1

Helga Zepp-LaRouches hovedtale: Den humanitære krise i Afghanistan:
På vej til en langsigtet løsning:
Rådet for internationale anliggender i Rusland og Schiller Instituttets videokonference

Den 10. februar 2022 — Goddag Harley; goddag Andrey.

Jeg har en lidt anderledes opfattelse: Jeg mener, at uanset hvem der er ansvarlig for gennemførelsen af sanktionerne rettet mod Afghanistan og for indefrysningen af afghanske aktiver i USA og i Europa efter Talebans magtovertagelse i august, også bærer ansvaret for følgende: Ifølge den tyske UNICEF-chef, Christian Schneider, er 1 million børn under fem år akut underernærede i Afghanistan, og deres tilstand er af en sådan beskaffenhed, at de i Tyskland ville skulle behandles på en intensivafdeling, hvilket betyder, at de under de nuværende omstændigheder sandsynligvis vil dø. Ifølge FN befinder 8,7 millioner mennesker sig i en fremskreden tilstand af sult; 24,4 millioner eller 55 % af befolkningen befinder sig i en nødsituation, hvilket betyder, at de mangler alle de basale livsfornødenheder, mens 98 % ikke har nok at spise. Flere og flere familier sælger nogle af deres børn i håb om, at de andre vil overleve, og folk sælger deres organer.

Også massemedierne i USA og Europa har efter en kortvarig medieomtale i august og begyndelsen af september, næsten intet rapporteret om denne værste humanitære krisesituation på kloden. Lederne af de NATO-lande, som trak sig så hastigt tilbage fra Afghanistan i august, vidste naturligvis, at 80 % af landets budget kom fra bistand fra donorlandene, og at kombinationen af annulleringen af disse midler, indefrysning af afghansk kapital og sanktionerne ville kvæle Afghanistans økonomi fra den ene dag til den anden.

Efter seks måneders tragedie og utallige forgæves appeller, bortset fra et par små indrømmelser for nylig, må man spørge sig selv, hvad hensigten med denne politik er? Argumentet om at Taleban først skal anerkende kvindernes rettigheder osv. synes at være absurd, når disse kvinder og deres børn er døde. Er det hensigten at sabotere Talebans evne til at opretholde en fungerende stat i et sådant omfang, at oppositionen, herunder ISIS, al-Qaeda, narkotikasmuglere, krigsherrer osv. får herredømmet?

Konsekvensen ville være en ny og blodig borgerkrig, et helvede, hvor civilbefolkningen – mellem sult, frostgrader, COVID, epidemier, osv. som polio, mæslinger, dengue-feber og diarré – vil blive knust, og millioner af flygtninge vil forsøge at søge sikkerhed i nabolandene og i Europa. Det ville være en fortsættelse af det britiske imperiums store spil af Bernard Lewis og Zbigniew Brzezinski, som har til formål at sikre den geopolitiske destabilisering af Rusland og Kina, og at forhindre den økonomiske integration af Eurasien gennem Bælte- og Vej-Initiativet ved hjælp af de gamle virkemidler som terrorisme, opiumskrige og etniske konflikter. Hvis denne politik “lykkes”, vil den blot være endnu et element i den store afsluttende akt i menneskehedens tragedie, som udspiller sig på verdenshistoriens scene, mellem Vestens modstandere og Rusland og Kina, og som nu har nået et punkt, der beskrives af {Bulletin of the Atomic Scientists} som 100 sekunder før midnat på dommedags-uret.

Der findes et modtræk til at redde Afghanistan, som jeg har kaldt “Operation Ibn Sina”. Ibn Sina, som levede for ca. 1.000 år siden, var en af de største læger i verdenshistorien, hvis {Canon of Medicine} forblev en delvis reference indtil det 18. århundrede. Ibn Sina blev født i det nuværende Usbekistan; hans far stammede fra Balkh i Afghanistan. I tider med corona-pandemien er det yderst vigtigt at huske, at det var ham, der bl.a. erkendte karantænens enorme betydning for bekæmpelsen af epidemier. Ud over at være et fremragende renæssancemenneske kan han udgøre en symbolsk figur for redningen af Afghanistan.

Operation Ibn Sina kan skabe en forandring til det bedre på to måder. For det første kan den blive et synonym for internationalt samarbejde om at opbygge et moderne sundhedsvæsen og tilvejebringelse af mad til det afghanske folk. Hvis alle nabolande, såvel som USA og de europæiske nationer, der kæmpede i Afghanistan i 20 år som en del af NATO, og som derfor har en himmelråbende moralsk forpligtelse, hjælper befolkningen ud af denne ufortjente akutte nød og samarbejder om et lynprogram for bistandshjælp, kan det værste stadig afværges.

Ud over det humanitære aspekt vil Operation Ibn Sina også have en militærstrategisk dimension. Hvis Rusland, Kina, USA og Indien, de fire nationer med den største militære og økonomiske betydning eller befolkningsstørrelse, kunne samarbejde, kunne det udvikle sig til en tillidsskabende foranstaltning til løsning af de store strategiske konflikter. Afghanistan er i modsætning til Ukraine eller Taiwan, der har strategisk betydning, ikke en af Ruslands og Kinas kerneinteresser. Det ligger mange tusinde kilometer væk fra USA, mens Indien på den anden side har en central interesse i stabiliteten i egne geografiske omgivelser. Samarbejdet mellem disse fire magter, foruden mobiliseringen af andre eksisterende formater, såsom “Troika-plus”, SCO og OIC [Organisationen for islamisk Samarbejde], med det formål at redde Afghanistan, kan være et skridt i retning af det nye paradigme i internationale relationer, uden hvilket det ikke vil være muligt at sikre menneskehedens fortsatte overlevelse.

Der er intet sted på denne jord – og det omfatter det strategisk eksplosive potentiale i de destabiliserende operationer omkring Ukraine og Taiwan – hvor menneskehedens moralske egnethed til at overleve, afprøves hårdere end i Afghanistan. Det er ikke vores sikkerhed, som vi skal forsvare i Hindu Kush, som den daværende tyske forsvarsminister Peter Struck havde hævdet den 11. marts 2004 for at motivere Tysklands deltagelse i krigen i Afghanistan, men det er vores medmenneskelighed.

Militære strateger, opfordres til at tage højde for et måske ukendt domæne for strategisk tænkning: Befolkningens moralske habitus – både deres egen befolkning og deres modstanders. Da den Franske Revolution mislykkedes på grund af den jakobinske terror, konstaterede Friedrich Schiller, at “et stort øjeblik havde fundet et lille folk”, at selv om den objektive mulighed var til stede, var den subjektive moralske kapacitet utilstrækkelig. Han skrev derefter {De æstetiske Breve} i den overbevisning, at fra nu af ville enhver forbedring på det politiske område, udelukkende være mulig gennem en forædling af den enkeltes karakter. Han mente, at “uddannelsen af evnen for ‘{Empfindungsvermögen}’, empati, er tidens mest presserende behov”, fordi det “vækker forbedringen af forståelsen”.

Ud fra dette perspektiv er overvindelsen af den “fordærvede ligegyldighed” hos dele af befolkningen, som gør dem lige så ufølsomme over for andre folks lidelser som for virkningerne af deres geopolitisk motiverede dæmonisering af den formodede fjende, en strategisk faktor af højeste betydning. “Operation Ibn Sina” bør derfor blive det flag, under hvilket alle kræfter, der ønsker at redde det afghanske folk, samles, af barmhjertighed, agapē, som ønsker at skabe et nyt paradigme i de strategiske relationer, som middel til endelig at overvinde truslen om krig, og som ønsker at forsvare vores arts menneskelighed.

 




Pino Arlaachi: En succesfuld strategi til at udrydde opiumproduktionen i Afghanistan

Del 1:

Mange tak til Schiller Instituttet for indbydelsen, som jeg accepterede med entusiasme, for at tale om spørgsmålet som jeg har haft med at gøre i et par forskellige roller. I første ombæring fordi Afghanistan er hovedproducenten af narkotikaafgrøder i verden, producent af størstedelen af opium og heroin, som indtages i Vesteuropa, og min rolle på det tidspunkt, som administrerende direktør for FN’s Agentur for narkotikabekæmpelse og kriminalitetsforebyggelse, og dernæst, som et medlem af Europa-Parlamentet, havde med Afghanistan at gøre, som ophavsmand til den Europæiske Unions strategi for Afghanistan. Det er en rapport, som stort set er blevet godkendt af Europa-Parlamentet i 2010, og derefter ignoreret af den Europæiske Kommission i de efterfølgende år.

Så, Afghanistan har et sted i mit hjerte, ikke blot som en studerende i politiske spørgsmål og en sociolog, men også som et land der har rigeligt af betydning og symboler for os alle i Europa og i resten af verden.

Sidste sommer – vi havde bevis derpå – syntes spørgsmålet om Afghanistan at blive den højeste prioritet i verden; [og] blot to måneder senere, et fuldstændigt kollaps i interessen omkring Afghanistan og alt relateret til det. Jeg er forbløffet, disse dage, over det drastiske skifte i interessen for den finansielle og offentlige mening, både politisk og i medierne, om Afghanistan. Så snart den sidste amerikanske soldat forlod landet, efter næsten alle vestlige personer var evakuerede ud af landet, faldt et tæppe af stilhed pludselig ned over Afghanistan. I de sidste to uger læste jeg i de italienske aviser blot én artikel om Afghanistan. Der er ingen, som synes at være særligt interesseret i spørgsmålet.

Og dette er desværre bekræftelsen af en attitude, som vi i den vestlige verden har, om hvad som helst der ikke passer ind i vores syn på verden. Som Hussein [Askary] lige sagde: Der er et komplet, nyt paradigme i verdensordenen og i politiske anliggender, som nu bliver mere og mere tydeligt fra dag til dag. Men dette paradigme startede ikke med krisen i Afghanistan. Det begyndte for flere årtier siden, og hvad der sker nu er bare, at vi bliver klar over denne nye sammensætning af verden.

 

Min plan tilintetgjorde valmueproduktionen

Min interesse i Afghanistan handlede om kontrol af narkotika, og da jeg fik min position i toppen af FN, mente jeg, at det var en mulighed for at omsætte det til praksis, som jeg som student havde udarbejdet flere år tidligere: Det faktum, at problemet med hårde stoffer, både heroin og kokain, som indtages i Vesten, har sit ophav i det land, som producerer stofferne. Ikke kun fra et fysisk – det er klart, at disse er naturlige stoffer, som er produceret et andet sted, ikke i Europa – men også fra et økonomisk og socialt standpunkt.

Så den bedste strategi var ikke at angribe problemet her, i den sidste fase af narkotikahandlen. Den bedste måde var at gå til kilden af én økonomisk grund: Det faktum, at opiumproblemet, ved kilden, er meget lille, i økonomisk forstand. Opiumspørgsmålet, heroinspørgsmålet, stofmisbrug bliver et stort problem i slutningen af kæden. Hvad der altid har forbløffet mig om tallene for heroinproduktionen i Afghanistan, [er]: 10 kg opium omsættes til 1 kg heroin: 1 kg opiumvalmuer i Afghanistan koster ikke mere end 10 eller 20 dollars. Kiloprisen for heroin i Afghanistan, ved gårdsporten, bliver ikke solgt for mere end 100, 200, 300 dollars. 1 kg heroin her, i København, koster omkring 40.000, 50.000, 60.000 dollars. Så strategisk set gav det langt større mening at gribe ind ved kilden.

Gårdsproduktionen af opiumvalmuer i Afghanistan, da jeg begyndte at beskæftige mig med landet, var omkring 100 millioner dollars om året. Sidste år, i 2020, var det 250 millioner dollars, den samlede produktion af opiumvalmuer i Afghanistan. Det er 90% af verdens opium: Så 250 millioner dollars bliver til 15 milliarder dollars her i Europa og næsten det tilsvarende i USA.

Jeg var ikke den første, som tænkte tanken, at vi kunne gribe drastisk ind med en meget lille mængde resurser, ved kilden, og blot tilintetgøre produktionen af opiumvalmuer, og forsyne de afghanske landmænd med et reelt alternativ i form af andre slags afgrøder; eller vi videreudviklede konceptet. Vi talte ikke længere blot om simpel udskiftning med andre afgrøder, [men] om integreret, økonomisk udvikling.

Jeg udviklede planen, hvormed opiumvalmuer i Afghanistan kunne udryddes i løbet af 10 år – dette var i året 1997. Planen var enkel; den kostede 100 millioner dollars – 20 millioner om året i fem år for at tilintetgøre produktion – 20% hvert år – og så 5 år til for at konsolidere resultatet. Jeg præsenterede denne plan i Wien til alle medlemslande, særligt Danmark og Sverige: De var de eneste lande, som øjeblikkeligt lovede at bidrage 10% af tallet, som blot stolede på den plan, som vi præsenterede dem for. Men jeg fik en solid tilslutning af alle medlemslande, og sågar amerikanerne, som på det tidspunkt var på meget god fod med Taliban.

Taliban havde det år grundlæggende set kontrol over 80% af landet. De var Afghanistans regering. Og selv især USA fortalte mig: »Grønt lys; tag derhen. Dette er et land, som vi ikke er særligt interesserede i længere, så europæerne kan arbejde der. Vi vil støtte dig, programmet og alt« – selv hvis de aldrig troede på udskiftningen af afgrøder.

De eneste lande der troede på udskiftningen af afgrøder var de nordeuropæiske lande – de skandinaviske lande – og Italien og Tyskland. De støttede op om idéen. Mange andre lande støttede den aldrig, enten fordi de ikke forstod idéen, eller fordi amerikanerne altid støttede idéen om at ødelægge opdyrkelsen ved at afbrænde afgrøderne, og de var altid meget skeptiske overfor alle andre alternativer.

Så jeg overbeviste hele tiden amerikanerne, i løbet af Clinton-administrationen, at de i det mindste skulle se på resultaterne af dette program og så tage den derfra. Så de modsatte sig det ikke. Vi taler om et tidspunkt med en unipolær verden; på det tidspunkt var det virkelig kun USA, som var den eneste supermagt på verdensscenen, så man kunne aldrig gøre noget i FN uden deres godkendelse.

Jeg tog til Afghanistan, hvor FN havde en ret stor intervention; ikke kun humanitære programmer, men også mit program, hvilket var et mellemstort program i familien af FN-programmer. [Vi] havde en betragtelig pengesum, særligt havde vi et par hundrede personer, som lavede en optegnelse over produktionen af opiumvalmuer i Afghanistan. Hvert år lavede vi en lokal analyse [i modsætning til én satellitbaseret analyse], provins efter provins, område efter område, af al opiumproduktion.

 

Forhandlingen med Taliban

Med denne godkendelse tog jeg så til Afghanistan. Og jeg mødte den tids Taliban-ledere. Talibans statsminister på det tidspunkt kom til mødet. Ved begyndelsen af mødet fortalte han mig: »Du ønsker at udrydde produktionen af opiumvalmuer i Afghanistan på 10 år? Hvorfor vil du vente 10 år? Du kan give os de 250 millioner dollars, og vi vil gøre det på et år«.

Jeg afbrød forhandlingerne for at konsultere med mine folk, fordi dette var en stor ting. Og så sagde jeg til ham:

»Nej, det er ikke muligt. For det første har jeg ikke 250 millioner dollars, og jeg bliver nødt til at spørge donorerne for at kunne gøre det. Donorer vil ikke engang give mig blot 1 dollar, på grund af jeres omdømme hvad kvinders rettigheder og narkotikaspørgsmålet angår. I har ikke troværdighed overhovedet på den internationale arena.

Så først må I gå i gang, vis at I er troværdige, og så kan jeg fortælle jer, at jeg vil gøre alt hvad der er i FN’s magt for at støtte jer i dette spørgsmål om at finde alternativer for bønderne. Man skal jo selvfølgelig ikke bruge tvang eller vold mod bønderne, og så videre.«

De fortalte mig, ja, de kunne ikke lide svaret…

»Men for det første,« sagde jeg til dem, »bliver I nødt til at forbyde opiumopdyrkelse, fordi det har I aldrig gjort«. De legede med Koranens fortolkning af »rusmidler«. Det var ikke klart, ifølge dem, om Koranen, med »rusmidler«, hvilket er alkohol og så videre, også inkluderede opium.

Så vi inddrog nogle store, religiøse eksperter fra deres side, Sunni-eksperter i Koranen, som fastslog – vi betalte også studiet udført af disse eksperter – at opium var et »rusmiddel«. Og de lavede et forbud mod opiumvalmuer; vi skrev den faktiske lov, og så begyndte de virkelig at sige, at de ville håndhæve den.

Ved det samme møde besluttede vi så – statsministeren havde taget afsked – og guvernøren for Kandahar blev tilbage, og vi forhandlede os til et slags eksperiment i Kandahar-regionen. De ville tilintetgøre opiumvalmuer i Kandahar-regionen, og vi ville genåbne en hel fabrik, som var ude af drift der, hvilket ville skabe arbejdspladser for 2.000 personer, herunder kvinder. Det var blevet bygget af et tysk firmaer for årtier siden og var blevet efterladt. Men efterladt i god stand. Det krævede blot at blive forsynet med strøm. Vi udførte eksperimentet, og fabrikken fungerede.

Så dette var vores forslag: tilintetgørelsen af opiumvalmuer i Kandahar-regionen og genåbningen af en fabrik og arbejdspladser for folk, herunder kvinder.

På dette tidspunkt var der forhandlinger internt i Taliban, fordi de umiddelbart havde sagt »nej«. De sagde, »Okay, farvel«. Så sagde jeg, at jeg godt ville lave en udtalelse: »I nægtede at genåbne en fabrik, som ville skabe mere end 1.000 arbejdspladser, på grund af spørgsmålet om kvinder, som ikke ville [blive tilladt at] arbejde i fabrikken«. På det tidspunkt konsulterede guvernøren med den øverste leder af Taliban, mullah Mohammed Omar, som boede blot et par kilometer væk, og ved historiens ende sagde de, »ja, kvinder kan arbejde i fabrikken, men i en afskilt del af fabrikken«. Okay, intet problem, men de kunne arbejde i fabrikken, som alle andre.

De begyndte at omsætte aftalen. På et vist tidspunkt stoppede aftalen. Vi var begyndt at arbejde på fabrikken. De sagde: »Nej, nej, I må stoppe fabrikken, fordi vi har solgt den fabrik til en forretningsmand, en udenlandsk forretningsmand, som var en vis mand, der kom fra Saudi-Arabien, ved navn Osama bin Laden, der boede blot en landsby længere væk fra mullah Omar i Kandahar på det tidspunkt. Vi taler om november 1997.

Og da jeg tog hjem fortalte jeg amerikanerne alting. Jeg havde et møde med alle programmets donorer, og de sagde på den tid, hvad jeg siger til jer nu, inklusive om bin Laden. Så ingen kan sige, at de ikke kendte til bin Laden og alle de andre.

I hvert fald, så begyndte der at være meget usikker adfærd fra deres [Talibans] side de efterfølgende år, men vi blev ved med at tilskynde dem, bibeholdt altid en grad af forhandling. Jeg mødtes med dem i Kandahar; jeg mødtes med dem i Pakistan, hvor de har et vigtigt kontor; og de havde også et andet meget vigtigt kontor i New York, hvor de havde med alle lande at gøre, et kontor med to personer, en mand og en kvinde – en kvinde, som ankom i blå jeans, en Taliban-kvinde; jeg spurgte hende: »Hvordan kan du gøre dette? Hvis jeg tager et billede af dig her og nu, og sender det til Afghanistan, hvad ville der ske med dig?« Hun sagde: »Intet. Jeg er her med fuld tilladelse af regeringen, de ved det udmærket. Jeg er en diplomat, og jeg er bemyndiget til at tale med dig og en hvilken som helst anden, og til at klæde mig på denne måde«. Nå, nå.

 

Del 2:

Nul opiumproduktion

Altså, de begyndte at blive usikre. I nogle områder samarbejdede de med os og modvirkede opdyrkning; donorerne blev temmelig skuffet og trak deres støtte til programmet tilbage. Men jeg fortsatte med at arbejde med programmet; donorer støttede vores begrænsede program for dele af Afghanistan, og støttede andre dele af vores program, men mistede entusiasmen for spørgsmålet indtil sommeren 2001: I sommeren i 2001 var der ingen opiumproduktion i Afghanistan, fordi de under pres fra os, og også fordi de ønskede at genvinde tilliden, som de havde mistet fra os, på grund af deres usikkerhed i de efterfølgende år; jeg krævede også, at FN’s Sikkerhedsråd indførte nogle sanktioner mod dem og så videre. Men vi mistede aldrig, aldrig forbindelsen med dem. Vi havde altid et positivt forhandlingsforhold, også på mange andre områder, hvilket jeg ikke ønsker at sige for mange detaljer om.

Nå men, udfaldet var: Nul produktion i Afghanistan. Vi kunne ikke tro vores egne øjne – der var ingen produktion, nul! Fordi de havde forbudt dyrkning i september/oktober, og der var ingen produktion af opiumvalmuer i landet. Så vi påviste, at det er muligt ikke at producere opium i Afghanistan.

Året 2001, sommeren: 11. september, samme år. USA’s oktoberinvasion af Afghanistan med fuld støtte af det internationale samfund. Vi gav USA fuldt råderum i tiden efter hændelserne omkring 11. september. De invaderede landet og vi håbede at de ville konsolidere resultatet på vores side, som havde med narkotikabekæmpelse at gøre.

Jeg talte med alle embedsmændene i det amerikanske udenrigsministerium, som var ansvarlige for narkotikaspørgsmålet. De fortalte mig, »Jo, jo, jo, vi vil fortælle alle vores militærfolk, at vi fik dette kæmpe resultat, også takket være din intervention«, og alle de andre. »Du kan være sikker på, at dette resultat vil blive opfulgt de i kommende år.«

Nå, hvad der skete, var præcis det modsatte. Toppen af det amerikanske lederskab, begyndende med forsvarsminister [Donald] Rumsfeld, tog til Afghanistan, og han lavede personligt en række aftaler med de førende krigsherrer i Afghanistan, Talibans fjender, lederne af den Nordlige Alliance, angående kampen mod terrorisme, som hovedsageligt ikke var en alliance eller et produkt heraf; til gengæld – ikke skrevet ned og så videre – men de tilsidesatte spørgsmålet om narkotika, og gav i praksis grønt lys for dyrkning, således at [valmuedyrkning] skød i vejret til enorme niveauer året efter.

Ved slutningen af dette år havde vi, gennem data som russisk efterretning gav os, opdaget en hel række af heroinlagre på grænsen mellem Tadsjikistan og Afghanistan. Fyrre heroinlagre, 100 tons heroin i alt. 100 tons heroin er Europas samlede efterspørgsel for et år. Så smuglerne byggede denne række af lagerbygninger, hvor de oplagrede kæmpestore mængder af heroin. Vi havde billedet af disse lagre, og jeg gik til FN’s Sikkerhedsråd og opfordrede til en intervention.

 

USA, Sikkerhedsrådet og EU triller tommelfingre

Først talte jeg selvfølgelig med amerikanerne og med andre, Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer. Amerikanerne var ekstremt flove; de havde et stort møde med alle de amerikanske agenturer som var involverede, og konklusionen var, at de ville være neutrale. De kunne ikke bekræfte eller støtte vores intervention i ødelæggelsen af disse laboratorier, og de ville ikke modsætte sig den. Grunden var meget simpel, fortalte en højtstående embedsmand fra udenrigsministeriet mig. [Udenrigsminister Madeleine] Albright. Grunden var, at de ikke kunne indrømme, at de ikke havde opdaget det; at vi gjorde det.

Hvis vi går til Kongressen og siger, at dit agentur, som har et budget på 70 millioner dollars, gjorde dette, vil de øjeblikkeligt kræve, at vi og alle andre nedlægges, fordi vi har givet flere milliarder ud på efterretninger om alting. »Hvor meget betalte I for dette?« Jeg fortalte, at det var russiske efterretninger, som havde givet os de data, og de spurgte: »Hvor meget betalte I?« Jeg fortalte dem, »Omkring 200.000 dollars«. »Hvis jeg går derhen [til den amerikanske kongres] og siger at I, FN, med [blot] 200.000 dollars gjorde dette, og at vi ikke havde nogen idé om det, så er der så mange mennesker, som vil miste deres arbejde«. I sidste ende var neutralitet resultatet.

Jeg gik til FN’s Sikkerhedsråd med informationerne, med kortene. Vi viste dem kortene med laboratorierne og så videre, og vi havde flere muligheder hvad handling angik. Det mest enkle var en meget simpel intervention, at ødelægge det – russerne havde på det tidspunkt 10.000 personer på grænsen til Tadsjikistan. De kunne gøre dette med [nærmest] intet, med en ekstremt lille… vi havde mangel på alting på det tidspunkt. Vi kunne finansiere – med en meget lille sum; jeg kunne også gøre det med mine personlige midler, som direktør for programmet.

Vi ville gøre det øjeblikkeligt som aftalt. Men selvfølgelig kræver det et mandat fra Sikkerhedsrådet. Mandatet blev aldrig givet, på grund af briternes direkte opposition. Storbritannien, først fortalte de mig, at de synes at jeg ikke engang skulle tale om det. Da jeg fortalte dem, at jeg arbejdede for FN, og ikke for den engelske dronning, sagde de: »Det vil du få betalt«. Og jeg betalte senere. Men Sikkerhedsrådet lyttede gennem hele denne diskussion, og Storbritannien nedlagde veto mod at fortsætte diskussionen, og alt døde på denne måde.

 

Hvad vi påviste

Bare lige for at afslutte historien om hvad vi påviste.

Vi beviste, at man med et minimum af investeringer af ressourcer gennem en tæt forhandling med Taliban kan få disse resultater. Vi kunne få disse resultater igen, og det er det som jeg lige har forslået mit land at gøre. Jeg skrev til hr. [Mario] Draghi, statsministeren, og sagde at EU, og Italien i særdeleshed, skulle begynde med at foreslå Taliban at gentage, hvad de gjorde i sommeren 2001.

At finansiere et alternativt udviklingsprogram, som ikke ville koste mere – at gøre dette øjeblikkeligt, ikke på fem år eller ti år – Afghanistan er ikke det samme nu, som for 20 år siden, dette kan gøres nu, egentligt, på et år, med moderate investeringer på mindre end 100 millioner dollars i et år, og kun i tre til fire år. Svaret fra statsministeren var, »Åh, jo, forslaget er meget godt, det giver god mening. Men det er FN, der skal gøre det«. Jeg sagde til ham: »Hør her, FN er ikke verdensregeringen; FN er en sammenslutning af stater. Vi er FN«.

De sagde, at de ville snakke om det i Det europæiske Råd og alle de andre steder.

Grunden til at jeg siger det til jer nu er fordi jeg tror, at dette stadigt kan gennemføres nu, og chancerne for succes er meget større nu end for 15 eller 20 år siden. Fordi… Taliban er stort set det samme. De er ikke det nye eller gamle Taliban og så videre, men grundlæggende set det samme. Men selvfølgelig, som landets regering, bliver de nødt til at have en vis succes, og det vigtigste, fra et europæiske standpunkt de kunne opnå, er udryddelsen af narkotikaproduktion, som rammer direkte ned i hjertet på 1 million unge europæere, mænd og kvinder. Så dette må og skal blive til den højeste prioritet i en humanitær intervention, som min kollega, Hussein [Askary], allerede forklarede meget detaljeret, og som ville være et minimum af omkostninger fra Den europæiske Union. I min rapport påviste jeg, at EU giver 1 milliard euro ud, til ikke-militære interventioner i Afghanistan. 1 milliard euro er nok, hvis de havner i hænderne på det afghanske folk, til at bære en proces af forandring og udvikle Afghanistan.

 

Forhindringer fra ’lovlig korruption’

Men den største forhindring i denne sag er en anden: det faktum at ud af den ene milliard euro – som jeg opdagede i undersøgelsen, som jeg foretog i forbindelse med min rapport – ud af den ene milliard euro er det kun 20% som kommer frem til Afghanistan. Jeg samlede alle tallene for medlemslandene, og det er 1 milliard euro. Men da jeg tog til Afghanistan og så tallene fra finansministeriet og så videre, var de reelle penge, som kom fra EU, omkring 200 millioner euro. Jeg beregnede, at ud af disse 200 millioner euro ender 50% af dem i lommerne på afghanske ministre, præsidenten og resten af dem. Så kun en tiendedel af denne sum kommer frem den afghanske befolkning.

Man spørger, »Hvor er de 80%?« 80% procent er hvad jeg kalder »lovlig korruption«. Det er ikke korruption, det er spild. Nogle gange er det korruption, nogle gange spild og så videre, hvilket er en stor pengesum, som forbliver i donorområdet. EU giver [alene] mellem 15-20% af hvert projekt ud på konsulentfirmaer – konsulentfirmaer, forundersøgelser, konsulenter, besøg og så videre. De data, som de gav mig, er 15%. Så har man en enorm mængde af spild i kanalen: disse penge går til nogle NGO’er, som så giver pengene til andre NGO’er; eller, man har ikke blot NGO’er – NGO’er er den bedste del af historien. Så går det også til specialiserede firmaer, teknologiske firmaer og så videre, som tager overpris for alt hvad de laver i Afghanistan – så en vej, der ville koste 1 million euro, bliver bogført som 10 millioner euro. Hvad end man laver i Afghanistan opkræves mellem 5-10 gange dens reelle værdi.

Del 3:

Hindring fra ’lovlig korruption’

Men den største forhindring i denne sag er en anden: det faktum, at ud af den ene milliard euro – som jeg opdagede i undersøgelsen jeg foretog i forbindelse med min rapport – ud af den ene milliard euro er det kun 20%, som kommer frem til Afghanistan. Jeg samlede alle tallene for medlemslandene, og det er 1 milliard euro. Men da jeg tog til Afghanistan og så tallene fra finansministeriet og så videre, var de reelle penge som ankom fra EU omkring 200 millioner euro. Jeg beregnede, at ud af disse 200 millioner euro ender 50% af dem i lommerne på afghanske ministre, præsidenten og resten af dem. Så kun en tiendedel af denne sum når frem til den afghanske befolkning.

Man spørger: ”Hvor er de 80%?” 80% procent er, hvad jeg kalder »lovlig korruption«. Det er ikke korruption, det er spild. Nogle gange er det korruption, nogle gange spild og så videre, hvilket er en kæmpestor pengesum, som forbliver i donorområdet. EU giver [alene] mellem 15-20% af hvert projekt ud på konsulentfirmaer – konsulentfirmaer, forundersøgelser, konsulenter, besøg og så videre. De data, som de gav mig, er 15%. Så har man en enorm mængde af spild på vejen: disse penge går til nogle NGO’er, som så giver pengene til andre NGO’er; eller, der er ikke blot NGO’er – NGO’er er den bedste del af historien. Så går det også til specialiserede firmaer, teknologiske firmaer og så videre, som tager overpris for alt hvad de laver i Afghanistan – så en vej, som ville koste 1 million euro, bliver bogført som 10 millioner euro. Hvad end man laver i Afghanistan, opkræves mellem 5-10 gange dets reelle værdi.

En skole i Afghanistan – jeg var i Herat, og jeg så, at den italienske hær var der. Herat var et temmelig sikkert område i Afghanistan, så hæren havde intet at lave, udover at lave nogle sociale projekter, et par projekter på en million dollars hver, som den italienske regering gav dem. Jeg undersøgte alle projekter. Hæren var udenfor kæden af international støtte; det var en hær. Meget enkelt. Jeg undersøgte dette og opdagede, at skolen kostede 100.000 dollars. Et hospital koster et par millioner dollars. Da jeg så regnskaberne for den generelle, internationale intervention, kostede en skole 1 million dollars og et hospital 20 millioner dollars.

På samme tid, som jeg var der, var der blot ét pædiatrisk sygehus i hele Afghanistan, et land på det tidspunkt med lidt under 30 millioner personer – ét pædiatrisk sygehus, og 20.000 kvinder døde i forbindelse med fødsler hvert år, 20.000! Så, det virkelige problem var ikke krigen. Det virkelige problem var sundhed og så videre. Jeg opgjorde denne enorme mængde spild, som må og skal reformeres. Heldigvis, nu efter 20 år, er der et langt bedre hjælpeprogram. Der er internationale erfaringer, som viser, at man med disse penge kan få et langt bedre resultat ved at give pengene direkte, ligesom Brasiliens forsøg viste; det kinesiske forsøg på at udrydde fattigdom er nok det bedste i verden i sin virkning.

Så nu forbedres forsyningskæden . Det er derfor jeg siger, at EU ikke burde anstrenge sig særligt for Afghanistan. Det skulle blot overbringe den internationale hjælp, givet i de sidste 20 år for ikke-militære formål, [men] på en bedre, mere effektiv måde. Narkotika er blot én side af det, ikke den største. Og helt bestemt kan dette være et meget stærkt argument i forhandlingerne med Taliban. Jeg kan garantere jer for, at i forhandlingerne med Taliban, [hvis] anerkendelsen af regeringen og et seriøst program for international støtte lægges på bordet, [da] vil regeringen overgive sig på spørgsmålet om kvinder. Det er jeg sikker på, fordi jeg kender dem. Jeg kender dem.

Spørgsmålet om kvinder er for dem – og jeg kan selvfølgelig ikke lide dette, det er bare indholdet af forhandlinger – at de kan hæve forhandlingernes pris. De ved ganske udmærket hvad vi synes om dem og kvinder; de ved ganske udmærket hvad vi tænker! Og de gør det med et formål, denne restriktionspolitik angående kvinder, fordi de ved, at dette er et vigtigt spørgsmål for os, hvor igennem de får magt, penge og anerkendelse.

 

Vi må ikke gøre ingenting

Men dette er en operation, som må udføres. Hvilken anden vej er der, udover den beskrevet af Hussein [Askary]? Gør ingenting og landet sulter, folk vil fortsætte med at dø; Taliban kollapser, og atter [vil der opstå] ustabilitet, terrorisme og vold, og det, som Afghanistan havde de sidste 40 år, vil vende tilbage. Det er ikke særlig svært at lave den forudsigelse. Hvis Taliban kollapser, vil landet igen havne i fuldstændig kaos!

Det er muligt at snakke med dem. De er ekstremister, de er ikke, mener jeg, normale folk. De vandt en uafhængighedskrig. De er radikale. Det er naturligt. Man har aldrig set en bevægelse, der kæmpede i 20 år, fik magten, og  være ligesom Danmarks regering. Jeg mener, folk projicerer i forhold til Taliban! De beordrer dem til at være tolerante, inkluderende, at have respekt for folks rettigheder og så videre. Jeg mener – jeg mødte disse folk. De kæmpede i 20 år med en kalasjnikov, en kop te og et stykke brød. De har nu magten og vil ikke – spørgsmålet er, hvis de ikke får hjælp, hvis de ikke presses, så vil de begå fejl. De kan ikke klare opgaven. Dette er også normalt.

Da jeg tog til Sydafrika efter afslutningen på apartheid, umiddelbart efter den store krig mod apartheid, var Sydafrikas regering sammensat af folk, som var endnu mere inkompetente. Jeg må sige, at jeg altid støttede op om deres kamp siden begyndelsen; så jeg tog derhen med en stor idé om det. Det første jeg gjorde var at tage til Soweto, og jeg så en skrækkelig situation, skrækkelig! I Soweto var der rigeligt med vold, stoffer – indtagelse af stoffer overalt og så videre. Jeg snakkede med alle ministrene og så videre, og de var fuldstændig utilstrækkelige til deres opgave! De havde en meget uklar idé om, hvad der skulle gøres. Fordi de var krigere, de var ikke administratorer.

Denne transformationsproces af krigere til administratorer er meget lang [og] svær, men mange andre lande gjorde det, med forskellige resultater. Algeriet er et andet eksempel på en fuldstændig fiasko. Uafhængighedsbevægelsen overtog magten fra en meget stærk kolonimagt, Frankrig, og resultatet var, at de var ude af stand til at opbygge et moderne Algeriet. De forsøger stadig at opbygge det. Så, disse er svære processer, som må forstås, før  der dømmes og vurderes, og alt det andet.

Måske stopper jeg her. Mange tak!

Billede: European Parliament/Pietro Naj-Oleari




Er Vesten i stand til at lære? Hvad Afghanistan behøver nu, af Helga Zepp-LaRouche

5. september (EIRNS) – NATO’s katastrofale fadæse i Afghanistan, og dermed de sidste 20 års interventionspolitik, kunne næppe være mere dramatisk. Ikke blot det, at krigen blev tabt; det er paradigmatisk for hele spektret af det vestlige, liberale systems fejlantagelser. Det fortjener derfor bifald, når Præsident Biden bekendtgør, at tilbagetrækningen fra Afghanistan markerer afslutningen på hele den æra, hvor amerikansk militærmagt brugtes med det formål at »omskabe« andre lande. Men hvis denne omlægning blot betyder, at man ikke længere vil beskæftige sig med de »endeløse krige« i sekundære områder, for at sætte alle kræfter ind mod de »nye udfordringer«, nemlig konfrontationen med Kina og Rusland, så ville lektionen fra denne skammelige misere ikke være lært, men blot være skridt på vejen til en endnu mere endegyldig katastrofe. Såret er dog stadig friskt, chokket fra nederlaget ryster endnu hele den vestlige verden, så muligheden for en fuldstændig ny tilgang eksisterer.

Et projekt fra Brown University om undersøgelse af de amerikanske kriges omkostninger siden 11. september 2001, som nu får 20-årsjubilæum, har udregnet, at de samlede omkostninger for militæroperationerne i Afghanistan, Irak, Syrien, Yemen, Somalia, Pakistan osv., har kostet 8 billioner dollars og at mindst en million mennesker har mistet livet. Deraf gik 2,3 billioner dollars til Afghanistan-krigen, 2,1 billioner til krigszonen Syrien/Irak, 355 milliarder til militære operationer i Libyen, Somalia osv., 1,1 milliarder til programmer for Homeland Security og 2,2 milliarder til den tilhørende understøttelse af amerikanske krigsveteraner, som gjorde tjeneste i disse krige, hvoraf et stort antal af dem lider under fysiske og psykiske mén. Mindst 15.000 amerikanske soldater og omkring lige så mange internationale NATO-tropper blev dræbt. Omkring 70 millioner mennesker er flygtninge pga. disse krige. Hundredetusinde soldater var udsendt, et ukendt antal af civilister mistede livet, en stor del af tropperne var hovedsageligt beskæftiget med at beskytte sig selv i fjendtlige omgivelser, hvis mennesker og kultur de forstod lige så lidt for 20 år siden, som de gør det nu, hvilket senest blev erkendt efter 2019, hvor Afghanistan-papirerne blev offentliggjort.

Den humanitære situation i Afghanistan er forfærdende. Ligesom direktøren for Verdens Fødevareprogram (WFP), David Beasley, som besøgte Afghanistan i den sidste uge af august måned, bekendtgjorde, sulter 18 millioner afghanere – mere end halvdelen af befolkningen – og fire millioner trues i den kommende vinter med døden, uden massiv hjælp. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) frygter en medicinsk katastrofe, i lyset af et nærmest ikke-eksisterende sundhedssystem til COVID-pandemien, og at kun én million mennesker indtil nu er blevet vaccineret. Kan folk i Vesten blot tilnærmelsesvis forestille sig, hvilken lidelse den afghanske befolkning har måttet gå igennem i de sidste 40 års krig indtil det nuværende øjeblik – og stadigvæk må gå igennem nu?

I lyset af denne tragedie, som næsten overstiger ens forestillingsevne, er det derfor absurd, og bevidst vildledende, at man i konteksten af »endeløse krige« stadig taler om »Nation Building«. Hvad blev der opbygget, når halvdelen af befolkningen sulter? Hvis USA og de andre NATO-medlemmer blot havde brugt fem procent af deres militærudgifter til at investere i den egentlige opbygning af Afghanistan, ville det aldrig være kommet til denne forfærdelige katastrofe.

Indtil videre er det ikke tydeligt, om en reel genovervejelse finder sted i USA og Europa. For dette ville ikke blot betyde, at man er villig til at »tale med Taliban«, men at man korrigerer hele præmissen for de sidste 20 års politik. Hvis Biden ærligt mener, at hele æraen med interventionskrige bør afsluttes, så må de amerikanske tropper endelig efterleve afstemningen i det irakiske parlament, som allerede forlangte deres tilbagetrækning i januar 2020. Så må de morderiske sanktioner fra USA’s Caesar-lovgivning mod Syrien afsluttes, som indtil nu har bidraget til, at over 90 procent af befolkningen har en levestandard, der ligger under fattigdomsgrænsen, og, i en tid med pandemi, burde alle sanktioner mod lande, der er uden FN-mandat, stoppes, fordi de kun rammer de fattigste dele af befolkningen og ofte dræber dem.

Hvad USA og de europæiske nationer må gøre nu, hvis de nogensinde igen ønsker at have troværdighed, hvad angår »værdier« og »menneskerettigheder«, er at tilbyde den afghanske regering, som nu er i gang med at blive dannet, reel støtte, derigennem at de f.eks. opbygger et moderne sundhedsvæsen. En af de ting, som i øjeblikket er tiltrængt, er et helt system af moderne udrustede sygehuse, sammen med et system til uddannelse af læger, medicinsk fagpersonale og et træningsprogram for unge mennesker, som kunne hjælpe med at gøre befolkningen bekendt med de nødvendige hygiejnetiltag i en pandemi, også i landområderne. Et sådant system kunne, gennem samarbejde med medicinske centre, forbindes med USA og Europa, ligesom dette allerede sker, på selektiv basis, i andre udviklingslande.

I lyset af hungersnøden ville et omfattende tilbud til understøttelse af landbruget være påtrængt, udover luftbroen, som David Beasley fra WFP opretter fra Pakistan, og som kan bringe fødevarer til Afghanistan. Hvis det skal forhindres, at landmændene af ren og skær nød igen begynder at dyrke opium, så må udviklingen af landbruget, som en integreret del af en generel, økonomisk genopbygning, finde sted. Den tidligere chef for FN’s program for narkotikakontrol (UNDCP), Pino Arlacchi, har, gennem aftalen fra 2000 med Taliban, demonstreret, at afskaffelsen af narkotikaproduktion er mulig og i overensstemmelse med Talibans religiøse overbevisning.

Forudsat at Afghanistans suverænitet og den nye regering bliver respekteret fuldt ud og med garantier for, at en sådan hjælp til opbygningen af landbruget ikke vil blive sammenblandet med en politisk dagsorden, kunne forskellige pilotprojekter påbegyndes efter modellen fra Jawaharlal Nehrus Grønne Revolution i de regioner, som er villige til dette. I USA og Europa findes der engagerede unge og ældre landmænd, som gerne ville hjælpe med til at bidrage til en sådan fredsmission, således at landbrugsproduktionen i Afghanistan bliver forbedret og hungersnøden kan overvindes permanent. I lyset af de tilbagevendende tørker må sådanne programmer naturligvis gå hånd i hånd med vandprojekter og et generelt vandforsyningssystem.

I første ombæring må det handle om at hjælpe den afghanske befolkning i en gigantisk nødsituation, som de ikke selv har forårsaget, og dette er kun muligt, når et tillidsgrundlag skabes med den nye regering, uanset alle ideologiske forbehold. Komitéen for modsætningernes Sammenfald foreslår derfor, at USA og de europæiske regeringer udpeger den person, som tidligere har bevist, at en sådan politik kan fungere, til koordinationen af et sådant hjælpeprogram – nemlig Pino Arlacchi. Det ville være en garanti for, at Afghanistans suverænitet respekteres og at det under ingen omstændigheder forsøges påtvunget den vestlige standard, da han allerede tidligere har vundet Talibans tillid.

En sådan ny politisk definition for Afghanistan betyder naturligvis også en fuldstændig afvisning af at tænke i geopolitiske kategorier, en frasigelse af forestillingen om politik som et nulsumsspil, hvor Kinas og Asiens opgang automatisk opfattes som Vestens nedgang. Den nye regeringschef, Abdul Ghani Baradar, har med sit besøg hos den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, signaliseret, at hans regering tilstræber et samarbejde med Kina og Afghanistans integrering i Den Nye Silkevej. Den russiske ambassadør i Afghanistan, Zamir Kabulow, har foreslået en international konference for landets økonomiske opbygning, hvor det skal diskuteres, hvilket projekter der må have absolut prioritet for at overvinde nødsituationen.

Hvis den vestlige verden har lært noget som helst fra årtusinde-nederlaget i Afghanistan, så må den ikke blot fordomsfrit samarbejde med Rusland, Kina og de centralasiatiske nabolande, Pakistan, Iran og Indien i Afghanistans opbygning, men også med hele Sydvestasien. Det er ikke sloganet: »afslut de endeløse krige«, der er idiotisk og som fik Tony Blair til at hidse sig op, men derimod Blairs fremsatte politik for koloniale interventionskrige. De var ikke blot tåbelige, men kriminelle og morderiske, og har ødelagt livet for millioner af mennesker eller bragt dem ubeskrivelige lidelser, og deres arkitekter må stå til regnskab for dem.

Men når cyklussen af vold og hævn skal overvindes, så må en ny politik på dagsordenen: Det nye navn for fred er udvikling, som Pave Paul VI udtrykte dette. Afghanistan er stedet, hvor USA og Kina kan påbegynde en form for samarbejde, som kan repræsentere et babyskridt i retning af et strategisk samarbejde, hvor menneskehedens fælles mål rykkes i forgrunden, og deres virkeliggørelse i sidste ende repræsenterer den eneste måde, hvorpå menneskeheden endelig kan forhindres at ende i en atomkrig.

Annegret Kramp-Karrenbauer virker i hvert fald til intet at have lært af det »hårde nederlag«, når det eneste, der falder hende ind, er en opfordring til »større militær selvstændighed for EU«. »Manglen på egne evner«, som hun taler om, relaterer ikke kun til den manglende europæiske modstand mod den amerikansk lede tilbagetrækning fra Afghanistan.

Hvis den vestlige verdens selvskabte nedgang skal stoppes, behøver vi en ærlig analyse af, hvorfor den neokoloniale, liberale samfundsmodel har slået fejl, og vi behøver frem for alt en renæssance af den humanistiske og klassiske kultur. Vores holdning i forhold til opbygningen af Afghanistan er testen, der viser, om vi er i stand til dette.

                      — fra Neue Solidarität




’LaRouche dræbte Palme’ og ’Trumps russiske aftalte spil’ er én og samme skrøne

Den 10. juni (EIRNS) – Hver eneste amerikaner, og størstedelen af borgere verden over, ved nu, om de indrømmer det eller ej, at hele kampagnen om ”russisk aftalt spil med Trump”, og fortællingen om at ”Rusland hackede det demokratiske partis hjemmeside”, var opdigtede ud af den tynde luft med ét formål: at stoppe Donald Trump. I de geopolitiske hoveder, tilhørende britiske efterretningsfolk og deres allierede i USA, i begge politiske partier og i pressen, var Trumps valgtemaer – at gøre en ende på krige for regimeskifte, at etablere venskabelige forhold til Rusland og (senere) Kina, at gendrive de fantasifyldte løgne om menneskeskabt global opvarmning, og at genetablere amerikansk industri og infrastruktur – helt igennem uacceptable for de imperialistiske herrer i City of London og på Wall Street.

Men få husker, måske, at præcis de samme løgnhalse og bedragere igangsatte en massiv kampagne i 1986 for at ødelægge Lyndon H. LaRouche. LaRouche havde overbevist Præsident Ronald Reagan om at vedtage sit koncept for at gøre en ende på den britiske politik for ”gensidig garanteret udslettelse” (”mutually assured destruction”, MAD), hvor både ”øst” og ”vest” var klar til at springe hinanden i luften, ved at indføre ”gensidig garanteret overlevelse”, hvor amerikanske og russiske videnskabsmænd ville samarbejde om nye teknologier, som kunne ”gøre atomvåben forældede”. LaRouche havde også startet en ”Krig mod Narkotika”, der identificerede den direkte rolle som City of Londons og Wall Streets banker havde i den massive narkotikaafhængighed, som spredte sig i Amerika og i resten af verden, gennem hvidvaskningen af billioner af dollars på vegne af ”verdens største forretning” – A/S Narkotika – (Dope Inc.). LaRouche mobiliserede også udviklingssektorens ledere, inklusive Indiens Indira Gandhi og Mexicos José López Portillo, til at kræve industrialisering baseret på den hamiltoniske model, som truede den neo-kolonialistiske kontrol over disse nationer, gennem det britiske imperiums internationale bankkarteller.

Løgnekampagnen og angrebene på LaRouche havde været vedvarende og beskidte, selv før 1986 – beskidte tricks fra FBI og CIA, løgne i pressen, chikane af tilhængere og politiske venner. Men d. 28. februar, 1986, da Sveriges statsminister, Olof Palme, blev snigmyrdet på gaden i Stockholms, blev beskyldningen øjeblikkeligt rejst, fra London, fra Wall Street, fra Moskva, fra pressens skøger: LaRouche dræbte Palme. TV-udsendelser af NBC, store midtersideartikler i den amerikanske og britiske presse, svadaer i sovjetisk presse og TV: LaRouche stod bag. Der var ingen beviser, selvfølgelig, ligesom der ingen beviser var for russisk aftalt spil med Trump, eller for russiske hackerangreb på DNC’s e-mails. Metoden for den Store Løgn behøver ingen beviser.

Den efterfølgende måned vandt to LaRouche-medarbejdere statsdækkende, demokratiske primærvalg i Illinois, som viceguvernør og delstatssekretær. Frem for at fejre og rapportere om græsrodsmobiliseringen af LaRouches politiske aktionskomité, som havde omgået pressens og partilederskabets kontrol over valget, gik partilederne og medierne amok, og brugte løgnen om mordet på Palme til at sprede andre løgne om, at LaRouche var en racist, antisemit, en kommunist, en fascist, en kultleder, en demagog – hvad som helst, der kunne skræmme folk væk. Justitsministeriet oprettede en specialenhed for at få ram på LaRouche ved at fabrikere anklager mod ham og hans organisation, ledet af – bemærk dette – Robert Mueller, den selv samme Robert Mueller, som senere ville blive udpeget til at lede de ligeså løgnagtige undersøgelser af Præsident Donald Trump. Dette førte til en omfattende ransagning den 6. og 7. oktober, 1986, med føderale, statslige og lokale politistyrker af LaRouches kontorer i Leesburg, Virginia, og andre kontorer over hele landet. Flere års retssager og lynjustitsprocesser fulgte efter, hvor LaRouche og flere af hans medarbejdere blev erklæret skyldige, baseret på falske anklager som sendte LaRouche i fængsel i 5 år.

Tusinder af ledende personer fra hele verden – politikere, videnskabsfolk, klassiske musikere, fagforeningsledere, borgerrettighedsforkæmpere, diplomater – har mobiliseret for LaRouches frifindelse.

I dag blev den svenske undersøgelse af Palme-mordet, som har stået på i 34 år uden nogen konklusion, lukket ned. Chefadvokaten, Krister Petersson, sagde, at en af de mistænkte, som døde i 2000, sandsynligvis var morderen. Spurgt senere på radioen om andre organisationer, der var blevet undersøgt, svarede Petersson, at der var grupper i Sverige på den tid, ”såsom Stay Behind og EAP [den svenske LaRouche-organisation], men vi fandt ingen forbindelser til dem.”

Alt imens endnu en brik i beviset på LaRouches uskyld, samt den massive, ulovlige brug af retssystemet for at lukke munden på ham dukker op i offentlighedens lys, må rollen som hans idéer forsat spiller, selv i døden, gøres synlige for enhver, gennem Trumps renselse af hans navn. Som LaRouches enke, Helga Zepp-LaRouche, skrev, kort efter hans død, d. 12. februar, 2019: ”Om dette syn vil blive rettet, om denne uhørte overtrædelse af menneskerettighederne og af frihed vil blive straffet, og om borgerne i USA og resten af verden vil have fordomsfri adgang til Lyndon LaRouches idéer: dette, er jeg dybt overbevist om, vil bestemme, om fred i det 21. århundrede kan sikres og fastholdes, og om USA igen kan blive en ledestjerne for håb for hele verden.”

 




Berlinmurens fald, anden chance for en gunstig mulighed
Schiller Instituttets konference, 9. november 2019
1989 – Berlinmurens fald og en mistet mulighed
2019 – En anden chance for en stor mulighed

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Vi fejrer i dag et tredobbelt jubilæum: 30-årsdagen for Berlinmurens fald; Friedrich Schiller, den store tyske frihedsdigters 260-års fødselsdag; og 35-årsdagen for grundlæggelsen af Schiller Instituttet. Og når sådanne tre jubilæer falder sammen, er det faktisk værd at se tilbage på, hvordan de hænger sammen.

Nu om dage kan mange mennesker ikke engang huske murens fald, fordi de enten ikke var født endnu, eller fordi de var for unge til at følge med i det. Men det er virkelig vigtigt at lære lektien om hvad der skete dengang, og hvad der gik galt, i forhold til den situation som vi har i dag.

Jeg kan huske mange af begivenhederne, som om det var i går, fordi vi ikke bare stod på sidelinjen og så på, men vi befandt os midt i disse begivenheder og prøvede på at forme dem med vores ideer.

Der gives næsten ikke eksempler på en større forskel mellem den officielle fortælling om, hvad der skete i forbindelse med den tyske genforening og murens fald, [og hvad der egentligt skete]: Den officielle fortælling er en ting, og hvad der virkelig skete er noget ganske andet. For hvis man lytter til den officielle fortælling, så var dette demokratiets sejr over kommunismen, friheden over diktaturet, og Fukuyama, historikeren, sagde to år senere, da Sovjetunionen faldt sammen, at dette var slutningen på [verdens-]historien. Og opfattelsen var generelt, at hele verden ville tage den vestlige model for “demokrati” til sig, herunder menneskerettigheder og det parlamentariske system, og at det simpelthen bare ville gå den vej.

Imidlertid advarede jeg i mange taler i 1990 om, at hvis man agtede at presse en ligeså falleret vestlig liberal model ned over det sammenbrudte kommunistiske økonomiske system, vil man over en vis periode kunne opleve et opsving, men at det til sidst ville føre til et meget, meget større sammenbrud af systemet. Og jeg tror, at det er præcist der hvor vi er i dag.

Hvis man betragter verden rundt om på hele kloden, har man et system i fuldstændig uorden: Se på massedemonstrationerne i Chile, i Irak, i Libanon, se på de ‘gule veste’ i Frankrig; se på hvad der foregår med Brexit; de tyske landmænd er i totalt oprør. Efter min mening er det faktisk første gang i historien, at det sker samtidigt i alle hjørner af verden. Og jeg tror virkelig, at det i dag er sandt hvad Leibniz sagde i slutningen af 1600-tallet: Han sagde, at hvis hele verden på et tidspunkt bliver domineret af utilitarisme, vil det komme til en verdensrevolution.

Det vestlige etablissements intentioner i ’89 – og især efter Sovjetunionens sammenbrud i ’91 – om at påtvinge verden en unipolær orden, hvilket var denne idé om “demokrati-som-det-eneste”, har åbenlyst givet tilbageslag. De prøvede at påtvinge denne unipolære verdensorden med regimeskifte-operationer, med farverevolutioner, med interventionskrige; og ideen om at historien op til dette punkt, i det væsentlige, kun drejer sig om den atlantiske sektor. Men tilbageslaget mod denne indsats for at påtvinge en unipolær verden har ført til fremgangen for en hel række forskellige nationer, Rusland, Kina, Indien, og andre asiatiske nationer. Det har ført til en helt anden selvforståelse i Afrika. Det har øget kløften mellem de rige og de fattige på en sådan måde, at det ikke længere er bæredygtigt. Middelklassen forsvinder.

Så hvis man tager dette i betragtning, og spørger sig selv hvordan vi er nået til den såkaldte ”enden på historien”, demokrati overalt, og så de gigantiske omvæltninger, som finder sted lige nu?  Nuvel, ’89 var det man på tysk med rette kunne kalde en “Sternstunde der Menschheit”, hvilket betyder en enestående chance [for forandringer] i historien, en “stjernestund for menneskeheden.” Og det var et af disse store øjeblikke, hvor man faktisk kunne forme historien, fordi kommunismen var forsvundet, og man kunne have indført en fredelig verdensorden i det 21. århundrede. Og den vision havde vi:

Allerede i ’84, da Sovjetunionen afviste hans tilbud om SDI (Strategiske Forsvarsinitiativ –red.), efter at præsident Reagan havde gjort det (SDI) til den officielle amerikanske politik, forudsagde Lyndon LaRouche, at hvis Sovjetunionen ville fastholde deres daværende politik, hvilket var en indsats for militær dominans, og ‘primitiv akkumulation’ imod deres egen økonomi, ville Sovjetunionen kollapse i løbet af fem år. Og det skete: Lyndon LaRouche, der også iagttog de økonomiske vanskeligheder i Comecon-landene, forudsagde i 1988 den snarlige tyske genforening, samt at det [gen-]forenede Tyskland skulle udvikle Polen med vestlig teknologi som en model for at omdanne hele Comecon.

Da muren faldt – i grunden efter de tiltagende mandagsdemonstrationer – var vi faktisk de eneste, der havde en forestilling [om det]. Husk tilbage på den utrolige glæde – folk dansede på Berlinmuren, da den blev åbnet, og det var et utroligt øjeblik med en potentiel forandring i historien. De officielle dokumenter fra den tyske regering, der blev offentliggjort et par år senere, viser, at til trods for at tysk genforening var det primære mål for tysk politik, havde man ingen beredskabsplan! De troede i virkeligheden ikke, at det nogensinde ville ske! Ingen troede for alvor på, at Sovjetunionen ville forsvinde. Men vi havde en idé om det, og hr. LaRouche foreslog første gang i 1988, at det genforenede Tyskland skulle udvikle Polen, og jeg skrev en løbeseddel, der blev offentliggjort i midten af november 1989, “Kære Tyskland, gå videre med selvtillid,” og jeg foreslog nøjagtigt dette, at vi med vestlig teknologi skulle udvikle Polen og de andre Comecon-lande.

Dette var naturligvis endnu ikke blevet til politik, men Helmut Kohl, Tysklands kansler på det tidspunkt, tog et første ‘baby-skridt’ i retning af suverænitet, ved den 28. november, et par dage efter min løbeseddel, at offentliggøre et 10-punkts program, som endnu ikke var ideen om genforening, men en konføderation af de to tyske stater.

To dage derefter, den 30. november, blev Alfred Herrhausen, lederen af Deutsche Bank på det tidspunkt, myrdet af en meget tvivlsom – sandsynligvis ikke eksisterede – ”tredje generation” af terrororganisationen Røde Armé Fraktion. Det er i det mindste et spørgsmål, der stadig skal undersøges af historikere. Men det var et budskab til Kohl, “vov ikke på at gå i retning af tysk suverænitet.”

På det tidspunkt kom der en voldsom reaktion: [Den daværende britiske premierminister] Margaret Thatcher igangsatte denne kampagne for “Det fjerde Rige”; den franske præsident Mitterrand krævede, at Tyskland skulle opgive D-marken og indføre Euroen; Bush Sr. krævede selvbegrænsning af Tyskland gennem yderligere integration i NATO og EU, accept af Maastricht-traktaten, og dermed det regime med nedskæringer der nu fører til sprængningen af EU, spændingerne mellem øst og vest, nord og syd.

Vi foreslog den produktive ‘Paris-Berlin-Wien-trekant’, som var ideen om at bruge vestlig teknologi til at transformere landene i Østeuropa, og dybest set bruge deres produktive potentialer til at modernisere og integrere med Europa. Det første sådant forslag offentliggjorde vi i januar 1990, og da Sovjetunionen kollapsede i ’91 udvidede vi straks idéen om den produktive trekant til hele Eurasien for at forbinde de produktive befolkningscentre i Europa med dem i Asien gennem udviklingskorridorer, og vi kaldte det for ‘Den eurasiske Landbro’, Den nye Silkevej. Dette skulle også [danne basis for] den fredelige verdensorden i det 21. århundrede.

Naturligvis brød de neo-konservative, som ønskede at påtvinge deres unipolære verdensorden, løfterne de havde givet til Gorbatjov, om, at NATO aldrig ville blive udvidet til Sovjetunionens grænser. I ’91 offentliggjorde CIA ifølge en tysk avis en rapport om, at Rusland havde en bedre uddannet arbejdsstyrke og flere naturressourcer end USA, og at landet derfor ville blive en konkurrent på verdensmarkedet, hvis man tillod økonomisk udvikling. Derfor skulle den økonomiske udvikling afværges.

Hvad der trådte i kraft var chokterapien fra Jeffrey Sachs, den samme Jeffrey Sachs, der nu befinder sig midt i den grønne klima-finansieringssvindel.
George Soros var involveret i en enorm hjerneflugt fra Rusland og de øvrige tidligere sovjet-lande, og i Tyskland forsøgte de virkeligt at sprænge potentialet for et godt forhold til Rusland på det tidspunkt. Den 8. marts 1990 var den sidste samling i DDR’s ‘Volkskammer’ [parlamentet i Østtyskland]. De skabte ‘Treuhand Anstalt’, som senere skulle blive til den største industrielle bedrift i verden. Og de skulle angiveligt beskytte DDR’s statsejede ejendom, men et ‘koldt kup’ blev udført: Allerede den 26. juni 1990 offentliggjorde De Maizière-regeringen vedtægter, der alene handlede om “privatisering” og “omorganisering” af de statsejede industrier.

I august 1990 blev Detlev Karsten Rohwedder, som var en meget god og effektiv industrialist, udpeget til at foretage en omlægning af førnævnte ‘Treuhand’, og han havde en fremragende forståelse af kravene til realøkonomien, så han satte genopretning før privatisering med det primære formål at beskytte arbejdspladserne fra de tidligere statsejede virksomheder. Straks kom han under ondskabsfulde angreb fra de britiske og amerikanske investeringsbanker, der beskyldte ham for at blokere for udenlandske investeringer. Den 1. april 1991 blev han skudt af den samme tvivlsomme, sandsynligvis ikke eksisterende, “tredje generation” af ‘Rote Armé Fraktionen’ af den terroristiske Baader-Meinhof-gruppe. Han blev erstattet af Birgit Breuel, en datter af Alvin Münchmeyer, hvis bank har en meget dyster historie, idet den var med til at finansiere NSDAP [nazist-partiet] i 30’erne sammen med Harriman i USA og Montagu Norman, bankdirektør for Bank of England.

Hvad der skete, var en gigantisk ekspropriation af den østtyske befolknings ejendom. Pludselig betød alle disse menneskers livsværk intet; det blev erklæret værdiløst; og dette er et chok, som disse mennesker i det tidligere Østtyskland ikke er kommet sig over den dag i dag. Og jeg vil sige, at denne ekspropriation har spillet meget ind på det faktum, at vi nu har fået fremkomsten af Alternativet for Tyskland (AfD), en populistisk organisation som imidlertid har en masse af alle de onde elementer, højreekstremisme, hvis ikke værre – fascistiske elementer – i sig.

Se, etablissementet udnyttede grundlæggende det faktum, at kommunismen var forsvundet, og der skete noget nyt. Da Sovjetunionen stadig eksisterede, så oligarkiet i Vesten stadig et vist behov for videnskabelig og teknologisk fremgang, for dybest set at holde trit med våbenkapløbet i Den kolde Krig, af årsager, der allerede var blevet formuleret af Machiavelli: At man altid skal forblive på samme teknologiniveau som ens modstander, eller være foran.

Men med Sovjetunionens sammenbrud gik det britiske imperium ind i en absolut ubændig deregulering af de finansielle markeder, og de gik tilbage til den gamle oligarkiske tankegang om befolkningsreduktion, og at holde befolkningen i tilbageståenhed, og især efter at det lykkedes at eliminere Glass/Steagall-loven i USA i 1999, fik vi en fuldstændig, uhæmmet deregulering af de finansielle markeder på bekostning af industrien og velfærden, til fordel for spekulanternes profitmaksimering.

I juli 2007, da den anden ejendomsmarkedskrise brød ud – faktisk en uge før – optog Lyndon LaRouche en verdensberømt video, hvor han sagde, at ”Dette system er absolut færdigt, og alt hvad vi vil se nu er, hvordan de forskellige aspekter kommer til at manifestere sig”. Og som et resultat af det faktum, at folk ikke lyttede til ham, fik vi så det store systemiske nedbrud i 2008. Intet blev gjort af centralbanker for at eliminere de grundlæggende årsager til dette nedbrud, og derfor står vi nu, ca. 11-12 år senere, overfor en endnu værre krise, fordi det eneste man lavede var kvantitative lempelser, nulrenter, negative renter, og i dag ser man et sammenbrud af hele systemet, i meget, meget værre grad end i 2008.

Men i mellemtiden udviklede sig også en anden tendens: I forbindelse med vores forslag til den ‘Eurasiske Landbro’, arrangerede vi konferencer og seminarer på fem kontinenter. I ’96 var der en stor konference i Beijing, hvor jeg forelagde vores forslag om at bruge den Eurasiske Landbro som hjørnesten for en ny verdensøkonomisk orden, og på det tidspunkt erklærede Kina, at den Eurasiske Landbro skulle være det strategiske mål inden år 2010. Men så kom naturligvis krisen i Asien i ’97. I ’98 kom den russiske statsbankerot, og disse lande – de asiatiske lande – blev tvunget til at udvikle et alternativ for at forsvare sig selv. Og siden da har der udviklet sig en hel række organisationer: BRICS, Shanghai Cooperation Organization, Global South; og Schiller Instituttet fortsatte med at afholde konferencer med forslag om, at den Eurasiske Landbro skulle blive til en ‘Verdenslandbro’, der forbinder alle fem kontinenter.

I 2013 i Kasakhstan annoncerede præsident Xi Jinping så den Nye Silkevej. Og i de forløbne seks år siden da, er dette blevet det største infrastrukturprojekt nogensinde i historien. Det har allerede fået tilslutning fra 157 nationer og 30 store internationale organisationer. De har skabt et nyt paradigme, der er baseret på respekten for national suverænitet og ikke-indblanding i de andres landes sociale system. Det er en model for samarbejde, som ifølge præsident Xi Jinping er åben for samarbejde med enhver nation på planeten.

Når man ser rundt omkring på kloden er der demonstrationer i mange lande, mange af dem er større end ‘mandags-demonstrationerne’ i DDR. i ’89, og nogle af dem er ikke så fredelige som de var. Vi konfronteres også med eksistentielle farer: Det udgår især fra narkokartellerne, hvis man betragter situationen i Mexico, eller hvis man ser på de overvejende Soros-sponsorerede farverevolutioner, såsom i Hongkong og andre destabiliseringer rundt om i verden. Det er i realiteten de samme kræfter, der står bag kuppet mod præsident Donald Trump, siden 2016. Men der er også en modbevægelse. Den kriminelle efterforskning af kupmagerne mod Trump ledes af justitsminister William Barr.

Så 30 år efter murens fald er vi præcist på det punkt, som jeg har påpeget i mange taler, at hvis man påtvinger det liberale system, så vil man få et langt større sammenbrud, og det er præcis, hvad vi ser i dag. Men vi har også den nye konstellation med Bælte- og Vejinitiativet og præsident Trump, som mange gange har sagt, og bevist gennem sine handlinger, at han ønsker at forbedre forholdet til Rusland og Kina. Så faktisk oplever vi lige nu den store chance igen i 2019, men hvad der [nu] må ske, for at tage ved lære af hvad der gik galt for 30 år siden, er, at de fire [stor-]magter – USA, Rusland, Kina og Indien – skal gennemføre Lyndon LaRouches recept:

– Vi skal have en global Glass-Steagall, adskillelse af bankerne. Kasinoøkonomien må slutte, og dette bør ske inden sammenbruddet for alvor kaster verden ud i kaos.
– Derefter har vi i brug for en nationalbank efter Alexander Hamiltons principper i ethvert land.
– Der er brug for en ny Bretton Woods-aftale, et nyt kreditsystem til at finansiere internationale projekter under Bælte- og Vejinitiativet.
– Og vi er nødt til at have en forøgelse af produktiviteten i økonomierne gennem et fælles lynprogram til realisering af fusionskraft, samt internationalt samarbejde om rumfart og -forskning.

Nu må disse lande – de fire stormagter – gå sammen med andre lande om den økonomiske genopbygning af Sydvestasien, som er blevet ødelagt af disse interventionskrige; og vi har brug for industrialiseringen af Afrika, fordi dette er den store udfordring for hele menneskeheden. Vi må få bugt med geopolitik, og vi må samtykke i hvad præsident Xi Jinping har foreslået igennem mange år: Et fællesskab for hele menneskehedens fremtid.

Dette skal dog kombineres med en renæssance af klassisk kultur, og det er derfor at Schiller Instituttets rolle og ideerne fra Friedrich Schiller er så absolut uundværlige. Det var principielt for Schiller Instituttet, da det blev grundlagt i 1984, at en ny økonomisk verdensorden i virkeligheden kun kan lykkes, hvis den kombineres med en klassisk renæssance. Vi har brug for en dialog mellem de bedste traditioner indenfor alle kulturer, og for europæisk civilisation betyder det, at det smukke menneskebillede, som det blev udtrykt af Friedrich Schiller, og som det blev fejret af Beethoven i ‘Ode til Glæden’ i den niende symfoni, må blive grundlaget for vores uddannelsessystem og vores sociale liv. Fordi hvert menneske, ifølge Schiller, har potentialet til at blive en smuk sjæl, og hans definition af dette er, at ethvert menneske potentielt kan blive et geni. Han har en idé om, at ethvert menneske har en ubegrænset evne til selvforbedring, intellektuelt og moralsk.

Så hvis man ser på det, har den liberale model ikke bare fejlet økonomisk, men også kulturelt. Hvis man ser på narkotikaepidemien, for eksempel i USA, grimheden i ungdomskulturerne, volden i den såkaldte ”underholdning”, skoleskyderier og lignende ting, er det meget, meget tydeligt, at hvis Vesten ønsker at overleve, er der brug for en æstetisk uddannelse. Præsident Xi Jinping har sagt ved mange lejligheder, hvor vigtig han betragter den æstetiske uddannelse, fordi den fører til et smukt sind og en smuk sjæl, og det er kilden til skabelsen af store kunstværker.

Så, I USA og Europa må vi til at genskabe de bedste traditioner for humanisme og klassisk kunst; i traditionen fra den italienske renæssance, de tyske klassikere, musikken fra Bach, Mozart, Beethoven, Schubert, Schumann, Verdi og andre. Dette er ikke en mulighed: Det er en nødvendighed. Civilisationer er forsvundet, og hvis man går til museerne, er de fulde af eksempler på nationer, kulturer og civilisationer, som moralsk var for anløbne til at klare sig. Europa og USA kunne muligvis helt forsvinde! Og dette siger jeg ikke som en pessimistisk prognose, men som et incitament for os til at ændre vores vaner og antagelser. Vi er nødt til at genskabe vores civilisation baseret på de høje idealer fra de store digtere, som Schiller, hvis 260 års fødselsdag vi fejrer i dag.




Verden i oprør: Et øjeblik til afgørende indgriben, set fra historiens højeste niveau

Den 11. november (EIRNS) – Verden er i oprør, som det ses mest dramatisk i de mange masseprotester – fra Chile, til Libanon og Irak, og voldelige deployeringer i Bolivia og Hongkong af agenter for det døende neoliberale geopolitiske system. Samtidig er dette et øjeblik til afgørende indgriben for det gode, hvis folk står klar med programmerne og metoderne til at arbejde sammen for at vise vejen sikkert fremad.

Ved gennemgangen af aktuelle begivenheder i dag, understregede Schiller Instituttets præsident, Helga Zepp-LaRouche, behovet for at inspirere os selv og alle andre til at se tingene fra historiens højeste udsigtspunkt. På den måde er man ikke fanget i en flad, todimensionel falsk virkelighed, manipuleret til at “vælge side” og stillet over for undergang.

Zepp-LaRouche brugte til sammenligning eksempelet med den systemiske krise i 1989, hvor hele det kommunistiske partisystem uddøde mellem 1989-1991, sammenlignet med nutiden, hvor det neoliberale finansielle/økonomiske system står over for et endeligt. I tilfældet fra 1989 blev det positive alternativ forpurret op gennem 1990’erne. Men i dag kan vi sørge for, at det ikke sker igen.

Se på metoden for samarbejdsvillig tankegang, som udtrykt i dag ved Middelhavet af den kinesiske præsident Xi Jinping, der mødtes med græske ledere i Athen. Xi talte om de nye relationer mellem Asien og Europa, understøttet af Grækenland, da det fungerer som omskibningspunkt for udvidelsen af den fælles handel og den gensidige udvikling. Xi og hans græske værter var på en personlig rundtur i Piræus’ havn. I mellemtiden er situationen meget farlig i Bolivia og Hongkong, hvor “Maidan”-modellen, der involverer fremmede indgreb fra fælles netværk af fascistiske grupperinger og agenter fra Whitehall (gaden i London hvor de fleste regeringsbygninger ligger) og USA’s udenrigsministerium. I de seneste dage har der været uhørt voldeligt i Hongkong. I Bolivia er der et totalt magtvakuum uden nogen formel regering overhovedet. Santa Cruz-fraktionen, under Bolivias fascistiske operatør Luis Fernando Camacho, dræber og raserer hensynsløst i den “guddommelige retfærdigheds” navn. Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) og det amerikanske Udenrigsministerium er medskyldige i processen ved at billige den “professionelle” rolle, som den korrupte OAS har spillet, da den erklærede valget den 20. oktober for at være svigagtigt, hvilket satte scenen for det voldelige oprør, som førte til præsident Evo Morales fratræden 10. november.

Zepp-LaRouche understregede, at den “geopolitiske tankegang” må overvindes. I USA er prøvestenene de præsidentskaber og livsanskuelser, der tidligere har været: George Washington, John Quincy Adams, Abraham Lincoln, Franklin Roosevelt, John F. Kennedy, og de historiske bidrag fra Alexander Hamilton, Benjamin Franklin og Lyndon LaRouche. Det amerikanske System er den afgørende arv. Folk er nødt til at rejse sig og tage ansvar på et verdenshistorisk plan.

 




Tilegnelsen af LaRouches metode er påkrævet for at organisere kræfterne for sejr.

Den 7. november (EIRNS) – I en tale, der var forberedt den 26. maj 2000, af statsmand Lyndon LaRouche med titlen “Vedrørende emnet strategisk metode” (EIR, 2. juni 2000), beskrives en tankegang, hvis tilegnelse er afgørende, hvis vi skal komme sejrrigt ud af det nuværende politiske og økonomiske rod i USA, hvor sejr også er kritisk for [resten af] verden. Tankegangen bygger på metoden for videnskabelig hypotese kombineret med en analyse af den kulturelle og økonomiske dynamik, der faktisk bestemmer væsentlige ændringer.

LaRouche siger, at “den afgørende faktor … er den menneskelige vilje, der vælger eller fravælger passende former for frivillige, kritiske ændringer i politik, som former nationer og menneskehedens fremtid som helhed. Disse er de beslutninger, som har forholdsvis afgørende indflydelse på begivenhedernes forløb, især under kriseramte forhold, der ligner dem som er fremherskende verden over i dag. ”Han pegede på et sæt af sådanne beslutninger, som virkelig var onde, for at demonstrere hvad han mente med kritiske beslutninger, der har dyb indvirkning selv over generationer. Disse beslutninger stammer fra 1975-76 [og blev truffet] af New York Council on Foreign Relations og Den Trilaterale Kommission, og er kendt som ”1980’erne-projektet”, hvilket lagde grundlaget for ødelæggelsen af USA’s fysiske økonomi, omdannelsen til et forbrugerdrevet post-industrielt samfund, og i den endelige manifestation af denne politik, noget vi stadig oplever i dag, den tilstræbte triumf for globalisering og opgivelse af suveræne nationale regeringer til fordel for den type af bankdiktatur, der blev foreslået den 23. august, 2019 af Bank of Englands bankdirektør, Mark Carney, i Jackson Hole, Wyoming. Og denne plan for et bankdiktatur har taget et væsentligt skridt fremad med meddelelsen om, at milliardæren Michael Bloomberg går ind i demokraternes primærvalg i Alabama, uden endnu at ”have besluttet” om han stiller op som præsidentkandidat.

Præsident Donald Trump afbrød den langsigtede udvikling, som disse fyre dengang satte i værk, en udvikling hen imod fuldstændig opgivelse af vores grundlæggeres store eksperiment med den suveræne republik kendt som De forenede Stater. LaRouche siger: ”Metoden for det sædvanlige slæng af bankfolk og advokatfirmaer fra Wall Street var forkert, endda ond, men disse fyre havde i det mindste en vision om en række kulturelt motiverede ændringer i USA og verdenssamfundet, som de havde til hensigt at fremkalde de kommende årtier. ”Det lykkede de med, fordi borgerne var optaget af øjeblikkelige begivenheder, på en selvbegrænsende måde, og nægtede at strække deres sind og vision til hvilken fremtid de søgte at skabe de kommende 50 år. Denne smålighed tillod ondskaben at triumfere.

LaRouche spørger derefter, hvordan vi kan imødese og arbejde for at påvirke de kulturelle paradigmer, som igen vil afgøre den måde hvorpå befolkninger og andre beslutningstagere vil reagere på det globale finansielle og politisk-økonomiske chok, af den slags der nu hastigt nærmer sig? Og, siger han, der er virkelig kun et tidspunkt, hvor man dramatisk kan ændre ting, og det er når begivenhedernes chok får folk til at undersøge deres eget tankesæt, de underliggende aksiomer og postulater, på hvilke de baserer deres meninger.

Det er netop situationen i dag, hvor en udfordret og modtagelig befolkning søger efter løsninger på, hvad de ser der sker omkring dem. Som LaRouche uddybede, er den eneste rigtige måde at fjerne kræfterne bag kuppet mod denne præsident – ud fra en strategisk betragtning – at vælte hele skakbrættet, ved at slutte sig til Rusland, Kina og Indien for at skabe traktater, der er centreret om et nyt monetært system med faste valutakurser, der kun udsteder kredit til økonomisk udvikling og avancerede videnskabelige udforskninger, der fremmer hele menneskehedens produktive kapacitet.

LaRouche peger på adskillige bestemmende kulturelle chok, der førte til USA’s tilbagegang under Barack Obama, og som demokraterne nu beskriver som ”normale tilstande.” Blandt dem er brugen af nuklear terror til at skabe et krav om en verdensregering, som forestillet af Bertrand Russell og andre talsmænd for det britiske oligarki, og stillet til skue under betegnelserne “globalisering” og “lov og orden”. Der var fremkomsten af ‘rock/stoffer/sex-modkulturen’ i kølvandet på drabet på præsident John Kennedy; bestræbelserne på at standse den teknologiske udvikling gennem miljøbevægelsen og afviklingen af centrale initiativer for NASA; udryddelsen af klassisk uddannelse i skolerne; fremme af fri handel og traktater som NAFTA, der decimerede den amerikanske arbejdsstyrke og opgav enhver beskyttelse af amerikanske industrier.

Denne dekadence blev af LaRouche beskrevet som en “grundlæggende konflikt” i geometrien af aksiomer og postulater om menneskets natur. Hvad han betegnede som ‘det romantiske syn’, ser mænd og kvinder som grundlæggende onde, som dyr, med dyriske sanselige impulser, ude af stand til at ræsonnere ud over øjeblikkets sanseopfattelser. Denne opfattelse er grundlæggende for tolerancen over for imperier i histories løb, og er i stigende grad dominerende i USA i dag. Det modsatte, klassiske tankesæt, især i dets kristne manifestation, definerer mennesker som grundlæggende gode, som hævet over dyrene, som værende skabt i billedet af universets skaber og i stand til kreativ forandring og opdagelse af universets grundlæggende love. Det var tankesættet hos grundlæggerne [af republikken], der måtte fordrives og ødelægges af de fundamentale ændringer, der er nævnt ovenfor.

Præsident Trump har taget skridt til at vende alt dette, nogle skridt er stærke, andre mere tøvende, men han hæmmes af det kulturelle forfald, selv blandt hans mest glødende tilhængere. Hvad der mangler her er dybden af intelligens og analyse, som LaRouche drøftede [i talen], hvor han bemærkede, at det største problem er opgivelsen af de former for klassisk uddannelse og klassisk drama og musik, som bevidst er udformet til at nære og styrke det menneskelige sind, menneskelig kreativitet, og får os til at gå uden for vores umiddelbare omgivelser, og beherske hvordan vi ændrer dem. Store forsamlinger råber taktfast “U.S.A.!” igen og igen, men er blevet nægtet dette middel, hvilket viser, at vi ikke indgående uddanner de generaler, der faktisk er i stand til at vinde denne krig for USA, og i sidste ende verden. I mangel på LaRouches metode kan og vil disse menneskemængder blive manipuleret og dræbt af vor fjendes evne til at manipulere dem gennem populærkultur og den offentlige mening.

 




Kongressens falske rigsretssag blokerer for en reaktion på finanskrisen

Den 4.november (EIRNS) — Parlamentets formand Nancy Pelosis politiske aktionsudvalg er Demokraterne i Kongressens mest givtige kilde til kampagneindsamling. I tredje kvartal i år har de “demokratiske milliardærer” der kræver, at præsident Donald Trump tvinges ud af embedet, anført af George Soros med 16 millioner dollars, hældt i kampagnekassen. I begyndelsen af september har Pelosi, der i flere måneder havde stået imod forsøget på at anklage Trump uden “tværpolitisk støtte,” skiftet mening og bekendtgjort en skinproces, som de demokratiske ledere kalder en rigsretssag.

Pelosi kan ikke tale imod det nu. I stedet kritiserede hun i et interview den 1. november til Bloomberg kraftigt de demokratiske kandidater til præsidentembedet for lignende humbug – ved at fremlægge vanvittige “programmer”, som helt sikkert vil tabe i 2020. Sygeforsikring for alle og en ny grøn aftale afvises af vælgerne i Midtvesten, sagde hun til Bloomberg. “Som venstreorienteret liberalist fra San Francisco kan jeg sige til disse mennesker: Hvad tænker I på? … I kan spørge venstrefløjen – de er utilfredse med, at jeg ikke er socialist”. Nyhedstjenesten rapporterede, at “Pelosi udtrykte også bekymring over vælgernes reaktioner på den Grønne nye Aftale … der kræver omfattende, hurtige reduktioner af CO2-emissioner. ”Der er meget stærk modstand mod den Grønne nye Aftale, fordi det er om 10 år – ikke mere fossilt brændstof. Virkelig?” sagde hun.”
Formandens kritik af de demokratiske kandidater lød nærmest som præsident Trumps stærke kritik af hende. Ingen af delene kan nægtes. Det er ikke kun de demokratiske kandidater.

Hele Kongressen, i kløerne på det demokratiske partis lederskab, spilder nationens kostbare tid – stillet over for både en kommende krise, der er værre end sammenbruddet i 2008, og en forværret epidemi med narkotikamisbrug – med en forfalsket rigsretssag. Alle dens processer med lukkede døre og selektive lækager til meddelagtige medier har til formål at bringe præsident Trumps meningsmålinger ned; anklage ham for “lave meningsmålinger og mindre embedsmisbrug”, og føre præsidentkampagne med en rigsretssag. Fox News er med i spillet og har forsætligt fordrejet nyhedsindslag om sin egen nationale afstemning, der faktisk viste, at støtten til rigsretssagen var lavere end en måned tidligere.

Og mens de gør det, foretager den amerikanske centralbank, Federal Reserve, dagligt voksende akutte indsprøjtninger af likviditet til banksystemet, som pludselig har brug for dem hver dag for første gang siden 2008. De holdes hemmelige for den amerikanske offentlighed af de fleste af medierne. Den enorme 16 billioner $ store boble af amerikansk virksomhedsgæld, der vokser med mere end 1 billion $ pr. år, udløser nu røde advarselslamper fra eksperter over hele verden. Nedenunder er der en økonomi i recession med tilbagegang for industri- og fremstillingsvirksomhed siden slutningen af 2018.

Vi har brug for en nødforanstaltning til at genindføre Glass/Steagall-loven for at isolere Wall Streets spekulative kasino fra de kommercielle banker, så de kan gendanne produktive udlån. Dette er kun den første af Lyndon LaRouches “Fire love for at redde USA.”

Men Glass-Steagall er i store træk opgivet af “progressive” demokrater i denne Kongres; og af de ti kongresmedlemmer, der har stillet op som præsidentkandidat, er der kun en – rep. Tulsi Gabbard – som støtter det, og ingen har ført kampagne for det.

Med dette forræderi, hvor de hårdt forsøger at bringe præsident Trumps meningsmålinger ned med en rigsretssag, sænker de deres egne. En, forretningsmand Andrew Yang, fortalte i går til CNN: “Hele landet bliver revet med af denne rigsretssagsproces. Og … vi vil ikke have skabt en reel sag for det amerikanske folk.”

Det er meget værre end dette. De handler for at sabotere præsidentens samarbejde med Mexico mod narkotika- og våbenhandelskartellerne; hans Måne-Mars-mission for NASA; hans – og deres egen! – evne til at handle efter Lyndon LaRouches love for økonomisk genopretning under et finanskrak. Nogle demokrater må bryde geledderne, og Kongressen må udføre det presserende arbejde for landet.

 




APEC og COP25 er aflyst
– det gamle paradigme er brudt sammen, og vi må bygge det nye

Den 30 oktober (EIRNS) – Enhver der stadig måtte have den misforståelse, at verden på en eller anden måde “klarer sig”, uden behovet for at skulle påtage sig noget personligt ansvar for handling, må vågne op og se på verden som den er i dag, “fra oven”, som man siger.

I dag kollapsede nationen Chile og “Chile-modellen” i bund og grund, som City of London og Wall Street elskede. Præsident Sebastián Piñera, med millioner af mennesker på gaden der kræver en afslutning på den økonomiske model, som blev indført for 45 år siden af det fascistiske Pinochet-diktatur og hans kontrollører af “Chicago Boys”, bekendtgjorde her til morgen, at topmødet i den Økonomiske Samarbejdsorganisation for Asien og Stillehavsområdet (APEC) mellem statsoverhovederne fra 21 lande fra Stillehavsområdet, planlagt til den 16.-17. november i Santiago, er blevet aflyst.

Derudover er også FN’s klimakonference, COP25, den centrale institution i den økofascistiske bevægelse for at afvikle industriel udvikling og reducere verdens befolkning, der er planlagt den 2.-13. december i Santiago, også blevet aflyst. Ikke alene er stakkels Greta Thunberg og tosserne i Extinction Rebellion fortvivlede, men Bank of Englands bankdirektør, Mark Carney, der står i spidsen for det folkemorderiske grønne finansinitiativ, river sig selv i håret.
Denne masseopstand mod den ondartede nedskæringspolitik i Chile er ikke en isoleret begivenhed. Faktisk oplever alle dele af verden en eller flere sådanne omvæltninger, hvoraf mange er ganske voldelige.

Hariri-regeringen i Libanon trak sig tirsdag den 29. oktober, da befolkningen kræver en afslutning på den sekteriske opdeling af nationen, der er udartet i massekorruption og økonomisk forfald. Iraks regering bryder sammen, da store dele af befolkningen har haft begrænset adgang til elektricitet og endog vand, siden ødelæggelsen af dens land for to årtier siden af George Bush og Tony Blair. Argentina har nedstemt IMF’s marionetregering under Mauricio Macri, med de sejrrige tilhængere af den nye regering, der vifter med chilenske flag i solidaritet. Overalt i Europa kollapser de gamle etablerede partier, der har regeret siden Anden Verdenskrig, uden lederskab i sigte til at vende den økonomiske nedgang.

Måske tror du, at du er sikret, fordi du har en god pension? Disse pensioner er investeret i spekulative papirer, som er ved at forsvinde. Den amerikanske centralbank, der har trykt penge med en hastighed, der ikke er set siden sammenbruddet i 2008, forsøger krampagtigt at holde »bankerne, der er for store til at gå ned«, oven vande i et par uger eller måneder mere, med en tilførsel på over 100 milliarder dollars dagligt, og tallet er stigende. Men den finansielle boble, der nu er på 1,5 billarder dollars, en halv gang større end i 2008, kan ikke “reddes” denne gang. Ti år med nulrente og “kvantitative lempelser” (QE) for billioner af dollars har kun gjort realøkonomiens bankerot langt værre.

Og alligevel er løsningen på dette problem tættere på at blive gennemført end på noget andet tidspunkt i nyere tid. Lyndon LaRouche advarede for 50 år siden om præcis disse katastrofer, såfremt hans kloge ord blev ignoreret: Stop finanssystemets omdannelse til et globalt kasino for spekulativt affald; gendan det hamiltoniske “Amerikanske System” med statslig kredit til realøkonomien; samarbejd internationalt for at nå ud til Månen, Mars og videre; og iværksæt et lynprogram for at gøre fusionsenergi tilgængeligt for hele menneskeheden.

En ønskedrøm? Langt fra. Med Donald Trump har vi for første gang siden Jack Kennedy en præsident, der tror på videnskabeligt fremskridt; som atter har forpligtet nationen til et Måne-Mars-program; der afviser den falske britiske myte om “overbefolkning”, som styrer den grønne dagsorden; der er modstander af, at vores børn bliver overmedicineret; og som insisterer på, at Amerika skal være venner med Rusland, Kina og alle nationer, der tror på fremskridt for deres folk.

Derfor er der en hektisk indsats for at starte en rigsretssag mod præsidenten, binde hans hænder, blokere hans bestræbelser på at afslutte krigene for regimeskifte og opbygge venlige forbindelser med andre suveræne stater. Det vigtigste er, at disse oligarker er bange for, at når den økonomiske boble brister, vil han ikke følge diktaterne fra Wall Street og City of London, men vil følge LaRouches politik, hans “Fire Love”, der sætter det økonomiske imperium centreret i London under konkursbehandling, snarere end at redde det. De er bange for, at han ikke kun vil genoprette forbindelserne med Rusland og Kina, men også tilslutte sig dem i det største foretagende nogensinde, Den nye Silkevejs omdannelse af de tidligere koloniserede nationer til moderne industristater, der bekæmper fattigdom, som det er lykkedes for Kina, den største nation på Jorden.

Vær opmærksom på de forstandige ord fra Lyndon og Helga LaRouche. Nu er tiden inde.

 




Det næste anslag mod terror:
Hjælp Mexico med at forsegle dets grænse mod narkotika og våbenhandel

Den 28. oktober (EIRNS) – Præsident Donald Trumps succes med at afskære ISIS i Sydvestasien, efterfulgtes af hans dristige beslutning om at trække amerikanske tropper tilbage fra Syrien og anvende internationalt samarbejde mod narkotikasmuglende, menneskehandlende terrorister. Her har han bekæmpet terrorisme, mens han hjalp med at stabilisere Syrien, i stedet for at nedbryde de nationale regeringer og skabe terrorisme, som tidligere præsidenter gjorde.

Nu til et klart og åbenlyst nødvendigt næste skridt: Samarbejd med Mexico for at besejre de narkotika- og våbensmuglende og menneskehandlende terrorister, der truer med at overtage dette land. Åbningen er allerede skabt.

LaRouches borgerbevægelse i Mexico, MOCILA, sendte et åbent brev til den mexicanske præsident Andrés Manuel López Obrador (AMLO) den 25. oktober 2019. Skrivelsen var en opfølgning på narkotikakartellernes nærmest militære overtagelse af byen Culiacan den 17. oktober. Med titlen: “Fire foranstaltninger til at besejre A/S Narkotikas overtagelse af Mexico” hedder det i det åbne brev fra MOCILA:

“Det er ofte tilfældet i historien, at kræfter der fører en ond politik bliver blændet af deres eget hybris og tror, at de kan påtvinge hele nationer deres vilje med rå vold og terrortaktik. Men selve deres arrogance blotter deres egen akilleshæl og kan føre til deres undergang forårsaget af deres tiltænkte ofre, hvis sidstnævnte går til kraftigt modangreb på den udsatte svage flanke.

”Sidste uges magtdemonstration af A/S Narkotika, det internationale narkotikakartel, styret af bankerne i City of London og Wall Street, omkring Ovidio Guzmán-sagen, udgør netop en sådan mulighed.

“I den samme ånd som vi udsendte et ‘Åbent brev til AMLO’ tilbage i september 2018, inden De tiltrådte, opfordrer LaRouche-bevægelsen i dag – baseret på afdøde Lyndon LaRouches anerkendte anseelse i disse anliggender – indtrængende om at vedtage fire konkrete foranstaltninger, der vil fratage A/S Narkotikas taktiske sejr i Ovidio Guzmán-sagen og vende den til deres strategiske nederlag”.

“1) Afsæt omgående Deres indenrigsminister, Olga Sánchez Cordero, som er en ledende talsmand for A/S Narkotikas politik for narkotikalegalisering, og en trojansk hest i Deres regering.

“2) Fortsæt indædt den offensive politik De allerede har indledt, for samarbejde med Trump-administrationen om at fastfryse eller hermetisk forsegle grænsen mellem USA og Mexico, både mod våbenstrømmene sydpå og narkotikastrømmene nordpå, ved anvendelse af avancerede teknologier, herunder opsporing med laser, MR, røntgenstråler og mere. Dette er en vigtig del af LaRouches mangeårige plan mod narkotika [se Dennis Small, “LaRouche-planen for at ‘hermetisk forsegle’ grænsen mod narkotikatrafik,” EIR, 29. marts, 2019].

“3) Udvidelse af sådan et internationalt samarbejde, ved at forhandle en aftale med Kina om at samarbejde 100% for at stoppe indstrømningen af fentanyl til Mexico, og især i staten Sinaloa, hvorfra det i stigende grad skæres ned til lavere koncentrationer for videreforsendelse til USA. Dette vil skabe et effektivt trepartssamarbejde mellem Mexico, Kina og USA, da Kina og USA allerede har nået en betydelig bilateral aftale om at stoppe fentanylens plage.

“4) Foreslå yderligere trepartssamarbejde mellem Mexico, Kina og USA, for at bringe afgørende infrastruktur og andre udviklingsprojekter til Mexico og Mellemamerika i forbindelse med Bælte- og Vejinitiativet (BVI), som nu omfatter 157 nationer i hele verden. Kun ved at stille sådanne muligheder for produktiv beskæftigelse for regionens ungdom til rådighed, kan de frigøres fra slaveri af narkotikahandelen og dens terroristbander, og fra det desperate behov for at migrere til USA for at sikre basal overlevelse for sig selv og deres familier.

”Et sådant globalt paradigmeskifte hen imod BVI ville også medføre en gældssanering af hele det bankerotte transatlantiske finanssystem, som er drivkraften bag den internationale narkotikahandel, og som under alle omstændigheder er på vej mod en sprængning af dets 1,5 billiarder $ store spekulationsboble, der får 2008-krisen til at ligne en skovtur til sammenligning.

“cc: Præsident Donald Trump; Det Hvide Hus; Washington, D.C.”

 




Et faseskifte ryster Verden – nu er det LaRouche-tid

Den 1. oktober (EIRNS) —Den 1. oktober markerer 70-årsdagen for oprettelsen af Folkerepublikken Kina. Beijing var scenen for en ekstraordinær festligholdelse med over en million mennesker til stede for at ære den mest spektakulære transformation af en nation i historien. Enkle statistikker viser transformationen – mellem 1949 og i dag er den forventede levealder steget fra 35 til 77 år, spædbørnsdødeligheden faldet fra næsten 250 pr. 1000 – en fjerdedel af alle fødte – til mindre end 10, og analfabetismen er faldet fra 80% til under 1% , hos alle undtagen de ældre.

Og alligevel ignorerer det vestlige etablissement denne forbløffende præstation for i stedet vidt og bredt at ‘broadcaste’ den voldelige farverevolution, som de selv har finansieret og sat i gang i Hong Kong. I dag satte pøbelen ild til, lukkede ned for og skamferede flere undergrundsstationer og regeringsbygninger, kastede Molotov-cocktails mod politiet og “lykkedes” til sidst med at få “blod på skjorten”, som de ønskede, da en maskeret ung, der svingede et jernrør mod en politimand, blev skudt, og befinder sig i kritisk stand i skrivende stund. Hensigten er et regimeskifte i Beijing, idet man prøver at sælge løgnen om et umenneskeligt diktatur, der undertrykker sit folk.

Amerikanere, der falder for denne linje i pressen, må reflektere over det faktum, at de samme mennesker, fra både det neokonservative-”højre” og neoliberale “venstre”, der driver denne regimeskifte-operation mod Kina under det falske råb om ”demokrati”, er nøjagtigt de samme mennesker, der kører regimeskifte-operationen mod De Forenede Stater, og hektisk forsøger at få præsident Donald Trump fjernet fra embedet, før det forestående økonomiske sammenbrud rammer det vestlige finansielle system. Begge operationer drives fra London. De liberale medier, der falbyder løgnene bag rigsretssagen mod præsident Trump, priste i dag åbent den krigsførende John Bolton for hans angreb på Trump for ikke at starte en krig mod Nordkorea, snarere end at forhandle om en fredelig afvikling af atomvåbnene. Sandelig nogle underlige sengekammerater, men ingen overraskelse for dem, der forstår det britiske imperiums ‘gang-countergang’-metodik, som længe har været udstillet på EIR’s sider.

Det amerikanske folk lugter denne lunte. En faseændring fejer gennem den amerikanske psyke, en forandring, som LaRouche-organisatørerne genkender og mobiliserer over hele landet. Processen med rigsretssag er en panikindsats for at forhindre Trump og hans justitsminister William Barr i at afsløre det forræderiske kupforsøg, der ledes af Obama-administrationen og dets korrupte efterretningsteam, dirigeret af Christopher Steele og hans overordnede i Storbritanniens MI6 og GCHQ (General Communication Head Quarter er den britiske pendant til NSA i USA, red.). Mandag aften identificerede senator Lindsey Graham denne britiske fjende – “Hvis man er bekymret over, at udenlandske mennesker er involveret i vores valg,” sagde Graham, “burde man bekymre sig om, at Christopher Steele er ansat af det Demokratiske Parti.”

Det amerikanske folk vil heller ikke købe den idé, der tilbydes af den patetiske Greta Thunberg og hendes økofascistiske sponsorer. Hvad de muligvis ikke forstår helt så godt, er, at dette klimahysteri drives af City of London og deres agenter på Wall Street. I dag oprettede Bank for International Settlements (BIS), centralbankernes centralbank’, et ‘initiativ for grønne obligationer’ for at facilitere “forgrønnelsen af finanssystemet”, der er sat i gang under ledelse af chefen for Bank of England Mark Carney. Basis for ”risikostyring” under denne monstrøse ordning er ikke levedygtigheden af et industri- eller landbrugsprojekt, men hvor meget CO2 der genereres af investeringen. Med andre ord skal investeringer i stort set ethvert moderne industri eller landbrugsprojekt således straffes, – at de helt skæres væk.

Trump har forpligtet sig til internationalt samarbejde i regi af Månen-Mars missionen. Ligesom Kina, Rusland, Indien og de fleste af udviklingslandene har han ikke til hensigt at begå økonomisk selvmord ved at bremse udvikling af fossilt brændstof. I denne uge sendte han chefen for Det Hvide Hus´ Kontor for ‘National Drug Control Policy’ til Kina, hvor de to nationer blev enige om at et tæt samarbejde om at bekæmpe fentanyl-krisen og anden narkotikahandel. Denne form for internationalt samarbejde, der er baseret på ægte videnskab, reelle fremskridt og befolkningens reelle fysiske og mentale sundhed, er faktisk midlerne til at besejre det britiske imperiums planer om folkedrab. Imperiet er bange for at Trump – når boblen brister, hvilket er nært forestående – vil vedtage det fulde LaRouche-program for at gendanne et system efter Hamiltons principper og forene verden i ånden af ‘Den Nye Silkevej’. Vi må sikre os, at deres frygt går i opfyldelse.




Britisk centralbankdirektør lancerer ‘grønne’ angreb på USA og på dollaren

Den 26. aug. (EIRNS) – Direktøren for Bank of England kom til Federal Reserves bankkonference i Jackson Hole, Wyoming, i sidste uge og sagde, at den amerikanske dollar, indenfor handel og investeringer, burde udskiftes med en digital verdensvaluta. Mark Carney lovpriste den digitale valuta “Libra” – foreslået udstedt af Facebook – som den amerikanske kongres forsøger at stoppe. Men Mark Carney sagde, at de globale digitale penge ville blive bedre kontrolleret af Bank of England og andre store centralbanker. Han gjorde dermed Facebooks “Zuck Bucks” til sin forsøgskanin.
Værdien af dollaren, beklagede Carney, gør det sværere og sværere for hans Bank of England, Fed og andre centralbanker, at vedblive med at redde City of London og Wall Street og Tokyos megabanker, som de har gjort i mere end 10 år siden den globale finansielle nedsmeltning i 2008. Selv “kvantitative lempelser”, endog negative renter, fungerer ikke mere, og endnu et finansielt krak truer.

Carney bebrejdede regeringerne og især den amerikanske dollar. Han fik støtte til sin britiske imperiale arrogance fra den enorme (6.5 milliarder $) private kapitalfond på Wall Street, BlackRock LLP, som kom til symposiet i Wyoming med et forslag om at overføre styringen af de offentlige budgetter til centralbanker som Bank of England og Federal Reserve. Disse ville blot trykke pengene og få deres “eksperter” til at fortælle regeringerne, hvordan de skal bruge dem, foreslog BlackRock.
Og investeringerne ville være “grønne”, hvilket ville smide billioner af kroner væk til tilbagestående “grønne” teknologier som enorme solfarme, mens kulkraft og olie blev afviklet med tunge “kulstofafgifter”.

Dette ville gøre det af med hvad der er tilbage af amerikansk industriel kraft, som allerede er blevet trukket ned af årtier med britiske frihandelsaftaler, “afindustrialisering,” narkotikaepidemier…

Man må forstå, at Det amerikanske Systems økonom og statsmand Lyndon LaRouche ikke ville have fundet sig et minut i Mark Carneys arrogante imperialistiske krav. Han var den store modstander af britisk imperialisme – finansiel og geopolitisk – i et halvt århundrede. Hvis præsident Donald Trump ville bane vejen for en posthum frifindelse af den uforskyldt retsforfulgte Lyndon LaRouche, måtte Bank of Englands Carney og BlackRock æde deres ord.

I virkeligheden er den amerikanske dollars dominerende rolle i international handel og investeringer – en hindring, efter hr. Carneys mening, for centralbanker der styrer verden med deres digitale verdensvaluta – i dag den eneste rest der er tilbage af præsident Franklin Roosevelts vellykkede kredit- og valutasystem fra Bretton Woods. Bretton Woods tillod stabile valutaer og en stærk vækst i produktivitet og produktion i USA og Europa i 30 år efter anden Verdenskrig.
Richard Nixon opgav Bretton Woods-systemet i 1971 under pres fra Londons banker, hvilket gav dem det spekulative kasino med “flydende valutakurser”, som de ønskede, med 5,5 billioner $ per dag i valutahandel, hvoraf 99 % er ren spekulation.

LaRouche foreslog at genskabe et Bretton Woods-system, denne gang med kredit også for udviklingslandene, til grundlæggende infrastruktur og industrialisering – lige som Kina yder i Asien og Afrika under sit Bælte- og Vejinitiativ. Han sagde, at dette nye Bretton Woods kunne iværksættes af de fire magter, der i dag ikke bøjer sig for “nye grønne aftaler” – USA, Kina, Rusland og Indien. I spidsen for Måne- og Mars-rummissioner og nye nukleare og fusionsteknologier, kan disse nationer, og andre der slutter sig til dem, revolutionere den menneskelige arts kræfter og menneskets kreative åndsevner. Lad hr. Carney blive grøn af misundelse.

 




Den bitre sandhed om det amerikanske “økonomiske opsving”

De artikler, der følger efter denne introduktion, er blot en overfladisk ridse i overfladen af det mest ødelæggende fysiske økonomiske sammenbrud, USA nogensinde har oplevet. Når man læser følgende rapporter – og der er vigtige områder som energiforsyning, vandforsyning, uddannelse og sundhedspleje, som ikke engang berøres her – kunne man først tro, at man læser en rapport om en anden planet midt i en mørk tidsalder. Men når du læser denne rapport, så spørg dig selv: Oplever du ikke præcis de resultater, der er dokumenteret nedenfor?

Du kan så begynde at overveje hele hysteriet i de amerikanske medier om det forfærdelige “autoritære regime” i Kina, hvor 800.000.000 mennesker, i virkeligheden, er blevet løftet ud af fattigdom, der er blevet bygget hundreder af skinnende nye byer, tog bliver udviklet som kører 600 km i timen, og millioner af børn spiller violin og klaver, og du kunne se på dig selv, og de forhold du har tolereret, i et nyt perspektiv. I 2017 blev det fastslået, at der stadig var omkring 30 millioner fattige i Kina, der hovedsagelig boede i landdistrikter og vanskeligt tilgængelige områder. Et målrettet program blev gennemført, og Kina er på rette spor for fuldstændigt at eliminere fattigdommen inden for sine egne grænser inden 2020. Overvej hvor langt Kina er nået i de sidste 50 år.

Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, har ofte talt om den økonomiske elendighed, hun oplevede i Kina, da hun rejste der som en ung journalist midt i “Kulturrevolutionen” i 1971, men i dag er forholdene fuldstændig forandrede. Betragt nu USA i samme tidsrum. Siden 1971 er forholdene i USA gået i den stik modsatte retning: Den forventede levetid i USA er faldende i den længste periode siden Første Verdenskrig; stofrelaterede overdoser og selvmord har overgået bilulykker som dødsårsag; tidligere udryddede sygdomme er i stigning; hjemløshed, skjult og åbenlyst, breder sig voldsomt; broer, tunneller og anden vital infrastruktur kollapser; Metro-systemerne er faldefærdige og farlige; mange af vores kommunale vandsystemer er over 100 år gamle; tørke og oversvømmelse er hvad der er tilbage af vores landbrugssektor; og energiforbruget pr. indbygger falder – alt sammen tegn på et døende samfund.

Den forfærdelige økonomiske opløsning af USA ville aldrig være sket, hvis det amerikanske folk havde tilsluttet sig Lyndon LaRouches ideer. Da USA kæmpede med 1960’ernes paradigmeskifte, så voldsomt bebudet af mordet på Præsident Kennedy, advarede Lyndon LaRouche sine medborgere, at medmindre man stoppede og vendte denne udvikling, ville dette skifte føre til opløsningen af nationen. I årtier siden, har han advaret igen og igen om, at afindustrialiseringen (“liberaliseringen”) af økonomien og ledsagende modkultur med rock-sex-stoffer i 60’erne lagde vejen til et økonomisk sammenbrud, og til ødelæggelsen af det kognitive potentiale i befolkningen. Da Nixon trak stikket på Bretton Woods-Systemet i 1971, og ændrede det internationale monetære system til flydende valutakurser, meddelte LaRouche profetisk, at denne ændring af politikken – givet til USA af det britiske imperium – enten ville føre til en ny fascisme, eller ville fremtvinge oprettelsen af en ny økonomisk verdensorden.

Næsten 50 år – et halvt århundrede – senere er LaRouches advarsler blevet bekræftet, som borgerne kan iagttage overalt. Det imperiale geopolitiske system, der førte menneskeheden ind i to verdenskrige og har forårsaget mange gange mere massedød gennem dets økonomiske imperialisme end Hitlers regime, kollapser nu under vægten af dets egen selvdestruktion. Derfor står især befolkningen i USA over for en presserende beslutning. Vi må se problemets omfang i øjnene for at mønstre modet til at kræve en løsning. Efter de studier, som beskriver de forskellige fysiske sektorers sammenbrud i den amerikanske økonomi, følger en opfordring til handling, der ledsager en artikel skrevet af LaRouche, hvori han fastsætter “fire love” for at redde USA. Han siger, at disse love er “ikke et valg”, men ”en umiddelbar nødvendighed”. Vi tror, at du vil være enig i den vurdering, når du er færdig med at læse denne rapport.

Rapporten kan læses her: (https://larouchepub.com/eiw/public/2019/2019_20-29/2019-27/eirv46n27-20190712.pdf)

 

 

 




Det Britiske Imperiums forræderi afsløret mens Trump gør skridt til et nyt paradigme med Rusland og Kina.

Den 14. juli (EIRNS) – Den undergravende rolle af britiske imperialistiske interesser bliver i stigende grad afsløret for verden. To store åbenbaringer alene i denne uge: For det første blev den tidligere britiske ambassadør i USA, Sir Kim Darroch, af sine egne rapporter til udenrigsministeriet, afsløret i at forsøge at undergrave den politik, som USA’s præsident fører, alt imens at han arbejder for en “hændelse” i den Persiske Golf, hvor en amerikaner dræbes, og skylden skydes på Iran (en typisk britisk operation under ‘falsk-flag’, i lighed med den der blev udført af ‘de Hvide Hjelme’ i Syrien) for at tilsidesætte præsidentens afvisning af at gå i krig mod Iran.

For det andet gennemførte briterne en åbenlys handling af sørøveri ud for Gibraltar ved at beslaglægge et iransk olietankskib, hvorefter de iscenesatte en hændelse i Hormuz-strædet, hvor Iran fejlagtigt blev anklaget for til gengæld at forsøge at beslaglægge et britisk olietankskib. Som rapporteret nedenfor var denne hændelse iscenesat af den britiske militære efterretningstjeneste, som [imidlertid] forfejlede sin hensigt, og nu er blevet afsløret som en svindel.

Siden mordet på Jack Kennedy og den britiske succes med at trække USA ind i en uamerikansk kolonial krig i Indokina, har det anglo-hollandske neoliberale finansielle system systematisk overtaget den amerikanske økonomi. Dette blev muliggjort ved at udnytte USA’s fallit på grund af omkostningerne ved den folkemorderiske asiatiske krig og ved den kulturelle undergravning af en demoraliseret ungdomsgeneration gennem en ‘ny opiumskrig’, den anti-videnskabelige “miljø”-bevægelse, ledet af den kongelige familie, og udbredelsen af degenereret og grim “musik” for derved at nægte ungdommens adgang til skønheden i den klassiske musik og kultur. I stedet for den hamiltoniske politik med øremærket kredit, som indført under Roosevelts New Deal og under Kennedys rumprogram, og en udviklingspolitik for atomkraft/fusionsenergi, blev slagordene britisk “frihandel”, “centralbankens uafhængighed” og lignende uamerikanske svindelnumre sat i stedet. Resultatet var spekulanters overtagelse af økonomien, outsourcing af vores industrier, legalisering af stoffer, hvilket medførte ødelæggelse af industri og infrastruktur og det moralske forfald der karakteriserer USA i dag, som det delvis dokumenteres i EIR’s specialnummer: “The Bitter Truth of U.S. economic “Recovery” (Den bitre sandhed om USA’s økonomiske opsving). “Intet mindre end en tilbagevenden til Hamiltons politik – ikke kun i USA, men i forbindelse med de store eurasiske kulturer – Rusland, Kina og Indien – som foreslået af Lyndon LaRouches ‘fire love’ og hans ide om et Nyt Bretton Woods – kan stoppe sammenbruddet af de vestlige økonomier og faren for global krig.

Præsident Donald Trump har taget små, men dramatiske skridt til at forfægte sit personlige lederskab og bryde med “etablissementet i Washington”, som har forvandlet begge politiske partier til spytslikkere for britisk imperialistisk politik med permanent krigsførelse og “fri markedsdiktatur” af London og Wall Streets finansielle karteller. Han har taget skridt til at afslutte det sidste levn af Den kolde Krig i Korea; han forhandler en afslutning på den “endeløse krig” i Afghanistan; han er begyndt at genoprette optimismen fra Kennedys rumprogram gennem hans Måne-Mars-mission; han har holdt venlige møder med lederne af Rusland, Kina og Indien (blandt andre) på sidelinjen af G20 i Osaka, til stor rædsel for briterne og de neo-konservative i hans eget kabinet; han har ophævet de absurde og destruktive “anti-kulstof”-regler, der blev pålagt af Obama, og samtidig gjort gældende at ren luft og vand er det virkelige miljøproblem; han har gjort sig til talsmand for “fair trade”-politik i modsætning til det neo-koloniale mantra om “globalisering”.

Truslerne om krig og økonomisk disintegration eksisterer stadig trods disse små trin. Helga Zepp-LaRouche pegede i sin ugentlige webcast i lørdags på det centrale stridspunkt, der er involveret i at afslutte disse trusler og indlede et nyt paradigme for menneskeheden, ved at tage fat på forfaldet i borgernes moralske karakter, som præsenteret i Friedrich Schillers idé om den æstetiske uddannelse af mennesket. “Det er absolut nødvendigt,” sagde Zepp-LaRouche, “at den moralske opbygning af menneskeheden går hånd i hånd med videnskabelige og teknologiske fremskridt, fordi videnskab og teknologi alene ikke har svaret på spørgsmålet om menneskets moralske adfærd.” “Det er den æstetiske uddannelse, indflydelsen af stor kunst, klassisk musik, klassisk poesi og de andre klassiske kunstarter, som har denne forædlende virkning på mennesket, og derfor må disse to ting absolut gå sammen.”

Schiller Instituttet vil den 20. juli fejre 50-årsdagen for menneskehedens landing på Månen med begivenheder på Manhattan og andre steder rundt omkring i verden med både videnskabelige og musikalske præsentationer, der også fejrer Lyndon LaRouches grundlæggende princip om, at den kreative proces inden for kunst og videnskab er en og samme.

 




Russiagate-fupnummer kollapser. Bring USA, Rusland og Kina sammen nu
for at erstatte det Britiske Imperium for evigt

Den 22. maj (EIRNS) — Det russiske svindelnummer startede ikke med Obamas efterretningsholds forræderi rettet mod Donald Trump. Det begyndte i 2014, da det samme hold af korrupte efterretningsfolk, sammen med Obamas udenrigsministerium og deres følgesvend George Soros, bakket op af den falske nyhedspresse, iværksatte det Britiske komplot for at vælte den folkevalgte regering i Ukraine, ved åbent at støtte de neo-nazistiske bander, som udfører en voldelig “farve-revolution” mod regeringen i Kiev. Ved at tildele 5 milliarder $ til anti-russiske NGO’er, uddele små kager til hagekorsbærende bøller på Maidan-pladsen, gennemførte Obamas repræsentant, Victoria Nuland, og hendes ven Christopher Steele – den samme MI6-agent, der senere opdigtede det falske dossier om Trump – et kriminelt, voldelig kup, skød skylden på russerne, og igangsatte deres operation for en 3. verdenskrig.

Derefter opfangede kandidat Donald Trump stemningen fra en amerikansk befolkning, der afskyede den økonomiske nedgang, evindelige koloniale krigsførelse, den forsætlige overmedicinering af deres venner og børn, og kulturen af pessimisme og grimhed. Hans løfte om at genoprette det amerikanske system fandt genklang hos borgere, der havde oplevet 50 års organisering af LaRouche-bevægelsen, som både advarede om truslen om depression og krig under den britisk dominerede monetære og strategiske politik fra familien Bush og Obama, og samtidig fremsatte de nødvendige økonomiske, strategiske og kulturelle politikker for at opnå en ny, produktiv og fredelig verdensorden.

LaRouche, ene og alene, advarede om det onde i den grønne psykose, der forgiftede den historiske amerikanske optimisme. LaRouche alene identificerede det faktum, at “Dope, Incorporated” (A/S Narkotika –red.,) blev drevet af bankerne i London og Wall Street, de samme spekulative banker som organiserede og finansierede de endeløse krige, der krævedes af “det militær-industrielle kompleks”. LaRouche alene kæmpede for et Måne-Mars-projekt for at realisere menneskehedens “udenjordiske imperativ”. LaRouche alene fremsatte nødvendigheden af at gøre en ende på det Britiske Imperium, en gang for alle, med dets geopolitiske, dyriske syn på mennesket – intet mindre – og at dette udelukkende kunne opnås ved, at USA sluttede sig til Rusland, Kina og Indien, som et minimum, for at erstatte det fallerede britiske monetære system med et nyt kreditsystem, baseret på de hamiltoniske principper, der havde skabt det oprindelige amerikanske system. LaRouche alene foreslog “Den Nye Silkevej” for at forene øst og vest efter Sovjetunionens sammenbrud, som et middel til at afslutte geopolitikken for evigt og etablere en ny verdensorden baseret på suveræne stater viet til menneskehedens fælles mål.

Alt dette er nu inden for vores rækkevidde, og er blevet foreslået eller i det mindste antydet af præsident Trump. Hvis dette skal opnås, må det amerikanske folk indse, at forfølgelsen og retsforfølgningen af Lyndon LaRouche i 1980’erne, af de samme mennesker der udførte det fejlslagne kup mod præsident Trump, forhindrede denne politik i at blive gennemført dengang, før de sidste 30 års katastrofale degeneration.

LaRouches frifindelse af præsident Trump ville bringe denne sandhed frem for verden, og give præsidenten den offentlige og internationale støtte han behøver for at smide den britiske spændetrøje, der er pålagt af den korrupte Kongres, de falske nyhedsmedier, de neokonservative og de neoliberale. Tiden er knap. Tiden er inde. Potentialet for sejr har aldrig været større.

 




Hvorfor Vesten er ved at tabe i konkurrencen med Kina

Af Alexander Hartmann, den 10. marts 2019

Under den afsluttende diskussion på Schillerinstituttets seminar i Berlin den 27. februar fremhævede Helga Zepp-LaRouche Vestens kulturelle forfald og Kinas helt modsatrettede kulturpolitik som én af hovedårsagerne til Kinas overlegenhed over for Vesten i den meget diskuterede konkurrence mellem de to systemer.

Anledningen til hendes redegørelse var det spørgsmål, om Vesten rent faktisk indtager en konfrontatorisk holdning over for Kina, eller om det ikke snarere er Kina, der konfronterer Vesten. I sit svar beskrev hun først udviklingen inden for de sidste år. Kina har siden Deng Xiaopings tid fulgt reglen om at ”holde bolden flad og ikke fremhæve sin egen rolle, men først og fremmest tage sig af sin egen udvikling.” Men det har ændret sig, først og fremmest med Xi Jinping. ”Xi Jinping har sagt, at vi må ændre vor rolle som verdensmagt til gavn for hele menneskeheden.” Så har Kina også sat sit program ”Made in China 2025” meget stærkt i forgrunden om at ”blive globalt førende på verdensmarkedet inden for ti nøgleteknologier – computere, robotter, kunstig intelligens, el-biler og forskellige andre områder”.

Selv om det nye silkevejsinitiativ er det største infrastrukturprogram i menneskehedens historie, så har Vesten i hele fire år næsten intet fortalt om Den nye Silkevej. ”Fire års tavshed, så har man endelig bemærket noget: Lige et øjeblik! Det går for hurtigt, det der; og alle de lande, der tilslutter sig!” Og så begyndte Vestens angreb. ”Det var virkeligt internationalt koordineret, pludseligt kom disse angreb fra CSIS 1) og fra europæiske tænketanke.”

Det har udløst visse diskussioner i Kina, om det har været klogt at fremhæve 2025-programmets rolle så kraftigt og derved provokere og udsætte sig for alle disse angreb. ”Så vidt jeg ved, har Kina trukket det en smule tilbage. Men på den anden side: kendsgerningerne taler for sig selv. Med landingen på Månens bagside er Kina i færd med at Kina overtaget føringen inden for udforskningen af Verdensrummet. Og her er der ikke længere nogle, der kan sige, at ”Kina har stjålet teknologien i Vesten”, for her er Kina blevet den førende. Og det samme gælder for kernefusion: reaktoren EAST-projektet, har opnået den højeste temperatur over det længste tidsrum.”

Hun tilbageviste forsøgene på at ”sværte Kina til” som for eksempel med påstanden om, at Kina forsøger at lokke alle de lande, det samarbejder med, i en gældsfælde. ”Det stemmer ikke! I Afrika er der for eksempel mange lande, der har modtaget foræringer, altså ikke blot kreditter, men hvor Kina simpelthen har finansieret tingene, for eksempel i Ætiopien og andre lande.” Naturligvis har Kina indflydelse. ”Men det er min dybeste overbevisning, at Kina mener alt det, det siger, altså at der ikke er nogle hemmelige bagtanker, men at det er den konfucianske tankegang, der påvirker politikken. En harmonisk udvikling af alle stater, retten til at bibeholde sit eget system, ikke-indblanding, alt det er principper, som Kina følger.”

FORLADT DE BEDSTE TRADITIONER

Først og fremmest er Vesten konfronteret med, at vi har vendt os fra vore egne bedste traditioner, tænk på (Friedrich) List, på Humboldt, Schiller, vor klassiske periode, hvor vore humanistiske tænkere spillede en større rolle; disse værdier har vi forladt. Og vi har erstattet dem med liberale eller neoliberale værdier – alt er tilladt, der er ingen faste principper mere. Næsten hver dag opstår der et nyt ”køn”, der er mænd og kvinder og indimellem er der efterhånden utallige underafdelinger. Det er muligt, men hvorfor fremhæver man det så voldsomt? Ungdomskulturen har jeg allerede været inde på.”

Kina har i modsætning hertil forbudt hip-hop-musik med det argument, at ”hip-hop har et degenereret kvindesyn, at det forkynder voldsanvendelse, at det promoverer ting, der er skadelige for ånden.” Det samme gør sig gældende for banale underholdningsudsendelser som for eksempel de quiz-shows, der er så udbredte i Vesten.

Over for denne underholdningskultur i Vesten fremhævede hun Friedrich Schillers idé om den æstetiske opdragelse. Den æstetiske opdragelse skal forædle mennesket. ”Schiller spørger: ’Hvor skal forandringen komme fra, når staten er korrupt og masserne svækkede?’ Dette gælder jo også i høj grad for os. Man kan ikke vente, at forandringen skal komme fra staten, og heller ikke fra masserne, for de er sløve, degenererede, slappe. Det er jo egentligt et spejlbillede af vort eget nuværende samfund, med andre ydre omstændigheder, men grundliggende det samme.”

Schiller kommer så med det svar, at forandringen kun kan komme fra den store klassiske kunst, fordi den forædler mennesket. ”Skønheden henvender sig ikke kun til fornuften, men også til sanserne. For skønheden taler til sanserne; men da skønheden hos Schiller er et fornuftbegreb, løfter den mennesket op på et højere plan gennem leg. Og Schiller siger, sådan som Cai Yunpei 2) i øvrigt også gør det, at det kommer an på at forædle mennesket i dets fritid.”

Når mennesket arbejder og er nødt til at tjene til livets opretholdelse, har det ikke tid til overs, for så er det beskæftiget med nødvendige ting og har ikke tid til at give sig af med skønne ting. ”Men hvis det i fritiden – i stedet for at spilde den og ødsle den bort – giver sig af med skønne kunstværker såsom musik, maleri og digtning og fordyber sig i dem, så føler det sig ædelt i samme øjeblik og forbedres så at sige af skønheden.”

Schiller har forsvaret denne idé om, at menneskets forædling finder sted gennem den æstetiske opdragelse ”og det er netop også en grundliggende tanke i Kina”. Xi Jinping har fremhævet vigtigheden af den æstetiske opdragelse ”for alle samfundets lag, og jeg tror, at det er dette, der mangler her i Vesten. Her er der ingen, der taler om, at menneskene skal forbedre sig, tværtimod, alt er tilladt, og medierne beretter kun om de tåbeligste begivenheder, de største perversioner og de voldeligste hændelser.”

I Fjernsynet er der ingen rigtige film længere, men kun ”krimier, og krimierne er alle fyldt med meningsløs vold, med perversioner og pornografi. Der er en undersøgelse, der viser, at børn allerede fra seks- syvårsalderen er i stand til at finde frem til alt pornografisk indhold på internettet og det i den mest kvalmende form. Det har en uhyggeligt uheldig indvirkning på udviklingen af intelligensen, fordi det forrår mennesket … Samfundet her i Vesten gør ikke noget for at forhindre det.”

FØLGERNE AF DET KULTURELLE FORFALD

Hun kom derefter ind på følgerne af dette kulturelle forfald. Industrien beklager sig over, at 25 % af alle de 15-årige er uegnede til at bestride et arbejde, ”fordi de er umotiverede, fordi de ikke gider noget, fordi de er på stoffer eller af andre grunde. Amerika har som industrination nu haft to år med faldende levealder. Tænk lige over det engang! Hvis der er nogen målestok for et samfunds økonomiske succes, så er det gennemsnitslevealderen.” Og den er faldende i Amerika ”på grund af alkohol og stofmisbrug; man har en opiat-plage af receptpligtige medikamenter, der har gjort folk afhængige. Og så går de ud på gaden, fordi opiatet eller medikamenterne er billigere der. Altså med andre ord: Vi har et kæmpeproblem her i Vesten.”

Hun kom så ind på et nyligt fremsat program fra BDI (Bundesverband der Deutschen Industrie) om konkurrencen mellem Kinas og Vestens systemer. ”Det er min overbevisning, at hvis vi ikke ændrer os her i Vesten, så behøver vi overhovedet ikke at hidse os op over Kina. For Kina vil udvikle sig videre, og Vesten vil frembringe den ene generation efter den anden, der er fuldstændigt ødelagt og fordærvet. Vesten er en døende civilisation.”

De, der ikke kan se det, lever åbenbart ”i en puppe…. Når de nu og da har noget med børn og unge at gøre, så bliver de skræmte! De er aggressive, selv pigerne. Ja, unge piger er det virkeligt – hvis De ser, hvordan de unge omgås indbyrdes ved stranden om sommeren, så kan man kun sige: Det løber mig koldt ned ad ryggen! Og jeg mener virkeligt, at Vesten absolut må slå ind på et andet spor.”

Hun mindede derefter om, at Tyskland tidligere havde et helt andet uddannelsessystem. ”Jeg var så heldig stadig at have haft adskillige lærere, der repræsenterede Humboldts tanker, tysklærere, men også andre. Og det var en helt anden fremgangsmåde. Den moralske opdragelse stod i centrum.” Men så kom OECD’s uddannelsesreform i 1970, der smed Humboldt og ”de sidste 2500 års dannelse” ud af pensummet, ”altså Platon, Homer, Schiller, alt det forsvandt, og i stedet for det kom der praktiske ting – hvordan analyserer man annoncer i medierne og andet af den slags”.

Kina gør derimod meget for at genoprette sin 5000 år gamle kultur. ”De nævnte Dunhuang. Jeg har været så heldig at have været i Dunhuang og har set grotterne. Alt dette bliver ikke blot restaureret, men også fotograferet elektronisk, så at flest mulige mennesker kan studere dem. Alle andre kulturskatte restaureres med kærlig hånd og gøres tilgængelige for befolkningen. Og i grunden kan man sige, at Kina egentlig gør alt for at bringe sin befolkning ind på et godt spor.”

Hun sagde til sidst: ”Jeg tror virkeligt, at Vesten er nødt til at vende tilbage til sin egen højkultur, til den italienske renæssance i Italien, til den tyske klassik i Tyskland, til École Polytechnique i Frankrig. Enhver nation bør virkeligt forbinde sig med højdepunkterne i sin egen historie, og det må vi så bruge til at udvikle os videre ud fra. Og der bør finde en udveksling sted mellem alle kulturer, så at vi kan lære af hinanden og bringe os alle videre.

Enten gør vi sådan, eller også bliver Vesten trængt ud på historiens overdrev.

1.CSIS: Amerikansk udenrigspolitisk tænketank.

2.Den store kinesiske pædagog Cai Yuanpei (1868-1940) var undervisningsminister under Sun Yatsen i Kinas provisoriske republik.

 

 

 




Helga Zepp-LaRouches tale på konference i Moskva om Kina:
Et fællesskab med fælles fremtid for menneskeheden:
Kinas strategiske perspektiv indtil 2050

Det Russiske Videnskabsakademis Institut for Fjernøstlige Studier
Akademisk Råd for Omfattende Studier af det moderne Kina
23. internationale akademiske konference:  

“Kina, kinesisk civilisation og verden: Fortid, Nutid og Fremtid” 

Moskva, 24.-25. oktober, 2018 

Helga Zepp-LaRouches tale

“Et fællesskab med fælles fremtid for menneskeheden: – Kinas strategiske perspektiv indtil 2050” 

Det store spørgsmål, som burde optage alle tænkende mennesker på denne planet, er i det væsentlige det samme som blev diskuteret intensivt i den unge amerikanske republik, som rapporteret i “de Føderalistiske Papirer”: Er det menneskelige samfund i stand til en effektiv form for selvstyre? Men denne gang er det ikke et spørgsmål om en nation, det vedrører hele menneskeheden: Behovet for et nyt paradigme i verdensordenen. 

Spændinger i en verden plaget af adskillige kriser ser ud til at styre mod en kulmination: faren for et nyt, denne gang systemisk finansielt nedbrud i det transatlantiske finanssystem, en hidtil uset polarisering i USA omkring det igangværende kupforsøg mod landets præsident, operationer under falske flag, Goebbels-lignende bedrageriske operationer mod hele befolkningsgrupper, narkoepidemier, der er en ny form for opiumskrige, den globale migrationskrise, terrorisme og nazisme, en øgning af de centrifugale kræfter i EU, genopblomstringen af aggressive, geopolitisk motiverede bestræbelser på at forsvare en orden, som ikke længere eksisterer – bare for at nævne nogle af udfordringerne. Verden er i uorden. 

I lyset af en sådan kompliceret og tilsyneladende fuldstændig splittet verden, hvor realistisk er så det perspektiv, der blev fremlagt på Kinas Kommunistiske Partis 19. partikongres af den kinesiske præsident Xi Jinping, hvor han satte Kinas mål til inden år 2050 at blive et “stærkt, demokratisk, kulturelt avanceret, harmonisk, og smukt ‘fuldt moderniseret land'”, og endda omtalte nogle aspekter af skabelsen af en “smuk verden” hvor alle nationer kan deltage? Hvis man ser på de kriser og udfordringer, der er anført ovenfor, som uafhængige individuelle problemer, ender man i en “dårlig uendelighed”, hvor løsningen for mange af disse virker umulig. Men hvis man erkender, at alle disse problemer har fælles ophav, idet de er afledt af det gamle paradigme, af en epoke der går under, kan man finde løsningen ved at blive informeret om principperne for den nye epoke. 

Der er to emner, der sætter dagsordenen for den nærmeste fremtid, som vil skabe helt forskellige udfald for fremtiden. Den første vedrører den nuværende kamp, som udkæmpes på dette tidspunkt i USA, hvor kupforsøget mod præsident Trump enten vil lykkes, og han vil blive drevet fra embedet på den ene eller anden måde, eller, hvis det aftalte spil mellem cheferne for Obama-administrationens efterretningstjenester og briternes efterretnings-tjenester GCHQ og MI6 om iscenesættelsen af “Russiagate” mod Trump for at forhindre ham i at realisere sin intention om at lede forholdet mellem USA og Rusland på et godt grundlag, vil føre til en strafferetlig forfølgelse af bagmændene. Hvis demokraterne vinder Repræsen-tanternes Hus i midtvejsvalget, vil de forsøge at begrave den igangværende undersøgelse i Kongressen og konfrontationspolitikken, som vi har set i sanktionerne mod Rusland og handelskrigen mod Kina og vicepræsident Pences nylige tale, vil omgående eskalere. Hvis Trump kan konsolidere sin position, på trods af de mange høgeagtige ytringer der kommer fra USA nu, er det muligt, at han, i anden halvdel af sin første periode, vil være i stand til at forbedre forholdet til Rusland og vende tilbage til sin oprindelige positive holdning til Kina. 

Den anden relaterede mulighed for ændring er et perspektiv, hvormed “Thucydids fælde” kan overvindes, den tilsyneladende konflikt mellem den magt, som dominerer verden indtil nu, USA, og den opstigende magt, Kina, ved at definere en løsning, der går langt ud over den bilaterale situation for de to, og som adresserer eksistentielle farer for samtlige nationer og dermed en forskydning af niveauet af diskussion og tænkning til et højere niveau. 

Hvad min mand, Lyndon LaRouche, allerede har foreslået for mange år siden, er stadig gyldigt: De fire mest magtfulde nationer i verden, USA, Rusland, Kina og Indien – støttet af andre som Japan, Sydkorea og flere – skal på kort sigt oprette et nyt Bretton Woods system, for at undgå potentielle ødelæggende konsekvenser af et ukontrolleret finansielt sammenbrud. Dette nye internationale kreditsystem skal rette fejlen i det gamle Bretton Woods-system, som ikke blev realiseret sådan som præsident Franklin Delano Roosevelt havde til hensigt, men blev ødelagt af indflydelsen fra Churchill og Truman. Det skal garantere ubetinget suverænitet, for hver og en, af alle nationalstater som deltager i det, og det skal fremme deres ubegrænsede muligheder for at deltage i fordelene af videnskabelige og teknologiske fremskridt, til gensidig fordel for hver enkelt og for alle.
 

Dette Nye Bretton Woods-system skal som det vigtigste indeholde en dybtgående ændring af de valutamæssige, økonomiske og politiske forhold mellem de dominerende kræfter og de såkaldte udviklingslande. Medmindre de uligheder, som skyldes eftervirkningerne af den moderne kolonialisme, gradvist afhjælpes, kan der heller ikke skabes fred; og udfordringer så som migrationskrisen eller terrorisme kan ikke overvindes. 

Den grundlæggende forestilling om et sådant nyt kredit- og økonomisk system findes i princippet allerede i præsident Xi Jinpings Bælte og Vej politik. I de fem år, det har eksisteret, har det skabt en hidtil uset dynamik af håb og optimisme blandt de cirka 100 lande, der deltager i det, og med de fremskridt det har haft på så kort tid, er det indlysende, at målet defineret af præsident Xi Jinping, om en “smuk verden” i2050 for hele menneskeheden er absolut opnåelig. 

Det nye sæt af internationale relationer, som kræves til det Nye Paradigme, er allerede i færd med at blive bygget. Den stigende integration af Bælte og Vej Initiativet, Shanghai Samarbejds Organisationen, Eurasiske Økonomiske Union og de Globale sydlige organisationer udvikler sig succesfuldt og skaber allerede helt nye strategiske alliancer til gensidig gavn for alle, der deltager i dem. “Ånden i Den Nye Silkevej har fænget i de fleste lande i Asien og Latinamerika, og har for første gang i århundreder givet håb til Afrika, som præsident Xi har kaldt kontinentet med det største udviklingspotentiale, og som præsident Putin har lovet at ‘lyse op, ved at give det atomteknologi.'” Mange taler nu om “Afrika, det nye Kina med Afrikanske karakteristika”! Og på trods af modvilje fra den Europæiske Union og den nuværende regering i Berlin er der et stigende antal af mennesker i Europa, som ønsker at blive fuldt integreret i Den Nye Silkevej, som 16 + 1 landene, Spanien, Portugal,
Schweiz, Holland, Belgien, men især Østrig og Italien. 

Den største og uundgåelige udfordring vil imidlertid være at finde en løsning, som inkluderer USA. I betragtning af det reelle niveau af militarisering af USA, både hvad angår de væbnede styrker såvel som den indenlandske bevæbning af befolkningen, er chancen for at USA vil gå i opløsning, eller acceptere at blive udelukket fra et alternativt verdenssystem, lige så fredeligt som det skete med Sovjetunionen, sandsynligvis tæt på nul. Præsident Putins militære politik, som blev annonceret den 1. marts, vedrørende russisk militærvidenskab og den strategiske alliance mellem Rusland og Kina, viser russisk og kinesisk klarhed om dette. Så hvis Thukydids fælde skal undgås, skal der være et udkast til en løsning, som giver USA en høj plads i verdensordenen. 

Den fælles politiske platform, der tilbydes, skal være formet ud fra synspunktet om, hvad Nikolaus von Kues definerede som en helt ny form for tænkning, hans berømte {“Coincidentia oppositorum,”}. Den ene, som har en højere orden af virkeligheden end de mange. Dette er allerede implicit i præsident Xi Jinpings opfattelse af menneskeheden som et “Fællesskab med fælles fremtid.” 

I stedet for at nærme sig spørgsmålet om det nye sæt af relationer blandt verdens nationer ud fra et synspunkt af at bevare status quo vil visionen om hvorledes den menneskelige art er modnet til voksenlivet 50 eller 100 år fra nu give et sæt af konkrete politiske samarbejdsaftaler. Ifølge den videnskabelige teori fra Vladimir Vernadsky vil Noosfæren til den tid have avanceret sin dominans over biosfæren kvalitativt, og nye generationer af forskere og klassiske kunstnere vil kommunikere med hinanden baseret på en søgen efter nye fysiske og kunstneriske principper. 

Som den tyske raketforsker og rumvisionær Krafft Ehricke fremlagde det, er udbygningen af infrastruktur, først i det nærtliggende rum, som en forudsætning for interstellar rumrejse, en nødvendighed for næste niveau af den menneskelige artsudvikling. Som samarbejdet på den Internationale Rumstation og som Hubble-rumteleskopets øjenåbnende resultater har
demonstreret, ændrer fokuset på menneskeheden som en rumfarende art følelsen af identitet hos alle de involverede astronauter, ingeniører og forskere. Det har også helt ændret forestillingen om, at vi lever i et jordbundet system, hvor modstridende geopolitiske interesser skal strides om begrænsede ressourcer med den idé, at menneskeheden lige er begyndt at tage de allerførste babyskridt ind i et univers, hvor der er anslået to billioner galakser. 

Det kinesiske rumprogram vil snart ændre spillereglerne på en hidtil uset vis ved at lede verden til en ny videnskabelig og industriel revolution. De igangværende Chang’e månemissioner omfatter et ambitiøst program om at bringe helium-3 tilbage fra månen som brændstof til kontrolleret fusionskraft på jorden. Når den menneskelige art kan styre fusionskraft, vil vi have energi- og råmaterialesikkerhed for hele den menneskelige art i al overskuelig fremtid. 

I samme retning går Indiens Chandrayaan-2 mission ledt an af Indian Space Research Organization (ISRO), som vil analyse månens overflade for spor af vand og helium-3. Præsident Trump har erklæret, at bemandede rumrejser, tilbagevenden til månen og missioner til Mars og “verdener langt væk” er en national prioritet igen. Disse og relaterede missioner fra de andre rumnationer vil ikke kun gavne de involverede lande, men hele menneskeheden. Rumforskning vil transformere alle aspekter af livet på jorden idet de samme generelle teknologier og metoder, hvormed man vil skabe landsbyer på månen, kan bruges til at skabe beboelige forhold i “ørkenområder” på jorden, som med “Umka”, den russiske by planlagt på Aktis. Rumteknologi vil fuldstændigt revolutionere tilgangen til avanceret lægehjælp alle steder på Jorden, landbruget vil drage fordel af mange aspekter af rumforskning. Kombinationen af fusionsøkonomi og månens industrialisering som det næste trin i en ubegrænset proces af menneskehedens fortsatte mestring af universets love vil betyde en helt ny økonomisk platform i den forstand, der er defineret af Lyndon LaRouche. 

Hvis de mange mennesker i nød i verden – om det er som flygtning fra fattigdom og krigens hærgen eller som tilskuer til et samfund, der falder fra hinanden med en stigning i vold, alkoholisme, stofmisbrug og depression, eller ethvert andet udtryk for desperation – kendte til de umiddelbare muligheder for et gennembrud til en ny æra for menneskeheden, ville den nye silkevejsånd fænge an og blive et håbets fyrtårn for alle. 

Det ordnende princip for en splittet verden i dag kan blive grundlaget for et fælles lederskab i form af præsidenterne i Kina, Rusland, Indien og USA. 




Singapore-modellen må
anvendes på globalt plan.
LaRouchePAC Internationale
Webcast, 22. juni, 2018

… I denne appel opfordrede Helga Zepp-LaRouche til at anvende denne model, Singapore-modellen, til situationen i Europa, hvor hele den såkaldte alliance, den europæiske alliance, den Europæiske Union, nu opløses i splittelse og kaos over det, der lokalt set synes at være en fuldstændig uløselig og umedgørlig flygtningekrise. I stedet anbefaler Helga LaRouche, at EU omgående afholder et topmøde mellem de ledende europæiske lande, afrikanske ledere og den kinesiske præsident Xi Jinping for at indlede en proces for samarbejdende, økonomisk udvikling i Afrika for at løse problemerne med fattigdom og krig, som er roden til masseimmigrationen ind i Europa af afrikanere, der søger at flygte fra denne situation. Denne løsning ville omgående møde troværdighed hos afrikanerne takket være den gode vilje, der nu eksisterer over for Kina på det afrikanske kontinent, pga. de økonomiske udviklingsprojekter, som Kina allerede har igangsat dér i form af det forlængede Bælte & Vej Initiativ.

Lad os nu se på USA. Nøjagtig den samme model kan anvendes på spørgsmålet om migration her i Amerika på den nordlige og sydlige halvkugle. I stedet for at forsøge at adressere symptomerne, kan vi, hvis vi i stedet bruger Singapore-modellen til at adressere roden til denne krise, løse den. Den kan ikke løses på sine egne vilkår, men den kan løses, hvis man introducerer en ny dimension i denne geometri. Hele områder af Mellem- og Sydamerika er blevet ødelagt af disse kapløb-mod-bunden-politikker for billig arbejdskraft, frihandel, udplyndring fra Wall Street-gribbefondes side, og udbredt vold og en tilstand, hvor man ikke kan regere, pga. narkokartellerne og narkobanderne, som disse tilstande afføder, og hvor mange af dem hvidvasker deres narkopenge gennem disse selvsamme Wall Street-banker. Dette er den sump, der må dræneres gennem den omgående genindførsel af Glass-Steagall, som ville lukke disse kriminelle foretagender med pengehvidvask og lyssky penge ned. I stedet må man vedtage Lyndon LaRouches Fire Økonomiske Love for at øge arbejdskraftens produktivitet her i USA og bringe USA ind i dette Nye Paradigme for økonomisk udvikling. Men det ville også udgøre en bro til at bringe hele Bælte & Vej Initiativet ind i de amerikanske lande som helhed. Den Nye Silkevej kunne forlænges gennem et Beringstræde-tunnelprojekt, der forbinder Eurasien med Nordamerika. Hele dette højhastigheds-jernbanenet og andet, kan dernæst forlænges mod syd ind i Mellem- og Sydamerika. Dette bør være emnet for et omgående topmøde mellem præsidenterne Trump og Xi Jinping, sammen med andre statsoverhoveder og ledere af de suveræne nationer i Mellem- og Sydamerika. Dette ville udgøre midlerne til at løse den gærende handelskrig mellem USA og Kina ved at fjerne den såkaldte handelsubalance gennem tredjeparts-udviklingsprojekter, som ville være til fordel for begge nationers økonomier. Igen en win-win-løsning. Denne handelskrig er meget farlig. Helga Zepp-LaRouche understregede i dag, at dette er noget, der ikke blot er protektionisme; dette skal på ingen måde fortolkes som en god politik. Dette er faktisk meget farligt i det nuværende strategiske og økonomiske miljø. 

Her følger engelsk udskrift af hele webcastet:

 

THE SINGAPORE MODEL MUST BE APPLIED GLOBALLY

LaRouche PAC International Webcast for Friday, June 22, 2018

MATTHEW OGDEN: Good afternoon! It’s June 22, 2018. My name
is Matthew Ogden, and you’re joining us for our Friday evening
broadcast from larouchepac.com.
As you can see, the title of our show today is “The
Singapore Model Must Be Applied Globally”. As our viewers know,
and as we discussed extensively on Monday, Helga Zepp-LaRouche
has issued a statement for wide circulation in which she praises
the breakthrough which occurred in Singapore in the summit
between President Trump and Chairman Kim Jong-un, as you can see
depicted in this picture here [Fig. 1]. She said, “You have to
realize that this is an enormous breakthrough. You saw
yesterday’s adversaries becoming tomorrow’s friends,” as Donald
Trump said many times during his trip to Singapore. This was done
through shared and mutually beneficial win-win agreements. This
is both between the United States and North Korea; but also take
note, this is between the Republic of Korea — South Korea — and
North Korea, otherwise known as the DPRK. What Helga
Zepp-LaRouche did in this statement is that she called for this
model to be applied to other adversarial situations in order to
unlock similar win-win solutions. Crises which, if you looked at
them just in the small, in the regional setting, would seem
intractable and insoluble; but as soon as you bring in a new
dimension, as was done in the case of the Korean Peninsula, those
crises can be unlocked and new solutions are available on the
table. That new dimension is emphatically the One Belt, One Road
initiative; the New Paradigm that China has championed.
Development truly is the new name for peace.
What Helga Zepp-LaRouche did in this statement is that she
called to apply this model, the Singapore model, to the situation
in Europe in which the entire so-called alliance, the European
alliance, the European Union, is disintegrating into disunity and
chaos over what seems like in the small to be a completely
insoluble and intractable refugee crisis. Instead, Helga LaRouche
recommended that the EU immediately host a summit between the
leading European countries, African leaders, and Chinese
President Xi Jinping, in order to initiate a process of
collaborative economic development in Africa in order to resolve
the problems of poverty and warfare which are the root causes of
the mass migration into Europe of Africans seeking to escape this
situation. Now this solution would be instantly credible among
the African nations, due to the good will which now exists
towards China on the African continent because of the economic
development projects which China has already undertaken there in
the form of the extended Belt and Road Initiative.
Now, let’s take a look at the United States. That exact same
model can be applied to the migration issue here in the Americas
in the Northern and Southern Hemispheres. Instead of attempting
to address the symptoms, if we instead use the Singapore model to
address the root cause of this crisis, we can resolve it. It
cannot be resolved within its own terms, but it can be resolved
if you introduce a new dimension to this geometry. Whole portions
of Central and South America have been destroyed by
race-to-the-bottom cheap labor policies, free trade, looting by
Wall Street vulture funds; and emphatically widespread violence
and ungovernability because of drug cartels and the drug gangs
that they spawn, many of whom launder their drug money through
these very same Wall Street banks. This is the swamp which must
be drained through an immediate reinstitution of Glass-Steagall,
which would shut down these criminal enterprises of money
laundering and dark money. Instead, adopting Lyndon LaRouche’s
Four Economic Laws to increase the productivity of labor here in
the United States, and bring the United States into this New
Paradigm of economic development. But also, it would serve as a
bridge to bring the entire Belt and Road Initiative into the
Americas as a whole. The New Silk Road could be extended through
a Bering Strait tunnel project connecting Eurasia to North
America. That entire high-speed rail network and otherwise, can
then be extended southward into Central and South America. This
should be the subject of an immediate summit between President
Trump and President Xi Jinping, along with other heads of state
and leaders of the sovereign nations of Central and South
America. This would be the means to resolve the brewing trade war
between the United States and China, by eliminating the so-called
trade imbalance through third-party development projects which
would benefit the economies of both nations. Again, a win-win
solution. This trade war is very dangerous. Helga Zepp-LaRouche
emphasized today that this is something which is not mere
protectionism; this is not in any way to be construed as a good
policy. In fact, this is very dangerous in the current strategic
and economic environment.
But if you take a look at this application of the Singapore
model, bring China in on it. The United States and China in
collaboration can help develop these countries of Central
America, South America, and the Caribbean. China has immense
credibility in South America right now as well, just like in
Africa. Indeed, we’re seeing numerous Latin American nations
already in the process of officially aligning themselves with
China on the Belt and Road Initiative. For example, you can see
in this picture here [Fig. 2], Bolivian President Eva Morales
travelled to Beijing this week to meet personally with President
Xi Jinping. They signed several commitments for trade and
economic development collaboration, including a commitment for
collaboration on the Belt and Road. Morales elevated the status
of the bilateral relationship between China and Bolivia to the
level of “strategic association”; which he had also just done
during a trip which he had just concluded immediately preceding
his trip to China, during a state trip to Russia. During which,
he and President Putin also had elevated their relations to the
status of a strategic association; which Morales also indicating
his interest in allying Bolivia with the Eurasian Economic Union
as well.
Now in China during this trip, President Morales signed a
document which committed Bolivia to collaborating with China to
jointly build the Belt and Road Initiative, saying that this will
mean economic development and peace throughout the continent and
expressing that it is his hope that by working together with
China to build the Belt and Road, this would also contribute to
expanding cooperation between China and Ibero-America in general.
Which sentiment President Xi seconded, saying that the Belt and
Road offers a new platform by which China’s relations with
Ibero-America as a whole can be strengthened. So, this is very
significant. This is just one example of these nations of Central
and South America realigning themselves away from this failing
trans-Atlantic system and towards this new emerging Eurasian
system with both China and also with Russia.
At the same time President Morales was in China, also there
was a delegation from the Dominican Republic who were also
discussing economic development projects in the Dominican
Republic; specifically ports, highways, sanitation projects,
urban development. But also discussing broader development and
trade cooperation between China and the Caribbean generally. Were
this collaboration to be generalized across the entire region,
and also if the United States were to come onboard as a full
participant in this development vision, this — and only this —
would address the root cause of the current migration crisis
which we are observing. Ending the poverty and ending this cycle
of violence which is driving millions of people to flee their
homelands. At present, 200 million out of the current 650 million
people who live in Ibero-America as a whole and the Caribbean,
200 million live in poverty; which could all be changed through
this sort of vision. Remember, China’s vision is to eliminate
poverty in China in a few short years. Why could this commitment
not also be extended to other regions of the world that are in
desperate need of that kind of vision? Again, the New Paradigm of
the New Silk Road spirit is the key here to unlock this seemingly
intractable crisis now plaguing the Western Hemisphere; just as
in the case of the Middle East, of Africa as we discussed
previously, and as we observed in the up-to-this-point successful
solution which has now been committed to in North Korea.
Thus, the Singapore model should be applied to the entire
world. This breakthrough, what we just observed in North Korea,
represents an entirely new era of possibility. And indeed, as
President Trump said, the past does not define the future;
everything now has changed. But we need to seize this
opportunity. As we’ve discussed, this vision — what we just
discussed with the case of Europe, China, and Africa, and also
this case of the United States, China, and South America — this
vision is by no means impossible. In the wake of his success in
North Korea, President Trump now seems committed to continue to
kick over the British geopolitical chessboard, and usher in an
entirely new paradigm of relations among nations. The premier
example of this, of course, is his upcoming summit with Russian
President Vladimir Putin; which by all indications seems to be in
the process of being planned for some time during the month of
July — possibly coinciding with President Trump’s trip to Europe
for the NATO heads of state meeting. This prospect has sent the
entire British geopolitical establishment into absolute hysteria.
Take for example, this article [Fig. 3] which just appeared in
the Times of London under the title, “Trump and Putin Plan
Talks during Europe Trip”. You can see here the subtitle is,
“Alarm in Whitehall ahead of NATO Summit.” This is what the
article has to say:
“Donald Trump and Vladimir Putin are preparing to meet
during the US president’s visit to Europe next month in a move
that is causing alarm in Whitehall.
“The prospect is adding to fears over Mr. Trump’s commitment
to NATO and the effect on his trip to Britain….
“The prospect of a meeting between Mr. Trump and Mr. Putin
appalls British officials. ‘It’s unclear if this meeting is after
or before NATO and the UK visit. Obviously after would be better
for us,’ a Whitehall official said. ‘It adds another dynamic to
an already colorful week.’…
“A senior western diplomatic source said that a Trump-Putin
meeting before the NATO summit would cause ‘dismay and alarm’,
adding: ‘It would be a highly negative thing to do.’
“NATO is due to discuss an escalation of measures to deter
Russian aggression. ‘Everyone is perturbed by what is going on
and is fearing for the future of the alliance,’ a Whitehall
source said.”
So you can see, absolute hysterics on the part of the
British geopolitical establishment. They fear what President
Trump could commit to with President Putin, and that indeed, the
end is nigh for this entire NATO, anti-Russia, British
geopolitical regime in Europe and the United States. Now what
we’re seeing is a mortal threat to British geopolitics. We’re
seeing in many instances a new era beginning to emerge. None of
these cases should be taken in isolation; but in fact, we should
see that the entire global strategic geometry is in fact in the
process of a rapid change and a complete realignment of nations
is in the process. This is really the fear that the geopolitical
establishment has had since the very beginning of President
Trump’s Presidency; that he could be a loose cannon. He won’t be
an Obama or a Bush, who were just following their orders.
Instead, he will assert the sovereignty of the United States and
he’ll pursue an entirely new alignment among the great powers.
That’s what we’re seeing: Collaboration among the United States,
Russia, and China. This has been the key in the breakthrough in
Korea, and it remains the key to unlocking the other outstanding
problems that are facing the world.
In the immediate aftermath of the breakthrough in Singapore,
South Korean President Moon Jae-in also made a three-day state
visit to Russia, to discuss the outcome of the summit and to
discuss the path forward; including how North Korea, South Korea,
and Russia will have a future relationship. This trip included a
bilateral meeting between himself and Russian President Vladimir
Putin. During this trip, Moon addressed the State Duma, making
him the very first South Korean head of state to have ever done
so. He urged a trilateral alliance between South Korea, North
Korea, and Russia; and he urged Russia to “join a northeast Asian
economic community” amid an historic paradigm shift on the Korean
Peninsula. So, this article [Fig. 4] that you’re now seeing on
the screen, titled “Moon Promotes Trilateral Ties in Russia”,
reported extensively on this trip. This is what this article had
to say:
“President Moon Jae-in urged Russia to join a Northeast
Asian economic community amid ‘a historic paradigm shift on the
Korean Peninsula’ in a speech to the Russian legislature, the
first by a South Korean leader, in Moscow on Thursday.
” ‘When a peace regime on the Korean Peninsula is
established, economic cooperation between North and South Korea
will become regularized and expand to trilateral cooperation
involving Russia,’ Moon said before the State Duma, the Russian
legislature’s lower house.
“On Thursday, Moon kicked off a three-day state visit to
Russia, the first by a South Korean president since Kim
Dae-jung’s trip in 1999.
“In his speech to the Duma, Moon mentioned his first summit
with North Korean leader Kim Jong-un in April and the result of
that meeting, the Panmunjom Declaration. He also touched on the
subsequent North-U.S. summit, the first ever between the leaders
of both countries, earlier this month.
“South Korea and Russia are already researching and
discussing trilateral cooperation in rail, gas and electricity,
Moon said, adding that cooperation in these areas can create ‘a
strong foundation for a Northeast Asia joint economic community.’
” ‘A stable peace regime between South and North Korea will
enable the advancement of a multilateral peace and security
cooperation regime in Northeast Asia,’ Moon said.
“The president called for expanding technological
cooperation with Russia, which is leading in basic science.
Combined with Korea’s strength in information technology, the two
countries can ‘jointly lead the way toward a new era of the
fourth industrial revolution.’
“He also emphasized the development of Russia’s Far East
region. At the Eastern Economic Forum last year, Moon proposed
building ‘nine bridges’ between South Korea and Russia in gas,
rail, electricity, shipbuilding, job creation, the Northern Sea
Route, seaports, agriculture and fishing.
“Moon also shared his so-called New Northern Policy aimed at
creating an economic region that connects Korea to the Russian
Far East, Northeast Asia and eventually Europe.
” ‘The Korean people desire peace and co-prosperity not only
on the Korean Peninsula but all of Northeast Asia,’ Moon said.”
That article also notes that Moon will be attending the
South Korea versus Mexico World Cup game during his visit to
Russia. But here you can see a second article [Fig. 5] which was
published in the {Korea Herald}, which also reports on the trip;
including some extensive quotes from President Moon’s speech. So,
let me just share this quote, which I think really makes clear
what his vision is:
“There is a grand historic transition underway on the Korean
Peninsula. Now the two Koreas step toward the era of peace and
cooperation, leaving behind the times of war and confrontation.
Once a peace regime is established on the Korean Peninsula that
is when an era of South-North economic cooperation will take off
in earnest. I believe it must be a three-way cooperation that
includes Russia. In the case of railways, when those of South and
North Korea are connected, and the cross-border railways are
linked with Russia’s Trans-Siberian Railway, direct shipment of
goods from South Korea to Europe will be possible. This will be a
great economic gain to North Korea as well as South Korea. And of
course, it will be a great help to Russia, too. Also, in the case
of Russian gas, Russia’s natural gas can be supplied to North
Korea through a gas pipeline, and to South Korea and to Japan
through a sea underwater pipeline.”
So, this is a beautiful vision of what the future of this
region can be, and you can see he also included the role of Japan
in this. But this kind of connectivity, connecting South Korea
through North Korea and then via the Trans-Siberian Railway all
the way to Europe; this is the vision which has been what the
LaRouche movement has promoted for decades, as the Eurasian
Land-Bridge or this New Silk Road. Specifically this vision to be
able to travel from the very tip of South Korea all the way to
the coast of Europe on the Atlantic. This kind of vision is now a
possibility, a very strong possibility because of the peace that
was established on the Korean Peninsula through the efforts of
President Moon, Chairman Kim, President Trump, and also the role
that Russia and China both played in that process. So you can see
that this is win-win economic development as the pathway towards
peace.
At the same time that President Moon was in Russia, his
counterpart, Chairman Kim Jong-un of North Korea was in China;
really, literally at exactly the same time. This was Kim
Jong-un’s third trip to China in just the past few months, and he
met directly with President Xi Jinping once again. The {Global
Times} has an article [Fig. 6] which is titled “Kim’s China
Visits Cement Friendly Ties”. This article published in the
{Global Times} reports extensively on Kim Jong-un’s trip to China
this past week. Here’s what this article had to say:
“Kim’s visit might also foreshadow Pyongyang’s shift to
economic revival as North Korea has the need to learn from
China’s experience on establishing special economic zones and
reform and opening up. A group from the Workers’ Party of Korea
visited China on May 16 to observe the country’s economy,
agriculture and technology. It shows that North Korea is trying
to learn the experiences of economic development from other
countries. With its current system, it is very much possible that
North Korea learns from China and Singapore…. There is no doubt
that North Korea will take economic development as its central
task in the future….
“The crux of the regional integration in Northeast Asia is
the Korean Peninsula nuclear issue and its peace regime. With
China promoting the Belt and Road Initiative, North Korea could
be an important country connecting Europe in the west and Japan
in the east. Kim’s visit not only shows North Korea’s friendly
relations with China, but also reflects the urgent need to
consolidate the hard-earned achievements on the peninsula after
the Kim-Trump summit…. [P]eace and stability on the peninsula
will promote North Korea’s economy and help regional integration
in Northeast Asia and even in the Asia-Pacific.”
So once again, you can see this emphasis on regional
integration. {Xinhua}, another Chinese newspaper, in its report
of this meeting between Chairman Kim and President Xi Jinping,
listed two of the sites which Chairman Kim visited in the Beijing
area during this trip there. Both of them are critical to North
Korea’s development. One was a Beijing rail traffic control
center; and the other was a national agricultural technology
innovation park under the Chinese Academy of Agricultural
Sciences. So, this is the future of North Korea looks like,
emulating what China has been able to accomplish in its great
economic miracle, and integrating into this entire region and
ultimately into the entire extended Belt and Road Initiative
globally. So once again, this is an example of economic
development as the path to peace.
Now, Helga LaRouche addressed this extensively during her
webcast yesterday, and she emphasized, as we said at the
beginning of this broadcast today, that what has occurred at the
Singapore summit has unlocked the possibility of similar
strategic miracles that could take place elsewhere globally. And
that this Singapore model is exactly what should be applied both
in the case of what we’re talking about with Europe and Africa,
but also as you’ll see her elaborate more extensively here, in
the case of China, the United States, and Central and South
America. So, let me play that clip from Helga LaRouche’s
broadcast for you now.

HELGA ZEPP-LAROUCHE

: It is sort of obvious, that if
President Trump and President Kim Jong-Un are able to complete
transform a very dangerous situation around North Korea within a
few months, into the total opposite, from the danger of being the
trigger point of World War III, to the absolutely hopeful
perspective that North Korea can be integrated into the Belt and
Road Initiative, with the support of the United States, China and
also Russia; by basically promising security guarantees, lifting
eventually the sanctions, denuclearize completely, integrating
North Korea with the Belt and Road Initiative making it a
prosperous country, these were really groundbreaking
developments. And as President Trump had said in his press
conference, “the past does not determine the future.”
That is obviously the proof that you can turn the worst
situation around if you have an inspiration, a vision, and the
political will to do so….
I think that the meeting between Putin and Trump is
obviously the next important item on the strategic agenda. And I
think the fact that you have now active preparations for it, the
meeting could possibly take place in July, and possibly in
Vienna, is also the result of the fact that the Russiagate has
fallen apart. And as the Inspector General Horowitz said in the
Senate hearing, that this was only on the email scandal around
Hillary Clinton, that there was absolute, unprecedented bias on
the part of all of these people [involved in the Clinton
investigation] and that Trump was completely justified in firing
FBI Director Comey. So I think this has somehow freed Trump to
move forward on this front.
But let me raise another issue, because there are obviously
very bad escalations around this trade war. And tariffs which
have been imposed — I mean Trump altogether raised the
possibility of putting tariffs on $450 billion in imports from
China, and there are now countermeasures going into effect.
Tomorrow the EU will put in countermeasures. Already, such
countries as Turkey, Canada and Mexico are also putting up
tariffs, and there is a big danger of an escalating trade war.
All the media, from Russia, China, — the Chinese were very
indignant, saying this is completely counterproductive; this is a
lose-lose policy. There are many people who voted for Trump —
farmers and industrialists, who are now hit by the effects of
these tariffs and are in danger of going bankrupt. This is no
good.
And what we have proposed, and what I have proposed with the
Singapore approach, would be obviously a solution to this
problem. Because if the United States and China would engage in
joint ventures to develop Central America, Latin America, South
America, the trade volume could be increased so significantly, in
a multilateral way, that the trade imbalance could be overcome by
{increasing} the trade. I would like to get this message out, in
particular, to the voters of Trump who are affected by these
policies, the farmers, people who have cross-investments in part
in China, in part in the United States, who are in danger of
going bankrupt, and that a lot of jobs are in danger as well. I
would like to ask them to pick up this proposal, the Singapore
solution proposal and get it to Trump. Because I think there are
some ideologues in the Trump camp who are also anti-China and who
are extreme neo-liberal free-traders and they are giving him
advice which is really potentially turning his base away from
him.
So Trump could continue to have his excellent relations with
Xi Jinping, add to that an excellent relation to Putin; and then,
go in the direction what he has proven he can do already in
Singapore with North Korea, he could do the same approach —
naturally, the predicates are different, but the approach would
be the same: that you turn a bad policy, a lose-lose policy into
the opposite, and you go on a win-win cooperation. And the world
is urgently in need of such a policy change. I think it can be
done! The fact, that the Singapore summit took place, is the proof
that you can completely change a policy when it is leading
nowhere.
The West right now is really faced with this decision in
general, to either change policy, or collapse! And that is what
is at stake. So I would appeal to the Trump supporters to pick up
on this proposal and help us to turn this around.

OGDEN: So, this is a call to action from Helga LaRouche. As
she said, history can indeed be changed, but you need the
political will to do so. It’s our responsibility to do so, to
generate that political will. This is going to be done through an
educated leadership within the United States’ citizenry. To
conclude, what I’d like to do is to notify you, if you don’t
already know, that an 8-week class series on Lyndon LaRouche’s
method and economics will be beginning starting this weekend,
tomorrow, Saturday. This class series is an essential ingredient
if you intend to develop the kind of leadership which is
necessary to become a leading citizen in this nation right now,
and to understand the dynamics which are happening globally. As
you can see here, this class series, which is on Lyndon
LaRouche’s economic method, is what you need to know for the
future of mankind. The article which was published in this week’s
edition of {Executive Intelligence Review}, which sort of
previews this class series, has an extensive description by those
who will be leading the class series about the contents of this.
You can see here on the screen the article which was published on
this subject, and the text of the description of this upcoming
class series reads as follows:
“Starting June 22, LPAC will offer an eight-part class
series on the science of physical economy. Completely untaught in
American universities today — despite the work of 19th century
American economists Mathew and Henry Carey, Friedrich List, E.
Peshine Smith and many others — physical economy is the only
competent basis upon which a prosperous future for the United
States, or any other country, could be established. Originally
created by German scientist Gottfried Leibniz (1646-1716), and
advanced by Benjamin Franklin and Alexander Hamilton among
others, it was Lyndon LaRouche who achieved breakthroughs in
physical economy in the 1950s that allowed him to accurately
forecast, in nine different instances, crises in the financial
system and the economy, all of which could have been averted. As
a result of his documented success, today LaRouche’s ideas are
widely studied in China, Russia, and other countries.
“Shouldn’t these ideas be studied in the policy circles of
the United States?
“During and after his successful campaign for President,
Donald Trump called for implementing the American System of
economics, but he has done little so far to demonstrate a
scientific understanding of what that means in practice. Does he
have such an understanding? It is unclear. And yet a more
important question is, do you know what the American System of
economics is? Would you like to know all about real economics,
not money? Are you ready to fight to gain that knowledge?…
“In an eight-week course in LaRouche’s economics, you will
be challenged to question all of the accepted, but nonetheless
false, axiomatic assumptions which have wreaked economic havoc on
this nation and much of the rest of the world, increasingly since
World War II, and which continue to be an obstacle to the
creation of a New Paradigm of Global Peace based on Economic
Development. More importantly, you will learn the anti-entropic
scientific principles which underlie mankind’s limitless future.
Most importantly, by challenging and having the courage to change
your own axioms, you will be challenged to make the creation of
that New Paradigm the mission of your life.”
So, as you can see here, this is the screen, this is the
site at LaRouche PAC, the address is discover.LaRouchePAC.com.
You can sign up for this class series; you have to register for
it, and be a participant in this class series. Again, this begins
just this weekend. We are looking forward to the outcome of this
class series and to increasing the number of qualified,
intellectual leaders of this country, as we continue to watch the
world rapidly change.
Thank you very much for joining us here today, and please
stay tuned to larouchepac.com.




Hvorfor geopolitik fører til krig
– Og en sejr i Abuja, Afrika.
Helga Zepp-LaRouche i Nyt Paradigme
Webcast, 1. marts, 2018 (pdf, dansk, og video)

Er det virkelig OK med narkoepidemien, der i USA har ført til et fald i den generelle levetid; guvernør Bevin påpegede det faktum, at nogle af disse sataniske budskaber også er i teksterne i popmusikken, i filmene, i videospillene – bør vi tillade alt dette, og få vore samfund totalt ødelagt? Der er en virkning af alt dette på de kognitive evner! Hvis man ønsker Lyndon LaRouches Fire Love som den eneste løsning til at undgå systemets kollaps, jamen, især den fjerde lov kræver et forceret program for fusionskraft, for international rumforskning og rumrejser. Man kan ikke have folk med ødelagte hjerner, fordi de er afhængige af disse ting, og så få dem til at blive kreativ, produktiv arbejdskraft.

Så det er én og samme diskussion, vi har brug for – vi har brug for et Nyt Paradigme, og vi må have et uddannelsessystem, der understreger skønheden i klassisk kultur, der understreger karakterens skønhed som et udviklingsmål. Det var Wilhelm von Humboldts idé, som trods alt havde indflydelse på meget af undervisningssystemet i Europa og USA i det 19. århundrede, og det holdt sig endda til langt ind i det 20. århundrede, og han havde den idé, at formålet med uddannelse må være karakterens skønhed. Hvem taler om dette nu om stunder? Hvis man tager nogle af disse børn, der er afhængige af disse voldsvideospil, eller endnu værre, der kigger på forfærdeligt materiale på Internettet, hvor der bruges tortur og sådanne ting, og som virkelig bliver ødelagt. Deres hjerner bliver fuldstændig ødelagt!

Eftersom guvernør Bevin har krævet en national debat om dette, og præsident Trump heldigvis også ønsker at tage dette spørgsmål op, mener jeg, vi må have en sådan debat, for det er efter min mening en integreret del af USA’s tilslutning til det Nye Paradigme og den Nye Silkevej, for vi kan ikke have, at dette fortsætter.

Schiller Instituttet har i mange år bevist, at, med klassisk musik, med klassisk poesi, med Schiller, med Shakespeare, kan man transformere folk og få en æstetisk opdragelse, og det er præcis, hvad vi har brug for lige nu.

 

 

Download (PDF, Unknown)




Tiden er inde til at fjerne fattigdom
og give vore børn en fremtid

Leder fra LaRouche PAC, USA, 28. feb., 2018 – I dag anfører New York Times den flok hyæner i det vestlige pressekorps, som misbilliger den kinesiske beslutning om at fjerne tidsbegrænsning for deres præsidenter og vicepræsidenter. »Xi sætter Kina på kollisionskurs med historien«, hyler Times’ overskrift og citerer ingen anden en taberen Hillary Clinton, der udtalte, at Kina er på »en taberkurs og forsøger at opretholde et regeringssystem, der ikke kan overleve i den moderne verden«.

Kesha Rogers, den uafhængige kandidat til Kongressen for Texas (9. Kongresdistrikt), og som støttes af LaRouche Politiske Aktionskomite, responderede til dette hysteri imod Kina ved at minde vore borgere om Martin Luther Kings ord (som, ulig Hillary, var kvalificeret til at være præsident), der sagde: »Tiden er inde for os at blive civiliserede ved totalt, direkte og omgående at afskaffe fattigdom.« Det er selvfølgelig det, Kina er ved at opnå, både for sine egne borgere (frem til år 2020) og for verden, gennem sit historiske Bælte & Vej Initiativ. Hvilken nation eksemplificerer den »civiliserede verden« i dag?

Global Times, det Kinesiske Kommunistpartis avis, skriver i dag, at »de vestlige medier begyndte at tale dårligt om Kina på deres sædvanlige og forskellige måder« efter meddelelsen om, at Kina ville afslutte begrænsede embedsperioder. »Den vigtigste grund til alt dette«, fortsætter lederartiklen, »er, at Kinas fremvækst har nået et afgørende punkt, hvor nogle vesterlændinge rent psykologisk ikke kan holde det ud længere. De ønsker at se en ulykke ramme landet. Selv, hvis det skulle skade deres egne interesser, så er de villige til først at se Kina smuldre«. De skriver fortsat, »I årenes løb er både Kinas Kommunistiske Partis Centralkomites myndighed og vort kinesiske samfunds fremgang vokset. Centralkomiteens myndighed er den mest fremragende del af Kinas konkurrencedygtighed. Den er kilden til landets effektivitet og evne til at mobilisere folk og foretage tilpasninger. Det er den ting, som den omgivende verden mest misunder Kina, og det er målet for vestlig, antikinesisk retorik.«

Mange i Vesten responderer, at, på trods af det store fremskridt i Kina, er det kinesiske folk ikke frit, har ikke basale menneskerettigheder, som om retten til et anstændigt levebrød, frihed fra fattigdom og frihed til at bidrage til nationens og menneskehedens fremtid, ikke skulle være den mest fundamentale af menneskerettighederne.

Men vi må også stille spørgsmålet, hvad er tilstanden for menneskerettighederne i USA? Hvad gør man mod vore børn, af hvilke millioner er blevet nægtet ethvert håb om en produktiv fremtid, og som i stedet tilbydes »friheden« til at tage narkotiske stoffer, til at blive »underholdt« af film og videospil og popmusik, der lærer dem at umenneskeliggøre deres medmennesker gennem vold og pornografi, og som nægtes enhver uddannelse med hensyn til den klassiske, vestlige kulturs skønhed, for slet ikke at tale om den klassiske kinesiske kulturs skønhed, eller skønheden i nogen af de andre, store kulturer i menneskets historie? Der bør ikke herske tvivl om, hvorfor hundredevis af vore børn bliver forvandlet til mordere. Der bør heller ikke herske nogen tvivl om, at hele økonomien og hele kulturen må transformeres for at denne rædsel skal stoppe, og for at verden kan gå ind i et nyt paradigme, baseret på menneskeligt fremskridt og menneskelig værdighed.

Præsident Trump vækkede et håb i det amerikanske folk, hvor han lovede at genopbygge nationens industrielle grundlag og den kollapsende infrastruktur, at afslutte narkosvøben, mindede folk om Alexander Hamiltons »Amerikanske System« og lovede at afslutte den nytteløse og farlige konfrontation med Rusland og Kina. Det er de spørgsmål, som Lyndon LaRouche har kæmpet for i et halvt århundrede, alt imens det politiske lederskab har været i færd med at transformere nationen til en postindustriel skrotbunke og en permanent krigsmaskine på vegne af Det britiske Imperium.

Håbet om at genoprette Amerikas storhed må nu fuldbyrdes på den eneste, mulige måde – ikke stykkevist, ikke med små skridt, men gennem den fulde og hele genindførelse af det Amerikanske System gennem LaRouches program, og ved fuldt og helt at vedtage den Nye Silkevejsånd, som Kinas Bælte & Vej har lanceret. Det er, hvad et civiliseret samfund må gøre.

Foto: Præsident Donald J. Trump og præsident Xi Jinping møder børn, der vifter med kinesiske og amerikanske flag under velkomstceremonier uden for Folkets Store Hal, 9. nov., 2017, i Beijing, Folkerepublikken Kina. (WH Photo Shealah Craighead)




Russia-gate står for fald – Gå i offensiven for det Nye Paradigme

Leder fra LaRouche PAC, 15. august, 2017 – Den eksplosive afsløring af svindlen bag »Russia-gate«, gennem offentliggørelsen af Veteran Intelligence Professionals for Sanity’s (VIPS) rapport, der afliver myten om, at russerne hackede det Demokratiske Partis computere, har spredt sig som en løbeild, på trods af de hektiske bestræbelser fra de såkaldte »førende mediers« side på at udelukke det. Dette har kastet de britiske kupmagere ud i defensiven. New York Times, Washington Post og CNN, blandt andre, har ikke skrevet ét eneste ord om VIPS-rapporten, på trods af den stærke dækning, der blev udgivet i The Nation, landets mest fremtrædende, liberale avis, og på trods af, at VIPS-rapporten nu rapporteres internationalt i tusindvis af aviser, websider og tv-stationer. Som Danielle Ryan fra Salon i dag rapporterer: »At medierne og de mainstream-liberale afviser den i The Nation fremlagte information for manglende beviser, ville være åndeløst ironisk i betragtning af, hvor lidt bevis, de krævede for at bygge en narrativ, der passede dem, og frikende Clinton for ethvert ansvar for at tabe valget. Forfatterne til denne rapport er særdeles erfarne og velanskrevne professionelle. At de rask væk kan afvises, eller totalt ignoreres, er en sørgelig kommentar til tilstanden i medierne, der foregiver at være bekymret over plagen med ’fake news’. Hvis disse nye efterforskningsresultater er korrekte, har de, der var fortalere for narrativen om russisk hacking med meget lidt bevis, en masse at stå til regnskab for.«

Disse løgnagtige medier var udstillet i dag på en pressekonference, som Donald Trump holdt for at bebude planer om at lempe kravene til tilladelse til nye infrastrukturprojekter. Medierne gik amok og råbte op om Charlottesville og forsøgte hektisk at fremstille Trump som en racist, der på en eller anden måde var ansvarlig for det myrderi og kaos, som blev begået under direktion af professionelle provokatører på begge sider. Trump bemærkede korrekt, at videoerne var tydelige – der var bevæbnede bøller på begge sider, der viste sortklædte anarkister med køller, som angreb demonstranterne. Dette var tæt på sandheden – nemlig, at FBI kontrollerede begge sider i en klassisk, bande-kontrabande-operation. Den ’farvede revolutions’ metoder, som de angloamerikanske efterretningsnetværk har brugt i hele verden for at fremkalde regimeskifte mod ’fjendtlige’ regeringer, bliver nu brugt mod det amerikanske folks uvelkomne valg af en præsident, der hverken vil leve op til profilen af en Demokrat eller en Republikaner, og som afviser den britiske imperieopsplitning af verden i Øst versus Vest.

I en specialrapport fra februar med titlen, »Obama-Soros ’farvede revolutioner’; Nazi-kup i Ukraine, 2014; USA, 2017?«,  advarede EIR om, at de samme metoder, brugt i kuppet i Ukraine i 2014, som blev anført af morderiske neo-nazister, der blev åbenlyst støttet af Obama og Soros, ville blive bragt til USA inden for et år, som det nu tydeligvis er tilfældet.

Anklaget for at ødelægge racerelationer i USA sagde Trump, at relationerne mellem racerne længe har været rædselsfulde, og at den nødvendige betingelse for at afslutte denne krise var skabelsen af millioner af jobs, hvilket han var dedikeret til at opnå.

Tiden er nu inde for det amerikanske folk, og for folk overalt, til at gå i offensiven for det Nye Paradigme, som det er blevet udviklet af Lyndon og Helga LaRouche i løbet af de seneste 50 år. Kina og Rusland anfører allerede processen for at afslutte den neokolonialistiske æra med at udbytte resurserne i Afrika, Asien og Latinamerika og samtidigt efterlade disse lande i ynkelig fattigdom og blottet for industriel udvikling og basal infrastruktur. Den Nye Silkevej gentager nu det kinesiske mirakel, der på 30 år løftede 700 millioner mennesker ud af fattigdom, gennem industrialisering og infrastruktur i hele verden, selv, mens kineserne er ved at færdiggøre arbejdet derhjemme – hvor de bygger nye storbyer og har et handlingsprogram for fuldstændigt at gøre en ende på fattigdom frem til år 2020.

I USA er det økonomiske og kulturelle forfald, der har drevet befolkningen ud i rekordstor narko- og alkoholafhængighed og en rekordhøj selvmordsrate, begyndt at vige for viljen til at kæmpe. Bestræbelserne på at fjerne, eller endda myrde, den valgte præsident, der har svoret at gå i brechen for »vort lands glemte mænd og kvinder«, har vakt raseri i befolkningen, især i »rustbæltet«, Amerikas tidligere industrialiserede centre. Aktivister fra LaRouchePAC rapporterer fra hele landet – men især fra arbejderområder – at folk er glade og har fået fornyet tro på fremtiden ved at se vores bevægelse ude blandt folk i forsvar for Trump, for genindførelse af Glass-Steagall og det amerikanske system, for tilslutning til Silkevejen og for genoprettelse af relationer med Rusland. Hvad der imidlertid er vigtigere, så er der en voksende vilje til stede til at forstå den britiske imperiehånd bag kupforsøget mod Trump, og bag Wall Streets bankerotte spekulanter.

Nationen må også have et lederskab, der kan indgyde en vision om, hvad fremtiden kan og må blive: Genindførelsen af ideen om fremskridt internt i USA, med fælles indsats med Rusland og Kina for at bringe reel udvikling til hele verden og gøre en ende på Det britiske Imperium og dets evindelige krige, én gang for alle. Disse ideer, som LaRouche-bevægelsen i årtier har kæmpet for, kommer nu i forgrunden og beviser LaRouches stærke erklæring om, at historien sluttelig drives frem af ideernes magt. Det er i dette øjeblik med den allerstørste fare, hvor folk er i stand til at afkaste deres vildfarelser og deres frygt og handle ud fra principper. Som Percy Shelley sagde i sit digt, Et forsvar for digtekunsten: »I sådanne perioder finder der en akkumulering sted af evnen til at kommunikere og modtage intense og passionerede begreber med hensyn til menneske og univers.« Dette er vores mission.

LaRouchePAC’s Tv-show fra 14. august opfordredes alle til at mobilisere for den nye, nationale kampagne med Apellen, »Præsident Trump, efterforsk britisk underminering af USA«.

Link til Apellen, dansk, her.

Link til amerikansk Petition, der kan underskrives, her.

Foto: Anti-Trump protester i Philadelphia under Republican Party Retreat. 26. januar, 2017. 




RADIO SCHILLER den 27. februar 2017:
Hvad Trump bør sige ved sin tale om nationens tilstand//
Ukraine//Rumprogram

Med formand Tom Gillesberg




En sejrrig strategi for at vinde
krigen mod narkotika
kræver Glass-Steagall.
LaRouchePAC Internationale
Webcast, 10. februar, 2017.

Matthew Ogden: Det er i dag 10. feb., 2017. Med mig i studiet i dag har jeg min kollega Benjamin Deniston; og via video får vi følge af Kesha Rogers fra LPAC Policy Committee, fra Houston, Texas; og en særlig gæst i dag, Michael Billington, redaktør og medskribent på Executive Intelligence Review, EIR.

Vi står naturligvis stadig midt i en mobilisering her i USA blandt alle LPAC-aktivister, for at lægge så meget pres som overhovedet muligt på Kongressen og Trump-administrationen, for en omgående implementering af Glass/Steagall-politikken. Vi har appellen, som fortsat cirkuleres… Vi lægger pres på præsident Trump for officielt at vedtage Glass-Steagall-politikken – som han lovede at gøre under sin kampagne – før eller under sin Tale om Unionens Tilstand (28. feb.). … Vi indsamler fortsat underskrifter på appellen – vi har nu flere tusinde; men vi har som mål for udgangen af næste uge at overskride en tærskel på 10.000 underskrifter. …

I aftenens udsendelse vil I få større indsigt i, hvorfor denne Glass/Steagall-mobilisering har så stor, strategisk betydning. Det er naturligvis første skridt i Lyndon LaRouches økonomiske love i Hamiltons tradition; men det går også hånd i hånd med den nye, strategiske alliance, der finder sted internationalt. Tilbuddene fra lande i hele verden, og netop nu også fra Japan, om at deltage i investeringer i byggeriet af infrastruktur og store projekter her i USA; men det er også i sammenhæng med en tale, som præsident Trump holdt i går, og hvor han fremlagde en aggressiv anti-narkopolitik, som vi vil gå i dybden med under aftenens udsendelse, med Mike Billington.

Men, før vi kommer til dette, vil jeg gerne invitere Mike til at give os en briefing; en slags dybdeborende gennemgang af det, der finder sted, med topmødet (i Washington) mellem (Japans) Shinzo Abe og Trump, der foregår netop nu. Det er det første udenlandske statsbesøg i den nye Trump-administration. Vi så pressekonferencen tidligere på dagen med Trump og Shinzo Abe fra Japan; og de afholder i øjeblikket bilaterale diskussioner på Trumps ejendom i Florida. Sammen med telefonsamtalen, som Trump havde med præsident Xi Jinping fra Kina i går aftes, repræsenterer dette muligheden for en ny, verdenshistorisk alliance mellem nationer langs med den kurs, som Lyndon og Helga LaRouche har krævet.

Jeg vil bede Mike Billington give os et lille overblik over dette, og nogle af implikationerne; dernæst vil vi gå videre til andre spørgsmål i aftenens udsendelse.

Michael Billington: Tak, Matt. Jeg taler fra vores efterretningskontor i Leesburg, Virginia. Ud over de to, ekstraordinære udviklinger, Matt omtalte – samtalen mellem [Trump] og Xi Jinping i går, og pressekonferencen med Japans Shinzo Abe i dag – så har Donald Trump, inden for de seneste 24-48 timer, lanceret noget, som hr. LaRouche lancerede for 37 år siden, og det er krigen mod narkotika. Det er en seriøs krig mod narkotika; den har alvorlige fejl, men det er en ekstremt seriøs krig mod narkotika. Før jeg kommer til arbejdet med Kina og Japan, vil jeg gennemgå noget at det, der nu er igangsat som et resultat af dette meget dramatiske initiativ for en fuld optrappet kamp imod den narkosvøbe, der er i færd med at ødelæge dette land, og meget af verden.

Det begyndte med en tale, som Trump holdt for politicheferne i de større byer for to dage siden, som jeg vil komme til. I går udstedte han en eksekutiv ordre om en krig mod narko, som er meget udtrykkelig. Den siger – og dette kommer på et tidspunkt, hvor ikke alene general John Kelly, tidligere chef for USA’s Sydkommando, og som selvfølgelig, som chef for Amerikas militær for Sydamerika – Mexico og Sydamerika – har været meget involveret i den narkosvøbe, der næsten helt er kommet gennem den mexicanske grænse; men også den succesfulde godkendelse af Jeff Sessions som ny justitsminister. Jeff Sessions har været en af de stærkeste modstandere af denne narkosvøbe, de legaliserede narkotiske stoffer, som vi fik under Obama, der gjorde det muligt at ’slå de store banker over fingrene’, som blev taget i pengehvidvaskning af narkopenge af Obama og hans justitsminister, og hvor intet blev gjort; ingen bankier kom i fængsel, på trods af, at de var blevet taget i at hvidvaske for milliarder og atter milliarder af dollars narkopenge ind i USA.

Jeg vil læse lidt af Trumps eksekutive ordre; han sagde, at »justitsministeren«, Jeff Sessions, »vil blive chef for en særlig specialenhed, der vil fokusere på at ødelægge transnationale, kriminelle organisationer og søsterorganisationer, inklusive transnationale narkokarteller«, lyder ordren, »som har bredt sig i hele nationen og truer USA’s og dets borgeres sikkerhed. Disse grupper er drivkraften bag kriminalitet, korruption, vold og elendighed. Især har kartellernes handel med kontrollerede (lovlige) stoffer udløst en genopblussen af narkomisbrug med dødelig udgang og en tilsvarende stigning i voldelig kriminalitet relateret til narkotika. På samme måde risikerer kriminelle gruppers handel og smugleri af mennesker at skabe en humanitær krise. En omfattende og afgørende fremgangsmåde kræves for at opløse disse organiserede kriminelle syndikater og genoprette sikkerheden for det amerikanske folk.«

Se, vi har i bogstavelig forstand ikke hørt noget lignende dette i USA, nogensinde; bortset fra, fra Lyndon LaRouche og vores krig imod narko. Trump krævede også, at denne specialenhed inden for 120 dage skulle rapportere tilbage om udstrækningen af de transnationale, kriminelle organisationer og deres udbredelse i USA.

Ordlyden i denne eksekutive ordre omfatter kun en ganske kort reference til den finansielle side af dette; og det er her, der er fejl i denne ordre, som vi må arbejde for – denne organisation må arbejde for at sikre, at dette bliver inkluderet. Det vil sige, bankerne. Det har været kendsgerningen i mange år, faktisk flere hundrede år tilbage i tiden, da briterne førte deres Opiumskrige mod kineserne, det, vi har kaldt »Dope, Inc.« – og jeg holder bogen op, som vi første gang publicerede i 1980’erne. Den seneste version, som for øvrigt stadig kan købes, hvis I ikke har et eksemplar; skriv ind og få et. Bogen hedder »Dope, Inc.; Storbritanniens Opiumskrig mod Hele Verden«, og pointen med denne række udgivelser har været at demonstrere, at narkotika har været den største forretning i verden; som Maria Costa, den tidligere chef for FN’s Narkohåndhævelse, sagde, »Det globale bankvæsen er afhængigt af narkotika«. Og de mener altså ikke, at bankiererne sniffer kokain, hvilket er sandt; men at bankerne selv er afhængige af denne massive, kriminelle indstrømning af penge for at afstive sig selv på internatonalt plan, eller i det mindste i hele det transatlantiske område. Så dette aspekt må genindføres i denne krig imod narko; det vil jeg sige lidt mere om.

Men jeg vil gerne citere fra Trumps tale til politicheferne; for jeg mener, at dette demonstrerer, at Trump er sig bevidst, at vi ikke alene har at gøre med narko og kriminalitet, men også med ødelæggelsen af generationer af amerikanere, ødelæggelsen af familier, ødelæggelsen af et samfunds evne til at eksistere og få fremgang. Han siger: »Ethvert barn i Amerika bør have mulighed for at lege udendørs uden frygt; at gå hjem uden fare; og gå i skole uden at være bekymret for narko og bander og vold. Så mange liv og mennesker er dræbt for tidligt. Deres potentiale, deres liv er blevet afkortet. Så meget potentiale er blevet kørt ud på et sidespor, og så mange drømme er blevet knust og ødelagt, totalt knust. Det er på tide at standse narkoen i at flyde ind i vores land.« »Og for resten, så vil vi gøre det«, sagde han. »General, minister Kelly – minister for Homeland Security – »bliver manden, der gør det«. Han sagde, »Vi vil bygge muren«, og denne gang refererer han ikke til muren imod immigration, men imod narkotika; og det vil selvsagt kræve mere end en mur. Det kommer jeg også til. Men, han siger, »Tiden er inde til at opløse de bander, der terroriserer vore borgere. Politiet vil få brug for resurser, redskaber og støtte; og vi vil give jer de redskaber, I behøver for at udføre jobbet. Vi vil gøre alt, vi kan, for at hjælpe jer til at imødegå disse krav.« Han nævner kendsgerningen om krisen i psykiske lidelser i dette land, som er meget influeret af denne narkosvøbe; som alle ved, så rammer det alle lokalsamfund i Amerika. Selv det mindste, landlige lokalsamfund i Amerikas landdistrikter er blevet ramt af denne afhængighed af heroin og opiater. Han sagde, »vi vil kæmpe for at forøge adgangen til livreddende behandling og til at kæmpe for mental sundhed.« Dette er selvfølgelig præcis, hvad vi har brug for. I denne tale sagde han også, at han havde talt med mange af lovens håndhævere i hele landet; og han spurgte dem, hvilken effekt narko har på kriminalitet i dette land. Han sagde, at de alle svarede mellem 75 % og 80 % af kriminaliteten har forbindelse til eller er berørt af narkotika. »Vi vil være hensynsløse i denne kamp«, sagde han, »vi har intet valg«.

Dette er en absolut afgørende lancering af krigen imod narkotika. Jeg vil vise jer noget andet. Dette blad – War on Drugs – dette er den anden udgave af første udgivelse af bladet War on Drugs, som blev lanceret af Lyndon LaRouche. Selve udtrykket ’krig imod narkotika’ blev opfundet af Lyndon LaRouche; før dette blad var dette udtryk ikke gængs i Amerika. Vi dannede noget, der hed den Nationale Anti-narko Koalition, og begyndte at publicere dette blad, War on Drugs, som foregik i flere år. Nu har det endelig båret frugt; vi har nu en meget seriøs indsats for krig mod narko på plads. Men, vi må insistere på, at det simpelt hen ikke vil virke, med mindre vi angriber bankerne, der rent faktisk kørte den internationale narkohandel. Britiske banker og deres afdelinger på Wall Street. Dette kræver, at vi bruger den fremgangsmåde, som hr. LaRouche har krævet i de seneste 37 år – at gå efter bankerne.

Hvordan går man så efter bankerne? Som I ved fra disse udsendelser i ugernes løb, så må man begynde med Glass-Steagall. Kampen for Glass-Steagall er absolut afgørende; og vi er ikke de eneste, der insisterer på dette. Jeg nævnte Maria Costa, tidligere FN-chef for narkotika, som advarede om, at bankerne var narkoafhængige. Den tidligere chef for den russiske antinarko-operation, Viktor Ivanov, mangeårig ven af vores organisation; han har talt offentligt om vores arbejde, vores krig mod narko; han har ligeledes sagt, at den største trussel mod den russiske nation, mod den Russiske Føderation, var narkotika; og han sagde – flere gange – at den eneste måde at tackle det på var ved at implementere Glass-Steagall. Ved atter at tvinge reel regulering – lov – over vores banksystem; ved at fjerne statslige garantier for de spekulative banker, og ved absolut hensynsløst at tvinge de kommercielle banker til at gøre det, banker skal gøre. Hvilket er at tage imod indskud og udstede lån til at opbygge den amerikanske økonomis almene velstand; og, gennem lovregler, gøre en ende på disse bankers muligheder for at hvidvaske for milliarder og atter milliarder af dollars narkopenge gennem deres system.

Der er mere. General Kelly, der nu er minister for Homeland Security John Kelly, aflagde tirsdag forklaring for Kongressen og sagde bl.a. de følgende ting. Han sagde, at vi må sikre vores grænse, men vi må gøre det i samarbejde med Mexico og Canada; især Mexico, naturligvis. For, det er lige så meget en trussel mod disse lande som mod vort eget land. Vi har brug for et partnerskab.

Vi gjorde noget lignende i Colombia tilbage i 90’erne. Det var kun delvist succesrigt, men det var kun meningen, det skulle være delvist succesrigt, faktisk. Vi må have noget, der er større nu. Dette er et globalt problem. Kelly insisterede på, at narkobekæmpelse er kriminalitetsbekæmpelse, det er synonymt. »Hvis narkoen er i USA, har vi tabt«, sagde han. »Halvfems procent af den heroin, der kommer ind i dette land, kommer over den mexicanske grænse – det er ikke alt sammen produceret i Mexico, men meget af det er. Vi må være partner med Mexico, hvilket vil sige, at vi må gå ind og hjælpe dem med at bekæmpe valmuemarkerne; fabrikkerne, der producerer heroinen og amfetaminen, før det når frem til vores grænse.

Her, på vores egen side af grænsen, må vi standse efterspørgslen af narko. Det vil selvfølgelig sige, at vi stopper den forbrydelse, der blev begået af en præsident, der bogstavelig talt promoverede legaliseringen af narkotiske stoffer. Nu, hvor han er væk, må vi atter håndhæve vores nationale lovgivning, som stadig fastholder, at alle disse narkotiske stoffer er ulovlige, inklusive marihuana, og gå tilbage til en politik, der kan bekæmpe disse narkotiske stoffer.

Kelly sagde noget meget, meget interessant. Han sagde, at vi ikke kan komme helt ned på »nul narko«. Det anerkender han. Jeg er sikker på, at I har hørt narko-lobbyen sige, »Åh, man kan ikke komme af med narko«. Der har altid været narko, og der vil altid være narko. Han sagde, nej. »Vi kommer aldrig helt ned på nul narko, men vi ved, hvordan det skal gøres. Før i tiden havde vi store begrænsninger af anvendelse af narkotiske stoffer.« Dernæst sagde han, »Nu prøver vi ikke engang«. Og det er sandt, for vi har været under en præsident, der promoverede anvendelsen af narkotiske stoffer og handel med narko.

Han sagde, »Siden 1960’erne og 190’erne har vi haft heroin, heroinoverdosis, men indtil for nylig var folk ligeglade, fordi det mest foregik blandt de sorte og latino-lokalsamfundene i det indre af byerne, og af sådanne grunde blev det ignoreret.« Nu har vi det i alle lokalsamfund, og vi må drage fordel af det faktum, at folk ikke længere kan lade som om, det ikke er en fare for vores nation, og bruge dette momentum, hvor folk er meget, meget bevidste om, hvad der sker med dem. Hver eneste familie i landet har et familiemedlem, eller en slægtning, eller en nær ven, som er ved at blive ødelagt af denne narkosvøbe, og vi må handle på dette nu med en fasthed, der følger dette helt til dørs.

Jeg vil nævne én ting til, fordi det berører spørgsmålet om Colombia. Colombias tidligere præsident, César Gaviria, var præsident i tiden mod slutningen af denne Plan Colombia, og han blev så én af de førende fortalere for narkotika. Han var faktisk med til, sammen med George Soros, der er den store kanon inden for politik for global legalisering af narko, at danne noget, der hedder den Globale Kommission for Narkopolitik. Denne politiske gruppe argumenterer i øvrigt åbenlyst for, at alle narkotiske stoffer – ikke kun marihuana – alle narkotiske stoffer bør legaliseres til personligt brug, til dyrkning og distribution. Det er den officielle narkopolitik, som i realiteten støttede Obama-administrationen, og som Obama støttede.

Denne karl Gaviria skrev en kronik i New York Times i denne uge, som var et totalt angreb på hr. Duterte. Mange af jer ved, at Rodrigo Duterte, Filippinernes præsident, har lanceret en succesrig total krig mod narko. Han bliver massivt angrebet af narko-lobbyen, af Obama-folkene, og så videre, for angivelige »drab uden om retsvæsenet«. Husk, at dette var den samme præsident Obama, hvis ugentlige aktivitet inkluderede at sætte sig hver tirsdag eftermiddag for at udarbejde sine dronedrab »uden om retsvæsenet« for denne uge – samt de familiemedlemmer og venner, der tilfældigvis befandt sig sammen med den person, han havde udvalgt – uden en formel anklage, uden retsproces og så videre.

I hvert fald, så sagde Gaviria, at Duterte er i færd med at begå en frygtelig fejltagelse, at han vil begå en fejltagelse, som vi [colombianere] begik før jeg kom til, ved at forsøge at bruge militæret og bruge magt til at standse narkohandlen. »Den smarteste måde at tackle narko på, er ved afkriminalisering«, siger han, ved at gøre det legalt, »og sikre, at regeringerne regulerer« narkohandlen. Med andre ord, at regeringerne skulle blive narkohandlerne.

Som man kunne forvente, hvis man har fulgt hr. Duterte, så responderede han i sin uforlignelige stil og sagde, han må være dum. »Denne ekspræsident for Colombia siger, vi begår den samme fejl, han begik. Han er simpelt hen dum. Hvilken hjælp har vi fået fra Amerika? I fik millioner af dollar i Colombia, angiveligt for at hjælpe med at standse narko.« Men det gjorde de tydeligvis ikke. »Hvad får jeg? Jeg får anklager om, at jeg skal slæbes for den Internationale Forbryderdomstol og kastes i fængsel, fordi jeg udkæmper en krig mod narko.« Dernæst påpegede Duterte, at kineserne på den anden side kom til Manila og byggede en facilitet for 10.000 narkoofre, der skulle i afvænning.

Jeg nævner denne colombianske ting, fordi vi også udgav dette i 2004, »For at stoppe terrorisme, luk Dope, Inc., ned«. Billedet, I ser her, er det, vi kalder »Grasso abrazo«. Det er i bogstavelig forstand [Richard Grasso] chefen for New Yorks Aktiebørs, der omfavner chefen for narkokartellet, i Colombias jungle, og siger, vi bør hjælpe jer med at bringe jeres penge ind i kloge investeringer på Wall Street. Dét er det narkokartel, vi har med at gøre; og det er, hvad vi må bekæmpe.

Begyndelsen hertil er den kamp, vi alligevel har befundet os i: Glass-Steagall. Vi må ordne disse banker. Vi må formidle til hr. Trump og til hans meget seriøse anti-narkofolk, som general Kelly og som Jeff Sessions, at vi ikke kan køre den kendsgerning ud på et sidespor, at det er de britiske/Wall Streets bankinteresser, der kører denne forretning, og som må angribes som midtpunktet for krigen mod narko.

Matthew Ogden: Jeg vil blot forklare lidt mere om dette, og så går vi videre til næste spørgsmål. Jeg vil gerne understrege det, du netop sagde, for folk, der ikke ved det, lidt baggrund om det her. Jo, Rusland og USA har virkelig en meget stor ting til fælles: der er en heroinepidemi af hidtil uhørte proportioner i både Rusland og USA. Dette går hånd i hånd med terrorismen.

Du nævnte noget, jeg blot vil gå lidt i detaljer med. En af de ting, hr. LaRouche har understreget, er, at, hvis man lukker narkotika ned, lukker man narkopengehvidvaskning ned, og man reorganiserer hele det internationale banksystem, der har skabt sig velstand af dette.

Som du nævnte, så kom Viktor Ivanov, den tidligere chef for afdelingen for narkokontrol [i Rusland], til Washington, D.C., i 2011 og fremkom med netop denne pointe. Ikke alene sagde han, at disse »beskidte« penge har været et af de førende elementer, der har styrket den internationale finansboble med derivater og skyggebankvirksomhed; men han sagde også, at, hvis vi skal lukke det her ned, så bliver det ved at vende tilbage til det, han kaldte en international Glass/Steagall-arkitektur. Han fremkom med denne pointe – dette er et citat af Ivanov, »Det er analytisk bekræftet, at det eksisterende finansielle system, der operer ved brug af et stort og voksende antal finansielle instrumenter, såsom options, futures, swaps og andre derivater, der oppuster den såkaldte ’finansielle sæbeboble’, nu ikke længere kan eksistere uden indsprøjtninger af såkaldte ’beskidte penge’. Han sagde, »Narkopenge og global narkohandel er i realiteten ikke kun værdifulde elementer af, men også donorer af sparsom likviditet, en vital og uundværlig del af hele det monetære system.« Han fastslog den pointe, at dette ikke er isoleret til en eller to banker; men at det er bygget ind i karakteren af hele det internationale finanssystem.

Han sagde, at, for at lukke dette ned, må Rusland og USA arbejde sammen for at udvirke en »drastisk transformering af det internationale finansielle system«. Og hvilken form for transformering taler han om? Det følgende: Ivanov sagde, »I en vis forstand ser vi genoplivelsen af tankegangen bag Glass/Steagall-loven, som blev vedtaget i USA i 1933 på højdepunktet af den Store Depression, og som adskilte bankernes indskyder- og investeringsfunktioner.« Men barske »restriktioner for at forhindre det tiltrækkende i kriminelle penge kræves nu endnu mere. Med andre ord, så vil en likvidering af finansboblen alene ikke være tilstrækkeligt … Nøglen til at likvidere global narkohandel er at gen-formatere den eksisterende økonomi og skifte over til en økonomi, der ekskluderer kriminelle penge« og sikrer reproduktion af netto »likvide aktiver, dvs., til en økonomi for udvikling, hvor beslutningerne baseres på udviklingsprojekter og langfristede, øremærkede kreditter«.

Jeg mener, at dette er ekstremt klart. Glass-Steagall: Luk dette eksisterende, kriminelle apparat med beskidte penge ned, som dette skyggebanksystem profiterer på og er afhængigt af for at eksistere; og skift i stedet vores fokus over til en udviklingsorienteret drivkraft for den fysiske økonomi, med udviklingsprojekter. Det blev gjort klart.

Du sagde også, Mike, at Obama havde alle muligheder i verden for at lukke dette finansielle pengehvidvaskningssystem ned. Der var faktisk en Særlig Undersøgelsesrapport fra USA’s Senat, som blev udgivet i 2012, af senatorerne Carl Levin og Tom Coburn, Den Særlige Permanente Subkomite for Undersøgelser, og som dokumenterede den rolle, som HSBC (Hongkong and Shanghai Banking Corporation, hovedkvarter i London), som en case study, spillede i at muliggøre denne narkopengehvidvaskning, især over grænsen til Mexico. Det fungerer på den måde, at narkoen smugles ind i USA. Det sælges i USA. Pengene, der tjenes på salget af denne narko, smugles dernæst tilbage til Mexico over grænsen. Dernæst leveres pengene til disse casas de cambios, og andre former for finansielle skyggeetablissementer. Dernæst tog HSBC, gennem deres mexicanske afdeling, HSMX (som det hedder), disse penge fra disse casas de cambios i amerikanske dollars, og kørte dem tilbage, i pansrede køretøjer, over grænsen og deponerede dem i HSBC’s amerikanske afdeling, og Voilà, så var pengene hvidvasket. De blev taget direkte i at gøre dette.

Og hvad skete der? Blev nogen retsforfulgt? Faktisk ikke. Carl Levin sagde selv, at den ene ting, der burde have været gjort, den anbefaling, han gav, var, at »statslige tilsynsmyndigheder burde overveje at annullere HSBC’s charter«. Det er en handling, som USA’s præsident kunne udføre for at lukke disse narkobanker ned. Deres statslige autorisation til at drive bank kunne simpelt hen være blevet inddraget, eller i det mindste suspenderet. Ingen handling blev foretaget. Og se på statistikerne. Det var i 2012. Se, hvor meget værre narkoepidemien er blevet i USA, blot i de seneste fire år.




Lyndon LaRouche: At tolerere Obama og Hillary bringer blodsudgydelse og krig

Leder fra LaRouchePAC, 1. november, 2016 – Data fra opinionsundersøgelser viser, at vælgere i de afgørende svingstater i overvældende grad støtter Glass-Steagall og andre metoder til at bryde de store Wall Street-banker op. Ifølge en opinionsundersøgelse, foretaget af Lake Research Partners, ønsker 70 % af vælgerne i Florida, Pennsylvania, Missouri og Ohio en genindførelse af Glass-Steagall nu. Opinionsundersøgelsen konkluderede, »Den offentlige frustration over Wall Streets hensynsløshed og grådighed er stor og går på tværs af det politiske spektrum. Uanset, hvem, der vinder dette valg, så bør han/hun højt prioritere at gøre dette oprør til en reel forandring.«

Tirsdag tog Lyndon LaRouche dette argument til dets logiske konklusion: Alt dette had er i realiteten rettet mod præsident Obama, hvis katastrofale politik har bragt os helt frem til denne eksistentielle krise. Hillary Clinton er en forlængelse og en fortsættelse af denne Obama-politik; beskyttelse af Wall Street; passivitet i forhold til en landsomspændende epidemi af ulovlige medikamenter (narkotiske stoffer); en fortsættelse i det uendelige af udenlandske krige, der koster skattebetalerne billioner af dollars; den totale ødelæggelse af det amerikanske sundhedssystem under Obamacare; en dæmonisering af Rusland, der driver os hen imod en atomar Tredje Verdenskrig.

Et oprigtigt valg den 8. nov. vil vise dette had til Obama og til alt, han har gjort mod USA på vegne af sine britiske herrer. Britiske interesser har styret Obama fra den første dag, han gik ind i politik. Hillary Clinton ødelagde sig selv gennem sin kapitulation til Obama, og det er grunden til, at hun er forhadt. Ethvert forsøg på at skjule dette på valgdagen, vil føre til blodsudgydelse.

Dette er dødelig alvor. Vi konfronteres ikke alene med udsigten til national blodsudgydelse, men også med den reelle mulighed for krig. Vi befinder os allerede på randen af Tredje Verdenskrig pga. Obamas politik med at provokere Rusland, en politik, som Hillary Clinton har udviklet til en endnu mere obskøn yderlighed.

Foto: Præsident Obama rådslår med udenrigsminister Clinton under NATO-topmødet i Strasbourg, Frankrig, i april 2009. (Foto: Pete Souza) 

 




Obamas eftermæle er død, ødelæggelse og økonomisk ruin

Leder fra LaRouchePAC, 24. oktober, 2016 – Hvert eneste af præsident Obamas signatur-programmer, startende med Obamacare, har bragt lutter død, ødelæggelse og økonomisk ruin over det amerikanske folk. I dag er Obamacare ved at kollapse, med millioner af arbejdende familier, der lever lige over fattigdomsgrænsen, og som står over for præmiestigninger på 60-70 procent om året, samtidig med, at dækningen krymper. De såkaldte millioner af amerikanere, som nu, praler Obama, for første gang er dækket af en sygesikring, er for det meste mennesker, hvis indtjening er kollapset til et punkt, hvor de er kvalificeret til at modtage Medicaid, sundhedsvæsenets program for mennesker, der lever på fattigdomsgrænsen – eller som lever en smule over fattigdomsgrænsen, og som derfor er berettiget til tilskud. For alle andre er Obamacare en billet til reduceret lægehjælp, forarmelse og en potentiel tidlig død.

Folk dør unødigt på grund af Obamas såkaldte sundhedsreformer, som blev skrevet af og for forsikringsselskaber, der nu selv flygter fra Obamacare-forsikringspuljer, fordi programmet er ved at kollapse, og refusionerne skrumper.

Præsident Obamas politik til bekæmpelse af narkotikamisbrug, som han har fået fra George Soros og i sidste ende fra den britiske krone, er lige så morderiske, om ikke værre. USA har oplevet en epidemi af opiumafhængighed og dødsfald på grund af overdosis, siden Obama kom til magten. I de seneste to dage har Washington Post rapporteret om det faktum, at Obama-administrationen gennem Justitsministeriet effektivt har lukket alle programmer til bekæmpelse af stofmisbrug, og som var rettet mod de store farmaceutiske selskaber og distributører af medicinske produkter, og som sendte stærkt vanedannende opiater ud på samlebånd og direkte lod dem oversvømme det sorte marked, ofte gennem online-apoteker uden lovmæssigt opsyn. Ifølge Washington Post’ redegørelse blev der skrevet 249 millioner recepter for opiumspræparater i 2015, og dødsfald på grund af overdosis har været stigende med 15 procent om året.

Og husk løftet fra præsident Obamas 2008-kampagne om, at han »ejede« krigen i Afghanistan? USA og NATO er, otte år senere, stadig kørt fast i Afghanistan; Taliban, ISIS, og Haqqani-netværk kontrollerer mere og mere territorium, og opiumsproduktionen er røget gennem loftet. Ifølge en rapport udsendt den 23. oktober af De Forenede Nationers Kontor for Narkotika og Kriminalitet, er opiumproduktionen i år steget med 43 procent (i forhold til sidste år), til over 4800 tons. Og indsatsen for at udrydde den har været så godt som lukket helt ned. Officielt er mængden af opium, der er blevet beslaglagt eller udryddet, faldet med 91 procent i det forløbne år. Ikke så mærkeligt, at mennesker i hele USA med en opiatafhængighed, og som ikke længere har råd til lægeordineret OxyContin (stærkt smertestillende medicin), nu kan købe heroin på gaden for en fjerdedel af prisen. Obama spiller en førende rolle i en ny opiumskrig rettet imod USA, en krig, som i sidste instans kontrolleres fra London. Det kan ikke undre nogen, at Colombias præsident Santos, der netop har lidt et ydmygende nederlag, da det colombianske folk afviste hans rådne amnesti-aftale med de narko-terroristiske FARC-guerillaer, snart skal besøge Buckingham Palace for at konferere med de britiske kongelige om, hvordan man redder FARC-aftalen. I løbet af de seneste mange år er produktionen af coca i det FARC-kontrollere område i det sydlige Colombia også steget voldsomt, i forventning om amnesti.

Det er ikke muligt at tage konsekvenserne af at have tolereret otte år med Obamas præsidentskab i betragtning, uden at lægge tallene for alle disse lig sammen. For hver uskyldig person, som Obamas dronekrige har dræbt i udlandet, og som personligt overvåges af præsident Obama gennem hans regelmæssige tirsdags- »dræber-sessioner« i Det Hvide Hus, hvor mange amerikanere er så døde som en direkte følge af bedrageriet med Obamacare og oversvømmelsen af landet med illegale, medicinske præparater?

Foto: Obama leverer endnu et mislykket forsøg på at overbevise amerikanere om, at Obamacare er en fordel for dem.