Et historisk øjeblik: Kina-Afrika – ’Et interessefællesskab for hele menneskeheden’

Forhandlingerne i dag på topmødet i Forum for Kina-Afrika Samarbejde (FOCAC) i Beijing markerer alle tiders historiske forandring for menneskeheden. Den århundrede lange æra med kolonisering under det Britiske Imperium – eller under hvilken som helst forklædning det er blevet begået i – er nu overstået. Dette var den underforståede præmis for præsident Xi Jinping i hans hovedtale, og i kommentarer fra hans medtalere – alle institutionelle ledere: Præsident Cyril Ramaphosa, Sydafrika, BRICS; Præsident Paul Kagame fra Rwanda, nuværende formandskab for Den Afrikanske Union (AU); Antonio Guterres, generalsekretær for De Forenede Nationer; og Moussa Faki Mahamat, formand for AU-Kommissionen. AU-Kommissionens formand Faki meddelte, at Den Afrikanske Union vil åbne et permanent repræsentationskontor i Beijing under hans besøg.

Selv den dramatiske visuelle opsætning af panelet for Xi understregede betydningen af arrangementet. Stats- og regeringscheferne for 53 afrikanske nationer befandt sig siddende på scenen bag talerstolen, vendt udad mod tusindvis af tilhørere. “De afrikanske lederes selvtillid er nu på verdensscenen”, observerede Schiller Instituttets præsident Helga Zepp-LaRouche i dag. I samarbejde med Kina, “vil Afrika vil være et kraftcenter for fremtiden.”

Præsident Xi Jinping annoncerede specifikke planer og engagementer for fælles samarbejde, og talte i magtfulde vendinger om den ånd, der er involveret. Han sagde, at Kina og Afrika sammen vil “gå imod velstand. “Vi vil “tænke med ét sind og arbejde med ét hjerte.”

Det skal særligt bemærkes, at Xi også understregede, at Kina er klar til at arbejde med andre som internationale partnere. Han sagde, at Kina og Afrika vil sætte et eksempel og “præsentere et interessefællesskab for hele menneskeheden.” Han understregede dette metaforisk ved at sige: “Enhver, der isolerer sig selv på en øde ø, har ingen fremtid.” Og også: “Enhver har i sig selv en lille smule af andre.”

FN’s generalsekretær Guterres kaldte FOCAC-mødet et “historisk øjeblik”. Han understregede i sin tale, hvordan samarbejdet mellem Kina og Afrika, og Bælt- og Vejinitiativet nu i sagens natur er involveret i FN’s Agenda 2030 (globalt mål om at bekæmpe fattigdom) samt i AU Agenda 2063 (det 50-årige kontinentale udviklingsperspektiv offentliggjort af AU i 2013,og som markerer 100-året for OAU-charteret i 1963).

Xi annoncerede en liste med otte handlingspunkter for Kina-Afrika samarbejde i 2019-2021 (tre år har været FOCAC’s tidscyklus siden grundlæggelsen i 2000). Kina er forpligtet til 60 milliarder dollar i finansiering over den periode, for hvilken Xi gav en udspecificering i form af hvor meget der vil være private investeringer, offentlige tilskud og lån mv.

Der forventes at komme mere frem om specifikke programmer. For eksempel er der rygter om, at Transaqua kan være på dagsorden for et af FOCAC-møderne. Disse drøftelser i FOCAC sætter fokus på projekter i Schiller Instituttets rapport, der blev udgivet for mindre end et år siden, “Udvidelsen af Den Nye Silkevej til Vestasien og Afrika,” af Hussein Askary og Jason Ross. Denne rapport er en uundværlig køreplan for hvad der sker i Afrika; og den nye Schiller Institut-rapport: “En fælles fremtid for menneskeheden”, bind. II af Den Nye Silkevej bliver til Verdens-Landbroen” giver verdensbilledet.

En ubehagelig ajourføring er, at en bestemt løgn er blevet gentaget konstant i medier og akademiske kredse imod Kina og FOCAC-udviklingsperspektivet fra kilder i Wall Street/City of London. Løgnen hævder, at Kina presser sårbare nationer til at gå i gældsfælden. Dette bedrag bliver manet i jorden i en ny artikel af de samme to forfattere, Askary og Ross, med titlen: “Hvorfor anklager mod Kina for ‘gælds-diplomati’ er et fupnummer”. Den er tilgængeligt på SchillerInstitute.com i denne uge; og vil blive udsendt af {EIR} i udgaven d. 7. september.

Andre begivenheder i dag, med fokus på Argentina, peger på den presserende nødvendighed af at handle på det princip, som FOCAC står for, nemlig at presse på med en global dialog mellem stormagter for et Nyt Bretton Woods-system til at iværksætte udvikling, og komme ud af fælden på Wall Street/City of Londons faldefærdige, døende monetære system. Præsidenten og finansministeren i Argentina gik på tv for at annoncere pludselige, drastiske nedskæringer i regeringsfunktioner, pensioner, løn og arbejdsvilkår, i en nyttesløs udstilling af eftergivenhed overfor IMF’s og Wall Streets betingelser, i håb om bistand mens landet drukner i kaos.

Dette peger på, hvad der virkelig står på spil i det amerikanske midtvejsvalg; i LaRouchePAC’s intervention med en “Kampagne for at vinde fremtiden.”