Den 28. nov., 2023 (EIRNS) – Den midlertidige våbenhvile holder fortsat i Israel-Palæstina med den vedvarende løsladelse af israelere og palæstinensere og den fortsatte strøm af forsyninger. Men hvad bringer fremtiden, og hvem er ansvarlig for at forme den?
Israels premierminister Benjamin Netanyahu praler over for sine partifæller med, at han har styrken til at trodse USA, og at “jeg er den eneste, der er i stand til at forhindre en palæstinensisk stat i Gaza og [på Vestbredden] efter krigen.” Er det hans skyld? Han bærer helt sikkert skylden for sine barbariske handlinger, der har kostet over 20.000 mennesker livet i Gaza. Men er Netanyahu ansvarlig for de nuværende forhold?
Denne konflikt er ikke regional – ikke blot fordi den truer med at sprede sig ud over regionen, men fordi regionens eksistens som en konflikt har været en tilsigtet politik for det Britiske Imperium i et århundrede! Hele formålet med den britiske geopolitiske doktrin har været at forhindre samarbejde og udvikling i hele Eurasien ved at opretholde et konfliktsystem, der forhindrer forbindelser og samarbejde, skaber konflikter og kampe og flytter den handel, som stadig findes, til søs i stedet for til landbaserede transportnetværk, der forbedrer den økonomiske værdi af det land, de er bygget på.
Afghanistan og det indiske subkontinent er den ene side af denne konfliktzone, som strækker sig gennem Iran og Irak til Middelhavets østlige regioner og sydlige kyster. Geopolitikkens mål er ikke at opnå en afgørende sejr i regionale konflikter, men at de opretholdes, potentielt hvis ikke altid i realiteten.
Har Ukraine nydt godt af den “hjælp” og “bistand”, landet har modtaget til at bevæbne sine unge og i stigende grad knap så unge mænd og sende dem i fare? Nej, det er et redskab i kampen mod Rusland. Ville Taiwan have gavn af militær “hjælp” fra USA, hvis det blev involveret i en fremprovokeret krig med Beijing? Nej, befolkningen på øen ville blive brugt som overflødige soldater på vegne af den angloamerikanske verdensorden. Har Israel virkelig gavn af den carte blanche militære “støtte”, det har modtaget fra USA, som tillader det at smide lige så mange bomber over Gaza på en uge, som USA gjorde over Afghanistan på et år? Hvis man giver sine venner våben til at begå uretfærdige handlinger, hjælper man dem så?
Hvis vi vender blikket mod situationen i Israel og Palæstina, hvordan kan årtiers had så overvindes? Ved at nægte at spille det britiske spil! Ved i stedet at rette blikket mod fremtiden.
I 1970’erne fremlagde Lyndon LaRouche og hans bevægelse en “oase-plan” (omtalt i en nylig massepublikation fra LaRouche-organisationen) for udvikling af Sydvestasien, herunder massive investeringer i at bekæmpe en fælles fjende: ørkenen. Ved at bygge kanaler mellem Middelhavet og Det Døde Hav, og mellem Det Døde Hav og Det Røde Hav, via Akababugten, og udstyre disse saltvandskanaler med afsaltningsanlæg, ville landbrugs- og udviklingspotentialet i hele den tørre region kunne forbedres gevaldigt.
Er der også politiske spørgsmål, der skal løses? Ja, selvfølgelig. For eksempel har udvidelsen af bosættelserne på Vestbredden haft til formål at skabe et fait accompli og spolere ethvert potentiale for en ægte palæstinensisk stat. Dette må håndteres som et stort problem blandt mange andre.
Men uden et program for udvikling, et program, der skal støttes af så store nationer som USA og Kina, vil fred være umulig.
Fredagens møde i International Peace Coalition, det 26. af slagsen, som markerer et halvt års konsekvente overvejelser, vil indeholde en præsentation af EIR’s Marcia Merry Baker om udsigterne til en varig og meningsfuld fred i Sydvestasien, muliggjort af en vellykket kamp for et nyt paradigme, der kan erstatte geopolitik.
Befolkningen i Israel og Palæstina vil ikke længere være ofre for en strategisk tilgang, der ser dem som sprængstoffer, der skal detoneres, når det er nødvendigt. For selv om denne konflikt ser ud til at være lokal, løses den med en global dagsorden.
