Oversigt over Schiller Instituttets kampagneavis nr. 3
Hvad gemmer sig bag Ny Alliances facade? Hvorfor opstod partiet pludseligt, da Naser Khader (billedet) kom hjem fra en turne blandt de neokonservative højborge i USA? Hvilke kredse står bag den eminente promovering af partiet? Hvorfor bliver det støttet af glødende Ayn Rand-fanatikere? Er det egentlige formål med Ny Alliance at få smadret den danske velfærdsstat?
Ifølge Naser Khaders egne udtalelser til dagbladet Politiken fik han ideen til dannelsen af et nyt dansk »midterparti«, mens han var på rundrejse i USA. Og efter beskrivelsen kom det nærmest som en åbenbaring. Han sad en aften og zappede mellem de mange tv-stationer, og på en arabisk-sproget kanal så han pludselig sin partikollega Elsebeth Gerner iført muslimsk hovedtørklæde. Der kom det til ham: Han måtte danne et nyt politisk parti i Danmark.
Den fortælling kan indgå i myten om, hvordan vort lille kongerige blev velsignet med et splinternyt parti i foråret 2007. Men om det også er den fulde sandhed om, hvordan partiet »Ny Alliance« så dagens lys, er en helt anden historie. Ifølge Berlingske Tidende og TV2 kan Elsebeth Gerner i hvert fald ikke finde en eneste international arabisk tv-station, der på daværende tidspunkt skulle have bragt billeder af hende med tørklæde på.
Det var måske også mere nærliggende at se nærmere på, hvad det var for nogle mennesker, Naser Khader omgav sig med i USA, og hvilke politiske kredse han befandt sig iblandt, da han så pludseligt blev »inspireret« til at omrokere hele det danske politiske spektrum. Et sådant kritisk eftersyn blev særdeles aktuelt med meddelelsen om, at investeringsbanken Saxo Bank vil begave Ny Alliance med en million kroner i opstartshjælp. Saxo Bank er i forvejen storsponsor af den ultraliberale tænketank CEPOS og finansierer bl.a. CEPOS’ universitet, hvor unge lyse hoveder bliver uddannet til superliberale frimarkedsfanatikere. Bankens stifter og administrerende direktør, Lars Seier Christensen, er glødende tilhænger af den russiskfødte amerikanske »filosof«, romanforfatter og kultfigur Ayn Rand. En passion han deler med flere af de personer og politiske kredse, Naser Khader krydsede på sin vej gennem USA.
Ayn Rand og de neokonservative
Ayn Rands tilhængere ser hende som »kapitalismens filosof«. »Livets mål er simpelthen overlevelse«, lyder bankdirektør Lars Seier Christensens egen opsummering af Rands filosofi i en hyldestartikel i Berlingske Tidende den 2. februar 2005. Og med titlen på hendes første »bestseller« fra 1943, »Kun Den Stærke Er Fri«, kan de fleste fornemme, hvor det bærer hen. I Ayn Rands og hendes tilhængeres øjne er roden til alt ondt velfærdsstaten. Det beskriver Rand med dramatik i sit hovedværk, »Atlas Shrugged«, på dansk »Og Verden Skælvede«, fra 1957, hvor hun også giver et bud på, hvad der sker, når de »stærke og heroiske« mennesker, der holder samfundet i gang, endelig har fået nok og nedlægger deres produktive virke i protest mod velfærdsstatens kvælende godgørenhed.
Joh, man skimter baggrunden for bankdirektør Lars Seier Christensens begejstring for Ny Alliances forslag om en flad skat på 40 procent. Velfærdstaten vil i hvert fald blive reduceret til noget, »stærke og heroiske« mennesker sagtens kan vriste sig fri af.
I juni 2006 stod Saxo Bank som vært ved et møde i Gentofte, hvor hovedtaleren var Yaron Brook, direktør for Ayn Rand Institute i Californien. Brook tilhører den yderste højrefløj blandt amerikanske neokonservative, og han har længe været fortaler for særdeles hårdhændede metoder overfor den »islamiske trussel«. I et interview på den konservative tv-kanal FOX News i december 2004 sagde han bl.a.: »Jeg så gerne, at USA jævnede Fallujah med jorden og fortalte irakerne, at hvis I støtter oprørerne, vil I hverken have skoler eller moskeer at gå i«. Og under en gæsteforelæsning på universitetet UCLA i Los Angeles i oktober sidste år insisterede han på, at man kun kan besejre islamiske totalitære regimer ved at »dræbe hundrede tusinder af deres tilhængere«.
I oktober 2006 var Yaron Brook og hans Ayn Rand Institute værter for en konference på Tufts Universitet i Boston, Massachusetts, med overskriften: »Islam og `Krigen mod Islamisk Totalitarisme’«. Blandt talerne så man Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose, der netop var blevet verdensberømt for sin rolle i Muhammed-krisen, og Roses gamle ven, den neokonservative bannerfører Daniel Pipes. Pipes er ledende medlem af den gamle »koldkrigs-tænketank« »Komiteen angående den nærværende Fare«, som behændigt har erstattet sit gamle fjendebillede af Sovjetunionen med et lige så skræmmende ditto af islam.
Naser Khader lagde også sin vej forbi Tufts Universitetet på sin rundtur i USA her i foråret. Den 27. april var han blandt talerne på en konference med titlen »Islam i Demokratiske Samfund«, arrangeret af den konservative tænketank The Hudson Institute i Washington. Tilbage under Den kolde Krig var det The Hudson Institute, der under Herman Khans ledelse, promoverede forestillingen om, at USA kunne føre »begrænsede« atomkrige rundt om på kloden. I dag inkluderer instituttets stab af
seniorforskere blandt andre Laurent Murawiec, der blev fyret fra sin post i en anden tænketank, Rand Corporation, i august 2002, da han, på en lukket konference arrangeret af Bush-regeringens neokonservative rådgiver Richard Perle, i ramme alvor foreslog et militært angreb på Saudi-Arabien.
I midten den
liberalistiske kultfigur Ayn Rand flankeret af to Naser
Khaderstøtter: Frank Gaffney Jr. (tv) og Saxo Banks Lars Seier
Christensen. Er Naser Khader konverteret til Ayn Rand-kulten?
Naser Khaders nye venner
Men Naser Khader har tilsyneladende fundet sig til rette blandt de neokonservative politiske kredse i USA. Hans besøg blev genstand for en del opmærksomhed i de amerikanske medier. Dels fordi han indtager en hovedrolle i en dokumentarudsendelse med titlen »Islam versus Islamister: Stemmer fra Det muslimske Centrum«, der skulle have haft premiere på USA’s eneste landsdækkende offentlige tv-kanal PBS i begyndelsen af maj. Og mest fordi premieren blev aflyst.
PBS’ ledelse ville simpelthen ikke lægge navn til den udgave af udsendelsen, som var blevet instrueret og produceret af Martyn Burke, Alex Alexiev og Frank Gaffney Jr. Efter terrorangrebene den 11. september 2001 blev PBS presset af kredsene omkring vicepræsident Dick Cheney til at give de konservative politiske kræfter i USA mulighed for at beskrive »verden som de ser den« i en række udsendelser med fællestitlen »USA ved en Korsvej« (PBS har, som de fleste skattebetalte offentlige tv-kanaler, ellers ry for at være »venstreorienteret« -red.). Men ledelsen på PBS forlangte redaktionelle ændringer i den sidste version af udsendelsen, og det ville Burke, Alexiev og Gaffney ikke gå med til, og så blev premieren aflyst.
Khaders nye ven, Frank Gaffney Jr., er skribent for Moon-sektens flagskib, den stærkt konservative avis The Washington Times, og direktør for en af de mest rabiate tænketanke i Washington kaldet »Center for Sikkerhedspolitik«. Allerede i 1998 var Gaffney medunderskriver af en appel til daværende præsident Bill Clinton om at i værksætte et »præventivt« militærangreb på Irak. Chefen for Gaffneys militærkomité er den pensionerede general Paul E. Vallely, der ofte træder frem på skærmen i FOX News som ekspert i militære spørgsmål. I et interview den 15. august 2005 sagde Paul Vallely om den voksende konflikt mellem Islam og Den vestlige Verden bl.a.:
»En anden ting, vi arbejder på nu, er en atomafskrækkelse overfor det radikale Islam, meget lig den vi havde under Den kolde Krig, hvor vi sagde til russerne, at hvis I affyrer så meget som en enkelt [atomraket], så bliver ti af jeres byer udraderet, o.k.? Vi må på en eller anden måde fortælle det radikale Islam, at er der bare det mindste tegn på, at blot en enkelt atombombe har fundet vej til USA, så vil Mekka og Medina blive til sand. Der vil aldrig igen komme en hajj. Og de skal jo gennemføre mindst en hajj i deres levetid (siger han grinende). Ikke at vi ville gøre det, men faktum er, at vi bliver nødt til at indgyde Guds frygt i dem«.
Det er altså tonen i det politiske selskab, som Naser Khader omgav sig med i USA, da han fik ideen til et nyt parti i Danmark. Men det stemmer rigtigt dårligt med hans fortælling om, hvordan Ny Alliance blev dannet. Til Politiken sagde han jo nemlig: »Derovre sidder jeg så en aften og zapper rundt på tv-kanalerne, hvor jeg kommer forbi en arabisk kanal, hvor jeg ser Elsebeth med tørklæde. Jeg blev så vred. Jeg skrev en mail med det samme, fordi jeg var så rasende. Og da Gitte Seeberg samtidig var blevet vred over, at Søren Krarup sammenlignede tørklædet med hagekorset, så satte det selvfølgelig skub i tingene«. … Jamen, hans nye ven Frank Gaffney Jr. og kredsene omkring ham er leveringsdygtige i udtalelser, der sagtens kan slå alt, hvad Søren Krarup og Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti kan diske op med. Men dem har Naser Khader ikke fundet anledning til at lægge afstand til. Det stemmer dårligt med Ny Alliances profil som et »midterparti«. Og det er der også andet, der gør.
Politik for de »stærke og heroiske«
De tre partistiftere, Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen, har ved enhver given lejlighed understreget, at Ny Alliances skal være et social-liberalt midterparti. Men så slap det første punkt fra det endnu ikke-eksisterende partiprogram ud til offentligheden: »40 procent skat til alle«. Det måtte Anders Samuelsen hurtigt rette til 42 procent, »en gang i fremtiden«, som Khader tilføjede. Men katten var altså sluppet ud af sækken, og partistifter Samuelsen måtte overfor dagbladet Børsen også forsikre, at Ny Alliance ikke vil blive den forlængede parlamentariske arm af CEPOS. Javel, hvad så med at Ny Alliance skal være Ayn Rand-kultens politiske platform?
Det forventer i hvert fald medstifter af Saxo Bank, Kim Fournais. Det fremgik med al tydelighed af en kronik, han skrev i Berlingske Tidende den 17. maj. Anders Fogh Rasmussen har »gjort det godt«, men han har endnu ikke leveret varen: Et frontalangreb på velfærdsstaten. Fornais skrev bl.a.: »Jeg anerkender fuldt ud regeringens resultater. Men nu må vi videre, og Ny Alliance kan meget vel blive den medicin, der får regeringen ud af respiratoren og får den tilbage på reformkursen. For der er brug for reformer i et land, hvor over 900.000 mennesker lever af overførselsindkomster«.
Med henvisning til journalist Ole Birk Olesens såkaldte debatbog »Taberfabrikken«, som Saxo Bank har sponseret, forsatte direktøren: »Bogen viser, at det er velfærdsstatens skyld, at eksempelvis indvandrerne ikke er i arbejde. Velfærdsstaten forhindrer med sine høje overførselsindkomster, de facto-minimumsløn og høje skatter, at folk kommer i arbejde«. Og ifølge Fornais findes der en simpel løsning på dette problem: Indvandrere og samfundets svageste skal i bogstaveligste forstand kastes ud på dybt vand. Det hedder »Sink or Swim«-modellen (synk eller svøm), navngivet af dr. phil. Gunnar Viby Mogensen, fhv. chef for forskningsenheden under Rockwool Fonden.
Som en global investeringsbank med kunder i 170 lande er Saxo Bank naturligvis begejstret for globaliseringen, skriver Fornais, og det er også derfor, banken finder Ny Alliances skatteforslag så interessant: »Skatten er et godt sted at starte, hvis det skal være attraktivt at arbejde her. De værdiskabende kræfter flytter bort eller bliver væk, hvis ikke Danmark kan levere gunstige vilkår for både erhvervsliv og individer«. Uha, »de stærke og heroiske« flygter altså fra kongeriget, hvis ikke skatten sænkes, samme trussel som Ayn Rand fremfører i sin historie om Atlas. Direktør Fornais kan sin bibel. Man kunne så lige tilføje, at et andet af Ayn Rands centrale filosofiske værker bærer titlen: »The Virtue of Selfishness«, »Egoismens Dyd«.
Midterparti: Falsk varebetegnelse
Med de smilende og sympatiske unge ansigter, Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen, som trækplaster, har Danmark altså fået et nyt midterparti, der langt om længe kan bryde de seneste års fastlåste blokpolitik og genskabe den gamle danske politiske dyd: Samarbejde hen over midten. Eller har vi? Man kunne i hvert fald fristes til at bede Forbrugerstyrelsen indlede en undersøgelse af, om indpakningen nu også svarer til indholdet.
Ny Alliance skal efter eget udsagn erstatte Dansk Folkeparti som VK-regeringens parlamentariske grundlag. Samtidig har Helle Thorning og Socialdemokratiet fået en kurv – helt uden blomster. Så meget for samarbejdet henover midten. Og vælgerne er blevet lovet »en mere human udlændingepolitik« til erstatning for Dansk Folkepartis skingre retorik. Det løfte har allerede lokket tusinde af danskere til, men næppe gjort stort indtryk på Khaders nye venner i USA. Det er heller ikke så vigtigt, for udlændingepolitikken er næppe Ny Alliances egentlige mission.
I finansverdens øjne består Dansk Folkepartis virkelige »forbrydelse« nemlig ikke i en alt for stram holdning overfor flygtninge og indvandrere, men derimod i partiets åbenlyse uvilje mod at deltage i et ultraliberalt politisk eksperiment med en afvikling af velfærdstaten som den højeste målsætning. Det ville Pia Kjærsgaard aldrig kunne holde til, for i hendes selvforståelse er DF en moderne udgave af Socialdemokratiet.
Det er årsagen til, at hun skal tvinges til at vige pladsen for Ny Alliance. Så kan Anders Fogh Rasmussen komme tilbage på sporet, tilbage til sin mission: En afvikling af den moderne danske velfærdsstat. Sådan ser i hvert fald adskillige af Ny Alliances støtter i erhvervslivet partiets fremtidige rolle. Og derfor kan Forbrugerrådet godt forberede en sag om falsk varebetegnelse. Ny Alliance er ikke og bliver aldrig et »midterparti«, endsige socialt.