1

Behovet for et nyt paradigme. Åbningstale af Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets grundlægger
og international præsident, ved Schiller Instituttets videokonfernece
For at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer den 9. april 2022

Kære konferencedeltagere fra hele verden! Det der bringer os sammen her i dag, med deltagere fra over 60 lande fra fire kontinenter, er vores dybeste bekymring over, at selve menneskehedens eksistens er i alvorlig fare. Formålet med vores konference er at gøre de stadig mere omfattende samfundsmæssige kræfter i verden opmærksom på, at der på grund af faren ved den nuværende eskalerende strategiske konfrontation snart kunne opstå en fuld militær konfrontation mellem NATO og Rusland, som kunne føre til en verdenskrig, der efter al sandsynlighed ville betyde menneskehedens udslettelse i en efterfølgende atomvinter. Formålet med vores konference er derfor at demonstrere på den mest kraftfulde måde, at der findes et umiddelbart tilgængeligt alternativ, et nyt paradigme, som kan lægge denne dødelige trussel bag os og indlede en ny æra i menneskehedens historie i overensstemmelse med menneskehedens sande natur som den eneste hidtil kendte art, der er i stand til at ræsonnere.

Denne fare for nævnte store krigsfare begyndte ikke den 24. februar i år. Som min afdøde mand Lyndon LaRouche forudsagde med forudseenhed i august 1971, efter at Nixon havde erstattet Bretton Woods-systemets faste valutakurser med flydende valutakurser, at en fortsættelse af denne pengepolitik – hvis den ikke korrigeres – uundgåeligt ville føre til en ny fascisme og en ny verdenskrig. Og 50 år senere er det præcis, hvor vi befinder os lige nu. Den akutte fare for krig, den større krig, skyldes at det transatlantiske neoliberale finanssystem allerede var på et fremskredent stadium af sammenbrud, meden hyperinflatorisk eksplosion af et håbløst bankerot system, før krigen i Ukraine begyndte.

For at forstå de virkelige årsager til krisen i Ukraine må man gå tilbage til årsagerne til, at den store historiske chance, der eksisterede efter Sovjetunionens opløsning for at etablere en ægte fredsordning, som vi foreslog med programmet for den eurasiske landbro dengang, blev forpasset. Et godt udgangspunkt, et vindue til at få et indblik, er et dokument, der oprindeligt blev lækket til New York Times af en whistleblower i marts 1992, og som blev kendt som Wolfowitz-doktrinen, der blev skrevet i ånden fra det tidligere Project for a New American Century. Dokumentet fastslog, at en del af den amerikanske mission ville være at sikre USA’s rolle som den eneste supermagt i den post-sovjetiske verden, der ville have tilstrækkelig militær magt til at afskrække enhver nation eller gruppe af nationer fra at udfordre USA’s forrang. Den 8. marts 1992 skrev New York Times: “[D]et er Pentagons hidtil klareste afvisning af kollektiv internationalisme, den strategi, der opstod efter Anden Verdenskrig, da de fem sejrsmagter søgte at danne et FN, der kunne mægle i konflikter og overvåge voldsudbrud.”

Wolfowitz-doktrinen var den egentlige årsag til, at det løfte, som udenrigsminister James Baker ved tre forskellige lejligheder i februar 1990 gav Gorbatjov om, at NATO ikke ville udvide “en tomme mod øst”, ikke blev holdt. Wolfowitz-doktrinen, der var baseret på det angloamerikanske særlige forhold, var det grundlæggende aksiom for en hel række politikker der fulgte, begyndende med den såkaldte “chokterapi” til de IMF-støttede liberale reformer i Rusland i 1990’erne, som i lyset af Ruslands rigdom på råstoffer og videnskabelige ekspertise udtrykkeligt havde til formål at eliminere en potentiel fremtidig konkurrent på verdensmarkedet, og som reducerede Ruslands industrielle kapacitet fra 1991-1994 til kun 30 %. Det var grundlaget for de forskellige interventionskrige i Irak, bombningerne mod Jugoslavien, krigene mod Afghanistan, Libyen og Syrien samt de fem NATO-ekspansioner mod øst.

Putins tale på sikkerhedskonferencen i München i 2007 var en dramatisk protest mod indførelsen af den unipolære verden, som i det væsentlige forblev lige så ubesvaret som de forskellige definitioner af “røde linjer” vedrørende Ruslands centrale sikkerhedsinteresser, indtil den seneste til USA og NATO, som Putin fremsatte den 17. december. Konflikten mellem påstanden om at opretholde en i det væsentlige unipolær verden og fremkomsten af en multipolær verden, som var det naturlige resultat af Kinas økonomiske fremgang, BRI’s tiltrækningskraft for over hundrede lande, det strategiske partnerskab mellem Rusland og Kina og senest mange lande, såsom Indien, Pakistan, Brasilien, Sydafrika og andre lande, der nægter at blive inddraget i den geopolitiske konfrontation mellem Vesten og Rusland og Kina. Denne konflikt er kernen i den nuværende fare.

Det er forfærdeligt, at vi har en krig midt i Europa, men det var krigene i Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien, Yemen osv. også, men de fandtes næsten ikke i nyhederne. Og var der nogen der troede, at det russiske militær kunne have draget andre konklusioner, da de så indførelsen af stadig hårdere sanktioner, gennemførelsen af diverse Rand-tænketanksscenarier og koret af vestlige politikere om at “knuse” den russiske økonomi, “knuse” Putin, “knuse” det russiske system, den største atommagt på planeten? Og nu, efter at forhandlingerne mellem de russiske og ukrainske delegationer i Tyrkiet havde nået et første håbefuldt skridt, bruges billeder af krigens grusomheder, uden blot et minut af princippet om uskyldsformodning indtil det modsatte er bevist, til at indføre yderligere sanktioner, udvisning af diplomater og en åbenlys trussel om at ruinere Rusland.

Politikken er åbent rettet mod et regimeskifte i et forsøg på at gøre ikke blot Putin, men også hele Rusland til en paria blandt nationerne i en ubestemt fremtid, udelukke landet fra FN’s Sikkerhedsråd, ja, endog FN og G20, hvilket vil ødelægge disse institutioner. Det vil medføre en fuldstændig politisk og økonomisk afkobling mellem Vesten og Rusland og Kina. Denne politik har allerede gjort og gør ødelæggende skade på den fysiske økonomi på verdensplan, de såkaldte forsyningskæder, og den bringer antallet af potentielle ofre for en global hungersnød op på 1 milliard mennesker, dvs. en ottendedel af hele menneskeheden! Der er allerede hungerprotester i mange lande i Mellemøsten, Afrika og Latinamerika! I mellemtiden truer inflationen i priserne på fødevarer, energi og råvarer med at halvere industriproduktionen i mange lande. Der truer massearbejdsløshed og et totalt sammenbrud i kaos.

Et nyt system er allerede ved at opstå, centreret omkring Kina og BRI, Rusland, Indien og andre. Der er mange nye strategiske tilpasninger på vej; SCO, BRICS, OIC, Kina-forbindelserne, de mange forbindelser mellem det globale syd. Men selv opfattelsen af en multipolær verden løser ikke problemet, fordi den stadig indebærer faren for en geopolitisk konfrontation: Vi har brug for en markant og pludselig ændring i den måde, vi organiserer vores anliggender på. Den må starte med en ærlig, entydig erkendelse af, at en fortsættelse af den nuværende politik risikerer en konflikt, hvor der ikke ville være nogen vinder. Derfor er der behov for en ny fredskonference i traditionen fra den Westfalske Fred.

Erkendelsen af at den eneste mulighed, der var tilbage, var at føre fredsforhandlinger, gik op for de stridende parter efter 150 års religionskrig i Europa, hvoraf Trediveårskrigen kun var kulminationen; da de indså, at ingen ville være tilbage i live til at nyde sejren, hvis krigen fortsatte. I dag, hvor mange byer i en atomkrig ville være døde i løbet af få timer, ville resten af menneskeheden lide og sygne hen i en atomforurenet verden, indtil enten alt liv ophører, eller de få ulykkelige overlevende ville overveje, hvorfor menneskeheden ikke var i stand til at forhindre sin egen ødelæggelse.

Derfor må der straks indkaldes til en krisekonference i den Westfalske Freds ånd, hvor “For fredens skyld skal alle forbrydelser begået af den ene eller den anden side tilgives og glemmes”, og “For fredens skyld skal al politik tage hensyn til den andens interesser”.

Der må være en hensigt om at skabe en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til sikkerhedsinteresserne for hvert enkelt land på planeten. Der skal øjeblikkeligt indføres en våbenhvile. Og der skal skabes et nyt kreditsystem til erstatning for det bankerotte finansielle system, som er den egentlige årsag til krigsfaren. Det skal være baseret på principperne i det oprindelige Bretton Woods-system, som det var tiltænkt af FDR, men som på grund af hans tidlige død aldrig blev gennemført.

Disse principper, som Lyndon LaRouche skitserede i et “Udkast til aftalememorandum mellem USA og U.S.S.R.”, der blev offentliggjort den 30. marts 1984, efter at Sovjetunionen havde afvist præsident Reagans tilbud om at samarbejde om at gøre atomvåben forældede ved hjælp af teknologiske midler, er stadig absolut gyldige i dag. I dette memorandum hedder det:

“Artikel 1: Generelle betingelser for fred

“Det politiske grundlag for varig fred må være: a) Den ubetingede suverænitet for hver enkelt og alle nationalstater, og b) Samarbejde mellem suveræne nationalstater med henblik på at fremme ubegrænsede muligheder for at deltage i fordelene ved teknologiske fremskridt til gensidig fordel for alle og enhver.

“Det mest afgørende træk ved den nuværende gennemførelse af en sådan politik for varig fred er en dybtgående ændring i de monetære, økonomiske og politiske relationer mellem de dominerende magter og de relativt underordnede nationer, der ofte klassificeres som “udviklingslande”. Medmindre de uretfærdigheder, der hænger tilbage i kølvandet på den moderne kolonialisme, gradvist afhjælpes, kan der ikke blive nogen varig fred på denne planet. For så vidt som USA og Sovjetunionen” – i dag Den Russiske Føderation og Folkerepublikken Kina – “anerkender, at fremskridt i den produktive arbejdskraft på hele planeten er i deres og begges vitale strategiske interesser, er de to magter i denne grad og på denne måde bundet af en fælles interesse. Dette er kernen i den politiske og økonomiske politik, som er uundværlig for at fremme en varig fred mellem disse to magter.”

Forpligtelsen til at engagere sig i et globalt program til udryddelse af fattigdom, som det f.eks. er skitseret i Schiller Instituttets rapport “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge” eller Kinas forslag om et samarbejde mellem Bælte- og Vej-Initiativet, USA’s Build Back Better-program og EU’s Global Gateway-program, kan blive det egentlige udviklingsmæssige grundlag for en global sikkerhedsarkitektur. Ukraine kan i stedet for at være kanonføde i en geopolitisk konfrontation udgøre en bro mellem Europa og de andre eurasiske nationer.

I lyset af den nuværende og den fremtidige fare for pandemier må der opbygges et moderne sundhedsvæsen i alle lande. I betragtning af den hungersnød, der truer 1 milliard mennesker på livet, og den forventede befolkningstilvækst skal regeringerne træffe hasteforanstaltninger for at fordoble verdens fødevareproduktion for at sikre en sund kost for alle mennesker.

Folkeretten, som den udviklede sig på baggrund af den Westfalske Fred og blev fastlagt i FN-pagten, skal genindføres uden begrænsninger. De fem principper for fredelig sameksistens skal være retningslinjerne for samarbejdet mellem alle nationer.

Den nuværende eksistentielle krise har vist, at menneskeheden har en fælles fremtid eller ingen, og at vi må sætte den fælles menneskeheds interesse før alle nationale interesser, og at alle nationale interesser fra nu af må være i samhørighed med hele menneskehedens interesse.

Det er et udtryk for vores menneskelige civilisations rigdom, at den har skabt forskellige kulturer. Vi må fremme dialogen mellem de bedste traditioner fra disse kulturer, de smukkeste frembringelser inden for videnskab og kunst, som et bevis på menneskets unikke kreativitet og på den måde skabe en ny renæssance, der vil indlede en ny æra for menneskeheden.

Vi vil erstatte had og fordomme mod andre kulturer, som kun eksisterer, hvis vi ikke kender dem, med en nænsom kærlighed til hele menneskeheden, fordi den er det mest værdifulde gode i det kendte univers.

 




Kina fremmer paradigme for udvikling i Centralasien;
NATO-blok beordrer yderligere sanktioner og mere krig

Den 24. marts 2021 (EIRNS) – Tidligt i dag i Kabul aflagde Kinas udenrigsminister, Wang Yi, et overraskende besøg for at mødes med Taliban-regeringsledere og diskutere Bælte- og Vej-Initiativet, navnlig forbindelsen mellem Afghanistan og CPEC (China Pakistan Economic Corridor). I næste uge vil Beijing være vært for Afghanistan og dets nabolande på et tredje regionalt møde om fremme af mulighederne for at skabe forbindelser, med henblik på stabilitet i Afghanistan og udvikling i hele Centralasien. Det indebærer en økonomisk aktivitet til gensidig fordel for alle nationer, hvilket er det princip, der nu er et desperat behov for på verdensplan.

I modsætning hertil mødtes adskillige af statslederne fra de store vestlige nationer i dag personligt i Bruxelles på en række af tre hastemøder – NATO med 30 nationer, landene i G7 og EU med 27 nationer – og fremkom udelukkende med tilsagn om mere oprustning i Østeuropa, flere beskyldninger mod Rusland, trusler mod Kina om at afstå fra at alliere sig med Rusland samt vrangforestillinger om den europæiske økonomi og verdensøkonomien.

“Hvad foregår der i deres hoveder?” var reaktionen fra Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, i dag, da hun indledte den ugentlige webcast. Hun henviste specifikt til den farligste af alle de vrangforestillinger, der indgik i dagens mislykkede krisemøder, nemlig at en atomkrig nu er på dagsordenen som en mulig “eventualitet” ifølge topledere i Vesten.

At stoppe dette og gøre plads til en ny verdensarkitektur for sikkerhed og udvikling er fokus for Schiller Instituttets internationale konference den 9. april, ligeledes en global underskriftsindsamling.

[https://schillerinstitute.nationbuilder.com/convoke_an_international_conference_to_establish_a_new_security_and_development_architecture_for_all_nations

[https://schillerinstitute.nationbuilder.com/for_a_conference_to_establish_a_new_security_and_development_architecture_for_all_nations]

Selv uden atomar udslettelse er der risiko for, at vi vil blive ramt af hungersnød i verden, hvis vi lader de fremprovokerede stridigheder og det økonomiske sammenbrud udvikle sig til mere kaos og lidelse. Allerede før pandemien manglede mere end 800 millioner mennesker i 2019 tilstrækkelig ernæring, og 125 millioner af dem var i ekstreme sultfaser. Siden da, med hyperinflationen og nu konsekvenserne af den fremprovokerede Ukraine-krise og sanktioner, er fødevarekrisen og forstyrrelser i landbruget blevet forværret til den realistiske udsigt til en milliard mennesker, der lider af mangel på fødevarer, og 400 millioner i ekstrem nød.

Denne katastrofe er udelukkende en menneskeskabt katastrofe, og mange nationer er parate til at sætte sig op imod den afpresning og tyrannisering, som tvang dem til at følge de aksiomer, der i første omgang forårsagede det økonomiske sammenbrud. Hvem ønsker at lade sit folk sulte for “friheden” i NATO’s “regelbaserede” verdensorden?

I dag fandt der en afstemning sted i FN’s Generalforsamling om støtte til humanitær bistand i Ukraine, men især om at fordømme Rusland. Endnu en gang, som det skete den 2. marts i en afstemning i FN’s Generalforsamling, undlod et betydeligt antal nationer at stemme – 38 denne gang (35 den 2. marts) – i stedet for at indordne sig under det globale NATO’s kommandoer.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov sagde i går i en tale til Moskvas Center for internationalt Diplomati, hvor han kommenterede de hidtil usete sanktioner mod Rusland og NATO’s deployering: “Det handler om at fjerne forhindringen i form af Rusland på vejen til opbygningen af en unipolær verden…. Det handler ikke om Ukraine, det handler om en verdensorden, hvor USA ønsker at være den eneste suveræne og dominerende….”

Mobilisér for Schiller Instituttets underskriftsindsamling og konference for at skabe en ny verdensorden for fred og udvikling for alle.

 




Den militære operation i Ukraine er en åbenlys påmindelse om behovet for at skabe
en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur

Den 24. februar (EIRNS) –“Før vi endelig og uigenkaldeligt når det punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage i menneskehedens historie – det punkt, hvor en global, atomkrig udsletter den menneskelige art – må vi handle prompte for at rette op på den absolutte katastrofe, som EU’s og USA’s imperialistiske politik har skabt i Ukraine og i relationen til Rusland og Kina. Og vi må især fjerne årsagerne til denne civilisationskrise, før vi når et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage.” Sådan skrev Helga Zepp-LaRouche i en artikel den 8. marts 2014. Otte år senere er hendes analyse absolut helt rigtig.  

NATO’s og USA’s manglende evne til at reagere seriøst på Ruslands sikkerhedskrav fra december 2021, har ført til en situation, hvor præsident Putin vurderede, at han ikke havde andet valg end at iværksætte en “speciel militæroperation” i Ukraine for at opnå en demilitarisering og afnazificering af landet, før situationen i Ukraine, herunder stigende mængder materiel og udenlandske militærpersoner, skabte en aldeles uudholdelig sikkerhedstrussel.

Den bogstaveligt talt nazistiske trussel i Ukraine, der blev installeret ved dette kup, blev beskrevet i en omfattende redegørelse, der blev offentliggjort af {Executive Intelligence Review} i februar 2014: “Western Powers Back Neo-Nazi Coup in Ukraine”. (Kilde)

Rødderne til den civilisatoriske krise, der driver det vanvittige stormløb mod en konflikt med Rusland og Kina, er det transatlantiske finanssystems disintegration, og den kuldsejlede plan om at bruge militære trusler og “grøn” afpresning for at opretholde den transatlantiske elites unipolære overherredømme.

Som det fremgår af Schiller Instituttets underskriftsindsamling af 23. februar – som får et stigende antal underskrifter – “bag denne meget reelle krigsfare og årsagen til denne fare, ligger sammenbruddet af hele det transatlantiske finanssystem –  City of London og Wall Street, ejerne af dette bankerotte system, er desperate efter at ødelægge ethvert fungerende alternativ til deres system – såsom Ruslands og Kinas alliance – og det finansielle etablissement har åbent tilkendegivet, at det er det, der er på spil.”

Vil dette etablissementets vanvittige krav om underkastelse blive overvundet og erstattet af et nyt paradigme, en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer? Svaret ligger i vores hænder. Slut dig til LaRouche-bevægelsens bestræbelser for at kræve en omgående sammenkaldelse af en international konference, i lighed med den der udformede den Westfalske Fred.

Underskriftsindsamlingen er tilgængelig på dansk her:

https://www.skrivunder.net/krig_eller_fred

Udvalgt billede: Shane Aldendorff, Pexels

 




Nu med de første prominente underskrivere:
Underskriftindsamling: Indkaldelse til en international konference for at etablere
en ny arkitektur for sikkerhed og udvikling for alle nationer

Se de første prominente underskrivere nedenunder.

23. februar 2022 — I lyset af den eskalerende Ukraine-krise spørger folk rundt om i verden indtrængende sig selv og deres politiske ledere, hvor det hele skal ende. Er dette på vej mod en meget stor, måske endda termonuklear, global konfrontation? Står vi over for en omvendt, farligere Cuba-krise? Vil menneskeheden overhovedet overleve?

Bag denne meget reelle krigsfare og årsagen til denne, ligger sammenbruddet af hele det transatlantiske finanssystem. En spekulationsboble af derivater og gæld på næsten 2 billiarder dollars er allerede ved at gå op i røg. En proces med hyperinflation er blevet udløst globalt, med et ledsagende sammenbrud af de vestlige nationers fysiske økonomier. City of London og Wall Street, ejerne af dette bankerotte system, er desperate efter at ødelægge ethvert fungerende alternativ til deres system – såsom Ruslands og Kinas alliance omkring Bælte- og Vej-initiativet, som nu omfatter næsten 150 nationer – og det finansielle etablissement har åbent erkendt, at det er det, der er på spil.

Det samme har Vladimir Putin, som med rette har erklæret, at USA’s/Storbritanniens/NATO’s ubarmhjertige ekspansion mod øst, op til Ruslands grænser, er drevet af denne økonomiske politik, og at den truer Ruslands nationale sikkerhed på en måde, som Rusland ikke kan acceptere.

For at standse fremdriften mod krig, er det derfor nødvendigt at anvende en mere gennemgribende tilgang, nemlig at etablere et helt nyt paradigme, som vil sikre sikkerheden og den økonomiske udvikling for alle nationer på jorden. Den eneste nyere præcedens for dette i Vesten, er den Westfalske Fred fra 1648, som satte en stopper for 150 års religionskrige i Europa. Den blev først udformet på det tidspunkt, hvor alle parter indså, at hvis de fortsatte ad deres nuværende vej, ville der ikke være nogen vindere og meget få overlevende. De valgte at skabe et nyt paradigme, baseret på forsvaret af den andens interesser, og på den forudsætning at alles sikkerhed var den grundlæggende forudsætning for hver parts sikkerhed.

Det er den vigtigste læresætning af den Westfalske Fred for i dag. Verden står i dag ved en lignende skillevej. Hvis den nuværende geopolitiske politik fortsætter, udgør en atomkrig en meget reel mulighed – hvorefter der ikke vil være nogen vindere, og sandsynligvis heller ingen overlevende.

I stedet må der straks indkaldes til en international konference, i stil med det Westfalske Fredsinitiativ. Den grundlæggende opgave for alle parter er at sikre, at der tages hensyn til de centrale økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser for hver enkelt part – med andre ord en orden baseret på den andens fordel, på det fælles bedste, eller den almene velfærd, og på en grundlæggende kærlighed til hele menneskeheden.

Det økonomiske system må også omformes drastisk for at give udtryk for dette livssyn. Den berømte amerikanske økonom Lyndon LaRouche specificerede meget detaljeret, hvordan et sådant system ville fungere, baseret på det han kaldte sine Fire Love:

Den øjeblikkelige genindførelse af Glass/Steagall-loven, som blev iværksat af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, uden ændringer, hvad angår handlingsprincippet. Det betyder, at hele den spekulative finansboble skal underkastes en konkursbehandling.

En tilbagevenden til et system med topstyret og nøje defineret nationalt banksystem, som angivet af USA’s første finansminister, Alexander Hamilton.

Formålet med brugen af et sådant føderalt kreditsystem er at skabe højproduktive udviklingsforløb med henblik på at forbedre beskæftigelsen, med den ledsagende hensigt at øge den fysisk-økonomiske produktivitet og levestandarden for personer og husholdninger.

Vedtag et “lynprogram” med fusionsdrevet teknologi for at fremme de grundlæggende videnskabelige gennembrud, som ubegrænset økonomisk vækst og udvikling kræver.

Schiller Instituttet og dets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, udsender denne opfordring for at igangsætte den presserende internationale diskussion, der er nødvendig for at indkalde til en sådan konference og stoppe det såkaldte “Dommedagsur”, før det slår midnat. Det er på høje tid, at institutioner og enkeltpersoner fra alle nationer træder frem og slutter sig til mobiliseringen for en international konference med henblik på at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for alle nationer.

Skriv under på underskriftindsamlingen her på skrivunder.net:


Links til underskriftindsamlingen på andre sprog: 
Spanish, Italian, FrenchSwedishArabicDanishPortugese, German, and Chinese.

North America (U.S. and Canada)

   
Canada Julian Fell Biologist; Co-Director Area F, Regional Government of Nanaimo, British Columbia
Canada Faisal Huda CEO, BUNA Capital Inc.
Canada Bill MacPherson Past President, Applied Science Technologists and Technicians of British Columbia
Canada John Stone MChE, Member, Association of Professional Engineers, Geologists and Geophysicists of Alberta
United States Dr. Athar Abbasi Major, U.S. Army (Ret)
United States Jon Baker Agricultural Bank Loan Officer
United States James Benham State President, Indiana Farmers Union; Board Member, National Farmers Union
United States Fr. Lawrence Bernard Order of Friars Minor (OFM)
United States Mike Callicrate Farm leader, Kansas/Colorado
United States Marshall Carter-Tripp Foreign Service Officer (ret), former political science professor
United States Victor Chang US-China Forum, Inc.
United States Alan Covey Political activist
United States Joel Dejean LaRouche Independent Candidate for U.S. Congress – 38th District (Texas)
United States Dr. Joycelyn Elders Former U.S. Surgeon-General
United States Frank Endres Farm Leader, California
United States Christopher Fogarty Chair, Chicago Friends of Irish Freedom; author of “Ireland 1845-1850; the Perfect Holocaust, and Who Kept it ‘Perfect’.”
United States Graham Fuller Former CIA Officer and Vice Chair of the National Intelligence Council
United States Matthew Griener City Council, Keota, Iowa
United States Dr. Bihong Guan Chairman, World Association of Chinee Elites
United States DeWayne Hopkins Former two-term mayor; current at-large Councilman, Muscatine, Iowa
United States James Jatras Former U.S. Diplomat and Advisor to U.S. Senate Republican Leadership
United States Dr. Ernest Johnson President Emeritus, Louisiana NAACP; civil rights attorney
United States Wilbur Kehrli National Board of Directors, American Blue Cattle
United States George Koo Chairman, Burlingame Foundation; retired international business consultant
United States Keaten Mansfield Center for Political Innovation, Chief of U.S. Staff
United States Caleb Maupin Founder and Director, Center for Political Innovation
United States David Meiswinkle Attorney and former President of the Lawyers’ Committee for 9/11 Inquiry
United States John OLoughlin  
United States Jeff Philbin Nuclear Engineer, Technical Consultant, Independent Contractor
United States Sam Pitroda Inventor and entrepreneur; Chairman, Indian Overseas Congress
United States Earl Rasmussen Executive Vice President, Eurasia Center
United States Diane Sare LaRouche Independent Candidate for U.S. Senate – New York
United States Naser Shahalemi Executive Director, End Afghan Starvation
United States John Shanahan Editor, website: allaboutenergy.net
United States Barbara Suhrstedt International concert pianist
United States Everett Suttle Opera singer
United States Bruce Todd Former Independent candidate for NJ Lt. Governor; Retired Millwright, Local 715
United States Mohammad Ashraf Toor, MD Chairman, Pakistani American Congress
United States Bob Van Hee Redwood County Commissioner, Minnesota
United States Zaher Wahab Professor Emeritus of Education, former Advisor to the Afghanistan Ministry of Higher Education

United States

Alan Waltar Retired Professor and Head, Dept. of Nuclear Engineering, Texas A&M University; Past President , American Nuclear Society

Europe

   
Belgium Frans Vandenbosch Author of “Statecraft and Society in China”
Denmark Tom Gillesberg Director, Schiller Institute, Denmark; former parliamentary candidate
Denmark Jelena Nielsen Director, Russian-Danish Dialogue
Denmark Jens Jørgen Nielsen Former Moscow correspondent, Danish daily Politiken; author of books about Russia and Ukraine; a leader of Russian-Danish Dialogue
Denmark Thomas Vissing Director of a China-Nordic trading company
Denmark Dr. Li Xing Professor of Development and International Relations, Department of Politics and Society, Aalborg University
Donetsk People’s Republic Russell “Texas” Bentley Journalist, Former Vice President of Donbass Humanitarian Aid
France Jacques Cheminade President, Solidarité et Progrès, former presidential candidate
France Alain Corvez
Col. (Ret.), International strategy advisor; former advisor to the Commanding General of the United Nations Force in South Lebanon (UNIFIL)
France Ali Ratsbeen President, Academie Géopolitique de Paris
Germany Dr. jur. Wolfgang Bittner Author
Germany Ole Doering Professor, Hunan Normal University; Associate Professor, Dep’t. for Global Health, Peking University; Privatdozent, KIT
Germany Rainer Sandau Technical Director, Satellites and Space Applications, International Academy of Astronautics (IAA)
Germany Helga Zepp-LaRouche Founder and Chairwoman, Schiller Insitute
Greece Leonidas Chrysanthopoulos Ambassador ad Honorem; Secretary General, Black Sea Economic Cooperation Organization (BSEC), 2006-2012
Greece George Tsobanoglou Professor of Sociology, University of the Aegean
Italy Mario Agostinelli Chairman, Fondazione Energia Felice
Italy Pino Arlacchi Former Director, United Nations Drug Control Programme; Professor of Sociology, University of Sassari
Italy Prof. Bruno Brandimarte Professor of Electronic Measurement, Rome
Italy Nino Galloni Economist
Italy Liliana Gorini Chairwoman of Movisol (Movimento Internacionale per i Diritti Civili Solidarietà
Italy Prof. Fabio Massimo Parenti Associate Professor of International Studies, CFAU, Beijing
Italy Vincenzo Romanello Nuclear Engineer, Founder of Atomi per la Pace (Atoms for Peace), Lecce.Italy
Italy Alessia Ruggeri Spokeswoman of Comitato per la Repubblica, Rome, Italy
Monaco Aleksandar Krainer Author, “Grand Deception: The Truth about Bill Browder, the Magnitsky Act and Anti-Russian Sanctions”; financial consultant
Netherlands Guus Berkhout Professor-Emeritus Geophysics, President of CLINTEL
Norway Thore Vestby Former mayor and MP; Cofounder, ICHI Foundation
Spain Juan José Torres Núñez Free-lance journalist, poet
Sweden Hussein Askary Southwest Asia Coordinator, Schiller Institute
Sweden Kjell Lundqvist Chairman, European Labor Party
Sweden Ulf Sandmark Chairman, Schiller Institute, Sweden

United Kingdom

Mike Robinson Editor, The UK Column 

Ibero-America/Caribbean

   
Argentina Enrique Juan Box Media personality
Argentina Luis Bragagnolo Peronist leader; Veterinarian
Argentina Roberto Fritzsche Professor, Department of Economic Science, University of Buenos Aires
Argentina Ruben Darìo Guzzetti Professor, Argentine Institute of Geopolitical Studies
Argentina Juan Francisco Numa Soto Constitutional Attorney
Argentina Carlos Perez Galindo Attorney at Law
Argentina Alejandro Yaya Vice President, Civilian Institute of Space Technology
Bolivia Edwin De la Fuente Jeria Former Commander in Chief of the Bolivian Armed Forces
Bolivia Max Ibañez Former Secretary of Grievance Resolution, National Federation of Electrical, Telephone and Water Workers of Bolivia
Bolivia Sandra Marca Uscamayta Integration Coordinator for the Peasant, Indigenous and Native Economic Organizations of Bolivia
Brazil Jairo Dias Carvalho Professor, Philosophy of Technology, Federal University of Uberlândia
Brazil Igor Maquieira Biologist; member of CLINTEL
Colombia Mario Guillermo Acosta Alarcon Scientist and author; General Director of CIFRA (Space Lab City)
Colombia Ross Carvajal Journalist
Colombia Everardo Hernandez Pardo Trade union leader
Colombia Alba Luz Pinilla Vice-President of DIGNIDAD Political Movement
Colombia Pedro Rubio President, Association of Officials of the General Accounting Office of the Republic
Dominican Republic Ramon Emilio Concepcion Attorney at Law; Presidential Pre-candidate for the PRM party (2020)
Dominican Republic Ramon Gross Post-graduate Professor, Catholic University of Santo Domingo
Dominican Republic Dante Ortiz Nunez Historian; Professor of History, Autonomous University of Santo Domingo
Dominican Republic Domingo Reyes Former professor of economics, Ph.D. in Higher Education
Dominican Republic Rafael Reyes Jerez TV producer, “Face to Face” and “Economics and Politics” on Chanel 69 Teleradioamérica
Haiti Jhonny Estor Founder, Renaissance-Haiti
Haiti Dr. Garnel Michel Physician and author; his book ‘Bak Lakay’ calls the diaspora to return and help rebuild Haiti
Mexico Edith Cabrera Founder and Director of “Coalition #24F Life and Liberty for Julian Assange”
Mexico Oscar Ramon Castro Valdez General Director, “Dossier Político” internet publication
Mexico Daniel Estulin Publicist
Mexico Simon Levy Founder, Cátedra México-China, National Autonomous University of Mexico (UNAM)
Mexico Enrique Lopez Ochoa Surgeon, Professor of Angiology, UNISON School of Medicine
Mexico Daniel Marmolejo Investigative journalist, winner of the 2019 National Journalism Award
Mexico Marino Montoya Contreras Journalist for El Centinela and LGM News
Mexico Francisco Quezada Mathematician; Professor Department of Sciences and Humanities, National Autonomous University of Mexico (UNAM)
Mexico Antonio Valdez Journalist
Mexico Jaime Varela Salazar Chemical Engineer; Former Director of the Department of Chemical Sciences, University of Sonora (UNISON)
Peru José Antonio Benllochpiquer Castro Vice President, Christian Democratic Party
Peru Fernando Fauche National Secretary, Christian Democratic Party
Peru Adrian Flores Konja Former Dean of Accounting Sciences, National University of San Marcos
Peru Carlos Francisco Gallardo Neyra President, Christian Democratic Party
Peru Ruben Rojas Nuclear Physicist
Peru Milton Vela-Gutierrez Professor, University of Lima
Venezuela Emil Guevara Muñoz Member of Parliament, Latin American Parliament (2006-2011)

Venezuela

Edgar Rodriguez Martinez Alberto Adriani Foundation

Africa/Asia/Australia

   
Africa Tse Anye Kevin Deputy President, State55 Afrika
Australia Trudy Campbell Australian Citizens Party
Congo, Republic of Diogène Senny President of Ligue Panafricaine – UMOJA Congo; Coordination avec les Partis Panafricanistes
Guinea Jacques Bacamurwanko Former Ambassador of Burundi to the United States
Iraq Mustafa Jabbar Sanad Member, Council of Representatives (Parliament), Basrah
Lebanon Basham El Hachem Professor of Political Sociology, Doctoral School, l’Université du Liban
Malaysia Dr. Isharaf Hossain President & Principal Research Fellow, Muslim World Research Center (MWRC), Kuala Lumpur.
Mozambique Samo Fernando Soares da Manhiça Executive Director, International Alliance for Development – Mozambique
Pakistan Shakeel Ahmad Ramay Chief Executive Officer, Asian Institute of Eco-Civilization Research and Development (AIERD), Islamabad
Pakistan Khalid Latif Executive Director, Center of Pakistan and International Relations (COPAIR); Program Director (Middle East)
Yemen Fouad Al-Ghaffari President, ALBRICS Yemeni Youth Parliament

 

Panel 2:
 




FRANSK-TYSK OPFORDRING TIL FRANKRIG OM AT FORLADE NATO OG KONSOLIDERE P5

Paris, 12. februar 2022 (EIRNS) – I et indlæg offentliggjort af det franske “souverainist” ugeblad Marianne, argumenterer Peter Dittus og Hervé Hannoun for et fransk exit fra NATO’s integrerede kommando. Den tyske økonom Peter Dittus er tidligere generalsekretær for Bank for International Settlements (BIS), mens franskmanden Hannoun er vicegeneraldirektør for BIS. 

Deres argumenter er essensen af deres nye bog med titlen “OTAN exit: Urgence Absolue”, der blev offentliggjort den 16. januar. 

“Siden november 2021”, hævder de, “har franskmændene, ligesom andre folk i Vesten, været udsat for en mental tilpasning uden fortilfælde, udført af USA og Nato omkring temaet om den “overhængende russiske invasion af Ukraine”, som kan gå over i historien som en episode af misinformation i stil med de fabrikerede efterretninger om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben i 2003.” 

Det er en løgn, siger de. “Den eneste krig, som NATO ser ud til at vinde, er informationskrigen. Vi viser i vores bog dette bemærkelsesværdige tyske propaganda-kort i ugebladet Bild fra den 4. december 2021, der giver en imaginær detaljeret plan over den “forestående russiske invasion”. Propagandaens rolle er skræmmende, på grund af den mængde af had, som løgnene på begge sider skaber. På NATO-siden minder generalsekretær Jens Stoltenbergs aggressive og krigeriske diskurs uimodståeligt meget om den berømte orwellske spejlvending: ‘fred er krig'”.  (…) “Frankrigs nuværende tilslutning til NATO gennem deltagelsen i den integrerede militære kommando under amerikansk ledelse er en strategisk blindgyde for et land med et universelt kald som Frankrig. I dag har dette land en historisk rolle at spille for at standse den march mod krig i Europa, som NATO’s søvngængere har indledt. Frankrigs udtræden af NATO, som vil markere afslutningen på Frankrigs udenrigs- og sikkerhedspolitiske tilpasning til USA, vil få en umådelig stor betydning for verden.”

“Det vil signalere Europas uafhængighed af den amerikanske ”særstilling”, fornyelsen af multilateralisme, fremkomsten af en multipolær verden og den snarlige afvikling af den forældede NATO-ramme. Frankrig vil herefter genfinde sit universelle kald og bidrage til den globale balance for fred og takket være sin genfundne upartiskhed spille en rolle som bindeled inden for P5, dvs. samlingen af de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd (USA, Storbritannien, Kina, Rusland og Frankrig), et P5, hvis sammensætning skal fastholdes, og hvis betydning som regulerende instans for freden i verden skal styrkes.”

Den komplette tekst af Mariannes indlæg:

Titel: “Stillet over for krisen i Ukraine er Frankrigs NATO-EXIT en absolut nødsituation”

Tekst: Frankrig brød med den alliancefri politik, som de Gaulle, Giscard og Mitterrand havde praktiseret i 43 år, og blev i 2009 atter medlem af NATO’s integrerede militærkommando uden at det franske folk var blevet rådspurgt ved en folkeafstemning. Den nuværende ukrainske krise afslører de alvorlige farer, som Frankrig er udsat for ved at være tilknyttet en defensiv kollektiv sikkerhedsorganisation under USA’s kommando, som er blevet ekspansionistisk.

Siden november 2021 har franskmændene, ligesom andre befolkninger i Vesten, været udsat for en mental tilpasning uden fortilfælde, som USA og NATO har gennemført med temaet “den forestående russiske invasion af Ukraine”, der kan gå over i historien som en episode af misinformation på linje med de fabrikerede efterretninger om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben i 2003.

Hvad er virkeligheden? Millioner af russisktalende ukrainere i de to selvudnævnte folkerepublikker i Donbass lever under lejlighedsvis beskydning og granater fra den ukrainske hær mod separatiststyrker. Koncentrationen af russiske tropper ved Ukraines grænser har tydeligvis til formål at afskrække Kiev fra at forsøge at genvinde den direkte kontrol over enklaverne Donetsk og Lugansk med magt. NATO’s vellykkede misinformation om Ukraine har bestået i at fremstille Putins moralske forpligtelse til at forsvare disse russisktalende befolkninger – som Ukraine gradvist ønsker at fratage retten til at tale deres sprog – som en optakt til Ruslands totale annektering af Ukraine.

Myten om en “overhængende russisk invasion”

NATO formår at udlægge en koncentration af russiske tropper, der er klar til at komme de russisktalende ukrainere i Donbass til undsætning, som en “forestående russisk invasion” af hele Ukraine, herunder Odessa, Kharkiv og Kiev. En vanvittig invasion, som Rusland i virkeligheden helt udelukker … medmindre det bliver presset til det af et eventuelt forudgående ukrainsk angreb på Donbass.

Den eneste krig, som NATO ser ud til at vinde, er informationskrigen. Vi viser i vores bog* dette opsigtsvækkende tyske propaganda kort i ugebladet Bild fra den 4. december 2021, der beskriver en imaginær detaljeret plan over den “forestående russiske invasion”. Propagandaens rolle er skræmmende, på grund af den hadskhed, som løgnene på begge sider skaber. På NATO-siden minder generalsekretær Jens Stoltenbergs aggressive og krigeriske diskurs uimodståeligt meget om den berømte orwellske spejlvending: “krig er fred”.

Og hvis Frankrig havde løsningen?

Paris skal undgå den militære spiral, som USA og NATO ønsker at trække det ind i. I de kommende uger må Paris ikke lade sig inddrage i en krig i Østeuropa, som ikke er landets anliggende. Frankrig har allerede indvilliget i at indsætte hundredvis af personer i en NATO-kampgruppe i Estland. Den 1. januar overtog det ledelsen af NATO’s hurtige reaktionsstyrke, som omfatter mindst 7.700 franske soldater. Præsident Macron har netop annonceret den mulige udsendelse af et tusinde franske soldater til Rumænien under NATO-banneret på “den østlige flanke”, i Sortehavsregionen. Den militære optrapning er farlig. For det franske folks sikkerhed er det nødvendigt at forhindre, at den franske hær under NATO’s banner engageres i en krig i Ukraine eller Hviderusland.

På den anden side har Frankrig et diplomatisk våben til at løse den alvorlige krise mellem NATO og Rusland. Startskuddet til denne krise var Jens Stoltenbergs og amerikanernes stædighed i bestræbelserne på siden 2018 at forfølge en snigende proces for Ukraines optagelse i NATO, kaldet “den åbne dørs politik”, der af Rusland betragtes som en trussel mod landets sikkerhed. For at sætte en stopper for den nuværende konfrontation bør præsident Macron blot højtideligt erklære i Frankrigs navn, at hans land vil modsætte sig enhver anmodning fra Ukraine om at tilslutte sig NATO.

Da beslutninger om medlemskab af alliancen kræver enstemmighed, kan Frankrig nedlægge veto. Dermed ville præsidenten være i overensstemmelse med de løfter, han gav under sin præsidentkampagne i 2017 om ikke at støtte Natos udvidelse til Ukraine. Det ville være en elegant måde at komme ud af krisen på. Desværre overvejede den franske præsident under sit besøg i Moskva og derefter i Kiev den 7. og 8. februar 2022 ikke denne enkle løsning, fordi det franske diplomati i Nato-organerne ikke modsatte sig den vanvittige “politik med åbne døre” for Ukraines og Georgiens medlemskab af Nato i de to lande. På den anden side støtter Frankrig NATO og G7 i deres krav om tilbagelevering af Krim til Ukraine, vel vidende, at dette ikke kan ske uden en krig, muligvis atomkrig.

Amerikansk underordning

Ved folkeafstemningen om EU-traktaten (Maastricht) i 1992 kunne ingen forestille sig, at Mitterrands og Kohls store fredsprojekt fra 1998 og fremover ville blive tilsidesat af det amerikanske geopolitiske projekt, som går ud på at overtage den fælles europæiske forsvars- og sikkerhedspolitik. Dette skyldtes den samtidige udvidelse af EU og NATO til ti østeuropæiske lande mellem 1991 og 2007, og også præsident Sarkozys beslutning, med vidtrækkende konsekvenser, om i 2008 at opgive den gaullistiske strategiske holdning om at nægte at deltage i NATO’s integrerede militære kommando, hvilket fik vidtrækkende konsekvenser.

Fra det øjeblik, hvor 21 af de 27 EU-lande, herunder Frankrig, blev fuldgyldige medlemmer af NATO, blev den oprindelige ånd i Maastricht-traktaten forrådt, fordi “Europa for fred” uundgåeligt ville blive forpurret af USA’s indblanding i den fælles europæiske forsvars- og sikkerhedspolitik med landets egne geopolitiske mål. I virkeligheden kan der ikke være tale om et uafhængigt fransk eller europæisk forsvar, inden for de nuværende rammer for Frankrigs og 21 andre EU-landes deltagelse i NATO’s integrerede militære kommando. Begrebet “europæisk strategisk autonomi” inden for NATO er en illusion i betragtning af USA’s kontrol over denne alliance. EU forsøger at skjule denne grundlæggende fejl bag et vagt begreb: det “strategiske kompas”.

Den grundlæggende uforenelighed mellem det USA-kontrollerede NATO og et uafhængigt fransk eller europæisk forsvar, forhindrer ikke vores ledere i at forsvare tesen om komplementaritet mellem EU og NATO på forsvarsområdet, som den franske udenrigsminister opsummerede den 11. december 2021: “Vi ønsker, at EU og NATO skal supplere og styrke hinanden, for at bidrage til at styrke sikkerheden og forsvaret i Europa. Det er meningen med det strategiske kompas, man vil vedtage under det franske formandskab for EU-Rådet.”

Forsvar: det håbløse “på samme tid”

EU’s “strategiske kompas” er først og fremmest et forsøg på at skabe en begrebsmæssig ramme for den falske idé om, at “en europæisk strategisk autonomi” i forhold til USA er forenelig med NATO-medlemskab for langt de fleste EU-medlemsstater. Denne komplementaritet mellem NATO og EU, “på samme tid”, der anvendes på forsvaret, er en illusion. Den finurlige logik om national uafhængighed har givet plads til det vage og vildledende begreb, strategisk autonomi, og til en søgen efter gensidig afhængighed og samarbejdsvillighed med vores “allierede”.

Ud over den umiddelbare krise vedrørende Ukraine, skal præsidentvalget den 10. og 24. april give mulighed for at træffe en beslutning om NATO-spørgsmålet. Alle dem der nægter NATO’s march mod den krig, der er ved at bryde ud ved EU’s østlige grænser, har med præsidentvalget i 2022 en enestående mulighed for at sende et enkelt og klart budskab om fred, til lederne af vores land med ét ord: NATO-EXIT (Otanexit). Det er et spørgsmål om at sikre, at der vælges en fredskandidat til præsident, som er forpligtet til at sætte en stopper for Frankrigs tilhørsforhold til NATO.

Man kan tænke sig, at den afgående præsident vil undgå en debat i den præsidentielle valgkamp om diskussionen om vores militære alliancer i NATO: en alliance med de eventyrlystne angelsaksere, hvis arrogance blev afsløret af den australske ubådsaffære, en unaturlig alliance med det islamistiske Tyrkiet, en alliance med den polske nationalisme, og i morgen måske en alliance med et Tyskland, der kan bruge NATO som springbræt til sin remilitarisering, eller endog en alliance med Kosovo mod Serbien. Alene denne liste giver os mulighed for at måle risiciene ved et kollektivt sikkerhedssystem, der omfatter 30 forskelligartede nationer, og som domineres af en af dem.

En forfatningsstridig “forsvarsunion”

På en fælles pressekonference med præsident Macron i Paris den 7. januar, 2022, tillod formanden for Europa-Kommissionen sig en føderalistisk erklæring, der overskred hendes beføjelser: “Vi er enige om, at vi har brug for en ægte forsvarsunion”. I præsident Macrons nærvær talte hun om at tilføje en “forsvarsunion” til Den økonomiske og monetære Union i fremtiden, uden at tage hensyn til at denne udtalelse er i strid med den franske forfatning, som er baseret på national uafhængighed, national suverænitet og nationalt forsvar. Det er nødvendigt at modsætte sig den snigende europæiske føderalisme, der praktiseres i øjeblikket, og som ikke kan erstatte en føderalisme, der er demokratisk accepteret – eller forkastet – ved folkeafstemning, i overensstemmelse med den procedure, som François Mitterrand fulgte i 1992 i forbindelse med overdragelsen af den monetære suverænitet, der er fastsat i Maastricht-traktaten. Det franske folk må forkaste den forsvarsunion under NATO’s flag, som Ursula von der Leyen ønsker at påtvinge landet.

Frankrigs nuværende tilslutning til NATO gennem deltagelse i den integrerede militærkommando under amerikansk ledelse er en strategisk blindgyde for et land med et universelt kald som Frankrigs. I dag har dette land en historisk rolle at spille for at standse den eskalering mod krig i Europa, som NATO’s søvngængere har indledt. Frankrigs udtræden af NATO, som vil markere afslutningen på Frankrigs udenrigs- og sikkerhedspolitiske tilpasning til USA, vil få en enorm betydning for verden.

Det vil være et signal om Europas uafhængighed af den amerikanske særstilling, om fornyelse af multilateralisme, om fremkomsten af en multipolær verden og om en snarlig afskaffelse af den forældede NATO-struktur. Frankrig vil så genfinde sit universelle kald og bidrage til den globale balance for fred, og takket være sin genfundne upartiskhed spille en rolle som samlingspunkt i P5, dvs. de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd (USA, Storbritannien, Kina, Rusland og Frankrig), et P5, hvis sammensætning skal bevares, og hvis rolle som regulerende faktor for verdensfreden skal styrkes.”

 

 




Coronavirus-underskriftsindsamling: For global sundhedsinfrastruktur

Vi, de undertegnede, støtter Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouches opfordring til global sundhedsmæssig og økonomisk infrastruktur til at imødegå coronavirus-pandemien og den underudvikling (både økonomisk og videnskabelig), der gjorde os sårbare over for den.

 Coronavirus-pandemien, der fejer henover kloden – og de økonomiske virkninger af de sundhedsforanstaltninger der er truffet for at knuse den – afslører den utilgivelige mangel på udvikling af den menneskelige art og kræver en global tilgang for at behandle – ikke alene det coronavirus, der i øjeblikket truer os – men også den underudvikling der efterlader os modtagelige for, at pandemien kræver frygtelig mange ofre.

 Når sundhedssystemer selv i udviklede regioner, såsom Norditalien, er blevet udfordret ud over dets kapacitet, hvad er da udsigterne for mindre udviklede nationer, der har en enorm mangel på sundhedsinfrastruktur og mangler sikker adgang til rent vand, sanitet og nærende mad? Hvordan kan en person, der er afhængig af den daglige indkomst for at forsørge familien, forblive hjemme i flere uger? Hvordan kan folk uden rent vand praktisere god håndhygiejne? Hvis der ikke er intensiv-senge til rådighed, kan læger så redde livet for et offer med svære Covid-19-symptomer?

 Alt imens de akutte lidelser fra coronavirus kræver vores opmærksomhed, hvad med de 800.000 børn under 5 år der dør af diarrésygdomme hvert år? Hvordan kan sundheden for de hundreder af millioner af mennesker, der i øjeblikket er ramt af fødevareusikkerhed, sikres?

 

Vi kræver en global sundhedsinfrastruktur i den bredeste forstand.

Verden har brug for flere hospitaler, nye intensiv-sengepladser, yderligere ventilatorer, mange flere uddannede læger, øget produktionskapacitet for PPE og testudstyr i en størrelsesorden langt over den, der eksisterede i starten af dette udbrud. Men der er også brug for meget mere. Fattigdom, underernæring, manglende adgang til forbedret vand og sanitet – dette er også sundhedsspørgsmål. Vores fælles værdighed som medlemmer af den menneskelige race ansporer os til at samarbejde om at fjerne fattigdom gennem udvikling. Hele verden må beskyttes mod sygdomme, der truer os alle.

 Barrierer for samarbejdet mellem USA, Kina, Rusland og Indien må overvindes for at sikre, at verden aldrig igen terroriseres af en sådan trussel.

 For at muliggøre alt dette kræves et nyt Bretton Woods – internationale aftaler om økonomisk udvikling efter Franklin Roosevelts model og livssyn ved afslutningen af 2. verdenskrig, som videreudviklet af Lyndon LaRouches studier og forslag.

Underskriv gerne erklæringen begge steder: 

I Danmark: via www.skrivunder.net

Internationalt: via Schiller Instituttets internationale hjemmeside

 




INTERNATIONAL VIDEOKONFERENCE I DAG LØRDAG KL. 16 OG I MORGEN SØNDAG KL. 17:
Menneskehedens eksistens afhænger af etableringen af et nyt paradigme nu!
SE DEN LIVE HER.

SE INVITATIONEN NEDENUNDER.

Lørdag den 25. april, kl. 16:00 dansk tid


Panel 1: “Det presserende behov for at erstatte geopolitik med et nyt paradigme indenfor internationale relationer”

Dette panel vil drøfte de principper hvorpå en ny strategisk orden omgående må iværksættes – de fælles mål for menneskeheden, alle nationers suverænitet og den gensidige fordel for alle medlemmer af det menneskelige samfund. Disse principper forefindes i de bedste bidrag til civilisationens universal-historie, i de videnskabelige principper for det fysiske univers og i stor klassisk kunst. Principperne må afspejles i definitionen af menneskehedens interesse, set ud fra hvor udviklingen af vores art skal være om 100 år fra nu af. Dette fremtidige perspektiv skal være bestemmende for hvordan vi udformer en ny økonomisk platform, samt en ny sikkerhedsinfrastruktur, nye former for videnskabeligt samarbejde og en dialog mellem klassiske kulturer.

Panel Moderator: Dennis Speed

10:00 — Opening Remarks & Introduction
Dennis Speed, Schiller Institute 

10:15 — Keynote Address
Helga Zepp-LaRouche
Founder and Chairman, Schiller Institute 

10:55 — Dmitriy Polyanskiy, 1st Deputy Permanent Representative
The Permanent Mission of the Russian Federation to the United Nations

11:10 —H.E.  Ambassador Huang Ping
Consul General of the People’s Republic of China in New York
“For a Better Future: Proposed Principles Needed to Ensure Peaceful and Productive Relations Between China and the United States”

11:25–12:00 — Q&A with Zepp-LaRouche and representatives of Russia and China

12:00 — Jacques Cheminade
Chairman, Solidarité et Progrès, former French Presidential Candidate
“A Europe Not To Be Ashamed Of”

12:20 — Michele Geraci
Economist from Italy, former Undersecretary to the Development Ministry in Rome 

12:35–1:15 — Q&A with Zepp-LaRouche, Cheminade, and Geraci

1:15 — Helga Zepp-LaRouche
“Introducing the LaRouche Legacy Foundation”

1:30–2:00 — Q&A continued

 

Lørdag den 25. april, kl. 21:00 dansk tid


Panel 2: “Kreativitet som det enestående træk ved den menneskelige kultur: Behovet for en klassisk renæssance”

Det forfald, der har indsneget sig i meget af kulturen i den vestlige verden, er i sig selv et tegn på systemets endeligt. Grimhedskulten dominerer meget af det, der giver sig ud for at være kunst i dag. Meningsløs vold og perversion i den såkaldte underholdningsindustri spiller en rolle for udformningen af en populærkultur, hvor masseskyderier, narkotikamisbrug og kulturel pessimisme er fremherskende.

Erstatningen af den mørke tidsalder i det 14. århundrede, beskrevet i litteraturen af Boccaccio og i malerier af Bruegel og Bosch, med den kulturelle optimisme og det nye menneskebillede i den gyldne renæssance i Italien og andre dele af Europa er et godt eksempel på, at menneskelig opfindsomhed kan overvinde forfærdelige kriser og erstatte dem med nye ideer og kunstværker.

I dag er en genoplivning af klassisk kunst den uundværlige forudsætning for, at menneskeheden kan åbne et nyt kapitel i dets historie. En renæssance af klassisk musik og en dialog mellem de bedste klassiske traditioner indenfor alle kulturer skal lægge grundlaget for en ny renæssance. Værker af Dante, Leonardo da Vinci, Bach, Mozart, Beethoven, Verdi, Du Fu, Shakespeare, Schiller, Tagore, Huang Gongwang, Rembrandt, Goya, Cervantes, Rabelais og Pushkin, for blot at nævne nogle få, legemliggør principper der inspirerer det menneskelige sinds kreativitet, og er lige så universelle som fysiske videnskabelige principper. Viden om disse kunstarter er grundlaget for menneskets æstetiske uddannelse. Som Lyndon LaRouche smukt skrev det, er kærligheden essensen af stor kunst. I dette Beethoven-år kan vi absolut finde den indre styrke til at mestre krisen ved at fremkalde hans ånd og ved at tænke lige som den store komponist.

 

Søndag den 26. april kl. 17:00 dansk tid


Panel 3: “For en bedre forståelse af hvordan vores univers fungerer”

Eksistentielle trusler mod menneskeheden, såsom den nuværende COVID-19-pandemi, kan kun overvindes ved den strikse anvendelse af foranstaltninger til epidemisk kontrol, hvilket Kina har skabt en ny standard for. Samtidig må den biologiske og virologiske grundforskning (inklusive optisk biofysik) udvides, for at forstå hvad liv virkelig er, og for bedre at forstå samspillet mellem det ikke-levende, biosfæren og den menneskelige noösfære. Tankerne fra Kepler, Leibniz, Vernadsky og Gurwitsch i form af en ”universets harmoni” er afgørende.

Lyndon LaRouche kaldte denne tilgang “Strategisk Forsvar af Jorden”, hvilket omfatter både planetens forsvar mod asteroider og kometer, og kampen mod pandemier. Dette kræver udvikling af nye teknologier baseret på højere energi-gennemstrømningstætheder, såsom avanceret nuklear teknologi, energi og partikelstråling, rumvidenskab, superledere, nye materialer, additive fremstillingsprocesser og robotter. Konfronteret med de to vira – COVID-19 og monetarisme – er det nu vigtigere end nogensinde at være optimistisk med hensyn til det menneskelige potentiale til at opbygge en bedre verden, i modsætning til den malthusianske pessimisme der betragter mennesket som et rovdyr og en forurener.

Som LaRouche har påvist indenfor mange områder, er det det den menneskelige arts kreative potentiale, der muliggør etableringen af stadig højere videnskabelige og teknologiske platforme og opdagelse af universets lovmæssigheder på en ubegrænset måde. Udforskning af rummet er dén fysiske udfordring for vores menneskelige identitet, der vil udløse det bedste af vores potentiale for at opdage og inspirere til et skæbnefællesskab..

 

Søndag den 26. april kl. 21:00 dansk tid

Panel 4: “Videnskaben om fysisk økonomi”

Om noget demonstrerer denne sammenbrudskrise den komplette fiasko for det, der under normale omstændigheder går for at være økonomi på universiteterne. Lyndon LaRouches erkendelse af den uredelige karakter af Robert Wiener og John von Neumanns teorier, som stadig i dag dominerer feltet af statistik og algoritmer, lagde grundlaget for hans fremskridt inden for videnskaben om fysisk økonomi. LaRouche baserer sin forståelse på ideerne af Gottfried Leibniz, Friedrich List og ophavsmændene til det amerikanske økonomiske system, Alexander Hamilton, Henry Clay og Henry C. Carey, og videreudvikler det på grundlag af Bernhard Riemanns og Albert Einsteins fysiske begreber. Hans fortid som økonomisk prognosemager er enestående.

Det er bemærkelsesværdigt, at den kinesiske økonomiske model har meget til fælles med det amerikanske økonomiske system, hvilket blandt andet har at gøre med Sun Yat-sens rolle og de bedre perioder af amerikansk-kinesisk samarbejde.

Fysisk økonomi er ikke en specialiseret gren af videnskab; snarere omfatter den hele den menneskelige viden, da den vedrører kreativiteten hos mennesker som sådan. Hvad der er brug for i dag, er en fuldstændig omdefinering af, hvad økonomisk videnskab faktisk er, for hvilket nye platforme inden for rumvidenskab og rumøkonomi kan tjene til orientering.

Konferencen vil også være lejlighed til med stolthed at præsentere publikationen af det første bind af den planlagte udgave af Lyndon LaRouches ‘samlede værker’, som vil indeholde nogle af hans grundlæggende skrifter om fysisk økonomi.

 

Hvornår

Lørdag den 25. april, kl.16 dansk tid

Søndag den 26. april kl 17. dansk tid

Hvor

via Internet

Invitaiton:

Denne konference finder sted i en tid, som udfordrer vores moralske evne til at overleve. Selv før udbruddet af dobbeltkrisen med coronavirus-pandemien og det igangværende økonomiske sammenbrud stod det klart, at den gamle verdensorden – forsøget på at etablere en unipolær verdensorden efter Sovjetunionens opløsning – var ved at falde fra hinanden. Med spredningen af pandemien og centralbankernes kursændring til “helikopterpenge”, er vi nu nået til præcist det øjeblik, som Lyndon LaRouche advarede om i august 1971, da han forudsagde, at den monetaristiske flydende valutakurspolitik, der blev vedtaget af præsident Nixon, da han forlod Bretton Woods-systemet, ville føre til en ny depression og faren for en ny fascisme. Fra 1974 af advarede LaRouche og hans videnskabsteam gentagne gange og offentliggjorde adskillige undersøgelser, der pegede på faren for en genoplivning af gamle sygdomme og nye pandemier, som et resultat af den nedskæringspolitik som Verdensbanken og IMF pålagde udviklingssektoren.

Meget af den såkaldte ’vestlige verden’ ligger i ruiner. Afviklingen af et tidligere fremragende sundhedssystem af hensyn til privat profit, hvilket nu grelt demonstrerer det liberale etablissements kortsynethed, er kun et af de mange symptomer på et fejlslagent system. Den udviste mangel på solidaritet inden for denne vestlige alliance i krisetider, som det viser sig i kløften mellem USA og EU, såvel som mellem EU og dets medlemslande, er et andet sådant symptom – for ikke at nævne den foragtelige ligegyldighed overfor suveræniteten af, og menneskeliv i, landene i udviklingssektoren. Allerede før udbruddet af pandemien var EU’s moralske krise synlig for verden i lyset af EU’s politik for flygtningene samt indvandrerkrisen.

På den anden side tilbyder Kinas Bælte- og Vejinitiativ (BRI) for første gang i historien et reelt perspektiv for at overvinde fattigdom og underudvikling til udviklingssektoren. Siden det blev lanceret i 2013, har 153 lande tilsluttet sig dette initiativ. Hvis man sammenligner BRI eller Den Nye Silkevej med de konkrete udviklingsplaner for alle kontinenter, der er udarbejdet af LaRouche og hans bevægelse siden 1970’erne, finder man stor affinitet, som det passende er udtrykt i adskillige studier… ‘Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen’, som er en plan for den globale udvikling af vores planet. Dette repræsenterer også den økonomiske platform for det nødvendige nye paradigme for internationale forbindelser, hvilket er det eneste, der kan stoppe den dobbelte pandemi med COVID-19 og den globale spekulative cancer på 1.800 billioner $.

Desværre er et stort segment af verdens liberale etablissement ikke villige til at reflektere over årsagerne til deres systems fiasko, og uvillige til at acceptere at samarbejde med det nye system, der tilbydes af BRI – selv under omstændigheder med pandemi og økonomisk sammenbrud. Men en fortsættelse af geopolitisk konfrontation under disse forhold udgør en trussel mod eksistensen af hele den menneskelige civilisation.

Helga Zepp-LaRouche har derfor fornyet det længe fremsatte forslag fra hendes afdøde mand, Lyndon LaRouche, om at kun kombinationen af de fire mest magtfulde lande – USA, Kina, Rusland og Indien – kan sætte dagsordenen for et nyt paradigme på bordet. Hun har opfordret til et hastetopmøde mellem præsident Donald Trump, præsident Xi Jinping, præsident Vladimir Putin og premierminister Narendra Modi for at indlede den bydende nødvendige omorganisering af det bankerotte finanssystem gennem et nyt Bretton Woods-system og etableringen et nyt niveau af internationalt samarbejde om strategiske spørgsmål, fælles videnskabelige bestræbelser, fysisk økonomi og en kulturel renæssance.

Schiller Instituttet vil afholde en international konference over internettet den 25.-26. april, der vil samle førende eksperter på disse områder fra forskellige dele af verden, for at diskutere de principper – direkte med et internationalt publikum – som det nye paradigme må baseres på for at garantere den menneskelige arts vedvarende eksistens.

Konferenceformat

Denne internet-konference bliver streamet live. Oplægsholderne forbindes via video og vil få mulighed for at have dialog med hinanden under paneldiskussionerne. Der vil være mulighed for spørgsmål og diskussion med konferencedeltagere i skriftlig form, samt mulighed for at videospørgsmål kan fastlægges.

 




Helga Zepp-LaRouche opfordrer til aflysning af NATO’s ”Defender Europe-2020”-militærøvelse

Den 12. marts (EIRNS) – ”Vi bliver nødt til at stoppe de nuværende NATO-øvelser i Østeuropa, Defender Europe-2020, der omfatter 40.000 tropper”, udtalte Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche i onsdags i sin ugentlige internationale webcast. ”Selvfølgelig lader virusset sig ikke stoppe af militæret. Og at gennemføre disse ting, samtidig med at der er en umiddelbar sundhedstrussel mod befolkningen, er virkelig noget der ikke giver nogen mening. Så denne NATO-manøvre burde stoppe”.

I stedet for sådanne provokerende og hensynsløse geopolitiske handlinger, tilføjede Zepp-LaRouche, “burde vi gå i retning af at mobilisere for et topmøde mellem de fire stormagter, som Lyndon LaRouche specificerede”, for at tackle de eksistentielle kriser, som planeten står overfor. ”Nogle gange, når man er i en reel krise, kan man kun med en helt ny tankegang, nemlig tanken om at alle de store lande i verden – USA, Rusland, Kina og Indien som et minimum, og så kan andre lande mødes med disse lande – kun hvis man ændrer tankegangen og niveauet for fremgangsmåden, kan der findes en løsning”.

”Man kan ikke bare fortsætte med den politik, der har vist sig at fejle; det må absolut høre op. Jeg ser ikke tegn på, at det europæiske etablissement er i stand til at gøre det på nuværende tidspunkt. Det betyder bare, at der er brug for en mobilisering af befolkningen, fordi dette bliver til en alvorlig eksistentiel krise for os alle, og man er nødt til at tage ansvar for at bringe et nyt paradigme til verden – et paradigme for samarbejde, og så vil man kunne løse de fleste problemer. I det mindste vil man over tid kunne finde løsninger på sådanne problemer som coronavirus. Vi er nødt til at ændre indstillingen hos magthaverne i Europa og USA i forhold til Kina og Rusland; og hele denne idé om, at regimeskifte er tilladeligt under påskud af at sprede ‘demokrati og menneskerettigheder’, er en af disse imperialistiske, kolonialistiske ideer, der må opgives.”

Zepp-LaRouche konkluderede: ”Vi har brug for at tænke helt nyt: Vi befinder os i en mørk tidsalder; denne mørke tidsalder er absolut sammenlignelig med det 14. århundrede, da den sorte død dræbte en tredjedel af den europæiske befolkning, og folk blev skøre!  Der er tegn på lignende sindssyge allerede nu, og vi har derfor brug for en helt anden tilgang, som det skete i det 15. århundrede med den gyldne renæssance i Italien. Folk må erkende, at vi befinder os i en mørk tidsalder, og vi må afvise alle de antagelser, der har ført til den nuværende situation”.




Englands centralbank går i panik; Wall Street eksploderer: Vil Trump lytte til Lyndon LaRouches vise ord?

Den 12. marts (EIRNS) – Præsident Trump talte til nationen onsdag aften, efter at denne rapport var færdiggjort. Om han valgte at bruge præsidentskabets beføjelser, som udtænkt af Amerikas grundlæggere, og indeholdt i efterkrigstidens Lov for Forsvarsproduktion (Defense Production Act) eller ej, for at kunne omgå den korrupte og impotente Kongres og erklære en national undtagelsestilstand, til at igangsætte en politik for en massiv udvidelse af infrastruktur og industri, kunne være afgørende for landets og verdens skæbne. De sidste 50 års ødelæggelse af det offentlige sundhedssystem, både i USA og i Europa, er nu blotlagt for hele verden, efter som Vestens førende nationer, derunder Tyskland, Italien, Frankrig og USA, ingen kapacitet har til at imødegå de ekstraordinære sundhedskrav, til det der langt om længe er blevet klassificeret som en pandemi af Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Og det er nu overmådeligt klart for alle undtagen de blinde, at hele den industrielle kapacitet – specielt den grundlæggende infrastruktur som opretholder denne – er så faldefærdig, at selv en genopbygning af den industrielle kapacitet vil kræve en umådelig indgriben fra staten, i samme størrelsesorden som da Franklin Roosevelt greb ind i 1933. Til at begynde med kan det panikslagne kollaps af ”markederne – Dow Jones faldt mere end 5% i dag, og 20% i hele ugen – kun løses på en måde: den øjeblikkelige genindførelse af Glass-Steagall (bankopdeling) for at gøre en ende på spekulationshysteriet. Dernæst må præsidenten insistere på sin magt som præsident og frifinde Lyndon LaRouche, således at den fulde vægt af hans Fire Love kan gennemføres.

Med dette må lederne af verdens største nationer – som nødvendigvis inkluderer Rusland, Kina, Indien og USA – slutte sig sammen for at oprette et Nyt Bretton Woods-system baseret på disse Fire Love, for at befri hele verden fra det bankerotte britiske imperiale monetaristiske system, kontrolleret af Wall Street og City of London.

I dag appellerede Helga Zepp-LaRouche til præsident Trump og NATO om at stoppe de vanvittige militærøvelser, Europe-Defender 2020 – de største NATO-øvelser siden Den kolde Krig, hvor store antal af tropper og udstyr åbent bevæges hen til den russiske grænse. Udover vanviddet, set fra et strategisk standpunkt – at true med krig mellem verdens to største atommagter – er det ligeså afsindigt at bevæge store antal af soldater gennem Europa, imens coronavirusset truer med massedød, hvis den ikke inddæmmes.

Det er et vigtigt historisk øjeblik. Til vores fordel, som mennesker, erkender befolkningen i stigende grad, at de ”gængse regler” ikke længere gælder. Mange ser tilbage og spørger: ”Hvem har fortalt sandheden alle disse år, mens regeringerne og medierne og Wall Street løj for os?” Hvis de institutionelle ledere fortsætter med at være blinde over for nødvendigheden af en revolutionær forandring, for en tilbagevenden til det ”Amerikanske Systems” tiltag med øremærkede kreditter, og for at lade præsident Trump udføre hans intention om at genoprette fredelige forhold til Rusland og Kina, så må vi mobilisere borgerne til at kræve præcis denne politik.




LaRouches videnskab om fysisk økonomi er stadig den gyldne standard
for at gøre en ende på sult og pandemier

Den 23. februar (EIRNS) – Med verdens opmærksomhed – med rette – fastholdt på COVID-19-epidemien, samt faren for at den, til trods for Kinas samlede bestræbelser på at begrænse den, kunne vokse til en fuldgyldig global pandemi, bliver de presserende nødvendige skridt for at stoppe den truende græshoppeplage, der nu spreder sig over Afrikas Horn og dele af det sydlige Asien, ikke taget, og er knapt nok på radarskærmen hos de fleste af verdens nationer.

Dette til trods for den kendsgerning, at den ultimative årsag til begge disse truende hhv. sundheds- og sultkatastrofer er den samme: det [sidste] halve århundredes sammenbrud af den fysiske økonomi og levestandard for størstedelen af verdens befolkning, som et resultat af det britiske imperiums politik for finansspekulation og plyndring – et problem som Lyndon LaRouche på enestående vis har drøftet.

Hvis det ikke var for det britiske imperiums geopolitiske politik for overlagt folkedrab, ville det være relativt let for en gruppe af nationer i fællesskab at tackle den øjeblikkelige græshoppekrise på Afrikas Horn – som trods alt har været kendt i flere måneder. Og dog har FAO kun været i stand til at skaffe 22 millioner af de 76 millioner dollars, der er nødvendige for den mest elementære sprøjtning fra luften og andre foranstaltninger, som er nødvendige for at stoppe sværmene af græshopper, og redde de afgrøder hvis ødelæggelse nu truer med at presse 30 millioner mennesker over tærsklen fra sult til hungersnød. Sådanne kortsigtede nødforanstaltninger ville sidenhen åbne for mere grundlæggende forskning og gennembrud inden for optisk biofysik, fusionsenergi og andre områder, der er nødvendige for at tage fat på de underliggende problemer i den fysiske økonomi.

Som Lyndon LaRouche gentagne gange advarede om, har mennesker, der tillader at en sådan behandling af Afrika og andre fattige regioner fortsættes, mistet den moralske egnethed til at overleve.

Dette tog LaRouche op i en knusende bredside mod malthusianisme, i en artikel fra december 1981 med overskriften: “Det økonomiske behov for at øge den menneskelige befolkning”, som blev bragt første gang i ugemagasinet EIR den 21. februar 2020:

”Denne vidt udbredte folkemorderiske praksis med støtte fra indflydelsesrige kredse og enkeltpersoner kombineret med den almindelige befolknings uhyrlige tolerance af en sådan virksomhed må betragtes som en afspejling af det faktum, at befolkningers og førende institutioners moralske habitus i dag er kvalitativt værre end i 1930’erne og 1940’erne. Det foreliggende problem er ikke kun spørgsmålet om at forhindre folkedrab; tolerancen for en [malthusiansk affolknings]politik som ‘Global 2000’ i dag må ses som endegyldigt symptomatisk for en civilisation, der må reddes fra tabet af den moralske egnethed til at overleve.”

Igennem næsten et halvt århundrede har LaRouche identificeret arten af denne folkemordspolitik, som nu skaber truslen om en ny bølge af globale plager og pandemier, samt den påkrævede løsning. I en artikel den 7. maj, 1985 med titlen: “Rollen for økonomisk Videnskab ved projicering af Pandemier”, skrev LaRouche:

”Betingelserne for økonomisk bestemte pandemier kan enten være det tilfælde, hvor det gennemsnitlige forbrug bliver bestemt af et fald i potentiel relativ befolkningstæthed til under niveauet for [opretholdelse af] den eksisterende befolkning, eller i særlige tilfælde, at udviklingen i husholdningernes ‘markedskurv’ falder under energiniveauet i systemet for en stor del af befolkningen. Vi er mest bekymrede over indvirkningerne på sundhedstilstanden, når den ernæringsmæssige kapacitet per indbygger falder under et [givet] relativt biologisk minimum, og også effekten af sammenbrud af sanitære forhold og andre relevante aspekter af den grundlæggende økonomiske infrastruktur for betingelserne for en underernæret befolkning.

”Den første antagelse om at dødelighedsprocenten vil stige ved underernæring, kræver ingen særlig undersøgelse udtrykt på sproget for økonomisk videnskab som sådan. Det er det andet alternativ, at den underernærede befolkning kan blive en grobund for udbrud af epidemiske og pandemiske sygdomme, som kræver særlig opmærksomhed.

”Det er blot nødvendigt at beregne faldet i befolkningspotentialet i retning af sådanne tærskel-niveauer, og tage i betragtning hvor længe sådanne omstændigheder historisk set skal stå på, før en ny stigning i pandemier er under opsejling, for at forudse hvornår, hvordan og hvor en fortsættelse af udviklingen fra 1974 i pengepolitikken og den økonomiske politik sandsynligvis vil skabe sådanne frembrud.”

Som der argumenteres i begæringen, der opfordrer præsident Donald Trump til at rense Lyndon LaRouches navn: Eftersom LaRouches politik for at erstatte Wall Street og City of Londons dødbringende udplyndring med en retfærdig Ny økonomisk Verdensorden for universel, højteknologisk udvikling ikke er blevet iværksat, er hundredvis af millioner mennesker over hele verden forblevet i fattigdom og snesevis af millioner omkommet unødvendigt. Det har kun været pga. Kinas nylige politiske tiltag, der meget ligner dem, som blev foreslået af LaRouche for snart 50 år siden, at folkedrabet er stoppet – i det mindste på store dele af planeten.”

Med frikendelsen af præsident Trump i den falske rigsretssag og med hans nylige heftige angreb mod justitsmordene på Roger Stone, Rod Blagojevich og i andre sager, er tiden nu inde til, at Trump endelig tager skridt til at rense Lyndon LaRouches navn og hans ideer.

 




Den globale orden har brug for helt nye principper for at sikre verdensfreden, af Helga Zepp-LaRouche

Den 18 januar. I timerne efter mordet på Qasem Soleimani, Irans vigtigste general og i praksis nummer to i den iranske regering, ved et droneangreb nær Bagdads lufthavn, holdt verden vejret i nogle timer. For de fleste tænkende mennesker stod det klart, at vi befandt os på kanten af en potentielt ukontrollerbar eskalation. Derefter fulgte den iranske regerings »moderate« reaktion  –  et raketangreb på en militærbase i Irak, der benyttedes af de amerikanske tropper, hvor der takket være den iranske advarsel til den irakiske regering ikke var nogle amerikanske tropper, der mistede livet  –  og for mange mennesker var krisen så overstået. Mit krise-opråb fra den 3. januar omhandler, at kun et topmøde mellem de tre vigtigste kernevåbensmagters regeringschefer  –  præsident Putin, Xi Jinping og Trump  –  vil kunne skabe grundlaget for en overvindelse af den akutte fare og for en varig fredsløsning i Sydvestasien. Venner af Schiller-Instituttet har viderebragt dette under en international aktionsdag den 15. januar i form af meddelelser, pressekonferencer og interventioner i dusinvis af byer i Nord- og Sydamerika, Europa og Australien til mange hundrede institutioner med den hensigt at skabe et verdensomspændende kor af mennesker, der vil kræve et sådant krisetopmøde.

 Men under denne mobilisering for sådant et nødtopmøde mellem de tre præsidenter optrådte der et andet fænomen: Den allerstørste del af befolkningen i de forskellige lande har absolut intet begreb om den akut eksisterende fare for, at den strategiske situation nu som før kan eskalere til en tredje verdenskrig. Slige advarsler er ikke andet end »forsøg på at skabe panik«, Trump har »styr på det hele«, eller »det er alligevel for sent, den tredje verdenskrig finder sted alligevel«: Hele spektrumet fra virkelighedsfornægtelse til pessimistisk resignation udgjorde folkets røst, der i mindre grad udgår fra nogen gennemtænkt analyse, men snarere fra ideologisk motiverede antagelser eller fra en mere kontemplativ end en aktiv politisk holdning.

 Men opretholdelsen af verdensfreden i brintbombens  tidsalder er det vigtigste eksistentielle tema for menneskeheden overhovedet. Det drejer sig altså ikke om at fremkalde panik, men om uden illusioner at gøre sig farerne klart for så konsekvent at søge efter veje til at sikre en varig fred i verden. Lad os engang tænke tilbage på dengang under Cubakrisen  i oktober 1962, hvor verden efter udstationeringen af amerikanske mellemdistanceraketter på et NATO-støttepunkt i Tyrkiet, og den derpå følgende transport af sovjetiske mellemdistanceraketter mod Kuba befandt sig på randen af en atomkrig i 13 dage. Hvilket offentligheden var fuldt bevidst om – men hvor kommunikationen mellem præsidenterne Kennedy og Khrusjtjov og militære eksperter på begge sider, og dermed krisestyringen, befandt sig på et helt andet niveau end i dag, hvor der mellem juni 2019 og 15. januar 2020 har været omfattende »radiotavshed« mellem USA og Rusland.

Under missilkrisen i 1983, da Pershing II og SS20-missilerne i Europa befandt sig i et konstant affyringsberedskab med en flyvetid reduceret til tre minutter, talte politikere som Helmut Schmidt gentagne gange om faren for 3. Verdenskrig , og der var hundredetusinder af mennesker på gaderne, der protesterede mod denne fare.

I dag er den strategiske situation langt mere kompleks og farlig, men offentlighedens bevidsthed om det, eller endda bare en debat af det, er praktisk talt ikke-eksisterende.

Det grænser til en hån og en fordummelse af befolkningen, når vestlige tænketanke, politikere og medier taler om behovet for at forsvare de demokratiske landes »regel-baserede orden« imod diktaturer og autokratiske regimer i verden. Det vigtigste skridt i retning af dagens strategiske kaos var Tony Blairs tale i Chicago 1999, hvor han udskiftede den internationale lov, der er fastlagt i FN-pagten med »Blair-doktrinen«, dvs. retten til såkaldt »humanitære interventioner«, som i USA igen førte til »Responsibility to Protect«-doktrinen (Forpligtelsen til at beskytte). Som Rusland og Kina imidlertid har insisteret på, og som Trump selv fremhævede i sin FN-tale i 2019, er det alene respekten for absolut suverænitet, der garanterer en fredelig sameksistens mellem staterne.

Blair-doktrinen dannede baggrunden for de efterfølgende interventionskrige, der alle var baseret på løgne, og som førte til regimeskifte, farverevolutioner, kaotiske tilstande og tab af millioner af liv, hvilket vi i dag oplever i Sydvestasien. Under påskud af at forsvare demokrati og menneskerettigheder fortsætter repræsentanter for denne »regel-baserede orden« med en politik med at »regimeskifte« regeringer, der ikke ønsker at underkaste sig diktaterne fra en »unipolær verden«, hvad enten det er den britiske ambassadør i Iran, der var modig nok til at lede studerendes demonstrationer mod Rouhani-regeringen (!) eller tænketanken for den tyske regering, Deutsche Gesellschaft für Auswärtige Politik (Det Tyske Udenrigsråd, DGAP), der skriver: »Først Hong Kong og derefter Taiwan – demokratiet indtager Kina.« Det har længe været åbenlyst, at regimeskifte-operationer mod stedfortræder-stater ultimativt er rettet imod regimeskifte i Rusland og Kina.
Når man dertil lægger de af USA indførte og af dets forbundsfæller accepterede ændringer i militærdoktrinerne, altså USA’s »Prompt Global Strike«-doktrin der indførtes nogenlunde samtidigt med Blair-doktrinen, opbygningen af et globalt raketforsvarssystem, som Rusland ser som en klar inddæmningspolitik, USA’s ensidige opsigelse af INF-aftalen om mellemdistanceraketterne, USA’s ensidige udtræden af JCPOA-atomaftalen med Iran, NATO’s udvidelse østpå og for eksempel den provokerende planlægning af den forestående NATO-manøvre »Defender Europe 2020«, hvor der sidst i februar skal sendes op til 40.000 soldater til Polen og De baltiske Lande, og hvor Rusland omvendt installerer nye våbensystemer, der svækker USA’s raketforsvarssystem voldsomt, så bør det stå klart for enhver, hvor usikker verdensfreden er. 

 Og når geopolitikerne taler om kappestriden mellem de vestlige demokratiers højt priste idealer og de autoritære diktaturer, så er dette også drevet af panik over, at det transatlantiske finanssystem står foran et »frygteligt sammenbrud«, sådan som George Soros’ tidligere kollega Jim Rogers for nyligt udtrykte det. Kinas program med Den Nye Silkevej, som 157 lande efterhånden samarbejder med, er derimod yderst succesfuldt trods alle advarselsråb.

Den iranske revolutionsgardes nedskydning af det ukrainske fly ved en fejltagelse oven på mordet af general Soleimani, bør få det til at stå klart for enhver, hvor stor ret den tidligere øverste general i Bundeswehr Harald Kujat har, der gentagne gange har advaret om faren for en atomkrig udløst af uheld, af cyberangreb, hacking, tekniske svigt eller af misforståelser.
Præsident Putin reflekterede over denne fare i sin nylige tale om nationens tilstand og fremsatte et ekstremt vigtigt forslag. Putin understregede:

»Vi kan se, hvordan uforudselige og ukontrollerbare forhold udvikler sig i verden, sådan som det i de sidste uger og dage har fundet sted i Mellemøsten og Nordafrika, hvordan regionale konflikter hurtigt kan udvikle sig til fare for hele det internationale samfund. Jeg er overbevist om, at det er på høje tid med en alvorlig og direkte diskussion om grundprincipperne for en stabil verdensorden og om de øjeblikkelige problemer, menneskeheden står over for…… De stater, der stiftede De Forenede Nationer bør gå foran som et eksempel. De fem atommagter bærer et særligt ansvar for menneskehedens eksistens og efterfølgende udvikling. Disse fem nationer bør begynde med at gennemføre forholdsregler, der kan tilsidesætte forudsætningerne for en verdensomspændende krig og udvikle tilløb til at sikre den stabilitet på planeten, der kan tage fuldt hensyn til de politiske, økonomiske og militære aspekter af de moderne, internationale forhold«.
Denne alvorlige diskussion af de principper, som en varig orden for hele menneskeheden må hvile på, er bydende nødvendig. I stedet for at holde fast i Geopolitikkens og i den nyeste tid også »Geoøkonomiens« tilbageskuende og farlige begreber bør de europæiske stater tage del i Den nye Silkevejs store muligheder.

Blot to eksempler på, hvad dette kan medføre: Kina har i de forløbne 40 år ikke blot bragt 850 millioner af sine egne borgere ud af fattigdommen og givet udviklingslandene et perspektiv for håb om at overvinde deres underudvikling. Kina har i det samme tidsrum virkeliggjort det største skovplantningsprogram i menneskehedens historie. Den nationale folkekongres forpligtede i 1961 alle kinesere i en alder fra 11 år og opefter til hvert år at plante tre nye træer, hvad der har haft til følge, at Kina har plantet flere træer end hele resten af verden tilsammen; alene mellem 2000 og 2010 plantede kineserne 56 milliarder træer.

De principper, som verdensordenen nødvendigvis må opbygges på, er menneskehedens fælles mål. Den liberale elite i Europa og USA ville gøre klogt i at nytænke præmisserne for deres eget, mod profitmaksimering indrettede system og et samarbejde med Den Nye Silkevejs program om økonomisk opbygning af Sydvestasien og Afrika. Det Europæiske Industri- og Handelskammer i Beijing frygter, at Europa blot vil blive et påklistret, ubetydeligt marked i den ene ende af Eurasien, dersom det ikke indtager en konkurrencebetonet rolle til Den nye Silkevej. Lige det modsatte er tilfældet: Europa har kun et fremtidsperspektiv, dersom det opgiver geopolitikken og i stedet samarbejder aktivt med Rusland, Kina og USA på grundlag af principperne of den menneskelige verdensorden.

Det er derfor nødvendigt, at alle kræfter i Europa, der er interesseret i at sikre verdensfred, støtter op om et hastetopmødet mellem Putin, Xi Jinping og Trump.




Et hastetopmøde mellem Trump, Putin og Xi er den eneste løsning for at undgå krig.
Dansk oversættelse af vigtigt webcast fra 8 januar 2020.

STUDIEVÆRT HARLEY SCHLANGER: Hej, jeg er Harley Schlanger fra Schiller Instituttet: Velkommen til den ugentlige webcast med vores grundlægger og præsident, Helga Zepp-LaRouche. I dag er den 8. januar 2020, og man kan sige, vi er gået ind i det nye år med både et enormt potentiale for positiv udvikling, men også en ildevarslende advarsel om faren for atomkrig. Dette har at gøre med mordet i sidste uge på Soleimani, lederen af den iranske »Revolutionsgardes Quds Styrke«. Der er sket meget i de sidste par dage omkring dette, så vi vil starte med en opdatering fra Helga om, hvad der udspiller sig mellem USA og Iran.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Vi er i en meget alvorlig situation, hvilket meget vel kunne være optakten til 3. verdenskrig. Jeg tror, at alle fornuftige parter i verden vil erkende dette, og kun krigsmagerne jubler over mordet på general Qasem Soleimani. Jeg vil henlede jeres opmærksomhed – publikum og tilhørere – på en meget vigtig video, som blev optaget med min afdøde mand, allerede for mere end 20 år siden: Den blev kaldt »Storm Over Asien.« Og jeg vil gerne, at man vil tage sig tid til at se den. For her peger han med forbløffende erkendelsesmæssig klarhed på »the great game« – det store [geopolitiske] spil, som Det Britiske Imperium kører imod Rusland og Kina, og det som vi ser udspille sig lige nu, er faktisk netop dette scenarie.

[https://youtu.be/-695NtUNSII; https://larouchepac.com/20200107/video-three-times-larouche-forecast-todays-crisis-and-way-out]
Se, der er mange ting, der kan siges om det, og vi vil komme ind på noget af det; der florerer mange historier, fortolkninger og så videre, men lad mig starte med et andet punkt: Der er en løsning. Det lyder måske vanskeligt, men efter min opfattelse er der kun èn løsning, og det er et hastetopmøde mellem præsidenterne Trump, Putin og Xi Jinping med henblik på at diskutere og planlægge en intervention. Fordi jeg mener, at intet mindre kan gøre det… intet mindre vil være tilstrækkeligt til at nedtrappe denne ekstremt komplekse situation.

For indeværende har den iranske respons været forholdsvis behersket. De advarede den irakiske regering 30 minutter før de foretog deres begrænsede gengældelses-angreb mod to irakiske baser, der er hjemsted for amerikanske og, tror jeg, også Nato-styrker. Se, dette korte øjeblik giver faktisk mulighed for en nedtrapning, fordi iranerne foretog en gengældelse, så de kan redde ansigt internt og sige, at de ikke lod dette attentat forblive ubesvaret. Det kan også give præsident Trump en chance for at nedtrappe; faktisk holder han lige nu – mens vi taler – selv en tale, så vi kan ikke tage hans ord med i betragtning. Men Trump har mange gange sagt, selv efter attentatet imod Soleimani, at han ikke ønsker krig og ikke ønsker regimeskifte; så vi er nødt til at vente og se. Vi ved endnu ikke, hvad han vil sige.

Men, hvad jeg foreslår, er faktisk en løsning. Fordi, naturligvis er situationen meget rodet. Det iranske folk er absolut i oprør. Der er en meget stor anti-amerikansk stemning lige nu, så alt, der alene kommer fra amerikansk side, er sandsynligvis ikke tilstrækkeligt. Men, hvis vi fik et topmøde mellem præsidenterne Xi Jinping, Putin og Trump, og de udarbejdede en plan, en omfattende plan med udstedelse af sikkerhedsgarantier til iranerne – og dette vil være nødvendigt, fordi den eneste grund til, at iranerne ønsker et atomvåbenprogram, er, fordi de ved, at Israel har omkring 200-300 atomsprænghoveder, og de føler sig ubeskyttet. Så hvis der kunne tilvejebringes en sikkerhedsgaranti for Iran, ville det absolut være en vigtig ingrediens.

Men så skal der også etableres et samarbejde med disse – de tre vigtigste magter i verden – for at lægge en omfattende fredsplan for hele Sydvestasien på bordet; en plan som ret let kunne udformes, fordi Kinas politik med den Nye Silkevej allerede spiller ind på forskellige aspekter af regionen. Der er investeringer i så henseende i Iran og i Pakistan, og kineserne har forpligtet sig til at hjælpe med genopbygningen af Syrien; Assad har netop sagt, at den eneste måde, hvorpå man kan rekonstruere Syrien, er ved hjælp af den Nye Silkevej. Og der eksisterer allerede en plan mellem den irakiske premierminister og Kina, et aftalememorandum for en olie-for-teknologi-aftale, hvor Irak sælger olie til Kina, og Kina på sin side vil opbygge infrastrukturen, industrien og landbruget i Irak.

Så der er allerede elementer af dette til stede. Men for at sikre, at der absolut ikke kommer en anden provokation, og at der ikke er andre ting, der går galt, fordi det er egenskaben ved store krige, og i særdeles verdenskrigene, at de aldrig opstår som en følge af, hvad folk har planlagt, men at der er stor fare for en fejlkalkulation, for at ting går galt. Så for at forandre det nuværende paradigme tilbundsgående, og få et hastetopmøde mellem de tre præsidenter, må folk gøre sig klart, at vi befinder os på randen af 3. verdenskrig. Og jeg appellerer faktisk til Jer, vore seere og lyttere, om at I hjælper med denne mobilisering: Vi har startet en international mobilisering med en erklæring, som jeg fremlagde sidste fredag, umiddelbart efter mordet på Soleimani, hvori vi opfordrede til præcist dette hastetopmøde. Denne opfordring er blevet til en underskriftsindsamling. Underskriftsindsamlingen udsendes bredt i USA og internationalt, og jeg vil bede Jer om at få den via linket [https://schillerinstitute.com/blog/2020/01/09/call-for-presidents-trump-putin-xi-to-convene-emergency-summit-to-address-danger-of-war/] – og downloade den, cirkulere den i jeres egne netværk, e-mails, Facebook, Twitter, sociale medier; få det rundt til venner og kolleger. For kun hvis vi har et internationalt kor af mennesker og kræfter, der kræver, at et sådant topmøde finder sted, kan vi sammen skabe momentum for at vende denne situation: Så dette er min øjeblikkelige appel til Jer. Der bør ikke finde nogen diskussion sted, som ikke kræver dette topmøde. Dette er et vigtigt, internationalt fokus for at vende denne situation.

SCHLANGER: Helga, jeg blev interviewet på Radio Sputnik fra Washington DC i dag, og værterne støttede denne idé, men de var meget fascinerede af, at du tog initiativet til den, og de ønskede især at vide, hvad du mener Putin kan gøre, som ikke kan udføres af en anden. Og jeg sagde til dem, at jeg ville spørge dig for at få dit svar på det.


ZEPP-LAROUCHE: For det første har Putin vist sig at være en glimrende strateg. Allerede for fem måneder siden bragte han hele regionen sammen; han lagde pres på saudierne, på Israel, på Tyrkiet – faktisk er Putin i Tyrkiet i dag; han er der for at deltage i en ceremoni med åbning af »TurkStream«-gasledningen. Han var også i Damaskus. Han har selvfølgelig forbindelser til alle relevante regeringer, og de har alle en interesse i at have et godt forhold til Rusland.

Jeg tror, at iranerne på nuværende tidspunkt under ingen omstændigheder vil stole på Trump eller USA alene uden garantier fra Putin og Xi Jinping; men med en kombination af disse tre ledere, mener jeg, at de reelt repræsenterer lederskabet i verden, og at det er en intervention af den kaliber, der kræves for at afvende faren for krig. Så jeg mener, at enhver, der tænker over det, kan forstå, at det er, hvad der skal til for at nedtrappe en situation, der næsten er ude af kontrol, og som har et enormt potentiale for at eskalere – at kun med den tillid, som nogle lande har til Kina, andre til Rusland, og atter andre til USA… men som du kan se det på »dødvandet« i FN’s Sikkerhedsråd, hvis man ikke bryder det, vil den ene part altid stå hårdt over for den anden part, og man vil ikke kunne løse det.

Der er brug for dette hastetopmøde. Og jeg tror, at der på præsidentniveau er en klar intention om at løse det; ikke nødvendigvis overalt på regeringsniveau i Washington, som er meget splittet, og det kan vi vende tilbage til om et øjeblik. Men jeg mener, at Trump adskillige gange har gjort det meget klart, at han ønsker at have et godt forhold til Rusland, på trods af alle vanskeligheder med at forsøge at forbedre situationen i forholdet til Kina. Og jeg tror, at hele kuppet, og alt fra Russiagate til rigsretssagen, blev udarbejdet netop for at afspore Trumps intention. Så hvis man tænker det igennem, mener jeg, at det er den eneste duelige løsning på problemet.

SCHLANGER: Du nævnte før den video din mand lavede, »Storm over Asien«. Selv før det, 15-20 år tidligere, i 1975 mener jeg, rejste han til Irak og fremsatte et forslag om olie for teknologi. Så dette nye forståelsespapir mellem Irak og Kina er i virkeligheden noget, han lagde frem for mange år siden. Hvordan tror du, at sådan noget kunne fungere?


ZEPP-LAROUCHE: Det er meget enkelt: Det, som min mand udviklede i 1975 efter hans rejse til Irak, blev kaldt »Oasis-planen«, og det var idéen om den nøgleingrediens, der mangler i hele regionen… hele ørkenstrimlen fra den atlantiske kyst i Afrika gennem Sahel, Sahara, gennem Saudi-halvøen og Mellemøsten, og derefter ind i Kina og helt op til det nordlige Kina… man har denne utrolige strimmel af ørken, der vokser. Og der er ingen planter i hele regionen. Jeg fløj en gang over det, og jeg kiggede ud af vinduet, og det er forbløffende – man skimter efter en oase, og der er bare ingen. Så dette forslag fra min mand [tilbage] i 1975 var ideen om, at man er nødt til at tilvejebringe en masse nyt vand ved hjælp af moderne midler. Umiddelbart kan man aftappe grundvandsmagasinerne, men de er begrænsede. Sidenhen er der brug for fredelig energi, små atomreaktorer, for afsaltning af enorme mængder vand, som kan bruges til kunstvanding; der kan også anvendes moderne teknologier såsom ionisering af atmosfæren, som allerede bruges i nogle af Golfstaterne og Israel. Jeg tror også, der kan skabes masser af nyt, frisk vand til kunstvanding, til landbrug, til genplantning. Og så kan der bygges infrastruktur som en forudsætning for industrialisering.

Og hvis man tager den eksisterende kinesiske plan for den Nye Silkevej, Bælte- og Vej-Initiativet, som blev foreslået af præsident Xi allerede i 2016, da han besøgte Iran, Saudi-Arabien og Egypten, og hvor han allerede da foreslog at udvide Bælte- og Vej-Initiativet til hele regionen. Og i mellemtiden har man Kina-Pakistan-Økonomiske Korridor (CPEC); man har Assad og Kinas løfte om at rekonstruere Syrien på denne måde; Der var adskillige store konferencer i Golfstaterne, hvor det står klart, at de arabiske stater også har en enorm interesse. Iran har også gode forbindelser med Kina. Og naturligvis har Tyrkiet mange gange udtrykt, at de ønsker at være en integreret del af det.

Så hvis blot man udvider Bælte- og Vej-Initiativet til hele regionen, ville det være meget let. Og jeg sagde for mange år siden – lige som min ægtemand, vi har altid arbejdet sammen om dette – at med de store naboer i regionen, Rusland, Kina, Indien, Iran, Egypten, og også Tyrkiet, endog Saudi-Arabien og selv Israel… alle kunne de indse, at det er til deres fordel at arbejde sammen for udviklingen af hele regionens velstand.

Hvis USA ville indtage en positiv holdning til dette, kunne investorer tjene så mange flere penge på at skabe det største »boom« man kan forestille sig, snarere end at tillægge kontrollen med olien alt for stor betydning. Fossile brændstoffer, olien, er begrænset, den burde alligevel ikke bruges til energi, og hvis man havde et reelt økonomisk investeringsprogram, der var mange, mange gange større end Marshall-planen, kunne der opnås langt større overskud, og det ville være et incitament for mange iværksættere til at engagere sig. Desuden er europæerne – Tyskland, Italien, Frankrig, alle disse lande er opsplittede på grund af flygtningekrisen: Hvis man ville starte en fælles udvikling af alle de store lande, som jeg lige har nævnt, inklusive Indien, der har en interesse i det, f.eks. i Afghanistan, og naturligvis også situationen omkring Kashmir, Pakistan, som kun kan løses, hvis man har en integreret udviklingsplan. Flygtningekrisen kunne løses meget let, hvis man udvikler Sydvestasien og naturligvis Afrika. Så jeg tror, at en sådan intervention er nødvendig.

Nogle gange, har man brug for et chok: Der er brug for den chokerende bevidsthed om, at vi er ved at sprænge verden i luften, hvis vi ikke ændrer paradigmet; et chok, der kan forvandles til en mulighed. Og mange mennesker har nævnt, at det kinesiske skrifttegn for »krise« er det samme som for »mulighed«. Og jeg tror, at hvis vi nu har et kor af mennesker rundt om i verden, folk der er bekymrede over faren for krig, som er bekymrede over de uendelige krige, der må afsluttes; ja, så arbejd sammen med os! Lad os slutte os sammen og skabe en atmosfære, hvor det folkelige pres for et sådant topmøde er så overvældende, at det finder sted.

SCHLANGER: I forlængelse af, at du har præsenteret løsningen på krisen, er en af de ting, der er kommet op, at præsident Trump tog skridt til… hans meddelelse for flere måneder siden om tilbagetrækning fra Syrien, [hvor] alle forudsagde forfærdelige konsekvenser, men det fungerede, og blev koordineret med Erdogan, med Putin og selv med Assad. Derefter rejste han til Afghanistan og talte om at trække tropper tilbage fra Afghanistan. De mennesker, der forsøger at afsætte ham med rigsretssag, gik amok, krigshøgene i Repræsentanternes Hus og Senatet i begge partier modsatte sig det. Jeg tror, at vi ud fra dette synspunkt er nødt til at se på spørgsmålet om, hvordan denne nylige, denne nuværende krise blev fremskyndet. Hvad var rækkefølgen af begivenheder, der førte til den? For der er nogle meget klare indikationer på, at det er de samme mennesker, der er ude efter at afsætte Trump og som er imod hans fredsprogram, og som der støtter en krig med Iran. Kan du gennemgå en lille smule af denne rækkefølge, Helga?


ZEPP-LAROUCHE: Ja. Der er faktisk en meget interessant artikel af Patrick Lawrence, der er en meget fængslende person; han var den første, der allerede i 2017 i det amerikanske magasin The Nation bragte historien af William Binney om, at der ikke var noget russisk hack. Og så for to dage siden havde han havde en artikel i Consortium News [https://consortiumnews.com/2020/01/06/patrick-lawrence-the-iranian-generals-intent/], som jeg også vil opfordre vore lyttere til at læse, fordi der er mange tvivlsomme kilder man ikke kan stole på; men læs denne artikel og dan jeres egen mening: For det, han siger, er en meget interessant hypotese. Han siger, at der faktisk er omstændigheder, som tyder på, at det ikke var Trump, der beordrede mordet. Nu ved jeg, at der overalt er mange mennesker, der reagerer stærkt på, hvad Trump sagde, og nogle af disse udsagn er ganske vist også utilgivelige – jeg mener, man kan ikke sige, at et lands kulturarv nu skal ødelægges. De forsøgte at trække i land på det punkt, og det er fint, men Trump er bare undertiden lidt uberegnelig, og jeg tror, at alle i hele verden ved det. Men det betyder ikke, at han organiserede dette snigmord.

Hvad Patrick Lawrence antyder, og han er selvfølgelig en kilde med gode forbindelser i efterretningskredse, er at det var en »paladsrevolution«, at det var den samme kombination af mennesker, der allerede forsøgte, og gentagne gange effektivt saboterede Trumps politik over for Nordkorea, Syrien, den Persiske Bugt generelt – han peger på aksen mellem Pompeo, forsvarsminister Esper og Milley, formanden for generalstaben. Jeg tror, at Milley var den person, der præsenterede Trump for »muligheder« for, hvad der kunne gøres, og drabet på den øverste militære leder i et andet land, som tilfældigvis også er nummer to i det pågældende land, sætter naturligvis gang i en række af begivenheder; der, hvis der ikke er en seriøs indgriben for at nedkøle konflikten, potentielt kunne gå helt ud af kontrol. Ingen ved deres fulde fem ville give præsidenten for USA en sådan valgmulighed, men der burde have været bestræbelser for med bestemthed at sige: »Dette er IKKE en mulighed.« Men det skete ikke.

I stedet fortalte Pompeo og Esper tilsyneladende Trump, at der var fare for et umiddelbart forestående angreb på amerikanske installationer og personale; for da Trump derefter offentliggjorde denne meddelelse, var det det, han sagde.

Hvis man nu ser på forløbet, hvordan det udviklede sig 10 dage før snigmordet, var der adskillige bombeangreb på en militærbase i Irak, som tilhørte Kataib Hezbollah, hvilket ikke er det samme som det libanesiske Hezbollah, men det er en irakisk paramilitær organisation, der var meget involveret i at bekæmpe IS. Efter disse angreb, som var en reaktion på en granatbeskydning – de var anklaget for at have beskudt en irakisk base tidligere – efter disse bombeangreb, var dernæst demonstrationerne foran den amerikanske ambassade, som blev afblæst. Men dette var forspillet til angrebet på general Soleimani.

Adskillige personer, der inkluderede den irakiske statsminister Abdul-Mahdi, fortalte det irakiske parlament, at Soleimani var på vej til at mødes med Abdul-Mah­di, og at han var på en diplomatisk mission for at forhandle mellem Saudi-Arabien og Iran for at forsøge at finde en eller anden måde at forsone sunni- og shiamuslimerne på, og dette var faktisk beordret af det Hvide Hus, af Trump selv. Med det samme stod Pompeo frem i går og sagde: »Nej, der var ingen sådan mission«, men Abdul-Mahdi sagde, at der var en sådan mission, og hvem end der nu udførte dette angreb, vidste tydeligvis præcis, hvor denne drone skulle ramme, fordi de vidste, at Soleimani ville være til stede på dette tidspunkt, ligesom den stedfortrædende leder af en vigtig milits, der også blev dræbt, og flere andre personer.

Men som vi hørte fra andre militæreksperter, sker denne slags angreb ikke bare ud af den blå luft. Der er faktisk en liste med mål, hvilket, i dette tilfælde, er blevet udarbejdet af USA’s CENTCOM (USA’s centralkommando) Afdeling Orange, som vidst nok er placeret i South Carolina lige nu. Og disse er, med andre ord, lister på mulige mål, og dette skulle aldrig nogensinde være sket. Og Trump blev simpelthen stillet i en situation, hvor han var nødt til at redde ansigt, fordi alt var allerede forberedt.

Pompeo har ikke fremlagt nogen beviser, og naturligvis er dette alt sammen stadig hypotetisk. Jeg synes, at der er brug for en seriøs efterforskning; jeg mener, at der må fremlægges beviser. Men jeg tror, at dette er en meget plausibel hypotese af, hvordan det skete, og konklusionen, som Patrick Lang drager, er, at det er de samme personer, som er involveret i retsforfølgelserne – dette kommer faktisk også fra en række Trump-tilhængere, og folk som ikke støtter Trump – som siger: »Hvorfor skulle vi lytte til de samme aviser og samme kredse, som folk generelt kalder den »dybe stat«, der er involveret i »Russiagate«, i retsforfølgelserne, og imod Trump, og som tydeligvis nu udbreder dette syn? Hvorfor skulle vi pludselig tro på disse personer?«

Så jeg opfordrer jer til at betragte situationen: Det er mere komplekst end det ses ved første blik, og i betragtning af de absolutte uhyrligheder omkring Trump, hvilket sker som et resultat af dette, tror jeg, at et klinisk syn på alt dette er desto vigtigere.
SCHLANGER: Jeg synes, at et af de mere overbevisende argumenter om dette kom fra oberst Lawrence Wilkerson, den tidligere stabschef for Colin Powell, da Powell fremlagde de falske beviser om Iraks masseødelæggelsesvåben i FN. Wilkerson kom med en kort erklæring, hvor han sagde: »Ubestridelige beviser?« Har vi ikke hørt dette før? Ønsker vi at gentage de samme fejl igen og igen?

Og jeg tror at vigtigheden af en undersøgelse af dette er afgørende, men for folk, der ønsker at støtte præsidenten, er det bedste ikke, at lade som om dette er en amerikansk brydekamp, og at hoppe op og ned og heppe, hver gang der er nogen som bliver ramt. Man må begynde fra det højere strategiske standpunkt. Og jeg tror, Helga, at dette er det vigtige ved at kigge på ting som videoen »Storm over Asien« og på, hvem der på længere sigt drager fordel af sådanne slags krige. Og du har været meget oprigtig i din beslutsomhed om at overvinde den geopolitiske doktrin. Er det ikke i sidste ende det, som vi har at gøre med, og det, som Præsident Trump må affinde sig med?

ZEPP-LAROUCHE: Jo. Jeg mener, at Det Britiske Imperiums kontrol, hvis vi går tilbage til »The Great Game«, til Sykes-Picot-aftalen, til Bernard Lewis-planen, til Samuel Huntington, til Brzezinski; alt dette var geopolitik, som udtænkt af Mackinder, af Haushofer-doktrinen, den ondskabsfulde idé, at man måtte forhindre en sammenhængskraft af den eurasiske landmasse, fordi det ville være til skade for de atlantiske magter, nemlig USA og Storbritannien – og at denne doktrin, at man bliver nødt til at manipulere – og da briterne efter 1. verdenskrig opdelte regionen, med Sykes-Picot-aftalen, gjorde de det bevidst! Samuel Huntingtons latterlige bog »Civilisationernes sammenstød«, som jeg for mange år siden pinte mig selv med at læse, – denne fyr havde intet kendskab til nogen af de kulturer og religioner, som han snakkede om – men dette er en håndbog for manipulationer.

Dette må nu ophøre. Og grunden til, at jeg siger, at vi har brug for et samarbejde i denne krise, nu, mellem Putin, Trump, Xi Jinping, og forhåbentlig vil Narendra Modi også deltage i dette samme topmøde – og senere, det er ikke en eksklusiv klub, men andre lande er bestemt også velkomne til at samarbejde – men vi har brug for en kernegruppe, USA, Rusland og Kina som et minimum, forhåbentlig tilslutter Indien sig, men de tre førstenævnte er de vigtigste; hvis de ville gå sammen og sige: Vi forstår at menneskeheden har nået et punkt, hvorfra der muligvis ikke er nogen vej tilbage, og at vi derfor må overvinde dette, og udvikle en fredsplan for regionen, som har været plaget af 19 års krig i Afghanistan, hvor mange millioner af mennesker har mistet livet. Trump sagde, at dette har kostet USA syv billioner dollars, det har kostet millioner af civile livet, mange tusinde amerikanere, og det bliver nødt til at stoppe. Og jeg er absolut sikker, 100 % sikker på, at hvis der kunne skabes et internationalt miljø, hvor man havde et kor af stemmer, af lande, af fredsgrupper, af religiøse grupper, som – der er allerede flere som er mobiliserede gennem underskriftsindsamlinger m.m. – hvis alle disse ville sige: Vi har brug et højere niveau for samarbejde, da er det muligt.

Men jeg mener at vi har brug for en sådan verdensomspændende mobilisering for at få dette til at ske, og det er derfor at jeg appellerer til Jer: Deltag i vores bestræbelser, tilmeld Jer vores nyhedsbrev, del underkriftsindsamlingen med alle I kender, og lad os virkelig få en sådan mobilisering. Fordi det er et meget alvorligt øjeblik i historien.
SCHLANGER: Lad mig bare gentage hovedpointen igen: Løsningen er til stede, men det kræver din aktive medvirken. Gå ind på vores hjemmeside, dér findes appellen fra Helga Zepp-LaRouche; du kan underskrive denne, udbrede den, indsende den som leder til aviser, gøre alt hvad du kan for at skabe en modpol til krigskampagnen, som kommer fra de samme folk, der forsøger at afsætte præsidenten. [https://schillerinstitute.]
Med dette sagt, så ses vi igen i næste uge.
Følg med i Schiller Instituttets ugentlige internationale webcasts med Helga Zepp-LaRouche på:
www.schillerinstitut.dk

 

 




Aktionsdag for en enestående løsning:
Skab fred gennem et Trump-Xi-Putin-topmøde, inkl. afskrift
Schiller Instituttets ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche den 15. januar 2020

Helga Zepp-LaRouche bragte klarhed til en situation, som har efterladt mange mennesker forvirrede, desorienterede og/eller fatalistiske, mens de prøver at forklare den strategiske fare i kølvandet på USA’s snigmord på den iranske leder Soleimani. Begyndende med Putins stærke advarsler i løbet af hans tale til nationen, påpegede hun, at der er betydningsfulde personligheder, som forstår hvorfor et hastetopmøde mellem Trump, Putin og Xi er nødvendigt, såsom den tidligere tyske forsvarsembedsmand Willy Wimmer, der sagde, at snigmordet satte verden på randen af tredje verdenskrig.

Hun gennemgik den britiske rolle i denne krises udvikling, fulgte dens rødder tilbage til midten af det 19. og det 20. århundredes imperiale geopolitik, frem til deres rolle i at forme krigsfraktionen i USA i dag. Krigskampagnen finder sted samtidigt med, at det neoliberale finanssystem accelerer mod et kollaps. I denne sammenhæng er det indtrængende nødvendigt, at vores seere og støtter forstår hvordan et samarbejde imellem stormagterne, på de strategiske og økonomiske områder, er den eneste måde hvorpå farerne skabt af imperiet kan overvindes.

Hun opfordrede seerne til at deltage i mobiliseringen, og at mestre de store idéer der er nødvendige for at forhindre at blive fanget i de fælder, der stilles af dem der nægter at erkende, at hvis vi forbliver i deres paradigme, vil det føre til menneskehedens udryddelse.

Afskrift på engelsk:

Schiller Institute New Paradigm Webcast, January 15, 2020

With Helga Zepp-LaRouche

Day of Action for a Unique Solution: Build Peace through a Trump, Putin, Xi Summit

HARLEY SCHLANGER: Hello, I’m Harley Schlanger from the Schiller Institute, welcome to our webcast today with our founder and President Helga Zepp-LaRouche. Today is Jan. 15th, 2020: Today is an International Day of Action by the Schiller Institute and LaRouche PAC, to bring together the forces in the United States and around the world to insist upon an emergency summit of Presidents Trump, Putin and Xi to address the crisis that’s emerged between the United States and Iran. Helga, this was your call: You made this emergency resolution. How would you think this is going to function? It’s going to require the American people, especially, to demand this, isn’t it?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Yes. Because, as we have gone into this mobilization to try to suggest to many people in the world, and in the United States and Europe, that such a summit must occur, to get out of the danger of confrontation which is now clearly escalating, and not really resolved at all between the United States and Iran, that you have to have a different level of approaching this whole question. We were talking to many, many people in the streets, in other discussions

… remarkable confusion in the population. You had people who said, there is no war danger, Trump has it all under control; or, it’s too late anyway. So people had absolutely emotional reactions and very little understanding of why we are saying this war danger exists.

So, today as you mentioned, we have an International Day of Action: We had friends of the Schiller Institute and associates mobilizing on five continents. We were in New York, near the Trump Tower, the United Nations; many other cities in the United States, but also Stockholm, Copenhagen, Frankfurt, Berlin, Paris, even in Australia; and Latin America, Lima, Peru. We tried to put this same focus on the agenda on five continents around the globe, trying to intersect with many political forces around the world, with the idea to create a chorus, a chorus of people demanding that we were on the verge of World War III, and that is not an exaggeration at all. And we absolutely must change the agenda, because if you leave things as they are right now, the danger that things could go out of control completely is imminent.

This was, by the way, not only our view: Today, Putin gave his state of the nation address before the Federal Assembly, and there he basically picked up on the same line, saying that if you look at the developments in the recent weeks in Southwest Asia and North Africa — clearly referring to Libya — that we are in a situation where a regional conflict very clearly could become something affecting the whole global security situation. And he said it’s absolutely high time that the five founders of the United Nations, start to really establish a new order which makes these dangers impossible, and start to discuss the principles on which such a new order has to be built. I don’t disagree with that: If you have a meeting of the five permanent members of the UN Security Council, the important thing is that you have the three most powerful nations sitting already at the table — namely, the United States, Russia, and China. You have, then two others, France and Great Britain, which I understand Putin’s position that he would make a suggestion like that. I think given the fact that Macron, in the recent period, has made several statements and taken action to make the point that no solution can be found without Russia, I think France could even play a positive, or at least neutral role. The big question, naturally, is the British role, but having three of the most powerful nations, they would have less opportunity to do their usual kind of destabilization.

So I think the important thing about it is that Putin, obviously, in the same way, sees the danger of this escalation. Lavrov, the Foreign Minister, suggested Russia to mediate in the relationship between the United States and Iran; and so, I think that is all going in the right direction.

But, it’s really important that people do not just say, “this is my opinion, there’s going to be war, or Trump has it all under control.” I have studied, and I know you have, Harley, we have studied this matter of how the situation in Iran, in particular, could be the cockpit for a global nuclear escalation, and this is not something we are saying on the top of our head, just saying it like that, but there are certain principles: Because if you target Iran, it is really Russia and China, and anybody who has studied the history of the region, and looked at the question of geopolitics, going way back to the inventors of geopolitics — Haushofer, Mackinder, Milner — before that, you know that it’s not Iran which is at stake, but it is really Russia and also nowadays, China.

I would urge people not to be opinionated about this: Study military history, study what we have published in many articles about it in the past; study why even the use of even one nuclear weapon has immediately the danger of an uncontrollable global nuclear war. And take it seriously, because it is.

SCHLANGER: You mentioned that there are some people who think that this kind of statement from you is an overreaction. But I think we’re actually getting some very interesting reflections of people who are saying something very close to what you are: for example, Willy Wimmer, a former official in the German Defense Ministry for many years; even Wolfgang Ischinger of the Munich Security Conference, issued a strong statement talking about why Putin is the one who should be involved in this. This is actually reflecting that there are some people who see what you’re saying.

ZEPP-LAROUCHE: Yes. I think that Willy Wimmer put out a new statement today, on the day of Putin’s address to the nation, where he said that with the assassination of Gen. Qasem Soleimani, we are on the verge of a global war, and that is completely appropriate to talk about the danger of an imminent third world war. I think this is really important, because we’re not saying this to scare people, or to just create panic. But unless you realize that that danger exists, and I think also the fact that Angela Merkel went to Moscow with Foreign Minister Heiko Maas, and then very quickly — not all of a sudden, but relatively quickly, they have now organized a conference on the Libya situation for this coming Sunday in Berlin, where Merkel has invited both Trump and Putin! Now, there is so far no confirmation that either one of them is coming. From the U.S., it’s only Pompeo and O’Brien, but I think this also reflects a recognition that you have to bring people to the negotiation table.

Now, concerning the Libya issue as such, the military leader of the Libya National Army Khalifa Haftar, has not signed the ceasefire agreement, which he could have signed in Moscow, but it’s not ruled out that he will attend the Berlin conference. But I think there is a general recognition among older people who have the experience of world war, in Europe for sure — I think in the United States it’s different for the very reason that the United States has not been involved in any international war which would have affected American soil; the United States obviously was involved in many foreign wars, but they never had the experience of having a war on American territory since the Civil War. And that is very different in Europe, where especially Germany, I think there is a deep, deep — I would almost say a genetic memory in the Germany population, at least the older ones, who know what the horrors of world war are. And I think therefore, this whole push by Annegret Kramp-Karrenbauer, the German defense minister, to now push to send German troops to Iraq, German troops in Africa, German Navy in South China Sea — this goes very much against the experience of Germany in two world wars.

The French and the British have a slightly different attitude because of their colonialist background, but I think that there are many people who really understand that this is a very grave situation — and Wolfgang Ischinger, of all people, he’s the head of the Munich Security Conference, he’s a completely dyed-in-the-wool Atlanticist, and he says Putin is absolutely crucial to get him involved in this situation. So, this all reflects that people really got shocked when this assassination of Soleimani happened. I know some people in the United States also don’t have that same view, but this has a very erosive effect on the international order: It has a bad effect on Kim Jon Un, for sure, because he will now remember what Bolton had said about Saddam Hussein and Qaddafi, and the North Korea thing is at a halt in any case. But it also has a bad effect what should young people around the world think, if you can simply do these kinds of things.

And I’m not blaming Trump, because Trump is in a completely difficult situation, because he’s surrounded by the same people whom he had attacked not very long ago as “the military-industrial complex,” and the Articles of Impeachment could be introduced into the Senate today.

But I think it’s also very clear, we cannot continue on this line, especially because it clearly shows the hand of the British in the design of this whole escalation.

SCHLANGER: And one of the obvious points is that President Putin is very active, at this moment. You see him with the Libya situation; you see him intervened in Syria — he was just in Syria recently to meet with Assad; he’s intervening in Ukraine with Zelensky; and also now offering to mediate in Iran. One of the major points in the attack on Trump, was to keep him from working with Putin, which brings me to this question you raised about the British role: The British were caught in the act of stirring up some of the regime-change sentiments in Iran, and the Iranian Foreign Ministry called them on that. What was that about, Helga — the British ambassador in Tehran?

ZEPP-LAROUCHE: Before I say something about that, let me just add, that Putin, in his speech of today, also said that Russia would open all historic archives concerning the Second World War, because it was extremely important to reestablish truth and facts, instead of the lies going around the globe on these issues. Which brings me to remind people that President Trump could also release all documents, because the role of the British in Russiagate, in the whole Christopher Steele affairs — I mean, there is the weapon of releasing documents, and I think that that is absolutely crucial.

Now, the Iranian Foreign Ministry completely attacked the role of the British ambassador in Tehran, who apparently even started the demonstrations against the Rouhani government. As you remember, there were hundreds of thousands of people in the streets in Tehran and other Iranian cities, after the assassination of Soleimani, but then, when the Ukrainian aircraft was shot down by mistake by the Iranians, and it now looks and that’s what the Iranians have vowed to totally investigate, you had students in Tehran and many other cities, in anti-government/pro-American stance, which apparently was led, or triggered, or at least manipulated by the British ambassador. And the Iranian government — I think Rouhani himself — said the British should not forget that they’re no longer the Empire, where the Sun doesn’t set around the globe, and they basically threatened retaliation if this would not stop.

I think this is very important: Because if you look at it, at the surface, naturally, it’s Trump, it’s Pompeo, it’s the U.S. government who’s in this showdown with Iran. But, it goes back, way back — we had talked about this already last time, but I want to repeat it — it goes back to the doctrine of geopolitics, of absolutely preventing the countries of the so-called Eurasian land-mass to cooperate economically; it goes back to the “Great Game” of the 19th century against Russia; it goes back to the Bernard Lewis doctrine, the Samuel Huntington “Clash of Civilizations,” Brzezinski playing the Islamic card — there is a long historical tradition of trying to manipulated this region. The Sykes-Picot agreement during World War I was set up to create the conditions after the war for future manipulation. So you have to take all of that into account to then see how this recent escalation was set up: I mentioned it in my statement from Jan. 3: [https://larouchepac.com/20200103/helga-zepp-larouche-statement-assassination-qasem-soleimani] that the whole setup was prepared, when Bolton, in April of 2019 put the entire Revolutionary Guard — that is, the Iranian army — on the terrorist list. Because, according to that logic, then, any kind of attack would be sufficient to make such strikes. You know, they have a long drone list anyway. So, then Trump, after the Iranians shot down the drone, I think it was June, in the Strait of Hormuz, Trump said (who knows what egged him on, or what was the environment), he said, if one more American is killed, then he would consider strikes against Iran. Now, that is a difficult and dangerous thing to say for any state leader — remember, this was Obama saying this red line concerning Syria, which almost led to an attack on Syria by the United States in 2013; and we now know, through the cables which were leaked, that the British ambassador in Washington at that time, Sir Kim Darroch, he wrote in cables back to London that it just takes an attack on one more American, and then there will be war, or strikes against Iran. He also, in these same cables, wrote that it was his job, as British ambassador in Washington, to “flood the zone,” meaning that they should influence all the people Trump is talking to, that Trump would have a habit of telephoning in the evening to people in Washington and elsewhere to try to find out what their thinking was, this Darroch basically said, we have to control this entire environment; we have to whisper into Trump’s ears, so that we create a completely controlled environment. And that was the setting!

And then, if you look how, even after Bolton is out, Pompeo is essentially continuing exactly the role Bolton had before. And if you look at the speech he gave at the Hoover Institution in Stanford University on Jan. 13, it is an incredibly bloodcurdling speech, which clearly is not the same intention as Trump. But people should watch this Pompeo speech in Stanford, to get a sense of what is the environment Trump is in. [https://www.hoover.org/news/secretary-state-pompeo-addresses-stanford-universitys-hoover-institution-following-strike-irans]

SCHLANGER: I think one of the important things in Darroch’s cables, was a reaction when Trump stopped the attack against Iran, when the U.S. drone was shot down: That angered the British terribly, because they thought that was going to cause a reaction, but Darroch wrote: One more act like that could cause another turnaround for Trump.

I wanted to mention one other thing about this British ambassador to Tehran, who was apparently at one of the memorial services when he was involved in leading a walkout of students in a demonstration, very much reminded me of Victoria Nuland handing out cookies and $5 billion in Maidan square in the Ukraine situation in 2014.

Helga, one of the important things which is also part of the context for this situation, is the ongoing disintegration of the neo-liberal economic system, and this is something which there’s been very little focus on, because with the impeachment, with the danger of war, there has hasn’t been a whole lot said about it. But you’ve been following this thing very closely — what’s the latest with the helicopter money and the insane effort to try and keep this system going?

ZEPP-LAROUCHE: I think we are in clearly approaching the helicopter money phase of this meltdown of the system. Yesterday, alone, the Federal Reserve pumped into another $82 billion in repo money, and it is now reported that this will go on, probably, until mid-February at least, but it may go on until summer. Jim Rogers, who is the cofounder of the Quantum Fund — together with Soros, he’s now separated from Soros — but he said, that the debt after 2008 has “skyrocketed” everywhere, and that he foresees a “horrible end,” that the central banks will keep pumping money up to the point where many investors will say, look, we don’t want this anymore, and then there will be a big crisis, and they will pump even more money, and then it will come to a horrible end. And he said, this will be the worst thing I have ever experienced in my whole life.

Now, take it for what it is — it’s the opinion of somebody who’s part of this same system, but I think it is useful to remind people that we absolutely need the Four Laws suggested by my late husband: Glass-Steagall globally, immediately; we need a national bank in every country; we need an international credit system, a New Bretton Woods system; and if there is such a UN Security Council meeting, it’s either that body of the G20, or some combination thereof, but since they will not do it, this is why we push for the summit of Xi Jinping, Putin, and Trump, as an absolute, urgent intervention to bring the world into order, not only on the question of the war danger, but also to say this system is about to blow, we have to have this package proposed by Lyndon LaRouche.

One immediate situation is Argentina. Yesterday, the largest province of Argentina, the Buenos Aires, on Jan. 6, this happened already, they could not pay $250 million. The federal government in Argentina said they couldn’t bail out that province, either, and there’s more money coming due. And if this turns out and develops into a complete debt crisis, you will have the derivatives problem with the swaps, and this could be the trigger for the collapse of the system. And there are many other such triggers.

So that all underlines the absolutely urgent need to really go for a reform, a reorganization for this entire financial system before it is too late.

SCHLANGER: I think it’s important, also, that if you look at the fourth of the LaRouche’s Four Laws, the science-driver side of it, it’s a perfect opportunity for the United States to work with China, with the Belt and Road Initiative, with space cooperation, and also what you’ve called for, in terms of dealing with Southwest Asia, these new platforms of infrastructure. And yet, we see, again, the crazed anti-China lobby in the United States Congress and the media, saying that China’s the enemy, when, in fact, working with China would be the solution, wouldn’t it?

ZEPP-LAROUCHE: I think the whole world would greatly profit: Instead of trying to contain China, — Pence, for example, made another raving speech against China; Pompeo compared China again to, I think Stalin, or something — it’s just completely out of this world.

If you look, really, at what China is doing, naturally, they’re growing, their economy is doing better than the economies of many other countries, but why? Because they continue to put emphasis on innovation, they just announced that they have now the first smart, high-speed, autonomous railway — I find this completely fascinating, because they have prepared this new railway, which will go between Beijing for the Winter Olympics and Paralympics in 2022, to all the different cities where the actual Olympics are taking place. Normally it would take 3 hours by train to get to these places in some mountainous regions; but with this smart, fast train, it will go down from 3 hours to 1 hour and even 45 minutes. This will be a train which will have an automatic driver — there is a human in it for emergencies who can intervene, but otherwise, it’s full automated; robots will help passengers to check in; there will be G5 technology, everything will be completely digitized. And I think this is really incredible.

So rather than trying to contain that, which you will not be able to do, unless you want to have World War III and extinguish the whole human species, why not cooperate with China? China has offered this many times, and even in his recent New Year’s speech, Xi Jinping offered to all nations to participate and cooperate, and I think that’s the only way to go.

If you look at Southwest Asia, we have had many discussions, and people have a hard time to imagine, what is “building the peace.” There are left groups who are anti-war, and while it is important to be anti-war and to warn against the dangers, that is not sufficient: You have to know how to build the peace. And if we would really work together with the United States, Russia, China, India, hopefully the European countries, to reconstruct the war-torn areas of Southwest Asia, from Afghanistan, Iraq, Syria, Yemen, it would be really easy to have a gigantic reconstruction. And my husband, in a video some years ago, said, look this region has been at war for thousands of years, because we have this historic tribal, and ethnic, and religious contradictions. But is that the condition for mankind for eternity? I don’t think so. There are also incredible traditions in this region, for example, the Persian history had an incredibly rich culture! The Caliphate of Baghdad of al-Mansur and Harun al-Rashid, they turned Baghdad at that time into the most developed city of the world, around 800 BCE. They brought in all the knowledge from around the world, all the people who would bring discoveries, and technologies, they would be weighed in gold, and at that time Baghdad was the most knowledgeable and most developed city.

So there are ways how you can reconnect, with Persian history, with the whole tradition of the ancient Silk Road, which went through this entire region. So there is absolutely the possibility to create peace. It would only function if — the first condition is Trump, Putin, and Xi Jinping have to take the initiative, because otherwise there is no credibility; only if the three work together is there any hope that you can accomplish that. And therefore, I would actually ask all of you, our viewers, make sure this program, and also Harley’s morning update, which he does every day, is spreading — get it to your contacts, your friends, your social media. Help us to make this mobilization. Because while we have the Day of Action today, we are not stopping at that: because you have a tremendous social ferment. For example, the Yellow Vests, the strikes in France are continuing, there will be on Thursday, tomorrow, after three days of strikes, there will be huge demonstrations in France: We will intersect them, we will bring in this perspective of the summit of the three Presidents. There will be many demonstrations in Germany, among the German farmers, and other groupings. And this will not stop.

So I’m asking you, join this international chorus, and help us to build it, of people who say, “we have to overcome geopolitics, we have to establish a higher level of reason, and that is very, very urgent,” because nobody knows if the next time you have some incident, that the whole thing can be stopped. We were absolutely close to World War III, and we are not out of the danger zone, at all: So join our efforts.

SCHLANGER: Helga, I have nothing to add to that summary. I think it’s very important that people recognize: This is a moment where action must be taken — not talk, not being a spectator. You can go to our website and get the resolution that was drafted by Helga on the call for the emergency summit, and make sure it gets out widely to everyone. [https://schillerinstitute.com/blog/2020/01/09/call-for-presidents-trump-putin-xi-to-convene-emergency-summit-to-address-danger-of-war/] And have the discussions that are necessary.

Is there anything further you want to add, Helga?

ZEPP-LAROUCHE: I think, today is Martin Luther King, Jr.’s birthday, and King was one of the people who knew that peace is only possible through development. He was about to push that for the entire world, not just for the United States, when he was assassinated. He should have been President of the United States, and as my husband should have been President of the United States, but it’s these ideas which will determine if the human species will exist in the future or not. So, shape up and get on that level of thinking.

SCHLANGER: OK, Helga. Thank you very much, and we’ll be back next week.

ZEPP-LAROUCHE: Hopefully.

 




Amerika har ikke brug for britisk regimeskifte i Iran,
men fred og økonomisk genopbygning i Mellemøsten

Den 12. januar (EIRNS) – Med både Rusland og Kina, der nu prøver at gribe ind med våbenhviler og genopbygningsprojekter i Sydvestasien og Nordafrika, er det bydende nødvendigt at afholde et hastetopmøde mellem præsidenterne Donald Trump, Xi Jinping og Vladimir Putin for at garantere stabilitet og tilvejebringe kreditter til økonomisk udvikling i denne store region.

Lad nu dette topmøde finde sted hurtigt, mens flertallet af amerikanere, der støtter deres præsident, ønsker fred, og sammen med senator Rand Paul fra Kentucky tænker: ”Dette er tiden til at vende hjem. Den irakiske regering, den demokratisk valgte regering, ønsker, at vi vender hjem. Vi bør vende hjem”. Lad dette topmøde blive afholdt, så der kan indgås aftaler og frigøres investeringer til at sætte gang i entreprenørmaskinerne i de lande, hvor amerikanere har været i krig igennem næsten 20 år.

Deltag i Schiller Instituttets aktionsdag den 15. januar, her [i USA] og rundt omkring i verden, for at støtte opfordringen, der blev udstedt af Schiller Instituttets præsident, Helga Zepp-LaRouche, den 7. januar, om at afholde dette hastetopmøde mellem de tre stormagter.

Præsident Donald Trump sagde: “Vi har ikke brug for olien” fra disse lande – USA er den førende olieproducent i verden. Hvem kontrollerer krigshøgene, John Bolton, Mike Pompeo, Lindsey Graham, m.fl., der har overbevist ham om, at USA må “beholde olien” dernede, “opretholde baserne”?

Pas på med “regimeskifte”, der atter viser sit grimme ansigt over med Iran og Irak; det er det britiske imperiums geopolitiske spil. I 1999 meddelte den britiske premierminister, Tony Blair, på World Affairs Council i Chicago, at regimeskifte nu ville være den “anglo-amerikanske” politik; igennem alle 16 år med Dick Cheney og Barack Obama var det sådan, alt imens amerikanske soldater døde, unge veteraner kom hjem lemlæstede og i chok fra års kampe uden en frontlinje, og narkotika- og alkoholmisbrug og selvmordsraterne steg og steg. For femogtres år siden, da briterne organiserede et kup for at styrte Irans premierminister, Mohammad Mossadegh, fordi han havde nationaliseret det ‘Anglo-iranske Olieselskab’, bad de CIA om at hjælpe dem med den sidste del af kuppet. Og CIA leverede ‘smæk for skillingerne’ til briterne, hvilket fik dem til at gå til angreb og fordrive premierminister Mossadegh. Lige siden da, i de mellemliggende 65 år, er det blevet betragtet som et amerikansk kup i Iran!

Nu er den britiske ambassadør i Iran involveret i at starte “natlige gudstjenester”, der udvikler sig til protestdemonstrationer, som angiveligt kræver omvæltning af regeringen – og som bliver bragt som forsidestof i samtlige europæiske og amerikanske medier.

Overvundet i sit forsøg på at skabe kaos og regimeskifte i Syrien; overvundet i sit forsøg på at udløse en optrapning mellem Amerika og Iran i de seneste dage; krigspartiet trapper atter op nu.

Præsident Trump blev til dels valgt, fordi amerikanere ønskede at afslutte ‘regimeskifte’ og gøre en ende på de evige krige. Hvem kontrollerer krigshøgene, der omgiver hans administration? Den britiske ambassadør, Sir (nu Lord) Kim Darroch, sagde – i hemmelige telegrammer – ”det er os briter, der styrer dem; vi ‘oversvømmer’ zonen omkring Trump.”

Schiller Instituttets aktionsdag, der afholdes på Dr. Martin Luther King, Jr.’s fødselsdag, søger at skabe et alternativ. Præsident Vladimir Putin fra Rusland har allerede grebet ind og organiseret våbenhvile på to krigsfronter, i Idlib, Syrien og i Libyen. Xi Jinping tilstræber en olie-for-teknologi infrastrukturaftale med Irak, alt imens han underskriver en handelsaftale med USA. Scenen er sat for præsident Trump til at møde dem på et hastetopmøde – væk fra evindelige krige; erstat olien med udvikling, og, på længere sigt, bring menneskeheden ud i solsystemet.

 




Askary beretter til Syrian Times, at krigsmagere fra det britiske imperium
søger at stoppe den Nye Silkevej i Sydvestasien

Den 9. januar (EIRNS) – Syria Times, det officielle engelske online magasin, interviewede den 7. januar EIR’s Hussein Askary og offentliggjorde hele afskriften af samtalen, der blev gennemført med Haifa Mafalani, under overskriften “Hussein Askary: Ved at dræbe General Soleimani i Irak, har Trump-administrationen sendt Verden ud i ukendt farvand.”

Blandt mange punkter som Askary fremsatte, understregede han, at der er en større sammenhæng for det britiske imperiums geopolitiske intention om ”endeløs krigsførelse” i kontrast til udsigten om fred gennem udvikling.

Askary sagde om det amerikanske attentat på Irans general Qasem Soleimani: ”Det er meget sandsynligt, at Trump blev trukket ind i denne hensynsløse operation af neokonservative kredse og pro-zionistiske krigeriske individer og grupperinger. Disse kræfter er blevet ophidsede over de sejrrige udfald i Syrien og Irak med udrensning af de amerikanske og britisk-støttede terrorgrupper, og med endelig at bane vejen for integrationen af regionen i Bælte og Vejinitiativet/Nye Silkevej fra Kina gennem Centralasien og Iran til Irak, og derefter Syrien og Middelhavet.

Præsident Bashar Al-Assad erklærede for blot to uger siden, at Bælte- og Vejinitiativet er Syriens måde at genopbygge, og afslørede at Syrien har seks strategiske megaprojekter i denne henseende. Den irakiske premierminister Adil Abdel-Mahdi var i Kina i slutningen af september og underskrev mange væsentlige aftaler om udveksling af olie til genopbygning af infrastruktur. Dette var en revolutionerende udvikling. Men så snart han var tilbage i Bagdad, startede oprøret mod regeringen, og landet har befundet sig i en ny spiral af vold og usikkerhed lige siden.”

Askary afsluttede sit interview med at bemærke, at ”den iranske ledelse har udøvet en hel del ro og fornuft i vurderingen af dens reaktioner på amerikanske tvangsforanstaltninger i de seneste to år. Selvfølgelig ville en mere tilbageholdende reaktion være nyttig. Men det kræver garantier for, at sådanne kriminelle handlinger ophører, og at den nuværende amerikanske politik over for Iran ændres.

”Derfor opfordrede formanden for det Internationale Schiller Institut, fru Helga Zepp-LaRouche, Rusland og Kina til at gribe ind diplomatisk for at sikre at USA indser, at det ville være den rigtige måde at lette spændingen og sætte hele regionen på kurs mod fred og sikkerhed. At bringe regionerne ind i Bælte- og Vejinitiativet er nøglen til at få succes med denne indsats.”

Syria Times identificerede Askary i detaljer. ”Hussein Askary er en irakisk-født svensk statsborger. Han er Sydvestasien-koordinator for det Internationale Schiller Institut. Askary har arbejdet som økonomisk og strategisk analytiker i Sydvestasien og Nord- og Østafrika for det Washington-baserede ugentlige magasin Executive Intelligence Review siden 1996. Han er medforfatter til flere bøger om den Nye Silkevejs-strategi og dens indflydelse på verdensøkonomien.”

I begyndelsen af september 2019 gennemgik Mafalani Schiller Instituttets video fra 2016, “Projekt Phoenix — Aleppo: The Eternal City”, som blev produceret og vist første gang på Schiller Instituttets konference den 25.-26. juni 2016 i Berlin om “Menneskehedens fælles fremtid og en renæssance af de klassiske kulturer.”

 




Underskriv opfordringen til præsidenterne Trump, Putin og Xi
om at indkalde til et hastetopmøde for at tackle faren for krig

Den 6. januar 2020 – Hvis verden skal undslippe en spiral af gengældelser og modgengældelser i kølvandet på drabet på den iranske generalmajor Soleimani og den irakiske vicegeneral Muhandis, må præsidenterne for USA, Rusland og Kina indkalde til et hastetopmøde for at drøfte den aktuelle krise i Sydvestasien og løsningen på denne krise.

For 75 år siden stod USA, Rusland og Kina sammen i den globale kamp, der besejrede fascismen, og i dag må disse præsidenter handle i samdrægtighed for at redde freden.

Den 3. januar udsendte grundlægger af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, en hasteerklæring, der konkluderede: ”Det er klart, at der mellem præsident Trump – som lovede at afslutte de uendelige krige og allerede har taget adskillige skridt i den retning – og præsidenterne Putin og Xi, er en hensigt og en evne til at udmanøvrere krigshøgene og etablere et samarbejde på et højere niveau. Dette potentiale er grunden til, at kuppet – ‘Russiagate’ og nu rigsretssagen – er blevet iscenesat imod Trump. Nu er tiden inde for disse tre fremragende ledere til at opfylde det potentiale, som det historiske forsyn har skænket dem.”

 

Krisen:

Enhver verdenskrig og større krig i det forrige århundrede er blevet udløst af det britiske imperiums geopolitiske politik for permanent krigsførelse, der spiller nationer ud imod hinanden for at bevare dets magt som en global elite.

Intetsteds har virkningerne af denne onde imperialistiske politik med at sætte nationer, folk, religioner og grupperinger op mod hinanden været mere udtalt end i Mellemøsten, hvor denne politik blev samordnet af Sykes-Picot-traktaten, oprettet af de britiske og franske imperialister efter Første Verdenskrig.

I fuld forståelse af denne historie, gav Lyndon LaRouche i en tale, der blev holdt for 15 år siden, rammerne til at forstå og handle på dagens aktuelle krise.

”Og når man ser på mulighederne for denne region, Sydvestasien, vil den eneste chance ikke komme inde fra Sydvestasien selv. Vi vil, og må gøre, hvad vi kan for at forsøge at stoppe blodudgydelsen, smerten, for at forhindre krigen i dette område. Men vi vil ikke lykkes, før vi ændrer historien, ændrer den verden, som denne region er indeholdt i.”

Løsningen:

Derfor opfordrer vi præsident Trump til at mødes med præsidenterne Putin og Xi for ikke alene at tackle den umiddelbare fare for krig i Sydvestasien, men at gøre det med varig virkning ved at skabe et nyt paradigme for verden – for at ændre verden, som LaRouche sagde.

Et sådant paradigme må baseres på principperne i den ‘Westfalske Fred’, traktaten der afsluttede 30-års krigen i Europa. De krigsførende nationer brød cirklen af gengældelse og hævn og handlede til “fordel for de andre”.

Et sådant paradigme må gøre en ende på geopolitik og imperialisme, og etablere en ny finansiel og strategisk arkitektur for verden, baseret på forsvar af alle nationers suverænitet og kulturelle integritet.

USA, Kina, Rusland og andre nationer såsom Indien, må agere for at etablere en fælles plan for den økonomiske udvikling i hele regionen, i tråd med den politik, der er fremlagt af Lyndon LaRouche og Helga Zepp-LaRouche gennem årtier, og som nu gennemføres i form af Kinas Bælte- og Vejinitiativ.

En sådan politik vil realisere LaRouches vision: ”Der findes en løsning, en principiel løsning. Og løsningen er: Afslut dette fordømte imperialistiske system! Og forstå, at vi som mennesker skal udvikle vores åndelige kultur; det vil sige menneskets kreative evner, til at videreføre udviklingen af menneskeheden.”

Skriv under på den internationale appel på LaRouchePAC.com via dette link.

https://action.larouchepac.com/trump_putin_xi_emergency_summit_petition

Skriv under på den forkortet danske version på skriveunder.net her.

https://www.skrivunder.net/prasidenterne_for_usa_rusland_og_kina_ma_holde_et_hastetopmode_for_at_takle_faren_for_krig

 




I Syrien går tingene efter planen

Ovenover: LaRouchePAC video interview med Hussein Askary om Syrien, m.m. den 16. oktober 2019.

Af Hussein Askary, Schiller Instituttets koordinator for Sydvestasien, udgivet i EIR Strategic Alert den 22. oktober 2019.

Udviklingen i Syrien, i de to uger der er gået siden meddelelsen om de amerikanske troppers tilbagetrækning, ser ud til at følge en nøje orkestreret plan, som kun den øverste politiske og militære ledelse i USA, Rusland, Tyrkiet og Syrien er indviet i. Alle andre, inklusive politikere og massemedierne i Europa og USA, tyr til gætværk, eller forsøger på anden måde at sabotere denne positive udvikling.

På den militære front har den Syriske Arabiske Hær (SAA) fået lov til, uden kamphandlinger, at tage vigtige grænseområder tilbage, og for første gang siden 2012 har man været i kontakt med grænsen mellem Syrien og Tyrkiet i byen Ain-Arab.
Med undtagelse af denne by har SAA været omhyggelig med at undgå kontakt med den tyrkiske hær i områder, der betragtes som en del af den tyrkiske sikkerhedszone langs grænsen, hvor Tyrkiet har fortsat med at bombe SDF-positioner. Efter aftalen den 17. oktober mellem præsident Recep Tayyip Erdogan og vicepræsident Pence om håndhævelse af våbenhvilen, blev de store operationer imidlertid stoppet. SAA og de tilbagetrukne amerikanske tropper har også undgået sammenstød.

Det skal understreges, at alle rapporterne og ståhejen i medierne om flugten af ISIS-fanger er falske nyheder. Faktisk blev de først spredt af SDF for at overbevise Vesten om at gribe ind, for at stoppe den tyrkiske indtrængen. Men mange af fængslerne i Hasakeh og Qamishli er langt fra den tyrkiske operationszone og er sandsynligvis kommet under kontrol af den syriske regeringshær. Kun en enkelt lejr for ISIS-familier i Ain Isa blev påvirket af kampene mellem SDF og den tyrkiske hær.

Politisk set pågår der intensive diplomatiske aktiviteter for at sikre øjeblikkelige politiske diskussioner til at afslutte krisen i Syrien. Den 18. oktober besøgte udenrigsminister Mike Pompeo NATO’s hovedkvarter i Bruxelles for at give en orientering om våbenhvileaftalen i det nordlige Syrien. Tidligere samme dag var han i Israel for personligt at tale med premierminister Benjamin Netanyahu, og forsikre ham om den amerikanske forpligtelse til regional sikkerhed. Samtidig var en russisk delegation af særlige repræsentanter for Syrien, Alexandar Lavrentyev og viceudenrigsminister Sergei Vershinin, i Damaskus til topmøder, inklusive med Bashar Al Assad. De to russere havde dagen før mødtes med Erdogans præsidentielle rådgiver, Ibrahim Kalin, og viceudenrigsminister Sedat Onal i Ankara.

På tidspunktet for våbenhvilens udløb, den 22. oktober, vil præsident Erdogan og præsident Vladimir Putin mødes i Sochi. Den 24. oktober vil NATO’s forsvarsministre, herunder den amerikanske forsvarsminister Mark Esper, mødes for at diskutere Syrien. Efterfølgende, i Genève den 30. oktober, skal det syriske forfatningsudvalg sammenkaldes i FN’s regi. Disse forhandlinger burde bane vejen for en endelig politisk løsning mellem Syriens regering og de forskellige oppositionsgrupper.

Link til LaRouchePAC video med USA’s delstatssenator Richard Black om Syrien.

 

 




Xi Jinping, den æstetiske opdragelse og Afrika – og Vestens dybe moralske krise

Af Helga Zepp-LaRouche, den 1. september 2018

Medens den politiske elite i Europa stadig er af den opfattelse, at den er i besiddelse af den eneste saliggørende visdom, hvad de “vestlige værdiers” overlegenhed angår, så har stadig flere såkaldte “almindelige borgere” for længst bemærket, at der eksisterer en stadig dybere kløft mellem politikernes og mediernes officielle fremstilling og den virkelighed, der fremtræder inden for livets forskellige områder. Mange har en anelse om, at mediernes negative fremstilling af Kina og Den nye Silkevej måske også er Fake News. Rent faktisk har vi med de såkaldte “vestlige værdier” og konceptet om “Den nye Silkevej” at gøre med to helt forskellige værdibegreber og med helt forskellige menneskeopfattelser.

Efter at Kina for godt ti år siden, og endnu stærkere i de sidste fem år, har engageret sig i talrige infrastrukturprojekter inden for rammerne af dets silkevejs-initiativ. Blandt andet har Kina opført jernbanelinjer, industriparker, vandkraftværker og industrialiseret landbrug i Afrika. Mange afrikanske statschefer såvel som deres befolkninger er blevet grebet af en helt ny selvbevidsthed: De ser for første gang en realistisk chance for at overvinde fattigdom og underudvikling inden for en overskuelig fremtid. Takket være den kinesiske hjælp har en hel række afrikanske stater sat sig det mål, at opnå en rigtigt god levestandard for hele deres befolkning i en overskuelig fremtid.

Forud for FOCAC-topmødet (Forum on China-Africa Cooperation), hvortil 53 afrikanske stats- og regeringschefer ventes, udtrykte Ghanas ambassadør i Kina, Edward Boateng, i en kommentar i Global Times sin begejstring for den nye silkevejs ånd, som har grebet Afrika. “Kineserne er overbeviste om, at det er muligt for et land som Ghana at forvandle sig til en moderne, teknologisk udviklet økonomi inden for en halv generation.” Boateng har i løbet af det år, han har tilbragt i Kina, besøgt mere end 16 provinser og mange byer for at studere følgerne af “det kinesiske økonomiske mirakel” og har draget følgende konklusion i Global Times: “Jeg tror, at Ghana kan benytte Kina som et spejl for, hvordan vi selv kan slå ind på en tilsvarende succesrig udvikling. Her fremhæver jeg især, at Kina har forvandlet sig til et betydende økonomisk og teknologisk kraftcenter, samtidig med at det har været i stand til at bevare klare aspekter af sin rige kultur.” Boateng understregede, at den menneskelige kapital, en udbredt disciplin, en samvittighedsfuld måde at løse problemer på for alle områder, utrættelig fornyelse, økonomisk vækst og udbygningen af infrastruktur har medvirket dertil. En disciplineret vilje til at løse opgaverne samt tillid til de traditionelle kulturelle og humanistiske værdier hører med til den åndsholdning, som Ghana i høj grad kan lade sig inspirere af. Han mindede om, at Ghana var det første afrikanske land, der afkastede kolonialismens åg, og at dets første præsident, Dr. Kwame Nkrumah, var fader til den panafrikanisme, der har indgravet sig dybt i Afrikas og afrikanernes bevidsthed.

Vestens kolonialistiske tankegang

Selvfølgelig havde europæerne længe kunnet udvikle det afrikanske kontinents infrastruktur og industri, sådan som Kina har gjort det i de sidste ti år. Det, der hindrede dem i det, var den fortsatte kolonialistiske tankegang, sådan som den kom til udtryk i IMF’s brutale lånekrav og Verdensbankens udviklingsundertrykkende politik. Medens Kina og de afrikanske stater understreger deres dybtgående gensidige venskab, synes de få europæere, der er vågnet op i anledning af de gennemgribende ændringer i Afrika, i bedste fald at bekymre sig om, hvordan Kina og andre asiatiske lande sikrer sig adgang til Afrikas råstoffer.

Den tyske udviklingsminister Müller kritiserede under sin sidste afrikarejse, der førte ham gennem syv lande, EU’s og den tyske regerings afrikapolitik, der hidtil kun har bestået i at opføre mure mod flygtningene: “I de næste ti år vil der blive bygget mere i Afrika end i hele Europa i løbet af de sidste hundrede år”, understregede Müller. I Mozambique så han, hvilke store ressourcer dette kontinent rummede; kineserne, Indien, Japan og amerikanerne var her allerede, kun tyskerne var her ikke, men havde ladet de mange muligheder ligge.

Forbundskansler Merkel, der på samme tid besøgte Senegal, Nigeria og Ghana, hvor hun mødte Müller, fik efter et møde med Ghanas præsident Nana Akufo-Addo en pludselig erkendelse af, at EU kun ville kunne få en velhavende fremtid, hvis man kunne “styre” indvandringsproblemet og problemet med et partnerskab med Afrika; hun troede ikke, at EU’s sammenhold kunne garanteres på nogen anden måde.

Og nu må man se, hvad denne “styring” vil sige konkret, og om den går ud over den hidtidige kyniske politik med aftaler med afrikanske regeringer om stop for indvandringen og opførsel af lejre, som allerede pave Frans har sammenlignet med koncentrationslejre. Der er ikke meget godt at vente fra det nyeste forslag fra den tyske regerings medarbejder for afrikanske anliggender, Günter Nooke, der i fuld alvor foreslår en ny form for kolonialisme (Reuters, 29.8): “Hvorfor laver man ikke særlige udviklingszoner i de lande, hvor staterne afgiver deres overhøjhed for 50 år og for eksempel giver EU lov til at fastsætte investeringsrammerne for udenlandske firmaer?”

Endnu mere uhyrlig er en artikel i Bayernkurier den 26. august “På vej mod Eurafrika”, der hovedsageligt efterplaprer de absolut skræmmende teser i Stephen Smiths nyeste bog ‘La Ruée vers L’Europe’ (Storm mod Europa: Det unge Afrika på vej mod det gamle kontinent). Afrika oplever nu den “voldsomste befolkningstilvækst” og et “ungdomsoverskud”. Med deres udviklingshjælp “skyder de rige lande sig selv i benene”, citeres der fra Smith, “idet de hjælper de fattige lande med at opnå den bølge af velstand, der overhovedet gør det muligt for dem at drage af sted, så de opmuntres blot til udvandringen.” For “tilbagevendingen til protektoraterne” (ligesom Nooke også kræver det), som han opfatter som den eneste mulighed til at afværge “migrant-stormfloden”, anbefaler han EU’s begyndende aftaler med afrikanske “diktatorer”. Øjensynligt finder Bayernkurier sig ikke for god til her knap syv uger før delstatsvalget at ophidse helt i Björn Höckes ånd. Altså med andre ord: Udviklingshjælp for ikke at tale om investeringer afskaffes, menneskene bør forblive fattige og dø hurtigst muligt. Og med disse “kristelige værdier” prøver Bayernkurier altså at hjælpe CSU med valget!

Noget helt andet fremgår fra Xinhua, Kinas førende nyhedsbureau, der den 31. august som dagens vigtigste nyhed meddelte, at præsident Xi Jinping i et brev til professorerne for det kinesiske akademi for de skønne kunster (CAPA), understregede den æstetiske opdragelses betydning for ungdommens fysiske og åndelige udvikling. Den æstetiske opdragelse spiller en vigtig rolle i udformningen af en smuk ånd og en smuk sjæl. Og selv om den skinverden, som de vigtigste medier i Tyskland søger at opretholde, ikke har nogen anelse om det: Verden bevæger sig med hurtige skridt i den retning, som Lyndon LaRouche og den med ham forbundne association har stræbt at virkeliggøre i årtier. Således virkeliggør Kina nu den politik, som vi offentliggjorde allerede i 1980 om Afrikas industrialisering og siden har præsenteret på mange konferencer, blandt andet under BüSo’s delstatsvalgkamp i 2009 med sloganet: “Hessens fremtid ligger i Afrika!” 1)

Og præsident Xis betoning af den æstetiske opdragelse beviser også rigtigheden af denne forfatters påstand fra en tale i New York i april 2017 om, at der er et nært slægtskab mellem menneskebilledet og den æstetiske opdragelsesmetode hos Konfucius og Friedrich Schiller 2) Forskellen består i, at Kina holder sin klassiske tradition højt, medens vi her i Tyskland har fjernet os langt fra vor klassiske humanistiske kultur. Men måske er det ikke for sent endnu – vi må lade Nikolaus af Kues, Kepler, Leibniz, Beethoven, Schiller, von Humboldt, for blot at nævne nogle få, blive levende i vore unges sjæl og ånd og lægge større vægt på deres æstetiske opdragelse end på deres karriere, på at tjene mest muligt og på at tilfredsstille alle deres lyster lige her og nu. Og dersom De, ærede læser, måtte dele denne opfattelse, så bør De blive aktiv i BüSo (Schillerinstituttet).

    zepp-larouche@eir.de

Bemærkninger:

1. Se https://solidaritaet.com/neuesol/2008/52/hessen.htm

2. Se https://solidaritaet.com/neuesol/2017/17/hzl.htm

 

 

 




POLITISK ORIENTERING den 26. juli 2018:
BRIKS-topmøde i Sydafrika: Kina viser Afrika vejen ud af fattigdom
Se også 2. del.

Med formand Tom Gillesberg

Video 2. del 5 min.:

Lyd:




POLITISK ORIENTERING:
Før Trump-Putin møde:
Schiller Instituttets konference markerer overgang til det nye paradigme.
Se også diskussionen.

Med formand Tom Gillesberg

Video, indlæg:

 

Video, diskussion:

 

Lyd:




Aftale om migranter på EU-topmøde er ingen aftale

29. juni, 2018 – Topmødet i den Europæiske Union sluttede kl. 5:30 her til morgen med det, man har kaldt en »aftale« om det eksplosive migrantspørgsmål. Alt imens deltagerne snakkede om solidaritetens »ånd«, så var den eneste ’ånd’ i aftalen, at holde så mange migranter ude af Europa som muligt. Europarådet kalder officielt sådanne taler om specifikke, større spørgsmål på dets topmøde for »Rådsbeslutninger«.

På trods af snakken om solidaritet og at fortsætte med at gøre det samme, så er det nye, hvis man kan kalde det sådan, sandsynligvis ikke opnåeligt. Dokumentet skriver kynisk, at, for at »forhindre tab af liv« og at »fjerne ansporingen« hos migranter til at gøre forsøg på at krydse havet, kræver det skabelsen af »udskibningsplatforme« i tredjelande, som imidlertid selvfølgelig først skal forhandles igennem med disse ikke-EU-lande. Dernæst kræver det, at der i selve EU skabes »kontrolcentre« til registrering af de migranter, der er blevet reddet i henhold til international lov, men eftersom disse centre skal etableres på »frivillig basis«, betyder det, at de slet ikke vil blive etableret. Italienske ledere har allerede gjort det klart, at de ikke melder sig frivilligt.

Dokumentet argumenterer dernæst for en styrkelse af EU’s grænser for at holde migranter ude, og for en »signifikant accelerering af en effektiv hjemsendelse af irregulære migranter« til deres hjemlande.

Herefter følger et afsnit i blomstrende sprog om behovet for at samarbejde med Afrika om økonomisk udvikling af landene, så folk ikke rejser. Der er naturligvis ingen omtale af nogen finansiering – til hvilket en New Yorker ville sige: »Det og 15 cents skaffer dig ikke en tur i undergrundsbanen«.

I en særskilt erklæring aftalte EU at forlænge deres sanktioner mod Rusland i yderligere seks måneder.




Det forestående Trump-Putin-topmøde
kan ændre historiens gang
mod det Nye Paradigme.
Helga Zepp-LaRouche i Schiller Institut
Webcast, 27. juni, 2018

Jeg kan kun gentage det: De personer, der er vant til at tænke i baner for geopolitiske planer eller paradigmer, de bør virkelig forstå, at, i en verden, der har så mange problemer og så mange presserende opgaver, der skal løses, så er det bedste virkelig, at stormagterne finder frem til en strategisk forståelse og forhåbentlig sluttelig vil arbejde sammen for at løse alle disse problemer. Og disse mennesker er stadig indfanget i det gamle, geopolitiske nulsumsspil – den ene vinder, og den anden må tabe – og som er en fuldstændig latterlig, gammeldags, forældet idé. Jeg krævede ved årets begyndelse, at dette må blive året, hvor vi overvinder geopolitik, og med Kinas Nye Silkevej har vi allerede en win-win-model for relationer, hvor alle vinder. Så jeg vil blot opfordre folk til at gentænke den måde, de anskuer verden på.

Download (PDF, Unknown)

 

 




Trump vil mødes med Putin på trods
af stormen over immigration,
der har til hensigt at stoppe ham

25. juni, 2018 – Det bliver stadig mere sandsynligt, at præsident Trump vil holde det »umulige topmøde« for anden gang på en måned, med at mødes med den russiske præsident Putin i Wien 15. juli. Der er allerede tegn, der viser mødets potentiale med afslutning af mange års krig og terror i Syrien og Afghanistan. Trumps beslutsomhed mht. fremme af stormagtssamarbejde med Rusland, Kina (på trods af fejltagelser og handelsspændinger), Indien og Japan fortsætter med at gå fremefter og har det amerikanske folks støtte. »Russiagate« er ved at blive et bandeord.

Der bør ikke herske nogen som helst tvivl om, at det aktuelle hysteri over immigranter, som er blevet udløst af et par liberale folkevalgte og en masse nationale og internationale medier, er det ’sidste udfald fra skyttegraven’ for at række ud efter Trumps afsættelse fra embedet – impeachment – eller endda skabe omstændighederne for fysiske angreb imod ham – før han og ledere som Putin og Xi Jinping totalt river den britiske, geopolitiske »verdensorden« ned. Denne verdensorden, med dens enkeltstående supermagt og ingen begrænsninger for krige for regimeskifte, er langsomt ved at vige for fred. Sammen med fred kommer muligheden for, at produktivitet og økonomisk vækst kan blive frigjort i hele verden, såsom igennem Kinas Bælte & Vej Initiativ for store infrastrukturprojekter – selv, når Trump-administrationen endnu ikke har vist forståelse for dette aspekt.

London, stadig verdens dominerende finanscentrum, kan ikke stå imod dette. Endnu for blot to måneder siden arbejdede UK for den totale isolation af Rusland med sagen om Skripal-forgiftningen – som Theresa Mays regering nu gerne ser gå i glemmebogen. Storbritannien var i færd med at trække Trump ind i et britisk-fransk missilangreb mod Syrien og arbejdede hårdt på at få en permanent amerikansk besættelse og store militærstyrker i det land. Så var der City of Londons finansavis, The Economists spotske overskrift, »Kim Jong Won« (Kim Jong Vandt): mildest talt lovlig smart, usandt, og som alt for tydeligt viser Londons had til den historiske forandring, der nu opnås omkring Trump-Kim-topmødet.

Det er grunden til, at, når Trump-administrationen gør nøjagtig det samme, som Obama-administrationen gjorde med familierne, der immigrerede illegalt, så bliver Trump kaldt for fascist af den Demokratiske fraktion, der forsøger at afsætte ham fra embedet. Fakta er, at Obama aldrig nævnte menneskehandelen, som bragte børn fra Mellemamerika til den amerikanske grænse; præsident Trump har imidlertid fordømt det for at indhøste $500 mio. om året – sandsynligvis et ekstremt konservativt skøn – ved at handle med menneskeliv.

Den førende fortaler for »impeachment«, kongresmedlem Al Green fra Texas, vil nu selv blive smidt ud af embedet af den uafhængige LaRouche-kandidat, Kesha Rogers, i Houstons 9. kongresdistrikt. Det er sådan, man skal tackle denne falske impeachment-kampagne.[1]

Men, den eneste måde til fundamentalt at angribe disse operationer for menneskehandel fra lande, der ligger ned økonomisk, er udvikling, der skaffer produktiv beskæftigelse og produktive gennembrud, både i USA og i disse lande. Det er, hvad Kinas Bælte & Vej Initiativ gør for Kina og for mange udviklingslande, inklusive i Latinamerika. Hvis Trumps Amerika går med i dette store infrastrukturinitiativ, vil det også have grundlaget for at afgøre uoverensstemmelserne vedrørende handel. USA må udstede statslig kredit til byggeri af infrastruktur og til produktive gennembrud for at gøre dette. Og, USA må bryde Wall Street-bankerne op, før de i stedet udløser endnu et spekulativt finanskrak.

15. juni udgav Helga Zepp-LaRouche et forslag om, at de store, europæiske lande gik med i Kinas Bælte & Vej-udvikling i Afrika, i stedet for at flå den Europæiske Union fra hinanden over immigration.[2] Hendes forslag peger ligeledes på grundlaget for den nødvendige handling i USA.

Men, præsident Trump må forsvares imod det britiskanførte fremstød for at afsætte ham eller stoppe hans politikker for stormagtssamarbejde. Lad der komme endnu flere »umulige topmøder«.

Foto: For næsten et år siden på dagen mødtes præsidenterne Trump og Putin sidste gang ansigt til ansigt på G20-topmødet i Hamborg, Tyskland. 7.-8. juli, 2017. (en.kremlin.ru)     

[1] Se Kesha Rogers erklæring, »Den økonomiske løsning på immigrantkrisen«.

[2] Se Helga Zepp-LaRouches appel: »EU-topmødet må følge Singapores eksempel«.




EU’s ’Migrations-Minitopmøde’ udviser ingen nåde for flygtninge

25. juni, 2018 – Med betydelig armvridning fra den tyske kansler Angela Merkels, den franske præsident Emmanuel Macrons og EU-kommissionens præsident Jean-Claude Junckers side blev 16 regeringer trukket ind i søndagens »mini-topmøde om migration« i Bruxelles – men af de i alt 28 EU-medlemmer, udeblev de 12 altså. Hvad angår Merkels position, så siger alene den kendsgerning, at Luxembourgs premierminister Xavier Bettel forsøgte at spøge med medierne med, at mødet »ikke handlede om, om fr. Merkel fortsat var kansler i næste uge«, allerede en hel del. Og minitopmødet gav ingen konkrete resultater, men blot nogle vage ideer om at etablere »udskibningscentre« på europæisk jord nu, og senere i selve Afrika, for at registrere indkommende flygtninge fra Afrika og andre områder med det formål at administrere en tvungen hjemsendelse af alle de mennesker, Europa ikke ønsker.

FN’s Internationale Organisation for Migration (IOM) har allerede kritiseret ideen om »udskibningscentre« i Afrika og sagde, at den kun ville samarbejde med kommissionen omkring etablering af lejre til migranter på EU’s jord. »I er forpligtede til ikke at sende folk tilbage, før de lander et eller andet sted«, sagde Eugenio Ambrosi, direktør for IOM’s regionale EU-kontor. Den manglende afklaring af, hvor disse centre skal placeres i Europa, føjer yderligere friktioner til den interne situation i EU: Den italienske indenrigsminister Matteo Salvini advarede den franske præsident Macron, der er førende fortaler for konceptet med disse centre, »Hvis fransk arrogance tror, den kan transformere Italien til at blive Europas flygtningelejr og måske give et par euro i drikkepenge, så har de fået det helt galt i halsen«.

Men det værste aspekt ved EU’s anti-flygtningepolitik er imidlertid militariseringen af spørgsmålet: I sammenhæng med den intensiverede diskussion om et »robust mandat« for den planlagte europæiske grænsebeskyttelsesstyrke Frontex, sagde den tidligere, tyske NATO-general, Egon Ramms, »Hvis der er mandat til det fra Bundestag, kunne man overveje at lade Bundeswehr overtage udenrigssikkerhedstjeneste for sådanne Frontex-missioner, så vel som for flygtningelejre i Nordafrika«. Det tyske EU-parlamentsmedlem Elmar Brock (CDU; Merkels parti) foreslog en fællesmission bestående af Frontex og FN’s blå hjelme i Nordafrika, og Bundestag-medlem fra CDU Armin Schuster opfordrede til, at Frontex foretog en væbnet intervention i Nordafrika imod menneskehandlere.




En forandring til det bedre kommer,
hvis I kæmper for det.
Helga Zepp-LaRouche i Schiller Institut
Webcast, 21. juni, 2018

Hvis man således havde de europæiske ledere, Xi Jinping og et halvt dusin afrikanske ledere, der talte for kontinentet, og de tilsammen ville erklære et forceret program for infrastrukturudviklingen af Afrika, så ville det ikke alene have troværdighed pga. Xi Jinpings tilstedeværelse, men det ville også sende et signal til alle disse regeringer og til alle unge mennesker om, at der vil være store muligheder for at samarbejde om opbygningen af deres eget land, så de ikke ville føle sig tvunget til at rejse tværs over Sahara og dø af tørst, eller at drukne i Middelhavet, eller blive fanget af Frontex’ [EU-grænse-]politi for at blive anbragt i noget, selv paven har karakteriseret som »koncentrationslejre«.

Jeg mener, dette kan gøres. Nu er det ikke særlig sandsynligt, at EU vil gøre dette, i betragtning af den kendsgerning, at de er, hvad de er, men det er en absolut rigtig idé, og skulle dette EU-topmøde forpasse denne mulighed, så kan man få et topmøde, hvornår, det skal være, i juli eller august, eller man kan tage FN’s Generalforsamling i september og gøre dette spørgsmål til det eneste punkt på dagsordenen.

Download (PDF, Unknown)