Sindet er en frygtelig ting at miste

23. maj 2024
Gårsdagens angreb på de slovakiske embedsmænds igangværende undersøgelse af mordforsøget på premierminister Robert Fico den 15. maj skulle opnå det, som mordet ikke formåede at gøre – fryse alle fornuftige, nationale impulser i Europa, der står i opposition til en fremtid med permanente geopolitiske krige mod Rusland og Kina. Det er ikke, fordi Slovakiet og Ungarn er så magtfulde, men EU har ikke knust dem – og jo længere de holder stand, jo større er faren for et længe ventet “slaveoprør” fra Europas større lande. I Slovakiets tilfælde tyder sidste års valg af Fico og præsidentvalget den 6. april af hans kollega Peter Pellegrini på, at befolkningerne kunne vælge en mere uafhængig retning.

Den 19. maj meddelte de slovakiske myndigheder, at de var i gang med at undersøge, hvem der samarbejdede med den bevæbnede mand Juraj Cintula – et spor, der truer med at afsløre den beskidte skyggeside af den behageligt klingende proces med “farvede revolutioner”. Alt tyder på, at vestlig skabelse og finansiering af “utilfredse” borgere, måske provokeret af nogle faktiske klager, men domineret af emner, der er valgt til dem, designet til at holde dem i en evig tilstand af raseri, er centralt for det fænomen, der fremstår som den formodede “ensomme ulv”-skytte. Og meget udemokratiske attentater har alt for ofte været musklerne bag disciplineringen af politikere.

I går meddelte Meta/Facebook mærkeligt nok, at de slovakiske myndigheder tager fejl, at Cintula ikke har nogen samarbejdspartnere – men deres klodsede fortælling blev let miskrediteret, og man kan undre sig over, hvor stor desperationen er i disse kredse. Bloomberg har ”afvejet” “russisk desinformation”, og moralen i historien er, at der ikke er noget bevis for, at attentatmanden handlede for Ukraine – som om den bevæbnede mand ikke allerede var blevet fanget på kamera, hvor han kaldte Fico en forræder og krævede flere våben til Ukraine.

I dag sagde Georgiens premierminister Irakli Kobakhidze – geopolitikernes primære mål for et kup – at en EU-kommissær havde fortalt ham, at han skulle følge programmet, ellers ville han få “Fico-behandlingen”. (Formuleringen var: “Du har set, hvad der skete med Fico, og du bør være meget forsigtig.”) Programmet gik ud på, at Georgien skulle opgive dets bestræbelser på gennemsigtighed for at få NGO’er med mindst 20 % udenlandsk finansiering til at registrere sig som en “organisation, der varetager en fremmed magts interesser”. I mellemtiden leder de udenlandsk finansierede organisationer protesterne og optøjerne for at bevare hemmeligholdelsen af deres finansiering! Kobakhidze gik videre: “Parallellen til mordforsøget på Robert Fico minder os om, at vi, i form af Det Globale Krigsparti, har at gøre med en ekstremt farlig kraft….” Forestil dig for eksempel, at John F. Kennedy havde overlevet kuglerne, og at der var en chance for at samle nationer om at rydde ud i sådanne udsatte netværk.

I Iran i dag – ud over at 3 millioner mennesker deltog i begravelsen af deres afdøde præsident Ebrahim Raisi og delegationer fra 68 nationer, herunder 10 statsoverhoveder – var der også en kortfattet præsentation af Jason Ross, Schiller Instituttets videnskabelige rådgiver om LaRouches “Oaseplan”, til en gruppe ledere af Irans “Organisation til forsvar af Voldsofre”. At gøre de store ørkenområder grønne, centreret om rigelig atomenergi og massiv afsaltning af havvand, var lige så usædvanlig og fuldstændig ligetil som Georgiens premierministers indgriben i dag.

En del af rapporten om begivenheden forklarede, at “det første spørgsmål i spørgerunden kom fra en ung, livlig kvinde: “Da jeg først fik links til denne plan, fandt jeg den så attraktiv, at jeg begyndte at undersøge den og kom til min egen konklusion, at det er en inkluderende, omfattende plan”, sagde hun. “Og alle nabolandene vil få gavn af den. Så mit spørgsmål er: Hvad er forhindringerne ud over USA, som du nævnte? Ross nævnte tre vigtige: 1) briternes historiske rolle i at manipulere konflikter i regionen som et middel til kontrol for at forhindre landforbindelser i denne korsvej i verden; 2) vestlige landes modstand mod infrastruktur og vækst generelt; og 3) forestillingen om ‘knaphed’ eller miljøforkæmpernes afvisning af det menneskelige sinds kreativitet til at skabe nye ressourcer.”

Det er sandt, at sindet er en frygtelig ting at miste, og det er også sandt, at USA’s befolkning mistede fatningen, da de tillod, at en præsident blev myrdet i 1963, og hvad værre var, at de vidste, at de gik med til en løgn. Det er også sandt, at et stort øjeblik i historien i dag ville være en forfærdelig ting at spilde.

Det er et bevidst valg at indgyde optimisme i denne lidende verden – men uansvarligt at give folk forhåbninger uden at være i stand til at levere varen. Så tag den bevidste beslutning at mestre “Oase-planen”, som om dit liv afhang af den. Eller endnu bedre, som om din nabos liv afhang af det.

Foto:  Wynand Uys / Unsplash