Leder fra LaRouche PAC, 9. april, 2017 – Lyndon LaRouche advarede i dag om, at der i USA i øjeblikket er en proces i gang, der køres af briterne, for et statskup imod Trump-administrationen, et statskup, der truer med at forvandle det dumme og farlige luftangreb mod Syrien den 6. april til en fuldt optrappet, termonuklear konfrontation med Rusland og Kina.

Det er de britiske skiderikker, der, med deres løgne og falske efterretninger, fik præsident Trump til at angribe Syrien, hævdede LaRouche. Vi må ødelægge det britiske system og alle deres interesser i USA, udtalte han. Vi må nu samle USA om at komme tilbage til den kurs, som Trump var begyndt at udstikke for landet, med samarbejde med Rusland og Kina omkring det Amerikanske Systems økonomiske politik, inklusive en tilbagevenden til FDR’s Glass/Steagall-princip fra 1933.

Trump og Putin bør omgående afholde et topmøde for at adressere krisen, sagde LaRouche, og dermed kortslutte hele den britiske operation. LaRouche støttede stærkt kommentarerne i denne weekend fra den tyske veteranstatsmand, Willy Wimmer, tidligere statssekretær for det Tyske Forsvarsministerium, som advarede om, at »folk er bange for en global krig, en Tredje Verdenskrig« og fremførte, at »den aktuelle dramatiske situation er en mulighed for, at de russiske og amerikanske statsoverhoveder mødes så snart som muligt«.

Der kan ikke herske tvivl om, at briterne står bag sidste uges chokerende kovending i Trumps politik. Britiske topregeringsfolk kroer sig åbenlyst over deres præstation til dato. For eksempel udgav den britiske forsvarsminister Michael Fallon en kronik i Londonavisen Sunday Times den 9. april, hvor han storpralede med, at »den britiske og amerikanske regering har været i tæt kontakt på alle niveauer før og efter angrebene … USA’s forsvarsminister Jim Mattis ringede til mig for at delagtiggøre mig i deres vurdering af regimets skyld. Sammen gennemgik vi de muligheder, som de overvejede.«

Den 8. april hævdede den britiske udenrigsminister Boris Johnson ligeledes, at han koordinerede alt med sin amerikanske modpart, udenrigsminister Rex Tillerson, inklusive Johnsons teatralske aflysning af sit planlagte besøg i Moskva. »Jeg har detaljeret diskuteret disse planer med udenrigsminister Tillerson«, pralede Johnson.  »Han vil besøge Moskva som planlagt og, efter G7-mødet [i Lucca, Italien, den 10.-11. april], vil være i stand til at levere dette klare og koordinerede budskab til russerne.«

En artikel i dag i Sunday Times, der ledsager Fallons kronik, forklarer, hvad dette budskab vil blive: »Storbritannien og Amerika vil i denne uge direkte anklage Rusland for medskyldighed i krigsforbrydelser i Syrien og kræve, at Vladimir Putin trækker tæppet væk under Bashar al-Assads blodgennemvædede regime.« Fallon skrev desuden: »Rusland har et stedfortræder-ansvar for hvert eneste, civile dødsfald i sidste uge« og tilføjede, at Putin nu må overholde programmet ved at indvilge i at vælte Assad-regeringen.

Chancerne for, at Putin går med til dette britiske krav, er lig nul. Chancerne for, at situationen nu vil gå ind i en opadgående spiral, mod en termonuklear konfrontation – enten i Mellemøsten eller omkring den Koreanske Halvø – er betydeligt større end nul, så længe briterne står ved roret.

Efter at have fået Trump til at angribe Syrien, baseret på deres løgne, er briterne nu også i færd med at orkestrere en oppositionsstorm mod præsident Trump i det Demokratiske Partis Obama-fløj, som kræver, at Trump stilles for en rigsret pga. sin fremfærd i Syrien. Trumps handlinger i denne uge har også svækket ham politisk blandt sit eget, politiske støttegrundlag, både i USA og internationalt, som er chokerede og bestyrtede over, hvad han gjorde – hvilket er vand på briternes mølle.

Den aktuelle situation er ekstremet farlig, understregede LaRouche, og kan føre til krig på kort sigt. Og det skabes udelukkende af briterne, og intet andet. Vi må ødelægge det britiske imperiesystem. USA’s borgere må komme sammen imod dette britiske kup. Intet intelligent menneske vil acceptere det, briterne er ude på; de eneste mennesker i USA, der vil støtte briterne, sagde LaRouche, er hjernedøde mennesker, der er forrædere over for USA.

Vi må slå meget hårdt ned på dette for at standse det britiske kup, der vil overtage Trump-administrationen, og det hermed forbundne fremstød for krig. Schiller Instituttets forestående todages konference [i USA] den 13.-14. april, »Amerikansk-kinesisk samarbejde om Bælt & Vej-initiativet og overensstemmelse mellem kinesisk og vestlig filosofi«, vil fremlægge det politiske alternativ, der kan ødelægge Det britiske Imperium, permanent.

3. april, 2017 – Daisuke Kotegawa, tidligere regeringsmedlem i Japans Finansministerium og Japans repræsentant i IMF, sagde i sidste uge ved Moskva Økonomiske Forum, at Trumps valgsejr signalerer, at »verdensøkonomien er i færd med at transformeres fra finansiel kapitalisme og tilbage til en vareproduktionsorienteret økonomi«, hvilket vil »blive klarere, hvis adskillelsen af investeringsbankvirksomhed og kommerciel bankvirksomhed, som er foreslået af Trump«, bliver gennemført.

Kotegawa forklarede, at, som regeringsmedlem i Finansministeriet i 1997-98, havde han tilbagekaldt Credit Suisses banklicens for deres praksis med at drage japanske forsikringsselskaber ind i derivatsvindler, der drev dem bankerot, og tilføjede, at han ville have gjort det samme med AIG, men de havde ingen banklicens (han antydede, at, havde man gjort det, kunne AIG’s rolle i katastrofen i USA i 2008 muligvis have været undgået).

Med hensyn til Ruslands nuværende, interne økonomiske problemer, sagde han, at de »forfærdelige politikker, som prof. Jeffrey Sachs og hans team var fortaler for, samt folkene fra Goldman Sachs, ødelagde det russiske folks tillid til banksystemet i 1998« gennem »chokterapiens« politik, som stjal deres bankindskud. At genoprette tilliden til bankerne er afgørende for at genoprette kredit, sagde han.

Han påpegede også forfaldet i USA’s infrastruktur, men tilføjede, at Trump adresserer dette direkte. Han støtter Trumps krav om regeringsstøtte til fremvoksende, små foretagender; for en stor stimulering til infrastruktur; og for at bringe fred til Mellemøsten og for den enorme genopbygning, der behøves dér, som vil være fordelagtig for både amerikanske og russiske foretagender.

Under et 30 minutter langt interview på RT den 23. marts på showet ’Worlds Apart’ med Oksana Boyko, gennemgik Kotegawa disse samme spørgsmål og tilføjede, at han mente, at Trumps prioriteringer var, for det første, at afslutte frihandelsaftalerne, dernæst en stor stimulus, dernæst fjernelse af reguleringer over for små banker og foretagender, og så vil han være i stand til at gå videre med Glass-Steagall, hvor han går op imod storbankerne. Han forklarede, at, siden den japanske bankkrise i 1990’erne, hvor flere banker blev lukket og bankierer blev fængslet, har bankiererne været »meget forsigtige«, og at, på trods af anklager om at have været årsag til et »tabt årti« i Japan, så reddede afvisningen af fuldt ud at gå med i derivatfiaskoen deres banksystem, alt imens USA og Europa derimod »aldrig er kommet sig« over krisen i 2008.

På et spørgsmål fra Boyko om, hvorfor de vestlige nationer aldrig greb til handling for at fængsle og lægge bankerne i tømmer, svarede Kotegawa med et smil: »Demokrati fungerer bedre i Asien.«

I betragtning af afsløringerne i dag om Susan Rice i den farvede revolution imod Trump, er det værd at bemærke, at Kotegawa nævner Susan Rice (USA’s ambassadør til FN under Obama, fra 2009, -red.) som den person, der lagde enormt pres på Abe i 2014 for at gå med i sanktionsregimet mod Rusland og ikke besøge Putin i 2016. Abe afviste klogeligt dette »råd«.

(Daisuke Kotegawa sagde i januar 2017 ja til at blive medlem at Schiller Instituttets internationale rådgivningsråd. Kotegawa har deltaget med foredrag på flere Schiller Institut-konferencer.)          

23. marts., 2017 – Det svenske parlament, Riksdagen, debatterede i går bankopdeling som et spørgsmål om finansiel stabilitet og finansmarkederne. I debatten var Håkan Svenneling, medlem fra Vensterpartiet, alene om at tale for bankopdeling. Desværre støttede intet andet parti deres forslag, og det blev nedstemt ved afstemningen. Modstandernes argument var meget svagt, og de gemte sig blot bag de nye regler for bankopløsning, der blev implementeret sidste år på initiativ fra EU (og bankerne).

Håkon Svenneling sagde: »Et stort problem i dag er, at de tjenester, bankerne yder deres kunder, for eksempel opsparing og udlån, ikke er adskilt fra bankernes mere risikable investeringsaktiviteter, dvs. spekulationsaktiviteterne. I EU har der været forslag fremme om bankopdeling, men de er hurtigt blevet bragt til tavshed og gemt væk. Man kan fornemme bankernes udstrakte lobbyvirksomhed bag det. En lov om bankopdeling ville forhindre, at der var risiko for skatteborgerpenge for noget, der ikke kan regnes for bankaktiviteter, der tjener samfundet. Der bør derfor kommissioneres en undersøgelse af bankstrukturer, for at forberede en lov, der adskiller traditionel bankvirksomhed fra investeringsaktiviteter – en bankopdeling.«

»Hvis vi tager banken Nordea som eksempel, så repræsenterer deres forretning, i de nordiske lande og de baltiske stater tilsammen, 161 % af hele den svenske økonomi, af BNP. [Men] vi kan ikke dele ansvaret for Nordeas risici med vore naboer; det hviler fuldstændigt på os her i Sverige. Det er ikke socialisme simpelt hen at foreslå, at almindelige menneskers bankkonti og aktiemarkeds-hajernes investeringer, ikke bør befinde sig i det samme selskab. Det er fornuftig økonomi, hvis vi som skatteborgere ikke er forpligtet til at redde bankerne, der tjener enorme profitter ved at løbe enorme risici, med alle os andre som sikkerhed og garanter, den dag, vi tvinges til at redde dem.«

Foto: Sveriges parlament, Riksdagen.

Med formand Tom Gillesberg

Lyd:

Leder fra LaRouchePAC, 21. marts, 2017 – Et internationalt medievanvid gik i gang i anledning af Repræsentanternes Hus’ høring i Efterretningskomiteen den 20. marts, over spørgsmålet, »Undersøgelse af russiske aktiviteter«, med en proklamation af – som det tyske Bildzeitung hovedoverskrifter i dag sagde – at »Trumpgate« er godt i gang, og at USA snart vil miste sit hoved. Tidligere tyske regeringspersoner citeredes for at komme med den iagttagelse, hvor ’historisk’ og ’unik’ og ’alvorlig’, situationen i USA er, med statshovedets troværdighed gået fløjten.

I virkeligheden var dette blot endnu et moment i den igangværende, beskidte operation i forsøget på at dumpe Trump og dæmonisere Rusland. Processen består i skræmmekampagner og løgne, som i går blev øget af en opvisning, der skulle imponere, fra et galleri af Demokrater, med en opførsel i traditionen efter Truman og McCarthyismen. Det, som den nuværende medie-hype rent faktisk viser, er ønsketænkningen på vegne af de kontrollerende interesser bag de falske nyheder, som er knyttet til det udåndende britiske system, der trues af den kendsgerning, at valget af Trump er en del af et betydningsfuldt skift til en helt ny verdensorden.

Den fortsatte mulighed for et sådant skift ses af flere af dagens begivenheder. Mandag nat talte præsident Trump i Kentucky for et møde i Louisville, hvor han stærkt fremhævede behovet for at vende tilbage til det »Amerikanske System«. Han nævnte berømte ledere, der er født i, eller knyttet til, Kentucky – Abraham Lincoln og Daniel Boone – og dvælede ved Henry Clay som en »stærk fortaler for amerikansk varefremstilling« og en tilhænger af udenrigshandel, som »må være fair, ligeværdig og gensidig«, sagde Trump. »Vores regering har alt for længe opgivet det Amerikanske System …« Han talte om genindustrialisering, genoprettelse af kulminearbejderjobs, og mere.

Og igen her til aften talte Trump, ved en Kongresmiddag, om historiske ledere og projekter for USA’s udvikling. Han sagde, at det Amerikanske System altid havde været de grundlæggende fædres hensigt. Senere, se på den transkontinentale jernbane. Han påpegede Republikanernes politiske program i 1896 (under McKinley) for protektionisme og gensidighed inden for handel.

Det Amerikanske System er præcis, hvad Lyndon LaRouche i fyrre år har været fortaler for og har argumenteret med, at det Amerikanske Systems praksis med dirigeret kredit til industri, videnskab og infrastruktur er blevet kasseret i USA, især siden Franklin Roosevelts død, og omgående må genindføres for at forhindre en økonomisk katastrofe.

I mellemtiden fortsætter fremstødet for den fremgangsmåde, der kan få dette til at ske – nemlig genindførelsen af Glass-Steagall. Mandag blev en resolution fremsat i North Carolinas generalforsamling (delstatskongres), som krævede, at USA’s Kongres vedtager Glass-Steagall og et »amerikansk, økonomisk genrejsningsprogram«, som det skitseres i Lyndon LaRouches »Fire Love«. I går havde Fortune.com en artikel til støtte for Glass-Steagall, med overskriften, »Vil Donald Trump holde sit kampagneløfte om at genindføre Glass-Steagall?«

Parallelt med indenrigspolitikken er der udenrigspolitiske initiativer i en ny retning. Trumps udenrigsminister Rex Tillerson skal nu, efter diskussioner i Kina med præsident Xi Jinping i sidste weekend – hvor et møde mellem Xi og Trump blev forberedt – til Rusland i april, iflg. rapporter fra Udenrigsministeriet til TASS i dag. Den indikerede tidsplan er, at Tillerson vil forblive i USA under det sandsynlige møde den 6.-7. april i Florida mellem præsidenterne Xi og Trump. (Tillerson springer over NATO-udenrigsministermødet, der finder sted samtidigt, den 5.-6. april, hvor under-udenrigsminister Tom Shannon vil deltage.) Så tager Tillerson til Italien, til mødet den 10.-11. april i Gruppe af Syv-udenrigsministermødet, og derfra videre til Moskva.

Disse initiativer, i sammenhæng med Bælt & Vej-initiativets fortsatte præstationer og forpligtelser på internationalt plan – der karakteriseres af ’Bælt & Vej Forum for Internationalt Samarbejde’ i Kina om mindre end to måneder – er i færd med at fjerne eksistensen af falsknerier af enhver art, der har pågået i årtier, og som blev promoveret af Romklubben, Verdensnaturfonden og det Kongelige Dit & Dat.

Den virkelige sandhed er, at menneskeheden kan vinde.  

Paris, 21. marts, 2017 – Efter en indledningsvis strøm af genopvarmet bagvaskelse, kommer der nu voksende, mere anstændig og acceptabel pressedækning om den franske præsidentkandidat, Jacques Cheminade.

Et godt eksempel er følgende artikel i den progressive katolske avis, La Croix, den 21. marts.

En oversættelse lyder:

Jaques Cheminade imod ’globale finansinstitutioner’

Stifteren af det politiske parti Solidarité & Progrès (Jacques Cheminade) har i 40 år kæmpet imod den »finansielle besættelse«.

»I dag er de modigste dem, der er de viseste.« Jacques Cheminade, 76, har grundlagt sit »kampprogram« på denne overbevisning. Stifteren af partiet Solidaritet & Fremskridt er engageret i en fyrre år lang kamp imod den fjende, han lover at besejre: et konglomerat af finansinteresser, der opererer ud fra City of London og Wall Street.«

Elev fra den Nationale Administrationsskole (École Nationale d’Administration, ENA) og tidligere højtplaceret embedsmand i Økonomi- og Finansministeriet, forlod Cheminade tjenesten i 1981 for »mere effektivt at kunne bekæmpe finansiel globalisering og det oligarki, der kontrollerer den«. Cheminade har allerede to gange stillet op til præsidentvalget.

De første beslutninger i hans fremtidige, femårige mandat: Kræv en indkaldelse til en international konference om gæld og det internationale finanssystem, et »nyt Bretton Woods for at gennemgå gældens legitimitet«; forlad Den europæiske Union, euroen og NATO; stift på ny en tæt union med visse lande, for en »reel harmonisering af deres økonomi-, finans- og budgetpolitik« omkring store projekter på europæisk, eurasisk og global skala.

Jacques Cheminade går ind for en politik med samarbejde med BRIKS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), »der har viljen til at undfly atlantist-monetarismen til fælles«.

For at gå frem »imod en verdensorden, baseret på fysisk og menneskelig virkelighed«, udskiller kandidaten tre områder for udvikling: rumfart (industrialisering af Månen og udforskning af Mars), havene (grundig oprensning af affald) og Afrika (skabelse af et Ministerium for Samarbejde, Fælles Udvikling og Immigration)«.       

Med formand Tom Gillesberg

I dag vil vi afspille et meget specielt, eksklusivt interview under webcastet; med en forfatter inden for finansielle spørgsmål, Nomi Prins, der har forfattet flere bøger, inkl. All the President’s Bankers, og som er en meget stærk fortaler for Glass-Steagall.

Matthew Ogden: Det er i dag den 17. marts, 2017. … Med mig i studiet har jeg i dag min kollega Jason Ross, og via video Rachel Brown, fra Boston, Massachussetts – medlem af LaRouchePAC Policy Committee. I dag vil vi afspille et meget specielt, eksklusivt interview under webcastet; med en forfatter inden for finansielle spørgsmål, Nomi Prins, der har forfattet flere bøger, inkl. All the President’s Bankers, og som er en meget stærk fortaler for Glass-Steagall.

Men før vi går over til dette, vil jeg henlede opmærksomheden på, at man på vores hjemmeside nu kan se vores helt nye, digitale version af LaRouchePAC’s brochure, med titlen »LaRouches Fire Love: De fysisk-økonomiske principper for USA’s økonomiske genrejsning; Amerikas fremtid på Den Nye Silkevej«.

Den er nu tilgængelig i digital form på LaRouchePAC’s webside, og vil snart være tilgængeligt som pdf; denne pdf vil blive massivt cirkuleret, hvilket er meget afgørende. *

Samtidig kører LaRouchePAC en national og international kampagne for opbakning til Apellen, (på LPAC: http://lpac.co/sign4laws, på dansk: http://schillerinstitut.dk/si/?p=18227)

(Matthew Ogden oplæser Apellen).

(Dernæst følger videoklip med Paul Gallaghers interview med Nomi Prins).

* En dansk version af denne pdf er under udarbejdelse.

Se: Introduktion. 

Se: Jason Ross præsenterer brochuren Fire Love, dansk udskrift af video, 10. marts: LaRouchePAC webcast, 10. mrs., start på 25 min  

Engelsk udskrift af hele dette webcast:

PAUL GALLAGHER : What do you think is the way that Republicans and Democrats can join on what you're proposing with Glass-Steagall, and with regard to the Dodd-Frank Act also? Glass-Steagall is now introduced in the House, it has nearly 40 sponsors; but from the Republican side, there is this attack on regulation. They're being told by their leaders that they have to look for legislation to remove regulation from the banks. How do you think that this can be bridged?

NOMI PRINS : Well, if we go back to what happened in the crisis relative to the bail-out moments, where both Republicans and Democrats were faced with a very crisis [sic] banking system, it was really more Republicans who didn't necessarily want to vote for bailing out on those banks. There certainly are a number of Republicans; there were people on both sides who didn't feel that the bail-out was the responsible thing to do. I agree with that; I think there were other ways, much more cheap ways that would have not incurred so much debt onto the U.S. books. And also this whole global proliferation of debt that I've been talking about; there would have been very simple ways to fix that entire thing. I wrote about them in "It Takes A Pillage" in 2009; but that didn't happen, and so what happened was that Republicans and Democrats and their constituents were basically on the hook for supporting these institutions. Not just in the bail-out, but then in all of the years of very low interest rates, where the savings of voters and their communities are unable to achieve the returns that they had in the past when rates were higher; and just a lot of different things happened in both Republican and Democratic institutions that were hampered by the remedies that were put in place to deal with the crisis, that had to do with the fact that our banks were "too big to fail", and the moral hazard that was associated with that, that has not gone away. It's almost as if, if we start to debate the term "regulation" or "deregulation", we're missing the structural element of what the banking system looked like; like co-mingling deposits and loans with riskier activities; and if it didn't look like that anymore, there would actually be less need for regulating smaller things around the edges.

You start to have to regulate small things around the edges of the banking system, when the banking system itself is structured in such a way that it can incur such great damage onto the overall economy. So from the standpoint — even historically — of why both Republicans and Democrats wanted the Glass-Steagall Act, and almost collectively voted on both sides for the Glass-Steagall Act of 1933, that was because both parties believed there should be more confidence in the banking system. That it shouldn't be the government's concern that banks were going to implode, or trust companies were going to implode, and we were going to have another Great Depression. Nobody really wanted that; which was why it was such a bipartisan vote. It was a bipartisan vote to repeal Glass-Steagall in 1999, because we had had so many good years of basically not having financial crises, that I think Congress people on both sides of the aisle forgot why and said, "Well, the world is different right now. We can repeal Glass-Steagall; these banks should be allowed to be bigger and to operate more different types of services," because that's how the U.S. is competitive with the rest of the world if the rest of the world is doing it. That's what Europeans were doing; that's what European banks were doing. There were all these competition arguments that were coming from the Republican side and the Democratic side which forgot history; the history of why Glass-Steagall existed to begin with, and the fact that we had a lot of stability in the system for most of the decades that followed that. It was only when chinks started happening in that regulation around the edges that we started having more mini-crises, and ultimately the larger financial crisis in 2007-2008.

So, it shouldn't be a partisan issue; it should be something that both Republicans and Democrats want to avoid — another financial crisis. I would hope that both sides look at the history of what this country did when we had a major financial crash followed by a depression; how it was stabilized after that; where it broke down and why it broke down in the last crisis. We're actually at a very dangerous point right now if we don't restructure the financial system. If we do, if we bring back Glass-Steagall, we don't have to have as many arguments about regulation anymore, because financial services companies and banks will have picked a side. One side will be lending into the main economy — corporations and so forth; one side will be trading from a riskier perspective. That's how it was, and that only changes the structure which enables us to be healthier from a risk standpoint going forward.

OGDEN: We'll come back with the second clip from this interview; but before we do that, why don't we just discuss this a little bit? Rachel, you obviously ran a nationally-recognized campaign in 2010 against Barney Frank — the author of the Dodd-Frank — who is the one who made this entire false, fallacy argument about regulation and so forth. You made Glass-Steagall a household term not only in Massachusetts, but across the country at that time. Maybe you want to say a little bit about that campaign, or what's happening now around the Glass-Steagall fight; but the broader international significance of what this means.

RACHEL BROWN: Well, I'll just say that she's right that it's not partisan; Glass-Steagall has nothing to do with a party. The Republicans have been insane to say that they're not for this, when obviously, the majority of the American population is. Wall Street is a criminal entity; it's fascist. There's no separation between Wall Street, terrorism, drug money, and the British Empire. So I think the reason we haven't put through Glass-Steagall is because there has not been an adequate response to the question of the British threat to the U.S. republic. The British did say to a LaRouche PAC correspondent that putting through Glass-Steagall would be considered a declaration of war by the British. That is the condition that the world is in right now. We either shut down Wall Street, or we have a complete collapse of the United States; going back into the state of things that we saw over the last 16 years. The American people voted in November not to die; and that should be the trend of the United States now. Take this momentum that's happening globally around the world right now, bring this momentum into the United States; and yes, put through Glass-Steagall. If we don't, there is really no other option.

JASON ROSS: That's our first ticket, the first of the Four Laws of Mr. LaRouche, that's the first ticket to joining the Belt and Road Initiative; to joining the New Silk Road. There's just no way we as a nation can participate in the kind of infrastructure renaissance taking place around the world — and it could take place here — without Glass-Steagall. There's going to be no way to orient credit towards these long-term development projects if we have a system where money goes into the banking sector and it just stays there; it never comes back out again, which is what we've had with the bail-outs under Dodd-Frank. We need that separation to make banks actually finance real projects that aren't just in the world of finance.

OGDEN: And it's that kind of Hamiltonian credit — you already see the impulse towards that coming from China with the AIIB to build the New Silk Road with the BRICS bank, the new development bank. That's actually the subject of the second clip we're going to play from Nomi Prins; so we'll put that on the screen now.

GALLAGHER : To return to the article that you wrote, forecasting for 2017, you were discussing in there, if I remember it right, the international economic situation — not only in the United States — and you talked about the potentially combined importance of Japan and China for the world economy and for the United States. Obviously, they are countries which are both coming directly with proposals towards the Trump administration; they're also countries which usually strategically oppose each other.

So, how do you see that? What is the importance of this combined effect of China and Japan on the world economy which you are otherwise describing as very unstable?

PRINS : There are a couple things. First, in this whole evolution of central banks and the Fed and the CBN Bank of Japan sort of coordinating their policies over the last post-financial crisis years, it created a situation where the People's Bank of China got very concerned, and they were very critical of this policy of cheapening money and quantitative easing and the collaboration of the other sort of "developed" countries' central banks, and talked a lot about how there was hidden risk in that. As a result of their criticism, they also began to elevate their political position; because there were a lot of other countries — developing countries — that felt the same way, both in the Asian region and also in America, and so forth, who were also concerned that the Fed was sort of dominating currencies and monetary policy and the cost of money throughout. And they had to either figure out how to separate what they were doing in their own country, join up with what the Fed was doing, or deal with how the international globalized markets would punish them.

China got annoyed by this, and as a result, they started pushing the IMF to include them as a reserve currency, in something called an SDR — a basket of currencies which before that point had just been the dollar, the euro. It had been the franc and the deutschmark before 1999. It was basically just the dollar, the euro, the Japanese yen, and the British pound. Those were the currencies that effectively lined the reserves of central banks, and it was basically how liquidity was provided throughout the world amongst the larger countries. China wanted to push into that; so they used this sort of criticism and the instability that they discuss. Not just them, but the IMF and others discuss the instability of the Fed policy, and ultimately pushed their way in to the SDRs. So now there's five currencies. And they came in No. 3, so basically, in terms of the size of the weighting of this basket, it's the dollar, the euro, the Chinese ren, the Japanese yen, and the British pound. They're almost the same at the bottom, No. 4 and No. 5. That was also a political push. It was monetary, it was political. At the same time, they were developing more trade alliances in the region with Russia, establishing the BRICS Bank, which was a development bank between Brazil, Russia, India, China and South Africa, that would be purely run and used for emerging markets, which was kind-of the newest of its kind. It started to just champion a lot of external-to-the-U.S. types of things.

As Trump was running, all this was kind of still in play. As he basically came on to the scene and started talking about more sort of nationalistic, more isolated trade policy; calling China a currency manipulator, stealing jobs and so forth, which he was not the only one. The Democrats also called China a currency manipulator. It's in my new book: all the times that something would go wrong in the U.S., and China was blamed for it, even though they weren't necessarily related.

China basically continued to develop alliances throughout the region. When Brexit happened in Europe, it basically stepped up, as the U.S. is stepping up, to try and forge a separate relationship with the UK, or to sort of start to map one out. It's trying to form separate relationships now with Mexico, because there is a sort of negativity surrounding our relationship with Mexico in the era of the Trump administration. All of these things that started to shift because of central bank and monetary policy, have sort of accelerated because of potential nationalistic and racialist isolationist bilateral trade policy.

How Japan fits in all that, is that Japan has historical antagonism with China, but at the same time it's part of Asia. So, you have a choice to make. They have a very strong relationship with the U.S. We're large trading partners; we're allies on so many different elements, including on the military side. The Bank of Japan was a staunch ally of what the Fed was doing during this entire, I call it in my new book, "Artisanal Money Era," since the financial crisis, and kind-of moving along with what the Fed wanted. So, it was playing that side, and had to. At the same time it's got this huge country next door that's developing all these other relationships in its region, and it really has to decide where survival is going to lie.

And so there have been trade arrangements and agreements that Japan has made with BRICS countries as well as with China, that have developed out of this sense of concern or uncertainty, relative to what would happen with the U.S. relationship; as they've also been trying to maintain a strong U.S. relationship. And that just alters the shift of power into sort of trading money between sort of the West — the U.S. and the European bloc — and what is growing in the area of Asia and Eurasia and the BRICS nations. Japan, again, is sort of in this component.

GALLAGHER: China is also offering the United States the Belt and Road Initiative, these large, great infrastructure projects, and the Asian Infrastructure Investment Bank — which Obama didn't want; wanted to try to stop, but has expanded nonetheless. Do these make the world economy more stable? Is this…

PRINS: Well, I think it's a logical next point. China has criticized the U.S. policy for creating instability in the world, as have many countries. That has allowed it to have a lot more regional trading blocs and to become a part of the international financial markets. That in tandem has allowed it to continue to develop its own infrastructure; it has really good infrastructure. I was in China last summer for a while, and I took their high-speed trains from Beijing to Shanghai, and they're awesome; as are the high-speed trains, for example, in Japan, where the distance from the airport to the center of Tokyo would take like two-and-a-half hours if you take a taxi or try to drive that. But it's a very short, quick, pleasant experience on a high-speed train that also tells you where your gate is, and has all sorts of boarding information; it talks to you in different languages. There's a lot of high-tech stuff going on there, from an infrastructure standpoint. Similar in China.

Wanting to export that to the U.S. is a way to sort of take economic advantage, which is smart of them, to what Trump is talking about, in terms of building infrastructure here. It just might be cheaper, and actually more at a higher quality from a technological perspective, to work with the Chinese on these initiatives in our country. You kill two birds with one stone. You have jobs that are created here, because the work's physically taking place here. But you have engineering and design and plans of technology that's happening in China. And so, from a Trump perspective, you're able to say you're not losing jobs, or you're not losing some jobs, or you're splitting jobs, or whatever, which is not necessarily a bad thing. And China's able to add another growth area onto this whole pattern that it's undergone in the last five, six years.

OGDEN: The full video of that interview will be available on the LaRouchePAC website over the course of this weekend, so you can look forward to that. Let's just open it up, and we can discuss it a little bit more.

Again, this is obviously the subject of the petition and what LaRouche PAC is leading in the United States. The context of this discussion is a revival of the depth of understanding of economic science Alexander Hamilton created; and that's distilled in the form of these four economic laws, which are elaborated in this new pamphlet, and available on the LaRouche PAC website.

BROWN: I think the point about the Four Laws, is that it is a unified, integrated system; you can't have one without the other. It's also the only way to affect what's happening to people in the United States, with the drug crisis, unemployment, etc. The Four Laws are the only way to unify the country. I did want to put out a particular response to the question of the British attack on the Presidency. What are the British afraid of? They are afraid that what's happening globally may happen in the United States — a resistance to the policies of the recent period of financial control, of economic manipulation, and economic warfare, which has hit the United States. Glass-Steagall will overturn that policy; so, yes, Glass-Steagall and the Four Laws have got to be done.

When you have, now, these freak-outs and accusations against the U.S. Presidency, many of which originate from the British, you have to question what is the motivation; and has there been a beneficial aspect of the recent relationship of listening to London, of listening to Wall Street? What has that done to the American people? I think Donald Trump might want to know a few of these things — about some fundamental questions that should be raised.

What the British said recently in response about the wiretapping, has been public. Said a spokesperson for GCHQ: "Recent allegations made by media commentator judge Andrew Napolitano about GCHQ being asked to conduct 'wire tapping' against the then President Elect are nonsense. They are utterly ridiculous and should be ignored." This is what they say. However, you have a number of statements from U.S. intelligence representatives, one of whom — Scott Ritter — was outspoken in the fight around the Iraq war, and questioned the intelligence around the so-called "weapons of mass destruction." He just put out a recent article, saying that the evidence of the transcript of Gen. Michael Flynn — which ended in his resignation — that this transcript's existence itself poses serious questions as to how that transcript came about. That either it came about from a FISA order, which Obama said didn't happen, or it was ordered directly by the President, or it was by the FBI, which has to go through certain U.S. laws and would mean that Gen. Flynn's name could not be released publicly (that's the third option). Or, the last option, Ritter says, which wouldn't have to go through this U.S. particular law about not naming Gen. Flynn, would be to go through a foreign intelligence service, of which there is ample evidence. There is a very close collaboration of U.S. Intelligence and British Intelligence; they're said to function essentially as one unit. We also have the recent 35-page "dodgy" dossier, which is known to be written by MI6 agent, to attack Trump, not even President-elect at the time, which was paid for by Democratic Party representatives and Republican Party representatives.

So, when Trump says there might be a political motivation, and that there might be surveillance, there are many other people who think that same thing. What Scott Ritter says, is that these questions should be raised. He says that "What Senate and House members should be asking for [in their upcoming investigation] is an accounting of all interaction between the CIA and GCHQ that transpired between Dec. 29, 2016, and Jan. 26, 2017, with a particular focus on the activities of both [John] Brennan and [Robert] Hannigan during this time.” Hannigan, who was the head of GCHQ, happened to resign three days before the General Flynn transcript came out publicly, when Prime Minister Theresa May was actually in the United States, as well. Whether that could be coincidental, I don’t know; but they’re raising questions. Why did Hannigan resign at this time? In his article, Ritter continues: “Both men should be subpoenaed, as well as [Sally] Yates and any and all officials from the CIA, FBI, Justice Department, NSA, and GCHQ who were involved in any manner with the production and provision of the Flynn transcript to American intelligence, and its subsequent use by U.S. government officials." The transcript was also then leaked to the U.S. media, which was also illegal.

You also have Larry Wilkerson, the former Chief of Staff for Secretary of State Colin Powell, who also said that it's very strange that Hannigan resigned at this time. He says, "I'm not one to defend Trump, but in this case he might be right. It's just that it wasn't the FBI. Comey's right, he wasn't wire-tapping anybody, it was John Brennan, at the CIA." Then you also have Larry Johnson, a former CIA analyst, who also said something to this effect; he talked about the collaboration between GCHQ and the NSA. So, I think those facts should be on the table, as well as the Tony Blair history and the history of assassinations of U.S. Presidents.

Then also to put forward, as mentioned before, Helga Zepp-LaRouche's statement from earlier this week that we should not just look at today and yesterday in the news media; but keep in mind this global process that has really been emerging over the last several years. Just over the last year, we had the Vladivostok forum last summer in Russia, which was a major development; the G20 meeting in China; the Chinese presentation at the UN on the One Belt, One Road last fall; the BRICS forum in Goa, India last October; and then in November, the U.S. elections. So, this is a monumental process in history, and it's absolutely LaRouche's Four Laws and the United States joining this international process of regaining an orientation towards truth and the development of the physical economy that this is the time to put this completely through.

ROSS: It's a whole shift in paradigm; and part of this thing with the British freak-out in many different ways regarding the Trump Presidency and the style of approach that many in the Democratic Party have taken, of a simple idea of "resist". Resist anything that Trump does, no matter what it is. Is it a good thing? Is it a bad thing? It doesn't matter; Trump did it. Resist!

The idea of resist is a color revolution type of outlook. It's an outlook that doesn't go anywhere; that doesn't provide leadership, when leadership is what's needed right now. We need Glass-Steagall passed; we need to be able to finance the infrastructure needs of the United States to lay out a whole new platform of infrastructure. That's going to cost a lot of money. Donald Trump's $1 trillion is not nearly enough. Doing it through public-private partnerships is not going to work. So, where is the party of FDR, for example, saying we're going to finance this in a Hamiltonian credit orientation; we're going to make trillions of dollars available over the long-term to finance projects that will have a massive pay back in terms of totally changing the whole system a decade from now, five years from now, 20 years from now for the larger projects. That's leadership; and that's what's needed. It's an entirely different world.

Rachel, you brought up that the Four Laws aren't four laws that when passed will have a cumulative good effect; but that it's one outlook, it's one paradigm that has this four-part component. Like a piece of music that has four movements; but they're not four movement that got put together and happened to work nicely, it was one piece. Leadership on that is what's needed. Think about the irony of this: President Bush, Vice President Cheney started based on faulty, untrue intelligence — which certainly at least Cheney knew was untrue — which came via the British; launched a war in Iraq that has led — according to accounts of people there — to over 1 million dead Iraqis. They weren't impeached; Cheney should have been impeached. The idea that now it's bad to be friends with Putin? You know who you really would not want to be seen with? How about the Queen of England? How about Tony Blair? {That's} somebody you wouldn't want to be seen in public with. You want to talk about an unelected dictator making decisions with the military that have world implications? There's the Queen of England for you, for example.

The potential that we've got right now for a New Paradigm, not a few new laws; not four independent laws that have a cumulative or synergistic impact. But a New Paradigm that's wide open right now. When Xi Jinping in September 2013, first publicly launched the One Belt, One Road — now called the Belt and Road Initiative — in Kazakhstan at Nazarbayev University, that wasn't one action by President Xi; that was opening up a whole new paradigm that's been in preparation for years. Something that the LaRouches have been organizing for, especially intensively since the collapse of the Soviet Union; a potential for world organization for the betterment of people; to eliminate poverty and move to a new level of mankind. That's what we could be doing; and that's what leadership would look like right now, not resisting.

OGDEN: You compared the Four Economic Laws to a piece of music; four movements in a piece of music that necessitates the following one and necessitates the previous one. A spokesman for the Chinese Foreign Ministry recently compared the New Silk Road to a symphony. He said this kind of win-win paradigm among nations is comparable to a symphony orchestra, where you have different musical instruments, but not any one of them in isolation can produce the awesome beauty and power of a symphonic composition; but all of them together create something which is much bigger than each one by themselves. That's the kind of win-win paradigm which the United States should be joining; it's not us against them anymore. It's not winner take all; it's a completely New Paradigm as you're saying. It's based on new axioms of relationships between.

We saw Donald Trump in his state of the union address, he said America is willing to find new friends and to forge new partnerships where shared interests align. We want harmony and stability, not war and conflict. Well, the kind of harmony of a symphony orchestra, the kind of harmony of the New Silk Road, requires British imperialistic-style geopolitics be a thing of the past. We need to make a clean break and say "What {are} our mutual interests?" Mutual interests can only be found in the future; it's only in the future of mankind as a whole, especially at this point in human evolution.

Now I know that yesterday on the LaRouche PAC activists' call last night, Bill Roberts was the featured guest speaker. I think he had a very good presentation of what Franklin Roosevelt accomplished in terms of the industrial and economic revival of the United States, which allowed us to win World War II. This obviously was referring back to Donald Trump's visit to Ypsilanti, Michigan, where he made reference to the Arsenal of Democracy. But there are economic principles which are required to be understood.

The other thing which is available to understand real harmony, and as you were saying, the unity of effect of either LaRouche's Four Laws or this New Paradigm of economic relations among countries, is a presentation that John Sigerson made in Manhattan during a meeting up there on Saturday. It's titled on the LaRouche PAC website "Motivführung 101: Introduction to the Haydn-Mozart Revolution". [https://larouchepac.com/20170314/motivf-hrung-101-introduction- haydn-mozart-revolution] This is the kind of thinking which is required if you are to understand all of the moving parts that are taking place right now in world history. So, all of those are recommended to our viewers in addition to this full interview that's going to be presented on the website this weekend — Nomi Prins; and also the full text of the digital pamphlet on America's Future Along the New Silk Road.

But Rachel, coming back to what you said, people must understand that the fight for Glass-Steagall is just that; it is a fight! There are avowed enemies to this New Paradigm of economic relations, who are willing to stop at nothing. Many of those are found on Wall Street and found in the City of London. Putting those facts on the table and making that reality clear, that there is a very nasty political war going on right now, not just behind the scenes but in full daylight. I think that's very significant for people to understand, and not be naïve about. Maybe you can say just a little bit more about that in terms of what the American people should see as their role in actively intervening into that.

BROWN: LaRouche reminded people after the election, that this should be a reminder to them of their power. We are witnessing a reawakening of the thinking of the nation. For a long time, people were afraid to think; they might not have been conscious of it, but there is an optimism out there. But it needs to be educated; and what is not understood is this international process. There is a desperate attempt to keep this out of the U.S. media and to keep people focussed on these non-issues, as you're mentioning. They're not real; they're fictions, they're distractions. So, I just think people need to be reminded of their power; and given that encouragement to study the solution, that's what people need. We have to inspire people; we have to create something that's infectious, and what's infectious is beauty, is optimism, is great ideas. People should just use the material that we're putting out — the music, the pamphlet — and go out there and inspire other people.

OGDEN: OK. Thank you very much. So, one last time, I'm going to put a link on the screen for this petition. This is "U.S. Needs Win-Win Development; Implement LaRouche's Four Laws and Join China's New Silk Road" — lpac.co/sign4laws. Please circulate that as widely as possible, and be on the look-out for the pdf version of the new LaRouche PAC pamphlet. So, thank you very much to Rachel and Jason for joining me here today; and thank you to all of you. Again, Happy St. Patrick's Day! And please stay tuned tolarouchepac.com.

De neoliberale og neokonservative på begge sider Atlanten opfører sig ligesom børn, der holder sig for øjnene og således mener, de er usynlige. I hele verden taler man om, at etablissementets model, der udelukkende kun har sin egen fordel på sinde, på bekostning af det almene vel, er mislykket.

Donald Trump, der vist ikke er perfekt og endnu har at bevise, at den tillid, der blev ham vist, var berettiget, og i hvis administration der lurer alle mulige ubåde, blev valgt, fordi den del af Amerika, som det neoliberale establishment havde afskrevet, havde fået absolut nok af de evige krige, som i løbet af 15 år har kostet seks billioner dollar, har ødelagt utallige soldater og deres familier rent psykologisk og efterladt dem uden midler; har fået nok af »redningspakker« til Wall Street, af narkoepidemi i USA og af et liv uden nogen fremtid.

11. marts, 2017 – Endnu seks uger efter præsident Trumps embedstiltrædelse har det neoliberale establishment stadig ikke affundet sig med resultatet af et demokratisk valg i USA; de neoliberale mainstream-medier overbyder hinanden i deres totalt ubegrundede kampagne for, at russiske hackerangreb skulle have hjulpet Trump til sejr.

I virkeligheden drejer det sig om noget ganske andet: For det første har Trump lovet, og er fast besluttet på, at gøre en ende på den britiske imperiepolitik med endeløse krige i Mellemøsten, og i stedet etablere relationer med Rusland og Kina på et fornuftigt grundlag. Og for det andet sker alt dette på et bagtæppe, hvor det transatlantiske finanssystem kan bryde sammen, hvad øjeblik, det skal være, og hvor Trump, iflg. pressetalsmand Sean Spicer, fastholder sin hensigt om at gennemføre Glass/Steagall-bankopdelingssystemet, hvad der virker som en rød klud på City of London og Wall Street.

Washington Post og New York Times gentager dagligt »narrativen« om et angiveligt ’Ruslandsgate’, og NYT-skribent Thomas L. Friedman hentede endda massemediernes svar på »Tykke Berta« frem og sammenlignede det angivelige, russiske hackerangreb med »Pearl Harbor« (det japanske angreb, der resulterede i USA’s indtræden i Anden Verdenskrig) og med »11. september«; hermed skulle Rusland have ramt »selve hjertet af demokratiet«.

Men hvori består egentlig det indhold, som første runde af Wikileaks-offentliggørelserne af disse e-mails bragte for dagen? Det blev bragt frem for dagens lys, at det Demokratiske Partis ledelse massivt manipulerede valgprocessen til fordel for Hillary Clinton og imod Bernie Sanders. Og for det andet, så offentliggjorde Wikileaks den tale, som Hillary Clinton havde holdt for bankierer på Wall Street, hvori hun gjorde det entydigt klart, at hun som præsident ville forsvare Wall Streets interesser. Robert Parry, den undersøgende journalist, der bl.a. erhvervede sig et uangribeligt ry for sin afsløring af Iran-kontra-skandalen, påpeger i sin seneste artikel, »Politikken bag Ruslandsgate«, at det næppe er forståeligt, hvordan det skulle ramme »demokratiets hjerte«, når den amerikanske befolkning får hjælp til deres ret til at blive informeret om disse afgørende kendsgerninger om en kandidat til præsidentembedet.

Netop, som heksejagten imod Trump og flere af hans regeringsmedlemmer og rådgivere havde nået et nyt højdepunkt, begyndte Wikileaks på en ny runde af offentliggørelser af informationer, der endda overgår Edward Snowdens afsløringer. Indholdet af disse afsløringer refererer til den totale udspionering, som, udover NSA, nu også sker gennem CIA (og den britiske efterretningstjeneste GCHQ) over for hele verden, ved at bruge Smartphones, tablets, computere, Smart-TV og andet elektronisk udstyr. Det drejser sig her om et retssikkerhedsbrud uden fortilfælde, som blot endnu ikke har ført til en storm af indignation, mens denne lækkerbisken langsomt steger på panden. Det er nemlig strengt forbudt for CIA at gennemføre operationer internt i USA imod landets egen befolkning. Denne gang hørte man ikke engang et spagfærdigt »udspionering mellem venner – det går slet ikke« fra fru Merkel.

Men en del af disse nye Wikileaks-afsløringer viste desuden, at CIA råder over de tekniske muligheder for at bemægtige sig udenlandsk, elektronisk udstyr og under falsk flag tilsyneladende udføre hacking og andre operationer, så det legitime spørgsmål opstår, om dette angivelige russiske hackerangreb måske ikke var blevet udført i Langley, Virginia, CIA’s hovedkvarter? Eller måske i USA’s konsulat i Frankfurt, Tyskland, der er blevet identificeret som den sekundære operationsbase for den slags aktiviteter i Europa, Kina og Mellemøsten? Netop det faktum, at der dukkede kyrilliske bogstaver og russiske navne op i nogle af hackeroperationerne, rejser spørgsmålet om operationer »under falsk flag«, da de yderst erfarne hackere vel næppe kan være så dumme at lægge deres visitkort på tabletten.

Med disse offentliggørelser har situationen i USA ændret sig. Nu er Trump-teamets angivelige forbindelse med Rusland ikke længere det eneste fokuspunkt, men derimod spørgsmålet om, hvem, der er ansvarlig for disse »leaks«, den ulovlige videreformidling af informationer om samtaler mellem Trump-medarbejdere med f.eks. den russiske ambassadør Kiseljak, som medarbejderne, i fuld overensstemmelse med deres hverv som senator eller medlem af overgangsteamet har ført. Det senatsudvalg, der undersøger disse spørgsmål, under ledelse af senator Grassley, indsamler nu oplysninger i begge retninger – altså ikke kun om den angivelige kontakt mellem Trumps team og russiske institutioner, men frem for alt også, hvor disse illegale, utætte steder i efterretningstjenesten findes.

I mellemtiden udtaler tidligere medlemmer af efterretningstjenesten sig nu offentligt, som f.eks. William Binney, en af udviklerne af det globale NSA-overvågningssystem – altså en af topeksperterne på dette område og nuværende whistleblower, som Edward Snowden – og som fordømmer CIA’s metoder som værende absolut forfatningsstridige. Disse praksisser betyder en total korrumpering af retssystemet, og USA skulle nu være en politistat og være betænkelig tæt på at være en totalitærstat, iflg. Binney.

Det kunne vise sig, at det på ingen måde var historien om den angivelige russiske hacking af det Demokratiske Partis e-mails, der som følge skulle have hjulpet Trump til sejren, som var »Pearl Harbor-begivenheden«, men at Trumps mangeårige ven Roger Stone derimod har ret i sin analyse: Stone, der efter sin tid som medarbejder i Nixon-regeringen har været aktiv i diverse Republikanske valgkampe og administrationer, siger, som et samtidigt vidne til den skandale, der afsluttede Nixons karriere, at den aktuelle affære er en skandale, der fuldstændig sætter Watergate i skyggen. Det drejer sig, iflg. ham, om den alvorligste overtrædelse af loven og den offentlige moral i USA’s historie.

Med hensyn til det spørgsmål, der nu er blevet relevant – nemlig, hvem der har forordnet, at overvågningen af Trump skulle ske gennem en anmodning fra den såkaldte FISA-domstol (en specialdomstol, der er ansvarlig for forsvar mod spionage), – understregede Stone, at det var usandsynligt, at dette skulle være sket uden Obamas indgriben. I Nixons tilfælde var det sådan, at denne faktisk ikke på forhånd vidste noget om indbruddet i Watergate-hotellet, men alligevel sluttelig måtte påtage sig ansvaret for det. Det er nu, iflg. Stone, blot et spørgsmål om tid, hvornår Obama, den tidligere forsvarsminister og cheferne for CIA og FBI må vidne for en Grand Jury (der har beføjelse til at afgøre, om der skal rejses tiltale, men ikke til at fælde dom), og hele affæren kunne muligvis blive til den største skandale i amerikansk historie. Spørgsmålet vil meget snart blive, hvad Obama vidste, og hvornår.

De neoliberale og neokonservative på begge sider Atlanten opfører sig ligesom børn, der holder sig for øjnene og således mener, de er usynlige. I hele verden taler man om, at etablissementets model, der udelukkende kun har sin egen fordel på sinde, på bekostning af det almene vel, er mislykket.

Donald Trump, der vist ikke er perfekt og endnu har at bevise, at den tillid, der blev ham vist, var berettiget, og i hvis administration der lurer alle mulige ubåde, blev valgt, fordi den del af Amerika, som det neoliberale establishment havde afskrevet, havde fået absolut nok af de evige krige, som i løbet af 15 år har kostet seks billioner dollar, har ødelagt utallige soldater og deres familier rent psykologisk og efterladt dem uden midler; har fået nok af »redningspakker« til Wall Street, af narkoepidemi i USA og af et liv uden nogen fremtid.

De arrogante og stædige kommentatorer i Europa skulle som eksempel for sig selv tage, hvordan den strategiske forandring i andre dele af verden bliver realiseret. Den 7. marts understregede den kinesiske udenrigsminister Wang Yi atter, at det er Kinas mål, gennem samarbejdet med USA, Rusland og Kina, at stabilisere situationen i verden og derudover fremme en global, økonomisk, teknologisk og videnskabelig udvikling. De moderne infrastrukturprojekter, som Kina allerede har initieret i 60 nationer langs den Nye Silkevej, tilbyder en platform for de mest strålende udsigter for hele verden, hvis de vigtigste nationer går sammen om det. Initiativet til den Nye Silkevej kom fra Kina; men det tilhører hele verden, og dets fordele skal komme alle nationer til gode.

Det er ganske vist ikke så enkelt for folk i Tyskland at danne sig et klart billede, i betragtning af de totalt ensrettede mainstream-medier og deres hysteriske anti-Trump-kampagne, dæmoniseringen af Putin og de udbredte, negative rapporteringer om Kina. Men én ting bør stå klart gennem den enkeltes egen refleksion: Denne verdens problemer kan kun løses, hvis USA, Rusland og Kina arbejder sammen. Og kun de politiske kræfter i Tyskland, som tilslutter sig disse perspektiver, fortjener at blive støttet.

Tyskland har en fantastisk mulighed for at bidrage med sin store, kulturelle og videnskabelige tradition til skabelsen af det Nye Paradigme med samarbejde mellem alle verdens nationer omkring opbygningen af den Nye Silkevej. Lad ikke massemediernes »narrativer« spærre vejen for os.

Når vi opererer økonomisk på den måde, der er karakteristisk for den menneskelige art som helhed over lang, historisk tid, over økonomisk tid, kan vi få enorm udvikling og omskabe vores forhold til naturen. For at gøre dette, er der nogle skridt, der kræves; nogle aspekter af lovgivning og nogle specifikke forslag til en politik. I denne brochure om Amerikas rolle i Silkevejen gennemgår vi de fire aspekter af LaRouches Fire Love. Det første skridt er en genindførelse af Glass-Steagall; dette er den afgørende lov, som I netop hørte blev rejst som et spørgsmål under pressekonferencen i Det Hvide Hus. Dette var Roosevelts politik, der opdelte bankerne i kommercielle banker og investeringsbanker; som gjorde det muligt at få udlån ud til realøkonomien på en sikker måde.

(Sidste halvdel af LaRouchePAC webcast, 10. mrs., start på 25 min.)

https://www.youtube.com/watch?v=J7z9NfI_Ns0

(Se webcast første del, ‘Hvorfor briterne hader Trump’, her).

Jason Ross: Det, du netop har gennemgået, Mike, gør det virkelig meget klarere, hvorfor der er så meget opposition til det potentiale, vi har netop nu, som virkelig er enormt. Nogle mennesker siger, at det Demokratiske Parti nu er en ulmende ruinhob. Det er en ret god beskrivelse af det, synes jeg. At de, i stedet for at tænke på, hvilken politik, de bør forfølge, hvad deres mission burde være, så er det blevet til en masse beskyldninger mod Rusland for alt muligt. Dårligt vejr? Giv Rusland skylden. Dårligt valgresultat? Giv Rusland skylden. Hacking af valget? Præsidentvalget var én. Hvad med Senatet? Hvad med Huset? Hvad med delstatskongresserne? Hvad med guvernør-skaberne i hele landet? Dette var generelt set ikke noget godt valg for det Demokratiske Parti.

Tænk på de muligheder, der kunne være, mht. at samarbejde med Trump-præsidentskabet om initiativer, der nu er mulige. Lad og tage et eksempel. Dette er et klip fra pressekonferencen i går med Det Hvide Hus’ pressesekretær, Sean Spicer. Manden, der stiller spørgsmål, er Newsmax’ John Gizzy. Det handler om præcis den form for samarbejde, som burde finde sted. Lad os høre:

John Gizzy: Tilbage under mødet og Deres åbningstale om bankerne, i den sidste kampagne, førte kandidat Trump en hård kampagne for en genindførelse af Glass/Steagall-loven, som ville opsætte en barriere mellem kommercielle banker og store investeringsbanker. Den blev selvfølgelig ophævet i 1999, ophævelsen underskrevet af præsident Clinton. Senator Sanders førte også valgkampagne over dette, bemærkede, at det var i Republikanernes valgplatform i Cleveland, og sagde i december, at han med glæde ville arbejde sammen med Trump-administrationen om genindførelse af Glass-Steagall.

Er der planer om, at præsidenten skal mødes med senator Sanders? Og er en ophævelse [han ville have sagt »genindførelse«] af Glass-Steagall på hans dagsorden?

Sean Spicer: Der er ingen aktuel plan om at møde ham. Jeg er sikker på, at, som han har gjort med flere andre kongresmedlemmer på begge sider af midtergangen, et møde vil blive aftalt på et tidspunkt. Vi har ikke noget på bogen lige nu, men hør, han har vist – og jeg mener i dag, eller i går, var endnu et eksempel; i dag endnu et eksempel – hans beredvillighed til at række over midtergangen, hans beredvillighed til at se til begge kamre, og ikke blot i erhvervslivet, men også fagforeninger og andre industrier, hvor vi kan finde fælles jordbund. Jeg mener, at, hvis senator Sanders og andre ønsker at arbejde med Det Hvide Hus inden for områder, om måder til at forbedre finansindustrien, så vil vi gøre det.

Gizzy: Er I stadig forpligtet over for at genindføre Glass-Steagall?

Spicer: Ja.

Ross: Der var det! Det er atter blevet bekræftet ved en pressekonference i Det Hvide Hus, at Trump officielt har støttet Glass-Steagall. Dette er den mest afgørende lov, der kan få vort land på fode igen. Vi er meget glade her i LaRouchePAC; vi har netop udgivet en digital version af en brochure om LaRouches Fire Love og Amerikas Fremtid på Silkevejen. Det kan vi se på nu. Den vil også blive udgivet på tryk for at komme ud i landet i titusinder af eksemplarer. Det, vi her har sat sammen, er en introduktion, en gennemgang af, hvor vi står i verden lige nu, og en detaljeret gennemgang af politikken for LaRouches Fire Love.

De, der har fulgt vores webside, eller hvis man er en nytilkommen, kan dette være en introduktion. Hr. LaRouche udgav i juni 2014 et politisk program, »Fire Love til USA’s omgående redning«, som, tilføjede han, »ikke er en valgmulighed, men en uopsættelig nødvendighed«. Når vi ser på disse love, når vi ser på den idé, der udgør den overordnede ledetråd, så ser vi, at der er en idé om, hvad det vil sige at være menneske. Dét er nøglen til dette. Hr. LaRouche diskuterer dette mod slutningen, efter at have forklaret, hvad de Fire Love er for love. Han beskriver Vernadskijs anskuelse (faktisk LaRouches egen anskuelse) af, hvad det vil sige at være menneske – om mennesket og skabelsen. Han forklarer, at der er en idé, som man må forstå, når man tænker på økonomi set fra et menneskeligt standpunkt.

Som Mike fremhævede, så er resurser for menneskene ikke noget, vi finder i den vilde natur, ligesom en ko, der vandrer rundt og leder efter græs eller noget kløver at spise. Vi skaber resurser. Vi er den eneste art på Jorden, der skaber resurser. Faktisk, så er de fleste af de resurser, som vi benytter i dag, de fleste af de resurser, som vores liv foregår omkring, de fleste af de betingelser, som vi lever i, skabt, det er et menneskeskabt miljø; det er menneskeskabte resurser.

Tænk på alt det, der er en del af dit liv på daglig basis. Tænk på elektriciteten; tænk på de materialer, du kommer i kontakt med. Disse er for det meste slet ikke naturlige i den forstand, at de ikke er naturlige for en biologisk organisme som mennesket. Det vil sige, de er ikke resurser for lad os sige en flok chimpanser, eller sådan noget. Elektricitet, som vi frembringer ved hjælp af kul; ved at tage et klippestykke fra jorden og forvandle det til elektricitet, som vi kan overføre gennem tynde ledninger og bringe ind i hjem og foretagender og fabrikker for at skabe bevægelse, for at bringe lys, kommunikationer, varme, afkøling, alle disse ting. Dette er en resurse, vi har skabt. Resursen uran; et klippestykke i jorden, der nu er en kilde til utrolig energi for os. De materialer, som vi bruger – metaller, substanser, der aldrig har eksisteret nogetsteds på Jorden, undtagen når vi skaber dem; plastik skabt af olie. Man finder ikke plastik nogen steder i Jordens skorpe; man finder olie. Aluminium, metallet, findes ikke på planeten – undtagen måske på en meteorit; aluminium er en ren, menneskelig skabelse. Der findes intet, ikke så meget som et gram af det i Jordens skorpe. Så vi skaber resurser.

Når vi opererer økonomisk på den måde, der er karakteristisk for den menneskelige art som helhed over lang, historisk tid, over økonomisk tid, kan vi få enorm udvikling og omskabe vores forhold til naturen. For at gøre dette, er der nogle skridt, der kræves; nogle aspekter af lovgivning og nogle specifikke forslag til en politik. I denne brochure om Amerikas rolle i Silkevejen gennemgår vi de fire aspekter af LaRouches Fire Love. Det første skridt er en genindførelse af Glass-Steagall; dette er den afgørende lov, som I netop hørte blev rejst som et spørgsmål under pressekonferencen i Det Hvide Hus. Dette var Roosevelts politik, der opdelte bankerne i kommercielle banker og investeringsbanker; som gjorde det muligt at få udlån ud til realøkonomien på en sikker måde. Hvor banker kun var engageret i typiske lån og ejendomslån og den slags ting; ikke i spekulativ investering. Når banker gør det, kan regeringen forsikre dem. Med Glass-Steagall genindført vil vi gøre det muligt at få finansiering derud til langfristede projekter. Som de grafiske kort i dette afsnit indikerer, har vi haft en enorm mængde – billioner af dollars; jeg mener, det var $4,5 billion fra Federal Reserve (USA’s centralbank), og lige så meget eller mere fra den Europæiske Centralbank. Enorme mængder penge er blevet skabt og sat ind i banksystemet; og næsten ingen af dem kommer ud i realøkonomien.

Så hvis man skal forsøge at finansiere en økonomisk genrejsning, hvis man forsøger at skaffe kredit til langfristede projekter, som at genopbygge dæmningerne, der er forfaldne i hele landet; som at påbegynde byggeriet af et højhastighedsjernbanenet; dette er projekter, der koster billioner. Men, billioner af dollars er blevet smidt ind i banksystemet, og de er ikke gået til noget; de bliver bare dér. Med Glass-Steagall gør vi det muligt for banksystemet igen at agere på en langsigtet måde; og vi skiller os fra disse bankers bankerot. Lige nu er hele banksektoren ved at nedsmelte totalt; en smule mere i Europa, ser det ud til, end her, men det er en offentlig hemmelighed. Dette banksystem vil ikke eksistere ret meget længere i verden. Hvad skal erstatte det; og hvad vil grundlaget for den måde, dette nye banksystem opererer på, blive?

Dette bringer os til den anden lov; en ny nationalbankinstitution. Alexander Hamiltons principper, det, han gjorde som grundlaget for økonomi – og i den digitale brochure kan I finde links, hvor I selv kan læse Alexander Hamiltons hovedrapporter til Kongressen. De er tilgængelige. Det er ting, der er et virkeligt højdepunkt i økonomisk fremgangsmåde. Vi gennemgår, hvordan en ny nationalbank ville operere. Dette er virkelig afgørende. For at gøre det muligt at få langfristede investeringer til billioner af dollars, må vi have en ny fremgangsmåde. I har måske hørt i pressekonferencen, hvis I lyttede til det hele, at et tema gentagne gange tages op fra Det Hvide Hus lige nu, uheldigvis; det er ideen om partnerskaber mellem det offentlige og det private. At dette skulle være måden, hvorpå de billioner af dollars til infrastruktur, som præsident Trump har krævet, kan finansieres. Det vil ikke fungere; det vil ikke fungere. For det første, med mindre man får Glass-Steagall, så vil man ikke få en sådan finansiering; men et andet aspekt er, at offentlige/private partnerskaber kræver projekter, som man kan investere i, som direkte vil tilbagebetale investeringen. Et offentlig/privat partnerskab for at restaurere LaGuardia Lufthavnens terminaler; OK, det kunne måske tiltrække finansiering.

Men hvad med projekter, der ikke vil betale sig tilbage i flere årtier? Hvad med et nationalt højhastighedsjernbanenet? Hvad med byggeri af nye kraftværker? Hvad med investering i langfristet forskning og udvikling, såsom rumprogrammet? Det er her, hvor der ikke kommer en direkte tilbagebetaling, at der er en specifik, unik rolle, som skal spilles gennem et nationalbanksystem; hvor nationens forøgede produktivitet som helhed er tilbagebetalingen, så at sige. Ved at dirigere investeringer på måder, der gør hele nationaløkonomien mere produktiv, så er der faktisk ingen omkostninger ved at opbygge infrastrukturen. USA’s transkontinentale jernbane kostede noget mht. den fysiske indsats, det krævede at bygge den; men indkomsterne for denne investering, [var] den nye nationaløkonomi, som den skabte. Den nye nation, som den skabte, hvor man kunne rejse fra kyst til kyst på under en uge, i modsætning til de tre uger, som det ville have taget før. Man skulle tage til Panama over land, og dernæst fortsætte med skib op igen til USA’s vestkyst. At få en jernbaneforbindelse i stedet forandrede nationen rent samfundsmæssigt; den forandrede nationen økonomisk på en dybtgående måde. Udviklinger kunne nu finde sted; økonomi var mulig. Adgang til forsyninger og materialer og markeder og ideer og infrastruktur; dette udvidedes.

Så igennem et nationalt (statsligt) banksystem gør vi det muligt at tiltrække den form for kredit, der eksisterer rent potentielt, og dirigere den til projekter, der har langsigtet gavn og tilbagebetaling. Og vi bliver ikke bundet af at lede efter måder, hvorpå disse projekter kan omsættes til penge; hvilket er en afgørende fejl ved synspunktet om offentlig/privat partnerskab. Ofte, hvad disse ting gør, er, at de tjener penge på allerede eksisterende programmer ved at privatisere dem og så få brugerbetalingen eller indkomsten fra dem. Så vi må have en ny nationalbank. De $1 billion, som præsident Trump har nævnt, er alt for lidt.

For et par uger siden mødte jeg lederen af det Amerikanske Selskab for Civilingeniører. Det var dagen efter talen om nationens tistand (28. feb.), hvor Trump havde gentaget sit krav om $1 billion. Denne ingeniør sagde, »Det er ingenting! Det er ingenting, sammenlignet med, hvad vi har brug for«. Det Amerikanske Selskab for Civilingeniører har udgivet deres rapport, der siger, at vi har brug for $3,6 billion i investeringer blot frem til 2020. Og det er uden tanke for sådan noget som et helt nyt højhastighedsjernbanenet; det er kun til reparationer og til at få vores infrastruktur op i en anstændig form. Så med de enorme mængder, der er involveret, så er dette ikke noget, der vil få nogle mennesker til at udstede nogle lån til rentesatser, man vil have råd til. Det vil blive gennem national kredit på Hamiltons måde; og vi gennemgår [i brochuren], hvordan vi får dette til at ske.

Dette bringer os frem til den tredje lov, som vi diskuterer. At, når man investerer kredit, så må man have en måde, hvorpå man kan måle, om man forøger produktiviteten. Hvad er standarden for produktivitet i en nationaløkonomi? Er standarden for økonomisk værdi, at man tjener penge? Er det, at man sætter noget til salg, som folk er villige til at betale for? Det kan det ikke være! Folk betaler for alle mulige værdiløse ting; folk begår fejltagelser, når de bruger penge. Ideen om, at penge er et mål for værdi, er simpelt hen usand. Den måde, som LaRouche ser dette på, er i stedet med ideen om en økonomisk platform. At, når vi går til et højere niveau af energi, for eksempel, en højere kilde til energi, så har vi ikke alene mere af en energiresurse, men den lader os også gøre nye ting. På denne grafiske fremstilling [Fig. 1] ser man overgangen fra træ til kul, som fandt sted hen over en 50-årig periode fra 1850 til 1900. Kul er mere praktisk end træ, for man kan gøre en masse fine ting med træ, som man ikke kan gøre med kul; såsom at lave møbler eller bygge et hus. Man bygger ikke et hus med kul. Men kul lader én gøre nye ting. Olie og naturgas er mere energitætte; de lader én gøre nye ting – forbrændingsmotoren, elektricitet, flyvning. Man vil ikke have en flyvemaskine, der flyver på kul; og slet ikke på træ. Så kommer det potentiale, man kunne have for nutiden – fission, fusion; højere energiniveauer, der er tusinder, ja hundrede tusinder af gange mere kraftfulde end den kraft, der er tilgængelig i kemiske substanser.

Her ser man et eksempel fra før den transkontinentale jernbane [Fig. 2], hvor man ser, hvordan rejsetiden fra New York var forskellig fra 1830 til 1857. Hvordan vejbyggeri, men faktisk for det meste udvidelsen af jernbanen, gjorde det muligt at integrere denne del af nationen på en langt tættere måde. Tænk på denne storslåede, nye idé, du har fået; en ny måde at gøre tingene bedre på. Kan man tjene flere penge, hvis man kan udskibe ens varer længere og hurtigere og lettere? Selvfølgelig. Men tænk over det, det betyder, at en god idé, en bedre måde at gøre tingene på, kan spredes lettere. Folk kan lettere bevæge sig rundt. Vi er ved at blive en ny slags nation.

Når vi tænker på den form for platform, som vi skaber, så må vi først og fremmest tænke på, hvad vores energikilde er. Hvad er vores evne til at forandre naturen, så den passer til vore behov og vore forhåbninger for fremtiden? Og det er hævet over enhver tvivl, at de største fordele, den største chance for at opnå dette, ligger i fusionskraft. Mængden af potentiel energi i fusion er bogstavelig talt over en million gange over det, man får fra kemisk energi. Sidstnævnte vil ikke forbedres gennem større effektivitet, med bedre gasturbiner eller sådan noget; det er simpelt hen forskellen mellem de elektronbindinger, der holder et molekyle sammen, versus det, der foregår i en atomkerne, som holder den sammen. Energimængden i en atomkerne er simpelt hen over en million gange større end de elektriske bindinger, der holder et molekyle sammen.

Som Mike nævnte, så bliver deuterium i havvand til en resurse; bliver til et brændsel for fusion. Bliver til et vidt udbredt tilgængeligt fusionsbrændsel, i modsætning til den form for geopolitik, vi ser i dag, mht. adgang til energiresurser. At energi til at blive til en virkelig art, der rejser i rummet, kun vil fremkomme med fusionskraft. Hvis det tager flere måneder at komme til Mars, er det ikke rigtigt under ens kontrol. Hvis det er umuligt at afbøje en asteroide, der vil tilintetgøre alt liv på Jorden, fordi man ikke kan nå den i tide; tænk på den grundlæggende set uendelige værdi, det har at have udviklet fusion.

Det, vi dækker i denne brochure, er i sin kerne en idé om, hvad det vil sige at være menneske. Vi afslutter med en forståelse af, hvad denne menneskelige identitet er; hvad kreativitet er; og hvordan den bliver angrebet. De britiske angreb, som Mike netop har fortalt om, og som eksplicit ses inden for områderne af politik eller i Opiumkrigen, i felterne som militæret eller økonomi. Det eksisterer også i kulturens verden, i videnskabens verden, i de kulturelle forandringer, vi har set i løbet af de seneste 100 år eller så; med omdefineringen af videnskab, der begyndte omkring år 1900, hvor Bertrand Russell – i en æra, hvor Planck og Einstein var i færd med at revolutionere verden – forsøgte at dræbe videnskaben og forvandle den til matematik. Denne britiske intrige var utroligt succesrig; som det i dag bevidnes af den totale beundring for ideen om kunstig intelligens, for eksempel. Folk forstår ikke naturlig intelligens; hvad det vil sige at være et skabende menneske.

Dette aspekt er noget, som universet responderer på. Vore opdagelser er aldrig fuldt ud korrekte; vi ved aldrig alting fuldt ud. Men de opdagelser, vi kan komme frem til, har stadig en voksende magt over naturen; på trods af, at de aldrig helt er ligesom, aldrig helt indfanger essensen af, hvordan universet fungerer. Det faktum, at denne aftagende ufuldkommenhed korresponderer til en voksende magt, uden nogensinde helt at få alting rigtigt, mener jeg taler stærkt for det faktum, at det er en skabende proces i sig selv, som er en fællesnævner mellem vort intellekt og universet som helhed. Hvis vi kan få adgang til dette, er de økonomiske potentialer uendelige. Vi kan udvikle fusion som en energikilde; vi kan revolutionere vores forhold til råmaterialer. Vi kan gøre en ende på truslen om tørke ved at udvikle kontrol over vandcyklussen; på samme måde, som vi ikke blot håber på, at der vil vokse noget mad i vores køkken, som vi kan spise. Vi sår og planter mad, vi har landbrug, vi transporterer det. Vi kan udvikle et lignende forhold til vand, hvor vand er noget, vi transporterer, hvis det er nødvendigt; at vi kan ændre vejret, hvis vi kan styre det; at vi tager direkte fra havene, når det behøves. Vi kan virkelig transformere os selv som art; og vores nuværende potentiale er virkelig enormt. Med åbningen for samarbejde med Rusland, som vi ser fra Trump-administrationen, med møder mellem militære topfolk i USA og Rusland. Med den forestående konference om Bælt & Vej-initiativet i Beijing i maj, som vil være en virkelig chance for USA til at ophøre med at spille en fjendtlig rolle over for dette Nye Paradigme, som under Obama og Bush; og i stedet gå med i det og give en særlig form for lederskab, som faktisk kun kan komme fra USA. En unik form for potentiale, som vi kan tilbyde verden, som i rummet, som i fusion, og som i andre ting.

Har du noget at tilføje?

Billington: To korte bemærkninger. Med hensyn til national bankpraksis, slog det mig, da du talte om det, at vi har hørt fra folk i USA’s regering, der har været involveret i at forsøge at få kinesiske investeringer til USA, at de altid løber ind i det anti-kinesiske, anti-russiske, neokonservative hysteri i Kongressen, så snart, det drejer sig om et større projekt. De siger, »Åh, nej, vi kan ikke lade kineserne få dit og dat«. Men de sagde til os, at kineserne selv ville være absolut lykkelige for at tage deres enorme reserver i amerikansk statsgæld, der nu intet indtjener med de nulrentesatser, der anvendes; og, da de ikke så godt, projekt for projekt, kan sætte dem i noget i USA, da at sætte dem ind i en nationalbank – en infrastrukturbank – hvor de sandsynligvis ville få et højere afkast. Men, hvad der er vigtigere, så ville disse penge komme ud at arbejde; de ville komme ud at arbejde for at opbygge en nation. Ikke deres nation i dette tilfælde – vores; hvilket, som civilingeniørfolkene sagde, vi har desperat brug for. Så kapitalen, ud over at generere national kapital, så er der institutioner i verden, der ville være mere end villige til at sætte kapital ind i en sådan bank; som bliver forvandlet til faktisk rigdom. Pengene udgør ikke værdien; værdien ligger i infrastrukturen, i transformationen af naturen, der finder sted som følge af en kreditpolitik, der kommer fra en nationalbank.

Og ellers vil jeg blot gentage, at dette er et tidspunkt i historien, hvor vi, faktisk for første gang, har chancen for at tilintetgøre ideen om imperium. Helga Zepp-LaRouche siger ofte, at folk vil sige, »Det er en ønskedrøm; den menneskelige natur er trods alt ond. Der vil altid være onde mennesker«. Jo, selvfølgelig; men pointen er, at vi står på randen af, at menneskeheden som helhed kommer ud af barndommen – bliver voksen. I stedet for søskende, der skændes med hinanden og kaster spaghetti efter hinanden, så har man en verden, der anerkender den andens fordel – som det blev sagt ved den Westfalske Fred – og ideen om, at vi kan lære at mestre de store kulturer på Jorden; det være sig den konfucianske kultur, Gupta-kulturen eller Abbaside-kalifatet i Bagdad. At vi forstår, at Jordens store kulturer alle har perioder med storhed og perioder med mørke tider. Men ved at række ud for at finde disse store øjeblikke i alle kulturer, har vi potentialet til at skabe en verden, hvor ideen om den darwinistiske bedst egnedes overlevelse kan blive smidt på historiens skrotbunke; og vi begynder rent faktisk at have muligheden for, at alle mennesker kan opleve deres virkelige menneskelighed – deres skabende evner til at gøre noget, der vil få varig værdi for menneskehedens fremtid.

Der står vi. Vi har denne mulighed i vore hænder. Folk må lære at bryde gennem pessimisme, kynisme, frygt, og erkende det enorme potentiale, som vi har lige foran os, i vore hænder på dette tidspunkt i historien; og leve op til dette ansvar, og til denne enorme chance.

Ross: Storartet! Vi viser websiden endnu engang på skærmen, så I kan finde vores rapport om Amerikas rolle i den Nye Silkevej. Hvis I lytter, så er det lpac.co/us-joins-nsr for den Nye Silkevej. Nyd rapporten! Jeg håber, den er til hjælp i jeres organisering.

8. mrs., 2017 – Bloomberg-rapporten af 7. marts, der fokuserede på europæiske bankers svigt mht. at låne penge til økonomien, fremviste yderligere et totalt patologisk europæisk banksystem, der er rede til at bryde sammen. Fire aspekter af rapporten gør det klart, hvor døde de europæiske økonomier er, og hvor tæt deres banker er på et kollaps, der vil bringe City of London og Wall Street til fald.

For det første voksede indskuddene fra Europas ikke-finansielle selskaber i bankerne med ekstraordinære 18 % i 2016, og med $848 mia. siden 2014, på trods af, at disse banker ikke betaler renter, og i visse tilfælde kræver negative renter på disse indskud. Selskaberne, der ikke ser nogen efterspørgsel eller udsigter til økonomisk aktivitet omkring sig, betaler for at puge deres penge snarere end at bruge dem.

For det andet har bankerne selv sat yderligere $1,16 billion ind i den Europæiske Centralbank som »overskydende bankreserver« siden 2014, på trods af, at de må betale ECB negative renter for at opbevare disse reserver. De havde ikke brug for at låne dem ud, da de heller ikke kunne se nogen efterspørgsel. En sindssyg budget- og nedskæringspolitik i hele eurozonen har fjernet efterspørgslen på kredit, og de store banker har gjort resten.

For det tredje har de store banker i de »nordlige« europæiske lande og i London også brugt de $1,8 billion, de fik fra ECB’s opkøb af obligationer fra dem siden 2014, på samme måde, som de $848 mia. i yderligere kundeindskud, til alt muligt andet end udlån. Deres udlån voksede kun med omkring $174 mia. i denne periode og er stadig under 2012-niveauet. Bortset fra at kapitalisere sig selv med dem og betale deres aktionærer for at øge prisen på deres aktier, har de 20 største europæiske banker dramatisk øget deres reserver til tab på dårlige lån, med 27 % alene i 2016.

Disse banker er ikke overraskende fortsat ikke profitable og bliver det mindre og mindre. De 20 største eurozone-bankers indkomst faldt med 5 % i 2016, og deres nettoprofit faldt med 50 % til 33 mia. euro for de 20 banker tilsammen. (Til sammenligning havde Wells Fargo Bank alene, på trods af en meget skadelig skandale, en profit på mere end en halv gang større i 2016.) Dette er det afgørende problem, der truer med få Deutsche Banks enorme derivatboble til at eksplodere, hvad øjeblik, det skal være.

For det fjerde, så fortsætter kapitalflugten og accelererer fra banksystemerne i de superforgældede lande, så som Italien, Spanien, Grækenland og Portugal, til de »stærke« landes banker. Dette er alt andet end styrke; det garanterer, at et af disse superforgældede bankers systemer vil udløse en generel nedsmeltning af bankerne – med mindre disse hurtigt bliver reorganiseret efter Glass/Steagall-principper og reddet af statslig kreditudstedelse for at skabe produktiv efterspørgsel.    

Leder fra LaRouchePAC, 6. marts, 2017 – To betydningsfulde dokumenter blev udgivet den 4. marts, om den ekstreme krigsfare, der bliver anstiftet af den hysteriske og absurde dæmonisering af alle amerikanske kontakter med russiske diplomater og regeringsfolk. Et af disse dokumenter er af pensionerede ambassadør Jack Matlock, USA’s ambassadør til Rusland fra 1987-91 og en af USA’s førende eksperter og diplomater. Det andet er af Robert Parry, den undersøgende journalist, der er mest berømt for sin afsløring af Irankontra-operationen og CIA-kontra kokainhandelen i USA i 1980’erne.

Ambassadør Matlock skriver, at den aktuelle formodning om skyld i de amerikanske medier og politiske kredse udgør »holdningen i en politistat«. Han advarer om, at »atomvåben er en eksistentiel trussel mod vores nation«, og at en forbedring af relationerne med Rusland må »lovprises, ikke gøres til syndebuk«.

Parry forklarer sammenkomsten af tre, tilsyneladende uensartede kræfter: de neokonservative (senator John McCain et.al.); de liberale Demokrater (Obama/Hillary/Soros-netværkerne); og de etablerede medier, der alle tilsigter at forhindre Trumps bestræbelser på at forbedre relationerne med Rusland. Parry advarer om, at disse handlinger »kunne skubbe de to lande ud i en krig, der virkelig kunne blive krigen, der afslutter alle krige – samtidig med at afslutte den menneskelige civilisation. Men Demokrater, liberale og de etablerede nyhedsmedier synes at hade Trump så meget, at de er villige til at løbe denne risiko«.

Det, der mangler i denne analyse – og som er fundamentalt og afgørende for at besejre den – er, at disse tre elementer ikke er »umage sengekammerater«, som de synes at være, men de fungerer snarere som redskaber for Imperiet og City of London.

Det britiske Imperium er stadig i høj grad i live, selv om det har brugt USA som en »dum kæmpe« i løbet af de seneste 16 år med Bush’ og Obamas præsidentskaber til at udkæmpe sine kolonikrige. Imperiet kan ikke overleve, hvis dets »del og hersk«-opsplitning af verden mellem Øst og Vest blev tilintetgjort. Det er præcis, hvad Trump truer med at gøre gennem sin offentligt erklærede hensigt om at etablere samarbejdsrelationer med Rusland, så vel som også med Kinas »win-win«-fremgangsmåde med udvikling af hele verden gennem den Nye Silkevej – Ét Bælte, én Vej. I det britiske finansoligarkis og det britiske monarkis øjne må dette stoppes med alle midler, helt frem til og inklusive atomkrig.

Verden befandt sig på randen af netop en sådan eksistentiel katastrofe under Obama og hans klon Hillary Clinton. Selv om denne umiddelbare fare blev undgået gennem Hillary Clintons valgnederlag, så advarer både Matlock og Parry rettelig om, at denne fare er i færd med at blive genoplivet og forværret af den nye heksejagt i McCarthy-traditionen på enhver drøftelse med Rusland.

Som Lyndon LaRouche sagde i dag: »Briterne er medierne, med en hensigt om at ødelægge nationer. Det er før blevet gjort, og nu forsøger man igen. Vær agtpågivende.« Briternes rolle, sagde han, må bringes i fokus. »Vi kan forpurre dem ved at gøre det.«

Kendsgerningen med det vestlige banksystems totale bankerot (en afgørende årsag, i Imperiets øjne, til at få startet en krig hurtigt) blev i dag pointeret af Deutsche Banks chef John Cryans meddelelse om, at den 17 måneder lange bestræbelse på at genoprette stabiliteten i den bankerotte institution var mislykkedes. Banken tabte endnu $1,5 mia. i 2016, for det meste på derivathandel, og de står over for milliarder i bøder fra USA for deres kriminelle handlinger under boblen med subprime-ejendomslån, der førte til krakket i 2008. Cryans nye plan for Tysklands største bank omfatter at rejse $8,5 mia. gennem udstedelse af nye, diskonterede aktier samt fokusere på udlån til industrien og skære ned på spekulativ handel og værdipapirmanagement.

Det lyder fornuftigt, men LaRouche bemærkede, at de blot »fjoller rundt« og må »gøre regnskabet op gennem virkelighed, og ikke numre«. I juli 2016, hvor Deutsche Bank næsten kollapsede, krævede LaRouche en engangs-genkapitalisering af banken, men på betingelse af, af den vendte tilbage til traditionen efter sin tidligere formand, Alfred Herrhausen, en tradition for bankpraksis for industriel og samfundsmæssig udvikling, ikke spekulation. Herrhausen blev myrdet på det tidspunkt, hvor Berlinmuren faldt i 1989, præcis på grund af sin vision.

Men LaRouches forslag blev ikke fulgt. EU og den tyske regering forsøgte at lappe på Deutsche Banks derivatbeholdninger til $55 billioner med nye numre, og nu forsøger de endnu et nummer. Den »virkelighed«, som LaRouche refererer til, er, at der ikke er nogen måde, hvorpå man kan undvige det uundgåelige kollaps af derivatkontrakter til næsten $2 billiard, der suger livet ud af det transatlantiske finanssystems produktive økonomier, undtagen gennem en Glass/Steagall-reorganisering i FDR-stil – hvor man afskriver den værdiløse, spekulative boble og dirigerer nye kreditter ind i produktiv aktivitet.

Hvis verden vælger at sidde krisen ud, vil det ikke alene skabe en finanskrise, der overgår enhver forestilling, men også en global krig. Tiden er inde til at handle.

4. marts, 2017 – En artikel i New York Times fra 1. marts gør det klart, hvor forbløffende arrogant og direkte uforskammet, de neoliberale politikere og medier i Europa lige fra begyndelsen har forholdt sig over for en demokratisk valgt, amerikansk præsidents valgsejr! Allerede i det tidlige efterår begyndte Obama at sænke klassificeringsniveauet for diverse tvivlsomme efterretningsrapporter om Ruslands angivelige manipulation af den amerikanske valgproces, som delvist var baseret på britiske kilder, og som der frem til i dag absolut ikke findes nogen beviser for, for at maksimere den kreds af personer, der har adgang til disse rapporter. Ligeledes blev tilsvarende informationer givet til europæiske allierede – og tydeligvis til bestemte medier.

Det forklarer den uhørte arrogance, hvormed disse kredse som aftalt var så sikre på, at Trump ikke ville blive siddende i Det Hvide Hus i sin fulde embedsperiode, og at »undersøgende journalister nu ville få masser at lave«, som der endda stod at læse Der Tagesschau! »Vil Donald Trump blive myrdet, afsat gennem et kup eller blot afsat ved en rigsret?«, lød det i det britiske Spectator. I samme skure kørte en ARD-presseklubudsendelse, hvor udgiveren af Die Zeit, Josef Joffe, grublede over »Mord i Det Hvide Hus«, og med det franske radioshow Karl Zero, hvor der fuldstændigt smagløst blev diskuteret diverse dødsmåder, der snart kunne skille Trump fra livet.

Londonavisen Daily Mail citerede, uden at nævne navn, en kilde – angiveligt en ven af familien – iflg. hvilken Obama personligt, fra sit nye herresæde i Washington-bydelen Kalorama, vil anføre en kampagne, hvis mål er at fjerne Trump fra Det Hvide Hus enten ved en rigsretssag eller tilbagetræden. Og i stedet for at konfrontere det faktum, at det var Obamas og Hillary Clintons katastrofale politik med hensyn til de »ynkværdige« (dvs. de amerikanske borgere i de tidligere industrialisere områder, nu kaldet ’rustbæltet’, der ikke så nogen fremtid for sig selv med den hidtidige politik fra de etablerede eliter, -red.), som forskaffede dem valgnederlaget, så efterplaprer det Demokratiske Parti som et mantra ’narrativen’ om de russiske hackerangreb.  Oversiddere fra Obamas efterretningstjenester strør næsten dagligt nye aflytningsprotokoller til medierne, der skal danne belæg for eksistensen af upassende relationer mellem medlemmer af Trump-administrationen og Rusland. Det seneste eksempel: Samtaler, som justitsminister Jeff Sessions, i sin daværende funktion som medlem af det amerikanske Senats Udenrigsudvalg, har haft med den russiske ambassadør Sergej Kisljak, og som hører til Sessions opgaver, bliver nu af Demokraterne benyttet som yderligere ammunition til at kræve hans afgang.

Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov kommenterede anklagerne fra »unavngivne kilder« om, at Kisljak skulle være en spion og en hverver af spioner, med, at alt dette mindede ham om McCarthy-perioden, alt imens Trump selv talte om en total heksejagt imod ham og hans administration.

Det er i sandhed en ny McCarthy-heksejagt, som det neoliberale establishment på begge sider Atlanten iscenesætter, fordi Trump har skrinlagt hele den unipolære politiks aksiomer, som Amerika har forfulgt siden starten af George W. Bush’ embedsperiode, hvilket også tydeligt kom frem under Trumps tale om nationens tilstand. Trumps argument med, at man med de seks billioner, som krigene i Mellemøsten havde kostet, kunne have opbygget USA’s økonomi to eller tre gange, stiller den totale modsætning på spidsen.

Men, alt imens det neoliberale establishment i Europa på forbløffende vis lader den demokratiske maske falde og åbenlyst allerede spekulerer på tiden efter Trump, så burde de hellere feje for egen dør. Tegnene på et nyt, og langt mere dramatisk finanskrak end det, der fandt sted i 2008; en fornyet krise i Grækenland; bankkrisen i Italien; uforudsigelige valgresultater i flere lande i år; en eller flere stater, der vil følge i Brexits spor – kombinationen af alle disse udviklinger kunne meget hurtigt stille spørgsmålstegn ved euroens, og selv EU’s, eksistensgrundlag. Men disse regeringer er tydeligvis lige så meget ude af stand til, eller uvillige til, at opgive en politik, der har frembragt disse kriser, som de amerikanske Demokrater vægrer sig ved at erkende årsagerne til deres valgnederlag.

Fem år efter ECB-chef Mario Draghis berømte sætning om, at han vil gøre, »hvad der skal til« for at redde euroen, er eurokrisen tilbage på fuldt blus, men med den forskel, at Centralbankerne nu har affyret alt deres krudt med ’kvantitativ lempelse’ og negative rentesatser. Trojkaens nedskæringspolitik over for Grækenland har ødelagt landets økonomi og kostet befolkningen usigelige lidelser. Den tyske finansminister Wolfgang Schäubles stædighed mht. at bevilge Grækenland en gældsreduktion, og naturligvis den voksende fortvivlelse hos folk i Italien, Spanien og Portugal over EU-politikken, truer med at blive udløseren af det globale finanssystems kollaps. Den kinesiske avis Global Times, som er talerør for regeringen, advarer netop om dette, og om virkningen på Kina.

Selvfølgelig er krisen i Grækenland blot én af mange miner, der kunne få det transatlantiske finanssystem til at detonere. I betragtning af de 3,7 billioner, som ECB har smidt ud til det skrantende europæiske banksystem, og i betragtning af en statsgæld i USA på 20 billioner, vil alt ikke alene for Trump afhænge af, at han opfylder sit valgløfte og gør en ende på kasinoøkonomien ved at genindføre Glass/Steagall-bankopdelingsloven.

Bankopdelingen – nøjagtig efter de samme regler, som Franklin D. Roosevelt gennemførte i 1933 – er blot det første, uopsættelige skridt, der må følges op af de næste tre love, som Lyndon LaRouche har defineret som en samlet pakke til overvindelse af denne krise. Den nuværende, monetaristiske politik må erstattes af en tilbagevenden til det Amerikanske Økonomiske System, i traditionen efter Alexander Hamilton, med oprettelsen af en nationalbank og et statsligt kreditsystem, og med en massiv forøgelse af økonomiens produktivitet, der kan opnås med et forceret program for udvikling af kernefusionskraft og virkeliggørelsen af et internationalt samarbejde omkring rumfart som drivkraft. I USA er resolutioner, der modsvarer dette, allerede blevet vedtaget af elleve delstatskongresser.

Selv om man ikke tilslutter sig professor i økonomi Mark Blyths synspunkt om, at EU, med de forventede valgresultater i flere lande, vil falde fra hinanden, endnu før Storbritannien har aktiveret artikel 50 for Brexit, bør det stå klart, at et »vi fortsætter på samme vis« med hensyn til EU og euroen, ikke kan fungere. Ikke overraskende bringer Jean-Claude Juncker med sin hvidbog til overvindelse af krisen i Europa intet nyt frem; hans fem scenarier er blot variationer af den samme, neoliberale, geopolitiske idé.

Alternativet hertil er soleklart: De europæiske nationer må tage imod det kinesiske tilbud om at samarbejde om den Nye Silkevej, det såkaldte Bælt & Vej-initiativ. Dette projekt har allerede i løbet af de forgangne tre år fuldstændig forandret dynamikken i verden; allerede 70 nationer arbejder sammen med Kina, og det drejer sig om det største infrastruktur- og udviklingsprogram i menneskehedens historie. I stedet for planer om at indgå ekstremt tvivlsomme aftaler med kystlande omkring Middelhavet, burde fru Merkel hellere gribe Kinas tilbud om, sammen med andre stater, at opbygge Mellemøsten og det øvrige Sydvestasien, såvel som også det afrikanske kontinent, og dermed løse flygtningekrisen på en permanent og menneskelig måde.

Som det ser ud, så er den neoliberale politiks betonhoveder ikke til sinds at gøre dette. Den tyske finansminister Schäuble holder stædigt på sit pund kød, og for ham kan der ikke være tale om en gældsreducering for Grækenland. Kina opbygger ikke alene havnen i Piræus som transitpunkt for den Nye Silkevej, men investerer også i byggeriet af jernbaneforbindelsen fra Athen over Beograd til Budapest. Og hvad gør EU-kommissionen? De forsøger at blokere netop dette byggeri!

Det er på allerhøjeste tid, at flere og flere mennesker går sammen med BüSo og Schiller Instituttet om Tysklands og de andre europæiske staters virkelige interesser, som ligger i at samarbejde med Kina, Rusland, Indien, Japan og andre stater om de storslåede perspektiver, der nu er på dagsordenen med den Nye Silkevej. Det er absolut ikke i vores interesse at deltage i heksejagten på Trump og Putin, og vi bør være himmelhenrykte over, at den nye, amerikanske præsident annullerer interventionskrigene.

Det er først og fremmest et krav at se på årsagerne til, at en stor del af verden befinder sig i så kaotisk en tilstand: Årsagen er den unipolære politik, der er blevet ført af Bush, Thatcher, Blair, Obama og Cameron, og til hvilken politik også NATO’s og EU’s imperieudvidelse til Ruslands grænser hører, såvel som også politikken med ’farvede revolutioner’ og krige i Østeuropa og i Mellemøsten og det øvrige Sydvestasien og Nordafrika. Til denne politik hører ligeledes den neoliberale økonomiske politik, der sætter bankernes og spekulanternes interesser i første række, for at det skal gå etablissementet endnu bedre – dette etablissement, for hvem de ’ynkværdige’ ikke engang er værdige at ynkes over. Og, som man nu kan se, er disse neoliberale totalt illiberale, for ikke at sige diktatoriske, når demokratiske flertal går op imod dem.

Heldigvis er det endnu ikke for sent at springe med på det Nye Silkevejstog!   

Leder fra LaRouchePAC, 5. marts, 2017 – Alt imens hysteriet med den »farvede revolutions« angreb på Donald Trump fortsætter i hele Europa og i USA, så er sandheden bag denne »nye McCarthyisme« også ved at komme frem.

Udtalelser om et muligt mord på Trump er fremkommet i flere europæiske pressemedier og i blogosfæren. Obamas justitsminister Loretta Lynch, der nægtede at fængsle bankiererne for deres forbrydelser med hvidvask af narkopenge og med at ødelægge den amerikanske økonomi, har nu offentligt opfordret til voldelige demonstrationer og bemærker, at, i tidligere tider, »blødte folk og ja, nogle af dem døde. Dette er hårdt. Alt, hvad der er godt, er hårdt. Vi har gjort dette før. Vi kan gøre det igen.« At sammenligne det Obama/Soros-anførte kupforsøg med borgerrettighedsbevægelsen er både en løgn og en afskyelighed. Den eneste, legitime sammenligning er med det voldelige kup i Ukraine i 2014, anført af nynazister, som EIR har dokumenteret, blev kørt af netop de selvsamme agenter (Se EIR's rapport, »Obama-Soros ’farvede revolutioner’; Nazi-kup i Ukraine, 2014; USA, 2017?«)

Det er ikke det indbildte angreb på »vore vestlige værdier«, der er drivkraften bag dette kupforsøg, men snarere det desperate Britiske Imperium og dets aktiver i USA, der er rædselsslagne over, at imperieopdelingen af verden, der er afgørende for at opretholde deres bankerotte, vestlige finanssystem gennem krige og nedskæringspolitik, trues af Trumps bestræbelser på at bringe USA ind i et samarbejde med Rusland og Kina. Et sådant samarbejde, der vil forene verden gennem et nyt paradigme, baseret på fred og udvikling, vil ikke have plads til de spekulative finansinstitutioner, hvis fremgang beror på hasardspil, narkopenge og krige. Trump gør forberedelser til at mødes med både Putin og Xi Jinping i de kommende måneder. Samarbejde omkring bekæmpelse af terrorisme og USA’s tilslutning til den Nye Silkevejsproces ville betyde enden på Imperiet – måske for altid.

Men Trump har endnu ikke opfyldt sit kampagneløfte om at genindføre Glass-Steagall for at afslutte det tyranni, der begås af Wall Streets »for store til at lade gå ned«-banker, der har suget kreditten ud af hele det transatlantiske finanssystem for at nære deres derivatboble. Denne boble er nu en halv gang større end den, der eksploderede i 2008 som følge af den sindssyge genforsikring af subprime-ejendomslån og andre værdiløse, spekulative værdipapirer. Hvis præsidenten skal lykkes med at genopbygge den amerikanske økonomi og gøre en ende på den værste narkokrise i nationens historie, må han omgående genindføre de finansielle principper, i Hamiltons tradition, som har været drivkraften bag alle amerikanske perioder med fremskridt.

Franklin Roosevelts Glass/Steagall-angreb på Wall Street er modellen – den eneste model – der kan forhindre den langt værre, finansielle nedsmeltning, der nu truer det europæiske og amerikanske banksystem. Kun ved hjælp af dette indledende, første skridt vil en genindførelse af solide og fornuftige principper for bankpraksis – som dirigerer statslig kredit til industri, landbrug, infrastruktur og en genindførelse af videnskabeligt fremskridt – atter være i stand til at gøre Amerika stort igen. Det er den effekt, som LaRouches Fire Love har. 

Muligheden for en sådan revolutionær transformation af nationen og verden har aldrig været større end den er i dag. Kampagnen, der har til hensigt at bringe Trumps præsidentskab til fald, har ikke held til at overbevise det amerikanske folk. Efter at Trump anklagede Obama, og Obamas »oversiddere« i efterretningssamfundet, for at køre løgnekampagnen, der anklager Trump for ulovlige bånd til Rusland, måtte New York Times indrømme præcis dette. I en artikel fra 2. marts forklarede NYT Obama-administrationens anbringelse af hemmelige (og falske), udokumenterede efterretninger i officielle dokumenter, hvor de sænkede hemmelighedsgraden med det formål at maksimere disses cirkulering og forberedte efterforskninger for kriminelle handlinger, baseret på disse løgne.

Nu har Trump anklaget Obama for at aflytte hans kontorer i Trump Tower under kampagnen og tilføjet, at »dette er Nixon/Watergate« og »dette er McCarthyisme«. Han har krævet, at Kongressen udfører en tilbundsgående efterforskning. Obamas chef for den nationale efterretningstjeneste, James Clapper – bedst kendt for sin løgn over for Kongressen i 2013, hvor han benægtede, at efterretningssamfundet overvågede millioner af amerikanere (afsløret som løgn af Snowden-afsløringerne) – optrådte i dag på NBC’s »Mød Pressen« for at benægte, at der fandt en sådan aflytning af Trump Tower sted (selv om han denne gang var lidt mere forsigtig og sagde, »så vidt jeg ved«). Vi får se.

Aktivistteams fra LaRouchePAC deltog i pro-Trump møder i hele landet søndag, hvor de både oplevede en høj grad af anerkendelse af LaRouches år med at afsløre Obamas forbrydelser og også en åbenhed over for bestræbelserne på at få Demokrater og Republikanere til at kræve, at Trump går frem med sit løfte om at genindføre Glass-Steagall. Men aktivisterne bemærkede, at befolkningen, ligesom Kongressen, er selvisk optaget af partiske angreb uden meget hensyn til, eller blot begreb om, afgørende politiske spørgsmål. Indgriben med LaRouches Fire Love har aldrig været mere presserende. Med det transatlantiske banksystem, der er rede til at sprænges, og de hektiske bestræbelser på at fremprovokere en borgerkrig eller et kup i USA, har vi ikke tid til mangel på klarhed.

Som Helga Zepp-LaRouche i dag sagde til medarbejdere: »Dette er vores livs største kamp. Folk bør ikke opføre sig dumt.«

Foto: New Yorks Børs.      

Dette er en aktiv, igangværende kamp; og efter en række diskussioner med hr. og fr. LaRouche i løbet af de seneste par dage, har vi nu gen-optrappet og gen-understreget en ny kampagne for dette initiativ. Dette vil omfatte en ny appel; den forrige havde fokus på denne tale til Kongressen. Denne nye appel er lidt mere åben og skal være et nyt samlingspunkt for en national, og international, kampagne for at få USA til at vedtage dette program.

Benjamin Deniston: Vi skriver i dag den 3. marts, 2017, og dette er vores ugentlige fredags-webcast på larouchepac.com. Med mig her i studiet har jeg Paul Gallagher, økonomiredaktør for Executive Intelligence Review; og via video, Bill Roberts, medlem af LaRouchePAC Policy Committee.

I dag annoncerer vi lanceringen af nogle nye initiativer, der er direkte affødt af den meget succesrige kampagne, vi har ført i januar og februar for vores appel for Glass-Steagall. Over 3.000 underskrifter, inklusive både online appeller og skrevne underskrifter, er blevet overgivet til præsident Trump og mange kongresmedlemmer. Andre organisationer, der støtter et lignende initiativ, har også indsamlet tusinder af underskrifter. Antallet af underskrevne appeller lyder måske ikke af så meget, sammenlignet med andre appeller, men dette reflekterede en meget effektiv og vigtig kampagne. Blot i år har 14 delstatskongresser introduceret resolutioner, der enten kræver, at USA’s Kongres støtter Glass-Steagall alene, eller også Glass-Steagall og en eller anden variant af Lyndon LaRouches Fire Love. Vi så spørgsmålet om Glass-Steagall komme i front og centrum under senatshøringen for godkendelse af den person, der blev finansminister, Mnuchin; hvor han blev konfronteret direkte med spørgsmålet om Glass-Steagall. Vi har set en række mediedækninger, der har indikeret, at Wall Street har holdt vejret for at se, om dette bliver spørgsmålet eller ej. Så enhver med forstand indser, at dette er blevet til en central kamp. Wall Street er rædselsslagen over dette spørgsmål; de ved, at der stadig er seriøs støtte til det. Alt imens Trump ikke støttede det i sin tale om unionens tilstand (28. feb.), så er tiden ikke til, at vi klapper hinanden på ryggen over den effekt, vi har haft, eller læner os tilbage og opgiver; tiden er for en optrapning.

Dette er en aktiv, igangværende kamp; og efter en række diskussioner med hr. og fr. LaRouche i løbet af de seneste par dage, har vi nu gen-optrappet og gen-understreget en ny kampagne for dette initiativ. Dette vil omfatte en ny appel; den forrige havde fokus på denne tale til Kongressen. Denne nye appel er lidt mere åben og skal være et nyt samlingspunkt for en national og international kampagne for at få USA til at vedtage dette program. Jeg vil gerne oplæse denne appel. Den vil snarest blive udlagt på hjemmesiden; og alle, der underskrev den aktuelle appel (som var stilet til Donald Trump, -red.), vil omgående modtage den. Så hvis man endnu ikke har underskrevet appellen, så sørg for at gøre det nu. Så vil man være med i vores kampagne og vil modtage opdaterede rapporter – dagligt, ugentligt eller når som helst, der er nye udviklinger i dette spørgsmål, vil man modtage opdateringer. Man vil vide, hvad der foregår, og man vil blive en del af vores orientering for handling.

Vi beder ikke om, at folk bare efterlader et navn og et nummer, og det er så det; vi beder folk om at gå med i kampen. Som man kan se her på skærmen, kan man tilmelde sig; man kan få informationerne via sms på sin telefon, ved simpelt hen at skrive bogstaverne »GSACT« til nummeret 52886. Alene denne handling vil indlede den proces, hvor man kan læse og underskrive appellen og gå med i kampagnen. Hvis man har underskrevet (den tidligere appel, -red.), vil man omgående modtage udgivelsen af vores nye appel, som jeg nu vil oplæse en kopi af, og som meget snart vil blive udgivet. Det nye udkast lyder:

»Præsident Trump og den 115. Kongres: USA har brug for win-win-udvikling; vedtag LaRouches Fire Love og gå med i Kinas Nye Silkevej.

»Underskriverne af dette erkender, at det transatlantiske finanssystem er på randen af en ny nedsmeltning, der er værre end den fra 2007-08. Livsbetingelserne for det store flertal af amerikanere er støt og roligt brudt sammen i løbet af de seneste to årtier. USA’s økonomiske politik har fokuseret på at beskytte Wall Streets spekulative boble i stedet for at beskytte det almene vel og det amerikanske folks fremtidige velfærd. Vi erkender, at der nu må træffes nødforanstaltninger for at komme en ny finanskrise i forkøbet, og for atter at sætte amerikanere i arbejde for at genopbygge vores nation og vores fremtid.

For at opnå dette, anmoder vi præsident Donald Trump og den 115. Kongres om at vedtage og implementere programmet for LaRouches Fire Love for Økonomisk Genrejsning, som en hasteforanstaltning; og at tilslutte sig Kinas program for en Ny Silkevej for globalt samarbejde og storstilede infrastrukturprojekter og økonomisk udvikling.

De Fire Love definerer et sammenhængende program for økonomisk genrejsning, der har sine rødder i det Amerikanske System for økonomi:

1. Genindfør Franklin Roosevelts oprindelige Glass/Steagall-lov; som adskiller kommercielle udlånsaktiviteter fra Wall Street spekulation.
2. Vend tilbage til et nationalt banksystem i Hamiltons tradition.
3. Direkte statslig kredit til projekter og initiativer, der skaber stigende niveauer af produktivitet og indkomster.
4. Lancér et forceret program for udvikling af fusionskraft og en hurtig udvidelse af vores rumprogram.

USA’s økonomiske genrejsning vil blive meget optrappet, hvis USA tilslutter sig den globale udvikling af infrastruktur og den økonomiske renæssance, der strømmer fra Kinas Nye Silkevejsprogram.«

Dette vil altså blive offentliggjort snarest; dette vil være det nye samlingspunkt omkring en appel, men er i virkeligheden en national mobiliseringskampagne om dette spørgsmål. Vi vil gå mere i detaljer med dette, men jeg vil også annoncere, at vi er i gang med at opdatere LaRouchePACs brochure/rapport om præcis dette spørgsmål – LaRouches Fire Love og USA’s tilslutning til den Nye Silkevej. Så i løbet af de næste par dage kan I se frem til udgivelsen af denne nye rapport; den er faktisk et supplement og en støtte til indholdet af denne appel. Og som sagt, hvis man allerede er indtegnet som en del af vores kampagne for appellen, vil man også modtage en annoncering, så snart dette ligger klart.

Vi vil diskutere lidt mere i dybden det nye indhold af denne rapport; men før vi kommer til det, mener jeg, at vi må diskutere modreaktionerne og kampen imod denne politik. Som det er blevet nævnt i noget af dækningen af kampen om Glass-Steagall i de seneste måneder, så indser Wall Street, London og det internationale finansapparat, der faktisk har kørt USA og Obama-administrationen, at Trump er tilbøjelig til at gå i denne retning; og de er rædselsslagne over, at USA skal vælte de seneste 16 års politiske skakbræt og rent faktisk arbejde sammen med Rusland, Kina og andre nationer på basis af gensidig udvikling og gensidigt samarbejde. Dette ville betyde enden på Det britiske Imperium; noget, vi alle ser frem til at fejre. Men de opgiver ikke; der køres en massiv operation imod USA’s præsidentskab, imod Donald Trumps administration; og dette må være et spørgsmål, som vi må yde modstand overfor, hvis vi skal have noget af dette gennemført.

(Fortsat engelsk udskrift):

        PAUL GALLAGHER:  Well, we're right now in the middle of a
fight in which it's become very well exposed that the past
President of the United States, Barack Obama, is trying to
overthrow the President who has just gotten elected.  This is the
situation.  He is not alone in this, quite obviously.  We've put
out a dossier recently on the collaboration between George Soros,
his money, his foundations, his forces around Europe in
particular, and the Ukraine revolution — which they pulled off
— and the attempt to do the same thing to Trump here in the
United States.  This is now becoming more exposed.  On the one
hand, the {New York Times} has just run an article today making
clear that the Obama administration took extraordinary actions in
its last days in order to disseminate what had been classified
information and make sure that it was widely spread throughout
the government; that its classification was lowered, and that the
National Security Agency's limitations on distributing its
intercepts against communications of all kinds, that the barriers
against its distributing this throughout other parts of the
government, other parts of the intelligence community were pulled
down so that — as some people called it — the "breadcrumbs"
which supposed represented Trump campaign team collaboration with
Russia would be everywhere.
        The {Daily Mail} in London today runs a story with an
unnamed source who they say is an Obama family friend, which says
that they have been told that Obama personally intends to lead
the drive until it's successful to get Trump removed from office,
either by impeachment or by resignation.  And that this is
something to which he was persuaded by a number of people,
including Valerie Jarrett; who stayed in Washington and set up
with Obama in that Kalorama mansion in Washington DC for that
purpose.  Obviously, the one other country in the United States
and Europe where this kind of furor to attempt to undo the
election has been in Britain; a furor both to try and undo the
Brexit vote and to try to undo the Trump election, although in
the rest of Europe as well, a lot of the elites are hysterical
against the Trump Presidency and are even calling for his
assassination.  This has gone even to the chief editor of {Die
Zeit}, one of the leading "liberal" newspapers in Europe, who —
on national television in Germany — suggested that Trump might
be assassinated.  What he said has been quite typical of exactly
that liberal elite.
        Now, what we're dealing with here is that voters around the
world, the public in nations around Europe, including Eastern
Europe and the United States, to a certain extent in southern
Asia, have been voting to reject the entire era of globalization
and deindustrialization of the last 30 years.  They've been doing
that for good reason, because it has lowered their living
standards, lowered their productivity, and has emasculated
government which otherwise would have been investing in their
manufacturing sectors and investing in their infrastructure; it's
prevented them from doing that.  It's produced a truly dismal era
of economy in which there was a crash unlike any since 1929-1931.
Why?  Because this era of industrialization produced tremendous
levels of debt, tremendous build-ups of debt relative to economic
product; and the securitization of that debt in order to try to
wave hands and say that that total debt build-up was not a
problem, securitizing it all.  When it reached the point of
securitizing unpayable debt in the US real estate household
mortgage sector, it blew up the entire global banking system as I
said, in a way not seen since 1929-31.

        DENISTON:  It's something we've never actually recovered
from.

        GALLAGHER:  Since that time, we have not recovered; we have
been characterized by rates of economic growth to 1% to 1.5%
throughout the Obama administration in the United States; 0% to
0.5% and in some cases negative growth for the entire period
throughout Europe.  The only way in which this globalization
elite in the United States, Britain, and Europe has kept itself
together, has been by trying to assert military dominance and the
right to overthrow governments anywhere in the world, and by
declaring virtual war against Russia in order to maintain a
situation of extreme hostility both to Russia and to China.  Why?
Because in China, in Asia more generally but in China in
particular, the alternative to this terrible stagnation which
voters have been rejecting in all these countries; that
alternative has been clearly emerging in the rates of investment,
overcoming of poverty, real progress, technological and
scientific leadership coming from China, and other Asian nations
to a significant extent as well. So that if we see now, all of a
sudden, the Democratic Party in the United States has become,
apparently, a McCarthyite policy, where…

        DENISTON: The Red Scare's back.

        GALLAGHER: … Yeah, where Schumer sits up there and says,
"Let me ask you, sir, have you ever, in any time in your past
life, known a Russian? Have you ever been in a room where a
Russian was present?" Where the Minority Leader of the Senate and
Leader of the Democrats in the Congress has turned into Joe
McCarthy, this is the reason. It's not his background as a
McCarthyite. It's this absolute refusal to accept the rejection
of this 30-year period of globalization, de-industrialization,
impoverishment of populations in the United States and Europe,
and throughout Eastern Europe.
        Just so that people understand what's going on here. In
every Eastern European government which has recently rejected,
or, the voters have elected it, to reject the bankers' socialism
of the European Union — in every one of those countries, the
same kinds of efforts with demonstrations, protests, funded by
George Soros, the same kind of effort to overthrow those
governments which have just been elected, is going on in
Macedonia, in Romania. Obviously it happened in Ukraine. In

Bulgaria, in all of these countries. In the attempts to fix the
French election, to knock out anybody in the French election who
isn't in this bankers' socialism league, by prosecuting them in
the middle of the election campaign — everywhere this is
happening at the same time.
        That's what we're seeing in the United States, but I think,
as the President said in the tweet, which I don't remember if you
mentioned at the outset, but what he said today about this latest
crazy Sessions business. Sessions, a senior member of the Senate
Foreign Relations Committee, talked to the Russian Ambassador.
That's his job! And that's the Russian Ambassador's job, is to go
talk to him! And it was his job, as senior member of the Senate
Foreign Relations Committee, to talk to him! These are
absurdities, and, as President Trump said in responding to this
today, "The Democrats are overplaying their hand." They are so
desperate to find a way to reverse this entire movement
throughout the United States and Europe and Eastern Europe and
places like the Philippines; and, again, put Russia under the
pressure of confrontation again, develop a complete hostility and
encirclement of China. They're so desperate to get this back that
they've now, as he said, overplayed their hand, descended into
absurdity.
        What clearly was represented in the most recent speech that
he made, is that, as you said, he is open to this kind of thing.
It's ironic: the President, Trump, even before he was even
inaugurated, met with the Prime Minister of Japan. This is not
exactly an unusual thing — that an incoming President's team
would be meeting with foreign leaders. He met in New York with
the President of Japan in early January for the first time.
        In these countries, there is the obvious offer of what you
pointed to, there, that the United States can join a New Silk
Road which for three years has been the announced foreign policy
of China — the "win-win" policy of China. This economic belt
across Eurasia with rail lines of all kinds being built; and the
maritime belt going through the Indian Ocean, the Suez Canal, up
from Southern Europe into Central Europe, again, with ports, with
railroads, with power development. This all is effectively an
offer to the United States and it's an offer in the area where
President Trump and his team are clearly weakest. That is, how to
do what they're aiming for, which is to really get economic
growth and progress going in the United States for the first time
in decades. They are very weak on how to do that. This New Silk
Road policy, coming from Asia, in particular from the powers of
Asia, offers them a simple way to break through and do that. And
that's why we're seeing this hysterical apparent McCarthyism on
the part of the Democrats who made themselves into effectively a
party of war with Russia, and containment and potential war with
China. Not exactly what their voters wanted them to be at this
point either.
        I think we're in a situation now where it's become against
their wishes. It's become an extremely open political situation
for us to move with this idea of the United States joining the
New Silk Road, and using the actions that we call the Four Laws
of LaRouche, using those actions in order to do it.

        DENISTON: Bill might have more on this, but I think this
discussion is critical, because part of this whole "color
revolution" process in the U.S. is just this insane party-line
bickering. It really is surface level. If you're out there
talking to the American people, and you're out there talking to
people that voted for Trump or voted for Sanders or didn't vote
at all, there's a {clear}commonality in line for this program,
that permeates America as a whole.
        The idea of trying to get people caught up in this red vs.
blue, party-line debate on these issues, is really paper-thin on
the surface when you get to the actual substance. I know Bill's
been doing some work in the Midwest, the area where he's
centered, where you see a lot of this patriotic American
tradition coming back to ferment, in line for this kind of
program. Part of what we really have in this report that's going
to be coming out, is a further elaboration of what the United
States can do in this program. We can have all the kind of high
speed rail we need, we can have the water we need, we can the
power we need, we can have quality jobs for the American people.
Anybody who wants a quality job can get it. We have the program,
and it really is critical to organize on this level to get
support for this, to get this thing through.
        So, Bill, I don't know if you want to comment on the content
of the report, or some of the work you have been doing out there.

        ROBERTS: I would tend to agree with Trump that the Democrats
are really overplaying their hand on this question of demonizing
Russia, because the Democratic Party, a lot of Democrats don't
really like this idea that we're going to revive the Cold War
right now. I think this demonization of Trump on this Russia
question has tended to create, in Republican's minds, much more
of an openness to collaboration with Russia. Some of the
Republicans — they would tend to be the Heritage Foundation
types, the {Wall Street Journal} reading types — are probably
tending much and much more so to see that this is just a crazy
McCarthyite revival going on right now.
        A lot of Americans are simply going to reject {everything}.
This is what we saw in the election. People are going to tend to
reject everything that's been associated with the last 16 years
of the Obama and Bush administrations. We're seeing this develop
more clearly in terms of what Trump talked about in his address
to Congress. It was a very clear repudiation of this post-9/11
Bush "clash of civilizations" policy; that we {don't} represent
the world. We're not going to go abroad "searching for monsters
to destroy."
        I would say, one of the more interesting aspects of Trump's
address to the Congress, was this reference to Lincoln; not just
the reference to the protectionist policy — which, in its own
way, is part of the Hamilton credit system — but actually the
reference to the 1876 Centennial Celebration. He said we have the
250-Year Anniversary of the country coming up, and as they did
when the 100-Year Anniversary of the United States was being
planned, we should be thinking about the future; we should be
thinking about what kind of breakthroughs that {we} can create
that will represent real accomplishments, and work to get above
party divisions on small things. In this sense, he very much set
a kind of Lincolnesque and FDR tone in this discussion.
        But it's interesting that he referred to the 1876 Centennial
Exhibition in Philadelphia, because this was a real inflection
point of the spread of the American System to countries that the
British Empire had to later work very hard to turn against one
another. Japan, Germany, Russia — under the influence of Henry
Carey. China. The first half of the 20th Century was typified by
wars that the British, in manipulating these great nations that
had been influenced by the policies of the Lincoln American
System. And then, of course, in the second half of the 20th
Century, you had the Cold War. You had the British moving in
after the death of Roosevelt, to divide the war on the basis of
East vs. West.
        I think this reference to going beyond parties, looking at
the principle of this country, identifying a certain kind of
Promethean quality, is good; and you're going to have Americans
tend to become optimistic about returning to a space program.
You're going to have Americans obviously agree with the necessity
of building infrastructure; Glass-Steagall.
        But, there's definitely a limit there at the same time.
These potentials are obviously frightening to the Establishment
and represent something that they are clearly in a last-ditch
effort to try to destroy through this Obama/Soros/McCarthyist
revival. However, in terms of how you actually unleash a
Promethean economic environment, both culturally and in terms of
real increases of productivity, that is the principle that ties
Glass-Steagall to the issuance of credit and the way in which the
breakthroughs, the products of the human mind as a result of
those policies, bring about the upward transformations in
productivity. That's really uniquely something that no one
besides the LaRouche movement has worked through and developed a
very clear policy program for.
        I would just say that there are a number of rallies coming
up this weekend — pro-Trump rallies across the country. Keep an
eye out for notifications that we will be getting out to people
who have signed the Glass-Steagall petition. We will be
organizing a whole series of activities across the country in
support of activities to bring the Four Laws to this American
constituency, to this highly-energized American constituency that
is looking for solutions. I would urge people to find these
rallies and get on the megaphone, get on the microphone at these
events. Call up your city council, call up your state
representatives. This is a sort of unique situation in which
there is a kind of proper repudiation of the failed policies of
Obama and Bush — the geopolitics and so forth — but without a
real conception of how to replace a monetarist thinking in
economics with the kind of Promethean concept which Mr. LaRouche
has spent his life developing, this will certainly not come into
fruition. You will not see, it will not be possible for the
United States to find its place in terms of the unique role that
we have to play now in joining the New Silk Road in the future of
mankind. So, I would just urge people to be extremely active in
the next couple of days in finding ways to inject this unique
conception of LaRouche's Four Laws into the discussion process;
and I guarantee people will be in the state of mind of wanting to
work through and master these ideas, because it's really a
life-and-death question.

        GALLAGHER:  Bill, I know that you did some organizing
directly with meetings that were taking place in the course of
this contest for who would be the new chairman of the Democratic
Party.  Some of them took place out there in your area.  That's
another matter in which it has become exposed just in recent days
that the person who initially seemed to be supported by most of
the party — Rep. Ellison of Minnesota — had put up against him
by the direct solicitation of Obama and Biden, Obama's former
labor secretary; and Obama, Biden, and others then did a lot of
telephone calling in order to make sure that this former labor
secretary, Perez, would beat Ellison and take over the chair of
the Democratic National Committee.  This was another instance of
what's been going on.  But I know that you saw that this was
something which was definitely non-partisan and definitely wide
open when petitioning at those meetings to decide the leadership
of the Democratic Party.  We found at the same time that at all
sorts of meetings, from the collaboration we had with people who
had supported Bernie Sanders in Ohio, all the way to the CPAC
convention — the conservative side of the Republican Party —
that people were signing these petitions specifically to get the
Glass-Steagall introduced again.  I think the total that we had
gathered, together with that parallel effort by people in Ohio,
it was certainly in the range of no more than 6-7000 signatures
overall; and yet, they were used by the key Congressmen and
-women who introduced Glass-Steagall back on February 1st, just
about a month ago.  Marcy Kaptur, Tim Ryan, Tulsi Gabbard, and
Walter Jones; they had those petitions when they had their press
conference introducing HR709, which is the current House
Glass-Steagall bill.  It has now gotten 30-some co-sponsors.
        Also, while that petition campaign was going on — again it
may seem modest — but while it was going on, we were also
contacting state legislators and state senators, particularly in
the so-called Rust Belt, the formerly industrial part of the
country.  The result of that, just in the month of January, is
that I think Ben, it's actually 15 if you count states in which
both houses introduced this; that resolutions in support of what
we're calling an American Recovery Program, which was essentially
the outline of the Four Laws.  Glass-Steagall; Hamiltonian
national bank; credit for high-technology infrastructure; and
space and fusion development.  Those resolutions went into nine
states — and I'll just mention, in three states, they went into
both houses during January; that was Rhode Island, Minnesota, and
Washington state.  In six other states, they went into either the
House or the Senate.  I'm sorry, Illinois is the fourth state in
which they were in both houses; it has already been passed in the
Illinois House, and introduced into the Illinois Senate.  Then
there were other states in which it went into just one house: the
Alabama House, the Iowa Senate, the South Carolina House, the
Mississippi House, the New Mexico Senate.  In addition to that,
there were three other states where resolutions simply naming
Glass-Steagall and calling on Congress to pass the Glass-Steagall
Act were introduced: Delaware, Virginia, and Maryland — where
there was a hearing this afternoon actually for which I prepared
testimony on that resolution, HJ4 in Maryland, calling on its
Congressional delegation to pass Glass-Steagall.
        So, this development which has occurred during January and
February while we've been on this petition and organizing drive
on a bipartisan basis, is also wide open or open-ended; because
anyone who has been a part of that, even just to sign the
petition, even online, anyone who has been a part of that from
any of those states or any other states which have come close —
particularly Ohio, New York state — these states are still in
session.  Anyone can make it their project with their state
legislator, to make sure that he or she co-sponsors this
resolution and contacts whatever Congressmen he usually deals
with.  And these state legislators do, so that we can really make
these legislatures in these Rust Belt states in particular, make
them boil with this campaign for the Four Laws, for the actions
that have to taken to be able to join the New Silk Road
development.  If we're doing that at that level, at the same
time, it's going to have a big impact on the Congress.  So, I
just wanted to point that out.

        DENISTON:  I think that's exactly the kind of initiative
that's going to continue and grow with this new petition, this
new campaign escalation.  And I think people should have no other
priorities at this point; we have this issue which is the
economic life or death of the United States, and we have — as
Paul, you mentioned — more material coming out on this whole
colored revolution policy.  I was glad you went through some of
the details; this is, I think, at least for generations, an
unprecedented level of attack on a US Presidential administration
from within.  It reminded me of some of the treasonous actions
that were done right before Lincoln came in, to try and set up
the South and their split for the Civil War before he came in as
President; just this outright treasonous sabotage of an incoming
administration; but the way we're going to cut through it is this
kind of mobilization.  Again, I would point people to also the
upcoming release of our new report, which will have a more
in-depth presentation of the principle of this recovery program.
And going also back to what Bill was saying, this is really the
way we're going to capture the spirit, the soul of the American
people again, by this returned commitment to the future
development, the future growth of our nation.  And getting people
rallied around the fact and out of this pessimism and cynicism
that just settled in over so long with Bush and Obama
emphatically; but going back even further, we've had this
terrible zero-growth economic policy that's affected people much
more deeply than they realized.  So getting a real, true
realization that we can again return to this level of growth;
just the basic idea that every generation is going to be a
revolutionary advance in the living standards, in the
opportunities, in the growth of the science, the capabilities of
mankind.  If people really get a sense that that's possible, that
that's what's represented by China's leadership in this New Silk
Road program, this returned orientation to space; I think that
will give people the level of fight they need to get this thing
through.  The kind of things Paul was just presenting in terms of
the top-down, Federal level, local level, also municipalities,
labor organizations; all of these groups should be organized and
we should just throw this party crap out the window.  It's an
issue of what is your commitment to the principles and the
policies the nation needs at this point.  If we can continue to
rally people around that, then we'll have a basis to actually get
this thing through and give Trump the support he needs to go with
these initiatitives that he's talked about.
        So Bill, I don't know if you have anything you want to add
from some of your work there.

        ROBERTS:  I would just point out that state representatives
and these local and state elected officials, these are the people
that the Congress goes to.  Because the Congress is inside the
Beltway; they're the most affected by the insanity of these last
two Presidents.  But the local elected officials, the state
representatives, these are the guys living through the drug
epidemic, the violence, the mass unemployment, the 94 million
Americans who are outside the workforce that Trump referred to in
his speech this past week.  Those are the constituents; those are
the people that these local representatives live with.  So, I
think these are the types of people to get to.  Radio stations;
this is the way we can effectively now very quickly make
LaRouche's Four Laws as much of a household word as
Glass-Steagall is.

        GALLAGHER:  Well, we also have other fronts that are going
to be dealt with specifically in the pamphlet.  One is the issue
of — which again, Trump brought up in the address to Congress —
of large-scale infrastructure development.  If you look at the
ground level of it, it appears that there's no direction there;
there was a meeting of the various members of the Cabinet
yesterday — and other staff.  But it was run by a Goldman-Sachs
guy, Gary Cohen.  But there was effectively an administration
meeting on infrastructure legislation; starting to move to
introduce legislation for this idea of a trillion-dollar
infrastructure bank.  At the same time, you have on the
Democratic side, already legislation which has been submitted.
But there is a complete barricade there in terms of knowing how
to finance it, knowing what the really transformative
infrastructure developments like a national — not East and West
Coast — but a national, 25-30,000-mile network of high-speed
rail and maglev rail.   This is nothing futuristic; this is
simply China.  This is exactly what they're building.  They're
building local subway lines now, local metro lines with maglev
technology in China, and putting them into operation.  So, if
you're going from the Bronx to lower Manhattan, on your 25 or 30
stops, you'd be going in between those stops in a completely
smooth and frictionless drive at up to 60mph in between each
stop.  Having already done this on the level of intercity, and
having already gone far to linking every city in the country —
and China has a very large number of significant cities —
linking every single one of them with true high-speed rail; now
they're down to the level of the subways and maglev metro
systems.  But this is the kind of thing that produces tremendous
increases not only in productive employment, but productivity.
        This idea has to be put into the discussions of
infrastructure in the United States, and so do Japanese and
Chinese methods and investments have to be put into this idea of
rebuilding the infrastructure of the United States.  They don't
have that idea now.  What's getting underway seems hopelessly
limited by the lack of any real idea of how to do it.  On the
other hand, you have the President talking about the 2026 250th
anniversary of the signing of the Declaration of Independence as
a horizon point to which people should look; and think about how
the economy, the infrastructure, as he said, are "footsteps on
distant worlds is not too much to hope" in that 9-year period of
time.  Giving people a horizon to look at what actually {could}
be transformed during the period of the next decade.  That's the
kind of thing that puts Americans into the right state of mind in
thinking about being more open politically, being more open in
terms of what they think is possible.  In that sense, he
definitely did contribute to defining the right solutions which
he and his team clearly don't have at this point, in order to
make this kind of trillion or multi-trillion dollar
infrastructure bank investment work.  The same is true with
space; where there is clearly discussion in the administration —
and in NASA as a result — of trying more quickly to put
astronauts in orbit around the Moon, preparatory to beginning the
re-colonization and industrialization and development of the
Moon.  Something which had been completely wiped aside during the
Obama administration, which clearly wrote this off and said, we
don't need this.  We don't need fancy energy sources like fusion
energy, he said to one backyard group of Democrats in Virginia.

        DENISTON: He said you just need to insulate your windows.

        GALLAGHER:  Yeah, better insulated windows is our future by
the 250th anniversary of our Declaration of Independence.
        So, this is a different view, but one in which we have to
drive to a certain extent from the bottom up, as we've been
doing; as well as discussions with people in Congress and in the
administration in order to crystallize the right idea.  Also, so
that they see that Glass-Steagall, if it isn't passed now, the
next major bank failure — and there are plenty of them waiting
to happen in Europe in particular at any moment — the next major
bank failure is going to take the system down again like Lehman
did and AIG did, ten years ago.  If it isn't implemented right
now, the banks are going to continue not to lend to small- and
medium-sized enterprises which tend to have the new technologies
coming on line; and only to lend to the big bond issuers and the
largest corporations.
        One thing that I pointed out in the testimony today in
Maryland, is that JP Morgan/Chase and Citigroup each only lends
out loans and leases equal to about 65% to 66% of their deposits.
Whereas in the banking system as a whole, it's 80%.  That means
that if you take all the community banks and regional banks
around the country — 6000 of them — their lending is equivalent
to 90-plus% of their deposits.  And yet, this little group of six
or ten banks who control two-thirds of all the deposits, their
lending is very low; and that's going to continue to be the case.
If a real infrastructure development bank gets going, then this
lack of lending to the contractors for all those projects by the
private banks is going to be a real problem.  So, you're going to
have that problem if you don't implement Glass-Steagall now, and
separate out the commercial banks.  And in addition, of course,
we've had now these big banks have — according a report a couple
of days ago — now accrued $321 billion worth of fines since the
crash, for illegal, immoral, and otherwise non-banking despicable
activity; which is the way they've used these deposits.

        DENISTON:  And that's without an actual Pecora Commission or
any serious investigation.

        GALLAGHER:  Without ever a prosecution of a senior banker;
$321 billion worth of fines for violating banking practice and
violating the law.

        DENISTON:  They give them the fines, but they let them keep
doing it; so it makes you wonder if it's a fine or just a cut the
government's taking on the scam or something. That's good; I
think that really ties to the necessity of the Four Laws as a
whole.  To have a functioning banking system doesn't mean
anything without what you were raising about the issue of
productivity and investment.  It really is a question of what are
you doing to facilitate the investment of creating a higher level
of net productivity for the economy as a whole?  A higher level
of scientific, technological state for mankind as a whole?  Which
is something that mankind can uniquely do; that's our character,
to create those kinds of revolutionary advances.  That's the
secret of economics, as Mr. LaRouche has kind of uniquely
developed and discovered in a higher way than I think anyone
before him.
        Anyway, just take that as another teaser for the content of
this upcoming report; because that will be material presented in
there.
        Just to conclude, I would just re-emphasize that anybody who
has not signed on to the petition yet — even the old petition —
please do so; because you'll then be ready to be updated as soon
as the new petition is released, as soon as this report is
released, and any other relevant breaking developments on our
campaign which I think we've discussed rather thoroughly as a
good launch point.  We are in the footing for a rapid escalation;
and that's what's needed right now.  So, I think this served as a
good launch point for some more material we'll have in the coming
days and weeks.
        We thank you for joining us today, and we'll be back on
larouchepac.com with more.

        GALLAGHER:  Can I just remind people, before you sign off,
everybody watching this, that this online petition is still to be
signed.  What we're going to do, we will try then to involve
everybody who's signing it, in what we're going to do immediately
in the next week to ten days.  There are going to be — as Bill
mentioned — pro-Trump rallies tomorrow in quite a number of
places; we're going to be at all the ones we can reach.  In fact,
we're speaking at one of them up in the New York City area.  Then
our own rallies and lobbying both in Washington and in New York
on Thursday, and in other parts of the country next Thursday.
We're going to have rallies before that in New York, and what we
call a Day of Action, when we'll be going after all kinds of
elected officials at the local, state, and national levels next
Thursday.  Everybody who's been involved in this petition
campaign up to now — even if it's only been just to sign — the
targets are there; that's what we indicated.  We can move, and
{must} move, elected officials up to and including those in the
Trump administration in order to break this logjam.  I just
wanted to throw that in.

        DENISTON:  Thank you.  We have a clear path of action ahead
of us.  I encourage everyone to get directly on board with that.
If you want to take more action, email us on the website, get
directly in contact, and volunteer yourself for further action.
We have an action center on the LaRouche PAC website.  If you go
to the front page, you'll see it at the very top there on the top
menu banner.  So get active; get in contact with us there and
let's make this happen.  Let's not sit on our laurels and wait
here.
        Thank you for joining us here today.  Stay tuned for more from larouchepac.com.
 

»Til præsident Trump og medlemmerne af Kongressen:

Underskriverne af denne Appel erkender, at det transatlantiske finanssystem er på randen af en ny nedsmeltning, der er værre end den fra 2007-08. Livsbetingelserne for det store flertal af amerikanere er støt og roligt brudt sammen i løbet af de seneste to årtier. USA’s økonomiske politik har fokuseret på at beskytte Wall Streets spekulative boble i stedet for at beskytte det almene vel og det amerikanske folks fremtidige eftertid. Vi erkender, at der nu må træffes nødforanstaltninger for at komme en ny finanskrise i forkøbet, og for atter at sætte amerikanere i arbejde for at genopbygge vores nation og vores fremtid.

For at opnå dette, anmoder vi præsident Donald Trump og den 115. Kongres om at vedtage og implementere programmet for LaRouches Fire Love for Økonomisk Genrejsning, som en hasteforanstaltning; og at tilslutte sig Kinas program for en Ny Silkevej for globalt samarbejde og storstilede infrastrukturprojekter og økonomisk udvikling.

De Fire Love definerer et sammenhængende program for økonomisk genrejsning, der har sine rødder i det Amerikanske System for økonomi:

1. Genindfør Franklin Roosevelts oprindelige Glass/Steagall-lov, som adskiller kommercielle udlånsaktiviteter fra Wall Street spekulation.
2. Vend tilbage til et nationalt banksystem i Hamiltons tradition.
3. Direkte statslig kredit til projekter og initiativer, der skaber stigende niveauer af produktivitet og indkomster.
4. Lancér et forceret program for udvikling af fusionskraft og en hurtig udvidelse af vores rumprogram.

USA’s økonomiske genrejsning vil blive meget fremskyndet, hvis USA tilslutter sig den globale udvikling af infrastruktur og den økonomiske renæssance, der strømmer fra Kinas Nye Silkevejsprogram.«

Leder fra LaRouchePAC, 2. marts, 2017 – Nej, »himlen er ikke ved at falde ned« med de nye anklager, i McCarthy-stil, imod justitsminister Sessions – hvis nogen da ellers troede på, at himlen ville falde ned. Dette er snarere en desperat taktik, der kommer fra Obama personligt, efter den entusiasme, som præsident Trumps tale til Kongressen i tirsdags skabte.

Det er ganske udelukket, at det amerikanske folk vil vælge at følge kursen mod krig med Rusland nu, hvor så mange er blevet inspireret af håbet om en langt bedre fremtid forude.

Alligevel er Obama i færd med at omstille og udrense det Demokratiske Parti for at gøre det til sit personlige instrument for forsøget på at vælte den amerikanske regering. »Dette er præcis sådan, han ville bære sig ad«, sagde Lyndon LaRouche. I optakten til den Demokratiske Nationalkomites valg til formand den 25. feb. opmuntrede Obamagruppen den tidligere arbejdsminister i Obama-administrationen Tom Perez til at stille op mod favoritten, Glass/Steagall-tilhængeren, kongresmedlem Keith Ellison fra Minnesota. Dernæst ringede Obama personligt til medlemmerne af nationalkomiteen om, at de skulle stemme på Perez, og det samme gjorde hans bonkammerat Valerie Jarret, sammen med Joe Biden og andre af Obamas medarbejdere. Perez vandt en smal sejr. Der er nu tegn, der peger på, at Obama vil forsøge at udrense det Demokratiske partilederskab i Texas og Californien for elementer, der ikke vil samarbejde og droppe alt til fordel for hans anti-Trump-korstog.

Obama håber, at brug af tvang i det Demokratiske parti vil forhindre tværpolitisk samarbejde omkring LaRouches Fire Love, som vi så det med Marcy Kapturs pressekonference den 1. feb. for en genindførelse af Glass-Steagall. Men her tager Obama fejl, som han gør med så meget. Faktisk vil vi, jo mere, han bruger sin indflydelse for at tvinge det Demokratiske Parti ind på hans plan, så meget desto snarere få mere handling af den art, vi nu har brug for, at se fra Demokrater og Republikanere.

Men selv om dette er vigtigt, så er det kun en mindre detalje i det større billede. Globale udviklinger, der kommer fra Kina og Putins Rusland, har været langt mere afgørende for skabelse af de nye omstændigheder. Hinsides og over alt dette, og som omslutter og former det alt sammen, er selve menneskets natur, som udtrykkes af hele ideen i LaRouches Fire Love, og som bliver eksplicit i hans erklæring i den Fjerde Lov.

Mange af vore senior LaRouche-medarbejdere rapporterer, at de er blevet stærkt påvirket af at læse rækken af Lyndon LaRouches ældre artikler, der, på foranledning af Helga Zepp-LaRouche, på det seneste er blevet udgivet i EIR. Det faktum, at de læser disse artikler, og den omstændighed, at de læser dem NU, får dem til, som aldrig før – eller i hvert fald ikke i den seneste tid – at føle, at de må hæve deres tankegang til Lyndon LaRouches niveau.

Medlemmer bør nu benytte chancen til at se, eller høre, en dybtgående, timelang diskussion med Lyndon og Helga LaRouche med Policy Committee i dag. Ingen improviseret opsummering her ville kunne yde deres argumenter retfærdighed, men vi vil indoptage dem helt i løbet af de forestående timer.

Efter denne diskussion lancerede Policy Committee en »aktionsuge« for LaRouches Fire Love, som begynder i dag, torsdag, med aktivist-telefonmødet torsdag aften, og som vil vare til næste torsdags aktivistmøde.

Der er planlagt arrangementer for weekenden. Næste udgave af vores avis, »The Hamiltonian«, vil udkomme tirsdag. Der vil være arrangementer på Capitol Hill. Der vil være et møde i New York City næste tirsdag. Alle vore kontakter og aktivister vil blive dirigeret mod omgående handling omkring de Fire Love og den nye digitale brochure, der er på trapperne, om disse Love. Yderligere detaljer vil blive kommunikeret på selve telefonmødet tirsdag.    

Leder fra LaRouchePAC, 1. marts., 2017 – »Jeg mener, den globale krise kan stoppes; vi må mobilisere for at gøre det«, sagde Lyndon LaRouche, da han vurderede præsident Donald Trumps politik efter hans tale til Kongressen den 28. februar, og de politiske handlinger, der nu må gennemføres, for at gå fremefter. Disse handlinger, som LPAC nu vil gennemføre, omfatter møder, lobbyvirksomhed, appeller og oplysende arbejde, der kræver, at præsident Trump omgående implementerer Franklin Roosevelts Glass/Steagall-lov som første skridt hen imod USA’s tilbagevenden til et kreditsystem i Hamiltons tradition, der vil muliggøre finansieringen af en genoplivelse af den amerikanske økonomi, med videnskab som drivkraft – med andre ord, LaRouches Fire Love.

Trumps tale til Kongressen og det amerikanske folk den 28. februar opretholdt den internationale proces henimod skabelse af et globalt, nyt paradigme til erstatning for det katastrofale Britiske Imperium og dets politik med spekulation og folkemord – arven efter regeringerne Bush og Obama. Kinas og Ruslands uophørlige aktiviteter omkring opbygning af en Ny Silkevej for hele planeten, spiller fortsat den centrale rolle i dette paradigmeskifte.

I sin tale fremlagde Trump en håbefuld vision for USA’s fremtid, med året 2026, der vil markere denne nations 250 års jubilæum. Han genkaldte højtideligholdelsen i 1876 i Philadelphia, i anledning af hundredeåret for nationens fødsel, og hvor »landets byggearbejdere og kunstnere og opfindere fremviste deres skabelser«. Og han spurgte: »Hvilken slags land vil vi efterlade til vore børn?«, for blot at levere svaret: »Amerikanske fodspor i fjerne verdener er ikke for stor en drøm«.

Trump opfordrede også til at opbygge fred snarere end de nylige præsidentskabers endeløse krige. »Amerika er villig til at finde nye venner og skabe nye partnerskaber, hvor der er fælles interesser« – en klar reference til hans ofte udtalte villighed til at samarbejde med Rusland, Kina og andre nationer, til briternes og Obamas store rædsel.

Præsident Trump understregede ligeledes behovet for at genaktivere økonomien med hjælp fra en protektionistisk politik som den, der blev gennemført af Abraham Lincoln, der, mindede Trump tilhørerne om, med rette advarede om, at »den amerikanske regerings opgivelse af en protektionistisk politik [vil] frembringe afsavn og ødelæggelse for vort folk«. Trump fordømte og omtalte den ødelæggelse, som blev frembragt under Obama og Bush, især ødelæggelsen af bykernerne, og han lovede at vende det omkring.

Men, Trump veg tilbage fra enhver omtale af Glass-Steagall eller et kreditsystem i Hamiltons tradition, som faktisk kræves, for at hans erklærede planer kan blive til virkelighed.

Verden er endnu ikke i smult vande, bemærkede Helga Zepp-LaRouche under den omtalte diskussion. Nedsmeltningen, eller ’udblæsningen’, af det transatlantiske finanssystem er umiddelbart forestående; eurokrisen er fuldt ud tilbage på hovedscenen, og selve euroen kunne forsvinde, endnu inden Storbritannien formelt iværksætter Brexit. Det er således ekstremt presserende, at LaRouches Fire Love omgående vedtages af Trump-administrationen, og det er LaRouche-bevægelsens særlige ansvar, på internationalt plan, at sikre, at disse love bliver kendt, forstået i deres dybeste, videnskabelige betydning, udbredes vidt og gøres til landets lov.

Som Lyndon LaRouche skæmtende sagde: »Det er nogle af de bedste love, jeg nogen sinde har vedtaget.«   

Foto: Præsident Donald Trumps første tale om nationens tilstand for Kongressen, 28. februar, 2017.  

Leder fra LaRouchePAC, 28. februar, 2017 – I timerne inden præsident Donald Trumps første tale til den samlede Kongres i aften, erklærede højtplacerede gesandter for Rusland hhv. Kina deres nationers interesse i at samarbejde med USA om strategiske anliggender. Disse udviklinger er indikerende for muligheden for at trække verden ud af faren for geopolitisk konfrontation – i århundreder adelsmærket for britisk imperiepraksis – og ind i en ny æra for gavnlige relationer over hele verden. Der er også initiativer til at bryde ud af det gamle og ind i en ny æra for gensidig, økonomisk fordel – »win-win«, som den kinesiske præsident Xi Jinping kalder det. Men tiden er meget kort.

I Moskva i dag talte den russiske viceudenrigsminister Sergei Ryabkov for Dumaen og erklærede, at Rusland ville hilse USA velkommen til et samarbejde imod terrorisme, og ligeledes til at føre en dialog om faren ved atomvåben. Han bekræftede, at »praktiske forberedelser« til et møde mellem præsident Trump og præsident Putin var i gang.

I Washington, D.C., mødtes den kinesiske topdiplomat Yang Jiechi med Trump i Det Hvide Hus, hvor han overbragte hilsner fra præsident Xi. Han rapporterede Kinas beredvillighed »til at styrke udvekslinger med USA på alle niveauer, fra toppen og ned«, og til at »udvide koordination og samarbejde med USA om bilaterale, regionale og globale spørgsmål …« Der finder diskussioner sted om et eventuelt møde mellem statsoverhovederne i maj måned.

Uanset, hvad præsident Trumps nøjagtige ord og understregning over for Kongressen i aften måtte være, så er det aktuelle mulighedernes øjeblik manifest og dyrebart. Men intet er afgjort. Der er andre elementer, der kæmper om dominans, i spil i Trumps lejr.

Lad os se på USA’s fortsatte involvering i Bush-Cheney-Obama-politikken med uophørlig krigsførelse i Sydvestasien. I FN’s Sikkerhedsråd måtte Rusland og Kina her til morgen nedstemme en uretmæssig resolution for at straffe Syrien, som Storbritannien og Frankrig havde fremsat, og som USA dumt støttede. (Resolutionen, der pålægger sanktioner og forbud, påstår, uden beviser, at den syriske regering bombede sit folk med gas i 2014 og 2015.) Præsident Putin, fra sit besøg i Centralasien, talte offentligt i morges og fordømte forsøg på at indføre sanktioner imod det syriske lederskab. »Jeg mener, at dette træk er fuldstændigt upassende nu. Det hjælper ikke, vil ikke hjælpe, forhandlingsprocessen. Det ville kun skade eller undergrave tilliden under processen.«

Virkeliggørelsen af potentialet for at afslutte den nuværende æra med krigsførelse og elendighed afhænger af vores egen, og vore samarbejdspartneres, indgriben. LaRouchePAC vil afholde en Aktionsdag i denne uge, hvor en styrkeopvisning på Capitol Hill vil finde sted på onsdag, med delegationer fra østkysten, og som vil presse på for Kongressens vedtagelse af Glass-Steagall, og LaRouches Fire Love. Henved 5.500 underskrifter for Glass-Steagall er allerede i dag blevet overbragt til diverse kongresmedlemmer, og til Det Hvide Hus. Hertil kommer, at dusinvis af udvalgte kongreskontorer modtager kopier af EIR’s dossier, der blev udgivet i sidste uge, »Obama-Soros ’farvede revolutioner’; Nazi-kup i Ukraine, 2014; USA, 2017?«

Trump selv fordømte Obama og denne flok i den farvede revolution under et Tv-interview til Fox News, hvor han refererede til protesterne, de falske nyheder og de uophørlige anklager om Rusland. Trump sagde: »Jeg mener, at han [Obama] står bag det. Man ved aldrig præcis, hvad der foregår bag scenen … jeg mener, at præsident Obama står bag, for hans folk står helt bestemt bag. Og nogle af disse læk kommer muligvis fra denne gruppe, hvilket er virkelig alvorligt, for det er meget dårligt i henseende til national sikkerhed … «

Mange amerikanere begynder nu, for første gang, at se et ’Maidan’ imod deres egen regering. Der er nu planer i gang for at udgive ’sandhedsdossiers’ i hver af de kommende uger, for at få sandheden frem om, hvad der blev begået i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien og Yemen. Serien vil begynde med dokumentation for folkemordet i Yemen.

Foto: Fra LPAC’s organisering for Glass-Steagall i USA. På onsdag (1. marts) vil aktivister fra LPAC være talstærkt til stede ved Capitol Hill for at presse kongresmedlemmer til snarest at vedtage Glass/Steagall-loven og LaRouches Fire Love.

Leder fra LaRouchePAC, 28. februar, 2017 – De intense angreb mod præsident Donald Trump fra liberale, »globalistiske« medier og partiledere i Europa og USA bliver nu afsløret som et kupforsøg imod ethvert samarbejde, eller blot relationer, mellem USA og Rusland. Som formand for Efterretningskomiteen i Repræsentanternes Hus, Devin Nunes, vurderede det i går: »Dette er en ny McCarthyisme«. Forhåbentlig er det afslørede kup ved at miste terræn.

Men der er nu afgørende spørgsmål om præsidentens tale til en samlet Kongres i aften.

Hvordan vil præsidenten tackle disse krav, i McCarthy-traditionen, om en politik for konfrontation, og endda krig, med Rusland og Kina?

Vil præsident Trump, som han har indikeret, fremlægge planer for storstilede investeringer i den amerikanske økonomi, i moderne infrastruktur? Dette er ikke alene det mest udbredt støttede løfte i Trumps præsidentskab. Det er også de midler, ved hvilke reel produktivitet og produktiv beskæftigelse atter kan indføres i en økonomi, som uden dette står over for endnu et umiddelbart finanssammenbrud. Store europæiske banker rapporterer om enorme tab. Alene spredningen af antydningen i finansmedierne om, at Trumps meget omdiskuterede infrastrukturplaner er sat »i venteposition«, har ført til advarsler fra sådanne personer som tidligere embedsmand i Reaganregeringen, David Stockmann, samt fra andre »markedsanalytikere«, om, at en generel ’udblæsning’ af gæld vil finde sted i dette forår.

Det afgørende spørgsmål er en kreditinstitution i Hamiltons tradition, for at disse investeringer kan virkeliggøres på det mest produktive, teknologiske niveau. Planer om skattelettelser »for infrastruktur« vil intet frembringe.

Vil præsidenten tale om rumprogrammet og sit antydede ønske om en snarlig tilbagevenden til bemandet udforskning og udvikling af Månen? Den 24. februar kom NASA med visse indikationer på basis af et krav fra regeringen om en indledende undersøgelse. De peger på et stadig højere niveau af fremskridt inden for produktivitet. Månen er ikke blot det næste prøveområde for nye teknologier og nye energiresurser; den udgør også menneskehedens afgørende første skridt til Solsystemet, og hinsides dette.

Dette var det førende diskussionsemne ved mandagens møde i LaRouchePAC National Policy Committee.

Vil præsident Trump foreslå Glass/Steagall-loven for Kongressen, som han gjorde i oktober under sin kampagne; og som begge de politiske partiers platforme ved præsidentvalget krævede? Den tværpolitiske støtte til loven er vokset betragteligt i den amerikanske befolkning, under truslen om et endnu mere ødelæggende finanssammenbrud.

Uden at opdele Wall Streets og Londons storbanker og nedlukke deres spekulationskasinoer – før de endnu engang nedsmelter – vil hverken investeringer i produktivitet og videnskabeligt fremskridt, eller udlån til produktiv beskæftigelse, finde sted.

Og igen, de »Fire Nye Love til at redde nationen«, som Lyndon LaRouche for to et halvt år siden skiteserede som afgørende– og for hvilke tusindvis af appeller er blevet overbragt til Det Hvide Hus i ugen op til præsidentens tale i aften. Som LaRouche allerede dengang, i juni 2014, sagde, så er de handlinger, der gives udtryk i disse »Fire Love«, ikke »en mulighed«, men en uopsættelig nødvendighed.     

Vi befinder os ved kollapspunktet; systemet vil krakke. Vi må have Glass-Steagall på plads. Hvis det ikke bliver gjort, så skaber det muligheden for et ekstraordinært kaos i dette land, og globalt. Men dernæst ønsker man også et banksystem; et nationalt banksystem, der gør det muligt for den nødvendige kredit at strømme til drivkraften for hele økonomien. Hvilket udtrykkeligt betyder finansiering af udviklingen af nuklear fusionskraft for at hæve hele den platform, vi fungerer på, samt rumprogrammet. I stedet for blot at have små lommer med højhastighedsjernbaner, så har vi i realiteten brug for et transkontinentalt jernbanenet.

Mathew Ogden: En ting, jeg bør nævne, er, at, ud over de aktiviteter, som den internationale LaRouche-bevægelse afholdt i denne uge omkring denne Internationale Uge for Sandhed, har Helga Zepp-LaRouche også sat fokus på to meget betydningsfulde appeller, som kom fra både tidligere (ukrainske) præsident, Viktor Janukovitj, og fra Ukraines tidligere premierminister, Mykola Azarov, og som ligger præcis på linje med dette spørgsmål om »en uge for sandhed«.

Viktor Janukovitj har skrevet et brev til verdens ledere, som også inkluderer præsident Trump, præsident Putin, den tyske kansler Angela Merkel og den franske præsident François Hollande. Han appellerer til verdens ledere om at »indlede skabelsen af en særkommission i Europarådet, der skal overvåge en efterforskning af forbrydelser, der blev begået på Maidan«. Det vil sige, en »Sandhedskommission«, der skal nå frem til sandheden om, hvad det var, der i virkeligheden skete under den såkaldte »fredelige revolution« på Maidan.

På linje med dette har den tidligere ukrainske premierminister, Mykola Azarov, der tjente fra 2010 og frem til januar 2014, hvor han trak sig tilbage på højden af Maidan-protesterne, udgivet en rapport på sin Facebookside, hvor han siger: »I dag er vi og efterforskere i Kiev i besiddelse af pålidelige informationer om det faktum, at mordene på Maidan blev udført af specialgrupper af snigskytter fra Georgien, de baltiske lande og Polen, under ledelse af instruktører fra Frankrig og Tyskland.« Dernæst siger han: »Man gjorde forsøg på at lægge skylden for massakren helt og holdent på Janukovitj og Berkut-uropolitiet.« Han siger direkte her, at dette var et svindelnummer, og at de såkaldte »snigskytter« blev deployeret af efterretningstjenester fra udlandet, med det formål at få en allerede meget ustabil situation til at eksplodere, og at ændre den fra blot at være protester og til at være et voldeligt statskup. Dette er ligeledes i sammenhængen med denne Internationale Uge for Sandhed om sandheden om det, der sker, eller det, der skete, i Ukraine.

Samtidig er der flere amerikanske kongresmedlemmer, der er ved at identificere den rolle, som George Soros spiller netop nu, i forsøg på at starte en farvet revolution i Makedonien. De bør måske snarere vende deres opmærksomhed mod deres egen baghave og deres egne offentlige borgermøder og mod begivenhederne i USA; men det er meget nyttigt, at dette er siddende amerikanske kongresmedlemmer, der er i færd med at identificere den rolle, som George Soros og hans netværk spiller i disse internationale farvede revolutioner.

Lad mig vende tilbage til den pointe, som du kom med, Diane, og jeg mener, at det er et afgørende punkt, at man ikke kan forstå virkeligheden af, hvad der var den virkelige hensigt bag det, der skete i Ukraine i 2014, uden at man forstår det dramatiske vendepunkt, som historien oplevede på det tidspunkt. Dette var BRIKS-topmødet i Fortaleza – som du nævnte – og i særdeleshed præsident Xi Jinpings annoncering af Bælt-og-Vej-initiativet; en Nye Silkevej. Det var Viktor Janukovitj’ beslutning om ikke at indgå denne frihandelsaftale med den mislykkede Europæiske Union, og i stedet bevare hans økonomiske forbindelser til Rusland, som udgjorde påskuddet til, at det på det tidspunkt blev besluttet at lancere denne form for voldelige omstyrtelse af hans regering.

Lad os se på det aktuelle øjeblik. Hvad har Donald Trump telegraferet? Ikke alene trak han sig tilbage fra TPP – som var Obama-administrationens tilsigtede plan for at forsøge at begrænse den kinesiske indflydelse i Asien; men han havde også direkte samtaler med præsident Xi Jinping, som han sagde, var meget konstruktive. Han havde dette topmøde med [den japanske premierminister] Abe. Men disse relationer behøver ikke være gensidigt ekskluderende. Og helt klart, hans relation til Rusland – det faktum, at han trak os tilbage fra randen af en atomkrig, der forfulgtes af Obama og, på sigt, at Hillary Clinton.

Det er altså i denne sammenhæng, og det er spændingen i det aktuelle øjeblik i historien, der endnu ikke er løst. Men spørgsmålet er, vil USA tilslutte sig den Nye Silkevej? Som folk ved, så er der et forestående topmøde i maj måned i Kina, om Bælt-og-Vej-initiativet; præsident Xi Jinping vil være vært, og Ruslands præsident Putin vil deltage personligt. Den aktuelle kampagne går ud på at formidle til præsident Trump, at, ikke alene bør han deltage i dette topmøde personligt; men at han bør forlade topmødet med et udtrykkeligt forpligtende engagement for, at USA vil opgive de seneste mange årtiers geopolitik og beslutsomt vil indgå i et win-win-samarbejde omkring dette Nye Silkevejsinitiativ. Der er ingen som helst chance for, at USA kan få en økonomisk genrejsning uden at deltage i dette nye paradigme for udvikling, med store projekter, som Kina allerede er begyndt at sprede i hele Eurasien. Og, som du sagde, Diane, ind i Afrika og selv ind i lande i Sydamerika.

En meget betydningsfuld ting er en rapport, der netop er udkommet, publiceret af PriceWaterhouse Cooper, som er et stort, internatonalt erhvervs- og analysefirma. Denne rapport har titlen, »2016 B&R vurdering; Kina og Bæltet og Vejens infrastruktur; gennemgang og udsigter«. Den er netop blevet udgivet i februar 2017. rapporten har en meget omfattende gennemgang af, hvad Bælt-og-Vej-initiativet er; den indeholder et meget veludarbejdet kort, der hedder, »Bælt og Vej; en genoplivelse af den Gamle Silkevej«. Den har et afsnit, der dokumenterer, hvor mange lande, der allerede er involveret i Bælt-og-Vej-initiativet. Den siger: »B&R (Belt & Road) området spænder over tre kontinenter og inkluderer i alt 66 lande, fra Litauen til Indonesien.« Dernæst, i sammenhæng med den eksplosive vækst, der allerede er begyndt at vise sig i nogle af disse lande – især i Kina, men også i andre lande, der nyder godt af denne investering i disse store projekter; rapporten har så en analyse af dem for de kommende måneder og kommende år. En grafisk fremstilling siger, »Vi ser potentiale for betydelig vækst inden for energi, jernbaner og sundhedssektor i flere af mellemindkomst-landene i Bæltet-og-Vejen. En anden grafisk fremstilling siger, «trans-eurasiske jernbanenet vil dramatisk reducere tiden mellem Kina og europæiske forbrugermarkeder«. Sluttelig siger rapporten, »Urbanisering og befolkningstilvækst vil anspore en fortsat efterspørgsel af transportinfrastruktur med stor kapacitet«.

Så dette er altså verdensøkonomiens fremtid. Væksten, tyngdepunktet er afgørende skiftet til Eurasien, til Kina og til de lande, der nu udgør en del af Bælt-og-Vej-initiativet. Hvis Donald Trump mener det alvorligt mht. at fremme en økonomisk genrejsning i USA, vil det ske ved at tilslutte sig – i et win-win-samarbejde – Kina og disse andre lande; og ved at tilslutte sig den Nye Silkevej. Som jeg har nævnt, så udgav LaRouchePAC for to år siden en brochure om spørgsmålet om USA, der bør tilslutte sig den Nye Silkevej; og vi er i øjeblikket i færd med at opdatere denne brochure på en hel ny måde. Den vil forhåbentlig være tilgængelig om en uge eller to.

Så sæt dette i sammenhæng og indse, at Ukraine-kuppet skete pga. Viktor Janukovitj’ beslutning om ikke at indgå en frihandelsaftale med en Europæisk Union, der er i færd med at blive en fiasko; og fordi han indså, at der var ved at vokse en ny, økonomisk dynamik frem med udgangspunkt i Eurasien. Vi har nu en potentielt lignende situation internt her i USA. Så denne Dag for Sandhed var ikke bare for at sige, »Her er, hvad der skete i Ukraine for tre år siden«, men, lad det være en advarsel; dette bliver faktisk forsøgt også internt i USA i dag.

Du vil måske følge op på dette spørgsmål, Diane? Men jeg bør også påpege, at præsident Trumps Tale om Nationens Tilstand (’State of the Union’) til en fælles Kongressamling finder sted på tirsdag. Det er den 28. februar, og det er deadline for vores kampagne for appellen om Glass/Steagall-initiativet. Adressen kommer her på skærmen: https://lpac.co/trumpsotu. Og denne kampagne for appellen accelererer fortsat. I går på vores aktivist-telefonmøde, Fireside Chat, fik vi en rapport fra flere aktivister i LaRouchePAC, fra New York til Connecticut og til Californien, som deltog i offentlige borgermøder og intervenerede med dette spørgsmål. Glass-Steagall haster; Trump lovede dette under sin præsidentvalgkamp. Vi må holde ham til hans ord og opfordre ham til at forpligte sig til genindførelsen af Glass-Steagall under, eller før, han holder sin tale til nationen på næste tirsdag. Vil du sige mere om denne kampagne, eller om noget andet, du har på hjerte, Diane?

Diane Sare: Jeg vil gerne sige, at Trump har udtalt sin plan om at bruge $1 billion på infrastruktur i USA. Jeg forstår, at kineserne mener, vi har brug for omkring $8 billion i investeringer; hvilket sandsynligvis er mere præcist. Men $1 billion er bestemt en god begyndelse. Men hvordan gør vi det? Hvor går det hen, hvis Japans premierminister Abe, der netop har været her, ønsker at investere $150 mia. på at bygge højhastighedsjernbaner? For det første, når man har et banksystem, hvor alle indskud kan blive brugt som sikkerhed for en bail-in af derivat-forpligtelser, hvem ville så ønske at sætte deres investeringer igennem et sådant system? For det andet, så har vi ikke en nationalbank (uafhængig statsbank); vi har ikke Finansministeriet, der er under Kongressens kontrol i den forstand, som det burde være det. Vi har Federal Reserve, der har udført bail-out (statslig bankredning) for $31 billion. Så for, at dette kan lykkes, er LaRouches Fire Love, med begyndelse i først og fremmest Glass-Steagall, absolut presserende nødvendigt. Men Glass-Steagall alene er ikke nok; men det er et første skridt. Jeg vil sige, at, hvis Trump undlader at indføre Glass-Steagall og vedtage denne fremgangsmåde, så udgør det en stor sårbarhed; for med mindre USA’s regering rent faktisk handler for at lægge denne gigantiske boble af spekulativ gæld i tømme, og rejser denne brandmur mellem investeringsbankerne og de kommercielle banker, så, når systemet nedsmelter – og det vil det uvægerligt gøre; det må det.

Alle bør blot overveje, hvad vi har lavet, mht. fysisk produktivitet, der svarer til den pengemængde, der nu er i omløb? Intet. Den fysiske produktivitet er kollapset. Dette er hr. LaRouches berømte Trippelkurve, der ser ud som en trompet; med en hyperbolsk kurve, der går opad, og en hyperbolsk kurve, der går nedad. Vi befinder os ved kollapspunktet; systemet vil krakke. Vi må have Glass-Steagall på plads. Hvis det ikke bliver gjort, så skaber det muligheden for et ekstraordinært kaos i dette land, og globalt. Men dernæst ønsker man også et banksystem; et nationalt banksystem, der gør det muligt for den nødvendige kredit at strømme til drivkraften for hele økonomien. Hvilket udtrykkeligt betyder finansiering af udviklingen af nuklear fusionskraft for at hæve hele den platform, vi fungerer på, samt rumprogrammet. I stedet for blot at have små lommer med højhastighedsjernbaner, så har vi i realiteten brug for et transkontinentalt jernbanenet. Som jeg før har sagt; hvis vi vil krydse Hudson-floden, bør vi sørge for, at vi krydser Beringstrædet i den anden ende. Disse ting er kun mulige med et fornuftigt banksystem; så jeg mener, at det er meget presserende, at vi ikke lader denne sårbarhed stå åben. Alle, der ser dette, eller jeres venner, jeres naboer, få disse appeller til at cirkulere, underskrevet, og overgiv dem til jeres kongresmedlem eller jeres senator, eller send dem til os. Jeg ved, at vi har overgivet 2300 underskrifter på dette til Trumps Hvide Hus, og vi vil få mange flere. Vi bør gøre det meget hurtigt.

Matthew Ogden: Der er en ting, du også påpegede i går, og det er, at, på trods af mediepropagandaen, så er alle disse folk ved de offentlige borgermøder bare der for at forsvare Obamacare eller sådan noget, og de er bare vrede mennesker, der protesterer. Når man går ud med dette budskab, »Sådan her vil vi genopbygge USA; vi må have Glass-Steagall. Vi må have en økonomisk politik i Hamiltons tradition, og vi må have jobs og infrastruktur«. Responsen er ekstraordinær. Og faktisk, på trods af bestræbelserne, der udføres af Soros og nogle af disse andre Obama for Amerika, forbliv, hvor vi er former for organisationer, så ønsker det amerikanske folk at forenes for at arbejde konstruktivt sammen; og de ville ønske, de havde en præsident, der var seriøs i disse spørgsmål. Når man siger, »Dette er dagsordenen, og dette er, hvad vi bør gøre«, så har det en ekstraordinær virkning med at forene folk. Vil du sige noget om det?

Diane Sare: Du sagde det, det er absolut tilfældet. Men det går imod, hvad almindelig fornuft dikterer, for medierne vil have, at man skal tro, at alle disse mennesker, der protesterer, er en flok skrigende, irrationelle fanatikere. Det er simpelt hen ikke sandt. Man må huske på, hvorfor Trump vandt valget? Fordi den amerikanske økonomi er færdig. Fordi, af 320 millioner amerikanere er 90 millioner, der kan arbejde, uden beskæftigelse; de udgør ikke en del af arbejdsstyrken. Så det er virkeligheden, uanset, hvad medierne siger om det. Når vi går til disse demonstrationer, bliver vi alle slået; jeg tror, de var i Boston på denne Aktionsdag. Den åbenhed, vi møder, er ekstraordinær; folk er eftertænksomme, de vil have løsninger. De vil have et program; det har vi. Man kan meget hurtigt trække folk ind i fornuft på dette princip.

Matthew Ogden: Lige præcis. Lad mig blot sige, at, som konklusion, så er Talen til Nationen nu på tirsdag. I løbet af denne weekend er der fremragende muligheder for folk, der ser denne udsendelse, til at gå til disse offentlige borgermøder og uddele denne appel. Man kan også uddele dette dossier, som er meget vigtigt; få folk til at læse det og opmuntr andre mennesker til at printe det ud og cirkulere det selv. Jeg sætter adressen på skærmen, hvor man kan hente dette dossier; vi vil også vise det på YouTube-videoen. (https://lpac.co/ukraine-dossier).Videomontagen, som vi viste tidligere i aftenens udsendelse, vil også blive tilgængelig som en separat video, så man kan cirkulere den.

Lad mig slutte med at sige, at Helga Zepp-LaRouche ønskede, at alle skal vide, at den Internationale Sandhedsdag ikke kun skal begrænses til en dag, eller en uge.       

At dette må være en fortsættende kampagne; vi må holde presset oppe. Dette er noget, som præsident Trump bør respondere på, og bør opfordres til at respondere på. Den propaganda, der er bragt til torvs om situationen i Ukraine, har været den væsentligste kile, der er drevet ind mellem udsigten til samarbejde mellem USA og Rusland. Som præsident Trump sagde i sin pressekonference for en uge siden, »Den russiske ting er en snare«. Folk bør indse, at den ukrainske ting også er en snare, en list. I diskussioner i denne uge påpegede vi, at den form for kampagne, der blev ført om de 28 sider og sandheden bag det, der skete den 11. september (2001), med saudiernes finansiering af disse flykaprere, og kampagnen, som LarouchePAC førte for at få sandheden om de 28 sider ud, var en sejrrig kampagne. Men det var en kampagne, som måtte føres uden ophør; og det var en masse pres over lang tid, der resulterede i sejren med ophævelsen af klassificeringen af de 28 sider. Og vedtagelsen af JASTA-loven, der var et stort nederlag for Obama i hans sidste måneder i embedet. Dette er et meget lignende spørgsmål. Oliver Stone har krævet, at præsident Trump offentliggør dokumenterne om USA’s involvering i dette Maidan-kup. Det ville være en meget konstruktiv ting at gøre; og han har myndighed til at gøre det. Men dette er en international uge for sandhed; men det burde blot være en international kampagne for sandhed. Det bør være på linje med og i sammenhæng med, at vi befinder os på et ekstraordinært tidspunkt i historien, hvor den geopolitiske æra kan afsluttes; og USA kan beslutsomt tilslutte sig dette Nye Paradigme for økonomisk udvikling og store projekter, som Kina anfører med den Nye Silkevej.

Mange tak til Diane; jeg ved, du blev interviewet af flere medier under mødet i går i New York. Så vi skal nok se frem til mere dækning af det i forskellige internationale medier i løbet af de næste timer og dage. Vi møder dig igen på mandag til vores diskussion med den politiske komite; og det vil altså finde sted aftenen før Talen til Nationen på næste tirsdag. Så bliv på kanalen larouchepac.com, cirkuler dette dossier så vidt omkring som muligt. Bliv ved at få underskrifter på vores appel og send dem til os. Meld jer til vores e-mailliste, hvis I ikke allerede har.

Mange tak, og på gensyn.

(Se Del 1 her: http://schillerinstitut.dk/si/?p=18076)

(Se Del 2 her: http://schillerinstitut.dk/si/?p=18118)

Lyd:

Video 2. del

Leder fra LaRouchePAC, 20. februar, 2017 – Medlemmer af begge Kongressens huse talte i denne uge offentligt imod amerikanske diplomater, udnævnt af Obama, og George Soros-organisationer, der handler i samråd for at vælte Makedoniens valgte regering. Men et par stykker af dem er begyndt at få mistanke om, at Obama og Soros også har planer om at vælte USA’s valgte regering. Som EIR’s stiftende redaktør, Lyndon LaRouche, i dag karakteriserede det, »De [Obama og de Soros-finansierede grupper] er faktisk i færd med at begå en form for selvmord og truer med at dræbe denne nation.«

Alt imens Obama selv helt utroligt bombarderer amerikanere med robocalls, der angriber præsident Trump netop nu, og opmuntrer til protester og demonstrationer imod præsidenten; så organiserer Obamas »Organizing for Action« og dets nationale netværk disse demonstrationer og styrkeopvisninger ved offentlige delstats-kongresmøder. Dette er Obamas personlige støtte- og finansieringsnetværk; selv mange Demokratiske delstatsformænd i hele landet siger, de ikke har noget med det at gøre.

Nationsdræberen George Soros finansierer, sammen med et par milliardærer fra Democratic Alliance, hver gadeprotest og større demonstration.

Oversiddere fra Obamas administration i sikkerhedsstillinger, fra den tidligere fungerende justitsminister til NSA, leverer hele rækker af vilde historier og lækker meget hemmelige dokumenter til en medskyldig presse, hvor de forsøger at sætte en rigsret i gang imod præsident Trump, eller det, der er værre.

De mislykkede magter i EU’s bureaukrati og elite – som elskede Obama – kræver hysterisk, at præsident Trump enten neutraliseres, fjernes eller endda dræbes, som førende »seniorjournalister« i både U.K. og Tyskland åbenlyst har diskuteret.

EIR vil dokumentere dette fuldstændigt i et dossier, der udgives i denne uge, og som viser, at Obamas og Soros’ plan er at gentage den anti-russiske »Maidan«-afsættelse fra 2014 af Ukraines regering, ved at vælte Trump. Og med det samme mål: en krigskonfrontation med Putins Rusland.

Som præsidenten selv sagde i fredags i Florida, så er dette angreb for den globale elite, centreret i London og Wall Street, og som blev planetens dominerende magt i »globaliseringens« og »afindustrialiseringens« æra. Denne elite nægter totalt at acceptere, at flere successive nationer stemmer dem ud. Trump mener, at »nationalstaten fortsat er den bedste model for menneskers lykke«; og ønsker samarbejde mellem USA og Rusland, og Kina, som førende nationer.

Obamas organisation må ødelægges, for den kunne atter engang anbringe verden i hans »evindelig krigsførelse«, og atter engang på randen af verdenskrig. Som LaRouche udtrykker det, så er Trumps planer foreløbig stærkere end hans handlinger, men han er en potentielt konstruktiv præsident, og hans rolle er afgørende.

Ødelæg Obamas organisation med EIR’s dossier, og ved at intensivere mobiliseringen for Glass-Steagall og tværpolitiske aktioner for produktive arbejdspladser og produktivitet.    

Det er, hvad denne aktion faktisk handler om: Hvordan kan vi optrappe denne kamp for grundlæggende set at skabe en situation, hvor Trump, når han holder sin Tale om Nationens Tilstand (28. feb.), inkluderer Glass-Steagall, den ægte Glass-Steagall, og ikke en eller anden udvandet ’ring-fencing’ (intern bankopdeling), en Volcker-regel, eller noget som helst andet.

Dette er alt sammen ekstremt vigtigt, for vi vil udgive et dossier om Soros, der præcis viser, hvorfor dette apparat, der laver kupforsøget imod Trump-administrationen, er nøjagtig det, man gjorde i Ukraine; og jeg beder jer om at deltage i en aktionsdag den 23. februar, som er treårsdagen for kuppet i Ukraine, Maidan, der førte til kuppet. Og jeg beder jer også om at være med til at udsende viden om, hvad Soros-apparatet er, der står bag dette kup i USA.

Det følgende er Helga Zepp-LaRouches indlæg fra LaRouchePAC Internationale Webcast, den 17. februar. (Se hele webcastet) 

Lad mig sige godaften til jer alle. Det er en glæde at kunne tale med jer. Jeg vil tro, de fleste af jer så præsident Trumps pressekonference i dag, der helt åbenbart beviser, at dette er en meget aktiv og fyrig person, der ved, hvordan man håndterer en uregerlig medieflok. Jeg syntes, det var ret morsomt, og jeg nød at se i hvert fald et par minutter af det, for det viser, at dette virkelig er et meget interessant øjeblik i historien. For han sætter sig ikke bare ned og accepterer, at der rent faktisk er et kup i gang imod ham. Jeg mener, at dette er meget alvorligt. Det gamle establishment, det neoliberale, neokonservative, unipolære verdensetablissement, både i USA og Europa, er fuldstændig fra koncepterne. De vil ikke acceptere den kendsgerning, at Trump blev valgt, og de er helt åbenlyst involveret i et forsøg på at få Trump ud af Det Hvide Hus. I al fald, enten et kup, et militærkup, som der er blevet talt om, en rigsret, eller værre endnu, som chefredaktøren for den tyske, liberale avis, Die Zeit, sagde på et talk show; han sagde: »Mord i Det Hvide Hus«. Jeg mener, det er fuldstændig skandaløst, at chefredaktøren for den såkaldte mainstream-avis siger sådan noget.

Men det, der foregår, er meget alvorligt. For de har indsat George Soros, der ikke er andet end et instrument for Det britiske Imperium; og George Soros, der er opfinderen af, eller finansmanden bag, konceptet med ’farvet revolution’, med andre ord, manden, der finansierer alle former for borgergrupper, NGO’er, og andre grupper, for, hvordan man fremkalder regimeskifte. De har været involveret i dette i størstedelen af tiden efter Sovjetunionen, i mange lande i Østeuropa; i Ukraine i 2004, med den Orange Revolution; i Georgien med Rosenrevolutionen; og senere, det Arabiske Forår; de forsøgte en Hvid Revolution i Rusland, der slog fejl; de forsøgte den såkaldte Gule Revolution med gule paraplyer i Hongkong imod Kina, der slog fejl. Det, vi i øjeblikket ser i USA, er præcis den samme form for organisation, finansieret af Soros, og den har virkelig til formål at omstøde dette valg [af præsident Trump]. Det er meget alvorligt.

Og hele den historie med, at det var Rusland, der ’stjal’ det amerikanske valg, er selvfølgelig fuldstændig latterlig. Det var Hillary, der helt på egen hånd tabte valget. Hun talte om mennesker i det amerikanske midtvesten og rustbæltet, om de såkaldte »ynkværdige«, om de mennesker, der »ikke klarede det«. Det var disse mennesker, der stemte på Trump. Det, som dette etablissement absolut nægter at se, er, at det var deres politik for neoliberalisme, for skabelse af krig i Mellemøsten, baseret på løgne, i Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien – hvilket er årsagen til, at vi har en gigantisk flygtningekrise i Europa; denne flygtningekrise var ikke årsagen til, men udløseren af Brexit, Storbritanniens udtræden af EU. Og mere fundamentalt; det var dette udsnit af den britiske befolkning, som følte, at de ikke længere blev repræsenteret af den Europæiske Union, og det var grunden til, at de ville ud. Det var i princippet nøjagtig samme grund til, at folk i USA ikke ville have Hillary, men stemte på Trump.

Hvis man ser på det fra et strategisk standpunkt; se ikke på det ud fra den interne, amerikanske situation, som i øjeblikket er meget polariseret. Se på massemedierne; aldrig har vi set et sådant hysteri i vores levetid. Så se ikke på det ud fra et internt, amerikansk standpunkt; se først på det ud fra et strategisk standpunkt. Og ud fra dette standpunkt kan man sige, at, alt imens Trump helt sikkert gør nogle ting, der ikke er perfekte; men det vigtigste spørgsmål er, at Trumps valgsejr betyder en mulig løsning på faren for krig. Hvis det var fortsat med Obama og Hillary, ville vi nu stå på en kort lunte til Tredje Verdenskrig, fordi hele inddæmningen af Rusland, af Kina, hele ideen med flyveforbudszoner over Syrien, på meget kort sigt ville have bragt os frem til en konfrontation med Rusland og Kina.

Trumps første aktiviteter af diplomatisk art er meget, meget positive, for han havde gode ordvekslinger med Xi Jinping, den kinesiske leder, og han karakteriserede diskussionerne som ekstremt venskabelige, ekstremt varme; og kineserne gav udtryk for den samme mening efter telefonsamtalen for et par dage siden.

Dernæst var der den japanske premierminister Abes besøg i USA, og de aftalte massive investeringer fra japanske selskaber i infrastruktur i USA; og Kina tilbød ligeledes at investere massivt i genopbygningen af den amerikanske infrastruktur. Trump havde jo lovet at investere $1 billion i USA’s infrastruktur, men ser man på den amerikanske infrastrukturs faktiske tilstand, så kan alle ganske klart se, at $1 billion ikke rækker. Kinesiske eksperter har sagt, at der behøves $8 billion, og Kina ville være villig til at investere en meget stor del af dette; og tilsammen ville Kina og Japan være i besiddelse af den fornødne industrielle kapacitet til at genopbygge den amerikanske infrastruktur på en meget effektiv måde, og på kort tid.

Den indledende korrespondance mellem Tillerson, den nye, amerikanske udenrigsminister, og den russiske udenrigsminister Lavrov, der i dag mødtes i Bonn i forbindelse med G20, er ligeledes omhyggeligt, forsigtigt positive tegn på, at de mener, de kan arbejde sammen, og de ting, der skal overvindes, er selvsagt enorme, men dette er positive første skridt.

Ser man på det strategisk, så har USA’s Trump-administration sagt, at de ikke er modstandere af Japans bestræbelser på at få gode relationer med Rusland. Premierminister Abe var i Rusland; han vil besøge Rusland yderligere to gange i år. Putin besøgte Japan i december. De samarbejder nu økonomisk om at udvikle Kurilerne, de såkaldte nordlige territorier; og Abe ønsker at underskrive en fredstraktat med Rusland i løbet af sin embedstid, dvs., inden for de næste par år.

Hvis USA har en positiv holdning over for Ruslands forbedring af relationerne med Japan, og hvis USA samtidig har lovende tegn på at forbedre relationerne med Kina, og Rusland og Kina arbejder rigtig godt sammen; og hvis USA dernæst kommer til en positiv aftale med Rusland, så har vi det! Så vil vi, for første gang i – jeg ved ikke hvor længe, måske for første gang i historien, nogensinde – så har vi muligheden for at rette op på relationerne mellem denne verdens stormagter, og vi har en reel mulighed for at eliminere faren for krig for altid.

Dette er ekstremt vigtigt, for hvad er vigtigere end menneskeslægtens eksistens og perspektivet om at eliminere krig for evigt! I de termonukleare våbens tidsalder kan krig ikke længere være en måde at løse konflikter på.

Så dette er alt sammen meget positivt. Og Lyndon LaRouche, min mand, havde en meget positiv holdning til alle disse udviklinger, da han i løbet af de seneste dage blev briefet om dem. Han sagde, »Lad være med at gå i panik, lad være med at falde for massemediernes dækning. Det går alt sammen i en meget positiv retning.« Jeg mener, at der absolut er god grund til optimisme; og måden, hvorpå Trump responderer til dette kupforsøg; han siger, at det er efterretningssamfundet, der lækker klassificeret information til medierne; de deler det ud som slik, og der bør indledes en undersøgelse for kriminelle aktiviteter mod dem, der gør det. Og det er præcis den rette holdning.

Dette er et stort slag, for Trump-administrationen er selvsagt endnu ikke kommet på plads – mange udnævnelser [til regeringsposter] hænger stadig i luften, og nogle af dem er selvsagt problematiske, inklusive den meget store repræsentation af Wall Street, hvilket er et problem.

Det er derfor ekstremt vigtigt, at vi optrapper denne kampagne. Der finder en masse bevægelse sted i Kongressen. Vi så senator Cantwells tale, hvordan hun modsatte sig Mnuchin til posten som finansminister. Der foregår en masse bevægelse.

Der er diverse medlemmer af delstatskongresserne, der implementerer ikke alene resolutioner for Glass-Steagall, men i realiteten det, der er Lyndon LaRouches Fire Love: først og fremmest Glass-Steagall; for det andet, en nationalbank (statsejet bank) til udstedelse af kredit; for det tredje, et kreditsystem, og for det fjerde, en forøgelse af arbejdskraftens produktivitet gennem at fokusere på opnåelse af fusionskraft og rumteknologi, på basis af internationalt samarbejde. For, det er nødvendigt at forøge produktionsapparatets og arbejdskraftens produktivitet. Der er mange delstats-kongresser, jeg tror seks eller syv på nuværende tidspunkt, der har vedtaget disse Fire Love. 

Det er, hvad denne aktion faktisk handler om: Hvordan kan vi optrappe denne kamp for grundlæggende set at skabe en situation, hvor Trump, når han holder sin Tale om Nationens Tilstand (28. feb.), inkluderer Glass-Steagall, den ægte Glass-Steagall, og ikke en eller anden udvandet ’ring-fencing’ (intern bankopdeling), en Volcker-regel, eller noget som helst andet.

Dette er alt sammen ekstremt vigtigt, for vi vil udgive et dossier om Soros, der præcis viser, hvorfor dette apparat, der laver kupforsøget imod Trump-administrationen, er nøjagtig det, man gjorde i Ukraine; og jeg beder jer om at deltage i en aktionsdag den 23. februar, som er treårsdagen for kuppet i Ukraine, Maidan, der førte til kuppet. Og jeg beder jer også om at være med til at udsende viden om, hvad Soros-apparatet er, der står bag dette kup i USA.

Jeg vil lade det være godt med disse indledende bemærkninger, så I kan sige, hvad I vil, og dernæst kan vi diskutere det. Men jeg kan forsikre jer om, at [det drejer sig om] kampen i USA nu, for ikke alene at beskytte Trump-administrationen mod at blive kuppet og afsat, men for rent faktisk at sikre, at det potentiale, som denne administration repræsenterer, bliver implementeret. For muligheden for, at USA går i samarbejde med Kina, går med i Silkevejen, ikke alene ved at forlænge Silkevejen ind i USA gennem infrastrukturbyggeri, men ved også at samarbejde med Rusland og Kina i andre dele af verden. For eksempel i Mellemøsten, hvilket kun disse magter i fællesskab kan præstere; eller om industrialiseringen af Afrika, som Kina allerede har indledt med mange, mange spændende projekter. Japan er involveret; Indien er involveret, og vi må få USA til at gå med i det, som FN netop har kaldt »menneskehedens fælles fremtid i Afrika«.

Ale disse store nationer må bringes til at arbejde sammen for hele civilisationens almene vel, og dette er inden for rækkevidde. Dette er meget spændende. For jeg mener, at vi står ved øjeblikke i historien, hvor, hvis folk har en god plan, så kan de ændre verden, og de kan ændre historien.