Den aktuelle frontlinje her i USA, langs med hvilken denne kamp om USA’s sjæl bliver udkæmpet, er kampen for at genindføre Glass-Steagall som landets lov i USA. Vi cirkulerer fortsat appellen, som kan ses på www.lpac.co/trumpsotu. (Appellen på dansk her). Denne appel kræver, at Donald Trump, senest ved sin Tale til Unionen den 28. februar, engagerer sig forpligtende over for den fulde, strengt originale Franklin Roosevelt bankopdeling, Glass/Steagall-loven – som han krævede under sin valgkamp. Det er om præcis én måned, og det er vores mål at få 10.000 underskrifter på denne appel. Vi vokser støt, men vi må vokse meget hurtigere.

Denne kamp finder sted parallelt med den aktuelle mobilisering, som blev igangsat af hr. LaRouche i mandags, for at afvise Steven Mnuchins nominering til USA’s finansminister. Steven Mnuchins udtrykkelige og åbne modstand mod genindførelsen af den fulde Franklin Roosevelt Glass-Steagall, som blev afsløret under senator Maria Cantwells spørgsmål torsdag i sidste uge under Senatshøringen for hans godkendelse, bør ikke komme som nogen overraskelse, hvis man tager i betragtning, at Steven Mnuchin var en direkte forretningspartner i mindst femten år, en medarbejder til ingen ringere end George Soros; den erklærede fjende af den tiltrædende Trump-administration.

Undertitel: Økonomisk værdi ligger i det, der skabes for fremtiden, og ikke i, hvad det måtte være værd i dag!

Matthew Ogden: Det er i dag den 27. januar, 2017, og dette er vores ugentlige fredags-webcast fra LaRouchePAC.com. Med mig i studiet i dag har jeg Jason Ross, en kollega; og via video har vi Bill Roberts fra Detroit, Michigan, som er medlem af LPAC Policy Committee.

Vi mødes i dag præcis en uge efter indsættelsen af Donald Trump som USA’s nye præsident. Vi befinder os en uge inde i den nye administration. Vi har i dag sammensat en udsendelse, som vi føler, er afgørende med hensyn til de nødvendige elementer i den aktuelle kamp her i USA. Jason Ross vil give os en præsentation af fremgangsmåden med national (statslig) bankpraksis efter Hamiltons principper, og hvordan, vi rent faktisk kan skabe en økonomisk genrejsning i USA efter hr. LaRouches Fire Love. Fra Bill Roberts vil vi høre om en plan for et beskæftigelsesprogram, for atter at få produktive arbejdere i job, og for at uddanne den opvoksende generation i de nødvendige, produktive færdigheder, og som til dels er modelleret efter Franklin Roosevelts Civilian Conservation Corps, CCC.

Men før dette vil vi høre et uddrag af et interview med et italiensk parlamentsmedlem, Marco Zanni, som blev interviewet i går på larouchepac.com af Paul Gallagher, der vil præsentere interviewet om lidt.

Men lad mig begynde med at give en hurtig gennemgang af den situation, vi befinder os i, og trække frontlinjerne op i kampen om USA’s sjæl. Tidligere på dagen talte vi med Lyndon og Helga LaRouche. Helga LaRouches standpunkt var meget klart; hun sagde, at USA har et presserende valg at træffe. Valget er mellem at falde ind i det, som Theresa May, Storbritanniens premierminister – der i går kom til Philadelphia og i dag er i Washington for at fejre den såkaldte »særlige relation« mellem USA og UK – i går talte for, og som er at »forny den ’særlige relation’ for den Nye Tidsalder« mellem USA og det, hun kaldte et »fornyet, globalt Storbritannien«. Man kunne også sige, at hun holdt en tale om, hvordan man skulle gøre Det britiske Imperium stort igen. Så det er det ene valg.

Det andet valg er at følge op på det, som udenrigsminister Sergei Lavrov i går sagde i den russiske Statsduma, det russiske parlaments underhus, med hensyn til perspektivet for et nyt, internationalt paradigme, bygget op omkring det, han kaldte for »en trepartsrelation«, mellem USA, Rusland og Kina, og, som Helga LaRouche korrekt indføjede her, nemlig en firmagtsrelation, der også omfatter Indien.

Her er en idé om, hvad det var, Sergei Lavrov i går sagde om dette – det bliver selvfølgelig ikke rapporteret i de amerikanske medier. Han sagde det følgende:

»Vi mener, at, i takt med, at Rusland, USA og Kina opbygger deres relationer, bør denne trekant ikke være lukket eller rettet mod projekter, der kunne bekymre andre stater. [De bør være] åbne og retfærdige. Jeg er overbevist om, at Ruslands, USA’s og Kinas økonomiske struktur er af en sådan art, at de i væsentligt grad komplementerer hinanden i den materielle og fysiske sfære.

Med hensyn til internationale sikkerhedsproblemer, så spiller disse tre lande en meget vigtig rolle. Rusland og Kina har begrænset forsøg på at introducere konfronterende, magtbaserede løsninger i verdenspolitik. Vi forventer, at Donald Trump, der har bekræftet, at han er forpligtende engageret til primært at fokusere på amerikanske [nationale] problemer og opgive indgriben i andre staters interne anliggender, vil gøre det samme.«

I respons til Sergei Lavrovs udtalelser sagde en talsmand for det Kinesiske Udenrigsministerium følgende:

»Kina, Rusland og USA er de førende, globale magter, og de er permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd. Vi har et stort ansvar for global fred, stabilitet og udvikling. »Kina har derfor til hensigt at intensivere samarbejdet med USA og Rusland og bidrage i fællesskab til at løse opgaver og udfordringer i den moderne verden.«

Dette er præcis, hvad Lyndon og Helga LaRouche har krævet, med hensyn til, at USA opgiver 16 års Bush/Obama-politik og vedtager det nye paradigme og, omsider, går sammen med Rusland, Kina og Indien i denne stormagtsrelation for at gøre en ende på Det britiske Imperium én gang for alle. Vi er ikke interesseret i et nyt »globalt Storbritannien«. Vi er ikke interesseret i »atter at gøre Det britiske Imperium stort«. Vi er interesseret i at igangsætte et nyt paradigme for internationale relationer, med en økonomisk udvikling af hele planeten, til gode for hele den menneskelige race.

Den aktuelle frontlinje her i USA, langs med hvilken denne kamp om USA’s sjæl bliver udkæmpet, er kampen for at genindføre Glass-Steagall som landets lov i USA. Vi cirkulerer fortsat appellen, som kan ses på www.lpac.co/trumpsotu. (Appellen på dansk her🙂 Denne appel kræver, at Donald Trump, senest ved sin Tale til Unionen den 28. februar, engagerer sig forpligtende over for den fulde, strengt originale Franklin Roosevelt bankopdeling, Glass/Steagall-loven – som han krævede under sin valgkamp. Det er om præcis én måned, og det er vores mål at få 10.000 underskrifter på denne appel. Vi vokser støt, men vi må vokse meget hurtigere.

Denne kamp finder sted parallelt med den aktuelle mobilisering, som blev igangsat af hr. LaRouche i mandags, for at afvise Steven Mnuchins nominering til USA’s finansminister. Steven Mnuchins udtrykkelige og åbne modstand mod genindførelsen af den fulde Franklin Roosevelt Glass-Steagall, som blev afsløret under senator Maria Cantwells spørgsmål torsdag i sidste uge under Senatshøringen for hans godkendelse, bør ikke komme som nogen overraskelse, hvis man tager i betragtning, at Steven Mnuchin var en direkte forretningspartner i mindst femten år, en medarbejder til ingen ringere end George Soros; den erklærede fjende af den tiltrædende Trump-administration. George Soros, den førende finansielle støtte til Barack Obama, og som personligt i høj grad har været årsagen til, at Glass-Steagall ikke er blevet genindført i løbet af de seneste otte år. George Soros, der, under Davos Økonomiske Verdensforum, erklærede sin hensigt om at forårsage Trump-administrationens fiasko. Hvilken bedre måde at forårsage Trump-administrationens fiasko end ved at installere en muldvarp internt i Trump-administrationen på højeste niveau, i form af Steven Mnuchin?

Vi har Soros’ generalieblad. Det kan læses på larouchepac.com websiden, og det er en hovedartikel i den seneste udgave af vores avis, The Hamiltonian. (Se Leder, 26. jan: »Hold George Soros’ allierede Steven Mnuchin væk fra Trumps Finansministerium!«) Soros er et ledende værktøj for Det britiske Imperium, der anstifter »farvede revolutioner« og afsættelser af regeringer i hele verden – præcis det, nogle mennesker frygter, er ved at blive planlagt af Soros og andre at skulle finde sted her i USA, imod den nye administration.

Forbindelsen til Steven Mnuchin er meget klar. Efter at Mnuchin arbejdede for Goldman Sachs i 12 år, blev Mnuchin rekrutteret af George Soros til at arbejde for selveste Soros Fund Management. Han kørte SFM Capital, han stiftede Dune Capital Management og, i ledtog med George Soros og et slæng af andre hedgefund-operatører, købte de IndyMay ud [Independent National Mortgage Corp.] og forvandlede det til det, der fik navnet OneWest Bank. Dette er den berygtede maskine, der sætter folk ud af deres hjem. Dette vækker voldsom opmærksomhed blandt kredse i det Demokratiske Parti i Senatet.

Men den historie, man ikke fortæller, er netop forbindelsen til George Soros. Denne George Soros-historie er den sande historie, der må fortælles. Og dette er som sagt forsiden af den seneste udgave af The Hamiltonian. Hele Soros’ generalieblad kan ses på larouchepac.com websiden. Det må cirkuleres for at afsløre det faktum, at Steven Mnuchin er ved at blive kørt i stilling til at være muldvarp for Wall Street/London/Soros, og som er plantet på allerhøjeste niveau i den tiltrædende Trump-administration. Hvis hans rolle ikke afsløres, og hvis Mnuchins nominering til finansministerposten ikke bliver afvist, vil der ikke være nogen som helst måde, hvorpå vi kan lykkes med at skabe den form for økonomiske genrejsning efter LaRouches/Hamiltons principper, som vi har forklaret, og som begynder med en tilbagevenden til den originale Glass-Steagall.

Denne kamp for Glass-Steagall er, igen, kampfronten og kampens centrum. Det drejer sig ikke kun om vores nationalpolitik. Dette er en international kamp. Dette er en kamp om de transatlantiske nationers fremtid. Vil de fortsat være undersåtter i Det britiske Imperium og dets apparat, City of London/Wall Street, eller, vil disse nationer blive sat fri, befriet, fra dette apparat, så de kan tilslutte sig dette nye, internationale paradigme – Rusland, Kina og det, der må blive til en treparts-, eller firparts-relation, med USA og Indien.

Folk i hele verden følger med i denne kamp internt i USA, i takt med, at den udspiller sig, time for time, en kamp mand og mand imellem over genindførelsen af Glass-Steagall i disse første dage af det nye præsidentskab.

For at give et eksempel på dette, vil jeg afspille et par minutter fra interviewet med Marco Zanni, italiensk parlamentsmedlem i EU-parlamentet og en førende tilhænger af Glass-Steagall i Europa og en person, der har arbejdet med LaRouche-bevægelsen både i Europa og i USA i løbet af de seneste par år i denne kamp for at genindføre Glass-Steagall. Han blev interviewet af Paul Gallagher, Executive Intelligence Reviews redaktør for økonomi. Som man ser under Pauls introduktion af Zanni, så var han i Washington, D.C., for lidt over et år siden for en række møder om nødvendigheden af at vende tilbage til Glass-Steagall.

VIDEOINTERVIEW (Uddrag):

Paul Gallagher: Du var i USA i sommeren 2015 om disse spørgsmål, især om Glass/Steagall-loven i både USA og Europa. Du mødtes med medarbejdere i Kongressen og med nogle Kongresmedlemmer i begge Huse. Så du har nogen indsigt i dette. Hvad søger du i USA, nu?

Marco Zanni: Det er meget vanskeligt at se ret meget af, hvad den nye administration vil gøre mht. Glass-Steagall. Hvis man ser på, hvad hr. Trump har sagt, så støtter han sandsynligvis den form for bankregler, der også kunne omfatte en bankopdeling og genindførelse af Glass-Steagall. Men samtidig ser jeg også det faktum, at han, til en masse toppositioner, i højtplacerede stillinger, hyrer tidligere investeringsbankfolk, der kommer fra Goldman Sachs og andre investeringsbanker.

Og også, at flertallet af de Republikanske kongresmedlemmer sandsynligvis ikke støtter en genindførelse af Glass-Steagall. Men, hvis hr. Trump er overbevist om, at USA har brug for en ny bankreform, grundlæggende set en ny slags Glass-Steagall for USA, så tror jeg, han meget, meget hurtigt, og meget, meget let, kan gøre sin indflydelse gældende og få Kongressen, det Republikanske Parti og hele sit team til at arbejde for denne form for reform.

Da jeg sidste år var i D.C., var det meget vigtigt for mig at vise, hvordan indvirkningen af blot bankregler kunne være farligt for en økonomi. Jeg viste eksemplet med Italien og Den europæiske Union. Så jeg bad medlemmer af Kongressen, som jeg mødte i 2016, om at gennemgå Dodd/Frank-loven, jeres banklov, fordi den er meget farlig. Der er bestemmelser om en regel for bail-in (ekspropriering af visse typer af bankindskud) i jeres Dodd/Frank-banklovgivning. Virkningen af bail-in i det europæiske banksystem har været meget, meget farlig. Ser man på aktieprisen for Deutsche Bank, f.eks., eller for italienske banker, så er aktieprisen og aktiemarkederne for disse banker faldet med gennemsnitligt mere end 70 % fra det øjeblik – altså fra januar, 2016 – hvor reglen om bail-in trådte i kraft i EU.

Denne regel er meget farlig. I har denne regel i Dodd-Frank. Den er aldrig blevet anvendt, men det kunne den blive om kort tid; så jeg mener, at I må revidere Dodd/Frank-loven. Jeg mener, at, hvis Trump vil gå ind for dette, vil han få støtte fra en meget stor del af det Demokratiske Parti, fra Bernie Sanders, mange kongresmedlemmer, som jeg mødte under mit besøg i D.C.

Gallagher: Jeg skal sige her, at LaRouchePAC i øjeblikket befinder sig i en mobilisering omkring en national appel. Det forlyder, at den første tale, Trump vil holde til begge Kongreshuse, bliver den 28. februar: vi er i en national mobilisering omkring en appel, der kræver, at han lover og fremstiller Glass-Steagall til denne Kongressamling den 28. februar – om kun én måned. Lyndon LaRouche har også krævet en afvisning af Steven Mnuchins nominering, en af de personer, du refererer til, til finansminister. Under hans høring i Senatet udtalte han sig ligefremt imod Glass-Steagall; på trods af den kendsgerning, at spørgeren (senator Maria Cantwell) mindede ham om, at den præsident, der har nomineret ham, i sin kampagne havde lovet at genindføre Glass-Steagall. LaRouche har krævet, at Mnuchin afvises og holdes ude af Finansministeriet.

Hvis der er mere, du ønsker at få frem til folk, der ser denne kanal i særdeleshed, så vær så god.

Zanni: Blot en sidste ting: Det er virkeligt gode nyheder med denne appel, som I lancerer i USA; for borgernes støtte er meget vigtig mht. at få politikere til at vedtage den rette lovgivning omkring banker og bankregler. Hvad med Europa? Og hvad med den amerikanske administrations næste skridt? Jeg håber, at den holdning, som den amerikanske administration fremlægger i forhold til Europa og Den europæiske Union, vil blive meget positiv for Italien. For at kunne træde ud af euroen har vi brug for støtte fra USA, og også fra Rusland. Så det er meget vigtigt, at den nye, samarbejdende holdning, som hr. Trump indtager mht. hr. Putin, til Rusland og til andre, fremvoksende økonomier, har en positiv virkning mht. at ødelægge konstruktionen af Den europæiske Union og genopbygge Europa. Et Europa, der bygger på suverænitet og frihed for nationer, og et samarbejdende Europa, der kunne fungere godt og også kunne samarbejde med USA fra den ene side, og med Rusland og det asiatiske område fra den anden side. Så vi har altså brug for begge siderne, brug for USA og Rusland, for at blive af med dette imperie-projekt, som er Den europæiske Union. Jeg håber, at hr. Trump vil fastholde sin holdning, vil bevare denne meget kritiske holdning, han har til EU, til Tyskland og til Europa. Vi kunne have et Italien, der forlader euroen og [kan ikke høres, 19:12] Europa, der genopbygger en ny historie; en ny ramme, der bygger på mere samarbejde, mere økonomisk vækst og flere jobs og mere investering. Det er mit håb, og det er min appel til den nye, amerikanske regering.

Gallagher: Fantastisk. Vi har talt i en halv time med Marco Zanni, medlem af EU-parlamentet.

(Hele videoen med Marco Zanni kan ses her)

24. jan., 2017 – I et fundamentalt skift har præsident for Den europæiske Centralbank Mario Draghi for første gang diskuteret muligheden for, at et land kan forlade euroen. Dette gjorde Draghi i et skriftligt svar på en forespørgsel fra medlemmer af Det europæiske Parlament, Marco Zanni og Marco Valli. Draghis brev til de to medlemmer har skabt hovedoverskrifter i de internationale finansmedier den 23. jan. Draghis brev kan læses på engelsk her:

https://www.ecb.europa.eu/pub/pdf/other/170120letter_valli_zanni_1.en.pdf?be6aea5c0aa3596d1d08149b510ea707

Draghi har imidlertid krævet en løsesum på €359 mia. for, at Italien kan forlade euroen.

Disse €359 mia. svarer til Italiens nuværende gæld i »TARGET2« clearingsystemet blandt eurozonens centralbanker (Eurosystem). »Hvis et land forlader Eurosystemet, må dets nationale centralbankers krav til eller skyld til ECB fuldt ud afregnes«, skrev Draghi.

TARGET2 er et clearingsystem for betalinger over grænser blandt nationale centralbanker inden for Eurosystemet. Det vedrører overførsel af såkaldte »centralbankpenge«, dvs., betalinger, der ikke er relateret til kommercielle kreditter.

I respons til Draghi kaldte Marco Valli TARGET2-regnskabet for »et illegitimt regnskab, der rent teknisk kan tilbagevises«, i en udtalelse, som rapporteres af Rom-avisen Il Tempo. Denne gæld »er forårsaget af dem, der ønskede at holde europrojektet i live for enhver pris. Så lad Romano Prodi, Mario Draghi, alle de regeringer, der forsvarede det, og alle de andre sponsorer af denne katastrofe [tage ansvaret]. Italienere har aldrig vedtaget at støtte enhedsvalutaen. Vi har længe krævet en debat i Europa om en kontrolleret opløsning af Eurozonen, i betragtning af den tekniske og politiske umulighed i at gennemføre et bæredygtigt valutaprojekt.«

Valli sagde imidlertid, at han var glad for, at Draghi har åbnet debatten.

»Frem til i går, var den blotte tanke« om at forlade euroen »et tabuemne, men fra i dag at regne ser det ud til, at sloganet ’for enhver pris’ ikke længere gælder. Mario Draghi har indirekte indrømmet, med en tilsløret trussel, at et land kan forlade Eurozonen«.

Foto: Medlemmer af Det europæiske Parlament for Italien, Marco Zanni (venstre) og Marco Valli.

16. jan., 2017 – Det transatlantiske establishment er blevet kastet ud i endnu en runde, hvor de må bide i gulvtæppet, af nyvalgte præsident Donald Trumps første interview med europæiske medier, et fællesinterview, han gav til Londonavisen The Times og den tyske avis, Bild Zeitung, udgivet den 15. og 16. januar. Ledere lige fra Frankrig til Storbritannien og videre udtrykte oprør over, at Trump vovede at foreslå en ophævelse af sanktionerne mod Rusland til gengæld for en atomvåbenaftale, over, endnu engang at kalde NATO for forældet, og for at antyde, at, ikke alene var Storbritanniens udgang, Brexit, af Den europæiske Union en »fremragende ting«, men »hvis man spørger mig, vil flere andre lande også gå ud«.

»De har sanktioner mod Rusland – lad os se, om vi ikke kan indgå nogen gode aftaler med Rusland. For det første mener jeg, at atomvåben skal være langt færre og reduceres væsentligt, det er en del af det«, sagde Trump til sine interviewere.

Der vil også komme forandringer i NATO, annoncerede Trump: »Det er forældet, for det første, fordi det blev designet for mange, mange år siden«, for det andet, fordi europæiske »lande ikke betaler, hvad de skal«, og også, fordi NATO-alliancen »ikke håndterede terrorismen«.

Trumps kritik af Ruslands intervention i Syrien som værende en »meget dårlig ting«, der førte til en »forfærdelig humanitær situation«, oprørte ikke den transatlantiske elite, og det gjorde hans gentagne erklæring om, at det var »en stor fejltagelse« af Tyskland at have taget syriske flygtninge ind, heller ikke.

Men det samme kan bestemt ikke siges om Trumps påmindelse om, at det, der oprindeligt skabte denne krise, var USA’s intervention i Irak.

»Hele denne sag burde aldrig være sket. Irak burde ikke være blevet angrebet … Det er ligesom at kaste sten mod et hvepsebo. Det er alletiders værste roderi«, sagde Trump. Hans prioritet, som militær øverstbefalende? »ISIS«, svarede Trump.

Obamas ambassadør til Den europæiske Union, den »indflydelsesrige finansekspert«, Anthony Gardner, var allerede apoplektisk over, at det første spørgsmål, som EU-embedsmænd, Trumps overgangsteam havde talt med, blev spurgt, var, »Hvilket land efter UK er det næste til at forlade [eurozonen]?«, og således udbredte den idé, »at 2017 er året, hvor EU vil falde fra hinanden« (Time-magasinet, 13. jan., 2017).

Fra Trump selv kom den påstand, at »Brexit vil ende med at være en god ting«.

Det faktum, at interviewet til The Times blev udført af Michael Gove, er ved at drive City og London-kredse amok. Gove er den førende Brexit-tilhænger i det Konservative Parti. Efterson han blev fyret sidste år af premierminister Theresa May, ses det som endnu et nap i næsen, i lighed med, at Trump mødtes med Nigel Farage, stifter af anti-EU partiet, Independence Party (UKIP). Trump dryssede også her salt i såret og spurgte Gove mod slutningen, »Hvordan har vores Nigel det? … Jeg synes, han er en storslået fyr.«

Det, der blev rapporteret i The Times, men ikke i Bild, var hans referencer til Tyskland og dets kansler.

»Hvis man ser på Den europæiske Union, så er det Tyskland. Grundlæggende set, et instrument for Tyskland. Det er derfor, jeg syntes, det var intelligent af UK at udtræde«, sagde han til de to redaktører. »Jeg mener, andre også vil udtræde. Jeg mener ikke, det bliver så nemt at holde sammen på det, som mange mennesker mener.«

Leder fra LaRouchePAC, 16. januar, 2017 – Nyvalgte præsident Trumps seneste og mest substantielle interview gør det ganske klart, hvad det nye paradigme for verden er, i den umiddelbare fremtid. Trump prioriterer en aftale om reduktion af atomvåben og sandsynlige reduktion af sanktioner mod Vladimir Putins Rusland. Han erklærer, at NATO er »forældet«, og at dets europæiske medlemmer hverken støtter dets militær eller bekæmper jihadistisk terrorisme. Han forudsagde, at Den europæiske Union sandsynligvis vil opløses, og at dette vil være en god ting.

Til trods for de hysteriske udbrud, som dette interview med Londonavisen Times og det tyske Bild Zeitung har frembragt fra den europæiske elite og Obamas ambassadører dér, så ser Donald Trump ganske enkelt den nye virkelighed – det nye paradigme – og indikerer, at han muligvis vil være med til at skabe den.

Putins Rusland er ansvarlig for muligheden af at afslutte 15 års uafbrudte krige i Mellemøsten og Nordafrika, og for et nyt sikkerhedskoncept, som han deler med Xi Jinpings Kina, og som kan brække ryggen af international terrorisme. I morgen vil Xi holde hovedtalen på Davos Verdensøkonomiske Forum. Han er ansvarlig for at være drivkraft bag en meget stor andel af den økonomiske og produktive vækst i verden, og for at tilbyde »et fællesskab af en fælles bestemmelse« gennem den Nye Silkevejsinfrastruktur, gennem at lede forskning og udvikling af fusion, og gennem at lede udforskning af Månen.

Et USA, der er blevet af med Nobels Krigspris-præsident Obama, tilbydes at tilslutte sig dette nye paradigmes institutioner og handlinger.

Frygt for og had til denne udsigt er kilden bag den intense kampagne for anti-russisk, anti-Trump propaganda i USA, der dirigeres fra britisk efterretning, men rækker dybt ind i en »få Trump ned med nakken-specialenhed« i efterretningstjenester under Obama. Denne kampagne er forgæves og destruktiv, og amerikanske »progressive« bør ikke lade sig forlede til at tilslutte sig den.

Som EIR’s stiftende redaktør Lyndon LaRouche udtrykte det, »Som Trump i øjeblikket går frem, vil der komme en stor forandring internationalt. Det er ikke kun Trump. Det er de andre elementer i systemet, der kommer sammen for at bringe en kraft i spil, som vil dominere planeten.«

Vil den amerikanske befolkning, der har stemt for at afvise det gamle paradigme med »globalisering, afindustrialisering«, få den nye administration og Kongressen til at gøre det, der er nødvendigt for at tilslutte sig den nye drivkraft for vækst og videnskabeligt fremskridt?

En bevægelse fra en national, upartisk appel er i gang – og er på denne webside – som kræver, at Trump, der lovede »det 21. århundredes Glass/Steagall-lov« under sin valgkamp, foreslår dette for Kongressen i sin første tale til dem. At gøre en ende på Wall Street-kasinoets forgiftning af den amerikanske økonomi er et første skridt. Men så findes der ingen statslig kreditinstitution efter Hamilton-princippet, til at genskabe Amerikas forældede, økonomiske infrastruktur – selv, når Kinas statsmidler, som det her rapporteres, netop søger at få en sådan institution, som gør det muligt for dem at investere i en ny, amerikansk infrastruktur. Obama sagde til vælgerne, at han anså revolutionen med fusionskraft/plasmateknologi for totalt unødvendig, og privatiserede NASA’s store udforskningsprogrammer, med en forværrende virkning.

Tiden er nu inde til, at amerikanerne handler for deres fremtid, ikke deres frygt.       

2. jan., 2017 – Talsmand for det Tyske Udenrigsministerium Martin Schäfer udtalte i dag i Berlin, at den syriske præsident Assads fremtid og andre interne, syriske spørgsmål bør blive drøftet ved fredsforhandlingerne i Astana, Kasakhstan. Det Tyske Udenrigsministeriums talsmand tilføjede, at Tyskland hilste våbenstilstanden i Syrien, som Rusland og Tyrkiet har mæglet, velkommen, rapporterer Sputnik i dag.

I skarp kontrast til Syriens, Ruslands og det Tyske Udenrigsministeriums fokus på mødet i Astana, foreslog EU’s chef for udenrigsanliggender, Federica Mogherini, en anden linje, der kun vedrørte Astana, hvis visse betingelser opfyldes, og som aldrig nævnte Rusland.

Den 31. dec. meddelte Mogherini i Bruxelles, at EU vil være vært for »en bilateral forhandlingsrunde« i Bruxelles i midten af januar måned, for at finde et fælles udgangspunkt vedr. syriske spørgsmål efter konflikten, og vedr. forsoning og genopbygning, med fuld støtte til de forhandlinger, der vil blive afholdt i Genève i februar måned. Dernæst vil EU være vært for en konference i Bruxelles, som en opfølgning af sidste års møde i London.

Med hensyn til konferencen i Astana sagde Mogherini, at EU ville »byde ethvert midlertidigt skridt velkommen, såsom det annoncerede møde i Astana, hvis dette er fuldt ud inkluderende og har til formål at forberede en frugtbar og meningsfuld genoptagelse af interne syriske forhandlinger i Genève under FN-regi«.

Foto: EU-chef for udenrigsanliggender, Federica Mogherini.

14. dec., 2016 – Den Europæiske Union har gjort befolkningen i et af sine kernelande mere dyster og pessimistisk end i de postkommunistiske lande, der har været udsat for frihandels-chokterapi som en del af, at de skulle blive »demokratiske«. Dette var det resultat, som en årlig undersøgelse med titlen, »Livet under overgangen«, kom frem til, og som blev udført af den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD) og Verdensbanken, der har udspurgt husstande i postkommunistiske lande i Europa (inklusive tidligere Sovjetrepublikker) siden 1991. I år besluttede de at inddrage Grækenland i undersøgelsen pga. nedskæringspolitikken, som landets kreditorer kræver.

Undersøgelsen viste, at flere end 92 % af grækere sagde, at gældskrisen havde berørt dem, mens 76 % af husstandene havde lavere indkomst pga. nedskæringer i lønninger eller pensioner, tab af jobs, forsinket eller suspenderet aflønning, eller færre arbejdstimer. Kun en ud af 10 grækere var tilfredse med deres finansielle situation, og kun 24 % med livet generelt; dette sammenlignet med 72 % i Tyskland og 42 % i Italien, de to vestlige lande, der blev brugt til sammenligning. Det er interessant, at også Italien faldt under de 48 % i gennemsnit i de postkommunistiske lande.

Kun 16 % af respondenterne i Grækenland forudså, at deres situation ville forbedres hen over de næste fire år, sammenlignet med 48 % i postkommunistiske lande, og med 35 % og 23 % i Tyskland og Italien, hhv., hvilket ses i faldet under de 48 % i gennemsnit i postkommunistiske lande, som rapporten også bemærker.

»Dette signalerer, at, på trods af de nylige politiske forandringer og bestræbelser på at gennemføre økonomiske reformer, der har fundet sted i landet, så ser grækere ikke en forbedring af deres situation i den umiddelbare fremtid«, siger rapporten.          

10. dec., 2016 – Grækenlands internationale kreditorer har fordømt den græske premierminister Alexis Tsipras for at have vedtaget en engangs-godtgørelse til 1,6 mio. pensionister, der lever for 800 euro (kr. 5.950) eller mindre om måneden. »Programmet indeholder en klar forpligtelse til på forhånd at diskutere alle forholdsregler, der relaterer til programmets mål, med institutionerne«, sagde en talskvinde for EU. »Kommissionen fik ikke besked om alle detaljerne i erklæringerne, før de blev offentliggjort. Nu må vi undersøge dem.«

Det er almindelig kendt, at et stort antal pensionister i realiteten forsørger udvidede familier med deres pensioner pga. den høje arbejdsløshed. Tsipras sagde, at godtgørelserne i alt vil beløbe sig til 617 mio. euro.

Ifølge den britiske avis Guardian, sagde statsminister Alekos Flambouraris, at kreditorer ikke var blevet varskoet på forhånd, eftersom pengene kom fra overskuddet.

Sammenlignet med kreditorernes seneste krav om flere nedskæringer, som man efter planen skal stemme om i denne uge, er julegodtgørelsen småpenge. Det nye budget kræver en yderligere skattestigning på 1,1 mia. euro og nedskæringer i pensioner og udgifter for 1,5 mia. euro. Dette på trods af den kendsgerning, at, pga. økonomiens kollaps og skattestigninger, især ejendomsskatter, har det til dato stadig ikke været muligt for ikke færre end 6,36 millioner skatteborgere at betale det femte, månedlige afdrag på deres ejendomsskat for 2016. En kvart million selskaber mangler stadig at betale den 6. eller 7. månedlige indkomstskat for 2015, der vurderes til 1mia. euro.

Disse nedskæringer indgår alle i EU’s krav om, at Grækenland skal opretholde et overskud på 3,5 % (som skal bruges til afbetaling af gælden), det højeste i Europa, som selv IMF protesterer over, selv om Fonden kræver et overskud på 1,5 %.

Foto: Græske pensionister rokker en politibus, der blokerede deres demonstration mod nedskæringer i pensionerne, den 3. okt. 2016 i Athen. Politiet brugte dernæst peberspray mod demonstranterne.  http://www.telegraph.co.uk/news/2016/10/03/greek-police-pepper-spray-protesting-pensioners/

7. dec., 2016 – Eurogruppen med 19 finansministre fra eurozonen har endnu engang snydt Grækenland med deres nye aftale. Til gengæld for en relativt meningsløs, såkaldt kortfristet gældssaneringsforholdsregel, som blot tilpasser rentesatser og strækker sig frem til år 2060, må Grækenland opretholde et primært overskud[1] på 3,5 % af BNP i op til 10 år efter, at det officielle bailout-program slutter i 2018. Dette såkaldte overskud, der skal tages fra befolkningens kød og blod, skal bruges til afbetaling af gælden.

Dette blev tilsyneladende tvangsindført i aftalen af Den internationale Valutafond, IMF, og den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, der ligefremt har udtalt, at, hvis Grækenland fortsat ønsker at forblive i eurozonen, må det implementere de »reformer« og forholdsregler, som kræves af landet.

Ifølge avisen Kathimerini var den græske regerings officielle talsmand, Dimitris Tzanakopoulos, særligt kritisk over for den europæiske chef for IMF, Poul Thomsen, der repræsenterede fonden under Eurogruppens møde den 5. dec. Han sagde, at Thomsen lagde yderligere pres på Grækenland for at vedtage ekstra forholdsregler med henblik på at opretholde det primære overskud på 3,5 % efter 2018, snarere end på eurozonen, for at denne yderligere skulle klargøre, hvad disse mellem- og langfristede gældseftergivelsesforholdsregler, som det har planer om at indføre fra 2018 og fremefter, går ud på. Den græske regeringstalsmand var ubøjelig mht., at den græske koalitionsregering ikke ville gå med til at vedtage nye forholdsregler for at imødekomme målet om et primært overskud på 3,5 % efter 2018.

Grækenlands to største fagforeningssammenslutninger, der repræsenterer offentlige og private ansatte, har i mellemtiden meddelt en 24-timers generalstrejke den 8. dec. for at protestere mod planer om arbejdsmarkedsreformer og skattestigninger. Sammenslutningen af læger på Athens og Piræus’ hospitaler, EINAP, har bebudet, at den vil tilslutte sig 24-timers generalstrejken. Bus- og sporvognsarbejdere vil ligeledes nedlægge arbejdet fra kl. 9 om morgenen og til kl. 21 om aftenen, hvor vagten slutter.

Foto: Dimitris Tzanakopoulos, der er advokat, har været talsmand for den græske regering fra november 2016.         

7. dec., 2016 – Udenrigsministrene i NATO-landene mødtes i dag i Bruxelles for anden dag for at drøfte Ukraine og Afghanistan, og fortsætter med at agere, som om verden ikke har ændret sig. NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg sagde, at der fortsat må lægges økonomisk pres på Moskva pga. Ruslands angivelige involvering i Ukraine.

Mødet i går producerede en 42-punkts plan for sikkerhedssamarbejde med den Europæiske Union, en opfølgning af Fælleserklæringen, som blev udstedt af de to organisationer ved NATO-topmødet i Warszawa i juli måned. Aftalen, rapporterer Reuters, gør det muligt for de seks EU-stater uden for NATO at drage fordel af noget af den militærstøtte, som Trump har foreslået, kunne blive betinget af større forsvarsudgifter fra europæernes side. Forslagene har også til hensigt at berolige Europa mht., at USA er forpligtet over for regionen, på trods af nyvalgte præsident Trumps bemærkninger under sin kampagne, som har foruroliget allierede, sagde NATO-folk.

»Der er blevet stillet spørgsmålstegn mht. styrken af det transatlantiske forbund«, sagde Stoltenberg med henvisning til Trumps karakterisering af NATO som værende »forældet« under sin kampagne. »Jeg mener, at den bedste måde at respondere til disse spørgsmål, er at levere et stærkere NATO-EU-samarbejde«, sagde han.

Den amerikanske udenrigsminister John Kerry på sin side forsøgte at forsikre NATO om, at USA’s forpligtelse over for alliancen ikke vil ændre sig under den tiltrædende Trump-administration. Kerry indrømmede, at billedet her ikke er helt klart, i betragtning af, at Trump stadig mangler mange udnævnelser, såsom til udenrigsministerposten, men, »Jeg har tillid til de personer, jeg hidtil har set«, sagde Kerry og nævnte i denne forbindelse general James Mattis, Trumps valg af forsvarsminister.

Foto: NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg (højre) og EU’s højeste repræsentant for EU-udenrigspolitik, Federica Mogherini, under hvis overværelse NATO’s udenrigsministre støttede flere end 40 forslag til at styrke samarbejdet omkring cyber-sikkerhed, søfartsoperationer og hjælp til nabolande for bedre at kunne forsvare sig.

6. dec., 2016 – Professor Luciano Barra Caracciolo, siddende medlem af en gren af det italienske retsvæsen, bekræftede det, som EIR Strategic Alert har skrevet i denne uge om den italienske folkeafstemning. I realiteten, sagde han, tilsigtede reformen at »omsætte« til forfatningsniveau en »europæisk politik«, dvs., »en politisk styrelse, der formes i udlandet, i et Bruxelles, der domineres af finansielle og oligopolistiske[1] lobbyer, der er totalt uafhængige af noget valgresultat i Italien«. Mere end blot regler, vedrører den EU-kommissionens og EU-rådets såkaldte »retningslinjer« og »resolutioner«. Det var en temmelig vidtrækkende forfatningsændring, »enestående i Europa«.

Barra Caracciolo var den første, der, på sin blog »Orizzonti48«, afslørede, at Renzis forfatningsreform indeholdt fire paragraffer, der satte EU-lov på samme niveau som forfatningsloven. Der er ingen forfatning i verden, der sidestiller traktater, såsom EU-traktaten, med den nationale forfatning.

Foto: Professor Luciano Barra Caracciolo.   

6. dec., 2016 – Den italienske økonom og ven af LaRouche, Nino Galloni, skrev en udtalelse efter den italienske folkeafstemning, som er blandt de fornuftigste erklæringer, der er skrevet.

For det første, sagde han, så var Nej’ et ikke en stemme, der kom fra en mavefornemmelse, men var derimod en stemme fra »hjernen«, »for at forhindre et skred, der ville have forværret de sociale, økonomiske og politiske omstændigheder i landet«.

For det andet, hvis ECB »fortsætter med at gøre, hvad den hidtil har gjort«, bliver der ingen krise omkring Italiens statsgæld. Tværtimod, hvis ECB »forråder« og stopper med at opkøbe italiensk statsgæld, bemærker han, »vil vi marchere i gaderne«.

For det tredje, så havde Renzi foretaget nogle gode træk, såsom at bekæmpe EU om budgettet for finansiering af immigrationen og omkostninger til genopbygning, gøre modstand mod bail-in, osv. Men hans fremstød for »mod-reformationen« har imidlertid fejet ham af banen.

For det fjerde, så udfordrede Galloni Beppe Grillo og M5S-bevægelse til at »udarbejde et program for nationalt forsvar og ansvarlig udvikling, der kan angive en alternativ kurs for alle og en vej ud af en situation, der socialt, økonomisk, finansielt og etisk bliver mere og mere uholdbar«.    

Sidste september var Galloni blevet foreslået til posten som finanssekretær for Rom kommune under den nuværende borgmester fra M5S, Virginia Raggi, men Malthus-fraktionen i M5S var den fremherskende, og Galloni og hans investeringsplan blev afvist

Foto: Den italienske økonom, Nino Galloni.

5. dec., 2016 – Den tyske finansminister Wolfgang Schäuble talte med Bild am Sonntag, forud for eurozonens finansministermøde i Bruxelles, hvor han annoncerede, at, enten indvilliger Grækenland i at gennemtvinge flere drakoniske nedskæringer, eller også må landet forlade eurozonen. Glem alt om gældssanering, skreg han.

Statsmanden Lyndon Larouche bemærkede i dag, at dette er det samme som at stryge tændstikker lige efter, at der er spredt benzin gennem Italiens nej i folkeafstemningen. Den afsindige Schäuble er en pyroman.

»Athen må sluttelig implementere de nødvendige reformer«, krævede Schäuble. Hvis landet ønsker at forblive i eurozonen, »er der ingen vej udenom«, skummede han og erklærede, at landets gældsniveau er irrelevant. Et hovedpunkt i de krævede reformer, rapporterede Reuters, er arbejdsmarkedsreformer – som vil »liberalisere« arbejdsmarkedet således, at arbejdsgivere lettere kan fyre de ansatte. Dette er lig den IMF-reform, der blev påtvunget mange latinamerikanske lande, og i hvis centrum står ødelæggelsen af arbejdsmarkedsrettigheder, fagforeninger, osv.

Schäuble advarede om, at Grækenland ikke kan forvente nogen hjælp fra internationale kreditorer i øjeblikket, »da dette ikke vil hjælpe Grækenland«. Den tyske regering, sagde han, vil ikke bede sit parlament (Forbundsdagen) om mere finansiering til Grækenland, med mindre IMF skulle genoptage sin udlånsvirksomhed til Grækenland. På typisk vis har IMF sagt, at nye lån ikke er en mulighed, med mindre Grækenland kan vise, at dets gæld er »erholdelig«.

Guvernøren for Grækenlands centralbank, Yannis Stournaras, advarer om, at gældseftergivelse er en presserende nødvendighed. »Vi har gjort det klart, at det er udelukket, at vi skulle acceptere det, som IMF kræver i form af nedskæringspolitik og arbejdsmarkedsreformer«, sagde Tzanakopoulos [sic] (?), citeret af Reuters.

Ifølge en rapport her til eftermiddag fra Wall Street Journal, så enedes finansministre endelig om en lille pakke af kortfristede forholdsregler til gældseftergivelse for Grækenland, der forlænger visse forfaldsdatoer og fastlåser rentesatserne på visse nuværende og fremtidige lån. Disse er imidlertid meningsløse. Den »eftergivelse«, de tilbyder, går ud på at lette landets gældsbyrde med omkring en femtedel – i 2060!  

Foto: Wolfgang Schäuble.

5. dec., 2016 – I modsætning til den katastrofe, som »Europa« led i den italienske folkeafstemning søndag, den 4. dec., så hilser eurokraterne Alexander von Bellens (Uafhængig) valgsejr over den euro-skeptiske Norbert Hofer (Frihedspartiet) i det østrigske præsidentvalg i går, velkommen.

Men Hofers 48,5 % bragte ham meget tæt på at slå den anden kandidat, der blev støttet af de fleste af de store medier og af alle de andre partier bortset fra Frihedspartiet. Problemerne i EU – der har samlet så mange østrigere imod eurokraterne – vil imidlertid ikke forsvinde, og von Bellens præsidentskab forventes ikke at få oppositionen til at forsvinde.

Ved siden af mange populistiske spørgsmål havde Hofer også ført kampagne for Østrigs tilslutning til Visegrad Gruppen med Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet og disses stærke bestræbelser på at udvikle deres økonomier uafhængigt af EU, men i samarbejde med Kina. Denne idé vil ikke svinde bort, på trods af Hofers nederlag.

5. dec., 2016 – Ifølge Londonavisen The Times har Federica Mogherini, EU’s højeste repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, fremlagt en »Plan B« for Syrien, hvor Assad-regeringen ville forblive ved magten og blive tilbudt finansiel hjælp til gengæld for, at oprørsstyrker får lov til at forblive ved magten i visse regioner, rapporterer RT i dag.

Selv om kun få detaljer er tilgængelige, især mht. den omtalte overgang, så vides det, at Mogherini fremlagde dette forslag for to uger siden under et møde med syriske oppositionsledere. Baggrunden for diskussionen er visheden om, at den syriske hær snart vil overtage den fulde kontrol over Aleppo, baseret på sine militære successer.

Der foreligger ingen specifikationer mht. det beløb, som EU er villig til at tilbyde, men, som Schiller Instituttets Helga Zepp-LaRouche påpegede i dag, så vil udelukkende kun en plan for at inkorporere Syrien i den Nye Silkevej og lanceringen af en Marshallplan for at genopbygge landet – og som ville involvere Rusland, Kina og USA – have mulighed for at virke. General Michael Flynn, som af Trump er udnævnt til national sikkerhedsrådgiver, har krævet en sådan Marshallplan for Syrien.

RT bemærker, at Times’ rapport om EU-planen ikke nævner præsident Bashar al-Assads fremtid, hvilket er et skifte i forhold til Vestens krav om, at enhver løsning på konflikten må inkludere hans afgang. Bruxelles skal efter sigende være villig til at lade ham forblive ved magten, men med den bestemmelse, at der bliver en decentralisering af magten i Syriens provinser – politisk decentralisering – hvilket, iflg. Times, ville gøre det muligt for de såkaldte moderate oprørsstyrker at blive integreret i lokale sikkerhedsstyrker.

Times-rapporten erklærer også, at EU er villig til at betale Damaskus, hvis det vil føre til en reduktion af den fortsatte strøm af syriske flygtninge ind i den Europæiske Union, hvilket, fremfører rapporten, bidrager til valg-kaosset og er i færd med at »ødelægge Europas politiske struktur«. 

Foto: EU's højeste repræsentant for udenrigspolitiske anliggender og sikkerhedspolitik, Federico Mogherini.      

23. nov., 2016 – »Den, guderne vil tilintetgøre, gør de først vanvittig« – dette gamle ordsprog er stadig sandt.

I dag vedtog EU-parlamentet en resolution, der kræver, at EU »responderer til informationskrigsførelse« fra Rusland. De russiske nyheds-websider RT og Sputnik skulle angiveligt være blandt de farligste »redskaber for russisk propaganda«.

Zero Hedge rapporterer, at 691 parlamentsmedlemmer tog del i afstemningen: 304 stemte for den ikke-lovgivende resolution, der bærer titlen, »EU’s strategiske kommunikation skal indføre modforholdsregler mod propaganda fra tredjepart«. Der var 179 parlamentsmedlemmer, der stemte imod, og 208 undlod at stemme. Zero Hedge rapporterer, at dokumentets forfattere rent faktisk sidestillede modforholdsregler mod Rusland med modstand mod Daesh (ISIS) terrorgruppen og opfordrede EU-medlemslande til at øge finansieringen til kontra-propagandaprojekter.

Resolutionen var skrevet af parlamentsmedlem Anna Fotyga, et polsk medlem af de Europæiske Konservatives og Reformisters (ECR) gruppe. Gruppen hævder, at Moskva har til hensigt at »anstifte frygt og dele Europa« og kræver forholdsregler til imødegåelse af den angivelige russiske propagandatrussel. Fotyga hævder, at Moskva yder finansiel støtte til oppositionspartier og organisationer i EU-medlemsstater, som forårsager disintegration internt i blokken.

Som følge heraf skal de russiske nyhedsnetværk RT og Sputnik, Rossotrudnichestvo Statslige Agentur og Russkiy Mir (Russia World) Foundation angiveligt være blandt Ruslands mest truende »propaganda-redskaber«, der må imødegås.

På helt utrolig vis anbringer EU-dokumentet også russiske medieorganisationer »på linje med terrorgrupper, såsom Islamisk Stat«.

Den russiske præsident kritiserede skarpt resolutionen og sagde, at det demonstrerer »politisk degradering« mht. »ideen om demokrati«. Putin sagde, » … De [europæiske embedsmands-] ’lærere’ [har altid sagt til os], at den mest ondsindede måde at håndtere modstandere på er at forbyde noget, og at det ikke er i overensstemmelse med demokratiske principper og normer. En åben diskussion er altid den bedste måde.«

Putin konkluderede, at EU-parlamentets resolution er et »åbenlyst tegn på degraderingen af det vestlige samfunds vision om demokrati«.

15. nov., 2016 – For første gang nogensinde har Italien nedlagt veto imod EU-budgettet og henviser offentligt til »Trump-effekten« som motivering for handlingen. Den italienske regering anklagede EU for at tilsidesætte italienske krav om »immigration, sikkerhed, ungdomsarbejdsløshed og forskningsprogrammer«, erklærede den italienske EU-minister Sandro Gozi i Bruxelles og understregede: »Vi er dødtrætte af et Europa, der er småt med store ting, og stor med små ting, og vi er overbevist om, at, hvis Europa ikke ændrer sig, så står vi over for begyndelsen til europæisk disintegration. Vi har brug for et kæmpechok; alarmklokken ringede med Brexit, og vi sov; den burde ringe med Bratislava, og vi sov; nu siger mange, at den ringer med Trump: hvis vi ikke ønsker at dø af søvnløshed, må vi hellere bruge den til at forandre Europa.«

Premierminister Matteo Renzi, der talte fra Catania, Sicilien, sagde: »De ønskede at overlade det til sicilianerne at bære byrden af immigration, af at redde tusinder af liv og tage sig af løsninger og de komplekse problemer. Dernæst fylder de penge i europæiske lande, der ikke alene afviser en aftale, de selv har skrevet under på, men endda bygger mure med vores penge.«

Mange anklager Renzi for valgpropaganda, beregnet på at vinde folkeafstemningen om en forfatningsændring den 4. december. Dette er sandt; men Italiens veto lægger imidlertid et hidtil uset pres på EU og kunne faktisk føre til dens snarlige disintegration.

30. okt., 2016 – Den italienske finansminister Gian Carlo Padoan har i et brev til EU-kommissionen forklaret, at Italien ikke vil ændre sin budgetplan. Forskellen mellem, hvad Italien har brug for, og så det, EU vil tillade, skulle være €5 mia.

Italien vil bruge €3,5 mia. på assistance til flygtninge og deres integration. EU tillader €0.5 mia. Italien vil bruge €4,8 mia. til jordskælvsnødhjælp, genopbygning og forebyggelse. EU tillader kun €2,8 mia., til nødhjælp og genopbygning, men tillader ikke finansiering af forebyggelse.

Med hensyn til flygtninge pointerer Padoans brev skarpt, at Italien gør »en ekstraordinær indsats på vegne af den Europæiske Union« og betaler også omkostningerne for andre landes afvisning af at genplacere flygtninge. Premierminister Matteo Renzi havde direkte angrebet Ungarn i en udtalelse i går, hvor han sagde, at Italien er en EU-nettobetaler, mens Ungarn er en EU-nettomodtager. Hvis Ungarn nægter at rette sig efter EU’s Schengen-regler (visafri) og regler om genplacering, vil Italien måske nedlægge veto mod det næste EU-budget.

Renzi besøgte i går jordskælvsområderne, der blev ramt den 26. okt., og annoncerede en omgående nødhjælp på €40 million. Der er flere end 5.000 hjemløse, som vil blive flyttet til hoteller på kysten, mens oprydningsarbejdet og genbygningen finder sted. Iflg. nyhederne har endnu et styrke 6,6 jordskælv fundet sted i området den 30. okt.

3. september 2016 – Den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov angreb den 2. september i et interview med Rådet for Udenrigs- og Forsvarspolitiks mediekanal, EU/NATO/USA’s geopolitiske politik, og opstillede de diplomatiske og økonomiske udviklinger i Østen, centreret omkring Kina i særdeleshed, i kontrast til USA/EU/NATO’s fremgangsmåde med bureaukrati og militære blokke. På den ene side er verden i færd med at blive multipolær, med fremkomsten af nye centrer for økonomisk vækst og finansiel styrke, sagde han. Samtidig »beskærer Europa relationerne med Rusland, efter tilskyndelse fra USA«, sagde Lavrov. »Mange europæiske lande gør dette med vidt åbne øjne og siger, at, i dette tilfælde må politik (dvs. at straffe Rusland) gå forud for økonomien. Dette er i modstrid med, hvad Vesten før har gjort.«

Med hensyn til asiatisk økonomisk udvikling sagde Lavrov, »Vores logik og den politik, som præsident Vladimir Putin har afstukket, fokuserer på at søge efter gensidigt fordelagtige kompromisser og gensidigt acceptable fremgangsmåder.« Han bemærkede, at vise regeringer i Europa og EU, i Asien og andre steder, bør bygge flere broer og arbejde hårdere på at udvikle samarbejde. »Rusland har en heldig beliggenhed, geopolitisk og geo-økonomisk, til fremme af disse processer«, sagde han. »Projektet om Stor-Eurasien går ikke imod, men snarere meget fint i tråd med konceptet om Europa fra Atlanten til Ural, som Charles de Gaulle promoverede for årtier siden. Præsident Putin har omformuleret dette til et fællesrum fra Lissabon til Vladivostok. Det er stadig det aktuelle spørgsmål. Det er absurd, når den politiske situation i Vesten, inklusive indenrigspolitikken, får lov at hindre vores fremskridt hen imod dette strategiske og gensidigt fordelagtige mål.«

Lavrov fortsatte med at sige, at, mht. bureaukratier, så er EU langt vanskeligere at arbejde sammen med end NATO, selv om han heller ikke skånede NATO i sin kritik. Forsøg på at opretholde disciplin inden for blokke, i koldskrigs-stil, bliver sværere at gennemføre, fordi lande indser, at »der findes noget sådant som nationale interesser«. EU er et relevant eksempel på dette, sagde Lavrov. »Bureaukrati i Sovjetunionen dominerede dens republikker. Men EU er gået endnu videre, endda videre end NATO, hvor diskussioner er mere demokratiske på trods af en russofobisk minoritet, der skamløst spekulerer i princippet om konsensus og bloksolidaritet. EU-bureaukratiet forsøger at forhindre medlemslandene i at træffe selvstændige beslutninger i spørgsmål, som ikke er blevet delegeret til Bruxelles.« Der er mange eksempler på dette, sagde han, som han håber, kan omstødes, »for vi ønsker ikke, at EU skal flås i stykker af modsætninger. Vi ønsker, at EU skal være en pålidelig partner, der i sine handlinger ledes af dens medlemsstaters økonomiske interesser og ikke af nogle geopolitiske hensyn, der intet har med sund fornuft og økonomien at gøre.«

Med hensyn til NATO, så langede Lavrov hårdt ud efter den ideologiske tendens hos nogle af alliancens medlemmer, der går ud på at bruge NATO-Ruslandsrådet – som under sine seneste par møder udelukkende diskuterede Ukraine – til deres egne formål imod Rusland. »Der er folk i NATO, der indser, at dette ikke fører nogen steder hen, og at det er nødvendigt at vende tilbage til normale, respektfulde relationer, fordi at handle, som om kun ens egen tankegang og fremgangsmåde må vedtages af resten af verden, er koloniherre-tankegang«, sagde han. »Det gør visse politikere desværre, især i lande, der ikke kan forlige sig med den kendsgerning, at deres imperium er forbi.«

23. juli 2016 – En artikel om den italienske bankkrise i det tyske Die Welt i dag vil med sikkerhed skabe bølger i Italien, mest pga. artiklens provokerende overskrift: »Italien er på kursen til en ’failed state’ (med ordene ’failed state’ på engelsk; ’statsbankerot’). Den provokerende overskrift bakkes op af noget, man høfligt kunne karakterisere som en vurdering på baggrund af »etniske fordomme« af årsagen til Italiens problemer: »korruption, mafia, sort økonomi, skatteunddragelse, overdreven social velfærd og statsstøtte, dovent bureaukrati og nepotisme«.

Og dog indrømmer Die Welt selv, at Italiens problemer begyndte med euroen (man burde hellere sige: med »konvergens-politikken« efter 1989). Dette demonstreres tydeligt gennem en medfølgende grafisk fremstilling over industriproduktion, der begynder at stagnere efter 1992 og kollapser i 2008, sammenfaldende med kollapset i verdenshandelen. En anden grafik viser kollapset i indkomst pr. person efter 2011, men den siger ikke dette i det år, hvor Monti-regeringen blev indsat for at uddele mere af den forkerte medicin.

Forfatterne rapporterer imidlertid, at Berlin ikke vil behandle Italien ligesom Portugal blev behandlet. Den tyske finansminister Wolfgang Schäuble ved, at »man ikke kan tvinge et stort land som Italien til at indføre ændringer gennem ydmygelse«. Og hvis Italien går ned, går også euroen ned. Ergo må premierminister Matteo Renzi støttes. Han gør det rette job (læs: strukturreformer), men han behøver tid til, at disse reformer virker. Hvis han tvinges til at gennemføre en bail-in (dvs., at de truede banker eksproprierer visse typer af indeståender/værdipapirer i banken, -red.) efter den forestående stresstest af bankerne, vil han tabe den besluttede folkeafstemning i oktober.

Den italienske bankkrises anden vinkel er den, at det ikke kun er italienske familier, der ejer bankobligationer, men også EU-banker og -fonde. »Deutsche Banks og Black Rocks krav om en ny bailout (statslig bankredning, -red.) med skatteborgernes penge er et billigt forsøg på at undgå omkostninger for dem selv«, siger et parlamentsmedlem fra partiet De Grønne.

Desuden er den tyske regering vred over Deutsche Banks cheføkonom, David Folkerts-Landaus krav om en massiv bailout af europæiske banker – inklusive Deutsche Bank. De kalder dette for »et missil uden styring«, der kunne destabilisere banksystemet. Vreden forøges derved, at Renzi på opportunistisk vis har viftet med Deutsche Banks derivat-byrde som et rødt flag. »Det er ikke tilfældet, at denne advarsel fra Renzi til den tyske regering kan ignoreres i Berlin«, skriver de.

Berlin og ECB forventer således, at en kombination af en indsats for Italiens dårlige banker (en fond til 5-6 milliard euro ved navn Giasone) samt en forhandlet løsning med EU-kommissionen om at lette reglerne for bail-in, vil virke. »Man vil ikke få negative ting om Italien at høre fra vores side«, siger kilder i regeringskredse i Berlin. »Italienerne har allerede gjort en masse gode ting. Renzi er en god premierminister og bør beholde jobbet.«

Rapporten i Die Welt bekræftedes af en Bloomberg-artikel, der citerede tre tyske regeringsfolk, der bad om anonymitet, og som sagde, at Merkel ønsker at undgå enhver ustabilitet i Italien og derfor »er parat til at støtte en fleksibel tolkning af EU-reglerne for at hjælpe ham … som kunne betyde at acceptere en eller anden form for kompensation fra den italienske regering til investorer i de kommercielle banker, for at begrænse den negative politiske konsekvens« af en bail-in.

Briefet om dette, var Lyndon LaRouches kommentar den, at, ja, Italien er på vej til en statsbankerot, men »pointen er: Hvordan kan man annullere den tendens, der er i Italien i øjeblikket, og som er at gå i denne fælde? Man har et problem med den britiske indflydelse på det italienske system.«

Om den tyske støtte til Renzis politik sagde LaRouche: »Er de idioter?« Man kan løse problemet »på en anden måde«, forklarede LaRouche. »Man kan flankere det. Man kan sige, vi har denne vidunderlige ting, vi gennemfører dette her, man lægger hele denne såkaldte italienske affære til side, og man har alting samlet her.«

»Det, man virkelig har, er muligheden for en forbindelse mellem den tyske økonomi og andre dele af Europas økonomi. Og Putin er nøglen til dette. Putin må opnå samarbejde med nogle personer internt i det tyske system.«

At komme af med euroen »er en mulighed, men man må have færdighederne og intellektet til at få sat den slags ting i gang. For Italien er ikke det eneste land, der er bankerot. Jeg mener, at Putin kunne være den faktor, som, på den ene eller anden måde, vil forandre tingene. For Putin har gang i en operation, der er meget vigtig, og den er korrekt. Hvis man kan få det tyske system ind i et samarbejde med Putin på en eller anden måde, der vil virke. Det står lige på vippen. Og hvis man bliver ’ladyen’ (formentlig: den britiske Dronning, dvs. monarkiet, -red.) kvit, har man måske mulighed for at gøre noget ved det.«

4. juli, 2016 – Den Europæiske Union ligger hen i forvirring efter Brexit og fortsætter ud ad det spor, der fører til destruktion. Selv inden for samme nationale regering synes der at blive presset på for forskellige politikker.

                  På den ene side siger en minister i den tyske regering, at EU-præsident Jean-Claude Juncker vil blive afsat. Kilden citeres af Sunday Times og dækkes i mange medier. ”Angela Merkel kunne tænkes at tage skridt til at afsætte Europas føderalistchef Jean-Claude Juncker ’inden for det kommende år’”, har en tysk minister udtalt, som tegn på voksende europæisk splittelse over, hvordan man skal reagere på den britiske Exit-afstemning.

Frankrig, Belgien og Italien ønsker ’mere Europa’ som svar på Brexit, men Tyskland “danner i stilhed en alliance med Polen og andre østlige og baltiske stater” om at slå bremserne i.

                  ”Efter afstemningen d. 23. juni, har både den tjekkiske og den polske udenrigsminister offentligt opfordret hr. Juncker til at træde tilbage – udspil, som en ledende EU-funktionær afviste som ”forudsigelige.” Imidlertid repræsenterer denne rumlen fra Berlin nu en langt mere alvorlig trussel mod hr. Junckers stilling.

                  “Alle er fast besluttet på, at disse forhandlinger skal føres i det Europæiske Råd – dvs. mellem de 27 regeringsoverhoveder – og ikke af Kommissionen, eurokraterne eller EU-’teologerne’ i Bruxelles”, sagde en fremtrædende kilde i Storbritannien til London Telegraph.

                  På den anden side siges det, at Juncker selv, den tyske finansminister Wolfgang Schäuble, præsident for Europaparlamentet Martin Schulz, udenrigsministrene for Frankrig og Tyskland og andre ledende politikere presser på for ’endnu mere Europa’. For eksempel fokuserer forslagene på forsvar, indenrigssikkerhed og grænsekontrol, i et fællesmemo fra udenrigsministrene for Frankrig og Tyskland, men også fra Schäuble. Man kræver mere koordinering og standardisering i militærspørgsmål – om end man dog ikke kræver en regulær ”EU-hær”.

                  Et forslag, der har fået bred dækning i medierne, og som ikke er mindre truende og vanvittigt, kommer fra præsidenten for EU-parlamentet, Schultz, om at erstatte de nationale regeringers bemyndigelse med et EU-parlament, der skal indgå i et tokammersystem med et EU-Senat; og en EU-regering, der ligeledes vil erstatte vitale funktioner i nutidens EU-Kommission. EU-Parlamentet skulle så også vælge en EU-regering. Juncker er allerede i færd med at foretage en prøvekørsel af dette med et forsøg på at presse den transatlantiske frihandelsaftale igennem uden at konsultere de nationale parlamenter, men i stedet ved at konsultere Europaparlamentet.

                  En EU-regering ville naturligvis inkludere en EU-finansminister, der skulle arbejde med en EU-bankunion og ECB, og potentielt også et overordnet EU-finanscenter, der skulle overtage vitale funktioner, som London hidtil har haft mht. kontinentet. Dette er planer for kontinental-Europa, men der er mange, der er tilhængere af en eller anden form for særarrangement med UK for at holde briterne inde, selv efter Brexit.

Præsident Vladimir Putin henvendte sig til plenum-sessionen ved Skt. Petersborg Internationale Økonomiske Forum (SPIEF) (17. juni 2016) med en slagkraftig politisk og økonomisk vision for Eurasiens fremtid, og som konsekvens deraf for Verden, idet den imødegår Obamas aggressive krigsforberedelser. Han fremførte, at de geopolitiske spændinger i virkeligheden drives af den økonomiske krise. Han appellerede stærkt til EU-nationerne om at afslutte det destruktive sanktionsregime, idet han identificerede det faktum, at de er et resultat af Obamas manipulation. Han pegede på de tyske og franske erhvervsledere, som har åbnet op for en genetablering af relationerne med Rusland, og opfordrede politiske ledere til at mødes med dem på halvvejen, for at reetablere tillid mellem EU og Rusland.

Putin sagde, at Verden, og Rusland, behøver et stærkt USA, men ikke et USA, der blander sig og forhindrer Europa i at bygge bånd. Om TTIP sagde han, at Europa ville blive alvorligt begrænset, hvis det blev bundet til et enkelt regionalt tilknytningsforhold. Han gentog adskillige gange, at hans vision for et ’Stor-Eurasien’ sammen med specielt Kina, var åbent for alle – og i særdeleshed for EU-nationerne.

Han gennemgik i detaljer sin plan for genopbygning af den russiske økonomi, baseret på fremstillingsvirksomhed, anvendelse af teknologier i industrien, 3 millioner nye jobs i små og mellemstore industrivirksomheder i år 2020, og endnu mere fokus på videnskab og teknologi inden for uddannelserne.

Dette er, hvad Obama kalder sin succesfulde ”internationale isolation” af Rusland.

22. marts 2016 (Leder fra LaRouchePAC) – Byen Bruxelles, der er hjemsted for NATO og Den europæiske Kommission, kom under terrorangreb i dag. Angrebene fandt sted på Bruxelles Maalbeek metrostation, og kort tid efter rev to eksplosioner igennem Zaventem-lufthavnens afgangshal. I skrivende stund er dødstallet kommet op på 34, med 230 sårede, heraf nogle alvorligt. Sprængningerne blev udløst af selvmordsbomber.

ISIS påtog sig efterfølgende ansvaret via sin propaganda-website med følgende udlæg: »Kæmpere fra Islamisk Stat åbnede ild i Zaventem-lufthavnen, før flere af dem detonerede deres bombebælter, ligesom en martyr-bombemand også detonerede sit bombebælte i Maalbeek metrostation. Angrebene resulterede i flere end 230 døde og sårede.«

De belgiske myndigheder forhøjede beredskabet mod terrortrussel, lukkede al offentlig transport i den belgiske hovedstad ned og rådede lokalbefolkningen til at holde sig indendørs efter eksplosionerne. Det belgiske VTM-medie rapporterede også, at ikke-essentielt personale på Tihange atomkraftværket, der ligger 85 km øst for Bruxelles, blev evakueret. VTM sagde også, at der ikke foreligger beviser for, at atomkraftværket skulle være udsat for trusler. Denne forsigtighedsforanstaltning blev indført, angiveligt, fordi de belgiske myndigheder havde fundet materiale, der tilsyneladende viste, at en belgisk topembedsmand inden for atomkraft var blevet overvåget, i lejligheden tilhørende Mohamed Bakkali, som var blevet arresteret for påstået involvering i terrorangrebene i Paris i november sidste år.

Der blev indført forhøjet alarmberedskab i mange byer i hele Europa, og også i USA.

Foto: La Grand-Place, Bruxelles.

Supplerende materiale:

Putin kalder terrorangreb i Bruxelles for en »barbarisk forbrydelse«; Zakharova angriber vestlig støtte til terrorister

22. marts 2016 – Idet han udtrykte sin dybtfølte kondolence over for det belgiske folk, har den russiske præsident Vladimir Putin »kraftigt fordømt disse barbariske handlinger« samtidig med, at han forsikrede »det belgiske folk om Ruslands absolutte solidaritet med det belgiske folk i disse svære timer«, sagde talsmand for Kreml, Dmitry Peskov, i dag, iflg. en rapport fra Sputnik. »Præsident Putin har allerede sendt kondolencetelegram til Kong Philippe af Belgien i forbindelse med civile dødsfald i en række bombesprængninger i Bruxelles«, sagde Peskov til reportere.

»I takt med, at flere og flere mister livet, og vi mister kostbar tid, begynder folk at forstå, at denne politik med dobbelte standarder mht. bedømmelsen af terroraktiviteter, er en politisk blindgyde«, sagde talsperson for det russiske Udenrigsministerium Maria Zakharova kort tid efter, at der begyndte at indløbe rapporter om angrebene i Bruxelles, rapporterer BRICS Post. »De kan ikke støtte terrorister i én del af verden uden at forvente, at de også vil dukke op i en anden del.«

Med en anklagende finger rettet mod NATO for at forsømme forsvaret af sin egen baghave, og med et udfald mod NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg, tweetede chefen for Ruslands parlamentskomite for udenrigsanliggender, Alexey Pushkov, at NATO-chefen har tilladt »folk at sprænge sig selv i luften lige under hans næse«, mens »NATO var optaget af at bekæmpe den imaginære, russiske trussel«, rapporterer Newsweek.

Se også: Putin: Rusland er forpligtet over for fredsproces i Syrien; fortsat militær årvågenhed over for terrorisme 

21. marts 2016 (Leder fra LaRouchePAC) – Kollapset af de transatlantiske landes finanssystemer er nært forestående. Det er netop blevet signaleret i Den europæiske Centralbanks chefs meddelelse om, at de nu undersøger at kaste »helikopterpenge« ind i bankkonti i hele Europa; og i den tyske Centralbanks chefs eksplosive offentlige udbrud imod denne inflationsskabende plan. Centralbankerne har forsøgt enhver form for bailout i syv år, og finanssystemerne er nu ved randen af et gennemgribende kollaps.

Nationerne må nu dramatisk og omgående ændre deres politik for at redde deres økonomier og befolkninger fra Wall Streets og City of Londons kollaps.

Og der er kun én kurs for ændring, der vil lykkes: den politik, der er modelleret efter præsident Franklin Roosevelts politik – med nedlukning af Wall Streets kasinoer og udstedelse af statslig kredit til produktive formål – men koordineret på globalt plan.

Til at gennemføre dette kan lederskabet kun komme fra Asien: fra Kina, Rusland og Indien.

Kina er i færd med at bygge landbroer tværs over Eurasien og ind i det kollapsede Europa, og endda muligvis ind i USA via Beringstrædet. Inden for to år planlægger Kina at landsætte et rumfartøj på Månens bagside og observere og undersøge universet på måder, der hidtil ikke har været muligt fra Jorden eller fra fartøjer i kredsløb. Kina og Indien er nu verdens mest dynamiske rumnationer.

Kinas »Nye Silkevejspolitik« med udstedelse af kredit og opbygning af broer, der spænder over kontinenter, med ny, økonomisk infrastruktur, står måske også på randen af at bringe økonomisk udvikling til Mellemøsten og Nordafrika. Dette er fundamentet for en varig fred og stabilitet. At føre den Ny Silkevejs udvikling gennem Mellemøsten og Nordafrika, og erklære ørkenen krig, er det eneste udviklingsperspektiv for hele denne region. Og det er den eneste basis for at vende Europas »flygtningekrise« omkring.

Vladimir Putins initiativ i Syrien har vendt kursen for anliggender i Mellemøsten hen mod en forhandlet fred og stabilitet, for første gang, siden George W. Bush’ katastrofale krig i Irak.

Dette er lederskab.

Den ganske lille styrke, der har katalyseret dette lederskab, har været LaRouchePAC og Schiller Instituttet. Hen over 30 år er Lyndon og Helga Zepp-LaRouches politik med den »Eurasiske Landbro« blevet Kinas politik, især over for Rusland og Indien. I et gennembrud i sidste uge i Cairo blev det offentligt Egyptens politik, gennem en konference med repræsentant for Schiller Instituttet Hussein Askary og Egyptens transportminister som hovedtalere.

Ved afgørende konferencer 23. marts i Frankfurt og 7. april i New York City vil denne politik blive forelagt europæiske nationer og USA: Gå med i Den nye Silkevej, tag lederskabet i Asien og samarbejd med det, eller gå ind i en håbløs bankerot. Alt afhænger af disse begivenheders succesfulde indflydelse.

Foto: Begyndelsen af Silkevejen, Xian, Kina. Kinas nye økonomiske Silkevejs-udviklingspolitik, »Ét bælte, én vej«, er åben for tilslutning fra alle nationer. (CC BY-SA 2.0)      

14. marts 2016 – EU’s totalt manglende indsats for rent faktisk at gøre noget som helst ved flygtningekrisen er i færd med at forvandle Grækenland til et katastrofeområde i lighed med den Tredje Verden.

14.000 flygtninge er nu strandet i og omkring den i forvejen overbefolkede Idomeni-lejr på Grækenlands grænse til Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien (F.Y.R.O.M.), siger en talsmand for FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR).

»Vi ser nu menneskelig elendighed, når det er værst, i Europa. Disse forhold her på stedet i Idomeni er ganske enkelt umulige at leve under«, sagde den regionale talsmand for UNHCR, Babar Baloch. »Man kan simpelt hen ikke forestille sig, hvor slemt, det kan blive, og hver dag kommer der mere regn, og folk lider. Vi i UNHCR håber, at de græske myndigheder handler hurtigt … for, at blive her bare et minut længere er ikke en mulighed. Disse mennesker kan ikke holdes her ret længe under disse inhumane omstændigheder. De har brug for, at man tilbyder dem en vej ud af det her, og de er desperate. Man ser børn, der ryster af kulde, der går barfodet rundt på vejen her, i denne elendighed. Det overgår simpelt hen enhver forestilling.«

Der er henved 12.000 mennesker i lejren. NGO’er siger, at yderligere 2.000 andre mennesker må overleve på marker uden for lejren. De sanitære forhold har nået et katastrofalt, uhygiejnisk niveau, hvor dusinvis af børn er kommet på hospitalet for vejrtrækningsproblemer og et udvalg af virusser.

Den græske regering, der er i pengenød, sagde, at den håber inden for en uge at kunne overføre flygtningene til de andre modtagelsescentre. Chefen for den græske centralbank, Yannis Stournaras, sagde i søndags, at regeringen har forudset at bruge 600 mio. euro på flygtningekrisen. Dette beløb kunne hurtigt blive større, hvis Grækenland ender med at være vært for alle de 41.000 flygtninge, der er strandet dér.

»Dette estimat var baseret på den antagelse, at Grækenland blot skulle være transitnation, men hvis vi nu i stedet skal huse et stort antal flygtninge, må dette estimat revideres«, sagde Stournaras i går til den italienske avis Il Sole 24 Ore.

Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) sagde i sidste uge, at Grækenland ville behøve hjælp til at håndtere flygtningesituationen.

Alt imens Grækenland ikke modtager flere penge for at hjælpe med at klare flygtningekrisen, så kræver IMF, Den europæiske Union og ECB, at landet gennemfører flere nedskæringer, især af det græske pensionssystem, for at kunne betale sine kreditorer (bankerne). Selv Stournaras, der er kendt for at være en ’ja-mand’ for kreditorerne, klagede over, at kreditorerne ikke har holdt deres løfte om gældssanering. »Dette løfte er endnu ikke blevet opfyldt«, sagde centralbankieren. »Vi håber, at vore partnere og IMF vil være i stand til at opfylde løftet, for det var ikke blot et løfte, men en aftale.«

Foto/RT-Video: Flygtninge kæmper mod regnen i Idomeni-lejren, mens Makedonien fuldstændigt lukker grænsen, 9. marts.

13. marts 2016 – I alle tre valg til forbundsdagen i dag (Rheinland-Pfalz, Baden-Württemberg, Sachsen-Anhalt), kom de stærke stemmeresultater til det ekstreme højrefløjsparti Alternativ for Tyskland (AfD) ikke som en overraskelse – de etablerede mediers anti-flygtningepropaganda er faldet som en appelsin i deres turban. AfD kom ind på en tredjeplads i Rheinland-Pfalz og Baden-Württemberg, med hhv. 11 % og 14 %, og endda på andenpladsen i Sachsen-Anhalt med 22 %, og denne udvikling gør de fortsatte koalitionsregeringer i alle tre forbundsstater umulige, fordi koalitionerne (SPD-Grønne i Rheinland-Pfalz, Grønne-SPD i Baden-Württemberg, CDU-SPD i Sachsen-Anhalt) tabte deres flertal i delstatsparlamentet, landdagen (Landtag). Alt imens en stor koalition med SPD og CDU stadig er mulig i Rheinland-Pfalz, så vil det afgjort kun blive muligt med en treparti-kombination i de to andre delstater – med AfD i oppositionen i alle tre stater, eftersom ingen af de andre partier ønsker en koalition med dem. Det faktum, at De Grønne kom ud som det stærkeste parti i Baden-Württemberg og lod både CDU og SPD langt tilbage, er i sig selv skamfuldt for det tyske, politiske system.

Det er værd at bemærke, at CDU, under anførsel af politikere i de tre stater, der distancerede sig fra deres egen kanslers holdning i flygtningespørgsmålet, mistede stemmer, i Baden-Württemberg med det meget dramatiske -12 %. Men det vil ikke rigtigt komme kansler Angela Merkel til gode, som har tabt kostbar tid for at løse flygtningekrisen med flere strategiske fejltagelser: med sin fortsatte pro-euro holdning, som er loyal over for den mislykkede, transatlantiske monetarisme, har hun satset sine jetoner på en illusorisk »europæisk løsning« på flygtningekrisen i næsten et helt år nu, og har således forpasset chancen for et politisk skift til fordel for Tysklands virkelige nationale interesse. Et sådant politisk skift ville have omfattet, at man forlod Atlanticisme og NATO-konfrontationisme, til fordel for et klart »ja« til Den Nye Silkevej og BRIKS; et sådant skift ville have omfattet at stoppe sanktionerne mod Rusland og at genoplive samarbejde med russerne, der ville have bidraget til en reel forbedring af situationen i Syrien og Ukraine. Og desuden har Merkel forsømt at skrotte sin finansminister Wolfgang Schäubles rigide politik med det »sorte nul« på budgettets bundlinje, der har været en hjælp til de private banker, men har blokeret for forbundsstaternes indgriben for at mobilisere den tyske økonomi og har drevet kommuner ud i voldsom gæld. Alt dette har været til stor ulempe for de gennemsnitlige tyske borgere og vælgere, af hvilke flere og flere er blevet fremmedgjort over for de etablerede partier og i stigende grad er blevet sofavælgere i løbet af de seneste år. Mange af disse er nu blevet en del af vælgerskaren for AfD, der ikke har noget perspektiv i deres politiske program, men kun raseri mod de etablerede partier og had mod flygtningene og andre udlændinge.

Det står endnu uvist hen, om Merkel kan fortsætte som formand for CDU og partiets kansler, og om hun kan fortsætte sit kandidatur i det nationale valg til parlamentet (Bundestag) i september 2017. Hendes modstandere internt i partiet har givet Merkel et ultimatum mht. dagene umiddelbart efter de tre valg ’Supersøndag’, som, sammen med den polarisering, som mediepropagandaen har båret ved til, vil øge den politiske ustabilitet i Tyskland, inklusive udbrud af politisk vold mellem tilhængere af »valgets vinder AfD« og dettes modstandere.

Selv om man løber mere og mere tør for muligheder, så kunne Merkel stadig vende tingene omkring og bevæge Tyskland tilbage til tillid til fremtiden, men for at gøre dette, ville hun være nødsaget til at fyre sine rådgivere og i stedet begynde at lytte til Helga Zepp-LaRouche, der gentagent har krævet et drastisk paradigmeskift i tysk politik, mod en kurs for Den Nye Silkevej.