En Føniks fra asken af krigen der ikke må komme

DENNIS SPEED

Den 10. august 2024

Kampagnen for at skabe en global, indgribende, rådgivende fornuftsproces, en “interkontinental kongres”, der diskuterer, debatterer og gennemfører de ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, tog et stort skridt fremad i går. Fredagens 62. møde i træk i Den Internationale Fredskoalition, der blev afholdt på 79-årsdagen for atombombningen af Nagasaki, samlede 550 personer fra 35 lande og overværede mindeord fra det tidligere kongresmedlem fra Ohio (1997-2013) og nuværende uafhængige kongreskandidat, Dennis Kucinich; oberst. Lawrence Wilkerson (ret.), stabschef for tidligere udenrigsminister Colin Powell; tidligere CIA-analytiker Ray McGovern; tidligere præsident Donald Ramotar fra Guyana; den israelske fredsaktivist og forfatter Dr. Gershon Baskin og flere andre. (Rapporten i denne briefing vil være tilgængelig i udgaven af Executive Intelligence Review den 16. august).

Oberst Wilkerson, som var direkte deltager i og vidne til den dødelige “march mod dårskaben”, kendt som den anden Irak-krig i 2003, gav en særlig bemærkelsesværdig præsentation om det, der bedst kan betegnes som “tragedie og håb”. Til forskel fra Carroll Quigleys bog af samme navn tegnede Wilkerson et billede af imperiets kurs (og undergang) og stillede spørgsmålet, om USA ville gå samme vej og møde samme skæbne som alle andre, der var berusede af den vanvittige drøm om ” verdensherredømmet”.

“… Jeg vil gerne tale om, hvad jeg mener, er den største eksistentielle trussel i verden i dag. Og jeg vil gerne tale lidt om, hvordan jeg tror, vi er havnet her, og hvordan vi kan komme ud af det. I disse tider med vanvittige oversøiske krige, som Helga opregnede ganske godt, sponsoreret og støttet til det yderste af USA; med en urolig amerikansk hjemlig kulisse, der ikke er set magen til siden 1860; med ekstremt dårligt lederskab fra alle tre grene af vores regering, tror jeg det påhviler os at stoppe op et øjeblik og gøre status. Det kan faktisk være selve vores eksistens, der er på spil, som begge de to foregående talere har antydet, og Helga gjorde mere end at antyde det.

“Omfanget af menneskelige imperier er velbeskrevet i mindst 3.000 år og, i det mindste i skitser, i omkring 2.000 år mere. I det tidsrum – minimalt i geologisk forstand … i det tidsrum på omkring 5.000 år – er hundredvis af imperier, store og små, kommet og gået. Og det er en vigtig pointe. De er alle sammen væk! Forsvundet! Forsvundet, bortset fra det seneste, det amerikanske – historisk set et meget ungt et af slagsen, formentlig fra 1945 til i dag, eller ca. 75 år. Alle tidligere imperier – det mægtige mongolske, det endnu mægtigere mogulske, det østromerske og vestromerske, det persiske, det muslimske, det britiske, om hvilket man sagde, at ‘solen aldrig gik ned over’, det sovjetiske og hundredvis af mindre – er væk – forsvundet som røg. Alle havde deres dag i solen, såvel som mørket ved deres sammenbrud, i mange tilfælde…. Men blandt alle de mange tidligere imperier var der ingen, nul, nada, der havde udviklet teknologien til at ødelægge både sig selv og resten af menneskeheden. Ingen af dem!… En enkelt ballistisk ubåd har våben nok til at ødelægge verden, som vi kender den – en enkelt ubåd. Hvis eksplosionen og den deraf følgende stråling ikke gjorde arbejdet færdigt, ville den fremkaldte atomvinter….” Wilkerson uddybede dette tema yderligere.

I sin konklusion sagde oberst Wilkerson: “Nu, efter at have hørt mit dystre billede af situationen med hensyn til disse dødbringende våben, bør jeg nok stoppe op og tilbyde lidt håb. Det er svært for mig at gøre, fordi jeg personligt er blevet udsat for Washingtons lederskabs dumhed (på en måde), som bliver hos mig, og som vil være hos mig, indtil jeg går i graven. George W. Bush-administrationen var fyldt med de problemer, som jeg lige nu kun har beskrevet generelt og kortfattet. Men i optimismens navn vil jeg give lidt håb, jeg håber, jeg selv…. Folket i dette land må gøre indsigelse mod deres forestående selvmord!

“Folket må gøre indsigelse og gøre indsigelse og gøre indsigelse, protestere og protestere og stemme elendige ledere ud på gaderne, skabe og vælge nye ledere til at tage deres plads og derefter protestere noget mere. De må afvise kultiske politiske bevægelser for det, de er – ikke anderledes på deres moderne måder end de gamle profeter, som, når dagen var omme, ikke gjorde andet end at styrke den imperiale magt, som også havde deres milliardærer. Vi må finde anstændige, omsorgsfulde mænd og kvinder til at erstatte de nyttige idioter – Bibi Netanyahus udtryk. De eneste nyttige idioter sad foran ham i Kongressen, og de er nyttige for imperiets mest modbydelige, lumske og farlige motiver og handlinger.”

Mange andre vigtige ting blev sagt og diskuteret i Wilkersons (og andre) præsentationer, men hovedspørgsmålet blev stillet her: Hvad er løsningsmodellen, det grundlæggende princip, der må danne grundlag for den transatlantiske verdens Odysseus-lignende rejse fra den døende, bankerotte verden med den sikre død, der må ramme Wall Street og City of Londons ny-imperialisme? Helga Zepp-LaRouche pegede i sine afsluttende bemærkninger på dette løsningsforslag gennem eksemplariske fortilfælde. “Jeg gav tre eksempler i historien på dette – der er mange flere. Det ene er Kirkerådet i Firenze, som var i stand til at forene den katolske og den ortodokse kirke i det mindste for en tid, og som var en vigtig del af den smukke gyldne renæssance i Italien. Det andet eksempel er Den Westfalske Fred, hvor krigens parter mødtes og forhandlede i fire år i Münster og Osnabrück, hvilket endte med Den Westfalske Fred, som var begyndelsen på international lov. Og endelig Sandheds- og Forsoningskommissionen i Sydafrika, som hjalp med at overvinde sårene efter apartheid. Så det er tre eksempler på, at når menneskeheden står over for en ekstraordinær krise, bliver de kloge mennesker bedt om at træde frem for at bringe et anderledes element ind i diskussionen og tilbyde løsninger, der kommer fra en klogere tilgang end det nuværende lederskabs.”

For at besejre krigspartiets fjender af menneskeheden må alle borger-organisatorer lære disse eksempler at kende og tage dem til sig som en del af deres kulturelle arsenal af ideer. Ved at studere dem kan man mestre det, som den afdøde økonom og statsmand Lyndon LaRouche i 1997 kaldte “Princippet om den strategiske flanke”: “Når alt andet er sagt og gjort, er de væsentlige strategiske flanker dem, som den ene styrkes øverstbefalende korrekt opdager i den modsatte øverstbefalendes sind. ” I dette tilfælde er krigspartiets svaghed deres malthusianske kulturpessimisme. Vi ved, at det er menneskelig kreativitet, der er kilden til al rigdom. Det er stigningen i, ikke kun den menneskelige befolkning, ikke kun befolkningstætheden, men i den forventede befolkningstæthed i forhold til tidligere epoker og mindre effektive nuværende metoder, som er kernen i rigdom. Det – kulturel optimisme om menneskehedens potentiale – er hemmeligheden bag at sikre en ny udviklings- og sikkerhedsarkitektur.

De ideer, politikker og handlinger, der skal “agiteres” i gaderne og de amerikanske sind i løbet af de næste uger for at realisere dette håb, er legemliggjort i de uafhængige kandidater Diane Sare og Jose Vegas ideer, politikker og handlinger. De fører kampagne for det amerikanske præsidentskab, ikke ved selv at stille op til embedet og ikke ved at støtte en kandidat til embedet som sådan, men ved at tilbyde løsningsmodeller, hvor andre ikke har nogen. LaRouches Oase-plan for Sydvestasien; forslaget om en verdensomspændende land/hav-udviklingskorridor; forslaget om fusionskraft med “kontrollerede atomare reaktioner”, som LaRouche gjorde berømt i 1970’erne – disse løsningsforslag vil definere indholdet af præsidentens politik i en hel generation. Sådanne løsninger kræver samarbejde med de kontinentale magter Rusland, Kina, Indien og Brasilien, Sydafrika og andre.

Hvis vi starter nu, vil de 2,5 milliarder mennesker på det afrikanske kontinent – en ud af fire mennesker på planeten og den yngste del af vores verden – om 25 år, i år 2049, når kommerciel atomar fusion er en realitet, være i stand til, ved hjælp af teknologioverførsel og rodfæstet kulturel optimisme, i at føre verden videre til den næste videnskabelige revolution.

Foto: Yoal Desurmont / Unsplash