1

Kina fremmer paradigme for udvikling i Centralasien;
NATO-blok beordrer yderligere sanktioner og mere krig

Den 24. marts 2021 (EIRNS) – Tidligt i dag i Kabul aflagde Kinas udenrigsminister, Wang Yi, et overraskende besøg for at mødes med Taliban-regeringsledere og diskutere Bælte- og Vej-Initiativet, navnlig forbindelsen mellem Afghanistan og CPEC (China Pakistan Economic Corridor). I næste uge vil Beijing være vært for Afghanistan og dets nabolande på et tredje regionalt møde om fremme af mulighederne for at skabe forbindelser, med henblik på stabilitet i Afghanistan og udvikling i hele Centralasien. Det indebærer en økonomisk aktivitet til gensidig fordel for alle nationer, hvilket er det princip, der nu er et desperat behov for på verdensplan.

I modsætning hertil mødtes adskillige af statslederne fra de store vestlige nationer i dag personligt i Bruxelles på en række af tre hastemøder – NATO med 30 nationer, landene i G7 og EU med 27 nationer – og fremkom udelukkende med tilsagn om mere oprustning i Østeuropa, flere beskyldninger mod Rusland, trusler mod Kina om at afstå fra at alliere sig med Rusland samt vrangforestillinger om den europæiske økonomi og verdensøkonomien.

“Hvad foregår der i deres hoveder?” var reaktionen fra Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, i dag, da hun indledte den ugentlige webcast. Hun henviste specifikt til den farligste af alle de vrangforestillinger, der indgik i dagens mislykkede krisemøder, nemlig at en atomkrig nu er på dagsordenen som en mulig “eventualitet” ifølge topledere i Vesten.

At stoppe dette og gøre plads til en ny verdensarkitektur for sikkerhed og udvikling er fokus for Schiller Instituttets internationale konference den 9. april, ligeledes en global underskriftsindsamling.

[https://schillerinstitute.nationbuilder.com/convoke_an_international_conference_to_establish_a_new_security_and_development_architecture_for_all_nations

[https://schillerinstitute.nationbuilder.com/for_a_conference_to_establish_a_new_security_and_development_architecture_for_all_nations]

Selv uden atomar udslettelse er der risiko for, at vi vil blive ramt af hungersnød i verden, hvis vi lader de fremprovokerede stridigheder og det økonomiske sammenbrud udvikle sig til mere kaos og lidelse. Allerede før pandemien manglede mere end 800 millioner mennesker i 2019 tilstrækkelig ernæring, og 125 millioner af dem var i ekstreme sultfaser. Siden da, med hyperinflationen og nu konsekvenserne af den fremprovokerede Ukraine-krise og sanktioner, er fødevarekrisen og forstyrrelser i landbruget blevet forværret til den realistiske udsigt til en milliard mennesker, der lider af mangel på fødevarer, og 400 millioner i ekstrem nød.

Denne katastrofe er udelukkende en menneskeskabt katastrofe, og mange nationer er parate til at sætte sig op imod den afpresning og tyrannisering, som tvang dem til at følge de aksiomer, der i første omgang forårsagede det økonomiske sammenbrud. Hvem ønsker at lade sit folk sulte for “friheden” i NATO’s “regelbaserede” verdensorden?

I dag fandt der en afstemning sted i FN’s Generalforsamling om støtte til humanitær bistand i Ukraine, men især om at fordømme Rusland. Endnu en gang, som det skete den 2. marts i en afstemning i FN’s Generalforsamling, undlod et betydeligt antal nationer at stemme – 38 denne gang (35 den 2. marts) – i stedet for at indordne sig under det globale NATO’s kommandoer.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov sagde i går i en tale til Moskvas Center for internationalt Diplomati, hvor han kommenterede de hidtil usete sanktioner mod Rusland og NATO’s deployering: “Det handler om at fjerne forhindringen i form af Rusland på vejen til opbygningen af en unipolær verden…. Det handler ikke om Ukraine, det handler om en verdensorden, hvor USA ønsker at være den eneste suveræne og dominerende….”

Mobilisér for Schiller Instituttets underskriftsindsamling og konference for at skabe en ny verdensorden for fred og udvikling for alle.

 




Mens Biden tager til Europa, er spørgsmålet: “Hvad foregår der i deres hoveder?”
Schiller Instituttets ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche

Da Biden i går rejste til Europa for at mødes med “allierede” ledere i NATO, G7 og EU, var der talrige erklæringer fra amerikanske embedsmænd, herunder Biden, der bebudede en optrapning mod Rusland.  Med udtalelser om russiske “krigsforbrydelser” og atomkrig som en “mulig eventualitet” afspejler det, bemærkede Zepp-LaRouche i dag, “nul kapacitet” til at gennemtænke den strategiske krise.

Zepp-LaRouche imødegik den ensartede fortælling, der dominerer Vesten, ved at identificere målet for denne sprogbrug som værende et regimeskifte mod Putin – men med hvilket formål?  Som følge af optrapningen af sanktionerne anslås det nu, at fødevaremangel snart vil true 1 milliard mennesker – Hvem begår egentlig krigsforbrydelser og krænker menneskerettighederne?

Hun diskuterede det ironiske i, at diskussionen om atomkrig bryder ud på 39-årsdagen for Ronald Reagans promovering af Det strategiske Forsvarsinitiativ (SDI), som hendes mand, Lyndon LaRouche, havde været en af de førende arkitekter bag. LaRouches idé, som var kernen i Reagans forslag, var ikke blot en militærpolitik til forsvar mod atomkrig, men en økonomisk tilgang med deling af de mest avancerede teknologier til gavn for alle nationer. Denne idé er i centrum for Schiller Instituttets kommende videokonference om skabelse af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som skal erstatte det neokonservative, neoliberale system, der er ved at falde sammen i dag.




Briterne indkalder Biden til Europa for at erklære: Atomkrig er ikke længere utænkeligt;
det er en “potentiel hændelse”

Den 23. marts (EIRNS) – I dag er det 39 år siden præsident Ronald Reagan i 1983 annoncerede det historiske Strategic Defense Initiative (SDI), politikken for et fælles amerikansk-sovjetisk samarbejde om forsvarssystemer til ballistiske missiler baseret på “nye fysiske principper”, som Lyndon LaRouche udformede og derefter drøftede med sovjetiske repræsentanter gennem samtaler i bagkanaler, der blev sanktioneret af Reagans Hvide Hus. Det var næsten lykkedes med denne politik at få en ny international sikkerhedsmæssig og økonomisk arkitektur indført, som en gang for alle ville have sat en stopper for britisk geopolitik og britisk spekulation og plyndring.

Ironisk nok er det på årsdagen for SDI, at et fuldstændig vanvittigt Britisk Imperium er i færd med at drive konflikten mellem USA/UK/NATO og Rusland til det punkt, hvor der er atomar konfrontation – både på de militære og økonomiske fronter. På en briefing til journalister om præsident Joe Bidens rejse til Europa for at mødes med NATO og EU-ledere, som begynder den 24. marts, informerede USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan i går medierne om, at USA “i betragtning af skrækken for en potentiel anvendelse af atomvåben” omkring konflikten mellem Rusland og Ukraine, har USA “ikke ændret vores nukleare forholdsregler til dato”, men at præsident Biden “vil rådføre sig med allierede og partnere om denne potentielle eventualitet”.

Hvad skete der mon med den fælles erklæring, som præsident Biden og præsident Putin udsendte efter deres topmøde den 16. juni 2021, om at “atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes” – som en hyldest til en aftale fra 1985 mellem USA’s tidligere præsident Ronald Reagan og Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov? Eller de identiske erklæringer, der hovedsageligt er tilrettelagt af russiske diplomater, og som blev vedtaget på topmødet mellem Putin og Xi Jinping den 28. juni 2021 og den 3. januar 2022 af FN’s P-5-atomvåbenmagter?

Udenrigsminister Tony Blinken har yderligere låst sig fast på kollisionskurs med Rusland ved i dag, på tærsklen til Bidens afrejse, at bekendtgøre, at “på baggrund af de oplysninger, der er tilgængelige på nuværende tidspunkt, vurderer den amerikanske regering, at medlemmer af Ruslands styrker har begået krigsforbrydelser i Ukraine.” Han tilføjede med en truende bemærkning, at “Vi er forpligtet til at kræve ansvarlighed ved hjælp af alle tilgængelige værktøjer, herunder strafferetlig forfølgelse.” 

Den økonomiske og finansielle krigsførelse, som London og Wall Street har udløst mod Rusland, er ikke mindre truende for menneskehedens fortsatte eksistens end deres atomare, grænsesøgende krigsførelse. De har indledt en politik, hvor de ved hjælp af uendelige “sanktioner” forsøger at afkoble verdensøkonomien radikalt i to bittert modsætningsfyldte blokke – en militariseret NATO-dollar blok og Bælte og Vej-blokken – som begge er ved at blive kastet ud i et inferno af økonomisk sammenbrud og affolkning.

Rusland vil imidlertid forsvare sig mod den planlagte udslettelse – både på de militære og økonomiske fronter. I løbet af de sidste tre uger har præsident Putin flyttet Rusland over på et krigsøkonomisk udgangspunkt, idet han aggressivt har forsvaret den indenlandske produktionskapacitet og anvendt beskyttelsesforanstaltninger, såsom valutakontrol, for at afværge ekstern finansiel krigsførelse. I dag meddelte Putin, at Rusland kun vil acceptere betalinger fra eksporteret naturgas til “uvenlige stater” (dvs. dem, der deltager i sanktionerne) i rubler og ikke i dollars. Dette vil yderligere afskærme Rusland fra spekulative dollar angreb på dets banksystem og skabe en alvorlig forvirring for Tyskland og andre europæiske lande, som er dybt afhængige af importeret russisk naturgas, olie, hvede og andre produkter.

Imidlertid er der en vej tilbage fra afgrunden for menneskeheden, selv på dette sene tidspunkt. På Schiller Instituttets konference den 9. april, hvor der opfordres til en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, vil vi i detaljer beskrive den nødvendige politiske strategi, til at vende dette tilsyneladende uafvendelige styrtdyk mod helvede.

Denne strategi følger den samme grundlæggende tilgang, som Lyndon LaRouche anvendte i forbindelse med sit SDI-projekt fra 1983, og som LaRouche gentog i en artikel, der blev offentliggjort i EIR’s nummer af 19. juli 1996, “SDI: The Technical Side of ‘Grand Strategy'” https://larouchepub.com/eiw/public/1996/eirv23n29-19960719/eirv23n29-19960719_040-sdi_the_technical_side_of_grand-lar.pdf.

I dette dokument udtalte LaRouche: “Begge supermagter, og andre, havde desperat brug for en stimulans til teknologidrevet vækst, svarende til den økonomiske effekt af Kennedys ” kriseprogram ” for den bemandede månelanding. Samarbejde om udvikling af de teknologier, der er nødvendige for et strategisk forsvar mod ballistiske missiler, ville give alle deltagende økonomier den nødvendige teknologiske stimulans, hvis man samtidig indfører en politik, der fremmer “afsmittende virkninger” på den civile økonomi.

“For at skifte fra et fjendtligt forhold til et samarbejdsforhold i de tilfælde, hvor der tidligere har været en langvarig, dybt forankret fjendtlighed, må der skabes et stærkt incitament af vedvarende velvillighed. Udadtil lægger effektive incitamenter til sådanne formål, vægt på fysisk-økonomiske fordele (til forskel fra relativt flygtige, finansielle fordele). De fysisk-økonomiske fordele er vigtige, men materialisterne og empirikerne overvurderer i høj grad sådanne “incitamenter” som sådan. Det væsentlige er ikke den materielle belønning som sådan; det væsentlige er aktiveringen af agape; den offentlige legitimering af en nødvendig materiel gevinst med aktiveringen af de kognitive processer, som videnskabelige og teknologiske fremskridt absolut afhænger af, er nøglen til at opnå den ønskede strategiske effekt….

“Forudsætningen for eksistensen af den moderne form for en perfekt suveræn, konstitutionel, nationalstatslig republik, er opfattelsen af mennesket som et kognitivt væsen, ikke som faste sæt af biologiske sociale egenskaber. Det er i den udstrækning, vi kræver, at alle blandt samfundets medlemmer skal fungere med hovedvægt på udvikling og brug af de kognitive potentialer, som adskiller det menneskelige individ fra dyrene, at vi opfordrer det potentielle herredømme, som republikken har i forhold til enhver anden samfundsform, i forhold til ethvert oligarkisk samfund, til at komme i anvendelse. Det forstod Niccolò Machiavelli, og hele historien siden da, har på en eller anden måde bekræftet dette princip….

“For at genvinde vores nationale suverænitet og skabe den sikkerhed, vi har brug for, må vores nation genvinde sin sjæl. Ellers er vi fortabte, og de fleste af de nulevende familier på denne planet ligeså. Et effektivt strategisk forsvar skal først og fremmest forstås som en økonomisk, kulturel og moralsk opgave. Hvilke vildfarelser er vi villige til at opgive for at sikre vores nation, for måske at redde vores sjæle?”




FN-agenturer advarer om, at Yemen står over for en ” decideret katastrofe”
med hungersnød og sult

Den 15. marts 2022 (EIRNS) – Som svar på den netop offentliggjorte “Integrated Phase Classification” (IPC)-rapport om Yemen, advarede en gruppe FN-agenturer – blandt andet Verdensfødevareprogrammet, Fødevare- og Landbrugsorganisationen og UNICEF – i en pressemeddelelse den 14. marts om, at: “i dag befinder mere end 17,4 millioner yemenitter sig i mindst fase 3, ‘alvorligt’ akut trin, for underernæring; yderligere 1,6 millioner forventes at opleve akut sult i de kommende måneder, hvilket vil bringe det samlede antal personer med akutte behov op på 7,3 millioner ved årets udgang.”

Artiklen, der har overskriften “Yemen står over for en decideret katastrofe på grund af tiltagende sult”, advarer om, at humanitære organisationer er yderst bekymrede over sandsynligheden for, at antallet af mennesker, der oplever “katastrofal” sult – eller hungersnød – vil femdobles fra 31.000 nu til 161.000 den 31. december. I en artikel i “Common Dreams” den 14. marts tilføjes det, at der er 2,2 millioner børn, der er akut underernærede, hvoraf 538.000 er alvorligt underernærede. Desuden lider 1,3 millioner gravide og ammende kvinder også af akut underernæring.

David Beasley, administrerende direktør for FN´s Verdensfødevareprogram, udtalte, at “disse rystende tal bekræfter, at vi er på vej mod en katastrofe i Yemen, og vi har næsten ikke mere tid til at undgå den. Medmindre vi straks modtager nye betydelige midler, vil der opstå omfattende sult og hungersnød. Men hvis vi handler nu, er der stadig en chance for at afværge den overhængende katastrofe og redde millioner af mennesker.” Han har påpeget, at det stærkt fødevareimportafhængige Yemen importerer 30 % af sin hvede fra Ukraine, og at krigen i dette land vil påvirke landets evne til at eksportere til Yemen og kan bringe den globale sultkrise “til et niveau, der overgår alt, hvad vi har set før”. Han udtrykte frygt for, at de underernærede børn i Yemen “er blevet glemt af verden”.

Den 16. marts afholder FN et møde på højt niveau om den humanitære krise i Yemen, som Sverige og Schweiz er medsponsorer af.

https://news.un.org/en/story/2022/03/1113852

Udvalgt bilede: Mohammad Hadi, Pexels

 




City of London og Wall Street har erklæret krig mod Rusland og Kina

Den 2. marts (EIRNS) – Den ildkamp, der er udbrudt på Ruslands vestlige flanke, kan indtil videre være begrænset til blot to nationer, Ukraine og Rusland – med den overhængende fare for eskalering til en termonuklear konfrontation mellem supermagterne. Men City of London og Wall Street har allerede indledt en økonomisk og finansiel {verdenskrig} for at udslette både Rusland og Kina. Den franske finansminister, Bruno Le Maire, er muligvis blevet tvunget til offentligt at trække sin indiskrete meddelelse fra den 28. februar med hensigten om at anvende “det finansielle atomvåben” mod Rusland tilbage, men det internationale finansielle etablissement har fortsat en politik, der er uændret: ” At føre en altomfattende finansiel og økonomisk krig mod Rusland”. Denne politik blev bekendtgjort over for pressen af to spydige, unavngivne embedsmænd fra den amerikanske regering den 25. januar. Den blev gentaget i en anden baggrundsbriefing i Det Hvide Hus den 28. februar. Og det er fortsat det konstante trommeslag fra de britiske finansmedier og deres amerikanske repræsentanter i dag.

Præsident Biden blev også instrueret til at bruge de første femten minutter af sin ”Tale om Nationens Tilstand” den 1. marts, på en “jeg-er-en-hård-negl”-aggressiv dundertale mod Rusland, hvor han ikke en eneste gang berørte de meget reelle og helt legitime sikkerhedsmæssige bekymringer, som dette land gentagne gange har udtrykt, over for NATO’s indtrængen helt op til dets grænser.

Dette er ikke en krise, der er udløst af nationer, men af det overnationale finansoligarki, der styrer det bankerotte transatlantiske finanssystem. I lyset af deres egen truende fallit – er der virkelig nogen der tror, at 2 billioner dollars i finansiel spekulation nogensinde kan betales tilbage? – er det finansielle etablissements politik at “omdirigere billioner” væk bag en global grøn nulstilling. Dette er en malthusiansk affolkningspolitik, der skal gennemføres ved at fremtvinge et nedadgående skift til økonomiske aktiviteter med lav energitæthed og ved at indstille industriel aktivitet i hele verden. Med denne politik, der gennemtvinges i den transatlantiske sektor som de kontrollerer, kan City of London og Wall Street-etablissementet tydeligvis ikke tillade, at Kina og Rusland udvikler sig og trives og dermed tjener som et eksempel for resten af verden. Derfor er der altomfattende krig – militært, økonomisk og psykologisk – rettet mod Rusland og Kina, og som opsluger verden i dag.

Da prins Charles på COP 26-mødet sidste år erklærede, at for at gennemføre sin politik for grøn omstilling “må vi sætte os selv i et krigslignende beredskab”, og “vi har brug for en omfattende militaristisk kampagne”, havde han helt sikkert det i tankerne, som nu er blevet iværksat mod Rusland.

Folk i alle nationer er begyndt at indse, at de er nødt til at modsætte sig denne politik for grøn afindustrialisering og krig, hvis de skal overleve. Så meget desto mere, eftersom der findes et alternativ til den selvmorderiske politiske kurs, der er blevet vedtaget i Vesten. Højtstående repræsentanter fra den kinesiske regering fortsætter med at række hånden ud til USA og Europa, samt til nationer i udviklingssektoren, og inviterer dem til at tilslutte sig Bælte- og Vej-Initiativets globale infrastrukturpolitik. Præsident Xi Jinping foreslog det oprindeligt til den daværende præsident Obama, som afviste tilbuddet uden videre. Det samme var tilfældet med præsident Trump. Så sent som den 28. februar gentog den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, at Kina er åben overfor at USA deltager i Bælte- og Vej-Initiativet.

Det er akkurat denne økonomisk politiske retning, der er påkrævet som grundlag for den nye internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som Schiller Instituttet har opfordret til. Vær venlig at underskrive og cirkulere Schiller Instituttets opfordring: Indkaldelse til en international konference for at etablere en ny arkitektur for sikkerhed og udvikling for alle nationer –

https://schillerinstitut.dk/si/2022/02/en-ny-arkitektur-for-sikkerhed-og-udvikling-for-alle-nationer/ – 

og mobiliser for at få denne politik diskuteret og debatteret internationalt. Ligesom {De føderale Dokumenter} var nødvendige for at uddybe USA’s forfatningsmæssige form for selvstyre, er der i dag et behov for en dybtgående dialog for at etablere en international sikkerheds- og udviklingsarkitektur til at muliggøre selvstyre for alle nationer i verdenssamfundet – og forbande City of London og Wall Street!

Udvalgt billede: Pexels CCO

 




Verdenskrig kan være tæt på lige nu – her er hvad der må gøres

Den 27. februar (EIRNS) – Der blev taget syvmileskridt mod en verdenskrig – en termonuklear krig – i løbet af denne weekend. Det mest omtalte var den russiske præsident Vladimir Putins meddelelse i morges om, at han havde bedt sin forsvarsminister, Sergei Shoigu, og generalstabschef, Valery Gerasimov, om at sætte de russiske strategiske atomstyrker i højeste alarmberedskab. 

Han fremsatte sin udmelding efter økonomiske angreb på det russiske banksystem, forsøg på at fastfryse og stjæle Ruslands finansielle reserver og få landets valuta og banker til at krakke, samt forbud mod samtlige russiske flyvninger og alle russiske medier, mens europæiske højteknologiske våben og lejesoldater strømmede ind i Ukraine for at kæmpe. RIA Novosti citerede Putin som følger: “De vestlige lande foretager ikke kun fjendtlige handlinger mod vores land på det økonomiske område, hvormed jeg mener de ulovlige sanktioner, som alle kender meget godt, men de højeste embedsmænd i de førende NATO-lande fremsætter også aggressive udtalelser mod vores land. Derfor beordrer jeg forsvarsministeren og generalstabschefen til at sætte de russiske væbnede styrkers [atomare] afskrækkelses styrker i et særligt beredskab.”

Vi befinder os nu helt klart i en form for Cuba-krise fra oktober 1962, tættere end nogen, der levede dengang, nogensinde ønskede at komme til atomkrig. De amerikanske militære ledere ønskede dengang at indlede krig mod Cuba; hvis præsident Kennedy ikke havde stoppet dem og forhandlet sig frem til en løsning, ville USA’s østlige byer have været ramt af en regn af atommissiler. Nu ønsker USA’s og Europas politiske og militære ledere, der i årtier har været vant til at brutalisere mindre lande med krige og økonomisk strangulering, at provokere Rusland til krig og ødelægge det. 

Disse ledere har omgivet Rusland med fjendtlige militære – herunder atomare – kapaciteter i et omfang, som Rusland ikke kan acceptere. De har flyttet sig for at gøre Ukraine – der strækker sig dybt ind i selve Rusland – til deres ultimative militære anti-Rusland-platform. Præsident Putin advarede dem for 15 år siden i en tale i 2007 på Sikkerhedskonferencen i München i Tyskland om, at Rusland ikke kunne tolerere at blive omringet og omsluttet af fjendtlige styrker på ubestemt tid. Men efter at have tændt denne krigs lunte, er de nu ved at puste til den, så den kan blive atomar. (Se Putins tale, {EIR}, 23. februar 2007.)

Når først atomvåbenangreb indledes et sted, vil det omslutte hele kloden. 

Nu må der anlægges en helt anden tilgang, hvor strategisk stabilitet baseres på økonomisk udvikling. Nu skal Lyndon LaRouches økonomiske og videnskabelige udviklingspolitik stå på dagsordenen. Den har længe været negligeret som umulig (som at vende tilbage til principperne i Franklin Roosevelts Bretton Woods-kreditsystem), eller unødvendig (som at fremskynde udviklingen af laser- og fusionsplasma-teknologier i alle nationer), eller endog latterlig (som at nationer samarbejder om at kolonisere Månen og udforske Mars). Disse politikker er den sidste chance for fred nu – den allersidste chance.

Schiller Instituttet iværksatte den 25. februar en underskriftsindsamling i denne krise: “Indkaldelse til en international konference for at etablere en ny arkitektur for sikkerhed og udvikling for alle nationer”.

Skriv under her.

“Enhver person”, opfordrede Helga Zepp-LaRouche i dag, “bør med alle midler bestræbe sig for at udbrede denne underskriftsindsamling {og diskutere den}.” Få andre til at diskutere den og til at skrive om den i alt fra internet-kommentarer til simple læserbreve. “Blot 50 førende personer i verden, der opfordrer til at fremme denne idé, kunne sammenkalde en vigtig konference.” 

Spørg, hvorfor så mange millioner mennesker for 60 år siden i oktober i år var så alarmerede over, at atomkrig truede dem; og nu, efter 25 års krig og med verdens næststørste atommissilstyrke i højeste beredskab, lader folk som om det ikke kan ske. Måske var vi dengang mere moralsk egnede til at overleve? 

En effektiv, omfattende mobilisering for denne underskriftindsamling og denne konference er det eneste anliggende, der kan skabe et alternativ til den yderligere udvikling hen imod en verdenskrig. Underskriftindsamlingen er bogstaveligt talt blevet udarbejdet for at civilisationen kan overleve.

Udvalgt billede: Pexels




Den militære operation i Ukraine er en åbenlys påmindelse om behovet for at skabe
en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur

Den 24. februar (EIRNS) –“Før vi endelig og uigenkaldeligt når det punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage i menneskehedens historie – det punkt, hvor en global, atomkrig udsletter den menneskelige art – må vi handle prompte for at rette op på den absolutte katastrofe, som EU’s og USA’s imperialistiske politik har skabt i Ukraine og i relationen til Rusland og Kina. Og vi må især fjerne årsagerne til denne civilisationskrise, før vi når et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage.” Sådan skrev Helga Zepp-LaRouche i en artikel den 8. marts 2014. Otte år senere er hendes analyse absolut helt rigtig.  

NATO’s og USA’s manglende evne til at reagere seriøst på Ruslands sikkerhedskrav fra december 2021, har ført til en situation, hvor præsident Putin vurderede, at han ikke havde andet valg end at iværksætte en “speciel militæroperation” i Ukraine for at opnå en demilitarisering og afnazificering af landet, før situationen i Ukraine, herunder stigende mængder materiel og udenlandske militærpersoner, skabte en aldeles uudholdelig sikkerhedstrussel.

Den bogstaveligt talt nazistiske trussel i Ukraine, der blev installeret ved dette kup, blev beskrevet i en omfattende redegørelse, der blev offentliggjort af {Executive Intelligence Review} i februar 2014: “Western Powers Back Neo-Nazi Coup in Ukraine”. (Kilde)

Rødderne til den civilisatoriske krise, der driver det vanvittige stormløb mod en konflikt med Rusland og Kina, er det transatlantiske finanssystems disintegration, og den kuldsejlede plan om at bruge militære trusler og “grøn” afpresning for at opretholde den transatlantiske elites unipolære overherredømme.

Som det fremgår af Schiller Instituttets underskriftsindsamling af 23. februar – som får et stigende antal underskrifter – “bag denne meget reelle krigsfare og årsagen til denne fare, ligger sammenbruddet af hele det transatlantiske finanssystem –  City of London og Wall Street, ejerne af dette bankerotte system, er desperate efter at ødelægge ethvert fungerende alternativ til deres system – såsom Ruslands og Kinas alliance – og det finansielle etablissement har åbent tilkendegivet, at det er det, der er på spil.”

Vil dette etablissementets vanvittige krav om underkastelse blive overvundet og erstattet af et nyt paradigme, en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer? Svaret ligger i vores hænder. Slut dig til LaRouche-bevægelsens bestræbelser for at kræve en omgående sammenkaldelse af en international konference, i lighed med den der udformede den Westfalske Fred.

Underskriftsindsamlingen er tilgængelig på dansk her:

https://www.skrivunder.net/krig_eller_fred

Udvalgt billede: Shane Aldendorff, Pexels

 




Nu med de første prominente underskrivere:
Underskriftindsamling: Indkaldelse til en international konference for at etablere
en ny arkitektur for sikkerhed og udvikling for alle nationer

Se de første prominente underskrivere nedenunder.

23. februar 2022 — I lyset af den eskalerende Ukraine-krise spørger folk rundt om i verden indtrængende sig selv og deres politiske ledere, hvor det hele skal ende. Er dette på vej mod en meget stor, måske endda termonuklear, global konfrontation? Står vi over for en omvendt, farligere Cuba-krise? Vil menneskeheden overhovedet overleve?

Bag denne meget reelle krigsfare og årsagen til denne, ligger sammenbruddet af hele det transatlantiske finanssystem. En spekulationsboble af derivater og gæld på næsten 2 billiarder dollars er allerede ved at gå op i røg. En proces med hyperinflation er blevet udløst globalt, med et ledsagende sammenbrud af de vestlige nationers fysiske økonomier. City of London og Wall Street, ejerne af dette bankerotte system, er desperate efter at ødelægge ethvert fungerende alternativ til deres system – såsom Ruslands og Kinas alliance omkring Bælte- og Vej-initiativet, som nu omfatter næsten 150 nationer – og det finansielle etablissement har åbent erkendt, at det er det, der er på spil.

Det samme har Vladimir Putin, som med rette har erklæret, at USA’s/Storbritanniens/NATO’s ubarmhjertige ekspansion mod øst, op til Ruslands grænser, er drevet af denne økonomiske politik, og at den truer Ruslands nationale sikkerhed på en måde, som Rusland ikke kan acceptere.

For at standse fremdriften mod krig, er det derfor nødvendigt at anvende en mere gennemgribende tilgang, nemlig at etablere et helt nyt paradigme, som vil sikre sikkerheden og den økonomiske udvikling for alle nationer på jorden. Den eneste nyere præcedens for dette i Vesten, er den Westfalske Fred fra 1648, som satte en stopper for 150 års religionskrige i Europa. Den blev først udformet på det tidspunkt, hvor alle parter indså, at hvis de fortsatte ad deres nuværende vej, ville der ikke være nogen vindere og meget få overlevende. De valgte at skabe et nyt paradigme, baseret på forsvaret af den andens interesser, og på den forudsætning at alles sikkerhed var den grundlæggende forudsætning for hver parts sikkerhed.

Det er den vigtigste læresætning af den Westfalske Fred for i dag. Verden står i dag ved en lignende skillevej. Hvis den nuværende geopolitiske politik fortsætter, udgør en atomkrig en meget reel mulighed – hvorefter der ikke vil være nogen vindere, og sandsynligvis heller ingen overlevende.

I stedet må der straks indkaldes til en international konference, i stil med det Westfalske Fredsinitiativ. Den grundlæggende opgave for alle parter er at sikre, at der tages hensyn til de centrale økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser for hver enkelt part – med andre ord en orden baseret på den andens fordel, på det fælles bedste, eller den almene velfærd, og på en grundlæggende kærlighed til hele menneskeheden.

Det økonomiske system må også omformes drastisk for at give udtryk for dette livssyn. Den berømte amerikanske økonom Lyndon LaRouche specificerede meget detaljeret, hvordan et sådant system ville fungere, baseret på det han kaldte sine Fire Love:

Den øjeblikkelige genindførelse af Glass/Steagall-loven, som blev iværksat af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, uden ændringer, hvad angår handlingsprincippet. Det betyder, at hele den spekulative finansboble skal underkastes en konkursbehandling.

En tilbagevenden til et system med topstyret og nøje defineret nationalt banksystem, som angivet af USA’s første finansminister, Alexander Hamilton.

Formålet med brugen af et sådant føderalt kreditsystem er at skabe højproduktive udviklingsforløb med henblik på at forbedre beskæftigelsen, med den ledsagende hensigt at øge den fysisk-økonomiske produktivitet og levestandarden for personer og husholdninger.

Vedtag et “lynprogram” med fusionsdrevet teknologi for at fremme de grundlæggende videnskabelige gennembrud, som ubegrænset økonomisk vækst og udvikling kræver.

Schiller Instituttet og dets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, udsender denne opfordring for at igangsætte den presserende internationale diskussion, der er nødvendig for at indkalde til en sådan konference og stoppe det såkaldte “Dommedagsur”, før det slår midnat. Det er på høje tid, at institutioner og enkeltpersoner fra alle nationer træder frem og slutter sig til mobiliseringen for en international konference med henblik på at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer.

Skriv under på underskriftindsamlingen her på skrivunder.net:


Links til underskriftindsamlingen på andre sprog: 
Spanish, Italian, FrenchSwedishArabicDanishPortugese, German, and Chinese.

North America (U.S. and Canada)

   
Canada Julian Fell Biologist; Co-Director Area F, Regional Government of Nanaimo, British Columbia
Canada Faisal Huda CEO, BUNA Capital Inc.
Canada Bill MacPherson Past President, Applied Science Technologists and Technicians of British Columbia
Canada John Stone MChE, Member, Association of Professional Engineers, Geologists and Geophysicists of Alberta
United States Dr. Athar Abbasi Major, U.S. Army (Ret)
United States Jon Baker Agricultural Bank Loan Officer
United States James Benham State President, Indiana Farmers Union; Board Member, National Farmers Union
United States Fr. Lawrence Bernard Order of Friars Minor (OFM)
United States Mike Callicrate Farm leader, Kansas/Colorado
United States Marshall Carter-Tripp Foreign Service Officer (ret), former political science professor
United States Victor Chang US-China Forum, Inc.
United States Alan Covey Political activist
United States Joel Dejean LaRouche Independent Candidate for U.S. Congress – 38th District (Texas)
United States Dr. Joycelyn Elders Former U.S. Surgeon-General
United States Frank Endres Farm Leader, California
United States Christopher Fogarty Chair, Chicago Friends of Irish Freedom; author of “Ireland 1845-1850; the Perfect Holocaust, and Who Kept it ‘Perfect’.”
United States Graham Fuller Former CIA Officer and Vice Chair of the National Intelligence Council
United States Matthew Griener City Council, Keota, Iowa
United States Dr. Bihong Guan Chairman, World Association of Chinee Elites
United States DeWayne Hopkins Former two-term mayor; current at-large Councilman, Muscatine, Iowa
United States James Jatras Former U.S. Diplomat and Advisor to U.S. Senate Republican Leadership
United States Dr. Ernest Johnson President Emeritus, Louisiana NAACP; civil rights attorney
United States Wilbur Kehrli National Board of Directors, American Blue Cattle
United States George Koo Chairman, Burlingame Foundation; retired international business consultant
United States Keaten Mansfield Center for Political Innovation, Chief of U.S. Staff
United States Caleb Maupin Founder and Director, Center for Political Innovation
United States David Meiswinkle Attorney and former President of the Lawyers’ Committee for 9/11 Inquiry
United States John OLoughlin  
United States Jeff Philbin Nuclear Engineer, Technical Consultant, Independent Contractor
United States Sam Pitroda Inventor and entrepreneur; Chairman, Indian Overseas Congress
United States Earl Rasmussen Executive Vice President, Eurasia Center
United States Diane Sare LaRouche Independent Candidate for U.S. Senate – New York
United States Naser Shahalemi Executive Director, End Afghan Starvation
United States John Shanahan Editor, website: allaboutenergy.net
United States Barbara Suhrstedt International concert pianist
United States Everett Suttle Opera singer
United States Bruce Todd Former Independent candidate for NJ Lt. Governor; Retired Millwright, Local 715
United States Mohammad Ashraf Toor, MD Chairman, Pakistani American Congress
United States Bob Van Hee Redwood County Commissioner, Minnesota
United States Zaher Wahab Professor Emeritus of Education, former Advisor to the Afghanistan Ministry of Higher Education

United States

Alan Waltar Retired Professor and Head, Dept. of Nuclear Engineering, Texas A&M University; Past President , American Nuclear Society

Europe

   
Belgium Frans Vandenbosch Author of “Statecraft and Society in China”
Denmark Tom Gillesberg Director, Schiller Institute, Denmark; former parliamentary candidate
Denmark Jelena Nielsen Director, Russian-Danish Dialogue
Denmark Jens Jørgen Nielsen Former Moscow correspondent, Danish daily Politiken; author of books about Russia and Ukraine; a leader of Russian-Danish Dialogue
Denmark Thomas Vissing Director of a China-Nordic trading company
Denmark Dr. Li Xing Professor of Development and International Relations, Department of Politics and Society, Aalborg University
Donetsk People’s Republic Russell “Texas” Bentley Journalist, Former Vice President of Donbass Humanitarian Aid
France Jacques Cheminade President, Solidarité et Progrès, former presidential candidate
France Alain Corvez
Col. (Ret.), International strategy advisor; former advisor to the Commanding General of the United Nations Force in South Lebanon (UNIFIL)
France Ali Ratsbeen President, Academie Géopolitique de Paris
Germany Dr. jur. Wolfgang Bittner Author
Germany Ole Doering Professor, Hunan Normal University; Associate Professor, Dep’t. for Global Health, Peking University; Privatdozent, KIT
Germany Rainer Sandau Technical Director, Satellites and Space Applications, International Academy of Astronautics (IAA)
Germany Helga Zepp-LaRouche Founder and Chairwoman, Schiller Insitute
Greece Leonidas Chrysanthopoulos Ambassador ad Honorem; Secretary General, Black Sea Economic Cooperation Organization (BSEC), 2006-2012
Greece George Tsobanoglou Professor of Sociology, University of the Aegean
Italy Mario Agostinelli Chairman, Fondazione Energia Felice
Italy Pino Arlacchi Former Director, United Nations Drug Control Programme; Professor of Sociology, University of Sassari
Italy Prof. Bruno Brandimarte Professor of Electronic Measurement, Rome
Italy Nino Galloni Economist
Italy Liliana Gorini Chairwoman of Movisol (Movimento Internacionale per i Diritti Civili Solidarietà
Italy Prof. Fabio Massimo Parenti Associate Professor of International Studies, CFAU, Beijing
Italy Vincenzo Romanello Nuclear Engineer, Founder of Atomi per la Pace (Atoms for Peace), Lecce.Italy
Italy Alessia Ruggeri Spokeswoman of Comitato per la Repubblica, Rome, Italy
Monaco Aleksandar Krainer Author, “Grand Deception: The Truth about Bill Browder, the Magnitsky Act and Anti-Russian Sanctions”; financial consultant
Netherlands Guus Berkhout Professor-Emeritus Geophysics, President of CLINTEL
Norway Thore Vestby Former mayor and MP; Cofounder, ICHI Foundation
Spain Juan José Torres Núñez Free-lance journalist, poet
Sweden Hussein Askary Southwest Asia Coordinator, Schiller Institute
Sweden Kjell Lundqvist Chairman, European Labor Party
Sweden Ulf Sandmark Chairman, Schiller Institute, Sweden

United Kingdom

Mike Robinson Editor, The UK Column 

Ibero-America/Caribbean

   
Argentina Enrique Juan Box Media personality
Argentina Luis Bragagnolo Peronist leader; Veterinarian
Argentina Roberto Fritzsche Professor, Department of Economic Science, University of Buenos Aires
Argentina Ruben Darìo Guzzetti Professor, Argentine Institute of Geopolitical Studies
Argentina Juan Francisco Numa Soto Constitutional Attorney
Argentina Carlos Perez Galindo Attorney at Law
Argentina Alejandro Yaya Vice President, Civilian Institute of Space Technology
Bolivia Edwin De la Fuente Jeria Former Commander in Chief of the Bolivian Armed Forces
Bolivia Max Ibañez Former Secretary of Grievance Resolution, National Federation of Electrical, Telephone and Water Workers of Bolivia
Bolivia Sandra Marca Uscamayta Integration Coordinator for the Peasant, Indigenous and Native Economic Organizations of Bolivia
Brazil Jairo Dias Carvalho Professor, Philosophy of Technology, Federal University of Uberlândia
Brazil Igor Maquieira Biologist; member of CLINTEL
Colombia Mario Guillermo Acosta Alarcon Scientist and author; General Director of CIFRA (Space Lab City)
Colombia Ross Carvajal Journalist
Colombia Everardo Hernandez Pardo Trade union leader
Colombia Alba Luz Pinilla Vice-President of DIGNIDAD Political Movement
Colombia Pedro Rubio President, Association of Officials of the General Accounting Office of the Republic
Dominican Republic Ramon Emilio Concepcion Attorney at Law; Presidential Pre-candidate for the PRM party (2020)
Dominican Republic Ramon Gross Post-graduate Professor, Catholic University of Santo Domingo
Dominican Republic Dante Ortiz Nunez Historian; Professor of History, Autonomous University of Santo Domingo
Dominican Republic Domingo Reyes Former professor of economics, Ph.D. in Higher Education
Dominican Republic Rafael Reyes Jerez TV producer, “Face to Face” and “Economics and Politics” on Chanel 69 Teleradioamérica
Haiti Jhonny Estor Founder, Renaissance-Haiti
Haiti Dr. Garnel Michel Physician and author; his book ‘Bak Lakay’ calls the diaspora to return and help rebuild Haiti
Mexico Edith Cabrera Founder and Director of “Coalition #24F Life and Liberty for Julian Assange”
Mexico Oscar Ramon Castro Valdez General Director, “Dossier Político” internet publication
Mexico Daniel Estulin Publicist
Mexico Simon Levy Founder, Cátedra México-China, National Autonomous University of Mexico (UNAM)
Mexico Enrique Lopez Ochoa Surgeon, Professor of Angiology, UNISON School of Medicine
Mexico Daniel Marmolejo Investigative journalist, winner of the 2019 National Journalism Award
Mexico Marino Montoya Contreras Journalist for El Centinela and LGM News
Mexico Francisco Quezada Mathematician; Professor Department of Sciences and Humanities, National Autonomous University of Mexico (UNAM)
Mexico Antonio Valdez Journalist
Mexico Jaime Varela Salazar Chemical Engineer; Former Director of the Department of Chemical Sciences, University of Sonora (UNISON)
Peru José Antonio Benllochpiquer Castro Vice President, Christian Democratic Party
Peru Fernando Fauche National Secretary, Christian Democratic Party
Peru Adrian Flores Konja Former Dean of Accounting Sciences, National University of San Marcos
Peru Carlos Francisco Gallardo Neyra President, Christian Democratic Party
Peru Ruben Rojas Nuclear Physicist
Peru Milton Vela-Gutierrez Professor, University of Lima
Venezuela Emil Guevara Muñoz Member of Parliament, Latin American Parliament (2006-2011)

Venezuela

Edgar Rodriguez Martinez Alberto Adriani Foundation

Africa/Asia/Australia

   
Africa Tse Anye Kevin Deputy President, State55 Afrika
Australia Trudy Campbell Australian Citizens Party
Congo, Republic of Diogène Senny President of Ligue Panafricaine – UMOJA Congo; Coordination avec les Partis Panafricanistes
Guinea Jacques Bacamurwanko Former Ambassador of Burundi to the United States
Iraq Mustafa Jabbar Sanad Member, Council of Representatives (Parliament), Basrah
Lebanon Basham El Hachem Professor of Political Sociology, Doctoral School, l’Université du Liban
Malaysia Dr. Isharaf Hossain President & Principal Research Fellow, Muslim World Research Center (MWRC), Kuala Lumpur.
Mozambique Samo Fernando Soares da Manhiça Executive Director, International Alliance for Development – Mozambique
Pakistan Shakeel Ahmad Ramay Chief Executive Officer, Asian Institute of Eco-Civilization Research and Development (AIERD), Islamabad
Pakistan Khalid Latif Executive Director, Center of Pakistan and International Relations (COPAIR); Program Director (Middle East)
Yemen Fouad Al-Ghaffari President, ALBRICS Yemeni Youth Parliament

 

Panel 2:
 




Tale af Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets konference,
“100 sekunder til midnat på dommedagsuret: Vi har brug for en ny sikkerhedsarkitektur!”

Den 19. februar 2022

HELGA ZEPP-LAROUCHE: God eftermiddag, god aften, alt efter hvor på planeten du befinder dig.

Hvis man ser på den nuværende strategiske situation ovenfra, ud fra historiens lange historiske bue, hvordan skal menneskeheden så skænke sig selv institutioner, der sikrer dens overlevelse på lang sigt, samt ud fra den nuværende dynamik mellem et Kina i fremgang og Asien generelt og et svigtende vestligt liberalt system, synes det at være indlysende, at resultatet af denne historiske æra må være et nyt paradigme i de internationale relationer. Fortsættelsen af geopolitik, som i øjeblikket har bragt os på randen af atomkrig, og det vanvid som ingen steder kommer tydeligere til udtryk end i den militærdoktrin, der ligger bag manøvren “Global Lightning”, som forudsætter en langvarig atomkrig – denne geopolitik må erstattes af en international sikkerhedsarkitektur, der garanterer sikkerhedsinteresserne for alle nationer på jorden, herunder Rusland og Kina samt udviklingslandene.

Konfucius tilskrives den idé, at det første, der skal til for at løse et problem, er at bringe orden i begreberne, for hvis begreberne er i uorden, fører det til misforståelser, som fører til skænderier, som fører til rystelse af statens fundament, og der kan ikke være nogen harmoni i verden. Derfor er det en af de mest presserende opgaver at klarlægge forskellen mellem den historiske sandhed om, hvad der er sket i løbet af de sidste godt 30 år, siden Sovjetunionens opløsning, og den officielle “beretning “, der fortælles i de vestlige mainstream-medier, og faktisk i disse dage nu på sikkerhedskonferencen i München, hvor en bred repræsentation af eliten i NATO-fraktionen er til stede. Og hvor det ser ud til, at udenrigsminister Tony Blinken og den tyske udenrigsminister Annalena Baerbock synes at være to alen ud af et stykke – hvilket er et forbløffende skuespil.

Disse kræfters officielle linje er, at Putin er aggressoren, at Rusland er det eneste land, der har ændret grænserne i Europa i efterkrigstiden med magt, nemlig på Krim, og at den eneste relevante kamp er mellem de liberale demokratier og de aggressive, autokratiske stater, at NATO aldrig har gjort noget forkert, og at Rusland nægter suveræne lande som Ukraine retten til at vælge den alliance, de ønsker at være en del af. Det sidste, disse medier og politikere ønsker, er en præcis undersøgelse af, hvordan denne nuværende situation er opstået.

Men at tingene sættes på plads, er en uomgængelig forudsætning for at nå frem til en positiv løsning på den nuværende situation. Sovjetunionens sammenbrud betød ikke den vestlige liberale models overlegenhed. Det kollapsede af præcis de årsager, som Lyndon LaRouche identificerede i 1984, nemlig dets tilslutning til Ogarkov-doktrinen, afvisningen af at acceptere præsident Reagans tilbud om at samarbejde om det, der senere blev kaldt det Strategiske Forsvarsinitiativ (SDI), som min afdøde mand Lyndon LaRouche var ophavsmand til, og fastholdelsen af principperne for det, som den sovjetiske økonom Preobrazhensky havde betegnet som “primitiv social akkumulation”. Pave Johannes Paul II advarede dengang eftertrykkeligt om, at Vesten ikke skulle drage den konklusion, at de var moralsk overlegne, og som bevis herpå pegede han på udviklingssektorens tilstand, der var fattig og underudviklet, som et biprodukt af det vestlige liberale system.

I denne periode mellem Berlinmurens fald og Warszawa-pagtens opløsning, var der en reel chance for noget helt nyt: Kommunismen var forsvundet, Vesten havde ikke længere nogen fjende, og Lyndon LaRouche og hans bevægelse havde først foreslået den produktive trekant, Paris-Berlin-Wien, og derefter, efter Sovjetunionens sammenbrud, Den eurasiske Landbro som grundlag for skabelsen af en fredsordning for det 21. århundrede.

Den tidligere amerikanske ambassadør i Moskva, Jack Matlock, har gentagne gange eftertrykkeligt hævdet, at Sovjetunionen ikke udgjorde nogen trussel i de sidste år af sin eksistens, og at Den kolde Krig ikke sluttede med Sovjetunionen, men at den faktisk var slut to år tidligere, fordi Gorbatjov havde accepteret en demokratisering af Østeuropa og forskellige interne reformer, hvilket en stor del af den russiske befolkning hadede ham for, og betragtede ham som en forræder, i modsætning til folk i Vesten og især i Tyskland, som i store folkemængder råbte: “Gorby! Gorby! Gorby!”

Argumentet om at der aldrig blev givet noget løfte til Rusland om, at NATO ikke ville udvide sig mod øst er en åbenlys løgn, som er blevet afsløret af samtidige vidner såsom Matlock. Der foreligger en diskussion af den daværende amerikanske udenrigsminister, James Baker III, den 9. februar 1990, hvor han bekræftede over for Gorbatjov, at NATO “ikke ville rykke en tomme mod øst”. Og for ganske nylig, på spektakulær vis, af Roland Dumas, den daværende franske udenrigsminister. Tydeligvis, på grund af den akutte krigsfare, brød han for fem dage siden sin mangeårige tavshed og vidnede i et langt interview med den franske hjemmeside “Les Crises” om det, han havde fortalt vores franske repræsentant, Jacques Cheminade, privat, allerede tre år forinden: at der dengang var en meget vigtig forhandling om nedrustning og demilitarisering af Warszawa-pagten i gang.

Dumas sagde: “og diskussionen begyndte således. Det var den russiske diplomat som via Gorbatjov, men også via den russiske udenrigsminister, Sjevardnadze, bad om ordet, og som sagde: “Vi, den russiske delegation, vil gerne vide, hvad der kommer til at ske med NATO’s bevæbning i forbindelse med nedrustningen? Og vi kræver,” jeg husker det tydeligt; han var formel, “at de allierede tropper overholder to forpligtelser”. Den første, hvor han var meget sentimental, er den der vedrører bevarelsen af monumenter i alle de sovjetiske lande, til minde om den sovjetiske hærs ære. Den anden er, at der skal være en forpligtelse for Warszawa-pagtens og NATO’s tropper, og at der ikke må ske nogen forskydning af NATO-tropper i de områder af Sovjet-pagten, der skal afvæbnes.” Og på spørgsmålet om hvorfor det ikke blev nedfældet i de egentlige traktater, sagde han: “Det blev ikke nævnt. Det vil sige, at folk, så påpasselige som amerikanerne, folk i Atlant-alliancen, vi anmodede ikke om, at det blev nedskrevet. Det er muligt, men i forhold til karakteren af den generelle diskussion, det vil sige et forsøg på at afvæbne for at gøre en ende på truslen om krig, for det var det der betød noget, og for at forberede en anden periode i forbindelse med en tid, som var nedrustning, var det logisk.

“Så denne diskussion fandt sted: Den fandt først og fremmest sted, fordi russerne bad om det, fordi vi støttede det – først mig selv, og ligeledes amerikanerne, og naturligvis tyskerne.”

Jack Matlock understreger, at løftet om at selv før Sovjetunionens afslutning, var det almindeligt accepteret, at sikkerhed måtte betyde sikkerhed for alle, og at der var et argument, hvor Gorbatjov retfærdiggjorde en reduktion af oprustningen af det sovjetiske militær. Matlock fortæller også, at præsident Bush senior i en af sine sidste taler i Kiev, da der stadig var et Sovjetunionen, rådede ukrainerne til, at de burde tilslutte sig Gorbatjovs frivillige føderation, som han foreslog, og han advarede ukrainerne mod “selvmorderisk nationalisme”.

Lad os se videoen fra den tyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher, som bekræftede dette meget tydeligt.

FORTÆLLER: Til gengæld for tysk enhed lovede Vesten at undlade at lade NATO rykke længere mod øst. I Washington afgiver den daværende udenrigsminister vidtrækkende løfter.

HANS DIETRICH GENSCHER: Vi blev enige om, at det ikke er hensigten at udvide NATO’s forsvarsområde mod øst. Det gælder i øvrigt ikke kun med hensyn til D.D.R. [Østtyskland], som vi ikke ønsker at indlemme der, men det gælder helt generelt.

[skærmvisning – “1999”: Videoen viser udenrigsminister Madeleine Albright og tre udenrigsministre på et podium. Bag dem ses USA’s, NATO’s og andre flag.]

FORTÆLLER: Et kortvarigt løfte. De første østeuropæiske lande bliver optaget i NATO. Udenrigsminister Madeleine Albright stråler, da hun omfavner sine kolleger fra Polen, Tjekkiet og Ungarn. Et truende greb set fra Moskvas synspunkt. Men de er for svage til at reagere. [slut video]

ZEPP-LAROUCHE: Så, man har Dumas, Genscher, Matlock, som alle bekræfter, at disse løfter blev aftalt, og som klart modsiger den officielle erklæring om, at sådanne løfter aldrig blev afgivet, hvilket NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, altid gentager.

Så sent som i dag rapporterer Spiegel Magazine i Tyskland om et nyligt fremkommet, tidligere hemmeligt, klassificeret dokument i det britiske nationalarkiv, som blev opdaget af den amerikanske politolog Joshua Shifrinson, om et møde mellem de politiske ansvarlige for udenrigsministerierne i USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland i Bonn den 6. marts 1991. I dokumentet står der, at alle var enige om, at et NATO-medlemskab for de østeuropæiske lande ville være uacceptabelt. Jürgen Chrobog, repræsentant fra Bonn, citeres: “At en udvidelse af NATO hinsides Elben ville være uacceptabel. Derfor bør Polen og de andre lande ikke tilbydes NATO-medlemskab.”

USA’s repræsentant på dette møde, Raymond Seitz, var enig i, at de under 2+4-samtalerne havde lovet Sovjetunionen, at NATO ikke ville udvide formelt eller uformelt mod øst.

Spiegel påpeger, at russerne allerede i 1993, længe før Putin, klagede over, at en udvidelse af NATO mod øst ville krænke ånden i 2+4-samtalerne. Det blev ikke skrevet ned, men begge parter handlede i 1990 i god tro, noget, som tilsyneladende er [gået] helt tabt.

Allerede dengang blev den gode tro imidlertid ikke delt af alle. I stedet for et nyt system, der ville yde sikkerhed for alle, hvilket også kunne have omfattet Ruslands optagelse i NATO, startede de neokonservative i USA og deres britiske kolleger “Projektet for et Nyt amerikansk Århundrede”, som var et initiativ til at opbygge en unipolær verden. Den irrationelle opstemthed overtog ikke kun markederne, som Alan Greenspan bemærkede på et tidspunkt i 90’erne, men det var euforien over, at det vestlige liberale system havde “vundet” Den kolde Krig, som blev den fortælling, der erstattede den historiske kendsgerning.

Francis Fukuyamas tåbelige og fuldstændig grundløse, forkerte argument om historiens afslutning, som betød, at det liberale demokrati ville brede sig til alle lande på verdensplan, begyndte at lægge et røgslør over de vestlige etablissementers tankegang. Måden, hvorpå denne unipolære verden skulle oprettes, var imidlertid ikke så smuk. Farverevolutioner – orange, rosa, hvide, gule, arabiske – næsten hele regnbuens spektrum – blev støttet med milliarder af dollars: 5 milliarder dollars til Ukraine alene, til NGO’ere, før 2014, som Victoria Nuland åbenlyst pralede med. Det omfattede støtte til et kup i Kiev i 2014, som bragte offentligt bekendende nazistiske kræfter i Stepan Banderas tradition til magten; netværk, som var blevet opretholdt af NATO’s efterretningstjenester i organisationer som den Anti-Bolsjevikiske Blok af Nationer i efterkrigstiden med henblik på en potentiel konfrontation med Sovjetunionen.

“Så disse efterretningstjenester vidste præcis, hvem der udførte kuppet på Maidan. Det var som en reaktion på den brutale undertrykkelse af den russisktalende befolkning i Ukraine, at folk på Krim ved en folkeafstemning stemte for at de ønskede at tilslutte sig Rusland, så der var ingen tvungen ændring af Krims grænser.”

Naturligvis skulle FN-pagten og folkeretten i denne proces erstattes af en “regelbaseret orden”. Dette skete med omfattende støtte fra Tony Blair, som i 1999 i Chicago argumenterede for humanitære interventionistiske krige, “retten til at beskytte”: at man måtte erklære afslutningen på den Westfalske Fred.

Omstændighederne omkring den 11. september, som Lyndon LaRouche havde advaret om ni måneder før det skete, som en “Reichstagsbrand”, der var ved at ske, hvilket eliminerede en betydelig del af borgerrettighederne i USA og dannede grundlaget for de endeløse krige, begyndende med Afghanistan – den første krig baseret på løgne. Det der fulgte, var Colin Powells løgne over for FN i 2003 om masseødelæggelsesvåben i Irak, efterfulgt af krigene i Libyen med mordet på Gaddafi, forsøget på at vælte Assad-regeringen i Syrien og direkte og indirekte talrige andre militære operationer: Resultatet var millioner af døde og sårede og millioner af flygtninge.

Var alt dette i USA’s eller Vestens interesse i almindelighed?

Resultatet var et gigantisk tilbageslag. Putin, som i de første år af sit præsidentembede havde mange beundrere i Vesten, blev i stigende grad upopulær hos arkitekterne af den unipolære verden, fordi han ikke underkastede sig den “regelbaserede orden”. Han begyndte at genrejse Ruslands rolle som en aktør i verden. I 2008 i Georgien og i 2015 i Syrien og nu for nylig ved at kræve, at NATO’s ekspansion mod øst ikke blot stoppes, men også tilbageføres til 1997-status, og ved at kræve skriftlige, juridisk bindende garantier fra USA og NATO om, at Ukraine aldrig bliver medlem, at der ikke må være offensive våbensystemer langs den russiske grænse, og at NATO ikke rykker længere mod øst.

Hvis man ser på de sidste 30 års historie, er dette faktisk et ganske beskedent krav. Også i lyset af, at Ukraine ikke opfylder kravene i NATO-traktatens artikel 5 og 10, som general Kujat, den tidligere stabschef for Bundeswehr, korrekt hævder.

I mellemtiden har et andet udslag af modstand mod den “regelbaserede orden” fået en fremtrædende plads. Kina, som havde sin egen plan for en eurasisk landbro, reagerede meget positivt på de programmer, som Schiller Instituttet foreslog for en ny silkevej, men som i første omgang mislykkedes. Det var for økonomisk svagt til at gennemføre disse planer efter den såkaldte “Asien-krise” i 1997, hvor nogle asiatiske landes valutaer blev brutalt spekuleret i sænk af folk som Soros, der på en uge frarøvede landene det, som deres befolkninger havde oparbejdet i årtier.

Kinas reaktion på denne hændelse og de overordnede mål om fattigdomsbekæmpelse i hele verden var præsident Xi Jinpings bekendtgørelse af Den nye Silkevej i 2013 i Kasakhstan. Dette uden sammenligning største infrastrukturprojekt i historien er blevet en omfattende succeshistorie med næsten 150 involverede lande. Men især Kinas fortsatte økonomiske fremgang som lokomotivet i Bælte- og Vej-Initiativet fik fortalerne for den unipolære verden og deres finansfolk i City of London, Wall Street og Silicon Valley til i stigende grad at karakterisere Rusland og Kina som “autokratiske”, “autoritære” og værre ting.

Disse angreb havde som forventet den følgevirkning, der var et mareridt for folk som Zbigniew Brzezinski, Dick Cheney og beslægtede, nemlig at disse to lande – Rusland og Kina – har skabt et partnerskab uden fortilfælde. Den 4. februar, i begyndelsen af de Olympiske Vinterlege i Beijing, underskrev præsident Putin og præsident Xi Jinping et dokument om et omfattende strategisk partnerskab, som ifølge deres egne beskrivelser udgør en model for de fremtidige internationale forbindelser mellem nationer, der vil være baseret på gensidig hensyntagen til den andens interesser inden for det fulde spektrum af økonomiske, politiske, kulturelle og militære områder. [http://en.kremlin.ru/supplement/5770]

Denne aftale har formelt sat en stopper for ideen om en unipolær verden. Det er en historisk kendsgerning, der er kommet for at blive, ikke mindst fordi den kombinerer Ruslands marginale militære overlegenhed med den kinesiske økonomis styrke, og i praksis indebærer det, at den slags trusler, som blev fremsat af de to unavngivne embedsmænd fra Det Hvide Hus, om at USA i tilfælde af en invasion af Ukraine ville forhindre Rusland i at diversificere fra olie og gas og nægte det adgang til avancerede teknologier. Aftalen mellem Kina og Rusland har gjort denne trussel forældet.

Det er nu på tide, at alle klart tænkende og fredselskende mennesker i Vesten genovervejer den strategiske og historiske situation uden fordomme eller ideologiske tilbøjeligheder. Hvis menneskeheden skal have en sikker og lykkelig fremtid, må vi opgive den geopolitiske tankegang i form af konfrontation og erstatte den med en plan for samarbejde mellem alle nationer med henblik på en fælles fremtid for menneskeheden. For det er hvad vi har, på godt og ondt.

Det er på høje tid at erklære NATO for forældet og erstatte det med en international sikkerhedsarkitektur, som garanterer sikkerhedsinteresserne for alle nationer på planeten. I stedet for at behandle det nye omfattende partnerskab mellem Rusland og Kina som en fjendtlig sammenslutning, der skal bekæmpes med et nyt våbenkapløb, bør Europas, USA’s og andre kontinenters nationer signalere, at de er villige til at indgå i en ny ”westfalsk” fredsforhandling, som vil være baseret på den andens interesser og alles fælles bedste. Det stod klart for de kræfter, der forhandlede denne traktat fra 1644-1648, at der ikke kunne være nogen vinder i fortsættelsen af Trediveårskrigen, som i virkeligheden var kulminationen på 150 års religionskrig i Europa, hvor en tredjedel af befolkningen og værdierne var blevet ødelagt.

I dag ville det være så meget mere klart for alle parter, at en fortsættelse af konfrontationen, herunder truslen om atomar udryddelse af hele menneskeslægten, ikke vil efterlade nogen som vinder.

En sådan ny Westfalsk Traktat må være baseret på principper, som er i overensstemmelse med naturloven og lovmæssigheden i det fysiske univers. Den skal afspejle skønheden i den menneskelige art, som er den eneste hidtil kendte art, der er udstyret med kreativ fornuft, hvilket adskiller os fra alle dyr og andre former for liv. Naturligvis skal den nye Vestfalske Traktat ligesom den oprindelige Vestfalske Fred omhandle alle specifikke emner som Minsk II-aftalerne og andre territoriale knaster, men også vor tids store udfordringer som f.eks. et globalt sundhedssystem til bekæmpelse af pandemier, afhjælpning af den globale hungersnød af bibelske dimensioner, som [den administrerende direktør for FN’s Verdensfødevareprogram ] David Beasley taler om, afhjælpning af fattigdom i hele verden og andre anliggender, der vedrører hele menneskehedens fælles bedste.

Den umiddelbare opgave, der ligger foran os, er at organisere alle landes samarbejde med projekter i Bælte- og Vej-initiativet, som allerede er beskrevet meget mere detaljeret i den rapport, vi offentliggjorde i 2014: “Den nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen”, en omfattende plan for udvikling og integration af alle klodens kontinenter. Den skal tage fat på den umiddelbare fare for et systemisk sammenbrud af det transatlantiske finanssystem, som de Fire Love, der blev udformet af Lyndon LaRouche for mange år siden, er den tilgængelige løsning på. (https://larouchepub.com/lar/2014/4124four_laws.html) Og den skal definere de områder, hvor der er brug for et nødvendigt internationalt samarbejde, såsom den hurtigst mulige realisering af en ny økonomisk platform baseret på termonuklear fusionsenergi, for at opnå energi- og råvaresikkerhed for alle nationer. Den skal definere fredeligt samarbejde inden for rumforskning, rumfart og kolonisering af rummet.

Vi er den kreative art, og det er nu det rette tidspunkt i vores historie til at bevise det.

Et sidste punkt. Hvis man sammenligner den Westfalske Freds succes med Versailles-traktatens totale fiasko, som ikke tog hensyn til alle deltagende parters interesser, men blot udgjorde optakten til den næste verdenskrig, så burde det være indlysende, at princippet om alle nationers suverænitet, forenet af et højere mål om én menneskehed, skal opretholdes.

Vi bør derfor vende tilbage til ånden fra Berlinmurens fald, som kunne have været en “menneskehedens stjernestund” (på tysk eine Sternstunde der Menschheit), og potentialet i 2+4-aftalen, som ikke blot var en egentlig fredstraktat, der afsluttede efterkrigstiden og teoretisk set etablerede den tyske suverænitet, men som alle ved, er denne suverænitet som følge af den ovenfor beskrevne udvikling aldrig kommet til udtryk i tyskernes bevidsthed, hvor ordet “suverænitet”, i modsætning til Frankrig, hvor suverænisterne er i flertal, ikke engang er kendt af den gennemsnitlige borger i Tyskland. Det skal der også rettes op på og gøres noget ved.

Så lad os vende dette yderst farlige øjeblik til en chance for at skabe en ny æra for menneskeheden. Lad os skabe en ægte “menneskehedens stjernestund”, som er den udødelige art værdig, som vi er skabt til at være.

Mange tak.




FRANSK-TYSK OPFORDRING TIL FRANKRIG OM AT FORLADE NATO OG KONSOLIDERE P5

Paris, 12. februar 2022 (EIRNS) – I et indlæg offentliggjort af det franske “souverainist” ugeblad Marianne, argumenterer Peter Dittus og Hervé Hannoun for et fransk exit fra NATO’s integrerede kommando. Den tyske økonom Peter Dittus er tidligere generalsekretær for Bank for International Settlements (BIS), mens franskmanden Hannoun er vicegeneraldirektør for BIS. 

Deres argumenter er essensen af deres nye bog med titlen “OTAN exit: Urgence Absolue”, der blev offentliggjort den 16. januar. 

“Siden november 2021”, hævder de, “har franskmændene, ligesom andre folk i Vesten, været udsat for en mental tilpasning uden fortilfælde, udført af USA og Nato omkring temaet om den “overhængende russiske invasion af Ukraine”, som kan gå over i historien som en episode af misinformation i stil med de fabrikerede efterretninger om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben i 2003.” 

Det er en løgn, siger de. “Den eneste krig, som NATO ser ud til at vinde, er informationskrigen. Vi viser i vores bog dette bemærkelsesværdige tyske propaganda-kort i ugebladet Bild fra den 4. december 2021, der giver en imaginær detaljeret plan over den “forestående russiske invasion”. Propagandaens rolle er skræmmende, på grund af den mængde af had, som løgnene på begge sider skaber. På NATO-siden minder generalsekretær Jens Stoltenbergs aggressive og krigeriske diskurs uimodståeligt meget om den berømte orwellske spejlvending: ‘fred er krig'”.  (…) “Frankrigs nuværende tilslutning til NATO gennem deltagelsen i den integrerede militære kommando under amerikansk ledelse er en strategisk blindgyde for et land med et universelt kald som Frankrig. I dag har dette land en historisk rolle at spille for at standse den march mod krig i Europa, som NATO’s søvngængere har indledt. Frankrigs udtræden af NATO, som vil markere afslutningen på Frankrigs udenrigs- og sikkerhedspolitiske tilpasning til USA, vil få en umådelig stor betydning for verden.”

“Det vil signalere Europas uafhængighed af den amerikanske ”særstilling”, fornyelsen af multilateralisme, fremkomsten af en multipolær verden og den snarlige afvikling af den forældede NATO-ramme. Frankrig vil herefter genfinde sit universelle kald og bidrage til den globale balance for fred og takket være sin genfundne upartiskhed spille en rolle som bindeled inden for P5, dvs. samlingen af de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd (USA, Storbritannien, Kina, Rusland og Frankrig), et P5, hvis sammensætning skal fastholdes, og hvis betydning som regulerende instans for freden i verden skal styrkes.”

Den komplette tekst af Mariannes indlæg:

Titel: “Stillet over for krisen i Ukraine er Frankrigs NATO-EXIT en absolut nødsituation”

Tekst: Frankrig brød med den alliancefri politik, som de Gaulle, Giscard og Mitterrand havde praktiseret i 43 år, og blev i 2009 atter medlem af NATO’s integrerede militærkommando uden at det franske folk var blevet rådspurgt ved en folkeafstemning. Den nuværende ukrainske krise afslører de alvorlige farer, som Frankrig er udsat for ved at være tilknyttet en defensiv kollektiv sikkerhedsorganisation under USA’s kommando, som er blevet ekspansionistisk.

Siden november 2021 har franskmændene, ligesom andre befolkninger i Vesten, været udsat for en mental tilpasning uden fortilfælde, som USA og NATO har gennemført med temaet “den forestående russiske invasion af Ukraine”, der kan gå over i historien som en episode af misinformation på linje med de fabrikerede efterretninger om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben i 2003.

Hvad er virkeligheden? Millioner af russisktalende ukrainere i de to selvudnævnte folkerepublikker i Donbass lever under lejlighedsvis beskydning og granater fra den ukrainske hær mod separatiststyrker. Koncentrationen af russiske tropper ved Ukraines grænser har tydeligvis til formål at afskrække Kiev fra at forsøge at genvinde den direkte kontrol over enklaverne Donetsk og Lugansk med magt. NATO’s vellykkede misinformation om Ukraine har bestået i at fremstille Putins moralske forpligtelse til at forsvare disse russisktalende befolkninger – som Ukraine gradvist ønsker at fratage retten til at tale deres sprog – som en optakt til Ruslands totale annektering af Ukraine.

Myten om en “overhængende russisk invasion”

NATO formår at udlægge en koncentration af russiske tropper, der er klar til at komme de russisktalende ukrainere i Donbass til undsætning, som en “forestående russisk invasion” af hele Ukraine, herunder Odessa, Kharkiv og Kiev. En vanvittig invasion, som Rusland i virkeligheden helt udelukker … medmindre det bliver presset til det af et eventuelt forudgående ukrainsk angreb på Donbass.

Den eneste krig, som NATO ser ud til at vinde, er informationskrigen. Vi viser i vores bog* dette opsigtsvækkende tyske propaganda kort i ugebladet Bild fra den 4. december 2021, der beskriver en imaginær detaljeret plan over den “forestående russiske invasion”. Propagandaens rolle er skræmmende, på grund af den hadskhed, som løgnene på begge sider skaber. På NATO-siden minder generalsekretær Jens Stoltenbergs aggressive og krigeriske diskurs uimodståeligt meget om den berømte orwellske spejlvending: “krig er fred”.

Og hvis Frankrig havde løsningen?

Paris skal undgå den militære spiral, som USA og NATO ønsker at trække det ind i. I de kommende uger må Paris ikke lade sig inddrage i en krig i Østeuropa, som ikke er landets anliggende. Frankrig har allerede indvilliget i at indsætte hundredvis af personer i en NATO-kampgruppe i Estland. Den 1. januar overtog det ledelsen af NATO’s hurtige reaktionsstyrke, som omfatter mindst 7.700 franske soldater. Præsident Macron har netop annonceret den mulige udsendelse af et tusinde franske soldater til Rumænien under NATO-banneret på “den østlige flanke”, i Sortehavsregionen. Den militære optrapning er farlig. For det franske folks sikkerhed er det nødvendigt at forhindre, at den franske hær under NATO’s banner engageres i en krig i Ukraine eller Hviderusland.

På den anden side har Frankrig et diplomatisk våben til at løse den alvorlige krise mellem NATO og Rusland. Startskuddet til denne krise var Jens Stoltenbergs og amerikanernes stædighed i bestræbelserne på siden 2018 at forfølge en snigende proces for Ukraines optagelse i NATO, kaldet “den åbne dørs politik”, der af Rusland betragtes som en trussel mod landets sikkerhed. For at sætte en stopper for den nuværende konfrontation bør præsident Macron blot højtideligt erklære i Frankrigs navn, at hans land vil modsætte sig enhver anmodning fra Ukraine om at tilslutte sig NATO.

Da beslutninger om medlemskab af alliancen kræver enstemmighed, kan Frankrig nedlægge veto. Dermed ville præsidenten være i overensstemmelse med de løfter, han gav under sin præsidentkampagne i 2017 om ikke at støtte Natos udvidelse til Ukraine. Det ville være en elegant måde at komme ud af krisen på. Desværre overvejede den franske præsident under sit besøg i Moskva og derefter i Kiev den 7. og 8. februar 2022 ikke denne enkle løsning, fordi det franske diplomati i Nato-organerne ikke modsatte sig den vanvittige “politik med åbne døre” for Ukraines og Georgiens medlemskab af Nato i de to lande. På den anden side støtter Frankrig NATO og G7 i deres krav om tilbagelevering af Krim til Ukraine, vel vidende, at dette ikke kan ske uden en krig, muligvis atomkrig.

Amerikansk underordning

Ved folkeafstemningen om EU-traktaten (Maastricht) i 1992 kunne ingen forestille sig, at Mitterrands og Kohls store fredsprojekt fra 1998 og fremover ville blive tilsidesat af det amerikanske geopolitiske projekt, som går ud på at overtage den fælles europæiske forsvars- og sikkerhedspolitik. Dette skyldtes den samtidige udvidelse af EU og NATO til ti østeuropæiske lande mellem 1991 og 2007, og også præsident Sarkozys beslutning, med vidtrækkende konsekvenser, om i 2008 at opgive den gaullistiske strategiske holdning om at nægte at deltage i NATO’s integrerede militære kommando, hvilket fik vidtrækkende konsekvenser.

Fra det øjeblik, hvor 21 af de 27 EU-lande, herunder Frankrig, blev fuldgyldige medlemmer af NATO, blev den oprindelige ånd i Maastricht-traktaten forrådt, fordi “Europa for fred” uundgåeligt ville blive forpurret af USA’s indblanding i den fælles europæiske forsvars- og sikkerhedspolitik med landets egne geopolitiske mål. I virkeligheden kan der ikke være tale om et uafhængigt fransk eller europæisk forsvar, inden for de nuværende rammer for Frankrigs og 21 andre EU-landes deltagelse i NATO’s integrerede militære kommando. Begrebet “europæisk strategisk autonomi” inden for NATO er en illusion i betragtning af USA’s kontrol over denne alliance. EU forsøger at skjule denne grundlæggende fejl bag et vagt begreb: det “strategiske kompas”.

Den grundlæggende uforenelighed mellem det USA-kontrollerede NATO og et uafhængigt fransk eller europæisk forsvar, forhindrer ikke vores ledere i at forsvare tesen om komplementaritet mellem EU og NATO på forsvarsområdet, som den franske udenrigsminister opsummerede den 11. december 2021: “Vi ønsker, at EU og NATO skal supplere og styrke hinanden, for at bidrage til at styrke sikkerheden og forsvaret i Europa. Det er meningen med det strategiske kompas, man vil vedtage under det franske formandskab for EU-Rådet.”

Forsvar: det håbløse “på samme tid”

EU’s “strategiske kompas” er først og fremmest et forsøg på at skabe en begrebsmæssig ramme for den falske idé om, at “en europæisk strategisk autonomi” i forhold til USA er forenelig med NATO-medlemskab for langt de fleste EU-medlemsstater. Denne komplementaritet mellem NATO og EU, “på samme tid”, der anvendes på forsvaret, er en illusion. Den finurlige logik om national uafhængighed har givet plads til det vage og vildledende begreb, strategisk autonomi, og til en søgen efter gensidig afhængighed og samarbejdsvillighed med vores “allierede”.

Ud over den umiddelbare krise vedrørende Ukraine, skal præsidentvalget den 10. og 24. april give mulighed for at træffe en beslutning om NATO-spørgsmålet. Alle dem der nægter NATO’s march mod den krig, der er ved at bryde ud ved EU’s østlige grænser, har med præsidentvalget i 2022 en enestående mulighed for at sende et enkelt og klart budskab om fred, til lederne af vores land med ét ord: NATO-EXIT (Otanexit). Det er et spørgsmål om at sikre, at der vælges en fredskandidat til præsident, som er forpligtet til at sætte en stopper for Frankrigs tilhørsforhold til NATO.

Man kan tænke sig, at den afgående præsident vil undgå en debat i den præsidentielle valgkamp om diskussionen om vores militære alliancer i NATO: en alliance med de eventyrlystne angelsaksere, hvis arrogance blev afsløret af den australske ubådsaffære, en unaturlig alliance med det islamistiske Tyrkiet, en alliance med den polske nationalisme, og i morgen måske en alliance med et Tyskland, der kan bruge NATO som springbræt til sin remilitarisering, eller endog en alliance med Kosovo mod Serbien. Alene denne liste giver os mulighed for at måle risiciene ved et kollektivt sikkerhedssystem, der omfatter 30 forskelligartede nationer, og som domineres af en af dem.

En forfatningsstridig “forsvarsunion”

På en fælles pressekonference med præsident Macron i Paris den 7. januar, 2022, tillod formanden for Europa-Kommissionen sig en føderalistisk erklæring, der overskred hendes beføjelser: “Vi er enige om, at vi har brug for en ægte forsvarsunion”. I præsident Macrons nærvær talte hun om at tilføje en “forsvarsunion” til Den økonomiske og monetære Union i fremtiden, uden at tage hensyn til at denne udtalelse er i strid med den franske forfatning, som er baseret på national uafhængighed, national suverænitet og nationalt forsvar. Det er nødvendigt at modsætte sig den snigende europæiske føderalisme, der praktiseres i øjeblikket, og som ikke kan erstatte en føderalisme, der er demokratisk accepteret – eller forkastet – ved folkeafstemning, i overensstemmelse med den procedure, som François Mitterrand fulgte i 1992 i forbindelse med overdragelsen af den monetære suverænitet, der er fastsat i Maastricht-traktaten. Det franske folk må forkaste den forsvarsunion under NATO’s flag, som Ursula von der Leyen ønsker at påtvinge landet.

Frankrigs nuværende tilslutning til NATO gennem deltagelse i den integrerede militærkommando under amerikansk ledelse er en strategisk blindgyde for et land med et universelt kald som Frankrigs. I dag har dette land en historisk rolle at spille for at standse den eskalering mod krig i Europa, som NATO’s søvngængere har indledt. Frankrigs udtræden af NATO, som vil markere afslutningen på Frankrigs udenrigs- og sikkerhedspolitiske tilpasning til USA, vil få en enorm betydning for verden.

Det vil være et signal om Europas uafhængighed af den amerikanske særstilling, om fornyelse af multilateralisme, om fremkomsten af en multipolær verden og om en snarlig afskaffelse af den forældede NATO-struktur. Frankrig vil så genfinde sit universelle kald og bidrage til den globale balance for fred, og takket være sin genfundne upartiskhed spille en rolle som samlingspunkt i P5, dvs. de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd (USA, Storbritannien, Kina, Rusland og Frankrig), et P5, hvis sammensætning skal bevares, og hvis rolle som regulerende faktor for verdensfreden skal styrkes.”

 

 




Helga Zepp-LaRouches hovedtale: Den humanitære krise i Afghanistan:
På vej til en langsigtet løsning:
Rådet for internationale anliggender i Rusland og Schiller Instituttets videokonference

Den 10. februar 2022 — Goddag Harley; goddag Andrey.

Jeg har en lidt anderledes opfattelse: Jeg mener, at uanset hvem der er ansvarlig for gennemførelsen af sanktionerne rettet mod Afghanistan og for indefrysningen af afghanske aktiver i USA og i Europa efter Talebans magtovertagelse i august, også bærer ansvaret for følgende: Ifølge den tyske UNICEF-chef, Christian Schneider, er 1 million børn under fem år akut underernærede i Afghanistan, og deres tilstand er af en sådan beskaffenhed, at de i Tyskland ville skulle behandles på en intensivafdeling, hvilket betyder, at de under de nuværende omstændigheder sandsynligvis vil dø. Ifølge FN befinder 8,7 millioner mennesker sig i en fremskreden tilstand af sult; 24,4 millioner eller 55 % af befolkningen befinder sig i en nødsituation, hvilket betyder, at de mangler alle de basale livsfornødenheder, mens 98 % ikke har nok at spise. Flere og flere familier sælger nogle af deres børn i håb om, at de andre vil overleve, og folk sælger deres organer.

Også massemedierne i USA og Europa har efter en kortvarig medieomtale i august og begyndelsen af september, næsten intet rapporteret om denne værste humanitære krisesituation på kloden. Lederne af de NATO-lande, som trak sig så hastigt tilbage fra Afghanistan i august, vidste naturligvis, at 80 % af landets budget kom fra bistand fra donorlandene, og at kombinationen af annulleringen af disse midler, indefrysning af afghansk kapital og sanktionerne ville kvæle Afghanistans økonomi fra den ene dag til den anden.

Efter seks måneders tragedie og utallige forgæves appeller, bortset fra et par små indrømmelser for nylig, må man spørge sig selv, hvad hensigten med denne politik er? Argumentet om at Taleban først skal anerkende kvindernes rettigheder osv. synes at være absurd, når disse kvinder og deres børn er døde. Er det hensigten at sabotere Talebans evne til at opretholde en fungerende stat i et sådant omfang, at oppositionen, herunder ISIS, al-Qaeda, narkotikasmuglere, krigsherrer osv. får herredømmet?

Konsekvensen ville være en ny og blodig borgerkrig, et helvede, hvor civilbefolkningen – mellem sult, frostgrader, COVID, epidemier, osv. som polio, mæslinger, dengue-feber og diarré – vil blive knust, og millioner af flygtninge vil forsøge at søge sikkerhed i nabolandene og i Europa. Det ville være en fortsættelse af det britiske imperiums store spil af Bernard Lewis og Zbigniew Brzezinski, som har til formål at sikre den geopolitiske destabilisering af Rusland og Kina, og at forhindre den økonomiske integration af Eurasien gennem Bælte- og Vej-Initiativet ved hjælp af de gamle virkemidler som terrorisme, opiumskrige og etniske konflikter. Hvis denne politik “lykkes”, vil den blot være endnu et element i den store afsluttende akt i menneskehedens tragedie, som udspiller sig på verdenshistoriens scene, mellem Vestens modstandere og Rusland og Kina, og som nu har nået et punkt, der beskrives af {Bulletin of the Atomic Scientists} som 100 sekunder før midnat på dommedags-uret.

Der findes et modtræk til at redde Afghanistan, som jeg har kaldt “Operation Ibn Sina”. Ibn Sina, som levede for ca. 1.000 år siden, var en af de største læger i verdenshistorien, hvis {Canon of Medicine} forblev en delvis reference indtil det 18. århundrede. Ibn Sina blev født i det nuværende Usbekistan; hans far stammede fra Balkh i Afghanistan. I tider med corona-pandemien er det yderst vigtigt at huske, at det var ham, der bl.a. erkendte karantænens enorme betydning for bekæmpelsen af epidemier. Ud over at være et fremragende renæssancemenneske kan han udgøre en symbolsk figur for redningen af Afghanistan.

Operation Ibn Sina kan skabe en forandring til det bedre på to måder. For det første kan den blive et synonym for internationalt samarbejde om at opbygge et moderne sundhedsvæsen og tilvejebringelse af mad til det afghanske folk. Hvis alle nabolande, såvel som USA og de europæiske nationer, der kæmpede i Afghanistan i 20 år som en del af NATO, og som derfor har en himmelråbende moralsk forpligtelse, hjælper befolkningen ud af denne ufortjente akutte nød og samarbejder om et lynprogram for bistandshjælp, kan det værste stadig afværges.

Ud over det humanitære aspekt vil Operation Ibn Sina også have en militærstrategisk dimension. Hvis Rusland, Kina, USA og Indien, de fire nationer med den største militære og økonomiske betydning eller befolkningsstørrelse, kunne samarbejde, kunne det udvikle sig til en tillidsskabende foranstaltning til løsning af de store strategiske konflikter. Afghanistan er i modsætning til Ukraine eller Taiwan, der har strategisk betydning, ikke en af Ruslands og Kinas kerneinteresser. Det ligger mange tusinde kilometer væk fra USA, mens Indien på den anden side har en central interesse i stabiliteten i egne geografiske omgivelser. Samarbejdet mellem disse fire magter, foruden mobiliseringen af andre eksisterende formater, såsom “Troika-plus”, SCO og OIC [Organisationen for islamisk Samarbejde], med det formål at redde Afghanistan, kan være et skridt i retning af det nye paradigme i internationale relationer, uden hvilket det ikke vil være muligt at sikre menneskehedens fortsatte overlevelse.

Der er intet sted på denne jord – og det omfatter det strategisk eksplosive potentiale i de destabiliserende operationer omkring Ukraine og Taiwan – hvor menneskehedens moralske egnethed til at overleve, afprøves hårdere end i Afghanistan. Det er ikke vores sikkerhed, som vi skal forsvare i Hindu Kush, som den daværende tyske forsvarsminister Peter Struck havde hævdet den 11. marts 2004 for at motivere Tysklands deltagelse i krigen i Afghanistan, men det er vores medmenneskelighed.

Militære strateger, opfordres til at tage højde for et måske ukendt domæne for strategisk tænkning: Befolkningens moralske habitus – både deres egen befolkning og deres modstanders. Da den Franske Revolution mislykkedes på grund af den jakobinske terror, konstaterede Friedrich Schiller, at “et stort øjeblik havde fundet et lille folk”, at selv om den objektive mulighed var til stede, var den subjektive moralske kapacitet utilstrækkelig. Han skrev derefter {De æstetiske Breve} i den overbevisning, at fra nu af ville enhver forbedring på det politiske område, udelukkende være mulig gennem en forædling af den enkeltes karakter. Han mente, at “uddannelsen af evnen for ‘{Empfindungsvermögen}’, empati, er tidens mest presserende behov”, fordi det “vækker forbedringen af forståelsen”.

Ud fra dette perspektiv er overvindelsen af den “fordærvede ligegyldighed” hos dele af befolkningen, som gør dem lige så ufølsomme over for andre folks lidelser som for virkningerne af deres geopolitisk motiverede dæmonisering af den formodede fjende, en strategisk faktor af højeste betydning. “Operation Ibn Sina” bør derfor blive det flag, under hvilket alle kræfter, der ønsker at redde det afghanske folk, samles, af barmhjertighed, agapē, som ønsker at skabe et nyt paradigme i de strategiske relationer, som middel til endelig at overvinde truslen om krig, og som ønsker at forsvare vores arts menneskelighed.

 




Zepp-LaRouche: Den unipolære verden er forbi; vi har brug for en ny model for internationale relationer

Den 9. februar (EIRNS) – “Verden befinder sig i øjeblikket i en utrolig farlig situation, med en kold krig, der truer med at blive til en varm krig hvert øjeblik”, udtalte Helga Zepp-LaRouche i et interview i Pakistans PTV Worlds “Views on News”, der blev sendt i dag. [https://youtu.be/px4Qp0cU824] Vi er de legendariske 100 sekunder fra midnat til en atomkatastrofe, en krigsfare, der udspiller sig omkring de ekstreme spændinger omkring Ukraine. Storbritannien og USA lægger massivt pres på Europa for fuldt ud at få det til at tilslutte sig, for at tvinge Rusland ind i et strategisk hjørne og iværksætte den brændte jords økonomiske sanktioner og angreb på landet. Men i øjeblikket er Europa ikke helt med på ideen – hvilket kan ses på den tyske kansler Olaf Scholz’ tur til Washington og især den franske præsident Emmanuel Macrons seks timers diskussion i Moskva med den russiske præsident Putin. De er i stigende grad klar over, at den nuværende konfrontationspolitik, der er drevet af sammenbruddet i det transatlantiske finanssystem, ikke kan fortsætte, ellers vil det lykkes dem at sprænge hele verden i luften.

Men vi er også vidne til begyndelsen af en gigantisk international politisk og økonomisk omlægning. “Jeg mener ikke, at vi skal undervurdere det utroligt vigtige historiske møde, som fandt sted mellem den kinesiske præsident Xi Jinping og den russiske præsident Vladimir Putin under OL, hvor de indgik et nyt strategisk partnerskab, som er en ny model for internationale relationer”, udtalte Zepp-LaRouche. Dette afspejler, at den unipolære verden er fortid, og at lande rundt om i verden – fra Pakistan til Argentina til Ungarn – reagerer på denne nye virkelighed. “Det tager politikere og medierne et stykke tid, før denne virkelighed indfinder sig”, bemærkede Zepp-LaRouche. 

“Europæerne er lige nu helt og aldeles skræmte over muligheden for, at Ukraine-krisen kan komme ud af kontrol,” erklærede Zepp-LaRouche, “og de forsøger at bringe en ny model på banen. Men jeg tror, at der er brug for noget andet. Vi befinder os lige nu ved et brydningspunkt i den samlede historie, og vi har brug for en ny model for internationale relationer, hvor tænkning i geopolitik, i blokke, i krige af den ene mod den anden inden for et nulsumsspil – dette må overvindes.”

Der skal skabes en ny international sikkerhedsarkitektur, baseret på alle nationers universelle økonomiske udvikling, selv om vi står på tærsklen til en frygtelig eksistentiel fare. “Vi må indgyde folk håb om, at det kan lade sig gøre”, sagde Zepp-LaRouche i dag til et møde med medarbejdere fra Schiller Instituttet. Især amerikanerne skal sikre sig, at USA sammen med Rusland og Kina samarbejder om konstruktive løsninger på verdens problemer.

Schiller Instituttets og Rådet for internationale Anliggender i Ruslands (RIAC) fælles seminar den 10. februar om “Den humanitære krise i Afghanistan: På vej til en langsigtet løsning” er et sådant presserende forum. (https://schillerinstitute.com/blog/2022/02/07/seminar-the-humanitarian-crisis-in-afghanistan-toward-a-long-term-solution/)

 




Rusland og Kina udsender en fælles erklæring om en “ny æra” for udvikling

Den 4. februar (EIRNS)- I anledning af åbningen af de XXIV (24) olympiske vinterlege i Kina i dag, deltog præsident Xi Jinping og præsident Vladimir Putin i åbningsceremonien, afholdt omfattende drøftelser, offentliggjorde 15 økonomiske og politiske aftaler og udsendte en “fælles erklæring fra Den Russiske Føderation og Folkerepublikken Kina om de internationale forbindelser, der går ind i en ny æra og den globale, bæredygtige udvikling”. Læs dokumentet her.

Det 16 sider lange dokument indledes med en vurdering af verdenssituationen – kriser og potentialer – og fortsætter derefter med en gennemgang af fire områder af strategisk betydning med specifikke oplysninger. Erklæringen er en opfordring til lederskab, til at handle for menneskeheden, ikke en opfordring til at “tage parti” i dødsensfarlige geopolitiske spil. Det er først og fremmest baseret på et engagement i økonomisk fremgang, som grundlag for sikkerhed.

Det sted, hvor der er et akut behov for en øjeblikkelig, koordineret indsats fra verdens side, er Afghanistan. Dødstallet stiger time for time blandt børnene på grund af underernæring, kulde og sygdom, som alt sammen kan forebygges. Den 2. februar gjorde den afghanske ambassadør i Indien, Farid Mamunzay, opmærksom på, at mange nationer har “vendt Afghanistan ryggen” på et tidspunkt, hvor behovet er så desperat. Derudover fremhævede han Indien med stor anerkendelse, for at have sendt seks tons medicin og andre forsyninger og nye midler, samt for den indiske donation af hvede, som vil blive transporteret med lastbiler gennem Pakistan til Afghanistan fra den 10. til 12. februar. Hele 50.000 tons skulle blive leveret inden for en måned. Der kommer andre individuelle donationer ind, men der mangler udbygning og mobilisering.

Desuden er der et grundlæggende krav til USA og Europa om at frigøre den afghanske regerings 9,5 milliarder dollars i midler,- som de uretmæssigt har indefrosset,- så landet kan fungere. I går blev der i det amerikanske Repræsentanternes Hus, stillet et ændringsforslag om dette emne, men det blev ikke vedtaget. Som Schiller Instituttet tweetede på det tidspunkt, hvor ændringsforslaget blev behandlet: “Gør ikke med Afghanistan, hvad det Britiske Imperium gjorde med irerne, idet det lod dem sulte eller emigrere! BREAKING: Progressive [i Kongressen] vil fremtvinge afstemning om Bidens politik, om vilkårligt at udsulte Afghanistan til døde. MEN: Repræsentanternes Hus stemte det ned! Skam jer!”

I Kina-Rusland-dokumentets indledende afsnit noteres det – uden at nævne navne – at der er nationer og personer, der “anvender ensidige fremgangsmåder til at løse internationale problemer og griber til magt; de griber ind i andre staters interne anliggender, krænker deres rettigheder og interesser og fremkalder modsætninger, forskelle og konfrontationer, hvilket hæmmer menneskehedens udvikling og fremskridt…”

Det første af de fire områder, der drøftes indgående i erklæringen, er, at “demokrati er en universel menneskelig værdi og ikke et privilegium for et begrænset antal stater…” Det er forkert, at “visse stater” forsøger at påtvinge “deres egne ‘demokratiske standarder’ på andre lande” og handler for at “etablere blokke”, der går imod ægte demokrati.

For det andet er “udvikling den vigtigste drivkraft, for at sikre nationernes velstand” og dermed sikkerhed. “Det er afgørende at styrke partnerskab forbindelserne” for at fremme udviklingen. Kina og Rusland forpligter sig til yderligere samarbejde mellem Bælte- og Vej-Initiativet og EAEU (Eurasisk Økonomisk Union). Rusland vil deltage i “gruppen af venner af det globale udviklingssamarbejde (foreslået af Kina) under FN’s ledelse”.

For det tredje indeholder det længste afsnit, som omhandler “alvorlige internationale sikkerhedsudfordringer”, den eftertrykkelige erklæring, at “De to parter (den betegnelse, der i erklæringen anvendes for Rusland og Kina) er imod, yderligere udvidelse af NATO og opfordrer den Nordatlantiske Alliance, til at opgive sine ideologiserende koldkrigs tilgange…”. Desuden: “Den kinesiske side har sympati for, og støtter de forslag, som Den Russiske Føderation har fremsat, om at skabe langsigtede, juridisk bindende sikkerhedsgarantier i Europa.” De to parter “er også imod dannelsen af lukkede blokstrukturer og modsatrettede lejre i Asien-Stillehavsområdet …” Og: “Den russiske side bekræfter på ny sin støtte til princippet om ét Kina, og stadfæster, at Taiwan er en umistelig del af Kina, og er imod enhver form for uafhængighed af Taiwan.”

Det fjerde afsnit identificerer FN som havende en “central koordinerende rolle i internationale anliggender” og opfordrer til samarbejde, ikke konfrontation mellem verdensmagterne. G20, BRICS, APEC, ASEAN og WTO (der skal “reformeres”) diskuteres indgående. De to parter “går ind for en udvidet anvendelse af SCO’s regionale struktur for antiterrorisme “. Den nylige “fælles erklæring fra lederne af de fem atomvåben stater om forebyggelse af atomkrig og undgåelse af våbenkapløb” bekræftes, og der drøftes skridt til nedtrapning af atomvåben og risici.

Dette er kun udvalgte punkter i den fælles erklæring, men betydningen er tydelig. Dette er et velkomment initiativ, der sætter den farlige geopolitik, der er i spil i forbindelse med Ukraine, i skarp kontrast til USA’s, UK´s og NATO’s planer og deres fordærvede, forsætlige passivitet, som dræber mennesker i Afghanistan.

Schiller Instituttets rolle, som en aktiv platform, for at få sandheden frem og fremme dialogen om de nødvendige politikker er afgørende. En international konference er planlagt til senere i denne måned.

Fornemmelsen af, hvad der kan gøres, var indeholdt i en erklæring, som blev udsendt i dag af senator kandidaten for New York, Diane Sare, på førstedagen af gademøder den 5. februar i New York City og flere dusin andre byer rundt om i landet, for at protestere mod krigshandlingerne fra Washington/UK/NATO. Sare skrev: “Lyndon LaRouches enke og grundlægger af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, har fremlagt et alternativ til denne vej mod udslettelse, og omdrejningspunktet er det afghanske folks skæbne, som i øjeblikket er dømt til en pinefuld død af sult og sygdom, på grund af sanktioner og USA’s og de europæiske bankers beslutning om, at indefryse deres midler i kølvandet på USA’s pludselige exit. Lige nu sulter over 7 millioner børn, hvoraf en million er tæt på at dø.

“USA, Rusland og Kina kunne i fællesskab stå i spidsen for en indsats, der involverer de omkringliggende nationer,  ikke blot for at levere den desperat, fornødne humanitære bistand, men også for at opbygge et fuldt funktionsdygtigt, moderne sundhedssystem i dette krigshærgede land. Dette ville kræve en ny infrastruktur til at levere vand og elektricitet, samt moderne transportsystemer. Taliban skal naturligvis være i centrum for forhandlingerne, men de har allerede indledt forhandlinger med mange af disse nationer og har intet at vinde ved at lade deres folk lide.

“Dette initiativ, som Zepp-LaRouche kalder “Operation Ibn Sina (Avicenna)”, efter den geniale islamiske lærde og læge, der blev født i denne region for over 1200 år siden, er en mulighed for at opbygge tillid mellem stormagterne, der nu er faretruende tæt på krig, og samtidig forhindre den forestående sultedød for så mange som 23 millioner mennesker.

Ved at tilslutte sig “Operation Ibn Sina”, kan USA afværge en atomkrig og redde millioner af menneskers liv i Afghanistan. Der er et presserende behov for handling nu. Som digtere har forstået bedre end politikere, dikterer den universelle lov, at disse sultende børns skæbne sandsynligvis bliver din egen, hurtigere end du måske kan forestille dig.”

Udvalgt billede: Irina Iriser




Putin redefinerer krigsskuepladsen: Det skyldes økonomien!

Den 2. februar (EIRNS) – Den 17. december 2021 fremlagde Rusland offentligt to traktatudkast til hurtig vedtagelse – et med USA og et med NATO – som omhandler Ruslands eksistentielle betænkeligheder, med hensyn til Ruslands eksistentielle sikkerhed i forbindelse med NATO’s ubønhørlige ekspansion mod øst, og placeringen af truende våbensystemer ved landets grænser. Rusland krævede omgående skriftlige svar på deres indtrængende forslag til at bremse det stormløb mod krig, der udgår fra Vesten. (https://www.mid.ru/en/foreign_policy/news/1790809/)

Den 26. januar fremlagde USA og NATO fortrolige, skriftlige svar til Rusland. Men den 1. februar udtalte den russiske præsident Vladimir Putin på en pressekonference: “Lad mig understrege, at vi nøje analyserer de skriftlige svar, som vi modtog fra USA og NATO den 26. januar. Det står dog allerede klart … at de grundlæggende, russiske betænkeligheder, blev ignoreret.”

Putin satte dernæst tingene på spidsen: Han fortalte pressen, at USA og NATO i virkeligheden ikke var bekymret for Ukraines sikkerhed, men brugte dette anliggende som en slags bjørnefælde, som en undskyldning for at indlede en total økonomisk krigsførelse mod Rusland for at ødelægge dets økonomi og forhindre landets industrialisering”. Hovedopgaven er at hæmme Ruslands udvikling…. Ukraine tjener blot som et middel til at nå dette mål … ved at trække os ind i en slags væbnet konflikt.”

Dagen efter meddelte Kremls rådgiver, Juri Ushakov, at Putin skal mødes med den kinesiske præsident Xi Jinping i Beijing den 4. februar, hvilket tydeliggør, at de to lande er dybt allierede, i både økonomiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål. De to præsidenter vil afgive “en fælles erklæring om internationale relationer i den nye æra, samt global bæredygtig udvikling … [som] vil afspejle Ruslands og Kinas fælles synspunkter om de vigtigste globale udfordringer, herunder sikkerhedsspørgsmål”, oplyste Ushakov.

Helga Zepp-LaRouche glædede sig i dag over, at der lægges vægt på den underliggende økonomiske krise bag krigsfaren og også på den nødvendige totale internationale økonomiske omstilling, der er nødvendig for at skabe en varig fred. De seneste trusler fra amerikanske og især britiske embedsmænd om, at de har til hensigt helt at udslette Ruslands evne til at industrialisere og udvikle sig, er endelig ved at vække folk til den virkelighed, som Lyndon LaRouche har advaret om i årtier.

Zepp-LaRouche udtalte i sin ugentlige webcast den 28. januar: “Sproget i dette er så brutalt, at det i bund og grund udtrykker: Se – vi formåede med chokterapien i 1990’erne, med Jeffrey Sachs i Jeltsin-perioden, at forvandle en tidligere supermagt til et råstofproducerende tredjeverdensland, og nu vil vi nægte Rusland retten til at industrialisere ved at anvende sådanne foranstaltninger. Det er allerede en form for krigserklæring! Hvordan kan man nægte et land at udvikle sig industrielt?… Hvis man læser sproget, hvordan det er skrevet, viser det en tankegang, som er den tankegang, der kendetegner et parti, der allerede erklærer krig.”

Zepp-LaRouche fortsatte: “Vi sidder på en krudttønde: Årsagen til al krigsfaren er, at det finansielle system er ved at sprænge i luften. Der er mange rapporter om, at de såkaldte ’emerging markets’, som er et synonym for udviklingslandene, kan få en enorm gældskrise, hvis der sker den mindste ’tilspidsning’ af renteniveauet fra Federal Reserve, den amerikanske centralbank. Så nødvendigheden af at følge LaRouches fire love og for alvor bevæge sig i en helt anden retning og genopbygge verdensøkonomien ved at have en egentlig udvikling, begyndende med et globalt sundhedssystem, er af største vigtighed.”

Zepp-LaRouche noterede sig, at der i mange lande rundt om i verden er en begyndende og betydelig modstand mod krigskampagnen og endda mod den økonomiske politik, der er årsag til den: nogle mennesker er ved at blive konfliktramte og urolige, og det med rette. “Dette er et oplagt øjeblik til at fokusere den voksende krigsangst i mange nationer rundt om i verden mod briterne”, udtalte Zepp-LaRouche, “som trods alt er de politiske ophavsmænd til det globale fremstød mod krigsførelse blandt supermagter. Dette kunne ødelægge deres evner for altid.”

Zepp-LaRouche henledte igen opmærksomheden på det ubeskrivelige folkemord, der er i gang i Afghanistan, hvor halvdelen af befolkningen er i fare for at sulte ihjel i løbet af vinteren, hvilket i høj grad skyldes den ulovlige indefrysning af landets aktiver i udlandet, og de nådesløse økonomiske sanktioner, der er pålagt landet. Blandt de mest umiddelbart truede er 1 million børn, der er så underernærede, at de, hvis de befandt sig i et udviklet land, ville høre hjemme på hospitalets intensivafdelinger. Dette er en forbrydelse mod menneskeheden, som er ved at ske for øjnene af os, og den begås af de samme britiske og amerikanske finansielle interesser, som står bag krigshandlingerne mod Rusland og Kina.

Udvalgt billede: IanLavrinovich,Pexels

 


 




Zepp-LaRouche: ”Det er ved at være sidste øjeblik” med hensyn til faren for krig mellem USA og Rusland

Den 19 jan. (EIRNS) – USA’s udenrigsminister Antony Blinken indledte onsdag den 19. jan., tre dage med kritiske møder i Europa, for at diskutere Ukraine-krisen og Ruslands ufravigelige insisteren på, at hvis sikkerhedsforhandlingerne med USA skal fortsætte, skal Rusland modtage skriftlige svar på hvert af de punkter, der er rejst i de to udkast til traktatforslag, som de præsenterede for verden den 17. december. I disse traktatforslag, det ene med USA og det andet med NATO, fastslås det, at Ruslands nationale sikkerhed er alvorligt udfordret af den truende opstilling af NATO’s avancerede våbensystemer på deres egen grænse og af den foreslåede optagelse af Ukraine i NATO-alliancen, og at Rusland derfor skal have skriftlige garantier for, at ingen af delene vil forekomme – ellers vil de selv træffe “militær-tekniske gengældelsesforanstaltninger”.

Onsdag rejste Blinken til Kiev i Ukraine for at mødes med præsident Volodymyr Zelensky. Torsdag den 20. januar tager han til Berlin for at mødes med udenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig og den krigsførende toneangivende britiske regering. Og fredag den 21. januar tager han til Genève for at mødes med den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov.

Blinkens tur er ikke bare endnu en omgang diplomati: Krig eller fred mellem USA og Rusland er på vippen. Putin har gentagne gange advaret om, at Rusland egenrådigt bliver nødsaget til at vedtage “passende militær-tekniske gengældelsesforanstaltninger”, hvilket Gilbert Doctorow, en politisk analytiker med base i Bruxelles, mener vil omfatte opstilling af atombevæbnede SS-26 Iskander-M kortdistancemissiler til Hviderusland og Kaliningrad, for at true NATO’s frontlinjestater og det østlige Tyskland, samt muligvis placering af atombevæbnede Zircon hypersoniske krydsermissiler til søs ud for kysten af Washington, D.C., som, påpeger Doctorow videre, “Rusland tidligere har erklæret kunne bruges til at ødelægge USA’s hovedstad, inden præsidenten kunne flygte med Air Force One.”

I sine samtaler med Zelensky satte Blinken tonen for sin samtale med Lavrov den 21. januar, ved endnu en gang aggressivt, udelukkende at give Rusland skylden for krisen, og kræve at de “nedtrapper” ved at stoppe udstationeringen af tropper på deres eget territorium, nær grænsen til Ukraine, eller være forberedt på at blive ramt af den brændte jords økonomiske krigsførelse fra Vestens side. 

Lavrov gentog for sit vedkommende, den russiske holdning efter samtaler den 18. januar med den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock: “Vi afventer nu svar på disse forslag (de to traktatudkast), som lovet, for at fortsætte forhandlingerne.”

“Krigsfaren er større end nogensinde før, og vi står på randen af Tredje Verdenskrig”, advarede Helga Zepp-LaRouche i dag. “Det er ved at være sidste øjeblik, og tingene må udvikle sig på den ene eller den anden måde i de kommende dage.” Selv om der er et voksende kor af stemmer, der kalder på fornuft i USA og Europa, er briternes og deres amerikanske krigsparti-forbundsfællers kontrol over USA’s politik ikke blevet brudt. Desuden, erklærede Zepp-LaRouche, drives nedturen til krig af det systemiske sammenbrud i det transatlantiske finanssystem, som nu er ved at komme ud af kontrol, som Lyndon LaRouche gentagne gange forklarede.

Men der er en anden dynamik i gang i verden, nemlig den fremvoksende omgruppering af nationer på alle kontinenter omkring Kina og Rusland og Bælte- og Vej-initiativet som et alternativ til den malthusianske affolkningspolitik, der fremmes af det døende transatlantiske system. Et tegn på dette er Irans præsident Ebrahim Raisis besøg i Moskva, hvor en 20-årig pakke af udviklingsaftaler er til drøftelse. Et andet er det kommende besøg af den argentinske præsident Alberto Fernàndez i Moskva og derefter i Beijing, hvor han planlægger at underskrive et aftalememorandum om Bælte- og Vej-initiativet.

Hvis USA fortsat er fjendtligt indstillet over for dette politiske alternativ og fortsætter med at forsvare City of London og Wall Streets bankerotte system, vil verden efter al sandsynlighed glide i retning af en termonuklear krig. Hvis USA tilslutter sig Bælte og Vej-initiativet, som Lyndon LaRouche anbefalede fra starten, er udsigterne for fred og udvikling fremragende.

Vi tilslutter os Helga Zepp-LaRouches opfordring til at gøre 2022 til Lyndon LaRouches år og til at vedtage hans politik.

Billede: public domain

 




Operation Ibn Sina: Det afgørende våben i den nuværende »krig om idéer«

Den 14. december (EIRNS) – De hurtige forandringer i den internationale, strategiske situation kræver, at vi retter vores opmærksomhed på at besvare dette afgørende spørgsmål: Hvordan kan idéer, såsom interventionen fra Komitéen for modsætningernes Sammenfald i verdens sundhedskrise, samt »Operation Ibn Sina«, et militært og strategisk, såvel som filosofisk, alternativ til den dødbringende geopolitik i Sydvestasien, omdanne den nuværende, tydeligvis fejlslagne liste af »troværdige politiske valgmuligheder« for at sikre, ikke blot fortsat menneskelig overlevelse, men sågar en økonomisk velstand uden sidestykke? Med andre ord, er det sandt, at en idé, under visse betingelser, som repræsenterer et dybere, uset, højere  »poetisk« princip, kan blive til en virkningsfuld politik, måske budt velkommen af store dele, eller sågar hele menneskeheden, således at ufuldkomne personer og ledere »selv imens de benægter og afsværger, alligevel formås til at tjene den magt, som sidder på tronen af deres egne sjæle«?

 Tre udviklinger i de sidste 48 timer antyder muligheden for en stor, dybdegående og vedvarende forandring. Disse udviklinger viser også, at dem, der handler fra den kreative fornufts »højere domæne«, ikke blot er klogere, men kan udmanøvrere dem, der ikke gør dette.

 Ét: Det russiske afslag, støttet af nationerne, Indien og Kina, hver med »én milliard plus« individer, af FN’s sikkerhedsråds resolution, som erklærer, at »klimaforandringer er en global sikkerhedstrussel«. Dette går imod det geopolitiske fremstød, der har været under opsejling i årevis for at sætte sloganet »klimaforandringer« i stedet for »ressourceknaphed« – det tidligere argument, der kan findes i dokumenter som »Det nationale Sikkerhedsstudie 200: Konsekvenser af verdensomspændende befolkningsvækst for USA’s sikkerhed og oversøiske Interesser« (»National Security Study Memorandum 200: Implications of Worldwide Population Growth for U.S. Security and Overseas Interests«). [I studiet stod der, at befolkningsvækst i udviklingslande var en trussel mod USA’s nationale sikkerhed, fordi disse lande dermed ville bruge deres egne, vigtigste naturressourcer, som USA havde brug for – red.] Disse tre nationer, som repræsenterer 40% af verdens befolkning, forsvarede dem der var for svage, for nedtrådte eller opdelte til at forsvare sig selv.

 Rusland og Kina i særdeleshed er klare over, at rapporten, »Den verdensomspændende trusselsvurdering udarbejdet af det amerikanske efterretningssamfund fra 2019«, blev skrevet efter sabotagen af det panel, som skulle have været ledt, efter Præsident Trumps anmodning, af fysikeren, William Happer, som fik en plads i Det nationale Sikkerhedsråd. Panelet havde til hensigt at undersøge den falske, (såkaldt) videnskabelige fortælling om ”forbindelsen” mellem CO2-udledninger og global opvarmning. Trump afviste Trusselvurderingen fra 2017, som oprindeligt havde påstået det samme, og han bragte Happer ind i administrationen i 2018. Men før Happers komité overhovedet kunne nå at mødes, blev den saboteret – sandsynligvis fra CIA’s side, ifølge én kilde – og gennemgangen blev aldrig foretaget.

 Rapporten fra 2019 konkluderede, at klimaforandringer er menneskeskabte og en betydelig trussel mod den nationale sikkerhed. På side 23 står der: »Global miljømæssig og økologisk nedbrydning, såvel som klimaforandringer, vil højst sandsynligt fremskynde konkurrencen om ressourcer, økonomisk nød og social utilfredshed gennem 2019 og derudover… Aftagende arktisk havis kunne forøge konkurrence – særligt med Rusland og Kina – i adgangen til søruter og naturlige ressourcer«. På side 24, en side senere, under titlen, »Regionale trusler: Kina og Rusland«, står der: »Kina og Rusland vil give udfordringer for USA og deres allierede indenfor en bred vifte af økonomi, politik, kontraspionage, militær og diplomati. Vi forventer, at de vil samarbejde for at modvirke amerikanske mål, og drage fordel af den stigende tvivl om den liberale, demokratiske model i nogle områder.« Det er det, som rent faktisk blev udmanøvreret af Rusland, Kina og, på en anderledes måde, Indien, gennem deres ageren i FN i mandags.

 To: Det atlantiske Råd (Atlantic Council) udgav i mandags et åbent brev til Præsident Biden under overskriften: »Afghanistan er ved at bryde sammen. Her er hvad USA bør gøre ved det«. Det var underskrevet af 13 amerikanske diplomater og militært personel, inklusive Ryan Crocker, James Cunningham, James Dobbins, David Petraeus og andre. Det indeholder følgende afsnit:

 »Udover fødevarer og medicin, har Afghanistan brug for en stabil valuta og et fungerende banksystem for at undgå et omsiggribende sammenbrud af økonomien og regeringen. Sundhedshjælpere, lærere og andre uundværlige arbejdere har brug for at blive betalt, hvis statens mest grundlæggende funktioner skal bevares. Almindelige afghanere fortjener adgang til deres egne penge, nu indefrosset i banker, som er bange for amerikanske og internationale sanktioner, samt det mulige sammenbrud af det afghanske finanssystem.«

 Lyder positivt, ikke sandt? Dernæst: »diskussioner er undervejs i Washington og andre steder for at udforske forskellige måder for at stabilisere den afghanske valuta og at undgå kollapset af banksystemet, uden at forsyne Taliban med ekstra ressourcer, som kunne bruges til ildesindede formål. Gode idéer til hvordan dette kan gøres er til stede, herunder forslag fra forhenværende ambassadører, USAID-direktører og embedsmænd fra Verdensbanken, blandt andre. Eftersom et hvilket som helst tiltag i denne retning vil være kontroversielt, og intet kontrolsystem er perfekt, kræver det mod at handle«.

 Når som helst man hører sætningen »mod til at handle« fra disse kredse, som »handler« overalt i verden, hele tiden, ofte i dit navn og uden din tilladelse, vær påpasselig og fortsæt med forsigtighed. Dem der har læst bogen: »En økonomisk lejemorders bekendelser« (»Confessions of An Economic Hit-Man«), af John Perkins, kan genkende tankegangen her. Der er rent faktisk intet om nødvendigheden af at stabilisere den afghanske nation her – men der er, på den anden side, en anden vigtig, bevægende faktor. »Jo længere beslutninger udskydes, desto sværere vil det blive at forhindre den overhængende humanitære katastrofe i landet og døden for mange afghanere« – dødsfald, hvis skyld vil ligge hos USA, NATO og dem der har afvist »Operation Ibn Sina«, eller noget som helst reelt nødsamarbejde med nationerne i området. Operation Ibn Sina er et sådant samarbejde, foreslået af Helga Zepp-LaRouche, og involverer Pakistan, USA, Kina og Rusland, såvel som Usbekistan og alle nationerne rundt om Afghanistan. Sådan et samarbejde, særligt i lyset af Putin-Biden-diskussionerne om spændingerne, der finder sted på grænsen mellem Ukraine og Rusland, både den russiske og amerikanske militære erfaring i Afghanistan og muligheden for et samarbejde mellem »modsætningerne« i det gode formåls tjeneste, samt medlemmer af andre religiøse overbevisninger, særligt til juletid, burde forfølges så meget desto mere. Operation Ibn Sina, så »usandsynlig« som den måske virker, er en krigsvindende strategi mod de reelle fjender – »fattigdom, sult, sygdom og krigen selv«.

 Tre: Bevismateriale, nøje sammenstillet i Danmark og Norge, med hensyn til coronavirussets omikron-variant, viser, at selv dem der har fået to vaccinestik har en meget høj smitterate [Danmarks myndigheder har igangsat en stor indsats for et tredje vaccine-boosterstik, hvilket de håber vil være meget effektivt, som et britisk studie viste – red.]. Dette rejser det åbenlyse spørgsmål: Hvad hvis omikron var ligeså dødelig som deltavirusset, hvilket den virker til ikke at være? Hvad ville vi gøre ved det? Selv uden dette, hvad er der ved at ske med hospitalsvæsenerne verden over, som er ved at blive oversvømmet af omikrontilfælde – og muligvis, hvert eneste dag det skulle være, en endnu mere dødbringende variant? Opråbet fra Dr. Jocelyn Elders til en global dialog og konference for at katalysere en verdensøkonomisk nødplatform, hvor upraktisk det end måtte lyde, er »sejrens hvælving« hvorunder verdens svageste og stærkeste, rigeste og fattigste, må mødes, hvis det skal lykkes at overleve.

 Lyndon LaRouche sagde følgende i december 1985: »I en sand republik, er sande borgere personligt ansvarlige overfor Skaberen, for virkeliggørelsen af denne republik; for virkeliggørelsen af det almene vel, da det påvirker alle personer i denne republik; for virkeliggørelsen, således, af hvert personligt liv i denne republik, samt virkeliggørelsen af denne republiks rolle i verden; for menneskehedens almene vel som helhed og hver eneste individuel personlighed, nutidig og fremtidig, af menneskeheden som en helhed. Den individuelle borger af en republik er personligt ansvarlig overfor Skaberen i den grad, at det individ enten har evnen til at påvirke tingenes gang, eller kan udvikle den nødvendige evne til at påvirke tingenes gang.« Måske benægter og afsværger vi, men vi kan også tjene fornuftens og skønhedens højere magt, hvilket, hvis vi er heldige, »selv i vores trods«, vil side og råde på tronen af vore egne sjæle.

Billede: Aga Khan Foundation: Sandra Calligaro




Schiller Instituttets konference om 11. september – vejen fremad.

Se videoen her.

Den 11. september 2021 (EIRNS) – I modsætning til langt de fleste begivenheder, artikler, dokumentarer og kommentatorer på 20-årsdagen for terrorangrebet 11. september 2001 mod USA, spildte Schiller Instituttet ikke tid på forsideartikler om dette angreb og de 20 år med kaos og blodsudgydelse påtvunget af amerikanske, britiske og NATO-styrker under falske forudsætninger. Snarere begyndte konferencen: "Vejen frem fra 11. september, Afghanistan og overvågningsstaten" med afspilning fra det direkte radiointerview kl. 9 (New York-tid) med Lyndon H. LaRouche, som allerede var planlagt til at gå i luften den 11. september 2001 med vært Jack Stockwell i hans radioprogram i Salt Lake City. LaRouches umiddelbare svar inden for få minutter på nyhederne om fly, der ramte tvillingetårnene, var at advare om, at Osama bin Laden ville få skylden for det, for derved at forhindre sandheden i at komme frem. Han sagde, at den globale finanskrise skulle tages i betragtning, samt det faktum, at al-Qaeda blev skabt af Zbigniew Brzezinski og hans britiske mentorer i 1980'erne for at bekæmpe Sovjetunionen i Afghanistan. LaRouche havde i en webcast den 3. januar 2001 forudsagt, at Bush/Cheney-administrationen ville skabe en "Rigsdagsbrand" som et påskud for at sætte forfatningen ud af kraft, og pålægge nationen politistatsagtige foranstaltninger og føre krig rundt om i verden.

Helga Zepp-LaRouche tog derefter fat på det vanvid, der blev skabt i USA efter 11. september, som vækkede blodtørst efter hævn mod de påståede gerningsmænd i hulerne i Afghanistan, og tog fokus fra saudierne og deres britiske herrer, der havde planlagt og gennemført angrebet. Det der fulgte i 20 år, sagde hun, var den totale fiasko for de kombinerede militære styrker i alle NATO-nationer med at undertvinge 65.000 Taliban-krigere, mens de reducerede denne nation og flere andre nationer i den islamiske verden til ruiner. William Binney, den tidligere tekniske direktør for 'World Geopolitical and Military Analysis and Reporting section' ved National Security Agency (NSA), påpegede senere på konferencen, at det militær-industrielle kompleks var løbet tør for påskud for deres eksistens med sammenbruddet af Sovjetunionen i 1991, men efter 11. september var de tilbage i 'business'.

Der er to muligheder for at reagere på tilbagetrækningen fra Afghanistan, sagde Zepp-LaRouche: Hævn, i traditionen med Madeleine Albright, der sagde, at 500.000 irakiske børns død i Irak-krigen var "prisen værd", eller Hillary Clinton, som glædede sig over mordet på Libyens Qaddafi. "Dette er barbari," sagde fru Zepp-LaRouche. Eller vi kan som en menneskelig race reflektere over systemets fiasko, der bragte os til denne katastrofale situation, og blive enige om at ændre det, afslutte verdens geopolitiske opdelinger i stridende stammer og gå sammen om at løse de problemer, menneskeheden står over for som helhed, som hendes afdøde mand, Lyndon LaRouche, argumenterede for igennem hele sit liv. Hun gennemgik den forfærdelige tilstand for det afghanske folk efter 40 års krig, som dokumenteret af FN: 72% af befolkningen i fattigdom, mens yderligere 25% falder hurtigt, 10 millioner afghanske børn, der kræver humanitær bistand for at overleve, 1 million står over for akut underernæring – og alligevel har de vestlige lande og banker nægtet at give den nye regering adgang til landets egne midler og har indført sanktioner, der forhindrer mad, medicin, elektricitet og mere i at komme ind i landet. Er vi barbarer? Verdens nationer og institutioner skal handle, sagde hun, "ellers har vi ikke det moralske habitus til at overleve". Krigene i Irak, Libyen og Syrien var baseret på løgne, løgne der er blevet anerkendt som løgne, selv af dem der lavede dem – blandt andre Tony Blair, Colin Powell og Nancy Pelosi.

Der er en menneskelig måde at løse dette på, konkluderede hun. Mohandas Gandhi besejrede det britiske imperium gennem ikke-voldelig modstand, og hjalp med at skabe de fem principper for fredelig sameksistens, der nu er kodificeret i FN-chartret som international lov. Martin Luther King forstod dette og burde have været præsident. Da splittelserne og stridighederne finder sted i USA, sagde hun, skal vi se efter et højere princip, der adresserer menneskehedens fælles mål, nationalt og internationalt. Tænk først på menneskeheden, ikke først på nationen frem for andre. Freden i Westfalen i 1648, der sluttede Trediveårskrigen, og hver historisk konfliktløsning var baseret på dette princip.

Den umiddelbare udfordring, fastholdt hun, er nødvendigheden af at skabe et moderne sundhedsvæsen i alle nationer på Jorden. Hvilket nu bekræftes af de mutationer, der forårsager ødelæggelse i verden, hovedsagelig fordi store regioner i de mindre udviklede nationer er blevet nægtet både passende folkesundhedsfaciliteter og adgang til vacciner, som bliver hamstret i de avancerede nationer. Pandemien vil ikke blive besejret, medmindre den er besejret overalt, sagde hun.

William Binney, den tidligere tekniske direktør for NSA, der afslørede, at det system, som han og hans team havde designet til at udrydde kriminalitet og terrorisme fra verdens masse-overvågningsdata, blev overtaget og brugt til at skabe den største overvågningsstat i historien under Bush/Cheney-administrationen. Han sagde, at ethvert håb om, at dette ville blive vendt, når Barack Obama blev præsident, blev knust, idet Obama sagde, at han ikke ville se tilbage, kun fremad – og ingen blev holdt ansvarlig for forbrydelserne mod forfatningen, men de fortsatte simpelthen. Binney sagde, at han fuldt ud støttede Helga Zepp-LaRouche i opfordringen til international enhed for menneskehedens fælles mål.

Terry Strada, den heltemodige leder af "9/11 Families and Survivors United for Justice Against Terrorism", talte til konferencen, som hun tidligere har talt til koncerter og konferencer i Schiller Instituttet, og beskrev den vigtige sejr, som hun og hendes organisation har opnået ved endelig at rekruttere medlemmer af Kongressen til at fremlægge sit foreslåede lovforslag om frigivelse af alle 9/11-dokumenter – især den 10-årige FBI-undersøgelse af det saudiarabiske regimes rolle i at støtte angrebet den 11. september, hvilken hidtil har været holdt hemmelig for verden. Dette skridt fra Kongressen overbeviste sidenhen præsident Biden om at udstede bekendtgørelsen om at frigive alle dokumenter i løbet af de næste seks måneder. Vi vil se om det sker, sagde hun, men verden fortjener at kende sandheden.

Ray McGovern, der tjente i 27 år i CIA som ansvarlig for russisk efterretningsindsamling, holdt derefter en stærk tale om nødvendigheden af ​​at vende den falske dæmonisering af alt russisk. Han henviste først til sin ven Julian Assange, der stadig er tilbageholdt i Hendes Majestæts Fængsel, Belmarsh, og reciterede 'Fangen', som ​​den russiske digter Aleksandr Pushkin skrev, mens han var i fængsel og drømte om frihed, om en fange og en krage uden for cellen. Derefter, for at tage fat på de fanatiske misforståelser i Vesten om Rusland, beskrev han sit besøg i Moskva i 2016 med en amerikansk delegation for at fejre 75-årsdagen for Hitlers invasion af Sovjetunionen. Ved den lejlighed (og også til konferencen) reciterede han 'Vedrørende Krigens Grusomheder', som Nikolai Nekrasov skrev til gruppen, der omfattede russiske krigsveteraner og deres familier. Når en soldat dræbes i kamp, ​​skriver digteren, er den person, der fortjener den største sympati, ikke konen eller vennen, der kan komme sig efter deres sorg, men moderen, som aldrig kan glemme, ligesom en grædepil aldrig kan løfte sine grene. Han forklarede, at Rusland har måttet lide over to århundreders besættelse under mongolerne, invasioner af svenskerne, af Napoleon, af nazisterne og mistede mere end 26 millioner sjæle i Den store Fædrelandskrig (2. Verdenskrig, red.). Han afsluttede med at konstatere, at langt de fleste amerikanske ledere aldrig har kæmpet i krig eller endda haft uniform på, og at trælse sætninger, såsom at Rusland er en "tredjestatsmagt" eller en "tankstation, der giver sig ud for at være et land" ikke hjælper menneskeheden. Har Pushkin tanket benzin, eller Tjajkovskij eller Dostojevskij? Spurgte McGovern.

Helga Zepp-LaRouche tog fat i McGoverns bevægende præsentation og insisterede på, at hvis man vil forstå et land, skal man læse dets poesi og kende dets dybeste tankegang. Vi har faret vildt, især i løbet af de sidste 20 år, sagde hun, ikke kun ved at ignorere de fem principper for fredelig sameksistens, men ved at opgive civilisationernes dialog. Skaberen skabte mange forskellige kulturer, fordi de er smukke. Lyndon LaRouche blev internationalt beundret som en ægte patriot i USA, fordi han aldrig var arrogant, men ville kommunikere med deres kulturer.

Harley Schlanger, der gennem sin daglige blog på 'The LaRouche Organization'-webstedet er blevet en helt for tusinder af mennesker i alle dele af verden, beskrev, at langt de fleste aktiviteter, der foregår til minde om 11. september, ganske enkelt er banale. En kommentator, sagde han, havde den korrekte pointe i, at begivenheden vækkede hævntørst, hvilket passede godt til den politik, som eliten ønskede af andre årsager. Som et resultat sendte USA 7.000 af sine egne til deres død. Folk som Lindsey Graham og Nikki Haley, der argumenterer for at vi skal tilbage til Afghanistan for mere blod og hævn, er skøre, sagde han. Vi må se til poesi, musik og historie for at afstå fra hævn.

Fru Zepp-LaRouche afsluttede konferencen med at sige, at selv Kina-haderen Tucker Carlson har taget i betragtning, at Xi Jinping gør noget rigtigt, når børn begrænses til tre timer om ugen med de åndssvage internet-videospil, hvilket er en del af bestræbelserne på at orientere kinesiske unge imod kærligheden til viden. Den frygtelige middelmådighed i hele Vesten, sagde hun, ses i forvirringen mellem "liberal" og "frihed". Friedrich Schiller vidste, at frihed findes gennem nødvendighed, mens "alting går an"-mentaliteten, der gennemsyrer Vesten, er det modsatte af frihed. Vi må gå tilbage til de store skikkelser i vores kultur, vores forskere, vores digtere, vores musikere og derefter række ud til de store sind i andre kulturer – den klassiske musik i hver kultur, især da musik er et universelt sprog, der afspejler det menneskelige sinds universalitet. "Begynd at læse igen, tænk igen, om naturlov, reflektér over den kreative proces," sagde hun. "Kina og Rusland gør meget af den slags".

Dennis Speed, der ledede konferencen, afsluttede med at opfordre alle til at læse Dante Alighieris 'Commedia' (Den guddommelige Komedie) som en dedikation til 700-året for Dantes død i eksil den 14. september 1321. I Commedia beskriver Dante det "at fare vild" midt i livet, og rejser med digteren Virgil, først gennem Inferno, derefter skærsilden og videre til paradiset, hvor hver især opnåede en højere sindstilstand. Hvis vi skulle leve livet for de mennesker, der døde både på dagen den 11. september, og sidenhen på grund af disse begivenheder, så forestil jer et genrejst, udviklet og levende Afghanistan og andre omgivende nationer som et produkt af et genrejst og pulserende USA og andre nationer, der bliver bedre, fordi de ser denne nye vej. Det er arven vi bør forsøge at sikre, at historien kan notere vi efterlod denne gang.




Frigivelse af IPCC-rapport driver FN’s generalsekretær til magtsyge

9. Aug.  (EIRNS) — Reaktionen fra FN's generalsekretær Antonio Guterres på den seneste rapport fra FN's klimapanel er et angreb mod økonomier og levebrød for de fleste nationer i verden; et forsøg på at udstede ordrer til disse nationer, hvilket ikke er del af FN's myndighed og ikke kan tolereres. Denne embedsmand, der er valgt til at søge forsoning af nationer og ikke-indblanding i deres interne anliggender, har i stedet overbragt de brutale ordrer fra finanseliter og regeringer i nogle få udviklede nationer, som gældende for alle andre, især udviklingslandene for hvem disse ordrer påtvinger økonomisk tilbageståenhed, dødsfald og befolkningsreduktion.

"Denne rapport må være dødsstødet for kul og fossile brændstoffer, før de ødelægger vores planet", beordrede Guterres i dag. "Lande bør også afslutte al ny efterforskning og produktion af fossilt brændsel og overføre tilskud fra fossilt brændsel til vedvarende energi" – derfor kræver han også, at atomkraftinvesteringer forbydes. "Som dagens rapport gør det klart, er der ikke tid til forsinkelse og ikke plads til undskyldninger" udtaler denne generalsekretær for, tilsyneladende, BlackRock, Inc., Davos-milliardærerne og prins Charles.

I selve rapporten fra IPCC (Det mellemstatslige panel for klimaændringer), det forhastede arbejde af omkring 200 klimatologer, der har studeret andre forskeres undersøgelser, fremføres nogle forbløffende påstande. Al opvarmning i mere end 2.000 år hævdes at have fundet sted efter 1. Verdenskrig – en "hockeystav-kurve", der allerede blev diskrediteret for 15 år siden. Al denne opvarmning hævdes eftertrykkeligt at være forårsaget af menneskelig aktivitet alene med fossile brændstoffer; ingen naturlig faktor spiller nogen rolle. Fordi opvarmningen er forbundet med højere atmosfæriske CO₂-niveauer, skyldes det disse niveauer. Og klimaændringerne er "irreversible", uoprettelige, og vil – som længe frygtet af IPCC og alle miljøaktivister, overstige temperaturniveauet i 1850 med 1,5° Celsius allerede inden 2030, uanset hvad landene gør. Bare tre eller fire år herefter vil planeten, ifølge Guterres’ tirade, være blevet "ødelagt", medmindre produktionen og industriel brug af fossilt brændsel er blevet elimineret i alle lande, herunder udviklingslandene, for hvem dette vil betyde en ende på håbet om udvikling og en trussel om affolkning.

Denne rapport er et forsøg på, fra kræfter i City of London, Wall Street, Davos og visse centralbankers side, at slå oppositionen til et stort økonomisk tilbageskridt ned, især oppositionen i Kina og Indien, der føler sig ansvarlige for at forsvare behovet for udvikling hos mange andre nationer, men også modstanden fra økonomiske organisationer og lokale samfund i hele USA. De er nødt til at slå ned på modstanden mod det "store spring tilbage", før deres COP26 -miljøtopmøde i Glasgow. Og det står langt fra klart, om Wall Street, London, de kongelige og milliardærerne har evnen til at gøre dette.

Helga Zepp-LaRouches Schiller Institut har holdt internationale konferencer med forskere, der virkelig ved noget om energi, fysisk økonomi og klima. Disse videnskabsfolk ved, at ny og forbedret økonomisk infrastruktur er måden at svare på ændringer i klima og vejr. De forstår, som professor Augustinus Berkhout fra Climate Intelligence (CLINTEL) udtrykker det, at menneskeheden bør forberede sig på en optimistisk fremtid med atomkraft og avancerede atomteknologier, ikke til affolkning og fortvivlelse.

Økonomisk udvikling er en rettighed for nationer og befolkninger og den eneste vej til fred. Schiller Instituttet agter at besejre denne 'Green Deal' fra Davos, som FN’s Guterres så arrogant forsøgte at bringe på banen i dag. Dette ville være et passende næste skridt til videreførelse af Lyndon LaRouches 50-årige kamp mod det finansielle oligarki og for store udviklingsprojekter.

Billede: Antonio Guterres. Kilde: Flickr – CC BY-ND 2.0




Schiller Instituttets konference Panel 2 resumé: Metoden bag Modsætningernes Sammenfald: Kun en samlet verdensomspændende sundhedsindsats,
uden sanktioner, kan vende en global pandemi

Ingen tilbagevenden til normaltilstand:

Kun et paradigmeskifte kan afhjælpe den eksistentielle krise

af Janet G. West

8. maj (EIR årgang 48, nr. 20) — Det andet panel, ”Metoden med 'modsætningernes sammenfald': Alene en samlet verdensomspændende sundhedsindsats uden sanktioner, vil kunne vende en global pandemi”, under Schiller Instituttets konference den 8. maj, samlede ledere fra USA, Europa og Sydamerika for at tackle den trefoldige krise med krig, hungersnød og pandemi. 

Ordstyrer Dennis Speed brugte to videoklip til at perspektivere diskussionen i forhold til den overskyggende fare for krig, og til at behandle hvordan krige opstår. Først var et klip fra Lyndon LaRouches tv-udsendelse fra 1999, 'Storm Over Asia', hvori han understregede, at Rusland vil kæmpe tilbage, hvis det presses op i et hjørne – "det er deri faren ligger". For mange mennesker agerer under den vildfarelse, at de kan gøre som de vil i udlandet,  "uden at det giver bagslag". Hvis London og Wall Streets kontrol over den amerikanske politik fortsætter, vil sandsynligheden øges for at Rusland vil kæmpe tilbage til grænsen af atomkrig.

Derefter et klip fra et nyligt interview med tidligere admiral Marc Pelaez (USN, fhv.), som har været kommandør for en atomubåd under Den kolde Krig, om karakteren af beslutningen om at påbegynde atomkrig. Pelaez sagde, at hvis han havde modtaget en ordre om at skride til handling, ville han have gjort det. ”Afskrækkelsen skal være troværdig,” sagde han, “Min ubåds kapacitet kunne udslette alle større byer i USA øst for Mississippi. Og det er bare én ubåd!” Hvis man  gjorde det, "vidste man imidlertid, at der ikke var noget at vende hjem til".

At løse det uløselige

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet, kom med indledende bemærkninger, hvor hun henviste til civilisationskrisen i 1453 med Konstantinopels fald, da Det osmanniske Rige erobrede det byzantinske imperiums hovedstad og effektivt knuste det. Befolkningen blev brutaliseret af angriberne, og mange døde. Nicolaus Cusanus stod over for udfordringen med at forholde sig til denne krise, og hvordan det enorme had fra den ene side til den anden kunne forliges på en sådan måde, at man kom frem til en løsning på et højere niveau. Resultatet af denne inspiration var hans dialog: ''Freden i Troen' (De Pace Fidei), hvor repræsentanter fra mange nationer og trosretninger kom i samtale med Gud i en dialog om, hvordan de kunne leve i fred. 

Efter en række spørgsmål om tilsyneladende modstridende ideer og Guds svar, var konklusionen, at der kun er én sandhed – at universet er lovmæssigt, og at hele menneskeheden bærer den guddommelige gnist inden i sig; at alt menneskeliv er helligt. Så derfor, fortsatte hun, kan de tilsyneladende forskelligartede perspektiver og problemer kun løses ud fra et højere princip, og dette var 'Modsætningerne Sammenfald'; at hinandens udvikling bliver af primær interesse for én selv. Det er ud fra dette synspunkt, at hun gentog sit krav om oprettelsen af et globalt sundhedssystem, at starte opbygningen af den nødvendige infrastruktur i alle nationer, og at alle sanktioner skal elimineres. Og for at gøre det må vi tackle det moralske sammenbrud, især inden for USA.

Standarden: ’moralsk excellence’

Dr. Joycelyn Elders, tidligere cheflæge for militærets sundhedskorps i USA, talte om ideen med at genoplive ”standarden for moralsk excellence” – at gøre mere end hvad vi mener, vi er i stand til; ikke at give op, før målet er nået. Denne standard for moralsk excellence er ikke bare et godt ideal – det er en nødvendighed. Hun gennemgik statistikken: over 2 milliarder mennesker har ikke adgang til rent drikkevand; over 2,5 milliarder oplever fødevareusikkerhed, og 270 millioner mennesker står over for potentiel hungersnød. Omkring 1,2 milliarder mennesker har ikke adgang til elektricitet, og uden elektricitet kan sygdomme ikke overvindes… og [samtidig] hævde, at pandemien er et resultat af moralsk, og ikke lægelige svigt.

Eftersom uafhængighedserklæringen taler om umistelige rettigheder, herunder: "Liv, frihed og higen efter lykke," sagde dr. Elder, at vi nu skal inkludere adgangen til midlerne [for] livets opretholdelse – rent vand, rigelig mad og billig elektricitet skal være tilgængeligt for alle nationer, for uden disse ting er der ingen måde at have et sundhedssystem på eller [at opretholde] livet. Hun kaldte den nuværende politik for "ligegyldighedens selvmordsøkonomi" og afsluttede med at opfordre alle til at blive involveret, genvinde "standarden for moralsk excellence" og understregede, at apati er den værste pandemi af alle.

Dr. Khadijah Lang (USA), formand for 'National Medical Association (NMA) Council on International Affairs' og præsident for 'Golden State Medical Association'; samt Marcia Merry Baker, en ekspert inden for fysisk økonomi og medlem af EIR´s-redaktionskomité, præsenterede de succeser og udfordringer, som udbuddet af medicinsk behandling, mad, vand og sanitet internationalt står overfor. Dr. Lang diskuterede NMA's tidligere arbejde med at indsætte hold og medicinske forsyninger til Mozambique i samarbejde med lokale myndigheder for at yde sundhedspleje og bidrage til uddannelsen af kirurger. Hun beskrev de barske forhold i Østafrika med den nylige græshoppeplage, der ødelagde afgrøder efterfulgt af successive kriser, som alle ramte Mozambique hårdt. Da COVID-19 ramte, var det ødelæggende, for så kunne folk ikke engang gå ud for at skaffe mad…

Mere senere fra dette afsnit.

Vi må overvinde COVID-krisen overalt:

Pastor Robert Smith, bestyrelsesformand for den Nationale baptistorganisations udenlandske Mission talte til konferencen fra Michigan under titlen: ”'Læge, helbred dig selv': Red en nation i krise gennem kærlighed”. Han beskrev prøvelserne med at håndtere de mange COVID-dødsfald i sit eget samfund og den styrke det krævede for at opfriske os med kærlighedens kilder, kilder der er en gudgiven kerne i vores menneskehed.

Luis Vasquez talte fra Peru og præsenterede: "Glem ikke: Den globale koncentrationslejrs ovn er nu nuklear”. Som mangeårigt medlem af Schiller Instituttet, begyndte han med at fortælle, at han og hans kone for nylig var syge med en ny variant af COVID-19, og havde det ikke været for hjælp fra deres familie, var det usandsynligt, at de ville have overlevet. Under ødelæggelsen fra en nyliberal økonomi har deres nation nu ingen offentlige tjenester, ingen skoler, ingen transport, og at få COVID-19 svarer til en dødsdom. I hele Lima er der ingen ledige intensiv-senge med respiratorer; enhver intentiv-seng har en venteliste på op til 300 personer. En iltcylinder koster $1.000; en genopfyldning koster $200. ”Hvis du ikke kan betale, dør du. Dette er en holocaust … ekstremerne er nået … vi er i en global koncentrationslejr”.

Vi kan betragte de forkerte økonomiske beslutninger, der er taget siden 1974, som anstifter af denne nuværende tragedie; verdensøkonomien er et kasino på kanten af ​​konkurs. Vi må mobilisere vores forsknings- og udviklingskapacitet i alle lande; vi ved, at vi kan udrette disse ting, fordi mennesket er kreativt. Vi er alle forbundne nu, og omtanke for andre er ikke kun moralsk, men videnskabeligt sandt.

Dr. Walter Faggett (USA), tidligere cheflæge i Washington, D.C.’s sundhedsafdeling, og i øjeblikket medformand for D.C. område 8 Sundhedsråd, berettede om de succeser, de har haft med at koordinere samarbejde mellem samfundsorganisationer, kirker, universiteter og sundhedspersonel for at øge graden af​​ COVID-19-vaccination i Washington. Han fik følgeskab af Genita Finley (USA), 2. års medicinstuderende og designer af Mississippi Deltas medicinske  skoleprogram, der diskuterede, hvordan hendes program lykkedes med at bringe flere studerende ind på sundhedsstudier og hjælper dem med at overvinde problemer med deres identitetsfølelse af ikke at være "kloge nok" til at blive sundhedsarbejdere. Mississippi Delta har en af ​​de største koncentrationer af fattigdom i landdistrikterne i nationen.

Mere kommer senere.

 




POLITISK ORIENTERING den 16. april 2021:
Vestens civilisationskrise: krig eller fred gennem udvikling

Med formand Tom Gillesberg

Lyd:

Schiller Instituttet · Vestens civilisationskrise: krig eller fred gennem udvikling



Prins Charles lancerer ‘Terra Charta’ for at ødelægge menneskehedens
fysiske økonomi og kraftigt reducere befolkningstallet

Introduktion: Den 24. januar (EIRNS) – Mandag begynder World Economic Forum i Davos, Schweiz for alvor. Søndagen bragte Klaus Schwabs velkomstbemærkninger, der pegede på temaerne 'stakeholder' (interessent-)kapitalisme og "global forvaltning" (en grøn overtagelse af forretningslivet og nedlukning af pålidelige energikilder). Ugens begivenheder vil presse kraftigt på for en nulstilling af global ledelse i retning af et ”regimeskifte” til fordel for storfinanserne og centralbankerne, som det blev promoveret ved mødet i Jackson Hole i 2019, og ”Terra Charta”-idéen om overnational kontrol over verden for at afværge den formodede klimatiske katastrofale nødsituation. De grønne drømme løber ind i barske realiteter, når de forsøges gennemført. En moderne, produktiv, vibrerende verden kan simpelthen ikke basere sig på "vedvarende" energikilder.

22. januar (EIRNS) — Hans Kongelige Højhed Charles, Prince of Wales, lancerede den 11. januar det han kalder en ”Terra Charta for Naturen, Befolkningen og Planeten”, eller “Jordens Charter”, for at gennemtrumfe et grønt folkemorderisk program for radikal befolkningsreduktion, gennemført med et diktatur af centralbankfolk.

Planen på 18 sider, der blev frigivet to uger før den specielle "Davos Dagsorden", World Economic Forum den 25.-29. Januar, skal aktiveres af prinsen af Wales' initiativ for bæredygtige markeder, som han præsenterede på Davos-konferencen i 2020. Charles understregede, at den private forretningssektor er nøglen til at gennemføre hans politik, idet regeringer kan formulere politikken, men har ikke beføjelser til at gennemføre den. Dette er en opfordring til en korporativ-synarkistisk topstyret indførelse af planen uden om regeringernes magt.

Den 19. januar rapporterede websiden 'Intelligent Living', at Terra Charta allerede har opbakning fra Bank of America, HSBC og BlackRock, som besidder aktiver for 7,8 billioner $, og som har spillet en central rolle i at presse på for et diktatur af verdens centralbankfolk.

Charles fremstiller mennesket som en ødelægger af naturen – "Menneskeheden… har forårsaget en enorm ødelæggelse af den planet, der opretholder vores eksistens" – og han angriber hele tiden menneskehedens kreativitet.

Artikel 8 hudfletter statsstøtte til videnskabeligt landbrug og opfordrer til at afslutte en sådan bistand: ”Undersøgelse af hvordan man tackler forstokkede subsidier, udlån og investeringer (f.eks. til fossilt brændsel, skovbrug, fiskeri og landbrug). At vende denne forkvaklede praksis har potentialet til hurtigt at omdirigere ressourcer for at fremskynde overgangen til bæredygtige industrier og en bæredygtig fremtid. Dette skift vil også ændre tilværelsen og levebrødet for millioner af små landmænd, jordbesiddere og fiskere, tillige med landdistrikter og kystsamfund rundt om i verden”. Dette ville i virkeligheden flytte mennesker til små primitive gårde – snarere end avancerede familiebedrifter – ude af stand til at brødføde andre end det siddende oligarkis udvalgte, på et tidspunkt hvor hungersnød, ifølge Verdensfødevareprogrammet, truer med at dræbe 270 millioner mennesker i år.

Der er ordninger for grønne spekulative bobler i artikel 1: "Tilskyndelse til innovative finansielle instrumenter for at øge og fremskynde overgangsfasen på tværs af virksomheder, industrier og lande".

Hvorfor kalde forslaget "Terra Charta"? Som det siges i en video med Charles sendt til The Times den 19. januar: ”I 1215 lagde Magna Charta grundlaget for universelle menneskerettigheder. Et af fire eksemplarer opbevares i Salisbury Cathedral. [Viser Charles, iført en grøn ansigtsmaske på spadseretur gennem Salisbury Cathedral.] Det er tid til at udvide de universelle rettigheder til ikke kun at omfatte menneskeheden, men til naturen". Som det meste af hans 90-sekunder lange video er sammenligningen af ​​universelle menneskerettigheder med noget, der kaldes "universelle naturrettigheder", dybsindig, men alligevel meningsløs. Faktisk undertvang 'Magna Charta', det store frihedsbrev mellem Kong Johans normanniske oligarki og den angelsaksiske adel, folket i det Plantagenet-besatte England for udplyndring af det normanniske oligarki. Tilsvarende vil Terra Charta underkaste menneskeheden udplyndring fra det britiske imperiums monarki og deres fejlslagne finansoligarki i City of London og Wall Street. Ved hjælp af undskyldningen om at "redde naturen" vil de plyndre så meget af menneskeheden som de kan, og dræbe dem de ikke kan plyndre.

Arvingen til House of Windsors trone skærer denne plyndring ud i pap: Han hævder, at der findes en naturlig kapital – floderne, regnskovene, koralrevene, regioner med "biodiversitet" – som, hvis mennesket "trækker dem for langt ned", vil ødelægge kloden. Derfor må mennesket foretage investeringer, ikke alene for at fremstille teknologier fra det 14. århundrede som vindmøller og solpaneler, men mennesket må have et charter om at investere for at ”genopbygge” naturkapitalen. I artikel 7 skriver Charles, ”Det er på tide at definere de fordele, som vi får fra den naturlige verden, og redegøre for naturlig kapital i virksomhedernes regnskaber. Uden dette kan virksomhederne ikke kende den sande værdi af deres aktiver eller vide hvor skadelig deres aktiviteter kan være”.

Desuden, for at finansiere denne plan, kræves "nye og innovative modeller som grønne/blå obligationer til skove, rev, mangrover osv." Dette ville suge alle investeringer væk fra produktive investeringer i et omfang, hvor det vil opbygge en grøn spekulativ boble tre til fire gange større end hvad der nu forudses. Det vil gøre det muligt for monarkiets ’firkløver’, City of London, Bank of England og efterretningstjenesterne, at reducere verdens energi-gennemstrømningstæthed til et niveau, der kun kunne understøtte 1 milliard mennesker.

 

Billede: Prins Charles, Licens: Dan Marsh, CC BY-SA 2.0, via Wikimedia Commons




Den malthusianske grønne finansfidus må knuses

29. december (EIRNS) — Verdens centralbankfolk, under ledelse af tidligere chef for Bank of England, Mark Carney, har aktiveret deres plan om at udføre folkedrab ved at bruge centralbankernes og de tilknyttede ”to big to fail” megabankers magt til overtage den økonomiske politik fra de folkevalgte regeringer, og afskære kredit til enhver virksomhed, der producerer det som de anser for at være et for stort ”kulstofaftryk”. Det faktum, at kulstof ikke har noget med klima at gøre, er kendt af enhver kompetent videnskabsmand i verden – i hvert fald de der baserer sig på kreativ tankevirksomhed snarere end computerfremskrivninger.

Den britiske imperialistiske plan handler ikke om klima; dette er intet andet end det seneste fabrikerede påskud for at begå folkedrab. Engang hed det eugenik – at de “laverestående racer” i Afrika og Indien simpelthen ikke forstod den “moralske nødvendighed” af at gennemføre kontrakter om at eksportere deres mad, blot fordi millioner af indere og afrikanere sultede ihjel. (Se Matthew Ogdens kommende artikel i EIR om, hvordan den påtvungne hungersnød i Indien bidrog til at overbevise Amerikas grundlæggende fædre om at gøre oprør mod det Britiske Imperium.)

Sidenhen var det “naturretten” om “den private ejendomsret” (se Fred Haights kommende artikel i EIR om John Lockes “forfatning” for sin slavekoloni, Carolina, der definerede retten til at eje folk som Guds naturlov. Dette folkemorderiske synspunkt blev holdt ude af den amerikanske forfatning, som i stedet forfægtede Leibniz’ “ret til at stræbe efter lykke”).

Nu er det så det videnskabelige bedrageri kendt som “menneskeskabte klimaforandringer” forårsaget af kulstof (CO2, red.) – kulstof, der produceres af maskiner, husdyr og mennesker. Uagtet at kulstof er føde for plantelivet – det skal elimineres, og menneskene og dyrene sammen med det. Som en ideologi er denne bevægelse i årtier blevet fordømt og modarbejdet med ægte videnskab af LaRouche-bevægelsen. Men nu er det ikke længere et ideologisk spørgsmål. Det er en malthusiansk plan for at gennemføre prins Charles’ foreslåede reduktion af den menneskelige befolkning til omkring 1 milliard mennesker – hvilket de britiske baroner og baronesser betragter som vor Jords maksimale “bæreevne”. Husk på at Bertrand Russell engang sagde: “Hvis den sorte død kunne brede sig over hele verden én gang i hver generation, kunne overlevende formere sig frit uden at fylde for meget op i verden.” Og det var Barack Obama, der fortalte de unge afrikanere på et universitet i Soweto, at de ikke må stræbe efter at have store huse, klimaanlæg og biler, for ikke at verden skulle “koge over”.

Det er indlysende for ethvert tænkende menneske, at den nuværende pandemi og den hungersnød den har forårsaget – nutidens “sorte død” – kunne have været forhindret, hvis de vestlige nationer ikke med vilje havde reduceret deres sundhedssystemer som en del af “privatiseringsprocessen” – kortsigtet fortjeneste prioriteret over menneskeliv – samtidig med at udviklingslandene nægtes adgang til fungerende sundhedsvæsener. For at løse denne krise kræves samarbejde mellem verdens førende økonomier og videnskabelige institutioner, især dem i USA, Kina og Rusland. Overvej dette i forbindelse med at forstå tankegangen bag dæmoniseringen af Rusland og Kina. Er fortalerne for den nye McCarthyisme i Storbritannien og USA uvidende om, at denne opdeling af verden i konkurrerende, geopolitiske blokke forårsager millioner af dødsfald – eller er det netop deres hensigt?

Præsident Trump blev valgt, fordi han afviste dette levn fra den Kolde Krig, og insisterede på at ”det er en god ting, ikke en dårlig ting”, at være venner med Rusland og med Kina. Han blev manipuleret til at bakke ud af dette ædle engagement af russiagate-kupmagerne og talsmændene for det militærindustrielle kompleks, der manøvrerede sig ind i hans kabinet.

Det er ikke for sent for Trump at handle. Skulle han indkalde præsidenterne Putin, Xi og sig selv til et topmøde for at behandle alle aspekter af den globale krise, kunne der brydes med det kontrollerede miljø. At benåde Julian Assange og Edward Snowden ville være et nyttigt første skridt.

LaRouche-organisationen (se www.laroucheorganization.com) blev grundlagt lige før jul for at tage fat på alle disse aspekter sammen med Schiller Instituttet (www.schillerinstitute.com) og for at samle mennesker med god vilje fra rundt om i verden, der ellers er isolerede. Dette er en civilisationskrise, ikke separate kriser for hver enkelt nation. Det kan være muligheden for at indføre et nyt paradigme for menneskeheden som helhed, hvis folk handler.




Gandhis vision for et nyt paradigme i internationale relationer,
et globalt sundhedssystem og direkte ikke-voldelig handling
i tider med socialt sammenbrud.
af Helga Zepp-LaRouche, præsident for det internationale Schiller Institut

Helga Zepp-LaRouche præsenterede denne artikel på den todages online internationale konference, holdt den 30.-31. oktober 2020 af Foreningen af asiatiske Lærde for at fejre Gandhis 150-års fødselsdag, med titlen ”At gense Gandhi: Fred, retfærdighed og udvikling”. Hun leverede også en forkortet 10-minutters version af artiklen og deltog i spørgeperioden.

To uddrag:
… Så spørgsmålet er: Kan Mahatma Gandhis filosofi stadig anvise en køreplan for oprettelsen af en ny verdensorden i lyset af en verden, der på mange måder virker fuldstændig ude af kontrol, og hvor tvang og tyrannisering synes at have erstattet diplomati og dialog? Det er en rimelig antagelse, at Gandhi ville håndtere dette spørgsmål med den samme indre retning og vilje til at befri hele menneskeheden fra åget af imperialistisk undertrykkelse, som han håndterede spørgsmålet om at befri Indien fra kolonial underkastelse i sin tid….

Afslutning:

Disse tre eksempler: Paradigmeskiftet i internationale relationer, behovet for et globalt sundhedssystem og den direkte sociale handling for de unge, viser den fremtrædende betydning og den absolutte relevans af Gandhis filosofi for en tilgang til de største udfordringer i vores tid. Hans idé om selvophøjelse kan også danne grundlag for en dialog mellem kulturer blandt de filosoffer og digtere, som også har et ophøjet billede af mennesket. En sådan dialog ville være med til at katalysere en kulturel renæssance, der er så presserende nødvendig for at redde verden fra den nuværende civilisationskrise, vi befinder os i. Men vigtigst af alt er at tænde den indre kærlighed, som Gandhi står for, så flere mennesker kan blive store sjæle.

Hele talen på engelsk:

International Relations

As the Covid-19 pandemic spreads around the globe, all the many unacceptable problems of systemic injustice previously plaguing the world, the poverty and underdevelopment that has existed in the entire post World War II period, have suddenly exploded and torn away the thin veil, which had masked the fragility of the present global system the whole time. As of now, the pandemic has killed more than one million people, and according to the WHO, it threatens to kill at least another million before a vaccine can be applied to the whole world population, and it even may be worse than that. 1 According to the ILO, this year 500 million jobs will be lost, and if the prognosis of the director of the WFP, David Beasley,2 turns out to be right, we could face a famine of biblical dimensions soon, killing up to 300,000 human beings a day.3

The world financial system which has dominated the world since 1945, and which has become increasingly deregulated since Richard Nixon dismantled the original Bretton Woods System by introducing floating exchange rates in August, 1971, a process which accelerated after the collapse of the Soviet Union, already was at the point of systemic collapse in 2008. All the Quantitative Easing by the central banks since has enlarged the financial bubble since, to the advantage of the rich becoming richer, the middle class shrinking, and the poor becoming poorer. These same central banks according to the intention stated by former Bank of England chief, Mark Carney, now want a “regime change,” whereby they want to replace governments in defining financial and fiscal policy.4

Just to touch upon it briefly: as a result of the sharpening of the transatlantic financial crisis the various hotspots have also heated up to a very dangerous point of escalation, in several areas even to the point of actual war, like between Azerbaijan and Armenia, in other areas, as ongoing regime change operation, like Belarus, and in still other areas as potential hot conflicts such as the South China Sea or around Taiwan. In all of these crisis areas one can trace the geopolitical manipulation of the modern form of the British Empire, an empire which continues to exist in the form of the financial system of central banks, investment banks, hedge funds, insurance and reinsurance companies, etc. The most visible manifestation of this empire is the City of London and Wall Street, which historically developed as the junior partner of the City.

So the question is: Can the philosophy of Mahatma Gandhi still show a roadmap for the establishment of a new world order, in light of a world which seems in many ways completely out of control and where coercion and bullying seems to have replaced diplomacy and dialogue? It is a fair assumption that Gandhi would approach this question with the same inner direction and determination to free all of humanity from the yoke of imperial repression as he approached the question of freeing India from colonial subjugation in his time.

As we commemorate this year the 75th anniversary of the adoption of the UN Charter, it is more urgent than ever before that we renew the principles upon which the UN Charter and the Universal Declaration of Human Rights-UDHR were built. It is important to remind the world that Gandhi’s philosophy of non-violence and the practical example of his victory over the British Empire, was the most important of the influences that shaped the formulation of these groundbreaking documents. He had been the greatest inspiration for fight against colonialism and the intense debates around the Indian constitution. The Indian representatives, who had taken part in the different aspects of the drafting of the UDHR, Begum Hamid Ali, Hansa Mehta, Lakshmi N. Menon, and M.R. Masani, were all influenced by the ideas of Gandhi. Hansa Mehta was in the group of Eleanor Roosevelt at the UN Commission on Human Rights, which formulated the UDHR.

The principles of Gandhi’s conception of non-violence continued to influence later the five principles of peaceful coexistence, Panchsheel, as it was expressed for the first time formally in the “Agreement on Trade and Intercourse between the Tibet region and India” on April 29, 1954. In the preamble, these principles were spelled out: 1, Mutual respect for the territorial integrity and sovereignty of the other; 2, Mutual non-aggression; 3, Mutual non-interference into the inner affairs of the other; 4, Equality and Cooperation for the mutual benefit; and 5, Peaceful coexistence. This same philosophy persisted in the first conference of the independent Asian and African states in Bandung, and under the leadership of Indian Prime Minister J. Nehru and Chinese Premier Zhou Enlai, these principles were enlarged into the Ten Principles of Bandung. They also constituted the core according to international law of the conference of the Non-Aligned Movement in Belgrade in 1961.

It underlines both the humbleness and integrity of J. Nehru, that in an interview with the editor of the Blitz tabloid, RK Karanjia, in 1960 he answered the journalist, who had referred in a question to the “Nehru era,” which he suggested would have begun after 1947 very explicitly. Nehru said: “Your usage of words like Nehru era and Nehruvian policy is wrong. I would like to call my time as authentic Gandhian period, and the policies and philosophy we are trying to implement are the policies and philosophy taught by Gandhiji.” Further in the interview, Karanjia stated his assumption, that Nehru would gone beyond the principle of non-violence by creating the principle of Panchsheel and peaceful coexistence in response to the impending menace of the atom bomb.

Nehru’s answer again gave the credit to Gandhi by answering: “All this was inherent in Gandhian philosophy. In fact, the path of Panchsheel, peace and tolerance, the sentiment of “live and let live” has been fundamental to Indian thought since ages and you will find it in all the religions. Kings like Ashoka practiced it and Gandhiji integrated it in the practical philosophy of Karma which we have inherited.”

Nehru elaborated further: “His (Gandhi’s) thoughts, methods, and solutions have helped to bridge the gap between the industrial revolution and the atomic era… after all, the only possible answer to the atom bomb is non-violence, isn’t it?”

In the meantime, the National Archive in Washington has published historical documents which reveal that the use of nuclear weapons in Hiroshima and Nagasaki at the end of World War II was militarily completely unnecessary. The war was practically over, Japan was cut off from its supply lines through the American sea blockade and the Russian occupation of Korea and Northern China. Truman’s decision, which was completely backed by Churchill, to drop the bomb was at this point only a demonstration of the principle of “Schrecklichkeit” in respect to future Anglo-American policy against the Soviet Union and as a test of its effect on the civilian population. Behind this was the entire strategy which had been published by Bertrand Russel in an article in the Bulletin of the Atomic Scientists: “The Atomic Bomb and the Prevention of War” in 1946, and which had been emphasized by H. G. Wells already before World War II, that the issue was to make the experience of war so horrible, that any enemy could be forced to give up their sovereignty and submit to de facto world government.

More than 200,000 people lost their lives and many more had lasting effects on their health as a result.

At the recent 75th anniversary of the bombing of Hiroshima and Nagasaki Russian Foreign Minister Lavrov warned about a change in US military doctrine, which regards nuclear weapons as “deployable,” which is obviously based on the idea that a limited nuclear war is “winnable.” 5 This seems to be a reference to the W76-2 low yield warhead that is now deployed on Ohio class submarines.6Serious nuclear weapons experts, such as MIT professor Theodore Postol however have argued convincingly, that it is the nature of nuclear weapons, that if it comes to the use of one, that they all will be deployed. In the age of thermonuclear weapons this would obviously mean the annihilation of the human species.

To return to the question posed earlier: Is the philosophy of non-violence of Gandhi still applicable in light of this existential question for all of humanity? The answer is yes, but it requires the same kind of fearless commitment to throw off the yoke of empire, which guided his actions In Gandhi’s name there must therefore begin in all countries a campaign about the threat posed to the existence of humanity by nuclear weapons and the necessity for their total elimination. This goal is in accordance with the principles of the UN from the very beginning, since the first resolution of the General Assembly in 1946, there was the demand of global nuclear disarmament. Since then there have been numerous diplomatic efforts spearheaded by the UN, aiming at the elimination of nuclear weapons and all other weapons of mass destruction.

Today there exist more than 13 000 nuclear weapons, which are in the possession of eight countries–this arsenal, if it ever would come to be used, would be enough to eliminate the world population many times over. But with the withdrawal from the ABM Treaty, the INF Treaty, the Open Sky Treaty and the immediate danger that the last nuclear arms control treaty, “new START” will expire in February 2021, there will be the danger that for the first time, the world’s two largest strategic nuclear arsenals will be unconstrained since the 1970s. In the absence of previously existing arms control regimes, many experts have expressed the concern that the present situation is more dangerous than even at the height of the Cold War, where even in the Cuban missile crisis the communication between John F. Kennedy and Nikita Khrushchev did function. While the reconstruction of arms control is urgent to constrain the danger of an out of control arms race, the actual goal to eliminate nuclear weapons for good probably can only be accomplished if they can be made technologically obsolete through new technologies based on new physical principles, and that these new technologies are being implemented by all nuclear powers in cooperation, as it was proposed in the proposal by the American statesman Lyndon LaRouche to the Reagan administration and the Soviet Union, which then became the Strategic Defense Initiative, SDI.

The UN General Assembly has designated September 26 in its resolution 68/32 in December 2013 as the “International Day for the Total Elimination of Nuclear Weapons” and has observed that day every year ever since. But in light of the imminent danger resulting out of an increasing geopolitical confrontation between NATO and the US on the one side, and Russia and China on the other, the campaign for the elimination of nuclear weapons can not be reduced to one day, but must become an ongoing accelerated campaign for every day, in every country, and on all levels of society.

Gandhi always believed that the youth of every country have the power to move mountains, and that they are responsible to uplift and develop their countries. It was his firm conviction that it was specifically leadership from the upcoming generation which could bring together all layers of society. In light of the danger of nuclear war, it is therefore of the utmost urgency to remind the youth of the world of the message of peace and non-violence, of Mahatma Gandhi and the great gift of Ahimsa that Gandhiji gave to humanity. The renaissance of Ahimsa will also be the way for young people to learn from Ganhiji’s idea of spirituality and self-purification, as a way to rid themselves from the yoke of mind control through all kind of addictions, be it drugs, alcohol, or excessive internet use.

In light of all these dangers, it is very clear that Mankind is being put to the final test: Do we as the only creative species known in the universe so far, have the capability to give ourselves an order, which guarantees the longtime survivability of humanity? We therefore urgently need an international debate about the necessity to return to the principle of the Panchsheel as the foundation of the international order. These principles need to be deepened, as their ontological connection to the cosmic order can be demonstrated. In all great cultures and religions there are references to the substance of these principles, even if the language used to express them varies.

On that basis we have to establish a new paradigm in the relations among nations, where the interest of the other is the interest of each. The common good of humanity as a whole must be the guiding principle against which no national interest must be in contradiction. Once all nations concentrate in this way on the common aims of Mankind, a new era of the human civilization will be reached.

A World Health System

The coronavirus pandemic, which is now raging across the globe, has pulled off the veil from the present world system and has revealed how dramatically underdeveloped many countries are. Covid-19 has already cost more than a million human lives and according to the WHO will in all likelihood cost another million lives before a vaccine has been developed and administered in every corner of the world. But it is not only the people who died of Covid-19 or have long term medical damage from it. The other major category of victims are those two billion of people, who according to the ILO are working in the so-called informal economy, including subsistence agriculture with its horribly low productivity, who are now threatened with the sudden loss of income as a result of lockdowns or interruptions in the supply line of production. According to the ILO, 500 million people will have lost their jobs by the end of the year. In Africa, the real unemployment rate is 65%, in Latin America 42% when we count not just the official unemployment statistics, but also the great number of people who daily scramble for money so that they and their families can eat from one day to the next, but who don’t actually produce anything. The youth of the world are particularly affected by this “informal” economy, better called the “shadow economy.” In the 15-24 age bracket, 77% of all jobs are “informal.”

The pandemic also has severely hurt agricultural production in many parts of the world, be it because of Covid-19 hitting the workforce in meatpacking plants, forcing farmers to cull their herds, or because farmers themselves were hit by the sickness in poor countries. As a result, the world is also threatened with a hunger catastrophe, which according to David Beasley of the WFP soon could reach “biblical dimensions” of up to 300,000 people dying of hunger per day.

It was Gandhi’s principle of Sarvodaya that influenced the UN Agenda for Sustainable Development 2030 and its idea of “Leave No One Behind,” as well as to “endeavor to reach the furthest behind first.” The extraordinary gravity of the Covid-19 crisis requires that the timetable to reach these goals must be accelerated. The implementation of Sarvodaya means that the most urgent first step must be the construction of a world health system, without which this pandemic and the threat of future pandemics cannot be conquered. Gandhi said that poverty was the worst form of violence and that the progress of society should be determined by the state of the most vulnerable and the weakest. For the case of the pandemic this is obvious: It will not be over until it is defeated in every single country.

There is one important lesson to be learned from the present crisis. Coronavirus would not have become a pandemic if every country had a modern health system. After the outbreak in Wuhan and Hebei province, the Chinese health system was capable of being geared up, rapidly building new hospitals in a few weeks, and mobilizing health professionals from around the country. After two months China had the pandemic essentially under control and has been able to prevent a new outbreak ever since. If every other country would have had the same capability it would not have become an out-of-control pandemic.

The reasons for the pandemic are not primarily medical but economic. In 1973 Lyndon LaRouche initiated a biological taskforce with the task to investigate the effect of IMF conditionalities on the developing countries. That taskforce came to the conclusion that by preventing the so-called “Third World” from investing in infrastructure programs, health, and education systems, and instead favoring debt repayment, the result would be the emergence of old and new diseases and pandemics. The lowering of the immune systems of entire generations in several continents caused by hunger, lack of clean water, lack of medical facilities, etc., would necessarily lead to a biological holocaust. If the many programs for industrialization for Africa, Latin America, Asia and even the poor regions of Europe and the United States, which LaRouche and his movement worked out since the seventies, would have been implemented, every single human being on this planet would enjoy a decent life today.

To apply Gandhi’s principle of Sarvodaya today, there must be a coordinated international effort to build a modern health system in every country on the basis of the same standards that the American health system has used when the Hill Burton standard was applied, the same standards of the German and French health systems before privatization replaced the principle of the common good with greed and profit in the 1970’s. The Wuhan medical system is another good reference point. The building of such health systems then must be the starting point for the building of the new world economic order that the Non-Aligned Movement has been fighting for since the 1950s. The motivation for the industrialized countries to participate in building this world health system will be their own self-interest: This pandemic, and future pandemics of which virologists and epidemiologists are now warning, will surely come and will not be able to be contained unless the needs of all, especially the poorest countries, are equipped to deal with the threat.

Naturally, one cannot build hospitals unless there is clean water, sanitation, electricity, transport infrastructure, communication etc. Today more than two billion people lack access to clean water, adequate sanitation, or both,

So the urgent need for a health system, consisting of modern clinics which can be virtually connected to the best professional care in clinics in advanced countries, comprehensive medical supply stations in rural areas, and medical research centers, will be the catalyst for the kind of real development programs that should have been realized many decades ago. The effect of not doing this is that 800,000 children under five years of age are dying from diarrhea every year. Proper disposal of sewage and the purification of water sources is an absolutely indispensable precondition to save billions of people’s lives. Temporary sanitation facilities can be mass produced and distributed in the developing countries as a stop-gap measure, until durable infrastructure has been built up. The building of this infrastructure will provide meaningful employment for many million people in all countries involved.

The world has currently an inventory of 18.6 million hospital beds, which represents a huge deficit. The Hill Burton standard in the U.S. requires 4.4 hospital beds per 1,000 people. Current levels are 2.8 hospital beds per 1,000 people, 0.7 for South Asia, and 0.5 for Nigeria. To meet the standard of 4.5 per 1,000 people, one would have to increase the number of hospital beds to 35 million, nearly double the current number. This will require the construction of 35,200 new modern hospitals, especially in Africa, Asia, and Latin America.

Other concrete aspects that must be targetted include testing capacity which must be brought up to several millions a day, depending of the size of the population, first through emergency import, than as quickly as possible through the building up manufacturing capacities. And we need: contact tracers who must be trained and hired, masks and more sophisticated personal protective equipment (PPE) which must be made available to allow a dramatically increased number of health care workers to perform their jobs safely. Ventilators must be made available in sufficient quantities. Research for treatments and vaccines must be funded. All of these measures as such are not enough to save lives, to do that we need a vastly increased number of medical staff, doctors, nurses, and health workers. About this more in the following section. But as we have seen, the principle of Sarvodaya is not only noble, it is indispensable for the survival of the human species.

Direct Civil Action Today

There are a great number of political leaders and movements around the world who have been or are now inspired by Mahatma Gandhi. But maybe the most consequential of them so far were the famous civil rights leaders in the United States, Martin Luther King Jr., Amelia Boynton Robinson, and James Bevel, who adopted the principle of nonviolence in their fight against the remnants of slavery, racism and segregation, which accomplished the signing of the Civil Rights Act in 1964 by President Lyndon B. Johnson. What inspired them was Gandhi’s conception of nonviolence as satyagraha, the idea that one has to consciously cultivate the power of truth-seeking and love within oneself, so that it becomes impossible to participate in any evil because one has completely freed one’s mind and soul from the that potential danger of being corrupted by purifying oneself. King first applied the method of nonviolent action in 1955 in the Montgomery bus boycott, about which King wrote: “while the Montgomery boycott was going on, India’s Gandhi was the guiding light of our technique of nonviolent social change”. And later he would say: “I came to see for the first time that the Christian doctrine of love operating through the Gandhian method of nonviolence was one of the most potent weapons available to oppressed people in their struggle for freedom.”

In 1959 King and his wife Loretta travelled for five weeks to India in order to get a deeper grasp of Gandhi’s thought. Many people in India were absolutely aware of the Montgomery bus boycott. King met numerous members of Gandhi’s family, Indian activists, and officials, including Prime Minister Jawaharlal Nehru. That trip had a big role in subsequent development of the civil rights movement in the US and, that King became sort of the moral conscience of the US. He was on the way to become the righteous President of the U.S. when he was assassinated. King, Malcom X, J.F. Kennedy, and Robert Kennedy got killed, and the real background of their murder was essentially covered up. Both the murder and the coverup of these four personalities, who stood for a tremendous cultural optimism, a firm belief in the creative powers of human beings, freedom and justice, had a major impact in the paradigm change which occurred in the value system in the US ever since, and the transformation from a basic optimism about what man can accomplish in shaping a better future for humanity, to the present social mayhem. A great number of Civil Rights leader, who had worked with King, have over the years given an elaborated picture to this writer about the reality of the existence of two Americas, a black America, which is completely aware of the white America, which is the only one the white population perceives, and then the black America, which in some areas looks more like enclaves of the third world in terms of living standard, access to food, quality of housing and health care, etc.

Recently, after a whole series of police killings of black citizens on top of a high crime rate and black on black shootings, the eight minute long horrific murder of the Afro American George Lloyd by a policeman, filmed with brutal clarity with a smartphone and spread through the internet around the world, has set off a wave of protest in many American cities. Initially most of the protesters were genuinely upset about the manifestation of racism, which no black person in the US denies exists, unless they have been corrupted and belong to that relatively small upper crust of media-public relations-academic-intelligentsia section, who “have made it” and therefore think like the establishment.

But very quickly these protests were kidnapped by violent groupings of different stripes, The larger context for the outbreak of riots is the relentless war, which the neoliberal establishment of the US and Great Britain and their intelligence services, which are shortened often being called the “Deep State,” have conducted first against the presidential candidate and then President Donald Trump. His election victory in 2016 upset their control of the US, and with it the special relationship between Great Britain and the US, upon which the present form of the British Empire and its conception of a unipolar world order rests. Trump had dared to promise to bring the relation with Russia in order, end the “endless wars,” and give a voice to the “forgotten men,” who Hillary Clinton had called disdainfully the “deplorables”.

The riots which broke out in several US cities were instrumentalized to be part of various scenarios to actually overturn the American Constitution. Interest groups, such as Transition Integrity Project (TIP) and related organizations have put out game plans which give cause for the assumption that the various violence-prone street forces, such as Antifa, Black Lives Matter, etc., could actually have a role in being the pretext of what some retired military forces, such as Col. Richard Black, former chief of the Army Criminal Law Division, Office of the Judge Advocate General at the Pentagon, are warning could lead to a military coup in the context of the US election. This has led to the strange situation, where proponents of one side of the political isle call these riots “peaceful protests,” while the vast majority of the Afro Americans, and citizens of the violence affected cities completely reject the violence, which goes along with vandalism against statues of American history and even figures, who were heroes in the fight against slavery.

Most of the ideology of these protest groups are derivatives of the influence of the Frankfurt School, which was a CIA-sponsored cultural warfare project in the postwar period after the Word War II, which targeted values such as “hard work, rational thinking, the nuclear family, morality, belief in God” as characteristics of an “authoritarian personality,” which therefore had to be fought against. The latest result of a long chain of such changes in values is the LGTB culture and the so-called “identity politics,” which separate the different sociological groups according to their sexual preferences, or cultural, ethnic, or political likings. The net result of these changes in outlook is a new segregation and the complete opposite of what Martin Luther King had been fighting for, namely, that human beings should not be judged by their color, but by the content of their character.

It is for these reasons, despite the fact that there are social tensions and political polarization in the US that threaten any cohesion of society and actually the foundations of the US as a constitutional republic, that the incredibly rich heritage of King and the Civil Rights Movement are not mentioned up to now. But it should be obvious, that while the historic predicates are very different, that the essential roots of the conflict are located in the same de facto unsurmountable conflicts as both Gandhi’s and King’ s fights. The issue in all of these cases is the same: the effect of an imperial order, which denies the basic human rights to large sections of the population, and the point, where these injustices become unbearable, as it is mentioned in the American Declaration of Independence.

There is a very specific way that the spirit of Mahatma Gandhi and the tradition of Martin Luther King can show the way to a constructive approach in respect to the violent demonstrations in the United States, or France, or any country where they are taking place. The principle of Sarvodaya can be the spark for a nonviolent strategy to address the problem. Since it is the young people of this world whose future is the most threatened by the combination of the pandemic and the economic crisis, there needs to be a perspective that addresses the problem of the pandemic, and at simultaneously gives them a concrete way for productive tasks. As was discussed in the second section of this article, the Covid-19 pandemic and future pandemics can only be dealt with if every single country on the planet have modern health systems, and that requires much larger cadre of trained medical personnel than presently available.

There is presently an effort underway to set up a Committee in the U.S., Europe, and Africa to organize partnerships between universities, clinics, hospitals, and medical facilities. The task of these partnerships is to train unemployed youth, to first become medical auxiliaries and then medical personnel, on the model of Roosevelt’s Civilian Conservation Corps (CCC). In poorer segments of the population. the necessary health measures to combat the pandemic are not necessarily familiar, so the first step will be to train young people and deploy into the communities or villages to teach the population what to do. In Tuskegee (Alabama), Tennessee and St. Louis (Missouri) there is the beginning of such activities involving retired doctors, healthcare workers, and local police in confidence-building measures such as home visits. This is crucial given the general confusion in the population as a result of the spread of conspiracy theories against masks, vaccines, etc., and ignorance about how infection spreads. At the same time, one can initiate more in-depth medical training of these youth to become doctors, nurses, and health workers.

The aim is further to rapidly start work in African partnership projects for the joint training and deployment of American, European and African youth, who can be build up with the help of medical personal, churches, and disaster-control organizations to provide the same services to the populations here. Because of the famine, the distribution of foodstuffs must be added, and this work will be quickly expanded to include training in infrastructure building, farming, and industrial projects. There are many farmers, young and old, in various countries who have been responsive and would regard it as an honor to help out in a crisis moment like this.
call for the creation of this committee says: “As soon as these projects take on a concrete form, they will spark the kind of enthusiasm that all great pioneer projects can generate, despite the seriousness of the situation, and they will give future prospects to many young people who would otherwise be dragged into social revolts and violent activities.”

As mentioned, such a private initiative (direct civil action) in the tradition of the non-violent actions of Mahatma Gandhi and Martin Luther King, cannot, by itself, solve the gigantic challenge before us. But it can provide a practical example of how people of good will can intervene in an otherwise desperate situation and point to the required solution. These concrete examples will then encourage governments, or put pressure on them, to join forces and create, through a new credit system, the framework to permanently overcome underdevelopment in the developing countries.

This multifaceted initiative will accomplish many things at once: it will support people against the pandemic, it will create a future for youth, and it will help to overcome poverty by initiating real economic development.

These three examples: the paradigm shift in international relations, the need for a world health system, and the direct social action for the youth, show the eminent importance and the absolute relevance of the philosophy of Gandhi for an approach to the greatest challenges of our time. His idea of self-ennoblement can also be the basis for a dialogue of cultures among those philosophers and poets who also have an elevated image of man. Such a dialogue will help to catalyze a cultural renaissance, which is so urgently needed to save the world from the present civilizational crisis we are in. But most important, is to kindle within people the love for which Gandhiji stands, so that more people can become great souls.




Planeten er i systemisk chok; øjeblikket er modent til et paradigmeskifte.

29. september (EIRNS) — Det samlede antal er chokerende nok i sig selv. Mere end 1 million mennesker har hidtil i 2020 mistet deres liv på grund af COVID-19-pandemien, og endnu en million kan dø i løbet af de næste ni måneder, hvis den nuværende kurs ikke ændres drastisk. Ca. 515 millioner af verdens arbejdsstyrke på 3,5 mia. vil have mistet deres job inden udgangen af 2020 på grund af det pandemisk udløste økonomiske sammenbrud; og den samlede arbejdsindkomst vil være faldet med ca. 15% i løbet af året, ifølge en netop frigivet rapport fra Den Internationale Arbejdsorganisation.

Men virkeligheden bag gennemsnitstallene er endnu værre. I Latinamerika og Caribien, hvor pandemien har ramt særligt hårdt, vil 35% af de samlede arbejdstimer være gået tabt inden udgangen af 2020, og den samlede arbejdsindkomst vil være faldet med over 25%. Langt størstedelen af de tabte arbejdstimer ligger i den såkaldte ”uformelle sektor” i økonomien, hvor arbejdstagere er beskæftiget i service- og grå- og sorte markedsaktiviteter, der stort set ikke producerer nogen fysisk-økonomisk værdi overhovedet. Det er derfor, at vi i “LaRouche-planen for at genåbne den amerikanske økonomi: Verden har brug for 1,5 milliarder nye, produktive job” klassificerede sådanne uformelle job som de facto arbejdsløshed, selvom de bringer desperat nødvendige kontanter til befolkninger, der lever på et eksistensminimum.

Eller det plejede de at gøre. Nu forsvinder selv disse: Pandemien har simpelthen løftet sløret for den enorme, omsiggribende reelle arbejdsløshed, som var der hele tiden. Hvis man tager den samlede tabte arbejdstid i år som en procentdel af denne “reelle arbejdsløshed” i den uformelle sektor, så er 42% af disse arbejdstimer globalt set gået op i røg; i Latinamerika svarer det til 91% af den faktiske arbejdsløshedskategori!

Føj dertil inflation i fødevarepriserne, som ifølge nogle rapporter allerede er på gennemsnitligt omkring 15% i mange lande i Afrika, og man har et 30-50% spring i betalingsevnen for mad for en halv milliard mennesker eller mere i den underudviklede sektor.

Sult og pest er heller ikke de eneste to plager, der hærger: Det britiske imperium har også sluppet krig løs. Den varme krig mellem Armenien og Aserbajdsjan i Nagorno-Karabakh kunne eskalere til en NATO-Tyrkiet-Aserbajdsjan-krig mod Armenien-Rusland inden for få dage eller endda timer. Farverrevolutionen ved Ruslands grænse i Hviderusland truer med at fremprovokere en strategisk hændelse lige på dørtrinnet til Rusland. Og amerikanske droner og andre militære aktiviteter i nærheden af det Sydkinesiske Hav fremkalder hård modstand fra Kina, sammen med dystre trusler om omfattende gengældelse hvis provokationerne fortsætter med at eskalere.

Alt dette er den politiske substans i det britiske imperiums nuværende forsøg på at stoppe præsident Donald Trumps genvalg – hvilket i dag led et betydeligt tilbageslag med frigivelsen af dokumenter der beviser, at hele Russiagate-skandalen var et kendt fupnummer, som blev indledt af Hillary Clinton og Obama-banden – og iscenesætte parallelle regimeskift mod præsidenterne Vladimir Putin og Xi Jinping.

”Verdenssituationen er hurtigt på vej ud af kontrol,” sagde Helga Zepp-LaRouche nøgternt i dag. ”Vi er inde i en af de varmeste perioder nogensinde. Der er fem uger til det amerikanske præsidentvalg, og vi bør regne med, at der vil ske en farlig optrapning et eller andet sted”. Briterne er desperate, fordi hele deres internationale finanssystem er bankerot, og de vil ikke stoppe før de bliver inddæmmet, og deres system gennemgår en konkursbehandling, som Lyndon LaRouche specificerede detaljeret i sine fire love.
I de samme fem uger, understregede Zepp-LaRouche, må vi sikre Trumps genvalg; insistere på et topmøde med mindst Trump, Putin og Xi for at tackle de globale kriser; og kræve gennemførelsen af LaRouches økonomiske politik, der er beskrevet i LaRouchePAC’s program for 1,5 milliarder nye produktive job. Virkeligheden dikterer tidsplanen.
”Vi er nødt til at slynge økonomien op til et nyt niveau for at løse de nuværende problemer”, sagde Zepp-LaRouche. ”Kun hvis man går efter en radikal forandring med LaRouches fire love, er der håb om at komme ud af dette rod, ved at vedtage en politik med Verdens-Landbroen og 1,5 milliarder nye, produktive job, der starter med et samarbejde om at opbygge et globalt sundhedssystem. Dette er nu mere presserende end nogensinde.

”Det overordnede billede er sådan, at folk virkelig må vågne op og blive enige om, at topmødet, som vi har presset på for, og som stadig er på dagsordenen – hvilket præsident Putin gentog for nylig – kunne finde sted med et øjebliks varsel. Hvis statsoverhovederne ville indse, at verdenssituationen er så alvorlig, at vi absolut må tage fat på dette sammen, kunne det gøres”.




Sejr er påkrævet inden valget

Den 25 august (EIRNS) – Demokraternes konvent i sidste uge demonstrerede for hele verden, at mindet om Franklin D. Roosevelt og John F. Kennedy er blevet fuldstændigt udslettet fra grødhovederne i partiets elite, både de ældre ‘boomere’ og den narkotikaplagede yngre generation. Der var ingenting om FDR’s store infrastrukturelle programmer, som skabte den elektrificerede nation, der var i stand til at frembringe “demokratiets arsenal”, som besejrede fascismen. Der var heller ikke tilnærmelsesvis en antydning af inspiration, som i JFK’s erklæring om, at ”Vi vælger at rejse til Månen i dette årti samt gøre de andre ting, ikke fordi de er lette, men fordi de er svære, fordi dette mål vil tjene til at organisere og målrette vores energier og færdigheder”. I stedet for dette præsenterede det smuldrende Demokratiske Parti et racistisk portræt af “identitetspolitik”.

Som Kamala Harris udtrykte det – giver vi folk chancen for at stemme på mennesker, der “ligner dem selv”. Eller som manikæiske Joe udtrykte det: stem på mig, fordi: “Jeg vil være en allieret med lyset, ikke med mørket.” (https://da.wikipedia.org/wiki/Manik%C3%A6isme, –red.)

Nancy Pelosi rasede i dag i medierne, i en tilstand af høj ængstelse, at præsident Donald Trump og hans tilhængere i Kongressen er “statens fjender… indenlandske fjender”, der forsøger at “skræmme folk fra at stemme”, og til at ”bifalde russisk indgriben i vores valg ved at tillade Putin at beslutte, hvem der skal være præsident i stedet for det amerikanske folk”.

Til anerkendelse for det Republikanske Parti, modvirkede de den første aften af deres konvent demokraternes racistiske “identitetspolitik” med optimisme og tro på fremtiden. En række sorte valgte embedsmænd og personligheder pegede på præsident Trumps bekymring for den mest grundlæggende af de menneskerettigheder, der bliver nægtet mindretallene i USA – hvad FDR kaldte “frihed for mangel”. Senator Tim Scott fra South Carolina lukkede konventet og drøftede ”mulighedszoner”, som han og præsidenten har lanceret i de indre byer i Amerika med det formål at skabe job og jobtræning for nationens ”glemte mænd og kvinder”. Han talte om “udviklingen af det sydlige ’hjerte’ [af USA]” og pegede på sin valgsejr over sønnen til en berygtet racist og bemærkede, at hans bedstefar, der droppede ud af skolen i tredje klasse for at plukke bomuld, levede for at se sit barnebarn blive den første sorte mand, der blev valgt til Kongressen og derefter til senatet fra South Carolina. En anden sort valgt embedsmand, statsrepræsentant Vernon Jones, en demokrat fra Georgia, sagde, at det Demokratiske Parti “ikke ville have, at sorte mennesker skulle forlade plantagen,” og roste Trump for at yde finansiering til de historiske sorte universiteter og for at gennemføre kriminalretsmæssige reformer samt for at forsvare politiet mod anarkiet på gaderne.

Matt Gaetz, en republikaner fra Florida, bemærkede, at Donald Trump er den første præsident siden Ronald Reagan, der ikke har startet en krig.

Men republikanerne har endnu ikke taget fat i de foranstaltninger, der kræves for at vende den eksistentielle trussel, som nationen og verden nu står overfor, som LaRouche-bevægelsen præsenterede i programmet: ”The LaRouche Plan To Reopen the U.S. Economy: The World Needs 1.5 Billion New, Productive Jobs.”  (LaRouche-planen for at genåbne den amerikanske økonomi: Verden har behov for 1,5 milliarder nye, produktive job).

Ironisk nok har præsident Trump selv på forskellige tidspunkter taget fat på flere af de vigtigste punkter i dette program. Han forsøgte at afslutte de ”uendelige krige”, alt imens han forsøgte at opbygge venskab og samarbejde med Rusland og Kina. Men det var ikke kun demokraterne, der samarbejdede med den britiske efterretningstjeneste i “Russiagate” og nu “Chinagate” for at stoppe ethvert amerikansk venskab med Rusland eller Kina – de republikanske kredse, der omgiver præsident Trump – med udenrigsminister Mike Pompeo i spidsen – er lige så opmærksomme på at bryde denne indsats, at dæmonisere både Rusland og Kina og drive verden til randen af krig.

Trump må tage ved lære af Ronald Reagan, der brød med det britiske imperiums kontrollerede miljø for den imperialistiske opdeling af verden i øst mod vest, ved at arbejde med Lyndon LaRouche, og vedtage LaRouches forslag om at samarbejde med russerne (det daværende Sovjetunionen) om opbygning af et rumbaseret forsvar mod atomvåben, for dermed at ”gøre kernevåben forældede”, som Reagan udtrykte det i sin berømte tv-tale til nationen den 23. marts 1983. Hvis præsident Trump fulgte dette eksempel og accepterede LaRouche-planen om et møde mellem lederne af USA, Rusland, Kina og Indien, for at stå op imod det britiske imperiums “del og hersk” og tackle de mange trusler mod civilisationen, som menneskeheden står overfor i dag, kunne disse problemer løses. Putin har foreslået en variation af LaRouches ”fire magts-forslag”, med et topmøde mellem de fem faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, hvilket er blevet accepteret af alle fem ledere, men uden en bestemt dato.

 Schiller Instituttets konference, der er planlagt til 5.-6. september, vil være et eksempel på den slags samarbejde mellem nationer der er påkrævet, med en dagsorden der dækker hele spektret af den globale krise – strategisk, videnskabelig, økonomisk og kulturel. Mobiliser alle I kender til at deltage i denne virtuelle begivenhed. Tilmeld jer til konferencen: “På krigsstien mod Armageddon”, eller “Et nyt paradigme blandt suveræne nationer, der er forenet af de fælles mål for menneskeheden?”