Unge mennesker i hele verden, foren jer! Del 2: Helga Zepp-LaRouches hovedtale

Helga Zepp-LaRouche til den internationale ungdomskonference, 14. december 2025

DANIEL BURKE:
Velkommen til Schiller Instituttets internationale ungdomskonference, »Unge mennesker i hele verden, foren jer!« Tak, fordi I alle er kommet. Mit navn er Daniel Burke, og jeg vil være jeres ordstyrer. Vi begynder med kommentarer fra Helga Zepp-LaRouche og Jacques Cheminade.

Det er mig en stor ære at præsentere vores første taler, grundlæggeren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche.

HELGA ZEPP-LAROUCHE:
Tak. Velkommen, og goddag til jer alle. Jeg tror, at dette er et hidtil uset øjeblik i historien. Man kunne sige, at hvert øjeblik i historien er hidtil uset, fordi det altid er det nyeste. Men jeg mener det i en mere specifik forstand: For første gang har vi, efter min mening, muligheden for fuldstændigt at ændre verden til et bedre system, hvor hvert land har ret til at udvikle sig.

Hvordan kom vi som Schiller Instituttet – og den organisation, der blev grundlagt af min afdøde mand, Lyndon LaRouche – i denne position? I 1971 fremlagde min afdøde mand – som dengang endnu ikke var min mand – en helt unik analyse, som ingen anden økonom havde. Han erkendte, at da præsident Nixon erstattede de faste valutakurser med fleksible, ville verden, hvis den fortsatte ad denne vej, på et tidspunkt uundgåeligt bevæge sig ind i en ny krigsfare, en ny fare for fascisme og en ny depression.

Jeg kan forsikre jer om, at i 1971 og 1972, da jeg sluttede mig til denne indsats, var der – i det mindste i de såkaldte industrilande – ingen tegn på dette. Europa var stadig i fremgang, og USA befandt sig stadig i en relativt stabil udviklingsfase. Naturligvis var situationen i udviklingslandene en anden sag, men hvis man lyttede til Lyndon LaRouche i 1971, måtte hans forudsigelse være baseret på en dyb intellektuel forståelse af, hvad der var galt med det globale system, fordi de empiriske beviser i de vestlige lande på det tidspunkt ikke syntes at understøtte en sådan analyse.

Men Lyndon LaRouche, jeg selv og nogle andre, som var med i den indledende fase af denne organisation, havde et klart billede af forholdene i landene i det Globale Syd. Lyndon LaRouche tjente for eksempel som læge under Anden Verdenskrig i Burma og Indien. I 1946 var han øjenvidne til det britiske Raj i Calcutta, hvor han med egne øjne så, hvad britisk imperialisme og neokolonialisme var i stand til. Det var et blodbad. Han kom ud af denne erfaring og vendte tilbage til efterkrigstidens USA med et højtideligt løfte og en dyb forpligtelse: at han ville gøre alt, hvad han kunne i sit liv, for at afhjælpe denne ufattelige uretfærdighed i verden.

På samme måde tog jeg selv, da jeg var en meget ung journalist, min første større rejse i 1971 på et fragtskib, der førte mig til Kina under Kulturrevolutionen. Undervejs gjorde jeg korte ophold i flere lande i Afrika, især Senegal og Sydafrika. Også dér fik jeg et førstehåndsindtryk af, hvor utroligt uretfærdige forholdene var – og hvor let de i princippet kunne afhjælpes, hvis den politiske vilje var til stede.

For at gøre en lang historie kort opstod denne organisation ud af disse erfaringer. I 1970’erne brugte vi vores kræfter på at udarbejde meget konkrete udviklingsprogrammer, herunder en industriel udviklingsplan for hele Afrika. Vi samarbejdede med Indira Gandhi om en 40-årig udviklingsplan for Indien og med præsident López Portillo om en plan for den økonomiske integration af Latinamerika. Vi arbejdede på en 50-årig udviklingsplan for Stillehavsområdet. Efter Berlinmurens fald arbejdede vi på den eurasiske landbro, der skulle forbinde hele det eurasiske kontinent. Og naturligvis må jeg heller ikke glemme Oase-planen samt genopbygningsplanen for USA.

Det, vi har forberedt os på siden Lyndon LaRouches forudsigelse i 1971, var, at verden både ville stå over for en ny fare for fascisme, krig og depression – men også over for potentialet for en ny verdensøkonomisk orden. Det er denne mulighed, man har arbejdet på i et halvt århundrede ved at formulere konkrete programmer.

Dette øjeblik er nu kommet. Og det er kommet med en sådan voldsomhed, at de fleste mennesker, som ikke har reflekteret over de iboende fejl i det nuværende finansielle verdenssystem, er fuldstændig overraskede. De forstår ikke helt, hvordan tingene kan udvikle sig så kaotisk, men de erkender, at den gamle orden – især den såkaldte unipolære orden, som man forsøgte at etablere efter afslutningen på den kolde krig – er væk. Den er forbi.

Ikke alene er der i dag en enorm kløft mellem det såkaldte globale Vesten og det Globale Syd; der er nu også et dybt brud i det transatlantiske forhold. Efter at Trump-administrationen offentliggjorde den nye nationale sikkerhedsstrategi, er alt kommet i oprør. Europæerne er i fuldstændig panik. Mennesker, der hele deres liv har været overbeviste atlantister, siger nu: »Vi kan ikke længere betragte USA som en allieret.« Den danske efterretningstjeneste har endda udarbejdet et 62-siders dokument, hvor den konkluderer, at USA nu udgør en sikkerhedstrussel mod Danmark. Den slags ting sker nu løbende.

Hvis man ser nærmere på indholdet af dette nye nationale sikkerhedsstrategidokument – som, som jeg sagde, har ændret alt – er det meget sammensat. Det rummer både positive og negative elementer. Det mest optimistiske er efter min mening, at det klart fastslår, at den fortsatte udvidelse af NATO bør ophøre; der bør ikke ske yderligere NATO-udvidelse. Det er, efter min vurdering, det mest positive element i dokumentet.

Også i den positive kategori er ønsket om at normalisere forholdet mellem USA og Rusland. Dokumentet bruger ikke direkte ordet »normalisering«, men taler om et »ophør af fjendtligheder«. Det er en vigtig formulering, fordi den afspejler et ønske om at bringe krigen i Ukraine til ophør. Hvem med bare en smule fornuft ville ikke være lettet over, at de to mest magtfulde atommagter – Rusland og USA – søger at bevæge sig tilbage mod et mere normalt forhold? Hvis konflikten mellem Rusland og NATO i Ukraine – for det er, hvad den reelt er – fortsætter, kan den føre til en global atomkrig, hvilket ville betyde civilisationens undergang. Set i det lys er dette utvivlsomt et positivt element.

En anden, om end mere begrænset, positiv ændring er, at den tidligere formulering af Kina som en trussel nu er erstattet af betegnelsen Kina som en økonomisk konkurrent. Det kan man leve med. Men der er også andre elementer i dokumentet, som er dybt problematiske.

Det værste er uden tvivl, at dokumentet erklærer den vestlige halvkugle – Mellemamerika og Latinamerika – for at være USA’s væsentlige baghave. Det taler endda om en Trump-udgave af Monroe-doktrinen. Man kunne med rette sige, at det i virkeligheden er en Trump-udgave af Teddy Roosevelts udvidelse af Monroe-doktrinen. Grundlæggende fastslår dokumentet, at den vestlige halvkugle er USA’s indflydelsessfære.

Dette hænger sammen med den forestående invasion af Venezuela, hvor påskuddet er kampen mod narkotika. Men ser man nøgternt på situationen, er det tydeligt, at det egentlige mål er at fortrænge Ruslands, Kinas, Irans og Cubas indflydelse i Latinamerika. Dette varsler en omfattende destabilisering. Selv om USA ikke har landstyrker til at invadere og besætte Venezuela, kan de forvolde enorm skade. Det kan kaste hele det latinamerikanske kontinent ud i dyb uro, hvor målet naturligvis vil være at favorisere økonomisk libertarianske regeringer, der er villige til at anvende Javier Mileis berygtede motorsavs-tilgang – også i andre lande, som for eksempel Bolsonaro i Brasilien. Efter offentliggørelsen af dette nye strategidokument er dette et af verdens mest urolige områder.

Hvad angår Europa, siger dokumentet i realiteten, at helvede er brudt løs. Det hævder, at der hersker en fuldstændig mangel på demokrati, og at oppositionen bliver undertrykt – som om USA selv ikke praktiserer undertrykkelse. Se blot på, hvad ICE-politikken gør mod migranter; men det er en sidebemærkning. Dokumentet fastslår, at hvis Europa ikke får styr på situationen, kan der om 20 år være tale om en »civilisatorisk udslettelse« af Europa. Det er meget stærke ord. Det betyder i praksis, at Europa som civilisation kan forsvinde.

Jeg har selv sagt noget lignende, men ikke af de grunde, som anføres i strategidokumentet. Jeg har sagt, at hvis Europa ikke ændrer sin nuværende fejlagtige økonomiske og kulturelle politik, kan det ophøre med at eksistere som civilisation og i stedet blive en relikvie i et fremtidigt museum. Men den begrundelse, der gives i dette dokument, er migrantspørgsmålet, hvor det hævdes, at tilstrømningen af migranter til Europa kan føre til, at den europæiske kultur forsvinder.

Men det største problem lige nu er: Hvordan reagerer europæerne?

Krigen i Ukraine, som fra begyndelsen var en stedfortræderkrig mellem NATO og Rusland, udspringer af NATO’s fem udvidelser efter afslutningen på den kolde krig – udvidelser, som man havde lovet aldrig ville finde sted. Men de fandt sted alligevel. NATO rykkede omkring 1.000 kilometer mod øst, helt frem til Ruslands grænser, og placerede potentielt offensive våbensystemer i Polen og Rumænien. Det reducerede varslingstiden for et eventuelt missilangreb på Moskva til blot fem til syv minutter.

Da det stod klart, at denne udvidelse endda ville fortsætte yderligere, indledte Rusland den såkaldte særlige militæroperation i Ukraine. Det var for næsten fire år siden. Og som det var tydeligt fra begyndelsen, kunne denne krig aldrig vindes af Ukraine, simpelthen fordi Rusland råder over en enorm militær overlegenhed. Selv om NATO leverer alle tænkelige former for våbensystemer til Ukraine, kan det ikke opveje det faktum, at den ukrainske befolkning er langt mindre og siden krigens begyndelse er blevet reduceret med omkring halvdelen på grund af emigration, desertering fra militæret og tab i krigen.

Denne krig er derfor nu næsten ved at være slut. Det har været en udmattelseskrig.

Men hvad gør europæerne? Ikke alle europæere, må jeg understrege, men den såkaldte »koalition af villige«. Storbritannien, Frankrig og Tyskland – hvortil man kan føje Polen, de baltiske lande og Skandinavien – men især de tre store: Tyskland, Frankrig og Storbritannien. De har dannet det, man kunne kalde et E3-Europa: en koalition af villige, der har til hensigt at fortsætte krigen, indtil Rusland er strategisk besejret.

Det er umuligt. Man kan ikke besejre Rusland af den helt enkle grund, at Rusland i øjeblikket er den stærkeste atomvåbenmagt på kloden. Før Rusland vil lade sig selv blive ødelagt, vil det anvende sine atomvåben – noget, det har gjort helt klart i sin atomdoktrin, og som præsident Putin og andre russiske embedsmænd gentagne gange har understreget.

Så hvad betyder det, når koalitionen af villige siger, at de vil fortsætte krigen, indtil Rusland er strategisk besejret? Det betyder, at de er villige til at risikere en atomkrig. Argumentet er tilsyneladende, at Rusland ikke vil standse i Ukraine, men derimod vil angribe et andet europæisk NATO-land. Nogle fuldstændig vanvittige mennesker hævder, at dette kan ske meget snart, mens andre siger, at Rusland først vil have brug for fem år til at opbygge sine atomare og konventionelle styrker.

Men NATO’s generalsekretær, Mark Rutte, var for blot tre eller fire dage siden i Berlin til et arrangement i forbindelse med München-sikkerhedskonferencen, hvor han holdt en tale, der var helt utrolig. Han sagde, at Rusland forbereder en enorm krig, hvor total ødelæggelse vil ramme alle europæiske hjem; der vil være massemobiliseringer, millioner af fordrevne mennesker, ubegrænset lidelse og ekstreme tab. Derfor, sagde han, må Europa gøre sig klar til den slags krig, som vores bedsteforældre og oldeforældre kæmpede.

Med andre ord skal vi være parate til at gøre det samme, som vores bedsteforældre og oldeforældre gjorde i Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig. Det er fuldstændig umuligt, for hvis det nogensinde kommer til en krig, vil det være en atomkrig og ikke en konventionel krig.

Det er også en løgn. For hvad mener Rutte egentlig, når han siger, at vi skal gøre det, vores bedsteforældre og oldeforældre gjorde? Hvem var angriberen i Anden Verdenskrig? Det var ikke Rusland. Det var ikke Sovjetunionen. Og det var heller ikke Kina i Stillehavsområdet.

For at give jer et indblik i denne måde at tænke på vil jeg nu vise jer en video, som – overraskende nok – er en PR-video produceret af NATO selv. Den kan findes på NATO’s egen hjemmeside. De mener åbenbart, at dette er en meget motiverende video for det, de har gang i. Så lad os lytte til den.

[»From Foresight to War Fight« – man skal virkelig se den for at få den fulde effekt – red.]

VIDEOFORTÆLLER:
Vi har en ret god idé om, hvordan fremtidens krig vil se ud. Klimaforandringer vil ikke kun påvirke handelsruter, fødevareforsyninger og infrastruktur, men også vores militære udstyr. Mere end nogensinde før vil teknologien give afgørende fordele – fra kunstig intelligens til overvågningssystemer, fra droner til hypersoniske missiler.

Og alligevel vil krig fortsat være en grundlæggende menneskelig bestræbelse. At manipulere modstanderens følelser og forståelse vil være lige så vigtigt som at nægte adgang til territorier. Det menneskelige sind vil være et kampområde i sig selv.

Vi bliver nødt til at være klar til at kæmpe i byer, i rummet, i cyberspace, i Arktis og på åbent hav. Vi må genlære afskrækkelsens sprog. Vi forventer, at konturerne af denne fremtid vil tage form fra 2030 og frem. Vi er i et kapløb med tiden.

Der er kun ét problem: At forudsige krigens fremtid er per definition fejlbarligt. Vi har en tendens til at overvurdere teknologi og undervurdere vores modstanders evne til at tilpasse sig. Vi glemmer ofte, at ikke alt ved krig vil være nyt; meget vil i virkeligheden være gammelt.

Vi forstår tendenserne, men ikke tidshorisonten. Og vores modstandere har også deres egne visioner for krigens fremtid, hvilket afslører farlige huller i vores forsvar. For nogle er krig i antroposfæren ikke et forbudt område – herunder psykofarmaka, angreb på økosystemer og biologiske våben. For andre behøver mennesker måske slet ikke at være en del af den dødelige beslutningsproces, som styres af kunstig intelligens.

Drone-sværme koordineret af robotmoderskibe lyder måske som science fiction, men det gør al god teknologisk fremsyn. Og selv om alle involverede parter – NATO såvel som dets modstandere – sigter mod korte krige, har virkeligheden ofte det sidste ord. For NATO betyder det, at vi ikke har tid at spilde. I morgen begynder i dag. Din udfordring, hvis du vælger at acceptere den, er at omsætte denne fremtidsvision til krigsførelse.

ZEPP-LAROUCHE:
Efter min mening er de mennesker, der udsender en sådan video som positiv propaganda for deres mål, sindssyge og burde være indlagt bag lukkede døre på en psykiatrisk institution. Det menneskesyn, der kommer til udtryk i denne video, er dybt barbarisk. Den postulerer, at krig altid vil være et afgørende element i menneskets virksomhed. Det er vanvid. Det er et menneskesyn, der er fuldstændig umenneskeligt. Jeg afviser det totalt.

Det var denne video – sammen med NATO-generalsekretær Ruttes tale om, at NATO muligvis må iværksætte et forebyggende angreb på Rusland – der fik mig til at skrive denne appel om at forlade NATO og straks påbegynde opbygningen af en international sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Grundlæggende bygger denne tænkning på forestillingen om, at mennesket aldrig vil være i stand til at blive sandt menneskeligt.

Man må spørge sig selv, hvad der er gået galt i de vestlige eliter, siden mindet om, hvad krig faktisk indebærer, allerede blot 80 år efter Anden Verdenskrig ikke længere lever i visse menneskers bevidsthed. Der findes rigeligt med filmoptagelser, dokumentarer og historisk materiale til at give enhver et klart billede af, hvad krig betyder. Alligevel er der mennesker, der er villige til ikke blot at risikere en gentagelse af deres bedsteforældres og oldeforældres krige, men også at risikere nuklear udslettelse.

Samtidig har hele forsøget på at opbygge en unipolær verdensorden efter afslutningen på den kolde krig, da Sovjetunionen gik i opløsning, fejlet så fuldstændigt, at det er vendt imod sig selv. I dag ser vi landene i det Globale Syd danne et nyt økonomisk system gennem BRIKS og Shanghai Cooperation Organization. Selv NATO er splittet: nogle europæiske lande ønsker at fortsætte krigen, mens andre absolut ikke gør det. Der er en dyb kløft i den transatlantiske alliance.

Og samtidig befinder Europa sig i økonomisk frit fald, mens USA heller ikke er i nogen god økonomisk forfatning. Hvis nogen tvivler på det, behøver man blot at besøge amerikanske byer for straks at blive overbevist: infrastrukturen er ved at bryde sammen, selvmordsraten er høj, og befolkningens syn på fremtiden er stærkt polariseret og præget af fortvivlelse.

Hvorfor er de vestlige eliter da så fuldstændig ude af stand til at reflektere over, at verdens nuværende tilstand er resultatet af deres egne fejl?

Jeg vil nu vise jer endnu en video, denne gang med den politiker, der vandt det seneste valg i Østrig. Han var ikke i stand til at danne regering, fordi det såkaldte flertal af centrumspartier forhindrede det. Ikke desto mindre vandt han valget. Han holdt følgende tale, som jeg nu vil vise jer med engelske undertekster, fordi den meget præcist illustrerer det, jeg netop har sagt.

HERBERT KICKL (oversatte undertekster):
Nu har jeg et spørgsmål til lederne af de etablerede politiske partier. Jeg spørger jer: Hvem var det, der mæglede fredsaftalen mellem Rusland og Ukraine i foråret 2022 – forhandlingerne i Istanbul? Hvem var det? Det skal jeg fortælle jer. Det var politikere, der led af den samme moraliserende vildfarelse som jer. Det var den fejlfri Europæiske Kommission.

Det var i øvrigt briterne – Brexit-briterne – som hele Europa nu forfølger. Også et interessant fænomen. Og det var den amerikanske regering under en vis Joe Biden, som hele EU-etablissementet intet havde andet at gøre end at underkaste sig.

Så meget for uafhængighed, selvtillid og et stærkt Europa. Du må gerne grine. Det var mennesker som dig, der lancerede sloganet om, at sejren udelukkende kunne opnås på slagmarken, og at fred ikke var en mulighed.

For det bærer du en del af ansvaret for de hundredtusinder af dødsfald siden da, for den omfattende ødelæggelse af dele af Ukraine, for milliarder i gæld, der vil belaste fremtidige generationer, for de milliarder, som du har pålagt de europæiske skatteydere, og for den europæiske økonomis forfald. Så meget for det.

ZEPP-LAROUCHE:
Når en østrigsk politiker anklager Europas pro-krigsfraktioner for at have forårsaget hundredtusinder af dødsfald og for bevidst at have forhindret freden, da den var mulig i marts 2022, er det blot én stemme. Men man kan forestille sig, hvad der vil ske, hvis det vestlige systems nuværende politik fortsættes, og det uundgåelige sammenbrud af det finansielle system indtræffer.

Vi befinder os i øjeblikket i en finansiel boble, der er værre end den, som næsten brast i 2008 under Lehman Brothers-krisen. Et sammenbrud af denne boble kan få konsekvenser af dimensioner, der er næsten ufattelige. Det, der hænger over hovedet på disse mennesker, er frygten for at blive stillet til ansvar for den politik, de har påtvunget verden.

Dette er den eneste forklaring, jeg kan se på, hvorfor de insisterer på at fortsætte en politik, der har fejlet totalt. Hele deres karriere, prestige og privilegier er bundet til denne kurs. Denne faktor af irrationalitet er uden tvivl en central del af den nuværende verdenssituation.

Som jeg tidligere sagde, da jeg så denne optrapning mod en forebyggende krig mod Rusland og denne form for NATO-propaganda, er det på høje tid at erklære NATO for forældet. Det burde være sket allerede i 1991, da Warszawa-pagten blev opløst. NATO har for længst udlevet sin legitimitet.

Vi må hurtigst muligt erstatte NATO med en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som denne gang tager hensyn til sikkerheds- og udviklingsinteresserne i hvert eneste land på kloden. Jeg er overbevist om, at dette er den eneste vej ud af krisen.

Vi står over for en enorm krise, hvor ikke blot krigen i Ukraine, men også en række andre regionale konflikter i sidste ende kan føre til en global atomkrig. Det gælder i særlig grad Mellemøsten, hvor folkemordet i Gaza fortsætter på trods af Trumps såkaldte fredsplan.

For blot få timer siden fandt der et terrorangreb sted i Bondi Beach i Australien, hvor 12 mennesker blev dræbt og over 30 såret. Angrebet fandt sted under en hanukkah-lysfestival i det jødiske samfund. Netanyahu erklærede straks, at dette var et angreb på hele jødedommen, og at det var et resultat af, at verdens ledere er holdt op med at bekæmpe antisemitisme. Det ville ikke overraske mig, hvis dette terrorangreb bliver brugt som påskud for en militær aktion i Mellemøsten.

Hvis det kommer til en større krig i Mellemøsten, herunder en direkte konfrontation med Iran, kan det også føre til en atomkrig. Derudover er der de seneste spændinger mellem Kina og Japan, hvor Japans premierminister, Takaichi, har erklæret, at det ville udgøre en eksistentiel trussel mod Japan, hvis Kina militært forsøgte at genforene Taiwan med Kina. En sådan situation kan føre til en optrapning, der også involverer andre stormagter i Stillehavsområdet. Og naturligvis vil en eskalering af konflikterne i Latinamerika ligeledes rumme et sådant potentiale.

I en verden, der befinder sig i så dyb uorden, kan man ikke forsøge at løse disse problemer ét for ét. Selvom hver enkelt krise har sin egen historiske og faktuelle specificitet – sine egne årsager og sin egen dynamik – er de alle udtryk for den samme overordnede proces: afslutningen på 500 års kolonialisme og fremkomsten af et nyt system, hvor landene i den Globale Majoritet forsøger at skabe en mere retfærdig verdensorden. Denne grundlæggende konflikt er den dybere årsag bag alle disse regionale kriser.

Derfor må man forsøge at løse problemet som en helhed. Den eneste måde at gøre det på er ved at etablere en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som absolut ikke må være partisk. Den skal tage hensyn til alle landes interesser på kloden.

Den vigtigste historiske reference her er Den Westfalske Fred. Den Westfalske Fred i 1648 afsluttede 150 års religionskrige i Europa. De krigsførende parter indså, at de måtte finde en diplomatisk løsning, fordi en fortsættelse af krigen ville have betydet alles udslettelse. Ingen ville have overlevet. I dag, i en verden med atomvåben, er denne erkendelse endnu mere presserende.

Derfor må vi oprigtigt og med største alvor sætte diskussionen om at erstatte de nuværende sikkerhedsstrukturer – NATO og andre lignende ordninger, herunder idéen om et såkaldt globalt NATO – på dagsordenen. Vi må i stedet arbejde hen imod en ny vestfalsk fredsorden, som tager hensyn til den andens interesser. Dette var det centrale princip i Den Westfalske Fred.

I dag er der allerede lande, som fremlægger lignende idéer. Et af dem er Kina, hvor præsident Xi Jinping i de senere år har lanceret fire globale initiativer: det Globale Sikkerhedsinitiativ, det Globale Udviklingsinitiativ, det Globale Civilisationsinitiativ og det Globale Styringsinitiativ. Tilsammen udtrykker disse initiativer præcis den samme idé: et nyt internationalt system baseret på FN-pagten og de fem principper for fredelig sameksistens, som omfatter alle lande – på samme måde som mit forslag.

Præsident Putin har ligeledes ved flere lejligheder talt om behovet for en eurasiatisk sikkerhedsarkitektur. Jeg nævner dette blot for at understrege, at der allerede eksisterer parallelle tanker om at give verden en ny orden, der er baseret på alles udvikling og sikkerhed.

Det er helt klart, at vi står på randen af en tredje verdenskrig. Dette er også blevet fremhævet af pave Leo XIV i flere af hans seneste prædikener og taler. Senest talte han til de italienske diplomater i forbindelse med jubilæet, hvor han sagde, at fred er menneskehedens pligt. Han henviste til pave Paul VI’s berømte tale i FN for 60 år siden, hvor pave Paul VI sagde: »Aldrig mere krig, aldrig igen«, og opfordrede til, at krig som middel til konfliktløsning skulle afskaffes for altid.

Jeg er overbevist om, at menneskeheden er i stand til dette. Vi er ikke barbarer. Vi er ikke det menneskesyn, som kommer til udtryk i NATO’s propaganda. Vi er den kreative art. Vi kan finde løsninger på alle menneskeskabte problemer – og krig er et menneskeskabt problem.

Derfor mener jeg, at behovet for en stærk og international ungdomsbevægelse er nøglen til at løse den nuværende situation i menneskehedens historie. Kun hvis unge mennesker på alle kontinenter – i Afrika, Latinamerika, Asien og forhåbentlig også inspirerede unge i USA og Europa – engagerer sig i kampen for et nyt økonomisk system, en ny verdensøkonomisk orden og en afslutning på krig, kan den tragedie, som menneskeheden potentielt står over for, blive afværget.

Jeg mener, at vi befinder os i et helt enestående og potentielt ekstremt magtfuldt øjeblik i historien. Det er ikke kun ungdomsbevægelsen, der bevæger sig i denne retning. De fleste lande – BRIKS-landene, SCO og mange andre internationale sammenslutninger – arbejder i dag for et system, hvor alle lande på kloden har lige ret til økonomisk udvikling og velstand for deres befolkninger.

Den store opgave, der stadig resterer, er at forhindre de kræfter, som fortsat betragter krig som et legitimt middel til konfliktløsning – neokonservative kredse i USA og krigspartiet i Europa – i at nå deres mål. Til dette har vi i høj grad brug for unge mennesker, som kan sikre, at budskabet om, at fremtiden tilhører jer, bliver hørt.

Jeg er meget optimistisk med hensyn til, at vi har alle nødvendige midler til rådighed for at åbne et nyt kapitel i menneskehedens historie. Vi kan lægge denne nuværende periode – denne æra af imperialisme og kolonialisme – bag os og bevæge os hen imod et nyt menneskeligt selvbillede, hvor nationer forholder sig til hinanden som medlemmer af én familie, hvor hver ønsker det bedste for den anden, og hvor dette gensidigt er anerkendt.

Vi kan rette blikket mod en fremtid, hvor menneskeheden bruger sin energi på at udvikle atomar fusionskraft, bekæmpe sygdomme, som der endnu ikke findes nogen kur imod, rejse til Månen sammen, skabe forudsætningerne for interstellare rejser og opbygge en lys fremtid, hvor den ene menneskehed bliver vores fælles identitet.

Det er dette, jeg mener, vi bør diskutere. Og det var det, jeg ønskede at sige indledningsvis.