Schiller Instituttets Venners kampagne for Den Nye Silkevej
København, 8. nov., 2017 – Schiller Instituttets Venner stiller op i kommunal- og regionsrådsvalget, KV 2017, med sloganet: »Inden nyt finanskrak: København [eller den relevante by] skal med i Den Nye Silkevej«, som er ophængt på plakater i hovedstaden og andre byer.
I går talte den danske udenrigsminister Anders Samuelsen på Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, om regeringens nye udenrigspolitiske strategi, for fulde huse, samt et live-stream publikum.
Lissie Brobjerg fra Schiller Instituttet stillede det første spørgsmål om den nye æra for kinesisk-amerikanske relationer, og, om Danmark skal tilslutte sig den Nye Silkevej. Som svar anerkendte Samuelsen offentligt vores kampagne ved at indlede med at sige:
»Det første [spørgsmål fra] Schiller Instituttet, det var mere eller mindre et kommunalpolitisk indlæg, tror jeg altså, så det tror jeg, at jeg vælger, at det må vi tage bilateralt bagefter.«
Han fortsatte derefter med at tale om de dansk-kinesiske relationer. Den fulde ordveksling følger her: (Spørgsmålet begynder på 36:33 min. på: https://www.diis.dk/event/udenrigspolitik-ustabil-tid-debat-udenrigsministeren)
LISSIE MARIA BROBJERG
[36:33]» Hej, mit navn er Lissie, jeg kommer fra Schiller Instituttet. På torsdag skal præsident Trump mødes med præsident Xi Jingping, og det er blevet berettet i Wall Street Journal, at man vil oprette en finansinstitution mellem statsfonden CIC og Goldman Sachs for at Kina kan investere i USA, med en startkapital på $5 milliarder til en masse infrastruktur. Xinhua nyhedsagenturet snakker om, at det her er en ny æra i kinesisk-amerikanske relationer, som kan komme til at lægge grunden til en ny type internationale relationer for den fælles opblomstring af økonomien på verdensplan. Så jeg vil høre, hvad Danmarks rolle er i den her nye dynamik for relationer. Skal vi samarbejde med Kina, USA og Rusland, bygge atomkraftværker, magnettog i Danmark, i samarbejde med dem, være involveret i internationale infrastruktur projekter? Altså, implicit, [tage del i] Den Nye Silkevej?« [37:25]ANDERS SAMUELSEN
[38:30] »Det første [spørgsmål fra] Schiller Instituttet, det var mere eller mindre et kommunalpolitisk indlæg, tror jeg altså, så det tror jeg, at jeg vælger, at det må vi tage bilateralt bagefter. Danmark har også tætte forbindelser til Kina, og det vil vi også have i fremtiden. Og vi rejser de menneskerettighedsspørgsmål, som alle kender til, på den måde vi gør det, når vi snakker med kineserne, og det vil vi også gøre i fremtiden. Men vi har denne her åbne respektfulde dialog, som vi har. Vi tager udgangspunkt i et-Kina-politikken, og alt det vil jeg ikke trætte nogen med. Men Kina er en vigtig spiller, og derfor så skal vi selvfølgelig have en dialog med kineserne. De kommer til at fylde mere og mere. Både på den økonomiske front og på den sikkerhedspolitiske front i fremtiden. Bl.a. – nu sluttede vi af omkring Nordkorea – jeg tvivler på, at man kan løse den konflikt uden, at kineserne er en aktiv part i det spørgsmål. Og de har mange store ambitioner – det var jo lidt det, der lå i spørgsmålet – det er vi alle sammen fuldt bevidste om, at det har de.«Lissie Brobjerg stillede også et andet spørgsmål om den Tjekkiske Republiks opposition til sanktionerne mod Rusland i den efterfølgende sektion, hvor DIIS-researchers responderede til regeringens nye, udenrigspolitiske strategi.
LISSIE MARIA BROBJERG
[1:33:37] »Ja, hej. Der blev snakket om Rusland og sanktioner. Nu kom den tjekkiske præsident ud for nylig og sagde, at man skulle gøre en ende på sanktionerne mod Rusland og siden der er en øget dialog mellem USA og Rusland, og nu skal Trump mødes med Putin til APEC 11. nov. i Vietnam, så er der potentiale for en vending i situationen for et øget samarbejde, muligvis gennem den Nye Silkevej, og på den måde kan et økonomisk samarbejde vende tingene. Hvad tænker du om det nye potentiale?« [1:34:19]FLEMMING SPLIDSBOEL HANSEN, fra DIIS
[1:36:22] »Ganske kort om sanktioner. Ja, vi har jo et sæt af sanktioner, EU har et sæt af sanktioner, som er rettet mod Rusland og mod dele af Ukraine også. Det er både materielle sanktioner, og det er sociale sanktioner, altså rettet mod enkelte personer. Og der hører vi jo, hver gang sanktionerne skal op til forhandlinger, når de skal fornys, at der er uenigheder internt i EU, og det er der ikke noget nyt i. Det har vi kunnet iagttage andre steder, bl.a. i Frankrig og Tyskland. De nye vendinger, som kommer fra Tjekkiet, ændrer heller ikke på det, og jeg vil tro – og nu kan jeg jo se på ministeren[, at han ikke er enig? @1:36:48] – men jeg vil tro, at de bliver fornyet igen, og jeg er nødt til at være ærlig og sige, at jeg bliver forbavset, hver gang de bliver fornyet, men der er altså en ret stor intern sammenhængskraft i EU, når det gælder de her sanktioner. Og man er sådan rimelig fast i kødet på, at de skal altså fortsætte. I forhold til Silkevejen, så er det jo ikke et alternativ til det her. Rusland er også koblet på, en række af landene i det tidligere Sovjetunionen er koblet på, og det er jo et kæmpe projekt, som kommer til at tage lang tid, og der er meget, meget stor usikkerhed forbundet med det. Men sanktionerne har egentlig ikke noget med Silkevejsprojektet at gøre, selvom begge dele er rigtig, rigtig spændende.« [1:37:24]Bagefter blev Tom Gillesbergs valgmateriale til borgmesterposten, som også inkluderede en invitation til vores forestående valgmøde fredag, 10. nov., uddelt til alle deltagerne.