11. februar 2016 (Leder fra LaRouchePAC) – De store strateger, såsom William Shakespeare, om hvem Lyndon LaRouche gennemførte skelsættende studier i januar 2014, forstod, at det nye gennembrud, der var nødvendigt for menneskehedens overlevelse, krævede, og man begav sig ud på veje, hvor intet menneske før havde gået; ja, på veje, hvis blotte eksistens ingen hidtil havde anet. Det var, hvad Douglas MacArthur gjorde i Stillehavskrigen under Anden Verdenskrig: han udtænkte en helt ny dimension for handling, ingen før havde forestillet sig, og som hidtil ikke havde været mulig, og som gav hans underlegne styrker mulighed for hele tiden at overvinde overlegne styrker.

Dette ændrede historien for altid, men det var kun et enkelt af flere sådanne gennembrud, som MacArthur skabte. Det samme er sandt for Lyndon LaRouche.

I hvert enkelt tilfælde gjaldt de beslutninger, de traf, ikke kun for en dag eller et år, men for hele fremtiden. I denne henseende var de alle et ekko af Prometheus’ skæbnesvangre beslutning, der blev taget én gang for alle tider, længe før historisk tid. Den gik ud på, at han ville skærme menneskeheden mod at lide udslettelsens skæbne, som Zeus havde dekreteret for vores art. Lige som præsident John F. Kennedys beslutning, der blev annonceret for Kongressen den 25. maj 1961:

»Det er min overbevisning, at denne nation bør forpligte sig til, før dette årti rinder ud, at opfylde det mål at landsætte en mand på Månen og bringe ham sikkert tilbage til Jorden.«

I dag må vi atter træffe en sådan beslutning; det er denne kamp, som anføres af LaRouchePAC-leder Kesha Rogers fra Houston, Texas.

I sit webcast mandag, den 8. februar med LaRouchePAC Policy Committee sammenlignede LaRouche USA’s intellektuelle anskuelse i dag med Det romerske Imperiums nedgang og fald og omtalte Det britiske Imperiums indtrængen lige fra USA’s første begyndelse:

»Det skete omgående, i og med USA’s begyndelse som en nation. Ødelæggelsen var massiv: de fleste af USA’s præsidenter var i realiteten fjender af USA; det var de fleste af dem! Og det er derfor, problemet bliver ved med at dukke op. Og fortsat gør det: Dette er Det romerske Imperium, modellen for Det romerske Imperium.

Nu har man den eurasiske model, Kinas genoplivning; og det, som Putin på sin side har gjort. Denne ting inspirerede ham. Husk, som jeg har nævnt ved et par lejligheder, så kom Putins familie fra et område, der var en koncentration af død, på grund af de kampe, der fandt sted dér. Og Putin er lykkedes med at være en faktor, der har skabt en styrkelse af både Kina og Rusland, for at redde Rusland. Og hvad implikationerne er; det, jeg har set i de områder, hvor jeg tidligere har befundet mig, I ved, Indien osv., områder, hvor jeg arbejdede.

Det, vi ser, er, at dette område, dette eurasiske område i sig har elementer, der danner grundlag for at skabe eller genskabe et nyt system for menneskeheden. Og hvad resultatet vil blive, de karakteristika, der er indbygget i denne ting, denne karakteristik er rumprogrammet.

Hvad mener vi med rumprogrammet? Jamen, det er ikke rumprogrammet sådan, som tåben tænker på rumprogrammet, men det er derimod rumprogrammet som en refleksion af, at menneskeheden er ved at opnå forstand på den virkelighed, at menneskeheden på Jorden ikke er den magt, der hersker over Jorden; men snarere, at der findes en magt ud over dette, der kontrollerer realiseringen af rummet, og det betyder, at mennesket er et væsen, der lever i rummet. Og det er i dette område, dette domæne, og dette domænes aktiviteter og udvikling, at menneskehedens fremtid ligger.

Det vigtige her er lige at tage et lille, kort trip og tænke over det. Hvad betyder dette? Og det her med Månen lige nu, det nye Måneprojekt, er sandsynligvis nøglen til at bringe denne idé til ikke alene det, der foregår i Kina netop nu, men hvad det betyder for hele den menneskelige art. Men vi har kurs mod en ændring af, hvad der har været karakteristisk for vores art, fra det, der har været traditionelt og til det, der nu vil vokse frem, fra denne nye forandring.

Ideen er derfor, hvis man vil gøre noget godt, så se på dette. Spørg ikke, hvad en eller anden siger, ’jamen, jeg tror, det er dette; jeg tror, det er hint ’. Det duer ikke! Problemet er, at menneskeheden har været en fiasko, men hvorfor har menneskeheden været en fiasko? Ikke på grund af menneskehedens iboende natur, men på grund af dens fordærvelse.«

I andre diskussioner i løbet af de seneste dage har LaRouche påpeget sine kontroversielle studier af Shakespeare i 2014, som der netop henvistes til, hvor han fastslog den pointe, blandt andre, at den stort set universelle opfattelse af menneskets historie er et falsum. At historien i realiteten består af disse former for dristige, hidtil ukendte opdagelser, som vi netop har diskuteret ovenfor. Disse opdagelser udgør menneskets natur. Se på den fremragende og radikale opfindelse af fysisk rum-tid, der går i en bue fra Kepler til Leibniz, via Gauss og dernæst til Planck og Einstein.

LaRouches webcast fra 8. februar indeholdt flere forskellige, konvergerende tankerækker, der alle lå på linje med det presserende behov for handling. Her følger konklusionen på en af disse tankerækker:

»Så spørgsmålet om kreativitet betyder, at hele systemet med Solsystemet og videre endnu grundlæggende set beherskes af disse begivenheder, de samme begivenheder, som er de begivenheder, der karakteriseres af systemet som helhed. Det er der! Spørgsmålet er, hvad ønsker man? Man ønsker at skabe mennesker, der er kreative, skabende. Man ønsker at kunne skabe spædbørn, der selv er skabende på en original måde. Man ser dette: Einstein var f.eks. et godt eksempel på dette. Hvis man tager det, vi ved om hans historie, at menneskelig kreativitet er en enestående ting; det er det, der i realiteten bør dominere og kontrollere menneskehedens historie.«   

Titelbillede: Prometheus bringer ilden til menneskene, oliemaleri af Heinrich von Füger, 1817. 

29. november 2015 – En artikel i dag af Gal Luft i Kinas statslige, engelsksprogede avis, Global Times, rapporterer, at morgendagens COP21 i Paris vil blive den største samling af statsoverhoveder nogen sinde – hele 147 af slagsen – uden for FN’s Generalforsamling. Men, hvorfor kommer de? »Mange af disse ledere vil ikke deltage i topmødet pga. bekymring for verdens klimaforandring, men snarere for at sikre, at deres lande, der for det meste er under udvikling, ikke ender som offerlam på ’klimatismens’, dvs. den grønne kults globale opvarmnings-credos, alter.«

Den indiske regering brugte sin officielle twitter-funktion for Topmødet til i dag at udstede en erklæring, forud for premierminister Narendra Modis afrejse til Paris. Erklæringen sagde, »resultatet af Topmødet må understøtte tilpasning til og udvikling af billige teknologier til at afbalancere periodisk forsyning af sol- og vindenergi«, rapporterede ANI.

Blandt disse billige eller prisbevidste teknologier er kul i dag stadig den førende. Artiklen i Global Times påpeger, at »kul er den brændselsform, der bruges i næsten 80 % af Kinas energisektor. Indien, hvor antallet af energi-berøvede mennesker tæller flere end den totale amerikanske befolkning, bruger kul i 60 % af sin energiproduktion. De sammenlagt 600 mio. mennesker i de 10 sydøst-asiatiske lande er også dybt afhængige af kul.« Artiklen opsummerer ved at sige, at arbejdshesten i Asien under udvikling, hvor de fleste af denne verdens fattige mennesker lever, altid har været, og fortsat er, kul.

Forfatteren udpeger korrekt den intention om folkemord, der ligger i COP21, selv om han desværre kun gør det implicit. Det er en fejltagelse ikke at pege på kernekraft og fusionskraft[1] som menneskehedens fremtid,[2] og det er en fejltagelse ikke at anklage de samme britiske imperialister,[3] der har arrangeret COP21, for at nægte adgang til disse højere teknologier.

[1] Se Specialrapport: En Prometheus-tilgang til nye former for ild: Udvinding af helium-3 på Månen, for en menneskehed med fusionskraft 

[2] Se video: En vision for fremtiden 

[3] Se specialartikel: Klimaforandring som middel til oprettelse af et globalt miljødiktatur, af Helga Zepp-LaRouche 

I en telefonkonference i går med mange af sine nærmeste medarbejdere opfordrede Lyndon LaRouche dem til at komme ud af deres »små, overdækkede vogne« med lokal og regional organisering og gå med i en »forenet organisering« med det, vi gør på Manhattan, som model.

Som svar på et spørgsmål sagde han, at mange af vore folk mister noget af modet, fordi de ikke oplever den form for inspiration fra f.eks. det, vi gjorde med lanceringen af denne Manhattan-intervention i sidste uge. Det er noget, som normalt ikke sker i vores organisation. Sådan noget sker ikke, generelt, i vores organisation. Men vi gjorde det, vi organiserede det, i det væsentlige baseret på dette område. Vi gjorde det; det virkede. Nu breder det sig. Men vi har for mange folk, der hænger fast i konventionelle måder, i gamle vaner, ikke ser fremtiden – som venter på, at fremtiden skal hamre på døren, og de hører ikke denne hamren, og derfor sætter de sig tilbage i stolen.

Men det skete. Hvorfor? Fordi vi gjorde det, eller nogle af vore folk gjorde det. Og de folk, som ikke gjorde det, som ikke tænkte succesfuldt, eller kompetent, fik ikke fat i pointen. De var ikke inspireret; de vidste ikke, hvordan man skulle inspirere. Til en vis grad er selve demoraliseringen kilden til, at en præstation mislykkes. Men dele af vores organisation er nu blevet genoplivet fra den døde tilstand, og det virker. Vores indsats i Manhattan, i denne kampagne for anerkendelse af Hamilton-princippet, som det kommer til udtryk i Manhattan i New York-området: det ændrede tingene. Og vi ser nu en meget signifikant forandring. Vi ser også virkningen af de områder, der ikke ændrede sig, som stadig går i den samme, gamle retning. Og de taber. Men de taber ikke, fordi samfundet svigtede dem; de taber, fordi de svigtede samfundet. Og derfor må vi have nye former for alarmklokker, som går i gang under folk, som prøver på at sove, altså rent politisk. Og når de forsøger at sove, sætter man alarmklokkerne i gang, og så vågner de. Hvorfor vågner de? Fordi de ikke har noget andet valg.

Vi har skabt en forandring i USA i sidste uge, og det vil blive klart i den kommende periode.

Som svar på en anden intervention tilføjede LaRouche, at folk må forstå, at ethvert individ må være dedikeret opdagelsen af sandheden. Sandheden er derude, og når folk ikke responderer, er det, fordi de ikke erkender sandheden. Måske skyldes det, at de ikke er uddannet til det; måske skyldes det, at de har mistet modet. Men der er ingen undskyldning for det, ingen virkelig undskyldning. De mennesker, der er kvalificeret til at lede samfundet, vil altid lede. De, der ikke leder, var ikke kvalificerede. Hvorfor var de ikke kvalificerede? Fordi de ikke havde engagementet, forpligtelsen. De var ikke helliget opdagelsen af løsningen på, hvad så siden det var for et problem, de var konfronteret med. De ville have nogle andre mennesker til at indgyde dem modet. De var ikke i stand til at respondere på egen hånd. Hvis man vil være leder, må man lede. Men hvis man ikke leder, er man ikke en leder. Og så vil man beklage sig over, at man ikke får lederskabet – fordi man ikke yder det!

Det er det gamle problem: folk er bange. De er bange for at træde frem; de er bange for at opdage visse ting; de er bange for deres nabos mening; de er bange for nogen i deres familie; de er bange for alt muligt. Og de ønsker ikke at forstyrre freden. De vil ikke sætte spørgsmålet på spidsen, tvinge en løsning frem. Det er vores opgave at erkende dette problem; at vi har et stort antal mennesker blandt vore folk, som et udsnit, som mislykkes. De mislykkes, fordi de ikke er blevet jaget op, eller fordi de har held til at modsætte sig at blive jaget op. Men det er problemet.

Fejlen findes i dem selv. Og det, man må spørge sig selv om, er, hvad er det for en fejl, jeg er ved at begå, fejlen i mig selv, som er undskyldningen for ikke at gøre, hvad vi må gøre. For man nægter at opdage det, der ligger lige foran én. Og man ser det, når folk virkelig tager lederskabet. Det er ikke, fordi de har et eller andet stort talent for viden eller sådan noget; det er, fordi de simpelt hen beslutter, at de ikke vil sidde der som en anden skrubtudse, der venter på, at solen skal skinne. Jeg forsøger altid at sætte alting i brand; det har jeg aldrig haft problemer med.

Efter at have modtaget en rapport fra New York konkluderede LaRouche sit indlæg i diskussionen ved at beskrive historien om vores seneste interventioner i Manhattan og sluttede med at sige, at vi har skabt betingelserne for at overtage nationens ånd i Hamiltons ånd. Vi havde stor succes, selv om tallene stadig er beskedne. Vi har skabt røre i tingene i en sådan grad, at de ikke kan komme uden om den kendsgerning, at vi har skabt denne intervention. Det, der hviskes, er: »Han har ret! Han har ret!« Vi har ikke vundet noget, på en stor, fysisk måde, men vi har skabt forudsætningerne for at overtage nationens ånd. Så vi har haft en stor succes, ikke, fordi vi har store tal, men fordi vi var i stand til at sætte processen med at ændre farven på situationen, så det går i vores retning, i gang. Det bliver ikke så nemt at få standset dette her. Selv med det, vi med begrænsede midler har gjort, så vil det her stadig være smittefarligt. Og denne smittefare kan gøre, at vi vinder fornyelsen af ånden i USA’s forfatning. Sætter den i kraft igen. Og vi vil gøre det. Det er, hvad der foregår omkring New York-spørgsmålet. Og det er årsagen til, at USA vil genoplive verdens nationer.

Den seneste opgave, som hr. LaRouche har givet os, har været at udvikle menneskeheden som en målestok for universet, gennem en dybere forståelse af kreativitet som en naturkraft ud fra den russisk-ukrainske videnskabsmand Vladimir Vernadskijs anskuelser. Afslører opdagelser ting, som allerede eksisterer i naturen – principper, fysiske love og lignende? Eller endnu bedre: er opdagelsens substans i sig selv en del af det, der udgør naturen? Er det ikke et naturfænomen? Kan en verdensanskuelse anses for at være fuldendt, som ikke inkluderer denne forandringsproces som en fundamental, substantiel del af naturen? Det vil jeg senere sige noget mere om.

Download (PDF, Unknown)

Følgende resolution skrevet af Schiller Instituttets præsident, Helga Zepp-LaRouche, blev vedtaget:

Menneskeheden oplever i øjeblikket en dyb civilisationskrise, hvor samfundsfundamentet i mange dele af verden er blevet udhulet, og hvor etablerede regler for internationale relationer er blevet nedbrudt. Oven i dette står vi over for dødbringende farer, som hver for sig kunne føre til den menneskelige arts mulige udslettelse.

 * For det første er der Ebola-epidemien, som allerede er ude af kontrol i Afrika, som der ikke findes nogen helbredende behandling for, og som truer med at blive en større trussel end det 14. århundredes Sorte Død.

 * For det andet er der terrortruslen mod hele verden, samt folkedrab, som breder sig fra det såkaldte IS-kalifat, og som ikke blot udviser et umenneskeligt barbari, men som udrykkeligt truer Rusland og Kina og derfor er i færd med at blive til den potentielle udløsermekanisme, der kan få hele Sydvestasien til at eksplodere og endog føre til en ny verdenskrig.

 * Og for det tredje er der absolut vished for, at det totalt bankerotte, transatlantiske finanssystem står umiddelbart foran at eksplodere og således også true med at kaste en stor del af verden ud i en ny Mørk Tidsalder.

 I lyset af disse tre, dødelige farer er det et spørgsmål om liv eller død for menneskeheden at sætte en stopper for den umoralske og tåbelige politik, der går ud på geopolitik og konfrontation over for Rusland og Kina. I stedet må vi have en anden dagsorden med menneskehedens fælles mål og samarbejde med Rusland, Kina, Indien og andre nationer for at besejre disse dødelige trusler.

Vi opfordrer alle fornuftige kræfter i Europa og USA til at tilslutte sig den nu fremvoksende, ny økonomiske verdensorden, som repræsenteres af BRIKS og den Nye Silkevej. Lad os arbejde på at etablere en inkluderende fredsorden, med deltagelse af hver eneste nation på kloden, en fredsorden for det 21. århundrede, som er en menneskehed værdig, der er den eneste, kendte, kreative art i universet. Lad os blive voksne i menneskehedens manddomsår, hvor kærlighed, kreativitet og skønhed definerer værdierne for vor fælles, menneskelige familie.

——————————————————————————

Klik her for konferenceprogrammet

Klik her for konferencevideoer og -afskrifter på originalsprogene

Taler på dansk fra konferencen:

Helga Zepp-LaRouche: Den nye Silkevej transformerer planeten —

En ny æra for menneskeheden

Download (PDF, Unknown)

Jason Ross: En Prometheus-tilgang til udvikling af nye former for ild:

Udvinding af helium-3 på Månen for en menneskehed med fusionskraft

Download (PDF, Unknown)

______________________________________________________

Fra en tidligere konference:

Helga Zepp-LaRouche:

Hovedtale ved Schiller Instituttets 30-års Jubilæums-konference i New York, juni 2014:

»Tiden er inde til at skabe en verden uden krig«

Under en diskussion på Labor Day med LaRouche-bevægelsens Politiske Aktionskomites nationale politiske komite, reflekterede Lyndon LaRouche over menneskets natur og den mission, som han og hans organisation har vedtaget og har forpligtet sig til at præstere.

LaRouche erklærede, at den største krise nu er i færd med at ramme os. Fremstødet for krig med Rusland har nu nået et feberhedt kulminationspunkt forud for det planlagte NATO-topmøde i Wales senere på ugen. Vi befinder os på randen af en stor krise, som kunne resultere i en termonuklear krig.
LaRouche understregede, at polakkerne i særdeleshed opfører sig som de britiske horer, de er i denne krigskampagne. Det polske aristokrati er berygtet for dets villighed til at prostituere sig for Det britiske Imperium. De er en flok degenererede sjovere. De er en dårlig, polsk vittighed.
Han vendte sig dernæst mod en definition af vores mission konfronteret med en sådan krise og erklærede, at vi har et specifikt problem. Vi er på enestående vis bevidste om, at vi kontrollerer en præstation, som vi behøver for menneskeheden. Hvad er vores organisation til for? Vi har Sydamerika. Vi har fremragende bånd til Afrika, Kina, Indien, Rusland. Hvordan bringer vi folk fra disse nationer sammen om at forstå, hvordan det nye system, de har lanceret, bør organiseres?
Kina er den førende instans for dette. De har skabt en ny måde at tænke på. Vi må integrere os som hver enkelt nation i et system af nationer. Vi må organisere denne planet. Det, som Egypten, Rusland og Sydamerika gør, er fremragende. Hvordan definerer vi det fælles mål, som bringer alle disse ting sammen?
Svaret er helium-3. Vi må bringe det under kontrol for at skabe et nyt system, som ikke længere domineres af Det britiske Imperium.
Han erklærede over for den Politiske Komite, at Vi, her, vi må sikre, at vi præsenterer en gavnlig og nødvendig løsning på processen med at bringe denne nye forsamling af nationer sammen.
Vi må få USA til at sige, at dette er vores mission.
Faren består i tendensen til at satse på svindelnumre.
I stedet må vi tænke på, hvordan nationerne kan tænke i fællesskab for at skabe et nyt system på denne planet. Det er vores primære mission.
Forhindringen er selvtilfredshed. Selvtilfredshed gør folk dumme. Problemet er, at folk har besluttet at blive totalt dumme.
De vil ikke anstrenge sig for at gøre noget for at løse problemet.
De er uforanderlige fiaskoer. Vi må gøre os fri af mennesker, som formørker vores himmel på denne måde, som narrer os, får os i fælden med at forsøge at influere nogen.
Kinas måneprogram går udover, hvad nogen på denne planet nogensinde har oplevet.
LaRouche insisterede: Vi må være forpligtet over for menneskeheden. Vi har fremtiden i vore hænder. Det kan jeg sige til alle tvivlere. Vi må simpelt hen gøre det. Jeg er sikker i min sag. Vi vil gøre det. Vi vil forandre den måde, menneskeheden ser Solsystemet på. Det er min mission. Og det er, hvad der vil ske.
Vores mission er ikke en »ting«. Vores mission er at inspirere til det, vi ser i Sydamerika, Indien osv. Disse nationer er vores ansvar, ikke udelukkende vores ansvar, men vores ansvar over for dem reflekterer vores hengivenhed over for menneskeheden.
Kreativitet – skabeevne – per se er essensen af menneskelig eksistens. Vi er skabere i Keplers forstand. Sådan er det! Det er vores rolle, vores mission, essensen af vores mission.
Prometheus-mennesket er det sande menneskelige væsen. Idéen om Prometheus-mennesket dør aldrig. Vi må indfange denne essens af storhed i os selv.

I sit webcast fredag aften blev Lyndon LaRouche spurgt, om vi nu er i færd med at gå ind i den alder, om hvilken Percy Shelly sagde, at det var den alder, hvor Prometheus endelig var befriet. LaRouche svarede:

»Vi befinder os på randen af den alder. Jeg føler, at jeg er på randen af den. Jeg insisterer på at erkende denne følelse af at være på randen af den. Jeg ved, at alt afhænger af at opnå at være på randen af den. Og det er løsningen. Der er ingen anden løsning. Enten opnår man det – man forpligter sig til det – eller man klarer det ikke. Det er pointen. Dette er ikke en valgmulighed. Dette er en forpligtelse, som er fundamental, og man kan ikke komme uden om den.«

I en opfølgende diskussion lørdag fortsatte LaRouche dette tema og understregede, at det gamle, onde system er dødt, det har ingen autoritet, dets ledere er svindlere ligesom Obama og Boehner, som bør fjernes fra deres embeder.

Han understregede, at det, vi ser ske i hele verden, centreret omkring BRIKS-nationerne, er en revolution, hvor hele nationer arbejder sammen for at udvikle menneskeheden uafhængigt og fri af det Britiske Imperiums onde imperiesystem.

Vi må erkende, at vi ikke er underordnet det nuværende system og de svindlere, som kører det og insisterer på at underkaste alle andre deres opsyn. Ingen af disse svindlere har nogen moralsk autoritet. De skal smides ud af embedet, og vi må vinde den magt, der garanterer, at dette sker.

LaRouche erklærede, at vi må fjerne alle de regeringer, som er således defineret. Vi ønsker at komme af med den franske regering, den italienske regering. De er ubrugelige. Selve den amerikanske Kongres bør fyres.
Vi bygger ikke på regeringsmyndighed, med på den myndighed, hvorfra regering får sin sande myndighed – kreativitet.

Magten ligger nu i Rusland, Kina, Egypten. Vi er parat til at overtage planeten. Hele det globale system, som har undertrykt kreativitet og er i færd med at ødelægge menneskeheden, er rede til at blive begravet en gang for alle. Vi har et nyt system. Og vi skal være tændsatsen.

Hvis man forsøger at adaptere til det eksisterende system, er man død. Vi må skabe noget nyt.
Vi vil forandre verden. Vi har evnen til at løse problemer, som må løses.

BRIKS-nationerne er suveræne. De fik ikke suverænitet af nogen andre; det er ikke en almisse til dem, som opfører sig ordentligt, fra selvudnævnte opsynsmænd. De er suveræne i deres natur. De vil ikke længere lade andre sætte standarder for at måle deres opførsel. Det er, hvad der sætter dem i kraft.

Det nye system er en modsætning til det gamle, onde system. Modi er en revolution; Kina er en revolution; Egypten er en revolution. Tilsammen udgør de en, stor revolution.

LaRouche sagde, han har alle brikkerne til at gennemføre det her. Det er ikke et spørgsmål om at adaptere til dette onde system; man må eliminere det system. Det, som er ved at vokse frem, er et system med regeringer, der ikke beror på nogle andres autoritet.

I stedet bevæger vi os i retning af en verden, som er selvudviklende.
Som han erklærede under fredags-webcastet:

»Lad os få alt det nonsens af vejen. Det, vi behøver, er simpelt hen at skabe arbejdskraftens produktive evner per se.«

Vi har nået slutningen på regering per se. Det eksisterende system må erstattes af en orden, der er baseret på kreativitet per se og selvudvikling. Vi er på randen af et system, som aldrig før har eksisteret på planeten.

Vi er på randen af Prometheus Befriet. Boehner er væk!

Foto: Posthumt portræt af Percy Shelley, der skriver ‘Den ubundne Prometheus, af Joseph Severn  ______________________________________________

Læs mere om den ny tid med Prometheus Befriet:

Lyndon LaRouche om Zeus, Prometheus og kampen mod livegenskab i dag

Gør 2014 til et Prometheus-år!

Hvad gav Prometheus menneskene?

Lyndon LaRouche: Slut med krig, eller slut med mennesket?

Helga Zepp-LaRouche: De Europæiske Nationers Almene Uafhængighedserklæring

Ville det ikke være poetisk retfærdighed, hvis Repræsentanternes Hus indledte rigsretssagsprocedurer imod præsident Obama den 8. september, den dag, hvor de vender tilbage til Washington fra pausen i august måned? 8. september er tilfældigvis Lyndon LaRouches 92-års fødselsdag. Kongresmedlemmerne Walter Jones, Jim McGovern og Barbara Lee, de tre initiativtagere til HCR 105, som krævede, at Obama gik til Kongressen for at få en formel bemyndigelse under artikel I, sektion 8 i Forfatningen og Resolutionen om Bemyndigelse til at føre Krig, skrev til John Boehner tidligere på ugen og krævede, at han indkaldte til høringer den 8. september for at få regeringen til formelt at opsøge en debat i Kongressen og en bemyndigelse til enhver fortsat militæraktion. HCR 105 blev vedtaget i Huset i juli af et overvældende, upartisk flertal 370-40, og Boehner har ingen undskyldning for ikke at følge kravet fra Jones-McGovern-Lee.

LaRouche bemærkede fredag, at

»Obama har allerede overtrådt loven. Han burde ganske enkelt stilles for en rigsret omgående.«

Der er faktisk gået mere end 60 dage, siden starten på det amerikanske militærs engagementer i Irak imod Islamisk Stat, og tiden er inde for Obama til at forelægge sin sag for Kongressen og det amerikanske folk. General Dempsey, formand for generalstabscheferne, har lagt pres på Obama for at vedtage en kompetent politik for at udslette IS og forelægge den Kongressen for at få bemyndigelse, og Lyndon LaRouche bakkede fuldstændig på om gen. Dempsey i sit webcast den 22. august.

I skarp kontrast til denne klarhed lød Barack Obama som et ynkeligt, ævlende fjols torsdag, den 28. august, da han, nylig hjemvendt fra sine to uger i Martha’s Vineyard, fortalte reportere på en pressekonference i Det hvide Hus, at han endnu ikke havde en »strategi« for, hvordan IS skulle håndteres. Det er ganske enkelt foragteligt! Obama ved, at det amerikanske folk og Kongressen afskyer og mistror ham, og han foretrækker at gemme sig bag eksekutive ordrer og luskede, hemmelige operationer – af hvilke ingen kan knuse Islamisk Stat. Josh Earnest, pressetalsmand for Det hvide Hus, forsøgte at dække over Obamas brøler ved at give et interview til CNN senere samme torsdag, hvor han påstod, at Obama faktisk har en strategi, men bare ikke har formuleret, hvordan den skal præsenteres. Det er amatørtime, og værre endnu. Denne præsident er færdig, og Kongressen bør gøre det, som er anstændigt og forfatningsmæssigt korrekt og komme af med ham nu.

Man kan sætte Obamas patetiske opførsel i kontrast til Vladimir Putins stærke ord i fredags. Hans budskab til en lejr for unge lige uden for Moskva var:

»Genér ikke Rusland«.

Putin forsvarede selvsikkert Ruslands handlinger i Krim og forklarede de unge, at den form for folkemord, som udføres mod russiske minoriteter i det østlige Ukraine, også ville være sket i Krim, hvis Rusland ikke havde handlet. Samtidig lo han foragteligt ad NATO’s påstande om, at Rusland har »invaderet« Ukraine.

»Rusland er langtfra involveret i nogen storstilet konflikt«,

sagde han på ungdomslejren på Seliger-søens bredder.

»Det ønsker vi ikke, og vi har ingen planer om det. Men selvfølgelig skal vi altid være parat til at tilbagevise enhver aggression mod Rusland.«

Han fortsatte,

»Ruslands partnere … bør forstå, at det er bedst ikke at genere os. Gud være lovet, jeg tror ikke, der er nogen, som overvejer at udløse en storstilet konflikt med Rusland. Jeg vil gerne minde jer om, at Rusland er en af de førende atommagter.«

Da Putin afslørede NATO’s bluff, modsagde OSCE, som fortsat har observatører på den ukrainsk-russiske grænse, direkte NATO-hysteriet over den såkaldte russiske »invasion« ved offentligt at erklære, at der ikke er nogen russisk invasion i gang. De sagde, at der ikke var nogen militærenheder, som krydsede over til Ukraine. Der er frivillige, som krydser over for at kæmpe side om side med oprørerne, men det udgør ikke en »invasion« eller noget tilnærmelsesvist.

Meget af den ’hype’, der er mod Rusland, er tydeligvis målrettet mod NATO-topmødet den 4.-5. september i Cardiff, Wales, med deltagelse af stats- og regeringschefer, og hvor Storbritannien og Obamaregeringen vil forsøge at tyrannisere resten af NATO-landene til at gå med til flere sanktioner mod Rusland – som blot vil give bagslag mod de allerede kollapsende europæiske økonomier og banker. Den polske regering, stoppet med neokonservative fra Dick Cheneys skab (udenrigsminister Sikorsky er gift med Anne Applebaum fra Washington Post, en rigtig neokon-heks), løb en rigtig dum risiko fredag, hvor hun forhindrede et fly med den russiske forsvarsminister Shoighu i at overflyve polsk luftrum på vej hjem til Rusland fra et besøg i Slovakiet. LaRouche kaldte de polske handlinger »ynkelige og infantile« og bemærkede, at en sådan adfærd over for Rusland let kan »knuses«.

Tåberne i Det hvide Hus og i NATO’s hovedkvarter lyver og siger, at Rusland er »isoleret«, men virkeligheden er en, at Rusland og Kina går fremad med BRIKS-initiativerne, og enhver fornuftig nation på planeten vil skynde sig at gå med. Der er nu meget fremskudte bestræbelser i gang for to nye kanaler – Suezkanalen og Nicaragua – og en genoplivning af Kra-kanalen er også ved at komme i gang.

Alt imens vestlige medier har leet hånligt ad Nicaragua-kanalen, så udfører det samme, kinesiske ingeniørfirma, som udførte forundersøgelserne til De Tre Slugters Dæmning, forundersøgelsen til den nye kanal. Cubanske publikationer beskriver den nye kanal som et supplement til Panama-kanalen og forestiller sig en betydningsfuld renæssance for det caribiske bækken.

Prometheus-princippet – den magt, som ligger i menneskelig kreativitet og store idéer – udspiller sig i øjeblikket. Lyndon LaRouches oprindelige forslag til den Internationale Udviklingsbank (IDB) fra 1975 er i færd med at realiseres. Det mangeårige mål med at sprede Den amerikanske Revolution og Det amerikanske System over hele verden er ved at ske. Det er vores mission at fjerne Obama, afsætte hans beskytter Boehner og garantere, at USA er en førende kraft i denne proces med global, revolutionær forandring.

Tiden er inde til at sætte en stopper for Det britiske Imperium.

Hvis man er en tåbe, som simpelt hen bare responderer til sanselige stimuli, kunne man måske tro, at de vigtige begivenheder den 28. august blot er tvivlsom adfærd fra den ukrainske regerings og NATO-regeringers side, som responderede på et nederlag for det ukrainske militær i det sydøstlige Ukraine med et hastemøde i FN’s Sikkerhedsråd, og en masse skrigeri fra heksen Samantha Power.

»Disse regeringer er blot spøgelser, uden ressourcer til at oppebære dem«, var Lyndon LaRouches kommentar. »De er hysterikere, der er totalt bankerot, og de kommer ingen vegne. De kan lige så godt sætte sig og spekulere over, om de skal skyde sig.«

De faktiske nyheder den 28. august var at finde i aktiviteter, som repræsenterer BRIKS-nationernes nye fremstød for opbygning af de relationer, som vil skabe en ny, retfærdig, økonomisk verdensorden.

Russerne var f.eks. vært for BRIKS-leder og sydafrikansk præsident, Zuma, og de havde sendt deres økonomiske udviklingsminister til Myanmar for at forhandle en ny, tættere forbindelse med ASEAN, især omkring fødevarer. I tillæg hertil udlagde det russiske Udenrigsministerium et interview med viceudenrigsminister Ryabkov på sin webside, i hvilket han taler meget positivt om Ruslands støtte til BRIKS som en afgørende institution, inklusive nødvendigheden af, at den erstatter IMF med »finansiel støtte til lovende projekter.«

Den 29. august vil Rusland være vært for den iranske udenrigsminister Zarif med henblik på drøftelser, som sandsynligvis vil omfatte udvidet handel med fødevarer, så vel som de internationale forhandlinger om atomkraftspørgsmål.

Kineserne på deres side var vært for et møde med stabscheferne for de væbnede styrker i Shanghai Samarbejdsorganisation, inkl. den russiske stabschef Valery Gerasimov.
Den officielle dagsorden omfattede situationerne i dels Afghanistan på tærsklen til USA’s tilbagetrækning, og dels i Sydvestasien, om hvilket Gerasimov skarpt bemærkede, at »magtfulde handlinger ikke frembringer positive resultater og fører til dramatiske konsekvenser for lande i området.«

I Mellemtiden tog den kinesiske udenrigsminister sig tid til at ringe til den argentinske udenrigsminister for at drøfte en opfølgning på de aftaler, som blev indgået under præsident Xi Jinpings besøg i juli. Et sådant initiativ betyder, at den brede støtte til Argentinas kamp mod det døende systems gribbe ikke alene er i live og har det godt, men er voksende. Disse hysteriske gribbe forsøgte rent faktisk at få Bank of China til at udlevere information til dem om deres lån til Argentina – for at prøve at indkassere. De vil ikke få noget som helst!

Verden har ændret sig, og en ny proces med udvikling er i færd med at realiseres. I en meget virkelig forstand har Lyndon LaRouche og hans bevægelse fungeret som jordemoder for denne proces – og har forpligtet sig til fortsat at nære den, gennem at tilvejebringe videnskabens Prometheus-gaver. At beherske disse gaver er det, som vil sikre, at sejren, som står så klart foran os, ikke vil glide menneskeheden af hænde.

28. august 2014 – Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og formand for Schiller Instituttet i Tyskland, var en betydningsfuld deltager på en international konference om den Nye Silkevej, som blev afholdt den 25. og 26. august på Lanzhou-universitetet i Gansu-provinsen i det nordvestlige Kina. I henhold til offentliggjorte rapporter samledes flere end 100 embedsmænd og eksperter fra 21 lande under temaet »Ét bælte og Én vej«, inklusive fremtrædende talere fra Rusland, Indien og selvfølgelig selve Kina. Fru Zepp-LaRouche holdt en tale over emnet »Det 21. århundredes Nye Silkevej er hjørnestenen for fred og orden«.

Konferencen afholdtes samtidig med, at hele planeten er i færd med at gennemgå en betydningsfuld transformation – forværelset til det, som Lyndon LaRouche har kaldt ’den største renæssance, mennesket hidtil har frembragt’ – hvis vigtigste hovedpersoner netop er de lande og intellektuelle ledere, som var repræsenteret på Lanzou-universitetet.

I kraft af mange års arbejde, årtiers mobilisering, og, i virkeligheden, århundreders intellektuelle kampe over Menneskets natur, har disse kræfter sat en proces i gang, som eksploderede på verdensscenen for alle at se, på topmødet for BRIKS- og Sydamerikas Unasur-nationer den 15. – 16. juni. Siden da, i løbet af de seks, korte uger, som er gået, har »BRIKS+«-nationerne tilvejebragt en anskuelsesundervisning, som resten af verden (inkl. USA og Europa) må lære af og følge. Det er en undervisning, som ikke blot involverer økonomisk politik per se, men som også handler om at skubbe frygt til side og tage spørgsmål om politik i sine egne hænder, såvel som at vise total foragt for den britiske marionet Barack Obama og alt, hvad han står for, en foragt, som han så rigeligt har fortjent.

Lyndon LaRouche understregede i dag, at den pointe, som må læres, også af folk i vor egen organisation, er, at det er idéer, og ikke ting, som har virkelig magt i universet. Udviklingerne i BRIKS+ er det, som vi i LaRouche-bevægelsen repræsenterer; vi har virkelig magt, sagde han, fordi vore idéer nu er ved at blive levende, så selv tåber kan se det. For eksempel, tilføjede LaRouche, læg ikke for megen vægt på fusion som sådan – selv om det er meget vigtigt, så er det ikke det, spørgsmålet drejer sig om. Det er blot et symptom, en virkning af den virkelige magt, som er Prometheus-princippet per se, sådan, som dette koncept blev diskuteret i LPAC-Tv’s ugentlige rapport fra i dag, »Nyt paradigme for menneskeheden«.

Hold op med at fokusere så meget på penge, understregede LaRouche. Det er ikke penge, som får verden til at dreje rundt; det er produktiv aktivitet, som i sig selv er et resultat af menneskets intellekt. Og han tilføjede endvidere, at disse idéer nu er ved at »komme på mode« blandt BRIKS-nationerne (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), Argentina, Egypten og andetsteds.

Billede: Prometheus skaber mennesket, mens Athene, gudinde for visdom og velstand, ser til

26. august 2014 – I en tale i mandags til minearbejdere i Potosi forklarede præsident Evo Morales, at Bolivia nu måtte arbejde på en værditilvækst af sine råmaterialer ved at anvende dem i industrielle processer, og det inkluderer anvendelsen af atomkraft.

 »Det er vores ansvar at skabe en værditilvækst af vore naturlige ressourcer. Vi må arbejde henimod en frigørelse af videnskaben. Vi satser på atomkraft til fredelige formål«,

sagde Morales. DPA-telegrambureauet tilføjede, at Morales satte spørgsmålstegn ved, at det kun var rige og udviklede lande, som har atomkraftværker, der producerer elektricitet og anvendes til medicinske formål.

Ulig feje, snæversynede politikere i den disintegrerende, transatlantiske sektor, sætter Morales og hans vicepræsident Alvaro Garcia Linera Bolivias behov for at indføre atomkraft øverst på dagsordenen for deres kampagne om genvalg i valget til oktober, som en del af den næste fase af Bolivias udvikling: industrialisering, især anvendelse af landets olie- og gasressourcer.

Argentinske professionelle atomfolk promoverede fordelene ved anvendelse af atomkraft, ikke blot i Bolivia, men i hele Sydamerika generelt, på et udvalgt panel på VII Internationale Olie og Gas-Kongres i Santa Cruz, Bolivia, den 20. og 21. august. Tre topembedsfolk fra atomafdelingen i Argentinas højteknologiselskab, INVAP, skitserede for folk sådanne basale ting som, hvordan atomkraft fungerer, sikkerhedsmekanismer, den kendsgerning, at der i øjeblikket bygges 72 atomkraftværker i 15 lande, osv.

Det var på denne kongres, at vicepræsident Garcia Linera så veltalende forelagde spørgsmålet om Bolivias Prometheus-forpligtelse til at beherske og udvikle atomkraftsom værende nødvendig for at lægge grunden til landets teknologiske udvikling i de næste 4 til 5 århundreder.

Hvis Det britiske Imperium, sammen med Obamaregeringen, ikke bringes under »opsyn af voksne« inden for så kort tid som en uge eller så, vil det overvejende sandsynlige, hvis ikke absolut visse fremtidsperspektiv sandsynligvis være udslettelsen af den menneskelige art, sandsynligvis så tidligt, som ikke senere end begyndelsen af marts måned dette år.

I dette tilfælde er det praktiske spørgsmål ikke blot casus belli som sådan; det umiddelbare spørgsmål er: den umiddelbare kilde til denne trussel om generel bankerot af Det britiske Imperium og dets Wall Street-vedhæng. Overgangen fra »bail-out« (statslig bankredning) til de umiddelbart fatale virkninger af »bail-in« (konfiskering af bankindeståender) er den faktiske rod til tidspunktet for denne krise.  

Dette har bragt planetens transatlantiske område, som er domineret af Det britiske Imperium, frem til den praktisk talt visse udslettelse af sit eget system, med mindre den eurasiske del af denne planet vil »bukke under« for udplyndring, nærmest som et lig – altså, med mindre London-Wall Street-rovdyrene får mulighed for at udplyndre »ressourcer udefra«. Det vil sige: den eurasiske verden. Om det er det ene eller det andet: så er tiden ved at løbe ud for Det britiske Imperium, og derfor ligeledes også for dets marionet, Barack Obama.

Lad os derfor tale om forholdsregler til forebyggelse. Det er vores egen sidste chance – og den er meget, meget hastigt på vej! De britiske penge og Wall Street-pengene er nu lavet af papmaché, og de vil brænde godt, og langt omkring, hvis penge får sin nuværende vilje.

Dette er muligvis din bedste og sidste chance for at forså principperne for økonomi og anden forudsigelsesvirksomhed. Uanset hvad, så er den onde Zeus, endelig, snart død. Til syvende og sidst har penge aldrig haft nogen iboende værdi.

Jeg taler ikke om profit, men om fornuft

Den klare hensigt med formålet med menneskehedens eksistens på Jorden er eksistensen og udviklingen af den menneskelige art til en grad af, hvad man i øjeblikket må betragte som en højere fornuftstilstands implicitte mål. Intet mindre kan gøre det! Sammenlignet med princippet om livet som sådan overgår menneskeligt liv alle beviser, som vi i øjeblikket er i stand til at kende. Alt andet er blot håbløse, eller det, der er værre, tåbers forfængelighed!

Det menneskelige livs iboende karakter er den menneskelige arts bemærkelsesværdige præstationer, i kontrast til alle andre arter, som vi i øjeblikket kender til. Denne præstation kan identificeres, mht. den kendte, fysiske videnskab, som det, vi korrekt identificerer som det menneskelige individs viljemæssige, skabende evner: evner, som intet andet levende væsen (som vi hidtil har kendt til) nogen sinde har præsteret. I denne henseende bør vi erkendes som en enestående kraft inden for de nuværende kendte dele af vort univers.

Vi kunne, (pga. vor nuværende uvidenhed) kalde det den evolutionære magi af »kemi« (som en proces, ikke blot en ting). Kald det »det noetiske princip«, som er specifikt for menneskeligt liv (for så vidt det i øjeblikket er os bekendt). Det er dette noetiske princip i det menneskelige individ (for så vidt det er os bekendt), som udgør princippet om kendt liv generelt, men som mest tydeligt findes specifikt i den noetiske evne, som er specifik for menneskeligt liv: i den relativt højeste betydning af spørgsmålet.

Det praktiske spørgsmål bliver derfor konflikten mellem det, der korrekt anses for at være legenden om Zeus’ sataniske princip, stillet op imod det menneskelige princip: det sidstnævnte princip er det, som har været knyttet til legenden om Prometheus’ kvaliteter.

Den mest specifikke kvalitet, som skiller det menneskelige sind ud fra sindet hos dyr af enhver art, skal imidlertid findes i kvaliteten af udødelighed, som er specifik i følgende interessante kendsgerning: at betydningen af menneskeligt liv ligger ud over noget som helst dødeligt udtryk for den tildelte mission om kreativitet som sådan. Det ligger i den menneskelige eksistens’ transcendente kvaliteter, som vi for bekvemmelighedens skyld, her, vil identificere som de praktiske udtryk for klassisk kunst og klassisk videnskab.

Mennesket virkeliggør således sig selv i døden: i det, som han har skabt til denne mystiske missions fremtidige skæbne, som forlænger det menneskelige individs mening med livet, når dette kødelige liv ikke længere er. Denne kendsgerning virkeliggøres i det aspekt, som, i lige grad, er den store, klassiske kunstners og fysiske forskers lidenskab, som hos f.eks. vor moderne tids Filippo Brunelleschi og Nicolaus Cusanus, og hos de store kunstneriske komponister, såsom eleverne af Johann Sebastian Bach, for eksempel. Når nogle af disse var døde, var det, der blev tilbage, det noetiske princip, som de har fremmanet for mange fremtidige generationer.  

Zeus’ iboende ondskab, og hans elevers, såsom det Romerske og Britiske Imperium, i lige grad, og det nuværende Wall Street-slæng og dets britiske modstykke, er deres efterspørgsel af ødelæggelse af alt, hvad der er afgørende helligt: det menneskelige sinds iboende noetiske princip. Ondskab er de moderne Zeus-tilhængeres udtryk: det er også udtrykket i oldtidens Romerske Imperium og dettes genfødsel som det Britiske Monarki, og det britiske redskab, Wall Street, og det forræderi, som det så ofte, og så vidt omkring, har spredt blandt os, for eksempel!

Disse overvejelser, som jeg, foreløbig, blot har defineret her i store træk, berører eksistensen af et bestemt universelt princip: ikke en ting, men et princip (som det underliggende princip for selve livet). Det er disse personer, som »opdager« sådanne beviselige principper på en original måde, som har gjort sig fortjent til menneskehedens højeste rangorden: gennem opdagelsen af et ægte, universelt fysisk princip. Det er den lidenskab, der er inkorporeret i sådanne principper, som tager del i den faktiske kvalitet af menneskelig udødelighed.

De principper, som jeg har kendt til:

Det mest bemærkelsesværdige træk ved disse kvaliteter er, at de, som principper, transcenderer successive generationer af menneskelig erfaring, og gør det med en kraft, hvis blotte vedholdenhed angiver en kvalitet af udødelig kraft i menneskets skæbne.

Jeanne d’Arcs lidenskab

Dette indikerer for os Zeus-stammernes – f.eks. Det romerske Imperiums og dets britiske ekkos – store løgn, som et ondskabens princip, den dag i dag. De kan sammenlignes med de normannere, der stegte Jeanne d’Arc til døde i kølvandet på torturen af hende, udført af de sataniske væsener i evig skændsel, som faktisk kendes som normanniske »kristne« udyr fra præsteskabet, eller, nutidens Wall Street og dets egne, dyriske stammer.

Da nyheden om denne grusomhed mod Jeanne d’Arc havde nået den katolske kirkes råd, gøs forsamlingen af rædsel over denne sataniske forbrydelse, begået af de normanniske interesser, og skyede den franske Konge, som havde forrådt hende, som også kongens søn, Ludvig XI, senere skyede ham, på en passende måde gennem forvaltningen af den magt, der senere blev overgivet ham.

Af denne historiske kilde udsprang den store renæssance, som kunne opvise sådanne genier i den moderne historie og dens videnskab som Filippo Brunelleschi og Kardinal Nicolaus Cusanus: skikkelser, af hvis arbejde fremragende moderne, europæisk videnskab og klassisk kunst siden har været afhængig.

I en lignende ånd: gør nu en ende på den forfærdelige fordærvelse, som så mange af os så længe har samtykket i!

Om Barack Obama

Præsident Barack Obama har begået mange forbrydelser mod vore Forenede Staters Føderale Forfatning. Den forøgede hastighed, hvormed han har føjet antallet af forbrydelser til listen, tvinger vor forfatningsmæssige regerings institutioner til at handle i overensstemmelse hermed.

Hvis han blev fjernet fra embedet på dette grundlag, ville fordelen af en sådan moralsk handling, at fjerne ham fra embedet, sandsynligvis sætte en stopper for truslen om global, termonuklear holocaust: en holocaust-begivenhed, som ingen sandsynligvis ville overleve ret længe.

Det åbenlyse spørgsmål, som Det britiske Imperium og dets håndlangere i vore egne Forenede Stater fremdrager, er spørgsmålet om krig. En hvilken som helst krig af en sådan art, som den mønstring, der nu finder sted, til en krig mellem de transatlantiske og eurasiske atommagter, ville næsten med sikkerhed betyde den bogstavelige udslettelse af den menneskelige art. Halvanden times kamp for fuld hals ville enten betyde den omgående udslettelse af den menneskelige art, eller også sådanne betingelser for det fortsatte liv på Jorden, at dette ikke kunne opretholdes ret længe. En sådan krig ville udgøre den største forbrydelse, der nogen sinde er begået mod både mennesket og mod Skaberens vilje. Den konklusion, der må drages, turde være åbenlys for alle intelligente og mentalt sunde personer.

Handl i overensstemmelse hermed.

Implikationerne af en termonuklear krig, udkæmpet mellem hhv. de transatlantiske og eurasiske magter, ville udgøre den største forbrydelse, der nogen sinde er begået på Jorden, en forbrydelse, for hvilken der ikke er nogen tilgivelse – i al evighed.

Det bemærkelsesværdige træk ved denne ufred mellem planetens nationer er, at gennemførligheden af krig, som vi har kendt det, nu har opbrugt enhver grund til sin fortsatte eksistens. Mennesket har nået et punkt af videnskabeligt og relateret fremskridt inden for den overskuelige rækkevidde af den nærmest beliggende sektor med planeter i vort Solsystem, i hvilket virkeliggørelsen af menneskets fremtidige magt nu omfatter selve Solens mægtige kræfter, som det kommer til udtryk gennem anvendelsen af helium-3. Vi har nu bogstavelig talt berørt, og snart opnået, den anvendelse af helium-3, som viser et fremtidsbillede af termonuklear fusionsenergi, der kan udføres under kontrol fra Jorden, og som ligger ud over alt hidtil kendt.

Det er et spørgsmål om lov – sand lov. Den lov, der beror på de specifikke, og unikt noetiske evner, som er specifikke for det menneskelige sind. Den eneste magt, som vi, omsider, må slå ihjel, er selveste Zeus (han, som i øvrigt er mere almindeligt kendt som Satan.)

17. feb. 2014 – Nedenstående er et indlæg fra Lyndon LaRouche under søndagens (den 16. februar) telefonmøde for nationale organisatorer efter, at en organisator fra Los Angeles havde bemærket, at Putin nævnte, at Sochi ligger nær ved den klippe, hvor Prometheus var blevet lænket, og at Putin identificerede Prometheus som den, der havde givet mennesket ilden. »Så jeg tænkte, at det nok ikke bare var en tilfældighed.«

Lyndon LaRouche: Nej, nej, slet ikke. [latter] Diskussionen om disse spørgsmål bevæger sig over, skal vi sige, transkontinentale områder, og vi har på en måde diskussioner [kan ikke høres], men det er en måde, som jeg tror, at enhver, som forstår situationen, ville forstå.

Vi forstår, at der nu er en splittelse, som er blevet skabt af Det britiske Imperium, som er – Det britiske Imperium er ved at dø. Jeg tror, jeg lige skal løbe gennem det her hurtigt, for det passer ind i den situation, som vi nu står overfor. Det, der er sket, er, som jeg har rapporteret i den forgangne weekend, at Det britiske Imperium befinder sig på randen af sammenbrud. Det blev udpeget, som jeg først understregede fredag, at det transatlantiske område, som i vidt omfang var baseret på anglo-amerikansk rum, skulle gå over til at dække, stort set, hele det transatlantiske område, har været baseret på denne enorme spekulative ting kaldet bail-out (bankeredning), og nu, bailin (konfiskering af bankindeståender). Bail-out var en ting, hvor de byggede indsamling af penge op, hvor de plyndrede befolkningen for at indkassere disse pengeindsamlinger, men så nåede det et punkt, hvor dette gav bagslag. Så gik de over til en anden operation, som kaldes bailin, som er foregået især i det transatlantiske område; man har gjort det, at man har anbragt en detonator til en generel eksplosion, eller implosion, af hele området. Med andre ord, så betyder bailin et generelt sammenbrud af Wall Street og London i særdeleshed. Og London og Wall Street er én og samme ting.

Så dette er altså drivkraften, bailin-aftrækkeren, som betyder et generelt kollaps af hele det transatlantiske område, uden håb om genrejsning inden for områdets egne forhold. Derfor har det eurasiske område, som er det område, som er hovedalternativet til det transatlantiske område, ikke den slags problemer, med undtagelse af terroroperationerne, som I ved foregår i diverse dele af Asien, de beskidte operationer imod Syrien, de morderiske operationer imod Syrien, ligesom det, der tidligere skete i Afrika.

Så bortset fra denne udvikling har Eurasien faktisk fremgang. Vi ser det i Kina, vi ser, at det faktisk dukker op som grundlaget mht. Rusland, vi ser, hvad der er muligt i Indien, til trods for de problemer, som de har, og så fremdeles. Korea f.eks., meget vigtigt; Japan kunne blive meget mere betydningsfuld, hvis blot det ville forandre dets politik en smule, tilbage til det, de gjorde for år tilbage, da de var en betydningsfuld magt.

Det, der derfor er foregået, er; hensigten er at knuse Rusland, det er, hvad de prøver på, det er at knuse Rusland ved at ramme Ukraine. Pointen er, at hvis det lykkes Rusland at modstå denne form for indgreb, så betyder det, at hele det transatlantiske område går ind i et rimeligt omgående, generelt økonomisk og fysisk sammenbrud. Med andre ord, Wall Street og Lodon er bankerot! Det meste af Vest- og Centraleuropa er bankerot, håbløst bankerot. De er faktisk døende. Hvis de fortsætter med denne politik, vil de dø, og disse nationers befolkninger vil dø med accelererende hast.

Så den eneste mulighed er … for briterne osv. er fuldstændig ligeglade med mennesker, men de bekymrer sig om eksistensen af deres system, og den eneste mulige måde, hvorpå de kan overleve, er ved at knuse Asien og udplyndre det! Ved at knuse Eurasien og udplyndre det! Og det er, hvad vi er oppe imod. Det er krigen!

Det her er ikke noget magisk noget med datoer. Datoer spiller ind, men de er resultat af disse betingelser, og ikke omvendt, med andre ord, så er det ikke økonomiske eller finansielle betingelser, der skaber krisen: Det er disse faktorer [fysiske faktorer], ikke abstrakte monetære faktorer: Det er disse faktorer, som har været drivkraften bag Det britiske Imperium og dets amerikanske tåber, især den aktuelle præsident, som ikke er andet end en britisk håndlanger.

Det, der sker, er, at briterne bruger Obama, i hovedsagen, deres personlige agent, som i virkeligheden ikke er præsident for De forenede Stater, ved I, lige så lidt som George W. Bush, jr. i virkeligheden var præsident, han var en håndlanger! Han var totalt bras, som blev proppet ind der for at besætte stillingsbetegnelsen. Obama har aldrig været præsident for De forenede Stater, han har været håndlanger, stoppet ind der for at kontrollere De forenede Stater på vegne af det britiske monarki. Det er, hvad han er. Han er beskidt affald!

Vi er nu kommet til det punkt, hvor, eftersom bailin-processen betyder en implosion af det transatlantiske områdes allerede bankerotte finanser, der kun findes én løsning for os, for dette problem i det transatlantiske område, og det er Glass-Steagall. Glass-Steagall er ikke bare en god ting, som vil gøre en masse godt for os; det ville det gøre, men det er ikke pointen netop nu. Den umiddelbare pointe er, at Glass-Steagall betyder afslutningen … hvis Glass-Steagall vedtages, vil Wall Street og dets London-modsvar komme ned at ligge, med bugen opad! Dette Wall Street vil blive fejet bort, for under den amerikanske Forfatning, hvis vi genindfører Glass-Steagall, vil vi derefter opnå en position, hvor vi ikke straks kommer i Paradis, men vi vil få tryghed, og det er meget vigtigt lige nu. Og hvis vi derfor får Glass-Steagall vedtaget, så betyder det, at alle Wall Streets aktiver forsvinder! De forsvinder!

Vi har så ikke længere en Wall Street-britisk spekulativ gæld. Vi har noget i Storbritannien, som er virkelig bankaktivitet. Det ville sandsynligvis kunne overleve, hvis den britiske regering ønskede at beskytte det. Europa kunne tilskyndes til en genrejsning. De forenede Stater kunne komme igennem en målrettet genrejsning. Og det ville betyde fred.

Men det ville også betyde noget andet: I ved, folk tror, at krigen er en sædvane, at den på en eller anden måde udgør et af de onder, som rammer os ligesom mæslinger, eller sådan noget, og det kommer med mellemrum, og nogen gange er det værre end andre gange. Men det er ikke rigtigt. Der er ingen grund til, at der permanent skal herske en tilstand af krig mellem nationernes samfund.

Det, der er vigtigt i et samfund af nationer, involverer sådanne ting som nationale kulturer, sprogkulturer og den slags, fordi det er midlerne til, at folk kan kommunikere med hinanden på en mere fortrolig måde i disse samfund. Men de kan også forhandle hen over grænserne for disse samfund og således komme til nogle overenskomstaftaler mellem de forskellige nationer.

Hvis vi på nuværende tidspunkt skulle lukke Wall Street og Det britiske Imperium, Dronningens imperium, ned, hvis vi gjorde det, ville vi stå med et forfærdeligt rod, men vi kunne overleve under forholdsregler, som jeg ved vil virke. Og det er, hvad vi burde gøre.

Men det betyder ikke, at vi går over til et nyt stadium med krig. Vi er ikke i gang med at forhandle fred som sådan: Vi er i færd med at fjerne krig. For med idéen om generel krig, under de termonukleare våbens betingelser, og vi står overfor at have forstærkede former for termonukleare våben, så længe, som krig er en afskrækkelse, i denne form, så vil menneskehedens eksistens være permanent i fare.

Det, som derfor er vigtigt her, er at gøre en enkelt ting, dvs. i betydningen, at det er en enkelt handling: Det eneste, vi behøver gøre, er at smide Obama ud af præsidentembedet, og det er der en voksende stemning for blandt folk i Kongressen; vi ved ikke, hvor betydningsfuld den er, men den er der, potentialet er stort, især efterhånden som sagens kendsgerninger kommer frem. Under disse betingelser, med lukningen af Wall Street og dets modsvar i det britiske imperie-system, ville det omgående skabe en ændring i hele menneskehedens historie, helt tilbage til Zeus. Og en sådan historie ville betyde, at vi ville få en overenskomst mellem nationer om samarbejde mellem nationer, og at vi ville have suverænitet i hver af disse nationer, baseret på kulturelle hensyn. Og verdens affærer ville så bestå i at imødekomme de nødvendige krav til relationer mellem nationerne, som samarbejdende partnere, og så tage fat på det, vi nu må gøre mht. de nærmere dele af vort omgivende solsystem.

Vi befinder os på randen af denne store forandring, som en mulighed. Vi må gøre denne mulighed til vished.

Den 17. januar havde Schiller Instituttet foretræde for Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg. Tom Gillesberg holdt talen nedenfor og besvarede derefter en række spørgsmål fra medlemmer af udvalget, bl.a. om hvorfor Danmark bør beholde kronen og hvordan der er muligt at tredoble statens investeringer i infrastruktur. Inden foretrædet fik Tom Gillesberg mulighed for at fortælle finansminister Lars Løkke Rasmussen om det, og give sin tale med bilag  til beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og undervisningsminister Bertel Haarder. Se alle bilagene på folketingets hjemmeside.

Kun et nyt Bretton Woods-finanssystem
kan løse finanskrisen

Goddag, jeg er Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark.

Tak fordi vi måtte komme.

Vi er her i dag, fordi den kreditkrise verden har oplevet gennem de seneste seks måneder, er del af et sammenbrud af det globale finanssystem. Kun ved at sætte hele finanssystemet under konkursbehandling og etablere et nyt Bretton Woods-system [i] kan vi undgå totalt kaos. Folketinget bør derfor arbejde for etableringen af et sådant Bretton Woods-finanssystem og sikre, at de danske myndigheder træffer forholds­regler for at beskytte befolkningen, den fysiske økonomi og vores bank- og finans­væsen.

Den internationale finanskrise

Da den internationale kredit- og finanskrise brød ud i slutningen af juli, ved at den amerikanske subprimekrise trak tæppet væk under gigantiske internationale finans­værdier og begyndte at vælte banker som f.eks. IKB-banken i Tyskland og den britiske Northern Rock, håbede de fleste, at det tyske finanstilsyn BAFIN overdrev, når det kaldte krisen den værste bankkrise siden 1930’erne.

I dag har det vist sig, at det er værre end selv BAFIN frygtede. Vi står ikke med en subprimekrise og nogle uheldige spekulanter, men med et sammenbrud af hele det internationale finanssystem. Systemet er gennemsyret af mange års finans­spekulation, som har skabt fiktive papirværdier, der nu må nedskrives med enorme milliardbeløb. De 500 milliarder kroner, som verdens banker hidtil har måttet afskrive på subprimekrisen, vurderer Deutsche Bank bliver til 2.000 milliarder kr. – 33 Kattegatbroer. Samtidig brister nu andre bobler som aktieboblen, boligboblen, kreditkort­gældsboblen og på et eller andet tidspunkt også den gigantiske derivatboble. Enorme papirværdier går op i røg.

Det vil efterlade en stor del af verdens finansinstitutioner bankerot og er en krise, der i størrelse og dybde overgår den i 30’erne og bringer tankerne hen på det finanssammenbrud i det 14. århundrede, der efter handelshusene Bardis og Peruzzis bankerot, indledte den mørke middelalder. Centralbankers forsøg på at udskyde krisen gennem at sænke renten og tilføre massive mængder likviditet vil blot medføre hyperinflation, som man så det i Weimar-Tyskland i 1923 – men denne gang på global skala.

LaRouche’s forslag til et Nyt Bretton Woods-finanssystem

Lyndon LaRouche, økonom og tidligere demokratisk præsidentkandidat, har længe påpeget opbygningen til den nuværende krise. I ånden fra Roosevelts tiltag i 30’erne har han advaret imod finansverdenens ønske om at lade befolkningen betale for krisen gennem en drakonisk nedskæringspolitik og har i stedet foreslået et nyt Bretton Woods-finanssystem, der indebærer en konkursbehandling af det gamle finanssystem og etableringen af et nyt fastkurssystem. Det kan sikre fungerende banker og de langfristede kreditter til fysisk-økonomisk opbygning, der er nødvendige for den fremtidige globale samhandel og vores nationale velfærd.

Som det første skridt i den akutte krise foreslog han i august »Loven til beskyttelse af boligejere og banker af 2007«[ii], der kan redde de millioner af amerikanske boligejere, der trues af tvangsauktion, og beskytte de amerikanske banker. Til gengæld kan finansspekulation, hedgefonde og de »kreative« finansinstrumenter gå neden om og hjem. LaRouches lovforslag er blevet introduceret i otte delstatskongresser, (yderligere fem er på vej), er vedtaget i 30 amerikanske byer og er allerede begyndt at påvirke det amerikanske præsidentvalg.

Derefter, mener LaRouche, må USA i gang med en New Deal, og sammen med Rusland, Kina, Indien og andre lande etablere det nye Bretton Woods-finanssystem og et internationalt samarbejde om store infrastrukturprojekter, som f.eks. Den eurasiske Landbro og en tunnel under Beringstrædet. Allerede i 2005 vedtog det italienske deputeretkammer at forpligtige regeringen til at arbejde for etableringen af et nyt finanssystem[iii] og i sidste uge publiceredes underskrifter fra 40 franske borgmestre[iv] – deraf to parlamentsmedlemmer – for et nyt Bretton Woods.

Hvad gør vi i Danmark?

Herhjemme har Schiller Instituttet og undertegnede rejst denne debat.  Ved valget i november 2005 havde vi sloganet: »Når boblen brister… Et nyt Bretton Woods« og ved det nylige folketingsvalg plakater med: »Efter Finanskrisen: Magnettog over Kattegat«. Sideløbende har vi uddelt mere end 200.000 kampagneaviser for at sørge for, at vi alle rettidigt kan forberede os på den finansielle flodbølge, der er på vej.

Danmark skal beholde kronen og vores unikke realkreditsystem, og hurtigst muligt få afskaffet de nye farlige SDO-lån. Finanstilsynet må kortlægge de problemer vores banker er eksponeret over for udefra (også via udenlandske datterselskaber) og gennem de seneste års kraftigt stigende udlån herhjemme. Der må gribes ind for at nedbringe risikoen. Samtidig må vi forberede os på konsekvenserne af et kollaps af den danske boligboble og modsvarigheden til den amerikanske subprimekrise: Hundreder af danske pantebrevskaruseller, der snart vil kollapse sammen med boligboblen.

Fremadstormende banker har ukritisk lånt penge ud til byggeprojekter, som dem i Ørestaden, med ringe sikkerhed. Boligejere med stigende friværdi er blevet overtalt til at optage investeringskreditter med »sikkerhed« i friværdien, der er blevet brugt til forbrug og gearede finansinvesteringer, der har pumpet en boble op på det danske aktiemarked. Alt dette vil ramme de danske banker og hele vores økonomi hårdt.

Folketinget må handle

Folketinget må pålægge regeringen at arbejde for iværksættelsen af et nyt Bretton Woods-finanssystem og gennem tiltag lig »Loven til beskyttelse af boligejere og banker af 2007« sikre, at de danske borgere og den danske økonomi beskyttes.

Folketinget må også pålægge regeringen at forberede en hurtig iværksættelse af påtrængende anlægsinvesteringer, der kan holde gang i den danske økonomi og begynde et nationaløkonomisk skifte væk fra en forbrugsdrevet økonomi, hvor servicejobs erstatter beskæftigelse i de produktive erhverv. Vi må tilbage til en investeringsbaseret økonomi, hvor investeringer i infrastruktur, produktion, og videnskabeligt og teknologisk fremskridt skaber grundlaget for øget produktivitet og en højere levestandard for hele befolkningen.

Infrastrukturbudgettet må tredobles, så vi, udover de selvindlysende akutte motorvejs- og jernbaneinvesteringer, kan få bygget brugerbetalte faste forbindelser over Femern Bælt, Kattegat og Helsingør-Helsingborg og et offentligt betalt dansk magnettognet. Dette magnettognet vil ikke blot reducere rejsetiden mellem København og Århus til 25 minutter, men vil, når det er fuldt udbygget, binde hele Danmark tættere sammen og kunne overtage en stor del af person- og godstransporten. Et internationalt net vil ikke blot bringe os til Stockholm, Oslo, Hamburg og Berlin på under fem kvarter, men helt til Asien og Amerika.

Webcast med LaRouche

Den internationale krise vi står midt i er uden historisk sidestykke og kan ikke løses indenfor det nuværende finanssystems rammer. Den truer ikke blot vores nuværende og fremtidige velfærd, men er med aktiv hjælp fra imperiefraktionen i Storbritannien allerede i gang med at udløse globalt kaos og en ny mørk tidsalder. Men laver vi de nødvendige modige politiske indgreb, kan vi ikke blot overvinde den akutte krise men også skabe en global renæssance, der giver alle nationer og folkeslag mulighed for at skabe sig en menneskeværdig fremtid.

I aften kl. 19:00 vil Lyndon LaRouche holde en webcast fra Washington om alvoren i den nuværende krise og vejen ud af den. Det ville være en god idé at lytte med og efterfølgende gå i det italienske senats fodspor, og invitere LaRouche til Folketinget for at diskutere disse spørgsmål yderligere.

Tak for ordet

Andre bilag:

Bilag 3: Dækning af den internationale finanskrise i Schiller Instituttets nyhedsbrev Prometheus fra december 2007 og januar 2008.

Bilag 4: “US and China,” tale af Lyndon LaRouche I Los Angeles, USA, den 24. november 2007 om hans forslag om en 4-magtssamarbejde for at etablere et nyt stabil Bretton Woods finanssystem.

Bilag 5: The End of the ‘Free’ Market Economy: We Need Laws To Save the Common Good in Germany! By Helga Zepp-LaRouche.

Bilag 6: The Debt Crises Moves To Center Stage by John Hoefle.