I den sammenbrudsproces, der allerede er i gang, af hele det døde, transatlantiske finanssystem, ser vi nu time for time nye tilfælde af insolvens og stormløb for udtræk, alt imens en vifte af »officielle« regler træder i kraft den 1. januar, som vil bære atombrændsel til bålet. Om denne proces sagde Lyndon LaRouche i sidste uge, »Det, der vil ske, er, at der bliver en acceleration af krisen.« Han sagde: »Accelerationsraten – processens selv-acceleration – er sådan, at, inden for en uge, kunne det hele være udslettet. Det er en sådan situation, vi er i.«

Vi står ved et punkt, hvor det er ’do-or-die’ – knald eller fald – denne Jul: enten fremtvinger vi en handling for genindførelsen af Glass-Steagall og de relaterede nødforanstaltninger, eller også får vi massehelvede og forbandelse.

Wall Street Journal præsenterede i går en oversigt af de seneste opdateringer om den finansielle disintegration ved at opremse navnene på de hedgefonde, der er bukket under, og ved også at dække status for flere mere fremtrædende selskaber, der nominelt set stadig er aktive, men kun ved at gennemtvinge »betaling i afdrag« til de spekulantkunder, der ønsker at få deres penge. For eksempel forventes en enhed under det berygtede Carlyle Group LP, Claren Road Asset Management, pr. den 1. januar at have en sum af 1,25 mia. dollar under deres forvaltning, hvilket er langt under de 8,5 mia. dollar, de havde for kun 15 måneder siden, før deres kunde-investorer begynde at forlange masseudbetalinger i løbet af 2015. Men eftersom Claren Road-operationen har gennemtvunget en politik med »betaling i afdrag« over seks måneder, så dækker disse 1,25 mia. dollar ved årsafslutningen ikke engang de udestående krav om afdrag for tredje og fjerde kvartal 2015. Den samme situation gør sig gældende for mange andre af Wall Streets spekulationshuse, store så vel som små fisk.

Sjoverne er bankerot! Nogle af udtrækkene og udsalgene, der finder sted, skyldes, udover et stormløb mod udgangen, forsøg på at honorere kontrakter og de sædvanlige krav om kontantreserver, men det markerer, at systemet er færdigt. Så kommer vi til 1. januar og mange nye punkter for en detonering.

I Den europæiske Union træder nye regler for bail-in i kraft på denne dato (1. jan.) efter at politikken allerede er blevet gennemført i Cypern, Italien, Portugal, Spanien og andre steder, med dræbende konsekvenser. Denne EU-forholdsregels officielle navn er Artikel 55, med titlen BRRD (Bank Recovery and Resolution Directive)(’direktivet for bank-genrejsning og bankopløsning’).

I Eurasien træder Ukraines frie handelsaftale med EU i kraft den 1. jan. Samtidig var der et sammenbrud i drøftelserne den 21. dec. mellem Rusland, Ukraine og EU om, hvordan man skulle gå videre. »Ukraine er på vej ned«, bemærkede LaRouche. De kan ikke komme nogen vegne.

I Amerika er Puerto Rico på vej mod betalingsstandsning den 1. januar, med Washington, D.C., der ikke har taget skridt til nogen handling i den forbindelse.

Generelt set vil tredje del af Baselaftalerne træde i kraft den 1. januar. Det, som 2016 Basel III-reglerne gør, er, at de beordrer banker til at sælge massive mængder af dødelige bail-in-obligationer; med andre ord, så skal banker udstede »rottegift« til bankkunder og investorer. Det går under betegnelserne »med lang løbetid« eller »absorbering af tab«, eller mere elegant, obligationer »i overensstemmelse med Basel III«.

Læg hertil Obama/Londons fremstød for krig, og konsekvenserne af at tillade dette vanvid at fortsætte en dag mere er dødbringende. LaRouche indkalder til en »mobilisering af de villige« – af dem, der er villige til at se problemet, af dem, der er villige til at handle.

Den hastighed, hvormed finanskrakket nu accelererer, kræver handling nu – før jul. Med mindre Wall Street dumpes i de nærmest forestående dage, er der ingen garanti for, at USA stadig står til Nytår. Junk-obligationer og kommercielle investeringsobligationer til 15 billioner dollars er blevet indløst blot i løbet af den seneste uge. For det meste dækker selskaber deres tab ind i forventning om en endnu større nedsmeltning på et tidspunkt i den allernærmeste fremtid.

Dette er dødsens alvorligt. En ukontrolleret nedsmeltning af det transatlantiske finanssystem, som kunne ske om timer eller dage, ville skabe den form for massekaos, der er den klassiske, britiske opskrift for den værste form for fascistiske diktatur, som altid, uundgåeligt, fører til generel krig. Fra og med den 1. januar træder i Europa de regler for bail-in i kraft, som blev presset igennem af EU-kommissionen. Banker i Italien og Portugal har allerede plyndret indehavere af aktier og obligationer i fallerede banker, og næste skridt er den fulde Cypern-model for plyndring af kontohavernes penge. Pariser-avisen Le Parisien gav i dag sine læsere en forsmag på bail-in under overskriften, »Hvad hvis din bank gik nedenom og hjem?«

Nærmere ved USA står Puerto Rico til at gå i betalingsstandsning den 1. januar over et forfaldent afdrag på 1,4 mia. dollar på en total gæld på 72 mia. dollar, og den amerikanske Kongres valgte bevidst at ignorere denne krise ved at nægte at vedtage en lov, der godkendte en beskyttelse mod bankerot, som tilbydes alle amerikanske stater og kommuner. Formand for Repræsentanternes Hus Paul Ryan og Nancy Pelosi har meddelt, at de »lover« at komme frem til denne lov pr. 31. marts, men det er en syg vittighed, for krisen for Puerto Rico og hele det transatlantiske område venter ikke til marts måned. Den kommer nu.

Lyndon LaRouche advarede i dag om, at, med mindre der før jul foreligger en komplet plan for den totale fjernelse af Wall Street og en lancering af et program for økonomisk genrejsning, med Franklin Roosevelts politik som model, så står det amerikanske folk over for den umiddelbare udsigt til et totalt, samfundsmæssigt sammenbrud. En strategisk plan fra øverst til nederst, der følger de retningslinjer, som Lyndon LaRouche har fastlagt i løbet af de seneste dage, må omgående være på plads.

Kongressen har demonstreret sin fejhed, senest ved at vedtage en katastrofal lov om bevillinger, der trodser virkeligheden omkring det umiddelbart forestående krak. Kongressen må trodses og latterliggøres for sin inkompetence. Enten lukker man Obama og Wall Street ned nu, eller også er der ingen chance. Politikken må være den at sænke Wall Street og sænke dem, som Obama og flertallet af Kongressen, der har fulgt Wall Streets linje.

LaRouche understregede også, at den saudiske sygdom med promovering af wahhabi-terrorisme må udslettes. Obamaregeringen har systematisk mørklagt de bjerge af beviser for, at saudierne står bag væksten af al-Qaeda, Islamisk Stat, Taliban og Boko Haram. Saudierne har, sammen med deres britiske sponsorer, udløst et narko-terrorist-jihadistisk angreb imod hver eneste større nation på planeten, og topembedsfolk i Obamaregeringen, fra Susan Rice til CIA-direktør John Brennan og dir. for den nationale Efterretningstjeneste, general James Clapper, har præsideret over en ondsindet mørklægning af disse forbrydelser og har udsøgt og forfulgt enhver ærlig efterretningsembedsmand, der sagde sandheden og trodsede Obamas ondsindede fantasier. De er fuldt ud medskyldige i opkomsten af ISIS og angrebene i Paris og San Bernardino og bør retsforfølges efter USA’s kriminal-lovgivning og international lov.

Beviserne for disse forbrydelser er ved at gennembryde den mur, der skulle inddæmme dem. Tiden er nu inde til, at de 28 (hemmeligstemplede) sider fra den oprindelige Fælles Kongresundersøgelsesrapport om 11. september 2001, fra 2002, frigives fuldt ud til offentligheden. Disse sider vil, ifølge amerikanske regeringsfolk (eks. kongresmedlemmer i særlige komiteer), som har læst dem, bevise, at al-Qaeda var de britiske og saudiske monarkiers skabelse, og at dette var kendt af top-regeringsfolk i den amerikanske regering, inklusive præsidenterne George W. Bush og Barack Obama, som er fuldt ud medskyldige.

Politikken må være den, fuldstændigt at ødelægge fjenden. Slå til på deres mest sårbare, dødelige flanker, med begyndelse i den kendsgerning, at Wall Street er død, er allerede død. Vi befinder os på randen af en stor dårskab, og vores nations og menneskehedens overlevelse står på spil i de umiddelbart forestående timer og dage.

I denne nyhedsorientering har vi valgt at bringe en række uvurdelige, strategiske vurderinger vedrørende kampen imod Islamisk Stat, flygtningekrisen i Europa og det igangværende finanskollaps, som er fremkommet i løbet af december måned på de ugentlige webcast, der finder sted hver fredag aften amerikansk tid på www.larouchepac.com. LaRouchePAC er en amerikansk politisk aktionskomité, grundlagt og vedvarende inspireret af den amerikanske økonom og statsmand, Lyndon LaRouche. Jeffrey Steinberg (t.v.) er en ledende medarbejder til Lyndon LaRouche og er også efterretningsredaktør for tidsskriftet Executive Intelligence Review. Ben Deniston er leder af LaRouchePAC’s Videnskabsteam.

Download (PDF, Unknown)

Det, som EU hidtil, og igen på dette seneste topmøde-komsammen, har foreslået som respons til flygtningekrisen, er den totale moralske og politiske bankerot. Den idé, at man ved hjælp af kanonbåde skulle drive millioner af flygtninge fra Sydvestasien og Afrika tilbage, og tage tusinder og atter tusinder af dødsfald gennem drukning med i købet, alt imens man samtidig vil bevare den neoliberale, økonomiske politik, som er den faktor, der for Afrikas vedkommende har forårsaget underudviklingen, i hvilken årsagen til masseflugten igen skal findes, er lige så virkelighedsfjern, som den er modbydelig.

Download (PDF, Unknown)

Under diskussioner med sine kolleger søndag aften opsummerede Lyndon LaRouche den globale, strategiske krise i præcise vendinger: Londons og Det britiske Imperiums magt må omgående elimineres, eller også vil hele det transatlantiske område, med start i USA, hastigt styrtdykke ud i et ukontrollerbart kaos. Forholdsregler til kontrol må indføres, og dette betyder, at Det britiske Imperiums magt, der kontrollerer Obama, må fjernes.

Problemet er, at ledende personer i regeringsinstitutionerne i Washington, med start i den amerikanske Kongres, der allerede burde være trådt i aktion imod Obama, ikke har handlet. Obama leder stadig sine tirsdagsmøder for (drone-)drab, på trods af den kendsgerning, at hans tilstand er under hastig degeneration, i accelererende tempo. Det britiske monarki er fortsat den institution, der regerer over det transatlantiske område.

LaRouche bemærkede, at Rusland er anderledes, og Kina er også anderledes. Det er nationer, der samarbejder, og ser hen til en udvidelse af deres samarbejde. Men der er alvorlige problemer, med at skaffe tilstrækkeligt med vand og mad til en begyndelse. Rusland og Kina er i dag de eneste, virkelige magter, der potentielt set handler imod Det britiske Imperiums stadigt eksisterende magt, og imod deres redskab, præsident Obama.

I realiteten, erklærede LaRouche, så har kræfterne bag 11. september (2001) magten over USA. Der har været et utilstrækkeligt angreb imod det anglo-saudiske apparat, der stod bag 11. september. Som følge heraf har de kræfter, der repræsenteres af Bush og Obama, fået fribillet til at handle. Hvis arven efter det britiske monarki og dets Bush- og Obama-operationer kan knuses, kan USA og store dele af den øvrige verden reddes.

LaRouche understregede, at centrum for kampen imod det britiske tyranni, der repræsenteres af Bush og Obama, skal findes på Manhattan og nærmeste omgivelser. Denne pointe blev tydelig i denne weekend gennem to koncerter, der blev afholdt af Schiller Instituttet, der præsenterede Händels Messias i Brooklyn og Manhattan. Alt i alt blev de to forestillinger besøgt af flere end 1.000 mennesker, med kun ståpladser til begge forestillinger. Den strøm af støtte til forestillingerne og til ideen om forbindelsen mellem klassisk kultur, videnskab og den politiske kamp for en genoplivning af Det amerikanske System, illustrerer den kendsgerning, at der i den amerikanske befolkning er en kerne, centreret omkring Manhattan og dele af det nordlige Californien især, der kan redde nationen. Disse områders førende borgeres særlige egenskaber kan spredes i hele landet, men kun med fokus på ånden og aktiveringen fra Manhattan.

Nedsmeltningen af hele systemet er i fuld gang. Det globale blodbad kan udelukkende standses af et gennembrud i USA, med start i fjernelsen af Wall Street og genindførelsen af Glass-Steagall. Dette må ske inden krakket finder sted, og det kunne ske, hvornår det skal være, fra nu af og fremefter. Dette er ikke et ’hype’ eller et slogan. Den 1. januar 2016 træder reglerne for bail-out i kraft i Europa. Samme dag vil Puerto Rico gå i betalingsstandsning med de første 1,4 mia. dollar i gæld til gribbefondene.

Enten får man Glass-Steagall vedtaget nu, eller også vil følgen blive kaos i hele det transatlantiske område, og under disse omstændigheder er det næsten sikkert, at kræfterne i Det britiske Imperium vil satse på krig med Rusland og Kina.

Med formand Tom Gillesberg:

Wall Street og hele det transatlantiske finanssystem er nu dødsdømt og kunne forsvinde ud i den blå luft, hvornår det skal være, i løbet af de kommende dage eller uger, lød advarslen igen i dag fra Lyndon LaRouche. Faren er, at dette vil føre til en tilstand af panik og medfølgende massedød, som kun kan undgås ved at lukke Wall Street på samme måde, som USA’s præsident Franklin D. Roosevelt gjorde, erklærede LaRouche. Vi har presserende behov for en »mobilisering af de villige« blandt det amerikanske folk for at få nationen – og verden – tilbage på ret kurs.

Dette drejer sig ikke om at forhandle en eller anden form for reform eller indrømmelser. »Wall Street må lukkes ned, uden at give nogen kompensation«, sagde LaRouche. »Vi må lukke det ned, ligesom Franklin Roosevelt gjorde. Og hvis man ikke lukker dem ned, har man alligevel mistet det hele. Med andre ord, så kan man ikke forhandle med banksystemet; man må lære lektien af FDR!«

LaRouche var eftertrykkelig: »I har intet spillerum. Hver eneste stump finansiel aktivitet, som er derude, og som er af spekulativ art, må udslettes uden nogen kompensation. Man gør hver eneste af disse svindlere bankerot, i alle kategorier, og ribber dem for alt.«

Omfanget af den globale spekulationsboble overstiger nu 2 billiarder dollar, et konservativt skøn, og er vokset med over en tredjedel under Obamas vagt. Dette er et direkte resultat af Wall Streets kriminelle politik med bail-out (finansiel kvantitativ lempelse – ’pengetrykning’) og nu bail-in (ekspropriering af bankkundernes indeståender/indskud) – med ’nøjsomhedspolitik’, der har folkemord til følge, og budgetnedskæringer, der er designet til skarpt at forøge dødsraten, i kombination med decideret tyveri af folks opsparinger, som det skete på Cypern og for nylig i Italien. Wall Streets gæld har nået et punkt, hvor den ikke længere kan betales i dollar; nu kræver de, at den betales i lig.

Se på tilfældet med Italien, hvor en tvungen bail-in af kunderne i fire banker tidligere på måneden udslettede mange menneskers livsopsparing. Mindst en person vides at have begået selvmord som følge heraf, som det er sket med hundreder af erhvervsfolk og arbejdere, der blev ødelagt af den samme politik.

Eller se over grænsen, til vores nabo Canada, hvor nedsmeltningen af Wall Streets oliefracking-boble har decimeret hele lokalsamfund og er i færd med at slå folk ihjel. Selvmordsraten er i de seneste måneder eksploderet blandt afskedigede arbejdere i canadiske oliefelter i provinserne Alberta og Saskatchewan, med en stigning i selvmord på 30 % i de første seks måneder af 2015, sammenlignet med de første seks måneder af 2014.

Ønsker du, at dette skal ske for dig? Det vil det – med mindre man lukker Wall Street ned.

Erstat britisk monetarisme med Franklin Roosevelts kreditsystem

Lyndon LaRouche understregede, at det haster med omgående at gribe til handling. »Det her er ikke ’hen ad vejen’; det er nu. Vi må, så hurtigt som muligt, lukke hele det monetaristiske system ned, i USA i særdeleshed – inden Nytår, hvor det her vil bryde ud i fuldt flor.«

»Det, der er brug for, er mere end bare noget regulering«, fortsatte LaRouche. »Pointen er, at man må eliminere ideen om penge, om det monetaristiske system, som er karakteristisk for det britiske system. Vores løsning er ikke mod anvendelsen af penge, men imod monetarisme; så man må annullere monetarisme. Man kan ikke antage, at penge har en iboende værdi i sig selv; det er problemet.«

Det, som præsident Franklin Roosevelt gjorde, var absolut korrekt og tjener som en god indikator for den kurs, vi i dag må tage. Efter at lukke Wall Street ned, må man etablere en kreditfacilitet af samme type, som FDR skabte. »Man udsteder kredit, og denne kredit – hvis den bruges korrekt – afføder produktivitet«, erklærede LaRouche. »Kreditten er baseret på den generøse indsats på vegne af selve regeringen, på vegne af det amerikanske, statslige kreditsystem. Det, der skete under FDR’s politik, er, at folk rent faktisk blev dækket ind af det præsidentielle systems generøsitet. Man måtte imødekomme den kendsgerning, at man havde en gæld til den nationale regering, som en magt; og man måtte optjene vejen til at opbygge sin egen økonomi. Det var, hvad vi gjorde under Franklin Roosevelt.«

LaRouche konkluderede: »Vi står nu ved et punkt, i løbet af de kommende uger frem til Nytår, hvor vores eksistens kunne være dømt til undergang, med mindre vi gør dette, med mindre vi får dette gennemført. Det er virkeligheden. Det er der, vi står.

Vilkårene i USA er nu af en sådan art, at det nuværende system ikke kan fungere; det vil bryde sammen. Og vi må forhindre et sammenbrud. Hvordan forhindrer vi et sammenbrud? Vi gør det, som Franklin Roosevelt gjorde ved Wall Street. Der er ingen anden mulighed; det eksisterer ikke. Og det haster. Fra og med begyndelsen af det nye år, kunne I være døde, med mindre dette gøres.

Hvad betyder så dette? Det betyder, at man skal se at få sparket præsident Obama ud af embedet; hurtigt, omgående.«

LaRouches Fire Hovedlove

Lyndon LaRouche opstillede den 9. juni 2014 de Fire Hovedlove for en reel genrejsning af den fysiske økonomi:

* Genindfør Glass-Steagall med et total adskillelse af kommercielle banker og investeringsbankernes hasardspilsaktiviteter, hedgefonde og andre spekulanter. Dette vil omgående udslette gælden til Wall Street, som er ubetalelig og har været illegitim fra første færd – og vil samtidig udslette Wall Street/London-bankkartellernes magt.

* Lancer en massiv indsprøjtning af statskredit igennem dette nu genoprettede banksystem, ind i realøkonomien. Denne fremgangsmåde, i traditionen efter Alexander Hamilton, med et statsligt banksystem og statskredit, er også omdrejningspunktet for FDR’s politik.

* Fokuser på de områder for investering, der mest forøger energi-gennemstrømningstætheden[1] i økonomien som helhed, inklusive infrastruktur og videnskabelig og teknologisk forskning og udvikling. Dette betyder billioner af dollars i anlægsinvesteringer for at opbygge det 21. århundredes infrastrukturnetværk langs med Verdenslandbroens ruter.

* Forfølg den videnskabelige udforsknings fremskudte grænser, med afsæt i det 20. århundredes store, russiske videnskabsmand, V.I. Vernadskijs arbejde inden for biokemi og noosfæren. Dette må inkludere et internationalt, forceret program for at opnå fusionskraft til kommercielt brug, et afgørende træk i den næste fase af rumforskning, så vel som også for løsningen af kravene om vand- og energiforsyning i en verden, der konfronteres med en sammenbrudskrise af proportioner som i den Mørke Tidsalder.

Kontakt dit lokale LaRouchePAC kontor/Schiller Institut nu. Slut dig til »mobiliseringen af de villige«, for at lukke Wall Street ned.

[1] Se: Video: Energi-gennemstrømnings-tæthed, et kort overblik, dansk udskrift

Og det eneste, der er at gøre, er at gennemføre Franklin Roosevelts politik; man må sige: »Vedtag Franklin Roosevelts politik nu, imod Wall Street.« Det er den eneste måde, hvorpå problemet kan løses. I modsat fald står vi med noget, der vil accelerere, og der er intet, man kan gøre for at stoppe det. Det, man må gøre, er at fremstille den kendsgerning, at der ikke er nogen løsning, med mindre Wall Street omgående lukkes ned. Det er faktisk, hvad Franklin Roosevelt gjorde. Han lukkede Wall Street ned, hvilket gjorde en ende på den inflation, der var i gang på det tidspunkt, før valget. Og den eneste måde at gøre det på er ved at lukke det ned!

Med andre ord, så er det uden for diskussion, man må lukke det ned. Og man må ganske enkelt annullere alle såkaldte aktiver (’værdipapirer’), der ikke er skikket til denne rolle. Man siger simpelt hen: »I får ingen penge overhovedet. I får ingen som helst kompensation. I er ekskluderet; I eksisterer ikke mere.«

Download (PDF, Unknown)

17. december 2015 – Sidste år, da man diskuterede bail-in-regulering, og denne blev vedtaget som en EU-lov, begyndte banker at udstede de såkaldte »bail-in-obligationer«, dvs. obligationer, der ikke ville være beskyttede i tilfælde af bail-in (dvs. ekspropriering af kundeindeståender/indskud til gældsreduktion i kriseramte banker, -red.). Hvem ville være dum nok til at købe sådanne værdipapirer?

Det står nu klart, at disse obligationer blev skræddersyet til at blive solgt til detailkunder som »sikrede« investeringer, som tilfældet i Italien viser. Italienske banker har udstedt for omkring 60 mia. euro i opgraderede obligationer (bail-in-obligationer), af hvilke halvdelen blev solgt til detailkunder. De fleste af disse kunder er blevet snydt mht. disse obligationers risikoprofil, som det nu er ved at komme frem i tilfældet med de fire kriseramte, italienske banker, der er blevet underkastet bail-in.[1]

[1] Se: EU’s Nye regler for kriseramte banker dræber

Med formand Tom Gillesberg

15. december 2015 – En 68-årig italiensk pensionists selvmord i byen Civitavecchia, efter at han mistede hele sin opsparing gennem sin banks reduktion af gæld gennem bail-in (ekspropriering af kundernes indeståender), har rystet det italienske folk. Det har sat fokus på de brutale, nye EU-regler ved kriseramte banker, som træder i kraft i alle medlemslande den 1. januar 2016. Pensionistens bank var en af fire mindre, italienske banker, der havnede i krise og blev »rekonstrueret« af regeringen den 22. november 2015. Flere end 100.000 bankkunder mistede deres opsparing.

Italienernes ophidselse steg til kogepunktet, da det kom frem, at, mens almindelige bankkunder mistede deres livsopsparing, så fik store långivere og aktieejere forvarsel og kunne afvikle deres poster, der i visse tilfælde løb op i millioner.

Fra den 1. januar 2016 er alle EU-lande tvunget til at tilpasse sig de nye regler for bankrekonstruktion, indbefattet reduktion af bankens gæld (bail-in), for banker, der rammes af krise.

Reduktion af gæld er den bureaukratiske term for tyveri af bankkundernes midler. Men, som i filfældet med rekonstruktionen af de fire, små italienske banker, der kun delvist tog de kundeindeståender, som EU-reglementet tillader, er dette et tveægget sværd. Denne bankredningsmetode kan snarere kæntre banksystemet end hjælpe det. Det var også, hvad LaRouche-bevægelsen og mange andre sagde, da Den europæiske Centralbank (ECB) og EU-kommissionen kom med forslaget til bankrekonstruktion. Vi advarede om, at det ville give bagslag og skabe større ustabilitet, da det ville sprede panik blandt bankkunderne, der ville løbe storm på bankerne ved det mindste tegn på krise og trække deres penge ud.

I tilfældet med de fire mindre, italienske banker, Banca Etruria, Banca Marche, Carichieti (Sparekassen Chieti) og Carife (Sparekassen Ferrara), blev bankrekonstruktionen gennemført ved en regeringsbeslutning. Dette hastværk viser, at regeringen forsøgte at få det afklaret før 1. januar, for at undgå at være tvunget til at anvende EU’s nye reglement til reduktion af bankgælden. Regeringen kunne derfor gennemføre en delvis gældsreduktion. Indeståender på bankkonti blev ikke rørt, men aktier og obligationer i bankerne blev inddraget. Ca. 100.000 ejere af opprioriterede obligationer (subordinate bonds) med høj risiko, men også et højt afkast, mistede alle deres penge op til 750.000 euro. De fire banker vil blive likvideret og opdelt i fire brobanker og en ’dårlig bank’ (en ’rygsæk’ for dårlige lån). Bankredningen (bail-in) er på 3,5 mia. euro, der vil blive betalt af en bankhjælpefond, som er en indskudsgarantifond, der ejes af banksystemet.

Men denne indskudsgarantifond har ikke penge nok. Derfor skal tre storbanker, Unicredit, Intesa og UBI, stille op med penge, mod at regeringen giver de tre banker skattelettelser på i alt to mia. euro. Dette er blevet afsløret af forbrugerorganisationen Adusbef og betyder, at det er skatteborgerne og bankkunderne, der skal betale regningen.

De mennesker, der har investeret i de opprioriterede obligationer, var ikke ordentligt informeret og var ikke klar over, at deres værdipapirer var ligestillet med bankaktierne, og derfor omfattet af en gældsreduktion. Da det dernæst kom frem, at de større fisk gik fri, så vendte raseriet sig ikke alene mod bankerne, men også mod regeringen, der ledes af Matteo Renzi. Han blev endnu mere presset, da det desuden kom frem, at både hans minister Elena Maria Boschi og hans egen familie har nære bånd til ledelsen af en af de fire kriseramte banker.

Regeringen er nu blevet tvunget til at støtte oprettelsen af en parlamentarisk undersøgelse, som er velkommen, hvis den får en uvildig formand. Det, der er påkrævet, er en dristig og uræd formand som Ferdinand Pecora, New Yorker-advokaten af italiensk herkomst, der var leder af den berømte amerikanske Senatskomité i 1933, som afslørede de mægtigste banker på Wall Street og banede vejen for Franklin Roosevelts finansreformer og genopbygningsprogrammet New Deal.[1] På lignende vis skulle den italienske undersøgelse kunne afsløre, hvordan bankerne har narret deres kunder, men også, hvordan de fire kriseramte banker er blevet lavet om til kasinoer og er gået konkurs. En sådan undersøgelse bør bevirke, at der genindføres regler for god bankpraksis og indskydergaranti gennem en bankopdelingslov (Glass-Steagall). Dette spørgsmål har i mange år ligget på bordet, hvor LaRouche-bevægelsen har ført en kampagne for bankopdeling[2] og direkte og indirekte har påvirket det italienske parlament, der har to kamre, således, at der nu foreligger seks (!) forskellige indstillinger til lovforslag om at indføre en bankopdeling.

Blandt initiativtagerne til disse lovforslag har både Marco Zanni og Alessandro Di Battista fra Femstjernebevægelsen i løbet af de seneste dage udtalt sig med krav om, at bankopdelingen nu må gennemføres for at beskytte bankkunderne! Zanni, der er medlem af Europaparlamentet, sagde her den 9. december, at forslaget om at indføre »en moderne Glass/Steagall-lov med en ren og tvungen opdeling af bankerne i traditionel lånevirksomhed (kommerciel bankvirksomhed) og så spekulativ investeringsbankaktivitet« nu er nødvendig for at »undgå en ny systemkrise«.

Alessandro Di Battista, medlem af parlamentet, genlancerede spørgsmålet om en bankopdeling i et TV-interview den 10. december:

– Lad os én gang for alle, sagde han, udskille kommercielle banker fra investeringsbanker, så en medborger kan vide, at, når han sætter penge ind i en bank, så er denne bank ikke indblandet i spekulationsvirksomhed, spiller ikke på aktiemarkederne, men blot udsteder lån og bedriver normal bankvirksomhed.

Ovenstående artikel er skrevet af Ulf Sandmark, LaRouche-rörelsen i Sverige.

[1] Se 16. sep. 2015: »Wall Street er bankerot, og Obama gennemtvinger ved magt et termonukleart Armageddon. Foregrib! FDR’s Første 100 Dage« http://schillerinstitut.dk/si/?p=8147 Artiklen indeholder mange henvisninger til andre artikler på dansk.

[2] Se: Lyndon LaRouche: Fire Nye Love til USA’s (og verdens) redning, http://schillerinstitut.dk/si/?p=1460

»Gode nyheder! Wall Street er færdig. Lad os nu genopbygge landet.«

Sådan lyder det fra LaRouchePAC-møder på Manhattan og i store byer over hele USA, med denne erklæring: »Finanskrakket er i gang: Kun en revolution i politikken kan afvende katastrofen«. 

Det såkaldte »junkgældskollaps« i det amerikanske finanssystem bringer budskabet om et generelt finanskrak, der kan komme over os ved månedens slutning.

EIR’s stiftende redaktør Lyndon LaRouche udstedte erklæringen om en national mobilisering, fordi han havde advaret om dette krak – der er meget mere end et »junkbondkollaps« – og krævede, at præsident Franklin Roosevelts politik omgående blev implementeret for at standse det.

Larouche sagde i går, at det eneste, der er sikkert omkring dette krak, er, at det »accelererer i en accelererende rate, og er ude af kontrol; den kontrolfaktor, der kan standse det, er at gennemføre præsident Franklin Roosevelts politik imod Wall Street og for national, økonomisk genrejsning«.

FDR indtog sit embede og standsede bogstavelig talt et krak, med en ’banklukkeferie’ og Glass/Steagall-loven for at lukke Wall Streets spekulation ned; dernæst udstedte han statslig kredit til produktiv beskæftigelse og fornyet produktivitet.

Som LaRouche understregede, så er dette krak allerede dødbringende. I Italien, hvor fire banker netop er gået bankerot, blev bankkundernes opsparing eksproprieret af storbankernes »bail-in«-politik, og mindst én bankkunde har begået selvmord. I Canada, hvor »energisektorens junkbond-krak« hidtil har været mere intensivt end i USA, er der massearbejdsløshed og selvmordsbølger blandt produktive arbejdere i Alberta og Sasketchawan på den anden side af grænsen – en advarsel til USA.

Wall Street, og City of Londons spekulative finansverden, må lukkes ned. Hvis vi giver dette krak lov til yderligere at accelerere, vil folk dø. Som LaRouche sagde, man må beskytte folk fra at dø – ikke flere selvmord!

Det eneste alternativ til accelererende kaos er atter at sætte FDR’s politik i arbejde. Begynd med Glass-Steagall, for at gøre en ende på Wall Street. LaRouche advarer: Dette skal gøres omgående!

At genindføre Glass-Steagall vil lukke Wall Streets spekulation ned på en reguleret måde, hvis det sker med det samme. Dernæst kan en Nationalbank, i traditionen efter Alexander Hamilton, tage sig af statslig kredit, likviditet, rentesatser, alle de økonomiske faktorer, som Federal Reserve har rodet grundigt rundt med. Politikken er produktiv kredit, beskæftigelse og produktivitet pr. person.

Men Obama? Han har fremkaldt dette kollaps ved at blokere for genindførelsen af Glass-Steagall og ved at gennemføre »britisk politik«: en politik for en anti-teknologisk, anti-industriel »klimaforandring«.

Som det så ofte blev sagt om Herbert Hoover, så er Obama et dumt sv… Han må fjernes fra embedet som en væsentlig del af løsningen på denne økonomiske og finansielle krise.

En fjerde New York-hedgefond lukkede i dag for udtræk, som følge af, at hele junk- og højrente-obligationsmarkedet er i færd med at nedsmelte. I takt med, at de raketstore spekulative lån i olie, gas og mineraler løber ind i kollapsende priser under en sløv økonomi, er flere »markedseksperter« (gribbeinvestorer) såsom Wilbur Ross og Carl Icahn kommet med erklæringer, hvor de siger, at de ser en trussel om, at kollapset i junkkredit kan sprede sig til det langt større kreditmarked for kreditvurderings-selskaber – hvilket muligvis kunne få hele det vestlige finanssystem til at krakke.

Under alle omstændigheder står systemet ikke til at redde. Lyndon LaRouche sagde i dag, at alle pengene på Wall Street er nominelle, spekulative værdipapirer, der ikke er en rød øre værd og må afskrives på samme måde, som Franklin Roosevelt gjorde det, da han tiltrådte sit embede i 1933.  FDR kunne dernæst sætte folk i arbejde og atter give en befolkning, der nær var blevet drevet ud i døden, sin værdighed tilbage. Men situationen i dag er langt værre. LaRouche påpegede de tusinder, måske millioner, af midaldrende, aktive mennesker, der er drevet ud af arbejdsstyrken, og som kommer ud i stofmisbrug, hvilket er, hvad der ligger bag den seneste tids voldsomme stigning i selvmord. Han påpegede den italienske borger, hvis livsopsparing blev stjålet under en bank »bail-in« (dvs. ekspropriering af kundernes indeståender) i sidste uge – »et signal om, at gribbene er gået for vidt».

Obama står i vejen for den eneste løsning på katastrofen, som er en gennemførelse af Glass-Steagall og en lukning af »for store til at lade gå ned«-bankerne og den efterfølgende opbygning af et nyt system. Det, der mangler, er lederskab – der kan fjerne Obama, gennemføre Glass-Steagall og skabe en genrejsning af USA’s og verdens økonomi gennem store infrastrukturprojekter sammen med BRIKS og Kinas programmer under den Nye Silkevej. »Det kræver ikke et stort antal mennesker«, sagde LaRouche i dag, »men et antal store mennesker«.

Hvis den rablende fascist Donald Trump og Obama-marionetten Hillary Clinton blev fjernet som kandidater, så kunne de anstændige kandidater og andre fra både det demokratiske og republikanske parti komme sammen for at udføre jobbet, nu, før finanssystemet imploderer, og før Obama kan begynde sin krig med Rusland og Kina.

I dag meddelte (udenrigsminister) John Kerry, efter et møde med Sergei Lavrov og Vladimir Putin i Moskva, at USA ikke længere stillede krav om, at Assad skulle afsættes, før en koalition imod terroristerne kan lanceres og en overgangsproces til en ny regering initieres i Syrien. Som Putin gentagne gange har sagt, så er det kun det syriske folk, der kan beslutte, hvem, der skal regere Syrien, på trods af Obamas kriminelle regimeskift-galskab. John Kerry har nu brudt med denne Obama-politik – men, så længe, Obama forbliver ved magten, så længe eskalerer faren for krig ganske enkelt, alt imens finanssystemets krak kommer stadig nærmere – måske i de næste par dage.

Hele det transatlantiske, London/Wall Street finanssystem befinder sig på randen af det totale kollaps. Det kunne ske hver time, hver dag, det skal være. De kritiske tegn er allerede synlige for enhver, der ikke med overlæg gør sig blind. Fire italienske banker er gået fallit i den forgangne uge, med den Europæiske Unions påtvungne bail-in plyndring af indskydernes midler til følge. Puerto Rico har allerede meddelt, at landet sandsynligvis vil gå i betalingsstandsning den 1. januar over en forfalden gæld på 1 milliard dollar, toppen af en gældsboble til i alt 72 mia. dollar; og gribbefondene er helt eksponeret. Flere hedgefonde, der er eksponeret over for Puerto Ricos gæld og den bankerot, der har fundet sted i sektoren for skiferolie og -gas, er allerede bukket under. Dette er blot et forvarsel om det transatlantiske systems umiddelbart forestående, totale sammenbrud.

Download (PDF, Unknown)

Men hverken menneskehedens udslettelse i et termonukleart Armageddon eller ofringen af menneskeliv til fordel for finansoligarkiet er uundgåelig. At forhindre dette kræver først og fremmest, at man overvinder partianskuelser eller geopolitiske anskuelser og i stedet erstatter dem med et upartisk samarbejde på alle niveauer, for menneskehedens fælles interesser. Ikke overraskende viser EU, der siden Maastrichttraktaten har udviklet sig til et monstrum, i lyset af flygtningekrisen og det forestående finanskrak, sig ikke alene at være en mislykket model, men EU er yderligere nu ved at gennemføre en åbenlyst fascistisk politik. Det seneste fremstød i denne retning er Bruxelles meddelelse om, at den under alle omstændigheder allerede afskyelige EU-grænsekontrol-organisation Frontex skal erstattes af en ny organisation, der kontrolleres fra Bruxelles, og som deporterer flygtninge med egne grænsevagter, opererer i ikke-EU-medlemsstater og kan sætte sig ud over indvendinger fra medlemsstater. Dermed ville det i flygtningespørgsmålet komme til den største overførsel af suverænitet til Bruxelles, siden euroens indførelse.

Download (PDF, Unknown)

27. november 2015 – En delvis bail-in (ekspropriering af bankindeståender, -red.) af fire mindre banker i Italien er i færd med at fremprovokere panik og stormløb på bankerne. Det ironiske er, at regeringen gennem denne halve bail-in troede, den kunne forhindre et stormløb på bankindeståender ved ikke at gennemføre de fulde EU-regulativer for bankopløsning, der inkluderer en bail-in af [læs: tyveri fra] aktieindehavere, obligationsindehavere og indskydere. Indskyderne blev udeladt, men de såkaldte »underordnede obligationsindehavere« blev inkluderet. Dette berører omkring et hundrede tusinde kunder og 750.000 euro.

Regeringens eksekutive ordre, der blev udstedt søndag, den 22. nov., vedrører Banca Etruria, Banca Marche, Carichieti (Chieti Sparekasse) og Carife (Ferrara Sparekasser). De fire banker vil blive opløst og opsplittet i fire ’bro-banker’ og en ’dårlig bank’. Denne bail-out (statslig bankredning, -red.) vil koste 3,5 mia. euro, som vil blive betalt af en bankopløsningsfond, der etableres af Indskydergarantifonden (DGF), der ejes af banksystemet.

DGF hr imidlertid ikke penge nok. De tre store banker vil således erlægge pengene, og til gengæld vil regeringen tilstede de tre banker en skattenedsættelse til en total værdi af 2 mia.

Adusbef forbrugersammenslutningen afslører, at det på denne måde bliver skatteborgerne og bankkunderne, der betaler regningen. Især har købere af underordnede obligationer ikke fået tilstrækkelig information og var ikke klar over, at disse papirer ville blive betragtet som aktier, og således være med i en bail-in.

Pludselig blev mange kunders indeståender annulleret af bail-in af disse værdipapirer, og de vendte sig vredt imod bankerne. Fremtrædende personer fra fagforeninger advarede, alt imens de forsvarede kunderne, om, at situationen kunne blive voldelig og komme ud af kontrol.

Regeringen var blevet advaret af chefen for DGF, Salvatore Maccarone, der, under sine bemærkninger foran en parlamentskomite, havde sagt, at en bankopløsning med en bail-in kunne sprede panik og fremprovokere et stormløb på bankerne. Regeringen gennemforhandlede således med Bruxelles en bailout/bailin, der ikke ville røre indeståender, og ikke ville blive regnet for statslig hjælp.

Men selv om nominelle indeståender ikke røres, så skaber involveringen af underordnede obligationer ikke desto mindre panik. Dette bør være en advarsel til de EU-idioter, der troede, de kunne redde det bankerotte banksystem ved at udplyndre indskydere.

Det er en yderligere skandale, og faderen til regeringsminister Maria Elena Boschi, en nær medarbejder til Renzi, er vicepræsident for en af de banker, der nu får en bail-out, Banca Etruria.

Download (PDF, Unknown)

Vi skal stoppe dem, og det betyder, at borgerne må vedtage en politik, hvor de siger ”Vi stopper dem!” Det er muligt. Så vi har set, hvordan folk bliver myrdet i denne hændelse, men hvorfor bliver de myrdet? Fordi ingen var opmærksomme på, at de var mordere. Det er problemet.

Og derfor betaler Frankrig f.eks. en høj pris, fordi Frankrigs regering ikke var opmærksom på den åbenlyse trussel mod Frankrig. Og nu skammer den franske regering sig, og det er godt for dem. For nu har de en regulær grund til at sikre, at de ikke længere tolererer det, de tolererede alt for længe. Og det samme er tilfældet i andre dele af Europa. Og der er forskellige slags institutioner i forskellige dele af Europa, der har samme problem.

Download (PDF, Unknown)

I Europa, i Mellemøsten og i Asien kan sandheden om Obamas morderiske planer og politik ikke længere skjules. I Wien flaksede Obama rundt, mens han kogte indvendig over, at det tydeligvis var Putin, der styrede processen. Han fortsatte til Manila til APEC-mødet, måske i tillid til, at hans indsats for at genoprette Filippinernes neo-kolonialistiske status og besætte nationen endnu engang med amerikanske militærstyrker som forberedelse til en krig mod Kina, ville genoprette hans narcissistiske grandiositet. I stedet blev han mødt af en opstand fra filippinske patrioter med Senatet, der afviste hans militære besættelsesplaner, mens APEC afviste overhovedet at behandle hans obskøne anklager om kinesisk aggression ved at opbygge nogle øer under deres kontrol.

Måske forestiller Obama sig, at han vil fare bedre i Malaysia i denne weekend ved ASEAN-topmødet og det øst-asiatiske topmøde. Men forsvarsministrene fra ASEAN afviste allerede tidligere på måneden hans forsøg på at kalde Kina en aggressor – faktisk erklærede transportministrene fra ASEAN deres entusiastiske engagement for samarbejde med Kina om de Nye Silkevejsprogrammer, Kinas »Ét bælte, én vej«.

Både franske og italienske medier havde interviews med Syriens præsident Assad i denne uge – en »lige op i ansigtet«-konfrontation af Obamas holden fast ved sin imperiale ret til at fjerne et selvstændigt statsoverhoved. Assad nævnte USA, Tyrkiet, Saudi Arabien og Qatar som ophavsmændene til ISIS og dennes økonomiske støtte og bemærkede, at den russiske intervention har vendt tidevandet imod barbarerne. Europæiske og amerikanske militære og politiske ledere vender sig i stigende grad imod Obamas regimeskift-vanvid og kræver en fælles indsats med Rusland imod ISIS.

I USA har den demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders, for at forklare, hvad han mener med at beskrive sig selv som en demokratisk socialist, påkaldt Franklin Roosevelts politik, FDR, der gjorde noget ved sin tids ødelæggelse af befolkningen ved at skabe sociale programmer, der havde til formål at give dem deres økonomiske rettigheder – til beskæftigelse, sundhedsydelser, uddannelse – samtidig med, at han bekæmpede Wall Streets magt igennem Glass/Steagall-bankopdelingsloven og andre restriktioner af bankernes magt over økonomien, og over regeringen. Dernæst beskrev Sanders ødelæggelsen af levestandarden i USA i dag, den uhyrlige narkoepidemi og sammenbruddet af husstandsindkomsterne og beskæftigelsen, og han fordømte de seneste regeringers politik for »regimeskift«, der skaber kaos og terrorisme i sit kølvand.

I USA’s Kongres cirkulerer EIR nu til alle kongresmedlemmer et juridisk dokument, der demonstrerer, at den Højesteretsdom, der dømte til fordel for daværende senator Mike Gravels indlæsning af Pentagon-papirerne i Kongressens Journal i 1971, ligeledes er gældende for i dag, for ethvert kongresmedlem, der har mod til at oplæse de 28 sider af den Fælles Kongresundersøgelsesrapport om 11. september, der således optages i den officielle journal og afslører den saudiske finansiering af 11. september-terroristerne, der angreb USA. I realiteten kan Kongressen, under Højesteretsdommen i tilfældet Gravel, uden rådslagning med Det Hvide Hus, ophæve hemmeligstemplingen af hele det 28 sider lange kapitel – sammen med alle de andre 11. september-undersøgelsesdokumenter, der har været holdt skjult i de seneste 13 år.

Obamas åbne alliance med terrorister og disses sponsorer i Riyadh, med det formål at opnå sit kriminelle regimeskift, kan og må afsløres og må føre til, at han fjernes fra embedet, nu.

Dette er en tid med revolutionære forandringer. Der er ikke plads til pragmatisme eller halve tiltag, når man konfronteres med atomkrig og økonomisk kollaps. Løsningen er klar – med genindførelsen af Glass-Steagall, tilslutning til Kinas og BRIKS-nationernes globale udviklingsprogrammer, genetablering af ægte videnskab som centrum for politikken, og med genoplivelse af klassisk musik og kunst. Tiden er nu. Genindførelsen af Glass-Steagall, der vil udslette Wall Street totalt, må ledsages af den form for programmer gennem statskreditter, som kan skabe millioner af produktive jobs og påbegynde processen med at genoplive en reel, produktiv økonomi.

18. november 2015 – Professor William K. Black, økonomi- og juraprofessor ved Missouri Universitetet (i Kansas City) og tidligere banktilsynsmand, blev interviewet på Real News Network den 16. november. Black blev bedt om at kommentere senator Elizabeth Warrens(1) afsløring af og angreb på Dodd-Frank-lovens såkaldte »Swaps Pushout Rule« i slutningen af 2014. Denne ophævelse gav de fem største amerikanske banker, der kan beholde for 10 billioner dollar swap-kontrakter på deres regnskaber – mulighed for at være omfattet af garantien i FDIC (Federal Deposit Insurance Corporation, svarende til Statens Indskudsgarantifond, -red.), og som skatteborgerne kunne blive tvunget til at redde gennem statslige bankredningspakker (bail out) under det næste krak.

Prof. Black forklarede Wall Streets succesfulde fremstød for at bevare deres swaps under FDIC’s beskyttelse således: »For at sætte det i sammenhæng, så er dette et af biprodukterne ved ophævelsen af Glass-Steagall. Glass-Steagall var den lov, der blev vedtaget under den Store Depression efter en anden undersøgelse af, hvad der var med til at forårsage den Store Depression. Og den sagde, at vi ikke bør give indskudsgarantier, som er en statslig støtteordning, til banker, når de ejer ting og er i konkurrence med andre virksomheder. Det giver ingen mening. Det ville være konkurrenceforvridende; give dem en fordel, og det ville påføre os en enorm risiko og skabe en masse interessekonflikter. Og Glass-Steagall fungerede fremragende i årtier, men så i – nær slutningen af præsident Bill Clintons embedsperiode arbejdede han ivrigt sammen med republikanerne for at komme af med Glass-Steagall.

Dernæst kom selvfølgelig den nuværende finanskrise. Og man skulle tro, at vi ville have genindført Glass-Steagall. Men præsident Obama og republikanerne aftalte, at de ikke ville bringe Glass-Steagall tilbage. Så Paul Volcker, tidl. formand for Federal Reserve, og en person, som Obama havde ført frem i sin første kampagne, denne Paul Volcker – som dengang var verdens mest prestigiøse finansekspert – gjorde tjeneste som økonomisk rådgiver til præsidenten. Så Paul Volcker sagde, well, hvis du ikke vil bringe Glass-Steagall tilbage, bør du i det mindste forhindre det, der hedder egenhandel med derivater. Det betyder, at bankerne handler på egne vegne. Og således fik vi Volcker-reglen og restriktioner på swaps (en form for finansielt derivat).«

Black forklarede, at den mest almindelige swap er en renteswap, hvor den ene part, sædvanligvis en bank, ’udveksler’ med en anden part, sædvanligvis en bank. »Den ene får en fast rente, og den anden får en variabel rente, sædvanligvis baseret ud fra LIBOR, samt anden svindel, som vi har talt om. Så da de riggede LIBOR-satserne, så er de 10 billioner dollar, vi nævnte, en delmængde af de 350 billioner dollar i derivater, som de manipulerede …

Se, det er virkelig noget skidt; det var det bedste, Volcker kunne gøre, men det er ikke særlig godt. For når man først ikke har Glass-Steagall, og reglen er, hvad enten det er banken, der handler på egne vegne, eller det er hedging (gardering) – well, man kan kalde næste hvad som helst for en hedge, og overholde Volcker-reglen, og rent ud sagt overholde det meste af swap-reglen også. Så det er ikke så lidt af et spørgsmål, om, selv uden ophævelsen, som du nævnte, om loven ville have været effektiv. Men, eftersom de jo var Wall Street, så ville de være absolut sikre på, at den var ineffektiv. Så de fik denne ophævelse … som var meget højt prioriteret, og de skrev bogstavelig talt hovedparten af udkastet til den lov, der gjorde dette.

Og dette blev til dels gjort med modstand fra Obamaregeringen, for republikanerne holdt budgettet som gidsel. Men det skal siges, at store dele af Obamaregeringen – hvilket vil sige Finansministeriet og stabscheferne – har typisk modsat sig Volcker-reglen. De hader Glass-Steagall … «

(1) Se også: Senator Warren: Glass-Steagall “er præcist det, vi burde gøre”. 

Foto: Senator Elizabeth Ann Warren, 66 år, amerikansk jurist og senator for det demokratiske parti. Har siden 2013 repræsenteret delstaten Massachusetts.

18. november 2015 – Spørgsmålet om Hillary Clintons afhængighed af Wall Street-penge og hendes heraf følgende modstand imod Wall Streets fjende, Glass/Steagall-bankopdelingsloven,[1] vokser fortsat i kølvandet på de demokratiske kandidaters debat den 14. nov.

Den 17. nov. havde Associated Press en historie, »Clinton-kampagne forsvarer bånd til Wall Street«, med nyheden om, at Hillary til sit forsvar henter den mest odiøse af alle allierede, Barney Frank, forvalteren af Dodd/Frank-loven,[2] der blokerede for genindførslen af Glass-Steagall. Franks absurde argument trækker utilsigtet Clintons underdanighed over for Obama ind i billedet: Han siger, at den kendsgerning, at Obama underskrev Dodd/Frank-loven efter at have modtaget overdådig støtte fra Wall Street, viser, at Wall Streets penge ikke har noget indflydelse i det Demokratiske Parti! AP-artiklen gennemgår begivenhederne i debatten den 14. nov. om Clintons Wall Street-finansiering og rapporterer, at hun har modtaget 7,3 million dollar i år fra finanssektoren, iflg. Crowspac.com, hvilket er mindre end Ted Cruz eller Jeb Bush, men mere end nogen anden demokratisk præsidentkandidat; og Clinton Foundation har fået mange flere Wall Street-penge. En artikel den 17. nov. i themreport.com, »Demokrater på Wall Street: Opdel de store banker og genindfør Glass-Steagall«, er bemærkelsesværdig for sit lange citat fra Bernie Sanders’ krav om Glass-Steagall og hans »Wall Streets forretningsmodel er svindel«; samt et langt citat af Martin O’Malley, der kraftigt opfordrer til Glass-Steagall.

Richard Eskows blog i Huffington Post indeholder den 17. nov. et af de væsentligste argumenter for Glass-Steagall, der har været i de almene medier på det seneste, »5 grunde til, at Glass-Steagall betyder noget«. Eskow citerer prof. Simon Johnson fra MIT om, hvordan Dodd-Frank intet har ændret omkring for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne; Robert Reich (arbejdsminister under Bill Clinton 1993-97, -red.) om, hvordan ophævelsen af Glass-Steagall (i 1999) rent faktisk virkelig forårsagede det globale krak i 2008; og den tidl. dir. for Citigroup John Reed om, hvordan investeringsbankvirksomhedens ætsende hasardspilskultur blev bragt ind i, og overtog, ordinær kommerciel bankvirksomhed efter Glass-Steagall.

Eskow slutter, hvor han begyndte – med demokraternes debat. »I dagens miljø er en genindførelse af Glass-Steagall ikke alene den rette politik – hvad den så sandelig er. Det er også en fremragende lakmusprøve for politikere, der siger, at de vil gå op imod Wall Street.«

[1] Se Lyndon LaRouche: Ikke en valgmulighed, men en uopsættelig nødvendighed: Fire Love til USA’s redning 

[2] Se dansk Specialrapport: Dodd-Frank dræber: Hvordan USA blev en del af det internationale bail-in-system 

Menneskehedens skæbne ligger nu i vægtskålene, og det centrale spørgsmål, nu mere end nogen sinde før, er, hvorvidt det amerikanske folk samt en håndfuld valgte regeringsfolk har det fornødne mod til at gennemtvinge præsident Obamas fjernelse fra embedet. Drone-papirerne er at sammenligne med Pentagon-papirerne, anno 2015, og som dokumenterer, at USA’s præsident er den største massemorder i amerikansk historie.

Det faktum, at de amerikanske massemedier har mørklagt betydningen af Drone-papirerne, var forventeligt. Det forringer ikke i mindste måde beviserne, ej heller gør det Obama mindre skyldig i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Han sidder på toppen af en klart defineret, kriminel kommandovej, der har kommissioneret mord over hele verden, inklusive imod amerikanske borgere. Forbrydelserne er klart dokumenteret i Drone-papirerne, der inkluderer en høring i Kongressens Efterretningskomite om CIA’s og Fælleskommandoen for Specialoperationers drone-programmer til mange milliarder dollar om året, og som viser, at der ikke er nogen kontrol med dem, og at uskyldige civile rutinemæssigt bliver dræbt, for blot posthumt at blive kategoriseret som fjender, dræbt under kamp, for at skjule forbrydelsernes omgang.

Obama fortsætter stædigt med at mørklægge bombningen af Læger uden Grænser-hospitalet i Kunduz, Afghanistan, og afviser gruppens krav om en uvildig undersøgelse under Genevekonventionen. Obama er en dræber, der er på mordtogt, og han må stoppes af den relevante, forfatningsmæssige handling, enten gennem en rigsretssag eller gennem det 25. Forfatningstillæg.

Der er en voksende stemning i landet for netop en sådan handling – under forudsætning af, at man kan opmarchere det rigtige lederskab, der kan få det til at ske. Onsdag eftermiddag fandt et usædvanligt møde sted på Capitol Hill med kongresmedlemmerne John Conyers, Walter Jones og Alan Grayson, samt fhv. amerikanske ambassadør Jack Matlock, NYU-professor Stephen Cohen og selskabsdir. Joseph Pepper. De advarede enstemmigt om, at Obamas opførsel er i færd med at føre verden ud i en atomkatastrofe og krævede, at der skulle sættes en stopper for Obamas provokationer imod Rusland og Putin. Den ene taler efter den anden genkaldte Koldkrigsoplevelsen, hvor man levede under truslen om en umiddelbart forestående atomar udslettelse, og advarede om, at den nuværende situation, som et resultat af Obamas handlinger, er endnu mere farlig.

Vi har nu et mulighedens øjeblik. Ved at fjerne Obama gennem de relevante, forfatningsmæssige midler, og ved samtidig at tage skridt til at genindføre Glass-Steagall og omgående igangsætte en reel, økonomisk genrejsning i Franklin Roosevelts ånd, kan vi genrejse USA til sin historiske rolle som en nation, der leder ved sit eksempel og ikke ved imperial politik og krig.

Alternativet blev skåret ud i pap på Capitol Hill og var en gentagelse af de advarsler, som Lyndon LaRouche har udtalt fra Obama-præsidentskabets allerførste dage. At tillade, at en farlig narcissist forbliver i embedet én eneste dag til, er at sætte selveste menneskehedens overlevelse på spil.

Det amerikanske folk har lidt under 15 års Bush- og Obamaregeringer, og konsekvenserne har allerede været ødelæggende. Fattigdom, arbejdsløshed, narkomani, selvmord – dette er de menneskelige konsekvenser af Bush’ og Obamas ødelæggelse af den amerikanske økonomi. Og nu har præsident Obama bragt verden til selveste randen af en mulig, atomar udslettelse.

Med formand Tom Gillesberg

En omgående genindførsel af Glass-Steagall var fokus for en magtfuld intervention i et offentligt arrangement, afholdt af det Demokratiske Parti i New York City søndag, hvor lokale folk fra partiet forsøgte at repræsentere forskellige præsidentkandidater, men som af tilhørerne blev tvunget til at måle disse kandidater op imod en standard, der hedder at bringe Glass-Steagall tilbage og bryde Wall Street-bankerne op. Repræsentanter fra LaRouchePAC indledte interventionen og fik dernæst tilslutning af mange andre, der spurgte: »Vil I genindføre Glass-Steagall, og vil I gøre det nu?«

Aktivisterne fra LaRouchePAC krævede også handling for at fjerne morderen Obama fra præsidentskabet for sine krigsforbrydelser.

Spørgsmålet blev atter stillet af Lyndon LaRouche senere på dagen: »Hvis vi ikke lukker Wall Street ned, vil vi se et krak uden fortilfælde. Amerikanere og europæere mister ikke bare deres lønninger, deres jobs. Køb ikke Wall Streets ’forecasts for muligheder’ for det, der nu er ved at ske. Vi taler om et pludseligt kædereaktions-kollaps, med mindre vi griber ind for at lukke Wall Street-institutionerne ned.

Og dette kollaps bliver en dræber. Det økonomiske kollaps accelererer og dømmer amerikanere til døden. I Europa er det lige så slemt, eller værre. Det mest iøjnefaldende træk ved det transatlantiske system lige nu er dødsraten blandt børn.«

Men den virkelige krise, understregede han, er tabet af intelligens i Kongressen og folket, omkring det, der hurtigt må gøres, og erstatningen af intelligens med fejhed omkring at gøre det, der må gøres.

Kravet går ikke alene ud på at lukke Wall Streets og dets spekulative svindelnumre ned. Kravet er at fjerne det fra den amerikanske økonomi og erstatte det med en buffer af ny statskredit for at opretholde produktivitet, beskæftigelse og mennesker.

Vi kan løse det her, som LaRouche understreger, med de fremgangsmåder, præsident Franklin Roosevelt brugte. Men først skal vi tage Wall Street af bordet. Vi skal lukke svindeløkonomien ned, før den eksploderer i en kædereaktion. Det betyder at begynde med en omgående genindførelse af Glass-Steagall. Dernæst skal realøkonomien genopbygges.

Dette venter ikke på, at en ny præsident vælges. Det må gøres nu, af folket og dets repræsentanter, eller de vil miste alt, før de vælger en ny præsident.

Luk Wall Streets økonomiske krav ned, før de slår os ihjel.