Onsdag, 1. marts, 2017 – Under sin tale til USA’s Kongres i går aftes nævnte præsident Trump ikke eksplicit Rusland ved navn. Det nærmeste, han kom, var at sige: »Amerika er villig til at finde nye venner og skabe nye partnerskaber, hvor der er fælles interesser.« Kremls respons var en tålmodig respons. »Nej, det var ingen overraskelse«, at Trump ikke nævnte Rusland, sagde talsmand for den russiske præsident, Dmitri Peskov, her til morgen, rapporterer TASS. »Han [Trump] er præsident for USA, så det er naturligt, at han tackler de amerikanske spørgsmål«, sagde Peskov og tilføjede, at, i Rusland, »tackler Putin de russiske spørgsmål«. »Dette er fuldstændig normalt«, sagde Kremls talsmand.
»Selvfølgelig har [Moskva og Washington] nogle fælles interesser, og der er også uoverensstemmelser og modsatrettede synspunkter«, fortsatte Peskov. Efter hans mening er dette ’normal praksis’. »Vi har hørt præsident Trump komme med diverse udtalelser; vi venter tålmodigt på, at ord skal følges op af handlinger, så vi kunne forstå, hvor vi står«, tilføjede han.
Med hensyn til områder af fælles interesse understregede Peskov især samarbejde om antiterrorisme. »Samarbejde om krigen mod terror kommer først, og dette er, hvad Putin og Trump diskuterede i deres telefonsamtale, da Putin ringede til Trump for at lykønske ham med hans indsættelse«, sagde Peskov. Ifølge ham »vil alle lande sandsynligvis være enige i, at alle lande bør samarbejde for at fremme kampen imod terrorisme«.
»Det er under alle omstændigheder umuligt at bekæmpe terrorisme effektivt, hvis de mest magtfulde lande, såsom USA og Rusland, ikke samarbejder«, sagde han.
Alexei Pushkov, medlem af det Føderale Råd, sagde, at Trumps tale »markerede sig« ved ikke at være aggressiv over for Moskva og for at have en »afbalanceret tone«. »Trumps præstation i Kongressen var markant ved sin selvbeherskelse, afbalancerede tone og fravær af ondskabsfuldt nonsens over for Rusland, som var almindeligt for [tidligere præsident] Obama«, tweetede Pushkov. Pushkov hånede ligeledes Demokraterne for at klage over Trumps politik over for Rusland. »Demokraterne anklager Trump for at ignorere den ’russiske trussel’. Det var det eneste, som Obama og [Hillary] Clinton tænkte på … Hjalp dem ikke under valget«, tweetede han.