May 31, 2022 interview with H.E. Ambassador Ahmed Farooq, Ambassador of Pakistan to Kingdom of Denmark.  
Contact: www.pakistanembassy.dk
Interviewed by Tom Gillesberg, chairman, Schiller Institute in Denmark, and Executive Intelligence Review’s Copenhagen bureau chief.
Contact the Schiller Institute in Denmark: si@schillerinstitut.dk ; +45 53 57 00, Danish: www.schillerinstitut.dk
English: www.schillerinstitute.com

This transcript appears in the June 10, 2022 issue of Executive Intelligence Review.  Subscribe to Executive Intelligence Review (larouchepub.com)

Download (PDF, Unknown)

På engelsk:

This transcript appears in the June 10, 2022 issue of Executive Intelligence Review.

[Print version of this transcript]

INTERVIEW: Ambassador Ahmad Farooq

Twenty-Two Million People in Afghanistan Continue To Face a Dire Humanitarian Emergency

The following is the edited transcript of the interview with His Excellency Ambassador Ahmad Farooq, Ambassador of the Islamic Republic of Pakistan to the Kingdom of Denmark, conducted by Tom Gillesberg, May 31, 2022 at the Pakistani Embassy in Denmark. The video of the interview is available here.

Tom Gillesberg: I’m Tom Gillesberg, Chairman of the Schiller Institute in Denmark, and also with Executive Intelligence Review. I’m here at the Pakistani Embassy in Denmark with His Excellency Ambassador Ahmad Farooq, the Ambassador of the Islamic Republic of Pakistan to the Kingdom of Denmark since April 2020. Before that, the Ambassador held several posts in connection with the United Nations: Counsellor/Alternate to the Rome-based UN Agencies; Counsellor, Permanent Mission of Pakistan to the UN; member of Pakistan’s Security Council team; Director General dealing with counter terrorism at the UN and other multilateral forums; and Director, dealing with the UN General Assembly, UN Security Council, Counter Terrorism, UN Peacekeeping and other political and peace and security issues.

Your Excellency Ambassador Farooq, I’m very glad you agreed to give us an interview. You gave a speech to the Schiller Institute in Denmark’s Afghanistan seminar in October 2021, “Afghanistan, What Now? Peace Through Economic Development,” where you especially described the dire situation in Afghanistan at the time, and how the Afghanistan war had affected Pakistan. Since then, the people of Afghanistan have suffered through seven months of winter conditions, and the humanitarian situation is much worse, probably the worst in the whole world. Could you please describe the humanitarian emergency for the people of Afghanistan right now?

View full size

Michelle Rasmussen

H.E. Ahmad Farooq, Ambassador of Pakistan to Denmark.

Ambassador Ahmad Farooq: Thank you very much, Tom. I would first of all like to thank you and the Schiller Institute for coming to the Pakistan Embassy in order to discuss this important issue that is being faced by the people of Afghanistan and the region. The Schiller Institute, I must say, has been doing a very good job, in highlighting what is happening in Afghanistan, so I would like to begin by thanking you for that.

You have very rightly said that Afghanistan has been going through a very difficult situation, and when we met at the Schiller Institute in October, things were not as bad. But we could see which way the situation could go, if the international community did nothing to help the people of Afghanistan.

Unfortunately, what we had foreseen at that time did play out in the following period. What we now know—and these are statistics [that] have come out from the United Nations—is that over 22 million people in Afghanistan continue to face a dire humanitarian emergency. Over 1 million Afghan children are malnourished and at the risk of dying. The winter period, in particular, has been very hard on the people of Afghanistan, because of the food shortages and because Afghanistan had been facing a prolonged drought even before things happened in August of last year. That, combined with the economic situation that Afghanistan faced after the withdrawal of the international forces in particular, has helped to further compound the humanitarian crisis being faced by the people of Afghanistan.

So, it continues to be a very difficult situation there. The region itself, obviously, has suffered from this conflict for over four decades, and we continue to do so. There is a lot of concern in Pakistan, as it is a very sad and difficult situation that we see which the people of Afghanistan are currently facing.

View full size

Ibn Sina (Avicenna), 980–1037, the great doctor, philosopher, and political advisor.

Gillesberg: Obviously, much too little humanitarian aid has reached Afghanistan. The Schiller Institute has been pleading for emergency action. We also did that very much in the seminar together with you, to alleviate the sufferings of the Afghan people. And our founder Helga Zepp-LaRouche has proposed Operation Ibn Sina, named after the great doctor and philosopher and political adviser from the region, born in 980, also known in the West as Avicenna. Operation Ibn Sina is a call for mobilizing emergency humanitarian aid and building a modern health system as a focus for sparking the long-term development of Afghanistan’s infrastructure and economy. What do you think of this? And what must be done to prevent even more millions of people from starving and many dying?

Ambassador Farooq: I think—and it is the position of the government of Pakistan in this regard—that the international community needs to come together and address the humanitarian situation in Afghanistan, and that there is need for engagement with the authorities in Afghanistan. There is a need for coordinated provision of humanitarian assistance for the people of Afghanistan.

So far, what we are seeing is that there is a sporadic effort, and obviously, many Western countries that were present previously in Afghanistan, no longer have any presence there. Then, we also had a significant presence of the United Nations which mostly is not there anymore. Then, there is this issue of how to deal with the authorities in Afghanistan, and what we generally see is an effort to try to bypass them when dealing with the people of Afghanistan.

Now, Afghanistan is a large country in terms of size, area, and also in terms of the size of its population; it’s over 40 million people. The way we see it, it is not possible for a good, coordinated humanitarian effort to reach the most vulnerable people in the country when you are trying to bypass the authorities. This is something we have been calling upon the international community—that everybody needs to come together and look at what the humanitarian needs are in Afghanistan. The other issues, the political issues, obviously, those also have to be dealt with, but the priority has to be on how we can prevent further suffering in Afghanistan.

As far as Pakistan is concerned, we have been trying to facilitate, for example, the UN humanitarian effort. Most of it in the past was also being routed through Pakistan, and we have an arrangement with the UN on how they can again direct their humanitarian actions through Pakistan. So that is happening.

But again, I think the principal obstacle is this issue—that the policies which the Western countries have come up with, is that whatever they do there, they have to bypass the authorities. And that, in itself, is preventing a more sustained and coordinated effort to help the people there.

So when you mention about the initiative which Helga Zepp-LaRouche has launched, it is a very good idea. It’s something that should have a lot of traction, particularly for Muslim countries, because obviously Ibn Sina comes from our part of the world, and could provide a sort of rallying point for Islamic countries to help the people of Afghanistan. So, anything that can be done should be done. We are of the view that it is our obligation to help those poor people there.

Gillesberg: Could you say more about what the government of Pakistan is concretely proposing, and what they are doing in relation to Afghanistan?

Ambassador Farooq: Well, being the most immediate neighbor of Afghanistan, and a country which has suffered throughout the last four decades, both in terms of the humanitarian angle—we have been hosting over 4 million refugees at any given point in time, and over 3 million still continue to live in Pakistan, we have faced the security dimension of the instability in Afghanistan, especially over the last 20 years, so we have a deep interest in having a stable Afghanistan as our neighbor.

View full size

UNICEF/Omid Fazel

Refugee camp in Afghanistan, May 18, 2020.

Right after the events of August 2021, we coordinated with the international community, first in the evacuation of the international staff, diplomats, Afghan nationals that the international community wanted to evacuate from there. We have been trying to coordinate efforts among the neighboring countries of Afghanistan. So, Pakistan hosted a conference in September of the six neighboring countries; then another conference was held in Tehran, Iran, in October, and we participated in that. We then hosted the meeting of the Troika-Plus: This is a grouping of China, Russia, the United States, and Pakistan, so we hosted that, and on the sidelines of that meeting, there was also a meeting of this grouping with the Taliban delegation. Then we hosted the emergency meeting of the Islamic countries’ Foreign Ministers in December, which was focused, specifically, on the humanitarian situation in Afghanistan.

So our effort has been to promote engagement with Afghanistan, bring the international community together, so that we, specifically, deal first with the humanitarian situation. Bilaterally as well, Pakistan has contributed, despite our economic difficulties, about $30 million in terms of humanitarian assistance. We have been facing the challenge of COVID, and despite that, we have tried to keep cross-border movement of people, as well as trade of goods and services open, so that the people of Afghanistan do not suffer more than they have to. And we recently also allowed a shipment of wheat from India: This is a sensitive issue in Pakistan, but for the benefit of the Afghan people, we allowed an overland shipment of Indian wheat from India to Afghanistan.

So, we continue to engage with the international community in terms of what we can do to help Afghanistan.

Gillesberg: Pakistan also organized the conference in Islamabad of the Organization of Islamic Cooperation (OIC) about Afghanistan, on March 22-23 this year. What was the result of that meeting?

Ambassador Farooq: Yes, as I mentioned in my previous response, actually the emergency session on Afghanistan was held in December. And there were two important outcomes of that conference: First was that a special humanitarian trust fund was created for Afghanistan; and then the Organization for Islamic Cooperation also appointed a special representative to deal with the humanitarian situation. These were the two key decisions that were taken at the December meeting. In March, we had a regular session of the Council of Foreign Ministers of the OIC, which basically operationalized those two decisions. So now that trust fund is operational, and countries have started to contribute money to that, which would then be channeled to Afghanistan through the Islamic Development Bank. So the OIC has its own set of organizations that can deal with these humanitarian issues, and we feel very happy that we were able to coordinate, and to have this work done for Afghanistan.

Gillesberg: What is your message to people in the U.S. and in Europe, regarding Afghanistan, and what should happen?

Ambassador Farooq: Our consistent message to our European and other Western partners is that we have to come together: It’s our obligation to help the people of Afghanistan, and it is important to continue to our engagement even with the authorities of Afghanistan. We do understand that there are sensitivities with regard to issues relating to political inclusion, as well as human rights, especially the rights of women and girls. But we believe that in order to make progress on these issues as well, we have to continue our engagement. Pakistan has been, as I mentioned, part of several initiatives in terms of trying to bring countries together on Afghanistan, and we have consistently joined the international community in expressing the same concerns that they have, in terms of human rights, in terms of political inclusion, and especially the rights of women and girls. So we share those concerns, but we believe if we are to make progress, we have to continue our engagement with the country.

View full size

OIC

The Organization of Islamic Cooperation Foreign Ministers’ Meeting on March 22-23 in Islamabad, Pakistan operationalized a special humanitarian trust fund for Afghanistan, and appointed a special representative to deal with humanitarian aid.

Then, the most important aspect, I think, that has to be addressed is the economic meltdown which has happened in Afghanistan, because without a functioning economy, you cannot deal with the humanitarian situation. The world cannot be expected to just keep pumping in money in terms of providing food and medical assistance: The country eventually has to stand on its own two feet. And for that, we have to ensure that the banking system of the country is functional, and we have to look at this issue of the sanctions that exist against the Taliban authorities, because when you have that kind of a situation, it is not possible for a country to do business internationally. So these, I think, are some of our key messages to our international partners, for how we bring about stability in Afghanistan, and take them out of the current sad situation.

Gillesberg: This also includes, of course, that part of these sanctions has been to freeze all the accounts of the national government of Afghanistan, so they do not have Afghanistan’s money to spend on dealing with the situation in Afghanistan; but it’s also a big factor that Afghanistan has been cut off from the whole SWIFT system, which means that Afghanis living abroad are not able to send money back home.

Ambassador Farooq: Exactly. So this is what I’m trying to say, that the international connectivity of Afghanistan with the banking system—the banking system of Afghanistan, it is clear, has collapsed. There is an issue of liquidity, which the United Nations is trying to address, and we appreciate that. More needs to be done. When you mention about freezing of Afghan assets, again, they have the money to take care of their people for some time, but because of the sanctions, they don’t have access to it. And lately, we were also disappointed with the decision that part of that money has been sequestered to pay, to compensate the victims of, for example, the 9/11 attack. So this again, is an unfortunate decision, because that money was the money of the people of Afghanistan: They need it. They are starving to death. So that consideration should have been given.

Gillesberg: Well, now, on top of all the calamities, you can say, in that situation, you also have a war between Russia and Ukraine, with the U.S. and NATO actively engaged in many ways, and which also directly affects the situation with these enormously rising food prices, and all of the other things involved. Now, could cooperation to help the people of Afghanistan maybe be a way for the great powers to begin to cooperate to solve their problems?

Ambassador Farooq: Well, it has been most unfortunate for the world as a whole that we have this conflict in the heart of Europe in the 21st century, which was unthinkable until a few months back, and unfortunately, it has diverted the focus of the international community from grave humanitarian situations like Afghanistan, like Yemen, also some situations in Africa, and the entire focus is now on this war: So this is most unfortunate.

Frankly, sitting in Europe, and looking at the positions which the opposing sides have taken on this conflict, I really don’t see a possibility of some kind of a compromise—I mean, cooperation on Afghanistan that could help solve this conflict. It has to be the other way around. There has to be peace in Ukraine, which would be for the betterment, I think, of the entire international community. And Pakistan was among the first countries that raised these concerns, that this conflict would have serious consequences for the global economy, and especially for the developing countries that are dependent on import of food items, grain, import of petroleum products.

And it is playing out: You have seen what has happened in Sri Lanka. Pakistan itself is facing very serious economic issues on the external front, because we also import wheat, we also import most of our petroleum products, so it has put a serious strain on our economy. I’m sure there are many other countries that are facing these difficulties. So what we urge all the players that are involved in this conflict is, that we have to find a peaceful solution through dialogue, through diplomacy, because conflicts and wars don’t provide any solution. That has been our consistent perspective in respect of Afghanistan, and we say that, also, in the case of Ukraine.

Gillesberg: Well, most people and most politicians normally say, “first we have to create peace, and once we create peace we can begin to collaborate.” The Schiller Institute has always insisted that it’s the other way around, that you create peace through development: That if nations engage with each other, in really taking care of their common interests by having economic development, then you also have the opportunity for long-term peace.

The Schiller Institute is right now circulating a petition that was released a few days before the outbreak of the Russia-Ukraine war, entitled, “Convoke an International Conference To Establish a New Security and Development Architecture for All Nations,” modeled on the 1648 Peace of Westphalia, which, after 30 years of war in Europe, which really was over 100 years of war in Europe, the conflicting parts then agreed that peace could only come about by taking into account the interests of every country. Also, the regional economic development programs are essential for increasing global security. Do you have any comments on this proposal?

Ambassador Farooq: I think it’s a good proposal. But if you look at it from a historical perspective, didn’t this happen at the end of the Second World War when we created the United Nations, and the United Nations Charter has all those elements—respect for territorial integrity, non-use of threat or force; solving disputes through peaceful means—all this was there, and then the whole global architecture was created, the financial and economic architecture that was meant to promote peace and development. And the European Union, itself, is the best example that once countries start to cooperate economically, then the chance of having a war is reduced significantly. We are seeing this in the Southeast Asian region, where we have ASEAN. So it is correct.

But at the same time, we still see, that there are forces, or it’s perhaps when a certain generation which has gone through these difficult times is phased out, and there is a new generation, they forget about how destructive wars are, and you see the start of another war happening. There has to be a consistent effort by humanity that wars don’t provide any solutions, and we have to look at cooperation between the countries, and through that find peace.

So, this petition you have launched, it’s very timely, but now we have a war here, and we have to find a peaceful solution to it, because conflicts, as I said, are no answers to any differences between countries.

Gillesberg: Well, Mr. Ambassador, it’s been very interesting talking to you about these matters, and much more could be brought into the discussion, but is there anything else, at the end of the interview, you would like to say to the viewers?

Ambassador Farooq: Well, it’s been an interesting time for me, serving as Pakistan’s ambassador to a member of the European Union. And I believe that it is important to develop a better understanding of each other, in order to have peace, stability, and global prosperity. The world is facing huge challenges: COVID was just one example, but the bigger challenge and threat that the entire globe is facing is climate change. And what we are seeing is, for example, that the situation in Ukraine tends to dilute your focus from the bigger challenges that we all are collectively facing. So there is a need for bringing the world together to address those challenges in which everybody has a stake.

One of the key things for us which has come out of this conflict in Ukraine, is that we didn’t want to take any further sides in great power conflicts, because we believe that developing countries have to focus on the betterment of their people, and we have to look at what bigger challenges we are facing in the future.

Gillesberg: Also, when you have a conflict, where the obvious unsaid question is, when will this escalate into thermonuclear war, if the dynamic is not changed, it’s difficult to see how you can be a “winner” by simply choosing sides.

Ambassador Farooq: Exactly.

Gillesberg: Then it might be better to change the dynamic.

Ambassador Farooq: That is correct.

Gillesberg: Well, Your Excellency, thank you very much for the interview. And let’s talk again later, when, hopefully, some of these issues are getting a more interesting development, which gives more opportunity for actually solving the problems.

Ambassador Farooq: Thank you Tom. It’s always a pleasure to interact with the Schiller Institute.

Som en tæt nabo til Afghanistan har Kina altid respekteret dets suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet; holdt sig til ikke-indblanding i dets indre anliggender og ført en venlig politik over for alle afghanere. Vi håber, at Taleban vil opbygge en bredt funderet og inkluderende politisk struktur, føre en moderat og forsigtig indenrigs- og udenrigspolitik, beskytte kvinders og børns rettigheder, resolut bekæmpe terrorgrupper og udvikle venskabelige og samarbejdsrelationer med sine naboer og andre lande. Vi håber inderligt, at Afghanistan kan finde en udviklingsvej, der passer til landets nationale forhold. For at imødekomme det afghanske folks umiddelbare behov har Kina meddelt, at landet vil levere forsyninger til en værdi af 200 millioner RMB til Afghanistan, inklusive 3 millioner doser af COVID-19-vacciner. Når sikkerheden og andre forhold tillader det, er Kina villig til at hjælpe Afghanistan med at bygge projekter, der vil hjælpe med at forbedre levevilkårene, og vil gøre sit bedste for at støtte Afghanistan i dets fredelige genopbygning og økonomiske udvikling.

Vi opfordrer det internationale samfund til at spille en konstruktiv rolle i Afghanistans fredelige genopbygning på grundlaget af respekt for Afghanistans suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet, respekt for det afghanske folks vilje og overholdelse af det af afghansk ledede og afghansk tilegnede princip. Vi har bruge for mere dialog og for at give flere råd til den nye myndighed i Afghanistan uden nogen fordomme eller forudfattede idéer, og vi bør ikke skabe vanskeligheder for dem. Humanitær bistand er yderst presserende. Økonomiske sanktioner må stoppe. Ensidige sanktioner eller restriktioner mod Afghanistan bør ophæves. Landets valutareserver er nationale aktiver, der ikke bør bruges som et forhandlingskort til at lægge politisk pres på Afghanistan.

Den bratte forandring i Afghanistan minder os endnu engang om, at militær intervention og magtpolitik ikke har folkelig opbakning, og at udenlandske modeller og den såkaldte demokratiske transformation ikke er holdbare. Hvad relevante lande har gjort i Afghanistan i løbet af de sidste 20 år, er endt i fiasko. De bør seriøst reflektere over det og rette fejl rettidigt, i stedet for at gå væk fra problemerne forårsaget af deres egen ageren, og overlade dem til Afghanistan og andre lande i regionen. Når alt kommer til alt, bærer de det uomgængelige politiske, sikkerhedsmæssige, økonomiske og humanitære ansvar for Afghanistan, og er mere forpligtet end andre lande til at hjælpe Afghanistan med at opretholde stabilitet, forhindre kaos og begive sig ud på vejen til fred og genopbygning. De bør oprigtigt honorere deres forpligtelse til det afghanske folk og tage konkrete skridt for at deltage i det internationale samfunds bistandsindsats i Afghanistan.

Del 1:

Mange tak til Schiller Instituttet for indbydelsen, som jeg accepterede med entusiasme, for at tale om spørgsmålet som jeg har haft med at gøre i et par forskellige roller. I første ombæring fordi Afghanistan er hovedproducenten af narkotikaafgrøder i verden, producent af størstedelen af opium og heroin, som indtages i Vesteuropa, og min rolle på det tidspunkt, som administrerende direktør for FN’s Agentur for narkotikabekæmpelse og kriminalitetsforebyggelse, og dernæst, som et medlem af Europa-Parlamentet, havde med Afghanistan at gøre, som ophavsmand til den Europæiske Unions strategi for Afghanistan. Det er en rapport, som stort set er blevet godkendt af Europa-Parlamentet i 2010, og derefter ignoreret af den Europæiske Kommission i de efterfølgende år.

Så, Afghanistan har et sted i mit hjerte, ikke blot som en studerende i politiske spørgsmål og en sociolog, men også som et land der har rigeligt af betydning og symboler for os alle i Europa og i resten af verden.

Sidste sommer – vi havde bevis derpå – syntes spørgsmålet om Afghanistan at blive den højeste prioritet i verden; [og] blot to måneder senere, et fuldstændigt kollaps i interessen omkring Afghanistan og alt relateret til det. Jeg er forbløffet, disse dage, over det drastiske skifte i interessen for den finansielle og offentlige mening, både politisk og i medierne, om Afghanistan. Så snart den sidste amerikanske soldat forlod landet, efter næsten alle vestlige personer var evakuerede ud af landet, faldt et tæppe af stilhed pludselig ned over Afghanistan. I de sidste to uger læste jeg i de italienske aviser blot én artikel om Afghanistan. Der er ingen, som synes at være særligt interesseret i spørgsmålet.

Og dette er desværre bekræftelsen af en attitude, som vi i den vestlige verden har, om hvad som helst der ikke passer ind i vores syn på verden. Som Hussein [Askary] lige sagde: Der er et komplet, nyt paradigme i verdensordenen og i politiske anliggender, som nu bliver mere og mere tydeligt fra dag til dag. Men dette paradigme startede ikke med krisen i Afghanistan. Det begyndte for flere årtier siden, og hvad der sker nu er bare, at vi bliver klar over denne nye sammensætning af verden.

Min plan tilintetgjorde valmueproduktionen

Min interesse i Afghanistan handlede om kontrol af narkotika, og da jeg fik min position i toppen af FN, mente jeg, at det var en mulighed for at omsætte det til praksis, som jeg som student havde udarbejdet flere år tidligere: Det faktum, at problemet med hårde stoffer, både heroin og kokain, som indtages i Vesten, har sit ophav i det land, som producerer stofferne. Ikke kun fra et fysisk – det er klart, at disse er naturlige stoffer, som er produceret et andet sted, ikke i Europa – men også fra et økonomisk og socialt standpunkt.

Så den bedste strategi var ikke at angribe problemet her, i den sidste fase af narkotikahandlen. Den bedste måde var at gå til kilden af én økonomisk grund: Det faktum, at opiumproblemet, ved kilden, er meget lille, i økonomisk forstand. Opiumspørgsmålet, heroinspørgsmålet, stofmisbrug bliver et stort problem i slutningen af kæden. Hvad der altid har forbløffet mig om tallene for heroinproduktionen i Afghanistan, [er]: 10 kg opium omsættes til 1 kg heroin: 1 kg opiumvalmuer i Afghanistan koster ikke mere end 10 eller 20 dollars. Kiloprisen for heroin i Afghanistan, ved gårdsporten, bliver ikke solgt for mere end 100, 200, 300 dollars. 1 kg heroin her, i København, koster omkring 40.000, 50.000, 60.000 dollars. Så strategisk set gav det langt større mening at gribe ind ved kilden.

Gårdsproduktionen af opiumvalmuer i Afghanistan, da jeg begyndte at beskæftige mig med landet, var omkring 100 millioner dollars om året. Sidste år, i 2020, var det 250 millioner dollars, den samlede produktion af opiumvalmuer i Afghanistan. Det er 90% af verdens opium: Så 250 millioner dollars bliver til 15 milliarder dollars her i Europa og næsten det tilsvarende i USA.

Jeg var ikke den første, som tænkte tanken, at vi kunne gribe drastisk ind med en meget lille mængde resurser, ved kilden, og blot tilintetgøre produktionen af opiumvalmuer, og forsyne de afghanske landmænd med et reelt alternativ i form af andre slags afgrøder; eller vi videreudviklede konceptet. Vi talte ikke længere blot om simpel udskiftning med andre afgrøder, [men] om integreret, økonomisk udvikling.

Jeg udviklede planen, hvormed opiumvalmuer i Afghanistan kunne udryddes i løbet af 10 år – dette var i året 1997. Planen var enkel; den kostede 100 millioner dollars – 20 millioner om året i fem år for at tilintetgøre produktion – 20% hvert år – og så 5 år til for at konsolidere resultatet. Jeg præsenterede denne plan i Wien til alle medlemslande, særligt Danmark og Sverige: De var de eneste lande, som øjeblikkeligt lovede at bidrage 10% af tallet, som blot stolede på den plan, som vi præsenterede dem for. Men jeg fik en solid tilslutning af alle medlemslande, og sågar amerikanerne, som på det tidspunkt var på meget god fod med Taliban.

Taliban havde det år grundlæggende set kontrol over 80% af landet. De var Afghanistans regering. Og selv især USA fortalte mig: »Grønt lys; tag derhen. Dette er et land, som vi ikke er særligt interesserede i længere, så europæerne kan arbejde der. Vi vil støtte dig, programmet og alt« – selv hvis de aldrig troede på udskiftningen af afgrøder.

De eneste lande der troede på udskiftningen af afgrøder var de nordeuropæiske lande – de skandinaviske lande – og Italien og Tyskland. De støttede op om idéen. Mange andre lande støttede den aldrig, enten fordi de ikke forstod idéen, eller fordi amerikanerne altid støttede idéen om at ødelægge opdyrkelsen ved at afbrænde afgrøderne, og de var altid meget skeptiske overfor alle andre alternativer.

Så jeg overbeviste hele tiden amerikanerne, i løbet af Clinton-administrationen, at de i det mindste skulle se på resultaterne af dette program og så tage den derfra. Så de modsatte sig det ikke. Vi taler om et tidspunkt med en unipolær verden; på det tidspunkt var det virkelig kun USA, som var den eneste supermagt på verdensscenen, så man kunne aldrig gøre noget i FN uden deres godkendelse.

Jeg tog til Afghanistan, hvor FN havde en ret stor intervention; ikke kun humanitære programmer, men også mit program, hvilket var et mellemstort program i familien af FN-programmer. [Vi] havde en betragtelig pengesum, særligt havde vi et par hundrede personer, som lavede en optegnelse over produktionen af opiumvalmuer i Afghanistan. Hvert år lavede vi en lokal analyse [i modsætning til én satellitbaseret analyse], provins efter provins, område efter område, af al opiumproduktion.

Forhandlingen med Taliban

Med denne godkendelse tog jeg så til Afghanistan. Og jeg mødte den tids Taliban-ledere. Talibans statsminister på det tidspunkt kom til mødet. Ved begyndelsen af mødet fortalte han mig: »Du ønsker at udrydde produktionen af opiumvalmuer i Afghanistan på 10 år? Hvorfor vil du vente 10 år? Du kan give os de 250 millioner dollars, og vi vil gøre det på et år«.

Jeg afbrød forhandlingerne for at konsultere med mine folk, fordi dette var en stor ting. Og så sagde jeg til ham:

»Nej, det er ikke muligt. For det første har jeg ikke 250 millioner dollars, og jeg bliver nødt til at spørge donorerne for at kunne gøre det. Donorer vil ikke engang give mig blot 1 dollar, på grund af jeres omdømme hvad kvinders rettigheder og narkotikaspørgsmålet angår. I har ikke troværdighed overhovedet på den internationale arena.

Så først må I gå i gang, vis at I er troværdige, og så kan jeg fortælle jer, at jeg vil gøre alt hvad der er i FN’s magt for at støtte jer i dette spørgsmål om at finde alternativer for bønderne. Man skal jo selvfølgelig ikke bruge tvang eller vold mod bønderne, og så videre.«

De fortalte mig, ja, de kunne ikke lide svaret…

»Men for det første,« sagde jeg til dem, »bliver I nødt til at forbyde opiumopdyrkelse, fordi det har I aldrig gjort«. De legede med Koranens fortolkning af »rusmidler«. Det var ikke klart, ifølge dem, om Koranen, med »rusmidler«, hvilket er alkohol og så videre, også inkluderede opium.

Så vi inddrog nogle store, religiøse eksperter fra deres side, Sunni-eksperter i Koranen, som fastslog – vi betalte også studiet udført af disse eksperter – at opium var et »rusmiddel«. Og de lavede et forbud mod opiumvalmuer; vi skrev den faktiske lov, og så begyndte de virkelig at sige, at de ville håndhæve den.

Ved det samme møde besluttede vi så – statsministeren havde taget afsked – og guvernøren for Kandahar blev tilbage, og vi forhandlede os til et slags eksperiment i Kandahar-regionen. De ville tilintetgøre opiumvalmuer i Kandahar-regionen, og vi ville genåbne en hel fabrik, som var ude af drift der, hvilket ville skabe arbejdspladser for 2.000 personer, herunder kvinder. Det var blevet bygget af et tysk firmaer for årtier siden og var blevet efterladt. Men efterladt i god stand. Det krævede blot at blive forsynet med strøm. Vi udførte eksperimentet, og fabrikken fungerede.

Så dette var vores forslag: tilintetgørelsen af opiumvalmuer i Kandahar-regionen og genåbningen af en fabrik og arbejdspladser for folk, herunder kvinder.

På dette tidspunkt var der forhandlinger internt i Taliban, fordi de umiddelbart havde sagt »nej«. De sagde, »Okay, farvel«. Så sagde jeg, at jeg godt ville lave en udtalelse: »I nægtede at genåbne en fabrik, som ville skabe mere end 1.000 arbejdspladser, på grund af spørgsmålet om kvinder, som ikke ville [blive tilladt at] arbejde i fabrikken«. På det tidspunkt konsulterede guvernøren med den øverste leder af Taliban, mullah Mohammed Omar, som boede blot et par kilometer væk, og ved historiens ende sagde de, »ja, kvinder kan arbejde i fabrikken, men i en afskilt del af fabrikken«. Okay, intet problem, men de kunne arbejde i fabrikken, som alle andre.

De begyndte at omsætte aftalen. På et vist tidspunkt stoppede aftalen. Vi var begyndt at arbejde på fabrikken. De sagde: »Nej, nej, I må stoppe fabrikken, fordi vi har solgt den fabrik til en forretningsmand, en udenlandsk forretningsmand, som var en vis mand, der kom fra Saudi-Arabien, ved navn Osama bin Laden, der boede blot en landsby længere væk fra mullah Omar i Kandahar på det tidspunkt. Vi taler om november 1997.

Og da jeg tog hjem fortalte jeg amerikanerne alting. Jeg havde et møde med alle programmets donorer, og de sagde på den tid, hvad jeg siger til jer nu, inklusive om bin Laden. Så ingen kan sige, at de ikke kendte til bin Laden og alle de andre.

I hvert fald, så begyndte der at være meget usikker adfærd fra deres [Talibans] side de efterfølgende år, men vi blev ved med at tilskynde dem, bibeholdt altid en grad af forhandling. Jeg mødtes med dem i Kandahar; jeg mødtes med dem i Pakistan, hvor de har et vigtigt kontor; og de havde også et andet meget vigtigt kontor i New York, hvor de havde med alle lande at gøre, et kontor med to personer, en mand og en kvinde – en kvinde, som ankom i blå jeans, en Taliban-kvinde; jeg spurgte hende: »Hvordan kan du gøre dette? Hvis jeg tager et billede af dig her og nu, og sender det til Afghanistan, hvad ville der ske med dig?« Hun sagde: »Intet. Jeg er her med fuld tilladelse af regeringen, de ved det udmærket. Jeg er en diplomat, og jeg er bemyndiget til at tale med dig og en hvilken som helst anden, og til at klæde mig på denne måde«. Nå, nå.

Del 2:

Nul opiumproduktion

Altså, de begyndte at blive usikre. I nogle områder samarbejdede de med os og modvirkede opdyrkning; donorerne blev temmelig skuffet og trak deres støtte til programmet tilbage. Men jeg fortsatte med at arbejde med programmet; donorer støttede vores begrænsede program for dele af Afghanistan, og støttede andre dele af vores program, men mistede entusiasmen for spørgsmålet indtil sommeren 2001: I sommeren i 2001 var der ingen opiumproduktion i Afghanistan, fordi de under pres fra os, og også fordi de ønskede at genvinde tilliden, som de havde mistet fra os, på grund af deres usikkerhed i de efterfølgende år; jeg krævede også, at FN’s Sikkerhedsråd indførte nogle sanktioner mod dem og så videre. Men vi mistede aldrig, aldrig forbindelsen med dem. Vi havde altid et positivt forhandlingsforhold, også på mange andre områder, hvilket jeg ikke ønsker at sige for mange detaljer om.

Nå men, udfaldet var: Nul produktion i Afghanistan. Vi kunne ikke tro vores egne øjne – der var ingen produktion, nul! Fordi de havde forbudt dyrkning i september/oktober, og der var ingen produktion af opiumvalmuer i landet. Så vi påviste, at det er muligt ikke at producere opium i Afghanistan.

Året 2001, sommeren: 11. september, samme år. USA’s oktoberinvasion af Afghanistan med fuld støtte af det internationale samfund. Vi gav USA fuldt råderum i tiden efter hændelserne omkring 11. september. De invaderede landet og vi håbede at de ville konsolidere resultatet på vores side, som havde med narkotikabekæmpelse at gøre.

Jeg talte med alle embedsmændene i det amerikanske udenrigsministerium, som var ansvarlige for narkotikaspørgsmålet. De fortalte mig, »Jo, jo, jo, vi vil fortælle alle vores militærfolk, at vi fik dette kæmpe resultat, også takket være din intervention«, og alle de andre. »Du kan være sikker på, at dette resultat vil blive opfulgt de i kommende år.«

Nå, hvad der skete, var præcis det modsatte. Toppen af det amerikanske lederskab, begyndende med forsvarsminister [Donald] Rumsfeld, tog til Afghanistan, og han lavede personligt en række aftaler med de førende krigsherrer i Afghanistan, Talibans fjender, lederne af den Nordlige Alliance, angående kampen mod terrorisme, som hovedsageligt ikke var en alliance eller et produkt heraf; til gengæld – ikke skrevet ned og så videre – men de tilsidesatte spørgsmålet om narkotika, og gav i praksis grønt lys for dyrkning, således at [valmuedyrkning] skød i vejret til enorme niveauer året efter.

Ved slutningen af dette år havde vi, gennem data som russisk efterretning gav os, opdaget en hel række af heroinlagre på grænsen mellem Tadsjikistan og Afghanistan. Fyrre heroinlagre, 100 tons heroin i alt. 100 tons heroin er Europas samlede efterspørgsel for et år. Så smuglerne byggede denne række af lagerbygninger, hvor de oplagrede kæmpestore mængder af heroin. Vi havde billedet af disse lagre, og jeg gik til FN’s Sikkerhedsråd og opfordrede til en intervention.

USA, Sikkerhedsrådet og EU triller tommelfingre

Først talte jeg selvfølgelig med amerikanerne og med andre, Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer. Amerikanerne var ekstremt flove; de havde et stort møde med alle de amerikanske agenturer som var involverede, og konklusionen var, at de ville være neutrale. De kunne ikke bekræfte eller støtte vores intervention i ødelæggelsen af disse laboratorier, og de ville ikke modsætte sig den. Grunden var meget simpel, fortalte en højtstående embedsmand fra udenrigsministeriet mig. [Udenrigsminister Madeleine] Albright. Grunden var, at de ikke kunne indrømme, at de ikke havde opdaget det; at vi gjorde det.

Hvis vi går til Kongressen og siger, at dit agentur, som har et budget på 70 millioner dollars, gjorde dette, vil de øjeblikkeligt kræve, at vi og alle andre nedlægges, fordi vi har givet flere milliarder ud på efterretninger om alting. »Hvor meget betalte I for dette?« Jeg fortalte, at det var russiske efterretninger, som havde givet os de data, og de spurgte: »Hvor meget betalte I?« Jeg fortalte dem, »Omkring 200.000 dollars«. »Hvis jeg går derhen [til den amerikanske kongres] og siger at I, FN, med [blot] 200.000 dollars gjorde dette, og at vi ikke havde nogen idé om det, så er der så mange mennesker, som vil miste deres arbejde«. I sidste ende var neutralitet resultatet.

Jeg gik til FN’s Sikkerhedsråd med informationerne, med kortene. Vi viste dem kortene med laboratorierne og så videre, og vi havde flere muligheder hvad handling angik. Det mest enkle var en meget simpel intervention, at ødelægge det – russerne havde på det tidspunkt 10.000 personer på grænsen til Tadsjikistan. De kunne gøre dette med [nærmest] intet, med en ekstremt lille… vi havde mangel på alting på det tidspunkt. Vi kunne finansiere – med en meget lille sum; jeg kunne også gøre det med mine personlige midler, som direktør for programmet.

Vi ville gøre det øjeblikkeligt som aftalt. Men selvfølgelig kræver det et mandat fra Sikkerhedsrådet. Mandatet blev aldrig givet, på grund af briternes direkte opposition. Storbritannien, først fortalte de mig, at de synes at jeg ikke engang skulle tale om det. Da jeg fortalte dem, at jeg arbejdede for FN, og ikke for den engelske dronning, sagde de: »Det vil du få betalt«. Og jeg betalte senere. Men Sikkerhedsrådet lyttede gennem hele denne diskussion, og Storbritannien nedlagde veto mod at fortsætte diskussionen, og alt døde på denne måde.

Hvad vi påviste

Bare lige for at afslutte historien om hvad vi påviste.

Vi beviste, at man med et minimum af investeringer af ressourcer gennem en tæt forhandling med Taliban kan få disse resultater. Vi kunne få disse resultater igen, og det er det som jeg lige har forslået mit land at gøre. Jeg skrev til hr. [Mario] Draghi, statsministeren, og sagde at EU, og Italien i særdeleshed, skulle begynde med at foreslå Taliban at gentage, hvad de gjorde i sommeren 2001.

At finansiere et alternativt udviklingsprogram, som ikke ville koste mere – at gøre dette øjeblikkeligt, ikke på fem år eller ti år – Afghanistan er ikke det samme nu, som for 20 år siden, dette kan gøres nu, egentligt, på et år, med moderate investeringer på mindre end 100 millioner dollars i et år, og kun i tre til fire år. Svaret fra statsministeren var, »Åh, jo, forslaget er meget godt, det giver god mening. Men det er FN, der skal gøre det«. Jeg sagde til ham: »Hør her, FN er ikke verdensregeringen; FN er en sammenslutning af stater. Vi er FN«.

De sagde, at de ville snakke om det i Det europæiske Råd og alle de andre steder.

Grunden til at jeg siger det til jer nu er fordi jeg tror, at dette stadigt kan gennemføres nu, og chancerne for succes er meget større nu end for 15 eller 20 år siden. Fordi… Taliban er stort set det samme. De er ikke det nye eller gamle Taliban og så videre, men grundlæggende set det samme. Men selvfølgelig, som landets regering, bliver de nødt til at have en vis succes, og det vigtigste, fra et europæiske standpunkt de kunne opnå, er udryddelsen af narkotikaproduktion, som rammer direkte ned i hjertet på 1 million unge europæere, mænd og kvinder. Så dette må og skal blive til den højeste prioritet i en humanitær intervention, som min kollega, Hussein [Askary], allerede forklarede meget detaljeret, og som ville være et minimum af omkostninger fra Den europæiske Union. I min rapport påviste jeg, at EU giver 1 milliard euro ud, til ikke-militære interventioner i Afghanistan. 1 milliard euro er nok, hvis de havner i hænderne på det afghanske folk, til at bære en proces af forandring og udvikle Afghanistan.

Forhindringer fra ’lovlig korruption’

Men den største forhindring i denne sag er en anden: det faktum at ud af den ene milliard euro – som jeg opdagede i undersøgelsen, som jeg foretog i forbindelse med min rapport – ud af den ene milliard euro er det kun 20% som kommer frem til Afghanistan. Jeg samlede alle tallene for medlemslandene, og det er 1 milliard euro. Men da jeg tog til Afghanistan og så tallene fra finansministeriet og så videre, var de reelle penge, som kom fra EU, omkring 200 millioner euro. Jeg beregnede, at ud af disse 200 millioner euro ender 50% af dem i lommerne på afghanske ministre, præsidenten og resten af dem. Så kun en tiendedel af denne sum kommer frem den afghanske befolkning.

Man spørger, »Hvor er de 80%?« 80% procent er hvad jeg kalder »lovlig korruption«. Det er ikke korruption, det er spild. Nogle gange er det korruption, nogle gange spild og så videre, hvilket er en stor pengesum, som forbliver i donorområdet. EU giver [alene] mellem 15-20% af hvert projekt ud på konsulentfirmaer – konsulentfirmaer, forundersøgelser, konsulenter, besøg og så videre. De data, som de gav mig, er 15%. Så har man en enorm mængde af spild i kanalen: disse penge går til nogle NGO’er, som så giver pengene til andre NGO’er; eller, man har ikke blot NGO’er – NGO’er er den bedste del af historien. Så går det også til specialiserede firmaer, teknologiske firmaer og så videre, som tager overpris for alt hvad de laver i Afghanistan – så en vej, der ville koste 1 million euro, bliver bogført som 10 millioner euro. Hvad end man laver i Afghanistan opkræves mellem 5-10 gange dens reelle værdi.

Del 3:

Hindring fra ’lovlig korruption’

Men den største forhindring i denne sag er en anden: det faktum, at ud af den ene milliard euro – som jeg opdagede i undersøgelsen jeg foretog i forbindelse med min rapport – ud af den ene milliard euro er det kun 20%, som kommer frem til Afghanistan. Jeg samlede alle tallene for medlemslandene, og det er 1 milliard euro. Men da jeg tog til Afghanistan og så tallene fra finansministeriet og så videre, var de reelle penge som ankom fra EU omkring 200 millioner euro. Jeg beregnede, at ud af disse 200 millioner euro ender 50% af dem i lommerne på afghanske ministre, præsidenten og resten af dem. Så kun en tiendedel af denne sum når frem til den afghanske befolkning.

Man spørger: ”Hvor er de 80%?” 80% procent er, hvad jeg kalder »lovlig korruption«. Det er ikke korruption, det er spild. Nogle gange er det korruption, nogle gange spild og så videre, hvilket er en kæmpestor pengesum, som forbliver i donorområdet. EU giver [alene] mellem 15-20% af hvert projekt ud på konsulentfirmaer – konsulentfirmaer, forundersøgelser, konsulenter, besøg og så videre. De data, som de gav mig, er 15%. Så har man en enorm mængde af spild på vejen: disse penge går til nogle NGO’er, som så giver pengene til andre NGO’er; eller, der er ikke blot NGO’er – NGO’er er den bedste del af historien. Så går det også til specialiserede firmaer, teknologiske firmaer og så videre, som tager overpris for alt hvad de laver i Afghanistan – så en vej, som ville koste 1 million euro, bliver bogført som 10 millioner euro. Hvad end man laver i Afghanistan, opkræves mellem 5-10 gange dets reelle værdi.

En skole i Afghanistan – jeg var i Herat, og jeg så, at den italienske hær var der. Herat var et temmelig sikkert område i Afghanistan, så hæren havde intet at lave, udover at lave nogle sociale projekter, et par projekter på en million dollars hver, som den italienske regering gav dem. Jeg undersøgte alle projekter. Hæren var udenfor kæden af international støtte; det var en hær. Meget enkelt. Jeg undersøgte dette og opdagede, at skolen kostede 100.000 dollars. Et hospital koster et par millioner dollars. Da jeg så regnskaberne for den generelle, internationale intervention, kostede en skole 1 million dollars og et hospital 20 millioner dollars.

På samme tid, som jeg var der, var der blot ét pædiatrisk sygehus i hele Afghanistan, et land på det tidspunkt med lidt under 30 millioner personer – ét pædiatrisk sygehus, og 20.000 kvinder døde i forbindelse med fødsler hvert år, 20.000! Så, det virkelige problem var ikke krigen. Det virkelige problem var sundhed og så videre. Jeg opgjorde denne enorme mængde spild, som må og skal reformeres. Heldigvis, nu efter 20 år, er der et langt bedre hjælpeprogram. Der er internationale erfaringer, som viser, at man med disse penge kan få et langt bedre resultat ved at give pengene direkte, ligesom Brasiliens forsøg viste; det kinesiske forsøg på at udrydde fattigdom er nok det bedste i verden i sin virkning.

Så nu forbedres forsyningskæden . Det er derfor jeg siger, at EU ikke burde anstrenge sig særligt for Afghanistan. Det skulle blot overbringe den internationale hjælp, givet i de sidste 20 år for ikke-militære formål, [men] på en bedre, mere effektiv måde. Narkotika er blot én side af det, ikke den største. Og helt bestemt kan dette være et meget stærkt argument i forhandlingerne med Taliban. Jeg kan garantere jer for, at i forhandlingerne med Taliban, [hvis] anerkendelsen af regeringen og et seriøst program for international støtte lægges på bordet, [da] vil regeringen overgive sig på spørgsmålet om kvinder. Det er jeg sikker på, fordi jeg kender dem. Jeg kender dem.

Spørgsmålet om kvinder er for dem – og jeg kan selvfølgelig ikke lide dette, det er bare indholdet af forhandlinger – at de kan hæve forhandlingernes pris. De ved ganske udmærket hvad vi synes om dem og kvinder; de ved ganske udmærket hvad vi tænker! Og de gør det med et formål, denne restriktionspolitik angående kvinder, fordi de ved, at dette er et vigtigt spørgsmål for os, hvor igennem de får magt, penge og anerkendelse.

Vi må ikke gøre ingenting

Men dette er en operation, som må udføres. Hvilken anden vej er der, udover den beskrevet af Hussein [Askary]? Gør ingenting og landet sulter, folk vil fortsætte med at dø; Taliban kollapser, og atter [vil der opstå] ustabilitet, terrorisme og vold, og det, som Afghanistan havde de sidste 40 år, vil vende tilbage. Det er ikke særlig svært at lave den forudsigelse. Hvis Taliban kollapser, vil landet igen havne i fuldstændig kaos!

Det er muligt at snakke med dem. De er ekstremister, de er ikke, mener jeg, normale folk. De vandt en uafhængighedskrig. De er radikale. Det er naturligt. Man har aldrig set en bevægelse, der kæmpede i 20 år, fik magten, og  være ligesom Danmarks regering. Jeg mener, folk projicerer i forhold til Taliban! De beordrer dem til at være tolerante, inkluderende, at have respekt for folks rettigheder og så videre. Jeg mener – jeg mødte disse folk. De kæmpede i 20 år med en kalasjnikov, en kop te og et stykke brød. De har nu magten og vil ikke – spørgsmålet er, hvis de ikke får hjælp, hvis de ikke presses, så vil de begå fejl. De kan ikke klare opgaven. Dette er også normalt.

Da jeg tog til Sydafrika efter afslutningen på apartheid, umiddelbart efter den store krig mod apartheid, var Sydafrikas regering sammensat af folk, som var endnu mere inkompetente. Jeg må sige, at jeg altid støttede op om deres kamp siden begyndelsen; så jeg tog derhen med en stor idé om det. Det første jeg gjorde var at tage til Soweto, og jeg så en skrækkelig situation, skrækkelig! I Soweto var der rigeligt med vold, stoffer – indtagelse af stoffer overalt og så videre. Jeg snakkede med alle ministrene og så videre, og de var fuldstændig utilstrækkelige til deres opgave! De havde en meget uklar idé om, hvad der skulle gøres. Fordi de var krigere, de var ikke administratorer.

Denne transformationsproces af krigere til administratorer er meget lang [og] svær, men mange andre lande gjorde det, med forskellige resultater. Algeriet er et andet eksempel på en fuldstændig fiasko. Uafhængighedsbevægelsen overtog magten fra en meget stærk kolonimagt, Frankrig, og resultatet var, at de var ude af stand til at opbygge et moderne Algeriet. De forsøger stadig at opbygge det. Så, disse er svære processer, som må forstås, før  der dømmes og vurderes, og alt det andet.

Måske stopper jeg her. Mange tak!

Billede: European Parliament/Pietro Naj-Oleari

Følgende er en dansk oversættelse af Hussein Askarys tale, som blev udgivet i Executive Intelligence Review den 22. oktober 2021.

Den generelle retningslinje for vores diskussion er, at vi ikke er her for at analysere ting, vi er her for at igangsætte en udviklingsproces, som fru Helga Zepp-LaRouche, stifteren af vores Schiller Institut, igangsatte allerede i juli måned, sågar før Taliban overtog magten, fordi hun indså at vejens ende er nået, og at der er et nyt paradigme, som burde erstatte det gamle, forfejlede paradigme, som alle kunne se for dem selv.

I min præsentation vil jeg fokusere på tre dele. Den første handler om den humanitære katastrofe; den anden vil være om den fejlslagne geopolitik; og så vil vi gå mere i detaljer med hvad vi mener løsningen er, vejen frem, ikke blot i forhold til Afghanistan, men til hele Eurasien og verdens politik.

Den humanitære katastrofe

Der er et enormt kynisk spil, som spilles af de samme magter, der havde besat Afghanistan i de sidste 20 år og derefter forlod landet komplet i ruiner. Efter at have afskåret al finansiel støtte til Afghanistan – USA har indefrosset 9 milliarder dollars af den afghanske regerings finansielle midler; det er ikke Talibans penge, det er til regeringen og staten Afghanistan for at være i stand til at importere fødevarer, elektricitet, medicin og alt andet – så siger de: »Se, Taliban er ude af stand til at regere, fordi der er sult, der er kaos, hospitaler er lukkede, der en ingen medicin; Se, Taliban kan ikke regere!« Det er en meget, meget kynisk attitude, som vi bliver nødt til at vende om på meget hurtigt, eftersom det der står på spil ikke er Taliban; det der står på spil er 39 millioner mennesker i Afghanistan, som meget få folk taler om.

Altså, nogle folk forsøger at bebrejde Taliban for alting for at dække over deres egne fejl, [og spørger]: »Hvordan kan det være, at et land, efter 20 år og udgifter på 2,5 milliarder dollars, ikke kan opdyrke sin egne fødevarer, ikke kan have hospitaler, ikke kan producere sin egen strøm, og at der er mangel på vand, der er mangel på alt?« For at dække over deres egne fejl siger disse magter: »Se, Taliban er en fejlslagen stat. Afghanistan er en fejlslagen stat«. Men jeg håber ikke at dette vil ske, som jeg vil forklare.

For nyligt sagde internationale hjælpeorganisationer, og særligt FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation og Verdens Fødevareprogram, at der er 14 millioner mennesker i Afghanistan, som øjeblikkeligt er truet af hungersnød. De er allerede sultne, 4 millioner er truet af hungersnød; disse mennesker kan dø, de kan dø, hvis der ikke sendes nok mad til dem. Der var dusinvis, måske hundredvis, af små klinikker, som blev lukket, fordi internationale organisationer trak sig ud, og opgav deres arbejde der. Disse centre lukkede. Selvom de er meget små, bidrog de med nogle ydelser til befolkningen.

Nu har vi sågar FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation, som siger, at tidspunktet muligvis er forpasset, hvor landmændene i Afghanistan, i slutningen af september, sår hvede for vinterafgrøderne (sået i efteråret og høstet i den tidlige sommer). Den yderligere faktor her er, at landmændene har brug for, at frøene importeres udefra for at kunne så.

Mange hospitaler vil ikke være i stand til at kunne tilbyde ydelser, fordi, gæt hvorfor. Afghanistan importerer 80% af dets strøm fra nabolandene. Med regeringens indefrosne, finansielle midler kan de ikke betale elregningen for den importerede strøm til Usbekistan, Kirgisistan, Iran, og de kan ikke betale for fødevarer, hvilket kom fra Pakistan, som er den største eksportør af fødevarer til Afghanistan. Så hele landet er i en total katastrofe, og dette må vendes rundt øjeblikkeligt.

Så, vi skulle opgive det kyniske syn om at »lade der være kaos, så vi kan bevise for alle, at Taliban har slået fejl; og at Talibans naboer har slået fejl«. Men jeg tror ikke, at det kommer til at ske på denne måde.

Jeg tror, at der er en vej tilbage fra denne fiasko for USA, for NATO-landene og for EU, ved at de bidrager til at afhjælpe denne katastrofe og tillade støtten at vende tilbage, frigøre pengene, som den afghanske regering kan gøre brug af, og samarbejde med Afghanistans naboer, med Kina, med Rusland, med Pakistan, Iran – alle disse naboer – for at genopbygge Afghanistans økonomi, som jeg vil forklare.

Og det er en øjeblikkelig prioritet for os, Schiller Instituttet, men det burde være en prioritet for alle, at mobilisere for dette.

Den fejlslagne geopolitik

Den anden side af dette er den fejlslagne geopolitik. Hvad Tom sagde, hvad fru Helga Zepp-LaRouche har sagt, at dette ikke er Saigon 1975, at dette er Berlin-murens fald 1989, eftersom vi havde en æra, som blev afsluttet, og forhåbentlig afsluttes geopolitikkens æra, som eksisterede i 200 år; højst sandsynligt får den sin ende det samme sted, hvor den blev født. »The Great Game« – Det store Spil – blev født i Afghanistan. En meget vigtig bog om dette – den hedder The Great Game: The Struggle for Empire in Central Asia (Det store Spil: Kampen for imperiet i Centralasien) – var en af de første bøger, jeg fik af Schiller Instituttet i 1996, da jeg tilsluttede mig, og den beskriver i detaljer, hvordan det Britiske Imperium brugte Afghanistan som en stødpude mod Rusland.

Alle Afghanistans grænser er blevet skabt af britiske efterretningsofficerer, som lavede aftaler med stammeoverhoveder i forskellige dele af regionen, særligt i området omkring Panjshir-floden; alle disse grænser blev skabt af briterne, fordi de ikke kunne kontrollere Afghanistan: briterne tabte tre krige i Afghanistan, i 1832-42, i 1870’erne og i 1919. De invaderede Afghanistan, men de kunne ikke kontrollere det. Så de forvandlede Afghanistan til en stødpude, og hvis man betragter Afghanistans topografi, er det en naturlig barriere mellem nord og syd. Så briterne udnyttede dette.

Og den selvsamme person, den britiske efterretningsofficer, som opfandt navnet »Det store Spil«, Arthur Conolly, blev halshugget i Bukhara i Usbekistan, fordi han var en udmærket muslimsk købmand og blev taget i at udspionere der. Han endte med at blive halshugget af Bukharas emir.

Min pointe er, at det samme sted hvor den destruktive geopolitik, Det store Spil, begyndte, nu kan afsluttes. Denne fejlslagne politik så vi ikke blot gennem hele den sovjetiske æra, mobiliseringen af det såkaldte Mujahedin mod den sovjetiske hær i 1980’erne med ligeså katastrofale resultater, men, som et resultat af dette, fandt en borgerkrig sted i 1990’erne, og Taliban fik magten; og nu, siden 2001, har vi så haft en katastrofal, ny fase i denne geopolitiske historie, som vi håber, vi tror på, at det nu kan få en ende.

Jeg kan normalt ikke lide at tale om antallet af ofre, men det giver en idé om de enorme kvaler, som blev skabt siden 2001, både i Afghanistan, men også i Irak og andre lande, der på en måde havde »regimeskifte«. Vi har disse tal fra et projekt i Watson-instituttet for internationale og offentlige Anliggender ved Brown University i USA, kaldet »Krigens omkostninger«. Jeg har skrevet en artikel om disse kriges omkostninger. Der er overvældende lidelser i den civile befolkning i Afghanistan. Nu har nogle personer fortalt mig, at disse tal er forsigtige, men disse er dokumenteret: Der er 270.000 civile dræbt i både Afghanistan og Pakistan [siden 2001], fordi Pakistan også led under denne krig [fodnote: Disse tal beskriver antallet af civile dræbt af skud eller bomber – ellers ville tallene over dræbte være langt større, som et resultat af krigen selv]. Der er 73.000 dræbte afghanske soldater; der er 2.289 [dræbte amerikanske soldater i Afghanistan mellem 2001-2018] og 3.394 døde amerikanske, såkaldte »contractors« – disse var lejesoldater. Men betragt så det kolossale antal – 30.000 amerikanske soldater eller krigsveteraner – som har begået selvmord, efter at være kommet hjem. Man kan også forestille sig de enorme kvaler, som deres familier og lokale samfund, hvor de levede, må gå igennem.

I følge FN's Flygtningehøjkommissariat er der 2,5 millioner flygtninge fra Afghanistan i omkringliggende lande [siden 2001], for det meste i Pakistan og Iran. Jeg tror også, at dette er et forsigtigt skøn. Der er også 3,5 millioner internt fordrevne mennesker på grund af borgerkrigen og konflikter; folk var nødsaget til at flytte, særligt til de store byer, som skabte endnu større nød.

Og så er der de finansielle omkostninger af krigen i Afghanistan: 2,2 billioner dollars! Dette er en helt enorm pengesum, og intet er blevet bygget i Afghanistan i disse 20 år! Alle disse penge blev brugt på at kæmpe, på våben, på soldater og også på at fremme korruption i samfundet. Men overordnet set, siden 2001, har alle krige, hvor USA var involveret, kostet 10 billioner dollars.

Dette er utroligt – jeg gjorde et forsøg på at kvantificere i mit hoved, hvad man kan gøre med 10 billioner dollars. Man kan bygge Kinas højhastighedsnetværk på 30.000 km 17 gange. Man kan bygge De tre slugters Dæmning 322 gange rundt om i verden, og skabe 6.400.000 megawatt af energi. Det er faktisk det, som verden har brug! 6,4 millioner megawatt i strøm, dette er, hvad der er brug for til at dække energibehovet af hver person på kloden i deres hjem. Dette er, hvad disse krige har kostet. Men intet af dette blev brugt.

Jeg skrev en artikel om omkostningerne af krig og omkostninger af opbygning: Jeg sammenlignede katastroferne, som USA og NATO har været involveret i, med Kinas Bælte- og Vejinitiativ. Med mindre end 1 billion dollars byggede Kina tusindvis af kilometer af jernbaner, kraftværker, havne, lufthavne, landbrugsprojekter, industrielle zoner og så videre, med mindre end 10% af det, som blev givet ud på disse krige.

I denne forstand er vi kommet til – dette er den tredje del af min præsentation – som Biden sagde, ”dette er afslutningen på en æra”. Hvad kommer der efter denne æra?

Opbyg økonomien, dernæst kommer sikkerheden

Se, så siger folk, »altså, først skal man have sikkerhed, og så kan man opbygge økonomien« Forkert! Man skal opbygge økonomien for at være i stand til at stabilisere sikkerhedssituationen. I Pakistan er der mange angreb på kinesiske selskaber og pakistanske ingeniører, som opbygger infrastruktur i CPEC-projektet. Men statsministeren besluttede at fortsætte; man kan ikke stoppe med at opbygge økonomien, fordi hvis man stopper, så vil terroristerne vinde. Man beviser, at det fungerer. Hvad pakistanerne gør er at sige, terrorisme vil ikke stoppe os; vi vil ikke vente indtil situationen er »stabil«, fordi økonomisk underudvikling er en stor kilde til ustabilitet og terrorisme, og det bruges af magter i efterretningsverdenen til at finansiere ekstremistiske, separatistiske grupperinger og så videre.

Så nu kommer vi til vores vision om dette nye paradigme, om hvad der må gøres med Afghanistan. Der er mange interne spørgsmål i Afghanistan. Vi er ikke interesseret i at kontrollere hver eneste detalje i det afghanske samfund, ligesom EU eller USA gjorde ved at fortælle folk, hvordan de skal klæde sig, hvad de skal spise, hvordan de skal behandle deres børn. Det kan man ikke gøre mod en anden nation! Hvad man kan gøre udefra er at give dem et tilbud, som de ikke kan sige nej til, ved at sige: Vi hjælper jer med at integrere jeres økonomi i Bælte- og Vejprocessen. Vi kan bygge infrastruktur, vi kan hjælpe jer øjeblikkeligt med det humanitære problem; hvis I respekterer os som naboer, hvis I arbejde sammen med os om sikkerhedsspørgsmål, kan vi også hjælpe med at opbygge jeres infrastruktur – det er vigtigt for jer, men det er også vigtigt for os. Så alle vinder. Det er konceptet for gensidig vinding.

I den forstand forsøger vi at tage idéer fra forskellige kilder, herunder fra det tidligere udenrigsministerium. Et vigtigt aspekt om vores arbejde er, at vi ikke spiller geopolitiske spil. Fordi der er mange infrastrukturprojekter, foreslået af USA, som for eksempel den såkaldte TAPI-linje – rørledning mellem Turkmenistan, Afghanistan, Pakistan og Indien. Den idé – og vi udtalte på det tidspunkt, at denne aldrig vil blive bygget, fordi der er en geopolitisk intention bag den; den vil ikke hjælpe befolkningerne. Idéen var at sikre sig, at Turkmenistan, som har store gasreserver, ikke arbejder sammen med Rusland og Kina. Så man kan bringe gassen direkte gennem Afghanistan og Pakistan til Indien, vores allierede, og så til de internationale markeder. De ønskede at forhindre Iran og Pakistan og Indien i at bygge »Fredsrørledningen« for at eksportere gas fra Iran til Pakistan og Indien. Det blev også stoppet.

Men virkeligheden sætter sig igennem, og nu eksporterer Turkmenistan næsten al sin gas til Kina. Og Kasakhstan og andre nationer er afhængige af at eksportere deres gas til Rusland. Vores idé er, at alle disse projekter ville blive integreret med hinanden – ikke at spille geopolitiske spil, men at integrere disse regioners økonomier. Dette er en af idéerne fra det tidligere udenrigsministerium, Den regionale økonomiske samarbejdskonference om Afghanistan.

Afghanistan blev en del af Bælte og Vej i 2016. Abdullah Abdullah rejste til Kina, underskrev en aftale, men intet blev gjort. Afghanistan blev et medlem af Den asiatiske infrastruktur- og Investeringsbank for at få lån til infrastruktur, men det førte af åbenlyse grunde – modstand fra Vesten, men også korruption i landet selv – ingen steder hen. Men der var brillante idéer for at forbinde Afghanistans største byer og også at forbinde Afghanistan til deres naboer. Hvad der manglede, var forbindelserne til Kina og Pakistan. De fandt det ikke nødvendigt at have disse inkluderet, da den afghanske regering havde problemer med Pakistan.

Så nu ønsker vi at fjerne disse former for stridigheder, og der er ingen grund til, at rørledningen mellem Turkmenistan, Afghanistan, Pakistan og Indien ikke skulle blive bygget. Den vil komme alle til gode; den vil lette spændingerne blandt disse nationer, og sørge for at Indien arbejder med Kina, med Pakistan, med deres naboer, frem for at spille en skidt, geopolitisk rolle. Idéerne findes, planerne findes, mange aftaler er underskrevet, men de er aldrig blevet gennemført. Så det bør blive til en prioritet i diskussionen nu, ikke senere, med indbydelsen fra Shanghai Cooperation Organisation til Europa og USA ligeså, hvor SCO siger, vi ønsker at I er her, men vi vil tale om dét her. Vi vil ikke snakke om krig mod terror, vi vil ikke snakke om fundamentalisme eller at forandre kulturen eller regimet. Vi ønsker, at se om I kan bidrage til dette, kan I hjælpe med at finansiere og bygge projekter?

Der burde være en global dialog i forbindelse med alle disse projekter. Der findes også gamle russiske planer; vi medtog disse i vores første rapport, Den nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen, i 2014. Det russiske Akademi har designet planer for at forbinde Afghanistan med Centralasien og det nordlige Sibirien.

Afghanistans enorme potentiale

Afghanistan har enorme udviklingsmuligheder, vigtigst af alt det menneskelige potentiale, de menneskelige ressourser. Der er 39 millioner mennesker, men mere end 60% af dem er under 30 år gamle. Kun 2% af befolkningen er over 62 år, fordi levetiden er sunket på grund af alle disse krige. Men der er en kæmpe ung befolkning. Hvis de forsørges med en uddannelse, med ressourser, infrastruktur, da kan de blive landets vigtigste værdikilde.

Alle har hørt om alle de store mineralforekomster, som findes i Afghanistan, med en værdi på 1 billion dollars. Der er kobberminerne, jernminerne, men også lithium og sjældne jordarter – overalt i Afghanistan, hvilket passer! Men man bør ikke fokusere på pengene, fordi ellers er det »1 billion dollars, 1 billion dollars[!]« Disse kan faktisk bruges som et middel til at etablere en nationalbank til udvikling, ved at bruge deres naturresurser som en garanti for at skabe kreditter til udvikling – men det er en anden diskussion.

United States Geological Survey (USA’s agentur for geologiske undersøgelser) gjorde faktisk et fantastisk arbejde – dette er en af de få ting, som de gjorde godt; de undersøgte hele Afghanistans overflade, inklusive med »remote sensing«, satellitbilleder; de havde sendt geologer og havde afdækket hver eneste del af Afghanistan for at finde ud af hvad landets mineraler var (udover olie og gas). Og dette er en rapport, interessant nok, efter USA trak sig tilbage fra Afghanistan forsvandt hjemmesiden, som havde alle studierne. Man klikker på den, og den åbner ikke… Denne kæmpe database er ikke længere tilgængelig, efter USA trak sig tilbage. Alle Afghanistans regioner blev undersøgt – Mes Aynaks store kobbermine. Jeg vil vende tilbage til dette, fordi der er visse ting som vi har lært fra Lyndon LaRouche om fysisk økonomi, hvilket intet har at gøre med penge, intet har at gøre med disse ting: Der er en fysisk virkelighed, som folk må være opmærksomme på.

For eksempel er en af grundene til, at det kinesiske firma, som fik kontrakten til kobberminen, ikke opfyldte kontrakten var, at hvis man vil udvinde et hvilket som helst mineral, særligt lithium, men også kobber og jern, har man brug for enorme mængder af ferskvand. Man kan ikke [blot] tage jern fra undergrunden og sælge det på markedet: Det er blandet med andre ting. Man må knuse det, man må vaske det og adskille jernet eller kobberet eller lithiummet og bruge enorme mængder vand, og Afghanistan er et tørt land. Det kræver en masse elektricitet og kraft; man har brug for transport.

Afghanistan har dog floder; problemet er, at størstedelen af disse floder afhænger af smeltet sne i bjergene. Disse er også grænseoverskridende floder, de deler dem med andre lande, og Afghanistan har også en aftale med Iran om grænseoverskridende floder. De har ingen aftaler med andre lande; ingen ved hvem der kan kontrollere vandene.

Afghanistan modtager 55 milliarder kubikmeter af vand hvert år, gennem nedbør og andre måder; det er ligeså meget, som Ægypten får fra Nil-området. Men dette vand er spredt ud over hele området; det bruges ikke. For at kunne gøre det, bliver man nødt til at bygge dæmninger, man bliver nødt at bygge kontrolsystemer, man har brug for alle mulige former for moderne infrastruktur for at opbevare vandet og bruge det på den rigtige måde. Så dette er et af de store problemer som må løses, og det vil også bidrage til at gøre brug af mineralerne i landet. Uden vand kan er det ikke muligt.

Manglen på strøm er et stor katastrofe, som er blevet efterladt uløst i Afghanistan. Afghanistan producerer, som jeg sagde, kun 600 megawatt – det svarer til et lille kraftværk i Danmark. Resten importerer de fra andre lande, for det meste fra Usbekistan. Men Iran, som lider under hårde økonomiske sanktioner, producerer ikke kun elektricitet til deres egen befolkning, men eksporterer [også] dele af den til Afghanistan og eksporterer dele af den til Irak, som har været under amerikansk og vestlig kontrol i alle disse år! Det er en stor ironi.

I løbet af alle disse år var der ingen der  tænkte: hvorfor ikke bygge nogle kraftværker i Afghanistan? I Pakistan, indenfor de sidste 5-6 år, planlagde og producerede projekter, i forbindelse med Den kinesisk-pakistanske økonomiske Korridor, omkring 17.000 megawatt af strøm – vandkraft, kulkraft, og herunder to kernekraftværker, som bliver bygget i Karachi. Og alle angriber Kina, men ingen siger noget om denne katastrofe der finder sted i Afghanistan.

Jeg laver vittigheder om geopolitik i forbindelse med rørledninger, fordi de aldrig udmønter sig. Men hvis vi havde et nyt paradigme i relationerne, er der en ironi at få øje på: geopolitik fungerer ikke, men geoøkonomi gør. Realiteten i dag er, at Kina er Centralasiens største gas- og oliemarked. Det er ikke Danmark, det er ikke Bruxelles, det er ikke Washington. Der er en fysisk, geografisk virkelighed, som bestemmer den nye situation her, og alle nationer omkring Afghanistan har, tror jeg, indset dette, men det vigtigste lige nu er at forhindre, at Afghanistan ender i kaos, fordi det som man vil få, hvis den nuværende regering bryder sammen, hvis hungersnød bryder ud, vil være flygtninge overalt, men så vil terrorgrupper overtage landet. Det vil brede sig til nabolandene, og det kunne havde internationale implikationer.

Derfor er jeg sikker på at nabolandene – og det sker allerede – reagerer med humanitær hjælp fra Kina, Pakistan, Iran. Jeg var for nyligt i Iran; der er regelmæssige afgange med fly fra Teheran til Kabul. Så der er en hvis normalisering. Alle landene omkring Afghanistan indser nu – jeg tror at de planlægger at hjælpe med at normalisere situationen i Afghanistan, ligegyldigt hvem der er i regeringen.

Vores opgave er at sikre, at Europa og USA deltager, i stedet for kynisk at sidde her og håbe på, at Taliban bryder sammen, og at landet ender i kaos for at bevise, at Taliban ikke er bedre end os. Der er plads til tilgivelse. Der er plads til at forandre sin tilgang til tingene og tilslutte sig det nye paradigme, ved at åbne op for en dialog med Afghanistans naboer, med Shanghai Cooperation Organisation og se hvilken slags projekter USA og Europa kan bidrage til. USA havde, under Franklin Roosevelt i løbet af 2. Verdenskrig, allerede planer for udviklingen af Afghanistan, udvikling af de afrikanske nationer og selv af Kina. Der var en anderledes tilgang, som formede USA’s politik, og folk kan vende tilbage til dette, og Europa kan vende tilbage til sin humanistiske tradition og bidrage til noget, ikke for at betale for alle sine synder, men for at skabe en ny situation, hvormed disse gamle fejltagelser ikke gentages.

Det er, hvad jeg har at sige indtil videre, og jeg ser frem til diskussionen.

På vegne af Schiller Instituttet i Danmark og Københavns kontor for {Executive Intelligence Review} vil jeg byde alle velkommen og fortælle, at vi er glade for at se jer her. Dette er vores første fysiske begivenhed i lang, lang tid. Og vi besluttede på grund af sagens påtrængende karakter, situationen i Afghanistan, at vi meget hurtigt ville organisere dette seminar, fordi vi havde mulighed for at få nogle meget fremtrædende gæstetalere. Først og fremmest har vi en ekstremt presserende situation i Afghanistan: Vi har en utrolig humanitær katastrofe, som udvikler sig lige nu, hvis verden ikke arbejder sammen for at håndtere det.

Men på samme tid er det også et meget betydningsfuld øjeblik i menneskets historie, først på grund af tilbagetrækningen af ​​de amerikanske tropper fra Afghanistan og det totale sammenbrud af de amerikanske eller vestlige støttede og uddannede styrker, der inden for en meget kort periode stort set kollapsede hele eventyret, eller hvad de kalder "fortællingen" om hvad der er foregået i Afghanistan i løbet af de sidste 20 år — om genopbygning af demokrati og alle disse fantasifulde idéer; men også et udtryk for den samme proces, der generelt foregår i store dele af Sydvestasien.

Og da alt dette fandt sted, udtalte formanden for Schiller Instituttet Helga Zepp-LaRouche: Folk siger, at dette er som "Saigon-øjeblikket", det er ligesom da USA trak sig ud af Vietnam. Men det er ikke den rigtige parallel. Det er ligesom sammenbruddet af Berlin-muren. Dette er slutningen på en æra. Og med afslutningen på en æra kommer spørgsmålet straks, hvad vil den nye æra så blive? Hvad vil der være i det?

Det vi har gjort i Schiller Instituttet og LaRouche-bevægelsen i mange årtier, i et halvt århundrede, er at definere allerede på forhånd, når først ét system, ét paradigme kollapser, hvad der derefter må følge. Og vores svar har været: i stedet for at tænke på hvad er den næste fase af kaos og krig der vil følge, i Afghanistan eller i Sydvestasien, i verden generelt, bør spørgsmålet være, hvordan bygger man lige nu fred gennem udvikling?

Hvordan bruger vi, ud af disse meget, meget tragiske omstændigheder, lejligheden til at erstatte det gamle paradigme for geopolitiske overvejelser, hvordan vi kan irritere de andre; lidt som tidspunktet omkring Den vestfalske Fred i 1648, da Europa havde været i krig i hundrede år med alle former for religiøse og politiske krige, den ene krig efter den anden – da Europas regeringer indser, at hvis vi fortsætter dette, vil der ikke være nogen tilbage til at rapportere om det. Så derfor må vi sætte os sammen og finde en måde at leve sammen på, hvor vi respekterer hinandens lande eller religioner; og i stedet for at tænke over, hvordan kan vi sabotere, hvad de andre laver, så vil vi i stedet have princippet om, hvordan vi kan hjælpe vores naboer.

Og dette valg er ikke taget [endnu]. Danmark, siden 1999, var gået fra at deltage i fredsbevarende operationer, til i stedet at føre en militaristisk udenrigspolitik, der stort set sluttede sig til hver eneste krig, trods kun 5,8 millioner mennesker! Nu, i Danmark, er der en refleksion over, at dette var en fuldstændig fiasko. Hvad nu?

Vi vil sikre os, at dette “hvad nu?” kommer på et helt nyt niveau, med hensyn til hvad der skal være en del af dette. Vi skal naturligvis ikke fortsætte det, som ikke virkede. Vi ved nu, at man ikke kan løse problemer med militære midler. Men vi er også nu nødt til, i de forskellige nationer, og Danmark mest eftertrykkeligt inkluderet, at have idéen, at hvis vi skal løse disse ting, vil dette være gennem samarbejde; og det kommer til at være gennem samarbejde med alle naboerne [til Afghanistan], alle deltagerne – selvfølgelig USA, men selvfølgelig også Kina, selvfølgelig Rusland og så videre.

This call by the Schiller Institute will be distributed internationally Oct. 14, as the IMF and World Bank meet in Washington.

Today and in the coming days, we, informed citizens of the world and patriots of our own nations, stand united, in Washington, Berlin, Lima, Paris, Rome, Buenos Aires, Copenhagen, Madrid, Stockholm, Brussels and in many other cities of the world, to expose and denounce a crime.

On August 15, after four decades of foreign interventions, a new government took power in Afghanistan. While having orientations we don’t necessarily approve of, the new government has expressed its willingness to face the immediate humanitarian challenges, eradicate opium production, reconstruct Afghanistan’s health system and build the basic infrastructure required to jump-start trade and development. As clearly understood by Pakistan, India, China, Russia, Turkmenistan, Iran and others, it is in the interest of all to allow the new government to stabilize the situation by engaging in normal international relations. But more is required: without a minimal foreign input, Afghanistan will fail in dealing with a deadly food and health crisis that started way before Aug. 14.

Hence, it is outrageous that in the days following the Taliban takeover, the White House announced that all assets of Afghanistan’s central bank held in the U.S. would not be released to the new Afghan government:

• The U.S. Federal Reserve refuses to release the $9.5 billion of assets of the Central Bank of Afghanistan, $7 billion of which are held by the New York Fed. About $1.3 billion of these are held in international accounts, with some of it in euros and British pounds, while the rest are held by the Bank for International Settlements based in Switzerland. As a result, Afghanistan can only access 0.1-0.2 % of its total reserves!
• The International Monetary Fund has suspended all financing for “lack of clarity within the international community” over recognizing the new government. $370 million set to be released on Aug. 23 was withheld and access to the IMF’s reserves in Special Drawing Rights (SDRs) assets, which can be converted to government-backed money, have also been blocked.
• The World Bank (as denounced by a petition of Code Pink) has refused to release some $440 million, notably the funds required to pay Afghan teachers and health workers. Hence, while there is a huge outcry over “women’s rights,” 13,000 female healthcare workers, including doctors, midwives, nurses, vaccinators, and other female staff, are not being paid by the World Bank’s Afghanistan Reconstruction Trust Fund (ARTF).

On Feb. 29, 2020, the Taliban and the U.S. government signed an agreement. Part III of that agreement stipulates: “The U.S.A. and the Islamic Republic of Afghanistan are committed to continue positive relations, including economic cooperation for reconstruction…. The United States will refrain from the threat or the use of force against the territorial integrity or political independence of Afghanistan or intervening in its domestic affairs.”

Today, if the United States wants to regain respect and esteem, it has to live up to its own commitments, especially when millions of human lives, both female and male, are at stake, which is the case in Afghanistan as a result of a food and health crisis of apocalyptic dimensions. Two out of five Afghans, many of them children, are facing starvation.

Therefore, we, the undersigned, call on President Joe Biden to act in the spirit of the 2020 Doha agreement, signed by the U.S.A., and lift all illegitimate sanctions against Afghanistan, including the use of malign pretexts to prevent its control over the assets of its own central bank as well as its normal access to the international financial markets. The urgency is now!

(Denne opdateret video inkluderer udtalelser fra de kinesiske og iranske ambassader i Danmark og Helga Zepp-LaRouche, som begynder 1 time 50 min. ind i videoen.)

(This updated video includes statements from the Chinese and Iranian embassies in Denmark and Helga Zepp-LaRouche at 1 hour 50 min.)

Lydfil af præsentationerne på engelsk (videoen inkluderer diskussionen):

Audio of the presentations in English (The video includes the discussion):

Afskriftet på engelsk findes nedenunder.

The transcript in English is below.

For English, find the flag below.

Afghanistan: Hvad nu?
Fred gennem økonomisk udvikling

Et seminar/webcast afholdt af Schiller Instituttet i Danmark

af Michelle Rasmussen

Afghanistan: Hvad nu?

Et seminar/webcast afholdt af Schiller Instituttet i Danmark

Introduktion af Michelle Rasmussen

https://schillerinstitut.dk/si/?p=31793

Indbydelsen indeholdt en indsigt i de afgørende spørgsmål på spil nu fra Helga Zepp-LaRouche, stifteren og præsident af det internationale Schiller Institut.

Belt and Road Institute in Sweden, forfatter af Geoøkonomiens daggry – Udvidelsen af Bælte og Vej til Afghanistan, medforfatter af Udvidelsen af Den nye Silkevej til Vestasien og Afrika: En vision for en økonomisk Renæssance, og arabisk oversæter af Den nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen. Hussein Askary, oprindeligt fra Irak, har for nyligt deltaget i mange webcasts og er blevet interviewet på fjernsynet i forskellige lande.

Prof. Arlacchis hjemmeside). Prof. Arlacchi deltog i to af Schiller Instituttets tidligere webcasts om Afghanistan.

, formand for Schiller Instituttet i Danmark og chefen for Executive Intelligence Review i København. Tom Gillesberg afholder et webcast hver anden uge for Schiller Instituttet i Danmark og er en tidligere parlaments- og byrådskandidat.

 i Norge indsendte også en udtalelse, og talerne tog nogle af de nævnte spørgsmål op. En diplomat fra Irans ambassade i Danmark præsenterede en udtalelse til seminaret om deres anstrengelser for at optage de afghanske flygtninge, hvilket er besværliggjort under de uretfærdige amerikanske sanktioner. Dermed havde seminaret deltagelse af diplomater fra Afghanistan og Afghanistans umiddelbare østlige nabo, Pakistan, den vestlige nabo, Iran, og den nordvestlige nabo Kina.

Tom Gillesbergs introduktion til Schiller Instituttets Afghanistan-seminar den 11. oktober 2021:

Følgende afskrifter blev udgivet i Executive Intelligence Review den 22. oktober 2021. Vi er igang med at oversætte talerne og udtalelserne til dansk:

Hussein Askarys tale ved Afghanistan seminaret i København: Gør en ende på kynismen: Imperiets grusomme ”store spil” er dødt

Pino Arlaachi: En succesfuld strategi til at udrydde opiumproduktionen i Afghanistan

Udtalelse fra Den kinesiske Ambassade til Schiller Instituttets Afghanistan seminar den 11. oktober 2021

Download (PDF, Unknown)

———————————

Invitationen:
Nu, hvor krigen i Afghanistan er forbi, og mange i vesten er rystet over begivenhederne, er der en mulighed for at udskifte den politik, der har været baseret på regimeskifte og militære interventioner, til en politik for fred gennem økonomisk udvikling. Det gælder for Afghanistan og også for resten af verden.

Og det haster, fordi der en akut humanitær krise i Afghanistan. Der kræves både en stor nødhjælpsindsats, men også en langsigtet indsats for at opbygge Afghanistans infrastruktur i forbindelse med Den nye Silkevej (Bælte- og Vej-Initiativet), og landets uddannelsessystem og sundhedsvæsen.

Det bør være anledning til at forlade geopolitik og etablere et samarbejde mellem USA/Europe og Kina, Rusland og andre nationer.

Læs mere nedenunder.

Vi håber, at du kan deltage i seminaret.

——————

Invitation in English:

The Schiller Institute cordially invites you to attend our seminar:

Afghanistan: What Now?
Peace through economic development

Date: Monday, October 11, 2021 Time: 13:00 – 16:00

Place: In the center of Copenhagen
Free admission. Registration necessary (Lunch will not be served.)
A Corona pass is required for the protection of all participants.

For more information and to register, contact:
Michelle Rasmussen: 53 57 00 51 or
Feride Gillesberg: 25 12 50 33 or
si@schillerinstitut.dk

Speakers:
Hussein Askary: the Schiller Institute’s Southwest Asia Coordinator, board member of the Belt and Road Institute in Sweden, author of Dawn of Geo-Economics – Extending the Belt and Road to Afghanistan, and co-author of Extending the New Silk Road to West Asia and Africa: A Vision of an Economic Renaissance, Arabic translator of The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge, originally from Iraq

Prof. Pino Arlacchi: Executive Director of the UN Office for Drug Control and Crime Prevention (1997-2002) (who negotiated an almost total elimination of opium production with the Taliban before 2001), and former EU Rapporteur on Afghanistan. Currently professor of Sociology at the School of Political Science of the University of Sassari in Italy. Prof. Pino Arlacchi's homepage.

H.E. Ahmad Farooq, Ambassador of Pakistan to Kingdom of Denmark: Ambassador in Denmark since April 2020. 2013-2016: Counsellor/Alternate Permanent Representative of Pakistan at the Permanent Mission of Pakistan to the Rome-based UN Agencies, Rome. 2010-2013: Counsellor Permanent Mission of Pakistan to the United Nations, New York. Member of Pakistan’s Security Council team during Pakistan’s membership of the UN Security Council from 2012 to 2013. 2018-2020: Director General (Counter Terrorism) dealing with counter terrorism at the United Nations and other multilateral forums. 2016-2018 and 2008-2010: Director United Nations, dealing with UN General Assembly, UN Security Council, Counter Terrorism, UN Peacekeeping and other political and peace and security issues.

Moderator: Tom Gillesberg: Chairman of the Schiller Institute in Denmark, Bureau Chief for Executive Intelligence Review in Copenhagen.

Background:
Helga Zepp-LaRouche, the founder and international chairman of the Schiller Institute stated in a webcast on August 21, just a few days after the Taliban took control of Kabul, “Exactly three weeks ago, we had a seminar here on this [Schiller Institute] channel on the situation in Afghanistan. I compared it in terms of importance to the fall of the [Berlin] Wall in 1989, which was the beginning of the end of the Soviet Union. I said it may not be quite as big as the collapse of the entire Soviet Union, but what is happening in Afghanistan is of the same nature, because it is the end of a system.”

The new system has to be defined by a peace through development strategy for Afghanistan and the entire region. On August 17 Helga Zepp-LaRouche said, “It’s very good that the war has ended, and I think it is, on the contrary, the real chance to integrate Afghanistan into a regional economic development perspective, which is basically defined by the Belt and Road Initiative of China. There is a very clear agreement of Russia and China to cooperate in dealing with this situation. The interest of the Central Asian republics to make sure there is stability and economic development, there is the possibility to extend the CPEC, the China-Pakistan Economic Corridor, into Afghanistan, into Central Asia, so I think it’s a real opportunity. But it does require a complete change in the approach….

“If the European nations and the United States would understand that this is a unique chance, if they cooperate, rather than fight Russia and China, and their influence in the region, and they join hands in the economic development there — there needs to be a perspective for the reconstruction of Afghanistan in a serious way, as it was not done in the last 20 years, for sure — then this can become a very positive turning point, not only for Afghanistan, but also for the whole world.”

Peace through economic development is a policy which the Schiller Institute has been campaigning for since its founding in 1984, and which the late Lyndon LaRouche’s political movement has been advocating since the 1970’s, by designing economic development programs for most of the world. Our efforts intensified after the fall of the Berlin Wall and the collapse of the Soviet Union, proposing a policy called the Eurasian Land-Bridge, or the New Silk Road, later extended to become the World Land-Bridge concept. There is a reflection of some of the key elements of this policy in the Belt and Road Initiative announced by Xi Jinping in 2013.

Now, after 20 years of war, Afghanistan is facing an appalling humanitarian catastrophe. Helga Zepp-La-Rouche wrote in “Can “the West” Learn?: What Afghanistan Needs Now” on September 5: ”World Food Program Director David Beasley, who visited Afghanistan last week in August, announced that 18 million Afghans are starving—more than half the population—and 4 million are at risk of starvation next winter without massive help. The WHO fears a medical disaster in view of the scarcely existing health system in the midst of the COVID pandemic, and only around 1 million people are vaccinated so far….”

The necessary economic development emphatically includes building a modern health system, as well as educational expansion, extending the Belt and Road Initiative’s infrastructure connectivity projects, industrial development projects, and agricultural programs designed to eliminate opium production.”

Mrs. Zepp-LaRouche has proposed that Italian Prof. Pino Arlacchi, Executive Director of the UN Office for Drug Control and Crime Prevention (1997-2002), and former EU Rapporteur on Afghanistan, be appointed as coordinator for the western countries’ economic development efforts in Afghanistan. He had negotiated an almost total elimination of opium production with the Taliban before 2001, which then was reversed under the ensuing years during the U.S. and NATO military operations. Arlacchi again proposed a plan in 2010, which was thwarted by the EU, Britain, and the United States.

Zepp-LaRouche: “Afghanistan is the one place where the United States and China can begin a form of cooperation that can be a baby step toward strategic cooperation putting humanity’s common goals in the foreground. Ultimately, its realization indicates the only way that the end of mankind in a nuclear Armageddon can be prevented.”

Afghanistan is the test case of whether the West is able to learn from its mistakes, and join with the rest of the world for a peace through economic development policy — the path to a new paradigm for all humanity.

We sincerely hope that you will be able to join us for this crucial discussion.

For more information and to register, contact:
Michelle Rasmussen: 53 57 00 51 or
Feride Gillesberg: 25 12 50 33 or
si@schillerinstitut.dk

Resources:
Homepages:
Danish: www.schillerinstitut.dk
English: www.schillerinstitute.org

Articles:
Nyhedsorientering August 2021: Link: Afghanistan: Hvad nu?: Fred gennem økonomisk udvikling

Hussein Askary: Dawn of Geo-Economics – Extending the Belt and Road to Afghanistan, August 18, 2021.

Helga Zepp-LaRouche: “Can “the West” Learn?: What Afghanistan Needs Now.”, September 5, 2021

Schiller Institute videos:
Afghanistan: A Turning Point in History After the Failed Regime-Change Era, July 31, 2021 (two weeks before the Taliban takeover of Kabul.) Link: Schiller Instituttets Afghanistan-konference:
Spred ideen om et fælles udviklingsprogram med det samme

Afghanistan: Opportunity for a new epoch, Interview with Helga Zepp-LaRouche on August 17, 2021, two days after the Taliban took control of Kabul by Michelle Rasmussen, vice president of the Schiller Institute in Denmark. Link: Afghanistan: Potentiale for en ny epoke:
Interview med Helga Zepp-LaRouche den 17. august 2021 af Michelle Rasmussen

Tom Gillesberg: POLITISK ORIENTERING EKSTRA den 16. august 2021:
Vil Kabuls fald skabe en ny vestlig politik?

Now, More Urgent Than Ever: Afghanistan—Opportunity for a New Epoch for Mankind, August 21, 2021 Link: Schiller Instituttets Afghanistan opfølgningskonference 21. august 2021:

Tom Gillesberg: POLITISK ORIENTERING den 6. september 2021:
Efter Afghanistan: Kollaps af Vestens vrangforestillinger
kan være begyndelsen på en bedre verden

Med formand Tom Gillesberg

Lydfil:

3. oktober (EIRNS) – Offentliggørelsen af at USA’s  særlige statsanklagers Kontor  har krævet, at justitsministeriet undersøger en klage fremsat af en whistleblower fra USA’s Agentur for Narkotikabekæmpelse (Drug Enforcement Agency, DEA) i Haiti om, at DEA har tilladt at en last med heroin og kokain er passeret ”uhindret” igennem i 2015 og ”har kigget den anden vej, [og] at Port au Prince i over et årti har været en sikker havn, hvor heroin og kokain kunne fragtes via Haiti, almindeligvis til Florida i USA”, kaster et nyt lys på A/S Narkotikas rolle (som dette foretagende blev kaldt af EIR i deres bestseller-serie af bøger med dette navn) på den nødlidende ø med 11 millioner indbyggere. Siden jordskælvet, der hærgede den 12. januar 2010, og som dræbte helt op til 250.000 personer, er stort set intet blevet gjort for at genoprette situationen efter den massive ødelæggelse i Haiti, for ikke at tale om at skabe et moderne vandforsynings- og sanitetssystem eller et moderne sundhedsvæsen. Kolera, stort set udryddet i Haiti og andre steder på dette tidspunkt, spreder sig ud over øen og dræber tusindvis af mennesker.

Stoffer produceres ikke i Haiti – faktisk er der dér kun en meget lille indtagelse af stoffer, eftersom ingen har råd til dem. Det har kun værdi for A/S Narkotika som et omladningspunkt til USA. Dette er ikke tilfældet for Kina. Som EIR dækkede dette i sin udgave den 1. oktober 2021: ”I august 2017 præsenterede to kinesiske firmaer – Den sydvestlige kommunale Ingeniørvirksomhed og Kinas design- og Forskningsinstitut (SMEDRIC) og Kinas selskab for Metalforarbejdning (MCC) – en række detaljerede projekter til en værdi af 4,7 milliarder dollars for at gennemføre genopbygningen af hovedstaden (Port-au-Prince) og dens omgivelser. I offentliggørelsen af dets forslag, og i den korte video om dette, antydede SMEDRIC-selskabet, at disse projekter for Haitis hovedstad var en del af et mere omfangsrigt forslag på 30 milliarder dollars for hele landet.

EIR-artiklen fremlægger også kort og beskrivelser af den kinesiske plan for omdannelsen af det nærmest ikke-eksisterende kloak- og vandforsyningssystem, vej- og jernbaneprojekter, energisystemer og mere for at skabe en moderne, human økonomi i Haiti. Hvorfor blev denne Haiti-udvidelse af Kinas Bælte- og Vejinitiativ ikke virkeliggjort? EIR rapporterer: ”Schiller Instituttet fik på det tidspunkt at vide, at Den internationale Valutafond og relaterede Wall Street-interesser pressede Haiti til at afvise dem. Udenrigsministeriet og den amerikanske regering, allerede nervøse over at Panama havde brudt med Taiwan blot to måneder tidligere, havde ikke til hensigt at tolerere planer, hvis accept underforstået ville betyde, at Haiti var villige til at bryde relationerne til Taiwan.” A/S Narkotikas  forbindelser sejrede over Kinas tilgang med Den nye Silkevej.

I Afghanistan finder et lignende opgør mellem A/S Narkotika og Den nye Silkevej sted. I året før USA’s og NATO’s invasion af Afghanistan i 2001 forhandlede FN’s departementschef, Pino Arlacchi, chefen for FN’s agentur for narkotika og Kriminalitet, succesfuldt med Taliban-regeringen om at  nedlægge opiumproduktionen og erstatte den med fødevareproduktion med finansiel og teknisk støtte fra FN. Faktum er, fortalte Arlacchi til enhver som ville lytte, at opiumproduktionen indtjente mindre end fødevareproduktionen for landmændene og også Taliban-regeringen – pengene fra stoffer er centrerede i bankerne, som finansierer den internationale handel. Således skød opiumproduktionen i vejret, da de britiske tropper besatte det primære opiumproduktionscenter i Kandahar, til langt over tidligere højder, på en sådan måde at Afghanistan har produceret 80% af verdens opium i løbet af USA’s og NATO’s besættelse, som primært er blevet indtaget i Rusland og Europa. City of London og Wall Street blev beriget. Det er værd at bemærke, at Antonio Maria Costa, som havde den samme position som Arlacchi fra 2002-2010, fortalte pressen i december 2009, efter kollapset af det vestlige finanssystem i 2008: ”I mange tilfælde var pengene fra narkotika den eneste likviditet til rådighed. I den anden halvdel af 2008 var likviditet banksystemets hovedproblem, og derfor blev likvid kapital til en vigtig faktor”. (For mere: https://www.theguardian.com/global/2009/dec/13/drug-money-banks-saved-un-cfief-claims) Hvis ikke genoprettelsen af opiumhandlen i Afghanistan, i kølvandet på USA’s og NATO’s invasion, havde fundet sted, er det meget muligt at det vildt spekulative, vestlige banksystem ville have gået nedenom og hjem i 2008.

Nu, med Afghanistan igen under Talibans kontrol, har den siddende Taliban-regering i Kabul lovet at tilintetgøre opiumhandlen. Det er klart, at hvis de fortsat nægtes adgang til nationens egne penge – som er blevet indefrosset af den amerikanske centralbank – og nægtes udenlandske investeringer til genopbyggelse efter 20 års ødelæggende amerikansk og NATO-bombardement, så vil landmændene ikke have andet valg end at forsørge sig gennem opiumproduktion.

Men historien har skabt en anden mulighed, Kinas Bælte- og Vejinitiativ, med 140 nationer som partnere, der tilbyder grundlæggende udvikling i form af infrastruktur til alle lande, som den måde hvorpå de forhenværende koloniserede nationer endelig kan undslippe fra fattigdom, ligesom Kina selv komplet har udryddet ekstrem fattigdom siden 2020. Hvert land i regionen støtter idéen om at udvide Bælte- og Vejinitiativet til Afghanistan. Dette ville indebære en jernbaneudbygning af den Kinesisk-pakistanske Udviklingskorridor gennem Khyber-passet vest for Peshawar til Kabul og nordligt til Usbekistan, som vil tilbyde de centralasiatiske nationer deres første forbindelse til havet gennem Gwadar og Karachi i Pakistan og Chabahar i Iran. Det ville inkludere en politik for erstatning af afgrøder for at udrydde opium, som foreslået af Pino Arlacchi i 2010 – som Helga Zepp-LaRouche har anbefalet som særlig repræsentant for udviklingen af Afghanistan. Det ville indebære et moderne sundhedsvæsen, med vand- og energiforsyning for at opretholde en moderne agroindustriel nation.

Hvem kunne modsætte sig et sådant nyt paradigme for en nation, som har lidt under 40 år med krig? Kun det internationale finansoligarki, som, i dette øjeblik med en finanskrise langt værre end den i 2008 – sågar værre end i 1929 – har brug for de illegale penge fra deres virksomhed, A/S Narkotika, for at fortsætte med at dræbe dets egne befolkningers sind gennem legaliseringen af disse giftige stoffer, en proces som nu breder sig ud over USA og Europa.

Hvad der er tilfældet for Haiti og Afghanistan er også tilfældet på globalt plan. Valget, som menneskeheden står over for, kan karakteriseres som et opgør mellem A/S Narkotika – City of Londons og Wall Streets banker, der både kontrollerer narkotikahandlen og svindelnummeret kaldet ”Grøn Finans”, hvor kreditter til produktiv industri og landbro nægtes – og Den nye Silkevej, nu præsenteret under Bælte- og Vejinitiativet. Særligt USA må vælge, om de vil støtte A/S Narkotika, forhindre Kina og dets mange samarbejdspartnere i at udvikle Haiti, Syrien, Yemen og nationer fra Afrika og Sydamerika, eller om de vil deltage i Den nye Silkevej, samarbejde med Kina, Rusland og i sidste ende hver eneste nation på kloden i et nyt paradigme baseret på ”fred gennem udvikling”.

Programmet for dette nye paradigme, for at skabe en verden som respekterer menneskets værdighed, er nu blevet udgivet af LaRouche-Organisationen: ”Det kommende amerikanske, økonomiske mirakel på Den nye Silkevej”. Læs det og hjælp med at udbrede det overalt.

(https://laroucheorganization.nationbuilder.com/the_coming_us_economic_miracle_on_the_new_silk_road)

Hussein Askary: Dawn of Geo-Economics – Extending the Belt and Road to Afghanistan, August 18, 2021

Helga Zepp-LaRouche: “Can “the West” Learn?: What Afghanistan Needs Now.”, September 5, 2021

Videos:

Afghanistan: A Turning Point in History After the Failed Regime-Change Era, July 31, 2021 (two weeks before the Taliban takeover of Kabul.)

Afghanistan: Opportunity for a new epoch, Interview with Helga Zepp-LaRouche on August 17, 2021, two days after the Taliban took control of Kabul by Michelle Rasmussen, vice president of the Schiller Institute in Denmark

Now, More Urgent Than Ever: Afghanistan—Opportunity for a New Epoch for Mankind, August 21, 2021

4. september (EIRNS) – Med den presserende opgave at organisere en løsning på Afghanistan-krisen i tankerne hos de fleste deltagere, sluttede det årlige, Østlige økonomiske Forum i Vladivostok (EEF) i dag, efter tre dage med præsentationer og diskussioner, der hovedsageligt handlede om at bringe fred og stabilitet til regionen. Ironisk nok var det Talibans talsmand, Zabihullah Mujahid, der udtrykte den nødvendige tilgang klarest i et interview med dagbladet La República:

”Kina er vores vigtigste partner og repræsenterer for os en grundlæggende og ekstraordinær mulighed, fordi de er beredte på at investere i og genopbygge vores land. Vi har stor respekt for projektet Ét Bælte, Én Vej, som vil tjene til at genoplive den gamle Silkevej. Derudover er vi rige på kobberminer, som, takket være kineserne, kan blive aktive igen og moderniseret. Kina repræsenterer vores pas til hele verdens markeder.”

Den russiske præsident, Vladimir Putin, som var vært ved EEF, spillede en førende rolle i at lede diskussionen i Vladivostok. Angående Afghanistan, sagde Putin, ifølge TASS, følgende: ”Realiteten er, at Taliban-bevægelsen (forbudt i Rusland – TASS) nu kontrollerer næsten hele Afghanistan. Så, vi må lade virkeligheden vise os vejen”. Han sagde, at landets opløsning er den hovedsaglige trussel for Moskva: ”Rusland er ikke interesseret i et disintegreret Afghanistan. Hvis dette sker, ville der ikke være nogen at snakke med”. Han tilføjede, at den afghanske situation ”er en katastrofe, fordi amerikanerne, som er et meget pragmatisk folk, brugte mere end 1,5 billioner dollars på denne kampagne, og hvad er resultatet? Og hvis vi betragter antallet af folk, efterladt i Afghanistan, som plejede at arbejde for den fælles vestlige verden, USA og deres allierede, så vil det være klart, at det også er en humanitær katastrofe… Hvad Afghanistan angår, siger de: ’Vi tog derhen og begik en masse fejltagelser’. Men denne proces fortsætter i mange andre lande. Hvad er sanktioner? De er en fortsættelse af den samme politik, som tilsigter at gennemtvinge deres standarder”. Putin tilføjede, at han håbede på, at de vestlige lande ”vil erkende at det at handle som tidligere er en fejlagtig politik”.

Schiller Instituttets stifter, Helga Zepp-LaRouche, understregede ligeså, i udtalelser fra i dag, at Afghanistan-krisen har fremhævet det faktum, at hele det neoliberale paradigme er dødt, og at det må erstattes af en ny orden for fred gennem udvikling. Hvis tiden med vedvarende krige i sandhed skal komme til en ende, som Præsident Biden har lovet, så skal alle sanktioner – som blot er et redskab for regimeskift mod nationer – omgående ophæves, herunder de dræbende Caesar-sanktioner, som rammer Syrien. Europa og USA må i stedet deltage, med Kina og andre Bælte- og Vejnationer, i den presserende opgave at genopbygge Afghanistan, begyndende med de kritiske sundhedsforanstaltninger og fødevareforsyninger nødvendige for at undgå en truende hungersnød i landet.

Billede: Mikhail Tereshchenko, Eastern Economic Forum, TASS host photo

Download (PDF, Unknown)

5. september (EIRNS) – NATO’s katastrofale fadæse i Afghanistan, og dermed de sidste 20 års interventionspolitik, kunne næppe være mere dramatisk. Ikke blot det, at krigen blev tabt; det er paradigmatisk for hele spektret af det vestlige, liberale systems fejlantagelser. Det fortjener derfor bifald, når Præsident Biden bekendtgør, at tilbagetrækningen fra Afghanistan markerer afslutningen på hele den æra, hvor amerikansk militærmagt brugtes med det formål at »omskabe« andre lande. Men hvis denne omlægning blot betyder, at man ikke længere vil beskæftige sig med de »endeløse krige« i sekundære områder, for at sætte alle kræfter ind mod de »nye udfordringer«, nemlig konfrontationen med Kina og Rusland, så ville lektionen fra denne skammelige misere ikke være lært, men blot være skridt på vejen til en endnu mere endegyldig katastrofe. Såret er dog stadig friskt, chokket fra nederlaget ryster endnu hele den vestlige verden, så muligheden for en fuldstændig ny tilgang eksisterer.

Et projekt fra Brown University om undersøgelse af de amerikanske kriges omkostninger siden 11. september 2001, som nu får 20-årsjubilæum, har udregnet, at de samlede omkostninger for militæroperationerne i Afghanistan, Irak, Syrien, Yemen, Somalia, Pakistan osv., har kostet 8 billioner dollars og at mindst en million mennesker har mistet livet. Deraf gik 2,3 billioner dollars til Afghanistan-krigen, 2,1 billioner til krigszonen Syrien/Irak, 355 milliarder til militære operationer i Libyen, Somalia osv., 1,1 milliarder til programmer for Homeland Security og 2,2 milliarder til den tilhørende understøttelse af amerikanske krigsveteraner, som gjorde tjeneste i disse krige, hvoraf et stort antal af dem lider under fysiske og psykiske mén. Mindst 15.000 amerikanske soldater og omkring lige så mange internationale NATO-tropper blev dræbt. Omkring 70 millioner mennesker er flygtninge pga. disse krige. Hundredetusinde soldater var udsendt, et ukendt antal af civilister mistede livet, en stor del af tropperne var hovedsageligt beskæftiget med at beskytte sig selv i fjendtlige omgivelser, hvis mennesker og kultur de forstod lige så lidt for 20 år siden, som de gør det nu, hvilket senest blev erkendt efter 2019, hvor Afghanistan-papirerne blev offentliggjort.

Den humanitære situation i Afghanistan er forfærdende. Ligesom direktøren for Verdens Fødevareprogram (WFP), David Beasley, som besøgte Afghanistan i den sidste uge af august måned, bekendtgjorde, sulter 18 millioner afghanere – mere end halvdelen af befolkningen – og fire millioner trues i den kommende vinter med døden, uden massiv hjælp. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) frygter en medicinsk katastrofe, i lyset af et nærmest ikke-eksisterende sundhedssystem til COVID-pandemien, og at kun én million mennesker indtil nu er blevet vaccineret. Kan folk i Vesten blot tilnærmelsesvis forestille sig, hvilken lidelse den afghanske befolkning har måttet gå igennem i de sidste 40 års krig indtil det nuværende øjeblik – og stadigvæk må gå igennem nu?

I lyset af denne tragedie, som næsten overstiger ens forestillingsevne, er det derfor absurd, og bevidst vildledende, at man i konteksten af »endeløse krige« stadig taler om »Nation Building«. Hvad blev der opbygget, når halvdelen af befolkningen sulter? Hvis USA og de andre NATO-medlemmer blot havde brugt fem procent af deres militærudgifter til at investere i den egentlige opbygning af Afghanistan, ville det aldrig være kommet til denne forfærdelige katastrofe.

Indtil videre er det ikke tydeligt, om en reel genovervejelse finder sted i USA og Europa. For dette ville ikke blot betyde, at man er villig til at »tale med Taliban«, men at man korrigerer hele præmissen for de sidste 20 års politik. Hvis Biden ærligt mener, at hele æraen med interventionskrige bør afsluttes, så må de amerikanske tropper endelig efterleve afstemningen i det irakiske parlament, som allerede forlangte deres tilbagetrækning i januar 2020. Så må de morderiske sanktioner fra USA’s Caesar-lovgivning mod Syrien afsluttes, som indtil nu har bidraget til, at over 90 procent af befolkningen har en levestandard, der ligger under fattigdomsgrænsen, og, i en tid med pandemi, burde alle sanktioner mod lande, der er uden FN-mandat, stoppes, fordi de kun rammer de fattigste dele af befolkningen og ofte dræber dem.

Hvad USA og de europæiske nationer må gøre nu, hvis de nogensinde igen ønsker at have troværdighed, hvad angår »værdier« og »menneskerettigheder«, er at tilbyde den afghanske regering, som nu er i gang med at blive dannet, reel støtte, derigennem at de f.eks. opbygger et moderne sundhedsvæsen. En af de ting, som i øjeblikket er tiltrængt, er et helt system af moderne udrustede sygehuse, sammen med et system til uddannelse af læger, medicinsk fagpersonale og et træningsprogram for unge mennesker, som kunne hjælpe med at gøre befolkningen bekendt med de nødvendige hygiejnetiltag i en pandemi, også i landområderne. Et sådant system kunne, gennem samarbejde med medicinske centre, forbindes med USA og Europa, ligesom dette allerede sker, på selektiv basis, i andre udviklingslande.

I lyset af hungersnøden ville et omfattende tilbud til understøttelse af landbruget være påtrængt, udover luftbroen, som David Beasley fra WFP opretter fra Pakistan, og som kan bringe fødevarer til Afghanistan. Hvis det skal forhindres, at landmændene af ren og skær nød igen begynder at dyrke opium, så må udviklingen af landbruget, som en integreret del af en generel, økonomisk genopbygning, finde sted. Den tidligere chef for FN’s program for narkotikakontrol (UNDCP), Pino Arlacchi, har, gennem aftalen fra 2000 med Taliban, demonstreret, at afskaffelsen af narkotikaproduktion er mulig og i overensstemmelse med Talibans religiøse overbevisning.

Forudsat at Afghanistans suverænitet og den nye regering bliver respekteret fuldt ud og med garantier for, at en sådan hjælp til opbygningen af landbruget ikke vil blive sammenblandet med en politisk dagsorden, kunne forskellige pilotprojekter påbegyndes efter modellen fra Jawaharlal Nehrus Grønne Revolution i de regioner, som er villige til dette. I USA og Europa findes der engagerede unge og ældre landmænd, som gerne ville hjælpe med til at bidrage til en sådan fredsmission, således at landbrugsproduktionen i Afghanistan bliver forbedret og hungersnøden kan overvindes permanent. I lyset af de tilbagevendende tørker må sådanne programmer naturligvis gå hånd i hånd med vandprojekter og et generelt vandforsyningssystem.

I første ombæring må det handle om at hjælpe den afghanske befolkning i en gigantisk nødsituation, som de ikke selv har forårsaget, og dette er kun muligt, når et tillidsgrundlag skabes med den nye regering, uanset alle ideologiske forbehold. Komitéen for modsætningernes Sammenfald foreslår derfor, at USA og de europæiske regeringer udpeger den person, som tidligere har bevist, at en sådan politik kan fungere, til koordinationen af et sådant hjælpeprogram – nemlig Pino Arlacchi. Det ville være en garanti for, at Afghanistans suverænitet respekteres og at det under ingen omstændigheder forsøges påtvunget den vestlige standard, da han allerede tidligere har vundet Talibans tillid.

En sådan ny politisk definition for Afghanistan betyder naturligvis også en fuldstændig afvisning af at tænke i geopolitiske kategorier, en frasigelse af forestillingen om politik som et nulsumsspil, hvor Kinas og Asiens opgang automatisk opfattes som Vestens nedgang. Den nye regeringschef, Abdul Ghani Baradar, har med sit besøg hos den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, signaliseret, at hans regering tilstræber et samarbejde med Kina og Afghanistans integrering i Den Nye Silkevej. Den russiske ambassadør i Afghanistan, Zamir Kabulow, har foreslået en international konference for landets økonomiske opbygning, hvor det skal diskuteres, hvilket projekter der må have absolut prioritet for at overvinde nødsituationen.

Hvis den vestlige verden har lært noget som helst fra årtusinde-nederlaget i Afghanistan, så må den ikke blot fordomsfrit samarbejde med Rusland, Kina og de centralasiatiske nabolande, Pakistan, Iran og Indien i Afghanistans opbygning, men også med hele Sydvestasien. Det er ikke sloganet: »afslut de endeløse krige«, der er idiotisk og som fik Tony Blair til at hidse sig op, men derimod Blairs fremsatte politik for koloniale interventionskrige. De var ikke blot tåbelige, men kriminelle og morderiske, og har ødelagt livet for millioner af mennesker eller bragt dem ubeskrivelige lidelser, og deres arkitekter må stå til regnskab for dem.

Men når cyklussen af vold og hævn skal overvindes, så må en ny politik på dagsordenen: Det nye navn for fred er udvikling, som Pave Paul VI udtrykte dette. Afghanistan er stedet, hvor USA og Kina kan påbegynde en form for samarbejde, som kan repræsentere et babyskridt i retning af et strategisk samarbejde, hvor menneskehedens fælles mål rykkes i forgrunden, og deres virkeliggørelse i sidste ende repræsenterer den eneste måde, hvorpå menneskeheden endelig kan forhindres at ende i en atomkrig.

Annegret Kramp-Karrenbauer virker i hvert fald til intet at have lært af det »hårde nederlag«, når det eneste, der falder hende ind, er en opfordring til »større militær selvstændighed for EU«. »Manglen på egne evner«, som hun taler om, relaterer ikke kun til den manglende europæiske modstand mod den amerikansk lede tilbagetrækning fra Afghanistan.

Hvis den vestlige verdens selvskabte nedgang skal stoppes, behøver vi en ærlig analyse af, hvorfor den neokoloniale, liberale samfundsmodel har slået fejl, og vi behøver frem for alt en renæssance af den humanistiske og klassiske kultur. Vores holdning i forhold til opbygningen af Afghanistan er testen, der viser, om vi er i stand til dette.

                      — fra Neue Solidarität

af Hussein Askary, Schiller Instituttets Sydvestasien koordinator, Bestyrelsesmedlem af Bælte- og Vej-Instituttet i Sverige (www.brixsweden.org)

Billede: Afghanistan omfavnes af, og kan forbindes til, to af Bælte- og Vej-Initiativets vigtigste korridorer: den grønne Kina-Pakistan-økonomisk Korridor, og den gule Kina-Centralasien-Vestasien. De foreslåede ruter i lilla, der krydser Afghanistan, viser, hvordan det kunne lade sig gøre.
Billede t.v. BRIX, t.h. Flickr J. McDowell

af Hussein Askary, Schiller Instituttets Sydvestasien koordinator, Bestyrelsesmedlem af Bælte- og Vej-Instituttet i Sverige (www.brixsweden.org)

Den hastige tilbagetrækning af amerikanske, britiske og andre NATO-tropper fra Afghanistan efter 20 år med en forfejlet »krig mod terror« har potentialet til at blive et vendepunkt i retningen af en ny verdenspolitisk ære. Sammenligningerne med amerikanske troppers tilbagetrækning fra Saigon (Vietnam) i 1975 er noget upræcise. Der findes nu en ny mekanisme og sammenslutning af regionale og globale magter villige til at bringe fred, stabilitet og økonomisk udvikling til Afghanistan, med udarbejdede planer langs Bælte- og Vej-Initiativet (BVI). Sammenligningen burde nærmere være med Berlinmurens fald i 1989, hvilket betyder, at en forfærdelig æra potentielt set går mod enden, og at en ny indvarsles i verdenspolitikken, som omvælter årtier og århundreder af ødelæggende nulsums- og geopolitik, »great games« og krig.

Hvis denne nye situation håndteres roligt og klogt, har den potentialet til at opnå fred gennem økonomisk udvikling og samarbejde til gensidig fordel. Nøglen til denne nye politik er integrationen af Afghanistan ind i Bælte- og Vej-Initiativet. Selvom der er store farer ved den kaotiske situation, som NATO har efterladt sig i Afghanistan, må hovedpunktet på dagsordnen for et hvert freds- og forsoningsinitiativ indeholde en genopbygning af økonomien.

Efter 20 års militære operationer af USA, Storbritannien og deres allierede, og med mindst 71.000 civile dræbte i både Afghanistan og Pakistan, blev disse tropper hastigt trukket tilbage i juli og august i dette år. Taliban, det påståede mål for Afghanistan-krigen og den hovedsaglige opposition til NATO og den vestligt støttede regering, udvidede deres kontrol over hver eneste del af landet. Imens de vestlige medier var fyldt med panikslagne reportager om Talibans hurtige stormløb i mange dele af landet, havde mere nøgterne tænkere i Kina, Rusland, Pakistan, Iran og mange centralasiatiske nationer, og selv i Indien, travlt med at arrangere et væld af diplomatiske træk, både for at kontrollere situationen, og få Taliban og den afghanske regering i Kabul til at snakke om fred og forsoning.

Det kinesiske statsrådsmedlem og udenrigsminister, Wang Yi, besøgte allerede i juli flere centralasiatiske hovedstæder for at diskutere situationen. Shanghai Cooperation Organisation (SCO), der inkluderer alle de overnævnte nationer, samt andre eurasiske nationer, afholdt et møde den 14. juli med sine udenrigsministre om Afghanistan i Dushanbe, hovedstaden i Tadsjikistan. Wang Yi udtalte ved mødet, at grundet den hastige tilbagetrækning af USA’s og NATO’s tropper, »står Afghanistan igen overfor en alvorlig skillevej, som enten fører mod krig eller mod fred, kaos eller stabilitet«. Han fremlagde et initiativ med fem punkter, hvoraf det tredje punkt var »samarbejde for at fremme en forsoningsproces, som kan sikre, at ingen borgerkrig udvikler sig i horisonten – i overensstemmelse med princippet: »afghansk-ledet og afghansk-ejet«.« Alle nabolande til Afghanistan har noget at vinde og tabe i situationen, og har indflydelse på visse afghanske fraktioner og grupperinger, hvilket gør dem til nyttige mæglere for fred og forsoning. Det femte punkt opfordrede SCO til at bidrage til fred og genopbygning af Afghanistan. SCO bør gøre aktivt brug af eksisterende samarbejdsmekanismer indenfor økonomi, handel, kultur og andre områder, for at støtte Afghanistan i udbygningen af sin kapacitet for uafhængig udvikling, og opnåelsen af sand og varig udvikling. Integrationen af Afghanistan i regionale, økonomiske udviklingsplaner og -strukturer vil sikre varig fred.

Ingen fred uden udvikling

Det er dette sidste punkt, som blev forsømt i de sidste 20 år, imens fokusset kun var rettet mod brugen af militær- og sikkerhedsforanstaltninger, hvilket har haft ødelæggende konsekvenser for nationen og regionen. I følge visse vurderinger har USA brugt 2,2 billioner dollars på denne krig, imens de samlede udgifter for amerikanske krige siden 11. september 2001 er oppe på 6,4 billioner dollars. Næsten intet af dette blev brugt til at opbygge infrastruktur, huse, hospitaler, skoler, energiproduktion eller vandforsyningssystemer. Dette er seks gange så meget som Kina investerede i BVI siden 2013. Men Kina har bygget tusindvis af kilometer af jernbaner og veje, kraftværker, havne, lufthavne, vandforsyningssystemer, over hele Eurasien og i Afrika. Dette er grunden til, at den nuværende situation i Afghanistan kunne blive vendepunktet i den nutidige historie i forhold til filosofien bag og udarbejdelsen af fred gennem økonomisk udvikling frem for militærmagt.

Afghanistan og BVI

I modsætning til dens tidligere rolle som en stødpudezone mellem de russiske og britiske imperier i det geopolitiske »store spil«, ligger Afghanistan perfekt til at kunne blive broen mellem det nordlige Eurasien og det sydlige Asien, og mellem Østasien og Vestasien. Det er klemt inde mellem to af BVI’s hovedkorridorer, Den kinesisk-pakistanske økonomiske Korridor (CPEC) syd for dens grænse og Silkevejskorridoren fra Kina til Centralasien, Iran og Tyrkiet nord for dens grænse.

Formelt blev Afghanistan en del af BVI i maj i 2016 i sammenhæng med et besøg af Afghanistans administrerende overhoved, Dr. Abdullah Abdullah, i Kina i maj måned 2016, hvor de afghanske og kinesiske udenrigsministre underskrev et forståelsespapir om samarbejde indenfor BVI. Det afghanske udenrigsministerium udtalte på dette tidspunkt, at »i betragtning af dets beliggenhed som korsvej mellem Central-, Syd- og Sydvestasien er Afghanistan godt placeret for et partnerskab med Kina og til at forbindes med regionerne langs BVI«. Afghanistan blev også et medlem af den Asiatiske Infrastruktur- og Investeringsbank i 2017. Men på grund af situationen i landet, og det åbenlyse fjendskab mellem USA og Kina, blev ingen fælles infrastruktur eller andre projekter sat i gang.

Interessant nok lykkedes det Kina at inkludere BVI som en del af FN’s mission i Afghanistan, og i artikel 34 af FN’s sikkerhedsråds resolution nr. 2344 fra 2017 står, at de »påskønner og opfordrer til yderligere anstrengelser for at styrke processen for regionalt, økonomisk samarbejde, herunder tiltag for at muliggøre regionale forbindelser, handel og transit, inklusive regionale udviklingsinitiativer som Bælte- og Vej-Initiativet og det 21. århundredes Maritime Silkevejsinitiativ samt regionale udviklingsprojekter.«

Næsten et år før USA’s og NATO’s tilbagetrækning fra Afghanistan opnåede Wang Yi en konsensus for ni punkter ved indvielsen af Mødet mellem den kinesiske og de centralasiatiske udenrigsministre den 16. juli 2020. Her er det tredje punkt bemærkelsesværdigt, hvor der står, at parterne vil gøre en indsats for at »skabe en synergi mellem Bælte- og Vej-Initiativet og de centralasiatiske landes udviklingsstrategier, udvide handel og sørge for flere fælles idéer og konkrete skridt for udviklingen af Silkevejen for Sundhed og den Digitale Silkevej.« I det ottende punkt, som omhandler Afghanistan, står der: »Kina og de centralasiatiske lande støtter alle freds- og forsoningsprocessen i Afghanistan, og er klar til at spille en konstruktiv rolle i at opfordre til intra-afghanske forhandlinger, genoprettelsen af fred og stabilitet, fremskyndelsen af økonomisk genopbygning i Afghanistan og styrkelsen af regionalt samarbejde.«

Et andet vigtigt skridt var den fælles udtalelse fra Den fjerde, trilaterale dialog mellem Kinas, Afghanistans og Pakistans udenrigsministre i juni måned 2021, hvor det blev understreget at »de tre parter igen bekræftede, at de vil udbygge samarbejdet under Bælte- og Vej-Initiativet, Den regionale, økonomiske Samarbejdskonference (RECCA), Processen i Istanbul »Asiens Hjerte« (HoA/IP) og andre regionale, økonomiske initiativer.« Forbindelsen mellem Den kinesisk-pakistanske økonomiske Korridor (CPEC) og Afghanistan var et nøgleelement i denne dialog.

RECCA, som er nævnt i dette fælles dokument, er et initiativ, som blev igangsat af Afghanistans udenrigsministerium for at samle alle de forskellige forbindelses- og udviklingskorridorer, der forbinder Afghanistan med dens naboer og de større regioner. De har udgivet flere studier om disse korridorer, samt hvordan de vil gavne Afghanistan og forøge stabilitet og sikkerhed i landet, samt hele regionen.

Så, planen er at bygge flere udviklingskorridorer til transport, energiproduktion, og olie og gas gennem Afghanistan. Flere af projekterne er beskrevet af RECCA. Et af dem er CASA-1000, det centralasiatiske og sydasiatiske regionale marked for elektricitet. Turkmenistan er et land rigt på naturgas. Iran, ligeså, er rigt på naturgas og begge leverer strøm til Afghanistan.

Afghanistan er afhængig af at dets nabolande leverer elektricitet, kapaciteter som ikke er blevet opbygget de sidste 20 år. CASA-1000 inkluderer Kirgisistan, Tadsjikistan, Afghanistan og Pakistan under ét elforsyningsnet. TAP-500 er et andet elektrisk kabel som forbinder Turkmenistan, Afghanistan og Pakistan. Der er TAPI, den turkmenske, afghanske, pakistanske og indiske gasrørledning, som angiveligt blev støttet af USA og NATO, men denne blev brugt som et geopolitisk redskab for at sikre sig, at de centralasiatiske lande og de gas- og olierige lande afholdte sig fra at samarbejde med Rusland, Iran og Kina, og få deres naturgas udefra, da de er lande uden kystlinje.

Så, idéen var, at forbinde Turkmenistan direkte med Afghanistan, Pakistan og Indien, og få naturgassen derfra. Men dette er, i sig selv, et meget nyttigt projekt og hjælper også med at forbinde Pakistan og Indien gennem en fælles interesse. Men det udelukker ikke at bygge en gasrørledning til Rusland eller til Kina eller gennem Iran. Virkeligheden får imidlertid det sidste ord, og korridoren med naturgasrørledningen mellem Turkmenistan, Centralasien og Kina er blevet en af de mest vitale gasrørledninger i Asien. Iran, Pakistan og Inden havde også deres planer for en »Fredens Rørledning«, hvilket iranerne byggede hele vejen til Zahedan på grænsen til Pakistan; men presset fra USA tillod ikke Pakistan at følge op på dette projekt. Yderligere, bidrog konflikten mellem Pakistan og Indien til at stoppe dette projekt. Så, der er ingen konflikt mellem disse forskellige olie- og gasrørledninger, hvis geopolitikken skubbes til side, og økonomiske og sociale overvejelser tager dennes sted.

I dag er der intet i vejen for, at Pakistan kan drage fordel af at samarbejde med begge. Nødvendigheden for elektricitet for alle lande, herunder Indien og Kina, er så enormt, at det kun kan imødekommes med mere end én rørledning.

Der er også, blandt disse infrastrukturprojekter, De fem nationers Jernbane (Kina, Kirgisistan, Tadsjikistan, Afghanistan, Iran) og korridoren fra Peshawar (Pakistan) til Kabul og til Dushanbe. En anden korridor går fra Peshawar til Kabul til Mazar-e-Sharif og ind i Turkmenistan. Der er en række jernbaner, som blev bygget fra nabolandene; som Iran, der blot sidste år færdiggjorde jernbanen fra Khaf og Mashhad i Iran til Herat i det nordvestlige Afghanistan. En korridor skulle også videreføres fra Tadsjikistan til Kunduz. Mange regionale jernbaner når fra nabolandene til Afghanistans grænsebyer, men stopper så der, fordi de ufærdige forbindelser mangler inde i Afghanistan selv. I 2016 ankom et tog fra Xinjiang i Kina til Hairatan i det nordlige Afghanistan, som passerede gennem Kasakhstan og Usbekistan. I 2019 blev en fragtforbindelse oprettet langs denne rute til Kina. Derfor burde det at bygge de manglende forbindelser i Afghanistan, blive til omdrejningspunktet for genopbygningsplanerne.

I februar dette år blev en strategisk aftale mellem Pakistan, Afghanistan og Usbekistan underskrevet for konstruktionen af en jernbane på 573 km fra Mazar-e-Sharif via Kabul til Peshawar (Pakistan). Den vil blive forbundet med den eksisterende Termez (Usbekistan) som krydser over til Mazar-e-Sharif (i Afghanistan), der åbnede i januar 2012. Denne strækning muliggør en direkte forbindelse mellem Pakistan og den usbekiske hovedstad, Stashkent. De tre lande skrev i fællesskab under på et forslag i december 2020 for planer, som søger et lån til projektet fra globale finansinstitutioner på 4,8 milliarder dollars. Efter forlydende har både Verdensbanken, Den asiatiske Udviklingsbank, Den europæiske bank for genopbygning og Udvikling, Den europæiske Investeringsbank, Den islamiske Udviklingsbank, Den asiatiske infrastruktur- og Investeringsbank (AIIB) og Det internationale Finansselskab (International Finance Corp.) vist interesse for projektet. Strækningen vil også blive forbundet med den 112 km lange grænsestrækning fra Atamyrat (Turkmenistan) til Aqina til Andkhoy, og forbinde Turkmenistan med Peshawar.

Omringet af BVI-projekter

Alle Afghanistans naboer deltager aktivt i BVI. CPEC, BVI’s flagskib, og den mest avancerede af BVI-korridorerne, er et vigtigt middel til at bringe BVI  til Afghanistan.

Kinas forhold til Centralasien har udviklet sig i en positiv retning, specielt efter Xi Jinpings iværksættelse af BVI i 2013. De centralasiatiske nationer, hvor af tre deler grænse med Afghanistan, har tilpasset deres nationale udviklingsplaner til BVI. Ikke kun er deres handel med Kina vokset enormt, men mange infrastruktur- og landbrugsprojekter er nu integrerede dele af BVI og samarbejdet med Kina. SCO, som til at begynde med var en sikkerhedsorganisation, har nu udviklet sig til et redskab for økonomisk samarbejde. Den fælles kommission for formidlingen af international Vejtransport er en af SCO’s vigtige platforme, specielt hvad infrastruktur angår. Der er flere initiativer for Kina og Centralasien, såsom Den regionale sino-kirgisiske Samarbejdsplan (2015-2020), Kasakhstans lyse Vej-Initiativ, Tadsjikistans nationale udviklingsstrategi 2030 og Usbekistans nye udviklingsstrategi.

Hvad den regionale sammenknytning angår, er Kinas Xinjiang-region (uyghurenes autonome region) forbundet med tre hovedkorridorer i BVI. Disse er CPEC, Den nye Silkevej og Den eurasiske Korridor. Men for at have en effektiv sammenknytning er der brug for en opgradering af transport- og energiinfrastrukturen i Kinas nabolande, for at kunne følge med den hurtige udvikling af Kinas egen økonomi og den hurtige forøgelse i handlen mellem Kina og Europa.

Iran, som deler en lang grænse med Afghanistan i vest, har i årevis også konsolideret dets forhold til Kina og BVI, men allervigtigst ved at skrive under på Aftalen for det omfattende strategiske Partnerskab i marts 2021, hvilket sætter en ramme for handel, økonomisk og strategisk samarbejde, der er uden sidestykke og vil fortsætte de næste 25 år. Iran har også stærke økonomiske bånd til Afghanistan og har, som nævnt ovenfor,  for nyligt udvidet en vigtig jernbane fra Khaf i det østlige Iran til Herat i Afghanistan.

Rig på mineraler

Afghanistan er rig på sjældne jordarter og andre metaller såsom litium, beryllium og tantal og andre stoffer, der er nødvendige for moderne elektronik og højteknologiske produkter. Afghanistan har også meget store jern- og kobberminer.

En god ting, som USA’s agentur for geologiske Undersøgelser foretog, var en omfattende undersøgelse af næsten hele det afghanske territorium for at finde de forskellige aflejringer af særlige mineraler og mineraler, som ikke er olie. Studiet blev fuldendt i 2016 og er blevet opdateret flere gange siden da.

Kobberaflejringerne i Mes Aynak er nogle af de største i Asien. Et kinesisk konsortium (China Metallurgical Group) vandt kontrakten for at udvikle denne mine og udvinde kobber i 2007. Dog var der to store problemer med arbejdet. Et af dem var et sikkerhedsproblem. Områderne, hvor det kinesiske firma arbejdede, blev angrebet af militante grupper i flere ombæringer. Det andet problem har med forarbejdelsen af kobberet at gøre, hvilket krævede en investering i konstruktionen af et kraftværk på 500-megawatt og en jernbane for at bringe kullet fra den nordlige del af landet, og at fragte det udvundne kobber var også nødvendigt. Mangel på vand, som er nødvendigt for minedrift, var også et andet problem. Dette betød at projektets omkostninger, som et resultat af sådanne investeringer, ville være højere end forventet. Dette betød at forventede afkast, både for det kinesiske firma og den afghanske regering ikke var så store, som de først blev skønnet. Dette førte til en stridighed, som ikke er løst endnu, men hvis sikkerhedssituationen stabiliseres, og udviklingskorridorerne bygges, vil energi og transport være til rådighed til lettere at gøre brug af disse miner.

Vandmangel

Afghanistan var en frodig have for mange århundreder siden; men på grund af periodiske, langsigtede klimaforandringer og også alle de konflikter, som har indhyllet Afghanistan, samt den manglende udvikling, så er Afghanistan temmelig tørt. I Afghanistan har blot 67% af befolkningen adgang til drikkevand, ikke nødvendigvis vand fra vandhanen. Mange har kun adgang til drikkevand via brønde. I 2004 var dødelighedsraten 25% i Afghanistan for børn under fem år, hvilket er et forfærdeligt højt niveau; men halvdelen af dødsfaldene er relaterede til vandbårne sygdomme – så, det at levere vand er et umiddelbart spørgsmål om liv og død for mange, samt er essentielt for økonomisk udvikling.

Afghanistan har et stort antal floder, såsom Helmand-floden, Amu Darya-floden, Kabul-floden, Logar og Banjshir, samt flere andre mindre floder. Fordi de afhænger meget af at sne smelter i bjergene, har de store udsving på årstiderne, og nogle af floderne tørrer sågar ud i sommeren og efteråret. Vandbudgettet i Afghanistan skønnes til at være 55-75 milliarder kubikmeter om året. Det er cirka, hvad ægypterne får fra Nilen hvert år; men ægypterne får det bogstaveligt serveret på et fad. Men i Afghanistan, på den anden side, for at være i stand til at gøre brug af så meget som muligt af dette vandbudget – det vil sige, i stedet for at det løber ud eller fordamper – er der brug for at opbygge et kæmpe kontrolsystem af vandinfrastruktur.

Et vigtigt punkt, i forhold til fødevaresikkerhed, er problemet med opiumdyrkning, som var forsvundet, da Taliban sad på magten før 2001, men som kraftigt voksede efter at USA og NATO tog kontrollen. Afghanistan er blevet til kilden for 80% af hele verdens opium- og heroinproduktion. Da Taliban overtog hovedstaden, Kabul, den 17. august, erklærede de at de endnu engang vil udrydde opiumopdyrkningen.

De menneskelige ressourcer

I følge statistik fra 2021 ligger Afghanistans befolkning på 39 millioner mennesker, herunder tre millioner flygtninge, mest i Iran og Pakistan. Men den forbløffende faktor er at 46% af befolkningen i Afghanistan er under 15 år; og kun 2,5% af befolkningen i Afghanistan er over 65 år gamle. Så, omkring 80% af det afghanske folk er under 30 år gamle, hvilket er en meget, meget ung befolkning. Og selvfølgelig har disse enorme aspirationer og krav. Det forventes, at denne befolkning på 37 millioner vil være fordoblet i år 2050.

Koncentrationen af befolkningen i Afghanistan er syd og nord for den centrale bjergkæde. Så, disse må forbindes gennem udviklingskorridorer, således at alle de forskellige, afghanske befolkningsgrupper, samt ressourcer, kan knyttes sammen – både vand og andre ressourcer – for at skabe en økonomisk enhed. Dette vil naturligvis bidrage til at forbinde Afghanistan til de omkringliggende nationer, for at skabe en endnu større økonomisk enhed.

Hvad den umiddelbare støtte via Bælte & Vej burde være, er genopbygningen af Afghanistans infrastruktur, for at skabe den nødvendige økonomiske platform, således at de millioner af unge afghanere får muligheden for at forbedre deres færdigheder og deres produktivitet for at drage nytte af naturressourcerne og landet for at profitere og blive i stand til at deltage i den internationale handel.

Vejen frem

Den 28. juli 2021 mødtes Wang Yi med delegationen, ledt af chefen for Talibans afghanske politiske Kommission, Mullah Abdul Ghani Baradar, som var på besøg i Tadsjikistan. Selvom en stor del af diskussionen beskæftigede sig med det fremtidige perspektiv for forsoning, fred, stabilitet, og at forhindre terrorgrupper i at bruge Afghanistan som base for angreb mod Kina og andre nabolande, var økonomisk udvikling og genopbygning nøgleelementer i de to parters diskussion. Baradar understregede, at den afghanske side håber at Kina vil være mere involveret i Afghanistans freds- og forsoningsproces, og spille en større rolle i fremtidig genopbygning og økonomisk udvikling. Det afghanske Taliban vil også selv gøre en indsats for at fremme et miljø for investeringer.

Ironien her er, at det selvsamme Afghanistan, som var omdrejningspunkt for geopolitik, pludselig kunne blive til springbrættet til en ny æra for et samarbejde om gensidig vinding, frem for politiske nulsumsspil. Økonomisk samarbejde er vejen til både sikkerhed og velstand for alle nationer, særligt Afghanistan, hvis befolkning har lidt så skrækkeligt i næsten 40 år. Det er på rette tid nu at bringe Afghanistan på Bælte & Vej mod fred. Denne nuværende krise bærer en gunstig lejlighed med sig, præcis som Berlinmurens fald skabte en mulighed for en ny og retfærdig verdensorden. Desværre blev den mulighed i 1989 spildt. Verden har ikke råd til at spilde endnu en sådan enestående mulighed.

HARLEY SCHLANGER: Hej jeg er Harley Schlanger. Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Det er den 2. september 2021.

     Helga, du har i de seneste uger gentagne gange understreget, at vi nu befinder os på det punkt, hvor et faseskift finder sted i verden. Vi så noget af en anerkendelse heraf forleden dag i præsident Bidens kommentarer, at æraen med at indsætte militæret til regimeændringer er forbi. Hvor står tingene så, hvad angår dette spørgsmål om et skifte til en ny æra?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Tja, der er mange forskellige reaktioner – først og fremmest synes jeg at det er ganske bemærkelsesværdigt, at præsident Biden ikke alene erklærede, at Afghanistan-missionen var slut, men hele æraen med ”nationbuilding”. Nu skal det ord ses lidt nærmere efter, for det, som disse mennesker kalder “nationbuilding”, har intet at gøre med national opbygning eller opbygning af en nation. Det er en slags syllogisme for regimeskifte, humanitær intervention, at forsøge at omdanne fremmede lande efter en militær intervention i henhold til værdisystemet i det liberale Vesten, og det er meget klart, at den model er helt og aldeles mislykket. Der er faktisk en generel erkendelse af, at dette er tilfældet, 20 års krig for ingenting, eller faktisk med mange døde mennesker, mange mennesker fordrevet, men der er endnu ikke nogen reel erkendelse – jeg mener, der er forskellige reaktioner. For eksempel er det, som jeg lige nu er mest bekymret for, at selvom det er klart, at USA, briterne, NATO generelt, vil opgive disse intervenerende krige, som Afghanistan, Irak, muligvis endog Syrien, så er det desværre en ændring de foretager for at koncentrere sig om de virkelige konkurrenter, nemlig Rusland og Kina, og især Kina; og et skift til Stillehavet.

     Hvis det nu er den eneste lektie, vi har lært af denne katastrofe, er vi ikke meget bedre stillet, fordi målet eller tanken om, at Vesten kan dæmme op for Kinas fremgang, er en idé, der er lige så dømt til at mislykkes som Afghanistan-krigen, men med endnu større konsekvenser; for, som vi ser omkring konflikten med Taiwan, er potentialet for at en sådan konfrontation kan føre til en atomkrig desværre meget stort. Og adskillige militære ledere og også andre personer har for flere måneder siden advaret om, at denne fare er meget høj. Jeg synes absolut ikke vi burde have dette, men det er stadig på dagsordenen.

     Når man ser på situationen i Afghanistan som sådan, er der også meget, meget forskellige reaktioner. Briterne er fuldstændig hysteriske over, at Biden ikke rådførte sig med dem, og at han ikke informerede dem; der er nu artikler i {Financial Times} og i {New York Times}, der sidestiller Biden med Trump. Jeg finder dette meget – hvis situationen ikke var så alvorlig, ville jeg næsten grine og synes det var meget ironisk. De beskylder nu Biden nu for at være pro-irsk, anti-britisk. Så alt dette foregår. Så briterne er generelt hysteriske, fordi de ved, at det såkaldte “Global Britain” uden USA bare er to tomme ord uden noget bag.

    Så, naturligvis, det amerikanske militær, der er nogle mennesker i militæret, og der er faktisk en gruppe, som er dannet omkring Petraeus, tror jeg, der bebrejder Biden, at dette var den største fejl, at USA skulle være blevet der for evigt. Nu er det “betonhovederne”, som vi ville have kaldt dem i forbindelse med Berlinmurens fald, “{Betonköpfe}”: de mennesker, der ikke er villige til at lære noget uanset hvad. Men der er også, vil jeg sige, ærlige militærfolk, der deltog i dette, og de er fuldstændig rådvilde, fordi de ikke rigtigt forstår, hvad der gik galt og så videre.

    Så der er alle disse forskellige reaktioner, og jeg synes, at det, der stadig absolut mangler, er en grundlæggende erkendelse og analyse af, hvad der gik galt: Hvorfor er der denne vestlige indsats for at omdanne verden i henhold til “retten til at beskytte”, humanitær intervention, at pålægge lande, der har en helt anden kultur, såkaldt vestligt demokrati på. Briterne var for den sags skyld ikke i stand til at erobre Afghanistan i det i det 19. århundrede med tre forsøg; Sovjet var ikke i stand til at gøre det, og nu har NATO og den stærkeste militære magt på planeten, USA, heller ikke været i stand til at gøre det. Så måske burde man én gang for alle lære den lektie, at ideen om humanitære interventioner og forsøg på at pålægge vestlige værdier ikke virker. Det er den første lektion, men det er bare det første trin, og det andet trin må naturligvis være, hvad der skal sættes i stedet? USA brugte 2 billioner dollars på Afghanistan i 20 år. ‘Council on Foreign Relations’ hævder tilmed, at det var $ 2,3 billioner; Tyskland brugte i alt 18 mia. Euro, og resultatet er forfærdeligt.

   Hvad er resultatet? Afghanistan har nu 14 millioner mennesker, der er udsat for sult, ifølge David Beasley, lederen af Verdens Fødevareprogram, 500.000 fordrevne, 4 millioner er i fare for at dø i år, hvis der ikke sker en større ændring i politikken, herunder fødevarehjælp. Så dette er et forfærdeligt resultat. Disse penge var naturligvis meget dårligt givet ud.

     Så jeg mener, at hvad der virkelig kræves, og dette er en appel til vores seere om at hjælpe med at foranledige dette, hvad der virkelig kræves, er en grundlæggende analyse af, hvad der gik galt i Afghanistan, men også i Irak, Syrien, Libyen og alle de andre større indgreb, for medmindre man først har klarhed om det, kan man ikke rette fejlene….

SCHLANGER: Der er så mange ironier her, jeg vil bare pege på et par: Den ene er mennesker der siger, at vi skal beholde tropper derude, vi burde ikke have forladt landet, for ISIS og al-Qaeda kommer til at dukke op igen – ISIS og al-Qaeda har været der førhen; de er der stadig! Mens vi havde tropper, var de der stadig. Så tanken om, at flere tropper simpelthen betyder, at de klamrer sig til tanken om, at der kan være en militær løsning, og det har meget at gøre med de enorme mængder af penge, der ender med at gå i hænderne på ‘Beltway-konsulenterne’ og så videre.

     Den anden ting, jeg finder aldeles ironisk, er mennesker der siger: “Vi skulle have været blevet for at forsvare det afghanske folks rettigheder”. Altså, som du påpeger, er der millioner som trues af sult, og alligevel tilbageholder de samme mennesker, der siger at vi skal “forsvare” dem, økonomiske midler! Man har, tror jeg, en rapport om mængden af pengemidler, der tilbageholdes fra Afghanistan.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, jeg mener, at den amerikanske centralbank tilbageholder 9 milliarder dollars i aktiver tilhørende Afghanistan, og de hævder at de tilbageholder de disse penge, fordi de ikke anerkender Taliban som den legitime regering. IMF tilbageholder 400 millioner dollars i form af ‘special drawing rights’. Så dybest set kommer det ned til økonomisk krigsførelse. Og Taliban har på den anden side meget klart givet udtryk for, at de vil etablere et fuldgyldigt finanssystem. Og Taliban er muligvis ikke, hvad nogle ville ønske – tydeligvis ikke. Men på dette tidspunkt kommer den virkelige terrortrussel ikke fra Taliban, den kommer fra ISIS, al-Qaeda og andre terrorgrupper, som straks vil fremstå som en langt større trussel, hvis Taliban bliver kastet ud i kaos af denne økonomiske krigsførelse.

   Så Taliban har meget tydeligt givet udtryk for, at de er meget interesserede i økonomisk genopbygning af landet, og det er også den eneste måde: Vores holdning – og vi havde fremsynet til at afholde en meget omfattende begivenhed med Schiller Instituttet den 31. juli, der foreskrev præcis hvilken form for genopbygning og økonomisk program der er behov for, og det er stadig hovedtrækkene for, hvad der må gøres. Så jeg synes, det er meget godt og interessant, at den russiske ambassadør i Afghanistan, Zamir Kabulov, kræver at disse indefrosne aktiver frigives som det første skridt. Jeg tror, ​​at den tyske deltagelse i ikke alene den humanitære bistand, men også i det der kaldtes udviklingsbistand – som var visse projekter, der nu er afbrudt – skal fortsætte! Det er dumt: Det værste, man kan gøre lige nu, er at øge den økonomiske ustabilitet i et land, hvor halvdelen af ​​befolkningen går sulten i seng hver dag. Det kan kun føre til kaos, og terroristerne vil vinde, for den, der ønsker at destabilisere situationen, får meget lettere ved det, hvis folk er på sultegrænsen.

   Kabulov forlangte også, at der blev afholdt en øjeblikkelig international konference for at diskutere, hvilke former for udviklingsprojekter der vil være nødvendige for at vende den alvorlige økonomiske udvikling, og det kan jeg kun tilslutte mig: Vi har allerede grundlæggende i grove træk præciseret den slags projekter, korridorer, infrastruktur. Og frem for alt skal vi starte med at opbygge et moderne sundhedsvæsen, for bortset fra sulten er Afghanistan naturligvis – som alle andre lande – ramt af COVID-19-krisen. Og hvis man derfor fra vestlig side ville vise et tegn på god vilje, ville det bedste være, at vi tilbyder bygningen af ​​flere moderne hospitaler, uddannelsesprogrammer for læger, sygeplejersker, unge mennesker, der kan hjælpe med det; og at vi er villige til at samarbejde med Rusland, med Kina, Pakistan, Indien og de centralasiatiske nabolande i denne stabilisering og reelle opløftning af Afghanistans økonomi som det allerførste trin i henhold til princippet “fred er lig med udvikling”. Disse mennesker, der nu er så foruroligede over, at dette er Vestens største fiasko, burde, snarere end bare at fortsætte de geopolitiske manipulationer, virkelig ændre sig! Økonomisk samarbejde – og Ikke militære operationer – er det der vinder freden. Det vil være vores kraftfulde intervention i den kommende periode.

SCHLANGER: Bare for at gå lidt længere, har vi Blinken, der udtaler, at militæret har fejlet, og at vi nu er nødt til at gå over til diplomati. Det efterlader et meget åbent spørgsmål: CIA-direktør William Burns gjorde i bogen, The Back Channel: A Memoir of American Diplomacy and the Case for Its Renewal, faktisk opmærksom på, at diplomatiet er blevet ofret for idéen om at bruge militærmagt og udtalte en meget interessant erklæring om, at USA handlede mere som den britiske kolonitjeneste end den traditionelle amerikanske udenrigstjeneste. Men samtidig ser det ud til, at Blinken fortsætter med at presse på med ‘Omdrejningspunkt til Asien’, og i stedet for at arbejde med Kina, hvilket ville være den indlysende pointe som du efterlyste, ser det stadig ud til, at der er en militær opbygning i det Sydkinesiske Hav; idéen om et “asiatisk NATO” – hvad er din fornemmelse af, hvor tingene står med dette?

ZEPP-LAROUCHE: Som jeg sagde, hvis den eneste lektie man har lært er at lægge disse intervenerende krige i de såkaldt små lande bag sig, for at koncentrere sig om de store, nemlig Rusland og Kina, er der ikke opnået noget væsentligt. Og hvad jeg finder meget interessant, er erklæringen fra hr. Alexander Lomanov, chefforsker ved Primakov-instituttet i det russiske videnskabsakademi, der i forbindelse med Afghanistan grundlæggende diskuterer kollapset af USA’s såkaldt “bløde magt”. Jeg finder dette meget interessant, for der var tydeligvis i Den kolde Krig, umiddelbart i efterkrigstiden, Tyskland og Japan, de tidligere fjender – af geopolitiske årsager – et skifte på et bestemt tidspunkt for at muliggøre genopbygning af disse to tidligere fjender. Og Tyskland og Japan nød begge en relativ velstand som følge af dette skifte.

Ingen af de såkaldte småstater, der blev ødelagt af disse militære indgreb, er blevet genopbygget. Irak er stadig en katastrofe, Syrien befinder sig i en frygtelig situation, især på grund af de igangværende imperialistiske sanktioner; Libyen er stadig et totalt rod; Yemen sulter. I Afghanistan er halvdelen af befolkningen nu udsat for at sulte. Nu skal der være velstand!

     Og chefen for Primakov-Instituttet peger på, at manglen på, eller den manglende evne til at skaffe velstand til disse små lande er den egentlige flaskehals. Det er derfor, at Kina er så meget mere attraktiv for alle disse udviklingslande, for hvis man har valget mellem enten at være ‘USA’s hangarskib i Stillehavet’ eller at nyde infrastrukturudvikling, så er svaret meget klart: Alle disse lande vil hellere gå med til den kinesiske tilgang, end med USA, der bare lægger vægt på militæret.

    Så jeg mener, at Vesten må have en seriøs refleksion over hvorfor ideen om en unipolær verden, med EU som underordnet partner i det angloamerikanske ‘særlige forhold’, er slut. Og jeg synes at Burns-bogen, som du nævnte, har denne interessante idé; en indrømmelse af, at USA’s unipolære rolle var en kortsigtet, midlertidig rolle og i sagens natur ikke kan opretholdes.

   Og jeg synes, ​​Vesten for alvor må skifte gear, gå tilbage til ideen om udvikling – reel udvikling. For eksempel havde man i 1950’erne og 60’erne FN’s udviklingsårti, hvor tanken var, at man hvert tiende år ville gennemgå situationen med ideen om at overvinde underudvikling af udviklingslandene for altid, og det må tilbage på bordet. Og så skal vi have et nyt paradigme, hvor geopolitisk konfrontation skal erstattes med ideen om samarbejde. Verden er så fuld af problemer, at selvom der er økonomisk udvikling i Kina, i asiatiske lande, i europæiske lande, i USA, for at løfte verden ud af sin nuværende frygtelige tilstand, vil det tage mange, mange år med internationalt samarbejde, og forhåbentlig bliver menneskeheden voksen, og lærer at leve sammen med forskellige sociale systemer, respektere hinandens suverænitet og leve i fred! Vi er ikke dyr, du ved, vi er ikke bjørne eller ræve eller andre dyr, der bliver sultne og derefter bliver rovdyr på den andens bekostning. Vi er mennesker, og sammen kan vi befolke rummet, vi kan udrydde fattigdom, vi kan finde et svar på ethvert problem, hvis vi arbejder sammen til det fælles bedste! Og jeg tror, ​​at det skift skal finde sted.

   Jeg ved, at det ligger meget langt fra, hvad folk nu betragter som deres motivation, men det er artens fremskridt, så at sige, som må finde sted, hvis vi virkelig vil have en lys fremtid.

SCHLANGER: Et andet område, hvor geopolitikken igen har rejst sit grimme ansigt, er Ukraine, hvor Ukraines præsident har besøgt Washington. Der tales om, at et “aggressivt Rusland” skal lære dem en lektie. Dette vil fortsætte med at dukke op. Hvor står Europa med hensyn til dette? Vil Europa fortsætte med at gå sammen med NATO og USA om dette, eller vil der komme et brud?
 
ZEPP-LAROUCHE: Tja, der er visse udsagn, for eksempel fra Michel fra Det Europæiske Råd, andre der siger, at hele denne tilbagetrækning fra Afghanistan, den kaotiske tilbagetrækning uden at informere de allierede, at der er meget kritik af Biden, hvordan tilbagetrækningen blev udført. Og ganske vist var der nogle ting, der ikke ligefrem var heroiske, og nu siger nogle mennesker, at man ikke kan stole på USA mere, og at Europa derfor må hævde sig. Se, på den ene side tror jeg det er sandt, igen, at USA ikke ligefrem har været samarbejdsvillig med Europa som ligeværdige partnere, og man skal trække sine konsekvenser ud fra det. Men på den anden side er det ikke godt, hvis man erstatter unipolær domineret geopolitik med en multipolær geopolitik – man skal af med geopolitikken. Og jeg tror, ​​at det skridt stadig kræver noget arbejde, men det er præcist, hvad Schiller Instituttet forsøger at sætte på dagsordenen internationalt, at man skal have en anden opfattelse af, hvad udenrigspolitik handler om: nemlig at man skal arbejde i den andens interesse, hvis man vil tilgodese sin egen interesse.
 
SCHLANGER: Det er klart, at det du taler om som et program for global økonomisk udvikling især vil appellere til unge, der ser på, hvad de ønsker at gøre med resten af deres liv. Men der er en kæmpestor bestræbelse på at indfange de unge i Green New Deal og få dem til at vende sig imod den ældre generation, vende sig mod teknologi. Denne grønne sygdom er nu overalt. Hvad er de seneste indikationer på, hvor slemt det går?
 
ZEPP-LAROUCHE: Der er mange stemmer fremme om, at det berømte Glasgow COP26-møde den 1.-12. november i Skotland vil fejle, og det er grundlæggende fordi, det står meget klart, at EU og også Biden-administrationen brugte dette samarbejde om klimaændringer for på en eller anden måde at få Rusland og Kina og udviklingslandene ombord. Disse lande er ikke dumme. I betragtning af at der har været et sammenbrud af alt samarbejde, da John Kerry netop tog til Kina for med Wang Yi at diskutere kinesisk-russisk samarbejde om klimaforandringer, kom Wang Yi med et meget interessant svar. Han sagde, at samarbejdet om klimaforandringer ikke kan være en oase i ørkenen. Det betyder, at der skal samarbejdes på mange områder, ikke kun det der lokker Kina til sin egen selvdestruktion, hvilket klart er det, Green Deal ville medføre. Derefter sagde den nye kinesiske ambassadør i USA Qin Gang, at forholdet mellem USA og Kina befinder sig på et historisk tidspunkt, og at det absolut ikke må drives til en ny kold krig og derudover.

Russerne har heller aldrig sagt meget klart, at de uenige i hele denne IPCC-fortolkning af klimaændringer, men de facto bygger de atomkraftværker, de bygger kulværker, ligesom Kina. Indien har klart afvist COP26. Og altså, hvad unge mennesker hellere burde indse end at falde for denne propaganda, som tusinder af forskere modsætter sig; vi havde en meget god repræsentation på en af ​​Schiller Instituttets konferencer, den 26.-27. juni, med repræsentanter for forskere fra Italien, Schweiz, Holland, Tyskland, USA, Sydafrika, mange andre lande. Hvis jeg var en ung person, ville jeg virkelig tænke over, hvor vi står? Vi står foran afslutningen på et helt system. Fordi det vi ser, med hensyn til at Vesten ikke lykkes med at nå deres mål; hvis man dertil lægger kulturkrisen – er man ung, tror man måske ikke nødvendigvis, at det er en krise, men det er det. Det faktum, at den amerikanske levealder falder for fjerde år i træk, det er den stærkeste økonomiske indikator for et kollapsende system: selvmordsraterne, stofmisbruget, skoleskyderier, hele ideen om at du skal spørge små børn, om de vil være en dreng eller en pige: jeg mener, at disse børn er alt for små til at have ideen om konsekvenserne af, hvad det vil sige at have disse diskussioner; alene diskussionerne, endsige de medicinske konsekvenser. Så der er en hel masse ting, der går galt i vores nuværende samfund, og hvis man stiller det i modsætning til Kina; altså, nogle mennesker i Vesten vil flippe ud og sige, at dette er endnu et bevis på Kinas diktatur. Men efter hvad Kina støtter, og jeg tror, ​​det er Xi Jinping personligt, vil de begrænse den tid, som unge kan se eller spille spil på internettet til tre timer om ugen, med det argument, at børn og studerende bør koncentrere sig om deres uddannelse og ikke spilde deres tid med spil. Og de sammenligner spil med en åndelig afhængighed og sammenligner det direkte og bevidst med afhængigheden af ​​opium under opiumskrigene, da Kina var under angreb i 1800-tallet. Og de siger, at grunden til at de gør det er, at de ønsker at have et samfund med ingeniører, forskere, lærere, kunstnere og ikke spilmisbrugere.

Jeg synes, at dette er det absolut rigtige at gøre, for som hele legaliseringen af stoffer, der er i fuld gang i USA, har det en meget negativ effekt på sindets kognitive kræfter. Og hvis man bare ser på disse forskellige udviklinger, tror jeg, at det er meget klart, hvilket system der vil overleve, hvilket system der opløser sig selv. Så folk burde ikke blive oprørte over Kina, de skulle hellere rette op på det idioti, der begås i Vesten.
 
SCHLANGER: Jeg tror, at når Tony Blair taler om det “imbecile” ønske om at afslutte de endeløse krige, bør det være klart, hvem de egentlige tåber er, og de mennesker der fremmer denne politik, bør ikke have lov til at lave politik. Måske skulle vi have et spillelokale til folk som Blair og redde de unge fra det.
     Helga, et sidste spørgsmål melder sig så omkring spørgsmålet om, hvor denne ting begyndte? Hvorfra startede det nuværende engagement i Afghanistan? Og dette har at gøre med, at vi stadig ikke har fået den rigtige historie om, hvad der skete den 11.september. Schiller Instituttet sponsorerer en konference den næstkommende weekend, om en uge fra denne lørdag. Vil du sige noget om det?
 
ZEPP-LAROUCHE: Ja. Vi har udgivet en hvidbog om, hvorfor krigen i Afghanistan skulle afsluttes, dette var i 2010, fordi selve definitionen på hvorfor den krig blev startet i første omgang var baseret på en løgn. Løgnen var, at 11/9 blev begået af bin Laden; Taliban gav tilflugt til bin Laden i Afghanistan, og derfor var man nødt til at straffe Taliban for at have gjort det. Se, den historie var latterlig fra begyndelsen, for da 11/9 skete, traf det sig tilfældigt, at min afdøde mand, Lyndon LaRouche, gav et direkte transmitteret interview til et radioprogram i Utah med radiovært Jack Stockwell. Og jeg kan huske det, fordi da nyheden kom, var der nogen som lagde et stykke papir på Lyns skrivebord om, at World Trade Center lige var blevet angrebet, og uden nogen form for anden avis eller rapport sagde han: Se, dette kunne ikke have været gjort uden medvirken fra korrupte, kriminelle elementer i det amerikanske sikkerhedsapparat. For han vidste fra sit arbejde med SDI, at luftforsvaret i USA er sådan, at man aldrig kunne have gjort det fra en hule i Afghanistan, hvor en skægget bin Laden sad og ledede indsatsen. Det var en teknisk umulighed, medmindre man havde noget samarbejde. Og nu har vi den kommende 20-årsdag for 11. september, og der er sagen naturligvis den ufærdige undersøgelse af Saudi-Arabiens rolle, hemmeligholdelsen af ​​det fra ​​visse elementer i USA. Og jeg tror, ​​at det er noget der skal afsløres, fordi denne krig blev startet på et forkert grundlag og kunne derfor aldrig lykkes. Og hvis man virkelig vil have et paradigmeskift, så er det det der absolut må rettes op på. Der er de 3.000 familier til ofrene for World Trade Center, Pentagon og Flight 93, som stadig fører retssag mod den saudiske regering om det. Så det bliver emnet for vores næste konference på lørdag 8 dage.
 
SCHLANGER: Folk bør gå ind på Schiller Instituttets hjemmeside for at tilmelde og registrere sig for at deltage. Helga, jeg tror vi er løbet tør for tid, men jeg vil gerne takke dig for at være med i dag, og vi vender tilbage i næste uge.
 
ZEPP-LAROUCHE: Ja, på gensyn i næste uge, og deltag i vores indsats.
 

Med formand Tom Gillesberg

31. august (EIRNS) – ”Denne beslutning om Afghanistan er ikke blot en beslutning om Afghanistan. Det handler om afslutningen på en æra med større militære operationer for at omdanne andre nationer.” Det amerikanske præsidentskab, repræsenteret af Joe Biden, har den 31. august potentielt set lukket døren til mere end tre årtier med transatlantiske ”triumftog” siden 1989 under Projektet for et nyt amerikansk Århundrede (PNAC); gennem George H. W. Bush’s forsvarsminister, Dick Cheneys, neokonservative ”5/20-komité” fra 1990; gennem Margaret Thatchers og George Bushs golfkrig (”Desert Shield/Desert Storm”) i 1990-91; gennem Tony Blairs tale om ”Responsibility to protect” (”Ansvaret for at beskytte”) i Chicago i 1999; og gennem ”evighedskrigene” i perioden efter 11. september, 2001.

Hvad angår Afghanistan har talsmanden for det kinesiske udenrigsministerium leveret, ikke en formaning, men et velovervejet forslag: ”En hvilken som helst handling, besluttet af FN’s sikkerhedsråd, inklusive timingen, bør afhjælpe konflikten i stedet for at optrappe spændingerne, og hjælpe med en blød overgang frem for endnu et styrtdyk ned i kaos… Vi håber, at de relevante lande indser det faktum, at en tilbagetrækning ikke er enden på ansvaret, men begyndelsen på refleksion og korrektion… USA og nogle andre vestlige lande burde yde Afghanistan den støtte, som økonomien har så hårdt brug for, levevilkår og humanitære nødvendigheder, hjælpe det afghanske folk med at overvinde problemer så hurtigt som muligt og påbegynde en fredelig genopbygning på det tidligst mulige tidspunkt. Hvad de ikke bør gøre er blot at tage af sted og efterlade et rod…”

Afslutningen på geopolitik er her visdommens begyndelse, og ikke blot en ”geoøkonomisk” erstatning af geopolitik. En ny idé – idéen om at forøge den samlede potentielle, relative befolkningstæthed på hele planeten, ved strategisk at forøge befolkningen for at øge planetens fysiske værdi som helhed, inklusive biosfæren selv, gennem et entusiastisk samarbejde blandt suveræne, uafhængige nationalstater – er den ”skøre” idé, som den transatlantiske verden må overbevises om på vegne af hele menneskeheden. Det vil ikke være let. Men: ”Du kvaser disse ord ind i mine ører imod / min egen mavefornemmelse” er ikke nødvendigvis svaret fra alle fraktioner i USA og den transatlantiske verden. Det åndfulde livsværk indeholdt i Lyndon LaRouches økonomiske forslag, herunder løsningerne til de tilsyneladende uløselige problemer i hver del af en stormfuld verden fyldt med konflikter, en sygdomsbølge og underudvikling, må nu slippes løs for at genopbygge verden. Det er den egentlige mission for LaRouche Legacy Foundations arkiveringsprojekt – en mission, som i de kommende måneder, må gøre problemløsningsmetoden i hundrede af LaRouches værker tilgængelig i videoform, på skrift og i taleformat.

Imens andre nationer, specielt dem som har taget initiativ til og samarbejdet med Bælte- og Vejinititativet, tydeligvis har udtrykt deres ønske om og evne til at udvikle sig selv, er Lyndon LaRouches tilgang til fysisk økonomi, samt hans opfindelse af ”udviklingskorridoren”, som det fysiske grundlag for at opløfte biosfærens evolution som helhed, kvalitativt overlegen i forhold til alle andre eksisterende begreber om fremtidig udvikling. Formidlingen af LaRouches unikke bidrag til global erkendelse, så vel som genskabelsen af menneskelig kreativitet , er vores formål, specielt i de kommende dage og måneder. Afghanistan er på nuværende tidspunkt en enestående situation, området for et enormt transformationspotentiale, hvor igennem en flerdimensionel, forbundet proces for verdensøkonomisk udvikling kan igangsættes overalt på denne klode. På denne måde vil vi undgå den tilsyneladende uundgåelige påbegyndelse af denne største, stadigt forestående, men hurtigt kommende, menneskelige tragedie. Hvis dette synes at være nådesløst, er det det kun for dem, som mangler modet til at forandre deres aksiomer.

Selvom LaRouche ikke er fysisk til stede til at overvære dette, har ødelæggelsens vinde, ligesom i Shakespeares Stormen, som blæser den dødelige tredelte pandemi af sygdom, krig og hungersnød/fattigdom til den atlantiske verdens kyster, overdraget menneskehedens fjender til den nutidige histories dom. Denne nutidige historie vil ikke tolerere den fjollede selvødelæggende utopi kaldet den Grønne New Deal. På trods af at det Skotske Nationalparti bringer de Grønne ind i regeringen for først gang, og Angela Merkel giver sin hovedtale ved 50-årsjubilæet for stiftelsen af Greenpeace’s tyske aflægger, indser verden, at den grønne euforis intetsigende løfter er en opskrift på undergang. ”Ingen brug af metal, korn, eller vin, eller olie – ingen beskæftigelse; alle mænd er ledige, alle, og kvinderne ligeså.”

Nu må vi skabe, ikke en ende, men en ny begyndelse på en afghansk situation som bliver, om et ikke et convivencia (begreb om den tid da muslimer, jøder og kristne levede fredeligt sammen i Andalusien –red-), men i det mindste en dialog mellem civilisationerne. Statskunst – ikke ”kunsten at lave en handel” (Trumps ”The Art of the Deal”) – er den eneste vej som verden kan tage. I skriftet Latter, Musik og Kreativitet skriver Lyndon LaRouche: ”Kernen af det egentlige spørgsmål er princippet om frihed i forhold til nødvendighed. Sammenligningen mellem den kreative musiker og den kreative fysiker passer eftertrykkeligt her… Essensen af kreativitet er problemløsning. I sidste ende er menneskets beherskelse af naturen, beherskelse af det materielle univers’ implicit forståelige love, underlagt al kreativ problemløsning.”

Denne nye amerikanske æra for samarbejde, en tilbagevenden til den ”menneskelige udenrigspolitik” af den klassiske lærde, John Quincy Adams, den amerikanske udenrigsminister og senere amerikanske præsident, som senere succesfuldt forsvarede de kidnappede afrikanere på slaveskibet Amistad i retten, må tage de sande interesser af alle i hele verden i betragtning. Den verdensomspændende sundhedsplatform, som Helga Zepp-LaRouche har foreslået, inkluderer offentlige sanitære forhold, rent vand, medikamenter og fødevarer, ligesom chefen for Verdensfødevareprogram, David Beasley, for nyligt krævede dette for Afghanistan, er måden hvorpå det sorgers hav, som konfronterer verden, kan tæmmes og, ved at ændre ens aksiomer, overvindes.

Uddrag fra præsident Bidens tale efter tilbagetrækningen fra Afghanistan (på engelsk):

“Ending an Era”—Biden Gives Passionate Anti-War Speech

Aug. 31, 2021 (EIRNS)—President Joe Biden today did far more than announce the end of the 20 years of war in Afghanistan—he announced the “ending of an era”—his words—reflecting those of Helga Zepp-LaRouche, who has posed that the lesson of Afghanistan is the utter failure of the “regime change” era launched by Tony Blair in 1999, and called for a new paradigm for mankind. While Biden did not go that far, it was close.

“I was not going to extend this forever war, and I was not extending a forever exit,” he said. “This decision about Afghanistan is not just about Afghanistan. It’s about ending an era of major military operations to remake other countries.” Clearly, if the President means this—and he spoke with passion—it will require both the end of the other “forever wars” which still rage in Southwest Asia, and certainly means ending the drive for war with Russia and China being orchestrated by the British and their stooges in the U.S.

On war itself, Biden said: "After 20 years of war in Afghanistan, I refused to send another generation of America’s sons and daughters to fight a war that should have ended long ago. After more than $2 trillion spent in Afghanistan — a cost that researchers at Brown University estimated would be over $300 million a day for 20 years in Afghanistan — for two decades — yes, the American people should hear this: $300 million a day for two decades…. And most of all, after 800,000 Americans serving in Afghanistan — I’ve traveled that whole country — brave and honorable service; after 20,744 American servicemen and women injured, and the loss of 2,461 American personnel, including 13 lives lost just this week, I refused to open another decade of warfare in Afghanistan. We’ve been a nation too long at war. If you’re 20 years old today, you have never known an America at peace.

“So, when I hear that we could’ve, should’ve continued the so-called low-grade effort in Afghanistan, at low risk to our service members, at low cost, I don’t think enough people understand how much we have asked of the 1 percent of this country who put that uniform on, who are willing to put their lives on the line in defense of our nation. Maybe it’s because my deceased son, Beau, served in Iraq for a full year, before that. Well, maybe it’s because of what I’ve seen over the years as senator, vice president, and president traveling these countries. A lot of our veterans and their families have gone through hell — deployment after deployment, months and years away from their families; missed birthdays, anniversaries; empty chairs at holidays; financial struggles; divorces; loss of limbs; traumatic brain injury; post-traumatic stress. We see it in the struggles many have when they come home. We see it in the strain on their families and caregivers. We see it in the strain of their families when they’re not there. We see it in the grief borne by their survivors. The cost of war they will carry with them their whole lives. Most tragically, we see it in the shocking and stunning statistic that should give pause to anyone who thinks war can ever be low-grade, low-risk, or low-cost: 18 veterans, on average, who die by suicide every single day in America — not in a far-off place, but right here in America. There’s nothing low-grade or low-risk or low-cost about any war. It’s time to end the war in Afghanistan.”

He said the invasion of Afghanistan had been a counter-terror operation, but we saw it “morph into a counterinsurgency, nation building — trying to create a democratic, cohesive, and unified Afghanistan—- something that has never been done over the many centuries of Afghanistan history. Moving on from that mindset and those kinds of large-scale troop deployments will make us stronger and more effective and safer at home.”

He pledged continued support for the Afghan people, especially the women and girls in Afghanistan and elsewhere, adding: “But the way to do that is not through endless military deployments, but through diplomacy, economic tools, and rallying the rest of the world for support.” This was, unfortunately, his only reference to development.

He insisted that the evacuation was an “extraordinary success,” getting 120,000 people out in such a short time, and that it would have been chaotic whether it were done earlier or later. He said the process will continue with cooperation from the Taliban if they stick to their word, and assured his audience that the terrorists, in Afghanistan or anywhere else, could be fought “over the horizon,” with few or no troops on the ground.

He concluded:

“As we close 20 years of war and strife and pain and sacrifice, it’s time to look to the future, not the past — to a future that’s safer, to a future that’s more secure, to a future that honors those who served and all those who gave what President Lincoln called their”last full measure of devotion." I give you my word: With all of my heart, I believe this is the right decision, a wise decision, and the best decision for America."

Hele talen kan læses her.

Billede: video grab: The White House's YouTube channel

29. august (EIRNS) – De sidste flyvninger, der bringer udlændinge og afghanske flygtninge ud af Kabul, er nu i gang, og præsident Biden holder fast i deadline den 31. august. Det hævdes, at et andet amerikansk droneangreb i Kabul i dag satte en bil, som var på vej til lufthavnen med flere påtænkte selvmordsbombere inden i, ud af spillet. Det dybtgående problem verden i dag står over for er, hvorvidt USA vil slutte sig til Kina, Rusland og landene i regionen for at påbegynde en økonomisk udviklingsproces for at denne krigshærgede nation kan blive den velstående korsvej mellem østlige og vestlige civilisationer, eller igen blive et forarmet centrum for terrorisme og narkotikaproduktion. Hvis det førstnævnte skulle ske fyldest, ville en sådan transformation tjene som en model for udviklingen af de andre nationer, der er blevet ødelagt af de anglo-amerikanske regimeskifte-krige igennem de sidste 20 år, og etablere konceptet "fred gennem udvikling" som det nødvendige nye paradigme til at erstatte britisk imperialismes mislykkede geopolitik.
 
I Irak afholdt regeringen i dag en konference med ti nationer med titlen: "Conference for Cooperation and Partnership" (Konference for samarbejde og Partnerskab), herunder Frankrig, Egypten, Saudi-Arabien, Iran, Qatar, Tyrkiet, Kuwait, U.A.E. og Jordan. Ligesom i Libyen og Syrien blev Iraks industrielle infrastruktur fuldstændig ødelagt af den vanvittige og ulovlige regimeændrings-krig, der blev begrundet med falske løgne fra Tony Blair og Bush-Cheney-administrationen. Alt imens Kina har tilbudt at bringe Bælte- og Vejprocessen ind i Irak gennem en olie-for-infrastrukturplan, er dette gentagne gange blevet saboteret af udenlandske interesser og manipulerede intriger i Irak, ligesom genopbygningen af Syrien er blevet forhindret af de modbydelige amerikanske "Cæsarsanktioner", der straffer ethvert land, der tilbyder at investere i syrisk genopbygning. Denne imperialistiske sanktionspolitik må ophøre, hvis den nuværende nedsynken i en ny mørk tidsalder skal vendes.
 
Schiller Instituttet har i en række konferencer og publikationer skabt rammerne for, at verden kan forenes bag afghansk udvikling (se  “Afghanistan — A Turning Point in History After the Failed Regime-Change Era” and “Will Afghanistan Trigger a Paradigm Change?”) Denne tilgang – for at afslutte den geopolitiske opdeling af verden i stridende fraktioner og for at imødekomme menneskehedens fælles mål – er ikke bare en god idé eller en naiv drøm. Valget af fred gennem udvikling, som har drevet enhver renæssance gennem historien, er den eneste mulighed for at afslutte de nuværende globale kriser – den ukontrollerede pandemi; den eksploderende økonomiske boble; truslen om termonuklear krig; samt det kulturelle forfald, der trækker de vestlige nationer ind i en narkotikainficeret perversitet, der minder om Romerrigets sidste dage.
 
Den kommende 20-årsdag for 11. september vil være anledning til en Schiller Institut-konference, der fejrer de kulturelle og intellektuelle ideer, som kræves for at besejre dette onde, og for at skabe den nødvendige kreative retning i dette øjeblik med dybtgående faseændringer i menneskets historie, som krævet af vores borgere, og borgere rundt om i verden (detaljer om konferencen vil snart være tilgængelige). I forventning om denne begivenhed har Schiller Instituttet annonceret udgivelsen af det første nummer af et nyt kvartalsvist magasin om kunst, videnskab og statskunst, {Leonore}. Bekendtgørelsen af den nye publikation stiller spørgsmålet: "Hvordan ville verden se ud, hvis alle unge mennesker fuldt ud kunne udøve deres kreativitet?" {Leonore} vil blive sendt automatisk til hvert enkelt medlem af Schiller Instituttet. 

Billede: Cpl Mike O'Neill RLC LBIPP  www.defenceimages.mod.uk

26. august (EIRNS) – Edgar Allen Poes novelle, "A Descent into the Maelstrom" (En nedsynkning i malstrømmen), en videnskabelig undersøgelse af de ændringer i geometrien, der finder sted under en faseændring i naturen, og den menneskelige erkendelses rolle i genkendelsen og undersøgelsen af disse ændringer, giver den nødvendige vejledning til at reflektere over den historiske faseændring, der finder sted i verden i dag. Poes personer er to brødre, hvis skib er fanget i en stor hvirvelstrøm ud for den norske kyst. I takt med at skibet trækkes længere og længere nedad mod ødelæggelse erkender en af brødrene den ændrede geometri i denne hvirvel, til forskel fra den der eksisterede i det foregående rum, og opdager på kreativ vis lovene i dette nye paradigme og redder sig selv, mens hans bror, rædselsslagen, hans sind i en tåge, klamrer sig til det gamle paradigme og styrter i døden.
 
Verden vil aldrig vende tilbage til den æra, hvorfra vi nu går videre til en ny geometri. Dette er tilfældet med pandemien, der slutter æraen med privatiseret sundhedspleje og fratagelse af sundhedspleje til de fattige nationer i verden; det gælder for det globale finanssystem, der allerede har været bankerot i årtier og nu går ind i et hyperinflatorisk eller deflatorisk udbrud, et system, der ikke kan reddes; det gælder en æra med endeløse krige, der blev sluppet løs ved Tony Blairs erklæring fra 1999 om afslutningen på national suverænitet, hvilket udløste de anglo-amerikanske "regimeændrings"-krige; og endelig enden på vildfarelsen om USA som en "unipolær supermagt" og "afslutningen af historien".
 
Man skal ikke forestille sig, at det betyder, at der automatisk vil komme en bedre verden. Verden kunne fortsat, ligesom sømandens forskræmte bror, klamre sig til vrangforestillinger om det døende imperium, villig til at underkaste sig økonomisk forfald, krig, pest og hungersnød, frem for at afvise de falske aksiomer, for at opdage de nye principper der kræves for ikke alene at overleve, men også at bygge en mere perfekt verden.
 
Afslutningen på 20 års katastrofe i Afghanistan vil give den afgørende test: Vil USA bryde med det britiske imperium og handle ud fra dets egentlige egeninteresse… vil det se Afghanistan forvandlet fra en malstrøm af terrorisme, narkotika og evig krig til et knudepunkt for regional og kontinental udvikling og genoprette sin gamle rolle som "de tusinde byers land", korsvejen mellem den østlige og vestlige civilisation?
 
Det britiske imperium fortjener ligesom dinosaurerne ikke bedre end at uddø. Tony Blair og andre talsmænd for imperiet brøler deres raseri ud, ligesom Shelleys Ozymandius, over at USA ikke har adlydt deres diktater – eller som Blair så åbenlyst udtrykte det – at Biden-administrationen har fulgt det "tåbelige politiske slogan om at gøre en ende på de evige krige". At afslutte sådanne krige vil i sandhed, som Blair frygter, betyde afslutningen på imperiet. Måske var de blodige ISIS-terrorbomber i dag i Kabul beregnet på at stoppe Biden i at holde fast ved tidsfristen d.31. aug. for at komme ud, som briterne og deres aktiver i USA har krævet. Er det tilfældigt, eller udsender briterne stadig terrorister for at nå deres mål?
 
Dette er sandhedens øjeblik for civilisationen. Lyndon LaRouches begreb om de "fire magter", der kræves som en minimumskraft for at afslutte imperiet, ligger nu foran os. De fire store kulturer i Eurasien – Kina, Rusland, Indien og USA (som en destilleret repræsentant for europæisk kultur) – kan på dette skæbnesvangre tidspunkt forene sig for at gøre Afghanistan til en model for at afslutte opløsningen af ​​nationer rundt om i verden, der har lidt under årtier, eller endda århundreder, med afsavn, fattigdom og kolonialt slaveri. Herfra kan et nyt Bretton Woods-finanssystem udformes af de samme fire magter og de taknemmelige nationer rundt om i verden, som vil deltage i bestræbelserne. Endvidere kan udskiftningen af ​​det mislykkede monetære system erstattes med et kreditsystem efter Hamiltons principper for at stimulere genoprettelsen af ​​de kollapsende vestlige økonomier, drevet af eksporten af ​​de kapitalvarer, der kræves overalt for at løfte enhver nation ud af fattigdom og blive moderne industrielle nationer. Kinas Bælte og Vejinitiativ har vist effektiviteten af ​​en sådan tilgang.
 
Dette er ikke alene den moralsk rigtige ting at gøre; uden den er forfald og atomkrig praktisk talt uundgåeligt. Menneskeheden har tidligere stået over for sådanne farefulde øjeblikke. I visse af dem førte den manglende handling til et tilbagefald til en mørk tidsalder og affolkning. I andre førte visionære og kreative mennesker til skabelsen af en ny renæssance – Nicholas of Cusa i det 15. århundredes Europa; Zhu Xi i det 12. århundrede i Kina, Harun al-Rashid i det 8. århundredes guldalder i Abbasid-kalifatet og Gupta-guldalderen i det 4. og 5. århundrede. Den konfucianske renæssance, der nu finder sted i Kina, giver håb for fremtiden, men i en tidsalder med supersonisk transport og kolonisering af rummet må enhver sand renæssance være virkelig universel. Dette har netop været budskabet fra Lyndon og Helga LaRouche igennem det sidste halve århundrede, et mål, som kan og må opnås – eller som Helga Zepp-LaRouche ofte siger: En æra hvor "vi alle kan lægge en tidsalder af umoden ungdom bag os, og gå ind i en æra af voksenalderen, hvor vi koncentrerer os om menneskets fælles mål”.
 

britiHelga Zepp LaRouche leverede en gennemkomponeret analyse af, hvordan verden har ændret sig siden den 15. august 2021, da Taliban marcherede ind i Kabul, og USA og NATO forlod byen. "Et helt system er ved at være afsluttet. Politikken har fejlet". De mange liv det har kostet, kaosset i landet og de penge der blev brugt – og stjålet – tjente en grådig elites interesser, men gav ingen fordel til andre.
 
Hun rapporterede om den forudseenhed, der blev demonstreret af deltagerne på Schiller Instituttets konference den 31. juli, med titlen "Afghanistan: Et vendepunkt i historien efter tiden med de fejlslagne 'regimeskifter'”, og derefter de løsninger, der blev præsenteret på opfølgningskonferencen den 21. august, "Nu, mere presserende end nogensinde: Afghanistan – mulighed for en ny epoke for menneskeheden". Løsningen begynder med at afvise neoliberalisme og Det britiske Imperiums geopolitik. Bidens afvisning af kravet fra Boris Johnson og europæerne om, at USA forbliver længere i Afghanistan, har fremkaldt hysteri blandt krigshøgene, som var ansvarlige for katastrofen, karakteriseret af Tony Blair.
 
Det er nu op til amerikanerne og europæerne at slutte sig til Afghanistans naboer for at skabe en varig fred baseret på økonomisk udvikling. Det betyder, at Vesten skal kassere vrangforestillingen om, at den vestlige "regelbaserede orden" skal accepteres af alle nationer.
 

24. august (EIRNS) – Da præsident Joe Biden under sine eftermiddagsudtalelser til pressen, efter sit virtuelle møde med G7-nationerne, gjorde det klart, at han holder sig til tidsfristen for tilbagetrækning i Afghanistan den 31. august, sænkede der sig en mørk sky over Downing Street 10, Porton Down og Gee Street i Clerkenwell, hjemsted for Tavistock Instituttet. Den misfornøjede Nigel Kim Darroch, Baron Darroch fra Kew, sagde: "Det kommer til at tage ret lang tid for Vesten som helhed – fordi dette er en vestlig fiasko, en vestlig katastrofe, ikke kun for Storbritannien og USA – at komme sig efter alt dette, at genoprette vores ry". Han, som blev berygtet for sin "oversvømmelse af Trump-zonen" må se den hårde sandhed i øjnene, at de mange forsøg på at stoppe Biden fra at gennemføre den lovede tilbagetrækning fra Afghanistan ikke har virket, og at PR-tricket, kendt som "Global Britain", netop er blevet afsløret i at være et "Windsor-sandslot".
 
Pensioneret admiral Mike Mullen, tidligere chef for forsvarskommandoen fra oktober 2007 til september 2011 – det vil sige under både Bush 43 og "Bush 44" (Barack Obama) – tilstod, at han, Obama, og hele hans administrationen havde taget fejl, og at Joe Biden havde ret i, hvorvidt indsatsen i Afghanistan skulle forøges med 40.000 tropper i 2009. Biden havde modsat sig forøgelsen, og foreslået 10.000 tropper, der ville bekæmpe terrorisme ved grænsen mellem Pakistan og Afghanistan og ellers træne det afghanske militær. Biden "fik det tilbage på sporet dengang… jeg giver ham æren for det", sagde Mullen. Han er den første til at udføre muligheden for, hvad Ray McGovern har kaldt "metanoia." Når Metanoia ("omvendelse") blev personificeret, var det ofte som en gudinde, tildækket og sorgfuld, der inspirerede til både beklagelse og refleksion, hvilket førte til afvisning af usund dømmekraft.
 
Dem der har været ramt af kronisk fejlvurdering af den aktuelle historie i de sidste mange år på grund af den utålelige partipolitik, især efter Lyndon LaRouches konstateringer i september 2012 af det politiske partisystems død i Amerika efter Cheney/Obama-"Bush 43/44", er forvirrede over den nuværende tid. Caitlin Johnstone bemærkede i en artikel den 22. august med titlen "Bush-Era War Criminals Louder Than Ever because They've Lost the Argument", at: "Efter at de amerikanske troppers tilbagetrækning endegyldigt fastslog, at den afghanske 'regering', som de har brugt tyve år på at foregive at opbygge nationen sammen med, i det væsentlige var en skrøne, hvilket beviste for verden, at de hele tiden har løjet for os om fakta i Afghanistan, skulle man forvente, at de, der hjalp med at bane vejen for denne katastrofale besættelse, ville være meget tavse på dette tidspunkt i historien. Men langt fra at være tavse og krybe ind under en sten for at vente på dødens søde omfavnelse, har disse skabninger i stedet været højrøstede og skamløst artikulerede.
 
“Tony Blair Institute for Global Change har udsendt et langt essay af den tidligere premierminister, der førte Storbritannien ind i to af de mest uoverskuelige militære indgreb som kan ihukommes. Blair kritiserer tilbagetrækningen som værende sket ud fra ”troskab mod et tåbeligt politisk slogan om at afslutte ’de evige krige’”. Blair har længe, gennem 'Responsibility to Protect' troet og praktiseret ideen om, at Det globale Storbritannien skal forsvares ihærdigt ned til den sidste amerikaner. Men de, der afviser at forstå det britiske "babylonske præstedømmes særlige forhold" til USA, "kan ikke begribe dette" og er forblevet bevidst uoplyste.
 
En erklæring skrevet af Shanghai Cooperation Organization om situationen udtalte: ”SCO -medlemslandene bekræfter deres intention om at hjælpe Afghanistan med at blive et fredeligt, stabilt og velstående land, fri for terrorisme, krig eller narkotika, og er parate til at deltage i internationale bestræbelser på at stabilisere og udvikle Afghanistan med FN i en central og koordinerende rolle”. Afghanistan, der tilslutter sig Bælte og Vejinitiativet, er vejen frem, og USA, der med udgangspunkt i det helt reelle behov for en verdenssundheds-platform, kan rette opmærksomheden mod at slutte sig til disse nationer, samtidig med at de genopbygger og ruster sin egen nation til denne kamp.
 
Over to tredjedele af det amerikanske folk ønsker, at krigen skal slutte. Præsidentskabet har taget skridt til at honorere dette ønske og for at fuldføre denne politik i Afghanistan. Hvad angår kaosset i forbindelse med evakueringen: har nogen overvejet, at det faktum at fraktioner i USA afslog tilbuddet om at koordinere indsatsen i Afghanistan, herunder evakueringsindsatsen, med russerne og muligvis andre, har bidraget til ustabiliteten? Eller at bekendtgørelse og gennemførelse af et verdenssundhedsmæssigt anti-Covid-19-initiativ, for måneder siden, i retning af hvad Helga Zepp-LaRouche har foreslået på den ene konference efter den anden siden juni 2020, også ville have været med til at forhåndsstabilisere forholdene for tilbagetrækning i Afghanistan før evakuering? Selv nu, og for en lille procentdel af de 2 billioner $, der vides at være brugt i krigen igennem de sidste 20 år, kunne USA hjælpe med at vinde freden i Afghanistan gennem et udviklingsprogram for en verdenssundheds-platform, der involverer alle nationerne i området.
 
Lyndon LaRouche sagde fra fængslet i et interview fra 1991: ”Om jeg forbliver i fængsel eller ej, er i det væsentlige op til præsidenten eller præsidentembedet. De juridiske grunde til at fjerne mig fra fængslet – ved at ophæve dommen, eksisterer… beviserne findes. Om dette bevis og denne procedure vil blive efterlevet, vil være op til det politiske pres, der påvirker præsidentskabet. Jeg er her, fordi præsidenten ønsker mig her, og ikke nogen anden grund. Hvis præsidenten skulle ændre opfattelse, så ville jeg sikkert… lovgivningen ville tillade at løslade mig fra fængslet”. [Dette skete – LaRouche blev fængslet under den ældre George Bush, og løsladt da Clinton blev præsident.] LaRouche, der førte valgkampagne som præsidentkandidat mere end nogen anden person, indså, at det amerikanske præsidentskabs institutionelle beføjelser var af en anden karakter end de kompromitterede kapaciteter af en statsminister. Når USA's præsidentskabs magt indsættes for det gode, er det enormt, det største i verden. Bidens fuldførelse af tilbagetrækningen, som Trump startede, på trods af pres fra det britisk inspirerede Pentagon og udenrigsministeriets til at gøre det modsatte, er, såfremt den fuldføres, et eksempel på dette.
 

Resumé:

21. august (EIRNS) – Schiller Instituttet var vært for en international webcast i dag, "Nu, mere presserende end nogensinde: Afghanistan – mulighed for en ny epoke for menneskeheden", der samlede talere med bred erfaring fra seks nationer – USA, Tyskland, Pakistan, Canada og Italien. Tre hovedtemaer blev berørt gentagne gange i dialogen: Kast paradigmet for "endeløse krige" helt bort, tal med den nye afghanske regering, der er undervejs, og få gang i økonomiske projekter.
 
Talerne var Zepp-LaRouche – grundlægger og international præsident for Schiller Instituttet, oberstløjtnant Ulrich Scholz (pens.) (Tyskland), en militær og filosofisk ekspert; Pino Arlacchi (Italien), tidligere chef for FN's kontor for narkotikakontrol (1997-2002), nu professor ved Sassari University; Hassan Daud (Pakistan), administrerende direktør, Khyber Pakhtunkhwa 'Province Board of Investment'; Ray McGovern (USA), tidligere CIA-analytiker og medstifter af 'Veteran Intelligence Professionals for Sanity' (VIPS), og Nipa Banerjee (Canada), professor ved Universitetet i Ottawa. Et spørgsmål blev taget op af Khalid Latif, direktør for 'Center for Pakistan og International Relations' (COPAIR).
 
Her er Helga Zepp-LaRouches indledende bemærkninger:
 
HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig hilse på jer, uanset hvor I måtte befinde jeg. Faktisk finder jeg det ret tilfredsstillende og interessant, at vi for præcis tre uger siden her på denne kanal havde et seminar om situationen i Afghanistan. På det tidspunkt sammenlignede jeg situationen – med hensyn til dens betydningsfuldhed – med Murens fald i 1989, som var begyndelsen på enden af ​​Sovjetunionen. Jeg sagde, at det måske ikke er helt så stort som Sovjetunionens sammenbrud, men det der sker i Afghanistan er af samme karakter, fordi det er enden på et system. Nu er jeg ikke sikker på, hvor mange mennesker der fandt, at denne beskrivelse var akkurat, men blot få dage senere havde man det meget pludselige sammenbrud af den afghanske hær. Taliban overtog begivenhederne, der stadig er temmelig kaotiske for nuværende. Så i en vis forstand er alt det, som vi sagde for tre uger siden, om hvad der må gøres, hvad der skal være løsningen – en økonomisk integration af Afghanistan i Bælte- og Vejinitiativet, der forener de allerede udviklede projekter mellem CPEC [Den kinesisk-pakistanske økonomiske Korridor], Khyber-passet til Centralasien – alt dette er stadig helt sandt. Så da dette skete, indtraf der en utrolig opstandelse. Der var diskussioner, som for eksempel da CDU’s kanslerkandidat i Tyskland, Armin Laschet, sagde, at dette er den værste krise i NATO siden dens begyndelse. Andre mennesker talte om Saigon 2021, og udtaler, at dette er Vestens absolutte fiasko.
 
Jeg tror, at denne diskussion vil fortsætte, fordi en hel masse spørgsmål melder sig. Hvorfor var der sådan et sammenbrud af hæren? Hvorfor kæmpede hæren ikke? Hvorfor tog efterretningstjenesterne så grundigt fejl? Hvad fremkom der om USA’s og de europæiske regeringers manglende evne til at tage hånd om deres egne soldater, endsige de afghanske medarbejdere, der har hjulpet under opholdet igennem 20 år, at evakuere dem? Det hele er i bevægelse.
 
Jeg mener, ​​at vigtigheden af ​​at presse på for en hurtig økonomisk udvikling er af allerstørste betydning, fordi Afghanistan allerede er blandt de ti fattigste lande i verden. Det er ramt af en frygtelig tørke. Hver tredje i Afghanistan er underlagt fødevareusikkerhed. Så har vi en pandemi, naturligvis. Så det værste der kunne ske er, at nogle kloge mennesker – eller ikke så kloge mennesker – i Vesten tænker i baner af økonomisk krigsførelse, og siger: “OK, den militære mulighed er tabt, fordi man ikke kan vinde i Afghanistan; det er blevet demonstreret af briterne, Sovjetunionen og nu NATO; man kan ikke vinde militært i Afghanistan. Så hvorfor bruger vi ikke økonomisk krigsførelse”? Og begyndelsen på handlingen kunne udvikle sig til dette; nemlig, at USA har indefrosset den afghanske regerings aktiver, som er omkring 9 milliarder dollar i Federal Reserve og andre amerikanske banker. Heraf er omkring 1,2 milliarder dollars i guldreserver, og der er omkring 300 millioner dollars i form af udenlandske reserver. Den tyske regering har afskåret al humanitær bistand. Lige nu er faren, at Vesten – i denne utroligt skrøbelige situation – beslutter at rejse et militært oprør kombineret med økonomisk krigsførelse i håb om at skabe kaos, så Taliban vil forsvinde, eller hvad som helst. Dette skal vi diskutere. Jeg mener, ​​at dette ville være den største tåbelighed, man overhovedet kan tænke sig.
 
Jeg er meget glad og taknemmelig for de andre paneldeltagere, der mødes her, fordi jeg synes, at vi straks har brug for at etablere ideen om, at den eneste måde man kan rette op på situationen er at tilbyde bistand til den nye regering i Afghanistan. Jeg forstår, at nogle af Taliban-lederne og også tidligere præsident Karzai, Abdullah Abdullah og forskellige andre kræfter samles i Kabul i dag for at diskutere dannelsen af ​​en regering. Jeg tror, ​​at dette skal stabiliseres, og at der ikke må tænkes i geopolitik, for som vi diskuterede det i det første panel for tre uger siden, på den ene side har man krisen i Afghanistan; men dette er en afspejling af et meget dybtliggende problem i den måde, som Vesten har ført disse endeløse krige på – Afghanistan, Irak, Syrien, Yemen, Libyen; listen er meget lang, hvilket reflekterer hvorvidt denne politik er levedygtig? Eller om Afghanistan ikke snarere er 'Mene Tekel', 'skriften på væggen', ​​ildbogstaverne på væggen i Belshazzar. Nogle af jer – Ray McGovern er jeg sikker på – kender dette smukke digt af Heinrich Heine om Belshazzar. Er mon Afghanistan 'Mene Tekel' for hele den vestlige civilisation? Og er det ikke på høje tid at ændre disse aksiomatiske antagelser om Rusland, om Kina, om Bælte- og Vejinitiativet? Fordi tilbuddet om samarbejde er der stadig og; fra kineserne, fra russerne. Så jeg mener vi virkelig står i en utrolig dramatisk situation, præcis som vi diskuterede det for tre uger siden, men i mellemtiden har begivenhederne vist, at vores diskussion var absolut forudseende.
 

af Hussein Askary, bestyrelsesmedlem af Belt and Road Institute in Sweden (BRIX) og Schiller Instituttets Sydvestasien Koordinator.

På engelsk:

The hasty withdrawal of U.S., British and other North-Atlantic Treaty Organization (NATO) troops from Afghanistan after 20 years of failed “war on terrorism” can potentially become an inflection point towards a new era in world politics. The comparisons with the withdrawal of U.S. troops from Saigon, Vietnam in 1975 is somewhat inaccurate. There is now a new mechanism and constellation of regional and global powers willing to bring peace, stability, and economic development to Afghanistan with well-defined plans along the Belt and Road Initiative. The comparison should rather be with the fall of the Berlin wall in 1989, which means that a terrible era is potentially ending and a new one is ushered into world politics, overturning decades and centuries of destructive zero-sum geopolitics, “great games” and wars.

If calmly and wisely approached, this new situation has the potential of reaching peace through economic development and win-win cooperation. The key to this new policy is the integration of Afghanistan into the Belt and Road Initiative (BRI). While there are great risks embedded in the chaotic situation left by NATO in Afghanistan, any peace and reconciliation initiative should contain the reconstruction of the economy as the main item on the agenda.

Following 20 years of military operation by the U.S., Britain and their allies, and with at least 71,000 civilians killed in both Afghanistan and Pakistan, these forces were hastily withdrawn in July and august of this year. The Taliban, the purported target of the Afghanistan war and main antagonists of NATO and the Western-backed government, expanded their control over every part of the country. While Western mass media was filled with panicked reporting about the rapid onslaught of the Taliban in many parts of the country, cooler heads in China, Russia, Pakistan, Iran and many Central Asian and even India were busy arranging a flurry of diplomatic moves to both contain the situation and get the Taliban and the Afghani government in Kabul to talk peace and reconciliation.

The Chinese State Councilor and Foreign Affairs Minister Wang Yi visited several Central Asian capitals in July already to discuss the situation. The Shanghai Cooperation Organization (SCO) which includes all the above nations plus other Eurasian nations, held a meeting of its foreign ministers on Afghanistan on July 14 in Dushanbe, capital of Tajikistan. Wang Yi said at the meeting, that due to the hasty withdrawal of the U.S. and NATO troops, “Afghanistan is once again faced with the grave challenge of moving toward war or peace, chaos or stability”. He proposed a five-point initiative, the third point of which was to “working together to boost a reconciliation process to ensure that no-civil war scenario develops. In line with the principle of “Afghan-led and Afghan-owned”. All neighboring countries of Afghanistan have a stake in this situation and have influence on certain Afghani factions and groups, making them a suitable broker of peace and reconciliation. Point five urged the SCO to contribute to peace and reconstruction in Afghanistan. The SCO should make active use of existing cooperation mechanisms in economy, trade, culture and other fields to support Afghanistan in enhancing its capacity for independent development and achieving genuine and sustainable development. Integrating Afghanistan into regional economic development plans and structures will insure durable peace.

No peace without development

It is this this latter point, which was neglected in the past 20 year, while the focus was placed only on the use of military and security measures that have had devastating consequences on the nation and. According to certain estimates, an incredible US$ 2.2 trillion was spent on this war, while the overall cost of the U.S. wars since 9/11, 2001, has reached US$ 6.4 trillion.  Almost none of that was used to build infrastructure, housing, hospitals, schools, power or water management systems. This is 6 times the amount China invested in the BRI since 2013. But China has built thousands of kilometers of railways and roads, power plants, ports, airports, water management systems, across Eurasia and Africa. It is for this reason the current case of Afghanistan could become an inflection point in current history concerning the philosophy and achievement of peace through economic development rather than military force.

Afghanistan and the BRI

Contrary to its previous position as a buffer zone between the Russian and British Empires in the geopolitical Great Game, Afghanistan is perfectly positioned to become a bridge between northern Eurasia and South Asia, and between East Asia and West Asia. It is squeezed between two of the main BRI corridors; The China-Pakistan Economic Corridor (CPEC) to the south of its border, and The China-Central Asia-Iran-Turkey New Silk Road Corridor to its north.

Afghanistan formally joined the BRI in May 2016 during a visit by Chief Executive of Afghanistan, Dr. Abdullah Abdullah to China, in May 2016, in which the Afghan and Chinese Foreign Ministers signed a memorandum of understanding on cooperation under the BRI. The Afghan Foreign Ministry stated then that “given its location at the crossroads of Central, South, and Southwest Asia, Afghanistan is well placed to partner with China and connect to the wider region via BRI.” Afghanistan also became a member in the Asian Infrastructure Investment Bank (AIIB), in 2017. However, due to the situation in the country, and obvious U.S.-China antagonism, no infrastructure or other projects were launched jointly.

Interestingly, China managed to include the BRI as part of the United Nations mission in Afghanistan, and article 34 of the 2017 UN Security Council Resolution 2344 states that it “welcomes and urges further efforts to strengthen the process of regional economic cooperation, including measures to facilitate regional connectivity, trade and transit, including through regional development initiatives such as the Silk Road Economic Belt and the 21st-Century Maritime Silk Road (the Belt and Road) Initiative, and regional development projects.”

Almost one year ahead of the U.S. and Nato withdrawal from Afghanistan, Wang Yi reached a nine-point consensus at the Inaugural China-Central Asian Countries Foreign Ministers’ Meeting on July 16, 2020. Of interest here are point three, which states that the parties will make more efforts to “synergize the Belt and Road Initiative and the development strategies of Central Asian countries, expand trade and provide more common ideas and concrete actions on the development of a Silk Road of Health and the Digital Silk Road”. Point eight, which concerns Afghanistan stated: “China and Central Asian countries all support the peace and reconciliation process in Afghanistan and stand ready to play a constructive role in promoting intra-Afghan negotiation, restoring peace and stability, advancing Afghan economic recovery and strengthening regional cooperation.”

In another important development, the joint statement of the Fourth China-Afghanistan-Pakistan Trilateral Foreign Ministers’ Dialogue in June 2021, stressed that “the three sides reaffirmed that they will deepen cooperation under the Belt and Road Initiative, Regional Economic Cooperation Conference (RECCA), “Heart of Asia” Istanbul Process (HoA/IP) and other regional economic initiatives.” Connectivity between the China-Pakistan Economic Corridor (CPEC) and Afghanistan was a key element in this dialog.

RECCA, which is mentioned in this joint statement, is an initiative launched by the Foreign Ministry of Afghanistan to agglomerate all the different connectivity and development corridors connecting Afghanistan to its neighbors and larger regions. It has published several studies on these corridors and how they will benefit Afghanistan and enhance stability and security in the country and the larger region.

So, the plan is to build a number of development corridors for transport, power, and oil and gas through Afghanistan. There are a number of the projects outlined by the RECCA. One of them is the CASA-1000, the Central Asia South Asia regional electricity market. Turkmenistan is a natural gas-rich country. Iran, too, is a natural gas-rich country and both of them provide power to Afghanistan.

Afghanistan is dependent on its neighbor countries to provide its electricity, which has not been built in the past 20 years. CASA-1000 includes Kyrgyzstan, Tajikistan, Afghanistan, and Pakistan as one electric grid. The TAP-500, another electric power line connecting Turkmenistan-Afghanistan-Pakistan. There is the TAPI, the Turkmenistan-Afghanistan-Pakistan-India Gas Pipeline, which was backed allegedly by the United States and NATO, but this was used as a geopolitical tool to make sure that the Central Asian countries and the gas- and oil-rich countries avoid working with Russia and Iran and China to get their natural gas outside because they are landlocked countries.

So, the idea was to connect Turkmenistan directly to Afghanistan, Pakistan, and India, and get the natural gas from there. But this is, in itself, a very useful project, and it also helps to connect Pakistan and India through mutual interest. But it does not exclude building gas pipelines to Russia or to China or through Iran. But reality has its final say, and the Turkmenistan-Central Asia-China natural gas corridor has become one of the most vital gas supply lines in Asia. Iran, Pakistan and India also had their “Peace Pipeline” plans, which the Iranians built all the way to Zahedan on the border with Pakistan. But pressure from the United States did not allow Pakistan to pursue the project. In addition, the conflict between Pakistan and India stopped that project. So, there is no conflict between these different oil and gas pipelines if geopolitics are pushed aside and economic and social considerations are adopted instead.

Today, there is no contradiction between Pakistan benefiting from cooperating with both. The energy requirements of all countries, including India and China are so enormous, that it takes more than one pipeline to meet.

There is also among these infrastructure projects the Five-Nation Railway (China-Kyrgyzstan-Tajikistan-Afghanistan-Iran), and the corridor from Peshawar (Pakistan) to Kabul and to Dushanbe. Another corridor goes from Peshawar to Kabul to Mazar-e-Sharif and into Turkmenistan. There are a number of railways which were built from the neighboring countries; like Iran, which just last year completed the railway from Khaf and Mashhad in Iran to Herat in the northwest of Afghanistan. A corridor should also extend from from Tajikistan to Kunduz. Many regional railways reach the border towns of Afghanistan from the neighboring countries but then stop there, because the missing links are all within Afghanistan itself. In 2016, a train, arrived from Xinjiang in China into Hairatan in northern Afghanistan passing through Kazakhstan and Uzbekistan. In 2019, a freight line was established along this route to China. Therefore, building the missing links inside Afghanistan should become the focus for the reconstruction plans.

In February of this year a strategic agreement between Pakistan, Afghanistan and Uzbekistan for building a 573 km railway from Mazar-e-Sharif, via Kabul to Peshawar, Pakistan, was signed. It will connect with the existing Termez, Uzbekistan – Mazar-e-Sharif cross-border line, which opened in January 2012. This line offers a direct link between Pakistan and the Uzbek capital of Tashkent. The three countries had jointly signed a proposal in December 2020 for plans to seek a $US 4.8bn loan for the project from global financial institutions. Reportedly, the World Bank, the Asian Development Bank, European Bank for Reconstruction and Development, European Investment Bank, Islamic Development Bank, the Asian Infrastructure Investment Bank and the International Finance Corporation have all expressed interest in the project. The line will also connect with the 112km Atamyrat, Turkmenistan, – Aqina – Andkhoy cross-border line, linking Turkmenistan with Peshawar.

Surrounded by BRI projects

All the neighbors of Afghanistan are actively involved in the BRI. The CPEC, the flagship of the BRI and the most advanced of the BRI corridors is an important vehicle for bringing the BRI into Afghanistan.

China’s relationship to Central Asia has been evolving into a positive direction, especially after the initiation of the BRI by President Xi Jinping in 2013. The Central Asia nations, three of which share borders with Afghanistan, have adapted their national development plans to the BRI. Not only their trade with China has grown massively, many infrastructural and agro-industrial projects are now integral to the BRI and cooperation with China. The SCO, which initially was a security organization, has evolved into an economic cooperation vehicle. The Joint Commission on Facilitation of International Road Transport is one of the important platforms of the SCO, especially on infrastructure matters. There are several China-Central Asian initiatives such as the Sino-Kyrgyz Regional Cooperation Plan (2015-2020), Kazakhstan’s Bright Road Initiative, Tajikistan’s national development strategy 2030 and Uzbekistan’s new development strategy.

Concerning connectivity, China’s Xinjiang (Uyghur Autonomous Region) is connected to three main Belt and Road Corridors. These are the CPEC, New Silk Road, and the Eurasian Corridor. But to have an effective connectivity, there is need to upgrade the transport and power infrastructure of China’s neighbors to match the fast development of China’s own economy and rapid increase in China-Europe trade.

Iran, which shares long borders with Afghanistan to the west, have also consolidated its relationship to China and the BRI for years, but most emphatically through signing the Comprehensive Strategic Partnership agreement in March 2021, which is an unprecedented economic, trade and strategic cooperation framework extending for 25 years. Iran has also strong economic ties to Afghanistan, and as mentioned above, recently extended an important railway from Khaf in eastern Iran to Herat in Afghanistan.

Mineral wealth

Afghanistan is rich with rare-earth and other metals like lithium, beryllium and tantalum and others that are necessary for modern electronics and high-technology products. Afghanistan also has very large iron and copper mines.

One good thing the U.S. Geological Survey (USGS) did, is a large-scale survey of almost the entirety of the Afghan territories to figure out the different deposits of special minerals and non-oil minerals. The study was completed in 2016 and has been updated several times since then.

The Mes Aynak copper deposit is one of the largest in Asia. A Chinese consortium (China Metallurgical Group) won the bid for developing this mine and producing copper in 2007. However, there were two major problems for pursuing the work. One was the security problem. The Chinese company sites were attacked by militant groups several times. The other problem concerns processing the copper, which required investing in building a 500-Megawatts coal-fired power plant, and a railway to bring coal from the northern part of the country and shipping the produced copper was also necessary. Lack of water, necessity for mining, was also another issue. That meant that the cost of the project as a result of such investments, would be higher than estimated. This meant that expected revenues both for the Chinese company and Afghan government were not as high as first estimated. This led to a dispute which is not resolved yet. But if the security situation is stabilized, and the development corridors are built, the power and transport will be available to utilize these mines more easily.

Water shortage

Afghanistan was a lush garden many centuries ago; but due to periodical long-term climate changes and also all the conflicts that engulfed Afghanistan and the lack of development much of Afghanistan is quite arid. In Afghanistan, only 67% of the population has access to drinking water, not necessarily tap water. Many have access to drinking water only through wells. The mortality rate in 2004 in Afghanistan for children below the age of five, was 25%, which is a tragically high level. But half of the mortality is related to waterborne disease—so, providing drinking water is a matter of life or death immediately for many, as well as being critical for economic development.

Afghanistan has a number of rivers like the Helmand River, the Amu Darya River, the Kabul River, the Logar and Panjshir, and several other small ones. Because they depend much on snow melting on the mountains, they have large seasonal fluctuations and some of them even dry up in the summer and fall of the year. The water budget of Afghanistan is estimated to be 55-75 billion cubic meters per year. This is approximately what the Egyptians get in the Nile River annually. But the Egyptians get it literally served on a platter. But in Afghanistan, however, to be able to utilize as much as possible of this water budget; that is, instead of it running off and evaporating, there is need to build a massive water management infrastructure system.

One important point in terms of food security is the problem of opium cultivation, which had disappeared under Taliban control prior to 2001, but which increased dramatically under U.S. and NATO control. Afghanistan has become the source of 80% of the opium and heroin in the whole world. It needs support to convert the opium production into food production. The Taliban, upon taking over the capital Kabul on August 17, declared that they will once again eradicate opium cultivation.

Human Resources

The population of Afghanistan is 39 million people, according to 2021 statistics, including three million refugees, mostly in Iran and Pakistan. But the amazing factor is that 46% of the population of Afghanistan are below the age of 15 years. And only 2.5% of the population of Afghanistan are above the age of 65. So, we have around 80% of the Afghani people are below 30 years of age, which is a very, very young population. And of course, it has enormous aspirations and demands. This population of 37 million is projected to double by 2050.

The concentration of the population in Afghanistan is to the south and to the north of the central mountain barrier. So, this has to be bridged through development corridors in order to connect all the different groups of Afghani population and resources—both water and other resources—together, to create one economic unit. This will naturally contribute to connecting it to the surrounding nations, to create an even larger economic unit.

What the initial support through the Belt and Road should be, is for the reconstruction of the infrastructure of Afghanistan to create the economic platform necessary to enable all those millions of young Afghanis to increase improve their skills and their productivity to utilize the natural resources and land to gain profitability and be able to participate in international trade.

The way forward

On July 28, 2021, Wang Yi met with the visiting delegation led by head of the Afghan Taliban Political Commission Mullah Abdul Ghani Baradar in Tianjin. While much of the discussion dealt with the future perspectives of reconciliation, peace, stability and preventing terrorist groups from using Afghanistan as a base to attack China and other neighbors, economic development and reconstruction were key elements of the two sides discussions. Baradar emphasized that the Afghani side hopes that China will be more involved in Afghanistan’s peace and reconciliation process and play a bigger role in future reconstruction and economic development. The Afghan Taliban will also make its own efforts toward fostering an enabling investment environment.

The irony here is that the same Afghanistan, which was a pivot of geopolitics, could suddenly become the springboard to a new era of win-win cooperation rather than zero-sum game politics. Economic cooperation is the gateway to both security and prosperity for all nations, especially Afghanistan the people of which have suffered incredibly in the past 40 years. It is the right time now to put Afghanistan on the Belt and Road to peace. This current crisis carries within it a great opportunity, exactly as the fall of the Berlin Wall presented an opportunity for a new and just world economic order. Unfortunately, that 1989 opportunity was squandered. The world cannot afford to lose another such a unique opportunity.

_______________

*In an international conference held on July 31^st by the International Schiller Institute, this author and several current and former government officials and nongovernmental think-tank experts presented a wide range of possibilities for reconciliation and reconstruction option for Afghanistan in the context of the BRI.

Artiklen er fra BRIX's hjemmeside.

20. august 2021 — (Facebook post) 20 års militær indsats i Afghanistan, trillioner af Dollars, 43 danske soldaters liv og mange tusinder dræbte, flygtningestrømme m.m. Det er bare lidt af det, som egentlig skulle være kronen på værket, nemlig en bæredygtig afghansk stat med en moderne hær. På uger har det vist sig at være en illusion. Det hele væltede, som var det et korthus. Situationen minder påfaldende om situationen i Vietnam i 1975.

Diskussionen i medierne har handlet om, hvordan man får reddet mennesker ud af Kabul og om, hvorvidt Taliban er blevet mere moderat og moderne. Fint og relevant. Men vi skal vel have en debat om de store linjer, om hvordan vi i Vesten overhovedet agerer unden for vores kulturkreds. Vi mangler i den grad svar på de store spørgsmål. Hvorfor faldt den afghanske hær totalt fra hinanden, den bestod af ca. 300.000 soldater med alt moderne militært udstyr? Hvorfor har de afghanske soldater eller befolkningen ikke lyst til at kæmpe for den afghanske stat? Og hvorfor flygtede præsidenten, Ashran Ghani? Og hvorfor støtter en stor del af befolkningen tilsyneladende Taliban?

Jeg har ikke de endegyldige svar. Men vi kan da se lidt langsigtet på tingene. Situationen kan da minde situationen for 30 år siden, da de sovjetiske styrker forlod Afghanistan i 1989. Jeg mødte tilfældigvis nogle sovjetiske soldater i Tadsjikistan, de var på vej hjem fra Afghanistan. De havde ingen illusioner. Men dengang holdt Kabul regeringen i det mindste stand mod islamisterne i over 2 år, før Mohammad Najibullah blev fjernet i 1992 og senere hængt. Men efter at de vestlige styrker begyndte at trække sig tilbage, har vi reelt ikke set nogen modstand fra den afghanske hærs side. Skyldes det, at de ikke ser nogen grund til at kæmpe for en regering der fleste anser for at være korrupt? Hvis ja, hvorfor har vi så støttet disse regeringer. Præsident Ashraf Ghani flygtede – rygter siger med mange penge. Rygter siger også, at de løbende regeringer har været voldsomt korrupte. I medierne har vi hørt mere om korruption i Rusland end i Afghanistan. En forklaring kunne også være, at mange afghanere modtog penge for at være soldater, men reelt ikke deltog. Eller at soldaterne ikke fik penge eller meget få. Hvorfor har efterretningsvæsenerne og forskellige institutter og tænketanke ikke kunne levere konkret viden om det?

Hvorfor har Taliban tilsyneladende ret stor opbakning i landet? Ikke i Kabul naturligvis, hvor der bor mange moderne og pro-vestlige afghanere. Men omkring 80 % af de 38 millioner indbyggere i landet er fattige bønder, som ser anderledes på det. Da Sovjetunionen invaderede Afghanistan i 1979, begyndte USA straks at støtte mujahedin bevægelsen, den kom fra hele Mellemøsten, ikke mindst fra Saudi Arabien og andre arabiske lande plus Pakistan o.a. De fik mange våben fra USA, og en af lederne var Osama bin Laden. Mujahedin´erne begyndte senere at kæmpe indbyrdes. Taliban var en ren afghansk, især pashtun bevægelse, som begyndte at skabe en vis form for orden i landet. Meget tyder på, at bønderne satte pris på, at udenlandske styrker blev jaget ud. Nej, jeg mener ikke, at Taliban var søde, men vi skal vide hvorfor en del afghanere støtter dem. Taliban sad ved magten indtil terrorangrebet i 2001 med islamistiske regler for kvinder om tildækning m.m. Men det var mange af bønderne formentlig ligeglade med. Så kom NATO landene med den hidtil største militæroperation. Opgaven var til at begynde med at finde Osama bin Laden, som angiveligt skulle befinde sig i Afghanistan. Taliban accepterede Osama bin Laden, men havde ikke noget med terrorangrebet at gøre. NATO-landene skulle fange og uskadeliggøre Osama bin Laden.

Men hvad skulle vores opgave ellers bestå i – i Afghanistan? I 2011 fandt amerikanerne Osama bin Laden, og dræbte ham. Vel at mærke i Pakistan. Hvad skulle vi så? Skulle vi indføre demokrati, sikre kvinders rettigheder, skulle vi yde humanitær bistand? Eller ville amerikanerne sikre, at der ikke kom en pro-russisk eller en pro-kinesisk leder til magten i Afghanistan? Eller var Danmark i Afghanistan, fordi vi ville vise solidaritet med USA, og fordi det var vigtigt for os, at være afholdt i Washington? Hvis vi skulle opbygge et normalt demokratisk samfund, hvor var så projekterne, vejene, infrastrukturen, hospitalerne? Og hvor var analytikerne, efterretningsvæsenerne, som kunne give en nøgtern ikke-ideologisk vurdering af situationen i stedet for komiske Ali beretninger? Og hvorfor har det amerikanske efterretningsvæsen i øvrigt ikke delt sin viden om Talibans hurtige fremmarch med sine allierede?

Rækken af spørgsmål er lang. Jeg er ikke sikker på, at vi får svar på dem alle. Men det er blevet tid for refleksion over dels, hvorfor det gik galt og dels, hvordan vi skal ændre vores adfærd fremadrettet. For det første kunne man godt få den tanke, at det ville være en god idé for Danmark og andre NATO allierede at foretage egne vurderinger og ikke blindt tro på alt, hvad USA kommer med. Danmark og andre NATO-lande kommer til at fremstå som underdanige vasalstater.

For det andet kunne det være, at en gang for alle skulle lægge 1990´ernes fremherskende ideologi på hylden. Efter Sovjetunionens fald blev det en udbredt opfattelse i vestlige politiske kredse, at den vestlige liberale ideologi og tolkning var den eneste rigtige og universelle tilgang. Alle verdens lande skulle følge den angelsaksiske model og blive demokrater på samme måde. I og med, at Sovjetunionen var væk som ideologisk og militær stormagt var vejen banet for en verden i USA's billede. Grundlæggende var det en arrogant opfattelse, som ignorer forskelle i kultur og historie. Hvad værre er, når man gennemfører dette projekt at eksportere demokrati med militær, går det som regel fundamentalt galt, ja disse aktioner fremmer i virkeligheden det de vil forhindre. Det er vanskeligt at komme til andre konklusioner efter Talibans lyn-sejr. Den vestlige ideologi gør os blind for virkeligheden i et land som Afghanistan. Mange af dem, NATO-alliancen støttede i Afghanistan, var i virkeligheden dybt korrupte narkosmuglere, som udnyttede bønderne. Ja selv den amerikanske hær har formentlig været en del af narko-business. Det flød med penge til latterlige formål, og mange vestlige firmaer og også militærfolk har haft snablen nede i disse kasser. Hvordan kan det være anderledes, når der vælter penge ind over et fattigt land? Enkeltstående isolerede pigeskoler som prestigeprojekter gør ikke nogen forskel, hvis samfundet ellers er korrupt, og der mangler strukturer, som kan støtte op om det.

Jeg har venner, som har været udstationeret, ligesom jeg har undervist soldater, der skulle udstationeret i Afghanistan. Jeg er imponeret over deres beredvillighed til at kæmpe for det gode, selv med livet som indsats. I mange tilfælde har de opsøgt dialog med lokale og støttet projekter i overensstemmelse med vores nationale værdier. Men deres opgave har været principielt umulig. Og det er politikernes ansvar, ikke soldaternes.

Om fremtiden: Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at Afghanistan vil komme ind i kredsen omkring organisationen Shanghai Cooperation Organization, hvor Kina og Rusland spiller første violin. Rusland og Kina vil formentlig i endnu højere grad blive dominerende magter i Asien. USA's meget pinlige exit – og billedet af afghanere, der falder fra flyvende fly i døden på landingsbanen, vil blive symbolet på et inkompetent USA på vej ned. I SCO deltager både Iran, Pakistan, Indien, de centralasiatiske lande. Vi i Vesten kommer ikke uden om at tænke det igennem og efter min mening vænne os til, at verden ikke er vores alene. Der er andre lande og kulturer, som tænker anderledes, men som er effektive på deres egen måde. Vi er ikke verdens navle, som vi har troet i snart 500 år. Vi kan glæde os over det eller begræde det, men det er en realitet, som vi skal forholde os til.

USA har nedsat en kommission til at undersøge den civile opbygning. SIGAR, hedder den. Den sidste rapport er en sønderlemmende kritik af den amerikanske politik og korruption i Afghanistan. Bare vi havde sådan en i Danmark: Klik her.

Jens Jørgen Nielsen er cand.mag. i idéhistorie og historie, tidligere nyhedskorrespondent (Politiken) i bl.a. Rusland og taler flydende russisk [og forfatter af flere bøger om Rusland og Ukraine]. Han er konsulent og underviser i kommunikation og kulturforskelle. Derudover er han kulturguide i bl.a. Polen, Irland og Tjekkiet og har tidligere arbejdet for FOA samt den danske ambassade i Estland. (kort biografi fra frydenlund.dk)

På engelsk:

Aug. 18 – With nearly all policy-makers and strategic analysts in the trans-Atlantic sector of the world in a clueless state of utter chaos and hysteria over the developments in Afghanistan, Schiller Institute founder Helga Zepp-LaRouche today convoked an urgent international seminar for this coming Saturday, August 21 to pursue the only available solution to the crisis: peace through development. The seminar will continue the prescient discussion held by the Schiller Institute on July 31, with many of the same panelists, as well as new ones.