1

Frankrig og Rusland arbejder på en FN-resolution imod ISIS

19. november 2015 – Rusland har genoplivet et udkast til en resolution i FN’s Sikkerhedsråd, som det tidligere havde foreslået, men som ikke blev taget i betragtning, fordi det opfordrede alle andre nationer til at koordinere med de regeringer, hvor de opererede, og som selvfølgelig inkluderede Syrien, et koncept, som især USA og Storbritannien afviste.

Ruslands ambassadør til FN, Vitaly Churkin, sagde til TASS, at resolutionen er revideret i overensstemmelse med erklæringen om terrorisme fra G20-topmødet i Antalya, Tyrkiet. Churkin sagde, at det reviderede dokument fokuserer på »behovet for at forene indsatsen« i kampen mod Islamisk Stat. Det tager også den franske indsats i betragtning. »Vi har forsøgt at revidere vores udkast således, at vore franske samarbejdspartneres følelser ville blive taget i betragtning, men vi mente, det var urimeligt at vente på et nyt udkast. Så meget desto mere, fordi vores udkast var ’på bordet’«, sagde den russiske udsending.

Det »nye udkast« var en henvisning til det faktum, at Frankrig er i færd med at udarbejde sit eget udkast til en resolution til Sikkerhedsrådet, der ville bemyndige militæraktion imod ISIS. Den franske FN-ambassadør François Delattre beskrev det som »kort, stærkt og fokuseret på kampen mod vores fælles fjende«.

Delattre sagde, at det russiske forslag »er et bidrag, som vi omhyggeligt vil studere«, hvilket iflg. Reuters indikerer, at Frankrig ikke er parat til at gå i partnerskab med Rusland om et fælles forslag.




Russiske og amerikanske militære kampagner i Syrien forstærkes

18. november 2015 – Russiske luftangreb mod ISIS fortsatte i højt gear i dag, inkl. yderligere angreb med krydsermissiler. Generaloberst Andrei Kartapolov, chef for de russiske bevæbnede styrkers generalstabs operationelle hovedafdeling, sagde til Pentagon-reportere i dag, at Su-34 bombeflyene havde ødelagt henved 500 olietankbiler i en kampagne imod ISIS’ oliesmugling. I alt blev 140 ISIS-mål ramt under 59 sortier. Tu-160 bombefly affyrede yderligere 12 krydsermissiler imod mål i provinserne Idlib og Aleppo.

I kontrast hertil rapporterede den amerikanske centralkommando om 13 luftangreb imod mål i Abu Kamal, Al Hasakah, Al Hawl og Raqqa. Ud over at give luftstøtte til de såkaldte syriske demokratiske styrker og det kurdiske YPG, angriber den amerikanskledede koalition også mål for ISIS’ oliesmugling gennem luftangreb. De franske kampfly ramte ISIS-mål i Syrien for tredje nat i træk, natten mellem 17. og 18. nov., og disse angreb er inkluderet i de amerikanske tal.

Alt imens russerne forstærker deres luftkampagner ved at bruge baser i det sydlige Rusland, så vil den amerikanskledede koalition snart få forstærkning fra ankomsten af to hangarskibe, det franske Charles de Gaulle, med 24 angrebsfly, og USS Harry S Truman, der har ca. 50. Der er i øjeblikket intet amerikansk hangarskib i den Persiske Golf, og Truman skulle iflg. planen oprindeligt være sejlet dertil, men iflg. en rapport i Defense News, så overvejer Pentagonfolk nu at påbegynde operationer, når hangarskibet ankommer til det østlige Middelhav. Samtidig forlyder det, at franskmændene muligvis vil gøre det samme med deres hangarskib, og de to skibe vil muligvis operere sammen. Eftersom den russiske præsident Putin har beordret den russiske flådes specialstyrker, anført af den ledsagede missilkrydser Moskva, til at arbejde sammen med franskmændene på enhver tænkelig måde, så rejser dette atter spørgsmålet om de facto-koordination mellem de amerikanske og russiske militæroperationer.

Hangarskibet de Gaulle skulle afsejle fra Toulon i det sydlige Frankrig i dag, mens Truman, med sine fem escort-skibe, afsejlede fra Norfolk (Virginia, USA) den 16. nov., og forventes at ankomme til regionen midt i december.

 

Foto: Det russiske hangarskib Moskva.




Sputnik News interviewer ekspert fra Executive
Intelligence Review (EIR) om kampen mod ISIS

18. november 2015 – En historie i Sputnik News, datereret i Washington, havde titlen: »Eksperter hævder, at USA og Frankrig må arbejde sammen med Rusland og den aktuelle, syriske regering for at nedkæmpe og knuse ISIL og afskrække terrorangreb«.

Sputnik indleder historien med et citat af Jeff Steinberg (EIR’s efterretningsekspert): »’[Terrorangrebene i] Paris betyder, at Vesten må samarbejde med Rusland for at udslette Islamisk Stat’, siger EIR-redaktør Jeff Steinberg til Sputnik.’

’Steinberg sagde, at russisk samarbejde var væsentligt for at levere afgørende, yderligere menneskelige efterretningskilder (eller ’humint’), som Vesten har brug for, for at udvide sin evne til at forhindre flere terrorangreb.’

’Det virkelige spørgsmål er: Hvad nu? Skal vi droppe tåbelighederne med anti-russiske/anti-kinesiske fjendebilleder og samarbejde?’ spurgte Steinberg. ’Nøglen her er gode humint, bakket op af tekniske midler.’

’Den amerikanske præsident Barack Obama og den franske præsident François Hollande må også erkende, at fuldt samarbejde med Rusland er afgørende for at udøve pres på Saudi Arabien om at ophøre med sin massive finansielle støtte til radikal islam i Europa og USA’, tilføjede Steinberg.

’Adviser saudierne om, at deres støtte til salafist-fundamentalisme er færdig, med mindre de ønsker at befinde sig for enden af en kanon fra en koalition under anførsel af USA og Rusland’, udtalte han.«

 

Foto: Jeffrey Steinberg, EIR.    




Rusland fornyer sin diplomatiske offensiv for international antiterror-koalition

17. november 2015 – Det Russiske Udenrigsministerium meddelte i dag, at, i overensstemmelse med artikel 51 i FN’s Charter, der indeholder bestemmelser om en stats ret til selvforsvar, opfordrede det til en global respons på terrorbølgen som den, vi har set i Paris, samt angrebet på den russiske Airbus fra selskabet Metro.

»Rusland anmoder alle stater, organisationer og individuelle personer, alle sine venner og partnere, om at stille assistance til rådighed i denne indsats for at sikre, at gerningsmændene bliver behørigt straffet.« Erklæringen slutter: »Vi opfordrer FN’s Sikkerhedsråd til ikke at spilde tiden og gøre udkastet til en resolution om at danne en bred, antiterror-front på basis af normerne og principperne i international lov og FN’s Charter, og som Rusland initierede den 30. september, færdigt.«

Den russiske Duma har udstedt en lignende erklæring, der opfordrer alle parlamentariske kolleger i Europa, Nordamerika, Mellemøsten og andetsteds »til ikke at spare nogen indsats for at danne en international antiterror-koalition … med anti-Hitler-koalitionen som et model for foreningen af mange lande og nationer imod en fælles fjende«. Duma-erklæringen påminder også om »Ruslands uophørlige advarsel om, at en permanent destabilisering i Mellemøsten udført af dem, der gør krav på global dominans, primært USA, kunne føre til en udbredelse af den blodige kaoszone og medføre utallige menneskelige tragedier. Frankrig og andre europæiske stater høster nu i realiteten konsekvenserne af Washingtons kortsynede og selviske politik.«

Den stærkt formulerede Duma-erklæring tilføjer: »Det er åbenlyst, at Vestens uansvarlige og fejlagtige politik, der forfølges under sloganet ’eksport af demokrati’, har resulteret i fremvæksten og styrkelsen af den såkaldte Islamiske Stat. Forsøg på at bruge radikale grupper som rambuk for at vælte uønskede regimer er fyldt med yderligere negative scenarier.«

Foto: Plenarmøde i den russiske Statsduma 




Udtalelse fra Schiller Instituttet i Danmark den 18. nov. 2015:
Verden må samarbejde om at nedkæmpe IS og skabe økonomisk udvikling.
Fem afgørende indsatspunkter

Vi kan måske ikke forhindre alle terrorangreb, der nu er på vej, men vi har nu en unik chance for at få etableret det internationale samarbejde, der på sigt kan få nedkæmpet IS og andre terrorbevægelser og fjerne grobunden for, at andre kan komme i deres sted. Følgende fem indsatspunkter er afgørende:

Download (PDF, Unknown)




Leder, 18. november 2015:
I kølvandet på Paris: Frigiv de 28 sider nu!

Tiden er nu inde til at stille det anglo-saudiske apparat, der har kontrolleret væksten af det globale jihadist-apparat gennem årtiers finansiering og logistisk støtte, til regnskab.

Tiden er inde til at frigive de 28 sider af Kongressens Fælles Undersøgelsesrapport over 11. september-angrebene i USA. Frigivelsen af disse 28 sider bør være starten på en gennemgribende undersøgelse fra toppen og ned af det saudiske monarkis rolle i promoveringen af terrorisme, at begynde med den fulde afsløring af saudiernes rolle i angrebene på World Trade Center og Pentagon den 11. september, 2001.

 

Den 7. januar 2015, blot få timer efter terrorister havde iscenesat et angreb mod det satiriske blad Charlie Hebdos kontor i Paris og dræbt et dusin mennesker, tilsluttede tidligere senator Bob Graham (D-Fla.) sig medlemmer af Repræsentanternes Hus Walter Jones (R-N.C.), Steven Lynch (D-Mass.) og Thomas Massie (R-Ky.), samt repræsentanter for de pårørende til ofre for 11. september i en pressekonference på Capitol Hill, der var sammenkaldt for at kræve den omgående frigivelse af det 28 sider lange kapitel fra den oprindelige Fælles Kongresundersøgelsesrapport om 11. september, og som detaljeret beskrev den Saudiske Kongefamilies rolle i finansieringen af de 19 flykaprere.

Senator Grahams ord er endnu mere alvorlige og bydende nødvendige i dag, i kølvandet på massakren i Paris den 13. nov., udført af slagtere, allieret med Islamisk Stat. Graham sagde til de, pga. antallet af fremmødte, stående forsamlede personer:

»Saudierne ved, hvad de gjorde. De er ikke personer, der er ubevidste om konsekvenserne af deres regerings handlinger. For det andet, så ved saudierne, at vi ved, hvad de gjorde! Der er nogen i USA’s regering, der har læst disse 28 sider, nogen i regeringen har læst alle de andre dokumenter, der hidtil har været mørklagt. Og det ved saudierne.

Hvad tror man, saudiernes standpunkt ville være, hvis de vidste, hvad de havde gjort, vidste, at USA vidste, hvad de havde gjort, og dernæst så, at USA havde indtaget et standpunkt af enten passivitet, eller ligefrem fjendtlighed over for at lade disse kendsgerninger blive kendt? Hvad ville den saudiske regering gøre under sådanne omstændigheder, som netop er, hvor de har befundet sig i mere end et årti?

Al-Qaeda var Saudi Arabiens skabelse; de regionale grupper så som al-Shabab, har for størstedelens vedkommende været Saudi Arabiens skabelser; og nu er ISIS den seneste skabelse!

Så konsekvensen af vores passivitet over for Saudi Arabien har været, at vi har tolereret denne serie af organisationer; voldelige, ekstreme, ekstremt skadelige for Mellemøsten, og en trussel mod verden, som vi så det i Paris i morges.«

(Hele Bob Grahams tale under pressekonferencen kan læses her på dansk:http://schillerinstitut.dk/si/?p=4671)

Senator Graham havde absolut ret den 7. januar. Hans ord får nu en endnu større betydning, mens hele verden stadig er i chok over fredagens hændelser i Paris, og udsigten til, at det kan ske igen.

 

Det kan ske igen

ISIS har allerede udstedt en ny trussel om lignende, blinde terrorangreb, denne gang med Washington, D.C. og andre amerikanske byer som mål. Den russiske regering har, efter en omhyggelig undersøgelse, den 17. nov. konkluderet, at Metro-ruteflyet, der eksploderede over Sharm el-Sheikh, Egypten, havde en terrorbombe om bord. ISIS har taget ansvaret for denne grusomhed, hvor 224 mennesker blev dræbt. ISIS har også taget ansvaret for to selvmordsbomber i det sydlige Beirut den 12. nov., der dræbte og sårede hundreder af uskyldige mennesker.

Senator Graham har absolut ret. ISIS er en følge af Saudi-Arabiens promovering af wahabisme og voldelig, jihadistisk terror. For at være mere præcis, så er al-Qaeda, Islamisk Stat, Nusra Front og andre terrorgrupper produkter af en anglo-saudisk alliance, som særdeles offentligt er associeret med Al Yamamah-byttehandelen våben-for-olie mellem London og Riyadh. Al Yamamah skabte en udenlandsk, hemmelig konto til terrorisme, som direkte fodrede al-Qaeda, fra begyndelsen af denne dystre handel i 1980’erne.

Chokket efter angrebene i Paris har tvunget Obamaregeringen til, i det mindste for indeværende, at fravige sin hadekampagne imod Rusland og præsident Putin, og i det mindste formelt acceptere det bydende nødvendige samarbejde med Moskva for at knuse Islamisk Stat.

Tiden er nu inde til at stille det anglo-saudiske apparat, der har kontrolleret væksten af det globale jihadist-apparat gennem årtiers finansiering og logistisk støtte, til regnskab.

Tiden er inde til at frigive de 28 sider af Kongressens Fælles Undersøgelsesrapport over 11. september-angrebene i USA. Frigivelsen af disse 28 sider bør være starten på en gennemgribende undersøgelse fra toppen og ned af det saudiske monarkis rolle i promoveringen af terrorisme, at begynde med den fulde afsløring af saudiernes rolle i angrebene på World Trade Center og Pentagon den 11. september, 2001.

 

Regnskabets time

Kongressen må ikke tolerere et eneste minut mere af Det Hvide Hus’ mørklægning af disse 28 sider. Fællesundersøgelsen var en undersøgelse, iværksat af den lovgivende gren, og Kongressen har total myndighed til at frigive de 28 sider, hvad enten Det Hvide Hus er enig eller ej. Den Amerikanske Højesterets enstemmige dom fra 1971 i sagen om daværende senator Mike Gravel (D-Alaska), der indlæste Pentagon-papirerne i Kongressens journal under Forfatningens »tale- og debatklausul«, gør det klart, at Kongressen har den forfatningsmæssige myndighed til omgående at ophæve hemmeligstemplingen af disse sider.

Alt imens det er kendt, at disse sider giver detaljer om, hvordan det Saudiske Almene Efterretningsdirektorat støttede mindst to af 11. september-flykaprerne ved deres ankomst til Californien, og hvordan daværende saudiske ambassadør til USA, Prins Bandar bin-Sultan, finansierede de to flykaprere, så indeholder siderne tydeligvis andre vitale detaljer om og spor til det fulde omfang af det saudiske regimes støtte til drabsmændene fra 11. september.

Hvis det fulde omfang af det saudiske monarkis blodige hænder bag 11. september var kommet frem dengang, kunne ingen amerikansk præsident være sluppet godt fra den forkælelse af saudierne, der har været både Bush- og Obamaregeringens varemærke, efter 11. september. Selv i dag roser præsident Obama åbenlyst saudierne for deres rolle i »koalitionen«, der bekæmper ISIS. Selv, hvis denne præsident ikke havde begået andre handlinger, der berettiger til en rigsretssag, så udgør hans skamløse mørklægning af saudiernes hånd bag global, jihadistisk terrorisme »store forbrydelser og forseelser«, der kræver omgående iværksættelse af en rigsretssag.

Hvis der skal ydes nogen retfærdighed til dem, der døde 11. september, der omkom om bord på Metro-ruteflyet og som blev brutalt myrdet i Paris og i det sydlige Beirut, så må saudiernes fulde medskyldighed afsløres offentligt, nu.

I modsat fald, som senator Graham så forudseende advarede om, vil al-Qaeda og ISIS muligvis formelt blive knust, men den underliggende sygdom vil atter blusse op i en ny og mere virulent form på slet ingen tid.

Frigiv de 28 sider nu!

 

 




Frankrig søger fælles amerikansk-russisk angreb på ISIS

17. november 2015 – I går eftermiddag talte den franske præsident François Hollande til begge de to, samlede parlamenter i Versailles. Præsidenten valgte denne meget sjældne procedure, der kun er forekommet to gange tidligere, for at markere det betydningsfulde øjeblik. De fleste af de meddelte forholdsregler har fået de vigtigste politiske partiers godkendelse; med undtagelse af ændringer i Forfatningen (se nedenfor), som nogle fornuftige personer stiller spørgsmålstegn ved, på grund af sagens mulige rækkevidde. Alle kommenterer de pro-russiske skift.

I en meget højspændt situation, hvor hele den nationale, politiske repræsentation ved, at Republikkens overlevelse står på spil, meddelte Hollande de hovedforholdsregler, som han har til hensigt at tage, for at bekæmpe denne terrorisme. Dette er ikke en »krig mellem civilisationer«, sagde han, fordi feje personer, der skød ind i en ubevæbnet forsamling af mennesker, »ikke repræsenterer en sådan«. »Det er en krig imod jihadistisk terrorisme.«

Hollande sagde, at han havde bedt FN’s Sikkerhedsråd om at træde sammen for at vedtage en resolution, der markerer den fælles vilje til at bekæmpe terrorisme, eftersom dette er et internationalt spørgsmål. Siden årets begyndelse har ISIS/ISIL/Daesh slået til i Paris, Danmark, Tunesien, Egypten, Libanon, Kuwait, Saudi-Arabien, Tyrkiet og Libyen.

Franske deployeringer vil øges i Syrien, sagde Hollande og rapporterede, at søndag aften, den 15. nov., blev der gennemført en massiv bombekampagne imod ISIS’ hovedkvarter i Raqqa med støtte fra USA. På et spørgsmål om, hvorvidt den syriske præsident Bashar al-Assad kunne forblive i embedet efter en politisk overgangsperiode, gentog Hollande, at Frankrig søger »en politisk løsning, en, der ikke inkluderer Bashar al-Assad«. Han understregede imidlertid hurtigt to gange, »men vores fjende, vores fjende er Daesh«.

I et markant skift i Vestens krigsdoktrin i området sagde han, »Der kan ikke være tale om at begrænse det. Denne organisation må knuses.«

Hollande sagde, at »vi har brug for, at alle de, der virkelig kan bekæmpe denne terroristhær, går i forening som del af en eneste, stor koalition. Det er, hvad vi tilstræber. I løbet af de næste par dage vil jeg derfor mødes med præsident Obama og præsident Putin for at forene vore styrker og opnå et resultat, som, på dette tidspunkt, alt for længe er blevet udsat.«

Idet han fremførte den kendsgerning, at konsekvenserne af situationen i Mellemøsten rammer alle EU-lande som en bølge af migranter, sagde Hollande, at han havde bedt Forsvarsministeriet om at mødes med andre EU-forsvarsministre under artikel 42-7 i EU-traktaten, der garanterer europæisk solidaritet med et medlemsland, der er blevet angrebet.

På aftenen for angrebet meddelte Hollande, at han havde beordret den omgående genetablering af grænsekontrol og udråbte en undtagelsestilstand, som nu er i kraft i hele det franske territorium. Det blev udvidet til muligheden for at gennemføre eftersøgningsoperationer i hele Frankrig.

Hollande meddelte, at, den 18. nov., vil et lovforslag blive fremstillet i parlamentet for at forlænge undtagelsestilstanden til tre måneder, den periode ud over de indledende 12 dage, der ikke kræver en parlamentsvedtagelse.

Hollande sagde, at han vil benytte lejligheden til at foreslå en forfatningsreform mht. to højst delikate paragraffer, der i den franske forfatning drejer sig om forholdsregler, der tages under exceptionelle omstændigheder. Det drejer sig om artikel 16 og 36. I artikel 16, sagde han, »specificeres det, at den ordinære funktion af offentlige myndigheder kan suspenderes. Præsidenten vil derefter tage sådanne forholdsregler, som omstændighederne måtte kræve, og som tager forrang over den forfatningsmæssige magtfordeling.« I artikel 36, fortsatte han, »erklæres en undtagelsestilstand (opr. belejringstilstand) i situationer med umiddelbar fare som resultat af en udenlandsk krig eller en bevæbnet opstand. I denne situation overføres diverse magtbeføjelser fra de civile til de militære myndigheder.« Han sagde, at ingen af disse to planer er tilpasset til kampen imod jihadistisk terrorisme.

Der vil blive introduceret love, der giver Frankrig mulighed for at fratage et individ dobbelt nationalitet, hvis individet er blevet dømt for at krænke nationens fundamentale interesser eller for terrorisme, også selv om personen er født fransk. En fransk person med dobbelt nationalitet, der vender hjem fra en krigsskueplads, kan kun vende hjem, hvis han eller hun underkaster sig streng overvågning.

Undersøgelsestjenester og anti-terror-dommere må have adgang til de mest moderne efterretningsteknikker. De må især have alle midlerne til at bekæmpe »våbenhandel«, og »domme vil blive væsentligt strengere«, sagde han.

Henved 5.000 jobs i politiet og gendarmeriet vil blive skabt for at udvide sikkerhedsstyrkerne til 10.000 frem til 2017. Dette vil blot genetablere denne organisations størrelse til det, den var før nedskæringerne i 2007.

Henved 2.500 jobs vil blive skabt i Justitsministeriet og 1.000 jobs i grænsepolitiet.

Der kommer ikke flere indskrænkninger i hærens personel fra nu og frem til 2019, og disse styrker vil indgå i efterretning, operationer og cyber-forsvar.

Hollande krævede, at man undersøgte den mulighed, om reservister »i fremtiden kunne danne en nationalgarde, der er trænet og til rådighed.«

Alt dette kræver finansiering, sagde Hollande, og »jeg mener, at sikkerhedspagten vil tage forrang over stabilitetspagten«, idet han refererede til EU’s forholdsregler for budgetnedskæring.

Citaterne stammer fra den officielle oversættelse (til engelsk, og herfra til dansk, –red.): http://www.franceonu.org/Francois-Hollande-s-Speech-Before-a-Joint-Session-of-Parliament

 

Foto: Det exceptionelle sammentræde af begge de franske parlamentshuse tirsdag aften i Versailles, Frankrig.   

 




Leder, 17. november 2015:
Gør en ende på den anglo-saudiske
terrorakse – før den dræber igen

Aktivister fra LaRouche Politiske Aktionskomite (LPAC) mødtes uden for De forenede Nationer i New York med dette budskab i går, hvor de fik kraftig, »rå« respons på deres mobilisering, fra diplomater, New Yorkere såvel som udenlandske besøgende. Deres mobilisering: Frigiv de hemmeligstemplede 28 sider, afslør gerningsmændene bag angrebene i USA den 11. september, 2001. Stop »Londonistan«, rekrutteringsbasen for terrorister, og Riyadh, deres financier og wahabisme-»opdrager«, før de kan slå til igen.

Beviserne kom frem internationalt i mandags, med »alt er i færd med at ændre sig« som resultat af den russiske præsident Putins resolutte aktion i Syrien, og nu med chokket efter de nye mord i Paris. Putin meddelte, at han personligt briefede G20-ledere i Ankara om Ruslands efterretninger om dem, der finansierer terrorister »i G20-landene«; Indiens premierminister Modi krævede, at man angreb terrorismen der, hvor den finansieres; fordømmelse af saudiernes førende rolle kom fra den britiske labourleder, Jeremy Corbyn, fra de italienske katolske biskoppers publikation Famiglia Cristiana og fra amerikanske journalister, der er modstandere af Bush-Obama-regeringernes ’evindelige krige’.

Obama, som mente, at ISIS »var holdt tilbage«, var under intenst pres i Antalya, Tyrkiet, for at indvillige i en krig mod jihadist-terrorisme anført af Putin og chokerede europæiske ledere. Den franske præsident Hollande sagde til den franske parlamentssamling: »Vi må eliminere, ikke begrænse, Daesh (ISIS).«

Frigiv de 28 sider nu! Denne del af rapporten fra 2002, »Kongressens fælles undersøgelsesrapport om terrorangrebene den 11. september, 2001«, der fremlægger saudiernes ansvar for 11. september-angrebene iflg. den daværende formand for Senatets Efterretningskomite, senator Bob Graham, er blevet holdt skjult af George W. Bush og Barack Obama i 13 år. Alene dens offentliggørelse vil ændre USA’s politik, iflg. kongresmedlemmer, der har set den.

Mobiliser for at frigive dette bevis nu, der viser, at Obamas og Camerons »regimeskift-krige« er i åben alliance med terroristerne.

Den 7. januar 2015, blot få timer efter terrorister havde iscenesat et angreb mod det satiriske blad Charlie Hebdos kontor i Paris og dræbt et dusin mennesker, tilsluttede tidligere senator Bob Graham (D-Fla.) sig medlemmer af Repræsentanternes Hus Walter Jones (R-N.C.), Steven Lynch (D-Mass.) og Thomas Massie (R-Ky.), samt repræsentanter for de pårørende til ofre for 11. september i en pressekonference på Capitol Hill, der var sammenkaldt for at kræve den omgående frigivelse af det 28 sider lange kapitel fra den oprindelige Fælles Kongresundersøgelsesrapport om 11. september, og som detaljeret beskrev den Saudiske Kongefamilies rolle i finansieringen af de 19 flykaprere.

Senator Grahams ord er endnu mere alvorlige og bydende nødvendige i dag, i kølvandet på massakren i Paris den 13. nov., udført af slagtere, allieret med Islamisk Stat. Graham sagde til de, pga. antallet af fremmødte, stående forsamlede personer:

»Saudierne ved, hvad de gjorde. De er ikke personer, der er ubevidste om konsekvenserne af deres regerings handlinger. For det andet, så ved saudierne, at vi ved, hvad de gjorde! Der er nogen i USA’s regering, der har læst disse 28 sider, nogen i regeringen har læst alle de andre dokumenter, der hidtil har været mørklagt. Og det ved saudierne.

Hvad tror man, saudiernes standpunkt ville være, hvis de vidste, hvad de havde gjort, vidste, at USA vidste, hvad de havde gjort, og dernæst så, at USA havde indtaget et standpunkt af enten passivitet, eller ligefrem fjendtlighed over for at lade disse kendsgerninger blive kendt? Hvad ville den saudiske regering gøre under sådanne omstændigheder, som netop er, hvor de har befundet sig i mere end et årti?

Al-Qaeda var Saudi Arabiens skabelse; de regionale grupper så som al-Shabab, har for størstedelens vedkommende været Saudi Arabiens skabelser; og nu er ISIS den seneste skabelse!

Så konsekvensen af vores passivitet over for Saudi Arabien har været, at vi har tolereret denne serie af organisationer; voldelige, ekstreme, ekstremt skadelige for Mellemøsten, og en trussel mod verden, som vi så det i Paris i morges.«

(Hele Bob Grahams tale under pressekonferencen kan læses her på dansk: http://schillerinstitut.dk/si/?p=4671)

Senator Graham havde absolut ret den 7. januar. Hans ord får nu en endnu større betydning, mens hele verden stadig er i chok over fredagens hændelser i Paris, og udsigten til, at det kan ske igen.

 

 

 




I samarbejde med USA udfører Frankrig
gengældelseskampagne imod ISIS i Syrien

16. november 2015 – Franske kampfly lancerede et »massivt« angreb på Raqqa, Islamisk Stats de facto hovedstad, sent den 15. nov. som gengældelse for angrebene i Paris den 13. nov. Ifølge det Franske Forsvarsministerium ødelagde de et kommandocenter og en træningslejr for oprørere med 20 bomber. Frankrig udførte missionen i samarbejde med amerikanske styrker, og de trak på informationer, der var indsamlet under tidligere rekognosceringsmissioner, sagde ministeriet, rapporterer Defense News. Det første mål tjente som kommandocenter, rekruttering og lagerfacilitet for våben og ammunition, mens det andet mål var en træningspost.

Talsmand for Pentagon, flådekaptajn Jeff Davis, sagde under en briefing til reportere i Pentagon i dag, at franskmændene havde udvalgt målene på baggrund af amerikanskleverede efterretninger, og at de franske angreb havde koalitionens »fulde vægt« bag sig. Han fortalte også, at, som et resultat af to telefonsamtaler i løbet af weekenden mellem forsvarsministrene for hhv. USA og Frankrig, Ash Carter og Jean-Yves Le Drian, vil USA og Frankrig gøre deres samarbejde omkring efterretninger tættere i kampen mod ISIS. Carter og direktør for den nationale efterretningstjeneste James Clapper har udstedt nye instruktioner, sagde Davis, der »vil gøre det lettere for amerikansk militærpersonel at dele information om planlagte operationer og efterretninger med vore franske modparter vedr. en hel række af fælles udfordringer, til den yderste grænse af, hvad der er tilladt iht. eksisterende lov og politik«.

Mens det franske angreb på Raqqa fandt sted, ødelagde amerikanske A-10 angrebsfly og AC-130 ’gunships’ 116 olielastbiler i byen Abu Kamal, på bredden af floden Eufrat nær grænsen til Irak. Angrebet var det seneste i kampagnen med navnet »Operation Tidal Wave II« (Operation Tidevandsbølge II) for at eliminere ISIS’ olieindtægter. »Denne del skulle angribe distributionsdelen af ISIS’ oliesmuglingsoperation«, sagde Davis, »samt nedgradere deres evne til at finansiere militære operationer«. Davis rapporterede, at det amerikanske Finansministerium sidste år vurderede, at ISIS’ illegale olieindtægter beløb sig til næsten 1 mio. dollar om dagen.

Davis var imidlertid i lidt af en kattepine, da han skulle forklare, hvorfor kampagnen imod ISIS’ oliehandel nu intensiveres, når det har været åbenlyst kendt siden kampagnens begyndelse, at oliesmugling fra territorier, som ISIS kontrollerer i Irak og Syrien, har fremskaffet en væsentlig del af ISIS’ indtægter. Davis sagde, at, indtil for nylig havde balancen tilgodeset beskyttelsen af syrisk og irakisk olieinfrastruktur, til brug for disse lande efter besejringen af ISIS, men at denne balance nu har ændret sig.




Tysklands general Kujat og Europas kommende
skæbnesvangre beslutninger efter angrebene i Paris

15. november 2015 – Med den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier, der spiller en ledende rolle i at bringe Rusland og USA sammen ved drøftelserne om Syrien og G20, og på trods af chokket ang. terrormassakren i Paris, måtte pensionerede, tyske general Harald Kujat, under en ZDF TV-specialudsendelse om angrebene sent lørdag, meget eftertrykkeligt holde fast ved at fokusere diskussionen på årsagerne og de mulige løsninger på ISIS-terroren, i særdeleshed om det nødvendige i, at Frankrig og Vesten samarbejder militært og politisk med Rusland og den syriske hær. Først sent i udsendelsens løb bragte spørgsmålet om en NATO-mulighed spørgsmålet om samarbejde med Putin og Syrien frem.

Den tyske justitsminister Heiko Maas, der var gæst i studiet, reagerede på en gavnlig måde på, at general Kujat bragte spørgsmålet om en NATO-mulighed på bane, idet han selv bragte samarbejde med Rusland, og ikke kun en militær løsning, på bane. General Kujat brugte Maas’ bekymringer om NATO og USA til at komme med den afgørende pointe om Putins flanke i Syrien: »Med hensyn til Ruslands intervention, den russiske intervention, den militære intervention, så har det transformeret situationen, militært og politisk. Det faktum, at vi i dag kan tale om, at der forhandles om en politisk løsning, er en konsekvens af den russiske intervention i Syrien, og hvis Frankrig ønsker at engagere sig militært i Syrien, inklusive med landtropper, så må de tale med russerne, hvilket amerikanerne for resten også gør, og som har gjort det lettere at sætte sig sammen ved forhandlingsbordet [i Wien] for at drøfte en politisk løsning.«

General Kujat sagde, på et spørgsmål om, hvad han foreslog: »Det, vi ser nu, er, at Rusland har grebet initiativet og går fremefter militært. Alle stater, der kunne udøve militær indflydelse på situationen, har hidtil afvist at sende landtroper dertil, også Rusland, europæerne under alle omstændigheder, og også USA. Rusland bruger nu Assads hær som landtropper og støtter dem med luftangreb. Og det, vi ser, er fremskridt på den russiske side, selv om dette ikke behandles på en fremtrædende plads i de tyske medier. I Irak ser vi fremskridt deri, at kurderne har styrket deres offensiv. Det har alt sammen naturligvis ført til den kendsgerning, at IS på andre måder [angrebene i Paris, -red.] forsøger at tiltrække sig opmærksomhed. Det har brug for støtte og indstrømning af kæmpere.

 

Foto: Som udtryk for deltagelse i sorgen var Brandenburger Tor i Berlin lørdag og søndag dækket i de franske farver.   




POLITISK ORIENTERING
den 16. november 2015:
Efter terrorangrebet i Paris:
Hvad der skal gøres




Leder, 16. november 2015: Paris ændrer alt
– NATO må gå sammen med Rusland for at knuse ISIS

USA og Europa har fået et alarmsignal til at vågne op gennem det barbariske terroristangreb i Paris. Mange ledende personer kræver nu, at Obamas vanvittige politik for regimeskift i Syrien – som, ligesom tidligere i Irak og Libyen, er i færd med at udløse kaos i hele verden – omgående må afsluttes, så verden kan gå sammen imod ISIS-svøben.

Lørdag sagde præsident Putin:

»Det er klart, at, for effektivt at bekæmpe dette onde, har vi brug for en reel, fælles indsats fra hele det internationale samfund.«

Tidligere NATO-øverstbefalende admiral James Stavridis sagde til Foreign Policy, at Frankrig kunne forvente, at NATO anråbte artikel 5, der bemyndiger en NATO-respons på angrebet, med det »fundamentale formål« fra NATO-missionens side at »besejre Islamisk Stat i Syrien og ødelægge den infrastruktur, den dér har skabt«. Hvad der er vigtigere, så tilføjede admiralen: »Rusland bør inviteres til at deltage sammen med NATO og andre koalitionsmedlemmer imod Islamisk Stat.«

I Wien lørdag anførte den amerikanske udenrigsminister John Kerry og den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov en bred koalition af nationer med et krav om en våbenhvile i Syrien, med en tidsramme på 18 måneder til almene valg. Præsident Assad er ikke ekskluderet fra denne proces.

Søndag talte præsidenterne Obama og Putin på sidelinjen af G20-topmødet i Tyrkiet, hvor en regeringsperson fra Det Hvide Hus til Reuters sagde, at

»Præsident Obama og præsident Putin enedes om behovet for en syrisk ledet og syrisk ejet politisk overgang, forud for hvilken ville være FN-formidlede forhandlinger mellem den syriske opposition og det syriske regime, så vel som en våbenhvile.«    

Helga Zepp-LaRouche sagde søndag fra Tyskland, at amerikanerne må forstå, at »intet vil være det samme i Europa efter dette«. Det overlagte angreb mod hverdagslivet – koncerter, sportsbegivenheder, restauranter – viser, at alle er sårbare, ikke blot i Frankrig, men i hele Europa. Hun rapporterede, at højtplacerede europæiske kilder ved, at amerikanske og britiske efterretningskræfter åbenlyst har støttet terroristerne, både gennem saudierne og direkte, som tidligere chef for den amerikanske Forsvarsintelligenstjeneste (DIA), general Michael Flynn, allerede har afsløret.

Hun påpegede den kendsgerning, at i januar, den dag, da angrebet mod Charlie Hebdo fandt sted i Paris, sagde den tidligere amerikanske senator Bob Graham ved en pressekonference, at, hvis de hemmeligstemplede 28 sider af Kongressens undersøgelsesrapport om angrebet mod USA den 11. september var blevet frigivet, ville angrebet i Paris ikke have fundet sted. Vi må nu, sagde fr. LaRouche, atter fokusere på vores indsats for at få dette ødelæggende bevis frigivet, der viser, at Obama er i en åben alliance med terroristerne med det formål at opnå sin kriminelle politik med regimeskifte.

Lyndon LaRouches ven, den amerikanske, tidl. senator Mike Gravel, har udstedt et følgebrev til et juridisk dokument, der viser, at hans sejr i Højesteret i 1971 – da retten dømte, at hans offentliggørelse af de hemmeligstemplede Pentagon-papirer i Kongressens arbejdsprocedure, var legal under Forfatningen – også gjaldt for de 28 sider, og at ethvert medlem af Kongressen kunne indlæse dem i Kongressens journal. Lyndon LaRouche har pålagt en fuld mobilisering af sin organisation over de næste par dage for at frigive dette dokument til alle kongresmedlemmer, pressen og alle borgere.

LaRouche understregede, at Obama nu er den mest hadede person i verden, og at der ikke er, og ikke vil være, nogen tillid til USA, så længe han forbliver i præsidentembedet.

 

Supplerende dokumentation:

Amerikansk admiral: Aktiver NATO imod ISIS og inviter Rusland til at være med

15. november 2015 – Det er nu et åbent spørgsmål, hvorvidt Frankrig vil anmode om aktiveringen af NATO, under bestemmelserne om kollektivt forsvar i NATO’s artikel 5, i kølvandet på terrorangrebene i Paris den 13. november. Pensionerede admiral James Stavridis, en tidligere NATO-øverstbefalende og et nuværende seniorstabsmedlem af Fletcherskolen for Jura og Diplomati ved Tufts Universitet, skriver i en artikel 14. nov. på avisen Foreign Journals webside, at Frankrig bør anråbe artikel 5, og at NATO nu må gå ind i kampen mod ISIS.

»Paris ville være i sin gode ret til at forvente, at NATO spiller en betydningsfuld rolle i at organisere en afgørende, militær respons på angrebene«, skriver admiral Staviridis. »Det fundamentale formål med NATO’s mission bør være at besejre Islamisk Stat i Syrien og ødelægge den infrastruktur, som de dér har skabt.« Dernæst forklarer Stavridis de skridt, som NATO bør tage, inklusive at gå til FN’s Sikkerhedsråd.

Stavridis går imidlertid et skridt videre og kræver, at man inviterer Rusland til at deltage i denne NATO-mission. »NATO bør lægge vægt på, at det opbygger en »åben koalition«, en koalition, der ikke kun kan omfatte de traditionelle allieredes styrker, men også styrker fra NATO’s traditionelle modstander, Rusland«, skriver Stavridis. »Rusland bør inviteres til at deltage sammen med NATO og andre koalitionsmedlemmer imod Islamisk Stat.«




Rædsel har slået Paris: »At overvinde frygten«
af Jacques Cheminade, leder af Solidarité et Progrès
(LaRouche-bevægelsen i Frankrig)

Paris, 14. november 2015 – Rædsel har slået Paris. Massakrer er blevet begået i blinde for at sætte vores land i en tilstand af chok. Med det samme barbari og de samme metoder som i Mellemøsten, Libanon, Irak og Israel, eller i Syrien. Seks samtidige angreb i hjertet af vores hovedstad og ved Stade de France-sportsstadion, med det formål at mangfoldiggøre ofrene, bunkerne af lig i gaderne, restauranter, der er forvandlet til lighuse, udrykningskøretøjer for hylende sirener: en strategi af frygt, omhyggeligt planlagt, for at levere det budskab, at det værste kan ske overalt og for alle mennesker.

Vores reaktion må modsvare udfordringen. Vi må kun frygte selve frygten, for frygten inspirerer til vanvittige reaktioner, der kommer oven i det første vanvid. At beherske den kan ikke lade sig gøre i passivitet eller fornægtelse, men ved at se tingene i øjnene, i sandhedens navn. Kun kampen for sandheden gør det muligt at undfly angstens kvælertag.

Erklæringen af undtagelsestilstand og lukningen af grænserne, som Republikkens præsident har annonceret, så vel som også deployeringen af politi- og militærstyrker, er de umiddelbart nødvendige forholdsregler, for vi er i krig. At forblive forenet og gøre fælles front i de værdiers navn, der er indskrevet i Republikkens Forfatning, er umiddelbart uundværligt.

Man må imidlertid gå til de første årsager, uden hvilket rædslen vil gentage sig og endda optrappes. Hvilket vil sige skabe en verden, i hvilken de nationale og internationale omgivelser ikke længere skaber kriminalitet, som de gør i dag. For man kan ikke undfly det onde ved simpelt hen at undertrykke det, men ved at virkeliggøre vilkår, under hvilke det gode overlader det onde mindre og mindre plads.

Det er NATO’s krige, de økonomiske uretfærdigheder og ødelæggelsen af værdige livsvilkår, der har skabt betingelserne for terrorisme. Det samme gælder for den kyniske og forbryderiske politik med del og hersk i traditionen efter Det britiske Imperium, og imod hvilket intet i realiteten har modsat sig i vores transatlantiske univers.

At sætte en stopper for rædslen indebærer således en absolut politisk kursændring. Med lanceringen af gensidig udvikling, »win-win«, der sikrer, at vores børn og børnebørn lever bedre end vi selv, er denne lancering, der er annonceret af de kinesiske og indiske ledere, den eneste, virkelige kilde til fred. Samtidig med, at vi i Mellemøsten bekæmper alle terroristgrupper, Islamisk Stat såvel som al-Nusra-Front og Erobringshæren.

Denne lørdag, den 14. november, i Wien, bør Frankrig spille en aktiv rolle i forhandlingerne, der tilsigter at lancere en fredsproces i Syrien, idet vi koordinerer vores indsats med det russiske diplomati, og ikke spiller i hænderne på dem, der tager friheden som gidsel.

I Mellemøsten må Islamisk Stat slås i hjertet af sine økonomiske ressourcer, med bombardementer af deres olieledninger og ved at slå de banker, der hvidvasker deres ressourcer, hvilket hidtil ikke er sket.

Der må sættes en stopper for medskyldigheden i terrorismen hos Qatar, Saudi-Arabien og Emiraterne, uden at vise dette klientel nogen forekommenhed. Og sluttelig må man samtidig genskabe økonomiske udviklingsbetingelser i alle regionens lande, for at migranterne dér kan genfinde værdige livsbetingelser, hvilket Kina tilbyder os ved at udstrække sit koncept med Den nye Silkevej. I mellemtiden må man, i alle regionens flygtningelejre, og i samarbejde med de internationale, humanitære organisationer, skabe disse værdige vilkår ved at sikre tilstrækkelige fødevarer, lægebehandling, anstændige, midlertidige beboelser og uddannelse til børnene.

Dette koncept er ikke russisk, kinesisk, amerikansk eller fransk, det er det koncept, der retfærdiggør nationalstatens eksistens: at tjene menneskehedens sag. Frankrig bør indtage en prominent plads i dette afgørende engagement, og ikke underkaste sig barbarer i djellaba, kameez eller jakkesæt.  

Jacques Cheminade, leder af Solidarité et Progrès.

Ovenstående leder af Jacques Cheminade er oversat fra fransk. Vore fransktalende læsere kan følge med i situationen i Frankrig på Solidarité & Progrès’ hjemmeside: http://www.solidariteetprogres.org/

 




COP21-‘Bulldozer’ kan ikke lukke munden på Frankrigs klima-skeptiske vejrmand.

2. nov. 2015 – En hektisk fransk præsident François Hollande har optrappet sin internationale lobbyvirksomhed, der tilsigter at sikre en bindende international klimaaftale på den internationale COP21-konference, der åbner i Paris ved udgangen af denne måned. I dag bearbejdede han Xi Jinping i Beijing, d. 10. november er det de afrikanske statsoverhoveder i Malta, d. 15. november er det G20-topmødet i Tyrkiet, så ø-Nationernes statsoverhoveder; og endelig, d. 27. nov. slutter han sig til den engelske Dronning, hendes gemal Prins Philip og deres skøre kugle af en søn Prins Charles, i en paradeopstilling af Mødet af Det britiske Statssamfunds Statsoverhoveder (CHOGM-2015) i Malta, til støtte for klimaforandringssvindlen til reduktion af verdens befolkning med seks milliarder mennesker eller mere.

Men som han satte ud på sin udenlandske lobbyvirksomhed, blev hans regerings fyring af den mest populære TV-meteorolog i Frankrig, fordi denne stejlede imod COP21’s klimaforandringsløgne, til en celeber sag derhjemme. Philippe Verdier blev midt i måneden suspenderet som chef-meteorolog for det statsdrevne ’France Télévisions’, efter han publicerede en bog, ’Klimaundersøgelser’, der flår klimaskræmmekampagnen fra hinanden og beskylder statsstøttede klimaforandrings-forskere for at være ”manipulerede” og ”politiserede”.

Verdier fortalte RTL-radio i oktober, at han havde ”lagt sig  i vejen for COP21, der er en bulldozer, og at dette var resultatet”. Han fortalte en anden fransk journalist, at han skrev bogen efter at være blevet ”forfærdet”, da Hollandes udenrigsminister Laurent Fabius indkaldte TV-meteorologer til et møde for at beordre dem til at fremhæve klimaforandrings-problemerne i deres udsendelser.

Verdier optrappede i den forgangne weekend, idet han opslog en kort online video, hvor han rapporterer, at han er blevet bandlyst fra TV, siden han publicerede sin bog, ’Klimaundersøgelser’ og derefter tavst ”foran Dem, i ytrings- og oplysningsfrihedens navn for os alle”, åbner konvolutten indeholdende den officielle meddelelse om, at han er blevet fyret af France Télévisions, en måned før COP21.”

En underskriftsindsamling lanceret til forsvar af Verdier af Frankrigs energiske minoritet af ”klimaskeptikere”, havde allerede 15.000 underskrifter d. 1. nov., inklusive underskrifter fra 10 parlamentarikere, rapporterede RTL-radio. Frankrigs videnskabelige modstand mod den store løgn, inklusive videnskabsfolk, der arbejder sammen med  Schiller Instituttet imod denne folkemorderiske svindel, kalder sig for ”klimaoptimister.” De mobiliserer, og de får en vis mediedækning.

En undersøgelse, udført i kølvandet på Verdiers suspendering, foretaget af den dybdeborende website Arretsurimages, afslørede, at mindst halvdelen af Frankrigs meteorologer er enige med Verdier og “optimist”-forskerne.

Klima-“optimister” i USA er i færd med at se på, hvad de kan mobilisere for at stikke en kæp i hjulet på præsident Obamas plan om at bruge Paris COP21-konferencen til at gøre det af med den amerikanske økonomi. November-udgaven af Heartland Institute’s ’Nyhedsbrev for Miljø og Klima’ citerer forslag af jurist Chris Horner fra ’Competitive Enterprise Institute’ om,  at det amerikanske Senat før pariserkonferencen skal vedtage en resolution, kaldet ’Senatets mening’ (Sense of Senate), der erklærer, at enhver aftale, der forhandles i Paris, skal ratificeres af Senatet for at træde i kraft. ”Den altafgørende pointe er at sikre, at der ikke findes nogen rimelig påstand om, at ’Verden’ med rimelighed kunne have troet på, at Obamaregeringen binder USA til noget som helst i Paris.” Resolutionen kunne udstedes ved en simpel flertalsafstemning.
Obamaregeringen forhindrer ethvert forsøg på at kræve ansvarlighed og afviste at tillade embedsfolk at vidne for høringen om internationale klimaforhandlinger, der blev afholdt d. 20. oktober af Senatets Komite for Miljø og Offentlige Arbejder, med senator James Inhofe som formand.

 

 




Obama ydmyget: Vestlige nationer tilslutter sig AIIB
– Et lille ’Pearl Harbor’ for Obama

Paris, Nouvelle Solidarité, 25. mrs. 2015Le Figaro bragte en højst interessant leder, dateret 20. mrs., om implikationerne af, at fire store europæiske nationer tilslutter sig den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB, på trods af USA’s forsøg på at standse dem. Alt imens visse elementer i artiklen ikke er korrekte mht. de kinesiske hensigter, så rammer artiklen plet mht. det jordskælv, det repræsenterer over for Obamas politik.

»Aldrig er forræderiet så stort, som når det begås af ens venner. Med beslutningen om at tilslutte sig AIIB, kastede Storbritannien en sten i dammen, der lavede krusninger … For præsident Obama, der gjorde Det asiatiske Stillehavsområde til omdrejningspunktet for sin politik, svarer dette til en krigserklæring. Set fra Det Hvide Hus er AIIB en Beijing-manøvre for at svække amerikansk indflydelse og forstærke sin egen, regionale overhøjhed.  Den kendsgerning, at en historisk, amerikansk allieret, medlem af G7 og NATO-grundpille har besluttet at tilslutte sig denne rivaliserende klub, er et slag i ansigtet … først og fremmest, fordi det understreger fremvæksten af yuan som en reserve- og vekselvaluta. Og også, fordi det forårsagede en implosion af den vestlige blok: Opmuntret af briternes frimodighed var Australien og Sydkorea, der oprindeligt var de første til at misbillige initiativet, de første til at erklære deres potentielle interesse, der i denne uge blev efterfulgt af Italien, Tyskland og Frankrig! Endnu andre har stillet sig op i køen. Et lille Pearl Harbor for Washington.«

Den 24. marts blev den samme diskussion ført i bedste morgensendetid på BFM Radio, Frankrigs førende business-kanal, på en meget fremtrædende måde. BFM Radio rapporterede om spørgsmålene, og bemærkede så USA’s modstand mod de allieredes tilslutning. »Og hvad så«, sagde hovedkommentatoren Stéphane Soumier. »Frankrig har, med sine svage, finansielle kapaciteter, ikke råd til at afvise sådanne muligheder.« Dækningen inkluderede et interview med en indisk ekspert, der sagde, at problemet med Verdensbanken og den Asiatiske Udviklingsbank (ADB) er, at de kun finansierer små og bæredygtige vækstprojekter. Vi har store infrastrukturprojekter og atomkraft, der skal udvikles, sagde han og tilføjede, at Indien er lykkelig over at have en bank, der kan betjene landets behov.

Den anden begivenhed, der skaber krusninger på vandet her i Frankrig, er de fremskredne forhandlinger mellem det franske oliekompagni Total, det russiske Novatek og CNPC [China National Petroleum Corporation] om en 15 mia. dollar stor investering i Yamal LNG [Liquified Natural Gas]-projektet i Sibirien. Målet er at have investeringen på plads inden årets udgang.

Wall Street er urolig over projektet iflg. dækningen i Wall Street Journal, der bemærker, at Totals direktør Patrick Pouyanné tog jobbet efter at »Totals forrige chef, Christophe de Margerie, blev dræbt i et flystyrt i Rusland. Ligesom hr. de Margerie byder hr. Pouyanné investeringer inden for politisk risikable områder velkommen«, skriver Wall Street Journal ildevarslende, »for mange af hans konkurrenter har også satset stort på Rusland og befinder sig nu i en knibe.«    




Jeffrey Steinberg, en af EIR’s redaktører med speciale i efterretninger:
Den anglo-saudiske baggrund for den aktuelle, internationale terrorisme:
Frigiv sandheden, og lad os lukke imperiemagternes topstyrede terrorapparat ned,
én gang for alle!

Webcast 9. januar 2015: Jeffrey Steinberg: … det spørgsmål, vi har fået fra institutionelt hold, og som fokuserer på de seneste dages begivenheder i Frankrig. Men jeg tror, at pointen nu burde stå klart for Dem alle, at det er umuligt blot at påbegynde en diskussion af disse begivenheder, uden som et minimum at gå tilbage til begivenhederne den 11. september, samt den brutale mørklægning, der fulgte efter.

Webcast 9. januar 2015: Jeffrey Steinberg: Jeg mener, at senator Graham virkelig satte rammerne for at besvare det spørgsmål, vi har fået fra institutionelt hold, og som fokuserer på de seneste dages begivenheder i Frankrig. Men jeg tror, at pointen nu burde stå klart for Dem alle, at det er umuligt blot at påbegynde en diskussion af disse begivenheder, uden som et minimum at gå tilbage til begivenhederne den 11. september, samt den brutale mørklægning, der fulgte efter.

I andre afsnit af pressekonferencen onsdag pointerede senator Graham, og også kongresmedlem Lynch, mener jeg, at når dokumenter fra regeringen underkastes undersøgelse med henblik på klassificering (hemmeligstempling), før de frigives til offentligheden, så er der meget ofte bortredigeringer. Disse udgør navne, der ikke nævnes, måske undertiden landenavne, der ikke nævnes, fordi man er bekymret for, hvad det kunne afsløre. Men der har aldrig været et dokument af samme vigtighed som Den fælles Kongresundersøgelse, hvor et helt kapitel, med praktisk talt hvert ord i kapitlet spærret og erklæret klassificeret. Og alle de kongresmedlemmer, der for nylig har læst disse 28 sider, hvilket i sig selv var en kamp, har sagt, at der ikke er noget, der kommer op i den standard, hvor man kan være bekymret for den nationale sikkerhed.

(Dansk udskrift af hele senator Bob Grahams pressekonference, samt selve pressekonferencen, kan ses her)

Det, som siderne afslører, og der er vigtige dele af disse 28 sider, som vi kender til, de afslører for det første, at der rent faktisk var et udbredt støttenetværk, der i hvert fald i to af hovedflykaprernes tilfælde opererede, det vil sige de to første 11. september-flykaprere, der ankom til USA mere end et år før angrebene 11. september. De blev modtaget af to mænd i Los Angeles lufthavn, der blev identificeret som agenter i den saudiarabiske efterretningstjeneste; disse to saudiske agenter sørgede for indkvartering, andre former for logistiske behov, gav dem penge og fik dem rent faktisk ind i den oprindelige pilotuddannelse.

I hele denne periode modtog disse to saudiske efterretningsofficerer jævnligt penge for at finansiere disse aktiviteter. Nogle af pengene kom via et selskab, der var en eksklusiv, såkaldt privat, facade for Det saudiske Ministerium for Forsvar og Flyvning, og den ene af disse to saudiske efterretningsofficerer var en spøgelsesmedarbejder, der modtog ikke blot en betydelig løn, men også dyr finansiering af udgifter, i den periode, hvor 11. september-flykaprerne blev guidet rundt og beskyttet og finansieret. Der kom mindst 50.000 dollar, sandsynligvis nærmere 70.000 dollar, direkte til disse saudiske efterretningsagenter i tiden op til 11. september-angrebene fra den saudiarabiske ambassadør til USA, Prins Bandar bin Sultans personlige bankkonto.

Prins Bandar bin Sultan har været et fast element i USA i årtier; mange mennesker refererede til ham som »Bandar Bush«, fordi han havde sådan et ekstraordinært tæt forhold til både Bush 41 og Bush 43. Bandars hustru, Prinsesse Haifa, var søster til Prins Turki bin Faisal, som var chef for saudisk efterretningsvæsen i over ti år, og som trak sig tilbage fra denne post to uger før angrebene 11. september. Prins Turki var en af de afgørende spillere, der forhandlede direkte med Osama bin Laden og åbnede sluserne for saudisk finansiering, der tilflød al-Qaeda i perioden umiddelbart forud for bombningerne af afrikanske ambassader, angrebet på USS Cole og dernæst angrebene 11. september.

Jeg tror, at senator Graham var meget bevidst om sammenstillingen af sine bemærkninger om Saudi Arabien, monarkiet i Saudi Arabien, og hans referencer til det britiske monarkis forræderi under Borgerkrigen. For i dag er det i realiteten umuligt at skelne mellem det britiske og det saudiske monarki: De repræsenterer en enkelt kraft, og havde det ikke været for den aktive og bevidste involvering af det britiske monarki og britiske efterretningstjenester, havde saudierne ikke kunnet spille den form for rolle, de spillede, hvor de ydede afgørende støtte til 11. september-flykaprerne, og mange, mange andre lignende aktiviteter.

Der er faktisk et veldokumenteret billede af overensstemmelse mellem britiske og saudiske monarkiske operationer, der har direkte forbindelse til 11. september. Fra og med 1985 var Prins Bandar bin Sultan, selv om han var ambassadøren her i Washington, D.C., det personlige mellemled til daværende premierminister Margaret Thatcher i en meget unik aftale om en byttehandel mellem briterne og saudierne, hvor briterne gennem våbenindustriselskabet BAE Systems leverede diverse former for våben til en værdi af 40 milliarder dollar til Det saudiske Forsvarsministerium. Til gengæld betalte saudierne for dette militærudstyr, og et par meget store bestikkelser, der gik til ledende regeringsfolk i Det saudiske Forsvarsministerium og blev uddelt blandt flere andre saudiske prinser, ved at levere 600.000 tønder olie dagligt, fra 1985, og dette program eksisterer faktisk endnu i dag.

I EIR arbejdede vi lidt med at analysere tallene, og vi fik dernæst en vis afgørende, bekræftende information af Prins Bandar selv. Hvis man ser på den mængde penge, som briterne brugte til at levere disse våbensystemer, og dernæst sammenligner det med de indtægter, der blev genereret af salget af bogstavelig talt en supertanker olie om dagen på spotmarkederne i en periode fra 1985 og fortsættende frem til i dag, vil man finde, at efter at have taget alle disse kendsgerninger i betragtning, var der stadig en del mere end 100 milliarder dollar i finansiering til overs.

I en nylig, sanktioneret biografi pralede Prins Bandar af den kendsgerning, at det særlige forhold mellem det saudiske og det britiske monarki muliggjorde oprettelsen af en række offshore-fonde – sorte fonde, sandsynligvis den største pulje af penge til hemmelige operationer, der nogen sinde er samlet på en gang. Og disse britisk-saudiske fonde, der blev administreret i fællesskab, gik, som Bandar selv pralede med, til (citat) »krigen mod kommunisme«, hvorved han mente finansieringen af Mujaheddin i Afghanistan, som var en af ynglepladserne for al-Qaeda og alle de andre grupper, som vi nu ser optræde på verdensscenen.

Og i den periode, hvor Bandar og hans hustru således leverede finansiering til de saudiske efterretningsofficerer, der guidede to af hovedflykaprerne i 11. september rundt, modtog Bandar jævnligt bankoverførsler fra Bank of England, i form af hans »mæglersalær« for olie-for-våben-aftalen mellem briterne og saudierne – den hed al Yamamah; de kaldte det »The Dove«, oversat til engelsk fra arabisk. Så Bandars del af dette arrangement var som et minimum 2 mia. dollar i mæglersalær, der kom ind på hans bankkonti i Riggs National Bank. Det var disse penge, der blev sendt af sted for at hjælpe med at finansiere 11. september-flykaprerne.

Dette er alt sammen en del af det, der står i de 28 sider. Vi ved det ikke, fordi vi sneg os ned i kælderen i Capitol-bygningen og læste dem; vi ved det, fordi der har været andre redegørelser. For eksempel skrev senator Graham en bog i 2004 med titlen Efterretningsanliggender, og denne bog fortalte om hans oplevelse som formand for Den fælles Kongreskomite til undersøgelse af 11. september, og han fortalte som anekdoter om en del af de afgørende resultater, som dengang fandtes i de 28 sider, som blev bortredigeret af præsident Bush og vicepræsident Cheney, og som fortsat holdes tilsløret af præsident Obama på trods af den kendsgerning, at han, ved mindst to lejligheder lovede familiemedlemmerne, 11. september familiemedlemmerne, ansigt-til-ansigt, at han ville sørge for, at disse sider blev afklassificeret.

Jeg er sikker på, at der er mange andre faktorer inkluderet i disse 28 sider, der drejede sig om spørgsmålet om der var, eller ikke var, netværk, der var involveret i at støtte terroristerne, og hvor pengene til operationerne den 11. september kom fra. Navnet Saudi Arabien, navne på specifikke, højtplacerede personer i det saudiske monarki og den saudiske regering, står overalt på de 28 sider. Jeg havde, under pressekonferencen onsdag, lejlighed til at bede senator Graham om at give en kort redegørelse af et andet element af 11. september-historien: På baggrund af resultater af undersøgelsen af cellen i San Diego, Californien, hvor de saudiske efterretningsofficerer direkte fremmede flykaprernes aktiviteter og forberedelser, stillede senator Graham spørgsmålet, om der var, eller ikke var, etableret lignende støtteoperationer andre afgørende steder, hvor flykaprerne lavede det forberedende arbejde. Det omfatter steder som Sarasota, Florida, hvor Mohammed Atta og det ene team var under uddannelse og opererede; det omfattede Herndon, Virginia; det omfattede Paterson, New Jersey; og der var andre steder. Men disse fire steder, San Diego, Sarasota, Herndon og Paterson, var afgørende centre for alle forberedelserne og iscenesættelsen af 11. september-operationen.

Senator Graham kommer fra Florida. Han spurgte FBI, på det tidspunkt, hvor han var formand for Den fælles Kongresundersøgelse af alle filer med relation til de undersøgelser, der blev foretaget i Florida, om der var nogen indikation på, at et lignende støtteapparat opererede i dette område. FBI svarede tilbage, gentagne gange, at der ikke var nogen optegnelser, ingen beviser på noget sådant. Mange år senere, grundlæggende set inden for de seneste to år, blev det, gennem arbejde udført af undersøgende journalister, og gennem registreringen af en retssag, anlagt med baggrund i Loven om Informationsfrihed, med nogen forsinkelse opdaget, at jo, der havde faktisk været endnu en støttecelle, denne gang ledet af en meget prominent, saudisk forretningsmand, der var ansat af den saudiske kongefamilie, og hvis hjem ofte blev besøgt af Mohammed Atta og de andre flykaprere. Og minsandten, om ikke FBI sluttelig indrømmede, at de havde over 80.000 siders dokumentation! Denne dokumentation blev tilbageholdt for Den fælles Kongresundersøgelse, blev undertrykt og mørklagt i et dusin år; og nu, for første gang, undersøger en føderal dommer dette materiale. Dette kaster nu et langt stærkere lys på ikke alene det saudiske, men det anglo-saudiske element af hele 11. september-processen.

Og igen, hvis denne information var kommet ud til offentligheden – kongresmedlemmerne Jones, Lynch og Thomas Massie, der er den tredje medsponsor af lovforslaget for afklassificeringen af de 28 sider, har alle sammen sagt, at efter at have læst de 28 sider – og de har været meget forsigtige med ikke at sige et ord om, hvad de ved om indholdet af disse 28 sider, men de har ret til at komme med deres mening; og i alle tilfælde sagde de, at hele deres syn på de seneste 15 års historie, og endnu længere, var fundamentalt forandret og rystet af det, de havde læst i disse 28 sider.

Nu står vi så her, i begyndelsen af 2015. Vi har netop set det forfærdelige angreb, der fandt sted i Paris, Frankrig, onsdag morgen i denne uge. USA er nu angiveligt i en alliance med Saudi Arabien, Storbritannien og andre lande i Golfstaternes Samarbejdsråd i Den persiske Golf, sunni-lande, for det meste monarkier, der angiveligt fører krig mod Islamisk Stat, ISIS. Men bevismaterialet i disse 28 sider indikerer, at dette anglo-saudiske apparat er kildeudspringet til hele den internationale terrorisme, som vi er blevet konfronteret med i løbet af det seneste dusin år. I stedet for at afsløre den intense og dybe saudiske involvering i 11. september, var alle saudiere, der befandt sig i USA, inklusive medlemmer af bin Laden-familien, de første, der fik lov at gå ombord i kommercielle fly efter angrebet 11. september. I dagene efter 11. september blev hvert eneste af disse mennesker samlet og, ikke sat i fængsel, eller udleveret, men sat på kommercielle fly og bragt tilbage til Saudi Arabien, i sikkerhed for USA’s retshåndhævelse.

Så mørklægningen har været vedholdende, og, som senator Graham netop sagde på pressekonferencen, som et resultat af dette var der et klart budskab: I kan fortsætte ustraffet, for USA vil mørklægge denne britisk-saudiske faktor.

Hændelserne i Paris for et par dage siden er stadig ved at blive undersøgt. Det ville være for tidligt at erklære historien for klappet og klar og hævde, at der er et klart billede af, hvad der stod bag denne operation. Men der er allerede kommet flere ting frem, der er blevet bekræftet og står klart: For det første var de to brødre, der var involveret som attentatmænd på Charlie Hebdos kontor, og som dræbte et dusin mennesker, en del af et netværk, et rekrutterende netværk, et jihadist-netværk, der meget længe har opereret under det britiske monarkis beskyttende paraply. Der er moskéer i London, inklusive Finsbury Park-moskéen, hvor de, der rekrutterede disse to Kouachi-brødre, var baseret og i årtier beskyttet af den britiske krone og britisk efterretningsvæsen.

En af lederne af denne moské, Abu Hamza, blev for nylig, inden for de seneste par år, udleveret til USA og retsforfulgt for sin rolle i visse terroraktiviteter og rekruttering af terrorister, og hovedelementet i hans forsvar ved en amerikansk domstol er, at, mens han var i USA for at rekruttere til al-Qaeda og andre jihadist-grupper, arbejdede han også i hemmelighed for MI5, deres modstykke til FBI. Og der er grund til at tro, at disse påstande har betydelig troværdighed.

På den ene eller anden måde, så har vi her at gøre med et topstyret, anglo-saudisk apparat, der er kildeudspringet til finansieringen, uddannelsen og beskyttelsen af international terrorisme, og så længe, sandheden forbliver skjult for det amerikanske folk, og for hele verden, er der ingen måde, hvorpå vi kan stoppe denne terrorisme; denne terrorisme vil fortsætte, uafbrudt, og dog kan vi, ved simpelt hen at afsløre sandheden, og starte med frigivelen af de 28 sider, begynde at løse dette problem på den rigtige måde.

Jeg bør tilføje en fodnote: For, flere måneder før angrebene 11. september, præsenterede Executive Intelligence Review et dossier for daværende udenrigsminister Madeleine Albright. Og dossieret opfordrede grundlæggende set Udenrigsministeriet til at overveje, om Storbritanniens regering burde sættes på listen over stater, der sponsorerer terrorisme. [EIR, Vol. 27, nr. 3, 21. jan. 2000; »Put Britain on the List of State Sponsoring Terrorism«; http://www.larouchepub.com/eiw/public/2000/eirv27n03-20000121/

eirv27n03-20000121_052-put_britain_on_the_list_of_state.pdf].

Dette dossier, der kan ses på EIR’s websides hjemmeside, var udelukkende baseret på regeringsdokumentation, formelle diplomatiske henvendelser, der var registreret hos British Foreign and Commonwealth Office, fra regeringer så forskellige som den egyptiske, russiske, peruvianske, colombianske, indiske – og i hvert enkelt tilfælde lød klagen på det samme. At terrornetværk, der var aktive i alle disse lande, fik beskyttelse på et sikkert sted, logistisk støtte og finansiering af den britiske regering.

I Ruslands tilfælde var der moskéer over hele Det forenede Kongerige, der var brændpunkter for rekruttering for at sende fanatiske jihadist-rekrutter til først at blive uddannet i Afghanistan og Pakistan, og dernæst sendt til Kaukasus-området for at tilslutte sig de tjetjenske netværk, der udførte en blodig terrorkampagne mod Rusland. I Egyptens tilfælde blev den Islamiske Jihad-gruppe, der udførte massakren på turister på de historiske steder i Luxor i Øvre Egypten, kørt fra London af netværk, der blev finansieret og beskyttet af den britiske regering.

Så det spørgsmål, vi har for os med de 28 sider, går videre end til Saudi Arabien. Det går direkte til kernen af karakteren af de imperiemagter, der stadig eksisterer på denne planet. Og vi har derfor, ved at frigive disse 28 sider, og ved at frigive et element af sandheden, ikke alene en enestående mulighed for at opnå retfærdighed for familierne, for amerikanerne og for alle ofrene for terrorisme i hele verden; men vi lægger også grunden til at få lukket dette apparat ned, én gang for alle. For terrorisme er ikke et »sociologisk fænomen«, det er ikke noget, der styres fra bunden og opefter. Ligesom den internationale narkohandel, så styres det ovenfra og nedefter, og alle veje fører sluttelig tilbage til det, som selv den britiske presse refererer til som »Londonistan«.




Pressekonference med senator Bob Graham 7. januar 2015:
Afklassificer de 28 sider! Fuldt dansk udskrift

Senator Bob Graham: Jeg vil gerne takke Walter og Steve – kongresmedlemmerne Jones og Lynch – for deres lederskab i forbindelse med at gøre Kongressen opmærksom på denne sag. Jeg vil gerne takke familiemedlemmerne, som uden for enhver tvivl har været den mest indflydelsesrige kraft i alle de forandringer, der er sket som følge af 11. september, og også vil være den mest betydningsfulde kraft med hensyn til at overbevise præsidenten om, at tiden er inde til at give det amerikanske folk sandheden.

Det er overflødigt at nævne, at de bemærkninger, som jeg vil fremkomme med her til morgen, er væsentlig anderledes, end de ville have været, hvis det ikke havde været for begivenhederne i Paris her til morgen, som efter min mening stiller denne sag i det rette lys.

Men først lidt om baggrunden: Efter 11. september stod det klart, at det ville blive nødvendigt at Kongressen udførte en eller anden form for undersøgelse af, hvad der skete. Lederskabets beslutning gik ud på, at man skulle kombinere Efterretningskomiteerne i Repræsentanternes Hus og Senatet til en komite; den første gang, noget sådant var sket i Kongressenes historie, for at stå for denne undersøgelse. Undersøgelsen varede hele året 2002. Den omfattede hundreder af vidner, ti tusindvis af sider med dokumentation, der førte til en rapport på over 800 sider, der blev fremlagt i december 2002. Henved seks måneder senere dukkede den offentlige version op, og vi var chokerede over at se, at et vigtigt kapitel i rapporten var bortredigeret, dvs., som kongresmedlem Lynch og kongresmedlem Jones sagde, ikke et ord eller en sætning her og der, men et helt kapitel.

Eftersom dette kapitel fortsat er hemmeligstemlet, kan ingen af os tale om det offentligt, men jeg tror, det er rimeligt at sige, at det er et centralt kapitel for forståelsen af, hvem det netværk var, der gjorde det muligt for 11. september at finde sted. Da vi så, at dette kapitel var blevet fjernet, lød der omgående et ramaskrig. Senator Dick Shelby, republikaner fra Alabama, som havde været formand og på daværende tidspunkt var næstformand for Senatets Efterretningskomite, og jeg, udstedte en erklæring, der sagde, at vi havde indgående kendskab til dette kapitel og ikke anså det for at indeholde noget, der havde skadelig virkning på den nationale sikkerhed, og at kapitlet var væsentligt for den generelle forståelse af 11. september og burde frigives.

Vi har efterfølgende fået tilslutning hertil fra andre, der var involveret, inklusive formanden for Husets komite, Porter Goss, der også gerne ville have været til stede her i dag, og dernæst har også borgerkommissionen for 11. septembers to medformænd, Lee Hamilton og Tom Kean, talt for, at disse 28 sider skulle frigives.

Kort tid efter, at afklassificeringsprocessen sluttede blev der udfærdiget et brev, der blev underskrevet af næsten halvdelen af medlemmerne af USA’s Senat, upartisk, og som inkluderede senator Joe Biden fra Delaware, senator John Kerry fra Massachusetts, og senator Hillary Clinton fra New York, der alle krævede, at præsident Bush frigav de 28 sider.

Hvad har konsekvenserne af, at man har nægtet at frigive disse sider, været? Og lad mig sige, at alt imens de 28 sider måske er de vigtigste og de mest prominente, så er de slet ikke det eneste eksempel på steder, hvor information, der er vigtig for forståelsen af hele 11. september, også er blevet holdt tilbage fra det amerikanske folk. Så de bemærkninger, jeg nu vil komme med, handler specifikt om de 28 sider, men mere generelt om et mønster med en mørklægning, der i 12 år har forhindret det amerikanske folk i at få en komplet forståelse af det mest forfærdelige angreb mod USA i dets historie.

Konsekvenserne er efter min vurdering tre:

For det første, en fornægtelse af sandheden. Et centralt spørgsmål i 11. september var, om de 19 personer handlede alene, eller om de havde et støttenetværk, der fremmede deres evne til at udføre en meget kompleks plan. Ingen, der har undersøgt kendsgerningerne nærmere, inklusive de individer, som jeg netop nævnte, er kommet til en anden konklusion end den, at det er højst usandsynligt, at de 19 personer kunne have handlet på egen hånd. Og dog er det den amerikanske regerings officielle standpunkt, at de handlede på egen hånd, og at der ikke er grund til yderligere at undersøge spørgsmålet, om der var et støttenetværk.

Vi befinder os nu i 150-års jubilæumsåret for Den amerikanske Borgerkrig, og i løbet af de sidste fem år har vi haft en national historietime, efterhånden som datoen for en nutidig begivenhed faldt sammen med en dato under denne krig. En af de informationer, som vi, eller jeg i det mindste, har lært, er, at præsident Lincoln under hele krigen havde en politik om, at alle budskaber, der kom til regeringen, mere specifikt til Udenrigsministeriet, skulle opføres i en offentlig protokol, på daglig basis. Hans forståelse var, at, hvis man skulle bevare det amerikanske folks støtte til en krig, der blev stadig mere blodig, med store mennesketab og materielle tab, ville det kræve det amerikanske folks tillid til, at deres regering opførte sig på en passende måde, og at nøglen til denne tillid var åbenhed.

Jeg ville ønske, at vi vedtog Lincoln-standarden for det, der skete under 11. september.

For det andet er der spørgsmålet om retfærdighed. Henved 3.000 pårørende til dem, der mistede livet under 11. september, har i årevis forsøgt at få retfærdighed gennem vores system, for de tab, de har lidt. Den amerikanske regerings standpunkt har været den at beskytte Saudi Arabien ved praktisk talt hvert trin i retsprocessen. Da den amerikanske regering skulle tage et standpunkt, tog den et standpunkt, der var til skade for de amerikanske borgeres interesser, der søgte retfærdighed, og beskyttende over for den regering, der efter min mening havde det største ansvar for dette støttenetværk.

Og igen, med et eksempel fra Borgerkrigen: Briterne havde underskrevet en neutralitetsaftale med USA om, at de ikke ville blande sig i Borgerkrigen. Efterfølgende fandt man ud af, at deres skibsværfter havde bygget militærskibe til Konføderationen. Da krigen endte, glemte USA det ikke; det ignorerede ikke de negative virkninger af Storbritanniens forræderi. I stedet forfulgte USA sagen mod dem, og sikrede sluttelig en erkendelse af, hvad Storbritannien havde gjort, samt fik nogen skadeserstatning for konsekvenserne af deres handlinger. Hvilken forskel på den måde, dette land så sig selv som en stolt forsvarer af retfærdighed for dets borgere, og så det, vi oplever i dag.

Den tredje konsekvens er spørgsmålet om national sikkerhed, og hyppigt har de, der var forsvarere for, at man ikke skulle have åbenhed, sagt, at dette ikke kan gøres tilgængeligt for det amerikanske folk, fordi det ville skade vores nationale sikkerhed. Det ville påvirke metoder og kilder til information, eller anden information, der ikke egner sig til offentliggørelse. Som de to kongresmedlemmer netop sagde, så læste de begge rapporten – ikke for 12 år siden, da jeg var med til at skrive rapporten – men de har læst den for nylig, og de er begge kommet til den samme konklusion, som vi gjorde for 12 år siden, at der ikke eksisterer nogen trussel mod vores nationale sikkerhed i frigivelse.

Jeg vil i dag hævde, at der eksisterer en trussel mod vores nationale sikkerhed i manglende frigivelse, og vi så endnu et kapitel af det i dag, i Paris.

Her er nogle kendsgerninger:

Saudierne ved, hvad de gjorde. De er ikke personer, der ikke er bevidste om konsekvenserne af deres regerings handlinger. For det andet, så ved saudierne, at vi ved, hvad de gjorde! Der er nogen i regeringen, der har læst disse 28 sider, nogen i regeringen har læst alle de andre dokumenter, der hidtil er blevet mørklagt. Og det ved saudierne.

Hvad tror man, saudiernes standpunkt ville være, hvis de vidste, hvad de havde gjort, vidste, at USA vidste, hvad de havde gjort, og dernæst så, at USA havde indtaget et standpunkt af enten passivitet, eller ligefrem fjendtlighed over for at lade disse kendsgerninger blive kendt? Hvad ville den saudiske regering gøre under sådanne betingelser, hvilket netop er, hvor de har befundet sig i mere end et årti?

Ja, for det første har de fortsat, måske optrappet, deres støtte til en af de mest ekstreme former for islam, wahhabisme, over hele verden, især i Mellemøsten. Og for det andet har de støttet deres religiøse iver med finansiel eller anden form for støtte til de organisationer, der skulle udføre disse ekstreme former for islam. Disse organisationer har omfattet moskéer, madrassaer og militær. Al-Qaeda var en skabelse af Saudi Arabien; de regionale grupper så som al-Shabab, har for størstedelen været skabelser af Saudi Arabien; og nu er ISIS den seneste skabelse!

Ja, jeg håber og har tillid til, at USA vil knuse ISIS, men hvis vi tror, det er definitionen på sejr, er vi meget naive! ISIS er en konsekvens, ikke en årsag – det er en konsekvens af udbredelsen af ekstremisme, primært af Saudi Arabien, og hvis det knuses, vil en anden organisation blive etableret, finansieret og støttet for at fortsætte sagen.

Så konsekvensen af vores passivitet over for Saudi Arabien har været, at vi har tolereret denne serie af organisationer; voldelige, ekstreme, ekstremt skadelige for Mellemøsten, og en trussel mod verden, som vi så det i Paris i morges.

Så jeg vil afslutte med at sige, at dette er et meget vigtigt spørgsmål. Det kan synes uaktuelt for nogle, men det er lige så aktuelt som de avisoverskrifter, vi vil læse i dag. Det er et spørgsmål, der vedrører kernen af USA’s kontrakt med sit folk, at folket vil give regeringen troværdighed og støtte til at regere; regeringen vil give folket den information, på basis af hvilken det kan foretage en sund vurdering af, om regeringens handlinger er passende. Det er fundamentalt som retfærdighed over for vort folk, der har lidt så meget under denne onde union mellem ekstremisme og en meget magtfuld nationalstat. Og det er det amerikanske folks sikkerhed.

Så jeg vil igen gerne takke kongresmedlemmerne for deres lederskab. Jeg håber, de snart vil få følgeskab at en bølge af andre kongresmedlemmer, der indser vigtigheden af dette spørgsmål. Og at USA’s præsident endelig vil erklære, at han vil vedtage Lincoln-standarden med fuld åbenhed og stole på det amerikanske folks intelligens og dømmekraft og patriotisme for at afgøre, hvad det passende handlingsforløb bør være.

Tak. [klapsalver]

 




EIR: Gorbatjovs advarsel:
Konflikt mellem USA og Rusland ville uundgåeligt blive atomar

11. jan. 2015 – Mikhail Gorbatjov, Sovjetunionens sidste leder, advarede i et interview, publiceret i Der Spiegel den 9. jan., om, at konfrontationen mellem USA og Rusland over Ukraine kunne føre til en storkrig.

»En sådan krig ville i dag uundgåeligt blive til en atomkrig. Hvis der er nogen, hvis mod svigter pga. den forbitrede atmosfære, vil vi ikke overleve det kommende år«, sagde han. »Jeg siger ikke dette henkastet. Dette er virkelig af den største betydning for mig«.

Dette er blot den seneste af Gorbatjovs højprofilerede advarsler om de potentielle konsekvenser af briternes og NATO’s politik over for Rusland – der for nylig har fundet genklang hos toppolitikere i Tyskland, Frankrig og Italien.

Gorbatjov fordømte »tabet af tillid« mellem Rusland og Vesten som værende »katastrofal« og sagde, at båndene må »tøs op«. Gorbatjov anklagede Vesten og NATO for at ødelægge Europas sikkerhedsstruktur ved at udvide sin alliance. »Ingen chef i Kreml kan ignorere noget sådant«, sagde han og tilføjede, at USA ulykkeligvis har været i gang med at etablere et »mega-imperium«.

Gorbatjov angreb også voldsomt Tysklands rolle i den aktuelle krise og mindede samtidig landet om dets egen historie.

»Det nye Tyskland vil have fingrene i alle kagedåserne. Der synes at være mange personer, der ønsker at være involveret i en ny opdeling af Europa«, sagde han. »Tyskland har allerede forsøgt at udvide sin magtindflydelse mod Øst – i Anden Verdenskrig. Har landet virkelig brug for endnu en lektion?«

Gorbatjov fordømte også USA’s sanktioner mod Rusland som »forbandet dumme og særdeles farlige«.

Gorbatjov, der i selve post-Sovjet-Rusland er blevet betragtet som et aktiv for europæiske finansgrupperinger snarere end en russisk patriot, var ikke alene om at advare om en potentiel, global katastrofe, hvis Vesten ikke trækker sig fra sit åbenlyse fremstød for regimeskift mod den russiske præsident, Vladimir Putin.

 

Et »advarselsskud mod Hollandes hoved«  

Den franske præsident François Hollande kom med flere skarpe advarsler i sidste uge, der sagde, at en fortsættelse af vestlige sanktioner mod Rusland var en alvorlig fejltagelse og omgående burde droppes. Den 4. januar gav Hollande et interview til en fransk Tv-kanal, i hvilket han advarede om, at den russiske krise ikke er god for Europa. »Sanktioner må stoppes nu«, sagde han til den landsdækkende kanal. To dage senere gentog han samme krav om at afslutte de anti-russiske narrestreger og specifikt en afslutning af de økonomiske sanktioner, der er mindst lige så ødelæggende for Frankrig, som de er for Rusland.

Den kendsgerning, at terrorister angreb Charlie Hebdos kontorer i Paris blot tre dage senere, var, ifølge en tidligere embedsmand på regeringsniveau, et »advarselsskud mod Hollandes hoved«.

Sidste søndag (11. jan.) gav den tyske landsformand for SPD [Sigmar Gabriel] – der også er vicekansler og økonomiminister i Merkel-regeringen – et interview til Bild am Sonntag, hvor han krævede en afslutning på sanktionerne mod Rusland og erklærede, at »vi bør løse Ukrainekrisen og ikke tvinge Rusland i knæ«.

Selv Letlands udenrigsminister, der i øjeblikket er den roterende præsident for Den europæiske Union, stod stejlt imod yderligere provokationer mod Moskva. Udenrigsminister Edgars Rinkēviċs rapporterede, at Rusland var villig til at afholde drøftelser om Ukraine for at bringe sanktionerne til ophør. Han opfordrede indtrængende de europæiske ledere til at samles senere på måneden i Astana med præsident Putin og den ukrainske præsident Porosjenko for at færdiggøre en aftale om en arbejdsplan.

De politiske chefer for udenrigsministerierne i Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig mødtes i Berlin 5. januar, efterfulgt af en telefonsamtale mellem Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov og hans tyske modpart, Frank-Walter Steinmeier. Der er planlagt et møde mellem de fire ministre den 12. januar i Berlin, og der er stadig planer om et topmøde mellem de fire statsoverhoveder for Tyskland, Frankrig, Rusland og Ukraine i Astana, Kasakhstan, en gang i januar. Den 9. jan. var præsidenten for Kasakhstan, Nursultan Nazarbayev, i Berlin, hvor han mødtes med kansler Angela Merkel for at udarbejde de endelige planer for topmødet, blandt andre presserende sager.

Selv NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, bemærkede efter terrorangrebet den 7. jan. i Paris, at NATO og Rusland har en fælles interesse i at besejre den globale terrorismes svøbe. I en tale i Bayern umiddelbart før et møde med den tyske koalitionspartner CSU’s lederskab opfordrede Stoltenberg også til samarbejde med Moskva. Dette var i stærk kontrast til den krigeriske retorik fra hans forgænger som NATO-chef, Anders Fogh Rasmussen.

Den tidligere tjekkiske præsident Vaclav Klaus føjede sin røst til deres, der gør modstand mod faren for krig, ved at erklære, at det ville være »en stor, utilgivelig risiko« at give Rusland skylden for Ukrainekrisen.

 

Krigspartiet vil ikke trække sig

Til trods for denne modstand imod den voksende fare for generel krig, forholdt krigspartiet sig ingenlunde tavs.

Den 9. januar besøgte den ukrainske premierminister Arsenij Jatsenjuk (den amerikanske viceudenrigsminister for europæiske og eurasiske anliggender, Victoria Nulands »vor mand Jats«) kansler Merkel i Berlin. I en fælles pressekonference med Merkel afleverede Jatsenjuk en række personlige anklager mod den russiske præsident Putin uden det mindste bevis – inklusive, at Putin skulle have beordret hackingen af den tyske regerings computere, og at han stod bag udsendelsen af »banditter« til Østukraine for at kæmpe mod Kievs regeringsstyrker.

Under denne pressekonference syntes Jatsenjuk direkte at give en undskyldning for Hitler ved at referere til befrielsen af Ukraine og Tyskland ved slutningen af Anden Verdenskrig som en sovjetisk »invasion«. Forsøg på at »forklare« bemærkningerne (som fremkom i verdensmedierne via oversættelse fra ukrainsk til tysk) talte for døve øren, efterhånden, som ægte statsmænd kom ud med kraftige udtalelser mod Jats’ bemærkninger. Den tjekkiske præsident Milos Zeman angreb Jatsenjuk kraftigt som »krigens premierminister« og kom med en kyndig skelnen mellem Jatsenjuk og den ukrainske præsident Porosjenko, der har opfordret til, at statsoverhovederne ved Astana-mødet samles for at bilægge Ukrainekrisen. Tyske kilder mener, at Jats’ indsats var specifikt rettet mod at ødelægge ethvert fremskridt i de igangværende drøftelser mellem Lavrov og Steinmeier.

I en relateret udvikling meddelte Pentagon i sidste uge planer om at nedlukke 15 amerikanske militærbaser i Europa – på et tidspunkt, hvor den faktiske størrelse af amerikanske militærstyrker i Europa vokser. Listen over baser, der skal lukkes, er centreret i Det forenede Kongerige og Vesteuropa, alt imens væksten helt er i Østeuropa, inklusive den planlagte udstationering af en tankbrigade til et endnu ikke afsløret sted længere mod øst.

Den største fare består i, at det stadig større svælg imellem Moskvas og Washingtons ’beretning’ om Ukrainekrisen udgør en drivkraft mod krig, og at præsident Obamas fortsatte giftighed mod Putin er en afgørende faktor, der driver konfrontationen.

Rusland har gjort det klart, at oprustningen af dets strategiske styrker er rettet mod at afskrække et vestligt angreb. Pentagonstrateger ser nu i den russiske oprustning i de senere år noget, der er i færd med at skabe et farligt svælg på niveauet for europæisk sikkerhed og strategisk afskrækkelse. Ikke siden den cubanske missilkrise i 1962 har verden befundet sig så tæt på global, atomar konfrontation.

 

Denne artikel publiceredes første gang i EIR 16. jan. 2015 og er ikke tidligere udgivet på dansk.  

 

 

Foto: Presidential Press and Information Office.

Tidligere Sovjetleder Mikhail Gorbatjov lagde ikke fingrene imellem i sin advarsel om, at en konfrontation mellem USA og Rusland kunne føre til atomkrig. Her ses han med præsident Putin i september, 2000.    




Europa: En franko-russisk alliance er under udvikling

Paris, 16. jan. 2015, (Nouvelle Solidarité) – Mens røgen stadig er ved at lette efter terrorangrebene den 7. januar, er der nogle betydningsfulde tendenser mod forandring i fransk politik, som går langt videre end til at løse angrebene imod Charlie Hebdo i sig selv. Der er røster, der direkte siger, at Frankrig har behov for at ændre sine alliancer i verden.

Forandringen, der har et revolutionært potentiale, finder sted i de franko-russiske relationer, som, selv om det først skal bekræftes fuldt ud, er begyndt at blive debatteret i kommentarer og analyser. Bemærkninger i den russiske avis Kommersant fra den franske ambassadør til Rusland, Jean-Maurice Ripert (der ikke er kendt for at være pro-russisk) bekræfter, at der er noget i gære. Avisen skriver i sin underoverskrift til artiklen: »Paris vil ikke acceptere splittelsen mellem Europa og Rusland, siger fransk ambassadør til Rusland Jean-Maurice Ripert: ’Vi ønsker ikke at affinde os med splittelsen, det faktum, at Rusland vil bevæge sig væk fra Europa, eller Europa fra Rusland. Jeg har intet imod idéen om Eurasien – den er en realitet. Rusland er en bro mellem Europa og Asien. Og Rusland er selvfølgelig en del af Europa’, sagde Ripert til Kommersant i et interview, der blev publiceret den 15. jan. og rapporteret på engelsk af Sputnik International

»For os er den tragedie, der finder sted i Ukraine, uacceptabel. Den humanitære situation i Donbass er en katastrofe«, citeres Ripert for at sige. »Dette kan ikke fortsætte. Frankrig og Tyskland, sammen med Rusland, har et tillidsforhold til parterne, der er i konflikt, og vil kunne overbevise dem om at finde en løsning.« Ripert sagde også, at Rusland og Europa »ikke vil vende tilbage til fortiden«, idet han refererede til tale om en ny, Kold Krig. Han tilføjede, at Moskva og Paris fortsat samarbejder om internationale anliggender, inklusive om kampen mod terrorisme og konflikten i Syrien.

Den velinformerede Dedefensa-webside, der køres af en franskmand i Belgien, rapporterer også, at russerne i løbet af de seneste uger og måneder har ændret deres syn på, hvem der er deres hovedallieret i Europa. »Siden sidste efterår« har Rusland »i øjeblikket opgivet alt håb om, at [den tyske kansler] Merkel ville spille denne rolle med dem, og især efter den franske præsident Hollandes improviserede, overraskende besøg i Moskva i december måned, på Hollandes anmodning, har de vendt sig mod Frankrig. De har, i denne sammenhæng, ikke glemt den rolle, Hollande spillede i mindehøjtidelighederne i Normandiet i anledning af D-dag.«

Dedefensa citerer fra et interview med Radio Sputnik, som rapporteres af Sputnik News af Kyrill Kotkich den 13. december, kort tid før [sic] den russiske præsident Vladimir Putin og Hollande mødtes i Vnutkovo-lufthavnen uden for Moskva. Kyrill Kotkich, associeret professor ved det Russiske Udenrigsministeriums Institut for Internationale Relationer, sagde til Sputnik, »Det var Hollande, der var modig nok til at starte Normandiet-processen, da de første forhandlinger mellem Putin og Poroshenko fandt sted. Og han kan fortsætte denne linje. Som Moskva ser det, begynder Tyskland at tale på vegne af hele Europa, og det er Frankrig ikke tilfreds med, fordi de franske interesser er lidt anderledes end de tyske. Det betyder, at Hollande er motiveret for at bevare en status for Frankrig som en stærk, europæisk magt med sin egen stemme, uden en tysk accent og i det klare, franske sprog.«

Dmitry Yakuschkin, der også deltog i interviewet, sagde, at den aktuelle franske holdning »minder mig om den rolle, som Frankrig forsøgte at spille i 1960’erne. Det forsøgte at genvinde sin herlighed fra før krigen og positionerede sig som et land mellem Østen og Vesten. Jeg arbejdede i Frankrig i mange år, og hvis man ser på de europæiske lande som Storbritannien, Tyskland, selv Spanien og Italien, så var Frankrig altid et land, der ikke lignede de andre. Det var ikke rigtigt et kapitalistisk land, det var ikke helt et vestligt land, og nogle gange havde jeg på fornemmelsen, at [daværende præsident] hr. de Gaulle nærmest blev opfattet som den sovjetiske leder. Vi var meget milde med vores kritik af Frankrig for dets interne problemer, dets sociale problemer.«

Dedefensa understreger også, at terrorangrebet imod Frankrig giver Rusland en anden vinkel for at styrke den franko-russiske relation, eftersom Rusland er kompetent inden for dette felt og har tilbudt sine tjenester til alle andre ofre for terrorisme.

 

Foto: Præsident Putin og præsident Hollande efter mødet i Vnutkovo-lufthavnen, der fandt sted den 6. dec. 2014. 




Fra LaRouche-bevægelsen 16. jan. 2015:
Kampen for New York intensiveres

Kampen for USA’s overlevelse er nu centreret omkring to skarpt adskilte billeder af New York City: Det New York City, som stod for vores første finansminister Alexander Hamilton, der smedede den føderale, forfatningsmæssige republik omkring princippet om national kredit og nationalt bankvæsen, versus Wall Streets forræderi, fra Hamiltons morder Aaron Burr til nutidens Jamie Dimon og resten af de for-store-til-at-lade-gå-ned-pirater, der, såfremt de får lov at fortsætte, har stjålet nationens fremtid.

Lørdag, den 17. jan. intensiveres kampen med den seneste i en række af Schiller Institut konferencer på Manhattan , der tilsigter at samle borger-patrioter, der har fået nok af Wall Street og City of London, og som er rede til at kæmpe.

Under diskussioner med kolleger torsdag den 14. jan. fremhævede Lyndon LaRouche, at vi nu går ind i en periode, hvor oprøret mod Wall Street kan bryde ud i en kraft for en revolutionær, politisk forandring.

»Vi står på randen af denne form for pludseligt, revolutionært skift«, understregede LaRouche.

Der er beviser for, at der overalt gærer en anti-Wall Street følelse. I denne uge genfremsatte kongresmedlem Marcy Kaptur (D-Oh.) lovforslag HR 381 for en genindførelse af Glass-Steagall, loven fra Franklin Roosevelt-æraen, der opdelte den Store Depressions for-store-til-at-lade-gå-ned-banker i totalt adskilte kommercielle banker, der faldt ind under beskyttelse fra FDIC (USA’s indskudsgarantifond, -red.), og investeringsbanker, der ikke nød statslig beskyttelse af deres hasardspil. Lovforslaget har nu 16 medsponsorer. Et lignende lovforslag blev fremsat i Senatet under sidste senatssamling af Elizabeth Warren (D-Mass.), Maria Cantwell (D-Wa.), John McCain (R-Ariz.) og Angus King (I-Vt.) og må omgående atter indgives.

I Vesteuropa, hvor bankerne er på randen af sammenbrud, afkoblede den Schweiziske Nationalbank francen fra euroen og steg omgående 40 % i værdi mod euroen, før den atter faldt en smule. Schweizerne ved, at euroen er dømt til undergang i en snarlig fremtid, med den forventede annoncering næste torsdag fra Den europæiske Centralbank af et tyfonagtigt program med ’kvantitativ lempelse’, samt med de kommende, græske valg, der kunne signalere den totale afslutning af eurosystemet.

Det bankerotte, transatlantiske banksystems ustabilitet holder Wall Street i en desperat tilstand. Jamie Dimon sagde til analytikere og finansreportere onsdag, at »bankerne er under angreb«. Kendsgerningen er den, at det amerikanske folks had til Wall Street vokser – og alt, hvad Citibank, JPMorgan Chase, Bank of America, Goldman Sachs, Morgan Stanley og Wells Fargo foretager sig, gør tingene værre for dem. At kongressen åbenlyst er blevet betalt for at fjerne de ynkelige små restriktioner, der er tilbage i Dodd/Frank-loven, har båret ved til bålet af en stærk modreaktion.

Der er ingen anden valgmulighed end at genindføre Glass/Steagall som Første Trin af genoplivningen af Hamiltons principper, der er den eneste anvendelige løsning. Ved at vende tilbage til Det amerikanske System ville USA blive en natulig allieret til BRIKS-landene, der har påbegyndt et nyt system med internationalt samarbejde mellem suveræne nationalstater, der er gået sammen for at forfølge menneskehedens fælles mål.

Alternativet er fremstødet for krig, der kommer fra de samme, desperate London- og Wall Street-kredse. I Europa er der skræmmende tegn på en genopblussen af neonazistiske idéer, der breder sig fra Sektor Højre og relaterede kræfter i Ukraine til Tyskland og andre dele af Europa. LaRouche sagde til kolleger i dag, at frygten for en sådan neo-fascistisk genoplivning spreder rædsel blandt tyske politikere, især Angela Merkel. Han tilføjede, med afsky, at Angela Merkels manglende, officielle fordømmelse af den ukrainske premierminister Jatsenjuks afskyelige, offentlige bemærkninger i Berlin om Sovjetunionens invasioner af Ukraine og Tyskland under Anden Verdenskrig, var »utrolig i nutidens Tyskland«.

LaRouche satte denne kapitulation og frygt op imod den modige holdning, som Frankrig indtog som reaktion mod sidste uges terrorangreb i Paris. Hollande og Frankrig blev udset som mål, fordi de er ved at bryde væk fra det britisk-ledede krigsfremstød mod Rusland, og fordi de er ved at få tilslutning fra andre, mere fornuftige europæere, der er fortalere for en genoplivning af samarbejde med Rusland som den eneste mulighed for at undgå krig, og den eneste måde, hvorpå nogle af de mest presserende problemer i verden i dag kan løses – inklusive truslen om terrorisme og asymmetrisk krigsførelse, der kommer fra de anglo-saudiske monarkier.

Det er i denne sammenhæng, at Manhattan-begivenheden lørdag eftermiddag er af historisk betydning.

 

 

Foto: Alexander Hamiltons Første Nationalbank




Fra LaRouche-bevægelsen 15. jan. 2015:
Wall Street/London-bankerot optrapper momentum for verdenskrig

Lyndon LaRouche advarede onsdag om, at den eskalerende krise med krig omkring Ukraine, der har Rusland som sit mål, drives frem af desperationen, der kommer fra London og Wall Street over deres overhængende, totale bankerot. Denne desperation kom atter til udtryk onsdag, da Wall Street hamrede lov HR 37 igennem den amerikanske Kongres; endnu en afregulering af derivatboblen. Lovforslaget var blevet nedstemt i sidste uge, og Wall Streets republikanske lederskab i Kongressen genfremsatte omgående lovforslaget til en ny afstemning, der denne gang blot krævede simpelt flertal.

De er tydeligvis klar over, at hele den transatlantiske finansboble er på den yderste rand, og de kan ikke engang vente i et anstændigt tidsrum, før de gennemtrumfer nye garantier for bank-bailout. Dette er forfatningsstridigt i kriminel grad.

De samme faktorer er i spil i den fortsatte sabotage af enhver løsning på Ukraine-konflikten, der ville nedtrappe de fortsatte provokationer mod generel krig med Rusland. LaRouche advarede om, at de neonazistiske kræfter i Ukraine promoveres og støttes af ligesindede kredse i dele af Vesteuropa, inklusive Tyskland. Den propaganda, der udspys af de tyske medier, advokerer aggressivt den samme neonazistiske linje, som den ukrainske premierminister Jatsenjuk spredte under sit besøg i Berlin i sidste uge.

Tag ikke fejl, advarede LaRouche.

»Verden drives hen imod Tredje Verdenskrig, og en mulig, atomar udslettelse, af Londons og Wall Streets marionet-stemmer. De bruger de anti-russiske provokationer og hensigten om krig til at aflede opmærksomheden og skjule sandheden om deres totale bankerot. Millioner af uskyldige borgere ødelægges på vegne af dette Wall Street/London-oligarki, hvis elendighed man burde gøre en ende på gennem en organiseret konkursbehandling, der begynder med genindførelsen af Glass/Steagall-loven«, krævede LaRouche.

LaRouche tilføjede, at der må være regres mod disse London- og Wall Street-forbrydere, og han lovede, at den kommende Schiller Institut-begivenhed i New York City den 17. januar ville være en vigtig lejlighed til at udløse netop en sådan regres.

Der er tydeligvis andre kræfter, der allierer sig imod London/Wall Streets krigsfremstød, som det reflekteredes af marchen i Frankrig med fire millioner mennesker efter de to jihadist-angreb i Paris i sidste uge. Frankrig har nægtet at gå i London-fælden – som Merkels Tyskland har – og respondere til den asymmetriske krigsførelse med yderligere et angreb på sin egen befolkning.

Og den seriøse dækning af den saudiske hånd bag den globale terror efter sidste uges pressekonference på Capitol Hill med senator Bob Graham, kongresmedlemmerne Walter Jones og Stephen Lynch og repræsentanter for familierne til ofre for 11. september under ledelse af Terry Strada, så vel som LaRouchePAC’s webcast den 9. januar, der leverede en dybtgående afsløring af den anglo-saudiske faktor, fortsætter. Blot inden for de seneste 24 timer har der været fremragende dækning af pressekonferencen og saudiernes rolle i Daily Beast, Zerohedge, Russia Today og Kinas Global Times.

Det anglo-saudiske apparat spiller en central rolle i krigsfremstødet mod Rusland. At man med fuldt overlæg har presset verdensprisen på olie langt ned under omkostningsniveauet, er direkte rettet mod Rusland, og Putin-lederskabet i Moskva er fuldstændig klar over, at de er Londons, Riyadhs og Det Hvide Hus’ mål.




Frankrig: Jacques Cheminade: Lad os ikke forpasse dette afgørende øjeblik

Dette er en erklæring af Jacques Cheminade, formand for Solidarité et Progrès, efter at han deltog i marchen i demonstrationerne i Paris den 11. september. Den originale erklæring kan læses på Cheminades webside.

Denne søndag, den 11. januar, marcherede jeg i Paris sammen med mit lands folk. Jeg kunne kun beundre andagten, værdigheden og beslutsomheden hos denne enorme gruppe, der gik ud over politiske partier. »Jeg er Charlie, Jeg er jøde, Jeg er politibetjent, Jeg er muslim, Jeg er kristen, Jeg er franskmand, Jeg er verdensborger«, fortæller, hvad vi alle følte.

Det var vores plads at være der. Og følelsen af, og intet mere var som før, var der også.

I dag genoptages det politiske liv, dvs. fornuft, der er forpligtet til handling, uden skinhellighed. Det er nødvendigt omgående at identificere de ansvarlige: Vi må kræve, at Saudi Arabien, Qatar og alle de agenturer, der skabte disse Frankenstein-monstre, omgående stilles til regnskab. Vi må lægge skylden på dem, hvad enten de er i London eller Washington, på Wall Street eller i City of London, i Riyadh eller Doha, der promoverer terrorisme eller hvidvasker de penge, med hvilke terroren finansieres, og håner vore republikkers principper.

Vi må som en hastesag etablere en Parlamentarisk Kommission til at undersøge terrorismens kilder, med den forpligtelse, at vi ikke vil standse undersøgelserne der, hvor de måtte blive pinlige.

Tiden er inde, og har været det længe. Uden denne handling vil vi synke ned i NATO’s aggressive politik og et regime af lovløshedens lov, der, som Mikhail Gorbatjov bemærkede, kunne føre til atomkrig, og hvor terrorisme er den asymmetriske udvækst.

Det er på tide, og har været det længe, at vi vender tilbage til en global politik, der tjener menneskehedens sag, en politik for afspænding, forståelse og samarbejde med alle dem, der er villige til at gøre en ende på den ødelæggende nedskæringspolitik, der skaber grobund for falske profeter og imbecile barbarer.

Lad os gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre, at den skønne dag i går bringer os dertil, og at national enhed ikke bliver en såkaldt hellig union, der kvæler os i underkastelse over for dem, der sår blæst for at høste kaos.

Med en tanke i alle vore handlinger til de to unge mennesker i Vincennes, der i fredags døde som helte, mens de forsøgte at fravriste morderen hans våben.

Fremad! Vi er gjort af samme stof som vore drømme.




Fra LaRouche-bevægelsen 13. jan. 2015:
Et skift i global politik

Samme dag, som global terrorisme ramte Europa, den 7. januar, udløste LaRouchePAC og EIR en revolutionær kapacitet, der fuldstændig kan besejre denne terrorisme og ødelægge dens sponsorer.

Dette supervåben imod global terrorisme er ikke en ny politistatslovgivning i Cheneys, Bush’ og Obamas stil. Det var for det første, anklageskriftet den 7. jan. fra højeste niveau i Kongressen, med formanden for Den fælles Kongresundersøgelse af 11. september, senator Bob Graham, om det saudiske monarkis ledende rolle i al global terrorisme – efterfulgt af verdensomspændende mediedækning af pressekonferencen, der stadig finder sted.  Dernæst kom webcastet den 9. jan. med Jeff Steinbergs særdeles kyndige og detaljerede afsløring af den britisk/saudiske brug af alle globale terrornetværk. Og dernæst, udløsningen af en ånd af national enhed og solidaritet i et europæisk land – den enorme franske demonstration den 11. januar – blandt de mange europæiske lande, der har mistet deres suverænitet til Margaret Thatchers og Tony Blairs britiske regeringer, samt den frastødende kongefamilie.

(SE: LaRouchePAC’s »Ophæv hemmeligstemplingen af de 28 sider)

En ophævelse af hemmeligstemplingen af de 28 sider i senator Grahams Fælles Kongresundersøgelse fra 2002 diskuteres nu i medier og politiske organisationer i hele verden. Saudiernes ansvar for terrorisme i hele verden, og undertiden det ultimative britiske ansvar som »moder« for terrorisme imod nationer, debatteres nu de mest usædvanlig steder – »Meet the Press« på amerikansk Tv, medier i hele Frankrig, den thailandske presse, RT osv.

At gøre en ende på terrorisme, på »civilisationernes sammenstød«, på briternes/Obamas forsøg på at ødelægge Rusland, diskuteres alt sammen på højt niveau i landene allieret med BRIKS, mellem disse og Frankrig, og i Vatikanet.

Lyndon LaRouche karakteriserer en potentiel revolution i politik og anskuelse, og en revolution, vi har været med til at skabe. LaRouchePAC har optrappet med en flyveseddel, der allerede uddeles over hele landet, »Top U.S. ’Ally’ Created 9/11 Terror« (teksten til pressekonferencen om de 28 sider). Vi må optrappe mobiliseringen med denne kapacitet, der blev lanceret sidste onsdag og fredag; hvis du læser dette, bør du uddele/videresende Teksten fra pressekonferencen til dit netværk. Terroren eskalerer fortsat; læs nedestående rapporter.

Den globale drivkraft bag terrorisme og truslen om krig – atomkrig – er sluttelig ikke kun London, men City of London, og Wall Street; bankerne, der er pakket helt op til ørerne med giftig gæld, og som står over for endnu et krak, og er fast besluttede på at knække nationer, og fjerne nationers evne til at regulere eller blande sig i deres forbrydelser på nogen måde. Wall Street og City er bankerot, deres banksystemer er bankerot. De må besejres på denne front; men derefter må de gennemgå konkursbehandling, og en ny Glass/Steagall-lov.

I går modtog LaRouche en rapport om de nye forslag fra de ledende, græske partier om en europæisk konference for at nedskrive den græske gæld i en aftale – og han insisterede på, at det må være hele det City-dominerede, europæiske banksystem, der reorganiseres, fordi det hele er bankerot. De taler kun om en »græsk« gældskrise for at dække deres bankerotte bagdele ind, sagde han.

Alexander Hamiltons princip om national kredit kan dernæst bruges til at genoplive og genopbygge økonomier, der er knækket af 20 års spekulative sammenbrud. LaRouches »Fire Hovedlove«, med Glass-Steagall som den første, må vedtages.

FOUR-LAWS-WIDGET-gsSE: LaRouches Fire Love (dansk)

Situationen kræver, at vi følger op, uden afvigelser, på denne mobilisering, og skaffer støtte til den gennem udadrettet organisering.

20140112-paris-slide-8FXE-facebookJumbo-v4  SE: Erklæring fra den franske leder og LaRouche-allierede Jacques Cheminade efter marchen i Paris.

paris attack  SE OGSÅ: Jacques Cheminades erklæring efter angrebet på Charlie Hebdo i Paris, »Frankrigs 11. september«.

 

Foto: Søjle med Det amerikanske Storsejl, ‘E pluribus unum’, Af de mange, En. Lokalitet ukendt.

 

 

 




Helga Zepp-LaRouche:
Historisk pressekonference i den amerikanske Kongres:
Har man løjet for hele verden?

11. januar 2015 – Det var et bemærkelsesværdigt sammenfald, at pressekonferencen med den tidligere senator og formand for den officielle undersøgelseskomite af begivenhederne den 11. september, 2001, Bob Graham, og terrorangrebet mod journalister fra det franske, satiriske ugemagasin Charlie Hebdo i Paris, fandt sted på samme dag. Senator Graham, kongresmedlemmerne Walter Jones og Stephen Lynch, samt pårørende til ofrene for angrebet på World Trade Center, gjorde her hemmeligstemplingen, efter ordre fra præsidenterne Bush og Obama, af et helt kapitel af den originale kommisionsrapport ansvarlig for, at den virkelige baggrund for 11. september frem til i dag ikke er blevet afsløret, og at terrorbølgen derfor lige siden aldrig er afbrudt. Denne undladelse fortsætter med at udgøre en trussel mod verden, »som vi så det i Paris i morges«, påpegede senator Graham gentagne gange.

(Læs pressekonference på dansk samt se video her).

Denne pressekonference, der blev sendt live af internetsiden LaRoucepac.com’s videoteam, betyder efter al sandsynlighed afslutningen på to amerikanske regeringers mørklægning af baggrunden for 11. september. Det faktum, at den tidligere formand for begge kongreshuses undersøgelseskommission, der fra 2001 til 2002 havde arbejdet et helt år, interviewet hundreder af personer, undersøgt titusinder af dokumenter og sluttelig offentliggjort en officiel, 800 sider lang, omfattende rapport, personligt trådte frem for pressen, var i sig selv en sensation. Så meget desto mere på grund af det faktum, at han gjorde hemmeligstemplingen af de 28 sider af rapporten ansvarlig for, at det kunne komme til sådanne terrorangreb, som det i Paris.

Den vidt udbredte rapportering i amerikanske og diverse internationale medier, udlægningen af optagelsen af pressekonferencen på en række websider i flere lande, såvel som nationale og internationale parlamentarikeres og eksperters opmærksomhed, burde sikre, at denne skandale ikke længere kan fejes ind under gulvtæppet.

Hvad er da sammenhængen mellem disse 28 sider og angrebet i Paris? Er det virkelig korrekt at beskrive denne afskyelige gerning som et »angreb på ytrings- og meningsfriheden, som ikke kan retfærdiggøres«, som fru Merkel omgående slog fast? Som de foreløbige undersøgelser har fastslået, så var alle tre attentatmænd blevet rekrutteret af Jamel Beghai, alias »Abu Hamza«, til al-Qaeda, der igen har forbindelse til jihadist-netværk, der opererer fra moskeer i London, herunder Finsbury Park-moskeen, hvor den virkelige Abu Hamza var imam i årevis, et pseudonym for Jamel Beghai.

Abu Hamza blev i 2012 udleveret til USA og retsforfulgt for terrorvirksomhed og rekruttering af terrorister. Hans hovedforsvar foran domstolen var det argument, at han, ved siden af at arbejde for al-Qaeda og andre terrorgrupper, også havde arbejdet for den britiske efterretningstjeneste, MI5. Abu Hamza, hvis fødenavn er Mustafa Kamel Mustafa, er netop den 9. januar 2015 blevet idømt livsvarigt fængsel af en domstol i New York for deltagelse i flere terroraktiviteter.

De to hovedattentatmænd i angrebet på satiremagasinet i Paris, Said og Cherif Kouachi, har længe stået på den franske og andre vestlige efterretningstjenesters overvågningsliste. Cherif blev i 2008 idømt tre års fængsel, og begge brødre blev i sommeren 2014ført tilbage til Syrien, hvor de sandsynligvis havde kæmpet på de såkaldte oprøreres side mod Assad-regimet. Det vil sige, at de havde deltaget i en krig, der var sanktioneret af USA, NATO og Frankrig, en krig, hvis hovedpersoner bl.a. af den franske regering var blevet udstyret med våben, som præsident Hollande torsdag i sidste uge erkendte.

Nu begyndte Vestens involvering med terrorgrupper i Mellemøsten ikke først med krigen mod Assad. Senest fra og med Zbigniew Brzezinskis forslag i 1975, på et møde i den trilaterale kommission i Tokyo, om at bruge det »islamiske kort« i krigen mod Sovjetunionen, har Vesten altid haft en hånd med i aktiviteterne i de diverse grupperinger, fra Mujaheddin i Afghanistan til al-Qaeda, al-Nusra og i dag ISIS, og som man alt efter omstændighederne bekæmpede, for dernæst i næste øjeblik at udstyre med våben som »moderate oprørere« og indsætte mod henholdsvis Gaddafi, Assad eller andre upopulære modstandere.

Med følgerne af denne praksis diskuterer det særlige udvalg i den amerikanske Kongres, under ledelse af republikaneren Trey Gowdy, stadig terrorangrebet i Benghasi 2012, hvor ambassadør Stevens og yderligere tre mennesker blev dræbt. Det forventes, at blandt andre Hillary Clinton og Susan Rice til foråret eller sommer vil blive indstævnet til at vidne, og at Obamas vice-sikkerhedsrådgiver Ben Rhodes’ instruktion til Rice om at lyve om omstændighederne omkring angrebet, vil komme frem.

Senator Graham fremhævede med stor kraft Saudi Arabiens rolle, hvis støtte til den meste ekstreme form for islam, wahhabismen, blot var blevet opmuntret gennem hemmeligstemplingen af de 28 sider. Over hele verden er støtten til og finansieringen af disse terrorgrupper sidenhen vokset, og al-Qaeda skulle være en skabelse af Saudi Arabien, lige så vel som regionale grupper som al-Shabab og ISIS, der blot skulle være de seneste skabelser. Den, der antager, at problemet er løst ved at besejre ISIS, er naiv:

»Konsekvensen af vores passivitet over for Saudi Arabien er, at vi har tolereret en hel række af disse organisationer, der er så voldelige, ekstreme og yderst skadelige for hele Sydvestasien og udgør en trussel mod hele verden, som vi så det i morges i Paris«, understregede Graham.

Højtplacerede kilder i både Frankrig og USA, der pga. deres position har adgang til ikke-offentlige informationer, er enige om den vurdering, at angrebet i Paris ikke kun drejede sig om en destabilisering af Frankrig, men også om et varselsskud i næsen på præsident Hollande, der for nylig gjorde sig upopulær i visse angloamerikanske kredse, da han kom ud og talte for en nedtrapning over for Rusland og en snarlig afslutning af sanktionerne.

Er det altså berettiget kun at tale om et »angreb på menings- og ytringsfriheden« i denne sammenhæng, som den »radikale islam« på demonstrativ vis er ansvarlig for? Eller bliver, netop gennem denne »fortælling«, som det så fornemt hedder på moderne sprog, en begivenhed udstyret med en troværdig forklaring, der imidlertid typisk sejler under falsk flag? Selvfølgelig handler det om »islamisk ekstremisme« – men netop en sådan, der tjener en politisk dagsorden.

Det er i denne forbindelse interessant, hvordan den ukrainske premierminister Jatsenjuk (Victoria Nulands »Jats«) i en tale for Det tyske, udenrigspolitiske Selskab (DGAP) uimodsagt kunne hævde, at alle huskede, hvordan Sovjetunionen havde overfaldet Tyskland og Ukraine! Da den russiske viceudenrigsminister Vladimir Titov derefter bad om en udtalelse fra det tyske Udenrigsministerium om Jatsenjuks udtalelser, lød svaret, at Forbundsregeringen ikke afgav nogen kommentar til hans udtalelser. Berlin ville dog ikke stille spørgsmålstegn ved tyskernes ansvar for sovjetiske borgeres død under Anden Verdenskrig. Hvis man vil bedømme dette svar venligt, kan man indstille Udenrigsministeriet til Nobelprisen i ’dans på æg’.

Realiteten er derimod nærmere en belysning af NATO-Gladio-Operationens praksis, hvor man under den Kolde Krig støttede såkaldte »Stay-behind«- (»tilbageblevne«) netværk for det tilfælde, at der blev krig med Sovjetunionen, og som bestod af tidligere nazister, antikommunister eller – i Ukraines tilfælde – Stepan Banderas netværk. CIA’s, MI6’s og BND’s, den tyske efterretningstjenestes, kontrol med disse netværk er veldokumenteret.

70 år efter Anden Verdenskrigs slutning hersker tydeligvis stadig den samme anskuelse ud fra mottoet: Mine skurke er gode skurke, og dine skurke er forbrydere. Denne dobbeltmoral i Vestens angivelige frihedselskende og demokratiske anskuelse stikker pinligt ud. Således kommenterede den kinesiske avis Global Times, at når det drejede sig om terrorisme i Paris, forlanger Vesten korrekt uindskrænket solidaritet. Men når det drejer sig om terrorisme imod Kina, fremstiller Vesten dette endda som en kinesisk påstand (med den implikation, at det drejede sig om legitime protester mod den kinesiske regering). Og Konstantin Kosatjev, ledende parlamentariker i det Russiske Føderationsråd, påpegede, at reaktionen på terroren i Paris må være den samme, som ved mordattentatet i Odessa, hvor ukrainske mennesker indebrændte levende.

»Ville europæerne sluge det? Ville de europæiske politikere tie og lade, som om intet var hændt?«, skrev Kosatjev på sin blog.

Senator Graham krævede i sin pressekonference, at politikken må føres tilbage til den standard, som præsident Lincoln fastsatte, og som gik ud fra, at republikken kun kan bestå, hvis regeringen siger den uindskrænkede sandhed, fordi der kun på denne måde kan herske den nødvendige tillid i samfundet. Netop denne tillid er i dag i vidt omfang forsvundet mellem regeringen og befolkningen i USA og Europa.

Hvis den tyske regering vil ændre dette, må den omgående indlede en undersøgelse af implikationerne af senator Grahams pressekonference og gøre en ende på den utålelige mørklægning af Jazi-kuppet i Kiev.

 

(Se også: Jacques Cheminades erklæring: Vores 11. september)




RADIO SCHILLER den 12. januar 2015: Frankrig vil ikke knækkes

Med formand Tom Gillesberg