af Jason Ross (EIRNS) – 16. september 2024
Hvorfor nøjes med én snigmorder, når man kan have snesevis eller hundredvis?
Det overdrevne, følelsesladede, dobbelttydige sprog, der angriber os fra regeringer, førende medier, tænketanke, den akademiske verden, NGO’er og andre kilder, skaber et miljø, der giver grobund for terrorister og nidkære særlinge, der er villige til at begå vold for at nå deres mål. Sagen om Ryan Routh – den besynderligt inkompetente, men berejste og bredt ambitiøse aktivist for Ukraine og andre sager, som lurede i buskene uden for Donald Trumps golfbane i 12 timer, før han blev fanget af en opmærksom Secret Service-agent – er kommet op til overfladen.
Hvor mange lurer stadig nedenunder?
Er han den eneste person, der er modtagelig for (eller fremmer) de fordærvede synspunkter hos … [dem], der er fast besluttet på at give det atombevæbnede Rusland et sviende nederlag?
Situationen er alvorlig og nærmer sig et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Det britiske etablissement fortsætter sin ledende rolle i at fremme en optrapning af direkte NATO-fjendtligheder mod Rusland, i form af et halvt dusin tidligere udenrigsministre og en tidligere premierminister der kræver, at premierminister Keir Starmer straks sender langtrækkende Storm Shadow-missiler mod Rusland. Selv hvis et sådant missil blev affyret fra Ukraines territorium, ville NATO helt klart selv være aggressoren, fordi våbnene ikke kan bruges uden satellit- og anden løbende teknisk støtte fra deres leverandører, hvilket den russiske ledelse har udtalt ganske klart. (Rusland har også meddelt, at de øger størrelsen på deres hær).
General Harald Kujat (»pensioneret«) fra Tyskland, tidligere stabschef for landets væbnede styrker og formand for NATO’s militærkomité, og nu en førende kritiker af vestlige strategier for optrapning, siger: »Hvis der leveres vidtrækkende våben nu, vil Ukraines evne til at angribe mål, der er af eksistentiel betydning for Rusland, øges – og dermed risikoen for, at denne krig vil sprede sig.« Angreb på militære anlæg dybt inde i Rusland kan ved at ramme russiske advarselsradarer og relaterede systemer udløse et ødelæggende atomart modsvar.
Hvordan får man støtte til en politik, der er så vanvittig som at lægge madding ud til den russiske bjørn? At terrorisere politiske og sociale modstandere er en teknik, som har været velkendt siden 1960’erne. At forbyde udbredelsen af alternative synspunkter er populært i dag, som det ses i den lovgivning, der nu foreslås i Australien. Det er også effektivt at drive folk til vanvid ved at ødelægge den klassiske kultur og fremme et »kritisk« syn, der vender op og ned på selve idéen om en erkendelig sandhed til fordel for alle mulige identiteter, ved at afskære tænkningen, mens man stimulerer følelserne. Vi bør ikke blive overraskede over at høre nærmere om, hvordan de mange undersøgelser i New York City mod borgmester Eric Adams og hans administration er et udtryk for en form for kontrol.
Men denne kontrol er ved at blive svækket. Indien, eksempelvis, ignorerer de indtrængende krav fra USA og Storbritannien om sammen med dem at undertrykke rapporteringen fra Russia Today, sådan som disse såkaldte frihedsbastioner har gjort det. Og Chile har tilsluttet sig Sydafrikas sag mod Israel ved FN’s Internationale Domstol.
Det stærkeste redskab til at overvinde de angloamerikanske kræfter, der driver menneskeheden mod dens potentielle udslettelse, er skabelsen af et nyt paradigme for internationale og sociale relationer, baseret på vores smukke menneskearts unikke kreative evner.
Denne tilgang er blevet demonstreret i mange måneder på møderne i Den Internationale Fredskoalition. Den er blevet omsat til handling i koncentreret form i Schiller Instituttets NYC Community Chorus’ 9/11-mindekoncert »Restoring America’s Classical Tradition«.
Foto: Schiller Institute NYC Community Chorus 9/11 memorial concert “Restoring the Classical Tradition in American.”
