Se videoen via YouTube her, hvis den ikke vises her på siden.

I kølvandet på begivenhederne den 6. januar 2021 er Lyndon LaRouches virkelig inspirerede og overraskende 2004-præsentation den 19. januar 2004 endnu vigtigere.

Vil vi reagere med frygt eller vrede, eller endnu værre, ligegyldighed, eller vil vi lade os inspirere af den fælles vision af ledere, der er så spredt ud i tid og rum som Frankrigs Jeanne d'Arc og Amerikas Martin Luther King? Vil vi høre vores fælles Guds stemme, i hvis billede vi er blevet skabt, som Martin og Jeanne gjorde?

Lyndon LaRouche udfordrer os til "at udnytte denne magt", så kan man agere med "en fornemmelse af, hvad dit liv betyder. Man har en følelse af forpligtelse, en mission i livet til at opløfte nationen ved at opløfte” sit lands folk.

Lyndon LaRouche introduceres af Amelia Boynton Robinson, som selv er en heltinde og en tidligere næstformand for Schiller Instituttet.

LaRouche-organisationen har en halvsides annonce i Washington Times den 6. januar, på dagen hvor den amerikanske kongres vil tælle valgmandsstemmer i forbindelse med præsidentvalget den 3. november 2020.

Tiden er inde til, at præsident Donald Trump vender bunden i vejret på det strategiske skakbræt. På dette fremskredne tidspunkt vil intet mindre end at vælte hele det britiske finansoligarkis slagplan kunne vinde krigen. Dette er den eneste effektive måde at stoppe hele det monumentale bedrag i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2020 og ødelæggelsen af selve præsidentembedet. At tage sagen til Højesteret, og at den amerikanske befolkning foretager fredelige masseprotester er berettiget og nyttigt, men vil ikke være tilstrækkeligt. For at vinde krigen må hele det britiske finansoligarkis slagplan fejes af banen. Denne strategi har, fra det øjeblik han tiltrådte for fire år siden, inkluderet fjernelsen af præsident Trump fra Det Hvide Hus, med det formål at indføre en grøn global nulstilling af økonomien, hvilket betyder udslettelsen de tidligere industrielle økonomier i verden (inklusive USA) og en folkemorderisk affolkning af den underudviklede sektor gennem krig, hungersnød og pandemier – alt sammen med det formål at opretholde Wall Streets og City of Londons bankerotte finanssystem, med dets spekulative boble på 2 billarder $. Biden er deres mand til dette job. Hvilke øjeblikkelige handlinger kan præsident Trump foretage for at vælte det strategiske skakbræt?

1) Præsident Trump kan trodse den onde, løgnagtige anti-Rusland og anti-Kina kampagne og ringe den russiske præsident Vladimir Putin op og sige: ”Se, vi har en pandemi; vi har hungersnød; vi har en ekstrem farlig strategisk konfrontation; og vi har en uløst finanskrise. Lad os holde det topmøde blandt FN’s Sikkerhedsråds permanente medlemmer (P5), som du foreslog i januar 2020, og gøre det med det samme”. Som Lyndon LaRouche gentagne gange argumenterede for, er en sådan kombination af den amerikanske præsident Trump, den russiske præsident Putin og den kinesiske præsident Xi Jinping stærk nok til at tilintetgøre det fallerede London/Wall Street-finanssystem, og til at handle hurtigt for at løse disse kriser. Hele verden, der med ængstelse betragter begivenhederne udfolde sig i USA, ville forene sig bag en sådan bestræbelse.

2) Præsident Trump kan også umiddelbart agere for at give oprejsning til den amerikanske statsmand Lyndon LaRouche og benåde Julian Assange og Edward Snowden. Hvorfor LaRouche? Fordi Lyndon LaRouche (1922-2019) i fem årtier var den mest kontroversielle person i amerikansk politik, frygtet af det britiske imperium som ingen andre. LaRouche blev en trussel i verdensklasse mod det britiske imperiums magt gennem sine amerikanske præsidentkampagner.

“LaRouche-sagen involverer en bredere vifte af bevidst og systematisk magtmisbrug og ulovligheder over en længere periode i et forsøg på at ødelægge en politisk bevægelse og leder end nogen anden føderal retssag i min tid eller efter mit kendskab” – tidligere amerikansk justitsminister, Ramsey Clark.

LaRouche førte an i kampen mod de angloamerikanske finansinstitutioners folkemorderiske udplyndringspolitik og var ansvarlig for en vellykket organisering af Reagan-æraens Strategiske Forsvarsinitiativ i 1982-1983. Man fabrikerede anklager mod ham i slutningen af 1980’erne og sendte ham i føderalt fængsel i fem år – for forbrydelser han aldrig begik. Trump blev ramt af det samme apparat, som bragte den uskyldige LaRouche i fængsel. Faktisk var Robert Mueller selv en af de førende personer i retsforfølgelsen og lynjustitsmordet på LaRouche for over 30 år siden, i lighed med bankmanden fra Boston, William Weld. Den 1. september 1995 udtalte LaRouche i sine historiske bemærkninger til Martin Luther King Tribunalet en skarp advarsel, som har givet genlyd op igennem årtierne: ”Indtil vi fjerner det rådne, permanente bureaukrati fra vores regeringssystem, der optræder som ‘lejemordere’ ved at benytte retssystemets autoritet til at begå justitsmord, er dette land ikke frit, og heller ingen der lever i det”.

3. januar (EIRNS) — Lørdagens eksplosive møde i LaRouche-bevægelsen var et utroligt gennembrud, der viser, hvordan LaRouches vision kan samle politiske ledere, samfundsaktivister og tænkende borgere, som repræsenterer forskellige vælgergrupper, omkring en højere ide om statsmandskunst og menneskeheden. I processen kommer den store glæde ved sammen at opdage et højere begreb, der underordner de forskellige årsager, som får folk med samvittighed og mod til at forpligte sig til. Denne dialog viser, hvordan den historiske udvikling onsdag den 6. januar i Washington, D.C. kan tjene som et vendepunkt i opbygningen af en politisk vælgergruppering på basis af LaRouches vidtrækkende ideer og politik.

Og onsdag bliver faktisk historisk! Kongressens fællessamling kan forventes at fortsætte til ud på de små timer, da valgmandsstemmerne fra seks stater – Pennsylvania, Michigan, Wisconsin, Georgia, Nevada og Arizona – vil blive udfordret af snesevis af kongresmedlemmer og en gruppering bestående af mindst 11 senatorer. Diskussion af resultaterne fra hver stat kan vare op til to timer. Alt imens dette muligvis ikke vil munde ud i, at præsident Donald Trump bliver erklæret som den valgte præsident, vil det bestemt tjene til at henlede nationens opmærksomhed på de bjerge af beviser for uregelmæssigheder ved valget samt ulovlige (uden lovgrundlag) ændringer i valgets gennemførelse. Og det viser, at dette overgreb på demokratisk styreform ikke blot sluges råt af hele regeringen. Uden for Kongressens lokaler, nær Det Hvide Hus, vil en menneskemængde på mindst hundreder af tusinder af Trump-tilhængere samles for at gøre det klart, at der findes en stor og engageret kerne inden for den amerikanske befolkning, som ikke accepterer ødelæggelsen af demokratiske valg.

Det stadig igangværende kup, der gennemføres mod Trumps ‘outsider’ præsidentskab, den koordinerede indsats af det britisk orienterede finansielle, militære, efterretnings-kompleks for at trække USA ind i en fuldstændig unødvendig konflikt med sine naturlige allierede Rusland og Kina, det morderiske forslag om den ”store grønne nulstilling” (‘Green Great Reset’) og den absolutte parodi på retfærdighed, der begås mod den kompromisløse forlægger, Julian Assange, er alle aspekter af et destruktivt, imperialistisk paradigme. Dette britiske angreb på menneskeheden og dets potentiale søger at spille folk ud mod hinanden på den mest nedværdigende måde, baseret på sådanne årsager, som det der kaldes ”race”, mens de overbeviser folk om, at deres største fælles fjende er fremskridt i sig selv, imod hvilket der må føres et grønt korstog.

Men den virkelige fjende er det britiske imperium, der mere end noget andet forsøger at forhindre, at sandheden om dets operationer bliver forstået eller ageret imod. Den uetiske, torturlignende forfølgelse af sandhedssigeren Julian Assange er den seneste i en række overgreb, der kan spores tilbage til det enorme angreb på Lyndon LaRouche, hans metode og hans bevægelse.

Dette perspektiv blev bragt op ved et møde om Julian Assange i New York City af Diane Sare, amerikansk kandidat til Senatet i New York (2022). Med et banner med overskriften ”Præsident Trump, Benåd Assange og Snowden; stop kuppet, frikend LaRouche”, indledte Sare sin taletid ved at springe ud i nødvendigheden af at få renset Lyndon LaRouches navn, og placerede forfølgelsen af Assange (og Snowden) i relation til dette synspunkt. Mens meget af dækningen til støtte for Assange (hvis udlevering til USA til retsforfølgelse for ‘forbrydelsen’ ved at offentliggøre sandheden skal afgøres i dag) omhandler hans fængsling i Storbritannien som et resultat af amerikansk pres, forklarede Sare, at det er omvendt — briterne styrer USA. Hun pegede på drabet af Soleimani og oprindelsen til Russiagate-svindlen.

At frigøre mennesker over hele verden ved at bibringe dem en forståelse for karakteren af den historiske kamp, som de har stor mulighed for selv at involvere sig i, er den største gave. Del dette budskab i dag!

In her weekly dialogue, Schiller Institute Founder Helga Zepp-LaRouche evoked the principle of statecraft as developed by Friedrich Schiller as the means by which the present dominant global paradigm can be swept away. She reviewed how that paradigm is threatened by a systemic collapse, but as long as the method of the thinking imposed by the oligarchy remains hegemonic, we face a worsening world situation of pandemics, famine and war.

The alternative requires a new idea of politics, in which citizens elevate the quality of thinking to a new level. Zepp-LaRouche said that Schiller provided the means to achieve this, in his Aesthetical Letters, in which he argues that “true political freedom is the highest form of art.” In the battles ahead, including that of reversing the election theft of the 2020 election, the defense of the ideals of a constitutional republic requires that citizens come to distinguish between the real enemies of the U.S., centered in the City of London, and potential allies, such as Russia and China.

She concluded by urging that to accomplish this essential goal of elevating the level of thinking of the citizenry, the “Beethoven Year” should be extended, until a majority of people are able to “Think like Beethoven.”

25. december 2020 (EIRNS) —02 LaRouche-bevægelsen i USA har den 23. december dannet en ny organisation kaldet The LaRouche Organization (TLO), LaRouche-organisationen, som fremover er bevægelsens reference i USA sammen med tidsskriftet Executive Intelligence Review. Vi har ikke længere forbindelse med The LaRouche Political Action Committee (LPAC), som har truffet andre politiske valg end vi har. LaRouche-organisationens formål er at løse den globale eksistentielle krise, som menneskeheden i sin helhed står over for, hvilket var Lyndon LaRouches hensigt og livsværk. Hjemmesiden er www.laroucheorganization.com. 

Vi opfordrer alle mennesker af god vilje til at gå til den nye hjemmeside i denne tid, tilmelde jer for at modtage vores opdateringer, for at lytte til Harley Schlangers daglige ”Morning Briefing”, video-opdatering og Helga Zepp-LaRouches ugentlige webcast, og til at bidrage med jeres tid og indsats og jeres kreative evner til at mobilisere for at etablere det nye paradigme, som vi så desperat har behov for i det nye år.

Det internationale Schiller Institut: 
Formand Helga Zepp-LaRouche, som repræsenterer Lyndon LaRouches idéer og interventionsmetoder. 
Hjemmesiden er her.   

Schiller Instituttet i Danmark: Formand Tom Gillesberg 

LaRouche-organisationen udgiver et stiftende dokument: ’Hvem vi er’

23. december 2020 (EIRNS) – ”The LaRouche Organization” udgav følgende stiftende dokument i dag, som også kan findes på dens hjemmeside, www.LaRoucheOrganization.com

Hvem vi er

Formålet med LaRouche-organisationen (TLO) er alene at udbrede Lyndon LaRouches idéer og udbredelsen af hans livsværk, hans analytiske og videnskabelige tankegang, med intentionen om at realisere de løsninger han tilbød for at løse de mange kriser menneskeheden nu står over for.

Lyndon LaRouche (1922—2019) identificerede som bekendt den skæbnesvangre handling af præsident Richard Nixon den 15. august 1971 for at afslutte Bretton Woods-systemet, ved at erstatte de faste valutakurser med flydende kurser og afkoble dollaren fra en guldstandard, som en fremgangsmåde, der uundgåeligt ville føre til et systemisk sammenbrud af det finansielle system, en ny fascisme og i sidste ende fare for krig. Fra 1973 og fremefter konstaterede han også, at indvirkningen af den monetære politik og dens dertil knyttede nedskæringspolitik i de såkaldte udviklingslande – nemlig ved at sænke adskillige generationers immunsystemer på flere kontinenter – ville forårsage faren for en genopblussen af gamle sygdomme, og at der ville opstå nye, f.eks. pandemier. Den nuværende tilstand af et håbløst bankerot transatlantisk finanssystem (som siden 2008 kun er blevet holdt i gang af enorme mængder af centralbankernes ”kvantitative lempelser”), virkeligheden af Covid-19-pandemien, den overhængende fare for nye pandemier, og en hungersnød af ”bibelske dimensioner”, som truer 270 millioner liv i det kommende år, har vist, at LaRouches prognoser absolut har ramt plet.

TLO ser det derfor som sin opgave at arbejde hen imod gennemførelsen af de løsninger, både nationalt og internationalt, som LaRouche var forkæmper for, da han var i live, en mission, som nu er blevet taget op af hans enke og nærmeste politiske medarbejder i et halvt århundrede, Helga Zepp-LaRouche. USA må gå tilbage til det amerikanske system for økonomi, som blev udviklet af USA’s første finansminister, Alexander Hamilton, ved at fremme den fysiske økonomi til gavn for det fælles bedste. Det var denne tradition, fortsat af Henry Clay, Friedrich List, Mathew og Henry C. Carey og genoplivet af Franklin D. Roosevelt og hans New Deal-politik, som gjorde det muligt for USA at overvinde den Store Depression.

TLO vil eftertrykkeligt fremme den idé, som LaRouche viede hele sit liv til, nemlig at USA, sammen med andre industrilande, vil agere for at overvinde underudvikling og fattigdom i den såkaldte udviklingssektor ved hjælp af avancerede teknologier. Denne økonomiske politik er i overensstemmelse med Franklin Roosevelts oprindelige hensigt med Bretton Woods-systemet om at øge levestandarden for alle mennesker på planeten, som den eneste levedygtige forudsætning for varig fred – en politik der aldrig blev realiseret på grund af Roosevelts alt for tidlige død.

I denne ånd siger vi: Det nye navn for fred er udvikling!

Mange amerikanere har på det seneste taget afstand fra dette centrale grundprincip i LaRouches livsanskuelse og metode, og afvist sådanne internationale spørgsmål indtil ”efter den vigtigere kamp internt i USA er vundet”. Men denne kamp, herunder den rasende kamp om forsvaret af den amerikanske forfatning og præsidentskabet, kan aldrig vindes på anden måde, end den der er foreskrevet af LaRouche: Ved en international kamp for at besejre en international fjende, hvor USA spiller en ledende rolle baseret på ”the better angels of our nature” (”de bedre sider af vores natur” – citat fra Abraham Lincolns første indsættelsestale i 1861 –red.)

Dette er hvem vi er.

USA må deltage i skabelsen af et nyt paradigme for internationale forhold, der er baseret på alle nationers perfekte suverænitet, og princippet om at acceptere forskelligheder i sociale systemer, som arbejder sammen om at skabe det fælles bedste for hele menneskeheden. En præcedens for denne tilgang til udenrigspolitik er John Quincy Adams’ (USA’s udenrigsminister 1817–1825 og 6. præsident 1825–1829) princip: ”Men USA drager ikke udenlands, på jagt efter at tilintetgøre monstre”. USA bør dog søge partnerskab med andre stormagter, såsom Rusland, Kina, Indien og andre for at overvinde faren for imperier af alle slags, i dag centreret omkring det britiske imperium.

De problemer, der er så store i dag kan kun kan løses gennem et tæt samarbejde mellem især de to største økonomier i verden, nemlig Kina og USA. Kinas Bælte- og Vejinitiativ er fortsat et åbent tilbud om at samarbejde med alle nationer, som USA straks burde acceptere.

I denne bestræbelse på at sigte USA’s udenrigspolitik på at bidrage til skabelsen af en ny, smukkere æra for menneskeheden, er TLO fuldstændig inspireret af LaRouches intellektuelle arbejde i løbet af de sidste halvtreds år af sit liv, samt hans vision om Jordens næste halvtreds år, der forudser fremtiden for den menneskelige art, ikke ud fra sin nuværende kapacitet, men ud fra fremtidens potentiale, som omfatter frigørelsen af det kreative potentiale for hver enkelt person på planeten. Dette må indebære den bedst mulige udvikling af nationer i Afrika, Asien og Latinamerika, samt de dele af USA og Europa, som endnu ikke har været i stand til at realisere deres potentiale gennem industrialisering og udvikling af moderne landbrug. Dette kræver samarbejde mellem alle større industrinationer, baseret på en genoplivning af de bedste klassiske kulturelle traditioner i hver nation. Lyndon LaRouche holdt stejlt på, at det vil være skønheden i den klassiske musik, som Ludwig van Beethovens, og det ophøjede menneskesyn af de store digtere som William Shakespeare og Friedrich Schiller, der vil få menneskeheden ud af denne nuværende dybe civilisationskrise.

De principper, som LaRouche fremlagde i sit ”Udkast til et aftale-memorandum mellem USA og Sovjetunionen” (https://larouchepub.com/eiw/public/1991/eirv18n02-19910111/eirv18n02-19910111_026-the_larouche_doctrine_draft_memo-lar.pdf) i 1984, som en platform for samarbejde om den fælles gennemførelse af Det strategiske Forsvarsinitiativ (SDI), er stadig gyldige i dag. Han siger i afsnit 1 af dette dokument med underoverskriften, ”Generelle betingelser for fred”:

“Det politiske grundlag for varig fred skal være: a) Den ubetingede suverænitet for hver eneste nationalstat og b) samarbejde mellem suveræne nationalstater om at fremme ubegrænsede muligheder for at deltage i fordelene ved teknologiske fremskridt til gensidig fordel for hver eneste nation.

“Det vigtigste træk ved den nuværende gennemførelse af en sådan politik for varig fred er en gennemgribende ændring i de monetære, økonomiske og politiske forbindelser mellem de dominerende magter og de relativt underordnede nationer, der ofte klassificeres som ”udviklingslande”. Medmindre ulighederne i kølvandet på den moderne kolonialisme gradvist afhjælpes, kan der ikke være nogen varig fred på denne planet.

For så vidt som USA, Rusland, Kina, Indien og andre nationer anerkender udviklingen af de produktive arbejdskræfter i hele verden til at være af vital strategisk interesse for hver og alle, er disse magter – og andre der vil slutte sig til dem – forpligtede i denne grad og på denne måde af en fælles interesse. Dette er kernen i den politiske og økonomiske politik i praksis, der er nødvendig for at fremme varig fred blandt disse magter.

Forøgelsen af de produktive arbejdskræfter kræver relativt høje investeringer i teknologisk progressive former for kapitalgoder (maskiner, produktionsmidler) i alle produktionsområder. Der er tre generelle kategorier af videnskabelige og teknologiske fremskridt, som menneskeheden må sætte sin lid til i den kommende periode:

1. Meget høj energigennemstrømningstæthed, kontrollerede termonukleare plasmaer, karakteriseret ved udvikling af ”kommerciel”fusionsenergiproduktion, den nye, vigtigste energikilde for menneskeheden, både på Jorden og i udforskning og kolonisering af det nærliggende rum,

2. Det internationale samarbejde om udforskning af rummet og kolonisering blandt de nuværende rumfarende nationer, samt inddragelse af andre nationer der ønsker at deltage i at opdage hemmelighederne i vores univers samt terraformning (at omdanne til jordlignende forhold) af Månen, Mars, og andre planeter i fremtiden, og

3. Forskning og anvendelse af biofysik og undersøgelse af princippet om livet som sådan.

Covid-19-pandemien og de allerede truende nye pandemier har gjort det klart, at der ikke er nogen lokal eller regional sikkerhed mod sygdomme: Hver nation skal have et moderne sundhedsvæsen. Ved at deltage i oprettelsen af sådanne systemer, herunder den nødvendige infrastruktur, kan USA begynde at levere stigende mængder af højteknologiske kapitalgoder til udviklingslandene og på denne måde fremme en øget omsætning i vores egne mest avancerede produktive sektorer.

Bortset fra spørgsmålet om den fortjeneste, der tilfalder USA fra en sådan eksport, som et biprodukt af sådanne øgede omsætningsrater, hastigheden for forbedring af teknologien vil øges på en sådan kvalitativ måde, at den amerikanske økonomi vil blive fuldstændig genopbygget. Alle ovennævnte kategorier vil i realiteten betale for sig selv, da den kredit, der ydes ved at vende tilbage til et kreditsystem baseret på Alexander Hamiltons principper, vil finansiere den fremtidige produktion, hvilket vil øge produktiviteten i hele økonomien med fuld beskæftigelse. Det er kendetegnende for det amerikanske økonomiske system, at skatteindtægterne fra denne øgede produktion altid er større end den oprindelige kredit, der blev ydet til investeringen på grund af den tilføjede fysiske økonomiske og teknologiske værdi, der således er skabt.

Alt dette kræver en øjeblikkelig konkursbehandling af det transatlantiske finansielle system, med dets spekulative boble på næsten 2 trillioner $, som City of London og Wall Street forsøger at bevare og forsvare, selv på bekostning af milliarder af menneskeliv. (Se Lyndon LaRouches Fire Love).

USA vil kun have en lys fremtid, når vi vender tilbage til at opretholde principperne i den amerikanske Uafhængighedserklæring og forfatning. Karakteren af USA må være som en republik, ikke en underordnet partner i samme imperium, som vi kæmpede og vandt Uafhængighedskrigen imod. Det er på høje tid, at USA vender tilbage til at være en kraft for det gode i verden, og igen bliver et fyrtårn af håb og et tempel for frihed. Ved at samle os omkring Lyndon LaRouches idéer, vil denne stolte tradition opleve en renæssance, som vil inspirere hele verden til at deltage i en virkelig menneskelig fremtidig civilisation.

december 2020

18. december 2020 (Schiller Instituttet) — Muligheden for at præsident Donald Trump vil benåde Wikileaks’ grundlægger, Julian Assange, der nu langsomt dræbes i et fængsel i London, især i kølvandet på den nylige tilbagetræden af justitsminister William Barr, har rejst et spændende spørgsmål. Vil det russiske “computerhack, som aldrig fandt sted”, der er så centralt for den nuværende fængsling og tortur af Assange, endelig blive bragt frem i lyset, hvis han løslades fra fængslet? Vil den kriminelle sammensværgelse mod det amerikanske præsidentskab, der involverede “Five Eyes” efterretningstjenesterne, samt de finansielle interesser bag City of London/Wall Street, blive eksponeret gennem frigivelse af alle dokumenter, der er vigtige for at afsløre Russiagate-fupnummeret? Vil disse dokumenter omfatte relevante dele af de titusindvis af sider, som Ty Clevenger har erfaret, at FBI netop har erkendt eksisterer i deres sagsakter, der er relevante for hans anmodning i en FOIA-retssag vedrørende informationer om Seth Rich? Vil vi måske endelig se frigivelsen af disse og andre dokumenter gennem fyringer og/eller fratræden af CIA-direktør Gina Haspel og FBI-direktør Christopher Wray efter William Barr?

Resolut, uventet og uortodoks handling fra præsidentens side kunne nu være den eneste mulighed for at afsløre den sande natur af præsidentvalget i 2020, og vende det nuværende resultat. Ved at tillade retfærdigheden at ske fyldest gennem sådanne handlinger, kunne der skabes en platform for Snowden, en skrantende Assange, William Binney, whistleblower fra det Nationale Sikkerhedsagentur (NSA) samt andre, til at afsløre hvordan overvågningsstaten har såret den amerikanske valgproces så godt som dødeligt, ligesom den har manipuleret og fikset valg over hele planeten i årtier – uanset hvad der måtte komme frem – Donald Trump kunne endnu nå at blive indsat som præsident i januar 2021. Hvis sandheden om kampagnerne i 2016 og 2020 endelig blev fortalt til det amerikanske folk, vil den der gør det, have fortjent deres evige støtte. Og den sandfærdige forklaring vil øjeblikkeligt afsløre den blodige karakter af Obama-Bush-administrationerne, der blev forenet som siamesiske tvillinger gennem deres fremme af krig som det primære redskab til diplomati.

Britisk efterretningsvirksomhed, ikke Rusland eller Kina, er den “udenlandske spiller”

Har du bemærket, at hvis man nævner Kina eller Rusland, er mange hurtige til simpelthen at acceptere ideen om udenlandsk indblanding i det amerikanske valg, men hver gang man bringer den veldokumenterede involvering af britisk efterretningstjeneste i det amerikanske valg og præsidentskab gennem de seneste 5 år op, benyttes udtrykket “konspirationsteori” til at afvise denne analyse? Navnene Christopher Steele, Robert Hannigan, Sir Richard Dearlove, amerikaneren Stefan Halper og Sir Kim Darroch – alle direkte tilknyttet til GCHQ, MI6 eller den britiske udenrigstjeneste – er blot de hidtil kendte operatører, der er kendt for direkte at have skabt enten historien om “Rusland, Rusland, Rusland” eller historien om “Kina, Kina, Kina”. Der er sikkert mange flere.

Alligevel bruges “det er virkelig svært for mig at se, hvordan Storbritannien er involveret”, stadig som en undskyldning af de fleste for ikke at se, hvad der faktisk er foregået. At ignorere sandheden bliver dog umuligt, når man ser på sagen om Julian Assange. Assange bliver dræbt for øjnene af os i et britisk fængsel for at bevare den russiske fiktion. Hvordan gøres dette? Tidligere i år, den 20. februar, trykte avisen Guardian overskriften: “Donald Trump ’tilbød Julian Assange en benådning, hvis han benægtede russisk forbindelse til hack.'” De fleste medier ville øjeblikkeligt blive miskrediteret som svindlere og kun modvilligt, om nogensinde, blive troet igen, hvis først Assange sammen med andre kyndige fik lov til at udtale sig offentligt om Russiagate. ‘Cui bono’ – de som drager fordel af Assanges tavshed, er de sammensvorne, der fostrede, gennemførte og hemmeligholdt komplottet mod det amerikanske præsidentskab – briter, amerikanere og andre. Som journalist Viktor Dedaj udtalte på Schiller Instituttets panel den 12. december: “Hæng sammen eller hæng hver for sig: Frie suveræne republikker, eller digitalt diktatur (“Hang Together or Hang Separately: Free and Sovereign Republics, or Digital Dictatorship”):

”Da Julian Assange endelig blev fjernet fra ambassaden i strid med folkeretten, og oven i købet den ecuadorianske forfatning, tog det kun et kvarter for den britiske dommer, først at fornærme ham og derefter dømme ham til 50 ugers fængsel for overtrædelse af hvad? Hans betingelser for ‘prøveløsladelse’ … men han blev ikke alene … idømt 50 uger, men 50 uger i et højsikkerheds-fængsel. Vi vil se, at dette – så vidt vides – er det eneste tilfælde i Storbritannien, at en journalist, der ikke er anklaget for noget men holdes i varetægt, er låst inde i et fængsel med høj sikkerhed … Vi så en retssag, der fandt sted bag næsten lukkede døre, idet omkring 50 NGO’er, hvoraf 90 journalister, der [på forhånd] var blevet akkrediteret, blev afvist med navns nævnelse … ”

Det bør huskes, at Edward Snowden i 2013 blev hjulpet af Julian Assange i sin vellykkede flugt fra Hongkong. Snowden strandede derefter i Moskva, da hans pas blev tilbagekaldt, hvilket gjorde det umuligt for ham at rejse videre. Kirk Wiebe, whistleblower fra det Nationale Sikkerhedsagentur, har observeret, at Snowden, langt fra at være en forræder, som mange har hævdet, måske er blevet tvunget til at handle på en ulovlig måde for at honorere sin svorne ed til USA’s forfatning. Hans handlinger fandt sted adskillige år efter at Wiebe, sammen med William Binney og Ed Loomis og senere sammen med Diane Roark, medarbejder i House Intelligence Committee, havde brugt “de godkendte kanaler og procedurer” til at rapportere forseelser efter deres fratræden fra NSA i 2001 – for sidenhen at blive anholdt under våbenmagt af FBI og næsten justitsmyrdet og sendt i fængsel af Justitsministeriet i 2007. Præsident Trumps nylige indikation af, at han måske vil se på en benådning af Snowden, efter at Trump for flere år siden erklærede, at Snowden fortjente døden, har givet anledning til dyb bekymring i efterretningskredse, hos republikanere og demokrater. Disse “repræsentanter for den dybe stat” ønsker frem for alt at trække opmærksomheden væk fra den grimme sandhed. Den systematiske omstyrtning af regeringer, herunder gennem manipulation og valgfusk, foretaget af medlemmer af “Five Eyes” hemmelige regeringsarrangement, er en ‘standard operational procedure’ for det der i den amerikanske efterretningsverden kaldes for “Project Democracy”, som først blev afsløret for den brede amerikanske offentlighed af Lyndon LaRouche og Executive Intelligence Review i rapporten fra 1987: “Project Democracy: The Parallel Government Behind the Iran-Contra Affair.”

Hvordan ‘Project Democracys kampagne mod Lyndon LaRouche ødelagde amerikanske valg

Først kom de efter socialisterne, og jeg talte ikke imod – fordi jeg ikke var socialist.
Så kom de efter fagforeningsfolk, og jeg talte ikke imod – fordi jeg ikke var fagforeningsmand.
Så kom de efter jøderne, og jeg talte ikke imod – for jeg var ikke jøde.
Så kom de efter mig – og der var ingen tilbage til at tale på mine vegne.
—Martin Niemöller

Fortiden er prologen. For at forstå hvordan det gik til, at amerikanske efterretningskontorer, der agerede i hemmeligt samarbejde med en britisk udenlandsk magt, som ingen bryder sig om at nævne, begik valgsvindel ved både valget i 2020 og 2016, er det nødvendigt at forstå brugen af bekendtgørelse 12333 og andre præsident-direktiver fra 1980’erne om at omorganisere og centralisere mange efterretningsfunktioner under vicepræsidentens myndighed. (For at forstå konsekvenserne af hvad dette betyder, så tænk “Dick Cheney.”) E.O. 12333 (Executive Order 12333 -red) og forskellige andre ordrer fremskyndede privatiseringen af militær- og efterretningsfunktioner. Virksomheder, der undertiden benævnes kvasi, ikke-statslige organisationer (“quangos”), forpestede amerikansk dagligliv – og derefter kom Internettet, oprindeligt udviklet til militært brug og derefter ulovligt anvendt til universel overvågning gennem kriminelle applikationer af programmer, der oprindeligt var designet til at forsvare USA, såsom Bill Binneys ThinThread-program.

Læs resten på engelsk:

Studying the case of Lyndon LaRouche, and his 1984–1989 legal lynching, is the single most efficient means by which today’s American electorate can begin to understand the true nature of the grand crime against the Presidency presently being committed, a crime that will require, for its correction, LaRouche’s exoneration, as well as justice for Assange and Snowden.

In fact, whether Julian Assange is successfully kept alive and released from prison in the next weeks, or whether Edward Snowden is soon allowed to return home and assist in the process of cleaning out the “secret government” that has run the United States, is intimately tied to whether Lyndon LaRouche, economist, statesman, and Presidential candidate, is finally exonerated. Though LaRouche died on February 12 2019, his exoneration now plays an even greater role in rectifying the destruction of the American Presidential system that has gone on for over a half-century. The October 6, 1986 attempted assassination of LaRouche, and his subsequent prosecution, conviction and imprisonment, was not an attack on a “maverick political extremist,” as it was portrayed by literally thousands of printed and electronic media stories at the time. It was, because of LaRouche’s use of his Presidential campaigns to change the direction of the policies of the Reagan and other presidencies, that destroying him meant, in reality, a violent, near lethal assault on the American Presidential system. It was the same Presidential system that came under violent attack with the November 22, 1963 murder of JFK, the April-June 1968 double assassinations of Martin Luther King and Robert Kennedy, and the March 1981 near-assassination of Ronald Reagan.

Lyndon LaRouche(1922–2019), economist and statesman, was for five decades the most controversial figure in American politics. He became a world-class threat through his United States Presidential campaigns. His 1970s denunciation of the genocidal looting policies and predatory lending practices of the International Monetary Fund, the World Bank, and the Anglo-American financial establishment in general, and his successful organizing of the Reagan-era Strategic Defense Initiative in 1982-83, earned him the undying enmity of the “baby doomers” that have now huddled around the trillions-dollar financial scam known as the “Green New Deal.” LaRouche had to be taken out, or at least, down. That attack was coordinated through the privatized intelligence route , including the April 1983 establishment of a “Get LaRouche Task Force” headed up by financier John Train of New York, and involving multiple intelligence agencies. Individuals such as London’s favorite Secretary of State Henry Kissinger, also played a central role in initiating fraudulent legal actions that aimed to stop him. LaRouche’s enemies, including Robert Mueller, played a role in the attempt to shut down LaRouche’s Presidential campaigns in both 1984 and 1988.

It is virtually impossible for Americans to understand what is now unfolding around the Presidential election without knowing why LaRouche posed such a threat, and what was done to silence him. LaRouche’s enemies are the Malthusians—those who want to see the planet’s population reduced by at least half in the next 30 years—the bankers’ environmental movement. Poor people are very bad for the environment, they say. And the most prominent of environmentalists are now, often, also the world’s biggest bankers. Take, for example, the newly-formed Guardians for Inclusive Capitalism, founded by Lynn Forester de Rothschild, whose leaders claim to represent more than $10.5 trillion in assets under management. Is this a “grassroots environmental movement?” Is this even an “astroturf movement? “ Their plan is to de-carbonize the planet by lessening the number of people presently on it by four, five, or six billion. Famine, pestilence, disease, and war—the “Four Horsemen”—are their preferred way of doing it. And those are the policies that are the immediate future under the new, friendly, enlightened cyber-dictatorship.

Only a vigorous campaign on behalf of justice in all forms—electoral justice, economic justice, defense of the right to know—can save the United States, the trans-Atlantic world, or the world as a whole. These next days before us give us a chance to not merely demand, but secure that justice. Action in these three cases—pardons in the cases of Assange and Snowden, and exoneration for Lyndon LaRouche—are the direct path to securing justice for all citizens throughout the world, and in every country. They are the path to justice for the President of the United States as well. Fiat Justitia ruat caelum —“let justice be done, though the heavens fall.” Now, in these next days, justice given, is justice gained.

5. december (EIRNS) – I betragtning af den intense kamp, der finder sted om spørgsmålet om hvem der bliver den næste præsident for USA, vil det være nyttigt at høre Lyndon LaRouches ord om spørgsmålet om de karakteregenskaber, der kræves for at være en stor præsident. LaRouche var selv præsidentkandidat i 1980 (såvel som syv andre gange). Under det demokratiske primærvalg i New Hampshire i 1980 mødtes LaRouche med den republikanske kandidat Ronald Reagan, og introducerede Reagan til ideen om at afslutte den britiske atomare afskrækkelsespolitik for “gensidig garanteret ødelæggelse” ved, gennem udvikling af partikelstråle- eller laserstrålevåben, at “gøre atomvåben forældede”, som Reagan udtrykte det den 23. marts 1983, da han bekendtgjorde sin vedtagelse af LaRouches forslag og kaldte det Strategic Defense Initiative.

Under denne kampagne blev LaRouche af en interviewer spurgt om, hvem han mente havde været den største præsident. Som svar identificerede han Abraham Lincoln og også Frankrigs Charles de Gaulle, som følger (let redigeret afskrift):

Lyndon LaRouche: ”Charles de Gaulle er sandsynligvis den mest bemærkelsesværdige leder med denne [kvalitet], selvom han fejlagtigt ikke blev værdsat i sit eget land – en stor propaganda mod ham. I midten af 1950’erne, da Frankrig var i en alvorlig krise, trådte de Gaulle frem og sagde, at han måtte blive præsident for Frankrig. Han var ikke valgt til nogen stilling på det tidspunkt; han kom helt udefra. Han sagde, her er en krise, jeg må træde til og føre Frankrig ud af denne krise. Det lykkedes ham; og således blev Den femte Republik konstitueret. Og selvom landet stadig har mange mangler i dag, blev Frankrig bragt ud af denne uhyggelige tilstand, hvor det havde tumlet rundt i årtier, og begyndte at udvikle sig omkring atomkraft, omkring dets rumfart og et par andre ting. Det begyndte at udvikle sig.

”De Gaulle havde en opfattelse af Frankrig, som svarer til min opfattelse af USA. En nations funktion er at lede, at give nationen et moralsk formål i verden. Sidenhen deltager nationens befolkning – igennem nationen – i udformningen af menneskehedens fremtid, hvilket er det, som vores forfatning foreskriver os. Det er livet, friheden og forfølgelsen af lykke for os selv, men vigtigere, for vores eftertid; den verden som vi skaber. De Gaulle havde samme [opfattelse], han forstod det, og var derfor, efter min mening, en af de største ledere i det indeværende århundrede.

”En leders funktion er ikke kun at vedtage love. Det er undertiden nødvendigt med love, men vi har en overdreven afhængighed af love, og det er et symptom på en svag leder at udstede mange love. Den måde man får tingene gjort på, indenfor hvad som helst, især regeringsførelse, er præsidentens funktion, at definere nationale mål og at appellere til den nationale konsensus om disse mål. Derefter finder man en kombination af offentligt og privat initiativ, men især privat initiativ, for netop at få tingene gjort. Og sådan fungerer det. Og det er, hvad der mangler. Præsidentens funktion er at være instrumentet for folkets selvstyre; at yde den form for lederskab som de søger, ved at vælge nationale mål som det overvældende flertal af befolkningen vil stille sig bag, hvilket private initiativer i vid udstrækning vil få gjort, med regeringens opbakning til den handling af privat foretagsomhed ….

”Jeg mener, man bliver nødt til at give fremragende point til Abraham Lincoln. Han var utvivlsomt den største skikkelse – han undervurderes som en slags enfoldig fyr. Han havde ydmyghed, og jeg synes, det er nødvendigt for en leder. En leder er virkelig et instrument for et højere formål, han er ikke en diktator, der har fået absolut autoritet. Han er tjeneren for et højere formål, ligesom en præst eller en pave, samme sag. Og derfor må lederen på sin vis repræsentere den kompetencemæssige ledelse, men han skal have den ydmyghed, der afspejler det faktum, at han er et instrument for et højere formål. Han må udstråle det at tro på dette og leve ud fra dette synspunkt. Lincoln havde netop den kvalitet. Han frelste vores nation, han bevarede det fundament, som grundlæggerne havde forsøgt at give os. Indbegrebet i vores nation er de organiske impulser, som vi kalder Det amerikanske System, den amerikanske måde at gøre tingene på, hvor, til trods for mange fordrejninger pålagt fra oven, alle folk, indtil for nylig, har haft en særlig kvalitet, som vi kalder den amerikanske metode, den amerikanske måde at anskue tingene på. Hvilken, på trods af alle ufuldkommenheder, er den bedste i verden for så vidt som befolkningen angår. Og Lincoln var præsidenten, der sikrede og gav os dette perspektiv. Jeg tror, at disse er eksempler på rigtige ledere”.

Næste weekend, den 12. og 13. december, afholder Schiller Instituttet en international onlinekonference med temaet “Verden efter det amerikanske valg: Skabelsen af en verden baseret på fornuft”. Spørgsmålet om den påkrævede kvalitet af lederskab vil denne gang, i den største civilisationskrise siden mindst Anden Verdenskrig, være et stort diskussionsemne. Tilmeld dig for at deltage i denne onlinekonference. Der vil være fire paneler i løbet af de to dage, hvoraf den første vil være en rapport fra en international kommission om sandhed i forbindelse med valg. Den overordnede idé for konferencen kaldes ‘Modsætningernes Sammenfald’. Ideen er at give folk de intellektuelle værktøjer til at finde ud af, hvordan det amerikanske præsidentskabs principielle magt kan anvendes på vegne af hele verden og især USA.

Billede: Charles De Gaulle, af Ludwig Wegmann. Licens: CC BY-SA 3.0 DE

6. oktober (EIRNS) — Domstolen for Den Europæiske Union (EU-Domstolen) afsagde I dag i Luxembourg dom over Storbritanniens overvågningspraksis med massedataindsamling og -lagring, og fastsatte restriktioner for dataindsamling baseret på “alvorlig trussel mod den nationale sikkerhed”. Denne domstol har tidligere besluttet, at pagten mellem EU og USA om deling af overvågningsdata er ugyldig, fordi amerikansk national sikkerhedslov og praksis ikke beskytter europæere ordentligt. Dette kommer kun måneder efter at en skandale brød ud i Danmark om, at den amerikanske Nationale Sikkerhedstjeneste, NSA, samt britiske forbindelser i årevis har høstet data fra en kommunikationscentral i Danmark, hvilket muliggør masseovervågning af mennesker i hele Eurasien. Der har været flere skandaler i de sidste årtier, herunder at den amerikanske efterretningstjeneste tappede data fra den tyske kansler Angela Merkels mobiltelefon.

EU-Domstolen er ikke et magtfuldt agentur til håndhævelse, men sagen er, at dens afgørelse i dag ligger i tråd med skridt fra præsident Donald Trump og andres side for at afsløre omfanget og hensigten med de lovløse, tværnationale efterretningsnetværk. Deres herkomst er de britiske efterretningstjenester. De må lukkes ned.

I går sagde stabschef i Det Hvide Hus, Mark Meadows, at han har ordrer fra præsident Trump om at fremskynde frigivelsen af dokumenter til offentligheden – for indeværende hemmeligstemplede – hvilket vil afsløre overvågning og beskidte operationer, der blev brugt imod hans kandidatur og præsidentskab, på kritiske tidspunkter i 2016 og siden da. “Oprigtigt har han bedt mig om at få sat gang i afklassificering som opfølgning på nogle af de anmodninger, som kongresmedlem Devin Nunes og andre har fremsat”. Nunes (R-CA), højtstående medlem af Efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, talte den 4. oktober på Fox TV, og beskrev hvilket materiale der skulle frigives, hvis ikke de agenturer, der er involveret i hemmeligholdelsen, skal suspenderes fra at arbejde i det hele taget.

Dette er tegn på sandhedens styrke. At afsløre og stoppe de lovløse netværk har været missionerne for de tidligere eksperter fra NSA og ‘whistleblowers’, William Binney, Kirk Wiebe og andre, der i tæt samarbejde med LaRouche-bevægelsen har leveret detaljerede “retsvidenskabelige beviser” for, hvordan netværkerne fungerer.

Se på, hvorfor general Michael Flynn (fhv.) er blevet så ubarmhjertigt, lovløst forfulgt – fordi han vidste besked om disse beskidte netværk og blev udnævnt af Trump som national sikkerhedsrådgiver. Dokumentationen for dette er beskrevet i et nyt indlæg i dag på LaRouchePAC, “Why Won’t They Give Up on Flynn? Because It Leads Right to Obama/Biden”. (”Hvorfor lader de ikke Flynn være? Fordi det leder direkte til Obama/Biden”).

I dag, den 6. oktober, markerer en særlig dato i den forræderiske historik for undergravende viksomhed, idet der for 34 år siden blev gennemført et væbnet angreb fra FBI og andre agenturer mod boligen i Virginia og kontorer tilknyttet Lyndon LaRouche og Helga Zepp-LaRouche, med det formål at lukke fuldstændigt ned for deres organisationer og indflydelse, og endda – hvilket senere blev afsløret – at fremprovokere skyderi, hvor de kunne blive dræbt. Skønt dette ekstreme udfald heldigvis ikke skete, var de følgende år vidne til domsfældelse og fængsling af LaRouche og flere af hans medarbejdere. Se “LaRouche and Trump: The Time for Reckoning Is Now.” ( LaRouche og Trump: Afregningens time er kommet).

Helga Zepp-LaRouche reflekterede i dag over razziaen om morgenen den 6. oktober 1986, og pointerede overfor kollegerne, at ”vores organisations historie er absolut vævet sammen med nutidens begivenheder… Dette er ikke bare nogle historier fra fortiden, men noget, der virker ind i nutiden”. Og, sagde hun, hvad vi gør nu vil være bestemmende for fremtiden. Det fremgår klart af alt dette, at Lyndon LaRouches oprejsning er afgørende. Det er et spørgsmål om lederskab. Der kommer intet lederskab fra G20 eller lignende formationer. Vi er kaldet til at mobilisere imod det globalistiske overvågningsapparat som en del af optrapningen for en kursændring blandt nationer, væk fra centralbankernes forfejlede program, digital valuta, grøn galskab, og hen imod samarbejde mellem nationer for at besejre pandemien, det økonomiske sammenbrud samt krigsfaren, og opbygning af en lys fremtid for alle.

Et brev fra Helga Zepp-LaRouche den 8. juni 2020

Som reaktion på den forfærdelige forbrydelse, der blev begået i Minneapolis, modtog vi følgende meddelelse fra ambassadør Jacques Bacamurwanko, tidligere ambassadør for den afrikanske nation Burundi i USA. Lad hans erklæring anspore dig til at underskrive og cirkulere underskriftsindsamling for frifindelsen af Lyndon LaRouche:

 ”Jeg vil meget gerne nævne, at protestaktivisterne efter Minneapolis politibetjentens afskyelige drap på George Floyd bør gøres bekendt med, at det er det samme antiamerikanske system, der var ansvarlig for ‘stranguleringen’ af Lyndon LaRouche, Jr. Lyns hals blev bogstavelig talt kværket af den samme bande hvide racister, der ikke ønskede, at han udøvede sin ret til at stemme, bevæge sig rundt eller rejse udenlands.

 ”Den gode nyhed er, at denne morderiske bande ikke formåede at stoppe udbredelsen, vidt og bredt, af LaRouches frihed og idéer.”
 ”Verden af i dag ville være friere, hvis hr. Trump med en historisk præsidentiel befaling, underskrevet i Det ovale Kontor, kunne formå de antiamerikanske gangstere til at fjerne deres knæ fra Lyndon LaRouche ‘hals’.”

 ”Det er, hvad vores vedholdende forsvar og globale støtte for ‘at rense LaRouches navn’ faktisk indebærer. Hvis LaRouche fik fuld oprejsning, ville menneskeheden indlede en smuk æra med bæredygtig dialog for fred, borgerlige rettigheder og socioøkonomisk udvikling”.

 Jeg kunne ikke være mere enig i disse magtfulde ord fra ambassadør Bacamurwanko.

De bedste ønsker,

Helga Zepp-LaRouche

Den 16. april (EIRNS) – I løbet af de sidste 15 dage, siden 1. april, er det samlede antal mennesker der er smittet med coronavirus fordoblet, steget fra 1 million den 1. april til over 2 millioner i dag. I disse to uger seksdobledes de amerikanske dødsfald som følge af COVID-19, fra 5.100 den 1. april til over 30.000 i dag, den 16. april.

I de sidste dage af marts meddelte den amerikanske finansminister, Steven Mnuchin, at centralbanken ville kanalisere mindst 4 billioner dollars til at redde det bankerotte transatlantiske finanssystem på skatteydernes regning. Denne redningspakke er allerede en størrelsesorden større end den katastrofale redningspakke til det finansielle system i 2008 – og en størrelsesorden farligere og skørere. I 2008 blev den amerikanske Kongres afpresset til at revidere deres oprindelige afvisning af TARP-hjælpepakken, da Wall Street og City of London fortalte dem, at hvis de ikke godkendte det, ville det efterfølgende kaos kræve en undtagelsestilstand.

Hvilken pistol-mod-panden-taktik bruger det britiske imperium denne gang for at få deres vilje? Hvordan har de for eksempel ”oversvømmet zonen” omkring præsident Donald Trump? – som den tidligere britiske ambassadør i Washington tidligere så malerisk har udtrykt det.

I løbet af de samme to første uger i april har briterne og deres amerikanske kriminelle kumpaner kraftigt optrappet deres fremstød for at udløse krig mellem USA og Kina – netop de to nationer hvis nære samarbejde er nødvendigt for at tackle COVID-19-pandemien og til hurtigt opbygge et verdenssundhedssystem, som Helga Zepp-LaRouche har opfordret til.

Tidligere væmmelig retorik og tilskyndelse til handelskrig er eskaleret til åbne anklager – der som sædvanlig har deres oprindelse i britiske efterretningstjenester og derefter siver ned til deres amerikanske kolleger og godtroende neokonservative i Trumps følge – at Kina ikke alene skabte det dødbringende coronavirus i et laboratorium i Wuhan, men at de måske endda har inficeret deres egen befolkning for derefter bevidst at slippe det løs som biologisk krigsførelse mod USA og Vesten.

I løbet af disse to uger er der også opstået et nyt træk ved den dødbringende dobbeltkrise med COVID-19-pandemien og sammenbruddet af det transatlantiske finanssystem: institutionelt sammenbrud og kaos kan ses overalt i hele verden. Fødevare- og andre optøjer er begyndt i Sydafrika, Indien og andre steder; folk i Europa og USA fortvivler over ikke at kunne finde nogen rationel løsning på krisen og skælder i stedet ud over de vedtagne nedluknings-foranstaltninger; og regeringer og multinationale institutioner viser sig ikke at være den opgave voksen, som planeten står overfor.

Vi er vidne til nedbrydningen af selve samfundets struktur – et sammenbrud, der kun kan vendes på samme måde, som den gyldne renæssance løftede menneskeheden ud af truslen om udryddelse under ‘Den Sorte Død’.

LaRouche-bevægelsen og dens venner og allierede mobiliserer internationalt til Schiller Instituttets kommende konference den 25.-26. april, der er indkaldt for at tage fat på og løse denne eksistentielle krise foran os. Det gør vi motiveret af den vedvarende ide om menneskets værdighed, der er nedfældet i de følgende linjer skrevet af Lyndon LaRouche i juni 1976, fra slutningen af hans essay, “Latter, Musik og Kreativitet”:

”Der er en syg verden, der skal genopbygges. I denne verden – der er karakteriseret ved de modbydelige lingvistiske sprogfolk – plages vi af flokke af humørløse, ukreative, nævenyttige lømler, der bedst kan beskrives kort og godt som en undertrykkende grå farve, der tenderer imod en ildevarslende gul. Ellers er den generelle befolkning psykologisk duknakket med en byrde af voksende frygt – frygt, hvis nøjagtige karakter og former disse personer foretrækker ikke at kende – hver især trasker miserabelt fra det ene velkendte, grå sted til det næste, ‘og på bedste beskub forsøger at tage sig af sit eget personlige forehavende’. I mellemtiden vokser stormene… Der er storme af udbrudte og truende regionale krige, og overordnet truslen om generel kombineret atom-, biologisk og kemisk krigsførelse på verdensplan. I mellemtiden breder syge rotter sig, og de dødbringende nye bølger af ødelæggende epidemier spreder sig mod mennesker, dyr og plantevækst.

Vi må ryste dette af os, og opbygge verden, da det står så umiddelbart og forunderligt i vor magt at gøre det. Vi må i mellemtiden vække videnskaben, feje affaldet væk, og ellers blive en generation som fremtiden vil se tilbage på med varm stolthed over forfædrene. Mens vi gør dette, må vi le en hjertelig latter, latter hovedsagelig på grund af spændingen, som vi med rette får ud af vores bedrifter. Lad der være musik til.”

12. februar 2020 — I dag er det etårsdagen for Lyndon H. LaRouches bortgang. Vi beder om, at man slutter sig til os i refleksion over hans liv og eftermæle, og til at man tager del i at færdiggøre det uafsluttede forehavende med at rense hans navn.

Mens han sad fængslet som politisk fange for 30 år siden, reflekterede LaRouche over den sande betydning af menneskeligt liv:

Snarere end at se det dødelige liv som en række erfaringer, ser man det som en helhed. Forestil dig at stå ansigt til ansigt med spørgsmålet om respekten for det dødelige liv og spørg: ‘var det liv nødvendigt for universets samlede plan og for menneskehedens eksistens; var det nødvendigt, at jeg blev født for at leve dette liv, summen af det samlede antal år mellem fødsel og død? Udrettede jeg noget, eller repræsenterede mit levned noget der var positivt til gavn for de nuværende generationer og underforstået for de kommende generationer efter mig? I så fald, burde jeg have vandret igennem dette liv med glæde, vel vidende at hvert øjeblik var dyrebart for hele menneskeheden, fordi det jeg gjorde ved at leve mit liv var noget, der var nødvendigt for hele menneskeheden… gavnligt for hele menneskeheden.’

I sin “Food for Peace”-tale (Mad for Fred) fra 1988, tager LaRouche det samme spørgsmål op. Klik her.

I en tale den 8. februar til minde om 250-årsdagen for Beethovens fødsel udfordrede Helga Zepp-LaRouche alle amerikanere til at færdiggøre det uafsluttede forehavende med at rense LaRouches navn. Jeg vil gerne tilskynde til, at Beethoven-året også skal være året for renselsen af Lyndon LaRouche … Det faktum, at det amerikanske folk og en stor del af verdens befolkning nægtes adgang til Lyns idéer på grund af en uretfærdig fængsling, som blev foretaget af det samme ‘apparat’, der stod bag kuppet mod Trump: Jeg mener, at hvad præsident Trump sagde for et par dage siden, om at man må sikre at hvad der overgik ham med ‘Russiagate’ og med kupforsøget aldrig må ske igen – ja, så er der en absolut holdbar måde, hvorved dette aldrig vil ske igen, og det er at give fuld oprejsning til Lyndon LaRouche … Så hvis min mands navn renses [for alle anklager], af hensyn til skønheden i hans ideer, vil varig frihed i USA, hvor USA vender tilbage til at være en republik, være absolut mulig.

Se LaRouches enke Helga Zepp-LaRouches 3-minute-lange video om at rense LaRouches navn:

Hvis du ikke har gjort det endnu, er det nu på tide at underskrive andragendet om LaRouches frifindelse. Hvis du allerede har underskrevet, bedes du hjælpe med at sprede opfordringen, og få andre til at underskrive.

Download (PDF, Unknown)

Download (PDF, Unknown)

Her er mere af Helga Zepp-LaRouches webcast fra side 2.

Renselse af Lyndon LaRouche er afgørende for at stoppe det Britiske Imperiums fremstød imod 3. Verdenskrig

Schiller Instituttets ugentlige webcast med Helga Zepp-LaRouche den 21. juni 2019

HARLEY SCHLANGER: Goddag! Jeg er Harley Schlanger fra Schiller Instituttet, og jeg vil gerne byde dig velkommen til denne uges webcast. Det er den 21. juni 2019. Vi taler med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af, og præsident for, Schiller Instituttet.

Dette er et utroligt historisk øjeblik. Der er en uge til G20-topmødet i Osaka, Japan, hvor der er potentiale for et historisk vendepunkt omkring ideen om en fire-magts-aftale om etablering af et nyt finansielt system – et ‘Ny Bretton Woods’ – en idé som Lyndon LaRouche fremsatte for næsten to årtier siden. Samtidig kommer der en utrolig krigsmobilisering fra krigspartiet, som forsøger at forsvare et bankerot system.

Men jeg synes at vi, for at starte diskussionen, virkelig skal tage fat på spørgsmålet om LaRouches frifindelse, og det initiativ der er blevet taget af LaRouche PAC og Schiller Instituttet med frigivelsen af to nye videoer; den ene hedder “LaRouche-sagen: Robert Muellers første Lejemord”; den anden er en video om mindearrangementet, der fandt sted i New York City for to uger siden. Så, Helga, vil du ikke give os en fornemmelse af mobiliseringen, der er i gang omkring frifindelsen, og betydningen af at disse to videoer bliver udgivet, rent faktisk, i dag?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: For mange mennesker vildet sikkert ikke være indlysende, men hvis Lyndon LaRouchesnavn ikke renses, tror jeg ikke, at vi kan stoppe de nuværendetrommehvirvler for Tredje Verdenskrig. At rense hans navn ogneutralisere den krigsmaskine, som driver verden mod TredjeVerdenskrig, er en og samme ting. For det er netop det apparat,der retsforfulgte min mand på trods af, at han var uskyldig i alleanklager, som nu driver verden til randen af udryddelse.I dag har vi, på samme tidspunkt i mange lande rundt om iverden, søsat en international operation med udgivelsen, i sær-deleshed, af dokumentarfilmen »The LaRouche Case (LaRou-che-sagen)«. Jeg vil opfordre alle seere, alle Jer som ser dette pro-gram, til straks at gå på vores hjemmeside, downloade videoen ogse den; send linket til enhver mulig kontakt, I har – e-mail lister,sociale medier, bare nogen I kender – og hjælp os med at sprededette internationalt (se: www.schillerinstitut.dk/si/?p=27712).

Denne video, som viser den fuldstændig uhørte bøjning afloven i sagen mod Lyndon LaRouche, hvor vi har de absolut autoritative stemmer fra hans tidligere advokat, Odin Anderson,og USA’s forhenværende justitsminister Ramsey Clark, der kommer ind på årsagerne til, at LaRouche-sagen er det mest utrolige tilfælde af bøjning af loven og ødelæggelse af det amerikanske retssystem i USA’s historie. Nu er det vores mål at få disse videoer ud overalt, og få handlet på dem; hvilket betyder, at vi har brug for at rense LaRouches navn. Grunden til at dette er så absolut vigtigt er, at det efter min og mine kollegers bedste dømmekraft, er den eneste måde hvorpå Tredje Verdenskrig kan stoppes. Årsagen er meget enkel. Det apparat, der retsforfulgte min mand i 1980’erne, og fortsatte med det i 1990’erne og 2000’erne, er den samme maskine, som lige nu er den drivende kraft bag konfrontationen med Rusland og Kina. Blot for at nævne, hvor absolut påtrængende det er, og hvor tæt vi er på, hvad der kunne blive Tredje Verdenskrig, er det faktum, at ifølge et tweet af Trump, var ordren til at an-gribe Iran – efter at de skød den amerikanske drone ned – allerede givet; og 10 minutter før angrebet, der havde tre steder i Iran som mål, aflyste Trump angrebet. Ifølge hans eget tweet, spurgte han de relevante militære kommandanter, hvor mange dødsfald et sådant angreb på Iran ville have, og de sagde omkring 150. Så sagde han: »Dette er ude af proportion«, og han aflyste angrebet. Se, dette er en utrolig historie, for hvis det var sket, var vi måske på vej til Tredje Verdenskrig; og dette er ikke nogen overdrivelse.Trommehvirvlerne for krig var absolut utrolige. Tag blot et par skridt tilbage. Man havde artiklen i New York Times, der sagde, at de amerikanske sikkerhedsstyrker – Pentagon og såvidere – har optrappet cyber-angrebene mod Rusland bag ryggen på Trump, hvilket Trump kaldte forræderi. Så havde man historien om at det angiveligt var den iranske Revolutionsgarde, der stod bag angrebet på de to olietankskibe i Oman-bugten. Dette er efter al sandsynlighed endnu en af disse falske nyheder, en falsk flagoperation. Og det peger på det faktum,at man i USA lige nu har en dobbelt magtsituation.Som du nævnte, eller som vi vil diskutere mere, sker det en uge før G20-mødet, hvor, hvis dette blæses op, den sidste chance for fred kan gå tabt. Og på den anden side har man potentialet for at Trump mødes med Putin og Xi Jinping i særdeleshed og finder en løsning på de mange problemer i denne verden. Så vi er i en nedtælling.Men som jeg sagde, er rensning af Lyndon LaRouches navn helt afgørende; fordi den eneste måde man kan afvæbne ogneutralisere krigspartiet i USA er at gøre denne sag til det mest prominente problem. Fordi det peger på sammenhængen mellem krigspartiet i dag og det apparat som er ansvarlig for mørklægningen af 11. september samt »Russiagate«, og folk er nødt til at forstå denne forbindelse.

Schlanger: Videoen er tilgængelig med et link på denne hjemmeside, og den er også tilgængelig på LaRouche PAC [Https://action.larouchepac.com/exonerate]. Helga, hvad der står klart efter at have set denne video og talt med folk om det er, at selvom høringerne er fra 1995 eller 1996 – mere end to årtier gamle – er emnerne de samme, som det der sker i dag. Det er forbløffende, vil du ikke sige det?

Zepp-LaRouche: Ja, jeg mener at tribunalet, der fandt sted i 1995, hvor mange internationale VIP’er, amerikanske lovgivere gennemgik sagen og hørte vidnesbyrd fra Odin Anderson og Ramsey Clark; jeg synes at det gør det helt klart, at der må rådes bod på denne, min mands sag.

Jeg vil stærkt tilskynde folk til at se videoen om Lyndon LaRouches sag sammen med den, ganske vist, lange video af mindearrangementet, fordi man bør se de to ting sammen. Retsforfølgelsen og bagvaskelsen af min mand er i fuldstændig modstrid til hans virkelige liv og livsværk, hvilket man får et glimt af i den meget smukke video om mindehøjtideligheden. Det er i virkeligheden nøglebudskabet, som skal ud til verden. Som jeg sagde i tribunalet, var uretten mod Lyndon LaRouche ikke alene det, at han blev sat uskyldigt i fængsel; men hvad der så at sige også blev sat i fængsel, var hele tankegodset af hans ideer og løsninger til verdens kriser, og dette er endnu mere påtrængende i dag. Så igen beder jeg om, at man tager sig tid; se disse to videoer [https://action.larouchepac.com/exoneate]. Og hjælp os så med at få dem rundt om kloden ad hvilken som helst kanal man overhovedet kan, fordi det er nøglen til at løse faren for krig. Så det er min indtrængende appel til Jer alle.

Schlanger: Se, som du sagde, kunne vi have været i 3. Verdenskrig fra i aftes. Alt imens det blev undgået, fortsætter presset for denne konfrontation fra krigspartiet. Ser du nogen ændring i det, som følge af præsident Trumps beslutning om at holde sig tilbage?

Zepp-LaRouche: Det må tiden vise. Jeg synes, det er en hel utrolig demonstration af, at vi faktisk har en dobbelt magtsituation i USA. Det er blevet et emne for offentlig diskussion. Bare for at gennemgå det igen, fordi især vores internationale seere måske ikke har bemærket det på samme måde, men det faktum, at New York Times havde en artikel, i hvilken de pralede af, og de henviste til, at John Bolton sagde dette på et seminar afholdt af Wall Street Journal for et par dage siden, at USA’s sikkerhedsstyrker, efterretningstjenesten, Pentagon, optrappede den allerede eksisterende cyber-krigsførelse, som oprindeligt blev bestilt af Obama; at de optrappede dette og gik efter el-nettet i Rusland. Nu er dette ikke nogen lille affære, for naturligvis forsyner el-nettet i ethvert land energi til hospitaler, til militærkommandoen og kontrol, til vandforsyninger; så det må betragtes som en krigshandling.

Trump tweetede straks og sagde, at dette var forræderi. Han sagde også, at det på eller anden måde var falske nyheder, når hele historien blev lækket på denne måde. For eksempel påpegede professor Stephen Cohen, som er en meget kendt Rusland-analytiker i USA, det faktum, at {New York Times} efter al sandsynlighed lækkede denne historie i det øjemed at ødelægge potentialet for et topmøde mellem Trump og Putin på det kommende G20-topmøde; ligesom medierne har gjort det før ved mangfoldige lejligheder. Hver gang der er et potentiale for en løsning, lækker de noget, eller gør noget uhyrligt for at sabotere et sådant topmøde. Så dette er én ting; og det rejser helt åbenbart spørgsmålet om, at hvis præsidenten ikke er informeret, hvem er det så, der styrer USA? Det er et spørgsmål, der bliver stillet af mange menneske rundt om i verden; mennesker der bemærker det faktum, at Trump er en ting – som demonstreret af at han holdt angrebet mod Iran tilbage – men at sådanne medlemmer af hans kabinet som Bolton, Pompeo og andre, klart er ‘noget andet’. Så det er ikke klart, hvem der giver ordrerne.

Det samme synes at være sket i tilfældet med Iran – hvor, du ved, denne historie er utrolig. Iranerne, som svar på beskyldningen om at de var ansvarlige for angrebet på de to olietankskibe – for hvilket der ikke er noget bevis; flere regeringer, herunder den tyske og japanske regering, har krævet beviser, fordi denne video som Pompeo udsendte, klart ikke udgør noget bevis. Så nedskød iranerne en drone. USA sagde, at denne drone var i internationalt farvand, men iranerne har nu udgivet en video der viser, at ikke kun dronen, men også et amerikansk fly lettede fra De Forenede Arabiske Emirater, gik ind i Oman-bugten, vendte tilbage og kom derefter ind i, ikke alene internationalt farvand, men iransk territorium. Ifølge de iranske militærkommandanter sendte de flere advarsler om, at disse to amerikanske fartøjer – drone og fly – var kommet ind i iransk territorium uden at få nogen respons. Derefter nedskød iranerne dronen, men ikke flyet, som en advarsel til USA.

Dette er absolut – hvem vågner ikke op og indser, at vi er på randen af Tredje Verdenskrig? – En sådan person befinder sig ikke virkelighedens verden. Vi er tættere på Tredje Verdenskrig end på noget andet tidspunkt – jeg vil sige end på noget tidspunkt i hele efterkrigstiden. Denne fare er endnu ikke drevet over. Jeg synes det er en rigtig god ting, at Trump greb ind i sidste øjeblik, men det var 10 minutter før angrebet! Folk bør virkelig indse, at dette ikke er nogen vittighed. Men igen, på kort sigt er den eneste måde at respondere på at opretholde processen for at få renset Lyndon LaRouche. Hvis man vil stoppe Tredje Verdenskrig, så hjælp os med at få frifindelsen af LaRouche på dagsordenen internationalt; men i særdeleshed i forhold til præsident Trump, som har en meget god grund til at gøre det, fordi det ville tage sigte mod de samme kræfter som står bag ‘Russiagate’, og dem der gør det vanskeligt for ham at gennemføre hans hensigter med hensyn til at forbedre forholdet til Rusland og Kina.

Schlanger: Helga, med korruptionen af medierne i USA, hvor disse ting ikke på nogen måde dækkes i detaljer eller selv i virkeligheden, synes russerne at være mere direkte end nogensinde før i at advare om krigsfaren. Hvad kan du sige om det, som kan hjælpe med at vække folk op til at indse, hvor tæt vi er på denne situation?

Zepp-LaRouche: Præsident Putin advarer om, at et angreb på Iran vil have katastrofale konsekvenser. Han sagde også – umiddelbart efter St. Petersburg International Economic Forum – i et interview til nyhedsbureauet Mir, at situationen mellem USA og Rusland forværres for hver time der går. Jeg synes det er en fair beskrivelse, i betragtning af hvad der er blevet offentliggjort netop nu – nemlig at ‘The Joint Chiefs of Staff’ (den amerikanske overkommando for hæren, flåden og luftvåbnet, red.) for første gang i flere år har offentliggjort deres atomstrategi. Lad mig læse et citat for dig, der gør det helt klart. Dette er en gennemgang af den atomstrategi, planlægning, målsøgning, kommando og kontrol, som omfatter ideen om brug af kernevåben i enhver konfrontation. Citatet, som jeg vil læse for dig er:

“Brugen af atomvåben kunne skabe betingelser for afgørende resultater og genoprettelse af strategisk stabilitet. Specifikt vil brugen af et atomvåben grundlæggende ændre omfanget af et slag, og skabe betingelser der påvirker hvordan kommandører vil få overhånden i en konflikt. “[Fælles publikation 3-72, Atomoperationer]

Dette er utroligt! Det er ideen om, at man kan bruge et enkelt atomvåben. Som om mange eksperter, som for eksempel Ted Postol, ikke har skrevet lange og meget overbevisende artikler om, at det ligger i atomvåbnenes karakter, at det ligger i logikken af den slags våbensystemer, at når man en gang er startet på at bruge et sådant våben, vil de alle blive brugt. Det ville med al sandsynlighed betyde udryddelsen af vores civilisation.

Denne rapport var offentliggjort i en uge, og blev derefter pludseligt trukket tilbage, og det blev kun genopslået på initiativ af ‘Føderationen af Amerikanske Videnskabsfolk’, der ønskede at påpege denne doktrins faktum. Jeg tror, at alt skal ses i sammenhæng, og det understreger den absolutte nødvendighed af at neutralisere krigsfraktionen; hvis gruppering udtrykkeligt indbefatter briterne, om hvem Craig Murray, den tidligere britiske ambassadør, sagde, at for det britiske politiske system, regering og medier, er forskellen mellem fiktion og sandhed helt udvisket; og det burde vække alvorlig bekymring hos alle, fordi den britiske rolle i at anstifte alt dette er helt afgørende.

Det viser med al ønskelig tydelighed, at vi må ændre paradigmet; at krigsfraktionen skal stoppes; at Trump må sættes i stand til at gennemføre sine intentioner om at forbedre relationerne med Rusland og Kina, som han mange gange har sagt. Det er i virkeligheden dette, som jeg beder Jer, seerne, om at hjælpe os med at kommunikere ud: Fordi jeg tænker, at faren er virkelig som den var det i 1914. Uden en dybtgående mobilisering af mennesker over hele kloden, men især i Vesten, i Europa og USA, er vi i stor fare for – som søvngængere – at gå ind i en ny krig, præcis som det skete i 1914. Så kom med i vores mobilisering for at forhindre netop dette.

Schlanger: Hvis vi går tilbage til spørgsmålet om rensning af Lyndon LaRouches navn, så var det netop under lignende omstændigheder i slutningen af 1970’erne under Carter Administration, med galninge som Brzezinski og andre, der pressede på for krig, at Lyndon LaRouche intervenerede med SDI (Strategic Defense Initiative), og operationen imod ham kom som en konsekvens af Ronald Reagans vedtagelse af hans politik. Jeg synes, at dette er en anden parallel, der er ganske slående for at få folk til at forstå, hvorfor angrebet i dag er en parallel til, hvad der blev gjort imod Lyn i 1980’erne.

Zepp-LaRouche: Den eneste måde, hvorpå man i dette sene stadium af det strategisk spil, så at sige, kan komme ud af denne situation, ville være den slags samarbejde mellem – ikke kun USA og Rusland, som min mand i sin tid foreslog det mellem USA og Sovjetunionen – men som i særdeleshed også omfatter Kina og Indien. Fordi hans argument var, at der er behov for [enighed mellem] de fire mest magtfulde lande i verden for at afslutte det britiske system af imperialistisk kontrol over verden. Dette er yderst vigtigt. Det ville dybest set betyde, at der under G20-mødet forhåbentligt vil finde et topmøde sted, som der er planer for; men vær på tæerne, for i ugen op til G20-topmødet må vi forvente en indsats for at destabilisere dette potentiale indtil sidste øjeblik; som vi netop har set det med dette aflyste angreb imod Iran. Forhåbentlig kommer det til et topmøde mellem præsident Trump og Xi Jinping, og det ville ikke alene [kunne] afslutte handelskrigen, men barsle med en omfattende aftale. skulle forhåbentlig også komme et topmøde mellem Trump og Putin. Og hvis det skulle gå rigtig godt, ville der være et topmøde mellem de fire ledere. Husk på, at efter St. Petersborgs Internationale Økonomiske Forum og SCO’s [Shanghai Samarbejdsorganisation] topmøde i Bishkek et par dage senere, mødtes de tre ledere – Putin, Xi Jinping og Modi – allerede i Bishkek; og sagde at de ville mødes igen i Osaka på G20-mødet.

Så det bedste der kunne ske ville være, at de inviterer præsident Trump til at deltage i dette topmøde, og at Trump accepterer det. Fordi medmindre der er enighed om at tage fat på det meget presserende spørgsmål om det truende sammenbrud af det finansielle system, og en overgang til en Ny Bretton Woods-aftale, som især ville tage sig af det nødvendige kreditsystem til industrialisering af udviklingslandene, samt afslutte det system med kasino-økonomi, som vi har nu, ved at etablere et nyt kreditsystem og indføre et nyt paradigme. Jeg tror vi vil diskutere spørgsmålet om et nyt paradigme lidt mere, men der er brug for en helt anden tænkning om hvordan disse strategiske spørgsmål gribes an, for hvis vi forbliver indenfor området af geopolitik, som i forestillingen om at Europa skal blive en stærk, forenet bastion mod andre stærke kræfter – USA, Rusland, Kina; og hvis USA mener, at Kina og Kinas fremgang må inddæmmes – hvis man bliver hængende i den slags tænkning, så er det kun et spørgsmål om tid, før hele denne strategiske situationen vil gå helt grassat og komme ude af kontrol. Så lad os mobilisere for at sætte spørgsmålet om en ‘fire-magts-aftale’ for G20 på dagsordenen, og hjælp os med at mobilisere for det, fordi dette kan være den sidste chance for at gøre det. Fordi det står meget klart, at vi både strategisk, militært, men også med hensyn til den økonomiske situation sidder på en krudttønde. Derfor har vi brug for en akut ændring i hele tilgangen…

Zepp-LaRouche: Folk husker muligvis Martins Niemöller ord, som lød: Først kommer de efter dine naboer, så kommer de efter sigøjnerne, og så kommer de efter jøderne. Ja, man kan blot tilføje: “De er allerede kommet efter Lyndon LaRouche; de kom efter USA’s præsident; og nu må du hellere hjælpe os med at ændre hele denne dynamik”. Så bring venligst disse videoer rundt, og studér dem. Mange mennesker har været bange for at gå ud med ideen om at LaRouche repræsenterede magtfulde begreber, som er nødvendige for at løse verdens kriser. Hele retsforfølgelsen blev gjort med kun ét formål: At forgifte brønden, at gøre folk bange. Men at overvinde frygten, lige nu, for at slutte sig til Lyndon LaRouche og den bevægelse han skabte, er hvad der gør forskellen mellem krig og fred. Så gå med i vores mobilisering ….

# 1: Oversigt: Den enkeltes rolle i historien. Klik her.
Helga Zepp-LaRouche. En person kan ændre historien, og den mest magtfulde kraft i historien er ikke våben, penge eller hære: det er ideer. Lyndon LaRouche udnyttede denne indsigt og brugte den til at ændre verden. I dag ses frugterne af hans årtier lange organisering, sammen med mange kolleger og hans kone Helga i potentialet for internationalt samarbejde, som eksemplificeret af det kinesiske Bælte- og Vejinitiativ. For at undgå den truende mørke tidsalder, som atomkonflikten mellem USA og Rusland udgør, er det vigtigt med en forståelse af den nødvendige renæssance.

# 2: LaRouches ufuldendte krig for en ny økonomisk verdensorden. Klik her.
Dennis Small. Historien om kampen for en retfærdig, ny økonomisk verdensorden (NWEO), baseret på nord-syd-samarbejde og udvikling, er et perfekt eksempel på hvordan ideer, og faktisk udelukkende ideer, skaber historien. De ideer, omkring hvilke de første kampe for en NWEO blev udkæmpet, især i perioden 1979-1983, og begrebet om hvordan man fører denne krig, blev udviklet af Lyndon LaRouche.

Han påviste, at denne politik ville være til gavn for både nord og syd. Hans metode var at fremlægge de underliggende filosofiske begreber og det videnskabelige fysisk-økonomiske grundlag for at bevise, at en sådan tilgang rent faktisk kan fungere. De politiske relationer mellem de store hovedpersoner i denne kamp, Mexicos José López Portillo og Indiens Indira Gandhi, blev også bevidst fremmet af LaRouche. Og da en flanke opstod, da Ronald Reagan overtog præsidentskabet i USA i januar 1981, kastede LaRouche sig over den for at bringe de kræfter, der rent faktisk kunne besejre fjenden og vinde den strategiske krig, ind i kampen. Dette er genstand for en lektion i uafsluttet krig.

#3: Lyndon LaRouches unikke bidrag til videnskaben om universel historie. Klik her.
Will Wertz. I et essay han skrev, som blev udgivet i foråret 1993 med titlen »Om Gud«, skrev han: »Hvis vi måler historien med standarden, at hver person er imago viva Dei, får vi en komplet anderledes opfattelse af historien, end det, som er beskrevet i vores tåbelige lærebøger fra universiteterne og lignende steder«. I et efterfølgende essay, udgivet i tidsskriftet Fidelio i efteråret 1993 med titlen »Historie som videnskab«, fortsatte Lyndon LaRouche: En rigoristisk definition af begrebet »historie« begynder med det faktum, at den fortsatte eksistens af den menneskelige art er styret af et princip, som ikke eksisterer for andre arter.«

#4 (18. maj): Italiensk Videnskab og Kultur. Klik her.
Liliana Gorini og John Sigerson. LaRouches ideer afspejler i Italien et fremskridt for den videnskabelige og kunstneriske revolution i det 15. århundredes florentinske renæssance. Dette fremskridt omfatter en tilbagevenden til en naturlig musikalsk stemning, hvilket Giuseppe Verdi krævede for mere end et århundrede siden; Italiens nylige skridt til at gennemføre LaRouches forslag om en Glass/Steagall-banklovgivning, en tilbagevenden til Hamiltons principper om økonomisk politik; og Italiens dristige beslutning om at tilslutte sig Kinas Bælte og Vejinitiativ for verdens udvikling.

Klassisk musik: Den tyske dirigent Furtwängler blev den ledende inspiration for LaRouches insisteren på at musik ikke udfoldes i lyd, men i det riemannske komplekse domæne.

5. Det amerikanske system, LaRouche-Riemannsk økonomi, og et Måne-Mars projekt. Klik her. Den findes nederste på siden.
Ben Deniston og Paul Gallagher. Den 23. marts 1983 traf præsident Reagan en beslutning – trods stærk modstand fra sine rådgivere – om at gøre LaRouches strategiske forsvarsinitiativ (SDI) til USA’s politik. Det var en del af LaRouches rumprojektforeslag for en ny æra af potentielt set ubegrænset fremskridt.

Alle kan også ses på LaRouchePAC’s hjemmeside. Klik her.

Skriv gerne under for at rense LaRouches navn: klik her.

Læs også afskriftet (på engelsk) nedenunder.

Trailer:

Den 21. juni offentligjorde LaRouchePAC en 80-minutters dokumentarfilm, som opfordrer til at rense Lyndon LaRouches navn, “Hvorfor Lyndon LaRouches navn skal renses” (primært med uddrag af de uafhængige høringer fra 1995 om justitsministeriets embedsmisbrug – med Lyndon LaRouche, Helga Zepp-LaRouche, USA’s fhv. justisminister Ramsey Clark, og LaRouches sagfører Odin Anderson).

Hjælp med at få denne nye video til at gå viralt.

I samarbejde med Helga LaRouche lancerer vi en international mobilisering for at få så mange som muligt (medlemmer, tilhængere, aktivister, kontakter osv.) til at dele, promovere og sprede videoen.

Kan du gøre en særlig indsats for at nå ud til kontakter med vigtige e-mail-lister, hjemmesider, blogs, Twitter, Facebook osv. og bede dem om at cirkulere dokumentaren. (Du kan naturligvis også hjælpe ved at promovere det via dine egne lister/sociale medier/eller hjemmeside)

Med den rette koordinerede indsats kan vi få videoen til at gå viralt.

Afskrift på engelsk:

The Case of LaRouche: Robert Mueller’s First Hit Job 

The Case for the Exoneration of Lyndon LaRouche 

June 21, 2019 

[music] 

HELGA ZEPP-LAROUCHE:  The most important in history is ideas, especially those ideas which move mankind forward; which are ideas which make the life of generations to come more human.   

For me, the biggest crime of what happened to my husband is not that he was innocently in jail.  I’m not saying it was not a hard time, because it was.  But the lack of the ability to have important ideas govern history; that is the biggest crime.  Lyn, while he was incredibly courageous of producing creative work while he was in prison — I mean, he did more in prison than any of us outside, and he put us to shame.   

But nevertheless, I will only give you one example.  In 1989, he was already in jail for nearly one year, when the borders of Europe opened.  He, from his prison cell, designed a great vision of how to integrate Eastern Europe, Western Europe, China, the whole Eurasian continent, which would have been a groundbreaking conception which would have put the entire history of the 20th century on a totally new basis.  Because economically, to integrate that economic space as one would have given opportunities and freedom to the states of the former Soviet Union and Eastern Europe and the Asian countries.  But because Lyn was in jail, this idea did not become as effective as if he would have been free. 

Now, I’m saying this because to put a man of great ideas into jail is a crime all by itself, because of the ideas.  The reason why we were able to mobilize hundreds of parliamentarians and thousands of VIPs from around the globe — why would people from Africa sign the parole request for Lyndon LaRouche?  Why would people from Latin America do this?  Why would people from around the world, from Russia; why would people come out of completely different cultural worlds to fight for this man?  Well, because we not only said this man must be free and his innocence must be proven, but they, many of them told me and others that they understand that the kind of change in global policy my husband is standing for, the kind of just new world economic order which allows the economic development of Africa; which allows the economic development of the developing countries, of Eastern Europe, they say is the only hope for them, for their nation, as far away as it may be. 

So, the reason why we must win is not because it’s a personal affair.  But as my husband was saying, we are going into a period of crisis, which most people are completely unaware of.  The kinds of changes have to be big, and they have to be done with the help of the United States, because the world cannot be saved against the United States.   

So, it is an historical necessity.  And I think in a certain sense, given the experience I have from eight years of fighting this, given the fact that more and more people around the globe are united around this and understand that mankind is sitting in one boat this time; that either we solve all our problems at once, or nobody will live.  I think we can win, and I think we must have that attitude. [applause] 

NARRATOR:  On August 31st and September 1st, 1995, a series of extraordinary hearings were convened in Tysons Corner, Virginia, to investigate gross misconduct by the U.S. Department of Justice.  The hearings were chaired by former U.S. Congressman James Mann of South Carolina and J.L. Chestnut of Alabama — the great lawyer and icon of the Civil Rights movement.  The hearings focussed on abuses by the U.S. Department of Justice, highlighting the onslaughts of targetted criminal cases against black elected officials in the United States — dubbed “Operation Fruehmenschen” according to FBI whistleblowers and Congressman Merv Dymally of California; as well as the case of Lyndon LaRouche. 

LYNDON LAROUCHE:  My case may be, as Ramsey Clark described it, the most extensive and the highest level of these cases, in terms of the duration and scope of the operation. 

NARRATOR:  Witnesses included:  LaRouche’s attorney, Odin Anderson; former U.S. Attorney General Ramsey Clark, who had been LaRouche’s defense attorney in his appeal; Lyndon LaRouche’s wife, Helga Zepp-LaRouche — from whom you just heard; and Lyndon LaRouche himself.  The panel was comprised of leading national and international political figures, including the former Vice Premier of Slovakia, Jozef Miklosko; numerous state senators and other elected officials from across the United States; as well as Chor-Bishop of the Maronite Church, Monsignor Elias el-Hayek.  Numerous international observers were present, including legendary Civil Rights heroine Amelia Boynton Robinson of Selma, Alabama. 

As you will hear, these hearings demonstrated not just the injustice which was perpetrated against leading U.S. political officials by the Department of Justice because of their political views — exemplified by the case of Lyndon LaRouche — but the inherent danger at that time that such abuses, if left unchecked, could subsequently threaten the very existence of our Constitutional republic itself; a fight we see playing out today as we speak at the very highest level of our government, in the form of the attempted takedown of the U.S. Presidency. 

[from Oct. 6, 1986] 

NEWS REPORTER 1:  The raid command post, about three miles from town, was busy all night.  Just before dawn, Virginia State Police moved out.  It was a combined strike force, including FBI, Internal Revenue Service, Secret Service, and other Federal and state agents.  As FBI agents approached LaRouche’s estate in Leesburg, Virginia, 50 miles from Washington, police lined up outside. 

NEWS REPORTER 2:  Good evening.  Federal and state agents today raided the Leesburg, Virginia headquarters of political activist Lyndon LaRouche. 

NEWS REPORTER 3:  Today, it was a law enforcement assault here in Leesburg that set this town buzzing. 

NEWS REPORTER 4:  Scores of state and local police joined Federal agents in a coordinated, nationwide raid. 

NARRATOR:  On October 6, 1986, four hundred FBI, state police, IRS, ATF agents, and the national news media descended on Leesburg, Virginia, to search offices associated with the LaRouche political movement.  At a farm outside Leesburg, where Lyndon LaRouche and Helga Zepp-LaRouche were staying, heavily armed agents dressed in full tactical gear patrolled the perimeter as armored personnel carriers surrounded the property, and helicopters buzzed constantly overhead.   

In addition the materials specified in the Federal search warrant, according to later court testimony, the FBI case agent in charge was searching for evidence by which to obtain an arrest warrant for Lyndon LaRouche himself and a search warrant to allow armed entry to the farm.  A plan was in place to provoke a firefight with LaRouche’s security guards, to take out LaRouche, which was admitted years later. 

During the evening of October 6th, moves to implement that plan seemed to begin with news stations broadcasting that now an assault was about to occur on the farm.  A telegram was sent in LaRouche’s name to President Ronald Reagan, seeking his intervention to call off the raid.  Coincidentally, at exactly the same time, President Reagan was in Reykjavik, Iceland, refusing to back down in negotiations with Mikhail Gorbachev on his commitment to the so-called SDI — the Strategic Defense Initiative.  The same SDI that Lyndon LaRouche had worked for years alongside top officials in the Reagan Administration to craft and support. 

LAROUCHE:  A first-generation of strategic ballistic missile defense … 

NARRATOR:  Only after this telegram to Ronald Reagan was sent did the forces surrounding the farm begin to dissipate and recede.  However, this was merely the opening chapter, in a concerted campaign involving elements within the Justice Department to target and dismantle the political operation of Lyndon LaRouche.  A campaign which astute observers of this case would readily compare to the operation underway, today, against none other than President Donald J. Trump.  There are striking similarities between the LaRouche case and the present attempt to prosecute or impeach Donald Trump. 

The first one is that both cases with a British call for prosecution and criminal investigation.  In LaRouche’s case, British intelligence sent a letter to the FBI in 1982, demanding investigation because LaRouche, the British claimed, was an agent of Soviet disinformation.  At the same time, Henry Kissinger and the President’s Foreign Intelligence Advisory Board triggered a counterintelligence investigation of LaRouche under Executive Order 12333.  In the Trump case, the British government began demanding Trump’s head as early as 2015; and have bragged to the {Guardian} and other British newspapers that their spying was the origin of Russiagate. 

Both cases shared a legal hit man in the form of prosecutor Robert Mueller.  And, both cases involved the employment of the criminal law enforcement and intelligence capacities of the United States to defeat and silence a political opponent for political reasons; something which violates the very core principles of the U.S. Constitution.  In LaRouche’s case, the effort was to permanently demonize him, in order to bury his ideas, precisely as Helga LaRouche stated in her testimony. 

As can be seen, the failure to challenge the gross abuses of justice, perpetrated by the Justice Department in the case of Lyndon LaRouche, has now brought us to the point, where the very Constitutional system on which our republic depends is being threatened. 

REP. JAMES MANN:  All right, the session will come to order. 

NARRATOR:  Let’s hear from Lyndon LaRouche’s lawyer, Mr. Odin Anderson of Boston, Massachusetts. 

MANN:  As we attempt to study the broad subject of misconduct by the Department of Justice … we cannot overlook the case that is perhaps the most pervasive (and I’m stealing the words from Ramsey Clark, I think), most pervasive course of misconduct by the Department of Justice, in the history of this country: broader-based, longstanding, abuse of power beyond expression, abuse of power through the use of Federal agencies, including, even, a Bankruptcy Court. 

Throughout the days of the LaRouche ordeal of criminal charges, Odin Anderson, a lawyer from Boston, has been the solid rock of criminal defense and counsel, far and above any other person. He can, therefore, speak to the subject of misconduct, or such facets of that as he may choose to discuss, better than anybody, with the possible exception of Lyndon and Helga. He has, literally, devoted a major portion of his life in the last 7 or 8 years, 8 or 9 years, to that task.  And we appreciate him taking the time to be here from Boston, to make some such statement as he wishes to make, and be responsive to questions. 

Thank you. 

ODIN ANDERSON:  Thank you, Congressman, honorable panel. It’s I who thank you for this opportunity to speak about the LaRouche case. 

I’m thankful, as I looked up and counted names, there are only 11 of you. If there had been a 12th, I would have been tempted to re-try this case in front of you, assured, I think, that Mr. LaRouche would finally get a fair trial…. 

I have represented Lyndon LaRouche since 1984, at which time he was directly targetted by the Department of Justice, through its U.S. Attorney’s office in Boston, although there is a history of many years of harassment prior to that…. 

Back in the late ’60s, you probably all remember a student organization called the Students for a Democratic Society, (SDS); very active on campuses, particularly around the Vietnam War, but on many other issues of political importance to the United States; economic, social, a broad range of issues. 

Mr. LaRouche, and a number of political associates of his, became involved in those very same issues. But they had a difficulty with SDS, and essentially founded their own group, which became known, originally as a faction of SDS, the Labor Committees. They ultimately became known as the National Caucus of Labor Committees, which was and remains a political association … of people who share like political views. 

Probably the best way to demonstrate the government’s venal behavior, and the unconstitutional activities undertaken, directed out of the Criminal Division of the Department of Justice, is to show you their own documents, and read to you their own words. And, by way of history, I’d like to have No. 1 put up on the screen. 

What you see before you, is an FBI memorandum from the SAC, the Special Agent-in-Charge, of the New York Field Office of the FBI, to the Director. It’s dated March 1969. And, it requests authorization of the Director to issue a false leaflet, to stir up antagonisms between these various aspects of SDS. Now, I’m sure that’s a tactic familiar to all of you, if in slightly different form. They want to disseminate this leaflet under false cover, to various of these groups, and stir up as much controversy between them, hopefully, undermining their ability to act in concert, and getting them into faction fights, which would destroy their efficiency and cohesion. 

Well, if you put up No. 2, you’ll see that they got that authority from the Director of the FBI, and his blessing: “Authority is granted to anonymously mail copies of the leaflet submitted.” Now, I’m not going to bother to show you the leaflet, because it’s a piece of scurrilous garbage. It’s available for anyone who would like to see it. It was called “The Mouse Crap Revolution,” but its intent and purpose was exactly as defined in the letters. {This} is the Department of Justice, {this} is the FBI at work in the 1960s, under — if you look at the bottom —  what was called “Cointelpro,” or “Counterintelligence Program.”… 

So in 1969 and the 1970s, this was the kind of activity which was going on against the LaRouche political movement, and many others, including people you’re well acquainted with personally. 

If we could move on to the next overlay [No. 3]. This is to the Director, again from the SAC in New York, regarding the named subject, Lyndon Hermyle LaRouche, Jr., also known as Lynn Marcus, as they suggest. This is one of the most incredible pieces of FBI material that I have ever seen…. 

What this suggests, is that the Communist Party has let the FBI know, that they want to eliminate Lyndon LaRouche, for their political reasons. They consider him to be a “politically dangerous person,” and the Communist Party wants to eliminate him. 

If you look at the bottom, “New York proposes submitting a blind memorandum to the {Daily World},” to foster these efforts. Here’s the FBI climbing in bed with the Communist Party, in order to effect the elimination of Lyndon LaRouche from the political scene. I think we all know what that means. And they go on to say, that it’s believed, that once LaRouche is eliminated, the political effectiveness of the National Caucus of Labor Committees will, thereby, be diminished, and it will cease to be of any political significance. Here, again, is the FBI, in the ’70s, in operation. 

Years went by, and the members of the National Caucus of Labor Committees continued their political efforts. Now, they are considered, Mr. LaRouche is considered, extremely controversial by many. Those he’s considered controversial by, tend to be those whose policies are inconsistent with his, or those that he has named as operating against the best interests of the society and peoples of the United States. And we all know, that those people tend to be very powerful people…. 

Henry Kissinger, who we all know by name, and some probably remember by reputation and actions, was a very powerful man. Mr. LaRouche took exception with his policies, which he considered to be genocidal, particularly in the context of the financial policies, and the conditionalities imposed on the Third World in order to get money from the World Bank, and got into a serious row with Mr. Kissinger. 

And Mr. Kissinger writes to (on his letterhead) William Webster, the Director of the FBI [Exhibit No. 4]. They had recently had a lovely social occasion together at the place called the Grove, where these powers associate, and frolic around, in various curious ways. And after that, he [Kissinger] appreciates having seen him there, and asks for the assistance of Bill Webster in dealing with “the LaRouche menace.”… 

Here is [Exhibit No. 5]– within the short period thereafter, “Buck” Revell, who was the head of counterintelligence for the FBI, at the time, is sent this memorandum by William Webster, who had been contacted by David Abshire of PFIAB, that’s the President’s Foreign Intelligence Advisory Board. And these same parties, Henry Kissinger and his colleagues, are now raising before PFIAB, the question as to whether LaRouche, because he seems to have funding from sources that they don’t understand, is operating as a foreign intelligence agent, and they want them to look into this. 

Now, what that does, and the words are bad enough, but the reality is terrifying. This triggers the Executive Order I referred to earlier, Executive Order 12333, which allows virtually {any form of conduct, any activity}, to be undertaken, as long as it’s under this national security cover. So, this was the beginning of a national security-covered operation against Mr. LaRouche and his colleagues…. 

The common denominator between all of these cases is twofold. It’s, as I said, political targetting, and it’s the Criminal Division of the Justice Department. 

You probably also know, from your own experiences with colleagues who have run afoul of the situations that have been discussed, that the first place they try you, is in the press. Only {then} do they try you in the courts, once they’ve set the stage, once they’ve poisoned all the minds in the community against you, then, they haul you into court, where you can’t get a fair trial, because the jurors who are sitting there, have been told for days, months, years, or millennia, what a bad person you are, and what horrible offenses you’ve committed against the moral or social fabric of the community. 

Well, that’s precisely what happened in the LaRouche case, probably more so than in any other case…. In the LaRouche case, the press began, not by accident, because we all know who owns the press:  It’s not owned by individuals, and as a matter of fact, there’s an awful lot of ownership of the press which represents certain political and financial interests.   

So, the fact is that beginning in the same period of the 80s, a private financier in New York City, John Train, with reach into the media community, by virtue of his social and financial circumstances, convened a group of media types in a salon that he hosted in his apartment, to plan a press campaign against LaRouche, and his political movement. Their objective was threefold: to tar and feather Lyndon LaRouche and his colleagues as best they could; to advocate and press for prosecutions of any kind, in any place; and, ultimately, to destroy and jail LaRouche, and destroy the political movement which he headed. 

Among those who attended this meeting — and there were several of them, that we have evidence of, collected over a period of years, and admissions by people under oath —  were members of and persons associated with the intelligence community, as well as people with political axes to grind against Mr. LaRouche, such as the Anti-Defamation League of B’nai B’rith, who has, historically, done everything it could, financially and editorially, to label Mr. LaRouche as an anti-Semite, as a fascist, as a racist, as a “Hitler,” a “little Hitler,” and some of the most scurrilous names we can imagine hurling in another person’s face without basis. 

All of these parties, collectively,  — and unfortunately, this is the way these things operate; they don’t operate above board, they operate under the table where you can’t see them, because they don’t flourish well in the light of day, but the grow well in darkness.  They get together, and in fact, this has been referred to by others as part of the “secret government”: The powers that be that operate in conjunction with official agencies but are never seen or heard of. … 

I want to move on briefly and specifically to the LaRouche cases, which are, in fact, a series of cases, that began in 1984. 

In 1984, Mr. LaRouche, under his name, sued NBC and the Anti-Defamation League of B’nai B’rith, in Federal court in Alexandria, Virginia, on libel charges, on the basis of the accusations which I’ve already told you about. 

We tried that case. NBC lied through their teeth, in terms of what information we had. In fact, we had FBI documents that indicated that the NBC reporter had received proprietary and non-public information from four agencies of the federal government, with reference to Mr. LaRouche. 

So they make the stories up, and then they leak them to people who want to use them against you. … 

We sued NBC in Alexandria, Va. As soon as that case was over, NBC in Boston, on the very day — I had finished our presentation and was packing up to go back to Boston, published a so-called “investigative series” of theirs, alleging that certain persons associated with the LaRouche political campaign, had made false credit charges against certain contributors. And they [NBC] had a couple of contributors who got up and said, “you know, I met these people, and I gave them 35 bucks, and the next thing I knew, there was 100 bucks charged to my credit card.” 

Well, I’ll say one thing. Mr. LaRouche is very controversial. And people who contributed to them, frequently came under various types of criticism for that contribution. It could be their wife who says, “what’re you giving $100 away? We need to buy new shoes for the kids.” Or, it could be a neighbor, or a child.  And many times, the amounts of money were larger, so the reasons for opposing the contribution were even greater. 

But, if you know anything about credit cards, the only way a person can re-capture money charged to his credit card, which has been charged to the account, is to say “it was unauthorized.” Those are the magic words. If you don’t use the magic words, you can’t collect the $100. So, in order to reverse a credit card charge, one must say, “I never authorized it.” 

Therefore, what you’re alleging in that case — although the intent was probably not to make the allegation — but in fact you’re alleging that the person did it without your authority, which could be a criminal act. 

Now, they started an investigation around this, which they conducted for two years. It ultimately culminated in a trial in Boston. 

Of course, another thing you’ll all recognize from your personal experiences, is that when they want to charge you and they don’t have anything, they charge you with conspiracy; because then, they don’t have to prove anything! They just go around, tell a bunch of stories, and hope that the jury is poisoned against you, is going to link it all up somehow, and convict you. So “conspiracy” is the vehicle, and that’s precisely what happened in Boston: LaRouche and his colleagues were charged with conspiracy, with a few other specific charges linked on as an afterthought. 

We tried the case for seven months. We weren’t even through with the government’s case, when the case mis-tried. The reason it mistried, is that the jury had been led to believe that the case would have been over long before, which it would have, had we been able to concentrate on the evidence. But, because of the hearings that the judge was forced to conduct for literally months and months, on governmental misconduct, the case dragged on, and the jury sat in the jury box. 

The jury ultimately got frustrated and … wanted to go home, and the case mistried. 

This is an article from the {Boston Herald} that printed that day. [Exhibit No. 6] I’m only showing it to you for one reason, not because of the highlight, “LaRouche Jury Would Have Voted `Not Guilty'”  — although that’s true, and those come out of the words of the jury foreman, who was interviewed  — but, in the first line of text, there are some very important words, from the foreman: 

“`We would have acquitted everybody at this point, and that’s based on prosecution evidence’, said foreman Dashawetz. “There was too much question of government misconduct in what was happening to the LaRouche campaign.'” 

“Government misconduct.” Very seldom do you get a jury to see it, because the government fights you {nail and tooth}. They lie, they cover up evidence, they, in fact, deny information to their own agents, so that the agent won’t be in a position to have to intentionally not disclose it. These are common tactics, and that’s what happened here. Fortunately, in our case, we were able to show enough of it to the jury, so that the jury got the smell. 

However, the government wasn’t about to quit, particularly having taken what was a serious public relations beating at that point in time. So, they decided to switch forums, come down to a much more favorable forum,  — {the} most favorable forum —  the Eastern District of Virginia: the so-called “rocket docket,” the home of almost every government agency, and government contractor in the country, with a few other pockets here and there. 

They brought the case down to there, indicted the case, and brought us to trial. New charges, new defendants. LaRouche was also indicted, so he was one of the few who was also charged the second time — and forced the case from indictment to trial in 28 days. 

There’s a great book, and it’s not a novel, it’s a factual book. It is the history of the case shown by the documents of the case; it’s called {Railroad!} and I commend it to your attention. If you’re to see how that system worked in this particular case, it’s all there, and it’s not somebody else’s words, it’s the words from the court documents. 

In any event, LaRouche was convicted, as were all of his co-defendants, {again}, on conspiracy charges. That was the seminal charge, the rest were just tacked on. This time it wasn’t credit cards. It was allegations of wire fraud, the allegation being that loans were taken from contributors, without intent to repay, or with reckless disregard of that fact that payment wouldn’t take place. 

Now, these were political loans, made in the political context, by political people, to a political candidate, and his political candidacy. Everybody knew that…. 

Back in Boston, the grand jury that was investigating the case, held certain businesses associated with Mr. LaRouche in contempt of court, for not producing documents which were under subpoena, which were being fought during a period of time based on various privacy grounds. 

Twenty million dollars’ worth of contempt sanctions were imposed. The government then sought to collect that $20 million, by filing an involuntary bankruptcy against these organizations in Alexandria, Virginia, just prior to — not just prior —  but at some point prior to the Alexandria indictments. 

They also did this, {ex parte}. The government was the {only} creditor —  in violation of federal law. But, by virtue of their {ex parte} petition to the judge, they were able to effect the closing of these four businesses, all of which were engaged in First Amendment advocacy and publication. These businesses were closed. They were seized by Federal marshals. They never reopened. The publications were never reprinted. 

The $20 million the government sought, was a ruse. In fact, what they intended to do, and what they did do, was close the conspiracy that they alleged in the Alexandria indictments, on the very day that they filed the bankruptcy. The point of the bankruptcy being that from the moment a bankruptcy is filed, an order issued, that no one can pay any debts without order of the court. So it was physically impossible for any debts to be repaid after that, thereby creating a pool of persons who were owed money, who couldn’t be repaid. They [the government] got five or six of these people to come forward and say, “I was promised repayment and didn’t get it,” and that was the basis of the conviction for loan fraud. 

In any event, I want to say that we have fought as vigorously as anyone can through the appeals process, without success and through the {mandamus} process, 2255s in federal court.  And are now at a stage, where, Ramsey Clark, former Attorney General of the United States, who has been with me on all of the appeals,  — he joined the effort just after the sentencing of Mr. LaRouche and his colleagues in 1990.  Recently, he wrote a letter to the Attorney General, asking for a departmental review of the LaRouche case. I’d like to read you some portions of his letter.  He’ll be here tomorrow to speak to you personally.  I’d like to leave you with the following words of Ramsey Clark: 

“Dear Attorney General Reno, 

I have been an attorney in this case since shortly after the defendants were sentenced in January 1989 and appeared as co-counsel on appeal and on the subsequent motions and appeals in proceedings under 28 U.S.C. sec. 2255 and F.R. Cr.P. Rule 33. I bring this matter to you directly, because I believe it involves a broader range of deliberate and systematic misconduct and abuse of power over a longer period of time in an effort to destroy a political movement and leader, than any other federal prosecution in my time or to my knowledge. Three courts have now condemned the Department’s conduct in this prosecutorial campaign. The result has been a tragic miscarriage of justice which at this time can only be corrected by an objective review and courageous action by the Department of Justice.” 

MANN:  The session will come to order.  The session will come to order. 

We are pleased and honored to have with us today, the former Attorney General of the United States Ramsey Clark, who will make such presentation as he may choose.  Attorney General. 

RAMSEY CLARK: Thank you very much. It’s a good feeling to be here with you again this year. I wish I could say it’s been a good year for freedom and justice under law, but I can’t say that. But at least, in this company, you know that the struggle goes on, and that we shall overcome. 

I will, probably, unless my mind wanders, which it does, talk about three cases primarily.  And I’ll start and end, with the case of Lyndon LaRouche and his co-defendants. not because it’s the Alpha and Omega, although it’s about as close as a case gets to the potential perfidy of justice, but because it shows how bad it can be, and yet, it has, as so very, very few of these cases ever do, a positive side that we have to consider. 

I came into the case after the trial. As a person who lives in the country and pays attention to these things, I followed it carefully. I knew something about the ways of the judicial district in which the case was filed and the meaning of filing a case there. To call it the “rocket docket” is a disservice, unless you identify the rocket, because if there’s a rocket in present use that would be similar, it would be the so-called depleted uranium-tipped missile, the silver bullet used in Iraq. 

In other words, it’s a lethal rocket. It’s not a rocket that sought truth or intended justice. … 

I was prepared, therefore, for what might happen. I had followed the earlier case in Boston, which, by any measure, was an extremely peculiar case, both in its charges and its prosecution, and in its history. I knew the judge there as a fellow Texan. His brother, Page Keeton, had been dean of the law school where I started out, down at the University of Texas. And he’s one of the old school, that doesn’t like tricks, falsity, or injustice. He became outraged with the prosecution, and did a lot. I can’t tell you he did all that a judge could have done. I believe Odin would agree, though, he did a lot. And not many judges, who come through a political conditioning process, who have the courage to stand up to the power of the Executive Branch, to the FBI and others, and say the things that he did. And, that was almost an early end to a malicious prosecution. 

But, in what was a complex and pervasive a utilization of law enforcement, prosecution, media, and non-governmental organizations focussed on destroying an enemy, this case must be number one. There are some, where the government itself may have done more and more wrongfully over a period of time. But the very networking and combination of federal, state, and local agencies, of executive and even some legislative and judicial branches, of major media and minor local media, and of influential lobbyist types  — the ADL preeminently —  this case takes the prize. 

The purpose can only be seen as destroying–it’s more than a political movement, it’s more than a political figure. It {is} those two. But it’s a fertile engine of ideas, a common purpose of thinking and studying and analyzing to solve problems, regardless of the impact on the {status quo}, or on vested interests. It was a deliberate purpose to destroy that at any cost. … 

And yet, all this law enforcement was coming down on them. We didn’t have that kind of violence, that physical violence, in the LaRouche case. But the potential from one side was entirely there. The day they went out to seize 2 million documents, as I recall (I may be off a million or 2 million), a big warehouse! These people produce a lot of paper, and it’s not trash; it’s not bureaucratic paper-keeping; you may not agree with it, but it’s all saying things. They had several times more agents, armed, than the ATF force that initially attacked the Mount Carmel Church outside Waco on Feb. 28, 1993. They just didn’t have people on the other side, who were shooters…. 

I guess I’m really still caught with the idea, the old idea of the First Amendment of the Constitution of the United States, that is ingrained in a lot of Americans, in particular, young lawyers, who are kind of idealistic and believe in the idea of freedom and the power of the word and the truth. I believe the truth can set us free. I think that’s the struggle. The real struggle, is whether we can see the truth in time…. The truth can set us free. 

In the LaRouche case, they’re book people. (I have to confess to an intellectual weakness: I find reading easier than thinking, so I read constantly, nearly blinded myself from too much reading. I’ve got 15,000 books at home, read most them, unfortunately. As you can tell, I haven’t learned much, but I haven’t stopped yet.) These are book people. They had publishing houses going on. Important publications. Non-profit stuff…. And the government comes in a completely — these are just some of the peripheral things, that Odin and others might not have explained to you, but these are what they were about:  {ideas}, information, social change! Meeting the needs of human people all over the world, humanity all over the world. 

We’re going to have a billion more people before the end of this millennium, century, decade, and the vast majority, 80% of them are going to have beautiful, darker skin. And they’re going to live short lives, {short lives} of sickness, hunger, pain, ignorance, and violence, {unless we act radically}. And these books have ideas! Some will work, some won’t work, but they’re ideas. They can be “tested in the marketplace,” as we used to say. 

And they [the government] come in with a {false} bankruptcy claim, against a non-profit publishing houses, and {shut ’em down!} What’s the First Amendment worth, you know? “We’ll silence you, you’ll have no books out there.” 

And not only that: then they take people who were contributing and supposed to be paid back their loans to the publisher, and try to prosecute, falsely, on it. They put on witnesses, to give false testimony. From the tens and tens of thousands of contributors, and thousands of people who gave loans, they came up with a baker’s dozen, roughly — 13, 14, 15 people — who got their feelings hurt, perhaps.  And some who were mean-spirited enough to lie about it, and who didn’t get their money back, although they were being paid back. Because anybody can have financial crunch, where you can’t pay back. 

Imagine what would happen to political campaigns in this country, if you enforced law strictly against those who are raising money like this, by inquiring about all the people who gave money; whether they got what they wanted, what they expected, and whether they were misled about it. Nobody could run for office.   

We know in this society that we are plutocracy, that money dominates politics, absolutely dominates it:  Read this new book {The Golden Rule} by Thomas Ferguson, University of Chicago Press, about the role of money in our democratic society, how it absolutely controls not just the elections, and not just the politicians, but the whole shebang!  The media, the military, the industry, everything.  And we call it “democracy.” 

We need some ideas, we need the good words out there. And that’s why it had to be stopped, and that’s why they came after him. 

I read the record — in addition to reading books, I read lots of records of trials.  Absolutely no evidence to support a conviction there, if you take it all, if you exclude the parts that were false or venomous, there’s not even a shell. But they had to say that this noble enterprise, agree or not with it, was corrupt. Corrupt — have nothing to do with it! It’s corrupt! Nobody respects financial or other corruption. Destroy ’em that way. 

They were put to trial, without any chance to prepare their case, and they made a valiant effort. And got consecutive sentences — unbelievable…. 

We’ve been trying in every way we can, others much more than I, to make the LaRouche case known. I personally have appeared at meetings in Europe and North America. There have been books and pamphlets and there’s a constant flow of literature and verbal communication. 

We’ve tried, for I can’t tell you how many years right now, but several years, maybe four even, to explore the possibility of fair hearings in the Congress. 

Hearings are risky in a highly political environment like that. … 

There’s a continuing effort. I think it will bear fruit. We’ve asked the Department of Justice for a comprehensive review. Lyndon LaRouche has always asked for a review, not only of his case, but of all cases where there are allegations of serious misconduct, and usually names a bunch of ’em. And so, we’ve always done that. That’s his vision. It happens to be my vision, too, of how you correct things. 

But the capacity of the Department of Justice for self-criticism, is of a very low order. It has two offices that are charged with the responsibility. One’s called the Office of Professional Responsibility, and one’s called the Office of the Inspector General, and neither have ever done anything very serious that I’m aware of. Maybe someone was caught stealing pencils, or something, taking home for the kids.  That’s about the dimension of their address. 

So our efforts to secure a review of injustice; we’ve tried in the courts.  We sought {habeas corpus}, which is the grand English — it’s the Writ of Amparo; in the Dominican Republic, it’s the grand old way of reviewing injustice and wrongful conviction — and we got short shrift. We had to go back to the same judge who gave us the fast shrift the first time! 

The [inaudible 54:09] rocket docket. 

So, we have to find solid means. The media’s a great problem. The media’s controlled by wealth and power that prefers the {status quo}, and it’s very sophisticated in how it manages these matters. I can take a cause that they’re interested in, that’s virtually meaningless, and be on prime time evening news. And I can take on a cause of what I consider to be international importance of the highest magnitude, that they oppose, and shout from the rooftops, and you’d never know I existed. That’s the way it works. 

That’s one reason that publications — the books and magazines and newspapers that spread the word — even though they’re minor compared with the huge international media conglomerates that we’re confronted with, but they reach thinking people, and they spread the word. 

I think we’ll get our hearing in time, and I think it’ll be a reasonably short time, but I think to be meaningful, it’s going to take a regeneration of moral force in the American people. 

I’m both an optimist and an idealist, so you have to take what I say with a grain of salt. But I believe that the civil rights movement was the noblest quest of the American people in my time. I think it was real, and vital, and passionate. And I think it consumed the energies and faith of some few millions of people. I mean, we really believed in it! We were marching and singing and doing!  And then it kind of dribbled out. So that now we have this vicious fights that divide us.   

We have to have a moral regeneration and energy and commitment and faith and belief, that we can overcome; that equality is desirable; that justice is essential; that a life of principle is only worth living; then we’ll get our hearings. Then we won’t need our hearings, but we’ll have to keep on. 

MANN:  The session will come to order. 

If anyone needs an introduction to the next presenter, I suggest you see him after the meeting. [laughter] We’re delighted to have Lyndon LaRouche. 

LYNDON H. LAROUCHE, JR: Just for the record, I’ll state a few facts which bear upon the circumstances in which certain events befell me. 

I was born in Sept. 8, 1922, in Rochester, New Hampshire, lived there for the first 10 years of my life, lived for the next 22 years of my life in Lynn, Massachusetts, except for service overseas. I moved to New York City, where I lived until July of 1983, and, since that time, except for a period of incarceration, I have been a resident of the Commonwealth of Virginia. 

I attended university a couple of times, before the war or at the beginning of the war, and after it; and then had a career in management consulting, which lasted until about 1972, tapered off, sort of. 

My most notable professional achievement was developed during the years 1948-1952, in certain discoveries of a fundamental scientific nature in respect to economics, and my professional qualifications are essentially derived from that. 

In the course of time, in 1964, approximately, I was persuaded that things were being done to change the United States, which, from my view, were the worst possible disaster which could befall this nation. And thus, while I had given up any hope of political improvement in this country before then, to speak of, I felt I had to do something. So I became involved part time, from 1966 through 1973, in teaching a one-semester course in economics, largely on the graduate level, at a number of campus locations, chiefly in New York City, but also in Pennsylvania. 

In the course of this, a number of these students who participated in these classes, became associated with me, and, out of this association, came the birth of a nascent political organization, as much a philosophical organization as political. Our central commitment was Third World issues and related issues, that is, that economic justice for what is called the Third World is essential for a just society for all nations. I became particularly attached to this, during military service overseas in India, where I saw what colonialism does to people. And I was persuaded at the time, as I believe a majority of the people who were in service with me, was that we were coming to the end of a war, which we had not foreseen, but which we had been obliged to fight. And that if we allowed the circumstances to prevail that I saw in the Third World, we would bring upon ourselves some kind of disaster, either war or something comparable down the line. 

And that was essentially our commitment as an association. 

We became rather unpopular with a number of institutions, including McGeorge Bundy’s Ford Foundation. About 1969, we made a mess of a few projects he was funding, by exposing them. And we also became unpopular with the Federal Bureau of Investigation, perhaps on the behest of McGeorge Bundy. 

In 1973, according to a document later issued under the Freedom of Information Act by the Federal Bureau of Investigation, the New York Office of the Federal Bureau of Investigation, acting at all times under supervision of Washington headquarters, hatched a plot to have me eliminated, or to induce the Communist Party U.S.A., that my elimination would solve a number of their problems. There actually was an abortive attempt on me during that period. I knew the FBI had been involved. I couldn’t prove it then, but I knew it, and, later, a document appeared showing that. 

From that point on, during the 1970s, until the end of COINTELPRO, we were constantly beset by the FBI. Our main weapon against the FBI was jokes. We used to make some jokes about the FBI, which we would pass around, to try to persuade them to keep off our tail, but they kept coming, and all kinds of harassment. 

Then, in 1982, there was a new development. I sensed it happening, but I received the documents later: The events which led to my, what I would call, a fraudulently obtained indictment and conviction and incarceration. 

It started, according to the record — of which I had some sensibility this was going on at the time — of Henry Kissinger, the former Secretary of State (with whom no love was lost between us), went to William Webster and others, soliciting an FBI or other government operation against me and my associates. This led, as the record later showed, to a decision by Henry Kissinger’s friends on the President’s Foreign Intelligence Advisory Board, recommending an operation against me and my associates. This was adopted during the same month of January by Judge Webster, the Director of the FBI, who passed the implementation of this instruction along to his subordinate, Oliver “Buck” Revell, recently retired from the FBI, I believe. 

The first inkling I had of this, was in about April of 1983, at which time a New York banker, John Train, who is very intelligence-witting, shall we say, of the private bank of Smith and Train in New York City, held a salon at which various government agents, private individuals, the Anti-Defamation League, for example, and also NBC-TV News, the {Reader’s Digest,} the {Wall Street Journal}, and others, were represented. 

The purpose was to coordinate an array of libels, a menu of libels, which would be commonly used by the news media, in an attempt to defame me, and hopefully, from their standpoint, to lead to criminal action against me and my associates. 

In January of 1984, this attack came into the open, launched by NBC-TV, which had been a participant in this salon of Train’s, which launched the pattern, which was the pattern of coverage by all U.S. news media — major news media, and many minor news media. From the period of the end of January 1984, through the end of 1988, I saw no case of any significant coverage of me or mention of me, in the U.S. print media, particularly the major print media, the Associated Press, in particular, which was an active part of the prosecution, in fact, or in the national television media, network media, especially; not a single mention of me which did not conform to the menu of libels concocted by this salon, which had been established under John Train, as part of this operation. 

This salon, including the Anti-Defamation League, NBC-TV, others, the Associated Press, actively collaborated, beginning sometime in 1984, with forces inside the government, which were determined to have a criminal prosecution against me and my associates. The criminal prosecution was launched at about the time of the 1984 presidential election, in October-November 1984. And from that point on, it was a continued escalation, until a Federal case in Boston led to a mistrial, occasioned largely by government misconduct in the case, in May of 1988. 

Following that, on or about October 14 in Virginia, a new prosecution was opened up, and that led to my conviction in December of 1988, and my sentencing, for 15 years, in January 1989. I believe Mr. Anderson has described the nature of the case. And that resulted in five years of service in Federal prison, from which I’m now released on parole. 

The motivations of the case against us, I think, are, in part, obvious, perhaps partly not. 

In 1982-83, there were two things which greatly excited my enemies. Number one, I had been involved, in 1982, in presenting a proposal which was based on my forecast in the spring of 1982, that a major debt crisis would break out in South America, Central America, and the expectation that Mexico would be the nation that would have a debt crisis. I’d been involved with many of these countries and personalities in them, in projecting alternatives to this kind of inequitable system, where the “colonial nation” had been replaced by the term “debtor nation.” And the debt of South America, Central America was largely illegitimate, that is, it was a debt which had not been incurred for value received, but had been done under special monetary conditions, under the so-called floating exchange rate system, where bankers would come to a country, the IMF in particular, would say, “We just wrote down the value of the currency; we’re now going to re-fund your financing of your foreign debt, which you can no longer pay on the same basis as before.” 

So I proposed, that the debt crisis be used as the occasion for united action, by a number of governments of South and Central American countries, to force a reform in the international debt relations, and to force a reform within international monetary relations. This report was entitled {Operation Juárez}, largely because of the relationship of President Lincoln to Mexico during the time that Lincoln was President; with the idea that it was in the interest of the United States to accept and sponsor such a reform, to assist these countries in the freedom to resume development of the type which they had desired. 

This report was published in August of 1982, ironically a few weeks before the eruption of the great Mexico debt crisis of ’82, and was presented also to the U.S. government and the National Security Council, for the President’s information at that time. There was some effort, on the part of the President of Mexico, to implement my proposal in the initial period of the debt crisis. He had, at that time, some support from the President of Brazil and the government of Argentina. But under pressure from the United States, the government of Brazil and Argentina capitulated, and President José López Portillo, the President of Mexico, was left, shall we say, “hanging out to dry.” 

As a result, in October of 1982, he capitulated to the terms which were delivered to his government and people around him, by people such as Henry A. Kissinger, who made a trip to Mexico at that time, to attempt to intimidate the Mexicans to submitting to these new terms. This was one issue between me and Kissinger, and his friends. 

The second issue was, that sometime about December of 1981, a representative of the U.S. government approached me, and had asked me if I would be willing to set up an exploratory back-channel discussion with the Soviet government, because the Soviet government wanted, according to them, an additional channel to discuss things. And I said I didn’t reject the idea, I said, but I have an idea on this question of nuclear missiles. It was becoming increasingly dangerous, forward-basing, more precise missiles, electromagnetic pulse, we’re getting toward a first strike. It would be very useful to discuss what I proposed in my 1980 election campaign, with the Soviet government, to see if they’d be interested in discussing such a proposal. This might prove a profitable exploratory discussion. 

And so, from February of 1982, through February of 1983, I did conduct such back-channel discussions with representatives of the Soviet government in Washington, D.C. Those were somewhat fruitful, but ultimately abortive. Kissinger and others became aware of this discussion, during the summer of 1982, and their circles were very much opposed to that. The general view was expressed, that I was getting “too big for my britches,” and I had to be dealt with: on the question of debt, which some of these people were concerned about, and on this question of strategic missile defense, where I had this proposal, which the President adopted, at least initially, in the form of what became known as the Strategic Defense Initiative. And when the Strategic Defense Initiative was announced by the President on March 23, 1983, there were a lot of people out for my scalp. 

Those are the at least contributing factors, in what happened to me. But they may not be all. There probably are others, as well…. 

We have, in my view, a system of injustice whose center is within the Department of Justice, especially the Criminal Division of the U.S. Department of Justice. The problem lies not with one administration or another, though one administration or another may act more positively or more negatively. You have permanent civil service employees, like Deputy Assistant Attorney General Jack Keeney and Mark Richard, who are coordinators of a nest of institutions in the Criminal Division, which show up, repeatedly, as leading or key associates of every legal atrocity which I’ve seen. 

This is the case with the so-called Frühmenschen operation, which is largely an FBI operation, but which cannot run without cooperation from these people. … 

We have an out-of-control Justice Department, in my view, where the rot is not in the appointees, as much as it is in the permanent bureaucracy. We have a permanent sickness, in the permanent bureaucracy of part of our government. 

In my case, when the time came that somebody wanted me out of the way, they were able to rely upon that permanent injustice in the permanent bureaucracy of government, to do the job. As in the Frühmenschen case, the Weaver case, the Waco case, the case of Waldheim, the case of Demjanjuk, and other cases. Always there’s that agency inside the Justice Department, which works for contract, like a hitman, when somebody with the right credentials and passwords walks in, and says, “we want to get this group of people,” or “we want to get this person.” 

My case may be, as Ramsey Clark described it, the most extensive and the highest level of these cases, in terms of the duration and scope of the operation. … 

So my case is important, in the sense it’s more extensive, it’s more deep-going, long-going. But when it came to getting me, it was the same apparatus, that, I find, in my opinion, was used in these other cases. And that until we remove, from our system of government, a rotten, permanent bureaucracy which acts like contract assassins, using the authority of the justice system to perpetrate assassination, this country is not free, nor is anyone in it. … That’s my view of the matter. Thank you. [applause] 

MANN:  Thank you. 

J.L. CHESTNUT:  You and I had a little chat in Selma, Alabama. … I guess you can understand, that even somebody like me, sometimes, feels {overwhelmed}, and wonders whether or not America is just a lost cause. I hate to sound that way, but after 40 years, I’ve got {serious} reservations about whether we can save this country, about whether this country even {wants} to be saved. 

LAROUCHE:  Well, I take an evangelical view of this. I’ve been associated with many lost causes in my life — as you have — and, once in a while, we win them. [laughter] … 

The problem of people, as I see it, is people don’t trust the leadership; and I don’t blame them for not trusting their leadership. I blame them for being too pessimistic. And it’s up to us and others, to get enough people moving, to create a movement. 

Like the case, just, of Martin Luther King. Now, I never personally met Martin Luther King, but I watched him closely. And I know something about Martin Luther King, from people who knew him, and his circumstances. And here was a man, he was a good man, he was a preacher, a Baptist preacher, I don’t know. They run to this way and that way. 

But one day, somebody appointed him, nominated him, to be a leader of the civil rights movement; out of a crowd, so to speak. He took the job, as an appointee, like a federal appointee! Only this was a civil rights movement. He went from crisis to crisis, in a few years, from the time that he received that appointment, until he went to his death, knowing he was facing death. 

And in that period of time, he made a number of public speeches of great power and pith. Each of those speeches corresponded to a point of crisis in the history of the civil rights movement. And I saw, on television, and I read in the recorded speeches, I read a man who had gone into private, into his own Gethsemane, probably inspired by reading the New Testament, and said: “I will drink of this cup.” And he came out with an {idea}, with a lot of people swarming around him. But he came out with the {idea}, and he presented a concept, which took a whole people who were looking to him and the civil rights movement; and he {ennobled} them. 

He said, “You’re not fighting for African-American rights. You’re fighting for everybody’s rights! You’re fighting to make the Constitution real!” And it was a new idea, a different idea. And, as he did with his “Mountaintop” speech that he gave just before he went — again, a man who had walked into Gethsemane and said, “Yes, Lord, I will drink of this cup, as my Savior before me.” And he went out, and he drank of the cup; and he inspired people. 

Now, we don’t know who among us is going to be the great leader of this period. But we know, as the civil rights people of the 1960s, who had been at the civil rights business for many centuries, in point of fact, many of them with a conscious family tradition. They assembled together. They picked people from their midst as leaders; and among these leaders, was a Martin Luther King. 

And I think, if enough of us assemble today around these kinds of issues, and show the nation that there {is} something moving, something which is of concern to the average citizen, that from among those we gather, together for that purpose, we will find the leaders we need. 

[closing music] 

To dele af følgende hæfte er oversat til dansk:

1. Underskriftindsamling: Rens Lyndon LaRouches navn
og få ham renset for den uretfærdige forfølgelse, domfældelse og
fængsling han var udsat for

2. Nekrolog: Lyndon H. LaRouche, Jr. (1922-2019)

Download (PDF, Unknown)

Læs kondolencebrevene fra hele verden på LaRouchePAC’s hjemmeside her.

Download (PDF, Unknown)

Leder fra LaRouchePAC d. 20. august: Blot uger fra det vigtige amerikanske midtvejsvalg, har vi afsløret de amerikanske aktører i ‘Russiagate’-kupforsøget mod præsident Trump – hos FBI, i justitsministeriet, blandt lederne af overvågningsstaten såsom John Brennan – så grundigt, at de kan ende med at blive retsforfulgt for forbrydelser begået i forbindelse med deres “undersøgelse”. Den juridiske snigmorder Robert Mueller ser i stigende grad desperat ud i sine bestræbelser på at lokke præsidenten i en fælde, og udarbejde en betænkning der lægger op til, at den nye Kongres skal afsætte ham.

De britiske bagmænd for dette kup, med undtagelse af den radioaktive MI6-officer Christopher Steele, er imidlertid stadig skjult for det overvældende flertal af amerikanerne. Disse er lederne for MI6 og GCHQ – den britiske forløber til NSA – der, fra det øjeblik Donald Trump overvejede at gå ind i præsidentkampen, bad de amerikanske efterretningstjenester og politiske cirkler om at stoppe ham, fordi han kunne engagere sig i stormagtsamarbejde med Rusland og Kina. I denne proces har de, som præsidenten sagde søndag, skabt en rasende ny ”McCarthyisme” i Amerika.

Londons monetære system, som ved at ødelægge præsident Roosevelts Bretton Woods-system, atter gjorde byen til verdens mest fremtrædende finanscenter, har ikke frembragt andet end afindustrialisering og frihandel i USA og Europa og konstante gældskriser rundt om i verden. Det er i krise nu igen, forklædt som en “valutakurs-krise i de fremvoksende markeder” (’emerging markets’ –red.).

Vi forsvarer præsidentskabet, indtil Mueller er endeligt besejret, fordi det, i den finanskrise der nu er under opsejling, med præsident Trump er muligt, med en akut tilbagevenden til en Glass-Steagall bank-reorganisering. Samarbejde med andre stormagter og BRICS-lande for at udstede store kreditter til nye infrastrukturprojekter er muligt med præsident Trump. Selv et {seriøst} angreb på briternes frihandelssystem ved at afskære muligheden for valutaspekulation og vende tilbage til principperne for FDR’s Bretton Woods-system, er muligt, hvis der eksisterer et samarbejde mellem præsident Trump og lederne af Kina, Indien, Rusland og andre større økonomier.

Vi forsvarer præsident Trump mod det britiske angreb, for at gøre en ende på det forfejlede britiske monetære system og indføre Lyndon LaRouches “fire love” for at genskabe kreditsystemet under Bretton Woods.

Præsident for Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, sagde i et webcast d. 17. august: “Gennem årene har min mand gentagne gange opfordret til en reetablering af Bretton Woods-systemet for at vende tilbage til en økonomi efter Hamiltons principper, at vende tilbage til et kreditsystem for dybest set at udslette kasinoøkonomien, slippe af med derivat-boblen og overgå til national bankvirksomhed; at have suveræne regeringer til at stå for kreditudstedelsen, og dernæst have et internationalt kreditsystem …. Senere specificerede han det mere, og sagde at den eneste kombination af lande, der har magt til at afvikle det britiske imperialistiske finanssystem baseret i City of London og Wall Street, ville være en fire-magts kombination bestående af USA, Rusland, Kina og Indien.

Så vi har skrevet denne nye appel, som faktisk er en opfordring til lederne af disse fire lande, ikke for at udelukke andre, men for at lade disse fire lande være den centrale gruppe af nationer, som kunne udforme et nyt Bretton Woods-system, og sidenhen kunne invitere andre; og alle lande, der gerne vil slutte sig til, ville være velkomne til at deltage.

Se, det haster. Der er mange mennesker der siger, at den næste økonomiske storm vil ramme godt og vel inden midtvejsvalget. Der er mange analytikere der siger, at Federal Reserves “tapering” – den såkaldte renteforhøjelse – skal stoppes hurtigt, fordi den er ved at få gældsboblen til at eksplodere. Instituttet for International Finans i Washington har netop offentliggjort tal der viser, at Verdens samlede gældsætning har nået 247,2 billioner $, og det er en stigning på 11,1 % indenfor bare det sidste år. Så vi sidder på en krudttønde, og alting kan i princippet udløse et sammenbrud af boblen der, hvis den ikke bliver behandlet, vil medføre fare for økonomisk kaos med uforudsigelige konsekvenser…

Vi ønsker at foretage en verdensomspændende mobilisering af hvert enkelt land, enhver magt, enhver person på planeten, til at appellere til disse ledere – nemlig præsident Trump, præsident Putin, præsident Xi Jinping og premierminister Modi – om at foretage denne handling; og helst at bruge FN’s generalforsamling, som vil starte i september, til at sætte dette på dagsordenen.”

Leder fra LaRouchePAC d.19. august: For ti år siden, da det globale finanssystem var i færd med at bryde sammen, sagde grundlægger af EIR, Lyndon LaRouche, i en webcast: “Det nuværende internationale monetære system kan ikke reddes. Hvis man forsøger på at redde det, vil man miste planeten.” 

Nu, ti år senere, har centralbanker – der har trykt 14 billioner $ i nye bankreserve-penge for at forsøge at redde det monetære system – således effektivt afstedkommet en ny international ‘valutakrise’, der leder i retning af bølger af ‘defaults’ (misligholdelse –red.) på selskabs- og statsgæld, bankfallitter og det der er værre – værre end i 2008. Den misledende betegnelse ‘den tyrkiske krise’ maskerer en tredobling af global virksomhedsgæld siden 2010, med 75 % af den samlede gældsudvikling i de såkaldte ‘avancerede’ lande, hvis reelle lønninger og levestandard er faldet siden 2008 på tværs af Europa og Latinamerika og i USA. Den kan ikke betales tilbage. Som LaRouche sagde dengang: “Man må vælge: Udskift systemet eller få en ny planet … 

Vores mål må være at opmuntre lederne for mindst fire stormagter – USA, Kina, Rusland og Indien – til at føre an i at vende tilbage til Bretton Woods-systemet, der blev påbegyndt af Franklin Roosevelt i 1944. Dette var, som LaRouche sagde i broadcastet den 18. november 2008, et kreditsystem, ikke et monetært system. 

Det står klart, hvad det monetære system har været, siden Bretton Woods i 1971-73 blev erstattet af et system med ‘flydende satser’: Skabelsen af enorme mængder af dollars i London og Londons ‘offshores’ gennem eurodollar- og petrodollarmarkederne, til trods for at det var meningen, at dollaren skulle være den internationale reservevaluta. 5 billioner $/dag i spekulative valutatransaktioner. London er igen verdens finansielle center, med hovedvægten lagt på spekulativ aktivitet på bekostning af reelle økonomiske investeringer, og yderligere faldende levestandard, både op til og efter krakket i 2007-08.  

Hvad et Nyt Bretton Woods-‘kreditsystem’ betyder, er også klart: En fast vekselkurs, et guldreservesystem, som kanaliserer en international strøm af kredit fra industrielt udviklede lande til udviklingslande og eksporterer kapitalgoder til sidstnævnte “til formidling af teknologi; hvorledes? Ved forbedring af infrastrukturen … hvilket er nødvendigt for at gøre det muligt at forbedre produktiviteten af arbejdskraften med en vis grad af færdigheder.” 

Dette er blevet påbegyndt af Kinas Bælt- og Vej-Initiativ, som tydeligt har vist forskellen mellem udstedelse af kredit, og udstedelse af centralbank-penge, bankreserver.

Nu hvor nationerne, der er blevet påvirket af krisen, diskuterer handel i nationale valutaer, skal de fire nøglemagters ledere gøre springet til et Nyt Bretton Woods. Den internationale appel, som netop er blevet lanceret på Schiller Instituttets hjemmeside, opfordrer dem til at gøre dette: https://schillerinstitute.nationbuilder.com/nbw_petition

Som LaRouche sagde om dette presserende projekt: “Vi kan skabe et nyt kreditsystem blandt nationer, som jeg tror – hvis USA, Rusland, Kina og Indien enes – de fleste nationer i verden gerne vil tilslutte sig, især i betragtning af alternativet. Og derfor kan vi skabe et nyt verdenssystem, et nyt kreditsystem, i modsætning til et monetært system. Og under disse betingelser kan vi fortsætte med at udstede kredit i stor skala til genopbygning af verdens fysiske økonomi. Vi kan organisere en genopretning af samme type, som vi gennemgik under Præsident Franklin Roosevelt tilbage i 1930’erne og 1940’erne. Og det vil vi ikke afvige fra, tænker jeg, når først vi har gjort det.” 

15. august (EIRNS) – Den 15. august er en historisk dato, fortalte Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche under en konferencesamtale med LaRouche-bevægelsens amerikanske medarbejdere i dag. For nøjagtigt 47 år siden afsluttede Richard Nixon fastkurssystemet og afkoblede dollaren fra guldstandarden. Lyndon LaRouche var nok den eneste økonom, der med absolut klarhed indså hvad det ville betyde. Han sagde, at hvis Vesten holdt sig til de monetaristiske politikker, der var repræsenteret ved dette træk af Nixon, ville verden uvilkårligt gå ind i en ny mørk tidsalder med fare for en ny fascisme og depression – medmindre der opstod et nyt retfærdigt økonomisk system, et Nyt Bretton Woods system. Og det er præcis, hvor vi står i dag.

De kommende 90 dage indtil midtvejsvalget i USA vil være afgørende for, om der enten nås et nyt paradigme, eller om det fører til økonomisk kaos og fare for krig. Der er en klar vending i ‘carry trade’-handelen undervejs, fra de fremvoksende markeder og tilbage til dollaren, hvilket til dels blev udløst af Den amerikanske Centralbanks rentesatser, men også har flere systemiske grunde. Der er mange såkaldte eksperter, bankfolk, alle slags mennesker fra det finansielle miljø, der advarer om, at en fuldkommen økonomisk storm, vil komme ud af denne krise i de fremvoksende markeder, og at den vil kunne ramme USA og resten af verden, selv inden midtvejsvalget.

Der er en overhængende krise i forhold til Tyrkiet. Dette skyldes ikke Trumps sanktioner mod Tyrkiet, men snarere den systemiske karakter af krisen. Dette har også at gøre med det faktum, at Tyrkiets præsident Erdogan i den seneste tid har været i gang med en strategisk nyorientering, hvor han erklærer, at han ønsker at være en del af BRIKS, der er involveret i opbygningen af en ny finansiel arkitektur, og af den grund bliver han politisk angrebet med økonomisk krigsførelse.

Allerede tilbage på G20-topmødet i Hangzhou i 2016 forlangte Kina en ny finansiel arkitektur, og sagde at årsagerne til finanskrisen i 2008 ikke var blevet afhjulpet. Kina har i mellemtiden taget store skridt til at modvirke spekulation, forbudt spekulation i landet og forbudt kinesiske investorer at involvere sig i spekulative projekter i udlandet.

Nu, i forbindelse med straffesanktioner der er gået over gevind mod forskellige lande, forbereder disse lande sig på at forlade dollaren. For eksempel indeholder lovforslaget, som senator Lindsey Graham og andre indførte i det amerikanske senat, nye sanktioner mod Rusland, hvilket indebærer forbud mod al russisk bankvirksomhed i udlandet, handel med russiske statsobligationer, forbud imod at Aeroflot kan lande i USA, nedgradering af diplomatiske forbindelser mellem USA og Rusland – ud over sanktioner på grund af Skripal-sagen, for hvilket der absolut ikke er blevet fremlagt bevis. Det er naturligvis et alvorligt spørgsmål, og den russiske premierminister Medvedev sagde for et par dage siden, at de betragter dette som en økonomisk krigserklæring, og at hvis sådanne sanktioner gennemføres, vil Rusland tage passende modforanstaltninger.

Dette angreb på Rusland er det samme som det britiske kupforsøg mod præsident Trump: Hele formålet var at ødelægge mulighederne for at have forbedrede forbindelser mellem USA og Rusland. Og hvis man har den slags handelskrig, hvilket vi allerede så i forbindelse med CAATSA-lovforslaget i august sidste år, som blev stemt op til 98-2 i Senatet, hvilket umuliggør et veto af Trump, så har man sat kursen imod en komplet katastrofe.

Trumps foranstaltninger mod Tyrkiet vil ikke kunne tvinge Erdogan til at kapitulere, men vil medføre det modsatte resultat. Der er en indsats fra britisk side for at opnå denne kapitulation. For eksempel er der en artikel af Jim O’Neill, som er den tidligere leder af Goldman Sachs, og som nu er leder af Chatham House/Royal Institute of International Affairs. Han kommer med en fuldstændig advarsel om, at Erdogan skal kapitulere, at han må give efter for (økonomisk –red.) voldtægt af Tyrkiet, og at hverken Rusland eller Kina vil hjælpe.

Den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov er imidlertid nu i Ankara, og han interviewede TASS, hvor han sagde, at Rusland allerede omdanner sin handel med Tyrkiet til deres nationale valutaer, at de gør det samme med Iran, og at de også taler om dette med Kina. En tilbagevenden til handel i nationale valutaer vil ikke løse det globale problem, men det kan være et vigtigt mellemliggende skridt i retning af et fuldt udbytte af et Nyt Bretton Woods-system, som LaRouche har angivet.

Dette ville betyde, at den globale spekulative boble ville blive fastfrosset og gennemgå en konkursbehandling; der ville blive etableret et system med faste valutakurser; hvert land skal have en nationalbank for suveræn kontrol over kreditgivning; et internationalt clearinghus ville blive oprettet for at balancere samhandelen på langt sigt; og internationale investeringer til lave renter baseret på klare videnskabelige principper for fysisk økonomi ville blive tilskyndet. Der er allerede taget skridt i denne retning i form af AIIB, BRIKS ‘New Development Bank’, ‘New Silk Road Fund’.

For at Vesten kan deltage fuldt ud, vil det kræve en genindførelse af Glass/Steagall-bankopdeling for at slippe af med kasinoøkonomien; derefter oprettelse af nationalbanker til at udstede kreditter for produktive investeringer, for sidenhen at kunne gå med i denne form for internationalt samarbejde.

Lyndon LaRouche understregede for mange år siden den pointe, at den eneste måde at gøre det på er ved at bryde det Britiske Imperiums magt, og det kræver en firemagtaftale – Rusland, Indien, Kina og USA – og sidenhen, kan andre lande, der ønsker at overleve, knytte sig til det nye system.

Hvad der sker i USA, vil være afgørende for at få det til at ske, i særdeleshed at kuppet mod præsident Trump bliver stoppet.

Helga Zepp-LaRouche afsluttede sin strategiske gennemgang med følgende overvejelser:

Hvad angår verdenshistorien har vi nået et punkt, som Nikolaus af Cusa meget profetisk genkendte allerede i det 15. århundrede, nemlig, at man ikke kan have ‘halve løsninger’. Når man har en systemisk krise, kan man ikke løse det i den ene region og have fred der, mens andre regioner går i skuddermudder; man er nødt til at have fat i de remedier, der afhjælper det systemiske problem i hele systemet.

Det er det, som Lyndon LaRouches livsværk har handlet om. Han har ikke kun været den bedste og sandsynligvis den eneste økonom, der er værdig til titlen, men han har viet hele sit liv til at finde løsninger på et højere niveau, på niveauet af “modsætningernes sammenfald”, som Cusa udtrykte det.

Dette er et af disse enestående momenter i historien. Der er mange perioder, hvor man ikke kan gøre meget, som ’60’erne’, ’70’erne‘; Det var rolige perioder, hvor tingene gik sin gang, og man kunne ikke gøre meget, for alt var helt låst i klare mønstre og systemer. Men nu: enhver der ikke er helt fra forstanden kan se, at det gamle system kollapser! EU er i forfærdelig form; der er alle de strategiske tilpasninger, der fremkommer; der er oaser af håb. Så det er ikke klart endnu: det er en meget udefineret situation, hvor løsningen ligger parat, og det faktum, at status quo ikke kan forblive som det er nu, står tydeligt klart.

Man skal se på det i det lange historiske perspektiv: Vi er i en overgangsperiode fra en æra af den menneskelige universelle civilisation til en ny. Og den nye æra vil enten være med de neokonservative og den britiske imperium faktion, hvilket sandsynligvis vil føre til udryddelsen af civilisationen i en termonuklear krig, for det er hvad konfrontationen med Rusland ville indebære. Eller vi kan rykke ind i en ny civilisationstid, et nyt paradigme, et nyt sæt internationale relationer baseret på respekt, på suverænitet, med fokus på de mest avancerede traditioner i hver kultur, hvor forholdene mellem mennesker endelig vil blive menneskelige! Folk vil forholde sig til hinanden som Einstein og Planck, Humboldt og Schiller. Alt man behøver at gøre er at studere deres korrespondance, og man vil forstå, på hvor højt et niveau folk kan relatere til hinanden.

Vi er ikke dyr; vi behøver ikke at gå med snuden nede ved jordoverfladen. I stedet kan vi løfte vores blik mod stjernerne og virkelig flytte den menneskelige civilisation til en helt ny æra af kreativitet og samarbejde, en æra uden fattigdom, og hvor hvert eneste barn har mulighed for at udvikle dets fulde potentiale, konkluderede Zepp-LaRouche.

Leder fra LaRouchePAC, 28. juni, 2018 – ’Fake news’-medierne udelukker i bogstavelig forstand det forestående Trump-Putin-topmøde – de finder alt og intet til at fylde deres forsider med i stedet. Hvorfor? Fordi dette topmøde allerede udgør et så massivt nederlag for dem og en sådan enorm sejr for LaRouche-kræfterne, og for Lyndon LaRouche personligt.

Men, hvis du vil vide, hvad de virkelig tænker, så læs abonnementsavisen London Times i dag, der har følgende overskrift på sin historie: »Voksende frygt over udsigt til Trump-’fredsaftale’ med Putin«.

»Storbritannien frygter, at præsident Trump vil underminere NATO ved at indgå en ’fredsaftale’ med præsident Putin, når de to mødes i næste måned. Regeringsministre er bekymrede over, at hr. Trump kunne blive overtalt til at nedgradere USA’s militære forpligtelser i Europa og således kompromittere NATO-landes forsvar mod russisk aggression. Folkevalgte er ligeledes bekymrede over, at han kunne give hr. Putin en propagandasejr ved at annullere eller ændre alliancens planlagte militærøvelser …

En regeringsminister sagde: ’Det, vi er nervøse for, er, at der pludselig skal blive annonceret en eller anden form for Putin-Trump-’fredsaftale’. Vi kan forestille os, at Trump og Putin siger, »hvorfor har vi alt dette militærudstyr i Europa?« og blive enige om i fællesskab at fjerne det.’ De tilføjede, at enhver sådan politik fra hr. Trumps side ville være svær at navigere: ’Det er svært at være imod fred, men ville det være en reel fred?’«

En hermed relateret, tidligere historie fra 21. juni siger, »Udsigten til et møde har udløst alarm i Whitehall [den britiske regering] og giver næring til frygt over hr. Trumps forpligtelse over for NATO og virkningen på hans besøg til Storbritannien«.

Hvis det lyder ekstremt – den tidligere premierminister Tony Blair er så oprørt, at han truer os med en ny Hitler, med mindre vi opfører os ordentligt. En forhåndstekst af Blairs tale 27. juni til Chatham House/Royal Institute for International Affairs, som han gav avisen Guardian den 26. juni, siger, at han vil fortælle Donald Trump, før Trumps besøg til Europa i juli, »at han må handle for at bevare den transatlantiske alliance, eller også vil han svække hele Vesten i kampen mod fremvoksende nationer, såsom Kina«.

Blair meddelte i Chatham House, at »den transatlantiske alliance er grundfjeldet, på hvilket vores værdisystem og livsmåde hviler. Og dog efterlader højrefløjens forvisning af alliancen som værende af sekundær betydning for den nationale interesse snarere end en del af den, og vestrefløjens refleksreaktion imod alt, der er amerikanskledet, denne alliance i fare for brud …

Globaliseringen og dens fortalere er i en ufordelagtig position. Venstre- og højre-populisme mødes i et vist punkt med fordømmelse af frihandelsarrangementer, migration og internationale alliancer. De fremstilles alle som værende kontrære til at sætte individuelle, nationale interesser først.

Når det først bliver klart, at populisme ikke virker, fordi det sluttelig kun tilbyder udtryk for vrede og ikke faktiske svar, vil populisterne måske fordoble indsatsen og hævde, at fiasko er resultatet af halvhjertethed, og at kun mere af det samme vil virke.

Hvem ved, hvor dette scenaries dynamik vil bringe os? Så virker sammenligningerne med 1930’erne ikke længere helt ude i hegnet.«

Blair burde vide det. Det var hans gruppe, der før gav os Hitler, som Schiller Instituttets stifter og præsident, Helga Zepp-LaRouche, og hendes medarbejdere viste i The Hitler Book (1984).

Trump-Putin-topmødet 16. juli er en sejr for Lyndon LaRouche og hans ideer, der går tilbage til det Strategiske Forsvarsinitiativ og den Europæiske Produktive Trekant, der blev til den Eurasiske Landbro og i dag, den Nye Silkevej. Dette var de forskellige stadier af LaRouches overordnede design for, hvordan den Kolde Krig skulle afsluttes, og hvad, den skulle erstattes med. Ved hver, successiv anledning blev de tilsyneladende besejret. Som LaRouche sagde, vi kæmpede og tabte igen, og igen, og igen. Men nu, efter årtiers tragiske omveje for menneskeheden, er disse samme ideer pludselig tilbage i en anden form – og denne gang vinder vi! Alle disse ideer går igen direkte tilbage til LaRouches tilbagevisning i 1948 af Norbert Wieners onde vildfarelser.

Med annonceringen af dette topmøde, tager en helt ny geometri for verden mere og mere form, og tager mere og mere over. Helga Zepp-LaRouche har krævet, at året 2018 skal være det år, der markerer afslutningen på geopolitik. Det syntes måske lidt vel langt ude, da hun sagde det ved årets begyndelse – men nu synes det slet ikke at være langt ude, vel?

Sammen med geopolitik, svinder alle de andre gamle, velkendte opskrifter for, hvordan man styrer nationers og folkeslags anliggender, nu bort i meningsløshed. For de fleste mennesker, og selv for de fleste statsoverhoveder og regeringer, er de regler, ved hvilke de kom om ved tingene, ikke længere gyldige. De er nu i terra incognita, ukendt land. Nu vil kun LaRouches metoder virke. En fremragende gennemgang af kernegrundlaget for LaRouches livslange præstation er hans korte artikel, »On a Basket of Hard Commodities: Trade Without Currency«, fra 18. juli, 2000, som findes genoptrykt i EIR fra 29. juni, 2018. Her gennemgår LaRouche, hvordan et nyt, globalt, monetært system må frembringes, under betingelser som i nutiden. For at give den nødvendige baggrund og dybde i forståelse, som kræves, sammendrager han sine opdagelser gennem et halvt århundrede som en eneste enhed uden overgangssømme.

Rent umiddelbart er selvfølgelig Trump-Putin-topmødet en sejr for den kamp, vi har ført imod forsøg på at fjerne den lovligt valgte præsident ved hjælp af falske anklager om ’aftalt spil’ med Rusland. Selv om vi endnu ikke har besejret »Russiagate«, har vi fået tilstrækkelig landvinding til at gøre det muligt, at dette topmøde, som Trump altid har ønsket, endelig kunne finde sted, efter to år i præsidentskabet. Når vi nu går ind i den superophedede amerikanske valgsæson med LaRouchePAC’s »Kampagne for at vinde fremtiden«, er det næste skridt en afgørende besejring af den særlige anklager Robert Mueller og kompagni. Når denne mission er fuldført, bør det næste, passende skridt måske være at genoplive Benjamin Franklins forslag, som desværre blev sprunget over dengang, nemlig, at Tory-forræderne alle sammen burde blive sendt med skib tilbage til Storbritannien, hvor de hører hjemme.

Det emne, vi vil tale om i dag, er stort. Vi vil fokusere vores opmærksomhed på nogle specifikke aspekter af, hvad videnskab er; hvad det fortæller os om os selv og vores plads i universet. Jeg vil gerne lægge ud med en iagttagelse, som er, at menneskets intellekt er i en vis forbindelse med universet som helhed. En af de fundamentale grundsætninger hos dem, der skabte renæssancen, såsom Nicolaus Cusanus, og hos videnskabsfolk som Johannes Kepler og Leonardo da Vinci, er, at mennesket er skabt i Guds billede.

Download (PDF, Unknown)

Lyndon LaRouche: Opgaven, som jeg har defineret den, er: Hvis Rusland og USA, og Kina og Indien, som en gruppe af lande aftaler at initiere og gennemtvinge en reorganisering af det globale finans- og kreditsystem, under disse betingelser med langfristede aftaler af samme type, som Franklin Roosevelt havde ytret før sin død i 1944, indgået mellem hovednationer, kunne Roosevelts plan være blevet realiseret alle disse år senere, og vi kan gøre det i dag. Det er vores chance. Enten gør vi dette, eller også går vi under. Jeg kan forsikre jer for, at, hvis I tror, der findes nogen mulighed for, at det nuværende system kunne fortsætte ind i det forestående år, som et system, man kan arbejde med, og at der ikke vil være en fortsat generel krise, der forværres, på nuværende tidspunkt, vil der ikke komme nogen økonomisk genrejsning i nogen del af planeten, under de nuværende betingelser.

Download (PDF, Unknown)

Download (PDF, Unknown)

Tom Gillesberg: »God aften og velkommen til disse dramatiske tider, hvor vi faktisk står med muligheden – og når jeg siger ’vi’, så mener jeg menneskeheden, størstedelen af menneskeheden – med muligheden for at befri menneskeheden fra den største svøbe og trussel, som har eksisteret mod menneskeheden i lang tid, og det er geopolitik; det er Det britiske Imperium; det er, at man har kunnet sidde med centrum i finanscentrene i London og vedhænget, der befinder sig på Wall Street, og rundt omkring i verden har man haft denne her kræftsvulst med en masse metastaser rundt omkring, som simpelt hen har kunnet få lov til at tage kontrollen over, hvad der foregik her på kloden og i den senere tid har bragt menneskeheden meget tæt på en konfrontation mellem atommagter, som, hvis den bliver realiseret, sandsynligvis betyder menneskehedens endeligt.

Chancen for, at vi kommer ud af det her; chancen for, at Det britiske Imperium bliver lagt i graven, er større end nogensinde før; men den krig er ikke vundet endnu. Det er det, man ligesom skal forstå, når vi ser disse vedvarende kampagner i medierne … baseret på løgne. Først så vi Russiagate: Rusland har grebet ind i det amerikanske valg, har manipuleret tingene. Og igen, der har været så mange historier om det, og kigger man på substansen, kigger man på beviserne, så er de eneste beviser, vi har for noget, nemlig disse såkaldte ting, som kom fra DNC, den Demokratiske Nationalkomites server, som blev præsenteret på WikiLeaks, så var det ikke et hack, det var et læk; det var nogen i DNC, der havde adgang til DNC’s server, som lækkede det til WikiLeaks. På trods af det, så har vi hørt historien til uendelighed om, at Rusland har grebet ind i det amerikanske valg, og det brugte man jo så som basis for at sige, ved hvert eneste valg, vi har haft siden, ’Rusland forsøger at gribe ind i valget’, på trods af, at vi NUL beviser har set på noget tidspunkt, for disse påstande …«

https://soundcloud.com/si_dk/nord-og-sydkorea-kina-og-indien-finder-sammen-om-fred-og-udvikling-i-stedet-for-krig