4. oktober (EIRNS) – Blandt de største industrielle økonomier i verden ser det i øjeblikket ud til at Kinas økonomiske vækst på 2% i 2020 – hvis den endda er så høj – vil være førende i verden. Hele den globale økonomi ligger længere under nul end selv centralbankernes renter – de samme centralbanker, som er værre end værdiløse i denne krise. Økonomierne i USA, Vesteuropa og Centraleuropa, Indien, Brasilien, og Sydafrika er alle skrumpet ind i årets løb; og i mange af landene ser afmatningen ud til at blive værre i årets sidste måneder.

Ikke alene lider alle disse nationer under massearbejdsløshed – som atter ikke viser nogen forbedring fra sidste måned – men i betydelig grad også de meget store bølger af sygdomsepidemien. De lider også – omend i meget forskellig grad – af en pandemi af sult stammende fra arbejdsløshed. Ifølge Den internationale Arbejdsorganisation er der tabt 500 millioner fuldtidsjob over hele verden i 2020, og pandemisk sygdom og grænselukninger har lukket for høstafgrøder, forarbejdning og forsendelse. Sultpandemien er værst i Afrika og Latinamerika, men den bider kraftigt i Indien og endda i USA. (Bloomberg News, 28. september: “Intet kød, ingen mælk, intet brød: Sultkrisen ryster Latinamerika.” Antallet af mennesker der står over for ”alvorlig fødevareusikkerhed” – sult – er firedoblet i disse områder i år, og fordobles over hele verden ifølge Verdensfødevareprogrammet.)

De seneste beskæftigelses- og industriproduktionsrapporter fra USA og Europa, der snarere end genopretning viser stagnation på et lavt niveau, skulle være det sidste signal der er nødvendigt i dette kriseår om, at der skal “handling til, og handling nu” for at igangsætte produktionen, hæve den produktive beskæftigelse og øge økonomiens produktivitet – og sådan handling kræver naturligvis samarbejde mellem de store nationer, der er ramt således.

I USA udviser “Sleepy Joe” Biden og hans kampagne ingen bevidsthed om eller evne til dette, overhovedet. Faktisk blev det bemærket, at selv i søndags gjorde præsident Donald Trump – der er indlagt på hospitalet for behandling af COVID-19 – flere offentlige optrædener end Biden gjorde; Trump kørte rundt i en karavane for at hilse på sine tilhængere på gaderne omkring Walter Reed National Military Medical Center, og annoncerede begivenheden på sin Twitter-konto. Og den demokratiske formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, blokerer nu rent faktisk for handling i Kongressen. Og dog har det faktum, at præsident Trump har været nødt til at håndtere pandemi og økonomisk sammenbrud – under konstant og voksende destabilisering hidrørende fra britisk efterretningstjeneste, amerikanske efterretningsagenturer og militærindustrielle grupperinger – givet Biden føringen i meningsmålingerne. Og desforuden ligger der potentielt uger forude med kaos efter valgdagen som følge af enorme mængder af brevstemmer og gadedemonstranter på udkig efter en ”farverevolution”.

Skulle præsident Trumps politik for at afslutte “regimeændrings-krigene” og indgå i konstruktivt samarbejde med Rusland og Kina fortabes, ville det være et nederlag for den amerikanske republik til det militærindustrielle kompleks, der i årtier har været ganske tilfreds med Biden; det ville være et knusende slag mod håbet om at genoplive rumforskning og videnskabelig og teknologisk udvikling. Men med præsidenten sygdomsramt, og under sådant et angreb, er det direkte op til enhver amerikaner, der tænker for sig selv, at forstå hvad der skal gøres – ikke blot at beklage og modsætte sig, men at vide hvad der er nødvendigt.

Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets internationale grundlægger, sagde følgende ved en særlig LaRouchePAC’s ‘rådhus’-webcast lørdag den 3. oktober: ”Det turde være klart, at med den kombination af problemer vi har i dag – en pandemi der er ude af kontrol, et økonomisk sammenbrud værre end noget andet siden Anden Verdenskrig, faren for et økonomisk nedbrud værre end i 2008, faren for at en geopolitisk konfrontation med Rusland og Kina går ud af kontrol – er vi er nødt til at ændre kurs. Og det er derfor, vi har brug for et topmøde, og den eneste realistiske mulighed på bordet lige nu, er det som præsident Putin har anmodet om. De permanente fem medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd må mødes og behandle disse spørgsmål:

”Opret et nyt globalt finanssystem, et nyt kreditsystem, et nyt Bretton Woods-system; fordi dette nuværende system er bankerot, og der er brug for kredit til udvikling og til at finansiere alle disse ting i tråd med Franklin D. Roosevelts oprindelige intention og idé med Bretton Woods-systemet. Og så, naturligvis, LaRouches Fire Love: Glass-Steagall til at gøre en ende på kasinoøkonomien. Indfør Glass-Steagall i form af en bankadskillelse; beskyttelse af de kommercielle banker. Hold op med at redde fallerede spekulanter. Opret en nationalbank, ikke kun i et enkelt land, men i alle lande på planeten.

Og etablér derefter et kreditsystem, der samarbejder om langsigtede investeringer til genopbygning af verdensøkonomien. Iværksæt derefter et lynprogram for fusionsteknologi, der p.t. virkelig gør utrolige fremskridt, som vi hørte på en nylig Schiller Institut-konference. Og støt internationalt samarbejde om udforskning af rummet, således som præsident Trump har sagt, at Artemis-projektet skal være.

”Hvis alt dette aftales mellem USA, Rusland og Kina, som et minimum, og andre industrielle magter, der har kapacitet til at rekonstruere verden, derefter slutter sig til, kan vi løse dette problem. Men hvad der kræves er, at mange sådanne patrioter virkelig begynder at tage ansvar for udfaldet af denne periode. Jeg tror ikke der er andet, der vil fungere, og jeg tror virkelig, at det kan gøres”.

29. september (EIRNS) — Det samlede antal er chokerende nok i sig selv. Mere end 1 million mennesker har hidtil i 2020 mistet deres liv på grund af COVID-19-pandemien, og endnu en million kan dø i løbet af de næste ni måneder, hvis den nuværende kurs ikke ændres drastisk. Ca. 515 millioner af verdens arbejdsstyrke på 3,5 mia. vil have mistet deres job inden udgangen af 2020 på grund af det pandemisk udløste økonomiske sammenbrud; og den samlede arbejdsindkomst vil være faldet med ca. 15% i løbet af året, ifølge en netop frigivet rapport fra Den Internationale Arbejdsorganisation.

Men virkeligheden bag gennemsnitstallene er endnu værre. I Latinamerika og Caribien, hvor pandemien har ramt særligt hårdt, vil 35% af de samlede arbejdstimer være gået tabt inden udgangen af 2020, og den samlede arbejdsindkomst vil være faldet med over 25%. Langt størstedelen af de tabte arbejdstimer ligger i den såkaldte ”uformelle sektor” i økonomien, hvor arbejdstagere er beskæftiget i service- og grå- og sorte markedsaktiviteter, der stort set ikke producerer nogen fysisk-økonomisk værdi overhovedet. Det er derfor, at vi i “LaRouche-planen for at genåbne den amerikanske økonomi: Verden har brug for 1,5 milliarder nye, produktive job” klassificerede sådanne uformelle job som de facto arbejdsløshed, selvom de bringer desperat nødvendige kontanter til befolkninger, der lever på et eksistensminimum.

Eller det plejede de at gøre. Nu forsvinder selv disse: Pandemien har simpelthen løftet sløret for den enorme, omsiggribende reelle arbejdsløshed, som var der hele tiden. Hvis man tager den samlede tabte arbejdstid i år som en procentdel af denne “reelle arbejdsløshed” i den uformelle sektor, så er 42% af disse arbejdstimer globalt set gået op i røg; i Latinamerika svarer det til 91% af den faktiske arbejdsløshedskategori!

Føj dertil inflation i fødevarepriserne, som ifølge nogle rapporter allerede er på gennemsnitligt omkring 15% i mange lande i Afrika, og man har et 30-50% spring i betalingsevnen for mad for en halv milliard mennesker eller mere i den underudviklede sektor.

Sult og pest er heller ikke de eneste to plager, der hærger: Det britiske imperium har også sluppet krig løs. Den varme krig mellem Armenien og Aserbajdsjan i Nagorno-Karabakh kunne eskalere til en NATO-Tyrkiet-Aserbajdsjan-krig mod Armenien-Rusland inden for få dage eller endda timer. Farverrevolutionen ved Ruslands grænse i Hviderusland truer med at fremprovokere en strategisk hændelse lige på dørtrinnet til Rusland. Og amerikanske droner og andre militære aktiviteter i nærheden af det Sydkinesiske Hav fremkalder hård modstand fra Kina, sammen med dystre trusler om omfattende gengældelse hvis provokationerne fortsætter med at eskalere.

Alt dette er den politiske substans i det britiske imperiums nuværende forsøg på at stoppe præsident Donald Trumps genvalg – hvilket i dag led et betydeligt tilbageslag med frigivelsen af dokumenter der beviser, at hele Russiagate-skandalen var et kendt fupnummer, som blev indledt af Hillary Clinton og Obama-banden – og iscenesætte parallelle regimeskift mod præsidenterne Vladimir Putin og Xi Jinping.

”Verdenssituationen er hurtigt på vej ud af kontrol,” sagde Helga Zepp-LaRouche nøgternt i dag. ”Vi er inde i en af de varmeste perioder nogensinde. Der er fem uger til det amerikanske præsidentvalg, og vi bør regne med, at der vil ske en farlig optrapning et eller andet sted”. Briterne er desperate, fordi hele deres internationale finanssystem er bankerot, og de vil ikke stoppe før de bliver inddæmmet, og deres system gennemgår en konkursbehandling, som Lyndon LaRouche specificerede detaljeret i sine fire love.
I de samme fem uger, understregede Zepp-LaRouche, må vi sikre Trumps genvalg; insistere på et topmøde med mindst Trump, Putin og Xi for at tackle de globale kriser; og kræve gennemførelsen af LaRouches økonomiske politik, der er beskrevet i LaRouchePAC’s program for 1,5 milliarder nye produktive job. Virkeligheden dikterer tidsplanen.
”Vi er nødt til at slynge økonomien op til et nyt niveau for at løse de nuværende problemer”, sagde Zepp-LaRouche. ”Kun hvis man går efter en radikal forandring med LaRouches fire love, er der håb om at komme ud af dette rod, ved at vedtage en politik med Verdens-Landbroen og 1,5 milliarder nye, produktive job, der starter med et samarbejde om at opbygge et globalt sundhedssystem. Dette er nu mere presserende end nogensinde.

”Det overordnede billede er sådan, at folk virkelig må vågne op og blive enige om, at topmødet, som vi har presset på for, og som stadig er på dagsordenen – hvilket præsident Putin gentog for nylig – kunne finde sted med et øjebliks varsel. Hvis statsoverhovederne ville indse, at verdenssituationen er så alvorlig, at vi absolut må tage fat på dette sammen, kunne det gøres”.

10. feb., 2017 – De transatlantiske nationers arbejdsstyrke, og især den unge aldersgruppe, der nu konfronteres med fremvæksten af reel, langsigtet vækst inden for økonomi, videnskab og produktivitet i de samarbejdende eurasiske nationer, får en barsk behandling. Friske rapporter viser, at både i Europa og USA, kan unge, der vil ind på arbejdsmarkedet – ud over tocifrede arbejdsløshedsrater – ikke finde fast arbejde, selv efter års forsøg.

En artikel i New York Times 8. feb., med titlen »Europas deltidsbeskæftigelses-trædemølle«, handlede om Europa. Her har mere end halvdelen af alle nye jobs, der er blevet skabt siden 2010, været midlertidige ansættelser, og denne udvikling var i gang allerede længe før 2010, i »globaliserings-æraen«.

I Spanien, f.eks., blev der ansat 18 mio. i midlertidige jobs i 2016, mod 1,7 mio. i langtidsjobs. I Frankrig er mere end 80 % af nye ansættelser inden for midlertidige jobs. I Italien, er de fleste offentlige og privat hospitalsansatte på alle niveauer midlertidigt ansat. Tredive forskere, der arbejdede med nanoteknologi for et tysk selskab i Spanien, opdagede, at de var den fjerde, »etårige« gruppe af sådanne forskere i selskabet, i lige så mange år.

Denne tendens, rapporterer NYT, fortsætter med at accelerere, alt imens EU angiveligt skulle befinde sig i et eller andet svagt håb om »økonomisk genrejsning«. Siden 2012 har kun 20 % af de midlertidigt ansatte fået fast beskæftigelse. I Europa som helhed ligger lønnen for disse midlertidigt ansatte i gennemsnit 20 % under lønnen for ansatte i faste jobs, og de får næsten aldrig sociale ydelser.

New York Times havde en kronik om 10 unge menneskers vanskeligheder, som havde en højere universitetsuddannelse, og som i årevis, og endda i mere end et årti, uden held, havde forsøgt at finde et fast job. Idet de går fra det ene kortvarige job til det næste, kan de ikke få ejendomslån, kreditkort og har endda problemer med at få abonnement til mobiltelefon. De er blandt de bedst uddannede og faglærte, og deres problem er også flertallet af hele deres generations problem, i aldersgruppen nu mellem 25 og 40.

Under Barack Obamas amerikanske, »økonomiske genrejsning«, fandt en videnskabelig artikel, publiceret i januar måned af Harvard- og Princetonøkonomerne Alan Krueger og Lawrence Katz, en tilsvarende situation. Dette er bemærkelsesværdigt, fordi Krueger var leder af Obamas Økonomiske Rådgiver-råd. Han citeres: »Vi fandt, at 94 % af nettotilvæksten af jobs i det seneste årti var inden for den alternative jobkategori. Og over 60 % skyldtes væksten af selvstændige arbejdstagere, freelancere og arbejdstagere på kontrakt … Arbejdstagere, der søger fast ansættelse, har tabt.«

De taler om kategorierne for selvstændige arbejdstagere, arbejdere, der leveres gennem beskæftigelsesbureauer, tilkaldevikarer og vikarbureauer. Samlet set voksede denne gruppes andel af hele arbejdsstyrken fra 10,7 % i 2005 til 15,8 % i 2015. De to første kategorier havde den største tilvækst, og arbejdstagere mellem 16 og 35 år var mest berørt af ændringen. Nogle sektorer, såsom underholdning, universitetsuddannelse og computerteknologi, har udviklet en præference for »permalance« (permanent freelance) arbejdstagere, der i årevis arbejder på tidsbegrænsede kontrakter eller endda som vikarer.  

24. okt., 2016 – Det er officielt: EU har drevet næsten det halve Grækenland ud i fattigdom. Grækenlands officielle statistikkontor, ELSTAT, som opererer efter EU-standarder, rapporterer, at 4.512.000 grækere ud af en befolkning på henved 10 million, nu konfronteres med fattigdom. Dette omfatter 230.774 børn, der konfronteres med ekstrem fattigdom, fordi de lever i husstande uden indkomst, alt imens praktisk talt 40 % (39,9) af landets befolkning lider afsavn mht. essentielle varer og tjenesteydelser.

Omkring 44,4 % af mennesker i alderen 0-17 år, lider afsavn mht. essentielle varer og tjenesteydelser.

Omkring én ud af seks husstande lever i en kondemneringsmoden bygning med læk, fugtighed og andre problemer.

Ifølge undersøgelsen kan denne store del af befolkningen ikke imødekomme finansielle behov inden for mindst tre af de ni følgende varer og tjenesteydelser: Betaling af månedlige regninger (såsom leje, afdrag på lån osv.); mad, hvilket inkluderer kød, fisk eller grøntsager med en tilsvarende værdi hver anden dag; varme; telekommunikation; farvefjernsyn; vaskemaskine; passagerbil; og en uges ferie.

Alt imens den græske arbejdsløshed stadig er over 25 %, så er mange ansatte arbejderes betingelser endnu værre end for dem, der får arbejdsløshedsunderstøttelse. Ifølge en undersøgelse, der blev dækket i Greek Reporter, arbejder 126.956 grækere i den private sektor for 100 euro om måneden, brutto, mens 343.760 ansatte får en månedsløn på mellem 100 og 400 euro. Arbejdsløshedsunderstøttelsen er 360 euro om måneden, men de ophører efter et år. Disse arbejder under deltidskontrakter eller roterende kontrakter, hvor de arbejder 2-3 dage om ugen.

Grækenlands højest uddannede sektorer får fattigdomslønninger, hvilket driver dem til at emigrere. Organisationen Endeavor Greece skønner, at 350.000 mennesker forlod landet mellem januar og juni 2016, alt imens Bank of Greece sætter tallet til 427.000. Begge tal er konservative, og nogle kilder sætter tallet til tæt på en million.

Tallet 427.000 er næsten lige så mange som det enorme antal grækere, der emigrerede til USA i de to første årtier af det 19. århundrede, skønsmæssigt 500.000. Men dengang var de fleste af disse emigranter fattige bønder, hvorimod de, der nu forlader landet, har et meget højt uddannelsesniveau. Det skønnes, at de bidrager 12,9 mia. euro årligt til BNP i værtslandene, hovedsagligt Tyskland og Storbritannien. De har også bidraget med 9,1 mia. euro i skat siden 2008. Disse penge er tabt for Grækenland, der brugte anslået 8 mia. euro til disse menneskers uddannelse. Disse tal gør »højspecialiserede arbejdere« til Grækenlands primære skatte-eksport.

»Som konklusion, og meget indlysende, så forbliver de skabte indtægter inden for vareeksport i Grækenland, mens grækeres erhvervsmæssige aktiviteter i udlandet primært er en fordel for værtslandene, både på kort og lang sigt«, skrev avisen Naftermporiki.

Det eneste, der, udover fattigdommen, vokser i Grækenland, er landets statsgæld, der ved udgangen af andet kvartal 2016 nåede op på 315.290 mia. euro, en stigning fra 301.266 mia. euro i samme periode sidste år, ifølge ELSTAT.  

Foto: Mange fattige i Grækenland må leve af madrester.

2. juli 2016 – I Grækenland er en rapport blevet offentliggjort, der indikerer, at næsten en halv million grækere, 5 % af befolkningen, har forladt landet siden 2008, iflg. dagens Kathimerini-avis. I 2008 forlod 100.000 landet, og tallet er steget hvert år siden.

Til forskel fra de store, græske emigrationsbølger i 1903-1917 og 1960-1972, hvor de fleste af dem, der rejste, var landbrugere eller ufaglærte arbejdere, så er de, der er rejst siden 2008, for det meste folk med en erhvervsuddannelse og nyuddannede unge.

”Det er intet tilfælde, at begge faser fandt sted i kølvandet på en periode med intense omvæltninger som følge af økonomisk tilbageslag, der gjorde svælget mellem vores land og udviklede nationer større og bar ved til bålet for masseudvandring af mennesker, mest unge, der søgte nye muligheder og udsigter til fremgang”, sagde Sofia Lazaretou, økonom ved Bank of Greece og rapportens forfatter, til avisen Kathimerini.

Under den første udvandring rejste grækere hovedsageligt til USA, Australien, Canada, Brasilien og Sydøstafrika, iflg. rapporten. Under den anden bølge fra 1960-72 rejste 60 % til Tyskland eller Belgien for at arbejde i fabrikker. I dag er udvandrerne unge med en erhvervsuddannelse, der emigrerer til Tyskland, Storbritannien og De Forenede Arabiske Emirater, siger rapporten.

Grækenland holder fjerdepladsen blandt EU-medlemslandene mht. masseudvandring, efter Cypern, Irland og Litauen. Landet holder en tredjeplads efter Cypern og Spanien mht. proportionen af unge mennesker, der forlader landet.

Dette bør anses for at være et konservativt tal, for, i 1990’erne, var mange grækere, der havde levet og var født i udlandet, flyttet tilbage til Grækenland fra lande som USA, Canada, Sydafrika osv. Tallet kan have vært så højt som 500.000. Mange af disse mennesker var de første til at vende tilbage til de lande, de havde forladt.

Foto: Demonstranter uden for det græske parlament under en demonstration mod regeringens finansielle politik. (Foto fra omkring januar 2015).

9. november 2015 – EU’s Økonomiske Prognose 2015, der blev udgivet i starten af november af EU-kommissionen, spreder en falsk optimisme omkring en »økonomisk genrejsning«, der angiveligt skulle finde sted i Europa. Men et kig på detaljerne afslører, at rapporten selv viser et tydeligt svælg mellem medlemmer i Eurozonen og så de medlemslande, der har beholdt deres egen valuta og ikke er underkastet den af EU tvungne nedskæringspolitik (’nøjsomhedspolitik’). Svælget udtrykkes ikke kun i BNP-tal, der naturligvis er utilstrækkelige, men også i tal for vækst i beskæftigelse, forbrug, investeringer osv.

Alt imens den gennemsnitlige vækst i BNP for Eurozone-lande vurderes at være 1,6 % for 2015, så er væksten i ikke-Eurozonelande næsten det dobbelte, 2,7 %.

Tallene for de 19 medlemmer af Eurozonen ville være langt værre, hvis det ikke var for Irland, der topper med 6 % i BNP-stigning, og det lillebitte Malta, hvis økonomi er ubetydelig, med 4,3 %. Irland har været i stand til at demonstrere så gode præstationer til trods for sit medlemskab af Eurozonen, takket være en unikt lav selskabsskat, der tiltrækker outsourcer-selskaber fra andre lande – med andre ord, urimelig konkurrence over for sine partnere i EU. Irland har også haft et underskud på 3,9 % i 2014, hvilket de facto er blevet ignoreret af Bruxelles.

Hvis vi tager Irland og Malta ud af regnestykket, så falder den gennemsnitlige vækst i Eurozonen ned under 1,1 %. Dette tal er i overensstemmelse med data for de tre lande, der udgør to tredjedele af EU’s økonomi, Tyskland, Frankrig og Italien, hvis »vækst« lå på gennemsnitligt 1,2 %.

De andre, ikke-Eurozone-lande har draget nytte af en relativ uafhængighed mht. regeringsbeslutninger, inklusive vækst på hjemmemarkedet, budgetunderskud og offentlige investeringer. I tilfældet med den Tjekkiske Republik, der forventes at vokse fire gange så meget som Eurozonens kernelande, med vækstrater for BNP på 4,3 %, 1,4 % for beskæftigelse og med et fald i den officielle arbejdsløshed ned til 5 %, anerkender rapporten, at dette især skyldes »en særlig kraftig offentlig investering«, men kalder det en »midlertidig faktor«, idet EU-finansiering i fremtiden ikke vil være tilgængelig i samme omfang. Med andre ord; kort og godt, opskriften er god, men nu stopper vi med at finansiere den!

Andre ikke-Eurozone-lande, som Polen, Rumænien og Sverige, der havde over 3 % ’s vækst, viser ekspansion i hjemmemarkederne og en stigning i investeringer.

Grækenland repræsenterer et særligt tilfælde. Mordet på Grækenland, som blev gennemtvunget af EU i 2015, har resulteret i et dramatisk fald i BNP, eksport, import, privatforbrug og investeringer. I stedet for at indrømme dette, gør rapporten den græske regering ansvarlig, med »den mislykkede afslutning af det andet Tilpasningsprogram, folkeafstemningen, der blev udskrevet i juni 2015, den heraf følgende banklukning og introduktionen af begrænsning i kapitaloverførsler [ud af landet].« Rapporten spreder en falsk optimisme vedr. den græske regerings evne til at imødekomme det tredje Tilpasningsprograms budgetmål, men den tilstår, at dens fremskrivninger ikke inkluderer den forestående genkapitalisering af den græske banksektor.

10. mrs. 2015 – En rapport udfærdiget af den irske tænketank Social Justice Ireland for Caritas Europa om »Fattigdom og ulighed på fremmarch – Retfærdige sociale modeller nødvendige for en løsning!« finder, at nedskæringspolitikken i Den europæiske Union har bidraget til dybtgående, økonomisk afsavn, især for unge mennesker og andre sårbare grupper.

Henved 123 millioner EU-borgere – en ud af fire – er i risikozonen for fattigdom og social eksklusion – en stigning på 7 mio. i de seks år forud for 2013. Yderligere 8,4 mio. mennesker blev arbejdsløse i samme periode, og næsten en fjerdedel af økonomisk aktive unge mennesker i de 28 EU-lande er arbejdsløse. Unge mennesker udgør den største gruppe i EU, som er arbejdsløse, og som ikke føler noget incitament til at forsøge at finde arbejde.

Den tredje i rækken af lignende rapporter, sammenligner denne seneste rapport økonomiske indikatorer i alle 28 medlemslande, og i syv især – Irland, Italien, Spanien, Portugal, Cypern, Grækenland og Rumænien. Alle undtagen Rumænien er med i euro-enhedsvalutazonen.

Rapporten fandt, at 7,3 mio. unge europæere (alder 15-24) klassificeredes som ’Not in Employment, Education or Training (NEET) (Ikke i beskæftigelse, under uddannelse eller i praktik) i 2013.

I Irland var 16,1 % af unge voksne (eller en af seks) klassificeret som NEETs, sammenlignet med et EU-gennemsnit på 13 %. Italien havde den højeste NEET-rate (22 %), efterfulgt af Bulgarien (21,6 %) og Grækenland (20,6 %). Desuden havde Grækenland, med 58,3 %, den højeste arbejdsløshedsrate i de 28 EU-lande i 2013 for unge under 25 år, efterfulgt af Spanien med 55,5 %. Irlands rate var 26,8 %, sammenlignet med et EU-gennemsnit på 23,4 %. Et lignende dramatisk billede fremkommer også mht. arbejdsløshed: næsten to tredjedele (62 %) af arbejdsløse mennesker i Irland var »langtidsarbejdsløse« i 2013, ikke langt bag efter Grækenland (70,9 %) og foran Italien (58,6 %) og Portugal (57,8 %). Dette tal er faldet i Irland i de seneste måneder, men den strukturelle arbejdsløshed er fortsat et problem.

»Dette niveau af unge mennesker, der ikke er under uddannelse, i arbejde eller praktik over hele Europa, er ekstremt bekymrende, især, når man tager langtidsvirkningerne af tidlig arbejdsløshed, i form af ’ar-dannelse’, i betragtning. Den negative virkning på livstids-indtjeningen er mest udtalt for unge mennesker, der oplever perioder af arbejdsløshed«, erklærer rapporten.

Rapporten bekræfter de barske følger af arbejdsløshed, underbeskæftigelse og lave lønninger for børn under forsørgelse: Grækenland havde den anden-højeste rate for børnefattigdom i de 28 EU-lande (28,8 %), med Spanien og Italien lige i hælene (27,5 % og 24,8 %, hhv.). I Irland var tallet 18 % (for 2012), eller flere end et ud af seks børn. »Ifølge UNICEF (2014) omfatter de lande, ud af 41 EU- og OECD-lande med den største stigning i børnefattigdom fra 2008 til 2012«, rangeret efter stigningsrate, Grækenland, Irland, Spanien og Italien (fremhævelse original). Rapporten viser også, at »utilstrækkelige sociale ydelser og nedskæringer og andre restriktioner siden krisen har haft en negativ virkning på børn i lande, der allerede har høje eller meget høje forekomster af børnefattigdom og social eksklusion – heriblandt Grækenland, Spanien, Italien og Rumænien«.

Foto: Unge, der ikke kan klare sig selv, ses her ved et suppekøkken i Athen