Helga Zepp-LaRouches hovedtale ved
Schiller Instituttets internationale konference i Berlin den 12. juli 2025:
Tredje verdenskrig eller en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur?

Schiller Instituttets grundlægger og leder Helga Zepp-LaRouche holdt åbningstalen ved instituttets to-dages internationale konference i Berlin, Tyskland, den 12.-13. juli 2025. Det første panel havde titlen »Samarbejdet mellem BRIKS og Europa om at gennemføre Oase-planen og Agenda 2063 for Afrika.«

Kære konferencedeltagere, kære venner af Schiller Instituttet, her på stedet og overalt i verden, hvor I end måtte se med, kære venner af menneskeheden!

Vi er samlet her, fordi vi ønsker at vise en vej ud af en meget truende strategisk situation og modvirke den udbredte pessimisme – ja, fatalisme. Det er faktisk muligt at gribe ind i historien, forudsat at man har en god plan og kan mobilisere tilstrækkelige kræfter til at gennemføre den! Jeg vil derfor gerne indlede vores konference med dette citat fra Friedrich Schillers værk om »Historien om det nederlandske oprør«:

“Stor og trøstende er tanken om, at der trods fyrsternes trodsige formodninger stadig findes et middel, at deres mest beregnede planer vil blive gjort til skamme af menneskets frihed, at hjertelig modstand kan bøje selv en despots udstrakte arm, at heroisk udholdenhed til sidst kan udtømme hans frygtelige ressourcer.” Lad os give et ”nyt og ubestrideligt eksempel på, hvad mennesker kan vove for en god sag, og hvad de kan opnå gennem enhed.”

For at gøre dette må vi imidlertid først vække vores samtidige fra deres tilsyneladende søvngang, som de synes at være faldet i, især her i Tyskland. Verden har aldrig været tættere på et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage, på et potentielt slutpunkt i historien, hvor den endelige katastrofe i form af en global atomkrig bliver uundgåelig.

I mange af sine værker brugte Friedrich Schiller udtrykket punctum saliens, som i drama og historie beskriver det øjeblik, hvor alt begynder at bevæge sig ubønhørligt. I sit »Fjerde brev om Don Carlos« skriver han: »Enhver handling har sit punctum saliens, hvor den springer fra mulighed til virkelighed.« I relation til historien kan vi udpege disse punkter, hvor der ikke er nogen vej tilbage – f.eks. da det var for sent at forhindre 1. og 2. verdenskrig. I relation til den nærmeste fremtid er denne indsigt imidlertid overskygget af mange usikkerhedsfaktorer – når det bliver sikkert, at en tredje og denne gang endelige verdenskrig, denne gang en atomkrig, vil bryde ud, vil det være for sent. Menneskeheden og dermed vores historie vil blive udslettet.

Sammenbruddet af verdensordenen

Vi er i øjeblikket vidne til sammenbruddet af den verdensorden, der opstod efter Anden Verdenskrig og derefter igen i en modificeret form efter afslutningen af Den kolde Krig. En af de mest betydningsfulde

milepæle i denne udvikling var den 15. august 1971, da den amerikanske præsident [Richard] Nixon indledte den fatale vej mod dereguleret monetarisme med indførelsen af fleksible valutakurser, hvis konsekvenser Lyndon LaRouche profetisk forudsagde ville føre til en ny depression, en ny fascisme og en ny verdenskrig, medmindre der i tide blev skabt et helt nyt verdensøkonomisk system. Det er præcis, hvor vi står i dag!

For at forstå, hvordan vi kunne nå hertil kun 35 år efter den tyske genforening, skal vi se tilbage! I en kort periode mellem Berlin-murens fald og genforeningen oplevede vi en guldalder for menneskeheden, et af de sjældne øjeblikke i historien, hvor kursen kan nulstilles fuldstændigt: Den tidligere amerikanske ambassadør i Moskva, Jack Matlock, understregede på en nylig konference i Schiller Instituttet, at Sovjetunionen allerede før sin opløsning i 1991 ikke længere udgjorde en trussel, så der var ikke længere nogen fjende. Det ville derfor have været fuldstændig muligt at etablere en ny fredsorden for det 21. århundrede med afslutningen af Den kolde Krig. Lyndon LaRouche foreslog oprindeligt det økonomiske grundlag for denne fredsorden med sit program: »Den produktive trekant Paris-Berlin-Wien« og derefter med Eurasian Land Bridge (den Eurasiske Landbro). Dengang kæmpede vi for vores ret til suverænitet, som også er nedfældet i To plus Fire-aftalen om [Tysklands genforening], men vi er blevet fuldstændig snydt for denne suverænitet, ikke kun i de nye delstater, men i hele Tyskland!

Amerikanske, russiske, tyske, britiske og franske dokumenter, der siden er blevet frigivet og nu er tilgængelige i de amerikanske nationalarkiver, i udenrigsministeriet, Pentagon, præsidentbiblioteker og forskellige nationale arkiver og universitetsbiblioteker, beviser ikke blot én, men en veritabel strøm af sikkerhedsløfter mod NATO’s udvidelse mod øst, som blev givet til [Sovjetunionens præsident Mikhail] Gorbatjov og [sovjetisk udenrigsminister Eduard] Shevardnadze af [amerikansk udenrigsminister James] Baker , [amerikansk præsident George H.W.] Bush, [tysk udenrigsminister Hans-Dietrich] Genscher, [tysk kansler Helmut] Kohl, [fransk præsident François] Mitterand, [den britiske premierminister Margaret] Thatcher, [den britiske udenrigsminister Douglas] Hurd, [den britiske premierminister John] Major og [NATO’s generalsekretær Manfred] Wörner.

Disse dokumenter viser klart, at løftet om ikke at udvide NATO en tomme mod øst var så centralt, at de russiske klager over at være blevet bedraget er helt berettigede.

Udenrigsminister Hans-Dietrich Genschers hovedtale på en konference i det protestantiske akademi i Tutzing den 31. januar 1990 spillede en afgørende rolle. Genscher understregede: “Vi ønsker ikke enhed på bekostning af tredjeparter … Det er NATO’s ansvar at gøre det klart: Uanset hvad der sker i Warszawa-pagten, vil der ikke ske nogen udvidelse af NATO’s territorium mod øst, dvs. tættere på Sovjetunionens grænser. Disse sikkerhedsgarantier er vigtige for Sovjetunionen og dets adfærd.” Det er bemærkelsesværdigt, at Genschers tale stort set er forsvundet fra internettet og kun kan findes med en vis teknisk indsats.

»Tutzing-formlen« udløste en storm af vigtige diplomatiske forhandlinger i de følgende ti dage, der kulminerede i det afgørende møde mellem Kohl og Gorbatjov den 10. februar, hvor Gorbatjov gav sin principielle tilslutning til den tyske genforening.

I betragtning af omfanget af disse løfter kan der ikke være tvivl om, at de spillede en afgørende rolle i at overbevise den russiske ledelse på det tidspunkt om at udvise enorm generøsitet i forbindelse med den tyske genforening – og det var kun 45 år efter afslutningen af Anden Verdenskrig! Det gør det desto mere forståeligt, at Rusland betragtede Vestens efterfølgende politik som et enormt tillidsbrud.

Neokonservative sejrer

Motivet for denne kursændring lå i, at neokonservative og deres Wolfowitz-doktrin sejrede i USA, som havde til formål at konsolidere USA’s førende rolle i en ny unipolær verdensorden. Ifølge denne doktrin forbeholder USA sig retten til alene at beslutte, hvornår og hvor der skal interveneres militært, herunder forebyggende angreb mod opfattede trusler. På trods af skiftende regeringer fastlagde de politikken som et udtryk for et permanent bureaukrati. Det, der fulgte, var [den britiske premierminister Tony] Blairs afvisning af det westfalske fredssystem i sin tale i Chicago i 1999, erstattet af politikken om »ansvar for at beskytte«, de »humanitære interventionistiske krige«, der fandt sted efter 11. september 2001 – som LaRouche profetisk havde forudsagt som den kommende Rigsdagsbrand den 3. januar – der blev ført under banneret »krigen mod terror« i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien samt farverevolutioner og regimeskift sammen med NATO’s udvidelse mod øst, ledsaget af ensidig ophævelse af alle våbenkontrol- og nedrustningsaftaler: ABM, INF, Open Skies og KSE [traktaten om konventionelle væbnede styrker i Europa].

Mens de amerikanske regeringer ikke havde noget problem med [den russiske præsident Boris] Jeltsin, der villigt underkastede sig IMF’s chokterapi og dermed tillod, at Ruslands industrielle kapacitet blev reduceret til kun 30 % mellem 1991 og 1994, stod [den russiske præsident Vladimir] Putins bestræbelser på at genoprette Ruslands status som verdensmagt i vejen for visionen om en unipolær verdensorden. Maidan-kuppet i 2014 [i Ukraine], hvor [assisterende udenrigsminister] Victoria Nuland spillede en uforglemmelig rolle, markerede den alvorlige begyndelse på en stedfortræderkrig fra NATO mod Rusland. Tysklands forbundskansler Angela Merkel og den franske præsident François Hollandes indrømmelse af, at Minsk-aftalen kun havde tjent til at [give tid til] at træne ukrainske styrker efter NATO-standarder, har bidraget væsentligt til det nu totale tab af tillid.

Vestlige militæreksperter har påpeget, at den relativt lille russiske troppeudstationering i februar 2022 beviser, at Putin ikke havde til hensigt at angribe hele Ukraine, men ønskede at komme den russisktalende befolkning i det østlige Ukraine til undsætning. Den 31. marts i år offentliggjorde New York Times en 13.000 ord lang artikel, der præsenterede resultaterne af en etårig undersøgelse baseret på 300 interviews, som dokumenterede, at USA havde ledet krigen i Ukraine direkte fra Clay Barracks i Wiesbaden [Tyskland] siden mindst midten af april 2022 – praktisk talt samtidig med [den britiske premierminister] Boris Johnsons intervention i Kiev, der saboterede den diplomatiske løsning, der var nået i Istanbul mellem Rusland og Ukraine.

Mens den officielle fortælling om en »uprovokeret aggressionskrig« fortsat er det dogme, som selv NATO-kritiske politikere føler sig forpligtet til at indlede deres taler med, er NATO’s fulde involvering i denne konflikt overvældende dokumenteret. David Ignatius, det berygtede talerør for det permanente bureaukrati i USA, afslørede allerede i 2022 i en række artikler i Washington Post, hvor overbevisningen kommer fra hos politikere, der trods alle beviser på slagmarken og i økonomien uophørligt gentager, at »Rusland vil blive ødelagt« eller, som den tyske kansler [Friedrich] Merz siger, »Putin må tabe«. Bag dette ligger troen på, at den nye revolution inden for krigsførelse, der har fundet sted i Ukraine, hvor skyttegravskrigen fra 1. verdenskrig kombineres med »de mest moderne våben i det 21. århundrede«, nemlig brugen af AI til at spionere på fjenden, har sat Rusland skakmat.

Alex Karp, administrerende direktør for Palantir, ser det sådan: “Kraften i de mest avancerede algoritmiske krigsføringssystemer er nu så stor, at det svarer til at have taktiske atomvåben mod en fjende, der kun har konventionelle våben. Den brede offentlighed undervurderer dette. Det gør vores fjender ikke længere.» Og den amerikanske general Mark Milley, formand for Joint Chiefs of Staff, sagde

i slutningen af 2022: «Vi er i øjeblikket vidne til, hvordan krige vil blive udkæmpet og vundet i mange år fremover.”

Er Tyskland undværlig?

Vi er en del af en militæralliance med NATO, hvor Tysklands overlevelse ikke er en prioritet. Den 20. november 2024 erklærede admiral Thomas Buchanan fra det amerikanske STRATCOM ved en begivenhed i Washington med titlen »Report Launch: Project Atom 2024«, arrangeret af Center for Strategic and International Studies (CSIS), at USA ville være parat til at indlede en atomkrig, hvis USA’s globale lederskab stod på spil. Hans eneste forbehold var, at USA skulle sikre, at det beholdt nok atomvåben til at opretholde USA’s overherredømme bagefter.

Admiral Buchanans bemærkninger var ikke en fejl i talen; de blev bakket op af »Nuclear Posture Review« (NPR) 2022, hvor præsident Biden (eller den, der havde ansvaret i de sidste år af Biden-administrationen) forbeholder sig retten til at bruge atomvåben præventivt, hvis USA’s eller dets allieredes »vitale interesser« trues, selv om anerkendte eksperter som Dr. Ted Postol [professor emeritus i videnskab, Teknologi og International Sikkerhed ved MIT], samt deltagere i NATO-manøvrer, påpeger, at Tysklands overlevelse ikke ville blive taget i betragtning i en nødsituation.

Ellers er Buchanans opfattelse om, at taktiske atomkrige kan finde sted og vindes, ren fantasi. Postol har overbevisende påvist, hvorfor en sådan »begrænset« brug ville føre til brug af alle atomvåben. I øvrigt, kun en dag efter Buchanans foredrag, demonstrerede Putin med opsendelsen af det første Oreshnik-hypersoniske missil i Dnipro [Ukraine], at Rusland nu har et ikke-atomart atomvåben – der udelukkende bruger kinetisk energi på grund af sin høje hastighed (op til Mach 10-11) – som der ikke findes noget forsvarssystem imod, mens Karp og Milleys forudsigelser på det tidspunkt ikke var blevet bekræftet på slagmarken.

Det er utænkeligt: Kun 80 år efter nationalsocialismens sammenbrud i Tyskland og afslutningen af Anden Verdenskrig, og under indtryk af ruinerne og det dengang ganske alvorlige slogan »Aldrig mere!«, skal dette land igen gøres »krigslignende« på alle niveauer i samfundet. Og det mest skræmmende ved dette er, at en stor del af det tyske samfund enten synes at have accepteret den fortælling, som mainstream-medierne har spredt om årsagerne til dette, eller føler sig lammet. Mellem EU’s »ReArm Europe«-program og den såkaldte »forsvars- og modstandsdygtighedsklausul« (også kendt som »sikkerheds- og forsvarsundtagelser«), som er en slags bemyndigelseslov, er vi nu på vej mod et våbenkapløb, der tillader ubegrænset låntagning til forsvarsudgifter.

Dermed ofres det tyske folks eksistensinteresser, som alle regeringsmedlemmer har svoret i embedsed at beskytte mod skade, fuldstændigt på alteret for transatlantisk underdanighed.

Formålet med vores konference er at vise en vej ud af denne blindgyde. Vi må i god tid sætte en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur på dagsordenen, som tager hensyn til alle staters sikkerheds- og økonomiske interesser på denne planet.

Og det er absolut muligt, for den geopolitiske opfattelse, at man absolut har brug for en fjende, har for længst fundet et alternativ. Forsøget på at etablere en unipolær verdensorden har i nogen tid lidt et alvorligt tilbageslag, fordi nationerne i det Globale Syd efter 500 års kolonialisme på ingen måde var parate til at underkaste sig en unipolær verdensorden. Erfaringerne med ensidige sanktioner mod mange stater, brugen af dollaren som våben, kredit- og handelsvilkår, der opfattes som uretfærdige, og meget mere har alt sammen bidraget til at aktivere Bandung-ånden, en milepæl i historien om Den Alliancefrie Bevægelse.

Kinas hidtil usete økonomiske fremgang, der har løftet 850 millioner af landets borgere ud af fattigdom på omkring 40 år og udryddet ekstrem fattigdom inden udgangen af 2021 – hvilket betragtes som uden fortilfælde i historien om global fattigdomsbekæmpelse – samt Kinas kometagtige fremgang inden for videnskab og teknologi – som ifølge den australske tænketank ASPI har gjort landet til verdens førende inden for 57 af 64 banebrydende teknologier – har gjort det til den største trussel i øjnene hos de angloamerikanske neokonservative, men har vist sig at være en sand velsignelse for landene i det Globale Syd.

Siden præsident Xi Jinping i 2013 erklærede Den Nye Silkevej for at være Kinas officielle politik, et program, der havde stor affinitet med vores Eurasiske Landbro fra 1991 og i stigende grad konvergerer med vores Verdenslandbro-program fra 2014, arbejder Kina nu sammen med næsten 150 nationer om Bælte- og Vej-Initiativet. Kina havde en samhandel med landene i det Globale Syd på ca. 2,5 billioner euro i 2023, og selv det er kun en brøkdel af potentialet i de projekter, der er iværksat.

BRIKS’ fremkomst

BRIKS, som nu omfatter ti medlemsstater og ti partnere, der repræsenterer mere end halvdelen af menneskeheden, har netop afsluttet [den 7. juli] sit årlige topmøde i Rio de Janeiro, Brasilien. Og alle talere, herunder mange fra gæstelande, udtrykte entusiastisk og fast deres intention om at opbygge et retfærdigt økonomisk system, der giver alle deltagende nationer udsigt til endelig at overvinde fattigdom, opbygge deres økonomier og udvikle sundheds- og uddannelsessystemer samt deltage i menneskehedens videnskabelige og teknologiske fremskridt på grundlag af arbejdsdeling og lighed. BRIKS-landene ser udtrykkeligt ikke sig selv som et alternativ til NATO og bestemt ikke som en blok; de er åbne for samarbejde med alle lande i verden. Præsident Trump tager derfor fejl, når han hævder, at BRIKS blev grundlagt for at skade USA; de blev grundlagt for at overvinde den Globale Majoritets underudvikling!

Tro ikke et ord af det man læser i de vestlige medier om BRIKS! Angiveligt er de splittede, fordi Xi og Putin ikke deltog i det seneste topmøde, og at momentum er gået tabt. Det modsatte er tilfældet: Selvom alle BRIKS-landene er under enormt pres og reagerer på dette pres på meget forskellige måder, er tendensen mod en ny æra for menneskeheden uafvendelig. Nationerne i det Globale Syd er fast besluttede på at realisere deres ret til lige økonomisk udvikling, ikke længere at være leverandører af råvarer, men at opbygge værdikæden i deres egne lande, udvikle industri og landbrug og blive mellemindkomstlande i den nærmeste fremtid.

Schiller Instituttet har udarbejdet en undersøgelse til denne konference, som er under udarbejdelse, om, hvordan Europa sammen med Kina og andre BRIKS-lande kan støtte landene i Afrika og Sydvestasien, især gennem joint ventures i denne udvikling. Vi har i første omgang fokuseret på de tre nøglelande, Tyskland, Frankrig og Italien, og de øvrige lande vil følge efter, for at vise, at et sådant samarbejde ikke kun hjælper Afrika og Mellemøsten, men at disse joint ventures også kan blive drivkraften til at overvinde den dybe økonomiske krise, som Europas økonomi i øjeblikket befinder sig i.

I stedet for at hælde billioner af euro i oprustning, som ødelægger produktionskapaciteten set ud fra realøkonomiens synspunkt, bør vi gå sammen med Kina om at investere i områder, der altid har været i front med en vellykket industrialisering: udbredt energiproduktion og -distribution, grundlæggende kontinental infrastruktur og derudover investeringer i nogle såkaldte »game changer«-projekter, såsom Grand Ethiopian Renaissance Dam, som er et udstillingsvindue for samarbejdet mellem Afrika, Europa og Kina, der tager fat på to af de mest presserende problemer – vand og elektricitet. Desuden er der Transaqua-projektet, der muliggør vandforvaltning, vandkraft, transport og agroindustrielle udviklingsprojekter for 12 lande i hjertet af Afrika, og endelig Grand Inga-vandkraftprojektet, der vil generere mere end en tredjedel af den elektricitet, der i øjeblikket produceres i hele Afrika.

Trods den økonomiske krise har de europæiske lande stadig den videnskabelige og teknologiske knowhow, som der er så stort behov for i Afrika. Europa vinder stadig flere markeder med stadig mere velhavende kunder og løser flygtningekrisen på den eneste humane måde, nemlig ved at skabe gode grunde til, at især unge mennesker bliver i deres egne lande i stedet for at drukne i Middelhavet eller vegetere i lejre, som pave Frans har beskrevet som koncentrationslejre. For Sydvestasien foreslår vi Oase-planen, der begynder med kanaler mellem Middelhavet, Det Røde Hav og Det Døde Hav, afsaltning af store mængder havvand til kunstvanding i ørkenen, og i sidste ende en grøn omstilling og økonomisk udvikling af hele Sydvestasien som centrum for den gamle Silkevej mellem Asien, Afrika og Europa. Også her kan samarbejde mellem Kina og andre BRIKS-lande med Europa og landene i regionen gennemføre pave Paul VI’s mandat: »Det nye navn for fred er udvikling.« Pave Leo taler også om »udvikling som et våben« for varig fred i regionen.

Dagens konference i Schiller Instituttet er starten på en kampagne i hele Europa, Afrika og Asien for at gennemføre dette program for joint ventures som en motor til at overvinde den økonomiske krise og som et perspektiv for fred. Og jeg er særlig glad for, at vi har fået samarbejde med det kinesiske akademi for studier af det moderne Kina og verden (ACCWS), hvis vicepræsident, Daqi Fan, vil tale til os i en videobesked.

Denne form for samarbejde om at løse de mest presserende problemer, som menneskeheden står over for, svarer også til den tankegang, vi er nødt til at lægge til grund for en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til alle landes interesser på Jorden. Kun ved at realisere et sådant nyt paradigme i de internationale relationer kan vi undslippe konsekvenserne af det vidtrækkende sammenbrud i folkeretten og de internationale relationer, som er resultatet af tolerancen over for folkedrab i Gaza og de nylige angreb på Iran, nemlig en generel nedsynken i anarki.

Et Punctum Saliens i historien

Vi er nået til et punctum saliens i historien, men intet kunne være længere fra Schillers tankegang end at forstå dette udtryk fatalistisk; tværtimod. Meget tidligt, i sine Filosofiske breve, »Julius til Raphael«, skrev han i 1786: »Der er et vist punctum saliens i fornuften, hvor alle planer vendes på hovedet, hvor sjælen flyver ud over sansernes data …« Det er overgangen fra frygt til frihed.

Jeg, og sikkert mange andre, har ofte spurgt mig selv, hvordan det tyske folk, der har frembragt så mange fremragende digtere, tænkere og opfindere, kunne tillade sig at blive frataget sin suverænitet på denne måde. Schiller viste vejen ud med sin plan om det »sublime«. I »Om det sublime« (1793) skriver han: »Der er et kritisk punkt, hvor naturens kraft undertrykker ånden lige netop nok til, at den redder sig selv med et pludseligt spring ind i frihedens sfære.« Dette øjeblik er punctum saliens, hvor mennesket kæmper sig ud af lammende frygt til moralsk selvhævdelse.

Gennem hele sit liv beskæftigede Schiller sig med dette spørgsmål om det sublime, om hvordan mennesket gennem æstetisk uddannelse lærer at agere større, end omstændighederne synes at tillade det. I et brev til Goethe den 7. januar 1795 skrev han: »Der er et punctum saliens i enhver kunst, hvor det mekaniske forvandles til det frie, og dette punkt skal findes af geniet«. Og i »Om nåde og værdighed« siger han, at mennesker viser værdighed, når de finder det afgørende øjeblik af selvkontrol i konflikten mellem pligt og tilbøjelighed. Punctum saliens er det revolutionære øjeblik i historien, hvor vi erkender vores menneskelighed.

Vi vil derfor gøre alt, hvad der står i vores magt, for at ære vores navnebror og vise os værdige til det smukke billede, han havde af menneskeheden: Jeg vil gerne afslutte med et par linjer fra hans fragment kaldet »Tysk storhed«:

Det er ikke den tyske storhed

At erobre med sværdet

At trænge ind i åndens rige

At kæmpe mandigt mod vildfarelse

Det er hans iver værdig.

…

Han har opnået en større sejr

Han, der svingede sandhedens lyn

Han, der befriede ånderne selv.

At kæmpe for fornuftens frihed

Betyder at kæmpe for alle folkeslag

Værdigt for evigheden.