«, var vi nødt til at skubbe tilbage mod folk, der tydeligvis bevægede sig i en forkert retning. Med Donald Trump får vi en blandet landhandel: Vi får nogle ting, som vi er utilfredse med, og vi får nogle ting, som vi er tilfredse med. Jeg tror, vi er nødt til at opbygge antikrigsmiljøet, men jeg tror også, at antikrigsmiljøet er nødt til at få et mere selvsikkert aspekt, hvor vi ved, at bare ordet »anti« – jeg er imod krig og militære konflikter, men hvad er du for?

Og nu kan jeg se på Trump-administrationen og sige, at jeg er utilfreds med nogle af de ting, de gør, men jeg er meget glad for nogle af de ting, de gør. Antikrigssamfundet skal have et element af, at når vi ser vores regering eller en bestemt embedsmand føre en politik, som vi bifalder, så har vi et element, hvor vi, i mangel af et bedre udtryk, belønner dem. Så når Donald Trump siger: »Jeg vil slutte fred med land X«, så i stedet for at vi mennesker løber rundt med skilte, hvor der står »vi er imod krig med land Y«, og når han så siger: »Jeg vil slutte fred med land X«, så går vi hjem og kigger ud af vinduet, så har vi nu et element, hvor vi, når vi ser en regering, et land, en politiker gøre noget, der ser ud til at være i folkets bedste interesse, så støtter vi det!

Det betyder ikke, at vi støtter Donald Trump, hvis vi ikke støtter Donald Trump. Perspektivet er, at når der er politikker, som vi er imod, så går vi aktivt imod dem på en fælles måde. Men når vi ser ting, vi godt kan lide, så kommer vi ud og klapper ham på ryggen og siger: »Præsident Trump, det er et godt stykke arbejde at få fred med Rusland.«

Der sker noget, som vi ikke gør: For nogle år siden havde vi en stor demonstration i D.C., hvor jeg var en af talerne, kaldet Rage Against the War Machine. Hvad er der galt – hvis vi får en aftale med russerne, og den nu er underskrevet, og den går gennem vores senat, og vi nu har en traktat med russerne – med at have en demonstration, der ikke er en »Rage Against the War Machine«; med at have en demonstration, der siger, at vi er glade for dette, og vi støtter denne ting, og vi siger til Trump-administrationen, kan du få nogen fra din administration til at komme og tale ved vores demonstration? Og vi ønsker at støtte netop denne ting.

Hvis de gør noget andet, som vi ikke bryder os om, går vi imod dem. Men fordi der er muligheder nu, tror jeg, der er nødt til at være et element i antikrigssamfundet, som også er der for at presse på for de ting, vi kan lide, og for at belønne de politikere og administrationer, som bevæger sig i en mere fredelig retning.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, det er et godt råd, for jeg synes også, at verden har ændret sig dramatisk siden for fire år siden. Fordi du nu har den antikoloniale dannelse af BRIKS; du har det Globale Syd, som er den Globale Majoritet. Jeg tror ikke, at det er en ånd, der kan skubbes tilbage i flasken, for afrikanerne, latinamerikanerne og mange asiatiske lande genopliver Bandung-ånden. I år er det 70 år siden, at den historiske konference blev afholdt. Men forskellen er, at i 1955, da de asiatiske og afrikanske lande for første gang for alvor mødtes for at skabe den Alliancefrie Bevægelse, manglede de styrke, og derfor blev alle bestræbelserne på at få en ny økonomisk verdensorden skubbet tilbage. Og det var vi involveret i: Min mand skrev et forslag til en international udviklingsbank allerede i 1975, som blev vedtaget af den Alliancefrie Bevægelse i 1976 i Colombo, Sri Lanka. Men alle de ledere, der havde underskrevet det, fru Bandaranaike fra Sri Lanka, Indira Gandhi, Zulfiqar Ali Bhutto fra Pakistan – de blev alle destabiliseret og i Bhuttos tilfælde endda dræbt. Så hele bevægelsen gjorde ikke de store fremskridt.

Men nu, med Kinas fremgang, har Kina løftet 850 millioner af sin egen befolkning ud af fattigdom, og det synes jeg er et stort civilisatorisk bidrag, fordi fattigdom er en krænkelse af menneskerettighederne: Hvis folk skal være usikre på, hvor deres næste måltid kommer fra, hvordan kan man så tale om menneskerettigheder? Så Kina har bidraget. Og jeg påstår ikke, at jeg er Kina-ekspert, men jeg har rejst i Kina siden 1971, så jeg tilhører en meget sjælden kategori af mennesker, der har set Kinas fremgang med egne øjne mange, mange gange. Og i min dybeste overbevisning tror jeg ikke, at Kina er en imperialistisk, aggressiv magt: De eksporterer ikke deres ideologi og beder andre lande om at gøre den til deres egen; de mener, at ikke-indblanding i andre landes systemer er grundlaget for et retfærdigt win-win-samarbejde, hvor alle har fordele, og alle mener, at den andens fordel er en fordel for dem selv.

Så derfor er den største forhindring efter min mening, at de afrikanske lande virkelig tror, at Kina er deres ven, og afviser Churchills skøre idé om, at lande ikke har venner, men kun interesser: Jeg har talt med mange afrikanere, som har fortalt mig, at de virkelig tror, at Kinas holdning til Afrika er, at de optræder som en ven. Og det samme gælder for Rusland, fordi Rusland støttede uafhængighedsbevægelsen og nu forsyner dem med energi osv.

Men den største forhindring er, om den nye Trump-administration kan få et positivt forhold til det Globale Syds ønske om at overvinde kolonialismen for altid og selv blive et mellemindkomstland? Jeg tror, det er den største forhindring, der skal overvindes, og jeg vil gerne høre, hvad du mener?

NIXON: Jeg er enig med dig. Og i forbindelse med det særlige spørgsmål, som vi endnu ikke har set, må man se, hvordan Trump-administrationen vil forholde sig til Sydamerika, og især til Cuba, Nicaragua og Venezuela – især Venezuela, for det er der, olien er. Og det kommer til at være et stort fokus. Og vi ved endnu ikke, hvad det bliver, for en af de diskussioner, der har været her, og jeg er sikker på, at du har hørt den, er en diskussion om »indflydelsessfærer«. Hvor de nye folk ved magten, USA’s nye retning, måske ville være, at vi har indflydelsessfærer; Kina har deres, Rusland har deres, og vi har vores. Vi overtager Grønland eller Canada, og nu er denne halvkugle vores indflydelsessfære. Folk, der har præsenteret det for mig, har selvfølgelig spurgt: »Hvad synes du om det? Tror du, det er planen?« Jeg sagde, at for det første vil Rusland og Kina aldrig gå med til det. For i stedet for »indflydelsessfærer« ser man på blokke, og i stedet for militære blokke eller ideologiske blokke med den sovjetiske blok og den amerikanske blok, ser man bare på geografiske blokke. Og blokke ender i sidste ende med modsætninger, de ender med konfrontationer, og blokke ender med krige. Så jeg tror, at det russiske eller kinesiske perspektiv ville være: Hvis vi vil gøre forretninger med lande i Sydamerika, så er det fint! Hvis I vil gøre forretninger med lande i Kaukasus eller Asien, så er det fint! Alle handler med dem, de har lyst til.

Så jeg tror, at vi endnu ikke har set, hvilken retning USA vælger at gå i den henseende, men jeg tror, at det er afgørende. Nu begynder vi at se retningen mod Europa og til en vis grad mod Eurasien folde sig ud, hvad angår USA’s udenrigspolitik. Jeg tror, det er vigtigt at holde øje med den retning, de vælger, især i Sydamerika, Caribien, i deres lokalområde – om de forfølger en diplomatisk retning, f.eks. med verdensmagterne, eller den traditionelle retning med dominans. Så lad os se det i øjnene, alle ved, at der er årtier, hvor der ikke sker noget, og uger, hvor der sker årtier! Selv om Trump-administrationen bogstaveligt talt har siddet i tre eller fire uger, virker det, som om der er gået tre eller fire år med forandringer!

Så jeg vil formane folk til ikke at tage forskud på glæderne og komme med en masse antagelser om, hvad de vil gøre, hvad enten det er godt eller skidt, så vi kan forblive flydende – de af os, der er imod krig og for vækst og medmenneskelighed, kan være flydende og holde øje med, i hvilken retning tingene går, for lige nu er tingene flydende. Men jeg tror, at den fejl, som mange mennesker begår, er at gå for vidt i forsøget på at forudsige. For alle de forudsigelser, vi hører nu, er baseret på det gamle paradigme: Trump gjorde det i sin første periode, så det vil han også gøre. Russerne har altid gjort det, så de vil gøre det. Den amerikanske regering er en imperialistisk magt, de har allerede gjort det. Det er en fejltagelse nu, og præcis som du siger, er vi i færd med at skabe et nyt paradigme. Det nye paradigme har endda ikke taget helt form. Og set fra et positivt perspektiv, fordi det nye paradigme er ved at tage form nu, giver det folk som os en mulighed for at få indflydelse på den endelige løsning: Hvordan ser det paradigme ud? Jeg synes ikke, at vi bare skal sidde og vente og sige: »Lad os se, hvad dette land beslutter at gøre. Lad os vente og se, hvad verdensmagterne beslutter at gøre.«

Som du sagde i din diskussion af spørgsmålet i Mellemøsten og Afrika om afsaltningsanlæggene og om, hvordan tingene kan ændres der, så kan forskellige grupper, organisationer og koalitioner nu komme med anbefalinger til disse verdensmagter, vi kan få vores verdensbillede, vi kan få vores idéer ind og forhåbentlig hjælpe med at forme et paradigme, der er ved at blive dannet, i stedet for at vente på, at verdensmagterne gør det.

For I kan være helt sikre: De, der var involveret i nogle meget onde gerninger i tidens løb, er ikke gået nogen steder, og de vil arbejde på at udnytte muligheden for at forme det nye paradigme. Lige nu, hvis man ser på Storbritannien og Keir Starmer, så stivner de mennesker, og de siger: »Nej! Jeg vil ikke lade det her ske! Vi beholder det på den gamle måde.« På et tidspunkt tror jeg endda, at de vil sige: »Vent lige lidt: Hvis du ikke kan slå dem, så slut dig til dem.« Og de er kloge: Vi kan ikke undervurdere disse mennesker. Og jeg tror, at de på et tidspunkt vil vågne op og sige: »Ved du hvad? Verden er ved at ændre sig. Hvordan kan vi påvirke dette nye paradigme og få det til at vende tilbage til den retning, det havde.« Og mens de gør det, tror jeg, at vi alle bliver nødt til at forstå, at det nye paradigme, der er ved at opstå, ikke er endeligt endnu, og at vi ud fra et positivt perspektiv kan komme med input og hjælpe med at forme det, og det er vores ansvar at gøre det.

ZEPP-LAROUCHE: Tiden flyver af sted, og vi er næsten nået til timen. Men lad mig nævne en sidste idé: Jeg har længe ment, at verden har bevæget sig til et punkt, hvor vi enten sætter menneskeheden først og definerer de nationale interesser i overensstemmelse med menneskehedens interesser, eller også vil det ikke fungere. Og det har at gøre med det faktum, at da Romerriget kollapsede, vidste folk i Indien ikke noget om det i flere år, og de havde den smukke Gupta-periode, og det var en stigende renæssance. Men denne gang er vi på grund af atomvåben, pandemier og internettet så forbundne, at jeg tror, vi er nået til et punkt i historien, hvor vi har brug for en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle verdens landes interesser. Og jeg tror helt ærligt, at mødet mellem udenrigsministrene Lavrov og Rubio, selv om man kan sige meget om det som sekundære og tredjehånds kommentarer, rummer kimen til et håb om, at en sådan ny sikkerhedsorden kan opstå. For hvis Trump-administrationen siger, at de ikke betragter Rusland som en fjende, så er det allerede et meget vigtigt skridt.

Hvis de ville udvide det til Kina, tror jeg, at vi endda ville være et stort skridt videre. Trump har allerede i sin første regeringsperiode bevist, at han kan tale med Nordkoreas leder. Jeg tror, at hvis de ville indtage en mere forsonlig holdning over for Iran, som nu har en militær alliance med Rusland og er meget tæt på Kina, så tror jeg, at man kunne nå frem til en ordning, som faktisk gør det, som den Westfalske Fred gjorde: Nemlig at skabe et princip om, at man skal tage hensyn til hinandens interesser, hvis man vil have fred. Og jeg tror, at det efter min mening ville være det virkelige nye paradigme, fordi man bevæger sig ud over geopolitik. Man bevæger sig ind på et område, hvor diplomati og forhandling virkelig vil være den måde, konflikter vil blive løst på i fremtiden.

Så hvad er dit syn på sådan et perspektiv?

NIXON: Jeg er enig. Og jeg tror lige nu, at Rusland kan være en integreret del af det, fordi Rusland har evnen til at dæmpe spændingerne mellem Indien og Kina, og hvis de også kan dæmpe spændingerne mellem USA og Kina, så kan Rusland ændre verden. For hvis Kina og Indien kan komme ud over deres historiske problem, og hvis USA kan komme ud over opfattelsen af at forsøge at dominere Kina eller se dem som en modstander i stedet for en potentiel allieret – hvis Rusland kan komme ind i midten og få de – de 3,5 verdensmagter, ikke sandt? Jeg tror, at det virkelig giver os en mulighed for at komme videre. Og for at afhjælpe problemet med stedfortræderkrige, for mange af de problemer, vi ser på, eller de krige, vi ser på, er stedfortræderkrige mellem verdensmagter. Og hvis man kunne få de fire verdensmagter til at stå sammen, ville alle stedfortræderkrigene forsvinde. Og hvis der er krige i bestemte områder, vil de alle være engagerede i at løse dem og bringe dem til ophør.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har lige svaret på et spørgsmål fra TASS om mine kommentarer til Riyadh-mødet, du ved, udbruddet om, at Europa ikke var inviteret, og jeg sagde: Hvorfor skulle man invitere stedfortrædende magter i betragtning af, at krigen i Ukraine var en krig mellem NATO og Rusland? Så jeg tager dine ord til mig med stor glæde, og jeg takker dig mange gange. Det er et ekstremt håbefuldt perspektiv, og jeg håber, at det vil inspirere en masse mennesker til at komme med nye produktive ideer.

Og mange tak, og jeg håber at se dig igen snart!

NIXON: Mange tak. Jeg sætter pris på dit gode arbejde, og det har været en ære og en fornøjelse at tale med dig i dag.

ZEPP-LAROUCHE: Tak skal du have. Vi ses snart igen!

Møde den 21. februar 2025 kl. 17 eller senere:

Se de indledende præsentationer på YouTube ovenover.

Tilmeld dig her for at være med i diskussionen: International Peace Coalition Meeting

Invitation:
af Dennis Small (EIRNS) – 19. februar 2025

Det svimlende tempo i udviklingen på verdensscenen i løbet af de sidste 30 dage har efterladt det meste af verden – inklusive mange af hovedaktørerne i disse begivenheder – i vildrede med at forklare, hvad der sker, og hvorfor tingene bevæger sig så hurtigt.

Alene i løbet af den sidste uge er hele efterkrigstidens geopolitiske orden begyndt at smuldre. USA og Rusland har genoptaget den rationelle diskussion mellem ligemænd, hvilket har bragt udsigten til en afslutning på Ukraine-Rusland-krigen i fokus samt reduceret faren for en overhængende atomkrig betydeligt. Det europæiske etablissement var chokeret til tårer over vicepræsident J.D. Vances ærlige karakteristik af deres antidemokratiske politik og irrelevans i forhold til at løse den nuværende krise. En desperat og distanceret Volodymyr Zelenskyj valgte at angribe præsident Trump offentligt for ikke at have inviteret ham til mødet mellem USA og Rusland i Riyadh og anklagede Trump for at »leve i dette desinformationsrum« skabt af Rusland. Trump svarede, at Zelenskyj er »en diktator uden valgmandat«, mens hans regering »med succes forhandler om en afslutning på krigen med Rusland«.

Vicepræsident J.D. Vance svarede også: »Zelenskyj får virkelig dårlige råd, og jeg ved ikke fra hvem.« Han tilføjede spidst: »Det er ikke en god måde at håndtere præsident Trump på.«

Vance kender måske godt svaret på sit eget retoriske spørgsmål. Det provokerende politiske svar, der kræver en fortsættelse af krigen – og af hele den geopolitiske gamle orden – kommer fra det imperiale London, som det har gjort under hele krigen i Ukraine. Præsident Trump og hans rådgivere bør benytte lejligheden til at afbryde hele det Churchillianske »særlige forhold« mellem Storbritannien og USA – herunder især »Five Eyes«-efterretningssamarbejdet, som stod bag bestræbelserne på at fængsle eller dræbe Trump – mens de stadig har dem under pres.

Men hvordan skaber man et nyt paradigme, når den gamle orden bryder sammen? Hvad med det igangværende folkemord i Gaza og den bredere krise i Sydvestasien? Hvordan reorganiserer man det globale finansielle system med dets 2 billiarder dollars i spekulativ kræft? Som med alle sådanne faseforandringer er løsningerne ikke vilkårlige: Der er kun én måde, hvorpå puslespillet passer sammen.

Vi henvender os til Lyndon LaRouche for at forstå problemets natur og dets løsning. I sin bog fra præsidentvalgkampen i 1999, The Road to Recovery, rejste LaRouche spørgsmålet: »Hvad er faseforandringer?«

»Den enkleste analogi til, hvad jeg mener med ‘faseforandringer’, er overgangen fra is til vand, eller vand til damp, eller damp til en plasmatilstand. Det vil sige, at selv om materialets kemiske sammensætning tilsyneladende forbliver uændret, er systemets fysiske opførsel, herunder dets interaktion med andre systemer, blevet kvalitativt ændret…. I de former for politiske, økonomiske, sociale og psykologiske chok, som de fleste af jer allerede er begyndt at opleve i jeres umiddelbare omgivelser, har vi at gøre med en anden kvalitet af faseforandringer, end dem der er identificeret i den række af eksempler, jeg har henvist til ovenfor. På trods af denne forskel er de politiske forandringer, vi behandler nu, stadig faseforandringer….

»Virkningerne bliver normalt kun tydelige for almindelige observatører, som nu, i de perioder med turbulente overgange, som markerer passagen af menneskelige anliggender fra en samfundstilstand i almindelighed gennem en turbulent tid med fødselsveer, der fører til fødslen, eller dødsfødslen, af en kvalitativt ny tingenes tilstand i almindelighed….

»Tiden for simple drømme er forbi. Tektoniske omvæltninger er nu den normale tilstand…. Det er denne grundlæggende ændring i karakteren af den måde, verden fungerer på, som nu bestemmer den skiftende form på verdensbegivenhederne.«

Hvordan skal vi så designe og skabe den nødvendige forandring under nutidens systemiske krise?

»Sådanne nødvendige, gennemgribende faseskift i politiske strukturer«, rådede LaRouche i en politisk erklæring fra juli 2002, »kan kun gennemføres demokratisk under forhold med erkendt krise, hvor den folkelige tilknytning til tidligere indlejrede, men fejlslagne politiske matricer er alvorligt undermineret. Den tidlige fase af sociale effekter, der svarer til et generelt sammenbrud af et bankerot politisk system og relateret praksis, er desværre normalt et relativt kort interval, hvor passende systemiske politiske ændringer kan gennemføres, som i løbet af de ‘første halvfems dage’ af FDR’s [Roosevelts –red.] første administration. Kun det, der kan beskrives som »dramatiske« ændringer i de politiske matricer, kan trække en nation ud af det systemiske kollaps, som en vedvarende opretholdelse af de nuværende accepterede politiske doktriner sikrer.«

For at diskutere – og lære at udforme – de nødvendige nye politiske matricer, må man deltage i den ugentlige dialog, der ledes af Schiller Instituttets Helga Zepp-LaRouche på møderne i International Policy Coalition. Og planlæg at deltage i Schiller Instituttets kommende personlige konferencer for at finde ud af, hvordan man kan give menneskeheden svar i disse turbulente tider.

Foto: White House video

af Megan Dobrodt (EIRNS) – 18. februar 2025

At efterkrigstidens unipolære verdensorden er faldet fra hinanden, er måske århundredets underdrivelse. I dag mødtes delegationer på højt niveau fra USA og Rusland i Riyadh i Saudi-Arabien i fire en halv time som et vigtigt skridt i retning af at etablere normale bilaterale forbindelser mellem verdens største atomare supermagter, og løse Ukraine-konflikten på en måde, der med mødedeltager og USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz’ ord er »en permanent afslutning på krigen og ikke en midlertidig afslutning, som vi har set det tidligere.«

Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche kommenterede: »Dette er en lettelse for hele verden. Det er præcis, hvad Dr. [Naledi] Pandor krævede på den Internationale Fredskoalitions seneste møde: Hvor er de voksne i lokalet? Det bord [i Riyadh] var fyldt med voksne. Det er meget lovende, at de fandt en måde at løse alle problemer på, som tager hensyn til alle andre, der er berørt af konflikten.«

Udmeldingerne fra begge sider af mødet var meget positive, idet de bekræftede vigtigheden af forholdet mellem USA og Rusland og beskrev de foranstaltninger, som deltagerne var blevet enige om. Disse omfatter udnævnelse af ambassadører og ophævelse af restriktioner på diplomatiske missioner i de to lande; udnævnelse af hold på højt niveau til at indlede drøftelser om en løsning på Ukraine-konflikten; etablering af en dialog om genoptagelse af det økonomiske samarbejde, herunder inden for energi og rumforskning; og forberedelse af et møde mellem USA’s præsident Trump og Ruslands præsident Putin.

Reaktionen fra EU-ledernes »børnebord«, den illegitime ukrainske præsident Zelenskyj og især britisk efterretningsvæsens tænketanke har været total panik. Artikler i den britiske efterretningstjenestes talerør, Royal United Services Institute og Chatham House, opfordrer Storbritannien og Europa generelt til at samle tropperne for at føre krigen mod Rusland helt ned til den sidste ukrainer, eftersom USA ser ud til at trække sig.

Det russiske svar på en sådan barnlig, dog åndsforladt, opførsel har været meget kontant: Det russiske udenrigsministeriums talskvinde, Maria Zakharova, bemærkede den 18. februar, at »russisk-amerikanske kontakter på høje og de højeste niveauer forårsager et sandt hysteri blandt euroatlantiske russofober«, og den russiske permanente repræsentant ved FN, Vassily Nebenzia, sagde, at de europæiske eliter på grund af deres russofobiske og maniske tankegang »ikke duer til at være garanter eller endog mæglere [i Ukraine-krigen]. Vi kan også se det ud fra, hvad der forleden blev sagt af de europæiske deltagere i sikkerhedskonferencen i München – deres udtalelser var hensynsløse, høgeagtige og virkelighedsfjerne.«

Russiske embedsmænd har også gjort det meget klart, at de ikke vil droppe spørgsmålet om, hvad de ser som de vigtigste årsager til konflikten: intentionen om at trække Ukraine ind i NATO, manglen på sikkerhedsgarantier for Rusland og vestlig støtte til nazistiske elementer i det ukrainske regime.

Udviklingen i Riyadh har åbnet en bred kløft mellem den retning, verden kan tage med samarbejde mellem suveræne nationer for fred, og det huleboagtige system med krig og imperier, der har domineret indtil nu.

Som Helga Zepp-LaRouche har understreget mange gange, må vi for virkelig at vinde freden overvinde geopolitikken og gå ind i et nyt paradigme med win-win-samarbejde mellem suveræne nationer, som arbejder sammen for at fremme menneskehedens interesser som helhed. De ændringer, der fører til en løsning på Ukraine-konflikten, kan åbne døren for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for verden, som Zepp-LaRouche efterlyser i sin erklæring: »Ti principper for en ny international sikkerheds- og Udviklingsarkitektur«:

»Det nye paradigme, som vil være karakteristisk for den nye epoke, og som den nye globale sikkerheds- og udviklingsarkitektur skal rettes mod, må derfor eliminere det oligarkiske begreb for altid og fortsætte med at organisere den politiske orden på en sådan måde, at menneskehedens sande karakter, som den kreative art, kan realiseres.«

Vi har en åbning nu: Grib den!

Foto: Russian Foreign Ministry

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 17. februar 2025

Fremtiden er ikke nødvendigvis fastlagt, men det er helt sikkert, at vi befinder os ved afslutningen af den såkaldte »regelbaserede orden« efter Den kolde Krig. I spidsen for mange manifestationer, herunder tårerne fra den afgående formand for Sikkerhedsrådet i München i går, står mødet tirsdag den 18. februar i Riyadh mellem den amerikanske udenrigsminister og den russiske udenrigsminister for at genetablere regelmæssige forbindelser mellem disse magter og for at konferere om at afslutte krigsførelsen i Ukraine. Disse samtaler følger op på telefonsamtalen den 12. februar mellem præsident Trump og præsident Putin. I Riyadh står udenrigsminister Sergej Lavrov i spidsen for den russiske delegation, som også omfatter Putins udenrigspolitiske rådgiver Juri Ushakov. USA’s udenrigsminister Marco Rubio leder den amerikanske delegation, som også omfatter den nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz og mellemøstudsendingen Steve Witkoff. Drøftelserne vil »primært fokusere på at genoprette hele komplekset af russisk-amerikanske relationer. De vil også omhandle forberedelsen af mulige forhandlinger om den ukrainske løsning og tilrettelæggelsen af et møde mellem de to præsidenter,« sagde Kremls talsmand Dmitry Peskov i dag.

Ukraine og de europæiske nationer er ikke involveret i mødet i Riyadh, hvilket de har udtrykt stor utilfredshed med. Lederne af et udvalgt antal af dem mødtes sammen med NATO’s generalsekretær Mark Rutte til et krisemøde om Ukraine i Paris i dag, som den franske præsident Emmanuel Macron havde indkaldt til i går.

Lavrov sagde om spørgsmålet om at mødes med USA uden Europa, før han tog af sted til Saudi-Arabien i dag: »Jeg ved ikke, hvad de [europæiske embedsmænd] ville foretage sig ved forhandlingsbordet … hvis de vil sidde ved forhandlingsbordet med det formål at fortsætte krigen, hvorfor så invitere dem med?«

Der er også bemærkelsesværdige bevægelser i Sydvestasien og Nordafrika. Den Arabiske Liga meddelte i går, at de udvider antallet af nationer, der deltager i deres kommende møde i Kairo, for at støtte genopbygningen af Gaza og for at modsætte sig Trumps »Riviera«-plan om at fordrive palæstinenserne. Mødedatoen er blevet rykket fra den 27. februar til begyndelsen af marts for at give plads til de nye deltagere, som f.eks. omfatter de seks nationer i Golfens Samarbejdsråd. Egypten planlægger i de kommende dage at udsende sin oversigtsplan for opbygning af infrastruktur og andet arbejde i Gaza.

Før denne regionale konference i Cairo er Saudi-Arabien vært for et møde fredag den 21. februar (ændret fra den 20. februar) for at konferere om samme emne blandt en mindre G20-gruppe af nationer.

I mellemtiden er der tiltag for at opretholde fase 1 af våbenhvilen i Gaza og forberede sig på fase 2. Det forlyder, at en israelsk delegation tager til Kairo i dag for at drøfte fortsættelsen af fase 1 og forberedelserne til fase 2. Dette skete efter et telefonopkald i weekenden fra USA’s mellemøstudsending, Steve Witkoff, til premierminister Netanyahu og Witkoffs beretning om opkaldet på Fox News Sunday, som ser ud til at have fået Netanyahu til at give efter på en eller anden måde.

I centrum for alt dette hastige diplomati, med den afgørende etablering af forholdet mellem USA og Rusland, er spørgsmålet om indholdet af dialogen og opfattelser af økonomisk udvikling nu og i fremtiden.

Schiller Instituttets leder Helga Zepp-LaRouche gentog i dag, at der ikke kan findes en kur mod problemerne og kriserne uden at indføre en ny arkitektur for sikkerhed og gensidige fordele, og det kan ikke gøres uden at slippe af med geopolitikken. Oase-planen, som blev fremlagt for årtier siden af Lyndon LaRouche, er udtryk for dette perspektiv.

Zepp-LaRouche henviste folk til diskussionen den 14. februar i Den Internationale Fredskoalition som en »gennembruds«-dialog om emnet. Dr. Naledi Pandor, tidligere minister for internationale anliggender og samarbejde, talte om Oase-planen som en mulighed for en ny måde at betragte verden på. I løbet af diskussionen fremhævede Dr. Pandor f.eks. perspektivet i Den Afrikanske Unions »Agenda 2063« for det afrikanske kontinent som værende i tråd med principperne i Oase-planen. Pandor var medvirkende til, at Den Afrikanske Union iværksatte Agenda 2063 for kontinentet. Det 50-årige udviklingsperspektiv startede officielt i januar 2015, kendt som »The Africa We Want in 2063«. Planen har flere spor af mål, f.eks. landbrug, industri, transport og så videre.

Samme dag som Dr. Pandor talte på IPC, afholdt Den Afrikanske Union sit todages årlige topmøde i Addis Abeba med deltagelse af mere end 50 nationer. Det er her, man gennemgår fremskridtene i forhold til et eller andet mål i AU’s Agenda 2063 i løbet af det seneste år. Sidste år var vigtigt diplomatisk set for Den Afrikanske Union, da den indtog sin plads i styrkelsen af den Globale Majoritet, idet Den Afrikanske Union blev medlem af G20-gruppen. Sydafrika er formand for G20 i 2025 og vil være vært for det første ministermøde i G20 den 20.-21. februar i Johannesburg, hvor udviklingen af hele Afrika sandsynligvis vil være på dagsordenen. Den amerikanske udenrigsminister Rubio har fornærmende meddelt, at han ikke vil deltage, hvilket er i tråd med det brud, som den kommende Trump-administration har forårsaget med Sydafrika i de seneste dage. USA vil gøre klogt i hurtigt at genoverveje dette såvel som sin holdning til Gaza.

I denne forbindelse gentog Zepp-LaRouche en grundlæggende pointe i dag. Den krise, vi står over for, er ikke kun af militær, strategisk, finansiel og lignende karakter, men det er et kulturelt og moralsk sammenbrud. En velfungerende regering har til opgave at frigøre folks kreativitet til glæde og produktivitet for at sørge for det fælles bedste. Tænk på Oase-planens tilgang på denne måde.

Foto: UN Photo/Cia Pak, CC/Gage Skidmore

af Dennis Speed (EIRNS) – 16. februar 2025

Mens bølgerne fortsat går højt med hensyn til sidste uges telefonsamtale mellem Trump og Putin, udtalelserne fra den amerikanske forsvarsminister Pete Hegseth, og ikke mindst den tale, som vicepræsident J.D. Vance holdt i München – den 14. februar lød overskriften på onlinepublikationen Foreign Policy: «Vance Leaves Europe Gobsmacked« (Vance forlader Europa lamslået) – er udvekslingen mellem den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov og udenrigsminister Marc Rubio blevet noget underrapporteret. Ruslands udlægning indledes med: »Den 15. februar havde udenrigsminister Sergej Lavrov på amerikansk initiativ en telefonsamtale med USA’s udenrigsminister Marco Rubio« . Derefter står der følgende: »Med udgangspunkt i telefonsamtalen den 12. februar mellem Ruslands og USA’s præsidenter blev de to udenrigsministre enige om at opretholde en åben kommunikationskanal for at løse langvarige problemer i de russisk-amerikanske relationer. Deres mål er at fjerne ensidige barrierer, der er arvet fra den tidligere amerikanske regering, og som har forhindret et gensidigt fordelagtigt handels-, økonomi- og investeringssamarbejde.«

Antyder dette en mulig ny retning for Trump-administrationen med hensyn til sanktionspolitikken mod Rusland, som den daværende franske finansminister Bruno de la Maire i februar 2022 karakteriserede som »finansiel atomkrig«? »Vi vil ramme hjertet af det russiske system, vi vil ramme Vladimir Putin, vi vil ramme oligarkerne, men vi vil også ramme hele den russiske økonomi,« sagde han dengang. Er den vanvittige, uduelige politik, som Ursula von der Leyen og andre russofober stadig er fortalere for, ved at blive ændret af USA?

Der er meget mere at sige om Rusland, men denne passage har fanget analytikernes opmærksomhed, fordi de er fascinerede af dens konsekvenser. Uanset om en sådan ændring er ved at ske eller ej, er en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvis den forfægtes af det, som Dr. Naledi Pandor, tidligere sydafrikansk minister for internationale relationer og samarbejde, kaldte »de voksne i rummet« på møde nr. 89 i Den Internationale Fredskoalition i fredags, den 15. februar, både særdeles sandsynlig, nødvendig og i stigende grad ønsket af de fleste af verdens nationer.

En analytiker, Alexander Mercouris, har antydet, at tingene måske er på vej i den retning. »Så europæerne, som allerede er rasende og vrede og meget oprørte over alt det der sker, må nu forberede sig på, at amerikanerne og russerne tager skridt til en fuldstændig normalisering af forholdet; til at genoprette det, russerne kalder en respektfuld og konstruktiv dialog, så Putin og Trump kan nærme sig et topmøde, og til at amerikanerne helt ophæver sanktionerne mod Rusland og vender tilbage til normale kommercielle og handelsmæssige relationer, hvor amerikanske forretninger og virksomheder vender tilbage til Rusland for at gøre forretninger der.« Måske lidt for optimistisk, men tænkeligt, hvis »de voksne i rummet« sejrede.

Dr. Pandor foreslog, at Schiller Instituttet skulle hjælpe med denne opgave. »Så vi har brug for voksne. Vi har brug for ledere. Jeg har endnu ikke været i stand til at identificere, hvem der er lederne. Så jeg tror, at Schiller Instituttet sammen med andre organisationer med lignende styrke kunne begynde at påtage sig den lederrolle, primært med henblik på at indkalde, indlede samtaler og udvikle en dagsorden.«

Ikke kun voksne, men kloge mænd og kvinder, organiseret i et Fornuftens Råd, er, hvad verden har brug for i dette øjeblik. Og de behøver ikke alle at være i live for at spille en lige så vigtig rolle nu, som de gjorde engang. Man bør huske, at tidligere præsident Dwight Eisenhower foreslog, at tre afsaltningsanlæg, et i Israel, et i Jordan og et i Egypten, i fællesskab kunne reproducere ferskvandsmængden i Jordan-floden. Han så det som en måde, hvorpå man umiddelbart efter den arabisk-israelske krig i juni 1967 kunne erstatte alle de trættende politiske løsninger, der var kommet før. Han sagde: »Formålet med at bygge store atomare afsaltningsstationer i den urolige region er ikke kun at bringe store tørre områder i produktion og levere nyttigt arbejde til hundredtusinder af mennesker, men forhåbentlig også at fremme fred i et dybt uroligt område af verden gennem et nyt samarbejdsprojekt mellem nationer. Jeg er optimistisk nok til at tro, at forslaget, når det gennemføres – som det helt sikkert vil blive en dag – meget vel kan lykkes med at bringe stabilitet til en region, hvor endeløse politiske forhandlinger har slået fejl….«

Da den saudiske prins Turki Al-Faisal blev spurgt om Trump-planen for Gaza, sagde han til en journalist uden for mødet på sikkerhedskonferencen i München: “Jeg ville ønske, at amerikanerne også ville huske på, at før den 7. oktober [2023] og siden den 7. oktober var de mennesker, der døde oftest, palæstinenserne, ( på grund af) amerikanske våben. Så hvis der skal være en quid pro quo– amerikanere døde, og palæstinensere døde og så videre – vil vi aldrig kunne afslutte situationen og nå frem til en endelig løsning. Jeg synes, vi skal se fremad. Nu ligger den 7. oktober bag os. Nu må vi se fremad. Trumps plan sælger ikke nogen steder. Så alternativet er enten at gå tilbage til det arabiske fredsinitiativ, eller de kan overveje at lave Gaza i stil med Marshall-planen i Europa efter Anden Verdenskrig. USA genopbyggede et helt kontinent, for slet ikke at tale om denne lille stribe af Gaza, mens befolkningen blev boende. De flyttede ikke europæerne ud af Europa for at kunne gøre det. Så de kan sagtens gøre det i Gaza.«

Prins Turki og mange andre er nødt til at gå videre end den fortærskede, men stort set præcise henvisning, som mange gør, til en »Marshall-plan«. Økonomen, statsmanden og »den kloge mand« Lyndon LaRouche leverede det, som prinsen, præsidenten og verden har brug for, i sin Oase-plan. Den blev udarbejdet i detaljer – også for Saudi-Arabien selv. Her er en passage fra hans »Saudi Arabia in the Year 2023«:

»Der er hovedsageligt tre teknologiske midler, der kræves til dette generelle program for absolut og kvalitativ forøgelse af ferskvandsgennemstrømningen i de tørre regioner (i Sydvestasien). For det første, rigelige, billige energiforsyninger, i et omfang og med en kvalitet, der ikke er tilgængelig, undtagen med afhængighed af atomkraft og relaterede teknologier. For det andet, udvikling under overskriften kvalitative fremskridt i relativistisk fysik, for at gøre den nødvendige udvikling og økonomiske anvendelse af atomare teknologier effektiv. For det tredje, brugen af storstilet udvikling af plantevækst til at skabe det klimatologiske grundlag for nye vejrsystemer, hvorigennem en stor del af ferskvandsforsyningen til hver del af hele regionen genvindes som nedbør i samme og tilstødende regioner.

»Denne erobring af ørkenen vil være en lang udviklingsproces. I det små vil omdannelsen af halvbeboelige til beboelige regioner centrere sig omkring nye byer, der etableres i centrum af store kunstvandede områder med landbrugsudvikling, som det program der gennemføres i Egypten og Sudan. Ørkenens gule sand vil blive omdannet til brun og derefter frugtbar sort jord ved hjælp af moderne kunstvanding og andre agronomiske metoder. Samtidig vil muligheden for vedvarende at etablere sådanne succesfulde arabiske kolonier i ørkenen afhænge af storstilede tekniske programmer for vandforvaltning, herunder omfattende afsaltning, og andre storstilede infrastrukturelle foranstaltninger. Så den arabiske verden som helhed vil gøre fremskridt, drage fordel år for år i nutiden og fortsætte mod den store generelle transformation, som vil være det langsigtede resultat af sådanne målrettede kortsigtede fremskridt.«

LaRouche skrev dette forslag for 42 år siden, i 1983, til dette øjeblik.

LaRouches vise ord og sådanne kloge kvinder og mænd, både levende og udødelige, kan vejlede vores hurtige skift væk fra det atomare helvedes afgrund til Skærsildens rimeligt sikre kyst. Der kan vi i anger over menneskehedens vanvittige pubertet, hvor »atomkrig giver mening«, afvise vores vanvid og danne Fornuftens Råd, hvis opgave det må være at trække så mange voksne ind i lokalet som muligt – og dette er øjeblikket til at gøre det.

Billede: Paul Kagame, Flickr

Ikke korrekturlæst

af Megan Dobrodt (EIRNS) – 15. februar 2025

Der er noget, der hedder naturlov – ikke den positive lov i en regelbaseret orden, men en vidende, sandfærdig naturlig orden, som manifesterer sig i retfærdighed, godhed og universelt fremskridt. Naturloven, som vi hele tiden må perfektionere vores forståelse af, er det eneste virkeligt vellykkede og universelle grundlag for organiseringen af menneskelige anliggender. Det er dette princip, der støtter Sydafrikas tidligere minister for internationale relationer og samarbejde, Naledi Pandor, i hendes bemærkninger til Den Internationale Fredskoalitions møde den 14. februar om, at »vi kan være frie sammen«.

Overtrædelsen af naturloven er årsagen til den meget tydelige kendsgerning, at den gamle koloniale orden er ved at bryde sammen. Det fremgik senest af tumulten i og omkring sikkerhedskonferencen i München den 14.-16. februar. Ikke alene er europæiske embedsmænd gået i selvsving over den amerikanske vicepræsident Vances tale, hvor han kritiserede EU-regeringernes åbenlyse hykleri, men endnu vigtigere er det, at NATO’s krigspolitik er død, idet de samme embedsmænd rystede på hånden over den meget sandsynlige udsigt til en fredelig løsning på konflikten i Ukraine – uden at Europa og NATO kontrollerede udfaldet. Drøftelserne mellem de relevante parter fortsætter, og den tyske forsvarsminister Boris Pistorius bemærkede ulykkeligt, at hvis EU bliver udelukket fra forhandlingsbordet, »kan dette vise sig at være et historisk, afgørende øjeblik for de transatlantiske relationer, hvorefter vi risikerer at gå forskellige veje.«

Selvom en anden vej end NATO’s krigssti er absolut påkrævet, og en afslutning på Ukraine-konflikten nødvendig, vil det ikke i sig selv skabe fred. Som Helga Zepp-LaRouche skitserede i sine afsluttende bemærkninger til mødet i Den Internationale Fredskoalition (IPC) den 14. februar, vil der kun komme en løsning, hvis vi kan overvinde den geopolitiske tænknings sygdom: »[V]i er nødt til at gøre en ende på geopolitik. Geopolitik er efter min mening den alvorligste hjernesygdom, jeg kan komme i tanke om. Så længe man tror, at man er nødt til at have en fjende, at man er nødt til at opdele folk i fjender og venner, kommer vi ikke ud af denne fælde. Vi er nødt til at lære folk at tage springet og tænke på menneskeheden først, før man tænker på sine nationale interesser. Hvis vi kan tage det spring, så tror jeg, at vi sagtens kan løse alle problemerne.”

Denne tankegang skal omgående anvendes på situationen i Sydvestasien. Der er planlagt en række konferencer og diskussioner i løbet af de næste uger under ledelse af Egypten, Saudi-Arabien og andre regionale partnere for at finde en løsning for Gaza; til disse og andre lignende møder skal der fremlægges løsningsforslag til drøftelse, som tilgodeser alle involverede parters interesser og forvandler en fastlåst og umulig situation til en situation, hvor der skabes hidtil ikke-eksisterende veje fremad. Oase-planens udsigter til økonomisk udvikling kunne gøre netop det. Hvis det sker, kan Gaza og Sydvestasien generelt blive en model for dannelsen af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for verden, som tilgodeser alle nationers og alle menneskers interesser.

Men kan det fungere? Helga Zepp-LaRouche opfordrede IPC-deltagerne: »Jeg mener ikke, at man skal lade sig afskrække af fortidens problemer. Jeg tror, at vi befinder os i en så tektonisk forandring af alting, at der opstår nye åbninger.«

Zepp-LaRouche sagde i sin åbningstale: »Når man ser på dette billede … og i betragtning af, at den gamle orden er ved at bryde sammen – selv om den nye orden endnu ikke har taget form – mener jeg, at det er ekstremt påtrængende, at vi sammen med Den Internationale Fredskoalition og alle relaterede kræfter forsøger at lægge et nyt paradigme for dagen. Som jeg har sagt mange gange før … kan alle verdens problemer kun løses effektivt, hvis man bliver enige om en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til interesserne i hvert enkelt land på planeten, i traditionen fra Den Westfalske Fred.«

Foto: Credit UN Photo/Evan Schneider

Ikke korrekturlæst

[HZL] [NP] [ssu]
14. februar 2025 (EIRNS) – [Det følgende er bemærkningerne fra både Helga Zepp-LaRouche og H.E. Dr. Naledi Pandor i den rækkefølge, de forekommer, men uden de andre samtalepartnere imellem].

ANASTASIA BATTLE: Jeg byder alle, nye som gamle, velkommen til Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 89. møde i træk. Jeg vil gerne byde jer alle sammen velkommen til denne særlige diskussion i dag. Mit navn er Anastasia Battle; jeg vil være jeres ordstyrer sammen med Dennis Small og Dennis Speed. Som jeg gerne vil minde alle om, skabte vi dette forum for 89 uger siden for at forene fredsbevægelsen over hele verden. Uanset hvilken ideologi du kommer fra, er du velkommen her, hvis du går ind for ægte fred. Hvis vi vil nå dette mål, er vi nødt til at forene så mange mennesker som muligt på planeten for at få det til at ske.

Vi har en fremragende række af ledere i dag. Det er noget helt særligt. Her er dagsordenen: Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet; Hendes Excellence Dr. Naledi Pandor, tidligere minister for internationale relationer og samarbejde i Sydafrika; tidligere præsident i Guyana, Donald Ramotar; og repræsentant for Eisenhower Media Network Dennis Fritz. Jeg vil også gerne rette en særlig tak til Sydafrikas ambassadør i Mexico, Hendes Excellence Beryl Sisulu, for at deltage i samtalen i dag.

Til at starte med vil jeg gerne give ordet til Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet, som vil introducere diskussionen. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest vil jeg gerne sige velkommen til jer alle sammen. Det er naturligvis en særlig ære, at vi i dag har besøg af Dr. Naledi Pandor, som helt klart er en af de fremtrædende ledere fra det Globale Syd – som er den Globale Majoritet – hvis stemme skal blive meget stærkere, hvis verden nogensinde skal nå frem til en fredelig orden. Så jeg vil gerne byde dig særligt velkommen, men naturligvis også alle de andre prominente talere.

Jeg tror, at vi befinder os i den mest dramatiske tidsændring, en ændring af en epoke, som på den ene side er fyldt med utrolige farer – og faren for en global atomkrig er stadig ikke helt af bordet. Men på den anden side tror jeg absolut, at der er håb om, at hvis vi forener vores kræfter, kan vi flytte menneskeheden ind i en bedre æra med et nyt paradigme. Hele verden reagerer lige nu tydeligvis på den omvæltning, som valget af præsident Trump har medført. Ved at foretage et telefonopkald sammen med præsident Putin har han – i det mindste i den transatlantiske verden – forårsaget et fuldstændigt jordskælv og freak-outs og nervøsitet af hidtil usete dimensioner. Men jeg synes, at en del af det, han gør, er ekstremt lovende, og det repræsenterer et ægte gennembrud.

Ifølge den russiske talsmand Peskov er et møde mellem Trump og Putin aftalt og under forberedelse på kort sigt. Stedet er endnu ikke afgjort, men han sagde, at der er meget at tale om. Trump har allerede sagt, at han ønsker at genstarte forhandlingerne om kontrol med atomvåben med Rusland og Kina. Dette blev bredt rapporteret af de kinesiske medier, og den kinesiske talsmand sagde, at USA burde gå foran ved at være et eksempel på atomnedrustning, da USA og Rusland har de største atomarsenaler. På den måde kan andre lande følge efter. Han sagde også, at han har en plan for at løse krisen i Ukraine ved at forsikre Rusland om, at Ukraine ikke kan blive medlem af NATO, og på den måde tage fat på en af de vigtigste årsager til krigen. Han sagde også, at Ukraine ikke kan forvente at have det samme territorium og de samme grænser som før 2014. Han sagde også, at Biden-administrationen fremprovokerede konflikten. Han sagde også, at han stoler på Putin. Han tror, at Putin ønsker fred, og han ønsker, at Rusland kommer tilbage i G8.

Så for det første er det et meget velkomment brud med den tidligere politik. Hvis man ser på de britiske medier, er de helt ude af den og hysteriske og siger, at Trump har solgt Ukraine, og at det er eftergivenhed. Så de kan ikke forlige sig med det. Det er klart, at det rammer sikkerhedskonferencen i München, som starter i dag, som et lyn.

Den anden store krise, som vi er ekstremt bekymrede over, er det, der sker i Mellemøsten. Her var præsident Trumps første bemærkninger ret forfærdelige; da han foreslog at omdanne Gaza til en ny, smuk riviera, skulle alle palæstinenserne dog flyttes til Jordan, Egypten og andre lande, hvilket naturligvis er helt uacceptabelt for palæstinenserne og det meste af verden med dem.

Vi gik straks i gang med en mobilisering og sagde, at vi nu må aktivere oase-planen, for man er nødt til at have en tostatsløsning, men i betragtning af ødelæggelserne i Gaza og også på Vestbredden er man absolut nødt til at kombinere det med en økonomisk udviklingsplan. Da Trump fik besøg af kong Abdullah II af Jordan, gentog han sit forslag om at forflytte alle palæstinenserne, hvilket kong Abdullah ikke umiddelbart imødegik, men sad stille og roligt. Men efter mødet udsendte han en erklæring om, at hvis USA forsøgte at gøre det, ville Jordan erklære krig mod Israel. Det er meget indlysende, for allerede nu er 60 % af den jordanske befolkning palæstinensere, og det ville true med at destabilisere ikke bare kongeriget Jordan, men også, hvis en sådan politik blev accepteret, ville det være en trussel mod stabiliteten i hvert eneste land i regionen. De andre berørte lande – især Egypten – er heller ikke enige i denne plan. De afviste den ligesom alle andre arabiske naboer. Egypten afholder nu den 17. februar, om tre dage, en konference i Cairo om en alternativ plan. Denne plan er meget god; den foreslår genopbygning af Gaza, men med palæstinenserne tilbage i deres hjemland. Vi synes, det er et skridt i den rigtige retning, men jeg vil komme ind på, hvad jeg mener, der er brug for om lidt.

De NATO-allierede sikkerhedsfolk i verden, eller i store dele af verden, mødes lige nu i München til en tredages konference. Jeg vil gerne sige, at den såkaldte »{Wehrkundetagung}«, som er det navn, sikkerhedskonferencen i München plejede at have, da Ewald von Kleist og Horst Teltschik var lederne. På det tidspunkt var det et forum for en reel dialog mellem nationer om sikkerhedsproblemer i deres lande og relaterede spørgsmål. Men desværre er sikkerhedskonferencen i München, efter at Horst Teltschiks efterfølgere tog over, blevet til en PR-begivenhed for NATO og det militærindustrielle kompleks. Så lige nu er disse mennesker – europæere af forskellig slags, som de har inviteret for første gang, vigtige talere fra det Globale Syd, ikke første gang, men mere vægt på dem denne gang – i fuldstændig opløsning, fordi de har indset, at den gamle liberale orden er ved at gå i opløsning. Med Trumps ankomst til Det Hvide Hus er det slut med deres såkaldte regelbaserede orden. Naturligvis er der stor opstandelse over, at præsident Trump lukkede USAID, som havde et budget på 40-60 milliarder dollars om året; og ud over såkaldt humanitær bistand var det det vigtigste redskab for USA’s såkaldte bløde magt, som med ikke så pæne ord betød politisk destabilisering, manipulationer, farvede revolutioner og lignende. De mennesker, der brugte disse værktøjer til at opretholde deres regelbaserede orden, er nu i vildrede over, at den er afbrudt. Men det er meget godt.

J.D. Vance, USA’s vicepræsident, har lige talt på München-konferencen for en time siden. Han gav europæerne en lektion i demokrati ved at sige, at problemet med europæerne er, at de er bange for vælgerne. Han opfordrede dem til ikke længere at udstøde valgte oppositioner, som er udbredt over hele Europa lige nu.

Når man ser på dette billede, som helt klart er involveret, og i betragtning af at den gamle orden er ved at bryde sammen – selv om den nye orden endnu ikke har taget form – mener jeg, at det er ekstremt påtrængende, at vi sammen med Den Internationale Fredskoalition og alle relaterede kræfter forsøger at lægge et nyt paradigme på bordet. Som jeg har sagt mange gange før, mener jeg, at alle verdens problemer kun kan løses effektivt, hvis man bliver enige om en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til alle verdens landes interesser, i traditionen fra Den Westfalske Fred. For konklusionen på den fred var, at medmindre man tager hensyn til alle andres interesser, er fred umulig.

Så det betyder for Mellemøsten, som lige nu er det mest påtrængende spørgsmål, at vi skal kæmpe for at få kombinationen af en arabisk fredsplan, som den fremmes af Egypten og andre arabiske lande, men med den tilføjelse, at tostatsløsningen skal omfatte en Oase-plan. Kun hvis man har et bredt udviklingsperspektiv for hele Mellemøsten – ikke bare Israel og Palæstina, men for alle de lande, der er blevet ødelagt af tidligere interventionskrige, som Syrien, Irak, Afghanistan, Yemen og mange andre lande i regionen: De har brug for udvikling hurtigst muligt og Oase-planen, som foreslår at skabe nye store mængder ferskvand gennem kanaler, kunstvandingssystemer og store mængder havvand, der skal afsaltes ved hjælp af atomkraft, som grundlag for infrastruktur og industriel udvikling af hele denne region, som lige nu overvejende er en ørken. Det umiddelbare spørgsmål er naturligvis, at den humanitære hjælp skal ind i Gaza, for folk dør, mens vi taler her. Men hele denne pakke skal sættes på dagsordenen under ét, hvis den skal lykkes.
Dette er mine indledende bemærkninger, og jeg giver ordet tilbage til dig, Anastasia.

BATTLE: På vegne af Den Internationale Fredskoalition vil jeg gerne takke Hendes Excellence Naledi Pandor for at slutte sig til os. Hun er tidligere minister for internationale relationer og samarbejde i Sydafrika og har været en helt fantastisk ledende stemme for fred og retfærdighed i verden. Mange tak, Deres Excellence, fordi De kom. Værsgo at gå i gang.

H.E. DR. NALEDI PANDOR: Mange tak for invitationen til at deltage i jeres drøftelser. Jeg mener, at de er meget vigtige. Jeg synes, at oase-planen præsenterer en række meget nyttige forslag, som de stridende grupperinger kan se på som grundlag for yderligere diskussioner. Fra vores egen erfaring i Sydafrika, hvor vi for 30 år siden blev enige om at indlede forhandlinger med dem, der havde undertrykt os i mange, mange årtier, ved vi, at når man først sidder ved bordet, er det de tidligere undertrykte, der skal afgøre, hvilken fremtid de gerne vil se. Og derfor er det meget vigtigt, at vi aldrig antager noget på vegne af dem, der har det svært. Og vi er nødt til at finde måder at få deres synspunkter på bordet for at sikre, at uanset hvilket resultat vi når frem til, så er det et, der har legitimitet i form af støtte fra de tidligere undertrykte. Så selv om jeg grundlæggende er enig i, at en central del af det, der skal tages fat på, når vi går ind i fremtiden, er spørgsmålet om genopbygningen af det område, hvor det palæstinensiske folk bor, mener jeg, at det er bydende nødvendigt at engagere det palæstinensiske folk: deres ledelse, deres civilsamfund og spørge dem: »Hvordan ser man fremtiden?« Og selvfølgelig er »fjenden« (i anførselstegn), som vi plejede at kalde vores undertrykker, det, de mener at tale til, folket og især Israels regering samt de allierede, der har støttet Israel så kraftigt i dets undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Så vi er nødt til at se på, hvordan vi gennem Den Internationale Fredskoalition kan samle disse grupperinger og faktisk få dem til at give os en fornemmelse af, hvilken slags fremtid de forestiller sig.

Jeg vil gerne antyde, at hvis den fremtid omfatter vedvarende fornægtelse af menneskerettigheder, vedvarende fornægtelse af frihed, manglende respekt for suverænitet, så er det ikke noget grundlag for en politisk løsning. Så der er visse, tror jeg, nøgleaftaler, som er nødt til at være et accepteret grundlag. Jeg bifalder tanken om en tostatsløsning. Det har været den holdning, som vi alle har støttet, flertallet af os, i FN’s Generalforsamling. Men tostatsløsningen, som vi forestillede os den, da resolutionen først blev vedtaget, har ændret sig fundamentalt i forhold til, hvad der eksisterede på det tidspunkt. Det øgede antal israelske bosættelser har gjort det usandsynligt, at man kan have et suverænt palæstinensisk territorium. Det kan kun opnås, hvis der er enighed om, at de personer, der har besat palæstinensisk territorium, skal genbosættes på anden jord. Du har set i det sidste halvandet års konflikt mod Gaza, at temperaturen er så høj, at fjendtligheden endda mellem almindelige civile er af så ekstrem karakter, at det bliver meget, meget svært at få en diskussion – en rationel, meget omhyggeligt konstrueret diskussion – i gang. Bosætterne er endda gået så langt som til at angribe lastbiler med humanitær hjælp og dræbe civile palæstinensere. Så det er gået langt ud over Israels tidligere væbnede styrker. Desuden må Hamas og andre grupperinger i Palæstina acceptere, at der skal findes en løsning mellem de to, og at man ikke kan ødelægge den ene eller den anden.

Så jeg tror, at de internationale fredsprocesser kunne begynde at etablere koalitioner gennem en række nøglesamtaler. Den første ville være at teste sandsynligheden for et engagement mellem israelere og palæstinensere. Vi er nødt til at forstå, om palæstinenserne er klar til at sidde omkring et bord, hvor der også sidder repræsentanter for Israel? Er israelerne på samme måde klar til at sidde med ved det bord? Hvad ville være de vigtigste spørgsmål, der skulle tages op ved det bord? Og hvem kunne være de ærlige samtalepartnere, som man ville have tillid til kunne facilitere en meget kompleks proces af denne art? Jeg tror, der skal gøres et stort stykke arbejde.

Jeg tror også, at vi befinder os i en meget farlig tid, fordi vi taler gennem overskrifter snarere end gennem rationalitet. Så vi har brug for lederskab. Vi er nødt til at finde en måde, gennem Schiller Instituttet, at identificere, hvem der er de voksne i rummet. Hvem kan rent faktisk leve uden at være på en overskrift hver dag? Hvem er klar til at engagere sig på en seriøs måde for rent faktisk at løse verdens problemer? Det er ikke godt for kloden, at USA og Kina går i kødet på hinanden med handelsaftaler. Det skader vores mindre økonomier og gavner slet ikke verden. Så vi har brug for voksne. Vi har brug for ledere. Jeg har endnu ikke været i stand til at identificere, hvem der er lederne. Så jeg tror, at Schiller Instituttet sammen med andre organisationer med lignende styrke kunne begynde at påtage sig den lederrolle, primært med henblik på at indkalde, indlede samtaler og udvikle en dagsorden.

Jeg tror, at der er ledere i Syd, som kunne spille en rolle. Du ved, at Sydafrika har været et af emnerne for en nylig bekendtgørelse fra USA’s præsident. Vi mener, at der har været en hel del misrepræsentation af vores politik og vores politiske intentioner, og endda de mennesker, som præsident Trump har tilbudt tilflugt i Amerika, har sagt, at de ikke har noget ønske om at forlade deres land, Sydafrika. Så der er helt klart misinformation derude, og denne bekendtgørelse blev underskrevet uden ordentlig research, uden konsultation med den sydafrikanske regering, og den har virkelig sat os i et meget negativt lys, helt unødvendigt.

Derfor vender jeg tilbage til mit synspunkt om, at vi har brug for voksne i lokalet. Og måske kunne Den Internationale Fredskoalition begynde en række møder med forskellige grupperinger med henblik på at nå frem til den større globale konsultation, hvor vi så kunne begynde at udvikle en dagsorden, der gør det muligt for os at tage fat på de nøgleproblemer, der påvirker kloden og forårsager den uorden, vi er vidne til i øjeblikket.

Når vi taler om Mellemøsten, må vi også nævne Sahel i Afrika, vi bør nævne Sudan, som er under stort pres, samt meget fattige afrikanske lande, som bærer en betydelig byrde af flygtninge og fordrevne personer, men som ikke får megen opmærksomhed fra verden eller kommentarer til deres situation.

Så der er meget at gøre for os, og jeg ser frem til, at Den Internationale Fredskoalition identificerer disse mennesker, som jeg kalder »voksne«, og overtaler dem sammen med andre organisationer. Så det første skridt er, at vi etablerer en global fredskoalition; og så arbejder vi os igennem den og bliver mere ambitiøse, indtil vi når frem til et punkt, hvor et af de kritiske spørgsmål, vi ønsker at tage op – som jeg mener har førsteprioritet, er konflikten i Mellemøsten – virkelig får fokuseret opmærksomhed, og vi forsøger gennem vores forskellige ressourcer at nå frem til en løsning.

Jeg vil gerne have, at FN også bliver involveret. Jeg mener, at der i de sidste par år har været et ægte og ret ondsindet forsøg på at mindske FN’s status som den førende multilaterale institution. Og derfor mener jeg, at uanset hvad vi gør, bør vi ikke bekræfte den hensigt, men tillade FN, som er vores globale organ, at indtage sin plads i støtten til løsningen af globale problemer.

Så jeg vil holde en pause på det punkt. Lad mig slutte af med at sige, at selvom jeg er enig i, at dette øjeblik giver Syd mulighed for at komme til sin ret, så er Syd ikke en sammenhængende, koordineret politisk formation. Endda inden for BRIKS er der forskellige filosofiske orienteringer, forskellige økonomiske styrker. Så selv om der er fælles perspektiver og mål, er det vanskeligt og måske ikke nyttigt at forestille sig Syd som en koordineret, sammenhængende politisk formation. Men det er en nyttig ramme, som vi kan trække på.
Mange tak skal du have. Jeg håber, jeg har givet mening. Jeg håber, det gav mening.

ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest vil jeg gerne takke Dr. Pandor for at have vist IPC-processen, herunder Schiller Instituttet, tillid til at sammensætte den slags indledende grupperinger til at udforske dette. En af dem: Kan vi få israelere og palæstinensere til at acceptere at sætte sig ved samme bord, hvilket vi lige har hørt Dennis Fritz være meget pessimistisk omkring. Og der er faktisk nogle ekstreme bekymringer, for vi er blevet kontaktet af mange palæstinensere, som sagde: »Kan du bringe os sammen med nogle israelere, fordi de nægter at tale med os?« Så vi er godt klar over, at det er svært. Men jeg mener ikke, at man skal lade sig afskrække af fortidens problemer. Jeg tror, at vi befinder os i en så tektonisk forandring af alting, at der opstår nye åbninger. En af dem, som skal udforskes, er, at den nationale sikkerhedsrådgiver Waltz havde sagt, at Trumps forslag om Gazas riviera er det bedste forslag på bordet, men hvis nogen har et bedre forslag, skal de komme frem. Og nu blev dette endda gentaget af udenrigsminister Marco Rubio, som også sagde, at hvis nogen har en bedre plan, bør de komme frem med den.

Jeg tror, det skaber en åbning. I betragtning af, at egypterne har taget føringen ved at foreslå deres version af genopbygningen af Gaza, vil jeg virkelig opfordre alle deltagere i dette panel til at hjælpe os med at fusionere de to bestræbelser – det egyptiske forslag med Oase-planen. For jeg tror, at hvis de arabiske regeringer ville – og jeg ved ikke, om det er et spørgsmål om kommunikation – men det, vi foreslår, er ikke bare – lad mig først sige det negative. Hvis det går galt, er det ikke kun en generel krig i Mellemøsten, der er mulig, men oberst Macgregor, som også er en ekstremt vidende og vigtig analytiker, mener, at en generel krig i Mellemøsten vil finde sted i begyndelsen af marts, og han er også meget pessimistisk. Det kan føre til en atomkrig, for når man først har en generel krig i Mellemøsten – inklusive Iran, et muligt forsøg på at ødelægge Irans atomforskningsfaciliteter – har den potentiale til at komme helt ud af kontrol. Så det er den ene fare.

Den anden er, at hvis der bliver gjort et forsøg på at jage palæstinenserne ud af Gaza og Vestbredden – det er også i gang – vil der være en umiddelbar mulighed for, at 6 millioner nye flygtninge vil strømme til hele regionen, hvilket, som allerede nævnt, kan destabilisere hver eneste regering i Mellemøsten; eller til Europa, som lige nu er ved at blive revet i stykker på grund af det såkaldte »migrant«-spørgsmål, for det er et kompliceret emne. Der var igen en massakre i München i går, og hele landet er i oprør. Migrantspørgsmålet har tydeligvis været et af hovedpunkterne i Trumps beslutning om at bygge en mur mod Mexico. Og igen, jeg tror grundlæggende på, at verden hænger sammen på en sådan måde, at vi alle sidder i samme båd på en måde, som det aldrig er sket i historien før, på grund af atomvåben, på grund af pandemier, på grund af internettet: Vi er virkelig i samme båd, og derfor er man nødt til at søge løsninger, der tager fat på alt på én gang! Derfor kræver vi en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvor hele oase-planen for hele Mellemøsten, regionen fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Golfstaterne, er ét udviklingsområde; hvor ørkenen skal omdannes til landbrug, skovbrug og beboelig jord.

Og håndteringen af migrantspørgsmålet, hvor vi har udgivet en rapport, der siger, at den eneste menneskelige måde at håndtere migrantspørgsmålet på i USA og Europa er, at de europæiske lande og USA skal gå sammen med BRIKS om at udvikle de lande, hvor flygtningene kommer fra. For de flygter ikke og risikerer deres liv for sjov, men fordi de ikke har noget at leve af. Så genopbygningen af Mellemøsten som et fælles projekt for Europa, for USA, hånd i hånd med BRIKS, er vejen til at løse alle problemerne på én gang. Og at bringe udvikling til Afrika, hvilket er i overensstemmelse med Den Afrikanske Unions plan, 2063-planen; for Latinamerika ligeledes en plan for et infrastrukturprojekt for hele Latinamerika, hvor USA og Kina ville arbejde sammen om at løfte disse lande ud af fattigdom, så flygtninge ikke længere ville løbe til den mexicanske grænse og risikere deres liv. Hvorfor ser vi ikke på alle disse ting som én pakke? Det ville være en win-win-tilgang, som jeg tror vil lykkes.

PANDOR: Tak skal du have. Jeg synes, vi har haft fremragende bidrag. Jeg synes, at spørgsmålet om det militærindustrielle kompleks er et, som vi alle bør være opmærksomme på. Der er en spredning af våben, og en stor del af konflikterne på det afrikanske kontinent skyldes ofte våben, der bringes ind på kontinentet af eksterne grupperinger, og som giver næring til en stor del af fjendtligheden mellem forskellige samfund i lande, i forskellige regioner i Afrika. Så jeg tror, vi er nødt til at ændre den måde, vi engagerer os i verden på.

Vi har en plan: Vi har FN’s mål for bæredygtig udvikling. De har været taget af bordet i så lang tid. Jeg er enig med den tidligere præsident i, at de største udfordringer, vi står over for, er fred, ulighed og bekæmpelse af fattigdom i vores verden. Det store flertal af mennesker oplever stor skade, de har intet håb. Hvad der faktisk er endnu mere bekymrende er, at der er en voksende fjendtlighed over for demokratisk praksis og et demokratisk etos. Så jeg tror, at alle vores lande er nødt til at handle hurtigt for at forsikre offentligheden om, at demokrati betyder noget positivt, og at vi har enkeltpersoner og institutioner, der kan hjælpe med at gøre en forskel.

Hvis vi går glip af dette øjeblik, tror jeg ikke, vi kan forestille os det kaos, der vil møde os. Så dette er en tid, hvor vi er nødt til at bruge al den institutionelle kapacitet, vi har til rådighed, for at sikre, at vi vender tilbage til rationalitet, og at vi har diskussioner og processer, der tager fat på vores dybtliggende problemer med ulighed, mangel på levebrød og usikkerhed forårsaget af konflikt. Alt dette er spørgsmål, som vi har diskuteret i mange, mange årtier, men vi har ikke fundet et globalt samarbejde om at løse disse udfordringer, og jeg tror, at vi nu er nødt til at opbygge en virkelig praktisk og effektiv global koalition, der vil tage fat på disse udviklingsudfordringer.

Jeg støtter den tidligere præsident i Guyana, når han siger, at der er en meget vigtig forbindelse mellem fred og udvikling. Det er derfor, vi ikke har set fremskridt på det afrikanske kontinent. For lige så snart vi tager et skridt fremad, tager vi ti skridt tilbage på grund af civile konflikter eller konflikter mellem naboer. Så vi er nødt til virkelig at gøre en indsats.

Jeg spekulerer på, om det ville være plausibelt at anerkende, at der er rådgivere, som er negative, og om vi kunne skabe positive rådgivere, som har en stemme, og som kan bruge de mange kommunikationsinstrumenter, der er til rådighed i hele verden. Et af de områder, der bekymrer mig, er, at når der fremsættes en latterlig idé, ser man ikke i populærpressen en udfordring af den. Vi har endda oplevet, at selv om man ved, at en idé er latterlig, så behandler man den i medierne, som om den har en chance for at lykkes. Men vi ved, at det ikke vil fungere. Befolkningen i Palæstina vil ikke acceptere tvangsflytninger, ligesom vi i Sydafrika nægtede at acceptere tvangsflytninger. Og derfor er vi nødt til at være mere tydelige omkring at se på historien, se på de løsninger, historien har givet os, og faktisk advare dem, der opmuntrer til negative ideer, om, at de er nødt til at bevæge sig mod mere positive mål.

Så hvem er de mennesker, der kan tale med præsident Trump, som kan tale med præsident von der Leyen, som kan tale med kansler Scholz? Vi er nødt til at få lederne til at blive enige om, at de vil give verden en pause, så vi kan tage fat på de virkelige problemer – klimaforandringer, spredning af atomvåben, behovet for udvikling, udryddelse af fattigdom, ligestilling mellem kønnene og alle de negative ting, der er verdens virkelige udfordring. Mange tak skal I have.

PANDOR: Jeg tror, det er en meget vanskelig opgave. Men lige fra starten af befrielsesbevægelsen i Sydafrika var der altid en intention om at samle nationen. Da den store befrielsesbevægelse, African National Congress, blev skabt, var aftalen at forene det afrikanske folk, fordi kolonitidens dagsorden var at opdele os etnisk, så vi aldrig ville være tilstrækkeligt forenede til at opnå fuld frihed. Så ANC begyndte som en organisation, der samlede afrikanere, men med tiden, da den konfronterede de undertrykkende kræfter, indså den, at undertrykkelse faktisk handler om værdier og principper. Det handler ikke bare om identitet. I alle samfund var der individer, som værdsatte menneskerettigheder, retfærdighed og frihed. Så den arbejdede på at samle disse mennesker og sikrede, at African National Congress ville blive en ikke-racistisk organisation, der optog alle, der ønskede at deltage i kampen mod apartheid, i befrielsesbevægelserne. Så begrebet ikke-racialisme havde eksisteret i mange årtier. At konfrontere apartheidstaten var at konfrontere det onde ved apartheid og ikke at konfrontere hvide personer.
Så jeg tror, det er modenheden i den politiske forståelse af, hvad der skal gøres for at opbygge en nation. Vi er et land med en usædvanlig kolonihistorie, fordi de imperiale kræfter, som regerede fra udlandet, boede i vores land og havde boet i Sydafrika i århundreder. Så de var i høj grad afrikanske; de var sydafrikanske. Det var en virkelighed, vi var nødt til at leve med. Udfordringen var at overbevise om, at det faktisk er rigtigt, at vi alle skal have rettigheder; at vi kan være frie sammen; og at opgaven med at bekæmpe undertrykkelse og gøre en ende på apartheid ikke kun var at befri de undertrykte, men også undertrykkerne.

Så jeg tror, at svaret i virkeligheden er, at det er modenheden af dit politiske ideal, der afgør, om du har evnen til virkelig at søge løsninger, der søger at opbygge eller forsøger at ødelægge. Sydafrika var på den måde ret usædvanligt, og vi er heldige, at vi havde ledere, der var fremsynede nok til at tro på muligheden for en nation, der kunne forenes i sin mangfoldighed og dele fælles værdier og principper.
PANDOR: Med hensyn til en opdatering tror jeg, at Sydafrikas regering leverede en for nylig i den sydafrikanske præsidents tale til nationen. Jeg er ude af regeringen. Opdateringen er, at den sydafrikanske regering nu har indsendt mindesmærket, papirerne, som fuldt ud bekræfter, at der er begået folkemord på det palæstinensiske folk. Regeringen har arbejdet sammen med en række forskningsorganisationer, civilsamfundsorganisationer og mange andre, som har leveret beviser, der udgør en del af det memorial, der er blevet indsendt til domstolen. Andre lande har tilsluttet sig sagen ved Den Internationale Domstol, og vi afventer nu en dato for en høring om sagens substans. Så vi har taget alle de nødvendige skridt. Lægerne har været meget hjælpsomme på sundhedsområdet, idet de har leveret meget brugbare beviser på de grusomheder, som vi mener er forbundet med folkedrabsforbrydelsen. Jeg tror, at vi alle bør være meget opmærksomme på sagen, når høringen begynder. Hvis der er yderligere beviser, der kan fremlægges, bør vi være i kontakt med de lande, der har sluttet sig til Sydafrika i sagen.

Det er lidt ærgerligt, at det hovedsageligt er lande i Syd, der tager denne sag op, hvilket understreger vigtigheden af at anerkende international menneskerettighedslovgivning og dens plads i beskyttelsen af de marginaliserede og sårbare. Man kunne ønske, at flere lande i vores verden, som havde været meget bekymrede over folkedrabet i Rwanda; ekstremt bekymrede over, hvad der skete i nogle lande i Latinamerika. Vi ville ønske, at de også kunne anerkende værdien af institutioner som Den Internationale Domstol til at holde ledere ansvarlige for deres handlinger, som skader grupper eller individer.

PANDOR: For det første tror jeg ikke, at vi skal acceptere forestillingen om, at ikke-statslige enheder nu vil blive drivkraften bag global handling og globale relationer. Jeg har tidligere sagt, at jeg mener, det er meget vigtigt, at vi bekræfter FN’s rolle som den førende multilaterale institution i verden. Samtidig med at jeg siger det, støtter jeg også alle de opfordringer, som Sydafrika og mange andre FN-medlemsstater har fremsat om at reformere FN og andre udviklingsinstitutioner, især de internationale finansielle udviklingsinstitutioner, som har behandlet det afrikanske kontinent temmelig uretfærdigt. Så jeg mener, at stater stadig er vigtige, men vi skal også have stærke ikke-statslige enheder, der handler i samspil med regeringen; og især når det gælder udviklingsprioriteter, er de i stand til at støtte gennemførelsen af udviklingsinitiativer.

Jeg tror ikke, at staten på egen hånd i noget land er i stand til at gennemføre en udviklingsdagsorden fuldt ud. Og det er ved at arbejde i en meget veludformet plan med ikke-statslige organer, civilsamfundet, hvad enten det er statsbaserede organisationer, sportsorganer, kvindeorganisationer og så videre; det er ved at bringe alle disse sammen, at vi så får et fælles formål, som jeg tror bedre kan fremme udviklingsmålene.

Oase-planen taler om mange emner, der er vigtige for det afrikanske kontinent. Hvis man tager de 17 prioriteter i Agenda 2063, den plan, som vi kalder det Afrika, vi ønsker, vil man se, at disse prioriteter har en meget klar forbindelse til de mål, der er opstillet, de forskellige initiativer om energi, bæredygtighed, vandkvalitet, vandinfrastruktur, der er opstillet i Oase-planen. Så i stedet for en spredning af planer tror jeg, at vi er nødt til at se på, hvordan vi kan etablere et større samarbejde for at sikre, at vi gennemfører fokus på de vigtigste prioriteter for størstedelen af befolkningen på vores klode. Vi har et stort problem med vandinfrastruktur med retfærdig adgang til vandressourcer; vi har en stor del af verden, der mangler energi. Der findes bæredygtige energiløsninger, grønne løsninger. Mange lande mangler fødevaresikkerhed. Alle disse er en del af Afrikas Agenda 2063, og der er fokus på dem i oase-planen.

Så jeg mener, at de kan forenes på en ganske hensigtsmæssig måde. Og det kræver selvfølgelig, at de afrikanske ledere bliver beslutsomme og meget praktiske i udførelsen af de vigtigste prioriteter i Agenda 2063. Jeg takker mange gange. Jeg tror, at Dr. Zepp-LaRouche bør tilføje.
ZEPP-LAROUCHE: Jeg er helt enig med Dr. Pandor i, at FN’s rolle skal styrkes, og at de hidtidige mangler i organisationens funktion ikke bør føre til den konklusion, at den kan afskaffes, fordi den er den eneste repræsentation for alle nationer på planeten. Jeg mener, at reformen skal gennemføres meget hurtigt.

Jeg vil virkelig gerne igen fremsætte denne idé om en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som kunne tages op af FN’s Generalforsamling. Jeg tror, at medmindre man udvikler en arkitektur, som tager hensyn til interesserne i hvert enkelt land på planeten, både hvad angår sikkerhed, fattigdomsbekæmpelse, sundhedssystemer, uddannelse og alle aspekter af, hvad der udgør en nations interesser, så tror jeg, at det er den eneste måde, vi kan tænke på en varig fred.

Da det ikke er så let at springe fra 0 til 100, har mit forslag været – og vi gjorde lidt fremskridt med det, men ikke nok – at få en kombination af tænketanke og/eller universiteter til at begynde at diskutere, hvordan sådan en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur ville se ud i traditionen fra Den Westfalske Fred, og hvordan man ville gribe det an. Jeg havde til det formål fremsendt ti principper, som specifikt ikke er programpunkter, men som er principper, der skal medtages. De er ikke eksklusive; dette er blot en invitation til andre om at bidrage. Men jeg mener, at disse ti principper er de absolutte forudsætninger for, at en sådan arkitektur kan fungere.

Pandor, præsident Ramotar, Fritz og Jboor og andre, der sidder i dette panel. Måske kan vi tage et af de konkrete skridt, som Dr. Pandor nævnte i begyndelsen, nemlig at komme med en liste over handlinger, som IPC bør påtage sig at gennemføre som påtænkte prioriteter. Mit forslag ville være at fremme en sådan international tænketank/universitetskonference om den påtrængende nødvendighed af at gå over til et nyt paradigme i denne henseende. Det er det første spørgsmål.

Det andet spørgsmål handler om den nødplan, vi har foreslået for at håndtere migrantspørgsmålet i Afrika, hvor 600 millioner mennesker stadig er uden elektricitet. Vi har foreslået en meget konkret plan for, hvordan man kan udvikle denne elektricitet ved at bruge vandkraft, ved at bruge turbinekraft, men samtidig begynde at bygge atomkraftværker, som tager længere tid. Derudover har vi visse banebrydende projekter som [Transaqua-projektet] (https://larouchepub.com/eiw/public/2014/eirv41n48-20141205/28-36_4148.pdf), der vil give elektricitet og vandkraft til 12 lande fra Congo til Tchad. Det blev vedtaget af landene i Lake Chad Basin i Abuja for to år siden. Det er stort set klar til brug, hvis det kan gennemføres. Naturligvis er bygningen af Inga-dæmningen et andet af de projekter, der kan ændre spillet. Så det mener jeg for alvor skal sættes på dagsordenen. Jeg vil også minde folk om, at professor Zhang Weiwei fra Fudan University på en nylig Schiller-konference sagde, at Kina har evnen til at gennemføre oase-planen baseret på det faktum, at de har forvandlet ørkenen i det nordøstlige Kina fra en komplet ørken til et land, hvor man nu har landbrug, skovbrug og turisme. Så Kina har bevist, at det kan lade sig gøre.

Jeg synes, det er to meget konkrete referencepunkter for yderligere handling.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at jo flere amerikanere som dig selv, Fritz og de andre VIPS-folk, der begynder at blande sig i europæisk politik, jo bedre. Hvis man sammenligner mediekontrollen i USA og Europa, tror jeg, at præsident Trumps og Elon Musks ankomst, og hvad de gør med hensyn til de sociale medier og så videre, skaber en fuldstændig freak-out i Europa, fordi det tydeligvis truer en fuldstændig opretholdelse af kontrollen over mainstream-medierne. De er virkelig helt ude af den. Jeg kan fortælle dig, at eftersom jeg holder øje med både amerikanske og europæiske medier og om muligt også andre medier, så tror jeg ikke, at der er noget sted, der er så strengt kontrolleret som Tyskland lige nu. Det har at gøre med det faktum, at Tyskland desværre, mens vi korrekt fik suverænitet gennem den fredelige revolution i 1989 og den efterfølgende genforening og 2+4-traktaten, hvor suveræniteten formelt blev givet til Tyskland. Men som mordet på Alfred Herrhausen endog allerede i november 1989 gjorde klart, var der klare bestræbelser på at sikre, at ingen tysk leder nogensinde ville turde handle i Tysklands interesse. Jeg synes, det mest skammelige var, da kansler Scholz stod ved siden af præsident Biden, og Biden meddelte, at de ville slippe af med Nord Stream 2. Scholz sagde, at vi gør alt sammen. Der var ingen forargelse. Seymour Hersh fremlagde en meget plausibel analyse af, hvad der skete med disse rørledninger, og der har været en åbenlys mørklægning af det lige siden. Det er ganske enkelt symptomatisk for det faktum, at Tyskland og det meste af Europa er blevet reduceret til vasaller. Det er endda blevet sagt af Macron, som helt sikkert ikke er en modstander af hele dette arrangement.

Men jeg tror, at hvis vi vil have ytringsfrihed, tænkefrihed, overvejelsesfrihed og egeninteresse i Europa, så kræver det, at folk som dig griber ind. Vi er nødt til at få en reel dialog med fredsbevægelsen, for fredsbevægelsen er stadig fuldstændig adskilt. Det er derfor, den ikke er særlig effektiv. Det er mit korte svar. Jeg inviterer dig til et af mine næste programmer for at debattere dette i Tyskland; på tysk oversat live.

PANDOR: God aften, Dr. Jones. Det er en fornøjelse at høre din stemme igen. Jeg husker den vidunderlige tid, vi tilbragte i Cape Town. Faktisk er videnskabelig forskning og innovation fortsat nøgleprioriteter for den sydafrikanske regering. Sydafrika vandt buddet om at være vært for kvadratkilometersystemet, og sammen med en række internationale partnere bygger vi denne vidunderlige radioastronomiske infrastruktur, der bliver den største satellitradioinfrastruktur i verden, og som støtter forskning i astronomividenskab. Så vi er fast besluttet på at fortsætte med at investere i videnskab, og vi har meget gode partnere i USA. Vi er blevet en satellitstation i partnerskab med for eksempel NASA og andre rumagenturer. SKA har virkelig åbnet betydelige muligheder for vores unge ingeniører og astrofysikere. Som jeg fortalte jer, da vi mødtes i 2016, har vi nu den første kvalificerede unge ingeniør fra den by, der ligger meget tæt på SKA’s videnskab, omkring 70 km væk, og ingen i den by havde nogensinde forestillet sig, at de ville få sådan en ung person. Så den videnskab, vi har bragt til det område, har løftet lokalsamfundet, har gjort videnskab til centrum for lokalsamfundets handlinger og har fået skolerne til at gøre meget mere ud af videnskab og matematik. Jeg mener, at det er noget, vi bør forfølge på hele det afrikanske kontinent.

Jeg er ked af nedskæringerne i støtten til Sydafrika, men jeg tror, at vi gennem jeres venskab, gennem overtalelse og diplomatisk engagement med USA’s regering vil være i stand til at overbevise om, at Sydafrika faktisk er en meget god partner for USA. Og at de værdier, som Sydafrika står for gennem sin forfatning og sin Bill of Rights, er værdier, der er meget i overensstemmelse med de værdier, der traditionelt er blevet forbundet med USA.

Så jeg håber, at vi vil overvinde dette brud, og at fornuft og samarbejde vil sejre. Mange tak skal I have.

PANDOR: Jeg vil gerne slutte af med at sige, at Nelson Mandela viede sit liv til at søge frihed for Sydafrikas befolkning. Da han rejste sig for at tale som den første demokratisk valgte præsident for et frit Sydafrika, sagde han: »Jeg har kæmpet mod sort dominans hele mit liv, og jeg har kæmpet mod hvid dominans. Jeg ønsker et Sydafrika, der er forenet med et folk, der nyder godt af retfærdighed og menneskerettigheder.« Dette efter at have tilbragt 27 bitre år i fængsel. Jeg mener, at vi bør have Mandelas ånd, at frihed er mulig; at det palæstinensiske folk vil nyde suverænitet, retfærdighed og frihed. Og at Oase-planen giver os mulighed for at tænke på verden på en anden måde.

Så lad os samle vores ressourcer; men lad det ikke tage overhånd nu. Lad os være ambitiøse; lad os være optimistiske. For Mandela har vist, at ting, som vi forestiller os er umulige, faktisk er mulige. Mange tak skal I have.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, at der blev sagt mange gode ting, som kræver opfølgning. En af de ting, jeg gerne vil sætte på dagsordenen, er noget, vi har arbejdet med i IPC for et par måneder siden. På grund af den seneste udvikling osv. kom det lidt i baggrunden. Men jeg vil gerne have det frem i lyset igen. Det er ideen om, at eftersom behovet for voksne i rummet er så tydeligt som aldrig før, så er forslaget om at skabe et Fornuftens Råd mere påtrængende nu, end da forslaget blev fremsat. Det er idéen om at se efter personer i hvert land, som gennem deres liv har bevist, at de arbejder for det fælles bedste – det være sig inden for politik, videnskab eller kunst – og som har bevist, at de ikke lader sig lede af egoistiske grunde, men er optaget af menneskehedens fælles bedste. At vi for alvor begynder at lede efter sådanne personer. Da vi startede denne indsats for flere måneder siden, fandt jeg faktisk fremragende mennesker. Vi har generelt ikke spurgt enkeltpersoner direkte, for man vil ikke have, at nogen af egoistiske grunde siger: »Jeg er så god; jeg burde være sådan en person.« Men snarere spurgt folk, hvem du mener i dit land ville være den mest egnede til at indgå i en sådan gruppering for at danne et Fornuftens Råd, som så kunne træde frem og rådgive præsidenter, statsoverhoveder og træde frem, hvor regeringer ikke gør det indtil nu.

Så jeg vil gerne igen opfordre jer alle, hvis I kender sådanne mennesker, til at slutte jer til os og fortælle os, hvem de er. Hjælp os med at organisere dem. Som Dr. Pandor fortalte mig i en samtale for nylig, er dette i virkeligheden stort set den samme idé som det ældreråd, der blev oprettet af Nelson Mandela. Måske kan vi endda invitere dette ældreråd til at være en del af dette. Jeg vil virkelig gerne have, at alle kommer med sådanne forslag.

Jeg vil gerne takke jer alle sammen og bede jer om at fordoble, tredoble, firedoble antallet af deltagere i IPC i næste uge, for vi er nødt til at have en rigtig hær til at kæmpe. Vi er nødt til at forene fredsbevægelsen, og det er stadig en stor udfordring, der ligger foran os. Men jeg håber virkelig også, at vi får en masse mennesker fra Asien, Latinamerika og Afrika til at være stærke stemmer i IPC. Jeg er overbevist om, at det nye paradigme skal være et, som helt sikkert er formet af den Globale Majoritet. Jeg tror stadig, at den eneste måde, vi kan komme ud af denne krise på, er, hvis vi overbeviser landene i Europa og USA eller Nordamerika om at slutte sig til den Globale Majoritet; fordi vi er nødt til at gøre en ende på geopolitikken. Geopolitik er efter min mening den største hjernesygdom, jeg kan komme i tanke om. Så længe man tror, at man er nødt til at have en fjende, at man er nødt til at opdele folk i fjender og venner, kommer vi ikke ud af denne fælde. Vi er nødt til at lære folk at tage springet og tænke på menneskeheden først, før de tænker på deres nationale interesser. Hvis vi kan tage det spring, så tror jeg, at vi nemt kan løse alle problemerne.

Ikke korrekturlæst

af Stewart Battle (EIRNS) – 13. februar 2025

På mødet i Ukraine-kontaktgruppen i Bruxelles den 12. februar annoncerede den amerikanske forsvarsminister Pete Hegseth en ny amerikansk politik for Ukraine. Han erklærede, at der ikke bliver noget NATO-medlemskab for Ukraine; eventuelle fredsbevarende tropper i landet vil ikke være under NATO’s paraply eller artikel 5; og USA vil ikke sende tropper til Ukraine. Desuden er det »urealistisk« at give Ukraine det territorium tilbage, som landet har mistet siden 2014, sagde Hegseth. Panikken satte straks ind i hele NATO’s mest hårdkogte fraktion, i Europa og i USA, blandt dem, der havde håbet, at præsident Trump i det mindste ville opretholde en vis grad af konfrontation med Rusland.

Trump afsluttede dagen med et telefonopkald til den russiske præsident Putin og satte gang i det, der ifølge rygterne skal være det første personlige møde mellem de to ledere. Da en journalist spurgte om hans mening om, hvorvidt Ukraine ville få lov til at blive medlem af NATO, sagde Trump, at han mente, det var »upraktisk«, og gik derefter videre til at anerkende, at Rusland havde legitime interesser, som burde tages i betragtning. »Længe før præsident Putin sagde de [Rusland], at de på ingen måde ville tillade det…. [D]et har de sagt i lang tid, at Ukraine ikke kan komme med i NATO, og det har jeg det fint med.« Hvis denne anerkendelse bliver en del af en fremtidig fredsaftale, vil det fundamentalt opgradere den trøstesløse tilstand i forholdet mellem USA og Rusland.

Sammen med bekræftelsen af Tulsi Gabbard som ny direktør for den nationale efterretningstjeneste vil det få betydelige konsekvenser for de neokonservative, som efter den kolde krig havde overtaget næsten alle hjørner af USA’s udenrigspolitik. Selv om deres nederlag langt fra er konsolideret, og det stadig er uvist, hvad Trump rent faktisk vil gøre, er det helt sikkert en positiv udvikling, der har trukket verden tilbage fra randen af atomar udslettelse. Som den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov bemærkede den 12. februar: »To dannede mænd har netop vist verden, hvordan politik skal føres. Jeg håber bare, at dette vil få dem, der har glemt, hvordan det gøres, til at komme til fornuft og genlæse deres historiebøger såvel som bøger om statskundskab.«

Der kom en anden vigtig udtalelse den 12. februar. Pressesekretær i Det Hvide Hus Karoline Leavitt sagde efter at have opsummeret Jordans kong Abdullah II’s besøg i Washington: »Jeg vil blot tilføje, at præsidenten fortsat er helhjertet engageret i at skabe fred i Mellemøsten. Og vores arabiske partnere i regionen har fået til opgave at komme med en fredsplan, som de kan præsentere for præsidenten.« Uanset om det var en anerkendelse af den næsten universelle afvisning af Trumps radikale »Riviera-plan«, er det ikke noget mysterium, at der er brug for et andet forslag, og det hurtigt. Egypten har efter sigende organiseret andre nationer i regionen omkring sit eget forslag og planlægger en stor konference om dette emne i slutningen af måneden. Andre nationer har også lagt sig i selen.

Den 13. februar var der håbefulde antydninger af, at våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas ville forblive intakt, og at gidsler vedvarende ville blive frigivet, samtidig med at der endelig ville komme hjælp til den desperate befolkning i Gaza. Men denne situation kræver faktisk, at der findes en højere løsning, før den næste snubletråd kaster regionen tilbage i fuld krig. LaRouches Oase-plan er afgørende i denne henseende.

Fredagens møde i Den Internationale Fredskoalition den 14. februar vil være et vigtigt punkt for indgriben i denne situation. Taleren vil være Naledi Pandor, tidligere udenrigsminister i Sydafrika, som vil tale om denne krise som en person, der har været en vigtig deltager – ikke kun i kampen for en fremtid for palæstinenserne, men også i kampen for at udvikle broderskab og søsterskab blandt menneskeheden som helhed. Det er, hvad LaRouches Oase-plan for Sydvestasien repræsenterer, og det er grunden til, at den skal fremmes omgående overalt i de kommende dage.

Det påhviler os at udnytte de muligheder, som denne skiftende verden giver – muligheder, som ikke har eksisteret i årtier eller endda århundreder – og at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som der er så hårdt brug for.

Foto: Secretary of Defense Pete Hegseth X page

Ikke korrekturlæst

Onsdag den 12. februar 2025

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Det er onsdag den 12. februar 2025. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende spørgsmål eller kommentarer til fru Zepp-LaRouche på question@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden. Jeg håber, at I har mange spørgsmål, for der sker meget i verden, og der er mere end nogensinde brug for Helgas stemme.

Nu, Helga, tror jeg med det spørgsmål, at den førende udvikling er relateret til faren for en optrapning af krisen i Gaza. Netanyahus trussel om at bryde våbenhvilen i Gaza, om at gå tilbage til at jage Hamas og begå folkemord i processen, og så er der præsident Trumps såkaldte »fredsplan«, som indebærer en amerikansk overtagelse af Gaza og flytning af 1,5-2 millioner palæstinensere til Egypten eller Jordan eller et andet sted, som er blevet fordømt af langt de fleste nationer, herunder alle Israels arabiske naboer. Den eneste positive del af det, han sagde, var, da Waltz, den nationale sikkerhedsrådgiver, sagde, at hvis nogen havde en bedre plan, ville han gerne høre den.

Så, Helga, det første spørgsmål til dig er, hvorfor Trumps plan ikke vil fungere? Og en podcaster fra Ohio spørger: »Hvordan kan vi få Trump til at se, at oase-planen er en bedre løsning?«

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest synes jeg, det er en potentiel tragedie, det vi ser, for da Trump stillede dette ultimatum … [lydtab] Okay, undskyld.

Da præsident Trump stillede det ultimatum, at Hamas skal frigive alle gidsler inden lørdag middag, ellers vil »helvede bryde løs« og ramme dem, kombineret med det urokkelige krav om, at palæstinenserne skal flyttes og ikke vende tilbage – han gentog det eftertrykkeligt flere gange – mener jeg for det første, at det ikke kommer til at fungere. For som flere israelere endda har bemærket, har Israel i de mere end 15 måneders kamp ikke opnået nogen af krigens mål; Hamas blev ikke tilintetgjort, palæstinenserne er dybest set ikke blevet flyttet. Men når man nu lægger dette oven i hele situationen, er det en overtrædelse af enhver international lov, af FN’s charter, af ideen om, at man ikke må flytte folk, etnisk udrensning – alt det. Og det budskab, der kommer fra præsident Trump på denne måde, tror jeg er ødelæggende, hvis det ikke bliver vendt, for vi er midt i en strategisk forandring, en epokegørende forandring, som verden ikke har oplevet i meget lang tid, i flere århundreder, man kunne sige 500 år, da kolonialismen startede, og denne periode er ved at være slut. Hele verden er i gang med en nyorientering. Og endda hvis man kan argumentere for, at der kunne være gjort meget mere for at forsvare palæstinenserne, vil dette om mange år blive læst af mere end en milliard muslimer over hele verden: Det vil bringe USA’s image i miskredit, hvis det ikke vendes.

Og der er seriøse analytikere, som f.eks. oberst Douglas Macgregor (pensioneret), der i en diskussion dybest set advarede om, at hvis dette fortsætter, kan der komme en stor krig i Mellemøsten om to uger, i marts. Og hvis man ser på alle de forskellige dele af det, kunne det endda involvere en krig mellem Israel og Iran; og så er spørgsmålet, hvor det ville stoppe, i betragtning af Irans alliancer med Rusland, militært, og mere bredt, med Kina.

Så vi står over for en katastrofe, og jeg kan kun være enig med oberst Macgregor i, at Trump må være omgivet af folk, som enten er fuldstændig virkelighedsfjerne, eller også er de bare grådige, og de ser allerede en stor fortjeneste i de ejendomme, som vil blive skabt i Gaza, efter at det er blevet renset for palæstinensere. Så det er ikke helt klart, hvor det kommer fra? Er det Trumps svigersøn Jared Kushner, som tidligere har talt om sådanne ejendomsinvesteringer i Gazastriben? Kommer det fra den plan, som kom fra Netanyahus kontor allerede i maj sidste år? Måske en sammenblanding af de to?

Men det kommer ikke til at fungere. Og jeg tror, at en af de ting, der går mig mest på, er, at præsident Trump, endda hvis man giver ham æren for, at han ønsker at afslutte krisen, at han ønsker at opfylde sit løfte om, at palæstinenserne skal leve et liv uden at frygte at blive dræbt når som helst, ikke med en stavelse nævnte, hvem der forårsagede al denne elendighed i de sidste 15 måneder, at det var, hvad IDF gjorde med drab på mindst 62.000 palæstinensere ifølge lægetidsskriftet The Lancet: De anslog allerede for mere end et halvt år siden, at det var mere end 200.000 mennesker, der var blevet dræbt.

Men mere grundlæggende ville man forvente, at en leder som Trump havde en vis form for empati med de mennesker rundt om i verden, som han har med at gøre. Og man behøver ikke at være enig i alle handlinger, hvad der er sket i de sidste 80 år, for det er desværre krigens logik, at hvis krig avler krig, genererer krig, sker der en masse uretfærdigheder på begge sider, og det er ikke tiden til overhovedet at fortælle om det. Men ikke at tage højde for, hvad der er sket gennem palæstinensernes lidelser, de utrolige billeder, der er blevet transmitteret via tv ind i alle menneskers stuer – for mig er det at blive smidt ud af sit territorium, som ifølge alle historiske optegnelser har tilhørt det folk i tusindvis af år, og nu igen blive truet med at blive smidt ud af territoriet, det er en meget utrolig – jeg kan kun sige, det er en tragisk, det er en dramatisk situation, og så bare at tale som Trump, »Åh, de burde tage et andet sted hen« – jeg mener, den mangel på empati, der afspejles i det, tror jeg vil blive bemærket af hele verden. Og hvis det ikke bliver rettet, og jeg håber, at det stadig kan blive rettet inden for den korte tidsfrist før middag på lørdag, tror jeg, at den lange, eller ikke så lange, mellemlange effekt af det på status for det såkaldte Vesten, på status for folk, der foregiver at være – Trump støtter ikke længere den regelbaserede orden – men Vesten vil få skylden af hele verden, det Globale Syd, den Globale Majoritet. Og fraværet af empati i alt dette er det, der skræmmer mig mest.

For er vi mennesker, eller er vi ikke? Forsøger vi at forbedre verden og skabe et bedre liv for mennesker i vores generation, så fremtidige generationer får et endnu bedre liv? Alt det er tydeligvis forsvundet fra politik, og jeg er bange for, at vi ser et forfald og en nedstigning til et barbari, som ikke lover godt for menneskehedens fremtid – hvis det ikke bliver vendt.

SCHLANGER: Den anden del af spørgsmålet var: »Hvordan kan vi få Trump til at se, at oase-planen er en bedre løsning?«

ZEPP-LAROUCHE: Det er det, vi forsøger at gøre. Da Mike Waltz sagde, at dette er Trumps bedste forslag, og hvis andre har bedre forslag, bør de komme frem med dem: Vi gik ind i en øjeblikkelig mobilisering for at sætte Oase-planen, som vi har kæmpet for i nu mere end et år, da vi satte den aktualiserede form af Oase-planen på dagsordenen, vi gennemførte flere internationale konferencer, vi havde mange møder i Den Internationale Fredskoalition om det, og vi taler lige nu med en masse mennesker, kræfter, enkeltpersoner, institutioner, for at komme ud og støtte Oase-planen. Så der er allerede en hel mobilisering i gang. Præsident Trump ville have en chance – hvis han nu ville træde frem og sige »OK, der er et bedre forslag, som kom frem: Det er planen om at skabe meget mere vand, ikke højhuse og kasinoer i Gaza, men at skabe et reelt grundlag for fred ved at stille nyt ferskvand til rådighed, ved at bygge kanaler, ved at bygge atomare anlæg til omfattende afsaltning af havvand til kunstvanding af hele regionen«; og så vise nogle af billederne og give folk en vision. Jeg tror, det kan lade sig gøre!

Jeg ved fra de mange organisatoriske diskussioner, vi har haft, at hele verden – måske med undtagelse af nogle få, som er de åbenlyse – men hele verden ville være helt enig i, at det er bedre for israelerne, det er bedre for palæstinenserne, det er bedre for nabolandene, for noget lignende er aldrig sket, hvor alle naboerne, alle de arabiske naboer, dybest set kommer ud og modsætter sig det, Trump foreslår; og nogle af dem er meget afhængige af amerikansk militærhjælp, af økonomisk hjælp. Nogle af dem er meget afhængige af USA’s militære og økonomiske bistand, men de er alle gået ud og har sagt: »Nej, det kan vi ikke acceptere.« For hvis de accepterede det, ville deres regeringer ikke være så stabile på kort sigt, fordi uretfærdigheden bliver opfattet af alle tænkende mennesker, især i den muslimske verden.

Så det bedste ville være, at folk, der ser dette nu, deltager i vores indsats: Vi holder endnu et møde i Den Internationale Fredskoalition på fredag. At I sætter jer ind i Oase-planen; vi har en kort video ude, som giver jer den væsentlige introduktion til, hvad den indebærer, og hjælper os med at lægge den på bordet, hvilket grundlæggende vil sige at tage hele regionen fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Golfstaterne, og forvandle regionen gennem skabelse af meget nyt ferskvand, infrastruktur, landbrug, industri, skovbrug, for at forvandle den del af verden, som i det væsentlige er ørken i dag, til et beboeligt område for alle borgere, der bor i det land. Og det er den mobilisering, jeg opfordrer dig til at deltage i, for meget af det, der sker i menneskehedens fremtid, bliver afgjort lige nu i denne kamp.

SCHLANGER: Den Internationale Fredskoalition har mødtes i de sidste 88 uger i træk, hver fredag kl. 17 dansk tid, og du får et link til det på Schiller Instituttets hjemmeside. De sidste uger har der været meget omfattende diskussioner – nogle uenigheder og nogle ting, der er blevet løst – og jeg synes, at folk skal benytte sig af det. Hvis du vil gøre noget, er det her, du skal gå hen.

Jeg vil gerne skifte til Ukraine et øjeblik, for vi har et spørgsmål fra en person i Østrig, som sagde, at hun plejede at være tilhænger af Ukraine. Men nu læser hun, at »Zelenskyj tror, at Trump vil hjælpe ham med at få en fredsaftale ved at tilbyde Trump Ukraines strategiske mineraler. Eller ved at tilbyde Putin territorium i Kursk, som er besat af ukrainske styrker, i bytte for territorium i det østlige Ukraine, som Rusland gør krav på. Ved du, hvem der rådgiver Zelenskyj? Og hvorfor har Putin og Trump ikke mødtes, for det ser ud til at være løsningen for mig.« Det var, hvad hun skrev.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, at Zelenskyjs forslag vil fungere, først og fremmest fordi de respektive strategiske mineraler alle, eller de fleste af dem, befinder sig på det territorium, som Rusland kontrollerer på nuværende tidspunkt, og der er absolut ingen grund til, at Rusland skulle gå med til sådan en plan, fordi Rusland vinder på slagmarken. Alle observatører understreger, at krigen er tabt, og at alle, der foreslår at fortsætte den – og det er der nogle, der gør – bare er ligeglade med ukrainernes situation og foreslår at fortsætte en nytteløs nedslagtning, som kunne have været afsluttet i marts 2022. Og derfor, hvis Zelenskyj foreslår noget lige nu, som ikke svarer til russernes kerneinteresse, på et tidspunkt, hvor Rusland klart vinder militært, har det ingen chance for at komme nogen vegne.

Hvad angår et møde mellem præsident Putin og præsident Trump, var der nogle tvetydige udtalelser fra præsident Trump om, at han måske allerede havde mødt eller talt med Putin, men det blev ikke bekræftet af den russiske talsmand Peskov. Så det er uklart, om de har haft kontakt via telefon eller på anden måde. Jeg tror, at Trump ville gøre klogt i straks at arrangere et sådant møde og springe alle mellemtrin over, for hvis denne konflikt skal løses, skal det være mellem USA og Rusland, for det er det, krigen hele tiden har handlet om.

Så mit korte svar er: Lad os håbe, at Trump gør det hurtigt. Nu har han, tror jeg, Hegseth og J.D. Vance, de var til forskellige møder i Bruxelles, i Paris; de skal nu til sikkerhedskonferencen i München, som finder sted fra 14.-16. februar, og der er angiveligt et møde i Ukraine-kontaktgruppen, og de diskuterer angiveligt alt dette.

Men jeg tror faktisk, at det bedste er, hvis Trump tager telefonen og ringer til Putin og tager den korte vej i det spørgsmål.

SCHLANGER: Vi har to andre spørgsmål til oase-planen, som begge drejer sig om spørgsmålet om brug af atomkraft til afsaltning.

Bill M. siger: »Efter at have studeret det, er det eneste, der gør mig urolig, muligheden for, at atomart materiale falder i hænderne på Hamas, forudsat at det stadig findes. Hvordan vil atomart materiale blive håndteret og forvaltet?«

Og så spørger Manuel Javiero [ph], som er pensioneret professor i oceanografi, om det kan lade sig gøre at bygge atomartereaktorer på seismiske steder. Jeg går ud fra, at han mener, at der er seismisk aktivitet i området omkring Oase-planen.

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at der i mellemtiden er sket teknologiske fremskridt. Vi kan anvende iboende sikre atomreaktorer, vi kan bruge den model, som Indien har udviklet på basis af thorium, og som ikke kan bruges til atomvåben. Man har modeller som Pebble Bed-reaktoren, som fysisk kan lukke ned i det øjeblik, der opstår en fejlfunktion. Det er selvfølgelig overvejelser, men jeg tror, de er teknologisk håndterbare. Og hvis man vil løse problemet med de store vandmængder, er man nødt til at have en energikilde, som har en meget høj energigennemstrømningstæthed. Men jeg tror, at den tekniske side absolut kan håndteres.

SCHLANGER: Vi har nogle flere spørgsmål her, Helga, som afspejler, at folk har været meget opmærksomme på disse diskussioner. Fra en tilhænger i Tyskland skriver hun: »Tak for din diskussion med Dr. [Werner] Rügemer, som har skrevet en bog om Friedrich Merz og BlackRock. [Jeg har svært ved at få mine venner til at tale om det; de siger, at det bare viser, at Merz i modsætning til Scholz eller Habeck var en succesrig forretningsmand, hvilket ville gøre ham tilen god kansler. Hvordan får jeg dem til at se den fare, som Merz repræsenterer?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror ikke, det kun er Merz. Jeg så debatten mellem Merz og Scholz, den berømte duel, hvor de to hovedkandidater talte sammen i 90 minutter. Og det, der slog mig ved den debat, var, at de talte meget om økonomi; migrantspørgsmålet var hovedemnet, men alt andet blev fuldstændig udeladt! Intet om situationen i Mellemøsten – i Tyskland kan man naturligvis ikke diskutere dette under alle omstændigheder – men intet om forholdet til BRIKS; intet om faren for atomkrig, hvis denne opstilling af mellemdistancemissiler, som blev aftalt mellem Biden og Scholz på det sidste NATO-topmøde, hvis det går igennem i 2026, som ikke er så langt væk, gør det Tyskland til et hovedmål for enhver optrapning, som så helt sikkert vil ske. Intet af dette! Ingen krigsfare! Ingen situation i det Globale Syd, BRIKS, ingenting! Jeg var virkelig chokeret.

Jeg mener, denne debat foregik i en fuldstændig boble. På tysk hedder det Deutsche Käse Kloake. Det var helt forfærdeligt. Mit råd til dig er, at Dr. Rügemer udgiver en ny bog [BlackRock Germany: Die heimliche Weltmacht, ihre Praktiken in Deutschland und Friedrich Merz], som han netop har præsenteret på en pressekonference i Berlin. Jeg tror, man allerede kan få den online. Jeg vil foreslå, at du køber denne bog, læser den, for han har masser af detaljerede oplysninger, og viser den til dine venner og dybest set siger: Hør, hvis du vil vide, hvem der er kombinationen af Wall Street, City of London, det militærindustrielle kompleks, Silicon Valley og især metoden med profitmaksimering for profittens skyld, det, der har bragt hele verden på kanten af tredje verdenskrig, så er det dette system med BlackRock, Vanguard og de andre kapitalforvaltere: Det er de mennesker, der tjener på aktierne i det militærindustrielle kompleks. De har en interesse i at have den ene krig efter den anden.

Og den anden ting, som jeg synes er vigtig, er, at Merz tilhører en bestemt libertariansk opfattelse af økonomien, som går ud på at slippe af med den store stat, og jeg vil sige, at det er et af de andre svage punkter i Trump-administrationen, at han synes at være omgivet af folk, som vil skære ned på regeringen. Jeg mener, det er én ting at skære ned på USAID, fordi det har været involveret i regimeskift, farverevolutioner og manipulation af udenrigspolitikken i over 100 lande, hvilket var tilfældet under Biden, Obama og tidligere regeringer. Så der er en positiv side. Men hvis man skærer alle statens funktioner ned til det absolutte minimum i von Hayek/von Mises’ østrigske skoletradition, og så kun satser på militære udgifter, hvor ender man så? Man ender i schachtiansk økonomi. Og det havde vi i Tyskland: Hjalmar Schacht var Hitlers økonomiminister, og hans økonomiske model med at skære ned på de sociale udgifter og sætte alt ind på militæret er en model, som allerede har bragt Tyskland ud i en frygtelig katastrofe, som vi ikke er kommet os over den dag i dag!

Så jeg tror ikke, der er nogen genvej. Start med bogen af Dr. Rügemer, men tag derefter dine venner med ind i den schachtianske økonomis historie, og sig grundlæggende, at hvis du har en kombination af de nuværende – jeg mener, problemet er, at der ikke er noget godt valg. Alle disse partier har problemer, men jeg synes helt klart, at Merz er en person, som ikke bør vinde valget.

SCHLANGER: Vi har fået en e-mail fra en person, som siger, at hendes yndlingsdel af disse webcasts er, når I taler om kultur. Og hun sagde: »Jeg blev syg i sidste uge af Superbowl-mani. Væddemål, såkaldt ‘underholdning’, halvnøgne kvinder, nøgne mænd, det var ulækkert! Vi har brug for en ændring af det kulturelle paradigme. Men hvordan gør vi det gennem uddannelsessystemet? Hvordan kan vi reformere uddannelsessystemet i Vesten?«

ZEPP-LAROUCHE: Først og fremmest skal du ikke se Superbowl, hvis du hader det så meget! [latter] Lad være med at torturere dig selv!

Jeg mener det alvorligt, for allerede Platon anbefalede, at forældrene på hans tid ikke skulle lade deres børn gå til teaterforestillinger af de store tragediedigtere, Sofokles, Aischylos og lignende forfattere, fordi den vold, der blev skildret i disse skuespil, ville være for meget for børnene at klare. For børn vokser stadig, og de kan blive ødelagt i en tidlig alder. Hvis Platon havde set, hvad der foregår i dag, ville han vende sig i sin grav.

Men det er også en effekt, at Schiller i sit stykke Bruden fra Messina, og i indledningen til det stykke, skriver, at kultur har en kraft, som, hvis man går til en stor forestilling på et område, at den kraft gør noget ved ens sjæl, og den kraft forbliver endda, efter at forestillingen er slut, og man går hjem, den forbliver hos en. Det ved du selv. Hvis du har en opløftende oplevelse, bliver den hos dig i flere dage, måske længere. Men det samme gælder desværre, hvis man ser noget grimt: Jeg er holdt op med at gøre den slags, men før i tiden, hvis man for eksempel så en af dissekrimier, i Tyskland har man ikke længere film, man har krimier, »Krimis«; som i dag ikke længere har noget plot, de har kun vold, pornografi, perversion, vold uden nogen form for mening. Og hvis du gør det mod dig selv og ser det, sætter det et aftryk i dit sind, som også bliver siddende i dagevis, hvis ikke længere. Så det er derfor, jeg siger: Gør det ikke mod dig selv.

Hvordan får vi et bedre uddannelsessystem? Jeg tror, det er et stort problem: De forskellige lande i det Globale Syd afviser al denne perversion, kønsforretningen, børns ret til at ændre deres køn en gang om året, de skøre ting, der foregår – de afviser det. Kineserne afviser det, russerne afviser det, afrikanerne afviser det, mange andre lande, og de går tilbage til deres egne bedste traditioner. Inden for videnskaben tager de naturligvis en universel tilgang og tager ganske enkelt alt, hvad der har bidraget til menneskehedens fremskridt gennem årtusinder.

Og det, vi skal gøre i Vesten, er at – det er meget svært, for de fleste regeringer tilhører enten denne neoliberale skole, hvor alt er tilladt, eller også er de uvidende om de store traditioner og har en meget begrænset idé om, hvad »tradition« skal betyde.

Det, vi skal gøre, er at gå tilbage til de største perioder i hele menneskehedens historie, den klassiske periode i Grækenland, den italienske renæssance, den andalusiske renæssance, den franske Ecole Polytechnique, den tyske klassiske periode, og så tage fra andre kulturer, som den konfucianske tradition, den vediske tradition i Indien, og bare tage det bedste, som hele menneskeheden har frembragt, og gøre det tilgængeligt for vores elever. Det store problem er naturligvis, hvor vi skal få lærerne fra, for det har desværre ikke længere været på pensum i flere generationer, så jeg tror, at det, vi skal gøre, er at fremsætte ideen om en renæssancebevægelse, hvor de mennesker i Vesten, der forstår, at vi har en stor tradition, men at den er ved at blive glemt, fordi den unge generation ikke har nogen fornemmelse længere, at vi er nødt til at skabe en bevægelse, der kæmper for en kulturel renæssance. Og det er derfor, jeg skabte Schiller Instituttet for 41 år siden, med det udtrykkelige mål, at vi ikke kun har brug for en retfærdig ny økonomisk verdensorden, men vi har også brug for en dialog mellem civilisationer, som bringer det bedste frem i alle kulturer og alle nationer, og så føre en dialog mellem dem og ud fra det skabe en ny renæssance. Og det var, vil jeg sige, en af de bedste ideer, jeg nogensinde har haft, for det er nu det, der er sket blandt BRIKS-landene, blandt landene i det Globale Syd. Men vi er nødt til at få Vesten med, og jeg tror, at det kræver folk, der samler sig – vi har to kulturmagasiner: Vi har Leonore på engelsk, og vi har Ibykus på tysk. Det er to kulturmagasiner, hvor vi forsøger at fremlægge disse ideer. Så du kan abonnere på et af dem eller begge og sprede det. For vi har brug for folk, der kæmper for det her, hvilket naturligvis er meget sværere end at drikke sig fuld til et Superbowl-orgie.

SCHLANGER: Nu, Helga, har jeg endnu et spørgsmål til dig, som kommer fra en, der har fulgt Schiller Instituttets arbejde i mange år. Han skriver: »Jeg husker Schiller Instituttets promovering af den tyske rumforsker Krafft Ehrickes arbejde og hans idé om det udenjordiske imperativ. Når Elon Musk taler om, hvorfor han er så passioneret omkring kolonisering af Mars og videre, lyder han lidt som Ehricke. Ved du, om han er bekendt med Ehrickes arbejde, og er det muligt, at Schiller Instituttet kunne gøre noget igen for at popularisere de opfattelser, der var der fra Krafft Ehricke?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg ved ikke, om Elon Musk kender til Krafft Ehricke. Jeg er enig i, at det nok er et af de bedste aspekter ved Musk, fordi han ser ud til at have en idé om visionen for menneskeheden, hvad der sker med menneskehedens identitet, når man begynder at rejse ud i rummet og har en idé om at kolonisere rummet. Så hvis nogen af jer, der lytter, vil hjælpe, ved nogle af jer måske, hvordan man kommer til Elon Musk: Tag det arbejde, vi har udgivet om Krafft Ehricke. Vi har udgivet en bog af Marsha Freeman, en smuk bog om Krafft Ehricke: Send den til Musk, så kan han måske reagere på den.

Jeg tror, at vi lige nu promoverer Krafft Ehricke i Tyskland, fordi Tyskland er et af de lande, der sammen med Oberg og andre, herunder Ehricke selv, var pionerer inden for hele rumdrømmen. Krafft Ehricke havde sine tre love for rumfart: Jeg kan dem ikke udenad, men grundlæggende siger han, at der ikke er nogen anden grænse for mennesket end mennesket selv. Det er i sig selv en utrolig idé: Det frigør idéen om at tænke, hvilket jeg synes er ekstremt vigtigt. [“1. Ingen og intet under dette univers’ naturlove pålægger mennesket nogen begrænsninger undtagen mennesket selv. 2. Ikke kun Jorden, men hele solsystemet og så meget af universet, som han kan nå under naturlovene, er menneskets retmæssige aktivitetsområde. 3. Ved at ekspandere gennem universet opfylder mennesket sin skæbne som et livselement, udstyret med fornuftens kraft og den moralske lovs visdom i sig selv.”]

Jeg er helt enig, for Krafft Ehricke skrev disse ting i 1950’erne og 60’erne og 70’erne, men det er svært at finde nogen, der har en smukkere opfattelse af, hvad det gør at transformere den menneskelige identitet, når vi arbejder internationalt, sammen, og bygger byer på Månen, byer på Mars. Og jeg tror, at det er det eneste håb for, at vi i sidste ende vil overvinde denne tilstand af småbørn, der sparker hinanden, og i stedet blive voksne.

SCHLANGER: Kan du give os en forsmag på, hvad vi kan forvente af mødet i Den Internationale Fredskoalition på fredag?

ZEPP-LAROUCHE: Ja. Vi har denne gang et meget aktuelt og ekstraordinært antal talere. Jeg tror, at faren for, at der lørdag middag sker en optrapning til en større krig, eller at den følger kort tid efter, bør give os et incitament til virkelig at arbejde meget hårdt for at få oase-planen på bordet lige nu.

Som talere har vi Sydafrikas tidligere udenrigsminister Naledi Pandor. Sydafrika har tydeligvis spillet en meget vigtig rolle i forhold til at brænde for palæstinensernes situation, så det er en stor ære, at hun vil være der. Derefter har vi ekstremt vigtige talere fra den bedre tradition i USA, fra Eisenhower Media Network. Det er folk, som alle refererer til Eisenhower, og han havde i sin tid en plan om at bruge atomkraft til afsaltning, så det er en måde, hvorpå det republikanske parti måske faktisk kan forholde sig til denne Oase-plan, da den er i deres eget partis og Lincolns tradition, så det kan måske hjælpe med at få Trump til at vedtage Oase-planen. Og så har vi ekstremt vigtige mennesker fra Palæstina, diplomater fra andre lande i den sydvestasiatiske region.

Vi lægger invitationen ud i dag på Schiller Instituttets hjemmeside, så gå ind på hjemmesiden, så kan du se de andre navne, og organisér så, at så mange som muligt deltager eller i det mindste ser IPC-mødet på fredag, for det bliver en meget, meget vigtig intervention for at forsøge at få en bedre dagsorden på bordet, før det er for sent.

SCHLANGER: Det er fredag formiddag kl. 11 østkysttid. Og Helga, i betragtning af at så mange af spørgsmålene i dag var »hvordan gør vi det her?«, ville det være et glimrende sted for dem at starte.

Så tak, fordi du ville være med i dag. Har du nogle sidste ord?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, vi sidder på en potentiel krudttønde, som kan eksplodere i en katastrofe, så sørg for, at jeres samtidige bliver vækket af denne fare, og læg oase-planen på bordet, for oase-planen er en vigtig ingrediens i behovet for at gå over til en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Hvis præsident Trump ville ringe til præsident Putin og reagere på det krav, som Rusland har fremsat i lang tid, nemlig behovet for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, så er det den eneste måde, hvorpå vi kan forbyde faren for krig for altid, i traditionen fra den Westfalske Fred, hvor man anerkender, at for at opnå fred, er man nødt til at tage hensyn til den andens interesser, og det betyder alle andre. Så det er det, vi også vil diskutere på fredag.

SCHLANGER: Okay, så ses vi der.

ZEPP-LAROUCHE: Vi ses snart. (hzl/hcs)

Ikke korrekturlæst

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig byde jer alle velkommen. Den internationale diskussion er tydeligvis domineret af denne ret utrolige udtalelse fra præsident Trump. Han gjorde det på en pressekonference sammen med premierminister Netanyahu, hvor han meddelte, at USA forfølger en plan om at flytte palæstinenserne til andre lande og derefter gøre Gaza til, som Anastasia lige sagde, en ny Riviera. Han sagde også, at han vil gøre Gaza til et af de største og mest spektakulære udviklingsområder på jorden. Da han blev spurgt, hvem der skulle bo der, sagde han: »Verdens befolkning.« Det betyder naturligvis ikke de mennesker, der bor der nu, men folk, der skal være investorer og gæster i golfklubber, kasinoer, luksusresorts og så videre, og en animation af, hvordan det ville se ud, blev allerede offentliggjort af Netanyahus kontor i maj sidste år i 2024, hvor man kunne se en animation af en frodig, udviklet Gazastribe.

Dette er naturligvis straks blevet afvist af alle naboer, alle lande, især dem, hvor palæstinenserne angiveligt skal flyttes til, Egypten, Jordan, men også Indonesien blev nævnt. De afviste det alle sammen. Men alle naboerne afviste eftertrykkeligt denne idé, og det samme gjorde resten af verden, endda medlemmer af det republikanske parti i USA afviste det.

At dette ikke er en joke, blev straks demonstreret af den israelske forsvarsminister Israel Katz, som sagde, at han allerede havde instrueret hæren i at planlægge flytning af et stort antal palæstinensere, så de kunne forlade Gaza, og forberede en udgang ved landegrænser, i luften og til søs. Så sagde Katz også, at i betragtning af at lande som Spanien, Irland og Norge alle har anerkendt staten Palæstina, bør de tage imod disse palæstinensere, og hvis de nægter, vil deres hykleri blive udstillet.

Det skabte en sådan storm af forargelse verden over, at de forskellige talsmænd for administrationen dagen efter følte, at de var nødt til at tilpasse Trumps ord. For eksempel sagde udenrigsminister Rubio, at dette ikke er en fjendtlig udtalelse, det ville bare betyde, at USA bliver ansvarlig, og at det faktisk er meget generøst. Det Hvide Hus’ pressesekretær Karoline Leavitt sagde: »Åh, kan du ikke se, at dette bare er et nedrivningssted lige nu, og det ville være ret ondt at foreslå, at folk skulle bo der under så forfærdelige forhold.«

Det er svært at sluge, for samtidig viste tv-stationerne i detaljer den absolutte ødelæggelsesgrad, hvor alle huse var jævnet med jorden, og palæstinensiske familier forsøgte at rode i murbrokkerne for at finde billeder eller tegn på det, der tidligere var deres huse. Så at undlade at nævne med ét ord, hvem der er ansvarlig for denne utrolige ødelæggelse, som var den israelske regering, men støttet af en masse våbensalg fra USA og endda fra Tyskland – som om nogen burde have haft en grund til ikke at have gjort det.

Men det er skandaløst. Men som med enhver større krise er dette også en absolut chance. Det er det, vi gerne vil diskutere på denne uges IPC-session. For straks dagen efter sagde USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz, at eftersom dette er det eneste forslag, og Trumps forslag er det bedste forslag, sagde han følgende: »Faktum er, at ingen har en realistisk løsning, og han [dvs. Trump] har lagt nogle meget dristige, nye ideer på bordet, som jeg ikke synes, man skal kritisere på nogen måde. Det vil få hele regionen til at komme med deres egne løsninger, hvis de ikke kan lide Trumps løsninger. … Men en af de vigtigste pointer, som præsident Trump kom med i går aftes, var: »Fortæl mig, hvilke bedre alternativer de nogensinde er blevet tilbudt?«

Det er for os den absolutte mulighed for først og fremmest at sørge for, at alle kender til Oase-planen. Nu er hele regionen naturligvis i oprør som aldrig før, og jeg mener, at den forargelse, der er opstået, bør bruges som en energikilde til at sikre Mike Waltz og præsident Trump og alle, der ønsker at kende til den, at der faktisk findes en bedre løsning. Den egyptiske udenrigsminister Abdelatty sagde under et besøg i Tyrkiet, at Cairo planlægger at organisere en stor konference for genopbygningen af Gaza. Den palæstinensiske ambassadør i Rusland sagde, at det nu er nok, og at en tostatsløsning endelig skal på bordet for alvor, og at der i juni i New York vil blive afholdt en FN-konference om tostatsløsningen. Vi har fra Schiller Instituttet og Den Internationale Fredskoalition talt med mange mennesker i de dage, der lige er gået. Det er meget, meget tydeligt, at der er seriøse topkræfter fra regionen, som forstår, at det er nu, der skal ske noget, hvis der nogensinde skal ske noget.

Så jeg vil foreslå, at vi tager dette møde og de følgende dage med det absolutte mål, at vi senest ved denne FN-konference i juni skal have hele pakken på bordet: en tostatsløsning i kombination med en plan for økonomisk udvikling, ikke kun for Palæstina, ikke kun for Gaza og Libanon og Vestbredden, men for hele regionen. For hvis man flyver med et fly over området, er det meget tydeligt, at det hele er ørken. Jeg gjorde det engang, og derfor har jeg et levende indtryk af, at man kigger ud af vinduet på flyet og kun ser brunt, brunt, gult, gult, og ikke en eneste grøn plet.

Så det er nu, vi skal gøre det, som nogle af Emiraterne effektivt har gjort, og som har forvandlet noget af kyststrækningen til grønt land. Kina har lavet et utroligt eksempel ved at omdanne et område på størrelse med Tyskland i det nordøstlige Kina, som var fuldstændig ørken, og som nu, på grund af kunstvanding, er frugtbar landbrugsjord og skove og turisme. Og de mennesker, der før var ludfattige, er nu velhavende og nyder et liv i velstand. Og den tilgang skal anvendes i hele regionen som grundlag for fred. Hele denne region har brug for genopbygning. Afghanistan er stadig i en absolut alvorlig humanitær krise; Irak er totalt bombet; Syrien er stadig ødelagt. Yemen er så fattig, at børnene dør på hospitalerne.

Det, vi har brug for lige nu, er en helt anden tilgang: Der skal være en international mobilisering af hele verdensoffentligheden og et stærkt kor af stemmer, der siger: »Det nye navn for fred er udvikling.« Det skal absolut starte med anerkendelsen af en palæstinensisk stat; men det skal kombineres med en økonomisk udviklingsregion, ikke for nogle få rige mennesker, der nyder deres kasinoer og golfbaner i luksusresorts, men for alle! For hele befolkningen i regionen. Og det må blive kampråbet. Vi må tale med regeringerne i regionen, som Trump allerede har sagt, at han vil kræve, at de finansierer genopbygningen af Gaza. Men ikke den model, han foreslår, men en virkelig gennemgribende udvikling med Oase-planen: ideen om at bygge kanaler, store mængder atomkraftværker til afsaltning af store mængder havvand og omdanne hele regionen i en gigantisk plan for udvikling af fred.

Så jeg tror, at hvis vi mobiliserer alle og starter med en dialog mellem palæstinenserne og israelerne – og jeg ved, at nogle israelere ikke vil tale med palæstinenserne, men jeg tror også, at alle i Israel må overveje, at man ikke kan have alle fjender omkring sig og tro, at man har en sikker og velstående fremtid. Jeg tror, at det nu er tid til at gå i en helt anden retning og skabe en stabil situation for fremtiden.

Det var det, jeg ville sige i begyndelsen. Der er selvfølgelig andre emner, vi bør diskutere, f.eks. hvad der sker i Ukraine. Men jeg vil virkelig gerne sætte absolut fokus på dette punkt i dagens diskussion.

Bemærkninger under diskussionen:

Svar til Jonathan Kattab: Jeg synes, at alle dine pointer er rigtig gode. Det eneste, jeg eftertrykkeligt vil tilføje, er, at i det øjeblik dynamikken i den reelle økonomiske udvikling, sådan som Oase-planen beskriver den, vil skabe betingelser, hvor alle de forhåbninger, du har nævnt, faktisk kan fortsætte. Jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor det ikke er enten en politisk løsning eller helt sikkert ikke økonomisk udvikling uden en politisk løsning. Men vi er nødt til virkelig at se på disse ting som en helhed, og jeg tror, at hvis vi organiserer de næste uger og højst måneder, så vi virkelig har det mål, at vi i juni skal have udarbejdet hele denne pakke – som du understregede, alle de forskellige aspekter – inklusive en meget mere udviklet plan for en økonomisk genopbygning; jeg tror, at hvis alle kræfter forenes omkring dette perspektiv, så tror jeg, at det er et unikt øjeblik til at gennemføre det….

Jeg vil bare gerne understrege, at vi ikke er de fleste mennesker – det vil jeg virkelig gerne sige meget klart. Du nævnte menneskerettigheder, og jeg vil gerne sige, at begrebet menneskerettigheder, som det normalt er udviklet i de vestlige lande, ikke er den eneste fortolkning. Jeg tror fuldt og fast på, at den kinesiske regering, som har løftet 850 millioner mennesker ud af fattigdom i Kina, og at det var den motor, som gjorde det muligt for Kina at række ud til de andre lande i det Globale Syd, og gennem Bælte- og Vej-Initiativet har lanceret det største infrastrukturprojekt i historien: At udrydde fattigdom er efter min mening det største bidrag til menneskerettighederne. For hvis du skal bekymre dig om dit næste måltid, hvis du ikke har nogen sundhedspleje, og du dør tidligt, så er det at afhjælpe alt det og skabe en økonomisk chance for at leve et normalt liv med et fuldt udviklet potentiale af alle dine evner, efter min mening det største bidrag til menneskerettighederne, du kan opnå.

Jeg ville bare præcisere det, for jeg ved, at denne misforståelse er meget udbredt, men hvis man ser på min afdøde mands, Lyndon LaRouches, økonomiske teorier, synes jeg, det er meget klart, at vi ikke er som de fleste mennesker, men at vi er meget forskellige fra sådanne mennesker….

Lidt senere: Jeg vil bare sige til din overvejelse, præsident Ramotar, at FN’s Sikkerhedsråd ikke fungerede i den sidste periode, fordi USA altid nedlagde veto mod enhver løsning. Hvis man ser på det andet kriseområde lige nu, som er Ukraine, er der endda nogle stadig små, men ikke desto mindre håbefulde tegn på et muligt møde mellem præsident Trump og præsident Putin, ifølge regeringens talsmand Peskov; det var Storbritanniens udenrigsminister Lammy, som straks tog til Kiev i går, og som en af oppositionens parlamentarikere i Radaen sagde, er det tydeligvis endnu et forsøg fra briternes side på at forstyrre potentialet for en fredsforhandling, som Boris Johnson havde gjort i marts 2022, da Istanbul-forhandlingerne praktisk talt havde ført til en aftale mellem Putin og Zelenskyj, og det var Boris Johnson, som gik ind og sagde til Zelenskyj, at han skulle kæmpe videre. Og al den krig, der er sket i mellemtiden, var resultatet.

Så jeg vil bare sige, at FN’s Sikkerhedsråd måske ikke er det bedste, og måske er ideen om at have hele BRIKS, som nu er 22 lande, der er fuldgyldige medlemmer, og som bærer vægten af den Globale Majoritet. Jeg tror, at hvis dette gøres på en sådan måde, at det løfter hele diskussionen op på et højere niveau, for hvis vi ikke når frem til et nyt paradigme i diskussionen, som giver et realistisk perspektiv til at overvinde geopolitik, er jeg enig med dig i, at hvis denne krise ikke løses, eller enhver anden krise som Ukraine eller endda krisen i Stillehavet, er vi i fare for en global krig som følge af den.

Men jeg vil også gerne understrege, at jeg ikke mente, at israelerne og palæstinenserne skulle tale med hinanden alene, for det ville naturligvis være en ulempe for palæstinenserne. Men jeg tror, at det, vi har brug for, er en mobilisering af hele verden: Alle lande i regionen har en interesse – Jordan, Syrien, alle Israels naboer. Derfor tror jeg, at vi har brug for en generel mobilisering: Er menneskeheden i stand til at rette op på en af de største uretfærdigheder og forbrydelser i vores samtid og finde en løsning, som er acceptabel for alle? Jeg tror, det er noget, der kræver – jeg tror ikke, vi endda kan overlade det til eksisterende organer som FN’s Sikkerhedsråd. Jeg tror, vi har brug for en reel mobilisering af alle kræfter i og uden for regionen.

Senere i diskussionen: Jeg synes, at argumentet om at starte med små gennemførlige skridt med det samme giver god mening. Jeg kan kun sige, at jeg allerede er i gang med at diskutere, og at flere andre i vores organisation allerede er i gang med at diskutere med specifikke kredse. Da alt dette er en organisationsproces, er jeg endnu ikke i en position, hvor jeg kan annoncere det, men jeg ved, at der efter chokket over Trumps udmelding har været et reelt wakeup call for alle, der nogensinde har gjort en indsats for at skabe fred i regionen.

Så jeg tror, at en sådan idé om at have ekspertkomiteer med ingeniører, vandeksperter, atomare eksperter, vandforvaltningseksperter, jeg tror, at det absolut er tilfældet. Jeg tror, der er mange palæstinensere i udlandet, som har meget vigtige erhverv: alt fra læger til forskere og ingeniører. Jeg tror, at hvis der kom en opfordring til at hente dem alle sammen hjem for at være en del af genopbygningen, så ville det absolut gå. Så lad os blive ved med at tale om det og nå frem til konkrete resultater så hurtigt som muligt.

Senere i diskussionen: Jeg tror ikke, at det palæstinensiske spørgsmål vil blive løst uden en palæstinensisk stat, der er adskilt fra Israel, fordi hele det palæstinensiske folks identitet er, at de føler, at de uretfærdigt er blevet fordrevet fra det land, som de betragter som deres eget, og at de er blevet tvunget til at betale for tyskernes skyld i forbindelse med Holocaust. Jeg vil ikke gentage hele den lange historie med mange kampe frem og tilbage, men jeg mener, at der skal tages hensyn til både Israels og Palæstinas suveræne rettigheder. Jeg tror, at den eneste måde, det kan fungere på, er, at de to ting går hånd i hånd, for en stat uden udvikling er dømt til at mislykkes, og udvikling uden suverænitet er også dømt til at mislykkes. Det er derfor, jeg hele tiden har sagt, at man i en vis forstand er nødt til at gå fra toppen: Hvis der er en aftale mellem, lad os sige, præsident Trump og præsident Xi Jinping og præsident Putin om at gå i retning af et overordnet nyt paradigme, så kan alle problemerne løses, også i Mellemøsten. Hvis den geopolitiske kurs mellem disse stormagter fortsætter, er der ingen regional løsning på nogen konflikt. For jeg tror, at vi historisk set har nået et punkt, hvor vi er udmattede: Vi er nået til et punkt, hvor det 500 år lange kolonisystem er udtømt. Jeg tror ikke, det er muligt at vende tilbage til en tilstand, hvor dele af verden er koloniseret, og andre dele er verdens herskere. Det tror jeg er udelukket. Et udmattelsespunkt er også, at det vestlige finansielle system er håbløst forgældet, og det er kun et spørgsmål om tid, før det eksploderer, enten i form af et kollaps som følge af en forandringsreaktion eller en hyperinflation, og det kommer også til et udmattelsespunkt.

Det Globale Syd er ved at opstå med en kraft, som aldrig har eksisteret i historien før: Det er ånden fra Bandung, men denne gang styrket med Kinas magt, som lige nu er den ubestridelige motor i verdensøkonomien, som allerede har påvirket utrolige vækstrater i hele Asien og størstedelen af BRIKS-staterne. Så alle disse faktorer betyder, at man ikke kan løse situationen med en delvis løsning, og man kan ikke løse den med status quo. Enten går vi ind i tredje verdenskrig, hvis ingen af disse løsninger accepteres, eller også lykkes det os at foretage et artsspring, så at sige, i den menneskelige arts historie ved at holde op med at opføre os som små fireårige drenge, der sparker hinanden i knæene hele tiden; og blive voksne og sige, at vi er den kreative art i universet, og vi kan arbejde sammen om menneskehedens fælles mål, såsom at forsvare planeten mod faren for, at meteoritter eller andre objekter fra rummet sprænger store dele af verden i luften, som det skete for 65 millioner år siden, hvor dinosaurerne blev udryddet: Den fare eksisterer og er meget reel. Og at løse problemet med at forlade Jorden som det eneste beboelige sted, hvilket vi vil blive tvunget til at gøre om 1 million år eller måske 2 millioner år – nogle mennesker synes måske, at det er for langt væk til at overveje, men hvis man ser på den længere bue i menneskets udvikling, er vi nødt til at foretage sådanne kvalitative spring, ellers vil vi ophøre med at eksistere før eller siden.

Så jeg tror, vi er nået til det punkt, hvor vi er nødt til helt at ændre den måde, vi tænker på, og starte med menneskehedens fælles mål først, og så kan vi løse alle disse problemer. Og jeg tror, vi har brug for den diskussion mere påtrængende end nogensinde før.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg vil gerne sige noget, som jeg faktisk burde have sagt i begyndelsen: Og det er, at vi er nødt til at tænke på, at en utrolig kæmper for retfærdighed er gået bort, og det er professor Francis Boyle, som var involveret i mange kampe sammen med Schiller Instituttet, hvoraf den seneste var for palæstinensernes sag, og især i forbindelse med afgørelserne fra Den Internationale Domstol og Den Internationale Straffedomstol. Men vi har også en længere historie med ham: Vi kæmpede med ham, da spørgsmålet om krigen mod Jugoslavien var på spil, og folkedrabet i Srebrenica og lignende begivenheder. Så jeg vil gerne udtrykke vores sorg over, at vi har mistet en så fremragende og modig forkæmper for retfærdighed.

Ellers vil jeg gerne sige, at Oase-planen er nødt til at blive studeret af folk på denne opfordring. Vi vil som sædvanlig lægge en læseliste til dette i chatten. For der er en stor forskel, en enorm forskel, en grundlæggende forskel mellem Trump Riviera-planen og Oase-planen. Riviera-planen, som den præsenteres nu, vil være for de rige, milliardærerne og millionærerne. Den ville være baseret på at nyde overskuddet fra udnyttelsen af det nuværende system og profitmaksimering, og det ville være til skade for den generelle verdensøkonomi, fordi disse udskejelser går hånd i hånd med forarmelsen af flere og flere millioner mennesker over hele kloden.

Dette står i fuldstændig kontrast til selve essensen af opfattelsen af fysisk økonomi i Oase-planen, som tager udgangspunkt i principperne for fysisk økonomi, i ideen om, at den eneste kilde til rigdom ikke er råmaterialer, det er ikke penge, det er ikke at købe billigt og sælge dyrt eller nogen af den slags ordninger: Den går ud fra den antagelse, at den eneste kilde til rigdom er arbejdsstyrkens kreativitet, og at en forøgelse af denne kreativitet derfor fører til større videnskabelige og teknologiske fremskridt i produktionsprocessen, hvilket igen fører til en forøgelse af levestandarden: Det øger levetiden i et land; det øger antallet af mennesker, der kan forsørges. Så det er en fundamentalt modsatrettet tilgang til økonomi. Og hvis vi vil løse dette, tror jeg, at vi har brug for en masse mennesker, der bliver rigtige eksperter i fysisk økonomi. Derfor tror jeg, at vi vil gøre læselisten tilgængelig i chatten, eller at Anastasia vil sende e-mails med sådanne forslag.

Ellers vil jeg gerne gentage min opfordring fra begyndelsen om, at det er nu, der skal ske noget, for alle er rystet sammen. Der er mange, mange grupper, der mødes og diskuterer. Nogle af dem kunne virkelig katapultere denne diskussion op på det niveau, hvor vi er nødt til det, men vi bør sætte FN-konferencen i juni om tostatsløsningen som mål, men absolut kombineret med Oase-planen for hele regionen. Jeg vil gerne appellere til jer om at hjælpe os med at fremskynde diskussionen blandt så mange mennesker som muligt på det punkt, så vi bliver et kor af stemmer, der ikke kan tales for meget om. [hzl/amb] [ssu]

af Dennis Small (EIRNS) – 02. februar 2025

Efter en eksplosiv uge med dækning af de ulovlige aktiviteter i London-Washingtons »Deep State«-apparat, som blev afsløret i løbet af senatshøringerne om nomineringerne af Tulsi Gabbard og Kash Patel, vil Senatet gå over til en afstemning i løbet af den kommende uge. Begge kandidater klarede sig godt, og præsident Trump har givet dem sin betydelige politiske opbakning, både offentligt og privat. Alligevel må amerikanerne øge presset på Senatet for at sikre, at de bliver godkendt, for det dybe statsapparat har ikke tænkt sig at give op.

Som den tidligere CIA-analytiker Ray McGovern nøgternt forklarede på mødet i International Peace Coalition den 31. januar, vil netop det efterretningsapparat, som bliver afsløret og føler sig så truet af Gabbard og Patel, helt forudsigeligt sætte alle sejl til – både lovligt og ulovligt – for at sikre, at senatorerne stemmer, som efterretningstjenesten beder dem om. McGovern mindede om FBI’s J. Edgar Hoovers praksis for at understrege pointen. LaRouche-Organisationens oplysningsblad »The Liars’ Bureau«, som nu cirkulerer på Capitol Hill, afslører historien om den form for kriminalitet, som Gabbard får mandat til at rydde op i.

Derfor er det så meget desto mere betydningsfuldt, at Gabbard indledte sin skriftlige redegørelse for senatspanelet med en uforbeholden udfordring: »Jeg er beæret og taknemmelig over, at præsident Trump har vist mig tillid ved at udnævne mig til at tjene vores land som direktør for den nationale efterretningstjeneste på et tidspunkt, hvor tilliden til efterretningstjenesten er helt i bund. Chuck Schumer indrømmede: »Hvis du udfordrer efterretningsvæsenet, har de seks måder at hævne sig på fra på søndag.«

Som om Washington ikke selv havde nok krigsmagere at slås med, ankom Israels premierminister Benjamin Netanyahu til den amerikanske hovedstad den 2. februar og skal efter planen mødes med præsident Trump tirsdag den 4. februar. Den tilsyneladende dagsorden omfatter en drøftelse af fase 2 i aftalen om våbenhvile og udveksling af gidsler mellem Israel og Hamas. Men Netanyahu har en dybere dagsorden: at få Trumps opbakning til sin folkemordsplan om at fordrive alle palæstinensere fra Vestbredden og Gaza og gøre området til en etnisk renset del af Storisrael – en mangeårig drøm for det britiske udenrigsministerium og dets geopolitiske ideologi.

Vil Trump give efter? Er hans gentagne opfordringer til de arabiske nabolande om at acceptere millioner af fordrevne palæstinensere i deres lande – en idé, der igen blev kraftigt afvist den 1. februar af et halvt dusin arabiske ledere – sammenfaldende med Londons Netanyahu-udspil? Eller vil præsident Trump, den selvudnævnte ejendomsudvikler og bygherre, hælde i retning af at overveje LaRouches Oase-Plan, som Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche aktivt har promoveret? En sådan tilgang, som ville være til gavn for både palæstinensere og israelere, ville fungere bedst med Kinas aktive deltagelse i genopbygningen af Gaza og hele regionen – som førende kinesiske intellektuelle har udtalt er ganske muligt.

Men der er også store uvejrsskyer i horisonten for forholdet mellem USA og Kina. Ud over Trumps helt igennem misforståede indførelse af høje toldsatser på Kina (10 %), Canada (25 %) og Mexico (25 %) den 1. februar, har udenrigsminister Marco Rubio netop indledt sin første udlandsrejse, hvis erklærede hensigt er at drive Kina og dets Bælte- og Vej-Initiativ (BVI)-projekter helt ud af Amerika og sabotere ethvert eksisterende kinesisk samarbejde med nationer i regionen.

Rubios første stop var Panama, hvor han den 2. februar mødtes med præsident José Raúl Mulino. Midt i de svirrende rygter om en mulig amerikansk invasion af det lille Panama – udløst af præsident Trumps trusler i sin indsættelsestale om, at »Kina driver Panama-kanalen, og vi overdrog den ikke til Kina. Vi gav den til Panama, og vi tager den tilbage« – Rubio fik nemt, hvad han var kommet for. Mulino gik med til at annullere Panamas medlemskab af BVI, så snart aftalens forståelsespapir skal fornyes, og han havde allerede før Rubios ankomst indvilliget i at indlede en »undersøgelse« af de Hongkong-selskaber, der driver havnene i begge ender af kanalen – dvs. at udvise dem så hurtigt som muligt.

Betyder det, at Peru er den næste på hitlisten i lyset af sidste års indvielse af den dybvandshavn i verdensklasse, som Kina og Peru har bygget i Chancay?

Præsident Trump gjorde klogt i at minde om sine egne tidligere karakteristikker af Rubio. I et interview med »Fox News Sunday« den 28. februar 2016 var Trump ude med riven efter den mand, der nu er hans udenrigsminister: »Jeg kalder ham ‘Lille Marco’ …. Han er en meget ubehagelig fyr … en svindler.« Og endnu vigtigere er det, at Trump og hans rådgivere studerer Schiller Instituttets pamflet »Development Drive Means Billions of New Jobs, No Refugees, No War«, som viser, hvordan et samarbejde mellem USA og Kina mod de internationale finansielle interesser, som driver »den dybe stat«, kan stoppe fremdriften mod krig og sætte en stopper for flygtninge- og narkokrisen – to af Trumps vigtigste erklærede politiske forpligtelser.

Alle andre politiske muligheder, hvoraf præsident Trump allerede er gået i gang med nogle, vil give bagslag. Så få mest muligt ud af denne uges potentiale.

Foto: CC/Eric Haynes

Ikke korrekturlæst

af Megan Dobrodt (EIRNS) – 01. februar 2025

»Man er nødt til at tænke i udviklingslove for universet som helhed,« sagde Helga Zepp-LaRouche til en forsamling i Den Internationale Fredskoalition den 31. januar. »Spørgsmålet om godt eller dårligt defineres ud fra, om en bestemt handling, udtalelse, aktivitet, emne eller andet bidrager til den langsigtede udvikling af universet, af den menneskelige art. Øger det trivslen og den relative potentielle befolkningstæthed på planeten? Fremmer det universets love, eller er det i modstrid med dem? For hvis man ikke har en sådan retningslinje som målestok, vil man altid ende i konflikter, som kan udnyttes af imperier.”

Hvis USA lærte denne lektie, en metode til at tænke over den strategiske situation udviklet af Lyndon LaRouche, kunne vi sammen med resten af den menneskelige familie frigøre os fra det troglodytiske system af geopolitik og imperium, som har ført os » til kanten af undergang«.

Tag Trump-administrationens historiske skridt til at rense de kriminelle »Deep State«-elementer ud af de amerikanske efterretningstjenester, hvoraf en meget offentlig fase udspillede sig i Senatet i denne uge under bekræftelseshøringerne af Tulsi Gabbard og Kash Patel. Denne indsats skal støttes af alle patriotiske borgere i USA, og den skal lykkes. Tag også Trumps erklærede hensigt om at mødes med Vladimir Putin og Xi Jinping og om at afslutte krigen i Ukraine. Alle disse handlinger peger på et USA, som er ved at frigøre sig fra det imperiale krigssystems greb.

På den anden side kan man overveje fantasien om, at den »mægtige amerikanske dollar« kan stabiliseres af kryptovalutaer. Enhver, der ved noget om videnskaben om fysisk økonomi i modsætning til Wall Street-monetarismens kriminelle svindel, indser, at det globale finansielle system er fuldstændig bankerot og nu er vært for den største spekulative boble i menneskets historie – kryptovaluta er blot den seneste variant af privat spekulativ svindel. Det er en boble, som Federal Reserve har støttet, mens den produktive økonomi er kollapset i et accelererende tempo .

Kun en revaluering af valutaen på et fysisk økonomisk grundlag, som foreslået af Lyndon LaRouche i hans »Four New Laws To Save the U.S.A Now!« faciliteret af et samarbejde mellem stormagter som USA og Kina for at muliggøre den fysiske økonomiske udvikling af alle nationer, kan give værdi til en hvilken som helst valuta.

Den endelige retning for den strategiske situation i verden er stadig meget flydende. Nu er det tid til, at lederskabets stemmer med en klar opfordring til løsninger, der bidrager til den langsigtede udvikling af menneskeheden, kan udgøre forskellen mellem krig og fred, sammenbrud og en ny æra med evig fremgang for menneskeheden.

Foto: U.S. Senate Select Committee on Intelligence

Ikke korrekturlæst

[HZL] [AMB] [ssu]
ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen! Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 87. møde i træk. Jeg vil gerne takke alle for at være kommet, uanset om I er nye eller har været med i 87 uger for at skabe ægte fred i verden. Mit navn er Anastasia Battle; jeg er jeres vært i dag sammen med Dennis Small og Dennis Speed som medværter.

Jeg vil gerne minde folk om, hvorfor vi skabte dette forum. Vi ønskede at forene fredsbevægelsen i hele verden, fordi der har været mange indgreb for at forhindre dialog mellem forskellige grupper, uanset om de kommer fra venstre, højre eller midt imellem. Men hvis vi rent faktisk skal skabe ægte fred i verden, er vi nødt til at forene befolkningerne rundt om på planeten for at få det til at ske; koordinere, hvad vi gør med vores forskellige grupper, og samarbejde.

Der er sket mange meget spændende og vilde ting her i USA, men det har også været meget vigtigt, hvad vi gør for at forme processen her i USA og rundt om i verden. Til at indlede i dag har vi Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen til jer alle sammen. Verden befinder sig tydeligvis stadig i en tilstand af absolut spænding, hvor man forsøger at vurdere, hvilke ændringer den nye Trump-administration vil medføre for verden; først og fremmest hvad angår perspektivet for fred eller ikke-fred. Tegnene og signalerne synes mildest talt at være meget modstridende. På den ene side er der positive tegn, ikke mindst med nomineringen af Tulsi Gabbard og Kash Patel til de respektive poster i administrationen; høringerne har stået på i de seneste dage. Men de store krisepunkter venter stadig på en løsning.

Med hensyn til situationen i Ukraine sagde Kyrylo Budanov, som er chef for efterretningstjenesten, noget helt unikt og nyt fra ukrainsk side, nemlig at medmindre der er meget seriøse forhandlinger inden sommer, er der fare for, at Ukraine kan miste sin statslige eksistens – en eksistentiel trussel. Så hvis Ukraine signalerer vilje til at forhandle – og præsident Putin sagde også, at han er klar til at forhandle – kan man gå ud fra, at Trumps intention om at løse konflikten hurtigt absolut består. Men det er absolut obligatorisk, at Ruslands grundlæggende sikkerhedsinteresser – som er, at Ukraine ikke er med i NATO, og sikkerhedsgarantier i forskellige former – skal opretholdes. Så det er et lille lyspunkt i horisonten, at denne rædselsfulde situation snart kan få en ende, og at en forhandlet fred kan være mulig.

Mere bekymrende er helt klart situationen i Mellemøsten, hvor præsident Trump stort set har gentaget sit oprindelige forslag om at flytte alle palæstinenserne fra Gaza til Egypten, til Jordan og endda til Indonesien; hvilket blev afvist af alle disse regeringer. Det er naturligvis ikke i palæstinensernes interesse, som på trods af alle de utrolige lidelser altid har fastholdt opfattelsen af {sumud} – standhaftighed – og ideen om at holde fast i deres land, endda selv om det er dækket af murbrokker og affald. Det store spørgsmål er, hvad der nu vil ske? Vil fase to af våbenhvilen blive gennemført? Vil kampene blive genoptaget, som det sker på Vestbredden? Mange mennesker siger, at det, der skete i Gaza, vil gentage sig på Vestbredden. Men spørgsmålet er, hvilken løsning der vil blive lagt på bordet for fred i Gaza?

Vi promoverer Oase-planen; vi fra Schiller Instituttet og Den Internationale Fredskoalition er i gang med en international mobilisering for igen at lægge konceptet Oase-planen på bordet. Det ville være en generel økonomisk udvikling af hele regionen, startende med produktion af masser af ferskvand til kunstvanding i hele regionen; og naturligvis sammen med en to-statsløsning og hele spørgsmålet om en permanent fred. Det store spørgsmål – og måske kan nogle af deltagerne også kaste lys over det i denne diskussion – er, hvad der ligger bag præsident Trumps idé om at flytte palæstinenserne? Kan det være, at den plan, som premierminister Netanyahu udsendte for første gang i maj 2024, kaldet Plan Gaza 2035: Plan for transformation af Gazastriben? Er det, hvad der menes? I den plan, som blev offentliggjort af {Jerusalem Post} og forskellige andre publikationer, kunne man se animationer med fantastiske skyskrabere og tydeligvis luksusbygninger. Der var ingen omtale af en tostatsløsning, og der var ingen anden henvisning, end at myndigheden i denne Gazastribe nominelt skulle være under Den Palæstinensiske Myndighed; men som sagt, ingen henvisning til en tostatsløsning. Det, der i stedet blev fremhævet, var handelsruten mellem øst og vest; historisk set ligger Gaza i denne unikke position også med hensyn til handelsruten mellem Bagdad og Egypten og handelsruten mellem Yemen og Europa.

Det vil vi helt sikkert få mere at vide om den 4. februar, når premierminister Netanyahu ankommer til Washington for at diskutere med præsident Trump. Så tror jeg, at hemmeligheden vil blive løftet med hensyn til, hvad de faktiske planer er, og om det er et acceptabelt forslag eller ej. Trump vil også diskutere Libanon-spørgsmålet og Iran med premierminister Netanyahu. Det er også ekstremt vigtigt, og man kan kun sige, at Trump havde lovet, at han vil være der for at afslutte krige og ikke starte nye. Dr. Shay Har-Zvi, som er tidligere fungerende generaldirektør for ministeriet for strategiske anliggender, gav et interview til {Maariv}, hvor han foreslog, at spørgsmålet om atomkraft i Iran skulle forhandles med Det Internationale Atomenergiagentur som overvåger af processen. Den iranske udenrigsminister Araghchi advarede om, at ethvert angreb på de iranske atomanlæg ville få katastrofale, ødelæggende konsekvenser.

Jeg synes selvfølgelig, at vi skal prøve at finde ud af, hvad de egentlige planer for Gaza er. Jeg tror stadig, at ethvert forslag om at genopbygge Gaza med luksusbygninger og knudepunkter for handelsruter kan være forbundet med den berømte Neom-plan i Saudi-Arabien, som er en ret mærkelig idé om at bygge et skisportssted i ørkenen, hvilket ikke ser ud til at være en hovedprioritet i regionen. Men vi er nødt til at se, og vi er nødt til at kæmpe for Oase-planen, fordi Oase-planen ser på hele kortet fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Den Persiske Golf; fordi hele denne region skal ses under ét. Der skal være en fredsløsning, som løfter befolkningerne i disse krigshærgede regioner. Der er Afghanistan, Irak, Syrien, Yemen, Libanon, Vestbredden, Gaza; alle disse regioner er ekstremt plagede og ødelagte af mange års krig. Man er nødt til at gøre noget for befolkningen, ikke kun for overklassen.

Den overordnede situation er meget foranderlig. Jeg tror, at europæerne stadig ikke er helt afklarede; der er en enorm kamp i EU mellem dem, der går ind for en tilnærmelse til Rusland og Kina, og dem, der er på en komplet krigssti, som NATO mod Rusland. Mark Rutte, NATO’s generalsekretær, taler stadig om, hvordan Europa skal blive klar til krig; at de skal bruge 5 % af deres budgetter på militære udgifter, og at NATO skal være forberedt på en krig med Rusland om senest 4-5 år. Det er fuldstændig latterligt, fordi det er baseret på en fortælling, ikke på fakta.

I Polen, for eksempel, skal eleverne på grundskolen i de første år nu lære at skyde til den kommende krig med Rusland. Det er fuldstændig vanvittigt, og netop i dag, mens vi taler her, er der en afstemning i det tyske parlament om spørgsmålet om, hvad den nye lov eller ikke nye lov skal være for at håndtere migrantspørgsmålet, hvilket er et meget ladet spørgsmål. Vi kan diskutere det senere i diskussionen, men det er spørgsmålet, om Europa vil gå i retning af en tilnærmelse til Rusland i forhold til Ukraine og have en form for fredeligt samarbejde med BRIKS-landene? Eller vil Europa være i krigstilstand, uanset hvad Trump gør? Der er dem i Europa, som helt klart går ind for en optrapning. Det er en no-win-situation, men det viser, hvor vanvittige nogle af disse mennesker er.

Jeg tror, at vi i høj grad stadig er i en periode, hvor vi former den vej, verden vil gå, og derfor kan jeg kun bifalde den diskussion, vi skal have; for dette er et af de steder, hvor der hver uge diskuteres nye ideer til, hvordan vi kan gribe ind. Jeg tror, at det i denne uge helt sikkert er Oase-planen, som skal være i front. Det var mine indledende bemærkninger.

Bemærkninger under diskussionen:
Meget kort: Jeg tror, at det, du siger om, at man skal tage hensyn til den andens interesser, er et af de mest grundlæggende principper for at nå frem til fred. Jeg mener, at man kun kan nå frem til en retfærdig løsning, hvis man tager hensyn til alle andre i regionen. Vi forbinder altid dette med spørgsmålet om udvikling; at det nye navn for fred er udvikling. Det var derfor, jeg lagde vægt på spørgsmålet om, hvad den faktiske plan for genopbygningen af Gaza vil være. Spørgsmålet om flytning af palæstinenserne er efter min mening en total selvmodsigelse set i forhold til de principper, du lige har fremlagt om tostatsløsningen. Hvis du har nogen viden om, hvad de faktiske planer for fredsforhandlingerne er, hvis fase 2 og fase 3 lykkes, tror jeg, det ville være meget nyttigt for os, hvis du ville dele det med os. Ellers kan vi måske diskutere det ved en senere lejlighed, hvis du ikke har den information….

Vi forsøger helt sikkert at få Oase-planen på bordet, for det er helt sikkert en plan, der vil tage hensyn til interesserne hos alle de forskellige stater og folk i regionen. Jeg tror forhåbentlig, at det vil blive et diskussionsemne, når præsident Trump og Xi Jinping mødes, for vi havde en konference på Schiller Instituttet om Oase-planen i begyndelsen af december. Her deltog den kinesiske professor Zhang Weiwei, som sagde, at Kina er i stand til at overrisle store ørkenområder og gøre dem tilgængelige for landbrug, skovbrug og så videre. Jeg tror, det ville være en game-changer for regionen. Så eftersom præsident Trump er en person, der også har sans for at bygge, vil det forhåbentlig være et emne mellem disse to præsidenter. Det ville ændre hele grundlaget for regionen. Det er mit håb, og derfor bliver vi ved med at organisere os for det.

Senere i diskussionen:
Jeg tror, man er nødt til at skelne mellem ting, der er virkelig vigtige, og ting, der er af sekundær karakter. På en eller anden måde hænger det sjovt nok sammen med det spørgsmål, der blev rejst lige før; nemlig spørgsmålet om atomkraft eller ej. Jeg kan kun råde folk til at studere nogle af de skrifter, som min afdøde mand, Lyndon LaRouche, har skrevet. For han udviklede en metode til at tænke, som jeg tror, man virkelig kan lære; det er ikke en doktrin, det er en metode – der er en forskel. Og metoden er, at man skal tænke i forhold til udviklingslovene i universet som helhed. Spørgsmålet om godt eller dårligt defineres ud fra, om en bestemt handling, udtalelse, aktivitet, emne eller andet bidrager til den langsigtede udvikling af universet, af den menneskelige art. Øger det trivslen og den relative potentielle befolkningstæthed på planeten? Fremmer det universets love, eller er det i modstrid med dem? For hvis man ikke har en sådan retningslinje som målestok, vil man altid ende i konflikter, som kan udnyttes af imperier. Og imperier elsker intet mere end at sige, at denne person har det synspunkt, og den anden har det modsatte synspunkt; og hvordan kan jeg manipulere de to mod hinanden for at holde dem i en permanent tilstand af kamp? Hvis du imidlertid ser på, om nogen siger noget med en god hensigt, men det kan være forkert på et sekundært punkt, ville du så undgå at arbejde sammen med den person for at være ren? Eller ville du sige, at vores samarbejde fremmer en større sag?

Man kan se dette lige nu på en frygtelig perverteret måde i den tyske situation. Om eftermiddagen fulgte jeg noget af debatten i parlamentet. Det var en vældig højlydt seance; en masse følelser, en masse forkerte partnere, en masse ståhej. Hvad var problemet? Merz, CDU’s kanslerkandidat, foreslår at bremse tilstrømningen af migranter ved at skærpe migrantloven, primært i stil med det, Trump har gjort i USA. Det er angiveligt en reaktion på flere mord, hvor migranter var involveret og dræbte tyskere, og i det seneste tilfælde en toårig lille dreng. Merz ønskede, at afstemningen skulle støttes. AfD sagde, at de støttede den; AfD er paria i det tyske politiske system lige nu. Og Merz sagde nej, men hvis jeg fører den rigtige politik, vil jeg ikke lade mig afskrække af, at de forkerte mennesker støtter den rigtige politik. Det ville i princippet være et korrekt argument, bortset fra at hele retningen er forkert. Hvorfor sker mordene som følge af migranterne? Er det den enkelte migrants skyld, hvis han bliver morder? Ja, selvfølgelig; de er kriminelle og i nogle tilfælde psykiatriske tilfælde og skal have passende behandling. Men det større spørgsmål er, om det var korrekt af Bundeswehr at deltage i 20 år i en NATO-krig i Afghanistan, hvor 2 billioner dollars blev spildt, og mange liv gik tabt – millioner på afghanernes side og tusinder på USA’s side, 59 soldater fra Tyskland. Nettoresultatet er, at de efterlod en katastrofe. Så de mennesker, der kommer som flygtninge fra disse krigshærgede områder, er traumatiserede af den forfærdelige oplevelse af disse meningsløse krige. Så hvem nærmer sig dette spørgsmål fra det rigtige standpunkt? Det er ikke Merz; det er ikke AfD. For hvis man bare lukker grænserne, overlader man ofrene for de forkerte imperialistiske interventionskrige efter 9/11 til deres egen skæbne, og de sulter.

Det er derfor, jeg siger, at hvis vi vil afhjælpe fortidens problemer, må vi tage fat på de grundlæggende årsager. Og de grundlæggende årsager til migrantspørgsmålet er i USA, præcis som i de europæiske lande, deltagelsen i forkerte politikker. Enten imperialistiske interventionskrige, som USA og NATO deltog i efter afslutningen af den kolde krig for at bevare en unipolær verden; eller ved at lade kolonisystemet – på trods af befrielsen af nogle af de udviklingslande, som havde formel uafhængighed, men de var stadig underlagt et kolonisystem ved at blive nægtet adgang til kredit på grund af IMF’s betingelser; derfor blev deres fattigdom opretholdt.

Så hvordan måler man nu, hvad der er den rigtige politik? Den rigtige politik er naturligvis ikke at lukke grænserne, bygge mure og lignende ting. Men den rigtige politik ville være virkelig at afhjælpe den grundlæggende årsag til flygtningeproblemet. Det vil sige fattigdommen og krigskonsekvenserne af den imperiale politik. Jeg tror virkelig, at vi er nødt til at få målt, hvad der faktisk er sandt, og hvad der ikke er sandt. Jeg håber ikke, at jeg var for omstændelig, og jeg håber, at mit argument var klart. Hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, er ikke, hvad der ser ud til at være en flertalsafstemning på overfladen, eller det bedste argument. Det er spørgsmålet om, hvorvidt du begår retfærdighed, eller om du vedvarende gør ondt.

Afsluttende bemærkninger:
I mellemtiden har afstemningen fundet sted i det tyske parlament. Det ser ud til, at Merz tabte; han kunne ikke få sin skarpe migrantlov igennem på trods af, at AfD støttede ham. Det skyldes, at flere medlemmer af hans eget parti og nogle af de andre partier, som skulle have stemt for den, ikke stemte. Så indsatsen gik tabt. Det betyder ikke, at problemet er løst; jeg tror, at det vil føre til en vedvarende polarisering i de resterende tre uger af valgkampen. Jeg vil bede alle, der er med i dette opkald, og måske fra Tyskland, om at hjælpe os med at få det virkelige spørgsmål på bordet. Det vil sige ikke at lukke grænsen for flygtninge og nægte folk retten til asyl, som trods alt er en grundlæggende menneskerettighed, men at tage fat på problemet, hvor det bør tages op. Det vil sige, at vi endelig skal overvinde denne helt forfærdelige racisme. At tro, at kun vi i Vesten har ret til et anstændigt liv; og anerkende, at landene i det Globale Syd har samme ret som os til at have en harmonisk udvikling for alle deres borgere. Det kræver infrastruktur, industri og landbrug, for hvis du løber rundt med ét måltid om dagen, bliver dine menneskerettigheder krænket. Så sker der alle mulige ting som følge heraf. Jeg synes, at denne beslutning er god set fra mit synspunkt, for loven var dårlig. Den løser ikke noget, men den giver alle mulighed for at forstå og tænke over, hvad det egentlig betyder, at det nye navn for fred er udvikling. Det er vigtigt at stoppe politiske uretfærdigheder, men det vil ikke blive afhjulpet, hvis man ikke tager fat på de grundlæggende årsager til alle disse ting.

Med det vil jeg gerne opfordre dig til at være så aktiv sammen med os, som du kan.

Ikke korrekturlæst

af Jason Ross (EIRNS) – 30. januar 2025

Mens over en milliard mennesker i verden fejrer nytårsaften med fester, familiesammenkomster og de bedste ønsker og håb for det nye år, tog USA’s mulighed for at starte på en frisk et skridt fremad med senatshøringerne af Tulsi Gabbard og Kash Patel, der er nomineret til Trumps kabinet.

Kash Patel, der er nomineret til at lede FBI, har erklæret, at han vil undersøge og afslutte brugen af FBI til politiske formål og omdirigere indsatsen til at bekæmpe kriminalitet. »Jeg ville tage de 7.000 medarbejdere, der arbejder i den bygning, og sende dem rundt i hele USA for at jage forbrydere. Gå ud og vær betjente. I er betjente – gå ud og vær betjente,« sagde han i en podcast. Under høringen afværgede Patel spørgsmål og så ikke ud til at støde nogen af republikanerne, som, hvis de stemmer som et parti, vil sende hans nominering videre til hele Senatet.

Tulsi Gabbard, Trumps kandidat til posten som Director of National Intelligence, havde en omstridt høring med mange krav om, at hun skulle fordømme NSA-whistlebloweren Edward Snowden som forræder . Det var ikke nok for dem, at hun sagde, at han havde brudt loven, og at hun mente, at den rigtige fremgangsmåde ville have været at henvende sig til efterretningstjenesterne og generalinspektøren. Som i en kampsession insisterede de på, at hun skulle udtale ordet »forræder«. Hun gav sig ikke. Hendes egen personlige erfaring med at tjene i militæret i Irak, i en krig, der blev startet på baggrund af løgne, var en inspiration for hende til at handle for at reformere efterretningsprocessen.

LaRouche-organisationens rapport om »The Liars’ Bureau « er uundværlig læsning for at forstå årsagen til spærreilden af angreb fra medier og regeringslag mod bekræftelsen af disse to personer. Selv om Tulsi Gabbard og Kash Patel vidner, er det Senatet, der bliver testet. Vil efterretningstjenesten – som bragte verden Irak-krigen, drabet på Gaddafi, de »moderate oprørere« i Syrien, uberettiget udspionering af millioner af amerikanere og »Russiagate«-svadaen mod Trump (herunder løgnen om, at Hunter Bidens bærbare computer var russisk desinformation) – lykkes med at få Senatet til at nægte de nominerede deres plads i regeringen?

I mellemtiden foretager Trump forudsigelige handlinger, som er i modstrid med den store ros, han gav princippet om ytringsfrihed – han handler nemlig ud fra det, der er blevet kendt som »Palæstina-undtagelsen«. Han udstedte en bekendtgørelse for at »bekæmpe antisemitisme «, som indeholder en definition og eksempler på begrebet, der gør det muligt at anvende det på holdninger, der er anti-israelske snarere end anti-jødiske. Og han fulgte op med et faktaark, der beskriver hans planer om at deportere studerende, som deltog i det, han kaldte »pro-jihadistiske« protester. »Til alle de herboende udlændinge, som deltog i de pro-jihadistiske protester«, står der i faktaarket, «vi giver jer besked … vi vil finde jer, og vi vil deportere jer. Jeg vil også hurtigt annullere studievisummet for alle Hamas-sympatisører på universitetscampusser….«

Vil alle dem, der fordømte censur af Bidens laptop på de sociale medier, forsvare retten til at ytre sig politisk og kritisk om Israel?

I Tyskland er partiet Alternative für Deutschland (AfD), der er blevet behandlet som en paria siden sin grundlæggelse, blevet en del af den lovgivende politik, da dets medlemmer leverede de nødvendige stemmer til at vedtage et lovforslag om migration, som CDU stod bag. Tidligere afviste andre partier at drage fordel af AfD’s stemmer til deres politik og insisterede stort set på slet ikke at beskæftige sig med det. AfD har fordoblet sine stemmeprocenter i løbet af de sidste tre år og spås i øjeblikket en andenplads ved parlamentsvalget den 23. februar. AfD’s modstand mod en konflikt med Rusland og mandater for grøn energi, som er en del af dets platform, der også indeholder nogle ubehagelige elementer, har givet partiet øget støtte.

Men i sidste ende er det gennem et program for verdens udvikling under et paradigme, der afviser den unipolære herskermagt, som den angloamerikanske elite har søgt, at migrationsproblemer kan løses pålideligt som en del af en bredere bevægelse mod videnskabelig og teknologisk udvikling baseret på stigende energiforbrug og stigende kvalitet af denne energi og en kulturel renæssance baseret på det unikke kendetegn ved menneskelivet: evnen til at generere hypoteser, der overskrider sanserne, hypoteser om universelle principper, som gør det muligt for os at transformere vores forhold til naturen og til hinanden.

Foto: C-SPAN