3. september 2016 – I en tale til B20, et møde for erhvervsfolk fra G20-landene, der finder sted én dag før åbningen af G20-topmødet for statsledere i Hangzhou i Kina, fremlagde præsident Xi Jinping et omfattende program til at trække verden ud af den nuværende økonomiske krise. Xi understregede, at målet med at bringe over 1 mia. mennesker ind i en rimelig levestandard var »en bestræbelse, der aldrig tidligere var blevet forsøgt i menneskehedens historie. Og økonomiske udvikling er et hovedspørgsmål«. Han fortsatte: »Vi har taget dristige initiativer og har løftet over 700 millioner mennesker ud af fattigdom. Og dette er den kurs, som Kina og verden bør følge. Til den ende har vi introduceret storstilede investeringer i udlandet.« Han sagde, at mange var skeptiske med hensyn til, om Kina kunne fortsætte med at gå i denne retning og ikke falde i den angivelige »mellemindkomst-fælde«.

Kinas respons på det »nye normale« med sammenbruddet af verdens eksportmarkeder var at satse på fornyelse, oplivelse, indbyrdes forbundethed og inkluderende gensidighed som »de nye motorer for økonomisk vækst«, forklarede Xi. »Vi har nye midler til at integrere Kina i verden og til at opretholde middel-vækstrater. På denne måde kan vi yde mere til verden og samtidig opretholde Kinas vækst.«

»Kinas vækst har hidtil været afhængig af ressourcer, kapital og arbejdskraften, men denne gamle model er ikke længere bæredygtig. Nu har vi brug for en innovationsorienteret strategi. Videnskabelig og teknologisk udvikling er nøglen til økonomisk udvikling … Vi vil tage føringen inden for videnskab og teknologi og udføre grundforskning for at løse de videnskabelige og teknologiske problemer, der spærrer for økonomisk og industriel udvikling. Vi vil fremskynde markedsføring af forskning og udvikling og nære strategiske, fremvoksende industrier og flytte industrier op til et mellemhøjt niveau i værdi-kæden.«

Dernæst skitserede præsidenten de reelle, motiverende kræfter bag disse forandringer. »Mennesker er landets grundlag. Vi må orientere os mod folkets behov og hæve dets levestandard og livskvalitet. Vi vil løfte over 57 millioner mennesker ud af fattigdom, og fattigdom vil blive afhjulpet i alle fattige lande frem til 2020. Dette er et højtideligt løfte til det kinesiske folk. Vi har løftet over 70 % af befolkningen ud af fattigdom. Vi vil gøre kagen større og fortsætte den globale kamp mod fattigdom«, sagde han.

Xi fortsatte med at sige, at politikken med at åbne sig for verden udenfor vil fortsætte. »Vi vil fortsætte med at gøre RMB til en international valuta og med at åbne vore kapitalkonti. Der kommer en yderligere internationalisering af Kinas finansielle sektor«, sagde han. »Kinas udvikling … vil yde flere varer til det internationale samfund. Det Økonomiske Silkevejsbælte skrider hastigt frem, og den Maritime Silkevej er godt i gang«, sagde han. »Men dette er ikke Kina, der skaber en indflydelsessfære, men snarere et middel til at støtte alle landes udvikling. Vi er ikke i færd med at opbygge ’Kinas egen baghave’, men vi er i færd med at opbygge en have, der er fælles for alle lande … «

»Verdensøkonomien befinder sig nu i en periode med gennemgribende ændring. Vi står ved en afgørende korsvej. Nye vækstmotorer erstatter gamle. Den gamle, videnskabelige revolutions dynamik er ved at svækkes, alt imens den nye stimulus for vækst stadig er under skabelse … til at kunne udløse potentialet. En ny, videnskabelig revolution med internettet i midten er ved at vinde momentum. Kunstig intelligens og virtual reality udvikler sig med syvmileskridt. En kombination af virtuel økonomi og realøkonomi vil bringe forandringer til den måde, vi arbejder og lever på. Men det vil ikke ske over en nat, og vil heller ikke blive problemfrit …«

»Kina har gjort det til dette års topmødes mål at bane nye veje for vækst«, mindede Xi B20-lederne om. »Vi må gribe den historiske chance for at påbegynde processen med innovation, med nye, videnskabelige og teknologiske revolutioner, og med en industriel transformation, for at skabe ny vækst. Det er første gang, at G20 handler på spørgsmålet om innovation.«

Xi fremlagde dernæst 4 punkter, der nu er på bordet. »Vi må kombinere budgetpolitikker med politikker for strukturreformer og opbygge en åben verdensøkonomi for at forøge økonomiens omfang.« Der skal ikke være nogen »politik, der lapper på ens egen økonomi ved at drive nabolande til tiggerstaven«, sagde han. Og mht. konnektivitet, så er det »ét af temaerne på dette års topmøde«, sagde han, at »lande står og falder med hinanden. Vi må promovere den fælles udvikling af verdensøkonomien«, sagde han. »Kina har foreslået et initiativ for en Alliance for Global Infrastruktur-Konnektivitet og tilskynder alle de multinationale udviklingsbanker til at vedtage en fælles erklæring om deres ambitioner og give flere penge og mere intellektuel støtte til infrastrukturprojekter, med det formål at fremskynde processen med global infrastruktur-konnektivitet«, sagde Xi. »Vi må skabe en kæde af global win-win-vækst.«

Herefter sluttede Xi med nogle velanbragte bemærkninger om det politiske miljø. »Vi må arbejde for at opbygge et fredeligt og stabilt miljø. Vi må afvise en forældet koldkrigsmentalitet og opbygge et nyt koncept for fælles, samarbejdende, omfattende og bæredygtig sikkerhed. Vi bør opretholde principperne i FN’s Charter og tilslutte os multilateralisme og dialog … Vi må søge et fælles udgangspunkt til løsning af vore problemer. Verden er et bedre sted, når alle er rigere. Vi må støt og roligt forbedre vores makroøkonomiske samarbejde og gøre det muligt for mennesker med forskellig baggrund at arbejde sammen hen imod vores fælles bestemmelse. Vi må arbejde sammen for at forbedre den globale styrelse og omstille os til forandringer i verdensøkonomien på basis af lighed. Vi bør vedtage en mekanisme til fordel for at dele med hinanden og ikke til fordel for en ’vinderen tager alt’-mentalitet. Ved denne afgørende korsvej for udvikling må vi transformere G20 fra at være en mekanisme til kriserespons til at være en mekanisme for langsigtet styrelse og styrke G20 som det primære forum for international styrelse.«

http://en.people.cn/n3/2016/0904/c90000-9110023.html

Torsdag, den 1. september 2016 – Dagen før åbningen af det Østlige Økonomiske Forum i Vladivostok, sagde vicepræsidenten for Ny Udviklingsbank (NDB, også kendt som BRIKS-banken), Zhu Xian: »Vi har etableret gode relationer med AIIB. Og vi har også allerede indledt diskussioner om mulige former for samarbejde. For det første har vi planer om i fællesskab at finansiere nogle projekter. For det andet har vi allerede underskrevet den relevante aftale om samarbejde. I øjeblikket er der mange investeringsprojekter, der har behov for finansiering. Det er derfor, vi ikke bør konkurrere, men komplementere hinanden«, rapporterer TASS i dag.

Både AIIB og NDB har hovedkvarter i Kina og blev etableret for i et partnerskab at finansiere projekter, der ville udfylde det enorme infrastruktursvælg, der har lammet udvikling i Eurasien, for ikke at sige i hele verden. Nominelt fokuserer NDB på de fem BRIKS-lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), mens AIIB fokuserer på asiatiske lande. Iflg. TASS sagde Zhu ligeledes, »Jeg tror, vi komplementerer hinanden, og en masse investeringsprojekter mangler finansiering … Vi ønsker at være det 21. århundredes finansinstitution, men ikke at være en kopi af de traditionelle finansinstitutioner«, tilføjede han med henvisning til IMF og Verdensbanken.

Alt imens de fælles finansieringsprojekter endnu ikke er færdige, sagde Zhu Xian, at NDB’s »eksperter er i færd med at undersøge mulighederne for at finansiere projekter for byggeri af veje i Rusland«. »Flere russiske projekter har tiltrukket sig vores opmærksomhed, især i transportsektoren«, tilføjede Zhu, iflg. TASS. Til Sputnik sagde Zhu i dag desuden: »Vi har planer inden for andre statsobligationsmarkeder, inklusive Rusland. Vi fører allerede drøftelser med den russiske regering om mulighederne for også at udstede statsobligationer i rubel i Rusland.«

31. august 2016 (Leder) – Med betydningsfulde, internationale topmøder, der starter den 2. september, og med den amerikanske Kongres, der vender tilbage til Washington den 6. september, vil de næste to uger blive langt mere afgørende for USA’s fremtidige skæbne, og for menneskehedens fremtidige skæbne, end det amerikanske præsidentvalg den 8. november.

Lyndon LaRouche har advaret om, at, med mindre Kongressen handler – og handler nu, i september – for at genindføre Glass-Steagall, som det første skridt i en langt mere omfattende omstrukturering af den økonomiske og monetære politik, så har hele det transatlantiske system direkte kurs mod en nedsmeltning.

I diskussioner med kolleger i dag sagde LaRouche følgende:

»Hvis de undgår spørgsmålet om Glass-Steagall i særdeleshed, samt relaterede spørgsmål, så vil de personer, der beter sig således, bringe deres egen død over deres hoveder. Man kan ikke tillade sig at ignorere det, der står på spil her. Man vil få en masse pludselige dødsfald, fordi de ikke var opmærksomme og gjorde, hvad de skulle.«

Denne kommende weekend vil blive vidne til en fremmarch af tre på hinanden følgende, internationale topmøder for statsoverhoveder, i Asien – Ruslands Østlige Økonomiske Forum i Vladivostok, Kinas værtskab for G20-topmødet og Laos’ værtskab for ASEAN plus 6 – og disse topmøder vil kontinuerligt etablere den kendsgerning, at Kina, Rusland og Indien – og ikke Obama og NATO – er i færd med at skabe et nyt, globalt system. Og mens Kina tager føringen ved denne uges G20-topmøde for at skabe et nyt og retfærdigt, globalt finansielt system, så har håndlanger for briterne, den amerikanske præsident Barack Obama, i sin sindsforvirrede tilstand, og som en del af sin agenda for krig mod Rusland og Kina, planer om at promovere sin ekskluderende handelsaftale, Trans-Pacific Partnerskab (TPP), der på forhånd er dømt til undergang.

USA holder søndag den 11. september en mindedag i anledning af 15-års dagen for terrorangrebene den 11. september, 2001, og denne årsdag er den første, hvor de virkelige, udenlandske sponsorer af terrorangrebene – det britiske og saudiske monarki – står afsløret, med de nu frigivne 28 sider af den Fælles Kongresundersøgelsesrapport fra 2002. Dette 28 sider lange kapitel afslører også nogle af de institutioner, der kørte mørklægningen, inklusive, men ikke begrænset til, FBI og CIA. I lyset af disse afsløringer vil New York City fejre denne weekend med en imponerende række koropførelser af Mozarts Rekviem, der opføres af Schiller Instituttets kor, inklusive en særlig messe den 11. september, til ære for New York City’s Brandvæsen (FDNY), hvilket alt sammen indgår som en del af kravet om total juridisk retfærdighed for det afskyelige mord på mere end 3000 amerikanere og andre, for femten år siden.

Og der er klare og accelererende tegn på en umiddelbart forestående nedsmeltning af det transatlantiske system. Den aftale, der blev indgået i sidste øjeblik for at redde Italiens Monte dei Paschi-bank, er nu ved at smuldre, og JPMorgan Chase taler nu for at gennemføre en bail-in (ekspropriering) af den private sektor for at undgå, at hele den italienske banksektor bliver udslettet. CNBC rapporterede i sidste uge, at »bankerne forbereder sig til en økonomisk atomvinter« og er i færd med at udarbejde nødplaner, ifald det værste skulle indtræffe, planer, der forudser eurozonens totale opbrud og enden på den Europæiske Union gennem en hel række afstemninger over hele Europa til fordel for en exit.

Aldrig har den sandhed stået klarere, at, hvis befolkningen skulle ønske at vende de seneste femten års, for ikke at sige de seneste halvtreds års tendenser omkring, så ville Obama bliver fordømt som en tragisk skikkelse, og patriotiske kræfter ville gennemtvinge Glass-Steagall nu!

Lyndon LaRouche talte i diskussionen om denne befolkningens underliggende frygt:

»Og I ved, at FBI er en del af dette her. Andre institutioner er, som FBI, er ansvarlige for undertrykkelse af sandheden. Jeg tror, tiden nu er inde til at undertrykke FBI! I det mindste, indtil de lever op til deres ansvar … Og alle de personer, der støttede ideen om at sætte mig i fængsel, var bedragere. I særdeleshed nogle af de højtplacerede folk i det juridiske system. De gjorde det. De begik en forbrydelse … Problemet er, at folk ikke handler på det, som de erkender, er problemet! Så vi må mobilisere folk som sådan, til at mobilisere sig selv. Med andre ord, til ikke alene at mobilisere sig selv som sådan, men til rent faktisk at mobilisere deres egen indsats over for andre … Problemet er, at folk bliver bange. De er bange for FBI og alle mulige ting, der foregår. De er intimideret.«

Tiden er inde til at handle

Som for eksempel med de igangværende topmøder, inklusive det forestående sammentræde af FN’s Generalforsamling i anden halvdel af september, er stærke strategiske skift i gang. Putin har forpurret den amerikansk/britiske politik i Sydvestasien og har vundet Tyrkiet og nu endda førende røster i Tyskland til fordel for en politik, baseret på international lov, elimineringen af terrornetværk samt økonomisk udvikling på storstilet skala.

Det bliver nu med stadigt voksende klarhed åbenlyst, at Kinas, Ruslands og Indiens politik med nye infrastrukturkorridorer over hele Eurasien og Afrika er blevet en politik, der er langt mere magtfuld end Obamas forsøg på at fremprovokere krig med Rusland og Kina.

Som Lyndon LaRouche sagde under diskussioner med kolleger tidligere i dag:

»Jeg tror, vi nu har det rette publicerede materiale. Det vigtigste er simpelt hen at holde fast i materialet om udvikling, og at forøge det. Vi får sandsynligvis den bedst mulige hjælp på baggrund af de nye angreb på ’gangsterne’, som vi kalder dem. Og mange kongresmedlemmer tvinges nu til at forsvare vore borgeres rettigheder.

Det betyder, at vi simpelt hen vil mobilisere befolkningen. Vi vil mobilisere befolkningen til at gennemtvinge disse rettigheder – deres rettigheder, på baggrund af dette, blot denne simple overvejelse. Det vil ikke fungere på nogen anden måde.«

Glass-Steagall er det første, uomgængelige skridt i både USA og Europa, for at afvende et finansielt lavineskred. Der er fremsat Glass/Steagall-lovforslag fra begge partier i begge Kongressens huse, ligesom Glass-Steagall indgår i valgplatformene for både det Demokratiske og Republikanske Parti, og en vedtagelse af Glass-Steagall i de kommende uger vil sluttelig vende hele valgprocessen omkring, til fordel for det amerikanske folk som helhed.

Den nye, globale, finansielle arkitektur og en verdenslandbro med transkontinentale storprojekter, der nu er under opførelse, er blevet promoveret af Lyndon og Helga LaRouche i over fire årtier. Tiden er nu inde til at gennemtvinge en vedtagelse af Glass/Steagall-bankopdelingen, en eliminering af de finansielle derivaters finansielle atombombe og implementeringen af Lyndon LaRouches tre andre hovedlove: skabelse af statslige kreditbanker; en definering af et kreditsystem, der sigter på en forøgelse af arbejdskraftens produktive evne gennem storstilet udvikling og infrastruktur; samt at fremskyde de videnskabelige grænser gennem udforskning af det ydre rum og udvikling af fusionskraft.

Menneskeheden har et ubegrænset potentiale for økonomisk vækst og udvikling af kreative evner. Vi må nu hævde vores naturlige, menneskelige ret til fortsat fremskridt, der er ubegrænset, eller også stå ansigt til ansigt med vores egen frygt.   

30. august, 2016 (Leder) – De næste par uger bliver langt mere afgørende for USA og menneskehedens fremtid, end det amerikanske præsidentvalg den 8. november.

I disse to uger vil vi opleve en fremmarch af tre, på hinanden følgende internationale topmøder, der afholdes i Asien, og som vil etablere den nye virkelighed, at det er Kina, Rusland og Indien – og ikke Obama og NATO – der skaber og former denne fremtid.

Og USA vil ikke være det samme efter 15-årsdagen for 11. september-angrebene, den første årsdag, hvor de, der var de reelle, udenlandske sponsorer af disse terrorangreb, står afsløret. Den forrykte tåbelighed, som var Bush-Obama krigene, og som fulgte i kølvandet på disse terrorangreb, er således blevet gjort klar og tydelig; det samme er også den russiske præsident Putins medmenneskelighed, med hans omgående tilkendegivelser af solidaritet med USA på daværende tidspunkt. I de næste to uger vil New York håndtere disse afsløringer gennem en slagkraftig række af minde-korkoncerter, opført af Schiller Instituttet, i hele byen.

Der er vægtige strategiske skift i gang. Putin har forpurret de amerikansk/europæiske præmisser om terroristbekæmpelse i Sydvestasien, idet han har vundet Tyrkiet for sin tilgang til problemet og nu er i færd med at vinde toneangivende røster, selv i Tyskland. Kinas, Ruslands og Indiens politik med at bygge landbroer og korridorer med ny infrastruktur i hele Eurasien og Afrika er blevet mere potent end Obamas forsøg på at provokere Rusland med krig, og »udstede regler« for Kina.

Alle Obamas giftige bestræbelser på at gøre Kina til en fjende af de 10 ASEAN-lande er endt ud med, at Kina er mere indflydelsesrigt i ASEAN end før. ASEAN’s årsmøde – efter weekendens Østasiatiske Økonomiske Forum og derefter G20-mødet i Hangzhou, Kina – vil være det tredje af de magtfulde topmøder, der alle fokuserer på at genskabe vækst og produktivitet for verdensøkonomien efter det sidste årtis sammenbrud, udløst af Wall Street.

Og Obamas anti-kinesiske »handelsaftaler«, TTP (Trans-Pacific Partnerskab) og TTIP (Trans-Atlantiske Handels- og Investerings-Partnerskab), bliver erklæret for døde, selv af deres tidligere tilhængere. Hvis vi optrapper vores indsats i løbet af disse to uger, er der bedre chancer for, at Kongressen snart vil gen-vedtage Glass-Steagall som lov, end tilfældet er for Obamas TTP eller TTIP.

Den nye, finansielle arkitektektur og Verdenslandbroens storslåede infrastrukturprojekter, som disse topmøder vil tage sigte på, er blevet promoveret af Lyndon og Helga LaRouche over fire årtier.

Vil de fremtvinge en accept af Glass/Steagall-bankregulering og en afskrivning af den finansielle atombombe, som de finansielle derivater udgør?

Det kræver, at vi nu optrapper vores mobilisering for det, som Lyndon LaRouche har kaldt sine Fire Kardinallove: Glass-Steagall; nationale kreditbanker; teknologiske fremskridt gennem infrastruktur-byggeri; fremme af videnskabens fremskudte grænser gennem udforskning af det ydre rum og udvikling af fusionskraft.

Der er et ubegrænset potentiale for menneskehedens økonomiske vækst og udvikling af kreative evner. Obamas Hvide Hus vil sandsynligvis modsætte sig dette nye paradigme på G20-topmødet. Det er vores ansvar at lave om på det.

Foto: Vladimir Putin og Barack Obama holdt et bilateralt møde på sidelinjen af Fn's Generalforsamlings-møde. 29. september 2015 [kremlin.ru] 

Med formand Tom Gillesberg

26. august, 2016 (Leder) – Uanset hvor meget tid, han har tilbage, må Obama afsættes, hvis der skal komme noget som helst fungerende nyt præsidentskab i USA i den kommende periode. Hans præsidentskab har været en fiasko, og én, der skaber ravage, død og kaos i USA og i verden gennem ulovlige krige, finansielle redningspakker (bailout), droneangreb, ødelæggelse af sundhedssektoren, narkotikarelaterede dødsfald, arbejdsløshed samt Obamas personlige psykotiske patologi. Samtidig med, at Eurasiens nationer under ledelse af præsident Putin konstruerer et nyt, strategisk og økonomisk system, må Obama fordømmes for det, han er: en ynkelig fiasko og en tjener for det døende, britiske monarki.

Det er det igangværende samarbejde mellem Rusland og Kinas lederskab om et nyt økonomisk system, samt presserende strukturelle ændringer i det globale finansielle system, der er af yderste betydning. Dette er den afgørende flanke for at undgå en atomar verdenskrig og finansielt kaos – resultaterne af Obamas mislykkede præsidentskab – og dette er også det toneangivende diskussionsemne blandt verdens ledere ved de mange internationale topmøder, der skal finde sted i løbet september og oktober måned.

Kinas præsident Xi Jinping har til hensigt at sætte det afgørende spørgsmål om et nyt, globalt, økonomisk og finansielt system på dagsordenen for det kommende G20-topmøde i Hangzhou, Kina. De officielle kinesiske medier, fulgt af russiske top-analytikere, har gjort det klart, at ethvert sådant nyt og funktionsdygtigt system må omfatte USA – hvilket betyder, at USA må opgive sine illusioner om at regere en unipolær verden, der ikke længere eksisterer, og begynde at samarbejde med store nationer om et nyt og retfærdigt, økonomisk system.

Dette blev d. 24. august fremhævet i et telegram fra Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua, med titlen »Interview: Rusland og Kina bør samarbejde i G20-regi om at tackle udfordringer.« Andrey Kortunov, generaldirektør for det Russiske Råd for Internationale Anliggender, som står i tæt forbindelse med det Russiske Udenrigsministerium, sagde: »Jo længere, disse reformer udskydes, desto højere risiko er der for nye kriser og ustabilitet i verdensøkonomien.« Han tilføjede senere, »Hvis Beijing og Moskva i dag tilbyder deres koncept for stabilitet til det internationale samfund, er det ikke bare tomme ord, men forslag baseret på mange succesfulde erfaringer.« Han bemærkede, at USA kunne være »en kompleks og undertiden uforudsigelig partner«, men ikke desto mindre »bør både Rusland og Kina konsekvent søge fælles fodslag med Washington og undgå kriser, uden at gøre indrømmelser på principielle spørgsmål«.

En reportage i Xinhua på samme dag, også vedrørende G20, angreb »over-afhængighed af pengepolitikken« og fokus på »markeder« i modsætning til »nationer« – på bekostning af en politik, der sigter mod reel, fysisk-økonomisk vækst og er baseret på teknologisk innovation. »Kina vil bruge konferencen til at anspore til dialog mellem udviklede lande og udviklingslande omkring potentialet for at skabe vækst gennem reformer og innovation.«

Wall Street Journal har antydet, at det var på anmodning af Kina, at den Internationale Betalingsbank (BIS) i en nyligt udsendt rapport advarer om, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen mekanismer på plads, der kan forhindre en eksplosion af den globale, finansielle derivatboble på mere end $600 billioner, hvis nogen større spiller skulle gå i betalingsstandsning. I noget, der kun kan betegnes som en smertelig underdrivelse, blev Business Insider tvunget til at indrømme, at resultaterne af denne undersøgelse »er lettere skræmmende«, for, hvis det ikke lykkes for derivat-handelshuse at håndtere en krise, så bliver derivater til »u-eksploderede atombomber, der putter sig dybt i det finansielle system«. Wall Street Journal fortsætter med at bemærke, at Kina har placeret de centrale handelshuses sikkerhed »højt på dagsordenen« af G20-topmødet d. 4. – 5. september.

Der er nu en voksende og udbredt opfattelse blandt topembedsmænd i det transatlantiske område, at Europa og USA står på den yderste rand af en finansiel eksplosion, hvis enorme størrelse kun modsvares af deres egen benægtelse af både dens globale konsekvenser og af sammenbruddet af vestlig dominans. Bloomberg rapporterede tirsdag d. 23. august, at Deutsche Bank, Barclays og Credit Suisse sidder på sammenlagt $102,5 milliarder i »Level-3«-aktiver – dvs. aktiver, som er illikvide, uden markedsværdi, og som ikke kan dumpes i en krise. Economist gav sin udgave d. 20. – 26. august overskriften, »Mareridt på Main Street« og advarede om, at det amerikanske boligmarked på $26 billioner, som ligger til grund for et bjerg af derivater og andre spekulations-værdipapirer, både fra banker, men også uden for banker – atter er klar til at springe i luften.

Med hele Vestens politiske og økonomiske klasse, der i stigende grad er miskrediteret, er den eneste tilbageværende mulighed en omgående genindførelse af en fuld Glass/Steagall-bankopdeling i USA, og en tilsvarende implementering i hele Europa. Glass-Steagall, efterfulgt af en gældseftergivelse for udviklingslandene (i overensstemmelse med Alfred Herrhausen politik i 1989), samt udstedelse af langfristet kredit til industriel og videnskabelig udvikling, er blot nogle af de første, uomgængelige skridt hen imod skabelsen af en ny, global, finansiel arkitektur, og udgør forudsætningerne for et nyt, kulturelt paradigme, en ny renæssance for hele menneskeheden.

Grundlaget for en sådan ny global finansiel og økonomisk arkitektur er nu veletableret gennem den voksende integration af Eurasien, der væves sammen gennem samarbejdet i den Eurasiske Økonomiske Union, Shanghai Samarbejdsorganisationen (SCO), BRIKS, ASEAN og andre grupperinger. Det er Kinas »Ét Bælte, Én Vej«-initiativ baseret på Lyndon og Helga LaRouches oprindelige koncept om den Eurasiske Landbro fra midten af 1990'erne, der er det princip, som denne eurasiske og potentielt globale udvikling har som sin forudsætning.

Som den mexicanske præsident José López Portillo engang sagde: »Det er nu nødvendigt, at verden lytter til de kloge ord fra Lyndon LaRouche!«

28. august 2016 – Tilbage i juli måned forventede arrangørerne af Ruslands Østlige Økonomiske Forum, der skal finde sted den 2. – 3. september, 2.400 deltagere. Her følger nogle højdepunkter:

Et russisk-japansk panel vil have 15 talere fra toperhvervsledere i begge lande, inkl. formændene for selskaberne Mitsui, Fujitsu og Sofbank, samt Hokkaidos guvernør. Et russisk-sydkoreansk panel vil omfatte præsidenten for Hyundai Engineering and Construction, samt præsidenten for Samsung Electronics. Der vil være et Rusland-ASEAN-panel med højtplacerede repræsentanter. Der vil være et Rusland-Tyskland-panel, men den eneste tysker her bliver formanden for det Russisk-Tyske Handelskammer. 

Formanden for Roscosmos, det russiske rumprogram, vil tale på et panel om »Det asiatiske Stillehavsområdes Rumfarts-agenda«, med regeringsfolk inden for rumfart fra de asiatiske nationer. Alt imens der ikke vil være noget panel som sådan om udforskning eller udvikling af det arktiske område, så vil der være et panel om den Nordlige Maritime Rute.

Andre vigtige gæster omfatter den tidligere australske premierminister Kevin Rudd, samt vicepræsidenten og direktør for BRIKS’ Ny Udviklingsbank.

Al information er fra https://forumvostok.ru/en

28. august 2016 – »Indsatsen fra arrangørerne af topmødet og fra arbejdet under Kinas formandskab efterlader ingen tvivl om, at de mest relevante og bedst gennemarbejdede spørgsmål vil blive forelagt G20 til overvejelse – svar, der vil afgøre den fremtidige dagsorden, ikke alene inden for den økonomiske sfære, men også inden for de samfundsmæssige og humanitære sfærer«, sagde Kirill Dmitriev, direktør og formand for Russisk Direkte Investeringsfond (RDIF), til det officielle kinesiske nyhedsagentur Xinhua i dag.

Kina demonstrerer et fremragende eksempel på ikke alene integration i verdensøkonomien, men også mht. at respondere til de udfordringer, der findes på globalt niveau, sagde Dmitriev.

Ansvarlighed over for stabilitet og vækst er et afgørende element i Kinas bidrag i global sammenhæng, og et eksempel for mange lande.

Samarbejde omkring investering, til hvilket Kina i stort mål bidrager, spiller en særlig rolle, sagde Dmitriev og tilføjede, at Rusland og Kina har samme opfattelse i flertallet af spørgsmålene på dagsordenen. »De to lande mener, at der ikke bør være barrierer for strømmen af investeringskapital, og de ser et betragteligt potentiale i den fælles implementering af infrastrukturprojekter, især projekter på tværs af grænser«, bemærkede han.

Han nævnte konstruktionen af den første jernbanebro over grænsen, over Amur-floden, og som i betydelig grad vil reducere transportomkostninger, som et eksempel på et sådant samarbejde. I øjeblikket er finansieringen og byggeriet af den russiske del af denne forbindelse i gang, sagde Dmitriev. Den interguvernementale Russisk-Kinesiske Kommission for Samarbejde omkring Investering overvejer i øjeblikket 66 projekter til en samlet værdi af $100 mia., sagde han.

»Vore kinesiske partnere har en langsigtet vision og en systemisk fremgangsmåde mht. afgørelse af spørgsmål. Dette omfatter en klar opfattelse af selskabers strategiske interesser, af nationale interesser og taktiske kapaciteter«, sagde Dmitriev.

Den Russiske Direkte Investeringsfond er landets suveræne rigdomsfond, der foretager direkte investeringer i førende og lovende russiske selskaber sammen med globale topinvestorer.        

Foto: Kirill Dmitriev (t.v.) ved et møde med Vladimir Putin.

28. august 2016 – Kinas finansminister Lou Jiwei sagde i dag til Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua, at regerings-finansfolk og officielle repræsentanter for centralbanker fra G20-medlemmer er enedes om ni prioritetsområder og 48 vejledende principper for strukturreformer. Lou kaldte dette fremskridt for »en milepæl«.

Han sagde, at de politiske beslutningstagere for første gang foreslog at bruge monetære, finansielle og strukturelle reformer for at støtte vækst og stabilisere udsigterne. De enedes også om at gøre en indsats for reformer i Verdensbanken og den Internationale Valutafond.

De aflagde løfte om at arbejde for, at multilaterale banker udvider deres investeringer i infrastruktur for at fremme global konnektivitet, iflg. Lou. De aftalte at vægte inkluderende vækst og støtte små og mellemstore virksomheder.

Det kinesiske fremstød for en ny, økonomisk orden gør tydeligvis fremskridt. Obama er faktisk ikke enig i nogen af disse ting – det er derfor, han må fjernes.

Med formand Tom Gillesberg

Video: 2. del:

Lyd:

Efter mødet på dansk, havde vi en diskussion om menneskets erkendelsesevne på engelsk sammen med vores kollega Flavio fra Italien. Inden optagelsen begyndte, talte Flavio om problemet med videnskabsundervisning, som er baseret på empirisme, der betoner erfaring, i modsætning til tænkning.

Part 1:

Part 2:

23. august 2016 – Det kinesiske nyhedsagentur Xinhua udgav i dag flere historier, der udtrykkeligt fremstiller den presserende nødvendighed af at »reformere« det internationale finansielle og økonomiske system ved G20-topmødet den 4.- 5. september, konfronteret med sådanne kriser som »et muligt kollaps af eurozonen«, hvilket, bemærker Xinhua, »forventes at kaste en skygge over verdensøkonomien«.

Xinhuas telegrammer henviser til IMF’s nylige rapport, der forudser langvarig stagnation i de udviklede lande under det nuværende system, men citerede dernæst den tidligere formand for USA’s Federal Reserve, Alan Greenspans udtalelse i et interview med Bloomberg Radio, der blev udsendt i weekenden, om, at han forventer, at Eurozonen »vil bryde sammen«, som en måde, hvorpå de påpeger de umiddelbart forestående farer.

»En sådan tragedie kunne blive til virkelighed som et resultat af, at de udviklede økonomier ikke overvinder det stadigt større svælg mellem de rige og de fattige nationalt, reducerer gældsbyrden og fornyer aktivitet og vitalitet i udviklingen, efter den globale finanskrise i 2008«, skrev Xinhua. Denne manglende overvindelse har »ført til tvivl og kritik af neoliberalismen, som USA er fortaler for, og som afslører manglen på både ideer og forholdsregler hos dem for at fremme den globale økonomi«.

Xinhua identificerede monetarismen som en sygdom, der skal erstattes af vækst, og skriver, at »en overdreven afhængighed af en monetær politik, især i nogle udviklede lande, har ført til makroøkonomisk og finansiel ustabilitet andre steder. Anvendelsen af finanspolitik er også begrænset i nogle lande pga. det store gældsniveau … Alt imens finanspolitik og en monetær politik vil adressere fluktuationer på kort sigt, så behøves der en strategi på længere sigt for at ophæve den nuværende sygelighed, der gennemtrænger verdensøkonomien. Reformer og strukturtilpasninger i særdeleshed må inkorporeres i de aktuelle rammer for politikken, for at skabe et frugtbart miljø for vækst«, skrev Xinhua i sin historie, der havde titlen »G20-topmøde i Kina en affyringsrampe for global økonomi«.

Alle G20-nationer – bemærk, at Kina mobiliserer nationer, ikke »markeder«, som løsningen – fortjener at, og må, spille en større rolle i styringen af verdensøkonomien. »Kina vil bruge G20-konferencen til at give stødet til dialog blandt udviklede lande og udviklingslande omkring potentialet for at fremme vækst gennem reformer og innovation … Innovation, der karakteriseres af teknologi og nye produkter og forretningsmodeller, vil skabe nye muligheder for forbrug og strømninger … «

I et andet nyhedstelegram skrev Xinhua, at eksperter forventer, at den nye, økonomisk orden »vil føre til en fair fordeling af goderne fra den globale udvikling, inklusive overførslen af nye teknologier til udviklingslande, og vil skabe kanaler for, at produktionskapacitet og investeringer kan strømme derhen, hvor der er stort behov for dem«.

G20-topmødet vil blot være begyndelsen. »Det bliver en farefuld rejse med forhindringer. For at adressere den lave vækst med held, må nationer sætte deres lid til samarbejde, gennemførelse og, undertiden, smertefulde reformer. Selv om det måske bliver en bitter pille at sluge, så vil resultaterne tale for sig selv« insisterer den kinesiske nyhedstjeneste.     

24. august, 2016 (Leder) – Kinas præsident Xi Jinping har gjort det klart, at han, på det forestående G20-topmøde for statsoverhoveder i Hangzhou, har til hensigt at holde fokus på det presserende behov for en ny global finansiel og økonomisk arkitektur. Faktisk har hele dynamikken i verden flyttet sig til Asien, hvor der tages syvmileskridt hen imod at få den nye finansielle arkitektur på plads. De officielle kinesiske medier, i følge med russiske top-analytikere, har gjort det klart, at et sådant nyt og funktionsdygtigt system må inkludere USA – og det betyder, at USA ultimativt må opgive dets illusioner om at herske over en unipolær verden, der ikke længere eksisterer, og aldrig burde have eksisteret i første omgang.

En særlig indsigtsfuld opfordring fra Andrey Kortunov, generaldirektør for det russiske Råd for Internationale Affærer, dukkede tirsdag op i Xinhua. Her advarede han: »Jo længere, disse reformer udsættes, desto større er risikoen for nye kriser og ustabilitet i verdensøkonomien.« Der er en udbredt overbevisning om, at Europa er på kanten af et økonomisk sammenbrud med alvorlige globale følger. Bloomberg rapporterede tirsdag, at Deutsche Bank, Barclays og Credit Suisse kombineret sidder på $102,5 milliarder i »Niveau 3«-aktiver, der er illikvide og ikke vil kunne dumpes med kort varsel i en krise. The Economist har givet sin udgave 20.-26. august overskriften »Mareridt på Main Street« og advarer om et kollaps af det $26 billioner store amerikanske boligmarked, der igen har et bjerg af derivater og andre ikke-bank sikkerhedsstillede gambling-papirer bygget ovenpå. 

Kortunov sluttede af med at opfordre til, at »både Rusland og Kina konsekvent bør søge fælles fodslag med Washington og undgå kriser, uden dog at gøre indrømmelser på principielle spørgsmål.«

En anden kommentar i Xinhua angreb »den overdrevne afhængighed af pengepolitik« og fokus på »markeder« i modsætning til »nationer« – på bekostning af politikker, der sigter mod reel fysisk, økonomisk vækst, baseret på teknologisk innovation. »Kina vil bruge konferencen til at anspore til dialog mellem udviklede lande og udviklingslande om potentialet for at skabe vækst gennem reformer og innovation«, annoncerede Xinhua.

Grundlaget for en sådan ny global finansiel og økonomisk arkitektur er blevet solidt etableret gennem den voksende integration af Eurasien gennem samarbejde mellem den Eurasiske Økonomiske Union, Shanghai Samarbejdsorganisationen (SCO) og ASEAN. Kinas Ét bælte, Én vej-initiativ baseret på Lyndon og Helga LaRouches oprindelige koncept om den Eurasiske Landbro fra midten af 1990'erne, er det princip, som denne eurasiske udvikling har som sin forudsætning.

På et kasakhisk-polsk forretningsforum i Warszawa, Polen, tirsdag, opfordrede den kasakhiske præsident Nursultan Nazarbayev til en trepartsaftale mellem Rusland, Polen og Kasakhstan om opbygning af transportkorridorer gennem Kaukasus-regionen, som endnu et segment af de samlede eurasiske transport/udviklings-korridorer. Det nye fremspirende samarbejde mellem Rusland, Tyrkiet, Iran og Indien, der i den seneste uge er blevet fremskyndet af en række diplomatiske møder, har et lignende fokus, centreret omkring Nord-Syd-korridoren, der løber op fra den Persiske Golf gennem Rusland og ind i Europa, med sidegrene ind i områderne omkring både Sortehavet og det Kaspiske Hav.

Sådanne »win-win«-ideer kræver intet mindre end et paradigmeskift for tankegang – hvor man opgiver de gamle, døde, britiske imperiekoncepter med del-og-hersk geopolitik, koncepter, der bragte verden et århundrede med to verdenskrige og en 50 årig koldkrigsperiode.

I USA og Europa er konkursen af hele det finansielle og monetære system så fremskreden, at den eneste tilbageværende løsning er en omgående genindførelse af en total, Glass-Steagall bankopdeling i USA og vedtagelse af identiske love i Europa. Glass-Steagall er blot det første, uomgængelige skridt hen imod den form for ny finansiel og økonomisk arkitektur, som Xi Jinping vil lægge frem på bordet ved topmødet den 4.-5. september i Hangzhou.

Foto: Fra det seneste G20-møde for finansministre i Chengdu, Kina, 23. – 24. juli, 2016. Ved mødet blev ministre og guvernører enige om, at den globale, økonomiske genrejsning fortsætter, men fortsat er svagere end ønsket, og at der fortsat er risiko for en nedgang.

17. august 2016 – Sergei Glazyev, en rådgiver til den russiske præsident Vladimir Putin, gav et interview til det russiske nyhedssite Russkaya Vesna, som blev udlagt i går.

Efter at have beskrevet, at Ukraine kontrolleres af nazisterne, der i realiteten agerer som en besættelsesmagt for USA, samt andre meget barske udtalelser om Ukraine, kommenterede Glazyev Ruslands ekspanderende samarbejde med Tyrkiet og Kina. Han blev spurgt, om de forbedrede relationer mellem Rusland og Tyrkiet »er et strategisk initiativ fra de to landes myndigheders side, og endnu et opportunistisk fænomen? Og hvor store var chancerne for en russisk-tyrkisk økonomisk union på længere sigt?« Glazyev svarede:

»Med hensyn til målene er vore økonomiske interesser i samklang, således, at udviklingen af det russisk-tyrkiske handels- og økonomisamarbejde går rigtig godt. Vore partnere fra Kasakhstan i EAEC (Eurasisk Økonomisk Fællesskab) har fremsat et initiativ om at indgå en præferencehandelsaftale med Tyrkiet. Dette er imidlertid uforeneligt med Tyrkiets aspirationer om optagelse i EU. Hvis Tyrkiet er ude af EU og NATO, kan samarbejdet vokse mange gange, og politiske uoverensstemmelser kan med lethed løses.« [Medlemmer af den Europæiske Union har ikke lov til uafhængigt at tilslutte sig en anden handelsblok. Tyrkiet er selvfølgelig endnu ikke i EU og kan meget let tilslutte sig en hvilken som helst handelsblok eller indgå handelsaftaler med andre lande, hvilket det da også allerede har gjort.]

Forespurgt om sin evaluering af de aktuelle kinesisk-russiske relationer, og om det repræsenterer politik for en total »orientering mod øst«, sagde han: »Dette er et gensidigt ligeværdigt, strategisk partnerskab, i hvilket vore lande har det samme mål. Der har fundet en orientering mod øst sted i den globale økonomi, og vi må aspirere til fuld deltagelse i denne nye orientering i verdensøkonomien, det fremvoksende Kina og andre lande i Sydøstasien.«

Russkaya Vesnas engelske site: http://rusvesna.su/english

Artiklen kan læses her: http://www.fort-russ.com/2016/08/glazyev-ukraine-under-us-occupation.html

Foto: Sergei Glazyev (venstre) med Vladimir Putin.

16. august 2016 (Leder) – Den Internationale Betalingsbank (BIS) har forberedt et dokument til det forestående G20-topmøde for statsoverhoveder i Kina, med en advarsel om, at en nedsmeltning af derivatmarkedet kunne ske når som helst, og at clearinghouse-systemet (CHIPS) er totalt uforberedt til at håndtere et sådant chok. Husk på, at Deutsche Bank har den største eksponering til derivater af alle banker i verden, og den har modparts-kontrakter med næsten alle TBTF-banker i USA, Europa og Japan – og Deutsche bank er korrekt blevet beskrevet som en »dead bank walking« (en ’bank på dødsgangen’). De bedste estimater lyder, at den globale derivathandel stadig ligger på et godt stykke over en billiard dollar, selv efter tab i år, der allerede har hobet sig op.

På dette sene tidspunkt er der kun én mulighed tilbage for det gennemført bankerotte transatlantiske system: Genindfør Glass-Steagall, afskriv alle derivatkontrakterne, gå tilbage til et fastkurssystem à la Bretton Woods, og lancer en massiv anlægsinvestering i projekter, der understøtter reel produktivitet gennem statslige bankmetoder i traditionen efter Hamilton, inklusive en forceret indsats for at opnå fusionskraft. Dette er hjertet i Lyndon LaRouches Fire Kardinallove.

Det betyder, med hensyn til den virkelige verden, at Vesten må opgive det afdøde, britiske system og endelig tilslutte sig det nye, eurasisk-centrerede system, der hastigt er ved at manifestere sig, under Ruslands præsident Vladimir Putins overordnede lederskab og gennem virkeliggørelsen af Kinas program for ’Ét bælte, én vej’ (OBOR). I mandags startede det første kølegodstog ud fra den kinesiske havn Dailan, med destination Moskva, en rejse på 8.600 kilometer, som vil blive klaret på henved ti dage. Dette er den seneste gren af OBOR og sætter fokus på samarbejdet mellem Rusland og Kina.

Under diskussioner med europæiske kolleger den 15. august erklærede Lyndon LaRouche, at vi befinder os på randen af en stor sejr for menneskeheden. De eurasiske nationer, forklarede han, er i færd med at etablere en gruppering, centreret omkring ledende nationer i det asiatiske Stillehavsområde, nationer, som er i voldsom vækst, i skarp kontrast til andre områder af verden, der er syge og døende rent økonomisk. Sydamerika er blevet overtaget af voldtægtsforbrydere, Frankrig er en fiasko, Spanien er en katastrofe. Fokus må være på de ledende nationer, som har taget initiativet i denne udviklingsproces. Putin, fortsatte LaRouche, er trådt frem som en drivkraft i denne eurasiske alliance. Der er kræfter, der er i bevægelse internt i USA, især i Manhattan, og som kan tilslutte sig indsatsen under anførsel af Eurasien for at knuse det britiske system, der har været menneskehedens fjende i de forgangne århundreder. Tyskland må, hvis det ønsker at overleve, tilslutte sig denne eurasiske udvikling, hvilket betyder at dumpe enhver politik associeret med Merkel og Schäuble.

Den russiske præsident Putin har, i løbet af de seneste år, spillet en afgørende rolle i organiseringen af en magt, hovedsageligt bestående af nationer centreret i Eurasien, og som er i færd med at få karakter af en militærmagt, der kan ændre alt og kan vinde krigen for fred.

I de kommende uger vil denne fremvoksende alliance være i centrum for en række historiske møder: Det Østlige Økonomiske Forum i Vladivostok, Rusland; G20-mødet for statsoverhoveder i Kina; Kina-ASEAN-mødet for statsoverhoveder i Laos; FN’s Generalforsamling i New York City; og BRIKS-mødet for statsoverhoveder i Indien. Denne aktivitetstæthed fra nu og frem til midten af oktober byder på en enestående mulighed for, at dette nye, fremvoksende, globale lederskab kan fastlægge historiens kurs og gøre en ende på det bankerotte, britiske system.    

Det følgende videoklip er et meget kort uddrag af en tale, som hr. LaRouche holdt ved et forum i Washington i 1997 i sammenhæng med EIR’s førsteudgave af specialrapporten om den Eurasiske Landbro. Denne præsentation var en del af en række af såkaldte »udviklingskonferencer«, der blev afholdt i Washington i løbet af disse år – 1996, 1997 og 1998 – og jeg vil mene, at det, I får at se i denne video, er Lyndon LaRouches »marchordrer«. Det var på en måde hans kreative vision om, hvilken rolle, som Kina, med den Nye Silkevej, og ligeledes hvilken rolle Rusland ville komme til at spille i den totale omformning af den strategiske geometri i verden.

Her følger det korte uddrag: 

Lyndon Larouche: Der er kun to respektable nationer tilbage på planeten, dvs. nationer med en respektabel magt: det er USA, nærmere bestemt ikke det USA, der repræsenteres af Kongressen, men af præsidenten. Det er USA’s identitet, der udgør en politisk magt, ikke en eller anden sammenkædning af dens bestanddele. USA repræsenteres i dag udelukkende af dets præsident, som en politisk institution. Kongressen repræsenterer ikke USA; de er ikke helt sikre på, hvem, de repræsenterer nu om stunder, eftersom de ikke har besøgt deres vælgere for nylig.

Præsidenten som institution er legemliggørelsen af USA i internationale relationer. Det kan Udenrigsministeriet ikke gøre; Justitsministeriet kan ikke gøre det; intet andet ministerium kan gøre det; kun USA’s præsident kan, under vores forfatning, repræsentere USA som en enhed – hele dets personlighed, dets sande interesse, dets hele folk.

Der findes kun én anden magt på denne planet, der kan være ligeså respektløs (arrogant) over for andre magter, og det er Den kinesiske Folkerepublik. Kina er i øjeblikket engageret i et stort projekt for konstruktion af infrastruktur, i hvilket min hustru og andre i en årrække har haft et uophørligt engagement. Der finder en stor reform sted i Kina, som er en »reform af vanskeligheder«. De forsøger at løse et problem. Det betyder ikke, at der ikke er et problem. Men de forsøger at løse det.

Hvis derfor USA, eller USA’s præsident(skab), og Kina, deltager i at begunstige dette projekt, der undertiden kaldes Silkevejsprojektet, undertiden Landbro-projektet, som, hvis dette projekt med udviklingskorridorer over hele Eurasien og ind i Afrika, ind i Nordamerika, udvides, så er dette projekt tilstrækkeligt til at sætte hele denne planet på en kurs for økonomisk genrejsning. Jeg vil gå lidt i detaljer med dette for at gøre det mere konkret.

Kina har i nogen tid haft et samarbejde med Irans regering. Iran har faktisk været i gang med at fuldføre en række jernbaneforbindelser, der er en forlængelse af Kinas Landbro-program (eller Silkevejsprojekt). For nylig har vi fra Indien set, at det indiske lederskab er mødtes med repræsentanter for Kina for at påbegynde en indledningsvis rute, blandt landruterne, under Landbro-programmet. Én rute går ind i Kunming i Kina. Under Anden Verdenskrig, i dette område, Myitkyina (Burma/Myanmar), havde vi fly, der fløj ind i Kunming, »over Knolden«, som de plejede at sige dengang. Jeg er ganske godt bekendt med dette område.

Men, hvis man har vandvejsforbindelser, kanalforbindelser, og jernbaneforbindelser fra Kunming gennem Myitkyina – dette område – tværs over Bangladesh og ind i Indien, igennem Pakistan og ind i Iran, op til området lige over Teheran, syd for det Kaspiske Hav – så har man en forbindelse til Mellemøsten; man har forbindelse til Centralasien; man har forbindelse til Tyrkiet; man har forbindelse igennem til Europa.

Dernæst er der den nordlige rute, der stort set er den samme rute som den transsibiriske Jernbane, der blev bygget under amerikansk indflydelse og amerikansk rådgivning, af Rusland. Så har man en mellemliggende rute, der er i færd med at blive udviklet, i Centralasien, med Kina og Iran.

Indien arbejder på en plan, der blot involverer at tilføje nogle få hundrede kilometer jernbanelinje – der var mange andre forbedringer langs med den lige linje – og som ville forbinde området nord for Teheran, gennem Pakistan, gennem Indien, gennem Bangladesh, gennem Myanmar og ind i Kunming, ind i Thailand, ind i Vietnam, ned gennem Malaysia og Singapore, over stræderne via en stor bro og ind i Indonesien.

Der er ligeledes en plan for udviklingen af jernbanelinjen gennem det, der var det nordlige Sibirien, over Beringstrædet og ind i Alaska, og herfra ned og ind i USA. Der er en forbindelsen til Mellemøsten – flere forbindelser – fra Europa, og også fra Kina; men fra Kina en forbindelsen til Mellemøsten og ind i Egypten, ind i hele Afrika.

Så hvad vi har her er en række projekter, som ikke blot er transportprojekter, ligesom den transkontinentale jernbane i USA, der var forløberen for denne idé tilbage i slutningen af 1860’erne og 1870’erne. Man har »udviklingskorridorer«, hvor man i et område, der strækker sig 50-70 kilometer på hver side af jernbaneforbindelsen, har olie- og gasledninger, og så fremdeles. Man udvikler dette område med industri, minedrift, alle sådanne ting. Og det er sådan, man betaler for transportforbindelsen, pga. al den rige, økonomiske aktivitet, der skabes. Med en indbyrdes afstand på nogle kilometer langs hele denne forbindelse foregår der noget, en eller anden økonomisk aktivitet. Folk, der arbejder, folk, der bygger ting, folk, der gør ting. For at transformere denne planet ved hjælp af store projekter for byggeri af infrastruktur, som vil skabe store industrier, nye industrier, nyt landbrug og de andre ting, vi har så desperat brug for. Der er ingen som helst grund til, at noget menneske på denne planet, der kan arbejde, skulle være arbejdsløs. Så enkelt er det. Og dette projekt er midlet til dette mål.

Hvis nationerne – som nu omfatter Rusland, Iran, Indien og andre nationer – kommer overens med Kina, og engagerer sig i en forpligtelse til dette projekt, som de bygger hver dag; hvis USA – dvs. USA’s præsident, Clinton – forsætter med at støtte denne indsats, som han har gjort, i det mindste rent politik, hvad får man så? Man får USA og Kina og nogle andre lande, der går i samlet flok op imod den største magt på denne planet, som er Det britiske Imperium, kaldet det Britiske Commonwealth (statssamfund). Det er fjenden!

Lad os sige, at, en skønne dag, f. eks. en søndag morgen, præsidenterne for hhv. USA og Kina og et par andre, efter et weekend-møde siger: »Vi har denne weekend besluttet, at vi, baseret på vore rådgivere samt den kendsgerning, at det internationale finansielle og monetære system er håbløst bankerot, som ansvarlige statsoverhoveder, af hensyn til almenvellet må erklære disse bankerotte institutioner konkurs og sætte dem under konkursbehandling. Og det er i vores interesse, at vi samarbejder om dette som nationer, for at undgå at skabe kaos på denne planet.«             

Resultatet vil så være, at en sådan meddelelse en skønne søndag morgen med sikkerhed vil få »snakkehovederne« på Washington Tv til at ’spinne’. Men bortset fra det, så betyder det, at hele systemet, fra dette øjeblik, har været en tur i guillotinen, og at hovedet ruller hen ad gaden. Alan Greenspans hoved, måske.

Det betyder, at vi nu har tilskyndelsen til omgående at opbygge et nyt finansielt og monetært system. Når man skal genrejse et selskab, der er bankerot, til en levedygtig form, hvad gør man så? Man må finde de erhvervsaktiviteter, som selskabet skal gøre, hvilket danner grundlaget for at skabe den nye kredit, der skal få firmaet til at køre igen.

Programmet for Landbroen, med sine globale implikationer, er det store projekt, der direkte og indirekte vil afkaste tilstrækkelig med aktivitet, så at sige, i alle dele af verden til, at vi atter kan få denne verden tilbage på et sundt fundament.

Matthew Ogden: Som man kan høre, så afslører denne tale stor forudviden; og det er i realiteten Lyndon LaRouches aktive indgriben, med rejser til Rusland, med hans hustrus rejser til Kina i denne periode, og med udgivelsen af EIR’s specialrapport om den Eurasiske Landbro, der har formet den nuværende situation, vi befinder os i. En ting, der er interessant at fremhæve, er de kort, I så. Dengang var mange af disse jernbanelinjer og andre olie/gasledninger blot forslag; men nu er flere af dem faktisk under opførelse.

Jeg mener, at det, 20 år senere, står klart, at dette er det dominerende system, der er ved at vokse frem på denne planet. Samtidig står det transatlantiske system foran en umiddelbar nedsmeltning. En umiddelbart forestående implosion af gæld og eksponering til derivater i betalingsstandsning til billioner af dollars projiceres nu ind i alle storbanker i hele det transatlantiske system.

For et engelsk udskrift af hele fredags-webcastet, se http://schillerinstitut.dk/si/?p=14279

Det afgørende spørgsmål i dette præsidentvalg er, vil det amerikanske folk tolerere kandidater, der ønsker, at USA skal være på linje med et allerede dødt system? Eller, vil vi følge en anden kurs, hvor USA kommer på linje med dette nye, fremtidsorienterede alternativ? Rent historisk betragtet har Amerika altid befundet sig på denne fremtidsorienterings side; i det mindste, med udgangspunkt i USA’s grundlæggende principper – ideerne i Hamiltons tradition er i realiteten det, der ligger til grund for denne eurasiske udvikling. Vi må vinde kampen om at transformere USA tilbage til det, som det repræsenterede rent historisk, som byen, der ligger på et bjerg.

Uddrag af LPAC fredags-webcast, 12. august 2016. Se hele webcastet, med engelsk udskrift, her: http://schillerinstitut.dk/si/?p=14144

Matthew Ogden: En ting, jeg gerne vil sige i sammenhæng med den foreståede FN Generalforsamling; der foregår allerede en krig imod alt det, som BRIKS repræsenterer. Hvis man tænker ét eller to år tilbage i tiden, så blev aftalen i Fortaleza, Brasilien, indgået i sammenhæng med denne krig, som [dav. præsident] Cristina Fernandez de Kirchner førte i Argentina imod gribbefondene. Disse nationer kom sammen i solidaritet med Argentina og sagde, vi vil ikke tillade, at I dræber det argentinske folk for at få pengene til gribbefondene. Siden dette tidspunkt har vi set en samling omkring Putins, Xi Jinpings og Modis lederskab i BRIKS-strukturen; dette er det nye, fremvoksende paradigme. I den mellemliggende periode har der fundet en samlet indsats sted for at bryde BRIKS op; og lige nu befinder vi os midt i et sådant angreb. Vi så, hvad der skete med Cristina Kirchner i Argentina; nu sker det samme med Dilma Rousseff i Brasilien. Netop i denne uge har et flertal i det brasilianske parlament vedtaget at indlede afhøringer af Rousseff; hvilket vil sige, en rigsretssag mod Brasiliens præsident. Der har været en vis respons mod dette kup internt i USA; og dette er faktisk emnet for det spørgsmål fra institutionelt hold, vi har fået til i aften.

Jeg ved, at hr. LaRouche havde nogle detaljerede bemærkninger om dette. Jeg læser nu spørgsmålet op, og så kan Jeff måske træde ind og sige lidt om det. Spørgsmålet lyder:

»Hr. LaRouche: Kongresmedlem John Conyers, demokrat fra Michigan; Marcy Kaptur, demokrat fra Ohio; Keith Ellison, demokrat fra Minnesota, samt flere en 30 andre fra Repræsentanternes Hus sendte i denne uge et brev til udenrigsminister John Kerry, hvor de opfordrede ham til at afholde sig fra handlinger, der kunne fortolkes som støtte til Brasiliens midlertidige regering. Og til i stedet at »udtrykke sin stærke bekymring mht. rigsretssagen og angrebet på den brasilianske præsident Dilma Rousseff«; og til at »kræve beskyttelse af det forfatningsmæssige demokrati og regering ved lov i Brasilien«. Brevet er det første brev fra kongresmedlemmer, som udtrykker bekymring over Brasiliens demokrati, i mere end to årtier. Hvilke handlinger bør USA’s regering, efter Deres mening, gribe til, for at fremme retfærdighed og beskytte demokratiske institutioner i Brasilien på nuværende tidspunkt?«

Jeffrey Steinberg: Det første, han understregede, var, at vi ikke har med en »brasiliansk situation« at gøre, på samme måde, som vi heller ikke har med en »syrisk situation« at gøre.

Vi befinder os midt i en betydningsfuld, global, strategisk omorganisering. Som du sagde, så havde man, ved BRIKS-landenes møde i Fortaleza for to år siden, lanceringen af den Nye Udviklingsbank, efterfulgt af Kinas lancering af den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB). Der er tydeligvis et politisk initiativ centreret omkring de store, eurasiske magter, men som også omfatter Brasilien og Sydamerika, Sydafrika og Afrika, med det formål at reorganisere verden omkring en radikalt anden fremgangsmåde; en fremgangsmåde, der er orienteret mod fremtiden, centreret omkring store projekter for økonomisk udvikling, der er ægte win-win-projekter. Der er intet geopolitisk nulsumsspil. Og så har vi et dødt system, som er det britiske imperiesystem, og som i de sidste 15 år er blevet repræsenteret gennem den kendsgerning, at briterne har haft kontrollen over det amerikanske præsidentskab; først under George W. Bush, og dernæst under Barack Obama.

Så det første, USA bør gøre, er at opgive sin egen, direkte rolle i promoveringen af dette kup. Dette er ikke noget, der finder sted, fordi en flok personer internt i Brasilien har besluttet at angribe Dilma Rousseff. Der er hedgefondenes internationale apparat; der er Adam Smith Institutes netværker i Storbritannien; der er Chicago Skolens apparat her i USA; de er alle virkemidler i dette fremstød – ikke for at skade Brasilien – men for at ødelægge Brasilien, fordi det er en del af denne nye BRIKS-organisering. Jeg forsikrer jer for, at, hvis USA offentligt gik ud – hvis Kerry offentligt fremkom med en erklæring, der sagde, at USA mener, at dette er et statskup, der ikke nødvendigvis anvender skydevåben, men som anvender handlinger fra købt-og betalte, korrupte regeringspersoner for at vælte en lovligt valgt regering, der forsøger at bringe Sydamerika på linje med dette nye paradigme for udvikling, centreret omkring Eurasien; så ville det her forsvinde. De brasilianske senatorer, der har stemt for det her, er absolut skamløse; de personer, der står bag dette kup, er alle sammen selv underkastet en lovlig undersøgelse for kriminelle handlinger, for massivt økonomiske bedrageri. Hvis man undersøger det brasilianske element af skandalen omkring Panama-papirerne[1], vil man finde disse topregeringsfolk – formanden for parlamentet, præsidenten for Senatet, den aktuelle præsident (idet Dilma Rousseff er suspenderet, -red.), den aktuelle udenrigsminister; alle de personer, der har allieret sig imod Dilma, er selv en del af det mest korrupte apparat. Men de er beskyttet, fordi de er en del af det Britiske Imperium og Obamaregeringens beskyttelsesapparat; og deres mål er at forsøge at ødelægge BRIKS.

Så dette er et globalt spil; dette er ikke en brasiliansk historie. Det er ikke noget, der er snævert forbundet med begivenheder i Sydamerika, eller med korruption, eller sådan noget. Dette er en langt større, værre og farligere ting; og det er en del af det overordnede billede. Vil verden gå i retning af at forsvare et system, der allerede er dødt? Fremtrædende økonomer beskrev i denne uge Deutsche Bank som »dead bank walking« (amr. udtryk, ’dead man walking’: når den dødsdømte går den sidste, korte strækning fra sin celle til henrettelsesstedet, –red.); og det er en passende beskrivelse. Så det er et spørgsmål, om et dødt, Britisk Imperium, der i det store og hele har kontrolleret det amerikanske præsidentskab i de sidste 15 – 16 år, grundlæggende set vil bringe resten af verden til fald med sig – for det vil aldrig kunne overleve. Eller, om det skal kastes bort, besejres og erstattes af et nyt system, der allerede er godt på vej.

Det afgørende spørgsmål i dette præsidentvalg er, vil det amerikanske folk tolerere kandidater, der ønsker, at USA skal være på linje med et allerede dødt system? Eller, vil vi følge en anden kurs, hvor USA kommer på linje med dette nye, fremtidsorienterede alternativ? Rent historisk betragtet har Amerika altid befundet sig på denne fremtidsorienterings side; i det mindste, med udgangspunkt i USA’s grundlæggende principper – ideerne i Hamiltons tradition er i realiteten det, der ligger til grund for denne eurasiske udvikling. Vi må vinde kampen om at transformere USA tilbage til det, som det repræsenterede rent historisk, som byen, der ligger på et bjerg.[2]

Matthew Ogden: Jeg mener, at det er signifikant, at de kongresmedlemmer, der underskrev dette brev, overlapper kernegruppen af ledere omkring Glass-Steagall.

Steinberg: Det er rigtigt.

Ogden: En anden ting, du netop nævnte: Hvad er ’ideerne efter Hamiltons tradition’? Det, der er kernen i det sammenhængende, forenende princip i disse, hr. LaRouches Fire Nye Love, er den idé, som han udtrykker mod slutningen af dokumentet: At der ikke findes nogen målestok for økonomi inden for pengenes domæne; penge er ikke repræsentant for værdi, når vi taler om økonomi. Det er beredvilligheden til at afvise monetarisme, der gør den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) og den Nye Udviklingsbank – til banker af en totalt anden art. Det er ikke blot en anden version af IMF/Verdensbanksystemet. Der er en helligelse til at forøge produktiviteten hos massive mængder af planetens befolkning; milliarder af mennesker vil blive berørt af den Nye Silkevej, af disse udviklingsprojekter, der har været vedtaget i 40, 50 og 60 år. Nu bliver de faktisk bygget, takket være de investeringer, der kommer fra BRIKS-banken (Ny Udviklingsbank) og fra Kina (AIIB), osv. Men det er udtryk for en opfattelse af økonomi, som jeg mener, har været det enestående bidrag, som hr. LaRouche har ydet til verdenshistorien i løbet af de seneste 40-50 år; og som er hans enestående opfattelse af, hvad den sande målestok for økonomi virkelig er. Det er en konstant forøgelse af akkumuleringen af menneskehedens evne til at indsætte nye, fysiske principper, som mennesket har opdaget, for at forøge vores magt i og over Universet.

Jeg mener, at Albert Einsteins eksempel på to specifikke måder er meget vigtigt med hensyn til dette.

For det første, blot i form af en analogi: Albert Einsteins opfattelse af, at man ikke kan have en målestok, der kommer internt fra et system; men at der må være en målestok, der er ekstern, og som er et princip. Lige som absolut tid og absolut rum ikke eksisterede for Einstein, så er dette den form for opfattelse, for forståelse, som man må anvende på fysisk økonomi.

Og for det andet: Måske mere end nogen anden person er Albert Einstein paradigmatisk for den form for menneskelig, kreative tænkning, der gør det muligt for menneskeheden at gøre fremskridt; der, som Helen Keller så smukt beskrev, bringer os op fra jorden, som dyr, der kryber på vores bug og reagerer på omstændighederne omkring os, og til at blive Universets medskaber.

Jeg syntes, at du forklarede dette på en meget smuk måde i slutningen af din artikel i denne uges udgave af The Hamiltonian[3] (pilotudgaven), Michael [Steger]; du måtte gerne sige lidt mere om dette spørgsmål.

Michael Steger: Jeg synes, du netop har sagt det meget fint. Hvad der måske kunne være af værdi at komme tilbage til, mht. den kreative personligheds rolle, som Keisha (Rogers) talte om under mandags-showet; Einstein indså også, at det er individets enestående rolle at udforme og skabe grundlæggende set de nye love, som samfundet dernæst vedtager. At opdagelsen af disse højere principper, eller naturlig lov, dernæst gør det muligt for det samme samfund at gøre fremskridt. Vi ser i dag, at mange mennesker er på ferie; alt for mange mennesker, mener jeg, ser Olympiade. Jeg mener, at den virkelige doping-skandale er at finde internt i Det Hvide Hus. Men det, som Putin har gjort med sin diplomatiske indsats, er, at vi nu ser på den mulige løsning af den syriske krise i Aleppo. Der finder en form for proces sted, der kan løse disse ting i de kommende måneder.

Og så har man i september måned præsidenterne for Sydkorea, Japan og Kina, der vil møde Putin i Vladivostok. Så drager de sammen til G20-topmødet i Kina – hvor Putin vil være æresgæst – med de 20 største nationer; med Brasilien, Argentina, Mexico, Tyrkiet, nationer fra Afrika, fra hele Asien og Europa, der deltager. Dernæst vil mange af disse statsoverhoveder komme til New York City på samme tid som vore koncerter; men de kommer til FN’s Generalforsamling. Og så vil mange af disse statschefer fra BRIKS mødes i Indien i begyndelsen af oktober.

På dette tidspunkt, som Jeff sagde tidligere på ugen, kunne hele dette finanssystem – Deutsche Bank og de øvrige storbanker – hurtigt gå i opløsning, bryde sammen. Bankerotten kan blive en opsprætning af banksystemet, som grundlæggende set kommer i den nære fremtid. Så har vi præsidentvalget. Selv om Donald Trump er nok så meget en nar, så har han vist sig at være i stand til at slå en masse af de andre, inkompetente politikere i debatter; og jeg mener, at det bør bekymre Hillary Clinton en hel del, at hendes historie sammen med Obama er en absolut og alvorlig svaghed. En Akilleshæl pga. det nuværende klima i den politiske situation, som vi konfronteres med i dette land. Så vi befinder os altså virkelig på et bemærkelsesværdigt tidspunkt. Og så kollapset af det transatlantiske system; en konsolideret indsats, der er ved at udspille sig, i Eurasien under Putins lederskab, og så denne egenskab med kreativt geni, som du henviser til mht. Einsteins eksempel. Det er i realiteten den indflydelse, som Lyndon LaRouche har haft på planeten; og det er virkelig, hvad nu må få indflydelse på det præsidentielle system i USA. Lyn må blive en del af udformningen af den præsidentielle politik, nu. Det er vi grundlæggende set; men det må blive det amerikanske folks forpligtelse, og ikke at blive indfanget af alt muligt andet, for vi har i dag en særdeles sjælden mulighed.

[1] Panamapapirerne er 11,5 millioner lækkede dokumenter, der afslører finansiel information og advokat-klientinformation for mere end 214.488 offshore-enheder. De lækkede dokumenter blev udfærdiget af en Panama-advokatfirma og udbyder af tjenester for selskaber, Mossack Fonseca; nogle af dem går tilbage til 1970’erne. De lækkede dokumenter fortæller, hvordan rige personer og offentlige (regerings-) personer er i stand til at holde personlig, finansiel information privat. Alt imens offshore forretningsenheder ofte ikke er ulovlige, så fandt reportere, at nogle af Mossack Fonseca facadeselskaber blev brugt til ulovlige formål, inklusive bedrageri, kleptokrati, skatteunddragelse og omgåelse af internationale sanktioner.    

10. august, 2016 (Leder) – I forlængelse af mødet i Sankt Petersborg den 9. august mellem den russiske præsident Vladimir Putin og den tyrkiske præsident Recep Erdogan, vil delegationer af højtplacerede regeringsfolk fra begge lande den 11. august mødes til et trilateralt (dvs. med udenrigs-, forsvars- og sikkerhedsministre) arbejdsmøde, for at udarbejde en samarbejdskurs for en afslutning af krigen i Syrien. Rusland og Tyrkiet planlægger at udvide den bilaterale samhandel til $100 milliarder om året, en trefoldig forøgelse over tidligere topniveauer. Nord-Syd-korridoren vil nu indbefatte Rusland, Aserbajdsjan, Tyrkiet og Iran, og vil indlejre sig i Kinas projekt for ’Ét Bælte, Én vej’ (OBOR). Det russisk-tyrkiske partnerskab vil bringe større stabilitet til hele området, omfattende det Kaspiske Hav, Balkan og Kaukasus, med en udvidelse mod vest af zonen for eurasisk sikkerhed og velstand.  

Lyndon LaRouche understregede onsdag, at disse udviklinger ikke skal ses som enkeltstående handlinger. De er del af en ny, global dynamik, der ledes af Ruslands Putin og kineserne. I de kommende uger vil Putin lægge værtsskab til Vladivostok Østlige Økonomiske Forum, som nu vil have deltagelse af både den japanske premierminister Abe og den sydkoreanske præsident Park. I forlængelse af G20-topmødet i Kina, vil Kina være vært for det årlige BRIKS-ledertopmøde, som finder sted i begyndelsen af oktober. Kinas udenrigsminister Wang Yi er i Indien i denne uge for yderligere at fremme disse afgørende, bilaterale relationer, og den indiske premierminister Modi talte onsdag ved en videokonference med den russiske præsident Putin, ved en højtidelighed i anledning af åbningen af den første af 5 russisk-byggede kernekraftværker under konstruktion i Indien, og et bilateralt møde på sidelinjen af G20 blev arrangeret.

LaRouche sagde, at Putins lederskab definerer en ny retning for globalt fremskridt. »Dette er en global proces, der styres af Putin og Kina. De har de facto taget ansvaret for en ny retning inden for politik og erstattet rivalisering med samarbejde.« LaRouche anførte, at denne proces allerede i midten af 2015 var i fuld gang, da Putin overværede de kinesiske festligheder i anledning af 70-års jubilæet for afslutningen af Anden Verdenskrig i Asien. Det er nu i færd med at blomstre og lægge Barack Obamas, briternes og NATO’s ynkelige, gamle geopolitiske spil bag sig.

Udviklingen i Sankt Petersborg i denne uge vil få stærk indvirkning i Tyskland, som står over for økonomisk undergang, med mindre Merkels og Schäubles politik omgående opgives. Hold øje med dramatiske forandringer i Tyskland, som det nu haster med. Flere nylige undersøgelser, som er udgivet efter de svindelagtige, såkaldte »stresstests« af ECB/EU-bankerne, konkluderede, at Deutsche Bank er dømt ude, allerede er en »dead bank walking,« – en bank ’på dødsgangen’ – og at alene den form for reorganisering, som Lyndon og Helga LaRouche igennem flere uger har promoveret, nu kan redde den tyske økonomi fra ruin. LaRouche har gentagne gange advaret om, at et kollaps af Deutsche Bank og destruktionen af den tyske økonomi for enhver pris må undgås, fordi et sådant kollaps i enorm grad vil forøge faren for verdenskrig.

Udviklingerne initieret af Putin/Erdogan, inklusive udvidelsen af Kinas OBOR-program ind i Nord-Syd-korridoren, der løber fra den Persiske Golf og opad, ind i Europa, byder Tyskland på en perfekt mulighed for at ændre politik.

Det samme gælder for USA, hvor en enorm, politisk kamp udspiller sig under overfladen af den præsidentielle valgkatastrofe. Den politiske promovering af Glass-Steagall i begge partiers valgplatforme, samt den kendsgerning, at flere progressive demokrater i Kongressen og AFL-CIO (USA’s største fagforening, -red.), i et åbent brev til udenrigsminister John Kerry har fordømt statskuppet imod Dilma Rousseff i Brasilien, er tegn på, at også USA er moden for en politisk revolution.

Schiller Instituttet har nu udgivet en rapport over forløbet af den historiske Berlin-konference[1], der præciserede den overhængende fare for verdenskrig, men samtidig foreskrev vejen til en ny fremtid med fred og velstand. Denne rapport, der definerer de politiske retningslinjer for det næste amerikanske præsidentskab og for en ny regeringskoalition i Tyskland, bliver allerede cirkuleret og er en perspektivplan for den form for nye, politiske paradigme, som Putin og kineserne promoverer.

Foto: Den russiske præsident Putin deltager i et trilateralt møde med lederne af Aserbajdsjan, Iran og Rusland. [kremlin.ru]

5. august 2016 – En regeringstalsmand fra Kinas Udenrigsministerium meddelte i går, at den russiske præsident Vladimir Putin vil være ’æresgæst’ ved G20-topmødet i september, som Kina er vært for i byen Hangzhou. Putin er blevet inviteret af præsident Xi Jinping, der vil afholde et fuldt bilateralt møde med Putin i løbet af den periode, hvor topmødet finder sted.

Gui Congyou, direktør for Ministeriets Departement for Europæisk-Centralasiatiske Anliggender, sagde til reportere, at »Ruslands tilstedeværelse ved topmødet er meget vigtigt for Kina, og også for hele verden. Uden Rusland er det umuligt at genrejse verdensøkonomien«. Med en rapport herom den 4. august kommenterede pravdareport.com, at Gui »fremhævede, at Kina og Rusland er de betydeligste magter i Eurasien, og deres strategiske alliance sikrer tryghed og afbalanceret udvikling på hele kontinentet«.

Udover medlemslandene fra G20 har Kina inviteret flere deltagere fra gæstelande. Disse omfatter foreløbig, fra Afrika: Egypten, Senegal og Tchad; fra Sydasien: Pakistan; og fra Sydøstasien: Thailand og Laos.

Den 3. august talte den kinesiske udenrigsminister Wang Yi om det, han kaldte for en 30 dages »nedtælling til G20-topmødet, der vil finde sted den 4. – 5. september«. Han sagde, at topmødets tema vil blive »Mod en innovativ, stærk, forbundet og inklusiv verdensøkonomi«. Ved en fælles pressekonference med udenrigsminister Saleumxay Kommasith i Laos, nævnte Wang de dusinvis af formøder, der har fundet sted som optakt til topmødet. Han sagde, at mødet i september vil blive meget produktivt, i modsætning til det foregående møde. Han forudser, at henved 30 betydningsfulde resultater vil blive opnået ved begivenheden.

(Info: G20 er en forkortelse af Group of Twenty Finance Ministers and Central Bank Governors, og består af en gruppe af finansministre og centralbankledere fra 20 væsentlige økonomier: 19 lande samt den Europæiske Union, der repræsenteres af præsidenten for EU-rådet og den Europæiske Centralbank. Landenes regeringsledere eller statsledere har også periodevis deltaget i G20-topmøder siden første møde i 2008. Samlet udgør G20-økonomierne mere end 80 % af det globale BNP, 80 % af verdens handel (inklusive intern EU-handel) og 2/3 af verdens befolkning. De udgør 82,2 % af verdens økonomiske vækst, målt i forhold til bruttonationalprodukt (BNP) og bruttonationalindkomst (BNI) i årene 2010 til 2016, ifølge IMF.) 

For at give håb om en bedre fremtid for hele menneskeheden, et håb, der er gået tabt i mange dele af verden, må G20-topmødet fremkomme med en vision, der kan tilbyde en løsning, en vej til at overvinde de nævnte kriser, og en etablering af et højere niveau af fornuft for at realisere menneskehedens fælles mål.

4. august, 2016 (Leder) – Følgende tale blev holdt af Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og forkvinde for Schiller Instituttet, den 29. juli ved »Tænk 20 Forum« i Beijing. Forummet var arrangeret af tre kinesiske tænketanke: Instituttet for Verdensøkonomi og Verdenspolitik (IWEP) ved det Kinesiske Akademi for Samfundsvidenskaber (CASS), Shanghai Instituttet for Internationale Studier (SIIS) og Chongyang Instituttet for Finansielle Studier ved Kinas Renmin Universitet (RCDY), med deltagelse af 500 eksperter fra tænketanke og politikere og repræsentanter for internationale organisationer fra 25 lande, med det formål at formulere forslag til statsoverhoveder og regeringsledere i G20-medlemslandene. Fr. Zepp-LaRouche talte på det første panel under den to dage lange konference, dedikeret til »Global Ledelse: Systemforbedring og opbygning af Kapacitet«.

Eftersom G20 repræsenterer den mest magtfulde kombination af industrilande og fremvoksende lande på planeten, er der i øjeblikket ingen anden organisation, der kan adressere de eksistentielle udfordringer, som civilisationen står overfor, og i tide gennemføre løsninger på disse. De fleste landes befolkninger har den meget reelle oplevelse af at være opslugt af frygtindgydende kriser – en international terroristtrussel, der er ude af kontrol, en folkevandring af millioner af mennesker, der prøver på at undslippe krig, sult og død; den resulterende flygtningekrise, der ryster EU i sit fundament; fremgang for anti-etablissement-partier i mange lande: Brexit, som et advarselsskud for den potentielle disintegration af EU; det voksende gab mellem de rige og de stadigt flere lag af samfundet, der har mistet deres velfortjente status som middelklasse, eller som lever i fattigdom; oplevelsen af virkningerne af »uortodokse monetære foranstaltninger« på livsopsparinger og forventninger til fremtiden; grænserne for samfundets acceptabilitet af bailout og bail-in; samt den voksende frygt for, at verden nu er gået ind i en ny kold krig og en atomoprustnings-spiral. Kort sagt, et voksende tab af tillid til etablissementet, i det mindste i den transatlantiske sektor.

Hvis det forestående G20-topmøde afviser at anerkende denne situation; hvis man forsøger at skjule den fremherskende politiks fiasko, i særdeleshed siden 2008, bag retorikken i den offentlige propaganda; samt hvis man ikke bruger det forestående topmøde som en anledning til at fremlægge reelle løsninger på disse kriser, vil det ikke få nogen indvirkning i en virtuel reality, men det vil derimod få en indvirkning på det reelle historiske forløb og milliarder af menneskers liv og lykke.                                                                                                                   

Umiddelbare løsninger er forhånden, men de kræver, at de ledende institutioner er villige til at revidere den nuværende politiks aksiomer og vende tilbage til en politik, der ikke alene har vist sig at være effektive i tidligere situationer, men som også repræsenterer et nyt paradigme, der kan udgøre grundlaget for den menneskelige art i de næste hundrede år, og længere.

For at give håb om en bedre fremtid for hele menneskeheden, et håb, der er gået tabt i mange dele af verden, må G20-topmødet fremkomme med en vision, der kan tilbyde en løsning, en vej til at overvinde de nævnte kriser, og en etablering af et højere niveau af fornuft for at realisere menneskehedens fælles mål.

1. Det eneste »praktiske« udtryk for denne vision – og dette er ikke en selvmodsigelse – perspektivet for den Nye Silkevej, som den kinesiske regering nu i tre år har fremlagt og ført ud i livet. Foreløbig deltager over 70 lande i forskellige aspekter af dette program, samt i programmets infrastruktur- og udviklingsprojekter. Det, som Kina kalder for et »win-win« -samarbejde om sådanne fællesprojekter er ikke alene den eneste effektive måde, på hvilken geopolitiske konfrontationer kan overvindes, der har været roden til to verdenskrige i det 20. århundrede, og ligeledes den underliggende fare for en tredje global krig i dag, som, givet eksistensen af kernevåben, ville blive en tilintetgørelseskrig. »Win-win«-perspektivet er også i overensstemmelse med principperne for den Westfalske Fred, ifølge hvilken enhver succesfuld fredsorden må baseres på »den anden parts interesse«. Konceptet for den Nye Silkevej må derfor udstrækkes til alle verdens områder, som en »Verdens-Silkevej«, som et konkret tilbud om at overvinde underudvikling. Hvis G20-medlemmerne ville afgive et sådant løfte, med en højtidelig forpligtelse til at overvinde sult og fattigdom og tilvejebringe rent vand til alle inden for få år, hvilket rent teknologisk kan gennemføres – så ville det skabe en revolution af håb og optimisme i verden.
2. For at eliminere både årsagerne til massemigrationen fra Sydvestasien og Afrika og grobunden for rekruttering af terrorister, må der i begge disse områder iværksættes en omfattende industriel udvikling, som ikke blot genopbygger de krigshærgede områder, men som også fremlægger en integreret plan for infrastruktur, industri, landbrug og uddannelse, for at transformere disse dele af verden til at blive områder med høj produktivitet af arbejdskraft og fremstillingskapaciteter. Generelt må Verdens-Silkevejens projekter defineres således, at de får optimal indvirkning på befolkningens kognitive evner i de respektive lande, for derved at muliggøre den bedst mulige forøgelse af verdensøkonomiens produktivitet. Fokus må derfor ikke alene ligge på innovation, men på kvalitative gennembrud i forståelsen af kvalitative, nye fysiske principper i vort univers. Eksempler herpå er forcerede programmer for udvikling af termonuklear fusionskraft, der vil tilvejebringe forsyningssikkerhed for energi og råmaterialesikkerhed for menneskeheden, såvel som også udvikling af nye vandressourcer gennem den fredelige udnyttelse af kernekraft til afsaltning af store mængder havvand, ionisering af fugtighed i atmosfæren og andre former for innovativ teknologi. Internationalt samarbejde om rummet, mht. forskning, rumfart og kolonisering, definerer vejen for de kommende, nødvendige gennembrud inden for videnskab og teknologi. Det repræsenterer også en fremtidsorienterede platform for en fredsorden for det 21. århundrede. Og vigtigst af alt, så markerer det transformationen af den menneskelige art hen imod en større bevidsthed om dets egen identitet som den eneste, hidtil kendte, kreative art i universet.
3. Et ukontrolleret kollaps af den transatlantiske sektors finansielle system ville true med at kaste store dele af verden ud i kaos, med uforudsigelige konsekvenser. Den såkaldte »værktøjskasse« med finansielle instrumenter, som man besluttede at bruge efter krisen i 2008 fremfor at gennemføre reelle reformer, er nu opbrugt. De efterfølgende »uortodokse monetære instrumenter,« såsom kvantitativ lempelse (’pengetrykning’), negative rentesatser, og ’helikopterpenge’, har for en stor dels vedkommende produceret det modsatte af de ønskede virkninger. Den kendsgerning, at genindførelsen af Franklin D. Roosevelts Glass/Steagall-bankopdelingslov er blevet vedtaget i både det Demokratiske og Republikanske partis valgplatform i USA, samt den kendsgerning, at der er en voksende diskussion i flere europæiske lande om at reducere de fremtidige risici i det finansielle system ved at indføre Glass/Steagall-kriterier også i Europa, skaber en meget favorabel forudsætning for at indgå aftale om en global Glass/Steagall-lovgivning ved det kommende G20-topmøde. Hvis G20-topmødet sætter Verdens-Silkevejen på dagsordenen, ville den kinesiske drøm blive til en verdensdrøm.

28. juni 2016 – I historiens løb har Aleppo været vidne til mange øjeblikke af storhed, så vel som også nedgang og urolige tider, men byen har altid igen rejst sig af asken, som Fugl Fønix. Det syriske folk og den syriske regering har holdt denne samme ånd i live, konfronteret med den værste krise i landets historie.

I denne fremlæggelse gennemgår vi et forslag til genopbygningen af Syrien, ved navn Projekt Fønix, og som fokuserer på, hvordan Syrien, der har en ideel placering ved korsvejen, hvor tre kontinenter mødes, kan få gavn af at blive opkoblet til Den Nye Silkevej og den fremvoksende Verdenslandbro. Denne video blev optaget til Schiller Instituttets Internationale konference i Berlin, Tyskland, 25.-26. juni, 2016: »En fælles fremtid for menneskeheden, og en renæssancekultur for klassiske kulturer«

Se også: Projekt Fønix – diskussionspunkter for en genopbygning af Syrien.

Se også: En fredsplan for Sydvestasien, af Helga Zepp-LaRouche. EIR-Pressemeddelelse i anledning af udgivelsen fa den arabiske version af rapporten “Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen”.

Se også: Playlist: The World Land-Bridge & Global Development

26. juni 2016 (Leder) – Præsidenterne for Rusland og Kina, Vladimir Putin og Xi Jinping, mødtes i Beijing lørdag, hvor de udstedte tre, betydningsfulde erklæringer af stor vigtighed mht. deres relation og den strategiske situation i verden. Dette er Putins 15. besøg i Beijing, og hans indledende bemærkninger til Xi forud for mødet understregede dybden af alliancen mellem de to lande.

»Vi mødes ofte og på tilbagevendende basis, men … hvert af vore møder har altid en væsentlig karakter … Livet selv kræver, at vore folk arbejder for at styrke og udvikle vore relationer.«

Hvad angår præsident Xi, så bemærkede han efter mødet:

»Jo vanskeligere, den internationale situation bliver, desto mere afgørende må vi lade os lede af det strategiske samarbejdes og venskabets ånd; vi bør fremme bilateral støtte, styrke politisk og strategisk samarbejde og intensivere vore relationer.«

Den første, noget lange erklæring, de udstedte, understreger betydningen af deres relation som en model for en »stormagtsrelation«, som de anser for at være den model, der skal følges i det, der nu er blevet til en multipolær verden. Dokumentet fortsætter også med at understrege betydningen af deres model for relationer, inklusive disses respekt for den enkelte nations særlige udviklingsvej og for doktrinen om ikke-indblanding i den anden nations interne anliggender, som en ny model for interaktioner i en verden, der karakteriseres af konflikt. Dokumentet understreger også det øgede samarbejde inden for atomkraft, så vel som også inden for rumfart, inklusive samarbejde om udforskning af Månen. Det understreger også komplementariteten af de to nationers udviklingsprojekter, i særdeleshed mellem udviklingen af Ruslands fjerne østlige område og Kinas nordøstlige provinser, der grænser op til Rusland, lige så vel som også komplementariteten mellem udviklingen af Ruslands Volgaområde og Yangtze-flodens udviklingszone. Det understreger desuden den betydning, deres relation har for stabiliteten på verdensarenaen.

Hoveddokumentet sætter fokus på finansmarkedernes nye flygtighed, der er blevet forværret af de af nogle lande »ensidigt påtvungne sanktioner«. Det kaster også handsken over for »visse landes« og »visse militære alliancers« forhåbninger om et overherredømme, der truer stabiliteten i verden gennem deres ambition om at opretholde ensidig, militær overlegenhed på bekostning af andre landes evne til at forsvare sig. Det lytter tilbage til den oprindelige hensigt med De Forenede Nationer, nemlig at forhindre krig og etablere et system med international lov, som alle lande nøje bør følge.

Kina og Rusland bekræftede også deres hensigt om at arbejde sammen i FN for at forhindre ulovlige og uautoriserede militære interventioner, der ikke er under FN-mandat. Dokumentet peger på BRIKS-gruppens vigtighed, så vel som også på ASEAN- og ASEAN-plus-grupperingernes funktion for den globale økonomi.

De to udstedte en anden, specifik erklæring, der drejede sig om de globale trusler, som »visse lande« skaber med deres fremstød for at øge verdens militære spændinger. Dokumentet fordømmer den destabiliserende karakter, som planerne om missilforsvar i Europa udgør, så vel som også den planlagte deployering af THAAD-missilsystemet i det asiatiske Stillehavsområde.

En tredje aftale om samarbejde om cyber-sikkerhed blev indgået.

Desuden blev flere end 30 økonomiske aftaler indgået under Putins besøg, især inden for områderne energi, landbrug, transport, rumfart og samarbejde om militærtekniske spørgsmål.    

Foto: Den russiske præsident Putin og den kinesiske præsident Xi i Beijing denne weekend. (Foto: Kremlin.ru)

Hr. LaRouche havde en langt mere fundamental pointe, som han ønskede at fastslå for os i dag, og det er, at, uagtet disse faktorer på kort sigt, så er hele det transatlantiske finansielle system parat til at nedsmelte. Vi ved ikke præcis, hvornår det vil ske, men vi ved, at det er fuldstændig uundgåeligt, og det afgørende spørgsmål er derfor: hvilken slags planer vil der foreligge; hvilke fornuftige spillere her i USA og Europa vil udvikle en strategi for en erstatning af det nuværende system? Det er håbløst bankerot. Der findes ingen måde, hvorpå denne proces kan løses.

Fuld dansk oversættelse af LPAC Fredags-webcast, 17. juni 2016:

Download (PDF, Unknown)

20. juni 2016 – Den russiske præsident Vladimir Putin talte i flere timer på den sidste dag af Skt. Petersborg Internationale Økonomiske Forum. Han konfronterede direkte realiteterne omkring den nuværende strategiske krise, der bliver smidt efter det nye paradigme, som er under skabelse af Rusland og de andre BRIKS-nationer. I et interview med Fareed Zakaria efter topmødet, vred han sig behændigt ud af udtalelser om, at han støttede Donald Trump, ved at påpege, at han var blevet fejlciteret af journalister såsom Zakaria, der ikke er analytikere, og idet han understregede, at vi ”er rede til at arbejde med USA,” uanset, hvem der vælges til ny leder. Han påpegede, at ”Trump har udtalt, at han er parat til at genoprette det fulde format af russisk-amerikanske relationer … det hilser vi alle velkommen.”

I sin udtalelse på topmødets sidste dag sagde Putin, at USA kunne være til gavn for verden, inklusiv Rusland, så længe USA ikke blander sig i andre landes anliggender:

”Vi behøver [USA]. Men vi har ikke brug for, at de konstant blander sig i vore anliggender, fortæller os, hvordan vi skal leve, og hindrer Europa i at opbygge relationer med os.”

Putin påpegede, at Obama-administrationen gav sine europæiske partnere besked på at tåle sanktioner mod Rusland, sanktioner, der havde ødelæggende konsekvenser for Europa, men ikke for USA.

Putin sagde, at europæiske erhvervskredse i Frankrig, Tyskland og andre steder har udtrykt villighed til at samarbejde med Rusland, og nu er det op til politikerne ”at udvise visdom, forudseenhed og fleksibilitet.”

”Vi bærer ikke nag og er rede til at møde vore europæiske partnere på halvvejen,” sagde Putin til forummet. Han pegede på, at det ikke var Rusland, der begyndte det nuværende ”nedbrud” i relationer mellem Europa og Rusland, forårsaget af sanktionerne. ”Alle vore handlinger har været, og forbliver, alene gengældelse.”

Putin fortsatte, ”Vore seneste møder med repræsentanter for tyske og franske erhvervskredse har vist, at europæisk erhvervsliv er villigt og parat til at samarbejde med vort land. Der er behov for, at politikere møder forretningsfolk på halvvejen, og udviser visdom, forudseenhed og fleksibilitet. Vi har brug for at styrke tilliden i russisk-europæiske relationer og genetablere niveauet af interaktioner.

Putin tog, hvad angår NATO’s udvidelsespolitik, ligeledes tyren ved hornene og sagde, at det ikke giver mening: “Sovjetunionen er der ikke mere, Warszawapagten [mellem Sovjetunionen og de østeuropæiske lande] er ophørt med at eksistere, så hvorfor behøver NATO konstant at udbrede sin infrastruktur og bevæge sig mod Ruslands grænser? Nu tager de Montenegro ind. Hvem har truet Montenegro?” spurgte Putin, leende over absurditeten i det.

Han hævdede, at NATO har ”en absolut ligegyldig og tankeløs attitude i forhold til vores position på alle områder,” og noterede, at det var USA, der ensidigt afsluttede missilforsvars-traktaten, der til at begynde med var underskrevet for at ”bringe strategisk balance ind i verden.” Putin fortsatte med at berolige verdenssamfundet med, at han ikke ønsker at gå videre til en ny kold krig, som ”ingen ønsker”. ”Uanset, hvor dramatisk tankegangen i udviklingen af internationale relationer måtte se ud udefra, er det ikke en global konfrontations-tankegang.”

Putin udtalte, at det amerikanske missilskjold i Østeuropa udgør en trussel mod magtbalancen. ”Vi vil perfektionere vores kapacitet for missilangreb for at opretholde balancen, alene på grund af det.”

Putin påpegede, at problemer i verden kun kan håndteres, som det i øjeblikket sker i Syrien. I det tilfælde, sagde han, arbejder nationer i verden, inklusiv Rusland og USA, sammen om at hjælpe med at løse krisen i Syrien. Han konfronterede regimeskifte-politikken, idet han insisterede på, at Syriens integritet må opretholdes som topprioritet. Putin sagde ligeud, at disintegrationen af Syrien ville blive en ”destabiliserende faktor, ikke kun for regionen, men for hele Verden”.

Han udtalte, at fred i Syrien kun kan nås ved en politisk proces: “Hvis vi ønsker at fremme princippet om demokrati, så lad os gøre det med demokratiske instrumenter,” sagde han til forummet.

Han anførte, at den ukrainske krise blev skabt med overlæg af Obama-administration, for at tilvejebringe en grund til NATO’s eksistens, og at det ikke er sådan, at situationer i den internationale arena burde håndteres: ”Efter det Arabiske Forår sneg [USA] sig op til vore grænser. Hvorfor havde de behov for at støtte et kup i Ukraine? Det er sandsynligt, at oppositionen, der er ved magten nu, kunne have opnået det ved demokratiske valg, og vi ville have arbejdet med dem, netop på samme måde, som vi arbejdede med dem, der var ved magten før præsident Janukovitj … Men nej,” fortsatte Putin, ”de skulle nødvendigvis føre det til et blodigt kup med ofre, skulle absolut forårsage borgerkrig.”

Putin sagde, at den udvikling “arrede” Ukraines russisk-talende befolkning i det sydøstlige Ukraine og på Krim, og ikke gav Rusland andet alternativ end at tage forholdsregler ”for at beskytte visse grupper af folk.”

Grunden, sagde han, er, at: NATO ”har brug for en fremmed fjende, hvad skulle grunden ellers være til eksistensen af en sådan organisation?” Putin sagde, at hele konflikten blev påtvunget Ukraine ”for at underbygge selve eksistensen af den nordatlantiske alliance.

20. juni 2016 (Leder) – Den russiske præsident Vladimir Putin brugte Skt. Petersborg Internationale Økonomiske Forum den 16.-18. juni som anledning til at fremlægge det eksistentielle spørgsmål, som nu konfronterer menneskeheden: Gå enten med i det, han kalder ’Planen om Stor-Eurasien’ for økonomisk udvikling og sikkerhed, eller også, stå over for den umiddelbart overhængende fare for det transatlantiske systems kollaps og en meningsløs global krig, som kunne udvikle sig til en udslettelseskrig.

Under en to timer lang dialog, der blev præsideret af CNN’s Fareed Zakaria, med deltagere, annoncerede Putin, at den Eurasiske Økonomiske Union (EAEU) nu vil indlede forhandlinger i denne måned med Kina om fuld integration i ’Ét bælte, én vej’-projektet, og han understregede, at 40 lande søger handelsforbindelser med EAEU, og at Rusland hilser Vesteuropas fulde deltagelse i dette ambitiøse program velkomment.

I den samme dialog talte han åbenhjertigt om USA’s og NATO’s »blodige kup« i Ukraine, samt indsatsen af nyere dato for at inddæmme Rusland med NATO-styrker.

Putins handlinger, samt det vanvittige, anglo-amerikanske krigsfremstød mod både Rusland og Kina, har udløst et voksende oprør blandt vesteuropæere, der ser krigsfaren mere og mere klart. Ikke alene deltog flere europæiske ledere i Skt. Petersborg-forummet, imod Obamas og Londons udtrykkelige krav. Den tidligere franske præsident, Nicolas Sarkozy krævede en afslutning af sanktionerne mod Rusland og opfordrede Putin, som, sagde han, befinder sig i en stærkere position, til ensidigt at afslutte de russiske gengældelses-sanktioner mod Europa. Putin responderede positivt til Sarkozys krav, så vel som også til udtalelser, som den italienske premierminister Matteo Renzi kom med, men han advarede om, at Rusland ikke er indstillet på igen at lade sig bedrage.

Den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier gav et interview til det meget læste Bild am Sonntag, hvor han angreb de netop afsluttede NATO-øvelser langs den russiske grænse for at være en krigsprovokation, og han krævede et stop for de »krigshyl«, der kommer fra NATO. Steinmeiers handlinger har udløst et totalt skænderi mellem grupperinger i den tyske, politiske klasse, lige så vel som, at Sarkozys tale i Skt. Petersborg har udløst en seriøs debat i Frankrig. Steinmeiers intervention er blevet støttet af den ledende militæranalytiker fra CDU, Michael Stürmers nylige angreb på NATO’s provokationer, samt af udtalelser i denne uge fra tidligere tyske kansler Gerhard Schröder, der også har fordømt tendensen hen imod et nyt våbenkapløb og en Kold Krig med Rusland.

Alle disse fundamentale skift i det politiske landskab kommer blot få dage før Brexit-afstemningen i Storbritannien den 23. juni, og blot få uger, før topmødet mellem NATO’s stats- og regeringsledere finder sted i Warszawa i begyndelsen af juli, hvor NATO’s deployeringer ind i De baltiske Stater og Polen efter planen skal ratificeres. Sunday Telegraph, en flagskibs-publikation fra Tory-grupperingen i Storbritannien, havde en barsk formuleret lederartikel til fordel for britisk exit af den Europæiske Union. Lederartiklen konstaterede åbenlyst, at EU er død.

Vi er nået til et punctum saliens-øjeblik, hvor menneskeheden enten går fremefter med det nye paradigme, som bedst kommer til udtryk i ideen om Verdenslandbroen, eller også styrter den ud i en udslettelseskrig. Der er ingen steder at gemme sig, for menneskehedens fremtid ligger i vægtskålene. Putin har totalt fod på dette opgør, og man kan forvente, at han vil gøre det, der er uventet, i de kommende dage og uger, for at vinde kampen om menneskehedens fremtid.

Her i USA består den største fare i, at disse voksende kræfter, der klart ser faren for en atomkrig, vil holde sig tilbage fra at bringe Obamas præsidentskab til fald – før han starter en krig. Ledende røster i den Amerikanske Komite for Øst-Vest-aftaler, inklusive dr. Stephen Cohen og Gilbert Doctorow, er noget forsinket ved at indse, at Obama ikke er en person, man »overtaler« til at gøre det rigtige. Han har begået forbrydelser, der klart berettiger til en rigsretssag, inklusive hans afvisning af at arbejde sammen med Rusland for at knuse Islamisk Stat, al-Nusra og andre anglo-saudisk sponsorerede, jihadistiske bander. Hvor mange uskyldige liv er gået tabt, fordi Obama nægtede at samarbejde med Putin og de russiske tjenester – der ved, hvordan man fører en kontra-terrorist-operation?

I takt med, at denne kamp når nye dimensioner i Europa, fortsætter den kinesiske præsident Xi Jinping sin turne i Central- og Østeuropa, hvor han indgår betydningsfulde aftaler med Serbien, der er et afgørende omdrejningspunkt for den Eurasiske Landbro.

Frem for alt andet pålagde Lyndon LaRouche sine kolleger i søndags, nøje at overvåge Putins træk. Han vil tage skridt til flankeoperationer, baseret på hans opfattelse af hele den globale situation. Han stoler ikke på andre, i særdeleshed ikke Obama og briterne. Han vil handle på overraskende måder, som på bedste måde vil reflektere virkeligheden i dette øjeblik med et globalt opgør. Han er, understregede LaRouche, det bedste referencepunkt for handling.    

Foto: Den russiske præsident Putin under et møde med lederne af verdens førende nyhedsagenturer, på sidelinjen af det 20. Internationale Økonomiske Forum i Skt. Petersborg (SPIEF 2016), Rusland, 17. juni 2016. Mikhail Metzel/TASS

Supplerende materiale:

Putin langer ud efter sanktioner, NATO’s udvidelsespolitik og driften mod kold krig

20. juni 2016 – Den russiske præsident Vladimir Putin talte i flere timer på den sidste dag af Skt. Petersborg Internationale Økonomiske Forum. Han konfronterede direkte realiteterne omkring den nuværende strategiske krise, der bliver smidt efter det nye paradigme, som er under skabelse af Rusland og de andre BRIKS-nationer. I et interview med Fareed Zakaria efter topmødet, vred han sig behændigt ud af udtalelser om, at han støttede Donald Trump, ved at påpege, at han var blevet fejlciteret af journalister såsom Zakaria, der ikke er analytikere, og idet han understregede, at vi ”er rede til at arbejde med USA,” uanset, hvem der vælges til ny leder. Han påpegede, at ”Trump har udtalt, at han er parat til at genoprette det fulde format af russisk-amerikanske relationer … det hilser vi alle velkommen.”

I sin udtalelse på topmødets sidste dag sagde Putin, at USA kunne være til gavn for verden, inklusiv Rusland, så længe USA ikke blander sig i andre landes anliggender:

”Vi behøver [USA]. Men vi har ikke brug for, at de konstant blander sig i vore anliggender, fortæller os, hvordan vi skal leve, og hindrer Europa i at opbygge relationer med os.”

Putin påpegede, at Obama-administrationen gav sine europæiske partnere besked på at tåle sanktioner mod Rusland, sanktioner, der havde ødelæggende konsekvenser for Europa, men ikke for USA.

Putin sagde, at europæiske erhvervskredse i Frankrig, Tyskland og andre steder har udtrykt villighed til at samarbejde med Rusland, og nu er det op til politikerne ”at udvise visdom, forudseenhed og fleksibilitet.”

”Vi bærer ikke nag og er rede til at møde vore europæiske partnere på halvvejen,” sagde Putin til forummet. Han pegede på, at det ikke var Rusland, der begyndte det nuværende ”nedbrud” i relationer mellem Europa og Rusland, forårsaget af sanktionerne. ”Alle vore handlinger har været, og forbliver, alene gengældelse.”

Putin fortsatte, ”Vore seneste møder med repræsentanter for tyske og franske erhvervskredse har vist, at europæisk erhvervsliv er villigt og parat til at samarbejde med vort land. Der er behov for, at politikere møder forretningsfolk på halvvejen, og udviser visdom, forudseenhed og fleksibilitet. Vi har brug for at styrke tilliden i russisk-europæiske relationer og genetablere niveauet af interaktioner.

Putin tog, hvad angår NATO’s udvidelsespolitik, ligeledes tyren ved hornene og sagde, at det ikke giver mening: “Sovjetunionen er der ikke mere, Warszawapagten [mellem Sovjetunionen og de østeuropæiske lande] er ophørt med at eksistere, så hvorfor behøver NATO konstant at udbrede sin infrastruktur og bevæge sig mod Ruslands grænser? Nu tager de Montenegro ind. Hvem har truet Montenegro?” spurgte Putin, leende over absurditeten i det.

Han hævdede, at NATO har ”en absolut ligegyldig og tankeløs attitude i forhold til vores position på alle områder,” og noterede, at det var USA, der ensidigt afsluttede missilforsvars-traktaten, der til at begynde med var underskrevet for at ”bringe strategisk balance ind i verden.” Putin fortsatte med at berolige verdenssamfundet med, at han ikke ønsker at gå videre til en ny kold krig, som ”ingen ønsker”. ”Uanset, hvor dramatisk tankegangen i udviklingen af internationale relationer måtte se ud udefra, er det ikke en global konfrontations-tankegang.”

Putin udtalte, at det amerikanske missilskjold i Østeuropa udgør en trussel mod magtbalancen. ”Vi vil perfektionere vores kapacitet for missilangreb for at opretholde balancen, alene på grund af det.”

Putin påpegede, at problemer i verden kun kan håndteres, som det i øjeblikket sker i Syrien. I det tilfælde, sagde han, arbejder nationer i verden, inklusiv Rusland og USA, sammen om at hjælpe med at løse krisen i Syrien. Han konfronterede regimeskifte-politikken, idet han insisterede på, at Syriens integritet må opretholdes som topprioritet. Putin sagde ligeud, at disintegrationen af Syrien ville blive en ”destabiliserende faktor, ikke kun for regionen, men for hele Verden”.

Han udtalte, at fred i Syrien kun kan nås ved en politisk proces: “Hvis vi ønsker at fremme princippet om demokrati, så lad os gøre det med demokratiske instrumenter,” sagde han til forummet.

Han anførte, at den ukrainske krise blev skabt med overlæg af Obama-administration, for at tilvejebringe en grund til NATO’s eksistens, og at det ikke er sådan, at situationer i den internationale arena burde håndteres: ”Efter det Arabiske Forår sneg [USA] sig op til vore grænser. Hvorfor havde de behov for at støtte et kup i Ukraine? Det er sandsynligt, at oppositionen, der er ved magten nu, kunne have opnået det ved demokratiske valg, og vi ville have arbejdet med dem, netop på samme måde, som vi arbejdede med dem, der var ved magten før præsident Janukovitj … Men nej,” fortsatte Putin, ”de skulle nødvendigvis føre det til et blodigt kup med ofre, skulle absolut forårsage borgerkrig.”

Putin sagde, at den udvikling “arrede” Ukraines russisk-talende befolkning i det sydøstlige Ukraine og på Krim, og ikke gav Rusland andet alternativ end at tage forholdsregler ”for at beskytte visse grupper af folk.”

Grunden, sagde han, er, at: NATO ”har brug for en fremmed fjende, hvad skulle grunden ellers være til eksistensen af en sådan organisation?” Putin sagde, at hele konflikten blev påtvunget Ukraine ”for at underbygge selve eksistensen af den nordatlantiske alliance.

USA: Senator Feinstein og kongresmedlem Tauscher langer ud efter planerne for nye atomvåben

20. juni 2016 – Senator Dianne Feinstein og tidligere kongreskvinde og viceudenrigsminister for våbenkontrol og international sikkerhed, Ellen Tauscher har sammen skrevet en ledende artikel, der blev bragt i New York Times d. 18. juni, og hvori de krævede et stop for den planlagte produktion og indsættelse af det nye ’Long-Range Standoff Weapon’ (LRSW), en ny generation af kernevåben, der stærkt øger faren for termonuklear krig. Forfatterne advarede:

”Luftvåbnet er bestemt for, til næste år, at accelerere udviklingen af dette nye nukleare krydsermissil. Det vil fremføre et opgraderet W-80 atomsprænghoved, og være i stand til at penetrere verdens mest avancerede luftforsvarssystemer … fremstilling af nye kernevåben som dette kan imidlertid være unødvendigt, kostbart og farligt.”

Feinstein og Tauscher citerede tidligere forsvarsminister Bill Perry, som for et år siden advarede om, at deployeringen af LRSW-våbensystemet ville øge risikoen for atomkrig ved at udviske linjen mellem konventionelle våben og kernevåben (LRSW kan bruge både nukleare og konventionelle sprænghoveder). De to forfattere af New York Times-artiklen forlangte, at forsvarsminister Ashton Carter frembringer en detaljeret offentlig redegørelse for planerne om LRSW, inklusiv, hvorvidt det ville blive betragtet som et potentielt offensivt våben, snarere end en tilføjelse af et element til den amerikanske atom-afskrækkelse. De citerede estimater fra Føderationen af Atomvidenskabsfolk (FAS) er, at det nye våbensystem vil koste $30 milliarder:

“På et tidspunkt, hvor Forsvarsministeriet har besluttet at modernisere hvert ‘ben’ af den nukleare triade (strategiske bombefly, interkontinentale ballistiske missiler og ballistiske missiler fra undervandsbåde, -red.), er det uansvarligt at investere $30 milliarder i et unødvendigt og farligt nyt atomvåben.”

De understregede også, at

”Vi ønsker at eliminere enhver uklarhed om, hvorvidt dette nye missil er et offensivt våben.”

Forfatterne bemærkede, at revurderingen ’holdningen til atomvåben’ i 2010 (2010 Nuclear Posture Review) opfordrede til en reduktion af det amerikanske atomarsenal og en øget afhængighed af konventionelle systemer, som luftvåbnets ’Joint Air-to-Surface Standoff Missile’ og flådens Tomahawk-krydsermissil, der ikke indebærer risiko for nuklear optrapning.

7. juni 2016 (Leder fra LaRouchePAC) – Lederskabet af verden er, med rette, blevet overtaget af det voksende samarbejde mellem Rusland, Kina og Indien, og med andre eurasiske nationer, der entusiastisk går med i de nye udviklingsplaner, der er legemliggjort i programmet med ’Ét bælte, én vej’. London, Wall Street og Obama er alle desperate over dette ægte, igangværende paradigmeskifte.

I sin kommentar til dette skifte advarede Lyndon LaRouche om, at Obama er ved at blive afsløret som intet andet end en svindler og et falsum. Faren er, at et sådant falsum kan detonere på en farlig måde. Udfordringen består i fuldt ud at konsolidere skiftet over til udviklingsparadigmet, der ledes af Rusland/Kina/Indien, uden at fremkalde, at Obama og kompagni flipper voldeligt ud. Det betyder, understregede LaRouche, at »Obama og kompagni må forkrøbles«, så de ikke er i stand til at leve deres desperation ud i handling.

Dette står mere og mere klart: Verden har ikke brug for Obamas, eller briternes, eller Wall Streets klovneshow. Det, der behøves, er en virkningsfuld, økonomisk organisering, der erstatter disse desperate svindlere og dræbere. Vi befinder os ved et punkt, hvor hele det britiske system er i færd med at gå ned, netop nu. Det er oprindelsen til krigsfaren, og intet andet. »Dump disse elendige karle«, erklærede LaRouche. »Giv disse ledende, eurasiske nationer, sammen med de sydlige nationer, lederskabet, og støt dem i deres udviklingsplaner.«

Frem for alt andet, som Lyndon LaRouche gentagne gange har understreget i løbet af den seneste uge, så byg Kra-kanalen! Det ville markere en revolutionerende forandring for verden, der i enorm grad ville forøge handel og udvikling over hele Eurasien og ind i Afrika og videre endnu. Kra-kanalen ville skabe et fuldstændigt nyt billede af verden som helhed.

Flere og flere nationer er parate til at deltage i denne fremtid. Japan er nu i færd med at genoplive koordineringen med de andre hovednationer – Rusland, Indien, Kina – for eurasisk udvikling, at genoplive programmer, der tidligere blev legemliggjort i Mitsubishi Global Infrastructure Fund (GIF), der arbejdede for Kra-kanalen tilbage i 1980’erne. Kina er hen over de næste seks år parat til at investere $3,5 billion i store infrastrukturprojekter, der rækker langt ud over det umiddelbare asiatiske Stillehavsområde, iflg. en nylig undersøgelse fra Asia Society. Japan har annonceret sin egen, $110 milliard store investeringsplan for det asiatiske Stillehavsområde.

Den russiske præsident Putin kommer til Kina senere i denne måned for at indgå de sluttelige aftaler om 52 rapporterede fællesprojekter; og russisk-kinesiske forhandlinger skrider nu frem om den planlagte bygning af en 7000 km lang højhastighedsjernbaneforbindelse mellem Moskva og Beijing. Indien er i færd med at udvide sine planer for handelskorridorer, der strækker sig fra Iran gennem Afghanistan, og med nyligt annoncerede planer om også at bygge en dybvandshavn i Bangladesh, tillige med Chabahar-havnen i Iran ved Oman-golfen. Indien og Kina støtter alle disse investeringer, der vil udvide hele det asiatiske Stillehavsområdes produktive evner, hvor Kina og Indien alene udgør en tredjedel af verdens befolkning.

Den tyske kansler Angela Merkel skal besøge Kina i næste uge. Den netop færdiggjorte Gotthard Tunnel gennem de Schweiziske Alper, verdens længste jernbanetunnel, åbnede officielt den 1. juni, og projektet, som det tog 17 år at færdiggøre, har udløst entusiasme over hele Europa. Denne entusiasme for store projekter må videreføres til, at ledende, europæiske nationer går med i fremtiden med ’Ét bælte, én vej’-programmet, på en langt mere seriøs måde. Det betyder at bryde med de britiske royale og med Obama.

Projekterne, der fremmes af Kina og Indien, vil samlet set accelerere udviklingen og legemliggøre ideen om det »win-win«-samarbejde, der er et varemærke for skiftet væk fra geopolitikkens imperiekrige og til ægte, menneskelig udvikling. Vi har ikke brug for krig. Faktisk ville endnu en storkrig betyde udslettelse. Det ved og forstår Putin, lige såvel som også Kina.  

Titelfoto: Premierminister Narendra Modi med den kinesiske præsident Xi Jinping og førstedame Peng Liyuan, der fejrer deres nationers voksende samarbejde og løsning af tidligere konflikter. [flickr/narendramodiofficial]