27. maj, 2017 – En IMF-mission til Ukraine for at fremskaffe oplysninger er sluttet med en presseerklæring den 26. maj, som blev udstedt af IMF’s chef for missionen i Ukraine, Ron van Rooden, og som sagde, at Ukraine ikke ville få sin næste, femte udbetaling af et lån, før lovgiverne vedtog de reformtiltag for pensioner og land, som IMF har krævet. Dette indebærer salg af offentligt ejede landområder og en hævelse af pensionsalderen.

Sputnik rapporterer, at van Rooden tilbragte 10 dage i landet, hvor han havde det, som presseerklæringen kaldte »konstruktive diskussioner med myndighederne om reformer, nødvendige for at forbedre produktiviteten, tiltrække investeringer og fortsat styrke de offentlige finanser.«

Før IMF-missionen begyndte, skriver Sputnik, insisterede vicepremierminister Pavlo Rozenko gentagne gange på, at Kiev ville fastholde sit standpunkt, og at pensionsalderen må forblive uændret. »Politikeren har klaget over, at, hvis pensionsalderen blev hævet, som IMF foreslår, ville mange ukrainere simpelt hen ikke leve længe nok til at modtage deres pension«, rapporterer Sputnik. »I de godt tre år, der er gået efter Maidan-kuppet, er pensionerne faldet betragteligt i forhold til leveomkostningerne, med et gennemsnit, der ligger på $75 dollars, hvilket i mange dele af landet ikke engang rækker til at betale for de himmelstormende udgifter til forsyningsselskaberne (endnu en forholdsregel, som IMF insisterede på under sit ’nøjsomhedsprogram’).«

Pensionsalderen i Ukraine er 60 for mænd og 57 for kvinder, 2015.  Den gennemsnitlige levealder iflg. WHO 2015, 76,1 for kvinder og 66,3 for mænd.

Foto: En ukrainsk pensionist, ramt af ’nøjsomhedspolitikken’, et krav fra IMF.

7. dec., 2016 – Eurogruppen med 19 finansministre fra eurozonen har endnu engang snydt Grækenland med deres nye aftale. Til gengæld for en relativt meningsløs, såkaldt kortfristet gældssaneringsforholdsregel, som blot tilpasser rentesatser og strækker sig frem til år 2060, må Grækenland opretholde et primært overskud[1] på 3,5 % af BNP i op til 10 år efter, at det officielle bailout-program slutter i 2018. Dette såkaldte overskud, der skal tages fra befolkningens kød og blod, skal bruges til afbetaling af gælden.

Dette blev tilsyneladende tvangsindført i aftalen af Den internationale Valutafond, IMF, og den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, der ligefremt har udtalt, at, hvis Grækenland fortsat ønsker at forblive i eurozonen, må det implementere de »reformer« og forholdsregler, som kræves af landet.

Ifølge avisen Kathimerini var den græske regerings officielle talsmand, Dimitris Tzanakopoulos, særligt kritisk over for den europæiske chef for IMF, Poul Thomsen, der repræsenterede fonden under Eurogruppens møde den 5. dec. Han sagde, at Thomsen lagde yderligere pres på Grækenland for at vedtage ekstra forholdsregler med henblik på at opretholde det primære overskud på 3,5 % efter 2018, snarere end på eurozonen, for at denne yderligere skulle klargøre, hvad disse mellem- og langfristede gældseftergivelsesforholdsregler, som det har planer om at indføre fra 2018 og fremefter, går ud på. Den græske regeringstalsmand var ubøjelig mht., at den græske koalitionsregering ikke ville gå med til at vedtage nye forholdsregler for at imødekomme målet om et primært overskud på 3,5 % efter 2018.

Grækenlands to største fagforeningssammenslutninger, der repræsenterer offentlige og private ansatte, har i mellemtiden meddelt en 24-timers generalstrejke den 8. dec. for at protestere mod planer om arbejdsmarkedsreformer og skattestigninger. Sammenslutningen af læger på Athens og Piræus’ hospitaler, EINAP, har bebudet, at den vil tilslutte sig 24-timers generalstrejken. Bus- og sporvognsarbejdere vil ligeledes nedlægge arbejdet fra kl. 9 om morgenen og til kl. 21 om aftenen, hvor vagten slutter.

Foto: Dimitris Tzanakopoulos, der er advokat, har været talsmand for den græske regering fra november 2016.         

25. januar 2016 – IMF’s administrerende direktør, Christine Lagarde, der den 23. jan. af Reuters blev beskrevet som »Davos’ darling«, syntes at fryde sig over sin udtalelse ved det Verdensøkonomiske Forum i Davos om, at »Vi plejede at tale om BRIKS, men deres økonomiske præstationer er meget forskellig fra hinanden nu«, og »De synes ikke længere at udgøre en blok«. Wall Street og City of London siger håbefuldt det samme.

Lagarde havde netop meddelt sit kandidatur til endnu en embedsperiode som chef for IMF og solede sig i den støtte, hun modtog fra flere lande i kølvandet på hendes nominering af den britiske finansminister, George Osborne. Det er imidlertid ikke alle, der støtter hendes kandidatur. Regeringerne i BRIKS-nationerne – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika – siger, at det burde være en person fra deres lande, der skal være chef for fonden.

Det spørgsmål rejser sig imidlertid, om Lagarde i det hele taget kan fuldføre endnu en embedsperiode. En dommer har beordret hende til at stilles for en domstol i Frankrig med en anklage om forsømmelse med relation til hendes angivelige involvering i en finansiel skandale, mens hun sad som finansminister i Nicolas Sarkozys regering. Hvis hun dømmes skyldig, kunne hun blive sendt i fængsel i et år.

Lagarde appellerer dommerens ordre og hævder sin uskyldighed. Men hendes historie med illegal aktivitet, mens hun har tjent i sin nuværende stilling, antyder noget andet. Hendes beslutning om at redde Ukraine med yderligere lån, en nation, der allerede var i restance med betalinger til Rusland, var ulovlig – en overtrædelse af Fondens egne regler, men hun gennemførte det alligevel. Hun gjorde det samme mht. Fondens redning (bailout) af Grækenland. Denne dame ved et og andet om kriminel aktivitet.

Foto: Christine Lagarde, Davos, 23. jan. 2016.

17. december 2015 – Længe efter det brutale overgreb siger folkemordets teknikere fra Den internationale Valutafond (IMF), at de måske begik en fejl, og at der burde have været en gældsafskrivning for Grækenland i begyndelsen af krisen. Men de hævder, at de ikke havde noget andet valg end at forhindre »smitte« i hele Eurozonen. De siger naturligvis intet om den brutale nedskæringspolitik, der havde ødelagt økonomien, og om, at de stadig i dag kræver mere af denne ’nøjsomhedspolitik’.

Den såkaldte »Gennemgang af Kriseprogrammet«, der angiveligt skulle vurdere, om IMF har håndteret de forskellige finanskriser, inklusive Grækenlands og Eurozonens, udtaler: »Bekymring for smitte udgjorde en afgørende overvejelse i beslutningerne om gældsomstrukturering i programmerne for Euro-området. For Grækenlands vedkommende (2010) kunne Fonden ikke vurdere denne gæld til at være overvejende sandsynligt erholdelig, en vurdering, der normalt er nødvendig for at opnå exceptionel adgang til Fondens ressourcer.«

De indrømmer ikke desto mindre, at, når det drejer sig om at redde »systemet«, så kan alt, efter deres mening, retfærdiggøres: »Risikoen for en international, systemisk smitte, i betragtning af de manglende brandmure på det tidspunkt, til at isolere andre medlemmer af Euro-området, leverede imidlertid en retfærdiggørelse af ikke at kræve en direkte gældssanering som en betingelse for et arrangement med Fonden for at få exceptionel adgang.« Man tilføjede derfor en klausul om »systemisk undtagelse«, som muliggjorde den enorme bailout, som enhver ved sin fornufts fulde fem kunne se var uerholdelig, »til den exceptionelle adgangspolitik, og en sådan blev efterfølgende påkaldt også for Irland (2010), Portugal (2011) og igen i Grækenlands efterfølgende arrangement i 2012.«

Eftersom nogle er mere lige end andre, skriver de, at denne klausul ikke blev anvendt nogen steder uden for Eurozonen, fordi »smitte ikke sås at udgøre en tilstrækkelig stor bekymring«.

De indrømmer, at ’hårklipningen’ af den græske gæld i 2012 – det vil sige, at den gamle gæld stadig forfaldt – var »stor målt efter standarden for de andre tilfælde af umiddelbart forestående betalingsstandsning, selv om den var utilstrækkelig til at genoprette gældens erholdelighed med nogen grad af sandsynlighed.« Rapportens forfattere siger ikke, at denne hårklipning stort set blot drev de græske banker, samt statens sundhedssystem og pensionsfonde, bankerot, og ikke de udenlandske investorer, der havde en ’opsigelsesklausul’.

De fortsætter med at skrive, at »det at holde gældssaneringen tilbage« ved hjælp af den »systemiske undtagelse« i realiteten ikke genoprettede »tilliden til markedet«, men at dette først skete, efter at Mario Draghi, præsidenten for Den europæiske Centralbank, ECB, meddelte, at han ville gøre »hvad som helst« for at redde euroen.

De indrømmer også, at de bailout-programmer, der blev indført under regeringerne Papandreou (2010) og Papademos (2012), havde til formål at skabe en intern devaluering ved at nedskære lønningernes nominelle værdi, »reformere« det kollektive lønforhandlingssystem, fremme privatiseringer, reducere bureaukrati og opmuntre til konkurrence. De nævner selvfølgelig intetsteds, at dette fik økonomien til at kollapse med uhørte 30-35 % og skabte en officiel arbejdsløshed på over 27 %, mens den virkelige arbejdsløshed var på 40 % og ungdomsarbejdsløsheden 65 %.

Foto: Hele familier er stødt ud i den totale forarmelse, for en stor dels vedkommende som følge af arbejdsløshed. Her venter et barn i kø på uddeling af fødevarer, etableret af den græsk-ortodokse kirke i Athen.   

9. december, 2015 – IMF ændrede i tirsdags reglerne for sin (giftige) udlånsvirksomhed, for derved eksplicit at give Ukraine mulighed for ikke at tilbagebetale sin gæld til Rusland. IMF forsøger stadigvæk at komme på en formulering af “rationalet” bag ændringen, men det står klart, at London og Washington har indgået aftale om, at konfrontation med Rusland må være enhver ”vestlig” institutions opgave.

IMF udsendte følgende: “IMF’s bestyrelse mødtes i dag og aftalte at ændre den nuværende politik vedrørende nul-tolerance over for restance til statens kreditorer. Vi vil i de kommende dage komme med de detaljerede forskrifter for rækkevidden af, og rationalet bag, denne ændring i vores politik”.

For indeværende vil reglen alene berøre Ukraine og Rusland.

IMF har tidligere ændret sine regler for at gøre det muligt at udlåne ”med restancer” til Ukraine – dvs., at låne dem yderligere penge, selvom de ikke tilbagebetalte gamle IMF-lån. Så begyndte IMF’s direktør Christine Lagarde personligt at forhandle med Ukraines kreditorer om afskrivninger af landets udenlandsgæld – hvilket, som det er blevet bemærket, er det modsatte af IMF’s politik i forhold til Grækenland, og sker til trods for, at Ukraines økonomi og valuta er kuldsejlet mere og mere. Ukraines præsident Poroshenko og premierministeren, Victoria Nulands ”mand Yats”, brugte åbenlyst de tidligere IMF låne-udbetalinger til at finansiere militærets krig med Rusland.

Erklæringen fra i dag betyder, at nationer, der misligholder gæld til andre lande, stadig vil kunne modtage nye IMF lån. Ukraine har – ikke tilfældigt – meddelt, at det ikke vil honorere sin gæld til Rusland på $3 mia., der forfalder ved årets udgang, (og har nægtet at forhandle en gældssanering, som Rusland ellers har tilbudt).

Wall Street Journal nævner, at Rusland har afvist Ukraines forslag om at ’nedbarbere’ gældsforpligtelsen på de $3 mia., alt imens Ukraine afviste et russisk modtilbud med krav om, at Ukraine skal betale hele beløbet, men over en længere tidsramme. ”Dette dødvande truede IMF’s ’redningspakke’ (bailout) til Ukraine, samt andre vestlige hjælpeindsatser for fondens finansiering, inklusiv fra USA og Europa,” siger Wall Street Journal.

“Jeg vil gerne minde om, at kun Rusland har tilbudt at hjælpe Ukraines økonomi og for to år siden gav et lån til landet, der ellers ikke havde adgang til eksterne markeder”, sagde den russiske finansminister Anton Siluanov til journalister i tirsdags. IMF’s beslutning om at ændre sin udlånspolitik er blevet truffet ”for at skade Rusland, og for at legalisere Kievs muligheder for ikke at tilbagebetale sine lån”, sagde han, idet han kaldte beslutningen ”fremtvunget og forudindtaget”.

En kommentator ved RT TV sagde, at dette træk repræsenterer en politik fra USA’s side for at opdele verdens valutaer i to blokke: en dollar-blok (japanske yen, euro, pund), og for hvilken det gælder, at gæld SKAL tilbagebetales, og alle andre, udtrykkeligt refereret til som lån i BRIKS-valutaer, for hvilke det gælder, at tilbagebetaling er valgfrit.

11. oktober 2015 – IMF’s årlige møde sluttede i Lima, Peru, med et kommunike, der advarer verdens centralbanker om, at, hvis de ikke holder trit med kvantitativ lempelse, og så lidt til, vil det internationale finanssystem nedsmelte. »Fremskredne økonomier bør fastholde en imødekommende monetær holdning, hvor det er passende, i overensstemmelse med centralbankmandater.« Dokumentet tilføjer, nærmest som en eftertanke: »Vi er opmærksomme på farer for den finansielle stabilitet … Usikkerhed og volatilitet på finansmarkederne er steget, og vækstperspektiverne på mellemlang sigt er svækket.«

IMF’s direktør Christine Lagarde understregede ligeledes behovet for endeløse bailouts (bankredninger) i sine bemærkninger ved arrangementet og krævede, at især centralbankerne i EU og Japan var mere rundhåndede med kvantitative lempelser (’pengetrykning’), der på verdensplan nu beløbet sig til mere end 7 billioner dollars, siden 2009. ECB’s, Den europæiske Centralbanks, chef, Mario Draghi, udtalte sin enighed heri i et interview den 11. okt. med det græske Kathimerini: »Vi er tilfredse med kvantitativ lempelse, da det har imødegået og endda overgået vore indledende forventninger.« Bloomberg bemærkede i sin dækning af Draghis seneste bemærkninger, at han tidligere »har sagt, at ECB er parat til at udvide sit program med opkøb af værdipapirer, om nødvendigt.«

Et forslag om en politik, der er »i modstrid« med »lempelserne«, blev også lanceret i Lima af »høgene« for anti-kvantitativ-lempelse, inden for det finansielle rovdyr-establishment. Fire forhenværende centralbankfolk – Jean-Claude Trichet (ECB), Axel Weber (Bundesbank), Jacob Frenkel (Bank of Israel) og Arminio Fraga (Soros Fund, i øjeblikket udlånt til Bank of Brazil) – udgav en rapport i Lima, mens IMF mødet fandt sted, og som fordømmer varig kvantitativ lempelse: »Hovedrisikoen er, at overdreven afhængighed af stadig mere indgriben fra centralbanker kunne forværre de underliggende systemiske problemer og udsætte eller forhindre de nødvendige, strukturelle tilpasninger« – hvormed de mener bail-ins (eksproprieringer af bankindeståender) og deslige.