af David Shavin (EIRNS) – 14. november 2024
Der er en meget reel idé, som folk bliver nødt til at sætte sig ind i, hvis de ønsker en vej ud af atomar konfrontation. Det handler om, at nationer med forskellige situationer, karakteristika og problemer har et bedre grundlag for at drage fordel af samspillet med andre nationer. Bliver nationer faktisk bedre, bliver de mere af det de er unikt i stand til at være, ved deres kulturelle, videnskabelige og økonomiske udvekslinger?
Den russiske præsident Vladimir Putin beskrev i sin tale i Valdai Discussion Club (en.kremlin.ru/events/president/news/75521) den 7. november en »opblomstring af nationer og kulturer, som tidligere har befundet sig i periferien af den globale politik af den ene eller anden grund«, og det »betyder, at deres egne ideer om lov og retfærdighed spiller en stadig vigtigere rolle. De er forskellige. Det kan give indtryk af uenighed og måske kakofoni, men det er kun den indledende fase. Det er min dybe overbevisning, at det eneste mulige nye internationale system er et, der omfatter polyfoni, hvor mange toner og mange musikalske temaer klinger sammen og danner harmoni. Vi bevæger os, om man vil, mod et verdenssystem, der bliver polyfonisk snarere end polycentrisk, et system, hvor alle stemmer bliver hørt og, vigtigst af alt, absolut skal høres. De, der er vant til at spille solo og gerne vil beholde det sådan, må vænne sig til de nye ‘toner’ nu.«
Det er ikke bare et standpunkt mod unilateralisme, ikke bare et standpunkt for nationer eller regioner, der lader hinanden være i fred, hvilket en polycentrisk tilgang kunne reflektere på. Putin påberåber sig en menneskelig evne – og en videnskabelig udvikling, der er tæt forbundet med J.S. Bach – hvor en stemme bliver smukkere, mere lidenskabelig, mere sandfærdig og mere sig selv i samspillet med andre stemmer af samme slags.
I dag blev den nye avancerede havn i Chancay i Peru indviet under festlige former. Kinas præsident Xi Jinping bød Perus projekt, der er bygget af Kina, velkommen som det første store Bælte & Vej-projekt i Sydamerika. Xis udvidede hilsener til Peru dækkede ikke kun den store og nye økonomiske virkelighed for Peru – handel, skibsfart, godt betalte job osv. – men tilbød sin egen »polyfoniske« metafor for fremtiden for en relativt lille nation, der endnu ikke er ordentligt udviklet, og hans egen store nation, et nyligt og stærkt eksempel på at bryde ud af tilbageståenhed:
»Vi bør undersøge etableringen af et globalt netværk for dialog og samarbejde mellem civilisationer…. Vi bør sikre, at civilisationer, der er forskellige på mange måder, supplerer hinanden og skinner klart sammen, ligesom de flerfarvede bassiner i Kinas Jiuzhaigou og Perus saltterrasser i Maras, og dermed yder større bidrag til den menneskelige civilisations fremskridt….
»Kina er klar til sammen med Peru at omfavne en bredere vision og forstå de underliggende tendenser i vores tid ud fra et langt historisk perspektiv for at kæmpe for ægte multilateralisme, fremme en lige og velordnet multipolær verden og en universelt gavnlig og inkluderende økonomisk globalisering, gennemføre Det Globale Udviklingsinitiativ, Det Globale Sikkerhedsinitiativ og Det Globale Civilisationsinitiativ i fællesskab, og sammen opbygge et samfund med en fælles fremtid for menneskeheden.«
Blomstrende ord fra politikere, der specialiserer sig i billeder og aldrig leverer varen? Alligevel hæver det flerstemmige kor sig.
Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov latterliggjorde de »Korea«-lignende aftaler, der blev foreslået for at løse krisen i Ukraine, en simpel fastfrysning af de nuværende kontaktlinjer, som vestlige politikere, der er klar til at gå videre til en ny stedfortræderkrig, betragter som »revolutionære ideer«. Han gjorde det klart, at de spiller »snik-snak«-spil; Ruslands sikkerhed er snarere bundet til intet mindre end den økonomiske udvikling for alle deres naboer. Putins strategi er »Greater Eurasian Partnership«-planen, »som skal gøre det muligt for alle strukturer og lande i hele Eurasien at arbejde tættere sammen, udveksle deres integrationspraksis, harmonisere og koordinere deres projekter og engagere sig i store infrastrukturprojekter som den velkendte Nord-Syd Internationale Transportkorridor. Det omfatter også at forbinde indiske havne med havnene i Ruslands fjerne østen og den nordlige sørute.« Han sagde, at det er der, vores bestræbelser går hen, tilmed hvis de skal forsvare de russisktalende dele af Ukraine fra før 2022.
Sammenlign dette med gårsdagens patetiske stillen til skue af den ”hårde fyr”, den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken. Han »slog fast«, at Israel skulle holde op med at udsulte det nordlige Gaza – men han ville give dem 30 dage mere til at se, om de kunne finde ud af at lade lastbiler med mad komme ind i Gaza. Og hvis de ikke gjorde det, ville USA overveje, om de ville straffe Israel ved at tage deres bomber fra dem. Israels premierminister Netanyahu lugtede bluffen fra en forælder, der var bange for sit eget uregerlige barn. Ganske rigtigt, 30 dage senere har Israel ikke tilladt lastbilerne. Så mens dødstallet for kvinder og børn vedvarende stiger, meddelte Blinken, at »ud af de 15 trin, som vi opfordrede til at handle på, har Israel enten gennemført eller er i gang med at gennemføre 12 af de 15 trin.« Glem hvad »endnu ikke at have taget skridt til at gennemføre, men at have taget skridt til at være i gang med at gennemføre« kan betyde. At lade lastbilerne komme ind var et af de tre trin, der tydeligvis faldt under Blinkens minimumsstandard. Så ingen mad. Flere døde småbørn. Og ingen meddelelse om, at USA ville fratage nogen bomber.
Tragedien udspiller sig på verdensscenen, mens land efter land endelig ser deres chance for at undslippe kolonitidens fattigdomsslaveri og slutte sig til eller samarbejde med BRIKS. USA, som et håbets fyrtårn og et frihedens tempel, beviste engang for verden, at britisk kolonialisme ikke var universets lov. Både Xi og Putin ser ud til at have mestret et højere niveau af komposition og udtænkt en verden, hvor Vestens stemme lovligt ville berige denne polyfoni.
I sit webcast onsdag beskrev Helga Zepp-LaRouche Putins brug af polyfoni: »Jeg synes, det er et meget smukt billede på, hvordan nationer kan forholde sig til hinanden. For ligesom i en komposition har man et lille tema, så har man et større gennemgående tema, og disse forskellige temaer bliver flettet sammen, nogle gange i en dobbelt fuga-komposition, nogle gange på andre måder; men ud fra disse forskellige musikalske ideer og emner har alle toner en plads, og i en gennemarbejdet komposition er der ikke én tone for meget, men hver tone spiller en afgørende rolle. Og det er en smuk metafor for forskellen på nationer: Man har selvfølgelig store nationer, man har små nationer: man har noget som Liechtenstein, og der er Rusland – det ene er meget lille, det andet er 11 tidszoner. Man har lande, der har mange mennesker som Kina og Indien, og så er der små lande med bare et par millioner eller tilmed mindre. Der er lande, som har masser af råstoffer, og der er lande, som næsten ingen har. Man har forskellige grader af udvikling. Men hvis alle disse lande deltager i en fælles udvikling, kan de hver især udfolde hele det potentiale, der er indlejret i dem.
»Så det er som en symfoni, hvor en klassisk polyfonisk komposition er harmonisk, den lyder smukt for øret, den løfter sjælen, og den svarer til det højeste billede af mennesket, mennesket i Skaberens billede, eller mennesket som et kreativt væsen, og det er et meget smukt billede på, hvordan vi kommer ud af denne krise.«
Den Internationale Fredskoalitions møde den 15. november, »Stop med at tyrannisere verden – vi er nødt til at starte på en frisk«, ledet af Zepp-LaRouche, er stedet, hvor du kan finde din stemme.
Foto: kremlin.ru
