Jeg er meget glad for at være her i dag blandt denne fremragende gruppe af internationale tænksomme aktører eller aktive tænkere, som er samlet for at udarbejde løsninger på verdens problemer. Problemerne er virkelig store. Jeg kommer til at tænke på, hvad Ramsey Clark engang sagde om det, der gjorde Lyndon LaRouche så farlig for hans fjender i det internationale finansielle etablissement, nemlig at hans organisation var en “frugtbar idémotor”.

Og det er igen i dag præcis det, der gør os til en så stor en trussel mod det eksisterende finansielle etablissement med centrum i London og en vigtig gren i Wall Street. Det haster nu med at få gang i disse motorer for at håndtere en krise af en størrelsesorden, som vi ikke har set siden Den sorte Død i det 14. århundrede.

Vi kigger f.eks. i retning af en global hungersnød, hvor det for blot et par måneder siden blev anslået til at 235-250 millioner mennesker ville dø af sult i løbet af dette år, men nu er de bedste vurderinger – og de er desværre præcise – at så mange som 1 milliard mennesker meget vel kan dø af sult i år.

Det er en ottendedel af den menneskelige befolkning. Situationen i bestemte lande, især i Mellemøsten og Nordafrika, er slem på grund af deres ekstreme afhængighed af import. Ved at afskære den russiske og ukrainske eksport gennem disse supersanktioner der er blevet anvendt – de to lande har tilsammen en tredjedel af al den hvede, der handles på verdensmarkederne – rammes især Afrika og Mellemøsten endnu hårdere.

Energisituationen er endnu værre. Det rammer Europa særlig hårdt. Europa er fuldstændig afhængig af russisk eksport af olie og gas. Tyskland, den mest industrialiserede af Europas nationer, får 24 % af sin samlede energiforsyning fra russisk gas og olie, som det fremgår af grafikken på skærmbilledet. Men dette rammer ikke kun Afrika, det rammer ikke alene Tyskland. Disse supersanktioner, der kommer oven på et igangværende sammenbrud af hele det globale finanssystem, berører hele verden.

Det, vi nu har at gøre med, som I kan se ved at kigge på Lyndon LaRouches berømte Triple Curve, tredobbelte kurvefunktion, som giver en idé om forholdet mellem væksten i finansielle spekulative aktiver og det fysiske økonomiske sammenbrud nedenunder. Det ses, at dette problem faktisk begyndte med et kollaps i vækstraterne i den fysiske økonomi tilbage omkring 1971, da det flydende valutakurssystem blev indført internationalt. Bretton Woods-systemet med faste valutakurser, der blev indført af Franklin Delano Roosevelt, blev skrottet, og det åbnede dørene for en flodbølge af spekulation, som i dag har skabt en boble af derivater, der er på et sted mellem 1,5 og 2 billioner dollars.

Det der er sket, som man kan se på den anden version af denne tredobbelte kurve, er, at oven på dette igangværende sammenbrud har vi haft en nedgang pga. pandemien, som forårsagede frygtelige kriser i hele verden. Oven i det var der en yderligere forværring af den forsætlige afindustrialisering, der blev indført efter COP26-mødet og miljøpolitikken på internationalt plan generelt.

Og nu er der så en tredje tilbagegang af en dramatisk art med de sanktioner, der er blevet indført internationalt. Så siden 1971, da det flydende valutakurssystem blev indført, var det begyndelsen til enden på det, der i virkeligheden var Glass/Steagall-systemet internationalt, som adskilte produktiv anvendelse af valuta og kredit fra spekulative aktiviteter. På internationalt plan taler vi om et system med faste valutakurser; i USA er det Glass/Steagall-systemet. Det er det samme med hensyn til de økonomiske grundprincipper.

Lad mig gå over til spørgsmålet om, hvordan vi løser dette problem, for jeg mener, at det er det, som vores opmærksomhed og vores diskussion virkelig skal fokuseres på. Vi har sammensat et program til at løse denne krise globalt, til at skabe en ny økonomisk arkitektur med udgangspunkt i LaRouches grundlæggende økonomiske politik, der er centreret omkring hans Fire Love. Se, det man begynder med, og man er altid nødt til at begynde med dette, er den fysiske økonomi. Ikke de finansielle aspekter, men den fysiske økonomi.

Hvis man ser på kombinationen af Rusland, Indien og Kina – hvad Primakov kaldte den strategiske trekant – kan man se, at disse tre nationer i sig selv, som alle bliver angrebet og ødelagt af de spekulative angreb fra London og Washington og de politiske angreb og også de militære angreb, tilsammen udgør 38% af verdens befolkning; de producerer 42% af hveden, 66% af stålet. 45% af de nye atomkraftværker der bygges. Det er ikke sådan, at de kan fungere på en selvstændig måde, men de har et meget godt grundlag for at bryde med det spekulative system og etablere – og dette er det andet punkt i vores forslag – en fælles valuta, der indledes mellem disse nationer, som ville etablere en fast valutakurs indbyrdes og med en absolut barriere mellem dem og det spekulative dollarsystem.

Der har været mange diskussioner i finansielle kredse på internationalt plan om, hvordan man kan gøre dette. Ville den blive bakket op af guld, af råvarer, af hvad? Det vigtigste, der gør en valuta værdifuld, er, at den er bakket op af realkredit, der udstedes i en produktiv retning. Jeg vil gerne citere for jer, hvad Lyndon LaRouche sagde om dette på et seminar den 29. juni 2005 i Berlin. Han sagde:

“Regeringers og ledende institutioners populære opfattelse af penge er vanvittig, når man ser på virkningerne af begrebet, og den måde det anvendes på. Pengenes værdi bør bestemmes ud fra et videnskabeligt princip, ikke et regnskabsprincip. Og det videnskabelige princip er, hvad der er en fysisk forsvarlig bestemmelse af regeringernes vilje og evne til at skabe kredit på lang sigt til udvikling af deres økonomier og deres produktivitet. Viden om regeringens vilje og kompetence til at skabe værdi, til at skabe rigdom og til at have tilstrækkelig velstand til at tilbagebetale den gæld, som man skaber, rettidigt. Dette er et fysisk spørgsmål, ikke et regnskabsrelateret spørgsmål.”

Jeg mener, at dette er afgørende for opgaven med at sammensætte en sådan fælles blok og en valuta, der kan understøtte den med hensyn til dens fysiske økonomiske kapacitet.

For det tredje skal de nationer, der er en del af denne genopretning af de fysiske økonomier ved at bryde med det synkende Titanic, etablere nationale valutaer med faste valutakurser, ikke en flydende valutakurs, som åbner døren for spekulation med dollaren, og forsvare den med valutakontrol. Brug dette til at etablere hamiltonisk kredit udstedt til produktive aktiviteter af præcis den slags, som Lyndon LaRouche netop beskrev. Behovet for en sådan fuldstændig mur mellem den spekulative økonomi og den produktive økonomi er kernen i en ordning af Glass/Steagall-typen.

Med dette på plads som en byggesten eller et udgangspunkt har vi så kravet om de tre RIC-nationer [Rusland, Indien, Kina], som erindres var starten på BRIC efter RIC, og derefter BRICS [Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika]. De burde udvides ved at låne kapital til produktive aktiviteter til udvikling af Den tredje Verden, udviklingssektoren. De fleste nationer i udviklingssektoren vil være meget glade for at tilslutte sig en sådan ordning, fordi de bogstaveligt talt bliver dræbt af politikken fra det synkende, selvdestruerende, transatlantiske finanssystem.

Det er ekstremt vigtigt som et femte punkt, at USA og de europæiske nationer kan tilbydes denne type ny mekanisme. Det er det, som Lyndon LaRouche altid havde foreslået; en fire-magts-aftale mellem Rusland, Indien, Kina og USA. I forbindelse med forslag som f.eks. Kinas Bælte- og Vej-Initiativ tilbydes USA og Europa at tilslutte sig disse aktiviteter, som naturligvis vil være til gavn, ikke for Wall Street eller City of London, men for befolkningen og industrien i hele den pågældende region. Det er ikke en så stor ændring for USA. Det betyder udelukkende, at man skal vende tilbage til Alexander Hamiltons principper, som vores amerikanske system for politisk økonomi faktisk blev grundlagt på.

Endelig, og for det sjette, foreslår vi, at denne nye orientering, denne tilgang til øst-vest-samarbejde med henblik på win-win-udvikling anvendes på Ukraine; det måske vanskeligste problem på planeten. Ukraine er blevet ødelagt af 30 års liberal økonomisk politik, ikke kun af krigen. Det har betydet, at landets befolkning er faldet med en tredjedel, at arbejdsstyrken er styrtdykket, at arbejdsstyrken i fremstillingsindustrien er gået ned med 25%.

Og dette i en økonomi, som havde været en af de mest avancerede industrielt udviklede økonomier med højteknologi, rumfart og andre kapaciteter, atomkraft osv. Og naturligvis den berømte sorte muldjord, der sørgede for udvikling af landbruget. Alt dette skal genopbygges, og det må ske i et fælles samarbejde mellem øst og vest. På denne måde vil Ukraine ikke blive udløseren for en potentiel atomkrig, men en reorganisering omkring det westfalske princip om, at den andens fordel skal være grundlaget for løsningen af hele jordens problemer. Vi må tage udfordringen med Ukraine op, ikke fordi den er let, men fordi den er svær.

Jeg takker Dem.

Kære konferencedeltagere fra hele verden! Det der bringer os sammen her i dag, med deltagere fra over 60 lande fra fire kontinenter, er vores dybeste bekymring over, at selve menneskehedens eksistens er i alvorlig fare. Formålet med vores konference er at gøre de stadig mere omfattende samfundsmæssige kræfter i verden opmærksom på, at der på grund af faren ved den nuværende eskalerende strategiske konfrontation snart kunne opstå en fuld militær konfrontation mellem NATO og Rusland, som kunne føre til en verdenskrig, der efter al sandsynlighed ville betyde menneskehedens udslettelse i en efterfølgende atomvinter. Formålet med vores konference er derfor at demonstrere på den mest kraftfulde måde, at der findes et umiddelbart tilgængeligt alternativ, et nyt paradigme, som kan lægge denne dødelige trussel bag os og indlede en ny æra i menneskehedens historie i overensstemmelse med menneskehedens sande natur som den eneste hidtil kendte art, der er i stand til at ræsonnere.

Denne fare for nævnte store krigsfare begyndte ikke den 24. februar i år. Som min afdøde mand Lyndon LaRouche forudsagde med forudseenhed i august 1971, efter at Nixon havde erstattet Bretton Woods-systemets faste valutakurser med flydende valutakurser, at en fortsættelse af denne pengepolitik – hvis den ikke korrigeres – uundgåeligt ville føre til en ny fascisme og en ny verdenskrig. Og 50 år senere er det præcis, hvor vi befinder os lige nu. Den akutte fare for krig, den større krig, skyldes at det transatlantiske neoliberale finanssystem allerede var på et fremskredent stadium af sammenbrud, meden hyperinflatorisk eksplosion af et håbløst bankerot system, før krigen i Ukraine begyndte.

For at forstå de virkelige årsager til krisen i Ukraine må man gå tilbage til årsagerne til, at den store historiske chance, der eksisterede efter Sovjetunionens opløsning for at etablere en ægte fredsordning, som vi foreslog med programmet for den eurasiske landbro dengang, blev forpasset. Et godt udgangspunkt, et vindue til at få et indblik, er et dokument, der oprindeligt blev lækket til New York Times af en whistleblower i marts 1992, og som blev kendt som Wolfowitz-doktrinen, der blev skrevet i ånden fra det tidligere Project for a New American Century. Dokumentet fastslog, at en del af den amerikanske mission ville være at sikre USA’s rolle som den eneste supermagt i den post-sovjetiske verden, der ville have tilstrækkelig militær magt til at afskrække enhver nation eller gruppe af nationer fra at udfordre USA’s forrang. Den 8. marts 1992 skrev New York Times: “[D]et er Pentagons hidtil klareste afvisning af kollektiv internationalisme, den strategi, der opstod efter Anden Verdenskrig, da de fem sejrsmagter søgte at danne et FN, der kunne mægle i konflikter og overvåge voldsudbrud.”

Wolfowitz-doktrinen var den egentlige årsag til, at det løfte, som udenrigsminister James Baker ved tre forskellige lejligheder i februar 1990 gav Gorbatjov om, at NATO ikke ville udvide “en tomme mod øst”, ikke blev holdt. Wolfowitz-doktrinen, der var baseret på det angloamerikanske særlige forhold, var det grundlæggende aksiom for en hel række politikker der fulgte, begyndende med den såkaldte “chokterapi” til de IMF-støttede liberale reformer i Rusland i 1990’erne, som i lyset af Ruslands rigdom på råstoffer og videnskabelige ekspertise udtrykkeligt havde til formål at eliminere en potentiel fremtidig konkurrent på verdensmarkedet, og som reducerede Ruslands industrielle kapacitet fra 1991-1994 til kun 30 %. Det var grundlaget for de forskellige interventionskrige i Irak, bombningerne mod Jugoslavien, krigene mod Afghanistan, Libyen og Syrien samt de fem NATO-ekspansioner mod øst.

Putins tale på sikkerhedskonferencen i München i 2007 var en dramatisk protest mod indførelsen af den unipolære verden, som i det væsentlige forblev lige så ubesvaret som de forskellige definitioner af “røde linjer” vedrørende Ruslands centrale sikkerhedsinteresser, indtil den seneste til USA og NATO, som Putin fremsatte den 17. december. Konflikten mellem påstanden om at opretholde en i det væsentlige unipolær verden og fremkomsten af en multipolær verden, som var det naturlige resultat af Kinas økonomiske fremgang, BRI’s tiltrækningskraft for over hundrede lande, det strategiske partnerskab mellem Rusland og Kina og senest mange lande, såsom Indien, Pakistan, Brasilien, Sydafrika og andre lande, der nægter at blive inddraget i den geopolitiske konfrontation mellem Vesten og Rusland og Kina. Denne konflikt er kernen i den nuværende fare.

Det er forfærdeligt, at vi har en krig midt i Europa, men det var krigene i Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien, Yemen osv. også, men de fandtes næsten ikke i nyhederne. Og var der nogen der troede, at det russiske militær kunne have draget andre konklusioner, da de så indførelsen af stadig hårdere sanktioner, gennemførelsen af diverse Rand-tænketanksscenarier og koret af vestlige politikere om at “knuse” den russiske økonomi, “knuse” Putin, “knuse” det russiske system, den største atommagt på planeten? Og nu, efter at forhandlingerne mellem de russiske og ukrainske delegationer i Tyrkiet havde nået et første håbefuldt skridt, bruges billeder af krigens grusomheder, uden blot et minut af princippet om uskyldsformodning indtil det modsatte er bevist, til at indføre yderligere sanktioner, udvisning af diplomater og en åbenlys trussel om at ruinere Rusland.

Politikken er åbent rettet mod et regimeskifte i et forsøg på at gøre ikke blot Putin, men også hele Rusland til en paria blandt nationerne i en ubestemt fremtid, udelukke landet fra FN’s Sikkerhedsråd, ja, endog FN og G20, hvilket vil ødelægge disse institutioner. Det vil medføre en fuldstændig politisk og økonomisk afkobling mellem Vesten og Rusland og Kina. Denne politik har allerede gjort og gør ødelæggende skade på den fysiske økonomi på verdensplan, de såkaldte forsyningskæder, og den bringer antallet af potentielle ofre for en global hungersnød op på 1 milliard mennesker, dvs. en ottendedel af hele menneskeheden! Der er allerede hungerprotester i mange lande i Mellemøsten, Afrika og Latinamerika! I mellemtiden truer inflationen i priserne på fødevarer, energi og råvarer med at halvere industriproduktionen i mange lande. Der truer massearbejdsløshed og et totalt sammenbrud i kaos.

Et nyt system er allerede ved at opstå, centreret omkring Kina og BRI, Rusland, Indien og andre. Der er mange nye strategiske tilpasninger på vej; SCO, BRICS, OIC, Kina-forbindelserne, de mange forbindelser mellem det globale syd. Men selv opfattelsen af en multipolær verden løser ikke problemet, fordi den stadig indebærer faren for en geopolitisk konfrontation: Vi har brug for en markant og pludselig ændring i den måde, vi organiserer vores anliggender på. Den må starte med en ærlig, entydig erkendelse af, at en fortsættelse af den nuværende politik risikerer en konflikt, hvor der ikke ville være nogen vinder. Derfor er der behov for en ny fredskonference i traditionen fra den Westfalske Fred.

Erkendelsen af at den eneste mulighed, der var tilbage, var at føre fredsforhandlinger, gik op for de stridende parter efter 150 års religionskrig i Europa, hvoraf Trediveårskrigen kun var kulminationen; da de indså, at ingen ville være tilbage i live til at nyde sejren, hvis krigen fortsatte. I dag, hvor mange byer i en atomkrig ville være døde i løbet af få timer, ville resten af menneskeheden lide og sygne hen i en atomforurenet verden, indtil enten alt liv ophører, eller de få ulykkelige overlevende ville overveje, hvorfor menneskeheden ikke var i stand til at forhindre sin egen ødelæggelse.

Derfor må der straks indkaldes til en krisekonference i den Westfalske Freds ånd, hvor “For fredens skyld skal alle forbrydelser begået af den ene eller den anden side tilgives og glemmes”, og “For fredens skyld skal al politik tage hensyn til den andens interesser”.

Der må være en hensigt om at skabe en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til sikkerhedsinteresserne for hvert enkelt land på planeten. Der skal øjeblikkeligt indføres en våbenhvile. Og der skal skabes et nyt kreditsystem til erstatning for det bankerotte finansielle system, som er den egentlige årsag til krigsfaren. Det skal være baseret på principperne i det oprindelige Bretton Woods-system, som det var tiltænkt af FDR, men som på grund af hans tidlige død aldrig blev gennemført.

Disse principper, som Lyndon LaRouche skitserede i et “Udkast til aftalememorandum mellem USA og U.S.S.R.”, der blev offentliggjort den 30. marts 1984, efter at Sovjetunionen havde afvist præsident Reagans tilbud om at samarbejde om at gøre atomvåben forældede ved hjælp af teknologiske midler, er stadig absolut gyldige i dag. I dette memorandum hedder det:

“Artikel 1: Generelle betingelser for fred

“Det politiske grundlag for varig fred må være: a) Den ubetingede suverænitet for hver enkelt og alle nationalstater, og b) Samarbejde mellem suveræne nationalstater med henblik på at fremme ubegrænsede muligheder for at deltage i fordelene ved teknologiske fremskridt til gensidig fordel for alle og enhver.

“Det mest afgørende træk ved den nuværende gennemførelse af en sådan politik for varig fred er en dybtgående ændring i de monetære, økonomiske og politiske relationer mellem de dominerende magter og de relativt underordnede nationer, der ofte klassificeres som “udviklingslande”. Medmindre de uretfærdigheder, der hænger tilbage i kølvandet på den moderne kolonialisme, gradvist afhjælpes, kan der ikke blive nogen varig fred på denne planet. For så vidt som USA og Sovjetunionen” – i dag Den Russiske Føderation og Folkerepublikken Kina – “anerkender, at fremskridt i den produktive arbejdskraft på hele planeten er i deres og begges vitale strategiske interesser, er de to magter i denne grad og på denne måde bundet af en fælles interesse. Dette er kernen i den politiske og økonomiske politik, som er uundværlig for at fremme en varig fred mellem disse to magter.”

Forpligtelsen til at engagere sig i et globalt program til udryddelse af fattigdom, som det f.eks. er skitseret i Schiller Instituttets rapport “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge” eller Kinas forslag om et samarbejde mellem Bælte- og Vej-Initiativet, USA’s Build Back Better-program og EU’s Global Gateway-program, kan blive det egentlige udviklingsmæssige grundlag for en global sikkerhedsarkitektur. Ukraine kan i stedet for at være kanonføde i en geopolitisk konfrontation udgøre en bro mellem Europa og de andre eurasiske nationer.

I lyset af den nuværende og den fremtidige fare for pandemier må der opbygges et moderne sundhedsvæsen i alle lande. I betragtning af den hungersnød, der truer 1 milliard mennesker på livet, og den forventede befolkningstilvækst skal regeringerne træffe hasteforanstaltninger for at fordoble verdens fødevareproduktion for at sikre en sund kost for alle mennesker.

Folkeretten, som den udviklede sig på baggrund af den Westfalske Fred og blev fastlagt i FN-pagten, skal genindføres uden begrænsninger. De fem principper for fredelig sameksistens skal være retningslinjerne for samarbejdet mellem alle nationer.

Den nuværende eksistentielle krise har vist, at menneskeheden har en fælles fremtid eller ingen, og at vi må sætte den fælles menneskeheds interesse før alle nationale interesser, og at alle nationale interesser fra nu af må være i samhørighed med hele menneskehedens interesse.

Det er et udtryk for vores menneskelige civilisations rigdom, at den har skabt forskellige kulturer. Vi må fremme dialogen mellem de bedste traditioner fra disse kulturer, de smukkeste frembringelser inden for videnskab og kunst, som et bevis på menneskets unikke kreativitet og på den måde skabe en ny renæssance, der vil indlede en ny æra for menneskeheden.

Vi vil erstatte had og fordomme mod andre kulturer, som kun eksisterer, hvis vi ikke kender dem, med en nænsom kærlighed til hele menneskeheden, fordi den er det mest værdifulde gode i det kendte univers.

Den 24. marts 2021 (EIRNS) – Tidligt i dag i Kabul aflagde Kinas udenrigsminister, Wang Yi, et overraskende besøg for at mødes med Taliban-regeringsledere og diskutere Bælte- og Vej-Initiativet, navnlig forbindelsen mellem Afghanistan og CPEC (China Pakistan Economic Corridor). I næste uge vil Beijing være vært for Afghanistan og dets nabolande på et tredje regionalt møde om fremme af mulighederne for at skabe forbindelser, med henblik på stabilitet i Afghanistan og udvikling i hele Centralasien. Det indebærer en økonomisk aktivitet til gensidig fordel for alle nationer, hvilket er det princip, der nu er et desperat behov for på verdensplan.

I modsætning hertil mødtes adskillige af statslederne fra de store vestlige nationer i dag personligt i Bruxelles på en række af tre hastemøder – NATO med 30 nationer, landene i G7 og EU med 27 nationer – og fremkom udelukkende med tilsagn om mere oprustning i Østeuropa, flere beskyldninger mod Rusland, trusler mod Kina om at afstå fra at alliere sig med Rusland samt vrangforestillinger om den europæiske økonomi og verdensøkonomien.

“Hvad foregår der i deres hoveder?” var reaktionen fra Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, i dag, da hun indledte den ugentlige webcast. Hun henviste specifikt til den farligste af alle de vrangforestillinger, der indgik i dagens mislykkede krisemøder, nemlig at en atomkrig nu er på dagsordenen som en mulig “eventualitet” ifølge topledere i Vesten.

At stoppe dette og gøre plads til en ny verdensarkitektur for sikkerhed og udvikling er fokus for Schiller Instituttets internationale konference den 9. april, ligeledes en global underskriftsindsamling.

[https://schillerinstitute.nationbuilder.com/convoke_an_international_conference_to_establish_a_new_security_and_development_architecture_for_all_nations] 

[https://schillerinstitute.nationbuilder.com/for_a_conference_to_establish_a_new_security_and_development_architecture_for_all_nations]

Selv uden atomar udslettelse er der risiko for, at vi vil blive ramt af hungersnød i verden, hvis vi lader de fremprovokerede stridigheder og det økonomiske sammenbrud udvikle sig til mere kaos og lidelse. Allerede før pandemien manglede mere end 800 millioner mennesker i 2019 tilstrækkelig ernæring, og 125 millioner af dem var i ekstreme sultfaser. Siden da, med hyperinflationen og nu konsekvenserne af den fremprovokerede Ukraine-krise og sanktioner, er fødevarekrisen og forstyrrelser i landbruget blevet forværret til den realistiske udsigt til en milliard mennesker, der lider af mangel på fødevarer, og 400 millioner i ekstrem nød.

Denne katastrofe er udelukkende en menneskeskabt katastrofe, og mange nationer er parate til at sætte sig op imod den afpresning og tyrannisering, som tvang dem til at følge de aksiomer, der i første omgang forårsagede det økonomiske sammenbrud. Hvem ønsker at lade sit folk sulte for “friheden” i NATO’s “regelbaserede” verdensorden?

I dag fandt der en afstemning sted i FN’s Generalforsamling om støtte til humanitær bistand i Ukraine, men især om at fordømme Rusland. Endnu en gang, som det skete den 2. marts i en afstemning i FN’s Generalforsamling, undlod et betydeligt antal nationer at stemme – 38 denne gang (35 den 2. marts) – i stedet for at indordne sig under det globale NATO’s kommandoer.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov sagde i går i en tale til Moskvas Center for internationalt Diplomati, hvor han kommenterede de hidtil usete sanktioner mod Rusland og NATO’s deployering: “Det handler om at fjerne forhindringen i form af Rusland på vejen til opbygningen af en unipolær verden…. Det handler ikke om Ukraine, det handler om en verdensorden, hvor USA ønsker at være den eneste suveræne og dominerende….”

Mobilisér for Schiller Instituttets underskriftsindsamling og konference for at skabe en ny verdensorden for fred og udvikling for alle.

Den 23. marts (EIRNS) – I dag er det 39 år siden præsident Ronald Reagan i 1983 annoncerede det historiske Strategic Defense Initiative (SDI), politikken for et fælles amerikansk-sovjetisk samarbejde om forsvarssystemer til ballistiske missiler baseret på “nye fysiske principper”, som Lyndon LaRouche udformede og derefter drøftede med sovjetiske repræsentanter gennem samtaler i bagkanaler, der blev sanktioneret af Reagans Hvide Hus. Det var næsten lykkedes med denne politik at få en ny international sikkerhedsmæssig og økonomisk arkitektur indført, som en gang for alle ville have sat en stopper for britisk geopolitik og britisk spekulation og plyndring.

Ironisk nok er det på årsdagen for SDI, at et fuldstændig vanvittigt Britisk Imperium er i færd med at drive konflikten mellem USA/UK/NATO og Rusland til det punkt, hvor der er atomar konfrontation – både på de militære og økonomiske fronter. På en briefing til journalister om præsident Joe Bidens rejse til Europa for at mødes med NATO og EU-ledere, som begynder den 24. marts, informerede USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan i går medierne om, at USA “i betragtning af skrækken for en potentiel anvendelse af atomvåben” omkring konflikten mellem Rusland og Ukraine, har USA “ikke ændret vores nukleare forholdsregler til dato”, men at præsident Biden “vil rådføre sig med allierede og partnere om denne potentielle eventualitet”.

Hvad skete der mon med den fælles erklæring, som præsident Biden og præsident Putin udsendte efter deres topmøde den 16. juni 2021, om at “atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes” – som en hyldest til en aftale fra 1985 mellem USA’s tidligere præsident Ronald Reagan og Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov? Eller de identiske erklæringer, der hovedsageligt er tilrettelagt af russiske diplomater, og som blev vedtaget på topmødet mellem Putin og Xi Jinping den 28. juni 2021 og den 3. januar 2022 af FN’s P-5-atomvåbenmagter?

Udenrigsminister Tony Blinken har yderligere låst sig fast på kollisionskurs med Rusland ved i dag, på tærsklen til Bidens afrejse, at bekendtgøre, at “på baggrund af de oplysninger, der er tilgængelige på nuværende tidspunkt, vurderer den amerikanske regering, at medlemmer af Ruslands styrker har begået krigsforbrydelser i Ukraine.” Han tilføjede med en truende bemærkning, at “Vi er forpligtet til at kræve ansvarlighed ved hjælp af alle tilgængelige værktøjer, herunder strafferetlig forfølgelse.” 

Den økonomiske og finansielle krigsførelse, som London og Wall Street har udløst mod Rusland, er ikke mindre truende for menneskehedens fortsatte eksistens end deres atomare, grænsesøgende krigsførelse. De har indledt en politik, hvor de ved hjælp af uendelige “sanktioner” forsøger at afkoble verdensøkonomien radikalt i to bittert modsætningsfyldte blokke – en militariseret NATO-dollar blok og Bælte og Vej-blokken – som begge er ved at blive kastet ud i et inferno af økonomisk sammenbrud og affolkning.

Rusland vil imidlertid forsvare sig mod den planlagte udslettelse – både på de militære og økonomiske fronter. I løbet af de sidste tre uger har præsident Putin flyttet Rusland over på et krigsøkonomisk udgangspunkt, idet han aggressivt har forsvaret den indenlandske produktionskapacitet og anvendt beskyttelsesforanstaltninger, såsom valutakontrol, for at afværge ekstern finansiel krigsførelse. I dag meddelte Putin, at Rusland kun vil acceptere betalinger fra eksporteret naturgas til “uvenlige stater” (dvs. dem, der deltager i sanktionerne) i rubler og ikke i dollars. Dette vil yderligere afskærme Rusland fra spekulative dollar angreb på dets banksystem og skabe en alvorlig forvirring for Tyskland og andre europæiske lande, som er dybt afhængige af importeret russisk naturgas, olie, hvede og andre produkter.

Imidlertid er der en vej tilbage fra afgrunden for menneskeheden, selv på dette sene tidspunkt. På Schiller Instituttets konference den 9. april, hvor der opfordres til en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, vil vi i detaljer beskrive den nødvendige politiske strategi, til at vende dette tilsyneladende uafvendelige styrtdyk mod helvede.

Denne strategi følger den samme grundlæggende tilgang, som Lyndon LaRouche anvendte i forbindelse med sit SDI-projekt fra 1983, og som LaRouche gentog i en artikel, der blev offentliggjort i EIR’s nummer af 19. juli 1996, “SDI: The Technical Side of ‘Grand Strategy'” https://larouchepub.com/eiw/public/1996/eirv23n29-19960719/eirv23n29-19960719_040-sdi_the_technical_side_of_grand-lar.pdf.

I dette dokument udtalte LaRouche: “Begge supermagter, og andre, havde desperat brug for en stimulans til teknologidrevet vækst, svarende til den økonomiske effekt af Kennedys ” kriseprogram ” for den bemandede månelanding. Samarbejde om udvikling af de teknologier, der er nødvendige for et strategisk forsvar mod ballistiske missiler, ville give alle deltagende økonomier den nødvendige teknologiske stimulans, hvis man samtidig indfører en politik, der fremmer “afsmittende virkninger” på den civile økonomi.

“For at skifte fra et fjendtligt forhold til et samarbejdsforhold i de tilfælde, hvor der tidligere har været en langvarig, dybt forankret fjendtlighed, må der skabes et stærkt incitament af vedvarende velvillighed. Udadtil lægger effektive incitamenter til sådanne formål, vægt på fysisk-økonomiske fordele (til forskel fra relativt flygtige, finansielle fordele). De fysisk-økonomiske fordele er vigtige, men materialisterne og empirikerne overvurderer i høj grad sådanne “incitamenter” som sådan. Det væsentlige er ikke den materielle belønning som sådan; det væsentlige er aktiveringen af agape; den offentlige legitimering af en nødvendig materiel gevinst med aktiveringen af de kognitive processer, som videnskabelige og teknologiske fremskridt absolut afhænger af, er nøglen til at opnå den ønskede strategiske effekt….

“Forudsætningen for eksistensen af den moderne form for en perfekt suveræn, konstitutionel, nationalstatslig republik, er opfattelsen af mennesket som et kognitivt væsen, ikke som faste sæt af biologiske sociale egenskaber. Det er i den udstrækning, vi kræver, at alle blandt samfundets medlemmer skal fungere med hovedvægt på udvikling og brug af de kognitive potentialer, som adskiller det menneskelige individ fra dyrene, at vi opfordrer det potentielle herredømme, som republikken har i forhold til enhver anden samfundsform, i forhold til ethvert oligarkisk samfund, til at komme i anvendelse. Det forstod Niccolò Machiavelli, og hele historien siden da, har på en eller anden måde bekræftet dette princip….

“For at genvinde vores nationale suverænitet og skabe den sikkerhed, vi har brug for, må vores nation genvinde sin sjæl. Ellers er vi fortabte, og de fleste af de nulevende familier på denne planet ligeså. Et effektivt strategisk forsvar skal først og fremmest forstås som en økonomisk, kulturel og moralsk opgave. Hvilke vildfarelser er vi villige til at opgive for at sikre vores nation, for måske at redde vores sjæle?”

Den 7. marts (EIRNS)-Helga Zepp-LaRouche var en af tre gæster i et panel på CGTN’s udsendelse Dialog i dag, hvor hun kommenterede den kinesiske udenrigsminister Wang Yis årlige pressekonference, som varede mindst 90 minutter.  De andre gæster var Peter Kuznick fra American University og professor Victor Gao Zhikai fra Soochow University; værtinde var Li Quiyuan. Diskussionen fokuserede på Kinas rolle med hensyn til at skabe fred, især i konflikten mellem Rusland og Ukraine, men vigtigst af alt for verden som helhed. 

Her er udvekslingerne mellem fru Li og fru Zepp-LaRouche.

CGTN: Og fru LaRouche, lad mig høre din holdning til dette:  Hvilke centrale budskaber fik du ud af udenrigsminister Wangs pressekonference?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg var faktisk meget tilfreds med tonen, fordi det var som en tilbagevenden til fornuften.  Det står i skarp kontrast til stemningen i de europæiske og amerikanske medier og den førte politik i de seneste dage.  Fokuseringen på at løse problemer gennem diplomati, på at opretholde principperne i FN-pagten og på at have en overordnet holdning til problemløsning gennem samarbejde, var et tiltrængt frisk pust.  Og jeg er meget, meget opmuntret, fordi Kina faktisk indtager en ledende rolle i verden lige nu, hvilket der er hårdt brug for.

CGTN: Udenrigsministeren sagde, og jeg citerer hans ord: “Kina vil gerne arbejde sammen med det internationale samfund for at fremme forhandlingerne, når det er nødvendigt”, selv om han ikke specifikt sagde på hvilken måde.  Men Kina understregede vigtigheden af at holde dialogen helt åben fremover.

Et andet spørgsmål, som blev rejst af journalister på pressekonferencen, er, om denne konflikt eller denne krise i Ukraine vil påvirke relationerne mellem Kina og EU.  Så fru Zepp-LaRouche, lad mig høre din holdning til dette? Der er en vis bekymring for, at denne konflikt vil påvirke forholdet mellem Kina og EU. Udenrigsministeren sagde, at dialog og samarbejde mellem Kina og Europa er baseret på gensidig respekt og gensidig fordel, og det vil skabe mere stabilitet i den turbulente verdenssituation.  Og han opfordrer også indtrængende EU til at udarbejde en uafhængig Kina-politik.  Hvad mener du om denne kommentar?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg finder, at situationen er meget alvorlig, fordi f.eks. handelen mellem EU og Kina, som hidtil har været en søjle i verdensøkonomien, er truet af det, der sker mellem Ukraine og Rusland.  Stemningen i Europa lige nu er ganske forfærdelig, og jeg kan kun tilslutte, at der bør findes nye løsninger, som udenrigsministeren giver håb om. 

Jeg er af den overbevisning, at den kinesiske politiske model, den forenede fremtid for en fælles fremtid for menneskeheden, efter min mening er det, der er brug for lige nu, – professor Kuznick har ret, når han understreger, hvor vigtigt det er, at der er brug for noget helt andet.  Hvis vi fortsætter geopolitikken som hidtil, er det et spørgsmål om tid, hvornår menneskeheden støder ind i muren, og det kan føre til en atomar udryddelse. 

Modellen, der passer perfekt til det fælles samfund af den samlede menneskehed, ville være at indkalde til en konference, en international konference, der skulle varetage de sikkerhedsmæssige interesser for hvert enkelt land på jorden.  For man kan ikke have en fredsordning uden at tage hensyn til alle landes interesser, og der findes en model i den europæiske historie, nemlig Westfalens Fred. Den Westfalske Fred afsluttede 150 års religionskrig, der kulminerede i Trediveårskrigen, og den var baseret på en erkendelse fra alle krigens parter om, at hvis krigen fortsatte, ville der ikke være nogen tilbage til at nyde resultatet af den. Og det er i en vis forstand en parallel til den situation, vi står over for overfor i dag, for hvis det kommer til en atomkrig, vil der ikke være nogen vinder, der vil ikke engang være nogen tilbage til at kommentere resultatet.

Dette bør være en motivation for at indkalde til en ny konference om Den Westfalske Fred med det specifikke formål at udarbejde en international ny sikkerhedsarkitektur, som ville omfatte Rusland og Kina i perfekt overensstemmelse med præsident Xi Jinpings politik om menneskehedens skæbnefællesskab og den ene fremtid, som vi alle deler.

CGTN: Kina er vært for dette års BRICS-topmøde. APEC- og G20-møderne vil også blive afholdt i Asien i år.  Udenrigsministeren sagde, at “Asiens tid er oprundet i den globale styring”, og “de vil forvandle sig fra følgere til frontløbere og endog foregangsmænd”. Fru LaRouche, lad mig høre din holdning til dette:  Det er meget stærke ord, der kommer fra udenrigsministeren.  Hvad mener du om hans vurdering her?

ZEPP-LAROUCHE: Det er helt rigtigt, fordi de asiatiske lande generelt, ikke kun Kina, men også nogle andre asiatiske lande, er meget bevidste om deres 5.000 år gamle historie, og ud fra dette synspunkt med en positiv tradition, definerer de en fremtid, og de ønsker at udvikles.  Det er den fælles idé i BRICS, SCO og endda andre organisationer, og dette står i skarp kontrast til Europa og USA.  Idéen om en ny model for internationale forbindelser, hvis disse organisationer –  selv om de skulle blive inddraget i G20 –  idéen om, at man har brug for en ny model for internationale forbindelser, som Wang Yi har understreget igen i dag, bør tilføres substans.  

Vi har valget mellem at ende i en geopolitisk konfrontation, som vil være til skade for alle og muligvis føre til atomkrig, eller også foretager vi et spring i civilisationens udvikling, ved at definere de internationale forbindelser i en bestemt retning i traditionen fra den alliancefrie bevægelse, Bandung-konferencen og FN-pagtens fem principper for fredelig sameksistens; men også at skabe en vision om at løse menneskehedens største problemer i fællesskab, f.eks. at vi stadig er ramt af en pandemi, og at vi har brug for et moderne sundhedssystem i hvert enkelt land for at bekæmpe denne pandemi og risikoen for nye pandemier.  Vi har en hungersnød i verden af, som Beasley fra World Food Program til stadighed siger, “af bibelske dimensioner”.  Den vil blive større på grund af inflationen i fødevarepriserne, i gødningspriserne og i energipriserne.  

Så der er en presserende dagsorden. Dette år kan bruges til at fastslå, at vi har brug for en ny model for internationale forbindelser, som overvinder geopolitikken: Udenrigsminister Wang Yi og også præsident Xi Jinping har henvist hertil ved at foreslå, at Bælte- og vejinitiativet skal samarbejde med USA’s “Build Back Better”-initiativ og EU’s Global Gateway.  Hvis det besluttes at disse initiativer strømlines i stedet for at konkurrere, så beslutter vi også, sammen at tage fat på det der belaster hele menneskeheden såsom sult i verden, epidemier og fattigdom. Dette skal ses i lyset af , at det nuværende finansielle system i den transatlantiske sektor,  er gået helt i stå. Vi står nu over for et nyt sammenbrud, der er meget værre end i 2008.

Federal Reserve var ikke i stand til at ” tilpasse” renten, fordi de er bange for, at hvis de øger renten, vil der opstå et omfattende kollaps af konkurser.  Så der er et presserende behov for at få et nyt finansielt system, et nyt Bretton Woods-system, et nyt kreditsystem, der giver kredit til udvikling af alle udviklingslande – det er nogle af de punkter, som virkelig vil være menneskehedens udfordring.  Kan vi, når vi står over for grundlæggende udfordringer, skabe en orden, der gør det muligt for alle mennesker på denne planet at overleve og blive lykkelige? Jeg tror, at det vil være dagsordenen. 

Den 3. marts 2022 (EIRNS) – I et interview på CGTN. udtaler Alfred de Zayas, FN’s første uafhængige ekspert i fremme af en demokratisk og retfærdig international orden, at “farverevolutioner” krænker FN-pagten. “De er alle ulovlige”, siger de Zayas. “De er alle i strid med FN’s charter, og de er i strid med international retspraksis. Der er et meget gammelt og solidt princip i folkeretten, som forbyder indblanding i staters indre anliggender. Og det er noget, der er sket igen og igen. Mit land finansierer gennem National Endowment for Democracy en lang række ikke-statslige organisationer (NGO’er), som i realiteten er der for at destabilisere lande. De spillede en væsentlig rolle, hvis ikke en afgørende rolle, i destabiliseringen af Ukraine tilbage i 2014. Jeg mener, hvis man vil have et regimeskifte, så afhold et valg. Afhold et demokratisk valg. Og det var det, som mit folk misbrugte den 22. februar 2014. Og det stakkels ukrainske folk betaler nu for denne forfatningsstridige afsættelse af en demokratisk valgt regering.

“Men som amerikaner må jeg indrømme, at jeg føler mig indirekte ansvarlig for det, som min regering gør. Og jeg har enorm sympati, enorm medfølelse med det ukrainske folk, som er blevet brugt i dette geopolitiske spil. Og den imperialistiske arrogance, som NATO, især Jens Stoltenberg, har udvist. Det er faktisk en krænkelse af menneskerettighederne. Der er tale om en imperial narcissisme. Og tilsyneladende er alle europæiske lande, som angiveligt er engageret i menneskerettigheder, medskyldige i det.”

Udvalgt billede: Matthias P.R. Reding, Pexels

22. februar 2022 – Schiller Instituttet i Danmark gennemførte et 45-minutters interview med Dr. Li Xing, professor i udvikling og internationale relationer ved Institut for Politik og Samfund, Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet, Danmark.

Dr. Li beskriver indholdet af den fælles erklæring af 4. februar 2022 mellem Kina og Rusland og analyserer, hvad dette betyder for forbindelserne mellem Kina og Rusland, men også for resten af verden. De emner, der diskuteres, omfatter unipolaritet eller multipolaritet, et nyt forhold mellem nationer, demokrati, økonomisk udvikling, en amerikansk domineret “regelbaseret orden” eller en FN-baseret orden, behovet for en ny international sikkerhedsarkitektur, som efterlyst af Helga Zepp-LaRouche, og hvordan Kina vil reagere på de kraftige vestlige sanktioner mod Rusland, der er udløst af Ukraine-krisen.

Dr. Li havde også givet Schiller Instituttet et interview den 26. januar med titlen “Samarbejd med Kina”: Det er ikke fjenden”. 

Afskrift på engelsk:

Interview: Li Xing, PhD
The China-Russia Feb. 4 Joint Statement:
A Declaration of a New Era and New World Order

Michelle Rasmussen: Presidents Xi Jinping and Vladimir Putin held a summit meeting on the sidelines of the Beijing Olympics and issued a statement on Feb. 4 called Joint Statement of the Russian Federation and the People’s Republic of China on the International Relations Entering a New Era and the Global Sustainable Development. Schiller Institute founder and international President Helga Zepp-LaRouche said that this signals a new era in international relations. To discuss the content and implications of the development, I am pleased to interview Dr. Li Xing, Professor of Development and International Relations in the Department of Politics and Society, Faculty of Humanities and Social Sciences from Aalborg University in Denmark. Dr. Li also gave the Schiller Institute an interview on Jan. 26 of this year, entitled “Cooperate with China. It Is not the Enemy.” 
Before we go into details, can you please give us your assessment of the overall importance of the summit and statement, including what it means for relations between China and Russia, and China-Russian relations with the rest of the world. And at the end of the interview, we will also discuss what it means in the current, very tense situation between Russia and NATO.

Li Xing: Thank you Michelle for your invitation. It’s my pleasure to be invited again by the Schiller Institute.
First of all let me emphasize that it is a landmark document. Why? Because the document emphasizes what I call a “new era,” declaring a shift in the world order, a multipolar world order, in which the U.S. and the West are not the only rule-makers, and Russia and China take the lead, and lay out a set of principles and a shared worldview. This is my first general summary.
Second, unlike the U.S./NATO alliance, the China-Russia relationship is described by the joint document as a “close comprehensive strategic partnership.” In Putin’s early words, he said, “The China-Russia relationship is a relationship that probably cannot be compared with anything in the world.” The relationship is not “aimed against any other countries.” It is “superior to the political and military alliances of the Cold War era,” referring to the U.S.-NATO alliance. It also echoes Xi Jinping’s recent statement, that “the relationship even exceeds an alliance in its closeness and effectiveness.” So the document tries to demonstrate that the China-Russia relationship is a good example of interstate relationships.

Rasmussen: You have characterized the introduction as “a conceptual understanding and analysis of global changes and transformations taking place in the current era.” It especially refers to the transformation from a unipolar to a multipolar world. Can you please explain how the statement addresses this, and what it means?

Li: In the beginning of this statement, it puts forward both countries’ conceptual understanding of the world order, which is characterized as “multipolarity, economic globalization, the advent of information society, cultural diversity, transformation of the global governance architecture and world order; there is increasing interrelation and interdependence between the States; a trend has emerged towards redistribution of power in the world.” [emphasis added by Li] “Redistribution of power in the world.” This is what the part emphasizes.
Second, this part also clearly sets up a series of analyses, arguments and discourses to demonstrate both countries’ understanding, and to emphasize the fact that the world order has entered a new era. Again, “new era” are the key words for this document.
Lastly, in this beginning part of the joint statement, it shows both Russia and China’s grand worldview that pave the foundation for the two countries’ broad consensus on almost all issues of the world, which we will deal with one by one later on.

Rasmussen: Part 1 is about the question of democracy, and it starts by saying: “The sides” —that is, China and Russia—”share the understanding that democracy is a universal human value, rather than a privilege of a limited number of States, and that its promotion and protection is a common responsibility of the entire world community.”
But the charge is that China and Russia are not democratic, but rather autocratic. This is one of the leading accusations by those in the West who are trying to maintain a unipolar world, and they portray the world as a battle between the democrats and the autocrats. How does the document respond to this, and treat the idea of democracy?

Li: Actually, this document utilizes a large amount of space to discuss this point. First, the joint statement points out that “democracy”—including human rights—”is a universal human value, rather than a privilege of a limited number of States.” So here it implies that the concept of democracy must not be defined by the West alone. The West cannot singlehandedly define which country is autocratic and which country is democratic.
Second, the joint document emphasizes that their standpoint is that there is no universal one-form document, or human rights standard. Different countries have different cultures, histories, different social-political systems in a multipolar world. We have to respect the way each country chooses their own social-political system, and also the tradition of other states.
Third, it signals a strong critique of the West, and in this part, there are a lot of criticisms toward the West. That is, that the West has a tendency to weaponize the issue of democracy and human rights, and very often uses it as a tool to interfere in other countries’ internal affairs. It is completely wrong for the U.S. and the West to impose their own “democratic standards” on other countries, and to monopolize the right to assess the level of compliance with democratic criteria, and to draw a dividing line on the basis of ideology, including by establishing exclusive blocs and lines of convenience, and this is very bad, according to these two countries, that the West tends to use democracy and human rights to interfere into other countries’ internal affairs, and China really suffers a lot from this point.

Rasmussen: How would you say democracy works in China?

Li: I would argue that if we use Western standards to define democracy, then definitely, China is not a democracy. In a Western version of democracy, China does not have a multi-party system, China does not have elections. But the point is, how the West will respond to the fact that according to major Western sources, survey data sources, throughout many years, that the Chinese people’s confidence in their government is the highest in the whole world. And the Chinese Communist Party and the Chinese state receive the highest approval from the Chinese population according to those data. And also China has reached very high, rapid economic development, under the so-called “non-democratic government.” Now, how can the West explain these issues? Many democratic countries suffer from economic backwardness and underdevelopment.
So, as to the form of governance in China, I think it is the Chinese people, themselves, who should make the judgment.

Rasmussen: Let’s move on to part 2, which is about coordinating economic development initiatives, including harmonizing the Chinese Belt and Road Initiative, and also the Russian Eurasian Economic Union (EAEU), even more, and taking initiatives to create economic development, where they emphasize the role of scientific research in generating economic growth, something that Lyndon LaRouche and our movement have had as a priority concept. And also increasing healthcare and pandemic response in poor countries. What do you see as the significance of this call for increasing economic development cooperation?

Li: Yes. I also read this part of the document very carefully. This part shows a clear difference in approach between the West and the U.S. on the one side, and China-Russia on the other side. While the West is emphasizing, or holding the flag of democracy and human rights, China-Russia actually emphasize that peace, development and cooperation lies at the core of the modern international system. So, according to the understanding of Russia and China, development is the key driver in ensuring the prosperity of other nations, even though democracy and human rights are important, but development must be the core. So it implies that good development will lead the country in the direction of democracy, but not defined solely by the West, the concept of democracy.
Second, that following this line of understanding, then China’s Belt and Road Initiative and Russia’s Eurasian Economic Union are good examples of interregional cooperation. So they actually use the Belt and Road, and also Russia’s Eurasia Economic Union, as good examples. One interesting point I want to emphasize is that both countries emphasize scientific and technological development, and “open, equal, and fair conditions.” I think here, there is a kind of implicit criticism toward the United States, which has been conducting sanctions against Chinese tech companies, for example, Huawei, or other high-tech companies.
Finally, I’ll remark here that both countries show their commitment to the Paris Agreement and to combat COVID-19, and these two issues are the most vital issues for the international community today. So it is a core for every country to emphasize these two vital issues: climate change, Paris Agreement, on the one side, and COVID-19 on the other side.

Rasmussen: Yes, I can add that Helga Zepp-LaRouche has initiated a proposal which she calls Operation Ibn Sina, which deals with the terrible humanitarian catastrophe in Afghanistan, leading off with creating a modern health system in every country. And if we could get much more international cooperation for building a modern health system, having the economic development which gives the basis for the population to have the immunology to resist disease, this would be a very important field for economic development, which means life and death at this moment.

Li: I fully agree with Helga’s understanding and call.

Rasmussen: As to part 3, this is about the increasing, dangerous international security situation, with a sharp critique of Western attitudes and actions. And the statement reads: “No State can or should ensure its own security separately from the security of the rest of the world and at the expense of the security of other States.” And here, China addresses Russia’s concerns and criticizes NATO’s expansion eastward after the Fall of the Berlin Wall. And Russia addresses China’s concerns by reaffirming the One-China principle and concerns about building different regional alliances against China —the Quad and AUKUS. It also praises the recent P5 statement against nuclear war.
Can you say more about China’s and Russia’s concerns? And do you think this is a call for a new international security architecture?

Li: Yes. If you read the document carefully, and this part on international security architecture, or their understanding of international security, occupied quite a large space. So it is a very important part for China and Russia.
In this part, the statement is actually bluntly clear about their mutual support for each other’s national security concerns. For Russia, it is connected with the Ukraine crisis, but the document does not mention Ukraine specifically, but it is connected. For China, it is the Taiwan issue, definitely. So they show their mutual support for each other.
On Russia’s concern for its national security, both countries oppose “further enlargement of NATO,” and “respect the sovereignty, security and interests of other countries.” And it clearly pronounced, there will be no peace if states “seek to obtain, directly or indirectly, unilateral military advantages to the detriment of the security of others.” The document claims that the NATO plan to enlarge its membership to encircle Russia will mean security for the Western side, but it is a danger for Russia. It is a national security concern.
On the Taiwan issue, Russia reconfirms that Taiwan is part of China—the One-China policy—and it is against any form of Taiwan independence.
Third, the joint statement also openly criticized the formation of closed blocs, as what you mentioned about the Quad. The document does not mention the Quad, but it does mention AUKUS. The document shows that both countries oppose U.S.-led military camps, or security camps in the Asia-Pacific region, definitely implying the Quad and AUKUS, and it points out the negative impact of the United States Indo-Pacific strategy.
Finally, the two countries call for a new international security architecture, with “equitable, open and inclusive security system … that is not directed against third countries and that promotes peace, stability and prosperity.” So this part is very important for China and Russia to challenge the traditional international security architecture, and call for a new international security architecture, which I will touch on a bit later.

Rasmussen: Many political spokesmen in the West have criticized Russia and China for not adhering to the “rules-based order” and here, in part 4, China and Russia write that they “strongly advocate the international system with the central coordinating role of the United Nations in international affairs, defend the world order based on international law, including the purposes and principles of the Charter of the United Nations, advance multipolarity and promote the democratization of international relations, together create an even more prospering, stable, and just world, jointly build international relations of a new type.”
And it continues: “The Russian side notes the significance of [Xi Jinping’s] concept of constructing a ‘community of common destiny for mankind…’”
Can you say more about the significance of this section, about global governance and the difference between the question of the “rules-based order” and an order based on international law, as laid out by the United Nations Charter?

Li: Yes. This part is extremely interesting, because it touches upon the mental clashes between China-Russia on the one side, and the U.S. and West on the other side, about the “rules-based order.” China, in particular, has been criticized a lot, as you also mentioned, that China has been accused by the U.S. of not following the “rules-based order.” If you remember the dialogue between a Chinese delegation and a U.S. delegation in Alaska in December two years ago, then we still remember the clash, that the Chinese claim that the U.S. rules-based order does not represent the global rules-based order, rather the United Nations—China emphasizes that the United Nations should play the central coordination role in international affairs. But the United States does not really like the UN-based structure, which is based on one-country/one-vote. So if we trace UN voting, we could easily find that the United States very often suffers from many setbacks when it comes to UN voting on many issues. So that’s why China emphasizes the United Nations rules-based order, whereas United States prefers a U.S. rules-based order.
And this joint statement also calls for advancing multipolarity and promoting democratization of international relations. In my interpretation, democratization of international relations implies that the power structure embedded in the Bretton Woods system, which was created by the United States after the Second World War, does not really reflect the new era, as I pointed out earlier. China and Russia think reforms are needed to reflect the new era. This definitely, again, from my interpretation, refers to international financial institutions like the World Bank, and the IMF, where Chinese voting power is proportionally weaker than it should have been, according to its economic size.
And also the joint statement mentions the China foreign policy, as you mentioned in your question, “community of common destiny for mankind,” which was raised by President Xi Jinping. And in this nexus China’s Belt and Road Initiative is a good example, seen from China’s point of view, a good example of community of common destiny for mankind, in which the Belt and Road intends to promote, through worldwide infrastructure investment, the formation of a new global economic order, through creating a community of shared interest, and the community of shared responsibilities.
Unfortunately, the West does not really like both a “community of common destiny for mankind,” and the Belt and Road Initiative, because they are interpreted as the Chinese agenda is to transform global governance and the rules-based order.
However, I really think that the West should rethink their opposition, and they must face the fact that the Belt and Road memorandum has been signed by 148 countries and by 32 international organizations. So, according to my judgment, the Belt and Road, and also a community for common destiny for mankind, have already become an indispensable part of global governance and global order.

Rasmussen: Yes, this is also to underscore what you said before, about how important economic development is for the wellbeing of the countries. And here you have China, which was the first country to eliminate poverty in their country, over the last 40 years, and is offering this as a model for other countries to get economic development. The slogan of the Schiller Institute is “Peace through Economic Development,”—

Li: Exactly.

Rasmussen: The way that you can get countries that have perceived each other as enemies to rise to a new level, to seek common interest, is through arranging economic development programs, not only for a single country, but for a whole region, which encourages them to work together. You spoke before about the Chinese criticism of the Bretton Woods institutions. What the Schiller Institute and Lyndon LaRouche have been saying, is that the initial idea of the Bretton Woods institutions as proposed by Franklin Roosevelt was to try to get the economic development of the poorer countries. But it degenerated into, for example, where you had the World Bank and International Monetary Fund imposing austerity conditions on countries as a precondition for loans, where nothing was done to actually increase the productivity of the countries, in the way that the Belt and Road is actually —with the infrastructure development, creating the basis for the countries to becoming prosperous. And what we’re saying is that the total change in the international financial institutions is absolutely necessary now, at a point where financial speculation is blowing out, hyperinflation, and we need to have a new economic architecture, you could say, based on the physical development of the countries.

Li: I fully agree with your remarks and comments.

Rasmussen: Then another important statement in part 4, is that Chinese-Russian relations have reached a new level, as you said at the beginning, “a new era.”
“The sides [China and Russia] call for the establishment of a new kind of relationship between world powers on the basis of mutual respect, peaceful coexistence and mutually beneficial cooperation. They reaffirm that the new inter-State relations between Russia and China are superior to political and military alliances of the Cold War era. Friendship between the two States has no limits, there are no ‘forbidden’ areas of cooperation, strengthening of bilateral strategic cooperation is neither aimed against third countries nor affected by the changing international environment and circumstantial changes in third countries.”
And yet, this is a plea to end the geopolitical blocs, where the two countries also call for strengthening multilateral fora, like the Shanghai Cooperation Organization, the BRICS.
Li Xing, what will this much strengthened alliance mean for China and Russia, and also for the rest of the world? Should the West be worried, or is this a plea for a new type of international relations? What are the implications for shaping the new world order? What is your conclusion from the joint statement?

Li: I think one of the purposes of the joint statement is to demonstrate the good example of the China-Russia relationship, characterized as mutual respect, peaceful coexistence, and mutually beneficial cooperation. It is not targetted at any other country. It is not like the U.S.-led coalitions which are Cold War minded, according to Russia and China’s understanding.
And if we look at the BRICS, and if you look at the Shanghai Cooperation Organization, they are not purely juridical and geopolitical organizations or alliances. They are non-binding, open and non-binding.
After I read the document several times, I reached the conclusion that the unipolar world order is over. The West and the United States might have a hard time to accept it.
So the joint statement shows a strong unity between Russia and China. So my question is where is the West’s unity after the Cold War, and when the unipolar world order is over? How strong is the trans-Atlantic relationship today? I don’t know: I’m asking the questions to the West, the U.S. The West must rethink its Cold War strategy of reviving unity through creating enemies, and I think this is a completely wrong strategy, in a multipolar world order, where countries are much more interdependent. So it is necessary for the U.S. to rethink its own version of the rules-based order, in which the U.S. is the rule-maker and others are rule-followers. And this does not work in a new era any more. That is my conclusion after reading the joint statement.

Rasmussen: Now, as to the current situation, today is Feb. 22, and yesterday, Russia recognized the two breakaway republics in Ukraine as independent republics, which is now going to lead to very heavy sanctions by the West. Putin’s point was that these sanctions would have come anyway, but in any case, without going into the details of the Ukraine-Russia-U.S./NATO crisis, the fact is that Russia will be most probably faced with enormously hard sanctions.
In our last interview, you were asked, for example, if Russia were thrown out of the SWIFT system, how would China react? Now it’s a question of the not only of the SWIFT system, but also of other major financial penalties. How do you see China reacting, in light of the joint statement, to the new sanctions against Russia, that will most probably come?

Li: Let me first of all put it in this way: That sanctions are never one-sided punishments. That both sides will suffer. It’s like President Trump’s trade war, that President Trump thought the trade war would hurt China. Yes, it hurt China, but it had a backlash, a backfire to the U.S. economy. And today, if you look at the U.S. economy, the inflation actually is, one way or another, connected with the trade war, as well. It was one of the outcomes.
Now, sanctions against Russia will also cause mutually suffering by both sides. Because if you look at the European dependence on Russia’s oil and gas, it’s about 30-35%; some countries more, some less. If Russia is thrown out of the SWIFT system, which means that Russia cannot have international trade, then Europe cannot pay Russia as well, then the oil or gas pipelines will be blocked, which is in the interest of the United States, but not in the interest of Europe. This is the first point.
Second, that China and Russia have already agreed that they are not going to use dollars for their bilateral trade. So that doesn’t really matter seen from the Russian and Chinese perspective, and in light of the spirit of this joint statement. So definitely China will continue to do business with Russia, and if the U.S. is saying that any country that is doing business Russia will be sanctioned as well, then the U.S. is creating even a larger, a bigger enemy. And China is a different story. And Russia, because Russia’s economy, Russia’s economic-financial status is relatively limited, compared with China. China is the second largest economy in the world.
By the way, China is the largest trading nation in the world. And you can see that last year, the China and EU trade reached more than 850 billion! That’s a lot! And look at the China-U.S. trade as well. If you punish China, in what way? I cannot imagine it. Take China out of the SWIFT system as well? No, you can’t do that! Then the whole world is blocked! Then no trade, no economic development at all.
So these are grave consequences of sanctions. I cannot predict the future situations. Until now I haven’t read any concrete reaction from the Chinese government, but I guess, following the spirit of this document, which was signed three weeks ago, definitely, China is going to act. China will also act in accordance with the spirit of solidarity between both countries.

Rasmussen: Our analysts were saying that it may be the case that China would buy more oil and gas and other products from Russia. Actually, one thing is that today, February 21 , is the 50th anniversary of Nixon’s trip to China, [February 21 to 28, 1972] and the opening up of relations, andthe United States commitment to the One-China policy. And at that time, many people were saying that Kissinger’s strategy was to open up the relations to China, as a way of isolating Russia, of putting Russia aside. But the fact is that these sanctions and this type of policy over the recent period, has done more to bring Russia and China together, as signified by this document. What is your reaction to that? But also the prospects of how we get out of this?
Lyndon LaRouche, for many years, called for a “Four Power” agreement between the United States, Russia, China, and India. How can we break through, looking at the world as Russia and China on one side, andthe U.S. and Europe on the other side, how can we get a cooperation among the great powers for the necessity of dealing with these other very serious crises the world is facing?

Li: Extremely interesting that you mentioned Nixon’s trip, of playing the “China card,” during the Cold War, in the beginning of the 1970s. You are completely right that the U.S. has historically enjoyed a very favorable position, in which the U.S. has been able to keep relatively stable relations with China, relatively stable relations with Soviet Union, at that time—but making the Soviet Union and China fight each other all the time. And especially after the Cold War, the U.S. still had this favorable position—relatively stable relations with both countries, but China and Russia still had difficult relations with each other.
But today, the situation is reversed. It’s totally shocking that the U.S. is fighting both world powers simultaneously. If you remember that the former U.S. National Security Advisor Zbigniew Brzezinski, he wrote, before he died, he wrote clearly, that the worst situation for the United States, for the West is when Iran, Russia, and China become a bloc, become an alliance, with China as the economic driver, the economic power. I was very surprised that his words are becoming true today!
So, the only way we can come to the second part of your question, about how we can manage major power relations, is in line with the spirit of the Schiller Institute conference that took place last week and its call for establishing a new international security architecture. There is no other way. The Western dominance, the U.S. singlehanded dominance, the unipolar world is over. We need what Helga proposed, to establish a new international security architecture. We don’t know exactly what the form of this architecture, but that needs discussion from both sides! Unless the international community forms a kind of great, new international security architecture, conflict will continue.

Rasmussen: And then, as we spoke, it goes hand in hand with the increasing economic cooperation and the determination of the great powers to really do something for the economic development of the poor parts of the world.

Li: Yes, definitely. I agree with you. Thank you.

Rasmussen: Is there anything else you would like to add?

Li: No, I just want to add the last point, that I am very amazed by this joint statement, because I have come across many joint statements by two countries, or by multiple countries. But this one is the most comprehensive political document I have ever come across, because it covers every aspect of the world order, international relations, governance, security, values, norms, technology, climate change, health—you name it. So it is an extremely comprehensive document, which shows what Russia and China envision as a just world order.
So I would argue that this document implies a kind of new world order which Russia and China are going to, not only propose, but also push forward.
Unfortunately, this document has been demonized by many Western media—I have read many media talking about — to me it’s a kind of Cold War syndrome, because those media describe the document as creating a “bipolar world,” they say bipolar world, with the Russia and China/autocracies on the one side, and the U.S. and the West/democracies on the other side. So to me again, it’s a dividing line, when they allege that this document divides the world into two camps again. So to me, this is a typical Cold War syndrome.
Again, I come back to my last point: That we need a new international security architecture, as the Schiller Institute also proposed during the conference last week. Otherwise, there will be no peace and development. Thank you.

Rasmussen: Thank you so much, Li Xing. This has been a very important discussion.

Li: Thank you very much.

Paris, 12. februar 2022 (EIRNS) – I et indlæg offentliggjort af det franske “souverainist” ugeblad Marianne, argumenterer Peter Dittus og Hervé Hannoun for et fransk exit fra NATO’s integrerede kommando. Den tyske økonom Peter Dittus er tidligere generalsekretær for Bank for International Settlements (BIS), mens franskmanden Hannoun er vicegeneraldirektør for BIS. 

Deres argumenter er essensen af deres nye bog med titlen “OTAN exit: Urgence Absolue”, der blev offentliggjort den 16. januar. 

“Siden november 2021”, hævder de, “har franskmændene, ligesom andre folk i Vesten, været udsat for en mental tilpasning uden fortilfælde, udført af USA og Nato omkring temaet om den “overhængende russiske invasion af Ukraine”, som kan gå over i historien som en episode af misinformation i stil med de fabrikerede efterretninger om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben i 2003.” 

Det er en løgn, siger de. “Den eneste krig, som NATO ser ud til at vinde, er informationskrigen. Vi viser i vores bog dette bemærkelsesværdige tyske propaganda-kort i ugebladet Bild fra den 4. december 2021, der giver en imaginær detaljeret plan over den “forestående russiske invasion”. Propagandaens rolle er skræmmende, på grund af den mængde af had, som løgnene på begge sider skaber. På NATO-siden minder generalsekretær Jens Stoltenbergs aggressive og krigeriske diskurs uimodståeligt meget om den berømte orwellske spejlvending: ‘fred er krig'”.  (…) “Frankrigs nuværende tilslutning til NATO gennem deltagelsen i den integrerede militære kommando under amerikansk ledelse er en strategisk blindgyde for et land med et universelt kald som Frankrig. I dag har dette land en historisk rolle at spille for at standse den march mod krig i Europa, som NATO’s søvngængere har indledt. Frankrigs udtræden af NATO, som vil markere afslutningen på Frankrigs udenrigs- og sikkerhedspolitiske tilpasning til USA, vil få en umådelig stor betydning for verden.”

“Det vil signalere Europas uafhængighed af den amerikanske ”særstilling”, fornyelsen af multilateralisme, fremkomsten af en multipolær verden og den snarlige afvikling af den forældede NATO-ramme. Frankrig vil herefter genfinde sit universelle kald og bidrage til den globale balance for fred og takket være sin genfundne upartiskhed spille en rolle som bindeled inden for P5, dvs. samlingen af de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd (USA, Storbritannien, Kina, Rusland og Frankrig), et P5, hvis sammensætning skal fastholdes, og hvis betydning som regulerende instans for freden i verden skal styrkes.”

Den komplette tekst af Mariannes indlæg:

Titel: “Stillet over for krisen i Ukraine er Frankrigs NATO-EXIT en absolut nødsituation”

Tekst: Frankrig brød med den alliancefri politik, som de Gaulle, Giscard og Mitterrand havde praktiseret i 43 år, og blev i 2009 atter medlem af NATO’s integrerede militærkommando uden at det franske folk var blevet rådspurgt ved en folkeafstemning. Den nuværende ukrainske krise afslører de alvorlige farer, som Frankrig er udsat for ved at være tilknyttet en defensiv kollektiv sikkerhedsorganisation under USA’s kommando, som er blevet ekspansionistisk.

Siden november 2021 har franskmændene, ligesom andre befolkninger i Vesten, været udsat for en mental tilpasning uden fortilfælde, som USA og NATO har gennemført med temaet “den forestående russiske invasion af Ukraine”, der kan gå over i historien som en episode af misinformation på linje med de fabrikerede efterretninger om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben i 2003.

Hvad er virkeligheden? Millioner af russisktalende ukrainere i de to selvudnævnte folkerepublikker i Donbass lever under lejlighedsvis beskydning og granater fra den ukrainske hær mod separatiststyrker. Koncentrationen af russiske tropper ved Ukraines grænser har tydeligvis til formål at afskrække Kiev fra at forsøge at genvinde den direkte kontrol over enklaverne Donetsk og Lugansk med magt. NATO’s vellykkede misinformation om Ukraine har bestået i at fremstille Putins moralske forpligtelse til at forsvare disse russisktalende befolkninger – som Ukraine gradvist ønsker at fratage retten til at tale deres sprog – som en optakt til Ruslands totale annektering af Ukraine.

Myten om en “overhængende russisk invasion”

NATO formår at udlægge en koncentration af russiske tropper, der er klar til at komme de russisktalende ukrainere i Donbass til undsætning, som en “forestående russisk invasion” af hele Ukraine, herunder Odessa, Kharkiv og Kiev. En vanvittig invasion, som Rusland i virkeligheden helt udelukker … medmindre det bliver presset til det af et eventuelt forudgående ukrainsk angreb på Donbass.

Den eneste krig, som NATO ser ud til at vinde, er informationskrigen. Vi viser i vores bog* dette opsigtsvækkende tyske propaganda kort i ugebladet Bild fra den 4. december 2021, der beskriver en imaginær detaljeret plan over den “forestående russiske invasion”. Propagandaens rolle er skræmmende, på grund af den hadskhed, som løgnene på begge sider skaber. På NATO-siden minder generalsekretær Jens Stoltenbergs aggressive og krigeriske diskurs uimodståeligt meget om den berømte orwellske spejlvending: “krig er fred”.

Og hvis Frankrig havde løsningen?

Paris skal undgå den militære spiral, som USA og NATO ønsker at trække det ind i. I de kommende uger må Paris ikke lade sig inddrage i en krig i Østeuropa, som ikke er landets anliggende. Frankrig har allerede indvilliget i at indsætte hundredvis af personer i en NATO-kampgruppe i Estland. Den 1. januar overtog det ledelsen af NATO’s hurtige reaktionsstyrke, som omfatter mindst 7.700 franske soldater. Præsident Macron har netop annonceret den mulige udsendelse af et tusinde franske soldater til Rumænien under NATO-banneret på “den østlige flanke”, i Sortehavsregionen. Den militære optrapning er farlig. For det franske folks sikkerhed er det nødvendigt at forhindre, at den franske hær under NATO’s banner engageres i en krig i Ukraine eller Hviderusland.

På den anden side har Frankrig et diplomatisk våben til at løse den alvorlige krise mellem NATO og Rusland. Startskuddet til denne krise var Jens Stoltenbergs og amerikanernes stædighed i bestræbelserne på siden 2018 at forfølge en snigende proces for Ukraines optagelse i NATO, kaldet “den åbne dørs politik”, der af Rusland betragtes som en trussel mod landets sikkerhed. For at sætte en stopper for den nuværende konfrontation bør præsident Macron blot højtideligt erklære i Frankrigs navn, at hans land vil modsætte sig enhver anmodning fra Ukraine om at tilslutte sig NATO.

Da beslutninger om medlemskab af alliancen kræver enstemmighed, kan Frankrig nedlægge veto. Dermed ville præsidenten være i overensstemmelse med de løfter, han gav under sin præsidentkampagne i 2017 om ikke at støtte Natos udvidelse til Ukraine. Det ville være en elegant måde at komme ud af krisen på. Desværre overvejede den franske præsident under sit besøg i Moskva og derefter i Kiev den 7. og 8. februar 2022 ikke denne enkle løsning, fordi det franske diplomati i Nato-organerne ikke modsatte sig den vanvittige “politik med åbne døre” for Ukraines og Georgiens medlemskab af Nato i de to lande. På den anden side støtter Frankrig NATO og G7 i deres krav om tilbagelevering af Krim til Ukraine, vel vidende, at dette ikke kan ske uden en krig, muligvis atomkrig.

Amerikansk underordning

Ved folkeafstemningen om EU-traktaten (Maastricht) i 1992 kunne ingen forestille sig, at Mitterrands og Kohls store fredsprojekt fra 1998 og fremover ville blive tilsidesat af det amerikanske geopolitiske projekt, som går ud på at overtage den fælles europæiske forsvars- og sikkerhedspolitik. Dette skyldtes den samtidige udvidelse af EU og NATO til ti østeuropæiske lande mellem 1991 og 2007, og også præsident Sarkozys beslutning, med vidtrækkende konsekvenser, om i 2008 at opgive den gaullistiske strategiske holdning om at nægte at deltage i NATO’s integrerede militære kommando, hvilket fik vidtrækkende konsekvenser.

Fra det øjeblik, hvor 21 af de 27 EU-lande, herunder Frankrig, blev fuldgyldige medlemmer af NATO, blev den oprindelige ånd i Maastricht-traktaten forrådt, fordi “Europa for fred” uundgåeligt ville blive forpurret af USA’s indblanding i den fælles europæiske forsvars- og sikkerhedspolitik med landets egne geopolitiske mål. I virkeligheden kan der ikke være tale om et uafhængigt fransk eller europæisk forsvar, inden for de nuværende rammer for Frankrigs og 21 andre EU-landes deltagelse i NATO’s integrerede militære kommando. Begrebet “europæisk strategisk autonomi” inden for NATO er en illusion i betragtning af USA’s kontrol over denne alliance. EU forsøger at skjule denne grundlæggende fejl bag et vagt begreb: det “strategiske kompas”.

Den grundlæggende uforenelighed mellem det USA-kontrollerede NATO og et uafhængigt fransk eller europæisk forsvar, forhindrer ikke vores ledere i at forsvare tesen om komplementaritet mellem EU og NATO på forsvarsområdet, som den franske udenrigsminister opsummerede den 11. december 2021: “Vi ønsker, at EU og NATO skal supplere og styrke hinanden, for at bidrage til at styrke sikkerheden og forsvaret i Europa. Det er meningen med det strategiske kompas, man vil vedtage under det franske formandskab for EU-Rådet.”

Forsvar: det håbløse “på samme tid”

EU’s “strategiske kompas” er først og fremmest et forsøg på at skabe en begrebsmæssig ramme for den falske idé om, at “en europæisk strategisk autonomi” i forhold til USA er forenelig med NATO-medlemskab for langt de fleste EU-medlemsstater. Denne komplementaritet mellem NATO og EU, “på samme tid”, der anvendes på forsvaret, er en illusion. Den finurlige logik om national uafhængighed har givet plads til det vage og vildledende begreb, strategisk autonomi, og til en søgen efter gensidig afhængighed og samarbejdsvillighed med vores “allierede”.

Ud over den umiddelbare krise vedrørende Ukraine, skal præsidentvalget den 10. og 24. april give mulighed for at træffe en beslutning om NATO-spørgsmålet. Alle dem der nægter NATO’s march mod den krig, der er ved at bryde ud ved EU’s østlige grænser, har med præsidentvalget i 2022 en enestående mulighed for at sende et enkelt og klart budskab om fred, til lederne af vores land med ét ord: NATO-EXIT (Otanexit). Det er et spørgsmål om at sikre, at der vælges en fredskandidat til præsident, som er forpligtet til at sætte en stopper for Frankrigs tilhørsforhold til NATO.

Man kan tænke sig, at den afgående præsident vil undgå en debat i den præsidentielle valgkamp om diskussionen om vores militære alliancer i NATO: en alliance med de eventyrlystne angelsaksere, hvis arrogance blev afsløret af den australske ubådsaffære, en unaturlig alliance med det islamistiske Tyrkiet, en alliance med den polske nationalisme, og i morgen måske en alliance med et Tyskland, der kan bruge NATO som springbræt til sin remilitarisering, eller endog en alliance med Kosovo mod Serbien. Alene denne liste giver os mulighed for at måle risiciene ved et kollektivt sikkerhedssystem, der omfatter 30 forskelligartede nationer, og som domineres af en af dem.

En forfatningsstridig “forsvarsunion”

På en fælles pressekonference med præsident Macron i Paris den 7. januar, 2022, tillod formanden for Europa-Kommissionen sig en føderalistisk erklæring, der overskred hendes beføjelser: “Vi er enige om, at vi har brug for en ægte forsvarsunion”. I præsident Macrons nærvær talte hun om at tilføje en “forsvarsunion” til Den økonomiske og monetære Union i fremtiden, uden at tage hensyn til at denne udtalelse er i strid med den franske forfatning, som er baseret på national uafhængighed, national suverænitet og nationalt forsvar. Det er nødvendigt at modsætte sig den snigende europæiske føderalisme, der praktiseres i øjeblikket, og som ikke kan erstatte en føderalisme, der er demokratisk accepteret – eller forkastet – ved folkeafstemning, i overensstemmelse med den procedure, som François Mitterrand fulgte i 1992 i forbindelse med overdragelsen af den monetære suverænitet, der er fastsat i Maastricht-traktaten. Det franske folk må forkaste den forsvarsunion under NATO’s flag, som Ursula von der Leyen ønsker at påtvinge landet.

Frankrigs nuværende tilslutning til NATO gennem deltagelse i den integrerede militærkommando under amerikansk ledelse er en strategisk blindgyde for et land med et universelt kald som Frankrigs. I dag har dette land en historisk rolle at spille for at standse den eskalering mod krig i Europa, som NATO’s søvngængere har indledt. Frankrigs udtræden af NATO, som vil markere afslutningen på Frankrigs udenrigs- og sikkerhedspolitiske tilpasning til USA, vil få en enorm betydning for verden.

Det vil være et signal om Europas uafhængighed af den amerikanske særstilling, om fornyelse af multilateralisme, om fremkomsten af en multipolær verden og om en snarlig afskaffelse af den forældede NATO-struktur. Frankrig vil så genfinde sit universelle kald og bidrage til den globale balance for fred, og takket være sin genfundne upartiskhed spille en rolle som samlingspunkt i P5, dvs. de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd (USA, Storbritannien, Kina, Rusland og Frankrig), et P5, hvis sammensætning skal bevares, og hvis rolle som regulerende faktor for verdensfreden skal styrkes.”

Den 3. januar (EIRNS) — Imens året 2022 åbnede, der markerer økonomen og statsmanden Lyndon LaRouches 100-års fødselsdag, rådførte stats- og regeringscheferne for de fem atomvåbenstater, som også er de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd (P5), sig med hinanden, som Helga Zepp-LaRouche har insisteret på, at de må gøre, og udstedte for første gang en erklæring om, at »atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes« (se hele erklæringen nedenunder). Ordene blev brugt af præsidenterne Biden og Putin efter deres videokonference den 7. december 2021; og denne erklæring vil nu være in mente, når USA-Rusland-NATO-forhandlingerne om Ukraine-krisen finder sted den 10.-13. januar.

Men den grundlæggende årsag til optimisme her er ikke så meget ordene i denne erklæring, men at lederne af de fem magter handlede sammen mod global krig. Helga Zepp-LaRouche havde offentligt opfordret dem til at gøre dette for præcis to år siden – den 3. jan. 2020, i den farlige periode efter USA’s mord på den iranske general Qassem Soleimani – og har opfordret dem til det mange gange siden. Den 15. januar 2020, to uger efter Helga LaRouches første appel, opfordrede Ruslands præsident Putin til et P5-statsoverhoved-topmøde for at behandle problemerne med fred, sikkerhed og terrorisme – og han har også gentaget det forslag adskillige gange siden; og hans talsmand understregede i dag, at det stadig er nødvendigt efter denne »aldrig atomkrig«-erklæring.

Allerede i begyndelsen af marts 2020 havde Helga LaRouche identificeret COVID-pandemien – med krav om et moderne sundhedssystem opbygget i alle lande – som den nye betingelse for et sådant stormagtstopmøde. Dette må ske som en nødforanstaltning i Afghanistan sammen med fødevarehjælp og strømforsyningsgarantier for at redde millioner af liv. Det er starten på, gennem fysisk-økonomisk udvikling, det rigtige navn for fred; og det peger på et nyt internationalt kreditsystem, som Franklin Roosevelts Bretton Woods, i stedet for det krakkende kasino, vi har nu. Det er disse missioner, der er unikt tilgængelige gennem det Lyndon LaRouche kaldte »fire-magtsaftalen« mellem USA, Rusland, Kina og Indien. Det gør dagens »P5«-erklæring væsentlig ud over dets ordlyd.

Erklæringen blev offentliggjort samtidigt omkring kl. 11:00 amerikansk østlig tid på alle fem præsidenters/premierministres hjemmesider. »Vi bekræfter, at en atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes,« siger erklæringen. »Da brug af atomvåben ville have vidtrækkende konsekvenser, bekræfter vi også, at atomvåben – så længe de fortsætter med at eksistere – bør tjene defensive formål, afskrække aggression og forhindre krig. Vi er overbevist om, at yderligere spredning af sådanne våben må forhindres«. Dette irettesætter de gale krigshøge som USA’s senator Roger Wicker, der har rejst »muligheden« for et første atomangreb på Rusland i forbindelse med Ukraine.

De fem underskrivere bekræfter også vigtigheden af at imødegå atomare trusler, såvel som deres forpligtelser i forhold til traktaten om ikke-spredning af atomvåben (NPT) og dens forpligtelse til »at føre forhandlinger i god tro om effektive foranstaltninger vedrørende standsning af atomvåbenkapløbet snarligt«. De »bekræfter, at ingen af vores atomvåben er rettet mod hinanden eller mod nogen anden stat«.

De erklærede også: »Vi har til hensigt at fortsætte med at søge bilaterale og multilaterale diplomatiske tilgange for at undgå militære konfrontationer, styrke stabilitet og forudsigelighed, øge den gensidige forståelse og tillid og forhindre et våbenkapløb, der ikke ville gavne nogen og bringe alle i fare. Vi er fast besluttet på at føre en konstruktiv dialog med gensidig respekt og anerkendelse af hinandens sikkerhedsinteresser og bekymringer«.

Det russiske udenrigsministeriums talskvinde, Maria Zakharova, sagde: »Vi håber, at godkendelsen af en sådan politisk erklæring under de nuværende vanskelige forhold for international sikkerhed vil hjælpe med at reducere niveauet af internationale spændinger«. Kreml-talsmand Dmitry Peskov understregede, at Moskva stadig betragtede et topmøde mellem verdens store atommagter som »nødvendigt«. Kinas viceudenrigsminister, Ma Zhaoxu, blev citeret af det officielle nyhedsagentur, Xinhua, at løftet »vil hjælpe med at øge den gensidige tillid og erstatte konkurrence mellem stormagter med koordinering og samarbejde«.

Men det er kun et skridt, som disse nationers ledere skal holdes til. Det transatlantiske bank- og finanssystem er på vej mod hyperinflation og krak. Det, verden absolut har brug for, er en stormagtsforhandlingsproces, som i det mindste også involverer Indien, for at iværksætte et nyt internationalt kreditsystem, der er i stand til at finansiere reel økonomisk udvikling, »TVA-lignende«, gennemgribende udvikling af fattigere regioner (TVA var et statsligt udviklingsagentur i USA til udvikling af Tennessee-dalen under depressionen i 1930’erne –red.), avanceret udvikling af atomkraft, teknologiske fremskridt drevet frem af lynprogrammer inden for rumvidenskab og fusionskraft. Vejlederen og planlæggeren af denne proces, og verdens førende i kampen for den, var Lyndon LaRouche. Dette begynder LaRouches år.

Den 19. december (EIRNS) – I søndags mødtes Ministrenes Råd fra Organisationen for islamisk Samarbejde (OIC) i et ekstraordinært samråd (session) i Pakistan og blev enige om forslag for koordineret humanitær støtte til Afghanistan, samt økonomiske tiltag. Mekanismer for at følge disse til dørs blev fastlagt, således at OIC’s beslutninger kunne realiseres. Mere end 70 delegerede deltog, som repræsenterede medlemslande, gæstenationer, internationale, finansielle og FN-relaterede nødhjælpsagenturer. Med 57 medlemslande er OIC den næststørste sådan organisation efter De forenede Nationer. Men selv med dette, vil det som vil bestemme hvad der sker med den afghanske befolkning og nation, den større omkringliggende region, samt verdenssituationen, være en nødvendig forandring i tilgangen, væk fra den dødelige geopolitik og påbegyndelsen af fælles, positiv handling blandt stormagterne.

Dette blev understreget i fredags – åbningsdagen af det tre dage lange OIC-møde i Islamabad – af Schiller Instituttets præsident, Helga Zepp-LaRouche, som deltog i en diskussion, der blev vist på Pakistans nationale TV, PTV, som nøje fulgte OIC-begivenheden. Hun sagde følgende: »I en vis forstand er det at samle alle internationale kræfter for at hjælpe Afghanistan, efter min mening en af de allervigtigste, historiske missioner. På en vis måde tror jeg, at hele menneskeheden er som en laser, koncentreret om hvad der sker i Afghanistan. Så, jeg vil virkelig håbe, at alle de deltagende og berørte nationer vil fordoble og flerdoble deres anstrengelser for at gøre redningen af Afghanistan til et tema for hele verden, fordi det er det lige nu. Og jeg mener, at alle fremgangsmåder må tages i brug: medier, FN, konferencer. Der bør være et trommeslag, et trommeslag for at vække verdens samvittighed, fordi jeg tror, at dette er en slags bedømmelse af vores evner som menneskehed: er vi i stand til, moralsk, at overleve eller ej?«

Hvad der sker her til aften er, at tilsagn begynder at komme fra OIC-nationer, angående donationernes størrelser, som har til formål at yde den hårdt tiltrængte støtte. Baseret på de første udmeldinger omfatter rammerne for den tildelte bistand flere funktioner. En resolution om, at OIC vil oprette en Humanitær Fond og et Program for Fødevaresikkerhed blev enstemmigt vedtaget. OIC-mødet opfordrede til, at den eksisterende Islamiske organisation for Fødevaresikkerhed (IOFS) arbejder med dette nye Program for Fødevaresikkerhed for Afghanistan, herunder brugen af IOFS-reserver, hvis dette giver mening. Den Humanitære Fond står til at blive operationsklar i løbet af det første kvartal i 2022, under Den islamiske Udviklingsbanks regi.

I Kabul skal den eksisterende OIC-mission styrkes med større logistiske, finansielle og menneskelige ressourcer for at gøre det muligt for den at koordinere operationer med globale agenturer og partnerskaber. Under disse inkluderes de åbenlyse FN-agenturer, fra UNICEF til Verdens Fødevareprogram, samt andre organisationer. En prioritet vil blive lagt på at samarbejde med Verdens Sundhedsorganisation indenfor vacciner og medicinske forsyninger.

Der vil være støtte til de afghanske flygtninge, som er flygtet til nabolande, og til de internt fordrevne i Afghanistan selv. Det vurderes, at 665.000 mennesker er blevet fordrevet blot imellem januar og september 2021, udover de allerede 2,9 millioner fordrevne i deres nation. Kortfattet: 60% af befolkningen på 38 millioner mennesker trues med hungersnød og manglen på livets fornødenheder.

Konferencen bød velkommen til Usbekistans tilbud om, i fællesskab med FN, at skabe et regionalt, logistisk knudepunkt i byen Termez for at håndtere fragten af humanitært materiel til Afghanistan. OIC-mødet godkendte ambassadør Tarig Ali Bakhit Salah, assisterende generalsekretær for humanitære, kulturelle og familiære Anliggender ved OIC-sekretariatet, som OIC’s Særlige Udsendte i Afghanistan for OIC’s Generalsekretær for at koordinere indsatsen og rapportere til OIC.

Det meddeles af AP Pakistan (APP), at der var en indtrængende appel for at bygge storstilede projekter i det multinationale område for at tilvejebringe genopbygning og udvikling. Overordnet set burde dette inkludere energi-, transport- og kommunikationsprojekter. To af disse var TAPI-rørledningen og TAP-ledningen, som skal overføre strøm mellem Turkmenistan, Afghanistan og Pakistan. Diskussionens deltagere henledte opmærksomheden på vigtigheden af  Den økonomiske Samarbejdsorganisations 15. topmøde, som mødtes den 28. november 2021 i Ashgabat i Turkmenistan.

Det andet område af OIC-initiativer, parallelt med arbejdet indenfor humanitær støtte, fødevarehjælp og anti-pandemiske tiltag, er i skabelsen af bank-, kredit- og relaterede rammebetingelser, som skal tjene en genetableret, fungerende økonomi, samt til genopbygning. Ifølge APP vedtog Udenrigsministrenes Råd, at de første forhandlinger, »der skulle frigøre finansielle og bank-relaterede veje for at genoprette likviditet, samt finansiel og humanitær assistance«, burde begynde under vejledningen af OIC’s Generelle Sekretariat og Den islamiske Udviklingsbank. APP tilføjede, at deltagere diskuterede at »udforske realistiske måder, hvorpå Afghanistans finansielle aktiver kunne frigøres«.

Det er her, at en direkte konfrontation kommer ind i billedet med London, Washington D.C. og medsammensvorne, der uberettiget insisterer på at tilbageholde 9,5 milliarder dollars af Afghanistans statsaktiver, som er svært nødvendige for regerings- og økonomiske funktioner. En særlig styg, dobbeltmoralsk offentlighedskampagne finder sted i USA, hvor åbne breve blev offentliggjort i den seneste uge, hvor krokodilletårer blev fældet, og det blev påstået, at nogle af de 9,5 milliarder dollars burde blive frigivet og brugt til »direkte at afhjælpe det afghanske folk«, men kun hvis de kunne overføres direkte til FN og andre agenturer, hverken relateret til Kabul-regeringen eller Taliban. Et af brevene var fra forhenværende militære personligheder, som står i forbindelse med det berygtede Atlantiske Råd, og det andet brev var fra 39 kongresfolk, enten uvidende, blåøjede, korrupte eller alle tre.

Ingen nation eksisterer uden fungerende institutioner. Ingen uafhængighed er mulig uden økonomisk suverænitet. At tilbageholde finansielle midler, eller på uberettiget vis kontrollere beslutningstagningen over benyttelsen af disse, er ensbetydende med at ødelægge en nation. Dette vil fuldføre opgaven gennem folkemord, hvilket 20 år med militær tilstedeværelse og manglen på udvikling ikke var i stand til i Afghanistan. Dette er en moralsk prøve for Vesten.

Hvad de finansielle midler bør bruges til, samt hvad der generelt må gøres i Afghanistan, er præsenteret i et nyudgivet EIR-interview med Dr. Shah Mehrabi, som i 20 år sad i bankbestyrelsen i DA Afghanistan Bank, Afghanistans centralbank.

Vores rolle i at udbrede sådanne politiske tiltag er uundværlig, parallelt med at bringe sandheden om størrelsesordnen af Afghanistans krise, som fuldstændig udelukkes af den transatlantiske presse. Zepp-LaRouches opråb for Operation Ibn Sina, som vil skabe en moderne sundhedsplatform i landet, er en opfordring til at verden agerer. At rette lyset på Afghanistan, og mobilisere for det som må gøres, udbreder forståelse af nødvendigheden for at gøre en ende på grebet fra den imperialistiske udenrigspolitik og det globalistiske finanssystem overalt, som nu bryder sammen og truer med atomkrig.

Helga Zepp-LaRouche afsluttede sine bemærkninger på PTV den 17. december, ved at sammenfatte situationen således: »Så, i en vis forstand tror jeg, at Afghanistans skæbne og menneskehedens skæbne er langt tættere forbundet end de fleste mennesker kan forestille sig.«

Links:

Et EIR-interview med Dr. Shah Mohammad Mehrabi, som sidder i den regerende bestyrelse af Afghanistans centralbank (Da Afghanistan Bank), er blevet offentliggjort i video- og tekstformat. Heri går han i dybden med det, som er nødvendigt for at Afghanistan kan fungere økonomisk. Interviewet har titlen: »Amerikansk politik ’kvæler det afghanske folk’«:

https://schillerinstitute.com/blog/2021/12/18/interview-with-dr-shah-mehrabi-u-s-policy-is-suffocating-the-afghan-people/

Fire repræsentanter for Schiller Instituttet blev interviewet på Pakistans PTV i forbindelse med OIC-konferencen:

Stifteren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, og Hussein Askary:

https://schillerinstitute.com/blog/2021/12/19/pakistan-tv-special-broadcast-on-oic-extraordinary-meeting-on-afghanistan-gets-briefing-from-helga-zepp-larouche-hussein-askary/

Harley Schlanger:

https://youtu.be/_sb7eD5sLdc

Karel Vereycken:

https://www.youtube.com/watch?v=Td7T64hPNq0

Her er introduktionen og inholdsfortegnelsen til LaRouche-organisationens nye hæfte:

24. september (EIRNS) – Alt imens større dele af verden går i en positiv retning – hen imod udvikling og samarbejde – bliver USA hængende i det britiske søle, som det i årtier har rullet rundt i, mens det påtog sig rollen som en ny, enevældig magt hengivet til at bevare overherredømmet gennem alle midler, herunder militær konfrontation, geopolitisk undertrykkelse og økonomiske sanktioner.

Ved de Forenede Nationer forsøgte den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, at få FN’s sikkerhedsråd til at betragte ”klimaforandringer” som en kæmpe, strategisk trussel, men blev irettesat af russiske og indiske diplomater. En af dem svarede: ”At betragte konflikter i fattige dele af verden gennem klimaforandringernes prisme ville kun tjene til at præsentere et skævvredet syn, når grundene for konflikten skulle findes andetsteds”. Blandt disse grunde er det britiske, geopolitiske system, set i fuld flor med skabelsen af AUKUS (”Orkus”) blot et par uger efter tilbagetrækningen af tropper fra Afghanistan efter to årtiers katastrofe. Ved mødet af Quad i Washington i dag, hvor USA, Australien og Japan talte, som var det læst op fra et britisk manuskript, om et ”frit og åbent Indisk Ocean og Stillehav” (dvs. at bekæmpe Kina), understregede Indiens statsminister, Narendra Modi, derimod grunden til Quads stiftelse i 2004 som et svar på den ødelæggende tsunami i december 2004 for at fremme ”velstand og fred” i det Indiske Ocean og Stillehavet gennem indsatser indenfor vacciner, forsyningsveje og teknologi.

Idet USA fortsætter med at deportere haitiske migranter i massevis til Port-au-Prince i en tilstand beskrevet af en haitisk senator som en ”dødslejr”, imens USA provokerer en konflikt med Kina; imens USA fortsætter med at fastholde den finansielle redningsaktion påbegyndt i 2019, opstår spørgsmålet:  vil USA forandre sig? Hvilken form for mission kan inspirere det til at vælge en bedre vej?

LaRouche-Organisationen er fastsat på at omdanne USA, at få det til at bryde med britisk geopolitik og kolonialistisk økonomi, at vende tilbage til dets historiske skabelse som en kraft for det gode , og deres brochure, ”USA’s kommende økonomiske mirakel på den nye Silkevej”, som nu produceres og lægges ud på nettet, er et vigtigt, nyt middel til at opnå dette mål. Indledningen til rapporten følger her:

Indledning: Gør Amerika godt igen

Den 20. januar 1961, ved sin indsættelsestale, da Den kolde Krig var på sit højeste, udtalte John F. Kennedy disse ord til nationen:

”Lad begge sider [USA og Sovjetunionen] søge at påberåbe sig videnskabens vidundere i stedet for dens rædsler. Lad os sammen udforske stjernerne, erobre ørkenen, udrydde sygdom, dykke ned i havets dybder og opmuntre kunsten og handel…

Og hvis samarbejdets forsvarslinje kan skubbe mistænksomhedens jungle tilbage, lad begge sider deltage i at skabe en ny bestræbelse, ikke en ny magtbalance, men en ny, retskaffen verden, hvor de stærke er retfærdige og de svage sikre og freden bevaret…

Nu indkalder trompeten os igen – ikke et opråb til at bære våben, selvom vi har brug for våben; ikke et opråb til kamp, selvom vi er klare til at kæmpe – men et opråb til at bære byrden af tusmørkets lange kamp, år ind og år ud, ’med glæde i håbet, tålmod i trængslen’ – en kamp mod menneskehedens fælles fjender: tyranni, fattigdom, sygdom og krigen selv.

Kan vi igen smede en storslået og global alliance mod disse fjender, nord og syd, øst og vest, som kan sikre et mere fyldestgjort liv for hele menneskeheden? Vil du deltage i denne historiske anstrengelse?

Derfor, mine kære medborgere: spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig – spørg hvad du kan gøre for dit land.

Mine kære medborgere af verden: spørg ikke hvad Amerika vil gøre for dig, men hvad vi i fællesskab kan gøre for menneskehedens frihed.”

Er der, med mordet på Kennedy, også noget som døde i os?

Vi befinder os ikke længere i en kold krig. Hvordan kan det være, at vi befinder os på randen til en atomkrig? Nu, efter at have trukket os ud af Afghanistan, må vi spørge os selv: Hvordan er vi blevet misledt ind i én angrebskrig efter den anden? Hvorfor ”tager vi udenlands i en søgen efter at bekæmpe monstre”? Hvorfor bruger vi billioner på at ødelægge andre nationer i stedet for billioner på at udvikle vores egen? Hvem har overbevist os om, at nationer som Rusland og Kina er vores fjender? Hvorfor frygter vi, at deres udvikling vil være en trussel for vores ”magt”? Hvorfor betragter vi økonomien som et nulsumsspil, hvor ingen kan vinde uden at andre taber? Hvorfor genkender vi ikke Kinas Bælte- og Vejinitiativ som en fortsættelse af vores egen nations mission mod det imperialistiske system? Hvorfor deltager vi ikke i Ruslands, Kinas og andre nationers anstrengelser mod ”menneskehedens fælles fjender”? Det britiske imperium har inficeret vores politiske ”elites” tankegang, og manipuleret den amerikanske befolkning til at betragte de nationer, som historisk set er vores venner, som fjender. De har stjålet den sande amerikanske historie fra os.

Vi har mistet det vi var som en nation. Men vi kan finde det igen. LaRouche-Organisationen håber, og har til hensigt, at genopildne den samme fornemmelse af en historisk mission, som vores grundlæggere havde, at være et tempel for frihed og en ledestjerne for håb imod det britiske imperiums mørke og barbari. Når vi er os selv bringer vi interne forbedringer i den fysiske økonomi og videnskabeligt fremskridt ikke blot til vores nation, men til verden. Vi er gode!

Lyndon LaRouche hengav sit liv til missionen om at gøre en ende på ”tyranni, fattigdom, sygdom og krigen selv”. Yderligere beviste han, at menneskeheden, i modsætning til det kyniske, britiske, malthusianske syn, ikke er en kræftsvulst på planeten, men derimod et kreativt væsen i stand til at løse alle problemer, som vi er konfronteret med.

LaRouches mission var at genetablere dette ophøjede begreb om menneskeheden. Det er vores opgave at fuldføre den.

Historien som blev taget fra dig

Om Lyndon LaRouche

Opbyg en global antimalthusiansk alliance for at gøre en ende på det britiske monarkis ’store genstart’

Hvordan inflation og depression besejres med ’Glass-Steagall’ og udvikling

En verdensmission: Skab produktive arbejdspladser og produktivitet

Fordobling af verdens fødevareproduktion; etabler selvstændigt familielandbrug

Hvad er en infrastrukturplatform?

Hvad er en udviklingskorridor?

Det atomdrevne NAWAPA XXI

Højhastighedstog – forbundethed, produktivitet

Hvordan kraft måles: Energigennemstrømningstæthed

Kernefusion: Fremtidens kraftkilde

Vores mission i rummet: Hvad er en et lynprogram

Vi er i gang med at oversætte nogle afsnit.

Download (PDF, Unknown)

Billede: American flag Jnn13, CC BY-SA 3.0

21. september (EIRNS) – Kinas præsident Xi Jinping holdt den afsluttende tale på den 76. samling i FN's generalforsamling. Under sin tale sagde han: ”Stillet over for de alvorlige COVID-19-chok er vi nødt til at arbejde sammen om at styre den globale udvikling mod en ny fase af afbalanceret, koordineret og inkluderende vækst. Til dette formål vil jeg gerne foreslå et globalt udviklingsinitiativ”.

Ved afslutningen af ​​sin diskussion med den europæiske organisation tirsdag, sagde Helga Zepp-LaRouche: ”Vi er nødt til at optrappe vores interventioner med den kendsgerning in mente, at de fleste lande bevæger sig i en anden retning, samarbejde og ikke militær konfrontation. Det bliver imidlertid helt sikkert en rutsjebanetur forude. Men vi er nødt til at navigere med den klareste strategiske forestilling – at vi må komme ud af det med et nyt paradigme, der skal starte med et globalt sundhedssystem, og dette moderne sundhedsvæsen må begynde med Afghanistan. Så længe vi holder et absolut fokus på dette, tror jeg at vi kan katalysere enhver anstændig person, og det er hvad der må optrappes fra vores side. ”Støtteerklæringerne fra USA’s tidligere militære cheflæger, Jocelyn Elders og David Satcher, til Schiller Instituttets perspektiv for Afghanistan bør nu tages i betragtning ud fra det internationale potentiale for reaktioner på Xi Jinpings tale i går. Forslaget om at Pino Arlacchi skal spille en rolle i forhandlingerne med Afghanistans regering, som en betroet og troværdig højtstående person, der er engageret i udryddelse af narkotikahandel og etablering af en sundhedsplatform for denne nation, bør anbefales, hvor som helst det er muligt.

Vi har faktisk optrappet på vores side. LaRouche-styrkerne har i de sidste 48 timer fået Lyndon LaRouches ideer til at give genlyd i Pakistan, Kina, Frankrig og FN, ud over de forskellige andre steder, hvor organisatorer har gennemført fysiske aktioner i verden eller talt med folk på telefon eller interveneret i forskellige konferencer og forsamlinger. Nogle gange er vi blevet klappet af, undertiden fordømt, men aldrig ignoreret. Den polemiske drivkraft for en ny æra af samarbejde gennem princippet om Modsætningernes Sammenfald, indsat som en strategisk intervention i Afghanistan, er det højere komplekse område af militær strategi, "Paradiso", et magtdomæne, som skabninger, der bor i i geopolitikkens helvede ikke engang kan forestille sig eksisterer.

I et dokument på 637 sider fordømmer en tænketank i Frankrig Schiller Instituttet som involveret i det de kalder "De kinesiske indflydelsesoperationer – et 'machiavellisk øjeblik'. De har ikke set efter i "Machiavellis 'Firenzes Historie'. Det skulle de have gjort. De to kontrasterende taler af Biden og Xi – den ene fra Venedig og den anden fra Firenze – kan ses som de nye bogstøtter i debatten om emnet "udvikling eller affolkning", som den filosofiske sammenslutning, der blev grundlagt af Lyndon LaRouche, nu må drive frem i forgrunden på verdensplan. LaRouche-værket, "Der er ingen grænser for vækst", fra bind I i 'LaRouche Legacy Foundation' er trods alt modpolen til Romklubbens stadig dominerende 'Grænser for vækst' og senere i 1991 'Den første globale revolution'.

Dette er ikke for at falde til niveauet med at identificere USA og Kina som to modstående hold i en fodboldkamp. "Firenze" og "Venedig" refererer her til de aksiomer, der faktisk understøtter livssynet bag de to taler, der blev holdt i går. Præmisserne for Bidens tale er ensbetydende med katastrofe. Præmisserne bag Xis tale definerer en produktiv fremtid for menneskeheden. Vores organisation bør, hvor det er muligt, gennemføre undervisningsforløb om 'Der er ingen grænser for vækst', for at give vores medborgere, især unge, valget til at vælte de aksiomer, de ikke ved de har, så de kan tage et globalt udviklingsinitiativ i form af 'World Health Platform'.

Lyndon LaRouche gav i et interview i 1989 fra sin fængselscelle i Alexandria, Virginia, dette nyttige råd om, hvordan man underviser: "Indenfor viden, indenfor undervisning har man to problemer. Det ene er at få bugt med ren og skær irrationalitet, de fordomme, som folk bringer ind i klasseværelset, osv. og sige, godt, lad os få det på det rene, i det mindste. Lad os give Aristoteles så meget… lad os få din viden bragt på en konsekvent, logisk organiseret form. Og derefter sige: altså, nu ved vi, at dette ikke er sandheden, men det er meget nyttigt at sætte det på denne form, fordi det gør os i stand til at anskueliggøre, hvad vi skal gøre for at korrigere formel viden, for at nå frem til hvad der virkelig er sandheden, osv. Jeg brugte alle slags påfund til at forsøge at få eleverne til at fokusere på dette punkt.

Men min idé om undervisningsforløbet var altid at sætte kursen mod netop det punkt, dvs. at præsentere en ordnet, logisk form for repræsentation af stoffet; påvis derefter paradokser, der opstår af sig selv, selv ud fra den reneste, mest stringente præsentation af dette stofområde, og vis derefter hvad løsningen på paradokset er, og håb på at lyset tænder i elevernes hoved. Og den studerende vil selv kunne indse: ”åh ja! Dette er løsningen”, og have oplevelsen af at skabe løsningen i deres eget sind, så at sige. Hvilket altid er min pædagogik… jeg kan godt lide at undervise på den måde. Jeg ville ikke kunne nyde at undervise under andre omstændigheder".

Dante Alighieris forudsigelse af den tragedie, der ville ramme Firenze, Den guddommelige Komedie, brugte denne sokratiske undervisningsmetode. Dette demonstreres gennem Dantes dialog med Virgil og transformeres sidenhen til den højere dialog med Beatrice om videnskabelige metoder. På denne måde brugte Dante Platons dramatiske metode til at give en løsning, både på den samtidige ulykke, som Dante så rigt beskrev, og til vores egen nutidige. Han placerede ikke kun mange af sine samtidige i de passende områder af deres selvskabte helvede; han instruerede, gennem digteren Virgils forbøn, læseren i, ikke alene hvordan man trin for trin kunne rede sig ud af Infernoet, ind i skærsilden; han demonstrerede også, at sindets magt kan opdage nye fysiske principper, nye grader af frihed, som senere set i Firenze i form af Brunelleschis kuppel.

USA behøver ikke at være dømt til konflikt med Kina på vegne af Orcus, underverdenens gud, og som i øvrigt også var strafforfølger for brudte eder. (Frankrig, bemærk.) Præsident Xi tilbød dette alternativ: ”Vi er nødt til at gribe de historiske muligheder, der er skabt ved den seneste runde af teknologisk revolution og industriel transformation, fordoble indsatsen for at udnytte teknologiske landvindinger for at øge produktiviteten og fremme et åbent, fair, rimeligt og ikke-diskriminerende miljø for udvikling af videnskab og teknologi. Vi bør fremme nye vækstdrivere i tiden efter COVID”. Forslaget er: "Der er ingen grænser for vækst." Hvem vil modsætte sig det, og hvem vil forsvare det? Lad den store debat begynde!

19. september (EIRNS) – Der er et begreb i amerikansk lov kendt som "moralsk anløben ligegyldighed". Det refererer til princippet om, at en person er ansvarlig, strafferetligt, hvis de ser passivt til, imens en uskyldig, sårbar person rammes af en forfærdelig skade. Tilfælde af domsfældelse involverer sædvanligvis en eller nogle få mennesker, der er ligeglade med, om en anden person lever eller dør. Men i dag ser vi moralsk anløben ligegyldighed over for lidelse og død af en massiv størrelsesorden, hvilket kunne forhindres.

På den "humanitære" side ser vi for eksempel de dødelige konsekvenser af at fortsætte de økonomiske sanktioner, som USA nu har over for mere end 30 lande, de fleste i længere perioder, herunder Yemen, Syrien, Venezuela, Cuba med flere. Og den overlagte mangel på økonomisk udvikling fortsætter, mens kredsene inden for City of London/Wall Street regerer.

I Afghanistan betyder et afslag fra amerikanske finansinstitutioner på at ophæve deres indefrysning af landets aktiver en ordre om at lukke landet ned, og forårsager massedød midt i kaosset fra pandemien og hungersnøden.

På den "militære" side ser vi oprettelsen af AUKUS – Australiens, Storbritanniens og USA’s militærblok, en del af bestræbelserne for "Global Britain", som også indvarsler farlige konsekvenser gennem konfrontation mod Kina og Rusland og dødelig oprustning.

Som eksempel på krisen har vi det aktuelle forfærdelige drama med haitianerne og deres land. I dag begyndte de amerikanske myndigheder en omfattende udvisning af haitiske flygtninge fra Texas, og at flyve dem tilbage til Haiti. I weekenden var der mere end 12.000 flygtninge, hovedsageligt haitianere, der slog lejr under og nær den internationale bro i Del Rio, Texas, under elendige forhold, efter at de krydsede Rio Grande fra Ciudad Acuna, Mexico. I dag fløj tre fly 320 migranter tilbage til Port-au-Prince; den 21. september forventes yderligere seks fly at ankomme dertil. Alt i alt er der siden fredag den 17. september blevet flyttet 3.300 migranter fra Del Rio med fly hjem eller til amerikanske flygtningelejre. Om en dag forventes yderligere 3.000 at blive bortvist, og alle migranter fjernet inden næste weekend. Mexico har også til hensigt at begynde deportationer.

Disse migranter er ikke fordrevet alene på grund af jordskælvet, der ramte Haiti den 14. august, men mange af dem flygtede for år tilbage, efter jordskælvet i januar 2010 og i de hårde år siden, uden at deres nation blev opbygget. Cirka 4 millioner mennesker i Haiti ud af deres 10 millioner har brug for mad bare for at overleve, og der er flere nødlidende på andre af øerne og områderne for de 44 millioner mennesker i det caribiske øhav. Læg dertil fordrivelsen og nøden i de kystnære områder fra Venezuela til Mellemamerika. I dag var David Beasley, leder af Verdens Fødevareprogram (VFP), i Falcon State, Venezuela, for at sørge for VFP’s skolemadprojekt for børn, en livline for tusinder her og millioner rundt om i verden. Beasley appellerer om nødfinansiering til VFP i Haiti, Venezuela, Afghanistan og for at lindre og derefter stoppe sult overalt. Det betyder grundlæggende at starte økonomisk udvikling.

Det er moralsk anløben ligegyldighed ikke at forstå dette. "Kan 'Vesten' tage ved lære?" er det relevante spørgsmål, der ligger til grund for erklæringen den 5. september fra Schiller Instituttets formand, Helga Zepp-LaRouche, der har fokus på Afghanistan, og opfordrer til at tage ved lære af den dødbringende fejltagelse med den langvarige krig i Afghanistan. ("Kan 'Vesten' tage ved lære? Hvad Afghanistan har brug for nu! Https://larouchepub.com/pr/2021/20210906_lead-editorial.html") Men hendes spørgsmål gælder generelt. Kan Vesten tage ved lære? Udvikling er navnet på fred. Det er også navnet på stabilitet, retfærdighed, sikkerhed, overlevelse og fremtiden.

I sidste uge, den 14. september, begyndte FN's generalforsamling sin 76. session i New York City, og den generelle debatperiode for diskussioner på højt plan mellem stats- eller regeringschefer eller udenrigsministre løber fra 21.-25. september og den 27. september. Erklæringen fra Zepp-LaRouche vil blive cirkuleret, og endvidere er endnu en erklæring fra Schiller Instituttet på vej. Derudover vil et udkast til et udviklingsprogram for Haiti blive udgivet om 10 dage. Nu er tiden inde til at deltage i mobiliseringen.,

Billede af: Lowlova, CC BY-SA 3.0, via Wikimedia Commons

9. Aug.  (EIRNS) — Reaktionen fra FN's generalsekretær Antonio Guterres på den seneste rapport fra FN's klimapanel er et angreb mod økonomier og levebrød for de fleste nationer i verden; et forsøg på at udstede ordrer til disse nationer, hvilket ikke er del af FN's myndighed og ikke kan tolereres. Denne embedsmand, der er valgt til at søge forsoning af nationer og ikke-indblanding i deres interne anliggender, har i stedet overbragt de brutale ordrer fra finanseliter og regeringer i nogle få udviklede nationer, som gældende for alle andre, især udviklingslandene for hvem disse ordrer påtvinger økonomisk tilbageståenhed, dødsfald og befolkningsreduktion.

"Denne rapport må være dødsstødet for kul og fossile brændstoffer, før de ødelægger vores planet", beordrede Guterres i dag. "Lande bør også afslutte al ny efterforskning og produktion af fossilt brændsel og overføre tilskud fra fossilt brændsel til vedvarende energi" – derfor kræver han også, at atomkraftinvesteringer forbydes. "Som dagens rapport gør det klart, er der ikke tid til forsinkelse og ikke plads til undskyldninger" udtaler denne generalsekretær for, tilsyneladende, BlackRock, Inc., Davos-milliardærerne og prins Charles.

I selve rapporten fra IPCC (Det mellemstatslige panel for klimaændringer), det forhastede arbejde af omkring 200 klimatologer, der har studeret andre forskeres undersøgelser, fremføres nogle forbløffende påstande. Al opvarmning i mere end 2.000 år hævdes at have fundet sted efter 1. Verdenskrig – en "hockeystav-kurve", der allerede blev diskrediteret for 15 år siden. Al denne opvarmning hævdes eftertrykkeligt at være forårsaget af menneskelig aktivitet alene med fossile brændstoffer; ingen naturlig faktor spiller nogen rolle. Fordi opvarmningen er forbundet med højere atmosfæriske CO₂-niveauer, skyldes det disse niveauer. Og klimaændringerne er "irreversible", uoprettelige, og vil – som længe frygtet af IPCC og alle miljøaktivister, overstige temperaturniveauet i 1850 med 1,5° Celsius allerede inden 2030, uanset hvad landene gør. Bare tre eller fire år herefter vil planeten, ifølge Guterres’ tirade, være blevet "ødelagt", medmindre produktionen og industriel brug af fossilt brændsel er blevet elimineret i alle lande, herunder udviklingslandene, for hvem dette vil betyde en ende på håbet om udvikling og en trussel om affolkning.

Denne rapport er et forsøg på, fra kræfter i City of London, Wall Street, Davos og visse centralbankers side, at slå oppositionen til et stort økonomisk tilbageskridt ned, især oppositionen i Kina og Indien, der føler sig ansvarlige for at forsvare behovet for udvikling hos mange andre nationer, men også modstanden fra økonomiske organisationer og lokale samfund i hele USA. De er nødt til at slå ned på modstanden mod det "store spring tilbage", før deres COP26 -miljøtopmøde i Glasgow. Og det står langt fra klart, om Wall Street, London, de kongelige og milliardærerne har evnen til at gøre dette.

Helga Zepp-LaRouches Schiller Institut har holdt internationale konferencer med forskere, der virkelig ved noget om energi, fysisk økonomi og klima. Disse videnskabsfolk ved, at ny og forbedret økonomisk infrastruktur er måden at svare på ændringer i klima og vejr. De forstår, som professor Augustinus Berkhout fra Climate Intelligence (CLINTEL) udtrykker det, at menneskeheden bør forberede sig på en optimistisk fremtid med atomkraft og avancerede atomteknologier, ikke til affolkning og fortvivlelse.

Økonomisk udvikling er en rettighed for nationer og befolkninger og den eneste vej til fred. Schiller Instituttet agter at besejre denne 'Green Deal' fra Davos, som FN’s Guterres så arrogant forsøgte at bringe på banen i dag. Dette ville være et passende næste skridt til videreførelse af Lyndon LaRouches 50-årige kamp mod det finansielle oligarki og for store udviklingsprojekter.

Billede: Antonio Guterres. Kilde: Flickr – CC BY-ND 2.0

Uddrag af Helga Zepp-LaRouches hovedtale (Læs hele talen på engelsk nedenunder):

”Vi afholder denne Schiller Institut-konference med en indtrængende appel til så mange mennesker som muligt, om at hjælpe med at ændre den retning, som den politiske situation har lige nu. Fordi vi i løbet af meget kort tid – meget kortere end nogen sandsynligvis er klar over – er på en kurs mod potentiel udryddelse af civilisationen. Det er ikke klart, hvor den større fare kommer fra; faren for atomkrig, faren for en pandemi, der går ud af kontrol i kombination med en verdensomspændende hungersnød, eller fra en neo-malthusiansk virus, der har plaget hjernen hos så mange mennesker, hvor det ikke er klart, om de er mere ivrige efter at ødelægge industrisamfundet, eller om de er villige instrumenter for den geopolitiske konfrontation med Rusland og Kina.

”Så lad os starte med faren for en atomkrig. Det er ikke kun én udløsende faktor, én strategisk krise. Det er den samlede spænding mellem USA, det såkaldte ”Globalbritannien", NATO, og i stigende grad også Den europæiske Union, og Rusland og Kina. Det bliver så stort, at en hvilken som helst krise rundt om i verden kan blive udløserpunktet. Det kan være en krise med Rusland over Ukraine, der går ud af kontrol, eller med Kina over Taiwan. Det er alarmerende, og det burde skræmme jer alle sammen, at flere og flere mennesker – selv så usandsynlige som Henry Kissinger, der ikke lige har været en ven af ​​vores organisation, som har alt at gøre med det berygtede NSSM-200-, som han skrev, da han var national sikkerhedsrådgiver i 1974 [hvor han krævede befolkningsreduktion i udviklingslande, der har naturrigdomme, som USA har brug for, så de ikke selv gør brug af dem red.]. At han var fjende og modstander af alt, hvad Lyndon LaRouche og hans bevægelse stod for. Men selv Kissinger advarer nu om, at spændingen mellem USA og Kina bliver så altomfattende for hele verden, at den kan føre til et Ragnarok-lignende militært sammenstød, der udrydder menneskeheden i løbet af en begrænset periode. Det sagde han for omkring en uge siden.

”Derefter orienterede chefen for den amerikanske strategiske kommando, admiral Charles Richard, for nylig i februar Pentagon om, at de skulle ændre sandsynligheden for atomkrig fra "ikke sandsynligt" til "meget sandsynligt”. Han gentog dette for nylig foran Kongressen. For bare to dage siden havde New York Times en artikel af Peter Beinart, som sagde, at Biden-politikken over for Taiwan virkelig er hensynsløs, og at vi er meget tæt på krig, primært fordi demokraterne allerede sidste år havde forladt et-Kina-politikken. Biden modtager nu udsendinge fra Taiwan, som han gjorde ved sin indsættelse. Derefter citerer artiklen historikeren Graham Allison, der mener, at der er en fare for en Thukydid-fælde [den konflikt der oftest følger, når en ny magt udfordrer en etableret magts overherredømme – berlingske.dk], som sagde, at folk skal forstå, at Kina ville være mere villig til at gå i krig end at acceptere at miste Taiwan. I lyset af Kinas historie er dette meget sandsynligt. Hvis det ville komme til en sådan krig, i betragtning af at Kina har 39 luftbaser omkring Taiwan regionen, og USA har kun to, ville USA tabe enhver konventionel krig. Hvis USA ville tænke på at bruge atomvåben i regionen, er der fare for, at det vil blive til en global atomkrig…

”Den 21. marts sagde admiral Philip Davidson, lederen af ​​USA’s Indo-Stillehavskommando, at vi skal absolut være parat til at udkæmpe og vinde en sådan krig, hvis konkurrence bliver til konflikt. Derefter udtalte den amerikanske kommandør for Stillehavsflåden, admiral John Aquilino, der vil erstatte admiral Davidson i hans stilling, at vi er meget tættere på en sådan krig end de fleste tror. Og H.R. McMaster, den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver for Trump, sagde, at den farligste tid efter hans opfattelse er perioden mellem Det kinesiske Kommunistpartis kongres senere på året og vinter-OL i Beijing næste år. Så er det virkeligt meget tæt på. Taiwans forsvarsminister har allerede meddelt, at de nu vil masseproducere langtrækkende missiler, der er i stand til at ramme dybt ind i det kinesiske fastland.”

Helga Zepp-LaRouche belyste derefter på samme rystende detaljeret vis den lignende fare for krig over Ukraine; USA's illegale og dødbringende ensidige sanktionspolitik, hvor hun især pegede på Syrien og Yemen; den ødelæggende fødevarekrise, der truer millioner af mennesker, og kraftige stigning i pandemien i Indien, som betyder, at der er en fare for mange nye mutationer.

Hun sluttede således:

”Hvad skal der gøres? Der er en løsning, men det er vigtigt at tage alle disse problemer op samtidigt, for når man har en systemisk krise som den jeg beskriver med disse forskellige elementer, er det ikke nok at løse lidt af den ene og lidt af den anden krise. Man må skabe et helt andet system. Præsident Putin opfordrede i januar 2020 til et hastemøde mellem de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd. Jeg mener, ​​at det er hvad der absolut må ske nu. Et sådant topmøde burde indkaldes på grund af faren for 3. verdenskrig, en pandemi ude af kontrol, en global hungersnød samt risikoen for et sammenbrud af det finansielle system. Det må føre til en øjeblikkelig vedtagelse af følgende program:

”I betragtning af pandemien, er den eneste måde at stoppe den og fremtidige pandemier at skabe et globalt sundhedssystem, der betyder et moderne sundhedsvæsen i hvert enkelt land. For hvis man ikke stopper pandemien i selv det fattigste land på planeten, vil den komme tilbage; der vil være nye varianter, nye mutationer, som i sidste ende kan gøre de vacciner, der allerede er distribueret, forældede. Så vi er i et kapløb med tiden. Vi burde gøre i hvert enkelt land, hvad der blev gjort i Wuhan, da pandemien brød ud. Byg hospitaler! Ingeniørtropper kan gøre det sammen med hjælpeorganisationer. Man bygger et hospital til 1000 mennesker på en uge. Derefter har disse moderne hospitaler brug for veluddannede læger og sygeplejersker. Man har brug for masser af rent vand; to milliarder mennesker i verden har ingen adgang til rent vand. Man har brug for masser af elektricitet; dette kan ikke gøres uden infrastruktur. Så opbygningen af​​ et moderne sundhedssystem i alle lande kan og skal være begyndelsen på at overvinde udviklingslandenes underudvikling for bestandig.

”Vi er nødt til at have et program for at komme global fattigdom til livs, nøjagtigt hvad Franklin D. Roosevelt havde til hensigt, da han opfordrede til etablering af et Bretton Woods-system, hvilket aldrig blev gennemført på grund af hans alt for tidlige død. Men nu har vi brug for lige nøjagtig dette. Det skal starte med en global Glass/Steagall-bankopdeling, som derefter må følges op af oprettelsen af ​​et hamiltonisk nationalt banksystem [baseret på USA’s første finansminister Alexander Hamiltons model] i alle lande. Vi har brug for et kreditsystem, som derefter kan blive til et nyt Bretton Woods-system. Så kan vi finansiere udvidelsen af den Nye Silkevej ind i Sydvestasien. Det er muligheden for at overvinde død og sult i Syrien, Yemen, Afghanistan, og Irak; løsningen er indlysende. Da præsident Xi Jinping var i Saudi-Arabien, Iran og Egypten i 2015, tilbød han at udvide den Nye Silkevej ind i hele regionen. Schiller Instituttet har udarbejdet et omfattende program for hele regionen, der kan vedtages ved et sådant topmøde med FN’s Sikkerhedsråds fem permanente medlemmer. Det vedtages, og så arbejder alle Sydvestasiens store naboer sammen – Rusland, Kina, Indien og USA og de europæiske lande er enige om at samarbejde om genopbygningen af​​ denne region, som er blevet ødelagt af disse endeløse krige. Derefter skal den Nye Silkevej med dette internationale samarbejde, herunder andre lande som Japan, Indien, Sydkorea naturligvis være involveret i genopbygningen af​​ Afrika.

”Vi er nødt til at erstatte geopolitisk konfrontation med et lynprogram for samarbejde om udvikling af fusionskraft, hvor der i den seneste periode er sket store gennembrud…. I stedet for at udvide den geopolitiske konfrontation i rummet, bør vi have internationalt samarbejde om at bygge en landsby på Månen og snart en by på Mars….

Hubble-teleskopet opdagede, at der mindst er to billioner galakser. Jeg vil gerne have, at man virkelig fokuserer på den tanke, og så tænk hvor dumt det ville være, at vi, som en menneskelig art, der er den eneste art, som potentielt kan blive en udødelige art på grund af vores kreative fornuft, ødelægger os selv i en atomar ødelæggelse. Jeg synes, vi skal bestræbe os på ikke at opføre os dummere end dyrene, for der er ingen dyreart, som nogensinde ville udvise en sådan adfærd. Mange tak.

Hele talen på engelsk:

I greet all of you, wherever you may be around the world.

I’m telling you that we are conducting this Schiller Institute conference with an urgent appeal to as many people as possible, to help to change the direction in which the political situation is going right now. Because we are on a course which, in a very short period of time—much shorter than anybody is probably realizing—we are on a course of potential extinction of civilization. It’s not clear where the greater danger comes from—the danger of thermonuclear war, the danger of a pandemic going out of control in combination with a world famine, or with a neo-Malthusian virus which has beset the brains of so many people, where it is not clear if they are more eager to destroy the industrial society, or if they are willing instruments of the geopolitical confrontation against Russia and China.

So, let’s start with the danger of thermonuclear war. It’s not just one trigger point, one strategic crisis. It is the overall tension between the United States, the so-called Global Britain, NATO, and increasingly also the European Union, with Russia and China. It’s becoming so big that any one of the crises around the globe could become the trigger point. It could be a crisis with Russia over Ukraine going out of control, or with China over Taiwan.

It is alarming, and it should alarm all of you that now more and more people—even so unlikely ones like Henry Kissinger, who has been not exactly a friend of our organization, which has everything to do with his infamous NSSM-200 paper which he wrote when he was National Security Advisor in 1974, that he was the enemy and adversary of everything Lyndon LaRouche and his movement stood for. But even Kissinger is now warning that the tension between the United States and China is becoming so all-engulfing for the whole world that it could lead to an Armageddon-like military clash, extinguishing mankind “in a finite period of time.” This he said about a week ago.

Then the commander of the U.S. Strategic Command, Admiral Charles Richard, in February informed the Pentagon that it should change the likelihood of nuclear war from “not likely” to “very likely.” He repeated that in front of the Congress recently.

Just two days ago, the New York Times had an article by one Peter Beinart, who said that the Biden policy towards Taiwan is truly reckless, that we are very close to war, mainly because the Democrats have abandoned the One-China policy already last year. Biden is now receiving envoys from Taiwan, as he did for his inauguration. Then, the article quotes Graham Allison, the historian who thinks that a danger of a Thucydides trap exists, by saying that people have to be clear that China would be more willing to go to war than accept losing Taiwan. In light of the history of China, this is very likely.

If it would come to such a war, given that China has 39 air bases around the region of Taiwan, [and] the United States has only two, the United States would lose any conventional war. If it would think of using regional nuclear weapons, the danger is that it would go into an all-out global nuclear war. I advise those people who don’t think that that is true, to read the papers by Ted Postol over the difference between conventional and thermonuclear war, where it is the logic that once you use one nuclear weapon, all will be used.

View full size

DoE

We are on a course toward potential extinction of civilization—in a time frame much shorter than almost anyone realizes.

And also to listen to what Tulsi Gabbard said recently in an interview with Tucker Carlson, where she said that to have this geopolitical confrontation with Russia is completely crazy. Russia has “thousands of nuclear weapons” which, in a conflict, would hit every U.S. city “in less than 30 minutes.” This would bring about “excruciating death and suffering” over the American people; millions would lose their lives, and “flesh would be burned from their bones.” That would be the end of the world, and this could come much sooner than anybody thinks.

Also, the Australian press is warning that Taiwan may be a trigger for a catastrophic war, and that is not just a question of if, but when, that China has become the enemy for no other reason than it has dared to eclipse the U.S. as the most powerful economy.

On March 21st, Admiral Philip Davidson, the head of the [U.S.] Indo-Pacific Command, said we must be absolutely prepared to fight and win such a war, should competition turn into conflict. Then, the U.S. Pacific Fleet commander, Admiral John Aquilino, who will replace Admiral Davidson in his position, said we are much closer to such a war “than most think.” And [H.R.] McMaster, the former National Security Advisor to Trump basically said the most dangerous time in his view is the period between the Congress of the Chinese Communist Party later this year, and the Winter Olympics in Beijing next year. So, that is, indeed, very close. The Taiwan Defense Minister already announced that they will now mass produce long-range missiles capable of striking deep into the inside of the Chinese mainland.

So, the situation around Taiwan could be the trigger point for a global war. But so could the situation over Ukraine.

Now, with the developments in Ukraine, you had an escalation in the recent years of an incredible demonization of President Putin. But it has nothing to do with Crimea, because as Putin correctly said, if it would not have been Ukraine, they would have found some other reason.

The narrative of what is going on with Russia, Ukraine, Crimea is completely upside-down. It did not start with the so-called annexation of Crimea; it started with the EU Association Agreement for Ukraine at the end of 2013, which was rejected for good reasons. Then, that led quickly to the demonstrations on the Maidan, which escalated into the coup, leading to a Nazi coup, in February 2014. As a consequence of that coup—Victoria Nuland is now again in a position in the State Department—you had the development where the people of Crimea voted to join Russia.

You have right now [U.S. Secretary of State Antony] Blinken and Nuland in Ukraine. This is a very dangerous game, because they’re there to further the building of U.S. bases in Ukraine to support the demand by the Ukrainians to join NATO. That is reaching, then, a point where Putin has recently said that people in the West should not cross red lines, because if it would occur, “the response would be asymmetric, swift, and tough.” Russia is a nuclear superpower, and this could lead, if it would be provoked to answer in such a way, to the annihilation of mankind.

Scott Ritter, who warned that the “weapons of mass destruction” were a fake story in Iraq, recently commented on the DEFENDER-Europe 21 large maneuvers, which are going on right now along the Russian border. He basically said that all that this demonstrates is that NATO is absolutely inferior compared to the Russian troops in a conventional way; that therefore, the danger would be that if it comes to a conflict, it could go nuclear. There was a RAND Corporation study in 2016 entitled War with China; Thinking Through the Unthinkable, in which they basically say it would be better to have the war with China now, than in ten years, because the gap will close and China would probably win such a war later on.

The same RAND Corporation had a study in 2019 called Extending Russia: Competing from Advantageous Ground, which is a 354-page piece in which they describe how one should overextend Russia economically, militarily, and propaganda-wise: Number one, conduct economic warfare. Hinder the oil exports; block export of natural gas; block the construction of pipelines, such as Nord Stream 2; escalate sanctions; escalate the brain drain. Escalate the situation with Ukraine; bring lethal weapons to Ukraine; support the rebels in Syria; topple Lukashenko; increase the cost for Russia in the South Caucasus; go for a color revolution in Moldavia. Discredit the election process in Russia, like [with] Navalny; cause unrest in Russia, go for a color revolution. Put military bombers, missiles at the border to cause permanent stress for Russia. Provoke Russia into a costly arms race. Now, if you listen to that so-called study, you have the exact script for about everything that happened in the last two years.

This conference actually was caused to happen by the urgent appeal by Cardinal [Mario] Zenari from Syria, where he has issued a call saying that as a result of the combination of ten years of war in which the United States was allied with al-Qaeda, al-Nusra, and ISIS—these are my words, not his—which was aimed to topple the legitimate elected government of Syria, the pandemic, and the co-called “Caesar sanctions,” we have now a situation where more than 90% of the Syrian population are below the poverty line.

I just should note that the Caesar sanctions are based on the same kind of fraud as we have seen used as a pretext for all of these endless wars, like the chemical weapons supposedly used by the Syrian government which was a fraud by the White Helmets; or the babies ripped out of incubators [by Iraqi soldiers invading Kuwait] in 1991, which was a lie. Then you had the so-called weapons of mass destruction in Iraq in 2003; the yellowcake from Niger. This was all a complete lie.

Unilateral sanctions such as these Caesar sanctions are, from the standpoint of international law, completely illegal. We will hear about that from Professor Köchler shortly. The only kinds of sanctions which are allowed would be those which are agreed upon by the UN Security Council. Otherwise, unilateral sanctions are a form of warfare, which targets the poor, the old people, the children. It is the idea to drive the pain of the population so high because of lack of food and medicine, that eventually it will cause an uprising and conduct regime change.

Brian O’Toole, who is a senior fellow at the Atlantic Council and a former advisor to the U.S. Treasury, and he worked for the CIA, is an expert in so-called “behavior economics,” He said that this is a strategy to raise the “pain meter”—what an insane expression. For Russia, it would only be 10% of this pain meter, and it would be important to drive it up to 70% by cutting Russia off of SWIFT, the connection to the international financial system, and to cut off Sberbank from financial transactions.

For Syria, a continuation of these Caesar sanctions means the deaths of many thousands, maybe millions of people. But the people who are conducting this say literally, “So what?” I’m not exaggerating! [Former Secretary of State] Madeline Albright said on a “60 Minutes” program with Leslie Stahl, that the half million children who died in Iraq as a result of the sanctions—these were children under the age of 5!—she said, “I think that is a very hard choice, but the price, we think, the price is worth it.”

View full size

FAO/SvenTorfinn

Ravenous locust swarms threaten the food supply of the entire East African region. The UN Food and Agriculture Organization says the crisis is far from over.

David Beasley, the head of the UN World Food Program, just made a documentary about the famine in Yemen, called “Hunger Ward,” which I would urge everybody to watch. He showed how in Yemen, there were little girls with arms as thin as my finger. They had hollow eyes and their skin was like parchment because of the starvation process. But I think Mrs. Albright should have nightmares every single night where each of these 500,000 dying children from Iraq look at her and haunt her, looking at her with their dying eyes, and this would continue until this woman has a human feeling.

The situation is much worse, because according to the UN World Food Program, the new report they published, 2021 Global Report on the Food Crisis, says 55 nations are in extreme need of food. And Syria, because of the sanctions, the war, the depreciation of their pound, there is now a very high number of food-insecure people. The food prices from December 2019 until 2020 increased by 236%.

That means that all together in all of these nations—40 nations—34 million people are in acute danger of starvation in the coming months. Beasley, at the SIPRI—the Stockholm International Peace Research Institute—called on all nations to mobilize urgent support to avert mass deaths of millions of people. Actually, a number of people which is very quickly going to be as much as all of World War II deaths. He mentioned that UN Security Council Resolution 2417 was passed unanimously in 2018, and that resolution states very clearly that hunger cannot be used as a weapon of war. There are, right now, 155 million people in acute food insecurity. These people are in countries like Afghanistan, the Democratic Republic of Congo, Ethiopia, Haiti, northern Nigeria, South Sudan, Sudan, Syria, Yemen, Zimbabwe.

View full size

CC/Mstyslav Chernov

A COVID-19 patient in Chernivtsi, Ukraine, May 4, 2020.

The COVID-19 pandemic in India has already officially caused 238,000 deaths. But according to experts, it is 5 to 10 times higher, because they count only the people who die in hospitals, not the people who die in the countryside. The few planeloads of aid, which are being sent by international countries, is just a drop in the ocean. The head of the African CDC said that they are horrified by looking at India, because most of the vaccinations which came to Africa were produced there, and now with the crisis exploding in India, they are worried that no more vaccine is coming. It is also clear that we are looking at mass deaths in Brazil and many other places.

If you look at this picture as a totality, and that is what we have to do, the chickens are coming home to roost. We are now at the exact point Lyndon LaRouche predicted in 1971 when Nixon destroyed the old Bretton Woods system and went on a course of monetary liberal policies. Lyndon LaRouche at that point said that if you continue on this course, it will come to a point where you are faced with the danger of a new depression, the danger of war, and the danger of a new fascism. My late husband was also absolutely correct when he warned already in 1973 that the IMF conditionalities would mean that new pandemics would come and that would eventually be a total threat to civilization.

The financial system is about to blow. We are looking at a situation where, after the 2008 systemic crisis, nothing was done to remedy the root causes, but just quantitative easing and pumping money by the trillions, and now we are looking at the potential of a hyperinflationary blow-out like it was in Germany in 1923. In 1923, the Reichsbank printed money to pay the war debt and the reparations. First you didn’t see much of it, but then in November 1923, it exploded, and became the complete expropriation of the life work of the people.

Yesterday, Bank of America put out a report saying that we have just a “transitory hyperinflation.” This is visible because all the commodity prices are going up, but this will soon translate to an increase in consumer prices. “A transitory hyperinflation” is as much as being a “little bit pregnant.” However, that hyperinflation is the necessary result of all of this policy of further speculation in the last period, is known to all the big players. And this is the real reason why they are betting to create one last super-bubble by going for the Great Reset, the Great Transformation of the decarbonization of the world economy, the Green New Deal. It is the illusion that if they pump now in the next ten years another $60 trillion into the financial system, that that would somehow save their earnings and their system. But it would just mean a gigantic transfer of wealth again from the poor to the rich.

This is already on the horizon. It’s happening because the EU is implementing the Green New Deal, the Biden administration is doing it. While that only threatens the de-industrialization of the so-called advanced countries, for the developing countries it means mass death on top of the crises I already mentioned. The Indian Energy Minister, Mr. [Raj Kumar] Singh, recently said that the Green deal may be OK for the industrialized nations, but absolutely not for the developing sector. Alone in Africa, 800 million Africans don’t have access to electricity. It would mean—and these are my words now—it would mean an absolutely massive reduction of the population, and it is also clear that this is their intent.

What is to be done? There is a solution, but it is important to take all these problems at once, because when you have a systemic crisis like what I’m describing with these different elements, it is not enough to solve a little of this and a little bit of that crisis. You have to create a completely different system. President Putin, in January 2020, called for an urgent meeting of the Permanent Five Members of the UN Security Council. I think that is what must absolutely happen now. Such a summit should be called because of the danger of World War III, a pandemic out of control, a world famine, the danger of a blow-out of the financial system. It must lead to an immediate implementation of the following program:

Given the pandemic, the only way to stop that and future pandemics, is to create a world health system, which means a modern health system in every single country. Because if you don’t stop the pandemic in even the poorest country on the planet, it will come back; there will be new variants, new strains, which eventually could make obsolete the vaccines which already have been distributed. So, we are in a race against time.

We should do in every single country what was done in Wuhan when the pandemic broke out. Build hospitals! This can be done with the Army Corps of Engineers, with aid organizations. In one week, one can build a hospital for 1,000 people. Then, these modern hospitals need well-educated doctors, nurses. You need lots of clean water; two billion people in the world have no access to clean water. You need lots of electricity; this cannot be done without infrastructure. So, the building of a modern health system in every country can and must be the beginning of overcoming the underdevelopment of the developing countries for good.

We have to have a program of global poverty elimination, exactly as it was intended by Franklin D. Roosevelt when he called for the Bretton Woods [system], which was never implemented because of his untimely death. But now, we need exactly that. It must start with a global Glass-Steagall banking separation which then must be followed by the creation of a Hamiltonian national banking system in every country. We need a credit system which then can become a New Bretton Woods system. Then we can finance the extension of the New Silk Road into Southwest Asia. The possibility to overcome the death and starvation in Syria, Yemen, Afghanistan, Iraq, the solution is obvious. When President Xi Jinping was in Saudi Arabia, Iran, and Egypt in 2015, he offered to extend the New Silk Road into the entire region.

That program, and the Schiller Institute has worked on a comprehensive program for the entire region, can be implemented in such a P-5 UN Security Council meeting. It is agreed, and then all the big neighbors of Southwest Asia—Russia, China, India—all work together and the United States and European nations agree to cooperate in the reconstruction of this region, which has been destroyed by these endless wars. Then, naturally, the New Silk Road with this international cooperation—including other countries like Japan, India, South Korea—should all be involved in the reconstruction of Africa.

We have to replace geopolitical confrontation with a crash program of cooperation for the development of thermonuclear fusion power, where in the recent period, major breakthroughs have occurred. Once we have fusion power, we will have a safe energy source for the whole human population, and we will also tackle the problem of limited raw materials, because you can separate isotopes with the fusion torch procedure and create new raw materials. We have to have international cooperation in space. Rather than extending geopolitical confrontation into space, we should have international cooperation to build a village on the Moon, and soon a city on Mars.

View full size

WEF/Sikarin Fon Thanachaiary

Sarah Al-Amiri, the 34-year-old UAE Minister of State for Advanced Technology and Chair of the UAE Space Agency, inspires the youth of the world with the UAE’s Hope Mars mission. In a TED talk in 2017, she pointed upward, not to single stars, but to the hundreds of billions of galaxies in the universe.

We should listen to the head of the Mars mission and the head of the Space Agency of the United Arab Emirates, Miss Al-Amiri, who already some years ago made a beautiful speech where she stuck her finger in the air like this—please put on the video—people should look at what is at the end of her finger to see what the sky will tell them. Can you put on the video, please?

Sarah Al-Amiri (video): The Hubble Space Telescope was pointed at a region that small [pointing her finger]. And it came up with this image. This image, the dots of light that you see in these images are not stars. They’re galaxies. There are hundreds of billions of stars in each one of those dots in that small region of sky that we look at. [end video]

Zepp-LaRouche: Now, the Hubble Telescope discovered that there are at a minimum 2 trillion galaxies. I would like you to really put your mind on that thought, and then think how stupid it would be that we, as a human species who are the only species which can potentially be the immortal species because of our creative reason, that we would destroy ourselves in a thermonuclear destruction. I think we should have the ambition not to be more stupid than the animals, because there is no animal species which would ever conduct such a behavior. Thank you.

22. april (EIRNS) – Biden og Det hvide Hus fejrede ”Jordens Dag" ved at hive verdenslederne sammen til en fælles diskussion om at begå selvmord, ved at tvinge verden til at deltage i en 'kuldioxid-sultestrejke'. Alt imens EU, Storbritannien og USA forsøgte at overgå hinanden ved muntert at bekendtgøre endnu tidligere datoer for at nå forskellige mål om reduktion af kuldioxidemissioner, insisterede John Kerry på, at selv kulstofneutralitet var for begrænset et mål. Vi bliver nødt til at "suge kuldioxid ud af atmosfæren," informerede han alvorligt sit publikum, der kedede sig.

Mens der kom generelle udsagn om at elske naturen og leve i harmoni med den fra alle deltagere, hvoraf nogle repræsenterer lande, der har ægte forureningsproblemer, med meget reelle sundhedsmæssige virkninger, var der mange der nærede betænkeligheder, da det kom til at sluge den bitre pille. Xi Jinping påpegede, at ansvarsområderne for verdens nationer er "fælles, men differentierede", og fortsatte med temaet for BRICS-nationerne og det 'globale syden', og insisterede på at deres vækst ikke skal ofres for at opfylde klimamål, der er sat op af de transatlantiske nationer.

Xi Jinping talte poetisk om harmonien og balancen mellem mennesket og naturen, men tilføjede at den må følge en tilgang med "folket i centrum", og med fokus på dem der "længes efter et bedre liv". Vi skal følge multinationalisme med udgangspunkt i FN (dvs. ikke i den kunstige "regelbaserede orden", der udgøres af de imperialistiske magter). Vigtigst af alt understregede han, og mange andre med ham, det "fælles, men differentierede ansvar" mellem den avancerede sektor og udviklingssektoren, og han insisterede på, at udviklingslandenes bekymringer skulle imødekommes. Det bemærkes, at 'klimazar' John Kerry, der talte onsdag, opfordrede Kina til at opgive sin hensigt om alene at tillade kulfyret energiproduktion at toppe i 2030'erne. Xi adlød ikke, og sagde at de ville fortsætte med at producere kulfyrede anlæg, som præsenteret i den 14. femårsplan. Denne plan gjorde det klart, at bevægelsen væk fra kul afhænger af udvidelse af atom- og fusionskraft.

Men den egentlig trussel mod fremtiden for befolkningen på denne planet er ikke klimaændringer. Det er atomkrig.

Den ukrainske præsident Zelensky, der sidste år mødtes i timevis med lederen af MI6, insisterer på, at hans nation er parat til at stå op mod Rusland og blive medlem af NATO. Galninge fra amerikanske tænketanke insisterer på at sende yderligere tropper til Ukraine for at imødegå den påståede russiske trussel. Et forpurret kupforsøg i Hviderusland følges op af den amerikanske ambassadørs møde med oppositionslederen i denne nation. En græsk diplomat beder præsident Biden om at forhindre en ny krig ved at deltage i et topmøde med de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd.

Situationen med Taiwan er fortsat intens, med adskillige krigshøge der presser på for yderligere støtte til taiwanesisk uafhængighed, en umulig vej, og langt værre for Taiwan end at bevæge sig hen imod forhandlinger om løsning af forbindelserne på tværs af strædet for at skabe et forenet Kina med stor autonomi til Taiwan.

Hvad der er bestemmende for nødvendigheden af disse militære provokationer, selvmorderiske klimaforanstaltninger og indenlandsk amerikansk fascisme, der er pålagt den kontrollerede pøbel, er det eksploderende transatlantiske finanssystem, hvis udbrud, understøttet af endeløs pengepumpning, behandles euforisk som en periode med enorm vækst. Men da den øverste del af eksplosionen driver finansiering opad, ødelægger detonationen den fysiske økonomi, som virkelige liv afhænger af.

For at vende udviklingen på nuværende tidspunkt må magten tages fra Wall Street, som må sættes under streng kontrol og tillades et helsebringende besøg i konkursretten. National kredit til produktive (læs "anti-grønne") investeringer i videnskab, infrastruktur og produktion kan føre USA – og verden – mod den form for økonomisk paradigme, der stort set gennemføres af Kina for øjeblikket, præget både af det amerikanske systems tidligere succes og den igangværende organisering af Lyndon LaRouche, Helga Zepp-LaRouche og LaRouche-organisationen.

Schiller Instituttets konference den 8. maj vil sætte rammerne for en inspirerende og aktiv diskussion om udstikning af en kurs mod en renæssance for at undslippe krigen, banaliteten og grimheden i en kultur, der, selvom den har opgivet det menneskesyn, som ledte den til fortidens herlighed, insisterer på at opretholde et nu ufortjent overherredømme ved at knuse fremkomsten af andre.

Vi må arbejde på sammen at vokse ud af denne infantile identitet.

Picture credits: Terry Ballard from Merrick, New York, USA, CC BY 2.0, via Wikimedia Commons

29. december 2020 (EIRNS) — Helga Zepp-LaRouche sagde i en diskussion den 28. december med medlemmer af Schiller Instituttet fra USA, Canada, Gambia, Irland, Danmark, Italien og Tyskland, om USA’s udenrigsminister Pompeos sindssyge politik midt i faren for ekstreme internationale spændinger under pandemien, og truslen om en hungersnød af bibelske proportioner, at det var af presserende betydning for præsident Donald Trump at ringe til Rusland og Kina for straks at indkalde til et topmøde blandt de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, som Ruslands præsident Putin opfordrede til i januar i år.

Hun sagde:

»Jeg tror, at præsident Trump, uanset hvad der sker den 6. januar, uanset om han vil være i Det Hvide Hus den 20. januar, kan gøre én ting. Han kunne straks indkalde Rusland og Kina og sige, at på grund af krisen forårsaget af pandemien, på grund af hungersnøden, og på grund af faren for verdensfreden, ønsker han at reagere på Putins tilbud om at afholde topmødet mellem de fem permanente medlemmer i FN’s Sikkerhedsråd, som præsident Putin har opfordret til siden januar. Trump burde sige, at han vil have topmødet med det samme. Og det ville være det allerbedste, han kunne gøre for at imødegå al denne propaganda.

“Jo mere folk ringer til Det Hvide Hus for at foreslå dette, og som udtrykker behovet for topmødet på andre måder, jo bedre. Jeg aner ikke, hvorfor Trump ikke har smidt Pompeo ud. Han er lige som John Bolton på mange af disse spørgsmål. Præsident Trump havde modet til at smide Bolton ud. Det var en af de bedste ting, han nogensinde gjorde.

“Men jeg tror at det, for at omgå disse farer, i denne utroligt komplekse situation, er nødvendigt for præsident Trump til nu at følge op på Putins tilbud om dette topmøde, og mødes med Putin, og Xi Jinping. Dette møde kan ske. Frankrigs præsident Macron har allerede sagt, at han støtter et sådant topmøde, og Boris Johnson har udtalt, at han støtter det. Men de virkelig vigtige mennesker er præsidenterne Trump, Putin og Xi Jinping, som vil gøre forskellen på et sådant møde. Johnson og Macron kunne ikke ødelægge en sådan kombination. Det er den ene ting, som Trump må opfordres til at gøre. Jeg er 100% sikker på, at Rusland og Kina absolut ville støtte det med det samme.”

Den 22. december (EIRNS) — Nils Melzer, FN’s særlige rapportør om tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, har skrevet et åbent brev til præsident Donald Trump og beder ham om at give en benådning til Julian Assange. https://www.ohchr.org/EN/NewsEvents/Pages/DisplayNews.aspx?NewsID=26625&LangID=E

Hans brev lyder:

“Hr. Præsident, Jeg beder Dem i dag respektfuldt om at benåde hr. Julian Assange. Hr. Assange er vilkårligt blevet berøvet sin frihed i de sidste ti år. Dette er en høj pris at betale for at have haft modet til at offentliggøre sandfærdige oplysninger om regeringers embedsmisbrug og forseelser overalt i verden. Jeg besøgte hr. Assange i Belmarsh High Security-fængslet i London med to uafhængige læger, og jeg kan bevidne, at hans helbred er blevet alvorligt forværret, til det punkt hvor hans liv nu er i fare. Hvad der er kritisk er, at Assange lider af en dokumenteret åndedrætssygdom, der gør ham yderst sårbar over for Covid-19-pandemien, der for nylig er brudt ud i fængslet, hvor han sidder inde. Jeg beder Dem om at benåde Mr. Assange, da han ikke er, og har aldrig været en fjende af det amerikanske folk. Hans organisation, WikiLeaks, bekæmper hemmeligholdelse og korruption overalt i verden og handler derfor i offentlig interesse, både for det amerikanske folk og for menneskeheden som helhed.

Jeg beder om det, fordi hr. Assange aldrig har offentliggjort falske oplysninger. Enhver skade på omdømme, der måtte være resultatet af hans publikationer, har ikke årsag i nogen forseelse fra hans side, men i selve det embedsmisbrug, han afslører.

Jeg beder om det, fordi Mr. Assange ikke har hacket eller stjålet nogen af de oplysninger, han offentliggjorde. Han har fået det fra autentiske dokumenter og kilder, på samme måde som alle andre seriøse og uafhængige efterforskningsjournalister udfører deres arbejde. Selvom vi personligt kan være enige eller uenige i deres publikationer, kan de helt klart ikke betragtes som forbrydelser.

Jeg beder om det, fordi retsforfølgelse af hr. Assange for offentliggørelse af sandfærdige oplysninger om alvorlige officielle forseelser, hvad enten det er i Amerika eller andre steder, ville betyde at “skyde budbringeren”, i stedet for at rette op på det problem han afslører. Dette ville være uforeneligt med kerneværdierne for retfærdighed, retsstatsprincippet og pressefrihed, som det afspejles i den amerikanske forfatning og internationale menneskerettighedsaftaler ratificeret af USA.

Jeg beder om, fordi De, hr. Præsident, har lovet at forfølge en dagsorden for bekæmpelse af uredelig regeringsførelse og korruption; og fordi det at lade retsforfølgelsen af hr. Assange fortsætte ville betyde, at fortælle sandheden om sådan korruption og embedsmisbrug, under Deres myndighed, er blevet en forbrydelse.

Ved at benåde hr. Assange, ville De, hr. Præsident, sende et klart budskab om retfærdighed, sandhed og medmenneskelighed til det amerikanske folk og til verden.
De ville rehabilitere en modig mand, der har lidt under uretfærdighed, forfølgelse og ydmygelse i mere end et årti, simpelthen fordi han talte sandheden.

Sidst, men ikke mindst, ville De give hr. Assanges to unge sønner den kærlige far tilbage, som de har brug for og ser op til. De vil også forsikre disse børn, og gennem dem alle verdens børn, om at der ikke er noget galt ved at fortælle sandheden, men at det er den rigtige ting at gøre; at det er hæderligt at kæmpe for retfærdighed, og at det faktisk er de værdier, som Amerika og verden står for.

Af disse grunde appellerer jeg med respekt til Dem om at benåde Julian Assange. Uanset hvad vores personlige synspunkter og sympatier måtte være, mener jeg, at denne mands uretfærdige lidelse skal ophøre nu efter et årti med forfølgelse. Brug Deres ret til benådning til at rette op på de uretfærdigheder, der er påført Julian Assange, for at afslutte hans uretfærdige prøvelser og genforene ham med sin familie!

Jeg takker Dem med respekt for at overveje denne appel med fremsynethed, generøsitet og medfølelse. Accepter venligst, hr. Præsident, forsikringerne om min højeste agtelse”.

Billede: Julian Assange. Credits: Espen Moe, CC BY 2.0 , via Wikimedia Commons

Skriv under her.

Kombinationen af kriser, som vi står over for nu, har nået sådanne hidtil usete proportioner, at det ser ud til at overskride de psykologiske grænser for hvad, der er tåleligt. Sundhedseksperter overalt i verden advarer om, at det kan tage yderligere ni måneder, før alle nationer kan blive forsynes med en vaccine – og selv da vil tilgængeligheden ikke være garanteret. I mellemtiden kan yderligere en million mennesker miste deres liv på grund af COVID-19.

Men et langt større antal liv er truet af den hungersnød, der nu breder sig i udviklingslandene som et resultat af nedgangen i landbruget og sammenbruddet af den såkaldte uformelle sektor af økonomien. Mange lande er allerede destabiliseret af eksisterende sociale spændinger, som pandemien nu har forværret. Denne dynamik kan muligvis vokse massivt i de kommende måneder.

Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) har rapporteret et kæmpe fald på 10,7% i den globale arbejdsindkomst i de første ni måneder af indeværende år, hvilket beløber sig til 3,5 billioner dollars, og et tab på op til 500 millioner arbejdspladser ved årets udgang. I de avancerede økonomier er konkurser, kortere arbejdstid og afskedigelser – der truer så mange på deres eksistens – i det mindste midlertidigt afbødet af regeringers nødhjælpsprogrammer. Men de fleste udviklingslande er totalt ude af stand til at finansiere lignende programmer. I lande med de såkaldte “lavere mellemindkomster” udgjorde indkomsttabet 23,3% i andet kvartal og 15,6% i tredje kvartal, og prognoserne for det fjerde er langt mere pessimistiske.

I betragtning af at mere end halvdelen af befolkningen i afrikanske lande syd for Sahara, selv før COVID-19 brød ud, ikke havde en velafbalanceret og tilstrækkelig næring, er nyheden fra Vice.com om, at fødevarepriser i hele Afrika er steget med 250%, virkelig katastrofal. Som lederen af Verdensfødevareprogrammet (WFP), David Beasley, nu i flere måneder har advaret om, truer en hungersnød af “bibelske dimensioner” med at dræbe op til 300.000 mennesker om dagen. Phillip Tsokolibane, Schiller Instituttets samarbejdspartner i Sydafrika, har udsendt en presserende appel om en international mobilisering for at bekæmpe sult i Afrika. “Det er ikke et spørgsmål om, hvad der vil ske – DET FINDER STED allerede”.

Det er klart, at stillet over for en sådan tragedie, er det kun regeringer, der arbejder sammen, der kan gennemføre de nødprogrammer, som er nødvendige for at redde mange millioner menneskers liv. Desværre har de sidste måneder vist, at det er geopolitisk konfrontation med Rusland og Kina, som står på Vestens dagsorden og ikke samarbejde; og for blot at nævne et eksempel om de 5 milliarder dollars, som WFP akut har brug for, så har den kun modtaget 750 millioner. Hvad kan der gøres? Skal vi bare se passivt til, at tragedien udspiller sig foran vores øjne?

Som svar på den mørke tidsalder i det 14. århundrede, der var præget af katastrofer svarende til nutidens, udviklede Nicholas af Cusa, den store tænker i det 15. århundrede, og opfinderen af moderne videnskab og den suveræne nationalstat, en ny metode til tænkning, Coincidentia Oppositorum, modsætningernes sammenfald, der, som han understregede, repræsenterede en helt ny tilgang til problemløsning. Det var idéen om, at det menneskelige sind – i skaberens levende billede – er i stand til at definere det højere niveau, hvor alle tilsyneladende uløselige modsætninger kan løses. Ifølge Nicholas er det menneskelige sind i stand til at tænke som ‘den ene’, som besidder en højere magt end ‘de mange’. På samme måde observerede Albert Einstein, at problemer ikke kan løses på det samme niveau, som de opstod på.

Sankt Nikolaus Hospital, Cusanusstift, Bernkastel-Kues, Rhineland Palatinate, Tyskland

Tænkning i henhold til ‘modsætningernes sammenfald’ er den metode, der må anvendes til at løse den krise, som truer hele menneskeheden i dag. Vi er nødt til at definere en løsning, der imødekommer de relevante individer og interessegruppers eksistentielle behov på lige fod. Denne tilgang er konkret brugbar med hensyn til pandemien.

Det er denne verdens unge mennesker, hvis fremtid mest er truet af kombinationen af pandemien og den økonomiske krise, skønt de på ingen måde var ansvarlige for dem. Derfor er vi nødt til at udvikle fremtidsprospekter for dem, som både løser det egentlige problem og giver dem en konkret opgave. Vi vil kun være i stand til at navigere i COVID-19-pandemien, og lignende fremtidige pandemier, hvis der etableres et moderne sundhedsprogram i hvert eneste land i verden; programmer, som i princippet svarer til Hill-Burton-standarden i USA, de tyske og franske sundhedssystemer, før de blev privatiseret, eller det system, der viste sig så vellykket i Wuhan, Kina.

Det første skridt i denne retning kunne tages ved at oprette partnerskaber mellem eksempelvis universitetsklinikker, hospitaler og medicinske fakulteter i USA og europæiske lande og lignende institutioner i Afrika. For at opbygge et moderne sundhedssystem er der ikke alene behov for medicinsk kapacitet såsom hospitaler, infrastruktur, vand, elektricitet osv., Men også et stort antal veluddannet medicinsk personale.

I denne henseende bør sådanne partnerskaber uddanne unge i USA, Europa og afrikanske lande, hvoraf nogle er arbejdsløse, til, for det første, at blive medicinske assistenter og derefter medicinsk personale efter Roosevelts model, Civilian Conservation Corps (CCC). Det allerførste skridt er at uddanne unge, så de kan indsættes i samfundene eller landsbyerne og demonstrere de folkesundhedsforanstaltninger for befolkningerne, der er nødvendige for at bekæmpe pandemien. I Tuskegee (Alabama), Tennessee, St. Louis (Missouri) og andre steder i USA er der allerede et sådant samarbejde med lokale institutioner, som også involverer klinikker og lokale politistyrker i de forskellige tillidsskabende foranstaltninger, såsom hjemmebesøg, hvilket er af ekstraordinær betydning i betragtning af befolkningens generelle usikkerhed og (ofte omfattende) kampagner mod at bære masker, afvisning af vacciner osv.

I de afrikanske partnerskabsprojekter kræver fælles træning og indsættelse af amerikanske og europæiske ungdomshjælpere med afrikanske unge også tillidsskabende foranstaltninger, der kan udføres af medicinsk personale såvel som repræsentanter for kirker eller katastrofe-hjælpeorganisationer. Sådanne programmer skal først fokusere på distribution af medicinske forsyninger og let transportable fødevarer, såsom mælkepulver, tørret og konserveret kød osv.; og derefter udvides hurtigst muligt til at omfatte uddannelse i opbygning af infrastruktur, landbrug og industrielle projekter.

I de sociale brændpunkter i amerikanske byer eller europæiske forstæder, hvor voldelige gadekampe af forskellige årsager har fundet sted for nyligt, og hvor unge udsættes for en lang række af farer, såsom stoffer, alkohol, bandekriminalitet, internetafhængighed og en fornedrende modkultur, ville sådanne uddannelsesmuligheder være det alternativ, de behøver for at finde en socialt påkrævet og fremtidsorienteret opgave. I USA ville en sådan kreativ ikke-voldelig direkte handling følge i den historiske tradition af Dr. Martin Luther King, Jr’s borgerrettighedsbevægelse. Det skal huskes, at Amelia Boynton Robinson, borgerrettighedsaktivisten, der bragte Dr. King til Selma, Alabama, og som blev tævet af politiet og efterladt til at dø på Edmund Pettus-broen under den berygtede “Bloody Sunday” i marts 1965, var vicepræsident for Schiller Instituttet i 25 år.

Dette er ikke stedet at diskutere kompleksiteten af de sociale brændpunkter, det være sig i de amerikanske byer, hvor vold er brudt ud, især i kølvandet på mordet på afroamerikaneren George Floyd, eller i de franske forstæder, hvor virkningerne af pandemien dramatisk har forværret den mangeårige sociale uro. Selvom disse sociale konflikter utvivlsomt er instrumenteret af visse kræfter til deres egne politiske formål, er det ikke desto mindre presserende at fjerne de reelle årsager til den unge generationers fortvivlelse og rodløshed. En sådan grunduddannelse til medicinsk assistent kunne i mange tilfælde være udgangspunktet for yderligere faglig uddannelse som sygeplejerske, læge eller medicinsk videnskabsmand.

I dette øjeblik med ekstrem polarisering og vold på gaden vil en ”Komité for Modsætningernes Sammenfald’ også kunne genetablere en forbindelse til Mahatma Gandhi’s ikke-voldelige tradition, der besejrede det Britiske Imperium i Indien; denne metode, samt Dr. Martin Luther King, Jr’s borgerrettighedsbevægelse, var i stand til at bringe ellers helt modsatte politiske kræfter sammen i direkte civile aktioner.

Denne komité skal samle mennesker med forskellige kvalifikationer, der gennem et, i første omgang, mindre men veludformet eksempel kan demonstrere, hvordan man skal tackle problemet på en sådan måde, at det også kan bruges som et pilotprojekt for storstilede regeringsprogrammer, der forhåbentlig vil følge efter inden for kort tid.

Alt imens det haster med at uddanne nok medicinsk personale over hele verden til at opbygge et verdenssundhedssystem, må det gå hånd i hånd med at overvinde sultpandemien. Det er en forbrydelse mod menneskeheden, at mange millioner mennesker i udviklingslandene (bogstaveligt talt) er i fare for sulte, som et resultat af fødevaremanglen, massivt forstærket af pandemien, (en af de mest ulidelige former for død, ifølge tidligere FN-kommissær for menneskerettigheder Jean Ziegler), alt imens landmændene i USA og Europa kæmper for deres økonomiske overlevelse. Nogle har været nødt til at slå deres besætninger ned, fordi kartellerne har skabt slavelignende forhold i kødforarbejdningsindustrien, hvilket førte til den gentagne fremkomst af COVID-19-udbrud. Det er også uacceptabelt, at landmændene, der producerer vital næring for hele samfundet, drives til konkurs af bankerne og kartellernes maksimale profitpolitik og af ideologiske, såkaldte “grønne” begrænsninger.

Repræsentanter for landmændene bør derfor slutte sig til disse medicinske teams for at organisere nødhjælp med passende fødevarer til krisezoner og begynde at træne andre unge mennesker i at udvikle landbrugskapaciteten i udviklingslandene. Sammen med afrikanske landmænd kunne de begynde at etablere moderne landbrug, hvilket naturligvis kræver udvikling af infrastruktur, vand- og elforsyning osv. Der er entusiastiske unge og ældre landmænd i USA, Tyskland, Frankrig eller Italien, der, i en sådan krisesituation, ville betragte det som en del af deres mission i livet at hjælpe med at overvinde en hidtil uset nødsituation med et sådant program.

USA og Europa har brug for en sammenslutning af pensionerede medicinske arbejdere, berørte enkeltpersoner og sociale og religiøse organisationer, der arbejder sammen [i regi af] denne komité for at etablere dette uddannelsesprojekt. En del af deres opgave er også at rejse de donationer, der kræves fra internationale og mellemstore virksomheder, fra bestyrelsesmedlemmer, der ikke kun forstår, at disse projekter er en humanitær nødvendighed, men at det også er i deres egen interesse at opretholde en bæredygtig verden.

Så snart disse projekter antager konkret form, vil de udløse den form for entusiasme, som alle store pionerprojekter kan generere, på trods af situationens alvor, og de vil give fremtidsudsigter til mange unge, der ellers ville blive trukket ind i sociale oprør og voldelige aktiviteter.

Som nævnt kan et sådant privat initiativ (direkte civil aktion) i Mahatma Gandhis tradition for ikkevoldelige handlinger og Dr. Martin Luther King, Jr. ikke i sig selv løse den gigantiske udfordring, der ligger foran os. Men det kan give et praktisk eksempel på, hvordan mennesker med god vilje kan gribe ind i en ellers desperat situation og pege i retning af den nødvendige løsning. Disse konkrete eksempler vil derefter tilskynde regeringer, eller lægge pres på dem, til at gå sammen og gennem et nyt kreditsystem skabe rammerne for permanent at overvinde underudviklingen i udviklingslandene.

På den måde ville Nicholas of Cusas idé om, at en løsning kan findes på et højere niveau, der tager hensyn til alle de involveredes interesser, finde en konkret anvendelse i dag. Dette initiativ vil bidrage til kampen mod pandemien, det vil definere en meningsfuld opgave for unge mennesker, og det vil hjælpe med at forbedre akutte nødsituationer i økonomisk ugunstigt stillede regioner i USA og Europa samt afrikanske lande. Det vil også fremhæve landbrugets vitale betydning under en hungersnød og redde folk fra at sulte. I en situation, hvor mange mennesker føler sig magtesløse over for århundredets katastrofe, vil komitéen give hvert enkelt menneske mulighed for at bidrage med noget for at overvinde krisen.

Skriv under her.

Billede: Gerd Altmann fra Pixabay

Okt. 20 (EIRNS) – Afsløringerne fra Hunter Bidens e-mails har sprængt det i forvejen spinkle forsøg på at dække over den paniske indsats fra Biden-kampagnen for at komme igennem valget uden, at flertallet af den amerikanske befolkning får kendskab til hans kriminelle opførsel. Hans mafioso-svindelforetagende – dvs. Obamas politiske maskine og dens bagmænd i City of London, Wall Street, medierne og det militærindustrielle kompleks – har skjult sig bag Russiagate-‘skrønen’ hver gang en flig af sandheden er kommet op til overfladen. Men denne gang er det en fuld tilståelse af de kriminelle, med deres egne ord. Som Hunter fortalte sin datter: “Rolig, i modsætning til fatter, vil jeg ikke forlange, at du skal give mig halvdelen af din løn.” Denne “løn” var selvfølgelig de millioner han modtog for hemmelige positioner og aftaler om at købe indflydelse hos sin far, positioner, som derefter blev beskyttet af hans far, som i Joes berømte krav om, at anklageren, der efterforskede Hunters ‘tag selv bord’ ved Burisma blev fyret, hvis ikke Ukraine skulle miste en milliard dollars i hjælp fra USA.

Og dog kan dette kriminelle foretagende, inklusive Obamas håndlangere, John Brennan og James Clapper, ikke bare give op, så de skubber nu løgnen langt ud over ethvert niveau af troværdighed. Et brev underskrevet af dem begge – og et par dusin andre, overvejende Obama-efterretningsoperatører – blev frigivet i dag, hvori det hævdes, at “laptop-operationen” (som de kalder den), baseret på deres indgående erfaring, “har alle de klassiske kendetegn for en russisk misinformationsoperation”. De indrømmer, at de ikke har nogen idé om, hvorvidt e-mails’ene er ægte eller ej, og at “vi ikke har bevis for russisk involvering,” men – hallo – hvem har brug for bevis? Det havde vi ikke førhen, hvor vi i fire år holdt svindlen i gang! Når alt kommer til alt, skriver de, er dette “i overensstemmelse med russiske målsætninger… at skabe politisk kaos i USA og at uddybe politiske splittelser her, men også at underminere den tidligere vicepræsident Bidens kandidatur, og derved hjælpe præsident Trumps kandidatur”.

Men præsident Donald Trump har nu en mand i spidsen for efterretningstjenesterne, som han kan stole på, direktør for den Nationale Efterretningstjeneste, John Ratcliffe, der har bekræftet, at den bærbare computer og e-mails er autentiske (hvorefter Obama-holdet erklærede, at Ratcliffe “ikke er en troværdig stemme”, og, hævder de, “har overtrådt adskillige hovedregler” indenfor efterretningssamfundet – dvs. aldrig at fortælle sandheden). Hverken Joe eller Hunter Biden har benægtet, at den bærbare computer var Hunters, eller at indholdet er autentisk. Den kognitivt udfordrede præsidentkandidat, meddelte mandag morgen, hektisk for at undgå at blive udspurgt om det, at han går i skjul i fire dage, og ikke agter at vove sig ud af sin kælder før debatten torsdag aften – og bliv ikke overrasket, hvis de finder en måde at aflyse debatten.

Som reaktion på Hunter Biden-historien, samt Facebook og Twitters paniske indsats for at censurere historien fra det amerikanske folk, optrådte LaRouchePAC’s venner, William Binney og Kirk Wiebe, de whistleblowers fra NSA der afslørede den russiske løgn, om at Rusland hackede DNC, i dag i en 90-minutters LaRouchePAC-pressebegivenhed og advarede om, at ” ‘We Are Now in a Civil War’ (With Regard to the Hunter Biden Censorship)” (vi befinder os nu i en borgerkrig – i forhold til Hunter Biden-censuren).

I mellemtiden kører Trump derudaf på alle cylindre og afholder to stævner hver dag for titusinder af entusiastiske tilhængere og derudover to eller flere presseinterviews. Han har krævet, at justitsminister Barr indleder en undersøgelse af de åbenlyse beviser for, at Joe og hans søn har ledet en “kriminel virksomhed” i årevis – og at sandheden skal præsenteres for det amerikanske folk inden valget.

Trump er også fuldt engageret på den ekstremt farlige udenrigspolitiske front. Han har udsendt præsidentielle hjælpere – ikke drengene fra Pompeos udenrigsministerium – til Damaskus fire gange i den seneste periode på en mission, der er hemmelig, men klart er rettet mod at nå hans ofte erklærede intention om at få det amerikanske militær trukket ud derfra, ligesom han også har krævet, at tropperne i Afghanistan vil være ude inden jul.

Det blev også meddelt i dag, at Rusland og USA har nået til enighed om at udvide den nye strategiske våbenreduktions-traktat START med endnu et år, for at give tid til at forhandle om en ny aftale, der dækker de nye våbensystemer, der er udviklet af russerne og er under udvikling i USA. Et nyt atomvåbenkapløb er blevet undgået for indeværende.

Pompeo har fortsat sin psykotiske kampagne for at dæmonisere Rusland og Kina, helt op til randen af krig, hvor vi står i dag. Ruslands faste vicerepræsentant ved FN, Dmitry Polyanskiy latterliggjorde Pompeos gennemskuelige stunt med at erklære, at USA ensidigt kan tilsidesætte FN’s Sikkerhedsråd ved at genindføre de udløbne sanktioner mod Iran. “Stop med at ydmyge USA i denne meningsløse indsats!” skrev Polyanskiy på Twitter. “Gør USA respekteret igen!”

I mellemtiden talte Trumps ven David Beasley, administrerende direktør for FN’s Verdensfødevareprogram på et hastemøde i Danmark om den igangværende hungersnød i Sahel – hungersnød har, ifølge Beasleys rapportering, kostet 7 millioner menneskeliv allerede i år rundt omkring i verden, og truer med at dræbe mange gange dette antal, medmindre der foretages øjeblikkelig handling. Præsident Trump har fokuseret sin udenrigspolitik på udvikling – genoplivet Amerikas støtte til atomkraft verden over, og gjort brug af ‘International Development Finance Corporation’, som han etablerede i 2019 til at finansiere reelle udviklingsprojekter for amerikanske virksomheder i udlandet. Forslaget fra Schiller Instituttet om at søsætte et omfattende projekt for fødevareleverancer, der bruger amerikanske landmænd og det amerikanske militær som kernen i en international mobilisering for at stoppe hungersnød og redde millioner af liv, er en idé, som Trump og Beasley kunne iværksætte så godt som øjeblikkeligt for at inspirere verden til at indlede det massive internationale samarbejde, der kræves for at afslutte det nuværende kaos og bevæge os ind i et nyt paradigme for menneskeheden.

København, 19. oktober 2020 (EIRNS) – David Beasley, den administrerende direktør for FN’s Verdensfødevareprogram (WFP) var i dag gæstetaler på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), sammen med Danmarks minister for udviklingssamarbejde og en forsker fra DIIS.
Hans besøg i København, 10 dage efter det blev meddelt at WFP er modtager af dette års Nobels fredspris, er formentlig i forbindelse med FN’s kontor for samordning af humanitær
Hjælps højtstående møde om Sahel-regionen i morgen.

Den timelange begivenhed med titlen “Fødevarebistand – fredsskabende eller konfliktforlængende?” kan findes her: https://www.diis.dk/en/node/24287

Schiller Instituttet intervenerede ved at sende Phillip Tsokolibanes to udtalelser, et link til Helgas video om den nødvendige Afrika-mobilisering samt Marcia Bakers tale fra i lørdags til parlamentarikere, den danske presse og alle ambassader. En aktivist placerede vores flyveblade med de fleste af disse udsagn i området foran mødet.

Mødets hovedtema var, at fødevaresikkerhed er nødvendig for at skabe fred, og sikre at millioner af mennesker ikke dør af sult.

Her er en beskrivelse af en del af mødet:

Beasley begyndte med at sige, at det at modtage Nobels fredspris er større end Verdensfødevareprogrammet. Verden står ved en skillevej. Dette kan hjælpe til med at igangsætte, hvad der må gøres for at imødegå de næste 12-18 måneder. Det kræver noget storslået.
Han var i Sahel, i blandt sult og krig, da han fik nyheden om fredsprisen. Han har brugt de sidste tre år på at slå til lyd for situationen i områder som Sahel, Syrien, Irak, Yemen og Etiopien. 60% af al sult opstår i konfliktområder, og 80% af WFP’s hjælp går til krigszoner. Hvis der ikke er nogen fødevaresikkerhed, vil der ikke være fred.
Om ikke andet, så må ledere indse, at deres egen nationale sikkerhed står på spil.
Vi har brug for et integreret modsvar. Vi er på Titanic med isbjerge forude, og folk er bekymrede over en revnet flise i badeværelset. Der bruges ikke nok penge på at løse problemet. Indse at det er billigere at løse det i risikolandene, end at vente på migrationsbølgerne.

Udviklingsminister Rasmus Prehn understregede, at fred og forebyggelse af sult hænger sammen. Vi er ikke kun nødt til at uddele mad, men må give folk færdighederne og muligheden for at dyrke deres egen mad. Vi kan ikke acceptere, at folk sulter. Deres infrastruktur fungerer ikke. Han bekendtgjorde Sahel-donorkonferencen i København i morgen. Det danske folk vil gøre deres del.
Til spørgsmålet om problemet med international solidaritet sagde Beasley, at han hjalp til med at få øget det amerikanske bidrag til WFP fra 1,9 milliarder $ i 2016 til 3,4 milliarder. Det største problem med fundraising fra verdens ledere er, at medierne kun er fokuseret på Brexit og Trump, eller nu COVID og Trump. Men han taler til dem på en oprigtig måde med autoritet baseret på hans kendskab til situationen.
500 millioner mennesker bor i destabiliserede områder fra Sahel til Mellemøsten. Man er nødt til at starte et sted og løse en situation ad gange, for eksempel Syrien eller Yemen, og derefter gå videre til den næste. Vi kan eliminere sult, hvis vi stopper konflikterne. Jeg taler fortroligt med de involverede parter for at stoppe konflikterne.
Vi bruger mad som et fredsvåben. Jeg fortalte studieværten på “60 Minutes”, da showet var ved at slutte, at hver aften når jeg går i seng, tænker jeg på de børn, vi ikke kan give mad, fordi vi ikke har midlerne. Vi beslutter, hvem der skal leve, og hvem der skal dø. Disse mennesker lever fra hånd til mund i den uformelle økonomi. 130-170 millioner mennesker lever i alvorlig fødevareusikkerhed. Verden står på spil. Vi er nødt til at opbygge et nyt system for at ændre dynamikken. For 200 år siden levede 94% af befolkningen i fattigdom. Vi er nødt til at udrydde fattigdom for de resterende 10%.

Her er erklæringen fra FN’s kontor for samordning af humanitær Hjælp om det højtstående humanitære møde om Sahel:

Danmarks regering er i partnerskab med den tyske regering, EU og FN vært for en humanitær begivenhed på højt plan om det centrale Sahel.
Begivenheden omfatter et ministermøde tirsdag den 20. oktober 2020, som skal følge op på et virtuelt møde blandt højtstående embedsmænd, der fandt sted den 8. september, og som fokuserede på praktiske erfaringer og fremadrettede planer vedrørende humanitære indsatser, udvikling og fredsbestræbelser, herunder med særlig opmærksomhed på indvirkningen og konsekvenser af COVID-19. (MR)

Mit navn er Ramasimong Phillip Tsokolibane. Jeg er leder af LaRouche-bevægelsen i Sydafrika. Jeg fremsætter ikke denne presserende appel som borger i mit land, men som talsmand for alle dem der nu sulter, eller snart vil sulte, i Afrika, og som ikke har nogen til at tale på deres vegne.

Lige nu sulter mange millioner af mine afrikanske landsmænd. De sulter takket være en bevidst fremtvungen underudvikling af mit kontinent – håndhævet af det britiske imperiums neokoloniale magt, der agerer gennem den økonomiske magt fra City of London og Wall Street – i kombination med både en global pandemi og græshoppeplage samt andre naturkatastrofer, der påvirker fødevareproduktionen på kontinentet. For at bruge et teknisk sprog lider de af ‘akut fødevareusikkerhed i fase 4’, et skridt væk fra ‘fase 5: sult’. Hvis man dropper den elskværdige jargon, sulter de allerede, mens millioner flere også vil stå over for sult, medmindre der hurtigt stilles mad til rådighed for dem.

‘Menneskeheden står over for den største krise, nogen af os nogensinde har set. Det er tid for de velhavende til at stille op for at hjælpe dem, der har mindst’. Denne advarsel kom den 17. september fra David Beasley, administrerende direktør for FN’s Verdensfødevareprogram. Han skrev, at 30 millioner mennesker nu er i fare for at dø af sult. De fleste af dem er i Afrika.

Jeg vil gerne understrege, at dette ikke er et spørgsmål om, hvad der vil komme til at ske – det sker allerede. Og medmindre der bliver gjort noget, og gjort noget snart, vil millioner og atter millioner af mennesker dø i de næstkommende uger og måneder, som David Beasley advarede om. Han talte allerede til FN’s Sikkerhedsråd i april og advarede om, at 300.000 mennesker om dagen kunne dø.

Alt imens forskellige velgørenhedsorganisationer og andre organisationer har slået alarm og appelleret om penge, er det spørgsmål, som vi står over for, hvis vi vil redde liv, at sikre omfattende mængder mad hurtigst muligt til sultne og sultende mennesker. I betragtning af beskaffenheden af infrastrukturen på kontinentet, og det faktum at meget af denne hungersnød forekommer i isolerede landdistrikter, ligger den distribution der må finde sted, langt ud over de enkelte regeringer og nødhjælpsagenturers midler.

Jeg tror, at vi må mobilisere verdens mest kompetente militærstyrkers logistiske kapacitet og udarbejde en strategi for at skaffe fødevareforsyninger fra fødevareproducerende nationer, såsom USA og Canada, og bringe dem direkte til dem, der har brug for det. Lad såvel ‘venner som fjender’ gå sammen i denne, den største af alle, humanitære bestræbelser. I sin seneste pavelige rundskrivelse, Fratelli Tutti (om broderskab og socialt venskab), skrev hans hellighed pave Francis, at det omsider er tid til at menneskeheden opgiver tanken om, at krig er berettiget – enhver form for krig, der koster menneskeliv. Dette er snarere en krig – eller mere præcist, en international kamp – for at redde det helligste af alt: menneskeliv.

Jeg appellerer til den amerikanske præsident, Donald Trump:

Tag denne udfordring op. Giv Amerikas landmænd missionen med at producere fødevarer til at brødføde de sultende, alt imens man tager de enorme ressourcer fra det amerikanske militær i anvendelse på denne barmhjertighedsmission, for at bringe mad til dem på mit kontinent, der har brug for det. Gør dette i din hustrus ånd, den elskværdige førstedame, Melania, som lovede at hjælpe Afrika og især dets børn på enhver mulig måde, da I besøgte kontinentet i oktober 2018. Tag ethvert skridt med nødforanstaltninger, der er nødvendige, for at få dette til at ske.

Dette burde være tilstrækkelig grund til at indkalde til det internationale stormagtstopmøde, som den store dame, Helga Zepp-LaRouche, formand for Schiller Instituttet, har opfordret til.

Vi kan redde liv, men det vil kræve en international indsats for at gøre det. USA har gjort det tidligere. Jeg mindes den store indsats for at bringe mad til de sultende mennesker i Europa efter 2. Verdenskrig, der involverede en mobilisering af det storsindede og gode amerikanske folk, der sendte disse CARE-pakker og madforsyninger.

Mine afrikanske søstre og brødre kan blive frelst, hvis viljen er der, og hvis folk kan se sig selv handle i en ånd af næstekærlighed (agapē), hæve sig over småligheder for at gøre noget godt og stort.

Den 13. oktober 2020

Panel I: Se det engelske afskrift nedenunder. Her er talerlisten:

1. Helga Zepp-LaRouche (Tyskland), grundlægger og præsident, Schiller Instituttet

2. Andrey Kortunov (Rusland), generaldirektør for Det russiske råd for internationale Anliggender

3. Dr. Edward Lozansky (US), American University i Moskva; Moskow State University

4. Martin Sieff (USA), senior korrespondent for udenrigsanliggender, UPI; Senior Fellow, American University i Moskva

5. James Jatras (USA), tidligere rådgiver, det amerikanske senats republikanske lederskab

6. Spørgsmål og svar, del 1

7. Marco Zanni (Italien), formand, Europa-Parlamentets gruppe for identitet og demokrati

8. Oberst Richard H. Black (USA ret.), Tidligere leder af hærens strafferetlige afdeling i Pentagon; tidligere statssenator, Virginia

9. William Binney (USA), tidligere teknisk direktør, National Security Agency og Kirk Wiebe, tidligere Senior Analyst, National Security Agency

10. Spørgsmål og svar, del 2

Hele konferencen:

Dato: Lørdag og søndag den 5.-6. september 2020

Tid: kl. 16 – 24 dansk tid, eller fra arkivet bagefter.

Sted: Hvis du tilmelde dig her, får du et link sendt direkte til din e-mail.

Ellers vil vi lægge YouTubes live stream på vores danske hjemmesides forside.

Paneler: Talerlisten findes nedenunder

PANEL II (Lørdag 21:00 – 24:00 dansk tid)
Videnskabens rolle i skabelsen af menneskehedens fremtid:

PANEL III (Søndag 16:00 – 20:00 dansk tid):
Bælte- og Vejinitiativet bliver til Verdenslandbroen & Franklin D. Roosevelts uafsluttede projekt:

PANEL IV (Søndag 21:00 – 24:00 dansk tid):
Opbygning af tillid i internationale relationer: Klassisk kulturs rolle og bekæmpelse af global hungersnød:

Tilmelding: Klik her for at tilmelde dig og modtage talerlisten og opdateringer

Ellers kan den ses her: www.schillerinstitut.dk eller www.schillerinstitute.com 

Kontakt: for mere information: Michelle Rasmussen +45 53 57 00 51, si@schillerinstitut.dk

Foreløbigt konferenceprogram:

Arrangementet udsendes live på Zoom og YouTube. Der vil være simultantolkning på spansk, fransk og tysk på Zoom-platformen.

 (Det følgende er en delvis liste over talerne. Hvert panel indeholder rigelig tid til spørgsmål og svar.)

PANEL II (21:00 – 24:00 ): Videnskabens rolle i skabelsen af menneskehedens fremtid
1. Jason Ross (USA), videnskabsrådgiver ved Schiller Instituttet

2. Dr. Bernard Bigot (Frankrig), generaldirektør for den internationale termonukleare eksperimentelle reaktor (ITER), tidligere direktør for den franske kommission for alternativ energi og atomenergi (CEA)

3. Sergey Pulinets (Rusland), Principal Research Scientist, Space Research Institute, Det Russiske Videnskabsakademi

4. Dr. Stephen O. Dean (USA), præsident, Fusion Power Associates (10)

5. Michael Paluszek (USA), Princeton Satellite Systems

6. Philip Tsokolibane (South Africa), head of LaRouche South Africa

7. Dr. Kelvin Kemm (South Africa), CEO, Stratek Business Strategy Consultants, former board chairman, South African Nuclear Energy Corporation

6. Spørgsmål og svar

PANEL III (16:00 – 20:00): Bælte- og Vejinitiativet bliver til 'Verdenslandbroen': Franklin D.
Roosevelts uafsluttede projekt
1. Dennis Small (USA), latin-amerikansk redaktør, EIR

2. Dr. Natalia Vitrenko (Ukraine), præsident for Progressive Socialist Party, tidligere parlamentsmedlem og præsidentkandidat

3. Michele Geraci (Italien), tidligere minister for økonomisk udvikling

4. Hassan Daud Butt (Pakistan), tidligere projektdirektør, CPEC; Administrerende direktør for Khyber Pakhtunkhwa Provincial Board of Investment & Trade

5. Marcelo Muñoz (Spanien), grundlægger og præsident emeritus for Cátedra China, dekan for spanske forretningsmænd i Kina

6. Dr. Björn Peters (Tyskland), fysiker, iværksætter og politisk rådgiver inden for energi, bæredygtighed og råvarer

7. Spørgsmål og svar, del 1

8. Dr. Joycelyn Elders (USA), tidligere chef for USA's sundhedsvæsen m.m.

9. Marlette Kyssama-Nsona (Republikken Congo), farmaceutisk kemiker, politisk leder af Panafrican League UMOJA og specialist i folkesundhedsspørgsmål

10. Spørgsmål og svar, del 2

PANEL IV 21:00 – 24:00): Opbygning af tillid i internationale relationer: Klassisk kulturs
rolle og bekæmpelse af global hungersnød
1. Jacques Cheminade (Frankrig), leder af Solidarite & Progres, tidligere præsidentkandidat

2. Marcia Merry Baker (USA), EIR-redaktionen

3. Bob Baker og amerikanske landbrugsledere:

Ron Wieczorek, South Dakota cattle rancher, LaRouchePAC
Nicole Pfrang, Kansas Cattlemen’s Association Secretary-Treasurer, cattle rancher
Mike Callicrate, Colorado, cattle rancher, Owner, Ranch Foods Direct:
4. Paul Gallagher (U.S.), EIR Editorial Board

5. Fred Haight (Canada), Schiller Instituttet

6. Michael Billington (US), chef for asiatiske anliggender, Executive Intelligence Review

7. Spørgsmål og svar

8. Beethoven-messe i C-dur, opførelse af Schiller Instituttets kor i New york
City.

Mange mennesker rundt om i verden, som er uvidende om, at en løsning til de mangfoldige kriser i den nuværende verden potentielt eksisterer, reagerer med stadigt større fortvivlelse og radikalisering på den ene eller anden måde, eller trækker sig tilbage til deres privatsfære. Mistilliden til regeringer og førende institutioner i størstedelen af verden har aldrig før været så stor. På et og samme tidspunkt er vi konfronteret med en pandemi, der er ude af kontrol, et økonomisk sammenbrud udløst, men ikke forårsaget, af pandemien, et kommende kollaps af det transatlantiske finanssystem og den stigende fare, ikke blot for en ny kold krig, men for at det utænkelige rent faktisk kunne ske, og en tredje, denne gang atomar, verdenskrig kunne bryde ud. Vi er i sandhed konfronteret med et systemisk sammenbrud – enden på en epoke.

Det bliver nu stadigt tydeligere for mange kredse rundt om i verden, at Lyndon LaRouches advarsel i 1971 var absolut profetisk: at Richard Nixons ophævelse af Bretton Woods-systemet, ved at erstatte de faste valutakurser med et internationalt system for flydende valutakurser, og åbningen af vejen til monetarisme, ville føre til faren for en ny fascisme, depression, pandemier og krig. Det er også klart, at hvis vores verden skal undslippe disse meget reelle farer, så må vi implementere en presserende reorganisation af verdens finansielle og økonomiske system i den fysisk-økonomiske tradition fra Leibniz og Hamilton, som LaRouche har været fortaler for i årtier.

Lyndon LaRouche har i lang tid opfordret til en firemagts-aftale mellem USA, Kina, Rusland og Indien, som det bedste udgangspunkt for at påbegynde et sådant nyt paradigme. I dag er den eneste synlige struktur, som, realistisk set, hurtigt kan føre i denne retning, en konference blandt de fem permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd, som foreslået af Præsident Putin i januar. De fem atommagter har et særligt ansvar for at blive enige om principper, som kan garantere menneskehedens overlevelse på lang sigt. Dette er særligt presserende i lyset af det faktum, at vores verden, med ophævelsen af så mange internationale traktater om våbenkontrol og andet, er faretruende tæt på at styrte ind i lovløshedens æra.

Men disse fem nationer må understøttes af et kor af andre nationer, individer og institutioner fra hele verden, som må kræve, at de trækker verden tilbage fra afgrundens rand. Dette topmøde må tilskyndes til at adoptere følgende:

– En mekanisme til at løse alle internationale problemer gennem dialog og diplomati.

– Et Nyt Bretton Woods-system – i overensstemmelse med Franklin D. Roosevelts intention og uddybet af Lyndon LaRouche – med det eksplicitte formål, at overvinde fattigdom og underudviklingen af de såkaldte udviklingslande, og som må begynde med skabelsen af et moderne sundhedssystem i alle lande.

– En aftale om at gøre programmet »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen« til grundlaget for sikringen af de mest moderne standarder i infrastruktur og industriel udvikling for alle lande på kloden.

– En ny sikkerhedsarkitektur baseret på verdenssamfundets fælles økonomiske interesser, hvilket indebærer sikkerhedsinteresserne for hver enkelt nation. De farvede revolutioner og destabiliseringer, som i øjeblikket orkestreres af det Britiske Imperium og dets bankerotte finansinteresser, mod regeringer, som de ikke kan lide, må have en ende – dette inkluderer blandt andet destabiliseringen af Donald Trumps, Xi Jinpings og Vladimir Putins regeringer.

– Et internationalt samarbejde i et forceret program for at bemestre fusionsenergi, et internationalt samarbejde indenfor rumfart for at bygge en by på såvel Månen som Mars, og et videnskabeligt samarbejde om forståelsen af liv.

– En aftale for at påbegynde en sand kulturel dialog, hvor hver kultur og civilisation forpligter sig til at lære om de bedste traditioner og universelle bidrag af andre, som grundlaget for fred og forståelse, og en ny verdensomspændende renæssance.

Der er præcedens for sådan en tilgang. Efter 150 år af religiøs krigsførelse i Europa, hvilket kulminerede i Trediveårskrigen, blev alle grupper, der tidligere havde bekriget hinanden, enige om vedtagelsen af Den Westfalske Fred. De indså, at hvis kampene fortsatte, så ville der ingen være nogen tilbage, som kunne nyde sejren. Den aftale etablerede det moderne grundlag for alle internationale love blandt nationer. Det er nu på tide, at basere international lovgivning på den lovmæssighed der findes i det fysiske univers. Det er det eneste sprog, som har evnen til at eliminere enhver misforståelse og tilsyneladende interessekonflikter på et lavere niveau.

Schiller Instituttets kommende konference vil stræbe efter at bidrage med idéer hen imod dette mål.

Tilmelding: Klik her for at tilmelde dig og modtage talerlisten og opdateringer

Ellers kan den ses her: www.schillerinstitut.dk eller www.schillerinstitute.com 

Den 10. august (EIRNS) – Denne uge markerer årsdagen for d. 15. august, 1971, da Præsident Richard Nixon blev overtalt til at ødelægge Franklin Roosevelts valuta- og kreditsystem (Bretton Woods), hvilket sendte den industrielle sektor ud i ukontrolleret spekulation og lønnedgang i et halv århundrede. Lyndon LaRouche fordømte dette tiltag af Richard -”Jeg er nu en Keynesianer i økonomi”-Nixon, og sagde at det åbnede døren til en fascistisk nedskæringspolitik og økonomisk depression, medmindre det blev forkastet. LaRouche besejrede en af verdens førende keynesianere angående dette tema i en debat på et universitet i december 1971, og satte sig for at ændre denne skrækkelige fejl ved at genoplive Roosevelts oprindelige intention ved Bretton Woods – kreditter til teknologisk og industriel udvikling af Eurasien, Afrika og Sydamerika.

I de næste 45 år var dette hans livs arbejde, og det gjorde ham til en foragtet modstander af det finansielle imperium i City of London og Wall Street, og i særdeleshed – som Roger Stone betonede dette i LaRouches Politiske Aktionskomités webcast, d. 2. august – Bush-familien.

Denne uge, næsten som om de ønskede at markere denne dato, d. 15. august, bragte Foreign Affairs en hovedartikel under titlen ”Den pandemiske depression: Den globale økonomi vil aldrig blive den samme igen”; et dybt pessimistisk indlæg af to af USA’s ”førende økonomer”, Carmen Reinhart (Harvard Kennedy School) og Vincent Reinhart (cheføkonom for Bank of New York–Mellon). Deres idé om de centrale aktører i denne krise er, at ”centralbankerne” forsøger at opretholde udlån, og ”finanspolitiske myndigheder” øser ud af penge til husholdninger til forbrug; og de forventer at det vil tage mange år blot for at vende tilbage til verdensøkonomiens allerede faldefærdige niveau fra begyndelsen af 2020. De udelader fuldstændig Kinas voksende økonomi, samt deres Bælte- og Vejinitiativ for infrastrukturelle projekter.

Med hensyn til udviklingslandene demonstrerer to citater fra Reinhart og Reinhart ørkesløsheden i den nu konventionelle økonomiske tænkning i de store centralbankers verden. ”G20-landene har allerede udsat gældsbetalinger for de fattigste 76 lande”, skriver de. Men, ”flere selvstændige låntagere er i dette år blevet nedgraderet af rating-agenturerne end i noget andet år siden 1980”. Og deres konklusion, ”løsningen”, i den grad at de tillader en sådan for disse nationer, der er blevet desperate af den pandemiske depression? ”Embedsmænd bliver nødt til at fortsætte med finanspolitiske og monetære incitamenter.”

Tilbage i august 1971, begyndte LaRouche, i grel modsætning hertil, at mobilisere for et topmøde – på den tid blandt Gruppen af de alliancefrie Lande – der tilsluttede sig hans foreslåede Internationale Udviklingsbank, som dog derefter blev saboteret af Henry Kissinger på vegne af City of Londons finansinteresser. Økonomierne kunne ikke blot genoplives, som LaRouches udviklingsplaner viste, men genskabes gennem store projekter i økonomisk infrastruktur, såsom Verdenslandbroen, med transport-, energi- og kommunikationskorridorer, der ville strække sig hen over kontinenterne.

Ved markeringen af den dag, hvor det Britiske Imperium gjorde en ende på Roosevelts Bretton Woods-system, samt erindringen om Lyndon LaRouches profetiske advarsler om konsekvenserne heraf, er et nyt sådant topmøde presserende.

Schiller Instituttets præsident, Helga Zepp-LaRouche, har siden januar argumenteret for et topmøde, der, som et minimum, skulle involvere lederne fra USA, Kina og Rusland, for at erstatte disse landes faretruende konfrontationer med et samarbejde for et Nyt Bretton Woods, baseret på Roosevelts model. Ruslands præsident, Vladimir Putin, har været i gang med at organisere for et topmøde (ikke virtuelt, men i virkeligheden) blandt de lande, som grundlagde FN, hvilket i dag er Sikkerhedsrådets fem permanente medlemmer. Lyndon LaRouches plan for processen omkring et sådant topmøde blev formuleret for 38 år siden, denne måned, i et omfattende dokument, Operación Juárez, skrevet til den mexicanske præsident, José López Portillo: omorganisering af gælden, baseret på Alexander Hamiltons principper; nationalbank-kreditinstitutioner i hvert land; fælles kreditudstedelse fra de store nationer, som har til hensigt at eksportere kapitalgoder for udvikling; brugen af lynprogrammer indenfor rumforskning og videnskab som motorer for hurtig teknologisk fremskridt.

Anvend disse principper fra LaRouche i en sådan proces omkring topmødet nu: Dermed kan truslen for konfrontation mellem stormagterne, såvel som den ”pandemiske depression” hurtigt stoppes – begge på den eneste mulige måde.

Den 21. juli (EIRNS) – Pressekonferencen med William Binney, tidligere teknisk direktør i NSA, planlagt til den 23. juli, fik en forøget betydning i dag, som nøglen til bestræbelserne på at afsløre og afbryde det igangværende britisk-amerikanske kup-apparat, der agerer imod præsident Donald Trump for at forhindre enhver realisering af hans præsidentskabs initiativer til venskabsdiplomati med Rusland og Kina. Der er især en afgørende gunstig lejlighed for, at Trump og lederne af Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien kan drøfte vigtige emner på et topmøde mellem FN’s permanente fem nationer, et møde som præsident Vladimir Putin har taget initiativ til.

Emnet for pressekonference den 23. juli er, “William Binney fremfører sin sag for Verden: Der var intet Russisk hack”. Den særlige betydning kommer ind i billedet, fordi Trumps udenrigsminister Mike Pompeo er i London i dag – hvor han kvidrer over det “særlige forhold” mellem Storbritannien og USA, når det samtidig står klart, at Russiagate, det “uredelige dossier” og alle andre beskidte operationer mod Trump har en britisk oprindelse. Trump sagde endda 11. juli, at “den forhenværende britiske agent, Christopher Steele, skulle bringes til USA for hans forbrydelser – udleveres, retsforfølges og puttes i fængsel”.

Ironisk nok udgav det britiske parlament i dag en sindssyg rapport om, at russere skulle have stjålet Brexit-valget og adskillige andre påståede forbrydelser, samtidig med at man takkede samme miskrediterede Christopher Steele (og andre højtstående britiske efterretningsfolk), som Trump korrekt identificerer som en kriminel løgner for hans bidrag til deres rapport. Det ser ud til, at det samme britiske hold, der kørte Russiagate mod Trump, nu også har vendt deres kanoner imod premierminister Boris Johnson, især efter at han den 30. juni opfordrede til en “New Deal” i stil med Franklin D. Roosevelt.

Pompeo ved alt dette. Han er selve manden, der fik sandheden at høre af hr. Binney i oktober 2017; at der ikke var noget russisk hack i 2016 af det Demokratiske partis nationale Komité, løgnens kerne, der blev brugt til at rulle Russiagate ud imod Trump, hele vejen frem til rigsretssagen. Allerede i 2017 havde præsident Trump bedt Pompeo, daværende CIA-direktør fra januar 2017 til april 2018, om at få historien fra Binney. Binney orienterede ham. Men det stoppede med Pompeo. Ikke alene blev der ikke fulgt op, men der blev efterfølgende dækket over det. Binney blev aldrig bedt om at vidne for Kongressen. Hans edsvorne erklæringer blev ikke tilladt af dommerne i de fabrikerede retssager mod Trumps medarbejdere Roger Stone og Michael Flynn.

Nu, efter at hans dom den 10. juli blev ændret af præsident Trump, har Roger Stone udtalt sig. Han sagde den 13. juli på Fox News, “Der var ingen russisk indblanding”. Han citerede de tilgængelige ekspertudsagn fra Bill Binney og Ray McGovern, tidligere CIA-analytikere. Denne uges pressekonference vil sige alt.

Hvad med Pompeo? Under sit besøg i London, hvor han i dag mødtes med premierminister Boris Johnson og udenrigsminister Dominic Raab og andre, kunne Pompeo ikke nok rose det “særlige forhold”, Storbritannien og USA imellem, og kunne ikke nok fordømme Rusland og Kina. Pompeo tweetede i går: “Dejligt at være tilbage i London for at bekræfte #SpecialRelationship, som vi deler med vores nærmeste allierede ….” Den 23. juli, når han er tilbage i USA, vil Pompeo fortsætte sin anti-Kina-kampagne med en tale i ‘Nixons præsidentielle Bibliotek’ om “Det kommunistiske Kina og den frie verdens fremtid”.

Ligeledes talte forsvarsminister Mark Esper i dag via video fra Pentagon til det Internationale Institut for Strategiske Studier i London, der hylder den amerikanske rolle i Det indiske Ocean/ Stillehavet for at imødegå “Kinas dårlige opførsel”.

I en gennemgang af denne udvikling sagde Schiller Instituttets formand, Helga Zepp-LaRouche, i dag, at “afsløringen af det britiske kup er ekstremt vigtigt … Netop i dag mødtes Pompeo med de kræfter, som muligvis ikke har igangsat kuppet, men som kunne have stoppet det… Dette ‘særlige forhold’ er det centrale problem i konfrontationen og den potentielle krig med Rusland og Kina. ”Problemet er risikoen for krig”.

På økonomiens område samt bekæmpelsen af pandemikrisen og fødevarekriserne, er et topmøde mellem P5-statsoverhovedene presserende med henblik på at indlede samarbejde om prioriterede økonomiske foranstaltninger. Regeringspakkerne med sikkerhedsnet og finansielle ‘julegaver’ har med få undtagelser indtil videre ikke bragt løsninger. I morges ved daggry godkendte Det europæiske Råd efter 4 døgns tovtrækkeri et ”Næste Generation EU”-program, som en ekspert på stedet kalder ”Den økofascistiske europæiske Føderalstat”. Planen med de økonomiske lettelser omfatter 750 milliarder euro i tilskud og lån over fem år, med start 2021, og indebærer beskatning over hele EU’s område, budgetkontrol, og erklærer at “klimatiltag vil blive integreret i politikken”. Dette er fra en uvirkelig verden

I USA begyndte Det hvide Hus og Kongressen i denne uge at drøfte den næste anti-COVID-19 økonomiske pakke, med tovtrækkeri om hvad der skal gøres. I Japan forhandles der om den tredje nødpakke, der skal vedtages i efteråret, efter at der blev brugt 2,2 billioner dollars i forbindelse med de to første planer siden marts måned. I det globale syd er der ikke engang spillerum for foregivelse af hjælpeprogrammer. Der er behov for et nyt verdensomspændende system.

Zepp-LaRouche understregede både de økonomiske behov og behovet for at afslutte krigstruslerne. “Et topmøde er den nødvendige ramme for at afbryde den voksende kolde krig med Kina …. [verdens] økonomien er i en så forfærdelig tilstand, at vi har brug for den industrielle produktion fra alle lande, der arbejder sammen “imod hungersnød, pandemien, og med at afhjælpe andre behov, herunder truslen fra andre vira”.

”Vi er nødt til at opbygge økonomierne i hvert eneste land på planeten”, var hendes opfordring. Spred ordet om pressekonferencen med Bill Binney den 23. juli.

Link til konferencen afholdt 23 juni 2020 https://www.youtube.com/watch?v=-t4m7VZOFMc