27. april (EIRNS) — Indtil magten fravristes dem, der i øjeblikket udøver den over USA, og et nyt paradigme for økonomi, kultur og politik bliver bestemmende for landets politik, vil truslen om krig kun eskalere, indtil den bliver en dødelig og uafvendelig virkelighed.

Dette fremstød mod krig, drevet af oligarkiet der udøver kontrol over regeringerne, institutionerne og den fremherskende kultur i USA og Storbritannien, kommer fra en absolut forpligtelse til at knuse Rusland og Kinas uafhængighed, og forhindre enhver udfordring for den post-sovjetiske unipolære orden. Den iboende modsætning mellem de oligarkiske engagementer i geopolitisk, militær kontrol internationalt, og i økonomisk kontrol "indenlandsk", kan ikke løses ved blot at vokse og konkurrere, men kun ved at knuse.

Faren øges, både i forhold til Rusland og Kina

Overvej Ruslands reaktion på afsløringerne af et forpurret statskup i Hviderusland, der skulle omfatte mordet på dets præsident, Aleksandr Lukashenko. Under sin tale den 21. april til den Russiske føderale Forsamling henviste præsident Putin til optrapningen fra sanktioner til mord: ”I dag er denne praksis ved at forfalde til noget endnu farligere – jeg henviser til den nylig afslørede direkte indblanding i Hviderusland i et forsøg på at orkestrere et statskup og myrde præsidenten for dette land … Dette går for vidt. Dette overskrider alle grænser”. Han advarede gerningsmændene om, at "Ruslands reaktion vil være asymmetrisk, hurtig og barsk".

Søndag udgav det hviderussiske stats tv-station, ONT, et "anti-fake" tv-show, der foregav at vise en hemmelig video af kupmagernes planlægning, deres tilståelser og et svar til nyhedsformidleren på det amerikanske udenrigsministeriums benægtelse af enhver involvering i et mordplot: ”Vi skal sige jer, hvor Washington kan lede efter sandheden. I Washington selv! Bidens rådgiver, Michael Carpenter, kan fortælle om det, hvis han vil”.

Carpenter, vicepræsident Bidens udenrigspolitiske rådgiver, der var medforfatter sammen med Biden til en artikel i 2018 med titlen: "How to Stand up to the Kremlin", var tidligere viceforsvarsminister angående Rusland og Ukraine og arbejder i dag i Atlanterhavsrådet og Penn Biden Center. Hviderusland, Ruslands trofaste allierede i Europa, har derfor på nationalt tv direkte anklaget en højtstående amerikansk embedsmand, der er tæt forbundet med præsident Biden, for mordforsøg på sin præsident. Hvor vil dette føre hen?

Adspurgt om Kinas reaktion på amerikanske sanktioner og andre skridt mod Rusland, var det kinesiske udenrigsministeriums talsmand, Wang Wenbin, skarp. Han blev spurgt: ”For nylig har USA indført omfattende sanktioner mod Rusland… I sin seneste ”Tale til Nationen” advarede præsident Putin Vesten om ikke at krydse den røde linje, ellers ville Moskvas svar få de skyldige til bittert at fortryde deres ageren. Har Kina nogen kommentar til dette”?

Wang svarede: ”Kina har hele tiden fastholdt, at forskelle skal løses ordentligt gennem konsultationen mellem ligeværdige på grundlag af gensidig respekt. Vi afviser tilgangen med villigt at ty til ensidige sanktioner eller trusler om sanktioner. En sådan adfærd udgør magtpolitik og overformynderisk tyrannisering, som ikke får nogen støtte og i stigende grad afvises… Kina og Rusland har et omfattende strategisk partnerskab for koordinering i den nye æra. Vi vil fortsætte med at forstå og støtte hinanden i at beskytte vores respektive suverænitet, sikkerhed og udviklingsinteresser”.

Amerikanere i særdeleshed må modstå det opsplittende og betydelige nonsens, der fremføres som den dominerende indenrigspolitiske debat, og i stedet anerkende den ekstreme fare, som den britisk styrede krigskampagne imod Rusland udgør. Dette krav om krig blev netop udtrykt på ny i de seneste sindssyge krav fra Royal Institute for International Affairs, denne gang baseret – ikke på valgfusk, hacking af offentlige værker, ineffektive forgiftninger, dusører, men på en eksplosion i Tjekkiet i 2014.

Krigskampagnen vil fortsætte med at finde nye påskud, så ofte som det er nødvendigt, og ophører kun ved at blive besejret. Vil man tage denne udfordring op?

6. februar (EIRNS) —Følgende er en oversættelse af Helga Zepp-LaRouches hovedartikel i det tyske tidsskrift Neue Solidarität, nr. 6, den 11. februar 2021:

Forholdet til Amerika vil ikke være let endnu et stykke tid fremover. I betragtning af de forskellige strategidokumenter mod Rusland og Kina samt udsagn fra førende militærofficerer lyder præsident Bidens meddelelse i hans første udenrigspolitiske tale – ”Amerika er tilbage” – som en skjult trussel. Under hans ledelse sagde han, at de dage, hvor USA vil ”lægger sig fladt ned”, når de står over for Ruslands aggressive handlinger, er forbi, og Kinas aggressive tvangsforanstaltninger vil blive imødegået. Titlen på hans tale var ”Amerikas plads i verden”, og ifølge Biden er denne plads overalt i verden. Regeringer såvel som ansvarlige borgere overalt i verden skal straks begynde at reflektere over, hvordan de vil reagere på de erklæringer om politisk hensigt, der er hørt i forbindelse med Bidens tiltrædelse.

De mest chokerende udsagn kom fra adm. Charles Richard, chef for den Amerikanske Strategiske Kommando, der skrev i februarudgaven af USA Flådeinstitutetts Proceedings:

”Der er en reel mulighed for, at en regional krise med Rusland eller Kina hurtigt kunne eskalere til en konflikt, der involverer atomvåben, hvis de opfatter, at en konventionel krigs nederlag ville true regimet eller staten. Derfor må det amerikanske militær flytte sin hovedantagelse fra ’brug af atomvåbner er ikke mulig’ til ’brug af atomvåbner er en meget reel mulighed’ …. ”

Det burde være klart, at admiral Richard her taler om 3. verdenskrig, hvilket sandsynligvis ville betyde tilintetgørelse af menneskeheden. Som MIT-atomvåbenekspert Theodore Postol blandt andet gentagne gange og overbevisende har hævdet, er den afgørende forskel mellem konventionelle krig og en atomkrig faktisk det, at en atomkrig ikke forbliver begrænset. Men NATO’s utopiske fraktion mener tværtimod, at en begrænset atomkrig kunne blive ”vundet”. Og hvilke ”regionale konflikter” kunne man overveje? En konflikt ved den russiske grænse på grund af Aegis-baserede missilforsvarssystemer i Polen og Rumænien? Eller vedrørende det østlige Ukraine, hvor Europa bliver krigsskuepladsen? En konflikt mellem Israel og Iran eller en eskalering af spændingerne omkring Taiwan?

Admiral Richards uhyrlige bemærkninger skal betragtes på baggrund af adskillige forskellige strategiske papirer og doktriner, hvor det meste perfide er et dokument udgivet af Atlanterhavsrådet den 28. januar. Dokumentet er underskrevet ”Anonym”, som er ”en tidligere senior regerings embedsmand med dybdegående ekspertise og erfaring med at beskæftige sig med Kina,” ifølge beskrivelsen i forordet af Frederick Kempe, lederen af Atlanterhavsrådet. Dokumentet på 85 sider, der er beskrevet som et af de vigtigste, Rådet nogensinde har offentliggjort, har titlen ”Det længere telegram: Hen imod en ny amerikansk Kina-strategi (The Longer Telegram: Toward a New American China Strategy)”, i eksplicit henvisning til dokumentet ”Lang telegram (Long Telegram)” fra 1946, der også blev offentliggjort anonymt i sin tid af George Kennan, hvor han opfordrede til en inddæmningspolitik mod Sovjetunionen.

Denne nye anonyme forfatter opfordrer åbent til et kup imod præsident Xi Jinping og hans ”indre kreds” for at erstatte ham med oppositionsledere inden for det kinesiske kommunistparti. Da styrtningen af hele det kommunistiske parti med sine 91 millioner medlemmer ikke har nogen chance for at få succes, siger han, at den amerikanske strategi skal forblive ”laserfokuseret” på Xi Jinping og sigte mod at opsplitte CCP-ledelsen, hvor højtstående partimedlemmer er uenige i Xis politiske retning og hans uendelige krav om absolut loyalitet. Man skal hjælpe disse kredse i CCP-ledelsen med at komme til magten, der i modsætning til Xi Jinping ikke ønsker at implementere deres egen kinesiske model for en international orden, men vil underkaste sig den USA-dominerede verdensorden. Xi har ifølge ”Anonym” til hensigt at projicere Kinas autoritære system over hele verden og udgør ikke længere et problem kun for den USA-ledede liberale internationale orden og amerikanske forrang, men et alvorligt problem for hele den demokratiske verden.

Lad os forstille os følgende tænkeeksperiment. Hvordan ville den tyske regering reagere, hvis en førende russisk tænketank offentliggjorde en undersøgelse, der opfordrede til at kansler Merkel og hendes inderkreds skulle væltes med laserlignende præcision, for at hjælpe med til, at en fraktion i CDU, der ville være underordnet Moskvas interesser tager magten, mens chefen for de strategiske våben samtidig talte om, at en atomkrig er sandsynlig? Der ville være et hidtil uset oprør i hele Tyskland! Det bør ikke overraske nogen, at chefredaktøren for Kinas Global Times, Hu Xijin, reagerede på artiklen af admiral Richards med en opfordring til Kina om, at opbygge et atomarsenal på 1.000 atomvåben for at gøre Kinas anden-strejke-kapacitet troværdig.

Både i Atlantic Council-dokumentet og i det officielle papir fra USA’s Udenrigsministeriums Kontor for politisk planlægning (Office of Policy Planning) med titlen ”Elementerne i den kinesiske udfordring (The Elements of the Chinese Challenge)” er det klart, at det er succesen med den kinesiske økonomiske model og hastigheden af dens teknologiske innovation, der betragtes som truslen mod amerikansk dominans i verden. Det var en forkert beregning at antage, at Kinas integration på verdensmarkedet, ved at tilslutte sig WTO, automatisk ville føre til, at nationen ville vedtage den vestlige neoliberale demokratimodel, siger Udenrigsministeriets papir. For Kina opbyggede også sin egen “marxist-leninistiske” model af en autoritær stat, domineret af “partiets ekstreme fortolkning af kinesisk nationalisme.” Derudover fortsætter det, at Kina er fast besluttet på at skabe en ”national foryngelse”, der skal kulmineres i transformation af den internationale orden.

Vi kan selvfølgelig ikke kommentere på alle de ekstremt fjendtlige beskyldninger i de to papirer, da Udenrigsministeriets dokument er 72 sider langt. Sammenfattende kan det siges, at stort set alle anklager, der påstås mod Kinas politik, er en projicering af deres egne politikker og intentioner. Der gøres ikke noget forsøg på at forstå Kina ud fra dets 5.000-årige historie og kultur, og der erkendes heller ikke, hvor stor en civilisationspræstation det var for Kina at løfte 850 millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom i løbet af de seneste årtier. Fra dette perspektiv betragtes naturligvis Silkevejsinitiativet ikke som en økonomisk politik, der tillader udviklingslande at overvinde deres underudvikling for første gang nogensinde, men som bevis på Kinas intentioner om at opnå overherredømme.

I betragtning af det Nationale Sikkerhedsagenturs samlede overvågning af ikke kun dens egen befolkning, men siden 11. september 2001 hele verden og censur af endog den daværende siddende præsident for USA (Donald Trump) fra TV-netværkerne og IT-giganterne i Silicon Valley, kræver det en meget speciel form for optik for at beskylde Kina for at have spioneret på og overvåget sine borgere. Virkeligheden er, at digitalisering i Kina har muliggjort meget effektiv kontaktsporing i coronaviruspandemien, og at det sociale kreditsystem har overvældende populær støtte, fordi belønningen med positiv adfærd for samfundet også gavner hver enkelt.

Fælles for begge dokumenter er, at deres forfattere genfortolker absolut alt om kinesisk kultur, som i tusinder af år har sat interesse for det fælles gode over individets interesse, og som strømmer fra et dybtliggende behov for en harmonisk udvikling af alle, og de gør det til den vestlige ordens fjendebillede.

Det er ikke det kinesiske kommunistparti, der søger verdensherredømme, men snarere at den unipolære verdensordens nyliberale etablissement frygter, at det vil miste sit overherredømme og har bevæget sig kilometer væk fra de universelle principper, med hvilket Amerika blev grundlagt, og som det hævder at repræsentere. Og hvad Biden-administrationen synes om respekt for andre landes suverænitet er indlysende i dens modstand mod Nord Strøm 2-gasprojektet.

I øvrigt tjener hele hurlumhejet omkring Vladimir Putins påståede forgiftning af Alexey Navalny, som er støttet af vestlige efterretningsagenturer, det samme formål, om at sætte en farverevolution i gang og derved skabe en opposition inden for Putins inderkreds, der kunne bruges til at fjerne ham fra embedet.

Alle ansvarlige og tænkende mennesker opfordres til gennem deres mobilisering at bidrage til at forhindre, at Europas regeringer trækkes videre ind i den bebudede kampagne mod Kina og Rusland. Kansler Merkel understregede korrekt i sin tale til World Economic Forums online-begivenhed, at hun afviste enhver form for blokdannelse imellem USA og Kina, hvor Europa derefter skulle vælge side, og sagde, at den multilateralismes time var kommet.

I lyset af admiral Richards farlige udsagn må de europæiske lande ikke kun udtrykkeligt distancere sig fra en sådan politik, de skal også trække sig ud af NATO og søge en sikkerhedsarkitektur, der afspejler deres befolkningers interesser. Det, der står på spil, er Europas overlevelse.

zepp-larouche@eir.de

Billede: DOD/Lisa Ferdinando

18. september 2020 (EIRNS) – Da Præsident Trump i torsdags talte til en kæmpestor forsamling i Wisconsin, gentog han at han trækker de militære styrker ud af Afghanistan, Irak og delvist Syrien. Han erklærede, at USA’s våben er til for “at holde os ude af krige”, ikke for at udkæmpe dem. Det er slet ikke tydeligt, om ministrene Pompeo og Esper er enige – og heller ikke om de har tænkt sig at følge Trumps ordrer.
Det åbenlyse militærkup, støttet af højtstående officerer, som blev belyst på Schiller Instituttets konference den 5. september i en eksplosiv præsentation af fhv. chef for Pentagons strafferetlige afdeling, fhv. oberst Richard Black, er et resultat af vreden blandt det militærindustrielle kompleks imod Trumps ønske om fred – især hans gentagne påstand om, at “det er en god ting, ikke en dårlig ting, at være venner med Rusland”, en overbevisning som, indtil for nyligt, også gjaldt Kina.

Se blot hvordan Pentagon udfører sine operationer, og husk Trumps udtalelse til pressen den 7. september, hvor han sagde: “Jeg påstår ikke, at militæret elsker mig – soldaterne gør, men lederne i Pentagon gør nok ikke, for det eneste de vil er at udkæmpe krige, så alle de vidunderlige firmaer, som laver bomber og laver fly og alt det andet, forbliver glade” – det er det ærligste en præsident har været om de ledende fraktioner i Pentagon, siden præsident Eisenhower identificerede faren ved det militærindustrielle kompleks i 1961. Overvej følgende:

• Den 17. september offentliggjorde NATO en ny kommandogruppe, “den Atlantiske Kommando”, ledet af admiral Andrew Lewis, øverstkommanderende for USA’s 2. flåde, som skal “sikre kritiske forstærknings- og forsyningsruter fra Nordamerika til Europa”- endnu en forberedelse på krig med Rusland. Admiral Lewis, som bevis herfor, kommanderer i dag en anti-ubådsøvelse i Nordatlanten, med angrebsskibe, styrede missiler, to hurtige angrebsatomubåde og fly.
“Vi er nødt til at opretholde vores positionelle fordel i forhold til russernes undersøiske kapacitet”, sagde Lewis.
• Admiral Charles Richard, øverstbefalende for den amerikanske strategiske kommando, fortalte i går til Senatet, at “det er vigtigt for nationen at vedligeholde evnen til at foretage en atomprøve, hvis der skulle opstå et problem.”

• Den 17. september udtalte den amerikanske Stillehavskommandos øverstbefalende, admiral Phil Davidson, til organisationen “Missile Defense Advocacy Alliance” (Alliance for støtte til Missilforsvar), at USA hurtigst muligt må forsyne Guam med både omfattende ny missilforsvarskapacitet, for at beskytte de “milliarder af dollars i forsvarsudstyr” som er udstationeret der, men også med omfattende offensiv missilkapacitet: “Kina har en dybtgående fordel over USA i forhold til deres ballistiske missiler og et kæmpe forspring i deres jord-til-luft-missiler. Vi er nødt til at komme med i det offensive magtspil”.

Alt dette skete på den samme dag. Er det “et spil”, som admiralen påstår? Rusland og Kina tror ikke længere, at dette bare er normale tider, men derimod at de begge er truet af en invasion – og de tager de nødvendige forholdsregler for at forberede sig på denne invasion.

Pompeo sendte sin viceudenrigsminister, Keith Krach, til Taiwan for at deltage i en mindehøjtidelighed for Lee Teng-hui, grundlæggeren af Taiwans uafhængighedsbevægelse; et alvorlig brud på Et-Kina-politikken, som har været grundlaget for fred i Asien siden Vietnam-krigen.
PLA (Folkets Befrielseshær, Kinas militær) reagerede med en stor militærøvelse i dag, med overskrifter i den kinesiske presse om en “øvelse for overtagelse af Taiwan”, og om at “PLA påbegynder ægte kamporienterede øvelser i Taiwan-strædet”. De betragter ikke Pentagons hensigt som “inddæmning” alene, men som en mobilisering til angreb. Mens Kina ikke vil angribe en anden nation, vil de ihærdigt forsvare deres egen.

I mellemtiden i Moskva, meddelte forsvarsminister General Sergei Shoigu, at mens den militærpolitiske situation i den vestlige strategiske sektor fortsat er anspændt, vil Rusland også på dramatisk vis opbygge det “østlige militære distrikt’, for at neutralisere voksende trusler” og samtidig “udvikle den nordiske flåde for at styrke landets forsvarskapacitet og sikre Ruslands nationale interesser i Arktis.

Krigstrommerne lyder. Tror de vanvittige i en periode med termonukleare våben, at de kan ”vinde” en krig mod Rusland og Kina? Til hvilket formål? For at bevare “vores livsstil” og vores “værdier”, som de så ofte udtaler? Er “vores livsstil” defineret af oprør på gaden, en omfattende narkotikaepidemi, økonomisk forfald, evig krig og kulturelt forfald? Eller vil præsident Trumps intentioner om at genoprette suverænitet, ikke kun for USA men for alle nationer, og især Rusland og Kina, blive respekteret.

Oberst Blacks advarsel om et militært kupforsøg giver genlyd vidt omkring. Mere end 72.000 har set hans video fra Schiller Instituttets konference, mens snesevis af nyhedstjenester har spredt budskabet. Mere end 7000 så et interview med Oberst Black på den britiske hjemmeside “the UK Column”. Præsidenten er med sikkerhed klar over faren.

En løsning på alle disse farer er i præsidentens hænder – til at afsætte en dato for det møde, som præsident Putin foreslog, og som Trump sagde ja til, mellem de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, helst i løbet af FN’s generalforsamling, der netop er begyndt, og tage fat på den eksistentielle krise menneskeheden står overfor i alle dens facetter.