1

Lyndon LaRouches økonomisk udviklingsvidenskab i anledning af 3 årsdagen for sin død

En tale af Renée Sigerson ved en videokonference den 12. februar 2022:

I was somewhat surprised, because as Dennis indicated, this was not my particular field of collaboration with Lyndon LaRouche, although I did help on some of the economics projects back in the 1980s. I was sort of curious, but I decided that rather than bothering him about why he asked me to do this, to simply agree to walk with him on what is really this sacred ground. I think for all of us who knew Lyn throughout these years, what he instilled within us as the knowledge of what real economic policy is, was the most profound transformative experience that a human being can possibly imagine going through. Having done that, it really becomes under these circumstances to speak about this, a sacred subject.

It’s also the case that everything we do on behalf of disseminating LaRouche’s work on economics impacts the battle we are at this moment waging for solutions to the existential world crisis. LaRouche’s work on economic forecasting was not about betting on the outcome of events, as has become epidemic in today’s culture; but rather, towards pointing mankind in the direction of what he named “successful survival” from one generation to the next.

In 2005, LaRouche stated in an EIR feature entitled “From Kant to Riemann: The Shape of Empty Space”:

“The ability to predict, or, better said, forecast the physical outcome of man’s behavior, is a subject of a higher, more rigorous form of psychology, and of the social psychology of the sovereign individual mind. This idea of”predicting,” as is the presently customary intention expressed by the use of the word, implies a profoundly incompetent view of man’s role and capabilities within organization of the universe. At best, we can foresee certain important consequences of our decisions, or lack of decision. At best, we can foresee the nature of our obligation to warn our fellows, and to act ourselves in ways which correspond to the problem which we can foresee as probable, even almost certain….

“All attempted prediction, or forecast, of social phenomena, such as economic developments, is essentially … a subject of what might be termed the science of physical psychology: mankind’s relative power of mind within, and over, what is regarded as the physical universe. Therefore, we must think of physical psychology as the kernel of the social psychology of the truly sane individual mind.”

So here we already have presentation of the idea of the individual mind. That individual’s relationship to all of humanity, and of humanity’s relationship to the totality of the universe. This is the domain of real economics, as underlined by Helga’s organizing of the Thursday debate, which involved high-level Russian and U.S. officials grappling with how to end the genocide in Afghanistan and launch an economic development strategy that can help to turn the world at large away from general war. This is exactly the battleground on which Lyn’s discoveries in economics are breaking new ground. In fighting for his approach to economics, we are addressing the development of humanity by addressing the mindset of the individuals who lead society and who are thereby defending the sacred of every individual to develop their God-given creative potential.

When LaRouche began to found a movement around his ideas, roughly in the period from 1968-71, he rapidly came to identified as the most fierce critic and opponent of the academic schools of economics, all of which—both left-wing and right-wing—were advocates of what they called monetarism. That is, all the university economics in the United States and most of the trans-Atlantic world, typified by names such as Milton Friedman of the University of Chicago, or John Maynard Keynes of the London School of Economics, had become under British imperial influence, a cult which fixated on the circulation of money and the fluctuation of money prices as the source of economic activity and the root of some kind of mysterious growth.

LaRouche was fierce in his denunciation of this ideology, which he rigorously demonstrated was a justification for imperial policies of genocide, both globally and within the United States itself. In countering this British game with his work on scientific physical economy in the 1970s, LaRouche triggered a rediscovery of the American System of economics, a name originally adopted in the 19th Century to contrast the American method of Hamilton, Quincy Adams, Lincoln, etc. to the British imperial system. The American System, having been developed from the threads of progress created by the European Renaissance through Kepler, through Leibniz, to the discoveries in economic policy design led by Alexander Hamilton. After the World Wars I and II, nearly all knowledge of the American System of economics, which combined concepts of physical economy to the idea of sovereign credit—which is not the same thing as money—had been buried in propaganda about the U.S. special relationship to Britain and habits of consumerism that horribly corrupted the U.S. political leadership.

Through the influence of the military-industrial complex, and the effects of Kennedy assassinations of the 1960s, not just the memory, but the impulse to think in terms of the principles of physical economy had virtually disappeared. LaRouche did not simply revive past knowledge; he developed the cutting edge of a new fundamental discovery in economic forecasting, which is the preparation for economic development and design. Which cut at the very core of the imperial design which uses fetishes about money and popular opinion to lower the level of mental functioning of thinking within populations. The power of LaRouche’s criticism of monetarism rose from this groundbreaking work on economic forecasting.

As he often highlighted, Lyn’s fundamental breakthrough in developing a method of economic forecasting occurred in the period of 1948-52. His relentless work to that end included intensive study of areas of knowledge ignored by so-called economists. That is, LaRouche connected his work on physical economy and how it is planned in such a way as to succeed in practice, he connected this work to studies of Classical art—that is, music, poetry, and painting, which all address the functional level of the human mind. And as Helga always emphasizes, of human emotions. As well as investigating a form of mathematics developed by the 19th Century scientist Bernhard Riemann, which had served as a companion to Riemann’s work in physics. If there are two people who Lyndon frequently spoke of as critical to his fundamental discovery in economics, most mentioned were the composer Ludwig von Beethoven, who we will discuss in detail in the future, and the other was the physicist Bernhard Riemann.

Riemann’s breakthroughs in economics had emerged as one of the stunning effects of a rebirth of a cultural renaissance that centered around the German-speaking area of Europe during the same time as the American Revolution. Riemann’s outlook on mathematics as the companion to scientific advances in man’s knowledge of the physical universe, was a break with the imperial outlook of the imperial system’s chief ideologues—characters such as Sir Isaac Newton or John Locke and David Hume. For LaRouche, work on physical economy and the ability of mankind to consciously create expanding economies that can support and improve the living standards of growing populations, Riemann’s approach to complex physical processes was invaluable. In fact, an economy is a complex physical process, bringing together a vast array of different components that if they interact, are also continuously changing. How, in fact, can this process be measured to see if it is going in the right direction? This is an old question in astrophysics and even in engineering, which is a serious question. How do you measure something which is moving and changing as you are working with it?

The financial centers have always insisted that this problem, as it relates to what is called economy, should be left to the magic of the marketplace. The imperial monetarists have always argued that to know through science and technology how to increase the output or the productivity of the economy is merely a question of wishful thinking. And the greatest problem economies face is that there are too many people. This is a very old idea that there are too many people. The root of this very sick idea is also very old. It goes back to ancient times, but still grips the corridors of universities and media with all kinds of exotic and mystical explanations tossed in. Most recently, the carbon hoax in order to sell this cultural insanity.

In forming his political movement, LaRouche countered that it was time to discard this genocidal ideology, and to get serious about mastering the principles of scientific and technological progress which pave the way for physical growth of the economy and increases in prosperity for all. Riemann was an invaluable companion in the fight LaRouche launched, and we will look in a moment to an example of how their work came together.

LaRouche became famous in the period from 1968 to 1971 because he was the only economist in the United States who forecast that real estate speculation, the lack of investment in capital goods, the neglect of so-called Third World economies, and interference from the Bank of England were leading to a collapse of the U.S. dollar. When Nixon devalued the dollar in May of 1971, and then ended the fixed exchange rate system known as Bretton Woods on August 15th of that year, overnight LaRouche became the center of tremendous controversy and our organization exploded in recruitment. An earlier 1956-7 forecast of a serious U.S. recession triggered by the postwar consumer credit bubble, including in automobile purchases, had been proven accurate, had gotten LaRouche into political trouble, but was less well known. The two forecasts—1956 and 1968-71—convinced LaRouche that his method of economic analysis worked, and was a vital approach that had to be disseminated for the survival of mankind.

Around 1975, LaRouche’s work became renowned internationally as he launched an international campaign to replace the monetarist and genocidal policies of the International Monetary Fund with the founding of an International Development Bank. Dozens of underdeveloped nations around the world backed LaRouche in this endeavor.

In the 1980s, while working with the Reagan administration in the development of the Strategic Defense Initiative, a spin-off of his work on physical economy, LaRouche commissioned associates to produce a sequence of reports demonstrating the effectiveness of what he named the LaRouche-Riemann economic forecasting method. LaRouche’s ability to recognize the potential for war avoidance in the development of defensive high-energy laser devices was a spin-off of his recognition of the importance of Riemann’s work. During this time in 1982, LaRouche produced a two-part article entitled, “What Is an Economic Shockwave?” It was published in the Executive Intelligence Review and examined the implications for economic policymaking of Bernhard Riemann’s discoveries relative to what were called “hydro-dynamic shockwaves.” Physical shockwaves are complex processes which can be seen in something as ordinary as a crest at the top of an ocean wave; but which Riemann recognized were relevant to many more physical processes. Riemann hypothesized that such examinations of shockwaves would lead potentially to discoveries in the atomic domain, which was still completely invisible in his lifetime. Riemann’s ideas on this matter arose before the work on the atom by such people as Albert Einstein and Max Planck. And his hypotheses were proven later to be right. For example, in an 1859 paper, Riemann anticipated that mankind would come to recognize the importance of sonic booms as an example of such simple shockwaves, such as that we see in the ocean. He outlined that concept before air flight, before man could fly in airplanes, which much later proved that he had been right when the airplanes were developed. Because the phenomenon he suggested, he had been able to discern and think about because it was already audible in thunder, but had never been explained.

In 1982, LaRouche wrote:

“In explaining sonic booms to children, for example, we point out that as an object moves through the atmosphere near the speed of sound, the air becomes very much like water in one respect; it become a relatively incompressible medium, relative to the movement of the body. We say, that as a result, the air behaves, in some significant respects as a hydrodynamic medium, generating the shock-wave we identify as the sonic boom cause by a supersonic aircraft’s flight or a supersonic bullet’s trajectory.

“So far, the whole matter might seem quite straightforward. Therefore, why should there have been any controversy among physicists concerning the conclusions projected by Riemann’s 1859 paper, in which the generation of such ‘sonic booms’ was first analyzed and predicted?

“During the 1890s, Lord Rayleigh, Bertrand Russell, and others insisted that Riemann’s physics was absurd. Rayleigh, in particular, insisted that ‘sonic booms’ could not exist. The reason for that hullabaloo is, that if Riemann’s physics is correct, if sonic booms are generated in such a fashion, then there exists a fundamental absurdity in the kinds of mathematical physics associated with figures such as Descartes, Newton, etc…. In other words, the kind of physics Riemann brought to bear upon his 1859 ‘shock-wave’ paper implies a different kind of universe than the Newton-Cauchy-Maxwell school insists to exist. The organization of the universe if not Newtonian, but is, rather hydrodynamic.

“It is my own chief contribution to scientific work to have discovered and demonstrated, beginning 1952, that the ordering of economic processes corresponds uniquely to the implications of Riemannian physics.” [https://larouchepub.com/eiw/public/1982/eirv09n47-19821207/eirv09n47-19821207_018-what_is_an_economic_shock_wave-lar.pdf]

This is really such a beautiful idea; it’s just really stunning and moving. So, I just want to note a bond so to speak between LaRouche and Riemann was that both were advocates of the early 18th Century scientist Leibniz, who in many respects was the man who triggered the 18th Century German cultural renaissance, but was also a very positive influence over the circles around Benjamin Franklin. LaRouche and Riemann were impassioned defenders of Leibniz’s idea that mankind, through the use of creative discovery, can unlock the necessary and sufficient reason, as Leibniz put it, for all physical effects in the universe. The oligarchical assembly of scientific hatchet men descending from Sir Isaac Newton and others, hated Leibniz, and never stopped denigrating his work to try to prevent mankind from making these discoveries.

During the 1980s, LaRouche’s associates published four economic forecasts, using a preliminary computerized version of the LaRouche-Riemann Method. The reports, accurately forecasted the early 1980s Federal Reserve-induced recession, plus created quite a stir when exposing how the Federal Reserve (surprise, surprise!) had launched a systematic falsification of the industrial output figures on the U.S. economy.

This work with Riemann and the discussion of shock waves was an embedded feature of how Lyndon LaRouche developed his economic development intervention after the Fall of the Berlin Wall. Since at other times, we had discussed in this forum LaRouche’s role in designing what Ronald Reagan named the Strategic Defense Initiative, we will simply reference that aspect. That work on the SDI was critical in the tectonic, shock-wave-like political shift in the global strategic situation, when the Berlin Wall came down in 1989.

As many of our listeners know, when that happened, LaRouche who had called for the Fall of the Wall a year earlier on U.S. television, was ready to seize the opportunity to the benefit of mankind, but was forced to do so while unjustly imprisoned through the machinations of the very corrupt permanent bureaucracy of the Department of Justice. Please keep in mind the initiative I am describing was designed by him while he was being held in prison as a result of a judicial frameup which it took us five years to physically liberate him from. We still need to win the battle for his exoneration, which the winning of that battle will serve, itself, as a tectonic political shock for the good, when that occurs. It will draw tremendous interest into LaRouche’s ideas.

Despite this intolerable situation, LaRouche communicated to Helga and others, his view of the economic policy approach required to ensure that the reunification of Germany would be beneficial to all of Europe, and mankind, and serve to usher in a new era of economic development.

The very first intervention LaRouche made into the economic development of Europe after the Fall of the Wall, was called “The Productive Triangle.” Here is a picture of a map run in 1992, while LaRouche was still in jail, illustrating the area of the Productive Triangle at that time, the most concentrated area in Europe, in industrial production, wedged between the capital cities of Berlin, Paris and Vienna. And you can see that darkened area is a kind of triangular shape that connects Berlin, Vienna and Paris, and it was an area about the concentration in productive potential and population, let’s say, the nation of Japan, and what’s the highest concentration of industrial capacity. And LaRouche’s idea was, this had to be expanded eastward, into Poland, to show that Germany had the best of intentions toward Poland—maybe a little bit difficult for Americans to fully understand how important that was at the time, as a concept. But then to show to the Soviet Union, which still existed when this was first introduced, that such good intention would also be extended to Moscow. And that this would be generated by building very modern, high-speed rail systems in that entire area, including the Productive Triangle itself, which needed a remake in its transportation systems; but into Eastern Europe as a conveyor belt for bringing much more advanced technologies into Eastern Europe, where the population was generally highly skilled and literate, but extremely poor.

While Lyn was incarcerated, our friends in Europe distributed millions of piece of literature, beginning in eastern Germany, but then in many languages extending into neighboring countries, as the Soviet system was unravelling. As Helga has often noted, the Schiller Institute organized hundreds of events to build a human thread of dialogue and collaboration between the united Germany, the best circles in Western Europe, and those in the East who had been cut off from contact for over two generations. There was a tremendously positive response in Eastern Europe to the idea of importing modern rail transport and higher-grade machine tools, to turn Eastern Europe into a workshop, for example, for industrialization of the third world.

Unfortunately, the bankers had a very different agenda for Eastern Europe, so the progress was slow, but the idea was out.

Please put up the second chart: LaRouche indicated that these areas of modern rail transport would become “development corridors”: That wherever modern rail would be constructed, it would serve as the precursor and the foundation for a full-scale improvement in fuel distribution, electrification, construction of modern cities, educational-cultural center, etc. Here we see an early representation of the idea, confined to Western and Eastern Europe, where canal systems are being built in the same area that the rail systems are being modernized. The view of development corridor was a 20th-21st century realization of how the Lincoln Administration used the Transcontinental Railroad project, during the Civil War, not merely to win the Civil War, but to launch the United States as the largest industrial economy the world had ever seen, viewing the rail system as a corridor for upgrading the interior land surface of the United States. It was a huge blow against the imperial obsession that only coastal regions of nations should be developed, an insane concept which derives from very ancient, pagan-like obsessions within the circles of the financial so-called “elites.”

While the idea for the development corridors, beginning in Eastern Europe, with the intention of spreading the concept of a rail grid to Moscow and into Siberia, by perhaps around 1994, it became clear that leading political circles in China were also thoroughly intrigued by LaRouche’s approach and wanted to discuss it. This became the seed crystal for the policy eventually adopted by China as well, which has become the number-one thorn in the side of the financial oligarchy’s existence: Namely, China has assumed a leadership role in connecting by rail the Eurasian Land-Bridge to Asia’s old Silk Road, or newly modernized Silk Road. It is the idea of the development corridor, not just building rail for trade between partners that are far away from each other, but everywhere along the route, to use the rail system as the foundation for a positive, shock-wave development in power production, agriculture, water management, irrigation, modern city building and so forth; and of course, anybody who doesn’t have a copy of our magnificent 2014 report on this, “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge.” You can find it on the Executive Intelligence Review website: https://store.larouchepub.com/New-Silk-Road-p/eipsp-2014-1.htm

We are applying the lessons of such economic development to the crisis in Afghanistan; also to outflank the games the British have been playing endlessly, really since the 1763 Treaty of Paris, which allowed the British East India Company, the predecessors of the Michael Bloombergs and Mark Carneys of today, when they moved at that time to take top-down control of the British government. This is what we have to stop bowing to.

The mobilization we are spearheading to prevent war through economic cooperation requires tough determination, because the pathology we are determined to cure has existed for a long time. LaRouche has addressed this in a number of articles I will not name, but encourage people to find out about, without blunting the force of hearing him speak on the subject, which he thought about for many decades. I will just make reference here to LaRouche’s insight that mankind has always operated under the influence of various cultural economic platforms. The paradox inherent in this situation, is that in order to survive such as the moment when the ice caps melted and very suddenly scattered civilizations which had largely lived by travelling long distances along low-level ocean beds—we’re talking 20,000 years ago—such civilizations were suddenly forced to inhabit permanent settlements on land. These maritime cultures, LaRouche stated, exhibited a “pattern of social caste division between a maritime population which has the characteristics of those often termed the relatively ancient ‘gods,’ as distinct from the mere mortals.” This division in society were a small, powerful elite that has greater control over some resources and technologies, convinces the mere mortals, that they, the guys with the access to the technology, are the gods who control your life. This is an ancient characteristic, sometimes called by Helga LaRouche a “childhood disease of civilization.”

The reality is that every human being that is born, is a potential genius, and capable of adding to the wealth of knowledge and practical benefit of the totality of humanity. Moreover, as the technologies we require increasingly become related to exploration and habitation of space, and the universe at large, it will become impossible for the bores and pleasure-seeking degenerates from the oligarchic grooms who are leading controlled popular opinion in order to keep their power. The type of knowledge the average person can, and will gain to live in such a civilization which is involved in massive exploration and study of the universe, will crush the authorities of those who say, “mankind is an animal incapable of mastering the principles of the physical universe.”

The current fight to develop Afghanistan to end the campaigns of genocide that have followed in the wake of all of these so-called “endless wars,” provides the needed opportunity to spread LaRouche’s economic method worldwide, thereby, we create the political and moral shock wave, that can restore morality based on love of our fellow man, and respect for the immortal rights of every mortal beings.




Videomaraton: Jordens næste 100 år: Lyt til Lyndon LaRouches kloge ord

I anledning af Lyndon LaRouches død den 12. februar 2019 inviterer vi dig til at møde eller opfriske dit kendskab til en af de sidste 100 års største geniers sind og personlighed. Geni uden skønhed er ikke geni overhovedet. Deltag i vores LaRouche-maraton, og tag dine venner med, både unge og gamle.




NYHEDSORIENTERING DECEMBER 2021-JANUAR 2022:
2022 er Lyndon LaRouches år//
Kan vi undgå krig med Rusland?

Download (PDF, Unknown)




Verden har brug for Lyndon LaRouche universiteter, af Tom Gillesberg

Fra 2017:

Bidrag af Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, til et festskrift i anledning af Lyndon LaRouches 95 års fødselsdag.

Verden har brug for Lyndon LaRouche universiteter, af Tom Gillesberg På engelsk fra 2017:
Contribution from Tom Gillesberg, President of the Schiller Institute in Denmark, to the Festschrift for Lyndon LaRouche on his 95th birthday Her er den tale, der blev holdt for at præsentere Lyndon LaRouche ved åbningen af LaRouche-universiteterne den 8. september 2022.

Kære præsidenter, statsministre, Deres Excellencer, lærere, studerende, mine damer og herrer.
Før jeg giver ordet til Lyndon LaRouche ved denne meget, meget specielle lejlighed, som ikke blot fejrer, at han har nået milepælen på hundrede år, men også etablerer et sikkert fundament for menneskehedens kommende generationer, vil jeg kort gennemgå sammen med jer, hvordan det kunne lade sig gøre, at vi i dag åbner LaRouche-universiteter i New York, Beijing, Moskva, New Delhi, København, Stockholm, Berlin, Paris, Milano, Tirana, Edinburgh, London, Dublin, Mexico City, Buenos Aires, Sao Paulo, Pretoria, Cairo, Damaskus, Teheran og Sanaa.

Det hele begyndte i 2017, straks efter Lyndon LaRouches 95-års fødselsdag. Universitets- og regeringskredse i Kina reflekterede over den dybe betydning, som idéerne fra LaRouche og hans bevægelse havde haft for omdannelsen af Kina og etableringen af den internationale Bælte & Vej-politik, og det faktum at LaRouche nu var 95 år gammel, mens mange af hans mangeårige medarbejdere, som f.eks. hans kone Helga Zepp-LaRouche, nærmede sig eller var i halvfjerdserne. De spurgte sig selv, om de kunne være sikre på, at der i fremtiden fortsat ville være en LaRouche-bevægelse, der kunne levere de nødvendige nye kreative input og idéer, der var nødvendige for Kinas og verdens udvikling, på et tidspunkt hvor Kina i stigende grad skulle lede verden ind i nye områder og opdagelser, som mennesket aldrig før havde prøvet. En proces, der krævede nye, unikke, kreative løsninger og ikke blot en kopi af noget, som mennesket allerede havde prøvet før. Alle var enige om, at der hurtigt måtte gøres noget.

Der blev nedsat hurtigt arbejdende udvalg på alle de forskellige videnskabelige, politiske og kulturelle områder for at få en plan for de nødvendige ændringer i pensum og for oprettelsen af supplerende kurser, som var nødvendige for at anvende LaRouches videnskabelige arbejde på de forskellige indsatsområder. Et kursus i Lyndon LaRouches fysisk økonomi blev obligatorisk for alle studerende i statskundskab og økonomi, og det blev besluttet at udvikle et studieprogram for specialister inden for området fysisk økonomi og LaRouche-Riemann-metoden.

Inden for de fysiske videnskaber blev LaRouche obligatorisk som hjælp til at udvikle de studerendes kreative kræfter til videnskabelig opdagelse, med fokus på LaRouches opdagelse og de videnskabelige tankeobjekters historie. Inden for samfundsvidenskaberne skulle eleverne undervises i princippet om potentiel relativ befolkningstæthed, stigende energigennemstrømningstæthed og menneskets naturlige udvikling i universet, set gennem Vernadskijs og LaRouches arbejde. LaRouches skrifter om metafor-princippet og andre vigtige skrifter blev obligatoriske inden for de forskellige kunstarter, og der blev foretaget ændringer inden for alle de forskellige uddannelsesområder.

Rusland, der ikke ville lade sig overgå, fulgte hurtigt trop og udviklede et lignende program, og mange andre nationer fulgte trop. Selv i USA, LaRouches eget land, blev dette et spørgsmål, der blev taget op på mange niveauer, herunder i Det Nationale Sikkerhedsråd. Kunne USA tillade andre stormagter at øge deres erkendelsesevne med stormskridt gennem fornuftens kraft, styret af LaRouches ideer, mens USA selv sakkede bagud? Der blev iværksat et nødprogram under præsidentens direkte tilsyn for at sikre, at USA ville få et lignende program på benene og atter blive førende i verden inden for LaRouches videnskabelige metode.

Efter et par år, hvor den bemærkelsesværdige effekt af LaRouches idéer begyndte at gøre sig gældende, fik politiske ledere og førende intellektuelle i mange forskellige lande samtidig øjnene op for idéen: Bør der ikke oprettes særlige universiteter, der uddanner de studerende i selve Lyndon LaRouches kreativitet?

Bør der ikke være akademier, der er dedikeret til at forsøge at efterligne Lyndon LaRouches genialitet ved at beherske den metode, hvormed han opnåede så meget?
Og ville det ikke være passende, at disse nye universiteter åbner deres døre den 8. september 2022, dagen hvor LaRouche ville fejre sin 100-års fødselsdag?

Så således gik det til, at vi i dag har samtidige åbninger af LaRouche-universiteter i New York, Beijing, Moskva, New Delhi, København, Stockholm, Berlin, Paris, Milano, Tirana, Mexico City, Buenos Aires, Sao Paulo, Pretoria, Edinburgh, London, Dublin, Cairo, Damaskus, Teheran og Sanaa.

LaRouche vil, på grund af de fysiske begrænsninger, ikke være i stand til at være fysisk til stede ved alle disse samtidige fejringer, men ved hjælp af moderne teknologi har vi sørget for at få hologrammer af LaRouche alle steder på én gang, og vi venter nu ivrigt på Lyndon LaRouche og hans kone Helga, som vil holde tale og erklære alle disse nye universiteter for åbne.

Med tanke på den tidligere mexicanske præsident Lopez Portillos berømte ord: »Nu er tiden inde til at lytte til LaRouches kloge ord«, kan vi i dag fejre, at »endelig lyttede verden til Lyndon LaRouches kloge ord«, og vi kan alle se, hvor meget lysere en fremtid det betyder for hele menneskeheden.




Om Lyndon LaRouche

Lyndon LaRouche (1922-2019) var USA’s ypperligste statsmand og tænker. Hvis der er én person, som er indbegrebet af den revolutionære gejst, nødvendig for at bryde lænkerne fra de sidste årtiers dystre, nedadgående spiral, er det Lyndon LaRouche. Han stiftede og ledte en politisk bevægelse, begyndende i den sidste del af 1960’erne op til sin død i 2019, og opnåede så mange bedrifter, at det er umuligt at opremse dem alle på et sted. Han stillede op til præsidentvalg otte gange, forudså succesfuldt mange afgørende økonomiske og politiske skift, skrev hundredvis af artikler, som fundamentalt fremmede en række områder, arbejdede og blev venner med dusinvis af verdensledere, stiftede et politisk efterretningsmagasin, Executive Intelligence Review, som vedbliver i dag at være en uundværlig kilde for sandfærdig analyse, og skabte grundlaget for et fuldstændigt nyt system af internationale og økonomiske relationer befriet fra det oligarkiske greb.

Lyndon LaRouche 1922-2019

Efter at have gjort militærtjeneste i Burma i 2. Verdenskrig, tilbragte LaRouche noget tid i Indien, en oplevelse som påvirkede ham varigt. Graden af brutalitet mod den indiske befolkning under den britiske besættelses allersidste dage rystede ham så meget, at han besluttede sig for at befri denne verden fra den form for umenneskelighed, som han så. Senere i sit liv bemærkede LaRouche, hvordan denne oplevelse ville forme det som blev hans livslange mission: ”At USA burde tage lederskabet i efterkrigstiden i etableringen af en verdensorden udformet til at fremme økonomisk udvikling i det vi i dag kalder ’udviklingslandene’.”

Efter at være kommet hjem satte LaRouche sig ind i alle slags politiske grupper på den tid, for at bedømme hvem der var klar til opgaven. Generelt uimponeret, besluttede han sig for personligt at tage ansvaret. Denne beslutning blev kun styrket efter rækken af snigmord, fra John F. Kennedy, Malcolm X, Martin Luther King Jr. og Bobby Kennedy, og den efterfølgende optrapning af den katastrofale krig i Vietnam – USA var ved at miste sin mission af syne.

Derefter, i august 1971, traf Nixon sin skæbnesvangre beslutning, hvor han trak USA ud af Bretton Woods-systemet. Bretton Woods var blevet oprettet af Franklin Roosevelts administration for at støtte den industrielle udvikling af verden ved hjælp af den amerikanske dollars stabilitet. Selvom det aldrig levede op til Roosevelts oprindelige intention, forvandlede Nixon dollaren og, som en følge deraf, verden til et spekulationsparadis, ved at indføre ”flydende” vekselkurser. Så i stedet for Roosevelts hensigt, som prioriterede industrielle og infrastrukturelle investeringer i opbygningen af USA og verden, vægtede vi i stedet ren pengemæssig profit på bekostning af industri og infrastruktur verden over. LaRouche advarede på dette tidspunkt om, at denne beslutning, hvis den ikke blev omstødt, ville føre til (og havde til hensigt at opnå) nedskæringer i og udplyndring af først udviklingslandene og dernæst i USA og Europa, og i sidste ende føre til indførelsen af fascistiske regeringer for at undertrykke ustyrlige befolkninger – alt imens at man forsøger at holde et hyperinflationært sammenbrud tilbage.

Som den eneste økonom, der så at dette var på vej, begyndte LaRouche at rekruttere en bevægelse bevæbnet med det eneste våben nødvendigt for at vinde denne krig: en selvrefleksiv måde at tænke på. I 1975 foreslog LaRouche oprettelsen af den Internationale Udviklingsbank, en plan for at styrke hver valuta i verden gennem langfristede, lavt forrentede kreditter til udviklingsprojekter og eksport af kapitalgoder til den underudviklede sektor. Indenfor et år blev denne plan, i underforstået forstand, vedtaget af De alliancefrie landes Bevægelse, en gruppe af 86 nationer, hovedsagligt i den underudviklede del af verden, med LaRouches ven, Indiens statsminister Indira Gandhi, som en af deres ledende stemmer. Senere foreslog LaRouche en plan for et Nyt Bretton Woods, samt udgav dybdegående skrifter om den industrielle udvikling af Afrika, af Mexico, af Sydamerika, af Sydvestasien, af Indien og det Indiske Ocean, for ikke at glemme USA og andre. LaRouche vidste, at hvis kreditter blev taget væk fra finansiel profitskabelse og i stedet rettet mod produktiv aktivitet, så ville dette ikke blot danne grundlaget for løsningen af hvert eneste problem i verden – fra geopolitiske konflikter til fattigdom og tilbageståenhed – men også til at menneskeheden naturligvis ville modnes kulturelt, efterhånden som videnskab og teknologisk kunnen bliver mere og mere udbredt.

Denne proces tog fart, ligesom LaRouches bevægelse. Vigtige ledere fra borgerrettighedsbevægelsen blev en del af hans bestræbelser, ligesom førende videnskabsfolk, akademikere, politiske ledere og andre fra hele verden. En del af vores politiske og økonomiske systems forfald skyldes den i stigende grad fordærvede popkultur og uddannelsessystem, hvilket er grunden til, at LaRouche insisterede på at genoplive sand, klassisk kultur og at skabe en ny renæssance. Ledende kunstnere, musikere og skuespillere, såsom Norbert Brainin fra den berømte Amadeus-kvartet og sangeren Piero Cappuccilli, deltog med LaRouche i at insistere på, at kunst og kultur må tjene til at ophøje menneskeheden, frem for blot at stimulere dens sanser, som et nødvendigt skridt til at uddanne og afstemme vores borgere.

I midten af 1980’erne havde LaRouche seriøst chokeret det politiske etablissement. Han havde tusinder af kandidater, som stillede op til valg i offentlige positioner på alle niveauer, udgav det næststørste videnskabsmagasin, Fusion, og mange verdensledere arbejdede personligt sammen med ham for at tilskynde skabelsen af et nyt, internationalt finanssystem baseret på realøkonomisk udvikling. Disse inkluderede nævneværdigt Indiens Indira Gandhi og Mexicos Præsident Lopez Portillo. LaRouche tjente som uofficiel forhandler, bag kulisserne, med Sovjetunionen for Reagan-administrationen i en indflydelsesrig position, som satte scenen for Reagans tilbud til Sovjetunionen i 1983 om en politik, der var baseret på LaRouches forslag, Det strategiske Forsvarsinitiativ (SDI), imens det meste af hans kabinet og det politiske etablissement hylede op.

Offentliggørelsen af SDI – selvom det aldrig blev accepteret af Sovjetunionen – ville grundlæggende set have fjernet faren for en atomkrig gennem fælles udvikling af forsvarssystemer med Sovjetunionen. Hvis det var blevet vedtaget, ville det have banet vejen for en afslutning på det Britiske Imperiums våde geopolitiske drømme.

LaRouches fjender tilgav ham aldrig for dette. En ransagning af LaRouches hus og politiske kontorer af 400 føderale agenter fandt sted i 1986 i et forsøg på at dræbe LaRouche i processen. Hans publikationsvirksomheder blev erklæret for bankerotte og politiske operationer beordret til at ophøre. Robert Mueller (lyder bekendt?), en af de førende advokater i sagen mod LaRouche, var nødsaget til at opgive den første sag i Boston, da den begyndte at falde fra hinanden; en ny sag blev hurtigt gennemført i Alexandria (Virginia), hvor hele processen kunne ”strømlines” langt bedre. LaRouche blev fængslet efter en lynjustits under falske anklager, hvor han endte med at tilbringe fem år, og støvleslikkende journalister blev hevet frem for at bagvaske ham med det ene meningsløse angreb efter det andet. Samtidig blev en finansiel krig erklæret mod Mexico, som skabte massiv kapitalflugt og neutraliserede López Portillo, efterfulgt af mordet på Indira Gandhi i 1984.

Ikke blot fortsatte LaRouche med at kæmpe fra fængslet, men han stillede sågar op som præsidentkandidat i 1992, mens han stadig var indespærret. Da Berlinmuren faldt og Sovjetunionen brød sammen, foreslog LaRouche og sin kone, Helga Zepp-LaRouche, at bruge den ”Produktive Trekant”, Paris-Berlin-Wien, som på det tidspunkt var det mest koncentrerede område i verden, hvad maskinværktøj og produktive kapaciteter angår, som model for udviklingen af de tidligere sovjetiske økonomier i Østeuropa. Dette forslag blev videreudviklet til den ”Eurasiske Landbro” og ”Den nye Silkevej”, og senere ”Verdenslandbroen”. Kerneidéen var begrebet om ”udviklingskorridorer”, som består af jernbaner og andet infrastruktur, der strækker sig som blodårer ud til alle verdens hjørner. Et projekt i denne størrelsesorden ville skabe ”nok arbejde til at skabe en økonomisk genoplivning af hele planeten,” bemærkede LaRouche. Helga Zepp-LaRouche bragte dette forslag rundt i hele verden, ved at lede konferencer på hvert eneste kontinent i løbet af 1990’erne, med ledere fra utallige lande. Ved en sådan konference i Beijing i Kina i 1996, fik hun øgenavnet ”Silkevejsdamen”, som stadig bruges i dag.

På trods af dette fortsatte USA og Europa med at forfalde. Yderligere finansspekulation blev til normen igennem 1990’erne og de tidlige 2000’er – hvilket fortsatte hen til krisen i 2007-2008 – endnu en hændelse, som LaRouche havde forudsagt. Frem for at tage fat på det bankerotte finanssystem og reorganisere det i retningen af det, som LaRouche havde foreslået, tvang forræderiske netværk billionstore redningspakker igennem til de samme finansparasitter, som havde forårsaget krisen, og plyndrede yderligere vores nation og befolkning. Derudover blev de tragiske hændelser den 11. september en undskyldning for at udvide den forfejlede krigspolitik ude i verden og politistatstaktik herhjemme.

Men, ikke alle kunne holdes for nar. Til at begynde med offentliggjorde den kinesiske præsident, Xi Jinping, i 2013 en ”Ny Silkevej”, som et svar på det åbenlyst fejlslagne neoliberale paradigme – præcist som

foreslået af Lyndon og Helga LaRouche over de seneste 20 år. I dag deltager over 140 lande i dette hurtigt udviklende projekt. Ikke overraskende bliver Kina og deres Nye Silkevej/Bælte- og Vejinitiativ bagtalt og angrebet, ligesom LaRouche blev det. Ikke desto mindre ville en alliance i dag mellem USA, Kina, Rusland og Indien, fokuseret på en fælles beslutning om at gøre en ende på fattigdom og industrialisere hver eneste nation – i stærk modsætning til at fremme hvad der ville være folkemorderiske ”grønne investeringer”, –være tilstrækkeligt til at befri verden fra vore dages britiske imperiums vilde greb.

Så meget som nutidens neoliberale etablissement frygtede og frygter Lyndon LaRouches person, frygter de dog endnu mere hans idéer. Som poeten Percy Shelley udtrykte det: Poeter er verdens uanerkendte lovgivere. Den sande forbrydelse var ikke, at LaRouche blev uretfærdigt fængslet (selvom indrømmelsen af denne forbrydelse er hårdt tiltrængt), men det var mod dig, den amerikanske borger, som blev frataget adgangen til hans idéer og i stedet fik dig til at tro, at den kloak, kaldet ”højre-venstre-paradigmet”, på en eller anden måde er et acceptabelt valg i menuen. I stedet må LaRouches idéer befris fra deres lænker, og hans arv afsløres som USA’s sande sjæl – før det er for sent.

LaRouches Fire Love

I 2014 udgav Lyndon LaRouche et skrift, som krævede at USA’s regering ”indfører fire specifikke kardinalpunkter: tiltag, som fuldt ud skal være i overensstemmelse med den oprindelige amerikanske forfatnings særlige intention, som var blevet formuleret af USA’s finansminister, Alexander Hamilton, mens han havde denne post.” Disse tiltag, i kortfattet form, er følgende:

  • Den øjeblikkelige genindførsel af Glass/Steagall-lovgivningen indført af den amerikanske præsident Franklin Roosevelt
  • En tilbagevenden til et topstyret, fuldt defineret, nationalbanksystem”
  • En anerkendelse af at ”formålet med brugen af et nationalt kreditsystem er at skabe høje rater af produktivitet i arbejdsmæssige forbedringer, med den tilføjede intention at forøge den realøkonomiske produktivitet samt levestandarden”, og
  • Vedtagelse af ”et fusionsorienteret ’lynprogram’”, som reflekterer forståelsen af ”den essentielle forskel mellem mennesket og alle andre, lavere former for liv”.

I skriftet konkluderede han: ”En fusionsøkonomi er det nuværende, presserende næste skridt, en standard for forøgelsen af menneskets magt i solsystemet, og, senere, endnu længere ude”.

Læs LaRouches skrift her (på engelsk):

thelarouche.org/4laws




Lyndon LaRouche – 99 år

Lyndon H. LaRouche (8. september 1922 – 12. februar 2019), økonom, statsmand og filosofisk tænker, beviste, at en enkelt person uden ekstern udpeget autoritet kunne ændre verden gennem fornuftens magt. Ved hjælp af ikke kun sine skrifter, men sine handlinger og personlighed, beviste LaRouche, at menneskeheden kan opfinde, opdage og anvende fysiske love, der ikke kun ændrer, men forbedrer biosfæren. Hans mange forslag til videnskabs- og udviklingsprogrammer inden for fusionsenergi og rumfart; for en retfærdig omorganisering af det internationale banksystem; for grundlæggende ændringer i udformningen af uddannelsesprogrammer for undervisning i grundskoler og gymnasier; og for at identificere rollen som klassiske former for dramatisk og musikalsk komposition spiller i at øge evnen til kreativ tænkning, er netop de idéer, der viser vejen frem for Jordens næste halvtreds år.

I anledning af hans 99-års fødselsdag tilbyder vi tre videoafsnit, hvor Lyndon LaRouche diskuterer disse afgørende begreber:

Videoer:

1. Angående spørgsmålet om Hamlet (1996) (ovenover)

2. Interview med LaRouche i fængsel: økonomisk suverænitet kontra imperier (1991)

 

3. Kreativitet som sådan (2011)




Lyndon LaRouche var på live radio den 11. september 2001 da flyene ramte.
Her er hans umiddelbart reaktion.

Uddraget, som du kan læse nedenfor, er en afskrift fra et live-radiointerview med den demokratiske præsidentkandidat Lyndon H. LaRouche Jr., tirsdag morgen den 11. september 2001. Interviewet blev gennemført af Jack Stockwell, fra radiostationen KTKK-AM (“K -Talk”) i Salt Lake City, og interviewet blev også sendt direkte verden over på internettet på www.k-talk.com. Det fandt sted fra 9:15-11:00 AM (EDT).

 

Fra en pressemeddelelse den 11. september 2001: 

Vi har besluttet at offentliggøre udskriften, fordi den giver den almindelige borger såvel som embedsmænd og andre beslutningstagere mulighed for at læse 'slagets gang', en skildring i alle enkeltheder, med hr. LaRouches kommentarer, i takt med at nyheden om terroristangrebet på World Trade Center-tårnene og det amerikanske Pentagon kom ud. Det er de enestående omstændigheder ved live-interviewet med LaRouche, der fandt sted mens de tragiske begivenheder udspillede sig, der definerer dette interview som særlig vigtigt. LaRouche har haft enestående erfaring med at følge og bekæmpe sådanne handlinger med uregelmæssig krigsførelse i flere årtier, og hans løbende kommentarer – i takt med at nyhederne kom ud, og hans medborgere reagerede på nyhederne – bør tjene som et væsentligt korrektiv til de fejl, der blev begået af mange blandt de såkaldte "eksperter", som optrådte på de nationale og internationale nyheder.

 

“… Jack Stockwell: Lyndon, er der nogen grund til at antage, at dette kan være nogen anden end Osama bin Laden?

 

LaRouche: Absolut. Der er mange. Osama bin Laden er en kontrolleret størrelse. Osama bin Laden er ikke en uafhængig kraft. Husk på, hvordan han opstod. Osama bin Laden var en velhavende sultan. Tilbage i 1970'erne, under Carter-administrationen, eller skal vi sige Brzezinski -administrationen, blev tanken om at føre en krig i Afghanistan ved grænserne til sovjetisk territorium brygget sammen af Brzezinski som en geopolitisk operation.

 

Brzezinski var ansvarlig. Det var ikke nødvendigvis dem, der udtænkte det. Men okay. Denne ting startede, og en angloamerikansk enhed, der rendte sammen med en bestemt del af det pakistanske militær, de sjove, sjove drenge i det pakistanske militær, satte denne operation i værk.

 

Den amerikanske regering og den britiske regering og andre – det vil sige vores sjove, sjove drenge – gik ud og rekrutterede mange islamiske mennesker til at bekæmpe kommunismen og forsvare den hellig islam og så videre. Den form for stil.

 

De rekrutterede i mange lande. Og de deployerede dem. Nu, senere hen dræbte de nogle af de samme mennesker, som de udsendte. De kan undværes, du ved. Så de tilbyder ikke rigtig en livsforsikring, der følger med deres rekruttering.

 

Men de blev rekrutteret. Osama bin Laden var en af de store agenter, der finansierede dette, en finansieringskanal, der blev brugt af mennesker, blandt andre daværende vicepræsident George Bush. Dette er Iran-Contra, eller det der kaldes Iran-Contra, som jeg har kaldt ved andre navne, som jeg ikke ville bringe i et live program.

 

Så denne ting blev efterladt. Og pludselig finder vi, at Osama bin Laden bliver navnet. Og Osama bin Laden kunne ikke overleve, på den måde han rendte rundt, hvis han ikke havde stor beskyttelse. Og det ikke alene fra en del af den pakistanske regering eller Afghanistan. Det er også fra andre regeringer, der gerne ville se de effekter, som Osama bin Laden producerede, blive spredt.

 

Så nu kan man skyde skylden på Osama bin Laden. På et tidspunkt kan man gå ind og dræbe ham, og så sige at problemet blev løst. Men man overvejede aldrig, hvem der udsendte, hvem der skabte Osama bin Laden, og hvem der beskyttede ham og deployerede hans tropper og han navn til disse formål.

 

Og som vi så med terrorismen i Italien i 1970'erne, for eksempel, var de mennesker, der kørte de såkaldte terroroperationer i Italien, ikke rigtigt de grupper, der fik æren for det. De var faktisk løbske NATO-grupperinger på et meget højt niveau. De samme mennesker, der i den periode dræbte den tidligere premierminister Aldo Moro.

 

Så, i et tilfælde som dette, gå ikke ud fra at de populære navne, som alle kender, eller som FBI citerer og så videre, at disse udgør det egentlige problem.

 

Det kan være en del af problemet.

 

Senere på dagen udsendte LaRouche en kort erklæring, der indeholdt:

 

Der er en klar tilbøjelighed fra disse nyhedsmedier og politiske kilder til at få præsidenten (George W. Bush) til straks at tage voldsomme repressalier for at levere hurtig gengældelse, selv uden at vente på at afdække de faktiske gerningsmænd.

 

Der er rent faktisk et meget begrænset antal entiteter, der har den meget sofistikerede styrke til at kunne udføre dagens terroroperationer. Ingen af disse er på den korte liste over "sædvanlige terror-mistænkte" eller såkaldte "slyngelstater". Desværre ville en politisk forskrækket kujon hellere dræbe hvem som helst, frem for at afdække de faktiske gerningsmænd, og derefter dække over at "repressalierne" var blevet rettet mod de forkerte mål.

 

LaRouche udtalte senere, at der skulle foretages en undersøgelse af støtteapparatet til angrebet, herunder Saudi Arabiens rolle, britisk efterretningstjeneste og hensynsløse elementer inden for selve USA's sikkerhedsapparat.




Det amerikanske præsidentembedes sande magt

24. august (EIRNS) – Da præsident Joe Biden under sine eftermiddagsudtalelser til pressen, efter sit virtuelle møde med G7-nationerne, gjorde det klart, at han holder sig til tidsfristen for tilbagetrækning i Afghanistan den 31. august, sænkede der sig en mørk sky over Downing Street 10, Porton Down og Gee Street i Clerkenwell, hjemsted for Tavistock Instituttet. Den misfornøjede Nigel Kim Darroch, Baron Darroch fra Kew, sagde: "Det kommer til at tage ret lang tid for Vesten som helhed – fordi dette er en vestlig fiasko, en vestlig katastrofe, ikke kun for Storbritannien og USA – at komme sig efter alt dette, at genoprette vores ry". Han, som blev berygtet for sin "oversvømmelse af Trump-zonen" må se den hårde sandhed i øjnene, at de mange forsøg på at stoppe Biden fra at gennemføre den lovede tilbagetrækning fra Afghanistan ikke har virket, og at PR-tricket, kendt som "Global Britain", netop er blevet afsløret i at være et "Windsor-sandslot".
 
Pensioneret admiral Mike Mullen, tidligere chef for forsvarskommandoen fra oktober 2007 til september 2011 – det vil sige under både Bush 43 og "Bush 44" (Barack Obama) – tilstod, at han, Obama, og hele hans administrationen havde taget fejl, og at Joe Biden havde ret i, hvorvidt indsatsen i Afghanistan skulle forøges med 40.000 tropper i 2009. Biden havde modsat sig forøgelsen, og foreslået 10.000 tropper, der ville bekæmpe terrorisme ved grænsen mellem Pakistan og Afghanistan og ellers træne det afghanske militær. Biden "fik det tilbage på sporet dengang… jeg giver ham æren for det", sagde Mullen. Han er den første til at udføre muligheden for, hvad Ray McGovern har kaldt "metanoia." Når Metanoia ("omvendelse") blev personificeret, var det ofte som en gudinde, tildækket og sorgfuld, der inspirerede til både beklagelse og refleksion, hvilket førte til afvisning af usund dømmekraft.
 
Dem der har været ramt af kronisk fejlvurdering af den aktuelle historie i de sidste mange år på grund af den utålelige partipolitik, især efter Lyndon LaRouches konstateringer i september 2012 af det politiske partisystems død i Amerika efter Cheney/Obama-"Bush 43/44", er forvirrede over den nuværende tid. Caitlin Johnstone bemærkede i en artikel den 22. august med titlen "Bush-Era War Criminals Louder Than Ever because They've Lost the Argument", at: "Efter at de amerikanske troppers tilbagetrækning endegyldigt fastslog, at den afghanske 'regering', som de har brugt tyve år på at foregive at opbygge nationen sammen med, i det væsentlige var en skrøne, hvilket beviste for verden, at de hele tiden har løjet for os om fakta i Afghanistan, skulle man forvente, at de, der hjalp med at bane vejen for denne katastrofale besættelse, ville være meget tavse på dette tidspunkt i historien. Men langt fra at være tavse og krybe ind under en sten for at vente på dødens søde omfavnelse, har disse skabninger i stedet været højrøstede og skamløst artikulerede.
 
“Tony Blair Institute for Global Change har udsendt et langt essay af den tidligere premierminister, der førte Storbritannien ind i to af de mest uoverskuelige militære indgreb som kan ihukommes. Blair kritiserer tilbagetrækningen som værende sket ud fra ”troskab mod et tåbeligt politisk slogan om at afslutte ’de evige krige’”. Blair har længe, gennem 'Responsibility to Protect' troet og praktiseret ideen om, at Det globale Storbritannien skal forsvares ihærdigt ned til den sidste amerikaner. Men de, der afviser at forstå det britiske "babylonske præstedømmes særlige forhold" til USA, "kan ikke begribe dette" og er forblevet bevidst uoplyste.
 
En erklæring skrevet af Shanghai Cooperation Organization om situationen udtalte: ”SCO -medlemslandene bekræfter deres intention om at hjælpe Afghanistan med at blive et fredeligt, stabilt og velstående land, fri for terrorisme, krig eller narkotika, og er parate til at deltage i internationale bestræbelser på at stabilisere og udvikle Afghanistan med FN i en central og koordinerende rolle”. Afghanistan, der tilslutter sig Bælte og Vejinitiativet, er vejen frem, og USA, der med udgangspunkt i det helt reelle behov for en verdenssundheds-platform, kan rette opmærksomheden mod at slutte sig til disse nationer, samtidig med at de genopbygger og ruster sin egen nation til denne kamp.
 
Over to tredjedele af det amerikanske folk ønsker, at krigen skal slutte. Præsidentskabet har taget skridt til at honorere dette ønske og for at fuldføre denne politik i Afghanistan. Hvad angår kaosset i forbindelse med evakueringen: har nogen overvejet, at det faktum at fraktioner i USA afslog tilbuddet om at koordinere indsatsen i Afghanistan, herunder evakueringsindsatsen, med russerne og muligvis andre, har bidraget til ustabiliteten? Eller at bekendtgørelse og gennemførelse af et verdenssundhedsmæssigt anti-Covid-19-initiativ, for måneder siden, i retning af hvad Helga Zepp-LaRouche har foreslået på den ene konference efter den anden siden juni 2020, også ville have været med til at forhåndsstabilisere forholdene for tilbagetrækning i Afghanistan før evakuering? Selv nu, og for en lille procentdel af de 2 billioner $, der vides at være brugt i krigen igennem de sidste 20 år, kunne USA hjælpe med at vinde freden i Afghanistan gennem et udviklingsprogram for en verdenssundheds-platform, der involverer alle nationerne i området.
 
Lyndon LaRouche sagde fra fængslet i et interview fra 1991: ”Om jeg forbliver i fængsel eller ej, er i det væsentlige op til præsidenten eller præsidentembedet. De juridiske grunde til at fjerne mig fra fængslet – ved at ophæve dommen, eksisterer… beviserne findes. Om dette bevis og denne procedure vil blive efterlevet, vil være op til det politiske pres, der påvirker præsidentskabet. Jeg er her, fordi præsidenten ønsker mig her, og ikke nogen anden grund. Hvis præsidenten skulle ændre opfattelse, så ville jeg sikkert… lovgivningen ville tillade at løslade mig fra fængslet”. [Dette skete – LaRouche blev fængslet under den ældre George Bush, og løsladt da Clinton blev præsident.] LaRouche, der førte valgkampagne som præsidentkandidat mere end nogen anden person, indså, at det amerikanske præsidentskabs institutionelle beføjelser var af en anden karakter end de kompromitterede kapaciteter af en statsminister. Når USA's præsidentskabs magt indsættes for det gode, er det enormt, det største i verden. Bidens fuldførelse af tilbagetrækningen, som Trump startede, på trods af pres fra det britisk inspirerede Pentagon og udenrigsministeriets til at gøre det modsatte, er, såfremt den fuldføres, et eksempel på dette.
 




Jordens Næste 50 År: panel 2 fra videokonference
På 50-årsdagen for LaRouches forbløffende prognose den 15. august 1971:
Nå, er du så endelig villig til at lære økonomi? den 14. august 2021

Resumé:

Den hurtigt skiftende situation på jorden i Afghanistans peger på den øgede, presserende nødvendighed af at forstå  Lyndon LaRouches livsværk, der, med stadig større klarhed, præsenterede sin vision for Jordens næste 50 år, og derudover. Mens COVID-19’s deltavariant blotlægger hvor utilstrækkelige verdens sundhedssystemer er, ser vi en brændende nødvendighed for at udvikle et produktionsniveau i stand til at understøtte yderlige milliarder af mennesker med en leve- og kulturel standard, passende til menneskehedens kreative potentiale.

Det andet panel af LaRouche Legacy Foundations begivenhed: ”Nå, så er I endelig villige til at lære økonomi?” tog fat i emnet om LaRouches vision for ”Jordens Næste 50 År” i forbindelse med bestræbelserne anført af Helga Zepp-LaRouche for at realiserer disse revolutionære mål.

Ordfører, Megan Dobrodt, kasserer for LaRouche Legacy Foundations bestyrelse, åbnede panelet med en video af LaRouches nære ven og samarbejdspartner, Norbert Brainin, førsteviolin for den legendariske Amadeus-kvartet.

Brainin begyndte en masterclass på Dona Krupa slot i Slovakiet i 1995 ved at introducere ideen om Motivführung, eller ”motivisk grundig komposition”, en tilgang til klassisk komposition udviklet af Haydn og forfinet af Mozart og Beethoven – grundig komposition i overensstemmelse med et princip. Brainin forklarede til tilhørerne, at han ofte snakkede om Motivführung med professionelle kolleger og studenter, som genkendte idéen, men at den eneste person, som forstod det fuldstændigt, var Lyndon LaRouche. LaRouche sagde ofte, at Brainin havde introduceret begrebet til ham, men at han forstod det som en universel proces, hvormed ikke blot stor musik, men også naturlige og menneskelige kompositioner af alle arter kunne udvikles. Velvidende om dette forklarede Brainin at sande klassiske komponister er ”videnskabsmænd”.

Dette blev efterfulgt af en optagelse af LaRouche, hvor han tog fat på spørgsmålet om menneskelig kreativitet på Schiller Instituttets europæiske konference, den 3. juli, 2011. Han fastslog, at mennesket er den eneste kendte kreative art, og forklarede at ”klassisk, kunstnerisk kultur” kan overføres til ”afdelingen for fysisk videnskab” med Riemanns ord. LaRouche forklarede at han bestemte sig for at bygge en bevægelse, da han indså at ingen andre end ham selv forstod katastrofen, som de finansielle forstyrrelser skabte i 1960’erne. Han begyndte ved at besøge universiteter og diskutere sine idéer. Han beskrev kort sin forståelse af sit fundamentale princip:

”Man ser en demonstration af dette i området indenfor for klassisk, kunstnerisk komposition, hvor sindet eksperimenterer med at opdage principper og udtrykker længslen efter dette eksperimentelle resultat, som opmuntringen til menneskesindets kreativitet. Det er kreativitet. Det, at bevæge sig ud over de almene vaner, eller livets rutine…”

Han afsluttede med en enkel udtalelse: ”Det er ikke magi: Det er virkelig menneskeheden.”

Den første gæst på panelet var Jacques Cheminade, langvarig samarbejdspartner med LaRouche, præsident for partiet Solidarité et Progrés i Frankrig og en tidligere præsidentkandidat. Han beskrev hvordan han, som fransk diplomat, først havde mødt LaRouche ved en begivenhed i Manhattan, og senere, mens han studerede LaRouches skrifter, blev konfronteret med et indlæg i New York Times, hvor han så et fotografi af franske soldater i 1. verdenskrig med teksten ”Endnu engang sortering – Hvem vil leve? Hvem vil dø?” Flere sider senere var der et billede af en etiopisk mor og hendes barn med ”sønderreven hud” med teksten: ”Hvem vil få mad og hvem vil dø?” Dette fik ham til at beslutte, at på trods af hans udsigter som en ung diplomat, var ”disse mine folk, også selv om jeg bliver nødt til at betale en høj pris for at blive en del af dem.”

Han beskrev sit samarbejde med LaRouche om at skrive en bog, på fransk og engelsk, med titlen ’Frankrig efter de Gaulle’ (La France aprés de Gaulle), som fremsatte idéen om at få Frankrig tilbage på det republikanske spor for udvikling, som karakteriserede general Lafayettes engagement i Den amerikanske Frihedskrig. Maurice Allais, den eneste franske borger som nogensinde har vundet en nobelpris i økonomi, forfattede et brev til Cheminade den 27. november, 2009, hvor han skrev, at han ”helt og holdent støtter LaRouches anstrengelser for at skabe en bred offentlig debat om radikalt at genskabe kreditsystemet og det internationale valutasystem”, og gav Jacques lov at offentliggøre dette. Cheminade sagde, at den tidligere statsminister, Michel Rocard, også delte LaRouches økonomiske syn.

I 1983 ledte LaRouche og hans kone, Helga, en Club of Life-begivenhed i Paris. Klubben blev stiftet af Helga Zepp-LaRouche, som et modspil til den yderliggående Romklubben. Den verdensberømte onkolog, Marie-Madeleine Fourcade, og de Gaulles samarbejdspartner og krigshelt i 2. Verdenskrig, General Jean-Gabriel Revault d’Allonnes, deltog i begivenheden i Paris. Alle disse skrev anmodninger for LaRouches frihed, da han blev en politisk fange i 1989. LaRouches universelle budskab blev demonstreret gennem den støtte han fik af førende medlemmer i det franske kommunistparti, såvel som udenrigsministeren under Præsident Valéry Giscard d’Estaing, Pierre Christian Taittinger.

Efter Cheminade benyttede to repræsentanter fra Argentina, Robert Fritzsche og Eduardo Fernandez, opdagelserne fra den store russiske bio-geokemiker, Vladimir Vernadsky, til at forklare LaRouches begreb om den ”relative potentielle befolkningstæthed” i forhold til ”energigennemstrømningstæthed” og forbedringer i levestandarden. Menneskets rolle i dette kompleks blev forklaret gennem forholdet til Vernadskys begreb om tre eksistensdomæner: den ikke-levende litosfære, den levende biosfære og det kognitive, erkendelsesmæssige, domæne, kaldet noösfæren. Mennesket er herre over alle tre, og deltager, som LaRouche har forklaret dette, også i det fjerde domæne, et kognitivt domæne som vi erkender i universets design og vækst, selvom vi ikke endnu kender dennes oprindelse på samme måde, som vi ved hvordan menneskeheden kan opdage universets udformning og” love”. De brugte Vernadskys beregninger og mere avanceret viden til at demonstrere, at, med nye energikilder på horisonten, kan Jorden understøtte en menneskelig befolkning på 3 billioner.

Dette blev efterfulgt af hilsner fra Carlos Gallardo, præsidenten for det Kristne demokratiske Parti i Peru.

Harley Schlanger, også en mangeårig leder af LaRouche-bevægelsen, fulgte efter med en ironisk fortælling om den virkelige oprindelse til Richard Nixons katastrofale bekendtgørelse den 15. august 1971. Mere end ti år senere, den 23. januar 1983, var John Connally fra Texas, som havde været finansminister under Præsident Nixon, tilfældigvis tilstede ved en tvangsauktion, da Connallys ejendele blev solgt, og sagde ja til et interview. Schlanger spurgte om beslutningen den 15. august 1971, og Connally erklærede stolt, at det havde været hans beslutning og en kæmpe succes. Da Schlanger udfordrede ham med LaRouches forklaring om at denne beslutning var årsagen til de efterfølgende katastrofer, som, blandt andre ting, var årsagen til Connallys personlige nedtur, blev han nedtrykt og sneg sig til sidst væk.
(https://www.youtube.com/watch?v=5bicKvoNFYM; 58 minutter inde)

Daisuke Kotegawa, tidligere højtstående embedsmand i Japans finansministerium og Japans administrerende direktør ved IMF, sendte en hilsen som støttede LaRouches skel mellem investeringer i den reelle økonomi på den ene side, og  spekulation på den anden, og opfordrede til genindførelsen af Glass/Steagall-loven.

Fred Huenefeld, en landbrugsøkonom, som har siddet i mange regeringspositioner i Louisiana, og er et langvarigt bestyrelsesmedlem i Schiller Instituttet, gav en levende beskrivelse af sine år med at agitere for LaRouches idéer og jage den amerikanske kongres for at få dem til at vågne op.

Tidligere statssenator fra South Carolina, Theo Mitchell, en leder i det Demokratiske Parti og et bestyrelsesmedlem i Schiller Instituttet, diskuterede sit arbejde med at blotlægge FBI’s uretfærdige retsforfølgelse af LaRouche, samt” Frühmenschen”-kampagnen, som forfulgte sorte folkevalgte, inklusive ham selv.

Den konkluderende del, om LaRouche på universiteterne, gav ungdomsledere fra LaRouche-bevægelsen mulighed for, at diskutere deres engagement i at få LaRouches idéer ud på universiteterne og andre steder. Gretchen Small, en leder af den sydamerikanske gren af LaRouche-bevægelsen og Præsident for LaRouche Legacy Foundations bestyrelse, åbnede denne del med et videoudsnit af den berygtede debat på City University i New York i 1971 mellem LaRouche og den førende keynesianske økonom, Abba Lerner, hvor LaRouche fik Lerner til at indrømme, at Nixons, og hans egen, økonomiske politik var i overensstemmelse med Hitlers rigsbankdirektør og finansminister, Hjalmar Schacht. Sidney Hook, den daværende, førende, akademiske ”filosof” og agent for efterretningstjenesten, som havde ansvar for at lukke låg på uønskede diskussioner, fortalte en LaRouche-tilhænger, efter at have været vidne til LaRouches effekt på den besejrede mester, Lerner, at LaRouche aldrig igen ville få lov til at deltage i en sådan debat.

Den første unge taler var fra Filippinerne, Carlos ”Itos” Valdes, søn af Carlos ”Butch” Valdes, stifter og leder af Philippine LaRouche Society og mange andre organisationer. Itos Valdes gav en oprigtig og bevægende beskrivelse af hvordan hans forståelse af bevægelsen forandrede hans liv, hvilket begyndte i hans barndom med hans families engagement med LaRouche-bevægelsen, og fortsatte med hans organisering af andre med idéer fra Platon, Leibniz, Franklin Roosevelt og LaRouche.

Carolina Dominguez, en ekstraordinær leder af bevægelsen i Mexico og overalt i Sydamerika, talte om kampagnen for at gøre LaRouches livsværk tilgængeligt gennem universitetssystemet, og præsenterede videoer af unge kolleger fra Mexico og Columbia. Hun beskrev problemet ved at fremhæve en økonomiprofessor, som sagde at en uddannelses formål var at blive en del af de rigeste 50%, frem for det at løfte de fattigste 50% ud af fattigdom.

José Vega fra Bronx (i New York) afsluttede præsentationerne med en video, som han havde lavet, der diskuterede LaRouches politik for de næste 50 år, inklusive idéen om et ”Civilt Konstruktionskorps for Rumfart”, baseret på FDR’s Civilian Conservation Corps, for at rekruttere unge til at deltage i et genoplivet rumfartsprogram.

De forberedte præsentationer blev efterfulgt af en eftertænksom diskussion blandt deltagerne om betydningen af det som de lige havde oplevet, og det som fremover måtte opnås. Et kort indspark fra Jacques Cheminade understregede hemmeligheden til LaRouches succes. Han sagde at han var fornøjet over at se tre generationer af LaRouches ungdomsbevægelser: den tidlige rekrut, Paul Gallagher, rekrutteret fra universitetet i 1960’erne; folk som er i 40’erne og 50’erne, som nu har en ledende rolle i bevægelsen; og dem i begyndelsen af 20’erne, der nu modnes til en højst effektiv politisk kraft.

Se også Panel 1 her: LaRouche Legacy Foundations konference – Verden bør lytte til Lyndon LaRouches kloge ord.




Videokonference: Live links, talerlisten og ny invitation:
For det almene vel af alle mennesker, ikke regler, som er til fordel for de få.
Schiller Instituttets online internationale konference den 26.-27. juni 2021 kl. 15 dansk tid eller bagefter

Tilmeling her for at modtage opdateringer og linkene direkte til din e-mail.

Ellers ville det kunne ses her på denne side.

Lørdag den 26. juni kl. 15 dansk tid:

Panel 1:

 

Moderator: Dennis Speed (U.S.), The Schiller Institute

  1. Mozart’s, Laudate Dominum, Schiller Institute Chamber Singers
  2. Keynote Address, Helga Zepp-LaRouche, President, The Schiller Institute
  3. Dr. Andrey Kortunov (Russian Federation), Director General, Russian International Affairs Council: “Has the Geneva Summit Changed Relations Between the U.S. and Russia?”
  4. Malik Ayub Sumbal, (China) Geopolitical Analyst, Current Affairs Commentator and Author of Tovuz to Karabakh: A Comprehensive Analysis of War in South-Caucasus: “A Divided World Amid Covid and Future Pandemic Risks & Challenges.”
  5. Atul Aneja (India), Editor, India Narrative.com: “Engaging Russia and China as Part of a New World Order-What Can India Bring to the Table?
  6. Col.(ret.) Richard H. Black (U.S.), former State Senator (Virginia), former head of the U.S. Army’s Criminal Law Division, U.S. Pentagon: “U.S.-China Relations: A Pathway for War Avoidance and Cooperation”
  7. Ray McGovern (U.S.), Analyst, Central Intelligence Agency (CIA-ret.), Co-Founder, Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS): “When One Step Back Is Also One Step Forward: The Coincidence of Opposites” 
  8. Question & Answer Session

Panel 2: kl. 20 dansk tid

Moderator: Jason Ross (U.S.), Science Advisor, The Schiller Institute 

  1. Megan Dobrodt, President, Schiller Institute (U.S.A.): “Why the Universe Needs More People”
  2. Kelvin Kemm, Ph.D. (South Africa), nuclear physicist, former Chairman of the Nuclear Energy Corporation of South Africa: “An Engineer’s Approach to Power and ‘Renewables’”
  3. Emanuel Höhener (Switzerland), Consulting Engineer in Energy Sector, Chairman of the Switzerland-based think tank Carnot-Cournot Network: “Swiss Vote ‘No’ to New CO₂ Law”
  4. Prof. Augustinus Berkhout (Netherlands); Emeritus Professor of Geophysics, President of the Climate Intelligence Group: “The Good News About CO₂”
  5. Prof. Horst-Joachim Lüdecke (Germany), Physicist (Fluid Mechanics), Emeritus Professor, Saarland University for Technology and Economics: “Climate Cycles and Global Warming”
  6. Prof. Nicola Scafetta (Italy), Department of Earth, Environmental and Resources Sciences, Università degli Studi di Napoli Federico II: “Why The Climate Models Don’t Work”
  7. Ben Greenspan, M.D. (U.S.); Board of Directors, The American Board of Science in Nuclear Medicine; Past President, Society of Nuclear Medicine and Molecular Imaging: “Introduction to Nuclear Medicine”
  8. Paul Driessen (U.S.), Senior Policy Advisor, Committee For A Constructive Tomorrow (CFACT), author of Eco-Imperialism: Green Power, Black Death: “The Biden-AOC Green New Deal Fraud: Unsustainable, Unaffordable, Eco-Destructive, Carbon-Colonialist”
  9. Vincenzo Romanello, PhD (Italy), Nuclear Engineer, Research Center Rez, Founder, “Atoms for Peace” Czech Republic: “Building a Nuclear Power Platform for the World”
  10. Question & Answer Session

Søndag den 27. juni kl. 15:

Panel 3:

Moderator: Harley Schlanger (U.S.), The Schiller Institute 

  1. Jacques Cheminade (France), President, Solidarite et Progres, former Presidential candidate: “Why the Challenge of Public Health, Education and Food Policy Are a One”
  2. Paul Gallagher (U.S.), Editorial Board, Executive intelligence Review (EIR):  “The Central Banks’ Regime Change and the Great Reset”
  3. Dennis Small (U.S.), Ibero-American Editor, Executive Intelligence Review (EIR): “Double or Nothing: The LaRouche Program for Mankind’s Durable Survival”
  4. State Senator Mike Thompson (U.S.-Kansas), Chairman of Senate Utilities Committee: “How Americans Are Herded Into ‘Green’ Energy, by Weaponized, Politicized, Monetized Science”
  5. Mike Callicrate (U.S. – Kansas), Cattleman, Founder of Ranch Foods Direct, Policy Advocate, Operator of Mike’s “No Bull” Blog: “The State of U.S. Ag and Solutions”
  6. Daisuke Kotegawa (Japan), Former Official, Ministry of Finance, Japan; former Director for Japan at the International Monetary Fund (IMF): “Valuable Lessons on the Financial Crisis from Experiences in Japan”
  7. Marc Gabriel Draghi (France), Economist, Jurist and Author: “Hyperinflation: A Step of the Great Reset to Destroy Our Freedoms” 
  8. Pedro Rubio (Colombia), President of the Association of Officials of the General Accounting Office of the Republic: “COVID and Economic Austerity Are Devastating Colombia”
  9. Question and Answer Session

Panel 4: kl. 20.00 dansk tid

Moderator: Dennis Speed (U.S.), The Schiller Institute

  1. Dr. Joycelyn Elders (U.S.), former United States Surgeon General, and Dr. David Satcher (U.S.), 16th Surgeon General of the United States, former U.S. Assistant Secretary of Health, former Director, Centers for Disease Control and Prevention (CDC): “The Common Good Of All People Requires a Global Modern Health Care System”
  2. Helga Zepp-LaRouche, President, The Schiller Institute
  3. Boris Meshchanov (Russia), Counselor, Russian Federation Mission to the United Nations (NY): “The Russian Perspective on a Global Sustainable and Sustained Recovery”
  4. Dr. Khadijah Lang (U.S.), Chairman, National Medical Association (NMA) Council on International Affairs; President, Golden State Medical Association, and Marcia Merry Baker (U.S.), Editorial Board, Executive Intelligence Review:  “Mozambique Pilot Aid Shipment — Action Diplomacy for World Health Security”
  5. Major General (ret.) Peter Clegg, U.S. Army and Rear Admiral (ret.), and Marc Y.E. Pelaez (U.S.): “National Defense Against Germ Warfare – The Military and Healthcare”
  6. Question & Answer Session #1
  7. Mayor David Castro (Honduras), President, Mayors Without Borders Coalition: “Greetings to the Conference”
  8. Diane Sare (U.S.), Candidate for United States Senate in New York; founder, Schiller Institute NYC Chorus:  “E Pluribus Unum: What We Can Learn from Beethoven”
  9. Declaration of Independence and Rütli Oath
  10. Question & Answer Session #2

Invitation:

USA's præsident Joe Biden og den russiske præsident Vladimir Putin dukkede frem fra deres fire-timers diskussion på topmødet i dag i Genève, Schweiz, for at præsentere verden for en "fælles erklæring fra USA og Rusland om strategisk stabilitet", hvis korte tekst indeholder følgende centrale forpligtelse: " I dag bekræfter vi igen princippet om, at en atomkrig ikke kan vindes og aldrig må udkæmpes”. Den nøjagtige sætning blev brugt af præsidenterne Reagan og Gorbatjov på deres berømte topmøde i november 1985 på samme sted, på højdepunktet af Den kolde Krig.

Præsidenterne Biden og Putin blev yderligere enige om at etablere en bilateral strategisk stabilitetsdialog for holdene af eksperter på begge sider, for at påbegynde arbejdet med de utallige sikkerhedsrelaterede problemer, som de to lande og verden står over for. Topmødet, som begge ledere var enige om, var konstruktivt, og et første skridt i retning af at forbedre de amerikansk-russiske forbindelser, der er dalet til det laveste niveau i årtier, muligvis nogen sinde.

Strategisk er dette et skridt væk fra afgrundens rand og et presserende nødvendigt skridt. Men det er et lille første skridt, som endnu ikke er sikkert, og som fjender af fredeligt samarbejde mellem USA, Rusland og Kina ihærdigt vil agere for at stoppe. For at fremme fredsprocessen kræves der samarbejde mellem lederne af verdens største nationer, især Rusland, Kina og USA.

Den kommende 26.-27. juni internationale Schiller Institut-konference, 26.-27. juni, med fire paneler er den bedste lejlighed for menneskeheden til at gøre dette til en levedygtig, holdbar forpligtelse. Politiske og institutionelle ledere fra hele verden vil italesætte den bydende nødvendig af at opbygge en anti-malthusiansk alliance for at afslutte både fremstormen mod krig og den sindssyge "Green New Deals" bestræbelser på at standse fremskridt og affolke kloden. Vigtigst af alt vil vi præsentere Lyndon LaRouches idéer, som den eneste levedygtige, langsigtede strategi for at vinde en holdbar fred.

Dagens lille fremskridt må nu, for at lykkes, følges op af gennemførelsen af denne politik: samarbejde om at opbygge et sundhedssystem i verdensklasse i enhver nation på planeten for at besejre pandemien; fælles arbejde inden for rumvidenskab og udforskning; og konkursreorganiseringen af det eksisterende finansielle system for at stoppe den truende hyperinflationære eksplosion i at ødelægge alle fysiske økonomier.

Tilbage i marts 1984 tog Lyndon LaRouche netop fat på disse spørgsmål i et dokument med titlen "LaRouche-doktrinen: udkast til aftalepapir mellem USA og USSR." (https://larouchepub.com/eiw/public/1991/eirv18n02-19910111/eirv18n02-19910111_026-_larouche_doctrine_draft_memo-lar.pdf). LaRouche udarbejdede dokumentet et år efter, at hans drøftelser med Reagan-administrationen havde ført til Ronald Reagans berømte bekendtgørelse af 'Strategic Defense Initiative' i marts 1983, og lidt mere end et år før Reagan tog denne tilgang til topmødet i 1985 med Gorbatjov i Genève. I dokumentet siger LaRouche:

”Det politiske fundament for varig fred skal være: a) Den ubetingede suverænitet for hver eneste nationalstat og b) Samarbejde mellem suveræne nationalstater om at fremme ubegrænsede muligheder for at deltage i fordelene ved teknologisk fremskridt, til gensidig fordel for alle.

”Det mest afgørende træk ved den nuværende gennemførelse af en sådan politik for varig fred er en dybtgående ændring i de monetære, økonomiske og politiske forbindelser mellem de dominerende magter og de relativt underordnede nationer, der ofte klassificeres som 'udviklingslande'. Medmindre ulighederne i kølvandet af den moderne kolonialisme gradvis afhjælpes, kan der ikke være nogen varig fred på denne planet.

”For så vidt som USA og Sovjetunionen anerkender en forøgelse af de produktive arbejdskræfter overalt på planeten som værende af afgørende strategisk interesse for begge parter, er de to supermagter bundet i denne grad og på denne måde af en fælles interesse. Dette er kernen i den politiske og økonomiske praksis, der er uundværlig for at fremme varig fred mellem disse to magter…

”Supermagterne er i fællesskab enige om vedtagelsen af to opgaver som menneskehedens fælles interesse såvel som den specifikke interesse for hver af de to magter: 1) Etablering af fuld økonomisk retfærdighed under overholdelse af betingelserne for det individuelle liv i alle nationer på planeten i en periode på ikke mere end 50 år; 2) Menneskets udforskning og kolonisering af det nærliggende rum som menneskehedens fortsatte fælles mål og interesse under og efter afslutningen af den første opgave. Vedtagelsen af disse to arbejdsmål som den fælles opgave og de respektive interesser til fælles for de to magter og andre samarbejdende nationer, udgør det centrale referencepunkt for udhuling af de potentielle politiske og økonomiske årsager til krigsførelse mellem magterne”.

Spred budskabet!

Baggrund:

En verdensomspændende anti-malthusiansk modstand tager form

Tænk på Mahatma Gandhis uventede, vellykkede knusende sejr over det britiske imperium i Indien, som Lyndon LaRouche, en af medstifterne af Schiller Instituttet, var vidne til, opmuntredes og blev dybt ændret af, som en ung amerikansk soldat i Indien ved afslutningen af ​​2. verdenskrig.

Schiller Instituttets kommende todages online internationale konference den 26.-27. juni vil formidle en hurtig impuls til menneskehedens store håb for at befri planeten for oligarkisk geopolitik en gang for alle. Husk, at tilsyneladende svagere kræfter gennem hele menneskets historie kan og har omstyrtet dumme, grusomme giganter. Vi er nu på kanten af ​​potentialet til at gøre dette over hele verden.

I dette øjeblik under COVID-pandemien, der raser i Indien og spredes over hele Sydøstasien, tager flere og flere stemmer bladet fra munden, forfærdet over den voksende hungersnød, morderiske sanktioner og tilsyneladende uendelig krig. Vi kan med Schiller Instituttet opfylde intentionerne fra folk som Gandhi, Benjamin Franklin og modige enkeltpersoner, der kom før os, og sikre en fremtid for vores eftertid.




Lyndon LaRouche ville have rost gårsdagens handlinger fra præsidenterne for Rusland og Kina;
ved Biden overhovedet hvad der skete?

20. maj (EIRNS) – I går mødtes den russiske præsident Vladimir Putin og den kinesiske præsident Xi Jinping via videokonference, for i fællesskab at indvie starten på opførelsen af fire nye atomkraftværker i Kina, baseret på russisk teknologi og avanceret industrielt input. Udover blot at fejre denne begivenhed, selvom det alene er det værd, benyttede de to statsoverhoveder lejligheden til at præsentere en global politik for deres respektive tilknyttede nationer, og for hele menneskeheden, der, som præsident Xi udtrykte det, er centreret om at give "et betydeligt intellektuelt bidrag til den innovationsdrevne udvikling af den globale nukleare sfære, baseret på en styrkelse af videnskabeligt og teknisk samarbejde".

Betydningen af denne udvikling på tærsklen til 'Global Health Summit'-mødet den 21. maj i Rom på G-20 er, at den repræsenterer den eneste vej fremad til at løse de nuværende eksistentielle sammenbrudskriser, som menneskeheden står over for. Intet underligt i at nationer på tværs af udviklingssektoren – fra Afrika over Mellemamerika til Asien – som er blevet afskrevet af malthusianerne, der styrer den transatlantiske sektor – i stigende grad vender sig til Kina og Rusland.

Der er en grund til, at Lyndon LaRouche insisterede på at opfordre til en "fire-magts"-aftale for at løse de kriser, som menneskeheden står over for – en alliance mellem USA, Rusland, Kina og Indien for at kombinere deres historiske nationale egeninteresser; deres nuværende økonomiske, demografiske og militære tyngde og deres fremtidige potentiale for videnskabelige og kulturelle gennembrud, for endegyldigt at besejre det britiske imperiums politik for malthusiansk afindustrialisering og det dertil hørende bestialske menneskesyn. Kina og Rusland tilvejebringer et klart alternativ til den kollapsede imperialistiske orden. Indien sidder i øjeblikket på sidelinjen i en kamp på liv og død mod en ukontrolleret eksplosion af COVID-19-pandemien. Og USA bør radikalt ændre kurs i den retning, som LaRouche har identificeret.

I en tale den 10. oktober 2009 til den syvende årlige Rhodes-konference, som han navngav: "En fire-magts-aftale kan skabe et nyt globalt kreditsystem" sagde LaRouche profetisk:

Opgaven, som jeg definerer den, er, at såfremt Rusland og USA og Kina og Indien, som en gruppe lande, bliver enige om at indlede og påtvinge en reorganisering af verdens finans- og kreditsystem under disse betingelser, med langsigtede aftaler af den samme type, som Franklin Roosevelt havde ytret før sin død i 1944; under ledelse af disse nøglenationer, kunne Roosevelts hensigt realiseres alle disse år senere, og det kunne vi gøre i dag.

"Det er vores chance: Enten gør vi det, eller også går vi under. Jeg kan forsikre jer om at hvis man tror, at der er nogen mulighed for, at det nuværende system kan fortsætte i de kommende år som et arbejdsdygtigt system, at der ikke vil være en generel, fortsat, forværret krise… på nuværende tidspunkt vil der ikke komme nogen økonomisk genopretning i nogen del af planeten under de nuværende forhold.

"Vi er nu på vej mod en generel sammenbrudskrise, forårsaget af ikke alene denne særlige finansielle krise, men af globalisering. Fordi under disse betingelser er enhver nation blevet så afhængig af andre nationer, at enhver sygdom i økonomien, enhver sammenbrudssygdom i økonomien, vil bringe alle nationer i økonomien ned i form af en kædereaktion. Hvor hurtigt det vil gå, kan vi ikke være sikre på. Men det er dét, der er faren.

"Så sagen nu er denne politiske beslutning: Kan vi få USA under et forbedret præsidentskab – og det kræver forbedring – kan vi få USA, Rusland, Kina og Indien til at blive en blok af lande, som hver har forskellige kendetegn, men hvis de indbyrdes anerkender, at de har en fælles interesse, vil de tilpasse sig hinanden og respektere hinandens forskellige karakteristika. Resultatet af dette vil være en eliminering af verdens monetære system, som har været dominerende i den europæiske civilisation siden Den peloponnesiske Krig".




NYHEDSORIENTERING FEBRUAR-MARTS 2021:
Ny præsident i USA: Krig eller fred?

Download (PDF, Unknown)




Derfor repræsenterer »LaRouchePAC« ikke længere LaRouches politik.
Pressemeddelelse af Helga Zepp-LaRouche

24. februar 2021 (EIRNS)— Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og international leder af Schiller Instituttet og enke efter den kendte amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche, bekendtgjorde i dag, at hun, gennem sine advokater, har sendt et brev til Lyndon LaRouche Political Action Comittee (LPAC) og komiteens kasserer Barbara Boyd, hvori hun kræver, at de »omgående ophører med og afholder sig fra, både nu og i fremtiden«, at »gøre brug af LaRouches navn, billede og andre potentielt forvirrende og lignende begreber«. Brevet erklærer, at en sådan brug »sandsynligvis vil skabe forvirring blandt forbrugere, eftersom de kan blive forledt til at tro, at du [Boyd] (som person), LPAC og/eller de varer eller tjenester, som udbydes, i et eller andet omfang, er forbundet med, på licens fra, eller godkendt af vores klient [Helga Zepp-LaRouche]«. Blandt de påkrævede ændringer er, at Boyd og LPAC »omgående tager alle nødvendige skridt til at ændre navnet på jeres politiske aktionskomité, og navnene på enhver tilhørende enhed, til et, der ikke indeholder udtrykket »Lyndon« »LaRouche« eller noget forbundet med eller afledt deraf, og indvilliger i at afstå fra at bruge rettighedskrænkende udtryk nu og i fremtiden på nogen hjemmeside, firma-e-mails, brevhoveder, reklamer, eller andet marketingsmateriale eller korrespondance.«

For at belyse baggrunden for dette tiltag og sætte det i en konkret sammenhæng, fremsatte Fru Zepp-LaRouche følgende erklæring:

»Det, der siden 2004 har været den officielle hjemmeside for den politiske aktionskomité, der blev grundlagt af min afdøde mand Lyndon LaRouche, Lyndon LaRouche Political Action Committee (LPAC), har fået sit indhold overtaget af en gruppe individer forbundet med Barbara Boyd, aktionskomiteens kasserer, og sat i en retning, jeg betragter som værende i direkte modsætning til kernen i den politik, min mand stod for. Mens min mand stadig var i live, var han ansvarlig for den overordnede politiske retning for aktionskomiteen. Men efter hans død i februar 2019, har Fru Boyd og hendes samarbejdspartnere uden mit samtykke overtaget indholdet af hjemmesiden og aktionskomiteens aktiviteter som helhed og bevæget sig i en retning, som efter min mening misrepræsenterer både mine og Hr. LaRouches holdninger.

»Mine gentagne krav om, at aktionskomiteen skulle følge LaRouche-bevægelsens politik og ikke sætte LaRouches navn i forbindelse med politiske holdninger, der var og er i direkte modstrid med vores egne standpunkter, og som tog sin begyndelse i aktionskomiteen umiddelbart efter LaRouches død, blev afvist op til det punkt, hvor Fru Boyd og en gruppe af individer, der delte hendes holdninger, fremlagde et dokument i november 2020, hvori de proklamerede deres »uigenkaldelige« uafhængighed af lederskabet i LaRouche-bevægelsen, mig selv inklusive, der blev grundlagt af min mand for over 50 år siden.

»Mens de lovpriste visse af Lyndon LaRouches ideer, og fremviste videofilm med ham, så afveg aktionskomiteens politiske holdninger i stigende grad fra LaRouche-bevægelsens og min afdøde mands politik, eksempelvis ved at udelukke enhver substantiel vurdering af den internationale strategiske situation, for i stedet, næsten udelukkende, at fokusere på amerikansk indenrigspolitik, og frem for alt på emner, der var på linje med Donald Trumps politik. De undlod i stigende grad at publicere artikler og videoer, som var kritiske over for Trump, så som hans lovprisning af den finansielle boble på Wall Street og hans Kina-kritiske politik, der kom til at dominere hans præsidentskab. Her er et eksempel.:

»I en video der blev lagt ud den 26. januar 2021 på LPAC’s hjemmeside med overskriften »Få kampagnen for en rigsretssag til at give bagslag, byg en bevægelse for at redde republikken« udtalte Barbara Boyd: »Hvis man har den holdning, at mennesker er dyr, og at man kan have et socialt belønningssystem, og det er faktisk, hvad vi er ved at etablere herhjemme med ”Cancel Culture”-bevægelsen – altså, hvis man opfører sig på en bestemt måde, så får man social kredit for at gøre x, y, z, og w; men hvis du er ondskabsfuld eller kommer med dumme kommentarer, eller træder ved siden af, så får man negativ kredit. Det er det, de gør i Kina. Det er, hvad man gør i ethvert totalitært samfund«.

»Disse holdninger reflekterer alene Fru Boyds meninger, hverken LaRouches eller LaRouche-bevægelsens. Jeg er totalt uenig med en sådan karakteristik af Kina, og Lyndon LaRouche udtrykte gentagne gange gennem hele sit liv synspunkter i diametral modsætning til en sådan karakteristik.

»I takt med den voksende misrepræsentation af LaRouches politiske standpunkter, følte jeg og et stort flertal af medlemmerne i LaRouche-bevægelsen, både i USA og internationalt, at vi ikke havde andet valg end at støtte dannelsen af en ny organisation og en tilhørende hjemmeside: »The LaRouche Organization« (TLO), som blev grundlagt i december 2020, for at sikre, at LaRouches navn og ansigt kun forbindes med hans virkelige politik og holdninger. Klik her: The LaRouche Organizations homepage Forskellen mellem TLO og aktionskomiteen ses tydeligt ved f.eks. at sammenligne de intentioner, der kommer udtryk i den grundlæggende udtalelse »Hvem vi er«, som siger:

»»Det eneste formål med The LaRouche Organization (TLO) er at sprede Lyndon LaRouches idéer og kendskabet til hans livsværk, hans metode til analytisk og videnskabelig tænkning, med den hensigt at realisere de løsninger på de mange kriser, menneskeheden nu står over for, som han fremlagde.«

»Sæt dette op imod de »marchordrer«, der blev lagt op på aktionskomiteens hjemmeside den 14. februar under overskriften »Din rolle i »Ny Politik««: »Kæmp for det Republikanske Parti; tving forræderne og »de svage« ud, og før det tilbage til Abraham Lincolns tradition.«

»Fru Boyd og hendes samarbejdspartnere lancerede et nyt design for aktionskomiteens hjemmeside i februar 2021, som bemærkelsesværdigt udelader to sider eller emner, der tidligere var der:

»For det første den utroligt rige dokumentation af de 40 års organiseringsaktiviteter som Lyndon LaRouche og hans internationale samarbejdspartnere var involveret i på tværs af fem af planetens kontinenter. Hvad enten det var intetionen eller ej, så mener jeg, at man, ved at fjerne den historie, giver det falske indtryk, at Hr. LaRouche kun bekymrede sig om, hvad der foregik i USA. Det går imod hans passionerede engagement for menneskeheden som helhed.

»For det andet, så fjerner aktionskomiteens nye hjemmeside også den rolle Hr. LaRouche og hans internationale bevægelse har spillet i skabelsen af det nye paradigme omkring Den Nye Silkevej. LaRouche begyndte allerede i 1970’erne at skrive adskillige økonomiske programmer for Afrika, Asien, Latinamerika og Europa, og brugte en god del af sit liv på at arbejde og føre kampagne både i og for udviklingen af disse lande.

»Fru Boyd og hendes samarbejdspartnere har enhver ret til at etablere en politisk aktionskomité, der udtrykker Fru Boyds holdninger; men jeg mener, at de gør afdøde Lyndon LaRouche en stor uret ved at misrepræsentere hans holdninger – både gennem det, der bringes og det, der udelades – samt ved at forbinde hans navn med deres egne bestræbelser. Af alle disse årsager har vi entreret juridisk bistand for at stoppe aktionskomiteens brug af Lyndon LaRouches navn og ansigt, og for at bevare hans enorme arbejdes integritet.«

Læs LaRouche-organisationens grundlæggende dokument her: LaRouche-organisationen er grundlagt

For yderlig information:
I USA: press@laroucheorganization.com eller +1-551-209-3978
I Danmark: 53 57 00 51, si@schillerinstitut.dk
Klik her: The LaRouche Organizations homepage




Lyndon LaRouche: Et talent, der blev brugt godt;
live stream med mindehøjtidelighed på 2-året for hans død

 

14. februar (EIRNS) – 12. februar 2021 markerede toårsdagen for Amerikas største statsmand og filosof, Lyndon H. LaRouche, Jr, der døde på Abraham Lincolns fødselsdag i 2019 i en alder af 96 år. LaRouche-organisationen og Schiller Instituttet, som blev grundlagt af hans hustru Helga Zepp-LaRouche, fejrede dagen med en 19-timers live stream af Lyndon LaRouches taler og foredrag; dagen blev indledt og afsluttet med den mindeværdige koncert, der blev afholdt i New York City den 8. juni i året for hans død.

Livestream'en indeholdt nogle af LaRouches mest afgørende, historieforandrende interventioner – men for dem, der kender ham og hans arv, ville det være nødvendigt med langt mere end 19 timer til at gense blot en brøkdel af de taler og lektioner han holdt, der ændrede historien. I den henseende var Lyn en ægte videnskabsmand, der altid udfordrede dagens fremherskende antagelser, inklusive sine egne, og udviklede en "højere hypotese".

For dem der begyndte at se med, uanset på hvilket tidspunkt i løbet af den daglange begivenhed, var det "næsten umuligt at løsrive sig", sagde flere af LaRouches medarbejdere, inklusive denne skribent. At tillade sig selv, gennem denne videotur, at tilbringe timer i nærværelse af et sådant sind, var en velkommen og glædelig kontrast til det forræderiske og bedrageriske skuespil, der fandt sted i USA's Senat i den anden rigsretssag mod tidligere præsident Donald Trump; retssagen er endeligt afsluttet med den forventede frifindelse, men fortsætter i pressen.

Lige så foruroligende er de nylige bemærkninger fra ’StratCom’-kommandør Adm. Charles Richard om nødvendigheden af at forberede sig på muligheden for atomkrig samt den fortsatte dæmonisering af Rusland og Kina. Den nye COVID-nødhjælpslov ville af LaRouche blive betragtet som en syg vittighed, og er blot en yderligere bekræftelse af hans 'Triple Curve'-funktion fra 1996, som blev illustreret i dagens næstsidste video.

Selv efter at have set blot et par minutter af Lyndon LaRouche, eller fra andre at have hørt om den dybtgående indflydelse han havde på deres liv, er det klart, at USA lider meget under manglen på en sådan inspirerende ledelse, som LaRouche legemliggjorde i årtier, herunder i særdeleshed gennem sine otte præsidentvalgkampagner. Og USA lider fortsat under hans uretfærdige, femårs fængselsdom som politisk fange, og det faktum, at han den dag i dag ikke er blevet renset og frifundet.

Som Helga Zepp-LaRouche beskrev sin afdøde mand i hendes introduktion til sin videoerklæring for 'LaRouche Legacy Foundation, så udviklede Lyndon LaRouche fra starten af en analyse af, på den ene side hvad der gik galt med systemet, og på den anden side den nødvendige løsning: "Jeg tror, at en af de vigtigste opfattelser var, at han i 1975 for første gang præsenterede en omfattende idé om, hvordan et sådant nyt verdensøkonomisk system skulle se ud: Den internationale Udviklingsbank – ideen om, at der skulle være en overførsel af teknologi til en værdi af 200 mia. dollar hvert år til at overvinde underudvikling gennem store projekter. Denne idé greb øjeblikkeligt om sig. I 1976 traf de ”Alliancefrie landes Bevægelse” på deres sidste konference i Colombo grundlæggende en mere eller mindre endelig beslutning om vedtagelsen af denne politik, ord for ord.

"I de følgende år arbejdede Lyn sammen med Indira Gandhi og med López Portillo om disse idéer. Jeg synes, det er en meget rig historie. Vi rejste i disse årtier til mere end fyrre lande. Vi mødtes med ledere fra praktisk taget hvert eneste land på planeten. Fra min egen erfaring kan jeg forsikre jer om, at alle disse mennesker så på Lyn med et utroligt håb om, hvad USA kunne være".

Videoen kan ses her




Af den grund skal vi plante skov på Mars

 

11. februar (EIRNS) – Den 12. februar er det toårsdagen for Lyndon LaRouches bortgang. Hvilken bedre måde at fejre hans ekstraordinære bidrag på så mange områder til menneskehedens fremtid end med ankomsten af Kinas Tianwen-rumfartøj til kredsløb om Mars den 10. februar, dagen efter ankomsten af UAE’s 'Hope' – som vil blive fulgt af USA's rumfartøj 'Perseverance' om mindre end en uge. Lederen af UAE's rumfartsagentur, Sarah al-Amiri, fangede den samme ånd af videnskabeligt vidunder og formål der kræves for at løse de forfærdelige kriser, som menneskeheden står over for, som Lyndon LaRouche gav udtryk for gennem hele sit liv. I en video fra 2017 sagde hun:

"I dag er vores region, Mellemøsten, fyldt med uro. Det er en region, der gennemgår nogle få af dets mørkeste timer. Og det vi gør med Emiraternes Hope-mission, er at vi sender et signal. I Mellemøsten udgør ungdomsårgangene 50 %. Dette projekt med Hope udføres af et hold på under 35 år, et hold bestående af 34 % kvinder. Gennemsnitsalderen er 27. En hel nation sætter dens lid til et ungdomshold og præsenterer regionen for en besked… for mig er videnskab den mest internationale form for samarbejde. Den er ubegrænset. Den er grænseløs. Og den drives af enkeltpersoners lidenskab til gavn for menneskelig erkendelse".

I dag tweetede Helga Zepp-LaRouche som svar til Sarah al-Amiri: "Tillykke med din fantastiske vision! Du skal blive inspiration for alle statsoverhoveder på planeten, og der vil være fred på jorden! HZL".

Også, i anledning af toårsdagen for LaRouches bortgang, udsendte 'LaRouche International Youth Movement' (LaRouches internationale Ungdomsbevægelse) en erklæring, hvori de opfordrede ethvert universitet og uddannelsescenter rundt om i verden til at tage studiet op af "den amerikanske økonom Lyndon LaRouches metode og bidrag", som et spørgsmål om presserende strategisk nødvendighed.

"Det, vi indpoder i de unges sind og hjerter gennem deres uddannelse", siger erklæringen, "vil give dem værktøjerne til at beslutte, hvad de vil gøre med deres liv, idet de påtager sig opgaven med en 'forpligtelse over for samfundet' for at forbedre universet. Med den metode, som Lyndon LaRouches ideer repræsenterer, vil ordet "engagement" ikke skræmme dem. De vil deri se realiseringen af deres idealer, i takt med at de forbedrer sig selv og derfor søger forbedring til gavn for deres medmennesker… Disse er de ideer, som Lyndon LaRouche forfægtede i livet, og vi unge har påtaget os ansvaret for at tage dem i anvendelse med endnu større styrke i dag". Erklæringen konkluderer: "Den tidligere mexicanske præsident José López Portillo sagde i 1998: "Det er nu nødvendigt, at verden lytter til Lyndon LaRouches kloge ord"; og vi tilføjer: "Det er nu nødvendigt, at han studeres ved ethvert uddannelsescenter i verden".

Lyndon LaRouche selv udtrykte den dybeste indsigt i betydningen af ethvert menneskeliv, inklusive sit eget, og dets forhold til videnskabelige menneskelige bestræbelser såsom koloniseringen af Mars. I sin klassiker fra 1983, "Der er ingen grænser for vækst", skrev LaRouche om at opbygge en jordlignende kunstig atmosfære på Mars og tilføjede:

"Kolonialisterne fra Jorden vil ikke være tilfredse med det. Man kan høre et barns stemme: 'Men far, hvor er træerne?' Vi skal forudse barnets spørgsmål. Vi må have en skov eller to på Mars, alene fordi mennesker kan lide træer".

Sådanne videnskabelige bestræbelser er menneskets karakteristiske natur:

"Så når vi arbejder med dette formål, bidrager hver enkelt af os med noget af vedvarende værdi til kulturen. Denne aktivitet er vores fornøjelse, vores kilde til de største glæder. Denne glæde er forbundet med handlingen med at bidrage til menneskeheden, at nære de guddommelige potentialer i løbet af de kommende generationer. Dette er en glædelig handling af kærlighed til menneskeheden. Uden en sådan kærlighed er viden en død ting…

"Lad os hver især dø med glæde, med et smil på læben, og tanken: 'Det har været et godt liv, og jeg vil ikke opgive så smuk en ting, så længe jeg har midlerne til at holde mig i live et minut længere'. Nogle gange er det nødvendigt at risikere døden, men kun for at andre og det gode kan leve videre efter os. Vi kan viljemæssigt overgive vore egne liv alene for livets sag, og for det gode som livet skal opnå. Af den grund skal vi dyrke en skov på Mars".

 

Billede: Sikarin Fon Thanachaiary – Foundations World Economic Forum is licensed under CC BY 2.0




Se en videomaraton, der fejrer Lyndon LaRouches liv og arbejde i dag den 12. februar

Se en videomaraton, der fejrer Lyndon LaRouches liv og arbejde i dag den 12. februar

Til minde om Lyndon LaRouches bortgang den 12. februar 2019, inviterer vi dig til at stifte bekendtskab med, eller gense, LaRouche, et sind og en personlighed som var et af ​​de største genier i de sidste 100 år.

Genialitet uden skønhed er slet ikke genialt.

Deltag i vores LaRouche-maraton, og tag dine venner med, både store og små. Den 24-timers videomaraton begynder kl. 12 dansk tid.




NYHEDSORIENTERING JANUAR 2021:
Rigsdagsbrand i USA // Stop finansverdens grønne New Deal

Download (PDF, Unknown)




Hvordan Lyndon LaRouche fungerede som skyggepræsident for USA

30. jan (EIRNS) – Det følgende er taget fra Dennis Speeds indledende bemærkninger til LaRouche-organisationens Manhattan Project Dialog den 30. januar. https://www.youtube.com/watch?v=1vnSlSGUBPs&feature=youtu.be

I over fire årtier fungerede Lyndon LaRouche og hans organisation som en slags skyggepræsidentskab i USA. Politikker blev formuleret, tilbudt, diskuteret, debatteret, undertiden afvist; men ufortrødent fremsat af Lyndon LaRouche. Hans samarbejde og dialog med forskellige ledere over hele verden, inklusive tidligere præsident Ronald Reagan og andre, førte til politiske ændringer. Ændringer, som ofte blev mødt med – skal vi sige – stor foruroligelse og undertiden juridiske indgreb imod hans organisation. Men LaRouche gjorde det, fordi han, som et resultat af sit arbejde inden for fysisk økonomi og hans fremskridt med dette arbejde, var blevet opmærksom på, at der var en proces i gang indenfor det der blev kaldt den transatlantiske sektor, som dømte denne sektor, og dømte det monetære system, der blev etableret efter 1944-45 i Bretton Woods, til undergang, efter at præsident Richard Nixon fjernede dollaren fra guldstandarden den 15. august 1971.

Siden den tid har den transatlantiske sektor været involveret i en nu accelererende selv-kannibaliserende proces. Folk har kaldt det for økonomiske opsving; de har kaldt det alle mulige ting. Men hvad der er sket er, at processen med i stigende grad at ødelægge vores egen tunge industri og energiproduktion, hvilket nu er blevet kodificeret i de seneste handlinger, der blev taget af Biden-administrationen for at bringe USA tilbage til Paris-aftalen, er udtryk for et andet problem. Dette problem er en manglende evne til at forstå eller tillempe, ikke kun den grundlæggende lære af Den amerikanske Frihedskrig og dens forfatning, oprettelsen af en forfatningsmæssig republik, men endnu vigtigere, de avancerede idéer vedrørende samme republik, som Lyndon LaRouche fremsatte.

Det, vi vil gøre i dag, er at præsentere en form for panel for at prøve at komme ind på spørgsmålet om, hvordan folk må begynde at genoverveje, hvordan de skal tænke i denne situation. Man har en situation, hvor spørgsmålet om, hvad der virkelig foregår, er et grundlæggende spørgsmål, der konfronterer mennesker.

For eksempel for indeværende i USA, enten på venstre- eller højrefløjen, som forresten faktisk ikke eksisterer. Men de mennesker, der mener at være til venstre eller til højre, taler om frygt for en borgerkrig. Nogle mennesker taler om behovet for en borgerkrig i USA. En sådan ting ville i det væsentlige ende med milliarder af døde mennesker. Dette er ikke en amerikansk affære; det er ikke en intern sag. Det indikerer, at folk skal overveje, om det egentligt ikke er den manglende evne til at forstå, hvordan man tænker ligesom Abraham Lincoln tænkte, der er deres grundvilkår. Måske det faktum, at Lincoln manglede nogen formel uddannelse i det hele taget, men snarere hans tillid til Bibelen, Shakespeares værker og den skotske digter Robert Burns poesi som den grundlæggende inspiration til hele hans liv – måske det er det, der kvalificerede ham til at vide, hvordan man tænker som han gjorde, og derved bevarede Unionen fra løsrivelsen, som undertiden fejlagtigt kaldes borgerkrigen.

Lærdommen af den slags tanker og handlinger til at mestre dette lands sande historie og den virkelige videnskab om fysisk økonomi var, hvad Lyndon LaRouche viede hele sit liv til. LaRouche, der døde den 12. februar 2019, var den mest fremtrædende fysiske økonom i verden. Det, vi ønsker at gøre i dag, er at bruge hans tankemetode til at angribe de problemer, der i øjeblikket forvirrer folks tænkning ikke kun i USA, men over hele kloden.




Video: Lederskab i krisetider:
Lyndon LaRouche, 2004 – Martin Luther Kings udødelige talent

Se videoen via YouTube her, hvis den ikke vises her på siden.

I kølvandet på begivenhederne den 6. januar 2021 er Lyndon LaRouches virkelig inspirerede og overraskende 2004-præsentation den 19. januar 2004 endnu vigtigere.

Vil vi reagere med frygt eller vrede, eller endnu værre, ligegyldighed, eller vil vi lade os inspirere af den fælles vision af ledere, der er så spredt ud i tid og rum som Frankrigs Jeanne d'Arc og Amerikas Martin Luther King? Vil vi høre vores fælles Guds stemme, i hvis billede vi er blevet skabt, som Martin og Jeanne gjorde?

Lyndon LaRouche udfordrer os til "at udnytte denne magt", så kan man agere med "en fornemmelse af, hvad dit liv betyder. Man har en følelse af forpligtelse, en mission i livet til at opløfte nationen ved at opløfte” sit lands folk.

Lyndon LaRouche introduceres af Amelia Boynton Robinson, som selv er en heltinde og en tidligere næstformand for Schiller Instituttet.




Stop bedraget: Giv oprejsning til LaRouche.
LaRouche-organisationens annonce i Washington Times den 6. januar

LaRouche-organisationen har en halvsides annonce i Washington Times den 6. januar, på dagen hvor den amerikanske kongres vil tælle valgmandsstemmer i forbindelse med præsidentvalget den 3. november 2020.

Tiden er inde til, at præsident Donald Trump vender bunden i vejret på det strategiske skakbræt. På dette fremskredne tidspunkt vil intet mindre end at vælte hele det britiske finansoligarkis slagplan kunne vinde krigen. Dette er den eneste effektive måde at stoppe hele det monumentale bedrag i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2020 og ødelæggelsen af selve præsidentembedet. At tage sagen til Højesteret, og at den amerikanske befolkning foretager fredelige masseprotester er berettiget og nyttigt, men vil ikke være tilstrækkeligt. For at vinde krigen må hele det britiske finansoligarkis slagplan fejes af banen. Denne strategi har, fra det øjeblik han tiltrådte for fire år siden, inkluderet fjernelsen af præsident Trump fra Det Hvide Hus, med det formål at indføre en grøn global nulstilling af økonomien, hvilket betyder udslettelsen de tidligere industrielle økonomier i verden (inklusive USA) og en folkemorderisk affolkning af den underudviklede sektor gennem krig, hungersnød og pandemier – alt sammen med det formål at opretholde Wall Streets og City of Londons bankerotte finanssystem, med dets spekulative boble på 2 billarder $. Biden er deres mand til dette job. Hvilke øjeblikkelige handlinger kan præsident Trump foretage for at vælte det strategiske skakbræt?

1) Præsident Trump kan trodse den onde, løgnagtige anti-Rusland og anti-Kina kampagne og ringe den russiske præsident Vladimir Putin op og sige: ”Se, vi har en pandemi; vi har hungersnød; vi har en ekstrem farlig strategisk konfrontation; og vi har en uløst finanskrise. Lad os holde det topmøde blandt FN’s Sikkerhedsråds permanente medlemmer (P5), som du foreslog i januar 2020, og gøre det med det samme”. Som Lyndon LaRouche gentagne gange argumenterede for, er en sådan kombination af den amerikanske præsident Trump, den russiske præsident Putin og den kinesiske præsident Xi Jinping stærk nok til at tilintetgøre det fallerede London/Wall Street-finanssystem, og til at handle hurtigt for at løse disse kriser. Hele verden, der med ængstelse betragter begivenhederne udfolde sig i USA, ville forene sig bag en sådan bestræbelse.

2) Præsident Trump kan også umiddelbart agere for at give oprejsning til den amerikanske statsmand Lyndon LaRouche og benåde Julian Assange og Edward Snowden. Hvorfor LaRouche? Fordi Lyndon LaRouche (1922-2019) i fem årtier var den mest kontroversielle person i amerikansk politik, frygtet af det britiske imperium som ingen andre. LaRouche blev en trussel i verdensklasse mod det britiske imperiums magt gennem sine amerikanske præsidentkampagner.

“LaRouche-sagen involverer en bredere vifte af bevidst og systematisk magtmisbrug og ulovligheder over en længere periode i et forsøg på at ødelægge en politisk bevægelse og leder end nogen anden føderal retssag i min tid eller efter mit kendskab” – tidligere amerikansk justitsminister, Ramsey Clark.

LaRouche førte an i kampen mod de angloamerikanske finansinstitutioners folkemorderiske udplyndringspolitik og var ansvarlig for en vellykket organisering af Reagan-æraens Strategiske Forsvarsinitiativ i 1982-1983. Man fabrikerede anklager mod ham i slutningen af 1980’erne og sendte ham i føderalt fængsel i fem år – for forbrydelser han aldrig begik. Trump blev ramt af det samme apparat, som bragte den uskyldige LaRouche i fængsel. Faktisk var Robert Mueller selv en af de førende personer i retsforfølgelsen og lynjustitsmordet på LaRouche for over 30 år siden, i lighed med bankmanden fra Boston, William Weld. Den 1. september 1995 udtalte LaRouche i sine historiske bemærkninger til Martin Luther King Tribunalet en skarp advarsel, som har givet genlyd op igennem årtierne: ”Indtil vi fjerner det rådne, permanente bureaukrati fra vores regeringssystem, der optræder som ‘lejemordere’ ved at benytte retssystemets autoritet til at begå justitsmord, er dette land ikke frit, og heller ingen der lever i det”.




Et vendepunkt i opbygningen af en bevægelse

3. januar (EIRNS) — Lørdagens eksplosive møde i LaRouche-bevægelsen var et utroligt gennembrud, der viser, hvordan LaRouches vision kan samle politiske ledere, samfundsaktivister og tænkende borgere, som repræsenterer forskellige vælgergrupper, omkring en højere ide om statsmandskunst og menneskeheden. I processen kommer den store glæde ved sammen at opdage et højere begreb, der underordner de forskellige årsager, som får folk med samvittighed og mod til at forpligte sig til. Denne dialog viser, hvordan den historiske udvikling onsdag den 6. januar i Washington, D.C. kan tjene som et vendepunkt i opbygningen af en politisk vælgergruppering på basis af LaRouches vidtrækkende ideer og politik.

Og onsdag bliver faktisk historisk! Kongressens fællessamling kan forventes at fortsætte til ud på de små timer, da valgmandsstemmerne fra seks stater – Pennsylvania, Michigan, Wisconsin, Georgia, Nevada og Arizona – vil blive udfordret af snesevis af kongresmedlemmer og en gruppering bestående af mindst 11 senatorer. Diskussion af resultaterne fra hver stat kan vare op til to timer. Alt imens dette muligvis ikke vil munde ud i, at præsident Donald Trump bliver erklæret som den valgte præsident, vil det bestemt tjene til at henlede nationens opmærksomhed på de bjerge af beviser for uregelmæssigheder ved valget samt ulovlige (uden lovgrundlag) ændringer i valgets gennemførelse. Og det viser, at dette overgreb på demokratisk styreform ikke blot sluges råt af hele regeringen. Uden for Kongressens lokaler, nær Det Hvide Hus, vil en menneskemængde på mindst hundreder af tusinder af Trump-tilhængere samles for at gøre det klart, at der findes en stor og engageret kerne inden for den amerikanske befolkning, som ikke accepterer ødelæggelsen af demokratiske valg.

Det stadig igangværende kup, der gennemføres mod Trumps ‘outsider’ præsidentskab, den koordinerede indsats af det britisk orienterede finansielle, militære, efterretnings-kompleks for at trække USA ind i en fuldstændig unødvendig konflikt med sine naturlige allierede Rusland og Kina, det morderiske forslag om den ”store grønne nulstilling” (‘Green Great Reset’) og den absolutte parodi på retfærdighed, der begås mod den kompromisløse forlægger, Julian Assange, er alle aspekter af et destruktivt, imperialistisk paradigme. Dette britiske angreb på menneskeheden og dets potentiale søger at spille folk ud mod hinanden på den mest nedværdigende måde, baseret på sådanne årsager, som det der kaldes ”race”, mens de overbeviser folk om, at deres største fælles fjende er fremskridt i sig selv, imod hvilket der må føres et grønt korstog.

Men den virkelige fjende er det britiske imperium, der mere end noget andet forsøger at forhindre, at sandheden om dets operationer bliver forstået eller ageret imod. Den uetiske, torturlignende forfølgelse af sandhedssigeren Julian Assange er den seneste i en række overgreb, der kan spores tilbage til det enorme angreb på Lyndon LaRouche, hans metode og hans bevægelse.

Dette perspektiv blev bragt op ved et møde om Julian Assange i New York City af Diane Sare, amerikansk kandidat til Senatet i New York (2022). Med et banner med overskriften ”Præsident Trump, Benåd Assange og Snowden; stop kuppet, frikend LaRouche”, indledte Sare sin taletid ved at springe ud i nødvendigheden af at få renset Lyndon LaRouches navn, og placerede forfølgelsen af Assange (og Snowden) i relation til dette synspunkt. Mens meget af dækningen til støtte for Assange (hvis udlevering til USA til retsforfølgelse for ‘forbrydelsen’ ved at offentliggøre sandheden skal afgøres i dag) omhandler hans fængsling i Storbritannien som et resultat af amerikansk pres, forklarede Sare, at det er omvendt — briterne styrer USA. Hun pegede på drabet af Soleimani og oprindelsen til Russiagate-svindlen.

At frigøre mennesker over hele verden ved at bibringe dem en forståelse for karakteren af den historiske kamp, som de har stor mulighed for selv at involvere sig i, er den største gave. Del dette budskab i dag!




For at knuse den globale oligarki, anvende Schillers og LaRouches princip om statskunst.
Schiller Instituttets ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche den 26. december 2020

In her weekly dialogue, Schiller Institute Founder Helga Zepp-LaRouche evoked the principle of statecraft as developed by Friedrich Schiller as the means by which the present dominant global paradigm can be swept away. She reviewed how that paradigm is threatened by a systemic collapse, but as long as the method of the thinking imposed by the oligarchy remains hegemonic, we face a worsening world situation of pandemics, famine and war.

The alternative requires a new idea of politics, in which citizens elevate the quality of thinking to a new level. Zepp-LaRouche said that Schiller provided the means to achieve this, in his Aesthetical Letters, in which he argues that “true political freedom is the highest form of art.” In the battles ahead, including that of reversing the election theft of the 2020 election, the defense of the ideals of a constitutional republic requires that citizens come to distinguish between the real enemies of the U.S., centered in the City of London, and potential allies, such as Russia and China.

She concluded by urging that to accomplish this essential goal of elevating the level of thinking of the citizenry, the “Beethoven Year” should be extended, until a majority of people are able to “Think like Beethoven.”




LaRouche-organisationen er grundlagt

25. december 2020 (EIRNS) —02 LaRouche-bevægelsen i USA har den 23. december dannet en ny organisation kaldet The LaRouche Organization (TLO), LaRouche-organisationen, som fremover er bevægelsens reference i USA sammen med tidsskriftet Executive Intelligence Review. Vi har ikke længere forbindelse med The LaRouche Political Action Committee (LPAC), som har truffet andre politiske valg end vi har. LaRouche-organisationens formål er at løse den globale eksistentielle krise, som menneskeheden i sin helhed står over for, hvilket var Lyndon LaRouches hensigt og livsværk. Hjemmesiden er www.laroucheorganization.com. 

Vi opfordrer alle mennesker af god vilje til at gå til den nye hjemmeside i denne tid, tilmelde jer for at modtage vores opdateringer, for at lytte til Harley Schlangers daglige ”Morning Briefing”, video-opdatering og Helga Zepp-LaRouches ugentlige webcast, og til at bidrage med jeres tid og indsats og jeres kreative evner til at mobilisere for at etablere det nye paradigme, som vi så desperat har behov for i det nye år.

Det internationale Schiller Institut: 
Formand Helga Zepp-LaRouche, som repræsenterer Lyndon LaRouches idéer og interventionsmetoder. 
Hjemmesiden er her.   

Schiller Instituttet i Danmark: Formand Tom Gillesberg 

LaRouche-organisationen udgiver et stiftende dokument: ’Hvem vi er’

23. december 2020 (EIRNS) – ”The LaRouche Organization” udgav følgende stiftende dokument i dag, som også kan findes på dens hjemmeside, www.LaRoucheOrganization.com

Hvem vi er

Formålet med LaRouche-organisationen (TLO) er alene at udbrede Lyndon LaRouches idéer og udbredelsen af hans livsværk, hans analytiske og videnskabelige tankegang, med intentionen om at realisere de løsninger han tilbød for at løse de mange kriser menneskeheden nu står over for.

Lyndon LaRouche (1922—2019) identificerede som bekendt den skæbnesvangre handling af præsident Richard Nixon den 15. august 1971 for at afslutte Bretton Woods-systemet, ved at erstatte de faste valutakurser med flydende kurser og afkoble dollaren fra en guldstandard, som en fremgangsmåde, der uundgåeligt ville føre til et systemisk sammenbrud af det finansielle system, en ny fascisme og i sidste ende fare for krig. Fra 1973 og fremefter konstaterede han også, at indvirkningen af den monetære politik og dens dertil knyttede nedskæringspolitik i de såkaldte udviklingslande – nemlig ved at sænke adskillige generationers immunsystemer på flere kontinenter – ville forårsage faren for en genopblussen af gamle sygdomme, og at der ville opstå nye, f.eks. pandemier. Den nuværende tilstand af et håbløst bankerot transatlantisk finanssystem (som siden 2008 kun er blevet holdt i gang af enorme mængder af centralbankernes ”kvantitative lempelser”), virkeligheden af Covid-19-pandemien, den overhængende fare for nye pandemier, og en hungersnød af ”bibelske dimensioner”, som truer 270 millioner liv i det kommende år, har vist, at LaRouches prognoser absolut har ramt plet.

TLO ser det derfor som sin opgave at arbejde hen imod gennemførelsen af de løsninger, både nationalt og internationalt, som LaRouche var forkæmper for, da han var i live, en mission, som nu er blevet taget op af hans enke og nærmeste politiske medarbejder i et halvt århundrede, Helga Zepp-LaRouche. USA må gå tilbage til det amerikanske system for økonomi, som blev udviklet af USA’s første finansminister, Alexander Hamilton, ved at fremme den fysiske økonomi til gavn for det fælles bedste. Det var denne tradition, fortsat af Henry Clay, Friedrich List, Mathew og Henry C. Carey og genoplivet af Franklin D. Roosevelt og hans New Deal-politik, som gjorde det muligt for USA at overvinde den Store Depression.

TLO vil eftertrykkeligt fremme den idé, som LaRouche viede hele sit liv til, nemlig at USA, sammen med andre industrilande, vil agere for at overvinde underudvikling og fattigdom i den såkaldte udviklingssektor ved hjælp af avancerede teknologier. Denne økonomiske politik er i overensstemmelse med Franklin Roosevelts oprindelige hensigt med Bretton Woods-systemet om at øge levestandarden for alle mennesker på planeten, som den eneste levedygtige forudsætning for varig fred – en politik der aldrig blev realiseret på grund af Roosevelts alt for tidlige død.

I denne ånd siger vi: Det nye navn for fred er udvikling!

Mange amerikanere har på det seneste taget afstand fra dette centrale grundprincip i LaRouches livsanskuelse og metode, og afvist sådanne internationale spørgsmål indtil ”efter den vigtigere kamp internt i USA er vundet”. Men denne kamp, herunder den rasende kamp om forsvaret af den amerikanske forfatning og præsidentskabet, kan aldrig vindes på anden måde, end den der er foreskrevet af LaRouche: Ved en international kamp for at besejre en international fjende, hvor USA spiller en ledende rolle baseret på ”the better angels of our nature” (”de bedre sider af vores natur” – citat fra Abraham Lincolns første indsættelsestale i 1861 –red.)

Dette er hvem vi er.

USA må deltage i skabelsen af et nyt paradigme for internationale forhold, der er baseret på alle nationers perfekte suverænitet, og princippet om at acceptere forskelligheder i sociale systemer, som arbejder sammen om at skabe det fælles bedste for hele menneskeheden. En præcedens for denne tilgang til udenrigspolitik er John Quincy Adams’ (USA’s udenrigsminister 1817–1825 og 6. præsident 1825–1829) princip: ”Men USA drager ikke udenlands, på jagt efter at tilintetgøre monstre”. USA bør dog søge partnerskab med andre stormagter, såsom Rusland, Kina, Indien og andre for at overvinde faren for imperier af alle slags, i dag centreret omkring det britiske imperium.

De problemer, der er så store i dag kan kun kan løses gennem et tæt samarbejde mellem især de to største økonomier i verden, nemlig Kina og USA. Kinas Bælte- og Vejinitiativ er fortsat et åbent tilbud om at samarbejde med alle nationer, som USA straks burde acceptere.

I denne bestræbelse på at sigte USA’s udenrigspolitik på at bidrage til skabelsen af en ny, smukkere æra for menneskeheden, er TLO fuldstændig inspireret af LaRouches intellektuelle arbejde i løbet af de sidste halvtreds år af sit liv, samt hans vision om Jordens næste halvtreds år, der forudser fremtiden for den menneskelige art, ikke ud fra sin nuværende kapacitet, men ud fra fremtidens potentiale, som omfatter frigørelsen af det kreative potentiale for hver enkelt person på planeten. Dette må indebære den bedst mulige udvikling af nationer i Afrika, Asien og Latinamerika, samt de dele af USA og Europa, som endnu ikke har været i stand til at realisere deres potentiale gennem industrialisering og udvikling af moderne landbrug. Dette kræver samarbejde mellem alle større industrinationer, baseret på en genoplivning af de bedste klassiske kulturelle traditioner i hver nation. Lyndon LaRouche holdt stejlt på, at det vil være skønheden i den klassiske musik, som Ludwig van Beethovens, og det ophøjede menneskesyn af de store digtere som William Shakespeare og Friedrich Schiller, der vil få menneskeheden ud af denne nuværende dybe civilisationskrise.

De principper, som LaRouche fremlagde i sit ”Udkast til et aftale-memorandum mellem USA og Sovjetunionen” (https://larouchepub.com/eiw/public/1991/eirv18n02-19910111/eirv18n02-19910111_026-the_larouche_doctrine_draft_memo-lar.pdf) i 1984, som en platform for samarbejde om den fælles gennemførelse af Det strategiske Forsvarsinitiativ (SDI), er stadig gyldige i dag. Han siger i afsnit 1 af dette dokument med underoverskriften, ”Generelle betingelser for fred”:

“Det politiske grundlag for varig fred skal være: a) Den ubetingede suverænitet for hver eneste nationalstat og b) samarbejde mellem suveræne nationalstater om at fremme ubegrænsede muligheder for at deltage i fordelene ved teknologiske fremskridt til gensidig fordel for hver eneste nation.

“Det vigtigste træk ved den nuværende gennemførelse af en sådan politik for varig fred er en gennemgribende ændring i de monetære, økonomiske og politiske forbindelser mellem de dominerende magter og de relativt underordnede nationer, der ofte klassificeres som ”udviklingslande”. Medmindre ulighederne i kølvandet på den moderne kolonialisme gradvist afhjælpes, kan der ikke være nogen varig fred på denne planet.

For så vidt som USA, Rusland, Kina, Indien og andre nationer anerkender udviklingen af de produktive arbejdskræfter i hele verden til at være af vital strategisk interesse for hver og alle, er disse magter – og andre der vil slutte sig til dem – forpligtede i denne grad og på denne måde af en fælles interesse. Dette er kernen i den politiske og økonomiske politik i praksis, der er nødvendig for at fremme varig fred blandt disse magter.

Forøgelsen af de produktive arbejdskræfter kræver relativt høje investeringer i teknologisk progressive former for kapitalgoder (maskiner, produktionsmidler) i alle produktionsområder. Der er tre generelle kategorier af videnskabelige og teknologiske fremskridt, som menneskeheden må sætte sin lid til i den kommende periode:

1. Meget høj energigennemstrømningstæthed, kontrollerede termonukleare plasmaer, karakteriseret ved udvikling af ”kommerciel”fusionsenergiproduktion, den nye, vigtigste energikilde for menneskeheden, både på Jorden og i udforskning og kolonisering af det nærliggende rum,

2. Det internationale samarbejde om udforskning af rummet og kolonisering blandt de nuværende rumfarende nationer, samt inddragelse af andre nationer der ønsker at deltage i at opdage hemmelighederne i vores univers samt terraformning (at omdanne til jordlignende forhold) af Månen, Mars, og andre planeter i fremtiden, og

3. Forskning og anvendelse af biofysik og undersøgelse af princippet om livet som sådan.

Covid-19-pandemien og de allerede truende nye pandemier har gjort det klart, at der ikke er nogen lokal eller regional sikkerhed mod sygdomme: Hver nation skal have et moderne sundhedsvæsen. Ved at deltage i oprettelsen af sådanne systemer, herunder den nødvendige infrastruktur, kan USA begynde at levere stigende mængder af højteknologiske kapitalgoder til udviklingslandene og på denne måde fremme en øget omsætning i vores egne mest avancerede produktive sektorer.

Bortset fra spørgsmålet om den fortjeneste, der tilfalder USA fra en sådan eksport, som et biprodukt af sådanne øgede omsætningsrater, hastigheden for forbedring af teknologien vil øges på en sådan kvalitativ måde, at den amerikanske økonomi vil blive fuldstændig genopbygget. Alle ovennævnte kategorier vil i realiteten betale for sig selv, da den kredit, der ydes ved at vende tilbage til et kreditsystem baseret på Alexander Hamiltons principper, vil finansiere den fremtidige produktion, hvilket vil øge produktiviteten i hele økonomien med fuld beskæftigelse. Det er kendetegnende for det amerikanske økonomiske system, at skatteindtægterne fra denne øgede produktion altid er større end den oprindelige kredit, der blev ydet til investeringen på grund af den tilføjede fysiske økonomiske og teknologiske værdi, der således er skabt.

Alt dette kræver en øjeblikkelig konkursbehandling af det transatlantiske finansielle system, med dets spekulative boble på næsten 2 trillioner $, som City of London og Wall Street forsøger at bevare og forsvare, selv på bekostning af milliarder af menneskeliv. (Se Lyndon LaRouches Fire Love).

USA vil kun have en lys fremtid, når vi vender tilbage til at opretholde principperne i den amerikanske Uafhængighedserklæring og forfatning. Karakteren af USA må være som en republik, ikke en underordnet partner i samme imperium, som vi kæmpede og vandt Uafhængighedskrigen imod. Det er på høje tid, at USA vender tilbage til at være en kraft for det gode i verden, og igen bliver et fyrtårn af håb og et tempel for frihed. Ved at samle os omkring Lyndon LaRouches idéer, vil denne stolte tradition opleve en renæssance, som vil inspirere hele verden til at deltage i en virkelig menneskelig fremtidig civilisation.

december 2020




Rens LaRouches navn! Benådninger af Assange og
Snowden kan afsløre Russiagate-bedrageriet 2016-2020

18. december 2020 (Schiller Instituttet) — Muligheden for at præsident Donald Trump vil benåde Wikileaks’ grundlægger, Julian Assange, der nu langsomt dræbes i et fængsel i London, især i kølvandet på den nylige tilbagetræden af justitsminister William Barr, har rejst et spændende spørgsmål. Vil det russiske “computerhack, som aldrig fandt sted”, der er så centralt for den nuværende fængsling og tortur af Assange, endelig blive bragt frem i lyset, hvis han løslades fra fængslet? Vil den kriminelle sammensværgelse mod det amerikanske præsidentskab, der involverede “Five Eyes” efterretningstjenesterne, samt de finansielle interesser bag City of London/Wall Street, blive eksponeret gennem frigivelse af alle dokumenter, der er vigtige for at afsløre Russiagate-fupnummeret? Vil disse dokumenter omfatte relevante dele af de titusindvis af sider, som Ty Clevenger har erfaret, at FBI netop har erkendt eksisterer i deres sagsakter, der er relevante for hans anmodning i en FOIA-retssag vedrørende informationer om Seth Rich? Vil vi måske endelig se frigivelsen af disse og andre dokumenter gennem fyringer og/eller fratræden af CIA-direktør Gina Haspel og FBI-direktør Christopher Wray efter William Barr?

Resolut, uventet og uortodoks handling fra præsidentens side kunne nu være den eneste mulighed for at afsløre den sande natur af præsidentvalget i 2020, og vende det nuværende resultat. Ved at tillade retfærdigheden at ske fyldest gennem sådanne handlinger, kunne der skabes en platform for Snowden, en skrantende Assange, William Binney, whistleblower fra det Nationale Sikkerhedsagentur (NSA) samt andre, til at afsløre hvordan overvågningsstaten har såret den amerikanske valgproces så godt som dødeligt, ligesom den har manipuleret og fikset valg over hele planeten i årtier – uanset hvad der måtte komme frem – Donald Trump kunne endnu nå at blive indsat som præsident i januar 2021. Hvis sandheden om kampagnerne i 2016 og 2020 endelig blev fortalt til det amerikanske folk, vil den der gør det, have fortjent deres evige støtte. Og den sandfærdige forklaring vil øjeblikkeligt afsløre den blodige karakter af Obama-Bush-administrationerne, der blev forenet som siamesiske tvillinger gennem deres fremme af krig som det primære redskab til diplomati.

Britisk efterretningsvirksomhed, ikke Rusland eller Kina, er den “udenlandske spiller”

Har du bemærket, at hvis man nævner Kina eller Rusland, er mange hurtige til simpelthen at acceptere ideen om udenlandsk indblanding i det amerikanske valg, men hver gang man bringer den veldokumenterede involvering af britisk efterretningstjeneste i det amerikanske valg og præsidentskab gennem de seneste 5 år op, benyttes udtrykket “konspirationsteori” til at afvise denne analyse? Navnene Christopher Steele, Robert Hannigan, Sir Richard Dearlove, amerikaneren Stefan Halper og Sir Kim Darroch – alle direkte tilknyttet til GCHQ, MI6 eller den britiske udenrigstjeneste – er blot de hidtil kendte operatører, der er kendt for direkte at have skabt enten historien om “Rusland, Rusland, Rusland” eller historien om “Kina, Kina, Kina”. Der er sikkert mange flere.

Alligevel bruges “det er virkelig svært for mig at se, hvordan Storbritannien er involveret”, stadig som en undskyldning af de fleste for ikke at se, hvad der faktisk er foregået. At ignorere sandheden bliver dog umuligt, når man ser på sagen om Julian Assange. Assange bliver dræbt for øjnene af os i et britisk fængsel for at bevare den russiske fiktion. Hvordan gøres dette? Tidligere i år, den 20. februar, trykte avisen Guardian overskriften: “Donald Trump ’tilbød Julian Assange en benådning, hvis han benægtede russisk forbindelse til hack.'” De fleste medier ville øjeblikkeligt blive miskrediteret som svindlere og kun modvilligt, om nogensinde, blive troet igen, hvis først Assange sammen med andre kyndige fik lov til at udtale sig offentligt om Russiagate. ‘Cui bono’ – de som drager fordel af Assanges tavshed, er de sammensvorne, der fostrede, gennemførte og hemmeligholdt komplottet mod det amerikanske præsidentskab – briter, amerikanere og andre. Som journalist Viktor Dedaj udtalte på Schiller Instituttets panel den 12. december: “Hæng sammen eller hæng hver for sig: Frie suveræne republikker, eller digitalt diktatur (“Hang Together or Hang Separately: Free and Sovereign Republics, or Digital Dictatorship”):

”Da Julian Assange endelig blev fjernet fra ambassaden i strid med folkeretten, og oven i købet den ecuadorianske forfatning, tog det kun et kvarter for den britiske dommer, først at fornærme ham og derefter dømme ham til 50 ugers fængsel for overtrædelse af hvad? Hans betingelser for ‘prøveløsladelse’ … men han blev ikke alene … idømt 50 uger, men 50 uger i et højsikkerheds-fængsel. Vi vil se, at dette – så vidt vides – er det eneste tilfælde i Storbritannien, at en journalist, der ikke er anklaget for noget men holdes i varetægt, er låst inde i et fængsel med høj sikkerhed … Vi så en retssag, der fandt sted bag næsten lukkede døre, idet omkring 50 NGO’er, hvoraf 90 journalister, der [på forhånd] var blevet akkrediteret, blev afvist med navns nævnelse … ”

Det bør huskes, at Edward Snowden i 2013 blev hjulpet af Julian Assange i sin vellykkede flugt fra Hongkong. Snowden strandede derefter i Moskva, da hans pas blev tilbagekaldt, hvilket gjorde det umuligt for ham at rejse videre. Kirk Wiebe, whistleblower fra det Nationale Sikkerhedsagentur, har observeret, at Snowden, langt fra at være en forræder, som mange har hævdet, måske er blevet tvunget til at handle på en ulovlig måde for at honorere sin svorne ed til USA’s forfatning. Hans handlinger fandt sted adskillige år efter at Wiebe, sammen med William Binney og Ed Loomis og senere sammen med Diane Roark, medarbejder i House Intelligence Committee, havde brugt “de godkendte kanaler og procedurer” til at rapportere forseelser efter deres fratræden fra NSA i 2001 – for sidenhen at blive anholdt under våbenmagt af FBI og næsten justitsmyrdet og sendt i fængsel af Justitsministeriet i 2007. Præsident Trumps nylige indikation af, at han måske vil se på en benådning af Snowden, efter at Trump for flere år siden erklærede, at Snowden fortjente døden, har givet anledning til dyb bekymring i efterretningskredse, hos republikanere og demokrater. Disse “repræsentanter for den dybe stat” ønsker frem for alt at trække opmærksomheden væk fra den grimme sandhed. Den systematiske omstyrtning af regeringer, herunder gennem manipulation og valgfusk, foretaget af medlemmer af “Five Eyes” hemmelige regeringsarrangement, er en ‘standard operational procedure’ for det der i den amerikanske efterretningsverden kaldes for “Project Democracy”, som først blev afsløret for den brede amerikanske offentlighed af Lyndon LaRouche og Executive Intelligence Review i rapporten fra 1987: “Project Democracy: The Parallel Government Behind the Iran-Contra Affair.”

Hvordan ‘Project Democracys kampagne mod Lyndon LaRouche ødelagde amerikanske valg

Først kom de efter socialisterne, og jeg talte ikke imod – fordi jeg ikke var socialist.
Så kom de efter fagforeningsfolk, og jeg talte ikke imod – fordi jeg ikke var fagforeningsmand.
Så kom de efter jøderne, og jeg talte ikke imod – for jeg var ikke jøde.
Så kom de efter mig – og der var ingen tilbage til at tale på mine vegne.
—Martin Niemöller

Fortiden er prologen. For at forstå hvordan det gik til, at amerikanske efterretningskontorer, der agerede i hemmeligt samarbejde med en britisk udenlandsk magt, som ingen bryder sig om at nævne, begik valgsvindel ved både valget i 2020 og 2016, er det nødvendigt at forstå brugen af bekendtgørelse 12333 og andre præsident-direktiver fra 1980’erne om at omorganisere og centralisere mange efterretningsfunktioner under vicepræsidentens myndighed. (For at forstå konsekvenserne af hvad dette betyder, så tænk “Dick Cheney.”) E.O. 12333 (Executive Order 12333 -red) og forskellige andre ordrer fremskyndede privatiseringen af militær- og efterretningsfunktioner. Virksomheder, der undertiden benævnes kvasi, ikke-statslige organisationer (“quangos”), forpestede amerikansk dagligliv – og derefter kom Internettet, oprindeligt udviklet til militært brug og derefter ulovligt anvendt til universel overvågning gennem kriminelle applikationer af programmer, der oprindeligt var designet til at forsvare USA, såsom Bill Binneys ThinThread-program.

Læs resten på engelsk:

Studying the case of Lyndon LaRouche, and his 1984–1989 legal lynching, is the single most efficient means by which today’s American electorate can begin to understand the true nature of the grand crime against the Presidency presently being committed, a crime that will require, for its correction, LaRouche’s exoneration, as well as justice for Assange and Snowden.

In fact, whether Julian Assange is successfully kept alive and released from prison in the next weeks, or whether Edward Snowden is soon allowed to return home and assist in the process of cleaning out the “secret government” that has run the United States, is intimately tied to whether Lyndon LaRouche, economist, statesman, and Presidential candidate, is finally exonerated. Though LaRouche died on February 12 2019, his exoneration now plays an even greater role in rectifying the destruction of the American Presidential system that has gone on for over a half-century. The October 6, 1986 attempted assassination of LaRouche, and his subsequent prosecution, conviction and imprisonment, was not an attack on a “maverick political extremist,” as it was portrayed by literally thousands of printed and electronic media stories at the time. It was, because of LaRouche’s use of his Presidential campaigns to change the direction of the policies of the Reagan and other presidencies, that destroying him meant, in reality, a violent, near lethal assault on the American Presidential system. It was the same Presidential system that came under violent attack with the November 22, 1963 murder of JFK, the April-June 1968 double assassinations of Martin Luther King and Robert Kennedy, and the March 1981 near-assassination of Ronald Reagan.

Lyndon LaRouche(1922–2019), economist and statesman, was for five decades the most controversial figure in American politics. He became a world-class threat through his United States Presidential campaigns. His 1970s denunciation of the genocidal looting policies and predatory lending practices of the International Monetary Fund, the World Bank, and the Anglo-American financial establishment in general, and his successful organizing of the Reagan-era Strategic Defense Initiative in 1982-83, earned him the undying enmity of the “baby doomers” that have now huddled around the trillions-dollar financial scam known as the “Green New Deal.” LaRouche had to be taken out, or at least, down. That attack was coordinated through the privatized intelligence route , including the April 1983 establishment of a “Get LaRouche Task Force” headed up by financier John Train of New York, and involving multiple intelligence agencies. Individuals such as London’s favorite Secretary of State Henry Kissinger, also played a central role in initiating fraudulent legal actions that aimed to stop him. LaRouche’s enemies, including Robert Mueller, played a role in the attempt to shut down LaRouche’s Presidential campaigns in both 1984 and 1988.

It is virtually impossible for Americans to understand what is now unfolding around the Presidential election without knowing why LaRouche posed such a threat, and what was done to silence him. LaRouche’s enemies are the Malthusians—those who want to see the planet’s population reduced by at least half in the next 30 years—the bankers’ environmental movement. Poor people are very bad for the environment, they say. And the most prominent of environmentalists are now, often, also the world’s biggest bankers. Take, for example, the newly-formed Guardians for Inclusive Capitalism, founded by Lynn Forester de Rothschild, whose leaders claim to represent more than $10.5 trillion in assets under management. Is this a “grassroots environmental movement?” Is this even an “astroturf movement? “ Their plan is to de-carbonize the planet by lessening the number of people presently on it by four, five, or six billion. Famine, pestilence, disease, and war—the “Four Horsemen”—are their preferred way of doing it. And those are the policies that are the immediate future under the new, friendly, enlightened cyber-dictatorship.

Only a vigorous campaign on behalf of justice in all forms—electoral justice, economic justice, defense of the right to know—can save the United States, the trans-Atlantic world, or the world as a whole. These next days before us give us a chance to not merely demand, but secure that justice. Action in these three cases—pardons in the cases of Assange and Snowden, and exoneration for Lyndon LaRouche—are the direct path to securing justice for all citizens throughout the world, and in every country. They are the path to justice for the President of the United States as well. Fiat Justitia ruat caelum —“let justice be done, though the heavens fall.” Now, in these next days, justice given, is justice gained.




Hvilke karakteregenskaber kræves der for at være en stor præsident

5. december (EIRNS) – I betragtning af den intense kamp, der finder sted om spørgsmålet om hvem der bliver den næste præsident for USA, vil det være nyttigt at høre Lyndon LaRouches ord om spørgsmålet om de karakteregenskaber, der kræves for at være en stor præsident. LaRouche var selv præsidentkandidat i 1980 (såvel som syv andre gange). Under det demokratiske primærvalg i New Hampshire i 1980 mødtes LaRouche med den republikanske kandidat Ronald Reagan, og introducerede Reagan til ideen om at afslutte den britiske atomare afskrækkelsespolitik for “gensidig garanteret ødelæggelse” ved, gennem udvikling af partikelstråle- eller laserstrålevåben, at “gøre atomvåben forældede”, som Reagan udtrykte det den 23. marts 1983, da han bekendtgjorde sin vedtagelse af LaRouches forslag og kaldte det Strategic Defense Initiative.

Under denne kampagne blev LaRouche af en interviewer spurgt om, hvem han mente havde været den største præsident. Som svar identificerede han Abraham Lincoln og også Frankrigs Charles de Gaulle, som følger (let redigeret afskrift):

Lyndon LaRouche: ”Charles de Gaulle er sandsynligvis den mest bemærkelsesværdige leder med denne [kvalitet], selvom han fejlagtigt ikke blev værdsat i sit eget land – en stor propaganda mod ham. I midten af 1950’erne, da Frankrig var i en alvorlig krise, trådte de Gaulle frem og sagde, at han måtte blive præsident for Frankrig. Han var ikke valgt til nogen stilling på det tidspunkt; han kom helt udefra. Han sagde, her er en krise, jeg må træde til og føre Frankrig ud af denne krise. Det lykkedes ham; og således blev Den femte Republik konstitueret. Og selvom landet stadig har mange mangler i dag, blev Frankrig bragt ud af denne uhyggelige tilstand, hvor det havde tumlet rundt i årtier, og begyndte at udvikle sig omkring atomkraft, omkring dets rumfart og et par andre ting. Det begyndte at udvikle sig.

”De Gaulle havde en opfattelse af Frankrig, som svarer til min opfattelse af USA. En nations funktion er at lede, at give nationen et moralsk formål i verden. Sidenhen deltager nationens befolkning – igennem nationen – i udformningen af menneskehedens fremtid, hvilket er det, som vores forfatning foreskriver os. Det er livet, friheden og forfølgelsen af lykke for os selv, men vigtigere, for vores eftertid; den verden som vi skaber. De Gaulle havde samme [opfattelse], han forstod det, og var derfor, efter min mening, en af de største ledere i det indeværende århundrede.

”En leders funktion er ikke kun at vedtage love. Det er undertiden nødvendigt med love, men vi har en overdreven afhængighed af love, og det er et symptom på en svag leder at udstede mange love. Den måde man får tingene gjort på, indenfor hvad som helst, især regeringsførelse, er præsidentens funktion, at definere nationale mål og at appellere til den nationale konsensus om disse mål. Derefter finder man en kombination af offentligt og privat initiativ, men især privat initiativ, for netop at få tingene gjort. Og sådan fungerer det. Og det er, hvad der mangler. Præsidentens funktion er at være instrumentet for folkets selvstyre; at yde den form for lederskab som de søger, ved at vælge nationale mål som det overvældende flertal af befolkningen vil stille sig bag, hvilket private initiativer i vid udstrækning vil få gjort, med regeringens opbakning til den handling af privat foretagsomhed ….

”Jeg mener, man bliver nødt til at give fremragende point til Abraham Lincoln. Han var utvivlsomt den største skikkelse – han undervurderes som en slags enfoldig fyr. Han havde ydmyghed, og jeg synes, det er nødvendigt for en leder. En leder er virkelig et instrument for et højere formål, han er ikke en diktator, der har fået absolut autoritet. Han er tjeneren for et højere formål, ligesom en præst eller en pave, samme sag. Og derfor må lederen på sin vis repræsentere den kompetencemæssige ledelse, men han skal have den ydmyghed, der afspejler det faktum, at han er et instrument for et højere formål. Han må udstråle det at tro på dette og leve ud fra dette synspunkt. Lincoln havde netop den kvalitet. Han frelste vores nation, han bevarede det fundament, som grundlæggerne havde forsøgt at give os. Indbegrebet i vores nation er de organiske impulser, som vi kalder Det amerikanske System, den amerikanske måde at gøre tingene på, hvor, til trods for mange fordrejninger pålagt fra oven, alle folk, indtil for nylig, har haft en særlig kvalitet, som vi kalder den amerikanske metode, den amerikanske måde at anskue tingene på. Hvilken, på trods af alle ufuldkommenheder, er den bedste i verden for så vidt som befolkningen angår. Og Lincoln var præsidenten, der sikrede og gav os dette perspektiv. Jeg tror, at disse er eksempler på rigtige ledere”.

Næste weekend, den 12. og 13. december, afholder Schiller Instituttet en international onlinekonference med temaet “Verden efter det amerikanske valg: Skabelsen af en verden baseret på fornuft”. Spørgsmålet om den påkrævede kvalitet af lederskab vil denne gang, i den største civilisationskrise siden mindst Anden Verdenskrig, være et stort diskussionsemne. Tilmeld dig for at deltage i denne onlinekonference. Der vil være fire paneler i løbet af de to dage, hvoraf den første vil være en rapport fra en international kommission om sandhed i forbindelse med valg. Den overordnede idé for konferencen kaldes ‘Modsætningernes Sammenfald’. Ideen er at give folk de intellektuelle værktøjer til at finde ud af, hvordan det amerikanske præsidentskabs principielle magt kan anvendes på vegne af hele verden og især USA.

Billede: Charles De Gaulle, af Ludwig Wegmann. Licens: CC BY-SA 3.0 DE