Med formand Tom Gillesberg.

Emner:
Schiller Instituttets internationale videokonference
 
Vil vesten samarbejde med Rusland og Kina om verdens problemer?
Giv vesten en fremtid, ikke blot en nulstilling og afskaffelsen af det moderne industrisamfund.
 
Biden-Xi Jinping online-topmøde
 
Diplomatiske initiativer vedrørende Hviderusland-Polen
 
COP 26: Modstand mod at afskaffe fossile brændstoffer. Udviklingslandene vil have økonomisk udvikling
 
Mere energi? Byg kernekraftværker og øg fusionskraftsforskning
 
Fhv. diplomat Friis Arne Petersen: Europa skal tilslutte sig Bælte- og Vejinitiativet og lære infrastrukturøkonomi fra Kina
 
COVID-19
 
Vores bedste råd til den danske og andre regeringer:
Lyt til Schiller Instituttet og Lyndon LaRouche — vi har løsningerne

Can a Strategic Crisis Between the Major Powers Be Avoided? — Panel 1 from Schiller Institute on Vimeo.

The Science of Physical Economy — Panel 2 from Schiller Institute on Vimeo.

There Are Not Limits to Growth in the Universe from Schiller Institute on Vimeo.

The Beauty of True Human Culture — Panel 4 from Schiller Institute on Vimeo.

Schiller Instituttets Konference: En ny mørk tidsalder eller fred gennem udvikling

14. november (EIRNS) – Schiller Instituttets internationale konference, afholdt den 13.-14. november med titlen: »Alle menneskehedens moralske ressourcer skal samles: Menneskeheden må være den udødelige art!«, begyndte meget passende med sopranen Lisa Bryces opførelse af Johannes Brahms’ lied, Von ewiger Liebe (»Af evig kærlighed«). Aldrig før har der været et øjeblik i historien, hvor selve civilisationens eksistens har været så truet, hvor kreativitetens og kærlighedens magt, de kvaliteter som adskiller mennesket fra dyret, så tydeligt påkrævet af verdens borgere for at sikre, at menneskeheden overlever for at bevare denne særlige art, skabt i Guds billede (»Imago viva Dei«).

Lyndon LaRouche sagde følgende i et videoklip fra en tale i Tyskland, givet den 2. juli 2011, og som blev vist på konferencen: »Hvad er der i os, som ikke findes i andre levende arter vi kender til? Som måske, på en eller anden måde, mirakuløst, kunne udstikke en skæbne for vores menneskerace, som vi ikke ser i nogen anden levende art? Navnet på den specifikke kvalitet, som vi erkender i den menneskelige art, der ikke eksisterer i nogen anden kendt, levende art? Der er en kreativ kvalitet, som er absolut unik for menneskeheden. Og hvis man ikke er kreativ, og hvis man ikke forstår kreativitet, så har man ingen billet til at overleve endnu! Fordi kreativitet vil ikke redde dig, medmindre du gør brug af den. Alt du skal gøre er at vedtage en -politik for nulvækst, en politik med nul teknologisk vækst: Jeg kan garantere dig for, at din udryddelse vil komme, leveret til tiden! Jeg ved ikke hvornår den tid er, men det er snart, i den geologiske og galaktiske tids målestok.«

Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets stifter og præsident, begyndte sin tale med et »tankeeksperiment«, hvor hun bemærkede: »Det ville faktisk være ganske enkelt at løse næsten hvert eneste af de mange problemer vi konfronteres med hver dag, hvis størstedelen af de europæiske nationers regeringer, og muligvis sågar den amerikanske administration, ville sige: ’Okay, vi tog fejl. Vi bliver nødt til at forandre vores tankegang. Vi begik en masse fejl’«. Hun henviste til nogle af de fejltagelser: at overgive finanssystemet til spekulation, at forsømme udvidelse af infrastruktur og landbrug, at føre krig for krigens skyld, alt imens man forvandlede Rusland og Kina til fjender frem for venner, at privatisere sundhedsvæsenet, at fremme det grimme og perverse som ”underholdning” og fremme falsk videnskab om klimaet.

Men, fortsatte hun, sandsynligheden for sådan en ærlig beskrivelse af vores fejltagelser er ikke særlig stor, »fordi Vestens etablissement indtil videre, til trods for den ene politiske fejltagelse efter den anden, har vist nul evne til at erkende og tilstå deres fejl og vedtage de passende korrektioner. Som konsekvens er det mere sandsynligt, at hele det transatlantiske system er ved at disintegrere.«

Men, udtalte Zepp-LaRouche, »[v]i i Vesten kunne muligvis også genvinde vores integritet og moralske værdighed, som vi har brug for, for at komme ud af denne krise. Lad os huske alle de store tænkere og filosoffer fra vores traditioner for i fællesskab at tilslutte os denne indsats.« Ved at deltage sammen med Kina i det største infrastruktur- og udviklingsprojekt i historien, Bælte- og Vejinitiativet, sagde hun, kan vi skabe et nyt paradigme for menneskeheden.

Hun afsluttede som følger: »Det er derfor en udfordring for alle seriøse videnskabsfolk, rundt om i verden, at undersøge hvorfor Lyndon LaRouche var så fuldstændig præcis i forudsigelsen af timingen og karakteren af den nuværende, verdensomspændende, finansielle, monetære og økonomiske sammenbrudskrise, samt hans fysisk økonomiske metode, hvis vi ønsker at udvikle vores planet til at være beboelig for alle mennesker, også for dem der lever i fremtiden. I denne ånd, lad os agere med den antagelse, at vi er den enestående, kreative art i universet, at vi ikke blot er jordboere, men potentielt set en udødelig art i universet. Mange tak.«

Første panel: »Kan en strategisk krise mellem stormagterne undgås?«

En anden taler på det først panel var fr. Chen Xiaohan, stedfortrædende general-sekretær for Det kinesiske folks forening for fred og Nedrustning, tog fat på spørgsmålet: »Relationer blandt de store nationer og global udvikling«. Hun forklarede: »Hele verden er gået ind i en periode med turbulens og forandring«, men fortsatte: »Den nye situation frembringer nye muligheder, ligeså vel som udfordringer«. Imens hun opfordrede alle nationer, særligt stormagterne, til at arbejde sammen for udviklingen af alle nationer, italesatte hun også forskellige synspunkter om »demokrati«, i Vesten såvel som i Kina. Hun sagde: »Som Præsident Xi har understreget, er demokrati ikke en udsmykning, eller en fremvisning, men for at løse problemer, som folk bliver nødt til at løse. Demokrati er alle befolkningers rettighed, ikke et monopol af få lande. Om et land er demokratisk eller ej, burde afgøres af dets egen befolkning, ikke gennem at pege fingre af få udenforstående; burde bedømmes af det internationale samfund, ikke af et selvhøjtideligt fåtal… Det er udemokratisk at bedømme verdens farverige politiske systemer med en enkelt målestok og undersøge menneskehedens farverige politiske civilisationer med ensfarvede øjne.« Fr. Chen beskrev befolkningens deltagelse på alle niveauer i lokale, regionale og nationale politiske diskussioner og i udvælgelsen af lederskabet.

Hun betonede det »Globale Udviklingsperspektiv«, foreslået af Præsident Xi Jinping ved den Generelle Debat af det 76. møde i FN’s generalforsamling, »som opfordrede til overholdelse af begrebet om at vægte udvikling først og mennesker først«, og »et mere lige og afbalanceret globalt partnerskab, for at give en ny impuls til udviklingslande for at fremskynde udvikling«.

To førende repræsentanter fra Rusland adresserede den uhyrlige spænding mellem USA og Rusland, og tilskyndede til nødtiltag for at undgå krig gennem samarbejde. Ambassadør Anna Evstigneeva, den permanente, stedfortrædende repræsentant for den Russiske Føderations mission ved FN, talte om situationen i Afghanistan, hvor den hastige tilbagetrækning af USA’s tropper efterlod alle, herunder også Taliban, ude af stand til at håndtere de sammenstyrtede strukturer efter 20 års krig. Hvis Afghanistan tillades at »falde ned i afgrunden«, kunne det bringe hele regionen med sig. Hun foreslog, at den »udvidede trojka«, som består af et samarbejde mellem USA, Rusland, Kina og Pakistan, må tage skridtet til at frigøre pengene, som tilhører den afghanske befolkning, gøre en ende på sanktionerne og samarbejde for at genoprejse økonomien.

Dr. Andrey Kortunov, administrerende direktør for Det russiske råd for internationale Anliggender (RIAC), stillede spørgsmålet: »Findes der en vej frem til et forbedret forhold mellem USA og Rusland?« Imens han mådeholdent talte om de yderst store provokationer fra USA’s og NATO’s styrker, som finder sted langs Ruslands grænser, rejste Kortunov spørgsmålet om Friedrich Schillers åndelige arv, som en poet og filosof, og opfordrede os alle til at leve i vores århundrede, uden at blive dets kreatur, samt Schillers advarsel om at give folk hvad de har brug for, frem for det de ønsker. De små skridt hen mod samarbejde med Biden-administrationen – indenfor våbenkontrol, i forhindringen af spredning af masseødelæggelsesvåben og indenfor cyberangreb – er vigtige, sagde han, men der har ikke været noget gennembrud, ingen forandring til det bedre. Ingen ny begyndelse er mulig, eftersom USA fortsætter med at anklage Rusland for mange ting, som ikke har noget sandfærdigt grundlag. De næste få måneder er kritiske, men han forudser ingen dramatisk forandring indtil 2024, når der kunne komme et »generationsskifte« i Det hvide Hus og i Kongressen. Overlevelsen af denne krise kræver en erkendelse af en »Global Fællesnævner«.

Oberst Richard H. Black (tidl.), tidligere senator i staten Virginia og tidligere Chef for Hærens afdeling for Kriminalret, Kontoret for Auditør ved Pentagon, talte angående spørgsmålet: »Amerikansk-kinesiske relationer: Potentialet for undgåelse af krig og Samarbejde«. Han gennemgik genåbningen af Kina efter Præsident Nixons besøg i 1972, og den store fordel af Kinas opstigning for både USA, Kina og resten verden, og advarede imod det voksende anti-Kina-hysteri. Provokationerne omkring Taiwan truer med at underminere verdensfreden, sagde han, ligesom dette er tilfældet for de vilde løgne om uighurerne, hvor al-Qaeda-relaterede terrorister blandt uighurerne blev overvundet, hovedsageligt gennem et enormt uddannelsesprogram for unge uighurer i midlertidige interneringslejre, samt den økonomiske udvikling af regionen.

Dr. George Koo, formand for Burlingame-stiftelsen og en ledende fortaler for det amerikansk-kinesiske samfund, fortsatte denne tanke: »Vores verdens fortsatte beståen afhænger af om USA og Kina kan enes«. Han gennemgik de mange angreb på Kina, en efter en, og viste hvordan de både er falske og selvhævdende, men også er meget farlige. FBI’s angreb på kinesiske videnskabsfolk, som arbejder i USA, er et eksempel på at skyde os selv i foden. Han hævdede, at Kina helt sikkert vil overgå USA økonomisk, såvel som i videnskab og teknologi, meget snart, men at USA’s egeninteresse, frem for at begrænse eller sågar at konkurrere, er at tilslutte sig Bælte- og Vejinitiativet.

Den tidligere NSA-analytiker, Kirk Wiebe, gennemgik arbejdet han foretog sig i samarbejde med Bill Binney, i at afsløre Russiagate-svindelnummeret, »at historien om at Rusland hackede den Demokratiske nationale Komité på ingen måde kunne bekræftes af bevismateriale«. Han sagde, at hvis Julian Assange og Edward Snowden var blevet tilladt at tale til den amerikanske befolkning, ville krigene for regimeskifte ikke være blevet støttet af befolkningen.

Andet panel: Videnskaben om Fysiske Økonomi:

Dette panel begyndte med en opførelse af en del af Mendelssohns oratorium, Elias, med bassen Kevin Thompson, akkompagneret af Dura Jun. Hovedtalen blev givet af EIR’s økonomiske medredaktør, Paul Gallagher, som belyste den tilsigtede skabelse af den nu omsiggribende hyperinflation ved hjælp af Lyndon LaRouches Typiske Kollapsfunktion (»trippelkurven«) til at påvise den enorme pengetrykning, særligt efter 2008, efterfulgt af den famøse konference i Jackson Hole i 2019, hvor Mark Carney og BlackRock-gruppen bekendtgjorde »regimeskiftet« i det vestlige finanssystem. Den forandring blev formelt godkendt ved COP26 i Glasgow denne måned, hvor den samme gruppe skabte et vestligt bankkartel for at overtage kontrollen over suveræne regeringer for at være i stand til at diktere kreditpolitikken indenfor energi, industri og landbrug til fordel for en ny grøn boble, i håbet om at redde det kollapsende vestlige banksystem i blot lidt længere tid, imens gælden bliver udslettet gennem en kæmpe devaluering af dollaren. Gallagher påviste den inflation på 11%, som førte til sammenbruddet i 2008, efterfulgt af nær ingen inflation indtil 2019, og nu en pludselig stigning på 30% siden 2019, med 125% fra juli til oktober. Denne fascistiske politik vil slå fejl, ligesom den fra nazisternes finansminister, Hjalmar Schacht, og kun indførelsen af Glass/Steagall-loven kan forhindre en disintegration af det vestlige finanssystem.

Et afsnit om Afghanistan efterfulgte, begyndende med Pino Arlaachi, der, som FN’s ansvarlige for narkotikabekæmpelse fra 2000-2001, forhandlede succesfuldt med Taliban for at udslette næsten al valmueproduktion. USA’s politik i dag, sagde han, synes at være at udsulte befolkningen for at kunne opnå et regimeskifte – en forbrydelse mod menneskeheden ifølge international lovgivning.

Amna Malik, præsidenten for Centret for pakistanske og internationale Relationer (COPAIR), fordømte den humanitære katastrofe, som udfolder sig i Afghanistan og krævede handling, herunder en »donorkonference« for at skaffe de nødvendige finansielle midler. Hun henviste til den »udvidede trojka« med USA, Rusland, Kina og Pakistan, som mødes i Islamabad den 11. november, og opfordrede dem til at vedtage fælles nødtiltag.

Dr. Shah Mehrabi, på nuværende tidspunkt en professor i USA, men også et medlem i guvernørernes bestyrelse i Afghanistans centralbank (siden 2002) og formand for dets tilsynskomité, betonede, at situationen i sit land allerede var ved at falde fra hinanden længe inden tilbagetrækningen af USA’s styrker den 15. august og Talibans overtagelse. Den fuldkomne afskæring fra al bistand, som havde båret 60% af økonomien i løbet af USA’s og NATO’s besættelse, tvinger økonomien hen imod »fuldt stop«. Han opfordrede til et omgående samarbejde med Taliban og bemærkede, at Taliban ikke havde gjort noget forsøg på at overtage de pengemidler, som er blevet i centralbanken – rent faktisk har de indsamlet 50 millioner dollars fra korruption i de tidligere regeringsmedlemmers hjem og overdraget dem til centralbanken, hvilket modbeviser USA’s påstand om, at de ikke kan stole på Taliban, og derfor ikke frigiver det afghanske folks penge.

Iliad Alexander Terra, stifter og præsident af Rådet om globale Relationer, sagde, at nogle afghanere er så desperate, at de sælger deres børn for at få mad. Han henviste til det faktum, at Afghanistan har været i krig i de sidste 40 år, men at ødelæggelsen af den tidligere blomstrende region går tilbage til »Det store Spil« (»The Great Game«) mellem det Britiske Imperium og det Russiske Imperium i det 19. århundrede. Han opfordrede det internationale samfund og de afghanske borgere i udlandet til at arbejde sammen med Schiller Instituttet for at mobilisere de nødvendige kræfter for at redde landet.

Dennis Small, EIR’s redaktør for Sydamerika, præsenterede den enorme vækst i narkotikaproduktion og -misbrug under »A/S Narkotika«, bankkartellet, som har kontrolleret den internationale narkotikahandel i løbet af det sidste årti. Marihuana er det stof, hvoraf der er den største mængde og pengeindtjening i dag på grund af legaliseringen i de fleste amerikanske stater. Både Afghanistan og Haiti står nu på randen til et komplet sammenbrud på grund af A/S Narkotikas magt, hvor banker, som ikke blot »tillader« dette, men driver det og forhindrer den hårdt krævede assistance nødvendig for at stoppe det. Han viste, at en økonomisk udviklingspolitik, der skaber arbejdspladser til ungdommen, er det eneste som kan gøre det muligt at slå ned på de bander som kontrollerer Haiti, samt andre nationer verden over.

Mange andre talere talte om Haitis krise, kampen mod fattigdom og kampen for at oprette et moderne sundhedssystem i hvert land. Udskrivningen af alle præsentationerne og diskussionen vil være tilgængelig i den EIR-udgave, som udkommer den 26. november. Hele videoen af panelet kan ses her:

https://vimeo.com/644513050?embedded=true&source=vimeo_logo&owner=88023605

Tredje panel: »Der er ingen grænser for vækst i Universet«

Panelet åbnede med en opførelse af Beethovens sang, »Abendlied unter’m gestirnten Himmel« (»Aftensang under Stjernehimlen«), af John Sigerson, akkompagneret af Margaret Greenspan.

Hovedtalen fra en leder af LaRouche-Organisationen, Jason Ross, påviste hvordan den vanvittige »Grønne New Deal« og anti-udviklings-politikken ikke kommer fra den tankeløse »venstrefløj« og hjernevaskede børn, som råber op på gaderne, men fra det højeste niveau i oligarkiet, der overgiver den økonomiske politik til det globale bankkartel for at gennemtvinge dets malthusianske ødelæggelse af menneskeracen. Han forklarede, at LaRouche længe har sammenlignet dette grønne folkemord med historien om Prometheus, som blev tortureret af de olympiske guder for sin »forbrydelse« – at give ildens magt til menneskeheden.

Dr. Augstinus Berkhout, emeritus professor i geofysik ved Delfts teknologiske Universitet og et medlem af Hollands kongelige akademi for kunst og Videnskab, præsenterede sit stærke »Budskab til de unge mennesker ved COP26«. [https://clintel.org/message-to-the-young-people-present-at-cop26/] Han henviste til de »stinkende rige« oligarker, der samledes i Glasgow, og som fortalte de unge, at deres fædre og oldefædre havde forårsaget en katastrofe ved at opdage nye principper indenfor videnskaben, som havde forøget befolkningsantallet og samtidig skabt en højere levestandard, og løj om at det ødelagde planeten og ødelagde deres fremtid. Han præsenterede syv punkter under overskriften: »Kære unge, vær venlig at vågne op«, herunder fakta om, at CO2 er et stort gode for planeten og for menneskeheden, imens det nærmest ikke har nogen indflydelse på klimaet, og at klimaet og miljøet er to forskellige fænomener. Han påpegede, at videnskaben selv er i en krise, som et resultat af dette bedrageri, der udbredes i vores skoler og i medierne.

Prof. Sergey Pulinets fra Rumforskningsinstituttet i Moskva og Det russiske Videnskabsakademi, talte om »Forudsigelser af jordskælv ved videnskabens Grænseområder«, og omtalte både gennembruddene i rumbaserede teknikker for forudsigelse af jordskælv, samt grunden til at »etablissementets« seismologer insisterer på, at forudsigelse af jordskælv er umuligt.

Prof. Carl Otto Weiss, direktør og professor (tidl.) for Det tyske hovedinstitut for Meteorologi i Braunschweig i Tyskland, afslørede de gentagne »forudsigelser« om, at verden ville blive tilintetgjort på et sådant eller hint tidspunkt, som aldrig fandt sted. Han gennemgik menneskehedens historie fra stenalderen til bronzealderen, jernalderen, jæger- og samlerparadigmet til dampmaskinen til forbrændingsmotoren til kernekraft og før eller senere fusionskraft, og viste hvordan hver opdagelse af en ny teknologi omdefinerede de ressourcer, som var værdifulde for menneskeheden – dvs., at der ikke findes sådan noget som »begrænsede ressourcer«.

Dr. Kelvin Kemm, en atomfysiker og tidligere formand for Det sydafrikanske selskab for Atomenergi, præsenterede et »Post Mortem for COP26: Afslut øko-kolonialismen gennem Klimasandhed«. Han sagde, at energi er hver økonomis leveblod, og at den gentagede bemærkning, at »videnskabsmænd siger at CO2 forårsager global opvarmning«, ikke kommer fra videnskabsfolk, men fra medierne og bankerne og politikkerne, som ønsker at man tror på løgnen. Han bemærkede, at drivhusgasserne, der opvarmede planeten, har gjort livet på Jorden muligt, men at CO2 grundlæggende set ikke har noget med det at gøre. Faktisk er det åbenlyst, fra et videnskabeligt standpunkt, at varmere klimaer, forårsaget gennem variationer i solcyklusserne, samt galaktiske variationer, tenderer til at forårsage CO2-forøgninger, ikke omvendt.

Mike Thompson, er meteorolog, som nu er statssenator i Kansas og formand for Senatets komité for Virksomheder, sagde: »Hold op med at gøre videnskaben til et våben«. Han sagde, at Al Gore i 1997 indbød meteorologer til Det Hvide Hus, ham selv inkluderet, for at udbrede sin løgn om CO2. De fleste af dem slugte det, men det gjorde han ikke, og han har undersøgt og bekendtgjort sandheden om Milankovitch-cyklusserne og klimaet lige siden.

Prof. Franco Battaglia, professor for fysisk kemi ved Universitet i Modena i Italien og et medlem af Iværksætterkomitéen for underskriftsindsamlingen om menneskeskabt global opvarmning i juni 2019, viste, at nobelprisvinderen, som ”beviste” at global opvarmning er forårsaget af menneskehedens handlinger, havde brugt beviseligt falske computermodeller. Dette blev bevist ved at teste modellerne for deres evne til at ”forudse” tidligere klimaforandringer, såsom den varme periode under Romerriget eller Den lille Istid, og modellerne slog fuldstændig fejl. Affald ind, affald ud. Se hele panelet her: https://vimeo.com/645740574?embedded=true&source=vimeo_logo&owner=88023605

Fjerde panel: »Skønheden ved en sand, menneskelig kultur«

Det fjerde panel begyndte med en opførelse af spiritualen, »He’s got the whole world in his Hands«, arrangeret af Moses Hogan, sunget af alten Linda Childs, og akkompagneret af Dura Jun. Dette blev efterfulgt af en opførelse af den sidste sats, Agnus Dei, fra Beethovens storslåede Missa Solemnis, opført af Schiller Instituttets kor fra New York City. Messen blev opført i løbet af pandemi-nedlukningen, så hver sanger optog deres del alene, og disse blev sammensat til én samlet opførelse. Den sidste del, Dona nobis Pacem – giv os fred – var et passende, sidste musikalsk bidrag til denne historiske konference.

Jacques Cheminade, præsidenten for det LaRouche-allierede Solidarité et Progrés i Frankrig, åbnede panelet med en påvisning af den vestlige kulturs forfald, ved at fremvise computerspil og fjernsynets forherligelse af hensynsløs dræben, ekstrem vold og seksuelle perversiteter, og henviste til Game of Thrones (lovprist af Dronning Elisabeth) og det sydkoreanske computerspil, Squid. Han drog en forbindelse mellem dette og H.G. Wells’ rolle i at fremme universel fascisme efter 1. verdenskrig, som skabte kulturel pessimisme. Cheminade modstillede dette med den kulturelle optimisme, som er i samklang med menneskets sande natur.

Prof. Zaher Wahab, en professor emeritus for uddannelse og tidligere rådgiver til den afghanske minister for videregående uddannelse, tog den universelle krise op, som hans adopterede nation, USA, konfronteres med, samt ødelæggelsen af hans hjemland, Afghanistan. Efter at have ankommet til USA for at tage sin videregående uddannelse for 50 år siden, udtrykte han sin rædsel og afsky af hvordan landet er faldet fra hinanden, og den »højst irrationelle og anti-videnskabelige« ideologi, som nu overskygger nationen, herunder sågar truslen om en atomkrig.

Tre lærere, fra USA, Kina og Tyskland, italesatte spørgsmålet om forfaldet af Vestens uddannelsessystem, og modstillede dette til uddannelsessystemet i Kina. Denise Rainey, en pensioneret lærer og rektor i Rochester i New York, som har tilbragt tid i Kina i et udvekslingsprogram om uddannelse, gav en lidenskabelig beskrivelse af optimismen, entusiasmen og disciplinen i uddannelsen i Kina, herunder familiens nære deltagelse i deres børns skolegang, set i modsætning til den demoraliserede, fordummede uddannelsessituation i USA.

Xu Wang, dekan for Boaos Institut for kultur og Kreativitet i Kina, talte om »Den æstetiske uddannelse i Kina«, og beskrev et projekt for 6-10-årige elever, som havde til opgave at konstruere skoler ud fra deres egen forståelse af, hvad uddannelsens rolle er. Nogle byggede fysiske strukturer og andre computerskabte strukturer, og konkurrencen involverede hundredvis af elever, som arbejdede i hold, med utrolige resultater til følge .

Prof. Ole Doering, PhD, en tysk sinolog og filosof, som er lærer, både i Tyskland og i Kina, beskrev de oplyste og entusiastiske elever i Kina, og gennemgik deres filosofiske tradition helt tilbage til Konfucius, Mencius og det 12. århundredes geni, Zhu Xi, som udlagde det universelle eksaminationssystem, der indeholdt filosofi, videnskab, poesi og musik, og var de kvalificerende krav for politisk lederskab. Han sammenlignede idéerne fra Konfucius og Schiller, som værende de rødder, som vi må gendanne for at undslippe nutidens forfald indenfor kultur og uddannelse.

Diane Sare, som ledte panelet, tog også spørgsmålet om den moralske transformation op, som fandt sted under boykotten af busserne i Montgomery i 1955, og hvordan dette forandrede borgerne og ungdommen gennem deres deltagelse i handlinger baseret på moralske sandheder. Hun foreslog et »ungdomskorps« for nutidens ungdomsgeneration, der kan bidrage med den nødforsyning, som sundhedssektoren har brug for i USA og rundt om i verden, som værende en opløftende, moralsk oplevelse for at ændre retningen væk kulturelt forfald.

Helga Zepp-LaRouche afsluttede konferencen med en appel til amerikanere om at lære noget om andre store kulturer, og henviste til Lyndon LaRouches mange artikler i 1960’erne, som advarede om at »rock-narkotika-sex«-modkulturen ville ødelægge befolkningens kognitive evner. Som vi ser i dag, har det liberale opråb, »alt er tilladt«, opnået præcist dette. Vi må skabe en renæssance, der bygger på det bedste fra hver kultur i menneskehedens historie, som beskæftiger sig med menneskets forhold til universet, naturloven og det skønne. Hun opfordrede til støtte for sit begreb om »Ibn-Sina-projektet« i Afghanistan og for menneskeheden til at opløfte alle kulturer til det kreatives og skønnes niveau.

There is an English version below.

København, 10. november (EIRNS) – Den tidligere danske ambassadør Friis Arne Petersen holdt en yderst vigtig tale i går, hvor han opfordrede Europa til at slutte sig til Bælte- og Vej-Initiativet (BRI), og udfordrede Europa og USA til at lære fra Kina, hvordan man skaber økonomisk vækst ved hjælp af investeringer i storstilet, højteknologisk infrastruktur. Hans konklusion var, at vi bliver nødt til at forstå infrastrukturens rolle i at skabe økonomisk vækst. Hvis vi sørger for vandforsyning, energi og transport, så vil der være vækst, fordi mennesker er kreative.

Friis Arne Petersen var dansk ambassadør til USA, Kina og Tyskland (5 år i hvert land fra 2005 til 2020), såvel som tidligere direktør for det danske udenrigsministerium. Før dette var han direktør for udenrigsministeriets russiske og østeuropæiske afdeling. Han er også økonom.

Konferencen »Geoøkonomi eller Geopolitik«, som både fandt sted fysisk og blev live-streamet, blev afholdt på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), den førende udenrigspolitiske tænketank som er tilknyttet det danske udenrigsministerium. Den kan ses på engelsk ovenover eller her: http://www.diis.dk/en/event/geoeconomics-or-geopolitics

En repræsentant for Schiller Instituttet uddelte konferenceindbydelser til alle deltagere og stillede to spørgsmål (ved 1 time 54 minutter). Se nedenfor.

Først forklarede Lars Erslev Andersen, en DIIS-forsker, Halford Mackinders idé om britisk geopolitik og det eurasiske kerneland (11:50 minutter inde). Han stillede spørgsmålet, hvad det betyder for Europa, at Kina investerer i det centralasiatiske kerneland – er det geopolitik eller geoøkonomi?

Her er højdepunkterne fra Friis Arne Petersens tale, som havde titlen »Er Bælte- og Vej-Initiativet geoøkonomi eller geopolitik?« (begynder 30 minutter inde).

Lær af Kina: Vi koncentrerer os ikke nok om, hvordan Kina skabte deres succesfulde økonomiske udvikling. Hvorfor er infrastruktur så vigtigt for Kina, både indenfor og udenfor landets grænser?

Finansiel udvikling: Kineserne var utilfredse med Den internationale Valutafond (IMF) og Verdensbanken, så de oprettede Den asiatiske infrastruktur- og Investeringsbank (AIIB). Til trods for opposition fra USA, efter at Storbritannien tilsluttede sig, og dernæst Frankrig og Tyskland, ringede Friis Arne Petersen til København og sagde, at vi bliver nødt til at varetage nationale interesser og tilslutte os.

Infrastruktur for en forenet nation: Udfordringen for Kina var ikke blot ulighed, men nationens samhørighed. Det vestlige Kina måtte udvikles. Det har også en global indvirkning. De opbyggede industrierne for at forsyne infrastrukturen med goder. De forsøgte at udvikle de bedste, billigste teknologier og i deres målrettethed forårsagede de en overproduktion, hvilket BRI hjælper dem af med.

Manglen på strategiske visioner indenfor infrastruktur i USA og Europa: Han kritiserede USA’s program med kvantitative lempelser, siden Obama og fremefter, for ikke at investere i de nyeste transportteknologier ligesom Kina, der byggede et højhastighedstognet på tusindvis af kilometer. Han henviste til Los Angeles’ forældede havn og transportinfrastruktur som den medvirkende årsag til den nuværende forsyningskrise.

Europa: Friis Arne Petersen fortalte en historie om den tid, da SF’s formand, transportminister Pia Olsen Dyhr, mødtes med den kinesiske transportminister, imens Friis Arne Petersen var ambassadør. Den kinesiske minister spurgte hende om den nyligt forhandlede (meget uambitiøse) danske togfond og bemærkede, »Tja, det er en begyndelse, men vi eksperimenterer allerede med tog, der kan køre 500 km/t«. De skaber forskningsbaseret innovation. Den danske ambassade i Kina begyndte gradvist at forstå transportøkonomi. Tyskland var et negativt eksempel ved at nægte at hjælpe Danmark med at bygge Femern Bælt-forbindelsen (mellem Danmark og Tyskland).

Tilbagevisningen af beskyldningen om gældsdiplomati: Friis Arne Petersen citerede en rapport fra forskere fra Johns Hopkins University og Harvard Business School, »Kinesiske banker er villige til at omstrukturere betingelserne for de eksisterende lån, og har faktisk aldrig beslaglagt et andet lands aktiver, mindst af alt havnen i Hambantota [i Sri Lanka]«. Han sagde også, at landene langs BRI har en større gæld til vestlige kreditorer, end til Kina. (Den tredje taler ved begivenheden, DIIS-forsker Yang Jiang, satte også spørgsmålstegn ved beskyldningen om gældsdiplomati.)

Den tredje tale, »Centralasien: Konkurrencen om Kernelandet«, givet af Yang Jiang, omhandlede forskellige asiatiske landes, samt Tyrkiets, investeringer i Centralasien.

Spørgerunden: Efter at have identificeret sig selv, takkede en repræsentant for Schiller Instituttet, Michelle Rasmussen, Friis Arne Petersen for hans vigtige tale og sagde, at Schiller Instituttet har kørt en kampagne for at Danmark, Europa og USA tilslutter sig BRI, frem for at betragte det som en trussel. Hun henviste til sin uddeling af flyveblade og sagde, at videokonferencen denne uge vil besvare nogle af disse spørgsmål.

Hun stillede to relaterede spørgsmål. Det første var, hvordan vi kan få USA og Europa til at holde op med at betragte Kina, og særligt BRI, som en trussel, og i stedet se fordelene ved et økonomisk samarbejde. Vores motto er Fred gennem økonomisk Udvikling, fordi fortsættelsen af at betragte Kina og Rusland som trusler, og forfølgelsen af en konfrontationspolitik, fører til faren for krig.

Det andet spørgsmål var, hvad han mente om at integrere Afghanistan med BRI – kineserne er beredte på at gøre dette. Ville det ikke være vigtigt for USA og Europa – særligt de lande der var engagerede i krigen – at håndtere denne skrækkelige økonomiske krise i Afghanistan gennem et samarbejde med Kina?

Friis Arne Petersen svarede, at der er for mange opdelinger, snak om rivalisering eller de mange usikkerheder, som findes i forbindelse med Asiens fremgang. På samme tid som der er en vækst i den vestlige handel med Asien, for eksempel USA’s køb af mange kinesiske produkter nu efter pandemien, er vi fuldstændig besat af ideen om politisk konfrontation og systemiske udfordringer.

Jeg betragter verdensordenen gennem økonomi. Fremskridtet i retningen af FN’s udviklingsmål, takket være Asiens økonomiske præstation, giver mig en optimisme mht., at disse alarmister og folk, som ønsker at politisere og se farer og militære modstandere overalt, vil tabe. Vi bliver nødt til at betragte vores nationers samlede interesser.

På den ene side har Kina, med sine 14 nabolande, en større strategisk udfordring end USA, men Kina ser altid disse nabolande som muligheder, ligesom det som BRI for eksempel kunne opnå i Afghanistan. USA og Vesten har en meget klar interesse i at Afghanistans naboer, som for eksempel Kina, Pakistan og Indien, forsøger at tage vare på deres region, fordi de muligvis kan gøre dette bedre, end vi gjorde det i løbet af de sidste 20 år.

——————————-

English:

COPENHAGEN, Nov. 10 (EIRNS) — Former Danish ambassador Friis Arne Petersen gave an extremely important speech yesterday calling for Europe to join the Belt and Road Initiative, and challenging Europe and the U.S. to learn from China how to generate economic development through large scale, high-technology infrastructure investment. His conclusion was we have to understand the role of infrastructure in growth economics. If we ensure water, power and transportation, there will be growth, because humans are creative. 

Friis Arne Petersen was the Danish ambassador to the U.S., China and Germany (5 years in each country from 2005-2020), as well as the former director of the Danish Foreign Ministry, and, before that, director for the Foreign Ministry’s Russia/Eastern Europe division. He is also an economist.

The event, "Geoeconomics or geopolitics," both on-site and streamed, was held at the Danish Institute for International Studies (DIIS), the leading foreign policy think tank, affiliated with the Danish Foreign Ministry. See it, in English, here. (www.diis.dk/en/event/geoeconomics-or-geopolitics) 

A Schiller Institute representative distributed conference invitations to all attendees, and asked two questions (at 1 hour 54 minutes), see below. 

First, Lars Erslev Andersen, a DIIS researcher, explained Halford Macinder’s idea of British geopolitics and the Eurasian heartland (at 11:50 minutes). He posed the question, what does it mean for Europe, that China is investing in the Central Asian heartland, is it geopolitics or geoeconomics? 

Here are highlights from Friis Arne Petersen’s speech, entitled, "Is the Belt and Road Initiative geoeconomics or geopolitics?," (at 30 minutes). 

Learn from China: We are not concentrating enough on how China created their successful economic development. Why is infrastructure so important for China, both inside and outside the country? 

Financing development: The Chinese were dissatisfied with the IMF and World Bank, so they created the AIIB. Despite opposition from the U.S., after the UK joined, then France and Germany, Friis Arne Petersen called Copenhagen and said that we have to take care of our national interest and join. 

Infrastructure for a unified nation: The challenge for China was not just inequality, but the cohesion of the nation. Western China had to be developed. It also has global impact. They simultaneously built up the industries to provide the products for the infrastructure, trying to develop the best, cheapest technologies, and in their zeal, causing overproduction, which the BRI helps alleviate. 

Lack of strategic infrastructure vision in the U.S. and Europe: The U.S.: He attacked the U.S. stimulus programs from Obama onwards, for not investing in the newest transportation technologies, like China, which built thousands of miles of high-speed rail. He referenced the Los Angeles port’s antiquated harbor and transportation infrastructure as the contributing cause for the current bottleneck. 

Europe: Friis Arne Petersen told an anecdote about the time SF's chairman Pia Olsen Dyhr met with the Chinese transportation minister while Friis Arne Petersen was ambassador. The Chinese minister asked her about the newly negotiated (very unambitious) Danish train plan, and he replied, “Well, that’s a beginning, but we are experimenting with trains that can run 5-600 miles per hour.” The Danish Embassy in China gradually started to understand transportation economics. Germany was a negative example for refusing to help Denmark build the Fehmarnbelt tunnel (between Denmark and Germany). 

Debunking the debt diplomacy accusation: Friis Arne Petersen cited a report from researchers from Johns Hopkins University and Harvard Business School, “Chinese banks are willing to restructure the terms of existing loans and have never actually seized an asset from any country, much less the port of Hambantota [Sri Lanka].”  He also said that BRI countries owe much more to Western lenders, than China. (The third speaker at the event, DIIS researcher Yang Jiang, also challenged the debt diplomacy accusation.)

The third speech was “Central Asia: competing for the Heartland,” about investment in Central Asia by different Asian countries and Turkey by Yang Jiang.

Q&A: After identification, Schiller Institute organizer Michelle Rasmussen thanked Friis Arne Petersen for his important speech, and said that the Schiller Institute has been campaigning for Denmark, Europe, and the U.S. to join the BRI, instead of looking at it as a threat. She referenced her leaflet distribution, and said that our video conference this weekend will answer some of these questions.

She posed two related questions. One is, how can we get the U.S. and Europe to stop looking at China, and specifically the BRI, as a threat, and to see the advantages of economic cooperation? Our slogan is peace through development, because if we continue to regard China and Russia as threats, and pursue a confrontation policy, we are threatened with war. 

The other question is what you think about integrating Afghanistan into the BRI — the Chinese are ready to do that. Wouldn’t it be important for the U.S. and Europe, especially the countries in the war, to deal with this terrible economic crisis in Afghanistan, through cooperating with China?

Friis Arne Petersen said that there are too many division lines, talk of rivalry, or the many uncertainties that lie in the advance of Asia. At the same time that there is an increase of western trade with Asia, for example, the U.S. buying so many Chinese products now after the pandemic, we are totally obsessive about political confrontation, and systemic challenges. 

I approach the world order through economy. The progress towards the UN development goals due to the economic performance of Asia makes me optimistic that these alarmists, and people who want to politicize and see danger and military adversaries everywhere, will lose. We have to look at the total interests of our nations.

On the one hand, China, with its 14 neighboring countries, is more strategically challenged than the U.S., but China always sees the  neighboring countries as opportunities, like what the BRI will do in Afghanistan. The U.S. and the West have a very clear interest in having Afghanistan’s neighbors, like China, Pakistan and India, try to manage their region, because they, possibly, can do that better than we did during the last 20 years.

10. oktober (EIRNS) – Det ville være muligt at berette om en række diplomatiske tiltag undervejs i Biden-administrationen og konkludere, at et amerikansk skifte, hen mod fredsforhandlinger og udvikling, finder sted. Men det ville være lige så muligt at berette om en lignende række væsentlige tiltag, som tages af Biden-administrationen, der ville føre til den modsatte konklusion – at forberedelser til krig er undervejs og tæt på et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage.

Man behøver blot at huske på, at beslutningen om at afslutte den frugtesløse og blodige ”endeløse krig” i Afghanistan – et skridt i retningen af fornuft – blev efterfulgt af et britisk imperialt træk for at forene USA, Storbritannien og Australien i en militærpagt, et skridt mod et ”asiatisk NATO” for at forberede en krig mod Kina. Den 5. oktober udgav USA’s flådeminister, Carlos del Toro, en ”strategisk vejledning”, som udråbte Kina til at være den største, enkeltstående fare for USA. Det ”centrale, ledende koncept, den højeste prioritet”, siger han, er at ”udvide vores fordele indenfor krigsbekæmpelse i forhold til Kina” ved ”at udvide vores globale magtpositur” for at omringe og true både Kina og Rusland.

Kinas svar på denne provokation – særligt til Wall Street Journals påstand om at USA har militært personel på Taiwans fastland, som træner taiwansk militær – er ligeså alvorligt, som dette tydeliggøres i Global Times’ leder, at hvis dette er sandt, vil det blive betragtet som en ”invasion” af Kinas suveræne territorium, og at USA’s styrker ville være de første til at blive udslettet, hvis det kommer til krig.

Og i forhold til Rusland er modsætningerne indenfor USA’s politik ligeså absurde, hvor Biden-administrationen forfægter nødvendigheden af at forbedre det diplomatiske samarbejde med Moskva, umiddelbart efterfulgt af NATO’s bortvisning af 8 ud af 18 russiske repræsentanter til NATO. Kremls talsmand, Dmitry Peskov, konkluderede: ”NATO er ikke et instrument for samarbejde, ikke et instrument for interaktion; det er en blok, som overordnet set er af antirussisk natur”, og gør det umuligt at genoptage en dialog.

Og dog genoprettede administrationen i dag dialogen med Taliban i Doha, herunder en repræsentant fra Det internationale Udviklingsagentur, som skaber håb for, at USA vil gøre en ende på sanktionerne og tilbageholdelsen af afghanske betalingsmidler, hvilke er ansvarlige for den tilnærmelsesvise sultedød, der truer millioner af uskyldige. Administrationen afholdt også en runde af forhandlinger om handel med Kina her til morgen, som blev beskrevet af begge parter som ”ærlige, pragmatiske og konstruktive”.

Bag de modstridende tiltag i udenrigspolitikken findes en voksende anerkendelse af, at den globale økonomi nu går ind i en generel sammenbrudsfase. Dette er ikke blot et spørgsmål om, at spekulanter gør hvad de altid gør, når de sættes fri fra regulering – det er nærmere systemet selv, som falder fra hinanden. Forsyningskæder brydes, hvilket fører til nedlukningen af fabrikker og tomme hyller, imens energiproduktion, baseret på effektive, fossile brændstoffer og kernekraft, erstattes med ineffektive og utilregnelige energikilder, mere passende for det 17. århundrede, da der var mindre end en milliard mennesker på Jorden. Det er i sandhed en malthusiansk affolkningspolitik, der er intentionen.

Reaktioner kommer ind fra rundt om i verden på EIR Daily Alert Services afsløring af ordene fra Klaus Schwab, chefen for den internationale bankkonklave kendt som Verdens økonomiske Forum (World Economic Forum), som står i centrum for ”Den store Nulstilling” (Great Reset) og ”Den grønne new Deal”. Schwab skriver i sin bog, Stakeholder Capitalism, at udviklingen i Afrika og andre steder må stoppes med det samme, eftersom ”den samme kraft, som hjælper folk med at undslippe fattigdom og få et ordentligt liv, er den samme som ødelægger leveomstændighederne på vores planet”. Imens der er et voksende tilbageslag mod denne ondskab, som kunne – og må – forårsage at de folkemorderiske intentioner på COP26 klimatopmødet i Glasgow i næste måned slår fejl, må de tusinder af videnskabsfolk, som ved at CO2 ikke har nogen målbar indvirkning på klimaet, ikke desto mindre blive hørt, og dette malthusianske svindelnummer – fascisme med et grønt ansigt – stoppes omgående.

Det faktum, at arkitekterne bag dette morderiske angreb på menneskeheden i stigende grad er bange for at blive afsløret, blev yderligere demonstreret denne uge, da de instruerede deres ”tankepoliti” hos Google og YouTube i at forbyde alle reklamer, som udfordrer det falske dogme for klimaforandringer. Ligesom i den blodige franske revolution, da den store franske videnskabsmand, Antione Lavorier, blev halshugget, under opråbet: ”revolutionen har ikke brug for videnskab”, så udelukkes og latterliggøres de førende videnskabsfolk, der siger sandhed om CO2 i dag som ”klimabenægtere”. Der er en kampagne for at gøre ”økomord” til en forbrydelse, ligestillet med drab imod andre mennesker.

Modgiften til denne globale krise er præsenteret i den brochure, som nu cirkuleres af LaRouche-Organisationen: ”Det kommende økonomiske mirakel i USA på Den nye Silkevej”. Dette er det nødvendige og optimistiske program, som behøves for at iværksætte det store potentiale af amerikansk videnskab og teknologi for at genopbygge sig selv og opbygge de nationer, der blev ødelagt af de angloamerikanske ”endeløse krige”, og de mange andre der er blevet fastholdt i tilbageståenhed gennem de sidste 70 års kolonialistiske og neokolonialistiske politik.

7. oktober (EIRNS) – For én generation siden præsenterede økonomen og statsmanden, Lyndon LaRouche, en graf af en økonomisk ”kollapsfunktion” – processen bag et hyperinflationært sammenbrud – på en konference i Rom i Italien, som belyser naturen af det, som vi ser i dag. Under navnet ”En typisk Kollapsfunktion”, eller ”Trippelkurven”, viser den, at hvis den reelle produktion falder, imens størrelsen af finansielle værdipapirer forøges, og pengemængden ligeså forøges for at udligne forskellen, så nås et punkt hvor chok og sammenbrud uundgåeligt begynder. Han udgav dette i 1994. Han advarede også gentagne gange i de efterfølgende år om ikke at forsøge at forstå processen med forenklede terminologier, såsom en simpel prisinflation, markedstilpasning, udbud og efterspørgsel eller en anden enkel årsag. I marts 2000, for eksempel, imens prisstigningen ved amerikanske tankstationer stod på, advarede han: ”Dette er ganske enkelt, hovedsageligt – det er ikke noget ’marked dit og marked dat’ – det er en hyperinflationær proces, som har taget fart”, og bag det befinder sig en større dynamik.

Sammenbruddets kædereaktioner undervejs i dag er dramatiske, i betragtning af de kombinerede effekter af årtiers lange afstrukturering indenfor produktionen, med hele industrisektorer og landbrug udliciteret til steder med billig arbejdskraft og koncentreret på risikable måder; dertil er der forfaldne transportsystemer efter flere års manglende infrastrukturopbygning i den transatlantiske sektor. Tilføj hertil den omfangsrige deregulering, spotmarkeder og spekulation. Man skaber mangler og prisstigninger på el, brændsel og andre fornødenheder. Ingen kan betale – ingen husholdning, forretning, regeringsembede, osv.

Betragt fødevareforsyningen. Verdens fødevarepriser er steget med 32,8% (i forhold til september 2020) ifølge indekset udgivet af FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (for den globale fødevarehandel). I USA skyder priserne på jord til afgrøder og (dertilhørende) inputs i vejret. Priser på landbrugsjord til salg i Iowa, for eksempel, sætter nye rekorder hver måned efter at være steget 10% siden september 2020. I august måned var der den højeste pris nogensinde på 55.104 dollars per hektar; denne uge blev der så sat en ny rekord på 64.742 dollars per hektar. Prisen på kunstgødning steg for 5 ud af 8 hovedtyper med 5% fra august til september; kalium sprang 13% opad. Ingen nye, unge landmænd kan komme i gang, og garvede landmænd står over for at måtte dreje nøglen om.

Lyndon LaRouche, udover sin begrebsmæssige diagnose af krisen, bidrog med løsninger og metoden, hvormed vi kan finde vejen ud af krisen. Hans ”Fire fundamentale Love” fra 2014 indeholder handlingsprincipperne. Dette syn vil blive fremlagt på Schiller Instituttets internationale konference (online) i november (weekenden og tidspunkterne fastlægges i øjeblikket, således at disse kan kommunikeres videst muligt med den største deltagelse; en invitation er på vej).

Hvad der samtidig er centralt er behovet for fuldstændig at forkaste det grønne svindelnummer, som skylder skylden for kriserne i dag på den utilstrækkelige ageren på ”klimanødsituationen” og ”nødsituationen indenfor biodiversitetens udryddelse”. Det grønne budskab er: kom af med mennesker og deres aktiviteter.

Klaus Schwab, præsidenten for Det verdensøkonomiske Forum, skriver dette i sin seneste bog og refererer særligt til Afrika. (Stakeholder Capitalism: A Global Economy That Works for Progress, People, and Planet; Wiley, januar 2021.) Efter at have givet specifikke eksempler på opbygning af infrastruktur i Etiopien (jernbaner, landbrug og dæmninger) skriver han, at dette bliver nødt til at stoppe. Denne afrikanske udvikling ”afslører det centrale problem i kampen mod klimaforandringerne. Den samme kraft, som hjælper folk med at undslippe fattigdom og få et ordentligt liv, er den samme som ødelægger leveomstændighederne på vores planet for fremtidige generationer. Udledningerne, som fører til klimaforandringer, er ikke blot et resultat af en selvisk generation af industrialister eller vestlige babyboomere. De er konsekvensen af ønsket om at skabe en bedre fremtid for en selv”. Hans alternativ? Han og sin gruppe af milliardærer, royale parasitter og megakarteller m.m. foreslår: ”Parthaverens kapitalistiske målestok”, hvormed de har til hensigt at diktere om en virksomhed (fabrik, husholdning, landbrug, jernbane, skole) kan tillades at eksistere eller ej.

Schiller Instituttets præsident, Helga Zepp-LaRouche, kommenterede på disse synspunkter og økonomiske kriser i sit ugentlige interforum den 6. oktober: ”Dette er fascisme, intet mindre end hvad nazisterne var… Den nuværende grønne politik er galskab. Det er fascisme med et grønt ansigt. Det vil føre til katastrofale resultater, hvis ikke det vendes rundt”.

I går rev Præsident Vladimir Putin alt det grønne sniksnak og de geopolitiske løgne fra USA og Europa fra hinanden ved sin telekonference om energi med lederne for Ruslands firmaer og ministerier. Kreml offentliggjorde hurtigt et udskrift, inklusive mange udvekslinger med deltagerne. Putin påpegede alle dumhederne i de transatlantiske spotmarkeder – deregulering, spekulation og den grønne overgang til upålidelig vind- og solenergi. Han sagde: ”Vores europæiske partneres tilgang [er skyld i energikrisen]. Denne tilgang har bekræftet at de, rent ud sagt, har begået fejl. Vi talte med den tidligere EU-kommission; alle dennes aktiviteter tilsigtede at indskrænke de såkaldte, langsigtede kontrakter og på en overgang til handel på gasbørsen…

Det viser sig – og i dag er dette fuldstændig åbenlyst – at denne politik har slået fejl, slået fejl af den grund at den ikke medregnede gasmarkedets særegenskaber, som er afhængige af et stort antal usikkerhedsfaktorer. Forbrugere, inklusive, for eksempel, kunstgødningsproducenter, mister alle toneangivende priser. Alt dette fører til fejl og, som jeg sagde, ubalancer.”

I slutningen af Putins energikonference tilføjede Boris Kovalchuk, administrerende direktør for RAO Group, et elektricitetsfirma indenfor eksport og import, en gang sort humor:

”Hr. Præsident, i Tyskland producerer regeringsagenturer videoklip, der fortæller folk hvordan man kan tilbringe vinteren uden strøm og varme, hvordan man kan putte stearinlys under en blomsterkrukke for at varme rummet op, og hvordan man kan gøre vinduer vindtætte med gaffatape eller plastikfolie. For blot et par år siden ville dette have været umuligt at forstille sig – det er som om stenalderen er vendt tilbage”. Kreml-udskriften kan findes her:

http://en.kremlin.ru/events/president/news/66866

27. september (EIRNS) — Den amerikanske og de europæiske regeringers politik siden ”repokrisen” i september 2019 og udbredelsen af COVID-pandemien i marts 2020 blev blevet dikteret af de største centralbanker og af bank- og investeringsfonde i London City, på Wall Street og i Frankfurt. Politikken har været at kombinere hyperinflatorisk pengetrykning for disse banker og ny statsgæld til programmer for "lindring af pandemien", med incitamenter og pres for et "skifte til billioner" imod "grønne penge" i en sol- og vind-investeringsboble. På trods af økonomisk sammenbrud og stor arbejdsløshed har dette udelukket investeringer i ny produktiv infrastruktur og produktiv beskæftigelse, samtidig med at betegnelsen "infrastruktur" alene er blevet anvendt til at erstatte pålidelige energiteknologier baseret på atom- og fossilt brændstof med upålidelige tilbagestående "vedvarende energikilder".

Denne "netto-nul kulstof"-politik er grundlæggende malthusiansk. Efter at den igennem to år er blevet presset igennem "fra toppen af", udløser den nu fysisk-økonomisk sammenbrud i netop de økonomier, der er nødvendige for at skaffe kapitalgoder til at genopbygge de ødelagte økonomier i Afghanistan efter krigen og i Haiti efter forsømmelser og naturkatastrofer.

De europæiske økonomier er i denne sommer og tidlige efterår blevet ramt af en fordobling af prisen på naturgas, som stadig stiger hurtigt trods forøget indkøb hos Ruslands Gazprom. Prisen passerede 26 $ pr. million Btu ('British thermal unit', en angivelse af varmemængde –red) i Amsterdam den 27. september og steg yderligere 11% på dagen. Den stigende pris lukker ned for forsyningerne af CO2-kvoter, som blandt andet slagterier og fødevarefabrikker benytter sig af; og lukker ned for kunstgødningsfabrikker. Naturgasprisen i Asien for LNG (flydende naturgas –red) er endnu højere. I Storbritannien er naturgasprisen firedoblet i 2021. Detailleverandørerne af strøm og energi lukker ned. Engroshandel og detailhandel med benzin/tankstationer lukker ned; BP erkendte for eksempel, at 370 af dets 1.200 stationer i Storbritannien har lukket, fordi de er løbet tør for brændstof i løbet af denne weekend. Storbritannien og visse andre europæiske lande, der har lukket ned for kulkraftværker, forsøger nu at genåbne dem.

Men prisen på kul – der er blevet beordret indstillet, "efterladt i jorden" og glemt af de grønne finansfolk under ledelse af Mark Carney og Sir Mike Bloomberg – er steget med 65-100% i Europa og Asien i år. Således har Kina, hvis industriproduktion og eksport er vokset hurtigt, pludselig været nødt til at beordre afbrydelser af strømmen til elektricitetsintensive virksomheder inden for aluminium, kemiske fibre, tekstiler osv.; samt i denne uge, også til husholdninger.

I USA bryder den landsdækkende godstransport sammen. Vel over 100 containerskibe, i størrelsesordenen fra de store til de enorme, har nu ventet ved havnene på vestkysten i op til en måned uden at kunne losse. Når de endelig kommer til kaj, er 'turn-around-tiden' (samlet tid for lastning/losning –red) for et af disse skibe nu i gennemsnit seks dage. Den tredje flaskehals er på banegårdene omkring havnene, hvor den gennemsnitlige opbevaringstid for containere, der er losset fra skibene, varierer fra 6-16 dage alt efter hvilken havn, der er tale om. Dette er sædvanligvis alene forsinkelsen inden en kortdistance-transport til et "jernbaneknudepunkt" eller en transporthub for lastning af lastbiler, eftersom størstedelen af langdistance-godset stadig fragtes med lastbil.

På grund af hektisk pengetrykning hos Federal Reserve og låntagning fra statskassen er forbrugsvarer, der enten er produceret eller færdigmonteret i Kina, blevet købt i enorme mængder af amerikanere, hvis disponible indkomst faktisk er steget under det fortsatte økonomiske sammenbrud. Dette har overbelastet den utilstrækkelige jernbane- og havneinfrastruktur og forårsaget sammenbrud, som igen har givet mangel på alt fra tømmer, reservedele til biler og værktøjsmaskiner og forbrugsvarer og dermed yderligere inflation. Bloomberg citerede den 26. september en shippingchef hos Hapag-Lloyd for at sige, at denne tingenes tilstand vil fortsætte "i det mindste indtil årets udgang".

Den internationale mangel på halvlederchips forventes mindst at vare indtil slutningen af næste år, 2022, og forværres stadig. Det tydeligste tegn er, at det amerikanske salg af nye biler er faldet fra den seneste normal på 16-17 millioner/år til de projekterede 12 millioner, der forventes i 2021 på grund af manglen på salgsklare nye biler og kraftig inflation i prisen på brugte biler.

Det hyperinflatoriske pres og mangler vil fortsætte og forværres, indtil tilstrækkeligt mange borgere i disse "avancerede" nationer vågner op til sandheden om, at "grøn" politik fremskynder en malthusiansk reduktion af den menneskelige befolkning. Løsningen, der er blevet benægtet så længe, er nye missioner for produktiv beskæftigelse, infrastrukturel og økonomisk udvikling af underudviklede nationer. Afghanistan skal genopbygges; Haiti skal udvikles hurtigt. Det er Schiller Instituttets strategi.

Det nuværende, amerikanske infrastrukturnet er en katastrofe. Nær ved halvdelen af landets vejstrækninger er i dårlig eller middelmådig tilstand. Hver dag foretages over 178 millioner rejser over broer med strukturelle mangler. Pålidelige kraftværker nedlægges til fordel for vindmøller, som blot producerer strøm, når de har lyst, hvilket forøger risikoen for strømafbrydelser. Afløbs- og flodkontrolsystemer har hårdt brug for vedligeholdelse. Udover den Nordøstlige Korridor bruges passagertoge meget lidt.

Men en realøkonomisk investering svarende til over ti billioner dollars kunne bringe vores infrastrukturplatform op til et højere realøkonomisk niveau og åbne op for langt mere effektive metoder indenfor industri- og landbrugsproduktion, transport og vandforsyningssystemer.

De efterfølgende sider vil beskrive de hårdt tiltrængte nødvendige projekter i detaljer. Her vil vi tale om hvad infrastruktur rent faktisk er, og om Lyndon LaRouches begreb om infrastruktur-”platformen”.

Infrastruktur er liv

Disse grafer (Se side 40 i pdf-versionen nedenunder) (hver prik er et land) viser hvordan levetid og spædbørnsdødelighed hænder sammen med strømforbrug.

Der findes ikke sådan noget som et rigt land, der har et lille strømforbrug. Og der er ikke sådan noget som et fattigt land, der har et stort. Tilgængeligheden af energi – specifikt elektricitet – er et uundværligt element (sine qua non) for moderne, industriel udvikling. Det er simpelthen ikke muligt at opnå lange levetider og høje produktionsrater uden elektricitet.

Dampmaskinen banede vejen for den industrielle revolution, som muliggjorde at det samme antal arbejdere kunne producere markant mere. Takket være dampmaskinen kunne kul give en hjælpende hånd i produktionsprocessen, og derigennem reducere afhængigheden af udmattende, manuelt arbejde.

Hvordan gøres elektricitet tilgængeligt, effektivt og i vid udstrækning? Et omfattende netværk af kraftværker og transmissionsledninger er nødvendigt – en enorm investering, men en der betaler langt mere tilbage end de fysiske omkostninger.

Det er umuligt at vurdere værdien af et velfungerende netværk af veje, jernbaner eller elektricitet ved at lægge alle værdierne sammen, som kommer hver fabrik eller by til gode. I stedet for gjorde Lyndon LaRouche brug afen indsigt, der var muliggjort gennem Bernhard Riemanns tilgang til de højere transcendentalfunktioner, for direkte at behandle en grundlæggende forandring i et økonomisk stade, som en helhed, gennem introduktionen af højere infrastrukturplatforme – en topologisk-lignende forandring, som skaber en nyt ”infrastrukturfelt” af højere kvalitet.

I 2005 omtalte LaRouche problemet med udlicitering, som ofte skabte finansiel profit, men samtidig realøkonomiske tab:

”Overførslen af produktion fra en nation med veludviklet infrastruktur til en nation med relativt fattige mennesker med en dårligt udviklet infrastruktur, overordnet set, tenderer til at skabe et sammenbrud af planetens fysiske økonomi betragtet som en helhed. Feltets rolle, repræsenteret af grundlæggende økonomisk infrastruktur, er blevet ignoreret, oftest med skæbnesvangre, økonomiske resultater i sidste ende for alle de involverede.”

Overvej udviklingen af USA’s transportnet. Billederne på side 41 (Se pdf-versionen nedenunder) viser hvor langt man kan rejse fra New York City indenfor en hvis tidsperiode. Mellem 1800 og 1830 var området af USA, som kunne nås fra New York indenfor en uge (vist i rødt), blev udvidet enormt. Hvorfor? Se dernæst på situationen i 1857 – man kan praktisk talt se hvordan netværket strækker sig til Midtvesten sammenlignet med manglen på jernbaner længere vest på.

Det nationale jernbanenet – illustreret af den transkontinentale jernbanes fuldførelse i 1869, som blev igangsat takket være Abraham Lincolns bestræbelser – forbandt nationen, og muliggjorde at mere raffinerede produktionsprocesser, som fragtede komponenter til hinanden, kunne finde sted. Varer fra landbruget og industrien kunne nå nye områder, og landområdernes fysiske værdi blev transformeret i kraft af den øgede grad af forbindelse med resten af landet (og gennem havne til resten af verden). Befolkningen,  ligeså, kunne langt nemmere rejse, hvilket skabte en stærkere kulturel forbindelse over de enorme vidder.

Disse kombinerede faktorer skabte et økonomisk stade med større muligheder end før jernbanenettets eksistens (frem for blot mere af det som allerede var muligt).

Miljømæssige risici

Det er fordi vi som menneskehed, i stadig større grad interagerer med det syntetiske miljø, som vi har skabt, at vi ligger mindre under for naturens luner. Dødsfald pr. indbygger, i forbindelse med ekstreme vejrforhold, er omtrent ti gange lavere end de var for hundrede år siden. Er det fordi vejret er blevet bedre? Nej, det er fordi vi har udbygget beskyttelsen mod oversvømmelser, strukturer i stand til at modstå jordskælv, videnskabelig infrastruktur i stand til at forudsige situationer med ekstreme vejrforhold, og transportnet, som kan understøtte sikker evakuering om nødvendigt.

Overvej et eksempel fra den biologiske evolution – varmblodede dyr er i stand til at regulerer deres temperatur, i stedet for at begrænse deres levested eller aktivitet til det, som vejret dikterer. Den endotermiske teknologi (det at være varmblodet) gjorde det muligt for pattedyr at udvide deres potentielle levested ved at forandre deres forhold til deres omgivelser.

Den økonomiske, videnskabelige (og kulturelle) platform, som udviklingen af kontrolleret kernefusion åbner op for, vil medføre et nyt skridt i vores udvikling af et forbedret menneskeligt miljø – hvor afsaltning (af havvand) i, størrelsesorden med landbrugets udbytte vil gøre tørker til et fjernt minde fra den tidlige menneskehed, hvor olie, for eksempel, vil blive gemt til brug som et grundlæggende materiale i plastik.

Infrastrukturens helt særlige rolle

Infrastruktur spiller en unik rolle i økonomi og kræver regeringers særlige opmærksomhed. Det faktum, at infrastrukturens fordele er indirekte og ofte ikke pengeskabende betyder, at der ikke er noget håb for den private sektor (såsom offentlige-private partnerskaber).

Et langfristet, infrastrukturprogram med kapitale investeringer – som det, opnået gennem Franklin Roosevelts brug af Finansselskabet for Genopbygning (Reconstruction Finance Corporation), eller Alexander Hamiltons opretning af Nationalbanken – må erstatte privatiseringens plyndring og den ineffektive, stykvise tilgang, som tynger os ned på nuværende tidspunkt.

Download (PDF, Unknown)

25. september (EIRNS) – I dag holdt Schiller Instituttet et internationalt webinar med titlen "Reconstructing Haiti – America's Way Out of the 'Global Britain' Trap." (Genopbygning af Haiti – Amerikas vej ud af 'globale Storbritanniens' fælde. Diskussionen på to og en halv time indeholdt elementer i en foreslået skitse til et udviklingsprogram for Haiti, samt øjeblikkelig, påkrævet akut indsats, og samlede eksperter med tilknytning til Haiti inden for teknik, medicin og udviklingspolitik. Dagens overvejelser står i skarp kontrast til ugens begivenheder, som omfattede USA tvangsdeportation af tusinder af fordrevne haitianere fra grænsen mellem Texas og Mexico, tilbage til Haiti, til katastrofale forhold pga. jordskælv fra august og tidligere.

De seks paneldeltagere var Richard Freeman, medforfatter af "Schiller Instituttets plan for udvikling af Haiti", som EIR vil udgive i denne uge i sin udgave, 1. oktober; Eric Walcott, direktør for Strategiske Partnerskaber, 'Institute of Caribbean Studies'; Firmin Backer, medstifter og præsident for 'Haiti Renewal Alliance'; Joel DeJean, ingeniør og Texas-aktivist hos LaRouche-Organisationen; Dr. Walter Faggett, MD, baseret i Washington, DC, hvor han er tidligere cheflæge i District of Columbia, og i øjeblikket medformand for 'Health Council' i 'DC's Ward 8', og en international leder i Komitéen for modsætningernes Sammenfald; samt ordstyrer Dennis Speed fra Schiller Instituttet.

Freeman præsenterede såvel dimensionerne for både den ekstreme underudvikling, der i årtier blev påtvunget Haiti, og det væsentlige i et udviklingsprogram for denne nation i forbindelse med udviklingen af hele øen Hispaniola og Caribien. Han fremlagde et kort over foreslåede jernbaner, atomkraftværker, sikre vandsystemer og anden vital infrastruktur. Han viste kort over forslag, som kinesiske firmaer har fremlagt i de seneste år, men som ikke blev realiseret.

Firmin Backer påpegede, at USAID har brugt 5,1 milliarder dollar i Haiti i løbet af de 11 år siden jordskælvet i 2010, men hvad er der at fremvise for pengene? Nu, med det seneste jordskælv den 14. august, kan vi ikke engang få hjælp til de ramte zoner, for der ikke er en lufthavn eller havn i det sydlige Haiti til at betjene de ramte mennesker. Vi bør revurdere, hvor fejlagtigt den amerikanske finansiering blev brugt. Firmin rapporterede om, hvordan Haiti fik en vis gældssanering af IMF for mange år siden, men derefter ikke fik lov til at søge udenlandsk kredit!

Eric Walcott var fast besluttet: "Vi har brug for verdens kreative genialitet for Haiti og Afghanistan." Han sagde, "udnyt udlandshaitianerne" til at udvikle Haiti. Der er flere haitiske læger i New York og Miami end i hele Haiti. Han understregede, at Haiti ikke er fattigt; betingelserne er, hvad man kan kalde dårlige. Men befolkningen har stolthed, talent og opfindsomhed. Walcott lagde særlig vægt på valg i Haiti. Han sagde: "Valg er en proces," ikke en begivenhed. Han har erfaring med det. Fra 1998 til 2000 fungerede Walcott som hovedobservatør for OAS ved valg i Haiti.

Joel DeJean, en amerikaner af haitisk afstamning, slog kraftigt til lyd for behovet for at denne nation tager sigte mod det højeste niveau, for eksempel tage springet fra kul til atomkraft. Han tilrådede "at give Kina muligheden" for at indføre den allernyeste atomteknologi i Haiti – grusbunds gasafkølet modulreaktor. Vi "har ikke brug for flere atomubåde, vi har brug for atomteknologi!" Han opfordrede til oprettelse af en udviklingsbank i Haiti samt andre detaljer.

Dr. Faggett opsummerede på mange punkter med det bredeste perspektiv og opmuntrede til handling. Han tjente i det amerikanske militærs "caribiske fredsbevarende styrke" og understregede behovet for handling, ikke kun i Haiti, men på verdensplan. Han refererede til præsident Franklin Delano Roosevelt og sagde, at "man kan sige noget om mennesker, ud fra hvordan de tager sig af deres folks sundhed". Han rapporterede, at hjælpearbejdere i Haiti i øjeblikket er nødt til at slå lejre op på stedet på grund af de frygtelige forhold.

Men han sagde, at vi burde mobilisere i form af "vaccinediplomati", og arbejde på at opbygge en sundhedsplatform i Haiti og sundhedsvæsener i hele verden. Han er "begejstret for at realisere Helgas mission" med henvisning til Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets internationale formand, der udsendte en opfordring i juni 2020 for en global sundhedssikkerhedsplatform. På det tidspunkt dannede hun og Dr. Joycelyn Elders, forhenværende cheflæge for USA’s militær, en Komité for modsætningernes Sammenfald.

Her er introduktionen og inholdsfortegnelsen til LaRouche-organisationens nye hæfte:

24. september (EIRNS) – Alt imens større dele af verden går i en positiv retning – hen imod udvikling og samarbejde – bliver USA hængende i det britiske søle, som det i årtier har rullet rundt i, mens det påtog sig rollen som en ny, enevældig magt hengivet til at bevare overherredømmet gennem alle midler, herunder militær konfrontation, geopolitisk undertrykkelse og økonomiske sanktioner.

Ved de Forenede Nationer forsøgte den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, at få FN’s sikkerhedsråd til at betragte ”klimaforandringer” som en kæmpe, strategisk trussel, men blev irettesat af russiske og indiske diplomater. En af dem svarede: ”At betragte konflikter i fattige dele af verden gennem klimaforandringernes prisme ville kun tjene til at præsentere et skævvredet syn, når grundene for konflikten skulle findes andetsteds”. Blandt disse grunde er det britiske, geopolitiske system, set i fuld flor med skabelsen af AUKUS (”Orkus”) blot et par uger efter tilbagetrækningen af tropper fra Afghanistan efter to årtiers katastrofe. Ved mødet af Quad i Washington i dag, hvor USA, Australien og Japan talte, som var det læst op fra et britisk manuskript, om et ”frit og åbent Indisk Ocean og Stillehav” (dvs. at bekæmpe Kina), understregede Indiens statsminister, Narendra Modi, derimod grunden til Quads stiftelse i 2004 som et svar på den ødelæggende tsunami i december 2004 for at fremme ”velstand og fred” i det Indiske Ocean og Stillehavet gennem indsatser indenfor vacciner, forsyningsveje og teknologi.

Idet USA fortsætter med at deportere haitiske migranter i massevis til Port-au-Prince i en tilstand beskrevet af en haitisk senator som en ”dødslejr”, imens USA provokerer en konflikt med Kina; imens USA fortsætter med at fastholde den finansielle redningsaktion påbegyndt i 2019, opstår spørgsmålet:  vil USA forandre sig? Hvilken form for mission kan inspirere det til at vælge en bedre vej?

LaRouche-Organisationen er fastsat på at omdanne USA, at få det til at bryde med britisk geopolitik og kolonialistisk økonomi, at vende tilbage til dets historiske skabelse som en kraft for det gode , og deres brochure, ”USA’s kommende økonomiske mirakel på den nye Silkevej”, som nu produceres og lægges ud på nettet, er et vigtigt, nyt middel til at opnå dette mål. Indledningen til rapporten følger her:

Indledning: Gør Amerika godt igen

Den 20. januar 1961, ved sin indsættelsestale, da Den kolde Krig var på sit højeste, udtalte John F. Kennedy disse ord til nationen:

”Lad begge sider [USA og Sovjetunionen] søge at påberåbe sig videnskabens vidundere i stedet for dens rædsler. Lad os sammen udforske stjernerne, erobre ørkenen, udrydde sygdom, dykke ned i havets dybder og opmuntre kunsten og handel…

Og hvis samarbejdets forsvarslinje kan skubbe mistænksomhedens jungle tilbage, lad begge sider deltage i at skabe en ny bestræbelse, ikke en ny magtbalance, men en ny, retskaffen verden, hvor de stærke er retfærdige og de svage sikre og freden bevaret…

Nu indkalder trompeten os igen – ikke et opråb til at bære våben, selvom vi har brug for våben; ikke et opråb til kamp, selvom vi er klare til at kæmpe – men et opråb til at bære byrden af tusmørkets lange kamp, år ind og år ud, ’med glæde i håbet, tålmod i trængslen’ – en kamp mod menneskehedens fælles fjender: tyranni, fattigdom, sygdom og krigen selv.

Kan vi igen smede en storslået og global alliance mod disse fjender, nord og syd, øst og vest, som kan sikre et mere fyldestgjort liv for hele menneskeheden? Vil du deltage i denne historiske anstrengelse?

Derfor, mine kære medborgere: spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig – spørg hvad du kan gøre for dit land.

Mine kære medborgere af verden: spørg ikke hvad Amerika vil gøre for dig, men hvad vi i fællesskab kan gøre for menneskehedens frihed.”

Er der, med mordet på Kennedy, også noget som døde i os?

Vi befinder os ikke længere i en kold krig. Hvordan kan det være, at vi befinder os på randen til en atomkrig? Nu, efter at have trukket os ud af Afghanistan, må vi spørge os selv: Hvordan er vi blevet misledt ind i én angrebskrig efter den anden? Hvorfor ”tager vi udenlands i en søgen efter at bekæmpe monstre”? Hvorfor bruger vi billioner på at ødelægge andre nationer i stedet for billioner på at udvikle vores egen? Hvem har overbevist os om, at nationer som Rusland og Kina er vores fjender? Hvorfor frygter vi, at deres udvikling vil være en trussel for vores ”magt”? Hvorfor betragter vi økonomien som et nulsumsspil, hvor ingen kan vinde uden at andre taber? Hvorfor genkender vi ikke Kinas Bælte- og Vejinitiativ som en fortsættelse af vores egen nations mission mod det imperialistiske system? Hvorfor deltager vi ikke i Ruslands, Kinas og andre nationers anstrengelser mod ”menneskehedens fælles fjender”? Det britiske imperium har inficeret vores politiske ”elites” tankegang, og manipuleret den amerikanske befolkning til at betragte de nationer, som historisk set er vores venner, som fjender. De har stjålet den sande amerikanske historie fra os.

Vi har mistet det vi var som en nation. Men vi kan finde det igen. LaRouche-Organisationen håber, og har til hensigt, at genopildne den samme fornemmelse af en historisk mission, som vores grundlæggere havde, at være et tempel for frihed og en ledestjerne for håb imod det britiske imperiums mørke og barbari. Når vi er os selv bringer vi interne forbedringer i den fysiske økonomi og videnskabeligt fremskridt ikke blot til vores nation, men til verden. Vi er gode!

Lyndon LaRouche hengav sit liv til missionen om at gøre en ende på ”tyranni, fattigdom, sygdom og krigen selv”. Yderligere beviste han, at menneskeheden, i modsætning til det kyniske, britiske, malthusianske syn, ikke er en kræftsvulst på planeten, men derimod et kreativt væsen i stand til at løse alle problemer, som vi er konfronteret med.

LaRouches mission var at genetablere dette ophøjede begreb om menneskeheden. Det er vores opgave at fuldføre den.

Historien som blev taget fra dig

Om Lyndon LaRouche

Opbyg en global antimalthusiansk alliance for at gøre en ende på det britiske monarkis ’store genstart’

Hvordan inflation og depression besejres med ’Glass-Steagall’ og udvikling

En verdensmission: Skab produktive arbejdspladser og produktivitet

Fordobling af verdens fødevareproduktion; etabler selvstændigt familielandbrug

Hvad er en infrastrukturplatform?

Hvad er en udviklingskorridor?

Det atomdrevne NAWAPA XXI

Højhastighedstog – forbundethed, produktivitet

Hvordan kraft måles: Energigennemstrømningstæthed

Kernefusion: Fremtidens kraftkilde

Vores mission i rummet: Hvad er en et lynprogram

Vi er i gang med at oversætte nogle afsnit.

Download (PDF, Unknown)

Billede: American flag Jnn13, CC BY-SA 3.0

Ved en gennemgang af udviklingen i de sidste dage sagde Helga Zepp-LaRouche, at kampen mellem to indbyrdes uforenelige menneskesyn optrappes. Dette kan ses i den moralsk fordærvede ligegyldighed [et juridisk begreb i USA] af USA, Storbritannien og deres NATO-allierede, som reaktion på den humanitære krise i Afghanistan – som de forårsagede – i modsætning til de bestræbelser, som Afghanistans naboer er i gang med, ved hjælp af fælles projekter koordineret af Shanghai Samarbejds-organisationen (Shanghai Cooperation Organization – SCO), BRIKS (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) og Bælte- og Vejinitiativet (BVI) for at fremme økonomisk udvikling i det krigshærgede land. Det kan ses med hensyn til den modbydelige udvisning af haitiske flygtninge, som sendes tilbage til et land, der mangler midler til at tage hånd om dem på grund af en nylig række af naturkatastrofer. Det kan ses ved at sammenligne talerne fra Biden og Xi Jinping på FN’s generalforsamling. Og det kan ses ved optrapningen af regimeskifte-operationer, der dirigeres af den britiske efterretningstjeneste mod Rusland og Kina.
 
En moralsk anløben indstilling af ligegyldighed er ikke i overensstemmelse med USA’s grundlæggende principper. Hun sagde: "Vi er faret vild”. I stedet for at pålægge en politik der er nykolonial, med en malthusiansk hensigt, "må vi råbe op" og vende tilbage til de principper, som USA’s grundlæggere vedtog, der forpligter regeringen til at bekymre sig om "folkets lykke”.

Se webcastet her
 

19. september (EIRNS) – Der er et begreb i amerikansk lov kendt som "moralsk anløben ligegyldighed". Det refererer til princippet om, at en person er ansvarlig, strafferetligt, hvis de ser passivt til, imens en uskyldig, sårbar person rammes af en forfærdelig skade. Tilfælde af domsfældelse involverer sædvanligvis en eller nogle få mennesker, der er ligeglade med, om en anden person lever eller dør. Men i dag ser vi moralsk anløben ligegyldighed over for lidelse og død af en massiv størrelsesorden, hvilket kunne forhindres.

På den "humanitære" side ser vi for eksempel de dødelige konsekvenser af at fortsætte de økonomiske sanktioner, som USA nu har over for mere end 30 lande, de fleste i længere perioder, herunder Yemen, Syrien, Venezuela, Cuba med flere. Og den overlagte mangel på økonomisk udvikling fortsætter, mens kredsene inden for City of London/Wall Street regerer.

I Afghanistan betyder et afslag fra amerikanske finansinstitutioner på at ophæve deres indefrysning af landets aktiver en ordre om at lukke landet ned, og forårsager massedød midt i kaosset fra pandemien og hungersnøden.

På den "militære" side ser vi oprettelsen af AUKUS – Australiens, Storbritanniens og USA’s militærblok, en del af bestræbelserne for "Global Britain", som også indvarsler farlige konsekvenser gennem konfrontation mod Kina og Rusland og dødelig oprustning.

Som eksempel på krisen har vi det aktuelle forfærdelige drama med haitianerne og deres land. I dag begyndte de amerikanske myndigheder en omfattende udvisning af haitiske flygtninge fra Texas, og at flyve dem tilbage til Haiti. I weekenden var der mere end 12.000 flygtninge, hovedsageligt haitianere, der slog lejr under og nær den internationale bro i Del Rio, Texas, under elendige forhold, efter at de krydsede Rio Grande fra Ciudad Acuna, Mexico. I dag fløj tre fly 320 migranter tilbage til Port-au-Prince; den 21. september forventes yderligere seks fly at ankomme dertil. Alt i alt er der siden fredag den 17. september blevet flyttet 3.300 migranter fra Del Rio med fly hjem eller til amerikanske flygtningelejre. Om en dag forventes yderligere 3.000 at blive bortvist, og alle migranter fjernet inden næste weekend. Mexico har også til hensigt at begynde deportationer.

Disse migranter er ikke fordrevet alene på grund af jordskælvet, der ramte Haiti den 14. august, men mange af dem flygtede for år tilbage, efter jordskælvet i januar 2010 og i de hårde år siden, uden at deres nation blev opbygget. Cirka 4 millioner mennesker i Haiti ud af deres 10 millioner har brug for mad bare for at overleve, og der er flere nødlidende på andre af øerne og områderne for de 44 millioner mennesker i det caribiske øhav. Læg dertil fordrivelsen og nøden i de kystnære områder fra Venezuela til Mellemamerika. I dag var David Beasley, leder af Verdens Fødevareprogram (VFP), i Falcon State, Venezuela, for at sørge for VFP’s skolemadprojekt for børn, en livline for tusinder her og millioner rundt om i verden. Beasley appellerer om nødfinansiering til VFP i Haiti, Venezuela, Afghanistan og for at lindre og derefter stoppe sult overalt. Det betyder grundlæggende at starte økonomisk udvikling.

Det er moralsk anløben ligegyldighed ikke at forstå dette. "Kan 'Vesten' tage ved lære?" er det relevante spørgsmål, der ligger til grund for erklæringen den 5. september fra Schiller Instituttets formand, Helga Zepp-LaRouche, der har fokus på Afghanistan, og opfordrer til at tage ved lære af den dødbringende fejltagelse med den langvarige krig i Afghanistan. ("Kan 'Vesten' tage ved lære? Hvad Afghanistan har brug for nu! Https://larouchepub.com/pr/2021/20210906_lead-editorial.html") Men hendes spørgsmål gælder generelt. Kan Vesten tage ved lære? Udvikling er navnet på fred. Det er også navnet på stabilitet, retfærdighed, sikkerhed, overlevelse og fremtiden.

I sidste uge, den 14. september, begyndte FN's generalforsamling sin 76. session i New York City, og den generelle debatperiode for diskussioner på højt plan mellem stats- eller regeringschefer eller udenrigsministre løber fra 21.-25. september og den 27. september. Erklæringen fra Zepp-LaRouche vil blive cirkuleret, og endvidere er endnu en erklæring fra Schiller Instituttet på vej. Derudover vil et udkast til et udviklingsprogram for Haiti blive udgivet om 10 dage. Nu er tiden inde til at deltage i mobiliseringen.,

Billede af: Lowlova, CC BY-SA 3.0, via Wikimedia Commons

17. september (EIRNS) – Den strategiske aftale offentliggjort af Australien, Storbritannien og USA (AUKUS), som både involverer atomdrevne ubåde og atomteknologi til Australien (der i øvrigt fortsætter med at afvise den fredelige brug af kernekraft til trods for deres rige forekomster af uran), samt anden højteknologisk samarbejde, er dødsstødet for NATO – som allerede lå på sit dødsleje efter USA’s tilbagetrækning fra Afghanistan uden at have fået ”tilladelse” fra Storbritannien eller EU. Helga Zepp-LaRouche, som i dag talte på sit strategiske interforum for Schiller Instituttet, havde følgende at sige: ”De påstår, at det ikke er rettet imod et bestemt land, men det er ikke særligt troværdigt, da det tydeligvis er mod Kina. De påstår, at dette har til hensigt at forøge fred og stabilitet i regionen omkring det Indiske Ocean og Stillehavet. Kinesernes svar på dette var, at det vil skabe større ustabilitet. Og med dette fulgte, at den australske regering annullerede en aftale, som de forhandlede med Frankrig, hvorunder de ville få tolv konventionelt drevne ubåde.

”Så dette er tydeligvis ingen god aftale. Ingen allieret, intet medlemsland af NATO blev informeret. Det var meningen, at aftalen [om ubådene] mellem Australien og Frankrig skulle underskrives i slutningen af denne måned. Uden varsel blev aftalen annulleret, og det skabte fuldstændigt postyr i forholdet mellem Frankrig og Australien, USA og Storbritannien”. Den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, bekendtgjorde her til aften, at Frankrig ville tilbagekalde deres ambassadører fra Australien og USA, og udelod Storbritannien uden grund, på trods af det faktum, at Boris Johnson, Scott Morrison og Joe Biden havde offentliggjort dette i fællesskab. Underkaster franskmændene sig igen britisk herredømme?

En planlagt fejring af den franske flådes sejr over den britiske flåde i Chesapeake Bay i 1781 – en sejr som gav General George Washington spillerummet til at besejre Cornwallis ved Yorktown og opnå en sejr over det Britiske Imperium i den Amerikanske Frihedskrig – skulle have fundet sted her til aften, men blev aflyst.

Zepp-LaRouche fortsatte: ”For at sige det igen, man har skabelsen af en ny sikkerhedsaftale, som involverer USA og Storbritannien, der begge er NATO-medlemmer, med et tredje land, Australien, og de informerer ikke deres NATO-allierede! Dette er nu anden gang, at sådan noget er sket. Det skete med den pludselige tilbagetrækning af USA fra Afghanistan, hvor USA trak sig ud i løbet af natten uden at fortælle deres afghanske allierede, for ikke at nævne deres NATO-allierede. Så, dette tegner ikke godt for samhørigheden og tilliden i NATO, og jeg tror, at dette er endnu et slag. Og konsekvensen er, at NATO-alliancen hører fortiden til. Man skulle have ophævet den da Sovjetunionen brød sammen; eller man skulle have tilbudt Rusland at blive en del af den, hvilket Rusland ville have accepteret på det tidspunkt.”

Zepp-LaRouche bemærkede at faren er, at denne skrækkelige aftale ”hælder mod at bekræfte det som mange eksperter har overvejet og var urolige for, nemlig at ét af aspekterne af Bidens afslutning af endeløse krige, ved at trække sig ud af Afghanistan, var at skifte opmærksomheden over på at begrænse Kina til det Indiske Ocean og Stillehavsområdet, og dette kunne meget vel være en refleksion af det.”

I det fælles kommuniké, offentliggjort efter ”to-plus-to”-mødet i dag mellem USA’s og Australiens udenrigs- og forsvarsministre, udstedte de en direkte trussel mod Kina ved at opfordre begge nationer til at forbedre relationerne til Taiwan, som et ”førende demokrati” og en ”kritisk partner” og hævdede sågar, at ”status som selvstændig stat ikke var en forudsætning” for sådanne relationer. Dette er selvfølgelig en rød linje for Kina, et angreb på sin suverænitet, baseret på Et-Kina-politikken som har defineret de amerikanske relationer med Kina siden oprettelsen af officielle relationer. Zepp-LaRouche rapporterede videre: ”Den kinesiske presse har haft to scenarier, hvor kineserne ville vinde i hvert tilfælde, hvis det kom til krig mellem USA og Kina, enten pga. det Sydkinesiske Hav eller pga. Taiwan. Og der var flere whistleblowere, herunder Daniel Ellsberg, som for flere måneder siden insisterede på, at der burde være en ny whistleblower, som ville afsløre den meget foruroligende diskussion i Pentagon om, at hvis en sådan krig mellem Kina og USA ville finde sted, en konventionel krig, og at kineserne vandt, ville USA så overveje at bruge atomvåben?

Og igen, disse spørgsmål får ens hår til at rejse sig, fordi, som jeg har sagt mange gange, jeg tror helt og holdent på at hvis atomvåben bruges, da er det atomkrigens logik, at alle våben ville blive brugt, og at sandsynligheden for at dette ville blive enden på vores civilisation er meget stor. Og i lyset af dette, hvis man betragter det faktum, at kommandøren for den Strategiske Kommando, admiral Charles Richard, allerede sidste februar ændrede vurderingen af brugen af atomvåben fra ’ikke sandsynlig’ til ’meget sandsynlig’ – og det er stadig tilfældet!

Så jeg kan kun sige, at vi hurtigst muligt har brug for at gå i en anden retning, for hvis ikke man forlader den geopolitiske tankegang, er det kun et spørgsmål om tid, hvornår, gennem hensigt eller uheld, at det går galt. Så det er derfor, at vi bliver nødt til at mobilisere for erstatningen af geopolitik med et nyt paradigme for samarbejde blandt nationer for menneskehedens fælles mål. Hvis vi som menneskehed ikke er i stand til at gøre dette, overlever vi måske ikke.”

Det vigtigste område, hvor dette nye paradigme kan og må realiseres, er spørgsmålet om Afghanistans skæbne. Zepp-LaRouche understregede den fuldstændige ødelæggelse af den afghanske befolknings levebetingelser i 20 år, forårsaget af USA’s og NATO’s besættelse. ”Og alligevel siger Vesten grundlæggende set, at så længe Taliban er ved magten, vil vi afskære alt finansielt samarbejde. Det amerikanske finansministerium har indefrosset 9 milliarder dollars, som tilhører den afghanske befolkning. Den Internationale Valutafond indefrøs 400 millioner dollars af deres Særlige afskrivningsrettigheder (Special Drawing Rights). Så resultatet er, at der absolut ingen penge er i Afghanistan. Banker har ingen penge, folk kan ikke hæve penge i banken; derfor kan de ikke købe mad, de kan ikke købe medicin, de kan ikke importere noget. Som et resultat er der nu – og dette var åbenlyst tilfældet tidligere, fordi NATO trak sig kun tilbage for en måned siden – fødevareusikkerhed for 14 millioner mennesker, og 14 millioner yderligere har kun en lille smule mad. Dette er advarslen fra chefen for Verdens Fødevareprogram, David Beasley. Så, befolkningen er ved at sulte ihjel.

Derudover er der en sundhedskrise, fordi donor-landene har afskåret deres tidligere hjælp, og som et resultat er mere end 90% af befolkningen uden medicinsk forsørgelse. Omkring 4.000 medicinske faciliteter lukkes ned, fordi de ikke har nogen brændsel, ikke har nogen elektricitet, de kan ikke engang opbevare COVID-19-vaccinerne nedfrosset, fordi køleskabene ingen strøm har. Det truer gravide kvinders liv og underernærede børn. Og jeg kan kun sige, at hvis du hører dette, og så hører folks hykleri: ’Vi er så bekymret for kvinders rettigheder, Taliban respekterer ikke kvinders rettigheder, og disse folk dræber gravide kvinder’! Har man hørt mage? Jeg synes at hykleriet, hvad dette spørgsmål angår, er ubegribeligt – men hvad vi fra Schiller Instituttet, og Komiteen for modsætningernes Sammenfald gør, er at forsøge at mobilisere verdens samvittighed for at dette må stoppes!

Så, jeg mener at de vestlige lande, USA og de andre NATO-lande, som har trukket sig tilbage, fuldt ud har et ansvar for at samarbejde med Afghanistans naboer, med Rusland, med de centralasiatiske republikker, med Pakistan, Iran, Indien og Kina for at hjælpe i denne humanitære krise og skabe reel udvikling. Jeg tror at dette er vor tids absolutte nødvendighed.”

I dag talte den russiske præsident, Vladimir Putin, ved Shanghai Cooperation Organisationens topmøde i Dushanbe og påpegede den kritisk nødvendige løsning på krisen i Afghanistan, og sagde at den optimale tilgang er ”gennem den Udvidede Trojka i forbindelse med Afghanistan”. Denne gruppe af fire består af Rusland, Kina, Pakistan og, særligt vigtigt, USA. Det er også vigtigt at Putin sagde, at ”dette arbejde allerede er i gang”.

Dette er spørgsmålet: Vil de lande, som udførte en masseødelæggelse gennem ”endeløse krige” blot trække sig tilbage, eller vil de deltage med resten af menneskeheden i at opbygge et nyt paradigme, begyndende med udviklingen af Afghanistan? Dette er spørgsmålet, som konfronterer, ikke blot visse verdensledere, men alle nationer og alle verdens borgere.

Se webcastet her

Den 13. september (EIRNS) – Sandheden om den 11. september begynder endelig at komme frem, efter at blot den første del af FBI’s efterforskningsdokumenter, hemmeligholdt i 20 år, blev udgivet af Præsident Biden. Takket være det utrættelige arbejde af 11. September-familierne og overlevende forenet for retfærdighed imod Terrorisme, i samarbejde med denne bevægelse over mange år, er sandheden om de saudiarabiske embedsmænds samarbejde med flykaprerne den 11. september og andre al-Qaeda-terrorister i USA blevet fastslået uden tvivl for enhver tænkende borger. Og ikke kun hvilke som helst saudiarabiske embedsmænd, men dem som også var tætte på Det Hvide Hus under Cheney og ”W” Bush og H.W. Bushs CIA.

Udtalte Lyndon LaRouche ikke på radioen den morgen, den 11. september, imellem at det første og det andet fly ramte tårnene, at Osama bin Laden ikke var en uafhængig styrke og ikke styrede disse angreb fra Afghanistan, men at USA’s sikkerhedskontrol og luftforsvar var blevet lukket ned med amerikanske agenturers medvirken? Hvem var bin Laden andet end en ung saudiarabisk radikal trænet i Pakistan af britisk efterretningstjeneste, MI6, og sendt ind i Afghanistan af Pakistans efterretningstjeneste, Inter-Services Intelligence, for at hjælpe George H.W. Bushs CIA med at styrte den eneste kompetente regering, som Afghanistan havde haft i 50 år? Hvem ville tro på, at ”bin Ladens al-Qaeda” udførte massemordet i New York og Washington? Men amerikanerne blev beordret til at tro på dette og at gå i krig for dette og at blive overvåget for dette i 20 år. Men denne forrige lørdag aften, 20 år efter den 11. september, blev sandheden endelig bekræftet uden yderligere tilsløring. LaRouche havde ret. Han havde allerede ret ni måneder inden den 11. september, da han den 3. januar erklærede, at Cheney og Bush ville have brug for ”ekstraordinær statsstyring” for at håndtere et kommende finanskrak og ville havde brug for et større terrorangreb for at kunne indføre dette.

Nu er endnu et kommende finanskrak igen årsagen til forsøg på at skabe konflikter og krige. Finanssygdommen – uendelig spekulation – kræver omgående LaRouches løsning med ”De fire Love”.

Tony Blairs, Dick Cheneys og ”W” Bushs endeløse krige må alle slutte nu. Kongressen må nu ophæve, ikke blot Autoriseringen til brug af Militærmagt, men den berygtede Patriot Act.

Og Afghanistan kan blive stedet for et samarbejde mellem USA, Kina og Rusland for at hjælpe med at genopbygge en ødelagt nation; dér kan en atomar konfrontation få en ende.

Søndag morgen, den 12. september, sendte Helga Zepp-LaRouche en hilsen til en rørende ”Mindehøjtidelighed for ofrene for terrorisme ved Tåremonumentet” i Bayonne, New Jersey. Til stede var reddere og folkevalgte politikere fra New York City og Bayonne, samt russiske embedsmænd fra FN og New Yorks konsulat, som mindedes at det var Vladimir Putin, der var det første statsoverhoved, som besøgte USA efter den 11. september, tilbød USA fuldt samarbejde mod terrorisme og derefter arrangerede skabelsen og gaven, monumentet ”Sorgens Tåre”. Ruslands ambassadør sendte en hilsen til forsamlingen, skulptøren af Sorgens Tåre og præsident af Det russiske Kunstakademi, Zurab Tsereteli, talte, og borgmesteren og brandmænd og politifolk fra Bayonne og New York talte lidenskabeligt om båndet mellem USA og Rusland.

Helga Zepp-LaRouche formidlede sit budskab til denne forsamling:

”Den første prioritet må være at redde folks liv i de lande, som var mål for de ’endeløse krige’, og det internationale samfund opfordres til at deltage i at bringe reel økonomisk udvikling til hele regionen, begyndende med skabelsen af et moderne sundhedsvæsen i hvert eneste land, hvilket, i en tid med denne pandemi og faren for fremtidige pandemier, er betingelsen for at overvinde denne forbandelse over menneskeheden. Dette kræver rent drikkevand, som er knapt i Afghanistan – en nation ramt af tørker – og det kræver elektricitet, som Afghanistan kun producerer 600 MW af i hele landet, svarende til et mellemstort til stort kraftværk i USA; 18 millioner mennesker er i fødevareusikkerhed og fire millioner trues med hungersnød den kommende vinter.

Præsident Biden kritiseres nu for tilbagetrækningen af tropperne, men han gjorde det rigtige, og hans løfte om at ’afslutte de endeløse kriges æra’ må også medføre enden på indefrysningen af Afghanistans finansielle midler; det må medføre afslutningen på Caesar-sanktionerne mod Syrien; og afslutningen på alle sanktioner imens pandemien står på. Det er tid til at række hinanden hånden, især, igen, USA og Rusland, da der var flere perioder i begge nationers historie, hvor et sådant samarbejde eksisterede til fordel for hele menneskeheden.

Lad os derfor bruge sammenfaldet mellem afslutningen på 20 år med krige og 20-årsdagen for den 11. september til en højtidelig forpligtelse til at betragte terrorisme, sult og underudvikling som menneskehedens fjender, og ikke hinanden. Lad os udskifte geopolitikkens æra med en æra for opnåelsen af menneskehedens fælles mål. Det er ikke et forgæves håb, at menneskeheden, som den eneste art der gennem sin eksistens har bevist, at kreativitet er den kvalitet som kan overgå alle tilsyneladende grænser, snart vil efterlade konflikt, aggression og krig bag sig, og at vi helt og fuldt bliver mennesker. Lad os inspireres af menneskets ædle ideal, som dette udtryktes i komponisternes, poeternes, kunstmalernes, arkitekternes og skulptørernes store kunst, ligesom skaberen af dette mindemonument, Sorgens tåre, hvorom vi forsamles i dag.

Disse sidste 20 år er forhåbentlig det sidste kapitel af menneskehedens ungdom, efterfulgt af dens voksenalder – hvor menneskers og nationers forhold til hinanden baseres på næstens kreative potentiale, og dermed gør dem til de bedste personer som de kan blive. At lære at tænke på den måde kræver en ophøjet åndstilstand i os alle for at kunne tænke ovenfra, fra denne menneskehedens højere enhed, der viser vejen til fremtiden, hvor alle nationer og alle mennesker vil skabe fred på Jorden og kolonisere stjernerne sammen.”

Se videoen her.

Den 11. september 2021 (EIRNS) – I modsætning til langt de fleste begivenheder, artikler, dokumentarer og kommentatorer på 20-årsdagen for terrorangrebet 11. september 2001 mod USA, spildte Schiller Instituttet ikke tid på forsideartikler om dette angreb og de 20 år med kaos og blodsudgydelse påtvunget af amerikanske, britiske og NATO-styrker under falske forudsætninger. Snarere begyndte konferencen: "Vejen frem fra 11. september, Afghanistan og overvågningsstaten" med afspilning fra det direkte radiointerview kl. 9 (New York-tid) med Lyndon H. LaRouche, som allerede var planlagt til at gå i luften den 11. september 2001 med vært Jack Stockwell i hans radioprogram i Salt Lake City. LaRouches umiddelbare svar inden for få minutter på nyhederne om fly, der ramte tvillingetårnene, var at advare om, at Osama bin Laden ville få skylden for det, for derved at forhindre sandheden i at komme frem. Han sagde, at den globale finanskrise skulle tages i betragtning, samt det faktum, at al-Qaeda blev skabt af Zbigniew Brzezinski og hans britiske mentorer i 1980'erne for at bekæmpe Sovjetunionen i Afghanistan. LaRouche havde i en webcast den 3. januar 2001 forudsagt, at Bush/Cheney-administrationen ville skabe en "Rigsdagsbrand" som et påskud for at sætte forfatningen ud af kraft, og pålægge nationen politistatsagtige foranstaltninger og føre krig rundt om i verden.

Helga Zepp-LaRouche tog derefter fat på det vanvid, der blev skabt i USA efter 11. september, som vækkede blodtørst efter hævn mod de påståede gerningsmænd i hulerne i Afghanistan, og tog fokus fra saudierne og deres britiske herrer, der havde planlagt og gennemført angrebet. Det der fulgte i 20 år, sagde hun, var den totale fiasko for de kombinerede militære styrker i alle NATO-nationer med at undertvinge 65.000 Taliban-krigere, mens de reducerede denne nation og flere andre nationer i den islamiske verden til ruiner. William Binney, den tidligere tekniske direktør for 'World Geopolitical and Military Analysis and Reporting section' ved National Security Agency (NSA), påpegede senere på konferencen, at det militær-industrielle kompleks var løbet tør for påskud for deres eksistens med sammenbruddet af Sovjetunionen i 1991, men efter 11. september var de tilbage i 'business'.

Der er to muligheder for at reagere på tilbagetrækningen fra Afghanistan, sagde Zepp-LaRouche: Hævn, i traditionen med Madeleine Albright, der sagde, at 500.000 irakiske børns død i Irak-krigen var "prisen værd", eller Hillary Clinton, som glædede sig over mordet på Libyens Qaddafi. "Dette er barbari," sagde fru Zepp-LaRouche. Eller vi kan som en menneskelig race reflektere over systemets fiasko, der bragte os til denne katastrofale situation, og blive enige om at ændre det, afslutte verdens geopolitiske opdelinger i stridende stammer og gå sammen om at løse de problemer, menneskeheden står over for som helhed, som hendes afdøde mand, Lyndon LaRouche, argumenterede for igennem hele sit liv. Hun gennemgik den forfærdelige tilstand for det afghanske folk efter 40 års krig, som dokumenteret af FN: 72% af befolkningen i fattigdom, mens yderligere 25% falder hurtigt, 10 millioner afghanske børn, der kræver humanitær bistand for at overleve, 1 million står over for akut underernæring – og alligevel har de vestlige lande og banker nægtet at give den nye regering adgang til landets egne midler og har indført sanktioner, der forhindrer mad, medicin, elektricitet og mere i at komme ind i landet. Er vi barbarer? Verdens nationer og institutioner skal handle, sagde hun, "ellers har vi ikke det moralske habitus til at overleve". Krigene i Irak, Libyen og Syrien var baseret på løgne, løgne der er blevet anerkendt som løgne, selv af dem der lavede dem – blandt andre Tony Blair, Colin Powell og Nancy Pelosi.

Der er en menneskelig måde at løse dette på, konkluderede hun. Mohandas Gandhi besejrede det britiske imperium gennem ikke-voldelig modstand, og hjalp med at skabe de fem principper for fredelig sameksistens, der nu er kodificeret i FN-chartret som international lov. Martin Luther King forstod dette og burde have været præsident. Da splittelserne og stridighederne finder sted i USA, sagde hun, skal vi se efter et højere princip, der adresserer menneskehedens fælles mål, nationalt og internationalt. Tænk først på menneskeheden, ikke først på nationen frem for andre. Freden i Westfalen i 1648, der sluttede Trediveårskrigen, og hver historisk konfliktløsning var baseret på dette princip.

Den umiddelbare udfordring, fastholdt hun, er nødvendigheden af at skabe et moderne sundhedsvæsen i alle nationer på Jorden. Hvilket nu bekræftes af de mutationer, der forårsager ødelæggelse i verden, hovedsagelig fordi store regioner i de mindre udviklede nationer er blevet nægtet både passende folkesundhedsfaciliteter og adgang til vacciner, som bliver hamstret i de avancerede nationer. Pandemien vil ikke blive besejret, medmindre den er besejret overalt, sagde hun.

William Binney, den tidligere tekniske direktør for NSA, der afslørede, at det system, som han og hans team havde designet til at udrydde kriminalitet og terrorisme fra verdens masse-overvågningsdata, blev overtaget og brugt til at skabe den største overvågningsstat i historien under Bush/Cheney-administrationen. Han sagde, at ethvert håb om, at dette ville blive vendt, når Barack Obama blev præsident, blev knust, idet Obama sagde, at han ikke ville se tilbage, kun fremad – og ingen blev holdt ansvarlig for forbrydelserne mod forfatningen, men de fortsatte simpelthen. Binney sagde, at han fuldt ud støttede Helga Zepp-LaRouche i opfordringen til international enhed for menneskehedens fælles mål.

Terry Strada, den heltemodige leder af "9/11 Families and Survivors United for Justice Against Terrorism", talte til konferencen, som hun tidligere har talt til koncerter og konferencer i Schiller Instituttet, og beskrev den vigtige sejr, som hun og hendes organisation har opnået ved endelig at rekruttere medlemmer af Kongressen til at fremlægge sit foreslåede lovforslag om frigivelse af alle 9/11-dokumenter – især den 10-årige FBI-undersøgelse af det saudiarabiske regimes rolle i at støtte angrebet den 11. september, hvilken hidtil har været holdt hemmelig for verden. Dette skridt fra Kongressen overbeviste sidenhen præsident Biden om at udstede bekendtgørelsen om at frigive alle dokumenter i løbet af de næste seks måneder. Vi vil se om det sker, sagde hun, men verden fortjener at kende sandheden.

Ray McGovern, der tjente i 27 år i CIA som ansvarlig for russisk efterretningsindsamling, holdt derefter en stærk tale om nødvendigheden af ​​at vende den falske dæmonisering af alt russisk. Han henviste først til sin ven Julian Assange, der stadig er tilbageholdt i Hendes Majestæts Fængsel, Belmarsh, og reciterede 'Fangen', som ​​den russiske digter Aleksandr Pushkin skrev, mens han var i fængsel og drømte om frihed, om en fange og en krage uden for cellen. Derefter, for at tage fat på de fanatiske misforståelser i Vesten om Rusland, beskrev han sit besøg i Moskva i 2016 med en amerikansk delegation for at fejre 75-årsdagen for Hitlers invasion af Sovjetunionen. Ved den lejlighed (og også til konferencen) reciterede han 'Vedrørende Krigens Grusomheder', som Nikolai Nekrasov skrev til gruppen, der omfattede russiske krigsveteraner og deres familier. Når en soldat dræbes i kamp, ​​skriver digteren, er den person, der fortjener den største sympati, ikke konen eller vennen, der kan komme sig efter deres sorg, men moderen, som aldrig kan glemme, ligesom en grædepil aldrig kan løfte sine grene. Han forklarede, at Rusland har måttet lide over to århundreders besættelse under mongolerne, invasioner af svenskerne, af Napoleon, af nazisterne og mistede mere end 26 millioner sjæle i Den store Fædrelandskrig (2. Verdenskrig, red.). Han afsluttede med at konstatere, at langt de fleste amerikanske ledere aldrig har kæmpet i krig eller endda haft uniform på, og at trælse sætninger, såsom at Rusland er en "tredjestatsmagt" eller en "tankstation, der giver sig ud for at være et land" ikke hjælper menneskeheden. Har Pushkin tanket benzin, eller Tjajkovskij eller Dostojevskij? Spurgte McGovern.

Helga Zepp-LaRouche tog fat i McGoverns bevægende præsentation og insisterede på, at hvis man vil forstå et land, skal man læse dets poesi og kende dets dybeste tankegang. Vi har faret vildt, især i løbet af de sidste 20 år, sagde hun, ikke kun ved at ignorere de fem principper for fredelig sameksistens, men ved at opgive civilisationernes dialog. Skaberen skabte mange forskellige kulturer, fordi de er smukke. Lyndon LaRouche blev internationalt beundret som en ægte patriot i USA, fordi han aldrig var arrogant, men ville kommunikere med deres kulturer.

Harley Schlanger, der gennem sin daglige blog på 'The LaRouche Organization'-webstedet er blevet en helt for tusinder af mennesker i alle dele af verden, beskrev, at langt de fleste aktiviteter, der foregår til minde om 11. september, ganske enkelt er banale. En kommentator, sagde han, havde den korrekte pointe i, at begivenheden vækkede hævntørst, hvilket passede godt til den politik, som eliten ønskede af andre årsager. Som et resultat sendte USA 7.000 af sine egne til deres død. Folk som Lindsey Graham og Nikki Haley, der argumenterer for at vi skal tilbage til Afghanistan for mere blod og hævn, er skøre, sagde han. Vi må se til poesi, musik og historie for at afstå fra hævn.

Fru Zepp-LaRouche afsluttede konferencen med at sige, at selv Kina-haderen Tucker Carlson har taget i betragtning, at Xi Jinping gør noget rigtigt, når børn begrænses til tre timer om ugen med de åndssvage internet-videospil, hvilket er en del af bestræbelserne på at orientere kinesiske unge imod kærligheden til viden. Den frygtelige middelmådighed i hele Vesten, sagde hun, ses i forvirringen mellem "liberal" og "frihed". Friedrich Schiller vidste, at frihed findes gennem nødvendighed, mens "alting går an"-mentaliteten, der gennemsyrer Vesten, er det modsatte af frihed. Vi må gå tilbage til de store skikkelser i vores kultur, vores forskere, vores digtere, vores musikere og derefter række ud til de store sind i andre kulturer – den klassiske musik i hver kultur, især da musik er et universelt sprog, der afspejler det menneskelige sinds universalitet. "Begynd at læse igen, tænk igen, om naturlov, reflektér over den kreative proces," sagde hun. "Kina og Rusland gør meget af den slags".

Dennis Speed, der ledede konferencen, afsluttede med at opfordre alle til at læse Dante Alighieris 'Commedia' (Den guddommelige Komedie) som en dedikation til 700-året for Dantes død i eksil den 14. september 1321. I Commedia beskriver Dante det "at fare vild" midt i livet, og rejser med digteren Virgil, først gennem Inferno, derefter skærsilden og videre til paradiset, hvor hver især opnåede en højere sindstilstand. Hvis vi skulle leve livet for de mennesker, der døde både på dagen den 11. september, og sidenhen på grund af disse begivenheder, så forestil jer et genrejst, udviklet og levende Afghanistan og andre omgivende nationer som et produkt af et genrejst og pulserende USA og andre nationer, der bliver bedre, fordi de ser denne nye vej. Det er arven vi bør forsøge at sikre, at historien kan notere vi efterlod denne gang.

Download (PDF, Unknown)

5. september (EIRNS) – NATO’s katastrofale fadæse i Afghanistan, og dermed de sidste 20 års interventionspolitik, kunne næppe være mere dramatisk. Ikke blot det, at krigen blev tabt; det er paradigmatisk for hele spektret af det vestlige, liberale systems fejlantagelser. Det fortjener derfor bifald, når Præsident Biden bekendtgør, at tilbagetrækningen fra Afghanistan markerer afslutningen på hele den æra, hvor amerikansk militærmagt brugtes med det formål at »omskabe« andre lande. Men hvis denne omlægning blot betyder, at man ikke længere vil beskæftige sig med de »endeløse krige« i sekundære områder, for at sætte alle kræfter ind mod de »nye udfordringer«, nemlig konfrontationen med Kina og Rusland, så ville lektionen fra denne skammelige misere ikke være lært, men blot være skridt på vejen til en endnu mere endegyldig katastrofe. Såret er dog stadig friskt, chokket fra nederlaget ryster endnu hele den vestlige verden, så muligheden for en fuldstændig ny tilgang eksisterer.

Et projekt fra Brown University om undersøgelse af de amerikanske kriges omkostninger siden 11. september 2001, som nu får 20-årsjubilæum, har udregnet, at de samlede omkostninger for militæroperationerne i Afghanistan, Irak, Syrien, Yemen, Somalia, Pakistan osv., har kostet 8 billioner dollars og at mindst en million mennesker har mistet livet. Deraf gik 2,3 billioner dollars til Afghanistan-krigen, 2,1 billioner til krigszonen Syrien/Irak, 355 milliarder til militære operationer i Libyen, Somalia osv., 1,1 milliarder til programmer for Homeland Security og 2,2 milliarder til den tilhørende understøttelse af amerikanske krigsveteraner, som gjorde tjeneste i disse krige, hvoraf et stort antal af dem lider under fysiske og psykiske mén. Mindst 15.000 amerikanske soldater og omkring lige så mange internationale NATO-tropper blev dræbt. Omkring 70 millioner mennesker er flygtninge pga. disse krige. Hundredetusinde soldater var udsendt, et ukendt antal af civilister mistede livet, en stor del af tropperne var hovedsageligt beskæftiget med at beskytte sig selv i fjendtlige omgivelser, hvis mennesker og kultur de forstod lige så lidt for 20 år siden, som de gør det nu, hvilket senest blev erkendt efter 2019, hvor Afghanistan-papirerne blev offentliggjort.

Den humanitære situation i Afghanistan er forfærdende. Ligesom direktøren for Verdens Fødevareprogram (WFP), David Beasley, som besøgte Afghanistan i den sidste uge af august måned, bekendtgjorde, sulter 18 millioner afghanere – mere end halvdelen af befolkningen – og fire millioner trues i den kommende vinter med døden, uden massiv hjælp. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) frygter en medicinsk katastrofe, i lyset af et nærmest ikke-eksisterende sundhedssystem til COVID-pandemien, og at kun én million mennesker indtil nu er blevet vaccineret. Kan folk i Vesten blot tilnærmelsesvis forestille sig, hvilken lidelse den afghanske befolkning har måttet gå igennem i de sidste 40 års krig indtil det nuværende øjeblik – og stadigvæk må gå igennem nu?

I lyset af denne tragedie, som næsten overstiger ens forestillingsevne, er det derfor absurd, og bevidst vildledende, at man i konteksten af »endeløse krige« stadig taler om »Nation Building«. Hvad blev der opbygget, når halvdelen af befolkningen sulter? Hvis USA og de andre NATO-medlemmer blot havde brugt fem procent af deres militærudgifter til at investere i den egentlige opbygning af Afghanistan, ville det aldrig være kommet til denne forfærdelige katastrofe.

Indtil videre er det ikke tydeligt, om en reel genovervejelse finder sted i USA og Europa. For dette ville ikke blot betyde, at man er villig til at »tale med Taliban«, men at man korrigerer hele præmissen for de sidste 20 års politik. Hvis Biden ærligt mener, at hele æraen med interventionskrige bør afsluttes, så må de amerikanske tropper endelig efterleve afstemningen i det irakiske parlament, som allerede forlangte deres tilbagetrækning i januar 2020. Så må de morderiske sanktioner fra USA’s Caesar-lovgivning mod Syrien afsluttes, som indtil nu har bidraget til, at over 90 procent af befolkningen har en levestandard, der ligger under fattigdomsgrænsen, og, i en tid med pandemi, burde alle sanktioner mod lande, der er uden FN-mandat, stoppes, fordi de kun rammer de fattigste dele af befolkningen og ofte dræber dem.

Hvad USA og de europæiske nationer må gøre nu, hvis de nogensinde igen ønsker at have troværdighed, hvad angår »værdier« og »menneskerettigheder«, er at tilbyde den afghanske regering, som nu er i gang med at blive dannet, reel støtte, derigennem at de f.eks. opbygger et moderne sundhedsvæsen. En af de ting, som i øjeblikket er tiltrængt, er et helt system af moderne udrustede sygehuse, sammen med et system til uddannelse af læger, medicinsk fagpersonale og et træningsprogram for unge mennesker, som kunne hjælpe med at gøre befolkningen bekendt med de nødvendige hygiejnetiltag i en pandemi, også i landområderne. Et sådant system kunne, gennem samarbejde med medicinske centre, forbindes med USA og Europa, ligesom dette allerede sker, på selektiv basis, i andre udviklingslande.

I lyset af hungersnøden ville et omfattende tilbud til understøttelse af landbruget være påtrængt, udover luftbroen, som David Beasley fra WFP opretter fra Pakistan, og som kan bringe fødevarer til Afghanistan. Hvis det skal forhindres, at landmændene af ren og skær nød igen begynder at dyrke opium, så må udviklingen af landbruget, som en integreret del af en generel, økonomisk genopbygning, finde sted. Den tidligere chef for FN’s program for narkotikakontrol (UNDCP), Pino Arlacchi, har, gennem aftalen fra 2000 med Taliban, demonstreret, at afskaffelsen af narkotikaproduktion er mulig og i overensstemmelse med Talibans religiøse overbevisning.

Forudsat at Afghanistans suverænitet og den nye regering bliver respekteret fuldt ud og med garantier for, at en sådan hjælp til opbygningen af landbruget ikke vil blive sammenblandet med en politisk dagsorden, kunne forskellige pilotprojekter påbegyndes efter modellen fra Jawaharlal Nehrus Grønne Revolution i de regioner, som er villige til dette. I USA og Europa findes der engagerede unge og ældre landmænd, som gerne ville hjælpe med til at bidrage til en sådan fredsmission, således at landbrugsproduktionen i Afghanistan bliver forbedret og hungersnøden kan overvindes permanent. I lyset af de tilbagevendende tørker må sådanne programmer naturligvis gå hånd i hånd med vandprojekter og et generelt vandforsyningssystem.

I første ombæring må det handle om at hjælpe den afghanske befolkning i en gigantisk nødsituation, som de ikke selv har forårsaget, og dette er kun muligt, når et tillidsgrundlag skabes med den nye regering, uanset alle ideologiske forbehold. Komitéen for modsætningernes Sammenfald foreslår derfor, at USA og de europæiske regeringer udpeger den person, som tidligere har bevist, at en sådan politik kan fungere, til koordinationen af et sådant hjælpeprogram – nemlig Pino Arlacchi. Det ville være en garanti for, at Afghanistans suverænitet respekteres og at det under ingen omstændigheder forsøges påtvunget den vestlige standard, da han allerede tidligere har vundet Talibans tillid.

En sådan ny politisk definition for Afghanistan betyder naturligvis også en fuldstændig afvisning af at tænke i geopolitiske kategorier, en frasigelse af forestillingen om politik som et nulsumsspil, hvor Kinas og Asiens opgang automatisk opfattes som Vestens nedgang. Den nye regeringschef, Abdul Ghani Baradar, har med sit besøg hos den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, signaliseret, at hans regering tilstræber et samarbejde med Kina og Afghanistans integrering i Den Nye Silkevej. Den russiske ambassadør i Afghanistan, Zamir Kabulow, har foreslået en international konference for landets økonomiske opbygning, hvor det skal diskuteres, hvilket projekter der må have absolut prioritet for at overvinde nødsituationen.

Hvis den vestlige verden har lært noget som helst fra årtusinde-nederlaget i Afghanistan, så må den ikke blot fordomsfrit samarbejde med Rusland, Kina og de centralasiatiske nabolande, Pakistan, Iran og Indien i Afghanistans opbygning, men også med hele Sydvestasien. Det er ikke sloganet: »afslut de endeløse krige«, der er idiotisk og som fik Tony Blair til at hidse sig op, men derimod Blairs fremsatte politik for koloniale interventionskrige. De var ikke blot tåbelige, men kriminelle og morderiske, og har ødelagt livet for millioner af mennesker eller bragt dem ubeskrivelige lidelser, og deres arkitekter må stå til regnskab for dem.

Men når cyklussen af vold og hævn skal overvindes, så må en ny politik på dagsordenen: Det nye navn for fred er udvikling, som Pave Paul VI udtrykte dette. Afghanistan er stedet, hvor USA og Kina kan påbegynde en form for samarbejde, som kan repræsentere et babyskridt i retning af et strategisk samarbejde, hvor menneskehedens fælles mål rykkes i forgrunden, og deres virkeliggørelse i sidste ende repræsenterer den eneste måde, hvorpå menneskeheden endelig kan forhindres at ende i en atomkrig.

Annegret Kramp-Karrenbauer virker i hvert fald til intet at have lært af det »hårde nederlag«, når det eneste, der falder hende ind, er en opfordring til »større militær selvstændighed for EU«. »Manglen på egne evner«, som hun taler om, relaterer ikke kun til den manglende europæiske modstand mod den amerikansk lede tilbagetrækning fra Afghanistan.

Hvis den vestlige verdens selvskabte nedgang skal stoppes, behøver vi en ærlig analyse af, hvorfor den neokoloniale, liberale samfundsmodel har slået fejl, og vi behøver frem for alt en renæssance af den humanistiske og klassiske kultur. Vores holdning i forhold til opbygningen af Afghanistan er testen, der viser, om vi er i stand til dette.

                      — fra Neue Solidarität

HARLEY SCHLANGER: Hej jeg er Harley Schlanger. Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og formand for Schiller Instituttet. Det er den 2. september 2021.

     Helga, du har i de seneste uger gentagne gange understreget, at vi nu befinder os på det punkt, hvor et faseskift finder sted i verden. Vi så noget af en anerkendelse heraf forleden dag i præsident Bidens kommentarer, at æraen med at indsætte militæret til regimeændringer er forbi. Hvor står tingene så, hvad angår dette spørgsmål om et skifte til en ny æra?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Tja, der er mange forskellige reaktioner – først og fremmest synes jeg at det er ganske bemærkelsesværdigt, at præsident Biden ikke alene erklærede, at Afghanistan-missionen var slut, men hele æraen med ”nationbuilding”. Nu skal det ord ses lidt nærmere efter, for det, som disse mennesker kalder “nationbuilding”, har intet at gøre med national opbygning eller opbygning af en nation. Det er en slags syllogisme for regimeskifte, humanitær intervention, at forsøge at omdanne fremmede lande efter en militær intervention i henhold til værdisystemet i det liberale Vesten, og det er meget klart, at den model er helt og aldeles mislykket. Der er faktisk en generel erkendelse af, at dette er tilfældet, 20 års krig for ingenting, eller faktisk med mange døde mennesker, mange mennesker fordrevet, men der er endnu ikke nogen reel erkendelse – jeg mener, der er forskellige reaktioner. For eksempel er det, som jeg lige nu er mest bekymret for, at selvom det er klart, at USA, briterne, NATO generelt, vil opgive disse intervenerende krige, som Afghanistan, Irak, muligvis endog Syrien, så er det desværre en ændring de foretager for at koncentrere sig om de virkelige konkurrenter, nemlig Rusland og Kina, og især Kina; og et skift til Stillehavet.

     Hvis det nu er den eneste lektie, vi har lært af denne katastrofe, er vi ikke meget bedre stillet, fordi målet eller tanken om, at Vesten kan dæmme op for Kinas fremgang, er en idé, der er lige så dømt til at mislykkes som Afghanistan-krigen, men med endnu større konsekvenser; for, som vi ser omkring konflikten med Taiwan, er potentialet for at en sådan konfrontation kan føre til en atomkrig desværre meget stort. Og adskillige militære ledere og også andre personer har for flere måneder siden advaret om, at denne fare er meget høj. Jeg synes absolut ikke vi burde have dette, men det er stadig på dagsordenen.

     Når man ser på situationen i Afghanistan som sådan, er der også meget, meget forskellige reaktioner. Briterne er fuldstændig hysteriske over, at Biden ikke rådførte sig med dem, og at han ikke informerede dem; der er nu artikler i {Financial Times} og i {New York Times}, der sidestiller Biden med Trump. Jeg finder dette meget – hvis situationen ikke var så alvorlig, ville jeg næsten grine og synes det var meget ironisk. De beskylder nu Biden nu for at være pro-irsk, anti-britisk. Så alt dette foregår. Så briterne er generelt hysteriske, fordi de ved, at det såkaldte “Global Britain” uden USA bare er to tomme ord uden noget bag.

    Så, naturligvis, det amerikanske militær, der er nogle mennesker i militæret, og der er faktisk en gruppe, som er dannet omkring Petraeus, tror jeg, der bebrejder Biden, at dette var den største fejl, at USA skulle være blevet der for evigt. Nu er det “betonhovederne”, som vi ville have kaldt dem i forbindelse med Berlinmurens fald, “{Betonköpfe}”: de mennesker, der ikke er villige til at lære noget uanset hvad. Men der er også, vil jeg sige, ærlige militærfolk, der deltog i dette, og de er fuldstændig rådvilde, fordi de ikke rigtigt forstår, hvad der gik galt og så videre.

    Så der er alle disse forskellige reaktioner, og jeg synes, at det, der stadig absolut mangler, er en grundlæggende erkendelse og analyse af, hvad der gik galt: Hvorfor er der denne vestlige indsats for at omdanne verden i henhold til “retten til at beskytte”, humanitær intervention, at pålægge lande, der har en helt anden kultur, såkaldt vestligt demokrati på. Briterne var for den sags skyld ikke i stand til at erobre Afghanistan i det i det 19. århundrede med tre forsøg; Sovjet var ikke i stand til at gøre det, og nu har NATO og den stærkeste militære magt på planeten, USA, heller ikke været i stand til at gøre det. Så måske burde man én gang for alle lære den lektie, at ideen om humanitære interventioner og forsøg på at pålægge vestlige værdier ikke virker. Det er den første lektion, men det er bare det første trin, og det andet trin må naturligvis være, hvad der skal sættes i stedet? USA brugte 2 billioner dollars på Afghanistan i 20 år. ‘Council on Foreign Relations’ hævder tilmed, at det var $ 2,3 billioner; Tyskland brugte i alt 18 mia. Euro, og resultatet er forfærdeligt.

   Hvad er resultatet? Afghanistan har nu 14 millioner mennesker, der er udsat for sult, ifølge David Beasley, lederen af Verdens Fødevareprogram, 500.000 fordrevne, 4 millioner er i fare for at dø i år, hvis der ikke sker en større ændring i politikken, herunder fødevarehjælp. Så dette er et forfærdeligt resultat. Disse penge var naturligvis meget dårligt givet ud.

     Så jeg mener, at hvad der virkelig kræves, og dette er en appel til vores seere om at hjælpe med at foranledige dette, hvad der virkelig kræves, er en grundlæggende analyse af, hvad der gik galt i Afghanistan, men også i Irak, Syrien, Libyen og alle de andre større indgreb, for medmindre man først har klarhed om det, kan man ikke rette fejlene….

SCHLANGER: Der er så mange ironier her, jeg vil bare pege på et par: Den ene er mennesker der siger, at vi skal beholde tropper derude, vi burde ikke have forladt landet, for ISIS og al-Qaeda kommer til at dukke op igen – ISIS og al-Qaeda har været der førhen; de er der stadig! Mens vi havde tropper, var de der stadig. Så tanken om, at flere tropper simpelthen betyder, at de klamrer sig til tanken om, at der kan være en militær løsning, og det har meget at gøre med de enorme mængder af penge, der ender med at gå i hænderne på ‘Beltway-konsulenterne’ og så videre.

     Den anden ting, jeg finder aldeles ironisk, er mennesker der siger: “Vi skulle have været blevet for at forsvare det afghanske folks rettigheder”. Altså, som du påpeger, er der millioner som trues af sult, og alligevel tilbageholder de samme mennesker, der siger at vi skal “forsvare” dem, økonomiske midler! Man har, tror jeg, en rapport om mængden af pengemidler, der tilbageholdes fra Afghanistan.

ZEPP-LAROUCHE: Ja, jeg mener, at den amerikanske centralbank tilbageholder 9 milliarder dollars i aktiver tilhørende Afghanistan, og de hævder at de tilbageholder de disse penge, fordi de ikke anerkender Taliban som den legitime regering. IMF tilbageholder 400 millioner dollars i form af ‘special drawing rights’. Så dybest set kommer det ned til økonomisk krigsførelse. Og Taliban har på den anden side meget klart givet udtryk for, at de vil etablere et fuldgyldigt finanssystem. Og Taliban er muligvis ikke, hvad nogle ville ønske – tydeligvis ikke. Men på dette tidspunkt kommer den virkelige terrortrussel ikke fra Taliban, den kommer fra ISIS, al-Qaeda og andre terrorgrupper, som straks vil fremstå som en langt større trussel, hvis Taliban bliver kastet ud i kaos af denne økonomiske krigsførelse.

   Så Taliban har meget tydeligt givet udtryk for, at de er meget interesserede i økonomisk genopbygning af landet, og det er også den eneste måde: Vores holdning – og vi havde fremsynet til at afholde en meget omfattende begivenhed med Schiller Instituttet den 31. juli, der foreskrev præcis hvilken form for genopbygning og økonomisk program der er behov for, og det er stadig hovedtrækkene for, hvad der må gøres. Så jeg synes, det er meget godt og interessant, at den russiske ambassadør i Afghanistan, Zamir Kabulov, kræver at disse indefrosne aktiver frigives som det første skridt. Jeg tror, ​​at den tyske deltagelse i ikke alene den humanitære bistand, men også i det der kaldtes udviklingsbistand – som var visse projekter, der nu er afbrudt – skal fortsætte! Det er dumt: Det værste, man kan gøre lige nu, er at øge den økonomiske ustabilitet i et land, hvor halvdelen af ​​befolkningen går sulten i seng hver dag. Det kan kun føre til kaos, og terroristerne vil vinde, for den, der ønsker at destabilisere situationen, får meget lettere ved det, hvis folk er på sultegrænsen.

   Kabulov forlangte også, at der blev afholdt en øjeblikkelig international konference for at diskutere, hvilke former for udviklingsprojekter der vil være nødvendige for at vende den alvorlige økonomiske udvikling, og det kan jeg kun tilslutte mig: Vi har allerede grundlæggende i grove træk præciseret den slags projekter, korridorer, infrastruktur. Og frem for alt skal vi starte med at opbygge et moderne sundhedsvæsen, for bortset fra sulten er Afghanistan naturligvis – som alle andre lande – ramt af COVID-19-krisen. Og hvis man derfor fra vestlig side ville vise et tegn på god vilje, ville det bedste være, at vi tilbyder bygningen af ​​flere moderne hospitaler, uddannelsesprogrammer for læger, sygeplejersker, unge mennesker, der kan hjælpe med det; og at vi er villige til at samarbejde med Rusland, med Kina, Pakistan, Indien og de centralasiatiske nabolande i denne stabilisering og reelle opløftning af Afghanistans økonomi som det allerførste trin i henhold til princippet “fred er lig med udvikling”. Disse mennesker, der nu er så foruroligede over, at dette er Vestens største fiasko, burde, snarere end bare at fortsætte de geopolitiske manipulationer, virkelig ændre sig! Økonomisk samarbejde – og Ikke militære operationer – er det der vinder freden. Det vil være vores kraftfulde intervention i den kommende periode.

SCHLANGER: Bare for at gå lidt længere, har vi Blinken, der udtaler, at militæret har fejlet, og at vi nu er nødt til at gå over til diplomati. Det efterlader et meget åbent spørgsmål: CIA-direktør William Burns gjorde i bogen, The Back Channel: A Memoir of American Diplomacy and the Case for Its Renewal, faktisk opmærksom på, at diplomatiet er blevet ofret for idéen om at bruge militærmagt og udtalte en meget interessant erklæring om, at USA handlede mere som den britiske kolonitjeneste end den traditionelle amerikanske udenrigstjeneste. Men samtidig ser det ud til, at Blinken fortsætter med at presse på med ‘Omdrejningspunkt til Asien’, og i stedet for at arbejde med Kina, hvilket ville være den indlysende pointe som du efterlyste, ser det stadig ud til, at der er en militær opbygning i det Sydkinesiske Hav; idéen om et “asiatisk NATO” – hvad er din fornemmelse af, hvor tingene står med dette?

ZEPP-LAROUCHE: Som jeg sagde, hvis den eneste lektie man har lært er at lægge disse intervenerende krige i de såkaldt små lande bag sig, for at koncentrere sig om de store, nemlig Rusland og Kina, er der ikke opnået noget væsentligt. Og hvad jeg finder meget interessant, er erklæringen fra hr. Alexander Lomanov, chefforsker ved Primakov-instituttet i det russiske videnskabsakademi, der i forbindelse med Afghanistan grundlæggende diskuterer kollapset af USA’s såkaldt “bløde magt”. Jeg finder dette meget interessant, for der var tydeligvis i Den kolde Krig, umiddelbart i efterkrigstiden, Tyskland og Japan, de tidligere fjender – af geopolitiske årsager – et skifte på et bestemt tidspunkt for at muliggøre genopbygning af disse to tidligere fjender. Og Tyskland og Japan nød begge en relativ velstand som følge af dette skifte.

Ingen af de såkaldte småstater, der blev ødelagt af disse militære indgreb, er blevet genopbygget. Irak er stadig en katastrofe, Syrien befinder sig i en frygtelig situation, især på grund af de igangværende imperialistiske sanktioner; Libyen er stadig et totalt rod; Yemen sulter. I Afghanistan er halvdelen af befolkningen nu udsat for at sulte. Nu skal der være velstand!

     Og chefen for Primakov-Instituttet peger på, at manglen på, eller den manglende evne til at skaffe velstand til disse små lande er den egentlige flaskehals. Det er derfor, at Kina er så meget mere attraktiv for alle disse udviklingslande, for hvis man har valget mellem enten at være ‘USA’s hangarskib i Stillehavet’ eller at nyde infrastrukturudvikling, så er svaret meget klart: Alle disse lande vil hellere gå med til den kinesiske tilgang, end med USA, der bare lægger vægt på militæret.

    Så jeg mener, at Vesten må have en seriøs refleksion over hvorfor ideen om en unipolær verden, med EU som underordnet partner i det angloamerikanske ‘særlige forhold’, er slut. Og jeg synes at Burns-bogen, som du nævnte, har denne interessante idé; en indrømmelse af, at USA’s unipolære rolle var en kortsigtet, midlertidig rolle og i sagens natur ikke kan opretholdes.

   Og jeg synes, ​​Vesten for alvor må skifte gear, gå tilbage til ideen om udvikling – reel udvikling. For eksempel havde man i 1950’erne og 60’erne FN’s udviklingsårti, hvor tanken var, at man hvert tiende år ville gennemgå situationen med ideen om at overvinde underudvikling af udviklingslandene for altid, og det må tilbage på bordet. Og så skal vi have et nyt paradigme, hvor geopolitisk konfrontation skal erstattes med ideen om samarbejde. Verden er så fuld af problemer, at selvom der er økonomisk udvikling i Kina, i asiatiske lande, i europæiske lande, i USA, for at løfte verden ud af sin nuværende frygtelige tilstand, vil det tage mange, mange år med internationalt samarbejde, og forhåbentlig bliver menneskeheden voksen, og lærer at leve sammen med forskellige sociale systemer, respektere hinandens suverænitet og leve i fred! Vi er ikke dyr, du ved, vi er ikke bjørne eller ræve eller andre dyr, der bliver sultne og derefter bliver rovdyr på den andens bekostning. Vi er mennesker, og sammen kan vi befolke rummet, vi kan udrydde fattigdom, vi kan finde et svar på ethvert problem, hvis vi arbejder sammen til det fælles bedste! Og jeg tror, ​​at det skift skal finde sted.

   Jeg ved, at det ligger meget langt fra, hvad folk nu betragter som deres motivation, men det er artens fremskridt, så at sige, som må finde sted, hvis vi virkelig vil have en lys fremtid.

SCHLANGER: Et andet område, hvor geopolitikken igen har rejst sit grimme ansigt, er Ukraine, hvor Ukraines præsident har besøgt Washington. Der tales om, at et “aggressivt Rusland” skal lære dem en lektie. Dette vil fortsætte med at dukke op. Hvor står Europa med hensyn til dette? Vil Europa fortsætte med at gå sammen med NATO og USA om dette, eller vil der komme et brud?
 
ZEPP-LAROUCHE: Tja, der er visse udsagn, for eksempel fra Michel fra Det Europæiske Råd, andre der siger, at hele denne tilbagetrækning fra Afghanistan, den kaotiske tilbagetrækning uden at informere de allierede, at der er meget kritik af Biden, hvordan tilbagetrækningen blev udført. Og ganske vist var der nogle ting, der ikke ligefrem var heroiske, og nu siger nogle mennesker, at man ikke kan stole på USA mere, og at Europa derfor må hævde sig. Se, på den ene side tror jeg det er sandt, igen, at USA ikke ligefrem har været samarbejdsvillig med Europa som ligeværdige partnere, og man skal trække sine konsekvenser ud fra det. Men på den anden side er det ikke godt, hvis man erstatter unipolær domineret geopolitik med en multipolær geopolitik – man skal af med geopolitikken. Og jeg tror, ​​at det skridt stadig kræver noget arbejde, men det er præcist, hvad Schiller Instituttet forsøger at sætte på dagsordenen internationalt, at man skal have en anden opfattelse af, hvad udenrigspolitik handler om: nemlig at man skal arbejde i den andens interesse, hvis man vil tilgodese sin egen interesse.
 
SCHLANGER: Det er klart, at det du taler om som et program for global økonomisk udvikling især vil appellere til unge, der ser på, hvad de ønsker at gøre med resten af deres liv. Men der er en kæmpestor bestræbelse på at indfange de unge i Green New Deal og få dem til at vende sig imod den ældre generation, vende sig mod teknologi. Denne grønne sygdom er nu overalt. Hvad er de seneste indikationer på, hvor slemt det går?
 
ZEPP-LAROUCHE: Der er mange stemmer fremme om, at det berømte Glasgow COP26-møde den 1.-12. november i Skotland vil fejle, og det er grundlæggende fordi, det står meget klart, at EU og også Biden-administrationen brugte dette samarbejde om klimaændringer for på en eller anden måde at få Rusland og Kina og udviklingslandene ombord. Disse lande er ikke dumme. I betragtning af at der har været et sammenbrud af alt samarbejde, da John Kerry netop tog til Kina for med Wang Yi at diskutere kinesisk-russisk samarbejde om klimaforandringer, kom Wang Yi med et meget interessant svar. Han sagde, at samarbejdet om klimaforandringer ikke kan være en oase i ørkenen. Det betyder, at der skal samarbejdes på mange områder, ikke kun det der lokker Kina til sin egen selvdestruktion, hvilket klart er det, Green Deal ville medføre. Derefter sagde den nye kinesiske ambassadør i USA Qin Gang, at forholdet mellem USA og Kina befinder sig på et historisk tidspunkt, og at det absolut ikke må drives til en ny kold krig og derudover.

Russerne har heller aldrig sagt meget klart, at de uenige i hele denne IPCC-fortolkning af klimaændringer, men de facto bygger de atomkraftværker, de bygger kulværker, ligesom Kina. Indien har klart afvist COP26. Og altså, hvad unge mennesker hellere burde indse end at falde for denne propaganda, som tusinder af forskere modsætter sig; vi havde en meget god repræsentation på en af ​​Schiller Instituttets konferencer, den 26.-27. juni, med repræsentanter for forskere fra Italien, Schweiz, Holland, Tyskland, USA, Sydafrika, mange andre lande. Hvis jeg var en ung person, ville jeg virkelig tænke over, hvor vi står? Vi står foran afslutningen på et helt system. Fordi det vi ser, med hensyn til at Vesten ikke lykkes med at nå deres mål; hvis man dertil lægger kulturkrisen – er man ung, tror man måske ikke nødvendigvis, at det er en krise, men det er det. Det faktum, at den amerikanske levealder falder for fjerde år i træk, det er den stærkeste økonomiske indikator for et kollapsende system: selvmordsraterne, stofmisbruget, skoleskyderier, hele ideen om at du skal spørge små børn, om de vil være en dreng eller en pige: jeg mener, at disse børn er alt for små til at have ideen om konsekvenserne af, hvad det vil sige at have disse diskussioner; alene diskussionerne, endsige de medicinske konsekvenser. Så der er en hel masse ting, der går galt i vores nuværende samfund, og hvis man stiller det i modsætning til Kina; altså, nogle mennesker i Vesten vil flippe ud og sige, at dette er endnu et bevis på Kinas diktatur. Men efter hvad Kina støtter, og jeg tror, ​​det er Xi Jinping personligt, vil de begrænse den tid, som unge kan se eller spille spil på internettet til tre timer om ugen, med det argument, at børn og studerende bør koncentrere sig om deres uddannelse og ikke spilde deres tid med spil. Og de sammenligner spil med en åndelig afhængighed og sammenligner det direkte og bevidst med afhængigheden af ​​opium under opiumskrigene, da Kina var under angreb i 1800-tallet. Og de siger, at grunden til at de gør det er, at de ønsker at have et samfund med ingeniører, forskere, lærere, kunstnere og ikke spilmisbrugere.

Jeg synes, at dette er det absolut rigtige at gøre, for som hele legaliseringen af stoffer, der er i fuld gang i USA, har det en meget negativ effekt på sindets kognitive kræfter. Og hvis man bare ser på disse forskellige udviklinger, tror jeg, at det er meget klart, hvilket system der vil overleve, hvilket system der opløser sig selv. Så folk burde ikke blive oprørte over Kina, de skulle hellere rette op på det idioti, der begås i Vesten.
 
SCHLANGER: Jeg tror, at når Tony Blair taler om det “imbecile” ønske om at afslutte de endeløse krige, bør det være klart, hvem de egentlige tåber er, og de mennesker der fremmer denne politik, bør ikke have lov til at lave politik. Måske skulle vi have et spillelokale til folk som Blair og redde de unge fra det.
     Helga, et sidste spørgsmål melder sig så omkring spørgsmålet om, hvor denne ting begyndte? Hvorfra startede det nuværende engagement i Afghanistan? Og dette har at gøre med, at vi stadig ikke har fået den rigtige historie om, hvad der skete den 11.september. Schiller Instituttet sponsorerer en konference den næstkommende weekend, om en uge fra denne lørdag. Vil du sige noget om det?
 
ZEPP-LAROUCHE: Ja. Vi har udgivet en hvidbog om, hvorfor krigen i Afghanistan skulle afsluttes, dette var i 2010, fordi selve definitionen på hvorfor den krig blev startet i første omgang var baseret på en løgn. Løgnen var, at 11/9 blev begået af bin Laden; Taliban gav tilflugt til bin Laden i Afghanistan, og derfor var man nødt til at straffe Taliban for at have gjort det. Se, den historie var latterlig fra begyndelsen, for da 11/9 skete, traf det sig tilfældigt, at min afdøde mand, Lyndon LaRouche, gav et direkte transmitteret interview til et radioprogram i Utah med radiovært Jack Stockwell. Og jeg kan huske det, fordi da nyheden kom, var der nogen som lagde et stykke papir på Lyns skrivebord om, at World Trade Center lige var blevet angrebet, og uden nogen form for anden avis eller rapport sagde han: Se, dette kunne ikke have været gjort uden medvirken fra korrupte, kriminelle elementer i det amerikanske sikkerhedsapparat. For han vidste fra sit arbejde med SDI, at luftforsvaret i USA er sådan, at man aldrig kunne have gjort det fra en hule i Afghanistan, hvor en skægget bin Laden sad og ledede indsatsen. Det var en teknisk umulighed, medmindre man havde noget samarbejde. Og nu har vi den kommende 20-årsdag for 11. september, og der er sagen naturligvis den ufærdige undersøgelse af Saudi-Arabiens rolle, hemmeligholdelsen af ​​det fra ​​visse elementer i USA. Og jeg tror, ​​at det er noget der skal afsløres, fordi denne krig blev startet på et forkert grundlag og kunne derfor aldrig lykkes. Og hvis man virkelig vil have et paradigmeskift, så er det det der absolut må rettes op på. Der er de 3.000 familier til ofrene for World Trade Center, Pentagon og Flight 93, som stadig fører retssag mod den saudiske regering om det. Så det bliver emnet for vores næste konference på lørdag 8 dage.
 
SCHLANGER: Folk bør gå ind på Schiller Instituttets hjemmeside for at tilmelde og registrere sig for at deltage. Helga, jeg tror vi er løbet tør for tid, men jeg vil gerne takke dig for at være med i dag, og vi vender tilbage i næste uge.
 
ZEPP-LAROUCHE: Ja, på gensyn i næste uge, og deltag i vores indsats.
 

Med formand Tom Gillesberg

31. august (EIRNS) – ”Denne beslutning om Afghanistan er ikke blot en beslutning om Afghanistan. Det handler om afslutningen på en æra med større militære operationer for at omdanne andre nationer.” Det amerikanske præsidentskab, repræsenteret af Joe Biden, har den 31. august potentielt set lukket døren til mere end tre årtier med transatlantiske ”triumftog” siden 1989 under Projektet for et nyt amerikansk Århundrede (PNAC); gennem George H. W. Bush’s forsvarsminister, Dick Cheneys, neokonservative ”5/20-komité” fra 1990; gennem Margaret Thatchers og George Bushs golfkrig (”Desert Shield/Desert Storm”) i 1990-91; gennem Tony Blairs tale om ”Responsibility to protect” (”Ansvaret for at beskytte”) i Chicago i 1999; og gennem ”evighedskrigene” i perioden efter 11. september, 2001.

Hvad angår Afghanistan har talsmanden for det kinesiske udenrigsministerium leveret, ikke en formaning, men et velovervejet forslag: ”En hvilken som helst handling, besluttet af FN’s sikkerhedsråd, inklusive timingen, bør afhjælpe konflikten i stedet for at optrappe spændingerne, og hjælpe med en blød overgang frem for endnu et styrtdyk ned i kaos… Vi håber, at de relevante lande indser det faktum, at en tilbagetrækning ikke er enden på ansvaret, men begyndelsen på refleksion og korrektion… USA og nogle andre vestlige lande burde yde Afghanistan den støtte, som økonomien har så hårdt brug for, levevilkår og humanitære nødvendigheder, hjælpe det afghanske folk med at overvinde problemer så hurtigt som muligt og påbegynde en fredelig genopbygning på det tidligst mulige tidspunkt. Hvad de ikke bør gøre er blot at tage af sted og efterlade et rod…”

Afslutningen på geopolitik er her visdommens begyndelse, og ikke blot en ”geoøkonomisk” erstatning af geopolitik. En ny idé – idéen om at forøge den samlede potentielle, relative befolkningstæthed på hele planeten, ved strategisk at forøge befolkningen for at øge planetens fysiske værdi som helhed, inklusive biosfæren selv, gennem et entusiastisk samarbejde blandt suveræne, uafhængige nationalstater – er den ”skøre” idé, som den transatlantiske verden må overbevises om på vegne af hele menneskeheden. Det vil ikke være let. Men: ”Du kvaser disse ord ind i mine ører imod / min egen mavefornemmelse” er ikke nødvendigvis svaret fra alle fraktioner i USA og den transatlantiske verden. Det åndfulde livsværk indeholdt i Lyndon LaRouches økonomiske forslag, herunder løsningerne til de tilsyneladende uløselige problemer i hver del af en stormfuld verden fyldt med konflikter, en sygdomsbølge og underudvikling, må nu slippes løs for at genopbygge verden. Det er den egentlige mission for LaRouche Legacy Foundations arkiveringsprojekt – en mission, som i de kommende måneder, må gøre problemløsningsmetoden i hundrede af LaRouches værker tilgængelig i videoform, på skrift og i taleformat.

Imens andre nationer, specielt dem som har taget initiativ til og samarbejdet med Bælte- og Vejinititativet, tydeligvis har udtrykt deres ønske om og evne til at udvikle sig selv, er Lyndon LaRouches tilgang til fysisk økonomi, samt hans opfindelse af ”udviklingskorridoren”, som det fysiske grundlag for at opløfte biosfærens evolution som helhed, kvalitativt overlegen i forhold til alle andre eksisterende begreber om fremtidig udvikling. Formidlingen af LaRouches unikke bidrag til global erkendelse, så vel som genskabelsen af menneskelig kreativitet , er vores formål, specielt i de kommende dage og måneder. Afghanistan er på nuværende tidspunkt en enestående situation, området for et enormt transformationspotentiale, hvor igennem en flerdimensionel, forbundet proces for verdensøkonomisk udvikling kan igangsættes overalt på denne klode. På denne måde vil vi undgå den tilsyneladende uundgåelige påbegyndelse af denne største, stadigt forestående, men hurtigt kommende, menneskelige tragedie. Hvis dette synes at være nådesløst, er det det kun for dem, som mangler modet til at forandre deres aksiomer.

Selvom LaRouche ikke er fysisk til stede til at overvære dette, har ødelæggelsens vinde, ligesom i Shakespeares Stormen, som blæser den dødelige tredelte pandemi af sygdom, krig og hungersnød/fattigdom til den atlantiske verdens kyster, overdraget menneskehedens fjender til den nutidige histories dom. Denne nutidige historie vil ikke tolerere den fjollede selvødelæggende utopi kaldet den Grønne New Deal. På trods af at det Skotske Nationalparti bringer de Grønne ind i regeringen for først gang, og Angela Merkel giver sin hovedtale ved 50-årsjubilæet for stiftelsen af Greenpeace’s tyske aflægger, indser verden, at den grønne euforis intetsigende løfter er en opskrift på undergang. ”Ingen brug af metal, korn, eller vin, eller olie – ingen beskæftigelse; alle mænd er ledige, alle, og kvinderne ligeså.”

Nu må vi skabe, ikke en ende, men en ny begyndelse på en afghansk situation som bliver, om et ikke et convivencia (begreb om den tid da muslimer, jøder og kristne levede fredeligt sammen i Andalusien –red-), men i det mindste en dialog mellem civilisationerne. Statskunst – ikke ”kunsten at lave en handel” (Trumps ”The Art of the Deal”) – er den eneste vej som verden kan tage. I skriftet Latter, Musik og Kreativitet skriver Lyndon LaRouche: ”Kernen af det egentlige spørgsmål er princippet om frihed i forhold til nødvendighed. Sammenligningen mellem den kreative musiker og den kreative fysiker passer eftertrykkeligt her… Essensen af kreativitet er problemløsning. I sidste ende er menneskets beherskelse af naturen, beherskelse af det materielle univers’ implicit forståelige love, underlagt al kreativ problemløsning.”

Denne nye amerikanske æra for samarbejde, en tilbagevenden til den ”menneskelige udenrigspolitik” af den klassiske lærde, John Quincy Adams, den amerikanske udenrigsminister og senere amerikanske præsident, som senere succesfuldt forsvarede de kidnappede afrikanere på slaveskibet Amistad i retten, må tage de sande interesser af alle i hele verden i betragtning. Den verdensomspændende sundhedsplatform, som Helga Zepp-LaRouche har foreslået, inkluderer offentlige sanitære forhold, rent vand, medikamenter og fødevarer, ligesom chefen for Verdensfødevareprogram, David Beasley, for nyligt krævede dette for Afghanistan, er måden hvorpå det sorgers hav, som konfronterer verden, kan tæmmes og, ved at ændre ens aksiomer, overvindes.

Uddrag fra præsident Bidens tale efter tilbagetrækningen fra Afghanistan (på engelsk):

“Ending an Era”—Biden Gives Passionate Anti-War Speech

Aug. 31, 2021 (EIRNS)—President Joe Biden today did far more than announce the end of the 20 years of war in Afghanistan—he announced the “ending of an era”—his words—reflecting those of Helga Zepp-LaRouche, who has posed that the lesson of Afghanistan is the utter failure of the “regime change” era launched by Tony Blair in 1999, and called for a new paradigm for mankind. While Biden did not go that far, it was close.

“I was not going to extend this forever war, and I was not extending a forever exit,” he said. “This decision about Afghanistan is not just about Afghanistan. It’s about ending an era of major military operations to remake other countries.” Clearly, if the President means this—and he spoke with passion—it will require both the end of the other “forever wars” which still rage in Southwest Asia, and certainly means ending the drive for war with Russia and China being orchestrated by the British and their stooges in the U.S.

On war itself, Biden said: "After 20 years of war in Afghanistan, I refused to send another generation of America’s sons and daughters to fight a war that should have ended long ago. After more than $2 trillion spent in Afghanistan — a cost that researchers at Brown University estimated would be over $300 million a day for 20 years in Afghanistan — for two decades — yes, the American people should hear this: $300 million a day for two decades…. And most of all, after 800,000 Americans serving in Afghanistan — I’ve traveled that whole country — brave and honorable service; after 20,744 American servicemen and women injured, and the loss of 2,461 American personnel, including 13 lives lost just this week, I refused to open another decade of warfare in Afghanistan. We’ve been a nation too long at war. If you’re 20 years old today, you have never known an America at peace.

“So, when I hear that we could’ve, should’ve continued the so-called low-grade effort in Afghanistan, at low risk to our service members, at low cost, I don’t think enough people understand how much we have asked of the 1 percent of this country who put that uniform on, who are willing to put their lives on the line in defense of our nation. Maybe it’s because my deceased son, Beau, served in Iraq for a full year, before that. Well, maybe it’s because of what I’ve seen over the years as senator, vice president, and president traveling these countries. A lot of our veterans and their families have gone through hell — deployment after deployment, months and years away from their families; missed birthdays, anniversaries; empty chairs at holidays; financial struggles; divorces; loss of limbs; traumatic brain injury; post-traumatic stress. We see it in the struggles many have when they come home. We see it in the strain on their families and caregivers. We see it in the strain of their families when they’re not there. We see it in the grief borne by their survivors. The cost of war they will carry with them their whole lives. Most tragically, we see it in the shocking and stunning statistic that should give pause to anyone who thinks war can ever be low-grade, low-risk, or low-cost: 18 veterans, on average, who die by suicide every single day in America — not in a far-off place, but right here in America. There’s nothing low-grade or low-risk or low-cost about any war. It’s time to end the war in Afghanistan.”

He said the invasion of Afghanistan had been a counter-terror operation, but we saw it “morph into a counterinsurgency, nation building — trying to create a democratic, cohesive, and unified Afghanistan—- something that has never been done over the many centuries of Afghanistan history. Moving on from that mindset and those kinds of large-scale troop deployments will make us stronger and more effective and safer at home.”

He pledged continued support for the Afghan people, especially the women and girls in Afghanistan and elsewhere, adding: “But the way to do that is not through endless military deployments, but through diplomacy, economic tools, and rallying the rest of the world for support.” This was, unfortunately, his only reference to development.

He insisted that the evacuation was an “extraordinary success,” getting 120,000 people out in such a short time, and that it would have been chaotic whether it were done earlier or later. He said the process will continue with cooperation from the Taliban if they stick to their word, and assured his audience that the terrorists, in Afghanistan or anywhere else, could be fought “over the horizon,” with few or no troops on the ground.

He concluded:

“As we close 20 years of war and strife and pain and sacrifice, it’s time to look to the future, not the past — to a future that’s safer, to a future that’s more secure, to a future that honors those who served and all those who gave what President Lincoln called their”last full measure of devotion." I give you my word: With all of my heart, I believe this is the right decision, a wise decision, and the best decision for America."

Hele talen kan læses her.

Billede: video grab: The White House's YouTube channel

29. august (EIRNS) – De sidste flyvninger, der bringer udlændinge og afghanske flygtninge ud af Kabul, er nu i gang, og præsident Biden holder fast i deadline den 31. august. Det hævdes, at et andet amerikansk droneangreb i Kabul i dag satte en bil, som var på vej til lufthavnen med flere påtænkte selvmordsbombere inden i, ud af spillet. Det dybtgående problem verden i dag står over for er, hvorvidt USA vil slutte sig til Kina, Rusland og landene i regionen for at påbegynde en økonomisk udviklingsproces for at denne krigshærgede nation kan blive den velstående korsvej mellem østlige og vestlige civilisationer, eller igen blive et forarmet centrum for terrorisme og narkotikaproduktion. Hvis det førstnævnte skulle ske fyldest, ville en sådan transformation tjene som en model for udviklingen af de andre nationer, der er blevet ødelagt af de anglo-amerikanske regimeskifte-krige igennem de sidste 20 år, og etablere konceptet "fred gennem udvikling" som det nødvendige nye paradigme til at erstatte britisk imperialismes mislykkede geopolitik.
 
I Irak afholdt regeringen i dag en konference med ti nationer med titlen: "Conference for Cooperation and Partnership" (Konference for samarbejde og Partnerskab), herunder Frankrig, Egypten, Saudi-Arabien, Iran, Qatar, Tyrkiet, Kuwait, U.A.E. og Jordan. Ligesom i Libyen og Syrien blev Iraks industrielle infrastruktur fuldstændig ødelagt af den vanvittige og ulovlige regimeændrings-krig, der blev begrundet med falske løgne fra Tony Blair og Bush-Cheney-administrationen. Alt imens Kina har tilbudt at bringe Bælte- og Vejprocessen ind i Irak gennem en olie-for-infrastrukturplan, er dette gentagne gange blevet saboteret af udenlandske interesser og manipulerede intriger i Irak, ligesom genopbygningen af Syrien er blevet forhindret af de modbydelige amerikanske "Cæsarsanktioner", der straffer ethvert land, der tilbyder at investere i syrisk genopbygning. Denne imperialistiske sanktionspolitik må ophøre, hvis den nuværende nedsynken i en ny mørk tidsalder skal vendes.
 
Schiller Instituttet har i en række konferencer og publikationer skabt rammerne for, at verden kan forenes bag afghansk udvikling (se  “Afghanistan — A Turning Point in History After the Failed Regime-Change Era” and “Will Afghanistan Trigger a Paradigm Change?”) Denne tilgang – for at afslutte den geopolitiske opdeling af verden i stridende fraktioner og for at imødekomme menneskehedens fælles mål – er ikke bare en god idé eller en naiv drøm. Valget af fred gennem udvikling, som har drevet enhver renæssance gennem historien, er den eneste mulighed for at afslutte de nuværende globale kriser – den ukontrollerede pandemi; den eksploderende økonomiske boble; truslen om termonuklear krig; samt det kulturelle forfald, der trækker de vestlige nationer ind i en narkotikainficeret perversitet, der minder om Romerrigets sidste dage.
 
Den kommende 20-årsdag for 11. september vil være anledning til en Schiller Institut-konference, der fejrer de kulturelle og intellektuelle ideer, som kræves for at besejre dette onde, og for at skabe den nødvendige kreative retning i dette øjeblik med dybtgående faseændringer i menneskets historie, som krævet af vores borgere, og borgere rundt om i verden (detaljer om konferencen vil snart være tilgængelige). I forventning om denne begivenhed har Schiller Instituttet annonceret udgivelsen af det første nummer af et nyt kvartalsvist magasin om kunst, videnskab og statskunst, {Leonore}. Bekendtgørelsen af den nye publikation stiller spørgsmålet: "Hvordan ville verden se ud, hvis alle unge mennesker fuldt ud kunne udøve deres kreativitet?" {Leonore} vil blive sendt automatisk til hvert enkelt medlem af Schiller Instituttet. 

Billede: Cpl Mike O'Neill RLC LBIPP  www.defenceimages.mod.uk

26. august (EIRNS) – Edgar Allen Poes novelle, "A Descent into the Maelstrom" (En nedsynkning i malstrømmen), en videnskabelig undersøgelse af de ændringer i geometrien, der finder sted under en faseændring i naturen, og den menneskelige erkendelses rolle i genkendelsen og undersøgelsen af disse ændringer, giver den nødvendige vejledning til at reflektere over den historiske faseændring, der finder sted i verden i dag. Poes personer er to brødre, hvis skib er fanget i en stor hvirvelstrøm ud for den norske kyst. I takt med at skibet trækkes længere og længere nedad mod ødelæggelse erkender en af brødrene den ændrede geometri i denne hvirvel, til forskel fra den der eksisterede i det foregående rum, og opdager på kreativ vis lovene i dette nye paradigme og redder sig selv, mens hans bror, rædselsslagen, hans sind i en tåge, klamrer sig til det gamle paradigme og styrter i døden.
 
Verden vil aldrig vende tilbage til den æra, hvorfra vi nu går videre til en ny geometri. Dette er tilfældet med pandemien, der slutter æraen med privatiseret sundhedspleje og fratagelse af sundhedspleje til de fattige nationer i verden; det gælder for det globale finanssystem, der allerede har været bankerot i årtier og nu går ind i et hyperinflatorisk eller deflatorisk udbrud, et system, der ikke kan reddes; det gælder en æra med endeløse krige, der blev sluppet løs ved Tony Blairs erklæring fra 1999 om afslutningen på national suverænitet, hvilket udløste de anglo-amerikanske "regimeændrings"-krige; og endelig enden på vildfarelsen om USA som en "unipolær supermagt" og "afslutningen af historien".
 
Man skal ikke forestille sig, at det betyder, at der automatisk vil komme en bedre verden. Verden kunne fortsat, ligesom sømandens forskræmte bror, klamre sig til vrangforestillinger om det døende imperium, villig til at underkaste sig økonomisk forfald, krig, pest og hungersnød, frem for at afvise de falske aksiomer, for at opdage de nye principper der kræves for ikke alene at overleve, men også at bygge en mere perfekt verden.
 
Afslutningen på 20 års katastrofe i Afghanistan vil give den afgørende test: Vil USA bryde med det britiske imperium og handle ud fra dets egentlige egeninteresse… vil det se Afghanistan forvandlet fra en malstrøm af terrorisme, narkotika og evig krig til et knudepunkt for regional og kontinental udvikling og genoprette sin gamle rolle som "de tusinde byers land", korsvejen mellem den østlige og vestlige civilisation?
 
Det britiske imperium fortjener ligesom dinosaurerne ikke bedre end at uddø. Tony Blair og andre talsmænd for imperiet brøler deres raseri ud, ligesom Shelleys Ozymandius, over at USA ikke har adlydt deres diktater – eller som Blair så åbenlyst udtrykte det – at Biden-administrationen har fulgt det "tåbelige politiske slogan om at gøre en ende på de evige krige". At afslutte sådanne krige vil i sandhed, som Blair frygter, betyde afslutningen på imperiet. Måske var de blodige ISIS-terrorbomber i dag i Kabul beregnet på at stoppe Biden i at holde fast ved tidsfristen d.31. aug. for at komme ud, som briterne og deres aktiver i USA har krævet. Er det tilfældigt, eller udsender briterne stadig terrorister for at nå deres mål?
 
Dette er sandhedens øjeblik for civilisationen. Lyndon LaRouches begreb om de "fire magter", der kræves som en minimumskraft for at afslutte imperiet, ligger nu foran os. De fire store kulturer i Eurasien – Kina, Rusland, Indien og USA (som en destilleret repræsentant for europæisk kultur) – kan på dette skæbnesvangre tidspunkt forene sig for at gøre Afghanistan til en model for at afslutte opløsningen af ​​nationer rundt om i verden, der har lidt under årtier, eller endda århundreder, med afsavn, fattigdom og kolonialt slaveri. Herfra kan et nyt Bretton Woods-finanssystem udformes af de samme fire magter og de taknemmelige nationer rundt om i verden, som vil deltage i bestræbelserne. Endvidere kan udskiftningen af ​​det mislykkede monetære system erstattes med et kreditsystem efter Hamiltons principper for at stimulere genoprettelsen af ​​de kollapsende vestlige økonomier, drevet af eksporten af ​​de kapitalvarer, der kræves overalt for at løfte enhver nation ud af fattigdom og blive moderne industrielle nationer. Kinas Bælte og Vejinitiativ har vist effektiviteten af ​​en sådan tilgang.
 
Dette er ikke alene den moralsk rigtige ting at gøre; uden den er forfald og atomkrig praktisk talt uundgåeligt. Menneskeheden har tidligere stået over for sådanne farefulde øjeblikke. I visse af dem førte den manglende handling til et tilbagefald til en mørk tidsalder og affolkning. I andre førte visionære og kreative mennesker til skabelsen af en ny renæssance – Nicholas of Cusa i det 15. århundredes Europa; Zhu Xi i det 12. århundrede i Kina, Harun al-Rashid i det 8. århundredes guldalder i Abbasid-kalifatet og Gupta-guldalderen i det 4. og 5. århundrede. Den konfucianske renæssance, der nu finder sted i Kina, giver håb for fremtiden, men i en tidsalder med supersonisk transport og kolonisering af rummet må enhver sand renæssance være virkelig universel. Dette har netop været budskabet fra Lyndon og Helga LaRouche igennem det sidste halve århundrede, et mål, som kan og må opnås – eller som Helga Zepp-LaRouche ofte siger: En æra hvor "vi alle kan lægge en tidsalder af umoden ungdom bag os, og gå ind i en æra af voksenalderen, hvor vi koncentrerer os om menneskets fælles mål”.
 

britiHelga Zepp LaRouche leverede en gennemkomponeret analyse af, hvordan verden har ændret sig siden den 15. august 2021, da Taliban marcherede ind i Kabul, og USA og NATO forlod byen. "Et helt system er ved at være afsluttet. Politikken har fejlet". De mange liv det har kostet, kaosset i landet og de penge der blev brugt – og stjålet – tjente en grådig elites interesser, men gav ingen fordel til andre.
 
Hun rapporterede om den forudseenhed, der blev demonstreret af deltagerne på Schiller Instituttets konference den 31. juli, med titlen "Afghanistan: Et vendepunkt i historien efter tiden med de fejlslagne 'regimeskifter'”, og derefter de løsninger, der blev præsenteret på opfølgningskonferencen den 21. august, "Nu, mere presserende end nogensinde: Afghanistan – mulighed for en ny epoke for menneskeheden". Løsningen begynder med at afvise neoliberalisme og Det britiske Imperiums geopolitik. Bidens afvisning af kravet fra Boris Johnson og europæerne om, at USA forbliver længere i Afghanistan, har fremkaldt hysteri blandt krigshøgene, som var ansvarlige for katastrofen, karakteriseret af Tony Blair.
 
Det er nu op til amerikanerne og europæerne at slutte sig til Afghanistans naboer for at skabe en varig fred baseret på økonomisk udvikling. Det betyder, at Vesten skal kassere vrangforestillingen om, at den vestlige "regelbaserede orden" skal accepteres af alle nationer.
 

24. august (EIRNS) – Da præsident Joe Biden under sine eftermiddagsudtalelser til pressen, efter sit virtuelle møde med G7-nationerne, gjorde det klart, at han holder sig til tidsfristen for tilbagetrækning i Afghanistan den 31. august, sænkede der sig en mørk sky over Downing Street 10, Porton Down og Gee Street i Clerkenwell, hjemsted for Tavistock Instituttet. Den misfornøjede Nigel Kim Darroch, Baron Darroch fra Kew, sagde: "Det kommer til at tage ret lang tid for Vesten som helhed – fordi dette er en vestlig fiasko, en vestlig katastrofe, ikke kun for Storbritannien og USA – at komme sig efter alt dette, at genoprette vores ry". Han, som blev berygtet for sin "oversvømmelse af Trump-zonen" må se den hårde sandhed i øjnene, at de mange forsøg på at stoppe Biden fra at gennemføre den lovede tilbagetrækning fra Afghanistan ikke har virket, og at PR-tricket, kendt som "Global Britain", netop er blevet afsløret i at være et "Windsor-sandslot".
 
Pensioneret admiral Mike Mullen, tidligere chef for forsvarskommandoen fra oktober 2007 til september 2011 – det vil sige under både Bush 43 og "Bush 44" (Barack Obama) – tilstod, at han, Obama, og hele hans administrationen havde taget fejl, og at Joe Biden havde ret i, hvorvidt indsatsen i Afghanistan skulle forøges med 40.000 tropper i 2009. Biden havde modsat sig forøgelsen, og foreslået 10.000 tropper, der ville bekæmpe terrorisme ved grænsen mellem Pakistan og Afghanistan og ellers træne det afghanske militær. Biden "fik det tilbage på sporet dengang… jeg giver ham æren for det", sagde Mullen. Han er den første til at udføre muligheden for, hvad Ray McGovern har kaldt "metanoia." Når Metanoia ("omvendelse") blev personificeret, var det ofte som en gudinde, tildækket og sorgfuld, der inspirerede til både beklagelse og refleksion, hvilket førte til afvisning af usund dømmekraft.
 
Dem der har været ramt af kronisk fejlvurdering af den aktuelle historie i de sidste mange år på grund af den utålelige partipolitik, især efter Lyndon LaRouches konstateringer i september 2012 af det politiske partisystems død i Amerika efter Cheney/Obama-"Bush 43/44", er forvirrede over den nuværende tid. Caitlin Johnstone bemærkede i en artikel den 22. august med titlen "Bush-Era War Criminals Louder Than Ever because They've Lost the Argument", at: "Efter at de amerikanske troppers tilbagetrækning endegyldigt fastslog, at den afghanske 'regering', som de har brugt tyve år på at foregive at opbygge nationen sammen med, i det væsentlige var en skrøne, hvilket beviste for verden, at de hele tiden har løjet for os om fakta i Afghanistan, skulle man forvente, at de, der hjalp med at bane vejen for denne katastrofale besættelse, ville være meget tavse på dette tidspunkt i historien. Men langt fra at være tavse og krybe ind under en sten for at vente på dødens søde omfavnelse, har disse skabninger i stedet været højrøstede og skamløst artikulerede.
 
“Tony Blair Institute for Global Change har udsendt et langt essay af den tidligere premierminister, der førte Storbritannien ind i to af de mest uoverskuelige militære indgreb som kan ihukommes. Blair kritiserer tilbagetrækningen som værende sket ud fra ”troskab mod et tåbeligt politisk slogan om at afslutte ’de evige krige’”. Blair har længe, gennem 'Responsibility to Protect' troet og praktiseret ideen om, at Det globale Storbritannien skal forsvares ihærdigt ned til den sidste amerikaner. Men de, der afviser at forstå det britiske "babylonske præstedømmes særlige forhold" til USA, "kan ikke begribe dette" og er forblevet bevidst uoplyste.
 
En erklæring skrevet af Shanghai Cooperation Organization om situationen udtalte: ”SCO -medlemslandene bekræfter deres intention om at hjælpe Afghanistan med at blive et fredeligt, stabilt og velstående land, fri for terrorisme, krig eller narkotika, og er parate til at deltage i internationale bestræbelser på at stabilisere og udvikle Afghanistan med FN i en central og koordinerende rolle”. Afghanistan, der tilslutter sig Bælte og Vejinitiativet, er vejen frem, og USA, der med udgangspunkt i det helt reelle behov for en verdenssundheds-platform, kan rette opmærksomheden mod at slutte sig til disse nationer, samtidig med at de genopbygger og ruster sin egen nation til denne kamp.
 
Over to tredjedele af det amerikanske folk ønsker, at krigen skal slutte. Præsidentskabet har taget skridt til at honorere dette ønske og for at fuldføre denne politik i Afghanistan. Hvad angår kaosset i forbindelse med evakueringen: har nogen overvejet, at det faktum at fraktioner i USA afslog tilbuddet om at koordinere indsatsen i Afghanistan, herunder evakueringsindsatsen, med russerne og muligvis andre, har bidraget til ustabiliteten? Eller at bekendtgørelse og gennemførelse af et verdenssundhedsmæssigt anti-Covid-19-initiativ, for måneder siden, i retning af hvad Helga Zepp-LaRouche har foreslået på den ene konference efter den anden siden juni 2020, også ville have været med til at forhåndsstabilisere forholdene for tilbagetrækning i Afghanistan før evakuering? Selv nu, og for en lille procentdel af de 2 billioner $, der vides at være brugt i krigen igennem de sidste 20 år, kunne USA hjælpe med at vinde freden i Afghanistan gennem et udviklingsprogram for en verdenssundheds-platform, der involverer alle nationerne i området.
 
Lyndon LaRouche sagde fra fængslet i et interview fra 1991: ”Om jeg forbliver i fængsel eller ej, er i det væsentlige op til præsidenten eller præsidentembedet. De juridiske grunde til at fjerne mig fra fængslet – ved at ophæve dommen, eksisterer… beviserne findes. Om dette bevis og denne procedure vil blive efterlevet, vil være op til det politiske pres, der påvirker præsidentskabet. Jeg er her, fordi præsidenten ønsker mig her, og ikke nogen anden grund. Hvis præsidenten skulle ændre opfattelse, så ville jeg sikkert… lovgivningen ville tillade at løslade mig fra fængslet”. [Dette skete – LaRouche blev fængslet under den ældre George Bush, og løsladt da Clinton blev præsident.] LaRouche, der førte valgkampagne som præsidentkandidat mere end nogen anden person, indså, at det amerikanske præsidentskabs institutionelle beføjelser var af en anden karakter end de kompromitterede kapaciteter af en statsminister. Når USA's præsidentskabs magt indsættes for det gode, er det enormt, det største i verden. Bidens fuldførelse af tilbagetrækningen, som Trump startede, på trods af pres fra det britisk inspirerede Pentagon og udenrigsministeriets til at gøre det modsatte, er, såfremt den fuldføres, et eksempel på dette.
 

Resumé:

21. august (EIRNS) – Schiller Instituttet var vært for en international webcast i dag, "Nu, mere presserende end nogensinde: Afghanistan – mulighed for en ny epoke for menneskeheden", der samlede talere med bred erfaring fra seks nationer – USA, Tyskland, Pakistan, Canada og Italien. Tre hovedtemaer blev berørt gentagne gange i dialogen: Kast paradigmet for "endeløse krige" helt bort, tal med den nye afghanske regering, der er undervejs, og få gang i økonomiske projekter.
 
Talerne var Zepp-LaRouche – grundlægger og international præsident for Schiller Instituttet, oberstløjtnant Ulrich Scholz (pens.) (Tyskland), en militær og filosofisk ekspert; Pino Arlacchi (Italien), tidligere chef for FN's kontor for narkotikakontrol (1997-2002), nu professor ved Sassari University; Hassan Daud (Pakistan), administrerende direktør, Khyber Pakhtunkhwa 'Province Board of Investment'; Ray McGovern (USA), tidligere CIA-analytiker og medstifter af 'Veteran Intelligence Professionals for Sanity' (VIPS), og Nipa Banerjee (Canada), professor ved Universitetet i Ottawa. Et spørgsmål blev taget op af Khalid Latif, direktør for 'Center for Pakistan og International Relations' (COPAIR).
 
Her er Helga Zepp-LaRouches indledende bemærkninger:
 
HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig hilse på jer, uanset hvor I måtte befinde jeg. Faktisk finder jeg det ret tilfredsstillende og interessant, at vi for præcis tre uger siden her på denne kanal havde et seminar om situationen i Afghanistan. På det tidspunkt sammenlignede jeg situationen – med hensyn til dens betydningsfuldhed – med Murens fald i 1989, som var begyndelsen på enden af ​​Sovjetunionen. Jeg sagde, at det måske ikke er helt så stort som Sovjetunionens sammenbrud, men det der sker i Afghanistan er af samme karakter, fordi det er enden på et system. Nu er jeg ikke sikker på, hvor mange mennesker der fandt, at denne beskrivelse var akkurat, men blot få dage senere havde man det meget pludselige sammenbrud af den afghanske hær. Taliban overtog begivenhederne, der stadig er temmelig kaotiske for nuværende. Så i en vis forstand er alt det, som vi sagde for tre uger siden, om hvad der må gøres, hvad der skal være løsningen – en økonomisk integration af Afghanistan i Bælte- og Vejinitiativet, der forener de allerede udviklede projekter mellem CPEC [Den kinesisk-pakistanske økonomiske Korridor], Khyber-passet til Centralasien – alt dette er stadig helt sandt. Så da dette skete, indtraf der en utrolig opstandelse. Der var diskussioner, som for eksempel da CDU’s kanslerkandidat i Tyskland, Armin Laschet, sagde, at dette er den værste krise i NATO siden dens begyndelse. Andre mennesker talte om Saigon 2021, og udtaler, at dette er Vestens absolutte fiasko.
 
Jeg tror, at denne diskussion vil fortsætte, fordi en hel masse spørgsmål melder sig. Hvorfor var der sådan et sammenbrud af hæren? Hvorfor kæmpede hæren ikke? Hvorfor tog efterretningstjenesterne så grundigt fejl? Hvad fremkom der om USA’s og de europæiske regeringers manglende evne til at tage hånd om deres egne soldater, endsige de afghanske medarbejdere, der har hjulpet under opholdet igennem 20 år, at evakuere dem? Det hele er i bevægelse.
 
Jeg mener, ​​at vigtigheden af ​​at presse på for en hurtig økonomisk udvikling er af allerstørste betydning, fordi Afghanistan allerede er blandt de ti fattigste lande i verden. Det er ramt af en frygtelig tørke. Hver tredje i Afghanistan er underlagt fødevareusikkerhed. Så har vi en pandemi, naturligvis. Så det værste der kunne ske er, at nogle kloge mennesker – eller ikke så kloge mennesker – i Vesten tænker i baner af økonomisk krigsførelse, og siger: “OK, den militære mulighed er tabt, fordi man ikke kan vinde i Afghanistan; det er blevet demonstreret af briterne, Sovjetunionen og nu NATO; man kan ikke vinde militært i Afghanistan. Så hvorfor bruger vi ikke økonomisk krigsførelse”? Og begyndelsen på handlingen kunne udvikle sig til dette; nemlig, at USA har indefrosset den afghanske regerings aktiver, som er omkring 9 milliarder dollar i Federal Reserve og andre amerikanske banker. Heraf er omkring 1,2 milliarder dollars i guldreserver, og der er omkring 300 millioner dollars i form af udenlandske reserver. Den tyske regering har afskåret al humanitær bistand. Lige nu er faren, at Vesten – i denne utroligt skrøbelige situation – beslutter at rejse et militært oprør kombineret med økonomisk krigsførelse i håb om at skabe kaos, så Taliban vil forsvinde, eller hvad som helst. Dette skal vi diskutere. Jeg mener, ​​at dette ville være den største tåbelighed, man overhovedet kan tænke sig.
 
Jeg er meget glad og taknemmelig for de andre paneldeltagere, der mødes her, fordi jeg synes, at vi straks har brug for at etablere ideen om, at den eneste måde man kan rette op på situationen er at tilbyde bistand til den nye regering i Afghanistan. Jeg forstår, at nogle af Taliban-lederne og også tidligere præsident Karzai, Abdullah Abdullah og forskellige andre kræfter samles i Kabul i dag for at diskutere dannelsen af ​​en regering. Jeg tror, ​​at dette skal stabiliseres, og at der ikke må tænkes i geopolitik, for som vi diskuterede det i det første panel for tre uger siden, på den ene side har man krisen i Afghanistan; men dette er en afspejling af et meget dybtliggende problem i den måde, som Vesten har ført disse endeløse krige på – Afghanistan, Irak, Syrien, Yemen, Libyen; listen er meget lang, hvilket reflekterer hvorvidt denne politik er levedygtig? Eller om Afghanistan ikke snarere er 'Mene Tekel', 'skriften på væggen', ​​ildbogstaverne på væggen i Belshazzar. Nogle af jer – Ray McGovern er jeg sikker på – kender dette smukke digt af Heinrich Heine om Belshazzar. Er mon Afghanistan 'Mene Tekel' for hele den vestlige civilisation? Og er det ikke på høje tid at ændre disse aksiomatiske antagelser om Rusland, om Kina, om Bælte- og Vejinitiativet? Fordi tilbuddet om samarbejde er der stadig og; fra kineserne, fra russerne. Så jeg mener vi virkelig står i en utrolig dramatisk situation, præcis som vi diskuterede det for tre uger siden, men i mellemtiden har begivenhederne vist, at vores diskussion var absolut forudseende.
 

Resumé:

Den hurtigt skiftende situation på jorden i Afghanistans peger på den øgede, presserende nødvendighed af at forstå  Lyndon LaRouches livsværk, der, med stadig større klarhed, præsenterede sin vision for Jordens næste 50 år, og derudover. Mens COVID-19’s deltavariant blotlægger hvor utilstrækkelige verdens sundhedssystemer er, ser vi en brændende nødvendighed for at udvikle et produktionsniveau i stand til at understøtte yderlige milliarder af mennesker med en leve- og kulturel standard, passende til menneskehedens kreative potentiale.

Det andet panel af LaRouche Legacy Foundations begivenhed: ”Nå, så er I endelig villige til at lære økonomi?” tog fat i emnet om LaRouches vision for ”Jordens Næste 50 År” i forbindelse med bestræbelserne anført af Helga Zepp-LaRouche for at realiserer disse revolutionære mål.

Ordfører, Megan Dobrodt, kasserer for LaRouche Legacy Foundations bestyrelse, åbnede panelet med en video af LaRouches nære ven og samarbejdspartner, Norbert Brainin, førsteviolin for den legendariske Amadeus-kvartet.

Brainin begyndte en masterclass på Dona Krupa slot i Slovakiet i 1995 ved at introducere ideen om Motivführung, eller ”motivisk grundig komposition”, en tilgang til klassisk komposition udviklet af Haydn og forfinet af Mozart og Beethoven – grundig komposition i overensstemmelse med et princip. Brainin forklarede til tilhørerne, at han ofte snakkede om Motivführung med professionelle kolleger og studenter, som genkendte idéen, men at den eneste person, som forstod det fuldstændigt, var Lyndon LaRouche. LaRouche sagde ofte, at Brainin havde introduceret begrebet til ham, men at han forstod det som en universel proces, hvormed ikke blot stor musik, men også naturlige og menneskelige kompositioner af alle arter kunne udvikles. Velvidende om dette forklarede Brainin at sande klassiske komponister er ”videnskabsmænd”.

Dette blev efterfulgt af en optagelse af LaRouche, hvor han tog fat på spørgsmålet om menneskelig kreativitet på Schiller Instituttets europæiske konference, den 3. juli, 2011. Han fastslog, at mennesket er den eneste kendte kreative art, og forklarede at ”klassisk, kunstnerisk kultur” kan overføres til ”afdelingen for fysisk videnskab” med Riemanns ord. LaRouche forklarede at han bestemte sig for at bygge en bevægelse, da han indså at ingen andre end ham selv forstod katastrofen, som de finansielle forstyrrelser skabte i 1960’erne. Han begyndte ved at besøge universiteter og diskutere sine idéer. Han beskrev kort sin forståelse af sit fundamentale princip:

”Man ser en demonstration af dette i området indenfor for klassisk, kunstnerisk komposition, hvor sindet eksperimenterer med at opdage principper og udtrykker længslen efter dette eksperimentelle resultat, som opmuntringen til menneskesindets kreativitet. Det er kreativitet. Det, at bevæge sig ud over de almene vaner, eller livets rutine…”

Han afsluttede med en enkel udtalelse: ”Det er ikke magi: Det er virkelig menneskeheden.”

Den første gæst på panelet var Jacques Cheminade, langvarig samarbejdspartner med LaRouche, præsident for partiet Solidarité et Progrés i Frankrig og en tidligere præsidentkandidat. Han beskrev hvordan han, som fransk diplomat, først havde mødt LaRouche ved en begivenhed i Manhattan, og senere, mens han studerede LaRouches skrifter, blev konfronteret med et indlæg i New York Times, hvor han så et fotografi af franske soldater i 1. verdenskrig med teksten ”Endnu engang sortering – Hvem vil leve? Hvem vil dø?” Flere sider senere var der et billede af en etiopisk mor og hendes barn med ”sønderreven hud” med teksten: ”Hvem vil få mad og hvem vil dø?” Dette fik ham til at beslutte, at på trods af hans udsigter som en ung diplomat, var ”disse mine folk, også selv om jeg bliver nødt til at betale en høj pris for at blive en del af dem.”

Han beskrev sit samarbejde med LaRouche om at skrive en bog, på fransk og engelsk, med titlen ’Frankrig efter de Gaulle’ (La France aprés de Gaulle), som fremsatte idéen om at få Frankrig tilbage på det republikanske spor for udvikling, som karakteriserede general Lafayettes engagement i Den amerikanske Frihedskrig. Maurice Allais, den eneste franske borger som nogensinde har vundet en nobelpris i økonomi, forfattede et brev til Cheminade den 27. november, 2009, hvor han skrev, at han ”helt og holdent støtter LaRouches anstrengelser for at skabe en bred offentlig debat om radikalt at genskabe kreditsystemet og det internationale valutasystem”, og gav Jacques lov at offentliggøre dette. Cheminade sagde, at den tidligere statsminister, Michel Rocard, også delte LaRouches økonomiske syn.

I 1983 ledte LaRouche og hans kone, Helga, en Club of Life-begivenhed i Paris. Klubben blev stiftet af Helga Zepp-LaRouche, som et modspil til den yderliggående Romklubben. Den verdensberømte onkolog, Marie-Madeleine Fourcade, og de Gaulles samarbejdspartner og krigshelt i 2. Verdenskrig, General Jean-Gabriel Revault d’Allonnes, deltog i begivenheden i Paris. Alle disse skrev anmodninger for LaRouches frihed, da han blev en politisk fange i 1989. LaRouches universelle budskab blev demonstreret gennem den støtte han fik af førende medlemmer i det franske kommunistparti, såvel som udenrigsministeren under Præsident Valéry Giscard d’Estaing, Pierre Christian Taittinger.

Efter Cheminade benyttede to repræsentanter fra Argentina, Robert Fritzsche og Eduardo Fernandez, opdagelserne fra den store russiske bio-geokemiker, Vladimir Vernadsky, til at forklare LaRouches begreb om den ”relative potentielle befolkningstæthed” i forhold til ”energigennemstrømningstæthed” og forbedringer i levestandarden. Menneskets rolle i dette kompleks blev forklaret gennem forholdet til Vernadskys begreb om tre eksistensdomæner: den ikke-levende litosfære, den levende biosfære og det kognitive, erkendelsesmæssige, domæne, kaldet noösfæren. Mennesket er herre over alle tre, og deltager, som LaRouche har forklaret dette, også i det fjerde domæne, et kognitivt domæne som vi erkender i universets design og vækst, selvom vi ikke endnu kender dennes oprindelse på samme måde, som vi ved hvordan menneskeheden kan opdage universets udformning og” love”. De brugte Vernadskys beregninger og mere avanceret viden til at demonstrere, at, med nye energikilder på horisonten, kan Jorden understøtte en menneskelig befolkning på 3 billioner.

Dette blev efterfulgt af hilsner fra Carlos Gallardo, præsidenten for det Kristne demokratiske Parti i Peru.

Harley Schlanger, også en mangeårig leder af LaRouche-bevægelsen, fulgte efter med en ironisk fortælling om den virkelige oprindelse til Richard Nixons katastrofale bekendtgørelse den 15. august 1971. Mere end ti år senere, den 23. januar 1983, var John Connally fra Texas, som havde været finansminister under Præsident Nixon, tilfældigvis tilstede ved en tvangsauktion, da Connallys ejendele blev solgt, og sagde ja til et interview. Schlanger spurgte om beslutningen den 15. august 1971, og Connally erklærede stolt, at det havde været hans beslutning og en kæmpe succes. Da Schlanger udfordrede ham med LaRouches forklaring om at denne beslutning var årsagen til de efterfølgende katastrofer, som, blandt andre ting, var årsagen til Connallys personlige nedtur, blev han nedtrykt og sneg sig til sidst væk.
(https://www.youtube.com/watch?v=5bicKvoNFYM; 58 minutter inde)

Daisuke Kotegawa, tidligere højtstående embedsmand i Japans finansministerium og Japans administrerende direktør ved IMF, sendte en hilsen som støttede LaRouches skel mellem investeringer i den reelle økonomi på den ene side, og  spekulation på den anden, og opfordrede til genindførelsen af Glass/Steagall-loven.

Fred Huenefeld, en landbrugsøkonom, som har siddet i mange regeringspositioner i Louisiana, og er et langvarigt bestyrelsesmedlem i Schiller Instituttet, gav en levende beskrivelse af sine år med at agitere for LaRouches idéer og jage den amerikanske kongres for at få dem til at vågne op.

Tidligere statssenator fra South Carolina, Theo Mitchell, en leder i det Demokratiske Parti og et bestyrelsesmedlem i Schiller Instituttet, diskuterede sit arbejde med at blotlægge FBI’s uretfærdige retsforfølgelse af LaRouche, samt” Frühmenschen”-kampagnen, som forfulgte sorte folkevalgte, inklusive ham selv.

Den konkluderende del, om LaRouche på universiteterne, gav ungdomsledere fra LaRouche-bevægelsen mulighed for, at diskutere deres engagement i at få LaRouches idéer ud på universiteterne og andre steder. Gretchen Small, en leder af den sydamerikanske gren af LaRouche-bevægelsen og Præsident for LaRouche Legacy Foundations bestyrelse, åbnede denne del med et videoudsnit af den berygtede debat på City University i New York i 1971 mellem LaRouche og den førende keynesianske økonom, Abba Lerner, hvor LaRouche fik Lerner til at indrømme, at Nixons, og hans egen, økonomiske politik var i overensstemmelse med Hitlers rigsbankdirektør og finansminister, Hjalmar Schacht. Sidney Hook, den daværende, førende, akademiske ”filosof” og agent for efterretningstjenesten, som havde ansvar for at lukke låg på uønskede diskussioner, fortalte en LaRouche-tilhænger, efter at have været vidne til LaRouches effekt på den besejrede mester, Lerner, at LaRouche aldrig igen ville få lov til at deltage i en sådan debat.

Den første unge taler var fra Filippinerne, Carlos ”Itos” Valdes, søn af Carlos ”Butch” Valdes, stifter og leder af Philippine LaRouche Society og mange andre organisationer. Itos Valdes gav en oprigtig og bevægende beskrivelse af hvordan hans forståelse af bevægelsen forandrede hans liv, hvilket begyndte i hans barndom med hans families engagement med LaRouche-bevægelsen, og fortsatte med hans organisering af andre med idéer fra Platon, Leibniz, Franklin Roosevelt og LaRouche.

Carolina Dominguez, en ekstraordinær leder af bevægelsen i Mexico og overalt i Sydamerika, talte om kampagnen for at gøre LaRouches livsværk tilgængeligt gennem universitetssystemet, og præsenterede videoer af unge kolleger fra Mexico og Columbia. Hun beskrev problemet ved at fremhæve en økonomiprofessor, som sagde at en uddannelses formål var at blive en del af de rigeste 50%, frem for det at løfte de fattigste 50% ud af fattigdom.

José Vega fra Bronx (i New York) afsluttede præsentationerne med en video, som han havde lavet, der diskuterede LaRouches politik for de næste 50 år, inklusive idéen om et ”Civilt Konstruktionskorps for Rumfart”, baseret på FDR’s Civilian Conservation Corps, for at rekruttere unge til at deltage i et genoplivet rumfartsprogram.

De forberedte præsentationer blev efterfulgt af en eftertænksom diskussion blandt deltagerne om betydningen af det som de lige havde oplevet, og det som fremover måtte opnås. Et kort indspark fra Jacques Cheminade understregede hemmeligheden til LaRouches succes. Han sagde at han var fornøjet over at se tre generationer af LaRouches ungdomsbevægelser: den tidlige rekrut, Paul Gallagher, rekrutteret fra universitetet i 1960’erne; folk som er i 40’erne og 50’erne, som nu har en ledende rolle i bevægelsen; og dem i begyndelsen af 20’erne, der nu modnes til en højst effektiv politisk kraft.

Se også Panel 1 her: LaRouche Legacy Foundations konference – Verden bør lytte til Lyndon LaRouches kloge ord.