Den 17. december (EIRNS) – I et interview med Xinhuai Beijing offentliggjort 16. december skamroste Alicia Barcena, direktør for FN’s Økonomiske Kommission for Latinamerika og Caribien (ECLAC), Kinas udvikling siden lanceringen af dets reformer og økonomiske åbning for 40 år siden, og udtrykte håb om, at Bælte og Vej-Initiativet (BVI) vil spille en central rolle i at hjælpe med Latinamerikas industrialisering.
Den latinamerikanske industrielle genoplivning “er en stor udfordring,” sagde hun, men understregede, at det er kinesiske investeringer “der er inviteret til at blive en del af denne proces. Det vil hjælpe os med at gøre, hvad Kina gjorde for 40 år siden, hvilket var at forandre dets produktive struktur.”
Hun tilbød et eksempel på, hvordan dette kunne ske ved at pege på eksemplet med de store reserver af litium, der findes i Chile og Bolivia. Snarere end blot at eksportere dette mineral, spurgte hun: “Hvorfor ikke først etablere en industriel platform i regionen … og producere batterier eller elbiler? Kinesiske investeringer kan hjælpe med at gøre litium mere værdifuldt i Latinamerika.”
Barcena understregede, at BVI “er fundamentalt” og mindede om, at den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, i januar måned havde inviteret nationerne i regionen til at deltage i dette globale udviklingsprogram på topmødet i Kina-CELAC Forum i Santiago, Chile. Nu, sagde hun, har mere end 10 af regionens lande tilsluttet sig. Barcena roste Kinas forsvar for flersidighed og dets vision om “at dele sine teknologiske fremskridt med udviklingslande, hvilket for os er fantastisk”. På et tidspunkt med store handelsmæssige og teknologiske spændinger er “Kinas tilnærmelse til mange latinamerikanske nationer meget relevant”.