Dagsordenen er: konkursbehandling

Lyndon LaRouche holdt denne tale til en forsamling i den amerikanske hovedstad Washington D.C. den 22. januar 2009. Den blev, ligesom en tidligere tale den 16. januar, transmitteret over internettet som en webcast på www.larouchepac.com. Her kan de begge stadig ses og læses i deres helhed sammen med et nyt webcast den 11. februar.

De to taler kom til at fungere som en direkte dialog med Obama-administrationen, som illustreret af følgende spørgsmål fra en de personer, der har ledt Obama-administrationens overgangshold: »Hr. LaRouche, i løbet af de seneste par måneder har du været meget generøs, ved ikke blot at stille til skue de omstændigheder, som denne administration må danne sin politik under, men også givet os indblik i detaljerede analyser og specifikke politiske tiltag. Dit input har været uvurderligt, og vi ønsker at du skal vide, at det er blevet højt værdsat. Hvis du her i eftermiddag havde nogle få øjeblikke til at give råd direkte til præsidenten, hvad ville du så sige til ham?«

Af pladsmæssige årsager er dele af talen udeladt, og kun et, af den lange række af spørgsmål, er gengivet.

Jeg vil bruge min tale, inden vi går over til spørgsmål og diskussion, til at behandle det mest presserende emne, den amerikanske regering, og verden som helhed, står over for. Og det emne er konkurs. Sagen er, at USA er bankerot. Det amerikanske system er bankerot. Den amerikanske regering er bankerot. Og hele verden er også bankerot.

Ikke alene er det hele bankerot, men det er også nu, at der må tages beslutninger for at få dette problem under kontrol. Derfor kommer det først.

Den anden del af sagen er, at meget få mennesker, inklusive i USA’s nuværende regering, den nuværende præsidents administration, ved, hvordan de skal håndtere dette problem. Og det er derfor hullet, som må udfyldes øjeblikkeligt. Jeg vil derfor angive nogle af de fundamentale grundregler, under hvilke de politiske nødtiltag i USA kan skabe, for at sikre Obama-administrationens succes, og samtidig sikre at lande som Kina, Rusland, og andre verden over, ikke kollapser i mellemtiden.

Vi er ikke på kanten af en simpel konkurs, men af en almen global kædereaktion af en lignende type som sammenbruddet i midten af det 14. århundrede, den såkaldte mørke middelalder. Men denne gang er den truende mørke tidsalder ikke begrænset til Europa, den er verdensomspændende. Der er intet område i verden, som kan undslippe en ny mørk tidsalder, med mindre USA og den amerikanske regering nu, under præsidentens ledelse, gennemfører de tiltag, som kan føre verden gennem en global konkursbehandling, inden en mørk tidsalder indfinder sig.

Kina er på randen til kaos. Indien er lidt bagefter tidsmæssigt, men et alment verdensomspændende kollaps vil også ramme Indien. Rusland er på kanten af en almen konkurs. Hver en del af Europa, inklusive Det britiske Imperium – gudskelov – er på konkursens rand. Det er derfor på tide at forstå, hvad der skal gøres.

De fleste forslag jeg hører fra kredsene omkring den amerikanske regering, det vil sige fra indflydelsesrige cirkler omkring regeringen, såvel som der er ved at indtræde i regeringen, er, at de ikke rigtigt forstår problemet. De forstår mange sider af problemet, men de forstår ikke selve problemet, og de vil derfor have en tendens til at begå fejl.

En af de store fejltagelser er denne: Vi har lige fået indsat en nyvalgt præsident. Han må handle nu, hvor hans handlekraft er på sit højeste. Hvis han udsætter disse spørgsmål, eller forsøger at takle dem gradvist, kan visse ondsindede indflydelser få overtaget og frarøve ham evnen til at udføre de handlinger, som han måske kan udføre nu. Hvis han ikke er i stand til at udføre dem, hvis han ikke får støtte til at udføre dem, så er vi alle i vanskeligheder, og verden som helhed er i vanskeligheder. Men hvis han vælger de rette handlinger, vælger dem prompte, og forfølger dem med beslutsomhed, som jeg tror han ville, så kan vi, verden som helhed, klare den. Hvad USA gør i den henseende er essentielt og vil være afgørende.

For det første må politikken være at sætte det amerikanske system under konkursbehandling. Lad være med at spilde tid på reformer og justeringer og dit og dat – glem det! Sæt det under konkursbehandling
nu! Det vil sige, sæt Føderalbanksystemet under konkursbehandling: Det er et af de første nødvendige skridt. Føderalbanksystemet må under konkursbehandling. Og det har det fortjent, efter hvad der skete under Alan Greenspan, og hvad den stakkels klovn, som nu har hans post, gør eller ikke gør. Systemet er bankerot.

Se, hvad der nyligt er sket under Bush-administrationen – og under Kongressen! Husk på, at det var lederskabet i Kongressen, som førte dette ud i totalt kaos. Tidligere, den 25. juli 2007, da jeg advarede om, at et alment kollaps af systemet var overhængende, havde vi stadig mulighed for at komme ud af dette rod uden alt for drastiske tiltag. Det er ikke længere tilfældet. På grund af hvad der fandt sted i Kongressen, inklusive [det der blev gjort] af stakkels Barney Frank, som er århundredets syndebuk. Jeg tror, han gerne ville opnå succes, og han fik det, som »århundredets syndebuk«. Alt, der blev gjort for at imødegå denne krise, var forkert. Hvad der var skidt, blev gjort værre. Vi kørte os selv konkurs med disse økonomiske hjælpepakker. Disse økonomiske redningsaktioner var, efter min mening, grundlovsstridige og ulovlige, og de, som var ansvarlige for dem, og for at vildlede og skræmme befolkningen til at få deres repræsentanter til at stemme for dem, burde stilles for en rigsretssag. Det var en forbrydelse mod menneskeheden. Der skulle ikke have været nogen hjælpepakker.

Hvad er alternativet: Bankerne er bankerot! Finanshusene er bankerot – og hvad så? Hvis du indlader dig på hasardspil, og du taber penge, så må du tage det som en mand! Du kan ikke komme rendende til regeringen for at få hjælp. Du får ikke et ekstra liv. Hvor ellers? Jeg mener, en fyr siger, »Jeg har gode nyheder, mor, jeg er gået konkurs«. »Hvorfor er det godt nyt?«, spørger hun. »Fordi regeringen vil redde mig.« Hvad er det for en lov? Den tager pensionen fra vore enker og forældreløse osv., og det skal redde os? Nej!

Så det, vi derfor øjeblikkeligt må gøre, er at gennemføre en konkursbehandling af hele systemet. Den bedste måde at gøre det på er at handle gennem Føderalbanksystemet, for vi skabte Føderalbanksystemet og ønsker at beholde en adskillelse, som Hamilton fremlagde det, mellem finansministeriet og bankaktiviteter. Vi ønsker at redde statsautoriserede delstats- og lokalbanker, som fungerer under de bankregler, vi havde under Glass-Steagall-lovgivningen. Det er sådan, det bør være.

Det der nu er sket er dette korrupte rod, som Kongressen har skabt. Husk på, at flertallet i Kongressen er ansvarlig for dette! De gjorde det! Så kom ikke og sig, at Kongressen siger, »Hr. præsident, stol på os!« Præsidenten kan ikke stole på Kongressen, efter hvad de gjorde. De stemte for dette humbug! Vil du virkelig stole på dem? Det er amoralsk! De stemte for det!

Nej, Præsidenten må, som nationens leder og øverste chef, udstikke kursen gennem sin rolle som præsident, og kræve støtte fra Kongressen med opbakning fra befolkningen, og gennemtvinge en øjeblikkelig reform: deriblandt en reform af Det amerikanske Føderalbanksystem.

Det, vi må gøre, er at beskytte alle legitime fordringer i banksystemet, de legitime funktioner i banksystemet, og afskrive de illegitime funktioner. Væk med dem. Annuller alle hjælpepakkerne! Annuller dem! Ingen redningspakker! Det eneste, der må gøres, er at erklære Føderalbanksystemet konkurs, og ved at sætte det under konkursbehandling sætter man det under konkursbeskyttelse – ikke nogle hjælpepakker, konkursbeskyttelse.

Så foretager man en vurdering af bankens situation, som man gjorde det under den forlængede bankweekend [da Roosevelt i 1933, som nyindsat præsident, reorganiserede det amerikanske banksystem –red.]. De dele, som svarer til de legitime funktioner hos en autoriseret bank, beskyttes. De [illegitime] funktioner, som på grund af ophævelsen af Glass-Steagall-lovgivningen er en del af banken, vil blive annulleret. De bliver simpelt hen lagt på is efter gennemgangen. For vi må redde det statsautoriserede banksystem, som på grund af dets historie, på en måde historisk set er en forfatningssikret del af vores system. Nationale og delstatslige autoriserede banker, der tager imod indskud og foretager rimelige, sikre investeringer på vegne af disse opsparinger, og som bliver tiltroet penge, der kommer fra den nationale regering. Penge, der er skabt under kongressens bemyndigelse, strømmer ud igennem dette system.

For eksempel har vi en bedragerisk målestok netop nu, der afgør hvad der har værdi, og hvad der er værdiløst. Økonomien er ikke produktiv på nuværende tidspunkt, den er i almenhed ved at styrte sammen. Det er også tilfældet i Europa og i verden som helhed. Vi må tvinge investeringer ind i de områder, som er produktive.

Greenspans målestok for produktivitet er en gang fup. Glem Greenspans målestok. Det vi taler om er fysiske målestokke. Vi taler om målestokke for produktionsevne, for produktionsværdi per indbygger per kvadratkilometer. Vi taler om sundhedssystemet, vi taler om pensioner, vi taler om produktion som sådan, fysisk produktion. Nødvendige tjenesteydelser, sundhedsvæsnet og den slags. Disse ting må beskyttes og fremmes. For øjeblikket opererer vi faktisk, som en samlet nation, under nulpunktet i fysisk forstand.

Vi er et falleret land, vi har brug for konkursbeskyttelse. Vi må vende os til den føderale regering for at få konkursbeskyttelse. Vi beskytter banksystemet gennem at erklære det konkurs. Vi sætter Føderalbanksystemet under konkursbehandling. Vi udformer og fastholder en national banklov, igennem hvilken vi sætter alle banksystemets essentielle funktioner under beskyttelse af et system, baseret på denne nationale banklov: En hamiltonsk nationalbank. Vi bruger nationalbanken som et kreditinstrument, der absorberer Føderalbanksystemet. For Føderalbanksystemet er bankerot! Og det har brug for en konkursbehandling. Vi sætter det i konkursbehandling ved skabelsen af en national banklov, en hamiltonsk nationalbank.

Så må vi kigge på de nationale kreditter. Vi tager, hvad der er værdiløst, og kalder det værdiløst. Vi definerer det som værdiløst, som bankerot. Vi giver det nådestødet. Og banker som er bankerot, men som stadig er anvendelige i deres kapacitet som autoriserede banker, lader vi holde dørene åbne og vedligeholder deres funktioner. Og vi skaber nationale kreditter, som en kilde til at yde lån, for at sætte gang i økonomien igen. Vi vil opbygge landbrug, [vi vil opbygge industri, og] vi vil opbygge infrastruktur – især infrastruktur.

Det andet problem vi så har her, i vort forsøg på at løse dette problem, er at over den seneste periode, særligt siden 1968, har USA opereret med underskud, hvad angår grundlæggende økonomisk infrastruktur. Det var året hvor – ja, lad mig prøve at forklare dette: For nu har vi igen at gøre med et område indenfor økonomi, som de fleste økonomer intet ved om. Det er velsagtens derfor, de kaldes økonomer.

Den moderne økonomi er i sin udvikling baseret på to ting: Den er for det første baseret på teknologisk udvikling, på videnskabeligt og teknologisk fremskridt. For hvis man ikke hæver befolkningens produktivitet per indbygger og per kvadratkilometer, så vil befolkningen opbruge nogle af sine ressourcer og blive fattigere og fattigere og fattigere! Og man må derfor kompensere for dette ved hjælp af storstilede investeringer i videnskabelig og teknologisk forskning og udvikling, for at hæve arbejdskraftens produktivitet per indbygger og per kvadratkilometer, på det samlede territorium.

Dette kræver videnskabeligt fremskridt. Når man har videnskabeligt fremskridt, har man også højere kapitalinvesteringer. Dvs., at man investerer i værktøjsmaskiner og videnskabsrelaterede teknologier, i forbedringer i landbruget osv. Den slags ting har en levetid, en effektiv levetid, hvorigennem man opbruger disse investeringer ved slitage. Disse perioder varierer indenfor industri fra perioder på blot nogle få år, når det gælder forholdsvis kortsigtede investeringer, op til omkring et kvart århundrede. Når det gælder grundlæggende økonomisk infrastruktur, går det op til et halvt århundrede, og ved visse store projekter, som f.eks. det samlede nationale vandforsyningssystem, taler vi om en hundredårig investering.

Man må derfor betragte en økonomi ud fra vækstraten af dens ikke-opbrugte investeringer af denne type kapitalinvesteringer. Og man må fremme flere af dem, men samtidig også tage højde for, at vi nedslider nogle af investeringerne indenfor f.eks. kollektiv transport, strømforsyningen og vandforsyningen.

For eksempel: Hvor kunne du, hvis du levede for 40 år siden, drikke vandet direkte fra vandhanen i dit hjem? Og hvor mange steder, tør du i dag drikke vandet fra hanen samme sted? Og tilsvarende faciliteter?

Hvad er der sket med sundhedsvæsnet? Hvad er der sket med dine muligheder for at få sundhedspleje før og nu? Vi har opbrugt vore investeringer i infrastrukturen. Vi har opbrugt vore investeringer i den slags forbedringer. Og siden 1967-68, finansåret '67-'68, har USA opereret med en negativ vækstrate for investeringer og brugbar grundlæggende økonomisk infrastruktur. Vi er blevet fattigere og fattigere og fattigere. Vores produktionsevne er kollapset! Fordi vi har satset på relativt ubrugelige ydelser, som stort set bare var arbejde for arbejdets egen skyld, en falsk beskæftigelse for at give folk noget at lave, i stedet for at give dem en produktiv beskæftigelse, hvor de fremstiller noget af fysisk værdi, eller yder en eller anden form for ydelse, som har en særlig menneskelig værdi.

Så hvad vi står med siden '67-'68, da 68’erne kom til, da 68’erne gjorde oprør og blev ulækre? Fra den tid og fremefter har USA's økonomi, per indbygger og per kvadratkilometer, været i tilbagegang! Det vi har gjort er at opfinde en masse såkaldte tjenesteydelser og andre former for beskæftigelse, alternative beskæftigelser, som en måde at holde folk i live på, som ikke er produktive! De bidrager ikke til en vækst i den fysiske rigdom, per indbygger og per kvadratkilometer! Så vi har investeret i ting, som vi ikke burde investere i, og vi har ikke formået at opretholde produktionsevnen indenfor ting, som vi har brug for.

Derfor, se på priserne. Gå tilbage og se på værdien af en typisk løn, ugelønnen for en almindelig person, ikke en eller anden fyr, som er kastet ud med en gylden faldskærm, men en almindelig arbejder i samfundet. Se på købekraften, målt i dollars og målt i tilsvarende fysiske værdier, før og nu. Vi har haft en kraftig inflation over denne periode. Hvorfor? Fordi vi er blevet berøvet. Vi er blevet berøvet, fordi andre midler, andre former for beskæftigelse, andre aktiviteter såsom hasardspil på Wall Street, har fundet sted i stedet for investeringer i produktion!

Tag nu bilindustrien. Folk siger, »Vi må redde bilindustrien.« Hvorfor vil du redde bilindustrien? Hvor vil du hen? Hvor vil nogen hen nu om dage? Ikke på arbejde i hvert fald! Vi har alligevel opbygget en alt for stor bilindustri. Det var noget fup! Det skulle vi ikke have gjort! Vi skulle have satset mere på kollektiv transport.

For eksempel: Gå tilbage til mine unge dage, selv i efterkrigstiden. Hvor mange timer tog det at pendle til arbejde i et typisk område i USA? Mange steder var det blot 15 minutter. Andre steder en halv time. Hvad gør folk i dag? I Washington D.C. kan man bruge to og en halv til tre timer på at pendle til arbejde fra et sted i området, begge veje. Hvor meget familieliv tager det? Det er hvad, vi bliver udsat for.

Så vi har sænket produktionsevnen, den reelle, fysiske produktionsevne, per indbygger og per kvadratkilometer, i USA. Og vi har gjort noget tilsvarende i Europa. Vi har eksporteret de yderst kapable produktionsfaciliteter vi havde i USA, gennem outsourcing, til andre dele af verden.

Vi har nu skabt et meget interessant problem for Kina. Den kinesiske økonomi er nu i gang med at bryde sammen. Vi flåede vores industri op, fra USA og fra Europa. Vi flåede industrien op, og sendte produktionen til Kina, for [at producere til] os. Og så går vi konkurs, og Kina, som nu er afhængig af den industri og den arbejdsopgave, som vi har overladt til dem over de sidste næsten 40 år, ser pludselig det marked kollapse! Og Kina går ind i en dyb krise, som følge af at vi eksporterede vores industriproduktion til Kina, som var en kilde for billig arbejdskraft. Og betalte kineserne priser, som ikke er tilstrækkelige til, at de kan vedligeholde udviklingen af deres økonomi som helhed. Når det ville have været mere fornuftigt at give Kina muligheden for at udvikle sin infrastruktur, og for at udvikle sine egne industrier på baggrund af en sådan udvikling af infrastrukturen, og på den måde opnå en stabil situation.

Sammenlign for eksempel med Indien. De er begge lande med mange fattige indbyggere, sådan cirka 63% af befolkningen i Indien. Men Indien har ikke den samme krise, som Kina har, for Indien er ikke nær så afhængig af eksport til udlandet, som Kina er. Kina er yderst afhængig af eksport til udlandet. Og kollapset af Kinas eksportmarked, som er en del af kollapset af alle eksportmarkeder nu om dage, udgør nu en social og politisk krise for Kina.

Rusland er nu på vej til at kollapse som følge af en tilsvarende fejlagtig tankegang. Europa som helhed er bankerot og i en tilstand af sammenbrud. Og hvad er grunden? Den er stort set grøn, grøn tankegang. Vi er ophørt med at producere fysiske værdier, vi har sat en stopper for kapitalintensive investeringer, vi har opgivet kernekraft. Og kernekraft er altafgørende for at råde bod på mange af de økonomiske problemer, vi har i dag.

Hvis vi følger en grøn politik, en anti-[kernekraft] politik, følger denne sindssyge, vanvittige »vedvarende energi«-politik, som er en fuldstændig uvidenskabelig, anti-videnskabelig gal ide, så går planeten nedenom og hjem! Vi bliver nødt til at satse kraftigt på kernekraft. Vi bliver nødt til at starte flere kernekraftværker baseret på både thorium og uran, for at imødegå de grundlæggende energibehov på vores planet, og på lignende vis mange af dens produktive behov.

Vi bliver derfor nødt til at erkende, at denne krise ikke er et eller andet »spontant« markedsfænomen eller lignende, eller hvad de fleste folk nu siger. Vi valgte at gå den forkerte vej, særligt fra 1967-68 og fremefter. Vi besluttede at skifte til et grønt perspektiv, væk fra et højteknologisk produktivt perspektiv og et landbrugsperspektiv. Som følge deraf sænkede vi den fysiske produktionsevne per indbygger og per kvadratkilometer i USA af fysiske fornødenheder. Og vi gjorde noget tilsvarende i Europa. Vi satsede på at eksportere vores produktion til andre dele af verden med billige lønninger.

Så vi skabte [konjunktur]cyklusen! Vi skabte kollapset. Det var ikke et »markedsfænomen«. Markedet afspejlede galskaben i regeringen og mange andre institutioner, der ændrede målsætningerne væk fra den politik, vi forbinder med Franklin Roosevelts embedsperiode under mobiliseringen til Anden Verdenskrig, til denne politik – den »grønne« politik, politikken for det postindustrielle samfund, politikken med globalisering, som vi har i dag. Og derfor er det os selv, ved at vi tillod os selv at opbruge kapitalinvesteringerne, at opbruge ressourcerne bag produktionsevnens videnskabelige og teknologiske udvikling. Det er os, der skabte cyklusen. Vi skabte et mønster, hvor vi opbrugte de midler, der tidligere havde gjort os i stand til at blive en så rig og magtfuld nation.

Og denne forfaldscyklus – det begyndte allerede under Truman. Truman var ikke en gevinst for USA. Truman ødelagde USA. Men det lagde vi ikke så meget mærke til. Det var efter '67-'68, i det finansår, at de samlede infrastrukturinvesteringer, de fysiske investeringer i USA, begyndte at blive negative. Og noget tilsvarende skete i Europa. Og efter '89 blev det endnu værre verden rundt.

Det var ikke nogen »konjunkturcyklus«, det var en vanvidscyklus, vanvid i form af den valgte politik i efterkrigstiden, hvor vi burde have lært noget fra erfaringerne med genopbygningen under Roosevelt. Vi gik i den modsatte retning og besluttede, at »der er en anden måde at drive en økonomi på! Folk kan bedre lide det på denne måde! Eller de vil hellere have det sådan her«. Vi brød os ikke længere om at få snavsede hænder. Og derfor indførte vi en politik, hvor vi sænkede vores produktionsevne, vi sænkede vores produktionspotentiale. Og nu viser det sig så, at vi er kommet dertil, hvor det er brugt op og systemet kollapser.

Det, vi bliver nødt til at gøre, er at investere i os selv. Investere i vores engagement i fremtiden. Vores engagement til forandring, fra en anti-produktiv samfundsform til en produktiv. Og det betyder, at regeringen må gribe ind, sætte en stopper for det her og gennemtvinge investeringer, som i det lange løb, over 25 år osv., vil genopbygge økonomien til den relative standard, den repræsenterede før i tiden.

Så, vi bliver nødt til at give kredit, masser af kredit, og denne kredit må delvis være i form af amerikanske dollars.

Samtidig er der en anden ting vi må sørge for: Det er et internationalt problem, vi står med. Når vi prøver at genoprette vores system, må vi også se på resten af verden. Her må vi tage lederskab.

Størstedelen af vores problem stammer fra Det britiske Imperium. Det britiske Imperium har været den store indflydelse, den britiske indflydelse, som har ledt os ind på denne vej mod undergangen. Det vi så må gøre, når vi har besluttet, at vi vil løse vores problem gennem at reorganisere vores system, er samtidig at se på et partnerskab med andre nationer, et samarbejde om at genopbygge verdenssystemet. Det betyder, at vi må vende os til de andre store nationer, store nationer som Kina, Rusland og Indien. De er vore naturlige partnere. De er ikke de eneste, der er Korea, især Sydkorea, der er Japan. Der er andre lande i Asien, andre lande i Europa.

Europa fungerer ikke rigtigt lige nu, fordi Europa er blevet ødelagt af det europæiske system, som kører nu. Og det må Europa fri sig selv fra, og vende tilbage til et system baseret på nationalstater, væk fra det nuværende europæiske fællesmarkedssystem, som det har udviklet sig under den britiske påvirkning.

Det største problem vi har er briterne, og hvad vi end gør, må vi i almenhed se bort fra briterne, når vi skal beslutte, hvad vi gør. Lad dem passe sig selv, Det britiske Imperium, og lad dem gøre, hvad der passer dem. Du skal behandle dem som en nationalstat, men lad være med at rådføre dig med dem, når den internationale politik skal fastlægges. De har allerede haft for stor indflydelse og har ledt os i ruin.

Så vi må forene USA med en anti-britisk-koalition, på en måde en koalition imod Det britiske Imperium. Og den koalition imod Det britiske Imperium, eftersom Europa ikke er klar til det, vil sige det vestlige og centrale Asien. Så vi må vende os til Rusland, til Indien og til Kina. Og så arrangerer vi et verdenssystem baseret på samarbejde for at få de andre nationer med til at lave langsigtede investeringer i en opbygning af verdensøkonomien.

Et af de virkelige problemer ved det er ideen om et monetært system. Ingen fornuftig person burde ønske et monetært system, men Europa har et, og vi er offer for et. Vi må vende tilbage til kreditsystemet. Husk nu, hvad et kreditsystem er i USA: Under vores system kan penge ikke udstedes i USA uden på initiativ fra præsidenten og med samtykke fra Kongressen. På lignende vis kan ingen international traktat indgås, uden på præsidentens initiativ og med Kongressens samtykke. Skabelsen af det, vi kalder et »kreditsystem«, er derfor baseret på disse overvejelser.

Så det, vi nu må gøre, er at sætte hele systemet under konkursbehandling, beskytte dollaren og indgå en aftale med Rusland, Kina, Indien, og andre deltagende lande om et system med faste valutakurser, af den type som Roosevelt specificerede under sin Bretton Woods-konference i 1944. Ikke 1945-modellen, som under Truman var blevet ændret fra Roosevelts model.

For husk på hvad præsident Roosevelts hensigt var ved krigens afslutning. Vi havde en ødelagt verden, en krigshærget verden. Rusland var i kaos. Europa lå i ruiner, og England var også smadret. Andre dele af verden lå i ruiner. Roosevelts hensigt var at afskaffe Det britiske Imperium og skabe et samarbejdsbaseret system med faste valutakurser, hvor USA ville benytte det enorme produktionspotentiale, som vi havde fået mobiliseret som en militær kapacitet under krigen, og benytte dette enorme potentiale til at gøre to ting: For det første til at afskaffe imperialisme, afskaffe kolonialisme, befri Afrika i særdeleshed. Befri Kina, befri Indien, genopbygge Rusland, genopbygge Europa. Og så bruge den enorme maskinværktøjskapacitet m.v., som vi havde brugt til at vinde krigen.

Og vi vandt krigen. Vi vandt ikke krigen, fordi vore tropper var bedre trænede end tyskerne. Vi vandt krigen, fordi vi havde de materielle ressourcer, der skulle til, og det havde de ikke. Og det var de amerikanske forsyninger, amerikansk masseproduktion af fly og alt det andet: Der, hvor vi havde materiel med os under tjeneste på den anden side af vandet, havde vi det i tons, hvor de havde det i kilo. Og vi havde den overlegenhed i produktionsevne, der vandt krigen. Uden den amerikanske produktionsevne havde vi tabt krigen!

Det var Roosevelts hensigt, i tiden efter krigen, at bruge denne produktionsevne, og den politik, der havde opbygget den, som han havde gjort brug af, mens han var leder, og mens krigen rasede, og så sige: »Nu bruger vi den samme styrke til at genopbygge verden, til at levere investeringer i værktøjsmaskiner og den slags, som er nødvendige for at brødføde verden. Vi vil opløse Det britiske Imperium! Vi vil afskaffe alle imperier på planeten!«

Men under Truman skiftede vi totalt kurs. Truman gik med Churchill! USA affandt sig med det. Briterne genetablerede en koloni i Indokina, hvor vi, inklusive OSS [USA’s militære efterretningstjeneste under krigen –red.], havde befriet Indokina fra kolonialisme. Vi støttede nu hollænderne i deres krig for at generobre Indonesien! Vi hjalp briterne med at kontrollere Indien, hjalp til med at opsplitte Indien i Pakistan og Indien, som i dag har vist sig at være noget værre rod. Og lignende ting.

Så, vi tillod briterne at fortsætte deres forbrydelser imod menneskeheden i Afrika! I 1970’erne besluttede vi, med Henry Kissinger og andre, at gøre det til amerikansk politik såvel som britisk politik, at afrikanerne ikke skulle vokse i befolkningstal. Ikke skulle investere, ikke skulle have adgang til at bruge deres egne råstoffer. For briterne – og USA i 1970’erne – var enige om, at Afrikas råstoffer »skulle spares til gavn for fremtidige generationer af det engelsk-talende folk!«. Og det sker stadig i dag. Hvad tror du, der foregår i dag? Hvis du ønsker at tale om medmenneskelighed, og du ikke er klar til at sparke briterne ud af Afrika, er du ikke seriøs på menneskehedens vegne. »Så har vi narkoproblemet. Briterne har opereret på basis af international narkotrafik siden 1790’erne. I 1790’erne styrede briterne, inklusive nogle af vore Wall Street-typer, den afrikanske slavehandel til USA. Og så opdagede de, i 1790’erne, at det ikke var profitabelt for deres skibe. Og hvad gjorde briterne så? Så gik briterne ind i opiumhandel. Og de tog til Indien og til Tyrkiet efter leverancer af opium og andre narkotika, og etablerede et marked for opium og opiumprodukter i Kina.

Og gæt engang. Det er stadig i gang i dag. Dronningen af England – ikke hende personligt, men institutionerne – styrer den internationale narkotrafik. Tag for eksempel George Soros. George Soros er en britisk agent. Han styrer narkotrafikken, meget af den, størstedelen af den, fra Asien til Europa. Han styrer narkotrafikken i Sydamerika, han styrer det gennem Caribien. Han står bag, at den strømmer over grænsen til USA fra Mexico. Og han er en styrende politisk indflydelse i USA. Men han er et britisk aktiv.

Så, det forstod Roosevelt. Og forstod, at for at have en sikker verden for menneskeheden, hvilket vil sige ikke at gentage noget i stil med de to verdenskrige, vi lige havde gennemlevet, som begge var orkestreret af briterne; for at undgå det, måtte vi sparke briterne ud af den forretning. Vi måtte fjerne alle spor af imperialisme og kolonialisme. Vi måtte hjælpe med til at opbygge disse økonomier, med vore amerikanske metoder, som fokuserer på evnen til at producere værktøjsmaskiner og lignende, for at skabe industrier, for at øge arbejdskraftens produktivitet på denne planet. Og det var vores politik.

Truman gik den anden vej. Så vi trådte ind i en omfattende recession i slutningen af 1940’erne, fordi Truman-regeringen, i en alliance med briterne, gik tilbage til politikken før Roosevelt, og nedlagde i denne proces en stor del af det produktionspotentiale, som vi havde opbygget for at kunne producere krigsmateriel under Anden Verdenskrig. Det var sådan, vi fik det problem.

Se så på 1950’erne, hvor jeg begyndte at arbejde som konsulent, og havde en mulighed for at komme op med en prognose, hvori jeg forudså lavkonjunkturen i 1957. Hvordan kunne jeg forudse det? Fordi jeg vidste, hvad der foregik. Og jeg så, hvordan industrierne opførte sig, og hvordan Arthur Burns indflydelse opererede i Eisenhower-administrationen. Og jeg var i stand til at lave en forudsigelse, hvor jeg sagde, at »det er uundgåeligt, at det her kollapser«. Jeg vidste det fra mit arbejde som konsulent.

Tag f.eks. bilindustrien, som var en af de industrier, hvor jeg forudså et kollaps, og som kollapsede i 1957 sammen med et par andre. Hvordan kollapsede den?

De forsøgte at øge produktionen og salg af biler. Så det de gjorde var at forøge tilbagebetalingstiden på de solgte køretøjer, og den gik fra 12 måneder til 24 måneder, så til 36 måneder, og til 36 måneder med et stort restbeløb til sidst – et ekstra stort sidste afdrag. Og det foregik ikke kun i bilindustrien, det foregik i stort set hver eneste del af den slags industri. Så jeg behøvede bare at lave udregningerne. Jeg vidste det fysisk, kendte den fysiske værdi, som kreditterne var udstedt på baggrund af, og så, at værdien på bøgerne ikke var bakket op af noget. Så jeg sagde: »Nå, vi kommer til at have en recession i februar 1957«. Og vi havde en recession i 1957.

Så det har aldrig på noget tidspunkt været tilfældet, at en eller anden statistisk prognose, eller en markedsprognose, kunne forklare, hvorfor disse ting sker – hvorfor vi har lavkonjunkturer og depressioner, sådan som i dag. Det er sket, fordi vi under vores system har accepteret en vis politik. Først og fremmest accepterede vi, at det produktive potentiale, som var blevet efterladt til os som et resultat af krigsmobiliseringen, blev lukket ned. Vi lukkede en stor del af det ned – og resultatet var en alvorlig økonomisk nedgang i 1947-48.

Vi kom tilbage under Eisenhower, og gik igennem endnu en kreditekspansion, denne gang under rådgivning fra Arthur Burns, hvilket resulterede i den dybeste recession i hele efterkrigstiden i1957-58. Ved at se på den udstukne politik, sagde jeg så: »Ok, hvis det fortsætter på den her måde, vil det her system kollapse på et eller anden tidspunkt i løbet af den sidste halvdel af 1960’erne«. Og det gjorde det! I 1967-68. Og efter det faldt det helt fra hinanden i 1971-73.

Så jeg har specialiseret mig i at lave økonomiske prognoser, og jeg er den eneste, som har haft succes med prognoser af denne art i hele efterkrigsperioden i USA og i Europa. Hvorfor? Fordi jeg forstod disse problemer. Og jeg forstod, at pengepolitik er det, der leder til den slags katastrofer, som har ramt os netop nu.

Det er et resultat af den politik, som begyndte med skiftet væk fra Roosevelts politik i 1945-46, bruddet med hans politik. Og efter 1957, endnu et skifte: Mordet på Kennedy, som banede vejen for Vietnam-krigen, og som også blev brugt til at ødelægge den amerikanske økonomi! I 1967-68 havde vi krydset nulpunktet, hvor mængden af den infrastruktur, som vi mistede pga. normal slitage og andre ting, oversteg den mængde vi producerede. Så vi påbegyndte en lang rejse.

Og så gik vi over til en grøn politik. En såkaldt solenergipolitik, hvor vi besluttede at lukke kernekraftværker ned, selvom det var den eneste chance, vi havde for at genopbygge vores industrier og genopbygge vores teknologi. Og vi blev stadigt værre. Under Carter og med Den trilaterale Kommission smadrede vi USA’s økonomi! Vi humpede rundt på det der var tilovers af den i 1970’erne, og gik ind i en recession under George Bush I, eller Kejser George Bush I, og begivenhederne i Europa.

Vi ødelagde verdens produktive kapacitet med den måde, vi håndterede Sovjetunionens fald på. Vi skulle have håndteret kollapsen af det sovjetiske system på en fornuftig måde, som jeg havde foreslået det, da jeg advarede om, hvad der ville ske. Jeg advarede om Sovjetunionens kollaps i 1983, advarede offentligt om det lidt senere. Det sovjetiske system kollapsede nøjagtigt, som jeg havde forudsagt det ville, og også omtrent på det tidspunkt jeg havde angivet! Vi skiftede stadig ikke retning! Jeg forudså recessionen i 1987, de lærte stadig intet! Jeg forudså, hvad der ville ske under George Bush I, kejseren, og de hørte stadig ikke efter. Så dette gentog sig, igen og igen.

Så dette forløb er overhovedet ikke mystisk. Det er ikke dalet ned fra himlen, med mindre det kom fra Gud selv. Og det som straf for vore politiske beslutninger.

Så vi er nødt til at indse, at det var os, der begik fejltagelserne, fordi vi tillod vores regeringer at være så dumme og så korrupte, som de har været. Og vi er ikke de eneste dumme idioter her på planeten, gudskelov. Eller rettere det modsatte. Europæerne er dumme. Og det, de gjorde mod Rusland, var kriminelt. Sovjetunionen repræsenterede et enestående produktivt potentiale. Men i stedet for at samarbejde med det der var tilbage af Sovjetunionen efter Gorbatjov og co.’s fald – vi skulle omgående have indgået samarbejdsaftaler med dem, fordi vi havde brug for den produktive kraft! – ødelagde vi dem, og efterlod dem som et vrag.

Sovjetunionen havde adgang til det mægtigste infrastrukturpotentiale, i forhold til råmaterialer, i hele Asien! Og de videnskabelige institutioner, som ville være i stand til at udvikle tundraen og lignende ressourcerige områder, eksisterede kun i de sovjetiske institutioner. Sovjetunionens potentiale var, hvis vi havde udnyttet det på den rigtige måde, afgørende for vores politik overfor Asien. Vi behøvede ikke at slå nogen ihjel! Det eneste, vi behøvede at gøre, var – med hjælp fra Tyskland – at indgå i et samarbejde med den nye regering i Rusland og påbegynde denne type langfristede projekter, og hele planeten ville have kommet sig.

Så når vi taler om krisen i dag, så har den økonomiske politik, den monetære politik, og de indbyggede politiske aksiomer i vores regering på denne måde gennem årene været roden til vores selvdestruktion. Og det er på tide, at vi indser det. Så, derfor er vi nødt til at gå tilbage det verdenssyn, vi havde under Franklin Roosevelts lederskab. […]

Dette kan kun ske, hvis vi har en mobilisering, en kraftig mobilisering af den amerikanske befolkning, af flertallet, bag en nyindsat præsident! Som det var tilfældet med Franklin Roosevelt.

Nu er forholdene naturligvis anderledes ved Obamas indsættelse, end de var ved Roosevelts, men dette princip gør sig gældende: Vi er nødt til at udnytte, at vi har en populær nyvalgt præsident, som kommer ind med en pludselig autoritet til at lave forandringer, til at lave et antal meget store forandringer, et begrænset antal meget store forandringer – fordi alle de andre forandringer er nemmere at lave: Det er de store, centrale forandringer, som skal laves! Du skal ikke forsøge, at snige dig ind på det. Du er ude på at slå en mand ihjel, som har tænkt sig at slå dig ihjel – du er nødt til at få ram på ham først.

Så derfor, hvad gør du? Du går til det sted, hvor magten er koncentreret. Og det er i dette tilfælde spørgsmålet om økonomi. Det er kontrollen over finanserne, det er kontrollen over den amerikanske dollar, over USA’s kredit- og banksystem. USA’s præsident, der har opbakning fra et stort flertal af den amerikanske befolkning, som ønsker at blive frigjort fra den situation de allerede lider under, og som er i forværring. En præsident, som står i en situation, hvor hele verden kigger på ham, som et traditionelt magtcenter i verden. Hvad har han tænkt sig at gøre for at forbedre levebetingelserne for den truede befolkning i Kina? For et truet Rusland? For mange truede nationer i Asien? For de truede mennesker i Afrika, og i Central- og Sydamerika? Hvad har han tænkt sig at gøre for os, denne mægtige præsident?

Han har en begrænset periode til at skride til handling i! Hans handlinger er nødt til at fokusere på den allervigtigste beslutning. Og den vigtigste beslutning er den, der skal tages i forhold til finans- og banksystemet. Han må tage kontrol over finans- og banksystemet, ikke gennem små hyggelige forhandlinger, men gennem hårdhændede tiltag, der vil sætte USA’s finansielle og monetære system under konkursbehandling og konkursreorganisering. Han må genoprette den form for kreditsystem, som Franklin Roosevelt havde til hensigt at etablere, og, for at placere æren hvor den hører hjemme, som Alexander Hamilton havde til hensigt, da han grundlagde USA’s finansministerium.

Så derfor skal følgende gøres: Systemet er blevet ødelagt, det er blevet forgiftet, det er forurenet osv. USA’s præsident må skride til handling, og må i bund og grund skræmme alle til at sige »Vi sætter det her finans- og banksystem under konkursbehandling«, og den bedste måde at gøre det på er helt specifikt at sætte Føderalbanksystemet, som er bankerot, under konkursbehandling!

Hvad gør vi så med det? Vi gør to ting. Vi tager […] de dele af banksystemet, der fungerer som traditionelle statsautoriserede banker. Vi genindfører Glass-Steagall-lovgivningen aldeles omgående, i en udvidet form. Det var en stor fejl at afskaffe den. Og så skaber vi en masse kreditter for at sætte tingene i gang.

Men vi har ikke mange industrier, som vi kan sætte i gang. Vi vil ikke genopbygge bilindustrien, for vi har allerede en: den hedder »Japansk«. Og det var en industri baseret på billig arbejdskraft, ikke sandt? Den gamle GM/Chrysler/Ford-industri er væk! Den blev ødelagt med hjælp fra lederskabet i Kongressen i begyndelsen af 2006. Kongressen ødelagde den! De kunne have reddet den dengang; de ødelagde den. Så hvad gør vi?

Vi har ikke brug for at producere flere biler; det kommer ikke til at fungere. Det er håbløst at starte den produktion op. Det vi derfor gør, er at tage bilproduktionsområdet og se på to eller tre ting: Se på de bygninger, som før i tiden var forbundet med produktionen af biler. De er der stadig, bygningerne er der stadig. Dernæst ser vi på hele den del af befolkningen, som havde med bilindustrien at gøre, almindelige folk af alle slags i bilindustrien; og for det tredje, kigger vi på bilindustriens værktøjsmaskinesektor.

Værktøjsmaskinesektoren er drivkraften i bilindustrien. Det fungerer sådan, at videnskabs- og ingeniørarbejdet m.v. foregår i værktøjsmaskinesektoren. Det udviklingsarbejde og andet, der udføres i værktøjsmaskinesektoren, skaber og designer så de produkter, der produceres, som f.eks. biler eller andet. Det er denne værktøjsmaskinesektor, der tidligere producerede fly, lokomotiver og mange andre ting. Det kan den stadig!

Så det vi har brug for, som man så det det i forbindelse med orkanen Katrina, er at genopbygge Mississippi-flodens flodsystem. […] Vi gør det samtidig med, at vi udvikler et vandreguleringssystem, som vil forandre situationen for både USA og Mexico, og også være til gavn for Canada. Vi bygger et vandreguleringssystem af den type, som vi ved, kan lade sig gøre, for at løse problemet. For at forøge fødevareproduktionen, for at udvide fødevarebearbejdningen, og også skabe nye byer, nye industrier osv. i dele af landet, som i dag er fuldstændigt forarmede [se evt. LPAC’s videofilm Plhino-Nawapa – The Future Of The Americas –red.]

Vi må gå over til kernekraft i stor skala. Kernekraft er den eneste virkeligt sikre og effektive energikilde, som er i stand til at imødekomme befolkningens behov i dag. For med kernekraft kan man gøre mange ting, som f.eks. at sikre et rent miljø, som ellers ikke kan lade sig gøre. Så med fjerde generation uranbaserede kernekraftværker – og med de thoriumbaserede kernekraftværker, der nu i høj grad er på tale for Indien som mindre kraftværker i udkantsområderne – så kan vi løse mange problemer, inkl. problemer med forurening. Og disse kernekraftværker er – stik imod sladderen – fuldstændigt sikre. Der er ingen ophobning af radioaktivet affald, det er et svindelnummer. Det siges derude, men der er ikke rigtigt, det er svindel. Og det er et svindelnummer brygget sammen af en bestemt gruppering, som ønskede at bevæge folk i den retning. Men det er et andet tema, som jeg ikke vil komme ind på her.

Det er nødvendigt, at vi bygger kollektive trafiksystemer. Der er tog, der kan transportere folk med 480 km/t i dag, så hvorfor skal vi sidde i kø på motorvejen? Vi kan bygge alle mulige forskellige typer af kollektive trafiksystemer af den natur.

Vi er også nødt til at decentralisere en stor del af vores produktion. I stedet for at have meget store industrier, som er kontrolleret af bestemte finansielle centre, skal vi decentralisere en del af USA's produktion. Vi skal opbygge centre for beskæftigelse og produktion i adskillige dele af landet: Gå tilbage til ideen om at udvikle hele landets territorium.

Så kraftværker, kollektive trafiksystemer, regulering af flod- og vandsystemer, det er disse redskaber, som fører til udviklingen af nye teknologier, som så gør os i stand til at skabe helt nye industrier. Og det er det, vi må gøre!

Da vi ikke har en særligt veluddannet befolkning, er der en anden side af sagen, som også gælder internationalt. Det er ikke muligt at tage en befolkning af fattige landmænd i Indien eller lignende dele af verden, fattige folk i Afrika, og pludselig gøre dem til produktive genier. De har visse produktive evner, men det, de har brug for, er noget, som forbedrer deres produktivitet uden at kræve, at de pludselig tager et tigerspring i deres evne til at producere.

Tag Afrika for eksempel. Afrika har en stor del af verdens landbrugsareal. Desværre påvirkes nettoproduktionen af fødevarer af sygdomme og andre problemer, selvom Afrika har store fødevareproducerende områder, et stort landbrugsareal, og en befolkning, som hovedsageligt er landbrugsorienteret. Problemet er, at sygdomme og andre ting ødelægger føden og forhindrer landmændene i at være produktive. Og de har dårlig sanitet og mangler mange andre ting, som er nødvendige for processen.

Hvis man ved hjælp fra andre lande hjælper Afrika med kapitalinvesteringer til udviklingen af transportsystemer, kraftværker osv., så vil Afrika, som lige nu synes håbløst, pludselig blive meget mere produktivt – ikke fordi folk pludselig fra den ene dag til den anden er blevet meget dygtigere, men de er simpelthen i stand til, med de færdigheder de har, og med en ekstra håndsrækning, at forøge deres nettoproduktion dramatisk, og dermed også det almene vel.

De har også naturressourcer, som kan være nyttige på andre måder. Disse naturressourcer repræsenterer en mulig international indkomstkilde for afrikanske lande, hvis de bare får tilgang til de teknologier, der behøves for at udvikle naturressourcerne. Vi kan hjælpe dem med det, og det er en del af vores job.

Vi kan gøre noget lignende i Indien. Indien har en kritisk mangel på vand. […] Så det er ideen. Vi kan gennem vores assistance og politik i adskillige dele af verden, hjælpe med til at verden bevæger sig i den retning.

Som jeg har sagt det før, skyldes problemerne ikke den ene eller den anden finansielle investering, eller en eller anden lille pengemæssig ting. De skyldes, at vi har vænnet os til en praksis, hvor vi skridt for skridt, især i efterkrigstiden siden Roosevelts død, er gået over til en politik, som gang på gang – som min egen erfaring har bevist det – har ført til et forudsigeligt kollaps af systemet, som det fungerede tidligere. Og vi har reageret – igen forudsigeligt! – med et politisk modsvar som – forudsigeligt! – førte til endnu et kollaps af USA's økonomi!

Det er ikke et spørgsmål om monetær statistik. Hvis du ikke forøger din produktionsevne, så tager nedslidningen over. Hvis du overvurderer dine indtægter og sænker dem, så ender du med et kollaps. Og jeg kan sige, at min autoritet består i, at jeg har forudsagt den slags resultater adskillige gange. Forudset dem, og det er altid sket præcis, som jeg havde forudsagt det, hvor alle andre, som brugte andre metoder, tog fejl! Ingen anden har kunnet måle sig med min forudsigelse i 1957 – den var præcis. Ingen har kunnet måle sig med mine forudsigelser af de andre kriser – de var alle forudsigelige! Ikke statistisk set, men ved at forstå økonomiens fysiske principper.

Så vi er nu nået til et punkt, hvor USA's præsident behøver fuld opbakning til at lade det nuværende system, USA's økonomiske system i særdeleshed, undergå en almen reform, en almen reorganisering, en konkursreorganisering. Det vil sige, at vi må sætte Føderalbanksystemet under konkursbehandling, under konkursbeskyttelse. Vi må tage finansielle værdier, eller ting der hævdes at have værdi, og fordele dem i to bunker. Den ene bunke er det, der lever op til kravene for statsautoriserede banker, almindelige konventionelle banker, som det blev defineret under Glass-Steagall-lovgivningen. De banker skal reorganiseres, så de med det samme kan fungere igen, og de kan bruges som modtagere af statskreditter, så vi kan få gang i nogle ting, som vi er nødt til at sætte gang i.

På den anden side, i møgbunken, dem, der står i kø for hjælpepakker: Ikke en øre! De skal sættes under konkursbehandling, fastfrys dem. Det er møgbunken: man fryser møget, så det ikke stinker for meget. Du skal ikke hælde mere møg i, lad være med at fabrikere mere møg.

Og på det grundlag, kan vi nu gøre brug af statslige kreditter, der er skabt under vores system, vores konstitutionelle system. Med Kongressens samtykke kan vi kanalisere kredit, som er nødvendig for at starte nogle vækstprogrammer, ud til frem for alt grundlæggende økonomisk infrastruktur. […]

På samme tid må vi gøre noget lignende i Europa. Vi må arbejde sammen med Europa og Asien. Vi må hjælpe dem igennem en generel konkursreorganisering af deres internationale monetære og finansielle system. […] Vi kommer ikke til at have det store problem med Frankrig og heller ikke med visse folk i Italien. Vi starter der, hvis det er muligt. Kina venter på, at vi kommer på noget, der kan hjælpe dem. De er desperate nu. Det må vi reagere på! Indien vil snart være ved det punkt, hvor de vil forlange det samme. Rusland er i krise, nu! Vi må bringe disse nationer sammen, Rusland, Kina og Indien, med andre nationer. Vi må vinde Japans samarbejdsvillighed, hvilket ikke vil være det store problem under disse omstændigheder. Vi må engagere Korea, hvilket ikke vil være noget problem under de nuværende omstændigheder. Vi må samarbejde med andre nationer i Asien – ikke noget problem. Men vi må omgående komme i gang, så vi kan begynde at bevæge verden i en ny retning: Op. Op. Og på den måde kan vi klare den.

Så altså: Tag Føderalbanksystemet. Erklær, fra præsidentskabet, at hele det bankerotte system vil blive sat under en almen konkursbehandling. Præsidenten handler i en nødsituation. Under en national nødretstilstand, for at redde USA og for at redde verdensfreden. Sæt Føderalbanksystemet under konkursbehandling. Tag de tiltag, der skal til for at skabe en nationalbank i USA i den hamiltonske tradition. Brug Nationalbanken til at rydde op i Føderalbanksystemet, og brug det så til den slags ting, som Roosevelt ville have brugt det til, hvis han var i live i dag.

På den måde kan vi komme ovenpå igen. Men: Ikke flere hjælpepakker. Ikke flere hjælpepakker.

Jeg vil nu gå over til udvalgte spørgsmål fra institutioner her i Washington, som er forbundet med den nye administration. Det næste spørgsmål kommer fra en del af den økonomiske rådgivningsgruppe, og de skriver »Hr. LaRouche, vi repræsenterer en multidisciplinær gruppe med hovedsæde i Stanford, Berkeley og Princeton, som siden begyndelsen af november har haft til opgave at arbejde på din »tripelkurve-funktion«, som en økonomisk analysemodel. Der kan ikke argumenteres meget imod dens præcise definering af den knibe, vi står i. Men, som jeg forstår det, udviklede du denne model længe før vores finansielle instrumenter, så som derivater, overhovedet eksisterede. Dette spørgsmål er måske for indviklet til, at du kan besvare det her i dag, men hvis det er muligt, vil du venligst indikere, hvordan du var i stand til at forudse denne dynamik, før de instrumenter, som forårsagede krisen, overhovedet havde set dagens lys?«

(Det er en kvik elev!) I bund og grund forstod jeg blot økonomi. Derfor. Mine opdagelser indenfor økonomi var en del af noget, jeg oplevede som barn. Min far var konsulent i fodtøjsindustrien og et par andre steder, og jeg har aldrig været dum. Jeg kom tit i vanskeligheder af den grund. I 1953 havde jeg på en måde færdiggjort en fase af min – hvad skal vi kalde det – min uddannelse, og på det tidspunkt havde jeg taget til mig, forstået, at det er umuligt for os at håndtere eller forstå økonomiske processer, hvis vi ikke først og fremmest betragter dem som fysisk-økonomiske processer, i stedet for som monetære eller finansielle processer.

Og for det andet, at vi ikke kan gøre dette, med mindre vi dropper den typiske kartesianske måde at tænke om økonomi på, selv fysisk økonomi, som er udbredt i de fleste universiteter i dag. Man er nødt til at anvende begrebet dynamik, som det blev genintroduceret til den moderne civilisation i 1690’erne af Gottfried Leibniz, og derefter Bernard Riemanns videreudviklede begreb om dynamik.

Og Riemanns forståelse, som det illustreres af hans berømte habilitationsskrift fra 1854, er nøglen i dag til en kompetent forståelse af alle slags fysiske processer, og økonomiske processer, som fysiske processer, kan kun forstås som riemannske systemer. I riemannske systemer er variablen man studerer dynamik, og du kan gå tilbage til Leibniz’ Dynamicum fra 1695, Specimen Dynamicum, for at finde en definition på det.

Sagen var, at reduktionisterne indenfor naturvidenskab m.v. er idioter, og man burde ikke tillade dem at ... – de kan reparere ting, men de bør ikke have lov til at designe noget. For forskellen mellem et menneske og et dyr er, at intet dyr er i stand til at afstedkomme opdagelsen af et ægte, universelt gældende fysisk princip. Det er kun det individuelle menneskelige intellekt, der kan gøre det. Dette er selvfølgelig den underforståede årsag til, at akademimedlem Vernadskij lagde så meget vægt på spørgsmålet om »noosfæren« som forskellig fra »biosfæren«: Mennesker er i grund og bund spirituelle, for det som foregår i den menneskelige krop, ser ud til at finde sted i en biologisk enhed, men mennesket udfører en funktion, som er intellektuel, altså ikke biologisk. Og denne funktion er det vi kalder kreativitet, hvilket nemmest identificeres, dvs. fra et videnskabeligt eksperimentelt standpunkt, i opdagelsen af universelt gældende fysiske principper. Det kan også defineres på en anden måde, nemlig ved komposition i kunstens verden. Men den mest almindelige måde at tænke på det er i forhold til naturvidenskabelige principper.

I naturvidenskabelige principper, som f.eks. Leibniz’ differentiale, i modsætning til alle de andre udgaver af differentialregning. Det koncept, som Leibniz havde, havde i bund og grund rod i Johannes Keplers opdagelse af tyngdekraften. Og Kepler opdagede differentialet, det infinitesimale, som en karakteristisk egenskab ved planeternes baner, f.eks. Jordens omløbsbane: Han opdagede, at det er umuligt ved hjælp af ellipsens eller cirklens kvadratur, at fastlægge det infinitesimale i planetbanernes krumning.

Dette blev så igen behandlet af Kepler, i den bog han kaldte Verdenensharmonierne, og i bog IV af Verdensharmonierne diskuterer han igen sin opdagelse på en meget specifik måde, som senere blev taget op af Albert Einstein. Sagen er, at organiseringen af solsystemet er harmonisk på en sådan måde, at det hverken kan forklares ud fra et visuelt standpunkt eller ved hjælp af et system baseret på høresansen. Det vil sige, man kan ikke danne sig et billede af planeters baner baseret på brugen af synssansen alene, og man kan heller ikke definere dem alene ved hjælp af den funktion høresansens udfører, simpel lyd. Man er nødt til at bruge et koncept fra musikken, som kaldes harmonilære. Og hvis du gør dette, vil du indse, at hverken synssansen eller høresansen kan definere det fænomen, som du har at gøre med. Det er fænomenet »forandring«, som du observerer, der bestemmer planetsystemets omløbsbaner.

Så Leibniz vendte tilbage til dette koncept i 1690’erne, fordi han studerede Keplers arbejde – al moderne videnskab, al moderne naturvidenskab, som faktisk er kompetent, er en videreudvikling af Johannes Keplers arbejde. Alt andet – glem det! Så han opdagede, at det infinitesimale indenfor differentialregning, som han oprindeligt havde opdaget pga. hans påskønnelse af Keplers arbejde, [involverede et begreb, som de gamle grækere havde kendt til og kaldet »dynamis«].

Så derfor forstår vi, at kreativitet altid kommer til udtryk – kreativitet indenfor naturvidenskabelige principper – altid kommer til udtryk gennem denne form for dynamik, igennem det infinitesimale, som ikke har nogen afgrænset beskaffenhed, men er tilstedeværelsen af et princip, der viser sig som en diskontinuitet i et system, der er i bevægelse. […]

Så forskellen mellem et menneske og dyr er, at menneskeheden ved at opdage nye fysiske principper, og ved at anvende dem i produktionen, er i stand til at transformere menneskets evne til at skabe fysiske værdier, forøge menneskets evne til at producere ting. Og derfor ligger denne måde at tænke på til grund for al kompetent videnskab, al kompetent økonomi. Alle de nuværende økonomer, som man uddanner dem på universiteterne, ved ikke dette her, og forsøger derfor ud fra et finansielt system, at finde ud af en idé om profit eller en marginalindkomst indenfor rammerne af det finansielle system. Men altid i forhold til et finansielt system, ikke en fysisk proces, selv om al fremgang indenfor videnskab er baseret på netop dette. […]

Så det er derfor menneskelig kreativitet, den individuelle kreativitet i det enkelte menneskesind, som det er udtrykt i universelt gældende fysiske opdagelser, og anvendelsen af disse, især i den produktive proces, er måden, hvorpå mennesket forøger sin evne til at eksistere på planeten.

Så, hvad du derfor har, er alle de her finansielle systemer indenfor økonomi: De er ikke noget værd! For de ignorerer det vigtigste: Hvordan man forøger arbejdskraftens produktive kraft per kvadratkilometer og per person i en verden, hvor problemet er, at du opbruger [ressourcerne samfundet er baseret på]. Hvis du bare forsøger at gøre det samme om og om igen, og øger befolkningen på det grundlag, ender du med at opbruge planeten. Hvis du derimod bruger kreative metoder, som indebærer en forståelse af det koncept, som Leibniz definerede som differentialet, det infinitesimale, og du anvender dette, som f.eks. i tilfældet med klorofyl, eller ved brug af kernekraft, som er tusinder af gange mere effektivt end den samme mængde kalorier i form af sollys, som rammer Jordens overflade.

Det, vi finder i hele menneskehedens historie, er, at alle bagvendte samfund, inklusive slavesamfund, forbyder slaven at udvikle grundlæggende opdagelser. Slaven får besked på at følge i sin fars fodspor, i sin farfars, i sin bedstefars, og ikke forsøge at forandre den måde han producerer på. Dette medfører i alle samfund, som ikke forandrer sig, en selvdestruktion, simpelthen blot ved den fortsatte eksistens. Alle succesfulde samfund tager naturressourcer og forøger disse naturressourcers kraft ved hjælp af opdagelser, som afspejler den samme form for princip, som Kepler fandt i organiseringen af Solsystemet, eller, som Einstein og andre erkendte, i den måde verden er organiseret på.

Så problemet med økonomer er generelt, at de ignorerer denne kreativitetsfaktor. De kalder alt muligt for kreativitet, inklusive evnen til at masturbere på nye måder – men det er ikke kreativitet. Kreativitet er opdagelsen og anvendelsen af nyligt opdagede principper, som forøger menneskets magt i og over universet, og det er organiseringen af disse opdagelser i form af produktion eller andre relevante ting, som forøger menneskets evne til at eksistere, og til at eksistere på en bedre måde. Så derfor skal økonomi ikke studeres som finansiel økonomi eller monetær økonomi, men skal undersøges som en fysisk proces, en naturvidenskabelig proces, med fokus på processer så som liv, som i Vernadskijs arbejde, på liv og på ideen om »noosfæren«.

Så, det du leder efter, er det forandringsprincip, som adskiller levende processer fra ikke-levende, og de menneskelige processer, som på fordelagtig vis adskiller sig fra ikke-menneskelige levende processer. Og dette kommer til udtryk gennem opfindelser, gennem produktion og også gennem udviklingen af en infrastruktur i et passende omfang, som f.eks. øget af brug af kernekraft; og jo mere kernekraft med hensyn til kraft per kvadratcentimeter, des større vil din produktivitet være. […]

Dette betyder investeringer, kapitalintensive investeringer, i teknologier og i former for produktion, som mangedobler produktiviteten af den individuelle arbejder eller producent. […]