25. juni 2024 (EIRNS) – Mens nogle bekymrer sig om, at det israelske samfund er på en uholdbar kurs mod militarisme og bosætterhad, er der betydelige ændringer i momentum, rapporterede [The Guardian]. Fredsbevægelsen i Israel har aldrig haft samme platform som andre, og især siden krigens begyndelse har aktivisterne været udsat for et McCarthy-lignende klima af frygt og undertrykkelse fra Ben Gvirs politi og sikkerhedsstyrker. Siden fredsprocessens sammenbrud og den anden intifada har en hel generation ikke kendt til andet end voldscyklusser, så påstande om ikke at have en forhandlingspartner virker troværdige for nogle.

Men flere er begyndt at se sammenhængen og stille de rigtige spørgsmål. Naama Lazimi, medlem af Knesset for Arbejderpartiet, sagde: “Den israelske offentlighed indser i stigende grad, at bosætterne og den yderste højrefløj er en del af problemet, og en del af det der bragte os til den 7. oktober. De skader og bringer vores soldater, vores gidsler og Israels position i verden i fare og giver vores fjender næring.” Før den 7. oktober var der massedemonstrationer mod Netanyahu i hele Israel, og nu, med hans slogans om “total sejr” over Hamas, hævder selv militære ledere åbent, at premierministeren vildleder offentligheden, fordi Hamas er en “idé” og ikke bare vil forsvinde under et militært angreb. I stedet for at arbejde for gidslernes frigivelse, bagtaler Netanyahu deres familier. Mens der ikke er megen hjælp til fordrevne familier i det nordlige Israel, får bosætterne på Vestbredden den røde løber. Israel er parat til et omfattende skifte.

Siden 7. oktober har der været ugentlige protester. I begyndelsen fokuserede protesterne på at få gidslerne tilbage og på frustrationer over regeringen. På det seneste er de blevet udvidet med krav om våbenhvile i Gaza, udtryk for bekymring over de humanitære forhold, som palæstinenserne udsættes for, og krav om at vende tilbage til en plan for varig fred og sikkerhed. I årevis var der protester mod besættelsen, mod den højreorienterede regering, og den største protest i årtier var mod Netanyahu selv. Tidligere tiders israelske fredsbevægelser, som også var i undertal, var med til at muliggøre fredsaftalerne med Egypten, afslutningen af den første krig med Libanon og Oslo-aftalerne. I dag ser mange, der er frustrerede over deres egen regering, en ny fredsbevægelse som både det bedste håb for fred og som et fyrtårn for en nation, der har mistet sin retning.

Foto: I, Makaristos, CC BY-SA 3.0, via Wikimedia Commons

You can read the English transcript under the Danish translation.

Forstå den historiske baggrund for den palæstinensisk-israelske konflikt: Aktuelle realiteter, udfordringer og en køreplan for bæredygtig fred og varig retfærdighed, inklusiv Oase-planen

Prof. Dr. Manuel Hassassian

Palæstinensisk ambassadør i Danmark

Tale til Schiller Instituttets konference den 15. juni 2024.

Her er den fuld forudindspillet video og afskrift. Under konferencen var et par afsnit skåret væk pga. tidsbegrænsning.

Jeg vil gerne starte min tale med at takke Schiller Instituttet for denne mulighed for at tale til jeres ansete konference. Jeg beklager meget. Jeg kan ikke være til stede, fordi jeg er ude at rejse.

Og jeg vil gerne starte min tale med at give et kort resumé af Oase-planen, for senere, vil min diskussion eller overvejelse handle om den palæstinensisk-israelske konflikt, og hvordan det vil være i forbindelse med en plan, der virkelig vil bringe fred, sikkerhed og retfærdighed gennem økonomisk udvikling og gennem bånd mellem nord og syd og så videre. Og lad mig starte med at kaste et kort lys over Oase-planen, der er sponsoreret af Schiller Instituttet under titlen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina og for hele Sydvestasien. Fred gennem økonomisk udvikling er det eneste succesfulde grundlag for varig og retfærdig fred i Mellemøsten.

Der er ikke noget rent militært grundlag for fred eller sikkerhed, og militære løsninger har aldrig været en løsning. Så der er ikke noget rent militært grundlag for fred eller sikkerhed. Kun udvikling er afgørende. Men den største hindring for udvikling i vores region, som er Mellemøsten og Sydvestasien, er manglen på ferskvand. Som alle er bekendt med. For hvis vi ikke løser dette problem, vil den næste krig i Mellemøsten komme til at handle om vandressourcer, og gennem opførelsen af et netværk af afsaltningsanlæg, ideelt set baseret på atomkraft, der kan omdanne havvand til ferskvand.

Disse anlæg kunne forbinde Det Røde Hav med Det Døde Hav og Det Døde Hav med Middelhavet, som det er skitseret i planen. Og det vil kun ske ved at afvise magtpolitik, afvise geopolitik og opbygge et nyt paradigmeskift i internationale relationer, der er baseret på et nyt koncept for økonomisk udvikling, dvs. at sikkerhed og udvikling vil være fremherskende som et overordnet princip. Som Helga Zepp-LaRouche engang sagde. Jeg citerer: “Man er nødt til at have håb og give de unge en anstændig fremtid, så de kan få et normalt liv med nyttige ting.” Denne plan bør gælde for Palæstina-Israel-konflikten, for dens endelige afslutning og for dens lange levetid, for fred og sikkerhed.

Og lad mig nu kaste lys over den nuværende situation i Palæstina. Jeg synes, det er vigtigt at kende omfanget af denne store konflikt, som har påvirket hele verden. Og som I kan se, har den bredt sig til hele verden, hvor den offentlige mening bliver mere og mere opmærksom på, hvad palæstinenserne går igennem i Gaza, på Vestbredden og i Østjerusalem. Israels igangværende apokalyptiske militærkampagne mod Gaza, Vestbredden og Østjerusalem kommer oven på 76 års forfølgelse, fordrivelse og folkemord. Det har resulteret i masseødelæggelse. Den har ført til fordrivelse af over 90 % af Gazas befolkning og til, at titusinder af uskyldige civile er blevet dræbt og lemlæstet, hvoraf de fleste, som I ved, er kvinder og børn. 

I de sidste 250 dage har Israel gennemført en vedvarende kampagne med luftangreb rettet mod civile i Gaza. I den seneste optrapning er omkring 210 palæstinensere blevet massakreret, og over 400 er blevet såret i Al-Nuseirat-flygtningelejren i det centrale Gaza. Dødstallet ligger på ca. 37.000, og halvdelen af ofrene er børn. Tragisk er det, at over 10.000 martyrer menes at være fanget under murbrokkerne af de ødelagte bygninger. Den forfærdelige situation forværres af tabet af 147 FN-ansatte og ødelæggelsen af 32 hospitaler, hvilket kun efterlader nogle få operationelle faciliteter med begrænsede ressourcer. Desuden er alle uddannelsesinstitutioner, herunder skoler og universiteter, blevet decimeret, og adskillige religiøse steder som kirker og moskeer er blevet fuldstændig ødelagt. Kontrollen med grænseovergangen i Rafah begrænser yderligere adgangen til vigtige forsyninger, herunder brændstof, og forhindrer vitale tjenester i at fungere. Resultatet er, at ca. 70 % af Gazas infrastruktur ligger i ruiner, hvilket intensiverer den humanitære krise i regionen.

Hvilken betegnelse beskriver bedst denne konflikt? Er det en forsvarskrig, hvor Israel beskytter sig selv, eller er det en kampagne for at undertrykke et folk, der stræber efter uafhængighed og frihed? Nogle gange synes jeg, det er ironisk, når jeg diskuterer med europæiske eller amerikanske embedsmænd, som jeg har gjort utallige gange i min diplomatiske karriere, og de hele tiden taler for en to-statsløsning, mens Palæstina står over for stigende ødelæggelse. På trods af denne virkelighed fortsætter retorikken. Hvis de virkelig støtter en to-statsløsning, hvorfor udøver de så vetoret i FN, især når næsten 140 lande har anerkendt Palæstina? Desuden følger Europa ofte USA’s eksempel i denne sag, hvilket rejser spørgsmål om balancen i deres tilgang til to-statsløsningen.

I dag går palæstinenserne ind for det grundlæggende menneskelige princip om selvbestemmelse. Spørgsmålet er, hvorfor verdenssamfundet universelt støtter selvbestemmelse, som formuleret i Woodrow Wilsons 16. artikel, men at dette princip ofte ignoreres i forbindelse med Palæstina. Det giver anledning til overvejelser om, hvorvidt palæstinenserne opfattes som værende mindre værd i deres søgen efter anerkendelse som en uafhængig nationalstat i det internationale samfund.

Da det zionistiske projekt blev indledt i Palæstina, var regionen allerede betydeligt udviklet sammenlignet med naboområderne. Infrastruktur som havne og lufthavne samt en blomstrende økonomi og landbrug var allerede etableret. I modsætning til påstande fra personer som premierminister Golda Meir, der sagde, at ørkenen først blomstrede efter zionisternes ankomst, tyder historiske beviser på det modsatte. Der findes dokumenterede optegnelser, som understøtter påstanden om, at regionen allerede var velstående, før den zionistiske bevægelse begyndte.

Denne vedvarende konflikt, som har varet i mange år, har ikke i tilstrækkelig grad pirret verdenssamfundets samvittighed. Den er ofte blevet betragtet som en regional strid eller en konflikt mellem to parter, der kæmper om det samme territorium. Palæstinenserne hævder dog, at de ikke bestrider landet, men snarere hævder deres retmæssige ejerskab. De ser zionisterne som indtrængere, der har forsøgt at kontrollere deres hjemland. Derfor er konflikten ikke blot et spørgsmål om konkurrerende krav på fælles land; den opfattes som en indtrængen fra Israels side. Den zionistiske bestræbelse fik opbakning fra det internationale samfund, som bærer hovedparten af ansvaret for at omgøre konsekvenserne af disse handlinger.

Diskussionen om den praksis, der er forbundet med denne omstridte besættelse, kunne vare i timevis, men sagens kerne er klar: Hvordan kan vi gøre en ende på denne konflikt? Og hvem er de primære interessenter, der forsøger at skabe en løsning? Det er frustrerende, at USA på trods af sin position som fredsprocessens leder i de sidste tre årtier har svigtet og tyet mere til krisestyring end til konfliktløsning. I øjeblikket er det tydeligt, at USA har fejlet fælt i sin rolle som ærlig fredsmægler, da det har støttet Israel, den dominerende part, uforholdsmæssigt meget i forhold til Palæstina, den marginaliserede modpart.

Desværre har vores tillid til amerikanerne været malplaceret. Jeg har ondt af de amerikanske borgere, som styres af et så ineffektivt lederskab i USA med en nærsynet vision om at fremme global sikkerhed og fred. En præsident, der går ind for humanitær adgang, sender paradoksalt nok tusindvis af bomber, som resulterer i uskyldige børns og palæstinenseres død i Gaza. Hvordan kan vi tolerere så senile udtalelser fra en præsident, som ikke har kontakt med virkeligheden? Desværre er alternativet ikke mere lovende.

I det nuværende globale landskab bliver tanken om at bruge enkeltpersoner eller lande som simple brikker i internationale konflikter i stigende grad anset for uholdbar. Mens sådanne konflikter har potentiale til at optrappe til regionale eller endog globale krige, kan de grundlæggende årsager ofte spores tilbage til grundlæggende problemer som ekstrem sult, dyb fattigdom, manglende økonomisk udvikling og nationale interesser. 

Derfor rejser der sig et spørgsmål: Hvilke konsekvenser vil en anerkendelse af Palæstina som stat have for det internationale samfund? Palæstina har tidligere vist sig villig til at gå på kompromis, hvilket fremgår af, at landet kun accepterede 22 % af det historiske Palæstina som stat i 1988. Dette område omfatter Vestbredden, Gaza og Østjerusalem, mens de resterende 78 % blev tildelt det zionistiske projekt. På trods af dette store kompromis er der stadig visse fraktioner i Israel, som søger efter yderligere territorial ekspansion, især på Vestbredden. Når det er sagt, er det vigtigt at bemærke, at Israels interesse i Gaza primært drejer sig om sikkerhedshensyn og adgang til olie snarere end territoriale ambitioner.

I løbet af de sidste to årtier har der været et bemærkelsesværdigt fravær af effektivt og karismatisk globalt lederskab, hvilket har bidraget til en følelse af stagnation eller tilbagegang midt i igangværende konflikter, sult og uretfærdighed. Det rejser spørgsmål om kvaliteten af den demokratiske repræsentation og de politiske partiers indflydelse på valg af ledere. På trods af de mange intellektuelle og institutionelle ressourcer i USA, eksemplificeret ved anerkendte tænketanke og akademiske institutioner som Harvard, Yale, Columbia osv., anses præsidentkandidater som Biden og Trump af nogle personer som impotente og ineffektive. Det understreger bekymringen for den politiske elites dominans over valgprocessen i stedet for ægte folkeligt lederskab.

Der sættes spørgsmålstegn ved USA’s effektivitet som tredjepartsmægler, der skal bygge bro over kløften og uligheden mellem to parter, der ikke er på lige fod. I forhandlingerne mellem Israel og Palæstina er ubalancen i magtdynamikken tydelig. USA, som har en dominerende position, udarbejder ofte resolutioner til fordel for Israel, og palæstinenserne har ikke meget andet valg end at rette sig efter dem. Denne mangel på ligeværdighed underminerer essensen af ægte forhandlinger, som ideelt set involverer symmetriske forhandlinger mellem to stridende magter, der stræber efter at løse uoverensstemmelser. Men i denne sammenhæng var forhandlingerne mere dikteret af magtpolitik end af oprigtig dialog. Palæstinenserne, som den undertippede part, bar konsekvent byrden af disse ubalancer.

Den aktuelle situation med demonstrationer i Israel kan virke misvisende, men det er vigtigt at forstå den bredere offentlige stemning. Der er sket et markant skift i den israelske offentlige mening siden den første intifada i 1987 med en overvejende støtte til højrefløjens lederskab. Indflydelsen fra venstreorienterede progressive elementer er mindsket, hvilket har ført til deres marginalisering i det politiske landskab. Fremkomsten af personer som Ben-Gvir, Smotrich og Netanyahu i magtpositioner afspejler denne højreorienterede tendens. Derfor er potentialet for en mere liberal regering, der går ind for fred, blevet forhindret af den fremherskende højreorienterede stemning i det israelske samfund.

Ordsproget “Velgørenhed starter hjemme” lyder sandt i denne sammenhæng. Stabiliteten i regionen afhænger af, at USA fører en upartisk politik, i stedet for den dobbeltmoral landet hidtil har udvist. På den ene side forsøger man at skabe fred med vores nabolandes regeringer; at Israel kun er kirurgisk, når det handler med Hamas, men man kan tydeligt se konsekvenserne af det. Der er en risiko for at opildne til større konflikter med Egypten, Libanon og Iran. USA’s manglende evne til at skabe en våbenhvile har kompromitteret dets troværdighed. 

Den nuværende situation i Israel er meget ustabil, og optrapningen af spændingerne tyder på en farlig vej. Nogle observatører mener, at Israels undergang er i gang, hvilket understreges af nylige begivenheder som f.eks. studenterprotester i USA. Disse protester afslører en bredere kritik af Biden-administrationens håndtering af internationale konflikter, herunder Gaza-krisen og krigen i Ukraine. Ifølge eksperter er det et tegn på et større mønster af fiasko, når det gælder om at hævde amerikansk dominans på den globale scene. 

I dag er drivkraften bag konflikter ofte forankret i nationale og økonomiske interesser snarere end i ren ideologi. Men det nidkære engagement hos enkeltpersoner, der er drevet af religion, giver stadig anledning til bekymring. Det er vigtigt at forhindre enhver potentiel optrapning til en religiøs konflikt, især mellem muslimer og jøder. Vores fokus er på at føre en national kamp, styret af den verdslige ideologi om etablering af en demokratisk enhed i Palæstina, hvilket er i overensstemmelse med vores lederes overbevisning. Men denne vision kræver en kollektiv indsats, herunder præsident- og parlamentsvalg i Palæstina samt en omfattende reform af vores politiske infrastruktur. Jeg siger ovenstående som selvkritik, fordi jeg er nødt til at være ærlig som akademiker for at kunne skitsere de store skridt, der er nødvendige for realistisk at opnå bæredygtig og varig fred.

Endelig kan en omfavnelse af LaRouches koncept om økonomisk udvikling, som Schiller Instituttet står for, spille en central rolle i at skabe global sikkerhed gennem regional sikkerhed og ved at løse langvarige konflikter som den palæstinensisk-israelske konflikt. Ved at prioritere økonomiske bånd frem for militære løsninger kan nationer fra nord til syd omfavne en win-win-tilgang, der fremmer global stabilitet og velstand.

Jeg ønsker konferencedeltagerne held og lykke med deres bestræbelser, og jeg håber, at mit budskab er højt og tydeligt: Lad os alle sammen arbejde for fred og stabilitet gennem økonomisk stabilitet, og gennem det vi kalder LaRouche-konceptet. Hvilket er Oase-planen. Mange tak, mine damer og herrer. 

———————–
English transcript:

Understanding the Historical Context of the Palestinian-Israeli Conflict: Current Realities, Challenges, and the Roadmap to Sustainable Peace and Lasting Justice, including the Oasis Plan

Prof. Dr. Manuel Hassassian

Palestinian Ambassador to the Kingdom of Denmark

Speech to the Schiller Institute conference on June 15, 2024.

Pre-recorded video on June 12, 2024 . This is the full speech in video and written form, and includes a couple of paragraphs that were cut during the conference presentation for time reasons.

I would like to start my address by thanking the Schiller Institute for this opportunity to address your esteemed conference. I’m sorry that I’m not going to be with you because I’ll be traveling. And I would like to start my speech by giving a brief synopsis about the Oasis plan, because later my discussion or deliberation will be about the Palestinian-Israeli conflict and how that will be in the context of a plan that will really bring peace, security and justice through economic development and through ties between North and South, and what have you.

And allow me to start by shedding a brief light on the Oasis Plan, sponsored by the Schiller Institute under the title LaRouche solution for peace Through Development between Israel and Palestine and for all Southwest Asia. Peace through economic development is the only successful basis for lasting just peace in the Middle East region. There is no purely military basis for peace or security, and military solution has never been a solution. So there is no purely military basis for peace or security. Only development is essential. However, the greatest impediment to development in our region, which is the Middle East region and Southwest Asia, is the shortage of fresh water, as everybody knows. Because if we don’t solve this problem, the next war in the Middle East is going to be over water resources.

And through the construction of network of desalination plants, ideally nuclear powered, that could turn the seawater into fresh water. These plants could connect the Red sea with the Dead Sea and the Dead Sea with the Mediterranean as it is outlined in the plan. And it will only come about by rejecting power politics, rejecting geopolitics, and building a new paradigm shift of international relations that is based on a new concept of economic development, i.e. security and development will prevail as a great design. As Helga Zepp-LaRouche once said. I’m quoting. “You have to have hope and give the youth a decent future to have a normal life of doing useful things.” This plan should be applicable to the Palestine-Israel conflict, for its finality and for its duration of longevity, for peace and security. And now let me shed light on the current situation in Palestine. I think it is important to know the magnanimity of this great conflict that has been affecting the entire world. And as you can see, it has swept all over the world with public opinion that is becoming more and more aware of what the Palestinians are going through in Gaza, the West Bank and East Jerusalem. Israel´s ongoing apocalyptic military campaign against Gaza and the West Bank and East Jerusalem comes on top of 76 years of persecution, displacement and genocide. It has resulted in mass destruction. It has resulted in displacement of over 90% of the Gazan population, and the deaths and maiming of tens of thousands of innocent civilians, most, as you know, are women and children.

For the past 250 days, Israel has conducted a sustained campaign of airstrikes targeting civilians in Gaza. In the latest escalation, around 210 Palestinians have been massacred, with over 400 wounded at Al-Nuseirat refugee camp in central Gaza. The death toll stands at

approximately more than 37,000, with half of the victims being children. Tragically, over 10,000 martyrs are believed to be trapped under the rubble of destroyed buildings. The dire situation is exacerbated by the loss of 147 UN personnel and the destruction of 32 hospitals, leaving only a few operational facilities with limited resources. Furthermore, all educational institutions, including schools and universities, have been decimated, and numerous religious sites such as churches and mosques, have been completely destroyed. Control of the Rafah border crossing further restricts access to essential supplies, including fuel, preventing the functioning of vital services. As a result, approximately 70% of Gaza’s infrastructure lies in ruins, intensifying the humanitarian crisis in the region.

What label best describes this conflict? Is it a defensive war, with Israel protecting itself, or is it a campaign to suppress a people striving for independence and freedom? Sometimes, I find it ironic when I discuss with European or American officials, as I’ve done countless times in my diplomatic career, and they continuously advocate for a two-state solution while Palestine faces increasing destruction. Despite this reality, the rhetoric persists. If they truly support a two-state solution, why do they wield veto power in the United Nations, especially when nearly 140 countries have recognized Palestine? Moreover, Europe often follows the lead of the United States in this matter, raising questions about the balance in their approach to the two-state solution.

Today, Palestinians are advocating for the fundamental human principle of self-determination. The question arises as to why the global community universally supports self-determination, as articulated in Woodrow Wilson’s 16th article, yet this principle is often disregarded in the context of Palestine. This prompts reflection on whether Palestinians are perceived as deserving less consideration in their quest for recognition as an independent nation-state within the international community.

During the inception of the Zionist project in Palestine, the region was already significantly developed compared to neighbouring areas. Infrastructure such as harbors and airports, as well as a thriving economy and agriculture, were already established. Contrary to claims made by figures like Prime Minister Golda Meir, who stated that the desert bloomed only after the arrival of Zionists, historical evidence suggests otherwise. There are documented records supporting the assertion that the region was already prosperous before the onset of the Zionist movement.

This enduring conflict, which has persisted for many years, has not adequately sti rred the conscience of the global community. It has often been regarded as a regional dispute or a conflict between two parties vying for the same territory. However, Palestinians assert that they are not contesting the land but rather asserting their rightful ownership. They view Zionists as intruders who have sought to control their homeland. Therefore, the conflict is not simply a matter of competing claims over shared land; it is perceived as an incursion by Israel. The Zionist endeavour received backing from the international community, which bears the brunt of the responsibility to reverse the consequences of these actions.

The discourse on the practices associated with this contentious occupation could extend for hours, yet the crux of the matter is clear: how can we bring about an end to this conflict? Moreover, who are the primary stakeholders endeavouring to forge a resolution? It’s frustrating that despite positioning itself as the gavel holder of the peace process for the last

three decades, the United States has faltered, resorting more to crisis management than conflict resolution. Presently, it’s evident that the U.S. has failed dismally in its role as an honest broker for peace, as it has disproportionately supported, unequitably, Israel, the dominant party, over Palestine, the marginalised counterpart.

Regrettably, our faith in the Americans has been misplaced. I feel sorry for the American citizens who are governed by such ineffective leadership in the United States, with a myopic vision to fostering global security and peace. A president advocating for humanitarian access is paradoxically sending thousands of bombs, resulting in the deaths of innocent children and Palestinians in Gaza. How can we tolerate such senile statements from a president who seems out of touch with reality? Sadly, the alternative isn’t any more promising.

In the current global landscape, the notion of using individuals or countries as mere pawns in international conflicts is increasingly deemed untenable. While such conflicts have the potential to escalate into regional or even global wars, the root causes often trace back to fundamental issues like extreme hunger, abject poverty, lack of economic development and national interests.

Therefore, a question arises: what implications would the recognition of Palestine as a state hold for the international community? Notably, Palestine has previously demonstrated willingness to compromise, as evidenced by its acceptance of only 22% of historic Palestine for statehood in 1988. This territory encompasses the West Bank, Gaza, and East Jerusalem, while the remaining 78% was accorded to the Zionist project. Despite this heavy compromise, the quest for further territorial expansion, particularly in the West Bank, persists among certain factions within Israel. That said, it is important to note that Israel’s interest in Gaza primarily revolves around security considerations, and access to oil, rather than territorial ambitions.

Over the past two decades, there’s been a notable absence of effective and charismatic global leadership, contributing to a sense of stagnation or decline amidst ongoing conflicts, hunger, and injustice. This raises questions about the quality of democratic representation and the influence of political parties in shaping leadership choices. Despite the abundance of intellectual and institutional resources in the United States, exemplified by renowned think tanks and academic institutions like Harvard, Yale, Columbia, etc. the presidential candidacy of figures like Biden and Trump is viewed by some as a impotence and ineffective. This highlights concerns about the dominance of political elites over the electoral process, rather than genuine grassroots leadership.

The effectiveness of the United States as a third party mediator to bridge the gap and inequity between two sides that are not on equal footing is called into question. In negotiations between Israel and Palestine, the imbalance in power dynamics is evident. The United States, holding a dominant position, often drafted resolutions favouring Israel, leaving the Palestinians with little choice but to comply. This lack of parity undermines the essence of genuine negotiations, which ideally involve symmetric negotiations between two contending powers striving to resolve differences. However, in this context, negotiations were dictated more by power politics than by sincere dialogue. The Palestinians, as the underdog party, consistently bore the brunt of these imbalances.

The current state of demonstrations in Israel may appear misleading; however, it’s crucial to understand the broader public sentiment. There has been a significant shift in Israeli public opinion since the first Intifada of 1987, with a predominant support for right-wing leadership. The influence of left progressive elements has diminished, leading to their marginalisation within the political landscape. The emergence of figures like Ben-Gvir, Smotrich, and Netanyahu in positions of power reflects this right-wing trend. Consequently, the potential for a more liberal government advocating for peace has been hindered by the prevailing right-wing sentiment in Israeli society.

The adage “Charity starts at home” rings true in this context. The stability of the region hinges on the United States adopting an impartial policy instead of the double standards it has demonstrated thus far. On the one hand, attempting to have peace with our neighbouring governments; that Israel is only surgical when it deals with Hamas, but one can plainly see the ramifications of that. There’s a risk of instigating wider conflicts with Egypt, Lebanon and Iran. The failure of the U.S. to bring a ceasefire has compromised its credibility.

The current situation in Israel is very volatile, with escalating tensions suggesting a perilous path. There are observers expressing the belief that the destruction of Israel is underway, highlighted by recent events such as student protests in America. These protests unveil a broader critique of the Biden administration’s handling of international conflicts, including the Gaza crisis and the Ukraine war. Pundits view this as indicative of a larger pattern of failure in asserting American dominance on the global stage.

Today, the impetus for conflict is often rooted in national and economic interests rather than pure ideology. However, the zealous commitment of individuals driven by religion remains a concern. It is important to prevent any potential escalation into a religious conflict, particularly between Muslims and Jews. Our focus is on the pursuit of a national struggle, guided by the secular ideology of establishing a democratic entity in Palestine, which aligns with the beliefs of our leadership. Yet, this vision necessitates collective efforts, including presidential and legislative elections in Palestine, as well as comprehensive reform in our political infrastructure. I say the above as self-criticism, because I have to be honest as an academic in order to outline the major steps required to realistically attain sustainable and lasting peace.

Finally, embracing the LaRouche concept of economic development as espoused by the Schiller Institute, could play a pivotal role in creating global security, through regional security, through resolving long-standing conflicts such as the Palestinian-Israeli conflice. By prioritising economic ties over military solutions, nations from the north to the south can embrace a win-win approach that promotes global stability and prosperity.

I wish the conferees all the good luck in their endeavors, and I hope my message is loud and clear, and let’s work all together for peace, stability, through economic stability and through the what we call the LaRouche concept. Which is the Oasis plan. Thank you very much, ladies and gentlemen.

Introduction:

The Schiller Institute in Denmark held a very important seminar for diplomats and others on May 8, 2024 with the title:

Stop the Killing, Rebuild Gaza and the Region with the ‘Oasis Plan’:

The LaRouche Solution for Peace Through Development

Read the seminar summary report.

Here is the transcript of the speech by H.E. Prof. Dr. Manuel Hassassian, Palestinian Authority Ambassador to Denmark, and the discussion period.

The other speeches were:

The Oasis Plan: Peace Only Through Development 

Helga Zepp-LaRouche, Schiller Institute founder and international leader, and American economist and statesman Lyndon LaRouche’s (1922-2019) decades-long collaborator. Transcript: Helga Zepp-LaRouche’s speech. 

The Impossible is Self-imposed: Peace Through Economic Development is the Only Way Forward in West Asia

Hussein Askary, Schiller Institute Southwest Asia Coordinator. Co-author of “Extending the New Silk Road to Southwest Asia and Africa.” Transcript: Hussein Askary’s speech. 

Moderator: Tom Gillesberg, Chairman, the Schiller Institute in Denmark 

Videos of all three speeches and discussion periods may be seen here. (The discussion periods after these two speeches are only available on the videos.) 

The Palestinian Authority Ambassador to Denmark, H.E. Amb. Prof. Dr. Hassassian, spoke on the theme, “Stop the Killing and Start the Rebuilding.” He gave a very polemical speech about the ongoing tragedy of the Palestinian people, the history of the conflict, and what is necessary to stop the genocide. The Ambassador called on the 12 countries represented at the seminar, and the international community, to act to stop the killing, and he stressed the need for a political solution based on Palestinian sovereignty, supported by economic development. The discussion included the question of a two-state solution for Israel and Palestine and how to put the Oasis Plan for peace through development on the international agenda.

Amb. Hassassian speaks from long experience and commitment. He is a former ambassador to the UK and to Hungary. He was Executive Vice President of Bethlehem University on the West Bank, and a professor at the University of Maryland, where he developed a course on Israel-Palestine conflict resolution. He was the PLO’s chief advisor on the status of Jerusalem. His Master’s degree is in international relations from the University of Toledo, Ohio, and his PhD is in political science from the University of Cincinnati, Ohio.

Stop the Killing and Start the Rebuilding:

Speech of H.E. Ambassador Prof. Dr. Manuel Hassassian, Palestine Authority Ambassador to Denmark, at the Schiller Institute in Denmark Conference in Copenhagen, Wednesday, May 8, 2024

Link til EIR version (med video og transkription)

It’s a great pleasure to meet with you this morning. I thank the Schiller Institute for inviting me to speak on a topic that is precarious, at best, so to say. We thank Helga for her extensive introduction of the Oasis Plan and how that could lead to stability and to regional and world and global security. Of course, the debate continues with such theories, as long as they are not implemented fully, but ideas should always be disseminated so as, in the final analysis, to find a plausible solution towards creating a more secure world.

We remember, besides the Cold War, in the ‘60s and ‘70s, we felt more secure and the world was much more stable, when we had wide polarity rather than uni-polarity, but with the crumbling of the Soviet Union in 1988, we witnessed the rise of unipolar power, the ramifications of which we are witnessing today with regional wars, instabilities, and what I call new imperialism.

Now, we have heard so much about regional conflicts and about the Palestinian-Israeli conflict: I could start by saying that this conflict did not start on October 7th, and I don’t want to go into explaining why October 7th took place, but it’s a natural reaction for people under 13-14 years of siege to act the way they have acted.

The question is, the Palestinians were attacked on October 8: All over, Palestinians, their leadership, were attacked as terrorists, as if they are not human beings who have been suffering under occupation for the last 75 years. But as the war developed, as the aggression developed against our people in Gaza, the international conscience started to wake up, to see, is this disproportionate reaction to what happened on Oct. 7, and for the last 75 years, justifiable or not? This was the challenging question that was posed to the international community. And we started witnessing, day by day, more sympathy, empathy with the Palestinian people, because social media and the media coverage, for the first time in history, has shown the ugly face of occupation, and what occupation can do to a people for the last 75 years.

It is so ironic, and I consider this an oxymoron, when you see the State of Israel that claims its Jewishness, suffering a Holocaust, creating a victim out of the victims, and making the Palestinians pay the price for what Western Europe had done to the Jews when they were living in their communities. So, the Palestinians have to pay the price. They have been extracted from their country, they have been killed, maimed, and what we witness today is absolute genocide. Ethnic cleansing, collective punishment, and genocide epitomizes best what we call today an apartheid state. Nobody can deny the fact, that Israel today is dubbed as an apartheid state, because it has qualified itself to have that dubbing.

This is a war, or a conflict that has been going on for the last 75 years between two epistemic communities. One is trying to salvage its land, the other is trying to take the land. So what we call Israel today is a colonial settler movement, because it started its Jewish area in the ‘20s and ‘30s, under the sponsorship of the United Kingdom during the British Mandate of Palestine, and we have seen extensive riots against the British in Palestine, in 1920, ’29, ’36, until the war of 1948, when we have seen that systematically, the United Kingdom was pushing for the immigration of Jews to Palestine. In other words, with the Balfour Declaration of 1917, promising a national home for the Jews, the implementation of this process took almost 30 years. When the war broke out in 1948, Israel was considered and accepted to be independent, and was immediately recognized by the United Nations.

The challenge today, is the Palestinians have embarked on an arduous, I would say, path toward reconciliation with Israel. We have accepted the Oslo Agreement, we have accepted, in 1988, to recognize Israel, not only by de facto but de jure, even trying to preempt any kind of final negotiations. In return, we have seen that the Oslo Agreement had been used by the Israelis to quadruple settlers in the Occupied West Bank, in terms of demography and in terms of geography. And we have seen Netanyahu, who came to power, his ultimate goal was to destroy the Oslo Agreement. And since the Oslo Agreement took place, today we are stuck between the historically inevitable and the politically impossible. It’s a non-starter, with such a rightwing, extreme government in Israel, to launch any kind of negotiations for future stability and security.

Now, for 210, 211 days, with a strike, Israel has systematically bombarded civilians. Between yesterday and today, more than 40 in Rafah have already been martyred. We have more than 35,000 people killed, 50% of them are children; we have at least 10,000 under the rubble, more than 147 medical doctors have been killed, 52 hospitals have been totally destroyed; there is no fuel to run the remaining two or three hospitals. Now, with the control of the Rafah border crossing, there is no fuel coming into Gaza, and 70% of the infrastructure in Gaza has been totally destroyed.

So, what do we call this war? Is it a war of defense? Is Israel defending itself, or is it a war of decimation of a people whose only guilt is their quest for independence and freedom?

You know, sometimes, it seems so ironic, when I say to European officials or American officials, as I have done so many, many times in my career as a diplomat, they keep on shelling us with their rhetoric of a two-state solution, and I start grinning when I hear this phrase “two-state solution.” The destruction of Palestine is almost there, and they’re still talking about the “two-state solution.” OK! If you believe in two-state solution, why are you using the veto power in the United Nations, when almost 140 countries have recognized the state of Palestine, and you’re using the veto power, yet all Europe follows the American decision. So where is the balance, when you talk about a “two-state solution”?

What are the Palestinians requesting today? They are requesting the same human principle of self-determination. Why is the entire world entitled to practice self-determination, as it was espoused in the 16th article of Woodrow Wilson, while when it comes to Palestine, it is not important? Are we children of a lesser God, not to be accepted in the international community as an independent nation-state?

When the Zionist project started in Palestine, we were well advanced regionally: We had a harbor, we had an airport, we had an economy, we had agriculture. It was not, as Golda Meir said, the desert bloomed when the Zionists came to Palestine. That’s a historic fallacy. That is not true, and we have all the historic documentation to prove otherwise.

So, this protected conflict that has been going on for so many years now, did not shake the conscience of the entire world community. It’s like treating it as a regional conflict, as a conflict between two people, as if they are contesting the same land. Palestinians are not contesting the land: This is our land! The Zionists are intruders. They came to control our land. So, it’s not a conflicting land. It’s not a conflict between two people over one land that is owned by both. Israel is an intrusion. This Zionist project was supported by the international community, and that’s why the international community should shoulder the responsibility of reversing the actions.

I can keep on talking about the practices of this ugly occupation for hours. But all I want to say is basically the following: How do we put an end to this conflict? And who are the major key players in trying to impose a solution to this conflict? It is so frustrating that the United States, claiming to be the gavel holder of the peace process for the last 30 years, has proved to be a dismal failure, because it did not practice conflict resolution, but crisis management. And today, the Americans have proved to be a dismal failure as a third party, to be an honest broker for peace, for the simple fact that they have been inequitably supporting the top dog, Israel, over the underdog, Palestine!

So, we don’t have trust in the Americans. I pity the American people who have such a weak leadership in the United States, that have a myopic vision of how to create security and global security and peace in the world. A President that talks about allowing humanitarian access, is the same President who is sending thousands, thousands of bombs to kill innocent children and Palestinians in Gaza!

How could we accept senile comments by a President who doesn’t know what he’s talking about? And the alternative is not better.

We cannot be used as foam in global conflict anymore. Yes, such a conflict could lead to a regional war, such a conflict would lead to a global war; but after all, isn’t it hunger and poverty, abject poverty, that is the real reason for war? Isn’t it national interest, which comes before everything else?

So, what does the international community lose, if they recognize the state of Palestine? We made our historic compromise in 1988, when we accepted only 22% of historic Palestine to have it as an independent state, which is the West Bank, Gaza and East Jerusalem; and we have given legitimacy for the birth of a Zionist project with over 78% of historic Palestine. And still, the hunger of the Zionists is for more land, to get the West Bank. Israel is not interested in Gaza. Israel is only interested in Gaza from a security perspective, to control it, and that’s it.

But when you talk about the West Bank, then you talk about “Judea and Samaria.” This is what the Israelis are pushing for their settlements, in order, basically, to control, and yet, to unite the West Bank to Israel proper. Because this is the Biblical prophecy: As far as the Jews are concerned, this is the land of promise. As if, God is a real estate agent. He said, “You are the chosen ones, and Palestine is for you.” That this is a God that promises land, and considers the Jews as the Chosen People—I don’t want to believe in that God. That God doesn’t mean anything to me.

And today, there is a big debate, between the Catholic Church and Israel, especially the Jews, on the question of Biblical prophecy and the Promised Land. Now, there are voices that are coming, challenging this rhetoric of “this land belongs to us, because God gave it to us.” Two billion people that follow Catholicism today are in total contradiction with the Zionist perspective of “this is the Jewish land, the land of promise given to us by God.”

You know, sometimes, I sit and ponder, for the last 20 years, there is a lack of legitimate leadership, that there is a lack of charismatic leadership in the world, and that the world is not improving. It is deteriorating with conflicts, with hunger, with injustice. And I wonder why we don’t have a leadership that could shoulder the responsibility of leading this world?

I studied in the United States, briefly, for my PhD and my Masters degree, and I have done plenty of research with American institutes, including Harvard. All these think tanks, all these resources that you have in the United States, and the production of two candidates to run the presidency, Biden and Trump, is a disgrace. This shows you, that these political parties are leading the people, and it’s not led by the people. And that’s why I challenge this kind of democracy, because this is democracy for the few; this is democracy for the rich. We hardly ever see somebody coming from the ghettoes to become the President of the United States, based on merit, based on intellectualism, and what have you. We don’t have that.

And I can tell you, there will never be a change—and here, I’m addressing the Chinese delegation, there will never be change with U.S. policy in the Middle East. Since Truman until today, it has been based on four cornerstones: One, to contain communism; and when the Soviet Union became defunct, they created something called “Islamic fundamentalism,” to justify their hegemony and new imperialism. Second, to control the oil products in the Arab world, controlling it militarily, or through price, they’re controlling it. Thirdly, to support a proxy regime that is doing its dirty work in the Middle East, inequitably, i.e., Israel. And fourthly, trying to curb any kind of liberation movements that come out of the region.

Whether Democrats or Republicans come to power, these four cornerstones have never changed, as basic policy of the U.S. in the Middle East. If the Democrats are in power, or the Republicans, it’s Tweedle-Dee and Tweedle-Dum, my friends. C’est la même chose, en français: It’s the same story.

So how could we trust the United States as a third party, to bridge the gap and the inequity between two partners that are not on equal footing? When we sat and negotiated peace with the Israelis, we were not on equal footing. The Americans were drafting the resolutions, and the Palestinians were imposed upon to accept them by sheer force! So, there were {never} serious negotiations! Negotiations are based on symmetry between two contending powers that are on equal footing, trying to resolve an issue. That was not the case with our negotiations, ladies and gentlemen! It was always the diktat of power politics. And the Palestinians, as the underdog, had to always pay the price.

Don’t be fooled by what is going on in Israel today as far as demonstrations are concerned. The Israeli population is totally behind their leadership. Don’t be fooled, please.

There is a dramatic shift, from the first Intifada, until today, in terms of public opinion in Israel. They’re all extreme right-wingers. What we call the left progressive elements in Israel are insignificant, and they are marginalized completely.

Look, if Israel was not extreme right-wing, who would have put Ben-Gvir and Smotrich and Netanyahu in power? Right? We could have anticipated a much more liberal government, that could really push for the peace process. But unfortunately, what we have witnessed, is the extreme right-wing shift in public opinion in Israel, towards bringing to power people like Smotrich, Ben-Gvir, and Netanyahu.

So, we always say, “Charity starts at home.” We cannot anticipate any kind of stability in the region, if the United States continues with this policy that I consider to be a double standard. On the one side trying to have peace with our neighbor governments—that Israel is only surgical when it deals with Hamas, but we can see the ramifications of that: it might instigate Egypt, might instigate Lebanon into a regional war. So far it has been controlled.

But I think the Americans have lost credibility when they could not bring a ceasefire, and I don’t see that road being imperative for the United States, and we have seen, so far, contradictory policies of the U.S. that is not stabilizing, but destabilizing the situation even further.

And we have not seen the international community coming forward, denouncing Rafah, what they consider to be a contained kind of an attack on the last premises of Hamas, as if they know where the Hamas militants are.

So, these are excuses to put pressure on 1 million Palestinians to start moving into Egypt. They want to create havoc and fear, so people would leave their homes and start migrating towards Egypt. And that would create a big problem for Egypt, because its stand is not to allow Palestinians to leave Gaza. Because, by doing so, they are giving the green light for Israel to continue with its decimation of the Palestinians, and to get rid of them “demographically” from Gaza.

If Israel, with its genocidal attacks, had managed to get rid of Hamas, ladies and gentlemen–Hamas is an illusion, now. It’s not impersonated in people fighting. It’s an ideology. Even if they kill all these militants, other militants will arise. You know, when you talk about 35,000 martyrs, how many of those kids surviving this are going to forget? Right? Nobody’s going to forget.

Israel should understand that they cannot, and it cannot get rid of the Palestinian people. Israel should understand that its legitimate birth certificate to be in the Middle East, is only given by the Palestinians, and not by the United States of America! Israel should understand that without the independence of Palestine, it will be a garrison fortress in the Middle East. And that psychological problem, of being in a garrison state, will create a lot of psychological problems in the future for a country that had the chance to make peace, and just let it slip away.

Things are not going to remain idle. Palestinians are going continue their struggle. There is no military solution to this conflict: Everybody knows that, even Israel, with all its technical power, with all its technology could not manage to make the Palestinians kneel down.

And if you look at the spirit of these people in Gaza, it’s unbelievable! They always tell you, we will never revisit the 1948 Nakba (the Catastrophe). We will never emigrate. We will never leave our country. We’d rather die than leave. This resilience, this determination, this commitment of a people, should wake up the conscience of the international community, to say that these people deserve to have their own state, deserve to have their own independent country.

Israel is playing with fire. And I believe that the destruction of Israel has started. And what we are witnessing in the United States of America, in terms of the student strikes, and what have you, epitomizes best the bankruptcy of the Biden administration, in dealing with the conflict in Gaza; epitomizing the inefficiency, also, of dealing with the Ukraine war. And its inefficiency in trying to spread its hegemony over the world as a unipolar power. And if we strike a comparison between now, what’s happening on campuses in the United States, and during the Vietnam War in the ‘60s, this is the beginning of the end of such an era.

Then we start witnessing dramatic changes in the Middle East. We need new governments. We need new governments: We need governments that will promote global security and stability through economic development, through the Oasis Plan.

We need a new government in Israel! At least to be less Zionist in terms of approaching towards conflict resolution rather than conflict management.

We need to have, also, a unified leadership between all our Palestinian factions: Because, united we stand, divided we fall.

Unless these three conditions are not right and ready, then this conflict will have further ramifications that will lead to destruction, and God forbid, to a global war.

Ladies and gentlemen: Today it is not ideology that drives people towards war. It’s national interest. It’s economic interest. But the commitment of people through religion is scarry, and God forbid, that our conflict one day becomes a conflict between Muslims and Jews. Because that’s not the intention. We believe that this is a national struggle, with a secular ideology of building a democratic entity in Palestine. That’s what my leadership believes in.

But we cannot do it alone. We have to do it all together, and all together meaning, presidential elections, legislative elections, and total reform in our political infrastructure. I say this as self-criticism, because I have to be honest as an academic, to tell you exactly what we have to do, in order to achieve the sustainability of peace and the longevity of peace.

Peace is not signing a document. We had peace between Jordan and Israel. We had peace between Egypt and Israel. Those are cold peace. Ask any Egyptian today, and he will tell you, “Israel is not our friend. As long as they are occupying Palestine, we are not going to have a normal relationship with the Israelis. OK, between governments, yes.” The same thing in Jordan. Genuine peace will be achieved, when Palestinians have the rights of self-determination. Then the Arab world will be ready to cooperate and accept Israel as a legitimate country in the Middle East. But now Israel is an outcast. Israel is a Zionist occupier, it is not legitimate.

And let me conclude, because my time is over: It is easy to sign a peace agreement, but it is very difficult to make peace building, and that peace building needs efforts of trying to synergize civil societies on both sides, people-to-people interaction, and here comes the process of ending conflict, and developing democracies, because we believe democracies don’t fight each other.

And economic development as it is espoused by the Schiller Institute, by the LaRouche concept of economic development, could play a pivotal role in the process of trying to create global security, through regional security, through ending the Palestinian/Israeli conflict.

That would be, I would say, the beginning of an era where countries in the world, North and South, would start to realize that war is not the answer, but building economic ties is the answer, because that would be a win-win situation.

Thank you very much.

Discussion:

Question from Ulla Sandbæk, former EU and Danish parliamentarian, retired reverend, former Art of Living teacher on the West Bank: [paraphrase] How can you prevent Israel from eliminating the Palestinian population first from Gaza to Egypt, and then from the West Bank? In light of the U.S. and European positions, I don’t see any effective prevention. One would be to start calling it an occupation, instead of a conflict. If you said that the 2-state solution made you laugh, how will you have a state of Palestine?

H.E. Ambassador Prof. Dr. Hassassian: [transcript] Nobody is denying the fact that Israel is an occupying force, and nobody is denying the fact that Israel has been created in 1948 by the western powers, and nobody is denying that today we have a colonial settler movement with an extreme fascist government today in Israel. I always say that the Palestinians are there to stay, and they are going to continue their resistance to such an occupation, and I said that the U.S. can bring the two parties together. And yes, I was smiling and laughing and grinning about the 2-state solution, because today, if you go to the West Bank, and you look at the settlements, they are spread like Swiss cheese. There is no geographic continuity.

But since the international community is espousing what we call the 2-state solution, we tell them, “OK. If you want the 2-state solution, bring us the state of Palestine.”

But we need to believe that the settler colonial mentality will never dismantle it’s policies voluntarily in Palestine. They want to occupy all of historic Palestine.

And we are not relying on the U.S. to solve this problem. We are trying to seek, first of all in our resistance, our steadfastness, and in trying to get the international community to support us, and to support us not only by mere words, but by helping us economically to sustain ourselves, and to stay on our land.

Nobody is saying that there is a magic wand to solve this problem. This is an occupation. But in terms of political science, we use the word conflict, but this is occupation. It’s occupation of one people against another.

So, my answer to you is that we don’t have a result based on the American position as far as finding a plausible solution to this conflict. Unfortunately, Europe is very weak, ineffective. The Arab world is complacent with the realities. The Muslim world is having a deep, deep, deep, deep sleep. And the Palestinians are left on their own.

And as I said, beyond moral sympathy and empathy from the world, we didn’t get anything. We didn’t get financial aid. We didn’t even get food. People are dying from hunger today in Gaza, which is another means of collective punishment used by the Israelis.

So, what are these countries in the world doing to salvage the situation, and to save those innocent Palestinians?

As I said, it goes beyond Oct. 7 now. Now we are talking about the annihilation of a people.

So, I don’t have the magic answer for how we can get rid of this Zionist violence, but I think the solution is in the hands of the international community.

First, stop sending arms to Israel: Europe, America. Stop supporting Israel in the UN by using the veto power. Give aid to the Palestinians, rather than destroying their government infrastructure, and in the West Bank too, so as to justify Netanyahu’s policies on the West Bank. There are a lot of things that you can reconsider, and have them as options in order to achieve peace and stability, let alone security.

Now I don’t admit that we can get rid of the Israeli people from Palestine. We have reached a humble, historic compromise where we accepted the Israelis to be our neighbors. What more can the Palestinians concede, when they have conceded 78% of historic Palestine. What’s left? What’s left to concede, the 20%? OK, they have to take it by force. They have to commit, and continue committing genocide, with the international community looking at what is happening, and not doing anything. The international community would be as guilty as Israel, and we will never forget. We will never forget.

Question from Helga Zepp-LaRouche: I would like to ask Ambassador Hassassian: one idea about how we could catapult this discussion about the Oasis Plan onto the international agenda, would be to get one of the existing security conferences to discuss it. For example, unfortunately, the Munich Security Conference used to be a very useful forum of dialogue, but it is no longer, for quite some time. It is entirely the weapon industry lobby, one can say. It is not suitable right now, I would think.

But there are other dialogues, for example in Singapore, you have the Shangri-La Dialogue, where important security measures are being discussed.

I participated in 2017 in the Raisina Dialogue in New Delhi. This was, at that time, a new forum to discuss international security and development issues. And I think if one would approach such institutions, maybe if you, as the representative of the Palestinian people, would issue a letter or request to these fora, they could organize an international discussion group about the Oasis Plan, and what it would require. If one could have several such initiatives, one could catapult the discussion onto the international agenda, hopefully. I would like to know what you think about this proposal, or other equivalent ideas.

H.E. Ambassador Prof. Dr. Hassassian: Thank you very much for this idea, which I think is very important. I participated in many international conferences supported by think tanks related to the state departments. One of them is IFRI, the French Institute of International Realtions, tied to the Quai d’Orsay, the French Foreign Ministry.

They have annual conferences dealing with global security, dealing with regional conflicts, dealing with economic development, and what have you.

And I think the Schiller Institute could incrementally reach that position by starting with some seminars, like this one, and try to spread it to colleges and universities, because most of the think tanks are related to colleges. And I think it’s a good idea if we start a chain of lectures on the Oasis Plan, let alone, taking the Israeli-Palestinian conflict, or any conflict in the Middle East, or worldwide, as a stepping-stone towards realizing to what extent does the Oasis Plan could add a catalytic effect in trying, more or less, to create a more secure environment for economic development.

And I think, in my personal capacity, as I have certain kind of contacts that could really work with the Schiller Institute in galvanizing support for such an idea, which I think is an international idea. It is plausible to be used by even advanced countries. It’s not only for reducing regional conflicts, and what have you.

So, I think, yes, that would be doable. We have to be very incremental, less ambitious, but I think this is how we have to create the momentum. And I think you have a good merchandise to market, which I believe is music to our ears, but I told you, the political conflict has always been a priority to such an easy-flowing melody of economic development.

And that’s why, I think we have psychologically prepared the world, that the ultimate and stability security comes through economic development, and through striking against abject poverty and hunger in the world. And as much as we can try to narrow the gulf of inequity, when it comes to economic potentials and capabilities, the more secure is our world.

Believe me, if we have economic security, we won’t have threats coming from the U.S. to China or to Russia or to Europe, or as a matter of fact, to the Middle East. We can see détente par excellence when such ideas become more authoritative, and become more accepted genuinely by countries, to realize that their only salvation from any kind of confrontation, militarily, is through economic stability and security.

And I do vouch, on behalf of you, that we need to cooperate, and to cooperate with all our friendly countries in Europe, Asia and Latin America, who are listening to us carefully, and to what we are talking about, not only in terms of what is going on in Israel, what the Israelis are doing to us, but they also are hearing, to what extent, that this concept might be, in using or exacerbating in a positive way, the end of the conflict, in order to sustain itself through peace and longevity, it has to go through the process of economic determinism, i.e. economic interaction and promoting national interests.

Moderator Tom Gillesberg, chairman of the Schiller Institute in Denmark: After the break we will move into the promised land. What is this Oasis Plan? How can it work? As Hussein Askary has named his presentation, “The Impossible is Self-imposed: Peace Through Economic Development is the Only Way Forward in West Asia.” And as we were honored by the very beautiful presentation from Ambassador Hassassian, peace is not the absence of war. Peace is something you build. Hussein Askary will lead us into this promised land of actually getting to peace and prosperity for the whole world.

Please also see the first and third speeches during the seminar.

20. maj 2024 (EIRNS) – ICC’s anklager Karim A.A. Khan har udsendt en erklæring, hvori han anmoder Den Internationale Straffedomstol om at godkende, at han kan udstede arrestordrer på tre Hamas-topfolk og to israelske ministre: Premierminister Benjamin Netanyahu og forsvarsminister Yoav Gallant.

Hamas-lederne, Yahya Sinwar (leder af Hamas), Mohammed Diab Ibrahim Al-Masri (leder af den militære fløj) og Ismail Haniyeh (leder af det politiske bureau), skal anklages for “udryddelse” og mord, gidseltagning, voldtægt, tortur og andre “umenneskelige handlinger”.

Anklagerne mod Netanyahu og Gallant omfatter: “Udsultning af civile som en metode til krigsførelse som en krigsforbrydelse i strid med artikel 8(2)(b)(xxv) i protokollen; udryddelse og/eller mord; forfølgelse som en forbrydelse mod menneskeheden og andre umenneskelige handlinger.”

Anklager Khan skrev også: “Vi gør gældende, at de forbrydelser mod menneskeheden, der tiltales, blev begået som en del af et udbredt og systematisk angreb mod den palæstinensiske civilbefolkning i henhold til statens politik. Disse forbrydelser fortsætter efter vores vurdering den dag i dag.”

Han skrev også: “Israel har med vilje og systematisk frataget civilbefolkningen i alle dele af Gaza midler, der er uundværlige for menneskelig overlevelse. Det skete ved at indføre en total belejring af Gaza, som indebar en fuldstændig lukning af de tre grænseovergange, Rafah, Kerem Shalom og Erez, fra den 8. oktober 2023 i længere perioder og derefter ved vilkårligt at begrænse overførslen af vigtige forsyninger – herunder mad og medicin – gennem grænseovergangene, efter at de var blevet genåbnet. Belejringen omfattede også afbrydelse af grænseoverskridende vandledninger fra Israel til Gaza gaza-borgerne vigtigste kilde til rent vand – i en længere periode fra 9. oktober 2023, samt afbrydelse og hindring af elektricitetsforsyningen fra mindst 8. oktober 2023 og frem til i dag. Dette fandt sted sammen med andre angreb på civile, herunder dem, der stod i kø for at få mad; forhindring af humanitære organisationers levering af hjælp; og angreb på og drab på hjælpearbejdere, hvilket tvang mange organisationer til at indstille eller begrænse deres aktiviteter i Gaza. Mit direktorat hævder, at disse handlinger blev begået som led i en fælles plan om at bruge sult som en krigsmetode og andre voldshandlinger mod Gazas civilbefolkning.”

Blandt sine konklusioner skrev anklager Khan: “De uafhængige dommere ved Den Internationale Straffedomstol er de eneste, der kan afgøre, om den nødvendige standard for udstedelse af arrestordrer er opfyldt. Hvis de imødekommer mine anmodninger og udsteder de ønskede arrestordrer, vil jeg derefter arbejde tæt sammen med registratoren/fogeden i alle bestræbelser på at pågribe de navngivne personer. Jeg regner med, at alle stater, der er parter i Rom-statutten/vedtægterne, tager disse ansøgninger og den efterfølgende retslige afgørelse med samme alvor, som de har vist i andre situationer, og opfylder deres forpligtelser i henhold til statutten.”

Han advarede dem, der forsøger at underminere domstolen: “Jeg insisterer på, at alle forsøg på at hindre, skræmme eller uretmæssigt påvirke domstolens embedsmænd skal ophøre øjeblikkeligt. Mit sekretariat vil ikke tøve med at handle i henhold til artikel 70 i Rom-statutten, hvis en sådan adfærd fortsætter.”

Han sagde, at efterforskningen fortsætter. “Mit direktorat er i gang med flere og indbyrdes forbundne yderligere undersøgelser, herunder vedrørende rapporter om seksuel vold under angrebene den 7. oktober, og i forbindelse med de omfattende bombardementer, der har forårsaget og fortsat forårsager så mange civile dødsfald, kvæstelser og lidelser i Gaza.”

Hans afsluttende erklæring: “Nu, mere end nogensinde, må vi i fællesskab påvise, at den humanitære folkeret, som er grundlaget for menneskelig adfærd under konflikter, gælder for alle individer og anvendes på samme måde i alle de situationer, som mit direktorat og domstolen beskæftiger sig med. Det er sådan, vi håndgribeligt bevidner, at alle menneskers liv har samme værdi.”

Foto:Netanyahu Facebook Page

Ikke korrekturlæst

20. maj 2024 I dag meddelte anklager Karim A.A. Khan fra Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag, at han har anmodet domstolen om at udstede arrestordrer på Israels premierminister Benjamin Netanyahu og forsvarsminister Yoav Gallant samt tre Hamas-ledere for “krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden”: Ismail Haniyeh, Mohammed Diab Ibrahim Al-Masri og Yahya Sinwar. Blandt de anførte anklager mod Netanyahu og Gallant var “udsultning af civile som en metode til krigsførelse”; “forsætligt at forårsage stor lidelse eller alvorlig skade”; “forsætligt at rette angreb mod en civilbefolkning som en krigsforbrydelse”; og “andre umenneskelige handlinger som forbrydelser mod menneskeheden….”

Domstolens svar på anmodningen om arrestordrer forventes inden for få uger.

Det står klart for hele verden, hvilke grunde og beviser der findes for disse anklager. I går sagde FN’s vicegeneralsekretær for humanitær bistand, Martin Griffiths, at hvis der ikke gribes ind i Gazastriben, vil det få “apokalyptiske konsekvenser”.

Det er også velkendt, at ICC i to årtier har været et værktøj for Vesten mod personer fra det Globale Syd, især afrikanske ledere, og andre mål for det “kollektive Vesten”. Men begrundelsen i ICC’s nye initiativ om “krigsforbrydelser” står ved magt, på trods af at ICC’s hidtidige indsats er forfejlet.

Hvorfor handler ICC nu? Teorier vil vide, at for eksempel den amerikansk-britiske akse har aktiveret en manøvre for at skubbe Netanyahu til side, for at få en anden, mindre afskyelig regering i Israel, for at få Biden genvalgt og for at skabe fantasifulde geopolitiske forbindelser mellem Israel og Saudi-Arabien, mod BRIKS og så videre og så videre. Faktisk omfatter det juridiske rådgivningspanel for ICC i dette tilfælde ingen ringere end en flok britiske advokater, en lord og baronesse eller to, fra det britiske etablissement. De udsendte i dag en rapport, som blev offentliggjort i Financial Times, til støtte for ICC’s anklager.

Deres rapport hedder ” Panel of Experts in International Law”.

Men uanset hvad baggrunden er for ICC’s aktion, er der indgivet en anmodning om arrestordrer for at begå “forbrydelser mod menneskeheden”. Der er sandhed. Der er retfærdighed. Der er moral. Dette nye ICC-krigsforbrydelsesinitiativ bryder, uanset ICC’s fortid, med den overordnede fortælling om, at alle, der er imod Netanyahu, er antisemitiske. ICC’s initiativ om “krigsforbrydelser” støtter Sydafrikas ansøgning til Den Internationale Domstol om at anklage Israel for folkedrab. Den seneste nation, der har tilsluttet sig søgsmålet, er Egypten.

ICC’s “krigsforbrydelses”-initiativ kommer midt i en optrapning af kravene om øjeblikkelig våbenhvile i Gaza, omfattende humanitær hjælp og anerkendelse af Palæstina som stat. Afgørende er det, at Oase-planens tilgang til regionen nu cirkulerer stadig mere bredt og opfordrer til det samme økonomiske udviklingsprincip for fred overalt. I Bruxelles demonstrerede over 40.000 mennesker søndag den 19. maj for en øjeblikkelig våbenhvile i Gaza.

I USA mislykkedes et længe indøvet forsøg på at iscenesætte en gunstig begivenhed for præsident Biden i går i Atlanta, Georgia. Biden holdt talen ved dimissionsceremonien på Morehead College, hvor Martin Luther King, Jr. gik. Mange studerende vendte tavst ryggen til podiet, da Biden talte; nogle gik ud. Årets student opfordrede til en “øjeblikkelig og permanent våbenhvile” i Gaza, og Biden blev vist klappende, men Biden selv talte iøjnefaldende nok kun om en våbenhvile. Ikke noget “permanent”. Blot facade og løgne.

Schiller Instituttets leder Helga Zepp-LaRouche talte i sin gennemgang af disse og andre begivenheder i dag om behovet for at engagere sig i “kampen om ideer” og fremme dem, der er i overensstemmelse med at fremme menneskeheden.

Som den erfarne analytiker Ray McGovern påpegede den 17. maj i et særligt indlæg i Consortium News, misforstår Washington “den tektoniske ændring i verdens magtbalance”. Deres “forældede vurderinger” fører USA ind i det, der kan blive “en tofrontskrig”. Det kan ende med atomar udslettelse. Den berømte filmskaber Oliver Stone advarer i et nyt videointerview på det schweiziske tv-netværk “Weltwoche”: “Krig kan meget nemt opstå nu.”

Den Internationale Fredskoalition udvider sit netværk og sin indflydelse. En særlig opgave er at “få Vesten i overensstemmelse med den menneskelige arts karakter”, sagde IPC’s initiativtager Helga Zepp-LaRouche i dag. Meld dig ind i IPC nu, for menneskehedens skyld.

Foto: UN Photo

The following article by Dr. Izzeldin Abuelaish was published on May 15, 2024 in the Toronto Star.

I am in Canada. My family is constantly reliving the Nakba in Gaza. To me, it’s clear what Palestinians need from the international community

af Michelle Rasmussen og Marcia Merry Baker

9. maj – Schiller Instituttet i Danmark afholdt den 8. maj et seminar i København for det diplomatiske samfund og andre gæster med temaet “Stopdrabene og begynd at genopbygge Gaza og regionen med Oase-planen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling.” Fire ambassadører og mange andre diplomater kom personligt fra tolv ambassader, som repræsenterede Sydvestasien og Nordafrika, nationer andre steder i Asien og Afrika samt Vesteuropa.

Publikum var intenst engageret i løbet af de tre timer, hvor de hørte de spændende præsentationer og deltog i dialogen, hvis fokus både var at bidrage til en øjeblikkelig afslutning på død og ødelæggelse i Gaza og at skitsere en udviklingsvej.

Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, var ordstyrer og fremhævede Schiller Instituttets aktuelle indsats i mange lande for at fremme dialogen om begrebet “fred gennem udvikling” i Palæstina, Israel og globalt for at bidrage til en ny økonomisk og sikkerhedsmæssig verdensarkitektur.

Den 13. april afholdt Schiller Instituttet internationalt en daglang online-konference, som nu er tilgængelig i video-arkiv, med titlen “[Oase]-planen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina og for hele Sydvestasien.” Siden februar har en 14-minutters video cirkuleret om “Oase-planen”.

Kort fortalt går konceptet ud på, at udvikling af infrastruktur til at levere pålideligt vand, strøm, transport, sundhedspleje, boliger og andre basale ting til støtte for moderne agroindustriel aktivitet er grundlaget for sikkerhed af gensidig interesse. I Trans-Jordan indebærer det opførelse af nye vandledninger og nuklear afsaltning, nye højhastigheds-jernbanelinjer, der forbinder Afrika, Asien og Europa, rigelig elektricitet og meget mere.
I 1975 præsenterede statsmanden og økonomen Lyndon LaRouche (1922-2019) denne tilgang som ”Oase-planen” for Sydvestasien, da han besøgte regionen,og samme år udsendte han også sit forslag til finansiering af “Den Internationale Udviklingsbank”.
Schiller Instituttets invitation til hele det diplomatiske samfund i København opfordrede til diskussion af et nyt paradigme i denne ånd:

“Død, ødelæggelse og sult er blevet brugt som krigsvåben; økonomisk udvikling skal bruges som et fredsvåben: til at forvandle sværd til plovskær. Vi må alle handle nu for at stoppe drabene og starte genopbygningen.

Schiller Instituttets seminar i København vil være et vigtigt bidrag til dialogen om, hvordan vi kan bringe fred og velstand til denne længe lidende del af verden og indlede et nyt paradigme for internationale relationer.”

Et videoarkiv på engelsk fra arrangementet den 8. maj i København er tilgængeligt her.

Talere: Fred gennem udvikling
De tre hovedpræsentationer begyndte med Helga Zepp-LaRouche, via videolink fra Tyskland. Hun er grundlægger og leder af Schiller Instituttet og har i årtier samarbejdet med sin mand, Lyndon LaRouche (1922-2019), om udviklingsdiplomati.

Den anden var H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian, Den Palæstinensiske Myndigheds ambassadør i Danmark. Disse to fortsatte i dialog deres udvekslinger, der blev indledt på den tidligere internationale Schiller Institut-konference den 13. april, herunder om det presserendespørgsmål om, hvorvidt “politiske” forskelle skal løses, før “økonomisk” udvikling kan gennemføres.

Den tredje taler var Hussein Askary, Schiller Instituttets koordinator for Sydvestasien, som er medforfatter til Schiller Instituttets bog fra 2017: Extending the New Silk Road to Southwest Asia and Africa, og har lavet den arabiske oversættelse af EIR-bogen: The New Silk Road Becomes the WorldLand-Bridge.

Helga Zepp-LaRouche begyndte sin præsentation med titlen: “Oase-planen: Fred kan kun opnås gennem udvikling” med de forfærdelige nyheder om starten på det israelske angreb på Rafah. Hun gav en global strategisk analyse af faren for regional og global krigsførelse og beskrev truslen om endog atomkrig fra optrapningen i Sydvestasien og som en udløber af NATO-Ukraine-Rusland-konflikten.

Zepp-LaRouche opfordrede diplomaterne til at samarbejde om at fremme ”Oase-planen” som en løftestang for at nå frem til et nyt paradigme og en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, den eneste vej ud af den eksistentielle krise, som verden gennemgår. Hun beskrev sine ti principper for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som hun udsendte til international diskussion i 2022.

Stop drabene, begynd genopbygningen
H.E. Amb. Prof. Dr. Hassassian talte om temaet “Stop drabene og start genopbygningen”. Han holdt en meget skarp tale om den igangværende tragedie for det palæstinensiske folk, konfliktens historie og hvad der er nødvendigt for at stoppe folkedrabet. Ambassadøren opfordrede de 12 lande, der var repræsenteret på seminaret, og det internationale samfund til at handle for at stoppe drabene, og han understregede behovet for en politisk løsning baseret på palæstinensisk suverænitet og understøttet af økonomiskudvikling. Diskussionen omfattede spørgsmålet om en to-statsløsning for Israel og Palæstina og, hvordan man kan sætte Oase-planen på den internationale dagsorden.

Ambassadør Hassassian taler ud fra lang erfaring og engagement. Han er tidligere ambassadør i Storbritannien og Ungarn. Han var vicepræsident forBethlehem University på Vestbredden og professor ved University of Maryland, hvor han udviklede et kursus i konfliktløsning mellem Israel og Palæstina. Han var PLO’s chefrådgiver i spørgsmålet om Jerusalems status. Han har en kandidatgrad i internationale relationer fra University ofToledo, Ohio, og en ph.d. i statskundskab fra University of Cincinnati, Ohio. Se hans interview den 15.marts 2024 med Schiller Instituttet.

LaRouches Oase-plan
Hussein Askary præsenterede konkrete områder af den økonomiske geografi og udviklingsprincipperne i Oase-planens tilgang under emnet “Det umulige er selvpålagt: Fred gennem økonomisk udvikling er den eneste vej frem i Vestasien.” Han udfordrede især aksiomerne bag nulvækstbevægelsen og dens politiske udtryk. Han forklarede, at udviklingsprincipper er baseret på den virkelighed, at menneskehedens kreativitet forvandler naturen.

Askary brugte eksempler fra sin nylige rejse til Xinjiang for at vise den kinesiske udviklingspolitik for at gøre ørkenen grøn. I diskussionsperioderne kom der mange forskellige spørgsmål op, bl.a. om der er for mange mennesker i verden, og hvad man skal gøre ved terrorisme i Vestafrika, hvor han understregede behovet for økonomisk udvikling som en modgift.

At fremme en global Oase-plan
I løbet af diskussionsperioden besvarede Helga Zepp-LaRouche et spørgsmål, der kom op ved at appellere til det Globale Syd om at lade deres stemmerblive hørt.

Et konkret forslag blandt debattørerne er, at Oase-planen skal være på dagsordenen på nogle af de symposier om sikkerhed, der hvert år afholdes af fonde og nationer. Palæstinensiske stemmer kunne formelt anmode om dette.H.E. Ambassadør Prof. Dr. Hassassian tilføjede at få diskussionen i gang på universiteterne og understregede vigtigheden af Oase-planen som en katalysator for økonomisk udvikling og Schiller Instituttets og LaRouche-bevægelsens arbejde med at fremme den.

Den generelle reaktion på selve seminaret fra diplomaterne var, at de var taknemmelige for idéerne, som er meget forskellige fra det, der rutinemæssigt præsenteres. Som en asiatisk diplomat sagde: “Jeg er helt overvældet. Det vil tage mig dage at tænke over alle de nye ideer, der blev præsenteret.”

Den umiddelbare mulighed for at udtale sig på en formel internationalplatform kommer kun to dage efter mødet i København, hvor FN’sGeneralforsamling den 10. maj har spørgsmålet om en palæstinensisk stat pådagsordenen til debat og formodentlig afstemning.
Helga Zepp-LaRouche rapporterede til Den Internationale Fredskoalition: “Det var et ekstremt vigtigt opfølgningsmøde på diplomat- og ambassadør niveau, og ud af dette møde kom en fuldstændig forpligtelse tilat fortsætte organiseringen, løfte den op på et højere niveau ved at forsøge at få en stor international konference med deltagelse af stater om behovet for alvor at sætte Oase-planen, udviklingsplanen for hele regionen Sydvestasien, på dagsordenen.”

14 min. video: The Oasis Plan: LaRouche’s Solution for the Middle East. 

The April 13, 2024 Oasis Plan conference:  Link: full videos, and an hour-long summary video.

The following are all links:

Den 14. marts 2024 (EIRNS) København (Schiller Instituttet i Danmark) – Schiller Instituttet i Danmark gennemførte i går et timelangt videointerview med Det Palæstinensiske Selvstyres ambassadør i Danmark, H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian, hvor ambassadøren udtrykte sin smerte over død og ødelæggelse i Gaza og også på Vestbredden, de vestlige politiske lederes manglende støtte til at afslutte krigen, og udtrykte fuld støtte til LaRouches Oase-plan og ideen om fred gennem udvikling. Han blev interviewet af Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark.

Se videoen om Oase-planen og skriv under på underskriftsindsamlingen til støtte for Oase-plan-ideen

Tilmeld dig Schiller Instituttets gratis online-konference lørdag den 13. april 2024 kl. 11 EDT; 17 CET: Oase-planen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina og for hele Sydvestasien

Videoen, som vil blive cirkuleret bredt internationalt, inkluderer links i videoen og beskrivelsen til LaRouche-organisationens video “The Oasis Plan: LaRouches løsning på Mellemøsten”, og et link til tilmelding til den kommende videokonference om Oasis-planen den 13. april.

H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian har haft en fremtrædende karriere inden for den akademiske og diplomatiske sfære. Hans akademiske ekspertise ligger inden for internationale relationer og konfliktløsning. Han er uddannet i Jerusalem, på American University i Beirut, og har taget en MA i internationale relationer og en Ph.d. i statskundskab på Toledo og Cincinnati universiteter i Ohio i USA. Han var professor og senere vicepræsident på Bethlehem University på Vestbredden i Palæstina. Han underviste i konfliktløsning mellem Israel og Palæstina sammen med den israelske professor Edward Kaufman på University of Maryland i 26 år.

Han var også PLO’s førende rådgiver i spørgsmålet om Jerusalems status.

H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian blev derefter Det Palæstinensiske Selvstyres ambassadør i Storbritannien i 13 år, Ungarn i et år og nu Danmark i de sidste fire år.

Interviewet dækker især det påtrængende behov for at stoppe det nuværende folkemord i Gaza og volden og undertrykkelsen på Vestbredden; behovet for FN’s og international anerkendelse af en uafhængig palæstinensisk stat, og hvad der skal til i Israel for at nå dertil; hans undervisning i israelsk-palæstinensisk konfliktløsning på University of Maryland; og til sidst hans varme ros af Schiller Instituttet.

Artikler af ambassadøren i Palestine-Israel Journal: https://www.pij.org/author/326

Mere omfattende CV: http://passia.org/personalities/351

Fuld udskrift:

Interview med Det Palæstinensiske Selvstyres ambassadør i Danmark H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian

Vi skal sejre: Fred, palæstinensisk uafhængighed og Oasis-planen i Sydvestasien

TOM GILLESBERG: Jeg er Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, og jeg er meget taknemmelig for at have denne mulighed for at interviewe Hans Excellence Prof. Dr. Manuel Hassassian, Palæstinas nuværende ambassadør i Danmark gennem de sidste fire år, udnævnt af præsident Mahmoud Abbas.

Du har også en meget fornem karriere bag dig, både på det diplomatiske område og på det akademiske område, så vil du præsentere dig selv for publikum?

AMBASSADØR PROF. DR. MANUEL HASSASSIAN: Mange tak, Tom. Det har været en fornøjelse at se dig for anden gang, og jeg er virkelig overvældet over dit generøse tilbud om at interviewe mig. Som du ved, er jeg tilhænger af jeres institut. Og I har gjort så meget for sagen, for international medmenneskelighed, og dette store skridt med at interviewe en palæstinensisk ambassadør i Danmark.

Jeg er født og opvokset i Jerusalem. Jeg gik på Frères-skolen, som undervises af De La Salle-brødrene, i gymnasiet. Derefter gik jeg i to år på Birzeit University for at få min sociale eksamen; jeg læste liberal arts. Derefter blev jeg optaget på American University of Beirut, som anses for at være et af de mest prestigefyldte universiteter i Mellemøsten. I 1975 fik jeg min bachelor og tog til Ohio, til USA: Jeg tog min kandidatgrad i internationale relationer på University of Toledo, Ohio; derefter fortsatte jeg min uddannelse og tog min ph.d. på University of Cincinnati, Ohio, og jeg fik min ph.d.-grad i 1986. Jeg kom tilbage til Bethlehem University i 1981, hvor jeg forberedte min afhandling. Jeg var instruktør i 1981, fordi jeg ikke havde færdiggjort min ph.d., men jeg blev dekan for de studerende. I 1986 blev jeg assisterende professor, og jeg forblev dekan for de studerende i ni år. Så blev jeg lektor, og jeg blev dekan for Det Humanistiske Fakultet. Og i 1996 blev jeg administrerende vicepræsident, hvilket er den højeste stilling for en palæstinenser på en katolsk skole. I 1999 blev jeg professor ved University of Bethlehem, og alt mit arbejde blev vurderet af professorer i USA, som gav mig denne fornemme titel. Jeg har undervist [på University of Maryland, USA] sammen med en kollega fra Hebrew University, fra Truman Center, professor Edy Kaufman, i de sidste 26 år. Vi stoppede under COVID.

[Ambassadør Prof. Dr. Hassassian har også været PLO’s chefrådgiver i forhandlingerne om Jerusalems status].

Jeg blev udnævnt til ambassadør af præsident Mahmoud Abbas i 2005. Jeg tjente 13 år som palæstinensisk ambassadør i London, og i 2018 flyttede jeg et år og tjente i Ungarn. På grund af en uoverensstemmelse med ungarerne, hvor vi diskuterede flytningen af deres ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem, blev jeg bedt af min præsident om at komme tilbage. Jeg blev et år, og vi havde aldrig nogen repræsentation på mit niveau. Så da jeg blev overført til Danmark for at blive ambassadør et år senere, udnævnte de en palæstinensisk ambassadør til at udfylde tomrummet.

(En mere komplet biografi, inklusive andre akademiske stillinger og priser, kan læses her).

Ambassadør Hassassian: Jeg sætter virkelig pris på den danske offentlighed: De støtter det palæstinensiske problem i høj grad, fordi de er forkæmpere for menneskerettigheder, og det var de også under Holocaust, hvor de hjalp alle de diaspora-jøder, der var blevet slagtet af nazisterne og fascisterne. Så Danmark har en lang tradition for at være en forkæmper for menneskerettigheder, og vi er ikke overraskede over at se de samme mennesker med den samme udholdenhed i at støtte palæstinenserne, i det mindste på det offentlige plan, hvor de ønsker at se et ophør af denne konflikt og åbning af grænserne for humanitær bistand. Desværre er regeringen ikke på niveau med den offentlige mening.

Tom Gillesberg: Det er ligesom under den danske besættelse: Det var ikke regeringen, der hjalp jøderne med at komme til Sverige.

Ambassadør Hassassian: Det var folket.

Gillesberg: Det er folket.

Amb. Hassassian: Absolut.

Gillesberg: Og jeg synes, det er en vigtig pointe.

Ambassadør Hassassian: Så det er derfor, jeg forsøger at drage en sammenligning, som efter min ydmyge mening og viden om Danmarks historie – jeg kom her og vidste en lille smule om Danmark, men nu kan jeg fortælle dig, at jeg kender kulturen, folket, måden de tænker på, måden de fremmer deres politik på, og jeg kan se, at der er en kile mellem den offentlige mening, ikke kun i spørgsmålet om Palæstina, men også i spørgsmål om lokalpolitik. Denne regering er konservativ, og uanset at den har visse undskyldende holdninger, når det kommer til Palæstina, så hjælper den stadig palæstinenserne med tilskud, med udvikling af infrastruktur, med støtte til UNRWA. Men på det politiske plan går de ind for en to-statsløsning, men de viser ikke deres politiske mod til at lægge pres på amerikanerne eller israelerne for at stoppe dette blodbad, dette angreb, denne nedslagtning af civile i Gaza, på Vestbredden og i Østjerusalem.

Så vi forholder os lidt, med forsigtig optimisme, jeg forholder mig som ambassadør til regeringen, jeg kan ikke sige, at de har været tilbageholdende med at modtage mig som dekan for Rådet af arabiske Ambassadører, for slet ikke at tale om, at jeg også leder spørgsmål vedrørende Mellemøsten, Organisationen for islamisk Samarbejde (OIC). Vi har mødtes flere gange med udenrigsministeren, med viceudenrigsministeren, med direktøren for MENA [Mellemøsten, Nordafrika], og vi har haft regelmæssige diskussioner om opdateringer af, hvad der sker i Palæstina, Mellemøsten, Det Røde Hav, afbrændingen af Koranen, den slags. Så jeg kan sige, at der er en vis form for kontakt mellem vores ambassade, Rådet af arabiske Ambassadører og den danske regering. Men vi oplever ikke øjeblikkelig handling.

Vi ser ikke, i de bilaterale relationer, en stærk støtte til palæstinenserne og et stop for dette blodbad! I dag dør vores folk af sult og hungersnød, mangel på medicin og mad. Seksogtredive hospitaler er blevet ødelagt. Vi har kun seks i drift nu. Det er en skam, at 12.000 børn er blevet martyrer, for slet ikke at tale om mere end 7-8.000 kvinder og ældre. Og det er svimlende tal! Selv under Anden Verdenskrig var vi ikke vidne til et så enormt antal ofre.

Dette systematiske angreb på vores folk er ikke kun – og tillad mig at sige, at det ikke er mod Hamas. Det er indlysende, at det er mod det palæstinensiske folk. De vil fordrive os i havet, i ørkenen, og når de er færdige med Gaza, vil de begynde, og de er allerede begyndt, på Vestbredden, for slet ikke at tale om, at de lægger økonomiske hindringer i vejen, alle mulige forhindringer, selv under Ramadanen, for at vores troende kan gå hen og bede i Al Aqsa-moskeen.

Man kan se, at der er en systematisk politik for apartheid, etnisk udrensning og nedbrydning af en nation.

Alle disse tre ting praktiseres af en sådan regering, som er en meget, meget, meget ekstrem, fascistisk regering. Jeg vil sige det – undskyld, jeg er nødt til at sige – fascistisk regering, fordi den måde, den har håndteret denne konflikt på, har været hensynsløs i sin politik. Den har aldrig udvist nogen form for tolerance, men den absolutte idé bag dette er genbesættelsen, igen officielt, af Vestbredden og Gaza. Og det er her, vi er nødt til at have det internationale samfund – med alle de FN-resolutioner, der har været til fordel for Palæstina; desværre har amerikanerne nedlagt veto mod dem, og det er derfor, amerikanerne i 30 år ikke har formået at mægle i fredsprocessen, fordi de støttede den øverste del over den nederste.

Og nu leder vi efter en kollektiv mægling, dvs. at vi starter med FN – måske kunne Danmark spille en meget vigtig rolle, for slet ikke at tale om Europa. Og vi afviser ikke USA, men de kan ikke være den eneste mægler i denne konflikt, for de har udvist modvilje mod at finde en troværdig løsning under denne konflikt. Alt, hvad amerikanerne har gjort i de sidste 30 år, er krisestyring.

Gillesberg: Nu er vi helt klart nået til et punkt, og jeg tror, at historien er, at den 7. oktober indtraf, og så startede det hele. Men hvis man ser på den proces, der var i gang på Vestbredden før den 7. oktober, var det tydeligt, at den politik, som vi nu ser blive ført, og som dybest set går ud på at annektere både Vestbredden og Gaza, så de bliver en permanent del af Israel, allerede var i gang! Det er ikke sådan, at angrebene begyndte efter den 7. oktober?

Ambassadør Hassassian: Faktisk har du ramt plet med denne kommentar. For desværre troede det internationale samfund – Europa, USA og så videre – at denne konflikt startede den 7. oktober med Hamas’ angreb på uskyldige civile. Men ingen har tænkt på den grundlæggende årsag til dette problem, som startede for 75 år siden. For slet ikke at tale om i 1948, hvor vores folk blev fordrevet, og denne zionistiske enhed blev etableret og skabt med støtte fra Storbritannien og det internationale samfund, med fordrivelsen af det palæstinensiske folk og oprettelsen af noget, der kaldes staten Israel. Og folk er ikke klar over, at vi har levet under besættelse i så mange år, og Gaza har været kvalt i de sidste 16 år med den økonomiske blokade og med manglen på enhver form for basale ydelser. Og selvfølgelig, hvis man putter nogen i en trykkoger, må den eksplodere. Og eksplosionen den 7. oktober for Gazaborgerne, fra Hamas og Islamisk Jihad og de andre, var blot en reaktion på denne blokade, på denne kvælning af 2,2 millioner mennesker, der bor i det tættest befolkede område i verden.

Og folk begyndte at se på Hamas og andre som terrorister, men de glemte, at Israel har udøvet statsterrorisme! Dette er ikke det første angreb på Gaza: Det er den fjerde krig mod befolkningen i Gaza! Og der har været løbende angreb på Vestbredden med opførelsen af bosættelser, hvor bosætterne har taget loven i egen hånd og forsøgt at rykke palæstinenserne op med rode, forsøgt at rykke appelsintræerne og oliventræerne op med rode og forsøgt at skabe kaos blandt palæstinenserne ved at skyde, dræbe, plyndre, rykke op med rode og hvad ved jeg.

Så spørgsmålet bør ikke være en adskillelse af Gaza fra Vestbredden, for slet ikke at tale om Østjerusalem, med alle bosættelserne, med de omsiggribende bosættelser, der har fundet sted af en regering, der kaldes en bosætterregering: Denne beslaglæggelse af land skabte også en vis form for kaos og forvirring, for slet ikke at tale om en streng politik over for de mennesker, der bor i Østjerusalem. Og i dag, under Ramadanen, har vi også set chikane, vi har set blokader af folk fra Vestbredden, der kommer og beder under den hellige måned, Ramadanen. Med andre ord skaber Israel flere spændinger, det skaber flere absolutte politikker, der vil gøre det meget ubehageligt for de mennesker, der bor i Jerusalem, for slet ikke at tale om dets vedvarende bombardementer, drab på Vestbredden og i Gaza, der fortsætter uden at blive stoppet af det internationale samfund.

Gillesberg: En ting er også, hvad der har foregået i lang tid, hvad man kan kalde Palæstinas “stille død”. Men det, vi har set efter den 7. oktober, er, tror jeg, noget, der er uden fortilfælde siden Holocaust. Måske har der været andre holocausts i gang, men de var i baggrunden. Her har vi siden den 7. oktober haft et fuldt tv-transmitteret folkemord i Gaza med hele verden som tilskuer, og selv Den Internationale Domstol kom ud og sagde, ja, det er meget sandsynligt, at der er et folkemord i gang. Vi vil undersøge det, og i mellemtiden kræver vi af Israel, vi kræver af IDF, de israelske forsvarsstyrker, at de gør alt for at sikre, at der ikke foregår et folkemord. Ikke kun fordi folk blev dræbt, men fordi der tydeligvis var en hensigt om at dræbe, i udtalelserne fra regeringen, fra militærpersoner og så videre.

Men det er stadig i gang.

Nu har den israelske regering sagt, at hvis vi når til Ramadanen, og vi ikke har en aftale med Hamas og de andre grupper om at frigive alle gidslerne, så vil vi begynde et angreb på Rafah; så kommer den næste fase af det, der er en udjævning af Gaza.

Og nu er vi i Ramadanen, så hvad tror du, der kommer til at ske?

Amb. Hassassian: Faktisk vil jeg gerne kommentere på Den Internationale Domstols beslutning, som blev betragtet som et rådgivende synspunkt, men som blev totalt blokeret af det amerikanske veto. Så Israel er ligeglad med FN og resolutionerne. De har aldrig overholdt dem, fordi amerikanerne altid står bag dem politisk ved at nedlægge veto, for slet ikke at tale om militært og finansielt, og de er medskyldige i folkemordet ved også at sende visse marinesoldater til at kæmpe i Gaza. Så det er ikke noget, vi ikke ved. ved…

Gillesberg: Og alle de bomber, der falder over Gaza –

Ambassadør Hassassian: – er alle amerikansk producerede.

Og det er derfor, jeg ville komme med denne korte kommentar, at Den Internationale Domstol er en rådgivende udtalelse. Den er ikke bindende, og det overser Israel simpelthen, og de er ligeglade.

Når det er sagt, så se på Gaza i dag: Vi har mere end 31.000 martyrer. Og jeg sagde, hvor mange børn, kvinder og ældre.

Halvfjerds procent af infrastrukturen og bygningerne er totalt ødelagte. Gaza er næsten jævnet med jorden. 2,2 millioner mennesker ved ikke, hvor de skal tage hen; de er fordrevet fra deres hjem, 1,9 millioner.

De var engang i nord, tog til syd, tilbage til nord. Og nu, med de trusler, der kommer fra Israel om at invadere Rafah, er det igen noget, der viser Israels intentioner, at Israel er interesseret i at besætte Gaza og jævne Gaza med jorden og slippe af med de 2 millioner palæstinensere i Gaza, så det er en krig mod palæstinenserne, ikke en krig mod Hamas. For hvis krigen var mod Hamas, fortæl mig så, hvad israelerne har opnået indtil videre? De er ikke sluppet af med Hamas, og de vil aldrig slippe af med Hamas. Det siger jeg som medlem af PLO.

Gillesberg: Men det er en ideologi – man kan ikke dræbe en ideologi.

Amb. Hassassian: Det er en ideologi – absolut! Absolut! Du har lige ramt hovedet på sømmet.

For det andet lykkedes det dem ikke at udvise palæstinenserne i Gaza, fordi palæstinenserne i Gaza er modstandsdygtige og fast besluttet på at blive på deres jord. De ønsker ikke at genopleve Nakba i 1948. Det er nummer to.

Nummer tre er, at de udtømmer alle deres ressourcer uden noget slutresultat. Derfor har de mistet verdensopinionen, selvom regeringerne stadig støtter dem. Og de har nu en skamplet på denne regering i Israel, som er en bosætterregering, en apartheidregering, som ikke ønsker fred med palæstinenserne, men vil dræbe dem og smide dem ud af landet.

Alt dette har haft negative konsekvenser for Israel. Så hvad er det for et antal ofre, Israel ønsker, for at sige, at vores mission er fuldført? Det er ligesom ikke defineret!

Under dække af sikkerhed har Israel retfærdiggjort alle sine grusomme forbrydelser i løbet af de sidste 75 års besættelse. Israel er nu kendt, ikke som et demokrati, men som en slyngelstat med den herskesyge ideologi om jødernes overherredømme over de kristne og muslimerne i verden, ikke kun i Palæstina. Og deres konsekvente, systematiske politik med at konfiskere jord i Jerusalem, overtage religiøse steder, spytte på præster og sheiker, alt dette er en afspejling af, hvor hadefulde disse bosættere er over for ikke-jødiske eller ikke-israelske borgere som jeg selv.

Og se, 22% af befolkningen i Israel er palæstinensere, som har israelsk statsborgerskab. De bliver diskrimineret. Og de bliver gjort opmærksomme på, at de ikke er engagerede israelske borgere. Selvom vi er repræsenteret i Knesset, i parlamentet. Men der er ingen respekt, og de bliver behandlet som tredjeklasses borgere i det, som de hævder er den demokratiske stat Israel.

Fra dette perspektiv konkluderer vi, at denne regering aldrig vil få fred med palæstinenserne! Og denne regering bør ikke støttes af det internationale samfund. Den har vist besættelsens grimme ansigt, og den har vist, at den ikke er for en to-statsløsning! De går ind for én stat, en apartheidstat, der har alle de etniske minoriteter, araberne, og hvad de ellers hedder, under deres kontrol, under det israelske flag.

Og det er, som du kan se, umuligt med det palæstinensiske folks urokkelige kamp for deres umistelige rettigheder og deres ret til selvbestemmelse og til at have deres egen uafhængige stat. Det internationale samfund har accepteret, at der i løbet af Oslo-processen – 30 år – ikke er blevet gjort noget for at rette op på situationen og afslutte besættelsen.

Jeg siger jer, at vold, usikkerhed og ustabilitet i Mellemøsten vil slutte med oprettelsen af en uafhængig, demokratisk palæstinensisk stat med grænserne fra 1967. Vi, PLO, gav allerede i 1988 staten Israel anerkendelse af 78% af det historiske Palæstina på et gyldent fad. Hvad kan vi ellers gøre for at indfri vores løfter til det internationale samfund?

Gillesberg: Du nævnte Oslo-fredsprocessen, og Schiller Instituttet på det tidspunkt, og lederen af vores organisation på det tidspunkt, Lyndon LaRouche, var en meget fremtrædende stemme, der støttede denne proces, men også udtalte, at den ikke ville blive en succes, medmindre der var en økonomisk udviklingspolitik, der drev den. Det vil sige, at både for at den palæstinensiske stat kan fungere, men også for at Israel kan fungere, og for at de kan leve i fred og harmoni, er der nødt til at være et samarbejde om et større mål, en oase-plan for hele regionen, som vil gavne alle.

Så i stedet for at se din nabo som din fjende, vil du se din nabo som en samarbejdspartner i denne udviklingsproces. Og i lyset af dette forfærdelige angreb, der har fundet sted i Gaza, har vi fra Schiller Instituttet udgivet en ny video om denne idé, kaldet ” Oase-planen: LaRouches løsning på Mellemøsten”, der beskriver den afdøde amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouches forslag – udviklet siden 1975 – om fred gennem udvikling mellem Israel og et uafhængigt Palæstina, ved at udvikle vandressourcer, herunder afsaltningsanlæg, drevet af atomkraft, langs to nye kanaler mellem Det Døde Hav og Det Røde Hav; og Det Døde Hav og Middelhavet; transport og anden infrastruktur, for at skabe en fremtidsvision, hvor israelere og palæstinensere ville udvikle regionen økonomisk, som en måde at bane vejen for fred på.

Vi vender måske tilbage til, hvordan en løsning kunne se ud med hensyn til stater, men inden da, hvad synes du om den foreslåede Oase-plan og om at have en større vision for at gøre det umulige muligt i regionen?

Ambassadør Hassassian: Jeg vil gøre det meget kort med hensyn til den kommentar, som du er kommet med. Jeg har set jeres video, og jeg var meget imponeret over jeres vision for fremtiden. Økonomisk udvikling bør altid være forbundet med politisk stabilitet, og hvis vi ikke er uafhængige som palæstinensere, skal vi forfølge økonomisk udvikling i partnerskab med Israel og Jordan, det jeg kalder “Benelux-modellen for økonomisk udvikling”, hvor I omhyggeligt har angivet i jeres erklæring, hvordan man går frem, og hvordan man opbygger den slags, hvad jeg kalder “bæredygtig udvikling”, at bæredygtig udvikling vil bidrage til at forlænge freden og stabiliteten mellem de to lande. Men vi kan ikke rigtig anvende økonomisk udvikling mellem besætter og besat. Det skal være på lige fod. Man er nødt til symmetrisk at se begge som uafhængige enheder.

Men økonomisk udvikling og samarbejde mellem lande, der er i konflikt, vil helt sikkert bidrage til at opretholde freden og give freden en lang levetid i fremtiden, hvor fred og harmoni vil skabe sameksistens, og denne sameksistens kan overføres til markeder af økonomisk interesse, til samarbejde, også til at styrke den offentlige sektor sammen med den private sektor for at komme på niveau med udviklingsprocessen, der er fuldstændig forbundet med udviklingen af vores læseplaner, vores uddannelse, vores sundhed, og hvad der ellers er; og man kunne udveksle færdigheder med udviklingen i lande som Israel, der er højt udviklet teknologisk; vi har kilderne til arbejdskraft. Vi er de mest intellektuelle i Mellemøsten. Så med ressourcer, med intellektualisme, med den arbejdskraft, vi har, kunne vi skabe en vis form for fælles enhed, der vil gavne begge folk.

Økonomisk udvikling efter politisk uafhængighed er vejen til vores sikkerhed og stabilitet. Og som i ved, har Mellemøsten været omdrejningspunktet for konflikter i verden, fordi alle forsøger at finde deres nationale interesser i Mellemøsten. Når vi først har den form for stabilitet og sikkerhed, tror jeg, vi vil være åbne for flere økonomiske transaktioner, for flere bilaterale, for flere internationale handelssystemer, for en NAFTA-lignende økonomisk relation med Israel, med Jordan, med den arabiske verden, med den islamiske verden. Og se, Israel kunne drage stor fordel af åbningen mod Asien, det islamiske Asien og mod Afrika og Mellemøsten.

Så der er fordele, meget mere end ikke-interesser, vil jeg sige, i denne del af verden.

Men Israel har valgt ødelæggelsens vej, ustabilitetens vej, overherredømmets vej, apartheidens vej, frem for de gode ting, du har nævnt, som ville skabe den slags harmoni, fredelig sameksistens, mellem religiøse samfund, der har været for længe i konflikt, hvor det er tid til konfliktløsning.

Gillesberg: Tingene er så forfærdelige, at man ville sige: “Hvordan kan det her ende?” Men alle krige ender på et tidspunkt. Om ikke andet, så simpelthen af udmattelse. Israel, selv på denne korte tid siden den 7. oktober, er den israelske økonomi skrumpet med 20%. Så det er ikke en gratis omgang. Og hvis krigen udvides, som nogle folk i den israelske regering taler om, til Libanon, mod Hizbollah, mod andre parter, vil det også efterlade Israel i ruiner.

Så på et tidspunkt, og forhåbentlig med vestlig indgriben, forhåbentlig med USA’s erkendelse af, at de simpelthen mister al respekt i verden, hvis de ikke griber ind for at stoppe dette. Så er folk nødt til at sætte sig ned – sandsynligvis ikke med den nuværende regering; de vil sandsynligvis blive smidt ud, eller Netanyahu smidt i fængsel eller lignende. Men alligevel må palæstinenserne og israelerne sætte sig sammen og finde ud af, hvordan vi løser det her på en måde, så vi alle kan leve her?

Du har tidligere skrevet om et to-statsforslag; du har også skrevet om, at det måske ikke bliver en to-stat, måske skal det være én stat. Hvad er dine tanker?

Amb. Hassassian: Tak igen for et meget interessant spørgsmål. Lad mig først sige, at Israel også betaler en høj pris, men ikke i form af så mange ofre, og man kan selvfølgelig ikke sammenligne det med Gaza. Men som du sagde, er deres økonomi skrumpet med 20 %, og hvis de fortsætter, vil den skrumpe endnu mere. Og der vil komme et tidspunkt, hvor amerikanerne – fordi de nu går til valg – måske holder op med at sende våben til Israel, og det vil være negativt for israelerne.

Men lad os ikke glemme, at en halv million mennesker allerede er emigreret fra Israel siden oktober. Og det er et tegn på, at Israel ikke længere er et sikkert sted at leve, simpelthen fordi denne form for politik har haft negative konsekvenser for det israelske samfund. Og lad mig forsikre dig om, at den israelske offentlighed nu går på gaden, de vil have Netanyahu ned med nakken, og de vil have et snarligt valg. Det er en af de negative konsekvenser af dette angreb, hvor Israel fejlbedømte udfaldet. De troede, at de ville vinde med en lynkrig; at de kunne jævne Gaza med jorden og slippe af med Hamas. Men nu er det ved at blive en udmattelseskrig. De opfylder ikke deres mål, og de taber nu i form af international støtte. For slet ikke at tale om, at indbyggerne i Gaza har bevist deres modstandsdygtighed ved at blive i landet. Så generelt, når man taler om at stoppe krigen, er Israel også ved at slide alle disse redskaber op. Hver dag er der deserteringer fra den israelske hær; folk er nu ikke overbeviste om denne krig, fordi de så, at der var en katastrofe på vej i deres samfund.

Jeg siger dig, nu er de imod Netanyahu; i morgen vil de være imod krigen i Gaza. Fordi de ved, at de har – det er uundgåeligt historisk set – at de ikke vil slippe af med palæstinenserne. De er nødt til at tænke og lære, hvordan de kan overleve.

Og jeg kan fortælle dig, at hvis man går tilbage til Andalusiens historie, så levede muslimer, kristne og jøder lykkeligt til deres dages ende. Det er ikke noget, vi aldrig har opfattet. Vi opfattede det, men det er zionismen, der har været den grundlæggende årsag, og ikke jødedommen. Det er derfor, vi skelner. Det israelske folk er ikke alle zionister. Lad os sige, at ikke alle er zionister; mange går ind for to-statsløsningen, mange tror på sameksistens.

Det er derfor, vi som palæstinensere vil forsøge at mobilisere flere og flere mennesker indefra, for forandringen i Israel kommer ikke fra et politisk diktat fra en udefrakommende magt. Selv USA kan ikke gennemtvinge sit politiske diktat for at stoppe denne krig. Men det skal komme indefra. Israelerne indefra bør forstå, at en sådan regering fører til ødelæggelse. Indtil videre har vi desværre ikke nået det niveau med hensyn til den offentlige mening i Israel. De kredser alle om deres regering for at støtte den, fordi det altid har været sikkerhedstanken, der får folk til at kredse om sig selv for at støtte regeringen. Selvom denne regering er en apartheid-bosætterregering, støtter flertallet af israelerne, de højreorienterede, stadig en sådan regering. Medmindre vi ændrer den politiske diskurs i Israel, at denne regering vil medføre en total ødelæggelse af Israel i fremtiden, kan vi ikke se en forbedring på jorden, når det gælder forhandlinger om den endelige status med den palæstinensiske side.

Gillesberg: På den anden side er det også derfor, vi udgav denne Oase-plan; for at sige, at man på en eller anden måde er nødt til – der er en tendens til, at når folk er involveret i disse ting, siger de: “Først har vi brug for de politiske løsninger. Når vi har de politiske løsninger, kan vi gå videre til de økonomiske.” Problemet er, på hvilket grundlag vil du få politiske løsninger, hvis der ikke er tillid? På en eller anden måde må tilliden komme fra en vision om, hvordan fremtiden skal være. I stedet for at sige: “Politikken i dag – vi fortsætter bare med at gøre det, vi har været vant til at gøre i lang tid,” med de samme resultater. Man er nødt til at sige: “Vi ønsker en anden fremtid; vi har en vision for fremtiden, men hvis vi vil nå dertil, så har vi brug for samarbejde.” For uden samarbejde, uden at begrave stridsøksen, uden at ændre geometrien, kommer vi aldrig i mål.

Jeg tror, der er en erkendelse i Israel af, at man ikke bare kan gå tilbage til den 6. oktober; den er væk. Vi befinder os i en anden verden nu, så på en eller anden måde må noget ændre sig.

På baggrund af det vil jeg gerne spørge dig, for da du var professor i Maryland, arbejdede du sammen med en israelsk professor –

AMB. HASSASSIAN: Edy Kaufman.

GILLESBERG: – og underviste i israelsk-palæstinensiske konfliktløsninger på University of Maryland i mange år. Og jeg tror, det kan være relevant, for på et tidspunkt kommer palæstinenserne til at sidde sammen med israelerne; begge har gode grunde til at være meget oprørte og meget hadefulde over det, der er sket, for der er mange tab. Men på en eller anden måde er de nødt til at arbejde sammen. Så kan du fortælle os noget om dine klasser, og måske kan vi også få en idé om det? Kan du beskrive denne konfliktløsningsmodel?

AMB. HASSASSIAN: Ja.

GILLESBERG: Og hvorfor har du sagt, at der ikke er nogen militær løsning på konflikten mellem Israel og palæstinenserne?

Ambassadør Hassassian: Lad mig komme med to korte kommentarer. Den første kommentar er, at jeg er enig med dig i, at økonomisk udvikling er en nøglefaktor for stabilitet. I forbindelse med en konflikt, som vi var vidne til i 1993 med Oslo-aftalen, burde vi have styrket vores civilsamfund ved at samarbejde økonomisk, uddannelsesmæssigt og hvad ved jeg, som en del af den økonomiske udvikling, for at gøre det meget stærkere i forhandlingsprocessen og i slutresultatet. Ingen kan opnå en maksimal position i en forhandlingsproces; den skal være optimal, hvilket vil sige, at begge parter giver efter for hinanden. Men så længe forhandlingerne ikke er symmetriske, men asymmetriske, hvor den overlegne hund er over den underlegne hund, vil det ikke lykkes.

Det er derfor, jeg er enig med dig. Det, der skete i Oslo, var, at den økonomiske udvikling ikke forløb, som den skulle. Der blev bygget flere bosættelser, Netanyahu kom til magten, Camp David mislykkedes, og se hvor vi er nu. Jeg vil stoppe her, men jeg er enig med dig i, at økonomisk udvikling er omdrejningspunktet for enhver stabilitet i verden.

Men uden politisk uafhængighed for palæstinenserne kan vi ikke tale om den økonomiske udviklingsproces i dens fulde sammenhæng med at skabe langvarig fred i fremtiden. Jeg er enig med dig i, at økonomisk udvikling er ekstremt vigtigt. Det kunne have skubbet fredsprocessen og forhandlingerne op på et meget bedre niveau. Men desværre har israelerne ødelagt det.

Studie i løsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt

For at vende tilbage til dit spørgsmål om det kursus i konfliktløsning, som jeg underviste i sammen med Edy Kaufman, en professor fra Israel, som oprindeligt er fra Argentina og emigrerede som zionist til Israel i en alder af 16 år. Selvom han er fredsforkæmper, var han direktør for B’Tselem; han var formand for International Human Rights Watch, og han har en lang fortid med fredsinitiativer.

Vi underviste en klasse på University of Maryland, sammen, i klasseværelset. Vi havde studerende – amerikanere, arabere, muslimer – i klassen; omkring 30 studerende. Vi plejede at lave scenarier med rollespil. For at de studerende kunne forstå det, startede vi med den historiske fortælling. Hver professor fortalte sin historiske fortælling. Så besluttede vi os for at vælge et af de uløselige problemer; én gang Jerusalem, én gang flygtninge, én gang sikkerhed, én gang økonomisk udvikling, og så videre. Og vi ville forsøge at lægge det på bordet som et forslag i FN, hvor israelere og palæstinensere skal forsvare sig selv, om de vil acceptere eller ikke acceptere forslaget.

Så vi delte klassen op i to, og vi begyndte med rollespil. Det har intet at gøre med den jødiske religiøse baggrund eller den islamiske; vi delte dem bare tilfældigt. Vi sagde: Du tager den israelske position, og du tager den palæstinensiske position og den arabiske position. Så lagde vi spørgsmålet, lad os sige, om bosættelser på bordet. Israelerne ville starte deres argumenter med at sige, at bosættelser er en del af de bibelske profetier; dette er det jødiske forjættede land fra Gud, og det ene og det andet. Og palæstinenserne sagde, at vi er den oprindelige befolkning; I kom her, I er zionistiske kolonisatorer.

Jeg giver dig bare et eksempel. Denne del, som er modsætningsfyldt – vores teori kaldes ARIA – Adversarial, Reflexive, Integrative, Action Plan – ARIA, ligesom den musikalske arie.

Den første fase, som er modsætningsfyldt, er det faktum, at vi ender med de døves dialog. Ingen af de delegerede, der forhandler, lytter til hinanden. Med kropssprog og skrig forsøger de at vinde de andre medlemmer over, at vise dem, at de har ret, og at den anden side tager fejl. Det gør begge parter. Så der kommer ikke noget ud af det i FN; et totalt sammenbrud, et totalt dødvande.

Det andet trin i denne teori er, at hver part går tilbage og forsøger at vurdere, hvad de har opnået i den modstridende position. De begynder at rationalisere: “Var det dumt af mig at gå til anti-klimaks-positionen, eller var det rigtigt at gøre det for at imponere publikum?” Begge sider vil begynde at tænke sig om. Det er her, vi påkalder den refleksive del af forhandlingerne.

Jeg er nødt til at fortælle dig, at begge sider byttede roller. Palæstinenserne ville spille israelernes rolle, israelerne ville spille palæstinensernes rolle for at nå frem til den tredje fase, som er den inkluderende fase, hvor vi søger efter et fælles grundlag. At søge efter et fælles grundlag er optakten til positive forhandlinger. Selvom vi stadig ville nå det optimale og ikke det maksimale. Og når vi har gennemgået processen med at søge efter fælles fodslag, begynder vi at indeksere og prioritere, hvad der er vigtigst for begge parter at starte med i forhandlingsprocessen. Det er det, vi kalder handlingsplanen.

Når handlingsplanen er færdig, er det alt sammen positivt, fordi de er blevet enige om gradvist at starte med de vigtigste emner, mens de overvejer de mindst prioriterede, indtil de når frem til de komplekse prioriteter, hvor de gunstige forhold i rummet gennem forhandlingerne vil være meget positive i forhold til at finde en sandsynlig løsning. Ingen vil være helt tilfredse med resultatet af sådanne forhandlinger, men i det mindste er der en fællesnævner om, at man taber noget for at vinde noget.

Det er det, vi har gjort i de sidste 26 år; ikke kun med studerende, men med journalister fra Israel og Palæstina, med politikere fra Israel og Palæstina og den arabiske verden, med militær fra Israel og Palæstina og den arabiske verden, og det, vi kalder second track diplomacy, som har været meget succesfuldt, når vi har brugt det. Det er så uheldigt, at når det kommer til forhandlinger i første spor, er tankegangen fuldstændig låst fast i nulsums-konflikten.

Som praktikere tror vi altid på, at en sådan teori kan føre fra nulsum til gensidig accept af hinanden. Og vi tror på, at vi gennem gensidighed kan opnå det uopnåelige. Og tro mig, vi bruger de seks uløselige problemer, som er spørgsmålene om vand, bosættelser, Jerusalem, sikkerhed og så videre, med alle disse samfundsgrupper, og vi har fundet fornuftige løsninger. Men når det kommer til det første spor, sidder vi fast.

Så jeg har altid forbundet det akademiske med det politiske, og det er grunden til, at jeg er velbevandret i historie, politik og internationale relationer, og selvfølgelig har den erfaring, jeg fik med politik, da jeg var i London og i Danmark, for slet ikke at tale om Ungarn, beriget min opfattelse af internationale kulturer. Jeg har pudset mine kommunikationsværktøjer af med forståelsen af det vestlige sind, og indtil videre har Gud hjulpet mig med at opnå min mission om at forsøge at øge bevidstheden, uanset hvor jeg kom hen.

Og lige en fodnote, jeg er lidt genert over at sige det, men jeg er nødt til at sige det. I 2015 fik jeg en af de mest fornemme priser fra Storbritannien som den dygtigste og mest fremragende diplomat. Så alt det kan i bund og grund koges ned til vores bidrag til at øge bevidstheden, og det er her, jeg mødes med civilsamfundene i værtslandene; jeg mødes med kirkeledere; jeg mødes med parlamentarikere. Jeg er konstant i kontakt med den udenlandske regering her, og de udenlandske regeringer i London og Ungarn. Og indtil videre forsøger vi at ændre nogle opfattelser.

Jeg kan fortælle dig, at siden jeg kom, og indtil nu, har jeg set dramatiske ændringer i den offentlige mening i Danmark, for slet ikke at tale om i den danske regering – selvom det går langsomt, men det er blevet bedre. Og det skyldes vores utrættelighed og modstandsdygtighed i forsøget på at indprente den vestlige kultur, danskerne og de danske politikere, at det er på høje tid at afslutte denne lange besættelse. Og at Danmark, som et første skridt, bør anerkende staten Palæstina i FN.

GILLESBERG: Netop det at få akademikerne, få professorerne, få filosofferne, tænkerne involveret, i stedet for blot at have en primitiv politisk proces med mudderkastning og den slags, det er det, vi gør i Schiller Instituttet.

Den 13. april afholder vi en international online-konference – det er på en lørdag – kaldet “Oas-planen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina, og for hele Sydvestasien.” Vi opfordrer alle til at deltage i den og dele invitationen; blive involveret i dialogen.

En stor forandring – nu hvor du er diplomat i Danmark, skammer jeg mig meget over at sige det, men det er ikke kun et dansk problem. Vi plejede at være stolte af at have dialog. Selv om man var uenige, kunne man stadig sætte sig ned og diskutere og lære den andens synspunkt at kende. Og netop den del af diplomatiet, kan man sige, er blevet taget ud af den politiske proces i den vestlige verden. Der er ingen dialog, der er ingen forsøg på at se den andens synspunkt. Det er bare narrativet, fortællingen, narrativet. Fortællingen kommer ned; det var ikke Moses, der kom med lertavlerne. Det er bare den, der kommer ned: “Dette er fortællingen, dette er, hvad du skal gentage. Hvis du ikke gentager det, så er du ude.” Og desværre er det i høj grad blevet tilfældet i Danmark, men jeg tror, at de fleste mennesker i Danmark og andre steder er ved at være ret trætte af det.

De vil gerne kunne tænke, de vil gerne kunne formulere deres egne tanker. For at gøre det på en god måde, har man brug for information, og det er det, vi gør, for eksempel med denne online-konference. Men også her, nu hvor vi er ved at afslutte, har du så nogle afsluttende ord til seerne? Hvad synes du, og er der noget, de bør gøre?

Amb. Hassassian: Absolut! Jeg vil gerne rose dig for det, du har gjort. Jeg roser instituttet for dets kontinuerlige kamp for at bringe retfærdighed til verden. Jeg synes, det er jeres ædle mission, og vi tror, at ved at øge bevidstheden og fremlægge de sande kendsgerninger på jorden, vil det få folk til at lytte til jer. Jeg synes, at jeres tilgang til konflikter, ikke kun palæstinensisk-israelske, men også internationale konflikter, giver jer stor troværdighed, fordi I søger fred og retfærdighed gennem økonomisk udvikling. Jeres Oase-video er en af de mest imponerende, jeg nogensinde har set fra Schiller Instituttets side, for slet ikke at tale om at sammenligne den med andre. Og jeg synes, I skal fortsætte med det, I gør.

Jeg ved, at I ikke kan høste frugterne med det samme; det er en løbende proces at genskabe en ny generation i Danmark og rundt omkring i verden, som forstår, at krige er hurtige løsninger, men at processen med forhandlinger, tolerance, forståelse, retfærdighed og menneskerettigheder er en lang proces. Det er en pinefuld vej. Når du først har indpodet disse gode kvalifikationer i folks tankegang, især de unges, så kan vi høste fordelene af jeres bidrag i den kommende generation, hvor vi i denne generation er trætte af regionale konflikter, verdenskonflikter, hvor unipolær magt har vist sig at være en sørgelig fiasko. Vi leder efter en magtbalance på det politiske niveau, i internationale relationer; men vi har også brug for institutter som jeres til at fortsætte med at arbejde med civilsamfundet, med kultur, med en progressivitet af kulturer, mellem fjendtlige kulturer, for at nå frem til en konklusion, hvor vores menneskelighed ikke bør gå tabt; vores retfærdighed bør være der; vores inklusion af hinanden er af største vigtighed; og tolerance er nøglen til en bæredygtig udvikling, hvad angår sikkerhed og stabilitet over hele verden.

Jeg vil gerne rose jer for det, I har gjort. Og jeg vil fra nu af være en støtte og en talsmand for jeres institut, som jeg synes er et af de mest strålende og imponerende institutter, jeg har mødt i Danmark. Min loyalitet og respekt til jer, og jeg håber, at vi fortsætter vores fremtidige forhold ved at bringe flere mennesker i dialog og forsøge at skabe en harmonisk fred blandt modstandere.

Må Gud også hjælpe os i denne proces, for den er virkelig fuld af forhindringer og fuld af kompleksitet. Men i sidste ende vil vi overvinde det.

Gillesberg: Jamen, tak, Deres Excellence, ambassadør Prof. Dr. Hassassian. Det har været en stor fornøjelse.

Ambassadør Hassassian: Det var en fornøjelse.

Gillesberg: Vi håber at tale sammen igen.

Ambassadør Hassassian: Forhåbentlig, forhåbentlig. Tusind tak, fordi jeg måtte komme.

GILLESBERG: Vi håber at tale sammen igen.

HASSASSIAN: Forhåbentlig, forhåbentlig. Mange tak, fordi jeg måtte komme.

Interviewet af Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, den 13. marts 2024.

H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian har haft en anset karriere inden for den akademiske og diplomatiske sfære. Hans akademiske ekspertise er inden for internationale relationer og konfliktløsning. Han er uddannet i Jerusalem, på American University i Beirut, og har opnået sin MA i internationale relationer og PhD i statskundskab på Toledo og Cincinnati universiteter i Ohio i USA. Han var professor og til sidst Executive Vice President på Bethlehem University på Vestbredden i Palæstina. Han underviste i konfliktløsning mellem Israel og Palæstina sammen med den israelske professor Edward Kaufman på universitetet i Maryland i 26 år.

Han var også PLO’s førende rådgiver i spørgsmålet om Jerusalems status.

H.E. Ambassadør Prof. Dr. Manuel Hassassian blev derefter Det Palæstinensiske Selvstyres ambassadør i Storbritannien i 13 år, Ungarn i et år og senest Danmark i de sidste fire år.

Ambassadørens artikler i Palestine-Israel Journal: https://www.pij.org/author/326 Mere omfattende CV: http://passia.org/personalities/351

Interviewet dækker mange områder, herunder især det påtrængende behov for at stoppe det nuværende folkemord i Gaza og volden og undertrykkelsen på Vestbredden, og fordømmer de vestlige politiske lederes manglende støtte til at stoppe krigen; behovet for anerkendelse i FN og internationalt af en uafhængig palæstinensisk stat, og hvad det vil kræve i Israel at nå dertil; hans støtte til LaRouche-organisationens video ”Oase-planen: LaRouches løsning på Mellemøsten” og ideen om fred gennem økonomisk udvikling for Israel og Palæstina; om hans kursus i israelsk-palæstinensisk konfliktløsning på University of Maryland; og hans varme lovprisning af Schiller Instituttet.

Se den 14 min. lange video: The Oasis Plan – LaRouche’s Solution for the Middle East fra LaRouche Organization:
Engelsk: https://youtu.be/hjfFHIiXPmE
Arabiske undertekster: https://youtu.be/551_XoiKUHA

Tilmeld dig Schiller Instituttets gratis online-konference lørdag den 13. april 2024 kl. 11 EDT; 17 dansk tid: Oase-planen: LaRouches løsning for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina og for hele Sydvestasien: https://schillerinstitute.nationbuild…

Kontakt: Palæstinensisk Mission i Danmark: +45 33 93 22 39; www.infopalestine.dk; info@infopalestine.dk

Schiller Instituttet i Danmark: +45 53 57 00 51; si@schillerinstitut.dk
Schiller Instituttets hjemmesider:
Engelsk: www.schillerinstitute.com
Dansk: www.schillerinstitut.dk
Arabisk: https://t.me/larouchearabic

Panel 2:

Online-konference 13. april 2024

Panel 1 – 
At skabe betingelserne for dialog, sikkerhed, fred og udvikling i Sydvestasien

Ordstyrer: Dennis Speed, Schiller Instituttet

• Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche
• H.E. Prof. Dr. Manuel Hassassian, palæstinensisk ambassadør i Danmark
• Ambassadør for en af BRIKS-nationerne
• H.E. Mounir Anastas, palæstinensisk ambassadør til UNESCO
• H.E. Beryl Rose Sisulu, Sydafrikas ambassadør til Mexico
• H.E. Donald Ramotar, Former President of Guyana
• Connie Rahakundini Bakrie, Lecturer, strategic analyst (Indonesia)
• H.E. Pavel Shidlovsky, Hvideruslands chargé d’affaires i USA 
• Prof. Georgy Toloraya, direktør for den russiske nationale komité for BRIKS-forskning

Panel 2 – 20:30 dansk tid-
Oase-planen, det fysiske fundament for økonomisk udvikling i Sydvestasien

Ordstyrer: Stephan Ossenkopp, Schiller Instituttet

• Jason Ross, Schiller Instituttets videnskabelige rådgiver
• Ilya Andreev, First Secretary, Expert in Humanitarian Affairs, Russian Federation Mission to the United Nations
• Dr. Pierre Berthelot, associeret forsker ved IPSE, medlem af Académie de l’Eau og direktør for tidsskriftet Orients Stratégiques
• Dr. Kelvin Kemm, atomfysiker, tidligere formand for South African Nuclear Energy Corporation
• Dr. Izzeldin Abuelaish, førende palæstinensiske læge fra Gaza og fredsaktivist
• William DeOreo, hydrolog, præsident for AquaCraft og fortaler for nuklear afsaltning med base i Colorado i USA

Den 18. februar udgav LaRouche-organisationen en 14 minutter lang video med titlen “Oase-planen: LaRouches løsning for Mellemøsten.”

Videoen indledes med: “Hele verden er vidne til de rædsler, det palæstinensiske folk udsættes for, og vi ser dem hver dag i videoform. Men ødelæggelsen fortsætter, aktivt støttet af USA og et svindende antal andre lande. Menneskehedens moralske evne til at overleve er ved at blive testet. Rædselsshowet må slutte, og det starter med en øjeblikkelig, betingelsesløs våbenhvile.” Dette skal ledsages af en massiv strøm af humanitær bistand til Gaza og arbejde hen imod en politisk løsning på krisen, herunder eksistensen og den fulde internationale anerkendelse af en suveræn palæstinensisk stat.

“Men uden økonomisk udvikling,” fastslår filmen, “uden en levedygtig og meningsfuld vej til fremskridt i fremtiden, er politiske aftaler i sig selv uholdbare. Befolkningen i regionen skal vide, at deres børn vil få en bedre fremtid, et bedre liv. Fred gennem økonomisk udvikling er det eneste succesfulde grundlag for en varig og retfærdig fred i regionen. Det var dét, den israelske premierminister Yitzhak Rabin indså – der er ikke noget rent militært belæg for fred eller sikkerhed; udvikling er afgørende.”

Hvordan kan israelerne og palæstinenserne nogensinde slutte fred, efter det der er sket? Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets grundlægger og internationale leder, understreger, at vi ikke kan løse denne konflikt, eller nogen anden konflikt, ved at forblive på konfliktens niveau. Ved at bruge et begreb fra Nicholas af Cusa (1401-1464) kaldet modsætningernes sammenfald, opfordrer hun os til at hæve os over niveauet af fortvivlelse, had og hævn, for at finde en fælles interesse i at øge velfærden for alle mennesker gennem økonomisk udvikling af regionen som helhed.

Vi har et presserende behov for en inspirerende vision om en fremtid, hvor israelere og palæstinensere kan leve side om side. “Fred gennem udvikling” er navnet på det koncept, Lyndon LaRouche (1922-2019) og hans medtænkere har foreslået siden 1975, og ikke kun her, i form af Oase-planen, men for hele verden i form af Verdenslandbroen.

Oase-planen fokuserede primært på at afhjælpe den største barriere for udvikling i regionen – manglen på ferskvand – gennem opførelsen af et netværk af afsaltningsanlæg, ideelt set atomdrevne, som kunne omdanne det rigelige havvand til ferskvand. Og disse anlæg skulle ikke kun ligge på Middelhavskysten; de skulle bygges langs to nye kanaler: en, der forbinder Det Røde Hav med Det Døde Hav, og en anden, der forbinder Det Døde Hav med Middelhavet.

“Ved at samarbejde om at bekæmpe ørkenen i stedet for hinanden vil folk i regionen bedre kunne genkende menneskeligheden i hinanden, menneskets fælles evne til at opdage naturens principper og forandre vores forhold til miljøet omkring os.

Der findes ingen menneskelige dyr.”

Oase-planen er ikke kun for Israel og Palæstina og nabolandene, men for hele den sydvestasiatiske region, inklusive det krigshærgede Afghanistan, Syrien og Yemen. Og det vil kun ske ved at afvise geopolitik og begynde at opbygge et nyt paradigme for internationale relationer – en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur.

Mange taler om dagen efter. Men den eneste måde at nå dertil på er at give folk håb lige nu. Nu er det vigtigt, at Oase-planens fremtidsvision bliver kendt, udviklet og støttet, så vi kan udstikke en kurs væk fra folkedrab og ødelæggelse og hen imod et gensidigt fordelagtigt samarbejde mellem suveræne nationer.

Som Helga Zepp-LaRouche sagde i et webcast den 6. marts 2024: “Man er nødt til at have håb! Man er nødt til at give unge mennesker et perspektiv om at have en anstændig fremtid, hvor de kan stifte familie, hvor de kan have et normalt liv med studier og gøre nyttige ting med deres liv. For hvis man ikke sætter det på dagsordenen, vil der ske det, at selv hvis man får en delvis løsning eller en våbenhvile, men ikke har et perspektiv af håb, vil man få nye bølger af konflikt, terrorisme og alle mulige former for krig. Så, er vi den intelligente art eller ej? Og det er det virkelige spørgsmål….”

“Men jeg tror, at hvis vi alle mobiliserer os,” fortsatte hun, “hvis vi kunne få nogle lande, nogle statsoverhoveder, nogle tidligere statsoverhoveder, nogle Nobelprisvindere eller en hvilken som helst kombination af religiøse topledere til at komme ud og sige: Den eneste vej er fred gennem udvikling, det nye navn for fred er udvikling, og her er Oase-planen, som kan gøre det, så ville det inspirere alle. Det ville inspirere folk i regionen, det ville inspirere nabolandene, det ville virkelig – og jeg har tænkt meget over det, og det forslag, som min afdøde mand Lyndon LaRouche kom med allerede i 1975, det er stadig den eneste måde at få fred i Mellemøsten på!”

Mindet om dem der er omkommet, og forhåbningerne om de levende kræver, at vi samler modet til at skabe fred gennem udvikling.

Facebook-side. Rapporten slutter med et link til Schiller Instituttets Oase-Plan-video med arabiske undertekster.

H.E. Ambassadør Manuel Hassassian har haft en anset karriere i den akademiske og diplomatiske verden. Han blev først uddannet i international politik og konfliktløsning på American University i Beirut; han tog derefter sin master- og ph.d.-grad på universiteter i Ohio og havde post-doktorale studier på Harvard. Han har været direktør for Bethlehem University i Palæstina. Han har også været chefrådgiver for den palæstinensiske udenrigsminister i anliggender om Jerusalem og deltog i mange fredsforhandlinger. I de sidste 20 år har han været palæstinensisk ambassadør, først i Storbritannien og Ungarn, og de sidste fire år i Danmark.

Her er en maskinoversættelse af den arabiske tekst fra Mission of Palestine in Denmark- Facebook-side her den 6. marts 2024, som inkluderer billeder af ambassadøren og Schiller Instituttets repræsentanter:

I forgårs, den 4. marts 2024, blev der afholdt et vigtigt møde mellem Hans Excellence den palæstinensiske ambassadør Dr. Manuel Hassassian og Schiller Instituttet, hvor instituttet bekræftede sit fulde engagement i at yde støtte til det palæstinensiske folk i lyset af den aktuelle aggression mod Gazas befolkning.

Under mødet gav Hans Excellence Ambassadøren en detaljeret redegørelse for den seneste udvikling og de krænkelser, som vores folk i Gaza er udsat for på grund af besættelsen, herunder folkedrab, systematisk udsultning og tvangsforflyttelse.

Schiller Instituttets repræsentanter gennemgik instituttets rødder, dens effektive rolle i at støtte menneskerettighederne og dens modstand mod den danske regerings politik, der tager  hensyn til Israels og USA’s interesser i Mellemøsten. De understregede instituttets faste holdning til den palæstinensiske sag og dets beredvillighed til fortsat samarbejde for at opnå retfærdighed og fred i regionen.

Instituttet rettede en officiel anmodning til ambassadøren om at skrive en artikel, der fremhæver resultaterne af mødet og Schiller Instituttets holdning til den palæstinensiske sag, med det formål at offentliggøre den i den officielle danske presse og fremme den internationale bevidsthed om vigtigheden af at støtte det palæstinensiske folk i lyset af de udfordringer, de står over for.

– Et link, der forklarer instituttets arbejde, er vedhæftet til din orientering:
[med et link til Oase-plan videoen med arabiske undertekster: