Som en tæt nabo til Afghanistan har Kina altid respekteret dets suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet; holdt sig til ikke-indblanding i dets indre anliggender og ført en venlig politik over for alle afghanere. Vi håber, at Taleban vil opbygge en bredt funderet og inkluderende politisk struktur, føre en moderat og forsigtig indenrigs- og udenrigspolitik, beskytte kvinders og børns rettigheder, resolut bekæmpe terrorgrupper og udvikle venskabelige og samarbejdsrelationer med sine naboer og andre lande. Vi håber inderligt, at Afghanistan kan finde en udviklingsvej, der passer til landets nationale forhold. For at imødekomme det afghanske folks umiddelbare behov har Kina meddelt, at landet vil levere forsyninger til en værdi af 200 millioner RMB til Afghanistan, inklusive 3 millioner doser af COVID-19-vacciner. Når sikkerheden og andre forhold tillader det, er Kina villig til at hjælpe Afghanistan med at bygge projekter, der vil hjælpe med at forbedre levevilkårene, og vil gøre sit bedste for at støtte Afghanistan i dets fredelige genopbygning og økonomiske udvikling.

Vi opfordrer det internationale samfund til at spille en konstruktiv rolle i Afghanistans fredelige genopbygning på grundlaget af respekt for Afghanistans suverænitet, uafhængighed og territoriale integritet, respekt for det afghanske folks vilje og overholdelse af det af afghansk ledede og afghansk tilegnede princip. Vi har bruge for mere dialog og for at give flere råd til den nye myndighed i Afghanistan uden nogen fordomme eller forudfattede idéer, og vi bør ikke skabe vanskeligheder for dem. Humanitær bistand er yderst presserende. Økonomiske sanktioner må stoppe. Ensidige sanktioner eller restriktioner mod Afghanistan bør ophæves. Landets valutareserver er nationale aktiver, der ikke bør bruges som et forhandlingskort til at lægge politisk pres på Afghanistan.

Den bratte forandring i Afghanistan minder os endnu engang om, at militær intervention og magtpolitik ikke har folkelig opbakning, og at udenlandske modeller og den såkaldte demokratiske transformation ikke er holdbare. Hvad relevante lande har gjort i Afghanistan i løbet af de sidste 20 år, er endt i fiasko. De bør seriøst reflektere over det og rette fejl rettidigt, i stedet for at gå væk fra problemerne forårsaget af deres egen ageren, og overlade dem til Afghanistan og andre lande i regionen. Når alt kommer til alt, bærer de det uomgængelige politiske, sikkerhedsmæssige, økonomiske og humanitære ansvar for Afghanistan, og er mere forpligtet end andre lande til at hjælpe Afghanistan med at opretholde stabilitet, forhindre kaos og begive sig ud på vejen til fred og genopbygning. De bør oprigtigt honorere deres forpligtelse til det afghanske folk og tage konkrete skridt for at deltage i det internationale samfunds bistandsindsats i Afghanistan.

Følgende er en dansk oversættelse af Hussein Askarys tale, som blev udgivet i Executive Intelligence Review den 22. oktober 2021.

Den generelle retningslinje for vores diskussion er, at vi ikke er her for at analysere ting, vi er her for at igangsætte en udviklingsproces, som fru Helga Zepp-LaRouche, stifteren af vores Schiller Institut, igangsatte allerede i juli måned, sågar før Taliban overtog magten, fordi hun indså at vejens ende er nået, og at der er et nyt paradigme, som burde erstatte det gamle, forfejlede paradigme, som alle kunne se for dem selv.

I min præsentation vil jeg fokusere på tre dele. Den første handler om den humanitære katastrofe; den anden vil være om den fejlslagne geopolitik; og så vil vi gå mere i detaljer med hvad vi mener løsningen er, vejen frem, ikke blot i forhold til Afghanistan, men til hele Eurasien og verdens politik.

Den humanitære katastrofe

Der er et enormt kynisk spil, som spilles af de samme magter, der havde besat Afghanistan i de sidste 20 år og derefter forlod landet komplet i ruiner. Efter at have afskåret al finansiel støtte til Afghanistan – USA har indefrosset 9 milliarder dollars af den afghanske regerings finansielle midler; det er ikke Talibans penge, det er til regeringen og staten Afghanistan for at være i stand til at importere fødevarer, elektricitet, medicin og alt andet – så siger de: »Se, Taliban er ude af stand til at regere, fordi der er sult, der er kaos, hospitaler er lukkede, der en ingen medicin; Se, Taliban kan ikke regere!« Det er en meget, meget kynisk attitude, som vi bliver nødt til at vende om på meget hurtigt, eftersom det der står på spil ikke er Taliban; det der står på spil er 39 millioner mennesker i Afghanistan, som meget få folk taler om.

Altså, nogle folk forsøger at bebrejde Taliban for alting for at dække over deres egne fejl, [og spørger]: »Hvordan kan det være, at et land, efter 20 år og udgifter på 2,5 milliarder dollars, ikke kan opdyrke sin egne fødevarer, ikke kan have hospitaler, ikke kan producere sin egen strøm, og at der er mangel på vand, der er mangel på alt?« For at dække over deres egne fejl siger disse magter: »Se, Taliban er en fejlslagen stat. Afghanistan er en fejlslagen stat«. Men jeg håber ikke at dette vil ske, som jeg vil forklare.

For nyligt sagde internationale hjælpeorganisationer, og særligt FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation og Verdens Fødevareprogram, at der er 14 millioner mennesker i Afghanistan, som øjeblikkeligt er truet af hungersnød. De er allerede sultne, 4 millioner er truet af hungersnød; disse mennesker kan dø, de kan dø, hvis der ikke sendes nok mad til dem. Der var dusinvis, måske hundredvis, af små klinikker, som blev lukket, fordi internationale organisationer trak sig ud, og opgav deres arbejde der. Disse centre lukkede. Selvom de er meget små, bidrog de med nogle ydelser til befolkningen.

Nu har vi sågar FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation, som siger, at tidspunktet muligvis er forpasset, hvor landmændene i Afghanistan, i slutningen af september, sår hvede for vinterafgrøderne (sået i efteråret og høstet i den tidlige sommer). Den yderligere faktor her er, at landmændene har brug for, at frøene importeres udefra for at kunne så.

Mange hospitaler vil ikke være i stand til at kunne tilbyde ydelser, fordi, gæt hvorfor. Afghanistan importerer 80% af dets strøm fra nabolandene. Med regeringens indefrosne, finansielle midler kan de ikke betale elregningen for den importerede strøm til Usbekistan, Kirgisistan, Iran, og de kan ikke betale for fødevarer, hvilket kom fra Pakistan, som er den største eksportør af fødevarer til Afghanistan. Så hele landet er i en total katastrofe, og dette må vendes rundt øjeblikkeligt.

Så, vi skulle opgive det kyniske syn om at »lade der være kaos, så vi kan bevise for alle, at Taliban har slået fejl; og at Talibans naboer har slået fejl«. Men jeg tror ikke, at det kommer til at ske på denne måde.

Jeg tror, at der er en vej tilbage fra denne fiasko for USA, for NATO-landene og for EU, ved at de bidrager til at afhjælpe denne katastrofe og tillade støtten at vende tilbage, frigøre pengene, som den afghanske regering kan gøre brug af, og samarbejde med Afghanistans naboer, med Kina, med Rusland, med Pakistan, Iran – alle disse naboer – for at genopbygge Afghanistans økonomi, som jeg vil forklare.

Og det er en øjeblikkelig prioritet for os, Schiller Instituttet, men det burde være en prioritet for alle, at mobilisere for dette.

Den fejlslagne geopolitik

Den anden side af dette er den fejlslagne geopolitik. Hvad Tom sagde, hvad fru Helga Zepp-LaRouche har sagt, at dette ikke er Saigon 1975, at dette er Berlin-murens fald 1989, eftersom vi havde en æra, som blev afsluttet, og forhåbentlig afsluttes geopolitikkens æra, som eksisterede i 200 år; højst sandsynligt får den sin ende det samme sted, hvor den blev født. »The Great Game« – Det store Spil – blev født i Afghanistan. En meget vigtig bog om dette – den hedder The Great Game: The Struggle for Empire in Central Asia (Det store Spil: Kampen for imperiet i Centralasien) – var en af de første bøger, jeg fik af Schiller Instituttet i 1996, da jeg tilsluttede mig, og den beskriver i detaljer, hvordan det Britiske Imperium brugte Afghanistan som en stødpude mod Rusland.

Alle Afghanistans grænser er blevet skabt af britiske efterretningsofficerer, som lavede aftaler med stammeoverhoveder i forskellige dele af regionen, særligt i området omkring Panjshir-floden; alle disse grænser blev skabt af briterne, fordi de ikke kunne kontrollere Afghanistan: briterne tabte tre krige i Afghanistan, i 1832-42, i 1870’erne og i 1919. De invaderede Afghanistan, men de kunne ikke kontrollere det. Så de forvandlede Afghanistan til en stødpude, og hvis man betragter Afghanistans topografi, er det en naturlig barriere mellem nord og syd. Så briterne udnyttede dette.

Og den selvsamme person, den britiske efterretningsofficer, som opfandt navnet »Det store Spil«, Arthur Conolly, blev halshugget i Bukhara i Usbekistan, fordi han var en udmærket muslimsk købmand og blev taget i at udspionere der. Han endte med at blive halshugget af Bukharas emir.

Min pointe er, at det samme sted hvor den destruktive geopolitik, Det store Spil, begyndte, nu kan afsluttes. Denne fejlslagne politik så vi ikke blot gennem hele den sovjetiske æra, mobiliseringen af det såkaldte Mujahedin mod den sovjetiske hær i 1980’erne med ligeså katastrofale resultater, men, som et resultat af dette, fandt en borgerkrig sted i 1990’erne, og Taliban fik magten; og nu, siden 2001, har vi så haft en katastrofal, ny fase i denne geopolitiske historie, som vi håber, vi tror på, at det nu kan få en ende.

Jeg kan normalt ikke lide at tale om antallet af ofre, men det giver en idé om de enorme kvaler, som blev skabt siden 2001, både i Afghanistan, men også i Irak og andre lande, der på en måde havde »regimeskifte«. Vi har disse tal fra et projekt i Watson-instituttet for internationale og offentlige Anliggender ved Brown University i USA, kaldet »Krigens omkostninger«. Jeg har skrevet en artikel om disse kriges omkostninger. Der er overvældende lidelser i den civile befolkning i Afghanistan. Nu har nogle personer fortalt mig, at disse tal er forsigtige, men disse er dokumenteret: Der er 270.000 civile dræbt i både Afghanistan og Pakistan [siden 2001], fordi Pakistan også led under denne krig [fodnote: Disse tal beskriver antallet af civile dræbt af skud eller bomber – ellers ville tallene over dræbte være langt større, som et resultat af krigen selv]. Der er 73.000 dræbte afghanske soldater; der er 2.289 [dræbte amerikanske soldater i Afghanistan mellem 2001-2018] og 3.394 døde amerikanske, såkaldte »contractors« – disse var lejesoldater. Men betragt så det kolossale antal – 30.000 amerikanske soldater eller krigsveteraner – som har begået selvmord, efter at være kommet hjem. Man kan også forestille sig de enorme kvaler, som deres familier og lokale samfund, hvor de levede, må gå igennem.

I følge FN's Flygtningehøjkommissariat er der 2,5 millioner flygtninge fra Afghanistan i omkringliggende lande [siden 2001], for det meste i Pakistan og Iran. Jeg tror også, at dette er et forsigtigt skøn. Der er også 3,5 millioner internt fordrevne mennesker på grund af borgerkrigen og konflikter; folk var nødsaget til at flytte, særligt til de store byer, som skabte endnu større nød.

Og så er der de finansielle omkostninger af krigen i Afghanistan: 2,2 billioner dollars! Dette er en helt enorm pengesum, og intet er blevet bygget i Afghanistan i disse 20 år! Alle disse penge blev brugt på at kæmpe, på våben, på soldater og også på at fremme korruption i samfundet. Men overordnet set, siden 2001, har alle krige, hvor USA var involveret, kostet 10 billioner dollars.

Dette er utroligt – jeg gjorde et forsøg på at kvantificere i mit hoved, hvad man kan gøre med 10 billioner dollars. Man kan bygge Kinas højhastighedsnetværk på 30.000 km 17 gange. Man kan bygge De tre slugters Dæmning 322 gange rundt om i verden, og skabe 6.400.000 megawatt af energi. Det er faktisk det, som verden har brug! 6,4 millioner megawatt i strøm, dette er, hvad der er brug for til at dække energibehovet af hver person på kloden i deres hjem. Dette er, hvad disse krige har kostet. Men intet af dette blev brugt.

Jeg skrev en artikel om omkostningerne af krig og omkostninger af opbygning: Jeg sammenlignede katastroferne, som USA og NATO har været involveret i, med Kinas Bælte- og Vejinitiativ. Med mindre end 1 billion dollars byggede Kina tusindvis af kilometer af jernbaner, kraftværker, havne, lufthavne, landbrugsprojekter, industrielle zoner og så videre, med mindre end 10% af det, som blev givet ud på disse krige.

I denne forstand er vi kommet til – dette er den tredje del af min præsentation – som Biden sagde, ”dette er afslutningen på en æra”. Hvad kommer der efter denne æra?

Opbyg økonomien, dernæst kommer sikkerheden

Se, så siger folk, »altså, først skal man have sikkerhed, og så kan man opbygge økonomien« Forkert! Man skal opbygge økonomien for at være i stand til at stabilisere sikkerhedssituationen. I Pakistan er der mange angreb på kinesiske selskaber og pakistanske ingeniører, som opbygger infrastruktur i CPEC-projektet. Men statsministeren besluttede at fortsætte; man kan ikke stoppe med at opbygge økonomien, fordi hvis man stopper, så vil terroristerne vinde. Man beviser, at det fungerer. Hvad pakistanerne gør er at sige, terrorisme vil ikke stoppe os; vi vil ikke vente indtil situationen er »stabil«, fordi økonomisk underudvikling er en stor kilde til ustabilitet og terrorisme, og det bruges af magter i efterretningsverdenen til at finansiere ekstremistiske, separatistiske grupperinger og så videre.

Så nu kommer vi til vores vision om dette nye paradigme, om hvad der må gøres med Afghanistan. Der er mange interne spørgsmål i Afghanistan. Vi er ikke interesseret i at kontrollere hver eneste detalje i det afghanske samfund, ligesom EU eller USA gjorde ved at fortælle folk, hvordan de skal klæde sig, hvad de skal spise, hvordan de skal behandle deres børn. Det kan man ikke gøre mod en anden nation! Hvad man kan gøre udefra er at give dem et tilbud, som de ikke kan sige nej til, ved at sige: Vi hjælper jer med at integrere jeres økonomi i Bælte- og Vejprocessen. Vi kan bygge infrastruktur, vi kan hjælpe jer øjeblikkeligt med det humanitære problem; hvis I respekterer os som naboer, hvis I arbejde sammen med os om sikkerhedsspørgsmål, kan vi også hjælpe med at opbygge jeres infrastruktur – det er vigtigt for jer, men det er også vigtigt for os. Så alle vinder. Det er konceptet for gensidig vinding.

I den forstand forsøger vi at tage idéer fra forskellige kilder, herunder fra det tidligere udenrigsministerium. Et vigtigt aspekt om vores arbejde er, at vi ikke spiller geopolitiske spil. Fordi der er mange infrastrukturprojekter, foreslået af USA, som for eksempel den såkaldte TAPI-linje – rørledning mellem Turkmenistan, Afghanistan, Pakistan og Indien. Den idé – og vi udtalte på det tidspunkt, at denne aldrig vil blive bygget, fordi der er en geopolitisk intention bag den; den vil ikke hjælpe befolkningerne. Idéen var at sikre sig, at Turkmenistan, som har store gasreserver, ikke arbejder sammen med Rusland og Kina. Så man kan bringe gassen direkte gennem Afghanistan og Pakistan til Indien, vores allierede, og så til de internationale markeder. De ønskede at forhindre Iran og Pakistan og Indien i at bygge »Fredsrørledningen« for at eksportere gas fra Iran til Pakistan og Indien. Det blev også stoppet.

Men virkeligheden sætter sig igennem, og nu eksporterer Turkmenistan næsten al sin gas til Kina. Og Kasakhstan og andre nationer er afhængige af at eksportere deres gas til Rusland. Vores idé er, at alle disse projekter ville blive integreret med hinanden – ikke at spille geopolitiske spil, men at integrere disse regioners økonomier. Dette er en af idéerne fra det tidligere udenrigsministerium, Den regionale økonomiske samarbejdskonference om Afghanistan.

Afghanistan blev en del af Bælte og Vej i 2016. Abdullah Abdullah rejste til Kina, underskrev en aftale, men intet blev gjort. Afghanistan blev et medlem af Den asiatiske infrastruktur- og Investeringsbank for at få lån til infrastruktur, men det førte af åbenlyse grunde – modstand fra Vesten, men også korruption i landet selv – ingen steder hen. Men der var brillante idéer for at forbinde Afghanistans største byer og også at forbinde Afghanistan til deres naboer. Hvad der manglede, var forbindelserne til Kina og Pakistan. De fandt det ikke nødvendigt at have disse inkluderet, da den afghanske regering havde problemer med Pakistan.

Så nu ønsker vi at fjerne disse former for stridigheder, og der er ingen grund til, at rørledningen mellem Turkmenistan, Afghanistan, Pakistan og Indien ikke skulle blive bygget. Den vil komme alle til gode; den vil lette spændingerne blandt disse nationer, og sørge for at Indien arbejder med Kina, med Pakistan, med deres naboer, frem for at spille en skidt, geopolitisk rolle. Idéerne findes, planerne findes, mange aftaler er underskrevet, men de er aldrig blevet gennemført. Så det bør blive til en prioritet i diskussionen nu, ikke senere, med indbydelsen fra Shanghai Cooperation Organisation til Europa og USA ligeså, hvor SCO siger, vi ønsker at I er her, men vi vil tale om dét her. Vi vil ikke snakke om krig mod terror, vi vil ikke snakke om fundamentalisme eller at forandre kulturen eller regimet. Vi ønsker, at se om I kan bidrage til dette, kan I hjælpe med at finansiere og bygge projekter?

Der burde være en global dialog i forbindelse med alle disse projekter. Der findes også gamle russiske planer; vi medtog disse i vores første rapport, Den nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen, i 2014. Det russiske Akademi har designet planer for at forbinde Afghanistan med Centralasien og det nordlige Sibirien.

Afghanistans enorme potentiale

Afghanistan har enorme udviklingsmuligheder, vigtigst af alt det menneskelige potentiale, de menneskelige ressourser. Der er 39 millioner mennesker, men mere end 60% af dem er under 30 år gamle. Kun 2% af befolkningen er over 62 år, fordi levetiden er sunket på grund af alle disse krige. Men der er en kæmpe ung befolkning. Hvis de forsørges med en uddannelse, med ressourser, infrastruktur, da kan de blive landets vigtigste værdikilde.

Alle har hørt om alle de store mineralforekomster, som findes i Afghanistan, med en værdi på 1 billion dollars. Der er kobberminerne, jernminerne, men også lithium og sjældne jordarter – overalt i Afghanistan, hvilket passer! Men man bør ikke fokusere på pengene, fordi ellers er det »1 billion dollars, 1 billion dollars[!]« Disse kan faktisk bruges som et middel til at etablere en nationalbank til udvikling, ved at bruge deres naturresurser som en garanti for at skabe kreditter til udvikling – men det er en anden diskussion.

United States Geological Survey (USA’s agentur for geologiske undersøgelser) gjorde faktisk et fantastisk arbejde – dette er en af de få ting, som de gjorde godt; de undersøgte hele Afghanistans overflade, inklusive med »remote sensing«, satellitbilleder; de havde sendt geologer og havde afdækket hver eneste del af Afghanistan for at finde ud af hvad landets mineraler var (udover olie og gas). Og dette er en rapport, interessant nok, efter USA trak sig tilbage fra Afghanistan forsvandt hjemmesiden, som havde alle studierne. Man klikker på den, og den åbner ikke… Denne kæmpe database er ikke længere tilgængelig, efter USA trak sig tilbage. Alle Afghanistans regioner blev undersøgt – Mes Aynaks store kobbermine. Jeg vil vende tilbage til dette, fordi der er visse ting som vi har lært fra Lyndon LaRouche om fysisk økonomi, hvilket intet har at gøre med penge, intet har at gøre med disse ting: Der er en fysisk virkelighed, som folk må være opmærksomme på.

For eksempel er en af grundene til, at det kinesiske firma, som fik kontrakten til kobberminen, ikke opfyldte kontrakten var, at hvis man vil udvinde et hvilket som helst mineral, særligt lithium, men også kobber og jern, har man brug for enorme mængder af ferskvand. Man kan ikke [blot] tage jern fra undergrunden og sælge det på markedet: Det er blandet med andre ting. Man må knuse det, man må vaske det og adskille jernet eller kobberet eller lithiummet og bruge enorme mængder vand, og Afghanistan er et tørt land. Det kræver en masse elektricitet og kraft; man har brug for transport.

Afghanistan har dog floder; problemet er, at størstedelen af disse floder afhænger af smeltet sne i bjergene. Disse er også grænseoverskridende floder, de deler dem med andre lande, og Afghanistan har også en aftale med Iran om grænseoverskridende floder. De har ingen aftaler med andre lande; ingen ved hvem der kan kontrollere vandene.

Afghanistan modtager 55 milliarder kubikmeter af vand hvert år, gennem nedbør og andre måder; det er ligeså meget, som Ægypten får fra Nil-området. Men dette vand er spredt ud over hele området; det bruges ikke. For at kunne gøre det, bliver man nødt til at bygge dæmninger, man bliver nødt at bygge kontrolsystemer, man har brug for alle mulige former for moderne infrastruktur for at opbevare vandet og bruge det på den rigtige måde. Så dette er et af de store problemer som må løses, og det vil også bidrage til at gøre brug af mineralerne i landet. Uden vand kan er det ikke muligt.

Manglen på strøm er et stor katastrofe, som er blevet efterladt uløst i Afghanistan. Afghanistan producerer, som jeg sagde, kun 600 megawatt – det svarer til et lille kraftværk i Danmark. Resten importerer de fra andre lande, for det meste fra Usbekistan. Men Iran, som lider under hårde økonomiske sanktioner, producerer ikke kun elektricitet til deres egen befolkning, men eksporterer [også] dele af den til Afghanistan og eksporterer dele af den til Irak, som har været under amerikansk og vestlig kontrol i alle disse år! Det er en stor ironi.

I løbet af alle disse år var der ingen der  tænkte: hvorfor ikke bygge nogle kraftværker i Afghanistan? I Pakistan, indenfor de sidste 5-6 år, planlagde og producerede projekter, i forbindelse med Den kinesisk-pakistanske økonomiske Korridor, omkring 17.000 megawatt af strøm – vandkraft, kulkraft, og herunder to kernekraftværker, som bliver bygget i Karachi. Og alle angriber Kina, men ingen siger noget om denne katastrofe der finder sted i Afghanistan.

Jeg laver vittigheder om geopolitik i forbindelse med rørledninger, fordi de aldrig udmønter sig. Men hvis vi havde et nyt paradigme i relationerne, er der en ironi at få øje på: geopolitik fungerer ikke, men geoøkonomi gør. Realiteten i dag er, at Kina er Centralasiens største gas- og oliemarked. Det er ikke Danmark, det er ikke Bruxelles, det er ikke Washington. Der er en fysisk, geografisk virkelighed, som bestemmer den nye situation her, og alle nationer omkring Afghanistan har, tror jeg, indset dette, men det vigtigste lige nu er at forhindre, at Afghanistan ender i kaos, fordi det som man vil få, hvis den nuværende regering bryder sammen, hvis hungersnød bryder ud, vil være flygtninge overalt, men så vil terrorgrupper overtage landet. Det vil brede sig til nabolandene, og det kunne havde internationale implikationer.

Derfor er jeg sikker på at nabolandene – og det sker allerede – reagerer med humanitær hjælp fra Kina, Pakistan, Iran. Jeg var for nyligt i Iran; der er regelmæssige afgange med fly fra Teheran til Kabul. Så der er en hvis normalisering. Alle landene omkring Afghanistan indser nu – jeg tror at de planlægger at hjælpe med at normalisere situationen i Afghanistan, ligegyldigt hvem der er i regeringen.

Vores opgave er at sikre, at Europa og USA deltager, i stedet for kynisk at sidde her og håbe på, at Taliban bryder sammen, og at landet ender i kaos for at bevise, at Taliban ikke er bedre end os. Der er plads til tilgivelse. Der er plads til at forandre sin tilgang til tingene og tilslutte sig det nye paradigme, ved at åbne op for en dialog med Afghanistans naboer, med Shanghai Cooperation Organisation og se hvilken slags projekter USA og Europa kan bidrage til. USA havde, under Franklin Roosevelt i løbet af 2. Verdenskrig, allerede planer for udviklingen af Afghanistan, udvikling af de afrikanske nationer og selv af Kina. Der var en anderledes tilgang, som formede USA’s politik, og folk kan vende tilbage til dette, og Europa kan vende tilbage til sin humanistiske tradition og bidrage til noget, ikke for at betale for alle sine synder, men for at skabe en ny situation, hvormed disse gamle fejltagelser ikke gentages.

Det er, hvad jeg har at sige indtil videre, og jeg ser frem til diskussionen.

4. oktober (EIRNS) – (Det efterfølgende blev publiceret i EIR European Strategic Alert.)

Prisstigningerne på 15-30% indenfor gas og el, som er begyndt at ramme husholdninger i Europa, er en brøkdel af den dramatiske stigning i gaspriser på spotmarkedet, der er steget med 280% i år. Det er tæt på den tekniske definition af hyperinflation, hvilket er defineret som en konstant stigning på 50% om måneden.

Selvom den umiddelbare årsag til eksplosionen i energipriser er den grønne klimapolitik (’Green Deal’), som har forårsaget at producenter skifter fra kul til gas, så har den hyperinflationære dynamik været længe undervejs og havde blot brug for en mulighed for at løbe løbsk. Rigtig nok eksploderede priser på råvarer allerede for et år siden og ramte kobber, tømmer, hvede, m.m. Ligesom i dag forklarede personer fra etablissementet en sådan priseksplosion med en teori om en ”ensom ulv”, navnlig den forøgede efterspørgsel i forbindelse med Kinas økonomiske genoprejsning.

I dag forklarer teorien om den ”ensomme ulv”, at energipriserne er steget, fordi Zeus blæste mindre vind i Nordsøen, og forøgelsen i CO2-prisen gjorde kul for dyrt. Derudover nyder den slemme skurk, Vladimir Putin, at slukke for gastilførslen til Europa.

Fiaskoen med de vedvarende energier, særligt i vindkraft-afhængige Storbritannien og Tyskland, er en reel faktor, ligesom den ondsindede beslutning om at fordoble CO2-prisen for at fremme ”klimaovergangen”. Dog er disse blot muligheder, som de finansielle markeder er blevet tilbudt for at slippe et spekulativt overgreb løs. Hvis det rent faktisk blot handlede om den simple markedsmekanisme, udbud og efterspørgsel, ville priserne ikke stige på en hyperinflationær måde; dette sker fordi alle priser på råvarer – inklusive CO2-kvoter, der købes og sælges som en vare – er bestemt af finansielle væddemål om de fremtidige markeder. Med andre ord, efterspørgsel for en vare mangedobles af spekulanter, som skaber en kunstig knaphed og astronomiske priser.

Det, som der er i gang, er den sidste fase af krisen i det globale finanssystem, hvilket, som Lyndon LaRouche ofte insisterede, var håbløst bankerot allerede for årtier siden. Der er kun to alternativer: Enten bryder systemet sammen gennem en kædereaktion af finansielle konkurser eller gennem en hyperinflationær eksplosion, hvis centralbankerne insisterer på at forsætte med redningspakkerne. Green Deal, eller klimaovergangen, er et forsøg på at fortsætte pengetrykningspolitikken under påskud af en klimaovergang.

I et webinar den 21. september om ” Klimaideologiens økonomi og finansiering” berettede økonomiprofessorer Mario Giaccio, at en højtplaceret kilde i FN fortalte ham, at ”det globale finanssystem er forældet; det er ikke muligt at ’udtrække’ mere værdi, og derfor må det forandres”. Hvad der sker, er ”forsøget på at reorganisere verdensøkonomien finansielt ved at bruge klima som et påskud”.

Denne åbne tilståelse beviser, at centralbankernes fortælling, om at inflation er en ”overgang”, er en løgn, og at en stigning i forbrugerpriser er planlagt for at ”udtrække” værdier fra den reelle økonomi i en sidste kannibalistisk aktion. Rigtig nok er den ekspansionistiske pengepolitik ved en blindgyde med negative renter overalt i finansmarkederne, og færre og færre muligheder for at boblen kan udvide sig yderligere. Eftersom centralbankerne køber alle former for aktiver, er sågar afkast på skrotobligationer (’junk bonds’) brudt sammen; finanssystemet har brug for yderligere store mængder af rov taget fra forbrugere, selskaber og skatteydere, på den ene eller anden måde for at systemet kan overleve. Alternativet ville være en reorganisering, konkursbehandling, af det bankerotte system, hvilket den nuværende elite uforsonligt modsætter sig.

(I denne sammenhæng er tilgangen, som de kinesiske autoriteter tager til konkursen af ejemdomsmæglergiganten, China Evergrande, eksemplarisk. Hvis Evergrande var et vestligt selskab, ville det høre under kategorien ”too big to fail” (”for stor til at gå under”) og modtage en redningspakke fra regeringen. Skatteydernes penge ville havne i spekulanternes lommer, som har købt obligationer med 14% i afkast. I stedet lader den kinesiske regering disse kreditorer gå ned og redder kun de kunder fra detailhandlen, som betalte for huse, og de vil enten få deres huse eller deres penge tilbage.)

Inflation i forbrugerpriser er ikke tilfældig: Det er blevet udvalgt af bankfolk i centralbankerne for at holde systemet i live – på den ene side ved at udpresse mere værdi fra den reelle økonomi, på den anden side ved at gennemtvinge en reduktion af den globale gæld gennem inflation. Men den store stigning i energiomkostninger rammer allerede produktive aktiviteter og truer med at knække den reelle økonomi.

Der er stadig tid at forhindre helvede i at bryde løs ved at reorganisere de globale finanser i overensstemmelse med Glass-Steagalls standard, lukke ned for finansiel spekulation, regulere de globale råvaremarkeder og sætte et genopbygningsprogram i gang, sådan som det der er blevet foreslået af LaRouche-Organisationen i deres nyeste studie, ”Det kommende økonomiske mirakel i USA på Den nye Silkevej”.

Lyndon LaRouche (1922-2019) var USA’s ypperligste statsmand og tænker. Hvis der er én person, som er indbegrebet af den revolutionære gejst, nødvendig for at bryde lænkerne fra de sidste årtiers dystre, nedadgående spiral, er det Lyndon LaRouche. Han stiftede og ledte en politisk bevægelse, begyndende i den sidste del af 1960’erne op til sin død i 2019, og opnåede så mange bedrifter, at det er umuligt at opremse dem alle på et sted. Han stillede op til præsidentvalg otte gange, forudså succesfuldt mange afgørende økonomiske og politiske skift, skrev hundredvis af artikler, som fundamentalt fremmede en række områder, arbejdede og blev venner med dusinvis af verdensledere, stiftede et politisk efterretningsmagasin, Executive Intelligence Review, som vedbliver i dag at være en uundværlig kilde for sandfærdig analyse, og skabte grundlaget for et fuldstændigt nyt system af internationale og økonomiske relationer befriet fra det oligarkiske greb.

Lyndon LaRouche 1922-2019

Efter at have gjort militærtjeneste i Burma i 2. Verdenskrig, tilbragte LaRouche noget tid i Indien, en oplevelse som påvirkede ham varigt. Graden af brutalitet mod den indiske befolkning under den britiske besættelses allersidste dage rystede ham så meget, at han besluttede sig for at befri denne verden fra den form for umenneskelighed, som han så. Senere i sit liv bemærkede LaRouche, hvordan denne oplevelse ville forme det som blev hans livslange mission: ”At USA burde tage lederskabet i efterkrigstiden i etableringen af en verdensorden udformet til at fremme økonomisk udvikling i det vi i dag kalder ’udviklingslandene’.”

Efter at være kommet hjem satte LaRouche sig ind i alle slags politiske grupper på den tid, for at bedømme hvem der var klar til opgaven. Generelt uimponeret, besluttede han sig for personligt at tage ansvaret. Denne beslutning blev kun styrket efter rækken af snigmord, fra John F. Kennedy, Malcolm X, Martin Luther King Jr. og Bobby Kennedy, og den efterfølgende optrapning af den katastrofale krig i Vietnam – USA var ved at miste sin mission af syne.

Derefter, i august 1971, traf Nixon sin skæbnesvangre beslutning, hvor han trak USA ud af Bretton Woods-systemet. Bretton Woods var blevet oprettet af Franklin Roosevelts administration for at støtte den industrielle udvikling af verden ved hjælp af den amerikanske dollars stabilitet. Selvom det aldrig levede op til Roosevelts oprindelige intention, forvandlede Nixon dollaren og, som en følge deraf, verden til et spekulationsparadis, ved at indføre ”flydende” vekselkurser. Så i stedet for Roosevelts hensigt, som prioriterede industrielle og infrastrukturelle investeringer i opbygningen af USA og verden, vægtede vi i stedet ren pengemæssig profit på bekostning af industri og infrastruktur verden over. LaRouche advarede på dette tidspunkt om, at denne beslutning, hvis den ikke blev omstødt, ville føre til (og havde til hensigt at opnå) nedskæringer i og udplyndring af først udviklingslandene og dernæst i USA og Europa, og i sidste ende føre til indførelsen af fascistiske regeringer for at undertrykke ustyrlige befolkninger – alt imens at man forsøger at holde et hyperinflationært sammenbrud tilbage.

Som den eneste økonom, der så at dette var på vej, begyndte LaRouche at rekruttere en bevægelse bevæbnet med det eneste våben nødvendigt for at vinde denne krig: en selvrefleksiv måde at tænke på. I 1975 foreslog LaRouche oprettelsen af den Internationale Udviklingsbank, en plan for at styrke hver valuta i verden gennem langfristede, lavt forrentede kreditter til udviklingsprojekter og eksport af kapitalgoder til den underudviklede sektor. Indenfor et år blev denne plan, i underforstået forstand, vedtaget af De alliancefrie landes Bevægelse, en gruppe af 86 nationer, hovedsagligt i den underudviklede del af verden, med LaRouches ven, Indiens statsminister Indira Gandhi, som en af deres ledende stemmer. Senere foreslog LaRouche en plan for et Nyt Bretton Woods, samt udgav dybdegående skrifter om den industrielle udvikling af Afrika, af Mexico, af Sydamerika, af Sydvestasien, af Indien og det Indiske Ocean, for ikke at glemme USA og andre. LaRouche vidste, at hvis kreditter blev taget væk fra finansiel profitskabelse og i stedet rettet mod produktiv aktivitet, så ville dette ikke blot danne grundlaget for løsningen af hvert eneste problem i verden – fra geopolitiske konflikter til fattigdom og tilbageståenhed – men også til at menneskeheden naturligvis ville modnes kulturelt, efterhånden som videnskab og teknologisk kunnen bliver mere og mere udbredt.

Denne proces tog fart, ligesom LaRouches bevægelse. Vigtige ledere fra borgerrettighedsbevægelsen blev en del af hans bestræbelser, ligesom førende videnskabsfolk, akademikere, politiske ledere og andre fra hele verden. En del af vores politiske og økonomiske systems forfald skyldes den i stigende grad fordærvede popkultur og uddannelsessystem, hvilket er grunden til, at LaRouche insisterede på at genoplive sand, klassisk kultur og at skabe en ny renæssance. Ledende kunstnere, musikere og skuespillere, såsom Norbert Brainin fra den berømte Amadeus-kvartet og sangeren Piero Cappuccilli, deltog med LaRouche i at insistere på, at kunst og kultur må tjene til at ophøje menneskeheden, frem for blot at stimulere dens sanser, som et nødvendigt skridt til at uddanne og afstemme vores borgere.

I midten af 1980’erne havde LaRouche seriøst chokeret det politiske etablissement. Han havde tusinder af kandidater, som stillede op til valg i offentlige positioner på alle niveauer, udgav det næststørste videnskabsmagasin, Fusion, og mange verdensledere arbejdede personligt sammen med ham for at tilskynde skabelsen af et nyt, internationalt finanssystem baseret på realøkonomisk udvikling. Disse inkluderede nævneværdigt Indiens Indira Gandhi og Mexicos Præsident Lopez Portillo. LaRouche tjente som uofficiel forhandler, bag kulisserne, med Sovjetunionen for Reagan-administrationen i en indflydelsesrig position, som satte scenen for Reagans tilbud til Sovjetunionen i 1983 om en politik, der var baseret på LaRouches forslag, Det strategiske Forsvarsinitiativ (SDI), imens det meste af hans kabinet og det politiske etablissement hylede op.

Offentliggørelsen af SDI – selvom det aldrig blev accepteret af Sovjetunionen – ville grundlæggende set have fjernet faren for en atomkrig gennem fælles udvikling af forsvarssystemer med Sovjetunionen. Hvis det var blevet vedtaget, ville det have banet vejen for en afslutning på det Britiske Imperiums våde geopolitiske drømme.

LaRouches fjender tilgav ham aldrig for dette. En ransagning af LaRouches hus og politiske kontorer af 400 føderale agenter fandt sted i 1986 i et forsøg på at dræbe LaRouche i processen. Hans publikationsvirksomheder blev erklæret for bankerotte og politiske operationer beordret til at ophøre. Robert Mueller (lyder bekendt?), en af de førende advokater i sagen mod LaRouche, var nødsaget til at opgive den første sag i Boston, da den begyndte at falde fra hinanden; en ny sag blev hurtigt gennemført i Alexandria (Virginia), hvor hele processen kunne ”strømlines” langt bedre. LaRouche blev fængslet efter en lynjustits under falske anklager, hvor han endte med at tilbringe fem år, og støvleslikkende journalister blev hevet frem for at bagvaske ham med det ene meningsløse angreb efter det andet. Samtidig blev en finansiel krig erklæret mod Mexico, som skabte massiv kapitalflugt og neutraliserede López Portillo, efterfulgt af mordet på Indira Gandhi i 1984.

Ikke blot fortsatte LaRouche med at kæmpe fra fængslet, men han stillede sågar op som præsidentkandidat i 1992, mens han stadig var indespærret. Da Berlinmuren faldt og Sovjetunionen brød sammen, foreslog LaRouche og sin kone, Helga Zepp-LaRouche, at bruge den ”Produktive Trekant”, Paris-Berlin-Wien, som på det tidspunkt var det mest koncentrerede område i verden, hvad maskinværktøj og produktive kapaciteter angår, som model for udviklingen af de tidligere sovjetiske økonomier i Østeuropa. Dette forslag blev videreudviklet til den ”Eurasiske Landbro” og ”Den nye Silkevej”, og senere ”Verdenslandbroen”. Kerneidéen var begrebet om ”udviklingskorridorer”, som består af jernbaner og andet infrastruktur, der strækker sig som blodårer ud til alle verdens hjørner. Et projekt i denne størrelsesorden ville skabe ”nok arbejde til at skabe en økonomisk genoplivning af hele planeten,” bemærkede LaRouche. Helga Zepp-LaRouche bragte dette forslag rundt i hele verden, ved at lede konferencer på hvert eneste kontinent i løbet af 1990’erne, med ledere fra utallige lande. Ved en sådan konference i Beijing i Kina i 1996, fik hun øgenavnet ”Silkevejsdamen”, som stadig bruges i dag.

På trods af dette fortsatte USA og Europa med at forfalde. Yderligere finansspekulation blev til normen igennem 1990’erne og de tidlige 2000’er – hvilket fortsatte hen til krisen i 2007-2008 – endnu en hændelse, som LaRouche havde forudsagt. Frem for at tage fat på det bankerotte finanssystem og reorganisere det i retningen af det, som LaRouche havde foreslået, tvang forræderiske netværk billionstore redningspakker igennem til de samme finansparasitter, som havde forårsaget krisen, og plyndrede yderligere vores nation og befolkning. Derudover blev de tragiske hændelser den 11. september en undskyldning for at udvide den forfejlede krigspolitik ude i verden og politistatstaktik herhjemme.

Men, ikke alle kunne holdes for nar. Til at begynde med offentliggjorde den kinesiske præsident, Xi Jinping, i 2013 en ”Ny Silkevej”, som et svar på det åbenlyst fejlslagne neoliberale paradigme – præcist som

foreslået af Lyndon og Helga LaRouche over de seneste 20 år. I dag deltager over 140 lande i dette hurtigt udviklende projekt. Ikke overraskende bliver Kina og deres Nye Silkevej/Bælte- og Vejinitiativ bagtalt og angrebet, ligesom LaRouche blev det. Ikke desto mindre ville en alliance i dag mellem USA, Kina, Rusland og Indien, fokuseret på en fælles beslutning om at gøre en ende på fattigdom og industrialisere hver eneste nation – i stærk modsætning til at fremme hvad der ville være folkemorderiske ”grønne investeringer”, –være tilstrækkeligt til at befri verden fra vore dages britiske imperiums vilde greb.

Så meget som nutidens neoliberale etablissement frygtede og frygter Lyndon LaRouches person, frygter de dog endnu mere hans idéer. Som poeten Percy Shelley udtrykte det: Poeter er verdens uanerkendte lovgivere. Den sande forbrydelse var ikke, at LaRouche blev uretfærdigt fængslet (selvom indrømmelsen af denne forbrydelse er hårdt tiltrængt), men det var mod dig, den amerikanske borger, som blev frataget adgangen til hans idéer og i stedet fik dig til at tro, at den kloak, kaldet ”højre-venstre-paradigmet”, på en eller anden måde er et acceptabelt valg i menuen. I stedet må LaRouches idéer befris fra deres lænker, og hans arv afsløres som USA’s sande sjæl – før det er for sent.

LaRouches Fire Love

I 2014 udgav Lyndon LaRouche et skrift, som krævede at USA’s regering ”indfører fire specifikke kardinalpunkter: tiltag, som fuldt ud skal være i overensstemmelse med den oprindelige amerikanske forfatnings særlige intention, som var blevet formuleret af USA’s finansminister, Alexander Hamilton, mens han havde denne post.” Disse tiltag, i kortfattet form, er følgende:

• Den øjeblikkelige genindførsel af Glass/Steagall-lovgivningen indført af den amerikanske præsident Franklin Roosevelt
• En tilbagevenden til et topstyret, fuldt defineret, nationalbanksystem”
• En anerkendelse af at ”formålet med brugen af et nationalt kreditsystem er at skabe høje rater af produktivitet i arbejdsmæssige forbedringer, med den tilføjede intention at forøge den realøkonomiske produktivitet samt levestandarden”, og
• Vedtagelse af ”et fusionsorienteret ’lynprogram’”, som reflekterer forståelsen af ”den essentielle forskel mellem mennesket og alle andre, lavere former for liv”.

I skriftet konkluderede han: ”En fusionsøkonomi er det nuværende, presserende næste skridt, en standard for forøgelsen af menneskets magt i solsystemet, og, senere, endnu længere ude”.

Læs LaRouches skrift her (på engelsk):

thelarouche.org/4laws

27. september (EIRNS) — Den amerikanske og de europæiske regeringers politik siden ”repokrisen” i september 2019 og udbredelsen af COVID-pandemien i marts 2020 blev blevet dikteret af de største centralbanker og af bank- og investeringsfonde i London City, på Wall Street og i Frankfurt. Politikken har været at kombinere hyperinflatorisk pengetrykning for disse banker og ny statsgæld til programmer for "lindring af pandemien", med incitamenter og pres for et "skifte til billioner" imod "grønne penge" i en sol- og vind-investeringsboble. På trods af økonomisk sammenbrud og stor arbejdsløshed har dette udelukket investeringer i ny produktiv infrastruktur og produktiv beskæftigelse, samtidig med at betegnelsen "infrastruktur" alene er blevet anvendt til at erstatte pålidelige energiteknologier baseret på atom- og fossilt brændstof med upålidelige tilbagestående "vedvarende energikilder".

Denne "netto-nul kulstof"-politik er grundlæggende malthusiansk. Efter at den igennem to år er blevet presset igennem "fra toppen af", udløser den nu fysisk-økonomisk sammenbrud i netop de økonomier, der er nødvendige for at skaffe kapitalgoder til at genopbygge de ødelagte økonomier i Afghanistan efter krigen og i Haiti efter forsømmelser og naturkatastrofer.

De europæiske økonomier er i denne sommer og tidlige efterår blevet ramt af en fordobling af prisen på naturgas, som stadig stiger hurtigt trods forøget indkøb hos Ruslands Gazprom. Prisen passerede 26 $ pr. million Btu ('British thermal unit', en angivelse af varmemængde –red) i Amsterdam den 27. september og steg yderligere 11% på dagen. Den stigende pris lukker ned for forsyningerne af CO2-kvoter, som blandt andet slagterier og fødevarefabrikker benytter sig af; og lukker ned for kunstgødningsfabrikker. Naturgasprisen i Asien for LNG (flydende naturgas –red) er endnu højere. I Storbritannien er naturgasprisen firedoblet i 2021. Detailleverandørerne af strøm og energi lukker ned. Engroshandel og detailhandel med benzin/tankstationer lukker ned; BP erkendte for eksempel, at 370 af dets 1.200 stationer i Storbritannien har lukket, fordi de er løbet tør for brændstof i løbet af denne weekend. Storbritannien og visse andre europæiske lande, der har lukket ned for kulkraftværker, forsøger nu at genåbne dem.

Men prisen på kul – der er blevet beordret indstillet, "efterladt i jorden" og glemt af de grønne finansfolk under ledelse af Mark Carney og Sir Mike Bloomberg – er steget med 65-100% i Europa og Asien i år. Således har Kina, hvis industriproduktion og eksport er vokset hurtigt, pludselig været nødt til at beordre afbrydelser af strømmen til elektricitetsintensive virksomheder inden for aluminium, kemiske fibre, tekstiler osv.; samt i denne uge, også til husholdninger.

I USA bryder den landsdækkende godstransport sammen. Vel over 100 containerskibe, i størrelsesordenen fra de store til de enorme, har nu ventet ved havnene på vestkysten i op til en måned uden at kunne losse. Når de endelig kommer til kaj, er 'turn-around-tiden' (samlet tid for lastning/losning –red) for et af disse skibe nu i gennemsnit seks dage. Den tredje flaskehals er på banegårdene omkring havnene, hvor den gennemsnitlige opbevaringstid for containere, der er losset fra skibene, varierer fra 6-16 dage alt efter hvilken havn, der er tale om. Dette er sædvanligvis alene forsinkelsen inden en kortdistance-transport til et "jernbaneknudepunkt" eller en transporthub for lastning af lastbiler, eftersom størstedelen af langdistance-godset stadig fragtes med lastbil.

På grund af hektisk pengetrykning hos Federal Reserve og låntagning fra statskassen er forbrugsvarer, der enten er produceret eller færdigmonteret i Kina, blevet købt i enorme mængder af amerikanere, hvis disponible indkomst faktisk er steget under det fortsatte økonomiske sammenbrud. Dette har overbelastet den utilstrækkelige jernbane- og havneinfrastruktur og forårsaget sammenbrud, som igen har givet mangel på alt fra tømmer, reservedele til biler og værktøjsmaskiner og forbrugsvarer og dermed yderligere inflation. Bloomberg citerede den 26. september en shippingchef hos Hapag-Lloyd for at sige, at denne tingenes tilstand vil fortsætte "i det mindste indtil årets udgang".

Den internationale mangel på halvlederchips forventes mindst at vare indtil slutningen af næste år, 2022, og forværres stadig. Det tydeligste tegn er, at det amerikanske salg af nye biler er faldet fra den seneste normal på 16-17 millioner/år til de projekterede 12 millioner, der forventes i 2021 på grund af manglen på salgsklare nye biler og kraftig inflation i prisen på brugte biler.

Det hyperinflatoriske pres og mangler vil fortsætte og forværres, indtil tilstrækkeligt mange borgere i disse "avancerede" nationer vågner op til sandheden om, at "grøn" politik fremskynder en malthusiansk reduktion af den menneskelige befolkning. Løsningen, der er blevet benægtet så længe, er nye missioner for produktiv beskæftigelse, infrastrukturel og økonomisk udvikling af underudviklede nationer. Afghanistan skal genopbygges; Haiti skal udvikles hurtigt. Det er Schiller Instituttets strategi.

Frem for enkelte stykker af infrastruktur opfordrer LaRouche-Organisationen til udviklingen af det, som Lyndon LaRouche har kaldt ”udviklingskorridorer”. Disse er udviklingsbælter, omkring 80-160 kilometer brede, centreret om infrastruktur indenfor transport, energi, vand og kommunikation. Sådan infrastruktur er ikke blot en måde hvorpå punkt A forbindes med punkt B; det kan sammenlignes med kroppens blodåre, i stand til at bringe næring til det omkringliggende væv.

En transportkorridor øger den fysiske produktivitet af det land, som befinder sig langs ruten ved at bringe det tættere (tidsmæssigt og finansielt) på andre markeder, som reducerer de fysiske omkostninger nødvendige for at få adgang til dem.

Når et skib transporterer gods fra en havn til en anden, er godset det samme når det ankommer, som det var ved afrejse (selvom det muligvist er lidt mindre friskt).

Men fastlandstransport gør det muligt at opgradere råmaterialer og halvfærdige produkter på vejen til deres endelige mål, hvilket giver muligheden for værdiskabelse undervejs. Nye byer, små som store, vil springe frem langs disse linjer, og skabe nye muligheder for en voksende befolkning.

Infrastruktur indenfor elforsyningsområdet er en platform, som åbner op for økonomiske processer, der er fuldstændig umulige uden denne. Et elnets værdi er eftertrykkeligt ikke den profit, som det kan bringe gennem salget af strøm – den ligger i den massivt forøgede produktivitet og levestandard, som strømmen muliggør.

Vandforsyningsinfrastruktur forhindrer skader fra oversvømmelser, vander afgrøder og sørger for sikkerhed mod naturens luner. Og vand, bragt til en tør region, skaber en multiplikationseffekt. Vand, leveret til afgrøder, bliver en del af atmosfæren gennem (planters) vejrtrækning, falder igen og forstærker dets indvirkning.

Verdenslandbroen er ikke et program for at forbinde allerede eksisterende befolkningscentre. Det er en tilgang til at opgradere produktivitet og udvide økonomiske, videnskabelige og kulturelle horisonter.

Her er introduktionen og inholdsfortegnelsen til LaRouche-organisationens nye hæfte:

24. september (EIRNS) – Alt imens større dele af verden går i en positiv retning – hen imod udvikling og samarbejde – bliver USA hængende i det britiske søle, som det i årtier har rullet rundt i, mens det påtog sig rollen som en ny, enevældig magt hengivet til at bevare overherredømmet gennem alle midler, herunder militær konfrontation, geopolitisk undertrykkelse og økonomiske sanktioner.

Ved de Forenede Nationer forsøgte den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, at få FN’s sikkerhedsråd til at betragte ”klimaforandringer” som en kæmpe, strategisk trussel, men blev irettesat af russiske og indiske diplomater. En af dem svarede: ”At betragte konflikter i fattige dele af verden gennem klimaforandringernes prisme ville kun tjene til at præsentere et skævvredet syn, når grundene for konflikten skulle findes andetsteds”. Blandt disse grunde er det britiske, geopolitiske system, set i fuld flor med skabelsen af AUKUS (”Orkus”) blot et par uger efter tilbagetrækningen af tropper fra Afghanistan efter to årtiers katastrofe. Ved mødet af Quad i Washington i dag, hvor USA, Australien og Japan talte, som var det læst op fra et britisk manuskript, om et ”frit og åbent Indisk Ocean og Stillehav” (dvs. at bekæmpe Kina), understregede Indiens statsminister, Narendra Modi, derimod grunden til Quads stiftelse i 2004 som et svar på den ødelæggende tsunami i december 2004 for at fremme ”velstand og fred” i det Indiske Ocean og Stillehavet gennem indsatser indenfor vacciner, forsyningsveje og teknologi.

Idet USA fortsætter med at deportere haitiske migranter i massevis til Port-au-Prince i en tilstand beskrevet af en haitisk senator som en ”dødslejr”, imens USA provokerer en konflikt med Kina; imens USA fortsætter med at fastholde den finansielle redningsaktion påbegyndt i 2019, opstår spørgsmålet:  vil USA forandre sig? Hvilken form for mission kan inspirere det til at vælge en bedre vej?

LaRouche-Organisationen er fastsat på at omdanne USA, at få det til at bryde med britisk geopolitik og kolonialistisk økonomi, at vende tilbage til dets historiske skabelse som en kraft for det gode , og deres brochure, ”USA’s kommende økonomiske mirakel på den nye Silkevej”, som nu produceres og lægges ud på nettet, er et vigtigt, nyt middel til at opnå dette mål. Indledningen til rapporten følger her:

Indledning: Gør Amerika godt igen

Den 20. januar 1961, ved sin indsættelsestale, da Den kolde Krig var på sit højeste, udtalte John F. Kennedy disse ord til nationen:

”Lad begge sider [USA og Sovjetunionen] søge at påberåbe sig videnskabens vidundere i stedet for dens rædsler. Lad os sammen udforske stjernerne, erobre ørkenen, udrydde sygdom, dykke ned i havets dybder og opmuntre kunsten og handel…

Og hvis samarbejdets forsvarslinje kan skubbe mistænksomhedens jungle tilbage, lad begge sider deltage i at skabe en ny bestræbelse, ikke en ny magtbalance, men en ny, retskaffen verden, hvor de stærke er retfærdige og de svage sikre og freden bevaret…

Nu indkalder trompeten os igen – ikke et opråb til at bære våben, selvom vi har brug for våben; ikke et opråb til kamp, selvom vi er klare til at kæmpe – men et opråb til at bære byrden af tusmørkets lange kamp, år ind og år ud, ’med glæde i håbet, tålmod i trængslen’ – en kamp mod menneskehedens fælles fjender: tyranni, fattigdom, sygdom og krigen selv.

Kan vi igen smede en storslået og global alliance mod disse fjender, nord og syd, øst og vest, som kan sikre et mere fyldestgjort liv for hele menneskeheden? Vil du deltage i denne historiske anstrengelse?

Derfor, mine kære medborgere: spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig – spørg hvad du kan gøre for dit land.

Mine kære medborgere af verden: spørg ikke hvad Amerika vil gøre for dig, men hvad vi i fællesskab kan gøre for menneskehedens frihed.”

Er der, med mordet på Kennedy, også noget som døde i os?

Vi befinder os ikke længere i en kold krig. Hvordan kan det være, at vi befinder os på randen til en atomkrig? Nu, efter at have trukket os ud af Afghanistan, må vi spørge os selv: Hvordan er vi blevet misledt ind i én angrebskrig efter den anden? Hvorfor ”tager vi udenlands i en søgen efter at bekæmpe monstre”? Hvorfor bruger vi billioner på at ødelægge andre nationer i stedet for billioner på at udvikle vores egen? Hvem har overbevist os om, at nationer som Rusland og Kina er vores fjender? Hvorfor frygter vi, at deres udvikling vil være en trussel for vores ”magt”? Hvorfor betragter vi økonomien som et nulsumsspil, hvor ingen kan vinde uden at andre taber? Hvorfor genkender vi ikke Kinas Bælte- og Vejinitiativ som en fortsættelse af vores egen nations mission mod det imperialistiske system? Hvorfor deltager vi ikke i Ruslands, Kinas og andre nationers anstrengelser mod ”menneskehedens fælles fjender”? Det britiske imperium har inficeret vores politiske ”elites” tankegang, og manipuleret den amerikanske befolkning til at betragte de nationer, som historisk set er vores venner, som fjender. De har stjålet den sande amerikanske historie fra os.

Vi har mistet det vi var som en nation. Men vi kan finde det igen. LaRouche-Organisationen håber, og har til hensigt, at genopildne den samme fornemmelse af en historisk mission, som vores grundlæggere havde, at være et tempel for frihed og en ledestjerne for håb imod det britiske imperiums mørke og barbari. Når vi er os selv bringer vi interne forbedringer i den fysiske økonomi og videnskabeligt fremskridt ikke blot til vores nation, men til verden. Vi er gode!

Lyndon LaRouche hengav sit liv til missionen om at gøre en ende på ”tyranni, fattigdom, sygdom og krigen selv”. Yderligere beviste han, at menneskeheden, i modsætning til det kyniske, britiske, malthusianske syn, ikke er en kræftsvulst på planeten, men derimod et kreativt væsen i stand til at løse alle problemer, som vi er konfronteret med.

LaRouches mission var at genetablere dette ophøjede begreb om menneskeheden. Det er vores opgave at fuldføre den.

Historien som blev taget fra dig

Om Lyndon LaRouche

Opbyg en global antimalthusiansk alliance for at gøre en ende på det britiske monarkis ’store genstart’

Hvordan inflation og depression besejres med ’Glass-Steagall’ og udvikling

En verdensmission: Skab produktive arbejdspladser og produktivitet

Fordobling af verdens fødevareproduktion; etabler selvstændigt familielandbrug

Hvad er en infrastrukturplatform?

Hvad er en udviklingskorridor?

Det atomdrevne NAWAPA XXI

Højhastighedstog – forbundethed, produktivitet

Hvordan kraft måles: Energigennemstrømningstæthed

Kernefusion: Fremtidens kraftkilde

Vores mission i rummet: Hvad er en et lynprogram

Vi er i gang med at oversætte nogle afsnit.

Download (PDF, Unknown)

Billede: American flag Jnn13, CC BY-SA 3.0

HARLEY SCHLANGER: Goddag, jeg er Harley Schlanger. Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren og formanden for Schiller Instituttet. 

Vi befinder os blot nogle få dage fra en stor konference, arrangeret af LaRouche Legacy Foundation, der, på 50-årsdagen, vil se på konsekvenserne af begivenhederne omkring den 15. august, 1971, der etablerede Lyndon LaRouche som førende økonom – både hvad angår hans forudsigelse af disse, såvel som hans advarsler bagefter. Helga, dette burde blive en særdeles vigtig begivenhed, og jeg håber, at mange af vores seere ikke blot vil se det, men opmuntre andre til at deltage.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Ja. Jeg tror at denne begivenhed vil understrege det faktum, at Lyndon LaRouche, i det mindste i den transatlantiske sektor, uden tvivl er den førende økonom, som forudså følgevirkningerne af Nixons afskaffelse af Bretton Woods-systemet, ved at erstatte faste valutakurser med flydende valutakurser. Dette påbegyndte retningen mod alle de onder, som vi ser i dag – en pandemi, en disintegration af finanssystemet, et alment kollaps af den kulturelle side af samfundet. Det er muligvis en overraskelse for mange mennesker at se disse situationer som ét komplekst domæne, der hænger sammen, men Lyndon LaRouche forudså hvad dette dramatiske brud betød, som opgav at fokusere på den virkelige økonomi, på fysiske økonomier underlagt de egentlige universelle principper i universet, og erstattede det med systemanalyse, kybernetik, hele informationsteorien, fordi han indså, hvad den grundlæggende fejl i Norbert Wieners og John von Neumanns teorier var. Og der vil være mange eksperter, som vil tale om dette på lørdag.

Så jeg synes at I, vores seere, virkelig burde se det. For hvis I ønsker at forstå, hvorfor verdens økonomer har været ude af stand til at forudse krisen i 2008, hvorfor de er fuldstændig hjælpeløse, når det kommer til at finde blot en analyse, for ikke at snakke om en løsning, til den nuværende krise, så er denne begivenhed på lørdag et absolut ”must see” for jer.

Dette vil være et jordskælv af en begivenhed, og det er ikke at love for meget.

SCHLANGER: (griner) Jo, altså titlen er: ”Nå, så er I endelig villige til at lære økonomi?” Og jeg tror, at det er vigtigt at nævne, at det er sponsoreret af LaRouche Legacy Foundation, som er i gang med at samle Lyndon LaRouches værker. Og når man begynder at kigge igennem disse titler, ser man hvor forbløffende hans livsværk virkelig var.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, vi udgiver min afdøde mands samlede værker. Vi har allerede udgivet én enorm smuk udgave, det første bind. Det andet er på vej. Vi vil digitalisere hele værket, således at det vil være tilgængeligt for alle dem, som ønsker at studere fysisk økonomi seriøst, men også de andre områder af min mands ufatteligt rige livsværk.

Så dette er en meget vigtig begivenhed af mange, mange grunde…

SCHLANGER: Det bringer os tilbage til vigtigheden af lørdagens konference – denne kommende lørdag, den 14. august, klokken 15-20 [kan også ses senere].

Vi oplever i øjeblikket slutfasen af finanssystemet efter 1971, og dette er noget, som Lyn havde advaret om, og endvidere, ikke blot advaret om, men præsenteret alternativer til. Hvordan ville du organisere folk til at se dette og deltage, og bruge det som et springbræt, ikke blot til at forstå økonomi, men til at skabe en genoplivelse af den fysiske økonomis bedste tradition?

ZEPP-LAROUCHE: Spørgsmålet, som folk burde stille sig selv, er, hvorfor er verden i en så skrækkelig tilstand? Og jeg tror, at Lyndon LaRouches arbejde er den uundværlige nøgle, ikke blot for at forstå dette, men også for at overvinde det. Fordi, hvorfor var Lyndon LaRouche, som praktisk talt den eneste økonom på det tidspunkt, i stand til at identificere, hvad dette brud var, hvad betydningen var af hvad Nixon gjorde? Det var ikke blot en lille økonomisk forandring. Det var et skelsættende brud mellem noget, som var et ufuldkomment system – Bretton Woods-systemet – som aldrig var det som Franklin D. Roosevelt havde til hensigt, fordi Truman og Churchill udvandede det fuldstændigt, og betonede aldrig nøglekomponenten, som var at overvinde underudvikling i udviklingslandene; det var aldrig en del af det egentlige Bretton Woods-system. Men det stabiliserede dog, i omkring to årtier, økonomierne i USA og Europa, fordi det var opmærksomt på nogle grundlæggende fysisk-økonomiske realiteter.

Og Nixon smed dette ud af vinduet ved at introducere en ny form for monetarisme, hvilket var idéen om, at fra nu af ville man blot bruge algoritmer til at beskrive markederne. Hvilket Lyn havde påpeget, var fejlen ved Norbert Wiener og John von Neumann, nemlig den, at de havde anvendt et system, som intet havde med virkeligheden at gøre. Det er en model, og denne model bliver brugt i dag til omtrent alting: Det bruges til — hvis man betragter spekulation, i en tidsskala på nanosekunder, i tempoer af nanosekunder, billioner rejser rundt om planeten i form af spekulation. Disse er baseret på den samme algoritmiske metode i meget hurtige computere, som styrer denne form for spekulation, fuldstændig uafhængigt af fornuft, eller realøkonomiske kriterier.

Det samme er tilfældet for vejret: Det viser sig, at den første person, som udviklede en sådan idé om vejrmodeller, som kunne forudse, eller prognosticere, var Norbert Wiener, og også John von Neumann tror jeg. Så det er grunden til, at IPCC's model er værdiløs. Den har intet med de komplekse årsager for klimaet at gøre, og det er kun en model. Det var det samme møg som Romklubben i 1972! Da de udgav programmet Grænser for Vækst, var det den samme falske model, hvor de udelod det teknologiske fremskridts indflydelse på økonomiens produktivitet. Det var det, som LaRouche havde fastslået som værende nøglen: Menneskelig kreativitet, opfindelser, opdagelser af grundlæggende principper, og måden hvorpå disse opdagelser, når de anvendes via teknologi i produktionsprocessen, hvordan de påvirker produktiviteten. Det er noget, som man ikke kan måle med disse modeller, og det er grunden til at alt dette ikke fungerer.

Men man kan kigge på mange andre områder, og man vil se at den samme idiotiske metode anvendes. For eksempel, i forudsigelsen af forbrydelser har de nu modeller, som forudser på hvilket gadehjørne, hvilken person vil begå et mord fem år ud i fremtiden, og derfor bliver man nødt til at bygge fængsler til at kunne rumme dette – jeg overdriver en lille smule, men ikke særlig meget.

Jeg mener, det her er vanvittigt: Det har intet med virkeligheden at gøre, og jeg mener, at det er en grundlæggende diskussion. Hvis ikke dette genovervejes, og rettes op på gennem videnskab, gennem opdagelser, gennem universelle fysiske principper, er der ingen løsning, fordi der er et helt etablissement, som følger dette, ligesom rotterne følger Rottefængeren fra Hameln, og det vil føre til en afgrund, og folk vil styrte ned i afgrunden i forfølgelsen efter en forkert idé.

Heldigvis er det ikke alle som gør dette: Rusland, for eksempel, gør ikke dette; Kina har ikke den samme vanvittige tilgang. Så, når folk taler om en konkurrence blandt systemer, er man nød til at betragte årsagen til at Vesten slår fejl indenfor så mange områder. Og det er det, som lørdagens diskussion handler om, men også en forhåbningsfuld idé, fordi Lyndon LaRouche har leveret løsninger, som verden har brug for i dag, mere end nogensinde før.

SCHLANGER: Jeg tror, at det er en perfekt måde at afslutte på, for at sørge for at folk stiller ind på lørdag, den 14. august, klokken 15. Som du siger, der er ingen tvivl om, at vi befinder os i et systemisk sammenbrud. Spørgsmålet er, om vi har modet til rent faktisk at lære økonomi og lære fra den største økonom i det sidste århundrede, Lyndon LaRouche.

Se webcastet her

5. august: Kommentarer fra universitets- og finansøkonomer dukker op på 50-årsdagen for "Nixons chok" den 15. august 1971, slutningen på efterkrigstidens guldreservebaserede Bretton Woods-system, hvilket har frembragt et halvt århundrede med industriel tilbagegang, spekulative optøjer, gigantiske gældsbobler og krak, stadigt ringere realløn og levevilkår, kollapsende folkesundhedskapacitet og nu en dødelig global pandemi.

Kommentatorerne har kun et ringe begreb om, hvad der skete den 15. august, bortset fra at de nævner Nixons tarif-, løn og priskontrol, dollardevaluering og angreb på "spekulanter". De vil ikke indse, hvad det har gjort mod amerikanske og europæiske økonomier og udsigterne til udvikling for asiatiske, afrikanske og sydamerikanske nationer; de kan bestemt ikke have forstået, hvad der skete dengang. Den usædvanlige økonom og statsmand Lyndon LaRouche indså det både på daværende tidspunkt og flere år før Nixon blev presset ind i sin fumlende rolle i "chokket".

I disse kommentarer nævnes ikke den afgørende rolle af Harold Wilsons britiske regering og Bank of Englands handlinger, som hamrede løs på FDR's Bretton Woods-system, indtil man pressede Nixon og hans inkompetente team med Arthur Burns, George Shultz og James Baker III til at nedlægge det. Wilson forsøgte og mislykkedes med at få parlamentet til at devaluere pundet i 1966. Derefter, efter at have indført alvorlige nedskæringer, anbefalede hans regering i 1967 igen en devaluering af pundet på 15%, og parlamentet devaluerede det med 14% i november uden at koordinere med andre større nationer igennem Bretton Woods-procedurer. I samme periode åbnede Bank of England to gange et "guldvindue", hvor britiske finansielle virksomheder kunne handle med deres dollars for guld og gøre krav gældende overfor det amerikanske finansministerium.

Det var på baggrund af disse handlinger i London, at LaRouche lavede sine unikke prognoser fra 1967, nemlig at Bretton Woods ville blive brudt op ved "omkring slutningen af årtiet".

Kommentarerne ved 50-året spiller på påstanden om, at "dollaren har bevaret sin forrang" siden da på grund af markeder og finansielle kræfters evne til selv at oprette gældsforpligtelser i dollars, på trods af Nixon-chokket! En kommentar i 'Project Syndicate', af en Princeton-økonom, er meget åbenbar: ”Private finansmarkeders magt til at skabe penge – amerikanske dollars – gjorde 'greenbacken' (dollaren, red.) endnu mere central”.

LaRouche sagde i år 2000 i "Trade Without Currencies", at den amerikanske dollar i perioden 1945-66 var verdens reserve baseret på høj amerikansk arbejdsproduktivitet og en stærk kapacitet til eksport af kapitalgoder; dette var igen basis for Bretton Woods’ relative succes. Efter dette tidspunkt, sagde han, var dollarens styrke som reservevaluta støt faldende, hvilket gjorde et nyt internationalt kreditsystem påtrængende; i år 2000 havde han i årevis efterlyst et nyt Bretton Woods, hvis mål var kreditudstedelse til "store projekter" i udviklingslande.

I historien om Lyndon LaRouches udødelige bidrag til økonomisk videnskab og menneskelige fremskridt har denne dato i 1971 en fremtrædende plads. Ved sin enestående evne til flere år forinden at forudsige "chok"-afslutningen på dollaren baseret på guldreserver – dengang endog anerkendt af amerikanske gennemsnitsborgere som en stor og ildevarslende ændring – udmærkede LaRouche sig, frem for andre økonomer og politiske ledere, ved sine magtfulde ideer.

Allerede i 1967, da han så, hvad der var på vej, foreslog LaRouche i en massecirkuleret pjece en ny politik for udvikling af den 3. verden gennem kredit til finansiering af eksport af kapitalgoder, som det højere mål for den voksende anti-Vietnam-krigsbevægelse. Inden for et årti havde han skaffet de 'alliancefrie' nationers støtte til en international udviklingsbank, med det formål at begynde at genoprette Bretton Woods, i lighed med hvad FDR havde tiltænkt Verdensbankens rolle i udviklingen af sektorprojekter inden for udvikling af ny infrastruktur. Og inden for samme årti havde han tiltrukket sig magtfulde fjender på Wall Street og i London, der fabrikerede vilde bagvaskelser og dannede en "Get-LaRouche Task Force" for at få ham retsforfulgt og fængslet.

Ved at se 50 år frem fra den begivenhed i 1971, der havde bevist hans metode til fysisk økonomi, kunne LaRouche se de kommende alternativer i verden efter Bretton Woods: Stadig mere uhæmmet spekulation, som styrer kollapsende industrier, indførelsen af det, han kaldte "schachtiansk fascisme” Inden for økonomisk politik, depression og en potentiel biologisk holocaust af pandemier; eller et nyt internationalt kreditsystem for eksport kapitalgoder og udvikling.

Halvtreds år senere står valget nu imellem LaRouches opfattelse af et nyt Bretton Woods, eller en malthusiansk affolkning forklædt som "Green New Deal". Schiller Instituttets 50-årsdags-konference, 14. august, 2021, vil præsentere LaRouches tankegang i handling: "So, Are You Finally Willing To Learn Economics?"

Tilmeld dig: https://www.larouchelegacyfoundation.org/news/august-15

D. 3. juni (EIRNS) — Økonomer og politiske ledere fra hele verden mødes i Rusland denne uge til det årlige Skt. Petersborg Economic Forum. Et fremherskende diskussionsemne i adskillige af de mange paneler er det faktum, at den ulovlige anvendelse af ensidige sanktioner fra USA, Storbritannien og EU har nået et punkt, hvor flere førende lande, og især Rusland og Kina, er dybt inde i diskussioner om at bryde ud af det amerikanske dollardominerede internationale finanssystem. I et panel, ledet af 'Valdai Discussion Club', med titlen: ”Den risiko som sanktionerne udgør for det globale finansielle system og den internationale forretningsverden”, lyder indledningen: “Transformationen af dollaren til et våben indebærer truslen om uforudsete chok… Intensiteten og den vilkårlige karakter, hvormed sanktionerne anvendes, antyder, at et målrettet politisk værktøj nu bliver altomfattende”.

Vladimir Kolychev, Ruslands vicefinansminister, sagde, at ”et nyt globalt finanssystem bliver til som et resultat af disse ulovlige sanktioner. Det sker ikke natten over, men det er uundgåeligt. De sanktionerede lande vil gøre det”. Der er en fortsat tilbagetrækning fra de eksisterende strukturer, sagde han, da det ikke er sikkert at bruge amerikanske dollars (Washingtons påstand om at have ret til at indføre sanktioner mod lande, virksomheder og enkeltpersoner, er simpelthen baseret på det faktum, at næsten alle globale handelstransaktioner går igennem det amerikanske dollarsystem, selv når handlen ikke har noget med USA at gøre). Ruslands handel var for 80% vedkommende i dollars så sent som i 2019, bemærkede Kolychev, men er nu mindre end 50%. Kun 20% af reserverne i Rusland er nu i amerikanske dollars.

Alt imens sanktionerne er grund nok til at tage sådanne nødforanstaltninger, er en anden truende katastrofe, at udstedelsen af dollars i årevis for at redde finansielle bobler i det transatlantiske banksystem, uden at udvide den produktive base, nu truer med hyperinflation i dollarzonen. Den 31. maj begyndte lederen i Kinas Global Times: ”Selv om det er usikkert, om Biden-administrationens politik med helikopterpenge vil anspore til en ny runde med økonomisk vækst, er det allerede klart, at forbrugsfesten først vil trække den amerikanske økonomi ned i en bundløs inflationær brønd". Hermed er der endnu en grund til at afkoble nationale valutaer fra dollaren, handle i nationale valutaer eller, som nogle antyder, i nye digitale valutaer.

Men er det klogt? Det kan ikke betvivles, at de snesevis af sanktionerede lande har ret i ønsket om at slippe for de dødbringende og ulovlige ensidige sanktioner. Men, burde verden opdeles i separate handelszoner, især på et tidspunkt hvor det amerikanske etablissement og NATO mobiliserer til krig mod både Rusland og Kina, uden anden grund end for at bibeholde de billioner af dollars, der strømmer ind i det militærindustrielle kompleks og dets ejere i Wall Street/City of London? Vil ikke yderligere finansiel opdeling opmuntre dette krigsparti?

Og selvom størstedelen af verdens lande trak sig ud af dollarens dominans og deltog i store udviklingsprojekter gennem Bælte- og Vej-Initiativet… såfremt USA, Storbritannien og EU overlades til at gå i opløsning, ville dette kun føre til global opløsning og krig.

Det er her, hvor begrebet om 'modsætningers sammenfald, fra Nikolaus fra Kues, og komitéen med samme navn, der blev lanceret af Helga Zepp-LaRouche og den tidligere cheflæge for USA's militærkorps, Joycelyn Elders, i 2020, tager fat på den nødvendige løsning af en tilsyneladende uløselig krise. Hverken de vestlige økonomier eller udviklingsøkonomierne kan acceptere den grønne New Deal, som nu bliver tvunget ned over verden af det transatlantiske bankoligarki, da det ville ødelægge industrilandenes økonomier og bogstaveligt talt affolke udviklingslandene. Hverken de østlige nationer eller de vestlige nationer kan modstå et sammenbrud i stil med det i 1929, endsige en hyperinflationær katastrofe som i Tyskland i 1923. Og helt bestemt ønsker ingen normal person atomkrig. Løsningen, så vanskelig som den kan virke i det nuværende kaos, ligger i at tage fat på menneskehedens fælles mål: at forene nationer i et Nyt Bretton Woods-kreditsystem ved hjælp af den gennemprøvede metode til Glass/Steagall-reorganisering for at genoprette en sund kreditpolitik; bruge den opløftende og vellykkede model for internationalt samarbejde inden for rumforskning, og at realisere det på kort sigt opnåelige mål om ubegrænset energi gennem fusionskraft; fremme uddannelsessystemer, der underviser i både ens egen historie og kultur, men også andre kulturer, der er meget forskellige fra ens egen. Det er kendt som en renæssance. Vi er alle mennesker med kreative åndsevner, imago viva dei (skabt i Guds billede, red.). Vi har et ansvar over for Skaberen for at bruge disse evner til at fremme det menneskelige mirakel.

Dette vil være emnet for Schiller Instituttets konference den 26.-27. juni: "For det fælles bedste for alle mennesker, ikke regler til gavn for de færreste".

27. maj (EIRNS) — Det årlige Akademiske økonomiske Forum i Moskva blev afholdt den 26.-27. Maj 2021 under titlen: ”Global transformation af moderne samfund og Ruslands nationale udviklingsmål”. Grundlægger af ​​Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, blev inviteret til at tale under et panel ved 'Financial University of Moscow' den 27. maj som en del af konferencen. En rapport og evaluering af de mange andre taler der blev holdt ved den lejlighed, hvilket omfattede adskillige fremtrædende repræsentanter fra Ruslands politiske, økonomiske og finansielle institutioner, vil følge. Det følgende er en ikke-redigeret version af hendes bemærkninger, og bør ikke offentliggøres i denne form.

Jeg vil gerne takke arrangørerne af denne meget vigtige konference for at invitere mig til at tale til jer.

 Det er næsten halvandet år siden udbruddet af COVID-19-pandemien: Hvad har vi lært om, hvordan de forskellige modeller for styring og økonomi – USA og EU på den ene side og Kina og nogle andre asiatiske lande på den anden – var i stand til at klare krisen? Man kender svaret: mens pandemien stadig ikke er under kontrol i det såkaldte "Vesten" og raser ude af kontrol i mange lande i Latinamerika, Asien og Afrika – havde Kina stort set bragt situationen under kontrol inden for to måneder, og det samme gjorde nogle andre asiatiske lande, hvis grundlæggende værdisystem prioriterer det almene vel frem for den overdrevne individualisme, man finder i Vesten.

Pandemien afslørede også de grundlæggende svagheder ved det privatiserede sundhedssystem i Vesten, såsom sårbarhed i forsyningskæderne for medicinsk udstyr på grund af udlicitering af produktion til lande med "billig arbejdskraft", sammenlignet med effektiviteten af​​ den kinesiske model.

Men det var udviklingslandene, der betalte den højeste pris, da det neoliberale system fratog dem mulighederne for at have effektive sundhedssystemer. Allerede i 1973 havde min afdøde mand, Lyndon LaRouche, advaret om, at Den internationale Valutafonds politik med betingelser pålagt den såkaldte 3. verden, som satte gældsbetalinger før investeringer i sundhed, uddannelse, infrastruktur osv., ville føre til fremkomsten af pandemier, gamle såvel som nye sygdomme, da man ikke kan sænke immunforsvaret for hele kontinenter over længere perioder uden at forårsage sådanne virkninger….

Efter den systemiske finanskrise i 2008 blev der ikke gjort noget for at korrigere krisens grundlæggende årsager. I stedet førte centralbanker ubønhørligt en politik med kvantitative lempelser, nul- og endog negative rente, der favoriserede spekulation på bekostning af investeringer i realøkonomien. Det udvidede kløften mellem rige og fattige, udhulede produktiviteten i den fysiske økonomi og opbyggede en inflationsboble, der forblev skjult i nogen tid. Da Covid-19-pandemien og de efterfølgende nedlukninger ramte, tjente de forskellige "stimulanser" og "genopretningsprogrammer" som et velkomment påskud til fortsat at holde hånden under et allerede bankerot finanssystem.

Federal Reserves (Den amerikanske Centralbanks) samlede aktiver voksede fra under 1 billion i 2008 til over 4,1 billioner i september 2019 til 7,8 billioner ved udgangen af 2020. Tilsvarende voksede Den europæiske Centralbanks balance fra 1,5 til 4,6 til 7,5 billioner med udgangen af april 2021. På indeværende tidspunkt er der en hidtil uset stigning i pengeskabelsen på 75 % år for år, hvilket er vejen ind i et hyperinflationært sammenbrud, som en nylig rapport fra Bank of America latterligt betegnede som en "forbigående hyperinflation."

Det er den forestående konkurs i det transatlantiske system, som centralbankerne forsøger at udskyde ved hjælp af "Great Reset", "Green New Deal" eller "Green Deal", som formodes at udplyndre den reelle industri- og landbrugsproduktion for titusinder af billioner af dollars og dirigere alle investeringer ind i en ”grøn" finansboble. Bortgangen fra fossile brændstofrelaterede industrier til "kulstofneutral" produktion, konstruktion og arkitektur (træ og bambus) repræsenterer et gigantisk teknologisk tilbageskridt. For de såkaldt avancerede lande vil det føre til enorme prisstigninger, et fald i levestandarden og socialt kaos. For udviklingslandene vil det ikke alene betyde evindelig fattigdom og underudvikling, men også – og især under de nuværende forhold med pandemi og hungersnød – massiv affolkning.

Gennem sin videnskab om fysisk økonomi udviklede Lyndon LaRouche den metrik, der er nødvendig, ved at definere den nøjagtige sammenhæng mellem den bagvedliggende energi-gennemstrømningstæthed i produktionsprocessen, og den tilsvarende relative potentielle befolkningstæthed, som kan opretholdes på hvert niveau. Da vind og sol har meget lave energitætheder, og mange lande, såsom Tyskland, går væk fra atomkraft, truer den "store nulstilling" med at føre til en befolkningsreduktion på milliarder af mennesker, hvilket er det resultat, som de neomalthusianske fortalere ønsker af "den grønne" økonomi. The Green New Deal er det modsatte af Franklin D. Roosevelts 'New Deal': det er genoplivningen af Hjalmar Schachts økonomi med de samme resultater: massedød og krig.

Heldigvis repræsenterer den nylige aftale mellem de russiske og kinesiske regeringer om et tæt samarbejde omkring udvikling af atomenergi en stærk modpol. Mere generelt har den kinesiske økonomiske model – der som bekendt har løftet 850 millioner mennesker ud af fattigdom – gjort det muligt for Kina i løbet af 40 år at udvikle sig fra et meget fattigt, underudviklet land til et land, der har det mest imponerende system af højhastighedstog i verden, og som hurtigt kunne indhente de førende rumfartsnationer i verden og blive de første til at lande på den fjerne side af Månen, og som er på forkant med udviklingen af termonuklear fusionsteknologi.

Bælte- og Vejinitiativet tilbyder for første gang et konkret perspektiv for udviklingslandene til at overvinde fattigdom og underudvikling, hvorfor næsten 150 nationer har tilsluttet sig det. Det er det største infrastrukturprogram i historien og rummer potentielt svaret på at imødekomme de presserende behov for regioner rundt om i verden, der for indeværende er truet af pandemi og hungersnød af "bibelske dimensioner", som David Beasley fra 'Verdens Fødevareprogam' udtrykte det, såsom Sydvestasien, Afrika og Latinamerika.

I lyset af truende hyperinflationære sammenbrud af det transatlantiske finanssystem, er der et presserende behov for en reel global 'New Deal' som en beskyttelse mod virkningen af et sådant kollaps; en 'New Deal', der starter med en global bankseparation i traditionen af Roosevelts 'Glass/Steagall-lov', der vil sætte en stopper for 'kasinoøkonomien' og bane vejen for et nyt kreditsystem baseret på et system af nationalbanker i Alexander Hamiltons tradition. Et nyt Bretton Woods-system – som det var tiltænkt af Roosevelt, og ikke som det blev gennemført af Truman og Churchill – må tilvejebringe den nødvendige langsigtede kredit med lave renter, især for udviklingslandene, og muliggøre reel industrialisering

Denne pandemi og truende nye pandemier, som Verdenssundhedsorganisationens direktør, Dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus, advarer om, understreger den presserende nødvendighed af straks at etablere et globalt sundhedssystem, hvilket betyder, at hvert eneste land på planeten skal have et moderne sundhedsvæsen, som det kineserne var i stand til at mobilisere i Wuhan. 

Den menneskelige art er den eneste der besidder evnen til skabende fornuft, og menneskehedens udvikling indtil nu beviser, at Vladimir Vernadskys opfattelse af noösfærens voksende betydning er en universel lov. Derfor er der håb om, at geopolitisk konfrontation kan erstattes med et nyt paradigme for samarbejde hen imod menneskehedens fælles mål, herunder internationalt samarbejde inden for fusionsforskning og rumforskning, hvilket vil demonstrere, at der er større gevinst for alle ved at bringe civilisationen ind i en ny æra. Topmødet mellem de permanente fem medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, som foreslået af præsident Putin, kunne blive begyndelsen på et sådant nyt paradigme. Vi må organisere en international anti-malthusiansk alliance for at støtte et sådant nyt paradigme!

Den 28. december (EIRNS) – Den økonomiske lovpakke, som præsident Donald Trump nægtede at underskrive indtil søndag aften, var rent faktisk “en skændsel” på en måde, som præsidenten – hvis vigtige udtalelser nu frækt mørklægges af medierne – ikke gjorde klart for det amerikanske folk. Medtagelsen af hovedtrækkene fra klimaplanen “Green New Deal” i budgettet for finanspolitikken 2021, fuldendt med et løfte om “zero-carbon” (nul kul) – som beordret af den britiske centralbankchef, Mark Carney; den amerikanske centralbankchefs pludselige påstand om, at den mere end uduelige centralbank har et ”mandat til klimaforandring”; disse er virkelig parodier.

Præsident Trumps ensomme, men stærke modstand mod den dødbringende Paris-klimaaftale – sammen med hans forsyndelser mod Londons geopolitik og krigspolitik – førte til det igangværende kup imod ham. Havde han været i stand til at føre sin genvalgskampagne imod “Green New Deal”, som han entusiastisk havde til hensigt at gøre, kunne den resulterende nationale debat have organiseret amerikanerne mod den slags økonomiske død – og åbnet for en folkelig diskussion om, hvordan man genopbygger den afindustrialiserede økonomi. Men valgkampagnen blev opslugt af pandemien og racemæssige spørgsmål; en kampagne, hvor alle de nationale medier bagvaskede og bekæmpede præsidenten, alt imens den demokratiske kandidat gik i dækning og skjulte sit engagement i “Great Reset” og Green New Deal bag et plagieret britisk slogan, “Genopbyg Bedre”.

Hvem står bag “Great Reset”? Storbritanniens Charles, prins af Wales og hertug af Davos, leder af “Green Horizon Summits” og partner/mentor for Mark Carney og Sir Michael Bloomberg i ledelsen af “den grønne økonomi”. Hvem oprettede først en ”green deal” og et grønt parti for 15 år siden? Den samme radikale øko-prins, hvis kongelige familie i årtier har ønsket en reduktion, en nedskæring af den menneskelige befolkning. Takket være deres anti-produktions-, anti-befolkningsinitiativer, leder Carney og Bloomberg nu komitéer for de største centralbanker og beordrer virksomheder og fonde til at stoppe med at producere eller investere i alt, der har med kul at gøre, fra energikilder til gødning og petrokemikalier.

Hvad er Green New Deal (europæisk “Green Deal”) andet end den endelige afslutning på 50 års afindustrialisering, hvor USA og de fleste europæiske økonomiske magter har mistet deres maskinværktøjsindustri og hele deres avancerede produktionskapacitet, med undtagelse af elkraft og energi og landbrug. Nu skal de tvinges tilbage i tiden til vindmøller og solpaneler, ustabile elektriske ledningsnet, drive landbrug uden kemisk gødning eller husdyr, for at “redde planeten” ved at ofre et stort antal af den menneskelige befolkning.

Hvad skal udviklingslandene, hvoraf mange stadig har halvdelen af deres befolkninger uden pålidelig elektricitet overhovedet, stille op når kul- og olieinvesteringerne lukkes af Charles og Carneys bande af centralbankfolk og uden finansiering af atomkraft? USA og europæiske nationer vil selv vil miste pålidelig energi og højteknologisk landbrug. COVID-pandemien har allerede ramt fødevareproduktion og distribution og spredt hungersnød.

Og hvad med de atomkraftkilder, som NASA udvikler til hurtig rumfremdrift og energi på Månen og Mars? Vil vi lade dem lukke ned?

At Kongressen i overvældende grad indarbejdede målet om “nul kulstof” i et føderalt budget, og at ‘the Fed’, centralbanken, trodsede præsidenten ved at tilslutte sig Carneys ‘Network for Greening the Financial System’, fortæller borgerne, at det nu er op til dem at mobilisere for at stoppe dette. Nogle bliver nødt til at føre an som borgerrepræsentanter, der kæmper for de mest avancerede teknologier indenfor energi, industri og rumforskning.

Disse enorme banker i City of London og Wall Street må opdeles i processen for at få dem til at tjene nationale formål med en Glass/Steagall-lovpakke og ved at nationalisere centralbankerne, herunder Federal Reserve. Og Lyndon LaRouche rådgav altid: USA og andre nationer, der afviser dette økonomiske selvmord – især Kina, Rusland, Indien – bliver nødt til at samarbejde for at besejre det.

Billede: Prins Charles af Wales. Licens: Arnaud Bouissou, CC0, via Wikimedia Commons

22. november (EIRNS) – Kinas præsident Xi Jinping brugte sin tale ved det 15. G20-ledertopmøde den 21.-22. november til igen at opfordre til internationalt samarbejde for at besejre corona-viruspandemien, som han beskrev som “den mest alvorlige globale pandemi i et århundrede”. Han sagde, at ”over 1 million mennesker har mistet deres liv. Verdensøkonomien er i recession. Samfund og levebrød er hårdt ramt. Virkningen af COVID-19 er endnu værre end den globale finanskrise i 2008… Mens vi taler, skaber pandemien stadig kaos over hele verden, og nogle lande står over for truslen om en ny bølge af infektioner. At dæmme op for virusset, stabilisere økonomien og beskytte folks levebrød er stadig en lang og vanskelig rejse for alle lande”.

Xi fremsatte nogle specifikke forslag til løsning af aspekter af den globale krise: ”Byg for det først en global firewall mod COVID-19. Vi skal først have sygdommen under kontrol på hjemmefronten, og på det grundlag styrke udveksling og samarbejde for at hjælpe lande, der har behov”. Han bemærkede, at “flere G20-medlemmer har gjort fremskridt inden for forskning og udvikling og produktion af vacciner”, men tilføjede at det er bydende nødvendigt, at nationer også “arbejder på at gøre vacciner til et globalt offentligt tilgængeligt gode og til en overkommelig pris for mennesker over hele verden”. Om de bredere økonomiske anliggender sagde han, at ”vi bør tilpasse os forandringer og vende krise til mulighed. Vi kan uddybe strukturreformer og kultivere nye vækstfremmere gennem videnskabelig og teknologisk innovation og digital transformation”.

Xi konkluderede som følger: ”Som et kinesisk digt lyder”: Forbi et forlist skib sejler tusinder videre; for et sygt træ, trives titusinder til foråret. ’Jeg tror, at når COVID-19 er overstået, vil vores verden rejse sig fra pandemien og komme endnu stærkere ud. Lad os i den ånd tage hinanden i hænderne for at videregive et bedre liv for vore folk og opbygge et samfund med en fælles fremtid for menneskeheden”.

Billede: Xi Jinping. Credits: Palácio do Planalto, CC BY 2.0 ,via Wikimedia Commons

22. november (EIRNS) – I hans bemærkninger i går, der blev leveret ved topmødet for G20-statsoverhovederne, brugte den russiske præsident Vladimir Putin sine indledende ord til at tegne et skarpt og nøgternt billede af den krise, menneskeheden står over for. ”Omfanget af de problemer, som menneskeheden har haft i 2020, er virkelig hidtil uset. Corona-viruspandemien, den globale nedlukning og frossen økonomisk aktivitet har startet en systemisk økonomisk krise, som verden sandsynligvis ikke har set siden Den store Depression”, begyndte Putin. ”Væksten i de nationale økonomier er blevet alvorligt undermineret. Pandemien har krævet dusinvis, hundreder af tusinder af liv, mens millioner af mennesker har mistet deres job og indkomst. Den største risiko er selvfølgelig, selv til trods for visse positive signaler, den største risiko er fortsat: Langvarig arbejdsløshed, en såkaldt ‘stagnerende’ arbejdsløshed med den efterfølgende fremkomst af fattigdom og social usikkerhed. G20’s rolle er at stoppe dette”.

Putin bemærkede, at nationer rundt om i verden har tilvejebragt “hjælpepakker til verdensøkonomien på i alt 12 billioner dollars” for at tackle krisen. ”Den amerikanske præsident har nu talt om den amerikanske indsats – det er faktisk et meget stort bidrag til genopretningen af den amerikanske økonomi, hvilket også betyder genopretning af verdensøkonomien.” Men intet af dette er tilstrækkeligt til at håndtere omfanget af den krise, som vi er stillet over for.

”Vi er bevidste om, at udviklingsøkonomierne og nogle af de fremkommende markedsøkonomier objektivt set mangler sådanne ressourcer [for at afbøde krisen]. Deres skatteindtægter er faldet, mens behovet for at afsætte betydelige midler til bekæmpelse af pandemien vokser næsten dagligt. Det indebærer en stor risiko for devaluering af nationale valutaer og følgelig en stigning i omkostningerne ved at afdrage på statsgælden, primært for lavindkomstlande som har to tredjedele af deres lån i amerikanske dollars”.

Han støttede G20-beslutningen, der blev truffet i april 2020 om at “indføre et midlertidigt moratorium for udviklingslandenes gældsbetalinger. Det er bestemt et meget tiltrængt initiativ, men det dækker kun de fattigste lande. Det inkluderer ikke deres gæld til private kreditorer og vedrører mindre end 4% af udviklingslandenes samlede omkostninger ved at afdrage statsgæld i indeværende år. Jeg mener, at der er behov for yderligere foranstaltninger for at forhindre en forværring af situationen og stigningen i økonomisk og social ulighed”.

Putin præsenterede ikke nogen omfattende politik for at vende den systemiske krise, som han så nøjagtigt beskrev. Han fokuserede i stedet på aspekter af kampen mod den pandemi, som Rusland og andre nationer påtager sig”.

Immuniseringsmedicin må og skal utvivlsomt være universelt offentligt domæne. Vores land, Rusland, er klar til at give de lande, der har brug for det, de vacciner som er udviklet af vores forskere. Dette er verdens første registrerede vaccine, Sputnik V, baseret på human adenoviral vektor-platform. Den anden russiske vaccine, EpiVacCorona, fra et forskningscenter i Novosibirsk, er også klar. Den tredje russiske vaccine er på vej.

”Omfanget af pandemien ansporer os til at anvende al forskning og alle tilgængelige ressourcer. Vores fælles mål er at skabe grupper af vacciner og sikre en pålidelig beskyttelse af planetens befolkning. Det betyder, at der vil være nok arbejde til alle, kollegaer, og jeg tror det er et tilfælde hvor konkurrence er uundgåelig, men vi må fortsætte ud fra en hovedsagelig humanitær betragtning og gøre det til en prioritet”.

Han sagde afslutningsvis: ”Krisen må blive en mulighed for at ændre kursen for global udvikling”.

Teksten til præsidentens tale er opslået på hans hjemmeside: http://en.kremlin.ru/events/president/news/64460

Billede: Vladimir Putin. Credits: Kremlin.ru, CC BY 4.0, via Wikimedia Commons

31. august (EIRNS) – Påmindelse: begivenheden udsendes live på Zoom og YouTube. Der vil være simultantolkning på spansk, fransk og tysk på Zoom-platformen.

Dette opdaterede program udgives også på Schiller Instituttets NationBuilder-websted:  https://schillerinstitute.nationbuilder.com/20200905_conference#program

Bevægelse hen imod krig og Armageddon – eller et nyt paradigme mellem  suveræne nationer, der er forenet af menneskehedens fælles mål?

PANEL I (lørdag 16:00 – 22:00): At overvinde geopolitik: Hvorfor et P-5-topmøde er
presserende nødvendigt nu
1. Helga Zepp-LaRouche (Tyskland), grundlægger og præsident, Schiller Instituttet

2. Andrey Kortunov (Rusland), generaldirektør for Det russiske råd for internationale Anliggender

3. Zhu Feng (Kina), professor i internationale relationer og administrerende direktør, China Center for Collaborative Studies of the South China Sea, Nanjing
University

4. Dr. Edward Lozansky (US), American University i Moskva; Moskow State University

5. Martin Sieff (USA), senior korrespondent for udenrigsanliggender, UPI; Senior Fellow, American University i Moskva

6. James Jatras (USA), tidligere rådgiver, det amerikanske senats republikanske lederskab

7. Spørgsmål og svar, del 1

8. Marco Zanni (Italien), formand, Europa-Parlamentets gruppe for identitet og demokrati

9. Oberst Richard H. Black (USA ret.), Tidligere leder af hærens strafferetlige afdeling i Pentagon; tidligere statssenator, Virginia

10. William Binney (USA), tidligere teknisk direktør, National Security Agency og andre

11. Spørgsmål og svar, del 2

PANEL II (21:00 – 24:00 ): Videnskabens rolle i skabelsen af menneskehedens fremtid
1. Jason Ross (USA), videnskabsrådgiver ved Schiller Instituttet

2. Dr. Bernard Bigot (Frankrig), generaldirektør for den internationale termonukleare eksperimentelle reaktor (ITER), tidligere direktør for den franske
kommission for alternativ energi og atomenergi (CEA)

3. Sergey Pulinets (Rusland), Principal Research Scientist, Space Research Institute, Det Russiske Videnskabsakademi

4. Dr. Stephen O. Dean (USA), præsident, Fusion Power Associates (10)

5. Michael Paluszek (USA), Princeton Satellite Systems

6. Spørgsmål og svar

PANEL III (16:00 – 20:00): Bælte- og Vejinitiativet bliver til 'Verdenslandbroen': Franklin D.
Roosevelts uafsluttede projekt
1. Dennis Small (USA), latin-amerikansk redaktør, EIR

2. Dr. Natalia Vitrenko (Ukraine), præsident for Progressive Socialist Party, tidligere parlamentsmedlem og præsidentkandidat

3. Michele Geraci (Italien), tidligere minister for økonomisk udvikling

4. Hassan Daud Butt (Pakistan), tidligere projektdirektør, CPEC; Administrerende direktør for Khyber Pakhtunkhwa Provincial Board of Investment & Trade

5. Marcelo Muñoz (Spanien), grundlægger og præsident emeritus for Cátedra China, dekan for spanske forretningsmænd i Kina

6. Dr. Björn Peters (Tyskland), fysiker, iværksætter og politisk rådgiver inden for energi, bæredygtighed og råvarer

7. Spørgsmål og svar, del 1

8. Dr. Joycelyn Elders (USA), tidligere chef for USA's sundhedsvæsen m.m.

9. Marlette Kyssama-Nsona (Republikken Congo), farmaceutisk kemiker, politisk leder af Panafrican League UMOJA og specialist i folkesundhedsspørgsmål

10. Spørgsmål og svar, del 2

PANEL IV 21:00 – 24:00): Opbygning af tillid i internationale relationer: Klassisk kulturs
rolle og bekæmpelse af global hungersnød
1. Jacques Cheminade (Frankrig), leder af Solidarite & Progres, tidligere præsidentkandidat

2. Marcia Merry Baker (USA), EIR-redaktionen

3. Bob Baker og amerikanske landbrugsledere

4. Fred Haight (Canada), Schiller Instituttet

5. Michael Billington (US), chef for asiatiske anliggender, Executive Intelligence Review

6. Spørgsmål og svar

7. Beethoven-messe i C-dur, opførelse af Schiller Instituttets kor i New york City.