Den 8. april 2024 (EIRNS) – Den Internationale Domstol i Haag afholder høringer den 8. og 9. april om et nicaraguansk søgsmål mod Tyskland for overtrædelse af folkedrabskonventionen. Den tyske regering fremmer folkedrab mod palæstinenserne gennem sin politiske, økonomiske og militære støtte til Israel, anklager Nicaragua, og kræver et påbud der tvinger Tyskland til øjeblikkeligt at stoppe våbeneksporten til Israel og genoptage betalingerne til FN’s palæstinensiske hjælpeorganisation, UNRWA.
I Nicaraguas 43 sider lange indlæg hævdes det, at Tyskland overtræder FN’s konvention om folkedrab fra 1948. “Ved at sende militært udstyr og nu afskaffe finansieringen af UNRWA [FN’s agentur for palæstinensiske flygtninge] … bidrager Tyskland til at begå folkedrab,” står der i indlægget.
Ifølge Al Jazeera anklagede Nicaraguas ambassadør i Holland, Carlos José Argüello Gómez, i sin åbningstale, at “alvorlige overtrædelser af den humanitære folkeret … herunder folkedrab, finder sted i Palæstina” og “begås åbent…. Tyskland har overtrådt denne forpligtelse, som alle stater er underlagt,” sagde Argüello Gómez, for at forhindre det sandsynlige folkedrab, som Israel begår mod palæstinenserne i Gaza. “Hvis Israels handlinger fortsætter uhæmmet … og de fortsat modtager vilkårlig støtte fra stater som Tyskland, så vil en ny generation af palæstinensere rejse sig igen i fremtiden,” advarede han.
Daniel Mueller, advokat for Nicaragua, sagde til dommerne, at det er “en ynkelig undskyldning for de palæstinensiske børn, kvinder og mænd på den ene side at yde humanitær hjælp, herunder gennem luftbårne nedkastninger, og på den anden side at levere det militære udstyr, der bruges til at dræbe og tilintetgøre dem …”.
Tysklands juridiske repræsentant, Tania von Uslar-Gleichen, sagde til journalister, at “Nicaraguas præsentation var meget forudindtaget, og vi vil fortælle jer i morgen, hvordan vi fuldt ud lever op til vores ansvar.”
Efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober 2023 gentog den tyske kansler Olaf Scholz gentagne gange, at Israels sikkerhed er en del af Tysklands raison d’être. Sidste år gav den tyske regering grønt lys for våbeneksport til Israel til en værdi af 326,5 millioner euro – ti gange så meget som i 2022. Dette omfattede krigsvåben til en værdi af 20,1 millioner euro, herunder 3.000 bærbare anti-tank våben og 500.000 patroner til maskingeværer, maskinpistoler og andre hel- eller halvautomatiske skydevåben. Det meste af dette blev godkendt efter den 7. oktober 2023.
Foto: ICJ