2. dec., 2016 – I går underskrev den russiske præsident Vladimir Putin et dekret, som vedtog »Nyt koncept for Ruslands udenrigspolitik«. Ifølge TASS erklærer dekretet:
»Midt i de intensiverende politiske, sociale og økonomiske modsætninger og den voksende ustabilitet i verdens politiske system, vokser den rolle, som magtfaktoren spiller i internationale relationer. Oprustningen og moderniseringen af magtpotentialet; skabelsen og deployeringen af nye typer af våben virker til underminering af den strategiske stabilitet og skaber en trussel mod global sikkerhed, der er garanteret gennem et system af traktater og aftaler inden for området for våbenkontrol.«
Dekretet fortsætter: »Alt imens faren for at udløse en storstilet krig, inklusive en atomar konflikt, fortsat er ringe blandt ledende stater, så er der en voksende risiko for disses involvering i regionale konflikter og optrapning af kriser.« Dekretet fastslår, at »Rusland tilskriver implementeringen af traktaten for yderligere reduktion og begrænsning af strategiske offensive våben fra 8. april, 2010, mellem Rusland og USA, afgørende betydning.«
»Rusland gentager sin beredvillighed til at diskutere spørgsmål om en yderligere nedfasning af nukleare potentialer, baseret på den voksende aktualitet med at give denne proces en multilateral karakter, idet faktorer, der øver indflydelse på den strategiske stabilitet, tages i behørig betragtning.
Herudover støtter Moskva oprettelsen af en zone, der er fri for atomvåben og andre typer af masseødelæggelsesvåben; først og fremmest i Mellemøsten.«
»Det er Ruslands vurdering, at det er nødvendigt at skabe en bred, anti-terrorist-koalition«, rapporterer TASS og citerer fra dokumentet: »Den globale trussel fra terrorister har fået en kvalitativt ny natur med fremkomsten af den internationale terrororganisation Islamisk Stat og lignende grupperinger, der har gjort vold uhørt grusom og søger at skabe deres egen stat og øge deres indflydelse på et territorium mellem atlanterhavskysten og Pakistan«, siger dokumentet, der er udlagt på den officielle portal for juridisk information.
Dokumentet siger, at koalitionen bør … »arbejde uden politisering og dobbelte standarder og anvende civilsamfundets muligheder« for at forhindre terrorisme og ekstremisme og imødegå spredningen af radikale ideer.
Det politiske koncept erklærer, at »Moskva ikke accepterer Washingtons forsøg på at udøve ekstraterritorial jurisdiktion, men Rusland er interesseret i at opbygge en meningsfuld relation med USA, baseret på en pålidelig og gradvis udvikling af dialog med USA«, som kun vil være mulig, hvis den »baseres på princippet om ligeværdighed, gensidig respekt for interesser og ikke-indblanding i hinandens interne anliggender. Moskva accepterer ikke Washingtons forsøg på at udøve ekstraterritorial jurisdiktion, som overtræder international lov, og er ubøjelig i sin modstand mod ethvert militært, politisk eller økonomisk pres og forbeholder sig retten til at respondere strengt på ikke-venligtsindede handlinger, især gennem at styrke sit nationale forsvar og give svar på tiltale, såvel som også asymmetriske forholdsregler.«