20. jan. 2015 – Der er grund til at tro, at Frankrigs præsident Hollande, hvis popularitet netop er fordoblet iflg. målinger, som Reuters nævner, bag scenen kæmper for at forsøge at opsætte eller stoppe USA’s overhængende krig med Rusland, angiveligt over Ukraine, som Tysklands kansler Merkel og andre europæiske Wall Street- og London-marionetter rent faktisk forsøger at gennemføre.

Et heldigt udfald er langt fra sikkert.

Gårsdagens møde mellem EU-udenrigsministrene blev overskygget af en massiv optrapning af det fascistiske Kievregimes kampe, der begyndte den 17. januar, da det forsøgte at indtage lufthavnen i Donetsk samtidig med en optrapning af bombninger på hele krigsfronten, og med bombning af byer for første gang siden maj. Det russiske Udenrigsministerium erklærede, korrekt, at Kievregimet havde planlagt øjeblikket for sit fremstød til at falde sammen med mødet i mandags, for at forhindre enhver handling for at lette sanktionerne eller forbedre relationerne med Rusland.

Efter mødet sagde EU’s højtstående repræsentant Mogherini og Tysklands og Hollands udenrigsministre, blandt andre, at ingen ønsker at stoppe sanktionerne i betragtning af kampene (som Rusland aksiomatisk og fejlagtigt får skylden for).

Det russiske Udenrigsministerium responderede, at »diskussionen om relationerne mellem EU og Rusland under et møde i Det europæiske Råd for Udenrigsrelationer den 19. januar blot bekræftede det faktum, at EU stadig ikke er parat til at ændre sin uvenlige politik, og ligeledes give en fordomsfri vurdering af Kievmyndighedernes nylige handlinger, der har overtrådt de indgåede aftaler og genoptaget aktioner på demarkationslinjen i det sydøstlige Ukraine, hvor de begyndte at bombe byer og stæder i denne del af landet.«

Men i dag rapporterer Reuters, at Det tyske Udenrigsministerium har bekræftet en rapport om, at udenrigsministrene fra Rusland, Tyskland, Frankrig og Ukraine vil mødes i »Normandiet-regi« i morgen aften, den 21. januar, i Berlin.

At diskussionerne holdes hemmelige, og dernæst denne tilsyneladende ændring, reflekterer sandsynligvis en frem-og-tilbage-kamp bag scenen, med Frankrig, der yder modstand mod faren for krig, som nogle andre lande støtter. Det var selvfølgelig præsident Hollande personligt, der opfandt »Normandiet-regiet«, da han organiserede et møde mellem Merkel, Putin, den ukrainske præsident Porosjenko og sig selv (minus Obama og Cameron), under 70-års jubilæet for landsætningen i Normandiet i juni 2014.

Hvis mødet i morgen ikke virker, er vi i overhængende fare for en udslettelseskrig.

18. jan. 2015 – Optrapningen af vold i Donbass-regionen, især omkring Donetsk-lufthavnen, fik den russiske præsident Putin til, den 15. januar, at sende et personligt budskab til den ukrainske præsident Porosjenko med et forslag om, at »begge parter – det ukrainske militær og DPR og LPR fra Donbass tager presserende nødvendige skridt til at standse bombningen af hinandens stillinger og trækker alle våben over 100 mm kaliber ud«. Opfordringen blev rapporteret over Ruslands Tv-kanal, Kanal Et.

TASS rapporterer, at Putins talsmand Dmitry Peskov sagde, at Porosjenko havde afvist forslaget.

Porosjenko deltog i en march med over 10.000 mennesker i Kiev i et forsøg på at få befolkningen bag sig i deres fornyede militæroffensiv, og brugte symbolet for bombningen af en civil bus den 13. januar, der efterlod 13 dræbte civile, idet han hævdede, at militserne var de ansvarlige.

Overvågningsmissionen fra OSCE i området har konstateret, at bombningen af bussen kom fra nord-nordøst. Den russiske, permanente repræsentant i OSCE sagde til TASS, at denne konstatering modbeviste beskyldninger om, at militserne var de ansvarlige for tragedien.

En rapport i Business Week den 17. jan. bemærker, at Kiev også var i færd med at forberede modtagelsen af den polske premierminister Ewa Kopacz, »den mest udtalte tilhænger af Den europæiske Union i den ukrainske regering«, og indikerede, at optrapningen af kampene skulle ses i denne sammenhæng.

Foto: Donetsk Lufthavn; Billedet er fra september 2014.

Vi bringer her første del af Helga Zepp-LaRouches hovedtale:

Helga Zepp-LaRouche: Jeg er her for at tale om en skøn vision om en verden uden krig og terrorisme.

Det lyder jo som et meget usandsynligt forslag på dette tidspunkt, hvor vi befinder os på randen af Tredje Verdenskrig. Selv Gorbatjov har for nylig givet udtryk for dette. Mange andre ser det. Og verden er i dag flået itu af en bølge af terrorisme, og det er heller ikke så let at forestille sig, hvordan vi skal blive denne barbariske udvikling kvit.

Men det er inden for rækkevidde. Og potentialet til at få verden på fode igen, få verden i orden, eksisterer.

Det eksisterer i form af begyndelsen til en ny, økonomisk verdensorden, der i løbet af de seneste halvandet år er blevet opbygget af BRIKS-landene, Latinamerikas CELAC-lande, og nogle asiatiske og afrikanske lande. Men for at denne vision i sandhed kan blive et realistisk perspektiv for fremtiden, er det absolut bydende nødvendigt, at vi forandrer USA’s kurs i særdeleshed, samt også Europas kurs.

For udelukkende kun, hvis USA går med i BRIKS og ikke anser Kina, Indien og de andre BRIKS-nationer som en geopolitisk trussel til deres, eller jeres, eller vores geopolitiske interesse … Det må stå fuldstændig klart, at, i en tid med termonukleare våben, kan krig ikke være et middel til konfliktløsning, med mindre vi ønsker at begå selvmord.

Krig og terrorisme er de to, onde tvillinger i vor tid, der på incestuøs måde avler hinanden. Vi har terrorisme. Dernæst har vi krigen mod terrorisme, der skaber yderligere terrorisme, der igen skaber mere behov for mere krig. Så har vi mere terrorisme … og sådan fortsætter det, frem til faren for en Tredje Verdenskrig.

Man bør forstå, at krig og terror, sandsynligvis i al evighed, men i særdeleshed i vor tid, er et imperiesystems redskaber, et system, der har øget svælget mellem rig og fattig på en fuldstændig sindssyg, pervers måde, et system, der har skabt en situation, hvor de allerrigeste mennesker – 85 personer – ejer lige så meget rigdom, som halvdelen af menneskeheden tilsammen, 3,5 mia. mennesker. Dette system har Pave Frans kaldt systemet, der dræber, og han har krævet, at man tager det Femte Bud, »Du skal ikke ihjelslå«, i anvendelse over for dette system.

Og lige her, på Manhattan, har man på en vis måde dette systems hovedkvarter, sammen med City of London, beliggende på Wall Street. Men man har også her begyndelsen til Den amerikanske Republik, og Den amerikanske Forfatning, der repræsenteredes af Alexander Hamilton og idéen om, at den suveræne regering har retten til at skabe sin egen kredit til fordel for det almene vel, og at denne kredit udelukkende kun må tjene nationens velstand.

New York repræsenterer også begyndelsen på Den amerikanske Republik, og institutionen. Og Wall Street var lige fra begyndelsen den amerikanske models fjende. Det har altid været Det britiske Imperiums brohoved for undergravning, hele vejen igennem. Det har altid finansieret de forkerte mennesker, inklusive i Konføderationen, i Borgerkrigen, hvor det finansierede Konføderationen.

Så Wall Street var altså associeret med at gøre virkningen af Den amerikanske Revolution ugjort og give magten over den amerikanske koloni tilbage til Det britiske Imperium. Og i dag er fjenderne af idéen om Amerika som republik på krigsstien, og nogle af disse spiser i øjeblikket frokost eller middag med repræsentanten for Det britiske Imperium, der er på besøg i USA, i skikkelse af Tony Blair.

Men verdens skæbne vil være afhængig af, hvilken af disse to traditioner, der vil herske. Og vi er kommet sammen her i dag for, fra dette møde, at lancere en udvikling, der skal få Amerika tilbage til at være en republik og gennemføre Alexander Hamiltons og John Quincy Adams politik, og atter blive De forenede Stater, en republik i en alliance af fuldstændig suveræne republikker.

De gode nyheder i alt dette er, at Wall Street står umiddelbar foran at eksplodere. Og de endnu bedre nyheder er, at et alternativ til dette system allerede er på plads.

Men Wall Streets for-store-til-at-lade-gå-ned-banker vil snarest eksplodere, og det samme vil eurozonen.

Torsdag i denne uge (15. jan.) opgav den Schweiziske Nationalbank deres binding til euroen, og det skyldtes, at det ikke længere kunne bevares, efter at Schweiz allerede havde brugt 500 mia. dollar på at forhindre en opskrivning af schweizerfrancen, og i forventning om stor turbulens i den kommende uge trak schweizerne ligesom i bremsen og besluttede at lade kursen flyde.

Torsdag i den kommende uge – og dette var, hvad den Schweiziske Nationalbank anticiperede – vil Den europæiske Centralbank efter al sandsynlighed satse på den meste gigantiske Kvantitative Lempelse, og foretage ubegrænsede opkøb af statsobligationer. Den vil gøre det, som Mario Draghi allerede for to år siden, da euroen havde store vanskeligheder, havde meddelt han ville gøre; han sagde, at han ville gøre hvad der er nødvendigt for at redde euroen. Og hvad der er nødvendigt betyder ubegrænset pengetrykning.

Den 25. januar, dvs. på næste søndag, er der valg i Grækenland, og alt tyder på, at oppositionspartierne, Syriza og de Uafhængige Grækere, vil vinde majoriteten, og de har allerede meddelt, at de i dette tilfælde vil annullere Trojka-memorandaet, det memorandum, der tvang den græske befolkning til at lide den mest utålelige smerte, nedskæringer, forøgelse af selvmordsraten, forøgelse af dødsraten. Man har netop nu en folkelig opstand imod dette. Hvis disse oppositionspartier vinder, så vil det efter al sandsynlighed blive begyndelsen til enden for euroen; for hvis EU-kommissionen kapitulerer over for Syrizas krav om at droppe nedskæringerne, vil det brede sig som en steppebrand til Italien, Spanien, Portugal og Frankrig, og sandsynligvis til mange andre lande.

Og hvis de (EU-kommissionen) ikke gør det, så vil ultimatummet sandsynligvis være, at Grækenland vil forlade eurozonen, og så vil det brede sig som en steppebrand.

Men det går ikke bedre med Wall Street, fordi for-store-til-at-lade-gå-ned-bankerne, der allerede nu gisper desperat efter den sidste luft, har spekuleret og investeret i skifergas og -olie, og de har akkumuleret en gæld på omkring 1 billion dollar, som det var meningen skulle tilbagebetales gennem en oliepris på 80, 100 eller 120 dollar per tønde, og ikke 45 dollar, hvilket er den aktuelle pris. Og oven i dette har de samlet sig udestående derivater af forskellig art til omkring 20 billioner dollar.

Dette har skabt en situation som under krisen på det sekundære ejendomsmarked i 2007, hvor mange mennesker, pga. sammenbruddet i huspriserne, havde huslån, der var langt dyrere end prisen for deres hus, og det førte til nedsmeltningen af det sekundære ejendomsmarked, der igen førte til kollapset af Lehman Brothers i 2008 og systemets potentielle forsvinden.

Det betyder, at det transatlantiske finanssystem står umiddelbart foran sin undergang. Og i betragtning af, at dette system har for omkring 2 billiarder dollar i udestående derivater, findes der ingen måde, hvorpå disse penge kan blive betalt, ikke gennem bail-out (statslige redningspakker), og ikke gennem bail-in (konfiskering af bankindeståender). Og det er grunden til, at vi befinder os på randen af Tredje Verdenskrig.

Krigsfaren

For det er sammenbruddet af det transatlantiske system, der er den virkelige udløser af krigsfaren. Den åbenlyse udløser er krisen i Ukraine, men i virkeligheden står vi og ser på en geopolitisk konfrontation med Rusland, og med Kina. Og når Gorbatjov, som er vellidt i Vesten, men ikke så populær i Rusland, nu går ud og forsvarer Putin i en virkelig dramatisk ændring af sine meninger, og advarer om, at hvis det kommer til krig over Ukraine, vil det føre til en storkrig, hvor atomvåben vil blive brugt, og det vil føre til civilisationens udslettelse, så kan jeg blot sige, at det absolut er tilfældet.

Lige nu har vi en amerikansk militærholdning, og en ditto fra NATO, der opererer ud fra en førsteangrebs-doktrin. De har udvidet NATO mod øst og omringet Rusland. USA har vedtaget en såkaldt Prompt Global Strike-doktrin, som betyder en førsteangrebs-doktrin. Det globale, amerikanske missilforsvarssystem er et førsteangrebssystem. Og USA er i færd med at modernisere hele sit atomvåbenarsenal til dette formål.

I sidste uge udkom der en ny rapport i Washington, hvor International Security Advisory Board, der rådgiver udenrigsminisiteriet, og som består af tidligere regerings- og militærfolk, sagde: Åh, det er så forfærdeligt. Vi må anerkende den kendsgerning, at vi har kontradiktoriske relationer med Rusland, og den umiddelbare årsag er naturligvis Ukraine og Krim. Og nu er en største fare den, at en af siderne fejlberegner den andens intentioner. Det er meget bekymrende, for Rusland er overbevist om, at USA ønsker, at der skal komme en anden regering i Rusland, og at vi arbejder hen imod en førsteangrebs-kapacitet. Det gør vi naturligvis ikke, men hvis vi bare siger sådan, vil de ikke tro på os.

Men Rusland har altså stadigvæk det største atomvåbenarsenal uden for USA, nok til at ødelægge USA på en eftermiddag.

Det er, hvad det drejer sig om, og Rusland opfinder ikke disse trusler – de er meget virkelige. Og derfor udarbejdede Rusland julen over, i respons til dette, en ny, russisk militærdoktrin, i hvilken de siger, at de på deres side forbeholder sig retten til at tage atomvåben i brug for at forsvare sig mod et amerikansk førsteangreb. De investerer i nye, strategiske ubåde. De installerer ICBM’er på tog, så de ikke er så nemme at ramme. De moderniserer på deres side deres atomkapacitet og deres evne til at tage sigte.

I december-nummeret af The Nation, et blad, var der en artikel af hr. Postol, hvori han meget detaljeret beskrev USA’s førsteangrebs-holdning og sagde, at det er en fundamental fejltagelse, begået af dem, der har gjort dette, at antage, at det skulle være muligt at neutralisere en modstanders gengældelsesangreb (som svar på et førsteangreb). For der en fundamental forskel på en konventionel krig, hvor man forsøger at ødelægge så meget af fjendens som muligt, og så er fjenden besejret. Men i en atomkrig kan man ikke gøre dette, og han laver en kompliceret beregning, der siger, hvorfor russerne i alle tilfælde har 6 minutter tilbage til at lancere deres kapacitet, når de først opdager, at de er blevet angrebet. Og dette betyder udslettelse.

Hvordan kunne det ske?

Hvordan er det muligt, at vi, 70 år efter afslutningen af Anden Verdenskrig, virkelig står på randen af Tredje Verdenskrig? Hvad var det, der gik så gruelig galt, at vi nu står der?

—————————————————-

(Anden halvdel af Helgas tale følger snarest på dansk. Hun går her tilbage til Berlinmurens fald og den forpassede chance for at skabe en ny fredsorden for det 21. århundrede, og fortsætter med den nye, internationale, retfærdige, økonomiske verdensorden, der nu er ved at blive skabt med BRIKS-nationerne og allierede nationer, som USA (og selvfølgelig også Europa) snarest må tilslutte sig, og med virkeliggørelse af Verdenslandbroen (’Den nye Silkevej’) som alternativ til atomkrig og menneskehedens mulige udslettelse, og som Schiller Instituttet har kæmpet for i 20 år. Stay tuned!)

Mens du venter: 

Vi anbefaler, at du hører hele Helgas hovedtale her.

Se også: Helga Zepp LaRouche: I anledning af 25-året for Berlinmurens fald 

Vi anbefaler desuden, at du kommer til vores møde den 31. januar kl. 14 med deltagelse af en af vore internationale ledere, og at du mobiliserer alle venner og bekendte til også at komme til mødet, der vil dreje sig om det europæiske aspekt; hvad vi her i Europa kan gøre for at udbrede det nye alternativ med BRIKS-samarbejde for global udvikling og økonomisk retfærdighed, i stedet for den meget virkelige og overhængende fare for en atomar udslettelseskrig, der i allerhøjeste grad også vil involvere Europa, som Helga ovenfor beskriver.

Se vores banner om mødet.

Se også: Lyndon LaRouches åbningstale til ovenstående konference (dansk).

11. jan. 2015 – Mikhail Gorbatjov, Sovjetunionens sidste leder, advarede i et interview, publiceret i Der Spiegel den 9. jan., om, at konfrontationen mellem USA og Rusland over Ukraine kunne føre til en storkrig.

»En sådan krig ville i dag uundgåeligt blive til en atomkrig. Hvis der er nogen, hvis mod svigter pga. den forbitrede atmosfære, vil vi ikke overleve det kommende år«, sagde han. »Jeg siger ikke dette henkastet. Dette er virkelig af den største betydning for mig«.

Dette er blot den seneste af Gorbatjovs højprofilerede advarsler om de potentielle konsekvenser af briternes og NATO’s politik over for Rusland – der for nylig har fundet genklang hos toppolitikere i Tyskland, Frankrig og Italien.

Gorbatjov fordømte »tabet af tillid« mellem Rusland og Vesten som værende »katastrofal« og sagde, at båndene må »tøs op«. Gorbatjov anklagede Vesten og NATO for at ødelægge Europas sikkerhedsstruktur ved at udvide sin alliance. »Ingen chef i Kreml kan ignorere noget sådant«, sagde han og tilføjede, at USA ulykkeligvis har været i gang med at etablere et »mega-imperium«.

Gorbatjov angreb også voldsomt Tysklands rolle i den aktuelle krise og mindede samtidig landet om dets egen historie.

»Det nye Tyskland vil have fingrene i alle kagedåserne. Der synes at være mange personer, der ønsker at være involveret i en ny opdeling af Europa«, sagde han. »Tyskland har allerede forsøgt at udvide sin magtindflydelse mod Øst – i Anden Verdenskrig. Har landet virkelig brug for endnu en lektion?«

Gorbatjov fordømte også USA’s sanktioner mod Rusland som »forbandet dumme og særdeles farlige«.

Gorbatjov, der i selve post-Sovjet-Rusland er blevet betragtet som et aktiv for europæiske finansgrupperinger snarere end en russisk patriot, var ikke alene om at advare om en potentiel, global katastrofe, hvis Vesten ikke trækker sig fra sit åbenlyse fremstød for regimeskift mod den russiske præsident, Vladimir Putin.

Et »advarselsskud mod Hollandes hoved«  

Den franske præsident François Hollande kom med flere skarpe advarsler i sidste uge, der sagde, at en fortsættelse af vestlige sanktioner mod Rusland var en alvorlig fejltagelse og omgående burde droppes. Den 4. januar gav Hollande et interview til en fransk Tv-kanal, i hvilket han advarede om, at den russiske krise ikke er god for Europa. »Sanktioner må stoppes nu«, sagde han til den landsdækkende kanal. To dage senere gentog han samme krav om at afslutte de anti-russiske narrestreger og specifikt en afslutning af de økonomiske sanktioner, der er mindst lige så ødelæggende for Frankrig, som de er for Rusland.

Den kendsgerning, at terrorister angreb Charlie Hebdos kontorer i Paris blot tre dage senere, var, ifølge en tidligere embedsmand på regeringsniveau, et »advarselsskud mod Hollandes hoved«.

Sidste søndag (11. jan.) gav den tyske landsformand for SPD [Sigmar Gabriel] – der også er vicekansler og økonomiminister i Merkel-regeringen – et interview til Bild am Sonntag, hvor han krævede en afslutning på sanktionerne mod Rusland og erklærede, at »vi bør løse Ukrainekrisen og ikke tvinge Rusland i knæ«.

Selv Letlands udenrigsminister, der i øjeblikket er den roterende præsident for Den europæiske Union, stod stejlt imod yderligere provokationer mod Moskva. Udenrigsminister Edgars Rinkēviċs rapporterede, at Rusland var villig til at afholde drøftelser om Ukraine for at bringe sanktionerne til ophør. Han opfordrede indtrængende de europæiske ledere til at samles senere på måneden i Astana med præsident Putin og den ukrainske præsident Porosjenko for at færdiggøre en aftale om en arbejdsplan.

De politiske chefer for udenrigsministerierne i Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig mødtes i Berlin 5. januar, efterfulgt af en telefonsamtale mellem Ruslands udenrigsminister Sergei Lavrov og hans tyske modpart, Frank-Walter Steinmeier. Der er planlagt et møde mellem de fire ministre den 12. januar i Berlin, og der er stadig planer om et topmøde mellem de fire statsoverhoveder for Tyskland, Frankrig, Rusland og Ukraine i Astana, Kasakhstan, en gang i januar. Den 9. jan. var præsidenten for Kasakhstan, Nursultan Nazarbayev, i Berlin, hvor han mødtes med kansler Angela Merkel for at udarbejde de endelige planer for topmødet, blandt andre presserende sager.

Selv NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, bemærkede efter terrorangrebet den 7. jan. i Paris, at NATO og Rusland har en fælles interesse i at besejre den globale terrorismes svøbe. I en tale i Bayern umiddelbart før et møde med den tyske koalitionspartner CSU’s lederskab opfordrede Stoltenberg også til samarbejde med Moskva. Dette var i stærk kontrast til den krigeriske retorik fra hans forgænger som NATO-chef, Anders Fogh Rasmussen.

Den tidligere tjekkiske præsident Vaclav Klaus føjede sin røst til deres, der gør modstand mod faren for krig, ved at erklære, at det ville være »en stor, utilgivelig risiko« at give Rusland skylden for Ukrainekrisen.

Krigspartiet vil ikke trække sig

Til trods for denne modstand imod den voksende fare for generel krig, forholdt krigspartiet sig ingenlunde tavs.

Den 9. januar besøgte den ukrainske premierminister Arsenij Jatsenjuk (den amerikanske viceudenrigsminister for europæiske og eurasiske anliggender, Victoria Nulands »vor mand Jats«) kansler Merkel i Berlin. I en fælles pressekonference med Merkel afleverede Jatsenjuk en række personlige anklager mod den russiske præsident Putin uden det mindste bevis – inklusive, at Putin skulle have beordret hackingen af den tyske regerings computere, og at han stod bag udsendelsen af »banditter« til Østukraine for at kæmpe mod Kievs regeringsstyrker.

Under denne pressekonference syntes Jatsenjuk direkte at give en undskyldning for Hitler ved at referere til befrielsen af Ukraine og Tyskland ved slutningen af Anden Verdenskrig som en sovjetisk »invasion«. Forsøg på at »forklare« bemærkningerne (som fremkom i verdensmedierne via oversættelse fra ukrainsk til tysk) talte for døve øren, efterhånden, som ægte statsmænd kom ud med kraftige udtalelser mod Jats’ bemærkninger. Den tjekkiske præsident Milos Zeman angreb Jatsenjuk kraftigt som »krigens premierminister« og kom med en kyndig skelnen mellem Jatsenjuk og den ukrainske præsident Porosjenko, der har opfordret til, at statsoverhovederne ved Astana-mødet samles for at bilægge Ukrainekrisen. Tyske kilder mener, at Jats’ indsats var specifikt rettet mod at ødelægge ethvert fremskridt i de igangværende drøftelser mellem Lavrov og Steinmeier.

I en relateret udvikling meddelte Pentagon i sidste uge planer om at nedlukke 15 amerikanske militærbaser i Europa – på et tidspunkt, hvor den faktiske størrelse af amerikanske militærstyrker i Europa vokser. Listen over baser, der skal lukkes, er centreret i Det forenede Kongerige og Vesteuropa, alt imens væksten helt er i Østeuropa, inklusive den planlagte udstationering af en tankbrigade til et endnu ikke afsløret sted længere mod øst.

Den største fare består i, at det stadig større svælg imellem Moskvas og Washingtons ’beretning’ om Ukrainekrisen udgør en drivkraft mod krig, og at præsident Obamas fortsatte giftighed mod Putin er en afgørende faktor, der driver konfrontationen.

Rusland har gjort det klart, at oprustningen af dets strategiske styrker er rettet mod at afskrække et vestligt angreb. Pentagonstrateger ser nu i den russiske oprustning i de senere år noget, der er i færd med at skabe et farligt svælg på niveauet for europæisk sikkerhed og strategisk afskrækkelse. Ikke siden den cubanske missilkrise i 1962 har verden befundet sig så tæt på global, atomar konfrontation.

Denne artikel publiceredes første gang i EIR 16. jan. 2015 og er ikke tidligere udgivet på dansk.  

Foto: Presidential Press and Information Office.

Tidligere Sovjetleder Mikhail Gorbatjov lagde ikke fingrene imellem i sin advarsel om, at en konfrontation mellem USA og Rusland kunne føre til atomkrig. Her ses han med præsident Putin i september, 2000.    

Paris, 16. jan. 2015, (Nouvelle Solidarité) – Mens røgen stadig er ved at lette efter terrorangrebene den 7. januar, er der nogle betydningsfulde tendenser mod forandring i fransk politik, som går langt videre end til at løse angrebene imod Charlie Hebdo i sig selv. Der er røster, der direkte siger, at Frankrig har behov for at ændre sine alliancer i verden.

Forandringen, der har et revolutionært potentiale, finder sted i de franko-russiske relationer, som, selv om det først skal bekræftes fuldt ud, er begyndt at blive debatteret i kommentarer og analyser. Bemærkninger i den russiske avis Kommersant fra den franske ambassadør til Rusland, Jean-Maurice Ripert (der ikke er kendt for at være pro-russisk) bekræfter, at der er noget i gære. Avisen skriver i sin underoverskrift til artiklen: »Paris vil ikke acceptere splittelsen mellem Europa og Rusland, siger fransk ambassadør til Rusland Jean-Maurice Ripert: ’Vi ønsker ikke at affinde os med splittelsen, det faktum, at Rusland vil bevæge sig væk fra Europa, eller Europa fra Rusland. Jeg har intet imod idéen om Eurasien – den er en realitet. Rusland er en bro mellem Europa og Asien. Og Rusland er selvfølgelig en del af Europa’, sagde Ripert til Kommersant i et interview, der blev publiceret den 15. jan. og rapporteret på engelsk af Sputnik International.«

»For os er den tragedie, der finder sted i Ukraine, uacceptabel. Den humanitære situation i Donbass er en katastrofe«, citeres Ripert for at sige. »Dette kan ikke fortsætte. Frankrig og Tyskland, sammen med Rusland, har et tillidsforhold til parterne, der er i konflikt, og vil kunne overbevise dem om at finde en løsning.« Ripert sagde også, at Rusland og Europa »ikke vil vende tilbage til fortiden«, idet han refererede til tale om en ny, Kold Krig. Han tilføjede, at Moskva og Paris fortsat samarbejder om internationale anliggender, inklusive om kampen mod terrorisme og konflikten i Syrien.

Den velinformerede Dedefensa-webside, der køres af en franskmand i Belgien, rapporterer også, at russerne i løbet af de seneste uger og måneder har ændret deres syn på, hvem der er deres hovedallieret i Europa. »Siden sidste efterår« har Rusland »i øjeblikket opgivet alt håb om, at [den tyske kansler] Merkel ville spille denne rolle med dem, og især efter den franske præsident Hollandes improviserede, overraskende besøg i Moskva i december måned, på Hollandes anmodning, har de vendt sig mod Frankrig. De har, i denne sammenhæng, ikke glemt den rolle, Hollande spillede i mindehøjtidelighederne i Normandiet i anledning af D-dag.«

Dedefensa citerer fra et interview med Radio Sputnik, som rapporteres af Sputnik News af Kyrill Kotkich den 13. december, kort tid før [sic] den russiske præsident Vladimir Putin og Hollande mødtes i Vnutkovo-lufthavnen uden for Moskva. Kyrill Kotkich, associeret professor ved det Russiske Udenrigsministeriums Institut for Internationale Relationer, sagde til Sputnik, »Det var Hollande, der var modig nok til at starte Normandiet-processen, da de første forhandlinger mellem Putin og Poroshenko fandt sted. Og han kan fortsætte denne linje. Som Moskva ser det, begynder Tyskland at tale på vegne af hele Europa, og det er Frankrig ikke tilfreds med, fordi de franske interesser er lidt anderledes end de tyske. Det betyder, at Hollande er motiveret for at bevare en status for Frankrig som en stærk, europæisk magt med sin egen stemme, uden en tysk accent og i det klare, franske sprog.«

Dmitry Yakuschkin, der også deltog i interviewet, sagde, at den aktuelle franske holdning »minder mig om den rolle, som Frankrig forsøgte at spille i 1960’erne. Det forsøgte at genvinde sin herlighed fra før krigen og positionerede sig som et land mellem Østen og Vesten. Jeg arbejdede i Frankrig i mange år, og hvis man ser på de europæiske lande som Storbritannien, Tyskland, selv Spanien og Italien, så var Frankrig altid et land, der ikke lignede de andre. Det var ikke rigtigt et kapitalistisk land, det var ikke helt et vestligt land, og nogle gange havde jeg på fornemmelsen, at [daværende præsident] hr. de Gaulle nærmest blev opfattet som den sovjetiske leder. Vi var meget milde med vores kritik af Frankrig for dets interne problemer, dets sociale problemer.«

Dedefensa understreger også, at terrorangrebet imod Frankrig giver Rusland en anden vinkel for at styrke den franko-russiske relation, eftersom Rusland er kompetent inden for dette felt og har tilbudt sine tjenester til alle andre ofre for terrorisme.

Foto: Præsident Putin og præsident Hollande efter mødet i Vnutkovo-lufthavnen, der fandt sted den 6. dec. 2014. 

15. jan. 2015 – Den europæiske Unions udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, har uddelt et dokument til regeringer forud for et møde mellem de 28 EU-udenrigsministre i Bruxelles den 19. januar, der siger, at blokken måske burde overveje en genoplivning af en fælles indsats med Moskva med hensyn til en håndtering af problemerne med Syrien og Irak, Libyen, Iran og Nord Korea, så vel som ebola og det palæstinensiske spørgsmål.

Dokumentet foreslår »en mere forudseende tilgang« for at få Rusland til at skifte kurs omkring Ukraine og bemærkede et fælles, langsigtet mål om frihandel »fra Lissabon til Vladivostok«, og det sagde, at EU måske skulle undersøge en udvidelse af handel med Rusland og dets Eurasiske Økonomiske Union med ex-sovjetstaterne. Det var Ukraines præference med frihandel med EU snarere end med EØU, der var anledning til konfrontationen.

Dokumentet sagde, at alle skridt fra EU ville være »tæt forbundet til den fulde implementering af Minsk-aftalerne«, en våbenhvileaftale fra september, der involverede Moskva, Kiev og de pro-russiske oprørere, så vel som »god vilje« fra Rusland om indgåede EU-Ukraine handelsaftaler og om russiske gasleverancer til Ukraine.

Dokumentet foreslog også at skelne mellem de sanktioner, for det meste mod individer og selskaber, der blev påtvunget i marts måned efter »annekteringen« af Krim – »hvor ingen ændringer forventes på kort sigt« – og så de sanktioner, der blev påtvunget russiske industrier i juni måned pga. urolighederne i det østlige Ukraine. Sidstnævnte sanktioner »burde EU være rede til at nedskalere, så snart Rusland i fuld udstrækning implementerer Minsk-aftalerne«. Allerede i sidste uge sagde Mogherini, at hun havde fundet, at regeringsfolk fra Moskva på det seneste var langt mere samarbejdsvillige omkring spørgsmål om globalt diplomati og så dette som et tegn på, at spændingerne kunne mindskes.

Foto: Federica Mogherini. Hun overtog 1. november 2014 posten som EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, populært kaldet EU’s udenrigschef.

Kampen for USA’s overlevelse er nu centreret omkring to skarpt adskilte billeder af New York City: Det New York City, som stod for vores første finansminister Alexander Hamilton, der smedede den føderale, forfatningsmæssige republik omkring princippet om national kredit og nationalt bankvæsen, versus Wall Streets forræderi, fra Hamiltons morder Aaron Burr til nutidens Jamie Dimon og resten af de for-store-til-at-lade-gå-ned-pirater, der, såfremt de får lov at fortsætte, har stjålet nationens fremtid.

Lørdag, den 17. jan. intensiveres kampen med den seneste i en række af Schiller Institut konferencer på Manhattan , der tilsigter at samle borger-patrioter, der har fået nok af Wall Street og City of London, og som er rede til at kæmpe.

Under diskussioner med kolleger torsdag den 14. jan. fremhævede Lyndon LaRouche, at vi nu går ind i en periode, hvor oprøret mod Wall Street kan bryde ud i en kraft for en revolutionær, politisk forandring.

»Vi står på randen af denne form for pludseligt, revolutionært skift«, understregede LaRouche.

Der er beviser for, at der overalt gærer en anti-Wall Street følelse. I denne uge genfremsatte kongresmedlem Marcy Kaptur (D-Oh.) lovforslag HR 381 for en genindførelse af Glass-Steagall, loven fra Franklin Roosevelt-æraen, der opdelte den Store Depressions for-store-til-at-lade-gå-ned-banker i totalt adskilte kommercielle banker, der faldt ind under beskyttelse fra FDIC (USA’s indskudsgarantifond, -red.), og investeringsbanker, der ikke nød statslig beskyttelse af deres hasardspil. Lovforslaget har nu 16 medsponsorer. Et lignende lovforslag blev fremsat i Senatet under sidste senatssamling af Elizabeth Warren (D-Mass.), Maria Cantwell (D-Wa.), John McCain (R-Ariz.) og Angus King (I-Vt.) og må omgående atter indgives.

I Vesteuropa, hvor bankerne er på randen af sammenbrud, afkoblede den Schweiziske Nationalbank francen fra euroen og steg omgående 40 % i værdi mod euroen, før den atter faldt en smule. Schweizerne ved, at euroen er dømt til undergang i en snarlig fremtid, med den forventede annoncering næste torsdag fra Den europæiske Centralbank af et tyfonagtigt program med ’kvantitativ lempelse’, samt med de kommende, græske valg, der kunne signalere den totale afslutning af eurosystemet.

Det bankerotte, transatlantiske banksystems ustabilitet holder Wall Street i en desperat tilstand. Jamie Dimon sagde til analytikere og finansreportere onsdag, at »bankerne er under angreb«. Kendsgerningen er den, at det amerikanske folks had til Wall Street vokser – og alt, hvad Citibank, JPMorgan Chase, Bank of America, Goldman Sachs, Morgan Stanley og Wells Fargo foretager sig, gør tingene værre for dem. At kongressen åbenlyst er blevet betalt for at fjerne de ynkelige små restriktioner, der er tilbage i Dodd/Frank-loven, har båret ved til bålet af en stærk modreaktion.

Der er ingen anden valgmulighed end at genindføre Glass/Steagall som Første Trin af genoplivningen af Hamiltons principper, der er den eneste anvendelige løsning. Ved at vende tilbage til Det amerikanske System ville USA blive en natulig allieret til BRIKS-landene, der har påbegyndt et nyt system med internationalt samarbejde mellem suveræne nationalstater, der er gået sammen for at forfølge menneskehedens fælles mål.

Alternativet er fremstødet for krig, der kommer fra de samme, desperate London- og Wall Street-kredse. I Europa er der skræmmende tegn på en genopblussen af neonazistiske idéer, der breder sig fra Sektor Højre og relaterede kræfter i Ukraine til Tyskland og andre dele af Europa. LaRouche sagde til kolleger i dag, at frygten for en sådan neo-fascistisk genoplivning spreder rædsel blandt tyske politikere, især Angela Merkel. Han tilføjede, med afsky, at Angela Merkels manglende, officielle fordømmelse af den ukrainske premierminister Jatsenjuks afskyelige, offentlige bemærkninger i Berlin om Sovjetunionens invasioner af Ukraine og Tyskland under Anden Verdenskrig, var »utrolig i nutidens Tyskland«.

LaRouche satte denne kapitulation og frygt op imod den modige holdning, som Frankrig indtog som reaktion mod sidste uges terrorangreb i Paris. Hollande og Frankrig blev udset som mål, fordi de er ved at bryde væk fra det britisk-ledede krigsfremstød mod Rusland, og fordi de er ved at få tilslutning fra andre, mere fornuftige europæere, der er fortalere for en genoplivning af samarbejde med Rusland som den eneste mulighed for at undgå krig, og den eneste måde, hvorpå nogle af de mest presserende problemer i verden i dag kan løses – inklusive truslen om terrorisme og asymmetrisk krigsførelse, der kommer fra de anglo-saudiske monarkier.

Det er i denne sammenhæng, at Manhattan-begivenheden lørdag eftermiddag er af historisk betydning.

Foto: Alexander Hamiltons Første Nationalbank

Lyndon LaRouche advarede onsdag om, at den eskalerende krise med krig omkring Ukraine, der har Rusland som sit mål, drives frem af desperationen, der kommer fra London og Wall Street over deres overhængende, totale bankerot. Denne desperation kom atter til udtryk onsdag, da Wall Street hamrede lov HR 37 igennem den amerikanske Kongres; endnu en afregulering af derivatboblen. Lovforslaget var blevet nedstemt i sidste uge, og Wall Streets republikanske lederskab i Kongressen genfremsatte omgående lovforslaget til en ny afstemning, der denne gang blot krævede simpelt flertal.

De er tydeligvis klar over, at hele den transatlantiske finansboble er på den yderste rand, og de kan ikke engang vente i et anstændigt tidsrum, før de gennemtrumfer nye garantier for bank-bailout. Dette er forfatningsstridigt i kriminel grad.

De samme faktorer er i spil i den fortsatte sabotage af enhver løsning på Ukraine-konflikten, der ville nedtrappe de fortsatte provokationer mod generel krig med Rusland. LaRouche advarede om, at de neonazistiske kræfter i Ukraine promoveres og støttes af ligesindede kredse i dele af Vesteuropa, inklusive Tyskland. Den propaganda, der udspys af de tyske medier, advokerer aggressivt den samme neonazistiske linje, som den ukrainske premierminister Jatsenjuk spredte under sit besøg i Berlin i sidste uge.

Tag ikke fejl, advarede LaRouche.

»Verden drives hen imod Tredje Verdenskrig, og en mulig, atomar udslettelse, af Londons og Wall Streets marionet-stemmer. De bruger de anti-russiske provokationer og hensigten om krig til at aflede opmærksomheden og skjule sandheden om deres totale bankerot. Millioner af uskyldige borgere ødelægges på vegne af dette Wall Street/London-oligarki, hvis elendighed man burde gøre en ende på gennem en organiseret konkursbehandling, der begynder med genindførelsen af Glass/Steagall-loven«, krævede LaRouche.

LaRouche tilføjede, at der må være regres mod disse London- og Wall Street-forbrydere, og han lovede, at den kommende Schiller Institut-begivenhed i New York City den 17. januar ville være en vigtig lejlighed til at udløse netop en sådan regres.

Der er tydeligvis andre kræfter, der allierer sig imod London/Wall Streets krigsfremstød, som det reflekteredes af marchen i Frankrig med fire millioner mennesker efter de to jihadist-angreb i Paris i sidste uge. Frankrig har nægtet at gå i London-fælden – som Merkels Tyskland har – og respondere til den asymmetriske krigsførelse med yderligere et angreb på sin egen befolkning.

Og den seriøse dækning af den saudiske hånd bag den globale terror efter sidste uges pressekonference på Capitol Hill med senator Bob Graham, kongresmedlemmerne Walter Jones og Stephen Lynch og repræsentanter for familierne til ofre for 11. september under ledelse af Terry Strada, så vel som LaRouchePAC’s webcast den 9. januar, der leverede en dybtgående afsløring af den anglo-saudiske faktor, fortsætter. Blot inden for de seneste 24 timer har der været fremragende dækning af pressekonferencen og saudiernes rolle i Daily Beast, Zerohedge, Russia Today og Kinas Global Times.

Det anglo-saudiske apparat spiller en central rolle i krigsfremstødet mod Rusland. At man med fuldt overlæg har presset verdensprisen på olie langt ned under omkostningsniveauet, er direkte rettet mod Rusland, og Putin-lederskabet i Moskva er fuldstændig klar over, at de er Londons, Riyadhs og Det Hvide Hus’ mål.

11. januar 2015 – Det var et bemærkelsesværdigt sammenfald, at pressekonferencen med den tidligere senator og formand for den officielle undersøgelseskomite af begivenhederne den 11. september, 2001, Bob Graham, og terrorangrebet mod journalister fra det franske, satiriske ugemagasin Charlie Hebdo i Paris, fandt sted på samme dag. Senator Graham, kongresmedlemmerne Walter Jones og Stephen Lynch, samt pårørende til ofrene for angrebet på World Trade Center, gjorde her hemmeligstemplingen, efter ordre fra præsidenterne Bush og Obama, af et helt kapitel af den originale kommisionsrapport ansvarlig for, at den virkelige baggrund for 11. september frem til i dag ikke er blevet afsløret, og at terrorbølgen derfor lige siden aldrig er afbrudt. Denne undladelse fortsætter med at udgøre en trussel mod verden, »som vi så det i Paris i morges«, påpegede senator Graham gentagne gange.

(Læs pressekonference på dansk samt se video her).

Denne pressekonference, der blev sendt live af internetsiden LaRoucepac.com’s videoteam, betyder efter al sandsynlighed afslutningen på to amerikanske regeringers mørklægning af baggrunden for 11. september. Det faktum, at den tidligere formand for begge kongreshuses undersøgelseskommission, der fra 2001 til 2002 havde arbejdet et helt år, interviewet hundreder af personer, undersøgt titusinder af dokumenter og sluttelig offentliggjort en officiel, 800 sider lang, omfattende rapport, personligt trådte frem for pressen, var i sig selv en sensation. Så meget desto mere på grund af det faktum, at han gjorde hemmeligstemplingen af de 28 sider af rapporten ansvarlig for, at det kunne komme til sådanne terrorangreb, som det i Paris.

Den vidt udbredte rapportering i amerikanske og diverse internationale medier, udlægningen af optagelsen af pressekonferencen på en række websider i flere lande, såvel som nationale og internationale parlamentarikeres og eksperters opmærksomhed, burde sikre, at denne skandale ikke længere kan fejes ind under gulvtæppet.

Hvad er da sammenhængen mellem disse 28 sider og angrebet i Paris? Er det virkelig korrekt at beskrive denne afskyelige gerning som et »angreb på ytrings- og meningsfriheden, som ikke kan retfærdiggøres«, som fru Merkel omgående slog fast? Som de foreløbige undersøgelser har fastslået, så var alle tre attentatmænd blevet rekrutteret af Jamel Beghai, alias »Abu Hamza«, til al-Qaeda, der igen har forbindelse til jihadist-netværk, der opererer fra moskeer i London, herunder Finsbury Park-moskeen, hvor den virkelige Abu Hamza var imam i årevis, et pseudonym for Jamel Beghai.

Abu Hamza blev i 2012 udleveret til USA og retsforfulgt for terrorvirksomhed og rekruttering af terrorister. Hans hovedforsvar foran domstolen var det argument, at han, ved siden af at arbejde for al-Qaeda og andre terrorgrupper, også havde arbejdet for den britiske efterretningstjeneste, MI5. Abu Hamza, hvis fødenavn er Mustafa Kamel Mustafa, er netop den 9. januar 2015 blevet idømt livsvarigt fængsel af en domstol i New York for deltagelse i flere terroraktiviteter.

De to hovedattentatmænd i angrebet på satiremagasinet i Paris, Said og Cherif Kouachi, har længe stået på den franske og andre vestlige efterretningstjenesters overvågningsliste. Cherif blev i 2008 idømt tre års fængsel, og begge brødre blev i sommeren 2014ført tilbage til Syrien, hvor de sandsynligvis havde kæmpet på de såkaldte oprøreres side mod Assad-regimet. Det vil sige, at de havde deltaget i en krig, der var sanktioneret af USA, NATO og Frankrig, en krig, hvis hovedpersoner bl.a. af den franske regering var blevet udstyret med våben, som præsident Hollande torsdag i sidste uge erkendte.

Nu begyndte Vestens involvering med terrorgrupper i Mellemøsten ikke først med krigen mod Assad. Senest fra og med Zbigniew Brzezinskis forslag i 1975, på et møde i den trilaterale kommission i Tokyo, om at bruge det »islamiske kort« i krigen mod Sovjetunionen, har Vesten altid haft en hånd med i aktiviteterne i de diverse grupperinger, fra Mujaheddin i Afghanistan til al-Qaeda, al-Nusra og i dag ISIS, og som man alt efter omstændighederne bekæmpede, for dernæst i næste øjeblik at udstyre med våben som »moderate oprørere« og indsætte mod henholdsvis Gaddafi, Assad eller andre upopulære modstandere.

Med følgerne af denne praksis diskuterer det særlige udvalg i den amerikanske Kongres, under ledelse af republikaneren Trey Gowdy, stadig terrorangrebet i Benghasi 2012, hvor ambassadør Stevens og yderligere tre mennesker blev dræbt. Det forventes, at blandt andre Hillary Clinton og Susan Rice til foråret eller sommer vil blive indstævnet til at vidne, og at Obamas vice-sikkerhedsrådgiver Ben Rhodes’ instruktion til Rice om at lyve om omstændighederne omkring angrebet, vil komme frem.

Senator Graham fremhævede med stor kraft Saudi Arabiens rolle, hvis støtte til den meste ekstreme form for islam, wahhabismen, blot var blevet opmuntret gennem hemmeligstemplingen af de 28 sider. Over hele verden er støtten til og finansieringen af disse terrorgrupper sidenhen vokset, og al-Qaeda skulle være en skabelse af Saudi Arabien, lige så vel som regionale grupper som al-Shabab og ISIS, der blot skulle være de seneste skabelser. Den, der antager, at problemet er løst ved at besejre ISIS, er naiv:

»Konsekvensen af vores passivitet over for Saudi Arabien er, at vi har tolereret en hel række af disse organisationer, der er så voldelige, ekstreme og yderst skadelige for hele Sydvestasien og udgør en trussel mod hele verden, som vi så det i morges i Paris«, understregede Graham.

Højtplacerede kilder i både Frankrig og USA, der pga. deres position har adgang til ikke-offentlige informationer, er enige om den vurdering, at angrebet i Paris ikke kun drejede sig om en destabilisering af Frankrig, men også om et varselsskud i næsen på præsident Hollande, der for nylig gjorde sig upopulær i visse angloamerikanske kredse, da han kom ud og talte for en nedtrapning over for Rusland og en snarlig afslutning af sanktionerne.

Er det altså berettiget kun at tale om et »angreb på menings- og ytringsfriheden« i denne sammenhæng, som den »radikale islam« på demonstrativ vis er ansvarlig for? Eller bliver, netop gennem denne »fortælling«, som det så fornemt hedder på moderne sprog, en begivenhed udstyret med en troværdig forklaring, der imidlertid typisk sejler under falsk flag? Selvfølgelig handler det om »islamisk ekstremisme« – men netop en sådan, der tjener en politisk dagsorden.

Det er i denne forbindelse interessant, hvordan den ukrainske premierminister Jatsenjuk (Victoria Nulands »Jats«) i en tale for Det tyske, udenrigspolitiske Selskab (DGAP) uimodsagt kunne hævde, at alle huskede, hvordan Sovjetunionen havde overfaldet Tyskland og Ukraine! Da den russiske viceudenrigsminister Vladimir Titov derefter bad om en udtalelse fra det tyske Udenrigsministerium om Jatsenjuks udtalelser, lød svaret, at Forbundsregeringen ikke afgav nogen kommentar til hans udtalelser. Berlin ville dog ikke stille spørgsmålstegn ved tyskernes ansvar for sovjetiske borgeres død under Anden Verdenskrig. Hvis man vil bedømme dette svar venligt, kan man indstille Udenrigsministeriet til Nobelprisen i ’dans på æg’.

Realiteten er derimod nærmere en belysning af NATO-Gladio-Operationens praksis, hvor man under den Kolde Krig støttede såkaldte »Stay-behind«- (»tilbageblevne«) netværk for det tilfælde, at der blev krig med Sovjetunionen, og som bestod af tidligere nazister, antikommunister eller – i Ukraines tilfælde – Stepan Banderas netværk. CIA’s, MI6’s og BND’s, den tyske efterretningstjenestes, kontrol med disse netværk er veldokumenteret.

70 år efter Anden Verdenskrigs slutning hersker tydeligvis stadig den samme anskuelse ud fra mottoet: Mine skurke er gode skurke, og dine skurke er forbrydere. Denne dobbeltmoral i Vestens angivelige frihedselskende og demokratiske anskuelse stikker pinligt ud. Således kommenterede den kinesiske avis Global Times, at når det drejede sig om terrorisme i Paris, forlanger Vesten korrekt uindskrænket solidaritet. Men når det drejer sig om terrorisme imod Kina, fremstiller Vesten dette endda som en kinesisk påstand (med den implikation, at det drejede sig om legitime protester mod den kinesiske regering). Og Konstantin Kosatjev, ledende parlamentariker i det Russiske Føderationsråd, påpegede, at reaktionen på terroren i Paris må være den samme, som ved mordattentatet i Odessa, hvor ukrainske mennesker indebrændte levende.

»Ville europæerne sluge det? Ville de europæiske politikere tie og lade, som om intet var hændt?«, skrev Kosatjev på sin blog.

Senator Graham krævede i sin pressekonference, at politikken må føres tilbage til den standard, som præsident Lincoln fastsatte, og som gik ud fra, at republikken kun kan bestå, hvis regeringen siger den uindskrænkede sandhed, fordi der kun på denne måde kan herske den nødvendige tillid i samfundet. Netop denne tillid er i dag i vidt omfang forsvundet mellem regeringen og befolkningen i USA og Europa.

Hvis den tyske regering vil ændre dette, må den omgående indlede en undersøgelse af implikationerne af senator Grahams pressekonference og gøre en ende på den utålelige mørklægning af Jazi-kuppet i Kiev.

(Se også: Jacques Cheminades erklæring: Vores 11. september)

Med formand Tom Gillesberg

10. jan. 2015 – Natalia Vitrenko, præsident for Ukraines Progressive Socialistparti, udstedte i går et åbent brev til FN’s generalsekretær Ban Ki-moon, den tyske kansler Angela Merkel samt andre verdensledere, med titlen: »Vestens loyalitet over for Jatsenjuks udbrud af neonazistiske aktiviteter er en krigsprovokation i Eurasien«.

»Under sit besøg i Tyskland den 8. jan.«, skrev hun, »tillod Ukraines premierminister Arsenij Jatsenjuk sig, i et interview med den tyske Tv-kanal ARD, på vegne af det ukrainske folk at give udtryk for udtalelser og ideologier, der i deres natur og politiske implikationer er uhyrlige.

Med sin ankomst til hjemstedet for Hitlers nazisme, hvis idéer styrtede hele menneskeheden ud i en global tragedie af hidtil uset omfang, talte Jatsenjuk, ikke engang som en ukrainsk nynazist, men som en tysk nynazist. Her er hans ord, der ikke er blevet ordentligt fordømt af hverken FN, de vestlige lande i anti-Hitler-koalitionen eller ofrene for nazisme og fascisme: ’Vi husker endnu den sovjetiske invasion af Ukraine og Tyskland’.

Og Tyskland, der udløste den blodige Anden Verdenskrig og blev besejret, og som angrede sine forbrydelser, havde intet hastværk med at fordømme Jatsenjuk og udvise ham af sit territorium.

Jeg henleder Deres opmærksomhed på den skæbnesvangre betydning og de fremtidige, politiske konsekvenser for det globale samfund af Jatsenjuks 9 ord.

Med disse ord rehabiliterede han først og fremmest den Hitlerske nazisme som en nationalsocialistisk ideologi for opbygning af en verdensorden, retfærdiggjorde Hitler-Tysklands aggression og de forfærdelige forbrydelser, det begik, og som blev begået sammen med kollaboratører i de besatte territorier, inklusive det ukrainske territorium. Og han kom til Tyskland umiddelbart efter, at mange tusinde, ukrainske Bandera-nynazister, arvtagerne efter Hitlers kollaboratører, havde demonstreret.

Som et medlem af regeringen i staten Ukraine – et land, der var offer for nazistisk aggression – talte Jatsenjuk som en provokatør; han nedbrød principperne for international lov og ødelagde dens fundament i form af Den internationale militærdomstol i Nürnbergs charter og domsafsigelse.«

Vitrenko fortsatte med at citere afgørelserne af Domstolen i Nürnberg og diverse erklæringer fra de Tre Store Allierede magter, omhandlende karakteren af deres fælles kamp mod nazismen.

»Alle de foranstående dokumenter viser uden for enhver tvivl«, skrev hun, »at det ikke kun var Sovjetunionen, der kæmpede imod Hitler-Tyskland, men også landene i anti-Hitler-koalitionen, der sluttede sig til hele den antifascistiske, progressive menneskeheds kræfter«.

Som en af arrangørerne af kuppet i Ukraine bør Jatsenjuks erklæring bedømmes som en erklæring fra en gesandt fra USA, der er fast besluttet på at trække Tyskland ind i en antændelse af Tredje Verdenskrig, skrev hun.

Hun fortsatte med at citere fra erklæringer fra Nürnberg-domstolens anklagere fra de fire sejrherrer, inklusive Robert Jackson (USA), Hartley Shawcross (U.K.), Francois de Menthon (Frankrig) og Roman Rudenko (U.S.S.R.). Om sidstnævnte bemærker hun: »Hovedanklageren fra U.S.S.R., det land, der betalte den højeste pris, 27 millioner liv af i alt 50 millioner, og som, naturligvis, spillede en afgørende rolle i sejren over Nazi-Tyskland, var Roman Rudenko, en indfødt fra Ukraines Tjernihiv-område, og daværende statsanklager for Sovjetrepublikken Ukraine.«

Hun citerede sluttelig Artikel 26 i Nürnberg-charteret:

»Dommen … er endegyldig og kan ikke ændres«, og appellerede til verdens ledere om at gribe til handling.

Af Jeffrey Steinberg. 4. jan. 2014 – Festligholdelsen af Nytåret i år skete mod en baggrund af den voksende fare for verdenskrig og bestræbeler på at forhindre, at en konflikt bryder ud i det tidlige 2015.

Russiske regeringsfolk, inklusive præsident Vladimir Putin og chefen for de væbnede styrker, general Valeriy Gerasimov, gjorde det i erklæringer ved årets slutning og i interviews klart, at Rusland er fuldt ud klar til en strategisk imødegåelse af fremstødet for regimeskift i Moskva, der kommer fra NATO og Obamas Hvide Hus.

Den 29. dec. gav general Gerasimov, i et interview med Rossiya 24 TV, et overblik over Ruslands fremskridt i eftersynet af sin strategiske atomstyrketriade, med testaffyring af en ny generation mobile, landbaserede ICBM’er og udstationeringen af tre nye atombevæbnede ubåde af Borei-klassen til den nordlige flåde.

Han sagde, at den strategiske modernisering er en topprioritet, der er i overensstemmelse med den nye, russiske militærdoktrin, som netop er blevet udstedt. I nummeret fra 24.-30. nov. af Det russiske Forsvarsministeriums magasin Militær Tænkning var der en lang artikel med overskriften »Politisk teknik for farvede revolutioner – Hvordan man holder dem i skak«, som gentog den russiske militærkommandos vurdering, at vestlige magter er engageret i en krigsform for det 21. århundrede med regimeskift, baseret på anstiftelse af »styret kaos« med henblik på at vælte regeringer, især inden for området af CSTO (Collective Security Treaty Organisation; Organisationen for en fælles sikkerhedsaftale), inklusive Rusland.

Faren for krig, som drives frem af nedsmeltningen af det transatlantiske finanssystem, blev ligeledes markeret af Willy Wimmer, den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver til Tysklands Kristendemokratiske Union, i en strategisk analyse med titlen, »Vil det hele eksplodere i 2015?«. Wimmer peger her på flere faktorer, der kunne udløse dette: udsigten til en græsk udtræden af euroen; Londons afkobling fra EU; Le Pens overtagelse i Frankrig; og Obamaregeringens etablering af Ruslands »fjendestatus som institution«. Wimmer nævnte Cecil Rhodes’ britiske imperietradition som drivkraften bag den aktuelle krigsfare.

Et ekko af Wimmers advarsler kom fra Pat Buchanan, der den 2. jan. på antiwar.com skrev og spurgte: »Ligger krig i kortene for 2015?«. Buchanan nævnte den nylige vedtagelse i Kongressen af HR 758, en provokation mod Rusland, og præsident Obamas sanktioner mod Moskva, som fremstød for krig. Han advarede om, at Kongressen sandsynligvis vil vedtage levering af våben til Kiev, og dette kunne udløse en barsk, russisk militærrespons.

Er nogen ved at få kolde fødder?

Obamaregeringen har bebudet sanktioner mod fire russiske regeringsfolk under Magnitsky-loven, hvilket forårsagede en kraftig fordømmelse fra det Russiske Udenrigsministerium, der advarede om, at sådanne fjendtlige handlinger kunne ødelægge ethvert russisk samarbejde med Washington om afgørende vigtige spørgsmål, som P5+1-forhandlingerne med Iran, samt de igangværende, russiskledede bestræbelser på at nå frem til en politisk løsning på den fire år lange syriske konflikt, der har forårsaget fremkomsten af Islamisk Stat.

Truslen om umiddelbart forestående krig er blevet så udtalt, at nogle af de ledende krigsprovokatører er ved at blive bange og advarer om faren. Den tidligere ukrainske præsident Viktor Jusjenko, der blev installeret i midten af 2000-årene under første fase af den Orange Revolution, sagde i et interview i slutningen af december, at 60 % af det ukrainske folk er modstandere af den aktuelle regerings politik med at integrere landet i EU og NATO.

Selv Adrian Karatnycky, den tidligere chef for Freedom House og nuværende direktør for Det atlantiske Råds Ukraine i Europa Taskforce, advarede om, at Sektor Højre og hardcore anti-russiske, ukrainske oligarker, der finansierer de ekstremistiske bander, udgør en trussel mod Ukraines sikkerhed og omgående må bringes under kontrol.

Nogle forsøg på modstand

Selv, mens Wall Street og London driver verden hen imod en strategisk konfrontation, der kunne føre til termonuklear krig og udslettelse, er der visse tegn på modstand. Ved årets slutning afholdt udenrigsministrene fra Rusland, Ukraine, Tyskland og Frankrig en telefonkonference, der havde til formål at genstarte Minskdrøftelserne fra september 2014 for at bilægge krisen i Ukraine. De fire ministre blev enige om, at det var nødvendigt, at Kontaktgruppen omgående trådte sammen igen, og der rapporteres om flere forestående møder i begyndelsen af januar, i Berlin og i Astara, Kasakhstan, for at genoplive indsatsen.

Som et tegn på russisk velvilje for at fremme nedtrapningen af Ukrainekrisen har præsident Putin meddelt, at Rusland ville begynde at levere 500.000 tons kul om måneden til Ukraine – uden forudbetaling. Rusland arbejder også på at være vært for en forhandlingsrunde i Moskva i januar måned for den syriske opposition, inklusive både indenlandske grupperinger og grupperinger med base i udlandet, sammen med repræsentanter for regeringen. Viceudenrigsminister Alexander Bogdanov har ledet denne indsats efter både at have besøgt Damaskus og Ankara (hvor oppositionsgrupperne har hovedkvarter). Russerne har lagt pres på præsident Bashar al-Assad for at engagere sig fuldt ud i dialogen med oppositionen; Rusland har indflydelse, fordi Assad har bedt Moskva om 10 mia. dollar i nye lån.

Egypten og Iran har indikeret deres villighed til at samarbejde i den syriske fredsbestræbelse. Og den amerikanske udenrigsminister John Kerry har bevaret en tæt kontakt med den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov om både Syrien og Ukraine, selv om det ikke står klart, om Kerry har nogen opbakning fra præsident Obama og dennes inderkreds i Det hvide Hus til dette diplomatiske initiativ.

Foto: Den russiske præsident Vladimir Putin holder sin årlige Tale til Nationen 4. dec. 2014 

Faren for generel krig – termonuklear krig – mod Rusland, der kommer fra den truende bankerot af Wall Street og City of London, er helt klart drivkraften bag desperate handlinger fra hele dette oligarkiske apparat. Dette er blevet reflekteret i de sidste 24 timer på både de finansielle og strategiske krigsfronter.

Først og fremmest kom angrebet på ugebladet Charlie Hebdos kontorer i Paris. Dette er et forvarsel om yderligere terrorhandlinger af denne art, advarede Lyndon LaRouche i torsdags. »Dette kommer fra London og er en del af det britiske krigsfremstød. Deres politik er massiv befolkningsreduktion, og anvendelsen af terrorinstrumenter må forstås i denne sammenhæng.«

LaRouche advarede om, at briterne vil spille på begge sider af islam/anti-islam-orkestreringen.

»Terrorisme er terrorisme, uanset den specifikke etiket«, hævdede LaRouche. »Det vil kræve en del seriøst og kompetent efterretningsarbejde at besejre dette truende angreb.«

LaRouche tilføjede, at angrebet i Paris må ses som en advarsel om lignende aktioner, som vil bryde ud andre steder.

»Undervurder ikke«, fortsatte LaRouche, »betydningen af pressekonferencen på Capitol Hill i onsdags med tidligere senator Bob Graham og de nuværende kongresmedlemmer Walter Jones og Stephen Lynch sammen med familierne til ofre for 11. september. De fangede virkelig den saudiske – faktisk den anglo-saudiske – hånd på højeste niveau bag al alvorlig global terrorisme. Dette er en meget vigtig afsløring af den virkelige terrortrussels natur, som er styret fra højeste niveau.«

Der er da også allerede ved at komme beviser op til overfladen, der indikerer en klar, britisk hånd bag terrorangrebene i Paris. Torsdag aften afslørede Daily Telegraph klare forbindelser mellem en af gerningsmændene i Paris og Abu Hamza, der igennem mange år har rekrutteret folk til jihad med base i Finsbury Park moskeen i London. Abu Hamza blev domfældt ved en amerikansk statslig domstol sidste år for at sponsorere terrorisme, men under sin rettergang var hans forsvar, at han arbejdede på vegne af MI5, Storbritanniens modstykke til FBI.

Den samme desperation, der er drivkraften bag den nye bølge af terrorisme i stil med 11. september, driver også republikanske kongresledere til at bøje sig for Wall Streets krav om omgående garantier for ubegrænset bail-out gennem skatteborgernes penge af deres totalt bankerotte finansboble. Samtidig presser de også på, som Lyndon LaRouche advarede, for at få indført onde nedskæringer, der har Amerikas fattigste og mest sårbare som målgruppe – gennem nedskæringer i madkuponer og social bistand til handicappede og veteraner. Dette er nøjagtig det samme som den britiske politik for radikal befolkningsreduktion.

LaRouche har for nylig forudsagt, at det republikanske lederskab i Kongressen meget snart vil blive lige så forhadt som Obama.

Republikanere i Repræsentanternes Hus, der responderede til den fortsatte rædsel på Wall Street for en snarlig nedsmeltning, forsøgte onsdag at hamre endnu en Wall Street bail-out-lov igennem – og de blev slået af en disciplineret, demokratisk afstemning. Snarere end at udnytte deres flertal i Huset, brugte republikanere nogle procedureregler til at gå uden om Husets Komite for finansielle tjenesteydelser og kræve en omgående afstemning om lovforslag HR 37, en samling forholdsregler for afregulering, inklusive yderligere to års forlængelse af sidste frist-datoen fra juli 2017 for banker til at sælge ud af deres kautionerede gældsforpligtelser og fjerne alle kautionsforpligtelser på derivatkontrakter. Alle demokrater for nær 35 stemte »nej«, og forholdsreglerne blev nedstemt med seks stemmer (vedtagelse kræver et to tredjedels flertal). Demokrater, inklusive senator Elizabeth Warren, og kongresmedlemmer Maxine Waters og Keith Ellison, var stadig rasende over Obama-Jamie Dimon-svindelen i december, der ophævede forbuddet mod bail-out fra FDIC (den amerikanske, statslige indskudsgarantifond) af futures-derivater på råmaterialer, og selv leder af mindretallet, Nancy Pelosi, mobiliserede demokratisk opposition.

Mens dette var en begrænset, men nyttig, sejr for bagtroppen, så forråder det det fortsatte Wall Street-hysteri og åbner dørene for Lyndon LaRouches ægte løsning: Driv Wall Street til bankerot ved at gennemføre hans Fire Hovedlove, med genindsættelsen af den originale Glass/Steagall-lov fra 1933 som den første.

I en lignende desperat handling var den ukrainske premierminister (Victoria Nulands »vor mand Jats«) i Berlin i torsdags, hvor han mødtes med den tyske kansler Merkel og pressede på for yderligere konfrontation med Rusland og med præsident Putin i særdeleshed. Mens den franske præsident Hollande har ydet modstand mod det fortsatte angreb mod Rusland og har presset på for, at Normandiet-gruppen af statsoverhoveder fra Ukraine, Rusland, Frankrig og Tyskland snart skal mødes i Kasakhstan for at løse Ukrainekrisen, leverede Jatsenjuk et aggressivt angreb på Putin og beskyldte Rusland for at stå bag hackerangrebet på den tyske regerings computere og beskyldte Putin personligt for at sende horder af »banditter« ind i Østukraine. Merkel gjorde intet forsøg på at modsige Jatsenjuks skandaløse provokationer.

Tilbage før årsskiftet advarede LaRouche allerede om, at de allerførste dage og uger i 2015 ville blive opgørets øjeblik på global skala. Begivenhederne i de seneste 48 timer viser blot, hvor præcise hans advarsler har været.

5. jan. 2015 – Ruslands ambassadør til Den europæiske Union, Vladimir Chizhov, har udfordret EU, især ved at presse Tyskland, til at indlede forhandlinger om handel med den nu aktive Eurasiske Økonomiske Union, bestående af Rusland, Belarus, Kasakhstan og Armenien.

Dette ville omfatte, som Chizhov sagde, at man opgav forhandlingerne med Obamaregeringen om det såkaldte »TTIP« (Transatlantiske Handels- og Investeringspartnerskab), og i stedet forhandlede om en gensidig handelsaftale for hele Eurasien.

Under sin tale den 24. oktober i Valdai Club opfordrede den russiske præsident Vladimir Putin til en konkret dialog mellem Den eurasiske økonomiske Union og Den europæiske Union.

»I øvrigt har de næsten fuldstændigt afvist os også med dette, og det står heller ikke klart, hvorfor – hvad er det, der er så skræmmende ved det?«, spurgte Putin.

Et afgørende element i udløsningen af det, der blev til Maidan-flanken imod eurasisk samarbejde, var det provokerende, ensidige pres for at få frihandelsaftalen mellem EU og Ukraine, der ekskluderede trepartsforhandlinger med Rusland og Toldunionen, der nu er blevet til Den eurasiske økonomiske Union. Med et Ukraine, der er praktisk talt bankerot som følge af det seneste års EU-Trojka-konfrontation, og med et EU, der er i færd med at synke ned i den finansielle krises slutspil og den kollapsende handel med Rusland, sagde Chizhov:

»Vi bør tænke på en frihandelszone, der omfatter alle interesserede parter i Eurasien. Mener man, at det er klogt at bruge så meget politisk energi på en frihandelszone med USA, alt imens man har mere naturlige partnere ved sin side? Vi behandler ikke engang vores kyllinger med klor! Jeg er overbevist om, at jo før, vi indleder en dialog om det fælles, eurasiske, økonomiske område, desto bedre.«

Chizhov bemærkede i sit interview med Bruxelles-avisen EUobserver den 2. januar, at selv den tyske kansler Merkel talte om dette; det samme har Tysklands udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier. Faktisk har Merkel været under pres om dette fra institutionskræfter i en sådan grad, at hun nævnte det under en samling i Forbundsdagen i november. Steinmeier rejste spørgsmålet igen i et interview den 22. dec. med Der Spiegel.

Billede: Kort med befolkningstal for Rusland, Belarus og Kasakhstan. Armeniens befolkningstal er knap 3 mio. 

Lyndon LaRouche: Vi har en klar mulighed for storhed.

»Der ligger ting foran os, langt fremme i dette system, ligger der ting foran os, som de fleste mennesker på denne planet endnu aldrig har drømt om, men hvis vi har heldet med os, har vi taget de første skridt i videnskabeligt fremskridt hen imod det største spring, menneskeheden nogensinde har defineret.« Lyndon H. LaRouche, Jr.

Lyndon LaRouche optog følgende budskab på video til den »IV Internationale Videnskabelige Konference om Grundliggende og Praktiske Problemer i Forbindelse med en Opretholdelsen af Udvikling i Systemet med Natur-Samfund-Menneske: Videnskab, Konstruktion og Uddannelse«, som blev afholdt den 22. dec. 2014 på Dubna Internationale Universitet for Natur, Samfund og Menneske, 100 km uden for Moskva.

Konferencens sponsorer inkluderede Det Russiske Naturvidenskabelige Akademi (RAS), RAS’ Videnskabelige Råd for Komplekse Problemer i tilknytning til Eurasisk Integration, Modernisering og Opretholdelse af Udvikling; Kasakhstans Nationale Naturvidenskabelige Akademi, samt Dubna Universitet, hvor konferencen blev afholdt.

Man har præsenteret taler af LaRouche og LPAC’s videnskabsteam på konferencer i Dubna i flere år. Hovedarrangørerne, Boris Bolshakov og Oleg Kuznetsov, begge professorer, var medarbejdere til nu afdøde Pobisk Kuznetsov, den russiske visionære, industriorganisator og LaRouches ven. I år var LaRouches budskab(udskrift 1) og Helga Zepp-LaRouches præsentation om Verdenslandbroen som alternativ til krig (udskrift 2) programsat til at være hovedtalerne på plenarforsamlingen ved konferencens åbning.

Se begge videotaler her.

»Der ligger ting foran os, langt fremme i dette system, ligger der ting foran os, som de fleste mennesker på denne planet endnu aldrig har drømt om, med hvis vi har heldet med os, har vi taget de første skridt i videnskabeligt fremskridt hen imod det største spring, menneskeheden nogensinde har defineret.« Lyndon H. LaRouche, Jr.

»Mine hilsener til konferencen,

Det, vi nu står overfor på planetarisk skala, er noget fuldstændig nyt, noget, der aldrig før er sket, håber vi. For det, der nu er sket, er, at vi er på randen til at bringe planetens største nationer, de væsentligste nationer, sammen; med hensyn til kvantitet osv., er de fortsat under udvikling; men det er en bemærkelsesværdig udvikling, f.eks. i Sydamerika, i elementer af Afrika, og nogle elementer af Europa, især i Rusland, samt på andre steder, enkelte steder.

Men dette er problemet: Vi har Det britiske Imperium, som er menneskehedens mangeårige fjende. Vi må ikke alene besejre denne fjende, men vi må også leve op til den opgave at bringe USA, det amerikanske folk, ud af deres aktuelle elendighed og desorientering, hvilket er muligt, det kan lade sig gøre, det kan gøres. Men USA’s nuværende regering er et umuligt instrument, og vi må skaffe os af med de fleste af de elementer, der dominerer USA’s regering netop nu. Vi må også understrege, at den amerikanske regering i virkeligheden er en gren af det saudiske og det britiske imperium, som de imperier, der er involveret i terroren i Asien.

Hvad vi derfor må overveje er de planer, som vi skal lægge, eller som vi burde være i gang med at lægge nu, og som vil gøre det muligt for verden at få et nyt syn på sig selv. De store nationer, som er vokset frem i Asien og Sydamerika, f.eks., det er store nationer, som har et stort potentiale; men vi må beskytte processen. Vi må fjerne Det britiske Imperium. Hvis Det britiske Imperium har magten, er der ingen sikkerhed. Hvis elementer af USA, som er en del af Det britiske Imperium, er der, samt lignende former for onde kræfter, er vi i fare for at miste alt, og muligheden for en atomkrig, på globalt plan, er stadig til stede.

Jeg er overbevist om, at vi kan gøre det. Jeg er overbevist om det, fordi jeg ved, at der er evner i det menneskelige intellekt nu … der kan føre til et nyt begreb om, hvad meningen med den menneskelige art, og selve vores planet, er.

Det, jeg er i færd med at gøre, for at sige det ganske kort, er, at jeg forsøger at bevirke, at den nuværende amerikanske regering bliver dumpet, fordi det er en rådden regering og må reformeres. Man behøver ikke at ændre den måde, som den amerikanske regering er udtænkt til at være; det, vi har brug for, er at ændre sammensætningen af den amerikanske regering, især under de seneste to regeringer. Hvis det sker, er jeg sikker på, at de rædsler, som de fleste mennesker i USA, og i andre nationer, står overfor, kan besejres. Problemet er, at vi må besejre fjenden, fjenden, som er de kræfter, vi må gøre op med.

Jeg er overbevist om, at vi kan gøre det. Jeg er overbevist om det, fordi jeg ved, at der nu er evner i det menneskelige intellekt, som er ringe forstået, som mennesker i nogle dele af verden, som i Kina, og i en vis særlig grad Rusland, og Indien og så fremdeles, og BRIKS-landene – at disse nationer går i retning af selvudvikling, fælles selvudvikling, som kan føre til et nyt begreb om, hvad meningen med den menneskelige art, og selve vores planet, er.

Der ligger ting foran os, langt fremme i dette system, ligger der ting foran os, som de fleste mennesker på denne planet endnu aldrig har drømt om, men hvis vi har heldet med os, har vi taget de første skridt i videnskabeligt fremskridt hen imod det største spring, menneskeheden nogensinde har defineret.

For eksempel ved vi, at den menneskelige art ikke er et dyr, og at intet dyr er den menneskelige art! Vi ved andre ting om livet og ting osv., som det er af afgørende betydning, at vi ved. Vi ser, hvad der sker i Kina, i udviklingen af rumforskningen der: Dette er en revolution, som fører os i retning af stjernerne. Og andre nationer vil følge den samme kurs, og følge den samme kurs, som man på denne måde følger i Kina. Og deri ligger vores håb!

Men det er ikke bare håb, det er en forståelse af, hvad der udgør de store muligheder, og hvad der udgør de store farer, som ligger foran os.

For eksempel, vi har nu denne kvinde [Victoria Nuland], som anfører og kontrollerer en del af Centraleuropa fra USA: en ond person. Denne person må fjernes, må fjernes fra USA og af USA; og sådanne ting må ske.

Men min pointe er, jeg ser et klart, optimistisk punkt, en klar mulighed for storhed. Det, vi må gøre, er ganske enkelt at bygge på det, forstå de handlinger, vi må foretage, forstå de forberedelser, vi må gøre: Vi står på randen til potentialet for den største fordel i menneskehedens fremskridt, som vi hidtil har kendt. Og vi må kæmpe nu for at sikre denne fordel for menneskehedens fremtids skyld, idet menneskeheden bevæger sig ud i de højereliggende dele af Solsystemet.«

Helga Zepp-LaRouche:

At skabe en verden, der er menneskeværdet værdigt

Helga Zepp-LaRouche holdt denne tale over video til konferencen i Dubna, den 22. dec. 2014:

» … Vi kunne have reddet de tidligere Comecon-landes industrielle kapacitet ved at bruge disse kapaciteter til at opbygge infrastruktur-udviklingskorridorer over hele Asien og Europa; og på denne måde kunne vi have forandret forholdene i indlandsområderne på det eurasiske kontinent til at yde en bedre levestandard for alle mennesker på dette kontinent.« Helga Zepp-LaRouche.

»Kære deltagere på konferencen i Dubna,

Jeg tror, De alle sammen er bevidste om, at verden befinder sig på et ekstremt vanskeligt tidspunkt, og at, hvis den aktuelle politik, der føres af den amerikanske regering, briterne, NATO og EU, fik lov at fortsætte, ville en atomkrig efter al sandsynlighed finde sted og føre til civilisationens udslettelse.

Jeg tror, at det er tydeligt, at både den russiske og den kinesiske regering er fuldt ud bevidste om denne fare, og hvis man lytter til den tale, som præsident Putin holdt, hans årlige tale til begge husene i den Russiske Føderation, så sagde han en ting, som jeg mener, er fuldstændig klart: Det, som hele den nuværende krise handler om, er ikke Ukraine. Han understregede, at hvis de ikke havde fundet krisen i Ukraine, så ville de have fundet en anden vej, og det er nøjagtigt, hvad jeg tror, er fuldstændig sandt. Og jeg fremkommer ikke med dette som en mening, jeg har, men som en person, der, sammen med hr. LaRouche, i meget lang tid har været aktivt involveret i at forsøge at ændre verdens kurs hen imod en fredsorden for det 21. århundrede.

Da Sovjetunionen opløstes i 1991, foreslog vi et økonomisk program, som vi kaldte Den eurasiske Landbro, Den nye Silkevej, og det var idéen om at forbinde Europas befolknings- og industricentre med Asiens, igennem såkaldte »udviklingskorridorer; på denne måde kunne vi have reddet de tidligere Comecon-landes industrielle kapacitet ved at bruge disse kapaciteter til at opbygge infrastruktur-udviklingskorridorer over hele Asien og Europa; og på denne måde kunne vi have forandret forholdene i indlandsområderne på det eurasiske kontinent til at yde en bedre levestandard for alle mennesker på dette kontinent.

Ulykkeligvis var dette ikke briternes og amerikanernes politik på det tidspunkt, for de sagde, og erklærede, meget klart, at det på det tidspunkt var deres mål at forvandle Rusland fra at være en supermagt til at være et tredjeverdensland, der producerede råmaterialer. Derfor tog de den første form for krigsførelse, den såkaldte »chokterapi«, i anvendelse.

Målet, allerede i 1990’erne, men i særdeleshed siden præsident Putin kom tilbage, var regimeskifte i Rusland og ligeledes i alle de østeuropæiske lande, hvor der stadig fandtes rester af en prorussisk holdning.

Vi fulgte dette meget nøje, fordi vi havde denne plan om at udvikle det eurasiske kontinent; og vi så, at chokterapien aldrig havde til formål at gøre noget som helst godt for nogen som helst, men at det lykkedes den at reducere den russiske industrielle kapacitet på kun tre år, fra 1991til 1994, til en tredjedel af dens niveau i 1991. Og det, som denne periode gjorde, 1990’erne, Jeltsin-perioden – jeg mener, der er skrevet to meget vigtige bøger, der beskriver dette: Den ene er skrevet af Sergei Glazyev[1], og den anden af professor Stanislav Menshikov[2], der var en af vore meget gode venner, som desværre netop er død; og de beskriver begge to denne form for krigsførelse som »folkedrab«.

Den aktuelle offensiv imod Rusland begyndte faktisk ved slutningen af ’90’erne med de to Tjetjenske Krige, som næsten udelukkende blev finansieret af Boris Berezovskij, fra London. En stor rolle spilledes også af den Amerikanske Komite for Fred i Tjetjenien, som blev stiftet af de amerikanske neokonservative i 1999. Blandt de stiftende medlemmer var Zbigniew Brzezinski, Alexander Haig, Richard Perle, James Woolsey, Robert Kagan, der stadig spiller en vigtig rolle i Obamaregeringen, og som er gift med ingen anden end Victoria Nuland. Og jeg er temmelig sikker på, at det er denne gruppering, som præsident Putin refererer til i sin nylige tale, hvor han sagde, at disse tjetjenske terrorister blev modtaget på højeste niveau, og at de, endskønt de var mordere med blod på hænderne, blev kaldt »oprørere«, »frihedskæmpere« osv., af disse mennesker.

Målet, allerede i 1990’erne, men i særdeleshed siden præsident Putin kom tilbage, var regimeskifte i Rusland og ligeledes i alle de østeuropæiske lande, hvor der stadig fandtes rester af en prorussisk holdning. Og løftet om ikke at udvide NATO til Ruslands grænser blev selvfølgelig brudt. Victoria Nuland, Robert Kagans hustru, der nu er viceudenrigsminister med ansvar for Østeuropa og Eurasien, pralede i december 2013 med, at den amerikanske regering brugte 5 mia. dollar alene på Ukraine til den ’farvede revolution’.

Det russiske militær har i mellemtiden klart defineret de farvede revolutioner som en form for krigsførelse, selv om den ikke er erklæret. På samme måde har udenrigsminister Sergei Lavrov klart erklæret, at sanktioner ikke er en metode til at ændre Ruslands politik, men simpelt hen en metode til at vælte præsident Putin.

I sin tale sagde Putin, at det virkelige mål er den Jugoslaviske model for Rusland, opsplitningen af selve staten; og det er også klart, at EU-Associeringsaftalen, som startede og udløste krisen i Ukraine, havde det samme mål, fordi den ville have oversvømmet det russiske marked med billige, europæiske produkter og ødelagt vigtige kapaciteter i Rusland.

Krisen i Ukraine blev fuldstændig skabt af EU og naturligvis af deres amerikanske kollaboratører og, kan man sige, herrer. For det såkaldte Maidan var den farvede revolutions aktivister, men denne gang forstærket af de gamle nazistiske netværk, der gik tilbage til Bandera-perioden, hvor de ukrainske nazister samarbejdede med den nazistiske invasion i 1940’erne. Og disse mennesker blev i hele efterkrigstiden oplært af CIA, af MI6 og BND (Den tyske efterretningstjeneste).

Dernæst fik man det fascistiske kup den 21. februar [2014], som igen var under skarp kontrol og sponsoreret af Victoria Nuland, som i denne berømte, optagede telefonsamtale pralede med, at de ville sætte deres mand, »Jats« [Arsenij Jatsenjuk], på magten. Så dette er udelukkende en kombineret krigsførelse/farvet revolution/NATO-udvidelse til Ruslands grænser/sanktioner; og når man lytter til den tidligere chef for den Russiske Generalstab, general Juri Baluyevskij, som mener, at konflikten mellem NATO og Rusland er på vej; at den allerede er begyndt med en informationskrig, med at lægge et psykologisk pres på folks tankegang, en dæmonisering af Putin – og Kina, for resten – og at egentlig militærmagt blot vil være slutfasen i denne proces, som vi allerede ser i dag. Og da han blev spurgt, om han troede, det stadig kunne standses, svarede han, »Ulykkeligvis mener jeg ikke, at det er muligt længere. Mekanismerne er sat i bevægelse, vore modstanderes mål er blevet klart defineret: Så længe, vi lever, vil de forsøge at forhindre Rusland i at blive deres ligeværdige partner, såvel militært som økonomisk.«

Jeg mener derfor, at den eneste politik til at undgå krig er, at vi får civilisationen ind i et helt nyt paradigme. Vi må ophøre med at tænke i geopolitiske interesser, og vi må definere menneskehedens fælles mål, og vi må definere den nutidige situation ud fra fremtiden: Hvordan ønsker vi, at menneskeheden skal se ud om 10 år, om 100 år, om 1.000 år?

Lykkeligvis er dette kun en realitet: Den er virkelig, men der er en anden. Siden BRIKS-konferencen, topmødet i Fortaleza, Brasilien, i juli måned i år, er en helt, fuldstændig anden dynamik i verden blevet dannet af BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), der nu har inspireret mange andre lande i verden, de latinamerikanske lande, CELAC [Sammenslutningen af Latinamerikanske og Caribiske Stater], UNASUR [Unionen af Sydamerikanske Nationer], APEC-landene [Det Økonomiske Samarbejde i det Asiatiske Stillehavsområde], men også ASEAN-landene [Associationen af Sydøst-asiatiske Nationer], Egypten; mange lande er nu begyndt at blive optimistiske, centreret omkring kendsgerningen om den strategiske alliance mellem Rusland og Kina, der blev dannet i maj måned i år, og dernæst fortsat gennem BRIKS-udviklingen, især efter at præsident Xi Jinping fremlagde et tilbud om en Ny Silkevej – hvilket for øvrigt er nøjagtigt, hvad vi foreslog i 1991 med Den eurasiske Landbro/Nye Silkevej – en total eksplosion af optimisme er begyndt blandt mange, mange lande i udviklingssektoren.

Nye, finansielle institutioner er i færd med at blive skabt, eller er allerede blevet skabt. Den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), BRIKS’ Nye Udviklingsbank, Shanghai Cooperation Organization bank, den Nye Silkevejs-udviklingsfond, banken for landene i SAARC [Sydasiatisk Association for Regionalt Samarbejde] – de sydasiatiske lande; og der er netop nu en totalt ændret dynamik, fordi mange projekter, som i årtier blev afskrækket af Den internationale Valutafonds betingelsespolitik, nu bliver virkeliggjort.

Kina er med til at bygge en sekundær Panamakanal i Nicaragua; Kina er med til at bygge en transkontinental jernbane fra Brasilien til Peru; samarbejde om atomkraft finder sted mellem mange, mange lande. Se på den eksplosion af optimisme, der f.eks. er kommet frem i Indien, side Narendra Modi er blevet premierminister. Han har lovet at bygge 100 nye byer i Indien og skabe 1 million nye jobs hver måned til de unge mennesker i landet; han har netop meddelt, at han vil genoplive 31 vandstyringsprojekter, som blev lagt på is efter mordet på Indira Gandhi.

Kina har skabt et økonomisk mirakel, som ikke har sin lige i verden. Kina var, efter Deng Xiaopings reformer, i stand til at transformere Kina fra at være et meget fattigt land til at blive et økonomisk mirakel, hvor de på tredive år præsterede, hvad de fleste lande i den industrialiserede sektor behøvede 2 århundreder til at gennemføre. Og dette forslag om den Nye Silkevej – det, som Kina tilbyder, er at tage dette kinesiske, økonomiske mirakel og lade ethvert land, der måtte ønske det, deltage i denne indsats.

Efter APEC-konferencen i Beijing for nylig kom Xi Jinping med det tilbud til præsident Obama, hvor han inviterede USA og andre store lande, at de alle sammen kunne deltage i den Nye Silkevej og disse nye, finansielle mekanismer. Det er min faste overbevisning, at det ikke er håbløst, at dette tilbud kan blive accepteret.

I Tyskland har man f.eks. i øjeblikket en total opstand i industrien imod sanktionerne; så sent som i går blev en ny annonce udstedt, en appel til regeringen og parlamentet, som var underskrevet af 60 betydningsfulde personer, fra Gerhard Schröder til Roman Herzog, til Horst Teltschik, den tidligere leder af München Sikkerhedskonferencen, og mange andre; og titlen på denne appel er for resten »Krig igen i Europa? Ikke i vores navn!«

Så der er en modstand, og dette er meget vigtigt; og vi må sikre, at sådanne personer som Victoria Nulands onde gerninger bliver kendt, og at vi gør modstand mod denne krigspropaganda. Min mand har krævet fjernelsen af Victoria Nuland, for blot at forsinke denne krigsmaskine.

Men jeg mener, at den virkelige genrejsning kun vil komme, hvis vi fjerner den virkelige årsag til denne krig, og det er den kendsgerning, at det transatlantiske finanssystem er i færd med at kollapse. Sammenbruddet af olieprisen skader ikke blot Rusland og Iran; det er potentielt i færd med at kollapse hele det transatlantiske finanssystem, fordi oliekompagnierne og producenterne af skiferolie har akkumuleret en gæld på 1 billion dollar, som de kun kan betale, hvis olieprisen ligger på mellem 80-120 dollar. Så vi står og ser på en gentagelse af krisen på det sekundære ejendomsmarked i 2007.

Jeg mener derfor, at den eneste politik til at undgå krig er, at vi får civilisationen ind i et helt nyt paradigme. Vi må ophøre med at tænke i geopolitiske interesser, og vi må definere menneskehedens fælles mål, og vi må definere den nutidige situation ud fra fremtiden: Hvordan ønsker vi, at menneskeheden skal se ud om 10 år, om 100 år, om 1.000 år? Og her vil spørgsmålet om fælles udforskning af rummet blive af absolut afgørende betydning.

Den umiddelbare rute til at følge denne vej er derfor at tage imod præsident Xi Jinpings tilbud til USA og Europa om at tilslutte sig den Nye Silkevej. Vi har netop udgivet en rapport, der viser en utrolig mængde projekter og ting til fremtiden, som ville forandre og transformere Jordens overflade, og jeg mener, at denne plan, »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«[3] er noget, som vi absolut må gøre til et hoveddiskussionsemne, som det eneste alternativ til civilisationens udslettelse.

Jeg er optimistisk over, at vi kan gør det. Jeg har ingen garanti; men jeg mener, det er umagen værd at forsøge alle muligheder for at ændre dagsordenen, og at diskutere menneskehedens fælles interesser: Hvordan kommer vi ud af denne krise, og hvordan skaber vi en verden, som er menneskeværdet værdigt, menneskehedens identitet som universets eneste, kreative art, værdigt.«

[1] Sergei Glazyev: Genocide: Russia and the New World Order (EIR, 1999). Kan købes hos larouchepub.com. http://store.larouchepub.com/product-p/eirbk-1999-2-0-0-pdf.htm

[2] Stanislav M. Menshikov: The Anatomy of Russian Capitalism, (EIR, 2006). Kan købes hos larouchepub.com. http://store.larouchepub.com/product-p/eirbk-2006-1-0-0-std.htm

[3] Kan købes hos larouchepub.com http://store.larouchepub.com/product-p/eipsp-2014-1-0-0-pdf.htm

EIR, 11. dec. 2014 – I modsætning til det omkvæd, der høres i de internationalt orkestrerede medier, har de aktuelle, stigende spændinger mellem NATO-landene og Rusland intet med »konflikten i Ukraine« og den kendsgerning, at Krim genforenedes med Rusland, at gøre. Konflikten stammer fra den kendsgerning, som åbenlyst identificeres af adskillige russiske regeringstalsmænd, så vel som visse britiske og amerikanske strateger, der tilhører krigspartiet, at USA og NATO har vedtaget en politik med strategisk konfrontation med Rusland, inklusive »regimeskifte«, hvis hensigt er at tvinge verdens næststørste atommagt til at underkaste sig Vesten. Hvis denne politik ikke afvises i Vesten, vil den blive afvist af Rusland og kan derfor udelukkende kun føre til en Tredje Verdenskrig; en udslettelseskrig.

Se også: Video, 'Storm over Asia', 160 min. (eng.)

Se også: Video, 'Ingen Overlevende', 36 min. (danske undertekster) sep. 2012

13. dec. 2014 – I et interview med Time Magazine, publiceret den 11. december, advarede tidligere sovjetiske præsident Mikhail Gorbatjov Obamaregeringen mod at presse Rusland mht. Ukraine-spørgsmålet og sagde,

»det er vanskeligt at nedgøre russere. Vi kender vores værd.«

Artiklen, skrevet af Simon Shuster, er baseret på et interview fra november. Den påpeger, at Gorbatjov er dybt bekymret over den kolde krig, som han hævder, vi allerede befinder os i og siger, at i stedet for at behandle Rusland som en ligeværdig partner,

»forsøgte Vesten at skubbe os ud af politik«. Han sagde endda, »folk taler igen ikke alene om en ny kold krig, men om en varm. Det er, som en tid med store vanskeligheder er kommet. Der er turbulens i verden.«

Med et forslag til at forhindre det Armageddon, som kunne blive resultatet, sagde Gorbatjov:

»Vi må vende tilbage til dialog. Vi må stoppe denne udvikling. Vi må vende tilbage til det, vi begyndte på ved afslutningen af den Kolde Krig.«

Gorbatjov anbragte retmæssigt skylden for den farlige krise på Washingtons dørtrin og sagde,

»Jeg har lært, at man kan lytte til amerikanerne, men man kan ikke stole på dem«.

Med beundrende udtalelser om Putins annektering af Krim fra Ukraine sagde Gorbatjov:

»Putin begyndte at handle på egen hånd. Og hans holdning var i flertallets interesse«.

Foto: Mikhail Gorbatjov, Berlin 8. nov. 2014

13. dec. 2014 – En delegation fra Den internationale Valutafond (IMF) var i Kiev i denne uge for at beslutte, om de skulle servere den næste skive kredit, alt imens de gjorde det klart, at dets midler vil være utilstrækkelige til, at Ukraine kan undgå betalingsstandsning og bankerot. Mens landets gældsbetalinger, som er forfaldne i 2015, beløber sig til 7,5 mia. dollar, rapporterede Financial Times allerede i sidste måned, at IMF havde fastslået et budgetunderskud på 15 mia. dollar, som Kiev må fjerne i de nærmeste uger.

Victoria Nulands håndplukkede premierminister Arkadi ’Jats’ Jatsenjuk og hans nye georgisk-litauisk-amerikanske regering har til hensigt at imødekomme IMF’s betingelsespolitik gennem massiv privatisering og morderiske nedskæringer, der vil omfatte indførelse af betaling for sundhedsydelser og for uddannelse ud over 9. klasse. Jats fremlagde disse forholdsregler i en såkaldt programtale den 11. dec. mens han tordnede, at hvis de ikke blev vedtaget, ville ingen hjælpe Ukraine. Han krævede,

»For at undgå betalingsstandsning, for at overleve denne vanskelige tid, har vi brug for en international donorkonference med det formål at aftale en plan for en genrejsning af Ukraine med vore partneres hjælp. Opgaven for 2015 er at overleve«.

I den samme tale reciterede han patetisk, at hans slutmål var en tilslutning til EU! Og det i den samme uge, hvor udsigten til Grækenlands udtræden af euroen atter kom frem, og vittigheden om, at spørgsmålet om Ukraines medlemskab af EU stadig er på bordet, efter Tyrkiet.

Håndskriften er muligvis på væggen for Jats. Maidankup-organisator og forhenværende minister for interne anliggender, Juri Lutsenko, fordømte premierministerens erklæring som værende amatøragtig og bemærkede, at han kun havde en halv side om den sociale politik og ikke et ord om pensioner, lønninger, stipendier og sociale ydelser. Efter at den blev godkendt ved afstemning i den Øverste Rada, udgav Finansministeriet (nu under den amerikanske ex-hedgefond-operatør Natalie Jaresko) imidlertid planer om at afslutte adgang til gratis lægebehandling i Ukraine. Den nye sundhedsminister, en georgier fra Mikheil Saakashvili-perioden, sagde, at det var der ikke noget galt i, eftersom lægebehandling allerede de facto ikke er gratis. Flere tilhørere bemærkede, at dette ville kræve et forfatningstillæg, eftersom retten til fri lægebehandling er indskrevet i Forfatningen. På Finansministeriets dagsorden er også en afslutning på indeksregulering af pensioner, på et tidspunkt, hvor energipriserne forventes at skyde voldsomt i vejret, samt en begrænsning af gratis uddannelse til kun at omfatte 1. til 9. klasse, mens gratis lærebøger, frokost og transport for skolebørn fjernes.

De ukrainske læreres fagforening advarede den 11. dec. om, at disse reformer i den sociale sektor ville betyde fyring af 100.000 lærere, rapporterede TASS.

På dagsordenen er også en reduktion af listen over selskaber, der er beskyttet mod privatisering, fra 1.500 ned til 300. En artikel i Kiev Post den 5. dec. citerede en tidligere tale af Jats, hvor han lovede den største privatisering i 20 år. Efter hans mening

»er ethvert statsstyret selskab, bedrift og andet skidt … ineffektiv og tjener kun til at fremme korruption«.

Jerbane- og postvæsenet ville komme på huggeblokken, blandt andre.

Økonomen Natalia Vitrenko, leder af Ukraines Progressive Socialistparti, har kaldt de foreslåede reformer for Holodomor 2015, med reference til den hungersnød, som dræbte millioner af mennesker i Ukraine i begyndelsen af 1930’erne.

Foto: Natalia Vitrenko

8. dec. 2014 – Verden er farligt tæt på en atomar verdenskrig. Hvis vi ikke omgående ændrer den kurs, som Obamaregeringen, den britiske regering, NATO og EU har fulgt over for Rusland og Kina, trues vi af en ukontrolleret optrapning, som kunne udslette den menneskelige eksistens. Desværre har forbundskansler Merkel gjort sig til en af hovedfortalerne for denne konfrontationspolitik, lige siden sin uheldige tale i Sydney.

Præsident Putin reagerede i sin Tale til Nationen i år, på denne strategiske situation med en usædvanlig nøgtern analyse; og folk ville gøre klogt i nøje at studere og tænke over denne tekst, i stedet for at høre på de ensrettede mediers kor og de NATO-ansatte, som skriver i dem. I Kremls Georgsal, foran repræsentanter for begge parlamentets huse og andre dignitarer, leverede præsident Putin en lidenskabelig appel til den russiske befolkning om at forsvare Ruslands eksistens – præcis, som befolkningen gjorde i Den store Fædrelandskrig imod Hitler.

I forbindelse med sanktionerne understregede Putin, at selv uden Ukraine-krisen ville USA og dets allierede have fundet et eller andet påskud for at inddæmme Ruslands voksende kapaciteter; denne politik, sagde han, var blevet anvendt over for Rusland i årtier, for ikke at sige århundreder, hver gang, Rusland var blevet for stærk eller for uafhængig. Putin mindede – blot få timer efter et nyt terroristangreb var begyndt i Grosnyj – om de tidligere separatistkrige i Tjetjenien, hvor disse mordere med blod på hænderne konstant var blevet betegnet som »oprørere« og modtaget med stor ære. Støtten til disse separatister fra den anden side af dammen, med information, politisk og finansiel hjælp, såvel som støtte via efterretningstjenesterne, efterlader ingen tvivl om, at disse kræfter gerne så, at Rusland fulgte Jugoslavien-modellen for disintegration og opløstes. Men Hitlers forsøg på at trænge Rusland tilbage til bag Ural virkede lige så dårligt, og alle burde huske på, hvordan dette forsøg endte.

Som en åbenlys refleksion over situationen i EU tilføjede Putin:

»Selv om national stolthed for nogle europæiske lande er en længst glemt forestilling, og suverænitet en overflødig luksus, så er ægte suverænitet absolut livsnødvendigt for Rusland … Jeg vil gerne understrege dette: Enten forbliver vi en suveræn nation, eller også opløses vi uden at efterlade os spor og mister vores identitet. Naturligvis må andre stater også forstå dette. Alle, der deltager i det offentlige liv, må forstå dette.«

Det er vigtigt, at der i det mindste melder sig nogle stemmer mod Merkels konfrontationspolitik som marionet for krigsfraktionen. Under overskriften: »Atter krig i Europa? Ikke i vores navn!« stilede 60 personligheder fra det politiske, økonomiske og kulturelle liv en indtrængende advarsel mod en krig med Rusland til regeringen, forbundsdagen og medierne. Apellen blev initieret af den tidligere chef for München Sikkerhedskonferencen, Horst Teltschik, og blandt underskriverne var blandt andre Gerhard Schröder og Roman Herzog. I teksten lød det, at alle, der havde forsøgt med vold at ændre Ruslands status som en af Europas anerkendte magtdannelser, var mislykkedes på blodig vis, »ikke mindst Hitler-Tyskland med sit storhedsvanvid, som i 1941 gik i gang med at underkue Rusland«. Dermed har man tydeligt impliceret, i hvilken tradition repræsentanterne for konfrontationen med Rusland er placeret. I betragtning af faren for, at det ved enhver krig i Europa vil komme til anvendelse af atomvåben, er dette en mild sammenligning. Den slovakiske premierminister Robert Fico advarede for nylig på et forum, arrangeret af avisen Hospodářské Noviny, om, at der er stor fare for, at konflikten mellem Ukraine og Rusland vil udvides til en stor konflikt, hvor flere end blot disse to lande ville deltage.

»Sandsynligheden for en militærkonflikt ligger på 70 %. Jeg taler nu om en stor militærkonflikt; jeg taler ikke om en konflikt mellem Rusland og Ukraine«, sagde Fico.

Nøglefiguren i koordineringen af Ukrainekrisen og konfrontationen med Rusland er den amerikanske viceudenrigsminister for europæiske og eurasiske anliggender, Victoria Nuland, som har skabt sig et navn i historien med sin optagede telefonsamtale med den amerikanske ambassadør i Kiev, Jeffrey Pyatt. I denne samtale informerede hun Pyatt om, at Klitschko, som blev promoveret af Konrad Adenauer-stiftelsen som næste præsident i Ukraine, var uønsket, og at »vor mand Jats« (Jatsenjuk) skulle have posten. Hendes yderligere råd, »F…k EU«, afslørede både hendes sælsomme seksuelle præferencer, såvel som niveauet af hendes omgangsform. Så meget for demokratiets tilstand, hvor valg blot er en dekor i et udstillingsvindue, der dækker over de »dunkle penges« operation – i Ukraine, såvel som i USA.

Nuland er en af de personer i Obamaregeringen, hvis profil forklarer, hvorfor der ikke har været nogen positive ændringer i den imperialistiske kurs, fra Bush-Cheney-regeringen og til Obama, men at den selvsamme politik tværtimod bliver fortsat i skærpet form. Hun er gift med den neokonservative Robert Kagan, en af ophavsmændene til det »Nye amerikanske Århundrede«, det doktrin, med hvilken de neokonservative reagerede på Sovjetunionens kollaps, nemlig idéen om at etablere et angloamerikansk verdensrige med Det britiske Imperium som forbillede. Kagan var senere også medstifter af den Amerikanske Komite for Fred i Tjetjenien (eng. ACPC), der blev grundlagt i 1999 på initiativ af Brzezinski, Haig, Solarz og yderligere 100 neokonservative i begge amerikanske partier. ACPC og dens efterfølgende organisation, den Amerikanske Komite for Fred i Kaukasus, har lige siden været beskæftiget med støtte til separatister i Tjetjenien og Kaukasus, samt operationer for regimeskift i Rusland. Det er højst sandsynligt dette netværk, som Putin mente, da han talte om operationer, der blev lanceret fra »den anden side af den store dam«.

I 2004 arbejdede Nuland, på samme tid, som den »Orange Revolution« fandt sted i Ukraine – og som hun i 2013 pralede af, at man, siden den Kolde Krig, havde spenderet fem mia. dollar på – som viceudenrigspolitisk rådgiver på vicepræsident Cheneys kontor. I 2005 blev hun af George W. Bush udnævnt til amerikansk NATO-ambassadør. Som viceudenrigsminister for europæiske og eurasiske anliggender var og er hun ansvarlig for politikken over for Ukraine og Rusland i Obamaregeringen. Og lige som det ikke synes at have forstyrret fr. Merkel i længere tid, at hendes mobiltelefon blev aflyttet af NSA, lige så lidt synes hun at være oprørt over, at den tyske protege Klitschko blev fejet af bordet til fordel for Nulands »Jats«.

Der er under alle omstændigheder en tidsmæssig sammenhæng mellem Merkels konfrontationstale i Sydney, som af de angloamerikanske medier blev fejret som »afslutningen på den tyske Øst-politik«, og så Nulands diverse rejser til Kiev, Berlin og Baltikum. I oktober rejsete Nuland til Berlin, hvor hun, i anledning af Aspeninstituttets 40-års jubilæum, holdt en blodtørstig tale, hvor hun ikke blot sammenlignede Putins handlinger på Krim med ISIS’ grusomheder i Mosul og spredningen af ebolavirussen i Afrika, men også, med total teatralsk patos, henvendte sig til publikum som berlinere, der endnu havde tiden med Europas deling i frisk erindring:

»Og det er netop grunden til, hvorfor vi må og kan samarbejde, til lands, til vands og i luften, og må sikre, at ethvert medlem af vores NATO-familie føler sig sikker. Lige så sikker, som De føler Dem her i Berlin. Om dette nu vil sige, at vi finansierer vores militær, eller vi moderniserer vore kampstyrker, eller vi sikrer os, at vores udstyr virker, eller om det betyder, at vi demonstrerer vores beslutsomhed mht. at indsætte denne udrustning, hvad enten det sker i følge NATO’s artikel 5, eller det sker globalt.«

At sætte denne udrustning ind betyder i klart sprog at føre en atomkrig. En dag efter Putins Tale til Nationen bekendtgjorde det kinesiske Udenrigsministerium, at det ville intensivere sine relationer til Rusland og opbygge det strategiske partnerskab. Kina respekterede den vej, som Rusland er slået ind på, inklusive dets inden- og udenrigspolitik. Man havde nøje lyttet til den russiske præsidents tale. Niveauet for tillid og samarbejde mellem de to stater var meget højt. En dag senere erklærede præsident Xi Jinping på Folkets Befrielseshærs todages konference, at produktionen af højudviklet militært udstyr skulle fremskyndes.

I USA har Lyndon LaRouche krævet Nulands fjernelse fra embedet, fordi, ved at fjerne denne afgørende forbindelsesperson, optrapningen hen imod krig i det mindste ville kunne udskydes.

Man må rette det krav mod fr. Merkel, at hun enten omgående ophæver sanktionerne mod Rusland og vender tilbage til et fredeligt samarbejde samtidig med, at hun accepterer præsident Xi Jinpings tilbud om, sammen med andre europæiske nationer og USA, at samarbejde om opbygningen af den Nye Silkevej – eller også går på pension.

Foto: Den fælles pressekonference i Beijing 12. nov. 2014 mellem den kinesiske præsident Xi Jinping og den amerikanske præsident Barack Obama, hvor præsident Xi inviterede USA – og alle andre nationer, der måtte ønske det – til at deltage i det åbne koncept om ombygningen af den Nye Silkevej.

7. dec. 2014 – Idet hun yderligere forøgede spændingerne mellem Rusland og Europa, anklagede den tyske forbundskansler Angela Merkel i dag, i et interview med Die Welt am Sonntag, Rusland for at »skabe problemer« for Moldova, Georgien og Ukraine, iflg. BBC News.

»Moldova, Georgien og Ukraine er tre lande i vores østlige naboområde, der har taget en selvstændig beslutning om at underskrive en associeringsaftale med EU«,

sagde Merkel til den tyske avis.

Artiklens titel ramte hovedet på sømmet: »Er De parat til at gå i krig, fr. Merkel?«

»Rusland skaber problemer for alle disse tre lande«,

sagde hun og påpegede nogle frosne konflikter i udbryderregioner, såsom Transnistrien, Abkhasien og Sydossetien, såvel som også russiske handlinger i det østlige Ukraine. Merkel burde notere sig, at Rusland gør en indsats for at opbygge partnerskabsrelationer med Moldova, efter at dette land – under pres – havde indgået en associeringsaftale med Den europæiske Union.

Sidste august sagde den russiske vicepremierminister Dmitri Rogozin til TASS, at Moldova underskrev aftalen med Den europæiske Union, uden at konsultere sine hovedhandelspartnere.

»Republikken Transnistriens interesser blev også ignoreret på trods af, at der er en række aftaler, som forpligter Moldova til at koordinere sådanne beslutninger«, sagde Rogozin.

7. dec. 2014 – Præsident Putins skarpe advarsel om, at den trussel mod hans land, som kommer fra NATO, har Hitler-natur, har bragt kampen mod Det britiske Imperiums konfrontationspolitik i Europa op på et nyt, alvorligt niveau. Dette reflekteredes i Die Zeits annonces reference til Hitler, med navns nævnelse – en yderst usædvanlig udvikling i Tyskland – og vi har modtaget rapporter, der siger, at en kvalitativt lignende respons er i gang i Frankrig. Den franske præsident Hollandes stop i Moskva for at tale med Putin – det første besøg af sin art af en vestlig statsleder siden foråret – var tydeligvis relateret til denne respons.

De potentielt fatale implikationer af imperiets konfrontationspolitik med Moskva, og også Kina, er også blevet emne for offentlig debat i Storbritannien og USA. Mest slående var en tale af den australsk-britiske journalist John Pilger på et symposium i London den 5. december, hvor han kraftigt angreb de liberale medier for deres løgne om Ukraine og Rusland og anklagede dem for at fremme »udsigten til en storkrig – måske en atomkrig.« I USA sigtede tidl. CIA-analytiker Philip Giraldi, i et blogindlæg den 4. dec., på de neokonservative, inkl. Victoria Nuland, for at opildne til en konfrontation med Moskva, der »ikke giver mening« og minder om den proces, der førte til de to verdenskrige.

Disse udviklinger danner basis for de forholdsregler, der rent faktisk kan besejre krigspolitikken:

1.     At fjerne de personer, der er anførerne i en ansporing til krig, fra magten. I USA har Lyndon LaRouche identificeret de afgørende vigtige personer som Udenrigsministeriets neokonservative Victoria Nuland, der, lige som Obama, arbejder sammen med republikanerne for at få en konfrontation med krig i gang. At få Nuland væk fra sin magtposition vil købe tid og tvinge briterne og Obama til at skifte strategi, samt give mulighed for at bringe en større del af befolkningen ind i mobiliseringen for at standse krigen, og

2.     At opbygge bred støtte i institutionerne og befolkningen til, at USA og Europa skal tilslutte sig BRIKS, som det eneste alternativ på længere sigt til konfrontation med krig.

For at opnå dette andet formål er Schiller Instituttets kampagne for at rekruttere højtplacerede personer til at underskrive appellen for Europas og USA’s tilslutning til BRIKS, på kort sigt af kritisk betydning. Et stærkt opbud fra USA i særdeleshed vil have en stærk, positiv indvirkning internationalt i retning af at undgå faren for krig. Men det må gøres omgående, fordi der er fare for, at der når som helst pludselig kan rejse sig en bølge for krig, med den nuværende magtkonstellation.

Samtidig er vi i færd med at skabe de betingelser, der skal bringe USA’s befolkning, og dens naturlige ledere, til at støtte op omkring BRIKS-udviklingen, gennem en række konferencer, der afholdes i hele USA, og som tilsigter atter engang at løfte amerikanernes identitet op til at spille den verdenshistoriske rolle, de engang spillede. Disse konferencer repræsenterer en direkte konfrontation med den bestialisering af kulturen, som er den fremherskende i dag, ved, i traditionen efter Alexander Hamilton (USA’s første finansminister; ophavsmanden til Det amerikanske, økonomiske System, -red.), at tilbyde løsninger på verdens kriser, som BRIKS kan tilbyde. Denne weekends resultater i Chicago og Boston, hvor 25 hhv. 70 personer deltog, viser det lovende potentiale for en sådan række af konferencer, som vil omfatte flere store begivenheder førstkommende lørdag, den 13. december, især på Manhattan, New York.

Den globale nødvendighed af endnu større succes på dette område kunne ikke være tydeligere.

Præsident Barack Obama har på skamløs vis viftet med sine britiske, neokonservative farver i sin entusiastiske støtte til Victoria Nuland i dennes prominente rolle i fremprovokeringen af en direkte konfrontation med Rusland. Hendes bestræbelser har nu nået det punkt, hvor hendes fortsatte position som viceudenrigsminister for europæiske og eurasiske anliggender lader verden stå tilbage på randen af et globalt, voldeligt opgør, inklusive den voksende udsigt til en atomar udslettelseskrig.

Fredag krævede Lyndon LaRouche hendes omgående fjernelse.

»Nuland må fjernes fra sin post. Derved reducerer vi den umiddelbare fare for krig«,

erklærede LaRouche. LaRouche citerede også den tyske kansler Angela Merkel, hvis hasarderede angreb på den russiske præsident Putin har ydet et stort bidrag til at intensivere faren for krig.

Merkels vanvid har fremprovokeret et voksende kor af ledende tyske personer, inklusive tidligere kansler Schröder og tidligere præsident Herzog, til at tilslutte sig kravet om en fornyelse af tysk-russisk og europæisk-russisk dialog og samarbejde. I ugens udgave af det prestigiøse ugemagasin Die Zeit er der en helsides annonce med dette formål.

Ansklageskriftet mod Nuland er klart. Hun har i Obamas regering været spydspids for promoveringen af konfrontation med Rusland. Hun var arkitekten bag indsatsen for regimeskift i Ukraine i det forløbne år, hvor man brugte nazistiske elementer fra Sektor Højre og andre Bandera-levn for at vælte en legitimt valgt regering; og da EU og Rusland var tæt på en diplomatisk aftale om at rydde Maidan-pladsen i februar 2014 og sætte en stopper for volden, blev en telefonsamtale optaget, hvori hun til den amerikanske ambassadør i Kiev sagde »f…k Den europæiske Union.«

Nuland var det væsentligste armatur i det neokonservative Bush-Cheney-regime med sin politik for permanente krige og permanent regimeskift. Som karriereembedsmand i udenrigstjenesten var hun ansat i vicepræsident Dick Cheneys kontor som hans vice- hovedrådgiver for udenrigspolitik i begyndelsen af Bush-Cheney-regeringen. I 2005 udnævnte Bush hende til USA’s ambassadør til NATO – hvilket faldt sammen med udløsningen af den første »Orange revolution« i Ukraine.

Nulands mand, Robert Kagan, er endnu en ledende neokonservativ, som er medstifter af Projektet for et Nyt Amerikansk Århundrede (PNAC) og den Amerikanske Komite for Fred i Tjetjenien, en fortrop for Freedom House, som rent faktisk promoverede de tjetjenske oprøreres sag mod Putin-regeringen under den Anden tjetjenske Krig. Obama har lovprist Kagan til skyerne og endda refereret til hans nylige roman i sin tale til unionen i 2012.

Nuland er, understregede LaRouche, et sårbart punkt for Obama, der allerede er hadet af et overvældende flertal af amerikanere, som i voksende grad kræver hans afsættelse ved en rigsretssag.

»Hvis Nuland fjernes fra sin post som forbindelsesofficer, reduceres faren for krig. Vi kan forhindre verdenskrig ved at afsætte Nuland. Hun har ingen ret til at provokere Rusland, som hun gør.«

Foto: Maidan-pladsen i Kiev i februar 2014, før kuppet den 22. febr.

Verden står på randen af en mulig atomar udslettelse i et globalt opgør mellem Rusland og NATO af én bestemt årsag: Charlataner som viceudenrigsminister Victoria Nuland – arkitekten bag det forløbne års nazistiske regime i Ukraine – forsøger at bluffe Rusland til at opgive sin suverænitet og overlevelse for at redde et gennemført bankerot transatlantisk finansoligarki. Nuland og hendes patetiske allierede i Obamas Hvide Hus og det Republikanske Parti er selv bankerotte. Men de fortsætter med at bluffe Moskva med truslen om konfrontation, når det er Rusland, der, fra et militært standpunkt, har de gode kort på hånden.

Lyndon Larouche advarede onsdag om, at dette er værre end den ’kyllingeleg’, som blev udtænkt i RAND Corporation-scenarier på højden af den Kolde Krig. I det aktuelle tilfælde er NATO-siden svag og impotent – det er bluff alt sammen. I skarp modsætning hertil har Rusland opbygget en formidabel, strategisk militærmagt, som de forbereder til at udkæmpe Tredje Verdenskrig, mens briternes, Obamaregeringens og det Republikanske Partis politik har drevet USA og Europa til bankerot. Den amerikanske økonomi er et vrag, ødelagt for at opbygge den største finansboble i historien. De aktuelle udestående, transatlantiske derivatkontrakter beløber sig til 1,7 billiard dollar. I Obamas embedsperiode har USA’s Federal Reserve Bank opbygget en portefølje af junk-aktiver for mere end 5 billion dollar. Hele det transatlantiske system, sagde LaRouche til kolleger onsdag aften, er håbløst bankerot.

»Under det aktuelle lederskab«, tilføjede LaRouche, »er USA håbløst bankerot. Hvis USA nogensinde rent faktisk kom i den krig mod Rusland, som Nuland og GOP (Grand Old Parti, det Republikanske Parti, -red.) faldbyder, ville Wall Street omgående kollapse.

LaRouche fortsatte, »Hvor ligger den virkelige rigdom? Hvor ligger den virkelige rigdom i USA og Europa? Det enkle svar er, at den er forsvundet.«

Og alverdens løgne kan ikke skjule den kendsgerning, hvis blot tåberne vågner op og holder op med at læse og tro på den falske propaganda.

Den såkaldte »revolution« med skiferolie og -gas er et perfekt eksempel på dette. Med olieprisen, der i øjeblikket tvinges ned af geopolitiske grunde gennem anglo-saudiske manipulationer, er omkostningerne ved at udvinde olie gennem »fracking« større end markedsprisen pr. tønde olie. De, der bedriver denne fracking, har garderet sig mod sådanne priskollaps ved at sælge derivatkontrakter over fremtidigt oliesag. Hvem var tåberne, der købte disse kontrakter? Wall Street. Så Wall Street-bankerne holder nu futures-kontrakter, som vil drive dem længere ud i bankerot.

»De vestlige medier og svindlerne, som Nuland, hævder, at Rusland er bankerot. Tja – «, tilføjede LaRouche, »Rusland er slet ikke bankerot. De er i færd med at opbygge deres arsenal til Tredje Verdenskrig.«

Men under Nulands politik har Centraleuropa, inklusive Ukraine, kurs mod massedød. Hun kontrollerer den ukrainske regering, og hun har haft kontrollen lige siden den fascistiske pøbel blev sluppet løs for at vælte Janukovitj, med start i november 2013. »Nogen burde lukke hendes konti«, foreslog Larouche, »de er tomme.«

Så sent som i onsdags hånede russiske embedsmænd den netop annoncerede ukrainske regering, domineret af udlændinge, som utvivlsomt er håndplukket af Nuland. Finansministeren er en amerikaner, der tidligere styrede en hedgefond i Kiev og arbejdede med den amerikanske ambassade.

Rusland er dødeligt alvorlig. I de seneste uger har de offentligt demonstreret deres hastige modernisering af deres strategiske, atomare triade. De har en ny generation af stealth-bombefly med stor rækkevidde, som har udført flyvninger over Atlanterhavet. De har testet og er i færd med at opstille en ny type interkontinentale ballistiske missiler og en ny generation af ballistiske missiler, der affyres fra ubåde.

LaRouche advarede: man kan ikke bluffe ud fra en position, hvor man er bankerot, hvilket er nøjagtig, hvad sådanne typer som Nuland, Boehner og Obama gør. »Det er vanvid, det er selvmord.«

Selve det Republikanske Partiapparat har stået bag de seneste 14 års, og længere endnu, politik, som har drevet USA til fysisk kollaps og finansiel bankerot, og er præcis de samme tåber, der nu tilskynder Putin til et globalt, voldeligt opgør.

Tiden er kommet, konkluderede LaRouche, for mentalt raske demokrater at tage handskerne af. Tiden er kommet, hvor Obama skal dumpes. Fjern Obama fra embedet nu, og man fratager republikanerne deres folie. Stands dem i yderligere at ødelægge USA og i at ødelægge verden med atomar udslettelse. I onsdags fremlagde formanden for Repræsentanternes Hus resolution HR 758 til debat og afstemning i Huset. Resolutionen er ensbetydende med en krigserklæring – en bluff-krig – mod Rusland. Kongresmedlem Adam Klinzinger (R-Ill.) introducerede resolutionen den 18. november, og Boehner fremskyndede den til debat i Huset – selv, mens han og andre republikanere, desperate for at dække over Bush-familien, blokerer debatten og stemmer om HR 428 for at ophæve hemmeligstemplingen af de 28 sider fra den fælles kongresundersøgelse af 11. september, som afslører saudiernes rolle i angrebene. Hvorfor, er det spørgsmål, man bør stille sig, er præsident Obama en del af mørklægningen af den rolle, Bush-familien og saudierne spiller?

Foto: De ukrainske oppositionsledere Oleh Tyahnybok (tv), Vitaly Klitschko (2. til højre, bagest) og  Arsenij Jatsenjuk (th) stiller op til fotografering sammen med USA’s viceudenrigsminister for europæiske og eurasiske anliggender, Victoria Nuland, under et møde i Kiev, 6. februar 2014.

30. nov. 2014 – Obamas, Camerons, NATO’s, EU’s og fru Merkels aktuelle politik er rettet mod ét eneste mål: Putin skal, gennem en politik for regimeskift, jages ud af embedet. Til dette formål bliver der spillet på alle strengene: forsøget på udefra at anstifte en farvet revolution ikke blot i Ukraine, men også i Rusland; en optrapning af sanktionerne og den økonomiske krigsførelse for at ruinere den russiske økonomi med det formål at styrte Putin; en stadig større udvidelse og oprustning af NATO. Kombinationen af alle disse forholdsregler udgør en »Chicken Game«, hvor modstanderen skal bringes til frivilligt at kapitulere, konfronteret med den demonstrerede irrationalitet. Det er en leg med atomkrigens ild, og enden på legen kan blive udslettelsen af os alle.

Den britiske efterretningstjeneste MI6’s tidligere medarbejder, Alistair Crooke, citerede på sin webside Conflicts Forum i denne sammenhæng et af de tre medlemmer af præsident John F. Kennedys krisehåndteringsteam under Cubakrisen, William Polk, som for nylig advarede om, at vi i dag befinder os i nøjagtig den samme eskaleringsspiral som dengang, som kunne føre til en reel krig. Der hersker den samme dynamik som dengang, iflg. Polk: den manglende evne til at indse, hvordan den anden side, i modsætning til os selv, opfatter tingene, afvisningen af at acceptere den andens »sandhed« og hans subjektive oplevelse af historien, eller i det mindste indrømme, at der et eller andet sted derude kunne eksistere en anden »sandhed« end ens egen.

Polk mindede om, at det var udstationeringen i Tyrkiet af de amerikanske Jupiterraketter, som var rettet mod Sovjetunionen og permanent operationsklare og udstyret med atomsprænghoveder, som foranledigede Sovjetunionen til at udstationere atommissiler på Cuba til gengæld. Og, ganske i modstrid med den nuværende, gængse fremstilling, tvang USA på ingen måde Krustjov i knæ ved at true med rædsler, men begge sider trak stille og roligt deres raketter tilbage. Tværtimod stod der bag dette amerikanernes erkendelse af, at en yderligere optrapning ville have ført til en atomar udslettelseskrig. Polk advarede indtrængende om, at nøjagtig det samme konfrontationsmønster udspiller sig nu, og at de ansvarlige tydeligvis absolut intet havde lært af denne historie.

Denne Chicken Game (’Hvem er fej?’) går ud på, at to biler i rasende fart kører direkte mod hinanden, og den, der først viger, fordi han erkender, at den anden er mere vanvittig, har tabt. Hvis de begge raser videre, har ganske vist ingen af dem tabt prøven på deres mod, med de er trods alt begge døde på stedet.

Netop denne »strategi« blev kritiseret af den russiske udenrigsminister Lavrov den 22. nov. foran Rådet for Udenrigs- og Forsvarspolitik i Moskva. Vesten havde i Ukraine været fuldstændig for at støtte ekstremisterne og havde således selv forladt deres eget princip om demokratiske valg. Det, der i stedet var kommet ud af det, var denne »Chicken Game« med Rusland for at fastslå, hvis nerver først ville kikse. »Tyrannernes« hensigt skulle være at få Rusland til at blinke først og tvinge det til at acceptere ydmygelsen af russerne og den russisktalende befolkning i Ukraine. Spørgsmålet er, hvor længe Putin og den russiske regering kan holde deres nerver i ro. Først blev alle løfter om ikke at udvide NATO til Ruslands grænser brudt. Der blev anvendt tocifrede milliardbeløb for, med »farvede revolutioner«, at styrte regeringer i Østeuropa, der var venligtsindede over for Rusland eller neutrale, ved hjælp af betalte aktivister – en strategi, som det russiske og for øvrigt også det kinesiske militær i mellemtiden har karakteriseret som irregulær krigsførelse.

Præsident Putin henviste, i sit interview med ARD, til den sande hensigt med EU-associeringsaftalen med Ukraine, nemlig at svække den russiske økonomi gennem den toldfri import af varer fra EU ind i Ukraine (og dermed ind i den russiske toldunion mellem Rusland, Belarus og Kasakhstan): »Det betyder, at alle europæiske varer ganske enkelt via Ukraine ville nå ind i den Russiske Føderations toldområde« – allerede her en tilsigtet økonomisk krig.

Dernæst støttede man på skandaløs måde et nazistisk kup den 21. februar i Kiev, hvor Victoria Nulands yndling »Jats« (Jatsenjuk) blev premierminister. Disse nazisters grusomheder over for den ukrainske befolkning blev ignoreret, og da befolkningen på Krim sluttelig, som en reaktion på alle disse udviklinger, i en folkeafstemning besluttede sig for en tilhørighed til Rusland, lød der farisæiske kor, der siden ikke er ophørt, om, at denne folkeafstemning havde ødelagt retsordningen i Europa. Siden sin tale i Sydney har fru Merkel overtaget et solistparti i denne koropførelse. Da den russiske regering for nylig fremlagde en resolution i FN’s generalforsamling, der opfordrede regeringerne til at vende sig imod forherligelsen af nazi-ideologien og benægtelsen af nationalsocialisternes forbrydelser, var der kun tre stater, der stemte imod – nemlig USA, Canada og Ukraine, mens EU-staterne undlod at stemme! At EU-landene indtager denne holdning er betegnende, men at den tyske regering undlader at stemme i dette spørgsmål, er utilgiveligt og afskyeligt.

Mens en ikke ringe del af den tyske befolkning ikke påtager sig den mentale anstrengelse at danne sig et billede af kronologien i Ukraine-krisen, og hopper på limpinden med de ensrettede mediers anti-Putin-propaganda, så forsvarer andre den mening, at fru Merkel dog i det mindste bør opretholde en dialog med Putin. Men hvad skal man udlede af det?

Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung rapporterede om et dokument om hovedspørgsmål fra Kanslerkontoret, ifølge hvilket Petersborg Dialogen skulle »reformeres« og en ny ledelse indsættes. Såvel formanden for Tysk-russisk Forum, Mathias Platzeck, som den nuværende formand for Petersborg Dialogen, Lothar de Maizière, blev anset for at være for ukritiske over for Rusland. Dermed har Merkel overtaget det standpunkt, som indehaves af kritikere som stedfortrædende chef for Unionsgruppen, Andreas Schockenhoff, parlamentsmedlem for De Grønne, Marieluise Beck, samt flere repræsentanter for NGO’er. I fremtiden måtte dialogen også give rum for en kritisk debat om den russiske politik. Schockenhoff er allerede blevet nævnt som en mulig efterfølger for Maizière.

Hermed er bukken tydeligvis blevet gjort til gartner, for på et arrangement for nylig sagde Schockenhoff foragteligt, som svar på et spørgsmål fra tilhørerne om BRIKS-staternes politik, at den russiske økonomi alligevel står foran kollaps, og at Putin snart vil være forsvundet. Hvis denne koldkrigs-kriger virkelig skulle blive indsat i denne post, ville det være en utilsløret krigserklæring over for Rusland, og det ville da være bedre, hvis Petersborg Dialogen blev lukket ned.

Men nogen forsinkelse tager diverse økonomiske forbund, som f.eks. Industriforbundet Sachsen 1828, nu ordet og kritiserer sanktionerne imod Rusland som værende til fare for det tillidsforhold, som det har taget 25 år at opbygge. Så rigtige og vigtige, disse stemmer end er, så kommer de til kort. Tyskland deltager, gennem fru Merkels aggressive politik, i en atomar Chicken Game med Rusland, hvor vi er nået til nogle få minutter i midnat. Et tydeligvis yderligere problem består i, at der denne gang ikke sidder en Kennedy i Det Hvide Hus, men Obama, der netop har fjernet sin forsvarsminister Chuck Hagel fra posten, fordi denne følte sig mere forpligtet over for generalstaben, der er orienteret mod at undgå krig, en over for Det Hvide Hus.

Det, som nu er bydende nødvendigt i Tyskland, er, at vi får en åben og ærlig debat om den strategiske situation og om, hvad vore virkelige interesser er. Den kinesiske præsident Xi Jinpings tilbud til Obama ligger stadig på bordet: at USA og andre vigtige stater samarbejder med Kina og BRIKS-staterne om opbygningen af den Nye Silkevej og en ny, økonomisk verdensorden. Fru Merkel burde enten acceptere dette tilbud og omgående ophæve sanktionerne mod Rusland – eller også lade sig pensionere.

29. nov. 2014 – I en åbningstale i det nye Verkhovna Rada (det ukrainske parlament, egentlig ’det højeste råd’, -red.) den 27. nov. gjorde den ukrainske præsident Petro Porosjenko det klart, at hans regerings politik er at bringe Ukraine ind i NATO. Det kan bare ikke blive lige med det samme. Den russiske regering har gentagne gange advaret imod sådanne bestræbelser på at integrere Ukraine i NATO, en integration, som Rusland anser for at være en trussel mod landets mest afgørende, nationale sikkerhed.

»I dag står det klart, at erklæringen om Ukraines status som alliancefri nation i 2010 ikke kunne garantere vores sikkerhed og territoriale integritet. Vi må afskaffe den«, sagde Porosjenko iflg. mødeudskriftet, som er udlagt på den ukrainske præsidentielle webside. »Denne position har ført til alvorlige tab. Derfor har vi besluttet at vende tilbage til et forløb med integration i NATO. Vi forstærker vores samarbejde med NATO, hvor vi arbejder med operationel kompatibilitet med NATO-medlemshærene og fokuserer på NATO-standarder i forsvars- og sikkerhedssektoren. Men jeg opfordrer alle til at indse, at politiske spekulationer over et umiddelbart NATO-medlemskab vil udsætte datoen for en tilslutning til NATO. Vi må opnå de nødvendige kriterier for et NATO-medlemskab.« Porosjenko fortsatte med bemærkninger om Ruslands opposition mod ukrainsk medlemskab af NATO og erklærede, at »det ikke burde blive bestemt af dem (Rusland), men af Ukraines befolkning«.

Porosjenko sluttede denne del af sin tale med at sammenkoble EU-Ukraine-associeringsaftalen, som hans afsatte forgænger, Viktor Janukovitj, nægtede at underskrive i november 2013, med Ukraines eventuelle NATO-medlemskab. »For øvrigt er 96 % af de reformer og kriterier, som er fastsat i handlingsplanen for et NATO-medlemskab, de samme som associeringsaftalens reformer og kriterier«, sagde han. »Lad os opbygge og gennemføre associeringsaftalen med EU.«

Som LaRouchePAC, sammen med prominente oppositionsfigurer i Ukraine, såvel som også den russiske regering, gentagne gange har hævdet, så var dette fra begyndelsen hensigten med associeringsaftalen, som Janukovitj nægtede at underskrive, fordi aftalen gør det muligt for Ukraine at gå med i EU’s Fælles Sikkerheds- og Forsvarspolitik, hvilket betyder politisk konvergens og Ukraines uundgåelige tilslutning til NATO. »Både fra et økonomisk og militært standpunkt ville dette have været et slag mod Ruslands interesser«, sagde dr. Natalia Vitrenko, leder af Ukraines Progressive Socialistparti, i Paris den 24. februar, kun to dage efter kuppet i Kiev.

Foto: Natalia Vitrenko under den internationale webcast i Paris, den 24. febr. 2014

(Bør ses: Video med Natalia Vitrenkos internationale webcast i Paris den 24. febr. 2014 – med engelsk simultantolkning. Introduktion ved Jacques Cheminade, leder af den franske LaRouche-bevægelse, Solidarité et Progrès.)