Ikke korrekturlæst
HELGA ZEPP-LAROUCHE: Tak. Lad mig først sige ” Goddag” til jer alle. Siden vi startede dette ugentlige opkald, har man faktisk haft en fornemmelse af, at historien bliver stadig mere fortættet. Det, jeg mener med det, er, at rytmen i udviklingen bliver mere intens, så det virkelig ser ud til, at historien på en eller anden måde gennemgår en faseændring. Jeg tror også, at det er det, der sker.
Det seneste eksempel på det er, at vi lige har fået nyheden, som du nævnte Anastasia, om, at Den Internationale Domstol i dag gennem sin præsident Nawaf Salam beordrede Israel til at stoppe angrebet på Rafah i Gaza og sagde, at betingelserne for en ny nødretsordre var opfyldt. Dette var domstolens reaktion på en anmodning fra Sydafrika på grund af det igangværende angreb på Rafah og den helt utrolige forværring af forholdene i øjeblikket. Det skaber et meget interessant problem, for spørgsmålet er, om det vil blive håndhævet, og i så fald hvordan? For indtil videre er alle beslutninger fra enten ICJ eller ICC blevet blokeret i FN’s Sikkerhedsråd på grund af vetoer – hovedsageligt fra USA. Så spørgsmålet er nu, hvad der vil ske med denne absolutte nødsituation, hvor mennesker bliver slagtet for øjnene af hele verden?
Det er meget interessant, fordi ICC for blot et par dage eller en uge siden udstedte arrestordrer på tre eller fire Hamas-ledere, men også på Israels premierminister Netanyahu og forsvarsminister Gallant, hvilket naturligvis blev blankt afvist af Israel og USA. Men interessant nok sagde selv Tyskland – som indtil da havde været helt på Israels og USA’s side – gennem deres talsmand, at de ville acceptere ICC’s afgørelse. Det er en meget interessant udvikling, fordi Tyskland befandt sig i et ægte paradoks mellem sin egen forpligtelse til at stå på Israels side uanset hvad på grund af Holocaust, som for længst havde mistet sin betydning i betragtning af, at der var et nyt folkemord i gang. Men det er klart, at presset fra det internationale samfund, hvor langt størstedelen af nationerne i FN’s generalforsamling havde stemt for en palæstinensisk stat, og det faktum, at den sympati, der måtte have været for Israel efter angrebet den 7. oktober, på grund af den fortsatte brutalitet uge efter uge, måned efter måned, var fuldstændig forsvundet. Så derfor har den offentlige mening i verden ændret sig fuldstændigt. Og det ser ud til at gå op for nogle mennesker i det vestlige etablissement, at hvis man anvender en dobbeltmoral ved at fordømme afrikanske ledere og Putin, men ikke Israel og muligvis andre sager, så var det, der var i fare, ikke bare den konkrete sag, men systemets lovlighed er der måske stadig, men det var og er ved at miste sin legitimitet. Det er en meget vigtig forskel, for når et system mister sin legitimitet, så falder alt fra hinanden.
Det er en meget interessant situation, for også fra europæisk side har Irland, Spanien og Norge for nylig stemt for Palæstina som stat, og de var ikke de første. Før det var der allerede Island, Sverige, Serbien, Albanien, Tjekkiet, Slovakiet, Hviderusland, Ukraine, Rumænien, Bulgarien og Rusland i de foregående år. Så det skaber nu en meget interessant situation. Hvis FN’s Sikkerhedsråd ikke kan håndhæve ICJ’s kendelse, kan den gå videre til FN’s Generalforsamling. Og på grund af alt det, der er sket i den seneste tid, har der allerede været drøftelser om, at hvis Israel fortsætter med ikke at respektere alle ordrer, kan landet risikere at blive suspenderet med hensyn til deltagelse i FN’s Generalforsamling. Det er kun en diskussion indtil videre, men så dramatisk er situationen.
Den anden store udvikling, som jeg mener, vi er nødt til at forholde os til, er det heldigvis mislykkede mordforsøg på Slovakiets premierminister, Robert Fico. Der er nu en efterforskning i gang i Slovakiet [for at afgøre], om det ikke var en enlig morder, men om han havde samarbejdspartnere – denne skytte Cintula – fordi hans kommunikation på de sociale medier blev fjernet to timer efter, at han var blevet arresteret, og hans kone havde ikke adgang til computeren. Dette er ikke kun Slovakiet. Der er en utrolig polarisering på grund af den store pengestrøm til Slovakiet, som går til NGO’er, der fremmer vestlige liberale værdier mod de meget traditionelle slaviske traditioner, som premierministeren og præsidenten er fortalere for.
En lignende situation findes i Serbien, i Ungarn og ikke mindst i Georgien, hvor den georgiske regering har forsøgt at vedtage en lov om gennemsigtighed, som ville tvinge ngo’erne til at afsløre deres finansieringskilde, hvis mere end 20 % af pengene kommer fra udlandet. Det er nu et stort problem, fordi den georgiske premierminister Kobakhidze i går skrev på X (tidligere Twitter), at han havde modtaget en trussel fra en EU-kommissær, som fortalte ham, at han skulle passe på, og at Bruxelles ville være nødt til at indføre en hel masse foranstaltninger, hvis han ikke ophævede denne lovgivning. Og han burde se, hvad der skete med Fico, og være meget forsigtig. Det lød virkelig som en fuldstændig trussel. Han afslørede ikke navnet på kommissæren.
I mellemtiden afslørede kommissæren sin identitet, sandsynligvis fordi han troede, at det ville komme ud alligevel, og han forsøgte på en eller anden måde at sige, at det ikke var en trussel, men at det var ment som en venlighed, bla, bla. Men det er utroligt. Efterfølgende udsendte premierminister Kobakhidze andre erklæringer, hvor han sagde, at hele denne hændelse afslører, hvor utroligt farligt det globale krigsparti er; at det er en ekstremt farlig kraft, og at de forsøger at skabe et Maidan-lignende kaos i Georgien.
Det er helt utroligt! Her er en igangværende destabilisering af flere østeuropæiske lande, som alle er kritiske over for krigen i Ukraine og imod at sende våben til Ukraine. Ungarns premierminister Orbán har netop sagt, at Ungarn ikke vil deltage i nogen NATO-udstationering i Ukraine. Fico var naturligvis berømt for at have udtalt sig meget stærkt imod det; Serbiens præsident Vučić ligeså. Så det er en utrolig situation. Efter mordforsøget på Fico udtaler disse ledere sig faktisk og afslører, hvem der står bag denne destabiliseringsoperation. Det er uhørt, og det kan få EU til at bryde helt sammen, for det er en skandale af allerstørste betydning.
Situationen i Ukraine bliver naturligvis også mere og mere optrappet for hver dag, der går. For et par dage siden gjorde Putin alvor af sin udmelding om, at han for første gang nogensinde havde en militærmanøvre med de russiske taktiske atomvåbenstyrker i det sydlige militærdistrikt. Ikke som en rutineøvelse, men som en udtrykkelig reaktion på det, han kaldte provokationerne fra Vesten; såsom Macron, der truer med at sende NATO-tropper til Ukraine, Cameron, der fortæller ukrainerne, at de kan bruge britiske våben til at angribe dybt inde på Ruslands territorium. Og for nylig har en gruppe kongresmedlemmer også skrevet et brev til den amerikanske forsvarsminister Austin og bedt om tilladelse til, at ukrainerne kan ramme dybt ind i Ruslands territorium, hvilket blev bakket op af udenrigsminister Blinken. Dette blev naturligvis fordømt af Rusland på det kraftigste; den russiske ambassadør i USA, Antonov, kaldte det “provokerende” og “ekstremt farligt og hensynsløst”.
Så situationen på stedet for Ukraine bliver værre dag for dag. De er tydeligvis ved at tabe udmattelseskrigen, hvor de hverken har mandskab eller materiel. Så situationen er tydeligvis ved at nå det punkt, som [den tyske general (ret.) Harald] Kujat sagde for næsten et år siden, nemlig at valget står mellem forhandlinger og optrapning. Og indtil videre har vi kun set optrapning fra NATO’s side.
Jeg vil gerne tilføje den tredje scene for en sådan geopolitisk konfrontation, som er Indo-Stillehavet, hvor den nye præsident i Taiwan, Lai Ching-te, efter sin valgsejr holdt en tale, som lød som en retfærdiggørelse af Taiwans uafhængighed. Det var så den udløsende faktor for, at den kinesiske flåde og det kinesiske luftvåben gennemførte øvelser omkring øen som et klart signal og en demonstration af, at de ikke vil tolerere Taiwans uafhængighed. Der skal jeg lige bemærke, at siden 1972 (måske tager jeg fejl af datoen, men jeg mener ’72) har det været en international aftale, der er bekræftet af en FN-resolution om ét Kina-politikken. At man ikke har to uafhængige, ligeværdige stater, men at Taiwan er en provins i Kina. Det har været grundlaget for den internationale politik i alle disse år. Nu, hvor fortællingen har ændret sig, lader alle, som om Taiwan har ret til uafhængighed, men det er bestemt ikke tilfældet.
Så hvis man ser på alle disse situationer, som jeg kun kan komme ind på i grove træk, tror jeg, det er klart, at det næste halve år efter al sandsynlighed bliver den afgørende periode, som historien vil afgøre. Går vi ind i en tredje verdenskrig, eller går vi ind i et nyt paradigme, hvor vi overvinder geopolitikken, så alle nationer kan leve sammen?
Markørerne i denne periode er: Mellem den 6. og 9. juni er der valg til Europa-Parlamentet, og det bliver meget turbulent. Det forventes, at de højreorienterede partier vil gå markant frem. Naturligvis vil det, jeg sagde om Slovakiet og Georgien, være en faktor i denne situation. I juli er der to store topmøder. Det ene er NATO-topmødet, og der vil NATO få meget svært ved at nå frem til noget. For efter at Afghanistan er tabt, er Ukraine nu også tabt, så de vil få meget svært ved at fastholde deres fortælling om selvidentitet osv. Så faren for en optrapning allerede før det, tror jeg, er stor. I juli er der også topmøde i Shanghai Cooperation Organization. Og så er der naturligvis optrapningen af den finansielle krigsførelse, fordi Janet Yellen lige har lagt pres på EU – jeg ved ikke, om de havde brug for det, men det gjorde hun i hvert fald. Og nu konfiskerer EU også rentegevinsterne fra de stjålne russiske aktiver, som for det meste befinder sig i europæiske banker. Putin har allerede annonceret, at Rusland vil gå imod det; at de vil konfiskere amerikanske og europæiske aktiver. Det vil have en utrolig destabiliserende effekt på det internationale finansielle system. Der var endda personer i IMF, som advarede om, at det er fuldstændig tåbeligt at gøre det, fordi det vil bringe hele systemet i dybe vanskeligheder.
Så vil det naturligvis udspille sig i efteråret, hvor man i oktober har det næste BRIKS-topmøde i Rusland. Man må forvente, at flere andre lande fra det Globale Syd vil tilslutte sig BRIKS. Det vil netop etablere det faktum, at der er et nyt fremvoksende system på vej, før det amerikanske valg. Jeg er meget bekymret for, hvem der bliver USA’s næste præsident, i betragtning af at begge de store kandidater har udtalt sig imod Kina, og også de mindre kandidater har udtalt sig imod Kina. Så det tyder ikke på, at de er villige til at indgå i en dialog, som ellers kunne være meget nem.
Det betyder, at i denne periode, de næste seks måneder, må vi som IPC sammen med andre ligesindede kræfter gøre alt, hvad vi kan, for at sætte et andet paradigme på dagsordenen; et, der overvinder geopolitik. En ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til interesserne i hvert eneste land på planeten i traditionen fra Den Westfalske Fred. Vi må absolut optrappe vores kampagne for Oase-planen i Sydvestasien som et vigtigt springbræt for en sådan ny arkitektur på globalt plan. Det er det, vi virkelig bør definere som den opgave, vi skal udføre i den næste periode, hvis verdensfreden skal reddes. Tak skal I have.
