som Rusland, Tyrkiet og Iran har mæglet
31. dec., 2016 – FN’s Sikkerhedsråd har enstemmigt vedtaget et russisk forlæg til en resolution, der støtter våbenstilstanden, mæglet af Rusland og Tyrkiet, som den russiske præsident Vladimir Putin annoncerede den 29. december. Ifølge RT hilste Sikkerhedsrådets medlemmer aftalen, der var opnået med Rusland og Tyrkiet som mæglere, velkommen og understregede betydningen af dens »fulde og omgående implementering«.
Resolutionen udtrykker også støtte til »Ruslands og Tyrkiets indsats, og som tilsigter at stoppe volden i Syrien og lancere en politisk proces.« Rådets medlemmer understregede, at de ser mødet i Astana, Kasakhstan, som et vigtigt skridt hen imod en forsoning i den syriske konflikt. FN-organet genbekræftede ligeledes sin forpligtelse over for »den Syriske Arabiske Republiks suverænitet, uafhængighed, enhed og territoriale integritet« og gentog, at den eneste måde, hvorpå man kan løse den syriske konflikt, er ved at indlede en kompleks, politisk proces internt i Syrien.
I sine afsluttende bemærkninger ved mødet sagde Vitaly Churkin, Ruslands ambassadør til FN, til rådet, at den netop vedtagne resolution adresserer behovet for at overholde standsningen af fjendtlighederne, så vel som også mødet om en politisk afgørelse i Astana, hvor delegationer fra oppositionen og regeringen for første gang vil mødes ansigt til ansigt, under FN’s mandat som udtrykt i FN’s Sikkerhedsråds resolutioner 2254, 2268 og i andre dokumenter. »Alt dette, der er nedfældet i dokumentet, vedtog vi i dag«, sagde Churkin.
»Det er en meget kompliceret proces«, fortsatte Churkin. »Alt, hvad vi er i stand til at opnå, er resultatet af enormt arbejde og arbejdskraft. Hvis I ikke ønsker at hjælpe med, så lad være med at komplicere tingene. Lad være med at så tvivl, lad være med at omfortolke, lad være med at gentage forældede klicheer, det hjælper ikke. Lad os arbejde seriøst, og vi vil i 2017 være i stand til at opnå en politisk afgørelse.« Han fortsatte med at sige, at, hvis alle medlemmer i Sikkerhedsrådet »fokuserer på det essentielle i sagen og tilsidesætter deres private interesser, så kan Rådet træffe vigtige beslutninger.«
Foto: Ruslands ambassadør til FN Vitaly Churkin taler i FN’s Sikkerhedsråd den 31. dec., 2016, hvor aftalen om våbenhvilen i Syrien blev enstemmigt vedtaget.