Vil Obama fuldføre Lincolns og Roosevelts mission?

Alle der fulgte indsættelsen af Barack Obama som USA’s 44. Præsident, drog ikke blot et stort lettelsens suk, over at Bush og Cheney forlod Det hvide Hus, men fornemmede også tydeligt historiens vingesus. For første gang blev verdens vigtigste og mægtigste politiske embede indtaget af en sort mand. Mange følte, at Martin Luther Kings drøm var kommet et stort skridt nærmere. Men i arrangementerne omkring Barack Obamas indsættelse trækker han og hans stab også spor længere tilbage i historien, til selve kernen i USA’s tilblivelse som nation og dets iboende mission. Det rejser det klare håb, at den tætte dialog, der allerede er i gang mellem LaRouche og Obama-administrationen, vil udvikle sig til en gennemførelse af de absolut nødvendige økonomiske og politiske reformer, som LaRouche og hans bevægelse har kæmpet for gennem de seneste fire årtier.

Barack Obama indledte indsættelsesprocessen med en togrejse fra Philadelphia til Washington D.C., som en kopi af den lignende rejse foretaget af præsident Abraham Lincoln, der ligesom Obama havde skabt sin politiske karriere i delstaten Illinois. Ved de efterfølgende taler til den store »We Are One«-koncert ved mindemonumentet for Lincoln den 18. januar, og ved selve indsættelsesceremonien den 20. januar, hvor Obama blev sværget ind med hånden på Lincolns bibel, blev der igen og igen refereret til USA’s grundlæggende fædre, til præsident Lincoln og Franklin D. Roosevelt, som de afgørende referencepunkter for den tiltrædende Obama-administration.

I ligheden med disse store historiske personligheder står Obama overfor ufatteligt store problemer: USA’s og verdensbefolkningens eksistens er truet af et globalt finansielt og økonomisk sammenbrud, der truer med at kaste verden ud i en ny mørk middelalder. Kun ved drastisk at ændre den globale økonomiske og strategiske politik – ved at skabe en renæssance, hvor vi lader de bedste idealer og ideer fra disse tidligere tider få nyt liv i dag – kan vi skabe en lysere fremtid.

Og netop fordi Obama helt bevidst træder i netop disse personers fodspor, er der grund til håb. De er essensen af det bedste i den amerikanske politiske tradition og repræsenterer en fundamentalt anderledes politik, end den der er blevet ført i USA og den vestlige verden i løbet af de seneste fire årtier. Såvel USA’s grundlæggende fædre, som Lincoln og Roosevelt, brugte deres politiske liv på at bekæmpe den form for britisk inspireret imperiepolitik, der i form af det nuværende finanssystem dominerer verden i dag. De genoplivede den hamiltonske økonomiske tradition (se nedenstående artikel om hamiltonsk kreditskabelse) med industrialisering og infrastrukturopbygning til følge, og imod den form for ukontrolleret frihandel og globalisering, vi har set tage over siden 1968. De var imod imperie- og kolonipolitik, og arbejdede for et samarbejde mellem suveræne nationalstater, der kunne sikre det almene vel for alle mennesker på denne klode. Som Obama citerede det fra den amerikanske uafhængighedserklæring, så er »alle mennesker født lige med visse umistelige rettigheder såsom retten til liv, frihed og til at søge lykken« og USA er med Lincolns ord et unikt eksperiment, der skal afgøre om det er muligt, at have »en regering af folket, for folket og ved folket«.

Lincolns redning af USA
Lincoln reddede USA gennem Den amerikanske Borgerkrig, hvor Storbritannien forsøgte at lægge USA i graven, gennem at få Sydstaterne til at bryde sig ud af USA med en ny forfatning, der gjorde den britiske økonomiske model, og det fortsatte slaveri, til den højeste lov. Sydstaterne insisterede på, at der skulle være frihandel, så de kunne købe billige britiske varer for de penge, de fik for deres bomuld og tobak.

Eliten i sydstaten kunne leve det søde liv, fordi arbejderne var slaver og blev behandlet som dyr. Gennem således at udplyndre den menneskelige arbejdskraft, kom der et overskud til gavn for Sydstaternes elite og de britiske handelsfolk. Nøjagtig som ved globaliseringen i dag, hvor smarte finans- og handelsfolk kan score kassen, mens de, der producerer de billige varer i Kina og andre steder under kummerlige forhold, bliver underbetalt og udnyttet på det groveste.

Under borgerkrigen ophævede Lincoln slaveriet og lagde grunden til at gøre USA til verdens stærkeste økonomi gennem at sikre forbedringer i infrastrukturen og iværksætte protektionisme, der ved hjælp af told og afgifter på importerede varer fremmede den hjemlige produktion og udvikling. Det skabte øgede indtægter indenfor landbrug, minedrift og industri og den øgede produktion lagde grunden til et øget forbrug og en højere levestandard for hele befolkningen – både producenter og forbrugere.

De store forbedringer i den nationale infrastruktur kulminerede senere med bygningen af Den transkontinentale Jernbane, der gjorde det muligt at tage jernbanen hele vejen fra USA’s østkyst til det fjerne Californien. Det projekt bandt USA sammen til én nation og gjorde udviklingen af de store mennesketomme arealer i det indre af USA muligt.

Verden imiterer USA
Lincolns Transkontinentale Jernbane og den protektionistiske politik, der gjorde det muligt at opbygge en egen industriproduktion og øge levestandarden dramatisk, blev det store forbillede for resten af verden. Store bølger af håbefulde og frihedselskende mænd og kvinder forlod det gamle Europa for at skabe sig en ny og bedre fremtid i USA. Samtidigt begyndte andre nationer at følge trop.

I Mellem- og Sydamerika rev man sig løs fra de europæiske kolonimagter, og i Tyskland indførte man protektionisme og byggede jernbaner mens Bismarck påbegyndte sociale reformer, der forbedrede leveforholdene for den arbejdende befolkning. I Japan fik man en industrialisering under Meiji-restaurationen og i Rusland fik man med tiden bygget Den transsibirske Jernbane. Den amerikanske model spredte sig rundt om på kloden.

Desværre blev USA og verden kørt af sporet. Med mordet på præsident William McKinley i 1901 og Theodore Roosevelts tiltræden som præsident, og briternes efterfølgende succes med at få Europa manipuleret ind i Første Verdenskrig, fik briterne genetableret deres kontrol over planeten og reetableret et verdensomspændende imperium baseret på frihandel og udplyndring. Resultatet kom i form af den store depression og gryende fascistiske bevægelser i mange lande. Det var under disse omstændigheder, at Franklin D. Roosevelt trådte til som USA’s præsident i 1933, og USA endnu engang kunne vise vejen ud af mørket.

I webcasten med LaRouche (se side 4) kan man læse, hvordan Roosevelt genoplivede den hamiltonske økonomiske tradition og fik sat skik på verden. Men desværre døde han inden det amerikanske system en gang for alle, kunne udrydde den britiske imperie-model, og efter de seneste fire årtiers økonomisk selvdestruktion er vi nu kommet til vejs ende: Enten træder Obama ind som en værdig arvtager til Abraham Lincoln og Franklin D. Roosevelt, gennem at fuldføre deres ufuldstændige arbejde, eller hele kloden går ind i en ny mørk tidsalder.

Obama er heldigvis ikke helt så uvidende om den amerikanske historiske tradition, som så mange andre. Da Timothy Geithner den 26. januar blev svoret ind som hans nye finansminister, sagde præsident Obama bl.a.: »Da Alexander Hamilton tog eden som vort lands første finansminister, stod han overfor at skulle sammenflette de enkelte delstaters forskelligartede økonomier og gældsætnin­ger til ét samlet amerikansk kreditsystem og kapitalmarked«. Obama påpegede, at det system er nu i fare for sammenbrud, men forsikrede, at der vil blive grebet ind.

Obama og LaRouche
Og som et endnu vigtigere signal, er Obama-administrationen, som det gennemgås i Schiller Instituttets nylige foretræde i Folketinget (se side 2), allerede i en direkte dialog med Lyndon LaRouche, om hvordan man kan komme ud af den nuværende næsten umulige situation. Den dialog gør det muligt, at Obama kan leve op til sine store forbilleder, og at vi kan få en verden bestående af fuldstændigt suveræne nationer, der samarbejder indenfor rammerne af et Nyt Bretton Woods-finanssystem.

Det må også være fundamentet for en ny og langt bedre dansk-amerikansk alliance, der kan erstatte den katastrofale politik, der blev resultatet af samarbejdet mellem briterne, George Bush og Anders Fogh Rasmussen.

Tom Gillesberg

Relaterede artikler:

Dagsordenen er: Konkursbehandling. Webcast med Lyndon LaRouche

Konkursbehandling i stedet for bankrøveri af Tom Gillesberg

Finansieringen af et økonomisk opsving: Hamiltonsk kreditskabelse af Jonathan Tennenbaum