Den 12. juli (EIRNS) — Dette er den redigerede oversættelse af den ledende artikel fra den 11. juli, skrevet af Helga Zepp-LaRouche og bragt i det tyske ugemagasin Neue Solidaritätden 16. juli 2020.

 Menneskeheden er for tiden konfronteret med en hidtil uset udfordring: Har vi den moralske habitus til at overleve? Dette altafgørende spørgsmål hænger sammen med, hvorvidt tilstrækkeligt mange hovedaktører på verdensscenen er i stand til at hæve deres tankegang til et højere niveau af fornuft i tide, eller om de vil klynge sig til deres respektive ideologier og handlingsmønstre. I sidstnævnte tilfælde truer den ekstreme spænding, der følger af kombinationen af optrapningen af coronavirus-pandemien, nedgangen i den fysiske økonomi, det systemiske kollaps af finanssystemet og den voksende geopolitiske konfrontation blandt stormagterne, med at føre til et sammenbrud, som kunne udvikle sig til socialt kaos og en ny verdenskrig.

 Hvad der er behov for nu, er ikke en mangfoldighed af små skridt og foranstaltninger til at tackle alle de forskellige kriser, men et veritabelt ‘Grand Design’, realiseringen af en vision for menneskehedens fremtid med en omfattende løsning, hvor der tages hensyn til hele menneskehedens interesser. Åbningen for denne mulighed er relativ kortvarig. I januar i år foreslog den russiske præsident Vladimir Putin et topmøde mellem statsoverhovederne for de fem permanente medlemmer (P5) af FN’s Sikkerhedsråd. USA, Kina, Frankrig og Storbritannien er allerede enedes om at holde et sådant topmøde. Putin understregede, at formålet med dette topmøde, 75 år efter afslutningen af 2. verdenskrig, skal være at etablere en fredsorden – at sikre at en lignende katastrofe aldrig mere indtræffer.

 Den dramatiske krise i forbindelse med pandemien og den efterfølgende nedgang af realøkonomien, kombineret med faren for et verdensomspændende systemisk finansielt sammenbrud, udgør en enestående mulighed for at skabe grundlaget for en ny verdensøkonomisk orden baseret på et nyt Bretton Woods-system. Et Bretton Woods-system i overensstemmelse med Franklin D. Roosevelts oprindelige intention om at overvinde underudviklingen i udviklingslandene, og skabe grundlaget for fred ved at forbedre levestandarden for alle mennesker på denne planet.

 I et web-interview den 8. juli med ‘Center for National Interest’ understregede den russiske ambassadør i Washington, Anatoly Antonov, den vigtige rolle, som et sådant topmøde kan have som et alternativ til scenarier med uforudsigelige konsekvenser:

 ”Vi har videregivet vores forslag til dagsordenen til vore partnere. De inkluderer centrale spørgsmål, der påvirker global politik, sikkerhed og økonomi…

 ”Verden er nødt til at etablere et demokratisk system med relationer, der bygger på princippet om udelelig sikkerhed, lige muligheder for udvikling og søgen efter en afbalancering af interesser mellem deltagerne i international dialog”.

 Den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov understregede i en tale den 10. juli til ‘Primakov Readings’-forummet, at et af punkterne på dagsordenen for P5-topmødet må være uantageligheden af atomkrig:

 ”Vi… er især bekymrede over amerikanernes afvisning af at bekræfte det grundlæggende princip om, at der ikke kan være nogen vindere i en atomkrig, som derfor aldrig må slippes løs. Selvfølgelig vil vi fremme dette emne – uantageligheden af en atomkrig, umuligheden af at vinde en sådan – i forbindelse med det kommende topmøde mellem de fem”.

 Ambassadør Antonov citerede også Putins tale ved paraden på ’Sejrsdagen’ den 24. juni:

 ”Vi forstår vigtigheden af at styrke venskab og tillid mellem nationer, og er åbne for dialog og samarbejde om de mest presserende spørgsmål på den internationale dagsorden. Blandt dem er oprettelsen af et fælles pålideligt sikkerhedssystem, noget som den komplekse og hurtigt skiftende moderne verden har brug for. Kun i fællesskab kan vi beskytte verden mod nye farlige trusler”.

 En verdensomspændende ’New Deal’

 Den uventede meddelelse fra den britiske premierminister Boris Johnson om hans hensigt om at gennemføre et investeringsprogram i traditionen fra præsident Franklin Roosevelt, det vil sige en ‘New Deal’ (selv om det nævnte beløb på 5 mia. pund kun er et lille første skridt i den rigtige retning), tilvejebringer et meget nyttigt fælles ‘fodslag’ med de fire andre statschefer, som alle tidligere har henvist til Roosevelt.

 Hvad der er brug for i dag, er netop Roosevelts program fuldt ud: Glass/Steagall-bankopdeling, en industriel udviklingsplan – denne gang i global størrelsesorden – en ‘New Deal’ for hele verden – og et kreditsystem, en Ny Bretton Woods-aftale. Et af de første skridt bør være internationalt samarbejde om at udvikle et verdensomspændende sundhedssystem – dvs. et moderne sundhedssystem i hvert enkelt land – mindst til den standard som Kina demonstrerede i Wuhan under bekæmpelsen af udbruddet af pandemien.

 Dette topmøde, der skal finde sted senest i september, vil med stor sandsynlighed være den sidste chance for at skabe et tillidsfuldt grundlag for en strategisk nyorientering af internationale relationer mellem atombevæbnede magter, som kan sætte kursen for at overvinde den globale økonomiske krise. Hvis denne mulighed glipper, truer ikke alene den giftige tone, der er blevet anslået mellem især USA og Kina, med at eskalere til en uoprettelig konflikt, alt imens den truende fare for en anden bølge af pandemien efterfulgt af fornyede økonomiske nedlukninger kunne smadre den sociale fred fuldstændig i mange af de berørte lande.

 ‘Leibniz Instituttet for Økonomisk Forskning’ (IWH) i Halle har advaret om, at virkningerne af den første nedlukning af Tyskland vil føre til en bølge af konkurser, som igen vil skabe vanskeligheder for adskillige sparekasser og for banker med tilgodehavender i størrelsesordenen hundredvis af milliarder. En sådan ny bankkrise ville sidenhen blive efterfulgt af en endnu dybere recession, advarer instituttet. Og Tyskland er stadig i en relativt stærk position.

 Diskussionen indenfor den transatlantiske nyliberale elite er formet af antagelsen om, at der under disse omstændigheder vil komme et kraftigt fald i de internationale aktiemarkeder på mindst 20-30% og en stigning i dødeligheden fra en anden bølge af pandemien, som vil blive lagt præsident Donald Trump til last. Dette vil garantere etablissementets intention om at sikre hans nederlag ved valget i november. I betragtning af den ubarmhjertige kampagne, som kræfterne i det britiske imperium har gennemført i tre og et halvt år i deres kupforsøg – fra “Russiagate”-svindlen til proceduren med rigsretssag og det nuværende vanvid med ødelæggelse af statuer – vil City of London og Wall Street sandsynligvis ikke tøve med at lade et sådant kraftigt fald på aktiemarkederne finde sted.

 Selvom præsident Trump i de tidlige stadier af udbruddet af coronavirus-pandemien roste den kinesiske regerings energiske indgriben i byen Wuhan og Hubei-provinsen, og understregede sit venskab med præsident Xi Jinping, ændrede han holdning fra den 18. april og gik derefter – fra 30. april – over til at beskylde Kina for spredningen af virusset på verdensplan. Denne påstand blev først fremsat af de tidligere chefer for MI6, Sir John Sawers og Sir Richard Dearlove, og Henry Jackson-selskabet i London, som i en åbenlys provokation udfordrede Kina til at betale 9 billioner dollars i erstatning! Det er blevet afvist som ubegrundet selv af amerikanske medicinske eksperter. En WHO-delegation er i øjeblikket i Wuhan for at undersøge virussets oprindelse og pandemiens kronologi.

 Det britiske imperium er ude i tovene

 De samme britiske imperialistiske kræfter, som står bag kupforsøget mod præsident Trump, betragter hans hensigt om at etablere gode forbindelser med Rusland såvel som hans oprindeligt positive forhold til præsident Xi som en dødbringende trussel mod deres geopolitiske interesser – og har nu i årevis i stigende grad bestræbt sig på at begrænse Kinas fremgang. Det er motivet bag Pentagons ‘Nationale Forsvarsstrategi’-dokument fra 2018, der definerer Kina og Rusland som de største strategiske rivaler i ”stormagtskonkurrencen”. Forsvarsminister Mark Esper understregede denne politiske orientering i en ‘Meddelelse til Styrken” den 7. juli, hvor han sagde, at Kina skulle gøres til “den løbende trussel” i “alle vores skoler, programmer og uddannelser”.

 Det britiske imperiums politik – præget af det Britiske østindiske Kompagni og dets koloniale politik, opiums-krigene mod Kina, Prins Philips Verdensnaturfonden og nu om dage Mark Carneys ‘Green New Deal’ – har været baseret på malthusiansk befolkningsreduktion. Ud fra dette synspunkt gør Kinas ‘Nye Silkevejs’-politik – som for første gang giver udviklingslandene muligheden for at overvinde underudviklingen – dem til en “strategisk konkurrent”. Og selvfølgelig er der konkurrence mellem disse systemer.

Når man ser på verden ovenfra, er det klart at samarbejde mellem de to største økonomier i verden, USA og Kina, er uomgængeligt, hvis menneskeheden skal overvinde denne pandemi og andre forestående pandemier, såvel som sult, fattigdom og underudvikling i den såkaldte Tredje Verden. Set fra det britiske imperium – dvs. de oligarkiske finansielle interesser, der baserer sig på at maksimere fortjenesten for deres egen klasse, og befolkningskontrol for alle andre – har det siden det Britiske østindiske Kompagnis Thomas Malthus’ tid haft topprioritet at forgifte det amerikansk-kinesiske forhold.

 Den russiske udenrigsminister Lavrov har netop advaret om, at USA’s tilbagetrækning fra nedrustningstraktaterne har øget risikoen for en global atomkonfrontation markant. Og han har sagt, at han håber at denne eskalering ikke når det punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Den kinesiske udenrigsminister Wang Yi har for sit vedkommende udtrykt sin bekymring for, at forbindelserne mellem USA og Kina har nået det laveste punkt siden etableringen af forbindelser mellem de to nationer.

 Topmødet mellem de fem faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, som præsident Putin har foreslået, er sandsynligvis – af alle de her nævnte grunde – den sidste chance for at sætte et helt andet program på dagsordenen, for at forhindre at de stigende følger af pandemi, sult, økonomisk sammenbrud og et finansielt krak vil gå deres gang. Hvis ikke denne kurs forandres, kan krigsfaren, som følge af det deraf hurtigt efterfølgende kaos, blive ustoppelig.

 Alle mennesker med god vilje og alle lande over hele verden bør betragte det som værende i deres egen interesse at gøre sit yderste for at støtte dette topmøde.

Download (PDF, Unknown)

Introduktion til Helgas tale:

DENNIS SPEED: Mit navn er Dennis Speed, og jeg vil byde jer velkommen til dagens internationale konference og webcast.

Vi vil begynde dagen med et videoudklip med den afdøde økonom og statsmand, Lyndon LaRouche, fra 2011. Han var hovedtaler på et panel ved en konference i Schiller Instituttet – det var i Tyskland – og navnet på panelet ved denne lejlighed var: ”At redde vores civilisation fra afgrunden: Klassisk kulturs rolle. En nødvendighed for menneskeheden.”

LYNDON LAROUCHE (uddrag): Hvad er det ved mennesker som gør, at de ikke bare er endnu en dyreart, klar til at blive slagtet (at uddø) når deres tid er kommet?

Svaret er et lidet kendt spørgsmål. De fleste mennesker har ikke den fjerneste idé om hvad svaret er! Rent faktisk er vores samfund styret af folk, der ikke har nogen som helst idé om hvad menneskeheden er! Det eneste de kan finde på, er en eller anden beskrivelse af et slags dyr, med dyriske karaktertræk af nydelse og smerte og lignende, som måske kontrollerer dette dyrs adfærd…

Navnet for den specifikke kvalitet, som vi kender fra mennesket, og som ikke eksisterer i nogen anden kendt levende art: Det er en egenskab af kreativitet, der er absolut enestående i menneskeheden. Og hvis man ikke er kreativ, og hvis ikke man forstår kreativitet, så har man endnu ingen billet til overlevelse! Fordi kreativitet vil ikke redde dig, medmindre du bruger den.

DENNIS SPEED: Lad mig sige noget om Schiller Instituttet, og hvad vi har gjort med denne række af tre konferencer, som begyndte i april dette år. Disse konferencer var viet til idéen om at skabe et firemagts-topmøde – Rusland, Kina, Indien og USA. Der er forskellige processer, der allerede har været i stand til at bevæge sig i denne retning. Faktisk er der, blandt de mange ting som vi vil snakke om i dag, et nyt forslag, som blev fremsat af Præsident Vladimir Putin fra Rusland, i denne retning [for et topmøde med de 5 permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd: USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig –red.]… Idéen om et firemagts-topmøde er ikke eksklusiv. Det betyder ikke at andre ikke kan involvere sig…

Lad mig også sige, for især folk i USA, at krisen, der har påkaldt sig folks opmærksomhed, som udstillet i den sociale og politiske krise i Amerikas gader, er blot ét udtryk for en bredere, international proces. Og det er grunden til, at vi i dag begynder med det første panel for at give dette bredere overblik, og tillade dig og andre at blive en del af en international operation for at forandre denne situation…

Helga Zepp-LaRouche er grundlæggeren af Schiller Instituttet – det var tilbage i 1984. Hun er selvfølgelig også hustru til den afdøde økonom og statsmand, Lyndon LaRouche, som døde i februar 2019. Hun spillede en vigtig, afgørende rolle i en række samtaler og dialoger med den kinesiske regering i perioden fra 1993 til 1996; som påbegyndte den proces, der blev til det vi nu kalder den Nye Silkevej. Og vi er glade for og stolte over at præsentere hende til jer nu, for at tage denne dialog op igen. Panelet som helhed har titlen: ”I stedet for geopolitik, en ny form for statsmandskunst”. Så, det er altid en ære at præsentere Helga Zepp-LaRouche.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Efter denne svære start er jeg så meget desto gladere for endelig at have forbindelse til jer. Og jeg vil tale om alternativet til en mørk tidsalder eller faren for en ny verdenskrig. Og selvom det for de fleste på dette tidspunkt er utænkeligt, så…[manglende lyd] ….medmindre vi på relativt kort sigt lykkes med at erstatte det håbløst bankerotte finanssystem med et New Bretton Woods-system, nøjagtigt som oprindeligt tilsigtet af Franklin D. Roosevelt, det vil sige skabe et kraftigt instrument til at overvinde underudviklingen i den såkaldte udviklingssektor.

 Jeg ved ikke, om I hørte, hvad jeg sagde før, fordi der var nogle tekniske problemer, men jeg sagde, at selvom de fleste ikke kan forestille sig at det kan forekomme, så truer verdens nuværende orientering mod stadig flere konflikter, både internt i mange stater i verden, men også på et strategisk niveau, med at eskalere til en stor ny verdenskrig, en tredje verdenskrig, som på grund af eksistensen af termonukleare våben ville betyde udryddelse af den menneskelige art; det ”store drab”, omend det er ment på en lidt anden måde end vi netop hørte Lyn på dette videoklip.

 Selvom det er helt forbløffende, hvor mange vildledte mennesker der stadig mener, at COVID-19-pandemien enten ikke er værre end influenza, eller blot er en konspirationsteori af Bill Gates, er det langt mere sandsynlige perspektiv desværre, hvad epidemiolog Dr. Michael Osterholm har sagt: at vi stadig har en utrolig lang vej foran os. Indtil nu er 10 millioner mennesker blevet inficeret, en halv million er døde af COVID-19, og vi har stadig ikke nået toppen af den første bølge. De så godt som ikke-eksisterende sundhedssystemer i mange udviklingslande er allerede håbløst overbelastede. Pandemien har hensynsløst afsløret det faktum, at det neoliberale økonomiske system ikke kun afhænger af billig produktion i den såkaldte Tredje Verden, men har skabt slavelignende arbejdsbetingelser selv i USA og Europa, som det kan ses af udbruddet af virusset på de mange slagterier i Europa og USA.

 Den økonomiske nedlukning har sat fokus på skrøbeligheden i det der kaldes ”globalisering”. I USA forsvandt ca. 40 millioner job på tre måneder; på utrolig vis pumpede centralbankerne over 20 billioner dollars ind i det finansielle system, og forskellige regeringsstøtteprogrammer kunne dårligt nok dække de tidsindstillede bomber, der stadig tikker indtil udløbet af de kortvarige arbejdsprogrammer. IMF forventer i øjeblikket, at den globale produktion vil falde med 4,9% i år, og kun Kina forventes at have en stigning i produktionen på 2%, hvilket naturligvis er meget mindre end det plejer at være, men ikke desto mindre er voksende. Sektorer som flytrafik, forplejning, turisme, bilindustrien, har lidt store fald, nogle af dem på lang sigt, men også et stort antal mellemstore virksomheder frygter, at de ikke vil overleve en anden bølge og en anden økonomisk nedlukning. Resultatet ville være en enorm stigning i arbejdsløshed, fattigdom og prisdeflation, mens centralbankernes likviditetspumpe samtidig skaber hyperinflationsbobler. Redninger af store systemiske virksomheder og banker såvel som politisk eksplosive redningspakker vil være yderligere desperate muligheder for regeringer at gennemføre, men vil ikke kunne forhindre et sammenbrud af det globale finanssystem. Et styrt ned i kaos og anarki ville følge.

 I mellemtiden ville en fortsættelse af den nuværende politik ikke alene føre til øgede dødsfald som følge af pandemien, men vil absolut ikke gøre noget for at imødegå sultkatastrofen, som David Beasley fra Verdens Fødevareprogram advarer om snart vil tage livet af 300.000 mennesker om dagen.

 Dem der muligvis mente, at en mørk tidsalder kunne udelukkes i vores moderne tid, befinder sig i et realitetschok. Og sidst, men ikke mindst, den hedonisme, der udøves af demonstranter, der forveksler frihedsprivilegier med frihed, minder om flagellanterne og beskrivelserne fra det 14. århundrede, som de er fremstillet i Boccaccios skrifter og Brueghels malerier.

 På denne baggrund kan det forventes, at forsøgene – der oprindeligt blev anstiftet af de britiske hemmelige tjenester – på at fjerne præsident Donald Trump fra embedet ved et kup, rigsretssag eller mord – sådan var overskriften på den britiske publikation The Spectator, den 21. januar 2017 – eller ved et ”Maidan”-kup, som præsident Putin advarede om i 2016 – disse vil blive intensiveret. Iscenesættelsen af forargelsen som følge af mordet på George Floyd, foretaget af voldelige grupper finansieret af George Soros, er en del af denne kampagne. Årsagen til den ubarmhjertige fjendtlighed fra det neoliberale etablissement og de etablerede medier på begge sider af Atlanterhavet mod Trumps efter hans, for dem, uventede valgsejr, var, og er stadig, den intention han udtrykte i begyndelsen af sin valgperiode om at etablere gode forbindelser med Rusland og et godt forhold til Kina. Og selvfølgelig Trumps løfter om at afslutte sin forgængeres ”uendelige krige” og at bringe amerikanske tropper hjem.

 Hvad der derefter fulgte, var en tre og et halvt års heksejagt mod Trump. Krigsråbet “Rusland, Rusland, Rusland”, baseret på årsager, for hvilke der ikke eksisterer skyggen af bevis, blev efterfulgt af et forsøg på en rigsretssag, atter efterfulgt af det ikke mindre ondsindede krigsråb “Kina, Kina, Kina”, skønt der er lige så lidt hold i anklagerne mod Kina, som der var i Russiagate.

 I løbet af alt dette var repræsentanterne for det neoliberale system ikke så meget som et øjeblik parate til at overveje, at det var de brutale konsekvenser af deres egen politik for størstedelen af befolkningen på verdensplan, der udløste den globale bølge af social protest, der inkluderer Brexit og Trumps sejr, såvel som masseprotester over hele verden fra Chile til de ‘gule veste’ i Frankrig. Men denne elite er aldrig interesseret i at opdage sandheden, kun i at kontrollere den officielle politiske fortælling i overensstemmelse med Pompeos princip, som han forklarede i sin tale i Texas: ”Jeg var CIA-direktør. Vi løj, snød, stjal … vi havde hele uddannelsesforløb i det”.

 NATO’s officielle fortælling om Ruslands angiveligt stigende aggressivitet, beskyldningerne om “med magt at drage grænser i Europa igen”, nævner naturligvis ikke de brudte løfter, der blev givet til Gorbatjov, om at NATO aldrig ville udvide sine grænser helt til Ruslands grænser, og den forudgående farve-revolution, der kan beskrives som en krigshandling, og til sidst kuppet i Kiev med den åbne støtte fra Victoria Nuland, der udløste folkeafstemningen på Krim som reaktion.

 Kinas ”forbrydelse” er ikke kun, at man har løftet 850 millioner af sine egne borgere ud af fattigdom, og ved hjælp af en økonomisk politik, der er baseret på videnskabelige og teknologiske fremskridt og en befolkning på 1,4 milliarder mennesker, er blevet den næst mægtigste økonomiske nation, og på visse teknologiske områder, såsom højhastigheds-jernbanesystemer, nuklear fusion, aspekter af rumforskning og 5G-telekommunikation, allerede den førende. Derudover er Kinas tilbud om samarbejde omkring Den nye Silkevej og Bælte- og Vejinitiativet den første reelle mulighed for udviklingslandene siden kolonialismens tid for at overvinde fattigdom og underudvikling ved at bygge infrastruktur.

 NATO’s reaktion på, at Kina genvinder sin rolle som en førende nation i verden, en rolle den spillede i mange århundreder af sin 5.000-årige historie, har været global ekspansion til Indo-Stillehavsregionen. Dette er det stof, som verdenskrige er gjort af. Og alligevel er det nøjagtigt den retning, som NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg, har angivet i sin oversigt for “NATO 2030”, som han netop præsenterede på en videokonference med Atlanterhavsrådet og den tyske Marshall-fond. Den tyske forsvarsminister, Annegret Kramp-Karrenbauer, deltog i et andet webinar sidste onsdag sammen med Anna Wieslander, direktør for Atlanterhavsrådet for Nordeuropa; Wieslander citerede under åbningen af begivenheden Lord Ismay, NATO’s første generalsekretær, der sagde, at formålet med NATO er “at holde russerne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede”. Men AKK (som hun kaldes) forstod tilsyneladende ikke engang fornærmelsen i disse bemærkninger. Det geopolitiske scenarie for et globaliseret NATO, der åbent er designet til at orkestrere NATO til det britiske imperiums formål, baseret på Det britiske Statssamfund, Commonwealth, og som også ville indfange EU til at spille denne rolle, og endelig ville spille Indien ud mod Kina, må afvises totalt af alle, der har interesse i at opretholde verdensfreden.

 Præsident Putin har netop i anledning af 75-årsdagen for afslutningen af 2. Verdenskrig skrevet en slående artikel om forhistorien til Anden Verdenskrig samt forløbet af denne krig, og opfordret alle nationer til at offentliggøre alle de indtil nu hemmeligholdte historiske dokumenter fra den tid, således at menneskeheden, ved at studere årsagerne til den hidtil største katastrofe i menneskehedens historie, kan lære lektien for at undgå en endnu større katastrofe i dag. Putin skriver i en meget personlig tone; han taler om lidelsen i sin egen familie, om den enorme betydning som den 22. juni har for den russiske befolkning, dagen hvor ”livet næsten går i stå”, og hvorfor den 9. maj, årsdagen for sejren i Den store patriotiske Krig, hvor 27 millioner russere mistede deres liv, er Ruslands vigtigste mærkedag. Men den indirekte besked er også, at lige som Sovjetunionen besejrede Hitlers Tyskland med en gigantisk indsats, vil det russiske folk aldrig overgive sig til fornyede trusler. Ligesom Napoleon gennem en lang forsvarslinje blev ført ind i den ugæstfri russiske vinter, og hans hær til sidst blev så godt som udslettet, muliggjorde evakueringen i 1941 af befolkningen og industrikapaciteten mod øst, at Sovjetunionen kunne overgå nazisternes militære produktion på kun halvandet år.

 Men også Versailles-diktatets kortsynethed, støtten til Hitler fra medlemmer af aristokratiet og etablissementet på begge sider af Atlanterhavet, og frem for alt München-aftalen, der i Rusland simpelthen kaldes ”München-forræderiet” eller ”München-sammensværgelsen”, betragtes som den egentlige udløser af Anden Verdenskrig. Fordi det var ved den lejlighed, at ikke alene eftergivenhedspolitikken for Hitler, men hvor også den fælles opdeling af byttet fandt sted, såvel som den iskolde geopolitiske beregning, at fokuseringen af Hitlers Tyskland mod øst uundgåeligt ville føre til at Tyskland og Sovjetunionen ville sønderrive hinanden.

 Hvad er ifølge Putin det vigtigste budskab til nutiden ved studiet af Anden Verdenskrig? At det vigtigste var undladelsen af at påtage sig opgaven med at skabe et kollektivt sikkerhedssystem, der kunne have forhindret denne krig! Putins artikel slutter med en presserende påmindelse om topmødet for statsoverhovederne for de fem faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, som han har foreslået siden januar, og som netop skulle tage fat på disse principper for, hvordan man opretholder verdensfred og overvinder den verdensomspændende økonomiske krise.

 Det vigtigste aspekt i denne forbindelse er, at dette format vil sætte USA, Rusland og Kina omkring samme bord for at forhandle de principper, der skal danne grundlaget for international politik, hvis menneskeheden skal undgå at udslette sig selv! Og i går sagde Emmanuel Macron efter en lang telefonsamtale mellem Putin og den franske præsident, at han går ind for et Europa fra Lissabon til Vladivostok, hvilket ikke alene åbner perspektivet for en integration af Den europæiske Union, Den eurasiske økonomiske Union, Bælte- og Vejinitiativet, men også etablering af en fælles sikkerhedsarkitektur baseret på fælles økonomiske interesser.

 Hvis vi imidlertid skal imødegå de enorme udfordringer fra pandemien, den globale økonomiske krise og de dybe sociale chok, der i mange af verdens lande har ødelagt store dele af befolkningernes tillid til deres institutioner, er yderligere skridt nødvendige. Det er klart, at samarbejde mellem USA og Kina, som de to største økonomier, er uundværligt. Selv hvis dette i øjeblikket ser ud til at være en uovervindelig hindring, må det ekstremt anspændte forhold mellem USA og Kina erstattes af et samarbejde om menneskehedens fælles mål.

 Hvem, om ikke regeringerne i de stærkeste økonomier, de lande med den største befolkning og det største militære potentiale, skulle løse problemerne? Denne verdens ‘Boltons’ må fjernes fra disse regeringer og erstattes af ansvarlige mennesker, der er i stand til, i de kulturelle faser i deres respektive kulturer, at finde udgangspunkterne for samarbejde på et højere niveau. Benjamin Franklins beundring for den konfutsianske filosofi og Sun Yat-sens orientering imod den amerikanske republiks idealer er bedre rettesnore end Gene Sharps “Hvordan man starter en Revolution” eller Samuel Huntingtons forskellige skriblerier.

 Man skal definere et plan, hvorpå løsningerne på disse ganske forskellige problemer bliver synlige. Der er en filosof, født i det 15. århundrede, kendt i Rusland som Nikolai Kusansky, Nicolaus Cusanus, der udviklede netop denne tænkemåde: modsætningernes sammenfald, ‘coincidentia oppositorum’. Dette begreb udtrykker den grundlæggende kvalitet af menneskelig kreativitet, der gang på gang, og på stadig mere udviklede niveauer, er i stand til at finde løsninger på et højere plan, hvorved de konflikter, der er opstået på de lavere niveauer, opløses.

 Dette kan kun være den umiddelbare iværksættelse af et kreditsystem, der tilvejebringer den globale økonomi kredit til industrialisering, og dermed reel udvikling af alle nationer på denne planet. Hele min afdøde mand, Lyndon LaRouches, livsværk, blev primært viet til at nå dette mål; han udarbejdede sin første plan for industrialiseringen af Afrika i 1976, Oase-planen for industrialiseringen af Mellemøsten i 1975; derefter fulgte den 40-årige plan for Indien i samarbejde med Indira Gandhi, Operation Juárez, med den daværende mexicanske præsident, José López Portillo, for Latinamerika; en 50-årig udviklingsplan for Stillehavsområdet og derefter til sidst, efter Sovjetunionens sammenbrud, den ‘Eurasiske Landbro’, som en fredsplan for det 21. århundrede. Mange af disse projekter gennemføres i dag takket være Kinas nye Silkevej, og alle nationer i verden opfordres til at bidrage til denne ‘Verdens Landbro’! Dette er planen for oprettelsen af de 1,5 milliarder job, der er nødvendige i dag for at overvinde krisen! Det bør begynde med oprettelsen af et moderne sundhedssystem i hvert enkelt land for at bekæmpe de nuværende og fremtidige pandemier, hvilket ikke kun vil gavne fattige lande, men også de såkaldte udviklede lande, der kun kan undgå nye bølger af infektioner på den måde. De fleste lande har et stort antal arbejdsløse eller dårligt beskæftigede unge, der kan uddannes som medicinsk personale og indsættes til at opbygge sådanne sundhedscentre.

 Når millioner af mennesker er truet af sult, som Verdensfødevareprogrammet advarer om, hvorfor kan landmændene så ikke fordoble deres fødevareproduktion og få en ‘paritetspris’ (produktionspris –red.), der garanterer deres eksistens, tillige med hensyn til den forventede stigning i verdens befolkning til over 9 milliarder i 2050? Kan vi ikke betragte os selv som en enkelt menneskelig art og hjælpe med at opbygge menneskehedens fælles byggepladser med den samme solidaritet, som hele den kinesiske befolkning hjalp folket i Wuhan og provinsen Hubei? Er det ikke på tide, at vi stopper med at spilde billioner på militær oprustning, hvilket præsident Trump sagde, at han snart ville drøfte sammen med Putin og Xi Jinping, når vi kunne bruge disse ressourcer til at overvinde sult, sygdom og fattigdom og til at udvikle det kreative potentiale hos de nuværende og kommende generationer?

 Jeg tror det er på tide, at vi som en menneskehed, der står over for en hidtil uset katastrofe, tager det kvalitative skridt til at gøre det 21. århundrede til det første virkeligt menneskelige århundrede!

 Mange tak.

Panel 2: “Why a 1.5 Billion Productive Jobs Program Can End War, Famine, Poverty, and Disease”

DENNIS SPEED: Good afternoon. Welcome to the second panel of the Schiller Institute’s June 27th conference “Will Humanity Prosper or Perish? The Future Demands a ‘Four Power’ Summit Now!” This is the second panel of our conference and it is entitled “The World Needs 1.5 Billion New Productive Jobs To End War, Famine, Poverty and Disease.”

Our first panelist is Jacques Cheminade, President of Solidarité et Progrès in France. He’s speaking on “How Food Production Can Unite the World.”

JACQUES CHEMINADE: Good day. I’m very honored to be with you today, because of all you have done until now, and mainly because of what we all are going to do after this Schiller conference.

Food production unites the world: We are all conscious of the fact that the two first human rights to be upheld, are to be fed and to be kept in a good healthy condition, in order to contribute to the common good and the future of our societies. If we look at the world as it is we cannot but recognize that these two human rights are continuously and constantly violated and that the present policies of the main states and institutions, with a few remarkable exceptions, are leading us towards a world which is going to be much worse, if we allow it. We are set to become inhuman.

The question is therefore not to comment any more about what is happening or to complain, but to do something about it. That’s why we are here, to mobilize the best of our cultures and our nations to generate a world where the true creative powers of humanity will prosper, against all odds. It starts by food production which unites all people beyond and above cultural and language barriers. It seems commonplace to say such things, but the fact that we are morally and economically compelled to do so is precisely the sign of the inhuman condition in which we have been plunged, with the immediate threat that 100 million of our fellow human beings could die from hunger — 300,000 a day — while the farmers are trapped into a Malthusian world where they literally can’t breathe.

If we start from what humanity needs, taking into account the requirements for an adequate quantity and quality diet, sufficiency for everyone and the indispensable need to create food reserves, we must first double our food production. To produce 5 billion tons of grain, for example, means to more than double the present world harvest.

We hear in the Unites States “We American farmers can feed the world” and it’s true. We hear in Europe, “We European farmers can feed the world,” and it’s true. And we hear in the rest of the world, “We also can secure our food security and sovereignty,” and it’s true.

So what is happening? What’s happening, which makes this potential to not be actualized.

First, the whole world is ruled by the financial dictatorship of Wall Street and the City of London, which cannot care less for people and, in fact, openly promote world depopulation. Unable, in their own terms, to keep their power and to feed the world at the same time, they prefer to keep their power and envisage a world populated with less than 2 billion human beings. Their policy is to kill, either by murderous action, or by voluntary neglect. They let their ideologues openly front for it, under black or green colors.

Second, the outgrowths of this financial dictatorship, i.e., the food and farming cartels, dominate or control all the chains of transportation, distribution and sales in foodstuffs, including the property of vast domains of land.

Third, an anti-productivist ideology is promoted among the urban sectors of the service economy, dominant in numbers among Western countries, betting on both their ignorance of what a productive life is (they don’t even know what a productive life is!), and on their cultural pessimism, induced by the media and the entertainment sectors. There were no stocks of masks or tests in our Western states to deal with the coronavirus pandemic, just as there are almost no grain reserves today to deal with food shortages: the World Trade Organization and the cartels left it up to the marketplace. As a result, China has one-year grain stocks for its needs, Russia six months, the United States much less, and the European Union at best 45 days! Under its Green Deal, the European Commission has decided to cut by 50% the use of pesticides, by 20% the use of fertilizers and by 50% the use of anti-microbials for livestock and aquaculture. It expects to transform 25% of the land into organic bioproduction against 7.5% today. The point here is that, under the guise of caring for us, they obey their real financial masters and cut the means of production without providing any alternative to feed us and feed the world.

It’s criminal not to maintain food reserves. It is criminal to have brought farming prices below the cost of production. It is criminal to have pitted the producers of the world against each other, to lower the prices paid to them for the benefit of the worldwide cartels in grains, meat, seeds, seafood…. It is criminal, that in the poorest countries of the world, 70% of the production is allowed to be lost because there are no cold chains and too many rodents. It is criminal to compel those countries to pay more for the debt service to financial agencies than for building and maintaining hospitals or schools . It is, as Lyndon LaRouche repeatedly said, the model of the private British East India Company spread all over the world, controlling the chains of production, transportation and trade.

So this crisis should be the opportunity to recognize the absolute right to produce food and to get rid of the cartel monopoly system. This, of course, cannot be done as a thing in itself. It demands the shutdown of their source of money supply: the Wall Street and City of London rule, the British Empire. The criminal policies in the area of food and health, are, in that sense, for the people of the world the visible side of the oligarchy’s iceberg and our main weapon to fight the oligarchy. To show the peoples of the world that to fight for a new Glass-Steagall Act, a public credit policy, a National Bank, is not a technical question but a very concrete matter of life or death. The present financial system cannot be maintained through the rule of an unjust law and order, which has mutated into a system of chaos and disorder, based on an “everything bubble” which kills all the more as it inflates.

Therefore we have to come back and rethink about how we can inspire a strategy based on the Four Laws of Lyndon LaRouche, because they represent the architectural, unifying body for a change. To put it more concretely, the only possible exit door from the present fire.

As I am in Western Europe, I feel obliged to tell you how something which had a good start, failed because its environment was not shaped by a coherent principle corresponding to the Four Laws of Lyndon LaRouche: I am talking about the European Common Agricultural Policy, launched on July 30, 1962. It was based on four goals: increasing productivity; securing a fair living standard for food producers; establishing a sort of parity price including reinvestment; securing the food supplies and a reasonable price for consumers. It worked for about 30 years, based on a self-sufficient single market, with a productive priority connected to industrial progress (modern tractors, fertilizers, pesticides…), plus financial solidarity and a European preference. The financial aid and support were given in the form of a minimum price guaranteed to the producer, called “indirect aid.” As a result, the Common Market members, as it was called in those days, became self-sufficient and Western Europe grew to be the second world exporter of foodstuffs. The farms grew moderately in size, and the whole agricultural sector underwent a period of relative prosperity, despite its in depth and fast transformation.

Today, we have all the European farmers desperately protesting, hostages to the banks and living on subsidies, having become indebted, working hard and gaining very little, with their sons and daughters abandoning their farms to go to the cities. What happened?

First, under the pressure of the global financial deregulation, the Common Agricultural Policy was changed in the 1990s, the same period characterized by de-industrialization, banking rule and deregulation, mainly in France, but also in all Western Europe. The indirect aid based on price guarantees disappeared and were replaced by so-called direct aid, proportional to the surface of the farms. This was done under the pressure of the World Trade Organization with the pretext of avoiding “price distortions.” As a result, within a context of falling purchasing power of foodstuffs, the aid, decoupled from production, went mainly to the big landowners such as the Queen of England, the Prince of Monaco and the Duke of Kent. The small and medium-sized farmers were strangled through price decreases and the fall of aid. Their only option was either to leave or to be further strangled by the banks, including the farmers’ bank, the Crédit Agricole, which became a bank like all the others and even worse to its old clients! The European Union budget for agriculture was reduced in purchasing power and has decreased in percentage of the total EU budget. Add to that the vulnerability of all producers to the system of floating exchange rates, the middle-sized or small ones sinking and the big ones becoming more like “experts” of the Chicago market than real farmers!

Today, the main talk is to replace the “direct” aid based on farm surfaces, by “environment and climate aid,” of which only the very big ones can benefit. This is a policy of desertification and agricultural depopulation within a context of a green world depopulation. Within this system, there are a few Scotch tape measures proposed, which are maybe relatively helpful but not of a nature to change the situation. For example, it is proposed that the distribution of aid be based not on the surface of farms, but on the number of persons active in them. Others call for stocks of food security against the instability of the markets, fair prices and measures to fight against world hunger. Good intentions, but nothing tackling the depth of the challenge.

Our commitment is precisely to do that, to go to the roots of the problem. The Common Agricultural Policy failed because it did not deal with its global environment. Same thing for parity prices in the United States. You cannot do it within a system which creates all the conditions to go in the opposite direction. Besides, even in its best years, the Common Agricultural Policy was mainly defensive, in French terms, a kind of a Maginot Line doomed to fail under flanking attacks or attacks from above. And whereas it temporarily solved the food crisis within Western Europe, it did nothing to organize markets and food stocks at the needed level of an alliance of world nations of world population.

Clearly, we have now with the Four Laws of Lyndon LaRouche, not as mantra, but as a roadmap for the fight, the means to break with the existing rules of the game, which was not done under the Common Agricultural Policy. But for that we need to inspire and put pressure on the peoples of the world so that they pressure their governments, as was said in the preceding panel. That is for each of us an issue of life or death. And it can only win with a winner mind, with a tenacious commitment renewed every morning.

For that reason, let me tell you about two things, as a conclusion.

First on the way through which we can inspire. There are LaRouche’s Four Laws as a reference to explore, facing their numerous challenges for real, in the existing world. There is their application in our recent two programs: Build a global health system now! LaRouche’s “Apollo mission” to defeat the global pandemic crisis, and I would add “and beyond” the global pandemic crisis, and LaRouche’s Plan to reopen the U.S. economy: the world needs 1.5 billion new, productive jobs. It is only through this anti-parochial organizing, based on a dynamic development, that we can inspire people who are today so submerged by information and permanently thrown into situations leading them to emotional cop-outs as we see on both sides of the Atlantic. It is through our personal example, based on a tenacious directionality every single day of our lives, that we can lead them to become free organizers.

Second, I would like to give you an example of that, directly linked to our subject matter: It is that of the Maisons Familiales Rurales (Rural Family Houses), a project created by Abbot Granereau, a French countryside priest who introduced a new way of learning in the rural areas of France and beyond. There are now 432 of these MFR rural houses in Europe, 112 in Latin America, 118 in Africa (Mauritania, Democratic Republic of Congo, Guinea…) and in the Indian Ocean and a few in Asia. In France this education is run in association with the state and the local governments, but with absolute emphasis put on the involvement of the families.

Abbot Granereau was the son of a peasant family, who at a very early age questioned both the Napoleonic, pyramidal organizing of the French education system and the fact that the public education system led the best sons of the farmers to quit farming, leave the countryside and often break with their traditionally-oriented families. He decided to solve the problem by launching a new system of his own, that the families could afford and that he called on “Our Lady of the Social Revolution” for inspiration. His idea was to have the high-school age students reside one week every month at an educational home for professional training, which he provided; he went around, buying places to have the students spend a week there, which he provided, not far from their homes and run jointly with the families and later with the teachers. The program ran from November to April, so that the parents could have their children the rest of the time to work at the farm. The education was to be paid by the parents and the status of the students was one of apprenticeship. During the three other weeks of the month, the students were provided with two hours of homework every day. The key to its success was the associative responsibility of the families family integration, and also the students educating their families; this concept of family integration which would be very useful today; the respect of the individual personality of every student, not as units but as persons; and the promotion of actions of social development: visits to farms, producing modern tools, tractors or fertilizers.

Granereau started in 1935 with three farmers, committed to support his project and four apprentices. And he managed in about 30 years to change the fate of the rural world and avoid, at the time, its debasement.

The secret behind his method was to be very rigorous and at the same time to make the students responsible. For every activity one of them was appointed to be responsible for all the others. His commitment was to give to all a good level of education, giving back their dignity to his brother farmers, a knowledge of the new methods of production within an education for their souls. For him, a good farmer had to be what he called “a scientist of the land.” When enough pupils and students came, he separated the functions of teaching, under a good and committed teacher from the Purpan high-level school of agriculture in Toulouse, from those of guidance, which was his full-time responsibility. Granereau wanted to create “peasant leaders” to enter the coming new world with Christian principles. He invented “in his way,” an active method based on exploration, cooperation, participation and mutual trust. He himself did change during all his life: he created a section for young women and girls, then organized a mixed-gender school, carefully promoting a mutual respect of the two sexes; and finally opened up his schools to all families, understanding that the notion of family and mutual respect was key and above religious affiliations. A lot of people were shocked, but he was delighted.

I am convinced that such an approach, based on the respect of every individual mind and the service to the other, should be thoughtfully considered as an inspiration to our methods of teaching today, those against which Lyndon LaRouche has so often polemicized. Not to copy it as such, of course, but to follow its spirit of exploration and creativity. In the countries with a longstanding family farming culture, like in Africa, it would be a model to ensure the transition of agricultural labor, as it has been in France.

The case of Granereau is also a good reference for how to change things. We should ourselves think much more about what Lyndon LaRouche did at the beginning: gathering a few persons in a pilot project addressing not academic questions but, from top down, the key challenges of our times, and sending memos and launching debates all the time. Then you have the best kind of excitement of actually discussing and enriching a program, all the time, and even the higher excitement to make it exist. Let’s do it.

Thank you.

SPEED: Thank you, Jacques.

We’re now going to hear from Diogène Senny, the founder of the Pan-African League — UMOJA. He is a Professor of International Intercultural Management, specialist in economic intelligence and international economic relations, Founder of the African School of Management (EAM) in Congo.

He’s speaking on the topic, “Prosper or Perish: An Introduction to the Geopolitics of Hunger and Poverty”

DIOGÈNE SENNY: Dear Speakers, Dear Participants, Dear Guests, First of all, I would like to express my gratitude to the Schiller Institute for having associated me with this discussion at this very special time.

I. Introduction

Ladies and Gentlemen, far from the one-off event, the circumstances in which this conference takes place make of it an Historical Moment, because the enormous health, economic and social consequences connected to COVID-19, are like “Challenges” and “Confrontations” launched against societies and men in the sense of the British historian, Arnold Toynbee.

For once, we are going to connect the issues of Hunger, Poverty and Health with History; not only in a memorial function, but also and above all to view history as the most powerful manifestation of social energy and the will of man to survive.

STORICISMO, in other words Historicism, as the Italians would say, is the act by which one creates one’s own action, one’s own thought, one’s own poetry by moving from the present consciousness of the past. We know that at least 13 billion people, twice the world’s population today, could be fed by the world’s agriculture. Therefore, the destruction of tens of millions of women, men and children by hunger is unworthy of such a rich century! Can we seriously consider alternatives to Hunger, Poverty and Health while maintaining a historical amnesia on matters of the economic and social rights of peoples?

II. Fight against Amnesia

Ladies and Gentlemen, who remembers that a third of the civilian and military deaths of the Second World War were due to malnutrition, tuberculosis and anemia? Who remembers the heaps of coffins have piled up in the churches of Amsterdam, Rotterdam, The Hague because of hunger? And especially in Poland and Norway, the fact that some families survived by eating rats and bark of trees? 1947, two years after this appalling reality, who recalls still this attack by the ambassador of Great Britain, while working with the Commission responsible for drawing up the Universal Declaration of Human Rights, I quote: “We want free men, not well-fed slaves!” End of quote. Who recalls the direct response of his Ukrainian counterpart, I quote: “Even free men can starve to death,” end of quote? This exchange illustrates the beginning of a new geopolitical order, that is to say, the Cold War, and the defeat of the recognition of economic and social rights in the Universal Declaration of Human Rights of December 10, 1948.

However, how to believe that the civil and political rights can be effective, without the economic and social rights? It took 45 years, almost half a century, in June 1993 for the UN to adopt a new Declaration in Vienna, making all rights (civic, political, economic, social and cultural) indivisible and interdependent. Alas, what wasted time !

III. The Disappointments of the End of the Cold War

Ladies and Gentlemen, The hope raised by the end of the cold war in terms of economic and social rights was very quickly lost because of the fact that the planetary power of transcontinental agro-industrial companies and Hedge Funds, these funds that speculate on food prices, arable land, seeds, fertilizers, credits, etc., is significantly higher than that of states. Hunger is not inevitable, it comes from organized crime. 90% of peasants in the south, in the 21st century, only have the following working tools: hoe, machete and scythe. FAO reports in the 2010s indicate that 500 million farmers in the South have no access to selected seeds, mineral fertilizers, or manure, and do not own animals. The overwhelming majority of farmers in India, Peru, Burkina Faso, Niger, Ecuador, etc. have no irrigation system. How can you be surprised then that 1 hectare of cereals gives about 700 kilograms to Africans, against 10,000 kilograms for the same space for their colleagues from the Gironde in France. As we have already said, Hunger is not inevitable. It is the result of the will of a few. And it is by the determination of men that she will be defeated.

Some examples to illustrate predation situations by multinationals of the agro-industry in Africa:

In Cameroon: In 2006, we remember the admirable struggle lead by the Development Committee of the N’do region, which brought together farmers’ unions and civil society in the fight against the grabbing of 11,000 arable lands by SOSUCAM (Société Sucrière du Cameroun) , authorized by the Cameroonian government. It should be noted that SOSUCAM is the property of Alexandre Vilgrain, a French industrialist and that this company had already acquired 10,000 hectares in Cameroon in 1965. Here, the colonial continuum is still in full swing in the economic field.

In Senegal: Here it was the Great Senegalese estates (GDS), belonging to French, Spanish, Moroccan, etc. financial groups which acquired tens of thousands of arable land in Saint-Louis, depriving the peasants of necessary spaces for basic crops. As in Cameroon, the farmers of Walo reduced to modest harvests on only 1 hectare of rice, organize themselves to resist with much dignity. In Nigeria, Benin and Mali: International hedge funds also rely on local oligarchs to organize land grabs.

This is how the wealthy merchants of Sokoto and Kano got hold of tens of thousands of hectares of food land.

In Benin, it is the political and economic barons who accumulate hectares, voluntarily left fallow, while waiting to resell them for a higher price instead of investing in the region of Zou, the former breadbasket of Benin’s Wheat.

Finally, we note the same trading mechanism in Mali where wealthy businessmen from Bamako are used to acquire arable land at low prices for resale at gold prices to Saudi princes or Hedge New York Funds.

In Conclusion

Ladies and Gentlemen, The ruin of the economy and the disasters that are looming following the coronavirus pandemic are part of what is known as Cyclical Hunger. Its peculiarity lies in the suddenness and unpredictability of the highly visible damage generated. Its spectacular nature should not blind us to these real causes. However, what has been described throughout this intervention is structural hunger. Structural hunger has root causes. It is permanent and unspectacular, psychically and physically destroying millions of human beings. Structural Hunger exposes millions of malnourished mothers to give birth to deficient children.

Ladies and Gentlemen, We will precede the alternative presented by this conference “Prosper or Perish,” by the word Unity. Because, for us pan-Africanists, the question of Hunger is less about Food Security than Food Sovereignty. Only Political Unity will give us the weapons necessary to protect the immense resource of arable land all over the African continent. It is at this price that Food Sovereignty will be guaranteed to all Africans!

Umoja Ni Nguvu, Thank you.

SPEED: Thank you very much, particularly for that idea about food sovereignty. So people just know, we were listening to a translation from French.

We’re going next to Walter Formento, Director, Center for Political and Economic Research, Argentina. His topic is, “South America on the New Multipolar Road.”

WALTER FORMENTO: Good Afternoon: My name is Walter Formento. I’m the director of the Center for Political and Economic Research (CIEPE), and also a member of the Latin American Social Sciences Network, which is involved in all five continents.

It means a lot to us to be part of this conference, and we hope we can contribute to the dialogue that is beginning here.

In terms of the development and contributions of the New Silk Road and the World Land-Bridge which connects us all, we believe that South America—extending from Mexico to Argentina-Brazil, going through Colombia-Venezuela, Peru-Bolivia and Paraguay—has in its Hispano-American and South American history, a real and concrete accumulation of capabilities for building sovereignty, strategic industries, science and technology—both to contribute and to receive. This stems from each one of these nations individually and then, from an organized pluri-national, South American community, based on their common Hispano-American origins, but even more specifically, on the 2001-2015 period based on UNASUR (the Union of South American Nations), and CELAC (the Community of Latin American and Caribbean States).

Looking first from Argentina: This South American nation launched the development of its strategic industries from the very moment of its battle against the British invasions of 1805-1807. At the beginning of the 20th century, the process continued with the development of its oil-related energy industries and hydroelectric projects, always interacting with the international context and receiving feedback from that framework.

From the Great Depression which was caused by the systemic crisis of 1929-1944, Argentina, together with Chile and Brazil—the ABC Alliance—deepened the process of sovereign development, strengthening their rail, maritime and river transportation as well as automobile and aircraft industries, which then became the basis for the development of their aerospace and submarine industries. While these industries maintained international ties, they always collaborated with each other, which allowed for their own joint scientific and technological development, This was once again a function of an international context favorable to South America, and particularly to Argentina, Brazil and Chile.

In the Argentine case, beginning in 1946, this positive process led to the creation, between 1963 and 1991, of a state-run, public-private industrial, technological and scientific matrix, in which 80% of the goods and services and parts required for national development were produced in our internal market. This also consolidated a social reality in which 90% of the labor forcé was formally employed, with a strong university-educated, technical-professional component, and in which the unemployed labor force was also formally recognized as well. So, from the standpoint of values, this was an integrated and committed social reality.

That is why South America (or Hispano-America), based on its own experience, recognizes the importance of developing a national strategic-industrial-technological complex, but also a South American community of nations as well.

The war and defeat which the London and New York-based Anglo-Dutch oligarchy imposed on Argentina and on South America, and did so with a vengeance, beginning with the 1976 coup d’état in Argentina, followed by the 1982-1991 Malvinas War period, put an end to this virtuous cycle and launched a cycle of decadence enforced by global financial neoliberalism.

Thus today, when we reflect on the New Silk Road and new multipolar financial system, and in that context the World Land-Bridge and its empowering the productive abilities of humanity and nature, including the Dialogue of Civilizations, we see this as auspicious and hopeful. We are called on to commit ourselves, to contribute to and transmit those initiatives promoting aerospace, transportation and new energy technologies.

In some ways, we’re already part of this. There’s the [bioceanic] rail transportation corridor from Brazil, traversing Bolivia and ending in Peru. We’re also involved in the modernization of a rail line, which extends from Buenos Aires (with its factories and workshops for maintenance of machinery and railroad cars), from the province of Santa Fe to Córdoba, Chaco, Salta and Jujuy in the north, then connecting to the main trunk line. In a joint effort, with Russia supplying components and new technologies together with Argentina, we are building a modern new railroad system capable of developing this area even further. We are also developing nuclear reactors, using Chinese and Argentine technology, as well as new hydroelectric projects in the southern Patagonia, close to Antarctica and the islands of the South Atlantic, with their natural interoceanic route that connects the three great oceans: the Indian, Pacific and Atlantic.

After 2008-2010, into 2014, the financial crisis of 2008-2009 again paralyzed the world, which revolved around speculative financial earnings.

But today there is another world, the multipolar world seen in the World Land-Bridge, the world of the New Silk Road, committed to interacting with all continents, and with all nations for a peaceful, harmonious development integrated into a new reality for all humanity—and for nature. We are a committed part of this process; we see ourselves as committed—in thought, in practice and in action—committed through our entire history.

This is our first contribution to these conferences you have been holding, and connecting us to the five continents and with the actors who are the great historical power— in this new commitment to humanity and nature in terms of social and integral inclusion.

I send you a warm abrazo and hope to be able to contribute further to answer any questions you may have. Thank you.

SPEED: Thank you very much, Dr. Formento.

We have gone from Europe, to Africa, to South America, and now we go to the Caribbean. Dr. Kirk Meighoo, political economist, broadcaster, and former Senator, Trinidad and Tobago: “The Caribbean’s True Importance in the Making and Re-Making of the Modern Global Economy”

KIRK MEIGHOO: Hi. My name is Dr. Kirk Meighoo, I’m a political economist, broadcaster, and former Senator from Trinidad and Tobago in the Caribbean. It’s a real pleasure to be here, to be part of this conference, with the Schiller Institute and I thank the organizers for inviting me.

I’ve been friendly with the LaRouche movement and the Schiller Institute for a number of years now. There are so many things that we share in common, and there’s a lot of projects that I want us to collaborate on, and this certainly is one them.

Now, I’m also a member of the official opposition party. We do have an election coming up this year, and we hope to take government. The platform, the manifesto of our party — and this is from before the COVID crisis — was to create 50,000 new jobs in the economy. And in our small economy, we have 1.3 million people in our island, and the labor force is about 650,000, so 50,000 was a big number. However, with the COVID-19 lockdowns and what it’s done to our economies and the whole global economy, we need to increase that number, at least to 150,000 and by combining it with this program from the LaRouche movement for 1.5 billion productive jobs around the world, there is an incredible synergy that we must take advantage of.

Now, one of the things that I’m always concerned about, is that we small states in the Caribbean, we are actually one of the bigger islands, with over a million population; like Jamaica has 2 million, a little over 2; many of the other islands are much, much smaller; there’s a tendency for us to be overlooked, for us to be forgotten in such schemes, and that is part of our lack of development here. But it is not just a matter of a lack of development, it’s also the type of development we’ve been undergoing.

I’m also part of a tradition of intellectuals here, started in the 1960s, soon after our formal independence, called the “New World Group.” And it’s incredible, the overlap with the LaRouche movement in terms of our analysis and our goals and our solutions. I have always found that to be an amazing thing, and it’s just another illustration on how the truth is one, and we can all arrive at the same truth from our very different points in time, space, and circumstance, and this is certainly one of those instances.

For the Caribbean, the point I’m making about the inclusion of the Caribbean in this global program that the Schiller Institute and the LaRouche movement is proposing, is not just a matter of charity. Because what the LaRouche movement is proposing is an end to the trans-Atlantic system, what might traditionally be called “imperialism,” to the imperial system, to the post-Columbus system, if you want to put it in those terms, and that is precisely what we have been calling for, for decades ourselves. Because, you see, the Caribbean has a special place in this 500-year modern world economic system, that we need to understand, because our participation in it was central. The Caribbean was where the modern world began: It’s where Columbus came in this voyage, it’s where the first global production of sugar, rum, alcohol, etc., which enriched New York, Boston, the East Coast of the United States, fed into the industrial revolution. The organizing of these huge plantations in the Caribbean was a forerunner to industrial capitalism in Europe, and our great intellectuals, such as Dr. Eric Williams, our first Prime Minister spoke about that in his seminal book from 1944, Capitalism and Slavery.

So, we’ve had a long experience, analyzing this, our own experiences. Because we represent the dark side of this modernity. Of course, modernity has brought a lot of good to the world. But in the Caribbean, this type of economy now has become, let’s say since the 1980s and ’90s, the neo-liberal system, but it really starts from the system of slavery in the Caribbean. Because, think about it: These economies were founded on slave labor, which is imported farm labor at cheap or free cost. It decimated local economies. We made nothing for ourselves here. Everything was around sugar production, mainly; sometimes some other people had other crops, but whatever the early English colonists had here for their own self-development — tobacco, food crops, etc.—local settlements, colonies in the true sense of the word, where you’re making your own settlement elsewhere — part of this imperial system that the Caribbean was central to, and this global sugar production, the triangular trade where we were central — this is actually what’s going on in the rest of the world. Because when they established it here, they had to gut out the independent farmers; they had to buy out all the independent landowners, so that the big sugar interests could own all the land, control all the production, in a global system of raw-materials export, where the value added would be done elsewhere, and you break up the whole chain of production.

What did that mean? That meant no manufacturing here. What did that mean? That meant that we were connected to the metropole, rather than to ourselves. So, for example, it’s easier for us in Trinidad to go to New York, and it’s cheaper for us to fly there, than it is to a neighboring island, like Curaçao, or even Antigua, or St. Kitts. Because our communications and infrastructure were always to the metropole. We did not have an internal economy with manufacturing: We did not make our own clothes, we did not make our own food, we did not make our own basic commodities and services for survival. They were all imported. We were a pure import/export economy and we remain so, whether it be in tourism or offshore banking, or oil and gas, like we have in Trinidad and Tobago.

So we’re been struggling with this issue and problem for a very long time. We have some great insight into it, which we can offer the world. And what we see is that this same process is happening around the world, to other countries. So it’s as if they took this early model, pioneered in the Caribbean, which produced tremendous inequality, tremendous misery, tremendous underdevelopment, this is what the trans-Atlantic system is projecting to every country in the world.

Now, solving the problems here will help us solve the problems for the rest of the world. This is where it started. We pose some challenges because of our size, but there are also some opportunities. Our small societies in the Caribbean are like the small city-states of ancient Greece, where Plato and Aristotle and the great philosophers flourished. It’s like the Florentine city-states: These places were 40,000 people at their maximum population. We live in human-scale societies, and these massive, mega-cities which are part of the whole trans-Atlantic system, mainly financial centers processing these huge, global, faceless corporations, those are inhuman environments. And I think it is not coincidental, that much of the violence that we’re seeing in the world is happening in these big cities, where there’s so much anomy, so much alienation, and a lack of humanity, of the face-to-face societies that we have here in the Caribbean, that have produced such amazing creativity, such amazing thinkers, like V.S. Naipaul, like Sir Arthur Lewis, like Derek Walcott, like C.L.R. James, from such tiny, tiny, small islands.

So, this is a plea, a reminder, to think of how we can take our outlying territories, which seem like outliers are the world system, but were essential for the development of the modern world system, and I daresay, we can play an essential part in the remaking of that world system to a more humane, global system.

I want to thank you for the opportunity to make our presentation. I look forward to questions and to interacting with you and also partnering in the future.

Thanks very much.

[Editor’s note: For time reasons, the prerecorded remarks of Mark Sweazy, former UAW trade union leader, were unable to be aired in the panel. We include here his complete remarks, on “Returning the U.S. Work Force to a Culture of Scientific Progress.”]

MARK SWEAZY: Hello, and welcome! My name is Mark Sweazy. I’m the Past President of Local 969 in Columbus, Ohio of the United Auto Workers’ Union. I learned a lot about the Labor Department and how labor works in the United States. With the international union, I chaired for six years the meeting of the 21 Delphi [auto parts] plants in Detroit. When we come together obviously we discussed our problems and the future. What we saw was, the door was shut on our future. 17 of those 21 plants closed. It changed people’s lives forever and ever. I also learned that our history, that you’ve heard some about, teaches us that the struggles and the conflicts and the wars have consequences that become a negative and seldom produce a positive or good result. So, we faced these things over a period of time.

What we face today is the need to put people back to work, regardless of where you live or what you do. We need to get people gainfully employed in the workforce so that we can make better lives for the people themselves, better lives for their families, and better lives for the area in which they live. So, this is a worldwide situation; it’s not just one locale, or one area of a country. This is worldwide. I hope you understand that little bit of an entry, because it’s important. This affects each and every one of us. If we have pride, we want to restore — let’s say we want to restore a great workforce as infrastructure projects have produced in the past. We’re looking to put people back to work regardless of occupation. You can start one place, and transfer to another. There’s nothing that says in the workforce that you have to continue to do something that you’re not fond of, or you just don’t like that job. You can always retrain and become trained to do another job. So, keep that in mind also.

What rewards do we expect? Our rewards in life are in direct proportion as to what we contribute. So, if we contribute something to life itself, we’re going to see the rewards. That’s important to me, because there’s nothing more rewarding than seeing a person who enjoys what they’re doing, and the fact that what they’re doing is productive to our culture. There’s nothing worse than seeing people that don’t have opportunities. As I visited Mexico, Mexico City, Monterrey, what have you, 9 cities in Mexico, I saw people who were educated, become college graduates. But the opportunity to work was not there, and it broke my heart because I’d look into the eyes of these graduating classes, and I’m saying to them, “Are you happy?” And they’d look at me, and they’re questioning — why would I ask them are they happy? Well, there’s no opportunities to work in Mexico; it’s a darn shame. Very few. They’ve got taxicab drivers that should be an attorney. You’ve got taxicab drivers who could have been an engineer. You’ve got taxicab drivers that could’ve been a doctor. I can’t imagine that. In the country I come from, the United States obviously, I can’t imagine somebody going to school and having that type of training, but not having the opportunity to use that training.

So, this is an opportunity to get worldwide training. Not just in the labor fields, but completely through skilled trades, machine tool trades, tech center trades, the building trades — of course, that’s plumbing, pipe-fitting, welding. There’s no end to what this can offer. And how the unions will actually gain, and all the independents who work without unions will gain as well. But who will gain in the end? The communities and the families. The opportunity is there; we just got to look for it. We’ve got to honestly make it happen. This is not a project that’s going to last one year, six months, one or two years. We’re talking 10-20-year projects.

So, LaRouche organization has lined up projects all over the world. And of course, now Helga’s at the helm, and we have a good leader. We want to continue to carry on with that leadership and get people to work so we have viable jobs. People doing what they can for their own families, and possibly in a few years we’ll see these results. And everybody will benefit. The unions will benefit, the independents will benefit, everybody will benefit on that spectrum. It’s a great opportunity for those that need to be employed, and that’s anybody that’s graduating from a high school or tech school or what-have-you. But take it from there. We’ve got people 30, 40, 50 years old looking for jobs. Everybody knows that; it’s not a secret. And not only in this country. So, the benefits are greater than we’ll ever imagine, and what an opportunity we’ve got today to do it in.

Our world deserves today, tomorrow, and in the future, an immediate effort to develop this program, or this type of program. So, the opportunity is ours; the hard work is yet to happen, but it can be done. And that’s what I want everybody to understand. The work can be done. The infrastructure projects are in front of us. So, let’s pick up our shovels, push out our chairs, let’s get up and go back to work. I think we’ll not only enjoy a better life, but I think we’ll enjoy a better future for our nations, as we work together to solve some of these worldwide problems that can be solved through cooperation. To me, I think that’s the real answer that I would have, is worldwide cooperation. We need that today, more than ever. Working together, forming solidarity, and hoping that we can stay employed because of what took place. This program was the beginning. As we look back, we’ll say, “Well, I was part of that in the beginning.” That’s to me the most rewarding aspect that we could ever say for each of our nations today.

So, with that, I’m not going to hold you to your chairs and hope that you take heed to this, but I pray you will. Because it’s necessary and needed. I want to thank you, take care, and remember, the LaRouche organization is there for you. All you have to do is ask the question; they’ll get you an answer. Thank you. Mark Sweazy over and out.

SPEED: Thank you, also.

Now, we’re going to hear from Bob Baker, who’s the agricultural desk for Schiller Institute, and he’s going to be introducing the next video which is by Mike Callicrate.

BOB BAKER: Thank you, Dennis, and thank you Schiller Institute, Mrs. LaRouche, panelists and participants throughout the world.

Image 1. Coronavirus

Look at the state of farming and food in the world, and you see huge disruptions. Just one little microbe—the new corona virus, coming on top of the system already in breakdown, has led to terrible things.

There is a disaster in the meat industry. The mega-global, cartelized packing houses from Australia to Germany to the Americas, are in a breakdown crisis, as workers are sick and living in poor conditions. Masses of meat animals are stranded. And the farmers were hit hard as they’re forced to kill their own livestock.

IMAGE: 2, 3, 4 Doctors Without Borders, or a migrant worker

There is a disaster in fruits and vegetables. Thousands of workers, who travel between countries, and work in hard and poor conditions in fields and orchards, are sick, from California, to Spain and the Middle East. It’s so bad, Doctors Without Borders (Médecins Sans Frontières) went into Florida last month, to care for thousands of poor farmworkers who had nowhere to turn. In Canada, 60,000 such workers—one-half of them from Mexico—are getting hit, and with the sickness hitting so many Mexican workers in Canada, Mexico’s government suspended travel this week, until something can be worked out.

There is a disaster in the staff of life—wheat, corn, rice. It is—fortunately—not because of a bad crop failure somewhere, except for the locusts in Africa and South Asia, but because we are growing far too little grain. Period.

Lyndon LaRouche would say that the way to think of how much food the world needs, is to start from 24 bushels of total grains per person a year. What that would mean is, we should be having a world harvest of 5 billion tons of all kinds of grains together. Currently, the world is growing less than 3 billion tons. And that would mean enough for direct eating as bread, noodles, tortillas—whatever you like, and milk, meat, eggs and so on. Plus, another 25% for reserves, which now, because of the World Trade Organization, does not exist.

In Biblical terms, it’s seven lean years and seven fat years. We should have strategic storage reserves, we should have silos and warehouses all over the world, of grain, cheese, butter, sugar and other basics. Stockpiles in case of storms, epidemics, fires, locusts. We must double food production.

IMAGE 5: World Map of Hunger

Instead, we’ve had decades of what should be called a “famine policy.” The City of London/Wall Street circles have cartelized the farm-food chain so extremely, so they can “harvest money.” Yes: harvest money. They decide where and how anything is produced, and who gets to eat or not. They ripped off the farmers with below-cost of production prices and make record profits from the consumer by jacking up the retail price. And that is how you cause hunger for millions throughout the world.

IMAGE 6 & 7: June map of locust spread

No wonder we are vulnerable to locusts, and diseases. The locusts in South Asia and East Africa are now heading westward. By August they may reach Mauritania. This must be stopped. A fellow speaker today, from Kansas-Colorado area, will be talking more about the physical conditions connected with just “harvesting money” instead of food. And we will soon hear from the Mexican grain belt.

IMAGE 8, 9, 10: Astronaut farmer

How did we get this way? It is not because we had no alternatives.. We are in the age of the astronaut farmer. We can produce food for all. And it wasn’t like we were all given a pill to make us dumb—except that comes from the entertainment and news media: communication monopolies.

We are all played off against each other, and that must stop. Farmer vs. city people. Nation vs. nation. There is all the talk about “competition” in world food trade. And about having a “level playing field.” It’s all Bunk! It’s not a game. It’s not a playing field. It’s food. It’s the means to life! And farmers are on the streets again in Germany with tractorcades for the right to grow food!

In conclusion, I think of President Abraham Lincoln in the 1860s, when the whole United States nation was played off against each other. In fact, the British sent in forces to help bust up the new nation. Still, during Civil War and a great depression, in only a year, Lincoln and others implemented measures for science and hope. They created science-based farm colleges (the Land-Grant system), settle the entire Midwest with the Homestead Act, crossed the country with a new railroad and corridors of development, and issued a new credit called the Greenbacks.

In this same tradition, a hundred years later, with the help of the two fathers of the scientific Green Revolution, Henry Wallace and Norman Borlaug, a scientific Green Revolution spread from Mexico and the U.S. among international scientists, to make India food self-sufficient in 1974, and China self-sufficient in 1984. Let’s make the whole world self-sufficient in food! Let us begin with Africa right now on an emergency basis; and then, open up the universe!

Thank You.

I’d like to now take this opportunity to introduce Mike Callicrate, who is a board member of the Organization for Competitive Markets, a rancher, and a meat producer from the Kansas-Colorado area. His topic is “Food Unites People Around the Planet.”

MICHAEL CALLICRATE: I’m Mike Callicrate, I’m in Colorado Springs, Colorado. I have a company called Ranch Foods Direct. I also produce livestock on my operation in northwest Kansas, which I’ve done for the last 45 years. But my focus has really been to try to build an alternative food system to the industrial one that we have now.

When I’m asked the question, “Prosper or perish?” it makes me think of David Montgomery’s book Dirt. In his book, David Montgomery talks about the erosion of civilizations and the importance of soil. Without soil, we basically don’t have life. So, I’m going to kind of come at this question of “Will humanity prosperity or perish?” from that perspective, because I think soil is critical to our survival as human beings. The impoverishment and nourishment of a civilization is directly with the consolidation and industrialization of the food supply. Concentration of power and wealth is the greatest threat to any free society. Rather than creating new wealth from healthy soil, the current system is mining and destroying our land for the short-term benefit of a few global corporations. This is a photograph from northwest Kansas where I live. This photograph was taken in December 24, 2013, Christmas Eve. The dirt cloud extended 200 miles from Colorado Springs to the Kansas border. It was 12,500 feet high above sea level to the top; 4 miles across, moving at 50 miles per hour. This is soil; this is the blowing away, the destruction of civilization currently. Much of eastern Colorado’s topsoil is already gone. I fly back and forth between my rural community of St. Francis, Kansas and the urban center of Colorado Springs, where we market our meats that we produce. This is what you see across the eastern plains of Colorado, is the mining of these soils. The withering away of that topsoil. Previously, when it had fertility, it grew healthy plants that fed livestock, which in turn became food for human consumption.

We’re mining our water resources. HBO’s “Vice” did a documentary called “Meat Hook; End of Water” that talked about the global water supply being consumed and used up. This is another indication that humanity is going to perish if we don’t change our ways. We’re pumping the precious fossil water from the Ogallala Aquifer, just to name one of many around the world that is being pumped dry for the benefit of industrial agriculture. Again, an example of a mining operation.

We’re ravaging the environment; we’re building factory farms in low-lying areas. These low-lying areas on the East Coast of North Carolina, South Carolina, places where there’s a lot of rainfall. We’re locating these facilities in low-lying areas because it’s the cheap land. It’s also the place where the cheapest workforce resides. So, this is exploitation of the environment, of the workers. Think about being an animal in one of these facilities, inside one of these barns. Again, in Hurricane Florence, we flooded the factory farm facilities, and rather than let these animals out, they sort of learned their lesson. They kept the animals in the barn, where they starved and consumed one another before they died. This is the earlier Hurricane Floyd, where they let the animals out, and so we’ve got a total disregard of animals, which is another indication of a failing system in a failing society. St. Francis of Assisi said, “If you have men who will exclude any of God’s creatures from the shelter of compassion and pity, you will have men who will deal likewise with their fellow men.” Which is certainly what we’re seeing today.

“This global cartel, controlled food system rather than nourish the people who sustain it, consumes them. The result is a food system that concentrates money and power at the top, and poverty at the bottom, while compromising food access, quality, and safety in the process.” That’s a quote from Albert Krebs, Agribusiness Examiner.

With the help of the U.S. government, global gangsters have turned our agriculture into a massive agribusiness mining operation. Meet felons Wesley and Joesely Batista of JBS, who have been in prison, and have recently because they’re considered essential, been invited back to run the biggest meat company in the world — JBS. JBS is headquartered in Greeley, Colorado, and has been part of the four big meatpackers now under investigation for lowering prices to livestock producers at the same time they’re raising prices to consumers. These men should not be involved in anything to do with a critical industry, especially food; but our government allows them to operate.

Allan Savory I thought put it well. He said, “We have more to fear from USDA than any foreign power.” USDA refuses to enforce the Packers and Stockyard Act, which would have prevented the shared monopoly that the Batista brothers hold with Tyson, Cargill, and Marfrig (another Brazilian company). USDA makes life for small plants extremely difficult; making it impossible for them to operate, and giving the advantage to the biggest meat plants who have now failed us in this COVID-19 outbreak.

The industrial food system did fail the COVID-19 test. It has no resiliency. It has extracted, it does not create and build well, it extracts well. It destroys our very mechanisms that we create wealth from; that is, the soil. On the left, you see my store in Colorado Springs, on the same day — March 13, 2020 — on the right is the big box stores in Colorado Springs. Shelves were completely empty; no meat was available. Yet in my store on the left, which is about a 200-mile supply chain from St. Francis, Kansas to Colorado Springs, Colorado, you see full shelves. So far, our supply chain has held up well. We don’t stack employees on top of each other; we remain healthy in our operation.

So, let’s look at what I think we ought to be doing. I think we ought to be returning to a regenerative farming and ranching operation. One that’s made sustainable because it’s supported by consumers who care about the soil, who care about communities and people and the environment in general. So, I’ve set up what I call the Callicrate Cattle Company Regenerative Farming and Ranching concept, where basically it’s a circular economy, not a linear economy that extracts. It’s a circular economy that puts back into the soil, into the community, into the people. So, we start with the soil, and we return to the soil. Critical to this concept working is our ability to access a marketplace that demands what we produce.

“The soil is the great connector of lives; the source and destination of all. It is the healer and restorer and resurrector by which disease passes into health, age into youth, death into life. Without proper care for it, we can have no community, because without proper care for it, we can have no life” (Wendell Berry, The Unsettling of America: Culture and Agriculture).

Creating community around local food will be essential in supporting this new regenerative approach to agriculture and food systems, where family farmers, ranchers, and small businesses can prosper, and consumers can have access to safe, dependable, and healthy food. Thank you.

SPEED: Thank you. Our final presentation today is by Alicia Díaz Brown, of the Citizens Movement for Water, Sonora, Mexico. We’re going to play an excerpt of this, because of time constraints. Her presentation is,

“Let Us Return to the Best Moments of the U.S.-Mexico Relationship.”

ALICIA DÍAZ BROWN: Let’s turn to the best moments in the U.S.-Mexico relationship. We thank the Schiller Institute and its President Helga Zepp-LaRouche for kindly giving us the opportunity to participate in this international gathering, in which special importance is given to the problem of food production. In every civilizational crisis the threat of hunger, epidemics and war appears. That is why we agree with the title which headlines this meeting: Will humanity prosper, or perish?

My name is Alicia Díaz Brown and I live in the Yaqui Valley in the south of the state of Sonora in Mexico. I belong to a family of agricultural producers, pioneers in this valley, and I am a member of the Yaqui Agricultural Credit Union and of the Citizens Movement for Water.

For many years, I have been involved in the discussion of problems related to the production of basic grains; but in the last decade I’ve been more intensely involved, because the public policies in Mexico have grown in their disregard of the countryside, to the point of proposing to take water from this region to divert it towards activities which they consider more profitable monetarily, even though that means reducing the land under cultivation and with it the production of food. They don’t care about harming a region that produces 50% of the nation’s wheat production, as well as a significant percentage of its corn production.

I recently saw a photograph that captures a very evocative moment of historical intimacy and common purposes that Mexico and the United States shared in the noble task of producing food to relieve hunger in the world. The picture takes us back to the decade of the 1940s, and the photo shows the then Vice President of the United States Henry Wallace touring a wheat crop in the Texcoco region of Mexico, and receiving a technical explanation from Dr. Norman Borlaug. accompanied by Mexico’s Secretary of Agriculture and ex-President Lázaro Cárdenas. The government of President Ávila Camacho was just underway.

That was a time in which Mexico and the United States enjoyed governments with sufficient social strength to enforce the principle of the general welfare. Those efforts culminated with the Green Revolution, whose improvements in seed genetics made it possible for there to be substantial increases in yields per acre, principally of wheat and corn. The entire world benefited from this; the hunger of hundreds of millions of human beings was relieved for a time, and it turned out to be a fundamental experiment which demolished the Malthusian and anti-population theories which accept hunger and its aftermath of death as a matter of fate.

The Yaqui Valley in Sonora and the Texcoco region in the State of Mexico were experimental centers, in which Borlaug shared with Mexican researchers and producers his own research, his discoveries, but above all his human conviction that, with the systematic use of science, you can constantly maintain growth of production and combat the blights and fungus that damages plants. They proved that hunger is not an inexorable evil, but rather the result of twisted practices in economic and marketing criteria.

So Mexico and the United States share the prize that, at one point in history, we were able to relieve hunger in the world, because this knowledge was taken to India and to the countries most affected by hunger on the African continent.

But we lost that mission, and the production of food, as with other strategic areas of our economies, was trapped by the corporatization of the economy and by monetarist criteria, in which monetary profits comes first and foremost, and physical production is no longer a moral imperative, and instead becomes an optional element dominated by financial speculation. These policies took over at the beginning of the 1990s and they govern the free trade agreements among the United States, Canada and Mexico.

During the last 30 years, national grain production in Mexico has lacked a price policy which would guarantee the producer his capitalization. Parity prices were eliminated—they had been the cornerstone for the country to be able to achieve an important degree of self-sufficiency in wheat, corn, beans and rice. The state withdrew from the marketing process; the domestic market was abandoned; and national production passed into the hands of international corporations which monopolize world trade and speculate on grain prices on the Chicago Board of Trade

The result of all this is that Mexico has become an importer of basic grains. The current government talks about food self-sufficiency, but they confuse it with self-consumption, and they disperse resources to regions of the country that only consume what they produce, but which lack the ability to produce the food that the country needs. The regions with the greatest productive capabilities in wheat and corn have been left to the mercy of the big corporations that control the international markets, and they withdrew the compensatory support that allowed them to survive.

They try to make Mexican producers believe that these policies benefit North American producers. But at this meeting we see that authentic American producers are complaining about the same problems. If these policies are harming the producers of both countries, we should ask ourselves: Who are the big winners and predators under these rules of the game?

The big winners and predators are not engaged in producing food; they speculate with existing production. They control the prices on the Chicago Board of Trade, and they have turned the market into a dictatorial instrument. They are not interested in producing. Their preferred world is one of shortages and hunger. And what is sorrier still is that our governments have given in to those interests. In that way, the U.S. loses, Mexico loses, and the world loses.

When governments give in, we citizens have the moral and political duty to enforce the principle of the general welfare. At the beginning of my remarks, I referred to a photograph which bears witness to a historical moment of excellent relations between Mexico and the United States. For now, we do not have in our governments people of the moral stature and courage of those who were shown in that photograph.

For that very reason, I believe that now is the time for citizens to make their governments rise to the challenge. Let these meetings serve to begin to weave an alliance of Mexican and North American producers with the ability to exercise the required political and moral pressure on our governments, and in that way establish common goals in terms of how to increase food production; how to reestablish parity prices; how to increase yields per acre; how to build great infrastructure projects of a bi-national nature to manage increased quantities of water and power, which will allow us to significantly increase land under cultivation.

These are some of the tasks we have before us; but what is most urgent is to tell the world that we have initiated this relationship, that we are going to maintain it, and that we are going to resume the historical impetus of the best moments of the Mexico-U.S. relationship, to demand the required agreements among the world’s powers that are morally obligated to lift humanity out of the uncertainty in which the shocking economic crisis has placed us, with its inherent threats of pandemics, hunger and war.

Thank you very much.

Questions & Answers

SPEED: What we’re going to do now is bring our entire panel — everybody that’s live with us — up on screen. We’ve got one or two pieces of business from the first panel that we have to conclude. One question in particular which we are going to direct to Jacques Cheminade, which will get us started. Then Diane has two questions which will be addressed to the entire panel.

So, this question is from Ambassador Dr. A. Rohan Perera, former Permanent Representative of the Republic of Sri Lanka to the United Nations. I’m going to direct this to Jacques. He says:

“The biggest foreign exchange earner for Sri Lanka has been the tourism sector, which had been dependent on tourist arrivals from Europe, and on the garment export sector, mainly to the U.S. market. The total estimated loss as a consequence of the coronavirus lockdown is in the region of $10 billion. In the garment sector, recovery efforts will require liberal access to the U.S. markets.

“Overall, Sri Lanka will require debt restructuring arrangements with lending agencies like the World Bank and with the developed countries who determine their policies. It may be recalled that the Non-Aligned Movement (NAM) Summit Declaration — adopted in Colombo at the Fifth Summit in 1976 — cited the New International Economic Order which referred to, among other things, debt restructuring, debt moratoria, and the restructuring of multilateral financial institutions like the World Bank. The idea of BRICS — Brazil, Russia, India, China, and South Africa — is a step in that direction.

“Please comment on the vital question of debt restructuring, amidst this coronavirus crisis, and new institutions that may be required. Thank you.”

JACQUES CHEMINADE: First, on this tourist issue. Very different countries, like Sri Lanka, Cuba, or France, had, because they were not able to develop industrially or to really have a fair development of agriculture, have to make money on tourism; on their beautiful things to see in Sri Lanka, in Cuba, or in France. But this tourism was of a kind not of an educational treatment of the culture of the country, but to a kind of servant economy transformation of the country where there was a service economy based on let’s say arranging things for people who wanted to have fun. This has been a complete disaster. This is because of a lack of a commitment to an economic physical development, like Lyndon LaRouche developed during all his life, and industrial development connected to, as part of representing this in-depth economic development. Therefore, what happened is that progressively, despite the benefits of tourism — I would say because of the type of economy what was created — the countries were trapped into a debt system. This affected first the countries of the Southern Hemisphere. It affected countries of Ibero-America, countries of Asia, and in particular Africa. Through a system of accumulation of interest over interest, this is what our friend Dennis Small calls the banker’s economy or free market. The free market becomes sort of a flee market where they rob you; it has become that. So, it has become debt that accumulates over debt, and you have normally, or if you follow this accumulation of debt because in an unfair economy, you have to pay two, three, four times more debt that what you got from the loans. This is what was imposed on the countries of the South. It is coming inside countries like Spain, Italy, or France at this point.

So, you have the whole world trapped into this debt system. And the whole economy now is an economy which is no more, I would say, a free market economy. It is a controlled free market economy by the laws of the British Empire imposed by central banks. So, this is only maintained through fake money. You have flows and flows of fake money dumped on the markets, which don’t go to the producers, don’t go even to the consumers. This fake money goes into the whole financial secrets of the oligarchy. So, this is what has to be forever eliminated. It’s the British system of Anglo-ization of Anglo-Dutch system of an economy which is not based on a human level and human development, but it’s based on financial dictatorship. Which I call now the system under which we are; a market economy without a market; a dictatorship of these financial interests in all sectors, including culture.

So, we have to free ourselves from that. All the life of Lyndon LaRouche in particular as a point of reference historically, was in 1982 with Lopez Portillo, and in 1976 with our friend Fred Wills in Colombo, was to say we need to be freed from the debt. And we need a bank organized for the development of whole countries of the world. This is what the World Bank was intended to be after World War II. But then, as the Bretton Woods system, it was miscarried by all the Western leaders. What we need now, is what the Chinese with the New Silk Road are doing by let’s say directing economies. It’s an economy based on real physical development, and a growth based on the development of the creative potential of the human being, including in culture. There are efforts in China for Classical culture, for Classical Chinese poetry. And all of this is connected to the whole — which the West would never tell about that — to the whole development of the New Silk Road concept of the Belt and Road Initiative.

So you have that as a reference. And you have the whole fight of our lives which comes into this direction. And now we have a big chance that this becomes for us a real point existing in reality and accomplished. So, we have to go much further, and we speak about the World Land-Bridge. There has been a World Land-Bridge, as we said it with the United States, China, Russia, India, and all other countries that would be connected to this system. So, it demands a mobilization of the leaders of the world, but also the populations everywhere to put pressure on the leaders of the world and the economic system. It’s very interesting from that standpoint that the Yellow Vests in France are calling some of us to be experts in this debt moratorium or debt amelioration, which would get rid of this debt system and see what’s fair and unfair debt.

So, the Glass-Steagall proposal is absolutely a part of that. It means that banks which are involved in giving credit or organizing deposit accounts would be separated from banks which are involved in the markets and which are becoming elements or scions of this whole British system. So, the separation would clean the system.

We need much more, that’s why we need a credit system for the future, developing this type of physical economy with increasing productivity per unit of surface per human being and per matter brought into it. So, this is a sense of a high flux density economy; high energy-flux density should be the choice of this economy.

Among the Four Laws of Lyndon LaRouche, this is the fourth law. What you should choose once you clean the system, and once you get rid of this debt system. That’s the key, because it’s there that you have to invest human creativity in things that put human beings at the border of this capacity to create. And it will connect the space programs — the astronaut, after all, has to work both with his brains and his hands; exactly like farmers have to work with their brains and their hands. The more advanced farmers in the United States or in Europe are, in their tractors, real astronauts on Earth. I liked a lot this presentation of our American farmer, Mike Callicrate, who said that the soil itself has to be seen as a living matter. It is something that is alive, and it has to be enriched and developed. It has not to be seen as a support or something that you take advantage of; it is something that you feed into for the future. I think that this concept is what links the astronaut and the farmer and which links all of us in this society. I raise this issue of farmer’s education, because I think, what we always discussed with Lyndon LaRouche, that the type of education that this requires is an education which creates or generates in human beings this constantly increasing capacity and this joy to create when you do something socially good for the others. It’s a big issue today, as Helga said before, is public health, because it’s a matter that involves the whole world. It demands world cooperation. And what I keep repeating is that instead of organizing hospitals through financial management, we should organize states as hospitals for the care and development of the people.

SPEED: Thank you, Jacques. Now, Diane, who is an orchestral conductor, has the following task. We have approximately 15 minutes all together. It means that what we have here is very little time for discussion. In fact, what’s going to happen is, she’s going to pose something that came from a couple of countries, and each of you is going to have approximately two minutes to say whatever you have to say, both to one another, you can choose to respond to the question or not, but that’s what you’re going to have. Diane will now take the floor, and if necessary, I will intervene.

DIANE SARE: OK. This question is from Ambassador Mauricio Ortiz, who is the Ambassador of Costa Rica to Canada. He says:

“In your proposal you mention ‘an emergency mission to build a fully functional health infrastructure for the world particularly in South America, Africa, and parts of Asia.’ This proposal is very much needed in those regions.

“Are the international financial institutions willing to invest in that proposal, and what will be the arguments from the Schiller Institute to these institutions to make it real?

“If your proposal is realized, you might note that our country, Costa Rica, has an efficient primary health system with more than 1,000 rural health posts and, along with Chile and Cuba, one of the best health programs in Latin America. This is a system that can be replicated in other countries, including developed countries.”

I’m going to ask the other question here as well. This one comes from the Mission from Colombia to the United Nations:

“Dear all, on behalf of the Permanent Mission of Colombia to the United Nations I would like to pose the following question: How can Latin America play a determining role in the consolidation of this new global configuration?”

“Best regards, Carolina Gutiérrez Bacci; Third Secretary”

SPEED: OK, so what we’re going to do is this. You can choose to address either of the questions or neither of the questions, because you only have, as I said, a couple of minutes. I’m going to start quickly with Bob Baker.

BOB BAKER: Thank you, Dennis. In terms of the health infrastructure and my particular focus on agriculture, I think it’s an absolutely vital situation to develop a food system where everybody can get a proper diet of nutritional food. That is the basis on which to build the argument why every community should have access to the most advanced healthcare that science has brought us to this day. But the driver in that obstacle behind the scenes is an international financial cartel that’s building world global monopolies to stop that. To the extent the nations of the world can expose that and unite the people to take a stand against it, that’s going to be a very important aspect of getting a healthcare system internationally. But this is also why this type of conference we’re having becomes very instrumental if not a key element of getting that done.

SPEED: Thank you. Now I want to go to Kirk Meighoo, whose presentation I particularly appreciated.

KIRK MEIGHOO: Thank you very much. I’ll quickly address the problem. We’re close neighbors of Costa Rica, and we have some links with them that we’ve established recently. This problem of self-sufficiency is something, especially for a small society, and all these small little islands, the question of self-sufficiency in everything is just simply not there.

So, people have even asked questions whether we deserve to be independent, or should we be permanent colonies? These are questions that stay with us, even after independence. It’s something we struggle with. We do have to have a system where we do access, just as the last speaker said, the best healthcare possible for all humanity. But we cannot simply be recipients, receivers of these things; dependents, colonial dependents as we have been for 500 years. We have to have a system where we are also producers.

So, what is the system of trading a local economy, of local production where we are contributing to our own development, as well as participating with others? That is the type of system that the global financial system has been against, and has never been for. It is the old imperial system, and they are just merely modern continuations of that. What we have to do, what our task is, is to create this new system. Not just money from the old system to create this, but how do we make the system where not only do we each benefit from the best the world has to offer, but that we are also contributors, as full human beings to it, as well. That is where I would like to leave it.

SPEED: OK, thank you. Walter Formento, you’re up.

WALTER FORMENTO: [as translated] All of the contributions that are made are very significant. It’s clear that for South America the call for the five nations that Putin made, which Helga also referred to, is a matter of great hope, because this would allow us to ensure that we could achieve peace. Therefore, it will be international politics that will allow us to decide things based on a dialogue of civilizations, a dialogue of peoples, of nations, what the future of mankind and nature will be. In Argentina in particular, the production of food — Argentina is a great producer of food, along with South America, along with Brazil, Paraguay, Bolivia, Uruguay as well. The great multinational conglomerates involved in the food sector have taken control as of 30 years ago in Argentina, both in terms of our ability to produce as well as export.

Therefore, at this moment in Argentina and in South America, governments have changed, and with the backing of such an international conference that President Putin has called for, we can move forward in providing sovereign channels for both producing and exporting. The policies that can be carried out inside Argentina in the food sector have to do with allowing producers’ cooperatives to be a part of the great conglomerates that engage in production. We shouldn’t dissolve large-scale production and technology, but rather introduce the nations and all society through such cooperatives so that they participate in the solution, and to be part of the solution. Therefore, there is a way to democratize production.

SPEED: We’re going to have to stop. Thank you. Sorry, we’re going to have to move on. Mike Callicrate?

CALLICRATE: I was really moved by Dr. Meighoo’s comments about islands and the small economies on those islands. I can really get somebody pretty seriously depressed when we talk about the state of the world. But, I can also lift them and get them more excited when I talk about the possibility of going home. Going home to our communities and making them as good as we possibly can. Become wealth creators, grow things, make things, restore the primary wealth trading enterprises to societies around the world. Like with Kirk, if you can just stop the predators, the economic, financial, big food monopoly predators from extracting the wealth and leaving nothing but poverty behind, I think we can begin to repair this damage. Because we do control, as farmers and ranchers and citizens, we do to a large extent control our ability to create the wealth. It’s what happens to it after we create it. The last speaker talked about we shouldn’t dissolve the big corporations. I would argue yes, we should dissolve them. The big corporations should be broken up; not completely eliminate their facilities, but at least put them to where they have to perform in line with the public good. So, I love that analogy of those small islands of Trinidad and Tobago, and islands all across the Caribbean and how that is very much like the islands in rural America, in rural communities around the world. I’m saying let’s go back to making things and growing things, and teach that and kill this model of industrialization of these critical industries, like food.

SPEED: Thank you, very good. We’re trying to get Diogène Senny’s audio up. I don’t think we have it yet. So, let’s go to Jacques.

CHEMINADE: Just one word about Cuban doctors, to speak about that island. It’s proof that you can have the most advanced medicine, interferon, where French doctors have to go there to learn from them. Then you have the best doctors, because they stay and live where the patients stay and live. And third, they are involved in cooperation with other countries in the whole world. They send them, and they do a very good job. In particular, they are now in Doha, in Europe in Italy, and now in French Martinique, so the French have to recognize — and sometimes it’s difficult for them — that these were the best; a team of 15 Cuban doctors in Martinique now. So that’s proof that an island can do an excellent job in a very advanced field, and at the same time they are most human.

SPEED: Thank you. I hope that we have the audio for the Pan-African Congress representative. We are not going off until I hear that. We’re going to do a sit-in until we hear from him!

SENNY: [as translated] The global question of poverty is just a part of the world situation and the African situation. We all know that when we present the situation of the continent, we are more interested in the question of the debt, money, slavery, and we forget that, for example, monoculture which has been imposed by the international cartels have destroyed agriculture with the hedge funds that I denounce, because they want to make money with our land. They buy what we have in our continent, in our countries, to generate profit for them, for a small group of people. But not allow millions of lives of people to develop their land.

That’s why this question of agriculture and self-sufficiency in Africa is one of the most important problems. It’s not an agriculture, it’s a money culture; that’s the agriculture we have. If we want to have modern rice, we have to have modern developments. It’s very important for us, this agricultural question. We see that it is a world problem. What was used before by the African farmers are not in their own hands, because it is in the hands of the hedge funds, the speculative hedge funds.

It is very important to understand, and it is not very well known in the international debate now. That’s what I wanted to add. Thank you very much.

SPEED: Thank you very much. So, now Diane, you have 45 seconds, and I have 45 seconds. Do your postlude.

SARE: OK. I’ll be very brief. I think we should all remember that we have been blessed to have inhabit a beautiful, fertile planet which is very conducive to sustaining life, and in particular human life, if we are sane. But there are 2 trillion galaxies or more in the universe, and each of these many have many other planets. So, contrary to the views of the Malthusians and the money-changers, the creativity of each and every human being on this planet is urgently needed; because we are not capable of making too many discoveries to develop the universe as a whole. Therefore, we have to grow into a new era of mankind.

SPEED: Thank you. So, I will now conclude this panel — largely due to time — by just pointing out that we’ve had Europe, Africa, South America, the Caribbean, and the United States all on this panel in the form of discussion. This is the process that must be correlative to whatever happens among heads of state. And this process which the Schiller Institute is initiating, which is also bringing up various forms of important ideas and painful truths as well, is crucial to the actual success of the global Four-Power and related summit that we’ve been talking about. Finally, in the era of coronavirus, this is the only means by which people will be able to prosper and not perish; is this people-to-people dialogue we’ve conducted here.

I want to thank all of the panelists who were with us today. I think there’s a lot that can be done also in additional presentations that we may find in the future, pairing some of you together. I’d certainly like to see the Pan-African Congress together with Mr. Mike Callicrate. I’d like to see Kirk Meighoo involved in some discussions like that. Jacques is always welcome, and he’s always teaching us things. He had something new for us today; go back and take a look at his presentation afterwards, because he has some very interesting ideas that he put forward there.

So, we’re going to conclude now…

Ved en gennemgang af den dybe civilisationskrise, der konfronterer menneskeheden, fortsatte Helga Zepp-LaRouche i sin ugentlige webcast med at vende tilbage til den centrale årsag til det systemiske sammenbrud: dumheden hos dem der fortsætter med at presse på med en geopolitisk og neoliberal politik, længe efter at den er slået fuldstændigt fejl. Tag f.eks. coronavirus-pandemien. Vi har lagt vægt på, at det der kræves er en verdensomspændende “Silkevej”, da årsagen til pandemien har været den økonomiske politik i de sidste fyrre år, som har ødelagt sundhedsvæsenet i store dele af den avancerede sektor, og aldrig har tilladt at det udvikles i de tidligere koloniale nationer.

 Det er det samme problem med det globale økonomiske sammenbrud. Ifølge IMF og adskillige rapporter fra økonomiske tænketanke er vi på vej mod det man kalder en “økonomisk apokalypse”. Den eneste måde at tackle dette på, er sådan som Schiller Instituttet vil gøre det på sin konference på lørdag, med en mobilisering for at bringe de fire mest magtfulde nationer sammen med henblik på at oprette en Ny Bretton Woods-aftale. Anti-Kina-hysteriet, der kommer fra førende regeringer, går i den modsatte retning, symboliseret ved det antikinesiske foto-stunt af den amerikanske forhandler Billingslea – om end selve topmødet mellem Rusland og USA om våbenkontrol var konstruktivt.

 Den sidste tredjedel af hendes diskussion var en grundig rapport om den russiske præsident Putins artikel om erfaringerne fra 2. Verdenskrig. Alle burde læse dette, tilrådede hun, især dem der vil deltage i SI-konferencen 27. juni, eftersom Putin gjorde det klart, at der er en måde at undgå en endnu større katastrofe end 2. Verdenskrig; og det er ved at erkende, at når man befinder sig i en geopolitisk geometri, vil det føre til krig – derfor må nationer mødes for at samarbejde for at løse de udestående problemer iblandt dem.

24. juni (EIRNS) – Hele verden er i stigende grad konfronteret med den virkelighed, at den gamle verdensorden er brudt sammen og aldrig igen vil genopstå.

• Det transatlantiske finanssystem, centreret i City of London og Wall Street, er klinisk set bankerot, eftersom den amerikanske centralbank (Federal Reserve) og den europæiske centralbank allerede har optaget 7 billioner $, i dollars og euro, i deres bankbøger, det meste blot i de sidste par måneder, i et afsindigt forsøg på at lappe den næsten 2 billiarder $ store derivatboble, samt de hurtigt kollapsende markeder for virksomhedsobligationer og realkreditlån.

• Coronavirusset topper i USA, mens Brasilien, Chile og Indiens trues med et kollaps af deres offentlige sundhedssystemer. Andre lande, specielt i Afrika, står over for et holocaust, fra kombinationen af virusset, de sammenbrudte fødevarekæder og en græshoppeplage.

• Udenrigsminister Pompeo omtaler dagligt Kina som et ondskabsfuldt imperium, der forsøger at overtage verden, og anklager Beijing med den fuldt ud gendrevne løgn, at de med overlæg udsendte fly fulde af smittede personer ud i hele verden, for at forårsage massedød og økonomisk kollaps. Hvis dette havde noget på sig, ville det i sandhed have været en krigshandling, så man må konkludere, at Pompeo og krigsfraktionen, både republikanere og demokrater, er villige til, eller sågar ivrige efter, en militærkonfrontation mod Kina.

• Det interne, anarkistiske kaos i USA, en jakobinsk mobilisering (efter den jakobinske terror under Den franske Revolution –red.) finansieret af Soros, Ford-Stiftelsen og andre Wall Street-enheder, har åbent erklæret, at dets formål er at fjerne præsidenten fra sit embede før valget i november – dvs. at dette er tredje fase af kupforsøget mod Præsident Donald Trump, som EIR har dokumenteret fra begyndelsen.

Dagens offentliggørelse af notater, taget af et ledende offer for det såkaldte ”Trump-sindsforvirringssymptom”, Peter Strzok, beviser, at den tidligere præsident Barack Obama og tidligere vicepræsident Joe Biden direkte beordrede den ulovlige brug af justitsministeriet til at fabrikere snavs om den nyvalgte præsident, Donald Trumps, toprådgivere – specielt hans nationale sikkerhedsrådgiver, general Michael Flynn. En appeldomstol beordrede også, at sagen mod Flynn øjeblikkeligt bliver trukket tilbage.

På trods af de anti-kinesiske krigsråb, som kommer fra Pompeo, sendte Præsident Trump ham sidste uge af sted for at mødes med Kinas vigtigste embedsmand for udenrigspolitik, Yang Jiechi; et møde som varede over syv timer, og blev beskrevet som ”konstruktivt” af kineserne. På lignende vis sendte Trump i mandags den nye amerikanske forhandler for våbenkontrol, Marshall Billingslea, til at mødes med Ruslands stedfortrædende forsvarsminister, Sergei Ryabkov; et møde som varede 10 timer, og ledte til planer for amerikansk-russiske arbejdsgrupper for at påbegynde regelmæssige konsultationer om våbenkontrol, rumfart og andre strategiske områder, indenfor den næste måned.

Budskabet er klart: på trods af den krigslignende retorik fra sit kabinet, siger Trump til Rusland og Kina, at han ønsker forhandlinger.

Aldrig har dette været mere presserende end i dag. Præsident Vladimir Putins offentliggørelse sidste uge af sit længe ventede studie om årsagerne til og konsekvenserne af 2. Verdenskrig, tager, med begreber der ligger tæt op af Lyndon LaRouches analyse over de sidste 50 år, fat på hvordan briterne påtvang Tyskland dødelige krigsskadeserstatninger efter 1. Verdenskrig, hvilket skabte betingelserne for at fanatikere som Hitler kunne mobilisere den forarmede og rasende befolkning til at blive nazistiske mordere. Derefter afviste briterne Stalins forsøg på at skabe en anti-nazistisk pagt med briterne og franskmændene, og valgte i stedet at give efter for Hitlers overtagelse af Tjekkoslovakiet, hvilket tilskyndede nazisterne til at ”vende deres opmærksomhed mod Øst, således at Tyskland og Sovjetunionen uundgåeligt ville støde sammen og bløde hinanden i stykker”. Nu, advarer Putin, kunne læren fra den krig – den ”største tragedie i menneskehedens historie” – blive spildt af det igangværende sammenbrud af den kollektive sikkerhed.

I dag fejrede russerne de Allieredes sejr over nazisterne for 75 år siden med en militærparade på den Røde Plads. Soldater fra Kina og Indien deltog i paraden, mens udenrigsministre fra de tre store nationer i går mødtes (på trods af den farlige forværring af de indisk-kinesiske relationer efter den blodige grænsekonflikt i denne måned) for at vise deres fælles støtte til den nødvendige, kollektive sikkerhed, påkrævet for at forhindre en ny krig – en krig som ville være endnu mere tragisk og dødelig i denne atomvåbnenes tidsalder.

Schiller Instituttets internet-konference nu på lørdag, 27. juni, kl. 16:00 (dansk tid) under overskriften: ”Vil menneskeheden gå fremad eller fortabes? Fremtiden kræver et ‘firemagts-tomøde’ nu”, er måden for alle, der, med Friedrich Schiller, tror på at vi alle må være ”patrioter af vores nation og borgere af verden”, til at deltage i denne eksistentielle kamp for menneskehedens fremtid.

Tilmeld dig her for at få opdateringer og et link sendt direkte til din e-mail.

Eller bare se konferencen live her.

Eller bagefter her.

Den 22. juni (EIRNS) – Vi er i en dyb, voksende krise, som truer moderne nationers eksistens, og burde derfor hæfte os ved den lange artikel: ”75-året for den Store Sejr: Fælles Ansvar for Historien og vores Fremtid”, udgivet d. 19. juni i magasinet The National Interest af den russiske præsident, Vladimir Putin. Den russiske præsident minder os om, gennem sin egen families erindringer, hvordan det måtte have været at se en styrke af millioner af fuldt udrustede, mekaniserede og veltrænede tyske soldater storme hen over hver eneste grænse i juni 1940, og hurtigt begynde at løbe Rusland over ende – og derefter, gennem år med ubegribelig frihedsberøvelse og død og beslutsomhed, at finde en vej ud af den nationale, eksistentielle krise, for til sidst at møde de amerikanske tropper ved Elben og afslutte krigen.

Putin skriver først og fremmest som en leder, hvis land er blevet ”behandlet ondskabsfuldt” af nylige, uhyrlige forsøg på, selv fra den Europæiske Unions side, at beskylde Sovjetunionen, i samme grad som Hitlers nazister og deres bagmænd i Europa, for at have forårsaget 2. Verdenskrig. Han sætter begivenhederne i det rette lys. Dækningen af Putins arbejde i amerikanske, europæiske og australske medier er begyndt at dukke op, med rapporter om hvad han fremviser fra de omfangsrige arkiver, som Rusland har om de diplomatiske begivenheder, der førte til krigen og kostede Sovjetunionen mere en 25 millioner døde.

I Forbes skrev den højtstående korrespondent, James Rodgers, den 21. juni: ”Hvorfor, 75 år efter afslutningen på den konflikt, og i en meget anderledes verden, er disse begivenheder så vigtige?”

Det første svar er størrelsesordenen af Ruslands offer. Antallet af sovjetiske militære og civile dødsofre bliver generelt antaget til at være over 20 millioner. I sin artikel skriver Putin ’næsten 27 millioner’, og tilføjer som sammenligning, at i 2. Verdenskrig ”mistede Sovjetunionen hver syvende af dens borgere, Storbritannien hver 127. og USA hver 320”. På hjemmesiden ”Moon of Alabama”, som hovedsageligt omhandler militære og efterretningsrelaterede emner, skrev en skribent: ”Som tysker og tidligere officer der har læst en hel del om krigen, er jeg enig med det russiske synspunkt. Det var den lidet anerkendte industrielle magt, Sovjetunionen, og den Røde Hærs soldaters bemærkelsesværdige pligttroskab, der besejrede den tyske Wehrmacht… Jeg har ikke fundet nogle større fejl med de historiske fakta i essayet, og anbefaler at læse det i fuld længde.”

Nyhedsbureauet Associated Press’ rapport om Putins artikel citerede hans hovedkonklusion: ”Han udtrykte håb om, at et russisk foreslået topmøde mellem lederne af landene med vetoret i FN’s Sikkerhedsråd snart ville finde sted, for at diskutere den globale sikkerhed, corona-pandemiens økonomiske konsekvenser m.m.’ Der kan ikke være nogen tvivl om, at topmødet mellem Rusland, Kina, Frankrig, USA og Storbritannien kan spille en vigtig rolle i at finde fælles svar på moderne udfordringer’.” Putins andet, underliggende tema: Rusland er en nation, som er utrolig svær at besejre, når den forsvarer sig selv; men ønsker ikke at føre en aggressiv krig, og endnu mindre en krig mod Europa eller en supermagt som USA.

Præsident Putins artikel tager direkte fat på denne krise, bestående af en finansiel krise og økonomisk forfald, en pandemi, hungersnød, socialt kaos og jacobinisme (efter den jacobinske terror under Den franske Revolution –red.), og den tydelige forøgede krigstrussel blandt atommagterne. Han foreslår, at lederne af disse supermagter nu mødes, med en dagsorden for global økonomisk genrejsning og en global tilrettelagt offensiv mod pandemi, i særdeleshed nu i udviklingslandene. Og, med en forståelse af hvad menneskehedens egentlige historie – ikke politiske partier – kræver af dem.

Vi tilføjer: Udelad Londons imperialister, hvis man ønsker at diskutere enten økonomisk udvikling af underudviklede nationer, at redde liv fra sygdom, eller at undgå krig – de er de værste i alle disse tilfælde. Endnu bedre ville være det firemagts-topmøde, som Helga Zepp-LaRouche opfordrer til – med ledere fra mindst USA, Kina, Rusland og Indien – for at igangsætte et Nyt Bretton Woods-kreditsystem.

Den 21. juni (EIRNS) — Den geopolitiske trussel i britisk stil fortsætter nu på sporet mod det punkt, hvor vi ser ethvert spørgsmål – fra COVID-19-pandemien på Jorden til rumrejser mod stjernerne – fremstillet som ‘os imod dem’, hvilket er den anvendte form for det klassiske britiske ‘great game’, der udøver kontrol ved at spille alle godtroende fjolser ud imod hinanden. Lige nu har vi det ekstreme tilfælde med den amerikanske gruppering af krigshøge fra de britiske geopolitiske kredse, der er gået bersærk mod Kina og fortsætter mod Rusland. I lyset heraf er der for nyligt udgivet et amerikansk rumforsvars-strategidokument, “Defense Space Strategy”. Dette er især farligt i forbindelse med ustabilitet og atomvåben.

Modgiften mod denne galskab præsenteres i drøftelserne forbundet med den række af Schiller Instituttets internationale konferencer, hvor den næste er endags-begivenheden den 27. juni med titlen ”Will Humanity Prosper eller Perish? (Vil menneskeheden gå fremad eller fortabes?) Fremtiden kræver et ‘firemagts-tomøde’ nu ”.

Betragt, i stedet for dette perspektiv af fælles interesse, den konfrontation der er rettet mod Kina og Rusland, op til et ellers meget vigtigt, strategisk møde mellem amerikanske og russiske embedsmænd den 22. juni med samtaler om atomvåbenkontrol. Den amerikanske hovedforhandler er Marshall Billingslea, præsidentens særlige udsending for våbenkontrol; den russiske viceudenrigsminister Sergei Ryabkov leder den russiske side. Mødet finder sted i Wien.

Den 19. juni fastholdt en af amerikanerne i delegationen, Robert Wood, USA’s faste repræsentant ved konferencen for nedrustning, i et CBS-interview, at “vi kan ikke vende det blinde øje” til de “voksende udfordringer fra Rusland og Kina”. Først insisterede han på, at Kina kom til Wien-forhandlingerne, selvom det kinesiske udenrigsministeriums talsmand blot dagen før sagde, at Kina ikke ville komme. Wood sagde til CBS: ”Det er på høje tid, at Kina kommer til bordet…” Han sagde, ”Vi vil ikke tillade, at Rusland og Kina fortsætter med at gå videre med deres moderniseringer og forøgelse af lagrene med atomvåben…”

Den 17. juni kom en større salve imod “modstanderne”, Kina og Rusland, med det amerikanske forsvarsdepartements fremlægning af sin nye “rumforsvars-strategi.” I pressemeddelelsen hedder det, at det nye dokument, “identificerer hvordan forsvarsministeriet vil fremme rum-styrken for at kunne konkurrere, afskrække og vinde i et komplekst sikkerhedsmiljø, der er kendetegnet ved stor magtkonkurrence”. Forsvarsminister Mark Esper sagde på Pentagon-pressekonferencen, at “vores modstandere har gjort rummet til et domæne for krigshandlinger, og vi er nødt til at gennemføre omfattende forandringer … for dette nye strategiske miljø.” Han sagde, at Kina og Rusland udgør “de mest øjeblikkelige og alvorlige trusler mod amerikanske rumoperationer…” Specielt udgør “kinesiske og russiske strategiske intentioner og kapaciteter presserende og vedvarende trusler mod ministeriets evne til at opnå de ønskede forhold i rummet”.

Og for det tredje kommer der i dag endnu et angreb mod Kina. Peter Navarro, direktør for handel og industripolitik for præsident Trump, gentog endnu en gang sin tirade om, at Kina forårsagede pandemien. Virusset “kom fra Kina”. De “skjulte det”; de “spredte det” gennem hundredvis af borgere, der fløj til udlandet. ”Det er en kendsgerning.” Han sagde: ”Det virus var et resultat af det Kinesiske Kommunistparti”. Karrieremageren og Kina-haderen tilføjede, at han i den bog, han skrev i 2006 sagde (se side 150): “Jeg forudsagde, at Kina ville skabe en viral pandemi. …”

Disse løgne og kneb er den lige vej til helvede. De er samme slags usandfærdigheder, som den russiske præsident Vladimir Putin nu imødegår i sin nyudgivne artikel, der er baseret på fuld dokumentation, om hvad der førte frem til 2. verdenskrig, og hvem der var de virkelige heroiske personer, hvad dynamikken var, ikke de farlige myter. (Se: “The Real Lessons of the 75th Anniversary of World War II” (”Den virkelige lære af 75-årsdagen for 2. verdenskrig”) National Interest, 18. juni).

Spred budskabet i denne uge for at alle og enhver kan deltage i Schiller Instituttets konference den 27. juni.

Den 19. juni (EIRNS) – Som Præsident Putin lovede sidste år, har Rusland offentliggjort alle Sovjetunionens dokumenter i forbindelse med 2. verdenskrig, og han har præsenteret sin egen analyse af årsagerne bag denne skrækindjagende katastrofe for menneskeheden, med sin egen opfordring til øjeblikkelige tiltag i dag for at forhindre den nuværende krise fra at ende i en lignende katastrofe – hvilket, i atomvåbnenes tidsalder, kunne gøre en ende på vores civilisation, som vi kender den. Hans essay, ”Den egentlige lære fra 75-årsdagen for 2. verdenskrig”, blev udgivet på engelsk i torsdags i det amerikanske tidsskrift The National Interest, lige inden paraden på Den røde Plads, som mindes 75-årsdagen for sejren i Europa den 24. juni.

Præsident Putin blev delvist drevet til at tage disse skridt af genoplivningen af utilslørede fascistiske organisationer i Europa – specielt de voldelige ”Maidan-revolutionærer”, som styrtede Ukraines valgte regering i 2014 (med skamløs støtte fra George Soros og USA’s Obama-administration), som åbent udstillede deres hagekors og bar portrætter af Hitlers kumpan, Stepan Bandera. Sammen med denne fascistiske genoplivning i Ukraine og andre østeuropæiske stater, fulgte et forsøg på at omskrive historien om krigen mod fascismen og nazisterne, af dem i Polen og andre steder, som hævdede, at krigen blev startet af både Tyskland og Sovjetunionen, gennem opdelingen af Polen i 1939. München-aftalen i 1938, da Storbritanniens Lord Chamberlain gav sin velsignelse til nazisternes overtagelse af Sudeterland, der viste, at ingen anti-nazistisk koalition ville blive skabt, ignoreres af sådanne revisionister, samtidig med at nogle folk i Vesten går så langt som at postulere, at USA og Storbritannien alene besejrede Hitler, og ignorerer de 27 millioner mennesker fra Sovjetunionen, der omkom på østfronten.

Putin skriver: ”Skylden for den tragedie, som Polen dengang led under, ligger helt og holdent ved det polske lederskab, der havde hindret en alliance mellem Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen, og sat sin lid til sine vestlige partnere, og smed dermed sin egen befolkning ind under Hitlers frembrusende ødelæggelsesmaskine. Sovjetunion gjorde alt i sin magt for at bruge enhver chance på at skabe en anti-Hitler-koalition. På trods af – lad mig sige det igen – dobbeltmoralen fra vores vestlige allierede.”

Putins bekymring er, at der er tegn på at verden kunne rode sig ind i krig endnu engang. ”Skabelsen af det moderne system for internationale relationer er et af de vigtige udfald af 2. verdenskrig. Selv de mest uoverkommelige uoverensstemmelser – geopolitiske, ideologiske, økonomiske – forhindrer os ikke i at finde former for fredelig sameksistens og interaktion, hvis ønsket og viljen er til stede.

I dag går verden igennem en temmelig turbulent tid. Alting forandrer sig, fra den globale magtbalance og indflydelse til samfunds, nationers og selv kontinenters sociale, økonomiske og teknologiske fundament. I de tidligere epoker har forandringer af denne størrelsesorden næsten aldrig fundet sted uden militære konflikter. Uden en magtkamp om at bygge et nyt globalt hierarki. Takket være de Allierede lederes visdom og fremsynethed var det muligt at skabe et system, som har afholdt sig fra ekstreme manifesteringer af sådan objektiv kappestrid, historisk iboende i verdens udvikling.

”Det er vores pligt – alle dem som tager politisk ansvar, og hovedsageligt repræsentanterne for de sejrende magter i 2. verdenskrig – at garantere, at dette system bliver opretholdt og forbedret. I dag, som i 1945, er det vigtigt at vise den politiske vilje og diskutere fremtiden sammen. Vore kolleger – hr. Xi Jinping, hr. Macron, hr. Trump og hr. Johnson – støttede det russiske initiativ til at afholde et møde mellem lederne af de fem atombevæbnede stater, de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet. Vi takker dem for dette og håber, at sådanne møder, ansigt-til-ansigt, kan finde sted snarligst muligt.

Hvad er vores vision for dagsordenen på dette kommende topmøde? Først og fremmest ville det, i vores mening, være gavnligt at diskutere tiltag for at udvikle kollektive principper i verdens affærer. At tale ærligt om spørgsmål angående bevarelsen af fred, styrkelsen af global og regional sikkerhed, strategisk våbenkontrol, såvel som anstrengelser for at imødegå terrorisme, ekstremisme og andre store udfordringer og trusler.

Et særligt punkt på mødets dagsorden er situationen omkring den globale økonomi. Og over alt andet står det at overvinde den økonomiske krise forårsaget af corona-pandemien. Vore lande træffer uhørte foranstaltninger for at beskytte folks helbred og liv, og for at støtte borgere der har befundet sig i svære livssituationer. Vores evne til at arbejde sammen i fællesskab, som ægte partnere, vil vise hvor dybe pandemiens spor vil blive, og hvor hurtigt den globale økonomi vil genrejses fra recessionen.”

Det er værd at bide mærke i, at et sådant møde mellem P5-lederne ingen konkret dato har endnu. Hvad end forskellene er, som findes mellem disse nationer, kan en sådan dialog meget vel bestemme vores civilisations skæbne. Schiller Instituttet, der i kølvandet på finanskrisen i 2008 har mobiliseret for Lyndon LaRouches appel for at verdens største magter skulle mødes, herunder især Rusland, Kina, Indien og USA, afholder en international konference den 27. juni, kl. 16:00, dansk tid, netop fokuseret på at indkalde til et sådant topmøde. Vi opfordrer alle, fra enhver nation, til at deltage.

Hér kan man registrere sig.

Den 18. juni (EIRNS) – Præsident Trump sagde for nylig, at hvis han ikke havde fyret John Bolton som sin nationale sikkerhedsrådgiver, ”ville vi være i 6. verdenskrig nu”. Det står nu klart for verden, at Bolton, der ikke fik mulighed for at starte 6. verdenskrig, endsige 3. verdenskrig, under præsident Donald Trump, slutter sig sammen med sine britiske efterretningsvenner og selv de radikale anarkister på gaderne i Seattle og andre amerikanske og europæiske byer, for at fjerne Trump fra embedet. Hans metode er at skabe maksimal “kaos og forvirring” i nationen, med den hensigt at mindst et af de foreslåede midler til Trumps bortgang, der blev identificeret i Londons The Spectator, den 21. januar 2017, vil manifestere sig: “Vil Donald Trump blive myrdet, udsat for et kup eller blot afsat i en rigsretssag”?

 Den største ironi er, at Bolton længe er blevet udskældt (med rette) af det liberale etablissement som en af de mest rabiate neokonservative krigsmagere i moderne historie, og alligevel svømmer det liberale etablissement i dag over med ros for hans angivelige mod og sanddruelighed, og klager alene over, at han skulle have tilsluttet sig Demokraternes indsats for en rigsretssag sidste år. Faktisk afslutter New York Times i dag sin forpremiere med citater fra Boltons bog: “Havde Repræsentanternes Hus ikke kun fokuseret på de ukrainske aspekter af Trumps sammenblanding af sine personlige interesser, kunne der have været en større chance for at overbevise andre om, at der er blevet begået alvorlige forbrydelser og forseelser”.

 Bolton slutter sig til en broget flok i “tredje fase” af bestræbelserne på at vælte USA’s præsident: Ud over Obama-demokraterne og Obama-efterretningsteamet, der førte an i det forræderiske “Russiagate”-fupnummer på vegne af MI6, og rigsretsfarcen over Ukraine, har man nu også de pensionerede generaler, dem der blev indsat af Bush og Obama for at føre de folkemorderiske “regimeskifte”-krige i Mellemøsten (Mattis, Allen, Powell, m.fl.), der falsk beskylder præsidenten for at have truet med at sætte militæret ind mod “befolkningen”. Så er der Black Lives Matter, ”græsrods”-bevægelsen med over 400 millioner $ i tilskud fra Soros, Ford Foundation og andre Wall Street-kilder, med fuld opbakning fra de etablerede medier, som har til hensigt at vende folks vrede over det økonomiske sammenbrud, nedlukningen af samfundet og politiets brutalitet til et “Trump er racist”-tema.

 Trump har ikke kapituleret. Han reagerede på løgnene fra krigsgeneralerne ved i hans tale til afgangsklassen fra West Point at fortælle dem, at “tidsalderen med uendelige krige er forbi,” og at USA ikke længere vil spille “verdens politimand”. Til Boltons bog svarede han i dag på sin typisk diskrete måde: ”Skøre John Boltons ekstremt kedsommelige (New York Times) bog består af løgne og falske historier. Han sagde alt godt om mig, på tryk, indtil den dag jeg fyrede ham. Et gnavent kedeligt fjols, der ikke ville andet end at gå i krig. Han har aldrig haft en anelse om noget som helst, blev udstødt og heldigvis dumpet. Hvilken tumpe”!

 Vedrørende anarkisterne i Seattle, der besætter en del af byen med den liberale borgmesters støtte, advarede Trump embedsmændene om, at de nu selv skal rydde op i denne opstand, ellers vil han bruge præsidentskabets magt til at genoprette lov og social orden.

 Og dette kaos dirigerer nationens opmærksomhed væk fra den virkelige krise: 50 år med afindustrialisering, nedskæringspolitik, der ødelægger vores folkesundhedskapacitet, finanspolitik, der redder spekulative banker snarere end at opbygge økonomien; og uendelige krige. Denne proces har ødelagt de transatlantiske lande og efterladt udviklingssektoren i ynkelig fattigdom. Sydamerika og Afrika står overfor et ægte holocaust, i takt med at pandemien, fødevareforsyningernes sammenbrud og græshoppeplagen truer millioner af liv i de kommende måneder fremover, hvis der ikke iværksættes nødforanstaltninger straks. Den 17. juni forestod Kina et topmøde mellem Kina og Afrika for at tackle COVID-19-krisen sammen med Den afrikanske Union og Forummet for samarbejde mellem Kina og Afrika. Kina har sikret levering af 30 millioner stykker testudstyr, 10.000 ventilatorer og 80 millioner masker hver måned til Afrika og fortsætter sit løfte, der blev lanceret i 2015, om at bygge 100 hospitaler og klinikker i hele Afrika, Hvorfor har USA ikke tilsluttet sig Kina for at imødegå denne eksistentielle trussel mod den menneskelige race, frem for at tolerere den McCarthy-agtige dæmonisering af Kina som fjenden?

 Trump tog et vigtigt skridt for at dæmpe det anti-kinesiske hysteri ved at udsende udenrigsminister Mike Pompeo – selvom han er en af de mest højrøstede løgnere vedrørende Kina – for at mødes med Kinas øverste udenrigspolitiske embedsmand, Yang Jiechi, på Hawaii den 17. juni. Ud over en middag mødtes de to i syv timers diskussion, der dækkede alle aspekter af forbindelserne mellem USA og Kina og de mange kriser rundt om i verden. Begge sider beskrev mødet som ”konstruktivt”, og begge lovede at arbejde sammen for at konfrontere pandemien.

 At bringe præsidenterne Xi Jinping og Trump sammen, for at imødegå den fælles fjende og samarbejde om at opfylde de fælles mål for menneskeheden, alt imens de slutter sig til Vladimir Putin, Narendra Modi og andre verdensledere, er den indtrængende opfordring og budskabet fra Schiller Instituttets mobilisering for et internationalt forum den 27. juni.

 Forummet omfatter tre paneler:

 Panel I: I stedet for geopolitik: Principperne for statsmandskunst;

Panel II: Hvorfor et program med 1.5 mia. produktive jobs kan afslutte krig, hungersnød, fattigdom og sygdom;

Panel III: Ungdommens opgave.

 Man kan tilmelde sig her for deltagelse i dette online forum.

Den 17. juni (EIRNS) – To positive initiativer skiller sig i dag ud fra den omsiggribende pandemi samt andre voksende kriser. Schiller Instituttets ungdomsafdeling ledte en multinational aktionsdag, som opfordrede lederne fra de fire magter – USA, Rusland, Kina og Indien – til at hæve sig over stridighederne og mødes for at igangsætte tiltag for det almene vel, i særdeleshed mht. infrastruktur indenfor sundhed og medicin for at bekæmpe COVID-19, og for at skabe produktivitet i det økonomiske system gennem ”LaRouche-planen” for 1,5 milliarder nye, produktive arbejdspladser, og alt som hører til. For det andet, i samme ånd, blev der i dag afholdt et møde mellem kinesiske og afrikanske ledere, under titlen ”Kina-Afrika-Solidaritetstopmøde mod COVID-19”, som blev ledet og adresseret af Præsident Xi Jinping og den Afrikanske Unions formand, Cyril Ramaphosa, blandt andre.

Det ekstraordinære topmøde skabte en ny ”Platform for medicinske forsyninger til Afrika”, for at alle afrikanske nationer de næste seks måneder kunne få adgang til diagnostiske og terapeutiske forsyninger for at bekæmpe pandemien. Ramaphosa, som i den senere tid har påpeget vigtigheden af rumforskning og kernekraft, lagde vægt på tiltag for at tilsidesætte ubetalelig gæld i Afrika i denne nødsituation, for at bekæmpe virusset.

Schiller Instituttets aktionsdag inkluderede henvendelser, gennem alle former for kommunikation, til hundredvis af individer og organisationer, som har muligheden for at påbegynde de nødvendige initiativer til et nyt økonomisk system, hvis akutte mål er fokuseret på infrastruktur til global sundhed, som overskriften på Schiller Instituttets begæring lyder: ”Forsvar Jordens allervigtigste ressource – mennesket!”

Planen for denne aktivering findes i dokumentet: ”LaRouche-planen til at genåbne USA’s økonomi: Verden har brug for 1,5 milliarder nye, produktive arbejdspladser”. Rapporten, produceret af LaRouchePAC, vil blive diskuteret lørdag d. 20. juni, kl. 20:00 (dansk tid) af landbrugsledere, fagforeningsledere og andre, ved LaRouchePAC’s ugentlige, nationale ”rådhus”, under overskriften: ”1,5 milliarder nye, produktive arbejdspladser verden over – hvordan USA’s arbejdsstyrke bringes tilbage til videnskabsbaseret produktion”. Dette er lyset, som skinner gennem det der ellers kan synes et håbløst mørke af uretfærdighed og lidelse, uden nogen vej imod en produktiv fremtid. Dette er en opfordring til handling.

Det modsatte til denne kampberedte tilgang til et samarbejde om et nyt økonomisk system, blev udstillet i dag i nye amerikanske udenrigspolitiske initiativer mod Syrien, i et modbydeligt skue af britisk imperialistisk geopolitisk taktik for regimeskifte. Det bliver gjort værre af, at sanktionerne bemyndiges og har den samlede støtte fra de neoliberale og neokonservative tosser, der tilføjede det som en paragraf i den seneste Lov for den Nationale Forsvarsmyndighed (National Defense Authorization Act). Udenrigsministeriet bekendtgjorde 39 nye sanktioner mod den syriske præsident, Bashar al-Assad, hans kone, mange familiemedlemmer og andre syriske ledere, hvilket forbyder nogen som helst form for økonomisk støtte til nationen. Dette sker efter at detaljer om den desperate situation med mangel på medicin og fødevarer i Syrien blev formidlet til FN’s Sikkerhedsråd den 16. juni, og gennem advarsler om truende hungersnød i Syrien fra FN’s administrerende direktør for Verdens Fødevareprogram, David Beasley, i et interview den 12. juni med dagbladet The National i de Forenede Arabiske Emirater. Mere end 9 millioner mennesker i Syrien har ingen fødevaresikkerhed (uden tilstrækkelig føde, enten grundet mangler eller forsyninger), og yderligere 2 millioner står på randen.

En del af dette billede inkluderer Libanon, tæt forbundet hermed, hvor banksystemet er brudt sammen. Libanon, en nation med 5 millioner mennesker, har taget imod 1,5 millioner syriske flygtninge. I de seneste dage bliver der taget skridt hen imod et ”nyt paradigme” i samarbejde med Kina, med en intervention for udvikling af infrastruktur og mulig understøttelse af Syrien gennem russiske og iranske initiativer.

Schiller Instituttets præsident, Helga Zepp-LaRouche, talte i sit ugentlige webcast i dag, om hvordan det ”ikke er tid til geopolitiske spil”. Ønsker man at skabe ”et regimeskifte i Syrien gennem hungersnød?”

Efter en detaljeret beskrivelse af situationen, samt andre af dagens udviklinger, såsom at Tyskland og USA ”driver fra hinanden”, sluttede hun af med at understrege den generelle pointe om, hvad der er brug for blandt nationer. ”Tyskland og USA bør arbejde sammen for at løse flygtningekrisen, opbygningen af Sydvestasien, overvindelsen af pandemien, samarbejde om industrialiseringen af Afrika – dette er den slags ting, som vi skulle stikke hovederne sammen om. Vi bliver nødt til at have et andet paradigme og en fuldstændig anden måde at tænke på. Fordi nationale interesser er fine – jeg går fuldt ind for nationale interesser, herunder Tysklands. Men som Friedrich Schiller har sagt mange gange, man kan ikke have nationale interesser, som er i konflikt med menneskehedens. Derfor bliver man nødt til at være en patriot og en verdensborger på samme tid.”

”Så det er denne ånd som Schiller Instituttet forsøger at vække til live. Dette vil være emnet på vores kommende konference, d. 27. juni”. Find indbydelsen til konferencen her:

http://schillerinstitut.dk/si/2020/06/invitation-til-konferencevil-menneskeheden-blomstre-op-eller-gaa-til-grundefremtiden-kraever-et-fire-magts-topmoede-nu/

Med formand Tom Gillesberg

Lyd:

Den 15. juni (EIRNS) – En artikel fra Brookings-Instituttet, ”Man kan ikke bekæmpe pandemier uden strøm—elektrisk strøm”, som dækkede FN’s ”Rapport om Elektricitetens Udbredelse i Forbindelse med Målene for Bæredygtig Udvikling (SDG) 7”, der blev udgivet d. 5. juni, hjælper, til en hvis grad, med at bekræfte LaRouchePAC’s rapport, ”LaRouche-planen til at genåbne USA’s økonomi: Verden behøver 1,5 milliarder nye, produktive arbejdspladser”, som omhandler opbygningen af et nyt, verdensomspændende system for hospitaler og den offentlige sundhedssektor. Specifikt bekræftes den vigtige betoning, i denne indsats, som LaRouchePAC lagde på helt op til 70.000 MW i ny elektrisk kapacitet for udviklingssektoren. Brookings’ forfatteres pointe – og det FN-studie som de rapporterer om – er, at dette må skabes gennem sol- og vindparker – en fejl der ikke blot ville dømme sådanne anstrengelser til fiasko, men tilskynde udbruddet af pandemier som de foregiver at bekæmpe. Brookings-Instituttet har overhovedet ingen interesse i at forsyne fattige mennesker med elektricitet, men reklamerer for lokal elektrificering af hospitaler for at bekæmpe de pandemier, som den imperialistisk skabte fattigdom vil forårsage.

På samme tidspunkt hører vi de skrækkelige nyheder om, at hospitalsvæsener i indiske og bangladeshiske byer er overvældede af COVID-19, og at syge patienter er begyndt at blive vist bort og dør. For ikke at tale om Brasiliens hospitaler, Ecuadors, Chiles, Ghanas, Sydafrikas… men Indien er et land med 1,3 milliarder mennesker. Dette må og skal forandres.

Forfatterne fra Brookings skriver, at antallet af personer uden elektricitet globalt er faldet fra 1,2 milliarder i 2010 til lige over 800 millioner i 2018, men hvis målestokken ændres til den mere afgørende adgang til pålidelig elektricitet, har blot 28% af alle hospitaler i udviklingslande pålidelig elektricitet. Yderligere rapporterer de, at 25% af ambulatorierne i seks lande, undersøgt af FN’s Mål for Bæredygtig Udvikling 7 – Cambodja, Myanmar, Nepal, Kenya, Etiopien og Niger – er helt uden elektricitet, og dette har ikke forandret sig siden 2010. Et studie af 33 hospitaler i 10 lande konkluderede, at upålidelig elektricitet var den mest almindelige årsag til svigtende medicinsk udstyr.

Næsten alle nuværende diagnose-tests for COVID-19 kræver strøm; kommunikationen af patienters data kræver strøm. Elektricitet bestemmer effektiviteten af ”de mange ressourcer, som gør det muligt for sundhedssystemet at spore, forhindre og behandle smitsomme sygdomme; rent vand, acceptabelt udstyr, kvalificerede medarbejdere og medicinske forsyninger… Patienter, som behøver yderligere diagnose (f.eks. pulsoximetri, måling af ens iltindhold –red.), behandling med respiratorer eller iltmasker må placeres i klinikker med pålidelig elektrisk forsyning; udfald, selv i blot et par minutter, kan være livstruende. Derudover er elektricitet nødvendig for desinfektions- og rengøringsinstrumenter, såsom autoklaver (trykkoger til sterilisering) og luftfiltrering, samt, visse steder, oppumpet rent vand. Alt dette er nødvendigt for at forhindre spredningen af infektioner blandt patienter og sundhedspersonale.”

Personalet på hospitaler og klinikker, om de er garvede professionelle eller nyuddannede til de nybyggede faciliteter, vil ønske at bo i hjem med pålidelig strømforsyning.

Og når vi ser fremad mod leveringen af en vaccine, når først denne er blevet godkendt og produceret i milliarder af enheder: ”Verdenssundhedsorganisationen (WHO) skønner, at næsten 50% af frysetørrede og 25% af flydende vacciner går til spilde hvert eneste år, meget ofte pga. strømafbrydelser i nedkølingskæden.”

Alle disse udviklingslande, såsom Ghana og specielt andre afrikanske nationer, som nu ønsker at mobilisere for at bygge nye lokale og regionale hospitaler og klinikker til at bekæmpe COVID-19, står over for fire udfordringer: Opbygningen af nye faciliteter med moderne kapaciteter; rekruttering og træning af personale; at sørge for store mængder frisk vand; og at forsyne disse faciliteter med strøm. Brookings-artiklen gør det klart hvor vigtig elektricitet er for sundhedspleje. Ligeledes, om ikke endnu vigtigere, er nødvendigheden af strømforsyning til de befolkninger, som sundhedssystemet tjener.

Så LaRouchePAC’s beregning af op mod 70.000 MW i ny elektrisk kapacitet er livsvigtig. Det må være en kombination af små gasturbiner og små modulære kernekraftværker; sol og vind er så forholdsvis ineffektive, at denne nye energi ville kræve et areal 50-70 gange større, end det ville med kernekraftværker – og den førnævnte (energiforsyning) ville være uregelmæssig – utilladeligt for sundhedsfaciliteter – og ville alligevel have brug for gasturbiner som backup.

LaRouchePAC’s rapport viste, at 50 millioner nye, produktive arbejdspladser kunne skabes indenfor en generation i USA, inklusive 6 millioner nye produktive arbejdspladser i 2020-21, som en del af at skabe 1,5 milliarder produktive job verden over, 110 millioner af disse i 2020-21 – alle skabt gennem præcis denne opbygning af energiproduktion til og bemanding af et nyt, verdensomspændende sundhedssystem.

USA og Indien må straks påbegynde et partnerskab for at tilvejebringe de kreditter og det ingeniørarbejde nødvendigt for nye, fuldt udstyrede hospitaler, som må bygges ”på samlebånd” med Kinas udstedte kreditter og deres metoder for hurtigt hospitalsbyggeri, fra bunden af, som set i Wuhan. Dette betyder, at USA’s Internationale Finansinstitution for Udvikling (DFC) og Eksport-Import-Bank, med Indiens nationale Udviklingsfund og Kinas Eksport-Import-Bank, må finansiere opbygningen. Hvad angår strømforsyningen, er alle tre lande eksperter, og det er Rusland også, som er førende i at forsyne lande verden over med kernekraftværker.

Og dette må gøres i hele udviklingssektoren, og det øjeblikkeligt.

Schiller Instituttets præsident, Helga Zepp-LaRouche, har siden begyndelsen af året opfordret lederne af de fire mægtigste nationer – Indien, Kina, Rusland og USA – til at afholde et topmøde for at iværksætte dette nye kreditsystem og opbygning.

I USA må Obamas forbud mod kreditter til konstruktion af kernekraftværker i udlandet ophæves, gennem handling fra regeringen, hvilket DFC har anmodet om.

For at få yderligere kreditter til at bygge infrastruktur i USA, må H.R. 6422 i Repræsentanterne Hus, lovforslaget for den Nationale Infrastrukturbank, vedtages.

Og Glass-Steagall (bankopdeling) må genindføres, via H.R. 2176 i Repræsentanternes Hus, for at gøre en ende på den amerikanske centralbanks ensidede redningsaktioner af Wall Streets investeringsbanker, og genoprette kommercielle banker som vil låne til disse infrastrukturprojekter.

Den 14. juni (EIRNS) – Tre dage før Donald Trump indtrådte som præsident for USA, den 20. januar 2017, fortalte Ruslands præsident Vladimir Putin sagligt på en pressekonference i Moskva, at den kommende amerikanske præsident, allerede før han havde aflagt embedseden, blev udsat for et kupforsøg i stil med regimeskiftet i Ukraine.

 ”Efter min mening”, udtalte Putin, ”er der flere mål; nogle er indlysende. Det første er at undergrave legitimiteten af den valgte præsident for USA… Det ser ud til, at de har trænet til dette i Kiev, og nu er klar til at organisere en ‘Maidan’ i Washington, for ikke at lade Trump indtræde i embedet. Det andet mål er at binde hænderne og fødderne på den nyvalgte præsident i forbindelse med gennemførelsen af hans løfter under valgkampagnen til det amerikanske folk og det internationale samfund”.

 Putin henviste klart til Trumps løfter om at etablere gode samarbejdsrelationer med blandt andet Rusland og Kina – et prospekt, som det dødsmærkede britiske imperium og deres amerikanske allierede betragtede som en eksistentiel trussel mod deres kontrol over planeten.

 I går, i et interview der fandt sted den 14. juni med Rossiya-1 TV, vurderede Putin den aktuelle situation i USA og udtalte sig atter ligefremt: ”Det der har fundet sted, er faktisk en manifestation af en slags dyb indre krise. Vi har observeret dette i lang tid, lige fra det øjeblik, hvor den nuværende præsident tiltrådte, da han vandt klart, demokratisk, men den tabende side udtænkte alle mulige slags eventyr – alt hvad der kunne rejse tvivl om hans legitimitet”.

 I takt med at USA og verden hvirvles rundt i en malstrøm af økonomiske, politiske og sociale kriser, er der ikke meget, som briterne frygter mere end udsigten til et firemagts-topmøde mellem lederne af USA, Rusland, Kina og Indien – som formuleret af Lyndon LaRouche i lang tid. Det var netop den meddelelse, som Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og præsident for Schiller Instituttet, præsenterede på podiet ved et kinesisk-europæisk online-seminar den 12. juni mellem byer fra Zhejiang-provinsen (Kina) og Øst- og Centraleuropa: ‘Zhejiang Virtual Expo in Digital Service Trade—IT Telecommunication Technologies Services Session’.

 Zepp-LaRouches tale bar titlen ”Bælte- og Vejinitiativet i verden efter COVID-19: Udfordringer og muligheder og en opfordring til et nyt paradigme i internationale forhold”, og blev hørt under panelet: “Diskussion om den nye mekanisme for samarbejde mellem lande”. Uddrag følger:

 ”Udbruddet af coronavirus-pandemien har ændret verden på måder, som meget få mennesker havde forestillet sig for kun et halvt år siden. Det har blandt andet afsløret sårbarheden af en verden, der i flere årtier er blevet domineret af de finansielle institutioner i det nyliberale monetære system. Meget brutalt er det blevet udstillet, at privatiseringen af sundhedssystemet i de transatlantiske lande har efterladt disse samfund uforberedte med utilstrækkelig forsyninger af beskyttelsesmasker og tøj, ventilatorer, intensivafdelinger, testkapacitet, sporingsanordninger osv.

 ”I udviklingslandene er virkningerne af pandemien, som stadig vokser der, med fraværet af effektive sundhedssystemer katastrofalt, som vi nu er vidner til i lande som Brasilien og Chile. Ifølge ILO er 60% af den globale arbejdsstyrke beskæftiget i den såkaldte uformelle økonomi, hvilket betyder, at folk lever fra hånden og til munden, og den økonomiske nedlukning, der blev indført som et resultat af pandemien, truer umiddelbart selve eksistensen af disse mennesker. David Beasley fra ‘Verdens Fødevareprogram’ har gentagne gange advaret om, at som et resultat af krisen i fødevareproduktionen, der er blevet forværret af pandemien og græshoppeplagen, der nu rammer flere lande i Afrika og Asien, vil verden snart blive ramt af en hungersnød af ‘bibelske dimensioner’ og dræbe 300.000 mennesker om dagen, hvis der ikke gøres noget ved det på kort sigt.

 ”Det var ikke coronavirus, der forårsagede pandemien, det var manglen på reel industriel udvikling. Som de effektive foranstaltninger, der blev iværksat af den kinesiske regering i Wuhan og Hubei-provinsen, har vist, blev virusset bragt under kontrol; og hvis enhver nation på denne planet havde haft et lignende sundhedssystem, ville coronavirusset aldrig have forvandlet sig til en pandemi, eller i det mindste kunne det have været inddæmmet i meget stor udstrækning. Allerede i 1973 nedsatte min afdøde mand, økonomen Lyndon LaRouche, en biologisk arbejdsgruppe for at undersøge virkningen af IMF’s og Verdensbankens monetaristiske politik på sundheden og den forventede levealder i udviklingslandene. Denne arbejdsgruppe producerede adskillige store omfattende undersøgelser i 70’erne og 80’erne, som påpegede, at nedsættelsen af befolkningernes levestandard gennem generationer, forårsaget af IMF’s såkaldte ‘betingelser’, uundgåeligt ville føre til genoplivning af gamle sygdomme og udbruddet af nye, samt pandemier.

 ”Nu er ‘den store krise’ her, og vi har de samtidige kriser med pandemien, en større krise i landbruget, faren for hungersnød, og sidst men ikke mindst, endnu en krise i det finansielle system, der truer med at blive meget større end krisen i 2008. Det burde være klart, at en fortsættelse af den hidtil førte politik, kun kan føre til kaos, potentielt en global katastrofe og et dyk ned i et nyt mørkt århundrede, værre end det 14. århundrede i Europa …

 ”Der er et alternativt perspektiv! Krisen i hele det menneskelige samfund er så enorm, at kun en topstyret løsning kan fungere. Jeg har siden begyndelsen af det indeværende år opfordret til et topmøde med lederne af de fire vigtigste lande: Kina, Rusland, Indien og USA. Verden har brug for en løsning, der tager fat på alle de ovennævnte problemer med at etablere et helt nyt paradigme af relationer mellem nationer. Det første skridt bør naturligvis være at tackle den truende fare for et økonomisk sammenbrud ved at etablere et nyt kreditsystem i Bretton Woods-systemets tradition, som det var Franklin D. Roosevelts hensigt, nemlig at give store langfristede kreditter til industrialiseringen af udviklingslandene. For at bekæmpe pandemien må det første skridt være opbygningen af et nationalt sundhedssystem i hver eneste nation på planeten, for medmindre den underliggende årsag til underudvikling er afhjulpet, er der ingen garanti for, at der ikke snart vil komme nye virusudbrud, der fører til nye pandemier, hungersnød og plager. Opførelsen af et sådant sundhedssystem i hvert land kan være det første skridt til at skabe 1,5 milliarder nye produktive job…

 ”Et topmøde mellem præsident Xi, præsident Trump, præsident Putin og premierminister Modi kunne vedtage en sådan sundhedsnødplan, en ‘Sundheds-Silkevej’, og dermed reagere på det akutte behov for hele menneskeheden, og indføre en ny æra af samarbejde i menneskehedens historie”.

Den 12. juni (EIRNS) – Løsningen på verdens mest presserende problemer må lokaliseres i menneskets enestående evne til at opdage sandheder om det reelle, fysiske univers, og til at anvende denne viden til at forbedre levestandarden, kulturen, samt i antallet af tilegnelser af nye opdagelser. Lyndon LaRouche, den amerikanske økonom og præsidentkandidat i flere ombæringer, udviklede en retning indenfor økonomi baseret på fundamentale opdagelsers ikke-kvantitative, transcendentale kvalitet, og byggede en bevægelse viet til at skabe et økonomisk system i overensstemmelse med alle menneskers kreativitet og værdighed.

”LaRouche-planen til at genåbne den amerikanske økonomi: Verden behøver 1,5 milliarder nye, produktive job” er den bedste vejledning til at skabe en økonomisk fremtid, og dennes indhold fortjener nærmere granskning og refleksion. En bestræbelsesværdig, opnåelig vision for fremtiden – med et internationalt samarbejde mellem USA, Rusland, Kina og Indien – er en desperat fornødenhed. Og der er ingen tid at spilde!

Enorme økonomiske forskydninger rammer, eller truer med at ramme, den transatlantiske sektor. I USA står de midlertidige foranstaltninger til at øge arbejdsløshedsunderstøttelsen, forbyde tvangsudsættelser, udsætte betalinger af studielån og fryse betalinger på boliglån, til at blive afsluttet i perioden mellem juli og slutningen af oktober. Ordrer på maskinværktøj er en tredjedel lavere end for et år siden – et fald som begyndte før coronavirusset skabte storstilede dyk i økonomisk aktivitet.

Kaos bliver bevidst sluppet løs i USA, gennem voldelige protester over de seneste uger, i kølvandet af drabet på George Floyd og etableringen i Seattle af den såkaldte Capital Hill Autonome Zone, der er blevet oprettet som en provokation mod Præsident Trump, for at teste om han tør bruge militæret, om nødvendigt, for at garantere evnen til ”at håndhæve USA’s love.”

Over hele verden fortsætter corona-pandemien med at udbrede sig. I Australien, Kina, Kroatien, Island, Irland, Schweiz og Thailand (for at nævne nogle eksempler) har man virusset under kontrol. Men i Argentina, Bangladesh, Brasilien, Chile, Ægypten, Etiopien, Indien, Indonesien, Mexico, Saudi-Arabien, Ukraine og Venezuela fortsætter antallet af nye, bekræftede smittetilfælde med at sætte rekorder, næsten dagligt. I USA, i de områder som først blev ramt hårdest, såsom New Jersey og New York, har man set antallet af nye smittede styrtdykke, som et resultat af opmærksomheden på farerne fra virusset, samt en god overholdelse af sundhedsforanstaltningerne. Men antallet fortsætter med at stige i stater som Texas, Arizona, og, efter ”Memorial Day”, i Florida. I de fire uger, efter Arizona den 15. maj ophævede dens ordre om at blive hjemme, er antallet af COVID-19-patienter, som er afhængige af respiratorer, steget med 400%.

De strategiske spændinger fortsætter ligeså: I fredags godkendte Senatets Komité for de Væbnede Styrker i USA 6 milliarder dollars til Forsvarsinitiativet i Stillehavet, der sigter på militært at omringe og isolere Kina; i onsdags fløj russiske bombefly indenfor 8 sømil af USA’s territoriale luftrum; og USA’s fortsatte insisteren på at inkludere Kina i forhandlingerne om at forlænge den Nye START-traktat for at begrænse atomvåben-arsenaler, muliggør at den kunne udløbe til februar, 2021.

Disse spændinger kan ikke overvindes blot ved at protestere, om det så handler om politivold, om afmonteringen af patriarkalske, kapitalistiske systemers heteronormative systemiske racisme og undertrykkelse, eller om regler for ansigtsmasker er et angreb på enhvers himmelsendte ret til at indtage ilt.

Glem slagordene! Tag tiden til ærligt at reflektere over den fundamentale forskel mellem den menneskelige race og alle andre kendte livsformer, og over den kreative tankes naturlige proces, som alene finder sted i det individuelle menneskes sind. Arbejd på at gøre disse karaktertræk til den centrale kilde for din identitet og for det økonomiske system, som må lede os ind i fremtiden.

Den 10. juni (EIRNS) – Hver eneste amerikaner, og størstedelen af borgere verden over, ved nu, om de indrømmer det eller ej, at hele kampagnen om ”russisk aftalt spil med Trump”, og fortællingen om at ”Rusland hackede det demokratiske partis hjemmeside”, var opdigtede ud af den tynde luft med ét formål: at stoppe Donald Trump. I de geopolitiske hoveder, tilhørende britiske efterretningsfolk og deres allierede i USA, i begge politiske partier og i pressen, var Trumps valgtemaer – at gøre en ende på krige for regimeskifte, at etablere venskabelige forhold til Rusland og (senere) Kina, at gendrive de fantasifyldte løgne om menneskeskabt global opvarmning, og at genetablere amerikansk industri og infrastruktur – helt igennem uacceptable for de imperialistiske herrer i City of London og på Wall Street.

Men få husker, måske, at præcis de samme løgnhalse og bedragere igangsatte en massiv kampagne i 1986 for at ødelægge Lyndon H. LaRouche. LaRouche havde overbevist Præsident Ronald Reagan om at vedtage sit koncept for at gøre en ende på den britiske politik for ”gensidig garanteret udslettelse” (”mutually assured destruction”, MAD), hvor både ”øst” og ”vest” var klar til at springe hinanden i luften, ved at indføre ”gensidig garanteret overlevelse”, hvor amerikanske og russiske videnskabsmænd ville samarbejde om nye teknologier, som kunne ”gøre atomvåben forældede”. LaRouche havde også startet en ”Krig mod Narkotika”, der identificerede den direkte rolle som City of Londons og Wall Streets banker havde i den massive narkotikaafhængighed, som spredte sig i Amerika og i resten af verden, gennem hvidvaskningen af billioner af dollars på vegne af ”verdens største forretning” – A/S Narkotika – (Dope Inc.). LaRouche mobiliserede også udviklingssektorens ledere, inklusive Indiens Indira Gandhi og Mexicos José López Portillo, til at kræve industrialisering baseret på den hamiltoniske model, som truede den neo-kolonialistiske kontrol over disse nationer, gennem det britiske imperiums internationale bankkarteller.

Løgnekampagnen og angrebene på LaRouche havde været vedvarende og beskidte, selv før 1986 – beskidte tricks fra FBI og CIA, løgne i pressen, chikane af tilhængere og politiske venner. Men d. 28. februar, 1986, da Sveriges statsminister, Olof Palme, blev snigmyrdet på gaden i Stockholms, blev beskyldningen øjeblikkeligt rejst, fra London, fra Wall Street, fra Moskva, fra pressens skøger: LaRouche dræbte Palme. TV-udsendelser af NBC, store midtersideartikler i den amerikanske og britiske presse, svadaer i sovjetisk presse og TV: LaRouche stod bag. Der var ingen beviser, selvfølgelig, ligesom der ingen beviser var for russisk aftalt spil med Trump, eller for russiske hackerangreb på DNC’s e-mails. Metoden for den Store Løgn behøver ingen beviser.

Den efterfølgende måned vandt to LaRouche-medarbejdere statsdækkende, demokratiske primærvalg i Illinois, som viceguvernør og delstatssekretær. Frem for at fejre og rapportere om græsrodsmobiliseringen af LaRouches politiske aktionskomité, som havde omgået pressens og partilederskabets kontrol over valget, gik partilederne og medierne amok, og brugte løgnen om mordet på Palme til at sprede andre løgne om, at LaRouche var en racist, antisemit, en kommunist, en fascist, en kultleder, en demagog – hvad som helst, der kunne skræmme folk væk. Justitsministeriet oprettede en specialenhed for at få ram på LaRouche ved at fabrikere anklager mod ham og hans organisation, ledet af – bemærk dette – Robert Mueller, den selv samme Robert Mueller, som senere ville blive udpeget til at lede de ligeså løgnagtige undersøgelser af Præsident Donald Trump. Dette førte til en omfattende ransagning den 6. og 7. oktober, 1986, med føderale, statslige og lokale politistyrker af LaRouches kontorer i Leesburg, Virginia, og andre kontorer over hele landet. Flere års retssager og lynjustitsprocesser fulgte efter, hvor LaRouche og flere af hans medarbejdere blev erklæret skyldige, baseret på falske anklager som sendte LaRouche i fængsel i 5 år.

Tusinder af ledende personer fra hele verden – politikere, videnskabsfolk, klassiske musikere, fagforeningsledere, borgerrettighedsforkæmpere, diplomater – har mobiliseret for LaRouches frifindelse.

I dag blev den svenske undersøgelse af Palme-mordet, som har stået på i 34 år uden nogen konklusion, lukket ned. Chefadvokaten, Krister Petersson, sagde, at en af de mistænkte, som døde i 2000, sandsynligvis var morderen. Spurgt senere på radioen om andre organisationer, der var blevet undersøgt, svarede Petersson, at der var grupper i Sverige på den tid, ”såsom Stay Behind og EAP [den svenske LaRouche-organisation], men vi fandt ingen forbindelser til dem.”

Alt imens endnu en brik i beviset på LaRouches uskyld, samt den massive, ulovlige brug af retssystemet for at lukke munden på ham dukker op i offentlighedens lys, må rollen som hans idéer forsat spiller, selv i døden, gøres synlige for enhver, gennem Trumps renselse af hans navn. Som LaRouches enke, Helga Zepp-LaRouche, skrev, kort efter hans død, d. 12. februar, 2019: ”Om dette syn vil blive rettet, om denne uhørte overtrædelse af menneskerettighederne og af frihed vil blive straffet, og om borgerne i USA og resten af verden vil have fordomsfri adgang til Lyndon LaRouches idéer: dette, er jeg dybt overbevist om, vil bestemme, om fred i det 21. århundrede kan sikres og fastholdes, og om USA igen kan blive en ledestjerne for håb for hele verden.”

Den 8. juni (EIRNS) – Hvem stoppede fremgangen for den amerikanske borgerrettighedsbevægelse for 50 år siden, før den kunne fokusere på sorte arbejderes frihed fra nød og frygt? Hvorfor blev Dr. Martin Luther King dræbt, da han satte økonomiske rettigheder og en ende på Vietnam-krigen, hvor de blev sendt hen for at dø, i centrum af sin dagsorden? Hvorfor er forskellen på rigdom mellem husstande af henholdsvis sorte og hvide amerikanere i dag så meget større end den var for 50 år siden?

Og hvorfor har mere end 80 % af arbejdende amerikanere og 2,2 milliarder arbejdende folk verden over intet produktivt arbejde som de kan stole på? Hvorfor har en viruspandemi, for den sags skyld, fået lov til at smide 2,2 milliarder ud af arbejde i flere måneder, og true hundreder af millioner med hungersnød, specielt i Afrika? Hvorfor har næsten alle nationer i verden reduceret antallet af hospitalssenge og investeringer i den offentlige sundhedssektor i årtier, vel vidende at pandemier var på vej?

Kun den afdøde Lyndon LaRouche besvarede disse spørgsmål i mere end 50 år – siden han i 1967 advarede om, at det britiske imperiums banker ødelagde kredit- og investeringssystemet knyttet til Bretton Woods, og ødelagde hvad der var tilovers af præsident Franklin Roosevelts planer for udvikling efter 2. verdenskrig. I 1974 sagde han, at globale pandemier ville blive udslaget, hvis dette blev tilladt. Borgerrettighedsveteraner og afrikanske ledere blev tiltrukket til LaRouche, fordi han besvarede disse spørgsmål og ubønhørligt udfordrede det britisk imperiums systems ubegrænsede finansspekulation og dødelige nedskæringspolitik i den ”tredje verden” og ”fjerde verden”.

Det er derfor, at den tidligere ambassadør for Burundi til USA, Jacques Bacamurwanko, i sidste uge sagde om justitsministeriet og den slags: ”Fjern deres knæ fra Lyndon LaRouches hals”. Jacques Bacamurwanko fortsatte: ”De protesterende aktivister, efter det vederstyggelige mord på George Floyd af en politiofficer fra Minneapolis, burde fortælles, at det var det samme antiamerikanske system, som var ansvarligt for stranguleringen af Lyndon LaRouche Jr. Lyns hals blev bogstavelig talt lukket sammen af den samme bande af hvide racister (white supremacists –red.), der ikke ønskede, at han udøvede sin ret til at stemme, til at rejse frit omkring her eller i udlandet. Den gode nyhed er, at denne morderiske bande ikke lykkedes med at stoppe udbredelsen, vidt og bredt, af LaRouches frihed og idéer.”

I denne dybe krise er det tåbeligt at deltage i oprør, som tilsigter at tvinge Præsident Donald Trump ud af embedet, tilrettelagt af de samme britiske imperialistiske kredse og agenter, som har forsøgt at eliminere ham, siden før hans tiltrædelse. Denne krise kræver en dybtgående løsning; den kræver en fundamental ny økonomi, fuld af produktiv beskæftigelse, rumvidenskab og teknologi samt arbejde med kraftigere energikilder. En ny økonomi, som Sydafrikas præsident netop har opfordret til, ledet af en mobilisering af ny og højteknologisk infrastruktur.

LaRouche foreslog, at en gruppe af ledende nationer, med denne nye teknologi som mål, afholder et topmøde og skaber et nyt, globalt kreditsystem. Han sagde: ”Der er nu en uberegnelig krise i gang verden over… Dette er en krise som vil afgøre hvem der kommer til at kontrollere verden. Bliver det en gruppe af nationer, eller bliver det et genopstået Britisk Imperium, som aldrig rigtig forsvandt – som tager over fra USA og etablerer et verdensherredømme gennem globalisering?”

LaRouches politiske aktionskomités rapport: ”LaRouche-planen til at genåbne USA’s økonomi: Verden behøver 1,5 milliarder nye, produktive arbejdspladser”, er alternativet til den dybe krise, som verdens økonomier nu er gledet ind i. I løbet af de næste uger søger vi at organisere et højlydt, internationalt ”kor”, som Helga Zepp-LaRouche kaldte det, af stemmer der giver resonans for et topmøde mellem mindst, USA’s, Kinas, Ruslands og Indiens ledere, med mange andre velkomne, for at realisere denne forandring.

En international konference vil bringe dette kor til udtryk om tre uger fra i dag, d. 27. juni. I de samme tre uger må Londons forsøg på at ødelægge USA, gennem afsættelsen af en præsident, stoppes.

Dette er LaRouches revolutionære udfordring til sammenhobningen af City of London og Wall Street, som gennem spekulation har bortødslet menneskelivets værd gennem det sidste halve århundrede.

Den 7. juni (EIRNS) — Mens hele verden nu oversvømmes med slagordene ‘sorte liv betyder noget’ (black lives matter), må man spørge: Hvad er det ønskede resultat? At skabe et anstændigt liv for de fattige i Amerika, hvoraf mange er sorte og latinoer? De fleste mennesker anerkender, at de massive demonstrationer i USA og i store dele af verden i dag er drevet af mere end racistisk politibrutalitet – de er resultatet af det katastrofale sammenbrud i økonomien midt i en dødbringende pandemi – begge omstændigheder der påvirker den sorte befolkning mere intenst, men som er universelle katastrofer.

 Hvorom alting er, bortset fra EIR-programmet, der blev udgivet i sidste uge, og som kræver en hurtig skabelse af 1,5 milliarder job og et lige så presserende topmøde med lederne af USA, Rusland, Kina og Indien for at iværksætte det nødvendige hasteprogram, ser der ud til at være ringe opmærksomhed omkring de faktiske forbrydelser, der bliver begået imod de fattige i USA og langt de fleste lande i Afrika og Sydamerika, fra de mere end tredive års finansielle og økonomiske politik. Under slagordene om “globalisering”, “fri handel” og “miljøbeskyttelse” er de virkelige industrielle økonomier blevet ødelagt, infrastruktur har fået lov til at rådne, og udviklingslandene nægtet enhver industriel udvikling, bortset fra Kinas soloindsats for at tilvejebringe fysisk udvikling gennem Den nye Silkevej/ Bælte- og Vejinitiativet.

 FN’s direktør for verdens fødevareprogram, David Beasley, har råbt op så højt han kan om, at Afrika i løbet af kun få uger eller højst måneder vil have en mulig sultedødelighed på 300.000 pr. dag i forbindelse med coronavirusset, med fødevareforsyningskæder der også knækkes af den økonomiske krise, kombineret med et af de værste græshoppeangreb i moderne historie. Betyder disse sorte liv noget?

 At male “Black Lives Matter” med ti meter høje bogstaver i gul maling på Washingtons 16th Street vil ikke gøre noget for at løse disse reelle problemer. Faktisk skal det bemærkes, at den officielle ‘Black Lives Matter’-bevægelse blev finansieret med 60 millioner dollars fra George Soros, og i alt over 400 millioner $ fra andre Wall Street-fonde, mens terroristorganisationen Antifa og andre åbenlyst voldelige bander – mange af dem primært hvide – har opereret under dække af demonstrationerne.

 Det drivende fokus for “bevægelsen” er fjernelsen af Donald Trump fra embedet, mens indsatsen i vid udstrækning styres af de samme kræfter, som orkestrerede fase et og fase to i kupforsøget – Obamas korrupte efterretningsteam, hvoraf mange nu selv står overfor fængsling for deres forbrydelser; af deres kontrollører i det britiske imperium, MI6 og GCHQ, og af de prostituerede i pressekorpset, der svor på, at Trump samarbejdede fordækt med den russiske præsident Vladimir Putin, og at Putin stjal valget.

 To medieartikler i denne weekend demonstrerer den faktiske hensigt med denne såkaldte bevægelse. Tysklands Der Spiegel, det mest udbredte magasin i Europa, har en forsidehistorie med Trump der holder en tændstik, med en brændende by bag sig, under titlen: “Pyromanen – en præsident sætter sit land i brand. Den ledende artikel lægger hele skylden for krisen på Trump, alt imens den antyder, at Trump planlægger en “Rigsdagsbrand” for at gøre sig selv til diktator efter samme model som Hitler, og muligvis vil nægte at anerkende valgresultatet, hvis han taber. Man antyder et militærkup for at stoppe den formodede fare.

 Her i USA indrømmer magasinet The Atlantic åbent, at “bevægelsen” faktisk er en “farverevolution” efter samme model som Maidan-kupet i Ukraine i 2014. Læsere af EIR ved, at det var nøjagtigt den samme anglo-amerikanske bande – Soros, Obama og hans vicepræsident Biden og hans efterretningsteam, sammen med pressen, der åbent iscenesatte det voldelige nynazistiske kup mod den demokratisk valgte regering i Ukraine, som det er dokumenteret i EIR‘s ”Hvordan Obama og Soros bragte nazisterne til magten i Ukraine.”

Af Helga Zepp-LaRouche, 30. maj 2020 – artikel skrevet til ugeskriftet Neue Solidarität.

Verden står i dag ved en skillevej, som Friedrich Schiller ville have identificeret som et punctum saliens (det springende punkt -red.), det vil sige tidspunktet i et drama, hvor den afgørende beslutning skal træffes: vil hovedpersonerne formå at hæve sig til et højere niveau af sublim handling og dermed tilvejebringe en positiv løsning, eller vil de forblive fanget i en geometri, hvor modsætningerne tilsyneladende er uløselige, og derved forvandle dramaet til en tragedie. Verden befinder sig i dag på et sådant punkt i to henseender: i krisen mellem USA og Kina og på hjemmefronten i selve USA.

I en i forvejen ekstremt anspændt situation på grund af Covid-19-pandemien, med over 100.000 dødsfald og 30% arbejdsløshed, udløste det brutale mord på den afroamerikanske George Floyd en eksplosion af vold og alvorlige optøjer, som, i skrivende stund, har ramt 24 byer. Præsident Trump har bedt Pentagon om militære optioner i henhold til ”Oprørsloven” fra 1807, og hjemmeværnet i Minnesota påbegyndte den største deployering i dens 164-årige historie. Landet er polariseret på randen af borgerkrig. Men det er ikke kun indenlands, at grænsen er nået; den strategiske konfrontation med Kina har også nået et vendepunkt. Længe før Donald Trump vandt præsidentvalget i 2016, havde britiske hemmelige tjenester i aftalt spil med amerikanske kredse – i korthed ofte betegnet ”the Deep State” – travlt med at etablere store faldgruber for Trump, i tilfælde af at han ville vinde. Allerede den 21. januar 2017 havde London Spectator en artikel med overskriften: ”Vil Donald Trump blive myrdet, udsat for et kup eller bare afsat ved en rigsretssag”? Skandalen omkring den fyrede britiske ambassadør i Washington, Sir Kim Darroch, kaster lys over de vidtgående metoder som det britiske imperium, da Trump først var indsat, anvendte for at skabe et fuldstændigt kontrolleret miljø omkring ham (at ”oversvømme zonen”) ved – via den britiske ambassade – at forsøge at påvirke hver eneste kontakt, som Trump havde. Målet: Hvis hverken et kup eller en rigsretssag mod Trump lykkedes, skulle han ”inddæmmes” i tråd med det britiske imperiums målsætninger.

Og ”inddæmmet” var han, da han holdt sin pressekonference den 29. maj i Det hvide Hus’ “rosenhave”, hvor han gennemgik hele kataloget over britisk inspirerede løgne mod Kina og Verdenssundhedsorganisationen. Omgivet af Pompeo, Mnuchin, O’Brien, Lighthizer, Kudlow og Navarro, proklamerede Trump, hvad Pompeo i fuld fart havde arbejdet på i måneder: ophævelse af Hongkongs særlige status som et finanscenter og særlig skattezone, såvel som samarbejdet med WHO. Kinas forseelse er åbenlys, sagde Trump. De er ansvarlige for, at USA mistede hundreder af milliarder af dollars hvert år på grund af urimelige handelsforbindelser, Kina dækkede over udbruddet af Covid-19 og har skylden for udbredelsen af pandemien, der har resulteret i over 100.000 døde i USA og over en million i verden. Trump gentog den totalt miskrediterede løgn fra englænderen Niall Ferguson, der hævdede, at Kina havde stoppet indenrigsflyvninger fra Wuhan i Kina, men tilladt dem at fortsætte til udlandet og dermed bidraget til utallige dødsfald og ødelæggelser. Derudover sagde Trump, at Kinas industrielle spionage skal stoppes, at kinesiske forskere og studerende udgør sikkerhedsrisici, og at kinesiske virksomheder ville blive fjernet fra amerikanske børser.

Med denne pressekonference har forholdet mellem USA og Kina nået et nyt lavpunkt: ikke blot er der truslen om afkoblingen af økonomierne, hvilket ville føre til en ny blokdannelse og en ny kold krig, men der er sat en kurs, der kunne føre til Tredje Verdenskrig.

Trump insisterede på, at Kina ensidigt havde pålagt kontrol over Hongkongs sikkerhedsstatus, i strid med traktaten fra 1984 med Storbritannien. Hvad han udelod er den historiske baggrund, nemlig at de alvorlige uroligheder i Hongkong blev anstiftet og finansieret af britiske og amerikanske institutioner, som National Endowment for Democracy (NED), med det eksplicitte mål at få en farverevolution mod regeringen i Beijing. I årevis har NED, der inkluderer både demokrater og republikanere, ydet betydelig økonomisk bistand og ”demokrati-træning” til demonstranter, hvad enten det er i Hongkong eller det fascistiske Maidan-kup i Ukraine. Den delvis voldelige og terroristiske operation var udformet til at fremprovokere en militær intervention i Hongkong af den kinesiske hær, og således at udløse en verdensomspændende protest. Sammen med disse terrorhandlinger var der giftige artikler i de transatlantiske medier, såsom artiklen af Bret Stephens i New York Times den 3. oktober 2019 med titlen: ”Er Kina på vej mod krise?”, der søgte at indvarsle Kinas forestående død.

Og nu, hvor Den kinesiske Folkekongres vedtog en ny sikkerhedslov for Hongkong for at bringe denne terroristiske destabilisering til ophør, har den kinesiske regering enhver ret til at gøre det. ”Ét Kina”-politikken er regeringens røde linje, og ingen overskridelse af den kan tolereres. Tabet og gendannelsen af Hongkong, sammen med Taiwan og erindringen om de territoriale tab som følge af opiumskrigene, den tvungne åbning af kinesiske havne for britisk opium under våbenmagt, og de ”ulige traktater” hvor Kina derefter blev tvunget at afgive Hongkong til England, er det absolutte synonym for ”skammens århundrede”. Ud fra disse historiske erfaringer har Kina draget den konklusion, at det aldrig igen kan tillade sig at blive løbet over ende og besat og gjort magtesløst af imperialistiske magter. Dette var i i intellektuelle kredse allerede argumentet, der førte til grundlæggelsen af den nye Folkerepublik Kina, og som har bestemt dens økonomiske politik, især siden Deng Xiaopings reformer. Med denne orientering har Kina formået at overvinde grundsætninger fra Kulturrevolutionens år med kaos, og iværksætte det største økonomiske mirakel i historien, der har løftet 850 millioner mennesker ud af fattigdom. I de sidste 40 år, siden reform- og åbningspolitikken, har Kina i stigende grad fokuseret på videnskab og teknologi som lokomotivet for social og økonomisk fremskridt.

Denne politik – som i øvrigt er meget tættere på principperne i Alexander Hamiltons Amerikanske økonomiske System og det tyske økonomiske mirakel efter Anden Verdenskrig end Sovjetunionens socialistiske planøkonomi – er årsagen til Kinas oprejsning. Og denne politik – ikke primært industriel spionage, der gennemføres af alle lande – forklarer, hvorfor Kina er blevet en global leder inden for udvikling af f.eks. højhastigheds-jernbanesystemer, forskning i nuklear fusion og rumrejser. Idéen om at kunne ”inddæmme” en nation på 1,4 milliarder mennesker, der fører en økonomisk politik baseret på videnskabeligt fremskridt, uden at provokere den tredje, denne gang en atomar verdenskrig, bør forkastes én gang for alle.

Hvem kan fortænke de kinesiske medier i at påpege, at det ”smukke syn”, som Nancy Pelosi kalder billederne af de voldelige oprørere i Hongkong, nu er flyttet til USA. Eller for at pege på dobbeltmoralen i, at når amerikanere går på gaden for at protestere mod de racistiske mord, fortjener de at blive skudt, men når yderliggående i Hongkong kaster benzinbomber og ødelægger offentlig ejendom, betragtes de som frihedskæmpere.

Det turde stå klart for enhver tænkende person, i betragtning af antallet af eksistentielle globale kriser der dukker op – fra Covid-19-pandemien, den voksende globale økonomiske depression, faren for en global sultkrise til det åbenlyst forestående sammenbrud af det finansielle system – at katastroferne kun kan forhindres, hvis verdens store nationer, nemlig USA, Kina, Rusland og Indien, arbejder sammen om at løse problemerne. Det er kun hvis internationalt samarbejde kan gennemføres på et fornuftigt niveau, at geopolitikken kan overvindes, og menneskeheden kan få en fremtid.

Derfor er det desto mere presserende, at præsident Trump vender tilbage til sin oprindeligt positive holdning til Kina og samtaler med præsident Xi Jinping, ansigt til ansigt, og til den tid hvor han gav udtryk for sin beundring for den kinesiske kultur. Efter fyringen af sin nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, tweetede Trump, at hvis han havde lyttet til ham, ville vi være ”i 6. verdenskrig nu”. Han burde også huske på udtalelserne af udenrigsminister Pompeo, hvis strategiske positioner er identiske med Boltons på mange måder. I en tale i Texas indrømmede Pompeo med slående nonchalance for en fundamentalistisk kristen. ”Jeg var chef for CIA. Vi løj, vi snød, vi stjal… Vi havde hele trænerkurser”.

Derudover skyldes det Pompeo, at ”Russiagate”-farcen kunne fortsætte efter 2017, eftersom Pompeo senest efter hans drøftelse med den tidligere computerspecialist i NSA, Bill Binney, i oktober 2017, havde beviset for, at der ikke havde foregået nogen russisk hacking af det Demokratiske Partis computere.

Lyndon LaRouches politiske aktionskomité (LaRouchePAC) har netop udgivet et program til oprettelse af 1,5 mia. nye produktive job verden over – et program der kun kan iværksættes gennem internationalt samarbejde mellem de store industrialiserede nationer, men frem for alt ved at overvinde den geopolitiske konfrontation mellem USA og Kina, Rusland og Indien. Denne uhørte krise er til en vis grad en test for menneskeheden, med hensyn til om vi med tiden kan skabe en ny orden, baseret på den generelle velfærd for alle mennesker på denne planet og tillade en permanent overlevelse af vores art. Den bedste måde, hvorpå andre nationer kan bidrage til dette, er ved at give offentlig støtte til et hastetopmøde mellem præsidenterne Trump, Xi Jinping og Putin samt premierminister Modi.

Den 3. juni (EIRNS) – Samtidig med at den interne desintegration af op mod 50 amerikanske byer chokerer amerikanere og folk over hele verden, markerer to, i dag, påbegyndte begivenheder tilbageslaget mod anarkiet, som medierne og mange valgte embedsmænd spreder, i forsøget på at forvandle det instrumenterede kaos til ”fase tre” af kupforsøget mod Præsident Donald Trump.

Den første begivenhed var offentliggørelsen fra Præsident Trumps præsidentkampagne af en kampagnevideo med overskriften: ”Gør Rumfart Stort Igen” (”Make Space Great Again”). Han begyndte reklamen med den Demokratiske Præsident John F. Kennedys tale ved Rice-universitetet: ”Disse Forende Staters land blev ikke bygget af dem, som ventede og slappede af og ønskede at kigge bag ud”. Derefter fulgte Kennedys berømte forkyndelse, at ”rejse til Månen i dette årti og gøre de andre ting,” efterfulgt af Neil Amstrongs skridt på Månen, med sit ”kæmpe spring for menneskeheden”.

Trump påpeger dernæst ”dette storslåede øjeblik”, som viser hvad amerikanere kan opnå, når de alle arbejder sammen, og tilføjer at vi nu skriver dette ”næste kapitel i amerikansk rumforskning”, baseret på en ”ny platform”, som vil gøre det muligt for amerikanske pionerer at vende tilbage til rumforskning.

Aldrig før har nationen haft mere brug for sådan optimisme og inspiration, hvilket blev vækket til live af Falcon 9s opsendelse og Dragon Endeavours dokning over weekenden. Skønt masseoptøjerne, plyndringerne og brandstiftelserne over hele nationen blev reduceret markant tirsdag aften, demonstrerer beviser fra borgmestre og guvernører, samt politichefer over hele landet, optøjernes organiserede natur, der drager fordel af det legitime raseri fra millioner af borgere, som ikke blot væmmes ved en racistisk betjents brutale mord på en ubevæbnet mand, men også af sammenbruddet af den amerikanske økonomi som er uden fortilfælde, de 50 millioner arbejdsløse og belastningen af nedlukningen. De samme kredse, som styrede de tre års heksejagt mod Præsident Trump, kendt for at være ledt af britisk efterretning, forsøger nu febrilsk at forvandle den nationale krise til en anti-Trump-kampagne, hvilket vil blive dokumenteret i de kommende udgivelser af EIR og EIR Alert Service.

Den anden vigtige begivenhed i dag, fandt sted i senatets justitskomité, hvor undersøgelsen af kupforsøget mod præsidenten begyndte med afhøringen af den tidligere vicejustitsminister, Rod Rosenstein, som ansatte den ”retslige snigmorder”, Robert Mueller, som specialrådgiver for at undersøge den (ikke-eksisterende) aftalte spilt mellem Trump og Rusland. Trump har kaldt dette for ”Obamagate” – de primære skurke i USA var en del af Obamas efterretningshold – men det kunne bedre betegnes som den ”tredje krig mod det Britiske Imperium”, efterfølger til den Amerikanske Revolution og Borgerkrigen. Komitéens formand, Senator Lindsey Graham, hævdede der vil komme kriminelle retsforfølgelser som følger af justitsministeriets undersøgelse, og at hans komité grundigt vil udforske Muellers undersøgelse, samt sagen mod General Michael Flynn, med hensigten også at vise, at den undersøgelse ikke retfærdigvis skulle have været påbegyndt. De primære aktører forsøger allerede at bøje af ved at bebrejde hinanden, som Rosenstein beskyldte McCabe, og McCabe hurtigt kaldte ham en løgner. Uheldigvis er Senator Graham en integral bestanddel af den fortsatte løgn, fra begge partier, om at Rusland hackede DNCs computere og ”greb ind i valgene i 2016”.

Den fremstormende finanstsunami vokser sig stadigt større, som den nærmer sig kysten. Argentina blev erklæret insolvent, d. 1. juni, af gribbene fra den Internationale Swaps- og Derivatforening, hvilket igangsatte omkring $1,5 milliarder i ”credit default swaps”. Billederne fra 2008 viser sig overalt, med den undtagelse, at derivat-boblen med ”spillegæld” i dag er næsten dobbelt så stor som i 2008, samt den utrolige hastighed af pengetrykkeri – som for det meste ikke går til den reelle økonomi, men til at holde bankerotte banker oven vande – som denne gang truer med en eksplosion af hyperinflation.

Den eneste løsning til alle disse kriser er en øjeblikkelig, revolutionær transformation af systemet selv, som vil skabe millioner af arbejdspladser i en nødhjælps rekonstruktion i USA og verden over, og tage banksystemet igennem en Glass-Steagall reform, så kreditter kan begynde at blive styret ind i den reelle økonomi: Rumforskning og grundlæggende opdagelser i videnskabens grænseområder, såsom fusionsenergi.

Se ”LaRouche-planen for at genåbne USA’s økonomi: Verden har brug for 1,5 milliarder nye, produktive arbejdspladser”.

Den 2. juni (EIRNS) – Verdenssituationen er ude af kontrol på mange fronter – i USA, pandemien, global hungersnød og den spændte strategiske situation. Over vores hoveder hænger Damoklessværdet – det økonomiske system, der er klart til at bryde sammen.

 Hvis alle disse faktorer lægges sammen står det klart, at der er et akut behov for fornuft. Vi har brug for en anden tilgang. Vi har brug for et totalt  paradigmeskifte. Dette er udformet i det nye program, “LaRouche-planen til genåbning af den amerikanske økonomi; Verden har brug for 1,5 milliarder nye, produktive job”.

 Hvad der er tydeligt i De Forenede Stater er, at midt i denne kraftigt voksende folkemængde, der ønsker et nyt, retfærdigt økonomisk system og frihed for misbrug og lidelse, er den britiske efterretningstjenestes hånd og dens imperialistiske kupmagere på færde. Et iøjnefaldende aspekt af dette er den bevidste antændelse af konflikt og vold i en tid med sorg, vrede og potentielt broderskab og forandring. Dette viser sig i form af ”professionelle agitatorer”, der griber ind i forskellige byer under skøre navne – ‘Boogalo Bois’, ‘Antifa’ eller anonymt.

 På nuværende tidspunkt har mere end 40 byer, i 20 stater, natligt udgangsforbud for at afskrække vold, som er forekommet de sidste par nætter i ellers store, fredelige demonstrationer, der fulgte efter mordet den 25. maj på George Floyd i Minneapolis af politibetjent Derek Chauvin, som siden er blevet tiltalt. I dag marcherede tusinder af mennesker i timevis i byer, kyst til kyst, fra Los Angeles, til Chicago til New York City.

 Spørgsmålet, som de lokale borgmestre og lederne af borgerrettighedsbevægelserne rejser, er: Hvem er disse udenforstående grupper, som tilskyndede til og udførte volden? Se til London.

 Hvad der står klart i situationen er, at alt kan gå galt, og føre til kaos og forfærdelige konsekvenser – netop hvad de britiske aktører ønsker. Samtidig fremmer de samme undergravende politiske kræfter et internationalt slutspil for USA, ved at presse på for et forrykt brud med Kina og ensidig økonomisk selvdestruktion.

 Udenrigsminister Mike Pompeo tjener dette formål godt. I en række offentlige begivenheder i de sidste tre dage – søndags-tv, en mandagstale og i dag sammen med præsident Trump med en erklæring om global religionsfrihed, hamrede Pompeo løs med den pointe, at Kina skal besejres, og for det andet antydede han stort set, at Trump vil gøre, hvad Pompeo siger. Pompeo sagde på Fox News søndag, at det ”aggressive” Kinesiske Kommunistparti (CCP) er en kraft for det onde, og ”ser sig selv som havende til hensigt at ødelægge vestlige ideer, vestlige demokratier og vestlige værdier. Det bringer amerikanere i fare”. I går sagde Pompeo i en podcast med American Enterprise Institute, at ”præsident Trump snart vil fremlægge en række skridt, som vi vil tage” imod Kina.

 Helga Zepp-LaRouche, præsident for Schiller Instituttet, identificerede i en briefing til medarbejdere i dag en modgift til krisen: det fremtidsorienterede udgangspunkt for forskning og videnskab i rummet, som det fremgår af rapporten, “The World Needs 1.5 Million New, Productive Jobs” (Verden har brug for 1.5 milliarder nye, produktive job). Søg at få den bredest mulige diskussion af dens ideer.

 Zepp-LaRouche mindede folk om, at Londons ‘The Spectator’ i januar 2017 bragte en forsidehistorie med overskriften om, at Trump skulle sættes fra embedet – ved kup, rigsretssag eller attentat – ellers må han tvinges til at tilpasse sig det britiske imperiums dagsorden. Pompeo, med flere, prøver at gøre netop dette, men han kan stoppes.

 I går gjorde præsident Trump netop en af de ting, som er årsag til at det britiske geopolitiske system har ham i sigtekornet: Han indledte en venlig telefonsamtale med den russiske præsident Vladimir Putin. De drøftede adskillige emner (oliepriser, Trumps idé om G10), men vigtigst af alt var rumfart. Som rapporteret af Kreml: “Den russiske præsident lykønskede Donald Trump med den vellykkede opsendelse den 30. maj af det bemandede rumfartøj Crew Dragon, som bragte amerikanske astronauter til Den internationale Rumstation. En fælles holdning til udvikling af indbyrdes fordelagtigt samarbejde inden for rumfartssektoren blev bekræftet …

 ”Betydningen af at styrke den russisk-amerikanske dialog om strategisk stabilitet og tillidsskabende foranstaltninger i den militære sektor blev noteret. Præsidenterne blev enige om at fortsætte kontakten på forskellige niveauer. Samtalen var konstruktiv, forretningsmæssig og væsentlig”.

Den 1. juni (EIRNS) – En nation, som endelig har fundet tilbage på vejen til reel, menneskelig udforskning af solsystemet og efterfølgende revolutioner i videnskab og teknologi, har i de seneste fire nætter set voksende optøjer med det formål at afsætte præsidenten, som havde bragt den tilbage på denne vej. De voldelige optøjer, som sigtede på at omstyrte Kinas autoritet i Hongkong, er nu bevidst blevet ”spredt” for at forsøge at vælte et Hvidt Hus, der netop i går bebrejdede Kina for at håndhæve denne autoritet.

I by efter by ser vi kontrasten mellem afro-amerikanere i forpinte protester mod politidrab af ubevæbnede, sorte amerikanere, og en pøbel af anarkistiske uromagere, hvoraf nogle tydeligvis er veteraner og professionelle i afbrændinger, slagsmål og ødelæggelser, der finder paller fulde med sten på mystisk vis placeret langs vejen til disses natlige optøjer. Vi kender ikke organisatorerne endnu. Men det britisk efterretningsvæsen var dybt involveret i Hongkong-optøjerne, og en gruppe af tidligere britiske udenrigsministre er blevet dannet for at klappe dem selv på ryggen for det britiske ”lederskab” i forsøget på at vælte Kina i Hongkong.

Der er rigelig med mennesker rundt om i verden, som ønsker at udbrede ironierne mod Præsident Donald Trump; eller mod formanden for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, som havde kaldt optøjerne og overfaldene i Hongkong for ”et smukt syn”; eller mod guvernører, der holdt folk i deres hjem i tre måneder pga. coronavirusset, nu for ingen verdens nytte.

Men, hvad der betyder noget er, at millioner af mennesker havde lavtlønnet arbejde og ingen produktiv fremtid før pandemien, og nu har de mistet disse arbejdspladser; alt imens amerikanere i byerne i tyve år har været ude af stand til at få angiveligt ”reformerede, omorganiserede, gentrænede” politistyrker til at stoppe disse drab.

Hvad der betyder noget er, på en synlig måde, at opbygge en ny, anderledes fremtid – en fremtid der netop kunne skimtes i Amerikas tilbagevenden til rummet d. 30. maj og den påtænkte tilbagevenden til Månen om fire år for at påbegynde vores march ud i solsystemet.

Det er i lyset af en sådan fremtid, at Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, gav sine lykønskninger for rumopsendelsen til sin landsmand, Elon Musk, chefen og hoveddesigner af SpaceX, fordi ”i midten af vores kamp mod COVID-19… har vi [sydafrikanere] fået dette håb og denne begejstring”. En ny bedrift i rummet tilhører altid hele menneskeheden.

LaRouches Politiske Aktionskomités nye rapport om hvordan 50 millioner nye, faglærte arbejdspladser kan skabes i USA og 1,5 milliarder produktive arbejdspladser verden over – med de rumrejsende nationers udforskningsprogrammer som spydspidsen – kan faktisk bringe amerikanere sammen, specielt unge amerikanere. Og den, rapporten, blev udarbejdet for at bringe lederne af disse teknologisk førende nationer sammen – USA, Kina, Rusland, Indien – i et topmøde for et nyt kreditsystem og denne store opgave.

Den 29. maj (EIRNS) – Anti-Kina-optrapningerne, som vi har kæmpet imod over de sidste par uger, har nået et højdepunkt med Præsident Donald Trumps destruktive tale i dag i Rose Garden, hvor han gentog alle de værste beskyldninger mod Kina man kan forestille sig, og forslog at tage mange af de skridt, som de mest foragtelige blandt hans stab har tilskyndet. Trump beskyldte Kina for at ødelægge amerikanske arbejdspladser – et argument som LaRouchePAC afmonterede i sin video: ”Nej, Kina stjal ikke dine drømme.”

Han sagde, at Kina ”brød deres løfte til verden om at sikre Hongkongs selvbestemmelse”, og at Hongkongs specielle status med USA nu vil blive ophævet.

Han insisterede på, at udbredelsen af ”Wuhan-virusset” var Kinas skyld, og påstod at Kina havde ignoreret sine rapporteringsforpligtelser til Verdenssundhedsorganisation (WHO), pressede WHO til at ”vildlede verden”, og har ”fuldkommen kontrol” over WHO. Så, USA afslutter sit forhold med WHO.

Præsidenten efterplaprede løgnen om, at Kina lukkede for interne rejser fra Wuhan, alt imens de tillod syge kinesere at sprede sig til resten af verden – en påstand helt igennem modbevist i Schiller Instituttets video ”Hvordan coronavirusset besejres økonomisk.”

”Kina har erstattet sin lovede formel for ’ét land, to systemer’ med ’ét land, ét system’,” brægede Trump.

Adspurgt om en kommentar, gav Helga Zepp-LaRouche sin vurdering: ”Denne tale er en absolut katastrofe. Hvis det er USA’s attitude overfor Kina, står verden over for større turbulens. Dette må omstødes. Enhver tænkende person kan se, at i kombinationen af de eksistentielle problemer vi står over for – herunder pandemien, udbredelsen af økonomisk depression, den truende hungersnød og den fortløbende finanskrise – forbliver det absolut sandt, hvad Lyndon LaRouche sagde i så mange anledninger, i mange taler og artikler, at kun kombinationen af USA, Rusland, Kina og Indien kan løse disse problemer. Og det forbliver vores politik.”

I et video-interview foretaget blot et par timer før Trumps præsentation, fremlagde Zepp-LaRouche baggrunden for den nye sikkerhedslovgivning for Hongkong og advarede om farerne for en eskalerende konflikt. Bander af voldelige oprørere, støttet udefra med træning og penge – forårsager enorme problemer i Hongkong, som truer freden og sikkerheden. Det er fuldt ud legitimt for Kina at bringe denne udenlandske indtrængen under kontrol. ”Denne amerikansk-kinesiske konflikt er sandsynligvis den farligste strategiske konflikt. Man kan ikke inddæmme et land med 1,4 milliarder mennesker, hvis regering har påbegyndt en korrekt økonomisk politik ved at betone videnskabeligt og teknologisk fremskridt”. Hun advarede, at den eneste måde hvorpå Kinas opstigning kunne stoppes ville være 3. Verdenskrig, der ikke kunne vindes, og som kun ville efterlade os med en strategi for ”afkobling”, og tvinge resten af verden til at vælge side i en ny kold krig. Dette ville føre til et fuldstændigt sammenbrud i den reelle økonomi, sagde hun.

Forhindringer til et samarbejde mellem USA, Rusland, Kina og Indien må identificeres og overvindes, hvis verden skal gøre sig forhåbninger om endelig at virkeliggøre det økonomiske og politiske paradigme, som vil lukke op for den mægtige evne for menneskelig udvikling, for at gøre en ende på fattigdom, lave smukke opdagelser, og nå ud til stjernerne – hvilket Lyndon LaRouche viede sit livsværk til.

Den 28. maj (EIRNS) – ‘Executive Intelligence Review’ annoncerede i dag, at det stiller en separat 29-siders digital reproduktion af forsidehistorien af EIR-magasinet 29. maj 2020 til rådighed: “LaRouche-planen til genåbning af den amerikanske økonomi”: Verden har brug for 1,5 milliarder nye, produktive job.” Dette diskussionsgrundlag – der giver detaljerede oplysninger om den måde, hvorpå 50 millioner nye, produktive job kan skabes i USA som drivkraft til et globalt fremstød for industrialisering, som vil give produktiv beskæftigelse til 1,5 milliarder, for øjeblikket ledige mennesker, over hele verden – er begyndt at cirkulere blandt ingeniører, arbejdere, landmænd, videnskabsfolk, studerende og andre over hele landet. Det oversættes også til en række fremmede sprog, med henblik på at opnå bred cirkulation internationalt.

 Kernen i rapportens forslag er Lyndon LaRouches specifikation af, at en virkelig sund, anti-entropisk økonomi må have omkring halvdelen af sin arbejdsstyrke beskæftiget som produktive, vareproducerende arbejdere, og yderligere 5 % skal involveres i det videnskabelige og teknologiske arbejde, der er den kreative motor, som driver hele økonomien fremad. I det indledende afsnit af kapitel 6 i den nye undersøgelse, “America’s Space Mission: Youth’s Next Frontier,” (Amerikas rum-mission: Ungdommens næste grænseland) sættes der skarpt fokus på dette punkt:

 ”Amerikas rumfartsektor vil spille en afgørende rolle i at flytte 5 % af den amerikanske arbejdsstyrke til forskning og udvikling. Som specificeret af LaRouche, er dette nøglen til at øge produktiviteten for hele arbejdsstyrken. ‘Stigninger i produktivitet kommer ene og alene fra forbedringer i teknologi, der stammer fra grundlæggende videnskabelige opdagelser; jo højere hastighed hvormed grundlæggende fysiske opdagelser omdannes til praksis, jo større er stigningen i produktiviteten pr. indbygger og per kvadratkilometer areal ‘. (Lyndon LaRouche, 2. september, 2000)

 Denne anskuelse lokaliserer bedst betydningen af Amerikas forestående tilbagevenden til at opsende rumfartøjer fra sit eget territorium, en opgave der blev udsat fra i går, 27. maj, til lørdag 30. maj på grund af vejret. Amerikas øjne vender sig endnu en gang mod himlen. Som Nicole Mann fra NASA’s astronautkontor erklærede: ”Dette handler ikke kun om en opsendelse; dette er ‘startskuddet’ for Amerika. Det handler ikke kun om NASA; det er ‘startskuddet’ for Amerika, og det er enormt …. Det er det første store skridt på vores køreplan for Artemis-missionen til Månen, og i sidste ende til Mars”. Rummet er endvidere et domæne, der kræver internationalt samarbejde, som NASA-administrator Jim Bridenstine for nylig understregede, da han blev spurgt om det amerikanske forhold til Rusland: “Vores samarbejde er hævet over jordisk geopolitik”.

 Der er ikke meget andet, der er vigtigere end dette. USA og hele verden bliver ramt af en økonomisk, politisk og kulturel chokbølge, der er værre end hvad vi har set i nyere tid, advarede Helga Zepp-LaRouche i dag. Den kommer fra en forværret pandemi, massearbejdsløshed, en økonomisk sammenbrudskrise og en skræmmende optrapning i retning af krig mellem USA og Kina og USA og Rusland. Intet mindre end Lyndon LaRouches forslag om konkursomlægning af det nuværende finanssystem og oprettelsen af et nyt Bretton Woods, vil være i stand til fuldstændig at ændre denne globale dynamik, tilstrækkelig hurtigt. De uophørlige provokationer fra udenrigsminister Mike Pompeo, sammen med andre, der handler på vegne af det britiske imperiums geopolitik, dominerer i stigende grad det officielle Washingtons politik, og sætter Kina og Rusland under pres. Vi ignorerer deres stigende alarmerede advarsler om denne politiske tendens – til fare for os selv, udtalte Zepp-LaRouche. Tværtimod er det netop øjeblikket, hvor vi burde samarbejde tæt med Kina, Rusland, Indien og andre nationer om rumforskning, stoppe pandemien og genoplive verdensøkonomien med 1,5 milliarder nye, produktive job.

 Man kunne kalde det 5 %-løsningen.