Del 1 af interviewet vedrørte Helga Zepp-LaRouches seneste artikel: “Lad ikke Tyskland blive trukket ind i en atomkrig med Rusland”, som vi har oversat. Dette er et uddrag af del 2 af interviewet.
SCHLANGER: Jeg tror, at det ville være vigtigt, hvis folk er interesserede i at gøre noget ved dette, at de går ind på Schiller Instituttets hjemmeside, og hvis de ikke allerede har gjort det, så ser videoerne fra arrangementet den 9. april. Men også for at downloade din nye erklæring, for den kommer direkte ind på spørgsmålet om søvngængeriet hen imod den værste katastrofe i menneskehedens historie, nemlig atomkrig.
I denne sammenhæng har du rejst spørgsmålet om den anden side af denne krise, det finansielle sammenbrud, den truende massehungersnød, og vi ser en stigning i sulten, boomerangeffekten af sanktionerne, der kommer tilbage og rammer de vestlige lande, og der er en reaktion på dette fra andre dele af verden, som du har kaldt det, en omgruppering. Det ville være meget nyttigt, hvis du kunne oplyse folk om, hvor tingene står i spørgsmålet om hungersnød og udsultning. Men også, hvilke foranstaltninger der træffes for at bekæmpe dette?
ZEPP-LAROUCHE: Det er ikke sandt, at Rusland er “isoleret”, eller at man ved at skærpe sanktionerne kan isolere Rusland. Det er lige præcis det modsatte, der sker. For eksempel har den tyske professor Hans-Werner Sinn, som tidligere var leder af det økonomiske forskningsinstitut, Ifo, i München, netop udsendt en erklæring, hvori han erklærer, at han absolut fraråder gennemførelsen af en embargo mod Rusland vedrørende olie og gas. Han siger med rette, at dette blot vil drive Rusland yderligere i armene på Kina, og der er ingen måde, hvorpå man kan gøre det effektivt, når Kina ikke støtter det, og Kina støtter det ikke. Hvis man læser de kinesiske publikationer i disse dage, ser de faktisk på det, og de siger i bund og grund, at det er præcis det, USA har i tankerne for dem, hvis de ikke nu allierer sig med Rusland.
Så har man også et samarbejde mellem Rusland og Indien. Indien nægter også at tage parti mod Rusland, og i stedet har de indgået en aftale, hvor Rusland leverer mere gødning til Indien, og Indien er parat til at øge sin hvedeproduktion massivt for at kompensere for det midlertidige tab af ukrainsk hvede. Så dette er altså ved at ske.
Indonesien har heller ikke til hensigt at give efter for presset om ikke at invitere Putin til G20-topmødet på Bali i november. Putin vil tage dertil, og måske endda Zelenskij – hvem ved? Det er langt ude i fremtiden – men disse lande er slet ikke enige om at isolere Rusland. Hvis man læser, hvad nogle af tænketankene skriver i disse dage, fra Pakistan, Indien, Indonesien, Sydafrika: Disse lande er ikke enige i USA’s, NATO’s eller for den sags skyld Europas fortolkning. De ser meget tydeligt, at dette var NATO’s ekspansion, fem runder af den, i de sidste 30 år. Disse lande er ikke villige til at acceptere dette, for det er ikke en konflikt mellem Øst og Vest eller mellem “demokratier” og “autokratiske regimer”, som medierne her forsøger at overbevise folk om, men disse lande ser det som en konflikt mellem de tidligere kolonimagter og de tidligere kolonier, nemlig dem selv. De ser, hvem der tager udviklingslandenes parti, hvem der hjælper dem, ja, det er ikke USA og det er ikke Europa, men det er Kina og Bælte- og Vej-Initiativet.
Det er meget vigtigt, fordi Kina har påtaget sig ansvaret for at gøre alt, hvad de kan for at imødegå verdens fødevarekrise, den hungersnød, der truer 1,7 milliarder mennesker. Xi Jinping har taget personligt ansvar for at maksimere fødevareproduktionen og leveringen af fødevarer til disse lande, og der er også et meget godt samarbejde mellem Rusland og Kina, Rusland og Indien. Se, hvad Kina gør: De er netop vendt tilbage fra deres rumfartsmission med Shenzhou-13, hvor de testede 12.000 frø i rummet og var i stand til at lave 1.000 nye variationer. 200 af dem har en fremragende succes med at øge fødevareproduktionen.
Det er meget vigtigt, fordi kineserne i lang tid har kæmpet med at få nok mad til deres meget store befolkning på 1,4 milliarder mennesker. De har kun 7 % af det dyrkbare landbrugsareal i verden, men de har 20 % af verdens befolkning. Så, den eneste måde hvorpå de kan lukke denne kløft, er ved at forbedre kvaliteten af fødevareproduktionen, af frø, og gødningens ophavsmand, Yuan Longping, døde i maj sidste år i en alder af 91 år, men han er symbolet på den kinesiske forbedring af landbrugsproduktionen, for at løse netop dette problem. Så jeg mener, at dette virkelig er en anden holdning, og jeg har ikke hørt i de vestlige medier en diskussion om, at Europa eller de vestlige lande ville øge fødevareproduktionen, fordi vi har en hungersnød, der truer 1,7 milliarder mennesker. Jeg har ikke set en sådan debat. Jeg har kun set det i de lande, der har såkaldt autokratiske regimer. Det vil blive registreret af de lande, der er i nød.
Jeg syntes virkelig, at Vesten er nødt til at revidere sin tankegang! Der er en fuldstændig uvilje hos de såkaldte etablissementer til at genoverveje, at de måske har begået en fejl! I stedet har vi i Tyskland denne vanvittige debat om, at det var Brandt-fløjens øst-vest-afspændingspolitik i Socialdemokratiet, der førte til den nuværende krise. Det er fuldstændig på vildspor! Det var SPD’s fredspolitik og Brandts tradition, der gav Tyskland en fredelig genforening. Da Sovjetunionen brød sammen, var der tale om en meget generøs holdning til at tillade Tysklands genforening. Det var kun muligt på grundlag af den tidligere afspændingspolitik.
Så, at sige nu at det var denne politik, der førte til Ukraine-krisen, er bare absolut – I ved, folk tror, at folk ikke har nogen som helst historisk hukommelse, og jeg tror, at Vesten må tænke sig om; måske har vi ikke gjort det rigtige i meget lang tid, og måske skulle vi samarbejde med andre lande i stedet for at have denne kunstige konflikt mellem systemerne. Forskellige systemer kan leve fredeligt sammen, og det er den eneste måde.
SCHLANGER: Med hensyn til spørgsmålet om nytænkning var der en artikel i {The Economist}, som beskrev det du sagde om, at de tidligere koloni-nationer stiller sig på Ruslands side, eller i det mindste ikke stiller sig på Vestens side og ikke søger at alliere sig med Vesten. Og {The Economist} kaldte dette “et forbløffende opgør med den amerikanske og NATOs politik”. Men fortsatte derefter med at sige, men bare rolig, disse lande har ikke noget valg, og det er her, man kan se, hvordan det er nødvendigt med en nytænkning. …
SCHLANGER: I forbindelse med diskussionen om spørgsmålet om en sikkerhedsarkitektur insisterede du også på, at der skal være en ny økonomisk, finansiel arkitektur. En af de ting vi nu ser i forholdet mellem Rusland og Kina, er et forsøg på at etablere et andet udgangspunkt for handel, for valutatransaktioner osv. Og en af de personer i Rusland som er mest interesseret i din mands arbejde, Sergei Glazyev, har rejst en diskussion om et nyt kreditsystem. Hvad siger Glazyev, og hvordan hænger det sammen med tanken om, at en stor del af årsagen til panikken i Vesten er, at der i takt med at det vestlige finanssystem kollapser, er der tegn på, at der er potentiale for en ny finansiel arkitektur, som kommer fra Eurasien.
ZEPP-LAROUCHE: Min afdøde mand har sagt, og jeg tror han begyndte at diskutere dette allerede i slutningen af 1990’erne, at verden har brug for et nyt kreditsystem, et kreditsystem, der grundlæggende er i tråd med det, som FDR havde tænkt sig med Bretton Woods, der aldrig blev realiseret, fordi han døde, og derefter kom Churchills og Trumans politik. Det vigtigste element i Bretton Woods-systemet blev aldrig realiseret, nemlig at der skulle tilvejebringes billige, lavt forrentede, langsigtede kreditter for at hæve levestandarden for befolkningen i udviklingslandene som forudsætning for fred.
Min mand havde udformet et program, som netop skulle gøre dette, nemlig at fjerne kasinoøkonomien, gå over til et hamiltonisk nationalt banksystem, etablere et kreditsystem mellem disse nationale banker og derefter sørge for billig kredit til udvikling, til udvikling af grundlæggende infrastruktur, landbrug og industri. Det er tilsyneladende det, der er i gang: Der er drøftelser blandt mange tænketanke i Rusland, Kina, Indien og andre lande om ikke kun at betale i lokal valuta, om at forlade dollaren som verdens reservevaluta og handle i yuan, rubel og rupee, så det er allerede i gang, men der er også drøftelser om at oprette nye banker, banker, der vil yde kredit. Det sker f.eks. i Den eurasiske økonomiske Union (EAEU) lige nu, og der er også drøftelser mellem Rusland og Kina om dette.
Jeg kan kun sige, at hvis Vesten var fornuftig, ville de kigge på det nuværende finansielle system, som er inflatorisk. Det var allerede tilfældet, før krigen i Ukraine begyndte: De havde opadgående priser på brændstof og fødevarer. Nu bliver det hele naturligvis meget værre. Men det virkelige problem er systemets fuldstændige overdrevne gældsætning. Så hvis Vesten var klog, ville man gå til G20 og sige: Lad os have et nyt kreditsystem og virkelig koncentrere sig om de områder, som er de presserende problemer for hele menneskeheden lige nu, nemlig hungersnøden. Det er en hungersnød, der rammer 20 % af den menneskelige befolkning! Man skulle tro, at de vestlige regeringer ville sige: “Vi er nødt til at gøre alt for at fordoble fødevareproduktionen og få den grundlæggende infrastruktur ind i de berørte lande”, men det er tydeligvis ikke sket endnu. Vi må forsøge at få dem til at drøfte dette og få flere mennesker til at argumentere for, at vi har brug for en international sikkerhedsarkitektur baseret på principperne fra den Vestfalske Fred, og at dette skal kombineres med et udviklingsperspektiv.
Så vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som fuldstændig ændrer systemet, så det gør det muligt for hver enkelt nation og hvert enkelt menneske på denne planet at overleve. Det er den retning, vi må gå.
SCHLANGER: Denne diskussion handler ikke om at ødelægge Vesten eller underminere den vestlige økonomi, så den kan overtages, men er faktisk i traditionen fra Det amerikanske System, den vestlige økonomiske politik før kasinoøkonomiens overtagelse. Jeg tror, at det er noget, som de fleste mennesker i Vesten ikke har forstået.
ZEPP-LAROUCHE: Ja. Det er fordi de ikke studerer historie. For hvis man studerer historien i det større perspektiv, ville man opdage, at John Quincy Adams’ udenrigspolitik, eksempelvis, som var en af de tidlige amerikanske præsidenter, havde præcis den idé, at man har brug for en international alliance af fuldstændig suveræne republikker. Hvis man ser på, hvad Kina gør med hensyn til sit økonomiske system, vil man opdage, at Hamiltons banksystem, som blev etableret under Den amerikanske Frihedskrig eller lige efter, er præcis hvad Kina gør! Hvis man så ser på Den alliancefrie Bevægelses politik, som den udviklede sig i efterkrigstiden med Bandung-konferencen, med Mahatma Gandhi, der opnåede Indiens uafhængighed, og derefter Nehrus politik, Titos politik, i Den alliancefrie Bevægelses tidlige periode, så er den præcis i overensstemmelse med de bedste perioder i Vesten. Så det er ikke en modsigelse. FN-pagten og de fem principper for fredelig sameksistens er det, vi bør blive enige om, og vi har brug for en diskussion om dette.
Det som denne såkaldte udenrigsminister Baerbock siger: “Der er ingen vej tilbage”, det er vejen til Tredje Verdenskrig! Hvis man ikke kan gå tilbage og sige, at vi har brug for en fredsordning, så er man egentlig ikke i den virkelige verden.
SCHLANGER: Jamen, jeg tror, at man kan argumentere meget klart, som du har gjort, at De Grønne især i Tyskland, ikke lever i den virkelige verden; faktisk vil deres politik ødelægge Tyskland.
Så, Helga, tak fordi du kom til os i dag, og hvis alt går som det skal, er vi tilbage i næste uge med endnu en diskussion.
ZEPP-LAROUCHE: Bliv aktiv hos os i mellemtiden.