Er lanceringen af det ny parti Ny Alliance del af en destabiliseringsproces med paralleller til udviklingen i Europa i 1920’erne og 1930’erne?

Lanceringen af Ny Alliance har på få dage skabt omfattende uro i det danske politiske liv, men det kan blive meget værre efter et kommende folketingsvalg. Socialdemokratiet og Radikale Venstre er under uhørt politisk pres, og selv om det umiddelbart kan ligne en fordel for Anders Fogh Rasmussen, kan det næste folketing blive sammensat, så det nærmest bliver umuligt at danne et regeringsdueligt flertal. Danmark risikerer at falde tilbage til 60’ernes og 70’ernes evige politiske »uregerlighed«. Og samme tendens ser vi i landene omkring os.
I USA har det dramatiske sammenbrud af boligboblen og den hastigt tiltagende økonomiske stagnation sammen med Bush-regeringens bundløse fiasko skabt et politisk vakuum. De demokratiske ledere i Kongressen i Washington har trods flere mindre forsøg ikke manifesteret sig som et handlekraftigt politisk alternativ til Bush-regeringen, og den fhv. demokratiske præsidentkandidat Lyndon LaRouche har indtrængende advaret om, at USA risikerer at ende i helt uregerlige politiske tilstande, hvis ikke vicepræsident Cheney bliver afsat og både demokrater og republikanere meget snart udviser faktisk politisk lederskab og fremlægger løsninger på den økonomiske krise.
Men det lader desværre vente på sig, og LaRouche har også advaret om, at det primært skyldes, at de politiske »kongemagere«, som f.eks. fhv. udenrigsmister George Shultz (der i øvrigt er æresmedlem af CEPOS’ rådgivende komité), der i sin tid skabte det mareridt, der går under navnet George W. Bush og hans regering, nu aktivt modarbejder ethvert tværpolitisk samarbejde, og mest af alt synes at være indstillet på at lade det politiske kaos sprede sig. Shultz og co. vil ikke risikere, at der opstår politiske konstellationer i Washington, der samarbejder med Lyndon LaRouche om at genoplive Franklin D. Roosevelts økonomiske genopbygningspolitik. Så hellere lade USA flyde i kaos og uregerlighed i nogle år.
Samme udvikling breder sig hastigt i Europa. I Øst, hvor de fleste regeringer er yderst ustabile, og i Tyskland, hvor det knager gevaldigt i forbundskansler Angela Merkels koalitionsregering. I Storbritannien kan overgangen fra Tony Blair til Gordon Brown blive mere turbulent, end de fleste forestiller sig i dag. Og så er der Frankrig.
Med valget af Nicolas Sarkozy til præsident har den franske befolkning, i hvert fald for en stund, sagt farvel til den velfærdsstat, som blev grundlagt og udviklet i tiden efter 2. Verdenskrig af Charles de Gaulle og hans efterfølgere. Sarkozys valgsejr er et tragisk tilbageskridt til den politiske tradition, der styrede Frankrig under Vichy. Det er den gamle franske »synarkisme«, der nu atter rører på sig. »Synarkisterne« var Napoleons politiske børn, og den europæiske fascismes politiske fædre. Alle ved, hvor brutal Sarkozy kan værre, hvis de fattige i Paris’ forstæder skulle yde aktiv modstand mod hans kommende politiske reformer. Der vil komme vold, bål og brand i gaderne.
Det vil der også i Tyskland i forbindelse med G8-topmødet i Heiligendamm i begyndelsen af juni. Hundredvis af voldelige anarkister fra det meste af Europa ventes at sætte Tysklands gader i brand. Nøjagtig som vi så det i Købehavn under rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej. Faktisk har det fremgået tydeligt af de anarkistiske hjemmesider på Internettet, at kampen omkring Ungdomshuset blot var en kærkommen lejlighed til at få noget »kamptræning« inden det store slag i Heiligendamm.
Så den politiske vold er ved at finde fodfæste i de europæiske storbyer, sådan som man også så det i 1920’erne og 30’erne. Det samme gør den stadig mere hårdhændede politiske reaktion efter krav fra de skrækslagne befolkninger. Derfor valget af Nicolas Sarkozy i Frankrig. Og det er et skræmmende perspektiv, efterhånden som den internationale finanskrise nærmer sig bristepunktet. Hold A og Hold B er tilsyneladende ved at blive kørt i stilling til en gentagelse af 20’ernes og 30’ernes voldelige politiske reaktion på en global økonomisk nedtur.

Forsvar Danmarks velfærd imod Ny Alliances bagmænd

Har Naser Khader konverteret - til en superliberal kapitalistisk kult?

Schiller Instituttets forside