Opbygning af en ny verden fra asken af de gamle, suveræne nationer
en fælles fremtid. Helga Zepp-LaRouches tale til et møde i NYC den 21. marts

Den 21 marts.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag! Lad mig tale om corona-pandemien. Hvad der kan forventes; hvad der kan gøres; og hvordan en reel løsning ville se ud.

Det er åbenlyst et uhyre alvorligt øjeblik, og mange mennesker er vågnet op og har indset, at intet efter denne pandemi vil være, som det var før, fordi nogle af de grundlæggende aksiomer bag måden vi tænker på netop nu, er i gang med at blive knust. Mange spørgsmål er stadig ubesvarede, og en løsning er naturligvis ikke kommet til syne endnu.

Men lad mig begynde med en egentlig reference til det, som jeg lige sad og læste i Washington Post. De rapporterer, at repræsentanter fra sundhedssektoren i New York og Californien, nu opfordrer til at begrænse testningen af coronavirusset til sundhedspersonale og smittede personer som er indlagt, i et forsøg på at spare på de for få værnemidler, såsom masker, ventilatorer, senge for intensiv behandling, osv. Ellers ville muligheden for at kontrollere smitten gå tabt, og hele situationen ville gå ind i en ny fase. Dog tror jeg ikke at dette er det sidste ord, eftersom Trump fredag for en uge siden holdt en pressekonference foran Det hvide Hus, hvor alle direktører fra apoteker og medicinale firmaer deltog, og bekendtgjorde, at der ville sættes en masseproduktion af testsæt i gang, og at parkeringspladserne for disse steder ville blive omorganiseret til ”drive-thru”-testning. Jeg syntes, at dette var et meget vigtigt skridt, og at det faktisk går i præcis den rigtige retning. Hvis vi ser på hvad der skete med coronavirusset i Kina, f.eks. i Wuhan, hvor udbruddet begyndte, havde de succes med at stoppe spredningen. To tusinde personer er døde fra januar til nu, og så, for tre dage siden, var der nul nye tilfælde. Dr. Tedros, som er præsident for Verdenssundhedsorganisationen (WHO), gav et råd til al sundhedspersonale i verden, og sagde at den bedste måde at bekæmpe denne virus på er at teste, teste, teste. Mange andre sundhedsrepræsentanter har konkluderet, at den bedste fremgangsmåde er gennem proaktiv testning, for at identificere potentielt smittede personer, isolere dem, og sætte dem i karantæne; ikke sende dem hjem, ikke selv-isolation, men reel karantæne.

Jeg tror at denne lære er absolut afgørende, fordi den beviser, at et udbrud kan stoppes. Dette blev ikke kun opnået i Wuhan, men også i en lille by i Italien, byen Vò, som har 3300 indbyggere, hvor de første dødsfald i Italien skete. De begyndte øjeblikkeligt at teste alle, genteste, fandt de smittede personer, sporede hvem de havde været i kontakt med, og satte dem i karantæne. Og nu er smitten i Vò blevet stoppet. Så jeg mener virkelig at dette er meget vigtigt. Tydeligvis er grunden til at der ikke er den samme fremgangsmåde overalt den, at der ikke er nok testudstyr. Verdenssundhedsorganisationen har lige offentliggjort, at de har uddelt 1,5 millioner testpakker verden over, men at der faktisk er brug for 100 millioner. Dette foregår sammen med mange andre skridt, f.eks. at alle er i fuld gang med at udvikle vacciner, osv. Det vil jeg vende tilbage til om et øjeblik.

Angående Kina, hvis man blot tænker over det, er der denne utrolige anti-Kina-kampagne, som foregår i USA og andre steder, men specielt i USA, hvor folk snakker om Wuhan-virusset, Kina-virusset. Jeg har ikke engang lyst til at gentage alle de ækle ting, som der er blevet sagt om Kina. Men jeg ønsker at I stopper op et øjeblik, og tænker. Da Kina, som muligvis begik nogle fejl ved ikke at anerkende problemet, og pga. dette mistede en eller to uger; men efter at den centrale regering i Kina erkendte problemets omfang, foretog man de mest drakoniske skridt mulige. De lukkede byen Wuhan og provinsen Hubei ned; og satte reelt set 60 millioner personer i karantæne. De indførte de mest strikse regler overhovedet. Det var kun tilladt familier at handle ind hver tredje dag; kun ét familiemedlem. Det var på ingen måde tilladt at bevæge sig rundt. De lukkede al produktion ned, og jeg tror de byggede 22 hospitaler alt i alt, flere intensivafdelinger på en uge. Nogle af dem har de allerede taget ned, fordi der ikke længere er brug for dem, da de var midlertidige hospitaler. Men med denne fremgangsmåde var de succesrige.

Hvis vi husker den umiddelbare pressedækning, og det som politikere sagde, at Kina fratager dig dine menneskerettigheder, ”sikke et diktatur”. Der var et fuldstændig vanvid om dette. Nu, to måneder senere, efter at Kina virkelig gjorde verden en tjeneste de to efterfølgende måneder, kigger vi rundt, og hvad ser vi? Vi ser, at regeringerne i Europa og USA ikke virkelig brugte disse to måneder til at forberede sig, for at begynde en hastemobilisering for produktion af testudstyr, ventilatorer, beskyttelsesmasker, beskyttelsesdragter, senge til intensiv pleje. Men de begyndte meget langsomt. Rent faktisk sagde Tysklands sundhedsminister Spahn i begyndelsen af pandemien: ”Årh, denne virus vil ikke komme til Tyskland.” I januar sagde han, at det tyske sundhedssystem er fuldt forberedt, at der ikke var noget at være bekymret for. Nu har folk pludselig travlt, fordi de ikke har brugt tiden til virkelig at begynde en fuld mobilisering.

Hvis man imidlertid betragter Italien netop nu, er der allerede flere mennesker døde af COVID-19 end i Kina. Sundhedssystemet er fuldstændig overvældet i den nordlige del af Italien, i Lombardiet-regionen, i Bergamo. Måske har I allerede set de horrible billeder, hvor hæren nu hjælper med at bringe ligene væk, fordi de er så overvældede, og ikke kan håndtere det mere. Disse er scener fra det 14. århundrede; dette er hvad der skete under Den sorte Død. Boccaccio beskrev dette i Decameron. Vi har nogle medlemmer i det nordlige Italien, og de rapporterer om folks absolutte desperation lige nu, fordi dødsfaldene bliver for mange.

Men hvad er resultatet? Nu handler regeringerne mere eller mindre præcis ligesom Kina gjorde i januar. De har indført en nedlukning i Italien, i Spanien, i Frankrig. I Tyskland er dette allerede i sket i Bayern, i Saarland, i byen Dresden, og i går i fjernsynet sagde de, at folk må forvente, at hele Tyskland vil blive lukket ned i begyndelsen af ugen. Åbenlyst gjorde Kina noget rigtigt, og ingen snakker om overtrædelser af menneskerettigheder i disse europæiske lande lige nu, fordi alle ved, at jo hurtigere man handler, desto bedre. Frankrigs fagforening for sundhedspersonale og organisationen for unge læger har sagsøgt den franske regering for ikke at have gennemført strikte foranstaltninger nok. De siger at den eneste måde, hvorpå problemet kan kontrolleres, er ved at gøre præcis dette

Naturligvis kræver dette et helt sæt forskellige foranstaltninger. Jeg tror, at testningen… testning så bredt som muligt… gentestning, det er klart den allerførste betingelse. Man bliver nødt til at lukke hele samfundslivet ned… økonomien. Man må lukke det ned for en vis periode. Men det indebærer selvfølgelig en hel række problemer. Det må forventes, at denne pandemi, fordi det er et verdensomspændende fænomen, må besvares med en fuldstændig ændring i verdenssystemet. Fordi den ikke kan håndteres under de nuværende omstændigheder.

Det er nu den samstemte opfattelse hos mange af de førende eksperter, som professor Drosten, der er virolog på Charité Hospital i Berlin, en ekspert, der sagde, at de var nødt til at revidere tanken om, at virusset vil bremse op i løbet af foråret og sommeren på grund af sommertemperaturerne; der vil forekomme bølger af virusmutationer. Og at virusset, i den periode som er vinterperioden for den sydlige halvkugle, spreder sig hurtigere på kontinenter som Afrika eller Latinamerika, asiatiske lande, og det er virkelig noget, der må tages højde for. Hvis man ser på situationen i Afrika, og professor Drosten sagde, at denne pandemi nu udvikler sig parallelt i alle lande i verden, og har netop nået Sydvestasien, som har en tæt forbindelse til Afrika – og disse lande har ingen chance for social isolering. De har ingen chance for at vaske hænderne. De kan [godt] vaske hænderne, men der er 2 milliarder mennesker på planeten, som ikke har adgang til rent vand. Professor Drosten sagde, at vi mellem juni og august vil se billeder, som vi hidtil kun kender fra film. Vi vil se scener, som han ikke engang kan forestille sig, og han er usikker på, hvordan det vil påvirke os. I Afrika – alene i Sydafrika er der flere millioner mennesker, der er HIV-inficeret. 60 % af disse har desuden tuberkulose. Det er tydeligvis folk i kategorier med høj risiko. I Afrika alene er der 60 millioner børn, der er underernærede, og så er der græshoppeplagen, som spreder sig. Der er allerede en sultkatastrofe i mange afrikanske lande; så man kan forestille sig, hvilken ødelæggelse dette vil forårsage i Afrika; og rapporterne vi får fra Latinamerika går stort set i samme retning.

Denne pandemi vil selvfølgelig vende tilbage. Den vil aldrig gå helt væk, men vil komme forstærket tilbage til efteråret; og det er meget usandsynligt, at vi vil have en vaccine på det tidspunkt – måske vil vi have terapeutisk medicin, som vil give en vis lettelse for de mildere tilfælde – men denne ‘ting’ vil forblive med os. Et af de store problemer er selvfølgelig, at man i den indledende fase er nødt til at lukke økonomien ned, fordi kontakten mellem mennesker under de nuværende omstændigheder må minimeres. Jo mere der lukkes ned jo større er chancerne for at inddæmme den. Men når disse forholdsregler forhåbentlig har succes, ligesom nu er tilfældet i Kina, er man nødt til at genåbne økonomien, og i det omfang man gør det, er der fare for en genopblussen af pandemien. Så dette vil ikke forsvinde så let, men vil, efter hvad eksperterne siger lige nu, sandsynligvis blive her indtil sommeren 2021; fordi det forventes, at det vil vare så længe at udvikle en vaccine. Der arbejdes nu på verdensplan på omkring 20 forskellige vacciner, men denne proces kan ikke bare forkortes, netop af den grund som blev udtrykt af Dr. Mike Ryan fra WHO. Han sagde, at der kun er én ting farligere end en slem virus, og det er en dårlig vaccine; og at vi skal være meget omhyggelige med at indsprøjte noget i verdensbefolkningen i potentielt massivt omfang, når man ikke kender alle virkningerne af det.

Det har åbenlyst absolut høj prioritet at arbejde på en vaccine, og denne vaccine skal, når først den eksisterer, stilles til rådighed for alle. Den må være tilgængelig for hele verden. En meget vigtig komponent i dette lige nu er Kina, der klarer sig bedre – de har nye tilfælde, men mest fra folk der kommer tilbage fra andre lande. De har aktiveret, hvad Dr. Tedros allerede bekendtgjorde under talen på ‘World Belt and Road Forum i 2017’ i Beijing, som jeg deltog i, nemlig en Health Silk Road (‘Sundheds-silkevej’). Han sagde, at der må være et internationalt samarbejde mellem de lande, som samarbejder med Bælte- og Vejinitiativet, om at oprette sundhedssystemer i hvert land, og Kina gør netop dette. De har nu sendt medicinske teams til Iran, Irak, Italien, Spanien. De har sendt store mængder masker, testudstyr, beskyttelsestøj, til Italien, til Spanien, til Frankrig; selv Ursula von der Leyen, præsidenten for Europa-Kommissionen sagde, at EU skal takke Kina for at have sendt alle disse ting.

Det er min absolutte overbevisning, at USA burde stoppe kampagnen mod Kina og tage imod præsident Xi Jinpings tilbud om samarbejde. Der var noget samarbejde, og præsident Trump er vaklende; undertiden taler han om ‘Kina-virussen’, så snakker han om sin gode ven Xi Jinping. Jeg mener, at sidstnævnte tilgang bør tages, og jeg synes, at præsident Trump skal tale med præsident Xi, og at de bare skulle sige, at vi er i en nødsituation; “send millioner af testudstyr, så vi kan gøre alt for at få dette under kontrol”. Mens USA naturligvis øger sin egen produktion med aktiveringen nu af ‘National Defense Production Act’, hvor mange virksomheder opfordres af regeringen. Det bør alt sammen finde sted, men timingen er afgørende.

Det kinesiske udenrigsministerium har netop bebudet, at de nu hjælper både med hensyn til medicinsk forsyning såvel som med at sende eksperter til 82 lande i verden. Det kinesiske ækvivalent til CDC (Center for Disease Control and Prevention, USA’s sundhedsstyrelse, red.) har netop holdt en hastekonference med repræsentanter for 24 afrikanske lande og lovede, at de ville hjælpe i denne situation.

Det er klart et kapløb mod tiden, men jeg tror, at de skridt der derudover må tages er på det finansielle og økonomiske område. Der er mange tegn på, at det finansielle system allerede var bankerot inden denne krise brød ud. Vi ved, at der ikke er blevet gjort noget siden 2008 for virkelig at afhjælpe de underliggende årsager til kasinoøkonomien, og hvorfor den brød sammen i 2008. Lyndon LaRouches ord om, at dette er en global sammenbrudskrise, og at der absolut ikke er noget, der kan gøres for at redde dette system; at det er bankerot, og at man er nødt til at erstatte det ved hjælp af hans Fire Love – gennem et nyt kreditsystem, et Nyt Bretton Woods-system og intet andet kunne afhjælpe situationen – disse ord er forblevet sande igennem alle disse år siden 2008. Vi ved også, at Federal Reserve, den amerikanske centralbank, siden 17. september 2019 gik ind på disse utrolige penge-pumpeoperationer, de såkaldte ‘overnight’ repo-kreditter, der angiveligt bliver taget ud af systemet igen hver morgen. Men hvis man ser på Federal Reserves balance, er det meget tydeligt, at de har tilføjet flere hundrede milliarder dollars til denne balance, og at situationen virkelig er en hyperinflatorisk ‘penge-pumpning’.

Man er nødt til at skelne. Jeg siger ikke, at de foranstaltninger, der blev truffet af EU, at ECB for eksempel stiller 750 milliarder dollars til rådighed på forskellige vis, med opkøb af obligationer, at regeringer hjælper virksomheder med at holde sig oven vande, udsætter skattebetalinger. Disse foranstaltninger er meget nyttige, og Federal Reserve har gjort lignende ting. Jeg tror for 1,2 billioner $ tilsammen, og mere i vente. Men sagen er, at selvom jeg ikke siger, at disse foranstaltninger ikke bør tages – inklusive at give penge direkte til enkeltpersoner for at holde dem oven vande… for hvad er situationen for arbejdsløse og hjemløse? Alt dette skal der virkelig tages hånd om, men det løser ikke problemet. Hvis man beholder kasinoøkonomien, og dette absolut fallerede system og blot fortsætter med at tilføje likviditet, kan det være en mulig løsning på kort sigt. Men det vil have en fuldstændig hyperinflatorisk effekt – ikke på lang sigt.. ikke på mellemlang sigt – men på relativ kort sigt.

Det er nøjagtigt, hvad der vil ske verden over. Hvis man ser på, hvad der skete i Tyskland i 1923, da hyperinflation ødelagde alle menneskers livsopsparing, fordi penge blev stadig mere værdiløse, er det en stor fare. Derfor opfordrede jeg for et par dage siden i en kort udtalelse, som Dennis henviste til i begyndelsen, til at de finansielle markeder lukkes ned. Hvis man holder denne kasinoøkonomi kørende, vil det lige præcist føre til hyperinflation. Jeg mener, at dette må gøres. Man bliver nødt til at lukke markederne ned. I mellemtiden er der mange økonomer, der har opfordret til lignende foranstaltninger. Også den militære analytiker Pat Lang sagde dybest set det samme, fordi disse vilde udsving på aktiemarkedet; dette er et holocaust, som ikke stopper. Derefter må man gå ind for Glass-Steagall; nu! Udsæt det ikke! Stil det ikke i bero. Præsident Trump lovede mange gange i valgkampen 2016, at han ville gennemføre Glass-Steagall, og nu er præcis øjeblikket til at gøre dette.

Hvad det betyder, er at nøjagtigt de samme foranstaltninger, som dem der blev truffet af Franklin D. Roosevelt i 1933, må iværksættes præcis således. Min afdøde mand understregede altid, “Der skal ikke ændres noget. Argumenterne om, at markederne i dag er mere komplicerede, og at der er brug for derivater, afviste han det kategorisk altid. Grundlæggende ville det betyde, at der opstilles brandmure mellem forretningsbankerne og investeringsbankerne; og at forretningsbankerne sættes under statsbeskyttelse, så de kan fortsætte med at yde kredit til realøkonomien, de små og mellemstore virksomheder, handel, detailhandel, alle disse ting, der er væsentlige for den reelle økonomi. Men man udskiller investeringsbankerne fuldstændig. Det betyder, at investeringsbankerne ikke længere skal have adgang til forretningsbankernes opsparingskonti, og at de ikke skal reddes med skatteydernes penge.

”Da nogle af disse produkter er komplicerede, fordi pensionsfondene og andre legitime ting, der hører til folks livsopsparing, i mellemtiden er vævet sammen med derivaterne og hele kasino-aspektet i det finansielle system, er der derfor brug for en ‘timeout’; alt må indefryses, og så skal en statskommission undersøge, hvad der er legitimt i disse aktiver, og de skal skilles ud og beskyttes. Det vil være kompliceret, men det må og skal gøres.

”Derfor vil der, hvis investeringsbankdelen af det finansielle system elimineres, naturligvis ikke være tilstrækkelig med likviditet. Og det er grunden til, at hr. LaRouche sagde, at dette er tidspunktet, hvor man må genoprette et hamiltonisk banksystem, man er nødt til at oprette en nationalbank – ikke blot i ét land, men praktisk talt i alle lande – og så er man nødt til at forbinde disse nationalbanker gennem faste valutakurser. Der må indgås langsigtede aftaler om investeringer i veldefinerede genopbygningsprojekter; genopbygning af sundhedssektoren, beskyttelse og genopbygning af suverænitet indenfor landbrugsområdet for at rekonstruere krigshærgede regioner som Sydvestasien. Årsagerne til at det afrikanske kontinent og andre lande på den sydlige halvkugle er så sårbare må én gang for alle afhjælpes; hvilket betyder, at man for alvor må begynde at industrialisere disse lande, landene i Afrika og landene i Latinamerika og Asien, og man er nødt til at hjælpe dem med at opbygge infrastruktur som en forudsætning for industriel produktion og udvikling af landbrug.

”Og på den måde skaber man betingelserne for at skabe et tilstrækkeligt sundhedssystem i alle lande. Alt dette skal gøres samtidig, og det vil naturligvis ikke gå glat, men hvis ikke man går i denne retning, er der ikke alene fare for, at coronavirus kommer tilbage og hærger, men der er absolut intet til hinder for udbrud af nye vira og nye sygdomme.

“Og derfor er dette en absolut nødvendighed, at vi retter fejlene begået igennem de seneste adskillige årtier, især de sidste 30 år med deregulering af markederne og at give spekulanterne ret til alting og skære ned på den almene velfærd.”

Hvorfor er det, at USA’s og de europæiske sundhedssystemer er i så dårlig stand? Fordi der var nedskæringer; hospitaler blev lukket ned, alt blev privatiseret, væsentlig produktion blev outsourcet til lavtlønslande, og lagre af testudstyr, værnemidler blev opgivet. Hospitaler lukkede, og produktionen blev outsourcet til Kina og Indien, hvorfor vi i de såkaldt avancerede lande nu ikke har denne slags ressourcer.

Så det må korrigeres. Jeg mener at denne nødvendighed for at vende tilbage til idéen om det almene vel, som værende økonomiens omdrejningspunkt, er absolut tidens hovedspørgsmål. Og jeg tror at vi bliver nødt til at reflektere over hvilke fejl er blevet begået, og vi har én uomstødelig målestok, og det er det som hr. LaRouche sagde for over 50 år siden, begyndende i 1971, hvor han pegede på faren for en ny depression, en ny fascisme, da Nixon frakoblede dollaren fra guldstandarden og droppede de faste vekselkurser. På det tidspunkt sagde han, at hvis man fortsætter i denne retning, vil det ende i en katastrofe, faren for en depression, faren for en ny fascisme. I 1974 etablerede han dernæst en Biologisk Holocaust-arbejdsgruppe, som havde til formål at undersøge effekten af Verdensbankens og Den internationale Valutafonds politik, som ikke tillod tredje verdenslandende at udvikle infrastruktur, et sundhedssystem, og havde betingelser, der tvang dem til at betale deres gæld til disse institutioner og gæld til bankerne i Vesten, før det var tilladt at investere i deres egne økonomier. Det er grunden til at Afrika stadig befinder sig i denne tilstand. Dette må forstås. Vi sagde på det tidspunkt, at Den internationale Valutafonds politik er værre end Hitlers, og der var en voldsom reaktion på dette; jeg husker det tydeligt, men det ramte hovedet på sømmet. Hvis man betragter de millioner af mennesker, som døde uden nogen som helst grund, udover manglen på udvikling, så er det fuldstændig berettiget.

Denne organisation har i de efterfølgende år produceret seks større studier, som man kan finde enten på internettet eller få dem ved at kontakte os, hvor vi fuldstændig påviste hvad resultatet ville blive af denne politik. Nu bliver vi virkelig nødt til at genoverveje hvad der gik galt med den liberale politik. Der var en masse angreb på Kina, fordi de er et diktatur, og jeg mener, altså, hvis man har et velvilligt diktatur, et diktatur der mener det vel, som er godt for dens borgere, som løftede 850 millioner mennesker ud af fattigdom, og nu hjælper 82 lande i verden med at bekæmpe pandemien, måske er dette diktatur ikke så dårligt, og måske er det en forkert måde at navngive det på. Måske er det en konfutsiansk stat, som er mere interesseret i befolkningens almene vel. Jeg synes at folk, frem for at blive fortørnet, burde tænke nærmere over grunden til at Kina har succes, og hvorfor det er Vesten, som har disse problemer lige i øjeblikket. Kina er ikke skadefro, tvært imod, og jeg tror, at det vigtigste, som kan drages fra hele denne oplevelse, er, at vi må lære at samarbejde. Der findes ingen måde, hvorpå en geopolitisk konfrontation kan vinde over coronavirusset, eller nogen anden sygdom.

Se, den 3. januar opfordrede jeg til at afholde et hastetopmøde mellem Præsident Trump, Putin og Xi. Dette var pga. udviklingerne omkring mordet på den iranske general Soleimani. I mellemtiden lavede Præsident Putin et lignende forslag ved at kræve et topmøde mellem de permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd, for at behandle presserende anliggender for hele menneskeheden, og alle de andre lande har allerede accepteret at samarbejde om et sådant møde. Og jeg tror, at den eneste måde hvorpå vi kan overvinde denne nuværende krise, er at have et sådant hastetopmøde, hvilket, som hr. LaRouche nærmere beskrev dette for mange år siden, må inkludere USA, Rusland, Kina og Indien, fordi disse fire lande er repræsentative for hele verden. Dette er ikke en eksklusiv idé; andre lande og regeringer kan deltage og støtte op om dette, men der er brug for en sådan form for magtkonstellation, for virkelig at kunne etablere en anderledes verdensorden.

Jeg mener, at det første skridt åbenlyst er et samarbejde for at bekæmpe pandemien. Jeg tror, at Kina videregav genomets kode, gensammensætningen, umiddelbart efter at de havde kortlagt dette til alle laboratorier, og det var det første positive skridt i den rigtige retning. Der findes allerede en hel del samarbejde mellem forskellige institutioner; for eksempel mellem kinesiske videnskabsinstitutioner og Pasteur-Instituttet i Frankrig. Dette bør styrkes, og alle laboratorier og alle videnskabsfolk bør absolut samarbejde, og ikke bekæmpe hinanden, fordi dette er et for stort problem for ét enkelt land. Og dernæst, naturligvis den form for tiltag som jeg lige nævnte med Hr. LaRouches Fire Love: Glass-Steagall; et globalt Glass/Steagall-system; en nationalbank i hvert land; og så et samarbejde i et Nyt Bretton Woods-system som Franklin D. Roosevelt tilsigtede det. Dvs. at det ikke er som det Bretton Woods-system, der blev etableret af Truman og Churchill, som mere eller mindre udelukkede kreditter til udviklingslandene; men hr. LaRouche betonede ofte, at et Nyt Bretton Woods må og skal forsyne udviklingslandene med kreditter til industrialisering.

Jeg tror, at et sådant topmøde er absolut muligt. Jeg mener, at dette er vejen vi må gå. Vi bliver nødt til at opnå et Nyt Paradigme, hvor hele menneskeheden samarbejder, og jeg tror at hvis vi bevæger os i denne retning, og også tager den sande menneskelighed til os, som vi har set – for eksempel den førende læge i det medicinske hold fra Wuhan, der sagde, at det som virkelig har fået disse læger og sygeplejersker gennem en meget svær tid var kærlighed, kærlighed til sine familier, kærlighed til sin nation, men specielt kærlighed for hele menneskeheden, og at et individ er dødeligt, men kærlighed er udødelig. Og så var der mange der udtrykte dette, hvor folk i Italien i begyndelsen sang klassiske sange fra deres balkoner, for at give hinanden mod. Vores medlemmer har nu fortalt mig, at det er ophørt, fordi de alle sørger, pga. krisens omfang. Andre steder, eftersom orkestrer ikke længere kan optræde i teatre, der nu er lukkede, opføres klassisk musik, som vil blive sendt gratis over internettet.

Der er en tydelig forståelse for, at man i en krise som denne har brug for skønhedens inspiration, man har brug den klassiske kulturs dybeste udtryk, fordi man må give folk den indre styrke til at klare sig igennem sådanne meget, meget svære tider. Dette bringer mig til min sidste pointe, nemlig den at vi absolut må overvinde denne krise, ved at smide alt det affald ud, som har domineret vores kultur de sidste årtier. Al hæsligheden i den såkaldte moderne kultur, ungdomskulturens hæslighed, det meste af den populære kultur burde bare smides på lossepladsen, og vi må have en klassisk, musikalsk renæssance. Og det skønne er, at dette år er Beethoven-året, og selvom det er meget, meget forfærdeligt, at de fleste, eller alle Beethoven-årets begivenheder i Tyskland er blevet lukket ned, pga. pandemien, betyder dette ikke, at man ikke kan lytte til mange gode opførelser fra tidligere.

Og man kan virkelig lytte til Beethoven hver eneste dag for at få den inspiration og styrke til at tænke som Beethoven, som hr. LaRouche skrev, eller gav som overskrift til en af hans artikler, og opløfte en selv til den form for tankegang, hvor man tænker som Beethoven eller Schiller. ”Alle Mennesker bliver brødre,” det er teksten fra den 9. symfoni, ”dette kys til verden vid”. Og den skønhed i den fjerde del af den 9. symfoni er den ånd, som vi, som én menneskehed, må have, når vi kommer ud på den anden side af disse kriser. Hvis vi gør dette, hvis vi forener menneskeheden, gennem en enorm, fælles anstrengelse, i kærlighed til hele menneskeheden, da tror jeg, hvis det lykkes at komme igennem denne krise, at vi virkelig kan gå ind i en ny historisk æra, for menneskeheden, hvor vi faktisk i sandhed kan sige, at dette er en menneskelig verden, og at vi vil gøre ting på en helt anden måde fra nu af. Det er hvad jeg ville sige.

 




Coronavirus-pandemien fremtvinger genovervejelse: Internationalt samarbejde er absolut nødvendigt!

Den 14. marts (EIRNS) — Helga Zepp-LaRouche skrev følgende leder til den tyske ugeavis Neue Solidarität den 14. marts.

Vi oplever nu den værste internationale sundhedskrise i de sidste hundrede år. Denne krise er så ekstremt farlig, fordi coronavirus-pandemien nu er kombineret med en global finanskrise, der allerede var tæt på at eksplodere før den medicinske krise brød ud; pandemien har simpelthen fungeret som en udløser for det. Der findes en løsning – men kun hvis de vestlige samfund er parate til at kassere alle aksiomerne for den nyliberale, monetaristiske økonomiske model, hvis værdiorientering drejer sig om spekulanternes fortjeneste. Den må erstattes med en økonomisk politik, som styres af den absolutte værdi af menneskeliv, videnskabelige principper og solidaritet med hele menneskeheden.

Selv Frankrigs præsident Emmanuel Macron har jo for nylig talt om det der ikke længere kan ignoreres: Det liberale demokratiske politiske system er ikke egnet til at reagere tilstrækkeligt på eksistentielle trusler. Jo før Europa og USA fatter det faktum, at vi må tage nøjagtigt de samme folkesundhedsforanstaltninger, som Kina traf i januar i byen Wuhan og Hubei-provinsen, jo flere menneskeliv vil blive reddet. I stedet for at udnytte den tid, som verden har fået ved den kinesiske regerings beslutsomme handlinger – korrekt karakteriseret af Verdenssundhedsorganisationen (WHO) som absolut en ny standard – har de vestlige regeringer spildt uvurderlige uger. Som et resultat heraf, er Europa nu blevet epicenter for pandemien, og USA’s situation er ganske uklar på grund af manglen på at teste indtil dette tidspunkt.

Men den nødvendige omorganisering kan ikke begrænses til sundhedsområdet. Vi har brug for et helt nyt paradigme for politik og økonomi, hvis vi ønsker at forhindre et sammenbrud af civilisationen som i det 14. århundrede. Mange forskere fra en række nationer antager, at omkring 70 % af befolkningen vil blive inficeret inden for de næste et til to år, i det mindste indtil en vaccine kan udvikles og produceres. Professor Christian Dorsten fra Berlin Charité Hospital citerer en ny undersøgelse, der siger, at vi ikke længere kan regne med en langsommere spredning af virusset i foråret og sommeren. Samtidig må det antages, at pandemien vil brede sig længere på den sydlige halvkugle i løbet af vinteren og derefter vende tilbage til den nordlige halvkugle i efteråret, styrket, og muligvis i en muteret form.

Dette betyder, at vi ikke alene er nødt til at afhjælpe konsekvenserne af at have fjernet vores nationale folkesundhedssystemer igennem de seneste årtier, og på kortest mulige tid udstyre det til at behandle det forventede antal patienter. Vi skal også skabe betingelserne for et globalt sundhedssystem på kort sigt.

Den aktuelle krise er på ingen måde uventet. Allerede i 1974 tog Lyndon LaRouche skridt til det, som han kaldte en ”Biologisk Holocaust Taskforce”, hvis opgave var at undersøge virkningen – frem for alt for udviklingslandene – af nedskæringspolitikken og betingelserne fra Den internationale Valutafond og Verdensbanken. LaRouche og hans kolleger præsenterede resultaterne af disse undersøgelser i en række rapporter, der advarede om, at faldet i levestandard på flere kontinenter, som var forårsaget af disse institutioner over en lang tidsperiode, ville føre til genopblussen af gammelkendte epidemier og forekomsten af nye sygdomme og pandemier.

Når man betragter forholdene i mange nationer i Afrika, Asien, Latinamerika og endda fattige regioner i Europa og USA i dag, står det meget klart, at kun en global politisk ændring kan afhjælpe dette. Cirka 2 milliarder mennesker har for indeværende ikke rent drikkevand; man kan ikke engang tale om et egentlig moderne sundhedssystem alle steder i de tilsyneladende mest udviklede lande. Der findes i øjeblikket hungersnød i flere sydafrikanske lande. En græshoppeplage, som det internationale samfund ikke skrider ind over for i tide, truer med at lægge snesevis af nationer i Afrika, Asien og Latinamerika øde. Som en følge af de såkaldte “krige for humanitær intervention” og den allerede nævnte underudvikling, er millioner af flygtninge flygtet mod Europa og Amerika for at undslippe farer for liv og lemmer.

Hvis vi derfor ønsker at forhindre coronavirus-pandemien i at sprede sig i bølger og vandre fra den nordlige til den sydlige halvkugle og tilbage igen, og dermed potentielt skabe yngleområder for yderligere lignende og værre vira, må vi påbegynde en radikal ændring af systemet.

Der skal bygges hospitaler med isolationsafdelinger over hele verden ifølge eksemplet fra Wuhan og Hubei-provinsen, som i alt opførte 14 midlertidige hospitaler inklusive de nødvendige senge til intensiv pleje. Og i forbindelse hermed må Verdenssundhedsorganisations standarder overholdes. Kina byggede for eksempel faciliteter med 16.000 nye hospitalssenge på kun en måned.

Der skal oprettes internationale videnskabelige forskningscentre til forskning af COVID-19-virussen og andre virale og bakterielle patogener. Vacciner må udvikles og testes. Forskningsresultater inden for biofysik, nuklear-biologi og rummedicin skal straks stilles til rådighed for alle nationer. Referencepunktet herfor er idéen om et “strategisk forsvar af jorden” (SDE); et koncept udviklet af Lyndon LaRouche, og hvor beskyttelsen af menneskeliv mod pandemier er et fokuspunkt.

Disse verdensomspændende foranstaltninger kræver investeringer, som ikke kan foretages under betingelserne fra det nuværende, kollapsende finansielle system. De igangværende handlinger fra centralbankernes side med at indsprøjte likviditet i det finanssystem ved hjælp af billioner af dollars og oven i købet trykning af “finanspolitiske penge” til brug for regeringers finansbudgetter kan ikke opretholdes uden at skabe hyperinflation.

Hvis vi ønsker at lykkes med at bekæmpe coronavirus-pandemien, bygge og udstyre de nødvendige hospitaler, har vi brug for den samlede handlingspakke, der blev foreslået af Lyndon LaRouche i juni 2014:

1. Et system med bankseparation må straks indføres på verdensplan, nøjagtig baseret på modellen af Glass/Steagall-loven, underskrevet af præsident Franklin Roosevelt den 16. juni 1933. Kommercielle banker skal under dette system være under statslig beskyttelse og med en ‘firewall’ være fuldstændigt adskilt fra spekulative investeringsbanker og enheder, som ikke længere kan have adgang til de kommercielle bankers aktiver, og heller ikke være privilegeret ved at blive reddet af skatteydernes penge. Disse bankers giftige papirværdier, inklusive deres udestående finansielle derivater, skal nedskrives. Begrundede tilgodehavender, der er forbundet med realøkonomien eller med pensioner og andre aktiver for arbejdende mennesker, bør også klassificeres som gyldige i det nye system. Visse former for betalingskrav må midlertidigt fastfryses og deres gyldighed vurderes af føderale myndigheder.

2. Der skal oprettes en nationalbank i hvert land, i Alexander Hamiltons tradition eller efter forbillede af den tyske ‘Kreditanstalt für Wiederaufbau’ (Kreditinstitutition for Genopbygning) efter 2. verdenskrig. Deres formål er at give føderale kreditter som det nødvendige middel til produktive investeringer i den fysiske økonomi. Tildelingen af denne kredit skal være orienteret efter principperne om teknologiens høje energi-gennemstrømningstæthed, forøgelse af produktiviteten for arbejdsstyrken og produktionsanlæggene og skabelse af videnskabelig og teknologisk fremskridt.

3. Blandt de deltagende lande skal der etableres et system med faste pariteter (priser og valutakurser, red.) og der skal indføres samarbejdsaftaler mellem suveræne stater med henblik på veldefinerede infrastruktur- og udviklingsprojekter. Disse traktater repræsenterer tilsammen et nyt Bretton Woods-system, som det var tiltænkt af Roosevelt, med den udtrykkelige hensigt at udstede kreditter til den industrielle udvikling i udviklings-sektoren.

4. Den tiltrængte forøgelse i verdensøkonomiens produktivitet for at imødekomme en global befolkning på i øjeblikket næsten 8 milliarder mennesker må tilvejebringes gennem et internationalt hasteprogram til realisering af termonuklear fusionskraft og andre avancerede teknologier, såsom optisk biofysik og biovidenskab, med henblik på at finde løsninger til udfordringer såsom coronavirus; såvel som internationalt samarbejde inden for rumteknologi og -rejser, som kan etablere den nødvendige næste højere økonomiske platform for verdensøkonomien, som udviklet af økonomen Lyndon LaRouche.

De eneste institutioner, som kan gennemføre et sådant verdensomspændende program, er regeringerne for de førende nationer på planeten, som i deres sammensætning må være repræsentative for hele verdens befolkning. Derfor er det på ingen måde tilstrækkeligt, at G7-regeringerne er enige med hinanden; løsningerne kan kun gennemføres med inddragelse af Rusland, Kina og Indien.

Det betyder også, at geopolitik endelig må overvindes og erstattes af ideen om menneskehedens fælles fremtid og mål. Hvis ikke vi ønsker at forfalde til en ny mørk tidsalder, er vi nødt til at erstatte neo-malthusianske ideer, den anti-videnskabelige “Green New Deal”, monetarisme samt eurocentrisme med ideerne om fysisk økonomi, udelukkende styret af de videnskabeligt beviselige principper for universets love.

Og endelig, den måske vigtigste ændring som vi må foretage i vores tankegang: Vi har brug for en ny humanistisk renæssance, en renæssance af klassisk kultur. For det er ikke mindst den ubegrænsede hedonisme, der har bragt verden til dette punkt; den hedonisme der ledsager det liberale og nyliberale demokrati. Øjeblikket er kommet til, at ideologien for ”alt er tilladt” må tilsidesættes. Vi vil kun kunne overvinde denne krise, hvis vi finder en ny indre orientering eller indre beslutsomhed, der er i overensstemmelse med kærligheden til menneskeheden. Men det er sådan, at vi endelig bliver til menneskelige væsner!




Schiller Instituttet intervenerer med opfordring til topmøde mellem Trump, Putin og Xi Jinping
på DIIS seminar om Kina og Europa

6. februar 2020 – I går blev et seminar med titlen ”Hvad er det næste skridt for Kina og Europa?” afholdt af det Danske Institut for Internationale Studier (DIIS). Talerne var fra DIIS (”Danmarks Kina-udfordring”); det tyske Mercator Institut for Kina-studier (”Søgen efter Europas Kina-strategi”); det tyske Globale Offentlige Politiske Institut (”Tyskland og Huawei-debatten”) angående 5G; og det britiske Internationale Institut for Strategiske Studier (”Kina, EU’s forsvar og sikkerhed, og nyopstående teknologier”). Seminarets hovedindhold handlede om Kinas (angivelige) trussel mod Europa, og de europæiske politikeres modvilje mod at udfordre dette af frygt for at miste deres handel med kineserne.

I løbet af spørgerunden intervenerede en repræsentant for Schiller Instituttet. Efter at have tilkendegivet hvor hun kom fra, sagde hun, at talerne havde modstillet økonomisk samarbejde på den ene side, og geopolitik og strategiske interesser på den anden, men vi har en anden forestilling. Efter mordet på den iranske general opfordrede Schiller Instituttets leder til et omgående topmøde mellem Xi Jinping, Trump og Putin, hvorefter Putin havde udvidet dette til at inkludere Storbritannien og Frankrig for at forhindre en geopolitisk konfrontation. Økonomisk udvikling må være en del af dette, inklusive mere europæisk samarbejde med Bælte- og Vejinitiativet samt økonomisk udvikling i Mellemøsten og Afrika. Hvad med økonomisk udvikling som en måde at mindske strategiske konflikter på, og dermed skabe en håbefuld fremtid gennem økonomisk samarbejde?

Taleren fra MERICS, som har spillet en negativ rolle i Kina-debatten i Tyskland, indledte sine bemærkninger med at sige, at hun gerne ville vide mere om Schiller Instituttets arbejde om og med Kina. Men selvom handelsrelationer vil fortsætte, hvilket vi ønsker, så begyndte vi i 2016 at se de geopolitiske konsekvenser af Kinas investeringer i Europa, da Grækenland og Ungarn udvandede EU’s kritiske erklæring om Kinas opførsel i det Sydkinesiske Hav, fordi de ikke ønskede at ophidse Kina; og visse Bælte- og Vejprojekter her havde ikke overholdt EU’s spilleregler.

Seminaret blev sendt live, og en video kan ses på: https://www.diis.dk/node/15207, så flere personer end dem tilstede i lokalet har hørt udvekslingen. Schiller Instituttets spørgsmål begynder efter 2 timer og 35 minutter.

Schiller Instituttets danske nyhedsbrev, som indeholder Helga Zepp-LaRouches opfordring til topmødet, blev uddelt, og en række kontakter blev etableret.




Udtalelse af præsidenten for det Internationale Schiller Institut
Kina fortjener ros og samarbejde for dets kamp imod coronavirusset

Af Helga Zepp-LaRouche

Den 7. februar 2020 – Navnet på det tyske ugeblad ‘Der Spiegel’ betyder på engelsk: “The Mirror” (“Spejlet”). Og hvad man i denne uge rent faktisk ser på forsiden af den trykte version af Der Spiegel – en person med en gasmaske, beskyttelsesbriller, øretelefoner og en rød hættetrøje – er et spejlbillede af de racistiske redaktørers grimme ansigter. Overskriften “Coronavirus Made in China” skulle faktisk have været “Det racistiske monsters [der Spiegels] grimme fjæs”.

Dette stykke ‘gule snavs’-journalistik var så slemt, at den kinesiske ambassade i Tyskland udsendte en formel klage på deres hjemmeside. Den berygtede ‘Jyllands-Posten’ fra Danmark havde en lige så modbydelig såkaldt satiretegning, der anbragte coronavirus på det kinesiske flag. Forskellige amerikanske såkaldt ‘mainstream-medier’ bruger det afskyelige, racistiske udtryk “Den gule Fare”. Hvad alle disse skildringer viser, er den grimme virkelighed af en åbenlys indgroet racisme under et meget tynd lag fernis af “vestlige værdier”.

Sagen er, at generaldirektøren for WHO, Dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus, gentagne gange har rost Kina for en fremragende håndtering af epidemien, og har bemærket at Kina har sat en ny standard for behandling af sådanne problemer. Andre embedsmænd i sundhedssektoren oplyser, at responsen fra den regionale regering i Wuhan og udbredelsen af information er ”moderne”, og at der er blevet offentliggjort en ekstremt imponerende mængde nye oplysninger i deres daglige opdateringer siden 31. december/1. januar.

At betegne en virus som “kinesisk” er lige så dumt som at sige, at det er en persons egen skyld, hvis han smittes af influenza eller bliver syg i almindelighed. Det kan ske overalt i verden, og det kan ske for enhver person på planeten. Læren fra dette nylige tilfælde af reaktionen på udbruddet af coronavirus er, at det viser hvem i det internationale samfund, der er i stand til at reagere [hensigtsmæssigt] på farer, der truer hele menneskeheden; hvem der er en ‘hulemænd’, og hvem der ikke er.

Hvis Europa og USA ønsker at være troværdige, når talen falder på “menneskerettigheder” og “vestlige værdier”, burde de gå sammen med Kina og samarbejde om at besejre coronavirus. Coronavirusset og det faktum, at 100.000 mennesker hvert år bliver dræbt af komplikationer fra influenza, viser hvor presserende det er at gøre nye gennembrud i den grundlæggende forståelse af livsprocesser for at overvinde hidtil livstruende sygdomme. Europa og USA bør også samarbejde med den mest fremtidsorienterede vision på den internationale dagsorden, nemlig udvidelsen af Bælte- og Vejinitiativet (BVI) til Sydvestasien og Afrika og det internationale samarbejde om ‘Rum-Silkevejen’.

Man bør helt sikkert reflektere over aktualiteten i bedømmelsen fra Gottfried Leibniz, der sagde: ”I hvert fald forekommer det mig, at forholdene hos os, hvor det moralske forfald griber vældigt om sig, næsten gør det nødvendigt, at kineserne sender os missionærer, som kan lære os den naturlige religions anvendelse og praksis… Derfor tror jeg, at hvis en vismand blev valgt til dommer – ikke angående gudinders skønhed, men de enkelte folks fortrin – ville han give ‘guldæblet’ til kineserne…”

Jeg synes Leibniz var langt klogere end eksempelvis Der Spiegel, Jyllands-Posten og the New York Times.

 




Nyt internationalt kreditsystem eller kaos: Trump bør tage initiativet til det.

Den 3. februar (EIRNS) — Indvirkningerne på handel og produktion af den nye coronavirus-epidemi i Kina rammer en global økonomi, der allerede er i recession hvad produktion, industri og handel angår, og som hvert øjeblik er truet med sammenbrud fra ubetalt selskabsgæld og derivatkontrakter, som kan bringe banksystemerne ned. I løbet af fjerde kvartal sænkede 40 centralbanker renten 71 gange og forøgede deres opkøbsprogrammer af obligationer i en desperat kampagne for at støtte aktie- og obligationsmarkeder. Federal Reserve, den amerikanske centralbank, kan ikke undslippe de “kvantitative lempelser” og daglige enorme injektioner af likviditet på interbank-udlånsmarkederne. I morges måtte Kinas centralbank gøre det samme, i størrelsesordenen 170 milliarder $. Ethvert alvorligt chok vil nu meget hurtigt kunne bringe hele det finansielle system ned.

I dag er det kun lederne af enkelte stormagter, der [stadig] tror fast på et udgangspunkt i reel, fysisk økonomisk vækst — videnskabeligt og teknologisk fremskridt og deraf følgende forøget menneskelig produktivitet. Lederne for USA, Rusland, Kina og Indien demonstrerer dette ved at afvise alle malthusianske “nye grønne aftaler” (‘New Green Deal”) ved aggressivt at forfølge rumforskning, fremskridt inden for kernekraft i og med den russiske præsident Vladimir Putins opfordring til et internationalt hasteprogram for gennembrud i fusionskraft.

Disse fire må handle hurtigt; Præsident Donald Trump bør indkalde dem til et topmøde for at iværksætte et nyt kredit- og pengesystem, og gøre det hurtigst muligt.

Kinas nødvendige (minimum) to-ugers nedlukning af forretninger og arbejde i 24 provinser kunne sammenlignes med en “strejke”, der lukker ned for 70-80 % af dets økonomi i to uger eller længere. Det er et chok. Det betyder, at alle fire af disse førende magter nu står over for faldende produktion og beskæftigelse i fremstillingssektoren. Dette omfatter i særdeleshed Indien; den amerikanske fremgang i produktionssektoren stoppede i midten af 2019. Disse lande har også alvorlige bobler af selskabsgæld; kun Kinas banker er delvist beskyttet af en Glass/Steagall-bankadskillelse.

Det alvorlige problem med coronavirus-epidemien sætter fokus på den absolutte nødvendighed af at få afsluttet det internationale valutasystems 45-årige imperium med ”flydende valutakurser”, finansspekulation og nedskæringer rettet mod industrier og husholdninger. Dette system blev skabt af finanskredsene i City of London, da dets banker i 1971-73 lykkedes med at likvidere Franklin Roosevelts pro-industrielle og progressive Bretton Woods-system. Nu barsler det med “New Green Deals”, og Davos-milliardærer og de britiske royale planlægger direkte nedlægninger af hele industrier og landbrugssektorer, hvilket truer med affolkning forårsaget af sygdom og underernæring.

I lyset af nødvendigheden af et firemagts-topmøde for at vende denne krise, mest hensigtsmæssigt på initiativ af USA, er det interessant, at RAND Corporation i en kommentar den 30. januar til en undersøgelse foretaget af RAND Europe i august 2018 kundgjorde en holdningsændring til Kinas Bælte- og Vejinitiativ (BVI) med store projekter inden for jernbane-, havne- og energinfrastruktur i hele Eurasien. Idet han noterede sig, at udviklingslandene har behov for titusinder af milliarder af dollars i nye infrastrukturinvesteringer, sagde Hui Lu, der også stod i spidsen for undersøgelsen i 2018: “Den foreslåede investering i BVI øger ikke kun handlen i BVI-regionen, men også i områder uden for initiativet, såsom EU. Samlet set stiger de samlede handelsmængder med 329 mia. $ for BVI-regionen og 133 mia. $ for EU. En forbedring af infrastrukturen i regionen ser ud til at præsentere et win-win-scenarie med henblik på indvirkningen på handel mellem mange lande.

”Kinas egentlige bevæggrunde for BVI kan stadig være uklare, men Vesten kunne også overveje initiativets potentiale for at levere vedvarende økonomiske, sociale og miljømæssige fordele for alle, og finde måder at støtte infrastrukturforbedringer i de involverede lande.” (Se ”Økonomisk gevinst er mulig for alle involverede, hvis infrastruktur forbedres i lande, der er omfattet af Kinas BVI”, af Hui Lu, en kommentar i RAND-bloggen.)

Dette var formålet med FDR’s (Franklin D. Roosevelts, red.) originale ide om Bretton Woods-systemet. Måden at realisere det nu begynder med et hastemøde med statsoverhoveder for at afværge et nyt økonomisk sammenbrud, værre end i 2008, ved at skabe et ‘nyt Bretton Woods’.

 




Berlinmurens fald, anden chance for en gunstig mulighed
Schiller Instituttets konference, 9. november 2019
1989 – Berlinmurens fald og en mistet mulighed
2019 – En anden chance for en stor mulighed

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Vi fejrer i dag et tredobbelt jubilæum: 30-årsdagen for Berlinmurens fald; Friedrich Schiller, den store tyske frihedsdigters 260-års fødselsdag; og 35-årsdagen for grundlæggelsen af Schiller Instituttet. Og når sådanne tre jubilæer falder sammen, er det faktisk værd at se tilbage på, hvordan de hænger sammen.

Nu om dage kan mange mennesker ikke engang huske murens fald, fordi de enten ikke var født endnu, eller fordi de var for unge til at følge med i det. Men det er virkelig vigtigt at lære lektien om hvad der skete dengang, og hvad der gik galt, i forhold til den situation som vi har i dag.

Jeg kan huske mange af begivenhederne, som om det var i går, fordi vi ikke bare stod på sidelinjen og så på, men vi befandt os midt i disse begivenheder og prøvede på at forme dem med vores ideer.

Der gives næsten ikke eksempler på en større forskel mellem den officielle fortælling om, hvad der skete i forbindelse med den tyske genforening og murens fald, [og hvad der egentligt skete]: Den officielle fortælling er en ting, og hvad der virkelig skete er noget ganske andet. For hvis man lytter til den officielle fortælling, så var dette demokratiets sejr over kommunismen, friheden over diktaturet, og Fukuyama, historikeren, sagde to år senere, da Sovjetunionen faldt sammen, at dette var slutningen på [verdens-]historien. Og opfattelsen var generelt, at hele verden ville tage den vestlige model for “demokrati” til sig, herunder menneskerettigheder og det parlamentariske system, og at det simpelthen bare ville gå den vej.

Imidlertid advarede jeg i mange taler i 1990 om, at hvis man agtede at presse en ligeså falleret vestlig liberal model ned over det sammenbrudte kommunistiske økonomiske system, vil man over en vis periode kunne opleve et opsving, men at det til sidst ville føre til et meget, meget større sammenbrud af systemet. Og jeg tror, at det er præcist der hvor vi er i dag.

Hvis man betragter verden rundt om på hele kloden, har man et system i fuldstændig uorden: Se på massedemonstrationerne i Chile, i Irak, i Libanon, se på de ‘gule veste’ i Frankrig; se på hvad der foregår med Brexit; de tyske landmænd er i totalt oprør. Efter min mening er det faktisk første gang i historien, at det sker samtidigt i alle hjørner af verden. Og jeg tror virkelig, at det i dag er sandt hvad Leibniz sagde i slutningen af 1600-tallet: Han sagde, at hvis hele verden på et tidspunkt bliver domineret af utilitarisme, vil det komme til en verdensrevolution.

Det vestlige etablissements intentioner i ’89 – og især efter Sovjetunionens sammenbrud i ’91 – om at påtvinge verden en unipolær orden, hvilket var denne idé om “demokrati-som-det-eneste”, har åbenlyst givet tilbageslag. De prøvede at påtvinge denne unipolære verdensorden med regimeskifte-operationer, med farverevolutioner, med interventionskrige; og ideen om at historien op til dette punkt, i det væsentlige, kun drejer sig om den atlantiske sektor. Men tilbageslaget mod denne indsats for at påtvinge en unipolær verden har ført til fremgangen for en hel række forskellige nationer, Rusland, Kina, Indien, og andre asiatiske nationer. Det har ført til en helt anden selvforståelse i Afrika. Det har øget kløften mellem de rige og de fattige på en sådan måde, at det ikke længere er bæredygtigt. Middelklassen forsvinder.

Så hvis man tager dette i betragtning, og spørger sig selv hvordan vi er nået til den såkaldte ”enden på historien”, demokrati overalt, og så de gigantiske omvæltninger, som finder sted lige nu?  Nuvel, ’89 var det man på tysk med rette kunne kalde en “Sternstunde der Menschheit”, hvilket betyder en enestående chance [for forandringer] i historien, en “stjernestund for menneskeheden.” Og det var et af disse store øjeblikke, hvor man faktisk kunne forme historien, fordi kommunismen var forsvundet, og man kunne have indført en fredelig verdensorden i det 21. århundrede. Og den vision havde vi:

Allerede i ’84, da Sovjetunionen afviste hans tilbud om SDI (Strategiske Forsvarsinitiativ –red.), efter at præsident Reagan havde gjort det (SDI) til den officielle amerikanske politik, forudsagde Lyndon LaRouche, at hvis Sovjetunionen ville fastholde deres daværende politik, hvilket var en indsats for militær dominans, og ‘primitiv akkumulation’ imod deres egen økonomi, ville Sovjetunionen kollapse i løbet af fem år. Og det skete: Lyndon LaRouche, der også iagttog de økonomiske vanskeligheder i Comecon-landene, forudsagde i 1988 den snarlige tyske genforening, samt at det [gen-]forenede Tyskland skulle udvikle Polen med vestlig teknologi som en model for at omdanne hele Comecon.

Da muren faldt – i grunden efter de tiltagende mandagsdemonstrationer – var vi faktisk de eneste, der havde en forestilling [om det]. Husk tilbage på den utrolige glæde – folk dansede på Berlinmuren, da den blev åbnet, og det var et utroligt øjeblik med en potentiel forandring i historien. De officielle dokumenter fra den tyske regering, der blev offentliggjort et par år senere, viser, at til trods for at tysk genforening var det primære mål for tysk politik, havde man ingen beredskabsplan! De troede i virkeligheden ikke, at det nogensinde ville ske! Ingen troede for alvor på, at Sovjetunionen ville forsvinde. Men vi havde en idé om det, og hr. LaRouche foreslog første gang i 1988, at det genforenede Tyskland skulle udvikle Polen, og jeg skrev en løbeseddel, der blev offentliggjort i midten af november 1989, “Kære Tyskland, gå videre med selvtillid,” og jeg foreslog nøjagtigt dette, at vi med vestlig teknologi skulle udvikle Polen og de andre Comecon-lande.

Dette var naturligvis endnu ikke blevet til politik, men Helmut Kohl, Tysklands kansler på det tidspunkt, tog et første ‘baby-skridt’ i retning af suverænitet, ved den 28. november, et par dage efter min løbeseddel, at offentliggøre et 10-punkts program, som endnu ikke var ideen om genforening, men en konføderation af de to tyske stater.

To dage derefter, den 30. november, blev Alfred Herrhausen, lederen af Deutsche Bank på det tidspunkt, myrdet af en meget tvivlsom – sandsynligvis ikke eksisterede – ”tredje generation” af terrororganisationen Røde Armé Fraktion. Det er i det mindste et spørgsmål, der stadig skal undersøges af historikere. Men det var et budskab til Kohl, “vov ikke på at gå i retning af tysk suverænitet.”

På det tidspunkt kom der en voldsom reaktion: [Den daværende britiske premierminister] Margaret Thatcher igangsatte denne kampagne for “Det fjerde Rige”; den franske præsident Mitterrand krævede, at Tyskland skulle opgive D-marken og indføre Euroen; Bush Sr. krævede selvbegrænsning af Tyskland gennem yderligere integration i NATO og EU, accept af Maastricht-traktaten, og dermed det regime med nedskæringer der nu fører til sprængningen af EU, spændingerne mellem øst og vest, nord og syd.

Vi foreslog den produktive ‘Paris-Berlin-Wien-trekant’, som var ideen om at bruge vestlig teknologi til at transformere landene i Østeuropa, og dybest set bruge deres produktive potentialer til at modernisere og integrere med Europa. Det første sådant forslag offentliggjorde vi i januar 1990, og da Sovjetunionen kollapsede i ’91 udvidede vi straks idéen om den produktive trekant til hele Eurasien for at forbinde de produktive befolkningscentre i Europa med dem i Asien gennem udviklingskorridorer, og vi kaldte det for ‘Den eurasiske Landbro’, Den nye Silkevej. Dette skulle også [danne basis for] den fredelige verdensorden i det 21. århundrede.

Naturligvis brød de neo-konservative, som ønskede at påtvinge deres unipolære verdensorden, løfterne de havde givet til Gorbatjov, om, at NATO aldrig ville blive udvidet til Sovjetunionens grænser. I ’91 offentliggjorde CIA ifølge en tysk avis en rapport om, at Rusland havde en bedre uddannet arbejdsstyrke og flere naturressourcer end USA, og at landet derfor ville blive en konkurrent på verdensmarkedet, hvis man tillod økonomisk udvikling. Derfor skulle den økonomiske udvikling afværges.

Hvad der trådte i kraft var chokterapien fra Jeffrey Sachs, den samme Jeffrey Sachs, der nu befinder sig midt i den grønne klima-finansieringssvindel.
George Soros var involveret i en enorm hjerneflugt fra Rusland og de øvrige tidligere sovjet-lande, og i Tyskland forsøgte de virkeligt at sprænge potentialet for et godt forhold til Rusland på det tidspunkt. Den 8. marts 1990 var den sidste samling i DDR’s ‘Volkskammer’ [parlamentet i Østtyskland]. De skabte ‘Treuhand Anstalt’, som senere skulle blive til den største industrielle bedrift i verden. Og de skulle angiveligt beskytte DDR’s statsejede ejendom, men et ‘koldt kup’ blev udført: Allerede den 26. juni 1990 offentliggjorde De Maizière-regeringen vedtægter, der alene handlede om “privatisering” og “omorganisering” af de statsejede industrier.

I august 1990 blev Detlev Karsten Rohwedder, som var en meget god og effektiv industrialist, udpeget til at foretage en omlægning af førnævnte ‘Treuhand’, og han havde en fremragende forståelse af kravene til realøkonomien, så han satte genopretning før privatisering med det primære formål at beskytte arbejdspladserne fra de tidligere statsejede virksomheder. Straks kom han under ondskabsfulde angreb fra de britiske og amerikanske investeringsbanker, der beskyldte ham for at blokere for udenlandske investeringer. Den 1. april 1991 blev han skudt af den samme tvivlsomme, sandsynligvis ikke eksisterende, “tredje generation” af ‘Rote Armé Fraktionen’ af den terroristiske Baader-Meinhof-gruppe. Han blev erstattet af Birgit Breuel, en datter af Alvin Münchmeyer, hvis bank har en meget dyster historie, idet den var med til at finansiere NSDAP [nazist-partiet] i 30’erne sammen med Harriman i USA og Montagu Norman, bankdirektør for Bank of England.

Hvad der skete, var en gigantisk ekspropriation af den østtyske befolknings ejendom. Pludselig betød alle disse menneskers livsværk intet; det blev erklæret værdiløst; og dette er et chok, som disse mennesker i det tidligere Østtyskland ikke er kommet sig over den dag i dag. Og jeg vil sige, at denne ekspropriation har spillet meget ind på det faktum, at vi nu har fået fremkomsten af Alternativet for Tyskland (AfD), en populistisk organisation som imidlertid har en masse af alle de onde elementer, højreekstremisme, hvis ikke værre – fascistiske elementer – i sig.

Se, etablissementet udnyttede grundlæggende det faktum, at kommunismen var forsvundet, og der skete noget nyt. Da Sovjetunionen stadig eksisterede, så oligarkiet i Vesten stadig et vist behov for videnskabelig og teknologisk fremgang, for dybest set at holde trit med våbenkapløbet i Den kolde Krig, af årsager, der allerede var blevet formuleret af Machiavelli: At man altid skal forblive på samme teknologiniveau som ens modstander, eller være foran.

Men med Sovjetunionens sammenbrud gik det britiske imperium ind i en absolut ubændig deregulering af de finansielle markeder, og de gik tilbage til den gamle oligarkiske tankegang om befolkningsreduktion, og at holde befolkningen i tilbageståenhed, og især efter at det lykkedes at eliminere Glass/Steagall-loven i USA i 1999, fik vi en fuldstændig, uhæmmet deregulering af de finansielle markeder på bekostning af industrien og velfærden, til fordel for spekulanternes profitmaksimering.

I juli 2007, da den anden ejendomsmarkedskrise brød ud – faktisk en uge før – optog Lyndon LaRouche en verdensberømt video, hvor han sagde, at ”Dette system er absolut færdigt, og alt hvad vi vil se nu er, hvordan de forskellige aspekter kommer til at manifestere sig”. Og som et resultat af det faktum, at folk ikke lyttede til ham, fik vi så det store systemiske nedbrud i 2008. Intet blev gjort af centralbanker for at eliminere de grundlæggende årsager til dette nedbrud, og derfor står vi nu, ca. 11-12 år senere, overfor en endnu værre krise, fordi det eneste man lavede var kvantitative lempelser, nulrenter, negative renter, og i dag ser man et sammenbrud af hele systemet, i meget, meget værre grad end i 2008.

Men i mellemtiden udviklede sig også en anden tendens: I forbindelse med vores forslag til den ‘Eurasiske Landbro’, arrangerede vi konferencer og seminarer på fem kontinenter. I ’96 var der en stor konference i Beijing, hvor jeg forelagde vores forslag om at bruge den Eurasiske Landbro som hjørnesten for en ny verdensøkonomisk orden, og på det tidspunkt erklærede Kina, at den Eurasiske Landbro skulle være det strategiske mål inden år 2010. Men så kom naturligvis krisen i Asien i ’97. I ’98 kom den russiske statsbankerot, og disse lande – de asiatiske lande – blev tvunget til at udvikle et alternativ for at forsvare sig selv. Og siden da har der udviklet sig en hel række organisationer: BRICS, Shanghai Cooperation Organization, Global South; og Schiller Instituttet fortsatte med at afholde konferencer med forslag om, at den Eurasiske Landbro skulle blive til en ‘Verdenslandbro’, der forbinder alle fem kontinenter.

I 2013 i Kasakhstan annoncerede præsident Xi Jinping så den Nye Silkevej. Og i de forløbne seks år siden da, er dette blevet det største infrastrukturprojekt nogensinde i historien. Det har allerede fået tilslutning fra 157 nationer og 30 store internationale organisationer. De har skabt et nyt paradigme, der er baseret på respekten for national suverænitet og ikke-indblanding i de andres landes sociale system. Det er en model for samarbejde, som ifølge præsident Xi Jinping er åben for samarbejde med enhver nation på planeten.

Når man ser rundt omkring på kloden er der demonstrationer i mange lande, mange af dem er større end ‘mandags-demonstrationerne’ i DDR. i ’89, og nogle af dem er ikke så fredelige som de var. Vi konfronteres også med eksistentielle farer: Det udgår især fra narkokartellerne, hvis man betragter situationen i Mexico, eller hvis man ser på de overvejende Soros-sponsorerede farverevolutioner, såsom i Hongkong og andre destabiliseringer rundt om i verden. Det er i realiteten de samme kræfter, der står bag kuppet mod præsident Donald Trump, siden 2016. Men der er også en modbevægelse. Den kriminelle efterforskning af kupmagerne mod Trump ledes af justitsminister William Barr.

Så 30 år efter murens fald er vi præcist på det punkt, som jeg har påpeget i mange taler, at hvis man påtvinger det liberale system, så vil man få et langt større sammenbrud, og det er præcis, hvad vi ser i dag. Men vi har også den nye konstellation med Bælte- og Vejinitiativet og præsident Trump, som mange gange har sagt, og bevist gennem sine handlinger, at han ønsker at forbedre forholdet til Rusland og Kina. Så faktisk oplever vi lige nu den store chance igen i 2019, men hvad der [nu] må ske, for at tage ved lære af hvad der gik galt for 30 år siden, er, at de fire [stor-]magter – USA, Rusland, Kina og Indien – skal gennemføre Lyndon LaRouches recept:

– Vi skal have en global Glass-Steagall, adskillelse af bankerne. Kasinoøkonomien må slutte, og dette bør ske inden sammenbruddet for alvor kaster verden ud i kaos.
– Derefter har vi i brug for en nationalbank efter Alexander Hamiltons principper i ethvert land.
– Der er brug for en ny Bretton Woods-aftale, et nyt kreditsystem til at finansiere internationale projekter under Bælte- og Vejinitiativet.
– Og vi er nødt til at have en forøgelse af produktiviteten i økonomierne gennem et fælles lynprogram til realisering af fusionskraft, samt internationalt samarbejde om rumfart og -forskning.

Nu må disse lande – de fire stormagter – gå sammen med andre lande om den økonomiske genopbygning af Sydvestasien, som er blevet ødelagt af disse interventionskrige; og vi har brug for industrialiseringen af Afrika, fordi dette er den store udfordring for hele menneskeheden. Vi må få bugt med geopolitik, og vi må samtykke i hvad præsident Xi Jinping har foreslået igennem mange år: Et fællesskab for hele menneskehedens fremtid.

Dette skal dog kombineres med en renæssance af klassisk kultur, og det er derfor at Schiller Instituttets rolle og ideerne fra Friedrich Schiller er så absolut uundværlige. Det var principielt for Schiller Instituttet, da det blev grundlagt i 1984, at en ny økonomisk verdensorden i virkeligheden kun kan lykkes, hvis den kombineres med en klassisk renæssance. Vi har brug for en dialog mellem de bedste traditioner indenfor alle kulturer, og for europæisk civilisation betyder det, at det smukke menneskebillede, som det blev udtrykt af Friedrich Schiller, og som det blev fejret af Beethoven i ‘Ode til Glæden’ i den niende symfoni, må blive grundlaget for vores uddannelsessystem og vores sociale liv. Fordi hvert menneske, ifølge Schiller, har potentialet til at blive en smuk sjæl, og hans definition af dette er, at ethvert menneske potentielt kan blive et geni. Han har en idé om, at ethvert menneske har en ubegrænset evne til selvforbedring, intellektuelt og moralsk.

Så hvis man ser på det, har den liberale model ikke bare fejlet økonomisk, men også kulturelt. Hvis man ser på narkotikaepidemien, for eksempel i USA, grimheden i ungdomskulturerne, volden i den såkaldte ”underholdning”, skoleskyderier og lignende ting, er det meget, meget tydeligt, at hvis Vesten ønsker at overleve, er der brug for en æstetisk uddannelse. Præsident Xi Jinping har sagt ved mange lejligheder, hvor vigtig han betragter den æstetiske uddannelse, fordi den fører til et smukt sind og en smuk sjæl, og det er kilden til skabelsen af store kunstværker.

Så, I USA og Europa må vi til at genskabe de bedste traditioner for humanisme og klassisk kunst; i traditionen fra den italienske renæssance, de tyske klassikere, musikken fra Bach, Mozart, Beethoven, Schubert, Schumann, Verdi og andre. Dette er ikke en mulighed: Det er en nødvendighed. Civilisationer er forsvundet, og hvis man går til museerne, er de fulde af eksempler på nationer, kulturer og civilisationer, som moralsk var for anløbne til at klare sig. Europa og USA kunne muligvis helt forsvinde! Og dette siger jeg ikke som en pessimistisk prognose, men som et incitament for os til at ændre vores vaner og antagelser. Vi er nødt til at genskabe vores civilisation baseret på de høje idealer fra de store digtere, som Schiller, hvis 260 års fødselsdag vi fejrer i dag.




POLITISK ORIENTERING den 31. oktober 2019:
Massestrejke i gang: Chile, Libanon, Tyskland, Argentina og Storbritannien. Og USA?

Med formand Tom Gillesberg

Lyd:




POLITISK ORIENTERING den 10. september 2019:
Trump fyrer Bolton. Åbner det det op for ny amerikansk politik?
Verden behøver udvikling ikke økofascisme. Se også 2. del (7. min.)

Med formand Tom Gillesberg

Video 2. del:

Lyd:

Her er vores aktionsuge flyveblad. Del det gerne ud på tryk eller elektronisk.

Download (PDF, Unknown)

 




POLITISK ORIENTERING den 29. august 2019:
8 uger til Brexit –
Finansverden ønsker digitale penge og økofascisme
for at udskyde krak –
Grønland: Geopolitisk kampplads eller omdrejningspunkt for økonomisk og videnskabeligt samarbejde?

Med formand Tom Gillesberg

Lyd:

Indhold:

4 uger til hard Brexit

Grøn fascisme

G7 i Frankrig: Ingen løsning på finanskrisen

Iran: muligt gennembrud?

Italien: Von der Leyens kup

Hong Kong: destablisering af Kina

Grønland: militarisering af arktis, eller samarbejde om økonomi og forskning?

Jackson Hole centralbanker møde: Elektronisk valuta i stedet for dollar? Paradigmeskifte, hvor centralbankerne trykker de penge markedet behøver?

Klimahysteri: “hockey stick”-model ophavsmanden tabte en retsag

Rumkapløb igang

 




Luxembourg tilslutter sig Bæltet og Vejen; ’en stor historie’

Den 1. april 2019 (EIRNS) – Kinas {Global Times} udgav søndag den 31. marts en klumme af Hu Weijia om Luxembourg og Bælte- og Vejinitiativet med titlen “Hvorfor Luxembourgs godkendelse af BVI er en stor historie”; selvom den erkendte, at aftalen mellem Kina og Luxembourg underskrevet i sidste uge blev overskygget af den i Italien ugen før.

“Luxembourg ligger langt bag Italien med hensyn til økonomisk størrelse, men den lille nation er et knudepunkt for finansielle institutioner, som opererer på tværs af grænserne på det europæiske marked, “skrev Hu. “Det er eurozonens førende finanscenter og verdens næststørste fondsmarked “[efter London]. Luxembourg var også den første europæiske nation til at deltage i den Asiatiske Infrastruktur Investeringsbank (AIIB). “Luxembourg kan måske tjene som et pragmatisk brohoved til samarbejde mellem BVI og Europa”, sagde klummen. Den antydede, at Kina og Luxembourg kunne samarbejde om at “lindre gældsproblemer” for lande langs BVI.




‘Russiagates’ sammenbrud afslører de britiske gerningsmænd:
Gør det af med dem, så menneskeheden kan gå til det nye paradigme

Schiller Instituttets internationale webcast den 28. marts, 2019 med Helga Zepp-LaRouche

Frigivelsen af den særlige anklager Muellers rapport, hvori han blev tvunget til at indrømme, at der ikke var tegn på at præsident Trump eller hans kampagnestab samarbejdede med Rusland, og intet bevis for at anklage ham for obstruktion fører til spørgsmålet, hvem stod bag det, og hvorfor? Dette må forfølges, som rep. Nunes meddelte, at han planlægger at gøre, og som Trump selv i sine tweets i sidste uge har gjort klart skal gøres; Trumps tweets identificerede den britiske rolle i lanceringen af Russiagate for at forhindre et bedre forhold mellem USA og Rusland og Kina. Frigivelsen af rapporten har åbnet op for ‘regnskabets time’.

Det fremgår klart af anti-Trump-styrkernes reaktion, at de ikke vil stoppe. Helga Zepp-LaRouche pegede på optrapningen mod Venezuelas regering som ‘en fortsættelse af kuppet mod Trump i ‘en ny forklædning’.

Reorganiseringen af den geopolitiske institution, Komitéen om den Nuværende Fare – Kina, er et andet eksempel på samme hensigt.

Men hun tilføjede, at dette ikke vil stoppe fremkomsten af det nye paradigme, som den kinesiske præsident Xi Jinpings tur til Europa i denne uge viser. Italienerne trodsede de bankerotte diktatorer ‘in spe” i EU, og Macron, der underskrev talrige aftaler med Xi, og Merkel blev tvunget til at erkende, at momentum er på Kinas side.

Hun konkluderede med at sige, at eftersom Lyndon LaRouches livsværk bliver realiseret i og med fremgangen for det nye paradigme, ville hans frifindelse give et afgørende skub til at bringe USA ind i mobiliseringen for at virkeliggøre menneskehedens fælles interesser.

 




Italiens samarbejde med Den Nye Silkevej viser Europa vejen mod fremtiden

Af Helga Zepp-LaRouche den 23. marts 2019

Den kinesiske præsident Xi Jinpings statsbesøg i Italien, hvor en hensigtserklæring underskrives mellem de to lande om at samarbejde om udbygningen af Den Nye Silkevej, var en magtfuld demonstration af, at der også kan finde en begejstrende og positiv politisk udvikling sted. Den nye form for samarbejde og genoplivning af den antikke silkevej bringer ikke kun enorme økonomiske fordele til Italien såsom udbygning af havne, modernisering af infrastrukturen, nye investeringer inden for et bredt spektrum af industrianlæg. Et samarbejde åbner også store muligheder for eksport til Kina og fælles investeringer i tredjelande; fordi landet med sin fordelagtige geografiske placering i Sydeuropa og ved Middelhavet kan udgøre en port mellem Asien og Europa. Og ikke mindst kan Italien være et brohoved for samarbejdet om industrialiseringen af Afrika.

Man skulle tro, at dette ville udgøre det vigtigste tema blandt alle nyheder. Overhovedet ikke; for forholdet til Kina er lige for tiden det afgørende spørgsmål inden for europæisk politik. De fleste i Italien lige fra den EU-venlige præsident Mattarella, koalitionspartierne og store dele af oppositionen anerkender de enorme muligheder, som den kinesiske “vækstkultur” har, som Mattarella benævnte det under sin pressekonference med Xi Jinping. Mens det af EU’s nedskæringspolitik hårdt plagede Italien glædede sig over mulighderne, så ringede man med alarmklokkerne i “de øvrige store EU-stater og i USA”, sådan som det lød på T-Online. Silkevejen er Kinas trojanske hest, den bringer ingen økonomiske fordele, Italiens samarbejde med den vil ødelægge landets ry over hele verden – sådan lød det fra John Boltons nære medarbejder Garret Marquis, en talsmand for USA’s nationale sikkerhedsråd; den giver “Kinas røveriske hensigter” et skær af legitimitet.

Listen af giftige argumenter fra den geopolitiske lejr lader sig sagtens forlænge yderligere. Og de, der atter og atter gentog denne anti-kinesiske linje, afslørede dermed sig selv som bevidste eller manipulerede fortalere for den angloamerikanske nykonservative elite. Direktøren for den nationale amerikanske sikkerhedstjeneste, Dan Coats, har for nyligt ligesom Pence, Pompeo og Bolton betegnet Kina og Rusland som de vigtigste sikkerhedspolitiske trusler mod USA, hvorved militæret og efterretningseliten øjensynligt forsøger at “inddæmme” præsident Trumps forsøg på en positiv Kina-politik, sådan som det hedder på nykonservativt-nytysk.

Bag denne, her i den nyere tid forstærkede anti-kinesiske propaganda i USA, men også i Europa, gemmer sig konflikten mellem det nyliberale systems gamle mønster, hvis kræfter ubetinget søger at fastholde den gængse geopolitik, og på den anden side det nye mønster, som Kina har indført med det nye udenrigspolitiske koncept om et samarbejde mellem suveræne nationer til gensidig fordel. Og selv om de tiltagende spændinger i forholdet mellem Amerika og Rusland afgjort kan danne grundlag for de største bekymringer, så hævder flere folk fra baglandet, at den største strategiske konflikt udgøres af forholdet mellem USA og Kina. Det drejer sig her om den berømte “Thukydid-fælde”: Hvordan vil den hidtidigt dominerende magt, altså USA, forholde sig til en anden magts opstigning? Tolv gange i historien er det kommet til krig, medens den opstigende magt fortrængte den første fire gange uden krig.

Den kinesiske regering har i over fem år med sit silkevejs-initiativ sat et helt nyt koncept for indbyrdes strategiske forhold på den internationale dagsorden, som skal overvinde geopolitikken og erstatte den med præsident Xi Jinpings ide om “menneskehedens skæbnefællesskab”. Denne nye model, der rigtignok afgjort varetager kinesiske interesser, giver til gengæld også de nu 123 samarbejdende stater hidtil uopnåelige fordele. Modellen har ganske enkelt vist sig som mere fordelagtig. I stedet for at henvise disse stater til en geopolitisk stedfortræder-status, har den medført virkelige fremskridt i Afrika, Asien og Sydamerika og endda blandt de 13 europæiske stater, der indtil videre har underskrevet lignende hensigtserklæringer, som nu Italien. Den har frembragt forbedret infrastruktur, investeringer i industri og landbrug, samarbejdsplaner om videnskab og teknologi og udveksling af kultur.

EU reagerer på sin side voldsomt spaltet: På den ene side betegner EU – som så at sige juniorpartner i det anglo-amerikanske imperium – i sin netop offentliggjorte “tipunkts-handlingsplan” Kina som en “systemisk rival”, der gør propaganda for “alternative styreformer”. Og på den anden side ønsker det ikke at gå glip af de økonomiske fordele ved samarbejdet med Kina. Præsident Macron, der ikke har haft den store succes med sine planer om reformering af EU, og ikke er særligt vellidt af sin egen befolkning, roste dette EU-papir før sit møde med Xi Jinping og sagde, at dette opråb var nødvendigt, og at tiden for den europæiske naivitet var forbi, hvor Kina kunne udnytte den europæiske splittelse.

Her lyder den italienske finansminister Trias synspunkter meget mere målbevidste, idet han peger på de “forbløffende mange” områder, hvor Italien kan gøre brug af sin ekspertise inden for silkevejs-initiativet: Maskinkonstruktion, logistik, rådgivning, effektivitetsstudier, design, ingeniørkunst, sikkerhed, finans, og forsikring. Tria fortsætter: “Italien nyder også godt af en strategisk, geografisk position blandt de nuværende og fremtidige rammebetingelser for handelen mellem Østen og Vesten og Afrika. Med sin beliggenhed ved Middelhavet råder Italien over den næststørste industrikapacitet i Europa, er førende inden for den teknologiske innovation og godt forsynet med veludviklede havne og jernbanenet. Disse egenskaber gør Italien til den ideelle sydlige portal for det europæiske kontinent og for handelsruterne mellem Europa og Kina.”

Den selvbevidsthed og erkendelse af mulighederne, der kommer til udtryk i disse ord fra Trias side, står i kras modsætning til opfattelsen af Kina som en trussel. Interessant nok kommer oppositionen mod Kina netop fra de samme kredse, der stadig i 2001 gik kraftigt ind for at få Kina optaget i Verdenshandelsorganisationen, WTO, øjensynligt i den tro, at dette automatisk ville føre til, at kineserne overtog den vestlige model med dets liberale demokrati.

I stedet for blot at affærdige Kina som et “rivaliserende system” og hænge fast i den egentlig ret arrogante opfattelse, at den vestlige demokratiske model må være den eneste standard for en god regering i hele verden, så ville det være mere meningsfuldt at overveje kriterierne for et systems succes. Faktum er, at Kina har løftet sin egen befolknings levefod enormt i de sidste 40 år, at det nu i nogle år for første gang har tilbudt udviklingslandene en chance for at overvinde deres underudvikling, at det løste krisen i Asien og derefter krisen i 2008 væsentligt bedre end Vesten og at det har frembragt en udviklingsoptimisme i sin egen befolkning, som er helt forsvundet i Vesten.

Og dermed viser Kina, at det i modsætning til Kristendommen og Islam ikke er spor interesseret i at omvende andre kulturkredse til sin egen filosofi, men udtrykkeligt anerkender suverænitetsprincippet og accepterer andre staters sociale modeller. Påstanden om, at Kina spalter Europa sigte efter at tage opmærksomheden væk fra det ubeskrivelige Brexit-teater, væk fra ønsket om at sætte militæret ind mod De gule Veste i Frankrig og væk fra den allerede dybe kløft i Europa mellem øst og vest og syd og nord.

Tværtimod: Dersom Tyskland og Frankrig ville følge Italiens eksempel om at samarbejde med Kina, ikke blot i de bilaterale forhold, men først og fremmest i industrialiseringen af Afrika og Sydvestasien, så ville dette være den eneste måde, hvorved Europa kunne overvinde sin indre splittelse og finde frem til en fælles mission, noget, der fuldstændigt mangler nu.
I stedet for at opbygge sin egen geopolitiske bastion imod Kina, Rusland og USA, sådan som Macron har foreslået i sine allerede forkastede planer, så ville et forenet Europa af nært samarbejdende fædrelande, der sammen med Kina selv er med til at udforme “den fælles menneskeheds fremtid” være den bedste mulighed for også at styrke de kræfter i USA, der ønsker at undgå “Thukydid-fælden”.

Den tidligere italienske økonomiminister Giulio Tremonti har i disse dage påpeget, at visionen om Den Nye Silkevej, altså om et globalt udviklingsprogram for at overvinde fattigdommen og underudviklingen, blev foreslået allerede i begyndelsen af 90-erne af den amerikanske “visionær” Lyndon LaRouche. Rent faktisk skete det allerede midt i 70-erne. Nu om dage, og dette burde stå klart for ethvert tænkende menneske, eksisterer der kun to alternativer: Enten forsøger Vesten at undertrykke Asiens og udviklingssektorens opstigning, hvilket vil medføre en tredje verdenskrig med indsats af termonukleære våben, eller også lykkes det at udvikle et nyt mønster for samarbejde. Det er på den allerhøjeste tid at lytte til “Lyndon LaRouches vise ord”, sådan som Mexikos tidligere præsident López Portillo i sin tid udtrykte det.

Dersom EU ikke er i stand til at frembringe et nyt syn på Den Nye Silkevejs muligheder inden det kommende topmøde mellem EU og Kina den 9. april, så vil kortene til valgene til Europaparlamentet den 24.-26. maj kunne forventes blandet på en ny måde.




Et revolutionært øjeblik – Mueller fandt intet, alt imens det ’Nye Paradigme’ tager form

Den 24. marts (EIRNS) – Tidens relativitet bliver tydeligt demonstreret af det accelererende tempo af udviklinger i verden over de seneste dage. I tider som disse skærpes den fælles menneskelige bevidsthed og følsomhed, idet både de fælles antagelser om ‘the powers that be’ knuses, og at virkelig nye ideer, der er baseret på menneskets kreativitet, kommer indenfor vores rækkevidde.

Statsadvokat Barr offentliggjorde i dag et fire-siders dokument, der opsummerede den endelige rapport, som den særlige anklager Robert Mueller forelagde fredag. Mueller fandt absolut intet, der indikerede at præsidenten eller nogen i hans familie eller hans administration skulle have samarbejdet med Rusland. Intet. Mueller viste sig at være den slange han altid har været ved at hævde, at han ikke kunne nå frem til en afgørelse om “obstruktion”, idet han overlod det til justitsministeren og hans stedfortræder, der straks sagde, at der ikke var tegn på obstruktion. En fuldstændig analyse af statsadvokatens rapport og den undergravende virksomhed, som de kriminelle i Obamas justitsministerium og deres neokonservative allierede har udført i årevis, på vegne af den britiske efterretningstjeneste, for at vælte den valgte amerikanske præsident, følger nedenfor. Husk på, at præsident Trump for bare en uge siden ‘retweetede’ en anklage om, at hele Russiagate fupnummeret var “designet til dels for at hjælpe Storbritannien mod russisk indflydelse ved at lokke USA til at tage en hård linje imod dem.” Dette er en kendsgerning, der selvfølgelig blev dokumenteret af LaRouche-bevægelsen fra starten af.

Denne historiske begivenhed er blot en af mange i de sidste 48 timer fra fredag til søndag:

 

  • Italien, en af verdens største økonomier og det historiske centrum for den europæiske renæssance, sluttede sig til den Nye Silkevej under Xi Jinpings besøg, på trods af hysterisk modstand fra dinosaurerne i EU’s bureaukrati i Bruxelles. Arrangementet fulgte blot få dage efter det i fællesskab af MoviSol og Lombardiet afholdte forum i Milano, hvor lederen af regeringens ‘Kina taskforce’, Michele Geraci, og Schiller Instituttets grundlægger og formand, Helga Zepp-LaRouche, i fællesskab talte om den verdenshistoriske karakter af denne udvikling.

 

  • Den britiske regering sank ned i totalt kaos, da fristen for Brexit hurtigt nærmer sig uden nogen løsning i syne.

 

  • I Frankrig indkaldte Macron hæren efter 19 uger med de Gule Vestes demonstrationer.

 

  • Præsident Donald Trump tilsidesatte offentligt sanktioner mod Kina og Nordkorea, der blev pålagt 24 timer tidligere af hans finansministerium, sanktioner der blev støttet stærkt af hans nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton. Trump meddelte, at holdet der forhandler en aftale med Kina vil tage til Beijing på næste torsdag den 28. marts.

 

  • Officielle repræsentanter for USA, Rusland og Kina mødtes i Washington, D.C. for at planlægge en vej frem for tilbagetrækning af udenlandske tropper fra Afghanistan, en af de ‘uendelige krige’, som Trump har svoret at bringe til afslutning. Indtil nu har disse bestræbelser været standset af anti-Rusland og anti-Kina-kampagnerne, der føres af de neokonservative og Demokraterne.

 

Fornuftens kræfter er på vej, men imperiet vil ikke godvilligt lade sig gå i glemsel. Høgene i militæret optrapper deres provokationer mod både Rusland og Kina, alt imens de med det yderste af neglene stopper eller i det mindste forhaler Trumps indsats for at afslutte de koloniale krige, der blev lanceret af Bush og Obama. Vores børn bliver misbrugt, og forledes til at fordømme videnskab og fremskridt, og endog at fordømme det at få børn, under forklædning af ‘the New Green Deal’. Det finansielle system vakler på afgrundens rand, idet en vending af ‘afkastkurven’ (yield curve) (også i de sidste 48 timer!) har sendt kuldegysninger ned langs rygraden af ‘herrerne’ på Wall Street og City of London. Demokraterne og deres følgesvende blandt de neokonservative i det republikanske parti er i febrilt hastværk for at fabrikere nye måder at bringe USA’s præsident til fald på, lige præcist det tidspunkt hvor han med det amerikanske folks aktive opbakning kan handle på LaRouches program for at redde nationen og sætte verden på en kurs imod et nyt paradigme. Det betyder at slutte sig til den Nye Silkevej; at indkalde, sammen med Rusland, Kina og Indien, til en Ny Bretton Woods-konference for at etablere et nyt verdensomspændende finanssystem baseret på Glass-Steagall, nationalbanksystem, for at skabe kredit til genopbygning af industri, landbrug og infrastruktur og genoprette amerikansk atom- og fusionsenergiudvikling og vores engang storartede system til rumforskning gennem internationalt samarbejde på frontlinjerne for den menneskelige viden.

Dette er tiden til handling. Mobiliseringen af alle nationers borgere til at handle på opfordringen til at frifinde LaRouche fremkalder følelsen af håb i dem, og optimisme for virkelige løsninger, og for at overvinde årtierne med påført pessimisme i et samfund, der drukner i narkotika, pornografi, krige og nedskæringer. Find glæde i dette potentiale for menneskeheden.

 

 




Italien og Kina underskriver banebrydende hensigtserklæring om Bælte- og Vejinitiativet.

Den 23. marts (EIRNS) – Italien og Kina har underskrevet den berømte hensigtserklæring, aftalememorandum, om Bælte- og Vej-samarbejde i dag, sammen med 10 økonomiske aftaler og 18 institutionelle aftaler. Erklæringen er en milepæl, og studeres angiveligt allerede af andre lande, der ønsker at følge Italien. Hensigtserklæringen siger indledningsvis, at “parterne vil arbejde sammen inden for Bælte- og Vejinitiativet (BRI) for at omsætte gensidigt supplerende styrker til fordel for praktisk samarbejde og bæredygtig vækst, der understøtter synergierne mellem Bælte og Vejinitiativet og prioriteterne i investeringsplanen for Europa og de trans-europæiske netværk, under hensyntagen til drøftelserne i EU-Kina-forbindelses-platformen.”

Med hensigtserklæringen er Italien den første store industriøkonomi, der slutter sig til Bæltet & Vejen, som kinesiske medier stolt understreger. Underskrivelsen af aftalememorandummet fandt sted på trods af det transatlantiske pres og åben fjendtlighed fra Italiens “partnere” i EU. Den italienske minister for Økonomisk Udvikling, Luigi Di Maio, som skrev under sammen med sin kollega, He Lifeng, formand for den Nationale Udviklings og Reformkommission, erklærede, at “i dag er for os en meget vigtig dag, hvor “made in Italy” vinder – de italienske firmaer vinder. Vi tog et skridt for at hjælpe vores økonomi med at vokse. Italien kom først med Kina.”

De økonomiske aftaler omfatter: Et strategisk partnerskab mellem den italienske Cassa Depositi e Prestiti og Bank of China til finansiering af italienske virksomheder i Kina; En hensigtserklæring mellem det italienske olieselskab ENI og Bank of China om udforskninger i Kina; Ansaldo Energia underskrev to aftaler, hvoraf den ene gik ud på at udvikle gasturbiner med UGTC og en anden turbineforsyning til Shanghai Electric og Benxi Steel; havnemyndighederne i Trieste og Geneve indgik en aftale med konstruktionsgiganten CCCC. Cassa Depositi og naturgas-forsyningsselskabet Snam underskrev en aftale med Silkevej-fonden om investeringer langs Silkevejen; Instituttet for udenrigshandel indgik en aftale med Suning for skabe en platform til fremme af den italienske livsstil i Kina; og Danieli Group underskrev en kontrakt med China Camc Engineering om opførelse af et stålværk i Aserbajdsjan. De institutionelle aftaler, udover hensigtserklæringen om BRI-samarbejdet, omfatter samarbejde om innovative iværksætterprojekter og elektronisk handel, samt samarbejde mellem de to rumagenturer, landbrug og kultur, sundhed og medier.

 




Lyndon LaRouches ånd kæmper videre

Den 21. marts (EIRNS) – Den kinesiske præsident Xi Jinping og hans kone Peng Liyuan skulle ankomme til Rom torsdag aften på statsbesøget i Italien den 22.-23. marts; med ham følger en delegation på 500, inklusive 200 kinesiske forretningsfolk. Som Schiller Instituttets præsident Helga Zepp-LaRouche sagde tidligere i dag, vil det tilsvarende italienske hold sandsynligvis være betydeligt større end det kinesiske; de involverede store tal peger på betydningen af de spørgsmål, der skal forhandles, herunder samarbejde i tredjelande; det historiske kinesisk-italienske memorandum om Bæltet og Vejen, som var emnet for den, i fællesskab mellem MoviSol og Lombardiet, afholdte konference i Milano 13. marts; dette omfatter også udviklingen af Sicilien, hvor Xi Jinping vil gøre sit andet stop i Italien efter Rom

De af London kontrollerede modstandsfraktioner forventede aldrig helt noget i denne stil, og de er stadig langt fra at kunne dæmme op for det; de forventede konsekvenser giver allerede genlyd over hele verden. I Tyskland lagde transportministeriet efter en ubehagelig pressehetz afstand til BVDSI, Forbundforeningen for det tyske Silkevejsinitiativ, som er en sammenslutning af små og mellemstore virksomheder (Mittelstand), der ønsker at samarbejde med Kina og Silkevejen. Men Østrigs transportminister reagerede på rapporten om det italiensk-kinesiske memorandum ved at erklære, at Østrig var det første europæiske land til at underskrive et lignende.

De kulturelle og civilisatoriske konsekvenser er, som Zepp-LaRouche gjorde opmærksom på i Milano, endog langt dybere.

Nu “bør man være opmærksom på”, at en så vidtrækkende udvikling, som endog rækker længere, nemlig til det verdensomspændende Bælte- og Vejinitiativ, som blev lanceret af Xi Jinpings Kina i 2013, skylder dets oprindelse til visdommen, modet, og det klare afslag på at acceptere et nederlag, af èn mand, Lyndon H. LaRouche, Jr., der døde den 12. februar. I 1988 fremsatte LaRouche forslaget om ‘den Europæiske produktive Trekant – Paris-Berlin-Wien’, som en avenue af kombineret højteknologisk udvikling for Europa efter afslutningen af Warszawa-pagten, hvilket han stort set var alene om at have forudset fem år tidligere.

Den ‘Produktive Trekant’ var ikke umiddelbar selvindlysende sund fornuft. Det var en ny og kreativ opfindelse, der stammede fra dybden af LaRouches oprindelige opdagelser i økonomi; og han og hans kone hjalp til med at udforme pædagogiske værktøjer for at forklare det for deres medarbejdere og andre. Den ‘Produktive Trekant’ var den egentlige oprindelse til LaRouches ‘Eurasiske Landbro’ eller designet af ‘Den nye Silkevej’.

Ikke så snart havde LaRouche lanceret idéen om den ‘Produktive Trekant’, før han blev sendt i føderalt fængsel i fem år på falske anklager. Mindre folk ville have accepteret det som et nederlag, men LaRouche kæmpede utrætteligt videre fra fængslet, mens hans kone ledede en kampagne for denne ide over hele verden.

På den tid var det dog ‘ikke den vej, der skulle tages’. I stedet for den kombinerede udvikling af Øst og Vest, for hvilken LaRouche kæmpede så glimrende, ødelagde Margaret Thatcher, George H.W. Bush og François Mitterrand den tidligere Warszawa-pagt med spekulative udskejelser, samtidig med at også Vesten blev bragt til katastrofe.

Kæmpede LaRouche-parret og tabte? Sådan forekom det på tidspunktet – og indtil for nylig. Nu, i retrospekt, står det klart, at ‘nederlaget’ kun var midlertidigt. De kæmpede videre uanset hvad, og de vandt til sidst.

Nu er det op til os at kæmpe videre i samme ånd for de ideer, kampagner og store projekter, som LaRouche har efterladt til os. En anden af disse er at besejre det britiske kupforsøg mod USA’s forfatning og præsidentskab. I den forbindelse gør nylige afsløringer det klart, at den britiske ‘Russiagate’-operation mod præsident Donald Trump er en udløber af det britiske og Obamas’ fascistiske kup i Ukraine i 2014, som Lyndon LaRouche bekæmpede og uophørligt fordømte fra dag 1. Fakta, som nu kommer frem i lyset, hjælper os med at knuse dette kup.

 




Zepp-LaRouche I Milano: ’Hvad Italien gør lige nu er af den største historiske betydning’

Den 14. marts (EIRNS) – Idet hun talte ved en konference i Milano i går om “Italien og den nye silkevej”, fremlagde Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, et strategisk perspektiv for en hurtig forening af det nuværende smuldrende Europa omkring dets deltagelse i udviklingen af det eurasiske kontinent og det store Bælte- og Vejinitiativ, et skridt, som hun antydede kunne blive den udslagsgivende faktor til at flytte verden væk fra den truende fare for udryddelse med kernevåben.

Potentialet for dette skifte “vokser hurtigere, end man tror”, fortalte hun seminaret.” Min prognose [er, at] perspektivet for at forene Europa – ikke nødvendigvis under EU-bureaukratiet, men som i de Gaulles opfattelse mere som et “Fædrelandenes Europa”, der forener sig med Kina, med Rusland, med Bælte- og Vejinitiativet, den Eurasiske Økonomiske Union og de europæiske lande, for fuldt ud at samarbejde i dette nye paradigme – at dette perspektiv absolut er til stede.”

“Det er også den eneste måde, hvorpå Europa kan påvirke den strategiske situation,” tilføjede Zepp-LaRouche. Hun uddybede:

“Fordi hvis man havde et forenet ‘Fædrelandenes Europa’, der samarbejder med Bælte- og Vejinitiativet, herunder Tyskland og Frankrig, ville det være den bedste måde at få USA til også at opgive sin modstand – hvilket, som jeg sagde, ikke er præsident Donald Trump selv, men disse andre kræfter – og få USA til at deltage i det nye paradigme. Og jeg tror, at det er det eneste håb vi har for at undgå en katastrofe, hvor vi vil ende med Tredje Verdenskrig med atomvåben, hvilket betyder udslettelsen af civilisationen.

“Så i den forstand er det, som Italien gør lige nu, af den største historiske betydning; fordi Italien, med hvad Italien gør, med dets aftale-memorandum [for Bæltet og Vejen], men også dets ‘joint ventures’ med Kina i Afrika, kan blive rollemodellen for alle de andre europæiske lande.”

Det Britiske Imperium og dets neo-konservative håndlangere vil blive drevet til vanvid, både af hvad Zepp-LaRouche foreslår, og af hvor og hvornår hun foreslog det. Hun er jo, når alt kommer til alt, en tysk politisk leder, samt lederen af det Internationale Schiller Institut, og ved hvad hun taler om, når det gælder Tyskland.

Dette initiativ kommer netop som Hendes Majestæts regering i Storbritannien – med premierministerens mislykkede Brexit-afstemninger i Parlamentet – har demonstreret for hele verden, at det er dysfunktionelt og ved at falde fra hinanden.

Mens de fumler rundt derhjemme, dukker Helga Zepp-LaRouche – hvis nyligt afdøde mand, Lyndon LaRouche, det britiske monarki stadig hader og frygter som dets førende modstander gennem det sidste halve århundrede – dernæst op i Italien og taler ved en konference, som den LaRouche-associerede organisation MoviSol i Italien har været med til at sponsorere sammen med den lovgivende myndighed i Lombardiet. Desuden var den første taler ved konferencen den italienske undersekretær for ‘Ministeriet for Økonomisk Udvikling’ og medformand for regeringens ‘Task Force China’, Michele Geraci, på hvem Londons presseimperium netop har fokuseret deres skældsord, som den angivelige arkitekt bag Italiens tiltrædelse til ‘Bæltet og Vejen’.

Og dette finder sted en uge før den kinesiske præsident Xi Jinping besøger Italien fra 22.-24. Marts, hvor han forventes at underskrive et aftale-memorandum om Italiens deltagelse i Bælte- og Vejinitiativet.

London og de vilde neo-konservative i Washington, D.C. har truet den italienske regering med ruin og udelukkelse fra “deres klub”, hvis det skulle fortsætte dette MoU (Memorandum of Understanding), men Italien har hidtil holdt fast på sit – en holdning, som vil opildne resten af Europa også.

De sydlige og østlige nationer i Europa holder fast i at se det nye paradigme, der dukker op i Asien, som deres store håb; grækerne påpeger, at EU og de vestlige finansinstitutter, der raser imod de europæiske forbindelser med Kina, ikke selv tilbyder nogen investeringer; Portugal inviterer et medlem af det ‘rådgivende udvalg for Kinas statsråd til bekæmpelse af fattigdom’ til at holde fire konferencer på tre dage i denne uge i Portugal, om hvordan Kina eliminerer fattigdom.

Nu banker Bæltet og Vejen på dørene til Frankrig og Tyskland.

 




EU lækker indhold af Italien-Kina-memorandum i forsøg på sabotage

Den 9. marts (EIRNS) – Talerør for EU-systemet, ‘EURACTIV’, har lækket det angivelige indhold af udkastet til memorandum, der skal underskrives af Italien og Kina under Xi Jinpings kommende besøg i Rom den 22. marts, med den hensigt at sabotere det. Ifølge Euractiv planlægger Kina at samarbejde med Italien om udvikling af “veje, jernbaner, broer, civil luftfart, havne, energi og telekommunikation”, som en del af Beijings Bælte- og Vejinitiativ. Dokumentet siger også, at Kina søger at samarbejde med EU’s investeringsplaner “ved at støtte synergien mellem Bælte- og Vejinitiativet og prioriteter udpeget i investeringsplanen.”

Notatet, som oprindeligt blev udarbejdet i september, siger, at Kina og Italien “vil fremme synergien og styrke kommunikation og koordinering ” samt “forbedre politisk dialog” om “tekniske og lovgivningsmæssige standarder.”

“En kilde afslørede sent torsdag aften [d.7. marts], at teksten, som EURACTIV i øjeblikket er i besiddelse af, vedrører forslag fremsat af den kinesiske stat. Og at den endnu ikke har ændringer, der er foretaget af den italienske regering.

“Det lækkede memorandum sætter rammerne for mindre specifikke samarbejdsaftaler og kommercielle aftaler, herunder nye investeringer af kinesiske virksomheder i havnen i Trieste…

“EURACTIV er informeret om, at der blandt de øvrige aftalesigneringer, der er planlagt til Xis besøg, er en der vil fremme samarbejdet mellem de to nationale el-operatører, ‘State Grid Corporation’ i Kina og Italiens ‘Terna’. Førstnævnte ejer for øjeblikket 35% af aktierne i ‘CDP Reti’, et selskab der kontrollerer 29,8% af Terna.

“Flere kontroversielle handelsaftaler og joint ventures kunne etableres, også mellem kinesiske virksomheder og den førende italienske forsvarsvirksomhed Leonardo.

“Derudover er et andet forslag til ‘memorandum of understanding’ vedrørende e-handel udarbejdet af Handelsministeriet for Folkerepublikken Kina (MOFCOM) under granskning af Italiens forhandlere.

“Mere generelt afslører dette memorandum, at der kunne indgås aftaler om yderligere tilpasninger inden for transportsektoren, med en forståelse for at “begge parter deler en fælles vision om forbedring af tilgængelig, sikker, omfattende og bæredygtig transport.

“EURACTIV forstår, at alle ovenstående planer er initiativer foreslået af Kina.”

 




NYHEDSORIENTERING NOVEMBER-DECEMBER 2018:
Kun Glass/Steagall-bankopdeling og et Nyt Bretton Woods-kreditsystem
kan håndtere et nyt finanskrak

Download (PDF, Unknown)




POLITISK ORIENTERING den 13. december 2018: EU i opløsning:
Fransk protestbevægelse seneste udtryk for oprør fra Vestens befolkning

Med formand Tom Gillesberg

Lyd:

1. del: Indlæg:

2. del: Diskussion:




Corbyn fremlagde Labour-partiets alternativ til Mays Brexit-aftale

Den 19. november (EIRNS) – Formanden for det britiske Labour Parti, Jeremy Corbyn, præsenterede sit alternativ til den britiske premierminister Theresa Mays Brexit-plan i en tale til Den Britiske Sammenslutning for Handel og industri (British Confederation of Business and Industry, CBI) i dag. Han gjorde sine bemærkninger, efter at May selv talte til CBI i dag.

Corbyn kaldte Mays regering en “regering i uorden”, som forhandlede en “forkludret” Brexit-aftale. Han sagde, at hans parti ville stemme imod aftalen og opfordre til nyvalg. Han sagde, at ‘business as usual’ ikke virker …. For at imødegå de største udfordringer for vores land i dag, bør vi ikke frygte forandring, vi bør omfatte den. Dybtliggende ændringer er nødvendige for at undgå en skadelig Brexit, der vil gøre ondt på erhverv, jobs og levestandard, og i stedet bruge det som katalysator for økonomisk transformation, “sagde han.

Han sagde, at der er behov for en forandring for at tackle den enorme ulighed, der har forvrænget økonomien og vansiret vores samfund. En god Brexit-plan for dette land handler ikke kun om, hvad der kan forhandles med Bruxelles; det skal også omfatte et radikalt investeringsprogram og reelle forandringer på tværs af vores regioner og nationer.

“I 2016 stemte landet for at forlade EU på baggrund af den økonomiske nedtur i Storbritannien efter finanssammenbruddet: en million familier, der modtager føden fra godgørende organisationer, over 4 millioner børn der lever i fattigdom, og reallønninger der er lavere i dag end i 2010.”

“Velstanden er ikke nået frem til de nedre lag i samfundet. I stedet har streng og forældet økonomisk tænkning bidraget til at skabe en situation, hvor 20 procent af Storbritanniens rigdom er i hænderne på kun 1 procent af befolkningen.”

Han opfordrede til forhandling om en permanent toldunion med EU.

I mellemtiden giver en vælgerundersøgelse foretaget af The Observer Labour-partiet en tilslutning på 39%, en føring på 3 procentpoint over Det Konservative parti, som ligger på 36% sammenlignet med en måned siden.

 




Betydningen af det amerikanske midtvejsvalg – spørgsmålet er krig eller fred!

Efter at være vendt tilbage fra en rejse til Rusland, har Helga Zepp LaRouche genoptaget sin ugentlige webcast med en skarp besked til verden: Det egentlige underliggende spørgsmål, der ligger til grund for alle kommende politiske begivenheder er krig eller fred?

I hendes udsendelse dækkede Helga følgende emner:

*1. Der er et omfattende iscenesat “kaosscenario”, der leder op til det amerikanske midtvejsvalg, og spørgsmålet er i virkeligheden global krig eller fred? Det såkaldte Russiagate-bedrageri er blevet afsløret og udstillet som en britisk operation (måske skal det nye navn være “Britishgate” eller “Muellergate”?), og folk må forstå, hvorfor denne britiske intervention blev lanceret.

*2. Efter Helgas tur til Moskva præsenterer hun et tilbageblik på, hvorfor den russiske præsident Vladimir Putin er hadet af det vestlige oligarki. Putins interventioner for at afværge den folkemorderiske økonomiske ‘chokterapi’ – forsøget på [fra vestlig side] at ødelægge Rusland – har været afgørende i forhold til at genskabe Ruslands rolle i verden, og folk skal forstå, at russerne er villige til at forsvare sig ved en altomfattende krig!

*3. I Tyskland ser vi kansler Angela Merkel kollapse – men inden man fejrer det må man spørge “Hvad er alternativet?”

*4. Der er et stort potentiale for globale diplomatiske gennembrud efter det amerikanske midtvejsvalg. Præsident Trump har planlagt at mødes med den russiske præsident Vladimir Putin kort efter valget, og derefter den kinesiske præsident Xi Jinping mod slutningen af måneden. Topmødet mellem Trump og Putin vil finde sted ved en begivenhed, der højtideligholder 100-året for afslutningen af Første Verdenskrig, en krig skabt af britisk imperialistisk geopolitik – en vigtig påmindelse om vores opgave i dag: At afslutte den britiske geopolitiske æra!

 




Kunne den næste tyske kansler være en grøn fanatiker uddannet ved London School of Economics?

22. oktober 2018 (EIRNS) – Med støtte på den ene eller anden måde fra alle mainstream-medierne, forventes Tysklands De Grønne, som allerede har lagt SPD bag sig, snart også at overvinde CDU-CSU. En ny meningsmåling, udført for de private tv-stationer RTL og n-tv, placerer de grønne på 21% på nationalt niveau, kun 6% efter CDU-CSU, som befinder sig på 27%, med en faldende tendens. SPD er nede på 14%, og er allerede faldet bag AfD med dets 15%; FDP og Linke gives 9% hver.

Især for CDU, som har skubbet på med perspektivet om en national koalition med De Grønne – en mulighed, som heldigvis mislykkedes efter det nationale valg i september 2017, og som også pressede på for samme slags koalition som et pilotprojekt tilbage i 2013 i delstaten Hessen – har hele denne strategi vendt sig til en boomerang. Hvis CDU, der stadig forventes at komme ud som det relativt største parti ved valget til parlamentet i delstaten Hessen d. 28. oktober, må opgive at finde to koalitionspartnere til at danne en CDU-ledet regering, vil mandatet blive givet til det næststørste parti, som måske er De Grønne, og ikke SPD.

Det vil i så fald være muligt at få en ny treparts-koalitionsregering i Hessen ledet af en grøn ministerpræsident – som i delstaten Baden-Württemberg. Det kunne være et forspil til, hvad der kan ske efter det næste nationale valg – som kan blive et tidligt udskrevet valg, hvis en glat overgang til en post-Merkel æra ikke er mulig.

Den næste tyske kansler kunne da muligvis blive De Grønnes partiformand Annalena Baerbock, en ‘grøn kamæleon’, som har lært at posere som en “realo” (pragmatiker) og foregive at være åben for borgerlige synspunkter. Det kan godt være at Baerbocks tid som studerende ved London School of Economics i begyndelsen af dette årtusinde spillede en afgørende rolle for hendes politiske karriere. Baerbock var chefforhandler for De Grønne i slutningen af efteråret 2017, i samtaler med Merkel om den planlagte dannelse af en koalitionsregering; Baerbocks specialitet, udover klima og beslægtede spørgsmål, er Europa, det vil sige det geopolitiske design rettet imod Rusland og Kina.

 




Udledningsvanvid sluppet løs over Europa

10. oktober 2018 (EIRNS) – På mødet med EU’s miljøministre i Bruxelles i går blev det besluttet, at alle biler i Europa skal reducere deres CO2-udledning med 35 % inden 2030; og om muligt, endnu tidligere. Den tyske regering, der ellers er en selvbestaltet frontløber indenfor dette tilbagestående nonsens, var ikke engang blandt de mest radikale på dette møde – Sverige, Danmark, og Irland ønskede en reduktion på mindst 40 %. Tyskland ønskede 30 %; Østrig, som er formand for EU indtil slutningen af indeværende år, skubbede så på med kompromiset på de 35 %.

Den tyske miljøminister Svenja Schulzes personlige holdning gik i retning af 40-50 %, sagde hun foran tv-kameraer, med henvisning til den netop offentliggjorte IPCC-rapport. Det afviste den tyske regering dog med henblik på bilindustrien, som er stærk i Tyskland, så Schulze måtte officielt arbejde for 30 %. Det var alligevel slemt nok, og bilproducenterne er slet ikke tilfredse.

Hvad Schulze angår, var hendes første svar på IPCC-rapporten i mandags: “Vi må se, hvordan det kan muliggøres at gå væk fra kul, olie, og gas (!). “Med afviklingen af atomkraft godt undervejs allerede, vil Tyskland blive tvunget til at se blæsende tider i møde med en lille smule solskin nu og da. Schulze er medlem af SPD, ikke engang af De Grønne.

I et andet idiotisk træk afviste distriktsdomstolen i Berlin juridiske klager imod byens plan om at erklære 11 zoner med hovedveje for dieselfrie zoner – det vil blive gennemført næste sommer. Dette burde være grund til, at vælgerne vender sig mod De Grønne, men alle meningsmålinger viser, at De Grønne vinder frem.

 




Hvilket jammerligt cirkus! Tyskland har brug for en anden politik!

Af Helga Zepp-LaRouche, den 23. september 2018

Hvis man ved ”absurd teater” forestiller sig en fremstilling af retningsløse mennesker i en meningsløs verden, så oplever vi netop nu en gallaopførelse af den slags i Berlin. Skandalen om den forhenværende efterretningschef Maassen demonstrerer at han som tak for sin blindhed på det højre øje, skal styrtes ned fra karrierestigen. Seehofers hensynsløse adfærd og Merkels og Nahles forveksling mellem egen magt og samfundets vel, viser med al tydelighed, at eliten i Berlin befinder sig i den forkerte film. De handler ud fra et manuskript om virkeligheden, der kun befinder sig i deres eget hoved og hverken har noget at gøre med den almindelige befolknings virkelighed eller de strategiske udviklinger. Hvis ikke Tyskland skal tage alvorlig skade, har vi brug for en anden politik så hurtigt som muligt.

Når Seehofer udnævner migrationen til ”alle problemers moder”, så er han og det geopolitiske, nyliberale mønster, som han foretræder, selv ”oldemoderen til alle problemer”. For der ville ikke eksistere en flygtningekrise i denne form, hvis ikke Bush, Obama, Blair og Cameron havde ført krige i Sydvestasien baserede på løgne, hvis folkeretsstridige karakter aldrig er blevet kommenteret af den tyske elite. Et slående eksempel på denne medskyldighed er det af økonomiminister Altmeiers uhørte salg af nye våbensystemer til Saudi-Arabien, der netop er i gang med en tilintetgørelseskrig mod Yemen. Hvis verden skal bestå, så bør dette have et folkeretsligt efterspil!

Og denne krise ville ikke have udviklet sig under denne form, dersom Europa havde distanceret sig fra kolonimagternes politik og fra den internationale valutafonds efterfølgende politiske krav. Hvis Europa i de forløbne årtier havde gennemført samme politik for industrialisering af Afrika, som Kina påbegyndte for omkring ti år siden, så havde de afrikanske flygtninge ikke haft nogen grund til at forlade deres hjemlande.

I betragtning af disse realiteter er teateret i Berlin ikke blot absurd, men også afskyeligt: Maassen i rollen som ræven, der vogter gæs, Seehofer som elefanten i porcelænsbutikken, der ikke tænker på dagen i morgen, Merkel som dronningen, der bliver mindre og mindre, og Nahles som et mareridt for Kurt Schumacher og Willy Brandt, der må vende sig i graven. Hvilken komedie! Og så oven i dette Nahles som opfinder af en ny olympisk disciplin: baglæns roning!

Det er symptomatisk, at en gennemført kyniker som Spiegel-journalisten Jan Fleischhauer sætter fingeren på det ømme punkt: Under overskriften ”feministisk porno i stedet for proletariatet” skriver han, at SPD-ledelsen for længst har mistet deres vælgere af syne. SPD i Berlin og deres ungdomsorganisation krævede, at den slags pornofilm skal være ”afgiftsfrie, blivende og billige” og derfor skal de optages i fjernsynskanalerne ARD’s og ZDF’s samlinger af film. Dette er ganske simpelt vanvittigt! Det burde stå klart for enhver, at hele det venstreliberale-grønne udbud af SPD-temaer, der fuldstændigt overser de tidligere SPD-vælgeres eksistentielle problemer  –  såsom huslejepriser, fattigdom i alderdommen, et uretfærdigt sundhedssystem og mangel på fremtidsperspektiver  –  er grunden til, at SPD har mistet ti millioner vælgere siden 1988.

Det virkelige problem er, at Seehofers, Merkels, Nahles osv. adfærd har øget politikerleden her i landet endnu nogle grader. Hændelserne i Chemnitz og andre overgreb kaster umiskendeligt skyggen fra Weimarrepublikken op på væggen.  Desværre kan man ikke længere nægte, at fascismen nu her kun 73 år efter anden verdenskrigs afslutning atter kan blive en fare. Efter at Vesten i februar 2014 understøttede Nazi-kupmagerne i Kiev, hvor Tyskland også deltog i et vist omfang, om end det fik tak af Victoria Nuland med ordene ”Fuck the EU” –  advarede præsident Putin om, at dette ville fremme fascistiske bevægelser i hele Europa. Desværre er det dette, vi oplever lige nu.

Et væsentligt ansvar for den nuværende krises opståen bæres af de gængse medier, der for længst er hørt op med at fremdrage sandheden, sådan som for eksempel Seymour Hersh gjorde det med My Lai-massakren eller Robert Parry om løgnene om præsident Assads angivelige brug af kemiske våben. I stedet for har disse medier gennem længere tid leveret beretninger om regimeskift for mindre velsete regeringer, forherliget betalinger til terrororganisationer som ”humanitær hjælp” eller med gennemført negative beretninger skabt fjendebilleder af Rusland eller Kina, alt efter som det passer ind i Vestens geopolitiske hensigter.

Og samtidig er EU i gang med at forstærke de centrifugale kræfter i Europa; de nyeste eksempler er Bruxelles’ angreb på Polen og Ungarn  –  hvad der i det sidstnævnte eksempel blot har opmuntret Orban til at aflægge et meget mere velmodtaget besøg i Moskva. Og præcis fem år efter begyndelsen på Kinas silkevejsinitiativ, som i mellemtiden for længst har inddraget størstedelen af menneskeheden i et nyt paradigmes dynamik om samarbejde til gensidig fordel, så kommer EU med sit modsvar til Den nye Silkevej med en ny måde at forbedre sammenhængen med Asien på grundlag af klare ”regler”. EU’s udenrigsminister Mogherini hævder, at hun har besøgt 20 lande i Asien, der alle har vist større interesse for det europæiske forslag om forbedrede forbindelser end for samarbejde med den kinesiske Silkevej. Det kunne være interessant at erfare, hvilken planet de 20 lande ligger på, for de allerfleste stater i Eurasien har længe arbejdet sammen med Kina og Rusland til deres egen fordel.

Kina reagerede derimod på EU’s fremstød på sin sædvanlige vis med forslag om samarbejde til gensidig fordel og hilste det europæiske initiativ velkomment: man burde række hinanden hånden og arbejde sammen om udbygningen af den eurasiske infrastruktur, hvor EU og Kina burde optræde som partnere og ikke som rivaler.

Det, der gælder for Eurasien, gælder så meget desto mere for mulighederne for Europas samarbejde med Kina angående udviklingen af Afrika. Således skriver professor Nader Habibi fra Brandeis-universitetet i China Daily, at trods Europas påstand om at være dets vigtigste handelspartner, så har Afrika øjensynligt ikke udviklet sig økonomisk, men i modsætning hertil åbner Kinas engagement muligheden for at skabe millioner af arbejdspladser. Kinas økonomiske aktiviteter i Afrika er derfor ubetinget i Europas interesse, hvis det vil se en virkelig løsning på flygtningekrisen. Den nye italienske regering er allerede i fuld gang dermed. Finansminister Tria og statssekretæren i handelsministeriet Michele Geraci skulle lige have underskrevet en hensigtserklæring med Kina om at samarbejde om industrialiseringen af Afrika for at overvinde flygtningekrisen.

Økonomiminister og vicestatsminister Di Maio udtrykte sin glæde over, at Italien som det eneste europæiske land fører langt fremskredne forhandlinger med Kina om Den nye Silkevej, der sandsynligvis kan afsluttes før årets udgang, Han sagde: ”Den mand, der indførte Kina i Europa, var italiener, og det er en usædvanlig mand: Marco Polo… Ligesom Marco Polo vil jeg gå helt ind for Den nye Silkevej, for som den kinesiske vicestatsminister Hu (Chunhua) sagde i går, så ankommer Silkevejen til Rom, og Italien kan ikke andet end at være en fundamental partner i Kinas initiativ om det økonomiske bælte.”

Dette burde være en inspiration for os her i landet. Hvad vi har brug for her i Tyskland, er en ny kombination af kræfter, der uforstyrret af den nu ikke mere helt så store Store Koalitions tilbagetrækningsvanskeligheder sætter en ny politik på dagsordenen for samarbejde med Kina og Rusland til løsning af de vigtigste strategiske udfordringer. I stedet for at modtage fortsatte afslag fra de nordafrikanske stater, der vægrer sig ved at opføre koncentrationslejre for afrikanske flygtninge, og at ødelægge EU’s ry helt gennem Frontex’s voldsomme fremfærd mod bådflygtninge i Middelhavet  –   hvad der allerede i stor udstrækning er sket  –  , så burde vi hellere straks gå ind på Xi Jinpings tilbud om at industrialisere det afrikanske kontinent i samarbejde med Kina.

Det, der helt mangler i den nuværende tyske politik, er en storslået vision for menneskehedens fremtid, og netop sådan én har Kina sat på dagsordenen i fem år. Den nye Silkevejs ånd har for længst grebet størstedelen af denne verdens lande: Ideen om en hidtil uset arbejdsdeling i gensidig interesse og for udformningen af en fremtid, der ikke blot overvinder fattigdommen på hele planeten på kort tid, men muliggør udviklingen af hvert enkelt menneskes muligheder her på Jorden.

Det, der er brug for nu, er mennesker her i landet, der er i stand til at hæve sig højt op over de ovennævnte politikeres smålighed, mennesker der praktiserer en selvstændig tænkning frem for at tænke ligesom alle de andre, og mennesker som ikke overdrager Tysklands skæbne til grupperinger, der har haft deres chance og ikke har brugt den.

Der er al mulig grund til optimisme – men der må handles. Vi har mundheldet: ”Den nye Silkevej bliver til Verdenslandsbroen!”

 




”Tankerne er frie” – Men vi er nødt til at tænke selv!

Af Helga Zepp-LaRouche

1.oktober 2018  (Bueso.de) — Man må indrømme, at det ikke er let for folk i Tyskland  –  og ikke blot der  –  at beholde et optimistisk syn på fremtiden, set i lyset af alle de dårlige nyheder, som de gængse medier dagligt udspreder. Det er et uværdigt cirkus, som politikerne fra den såkaldte Store Koalition – der i mellemtiden snarere er blevet til en Lille Koalition – har opført i de sidste uger. Men alligevel er det dog muligt at gennemskue hele den komplekse strategiske virkelighed  –  forudsat at man selv forsøger at udvikle sin egen forståelse af de vigtigste af nutidens temaer. Og dette kræver åndeligt arbejde.

Eller har De måske allerede fået sat det hele på plads: Trump, Putin, Xi Jinping og Kim Jong-un er alle diktatorer, hvor man overhovedet ikke behøver at bekymre sig om, hvad de har til hensigt, da det hele allerede er klart; de kvinder i Amerika, der pludseligt har samlet sig i MeToo-bevægelsen, er alle heroiske, pludseligt befriede barbiedukker, der endelig har rejst sig mod årtiers seksuelle undertrykkelse; og selvfølgelig er afrikanerne fattige, fordi de ikke gider udvikle sig. Man kunne fortsætte listen af den slags uundersøgte påstande med adskilligt flere fordomme.

Selv om en tysk læser dagligt ville følge ti aviser fra Bild til Tageszeitung og Heute, ville han ikke have nogen chance for at forstå de yderst spændende begivenheder under dette års FN-generalforsamling. Hvad Trumps tale til FN angik, kommenterede de alle som én blot den latter, som én del af den fyldte forsamling reagerede med oven på hans beretning om hans hidtidige regeringstid. Rent faktisk så var det mest interessante ved Trumps tale kombinationen mellem hans selvbevidste fremstilling af hans afvisning af ”gamle dogmer, miskrediterede ideologier og såkaldte eksperter, der i årenes løb igen og igen har ramt forkert” og hans egen vision om en bedre menneskehed, der var forbunden af en fælles historie og arbejdet på en fælles fremtid. Trump præsenterede i denne tale for den globale offentlighed grunden til, at den transatlantiske elite havde reageret så fuldstændigt hysterisk på hans indtog i Det hvide Hus: Her er en amerikansk præsident, der afviser den hidtil dominerende klasses regler og tænker ”outside of the box”. Og virkelig, når man ser bort fra mindre væsentlige forskelle, så ligger Trumps vision om folkenes fædrelandskærlighed og menneskehedens fælles fremtid slet ikke så langt fra præsident Xi Jinpings ”kinesiske drøm” og ”den ene menneskeheds skæbnefællesskab”.

Men når man sammenligner Trumps tale i FN med de talrige komplekse diplomatiske aktiviteter, som han samtidigt var indblandet i under mødet, så fremstår løgnagtigheden af det ondsindede billede, hans modstandere forsøger at udbrede om ham, skarpt.

Trump mødtes blandt andet med den koreanske præsident Moon Jae-in, der tilskrev Trump hovedansvaret for det gunstige udfald af forhandlingerne med Nordkorea og for denukleariseringen. Moon understregede det yderst intensive samarbejde, som han havde haft med Trump under disse forhandlinger, hvor Trump var blevet ”mere end en ven” for ham, og som han havde udviklet ”fuldkommen tillid” til. Endvidere udtrykte han håb om, at udsoningsprocessen med Nordkorea allerede i dette år kunne krones med en fredsaftale og en genforening af de to Koreaer.

Den russiske udenrigsminister Lavrov tilføjede for sit vedkommende, at Rusland ville gøre alt for at garantere Nordkoreas økonomiske fremgang i et genforenet Korea. Den japanske ministerpræsident understregede i sin tale i FN, at han håbede, at der allerede i dette år kunne underskrives en fredsaftale mellem Japan og Rusland. Hvad der vil forbedre betingelserne for fred og stabilitet enormt i hele det østlige Asien.

Genforening af Korea og en fredsaftale mellem Japan og Rusland allerede i dette år? Trump ”mere end en ven” for præsident Moon? Var De klar over det? Og passer det sammen med Deres billede af Trump og Deres forståelse af, hvordan ”den nye Silkevejs Ånd” har ændret forbindelserne mellem nationerne i Asien? Hvis ikke, så klag til Tagesschau og Co.!

Trumps beskyldning mod Iran for at være hovedsponsoren for terrorismen rundt om i verden er på den anden side en vanvittig påstand, når man tænker på Saudi-Arabiens tilintetgørelseskrig mod Yemen og USA’s årtier lange samvirke med terrororganisationer, siden dengang Zbigniev Brzezinski spillede ”det islamiske kort” ud mod Sovjetunionen engang i 80-erne. Men på den anden side understøttede Trump i Sotji faktisk det kompromis, Putin og Erdogan havde udarbejdet om at skabe en stødpudezone i Idlib og dermed dæmpe den truende eskalation mellem de fem nationers stridskræfter, hvoraf tre er atommagter, nemlig Rusland, USA, Tyrkiet, Israel og Syrien. Trump takkede også udtrykkeligt de statschefer, der havde fremmet Astana-processen i Syrien  –  og dermed altså også Iran.

I måneder har der været tale om en samlet fredsplan for Sydvestasien, hvis udarbejdelse Trump har igangsat, og som i betragtning af dens kompleksitet og områdets karakter som slagmark for Det britiske Imperiums ”Great Game” er en kæmpeopgave. Men også her giver et eksempel på Trumps diplomati sig til kende, der helt overskygger de gængse mediers sort-hvide fremstilling: Den italienske avis La Verita fortalte i denne sammenhæng om muligheden for, at Italien kunne spille en formidlende rolle mellem USA og Iran i disse forhandlinger. Den italienske ministerpræsident Giulio Conte, der mødtes med Trump under FN-mødet, repræsenterer nemlig det eneste vestlige land, der både har opbygget et godt forhold til Trump og også udviklet en fortrinlig forbindelse til Kina, hvilket naturligvis påvirker dynamikken omkring Iran betydeligt.

Som man kan se, så er grå- og pastelfarver mere på plads ved betragtningen af Trumps politik end de gængse mediers grelle neonfarver.

Både talskvinden for det russiske udenrigsministerium Maria Sakharova såvel som Kina hilste Trumps understregning af alle nationers ret til suverænitet velkommen, men understregede samtidigt eftertrykkeligt, at denne ret ikke blot burde gælde for USA, men for alle. Rent faktisk står dette krav på suverænitet over for fremmede overgreb i strid modstrid med USA’s administration, der ofte mener at kunne gennemtvinge amerikansk ret overalt på Jorden, som for eksempel med sanktioner mod de udenlandske firmaer, der ikke vil underkaste sig USA’s sanktioner imod Rusland, Kina og Iran. Den kinesiske avis Global Times, der står nær den kinesiske regering, betonede, at både princippet om suverænitet såvel som princippet om ligeret for nationerne er udgået fra den westfalske fred, og at det er meget nødvendigt at vende tilbage til disse principper i de internationale forhold.

Det mest problematiske ved Trumps tale er det forhold, at han i høj grad tilskriver den amerikanske økonomis fremgang siden hans tiltræden som præsident til værditilvæksterne på børsen  –  en ”succes”, der ethvert øjeblik kan fejes væk af en ny finanskrise, langt alvorligere end den i 2008. Og USA’s handelsunderskud over for Kina skyldes ikke først og fremmest Kinas tiltræden til WTO, men går tilbage til Council of Foreign Relations i New York og Den trilaterale Kommissions politik i 1970-erne, hvor de begyndte at udarbejde og virkeliggøre hele det projekt for 1980-erne, som udtrykkeligt tilstræbte en ”kontrolleret opløsning af verdensøkonomien”. Hermed var forbundent  ”det postindustrielle samfund”, og flytning af produktionen til lande med billig arbejdskraft, sådan som Kina var det dengang. Hele områder i USA, fra Pittsburgh til det såkaldte Rustbælte i Midtvesten vidner den dag i dag om følgerne af denne principielt oligarkiske, neoliberale politik.

Hos os er tilstanden i Nordrhein-Westfalen, Tysklands fordums industricentrum, i øvrigt et trist eksempel på denne bevidste afindustrialiseringspolitik.

For os i Tyskland er det med den øjeblikkelige elendighed med den ”Lille Koalition” og den fuldstændige mangel på noget fremtidsperspektiv, der udgår fra Merkels kanslerdømme, af yderste vigtighed at nå frem til et differentieret og selvstændigt billede af Trump, Kina og andre vigtige emner. Det bør være indlysende for ethvert tænkende menneske, at verdensfreden afhænger af, at først og fremmest USA, Rusland og Kina og derefter andre vigtige nationer så som Indien, Japan osv. kan etablere et positivt grundlag for samarbejde. Og derfor bør vi udskifte de gængse mediers klicheer, udgående fra den geopolitiske elite, med en selvstændig tankegang. Som sagt: ”Tankerne en frie…”  –  men kun når vi selv gider at tænke.