Lyndon H. LaRouche, Jr., Physical Economy and the Schiller Institute Peace Conferences,
by Assist. Prof. Vihra Pavlova, PhD from Bulgaria

An html version is below the pdf.

Download (PDF, Unknown)

By Assist. Prof. Vihra Pavlova, PhD,  Institute of Philosophy and Sociology at Bulgarian Academy of Sciences, Department “Social Theories, Strategies and Prognoses.” (See more about the author at the end of the article.)

This article was written on the occasion of the 101th anniversary of Lyndon LaRouche’s birth (Sept. 10, 1922 – February 12, 2019).

Lyndon H. LaRouche, Jr., Physical Economy and the Schiller Institute Peace Conferences   


Abstract: The global transformation currently taking place has already been foreseen with brilliant accuracy even before (for example, P. Kennedy, I. Wallerstein, J. Galtung, G. Arrighi) and immediately after the collapse of the bipolar system by philosophers, macrosociologists and economists, including the Russian academician S. Glazyev and the “prophet of our time,” as Glazyev called him, Lyndon H. LaRouche, Jr., to whom this text is dedicated, on the occasion of the 101st anniversary of this birthday  – September 8, 1922.   

The name Lyndon LaRouche is not known in Bulgaria, but this eminent American economist is one of the main opponents of the financial oligarchy, and a fighter against the speculative economy, for which he paid with his freedom.  

This article is purely informative, and does not aim to refute criticism of his personality and work. LaRouche’s model has been endorsed and adopted by most countries in Asia, thus becoming the engine of economic growth, and it also currently boldly challenges the postulates of the Washington Consensus and “rules-based order.”  

Keywords: Lyndon H. LaRouche, Jr., physical economy, stable geopolitical environment 


Abstract in Bulgarian (The English text resumes after that):
Резюме: Настоящата глобалната трансформация бе предвидена с брилятна точност още до (напр. П. Кенеди, И. Уолърстейн, Й. Галтунг, Дж. Ариги) и непосредствено след разпадането на двуполюсната система от философи, макросоциолози и икономисти, сред които руският академик С. Глазев и “пророкът на нашето време”, както Глазев го нарича, Линдън Х. Ларуш младши, на когото е посветена тази статия, по случай 101 годишнината от рождението му – 8 септември 1922 г.  

Името на Линдън Ларуш не е известно в България, но този крупен американски икономист е един от главните опоненти на финансовата олгархия и борец със спекулативната икономика, за което е платил със свободата си.  

Статията има чисто информативен характер и няма за цел да опровергава критиките към неговата личност и творчество. Моделът на Ларуш е приветстван и възприет от повечето страни в Азия, която се превърна в двигател на икономическия растеж и днес смело оспорва постулатите на Вашингтонския консенсус и “редът, основан на правила”.   

Ключови думи: Линдън Х. Ларуш младши, физическа икономика, стабилна геополитическа среда 



In the early 1950s, L. LaRouche rejected the information theory as being inadequate for describing economic processes, and developed his own scientific method of physical economy, which was based on the methods of Gottfried Wilhelm Leibniz, Friedrich List, Henry C. Carey and Bernhard Riemann, among others. In the 1960s, he warned of the potentially catastrophic effects of drugs and the sexual revolution on the cognitive potential and, thus, on the long-term productivity of the population. However, his most significant forecast is his assessment of the collapse of the Bretton Woods System through the introduction of flexible exchange rates, and the decoupling of the dollar from the gold standard on August 15, 1971. He warned at that time that if the course change to a purely monetarist financial system aimed at profit maximization were maintained, the world would, inevitably, find itself in a new depression, a new fascism, and the danger of a new world war, unless a completely new and just world economic order were established. Economic justice in LaRouche’s view is based on physical economics. 

Lyndon H. LaRouche Jr.’s fulfilled predictions, and his ideas successfully applied in Eurasia   

On June 29, 2001, at the parliamentary hearings “On Measures to Ensure the Development of the Russian Economy in the Context of the Destabilization of the World Financial System,” S. Glazyev warned about the collapse of the financial pyramid, which would also lead to the collapse of those national financial systems that were involved in it. Glazyev called for the diversification of Russian foreign exchange reserves, and the accumulation of real, material reserves, which would allow the Russian economy to function normally during the destabilization of the global financial system. “And here, obviously, it is necessary to speak about the possibilities of switching to the use of national currencies for payments, first of all, among the CIS (Commonwealth of Independent States) members, with the European Union, with China, with India, i.e., with our major trading partners, with whom our critical imports depend…” (Glazyev, 2001). 

Mr. Lyndon LaRouche (September 8, 1922 – February 12, 2019), in his post-Glazyev speech, stressed the urgent need for policy changes in order to overcome the collapse. According to him, “Nothing can save the present world financial and monetary system in its current form….  The present crisis, unless it is stopped by drastically needed reforms, will also be a demographic collapse more or less comparable to what is called by historians ‘the New Dark Age,’ which dominated Europe following the Fourteenth-Century bankruptcy… 

“Therefore, talking about any economic policy that does not include an early and radical reform of the International Monetary Fund (IMF) system is worse than a waste of time” (LaRouche, 2001).  

Nowadays, the recommendation of L. LaRouche: “A new system of transcontinental cooperation between the sovereign nation-states of continental Eurasia should become the backbone of world economic growth; Continental Eurasia should be the center of such global economic recovery and growth, but the whole world will benefit through participation as partners in that effort” (LaRouche, 2001), is a fact. India, China, the countries of the Association of Southeast Asian Nations (ASEAN) have become the engine of economic and technological growth. An Asian geopolitical union is being formed, uniting the countries of the Shanghai Cooperation Organization (SCO), the Eurasian Economic Union, ASEAN and some microstates of the South Pacific.  

In addition, following the restoration of the Iranian diplomatic relations with Saudi Arabia and the United Arab Emirates (UAE), Syria’s return to the Arab League and a ceasefire in Yemen, the countries of the League are gradually being integrated into this Alliance. Among them is Egypt, which has joined the BRICS New Development Bank and is a candidate for membership in the group, along with about 30 other countries, one of which is Indonesia, the largest Muslim country in the world. There, at the official meeting of the ASEAN Finance Ministers held on March 28, it was decided to reduce dependence on the U.S. Dollar, Euro, Yen, and British Pound in financial transactions, and move to settlements in local currencies. In turn, Malaysia reiterated its call for the establishment of an Asian Monetary Fund, proposed by the Japan’s E. Sakakibara in 1997, but immediately rejected by the U.S. as a threat to the IMF.  

According to LaRouche, the purpose of this fund is not only protection against financial warfare attacks by hedge funds and similar speculators. It is also aimed to promote urgently needed measures in hard-commodity forms of combined trade and long-term capital improvements among those Asian nations. “In this first stage, we might foresee the emergence of regional, somewhat overlapping, groupings of similar outlook and their cooperation among one another, in various regions of the planet” (LaRouche, 2000: 6). 

This is exactly what we are observing in 2023. Recently, the State Duma of the Russian Federation (RF) has adopted a law on Islamic banking, which should give Russia access to the capital of wealthy Islamic countries. Also, Islamic banks in Southeast Asia intend to open branches in the Russian Federation as soon as the legal framework regulating Islamic banking is introduced (Bifolchi, 2023). As is known, Islamic banking implies the implementation of banking activities in accordance with the norms of Islam, according to which interest-bearing transactions are prohibited, and profits are achieved only through investments, leasing, equity financing, etc. of a similar nature. This is a serious challenge to the rentier financial and economic model of the West, from which more and more countries of the world are striving to free themselves. 

ASEAN and its partners China, South Korea, and Japan (ASEAN+3) are building an integrated policy framework for macrofinancial stabilization, with the understanding that economies can best overcome crises when they work closely with each other, exchange data and share experience through political dialogue, not only in turbulent times, but, also, in calmer times, as well as when they develop and deepen financial markets in a concerted manner, and coordinate policies in a regional context (Asian Development Bank, 2021). On July 17, 2023, at the annual China Business Summit held in Auckland, the Southeast Asian countries once again have demonstrated that they want a stable geopolitical environment in order to focus on their economic development, and that they do not want to be forced to “take sides” in any hegemonic rivalry (China Business Summit, 2023). 

Following the adaptation of LaRouche’s ideas [1] for the purposes of regional and national development, over the course of two decades, Eurasia managed to consolidate, and began to build its future in defiance of the Washington consensus. Instead of a free market, deregulation and privatization, the principles of the physical economy have been applied – the protection of vital industries and trade at the regional level, state investment in scientific and technological progress, comprehensive education, the development of basic economic infrastructure, the effective lending to the real, manufacturing sector, and the regulation of economic activity in general.  

The progress made by Asian countries as a result of these economic policies is now attracting more and more countries in Latin America, Africa and the South Pacific. China has demonstrated a new model of large-scale economic development and poverty eradication, and that model is becoming the pivot point for world development. Beijing is challenging Washington’s leading position in international organizations, or, when that does not work, is creating parallel structures in politics and institutions. The Asian Infrastructure Investment Bank (AIIB) is the new version of the World Bank, while the Shanghai Cooperation Organization and the BRICS provide Beijing with great platforms for political influence. BRICS is expanding and is working to create its own international gold-backed currency and a basket of real assets/commodities. This new currency, again, reflects LaRouche’s ideas, especially in his article, “On a Basket of Hard Commodities: Trade without Currency” (LaRouche, 2000). BRICS represents a quarter of the world GDP and 18% of global trade. And this might be enough for their monetary ambition to create a multipolar world that would not be dominated by the United States, given the desire of such large countries as Saudi Arabia, Iran and the UAE, to accelerate the process of de-dollarization. In recent months, the central banks of these countries have shifted most of their foreign exchange reserves from dollars to gold. 

However, the main issue in the process of de-dollarization is not the search for an alternative to the U.S. currency, but the coordinated efforts of the Eurasian countries to move away from the dollar model of the economy. 

As Mathew Burrows recently wrote, “Unfortunately, the split between the West and the Global South is expanding. For many developing countries, the alienation toward the West did not begin with Ukraine; rather, it can be traced to the West’s disregard for their struggle with the COVID-19 pandemic, if not further back.   

“The West runs the risk of losing the Global South altogether if it does not try to understand these countries’ interests, needs, and demands and does not stop striving to impose Western values on them. If the West does not alter its course vis-à-vis the Global South, it is most likely to find itself at odds with a multipolar global order, which will continue to evolve and reflect the rise of emerging powers such as Brazil, India, and South Africa. These countries will strengthen their efforts to reform existing multilateral institutions or to create new ones that will enable them to better exert influence on the international arena. More generally, they will continue to develop parallel networks of diplomatic, economic, cultural, and security partnerships and alliances in which the West will gradually lose influence and predominance.” (Burrows, 2022). 


The Schiller Institute Conferences on “Peace through development” 

To prevent this kind of division, from which the people, and not the elites will suffer, numerous conferences on peace through development are being held worldwide. But the conferences initiated by the Schiller Institute [2] and, personally, the wife of L. LaRouche, Helga Zepp-LaRouche, seem to have the greatest impact. 

Why are they so significant? 

Because other than revealing [3] to the world the true causes of crises and wars (which the media try to cover up), they also offer an alternative to the neoliberal order – which is systematically presented to us as being without alternatives, and, above all, they provide a conceptual basis for peace movements, the geography of which is expanding and attracting more and more scientists and intellectuals, former politicians and military officers, intelligence services officers, working people, but, above all, many young people dreaming of a fairer world.  

For example, the Schiller Institute international conference June 18-19, 2022 titled, “There Can Be No Peace without the Bankruptcy Reorganization of the Dying Trans-Atlantic Financial System,” [4] was attended by 31 speakers, from 12 countries, including Russia, China, Brazil, and Afghanistan. The live-broadcasts of the conference numbered in the thousands at different locations over the two days, and the pre-registration of 1,300 people represented dozens of nations. The conference took place as part of an on-going mobilization process, including an international petition, issued by the Schiller Institute in February 2022 – “Convoke an International Conference to Establish a New Security and Development Architecture for All Nations,” [5] which, as of mid-June, has collected nearly 5,000 signatures from dozens of nations.  

An international conference was held on July 8-9, 2023, titled “On the Verge of a New World War: European Nations Must Cooperate with the Global South!” [6]. This event is in sharp contrast to the “Summit for a New Global Financial Pact” held on June 22 Paris, where leaders of the Global South opposed [7] the hypocrisy of their European counterparts. The organizers were pushing for a global tax of at least 1 trillion U.S. dollars per year to be used in the fight against climate change.  

The conference was also a timely and necessary intervention against Global NATO’s July 11-12 summit in Vilnius, Lithuania, where NATO’s expansion was on top of the agenda: Sweden joining the Alliance, NATO membership for Ukraine, and a proposal to set up a liaison office in Tokyo. An expansion that the dean of America’s Russia experts, George F. Kennan, had called ‘the most fateful error of American policy in the entire post-Cold War era’ (Goldgeier, 1999: 18). 

In Panel 2, titled “The Rise of the Global South against Geopolitical Blocs,” Jacques Cheminade, French politician, former diplomat and the head of the Solidarity and Progress (SP) party, characterized the current historical period as “the battle between the domineering financial oligarchy, and those who believe that the human species has a right to development.” He highlighted the crucial role of L. LaRouche in discovering the principles of physical economy – critical for a New Paradigm of development.  

These principles were recalled by Academician S. Glazyev on Sept. 12, 2022, in his message, On the 100th Anniversary of Lyndon LaRouche’s Birth, in which he stated: “If the leaders of the world’s nations had listened to the voice of Lyndon LaRouche, then perhaps we might have managed to avoid the social upheavals we confront today…  30 or 40 years ago, he proposed a different model of globalization, based on the principles of physical economy: in particular, the famous project, which he and his wife, Helga Zepp-LaRouche, put forward for international discussion – the so-called Eurasian Land-Bridge. This is a splendid and interesting project, which now, after many years, has begun to be implemented through the Chinese Belt and Road Initiative, which we support through linking it with the Eurasian Economic Union…. 

“It is the principles of Physical Economy championed by LaRouche, that today underlie the Chinese economic miracle and are there in the foundations of India’s economic development policy. The supporters of LaRouche in those countries exert a fruitful, very positive, and constructive influence on economic policy-shaping in these leading nations of the new world economic paradigm….  

“Lyndon LaRouche turned out to be right. Today we rely on his work, his writings, in composing proposals for a very rapid transition to a new world economic paradigm. We call it an integrated world economic model, in which finance capital will be subordinated to the tasks of developing the economy, and in which the principles of Physical Economy will come to fruition. As we can see, countries that are taking this path are enjoying success….” [8]. 

Therefore, in the coming decades, we can expect a radical renewal of the physical basis of the world economy – primarily, that all energy, transport, water and communication systems will be fundamentally upgraded through large-scale infrastructure projects using the latest technologies. These projects can be financed independently of the IMF, of the World Bank and of the international capital markets, by the governments of the respective countries themselves, namely through the establishment of government credit lines. The necessary exchange of technological progress through infrastructural and other projects can be organized by means of long-term trade and credit agreements between the participating countries, as suggested by L. LaRouche in his concept of “Trade without currency.” That takes us to, I would call it the strategic conference, which was held in the middle of April, 2023, under the title “Without the Development of All Nations, There Can Be No Lasting Peace for the Planet” [9], which was attended by approx. 40 speakers from all continents.   

In short, LaRouche showed how the creation of stable regional cooperation could be organized when a commodity basket consisting of basic commodities would be used as a standard cost to protect mutual trade and credit agreements from currency volatility. Thus, the foundation for the future new global financial system would be created. In Asia, important efforts have already been made in this direction. An international structure for large-scale infrastructure projects [10] has already been outlined in the concept of the “Eurasian Land-Bridge,” the construction of a colossal network of infrastructure corridors between Europe and Asia, from East to West and from North to South, with high-speed rail links, water channels, pipelines, power supply and communication networks, etc.  


A New Security Architecture and its Philosophical Foundations  

The Bulletin of the Atomic Scientists has now moved the Doomsday Clock to 90 seconds before midnight, the closest it has been to the symbolic time of the annihilation of humanity and the Earth since 1947 [11]. This is alarming, which is why leaders in the Global South have been making the case to halt the warmongering over Ukraine and against China. 

Аt the same time, the largest U.S. mutual funds – which manage the retirement and other savings of tens of millions of Americans – are profiting from investments in nuclear weapons, cluster munitions and other banned or controversial arms [12]. In this case, how could the world believe in the “fight” against the climate crisis and global warming? Aren’t wars one of the causes? 

From the outset of the war in Ukraine, the Schiller Institute has insisted in a number of conferences, beginning on April 9, 2022, that the only solution to this crisis would be the establishment of a new global security and development architecture, which takes into account the security interest of every single country on the planet. This view is shared by more and more forces in the world. There is a “tectonic shift” underway in world politics, in which the nations of the Global South are rising up against the unipolar world order, the attempts to create a Global NATO and a New Global Financial Pact in which they see no opportunities for development, but a threat to their existence and new colonialism.  

Even the Atlantic Council admitted: “What the developing and low-income countries really need are concrete initiatives and the less said about grand strategy the better. Dressing those initiatives up as parts of a “new global financial architecture” risks conflating them with the geopolitical conflict centered around changing or preserving the current world order. That conflation will only make it more difficult to develop the international consensus required to adopt those measures.” (Tran, 2023). 

In this direction, Helga Zepp-LaRouche recalled [13] the political foundation for durable peace, given by L. LaRouche in 1983, which he thinks should be: a) the unconditional sovereignty of each and all nation-states, and b) cooperation among sovereign nation-states to the ef­fect of promoting unlimited opportunities to participate in the benefits of technological progress, to the mutual benefit of each and all.” “That political foundation is now in sight… What remains is for world citizens to create a miracle: to spur the U.S. to sincerely offer to join this new era,” she noted. She suggested ten principles upon which the new era needs to be based. Her formulation of her tenth principle reads: “The basic assumption for the new paradigm is, that man is fundamentally good and capable to infinitely perfect the creativity of his mind and the beauty of his soul… and that all evil is the result of a lack of development, and therefore can be overcome.” [14] 

These principles are embedded in her husband’s overall political-economic philosophy, which views physical economy as the science of applying the creative mind of man in practice, as a process of transforming the universe through man’s socio-economic activity.  

In summary, in contrast to conventional economic theories, physical economy focuses exclusively on the real economy, putting aside financial and monetary measures of economic performance. Researchers in this field identify scientific and technological progress as the main driver of increases in real productivity, and study how economies evolve through an unending series of stages of development and structural transformation, under the impact of scientific and technological progress, and related advances in human knowledge. From the general characteristics or “laws” of this evolutionary process, scientists derive principles for the long-term development of nations, which are of vital importance for economic policy making. 

The intimate relation between physical economic development and human creativity – in the strict sense exemplified by the process of scientific discovery – leads to a further, profound field of investigation. On the one side, human creativity is shown to be an essentially unlimited resource, providing the means for progressively overcoming all conceivable limits to the future expansion of human activity on the Earth and beyond. On the other hand, to the extent the economy of a nation is organized to foster maximum rates of scientific and technological progress, the economy becomes an instrument for realizing the creative potentials of the population, through their involvement in the generation of new knowledge and its assimilation into the economic process as a whole. In this context the problem of alienation is discussed, which is the main barrier standing in the way of involving the masses of the population into scientific activity, and a future direction of economic development leading to the emergence of what we call a “Knowledge Generator Economy” is proposed.  

The essential goal of physical economy is human happiness: Not only freedom from material want, but to create the conditions in which the creative potential of each individual is realized to the maximum extent possible, in an environment of progress and a general expansion of knowledge (LaRouche, 1995, LaRouche, 2001б, Tennenbaum, 2015).   



LaRouche’s ideas are attractive to that part of the political and economic elite of the countries of the world, and, in particular, Russia, which has placed its hopes on industrial development, instead of the raw material and speculative economy that dominates today.   

Unloved in his homeland, but respected abroad, LaRouche left a rich intellectual legacy from which there is a lot to be appreciated, and implemented, for the purpose of national, regional, and, why not, global development – so as to achieve lasting peace on the planet, rather than a “clash of civilizations.” 


[1] In 1975, LaRouche proposed the International Development Bank, a plan to strengthen every currency in the world with long-term, low-interest loans for development projects, and the export of capital goods to the underdeveloped sector. Within a year, the plan was accepted, unconditionally, by the Non-Aligned Movement, a group of 86 countries, mostly from the underdeveloped sector, with LaRouche’s friend, Indian Prime Minister Indira Gandhi, as one of their leading voices. LaRouche also offered the New Bretton Woods plan, as well as detailed accounts of the industrial development of Africa, Mexico, South America, Southwest Asia, India, and the Indian Ocean basin, not to mention the United States and other countries.  

This original proposal is the conceptual origin of the many new international development banks coming into being in 2015 and beyond. In it, LaRouche showed how to bring the world together around the creation of a better future for all. (See LaRouche, L. 2019. How The International Development Bank Will Work: IDB. 

Many world leaders have personally worked with LaRouche to promote a new international financial system based on physical economic development. 

LaRouche’s enemies did not forgive him for this. A federal raid involving 400 agents was carried out on LaRouche’s home and political offices in 1986, after which he was convicted and sent to jail. (See The Battle for Justice: The LaRouche Case  

[2] The Schiller Institute is a political and economic think tank founded by Helga Zepp-LaRouche, which is registered in eight countries and has friends in around 40 countries. It is among the principal organizations of the LaRouche movement. The Institute’s stated aim is to apply the ideas of the poet and philosopher Friedrich Schiller to the contemporary world crisis. Their constitution, adopted in 1984, rails against international financial institutions and other supranational bodies, that hinder development, and, thus, lasting peace in the non-Western world.  

The Institute has initiated numerous conferences since its inception in North and South America, Europe, Asia, Africa and Australia, to promote the idea of “peace through development.” The discussion at these conferences centers around LaRouche’s proposals for infrastructure projects such as the “Eurasian Land-Bridge,”, and the “Oasis Plan,” a Middle East peace agreement based on Arab-Israeli collaboration on major water projects, as well as proposals for debt relief, and a sweeping reorganization of the world monetary system. The Institute strongly opposes the “Clash of Civilizations” thesis of Samuel Huntington, and appeals for a dialogue of civilizations.  

[3] See The Schiller Institute. Recent news  

[4] Schiller Institute international conference June 18-19, 2022 “There Can Be No Peace without the Bankruptcy Reorganization of the Dying Trans-Atlantic Financial System”  

[5] PETITION: Convoke an International Conference to Establish a New Security and Development Architecture for All Nations.  

[6] A two-day international conference “On the Verge of a New World War: European Nations Must Cooperate with the Global South!”   

[7] See Pres. Ramaphosa addressing the New Global Financing PACT summit in Paris;  President William Ruto on The Summit for a New Global Financing Pact in Paris;  Rumble, О., Gilder, А. 2023. The Paris Summit for a New Global Financing Pact: Our Takeaways. African Climate Wire, 4 July 2023    

[8] Sergey Glazyev, On the 100th Anniversary of Lyndon LaRouche’s Birth. December 9, 2022.  

[9] Without the Development of All Nations, There Can Be No Lasting Peace for the Planet. April 15 & 16, 2023.  

[10] By the way, оne of the top-priority projects Alexander Grigoryevich Granberg a leading Russian specialist in the area of comprehensive economic development of the regions of Siberia and the Far East, who headed the Council for the Study of Productive Forces (SOPS) under the Ministry of Economics of the Russian Federation (RF), worked on was the construction of a tunnel under the Bering Strait, which would connect the railroad systems of Russia and the USA. This idea is a key one in LaRouche’s program for global economic recovery. In 2027, when the tunnel should unite the two shores of the Bering Strait (according to the plan), the railroad station on the Russian coast would be named after Prof. Menshikov, and the one on the American side would be named after Lyndon LaRouche. Оfficially, in RF, the project to link Russia and the USA by railway across the Bering Strait was incorporated in 2007 in the “Strategy for the Development of Rail Transport in the RF to 2030,” adopted by the Government of the RF. This resulted, to a significant degree, from the efforts of such Russian scientists as Professor Menshikov and Academician Granberg, who sympathized with LaRouche’s ideas (See Russian Website Features LaRouche’s Influence in Post-Soviet Russia. In: Executive Intelligence Review. 2012. 39 (21), pp. 19-20.   

The idea of such a bridge or tunnel across the Bering Strait to connect North America and Eurasia dates back to the end of the 19th century, but its realization has always been hindered by various circumstances.    

[11] A time of unprecedented danger: It is 90 seconds to midnight. 2023 Doomsday Clock Statement. Science and Security Board, Bulletin of the Atomic Scientists, January 24, 2023.   

[12]  The largest fund managers are heavily invested in arms manufacturers, nuclear weapons, and controversial weapons. Weapon Free funds, 2023 

[13] To End Colonialism: A Mission for All Youth. Schiller Institute International Online Youth Conference, Saturday, March 11.  

[14] Ten Principles of a New International Security and Development Architecture. Helga Zepp-LaRouche at the Nov. 22 Schiller Institute conference, “Stop the Danger of Nuclear War Now; Third Seminar of Political and Social Leaders of the World”.  


Asian Development Bank. 2021. Redefining Strategic Routes to Financial Resilience in ASEAN+3. ADB, December 2021 

Bifolchi, G. 2003. Islamic banking in Russia: why does it matter? Special Eurasia [viewed January 18, 2023]. Available from:  

Burrows, М. 2002. Red Cell: Is the West losing the Global South? Security & Strategy [viewed December 10, 2022]. Available from:  

China Business Summit. 2023. [viewed July 17, 2023]. Available from:    

Glazyev, S. 2001. Russia Is Facing Financial Shocks. Аddress to Duma official hearing “On Measures To Ensure the Development of the Russian Economy Under Conditions of a Destabilization of the World Financial System”, June 29, 2001 [viewed June 15, 2023]. Available from:  

Goldgeier, J.  1999. The U.S. Decision to Enlarge NATO. // Brookings Review, 1 June 1999, 19-21. Available from:  

LaRouche, L. 1995. The meaning of the term ‘physical economy’. // Executive Intelligence Review.  22 (1),  62-63. 

LaRouche, L. 2000. On a Basket of Hard Commodities: Trade Without Currency. // Executive Intelligence Review. 27(30),  4–19. 

LaRouche, L. 2001. Policy Changes Needed To Overcome the Collapse. Testimony to the Russian State Duma’s Economics Committee, in Moscow on June 29, 2001 [viewed June 15, 2023]. Available from:  

LaRouche, L. 2016. The Gravity of Economic Intentions. // Executive Intelligence Review. 28 (13), 20-55. 

Tennenbaum, J. 2015. The Physical Economy of National Development. Berlin, September 27, 2015. 

Tran, Н. 2023. Lessons from the Paris Summit for a New Global Financing Pact. Atlantic Council [viewed  August 15, 2023 ]. Available from:   

About the author:
Education and degrees awarded
PhD in Political Philosophy, Bulgarian Academy of Sciences (BAS), Institute
for the Study of Societies and Knowledge, Sofia, Bulgaria;
Doctoral Dissertation: “Transformations in geopolitics and new methods and practices of geopolitical
forecasts”, 15.06.2018

MA Communication and library management, “St. Cyril and St. Methodius” University of
Veliko Tarnovo
MA thesis: “Children’s book publishing and its presence in the global network”, 2006

Areas of research
Political philosophy, chronopolitics, geopolitics, futurology, global forecasting

Academic positions
10.11.2020 – currently, Assist. Prof., Bulgarian Academy of Sciences, Institute of Philosophy
and Sociology, Department of Social Theories, Strategies and Prognosis
28.06.2018 – 01.07. 2020, Research Assistant, Bulgarian Academy of Sciences, Institute for the
Study of Societies and Knowledge, Department of Social Theories, Strategies and Prognosis

Pavlova, V. 2020. The role of the Asia-Pacific region in global geopolitical transformation
In addition, Vihra Pavlova has written many texts in collections of papers and scientific journals listed in her CV below.

Download (PDF, Unknown)

Lyndon LaRouches økonomisk udviklingsvidenskab i anledning af 3 årsdagen for sin død

En tale af Renée Sigerson ved en videokonference den 12. februar 2022:

<a href="" title="Videokonference på treårsdagen for Lyndon LaRouches død:
Hvorfor verden har brug for LaRouches opdagelsesmetode, lørdag den 12. februar kl. 20″>Link: Videokonference på treårsdagen for Lyndon LaRouches død: Hvorfor verden har brug for LaRouches opdagelsesmetode.

Renée Sigersons tale begynder 52.33 ind i videoen.

På engelsk:
I’ve been asked to provide a kind of introductory overview of LaRouche’s lifetime work in the science of economic development. Doing this on the calendar day of his passing and of Abraham Lincoln’s birth, cannot help but evoke a very strong physical sensation of what St. Augustine and Lyndon LaRouche identified in the notion of temporal eternity. It’s a sensation that the past, the present, and the future suddenly become a single thought-object. While what we discuss today at this moment, shapes the world even as we speak.

I was somewhat surprised, because as Dennis indicated, this was not my particular field of collaboration with Lyndon LaRouche, although I did help on some of the economics projects back in the 1980s. I was sort of curious, but I decided that rather than bothering him about why he asked me to do this, to simply agree to walk with him on what is really this sacred ground. I think for all of us who knew Lyn throughout these years, what he instilled within us as the knowledge of what real economic policy is, was the most profound transformative experience that a human being can possibly imagine going through. Having done that, it really becomes under these circumstances to speak about this, a sacred subject.

It’s also the case that everything we do on behalf of disseminating LaRouche’s work on economics impacts the battle we are at this moment waging for solutions to the existential world crisis. LaRouche’s work on economic forecasting was not about betting on the outcome of events, as has become epidemic in today’s culture; but rather, towards pointing mankind in the direction of what he named “successful survival” from one generation to the next.

In 2005, LaRouche stated in an EIR feature entitled “From Kant to Riemann: The Shape of Empty Space”:

“The ability to predict, or, better said, forecast the physical outcome of man’s behavior, is a subject of a higher, more rigorous form of psychology, and of the social psychology of the sovereign individual mind. This idea of”predicting,” as is the presently customary intention expressed by the use of the word, implies a profoundly incompetent view of man’s role and capabilities within organization of the universe. At best, we can foresee certain important consequences of our decisions, or lack of decision. At best, we can foresee the nature of our obligation to warn our fellows, and to act ourselves in ways which correspond to the problem which we can foresee as probable, even almost certain….

“All attempted prediction, or forecast, of social phenomena, such as economic developments, is essentially … a subject of what might be termed the science of physical psychology: mankind’s relative power of mind within, and over, what is regarded as the physical universe. Therefore, we must think of physical psychology as the kernel of the social psychology of the truly sane individual mind.”

So here we already have presentation of the idea of the individual mind. That individual’s relationship to all of humanity, and of humanity’s relationship to the totality of the universe. This is the domain of real economics, as underlined by Helga’s organizing of the Thursday debate, which involved high-level Russian and U.S. officials grappling with how to end the genocide in Afghanistan and launch an economic development strategy that can help to turn the world at large away from general war. This is exactly the battleground on which Lyn’s discoveries in economics are breaking new ground. In fighting for his approach to economics, we are addressing the development of humanity by addressing the mindset of the individuals who lead society and who are thereby defending the sacred of every individual to develop their God-given creative potential.

When LaRouche began to found a movement around his ideas, roughly in the period from 1968-71, he rapidly came to identified as the most fierce critic and opponent of the academic schools of economics, all of which—both left-wing and right-wing—were advocates of what they called monetarism. That is, all the university economics in the United States and most of the trans-Atlantic world, typified by names such as Milton Friedman of the University of Chicago, or John Maynard Keynes of the London School of Economics, had become under British imperial influence, a cult which fixated on the circulation of money and the fluctuation of money prices as the source of economic activity and the root of some kind of mysterious growth.

LaRouche was fierce in his denunciation of this ideology, which he rigorously demonstrated was a justification for imperial policies of genocide, both globally and within the United States itself. In countering this British game with his work on scientific physical economy in the 1970s, LaRouche triggered a rediscovery of the American System of economics, a name originally adopted in the 19th Century to contrast the American method of Hamilton, Quincy Adams, Lincoln, etc. to the British imperial system. The American System, having been developed from the threads of progress created by the European Renaissance through Kepler, through Leibniz, to the discoveries in economic policy design led by Alexander Hamilton. After the World Wars I and II, nearly all knowledge of the American System of economics, which combined concepts of physical economy to the idea of sovereign credit—which is not the same thing as money—had been buried in propaganda about the U.S. special relationship to Britain and habits of consumerism that horribly corrupted the U.S. political leadership.

Through the influence of the military-industrial complex, and the effects of Kennedy assassinations of the 1960s, not just the memory, but the impulse to think in terms of the principles of physical economy had virtually disappeared. LaRouche did not simply revive past knowledge; he developed the cutting edge of a new fundamental discovery in economic forecasting, which is the preparation for economic development and design. Which cut at the very core of the imperial design which uses fetishes about money and popular opinion to lower the level of mental functioning of thinking within populations. The power of LaRouche’s criticism of monetarism rose from this groundbreaking work on economic forecasting.

As he often highlighted, Lyn’s fundamental breakthrough in developing a method of economic forecasting occurred in the period of 1948-52. His relentless work to that end included intensive study of areas of knowledge ignored by so-called economists. That is, LaRouche connected his work on physical economy and how it is planned in such a way as to succeed in practice, he connected this work to studies of Classical art—that is, music, poetry, and painting, which all address the functional level of the human mind. And as Helga always emphasizes, of human emotions. As well as investigating a form of mathematics developed by the 19th Century scientist Bernhard Riemann, which had served as a companion to Riemann’s work in physics. If there are two people who Lyndon frequently spoke of as critical to his fundamental discovery in economics, most mentioned were the composer Ludwig von Beethoven, who we will discuss in detail in the future, and the other was the physicist Bernhard Riemann.

Riemann’s breakthroughs in economics had emerged as one of the stunning effects of a rebirth of a cultural renaissance that centered around the German-speaking area of Europe during the same time as the American Revolution. Riemann’s outlook on mathematics as the companion to scientific advances in man’s knowledge of the physical universe, was a break with the imperial outlook of the imperial system’s chief ideologues—characters such as Sir Isaac Newton or John Locke and David Hume. For LaRouche, work on physical economy and the ability of mankind to consciously create expanding economies that can support and improve the living standards of growing populations, Riemann’s approach to complex physical processes was invaluable. In fact, an economy is a complex physical process, bringing together a vast array of different components that if they interact, are also continuously changing. How, in fact, can this process be measured to see if it is going in the right direction? This is an old question in astrophysics and even in engineering, which is a serious question. How do you measure something which is moving and changing as you are working with it?

The financial centers have always insisted that this problem, as it relates to what is called economy, should be left to the magic of the marketplace. The imperial monetarists have always argued that to know through science and technology how to increase the output or the productivity of the economy is merely a question of wishful thinking. And the greatest problem economies face is that there are too many people. This is a very old idea that there are too many people. The root of this very sick idea is also very old. It goes back to ancient times, but still grips the corridors of universities and media with all kinds of exotic and mystical explanations tossed in. Most recently, the carbon hoax in order to sell this cultural insanity.

In forming his political movement, LaRouche countered that it was time to discard this genocidal ideology, and to get serious about mastering the principles of scientific and technological progress which pave the way for physical growth of the economy and increases in prosperity for all. Riemann was an invaluable companion in the fight LaRouche launched, and we will look in a moment to an example of how their work came together.

LaRouche became famous in the period from 1968 to 1971 because he was the only economist in the United States who forecast that real estate speculation, the lack of investment in capital goods, the neglect of so-called Third World economies, and interference from the Bank of England were leading to a collapse of the U.S. dollar. When Nixon devalued the dollar in May of 1971, and then ended the fixed exchange rate system known as Bretton Woods on August 15th of that year, overnight LaRouche became the center of tremendous controversy and our organization exploded in recruitment. An earlier 1956-7 forecast of a serious U.S. recession triggered by the postwar consumer credit bubble, including in automobile purchases, had been proven accurate, had gotten LaRouche into political trouble, but was less well known. The two forecasts—1956 and 1968-71—convinced LaRouche that his method of economic analysis worked, and was a vital approach that had to be disseminated for the survival of mankind.

Around 1975, LaRouche’s work became renowned internationally as he launched an international campaign to replace the monetarist and genocidal policies of the International Monetary Fund with the founding of an International Development Bank. Dozens of underdeveloped nations around the world backed LaRouche in this endeavor.

In the 1980s, while working with the Reagan administration in the development of the Strategic Defense Initiative, a spin-off of his work on physical economy, LaRouche commissioned associates to produce a sequence of reports demonstrating the effectiveness of what he named the LaRouche-Riemann economic forecasting method. LaRouche’s ability to recognize the potential for war avoidance in the development of defensive high-energy laser devices was a spin-off of his recognition of the importance of Riemann’s work. During this time in 1982, LaRouche produced a two-part article entitled, “What Is an Economic Shockwave?” It was published in the Executive Intelligence Review and examined the implications for economic policymaking of Bernhard Riemann’s discoveries relative to what were called “hydro-dynamic shockwaves.” Physical shockwaves are complex processes which can be seen in something as ordinary as a crest at the top of an ocean wave; but which Riemann recognized were relevant to many more physical processes. Riemann hypothesized that such examinations of shockwaves would lead potentially to discoveries in the atomic domain, which was still completely invisible in his lifetime. Riemann’s ideas on this matter arose before the work on the atom by such people as Albert Einstein and Max Planck. And his hypotheses were proven later to be right. For example, in an 1859 paper, Riemann anticipated that mankind would come to recognize the importance of sonic booms as an example of such simple shockwaves, such as that we see in the ocean. He outlined that concept before air flight, before man could fly in airplanes, which much later proved that he had been right when the airplanes were developed. Because the phenomenon he suggested, he had been able to discern and think about because it was already audible in thunder, but had never been explained.

In 1982, LaRouche wrote:

“In explaining sonic booms to children, for example, we point out that as an object moves through the atmosphere near the speed of sound, the air becomes very much like water in one respect; it become a relatively incompressible medium, relative to the movement of the body. We say, that as a result, the air behaves, in some significant respects as a hydrodynamic medium, generating the shock-wave we identify as the sonic boom cause by a supersonic aircraft’s flight or a supersonic bullet’s trajectory.

“So far, the whole matter might seem quite straightforward. Therefore, why should there have been any controversy among physicists concerning the conclusions projected by Riemann’s 1859 paper, in which the generation of such ‘sonic booms’ was first analyzed and predicted?

“During the 1890s, Lord Rayleigh, Bertrand Russell, and others insisted that Riemann’s physics was absurd. Rayleigh, in particular, insisted that ‘sonic booms’ could not exist. The reason for that hullabaloo is, that if Riemann’s physics is correct, if sonic booms are generated in such a fashion, then there exists a fundamental absurdity in the kinds of mathematical physics associated with figures such as Descartes, Newton, etc…. In other words, the kind of physics Riemann brought to bear upon his 1859 ‘shock-wave’ paper implies a different kind of universe than the Newton-Cauchy-Maxwell school insists to exist. The organization of the universe if not Newtonian, but is, rather hydrodynamic.

“It is my own chief contribution to scientific work to have discovered and demonstrated, beginning 1952, that the ordering of economic processes corresponds uniquely to the implications of Riemannian physics.” []

This is really such a beautiful idea; it’s just really stunning and moving. So, I just want to note a bond so to speak between LaRouche and Riemann was that both were advocates of the early 18th Century scientist Leibniz, who in many respects was the man who triggered the 18th Century German cultural renaissance, but was also a very positive influence over the circles around Benjamin Franklin. LaRouche and Riemann were impassioned defenders of Leibniz’s idea that mankind, through the use of creative discovery, can unlock the necessary and sufficient reason, as Leibniz put it, for all physical effects in the universe. The oligarchical assembly of scientific hatchet men descending from Sir Isaac Newton and others, hated Leibniz, and never stopped denigrating his work to try to prevent mankind from making these discoveries.

During the 1980s, LaRouche’s associates published four economic forecasts, using a preliminary computerized version of the LaRouche-Riemann Method. The reports, accurately forecasted the early 1980s Federal Reserve-induced recession, plus created quite a stir when exposing how the Federal Reserve (surprise, surprise!) had launched a systematic falsification of the industrial output figures on the U.S. economy.

This work with Riemann and the discussion of shock waves was an embedded feature of how Lyndon LaRouche developed his economic development intervention after the Fall of the Berlin Wall. Since at other times, we had discussed in this forum LaRouche’s role in designing what Ronald Reagan named the Strategic Defense Initiative, we will simply reference that aspect. That work on the SDI was critical in the tectonic, shock-wave-like political shift in the global strategic situation, when the Berlin Wall came down in 1989.

As many of our listeners know, when that happened, LaRouche who had called for the Fall of the Wall a year earlier on U.S. television, was ready to seize the opportunity to the benefit of mankind, but was forced to do so while unjustly imprisoned through the machinations of the very corrupt permanent bureaucracy of the Department of Justice. Please keep in mind the initiative I am describing was designed by him while he was being held in prison as a result of a judicial frameup which it took us five years to physically liberate him from. We still need to win the battle for his exoneration, which the winning of that battle will serve, itself, as a tectonic political shock for the good, when that occurs. It will draw tremendous interest into LaRouche’s ideas.

Despite this intolerable situation, LaRouche communicated to Helga and others, his view of the economic policy approach required to ensure that the reunification of Germany would be beneficial to all of Europe, and mankind, and serve to usher in a new era of economic development.

The very first intervention LaRouche made into the economic development of Europe after the Fall of the Wall, was called “The Productive Triangle.” Here is a picture of a map run in 1992, while LaRouche was still in jail, illustrating the area of the Productive Triangle at that time, the most concentrated area in Europe, in industrial production, wedged between the capital cities of Berlin, Paris and Vienna. And you can see that darkened area is a kind of triangular shape that connects Berlin, Vienna and Paris, and it was an area about the concentration in productive potential and population, let’s say, the nation of Japan, and what’s the highest concentration of industrial capacity. And LaRouche’s idea was, this had to be expanded eastward, into Poland, to show that Germany had the best of intentions toward Poland—maybe a little bit difficult for Americans to fully understand how important that was at the time, as a concept. But then to show to the Soviet Union, which still existed when this was first introduced, that such good intention would also be extended to Moscow. And that this would be generated by building very modern, high-speed rail systems in that entire area, including the Productive Triangle itself, which needed a remake in its transportation systems; but into Eastern Europe as a conveyor belt for bringing much more advanced technologies into Eastern Europe, where the population was generally highly skilled and literate, but extremely poor.

While Lyn was incarcerated, our friends in Europe distributed millions of piece of literature, beginning in eastern Germany, but then in many languages extending into neighboring countries, as the Soviet system was unravelling. As Helga has often noted, the Schiller Institute organized hundreds of events to build a human thread of dialogue and collaboration between the united Germany, the best circles in Western Europe, and those in the East who had been cut off from contact for over two generations. There was a tremendously positive response in Eastern Europe to the idea of importing modern rail transport and higher-grade machine tools, to turn Eastern Europe into a workshop, for example, for industrialization of the third world.

Unfortunately, the bankers had a very different agenda for Eastern Europe, so the progress was slow, but the idea was out.

Please put up the second chart: LaRouche indicated that these areas of modern rail transport would become “development corridors”: That wherever modern rail would be constructed, it would serve as the precursor and the foundation for a full-scale improvement in fuel distribution, electrification, construction of modern cities, educational-cultural center, etc. Here we see an early representation of the idea, confined to Western and Eastern Europe, where canal systems are being built in the same area that the rail systems are being modernized. The view of development corridor was a 20th-21st century realization of how the Lincoln Administration used the Transcontinental Railroad project, during the Civil War, not merely to win the Civil War, but to launch the United States as the largest industrial economy the world had ever seen, viewing the rail system as a corridor for upgrading the interior land surface of the United States. It was a huge blow against the imperial obsession that only coastal regions of nations should be developed, an insane concept which derives from very ancient, pagan-like obsessions within the circles of the financial so-called “elites.”

While the idea for the development corridors, beginning in Eastern Europe, with the intention of spreading the concept of a rail grid to Moscow and into Siberia, by perhaps around 1994, it became clear that leading political circles in China were also thoroughly intrigued by LaRouche’s approach and wanted to discuss it. This became the seed crystal for the policy eventually adopted by China as well, which has become the number-one thorn in the side of the financial oligarchy’s existence: Namely, China has assumed a leadership role in connecting by rail the Eurasian Land-Bridge to Asia’s old Silk Road, or newly modernized Silk Road. It is the idea of the development corridor, not just building rail for trade between partners that are far away from each other, but everywhere along the route, to use the rail system as the foundation for a positive, shock-wave development in power production, agriculture, water management, irrigation, modern city building and so forth; and of course, anybody who doesn’t have a copy of our magnificent 2014 report on this, “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge.” You can find it on the Executive Intelligence Review website:

We are applying the lessons of such economic development to the crisis in Afghanistan; also to outflank the games the British have been playing endlessly, really since the 1763 Treaty of Paris, which allowed the British East India Company, the predecessors of the Michael Bloombergs and Mark Carneys of today, when they moved at that time to take top-down control of the British government. This is what we have to stop bowing to.

The mobilization we are spearheading to prevent war through economic cooperation requires tough determination, because the pathology we are determined to cure has existed for a long time. LaRouche has addressed this in a number of articles I will not name, but encourage people to find out about, without blunting the force of hearing him speak on the subject, which he thought about for many decades. I will just make reference here to LaRouche’s insight that mankind has always operated under the influence of various cultural economic platforms. The paradox inherent in this situation, is that in order to survive such as the moment when the ice caps melted and very suddenly scattered civilizations which had largely lived by travelling long distances along low-level ocean beds—we’re talking 20,000 years ago—such civilizations were suddenly forced to inhabit permanent settlements on land. These maritime cultures, LaRouche stated, exhibited a “pattern of social caste division between a maritime population which has the characteristics of those often termed the relatively ancient ‘gods,’ as distinct from the mere mortals.” This division in society were a small, powerful elite that has greater control over some resources and technologies, convinces the mere mortals, that they, the guys with the access to the technology, are the gods who control your life. This is an ancient characteristic, sometimes called by Helga LaRouche a “childhood disease of civilization.”

The reality is that every human being that is born, is a potential genius, and capable of adding to the wealth of knowledge and practical benefit of the totality of humanity. Moreover, as the technologies we require increasingly become related to exploration and habitation of space, and the universe at large, it will become impossible for the bores and pleasure-seeking degenerates from the oligarchic grooms who are leading controlled popular opinion in order to keep their power. The type of knowledge the average person can, and will gain to live in such a civilization which is involved in massive exploration and study of the universe, will crush the authorities of those who say, “mankind is an animal incapable of mastering the principles of the physical universe.”

The current fight to develop Afghanistan to end the campaigns of genocide that have followed in the wake of all of these so-called “endless wars,” provides the needed opportunity to spread LaRouche’s economic method worldwide, thereby, we create the political and moral shock wave, that can restore morality based on love of our fellow man, and respect for the immortal rights of every mortal beings.

Schiller Instituttets videokonference
PANEL III d. 6. sept. video og engelsk afskrift:
Bælte- og Vejinitiativet bliver til Verdenslandbroen & Franklin D. Roosevelts uafsluttede projekt:

1. Dennis Small (USA), latin-amerikansk redaktør, EIR

2. Dr. Natalia Vitrenko (Ukraine), præsident for Progressive Socialist Party, tidligere parlamentsmedlem og præsidentkandidat

3. Michele Geraci (Italien), tidligere minister for økonomisk udvikling

4. Hassan Daud Butt (Pakistan), tidligere projektdirektør, CPEC; Administrerende direktør for Khyber Pakhtunkhwa Provincial Board of Investment &amp; Trade

5. Marcelo Muñoz (Spanien), grundlægger og præsident emeritus for Cátedra China, dekan for spanske forretningsmænd i Kina

6. Dr. Björn Peters (Tyskland), fysiker, iværksætter og politisk rådgiver inden for energi, bæredygtighed og råvarer

7. Spørgsmål og svar, del 1

8. Dr. Joycelyn Elders (USA), tidligere chef for USA’s sundhedsvæsen m.m.

9. Marlette Kyssama-Nsona (Republikken Congo), farmaceutisk kemiker, politisk leder af Panafrican League UMOJA og specialist i folkesundhedsspørgsmål

10. Spørgsmål og svar, del 2

Den ’store løgn’ kan forårsage atomkrig

Den 26. maj (EIRNS) — Amerikanerne (og verden) husker godt G.W. Bush-administrationens ‘store løgn’, da Bush og hans kontrollør, Tony Blair, bryggede den store løgn om masseødelæggelsesvåben i Irak, og slap en række folkemorderiske regimeskifte-krige løs, der ødelagde Mellemøsten og drev millioner af flygtninge til Europa og andre steder. Præsident Donald Trump identificerede korrekt denne løgn som årsagen til Amerikas værste fejltagelse i moderne historie, måske i hele dens historie. EIR afslørede denne særlige løgn på det tidspunkt det skete, og behøvede ikke de empiriske beviser, der fremkom efter invasionen. Se “The ‘Ignoble Liars’ Behind Bush’s Deadly Iraq War,” April 18, 2003 (‘De uværdige løgnere bag Bush’ dødelige Irak-krig’)

 Den næste ‘store løgn’, også udspringende fra britisk efterretningstjeneste, er nu også blevet afsløret – den med ‘Rusland-Trumps aftalte spil’ og ‘det russiske hack af Demokraternes computere’. Frigivelsen af kongreshøringerne vedrørende ‘Russiagate’ har bevist hvad EIR demonstrerede fra begyndelsen – der var intet aftalt spil, og der var intet russisk hack. Mange af de ansvarlige står nu næsten helt sikkert over for kriminelle anklager for deres forræderiske samarbejde med MI6 og GCHQ i et kupforsøg mod USA. Atter engang, ved hjælp af kompetent efterretningsanalyse vidste læsere af EIR dette længe før ‘den rygende pistol’ viste sig. Se “Robert Mueller Is an Amoral Legal Assassin: He Will Do His Job If You Let Him,” Sept. 27, 2017 (Robert Mueller er en amoralsk juridisk snigmorder: Han vil udføre sit job, hvis I tillader det).

 Så nu har vi så ‘den store løgn’ nummer tre – fra nøjagtigt den samme bande løgnere og forrædere – med en smule variation: “Kina forårsagede pandemien, Kina sendte smittede mennesker rundt i verden for at ødelægge økonomier og dræbe mennesker, Kina vil tage verden fra os”! De samme britiske kilder, pligtskyldigst bakket op af den amerikanske presse, den amerikanske kongres og krigshøgene inden for Trump-administrationen, kræver, at præsidenten falder til patten eller står over for en ”vred befolkning”, der vil stemme ham ud af embedet – hvilket i sig selv er endnu en løgn. Igen advarede EIR nationen: Se “End the McCarthyite Witch Hunt against China and President Trump,” November 2019 (’Stop den McCarthy-agtige heksejagt på Kina og præsident Trump’)

 Niveauet for informationskrigsførelse i Chinagate er feberagtig. Det er blot nødvendigt for befolkningen at tage fat på den kendsgerning, at en krig med Kina, eller endog bare en “afkobling” fra Kina, ikke vil løse noget. LaRouchePAC har nu offentliggjort en rapport “The LaRouche Plan To Reopen the U.S. Economy: The World Needs 1.5 Billion New, Productive Jobs,” (’LaRouche-planen for genåbning af den amerikanske økonomi: Verden har brug for 1.5 milliard nye produktive arbejdspladser’), som giver en reel løsning, én der begrebsmæssigt blev præsenteret af Lyndon LaRouche gentagne gange i løbet af de sidste 50 år, men som ikke længere kan udsættes. Vilkår som under en mørk tidsalder er allerede ved at feje hen over Sydamerika, Afrika og endda dele af USA og Europa. En kamp med et usynligt virus og det lige så dødbringende spekulative virus, der spreder sig fra de tåbelige bestræbelser på at dække over det fallerede vestlige finanssystem, kræver den samme form for samarbejde, som blev organiseret af Franklin Roosevelt for 80 år siden for at besejre fascismen. Samarbejde mellem Rusland, Kina og USA var afgørende for at vinde den krig, lige som det er for at vinde slaget med COVID-19 og det økonomiske sammenbrud.

 Hvad LaRouchePAC-rapporten gør klart er, at der ikke vil komme nogen økonomisk genopretning i USA, med mindre verden bringes ud af britisk imperialistisk dominans – dvs. der må skabes 1,5 milliarder arbejdspladser over hele verden for endelig at opbygge de tidligere koloniale lande til moderne industrilande.

 Ikke flere løgne. Udbred LaRouchePAC-rapporten overalt og afslør og bekæmp krigspartiet, så præsidenten kan vende tilbage til sin oprindelige hensigt om at være venner med Rusland og Kina og fuldende et nyt paradigme for menneskeheden.


Økonomiske principper for et nyt paradigme:
Lyndon LaRouches opdagelser

Download (PDF, Unknown)

Meddelelse: Ny undervisningsserie fra LaRouchePAC:
8-ugers kursus i LaRouches økonomi

Online-præsentationer lørdage, kl. 2 pm (kl. 20 dansk tid), fra 23. juni til 11. august.

Introduktion til de enkelte lektioner kan ses på ovenstående link, såvel som også foreløbigt forslag til læsning.

Kurset kan følges på LaRouchePAC-hjemmesiden.

Kvalitativ forandring: Hvad tal ikke kan måle
LaRouche PAC Videnskabsteams
Undervisningsserie i økonomi 2017.
Lektion 4.

LaRouche: »Det sker på et tidspunkt, hvor det nuværende, monetære finanssystem faktisk befinder sig, nu, i en disintegrationsproces. Der er intet mystisk ved det, jeg har talt om det i nogen tid, det har været fremadskridende, det er ikke i aftagende. Det, der er optegnet som aktieværdier og markedsværdier på de internationale finansmarkeder er ’sorteper’ (buck). Det er rent fiktive trosobjekter, der er intet sandt i det. Falskneriet er enormt. Der er ingen mulighed for et ikke-kollaps af det nuværende finanssystem. Ingen! Det er færdigt nu! Det nuværende finanssystem kan ikke fortsætte med at eksistere under nogen som helst omstændigheder, under noget som helst præsidentskab, under noget som helst lederskab, eller noget lederskab i nogen nation. Udelukkende kun en fundamental og pludselig forandring i det globale, monetære finanssystem vil afværge et generelt, omgående, kædereaktionslignende kollaps; i hvilket tempo ved vi ikke, men det vil fortsætte, og det vil være ustoppeligt.«

Det var altså LaRouche i 2007. Tydeligvis et andet synspunkt end økonomernes nationale undersøgelser viser, at de mente på det tidspunkt.

Download (PDF, Unknown)

Lyndon LaRouche:
»En dialog mellem eurasiske civilisationer:
Jordens kommende 50 år« og
»Om LaRouches opdagelse«.
pdf; engelsk

»Kreativitet, som jeg her har identificeret det, er forskellen på dig og en abekat. Der er faktisk to egenskaber ved denne forskel. For det første, så kan et medlem af den menneskelige art øge hans eller hendes arts potentielle, relative befolkningstæthed gennem sin viljemæssige anvendelse af kreativitet, som ingen form for dyr kan gøre. For det andet, så afhænger samfundets fremskridt hen over successive generationer af, at disse generationer gen-vedtager, eller atter sætter i kraft, den skabende opdagelse af denne form for universelle, fysiske principper. Sammen kan disse to udtryk for kreativitet (som jeg definerer det) fastlægge grundlaget for det, vi kunne kalde naturlig, menneskelig moral, den form for forskel, der adskiller menneskelig moral fra aberigets kultur.«



Download (PDF, Unknown)



»Det centrale træk af mit originale bidrag til Leibniz’ videnskab om fysisk økonomi, er at give en metode til at adresse den årsagsmæssige sammenhæng mellem, på den ene side, enkeltpersoners bidrag til aksiomatisk revolutionerende fremskridt i videnskabelige og analoge former for viden, og, på den anden side, de heraf følgende forøgelser af den potentielle befolkningstæthed i de korresponderende samfund. I sin anvendelse i politisk økonomi, fokuserer min metode på analyse af den centrale rolle af den følgende tretrins rækkefølge: For det første, aksiomatisk revolutionerende former for videnskabelig og analog opdagelse; for det andet, de heraf følgende fremskridt i principper for maskinredskaber og analoge ting; sluttelig, de heraf følgende fremskridt i arbejdskraftens produktive evne.«

Download (PDF, Unknown)


LaRouches videnskab om økonomi er grundlaget for,
at USA kan tilslutte sig det historiske Nye Paradigme.
LaRouche PAC Videnskabsteams Undervisningsserie 2017 i økonomi. 1. Lektion

4. oktober, 2017 – USA har nu muligheden for at opgive et dødt, mislykket, geopolitisk og økonomisk system og gå sammen med Kina, Rusland og andre nationer i et win-win-paradigme for fælles udvikling. Standardlærebøger i økonomi formidler imidlertid ikke den nødvendige, videnskabelige forståelse af menneskeligt fremskridt og menneskelig udvikling. Vi må vende os mod Lyndon LaRouches videnskab om økonomi som grundlaget for dette nye, historiske paradigme, at begynde med hans opdagelse af Potentiel Relativ Befolkningstæthed.

Download (PDF, Unknown)

STUDIEKREDS 4. mødegang den 2. marts 2017,
og 5. mødegang den 11. april 2017:
LaRouches lærebog om økonomi

Med næstformand Michelle Rasmussen.

Pdf af LaRouches økonomibog findes her: i Så du ønsker at lære alt om økonomi?

Studiekreds 4. mødegang den 2. marts 2017

Studiekreds 5. mødegang den 11. april 2017

Video: En Ny Æra for USA:
LaRouches Fire Love.
Fuld dansk tekst

Forestil jer, at vi lever i et samfund, der har forpligtet sig til at opnå fusion og implementere dens fordele.

Hvordan ville det, at være en del af et sådant samfund, forme dets borgeres selvopfattelse? Et menneskeliv har konsekvenser og betydning, der varer ud over den fysiske død – i det mindste potentielt. Ved at vedtage en mission for opnåelse af fusion, omsætter vi et af Hamiltons mål i praksis, hvor han skriver, at, »at værdsætte og stimulere det menneskelige intellekts aktivitet gennem at mangfoldiggøre objekterne for foretagsomheden, er ikke blandt de mindst betragtelige af de midler, ved hvilke en nations rigdom kan fremmes. Selv ting, der i sig selv ikke er fordelagtige, bliver det undertiden gennem deres tendens til at fremprovokere en anstrengelse. Enhver ny scene, der åbnes op for menneskets geskæftige natur for at vække det og hævde sig, udgør en tilgang af ny kraft til lageret af bestræbelse.« – Få det til at ske!

Download (PDF, Unknown)

Download (PDF, Unknown)

2. Mødegang i Studiekredsen:
LaRouches Lærebog i Økonomi
24. jan, 2017; lydfiler

Med næstformand Michelle Rasmussen

1. del:

2. del:

Powerpoint billeder:

Download (PDF, Unknown)


Tillykke med 260-års fødselsdagen,
Alexander Hamilton!

»At værdsætte og stimulere det menneskelige intellekts aktivitet ved at mangedoble områderne for foretagsomhed, gennem hvilke en nations rigdom kan fremmes.«

– Alexander Hamilton (11. jan., 1757 – 12. juli, 1804).

»Sammenhængen mellem intellektets opdagelser og forøgelsen af arbejdskraftens produktive evne, er kernen i Det amerikanske, økonomiske System. Det, jeg har præsteret, er at vise, at det er muligt at forudsige rent matematisk raterne af den forøgede, fysisk-økonomiske vækst, som vil blive resultatet af en faktisk anvendelse af en specifik form for intellektuel produktion af ny teknologi. På denne baggrund har jeg været i stand til at levere et nyt, stærkere, videnskabeligt bevis for de grunde til, at Hamiltons Amerikanske System fremmer depressionsfri, økonomisk vækst, og grunden til, at Adam Smiths doktrin altid vil føre en nation ud i nye katastrofer.«

– Lyndon LaRouche, »In Defense of Alexander Hamilton«, 1987.

Læs hele Lyndon LaRouches artikel her:

Helga Zepp-Larouche:
Vi må handle nu for at gribe den
chance, dette valg har skabt!

Heldigvis er frihandelsaftalerne, TPP og TTIP, totalt døde; og det er en god ting, for frihandel gør absolut intet for at forøge arbejdskraftens produktivitet. Det er baseret på det monetaristiske koncept om at købe billigt og sælge dyrt; det er baseret på at outsource billig arbejdskraft til markeder for slavearbejdskraft, og det er netop det, der kvæler forøgelsen af produktivitet ved at cementere betingelserne med maksimal profit på bekostning af arbejdskraften. På den anden side, hvis man ser på de økonomiske modeller, der altid har dannet grundlag for en forøgelse af befolkningens rigdom – det, som Friedrich List, den tyske økonom, karakteriserede som Det amerikanske, økonomiske System, som han satte op som modsætning til Det britiske, økonomiske System – så er den, i øvrigt korrekte, antagelse den, at den eneste kilde til velstand er befolkningens kreativitet. Denne kreativitet, der tager form af videnskabelige og teknologiske opdagelser, transformeres til teknologiske fremskridt, der, hvis de anvendes i produktionsprocessen, dernæst fører til en forøgelse af produktiviteten i både arbejdskraftens og i industriens kapacitet. Dette er den eneste, sande kilde til rigdom.

Download (PDF, Unknown)

Lyndon LaRouche: Vi må have
Alexander Hamiltons politik
i et nyt udtryk for moderne tid


Lyndon LaRouche udtalte følgende til LaRouchePAC’s Komite for Politisk Strategi den 17. oktober, 2016, med henvisning til præsidentvalget:

Der er en politik: Alexander Hamiltons politik, som den udtrykkes nu, i moderne form; det er, hvad vi vil have. Brug mit navn for at understrege Alexander Hamiltons navn som den person, der bør være den retningsangivende person for hele nationen. Jeg kan udrede det klart; det kan jeg gøre – jeg ved, hvordan det skal gøres. Det gør de fleste mennesker ikke; de hænger fast i fortolkninger.

Han var den ledende skikkelse i amerikansk historie, i dens tidligste del. Og i det tyvende århundrede har jeg været en ledende skikkelse i USA. Jeg siger nu, at Alexander Hamiltons lov, udtrykt i det følgende, i mine Fire Love, er det, der må gøres for nationen.

Vi har allerede politikken nedfældet, for vi har loven, der blev fremsat i mit navn for mere end to år siden. Dette er den lov, som bør være den retningsangivende lov, der bestemmer loven for USA som sådan.

Sig Alexander Hamilton; og Hamiltons lov og præstationer er de ting, vi peger på – dernæst bruger vi, hvad jeg har gjort, for lidt over to år siden. Jeg definerede [disse love] på ny, hvilket ingen anden person har gjort, undtagen i mit navn. Det er sådan, man skal se på det.

Det, jeg sagde, er meget enkelt. I 2014 fremlagde jeg en sag, den politiske sag, for USA’s folk. Det var, hvad jeg gjorde. Ingen anden havde gjort nøjagtig, hvad jeg gjorde. Men jeg har imidlertid ingen garanti for at løbe omkring på ubestemt tid. Pointen er simpelt hen at få en politik, en politik, der i dette tilfældet har eksisteret, og dette skal fremlægges som politikken. Det er ikke et spørgsmål om personer som sådan, det er et spørgsmål om at fastslå politikken. Det, jeg gjorde for over to år siden, er nøjagtig, hvad politikken bør være. Hverken mere eller mindre.

Jeg var den person, der fastlagde de »Fire Love«. Og jeg fremsætter disse love som en korrektion, for at korrigere og fjerne de fejltagelser, som er blevet opretholdt eller indført. Og som er fejltagelser. Med andre ord, så er det politikken, der er taget under overvejelse. Og politikken har en tilhænger. Jeg er den eneste, der udfærdigede erklæringen om Alexander Hamiltons love, som jeg fastlagde dem for over to år siden. Og denne proces trodser alle de former for miskmask, som på det seneste har været i valgprocessen. Punktum.

Jeg har her fremlagt en erklæring. Denne erklæring har sin egen, unikke karakteristik. Det er denne fremgangsmåde, der kunne vinde sagen. Det væsentlige er, at USA blev grundlagt på love, der blev skabt af Alexander Hamilton. I den nylige periode af mit liv har jeg været en ledende person med hensyn til at fremlægge dette princip. Man må udtrykke det på en meget ligefrem måde. De love, som vi ønsker at have, er de reformlove, som jeg introducerede på vegne af Alexander Hamilton. Det er måden at gøre det på. Og dette kunne være en lov, som alle nationer kan tage op og anvende.

Ideen var, at Alexander Hamilton var den person, der fastlagde det princip, som USA’s love bør hvile på. Og det blev ved navn fremlagt af mig, i den lov, som jeg introducerede for at blive praktiseret som sådan.

Jeg har instrueret kandidatemnerne i det argument, at Alexander Hamiltons program, som defineret i en fornyet form – at det er det, der må introduceres. Så enkelt er det. Planeten har brug for retningslinjer med hensyn til lov. Denne lov må anses for at være den retningsangivende lov, som er Alexander Hamiltons politik, som jeg har tilrådet nationen at praktisere. Det er en løsning, som vil virke.


NYT KREDITSYSTEMka16-1-480x634

Denne artikel er et særtryk af et indlæg fra Schiller Instituttets valgavis nr. 16, efteråret 2013. 

Grundlaget for et samfunds udvikling er ikke penge, men kredit. I det unge USA sørgede finansminister Alexander Hamilton for etableringen af et kreditsystem, så det valutafattige og gældsplagede USA kunne opbygge sin realøkonomi. På afgørende tidspunkter i USA’s historie er man gået tilbage til et sådant kreditsystem for at få nationen på ret kurs.

Danmark kunne på lignende vis skabe billig, rigelig kredit til investeringer i infrastruktur og samfundsøkonomien.

Efter at vi gennem en Glass/Steagall-banksanering har ophævet statens forpligtelse til at indfri bank- og finansverdenens spillegæld for hundrede af mia. af kr. – og fjernet denne gæld fra bankernes regnskaber – vil de tilbageværende værdier i bankerne ikke være tilstrækkelige til at skabe den nødvendige kredit, som økonomien behøver for at fungere. Vi må derfor skabe en ny kilde til kredit. Det kan ske ved en overgang fra det nuværende monetære system til den form for kreditsystem, der, under ledelse af det unge geni Alexander Hamilton, var den afgørende kilde til USA’s transformation fra en samling gældsatte kolonier til en supermagt. Det var det amerikanske kreditsystem, der, på trods af, at det undervejs blev saboteret en stor del af tiden, sikrede USA’s overlevelse og udvikling. Genindførelsen af dette kreditsystem er ikke blot en absolut nødvendighed, hvis USA skal overleve i dag, men er også et vigtigt forbillede for Danmark og Europa, hvis vi ønsker en lys fremtid, der ikke er afhængig af private finansinteresser og finansmarkedernes velvilje, men som i stedet giver os og andre nationer suverænitet og den frie vilje til at bestemme vor egen skæbne. Det amerikanske kreditsystem er dog en af de bedst bevarede hemmeligheder i såvel offentligheden som den økonomiske faglitteratur i dag, og vi vil derfor i det følgende give et indblik i afgørende aspekter af systemet og de perioder, hvor det, med stor fremgang som resultat, har været anvendt i amerikansk historie.

USA’s første nationalbank hamilton

Inden for rammerne af et kreditsystem som det, USA’s første finansminister Hamilton satte i værk i USA’s tidlige år, er finanssystemet knyttet til den fysiske økonomi og gør det derved muligt at styre nationens opbygning med sigte på den fremtidige velstand og produktion. Dette gjorde det muligt for de amerikanske kolonier at sikre USA’s faktiske økonomiske uafhængighed, da man havde vundet kampen for sin politiske løsrivelse fra

Det britiske Imperium, i stedet for blot at have politisk uafhængighed af navn. For de amerikanske, grundlæggende fædre betød national suverænitet ikke blot evnen til at drive udenlandsk aggression tilbage og sikre de nationale grænser; det krævede etableringen af et økonomisk system, der var i stand til at sikre den fortsatte udvikling af nationen og dens befolkning ved at begunstige stigningen i arbejdskraftens produktive evne gennem en nationalbank. Allerede i 1781, før krigens slutning, skrev Hamilton til Robert Morris, den finansielle tilsynsførende for Den kontinentale Kongres, og forklarede sin idé: »En Nationalbanks tilbøjelighed er at forøge offentlig og privat kredit. Industri forøges, vareudbuddet mangedobles, landbrug og håndværk blomstrer, og heri består statens sande rigdom og fremgang. Den forvandler begge parters rigdom og indflydelse til en kommerciel kanal til gensidig nytte, der må tilbyde fordele, der er uvurderlige; der mangler et omsætningsmiddel, som denne plan yder gennem en form for skabende evne, der konverterer det, der således skabes, til et reelt og virkningsfuldt handelsinstrument. Det er udelukkende gennem en nationalbank, at vi finder bestanddelene til en sund, solid og gavnlig kredit med sikkerhed i værdipapirer.« Ved Uafhængighedskrigens slutning var den nyligt etablerede nation bankerot. En stor del af koloniernes fysiske økonomi var blevet ødelagt af kampene, og både den nationale regering og staterne befandt sig i en gældsklemme. Alene renterne på den totale gæld beløb sig til mere end hele den indkomst, der forudsås at stå til rådighed for den føderale regering. Akkumuleringen af denne gæld, oven i den fysiske ødelæggelse, frembød en bister udsigt for den nyligt uafhængige nation og en umiddelbar trussel om landets disintegration, eller endog generobring. Det var umuligt for den nye nation, med den utilstrækkelige magt, som var bevilget Kongressen i Konføderationens Lovparagraffer, at etablere et kreditsystem for at fremme en voksende nationaløkonomi med henblik på at honorere gælden. Robert Morris, Alexander Hamilton, James Wilson, Gouverneur Morris, Benjamin Franklin, George Washington og andre af USA’s grundlæggere var enige om, at en ny forfatning var påkrævet, som gav den nationale regering magt til at fuldføre de mål, der var skitseret i Uafhængighedserklæringen. Idet han som finansminister anvendte den nye forfatnings magt, omsatte Hamilton sin idé om kredit i praksis, som således gjorde det muligt at løse den tilsyneladende uløselige krise, hvor USA kun havde en masse gæld i stedet for det guld og sølv, der normalt var grundlaget for en valuta. Han udtænkte en plan for at sætte nationens aktive kapital fra landbrug og industri i arbejde, ved at skabe et finanssystem og en valuta, der var baseret på den fremtidige produktion, snarere end på guld, sølv og monetaristisk gæld. Hamilton arrangerede overførslen af de forskellige koloniernes gæld til det føderale regnskab og forenede den således som en samlet national gæld samtidig med, at han skabte muligheden for, at den kunne honoreres ved at blive knyttet sammen med kredit til nye fysiske investeringer. Begrebet gæld blev således redefineret som værende ikke blot monetaristisk gæld, men gæld blev en del af en proces, gennem hvilken investering i fremtiden skabte nye kilder til rigdom og hermed midlerne til at tilbagebetale denne investering – med andre ord: Det blev en gæld til fremtiden i stedet for en gæld til fortiden. Under Hamiltons kreditsystem blev den nationale gæld til en kapitalpulje, på grundlag af hvilken man kunne investere i opbygningen af den fysiske økonomi. Det, der kunne have været en forbandelse, blev til en velsignelse. Hamiltons system etablerede det princip, at økonomiens og valutaens værdi blev fastsat på baggrund af den produktivitet, der fremkom ved den fremtidige effekt af kreditten, snarere end de akkumulerede værdier fra fortiden. Benjamin Franklins hensigt om en papirvaluta, der var i overensstemmelse med den produktive omsætning, blev virkeliggjort gennem nationalbankens brug af en kreditvaluta. Det essentielle princip i kreditsystemet var ikke anvendelsen af pengesedler i stedet for guld og sølv, men snarere, at man førte en politik for udviklingen af hele den nationale økonomi, hvor den samlede nationaløkonomis produktive evne derfor understøttede valutaen, da valutaen blev en afspejling af den fremtidige økonomiske vækst.

Fysisk produktivitet

Hamilton skrev i sin »Rapport om Produktion« fra 1791 til Kongressen om virkningerne af sit system: »Det nye system fungerer som en ny kraft til industrifremstilling; det har, inden for visse rammer, en tendens til at forøge den reelle rigdom i et samfund, på samme måde som penge, som en driftig landmand låner til investering i forbedringer af sit landbrug, sluttelig vil tilføre ham reel rigdom.« Hamiltons kreditbaserede valuta satte hele landets aktive kapital i bevægelse. Idet han reflekterede over det system, som han havde konstrueret, skrev han i sin endelige »Rapport om Offentlig Kredit« i 1795: »Offentlig kredit … er en af hoveddrivkræfterne bag nyttig foretagsomhed og lokale forbedringer. Som erstatning for kapital er det lidt mindre nyttigt end guld og sølv, inden for landbrug, handel, produktionsvirksomhed og håndværk … En person ønsker at gå i gang med at opdyrke et stykke land; han køber på kredit, og med tiden betaler han købsprisen med produkterne af den jord, som hans arbejdskraft har forbedret. En anden etablerer sig inden for handel; med en kredit med sikkerhed i hans retskafne karakter søger han, og finder ofte, midlerne til, med tiden, at blive en rig handelsmand. En tredje starter en forretning som fabrikant eller håndværker; han er dygtig, men har ingen penge. Det er ved hjælp af kredit, at han bliver i stand til at skaffe værktøjet, materialerne og selv det udkomme, som han behøver, indtil hans virksomhed har forsynet ham med kapital; og selv da skaffer han, fra en etableret og for øget kredit, midlerne til at udvide sine foretagender.« I Hamiltons »Rapport om Produktion« stadfæstede han det essentielle, økonomiske princip som et fysisk system for produktivitet. Den primære værdimåler er ikke kapital, men de intellektuelle evner, som forøger arbejdskraftens produktive evne. Ligesom Winthrop, Mather og Franklin før ham anskuede Hamilton ikke valuta som rigdom i sig selv, men som regeringens forfatningsmæssige forpligtelse til at fremme videnskabelig opfindsomhed og iværksætterånd. Målet for kreditsystemet var ikke at producere med det formål at få penge, men at bruge kredit som middel til at øge arbejdskraftens produktive evne. Nøglen til Hamiltons løsning var hans enestående forståelse af, at sand rigdom ikke findes i penge. Som han fastslår det: »Produktionen forøges, vareudbuddet mangedobles, landbrug og produktionsvirksomhed blomstrer, og heri består statens sande rigdom og fremgang.« Det var dette, og kun dette, der gav USA’s papirvaluta en kreditfunktion.

John Quincy Adams quincy-adams

På trods af succesen med kreditsystemet i USA’s første år, lykkedes det efterfølgende for de private finansielle interesser, med centrum i Det britiske Imperium, der afskyede denne konkurrent til deres magt over økonomien, at få svækket kreditsystemet og dets tilførsel af kredit til opbygning af den nationale velstand. Da den første nationalbanks charter udløb i 1811 blev det ikke fornyet, og selv om en ny nationalbank blev etableret i 1816, så kom USA’s økonomiske genrejsning først, da Nicholas Biddle blev chef for nationalbanken i 1823. Biddle var glødende tilhænger af Hamiltons idéer og arbejdede under ledelse af økonomen Mathew Carey på at genoprette USA’s valuta og fysiske økonomi efter spekulationens hærgen. Under hans ledelse af nationalbanken, som tidligere under Hamiltons, indgik man fremtidsorienterede kreditaftaler snarere end at omsætte den fremtidige, potentielle rigdom til penge til nutidige betalinger. Det var Biddles princip at beskytte og nære økonomiens langsigtede virksomhed, snarere end at tillade den at blive offer for krav om omgående betaling, især betaling i guld og sølv. Landets økonomi blev i stand til at vokse i forhold til sin potentielle produktionsevne, snarere end gennem kunstig kontrol. Under Biddles embedstid fremmede

Banken, hvad der skulle vise sig at blive en af de mest teknologisk eksplosive perioder i amerikansk historie. I 1824 gennemførte formanden for Repræsentanternes Hus, Henry Clay, en lov om beskyttelsestold for at beskytte amerikansk produktion, sammen med General Surveying Act (Loven om landopmåling), som bemyndigede anvendelsen af personel fra den amerikanske hær til bygning af civile ingeniørprojekter. Med disse love på plads, og med Biddle som bankens leder, var jorden gødet for John Quincy Adams, der blev valgt som præsident i 1825. Før 1820 var der ikke en eneste jernbane, kun få kanaler, en jernindustri, der var brudt sammen, ingen moderne fabrikker af betydning, ingen udnyttelse af dampkraft til industriformål, kun maskiner af træ i fabrikkerne og stort set ingen offentlige skoler. John Quincy Adams’ præsidentskab forandrede alt. Man begyndte at bygge kanaler og veje i forceret tempo, hvilket åbnede for bosættelser i den vestlige del af Amerika. Kulminer blev udbygget med byområder, hvilket skabte de store industribyer i Midtvesten. Jernindustrien blev genfødt under toldbeskyttelse, efter mere end et århundredes undertrykkelse siden lukningen af Saugus-jernværket. Tusinder af kilometer af jernbaner blev bygget, med ingeniører fra militærakademiet i West Point som konstruktører af den store Baltimore- og Ohio-jernbane. Seks andre jernbanelinjer blev ligeledes planlagt og udarbejdet. Finansieringen og planlægningen af disse foretagender blev koordineret med føderale, delstats- og lokale myndigheder og USA’s nationalbank, der fremmede og styrede hele det nationale program og koordinerede både den offentlige og private, finansielle investering i infrastruktur og industri. Efterhånden som mere landbrugsjord blev opdyrket, flere fabrikker blev etableret og flere transportnetværk til transport af landbrugsvarer og kul til fabrikkerne blev fuldført, steg mængden af bankkredit, der kunne sættes i omløb, proportionelt, idet den først fordobledes og siden tredobledes i løbet af dette årti. Under kreditsystemets korrekte funktion forvandledes betydningen af gæld. Delstaternes gæld for infrastruktur var ikke længere blot en monetaristisk forpligtelse, men blev betalt af den fremtidige udvikling af industrier. Den gæld, der skabtes til forbedringer i landet, og personlig gæld inden for landbrug og produktion, var ganske enkelt en del af den voksende økonomi under kreditsystemet. De stater, der havde påtaget sig stor gæld for kanaler og veje, planlagde udviklingen af jern- og kulindustrier og nye transportveje for de nye landområders produktion. Disse nyligt udviklede landområder og industrier langs med infrastrukturvejene forøgede indtægterne til op imod ti gange mere end den oprindelige investering.

Påtvungen monetarisme

På trods af den utrolige fremgang under denne genetablering af kreditsystemet lykkedes det Det britiske Imperium, ved hjælp af den yderst effektive britiske agent Aaron Burr og en effektiv brug af pressen, samt en del-og-hersk-praksis i det politiske liv, at skabe et katastrofalt skifte i USA’s udvikling. Burr fik etableret en alliance mellem slaveejer-interesserne i syd og finanskredsene under ledelse af Martin Van Buren i nord. Denne alliance fik, ved brug af effektiv populisme, Andrew Jackson indsat som præsident. Under Jackson-administrationen blev der iværksat en intens kampagne for at forære alle statens værdier til forskellige interessegrupper, og efterfølgende brugte man alle lovlige og ulovlige midler for at få stoppet nationalbanken og dens velstandsskabende vækstpolitik. Jackson-administra-tionens tiltag lykkedes med at få kollapset kreditsystemet og fremprovokerede »Panikken i 1837«, som ledte til en årelang depression. »Markedslovene« fortrængte det almene vel. Den efterfølgende Van Buren-regering krævede betaling af gæld i nutiden, uanset de fremtidige omkostninger og spildet i fortiden. Gyldige kreditaftaler blev angrebet som ødselhed og årsag til krisen på trods af, at krisen i virkeligheden var skabt med overlæg af dem, der havde styret Jackson-regeringen. Kredit blev erstattet af nedskæringer som middel til at berolige »markedet«, med gældens »rigtige« niveau bestemt på basis af et monetært snarere end et fysisk grundlag. Man prædikede den falske doktrin, at markedet selv ville frembringe det rette udbud og den rette efterspørgsel af produktion uden et overordnet program for nationsopbygning. Snarere end at blive hyldet som en stor Demokrat og »en mand af folket«, bør Jacksons brutale ødelæggelse af nationalbanken ses som et af de største forræderier, der er begået i USA’s historie.

Abraham Lincolnabraham_lincoln_november_1863

Da Abraham Lincoln blev præsident i 1860, var der, aftenen før sydstaternes løsrivelse, ikke færre end syv tusind forskellige valutaer i omløb i USA – en nation, der var håbløst splittet, og hvor Hamiltons forfatningsmæssige føderation næsten var gået tabt. For at redde Unionen var det nødvendigt at genoprette det nationale bank-system. Med de private New York-bankers tiltag for at afskære strømmen af indtægter til finansministeriet ved at ophøre med at købe statsobligationer og blokere for aftaler om udenlandske lån, kom finansministeriets pengesedler i miskredit, hvilket forårsagede en blokering af tilgængelig kredit. For at udmanøvrere denne finansielle krigsførelse imod nationen og finansiere den krig, der skulle redde republikken, etablerede Lincoln en ny, national kilde til kredit. Legal Tender Act (Loven om Lovligt Betalingsmiddel) fra 1862 bemyndigede udstedelsen af »USA’s pengesedler« (eller »greenbacks«) med det formål at »finansiere USA’s varierende gæld«. Med Kongressens vedtagelse af denne lov tog regeringen atter kontrol over den nationale valuta. Lincolns økonomiske rådgiver Henry Carey gjorde forbindelsen til den tidligere nationalbank tydelig, idet han i 1868 skrev: »USA’s na-tionalbank gav os ikke en møntvaluta; dens sedler var gangbare næsten pga. samme grundlæggende hypotese, der har gjort de udstedte, lovlige betalingsmidler (under Legal Tender Act) anvendelige.« Lincoln tredoblede statsudgifterne for at finansiere krigen, idet han udstedte 450 millioner i greenbacks. Samtidig gik han i gang med at fjerne de tusinder af separate – og ofte falske – valutaer gennem en reorganisering af national bankpraksis. En stribe love konverterede delstatsbanker til nationale, forenede, lovregulerede enheder, der tillod koordineringen af et nationalt banksystem, som kunne udstede national kredit. Dette landsdækkende banksystem blev grundlaget for genetableringen af en enkelt valuta og genindførte således den af forfatningen bemyndigede føderale kontrol over nationens valuta og finansforhold. Således lykkedes det faktisk for Lincoln at få princippet om offentlig kredit og om en national bank til at genopstå. Men systemet med national kredit kom, som tidligere under Jackson og Van Buren, atter under angreb fra den efterfølgende Andrew Jackson-regering. Finansminister Hugh McCulloch, i samarbejde med den britiske agent og Lincoln-desertør David Wells, indskrænkede helt unødvendigt Lincolns legale betalingsmiddel, i modstrid med industriens faktiske formåen og behov. Den efterfølgende økonomiske krise i 1870’erne, såvel som alle de efterfølgende kriser, som f.eks. efter mordet på præsident McKinley, i perioden 1929 – 1932 samt i dag, forårsagedes af den overlagte ødelæggelse af industriøkonomien og det dermed forbundne kreditsystem.

Franklin Roosevelt

franklin-roosevelt-biography-colorMordet på Lincoln blev efterfulgt af mordene på to andre nationalistiske præsidenter, James Garfield i 1881 og William McKinley i 1901. Arven efter Hamilton gik atter tabt, og under præsident Wilson blev ethvert tilbageværende levn efter et nationalt banksystem erstattet af det forfatningsstridige føderale banksystem, Federal Reserve. Langtidsinvesteringer i nationens fremtidige udvikling blev i stigende grad fortrængt af en kultur med hasardspil og vild spekulation. Denne boble eksploderede i krakket i 1929, der markerede den værste depression, som nationen nogen sinde havde stået overfor. Aftenen før Roosevelts indsættelse var arbejdsløsheden på over 20 %, to tredjedele af staterne havde truffet nødforanstaltninger for at lukke deres banker, og industriproduktionen var det halve af, hvad den havde været før krakket. Man kan lære en afgørende lektie af Franklin Roosevelts tilnærmelse til kreditprincippet under USA’s første na-tionalbank. Roosevelt var nødt til ikke blot at reorganisere bankerne, men også etablere et princip om kredit, som ellers ikke eksisterede. Hans regering reorganiserede bankerne, ikke for bankernes skyld som sådan, men for at gøre dem i stand til at operere i den nye sammenhæng med princippet om kredit, som han tilsigtede, med en plan for »Kreditinstitutioner for Industri«, der sluttelig blev til den udvidede Reconstruction Finance Corpora-tion (RFC). Roosevelt anvendte RFC, der var blevet skabt under Hoover for at indfri finansielle institutioner, som et surrogat for en nationalbank, idet han udvidede den kraftigt til sluttelig at yde kredit for, hvad der svarer til en billion dollars i nutidige tal. RFC og lignende tiltag fremskaffede finansieringen til de store projekter på Roosevelts tid, der gennemførtes af sådanne institutioner som Public Works Administration, Works Progress Administration, Rural Electrification Administration og Tennessee Valley Authority (TVA), som sammenlagt gav beskæftigelse til millioner af amerikanere og dramatisk for øgede nationens produktive evne gennem forbedringer i adgangen til elektricitet, navigation, landbrugsuddannelse, ferskvand og transport. Disse projekter kunne ikke være blevet finansieret ved at tage lån og sælge obligationer i et klima med alvorlig økonomisk depression. Regeringen greb snarere ind for at sikre, at projekter, hvis fysiske, produktive resultater mere end ville opveje omkostningerne ved deres konstruktion, ikke blev forhindret på grund af manglen på tilgængelig kapital, der var nødvendig for deres gennemførelse. RFC-udlån og TVA-lån blev både direkte tilbagebetalt, og kom også indirekte mangefold tilbage gennem statens øgede skatteindtægter, som et resultat af den forøgede produktivitet. Ved at kanalisere kredit over til specifikke projekter var Roosevelt i stand til at sikre, at kredit gik til projekter, som ville give indtægter, snarere end blot at give statslån og hjælp til banksektoren generelt, som præsident Hoover havde gjort det. Roosevelt opnåede et fungerende kreditsystem, hvor en stigende mængde af finanssystemet var knyttet til realøkonomien snarere end til bankerne. De fysiske fremskridt opbyggede den industrielle styrke, der senere gjorde det muligt at imødekomme den omfattende forsyningsmæssige logistik, der var nødvendig for at vinde Anden Verdenskrig. Det ville ikke have været muligt uden Roosevelts tilbagevenden til den amerikanske tradition for et nationalt kreditsystem.

Kreditsystem i dag


USA’s økonomi er i de fem årtier, der er gået siden mordet på præsident Kennedy i 1963, blevet lagt i ruiner gennem et skifte fra en national strategi for økonomisk udvikling og promovering af videnskab og teknologisk fremskridt, til en politik, hvor private finansinteresser får lov til at diktere den økonomiske udvikling. Det har nået punktet, hvor Detroits nylige bankerot blot er symbolet på, hvad der venter mange andre byer og delstater. Ligeledes er USA som nation fanget i en gældsfælde, som man kun kan komme ud af, hvis man genindfører Glass-Steagall og vender tilbage til sit oprindelige kreditsystem, som man har gjort det på afgørende tidspunkter gennem de seneste 230 år. Men USA er ikke det eneste land, der lider under årtiers monetaristisk dårskab. Det gør størstedelen af den vestlige verden også – Danmark inklusive. Vi må derfor lære af det amerikanske kreditsystem, så vi kan skabe vor egen version af det og dermed sikre, at vi tager magten over vor skæbne ud af hænderne på finansverdenens private finansielle interesser og lægger den tilbage, hvor den hører hjemme: I hænderne på folkevalgte politikere og institutioner, der er underlagt vor nationale kontrol, og som har til formål at sikre det almene vel for såvel os i dag, som for de mange generationer, der forhåbentlig vil følge efter.

Skab kreditter gennem Nationalbanken

Det danske folketing bør vedtage en ny lov, der bemyndiger Nationalbanken til at udstede op til 500 milliarder kroner i nationale kreditter[1], der udlånes til en rente, der kun marginalt overstiger den nationale inflation. Kreditterne kan udlånes til følgende kategorier af projekter:

 1) Større infrastrukturprojekter.

Det kan være statsejede, brugerbetalte broprojekter, som f.eks. bygningen af Femern Bæltforbindelsen, Kattegat-forbindelsen og Helsingør/Helsingborg-tunnelen. Det kan også være motorveje, jernbaner eller magnettogbaner, samt hospitaler og læreanstalter.

 2) Opbygning af højteknologisk potentiale.

Opbygning af produktionssektorer i Danmark, der gør brug af ny teknologi og derigennem skaber et potentiale for øget fremtidig højteknologisk eksport. Det kan f.eks. være opbygningen af en dansk produktion af kernekraftværker, fusionskraftværker eller anden produktion, der involverer kernefysisk forskning og rumforskning. Forskning og produktion af brintbiler og brændselscelleteknologi. Udviklingen af nye keramiske materialer, superledere, nanoteknologi etc.

 3) Kredit til nye anlægsinvesteringer i industri og landbrug.

Nationalbanken vil udstede kreditterne og udbetale dem, efterhånden som de behøves for opbygningen af de forskellige projekter. Projekter af type 1 vil have en tilbagebetalingstid på op til 30-50 år. Disse lån vil administreres direkte af Nationalbanken. Lån af type 2 og 3 vil administreres gennem de lokale banker på vegne af na-tionalbanken. Kunder, der måtte ønske lån af type 2 og 3, retter henvendelse til deres lokale pengeinstitut, der sammen med kunden laver en plan for projektet. Banken sender så en ansøgning til en kreditkomité under Nationalbanken, der bevilger lånet.

Den lokale bank kan også tilbyde en pakkeløsning, hvor nationalbankkreditten suppleres med en kredit fra det lokale pengeinstitut på kommercielle vilkår. Det lokale pengeinstitut holder øje med projektet og sørger for udbetaling af lånets rater, efterhånden som projektet skrider frem. Det lokale pengeinstitut administrerer også tilbagebetalingen af lånet. Disse lån vil have en tilbagebetalingstid på 3 – 20 år, alt efter projektets omfang. Som modydelse for det lokale pengeinstituts arbejde betaler kunden et halvt procentpoint over nationalbankens udlånsrente, der tilfalder pengeinstituttet.

Alle vore valgaviser/kampagneaviser kan læses her:

Læs Alexander Hamiltons originale rapporter her:

[1] Da de af Nationalbanken udstedte kreditter udelukkende udlånes til investeringer, der øger produktiviteten i den danske fysiske økonomi, bidrager de ikke til øget infla-tion. Hvis man derimod bare pumper penge og kredit ud i økonomien, f.eks. i form af hjælpepakker til finanssektoren, er der en akut fare for inflation.




















GDE Error: Requested URL is invalid


Spørgsmål og Svar Special den 25. februar 2016
om LaRouches fysiske økonomi

P.g.a. en fejl blev programmet desværre ikke optaget, men her er kildematerialet. Michelle Rasmussens indlægsnotater på dansk vil blive udlagt senere.

Vi diskuterede nøglepunkterne i kapitler 1 og 2 af Lyndon LaRouches lærebog "So, you wish to learn all about economics?":

Download (PDF, Unknown)

Her er LaRouches video om emnet, som var lavet i forbindelsen med bogen:

Lyndon LaRouche: Den klassiske kunstart kaldet fysisk økonomi

Fysisk økonomi er noget helt unikt for mennesker. Intet dyr har fysisk økonomi som egenskab. Men økonomi har eksisteret lige så længe, som der har været mennesker til, da fysisk økonomi i hovedsagen er forholdet mellem mennesket og naturen, baseret på det, som udelukkende kun mennesket, og intet dyr, har: Evnen til at gøre opdagelser. Eksempelvis opdagelser af grundlæggende principper inden for videnskab.

GDE Error: Requested URL is invalid

Lær af Historien:
Helga Zepp-LaRouche: Principperne for fysisk økonomi

Principperne for fysisk økonomi 

Af Helga Zepp-LaRouche 

Del I: Det amerikanske system kontra frihandel: DE AMERIKANSKE RØDDER TIL TYSKLANDS INDUSTRIELLE REVOLUTION Af Helga Zepp-LaRouche 

Del II: Alternativet til fascisme: BETYDNINGEN AF LAUTENBACHS PLAN I DAG  Af Helga Zepp-LaRouche 


 (Denne artikel er en oversættelse af forordet til den tyske bog med titlen: "Das Geheimnis der Wirtschaft, Lösung der globalen Systemkrise: Trennbankensystem und produktive Kreditschöpfung" (E.I.R.); ("Hemmeligheden ved økonomi; Løsningen på den globale systemkrise: Et opdelt banksystem og produktiv kreditskabelse"), der bl.a. indeholder en samling artikler skrevet i perioden 2002–2010 af forskellige forfattere, heriblandt den amerikanske økonom, Lyndon H. LaRouche, Jr., og Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets stifter og internationale præsident, som desuden er formand for Bürgerrechtsbewegung Solidarität i Tyskland. Enkelte af disse artikler vil udkomme på dansk. Desuden foreligger nogle af artiklerne på engelsk (Lyndon LaRouche). Den tyske bog kan imidlertid købes ved henvendelse til: Schiller Instituttet, Skt. Knudsvej 11,, 1903 Frederiksberg,

tlf.: 35 43 00 33, eller ved henvendelse til Email-adressen:,

Oktober 2010

Vi befinder os i dag i den alvorligste krise i moderne historisk tid, og det ikke blot med hensyn til den tilstand, som verdens finansielle system og realøkonomien i mange dele af verden befinder sig i, men frem for alt også, fordi vi i den "udviklede" sektor oplever en moralsk og kulturel krise, vi endnu aldrig har set magen til, en krise, der blandt andet kommer til udtryk gennem talløse skandaler og politikeres og lederes indblanding i kriminelle aktiviteter. Samtidig findes der løsninger til overvindelse af denne krise, som, hvis de bliver omsat i tide, vil indlede en ny æra i menneskehedens historie.

I spændingsfeltet mellem faren for, at civilisationen styrter ned i en ny, mørk tidsalder og håbet om en snarlig, kulturel renæssance, kommer det til at spille en vigtig rolle, at et tilstrækkeligt antal mennesker drager den rette lære af historien. (fremh. red.) Formålet med denne tekstsamling er derfor at minde om nogle historiske perioders vigtige, grundlæggende idéer, som er af betydning for den nuværende diskussion. Vi præsenterer således nogle skrifter og videnskabsteoretiske planer i den tradition, der går tilbage til Leibniz' fysiske økonomi, og som helt uberettiget er blevet glemt, eftersom de engang havde banebrydende virkninger og indeholder kernen til de løsninger, der i dag er afgørende nødvendige.

Hertil kommer, at situationen fortsat på dramatisk vis tilspidses. I 39(!) måneder har der fundet en eskalering af den globale systemkrise sted, og hvis der er noget, der er kommet frem i denne periode, så er det den ubestridelige kendsgerning, at finansinteresserne, altså banker, hedgefonds, holdingselskaber og karteller, tydeligvis har langt mere magt end regeringerne. For i hele dette tidsrum har G-20-regeringerne ikke været i stand til at dæmme op for højrisikospekulationen ved at regulere banksystemet, eller blot tage fat på en seriøs analyse af krisens årsager.

Slutresultatet af denne omstændighed er selvindlysende.

I stedet for at fjerne den umådeholdne spekulation ved at genindføre en regulering af bankerne og "afvende tab for det tyske folk", blev den private gæld tilhørende spekulanter, der havde lidt tab ved spekulation, forvandlet til statsgæld, som skatteborgeren hæfter for, og som følgelig resulterer i dennes tab inden for alle områder af det almene vel.

Det skandaløse resultat af denne politik er, at der efter mere end tre års finanskrise er flere milliardærer og millionærer end før, og at disse er blevet endnu rigere, mens antallet af fattige er steget kraftigt – og det lige så godt i Tyskland, som i resten af verden.

Ved finansårets udgang har finanskrisens dynamik nået et bristepunkt. Den uholdbare situation i de amerikanske delstater, byer og kommuner, der alle står på fallittens rand, tillige med den kendsgerning, at "Helikopter-Ben" Bernanke lever helt op til sit øgenavn og har sat den elektroniske seddelpresse i sving, gør det tydeligt, at finansoligarkiet har til hensigt at fortsætte værdiernes omfordeling fra de fattige til de rige. For den hyperinflation, som folk oplevede under Weimartyskland i 1923, og som, ved en fortsættelse af denne politik, truer hele verden, udgør den mest brutale ekspropriation af befolkningen, der overhovedet findes, alt imens "Mega-Spillerne" erfaringsmæssigt ved, hvordan de skal redde deres små får over på det tørre (altså mele deres egen kage), f.eks. ved en afparering gennem tilegnelse af materielle værdier. Daily Telegraph sammenlignede prompte Bernanke, efter at han for nylig meddelte, at han, som et led i sin politik med "kvantitative lempelser", ville pumpe yderligere to eller flere billioner dollar ud i systemet, med Weimar-republikkens præsident for Reichsbank, Havenstein, og med en narkoman, der ikke kan sige nej til det næste skud.

Alt vil afhænge af, om det i USA i rette tid vil lykkes at genoplive Franklin D. Roosevelts tradition og indføre den Glass/Steagall-standard, altså et opdelt banksystem, som han indførte som en reaktion på krakket i 1929, og dernæst stille statskreditter til rådighed for storstilede infrastrukturprogrammer i dag, på samme måde som i New Deal- og Tennessee Valley Authority-traditionen (TVA). Den amerikanske økonom og statsmand, Lyndon LaRouche, har, som et middel til overvindelse af den aktuelle krise, foreslået aktiveringen af North American Water and Power Alliance, NAWAPA-programmet, et gigantisk program til omdirigering af vand fra Alaska og Canada ned langs Rocky Mountains til Mexico, hvorved der ville blive skabt mere end 3 millioner arbejdspladser.

Skuffelsen over præsident Obama, der ikke har holdt nogle af sine valgløfter, og som, i stedet for at forfølge en politik i traditionen efter Lincoln og Roosevelt, viderefører George W. Bush's politik med redningspakker til Wall Street eller med krigspolitikken i Afghanistan, vokser i samme grad, som arbejdsløshed, tvangsauktioner og den offentlige sektors sammenbrud tager til.

Heldigvis er der en række økonomer, den såkaldte Stanford Group, der meget seriøst beskæftiger sig med Lyndon LaRouches analyser og løsningsforslag, efter at de har erkendt, at Lyndon LaRouche var den eneste økonom, der for længst havde lavet en korrekt prognose for den kommende systemkrise, og den 25. juli 2007, én uge, før den faktisk begyndte, forudsagde, at krisen ville bryde ud. De beskæftiger sig med den fysiske økonomis videnskabelige grundlag, som LaRouche, i traditionen efter Leibniz, Gauss, Riemann, Vernadskij og Einstein, har videreudviklet. De står i total modsætning til de tåbelige forestillinger hos økonomer, der ved hjælp af statistiske metoder forsøger at underbygge monetaristernes, neoliberalisternes, keysenianernes eller adfærdsøkonomernes antagelser. Principperne for fysisk økonomi, der lå til grund for alle de kvalitative, økonomiske fremskridts historiske faser, er af de nuværende økonomer så lidet kendte, at LaRouche har givet den i nærværende bog trykte artikel den polemiske titel "Den hemmelige økonomi".

G-20-staternes manglende evne og vilje til at finde en løsning på krisen har på uigendrivelig måde bekræftet LaRouches påstand om, at kun en kombination af denne planets fire mægtigste stater, nemlig et Amerika, der har fundet tilbage til traditionen efter Roosevelt, sammen med Rusland, Kina og Indien, vil være stærk nok til at gennemføre en virkelig politisk forandring. For øjeblikket finder der en serie dialoger sted mellem repræsentanter fra disse fire nationer om de principper, der må danne grundlag for en overvindelse af krisen, og som et eksempel herpå er et udskrift af en sådan samtale medtaget i denne bog.

Det, som disse diskussioner om genopbygningen af verdensøkonomien tydeliggør, er absurditeten i det hyppigt påståede "manglende alternativ" til den nuværende politik med endeløse redningspakker til bankerne, kombineret med den mest brutale nedskæringspolitik over for befolkningen. Hvis USA, Mexico og Canada realiserer NAWAPA-projektet, vil den med dette projekt forbundne jernbane og højhastighedsbane direkte fortsætte med konstruktionen af en tunnel under Beringstrædet og dernæst med konstruktionen af den transsibiriske jernbane. De asiatiske nationer, som i modsætning til de transatlantiske stater satser på højteknologi, kernekraft og bemandet rumfart, har for længst erkendt, at disse projekter, som en del af udbygningen af Den eurasiske Landbro, har en afgørende betydning for råstof- og energisikkerheden i mange generationer ud i fremtiden.

Udnyttelsen af Sibirien og de arktiske områder, hvor der findes enorme mængder af alle grundstofferne i Mendelejevs periodiske system, er således, selv når det finder sted under den absolutte overholdelse af Ruslands suverænitet, alligevel i hele menneskehedens interesse. Eftersom Rusland har store erfaringer vedrørende udvikling af områder med permafrost, kræver udnyttelsen af de arktiske områder ganske vist komplekse, tekniske løsninger, men disse kan imidlertid betragtes, ikke som forhindringer, men som positive udfordringer. Overdækkede byer kunne i denne forbindelse tilbyde værdige livsbetingelser til de mennesker, som arbejder der, og man kunne samtidig udvikle teknologier, som også er nødvendige for koloniseringen af rummet.

Ved konstruktionen af Den eurasiske Landbro, der på ingen måde fortsat skal være begrænset til Eurasien, men skal videreføres, på den ene side via udviklingskorridorer gennem Alaska, Canada og USA til Mellem- og Sydamerika, og på den anden side til Afrika over Ægypten og Gibraltar, såvel som via en tunnel fra Sicilien, taler vi altså om en egentlig Verdenslandbro, der vil gøre det muligt at nå enhver del af Jorden, undtagen Australien, over land. På denne måde vil planetens indlandsområder få de samme fordelagtige betingelser for bosættelse, som indtil nu ellers har været forbeholdt havenes og flodernes kystområder.

Ud fra den fysiske økonomis standpunkt skal infrastruktur altså ikke blot forstås som en forbindelse fra punkt A til punkt B i form af trafikårer, hvorved, set fra en monetaristisk synsvinkel, det forkerte spørgsmål om omkostningerne konsekvent rykker i forgrunden, men infrastruktur handler derimod om en langsigtet forvandling af livsbetingelserne for menneskene på denne planet. Dermed er menneskets skabende fornuft og evne til stadig bedre og mere indgående at forstå universets fysiske love den afgørende drivkraft, der højner graden af menneskets virkning i naturen.

Hvis man studerer menneskets udviklingshistorie i de forgangne titusinder af år, hvor vi har brugbare beviser, så bliver det klart, at Vernadskijs såkaldte noosfære har opnået en stadig større dominans over biosfæren. Dette er udtryk for den grundlæggende tanke om menneskets rolle, som findes i Bibelens skabelsesberetning.

Sådanne kvalitative forbedringer af infrastrukturen – altså fra udviklingen af maritime kulturer til indenlandsk flod- og kanalskibsfart, dernæst til jernbanenet, dernæst til et integreret økonomisk system baseret på vandveje i alle dets aspekter, højhastighedssystemer og jernbanenet med høj energigennemstrømningstæthed i produktionsprocessen – repræsenterer til enhver tid en ny kvalitativ platform, som dernæst med sikkerhed skaber grobund for den kreative opdagelse af nye videnskabelige og teknologiske principper.

Udviklingen af infrastruktur i denne forståelse er altså den fysiske økonomis kendetegn; den er forudsætningen for, at den kreative udvikling kan trives i en stadig større del af samfundet. Opbygningen af infrastruktur har desuden beviseligt altid haft en civiliserende effekt på menneskene, som har fået del i de behageligheder, som de herved igangsatte forandringer har medført.

Hvis begrebet infrastruktur hidtil har betydet menneskets erobring af stadig større dele af planeten, så indebærer udviklingens næste trin udvikling af rumfartsinfrastrukturen og koloniseringen af Månen og Mars. Infrastruktur vil da ikke længere betyde f.eks. at gøre floder sejlbare eller at løse de tekniske problemer ved udlægning af spor til magnetsvævebaner, men at lære at omgås den kosmiske stråling eller vægtløsheden i rummet uden, at det gør skade på menneskene. Bemandet rumfart vil udgøre en sådan ny platform i menneskehedens udviklingshistorie, der igen vil omdefinere alle andre forhold i de økonomiske processer.

Hvorfor er dette menneskelige udviklingsperspektiv, der endnu i Apollo-programmets dage var en selvfølge for en stor del af befolkningen og, i det mindste for astronauter og mennesker, der har med rumfart at gøre, stadig er det i dag, så fuldstændig forsvundet ud af bevidstheden? Enhver besøgende på Vernadskij-musæet i Moskva, hvor udviklingen fra den abiotiske til den biotiske periode og til noosfæren fremstilles på en meget pædagogisk måde, vil kunne se en succesfuld iværksættelse af dette. En sådan astronaut eller museumsbesøgende vil indse, at teorierne fra Club of Rome er absurde.

En af grundene til, at videnskabelig eller historisk erkendelse inden for mange områder er blevet erstattet med ideologi er, at, med det for over fyrre år siden introducerede paradigmeskift, væk fra produktion til spekulation, er også den i gymnasierne og universiteterne formidlede viden blevet tilpasset til de nye krav. Således vil en nationaløkonomistuderende i reglen ikke lære en eneste forfatter fra skolen for fysisk økonomi at kende, altså hverken Leibniz, List, Carey eller Witte, endsige høre noget om Kepler, Gauss, Riemann eller Vernadskij, men vil i stedet høre en del om "kreative finansinstrumenter".

Ligeledes dukker navnet Henry C. Carey ikke op i de allerfleste biografier om Bismarck til trods for, at det var takket være indflydelsen fra denne Abraham Lincolns og Wilhelm von Kardoffs, grundlæggeren af Tyske Industriledernes Centralforbunds, økonomiske rådgiver, at Bismarck forvandlede sig fra at være en tilhænger af frihandel til at være en overbevist forfægter af protektionisme. Kardoffs skrift, Imod strømmen[1], der er gengivet i denne bog, giver et indblik i den tids kontrovers mellem tilhængerne af frihandel og tilhængerne af protektionisme og belyser de årsager, som fik Bismarck til at gennemføre sine industrireformer.

Det er dog forbløffende, at de videnskabelige, økonomiske principper, på baggrund af hvilke Tyskland forvandlede sig fra at være en feudalstat til at være en moderne industrination, blev så effektivt fjernet fra den officielle historieskrivning. Bismarck, som i sine Rigsdagstaler gentagne gange gjorde grin med den let gennemskuelige hensigt bag frihandelsteorierne og oven i købet sammenlignede dem med en skadelig kartoffelbilleplage, realiserede helt bevidst det amerikanske, økonomiske system i Tyskland – helt, modsat den engelske, i traditionen efter Friedrich List, der i sine skrifter har givet denne modsætning denne betegnelse.

Gennem en kombination af det amerikanske industrisystem og sine sociale love, som dengang var enestående i verden, gjorde Bismarck Tyskland til en af de mest fremskridtsvenlige stater, som under hans regeringstid på eksemplarisk vis var forpligtet over for det almene vel. Heri, og i den kendsgerning, at Bismarck, med sit komplekse fletværk af diplomatiske aftaler, sikrede Tysklands sikkerhed og dermed rejste en massiv forhindring for Englands imperiale politik, lå grunden til Prinsen af Wales', den senere Kong Edward VII's, intrigemageri, der sluttelig førte til Bismarcks afskedigelse.

Ligeledes med urette er de økonomer blevet glemt, der i begyndelsen af trediverne i det 20. århundrede fremlagde forslag til planer til overvindelse af depressionen på basis af principperne for fysisk økonomi, som ikke blot svarede til de planer, som Franklin D. Roosevelt realiserede i USA med New Deal, men som også ville have fjernet udbredelsen af de betingelser, der to år senere muliggjorde Hitlers magtovertagelse. Dr. Wilhelm Lautenbach, økonom i økonomiministeriet, præsenterede i september 1931 den efter ham opkaldte plan ved en hemmelig konference i Friedrich List-selskabet for 30 industriledere og bankierer, hvor også præsidenten for Reichsbank, Dr. Hans Luther, deltog.

Det var Dr. Lautenbachs grundtanke, at de normale markedsmekanismer ikke længere fungerede under den dobbelte betingelse af depression og valutakrise, og at staten er den eneste instans, der kan tage initiativet til at stimulere økonomien. Det var ganske vist en betingelse, at disse, gennem statslige kreditter finansierede projekter, måtte imødekomme den fysiske økonomis principper. Hvis disse investeringer skete inden for områder, som man også ville investere i, når det gik økonomien godt og derved ville opnå fuld produktiv beskæftigelse, ville de efterfølgende skatteindtægter, gennem den indirekte stimulering, være større, end de oprindelig udstedte kreditter.

Fra fagforeningsside var der den lignende WTB-plan, kaldt således efter økonomerne Woytinsky, Tarnow og Baade, som foreslog en international investeringsplan til overvindelse af arbejdsløsheden. Såvel Lautenbach-planen som WTB-planen – og ligeledes Roosevelts New Deal – gik ud fra den fysiske økonomis grundidé, at den eneste kilde til samfundets rigdom ligger i befolkningens kreative potentiale, og at det derfor må være statens opgave altid at befordre beskæftigelsesspektret i retning af en opkvalificering af befolkningen og sørge for den bedst mulige udvikling af alle menneskers kreative evner.

I dette historiske øjeblik, hvor EU er i færd med at gentage den fejlagtige nedskæringspolitik i traditionen efter Brüning, er det af afgørende betydning så eftertrykkeligt som muligt at udbrede den erkendelse, at Hitler med dette program kunne have været stoppet. Hvis arbejdsløsheden var blevet overvundet gennem en kombination af Lautenbach- og WTB-planen, og Tyskland i princippet var gået den samme vej, som Amerika gjorde med New Deal, var Hitler ikke kommet til magten, og Anden Verdenskrig ville ikke have fundet sted.

Vi er atter kommet til et sådant tidspunkt i historien, hvor det pludselig vil komme til dramatiske forandringer og uventede kursændringer. Selv om historien ikke gentager sig på nøjagtig samme måde, så er det dog for spørgsmålet om krig afgørende at kende vigtige principper i universalhistorien, hvis der skulle eksistere en chance for et positivt udfald af denne historiske periode. Menneskehedens udvikling er også kommet til et punkt, hvor vi alle er i samme båd. Biløsninger af forskellig art findes derfor ikke, men kun med et perspektiv som opførelsen af Verdenslandbroen og de med denne forbundne projekter vil vi være i stand til at forhindre, at vi styrter ned i en ny, mørk tidsalder.

 Helga Zepp-LaRouche, Wiesbaden, oktober 2010



Das Geheimnis der Wirtschaft

Lösung der globalen Systemkrise

Trennbankensystem und produktive Kreditschöpfung




 Prinzipien der physischen Ökonomie (nærværende artikel)

Von Helga Zepp-LaRouche


I. LaRouches Ökonomie:

Wirtschaft als Naturwissenschaft

 Meine Rolle nach Obamas Absetzung

Von Lyndon H. LaRouche, Jr.


Einer ausserordentlicher internationaler Dialog

Mit Lyndon H. LaRouche, Jr.


Was Ihr Buchhalter nie verstanden hat:

Das Geheimnis der Wirtschaft
Von Lyndon H. LaRouche, Jr.


II. Lehren aus der Geschichte 1:

Amerikanisches System contra Freihandel

 Die amerikanischen Wurzeln der industriellen Revolution in Deutschland*

Von Helga Zepp-LaRouche


Gegen den Strom! Eine Kritik der Handelspolitik des Deutschen Reichs

Von Wilhelm von Kardoff


III. Lehren aus der Geschichte 2:

Die alternative zum Faschismus

 Die Bedeutung des Lautenbach-Plans heute *

Von Helga Zepp-LaRouche


Produktive Kreditschöpfung als Notmassnahme gegen die Depression

Von Dr. Wilhelm Lautenbach


Thesen zum Kampf gegen die Wirtschaftskrise

Vorgelegen von Dr. Baade – Tarnow – Woytinsky


Wieder und wieder: Schafft Arbeit!
Vom Schlagwort zur praktischen Verwirklichung

Von Wladimir Woytinsky


Beispielhafte Führung in Zeiten der Krise:

Franklin D. Roosevelts "Amerikanisches System der politischen Ökonomie"

Von Sabine Zuse


IV. Was jetzt zu tun ist: Ende der Spekulation und globaler Aufbau durch Grossprojekte


Nicht Griechenland, der Euro ist gescheitert! – aber es gibt ein Leben nach dem Euro!

Von Helga Zepp-LaRouche


Warum wir zum Glass-Steagall-Standard zurückkehren müssen!

Von John Hoefle


Zurück zur D-mark für eine zielgerechte Wachstumspolitik!

Von Helga Zepp-LaRouche


Eine Übersichts-Tour des NAWAPA-Projektes

Vom Videoteam


NAWAPA vom Standpunkt der Entwicklung der Biosphäre

Von Sky Shields, Oyang Teng, Michelle Lerner, Cody Jones und Ben Deniston


V. Bildteil

Die Weltinfrastruktur der Zukunft



*Er under oversættelse til dansk














[1] org. titel: "Gegen den Strom"