Til det nye år: Nemesis-princippet og sandhedens ustoppelige kraft

Ikke korrekturlæst

1. januar 2024

Kan de ti principper for en ny international strategi- og udviklingsarkitektur tilbyde en ” New Deal” til verden? Kan de studeres, accepteres og gennemføres, nu hvor der stadig er tid til det? Mens vi går ind i det nye år, giver kompetente militærfolk som den tidligere italienske kommandør for KFOR (Kosovo Force), generalløjtnant Fabio Mini, en velovervejet, nøgtern vurdering af, at et taktisk atomvåben “sandsynligvis” vil blive brugt i konflikten i Sydvestasien, hvis de israelske tab i Gazastriben bliver for høje. Ukraine bomber Belgorod i Rusland med NATO-våben. Rusland svarer militært igen, og Det Hvide Hus under Biden erklærer, at det “under visse betingelser” offentligt vil gå i krig mod Rusland og dermed officielt bekræfte en ikke så hemmelig konflikt, som Washington og London har ført mod Rusland i ti år, siden februar 2014. Vil det være det “skridt for langt”, som verden har forsøgt at undgå siden oktober 1962? Kan nogen i Washington eller London huske den pris, som folk og nationer har betalt for kriminel, katastrofal arrogance, såsom feltmarskal Bernard Law Montgomerys katastrofe, “Operation Market Garden” i 1944? Denne gang er det måske ikke muligt at komme sig. Hvad skal der gøres?

Desuden er der velbegrundede spekulationer, som følge af en artikel i Financial Times, om, at City of London og Wall Street, på trods af modstand fra selv Den Internationale Valutafond, centralbankerne og de juridiske afdelinger i Europa-Kommissionen og den britiske regering samt mange økonomer, vil konfiskere – dvs. stjæle – de 300 milliarder dollars i russiske aktiver, som har været indefrosset siden 2022, muligvis i februar eller før. Anglosfæren med sin ubetalelige gæld på 2 kvadrillioner dollars ser evig krig som den eneste vej til at fortsætte med at fodre den umættelige kræft, som er selve deres eksistens, og forarme deres egne befolkninger i processen – som i kong Charles’ ” krigsførelse for klimaforandringer”.

Disse to politikker er ikke kun begge vanvittige – de er ét. Rationelle mennesker finder dem uforståelige. Men som Lyndon LaRouche fik at vide i 1970’erne af en israelsk samtalepartner: “Mr. LaRouche, du må aldrig undervurdere galskabens faktor i politik.”

I et interview den 5. december interviewede Paul Salvatori, en journalist fra Toronto, som også er seniorproducer for TRT (Turkish Radio and Television), musikeren Roger Waters, som er velkendt i Israel, fordi han i 2006 arrangerede det, der dengang var den største koncert i Israels historie. Salvatori spurgte følgende: “Men jeg spekulerer på, hvordan de begivenheder, der har fundet sted siden den 7. oktober, specifikt har påvirket dig?”

Waters svarede: “Som alle andre med et hjerte, bruger jeg mit liv på at balancere på randen af tårer…. For man kan umuligt sætte sig ind i den situation, i deres situation. De mødre og fædre, de børn, de 2,3 millioner – lidt færre nu – mennesker, der bor i Gaza og bliver bombarderet af F-16-fly dag og nat, uge efter uge efter uge. Man kan ikke engang begynde at forestille sig, hvordan det må være, og at det bliver tiljublet af verdens mest magtfulde imperium, er modbydeligt ud over alle grænser. Og for ikke at nævne B’nai Brith i dit land [Canada] og Trudeau – han hepper ligeledes på det hele. Hvad er der galt med disse mennesker? Hvordan kan de overhovedet gøre det? Hvordan kan de stadig forsøge at fremstille israelerne som ofre?

“Jeg er ked af, at min stemme begyndte at stige, for det er så sindssygt, hvad de gør, og hvad israelerne gør. Det er hinsides enhver fantasi. Det overgår vores evne til at forestille os sådan en ondskab.”

Det er langt, langt værre. For det er også os, ikke kun palæstinenserne, der er målet. For hvis vi tillader dette, hvis vi fejler, så vil de 100 millioner sjæle, kombattanter og ikke-kombattanter, som døde i Anden Verdenskrig, inklusive de mere end 6 millioner jødiske ofre for et Holocaust, som dræbte millioner af andre, være blevet myrdet endnu en gang. Undervurder aldrig galskabens faktor i politik? Ja, absolut. Men hvad skal man gøre ved det? Hvordan kæmper man imod?

Det er præcis 50 år siden, 31. december 1973-1. januar 1974, at Lyndon LaRouche og hans medarbejdere lancerede “Operation Nürnberg”, en kampagne mod de nazistiske hjernevaskere, der dengang florerede i USA, og som med LaRouches ord forsøgte at “indføre en totalitær regering i stil med ‘1984’ i USA og Storbritannien.” I 1970’erne havde der været en opblomstring af en række virkelig bizarre terroroperationer, operationer, der blev styret gennem farmakologiske og andre hjernevaskmetoder (såsom den nu glemte “Symbionese Liberation Army”, der kidnappede arvingen Patty Hearst) og blev skabt af agenter fra den amerikanske hærs efterretningstjeneste gennem “prison outreach program” fra University of California i Berkeleys Black Studies-gruppe i Vacaville Prison under “Phoenix”-veteranen Colston Westbrook.

LaRouche og hans medarbejdere påviste gennem efterretningsundersøgelser designet af LaRouche personligt, at terrorismen, både i USA og Europa, kom fra kapaciteter, der var centreret i det britiske Tavistock Institute for Human Relations, og som blev udviklet i Algeriet-krigens “antiterror”-programmer i 1954-1962, i Kenya af brigadegeneral Frank Kitson, og i Vietnam “Operation Phoenix”-mord/terror-programmet. Visse af disse kapaciteter var endda blevet indsat i retning af LaRouche og hans medarbejdere, til dels på grund af LaRouches afsløring af netop disse operationer, der var i gang i USA i foråret og sommeren 1973. Det var nødvendigt at sætte navn på forbrydelsen og de kriminelle, der begik den, og det var, hvad LaRouche havde modet til at gøre.

Bogen LaRouche: Will This Man Become President? fra 1983 rapporterer: “Der var et optimalt snigmord på LaRouche på plads, men hovedkarakteren af denne udførlige, transatlantiske operation var, lærte vi i rette tid, ‘Kaos og forvirring’, et forsøg på at ødelægge en hel organisation med næsten ét slag gennem psykologiske krigsførelsesmetoder. Midt i alt dette trådte New York Times, som offentliggjorde den første af sine store smædeartikler mod LaRouche på første side i januar 1974. Hvad angår attentatpotentialet, tog New York Police Intelligence sagen alvorligt, især efter at det blev bekræftet, at terroristgruppen befandt sig i New York City. Relevante agenturer bekræftede over for pressen i New York, at der var en trussel om et potentielt attentat mod LaRouche. FBI’s New York-kontor, som havde direkte kendskab til sammensværgelserne omkring kommunistpartiets ledelse, nægtede at bekymre sig.” Ikke alene blev LaRouche ikke myrdet, ej heller nogen anden i hans organisation. Den forening, han grundlagde, og de spin-off-organisationer og publikationer, der blev skabt af hans bevægelse, har haft en dominerende stemme og endda spillet en rolle i den politiske beslutningsproces i et halvt århundrede. Det blev opnået på trods af, at LaRouche-organisationen, ifølge den afdøde tidligere amerikanske justitsminister Ramsey Clark, ulovligt og med ond vilje blev udsat for “en bredere vifte af bevidst og systematisk forseelse og magtmisbrug over en længere periode i et forsøg på at ødelægge en politisk bevægelse og leder, end nogen anden føderal retsforfølgelse i min tid eller så vidt jeg ved.”

Forskellen mellem dengang og nu er, at alle i USA og i den transatlantiske verden nu får “LaRouche-behandlingen”, selv tidligere præsidenter og deres nærmeste familiemedlemmer. Selvstyre er ved at blive afskaffet for øjnene af jer. Vi bliver alle angrebet direkte og personligt af hjernevaskere, som former og fordrejer det indre af folks sind gennem de allestedsnærværende skærme, som de nu er afhængige af. Hvorfor er det tilsyneladende så effektivt? Det virker, fordi den mest snigende effektive form for slaveri er frivilligt slaveri. Den britiske hjernevasker Aldous Huxley fortalte de studerende på Berkeley om planen – en plan, som han og hans bror, Julian, i høj grad havde udtænkt for over 60 år siden:

“I løbet af den næste generation eller deromkring vil der være en farmakologisk metode til at få folk til at elske deres slaveri og skabe diktatur uden tårer, så at sige, skabe en slags smertefri koncentrationslejr for hele samfund, så folk faktisk får taget deres friheder fra dem, men snarere vil nyde det, fordi de vil blive distraheret fra ethvert ønske om at gøre oprør af propaganda eller hjernevask, eller hjernevask forstærket af farmakologiske metoder. Og det ser ud til at være den endelige revolution.”

Mindre citeret fra den samme tale, men af særlig betydning for dette strategiske øjeblik, er en tidligere Huxley-passage: “I dag står vi, tror jeg, over for det, der kan kaldes den ultimative revolution, den endelige revolution, hvor mennesket kan påvirke sine medmenneskers krop og sind direkte. Det er unødvendigt at sige, at en eller anden form for direkte handling på menneskers bevidsthedskroppe har været i gang siden tidernes morgen. Men det har generelt været af voldelig karakter. Terrorismens teknikker har været kendt i umindelige tider, og folk har anvendt dem med mere eller mindre opfindsomhed – nogle gange med den yderste grusomhed, andre gange med en vis portion dygtighed, erhvervet ved en proces med forsøg og fejl, hvor man finder ud af, hvad der er de mest effektive måder at bruge tortur, fængsling, begrænsninger af forskellige slags på.”

Der er mange metoder til hjernevask gennem terrorisme. Tænk på de sidste 22 år, især fra 11. september 2001, og hvad der er blevet gjort i “krigen mod terrorismes” navn siden da. Er der overhovedet noget tilbage af den amerikanske civiløkonomi, eller er den overvejende bundet til krig?

Overvej ligheden mellem “9/11” og den 7. oktober 2023. Stil derefter spørgsmålet: Ved vi virkelig, hvordan disse begivenheder fandt sted? Har vi modet til at stille spørgsmål længere? Det er blevet bemærket af LaRouches gadearrangører og dem, der er involveret i International Peace Coalition eller andre foretagender, at den amerikanske befolkning er blevet terroriseret. Uanset om det er “oprøret” den 6. januar, som blev styret af flere anglo-amerikanske efterretningstjenester; den ophobede chok-effekt af flere endeløse taber-taber-krige; eller de mange forbundne, personligt styrede “asociale mediers” påvirkning af folks adfærd, som gør dem bange for at miste deres job, hvis de siger, hvad de mener, eller gør, hvad de ved, er rigtigt, så svarer det i sidste ende til et system af terroriseret, men medskyldigt, frivilligt slaveri.

“Den grundlæggende antagelse for det nye paradigme er, at mennesket er fundamentalt godt og i stand til uendeligt at perfektionere sit sinds kreativitet og sin sjæls skønhed, og at det er den mest avancerede geologiske kraft i universet, hvilket beviser, at sindets og det fysiske univers’ lovmæssighed er i overensstemmelse og samhørighed, og at alt ondt er et resultat af manglende udvikling og derfor kan overvindes.” Dette, det tiende princip i Helga Zepp-LaRouches “Ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur”, er vores Nemesis-princip, som skal bruges til at hjemsøge de ligegyldiges, såvel som de skyldiges, vågne og sovende timer. En “Operation Nürnberg”, der udføres korrekt i dag, skal gå ud over at nævne navnet på “ufattelig ondskab” og kræve den umistelige ret til, at hvert enkelt medlem af menneskeheden er kreativ og produktiv. Denne “særlige operation” kan løfte illusionens og det frivillige slaveris lænker fra folks hjerter og sind. Det er et nytårsforsæt, som alle inderligt burde ønske sig.

Foto: Ales Krivec / Unsplash