5. august 2016 – En regeringstalsmand fra Kinas Udenrigsministerium meddelte i går, at den russiske præsident Vladimir Putin vil være ’æresgæst’ ved G20-topmødet i september, som Kina er vært for i byen Hangzhou. Putin er blevet inviteret af præsident Xi Jinping, der vil afholde et fuldt bilateralt møde med Putin i løbet af den periode, hvor topmødet finder sted.
Gui Congyou, direktør for Ministeriets Departement for Europæisk-Centralasiatiske Anliggender, sagde til reportere, at »Ruslands tilstedeværelse ved topmødet er meget vigtigt for Kina, og også for hele verden. Uden Rusland er det umuligt at genrejse verdensøkonomien«. Med en rapport herom den 4. august kommenterede pravdareport.com, at Gui »fremhævede, at Kina og Rusland er de betydeligste magter i Eurasien, og deres strategiske alliance sikrer tryghed og afbalanceret udvikling på hele kontinentet«.
Udover medlemslandene fra G20 har Kina inviteret flere deltagere fra gæstelande. Disse omfatter foreløbig, fra Afrika: Egypten, Senegal og Tchad; fra Sydasien: Pakistan; og fra Sydøstasien: Thailand og Laos.
Den 3. august talte den kinesiske udenrigsminister Wang Yi om det, han kaldte for en 30 dages »nedtælling til G20-topmødet, der vil finde sted den 4. – 5. september«. Han sagde, at topmødets tema vil blive »Mod en innovativ, stærk, forbundet og inklusiv verdensøkonomi«. Ved en fælles pressekonference med udenrigsminister Saleumxay Kommasith i Laos, nævnte Wang de dusinvis af formøder, der har fundet sted som optakt til topmødet. Han sagde, at mødet i september vil blive meget produktivt, i modsætning til det foregående møde. Han forudser, at henved 30 betydningsfulde resultater vil blive opnået ved begivenheden.
(Info: G20 er en forkortelse af Group of Twenty Finance Ministers and Central Bank Governors, og består af en gruppe af finansministre og centralbankledere fra 20 væsentlige økonomier: 19 lande samt den Europæiske Union, der repræsenteres af præsidenten for EU-rådet og den Europæiske Centralbank. Landenes regeringsledere eller statsledere har også periodevis deltaget i G20-topmøder siden første møde i 2008. Samlet udgør G20-økonomierne mere end 80 % af det globale BNP, 80 % af verdens handel (inklusive intern EU-handel) og 2/3 af verdens befolkning. De udgør 82,2 % af verdens økonomiske vækst, målt i forhold til bruttonationalprodukt (BNP) og bruttonationalindkomst (BNI) i årene 2010 til 2016, ifølge IMF.)